født 4. oktober 1876 – død 9. juni 1961

Povl Engelstoft blev født i Vissenbjerg som søn af sognepræst F. D. Th. Engelstoft og hustru Elisabeth f. Nyegaard. Den omstændighed, at han var udgået af en gammel præste- og embedsmandsslægt med stærke kulturelle traditioner, indgik tidligt i hans bevidsthed som et ansvar og som en forpligtelse, der helt naturligt blev en bestanddel af hans øvrige egenskaber i henseende til karakter og evner på en sådan måde, at han på værdig vis kunne videreføre slægtens traditioner.

Af uddannelse var Povl Engelstoft historiker, og hans første arbejder tog sigte på en virksomhed som historisk forfatter og forsker. Allerede tidligt erhvervede han viden af usædvanligt omfang, han arbejdede systematisk og kritisk og besad udprægede evner til at samle og nyttiggøre kundskab. På et vist tidspunkt skiftede hans livsgerning imidlertid bane. Han blev ikke den store systematiske historieforsker, som han selv oprindelig havde håbet det, men på en lidt anden vis blev han en mand af stor og blivende betydning i dansk åndsliv.

Han viste sig nemlig i besiddelse af den sjældne egenskab at kunne samle et stort og heterogent stof og at kunne formå store stabe af medarbejdere til at forenes i et harmonisk og effektivt samarbejde. Hans omhu og ærbødighed over for det skrevne ord og hans sans for det dybe skel mellem det rigtige og det delvis rigtige kom her til fuld udfoldelse. Selv når han stod over for fagområder uden for sit eget, formåede han at skære igennem mindre vel overvejede ytringer, og kun sjældent undslap en faglig eller formel letsindighed hans skarpe blik.

Hans største bedrifter som redaktør og leder af kundskabsindsamling blev Dansk Biografisk Leksikon, 1933–1944, og Trap: Danmark, 1952–1961. Planlæggelsen af V. udgave af Trap var begyndt allerede i 1949–50, og det var tanken, at cand. mag. Gunnar Knudsen, der efter Harald Weitemeyers død 1921 havde ledet redaktionen af Trap IV. udgave, sammen med forfatteren til nærværende mindeord skulle redigere også V. udgave. I efteråret 1952 afgik Gunnar Knudsen imidlertid ved døden, hvorefter professor P. Skautrup indtrådte i redaktionen, og umiddelbart efter rettede man en opfordring til Povl Engelstoft om at tilslutte sig denne. Det var en lykke for udarbejdelsen af V. udgave af Trap, at Povl Engelstoft netop i 1952 havde afsluttet et andet stort redaktionelt arbejde, og at han havde mod til trods sin høje alder – han var da 76 år gammel – at gå ind til den kæmpeopgave, som tilrettelæggelsen og redaktionen af Trap måtte blive, og som i øvrigt blev langt vanskeligere, end vi på det tidspunkt kunne forudse.

Engelstofts store arbejdsevne og systematiske talent blev her fuldt udnyttet. Med mesterskab holdt han sammen på det store system af enkeltbidrag og på de mange hundrede meddelere og medarbejdere, der skulle holdes i ånde, og hvis ofte modstridende interesser skulle forenes. Hans blik for personlige kvaliteter og begrænsninger var til det sidste klart og skarpt. Hans store personalkendskab var et andet uvurderligt aktiv, fordi det satte ham i stand til med sikkerhed at vælge medarbejdere fra yderst forskellige områder, såvel fagligt som geografisk.

Folk, der ikke havde noget nærmere kendskab til Engelstoft, troede stundom, at han var vanskelig eller endog stridbar. Men den sag forholdt sig i virkeligheden helt anderledes. Han var blot kundskabens ydmyge og ansvarlige tjener med den forpligtelse at hævde det rigtiges og det nødvendiges ubetingede ret over for det tilfældige og det overfladiske.

Det er ganske ejendommeligt, at denne mand med den næsten monomane indstilling over de mindste detaillers ret tillige besad den dristighed nu og da at begive sig ud i den psykologiske intuition i sin bedømmelse af personer og begivenheder. Man behøver blot at læse hans blændende biografier over centrale skikkelser i dansk åndsliv og politik eller hans situationsskildringer af vigtige perioder i dansk politisk historie for at forstå, hvor rige hans evner var også på dette punkt.

Af skikkelse var Engelstoft lille og mager, med små hastige bevægelser, af ydre tidligt ældet, men sent gammel. Det var en uforglemmelig oplevelse at møde hans sunde og livsbekræftende egenskaber og reaktioner også i hans allersidste år. Han havde bevaret evnen til at ærgre sig over de fejl, som er uundgåelige i et så stort samleværk som Trap. Alle i redaktionen deltog med en blanding af munterhed og medfølelse i hans fnysen over den kro i Nordsjælland, der var blevet opført i Trap, men som faktisk ikke eksisterede, og i hans oprigtige sorg over, at et enkelt afsnit, trods al forsigtighed og kontrol, var blevet behæftet med en række elementære fejl.

På Fyn følte Engelstoft sig altid hjemme, især vel nok i sin barndoms egn Munkebo ved Kerteminde. Når man kørte igennem det danske sommerland sammen med ham, havde man, selv i hans allersidste år, følelsen af at være i selskab med et ungt, vagtsomt væsen med usvækkede sanser, der med iver indsugede alle oplevelser. Det var også en glæde sammen med Engelstoft at komme ind hos mennesker, hvis medarbejde og bistand man behøvede under udarbejdelsen af Trap, og at opleve, hvordan han overalt blev modtaget med agtelse og ærbødighed.

Engelstoft døde så at sige med pennen i hånd. Dagen inden han døde, fik vi et af hans små breve med den næsten ulæselige håndskrift, hvori han gav visse redaktionelle oplysninger og derefter tilføjede: »Men nu er jeg en meget gammel mand«. Da var vi klar over, at enden var nær.

I en lille litterær frihåndstegning af ungdomsvennen J. P. Jacobsen, der var skrevet som bidrag til Elers Kollegium’s festskrift i 1942, betegner Engelstoft sig selv som »en forfatter af tredie kategori«. Dette viser klarere end mange andre oplevelser noget af det, som prægede hans personlighed og gerning, hans ærbødighed over for opgaverne, hans respekt for menneskelig værdi og hans ydmyge sind.

Niels Nielsen professor, dr. phil