Administrative og kulturelle institutioner

Grønlands rets- og politivæsen

Det grønl. rets- og politivæsen er fastlagt i lov om rettens pleje i G. af 14/6 1951 m. sen. ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 317 af 4/11 1964.

Domstolene

Domsmyndigheden udøves af de grønl. underretter, kaldet kredsretter, og G.s landsret. Kredsretterne er lægmandsdomstole bestående af en kredsdommer, der beskikkes af landsdommeren efter forhandling m. landshøvdingen, og 2 domsmænd udpeget af kommunalbestyrelsen for en 4-årig periode. Landsretten består af en juridisk kgl. udnævnt retsformand og 2 domsmænd udpeget af landsrådet.

Der findes en kredsret for hver kom. i G., og efter at retsplejeloven 1964 blev udv. til at omfatte Nord- og Øst-G., gælder dette også Thule i Nord-G. og Angmagssalik og Scoresbysund i Øst-G. Medens hele Vest-G. er inddelt i kommuner, er der store, næsten ubeboede områder i Nord- og Øst-G., som ikke er omfattet af kommunalinddelingen. I disse områder ligger forsvarsområdet Thule Air Base, som ikke står i normal forb. m. den grønl. Thule by og kom., samt visse øde vejrstationer, s. 247 såsom Station Nord, Daneborg og Danmarkshavn. For da. statsborgere i disse områder er landsretten 1. instans, men landsdommeren har mulighed for at henvise behandlingen af sådanne sager til en kredsret el. en da. domstol, hvis parterne ønsker det, el. praktiske hensyn gør det rimeligt.

Der er 19 kredsretter i G. Enkelte retskredse har fælles kredsdommer, og der kan også beskikkes mere end én kredsdommer i en retskreds. Der er således beskikket 2 kredsdommere i Godthåb, hvor der er særlig mange retssager.

Kredsretterne har sæde i byerne, men undertiden sættes retten i bygderne i distriktet, når dette er mest praktisk for afhøring af parter og vidner, som ikke har rimelig mulighed for at komme til byen. Ligeledes sættes landsretten, som har sæde i Godthåb, ofte andetsteds i G., når sagens behandling gør det nødvendigt, og i så fald vil retten i st. f. de faste landsretsdomsmænd kunne tiltrædes af lokale domsmænd udpeget blandt de til kredsretterne valgte domsmænd.

Kredsretterne behandler alle slags sager som 1. instans, civile, kriminelle, faderskabssager, skiftesager, umyndiggørelse og ægteskabssager. De af kredsretterne afsagte domme kan inden for en ankefrist af 4 uger i civile sager, 14 dage i kriminelle sager indankes for G.s landsret. En dom afsagt af landsretten som ankeinstans kan m. justitsministerens tilladelse indbringes for højesteret.

Landsdommeren kan efter indstilling af kredsdommeren el. på begæring af en af parterne bestemme, at sager, hvor juridisk el. anden speciel indsigt skønnes at være af betydning for sagens afgørelse, behandles af landsretten som 1. instans. I disse tilfælde kan landsrettens dom indankes for Østre Landsret inden for de ovenn. ankefrister. Justitsministeren kan undtagelsesvis tillade påanke af den af Østre Landsret afsagte dom til højesteret, hvis den skønnes at have alm. interesse el. videregående betydelige følger for vedkommende.

Landsdommeren vejleder kredsretterne om spørgsmål vedr. retsudøvelsen. En af en kredsret pådømt sag kan af landsdommeren henvises til fornyet behandling, hvis han skønner, at den er pådømt på urigtigt bevisgrundlag, el. at mulighederne for bevisførelse ikke er udtømt, el. hvis forskrifterne for sagens behandling er fraveget, og dette skønnes at kunne være af betydning for sagens udfald.

De grønl. domstole henhører i administrativ og bevillingsmæssig henseende under ministeriet for Grønland.

Politiet

G. udgør en politikreds, der ledes af politimesteren i G., som bor i Godthåb. Der er opret. politistationer i byerne Nanortalik, Julianehåb, Narssaq, Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen, Holsteinsborg, Egedesminde, Christianshåb, Jakobshavn, Qutdligssat, Umanak, Upernavik og Angmagssalik. Endv. er der stationeret en da. politimand på forsvarsområdet Thule Air Base. Inspektørerne i Thule (kom.) og Scoresbysund samt forbindelsesofficeren i Søndre Strømfjord er tillagt politimyndighed og er som sådan underlagt politimesteren. Det samme gælder slædepatruljen Sirius under dennes inspektionsrejser i Nord- og Øst-G.

Det grønl. politi henhører under rigspolitichefen og justitsministeren. Politiets virksomhed udøves dels af det for hele riget fælles politikorps, dels af et særl. politikorps for G. Det grønl. politikorps er sammensat af udsendte polititjenestemænd fra Danmark og grønl. politibetjente, som efter en vis tjenestetid i G. kommer til uddannelse på Statens Politiskole i Kbh. og på politistationer i Danmark.

Politiet bistås af kommunefogeder, som findes på alle pladser af en vis størrelse. s. 248 Kommunefogederne, hvis funktioner nærmest svarer til sognefogedernes i Danmark, udfører foruden politimæssige opgaver også forsk. hverv for kredsretterne og forsorgsudvalgene.

Politiet har ligesom i den øvr. del af riget i h. t. retsplejeloven til opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage efterforskning og forfølgning af forbrydelser. Politiet varetager anklagen for domstolene. I praksis fungerer den stedlige stationsleder som anklager ved kredsretten, og politimesteren el. dennes fuldmægtig møder som anklagemyndighed for landsretten. Politimesteren er i anklagemæssig henseende direkte underlagt rigsadvokaten.

Herudover er mange andre forskelligartede opgaver henlagt til politiet. Politimesteren foretager foruden alm. underøvrighedsforretninger udstedelse af næringsbreve og grønl. søfartsbøger (kaldet søfartspas), og politiet har en stående bemyndigelse til at foretage mægling og vilkårsforhandling i ægteskabssager. Politimesteren modtager anmeldelser til aktieselskabsregisteret og skibsregistret af i G. hjemmehørende selskaber og skibe.

Det påhviler politiet efter begæring at yde bistand ved fuldbyrdelse af civile domme og inddrivelse af underholdsbidrag og visse off. lån. Politiet virker således i G. som fogedmyndighed.

Gennemførelse af foranstaltninger idømt i medfør af den grønl. kriminallov er ligeledes henlagt til politiet, der således udover opklaringen af forbrydelsen har en dobbelt funktion i kriminelle sager: inden sagens forelæggelse for retten at undersøge og tage stilling til, hvilken foranstaltning der skal påstås bragt i anv. over for lovovertræderen, og efter dommen at sørge for at føre dommens bestemmelser ud i livet. Den grønl. kriminallov fra 1954 m. sen. ændringer fra 1963 giver mulighed for anv. af en række forsk. foranstaltninger over for lovovertrædere, fra advarsel, bøde, beskikkelse af tilsyn, anvisning af arbejde el. uddannelse, lægelig kur og behandling til anbringelse i anstalt. Loven indeholder ingen strafferammer og bygger i overensstemmelse m. grønl. retstradition og praksis på det princip, at man i videst mul. omfang skal undgå at udelukke lovovertræderen fra deltagelse i det normale samfundsliv og gennem en individuel sanktionsfastsættelse søge at afholde ham fra at begå nye lovovertrædelser. Udviklingen fra mange isolerede småsamfund til større, mere industrialiserede bysamfund m. øget indbyrdes samkvem har i nogen grad ændret forudsætningerne for lovens foranstaltningssystem, og politiet og retsmyndighederne har betydelige vanskeligheder m. at finde frem til egnede anbringelsessteder for kriminelle.

Der opførtes 1967 en anstalt for domfældte i Godthåb, der rummer plads til 18 personer. Endv. findes i Holsteinsborg en s.k. ungdomspension m. 8 pladser beregnet for unge kriminelle. Der er planer om opførelse af arrestlokaler i flere af byerne og om opret. af flere ungdomspensioner. If. et forslag til ændring af den grønl. kriminallov, der forelægges landsrådet 1969, er det tanken at etablere en fra politiet udskilt selvstændig grønl. kriminalforsorg, der skal henhøre under Direktoratet for Fængselsvæsenet.

Politiet varetager endv. eftersøgnings- og redningstjenesten til lands og i de grønl. farvande og samarbejder herved m. Grønlands Kommando i Grønnedal, som leder og koordinerer større redningsaktioner til søs. Politiet er til dette formål udstyret m. et antal søgående redningskuttere.

Den grønlandske skole

Missionsarbejdet i G. tog sin begyndelse m. Hans Egedes ankomst til G. 1721. Det gjaldt naturligvis for Hans Egede og for hans efterfølgere i forb. m. missionsarbejdet at lære så mange som muligt at læse og skrive. Der skulle først skabes et skriftsystem, og der måtte alene af den grund gå forholdsvis lang tid, før man overhovedet kunne påbegynde undervisningsarbejdet.

Omkr. 1740 var der planer om at oprette to kostskoler, hver m. indtil 24 elever. Det blev dog ikke til noget. Lærerspørgsmålet var en meget betydelig hindring i bestræbelserne for at etablere undervisning. Man forsøgte at få privat uddannede grønlændere til at varetage undervisningen. Da dette ikke rigtig lykkedes, gik man over til at uddanne unge vajsenshusdrenge til dette arbejde, idet disse p.gr. af deres unge alder havde gode betingelser for at lære det svære grønl. sprog. Det har dog altid ligget klart, at en virkelig grønl. skole måtte hvile på grønl. kateketers indsats.

Det blev først 1845, at en højere undervisning i G. etableredes. Dette år blev der opret. to seminarier, et i Godthåb og et i Jakobshavn. Oprettelsen af de to seminarier betød overordentlig meget for den alm. undervisning. Noget tyder dog på, at det grundlæggende arbejde var blevet gjort allr. før den tid, idet den første seminarieforstander 1856 kunne udtale, at så godt som hele befolkningen kunne læse og skrive. Seminariet i Jakobshavn måtte opgives 1875. Det startedes igen 1901 for 1905 at måtte opgives endeligt. Seminariet i Godthåb eksisterer derimod fortsat.

Den første egl. lovgivning om skolen skete 1905, idet loven om kirke- og skolevæsenet i G. blev vedtaget i rigsdagen og kom til at gælde fra 1/4 1905. Det blev en milepæl i skolevæsenets hist. Som direkte følge af denne lovgivning kan nævnes, at undervisningen på seminariet kunne intensiveres, bl.a. ved at der 1907 blev opf. en efter datidens målestok meget moderne seminariebygn., der gav mulighed for indførelse af nye fag, bl.a. gymnastik. 1925 kom endnu en ny lov, som på forsk. områder betød en nyskabelse. Der åbnedes mulighed for at oprette en to-årig efterskole efter børneskolen samt en to-årig »højskole« m. seminarie- og realskolelinie i direkte fortsættelse af efterskolen.

Kateket- og læreruddannelsen, som jo var to-årig, blev lagt oven på højskolens seminarielinie. Dansk blev indført som obligatorisk fag i børneskolen. Provsten for G. var leder af det samlede skolevæsen, men overtilsynet skulle if. loven føres af en skoleinspektør. Denne ordning kom dog aldrig til at fungere. I stedet fik man 2 skolekonsulenter, der skulle berejse v.kysten af G.

G. fik en ny skolelov 1950. Denne lov blev skelsættende, bl.a. ved at skolens ledelse blev overdraget til en skoledirektion bestående af landshøvdingen, provsten og en skoledirektør – den sidste som den dagl. forretningsfører. Ledelsen af de enkelte skoler blev efterhånden overtaget af lærerne – altså adskilt fra kirken.

Der var 7-årig undervisningspligt, og kun elever m. boglige evner havde mulighed for at videreføre skolegangen på den to-årige efterskole, som samtidig var forberedelsesskole til den nyopret. 4-årige realskole, som i kvalitet og værdi ligestilledes m. den danske.

Danskundervisningen fik en meget central placering bl.a. gennem den s.k. a-bordning, der gik ud på, at børn i a-klassen undervistes på grønlandsk m. dansk som fag, medens dansk indførtes gradvis som undervisningssprog i b-klassen fra 3. klasse undtagen i fagene grønlandsk og religion.

Skoleloven af 1967

Det grønl. samfund har siden nyordningen 1950 gennemgået en voldsom udvikling. Forberedelserne til ændring af skoleloven af 1950 påbegyndtes allr. o. 1960. Der måtte etableres forsk. overgangsforanstaltninger, før den nye skolelov kunne vedtages i folketinget 10/5 1967.

Forud for vedtagelsen af den nye skolelov var der en meget livlig debat vedr. indholdet af loven, specielt hvad angik det grønl. sprogs placering. Loven blev forelagt for det grønl. landsråd første gang 1964, og ved et ekstraordinært møde i foråret 1965 behandlede landsrådet forslaget, som derefter blev forelagt for folketinget. Også i folketinget var forslaget genstand for en livlig debat, og folketingsudvalget, som behandlede lovforslaget, ønskede at danne sig et indtryk af forholdene i G., før arbejdet kunne afsluttes.

Med skoleloven af 1967 åbnedes muligheden for at videreføre skolegangen i 8. og 9. klasse og eventuelt i 10. klasse. Realskolen blev gjort til 3-årig imod 4-årig i loven af 1950. Der blev opret. en to-årig forberedelsesklasse til realskolen, og i disse forberedelsesklasser kan eleverne optages fra 5., 6., 7. el. i sjældnere tilfælde fra 8. klasse – alt efter de enkeltes forudsætninger.

Der er i loven bestemmelser om, at der kan oprettes klasser for børn under den undervisningspligtige alder – børnehaveklasser – når forældrene til mindst 10 af de s. 251 i skolen indskrevne børn ønsker dette. Dette sker dog under forudsætning af, at der på stedet findes de fornødne lærerkræfter og lokaler.

Loven giver endv. mulighed for, at undervisningen af bygdebørn kan ske i en el. flere centralskoler, hvortil der knyttes elevhjem.

Der er i loven skabt hjemmel for, at børn m. fysiske og psykiske handicaps kan modtage specialundervisning. Også børn, der af andre grunde midlertidigt el. varigt mangler forudsætninger for at følge en alm. undervisning, kan få specialundervisning. Denne bestemmelse åbner bl.a. muligheden for etablering af specialundervisning for tilflytterbørn, før de kan gå ind i byskolens almene undervisning.

Grønlandsk er et undervisningsfag i alle folkeskolens klasser fra 1. klasse op til 3. real, men der er en bestemmelse i loven, der åbner muligheden for, at starten af undervisning i grønlandsk kan udskydes til beg. af 3. skoleår efter indstilling fra skoleudvalget til skoledirektionen, bl.a. afhængigt af, hvor mange grønlandsksprogede lærere der rådes over. Der afholdes eksamen i grønlandsk ved udgangen af 2. real, men undervisningen i faget grønlandsk fortsætter i 3. realklasse.

Vedr. fritidsundervisning er der udarbejdet en bekendtgørelse m. hjemmel i loven. Bekendtgørelsen giver meget vide rammer for etablering af aftenskole og ungdomsskole m. dertil hørende fritidsforanstaltninger samt foredragsrækker og anden oplysende virksomhed.

Det grønl. skolevæsen ledes af en skoledirektion, hvis formand er landshøvdingen, og de øvr. medlemmer er provsten for G., 2 medlemmer, valgt af landsrådet, og endelig skoledirektøren, der er den dagl. forretningsfører. Endv. deltager en repræsentant fra fælleslærerrådets forretningsudvalg i skoledirektionens møder, dog uden stemmeret. Pågældende deltager ikke i forhandlinger om ansættelsessager og disciplinære sager vedrørende lærere. I hvert skoledistrikt findes der et skoleudvalg, hvis medlemmer er skoleinspektøren, præsten, vedk. landsrådsmedlem, formanden for kommunalbestyrelsen samt yderligere 3 medlemmer, som vælges af kommunalbestyrelsen blandt kommunens beboere. 2 af medlemmerne skal være forældrerepræsentanter, idet der på hvert skolested vælges to forældrerepræsentanter. Udvalget vælger selv sin formand.

Skoleudvalget har if. den nye skolelov fået mange vigtige opgaver tildelt.

Undervisningsstandarden

Undervisningsstandarden i G. er varierende fra sted til sted. Selve miljøet på de enkelte skolesteder har indflydelse på standarden, ligesom kvaliteten af lærerkræfterne s. 253 spiller en ganske betydelig rolle. Børn i byskolerne har bedre mulighed for at få en mere tidssvarende undervisning. Her er rammerne nogenlunde udbyggede, og der rådes over kvalificerede lærerkræfter, medens lærerne på de små steder i reglen kun har ringe uddannelse og nogle steder slet ingen uddannelse. Det er vanskeligt at måle standarden generelt i forhold til den da., men som allr. nævnt er der etableret en toårig præparandklasse til realskolen, og de grønl. børn optages i 1. real 1-3 år senere end tilfældet er i Danmark. Det betyder ikke, at de grønl. børn er 1-3 år bagefter i samtlige fag. I første række udgør danskkundskaberne det største handicap, når det gælder om at gennemgå en uddannelse, som giver de sa. kvalifikationer som øvr. uddannelser inden for riget.

Skolesteder

Befolkningens fordeling spredt over de lange kyststrækninger vanskeliggør gennemførelsen af en effektiv undervisning alle vegne. Der findes i dag ca. 100 skolesteder. Landet er delt i 17 skoledistrikter, og hvert skoledistrikt omfatter en hovedskole i distriktets største by, samt et antal mindre skolesteder.

12 af skoledistrikterne ledes af skoleinspektører og 5 distrikter af skoledistriktsledere. Skolebørnenes antal på de enkelte skolesteder varierer fra ca. 5 til ca. 1000 skolebørn. Tallet ændrer sig hurtigt, idet der i disse år sker en meget omfattende befolkningsforskydning fra små og større bygder (bopladser og udsteder) og mindre byer til større byer, hvor der er etableret fiskeindustrier.

Lærerne

Igennem mange år har de grønl. kateketer, uddannet på seminariet i Godthåb, dannet kernen i den grønl. lærerstab. Der har herudover indtil 1950 fra tid til anden været uddannet kateketer på to-årige kateketskoler under ledelse af en præst.

Standarden af de grønl. læreres uddannelse på seminariet i Godthåb er steget gradvis i takt m. forbedringen af undervisningsstandarden i børneskolen.

Ved en bkg. af 1957 blev læreruddannelsen i Godthåb ændret således, at realeksamen blev gjort til adgangsbetingelse for en 3-årig læreruddannelse, hvoraf det sidste år foregik i Danmark.

1964 kom en ny lov om læreruddannelse i G. If. denne lov er den grønl. læreruddannelse 4-årig, hvoraf det ene år foregår i Danmark. I indhold er den grønl. læreruddannelse ikke ganske den samme som den da. alene af den grund, at faget grønlandsk er med, ligesom de særlige grønl. emner har en naturlig plads i fag som historie og naturfagene, men kvalitetsmæssigt skulle læreruddannelsen i G. være den sa. som den indtil 1969 gældende da., og den vil give de unge de sa. avancementsmuligheder som lærere, uddannede i Danmark.

I forb. m. ikrafttræden af den nye læreruddannelseslov i Danmark fra 1969 er den grønl. læreruddannelse igen genstand for diskussion, og en ændring af den nugældende lov overvejes.

Antallet af de lærere, der uddannes på seminariet i Godthåb, har ikke kunnet holde trit med det meget hurtigt voksende behov for lærere som følge af børnetallets hurtige vækst. Samtidig er erhvervene og dermed kravene til uddannelse blevet mere differentierede, og kravene til læreruddannelse er følgeligt også vokset.

Det har været nødvendigt at antage et stigende antal da. lærere. 1968 var antallet af grønl. lærere ca. 130, medens antallet af da. lærere var kommet op på ca. 375. Dette forhold bevirker, at undervisningen i en stor del af fagene nødvendigvis må foregå på dansk. De fleste af de da. lærere bliver kun i G. i begrænset tid. Det undgås derfor ikke, at der hvert år må udskiftes mange lærere. Det betyder, at børnene må skifte lærere meget tit, og det kan til tider gå ud over en klasses standpunkt i bestemte fag. Timelærere uden særlig uddannelse må anvendes i udstrakt grad for at klare de grønlandsksprogede fag. Der arrangeres kortvarige kurser for denne gruppe lærerkræfter.

Skolens rammer

Det siger sig selv, at den voldsomme stigning af skolebørnenes tal og den ret betydelige befolkningsforskydning til byerne skaber problemer m. h. t. tilvejebringelsen af de nødvendige rammer om skolen.

Det kan ikke undgås, at bestræbelserne på at forbedre undervisningsstandarden hæmmes ved, at der mangler normalklasseværelser og faglokaler. For blot at kunne dække det mest nødvendige behov har man mange steder måttet klare sig med midlertidige lokaler, som hurtigt kan opføres. Etablering af faglokaler har måttet vige til fordel for normalklasseværelser. Dette forhold må også ses på baggrund af det store behov for anlægsvirksomhed inden for mange andre områder – ikke mindst boligbyggeriet.

I disse år opføres gennemsnitligt 40 klasselokaler årl., og der er planlagt et meget omfattende byggeri i de kommende år. 500-600 grønl. elever – fortrinsvis over s. 255 den undervisningspligtige alder – må nu sendes til et års skolegang i Danmark, fordi rammerne i G. endnu ikke er tilstrækkeligt udbyggede, men den planlagte byggevirksomhed indtil 1972 er af et sådant omfang, at man derefter skal kunne gøre sig håb om at klare undervisningen også for en stor del af eleverne i 8. og 9. klasse.

I de større byer er skolebyggeriet i færd med at antage en standard, der opfylder kravene til en effektiv undervisning. De mindre steder klarer sig med skolekapeller – bygninger, der anvendes såvel til undervisning som til gudstjeneste.

I øjeblikket råder skolen over ca. 500 kostpladser for skoleelever i de grønl. byer. De fleste pladser er koncentreret i Godthåb, Egedesminde og Julianehåb for elever i 8. og 9. klasse, præparandklasse samt realskoleelever. Herudover findes mindre elevhjem for børn fra større og små bygder.

Der er planlagt et meget omfattende elevhjemsbyggeri i de kommende år, således at de ældre årgange fra bygderne kan tilbydes skolegang i byerne.

Andre skole- og uddannelsesformer

Den da. lærlingeordning blev sat i kraft i G. 1963 ved kgl. anordning. Uddannelsen i G. sker i første række inden for træ- og metalfagene. Uddannelsens omfang s. 256 og differentiering afhænger i øvrigt af, i hvilket omfang egnede og godkendte lærepladser findes.

Også inden for kontor- og butiksfaget sker uddannelsen i G., men den teoretiske uddannelse fuldendes i Danmark.

Uddannelsen i de mere specielle fag må foregå i Danmark, og der er i det hele taget gode muligheder for supplerende uddannelse i Danmark, uden at der behøver at være økon. hindring herfor.

Uddannelse af kystskippere og sætteskippere har siden 1959 været etableret i Godthåb. Der er en meget livlig kursusvirksomhed bl.a. for fiskere og for ikkefaglærte arbejdere. Fiskerikurserne afholdes i G., medens kurser for ikke-faglærte fortrinsvis afholdes i Danmark. En ny centralfagskole bliver færdiggjort 1969. Herefter vil det blive muligt at henlægge de fleste kurser til denne skole.

Der findes en husmoderskole i Julianehåb, hvor unge piger kan oplæres i husholdning i 10 måneder. Herudover har der været afholdt kurser for økonoma- og kantinemedhjælpere. Sundhedsvæsenet tager sig af uddannelsen af fødselshjælpersker, men sygeplejeuddannelsen må foregå i Danmark. Knud Rasmussens Højskole i Holsteinsborg, der er en selvejende institution, optager hvert år 24 elever til 6 mdr.s vinterkursus. Herudover sendes et stort antal unge piger og unge mænd til efterskoleophold i Danmark – for nogles vedkommende m. efterfølgende uddannelse i Danmark.

Særlige undervisningsområder

Også i undervisningsmæssig henseende er G. modsætningernes land. By og lille bygd byder på yderst forsk. muligheder, hvad angår såvel rammer for som indhold af undervisningen.

I fangerdistrikterne i den nordl. del af G. og på ø.kysten er befolkningen nødt til at bo spredt. Nogle af disse små pladser har en skolebygning, et skolekapel.

På de mindste steder må undervisningen den dag i dag varetages af en af de stedlige fangere, som ikke har haft nogen skolegang udover børneskolen, og den må foregå i underviserens eget hus. Det er naturligvis begrænset, hvad man på disse steder kan forvente af resultater.

Øst-G. danner nu en administrativ enhed m. Vest-G., men er stadig et meget isoleret område. Undervisningsforholdene i Angmagssalik distriktet vanskeliggøres ved, at befolkningen fortsat bor meget spredt på små fangstpladser. Det er umuligt at skaffe kvalificerede undervisere til disse steder.

Der er planer om opførelse af en kostskole i Angmagssalik inden for de aller nærmeste år.

Også i Scoresbysund hæmmes undervisningsforholdene af stedets isolerede beliggenhed. Her overvejer man også at opføre en kostskole i byen, hvor børnene kan anbringes under forældrenes langvarige ophold på fangstpladserne.

I Thule området, hvor fangerne den dag i dag må flytte rundt efter fangstdyrene, har man siden 1955 haft en kostskole, hvor ældre årgange fra distriktet kan anbringes.

Fåreholderområdet ved Julianehåb, hvor der opstår et voksende antal afsidesliggende beboelser, dækkes af et par små kostskoler beliggende midt i fåreholderdistriktet. Muligheden for anbringelse af børnene på den store kostskole i Julianehåb står naturligvis også åben.

Grønlænderes uddannelse i Danmark

For en så lille befolkning som den grønl. kan man naturligvis ikke i G. gennemføre alle de uddannelser, som er nødvendige i et moderne samfund. Man har derfor gennem mange år i stadigt stigende omfang ladet unge grønlændere gennemføre deres faglige uddannelse el. dele af denne i Danmark. Før nyordningen 1950 hjemtog man især unge til en håndværksmæssig oplæring, fx. inden for bødkerfaget, og efter nyordningen 1950 har man sendt unge grønlændere til Danmark til et stadigt voksende antal uddannelser, der strækker sig fra korte specialuddannelser på 14 dages kursus til akademiske uddannelser. Som hovedregel gælder, at enhver uddannelse, der kan gennemføres i G., søges gennemført der. Der er i de sen. år blevet opret. en række midlertidige fagskoler, og 1970 vil en stor centralfagskole i Godthåb være færdig. Selv om man regner med, at den faglige uddannelse i G. i de kommende år vil blive udbygget, og der vil blive opf. nye fagskoler, er der dog ingen tvivl om, at en væsentlig del af den faglige undervisning fortsat må gennemføres i Danmark. Det gælder bl.a. for al videregående uddannelse.

Der er naturligvis en del ulemper ved at lade grønlændere uddanne i Danmark. Det kan være menneskeligt belastende, at unge mennesker skal fjernes fra deres hjem, familie og miljø gennem mange år for at gennemføre en uddannelse, ligesom det naturligvis er bekosteligt at lade uddannelsen foregå i Danmark. Desuden kræver Danmarks-uddannelse normalt et nogenlunde forsvarligt kendskab til da. sprog, hvilket endnu forhindrer mange i øvrigt velegnede unge grønlændere i at gennemføre en faguddannelse. Uddannelsen i Danmark har desuden den virkning, at en del af de uddannede grønlændere efter uddannelsen forbliver i Danmark, fordi de foretrækker at opholde sig her af forsk. grunde.

Uddannelsen i Danmark har dog også fordele, idet man derigennem sikrer, at de unge grønlændere får sa. baggrund som de mange udsendte danske, som de skal samarbejde med i G.

Da manglen på skolebygninger i G. i de sen. år har været meget akut, har man fra 1962 hentet grupper af grønlændere til Danmark til undervisning, der i øvrigt kunne have været gennemført i G. 1968 var der således over 100 grønlændere på specialarbejderskoler, ca. 100 på handelsskole og ca. 70 på sømandsskole.

Man har desuden hentet børn og unge til alm. skolegang i Danmark, dels fordi man mangler skolekapacitet i G., og dels fordi man ønsker at give de unge mulighed for gennem et Danmarksophold at konsolidere deres danskkundskaber. I 1967 var der ca. 340 unge på da. efterskoler, mens ca. 130 børn gik i 6. klasser og var privat indkvarteret.

Man har lagt megen vægt på, at ingen grønlænder skal forhindres i en uddannelse af økon. grunde, og der findes derfor gunstigere tilskudsordninger for uddannelsessøgende grønlændere end for andre danske. Ministeriet for Grønland afholder alle udgifter for de grønlændere, der uddannes i Danmark, enten som lån, løn el. legat.

Ministeriet for Grønland søger på alle måder at hjælpe de unge grønlændere, der er i Danmark. Der er ansat en række tilsynsførende, der hjælper de unge under deres ophold, og ministeriet for Grønland har desuden opret. et særligt samlingssted for grønlændere: Grønlænderhjemmet, Tranegårdsvej 26, Hellerup, der virker som kollegium og midlertidigt opholdssted i Danmark. Det første grønlænderhjem oprettedes 1881 på Rinks initiativ, det nedlagdes 1896. 1928 oprettedes s. 258 et grønlænderhjem på Amager Strandvej. 1952 flyttede Grønlænderhjemmet ind i ejendommen Tranegårdsvej 26, Hellerup, der 1964 købtes af staten, og som nu fast kan rumme 45 grønlændere.

Ud over de mange grønlændere, som ministeriet for Grønland sender til Danmark specielt for at få uddannelse, kommer der hvert år mange grønlændere hertil på eget initiativ. De betragtes på alle måder som andre da. statsborgere, men da det har vist sig, at de i mange tilfælde har særlige behov for rådgivning, har Grønlands Landsråd 1967 i samarbejde m. de herværende grønl. foreninger startet et rådgivningskontor for grønlændere. Kontoret hedder PôK og har til huse i Store Kannikestræde 10, København.

Grønlænderne har selv startet to foreninger i Danmark, nemlig Kalâtdlit, der nærmest er en hjemstavnsforening, samt Unge Grønlænderes Råd, der optager alle uddannelsessøgende grønlændere i Danmark.

Den grønlandske kirke

Det grønl. folk er et kristent folk, men det er en ung menighed. Den sidste voksendåb fandt sted 1934, da en polareskimo som den sidste af sin »stamme« blev døbt i Thule.

Den grønl. missions og kirkes historie begynder 3/7 1721, da »Grønlands apostel«, nordlandspræsten Hans Povelsen Egede og dennes hustru Gjertrud Nielsdatter Rasch tillige med deres børn gik i land ved Håbets Ø, der ligger i skærgården ved Godthåbsfjorden.

700 år tidligere havde nordboerne dog haft deres kristne kirke, dels i Østerbygden, dels – lidt sen. – i Vesterbygden. I Garðar, nu Igaliko, i Østerbygden oprettedes en bispestol, og man mener, at i alt en snes præster virkede i disse egne, ligesom der også blev anlagt to klostre. Angående nordboernes kirkehistorie og G.s egl. missions- og kirkehistorie henvises til Grønlands historie, s. 342 og 356. Her skal blot nævnes, at missionen i G., således som den fandt sted i årtierne efter 1728, da Hans Egede flyttede fra Håbets Ø til Godthåb, var en udpræget statsmission. Den blev opretholdt v. hj. af midler fra den da. stat og varetaget næsten udelukkende af da. præster og kateketer, udsendt af og hørende under Missionskollegiet. I 1800t. blev det dog forsøgt at knytte forb. m. forsk. kirkelige kredse i Danmark og m. det nyoprettede Dansk Missionsselskab (DMS), et forsøg, som det var svært at skabe forståelse for i Missionskollegiet, hvor næsten kun de rent statskirkelige synspunkter fandt grobund. Forbindelsen m. DMS gav sig et konkret udtryk i rejsningen af Julianehåb kirke, som er en gave fra DMS.

Den sidste fase i den grønl. missions historie er arbejdet blandt polareskimoerne fra beg. af 1900t. Allr. da havde den grønl. kirke i den grad konsolideret sig som kirke, at den så sig i stand til ud af sin egen midte, især på Knud Rasmussens foranledning, at sende vestgrønlændere som missionærer til stammefrænderne i Kap York-området (Thule), en mission, der i øvrigt blev varetaget af det i Danmark stiftede Udvalg for Den grønlandske Kirkesag. Missionen blandt polareskimoerne indledtes 1909 m. udsendelse af overkateket Gustav Olsen fra Jakobshavn. Han havde til medhjælp fangerkateketen Sechmann Rosbach. De to rejste en missionsstation i Nordstjerne Bugt, det sen. Thule, der indviedes 4/8 1909. Da de sidste voksne var døbt ved Thule, trak Grønlandske Kirkesag sig tilbage fra dette arbejde og har siden løst andre kirkelige opgaver på privat basis. Grønlandske Kirkesag s. 259 har siden Thule-missionens afslutning set det som sin hovedopgave at knytte og opretholde forb. ml. kirken i Danmark og i G.

Staten overtog de kirkelige forpligtelser i Thule 1/8 1937. Hermed blev Thule i kirkelig henseende ligestillet med det øvr. G., hvor det officielle skifte fra »missionariat« til kirke i øvrigt var sket m. lov af 1/4 1905, if. hvilken G.s kirke- og skolevæsen kom under ledelse af ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet (senere kultusministeriet).

Endelig skal nævnes, at en herrnhutisk mission har virket i den midterste og den sydligste del af Vest-G. 1733-1900, til dels i samarbejde, men ofte i strid med den da. mission. Herrnhuterne anlagde missionsstationer og fik stiftet menigheder ved Godthåb, Ũmánaq (i Godthåbsfjorden), Lichtenfels (ved Fiskenæsset), Lichtenau, Igdlorpait og Frederiksdal (n. og s. for Nanortalik). Da denne af ty. missionærer bårne mission blev opgivet, overtog den grønl. kirke dens kirkebygninger og kirkegårde.

G.s kirke er en del af den da. folkekirke. Den nære samhørighed ml. Danmark og G. i kirkelig henseende har sit udtryk i et bispefællesskab: biskoppen over Københavns stift er også G.s biskop. De for den grønl. kirke gældende ritualer, både for så vidt angår gudstjenesten i dens helhed som de enkelte kirkelige handlinger, er de samme som dem, der gælder for den øvr. del af den da. folkekirke, alene m. undt. af sproget. Alle gudstjenester og kirkelige handlinger, der sigter på den grønl. befolkning, holdes udelukkende på grønl., uanset om præsten er grønlænder el. dansker. I byerne, hvor der bor et voksende antal udsendte danske, holdes der lejlighedsvis – i de større byer dog hyppigt – særlige da. gudstjenester.

I øvrigt er den grønl. kristendomsforståelse og dermed også det grønl. kirke- og menighedsliv naturligvis dybt præget af den særegne grønl. psyke og folkelige egenart, således at G.s kirke i mange henseender, trods den nære samhørighed med menigheden i Danmark, har sit eget ansigt og i mere end én forstand sit eget sprog. Den grønl. menighed har igennem mange generationer haft sin egen salmebog, den nuv. m. i alt 629 salmer. Et flertal af disse er gengivelser af ikke-grønl. s. 261 salmer, skønt mange er originale grønl. I en ny udgave af salmebogen, der er under udarbejdelse, vil de originale grønl. salmer komme til at dominere i forhold til oversættelser og gengivelser.

Den herrnhutiske mission i G. har sat sig spor ved at have skænket grønlænderne nogle af deres mest yndede salmer. Betydeligst af de herrnhutiske salmedigtere var missionæren Carl Spindler. Af indfødte grønl. salmedigtere bør især nævnes Jonathan Petersen (organist og seminarielærer i Godthåb, død 1961) og Henrik Lund (overkateket og senere præst i Narssaq, død 1948). Se i øvr. s. 329–31.

Poul Egede og Otto Fabricius, begge missionærer og præster, samt Samuel Kleinschmidt, der først tilhørte herrnhuter-missionen, men sen. blev seminarielærer i Godthåb, har i missionens skiftende perioder virket for at skaffe den unge grønl. menighed brugbare oversættelser af bibelen. C. W. Schultz-Lorentzen, seminarieforstander og provst til 1912, har indlagt sig stor fortjeneste i arbejdet med udviklingen af grønl. retskrivning og grammatik, et arbejde, der også er kommet den sidste revision af oversættelsen af Ny Testamente til gode.

I administrativ henseende har den grønl. kirke haft et skiftende tilhørsforhold, s. 262 men blev ved kgl. resol. af 16/12 1965 overført fra ministeriet for Grønland til kirkeministeriets forretningsområde fra 1/1 1966. Dette skete i overensstemmelse med en indstilling fra Grønlandsudvalget af 1960. De bestemmelser, der gælder for den grønl. kirke, er indeholdt i lov om kirken i G. af 3/6 1967, i hvilken lovs første paragraf det slås fast, at den grønl. kirke er en del af den da. folkekirke.

Den øverste kirkelige leder i G. er provsten, nu landsprovsten, der udnævnes af kongen blandt præster, der er el. har været præst i G. P. gr. af de geogr. forhold tilkommer der landsprovsten videregående adgang, end der almindeligt tilkommer en provst, til at træffe afgørelse i sager uden forelæggelse for biskoppen. Ligeledes er beføjelser og ansvar større end da. provsters. Den grønl. landsprovst har således ofte holdt præsteordination samt indviet nye kirker.

Landsprovsten er forretningsfører for Grønlands kirkenævn, der blev opret. ved lov af 3/6 1967. Dette kirkenævn har overtilsyn m. den kirkelige forvaltning, for så vidt denne ikke sorterer alene under landsprovsten. Nævnet består af landshøvding og landsprovst, og denne sidste har en juridisk fuldmægtig til hjælp i det vidtforgrenede administrative arbejde. Kirkenævnets sammensætning og kompetence svarer tilnærmelsesvis til den, stiftsøvrighederne har i Danmark. Der er 18/7 1967 udfærdiget regulativ for kirkenævnet. Af vigtigere sagsområder, der er henlagt under kirkenævnet, kan anføres: alm. vedligeholdelse af kirker, kirkegårde og kirkens rejsefartøjer, samt præsters ferie, orlov, permission og bibeskæftigelse. Kirkenævnet har overtilsyn m. kirker og kirkegårde. Det foretager indstilling til ministeriet om opførelse og anlæg af nye kirker og kirkegårde og om ekstraordinær vedligeholdelse af disse, og det udarbejder bidrag til de årl. normerings- og budgetforslag.

Foruden at være forretningsfører for Grønlands kirkenævn samt øverste kirkelige leder i G. er landsprovsten præst ved kirken (en af kirkerne) i Godthåb. Han er født medlem af skoledirektionen for G., efter at skole og kirke blev adskilt ved lov af 27/5 1950. Landsprovsten er endv. for nærværende beskikket som tilforordnet medlem af styrelsen for Grønlands radio.

Da G. udgør ét provsti, der også omfatter Thule og Øst-G., og én provst vanskeligt kan tilgodese de mange byer og bygder, stationer og ensomt beliggende gårde med tilstrækkeligt mange besøg – visitatser – blev der 1959 indført en ordning, hvorefter der kan beskikkes to visitatsprovster, en for den nordl. og en for den sydl. del af Vest-G. Deres hovedopgave, at aflaste landsprovsten i dennes rejsearbejde, er nedfældet i en ministeriel instruks af 15/6 1959. Visitatsprovsterne beskikkes af kirkeministeriet for en 3-årig periode efter indstilling af landsprovsten og udtalelse af biskoppen over Københavns stift. De virker som rådgivere for præster og kateketer og forventes endv. at være medvirkende ved tilrettelæggelse og afholdelse af kurser for præster og kateketer, at holde gudstjenester på deres rejser samt oplysende foredrag for menigheden. Der er ikke fastlagt særlige visitatsprovstier, men i praksis berejser den nordl. visitatsprovst især Disko Bugt området og den sydl. visitatsprovst præstegældene fra Kap Farvel til Narssaq.

Visitatsprovsterne skal give landsprovsten oplysninger vedr. forholdene i de visiterede præstegæld, men de er ikke overordnet præster og kateketer uden for s. 263 deres eget præstegæld, og der er ikke tillagt dem administrative opgaver el. beføjelser. Sådanne henhører alene under kirkenævnet og landsprovsten.

Visitatsprovsterne fungerer som sognepræster i deres eget præstegæld og modtager et honorar for deres arbejde som visitatsprovster. Der er stillet et rejsefartøj til rådighed for hver visitatsprovst.

Præsterne i G. udnævnes af kongen, for da. præsters vedkommende efter 2 års prøvetid, ellers efter 2 års aspiranttid. For at kunne fastansættes skal da. præster have bestået en skriftlig og mundtlig prøve i grønlandsk. Derfor er der opret. et lektorat i grønlandsk, der nu sorterer under kirkeministeriet. Lektoren er leder af det grønl. seminarium i Kbh., som har bestået siden Hans Egedes tid, og under hvilket den teologiske efteruddannelse af grønl. præster foruden undervisningen af da. teologer i grønlandsk henhører. Han er endelig konsulent for kirkeministeren og biskoppen i sager, der vedrører den grønl. kirke.

Der er for tiden 29 præster i G., hvoraf 6 da. m. teol. embedseksamen fra et da. universitet. Én præst af grønl. herkomst har denne uddannelse. Af de øvr. har de fleste eksamen fra det gl. seminarium i Godthåb. Efter i en årrække at have virket som kateketer og overkateketer i den grønl. skole og kirke har de modtaget en teol. efteruddannelse på i reglen 2 år i Danmark og er derpå ordineret som præster. 5 grønl. præster er exam. theol. ’er: de har efter da. el. grønl. seminarieeksamen gennemgået en særlig for vordende grønl. præster tilrettelagt 4-årig uddannelse ved Kbh.s universitet m. afsluttende universitetseksamen.

Præsterne i G. er ikke udnævnt til et bestemt embede, men er udnævnt til præst i G. Landsprovsten afgør placeringen.

Det grønl. provsti er inddelt i 19 præstegæld (sogne). Et præstegæld omfattes i reglen af en by m. et større el. mindre antal bygder. Præsten bor i byen og har sit hovedvirke ved kirken dér og berejser sit distrikt m. motorbåd og hundeslæde. Flere af de større præstegæld har mere end én præst, Godthåb således 3, i perioder 4.

Præsterne bistås i deres kirkelige virksomhed af uordinerede kateketer og overkateketer. Kateketernes virksomhed består i udførelse af kirkeligt arbejde, som efter lov og praksis påhviler præsterne, alene m. undt. af sådanne funktioner, som forudsætter ordination. Kateketerne afholder således gudstjenester, prædiker selv, både i byerne, især når præsten er på rejse, samt alle søn- og helligdage i bygderne. De tilrettelægger og leder kirkelige møder og udfører sjælesørgerisk arbejde, fører – for bykateketernes vedkommende – kontraministerialbøger og er »kordegne« ved de af præsten forrettede gudstjenester. Mange af dem er organister. De beskikkes af landsprovsten og udpeges for næsten alles vedkommende blandt lærerne under det grønl. skolevæsen, under hvilket de er tjenestemandsansatte, medens de for deres kirkelige arbejde modtager et honorar. Der var pr. 31/12 1967 ansat 122 kateketer og overkateketer. Heraf havde de 35 seminarieeksamen fra Godthåb, 44 en mindre uddannelse (kateketskole – nu nedlagt) og resten ingen uddannelse ud over børneskolens (de s.k. »læserkateketer«).

Disse præster og kateketer gjorde 31/12 1967 tjeneste ud fra i alt 91 kirkelokaler, dvs. kirker og skolekapeller.

For også inden for den grønl. kirke at give en demokratisk udvikling gode vækstbetingelser blev der m. en kgl. anordning af 9/3 1962 indført menighedsrepræsentation i G. Hidtil havde kirken i G. været en udpræget statskirke, hvor både alle beføjelser var henlagt til og alle opgaver forventedes løst af kirkens og dermed statens ansatte, uden medindflydelse fra lægfolket.

If. anordningen af 9/3 1962 kan der på enhver plads i G., hvor der ved statens foranstaltning er stillet lokale (kirke el. skolekapel) til rådighed til afholdelse af gudstjenester, vælges menighedsrepræsentanter. Antallet af valgte repræsentanter fastsættes i forhold til den pågældende plads’ indbyggertal, således at der kan vælges fra 2 til 5 repræsentanter. Foruden de valgte repræsentanter er stedets præst og/el. kateket fødte medlemmer af repræsentationen, dog skal de valgte medlemmer altid være flere end de fødte.

Reglerne for valgret og valgbarhed er de samme som til da. menighedsråd. I G. finder valgene til menighedsrepræsentationerne sted i forb. m. valg til kommunalbestyrelserne.

Repræsentation på de ofte mange beboede pladser m. kirke el. skolekapel inden for det sa. præstegæld er selvstændig, og der forventes ikke afholdt fællesmøder af repræsentanter for hele præstegældet, selv om sådanne fællesmøder nu praktiseres mange steder. Præsten har ret til at deltage uden stemmeret i menighedsrepræsentationens møder på pladser i præstegældet, hvor han ikke selv bor, ligesom også landsprovsten har ret til at deltage i menighedsrepræsentationsmøder overalt i Grønland.

De grønl. menighedsrepræsentanters beføjelser er væsentlig færre end da. menighedsråds. Dette skyldes først og fremmest, at den grønl. kirke ikke, som den da. s. 265 folkekirke i øvrigt, har sine egne midler og derfor ikke har nogen økon. medindflydelse af betydning, hvorimod et da. menighedsråd igennem præstelønningskassen, kirke- og kirkebetjeningskassen administrerer kirkens økonomi. Endv. adskiller de to former for repræsentation sig fra hinanden derved, at de grønl. menighedsrepræsentanter ikke har indflydelse på besættelsen af embeder i kirken.

Menighedsrepræsentanternes opgave er at søge at fremme menighedens aktive deltagelse i det kirkelige arbejde. Ethvert spørgsmål af kirkelig interesse kan behandles på repræsentationens møder. Menighedsrepræsentationens samtykke kræves til evt. indførelse af ny liturgi, nye ritualer el. nye prædiketekster. Spørgsmål om fastsættelse af tidspunkter for afholdelse af konfirmation skal forhandles i repræsentationen, som også har medindflydelse på spørgsmål om, til hvilke kirkelige formål der kan foretages indsamling i kirken. Ikke mindst har de grønl. menighedsrepræsentanter en væsentlig indflydelse på spørgsmål, der vedrører kirkens bygninger og kirkegårde – men endnu ikke præsteboliger – både for så vidt angår bygning af nye kirker, nedlæggelse af gamle og vedligeholdelse af bestående.

Den kgl. anordning fastslår, at præster, overkateketer og kateketer i deres embedsvirksomhed er uafhængige af menighedsrepræsentanterne.

Alle udgifter til kirken i G. afholdes af statskassen. Der er på finansloven s. 266 1968/69 bevilget 3.485.700 kr., hvoraf ca. 2.000.000 kr. medgår til lønninger af præster og kateketer m.m. Resten fordeles til de enkelte præstegæld af kirkenævnet. Der er ingen lokal kirkelig ligning, og kirken ejer ingen kapital. De fornødne beløb til opførelse af nye kirker og præsteboliger, anlæg af kirkegårde olgn. afsættes på ministeriet for Grønlands anlægsprogram, medens de 5-årige investeringsplaner udarbejdes af Grønlandsrådet. Der er i de nærmeste år planlagt opførelse af nye kirker i Godthåb (til indvielse 3/7 1971, 250-årsdagen for Hans Egedes ankomst), Julianehåb og Frederikshåb.

Da G. ved grundlovsændringen 1953 fra at være koloni blev et da. amt, ophørte det med at være et også i religiøs henseende lukket land, således at det blev muligt for andre trossamfund end den evangelisk-lutherske kirke at sende repræsentanter – missionærer og præster – til G. Repræsentanter for syvende dags adventisterne, for en (svensk) pinsemission, for Jehovas vidner og for den romersk-katolske kirke har siden da virket i G. Der er i dag ingen grønlændere tilsluttet disse trossamfund.

Biblioteksvæsen

Det Grønlandske Landsbibliotek i Godthåb blev under navnet Laanebogsamlingen for Syd-Grønland opret. 1829 på initiativ af prof. C. C. Rafn, og det økon. grundlag for bibliotekets vedligeholdelse og udv. udgjordes af et fond på 400 rbdl. sølv. I forb. m. opret. af det grønl. seminarium 1845 grundlagdes endnu et bibl., hvortil det først oprettede overførtes 1854-55. Laanebogsamlingen og det 1836 grundlagte Julianehaab Kirkebibliothek blev herefter henlagt under missionskollegiet og bestyredes af missionærerne, men efter missionskollegiets nedlæggelse 1860 og navnlig efter prof. Rafns død 1864 blev der i de flg. årtier stille om den grønl. bibliotekssag.

1925 fremlagde biblioteksdir. Th. Døssing og overbibliotekar Carl S. Petersen en plan til en reorganisering, som gennemførtes i løbet af de flg. 6-7 år. Faste håndbogs- og udlånssamlinger udsendtes til en række byer, og samlingerne suppleredes m. bøger fra bibliotekstilsynets grønl. vandrebogsamling. Denne nye biblioteksordning fungerede udmærket, men fik kun få år at virke i, idet forb. ml. det centrale organ, Statens Bibliotekstilsyn, og de enkelte biblioteker blev afbrudt ved Danmarks besættelse 1940. Under krigen søgte Godthaab Centralbibliotek, som landsbiblioteket på dav. tidspunkt benævntes, uden tilgang af nye bøger at holde en vis cirkulation af vandrebogsamlingen i gang. De nærmeste efterkrigsår bragte ingen forbedringer af biblioteksforholdene, men 1954 udsendtes på biblioteksdir. Robert L. Hansens initiativ en konsulent fra bibliotekstilsynet m. den opgave at udarbejde en plan til reorganisering. Opbygningen af et moderne biblioteksvæsen påbegyndtes herefter 1956.

Driften af det grønl. biblioteksvæsen varetages af staten, og fra april 1967 er biblioteksvæsenet overflyttet fra ministeriet for Grønland til ministeriet for kulturelle anliggender.

Den centrale ledelse af de grønl. biblioteker er henlagt til landsbiblioteket i Godthåb, hvor tilrettelæggelse af bogindkøb og den bibliotekstekniske behandling af bøgerne foretages, og hvorfra også fordeling af vandrebogsamlinger til byer og bygder sker.

Bortset fra landsbiblioteket er alle biblioteker deltidsbiblioteker m. flg. afdelinger:

Grønlandsksproget folkebibliotek: Denne afd. rummer så at sige al grønl. litt., som det til enhver tid er mul. at købe, hvilket 1967 vil sige henved 200 titler. Dette antal dækker på ingen måde det faktiske behov for læsning, og før den grønl. bogproduktion, som er på 15-20 bøger årl., øges betydeligt, vil antallet af titler næppe stige, idet en række ældre bøger er udsolgt og således ikke mere vil kunne genanskaffes.

Dansksproget folkebibliotek: Afdelingen indeholder dels en fast bogbestand, dels bøger fra landsbibliotekets vandrebogsamling. Denne afd. benyttes i alm. mest af fastboende da., men selvsagt også af dobbeltsprogede grønlændere og i udstrakt grad af unge grønlændere under uddannelse, fx. i realskoler og på seminarium. I byer, hvor sådanne skoleformer er etableret, må bibl. derfor udbygges stort set efter da. normer.

Børnebibliotek: Børnebiblioteker og skolebiblioteker er foreløbig identiske og dækker de fleste steder det samlede behov for børnebøger; kun i de største folkebiblioteksafdelinger findes en afd. m. småbørnsbøger, som sen. i byer m. flere skoler vil blive udbygget til egl. børnebiblioteker. Da antallet af grønlandsksprogede børnebøger er ganske lille, består bogbestanden i langt overvejende grad af dansksprogede børnebøger, hvorved børnebiblioteket udover at imødekomme et alm. behov for læsning bliver en værdifuld støtte i danskundervisningen. Siden 1967 er der ved de grønl. skoler opret. et stort antal 8.-9. klasser, hvorved børnebibl.s funktion som skolebibl. er blevet understreget. En omfattende udbygning af dem, s. 268 bl.a. m. større håndbiblioteker og klassehåndbiblioteker, er igangsat, således at de kan imødekomme de nye krav, som denne udvidede undervisning stiller.

Bygdernes bogforsyning sker ved deponering af mindre, grønlandsksprogede bogsamlinger fra landsbibliotekets grønl. vandrebogsamling, og i en række bygder suppleres disse samlinger m. dansksprogede bøger til børn og voksne.

Det Grønlandske Landsbibliotek har udover sine opgaver som hovedbibl. for de øvr. biblioteker og som byen Godthåbs bibl. den meget vigtige opgave at udbygge Groenlandicasamlingen. Den Groenlandicasamling, bibl. havde opbygget, omfattede ca. 6.000 bd., men m. få undtagelser gik samlingen tabt, da Det Grønlandske Landsbiblioteks bygn., som stammede fra 1930’rne, under et ombygningsarbejde nedbrændte 8/2 1968. Dele af den, bl.a. nogle Samuel Kleinschmidtmanuskripter, vil være uerstattelige, men det har været muligt at generhverve et betydeligt antal sjældne bøger og tryk. Grundstammen i den nye samling udgøres af dir. Knud Oldendows fornemme og sjældne bogsamling.

Udlånsvirksomheden i Godthåb foregår nu m. en stærkt reduceret bogbestand fra en filial, som åbnedes 1967 i en etageejendom i byens sydl. del. Bibl.s indkøbsafd. og til dels centralbiblioteksafd. er henlagt til kontorer i Kbh. og må forblive her, indtil et nyt landsbibliotek er opført. Dette påregnes indflytningsklart i løbet af 1972.

I Julianehåb er folkebiblioteket indr. i en ældre skolebygning, som i løbet af få år vil blive endeligt indr. til biblioteksformål. Sukkertoppens bibl. har selvstændige lokaler i skolen, medens alle øvr. biblioteker er placeret i skolelokaler, som også anvendes til undervisningsformål.

Børnebibliotekerne er overalt indr. på skolerne, enkelte steder i lokaler, som kun anvendes til biblioteksformål.

Den samlede bogbestand er på cirka 50.000 bind, og det samlede udlån 1967 på cirka 77.000 bind fordelt således: Grønl. litt. ca. 29.000 bind, da. litt. ca. 20.000 bind og børnebøger ca. 28.000 bind.

Grønlands radio

Ved afbrydelsen af forb. ml. Danmark og G. under 2. verdenskrig tog G.s administration i Godthåb initiativet til oprettelse af en lokal grønl. radiofonitjeneste, der omfattede nyhedsudsendelser, kulturelle foredrag og underholdning. 5/1 1942 indledtes de første udsendelser på da. og grønl. over en sender, der lige var købt i USA og installeret i et rum på telegrafstationen. Sendestyrken var kun på 1 kilowatt, så radiodækningen af det store land var absolut ikke tilfredsstillende. Men arbejdet for at skabe en grønl. radiofoni var hermed indledt.

I Grønlandskommissionens betænkning af 1950 blev det gjort klart, hvilken betydende faktor en udbygget radiofoni kunne blive. 1956 påbegyndtes arbejdet for at skabe tidssvarende radiofoniforhold, og 1/4 1958 begyndte den ny grønl. radiofoni sin virksomhed. Den store radiofonistation m. eget elværk og en styrke på 25 kilowatt ligger på en af Kookøerne ud for Godthåb. I Frederikshåb og i Godhavn er der relæstationer hver på 5 kilowatt. Radiohuset ligger i Godthåb, en bygn. på to etager, der blev indv. 21/6 1958. Her findes studier og registreringsrum, der er udstyret m. moderne materiel. I det største studie, koncertsalen, er der siddepladser til 140 tilhørere samt tribune til de optrædende. I diskoteket er der plads s. 269 til ca. 15.000 grammofonplader. Af andre rum kan man nævne båndarkiv, spisestue, værksted og kontorer til radiofoniens og radioavisens medarbejdere.

Hvad udsendelsernes art angår, afviger G.s radio ikke meget fra andre radiofonier. Der bliver dog lagt vægt på, at oplysningsmæssige udsendelser har første prioritet. I denne forb. må man nævne skoleradioen, der fra den ny radiofonis start har indtaget og stadig indtager en vigtig plads i vintersæsonen. Der udsendes ca. 230 lektioner i løbet af sæsonen. Derudover gives der undervisning i grønl., da. og til dels engelsk. Af andre udsendelser, der ikke hører til de mere alm., kan nævnes dagl. udsendelser fra landsrådets møder under dets samling. Der er gudstjenesteudsendelser hver søndag både fra Godthåb kirke og fra studiet. Nævnes må det også, at G.s radio sender programmer til no. og fær. fiskere i grønl. farvande. Udsendelserne er i forvejen produceret i Norge og på Færøerne. G.s radio har også sendt særl. programmer til stammefrænderne i Nordcanada. – Radiosproget er grønl. og da. m. overvægt på det grønlandske.

Radioavisen har tre faste udsendelser om dagen, samt et Aktuelt kvarter. Den har sin egen redaktion, men siden 1/7 1969 sorterer den under radiofoniens ledelse.

G.s radio har intimt samarbejde m. Danmarks radio og får en udstrakt hjælp derfra. Der findes bl.a. en lille grønl. afd., hvor der udarbejdes grønlandsksprogede programmer, og hvor hjælpen fra Danmarks radio formidles.

Radiostyrelsen er G.s radios øverste ledelse. Den er nedsat af ministeriet for Grønland, og dens medl. er udnævnt af ministeren og af G.s landsråd. Landshøvdingen er formand. Fra 1/1 1966 sorterer G.s radio under ministeriet for kulturelle anliggender.

Grønlands presse

Som led i opbygningen af det grønl. samfund tog insp. H. J. Rink 1861 initiativ til udgivelse af et blad, der fik navnet Atuagagdliutit (noget, der udbydes til læsning), et tidsskrift, der til at begynde med udkom uregelmæssigt, men fra 1874 m. 12 numre årligt. Numrene blev hæftet sammen og udsendtes én gang om året. Det indeholdt alt mul. stof, oversættelser fra da. og udenlandske fortællinger – nogle af verdenslitteraturens kendte bøger fandt også plads deri, eskimoiske sagn, fangstog rejseberetninger skildret af grønlænderne selv o.s.v. Derudover fandtes samfundsoplysende artikler, skrevet af grønlændere og danske. Alt i alt opfyldte bladet det tilsigtede formål. Grønlænderne fik noget at læse, de fik besked på mange ting, der skete uden for deres eget land, de fik oplysninger om styrelsen af deres eget samfund, de blev animeret til selv at skrive, og de gjorde det flittigt. Bladet var illustr. m. tegninger (hvoraf mange i farver) af H. J. Rinks begavede medarbejdere Rasmus Berthelsen og Lars Møller og den berømte grønl. kunstner Aron fra Kangeq.

Bladet udviklede sig i trit m. tiden. Ved redaktørskiftet i beg. af 1920’rne (da den gl. Lars Møller blev afløst af Kristoffer Lynge) blev stoffet overvejende samfundspræget, s. 271 fundspræget, og fra 1932 blev bladet udv. til det dobbelte. Det var udelukkende grønlandsksproget. 1942, under adskillelsen fra Danmark, startedes det dansksprogede blad Grønlandsposten m. Chr. Vibe som første redaktør. 1952 blev de to blade slået sammen til ét, Atuagagdliutit/Grønlandsposten, der udkommer m. dobbeltsproget tekst. Bladet får tilskud både fra staten og fra landskassen.

P.gr.af vanskelige kommunikationsmidler kunne der gå lang tid, før landets eneste blad nåede ud til alle steder i G. Den nordl. del af v.kysten, der dengang kaldtes Nord-G., følte sig forfordelt m. h. t. læsestof. Nord-G.s landskasse startede da 1913 sit eget blad AvangnâmioK (nordgrønlænderen), trykt i eget bogtrykkeri i Godhavn. Det udkom m. 12 numre om året og fra 1948 m. dobbelt antal numre. Stoffet var nogenlunde i stil med Atuagagdliutits, men AvangnâmioK var mere åben for dristige og diskussionsprægede indlæg. Samtidig med nedlæggelsen af Nordgrønlands bogtrykkeri gik bladet ind i midten af 1950’erne.

Forsk. forhold i G.s udvikling medførte, at savnet af en mere fri presse meldte sig. Foregangsmændene for udgivelse af lokalblade blev seminarielærer ved Godthåb Augustinus Lynge, der 1934 startede TarKigssût (tranlampens vægerenser), og udstedsbestyrer Frederik Høegh i Sletten ved Julianehåb, der startede Sujumut (fremad) sa. år. Begge blade hørte op at udkomme lidt før 1950. Men fra beg. af 1950erne begyndte forsk. duplikerede lokalblade at dukke op, og de findes nu i stort antal overalt i G. De udkommer enten én gang om ugen el. hver 14. dag og har stor betydning som nyhedsbringere og som talerør for meningstilkendegivelser angående lokale og almene problemer.

Sundhedsvæsenet

Den første lægekyndige person, der har virket i G. efter Hans Egedes ankomst 1721, har formentlig været en feltskærer ved navn Christian Kilding, der antages at have opholdt sig i Godthåb fra beg. el. midten af 1720’rne til 1734. Efter sin hjemkomst 1736 arbejdede Hans Egede bl.a. på at få en læge til at bosætte sig i G., og han fik omsider købmanden Jakob Severin og missionskollegiet til i forening at bekoste en læges ansættelse. Denne G.s første, sikkert navngivne læge var Johan Andreas v. Osten. Han rejste 1742 til Godthåb, hvor han imidlertid kun blev til 1744, da han atter rejste hjem. Godthåb vides derefter ikke at have haft læge i omtr. 100 år.

1793 ansattes en fast læge i Nord-G. Det var kirurgen Theodor Chr. Eulner, som først var i Jakobshavn et år og derpå i Godhavn fra 1794 til sin død 1801. Han efterfulgtes af kirurgen Johan Lerch, som bl.a. skrev en vejledning for grønl. jordemødre oversat af præsten P. Kragh (1829).

Foruden de nævnte læger har i ældre tid enkelte andre udøvet kortere el. længere tids lægegerning i G. Johannes H. Lytzen virkede således i Jakobshavn 1832-38, hvorefter han forflyttedes til Julianehåb, hvor han arbejdede til 1851, idet han her tillige var assistent ved KGH. Han flyttede derfra til Nanortalik, hvor han fungerede som handelsstedets bestyrer og samtidig som privat praktiserende læge indtil sin død 1863.

Ved kgl. resol. af 29/8 1838 oprettedes to faste distriktslægeposter i G., nemlig i Godthåb og i Jakobshavn. De to lægedistrikter kom i det væsentlige til at omfatte henh. Syd- og Nord-G. Lønnen var 500 rdl. sølv årl. plus bol., kost og brændselsdeputat. Friederich P. A. Bloch og Christian N. Rudolph udrejste til henh. Godthåb og Jakobshavn 1839 som de første grønl. distriktslæger el. som de officielt kaldtes: kgl. læger i G. 1851 oprettedes endv. en tredie fast distriktslægepost i Julianehåb, der sa. år besattes m. Andreas I. Haalland. Der har herefter så godt som altid været fast læge i Julianehåb, Godthåb og Jakobshavn.

De første instrukser for lægerne i G. udstedtes 15/5 1839. Det pålagdes bl.a. herved lægerne selv at oplære grønl. jordemødre og at foranledige dertil egnede grønlænderinder sendt til uddannelse ved Den kgl. Fødselsstiftelse i Kbh., samt at sætte den størst mulige kraft ind på vaccinationen.

1856 opførtes i Godthåb det første egl. sygehus i G. Det bestod af 3 små værelser samt et køkkenrum og kunne vanskeligt huse mere end ca. 8 patienter. Efterhånden kom der sygehuse i de øvr. kolonier i Syd-G., hvorimod et selvstændigt sygehus i Nord-G. først så dagens lys i Jakobshavn 1904. Fra 1853 og indtil da havde den o. 1780 opf. kirke afgivet en del af sin plads til sygebehandling.

I beg. af 1900t. fordobledes antallet af distriktslæger, idet der ml. 1905 og 1909 ansattes læger i Umanak, Holsteinsborg og Sukkertoppen. 1904 og 1906 påbegyndte de to første da. sygeplejersker deres gerning i G. I disse år opførtes der desuden nye sygehuse med op til 15 sengepladser i Julianehåb, Godthåb, Sukkertoppen, Holsteinsborg, Jakobshavn og Upernavik. I Umanak indrettedes en ældre bygn. til sygehus, således at der o. 1910 var nye, ganske vist små sygehuse i 7 kolonier, samt et ældre i Frederikshåb og i udstedet Arsuk.

Udviklingen inden for det grønlandske sundhedsvæsen 1900-1935 fremgår af hosstående oversigt (efter Alfred Bertelsen):

Det grønl. sundhedsvæsens virkemidler 1936 var herefter flg. (efter Alfred Bertelsen):

Samt på privat bekostning:

endvidere:

Som det fremgår af oversigten, fandtes der ikke fast læge ved visse af sygehusene, der i så fald alene betjentes af da. og grønl. plejepersonale.

Efter at de normale forbindelser ml. G. og Danmark var blevet genoptaget efter afslutningen af anden verdenskrig, nedsattes 1948 den store Grønlandskommission til at udarbejde retningslinier for stærkt påkrævede nyordninger i G. Dette gjaldt også det grønl. sundhedsvæsen, hvor adsk. forhold lod meget tilbage at ønske, således som det fremgår af kommissionens betænkning fra febr. 1950.

Af mange grunde var der således et meget stort behov for flere læger, tandlæger, sygeplejersker og andet personale inden for sundhedsvæsenet.

M. h. t. bekæmpelsen af sygdomme fandt kommissionen det bl.a. for absolut påkrævet, at der snarest oprettedes et centralt placeret tuberkulosesanatorium i G., ligesom man anså anskaffelsen af et el. to røntgenfartøjer for nødvendig m. henblik på et effektivt tuberkuloseundersøgelsesarbejde overalt i landet.

Vedr. sygehusene i G. var det kommissionens opfattelse, at mange led af så betydelige mangler, at de snarest måtte erstattes af nye, ligesom en udv. og modernisering af andre skønnedes stærkt påkrævet. Blandt de forbedringer, der måtte indføres, var fx. røntgeninstallation og dermed elektrisk lys og kraft. Røntgenanlæg fandtes således kun ved fire af sygehusene.

Grønlandskommissionens arbejde satte sig straks spor i en række nye love, således lov nr. 275 af 27/5 1950 om sundhedsvæsenet i G., der sa. m. lov nr. 107 af 26/4 1961 om visse ændringer af loven fra 1950 danner grundlaget for sundhedsvæsenets virksomhed i dag. I henhold hertil oprettedes bl.a. embedet som landslæge til afløsning af den 1925 etablerede ordning, hvorefter en af de i henh. Nord- og Syd-G. bosatte læger beskikkedes som kredslæge for det pågældende område. Opret. af s. 275 landslægeembedet var et led i centraliseringen i Godthåb af ledelsen af hele den grønl. administration. Til embedet, der første gang besattes 1/5 1951, blev der 1959 knyttet en forstanderinde for syge- og sundhedsplejen i G., samt en kostkonsulent, hvis hovedopgave det skulle være på forsk. måder at udøve en aktiv ernæringspropaganda over for befolkningen. Siden 1960 har der desuden været ansat en assisterende landslæge, der i særl. grad skal tage sig af bekæmpelsen af kønssygdommene.

Ved at sammenligne omstående oversigter over sundhedsvæsenets personale og virkemidler o. 1935 m. efterfølgende tabel over sundhedsvæsenets personale 1963 vil det fremgå, hvilken udvikling der har fundet sted i de mellemliggende år, en udvikling der stadig fortsættes.

Til sundhedsvæsenet er der desuden knyttet en del mere el. mindre fast personale såsom fødselshjælperskeelever, bådførere, motorpassere, sygehuskarle og hjælpepersonale til køkkenarbejde og rengøring o.s.v.

Uden for de egl. grønl. lægedistrikter er der desuden ansat læger ved kryolitbruddet i Ivigtut (siden 1866), ved marinestationen, Grønnedal, og ved flyvepladsen, Narssarssuaq. I fiskesæsonen er der endv. ansat en læge og 2 sygeplejersker i Færingehavn.

Sundhedsvæsenet i G. adskiller sig på væsentlige punkter fra sundhedsvæsenet i Danmark såvel m. h. t. opbygning som driftsform.

Det grønl. sundhedsvæsen drives således udelukkende for statsmidler, der administreres af ministeriet for Grønland.

Lægerne modtager en overenskomstmæssigt fastsat løn, hvortil kommer fri bol. og forsk. tillæg – i n.distrikterne således et tillæg for at varetage dyrlægearbejdet over for slædehundene. Bortset fra ganske enkelte, mindre betydningsfulde områder modtager lægerne således ingen betaling for de enkelte ydelser.

Alle, der er fast bosiddende i G., har uanset indkomstforhold ret til vederlagsfri lægehjælp og sygehusophold, gratis medicin samt ret til fri tandbehandling. Det sa. gælder for folk, der i kortere tid arbejder i det offentliges tjeneste i G., idet der dog i disse tilfælde findes visse begrænsninger m. h. t. tandlægehjælpen.

G. er i dag opdelt i 17 lægedistrikter, hvoraf de to findes på ø.kysten. I hvert distr. er der et større el. mindre sygehus, som er centrum for distriktets medicinske service. M. h. t. størrelse og antallet af sengepladser varierer sygehusene meget, som det fremgår af foranstående tabel. Den bygningsmæssige standard er ligeledes vidt forsk. – fra det direkte primitive i Julianehåb og Narssaq til de nye, udmærkede sygehuse i Holsteinsborg, Egedesminde og Christianshåb.

Der er siden anden verdenskrig opf. nye sygehuse i Nanortalik (20 senge), Holsteinsborg (32 senge), Egedesminde (82 senge), Upernavik (36 senge), Thule (8 senge), Angmagssalik (24 senge), Scoresbysund (10 senge) og Christianshåb (17 s. 277 senge). Hertil kommer Dronning Ingrids Hospital i God håb fra 1954 m. ca. 200 sengepladser. I alt findes der ca. 665 sengepladser på sygehusene i G.

1950-61 er der i sygehusbyggeri i G., inkl. funktionærbygninger m.v., investeret 42,2 mill. kr. ud af de i alt 521,4 mill. kr., der i denne periode er anv. til byggeri i G.

Selv om der siden 1950 er sket en betydelig forbedring af sundhedsvæsenets arbejdsforhold mange steder, er der dog i dag stadig et stykke vej tilbage, før forholdene alle steder kan betegnes som tilfredsstillende. Blandt de opgaver, som trænger sig hårdest på, er opførelsen af nye sygehuse i Julianehåb og Narssaq. Desuden bør der inden for en rimelig årrække opføres nye sygehuse i Sukkertoppen og formentlig i Frederikshåb.

I hvert lægedistr. er der ansat en distriktslæge, der er chef for lægearbejdet i distriktet. Han er bestyrer for det stedlige sygehus, idet dog kæmneren varetager de rent økon. opgaver i forb. hermed. Kun to steder har sygehuset egen regnskabsfører.

I 10 af de 17 lægedistrikter var der 1964 foruden distriktslægen ansat en el. to assisterende læger. I alt var der 1964 i G. ansat 40 læger, inkl. lægerne ved landslægeembedet og landshospitalet. For lægerne som for andre inden for det udsendte personale i sundhedsvæsenet er der tale om en hyppig udskiftning, hvad s. 278 der på mange måder er en meget hård belastning for befolkningen og administrationen.

Ved sundhedsvæsenet var der 1963 normeret godt 100 sygeplejerskestillinger. I de fleste lægedistrikter var der desuden ansat en distriktsjordemoder. For begge kategoriers vedk. gælder det, at uddannelsen sker i Danmark. Medens de fleste distriktsjordemødre er grønlænderinder, er det kun ret få grønlænderinder, der er uddannet til sygeplejersker. 1963 var der således ansat 13 distriktsjordemødre, hvoraf 11 var grønlænderinder. Af de dengang 111 sygeplejersker var kun 7 grønlænderinder. I 7 af lægedistrikterne var der normeret en stilling som sundhedsplejerske, men det er for øjeblikket vanskeligt at få stillingerne besat.

1963 var der beskæftiget 175 fødselshjælpersker. Halvdelen af disse gjorde tjeneste på sygehusene, medens den anden halvdel var placeret på udsteder og bopladser. Siden 1850’erne har der været en bestemmelse om, at der på pladser m. et befolkningstal på 70 og derover kan ansættes en fødselshjælperske. Hun er i almindelighed stedets eneste medicinalperson, som yder hjælp ved fødsler og sygdomstilfælde, og hun forvalter stedets medicindepot. I de tilfælde, hvor fødselshjælperskens assistance ikke slår til, er det hende, der tilkalder hjælp fra distriktssygehuset el. drager omsorg for patientens overflytning dertil.

Fødselshjælperskerne er grønlænderinder, der på de lokale sygehuse har gennemgået en tre-årig teoretisk og praktisk uddannelse i normal fødselshjælp og lettere sygepleje. Uddannelsen er siden 1959 blevet suppleret med et fjerde år ved landshospitalet i Godthåb, hvor der med denne undervisning for øje er ansat en instruktionsjordemoder og en sygeplejelærerinde, ligesom kostkonsulenten og sundhedsplejersken i Godthåb deltager i undervisningen.

I de sen. år er der ved det nye sygehus i Egedesminde givet en særl. intensiv teoretisk undervisning i forb. m. fødselshjælperskeuddannelsen, bl.a. i da. og regning, m. henblik på at sende de bedst egnede elever til Danmark til videreuddannelse til jordemødre el. sygeplejersker. Hidtil har der årl. kunnet sendes ca. fire unge piger fra Egedesminde sygehus til videreuddannelse i Danmark. De elever, der ikke kommer til Danmark, afslutter alm. fødselshjælperskeuddannelse.

Der arbejdes i øvrigt intenst med at forbedre fødselshjælperskeuddannelsen. I 1968 har man således påbegyndt opførelsen af en centralskole ved landshospitalet i Godthåb m. undervisningslokaler og boliger for elever og skolens lærerkræfter. Det er tanken ved denne centralskole at optage elever fra hele G. til en toårig grunduddannelse, fortrinsvis teoretisk, hvorefter de fordeles til kystens sygehuse, hvor uddannelsen fortsættes i ét år m. hovedvægten lagt på de praktiske færdigheder.

Undervisningen vil bl.a. blive givet af den allr. ansatte instruktionsjordemoder og sygeplejelærerinde, ligesom kostkonsulenten og en sundhedsplejerske fortsat vil tage del i undervisningen m. henblik på at kvalificere eleverne til sundhedsmedhjælpere. Som tidl. nævnt kan behovet for sundhedsplejersker ikke dækkes med udsendte sundhedsplejersker fra Danmark, hvorfor der vil blive lagt vægt på, at de sundhedsplejersker, der udsendes i fremtiden, i høj grad får til opgave at virke som instruktører og tilsynsførende for distriktets fødselshjælpersker. Uddannelsen ønskes altså tilrettelagt som en kombineret uddannelse i fødsels- og sygehjælp samt i »sundhedshjælp«. Det er desuden tanken ved centralskolen i Godthåb at afholde s. 279 fortsættelseskurser af kortere el. længere varighed for de dygtigste sundhedsmedhjælpere med henblik på at give dem specialuddannelser inden for bestemte områder, fx. operationsstueteknik olgn.

Som nævnt er fødselshjælpersken i alm. den eneste medicinalperson i bygderne. I 8 større bygder, der ligger fjernt fra distriktets hovedby, er der dog opret. en s.k. sygeplejestation, der ledes af en da. uddannet sygeplejerske. På sygeplejestationen findes – foruden en lille lejlighed til sygeplejersken – en fuldt udstyret konsultationsstue. Ved et par af stationerne er der således installeret røntgenanlæg. På sygeplejestationerne er der desuden plads til at indlægge et par patienter. Alm. foregår fødslerne her. Stedets fødselshjælperske er tolk for sygeplejersken og hjælper ved konsultationerne. Fødselshjælpersken foretager svangerskabsundersøgelserne og deltager i plejen af barselpatienter og andre indlagte patienter.

Lægerne berejser regelmæssigt de store og små bygder i distriktet. I de fleste distrikter findes der en særl. lægebåd til dette formål. Denne båd anvendes naturligvis også til patienttransporter m.v. inden for distriktet. N. f. Sukkertoppen foregår rejserne om vinteren m. hundeslæde. Det skal i denne forb. nævnes, at patienttransporter i de sen. år i stedse stigende grad foretages m. flyvemaskine, fx. til landshospitalet i Godthåb fra de lokale sygehuse. Dette forhold har været af afgørende betydning for landshospitalets udbygning til et egl. centralsygehus for G.

Hvert år udsendes der nu fra Danmark speciallæger, som i sommerens løb besøger distrikterne, dels for at behandle patienter, dels for at vejlede lægerne i behandlingen af sygdomme inden for de respektive specialer. Således har der i de sen. år været udsendt speciallæger i øre-, næse- og halssygdomme, øjensygdomme, ortopædiske sygdomme, hud- og kønssygdomme samt psykiske lidelser.

For tre lægespecialers vedk. kan man sige, at det grønl. sundhedsvæsen er selvforsynende. Det drejer sig om lungetuberkulose, intern medicin og kirurgi, idet der ved landshospitalet, Dronning Ingrids Hospital i Godthåb, er ansat speciallæger inden for disse felter.

Som foreslået i Grønlandskommissionens betænkning blev der 1953-54 i Godthåb opf. et sanatorium. Dronning Ingrids Sanatorium, til behandling af lungetuberkulose, der dengang var uhyre udbredt i den grønl. befolkning. Sanatoriet havde godt 200 sengepladser.

Sommeren 1957 blev der inden for sanatoriets rammer opret. en kirurgisk afd., hvis hovedopgave i beg. var udførelsen af lungeoperationer m.v. i forb. m. behandlingen af tuberkulosepatienterne. Som følge af faldet i antallet af tuberkulosetilfælde har den kirurgiske afd. imidlertid i de forløbne år kunnet påtage sig behandlingen af et stigende antal almenkirurgiske patienter fra hele G.

Hermed var det første skridt taget til omdannelsen af tuberkulosesanatoriet til et egl. centralsygehus for Grønland, Dronning Ingrids Hospital, som det nu kaldes. Det næste skridt var opret. af en intern medicinsk afd. inden for hospitalets bestående rammer. Denne afd. begyndte sin virksomhed sommeren 1962. Opret. af afd. blev ligeledes muliggjort ved det fald, der i de foregående år var sket i antallet af indlagte tuberkulosepatienter. Det er planen at fortsætte med udbygningen af dette centralsygehus.

Når man i G. kommer ud for patienter, hvis sygdom kræver så speciel behandling, at den ikke kan gives på de stedlige sygehuse el. på landshospitalet i Godthåb, er der næsten ubegrænset adgang til at sende sådanne patienter til specialafdelinger i Danmark. 1964 blev der således nedsendt 196 patienter til behandling i Danmark.

Der findes i dag permanente tandklinikker i de allerfleste hovedbyer. Der er her ansat fra en til tre fastboende tandlæger. Til de byer, fortrinsvis de mindre, hvor dette ikke er tilfældet, søger man at udsende sæsontandlæger, der i kortere el. længere tid arbejder i distriktet. De eksisterende klinikker må i alm. karakteriseres som udmærkede, og for dem alle gælder, at de er vel udrustede m. moderne udstyr.

Den grønl. befolknings interesse og forståelse for konserverende tandbehandling er væsentlig mindre end den da. befolknings. Tandlægernes vigtigste opgave er derfor at gennemføre en skoletandpleje, idet man håber, at befolkningen derved vil blive opdraget til at vise større omsorg for tænderne. Behovet for tandlægehjælp er uhyre stort i G. i dag, idet overgangen fra den opr., proteinrige fangerkost til den kulhydratrige, s.k. butikskost medfører et voldsomt tandforfald.

I forb. m. sundhedsvæsenets virkemidler skal nævnes de børnesanatorier, som den 1924 stiftede Forening til Hjælp for grønlandske Børn har opret. og driver i G. Det drejer sig i dag om 5 børnesanatorier placeret i henh. Umanak, Jakobshavn, Sukkertoppen og Julianehåb samt Angmagssalik, hver m. plads til 20-35 børn. Sanatorierne, der ledes af en forstanderinde, som gerne er sygeplejerske, står under tilsyn af den stedlige distriktslæge. (Se endvidere under socialforsorgen s. 285).

Endelig har det grønl. sundhedsvæsen siden 1957 drevet en række små børneplejehjem, hvor børn kan få midlertidigt ophold, hvis den ene el. begge forældre er fraværende fra hjemmet ved sygdom el. af andre grunde. Hvert af disse hjem har plads til ca. 12 børn.

Vedr. befolkningens størrelse i ældre tid viste en folketælling 1803, at der levede 6046 mennesker i Vest-G. 1840 angives folketallet til 7877. 1885 opgives Vest-G.s befolkning til 9914.

1905-30 steg folketallet fra 11.959 til 15.345 i Vest-G. Hertil kom 1930 877 østgrønlændere og 266 polareskimoer i Nordvest-G., samt 413 europæere.

1952 var den indfødte befolkning i Vest-G. på 21.509 pers., hvortil kom 372 pers. i Thule samt 1588 øst-grønlændere. Antallet af pers. født i Danmark og udsendt til G. udgjorde 1592.

1963 er de tilsvarende tal 30.469 pers. i Vest-G., 501 i Thule samt 2377 østgrønlændere. Antallet af pers. født uden for G. er 3561 i 1963.

M. h. t. befolkningens aldersmæssige fordeling udgjorde 1961 antallet af pers. under 14 år ca. 45 % af det samlede antal pers. født i G. I Danmark udgjorde den tilsvarende gruppe ca. 25 % af befolkningen.

Siden 1900 har der i G. været en stedse stigende fødselshyppighed, nemlig fra 39,5 om året for hver 1000 pers. i perioden 1891-1900 til 50,2 pr. 1000 pers. i 1961, hvilket er en af de højeste kendte i verden.

1891-1900 var dødeligheden 32,0 %, der i de flg. år aftog, således at dødeligheden i tiåret 1921-30 udgjorde 25,8 %. Fra 1950 til 1961 er dødeligheden faldet fra 24,8 % til 9,2 %, hvilket væsentligst skyldes nedgangen i dødsfald forårsaget af tuberkulose. Den stigende fødselshyppighed i forb. m. den stærkt aftagende dødelighed har medført et tiltagende fødselsoverskud, der 1961 var på 41,0 %.

1961 skete ca. 1/3 af samtlige fødsler uden for ægteskab. På baggrund af disse tal er det glædeligt, at interessen for fødselskontrol nu er i stigning i den grønl. befolkning ud fra forståelsen af, at mange børn ikke længere repræsenterer en »familieformue«, sådan som det var tilfældet i ældre tiders fangersamfund. Mødrehjælpen startede foråret 1964 sin virksomhed i G., hvor man påbegyndte arbejdet i Godthåb.

Det samlede antal dødsfald pr. 1000 indbyggere, født i G., der 1961 var 9,2, er nogenlunde det sa. som i Danmark. Korrigerer man imidlertid det grønl. tal med den omstændighed, at G.s befolkning omfatter langt flere børn og unge og færre gamle end den da., ses det dog, at dødeligheden i G. i næsten alle aldersklasser stadig er flere gange højere end i Danmark. Dette gælder således også spædbørnsdødeligheden. Ved spædbørnsdødeligheden forstår man antallet af dødsfald bl. børn under ét år pr. 1000 levendefødte børn. Spædbørnsdødeligheden var 1961 65,9 i G., hvilket er ca. tre gange højere end i Danmark. Spædbørnsdødeligheden har dog været faldende gennem årene. 1959 var den således 76,5, medens den 1951 var knap 140. I perioden fra 1901 til 1930 var den i Vest-G. 146 %.

Så sent som 1955 var tuberkulosen den hyppigste dødsårsag i G. Dette havde da været tilfældet igennem mange år. Indtil 1951-52 regnede man således med, at ca. 1/3 af alle dødsfald skyldtes denne sygdom. 1956 rykkede tuberkulosen imidlertid ned på sjettepladsen som dødsårsag. I dag kan kun ganske enkelte dødsfald tilskrives denne sygdom.

Siden 1956 har ulykkelige hændelser været langt den hyppigste dødsårsag i G. 1963 skyldtes således 31,0 % af dødsfaldene ulykker. Herefter kommer fødselslæsioner og sygdomme hos nyfødte. Derefter følger lungebetændelse, hjertesygdomme og ondartede svulster. Man skal dog her være opmærksom på, at befolkningens aldersmæssige fordeling for øjeblikket er vidt forsk. fra fx. forholdene i Danmark.

De hyppigste dødsulykker i G. er drukning og nedstyrtning. Hertil kommer vådeskud, indebrænding og ihjelfrysning.

M. h. t. de mest betydningsfulde sygdomme i G. vil det være naturligt at begynde m. tuberkulosen. Denne sygdom var indtil for få år siden G.s svøbe, idet 6-7 % af hele befolkningen i beg. af 1950’erne led af behandlingskrævende tuberkulose.

I lighed m. dødeligheden er også sygeligheden af tuberkulose nu faldet meget stærkt. 1956 registreredes der således 495 nye tilfælde i Vest-G., hvor tallet imidlertid allr. 1958 gik ned til 269 nye tilfælde. 1959 fandtes der i hele G. i alt 277 tilfælde. I de flg. år aftog antallet jævnt, således at der 1965 i hele G. registreredes i alt 111 nye tilfælde. Dette tal er dog stadig meget stort, fx. sammenlignet m. forholdene i Danmark. Nedgangen i antallet af nye tuberkulosetilfælde i G. må tilskrives s. 283 det meget intensive undersøgelses-, vaccinations- og behandlingsarbejde, der ledes af overlægen ved tuberkuloseafd. ved landshospitalet i Godthåb, samt befolkningens forbedrede bolig- og levevilkår. Ved de årl. tuberkuloseundersøgelser, bl.a. m. røntgenbåden »Misigssut«, der siden 1955 årl. har besejlet v.kysten, undersøges ca. 90% af befolkningen.

Som tidl. nævnt afspejles faldet i tuberkulosesygeligheden også i arbejdet på landshospitalets kirurgiske afd. 1958 udførtes der således 160 store lungeoperationer og 170 almenkirurgiske operationer. 1964 var billedet helt ændret, idet der nu udførtes 44 store lungeoperationer og 730 almenkirurgiske operationer på i alt 1192 indlagte patienter.

Faldet i tuberkulosesygeligheden har desuden gjort det mul. i sommeren 1962 at oprette en intern medicinsk afd. ved Dronning Ingrids Hospital.

Ligesom på hospitalets øvr. afd. modtages her patienter fra hele G. til behandling. Af de 1964 foretagne 415 indlæggelser skyldtes 40 % infektionssygdomme, specielt infektioner m. hæmolytiske streptococcer og sygdomme i respirationsorganerne, medens 20 % var forårsaget af sygdomme i kredsløbsorganer, fordøjelsesorganer og i knogle- og bevægeapparat. Vedr. sygdomme forårsaget af hæmolytiske streptococcer, såsom gigtfeber, rheumatiske hjertesygdomme og andre, skal det bemærkes, at de forekommer langt hyppigere i den grønl. befolkning end fx. i Danmark. Forholdsvis hyppigt ses også smitsom gulsot og paratyfus (B).

Hvad specielt kønssygdommene angår, da har man i alt fald fra 1806 bevidst forsøgt at hindre disse sygdommes indførelse i G. ved en række foranstaltninger, der sen. er blevet skærpede og udbyggede. Det er herved lykkedes at holde G. praktisk taget fri for kønssygdomme indtil o. 1910, hvor gonorrhoe for alvor vandt indpas. Denne sygdom har siden bredt sig til alle grønl. distrikter m. undt. af Thule og Scoresbysund, hvor kun enkelte tilfælde har været iagttaget. Ikke mindst i de sen. år er antallet af gonorrhoe-tilfælde tiltaget m. foruroligende hast. 1959-64 er antallet af erkendte tilfælde således steget fra 2348 til 3670 årl. Denne stigning har utvivlsomt mange årsager, hvoraf de vigtigste er den udbredte promiscuitet blandt de ugifte unge samt det forhold, at sygdommen specielt hos kvinderne tilsyneladende kun giver få symptomer og gener, således at de ikke spontant søger læge herfor. Sygdommen forekommer i dag i langt overvejende grad hos de ugifte unge i de større byer, hvor den til gengæld er overordentlig udbredt hos begge køn. Der udfoldes naturligvis fra alle sider de største bestræbelser for at bekæmpe denne sygdom, men hidtil forgæves.

Syfilis er af og til forekommet i enkelte tilfælde og i småepidemier. Hidtil er det hver gang lykkedes at standse sygdommens videre udbredning ved meget energisk indsats.

Et betydningsfuldt kapitel i G.s historie udgøres af de store epidemier af forsk. smitsomme sygdomme, som i tidens løb har hærget landet. De mest ondartede har utvivlsomt været koppeepidemierne i 1700t., hvor store befolkningsgrupper blev bortrevet af sygdommen. I nyere tid har der været alvorlige epidemier af influenza, kighoste, børnelammelse, forsk. mave-tarminfektioner og mæslinger. Mæslinger vandt for første gang indpas i G. i sommeren 1951, hvilket resulterede i en omfattende epidemi i Syd-G., hvor praktisk talt alle fik sygdommen. I de flg. år indførtes mæslinge-smitte i andre distrikter m. tilsvarende resultat. Den sidste, s. 284 store mæslinge-epidemi 1962 ramte alle lægedistrikter m. undt. af Scoresbysund. Særl. omfattende var epidemien 1962 i Angmagssalik og Umanak distrikter, hvor man havde undgået de forudgående års epidemier.

I alt fik ca. 11.000 pers. sygdommen i G. i 1962, d.v.s. 1/3 af befolkningen. Dødeligheden var ca. 5 pers. pr. 1000 angrebne. Under den første epidemi i Syd-G. 1951 var dødeligheden ca. 18 pers. pr. 1000 angrebne. Dette betydelige fald i dødeligheden må formentlig tilskrives de bedre behandlingsmuligheder over for sygdommens komplikationer, samt de forbedrede sociale forhold. De eneste områder i G., der endnu ikke har haft mæslinger, er herefter Scoresbysund, det meste af Thule lægedistrikt samt bygderne i Upernavik distriktet.

Med henblik på at forhindre fremtidige epidemier gøres der naturligvis alt, hvad der er mul. i form af rutinemæssige vaccinationer. Det skal i denne forb. nævnes, at de første koppevaccinationer i G. fandt sted 1802, kun fire år efter Jenners første meddelelse om vaccinationen 1798. Den direkte anledning til vaccinationens påbegyndelse i G. var en alvorlig koppeepidemi i Nord-G. i 1800. Vedr. vaccinationer i nyere tid kan det nævnes, at vaccination mod mæslinger for første gang inden for det da. rige er blevet gennemført 1965-66 i de ovenn. områder, hvor denne sygdom endnu ikke er forekommet.

En sygdom, som ikke ses i Danmark, men som af og til optræder i G., er trikinose. Trikiner forekommer både hos hav- og landpattedyr i G. Sygdommen opstår som oftest efter indtagelse af råt kød fra hvalrosser og isbjørne. De sidste større epidemier af trikinose forekom 1959 og 1963. 1959 var der 25 tilfælde i Thule efter nydelse af råt bjørnekød og 46 tilfælde i Upernavik efter spisning af råt hvalroskød. Alle patienterne overlevede sygdommen. 1963 forekom der 11 tilfælde af trikinose i Sukkertoppen og 6 tilfælde i Qutdligssat. Begge steder skyldtes sygdommen indtagelse af råt hvalroskød. Alle overlevede.

Vedrørende sygdomsforekomsten i G. skal det til slut kort nævnes, at det dagl. lægearbejde i G. i høj grad præges af de jævnligt optrædende influenza-lignende sygdomme, de meget hyppige betændelser i ørerne og luftvejene samt i mavetarmkanalen.

I G. findes der endnu ikke nogen institutioner for patienter, der kræver særforsorg. Det drejer sig om døve, blinde og svagtsynede, vanføre og åndssvage. En del af disse patienter sendes til behandling og uddannelse, samt event. varigt ophold, på specialinstitutionerne i Danmark, hvad der medfører mange ulemper, ikke mindst af personlig art for de pågældende selv. Enkelte invaliderede er anbragt på alderdomshjemmene el. sygehusene i G.

I de sen. år har speciallæger og andre sagkyndige berejst G. for at undersøge de mange problemer vedrørende de invaliderede og bl.a. herunder foretage en kortlægning af de forhold, hvorunder de lever. Man håber, at det herefter vil blive mul. at øve en virkelig effektiv og rationel indsats for at forbedre deres kår.

Der findes ikke et fast veterinærvæsen i G. En del af de opgaver, der naturligt ville henhøre herunder, varetages af lægerne. Således udfører lægerne dyrlægearbejdet over for slædehundene i n.distrikterne under tilsyn og vejledning af ministeriets veterinærkonsulent inden for dette område. Af særl. betydningsfulde forholdsregler, der er gennemført over for hundene i de sen. år, skal nævnes obligatorisk klipning af hundenes hjørnetænder m. henblik på at formindske følgerne af de ikke usædvanlige hundeoverfald på mennesker, specielt børn. Desuden er der s. 285 gennemført vaccination af hundene mod hundegalskab, der undertiden overføres til hundene under de ret hyppige slagsmål m. vilde ræve. Trods den kendsgerning at der har været hundegalskab blandt slædehundene, har der i G. hidtil kun været erkendt ét tilfælde af denne sygdom hos mennesker, nemlig 1960.

Distriktslægerne er faste, forretningsførende medl. af de lokale sundhedskommissioner. Dette har medført et stadigt stigende arbejde for lægerne, fx. i forb. m. levnedsmiddelkontrol m.v. Medens der således ikke tidl. er sket nogen systematisk gennemført kontrol med levnedsmidler i G., er der ved lov nr. 107 af 26/4 1961 om ændring af lov nr. 275 af 27/5 1950 om sundhedsvæsenet i G. bl.a. skabt lovmæssigt grundlag for en sådan levnedsmiddelkontrol. I forb. m. gennemførelsen heraf har ministeriet for Grønland 1963 ansat en dyrlæge m. særl. uddannelse i levnedsmiddelhygiejne som konsulent. Det er hensigten, at han hvert år skal berejse G. for at råde og vejlede sundhedsmyndighederne inden for dette område.

M. h. t. det grønl. sundhedsvæsens fremtid er der i det foregående nævnt visse planer om udbygning og forbedringer inden for forsk. områder. M. h. t. sundhedsvæsenets fremtidige struktur er der næppe tvivl om, at landshospitalet i Godthåb i stedse tiltagende grad vil blive centrum for sundhedsvæsenets virksomhed, som rådgivende institution for lægerne i distrikterne, som behandlingssted for vanskelige sygdomstilfælde og som uddannelsessted for sundhedsmedhjælpere, event. sen. for grønl. sygeplejersker. Vanskelighederne ved at skaffe speciallæger og andet specialkyndigt personale til G. gør en sådan centralisering påkrævet, samtidig m. at de stærkt forbedrede interne trafikforhold m. både skib og fly medvirker til at gøre denne centralisering mulig.

Socialforsorgen

Socialforsorgen indtil 1/1 1968

Den grønl. socialforsorg var et af de meget få områder, som det i den store Grønlandskommission 1950 blev overladt til det grønl. samfund selv at administrere og finansiere ved midler, som i form af forbrugsafgifter på visse luksusbetonede varer blev stillet til det grønl. samfunds egen rådighed.

Private velgørende foreninger i Danmark har dog i meget betydeligt omfang bidraget til etableringen af de i dag eksisterende sociale institutioner i G. Medens de alderdomshjem, der findes i alle byerne, er finansieret af det grønl. samfunds egne midler, såvel hvad angår anlægs- som driftsudgifter, er de fleste af de indtil nu opførte børneforsorgsinstitutioner således i altovervejende grad bygget for private midler.

Dansk Røde Kors har opført 3 børnehjem i henh. Julianehåb, Godthåb og Egedesminde. Disse 3 børnehjem er dog i slutn. af 1967 af Dansk Røde Kors vederlagsfrit overdraget til G.s landsråd, dog således at driften af hjemmene varetages af Dansk Røde Kors på landsrådets vegne.

Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn står som ejere og varetager driften af 5 s.k. børnesanatorier beliggende i Julianehåb, Sukkertoppen, Jakobshavn, Umanak og Angmagssalik.

Landsorganisationen Red Barnet har for egne midler og i særlig grad ved midler stillet til rådighed fra Kong Frederik den 9. og Dronning Ingrids Fond til Bekæmpelse af Tuberkulosen i Grønland ladet opføre børnehaver i Nanortalik, s. 286 Narssaq, Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen, Holsteinsborg, Egedesminde, Jakobshavn, Qutdligssat, Upernavik og Kangâmiut, og yderligere driver Red Barnet børnehaver i Julianehåb, Christianshåb, Umanak og Angmagssalik, hvis opførelsesudgifter helt og fuldt er stillet til rådighed af dronning Ingrid. Endelig varetager Red Barnet driften af en børnehave i Arsuk, hvor anlægsudgifterne er finansieret fra anden privat side.

Landsrådet har herudover finansieret opf. af en vuggestue i Godthåb, hvis drift varetages af Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn, og Godthåb kommunalbestyrelse driver et for egne midler opført mindre børnehjem i Godthåb.

Ved midler stillet til rådighed fra Egmont H. Petersens Fond er 1967 opført et svangre-, mødre- og spædbørnehjem i Godthåb, der drives som en selvejende institution.

Den nærmere tilrettelæggelse af socialforsorgen hviler stort set på 4 landsrådsvedtægter, der opr. blev vedtaget 1952, men som sen. har undergået en række ændringer. Disse vedtægter er følgende: en landsrådsvedtægt om aldersrente, en landsrådsvedtægt om hjælp fra det offentlige, en landsrådsvedtægt om børneforsorg og en landsrådsvedtægt om forskudsvis udbetaling fra det offentlige af underholdsbidrag til børn.

Yderligere er ved kgl. anordning af 2/2 1962 den i Danmark gældende lov om forsorg mod følge af ulykkestilfælde sat i kraft i Grønland fra 1/7 1962 at regne med en række ændringer, der er en følge af de særlige grønl. forhold, og endelig kan nævnes, at der fra 1/1 1964 ved lov er indført børnetilskud i G. De i dag gældende sociale ydelser fastsættes efter flg. retningslinier:

I. Aldersrenteydelser pr. 1/10 1969.

Grundtaksterne for aldersrenten, inkl. beklædningshjælp og brændselshjælp:

Ved fremsættelse af begæring ved det 60. år:

Ved fremsættelse af begæring ved det 65. år:

Brændselshjælp:

Beklædningshjælp:

268 kroner (årl. ydelse) til hver aldersrentemodtager.

90 kroner (årl. ydelse) til hvert barn, hvortil der udbetales børnetillæg.

Børnetillæg:

Svarer til normalbidraget, for tiden kr. 969 årl.

Lommepenge (til aldersrentemodtagere på alderdomshjem): 780 kr. årl. til enlige og det dobbelte til ægtepar.

Rådighedsbeløb til ydelse af personlige tillæg:

For byer: 40 % af de beløb, der er udbetalt som grundbeløb.

For bygder: 20 % af de beløb, der er udbetalt som grundbeløb.

Det bemærkes, at grundbeløbene og lommepengebeløbene er pristalsregulerede.

II. Almindelig offentlig hjælp:

Hjælpen er trangsbestemt. Der er ikke fastsat vejledende takster, men underholdshjælpen kan normalt ikke overstige et beløb, der svarer til, hvad der kunne være ydet som aldersrente inkl. børnetillæg, brændselshjælp og beklædningshjælp. Yderligere hjælp kan ydes til personer, der lider af tuberkulose el. børnelammelse el. følgerne heraf, samt i uforudselige trangstilfælde af midlertidig natur.

III. Invalidehjælp:

Ydes som alm. off. hjælp m. den videre adgang til at yde hjælp, jfr. ovf.

IV. Normalbidraget til børn født i og uden for ægteskab:

1.022 kroner årl., pristalsreguleres.

V. Almindelige børnetilskud (den generelle ordning):

200 kroner årl. pr. barn under 14 år.

I erkendelse af, at de sociale problemer i G. i meget væsentlig grad kan henføres til omstillingsvanskeligheder i forb. m. ændringer i hele samfundsstrukturen, herunder først og fremmest opbygningen af et moderne erhvervsliv og i sammenhæng hermed en intensivering af koncentrationen af befolkningen på færre og større pladser, er der efter ønske fra det grønl. landsråd sat et betydeligt socialt reformarbejde i gang i G.

Dette reformarbejde har bl.a. givet sig udtryk i, at der er blevet planlagt en meget betydelig udvidelse af det sociale institutionsbyggeri. I første række er der her tale om opførelse for off. midler af forebyggende børneforsorgsinstitutioner såsom vuggestuer og børnehaver.

Yderligere er der 1967 opret. et centralt administrationsapparat i G. under ledelse af en arbejds- og socialdirektør og underlagt en arbejds- og socialdirektion m. sæde i Godthåb. En uddannelse af grønl. socialmedarbejdere, husmoderafløsere, hjemmehjælpere og barnemedhjælpere blev samtidig iværksat.

Efter 1. januar 1968

Ved en landsrådsvedtægt af 21/12 1967 blev arbejds- og socialdirektionen m. virkning fra 1/1 1968 henlagt direkte under G.s landsråd, der fortsat skulle finansiere social- og arbejdsmarkedsvæsenet, men ved en lov af 6/6 1968 blev der opnået mulighed for at yde landsrådet statsrefusion på indtil 30% af samtlige sociale og arbejdsmarkedsmæssige udgifter i G., herunder også udgifter til fremtidigt socialt institutionsbyggeri.

M. henblik på en intensiveret indsats på det grønl. arbejdsmarkedsområde, der må tillægges afgørende betydning i forb. m. koncentrationspolitikkens gennemførelse, er der under landsrådet oprettet et arbejdsmarkedsråd, ligesom planer for oprettelse af arbejdsanvisningskontorer i de største grønl. byer er under udarbejdelse.

Samtidig er en gennemgribende reformering af hele det grønl. sociale underholdssystem for tiden under indgående overvejelse.