5. september 1892 – 14. marts 1967
Allerede som dreng fik Therkel Mathiassen gennem sin far, den højtfortjente Mullerup-arkæolog, lærer M. J. Mathiassen, en dyb interesse for arkæologi og topografi og desuden en respekt for forskningens krav, der kom til at præge hele hans gerning.
Som student tilhørte han den kreds, der samledes om professor H. P. Steensbys inciterende personlighed, og da han i 1917 havde afsluttet sin uddannelse med skoleembedseksamen i geografi og naturhistorie, stilede han mod en videnskabelig løbebane som arkæolog. På grund af manglende arbejdsmuligheder måtte han imidlertid tage til provinsen som gymnasielærer. Et par år senere, da han sad og underviste i Viborg Katedralskole, gik døren op, Knud Rasmussen trådte ind og indbød ham til at tage med som arkæolog og kartograf på 5. Thuleekspedition 1921–23 til Arktisk Canada. Dette blev vendepunktet i hans liv. Hovedopgaven var udforskningen af eskimokulturens tidlige udviklingsstadier samt eskimoernes vandringsveje, og her stod Mathiassen straks over for en opgave af verdensformat, og denne opgave løste han. Hans redegørelse for Thulekulturen og dens varianter står endnu i dag som det fundament, hvorpå en væsentlig del af de følgende årtiers internationale arkæologiske undersøgelser i det circumpolare område er bygget. Senere ledede han det eskimo-arkæologiske feltarbejde i Grønland, og hans elever arbejder nu i anden generation videre på det grundlag, han tilvejebragte. Alene denne bedrift vil bevare Therkel Mathiassens navn som forsker.
Allerede fra 1923 havde han haft tilknytning til Nationalmuseets etnografiske afdeling, men først i 1933 kunne han vende tilbage til sin ungdoms interessefelt, den danske arkæologi. Han blev ansat som inspektør ved Nationalmuseets 1. afdeling, og i årene 1941–62 var han chef for denne. Også her levede Therkel Mathiassen en rig tid, både som museumsmand og som forsker. Hans personlige undersøgelser fra denne periode omfatter især vore ældste stenalderkulturer, Mullerup- og Gudenå-kulturen, og hertil føjede han en række andre monumentale arbejder, bl.a. det arkæologisk-geografiske studium af vore forhistoriske kulturperioder i Vestjylland og Nordvestsjælland.
Therkel Mathiassen var et rigt udrustet menneske, både fysisk, intellektuelt og karaktermæssigt. Han var en meget flittig og omhyggelig arbejder og en særdeles effektiv forsker, der kunne tilrettelægge sit personlige arbejde og som tillige mestrede den kunst at gøre en ting færdig. Derfor blev hans videnskabelige gerning ganske usædvanlig både i kvalitet og i omfang. Den personlige agtelse og hæder, han modtog fra store kredse af vort folk og fra fagfæller verden over, tog han imod med ro og stilfærdighed, og med den samme værdighed bar han sine skuffelser og låste dem ned i et stærkt sinds hemmelige rum.
Det var en lykke for TRAP: Danmark, at han i 1961 ved sin afgang fra Nationalmuseet kunne og turde gå ind i hovedredaktionen efter Povl Engelstofts død. Han var allerede da en gammel medarbejder, som havde været med fra den første tilrettelæggelse af 5. udgave, til hvilken han havde leveret alle bidrag vedrørende Danmarks forhistoriske arkæologi, men i de ti sidste amtsbind forfattede han tillige en stor del af det topografiske stof. Det redaktionelle arbejde gennemførte han under stor personlig arbejdsindsats og fandt her en udnyttelse for sit enestående detailkendskab til vort land.
Tilrettelæggelsen af bindet om Grønland løste han med stor kyndighed. Selvom hans fysiske kræfter allerede fra 1964 var blevet svækket, var hans åndskraft stadig ubrudt. Han fortsatte roligt sit arbejde indtil få dage, før han gik bort, gennemførelsen af den sidste store opgave han havde påtaget sig: Skabelsen af den første TRAP: Grønland.
Niels Nielsen professor, dr. phil