Åbenrå amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet er et af vore mindste både i henseende til folketal og til areal. Kun Sønderborg a. er mindre i areal og Tønder a. i folketal. Til a. hører øerne Barsø i Lille Bælt og Okseøerne i Flensborg fjord. Mod n. grænser Åbenrå a. til Haderslev a. (Gram og Nr. Rangstrup hrdr.), mod v. til Tønder a. (Lø og Slogs hrdr.) og mod s. til rigsgrænsen fra grænsepæl nr. 1 til nr. 112. Søgrænsen i Flensborg fjord ml. da. og ty. farvand går fra Kobbermøllen omtr. langs fjordens bugtede midtlinje. A.s største udstrækning i ø.-v. er ca. 34 km, altså noget over halvdelen af den samlede afstand ml. Lille Bælt-kysten og Vadehavskysten. Største afstand i n. og s. er ca. 40 km. N.grænsen går fra Genner bugt over det sandede bakkeland n.f. Knivsbjerg langs n.grænsen af Øster Løgum so. gennem mose- og kærstrækninger tværs over bakkeøer og smeltevandssletter n. om Hellevad og Bedsted so. Herfra bøjer a.grænsen mod s. og bugter sig frem ml. Tinglev-fladens storso., hvis grænser ofte følger åløb, fugtige lavninger, tidl. heder og udmarker. Videre slynger a.grænsen sig gennem moserne n. og ø.f. Tinglev og over de magre fygningsegne langs so.grænsen Tinglev-Bov frem til grænsepæl nr. 112. Herfra går rigsgrænsen i en bue s.om Frøslev-området og Padborg og gennem Padborg-dalen frem til Flensborg fjord ved Kobbermøllen. Lange strækninger af disse a.grænser er bestemt af de fra ældre tid geografisk betingede so.skel, ofte s. 766 vandlidende, sandede og lidet tiltrækkende arealer ml. sognenes kerneområder. Ganske vist er en del af dette mønster i vore dage svækket noget ved kultiveringsarbejder, afdræning, afgravning af moser og hedeopdyrkning, og ligeledes er fastlæggelsen af rigsgrænsen delvis gået på tværs af ældre administrative skel, men stort set kan det gl. mønster stadig erkendes. A.s areal er 790 km²; også folketallet er beskedent, nemlig 49.769 (1960), svarende til en befolkningstæthed på 63 pr. km², altså noget over halvdelen af gnmst. for hele Danmark.

Dette forhold er begrundet i den omstændighed, at udviklingen i a. ikke har ført til dannelsen af nogen større by, idet Flensborg har tiltrukket de bymæssige funktioner i så stort omfang, at de mindre købstæder først i de sidste årtier har opnået en større ekspansion. Det beskedne folketal er endv. forståeligt ud fra den omstændighed, at den største del af a. i landskabelig henseende må henregnes til det sønderjy. midtland og vestland, hvor man også i vore dage træffer betydelige, sparsomt beboede og svagt udnyttede arealer. Alle de vestl. so. rummer således folketomme felter, medens kystlandet – hvilket stort set betyder landet m. under 10 km kystafstand – er et frugtbart, østjy. landskab m. rige landsbyer og mange storgårde. A.s vandareal er beskedent, men det rummer dog to større søer: Søgaard sø (86 ha) og Hostrup sø (254 ha), begge beliggende i det storbakkede midtland. Åbenrå a. er noget skovrigere end de øvr. sønderjy. amter, idet skovprocenten ligger omkr. 9. Skovene er navnlig knyttet til dallandskaberne ved tunneldalene og til de fygningsramte områder i sv. I ø.landet møder man det sa. forhold som i Haderslev a.: at udsynet i ret høj grad præges af de i øvrigt beskedne skovarealer, fordi disse er fordelt på mange små, spredte enheder af bondeskov.

I landskabelig henseende er Åbenrå a. usædvanligt afvekslende og forskelligartet, især når man tager a.s beskedne areal i betragtning. Længst mod ø. langs kysten og grænsen mod Sønderborg a. har man en bræmme af ungt, frugtbart moræneland, som ganske vist har en rig variation i overfladeformer, men i øvrigt er karakteriseret af et meget udbredt, ofte sammenhængende dække af moræneler. A.s vestl. randzone tilhører Tinglev-fladen, en sandet og gruset smeltevandsslette m. talr. variationer i detailrelief og i jordbundsforhold. Imellem disse to yderzoner ligger et overgangsområde m. randmoræner, smeltevandsdannelser af forsk. type m. store lejer af grus og m. søer og moser. Ø.zonen og delvis også overgangsområdet er gennemskåret af dybe dale og kløfter. Denne tredeling af a. genfinder man i billedet af befolkningsudviklingen, af bebyggelsesformer, jordfordeling og -udnyttelse såvel i længst forsvunden tid som i vore dage. A.s kystlinier rummer store skønhedsværdier. Langt den største del er klintkyster, der stedvis er under nedbrydning. Kystlængden er 78 km.

Dybgrundens geologi.

Ved et af naturens luner er dybgrunden i Åbenrå a. blevet gjort utilgængelig for umiddelbar observation. Det er især forholdene i istiden, som er årsag hertil. Istidens indlandsis sørgede først for en eftertrykkelig afhøvling af de øverste dybgrundsformationer, og dernæst efterlod isen ved sin bortsmeltning tykke lag af moræner, smeltevandsaflejringer og andre jordlag i området. Det er derfor kun mul. at skaffe sig oplysninger om dybgrundens natur gennem boringer og ved at udføre geofysiske undersøgelser, som fx. magnetiske målinger, tyngdemålinger og seismisk kortlægning.

Almindelige vandboringer, hvoraf der i tidens løb er udført flere hundrede i amtet, er kun undtagelsesvis trængt igennem istidsaflejringerne. Det er derfor ret heldigt, at der – som et led i olieefterforskningen – er udført to dybdeboringer i amtet, boringerne Åbenrå nr. 1 og Rødekro nr. 1. Takket være resultaterne fra disse boringer står man ikke på helt bar bund m. h. t. viden om dybgrunden.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (bd. 1, s. 21). Da kun så få boringer er nået ned til dybgrundslagene, er det klart, at kortet over dybgrundsformationerne ikke kan være særl. nøjagtigt. Det er således sandsynligt, at istidens bræer har fjernet de miocæne lag ved Åbenrå fjord, hvor man ved, at istidslag findes ned til stor dybde, men ikke hvilken formation der danner underlaget for istidsdannelserne.

Dybgrundsformationernes udvikling. Det vigtigste grundlag for vor opfattelse af den geologiske udvikling, som har fundet sted i amtet, er dybdeboringerne Åbenrå nr. 1 og Rødekro nr. 1. Ved et minutiøst studium af prøver af de gennemborede lag har det været mul. i store træk at gøre rede for de geografiske og klimatologiske forhold, som herskede under formationernes dannelse. De to boringers formationsprofiler er sammenstillet nedenfor, idet de for en væsentlig del er så ensartede, at de enkelte formationsintervaller meget let har kunnet korreleres.

Fra istidslagene og ned til triaslagene svarer formationerne i de to boringer således praktisk taget til hinanden. Men herefter er det slut med overensstemmelsen, idet bl.a. hele den tykke serie af stensalt, anhydrit og dolomitlag fra øvre perm, som vi finder ved boringen Åbenrå nr. 1, mangler ved Rødekro. Årsagen hertil diskuteres i afsnittet om dybgrundens struktur.

Forinden skal vi analysere formationsudviklingen lidt nærmere, idet målet er at finde frem til, hvad der er karakteristisk for de enkelte formationer, og hvorledes formationernes særpræg kan udnyttes ved udredningen af deres tilblivelseshistorie.

Præzechstein ved Rødekro. Den nederste bjergart, som boret nåede ned til ved Rødekro, er opstået i forb. m. vulkanudbrud, idet der er tale om stivnet lava. Det er vanskeligt at afgøre, hvor gammel bjergarten er. På den anden side kan man med sikkerhed sige, at den er ældre end triastidens lag, som findes over den. For at komme spørgsmålet om vulkanismens alder lidt nærmere, er det rimeligt at undersøge, om der andre steder i Danmark el. vore nabolande fra perioderne før triastid er spor efter vulkansk virksomhed, som kan dateres mere nøjagtigt.

Sådanne spor findes! Vi behøver blot at tænke på diabasgangene i Bornholms granitterræn (bd. IV. 382) og de vulkanske lavabjergarter nederst i boringen Rødby nr. 2 (bd. IV. 583). Diabasgangene på Bornholm er meget gamle. De er opstået under vulkanudbrud i tiden før kambrium og er altså over 500 mill. år gamle. Lavabjergarterne ved Rødby er meget yngre, idet de temmelig sikkert er dannet i nedre permtid, som begyndte for ca. 200 mill. år siden. Det kunne naturligvis tænkes, at vi ved Rødekro står overfor en vulkansk bjergart fra en tredie periode. Foreløbig er en sådan mulighed imidlertid ikke særl. sandsynlig. Spørgsmålet er så, hvilken af de to danske, vulkanske perioder Rødekro-vulkanismen eventuelt svarer til. Det er umuligt på nuv. tidspunkt at tilføre diskussionen afgørende s. 770 argumenter, men blandt geologerne er tendensen nok den, at man anser den vulkanske bjergart ved Rødekro for at være af nedre permisk alder.

Lag af mulig kambro-silurisk alder ved Åbenrå. Også ved Åbenrå-boringen har det voldt vanskeligheder at bestemme alderen af de nederste bjergarter. I dette tilfælde er der imidlertid ikke tale om vulkanske bjergarter, men derimod om skifre og andre aflejrede lag, hvori man hidtil ikke har fundet forsteninger. Og mangelen på forsteninger i sedimenterede lag betyder som bekendt, at mulighederne for en datering af lagene er begrænsede. Vi må derfor indkredse aldersproblemet på lignende måde som ved Rødekro. Man kan først konstatere, at lerskiferen nederst i Åbenråboringen må være ældre end lagene fra øvre perm, som følger oven på skiferen. Teoretisk skulle der herefter være en chance for, at skiferen kunne høre til nedre perm. Sammenligner man imidlertid skiferen med de typisk udviklede lag fra nedre perm, som vi kender dem i boringen Tønder nr. 2 (bd. X. 390 ff.), Rødby nr. 2 (bd. IV. 584) og i boringer s.f. den dansk-tyske grænse, viser det sig, at de slet ikke ligner skiferen ved Åbenrå. Disse steder er nedre perm nemlig udviklet som rødlige lersten, sandsten m.v., der er typiske for kontinentale områder, mens skiferen ved Åbenrå utvivlsomt oprindeligt er aflejret som gråsort lerslam i havet.

Det næste skridt bliver derpå at opspore en marin formation, som eventuelt kan jævnføres m. skiferen ved Åbenrå. Dybdeboringerne på Fyn hjælper os ikke så meget i denne forbindelse. Til gengæld frembyder dybdeboringen Slagelse nr. 1, der blev udf. 1959, interessante forhold. Her har man truffet på mørke, forsteningsførende skiferlag under zechsteinaflejringer ligesom ved Åbenrå, og skifrenes forsteninger viser, at man står over for lag fra kambrium, ordovicium og silur. Som bekendt forekommer lag af denne alder også i Skåne og på Bornholm.

Formationsudviklingen ved Slagelse minder således meget om situationen ved Åbenrå, og der er stor sandsynlighed for, at Åbenrå-skifrene hører til samme lagserie som de kambro-siluriske skifre ved Slagelse. Men man må afvente fremtidige bore- og forskningsresultater, før denne rimelige antagelse kan blive bekræftet.

Nedre perm. Den svage rødfarvning af de formodede kambro-siluriske skifre ved Åbenrå tyder på, at de en tid har været udsat for vejrligets forvitring. Derved er jernforbindelser i skifrene omdannet til rustagtige stoffer. Føjer vi hertil, at egentlige nedrepermiske lag mangler, kan vi drage den slutning, at i alt fald de nordl. dele af a. lå så højt i nedre perm, at der var tale om et tørt landområde. Længere s.på må man regne med, at der findes lignende nedrepermiske lag som dem, der blev påvist ved Tønder og Bøgslund boringerne. Dette område lå derfor formodentlig lavere og hørte med til det store, nedrepermiske ørken- og saltsteppeområde, som strakte sig ud i Nordsøen over mod Holland og England og langt ned i Tyskland.

Øvre perm. Åbenrå-boringen fik stor betydning for den rette opfattelse af naturforholdene i vort land i øvre permtid. Inden denne boring blev udført, havde man ved boringen Glamsbjerg nr. 1 påvist, at grundfjeldet rager meget højt op på Fyn, og boringen Tønder nr. 1 (og sen. nr. 2) afslørede på den anden side, at grundfjeldet må ligge betydeligt dybere i den sydl. del af Sønderjylland.

Det spændende spørgsmål var nu, hvornår jordskorpeforskydningerne, som s. 771 havde fremkaldt denne situation, havde fundet sted. Man kunne fx. tænke sig, at det var sket efter øvre perm. Det harmonerede med, at der manglede både nedre og ovre permlag ved Glamsbjerg. Forklaringen herpå skulle så være den, at sådanne lag engang havde eksisteret, men at de var blevet fjernet som følge af forvitring og erosion efter hævningen af Glamsbjerg-området.

Den særl. udvikling af øvre perm formationen i Åbenrå-boringen viste imidlertid, at en sådan antagelse kun kan være rigtig med modifikationer. For at forstå dette må vi se lidt nærmere på udviklingen af lagene.

Det er typisk for øvre perms aflejringer, at saltbjergarter, der er opstået som følge af kraftig fordampning af saltvand, optræder i såkaldte inddampningsserier. Hver serie begynder almindeligvis m. kalksten og/el. dolomitlag, og derefter følger anhydrit, stensalt og til sidst i særl. tilfælde kalisalte samt andre letopløselige salte. En sådan rækkefølge viser, at saltopløsningen, hvoraf saltene udfældedes, efterhånden blev mere og mere koncentreret. Det sidste stadium, svarende til udfældningen af de letopløselige salte, er udtryk for fordampning af alt vand. Ved Åbenrå findes ligesom ved Tønder 5 inddampningsserier: E, D, C, B og A cyclerne regnet nedefra og opefter. Et typisk træk for serien ved Åbenrå er imidlertid, at kalk-, dolomit- og anhydritintervallerne er relativt tykke sammenlignet med forholdene ved Tønder, hvor stensaltet dominerer.

Ved et studium af saltsøer og saltlaguner i nutiden har det vist sig, at der opstår strømme ind mod kysterne, hvor fordampningen er størst i de lavvandede områder. Her begynder udskillelsen af salte derfor, og en tungere saltopløsning strømmer derefter tilbage til de dybere dele af saltsøen el. lagunen. Da kalk- og anhydrit- (el. gips-) koncentrationerne overskrides først, bliver resultatet, at kystområderne bliver ophobningssted for kalk, dolomit og anhydrit, mens stensalt først udskilles på et sent tidspunkt, når pladsen allr. er delvis optaget.

Observationer af denne art i nutiden sandsynliggør, at vi i øvre permtid havde et kystområde ved Åbenrå, at Fyn og det nordl. Sønderjylland allr. var land på dette tidspunkt, samt at Tønder lå længere ude i »saltbassinet«.

En støtte for denne opfattelses rigtighed findes også i det forhold, at det allernederste kalk-dolomit interval ved Åbenrå indeholder bryozokalk, svarende til et kalkrev i E 3-dolomitten. Kalkrev af denne art udviklede sig mere el. mindre kystparallelt i lavvandede områder.

Af særl. interesse er endv., at lagserien ved Åbenrå minder meget om øvre perm lagserien ved Hønning-boringen (bd. X. 392 ff.); de to boringer har derfor praktisk taget samme placering i permbassinets kystnære bælte. Endelig bør olieimprægneringen nederst i Åbenråboringens C og D cyklus nævnes. Olieindholdet var dog for ringe til, at det kunne få praktisk betydning.

Saltserier af den art, vi finder i Danmarks øvre perm, er meget særprægede, idet de kun kan dannes i tørt ørkenklima og under forudsætning af, at inddampningsbassinets udformning ikke tillader virkelig cirkulation ml. havets vand og saltlagen, som er under udvikling i bassinet.

Vi kan heraf slutte, at der i øvre perm fandtes et tørt, varmt ørkenklima i det danske område, og at vor del af Europa dækkedes af en el. måske flere store saltlaguner. I øvrigt viser de marine forsteninger i de nederste kalk- og dolomitlag, at bassinet til at begynde med var et normalt, marint område. Ændringen fra marint område til inddampningsbassin må skyldes, at stræderne, som forbandt verdenshavet s. 772 m. det oprindelige, nordvesteuropæiske permhav, efterhånden blev mere lavvandede og snævre som følge af jordskorpebevægelse og aflejring af lag. Herefter var forudsætningen for en konstant strøm af havvand ind i bassinet etableret, og aflejringen af inddampningssalte kunne begynde.

Trias. Efter øvre perms saltserier blev der aflejret lag af rodligt lerslam og finsand, sen. kalk og derpå igen lerslam i form af en temmelig tyk, tredelt formationsserie, som sandsynligvis findes under hele a., da den både er påvist ved Åbenrå og Rødekro.

Den nederste, fortrinsvis rødligtbrune formation kaldes for den brogede sandstens formation. Den blev dannet i nedre trias. I boringerne ved Rødekro og Åbenrå er der som nævnt fortrinsvis tale om finsandede, rødlige lersten. Den rødlige farve og indlejrede lag af gips og anhydrit er et bevis på, at lagene aflejredes under kontinentale forhold i en saltsteppe el. ørken.

Den omstændighed, at lagene strækker sig ind over Rødekro-området, som formodentlig var højtliggende terræn i den forudgående øvre permtid, viser, at hele området må have sænket sig i nedre trias. Aflejringen af ml. 300 og 500 m tykke lag ville ellers ikke have været mulig.

Et afgørende bevis for, at kraftige sænkninger fandt sted, har vi navnlig i den overliggende kalkstensserie. Den har kunnet korreleres med tilsvarende kalkstenslag i Rødbyboringen nr. 2. Fra denne boring foreligger kerneprøver m. marine forsteninger. De beviser for det første, at der er tale om muslingekalk fra mellemtrias, og for det andet, at det sydl. Danmark var på dette tidspunkt sænket så meget som følge af jordskorpebevægelser, at havet var trængt ind.

Situationen ændredes imidlertid gradvis i øvre trias keupertid. Tykke lerlag aflejredes efterhånden, og der dannedes et indlandsbassin m. højtliggende grundvandsspejl. Man må forestille sig, at der lokalt fandtes periodiske saltsøer i dette store, lavtliggende sletteområde. Klimaet var tørt og varmt. Herom vidner gipsindlejringerne i lagene og mangelen på planterester. Der har været tale om en trøstesløst øde saltjordsslette.

Forholdene ændredes mod slutn. af triastiden, herom vidner de formodede marine skifre, som er henført til Rhaet perioden. Havet trængte ind over de dybest liggende egne.

Jura. Fra dette tidsrum mangler lag i de to dybdeboringer i amtet. Forklaringen er den, at området har været land, formodentlig i en væsentlig del af denne lange periode.

Kridt. M. h. t. kridttidens aflejringer gælder, at de falder i to naturlige afdelinger, som genfindes praktisk taget over hele Danmark lige m. undt. af Bornholm: den nedre serie bestående af skifre og sandsten, og den øvre serie, som består af tykke kridtlag med kalkstensintervaller. Lagene er marine og svarer således til en lang havperiode. De er et vidnesbyrd om vedvarende sænkninger i området, og for skrivekridtets vedk. var der endv. tale om en sedimentation i et varmt tempereret hav m. ringe slam- og sandtilførsel fra land. Det betyder, at datidens flodsystemer var beskedne, og at klimaet må have været relativt tørt over de omgivende kontinentalområder. I modsat fald ville en så ren kalksedimentation, som skrivekridtet s. 773 repræsenterer, ikke have kunnet foregå. I danskekalkens tid var havet sandsynligvis forholdsvis grundt. Bryozokolonierne kunne tyde herpå.

Tertiærtidens aflejringer. Ønsker man et generelt perspektiv over sedimentationshistorien, kan man sige, at tertiærtidens aflejringer i princippet er udviklet i lighed med nedre kridts skifer- og sandstenslag. De er blot ikke så stærkt konsoliderede. Sammenlignet med »skrivekridttiden« svinger det geologiske pendul altså tilbage. Og den væsentligste grund til lighedstrækkene ml. nedre kridt og tertiæret er, at sedimentationsmiljøerne har været at samme type. Der er tilført slam og sand til havet fra omkringliggende landområder, og deltaer har skudt sig ud i havet.

Lagene fra paleocæn- og eocæntiderne består fortrinsvis af grønlige og rødlige lerarter. Om andre enkeltheder er det ikke mul. at udtale sig, da der kun foreligger forholdsvis dårlige skylleprøver fra de to dybdeboringer i amtet.

De overliggende lag af kvartssand og glimmerler er henført til miocæntiden, selv om man ikke kan udelukke, at de nederste lag i det pågældende interval er af oligocæn alder. Årsagen til denne usikkerhed er, at boreprøverne er af for ringe kvalitet til, at en sikker bestemmelse har kunnet foretages.

I øvrigt betyder det større sandindhold i de miocæne lag, at kystområdet i miocæntiden var rykket nærmere, sammenlignet med situationen i paleocæn- og eocæntiderne.

Ved Flensborg fjord og områderne n. herfor optræder ikke sjældent forsteningsførende blokke af miocæn alder i morænerne. De kan indeholde velbevarede muslinger og snegle, som fortæller om et forholdsvis varmt hav i miocæntiden.

Dybgrundens overfladetopografi. De få boringer tillader kun et overblik over dybgrundens topografi i store træk. Meget betydningsfuld er den dybe erosionsdal svarende til Åbenrå fjord, som med retning ca. ø.-v. følger fjorden og strækker sig et stykke ind i land, mul. i retning af Tinglev. Minimumsdybden for den underjordiske dal er ca. 120 m under havet, at dømme efter resultaterne fra en boring, som udførtes i den sydl. udkant af Åbenrå ved Bellevue i 1873 (DGU-arkiv nr. 160.16). Til denne boring knytter der sig i øvrigt den interesse, at der fra dybereliggende, formodentlig tertiære lag skete en udstrømning af brændbar gas.

Oplysninger om dybgrundens overflade ved Flensborg fjord er meget sparsomme. Sandsynligheden taler for, at der her i lighed med Åbenrå fjord foreligger en forholdsvis dyb erosionsdal, som delvis er fyldt ud med moræne og andre istidsjordlag. N. og s.f. dalen ligger dybgrundens overflade sandsynligvis ml. ca. ÷ 50 m og havets overflade.

Istidslagene. Den kvartære udfyldning i fjorddalen indeholder en del flager af marint, interglacialt ler, det såkaldte eem-ler fra sidste interglacialtid (eem-interglacialtiden). Flagernes relativt hyppige optræden i moræneaflejringerne tyder på, at der før sidste istid i fjordområdet og Lille Bælt ø. herfor fandtes ubrudte lag fra eem-interglacialtiden.

Dybgrundens struktur. Om dybgrundens strukturforhold foreligger forholdsvis få entydige data. Den seismiske kortlægning, som gik forud for dybdeboringerne, var s. 774 vanskelig at gennemføre i det stærkt kuperede fjordterræn og egnene lige v. herfor p.gr.af lydbølgernes mange interferensvirkninger i dybgrundsformationerne. Der er imidlertid ingen tvivl om, at den nordl. del af a. ligger strukturelt højere end den sydl. del. Forklaringen er bl.a., at a. ligger på den sydl. flanke af Ringkøbing-Fyn højdeområdet (jf. fx. Ringkøbing a. og Odense a.). En af følgerne heraf er, at der øjensynlig tidligt i løbet af områdets geologiske historie opstod en forkastningszone ml. Rødekro- og Åbenrå-områderne, hvorefter Åbenrå-området sænkedes. Den specielle udvikling af zechsteinlagene i Åbenråboringen og den omstændighed, at disse lag ikke findes ved Rødekro, viser m. al tydelighed, at de strukturelle forskelle navnlig gjorde sig gældende i permtid. Sen. blev de mindre udtalte.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. De miocæne sand- og gruslag har lokalt betydning som vandførende lag. Dette gælder navnlig for områderne umiddelbart n.f. Åbenrå.

Litt.: A. Ebert. Magnetische Messungen im südwestlichen Dänemark. DGU. II. Rk. Nr. 53. 1932. Axel Jessen. Kortbladet Sønderborg. DGU. I. Rk. Nr. 20. 1945. Victor Madsen. De for Staten i 1937 udførte Tyngdemålinger i Sønderjylland. Medd. fra Dansk Geologisk Forening, Bd. 9. 371. 1938. Leif Banke Rasmussen. South Jutland. Topography Pre-Pleistocene Surface, 1964. DGU. Rk. Nr. 88. 121. 1966. Theodor Sorgenfrei and Arne Buch. Deep Tests in Denmark. DGU. III. Rk. Nr. 36. 1964.

Landskaber.

På grund af den rige variation i naturgeografisk henseende, såvel i overfladeformer som i jordbundsforhold, vandøkonomi m.m., kan man ikke i Åbenrå a. udpege nogen enkelt lokalitet og sige, at denne er typisk. Derimod kan man ved at færdes fra a.s ø.kyst til dets vestl. grænse få et overblik over de meget varierede regioner. Et sådant snit kan fx. lægges fra Genner fjord over Ø. Løgum til Hellevad, fra Åbenrå til Bjolderup, fra Gråsten over Kværs og Kliplev mod Tinglev el. fra Flensborg fjord over Bov mod St. Jyndevad. Man møder i alle disse snit de tre hovedregioner, et østland, der er præget af frugtbart moræneler, et vestland, som har fået karakter af smeltevandsflodernes slettedannende virksomhed, og en overgangszone m. et virvar af meget forsk. elementer, især randmoræne- og smeltevandsdannelser fra forsk. tid. I dette lille område, uanset hvilken rute man vælger, vil man få et stærkt indtryk af de store forskelligheder både i hovedtyper og i de lokale variationer, og man vil tillige få en fornemmelse af de skarpt markerede grænser ml. landskabstyperne. I virkeligheden kan man ved en gennemgang af en af disse ruter, der kun strækker sig over 20–30 km, opnå at stifte bekendtskab m. nogle af de grundlæggende da. landskabstyper. Man bør dog supplere en sådan berejsning m. et besøg på nogle af de talr. udsigtspunkter, fx. højdepunkterne langs Åbenrå og Flensborg fjord, Knivsbjerg, bakkerne ved Sdr. Hostrup, Kværs el. Kliplev, højderne n.f. Hellevad el. ved Urnehoved.

Landskabsudviklingen. De tre fjorddale, der rummer Genner fjord, Åbenrå fjord og Flensborg fjord, udgør et vigtigt og iøjnefaldende træk i Åbenrå a.s topografi. Alene deres dimensioner er bemærkelsesværdige. Genner fjord er 7–8 km lang og 1–2 km bred, Åbenrå fjord måler 10 km i længde og 4 i bredde, og den meget afvekslende og komplicerede Flensborg fjord er ca. 25 km lang og 2–5 km bred. Vanddybden er næsten overalt betydelig. I de to nordl. fjorde er landgrundene nogle ganske smalle hylder ml. kystlinien og kanten af en skrænt, der fører ned til s. 775 en ret jævn fjordbund m. vanddybder på 20–35 m. Bundtopografien i Flensborg fjord er dog noget mere indviklet (se indledning til Sønderborg a.). Et fælles træk for alle tre fjorde er, at den jævne og dybtliggende fjordbund ligger i næsten sa. niveau som bunden af Lille Bælt ml. Als og Helnæs og som bunden af Østersøen s.f. Als. Man møder få spærringer i form af undersøiske rygge og heller ikke render m. større dyb. De to nordl. fjorde og den ydre del af Flensborg fjord har form som skarpt nedskårne, 20–30 m dybe, havdækkede bassiner, der er åbne mod ø. og lukkede mod vest. De undersøiske skrænter langs fjordsiderne har imidlertid en naturlig fortsættelse over havfladen i form af klinter og stejle bakkesider, som fører s. 776 op til et niveau af 50–60 m o.h., hvorved den samlede stigning fra fjordbund til de omgivende bakkelandskaber bliver ca. 75 m. Åbenrå fjord er en af landets betydeligste og smukkest markerede dale. Genner fjord og navnlig Flensborg fjord er ikke så rene i udformningen, men er hver for sig et smukt eksempel på de mange variationer over temaet: den dybe, stejlvæggede, østjyske fjorddal.

Den egentlige Åbenrå fjorddal ender ca. 1/2 km ø.f. byen Åbenrå, hvor vi har det sædvanlige, 20 m dybe fald ned mod fjordbunden. Dallandskabet fortsætter imidlertid 4–5 km v.over, men i en helt ny skikkelse. Fjorddalen opløses nemlig i et antal mindre dale og kløfter, der breder sig ud som en vifte m. centrum ved Åbenrå og m. retninger ml. sv. og nv. Man har her et stort, samlet område på 25–30 km², som danner en landskabelig enhed, der her benævnes Åbenrå dallandskabet. Grundlaget for dette er et moræneplateau af sa. type som landet s. og n.f. Åbenrå fjord, men plateauet er her skåret ud i rygge og isolerede knuder, dels af de 3–4 km lange tunneldale, dels af de langt yngre kløfter og kildefelter, der har furet dalsiderne m. stejle, V-formede render. En oversigt over dette særprægede og meget smukke fjord- og dallandskab har man fra bakkerne s.f. Åbenrå, fx. fra Eliselund el. fra hovedvej 10 s.f. Enstedværket. Men hvis man virkelig vil opleve dallandskabet, må man ind gennem dalene og op over ryggene frem til dalenes vestl. spidser fx. ml. Rise og Årslev.

Ved Genner fjord er der en tilsvarende kombination af en dyb og ren fjorddal, der fortsættes mod v. ind i landet som et forgrenet dallandskab, men ved Flensborg fjord er forholdene langt mere komplicerede, fordi hoveddalen ikke er en enhed, men er stykket sammen af flere dalforløb m. forsk. dimensioner, m. forsk. retning og af forsk. alder og oprindelse. Man har dog også v.f. fjorddalens inderste vige et veludviklet dallandskab, hvoraf imidlertid kun de nordligste udløbere ligger n.f. den dansk-tyske grænse.

Overfladen i Åbenrå a. er i alt væsentligt grundlagt under sidste nedisning, Würm-istiden. Større bakkeøer m. indhold af ældre moræner svarende til dem, der optræder så hyppigt i Haderslev og Tønder amter, findes i Åbenrå a. kun langs en smal strækning ved a.s nordvestrand, i Bedsted, Hellevad og Egvad so. (se s. 858, 865 og 870). Man har heller ikke i de talr. profiler langs de yderste kyster og fjordene fundet spor af morænedannelser ældre end sidste nedisning. Løsflager af tertiære og interglaciale dannelser er påvist i talr. profiler, men vidnesbyrd om sammenhængende, ældre morænedækker mangler. Man antager derfor, at det yngste isdække har renskuret den østl. del af Åbenrå a. og blottet tertiæret, og at de ret svære lag af moræne i hvert fald i a.s østl. del er helt unge, idet de formodes at være afsat af de sidste, baltiske isfremstød. – Da Würm-nedisningen var på sit højeste, skød den baltiske gletscheris frem til en zone, hvis v.grænse må have ligget i nærheden af Tinglev. Sporene af disse fremskudte moræner er dog svage og præger i ringe grad landskabsformerne. Afsmeltningen af den baltiske is er ligesom foregået i sæt, mul. i form af svingninger, hvorved tilbagetrækningen er blevet afbrudt af nye fremstød. I flere forsk. zoner har denne vigende is stabiliseret sig og afsat rækker af randmoræner, der delvis kan følges som lange, sammenhængende rækker af bakkerygge, og som i hvert fald kan erkendes stykkevis i to områder, nemlig et nordl. n.f. Åbenrå-dalene i landskabet ml. Rødekro og Rugbjerg og i et sydl. område, der strækker sig fra en linie noget v.f. Hærvejen til egnen ved Kværs. Denne region, der karakteriseres af randmoræner m. hovedretning n.-s. og mellemliggende s. 777 yderst varierede landskaber, udmærker sig ved, at det af isen og smeltevandet tilførte materiale for største delen er meget magert og ofte rigt på store sten.

Den sidste fase i udviklingen er et isfremstød af en anden karakter. Det er således iøjnefaldende, at isdækket har været tyndere og mindre aktivt, hvilket bl.a. viser sig ved det forhold, at Lille Bælt-gletscheren i denne periode er veget uden om de højere områder, idet den navnlig har fulgt de eksisterende lavninger, d.v.s. fjorddalene. Det er vist nok berettiget i denne periode at tale om fjordgletschere, der som fingre har skudt sig vestover gennem Genner fjord, Åbenrå fjord og Flensborg fjord. Svagheden ses fx. i dynamikken i Genner fjord-gletscheren, der utvivlsomt er blevet svækket i sin fremtrængen af en beskeden hindring som Barsø og navnlig ved, at en skrænt som Knivsbjerg-bakkedraget har formået at stoppe isbevægelsen vestover. Ved en betragtning af Åbenrå fjordgletscherens virksomhed får man det umiddelbare indtryk, at denne har været langt stærkere. Den har haft fri gang i den åbne, brede fjorddal, og den har formået at støde frem som en tunge, hvis vestl. rande ligger ca. 5 km v.f. Åbenrå. Også Flensborg fjordgletscher har sendt en tunge ind i landet til egnen ved Bov-Frøslev. Landet ml. fjorddalene er delvis blevet overrendt af Lille Bælt-isen, men især af fjorddalenes is, som er væltet op over kanten af fjorddalene m. hovedretning mod n. og mod syd. Denne fase af nedisning af Åbenrå a., altså den yngste periode af Würm-nedisningen, nåede at dække en strimmel langs kysten af en bredde, der i almindelighed ligger omkr. 5 km, undertiden lidt mere, men ofte lidt mindre, fx. ved Genner, s. 778 hvor denne istunge kun nåede ca. 1 km v.f. den inderste fjordvig, el. s.f. Åbenrå, hvor isranden må have ligget i en afstand af ca. 2 km. Et andet eks. træffes n.f. Rønshoved og Kollund, hvor afstanden til Flensborg fjord også har været omkr. 2 km. Såvel Løjtland som landet ml. Åbenrå og Flensborg fjord blev dækket af is indtil egnen ved Løjt Kirkeby og Kværs.

Dette sidste fremstød af den baltiske is fik en meget vigtig og iøjnefaldende, geografisk konsekvens. Det af isen medførte materiale var nemlig ikke gruset og stenet som aflejringerne af de tidl. fremstød, der giver sig til kende i overgangslandet, idet det bestod af fedt og påfaldende stenfattigt moræneler. Man antager, at dette ler er blevet gravet op og slæbt med af den baltiske is fra bunden af den vestl. Østersø og det sydl. Lille Bælt og mul. også fra selve fjordbundene. Dette forhold kan mul. forklare fjorddalenes særl. topografi. Ganske vist må man antage, at de tre fjorddale oprindeligt er anlagt som tunneldale i de omtalte ældre stadier af udviklingen, men det er tænkeligt, måske endog sandsynligt, at den nuv. meget karakteristiske trugform er et resultat også af fjordgletschernes iserosion. Det fede ler blev afsat som et næsten sammenhængende dække over den ca. 5 km brede zone langs kysterne, og grænserne for lerets udbredelse angiver formentlig også grænserne for fjordgletschernes yderste fremtrængen. Den jævne afsætning af det fede og stenfattige moræneler er endv. blevet begunstiget af det forhold, at afsmeltningen af det sidste, udtyndede og svage isdække er foregået stille og roligt under en aftagende isdynamik, der svækkedes, efterhånden som istrykket fra hovedmassen i det baltiske isbækken hørte op. Det fede moræneler træffes således i bakkerne omkr. Åbenrå fjord, i visse områder af landet ml. Åbenrå og Flensborg, bl.a. ved Gråsten og Adsbøl, og over store strækninger på Løjtland. Stedvis findes mere magert ler el. endog morænesand, fx. ø.f. Varnæs el. n.f. Felsted, hvor dette materiale delvis er indblandet som blokke i moræneleret. Lerets mægtighed er ofte betydelig, og man møder således næsten rene morænelersklinter af en højde på op til 20 m. Enkelte steder er leret så kalkholdigt, at man har kunnet anvende det som mergel, især i de østl. egne hvor kalkprocenten gennemgående er størst, ofte omkr. 20. Resultatet er, at denne kystnære zone i dag hører til de frugtbareste og rigeste egne i Sønderjylland. Grænserne ml. denne zone og den sandede og grusede midterzone, repræsenteret ved henh. Ø. Løgum-området og området Kliplev-Kværs, er meget markerede og skarpe, først og fremmest i jordbundsmæssig henseende, undertiden også terrænmæssigt. Som grundlag for menneskets bebyggelse og virksomhed har disse to provinser i Åbenrå a. til enhver tid skilt sig stærkt ud fra hinanden, og enhver, som med åbne øjne og selv et ret beskedent fundament af kundskab rejser gennem disse egne, vil kunne se og virkelig opleve det.

Dødisfænomener. Israndens tilbagerykning fra de vestligste til de østligste stilstandslinier er foregået ujævnt. I perioder, hvor der var ligevægt ml. tilstrømning og afsmeltning af is, har randen været nogenlunde stationær, og langs sådanne opholdslinier ophobedes randmoræner. Når afsmeltningen oversteg tilførselen, formindskedes isdækkets tykkelse, og den yderste, vestl. bræmme af isen gik undertiden i stå og blev liggende som død is, medens der længere mod ø. opstod en ny randmoræne langs kanten af den is, der endnu var i bevægelse. Der forekom utvivlsomt også kortvarige fremstød, under hvilke isranden på ny skubbede sig frem vestover og dækkede de allr. afsatte moræner og smeltevandsdannelser og event. s. 779 rodede så stærkt op i disse, at ældre lejringsforhold blev forstyrrede. Partier af dødisen holdt sig længe, og i hullerne ml. disse dannedes issøer, på hvis bund der aflejredes materiale af stenfrit sand og ler. Efter dødisens bortsmeltning sank disse søaflejringer ned på den underliggende overflade, hvor de dannede bakker af lagdelt, stenfrit ler og sand. Et typisk eks. herpå haves i plateaubakken Fladbjerg ved Vilsbæk, der hæver sig 20–25 m over omgivelserne, et stenet bakkeland i et niveau omkr. 50 m. Fladbjerg har en omtr. cirkelrund grundflade 3–400 m i diameter, og i det lagdelte materiale kan man skelne ml. finkornede vinterlag og grovere sommerlag, tilsammen repræsenterende et års aflejringer, en såkaldt varv. Disse varv har ofte en mægtighed af 25–50 cm. Andre dannelser af tilsvarende art træffes i de ganske unge morænelersområder s.f. Åbenrå fjord ml. Felsted og Bovrup. Plateaubakkerne hviler her på moræneler og rager indtil 20 m op over dette. En særl. type af issøler forekommer i dallandskaberne, fx. ved Fredenshøj teglværk nv.f. Åbenrå, hvor det stenfrie ler danner konsoller langs dalsiden. Issøen er her opstået ml. en dødismasse, der opfyldte tunneldalens centrale del, og den overfor liggende dalside. Man træffer også aflejringer af stenfrit ler afsat på isfrit land i naturlige lavninger, ofte dog bag en spærring af død is. Et smukt eks. herpå haves i egnen ml. Kværs og Felsted, hvor man finder en stor, horisontal lerflade på ca. 500 ha, der har udfyldt en skål m. et lerlag på indtil 3 m tykkelse. Dannelsen af denne og andre tilsvarende leraflejringer foregik i senglacialtid. En særl. rolle spiller det stenfrie, lagdelte ler i egnen omkr. Nybøl Nor, hvor aflejringer af denne art har stor udbredelse, men da største delen ligger i Sønderborg a., henvises til amtsindledningen til dette amt.

I øvrigt præger tilstedeværelsen af dødis store dele af overgangslandet ml. randmorænerne. De talr. afløbsløse huller er formentlig opstået ved bortsmeltning af dødisklumper, som har forhindret en almindelig udjævning i den periode, da smeltevandet fra fjordgletscherne banede sig vej gennem randmorænebakkerne og over de mellemliggende lavninger. Talr. eksempler herpå kan ses såvel i Ø. Løgum-området som i Kliplev-Kværs området.

Åse. Åsrygge, der hovedsagelig består af lagdelt sand og grus, optræder enkelte steder i Åbenrå amt. Længst mod n. ligger Genner ås, der hører sa. m. Genner fjorddal og ligger i fortsættelse af tunneldalen ved Rundemølle og Genner Hule. Åsen begynder lidt v.f. hovedvej 11 s.f. Genner og kan herfra følges som en sandet, stenet ryg m. en kerne af lagdelt materiale, ofte grus, der snor sig frem ml. mosefyldte lavninger indtil egnen ved Rødekro, hvor den efterhånden som en lav grusryg taber sig og forsvinder ud i Tinglevfladens niveau. Sdr. Hostrup-åsen s.f. Åbenrå fjord ligger ligeledes i forlængelse af en lille tunneldal. Den hæver sig 15–25 m over det omgivende terræn og rummer en kerne af lagdelt grus. Endelig træffes v.f. Hostrup sø en ca. 1,5 km lang, lav ås, der kun hæver sig 3–6 m over de omgivende, sandede flader. Dens indhold af lagdelt, tætpakket, stundom renvasket grus, vidner om, at man også her har med en vandaflejret ås at gøre. Dens dannelse står i forb. m. afsmeltningen af isen omkr. Hostrup sø, og mod v. er der forbindelse til de store grusfelter i den nordl. del af Kliplev sogn. Åsene har haft nogen betydning for egnens erhvervsliv, fordi man her har let adgang til grus- og stengravning. Betydelige strækninger er bortgravede, men hist og her kan man dog erkende den opr. landskabsform, bl.a. i den beplantede del af Genner ås.

Tinglevfladen. Den vestl. del af Åbenrå a. er m. undt. af den nordl. randzone, hvor bakkeølandskab i sognene Bedsted, Hellevad og Egvad spiller en vis rolle, udformet af smeltevand fra de forsk. perioder af sidste nedisning. Der findes dog også andre elementer, der mere el. mindre klart giver sig til kende i overfladeformer og jordbundsforhold, således unge, delvis omlejrede og udfladede moræner fra de yderste tunger af isdækket og mul. også spor af ældre dannelser.

Tinglevfladen har en helt anden karakter end de n.for liggende dannelser. Manglen på bakkeøer er således iøjnefaldende. Selve dimensionerne er imponerende. Fladens udstrækning i n.-s. er 25–35 km og i ø.-v. – regnet til snævringerne ved Løgumkloster og Tønder – af lignende størrelse. Det er således en af landets største smeltevandssletter. En anden ejendommelighed er, at den nordl. del m. afvanding til Brede å har en særl. karakter, medens den sydl. del – og langt den væsentligste del af fladen – danner en enhed, med fald mod snævringen ved Tønder. Langs ø.grænsen ligger Tinglevfladen i højden 30–40 m, mod n. dog mul. lidt højere, og ved a.s v.grænse er højden i almindelighed omkr. 20 m. Overfladens fald er noget varierende, stærkest mod ø. og jævnt aftagende mod sv. I gennemsnit ligger fladet ml. 1 og 2 m pr. km. Jordbundsforholdene viser en stærk aftagen i kornstørrelse mod v. og sv. De højeste østl. dele består i overvejende grad af lagdelt grus, der danner et bælte på et par km’s bredde, medens overfladen langs a.s v.grænse er lagdelt sand med mindre forekomster af grus. Fladens særl. præg og dens meget modne udvikling hænger utvivlsomt sammen med, at afstrømningen af smeltevand gennem en lang, samlet periode er foregået i omtr. de sa. baner og i sa. retning. Ganske vist har pladsen for gletscherportene og dermed for de største iselves udspring ændret sig m. de skiftende israndes beliggenhed, ligesom fremstødene under oscillationerne gang på gang har ændret situationen. Men helhedsbilledet er dog dette, at smeltevand lige fra den tid, da de ældste, længst fremskudte isrande stod i egnen ved Tinglev, gennem den periode, hvor de store randmoræner, fx. ved Kliplev og Sdr. Hostrup, blev opbygget og frem til sidste fase, da fjordgletscherne strakte deres istunger ind gennem fjorddalene, i alt væsentligt er gået ud over Tinglevfladen m. faldretning nø.-sv.

Mere end halvdelen af overfladen i Åbenrå a. består af lagdelte smeltevandsdannelser. Fra Rugbjerg i Ø. Løgum so. ved a.s n.grænse til rigsgrænsen ved Frøslev træffer man et sammenhængende system af smeltevandssletter m. vestl. og sydvestl. fald. Men også i det nordl. og sydl. overgangsområde, henh. ved Ø. Løgum og Bov-Kliplev-Kværs-Felsted, har smeltevandsaflejringer en stor udbredelse, selv om de delvis er forstyrrede af isbevægelser, der har skudt det lagdelte materiale sammen i bakker og indlejret det i de stenede moræner.

Det for Nørrejylland kendte forhold, at tunneldalens gletscherporte har dannet toppunkter i flade aflejringskegler, er ikke udpræget for Tinglevfladens vedkommende. De største af disse har dér ligget ud for fjorddalene Åbenrå og Flensborg fjorde fx. ved Rise og Padborg. Mindre udprægede dannelser af denne art findes n.f. Kliplev.

Udsynet over Tinglevfladen er, hvad enten man befinder sig på denne el. på de omgivende bakkeområder, af imponerende storhed, og da landet er skovfattigt, standses blikket kun af læhegnene og af haverne ved landsbyer og enkeltliggende gårde. Selv små højdeafvigelser giver sig til kende i et så ensformigt land, således de mange småbakker i fladens østl. del, hvis oprindelse delvis kan føres tilbage til s. 781 afsmeltningstiden. Endv. forekommer flade bækkener af 2–3 m’s dybde, som i vor tid spiller en fremtrædende landskabelig rolle, fordi de er tørvefyldte. Åer og bække har udgravet smådale på nogle få m’s dybde, begyndende imod ø. som blødt formede lavninger, der v.på bliver til velmarkerede ådale af 2–4 m’s dybde og en flad dalbund, 2–300 m i bredden. Endelig må nævnes indsandene og afblæsningsfladerne. De er smukkest udviklede i egnen ved Frøslev, hvor vi har et at landets største områder af denne karakter. I øvrigt er jordfygning ret udbredt.

I biologisk henseende har Tinglevfladen haft en udvikling, der på flere måder afviger fra den, vi kender fra de nørrejyske flader. Den voldsomme tilbagegang i bebyggelsen i det 17. og 18. årh. har også ramt denne, men har næppe haft så katastrofale følger som længere mod nord.

Lokale variationer i Tinglevfladens overfladeformer behandles i den geografiske indledning til de enkelte so. Dens fortsættelse mod v. i Tønder a. omtales bl.a. i amtsindledningen til dette amt (X. 400ff.).

Vandløb, søer og moser. Hovedvandskellet ml. ø. og v., dvs. ml. Østersø-området og Vadehavet, forløber som en stærkt bugtet linie gennem Åbenrå a. fra n. til syd. Adsk. steder ligger vandskellet kun 2–3 km fra kysten, således ved Genner fjord, s.f. Rise Hjarup, n.f. Åbenrå og langs linien Årup-Sdr. Hostrup-Felsted langs fjordens s.kyst og endelig i egnen ø.f. Hokkerup langs n.kysten af Flensborg fjord. Vandskelslinien følger de sidstdannede randmoræner, således i n. ved Hovslund, s. 782 og går herfra ø.over til egnen ved Knivsbjerg og Genner, hvorved største delen af Ø. Løgum regionen afvandes mod vest. Vandskellet forløber herfra i en bue et par km fra randen af Åbenrå-dalene frem til Rise og Årslev. Fra Årslev drejer vandskelslinien atter mod ø. til et punkt n.f. Felsted og følger derefter m. enkelte undtagelser randmorænelinien over Kværs-Hokkerup og Hønsnap. Derefter viger skellet ml. vestl. og østl. fald på ny v.over uden om Flensborg-dallandskabets vestligste forgreninger. I adsk. områder langs denne linie volder det vanskelighed at fastlægge et nogenlunde sikkert og éntydigt vandskel, fordi den naturlige overfladeafstrømning er ringe, og fordi store strækninger henligger som moser, således i egnen omkr. Ø. Løgum og i området Frøslev-Padborg-Bov. Det er således kun en mindre del, nemlig ca. 1/3 af a., der har overjordisk afstrømning mod Lille Bælt, resten er orienteret mod v., nemlig mod Vidå, der afvander største delen af amtet. En mindre del har afløb mod Brede å og et ganske lille område ved a.s n.rand mod Ribe å. Åerne og bækkene er af meget forsk. type. Tunneldalene ved Genner, Åbenrå og Flensborg tapper således en del grundvand fra de omgivende plateauer. Dalsiderne er tæt besat m. væld og små, stride bække, hvis årl. variationer i vandføring er påfaldende små. Det er ligeledes iøjnefaldende, at vandet i bække og kilder har ringe temperaturudsving i årets løb. Afstrømningen i dallandskabernes vandløb er ret stor, idet vandføringen pr. km² hydrografisk opland er langt over normalen, et forhold der har sin årsag i, at grundvandfaldet mod de dybtliggende dalbunde er langt stejlere end det v.gående fald. Eksemplerne på denne særl. type af afstrømning er talr. både ved Åbenrå og ved Flensborg fjord. Den ringe årstidsvariation i vandføring og den høje vintertemperatur har begunstiget anv. til vandkraftudnyttelse, mølleri og andre industrielle formål, men største delen af disse anlæg er nu ude af drift. Mølledammene er i reglen afdrænede el. omdannede til ørreddamme. Enkelte af disse ældre opdæmninger, fx. Rundemølle ved Genner fjord, er dog bevaret til vore dage og vil forhåbentlig ved fredningsbestemmelser også fremtidig kunne sikres.

Det rige, stærkt bakkede, lerklædte land Løjt halvø og det tilsvarende, men mindre udprægede morænebakkeland ml. Åbenrå og Flensborg fjorde afvandes gennem småbække, der ofte løber m. rivende fald i stejlvæggede kløfter, hvor der også har været gode muligheder for opstemning til mølleri el. i vor tid til dambrug. Betydelige områder i Åbenrå a. har haft og har delvis endnu vanskelige afvandingsforhold. Det gælder navnlig landet ml. de ældre og de yngre randmorænelinier. Typisk er i så henseende området ved Ø. Løgum. Et andet stort og ret kompliceret felt af denne type ligger s.f. Åbenrå ml. Sdr. Hostrup og Kiskelund og gennemskæres af hovedvej 10, fra hvilken man har et storslået overblik over regionen. De v.gående vandløb mod Vidåen opstår som ganske små bække i de tørveklædte flader langs de østligste randmoræner. Surbæk således i moserne ved Rugbjerg, Rødå i moserne ml. Ø. Løgum og Løjt Kirkeby, Uge bæk i de tørvefyldte lavninger n.f. Ensted, medens Bjerndrup Mølleå samt Gejl å har deres kildeområder i egnen langt ø.f. hovedvej 11 ved Felsted, Kværs og Hokkerup.

Vor tids omfattende regulering af småvandløb og afdræning af vandlidende arealer har i betydeligt omfang ændret den lokale vandøkonomi, bl.a. m. det resultat, at levende bevoksninger af tørvemos i højmosefelterne er gået stærkt tilbage. Tørvegravningen i Ø. Løgum-feltet og i egnene v.f. Kværs og Kelstrup har virket i sa. retning, men trods denne fremskyndelse af dræneringens tempo er vandføringen s. 783 i den øvre del af disse v.gående vandløb stadig påfaldende ringe. Som eks. kan anføres Hedeselskabets målinger, fx. ved Gejlå, målestation Bommerlund, der har et opland på 56 km², en årsnedbør på 737 mm og en årsafstrømning på kun 122 mm. Til sammenligning kan nævnes, at Sønderå, målt ved Stadebro, m. et opland på 258 km², en gennemsnitlig nedbør på 742 mm og en årsafstrømning på 267 mm viser en dobbelt så stor afstrømning pr. km² som på stationen ved Bommerlund. Endelig kan anføres, at Brede å i Tønder a., målt ved Bredebro, afvander et opland på 292 km² med en gennemsnitlig nedbør på 756 mm og m. en årsafstrømning på 337 mm. Disse eksempler synes at vise, at de østligste tilløb kun fører ca. 1/6 af nedbøren bort som rindende vand, medens Brede å fører omtr. halvdelen af den faldne nedbør ud i Vadehavet. Den generelle tendens synes da at være, at den højeste og østligste del af Vidåens afvandingsområde har en langt ringere afstrømning end den v.for liggende Tinglev-flade. Forklaringen herpå må sikkert søges i flere forsk. omstændigheder, således i grundvandsafstrømningen til Åbenrå-dalene og Flensborg-dalene og antagelig tillige i mosernes evne til at skabe en lokal vandøkonomi med tilbageholdelse af vand i regnrige perioder og stor fordampning i regnfattige. En anden konsekvens af dette forhold er, at de v.gående vandløb i Åbenrå a. kun i ringe grad har formået at erodere sig ned i de omgivende smeltevandssletter, og først i nærheden af a.grænsen mod Tønder a. finder man nogenlunde markerede ådale m. flad engbund, en landskabstype, der spiller en stor rolle i Tønder amt.

Det her nævnte forhold har gennem tiderne haft afgørende betydning for bebyggelsen s. 784 og hele den menneskelige udfoldelse i dette område. Den typiske åbebyggelse, som i store dele af Tønder a. er dominerende, er ret sjælden i den del af Tinglev-fladen, der hører under Åbenrå amt. Vandmøller er ligeledes fåtallige i denne region. Til gengæld har dens grænseområder bestemt hovedlinierne i den gl. trafik, fx. ad Oksevejen el. Hærvejen, som i middelalderen var en hovedfærdselsåre for denne del af landet. Den følger en zone v.f. dallandskaberne og v.f. moseområderne tværs over de små, v.gående vandløb i det område, hvor disse endnu ikke har gravet sig ned i sletterne. Tilsvarende forhold kommer klart frem i forskellen ml. de tørre landskabstyper ml. Hostrup-Søgård området og det vældige moseland i egnen omkr. Tinglev og er i det hele taget et karakteristisk træk langs hele strækningen Immervad-Bommerlund.

Åbenrå a. er fattigt på søer. Afspærrede strandsøer mangler næsten ganske som en følge af det marine forlands ringe udvikling. Man savner tillige søer af sa. type som de nørrejy. langsøer. A.s største er Hostrup sø (254 ha) og Søgård-søerne (86 ha). Den førstnævnte udfylder et fladt, fliget bækken af ringe dybde, formentlig en inderlavning, der blev udgravet af isen, da dennes rand stod ca. 1 km mod v. i egnen n.f. Kliplev. Søgård-søernes dal har en anden karakter. Den har bratte skrænter, men søens dybde er ringe. Ganske små, ferske vande træffes hist og her i det storbakkede morænelands dybe, ofte afløbsløse huller i landskaberne ml. fjordene. Ældre og nyere tørvegravning har efterladt talr., ofte ganske store, vandfyldte grave, hvorimod de fleste mølledamme nu er tørlagt. Kanalvanding har i Åbenrå a. fundet mindre anv. end længere mod n., men i vor tid anvender man i stigende grad sprøjtevanding på smeltevandssletterne, hvor grundvandsoverfladen ofte ligger nær under jordsmonnet og derfor let og billigt kan pumpes til kunstvanding. Kreaturvanding i græsfennerne foregik i ældre tid ved gravede smådamme, medens man i nutiden anvender små, vinddrevne pumpeanlæg, der til stadighed holder vandkarrene forsynede m. ferskvand. Regionens store nedbør og rige forekomster af grundvand er en faktor af væsentlig betydning for nutidens voldsomme, befolkningsmæssige og industrielle ekspansion i denne del af Danmark.

I Åbenrå a. findes ca. 60 moser m. et areal på mere end 5 ha. Deraf er ca. halvdelen lavmoser el. overgangsmoser m. relativt små tørvebeholdninger. Disse strækninger er kun i beskedent omfang blevet brugt til lokal tørvefremstilling, hvorimod de har haft stor betydning som basis for kultiveringsarbejder. Højmoserne har ret stor udbredelse og mægtighed og indeholder anselige reserver af råtørv, der før 1940 androg ca. 4 mill. tons. Det samlede moseareal er henimod 4000 ha, svarende til ca. 5% af totalarealet. Mosearealet ligger næsten udelukkende v.f. de yngste randmoræner og navnlig i Ø. Løgum-feltet, i regionen Kliplev-Kværs n. og ø.f. Tinglev samt ved Frøslev. Derimod er dallandskaberne og det østl. moræneland mosefattige. Højmoserne i Åbenrå a. fik en særl. betydning under krigen 1939–45, idet bl.a. Sønderjyllands højspændingsværk optrådte som storproducent af tørvesmuld, især i Ø. Løgum-området, medens flere af de sydligere mosestrækninger fandt anv. til tørveindustri af forsk. art. Bundlaget er ofte en skovmose, der overlejres af højmosetørv. I de relativt uberørte områder møder man lyng og krat på højmoserne, og stedvis kan man endnu i dag møde levende tørvemos, i smuk vækst fx. i dele af Rolandsmosen. I de afgravede og ikke afvandede bassiner foregår der en regeneration af højmosen m. rig vækst af tørvemos, kæruld og soldug. s. 785 De fugtige dele af smeltevandssletterne bærer ofte en tørvebeklædning, der delvis er gået over i højmosestadiet, men hvis randområde viser en jævn overgang til morprægede jordbundstyper. Sådanne felter er nu i stort omfang kultiverede, fx. i egnen Uge-Tinglev-Bjerndrup samt i egnene v.f. Bov. Moserne danner i mange tilfælde so.- og a.grænser, de har altid været svagt bebyggede, vejene er veget uden om dem, og den rationelle udnyttelse af større, samlede arealer er et helt moderne fænomen, som i ikke ringe omfang har præget nutidens bebyggelse og jordudnyttelse.

Kyster. Åbenrå a. har en samlet kystlinie på 78 km mod Lille Bælt og mod indskæringerne Genner fjord, Als fjord, Åbenrå fjord og Flensborg fjord. Kystudviklingen i Åbenrå a. har en helt anden karakter end i Haderslev a., medens der er visse lighedspunkter m. det nørrejy. kystland ml. Kolding og Horsens. I Haderslev a. har man en hel række delvis smukt udformede og modne, marine forlande med odder, drag, strandsøer og strandvolde, men i Åbenrå a. er sådanne dannelser yderst få og ubetydelige af udstrækning. På Barsø har man dog mod s. og nv. et smalt, marint forland m. strandvolde, små afspærringssumpe og nogle svage oddedannelser, hvis materiale især stammer fra de levende klinter langs ø.kysten og i noget omfang tillige fra nedbrydningsflader langs v.kysten. En anden ejendommelighed ved Åbenrå a.s kystland er, at sandstrand kun sjældent forekommer. Man har dog i Varnæs vig et eks. på en landskabstype af denne art, som danner en yndefuld bue på ca. 1 km m. svage strandvolde, der afspærrer en lille lavning m. en nu udfyldt strandsø. Også Skovsø, som ligger i en lille ø.-v.gående dal – formentlig en lille tunneldal – der har åbning mod ø. til Als fjord, er nu afspærret fra denne ved en lav tange. Man kan også spore havets virkning i nogle lavtliggende felter ved Kollund, Åbenrå og ved Genner strand, men alle vegne i beskeden udformning. I så henseende indtager kystlandet i Åbenrå a. en særstilling. Den karakteristiske udformning er den levende, i nedbrydning værende lerklint. Langs kysten af Løjt land træffer man således en næsten sammenhængende skrænt fra Kalvø i Genner fjord, rundt om halvøen til Åbenrå, og s.f. byen fra Enstedværket fortsættes klintkysten m. små afbrydelser langs fjordens s.kyst over Varnæs Hoved til a.grænsen ved Blåkrog. Også den indre Flensborg fjord har klinter, om end med noget anden udformning end den lige omtalte og med små afbrydelser af dalstrøg og kanter af marint forland.

En særl. kysttype træffes ved Nybøl Nor, hvor nedbrydningen har været svag, og hvor man derfor har en lav skrænt som overgang fra de lavtliggende moræneflader til de lavvandede, kystnære dele af noret. Årsagen til denne særl. udformning af kystlandet i Åbenrå a. må søges i den omstændighed, at man her er s.f. ligevægtslinien for havstand siden ældre stenalder, og man finder derfor adsk. vidnesbyrd om en svag havstigning, også op mod vor tid.

Henved halvdelen af denne kyst er også i vore dage underkastet nedbrydning fra havet. Ved uroligt vejr og nogenlunde høj vandstand sker dette især langs de kystlinier, hvor man har frit stræk over det åbne Lille Bælt ml. Fyn og Løjtland. Foran klinterne ser man på de smalle kystflak – navnlig ud for Løjtland – ret store stenbestrøninger, der er blevet liggende tilbage, efterhånden som kysten er blevet hugget ned og det fine materiale af ler og sand er blevet bortført ved materialvandring. Det er påfaldende, at man ikke kan genfinde de betydelige masser s. 786 af sand og ler, som i tidens løb må være bortskyllet fra disse kyster, og man ville forvente forekomster af dertil svarende marint forland. Forklaringen er rimeligvis den, at materialet forsvinder ud over de stejle kanter af de smalle kystflak og således bliver til bundaflejringer på større dyb.

M. undt. af Flensborg fjords n.kyst ml. Gråsten og Kollund er klintkysten praktisk talt ubeboet. Kun ved Åbenrå og i bunden af Genner fjord har man stedvis bosat sig langs klintens fod og langs dennes overkant, dels som helårsbeboelse og dels som sommerbeboelse. M. undt. af de nævnte, korte strækninger ved Åbenrå og ved bunden af Genner fjord er disse klintkyster vejløse. Løjtland er i så henseende et typisk eks., idet landevejen følger halvøens midtlinie fra landsbyerne ved halvøens rod, Løjt Kirkeby m.fl., og ender blindt ved de yderste gårde i en afstand af 1/2 km fra klinterne ved Knudshoved. Fra denne vejlinie går der sideveje mod n. og s. til enligt liggende gårde, og i visse tilfælde fortsætter disse veje som dybe, lerede hulveje frem til kystklintens kant. På disse få punkter kan man nå kysten med automobil, i øvrigt er den kun tilgængelig for fodgængere. Noget tilsvarende gælder for største delen af Varnæs halvø. Denne kystlinie hører derfor til de mest uberørte i Danmark. Man finder yderst få huse, egentlige foranstaltninger til kystbeskyttelse er sjældne, bønderne dyrker landet til klintens overkant, men såvel morfologisk som biologisk har dette land fået lov til at leve i fred. Fra udsigtspunkterne både fra Løjtland og fra Varnæs får man et rigt varieret billede af de levende, grå morænelersklinter, døde, kratbevoksede skrænter og hist og her små kystskove, men dette er i virkeligheden kun en kulisse. Bagved ligger såvel på Løjtland som på Varnæs halvøen et højt, storbakket og meget frodigt bondeland. Et helt andet billede møder man ved Flensborg fjord langs kystvejen Gråsten-Kollund, hvor mennesket overalt har præget landskabet, ikke blot som faste beboere, men måske i endnu højere grad som tilrejsende gæster.

Farvande. Dybdekurven for 10 m følger i almindelighed kystlinien i kort afstand, ofte under 1 km. Mindre landgrunde træffes dog enkelte steder, således ud for Løjtland og sø.f. Barsø, hvor 10 m-kurven først træffes i ca. 2 km afstand. Mindre, lavvandede, kystnære strækninger findes endv. ved den inderste del af Åbenrå og Flensborg fjorde. M. undt. af den højning i havbunden, hvorpå Barsø ligger, savnes landløse grunde og rev, hvilket betyder, at farvandene næsten overalt er rene og dybe ganske nær til kysten. Også 20 m-kurven løber konformt med kystlinien, oftest nær ved 6 m og 10 m-kurven. De vigtigste grunde er Stærbæk grund og Knudsgrund ud for Løjtland. Deres overflade er delvis stenet og m. stejle affald mod de dybereliggende dele af farvandet. De to nordl. fjorde, Genner fjord og Åbenrå fjord, er begge åbne, dybe og rene farvande. Genner fjord til Sønderballehoved er ca. 4 km lang og 1–2 km bred m. maksimale dybder på over 20 m. Mod ø. er dette farvand dækket af Barsø og Barsø grund. N.kysten af Genner fjord har meget stejlt affald til ca. 20 m dybde, medens s.siden har mindre, lavvandede kystområder og smalle strimler af marint forland. Åbenrå fjord er ca. 10 km lang og 3 km bred, maksimal dybde 30–35 m. Landgrunden er overalt ganske smal og 10 m-kurven kun få hundrede meter fra kysten.

Den indre del af Flensborg fjord er mere kompliceret. Okseøerne danner således toppen af en lille grund, der adskilles fra kysten ved en smal, 6 m dyb rende. Dybderne i denne del af fjorden når kun stedvis 20 m. Nybøl Nor og Flensborg s. 787 fjord har forb. m. Egernsund, i hvilken man finder en smal rende af 9–13 m dybde, der forgrener sig i den centrale del af noret. Saltholdigheden ligger for de mere åbne dele af farvandet omkr. 15 0/00, og da ferskvandstilførslen er ringe, er fortyndingen i de indre områder ikke særl. stor. Tidevand kan påvises, men udsvinget er ringe, og vandstandsændringen er i høj grad afhængig af meteorologiske forhold: vind og lufttryk. Under særl. omstændigheder, især under stærke vinde fra nø. efter storm fra nv., kan vandstanden stige 1,5–2 m over det normale, og omvendt kan storm fra v. sænke vandstanden til omkr. ÷ 1 m. Den alm. vandudveksling ml. Østersø og Kattegat går ø. om Als og giver sig derfor kun afsvækkede udslag i de til Åbenrå a. hørende farvande. Under isvintre, der optræder ca. 10 gange pr. årh., har man fastis i fjordene og skrueis i renderne. De store indskæringer i Åbenrå a. er orienteret i to retninger. Den ene retning, som findes i Genner fjord, Åbenrå fjord og den indre Flensborg fjord, er omtr. nø.-sv. En anden retning, der præges af Als fjord, sænkningen Vemmingbund og Nybøl Nor og den ydre Flensborg fjord, er orienteret sø.-nv. Dette har spillet en stor rolle for Åbenrå fjord og farvandet ml. Varnæs Hoved og Knudshoved, altså ml. Varnæs-området og Løjtland. Man har her et ganske ubeskyttet fjordområde med et frit stræk mod nø. på ca. 30 km, og dette forhold i forb. m. den omstændighed, at kystflak og landgrunde savnes, har været bestemmende for den stærke kysterosion langs denne strækning. Klinterne er i reglen levende og står med stejle skrænter på op til 24 m. Da de hovedsagelig består af ler, finder man smukke skredfænomener, idet nedbrydning medfører, at en samlet blok, ofte bevokset m. træer, i sammenhæng skrider ud og danner et midlertidigt fremspring på kysten, der i løbet af ret kort tid igen rettes ud.

Farvandene i Åbenrå a. har fra gl. tid spillet en stor rolle for skibsfarten. Genner fjord har således p.gr.af sine dybdeforhold og sin beskyttede beliggenhed været en stærkt benyttet anløbsplads. Det sa. gælder Åbenrå fjords indre del, samt talr. pladser langs Flensborg fjord. Genner fjord har mistet sin betydning for skibsfarten, men der er udsigt til, at man vil søge den herværende gunstige landingsmulighed udnyttet på ny. Åbenrå har under meget vekslende kår stadig hævdet sig som søfartsby, også i 1800t., og i vore dage har den åbne og rene, dybe indgang fra havet fået stigende betydning, bl.a. fordi man her har anbragt kraftcentralen for det sønderjy. område.

Man kan således inddele Åbenrå a. i tre geografiske hovedprovinser: A. Det østl. moræneland, præget af fedt, stenfattigt moræneler, men i øvrigt med stærkt vekslende overfladeformer. B. Overgangsområdet m. randmorænedannelser m. sandet og gruset jordbund, ofte med store ophobninger af sten. Overfladen er ujævn m. vanskelige afløbsforhold m. moser og stedvis m. søer. C. Tinglevfladens smeltevandsslette med en østl. zone, præget af smeltevandsgrus, velafvandet, og en vestl. zone med lagdelt sand. Alle tre provinser rummer en stor rigdom af varianter såvel i terrænmæssig som i jordbundsmæssig henseende. Blandt de sidst dannede landskabselementer kan nævnes: I zone A: en rig sønderdeling af ganske unge dale og kløfter og en udformning af kystklinter. I zone B: dannelsen af talr. store og mindre tørvebassiner. I zone C: udbredt tørvedannelse langs amtsgrænsen, nedgravning af vandløbene i små, fladbundede dale samt de af sandflugten og klitdannelsen – navnlig i den sydl. del af området – fremkaldte ændringer.

Der er en iøjnefaldende sammenhæng ml. denne tredeling og det til enhver tid herskende kulturgeografiske mønster. Nutidens befolkningsfordeling, der er fremstillet på befolkningskortet s. 791, viser klart det østl. morænelands tætte bondebebyggelse m. landsbyer som den dominerende bosættelsesform, men tillige m. koncentrationer langs visse linier af flere km’s længde. Således langs Løjtlands længdeakse, langs Åbenrå fjords s.kyst og måske mest udpræget langs n.kysten af Flensborg fjord lige til Gråsten. Andre iøjnefaldende træk er svagt beboede dallandskaber omkr. Åbenrå samt Ø. Løgum feltet m. enkelte landsbyer på de relativt gunstige pladser i et i øvrigt utaknemligt område. Kliplev-området har enkelte gl. og veludviklede landsbyer, men også betydelige folketomme områder.

En ganske særl. karakter har randzonen mod Tinglevfladen, den gl. hærvejslinie, hvor den østl. længdebane i vore dage krydser Rødekro, Hjordkær, Bolderslev, Tinglev og Padborg, et område der i øjeblikket er i voldsom udvikling, og som spiller en stigende rolle i hele egnens befolkningsmæssige og økonomiske struktur. Endelig er der Tinglevfladen med de gl. landsbyer langs åerne og ny, spredt kolonibebyggelse.

Man har ganske god kundskab om nogle af de ældre elementer i dette system, bl.a. gennem Johannes Mejers kort over Åbenrå a., der giver os et enestående righoldigt billede af situationen o. 1640. Dette værk behandler imidlertid kun den nordl. del af det nuv. a. inkl. Varnæs halvøen. Man kan endv. henvise til Johannes Mejers kort i atlasværket: »Neue Landesbeschreibung der zwei Herzogtümer Schleswig und Holstein« fra 1652, som bl.a. har interesse for studiet af den tids vejforbindelser. Endnu ældre mønstre af befolkningsfordeling og bebyggelse i denne ejendommelige del af Danmark dukker op ved en betragtning af kortene over s. 789 oldtidsminderne, således som det bl.a. fremgår af kortbilaget til Johs. Brøndsteds »Danmarks Oldtid«, og for en noget sen. periode kan man henvise til Hugo Matthiessens studier over den gl. hær vej. Ligegyldigt fra hvilken tid man nærmer sig disse problemer, kommer billedet af den her beskrevne tredeling af Åbenrå a. klart til udtryk.

Skovene.

Skovarealet er på 7717 ha (9,8%), hvoraf 6817 ha (8,7%) bevokset. For landet som helhed er de tilsvarende procenter 10,2 og 8,6. Skovarealet indtager med andre ord en procentdel af det samlede areal, der svarer ret nøje til gennemsnitstallene for landet som helhed. Træartsfordelingen er flg.: bøg 1776 ha, eg 326 ha, andet løvtræ 391 ha, rødgran, ædelgran og sitkagran 3338 ha og andet nåletræ 315 ha. Antallet af skov- og plantageejd. er opgjort til 634, heraf er de 619 (m. areal 2583 ha) private. Af disse er 612 under 50 ha, i alt 1949 ha. 2 ejd., Åbenrå og Gråsten skovdistr., tilsammen ca. 4800 ha, ejes af staten og administreres under Direktoratet for Statsskovbruget. Derudover tilhører 6 mindre ejd. staten. Den årl. hugst er (1949/50) i alt 39.485 m³, el. 5,8 m³ pr. ha. Nåletræshugsten beløber sig til 19.427 m³. Gavntræprocenten er for alle træarter i gennemsnit 61,9.

Skovene er rester af de store skove, der i den tidligste oldtid fandtes i denne landsdel, og som formentlig ved kristendommens indførelse har været indskrænket til i hovedsagen adskilte skove, hvis områder yderligere indskrænkedes ved den opdyrkning, der fandt sted ved krongodsets delvise overgang til adelsgods i tiden 1313–1459. Skovene har utvivlsomt opr. tilhørt kronen, og af kong Valdemars jordebog fra 1231 fremgår det, hvor betydeligt dennes gods var inden for Sønderjyllands s. 790 grænser. I økonomisk henseende betød overgangen til adelen den fordel, at store, hidtil uopdyrkede strækninger blev bragt under plov, til dels af ty. kolonister. De ejendomsmæssige og administrative forhold har op gennem tiderne været meget indviklede, bl.a. forårsaget af landsdelens skiften ml. da. og ty. overhøjhed. Mange af statsskovene i a. sorterede i den ty. tid under oberförsteren i Flensborg. I h. t. fredstraktaten i Versailles af 28/6 1919 blev disse skove overdraget den da. stat. 1922 oprettedes Åbenrå skovdistr. (1998 ha, ejdv. 5195, grv. 2163) og Gråsten skovdistr. (2828 ha, ejdv. 8322, grv. 3963). I det sidste indgår en del af de hertugelige godser, der blev købt af den da. stat 1921 efter hertug Ernst Günther’s død.

I a.s østl. del er det især løvskovene, der dominerer. De står oftest på stærkt kuperet terræn m. leret underlag og fortrinlige betingelser for de fleste skovtræer. Bøgen, der er den hyppigste træart, trives ypperligt, men de vekslende besiddelsesforhold og bestyrelsesformer gennem tiderne har dog ikke kunnet undgå at påvirke dens udvikling i negativ retning. Plantagerne i a.s vestl. del er i reglen anlagt i løbet af 1800t. på magre, sandede jorder.

A.s småskove kan være tilsluttet den pr. 5/7 1921 stiftede Småskovsforening for Åbenrå-Sønderborg Amt.

Litt.: Danske Skovdistrikter. 1961. Statistiske Meddelelser. 4. rk. 154. bd. 3. hæfte. Skove og Plantager. 1951.

Kulturgeografi.

I Åbenrå amtsrådskreds levede 1960 49.769 indbyggere. 1964 var befolkningen 51.334 indbyggere. 1960 var befolkningstætheden 63,0 indbyggere pr. km². Af befolkningen levede (1960) 14.219 i købstaden Åbenrå, 17.364 i bymæssige bebyggelser i landkommunerne og 18.186 i rene landdistrikter. I alt levede således 63,5% af befolkningen under bymæssige forhold. I byerne gik der i gennemsnit 2,9 indbyggere på en husstand, i landdistrikterne 3,4.

Befolkningens fordeling fremgår af befolkningskortet s. 791. Det mest iøjnefaldende træk ved dette kort er kontrasten ml. de forholdsvis tyndt befolkede områder i amtets vestl. del og de ganske overvejende meget tætbefolkede regioner i amtets østl. dele, især på Sundeved. Sammenholdes dette kort med landskabskortet s. 775, vil man i alt væsentligt kunne konstatere en tydelig sammenhæng ml. hedesletternes og de sandede moræners udbredelse og de tyndest befolkede dele af amtsrådskredsen, mens de frugtbare områder med ungt moræneler stort set falder sammen m. amtsrådskredsens tætbefolkede østl. del. På det vestl. Sundeved kan iagttages en overgangszone ml. de to befolkningsfordelingsmønstre, hvilket hænger sammen med, at den unge morænes vestligste område her har en overvejende sandet karakter. Mange steder ser man nogle helt ubeboede el. næsten folketomme arealer; disse vil som regel være skov- og plantageområder (fx. Årup skov s.f. Åbenrå, Frøslev plantage ved Padborg, Årtoft plantage n.f. Kliplev) el. vandlidende områder (moser, enge – mest udpræget omkr. Hostrup sø s.f. Åbenrå og omkr. Gejl å samt i tunneldalenes fugtige bund).

Der kan på kortet skelnes ml. bybefolkning og landbefolkning. Bybefolkningen koncentrerer sig først og fremmest i amtsrådskredsens eneste kbst. Åbenrå og dernæst i en række store stationsbyer og tidl. stationsbyer. Hertil kommer de egl. vejbyer, der som oftest er mindre bydannelser. Stationsbyerne er i reglen ældre landsbyer, der under det sidste århundredes stærke udvikling af trafikbehovet og erhvervslivet s. 791 s. 792 i alle dets grene er omdannet til lokale centre m. urbane funktioner såsom handel, håndv., småindustri, bankvæsen, trafik og liberale erhverv (læge, tandlæge, sagfører osv.). I visse tilfælde er landsbykarakteren delvis bevaret ved siden af den urbane struktur. Foruden købstæderne og flækkerne har Gråsten og Padborg mere end 2000 indbyggere. Gråsten ligger ved jernbane og hovedvej nær et ældre industriområde i en egn, hvor der er ret langt til den nærmeste kbst. og derfor øgede betingelser for et vist lokalopland, og den er vokset op ved et slot. Padborg er derimod først skabt ved grænsedragningen 1920, da der her etableredes grænsestat. på stambanen gennem Østjylland. Den er i dag stort set vokset sammen m. den gl. landsby Bov, der i de seneste årtier har udviklet sig til vejby, m. Kruså by ved landevejsgrænsen på hovedvej A 10 (Europavej E 3), m. Smedeby og Frøslev by; Padborg indgår således i et anseligt, men utraditionelt urbant område m. over 4000 indb. og med erhvervsfunktioner, der ganske overvejende står i direkte sammenhæng m. grænsen, bl.a. en betydelig speditionsvirksomhed, handel (herunder den efterhånden betydelige detailhandel m. indkøbsrejsende fra Tyskland), industri og trafik. Der er også en vis pendultrafik over grænsen til og fra Flensborg af personer, der bor i det ene land og arbejder i det andet. Endv. bør nævnes selve grænsetjenesten (politi, toldvæsen m.m.), der beskæftiger omtr. 15% af befolkningen. Ml. 1000 og 2000 indbyggere (1960) har Rødekro stationsby v.f. Åbenrå; den er først og fremmest et jernbaneknudepunkt, men trækker efterhånden en betydelig industri til sig.

Af stationsbyerne har, foruden de allr. nævnte, Bjolderup, Hjordkær, Kliplev og V. Sottrup over 500 indbyggere. Bydannelserne ved stationerne ved amtsrådskredsens mange nedlagte baner lever videre som vejbyer, hvis vigtigste funktion fortsat er at fungere som lokalt centrum for urbane erhverv.

Landsbyerne er på Sundeved store (oftest 200–450 indb.) og tætliggende, men i amtsrådskredsens vestl. egne overvejende små og spredte, ligesom den spredte bebyggelse her er forholdsvis vigtigere end længere mod øst.

Åbenrå er en betydelig havneby, og det sa. gælder Gråsten. Herudover ligger ved kysterne et stort antal moler og andre udskibningssteder, talrigest ved Flensborg fjord.

Af befolkningen i Åbenrå amtsrådskreds lever (1960) 24.1% af landbr., skovbrug, gartneri og fiskeri, mens 28,4% lever af industri, håndv. og byggevirksomhed. 11,3% lever af handel og omsætning, 9,7% af samfærdsel og 9,9% af administration og liberale erhverv. 12,8% af befolkningen er pensionister, rentiers olgn. Det mest bemærkelsesværdige ved denne erhvervsfordeling er industriens ret ringe betydning i Åbenrå amtsrådskreds.

Efter Aa. H. Kampps landbrugsgeografiske inddeling af Danmark falder Åbenrå amtsrådskreds i to dele:

1) Visse vestl. dele (hele Sdr. Rangstrup hrd., Rise, Hjordkær og Bjolderup so. i Rise hrd. samt Uge, Kliplev, Holbøl og Bov so. i Lundtoft hrd.), dvs. stort set de områder, som lå v.f. isens hovedstilstandslinie i sidste istid, henregnes til den vest- og midtsønderjyske landbrugsregion. Denne er karakteriseret ved en normalt ringe opdyrkningsprocent, en sent påbegyndt og på mange måder tilbagestående udskiftning, meget betydelige græsarealer især uden for omdriftsarealet. Hektarudbytterne er gennemgående små. Kornarealerne er normalt ret små, under 40% af omdriftsarealet. Havre og rug er de vigtigste kornarter. Rodfrugter optager ret s. 793 små arealer, oftest mindre end ca. 20% af omdriftsarealet. Hornkvæget er overvejende af korthornsrace, dog iblandet da., sortbroget malkerace. Antallet af malkekøer pr. km² ligger ml. 20 og 40. Smørydelsen er forholdsvis ringe. Svinetætheden er ligeledes under gennemsnittet for landsdelen.

2) De øvr. dele af amtsrådskredsen – altså stort set de områder, der i en længere periode var isdækkede under den sidste istid – henregnes til det landbrugsgeografiske Østdanmark. Jordbunden er her ganske overvejende frugtbart moræneler, desuden tunneldalbund og issøler o.a. glacialt prægede jorder. Regionen er karakteriseret ved stor tæthed i landbefolkningen, om end denne nu er aftagende. Opdyrkningsprocenten er overordentlig stor, ofte omkr. 80, mens omdriftsarealet normalt udgør ca. 70% af arealet. Korn dyrkes mange steder på lidt over halvdelen af omdriftsarealet. Byg og hvede er de vigtigste kornsorter, men der dyrkes også en del havre. Bederoer er de vigtigste rodfrugter. Endv. er frøavl, erhvervsmæssigt gartneri, havebrug og frugtavl af betydning. Rødt, dansk malkekvæg dominerer de fleste steder; malkekotætheden er 40–70 pr. km², og smørydelsen pr. ko er over gennemsnittet. Også svinetætheden er meget stor.

Fiskeriet har kun ringe betydning. Fra havne og landingspladser drives noget lokalt fiskeri i fjordene m.m. samt i Lille Bælt. Ål spiller en ret stor rolle, desuden fanges lidt sild og fladfisk. Foruden de egentlige erhvervsfiskere findes langs hele kysten en del lejlighedsfiskere med andet hovederhverv. Om skovene se s. 789.

Mineralproduktionen i Åbenrå amtsrådskreds er i første række teglværksler til a.s mange teglværker.

Industrien er dels knyttet til de større bysamfund og dels til industridistrikter i landkommunerne. Omtr. 35% af industribefolkningen er koncentreret i Åbenrå købstadskommune. Af vigtige industrigrene kan nævnes nærings- og nydelsesmiddelindustrien (svineslagterier i større byer m.m.), men i øvrigt er så at sige alle industrigrene repræsenteret i amtsrådskredsen. Forholdsvis ringest repræsenteret er jern- og metalindustrien. Ved en vurdering af industriens betydning i området må det erindres, at en virkelig industrialisering påbegyndtes sen. her end i største delen af det øvr. land, nemlig først i 1920’rne. For landsdelens elektricitetsforsyning spiller Sønderjyllands højspændingsværk i Åbenrå en afgørende rolle.

Det store handelscenter i området er Åbenrå. Dens handelsopland omfatter stort set hele amtsrådskredsen, dog m. undt. af Gråsten-egnen, og når lidt ind i Tønder amt. For Gråsten-området må Sønderborg opfattes som det overordnede handelscentrum.

Den østjy. hovedbane passerer gennem amtsrådskredsen i forholdsvis fladt terræn v.f. det udprægede morænebakkeland. Årsagen hertil er, at man ved de ældste baneanlæg (strækningen fra Vojens over Rødekro til Padborg grænse åbnedes for trafik 1864) måtte tage afgørende hensyn til terrænet, da jernbanemateriellet dengang ikke var i stand til at tage stejle stigninger. Herved kom hovedbanen til at gå uden om den gl. kbst. Åbenrå, som 1868 blev forbundet m. hovedbanen ved en sidebane til Rødekro. Fra Tinglev (i Tønder a.) går en anden bane over Gråsten til Sønderborg. Flg. jernbaner er nedlagt: Åbenrå amtsbaner (smalsporede: Å.-Gråsten, fungerede 1899–1926, og Å.-Løjt Kirkeby-Løgumkloster, fungerede 1901–1926) og normalsporede statsbaner: Rødekro-Løgumkloster (1927–1936) og Padborg-Tørsbøl (1901–1932). De eksisterende jernbaner er alle normalsporede statsbaner. På den østjy. hovedbane kører internationale tog (Hamburg-Padborg-Frederikshavn s. 794 og Hirtshals-Sverige og Norge) samt da. lyntog (Åbenrå-København (lyntog fra Rødekro) på ca. 5 timer.

Der er et tæt net af gode veje. Hovedvej A 10 (Kruså grænse-Åbenrå-Haderslev-Kolding-Århus-Ålborg-Skagen), som her også er Europavej E 3 (Lisboa-Paris-Hamburg-Kruså-Frederikshavn-Norge og Sverige), passerer fra s. til n. gennem Åbenrå amtsrådskreds. Hovedvej A 8 (Nyborg-Sønderborg-Krusåkrydset-Tønder) går gennem amtsrådskredsen i hovedretning øst-vest. Et tæt net af bilruter supplerer trafiknettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt med disse.

Naturfredning. Åbenrå a. savner næsten ganske egl. naturfredninger, men til gengæld har man foretaget en række fredningsmæssige foranstaltninger af mere speciel karakter. De til skove og kyster knyttede almene bestemmelser spiller en stor rolle, fx. langs Flensborg fjord, Åbenrå fjord og Genner fjord (Holbøl, Rinkenæs-Gråsten, Ensted-Felsted-Varnæs so.). I Bov so. er området ved Kruså Møllesø og Kruså-dalen fredet og i Felsted so. voldgravene omkr. Grøngrøft. Et særl. system af fredninger knytter sig til det gl. Hærvejs-område, dels fredninger af selve vejen med omgivelser, dels broanlæg ved Immervad, Povlsbro og Bommerlund. Hertil slutter sig anlægget ved Urnehoved i Uge so. Skove og plantager beskytter i en række tilfælde landskabelige ejendommeligheder, såsom åsbakker i Ø. Løgum so., randmorænelandskaber i Kliplev so. og indsande i Bov so.

Statistik.

Amtsrådskredsens areal var 1/4 1960: 79.012 ha. Af arealet omfattede Åbenrå kbst. 1711 ha og vandarealerne 508 ha.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal udgjorde landbrugsarealet (1951) 60.920 ha, gartnerier og frugtplantager (herunder ikke landbrugsejendommenes grønsagsarealer) 163 ha, skove og plantager (inkl. læ- og småplantninger) 7962 ha, private haver 1407 ha, bebygget grund og gårdsplads 1183 ha, gader, veje, jernbaner, grøfter og hegn m.v. 2885 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 713 ha, moser til tørveskær 1952 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker m.v. 1319 ha og vandarealerne 508 ha.

1964 var fordelingen af landbrugsarealet – i alt 58.956 ha – flg.: vinterhvede 1196 ha, vårhvede 640 ha, vinterrug 2630 ha, vårrug 84 ha, byg 14.125 ha, havre 7425 ha, blandsæd 3223 ha, bælgsæd til modenhed 19 ha; endv. kartofler 327 ha, sukkerroer (til fabrik) 645 ha, foderroer og gulerødder til foder 5453 ha, mark- og havefrø til udsæd 440 ha, olie- og spindplanter m.v. 8 ha, arealer med gartneriprodukter på landejendomme 30 ha, brakarealer 13 ha, græs- og grønfoder i omdriften 16.858 ha og græsarealer uden for omdriften 5840 ha.

Åbenrå amtsrådskr. er sa. m. Sønderborg amtsrådskr. af omtr. sa. udstrækning som de andre sønderjy. a., men mindre end de fleste andre a. i landet.

Høstudbyttet var 1964 i Åbenrå amtsrådskr. 279,1 mill. foderenheder, hvoraf 97,4 mill. foderenheder kerne af korn, 21,7 mill. foderenheder halm, 55,8 mill. foderenheder rodfrugter og 104,3 mill. foderenheder græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1960 udgjorde den samlede vurderingssum i Å. a. 688,7 mill. kr., hvoraf ejd. i Åbenrå kbst. 225,7 mill. kr. og ejd. i landkommunerne 463,0 mill. kr.

Af ejd. i landkommunerne var der 22 større landbrugsejd. (12 tdr. hartk. el. derover) m. i alt 375 tdr. hartk. (areal 2033 ha, ejdv. 8,7 mill. kr., grv. 4,4 mill. kr.), 1594 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 4551 tdr. hartk. (areal 44.947 ha, ejdv. 167,1 mill. kr. og grv. 66,4 mill. kr.) og 1341 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover, men under 1 td. hartk.) m. i alt 654 tdr. hartk. (areal 16.386 ha, ejdv. 57,3 mill. kr. og grv. 16,1 mill. kr.

Blandt de øvr. ejd. i a.s landkommuner kan nævnes 3799 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. på 102,2 mill. kr., 729 forretningsejd. med el. uden beboelse til en samlet værdi af 38,9 mill. kr.

Af Åbenrå kbst.s ejdv. – 225,7 mill. kr. – faldt 143,4 mill. kr. på beboelses- og/el. forretningsejd. (deraf 3,5 mill. kr. på kommunale beboelses- og forretningsejd.), 6,6 mill. kr. på andre kommunale ejd. samt statsejd. og andre ejd. m. fritagelse efter § 49, 5,5 mill. kr. på fabrikker og lagerbygninger, 4,0 mill. kr. på landbrugscjd., 1,6 mill. kr. på gartnerier og havebrug, 1,3 s. 795 mill. kr. på byggegrunde, 0,4 mill. kr. på ubebyggede arealer og 28,4 mill. kr. på andre vurderinger.

Det bemærkes, at tallene for ejendoms- og grundværdi for de store gårde i Å. og Sønderborg amter er efter vurderingen 1965, medens de for Tønder og de foregående amter er efter vurderingen 1960.

Husdyrhold. Af husdyr var der 1964 i a. 498 heste, 67.599 stk. hornkv., deraf 23.004 malkekøer, 133.175 svin, 368.599 høns, 21.669 kalkuner, 1803 ænder og 5778 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var i alt beskæftiget 1119 landbrugsmedhjælpere i a. i juli 1964, deraf 1087 faste medhjælpere og 32 løse daglejere olgn. Den i alt i året 1963/64 i landbruget beskæftigede arbejdskraft svarede til 1092 helårsarbejdere, hvoraf 602 faste fremmede medhjælpere, 405 voksne børn og slægtninge og 85 løse daglejere olgn.; hertil kom indehavernes, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der svarede til 2265 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1964 på i alt 2119 ejd., traktor på 2209 ejd. (i alt 2626 traktorer), mejetærskere på 489 ejd. (i alt 458 mejetærskere) og grønthøstere på 464 ejd. (445 grønthøstere).

Befolkningen. Hele a. havde ved folketællingen 26/9 1960: 49.769 indb. fordelt på 15.791 husstande (1860: 30.067, 1910: 34.711, 1930: 39.505 og 1950: 46.909). – Opgjort på grundlag af folkeregistrenes oplysninger var der i Å.s amtsrådskr. 1. jan. 1965 i alt 51.490 indb. Af a.s befolkning havde Å. kbst. ved folketællingen 1960: 14.219 indb. fordelt på 4994 husstande (1803: 2834, 1860: 5133, 1905: 7023, 1930: 8817, 1955: 13.793). I bymæssige bebyggelser i landdistrikterne var der 1960: 17.364 indb. fordelt på 5617 husstande (1955: 13.206, 1930: 9363).

Folkemængden i a. var 1960 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtl. pers. – hustruer, mindreårige børn m.v. – hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 11.975 levede af landbr. m.v. (derunder bl.a. fiskeri), 14.135 af håndv. og industri, 5625 af handel og omsætning i øvrigt, 4838 af transportvirksomhed, 4928 af administration og liberale erhverv, 1375 af anden erhvervsvirksomhed, 6367 af formue, rente, understøttelse olgn.; 526 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1958 afholdte erhvervstælling var der i Å. a. 526 virksomheder, der drev fremstillingsvirksomhed (derunder brunkulsgravning og stenbrydning samt industri og håndv. – bortset fra bygge- og anlægsvirksomhed); disse virksomheder beskæftigede 1958: 2959 pers. og havde 1957 en samlet omsætning på 181,8 mill. kr. og en lønudgift på 19,6 mill. kr.

Bygge- og anlægsvirksomhed omfattede 285 virksomheder m. et personel på 1285, en samlet omsætning på 26,9 mill. kr. og en lønudgift på 7,0 mill. kr.

A.s 5 el-, gas- og varmeværker havde et personel på 300, en samlet omsætning på 24,1 mill. kr. og en lønudgift på 3,8 mill. kr.

Engroshandel omfattede 169 virksomheder m. et personel på 794, en samlet omsætning på 218,9 mill. kr. og en lønudgift på 6,4 mill. kr.

For detailhandelens vedk. var der i a. 677 virksomheder m. et personel på 1984, en samlet omsætning på 151,5 mill. kr. og en lønudgift på 6,6 mill. kr.

Der var 205 vognmandsforretninger olgn. m. 669 beskæftigede og en samlet omsætning på 19,2 mill. kr. og en lønudgift på 4,5 mill. kr. og 103 hoteller, restaurationer m.v. m. et personel på 447, en samlet omsætning på 8,6 mill. kr. og en lønudgift på 880.000 kr. Endv. var der 135 virksomheder, der drev forskellig servicevirksomhed (bl.a. vaskerier, renserier, frisører, fotografer m.v.) m. i alt 324 beskæftigede, en årsomsætning på 3,6 mill. kr. og en lønudgift på 901.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1963 i a. 226,3 km landeveje, hvoraf 60,0 km hovedvej; desuden var der 948,0 km biveje.

Åbenrå politikr. hører helt under Å. a. og af befolkningen i Gråsten politikr. hører ca. 80% under Å. a.; endelig hører ca. 2% af befolkningen i Tønder politikr. til Å. amt. På grundlag af befolkningstallene og antallet af motorkøretøjer, der er indregistreret i disse politikr., kan antallet af motorkøretøjer i Å. a. anslås således, at der i a. 31/12 1964 var 6910 alm. personbiler, 125 hyrevogne, 35 turistbiler og turistbusser, 26 sygebiler og 2680 vare- og lastbiler samt 770 motorcykler.

Der var juni 1965 i a. 13 personautomobilruter m. en samlet længde på 719 km.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold. Af Å. a.s driftsindtægter 1/4 1962–31/3 1963 – i alt 2.594.000 kr. – var de væsentligste poster grundskyld 521.000 kr., ejendomsskyld 391.000 kr., bidrag pålignet sognekommunerne 1.037.000 kr., statstilskud til nedsættelse af grundskyld 516.000 kr., renteindtægt, netto 93.000 kr., rente af værdipapirer m.v. 101.000 kr., beregnede renter af anlægskapital 156.000 kr.

Af driftsudgifterne – i alt 2.585.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen 870.000 kr. (heraf forrentning og afskrivning 300.000 kr.), vejvæsen (og snekastning) 927.000 kr., bidrag til amtsskolefonden 150.000 kr., tilskud til jernbaner 60.000 kr. og forsk. driftsudgifter 89.000 kr., afdrag på lån 144.000 kr., henlæggelser 143.000 kr., administration 281.000 kr.

A.s formue udgjorde 31/3 1963 10,2 mill. kr., hvoraf i sygehuse 2,9 mill. kr. og i andre faste ejd. 1,3 mill. kr.; a.s gæld var 2,4 mill. kr.

Grundskyldpromillen til amtskom. var efter statstilskud 1963/64 4,90 for landbrugsejd. og 11,18 for andre ejd., d.v.s. godt 9 og godt 2% mindre end gnmst. for hele landet, ejendomsskyldpromillen 10,83, d.v.s. ca. 10% lavere end gnmst. for landet.

M. h. t. de finansielle forhold for sognekommunerne i Å. a. under ét kan det nævnes, at de samlede løbende indtægter 1963/64 androg i alt 18.042.677 kr., skatter og afgifter i alt 18.444.749 kr.; heraf udgjorde grundskyld 2.673.848 kr., grundstigningsskyld 148.504 kr., ejendomsskyld 1.036.828 kr., dækningsafgift af off. ejd. 32.367 kr., opholdskommuneskat 14.131.193 kr., erhvervskommuneskat 120.035 kr., aktieselskabsskat 246.555 kr., andre afgifter 55.419 kr.; formue- og erhvervsindtægter indbragte 836.956 kr., bidrag til amtskommuner ÷ 1.239.723 kr. og andre løbende indtægter 695 kr. Kapitalindtægterne androg i alt 23.593.611 kr., heraf var beholdning fra foregående år 1.747.462 kr., forbrug af aktiver 8.899.505 kr. og optagne lån 12.896.644 kr.

Sognekom.s væsentligste udgifter var sociale udgifter: 4.977.941 kr., undervisningsvæsen 3.734.202 kr., biblioteksvæsen 177.153 kr., vej- og kloakvæsen 2.057.609 kr., snekastning s. 797 119.364, brandvæsen m.v. 131.702 kr., renter af lån 1.055.189 kr., administration 1.792.472 kr. og andre løbende udgifter 562.054 kr.; i alt udgjorde de løbende udgifter i 1963/64 14.607.686 kr.

Sognekommunerne ejede 31/3 1964 58.931.334 kr., nemlig 17.598.859 kr. i værdipapirer (herunder kassebeholdning) og 41.332.475 kr. i faste ejendomme.

Sognekommunernes gæld 31/3 1964 var 24.752.228 kr.

Inddeling.

Amtet består af købstaden Åbenrå og herrederne Sønder Rangstrup, Rise og Lundtoft.

Amtsrådet har 11 medl., hvoraf ved valget i marts 1962 4 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Det konservative Folkeparti, 4 Venstre og 1 Slesvigsk parti.

M. h. t. valg til folketinget udgør Å. a. sa. m. Haderslev a., Sønderborg a. og Tønder a. XI. folketingsamtskr., der omfatter 7 opstillingskr., hvoraf 2. opstillingskr. (Åbenrå) 1960 havde 32.453 af Å. a.s indb.; 8266 af a.s indb. hørte til 3. opstillingskr. (Sønderborg) og 9050 under 6. opstillingskr. (Løgumkloster).

I kirkelig henseende hører Å. a. under Åbenrå provsti i Haderslev stift; under dette provsti hører også en del af Ullerup so. i Sønderborg a. m. 1960 154 indb. fordelt på 53 husstande og endv. en lille del af Hellevad so., Agerskov kom. (Haderslev a.) m. i 1960 31 indb. (9 husstande).

A. omfatter helt el. delvis flg. politikr.: 1) politikr. nr. 69 (Åbenrå) m. 30.968 indb. (10.035 husstande), 2) del af politikr. nr. 71 (Gråsten) m. 22.043 indb. (6748 husstande), hvoraf 17.971 indb. (5515 husstande) af Å. a., resten af Sønderborg amt.

I jurisdiktionel henseende hører a. under flg. retskr.: 1) retskr. nr. 102 (Åbenrå), der omfatter Åbenrå kbst. og 11 af a.s sognekom. m. i alt 30.968 indb. fordelt på 10.035 husstande s. 798 og 2) retskr. nr. 104 (Gråsten) m. 8 af a.s sognekom., i alt 22.043 indb. (6748 husstande), hvoraf 17.971 indb. (5515 husstande) i Å. a. og 4072 indb. (1233 husstande) i Sønderborg a., og 3) retskr. nr. 105, Løgumkloster, hvorunder Bedsted kom. hører.

A. udgør 66. lægekr. (Åbenrå), der sa. m. 67. lægekr. (Sønderborg) udgør Åbenrå-Sønderborg amtslægekr. (amtslægen bor i Åbenrå).

Å. a. hører under 7. udskrivningskr. (Sønderborg), II, udskrivningsområde, lægderne 160–170 og 173b. A. hører sa. m. Sønderborg a. under Åbenrå-Sønderborg amtstuedistr. m. amtstue i Åbenrå.

A. er delt i 2 skattekr.: 1) nr. 79 (Åbenrå skattekr.) og 2) nr. 80 (Lundtoft hrd.s skattekr.).

M. h. t. vurdering af landets faste ejd. udgør Åbenrå a. sa. m. Sønderborg a. 24. skyldkr. – skyldkredsen for Åbenrå og Sønderborg amtsrådskr., der er delt i 4. vurderingskr.: 1) Åbenrå a.s ndr. vurderingskr., 2) Åbenrå a.s sdr. vurderingskr., 3) Als vurderingskr. og 4) Sønderborg vurderingskr.

Åbenrå-Sønderborg amts politiske repræsentanter før 1920.

I. Stænderdeputerede 1834–48, 1853–63.

a. Købstæder og flækker.

Åbenrå (6. købstadsvalgdistr., fra 1854 3. købstadsvalgdistr.): Sukkerraffinadør Andreas Andresen 1834–38; kancelli- og overretssekretær G. F. Claussen 1838–40; over- og landretsadvokat J. G. Th. Gülich 1840–48; rådmand Martin Bahnsen 1853–63.

Sønderborg (5. købstadsvalgdistr., fra 1854 4. købstadsvalgdistr. og tillige omfattende Nordborg flække): Rådmand J. C. H. Heide 1834–41; købmand P. Hiort Lorenzen 1841–44; overretsråd H. C. Esmarch 1844–48; rådmand H. P. Hanssen (Norsk) 1853–54; gæstgiver F. C. la Motte 1854–57; rådmand H. P. Hanssen (Norsk) 1858–62; rådmand Asmus Behn 1862–63.

b. Landvalgdistrikterne.

4. landvalgdistr. (Åbenrå; omfattede tillige Ravsted, Bylderup og Tinglev sogne af Tønder amt): Sognefoged Thies H. Steenholdt 1834–48; gårdejer C. H. Møller 1853–54; sognefoged H. C. Reuter 1854–60; gårdejer, kammerråd C. H. Møller 1860–63.

5. landvalgsdistr. (Ullerup): Sandemand Peter Alexandersen 1834–41; tingskriver P. Jepsen 1841–42; gårdejer N. A. Matzen 1844; tingskriver P. Jepsen 1846–48; parcellist Peter Petersen (Surløk) 1853–54; sandemand Jørgen Hansen 1854–63.

6. landvalgdistr. (Augustenborg; omfattede til 1854 tillige Nordborg flække): Provst Fr. Ebbesen 1834–36; bolsmand Chr. P. Bonefeld 1836–41; herredsfoged, dr. jur. Momme H. Steffens 1841–47; synsmand H. C. Bladt 1847–48, 1853–54; gårdejer K. Knudsen 1855; synsmand H. C. Bladt 1856–63.

c. Gejstligheden (2. gejstlige valgdistr.).

Sønderborg og Flensborg provstier (Flensborg): Provst Aleth S. Hansen 1854–60; pastor G. F. A. Graae 1860–63.

II. Rigsdagsmænd 1867–1918.

2. slesvigske valgkreds (Sønderborg og Nordborg amter, Flensborg amt og dele af Gottorp amt, fra august 1867 Åbenrå og Flensborg amter): Gårdejer Nic. Ahlmann 1867; regeringsråd W. Kraus 1867–71; kredsretsdirektør C. A. Christensen 1871–74; professor P. Hinschius 1874–78; overpræsident K. H. v. Bötticher 1878–81; generalagent Gustav Johannsen 1881–84; landsretsråd P. L. Gottburgsen 1884–90; skibsreder M. Jebsen 1890–98; porcelænsmaler Fr. Raab 1898–1903; skræddermester H. Mahlke 1903–07; mølleejer A. E. Wommelsdorff 1907–12; købmand H. Leube 1912–18.

III. Landdagsmænd 1867–1918.

2. slesvigske valgkreds (Åbenrå og Sønderborg amter; valgsted: Gråsten): Gårdejer Nic. Ahlmann 1867–75; gårdejer Hans Lassen 1875–96; redaktør H. P. Hanssen 1896–1908; gårdejer Nis Nissen 1908–18.

Politiske repræsentanter efter 1920, se Haderslev amt (X. 89).

Oldtidsbebyggelse.

Åbenrå a. hører ikke til de rigere, hvad oldtidsmindesmærker angår; her som i andre egne af Sønderjylland har manglen på et systematisk fredningsarbejde før genforeningen 1920 haft sine tydelige virkninger; de allerfleste mindesmærker er sløjfede, og det, der er tilbage, er oftest mere el. mindre beskadiget.

Fra ældre stenalder har vi kun svage spor: Nogle ertebølleøkser på Løjtland og nogle mindre bopladser fra gudenåkulturen i Bov og Kliplev so. Der er en hel del stengrave fra yngre stenalder; ca. 100 er kendt, men knap halvdelen er tilbage, i stærkt medtaget tilstand; det er mest dysser; kun én delvis ødelagt jættestue er tilbage. Som de mest imponerende skal nævnes langdysserne i Varnæs Tykke og Kelstrup skov. Stengravene findes hovedsagelig i kystegnene, navnlig på Løjtland og langs n.siden af Flensborg fjord; enkelte steder går de dog langt ind i landet. Her møder vi talr. høje fra stenalderens enkeltgravskultur; vel godt halvdelen af de bevarede 185 høje må antages at være enkeltgravshøje; men der er ikke foretaget mange udgravninger af sådanne i denne egn. Et særl. prægtigt mindesmærke fra stenalderens slutn. er hellekisten Myrpold på Løjtland.

Fra ældre bronzealder har vi de mange høje; der er 185 bevarede og 900 sløjfede høje; og selv om en ikke ringe del heraf tilhører enkeltgravskulturen, vidner de om en ret stor bronzealderbebyggelse. Særl. tæt ligger højene i en stribe langs den gl. hærvej el. oksevej; men også v. derfor, på den oftest her sandede jord, er der mange høje. Gode ældre bronzealders gravfund kendes fx. fra Mjøls (Rise so.), Sdr. Ønlev (Hjordkær so.) og Toppehøj (Bjolderup so.). Fra yngre bronzealder er der et større depotfund fra Lerskov (Ø. Løgum so.).

Keltisk jernalder er her som i de fleste andre egne i Sønderjylland ret rigt repræsenteret, navnlig af urnegravpladser, som fx. kendes fra Hinderup, Bjerndrup og Smedeby; fra Smedeby mose er der kommet flere interessante fund fra denne tid. Derimod synes der ikke at være særl. vigtige fund fra romersk jernalder og næsten ingen fra germansk jernalder og vikingetid; fra sidstn. stammer dog mul. skibssætningen ved Genner, og desuden har vi Hovslund-runestenen (Ø. Løgum-stenen).

I Åbenrå a. er der i alt af fredede oldtidsmindesmærker: 12 runddysser, 23 langdysser, 9 dyssekamre, en jættestue, en hellekiste, 13 langhøje, 185 høje, 2 skålsten og en tuegravplads.

Bebyggelse i historisk tid.

Med få undtagelser er a.s romanske kirkearkitektur ret beskeden, og et ganske betydeligt antal af kirkerne er kullede. Kunstarkæologisk danner kirkerne en overgang ml. n. og s., idet de jy. granitkvaderbygninger her har deres sydligste udløbere som den velbyggede, lille Ensted kirke. Det overvejende flertal er imidlertid bygget af rå kamp uden væsentlige enkeltheder. Heller ikke de ret få senromanske landsbykirker af tegl frembyder større interesse. Skt. Nicolaj kirke i Åbenrå er derimod et ganske rigt eks. på den senromansk-unggotiske overgangsarkitektur af tegl, og mange smukke enkeltheder i denne bygn. er fremdraget ved den seneste, gennemgribende restaurering. Fra højgotikken er dele af den berømte valfartskirke i Kliplev, der ved flere tilbygninger har fået en højst malerisk fremtoning. Blandt de vellykkede udvidelser kan også nævnes kirken i Løjt. Forsvundet er det anselige valfartskapel i Årup, der var treskibet og i de sen. år delvis udgravet. Et særtræk er de forholdsvis hyppigt forekommende tømrede klokkehuse, som fl. st. er af betydelig alder og størrelse, bedst vel nok det i Kliplev. Et betydeligt værk fra baroktiden o. 1700 er slotskapellet på Gråsten. De senkatolske altertavler er i sjælden grad rigt repræsenteret i a. – halvdelen af kirkerne har endnu sengotiske altertavler, ligesom der er mange sidealtertavler i behold.

De verdslige bygninger er ikke særl. rigt repræsenteret. Brundlund slot i Åbenrå har vel bevaret dele fra middelalderen, men præges helt af sen. ombygninger, og Gråsten slot har ud over kapellet ikke overvældende interesse. En snes småhuse i Åbenrå, mest fra 1700t., er fredet og bidrager til at give byen et pænt, småborgerligt præg. På landet kan nævnes kroen i Kliplev med morsomme barokinteriører.

Åbenråhus, den kgl. borg ud for Vestergades udmunding i Nygade, er måske blevet til o. 1200. Der vides intet om slottets tilliggende, men det har vel kun været Rise hrd., der har hørt hertil. Det nævnes i ValdJb. *1231 sa. m. Åbenrå by og Søderup, der sen. var et kgl. birk. Sdr. Rangstrup hrd. udgjorde opr. sa. m. Nr. Rangstrup hrd. ét hrd., som hørte under Barvid syssel, mens Rise hrd. lå i Ellum syssel.

Den holstenske greve Claus sad inde m. Åbenrå til sin død 1397, hvorefter det gik over til hans datter Elisabeth. 1411 fik dronn. Margrethe og kong Erik af hende og hendes mand hertug Erik af Sachsen flg. i pant for 3000 mark lybsk: slottet og fæstningen Åbenrå, byen Åbenrå i Sønderjylland, de kgl. birker Varnæs, Søderup og Alslev, herrederne Sdr. Rangstrup og Rise samt det halve land Barsø. Dronn. skulle, siges det, kunne opføre et nyt slot et andetsteds. Det var ved denne tid, at Brundlund slot uden for byen blev opført. 1429 lykkedes det holstenerne at komme i besiddelse af slottet og byen. Ved fredsslutningen 1435 blev Adolf VIII anerkendt som herre i hertugdømmet, dog m. undt. af Haderslev, Ærø og enklaverne. 1460 kom Åbenrå len dog på ny i kongens besiddelse, da Chr. I blev landsherre i Slesvig og Holsten. 1470 blev »castrum Apenra« pantsat til Henrik Rantzau for 24.000 mark, og 1495 fik hans arvinger bekræftelse på dette tilgodehavende. Ved delingen 1490 tilfaldt Åbenrå len el. a. kong Hans. Da hertug Frederiks tropper drog n.på i marts 1523, blev den kgl. borg og byen taget m. storm af hans landsknægte. Byen blev plyndret.

Ved delingen 1544 kom Åbenrå a. under den gottorpske hertug. 1713 blev det på ny kgl.

Til Åbenrå a. hørte således fra gl. tid Rise og Sdr. Rangstrup hrdr. samt Varnæs birk, der egl. var en del af Sundeved. Fra slutn. af 1600t. var amtmanden også amtmand over Løgumkloster amt.

I landsmatriklen var Åbenrå a. ansat til 275 plove. 1778 oplyste amtmanden, at plovtallet i Varnæs var 30 samt 1/6 til kådnere, i Sdr. Rangstrup hrd. var der foruden 23/24 plov til kådnere 43 29/48 plov selvejerjord og 71 7/16 fæstejord, i Rise hrd. 7 5/6 plov kådnerjord, 65 1/2 plov var selvejerjord og 87 1/2 fæstejord. Sundevedfogderiet udgjorde 10 1/8 plov. 1849 opgives plovtallet til 319 3/4 plov.

Der var i a. et råd på 8 »amtsfuldmægtige«, en fra hvert so. undt. Åbenrå landsogn. Ved vakance præsenterede jordbesidderne 3 emner, og heraf valgte amtmanden én. Fuldmægtigene foretog sa. m. sognefogderne en undersøgelse af det amtskommunale regnskab.

Bjolderup so. i Rise hrd. var delt ml. dette hrd. og Slogs hrd., altså Tønder amt. Til sidstn. hrd. hørte ejendomme i Gåskær, Perbøl, Rebbøl, Smedager, Todsbøl og Vollerup, endv. Tågholm i Hjordkær so. samt de solvigske og løgumklosterske ejendomme i Arndrup, Bedsted so., mens 1 gd. og 2 inderststeder i Ø. Terp, Bedsted so., var kogsbølske og lå under Tønder hrd. Lovtrup i Uge so. hørte i det væsentlige under Slogs hrd., enkelte ejendomme dog under Rise hrd. Biskoppen i Slesvig havde i middelalderen haft en del gde i Åbenrå a., i Rise, Hjordkær, Løjt og Ø. Løgum so. samt i Hessel og Kolstrup ved Åbenrå. Efter reformationen blev de en del af Svabsted a., hvorunder de sa. m. de tidl. biskoppelige gde på Sundeved udgjorde et særl. fogderi, der fra 1600t. havde egen jurisdiktion. 1702 blev de henlagt under Åbenrå a. og Rise hrd. Denne indlemmelse gjaldt også ejendommene i Nybøl hrd., der lå i Stenderup, Sottrup og Nybøl. 1814 kom de under Sønderborg a. og Nybøl hrd. Til Mårkær a., Karlsvrå fogderi, hørte ejendomme i Bjolderup og Hellevad sogne. De blev 1/11 1777 lagt under amtet. Samtidig kom 1 gd. i Bovrup, der lå under domkapitlet i Slesvig, til amtet. I alle a.s so. undt. Bedsted var der ejendomme, som hørte under Haderslev a., nemlig det såkaldte Bolderslev fogderi, sen. delt i 3 fogderier, Bolderslev, Genner og Strandelhjørn. Angående Bolderslev fogderis hist. se X. 93 f.

Til det adelige gods Lindeved hørte enkelte ejendomme i Bjolderup so. De blev ved patent af 23/12 1796 henlagt under Åbenrå amt. Til Søgd.-Årtoft lå en del ejendomme i Bjolderup so., mens Gråsten havde besiddelser i Bolderslev, Løjt og Ø. Løgum sogne.

Kancelligodset Høgebjerg på Løjt, nogle huse i Slotsgade, Nyml. og Slotsml. hørte ikke under hrd., men under overretten på Gottorp.

Efter treårskrigen skete der afgørende ændringer i Åbenrå amts omfang. Ved cirkulæreskr. af 17/9 1850 blev Løgumkloster henlagt under amtmanden i Tønder, mens Lundtoft hrd., der hidtil lå under Tønder a., kom til Åbenrå amt. I dette hrd. havde Søgd. lige fra middelalderen spillet en afgørende rolle. Efter at Skovbølgd. o. 1703 var blevet erhvervet af godsherren på Søgd., hørte hele herredet enten under dette gods el. under hertugen. De hertugelige bønder var alle selvejere. Auktionen over Søgd.godset 1725 efter Ahlefeldt’ernes fallit, betød dog, at der kom en del nye godsejere, således at de adelige fæstere herefter var fordelt på flg. herregde: Søgd.-Årtoft, Gråsten, Skovbølgd., Ladegd., Kelstrup, der sen. kom under Gråsten, samt Grøngrøft. Fruerskov i Holbøl so. hørte under Vor Frue kirke i Flensborg, Hønsnap, Okseøerne og Sønderhav under Vis hrd. og Flensborg amt.

Ved ovenn. skr. af 17/9 1850 blev endv. Lovtrup i Uge so. lagt fra Slogs hrd. til Lundtoft hrd. De dele af Bjolderup so., der havde hørt til Slogs hrd. og Tønder a., kom under Åbenrå a. og s. 801 Rise hrd. Bolderslev fogderi blev ophævet, og Genner og Bolderslev distrikter kom under Åbenrå amt. Fra 1/1 1861 blev Slotsgde og Klingbjerg indlemmet i Åbenrå by.

Overtilsynet m. politiforvaltningen på de gråstenske godser samt de adelige godser Søgd., Årtoft, Grøngrøft, Ladegd. og Skovbølgd. blev 26/2 1851 overdraget Åbenrå amtshus, og ved bkg. af 27/10 1852 fik amtmanden over Åbenrå a. overøvrighedsfunktionerne over de nævnte adelige godser samt over godset Stoltelund, der i retslig henseende var kommet fra Lundtoft hrd. til Slogs hrd. 1850. For sidstn. gods’ vedk. overgik de dog til amtmanden over Tønder a. 8/10 1861. Da amtmanden over Åbenrå a. købte Søgd. og Årtoft 1854, blev overøvrighedsfunktionerne over disse gde midlertidigt overdraget amtmanden over Flensborg amt. De gråstenske godser blev 2/3 1853 lagt under Lundtoft hrd., og 3/6 1853 kom også de adelige godser herunder.

Fra 1850–1864 havde Åbenrå og Sønderborg-Nordborg amter fælles amtmand.

Ved forordn. af 22/9 1867 blev Åbenrå a. omdannet til Åbenrå kr. m. uforandrede grænser. Amtstuerne blev ophævet 17/2 1868 og den væsentlige del af deres forretninger overdraget til de nyoprettede skattekasser, én i Åbenrå og én i Gråsten. Sidstn. blev 1/5 1872 flyttet til Adsbøl, og okt. sa. år til Åbenrå (II). Fra 1/2 1874 kom den dog på ny til Gråsten, idet den blev forenet m. Broager skattekasse, der en tid havde været sa. m. skattekassen i Sønderborg. Fra 1/4 1895 blev oppebørselsvæsnet nyordnet. Skattekasserne blev ophævet og erstattet af kredskasser, hvoraf der var én i Åbenrå for Åbenrå og Sønderborg amter.

Ved lov nr. 299 af 28/5 1920, jf. bkg. af 19/8 1920, blev Åbenrå kr. til Åbenrå a., som kom til at bestå af Rise, Sdr. Rangstrup og det gl. Lundtoft hrd. samt Varnæs, Adsbøl og Gråsten so., samt de dele af Bov og Hanved so., som var blevet afstået til Danmark. Ved bkg. af 14/7 sa. år blev kredskassen i Åbenrå til amtstuen smst. Medens Å. og Sønderborg a. hidtil havde haft hver sin amtmand, fik de fra 1932 fælles amtmand, bosat i Å., men bevarede hver sit amtsråd.

Åbenrå a. var fra gl. tid delt ml. Slesvig og Ribe stifter, idet Bedsted, Hellevad og Egvad so. hørte til sidstn. stift, Ø. Løgum, hele Rise og Lundtoft hrdr. derimod til Slesvig, hvortil de 3 ovenn. so. også kom 1564. Det er usikkert, om Ø. Løgum so. i middelalderen hørte til Barvid el. Ellumsyssel provsti. Rise hrd. og Lundtoft hrd. var en del af Ellumsyssel provsti. Efter reformationen hørte Rise hrd. og Ø. Løgum so., fra 1564 hele Sdr. Rangstrup hrd., under Åbenrå provsti. 12/2 1738 blev Løgumkloster provsti forenet hermed, men 14/10 1850 kom det til Tønder provsti, mens Lundtoft hrd. til gengæld blev lagt under Åbenrå provsti. De exemte kirker Kliplev og Kværs kom til Åbenrå provsti ved bkg. af 14/11 1850, mens Adsbøl og Gråsten samtidig blev lagt under Sønderborg provsti. 18/11 1864 blev dog også de indlemmet i Åbenrå provsti. Efter genforeningen kom hertil også de dele af Bov og Hanved so., som var blevet afstået til Danmark.

Ved oprettelsen af Haderslev stift 1922 kom Åbenrå provsti herunder.

Litt.: Beschreibung der Ämter Apenrade u. Lügumkloster, i Niemanns Miscellanea. I. 1798. 1 ff. H. N. A. Jensen. Versuch einer kirchlichen Statistik des Herzogthums Schleswig. I–IV. 1840–42. Vor Hjemstavn. Træk af Sønderjyllands – specielt Aabenraa By og Amts Historie. 1927–32. Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt. Landsarkivet for de sønderjydske Landsdele. 1944. 8–16. 33f., 38f., 58–66, 107f., 165–67, 171, 200–216. Staats-Handbuch f. die Herzogthümer Schleswig-Holstein. 1849. 25–27. A. L. J. Michelsen. Nachricht von den Schleswigschen Aemtern u. Amtmånnern, i Zeitsch. der Gesellschaft f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Geschichte. VIII. 1878. 163–66. F. Falkenstjerne og Anna Hude. Sønderjydske Skatte- og Jordebøger. 1895–99. Johannes Mejers Kort over det danske Rige bd. 3. Aabenraa Amt. 1942. Sønderjyske Stednavne. IV. Aabenraa Amtsraadskreds. 1936. Bidrag til Aabenraa Bys og Amts Historie 1–3. Vor Hjemstavn. 1925–28. Chr. Andersen og H. P. Hanssen. Naturfredningsarbejdet i Sønderjylland, SdjyM. 1928–29. 145–53. Carsten Petersen. Kirker i Aa. Provsti, SdjyAarb. 1941. 171–203. H. V. Gregersen. Bonde og øvrighed i Å. a. omkr. 1600, smst. 1955. 153–80.