Sognene: Føllenslev, Særslev, Bregninge, Bjergsted, Holmstrup, Viskinge, Avnsø, Værslev, Jorløse, Sejerø.
Skippinge herred ligger nordvestligt i amtet. Det strækker sig i n.-s. fra Sejerøbugten til Tissø og i ø.-v. fra Bjergsted bakker, Skarridsø og L. Åmose til Saltbæk vig og Værslev. Til herredet hører Sejerø og Nekselø i Sejerøbugten.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.
Herredets areal udgjorde 1951 19.356 ha; deraf var 14.609 ha landbrugsareal, 201 ha gartnerier og frugtplantager, 1654 ha skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger), 324 ha bebygget grund og gårdsplads, 343 ha private haver, 637 ha gader, veje, jernbaner olgn., 29 ha byggegrunde, sommerhusgrunde, kirkegårde, sportspladser olgn., 418 ha tørvemoser, 346 ha heder, klitter, sumpe olgn. og 795 ha vandarealer.
Folketallet var 7/11 1950: 9221 indb. fordelt på 2711 husstande (1801: 4598, 1850: 7756, 1901: 8534, 1930: 9446).
Kreaturholdet var i juli 1951: 2087 heste, 11.399 stk. hornkvæg (heraf 6328 malkekøer), 15.728 svin og 69.549 høns.
I kirkelig henseende udgør hrd. sa.m. Ods hrd. eet provsti m. 15 pastorater (undt. Holmstrup so., der som anneks til Jyderup so. hører til Tuse og Merløse hrdr.s provsti).
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Skippinge hrd., i Kong Valdemars Jordebog kaldet Skyppings- og Skippingshæreth, hørte i middelalderen til Sjællands Vestersyssel. Iflg. Roskildebispens jordebog o. 1370 omfattede det kun Føllenslev, Særslev, Hørve og Vallekilde so. 1623 lagdes disse fire so. foruden Værslev, Jorløse, Viskinge, Avnsø, Bregninge, Bjergsted, Holmstrup og Sejerø so. under S. hrd.s provsti. 1685 forenedes S. hrd. med Ars hrd.s jurisdiktion. Holmstrup, Sejerø samt dele af Værslev, Føllenslev og Vallekilde so. hørte dog under Dragsholm birk. 1806 lagdes Holmstrup m.m. samt Sejerø under Ars-Skippinge hrdr.s jurisdiktion, og 1889 genforenedes Føllenslev so. med de to hrdr. (jf. i øvrigt Ods hrd., s. 539).
Gunnar Olsen landsarkivar, dr. phil.
Litt.: Lars Andersen. Folkeliv i Skippinge og Tudse Herreder. 1922. Se endv. under Merløse og Ars hrdr.