Den geologiske opbygning

Prækambriske dannelser i Grønland (urtidsdannelser)

Største delen af alle grønl. bjergarter dannedes i prækambrium. Prækambriske krystallinske bjergarter findes fra Kap Farvel til Thule på v.kysten og fra Kap Farvel til Kangerdlugssuaq på ø.kysten. Isolerede områder med prækambriske krystallinske bjergarter, hvoraf nogle m. betydelig udstrækning, findes inden for den kaledoniske foldekæde på G.s ø.kyst n.f. Scoresby Sund. Endv. findes prækambriske sedimenter og metamorfoserede bjergarter i en bue tværs over Nordog Nordøst-G. langs randen af Indlandsisen.

Prækambriske krystallinske bjergarter og sedimenter i Vest- og Sydøst-Grønland. De prækambriske, krystallinske bjergarter i G. er en fortsættelse af bjergarter, der findes i Canada, og de udgør tilsammen et stort grundfjeldsskjold, der strækker sig fra Hudson Bay i v. til v.grænsen af den kaledoniske foldekæde, der løber fra Appalacherne gennem Newfoundland, Øst-G. og Svalbard i øst. Et lign. skjoldområde findes ø.f. det kaledoniske foldekædebælte fra det østl. Norge til Ukraine.

Skjoldområderne på begge sider af Nordatlanten viser påvirkninger fra 4 hovedperioder af foldekædedannelse, der er blevet brugt som hovedinddeling for prækambrium. Disse optrådte henh. for 3600 mill. år, 2700 mill. år, 1650 mill. år og 1000 mill. år siden. (Til sammenligning sættes jordens alder til 4500 mill. år, og beg. af kambrium placeres ved 570 mill. år). De to perioder 2700 mill. år og 1650 mill. år er m. sikkerhed repræsenterede i G. Disse har fået forsk. lokalnavne såvel i G. som i Canada. De hyppigst anv. navne ses i tabellen. (Da en foldekæde kan være 200-300 mill. år under dannelse, er disse tal ikke alt for præcise).

De fleste prækambriske bjergarter, der nu træder frem ved overfladen, er granitter og gnejser, dannet ved regionalmetamorfose (regionale omdannelser under høje temperaturer og tryk) under foldekædedannelse. Sedimenter og lavaer, der er typiske for de tidligste faser af foldekædedannelse, er lokalt bevarede i metamorfoseret tilstand. De findes ofte som gl. rester i nærheden af foldekædernes randzoner, hvor de har undgået den intensive omdannelse, som fandt sted i de centrale dele af foldekæderne.

I de lange stabilitetsperioder ml. dannelsen af foldekæder bliver der kun aflejret sedimenter af mindre tykkelser, og der er således ringe mulighed for at finde sådanne sedimenter bevarede.

Men i sådanne perioder kan vulkanske gange (dykes) dannes, og den regionale udbredelse af gange af denne art kan være et hjælpemiddel til relative tidsbestemmelser af geologiske begivenheder. Et godt eksempel på dette kendes fra Søndre Strømfjord, hvor en ældre foldekæde er gennemskåret af vulkanske gange, der i den indre del af fjorden er påvirket og omdannet af en yngre bjergkædefoldning. Denne yngre foldning (omkr. 1650 mill. år) omdanner gangene og de tilgrænsende gamle gnejser. Nogle tital kilometer inde i den yngste foldekæde kan de opr. gange slet ikke erkendes mere som gange. Dette meget karakteristiske eks. på, hvorledes ældre bjergartsmateriale bliver oparbejdet og indgår i en yngre bjergkæde, kan ses af alle rejsende fra Søndre Strømfjord lufthavn til Godthåb el. Holsteinsborg.

Regional beskrivelse. Skærgården n. f. Upernavik er det nordligste af de prækambriske, krystallinske områder, som er blevet kortlagt i detaljer på v.kysten. De s. 21 krystallinske bjergarter er rustfarvede, brunlige el. grålige, forvitrende gnejser, som ofte er granatrige, og som indeholder graiitrige horisonter. S. f. Upernavik grænser disse bjergarter op til en stor, grovkornet og porfyrisk granit, der i den sydl. del af Upernavik-distriktet danner underlag for de nordligst forekommende af de tertiære basalter. De steder, hvor basalten ikke skjuler granitten, begrænses den mod sø. af den metamorfoserede, urene og kalkførende sandsten (metagråvakke), som udgør en stor del af Upernavik-distriktet. Gnejserne n. f. Upernavik regnes i det væsentlige for at svare til gråvakken, men i kraftigt omdannet form. De få aldersbestemmelser, man har fra disse bjergarter, henfører dem til det 1650 mill. år gl. vestgrønl. foldestrøg.

I de centrale og sydl. dele af Umanak distriktet underlejres metagråvakken og andre lavmetamorfe (mindre stærkt omdannede) sedimenter af gnejser. Disse gnejser synes at tilhøre et ældre foldestrøg, som er blevet reaktiveret under den 1650 mill. år gl. foldning og metamorfose. Lagfølgen i Umanak distriktet bliver således: en nedre gnejsisk enhed m. amfibolitter (hornblendeskifre) og marmorhorisonter, overlejret af en anden lagfølge, bestående af omdannede sedimenter, der indeholder kvartsitter, lerede sedimenter, amfibolitiske lag og urene, lerholdige sandsten (metagråvakker).

Enkelte steder hviler den metamorfoserede gråvakke direkte på den nedre s. 22 gnejs-enhed. Lagfølgen i gråvakkerne er ofte vendt om p. gr. af intensiv foldning m. overkippede folder og overskydninger (napper).

Gnejskomplekset er kraftigere omdannet end sedimenterne, men i de fleste tilfælde har omdannelserne udvisket de opr. sedimentstrukturer fra disse. Grænsen ml. de to bjergartskomplekser viser ingen inkonformitet, og der optræder hyppigt granitiske årer (pegmatitter) i kontakten ml. de to komplekser.

Der ses to hovedstrukturtræk i Umanak Fjord området. Dels findes store napper (fladtliggende folder), der kan spores over adsk. tital km, dels domestrukturer (ophvælvede strukturer) i gnejsen. Domerne, der synes at have hævet sig op i de overlejrende bjergarter, kan være op til 45 km i diameter. Slægtskabet ml. napperne og domerne er kompliceret. I nogle tilfælde synes napperne at være dannet ved en plastisk udglidning af materiale bort fra flankerne af domerne, i andre tilfælde synes napperne at være stoppet, hvor en dome danner barriere.

Det her skitserede strukturmønster fortsætter s.over omtrent til 50 km n.f. Jakobshavn, hvor mønstret brat ændres tværs over en zone m. forkastning og andre spor af jordskorpebevægelser. S.f. zonen har gnejserne tilsyneladende en meget simpel og enkel struktur (ø.-v.strygning og horisontal foldningsakse). Den nævnte ø.-v.strygning er dominerende ml. Jakobshavn og Holsteinsborg, hvor langt den mest udbredte bjergartstype består af granitiske gnejser. Mindre områder m. erkendbare sedimenter og vulkanske bjergarter findes nær Egedesminde, Christianshåb og ved den østl. ende af Nordre Strømfjord. Disse mindre omdannede bjergarter er intimt knyttet til gnejserne, og det er umuligt at fastslå, om de repræsenterer rester af materiale, der kan sammenlignes m. gnejsens udgangsmateriale, el. om de er rester af et sedimentdække, aflejret på gl. gnejsbjergarter, der har været involveret i en foldningsproces. Det simple strukturmønster brydes i området ved Agto, hvor en serie af små domer optræder.

Et meget større område med høj metamorfosegrad (granulitfacies) findes ml. Nordre Strømfjord og Holsteinsborg. Grænserne af dette område viser tydelige tegn på, at temperaturer og trykændringer i jordskorpen har medført en tilbageskridende omdannelse (retrograd metamorfose). Disse granulitbjergarter kan enten tilhøre en kerne i den 1650 mill. år gl. foldekæde, el. de kan udgøre en relikt enklave, der har modstået omdannelse til lavere metamorfosetrin.

Den sydl. grænse af den 1650 mill. år gl. foldekæde, som løber i retning ø.-v. krydsende Søndre Strømfjord, viser m. overvejende sandsynlighed, at største delen af bjergarterne i dette område stammer fra ældre gnejser, der er blevet involveret i den yngre foldekæde. Til gunst for denne antagelse taler de tidl. omtalte vulkanske gange, som er blevet metamorfoseret, foldet og brudt op under den yngre foldeproces. Gnejserne, som udgør den sydl. del af den yngre foldekæde, viser et komplekst strukturmønster m. sandsynlighed for mindst 3 foldeakser m. udvikling af såvel ø.-v. som n.-s.gående folderetninger.

Strækningen fra Itivdleq (bygden s.f. Holsteinsborg, hvor den sydl. grænse for bjergarter, der menes påvirket af de 1650 mill. år gl. deformationer, findes) til Ivigtut indeholder sandsynligvis det største område m. de ældste prækambriske foldekæder i G. Aldersbestemmelser er sparsomme, men det vides dog, at de fleste bjergarter i dette område er ældre end 2500 mill. år, og nogle er ældre end 3100 mill. år. Foldningsmønsteret er yderst kompliceret, idet fire el. flere generationer af foldninger bygget oven på hinanden har givet anledning til en art interferensmønster s. 23 m. udvikling af en serie små domer, der igen hver for sig har en yderst kompliceret opbygning. De mest udbredte bjergarter er stærkt omdannede gnejser (amfibolit- og granulitfacies). Lokalt, fx. ved Frederikshåb Isblink, findes områder, hvor bjergarterne har primære strukturer, som viser, at de i nogle tilfælde var opr. pudelavaer og mul. sandsten. På et sent trin i den geologiske udvikling i dette store område dannedes lokalt intrusive granitter. Disse er udviklede i Godthåbsfjorden, hvor de er ledsagede af dannelsen af talr. pegmatitter (grovkornede, lyse, farvede gange af granitisk sammensætning).

Det mest særprægede træk i hele områdets opbygning er resterne af enorme intrusivkomplekser, som består af anorthosit (hvid, kalkrig, feldspatholdig bjergart) og amfibolit (hornblenderig bjergart), som danner konforme lag i gnejsen. Komplekserne kan spores over 180 km og har mul. været større. Nogle af bjergarterne i komplekserne indeholder betydelige mængder af kromit m. vanadium. Tilsvarende bjergarter er genstand for brydning i Sydafrika m. henblik på udvinding af krom.

I Ivigtut området findes en række ældre bjergarter, der er påvirket af yngre, o. 1650 mill. år gl. bjergkædedannelser, se tabel s. 20. Dette belyses ved en gruppe gange, der findes fra Frederikshåb Isblink til Kobberminebugt. Disse gange er i Ivigtut områdets sydl. del blevet gradvis stærkere omdannede og deformerede og afspejler dermed en yngre foldningspåvirkning på en ældre foldekæde, ganske som det var tilfældet i Søndre Strømfjord.

Gnejserne i Ivigtut området indeholder konkordante lag og linser af kalkfeldspatrigt materiale, som synes at stamme fra lignende bjergarter som anorthositterne i de lagdelte intrusive komplekser længere mod nord. Indlejret i gnejsen findes serier af bl.a. vulkanske bjergarter m. velbevarede pudelavaer.

De ældre bjergarter i Ivigtutområdet overlejres m. en tydelig inkonformitet af en yngre gruppe sedimenter og vulkanske bjergarter, der var aflejret umiddelbart før den 1650 mill. år gl. foldning. I den nordl. ende af området ved Sermiligârssuk er sedimenterne og lavaerne meget lidt påvirket af såvel foldning som metamorfose, og velbevarede opr. træk er almindelige. Den mest bemærkelsesværdige opdagelse i disse bjergarter er uomtvistelige vidnesbyrd om organisk liv i form af bl. a. en algelignende organisme, som har fået navnet Vallenia. Kemiske analyser af kulbrinter forbundet m. disse organismer tyder på, at de besad en substans af lignende beskaffenhed som klorofyl.

Når disse velbevarede sedimenter og vulkanske bjergarter følges mod s., ses en gradvis stigning i deformations- og omdannelsesgrad, således at den tydelige inkonformitet, der eksisterer ml. dem og de ældre gnejser, gradvis går tabt. Denne ændring skyldes den stigende påvirkning af den 1650 mill. år gl. deformation, som påvirker største delen af bjergarterne i Syd-G.

Ml. Kobberminebugt og Julianehåb er den almindeligste bjergartstype en inhomogen granit, der indeholder spredte, usammenhængende rester af ældre bjergarter. I nogle områder, fx. nær ved Qagssimiut og direkte n.f. Narssarssuaq, indeholder granitten partier, hvor basiske og intermediære bjergarter som intrusioner er blevet dannet i sidste fase af opbygningen af den 1650 mill. år gl. foldekæde.

Grundfjeldet ml. Ivigtut og Julianehåb blev efter foldekædedannelsens afslutning intruderet af talr. gange og alkalirige bjergarter under en periode m. udpræget vulkansk aktivitet, der kan dateres til ca. 1100 mill. år. I mange henseender s. 24 minder denne periodes geologiske aktivitet om udvikling af nuværende »rift valleys« (i Østafrika). Hovedaktiviteten er isoleret inden for et ca. 80 km bredt bælte, begrænset af forkastninger m. hovedsagelig horisontal bevægelse. Aktivitetsperioden kaldes gardar, og i sa. periode aflejres en sandstensformation, der sandsynligvis er dannet under tørre klimatiske forhold. Sandstenen findes i dag næsten udelukkende begrænset til Narssaq halvøen. Lavaer, der er beslægtet m. hovedintrusionerne, optræder i sa. område.

Fire vulkanske komplekser, dannet i gardartiden, fortjener særl. opmærksomhed: Nunarssuit, Igaliko, Ilímaussaq og Ivigtut. Nunarssuit og Igaliko er blandt de største alkaliintrusioner i verden, og Igaliko er berømt for mange sjældne mineraler. Ilímaussaq domineres af en usædvanlig serie bjergarter, der m. et fælles navn kaldes agpaitter. De indeholder en høj koncentration af sjældne grundstoffer som zirkonium, niobium, beryllium, uran og thorium. Ivigtut har i mange år været den eneste brydeværdige, naturlige kilde for mineralet kryolit.

Ml. Julianehåb og Kap Farvel domineres grundfjeldet af granitiske gnejser, der er intruderet af en serie granitter og basiske bjergarter. Der kendes to hovedfoldningsretninger i området, og intrusionen af granitter synes at falde sammen m. dannelsen af den sidste af disse foldninger.

Mod s. afløses gnejserne ml. Sermilik og Tasermiut af omdannede sedimenter (metasedimenter). Disse består af amfibolitter, omdannede lersedimenter m. grafithorisonter og kvartsitter. De sidste varierer betydeligt i mægtighed, og når tæt ved Indlandsisen ca. 2000 m’s tykkelse, mens de ved mundingen af fjorden Tasermiut tynder ud til ca. 100 m.

Hovedparten af gnejserne, som ligger under metasedimenterne n. f. Tasermiut Fjord, opfattes som et ældre grundlag, hvorpå sedimenterne blev afsat. Den opr. grænse ml. sedimenter og ældre gnejser er blevet ødelagt ved yngre foldning og omdannelse. De nederste dele af sedimenterne er blevet delvis smeltede og rekrystalliserede, så de nu også er gnejser. Den øvre grænse for denne delvise opsmeltning af metasedimenterne kaldes en migmatitfront og markeres af et stort antal lysfarvede, grovkornede granitiske bjergarter (pegmatitter), der tydeligt træder frem mod de omgivende mørkere, rekrystalliserede metasedimenter (fig. side 25).

S. f. Tasermiut Fjord er ikke fundet sikre rester af et gl. grundlag, og gnejserne ml. Nanortalik og Lindenow Fjord opfattes som de kraftigt rekrystalliserede ækvivalenter til metasedimenterne, der ses n. f. Tasermiut. Strukturerne ligger fladt og danner et ret svagt ophvælvet dome m. centrum ca. 50 km n. f. Kap Farvel. Isolerede områder m. kraftigt omdannede gnejser (granulit facies) er delvis bev. i de nedre dele af strukturerne. De fladtliggende gnejser skæres og er lokalt foldede af en gruppe intrusive granitter, hvoraf nogle har en udbredelse på mere end 2500 km². Granitterne danner uregelmæssige lag og paddehatformede legemer; de er meget grovkornede og ligner udpræget Rapakivi-granitter fra Syd-Finland, der vides at være dannet i omtrent sa. periode i jordens historie (1600-1700 mill. år gl.).

På sø.-kysten kan virkninger af den 1650 mill. år gl. foldning ses så langt n.på som Tingmiarmiut. Her er fundet en serie vulkanske gange, som nø. f. Tingmiarmiut er friske. Sv. f. Tingmiarmiut er gangene omdannede af den 1650 mill. år gl. bjergkædedannelse. Gangene sætter os således i stand til at erkende grænsen for s. 25 denne omdannelse – nøjagtigt på sa. måde som det er beskrevet fra Vest-G. N.f. Tingmiarmiut så langt som til Umîvik bliver de dominerende bjergarter agmatitiske gnejser (isolerede, kantede stykker af en ældre, normalt mørkfarvet gnejsbjergart liggende i en yngre, lysere farvet, granitisk grundmasse). Nogle af stykkerne i agmatitten består af anorthositisk materiale af sa. type som fundet i de gl. gnejser i Vest-G. Lokalt indeholder de agmatitiske gnejser lag af sedimentær oprindelse; de mest bemærkelsesværdige ses i Grydefjeld v. f. Tingmiarmiut vejrstation. Disse metasedimenter opfattes nu som yngre end de agmatitter, i hvilke de findes, men begge enheder er blevet så kraftigt påvirket af foldning og metamorfose, at deres opr. forhold er blevet ødelagt. Alderen kendes ikke; metasedimenterne betragtes som værende mindst 2500 mill. år gl., og agmatitterne er ældre.

Både agmatitter og metasedimenter har i det mindste lokalt været påvirket af kraftige metamorfoser (granulit facies) samt af intrusion af granitter. Dette ses særligt på Skjoldungen Ø.

N. for Umîvik bliver gnejserne skåret af meget store serier af vulkanske gange, der anses for at være de østl. fortsættelser af de gangsværme, der kendes s. f. Søndre Strømfjord i Vest-G. Gangene er brudt kraftigt i stykker og rekrystalliserede under yngre foldningsbevægelser, der fandt sted for ca. 1650 mill. år siden, svarende til den foldning, der har omdannet bjergarterne n. f. Søndre Strømfjord. Virkningerne s. 26 af denne foldning bliver progressivt stærkere mod n., så de fleste bjergarter i Angmagssalik-distrikt viser vnvestl.-øsøstl. strukturelt mønster karakteristisk for den yngre foldning. Brede bælter af gl. metasedimenter findes n. og v. f. Angmagssalik Ø, hvor de danner rustne lag i den omgivende lyse gnejs. Slutaktiviteten i den 1650 mill. år gl. foldeperiode viser sig som en serie granitintrusioner, der ligner de unge granitter i Kap Farvel området. De ses særlig smukt langs det sund, der skiller Angmagssalik Ø fra hovedlandet.

Prækambriske sedimenter i Nord- og Østgrønland. Prækambriske sedimenter findes blottet i en række områder langs kanten af Indlandsisen på strækningen ml. Thule og Scoresby Sund samt i den centrale del af fjordzonen omkr. Kejser Franz Joseph Fjord. Nogle få steder, fx. Inglefield Land og Dronning Louise Land, er grænsen ml. sedimenterne og det krystallinske underlag blottet, mens den de fleste steder er dækket af Indlandsisen. I nogle områder, fx. ml. Washington Land og det sydl. Peary Land, dækkes de prækambriske dannelser af kambro-siluriske bjergarter. En korrelation ml. de forsk. sedimenter er vanskelig, bl.a. fordi sedimenternes aflejringsmilieu har været stærkt varierende. I den østligste del præges sedimenterne således af at være geosynklinale dannelser, aflejret i forb. m. den ungprækambriske geosynklinaldannelse (den karolinidiske) eller i forb. m. den senprækambriske-palæozoiske geosynklinal (den kaledoniske). I de vestligste dele derimod har sedimenterne karakter af forlandsdannelser, aflejret på den stabile sokkel uden for geosynklinalerne.

Prækarolinidiske sedimenter. De ældste prækambriske sedimenter, der kendes fra Nord- og Øst-G., findes blottet i området ml. det sydl. Peary Land og Kronprins Christian Land samt i Dronning Louise Land. I det førstn. område afspejler aflejringerne en tosidet sedimentær udvikling, idet de i den østligste del (Kronprins Christian Land) er aflejret i en geosynklinal, mens de i den vestl. del (Danmark Fjord – sydl. Peary Land) er aflejret i et stabilt forlandsområde.

I geosynklinalstrøget har sedimenterne en mægtighed på over 6000 m og består af svagt omdannede, lerede og sandede bjergarter. På forlandet derimod når de samtidigt aflejrede sedimenter kun en mægtighed på noget over 1000 m, og i dette område findes udelukkende sandstensdannelser. I begge områder er de nederste dele af lagserierne imidlertid ikke blottede, hvorfor de totale mægtigheder godt kan være større end angivet her.

Efter at den karolinidiske geosynklinal var fyldt m. sedimenter, foldedes geosynklinalområdet, medens forlandet forblev ufoldet. Herved opstod en markant forskel ml. de bjergarter, der ses i Kronprins Christian Land, og de bjergarter, der findes i området ml. det sydl. Peary Land og Danmark Fjord.

Postkarolinidiske sedimenter. Efter nederodering af den karolinidiske foldekæde dannedes der i Nord- og Øst-G. nye geosynklinaler, hvori der i slutn. af prækambrium aflejredes stedvis meget tykke sedimentserier. Sedimentationen i geosynklinalerne fortsatte et stykke op i palæozoikum, hvorefter geosynklinalzonerne foldedes. I Øst-G. skete denne foldning i slutn. af silurperioden og benævnes den kaledoniske foldning.

Prækambriske sedimenter, der er aflejret i den kaledoniske geosynklinal, kendes s. 27 bedst fra G.s ø.kyst, hvor de i fjordzonen omkr. Kejser Franz Joseph Fjord når en samlet mægtighed på over 11 km. Sedimenterne er her foldede, men da de er relativt uomdannede, får man et godt indtryk af deres opr. karakter. Den yngste del af de prækambriske sedimenter er aflejret i en epoke, der benævnes eokambrium (eos = morgenrøde). Denne indledes m. aflejring af en række glaciale dannelser, s.k. tillitter, der opfattes som forstenede moræneaflejringer. Disse tillitter udgør en karakteristisk aflejringstype, der findes udbredt flere steder i Nord- og Øst-G., og på hvilke man baserer vigtige stratigrafiske korrelationer vedrørende de prækambriske sedimenter.

De sedimenter, der i fjordzonen er aflejret før eokambrium, danner tilsammen en mere end 10 km mægtig sedimentpakke, der kaldes Eleonore Bay gruppen. Den nederste del af denne er ikke blottet, men det antages, at man i Gåseland i det indre Scoresby Sund finder aflejringer, der svarer til Eleonore Bay gruppens nedre fortsættelse. Man når herved frem til, at den prækambriske sedimentaflejring i den kaledoniske geosynklinal stedvis har nået en mægtighed på ca. 14 km.

Eleonore Bay gruppens sedimenter består nederst af mere end 6000 m sandede bjergarter, der undertiden indeholder kalk- og lerhorisonter. Herover følger 2000 m kvartsitter, der igen overlejres af en 900 m mægtig serie alternerende sandsten, dolomit og kalksten, der p. gr. af deres kontrasterende farver har givet navn til typeområdet »Brogetdal«. De øverste ca. 1100 m af Eleonore Bay gruppen består af overvejende kalksten og dolomitter.

De eokambriske geosynklinalsedimenter, der følger efter Eleonore Bay aflejringerne, udgør i alt ca. 500 m, begyndende m. de før omtalte tillitter. Herefter følger dolomitter, lerskifre, kalksten og til sidst en gipsholdig, kalkrig sandsten. Den sidste af disse aflejringstyper er særl. interessant, idet man i dennes s. 28 øverste del finder aftryk af saltkrystaller, hvilket antyder, at varme klimaforhold har hersket i området under afsætningen. Dette viser tilstedeværelsen af et meget skarpt klimatisk omsving fra glaciale til varme forhold i løbet af den eokambriske epoke.

Uden for fjordzonen kendes prækambriske, geosynklinale sedimenter fra nunatakområdet v. derfor. Aflejringerne kan her sammenlignes med Eleonore Bay gruppens sedimenter, som de kendes fra fjordzonen, men fra nunatakzonen kendes kun en ca. 7-8000 m mægtig aflejringsserie.

Det kaledoniske geosynklinalstrøg kan følges mod n. op langs G.s ø.kyst til Kronprins Christian Land. Heroppe er de kaledoniske, geosynklinale aflejringer udviklet på en anden måde end i fjordzonen. Sedimenterne kan dog også her deles i en eokambrisk og en før-eokambrisk del, men den totale mægtighed når kun ca. 4000 m, hvoraf knap 500 m er eokambrisk. Den ældste del består nederst af lerskifre, fulgt af marmor, gråvakker og til sidst sandsten. Herefter følger de eokambriske aflejringer, der begynder med tillit og sandsten, og dernæst følger kalksten og dolomit; denne igen efterfølges af sandede aflejringer, der henregnes til nedre kambrium.

Langs n.kysten af G. findes et ca. ø.-vestl. geosynklinalstrøg m. palæozoisk foldede sedimenter, hvoraf nogle formodentlig er aflejret allr. i prækambrisk tid. Disse sidstn. aflejringer findes blottet på den nordligste del af Peary Land, hvor de udgør en over 3000 m mægtig serie, som kun er ufuldstændigt kendt.

S. og v. f. geosynklinalområderne er der i eokambrisk tid aflejret en række sedimenter på randen af den stabile grundfjeldssokkel. Sedimenterne er forblevet ufoldede og findes kun bevarede i Nordvest- og Nordøst-G. samt eventuelt i Dronning Louise Land.

I Nordvest-G. findes eokambriske aflejringer på Inglefield Land, hvor de er aflejret direkte på det peneplaniserede grundfjeld, samt i Kap York distriktet, ml. Etah og Dundas, hvor sedimenterne findes som nedforkastede blokke i grundfjeldet. På Inglefield Land drejer det sig om sandsten, overlejret af dolomitter, der tilsammen udgør en 190 m mægtig lagserie. I Kap York distriktet nås en betydelig større total mægtighed – mere end 2000 m – og aflejringsfølgen er her sandsten, sorte skifre og dolomitter, hvilket viser, at aflejringsmilieuet mod s. har været meget forskelligt fra det, der kendes fra Inglefield Land.

I Nordøst-G. er de eokambriske forlandsaflejringer kendt fra området ml. det sydl. Peary Land og Danmark Fjord. Inden for dette område varierer lagfølgen noget, og i alt kendes en ml. 600 og 800 m mægtig lagserie. I det sydl. Peary Land begynder aflejringerne m. en tillithorisont, hvorefter følger en serie af sandsten og lerskifer efterfulgt af dolomitter og sandsten. Underlaget for de eokambriske aflejringer i dette område er de tidligere omtalte prækarolinidiske sandsten.

Store dele af den kaledoniske bjergkæde i Øst-G. har det ikke været mul. at redegøre for m.h.t. de prækambriske dannelser, som udgør det initiale hovedmateriale i denne kæde. Dette skyldes, at bjergarterne under foldekædedannelserne er blevet så stærkt omdannede, at de har mistet deres opr. præg. Imidlertid kan det vises, at der i den nordligste del indgår materiale, som allr. tidl. havde været udsat for en bjergkædefoldning, nemlig den karolinidiske. Dette ses i sin simpleste form i Kronprins Christian Land, hvor karolinidisk foldede sedimenter påvirkes af kaledoniske jordskorpebevægelser.

Aflejringer fra Jordens oldtid (Palæozoikum)

Palæozoiske aflejringer forekommer langs G.s ø.kyst fra Scoresby Sund til Nordostrundingen, i et bælte langs G.s n.kyst og i et lille område nær Sukkertoppen i Vest-G.

Kambrium, ordovicium og silur

Nord-Grønland. Ældre palæozoiske aflejringer dækker i Nord-G. et bælte fra Inglefield Land til og med Peary Land og begrænses i n. af den nordgrønl., hercyniske foldekæde, hvori sedimenterne indgår i metamorfoseret tilstand, mod s. af prækambriske dannelser og Indlandsisen. Aflejringerne omfatter såvel kambrium som ordovicium og silur. Kambriet (ca. 100 m tykt) danner et bælte sydligst, dernæst følger ordovicium (1000 m tykt i v., 400 m i ø.) og længst mod n. silur (ca. 2000 m tykt). Lagserierne sammensættes af konglomerater, sandsten, kalksten, dolomitter og skifre, og de indeholder en mængde fossiler (koraller, brachiopoder, blæksprutter, trilobitter m.m.), fordelt i adsk. niveauer. Lagene er for en del afsat i et hav, der stod i forb. m. Nordamerika, i silur tillige m. Europa.

Øst-Grønland. Tilsvarende aflejringer træffes langs G.s ø.kyst fra Kronprins Christian Land i n. til Scoresby Sund i s. (70°- 81° nordl. bredde). I den sydl. del af området indgår aflejringerne i den n.-s.-gående kaledoniske foldekæde sa. m. prækambriske sedimenter, såvel i et bælte omfattende det indre fjordsystem som i et nunatakstrøg fra Kong Christian X.s Land til Dronning Louise Land. Fra disse områder kendes lag fra kambrium og ordovicium, og hertil slutter sig længst mod n. lag fra silur i Kronprins Christian Land. Kambrium omfatter en ca. 700 m tyk lagserie af sandsten, skifre, kalksten og dolomitter, ordovicium en serie på 1500 m’s tykkelse af skifre, kalksten og dolomit. Siluret i n. er over 1000 m tykt og opbygges af lign. lag. Fossiler af sa. kategorier som nævnt fra Nord-G. kendes fra talr. horisonter, og lagene er afsat i et hav, der i kambrium stod i forb. m. Nordamerikas øststater, i ordovicium m. Nordamerika og Irland og i silur m. Nordamerika og Europa.

Den kaledoniske, østgrønlandske foldekæde. I slutn. af silur foldedes de omtalte ældre palæozoiske og ungprækambriske sedimenter i Øst.-G. til en mægtig bjergkæde, som i Petermanns Bjerg opnår sin største højde, 2940 m. Adsk. toppe ligger ml. 2000 og 2900 m. Foldekædens øvre del præges af kun svagt omdannede sedimenter, der ligger i regelmæssige folder såvel i den indre fjordzone som i nunatakzonen. De foldede sedimenter har en samlet tykkelse på ca. 15 km. I Kronprins Christian Land når sedimentmægtigheden kun ca. 5 km, og lagene viser her gode eks. på forkastninger og overskydninger. I et strøg ml. nunatakzonen og fjordzonen samt i Liverpool Land finder vi lagserien stærkt metamofoseret og omdannet til gnejser og granitter. Disse dele af foldekæden har indtaget et dybt niveau un der dens dannelse og er kraftigere foldet. Foldernes orientering er afvigende i forhold til folderne i den højere beliggende, mindre omdannede sedimentserie. I Gåseland og i Dronning Louise Land kan i mindre områder iagttages foldekædens bjergarter hvilende på det ældre grundfjeld.

Vest-Grønland. I Sukkertoppen distrikt er ganske uventet fundet rester af fossilførende ordovicium bev. i kløfter i grundfjeldet. Det kan herefter ikke afvises, at s. 30 det ældre palæozoikum kan have haft en meget større udbredelse i G., end tilfældet er nu. Lagene må da i stor udstrækning være fjernet ved erosion.

Devon

7-8 km tykke aflejringer fra denne periode optræder i et 60 km bredt og 300 km langt område inden for den østgrønl. fjordzone ml. 72° og 74° nordl. bredde. De ældste lag består af grove nedbrydningsprodukter (molasse) af den kaledoniske foldekæde og hviler diskordant på dennes forsk. lag, hvis overflade er i besiddelse af et meget kraftigt relief. Over de grove bundlag følger limniske sedimenter af grå og røde sandsten m. underordnede konglomeratlag. I denne mægtige serie er fundet rester af primitive planter samt hvirveldyr, navnlig panserfisk, lungefisk og kvastfinnede fisk. Særl. interessant er fundet i de yngste devonlag af de ældste, kendte urpadder (»firbenede fisk«). Den devone lagserie gennemsættes af forkastninger og viser i øvrigt foldestrukturer og overskydninger tilhørende en sen fase af de kaledoniske foldninger (slutn. af devon). Disse tektoniske foreteelser griber også ind i underlagets ældre komponenter. Forekomster af granitter og sure eruptiver inden for devonkomplekset viser, at der i devonperioden har rådet en ret kraftig vulkansk virksomhed.

Den hercyniske, nordgrønlandske foldekæde. Langs G.s n.kyst ligger en foldekæde, der udgør en østl. fortsættelse af en foldekæde på Ellesmere Island. I Nordkronen på Peary Land når bjergkæden sin største højde, 1950 m. De foldede lag er for en stor del omdannede til kvartsitter. Stærkt metamorfoserede sedimenter (gnejser) som i den østgrønl., kaledoniske foldekæde, er ikke iagttaget. Foldekæden, som er opstået ved et tryk fra s., viser kraftige foldestrukturer og overskydninger. De yngste lag tilhører i G. øvre silur, og foldekæden overlejres i det østl. Peary Land af ufoldede lag fra øvre karbon. I Ellesmere Island indgår dog også sikre devone lag i foldningen, og bjergkædens alder må derfor være hercynisk, d.v.s. tilhøre det nedre karbon.

Karbon

Aflejringer fra denne periode er påvist i den centrale del af det østgrønl. fjordområde, i et mindre område længst mod n. på ø.kysten samt i Peary Lands østl. del.

I det store, sydl. område træffes lagene i et smalt bælte fra Scoresby Land til Clavering Ø og i et par småområder på Wegener Halvø og i Canning Land. Sedimentmægtigheden andrager i dette område op til 6 km, og lagene ses her hvile diskordant på foldede, øvre devone lag. Karbonlagene opbygges af materiale opstået ved devonets nedbrydning og er dels aflejret terrestrisk, dels afsat af floder og i søer. Lagserien omfatter konglomerater, grå el. rødlige sandsten og sorte skifre, endv. findes tynde kullag. I lagene er bl.a. fundet rester af skæltræer, segltræer og træagtige padderokker, karakteristiske for karbontidens plantevækst. Opadtil synes denne limniske serie at gå jævnt over i limniske nedre permlag.

Karbonlagserien er i dette sydl. område gennemsat af forkastninger, hvoraf den vestligste danner skillelinie ml. devon og karbon. Ø. f. denne store forkastningslinie ligger karbonlagene opdelt i adsk. blokke, som er mere el. mindre overkippede mod v. Den tektoniske baggrund for disse forstyrrelser må henlægges til s. 31 overgangen karbon-perm. I de lange tidsrum efter disse begivenheder har nye bevægelser langs de permokarbone brudlinier fundet sted gentagne gange.

Længst mod n. i Holm Land og Amdrup Land består de ældste karbonlag af en kontinental serie meget lig den i sydområdet. Der er her fundet lag af ægte stenkul. De yngre dele af karbonet består dog af lag i marin udvikling, kalksten, dolomitter og gipslag. Lagene er meget fossilrige og går opefter over i lign. lag af nedre perm-alder. Faunaerne i disse lag tilhører et circumpolart hav. Ganske tilsvarende lag, hvilende på den nordgrønl., hercyniske foldekæde, kan iagttages i det østl. Peary Land.

Perm

I de centrale dele af Øst-G. optræder det nedre perm formentlig i kontinental udvikling som en direkte fortsættelse af det kontinentale karbon. Tilstedeværelsen af marint øvre perm er derimod med sikkerhed fastslået i området ml. Scoresby Sund og Wollaston Forland (70°-74° nordl. bredde). Disse permsedimenter kan foruden på det kontinentale permo-karbon hvile diskordant på endnu ældre aflejringer. Lagene, der er op til 300 m tykke, består af konglomerater, dolomitter, kalksten, sorte skifre og lag og boller af anhydrit. Kalkstens- og skiferlagene ækvivalerer ofte hinanden, og veritable revdannelser indskydes i lagene. En rig marin fauna, der også omfatter talr. fisk (ganoider og hajlignende former), viser stor lighed m. zechsteinfaunaen i Tyskland og England. Tilstedeværelsen af anhydritlag s. 32 i serien viser yderligere, at zechsteinhavet, som i Nordeuropa gav anledning til de store saltlejers opståen i øvre perm, er kommet fra n. og har dækket dele af Øst-G.

I Holm Land, Amdrup Land og det østl. Peary Land findes, som allerede nævnt, marine lag fra nedre perm. De består af ca. 350 m tykke, meget fossilrige kalkstenslag.

Aflejringer fra Jordens middelalder (Mesozoikum)

Mesozoiske aflejringer (trias, jura og kridt) kan studeres i Øst-G. ml. Kangerdlugssuaq og Nordostrundingen, i et lille område i det østl. Peary Land (trias, kridt) samt i Vest-G. (kridt ml. Disko Bugt og Svartenhuk Halvø).

Trias

Denne periodes aflejringer findes hovedsageligt i den centrale del af Øst-G. ml. Scoresby Sund og Wollaston Forland (70°-75° nordl. bredde) i den ydre del af fjordzonen. Her når triaslagene maksimalt en tykkelse på 2000 m og hviler lokalt uden skarp grænse konkordant på lag fra øvre perm. Triaslagene sammensættes af konglomerater, sandsten, skifre og lerlag. I den ældre, marine del af lagserien, der findes bedst udviklet længst mod n. (n.kysten af Hold with Hope), findes i lerlagene konkretioner, der indeslutter meget smukt bevarede fossiler, især ammonitter, fisk (ganoider, lungefisk og kvastfinnede fisk) og urpadder. Denne ældste triasfauna viser tilknytning til faunaer fra Spitzbergen, Timor, Himalaya og Madagascar. Navnlig i områdets sydl. del efterfølges de marine lag af en betydelig, kontinental serie m. grå og røde skifre, røde kalkstens- og lerlag samt underordnede gipslag, en serie, der meget minder om lag fra øvre trias (keuper) i Europa. Endelig afsluttes triasserien mod s. (Jameson Land og sydl. Liverpool Land) af rhaetlag, mest grå sandsten og mørke skifre m. kullag og m. talr. smukt bevarede plantefossiler af bregner, cykadeer og nåletræer, der for største delens vedk. også kendes fra Nordeuropas rhaet, fx. Skånes.

I den østl. del af Peary Land kendes et lille triasområde m. 600 m tykke lag af sandsten og skifre. I visse horisonter findes marine fossiler fra nedre og mellemste trias tilhørende faunaer af circumpolar karakter.

Jura

Juraaflejringer er påvist i Øst-G. ml. Scoresby Sund og Store Koldewey (70-77° nordl. bredde) inden for den ydre fjordzone og n.efter i et strøg af 700 km længde og indtil 130 km bredde, bredest ved Scoresby Sund. Her når aflejringerne en samlet mægtighed på op mod 2 km. Alle juraperiodens 3 underafdelinger: lias, dogger og malm, er repræsenteret i en næsten komplet lagfølge, karakteriseret ved marine fossiler: muslinger, snegle, ammonitter m.m.

Over de limniske rhaetlag følger i Jameson Land og sydl. Liverpool Land en lign. lagserie m. smukke plantefossiler samt kullag (lokalt stenkul), men tilh. nedre lias. Floraen, lignende den rhaetiske, slutter sig nær til floraer fra nedre lias i Nordeuropa. Over denne rhaet-lias lagserie, som er opstået i søer og deltaer, følger i Jameson Land og sydl. Liverpool Land marine lag, konglomerater, sandsten og skifre m. meget fossilrige horisonter og tilhørende mellemste og øvre lias. Dette s. 33 liashav har, efter fossilerne at dømme, også dækket store dele af Nordeuropa, bl.a. Danmark. Liaslag er ikke kendt med sikkerhed n. f. Kong Oscar Fjord.

Doggeraflejringer kendes fra hele den 700 km lange strækning og opbygges af marine sandsten og skifre m. mange fossilzoner. Fossilerne viser, at doggerhavet i G. har været circumpolart og næsten ingen forb. har haft m. det europæiske doggerhav.

Malm er ligeledes påvist fra Store Koldewey i n. til Scoresby Sund i s. og omfatter tykke lag af sandsten og skifre afsat i et hav, der væsentligt var circumpolart, men som dog også har haft nogen forb. m. Europa (England, Danmark, Rusland). Malmlagene kan være umådelig fossilrige (fx. Kap Leslie på Milne Land) og omfatter i n., på Hochstetters Forland, underordnede, limniske aflejringer m. gode kullag, der har været udnyttet.

Juraperioden har ligesom i den øvr. verden været en meget rolig periode i G. uden nævneværdige, tektoniske forstyrrelser.

Kridt

Denne periodes aflejringer kendes både fra Nord-, Øst- og Vest-G. I Nord-G. findes en forekomst på Peary Land (83° nordl. bredde), i Øst-G. er de kendt fra Kangerdlugssuaq i s. til Nordostrundingen (ml. 68° og 82° nordl. bredde) og i Vest-G. ml. Disko Bugt og fjorden Umîarfik (69°-72° nordl. bredde).

Nord-Grønland. I det østl. Peary Land findes limniske sandsten m. ved og andre planterester, som menes at tilhøre øvre kridt.

Øst-Grønland. Bortset fra en mindre forekomst på Nordostrundingen (82° nordl. bredde) af marine lag, findes hovedområdet for kridtaflejringer yderst mod ø. i fjordzonen ml. Store Koldewey (76° nordl. bredde) og Scoresby Sund (70° nordl. bredde). Det drejer sig her om marine aflejringer af sandsten og skifre, hvis samlede maksimale mægtighed ikke kan fastslås med sikkerhed, men må andrage flere hundrede meter. Fossiler af sa. kategorier som i jura fra Store Koldewey, Wollaston Forland og Scoresby Sund (Milne Land og Jameson Land) viser, at det nedre kridt er repræsenteret, afsat i et hav m. forb. til Nordamerika og Europa. På Traill Ø er øvre kridts samtlige etager: cenoman, turon, senon påvist i europæisk udvikling. S. f. hovedområdet findes ved Kangerdlugssuaq (68° nordl. bredde) mindre områder af sandsten hvilende på det ældre grundfjeld, dels limniske m. planterester, dels marine, begge tilh. det øvre kridt.

Vest-Grønland. I Vest-G. hviler kridtaflejringerne på stærkt forvitret grundfjeld på Nûgssuaq og Svartenhuk Halvø og findes i øvrigt på Disko, Upernivik Ø og Qeqertarssuaq Ø, hvor dog underlaget ikke er synligt. De ældste lag består af limniske sandsten og skifre tilh. nedre kridt m. gode kullag og nederst en rig flora af bregner, cykadeer og nåletræer. Den limniske serie er op til 800 m tyk og omfatter i de øverste dele lag tilh. øvre kridt, hvor løvtræer dominerer blandt planteresterne. Denne øvre, limniske serie er smukt udviklet på Upernivik Ø, Nûgssuaqs s.kyst og Disko (Vaigatkysten og Flakkerhuk) og indeholder brydeværdige kullag s. 35 (statens mine ved Qutdligssat). Kridtserien afsluttes af en mindst 600 m tyk, ret komplet øvre kridtserie af sorte, marine skifre og sandsten tilhørende tiden fra turon til og med senon. Den indeholder rige faunaer af især ammonitter og inoceramer. Skallerne af muslingen inoceramus kan i senonet på Nûgssuaq opnå et tværmål på næsten 2 m og repræsenterer derfor de største muslinger, man kender. De marine fossiler viser, at kridthavet i turon-senon til tider har stået i forb. m. det centrale Nordamerika, til andre tider også med det europæiske kridthav. Ved Pautût på Vaigatkysten af Nûgssuaq er i den marine serie fundet en rig flora m. mange løvtræer, deriblandt laurbær og platan, som viser, at klimaet i senon tid må have været varmt tempereret.

Aflejringer fra Jordens nyere tid (Kænozoikum)

Tertiær

Tertiære dannelser har vid udbredelse i Øst-G. fra Kangerdlugssuaq (68° nordl. bredde) til Shannon (ca. 75° nordl. bredde). Mest iøjnefaldende er de tertiære basalter, som n. f. Kangerdlugssuaq danner G.s højeste fjeldtoppe, højest er Gunnbjørn Fjeld (3733 m). Også i Vest-G. er tertiæret kraftigt repræsenteret ml. Disko Bugt og Upernavik (68°-75° nordl. bredde), og ligesom i Øst-G. udgør basalterne et dominerende element i fjeldopbygningen m. fjeldtoppe på over 2000 m højde. Såvel i Øst- som i Vest-G. indgår sedimenter i tertiærets opbygning.

Øst-Grønland. Med en mægtighed på over 4 km opbygger basalterne fjeldgrunden ml. Kangerdlugssuaq og Scoresby Sund i et højt, stærkt nediset område. Basalterne s. 36 gennemsættes i dette område af granitter, syenitter og gabbroer, der sa. m. ultrabasiske gangdannelser udgør den s.k. skærgård intrusion. Basaltkomplekset hviler de fleste steder på nederoderet grundfjeld, men lokalt på lag fra øvre kridt. Ved Kap Brewster og sydligere på Blosseville Kyst er ml. basaltbænkene iagttaget kulførende sedimenter. Kullene ved Kap Brewster udnyttes. På denne lokalitet og ved Kap Dalton (69 1/2° nordl. bredde) overlejres basalterne af fossilrige, marine sandsten og skifre, de ældste fra øvre eocæn, de yngste fra oligocæn-miocæn. Basaltvulkanismen kan herefter betragtes som klinget ud i eocæn i Øst-G. N. f. Scoresby Sund optræder basalt i form af gangdannelser i de ældre sedimenter og i øvrigt også som mindre dækker over ældre bjergarter, fx. på Hold with Hope, Wollaston Forland og Shannon. Enkelte steder som ved Kap Broer Ruys og på Sabine Ø hviler basalten på lag af sandsten og skifre m. planteforsteninger tilhørende det ældste tertiær, paleocænet. I det centrale område er iagttaget syenitiske eruptiver af formentlig tertiær alder, eksempelvis i det nordvestligste Jameson Land og på Traill Ø’s to østl. halvøer. Ved Mesters Vig gennemtrænger formentlig tertiære kvartsgange de ældre sedimenter ledsaget af bly- og zinkmalme, som har været udnyttet.

Vest-Grønland. Kridtaflejringerne på Disko, Nûgssuaq og Itsako (Svartenhuk Halvø) overlejres af en sedimentserie, som på Nûgssuaq kan opnå en tykkelse på mindst 600 m. Den består, ligesom det marine øvre kridt, hovedsagelig af sorte, bituminøse skifre og mere underordnede konglomerater og sandstenslag i form af deltadannelser. På n.kysten af Nûgssuaq indledes serien af et ca. 50 m tykt, groft konglomerat, der diskordant overlejrer kridtlagene. Herover følger en skiferserie på godt 550 m, hvis forsteningsindhold bestemmer alderen til allerældste tertiær (nedre danien). Der indgår i den øverste del af denne serie vulkanske, fossilførende askelag, der viser, at basaltvulkanismen i Vest-G. er beg. i danientid. Diskordant over denne serie følger på Nûgssuaq en op til 100 m tyk lagserie (øvre danien), ligeledes af sorte skifre m. konglomerater og sandsten, der ofte er opbygget som deltaer. Disse lag indeholder en meget rig marin fauna af koraller, muslinger, snegle, nautiler, krabber m.m., der viser tilknytning til danienet, som vi fx. kender det i Fakse banke, og til det ældre paleocæn, som det kendes fx.fra Danmark (Kbh.) og Belgien. Foruden den marine fauna er i deltalagene også fundet ved, blade og frugter af en varmt tempereret flora, hvori bl.a. indgår små palmer, vinstok, plataner, laurbær, magnolier og metasequoia. En ganske lign. flora er fra gl. tid kendt fra Atanikerdluk i det sydl. Nûgssuaq og på Itsako og Disko, men optræder her i rent limniske lag. Øvre danien lagserien afsluttes ligesom nedre danien serien af vulkanske askelag, der dernæst overlejres af den kilometertykke basaltformation. De ældste basalter udgøres alm. af pudelavaer (pillow lavaer), opstået ved at basaltmagmaet er størknet under vanddække. De kan være op til 600 m tykke, men varierer stærkt i tykkelse fra sted til sted, og efterfølges af de kilometertykke, kontinentale plateaubasalter. I den nedre del af denne serie indskydes dog tyndere lag af pudelava, hvilket afspejler, at området i beg. flere gange dækkedes af havet, inden mere stabile, kontinentale forhold indtraf. Plateaubasalternes kemiske sammensætning ændres efterhånden i mere sur retning og afsluttes lokalt af trakytter og andesitter. I den øvre del af serien findes mellem plateaubasaltbænkene planteførende sedimenter m. kullag, der tidl. har været brudt af grønlænderne. Alderen s. 37 af disse sedimenter synes at være eocæn, og det er derfor meget sandsynligt, at basaltvulkanismen i Vest-G., ganske som i Øst-G., klinger ud i løbet af eocæn. Af speciel interesse er forekomsten af store klumper af tellurisk jern i de yngre plateaubasalter i Blåfjeld v. f. Godhavn.

Overgangen kridt-tertiær afspejler i Vest-G. voldsomme jordskorpebevægelser. Mest iøjnefaldende manifesterer dette sig i den kraftige brudzone, der overskærer Svartenhuk Halvø fra Umîarfik til Umîvik, løber østen om Ubekendt Ejland og krydser Nûgssuaq fra Ikorfat gennem dalen Auvfarssuaq til Sarqaqdalen, hvis ø.side den følger til havet lidt v. f. Sarqaq. Kun ø. f. denne brudzone kan grundfjeldet og deældste kridtlag iagttages, v.for ligger disse dannelser under havniveau. Det vestl. område er sænket o. 1000 m i forhold til området ø. f. brudzonen. Den paleocæne diskordans ml. nedre danien og øvre danien er vidnesbyrd om nye bevægelser i ældste tertiær. Da basaltvulkanismen endelig satte ind for fuld kraft, udviste landområdet som følge af de forudgående stærke tektoniske bevægelser et kraftigt relief. Dette udjævnedes nu, ved at de dybeste partier, som lå under vanddække, udfyldtes af pudelava. Dernæst opbyggedes, afbrudt i begyndelsen af nye vanddækninger, det mægtige, kontinentale plateaubasaltkompleks, og plateaubasalten afsattes på begge sider af den store brudzone. Ø. f. den hviler plateaubasalten mange steder både i n. (ø. f. Uvkusigssat Fjord) og på Nûgssuaq på grundfjeld, og det samme er tilfældet i det vestl. Disko. I det store mellemliggende område hviler basaltformationen udelukkende på sedimenter. Efter at dannelsen s. 38 af basalterne, formentlig på overgangen eocæn-oligocæn, var afsluttet, fulgte nye kraftige, tektoniske bevægelser, som særlig tydeligt manifesterer sig i kipningen mod sv. af basaltformationens lag sv. f. brudzonen over Svartenhuk Halvø, samtidig med at området n. f. brudzonen sænkede sig ca. 600 m. En lign. kipning, men mod nv., har ramt plateaubasalterne i det nordvestl. Nûgssuaq nv. f. Itivdleq dalen. Ligeledes er en sen forskydning på ca. 400 m foregået i brudzonen tværs over Nûgssuaq efter basaltformationens dannelse.

Kvartær

Kvartærtiden dækker de sidste 2-3 millioner år af Jordens historie. Den gradvise afkøling af klimaet under den foregående periode, tertiærtiden, resulterede i dannelsen af Indlandsisen, formodentligt ved overgangen tertiær-kvartærtid. I løbet af kvartærtiden har Indlandsisen formentligt flere gange bredt sig ud over kystlandet og næsten helt dækket dette (under is- el. glacialtiderne). Det må antages, at Indlandsisen i de mellemliggende perioder (mellemistider el. interglacialtider) har haft en udbredelse meget nær den nuværende.

Kvartære aflejringer opnår i alm. kun ringe mægtighed i G., når bortses fra Indlandsisen og de lokale gletschere, der også må anses for at være kvartære aflejringer.

Aflejringerne i det isfri kystland udgøres i højfjeldet ofte af blokmark, d.v.s. områder dækket af blokke, væsentligst af lokal opr. I lavere strøg findes grundmoræne s. 39 samt fluviatile og marine aflejringer. Israndsaflejringer i form af morænevolde, smeltevandsaflejringer og aflejringer fra tidligere isdæmmede søer forekommer inden for begrænsede områder.

Den relativt ringe afsætning af kvartære aflejringer står i forb. m. landets næsten totale nedisning under istiderne, hvor meget væsentlige mængder af morænematerialet af indlandsisen blev ført ud til havet. Bankerne ud for G.s kyster (se kort side 61) består af israndsaflejringer, afsat under istiderne.

Istiderne har sat stærkt præg på kystlandets udseende. Fjordene, de u-formede dale og botnerne (skålformede dale) er landskabsformer skabt af gletscherne. I mindre træk erkendes det tidl. isdække ved de isskurede klipper.

Mest velkendt af de grønl. landskabsformer er vel de talrige umanakker og finnefjelde langs yderkysten. De er udformet som enkeltstående fjeldrygge og har ofte en slibegrænse, som adskiller en nedre, isskuret og ispoleret del af fjeldet fra en øvre, takket og kamformet del, udformet ved alm. forvitring.

På umanakkerne, såvel som på andre kystnære fjelde, ses slibegrænserne sænke sig fra landets indre ud mod yderkysterne, og de angiver derfor måske isdækkets højde under den sidste nedisning. Ved yderkysterne er grænserne oftest beliggende 600-800 m over havet.

Andre beviser for en næsten total nedisning er fundet i de istransporterede erratiske blokke, beliggende højt til fjelds selv i de ydre kystområder. Disse blokke behøver dog ikke at være afsat under den sidste istid.

Det har endnu ikke ved de traditionelle geol. metoder været muligt at opstille en detaljeret kronologi for G.s nedisninger. Det må antages, at nedisningerne af s. 40 det grønl. kystland i store træk har været samtidige med nedisningerne af Nordeuropa og Canada.

G. har næppe i nogen interglacialtid været helt uden indlandsis. Dette er én af forudsætningerne for en ny vej til opstilling af en kronologi for G.s kvartærtid, idet den årl. pålejring af sne i Indlandsisens firnområde synes ret konstant over store tidsrum. Ved boringer el. gravninger er det derfor muligt at bestemme alderen af Indlandsisens sne el. is i en given dybde. Yderligere afspejler forholdet ml. iltisotoperne O¹⁶ og O¹⁸ i isen temperaturforholdene ved aflejringstidspunktet.

Ved en lokalitet på Indlandsisen, Camp Century (77° 10’ nordl. bredde, 61° 08’ vestl. længde), er det lykkedes at opbore en 1390 m lang iskerne, således at man her har et profil, der går fra Indlandsisens top til dens bund. Undersøgelser over variationer i iltisotopindholdet dækkende de sidste 110.000 år er nu publiceret af W. Dansgård og hans medarbejdere. Dette tidsrum omfatter sidste interglacialtid (95.000-70.000 år siden), sidste glacialtid (70.000-10.000 år siden) og tiden efter sidste glacialtid (postglacialtid), og variationerne viser god overensstemmelse m. de samtidige klimaændringer i Europa og Nordamerika. Da årslagene ved sammenpresning og udpresning bliver tyndere mod dybden, forventes det, at en undersøgelse af de dybeste 20 m vil dække store tidsrum af kvartærtiden.

Foruden de ovenn. interglaciale lag af Indlandsisen er der i kystområdet ved randen af den nuv. Indlandsis i Godthåb og Frederikshåb distrikter fundet pollenholdige, løse konkretioner. Efter deres pollenindhold tilskrives de en interglacial alder, men det er uvist. til hvilken af interglacialtiderne de skal henføres.

Kulstof-14 datering af muslingeskaller fra ler- og sandaflejringer på Saunders Ø ved Thule og på n.kysten af Nûgssuaq halvøen ved Umanak angiver aldre, større end 35.000-32.000 år. Skallerne må derfor være aflejret i en interglacialtid. Mere usikre aflejringer af interglacial alder er fundet ved Centrumsø og Hold with Hope i Øst-G.

Datering af skaller fra uforstyrrede, marine aflejringer afsat efter sidste nedisning af det isfri kystland har givet maksimale aldre af 9.000-8.000 år. Da dateringerne ikke omfatter de øverste (og dermed ældste) postglaciale marine aflejringer, må det antages, at isen begyndte at afsmelte fra kystlandet for over 10.000 år siden. Dette gælder dog kun for Øst- og Vest-G., medens man for Nord-G. må antage, at afsmeltningen foregik noget senere.

I takt med afsmeltningen fra kystområderne har landet her, befriet for isens tryk, hævet sig, hvorved er dannet marine strandvolde og terrasser, (se fig. side 40). Denne landhævning har haft et væsentligt ens forløb i Vest- og Øst-G., medens Nord-G. synes at vise en ringe forsinkelse i forhold hertil. Det sydligste G. synes ligeledes at indtage en særstilling, idet hævningen af dette område kan være foregået tidl. end i de nordligere områder. Til gengæld har landhævningen været af ringere omfang, idet der her kun er fundet strandvolde op til ca. 60 m, medens værdierne for de øvr. dele af G. må sættes til ml. 100 og 200 m for denne »øvre marine grænse«.

Der findes i litteraturen angivelser af den øvre marine grænse op til større højder (300-400 m), men disse værdier må anses for usikre, idet det ikke kan udelukkes, at der er tale om aflejringer el. landskabstræk af anden opr. end marin, fx. kystlinier ved isdæmmede søer.

Kystområdernes hævning foregik overalt m. størst hastighed umiddelbart efter s. 42 landets frigørelse for is, hvorefter den aftog gradvist og de fleste steder klingede ud for ca. 4000 år siden. Efter denne tid kan kun for det nordligste G. angives en mindre, fortsat og langsom hævning, mens der i andre egne kun er foregået sekundære forskydninger ml. land og hav i de seneste årtusinder. Således fandt en mindre landsænkning sted i Vest- og Øst-G. i hist. tid (begyndende o. 1600), hvorved enkelte nordbo- og eskimoruiner sattes under vand. Sænkningen varede til ca. 1940, hvor den atter afløstes af en mindre landhævning.

Klimaudviklingens forløb efter sidste glacialtid afspejles i de hævede marine aflejringers faunaer. Der ses her en udvikling fra et koldt klima over et varmeoptimum til det nuv. køligere klima. En lign. udvikling afspejles ved pollenundersøgelse af ferskvandsaflejringer i Vest-G.

Det givne billede af klimaudviklingen er meget generaliseret, og såvel før som efter det nævnte varmeoptimum kendes flere sekundære kuldeperioder, hver strækkende sig over nogle hundrede år. Mest detaljeret afspejler disse variationer sig i G. i den tidl. nævnte borekerne fra Camp Century, men de finder også udtryk i variationer i Indlandsisens udbredelse over kystlandet og i vegetationens sammensætning.

Bedst kendt er den sidste sekundære kuldeperiode. Den indtrådte ml. ca. 1600 s. 43 og ca. 1900. Efter år 1900 indtrådte en klimaforbedring, som især gjorde sig gældende op til o. 1940, og som væsentligst udtryktes ved en stigning i vintertemperaturerne.

Indlandsisens afsmeltning fra det vestgrønl. kystområde blev i det mindste afbrudt i to perioder af fremstød af isranden. Det første har afsat udstrakte moræneaflejringer omkr. fjordene ved Holsteinsborg, det flg. i israndsaflejringer nær den nuv. rand af Indlandsisen. Det seneste af disse fremstød fandt sted for ml. 9.500 og 7.500 år siden.

Mindre og endnu yngre israndsaflejringer tyder på andre (mul. lokale) standsninger el. fremrykninger af lokale gletschere og Indlandsisens rand.

Under det klimatiske optimum er det rimeligt at antage, at Indlandsisen har haft en noget mindre udbredelse end nu, idet der under den nuv. isrand er fundet organiske aflejringer fra postglacial tid. Udbredelsen af Indlandsisen og de lokale gletschere har dog næppe været meget forsk. fra nu.

Efter det klimatiske optimum fandt flere små fremstød sted af såvel Indlandsisens rand som af gletschere fra lokale firner. De sidste og mest velkendte af disse foregik i perioden ml. år 1600 og 1900, hvorefter gletscherne atter mindskedes. I det nordligste G. synes denne tilbagetrækning dog først at være foregået efter 1920.

Den ovf. givne beskrivelse af den postglaciale udvikling hidrører væsentligst fra undersøgelser i Vest-G. Et lign. billede af landskabs- og klimaudviklingen synes dog også at fremgå af de hidtidige sparsomme undersøgelser i Øst-G. I Nord-G. er de sidste store fremstød af Indlandsisens rand angivet at være foregået så sent som for 6.000-4.000 år siden.

Af landskabsformer af recent opr. ses hyppigt net af sten, hvori maskerne er udfyldt med finere materiale (se fig. side 41). Fænomenet skyldes frostsortering af jorden (»polygonjord«), og da jordbunden ved fryse-tø processer samtidigt er udsat for flydning, så snart underlaget hælder, iagttages ofte alle overgange fra egl. polygonjord over net, deformerede af jordflydning, til egl. flydejordstunger. Klitlandskaber i egne med tørt klima er udviklet flere steder (Søndre Strømfjord i Vest-G., Peary Land i Nord-G.). Samme steder findes også saltsøer.

Træk af den geologiske udforsknings historie

Grønlands eskimoiske urbefolkning, som i de seneste 4000 år har berejst de uendelige kyststrækninger øen rundt, har forstået at drage nytte af fjeldgrundens mineraler og bjergarter til redskaber (bjergkrystal, calcedon, forkislede el. kontaktomdannede skifre, meteorjern), til smykker (gagat), til lamper og kogekar (vegsten), til snus (kryolit) og til husbygning (tørv, grus og sten). Også nordboerne forstod i de ca. 500 år, de levede i landet, at benytte vegsten til husgeråd og forsk. stenarter til husbygning. Efter koloniseringen 1721 har europæerne meget snart interesseret sig for G.s mineralforekomster og bjergarter, hvilket klart fremgår af bl.a. Hans Egede’s og David Crantz’s beretninger fra henh. 1741 og 1769. Udnyttelsen af kullagene til brændsel tager sin beg. i Vest-G. i sidste halvdel af 1700t., og de første forstenede fortidsdyr (ammonitter) bringes til Europa i sa. periode fra Svartenhuk, formentlig af hvalfangere. (Om Indlandsisens udforskning se s. 13).

Vest-Grønland. Den første videnskabelige udforskning af G.s mineralforekomster udførtes dog først 1806-13 for den da. regering af den ty. mineralog K. L. Giesecke. Som følge af Napoleonskrigene måtte han tilbringe de mange år i G., hvis v.-kyst han berejste fra Upernavik i n., rundt Kap Farvel til et stykke op ad ø.kysten. 1828-29 undersøgte Chr. Pingel Igaliko-sandstenen og 1838 J. C. Schytte kulforekomsterne på Hareøen og Disko. 1848-52 berejste H. J. Rink, den sen. dir. for KGH, Nordvest-G. og giver gode mineralogiske og geol. oplysninger om basaltområderne Disko, Nûgssuaq og Svartenhuk Halvø. Hans indsamlinger af fossile kridt- og tertiærplanter fra dette område behandledes, sa. m. tidl. indsamlinger af bl.a. Inglefield, Mac Clintock, Olrik og Pfaff, af O. Heer i »Flora fossilis arctica« (1867). 1850 undersøgte J. H. Landt grafitten i Umanak distr. og 1851-52 og 1859 malme og kryolit fra Julianehåb distr., 1854 indsamlede J. W. Tayler kryolitmineraler i Ivigtut. 1867 studerede Robert Brown de planteførende lag på Disko og Nûgssuaq, og de sa. aflejringer undersøgtes 1870 og 1871 af A. E. Nordenskiöld, der samtidig hjembragte 3 store jernblokke fra basalten ved Uivfaq på Disko. K.J. V. Steenstrup, som deltog i denne ekspedition, og som 1872 fortsatte de geol. undersøgelser i basaltområdet, påviste jern blokkenes telluriske opr. Hans saml. af fossile planter beskreves sen. af Heer. 1874 foretog F. Johnstrup ledsaget af Steenstrup en rejse i Julianehåb distr., hvor bl.a. kryolitforekomsterne studeredes. 1876 foretog K. J. V. Steenstrup og A. Kornerup en ny rejse til sa. område, s. 45 og mineralforekomsterne studeredes af J. Lorenzen. 1877-79 undersøgte A. Kornerup og J. A. D. Jensen grundfjeldet ml. Frederikshåb og Egedesminde. 1880 foretog N. O. Holst kvartærgeol. undersøgelser ml. Arsuk og Sukkertoppen, og 1881 studerede G. Holm og P. Sylow landet ml. Nordre Sermilik og Kap Farvel. Den 2. Dickson’ske ekspedition under A. E. Nordenskiöld berejste 1883 kystlandet ml. Thule og Angmagssalik, og A. G. Nathorst tilvejebragte herunder bl.a. store saml. af plantefossiler fra Hareøen, Disko og Nûgssuaq, samt mineraler fra Ivigtut. Samtidig anstillede R. Hammer og P. Sylow geol. kortlægning omkr. Disko Bugt. Grundfjeldet omkr. Upernavik studeredes 1886-87 på C. Ryder’s ekspedition af N. V. Ussing, og 1890 indsamlede M. Traustedt fossile planter på Nûgssuaq. Umanak distriktets geologi berørtes 1891-93 af E. Drygalski’s indlandsisekspedition. 1894 foretog A. Jessen på C. Moltke’s ekspedition grundfjeldsundersøgelser i Julianehåb distr., og 1897 indsamlede G. Flink mineraler smst. S. å. studerede Helgi Pjeturss på Froda’s ekspedition grundfjeldet omkr. Disko Bugt. Tilknyttet R. E. Peary’s arktiske ekspedition til Nord-G. anstillede D. White og Ch. Schuchert, ligeledes 1897, indgående undersøgelser af kridt- og tertiærlagene på Nûgssuaq. 1898 besøgte K. J. V. Steenstrup og M. Porsild Disko, og 1899 indsamlede Steenstrup og A. Theilgaard mineraler i Julianehåb distrikt. 1900 foretog N. V. Ussing og O. B. Bøggild, forfatteren af »Mineralogia groenlandica«, detaljerede undersøgelser af de interessante bjergarter omkr. Skovfjord i Julianehåb distr., suppleret 1908 af Ussing og J. Helweg. Den litterære Ekspedition 1902-04 under L. Mylius-Erichsen hjembragte geol. materiale fra Upernavik n.distrikt. s. 46 1908 foretog R. Baldauf en mineralogisk-geol. rejse langs v.kysten og anstillede især undersøgelser i Ivigtut. 1909 studeredes de geol. forhold, navnlig sedimenter og eruptiver, på Disko og Nûgssuaq af J. P. J. Ravn og A. Heim, og de sa. egne besøgtes 1913 og 1928 af Lauge Koch, 1921 af A. C. Seward (fossile planter) og 1924 af H. Ødum. Grundfjeldsundersøgelser i kystlandet ml. Godthåb og Sukkertoppen samt undersøgelser af moræneblokke på Indlandsisen foretoges 1912 i forb. m. A. de Quervain’s indlandsis-ekspedition. 1925 foretog H. K. E. Krueger, leder af den hessiske Grønlands-ekspedition, omfattende undersøgelser af grundfjeldet i Egedesminde og Umanak distrikter, og 1926 H. Ødum af geologien ø.f. Skovfjord i Julianehåb distrikt. I sa. område påbegyndte Knud Jessen systematiske moseundersøgelser 1926. Undersøgelser af fjeldgrunden i Upernavik n.-distrikt foretoges 1926-33 af en ekspedition udsendt af University of Michigan under W. H. Hobbs. 1930 anstillede K. Gripp og Sigurd Hansen kvartærgeol. undersøgelser omkr. Frederikshåb Isblink. 1932 og 1937 foretog Johs. Iversen undersøgelser af ferskvandsaflejringer i det indre af Godthåbsfjorden.

Geol. undersøgelser foretoges 1933 i Umanak distr. i forb. m. A. Wegeners indlandsis-ekspedition, og 1936 studerede C. E. Wegmann bjergarterne i Julianehåb distr. meget indgående. 1937 besøgte H. Drever Ubekendt Ejland på J. M. Wordies ekspedition til egnene omkr. Baffin Bugt og fortsatte 1938 og 1939 på Ubekendt Ejland, udsendt af Cambridge og St. Andrew’s universiteter. De danske Nûgssuaq-ekspeditioner 1938-39 under ledelse af A. Rosenkrantz begyndte en geol. undersøgelse af Disko, Nûgssuaq og Svartenhuk Halvø, der dannede optakten til den efter 2. verdenskrig 1946 opret. statsinst. Grønlands Geologiske Undersøgelse.

Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) begyndte 1946 i Vest-G. en systematisk, geol. undersøgelse og kortlægning inden for basaltområdet (Disko, Nûgssuaq og Svartenhuk Halvø og landet omkr. Holsteinsborg. Dette arbejde er siden udstrakt til hele Vest-G. og har resulteret i udarbejdelsen af en række kortblade i målestokken 1:100.000, hvoraf 15 er færdigkarteret, medens flere andre er under udarbejdelse. Endv. vil et geol. kort over Vest-G. i 1:500.000 være færdig udtegnet 1969.

GGU udsender hver sommer ekspeditioner, hvis deltagerantal nu overstiger 100, og som omfatter en lang række da. og udenlandske geologer.

Ivigtut-kryolitforekomsten og dens mineraler har været behandlet af Karen Callisen, R. Bøgvad og H. Pauly, og endv. har i årene efter 2. verdenskrig Kryolitselskabet Øresund haft en række geologer i arbejde på strækningen Egedesminde-Kap Farvel-Angmagssalik. Henning Sørensen har i samarbejde med Atomenergikommissionen for GGU i årene efter 1955 foretaget indgående undersøgelser af de sjældne mineraler (bl.a. de radioaktive) i Ilimaussaq ved Narssaq nær Julianehåb. I dette arbejde har også deltaget russ. specialister. 1955 foretog Sv. Jørgensen og J. Troels-Smith og 1957 B. Fredskild pollenanalyser af jordlagene ved Sermermiut ved Jakobshavn. Endvidere har forsk. eng. og amer. universiteter udsendt mindre ekspeditioner; det gælder bl.a. St. Andrews (H. Drever) 1950, 1957, 1960, 1966 og 1967 til Ubekendt Ejland, Aberdeen (I. Parson) til Julianehåb distr. 1966, Michigan 1941 (W. S. Carlson) til Upernavik n.distr. og Ohio State 1962-63 (S. B. Treves) til Sukkertoppen distr. I forb. m. Expéditions polaires françaises (P.-É. Victor) er 1948-49 foretaget geol. undersøgelser i Jakobshavn s. 47 distr., og endelig har Kaj Hansen 1962 og 1965 studeret de geol. forhold på Syd-Disko og ved Søndre Strømfjord. 1968 foretog en russisk ekspedition under Lavrushin kvartærgeol. undersøgelser i Julianehåb distr., bistået af Anker Weidick.

Nord-Grønland. Allr. 1818 konstaterede J. A. Ross’ britiske ekspedition tilstedeværelsen af gnejs og granit i Thule distr., og i resten af årh. bidrog flere eng. og amer. ekspeditioner m. spredte oplysninger om dette områdes geologi, og det konstateredes, at fjeldgrunden foruden grundfjeldsbjergarter også omfattede gl. sedimenter, nogle fossilførende. I denne forb. kan nævnes de eng. ekspeditioner 1852 under E. A. Inglefield, 1876 under G. S. Nares og 1882-83 under A. W. Greely, samt de amer. ekspeditioner 1853-55 under E. K. Kane, 1860-61 under Hayes og 1871-73 under C. F. Hall. Robert E. Peary’s ekspeditioner ml. 1886 og 1900 til Nord-G. bidrog ligeledes med en del geol. iagttagelser, mest kendt er vel fundet og hjembringelsen 1894 og 1896 af tre store jern-meteoritter fra egnen n.f. Savigsivik. Bidrag til Thule distriktets geologi skyldes også Den litterære Ekspedition 1902-03 under Mylius-Erichsen. 1906-08 ydede Danmark Ekspeditionen under sa. leder bidrag til Peary Land’s geologi (I. P. Koch), og enkelte iagttagelser ved Independence Fjord skyldes Alabama ekspeditionen under Ejnar Mikkelsen 1909-12. En canadisk ekspedition under A. P. Low hjembragte 1912 geol. resultater fra Thule distr., og sa. å. berejste Knud Rasmussen og Peter Freuchen på den 1. Thuleekspedition det nordligste G. og foretog geol. indsamlinger. I Knud Rasmussens 2. Thuleekspedition 1916-18 deltog geologen Lauge Koch, som gav den første mere indgående skildring af Nord-G.s geologi, ledsaget af en geol. kortlægning fra Thule til Peary Land. 1920-23 videreførte Lauge Koch på Jubilæumsekspeditionen sine geol. undersøgelser og gjorde nye fund i Peary Land. Alle sen. undersøgelser af G.s n.kyst fra Melville Bugt til Peary Land hviler på det af Lauge Koch 1916-23 skabte grundlag. 1936 studerede dernæst Sole Munck Thule-formationen i Thule distriktet. Mørkefjord ekspeditionen 1938 og Brønlund Fjord ekspeditionen 1939 under Ebbe Munck og Eigil Knuth tilvejebragte geol. resultater omkr. Independence Fjord (Eigil Nielsen), og 1939-41 foretog J. Troelsen geol. undersøgelser i Thule distriktet på J. van Hauen’s da. Thule- og Ellesmere Land ekspedition. Med basis i Brønlund Fjord fortsatte Eigil Knuth og Ebbe Munck 1947 ekspeditionsarbejdet i Peary Land, heri deltog geol. Eigil Nielsen og J. Troelsen, og denne ekspedition fortsatte som Dansk Peary Land ekspedition under Eigil Knuth 1948-50; af geologer deltog i disse år J. Troelsen og K. Ellitsgaard-Rasmussen. 1950 foretog GGU en rekognoscering af Thule området ml. Kap Seddon og Olrik Fjord (A. Rosenkrantz). Efter 1951 har geologer fra U.S. Geological Survey med basis i den amer. Thule-base foretaget geol. undersøgelser i Peary Land og omkr. Thule (W. E. Davies og D. B. Krinsley), og en række da. geologer har fungeret som videnskabelige rådgivere for den da. kontaktofficer i Thule og herunder foretaget undersøgelser i området. E. Fränkl og F. Müller, medl. af Lauge Kochs Østgrønlands-ekspedition, gennemførte 1953 en traversering af det nordligste Peary Land fra Frigg Fjord til Kap Morris Jesup, og 1957 foretog en britisk ekspedition under J. W. Cowie geol. undersøgelser på Inglefield Land. I årene 1963, 1964, 1965 og 1968 genoptog Eigil Knuth sine Peary Land ekspeditioner m. basis i Jørgen Brønlund Fjord og med deltagelse af s. 48 geologer, udsendt af GGU. Desuden har GGU 1965 og 1966 foretaget undersøgelser ved Robeson Kanal (P. Dawes og J. Allaart) i samarbejde m. en canadisk ekspedition.

Øst-Grønland. 1822 trængte hvalfangeren W. Scoresby jun. ind i de ydre dele af det vidtforgrenede fjordsystem Scoresby Sund og hjemførte værdifulde oplysninger om områdets geologi. W. A. Graah og Jens Vahl indsamlede 1829 mineraler og bjergarter ml. Kap Farvel og Dannebrog Ø. 1869-70 foretog den 2. ty. nordpolarekspedition under K. Koldewey og J. Payer en undersøgelse af landet ml. det nordl. Germania Land og Kejser Franz Joseph Fjord og opnåede en række vigtige geol. resultater. I Gustav Holms berømte konebådsekspedition 1883-84 deltog mineralogerne H. Knutzen og P. Eberlin og studerede kysten fra Kap Farvel til lidt n. f. Angmagssalik. 1891-92 undersøgte C. Ryders ekspedition Hold with Hope og især hele Scoresby Sund området; de deltagende geologer var E. Bay og N. Hartz. En sv. ekspedition under A. G. Nathorst foretog 1899 en undersøgelse af ø.kysten ml. Sabine Ø og Scoresby Sund og hjembragte især et rigt geol. udbytte fra Kejser Franz Joseph- og Kong Oscar Fjord arkipelaget. 1900 udsendtes Carlsbergfondets Ekspedition under G. Amdrup til ø.kysten. Geologerne N. Hartz og O. Nordenskiöld studerede kyststrækningen ml. Lille Pendulum Ø og Kap Dalton m. hovedvægten lagt på Scoresby Sund distriktet. På Danmark Ekspeditionen 1906-08 under Mylius-Erichsen tilvejebragtes et rigt geol. materiale fra kyststrækningen Kap Bridgeman-Danmarkshavn af I. P. Koch og A. Wegener og fra strækningen Danmarkshavn-Hochstetter Forland af H. Jarner. Geol. iagttagelser fra Dronning Louise Land skyldes I. P. Koch og A. Wegener under Indlandsis ekspeditionen 1912-13. En ny periode m. intensivt geol. arb. tager sin begyndelse efter 1924. Koloniseringsekspeditionen under Ejnar Mikkelsen til Scoresby Sund 1924-25 talte bl. deltagerne geologen Th. Bjerring Petersen, der studerede de geol. forhold i Liverpool Land og Jameson Land. De franske Pourqoi pas-ekspeditioner under J. B. Charcot anstillede geol. undersøgelser i Scoresby Sund distr. 1925, 1926, 1928, 1931 og 1936. 1926-27 overvintrede den da. Øst-Grønlandsekspedition under Lauge Koch i Scoresby Sund. Lauge Koch studerede de geol. forhold ml. Kong Oscar Fjord og Danmarkshavn, medens Tom Harris og A. Rosenkrantz tog sig af geologien i Scoresby Sund området. Hermed indlededes Lauge Koch’s Øst-Grønlands-arbejde, der i de flg. år skulle føre til store resultater. 1926 og 1929 foretog Cambridge ekspeditionen under J. M. Wordie geol. undersøgelser ml. Scoresby Sund og Clavering Ø. 1929 besøgte Lauge Kochs Øst-Grønlandsekspedition, der talte 6 da. og sv. geologer, landstrækningen ml. Wollaston Forland og Kong Oscar Fjord, og 1929-30 arbejdede R. Bøgvad ml. Danmarkshavn og Kejser Franz Joseph Fjord og tilsluttede sig 1930 Lauge Koch’s 2. skibsekspedition til de sa. egne. I årene 1929-33 foretog Norges Svalbards- og Ishavsundersøkelser (Ad. Hoel og A. K. Orvin) geol. undersøgelser inden for det af fangstvirksomheden besatte terræn, og 1930-31 besøgte British Arctic Air Route Expedition under Gino Watkins kystlandet ml. Angmagssalik og Scoresby Sund, hvor L. R. Wager fortsatte sine geol. undersøgelser, især omkr. Kangerdlugssuaq. 6. og 7. Thuleekspedition (1931-33) under Knud Rasmussen berejste ø.kysten ml. Angmagssalik og Scoresby Sund, og heri deltog geologerne R. Bøgvad og Keld Milthers. Treårsekspeditionen 1931-34 s. 49 under Lauge Koch beskæftigede en lang række udenlandske og enkelte da. geologer i området ml. Scoresby Sund og Danmarkshavn. L. R. Wager deltog 1932 i Scoresby Sund Komiteens 2. Grønlandsekspedition under Ejnar Mikkelsen og arbejdede især omkr. Kangerdlugssuaq, og 1933 besøgte den amer. Louise Boyd ekspedition Kejser Franz Joseph Fjord arkipelaget, hvor J. H. Bretz helligede sig kvartærgeologien. Samtidig anstillede J. K. Howard (Boston) geol. undersøgelser smst. I Charcot ekspeditionen 1934 deltog L. R. Wager, der igen 1935-36 som leder af en britisk ekspedition koncentrerede sig om Kangerdlugssuaqområdets geologi. A. Rosenkrantz foretog 1934, 1936 og 1966 geol. undersøgelser i Scoresby Sund distr. og besøgte sa. m. Sole Munck 1945 strækningen ml. Hochstetter Forland og Scoresby Sund. I årene 1936-39 genoptog Lauge Koch sine Øst-Grønlands-undersøgelser i stor stil m. deltagelse af et betydeligt antal udenlandske geologer. Umiddelbart efter krigen udsendte GGU 1946 ekspeditioner s. 50 til det østgrønl. fjordområde under ledelse af Chr. Poulsen og Eigil Nielsen, og GGU-geologer foretog yderligere undersøgelser i dette område i årene 1955, 1956, 1958 og 1959, de tre første års undersøgelser var koordinerede m. Lauge Kochs store ekspeditioner i årene 1947-58. Lauge Kochs arbejdsfelt strakte sig i denne afsluttende periode fra Scoresby Sund til Peary Land, og det opnåede samlede resultat (1926-58) betegner den hidtil største indsats i G.s geol. udforskning, administreret af én og sa. leder. På basis af disse undersøgelser er af John Haller udarbejdet geol. kortblade færdige til udgivelse i målestokken 1:250.000 for hele kystlandet ml. 72° og 76° nordl. bredde. Dertil kommer påbegyndt kartering såvel ml. 76° nordl. bredde og Kap Morris Jesup som inden for Scoresby Sund området. En lang række geologer, de fleste udlændinge, har arbejdet i G. under Lauge Kochs ledelse i denne lange årrække, og ml. 200 og 300 afhandlinger om emnet har set dagens lys, ganske overvejende i Meddelelser om Grønland.

Jævnsides m. den omtalte da., geol. virksomhed, bekostet af den da. stat og private midler, har efter 2. verdenskrig en række udenlandske ekspeditioner besøgt Øst-G. De vigtigste er flg.: 1952-54 The British Northgreenland Expedition under Simpson til Dronning Louise Land. De britiske ekspeditioner til området omkr. Kangerdlugssuaq i årene ml. 1955 og 1966 under L. R. Wager og W. A. Deer, som kortlagde området geologisk. 1956-68 foretog Yale University kvartærgeol. undersøgelser omkr. Mesters Vig (A. L. Washburn). Leicester University Expedition 1961 studerede den indre Kong Oscar Fjord (G. Halliday), fra Oxford University udsendtes ekspeditioner til Scoresby Sund 1962 og 1965, og til Stauning Alper 1963, dels Cambridge University Expedition og dels Scottish East Greenland Expedition, der alle havde geol. undersøgelser på programmet. Geol. undersøgelser i Angmagssalik distriktet udførtes 1966 af Royal Navy (Wallis). University of Birmingham (Wright) foretog 1967 geol. undersøgelser ved Angmagssalik. GGU påbegyndte 1967 en 6-årig detaljeret kortlægning af Scoresby Sund området og Angmagssalik distriktet og udførte i samarbejde med Harvard University (Teichert og Kummel) og Technische Hochschule, Zürich (Trümpi) ved Tove Birkelund, Eigil Nielsen og Bendix-Almgreen undersøgelser af perm-trias ved Kap Stosch. Scott Polar Research (Friend) studerede 1968 devonet på Traill Ø. Geologer tilknyttet Nordisk Mineselskab A/S har efter anden verdenskrig foretaget en række undersøgelser inden for store områder af Øst-G. n.f. og i Scoresby Sund.

Sluttelig må nævnes, at 11/1 1878 oprettedes på initiativ af prof. F. Johnstrup Commissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland, som tilrettelagde ekspeditionsarbejdet i G. og påbegyndte udgivelsen af det bindstærke værk Meddelelser om Grønland. 1/4 1931 afløstes Commissionen af Kommissionen for Ledelsen af videnskabelige Undersøgelser i Grønland, der fortsat koordinerer de videnskabelige ekspeditioner i hele G. og udgiver Meddelelser om Grønland. Det kan endelig bemærkes, at Grønlands Geologiske Undersøgelse oprettedes 1946 på initiativ af professorerne A. Noe-Nygaard og A. Rosenkrantz samt direktørerne H. Ødum og K. Oldendow. Ved lov af 14/6 1965 omskabtes denne inst. til et direktorat under ministeriet for Grønland. Det ledes af direktør K. Ellitsgaard-Rasmussen og udfører som hovedfunktioner geol. kortlægning af G., foretager undersøgelser af mineralforekomster af mulig økon. interesse og offentliggør de indvundne resultater. Dette sidste har hidtil resulteret i udsendelsen s. 51 af 160 afhandlinger, de fleste i Meddelelser om Grønland samt 300 offentligt tilgængelige rapporter.

Økonomisk geologi

Retningslinier for efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i G. er givet i Lov om mineralske råstoffer i Grønland vedtaget 14/5 1965 (lov nr. 238). Loven fastslår, at alle mineralske råstoffer i G. tilhører staten, ligesom staten også forbeholdes forundersøgelser, eftersøgning og udnyttelse af disse.

Staten kan meddele privatpersoner el. selskaber tilladelse til efterforskning, der enten kan dreje sig om tilladelse til forundersøgelse over et meget kort åremål omfattende meget store arealer, el. om efterforskning, der gives på et noget længere åremål gældende for et begrænset område. Endelig giver loven retningslinier for udnyttelse af grønl. mineraler ved tildeling af eneretsbevilling (koncession) til udnyttelse af mineralske råstoffer. Koncessionen kan som hovedregel kun meddeles aktieselskaber, der er registreret i Danmark. Loven fastsætter ikke på forhånd afgiftsbetingelser til staten, men koncessionssøgeren tilsikres, at ingen afgifter skal erlægges til staten, før samtlige investeringer ved efterforskningsarbejdet er indtjent. Det er i lovens ånd, at initiativet til privat mineralefterforskning i G. søges fremmet mest muligt. Loven, der gælder for hele G., berører ikke omfang el. indhold af tidl. meddelte koncessioner til efterforskning el. indvinding af råstoffer, herunder eneretsbevilling, der ved lov i 1952 er givet til Nordisk Mineselskab i s. 52 Øst-G. (inden for et område der strækker sig fra 70° til 74°30’ nordl. bredde og mod v. er begrænset af den 30. længdegrad, vestl. længde).

Efterforskningsarbejdets historiske udvikling

En betydelig aktivitet for udnyttelse af den grønl. mineralverden har eksisteret i mange år. før loven om mineralske råstoffer blev vedtaget.

Tyskeren K. L. Giesecke berejste 1806-13 store dele af Vest-G. m. indsamling af materiale for øje. Gieseckes arbejde gav et grundlæggende kendskab til mineraler og bjergarts typer i Vest-G. Giesecke besøgte, som den første geolog, kryolitforekomsten i Ivigtut.

En ren kommerciel prospekterings- og minevirksomhed fandt sted i midten af 1800t. Et da.-eng. foretagende foretog såvel grafitbrydning ved lokaliteten Qaersut på Nûgssuaq som kobberbrydning ved Fr. VII.s kobbermine i nærheden af Julianehåb. Der var i begge tilfælde kun tale om brydning af få t malm. Sa. selskab påbegyndte 1852 brydning af kobber ved den s.k. Josvaminen i Syd-C., hvor aktiviteten dog hurtigt blev opgivet.

Interessen for kryolitten ved Ivigtut blussede også op i denne periode, selv om en egl. brydning af kryolit først beg. lidt senere.

Efter den omtalte mineralefterforskningsaktivitet m. prøvebrydning begyndte en ny periode i G.s mineraludforskning, idet Commissionen for Ledelsen af Geologiske og Geografiske Undersøgelser i Grønland blev nedsat 1878. Kommissionen havde til opgave at lede de geol. og geogr. undersøgelser ved udsendelse af ekspeditioner. Den første ekspedition i forb. m. kommissionen udsendtes dog allr. 1876 under geologen K. J. V. Steenstrups ledelse.

Umiddelbart efter århundredskiftet indledtes en periode m. efterforskning af mineraler på G.s v.kyst. Gross. J. Bernburg udsendte 1903 en prospekteringsekspedition til G., hvilket blev beg. til Grønlands Mineselskab A/S. Dette minedriftsaktieselskab udsendte indtil 1916 regelmæssigt ekspeditioner m. henblik på efterforskning af grafit, bly, kobber, asbest og andre mineraler. Aktieselskabet genoplivede brydning af kobber ved Josvaminen.

Selskabet forsøgte endv. grafitbrydning ved adsk. lokaliteter i Vest-G., hvoribl. kan nævnes Upernavik (Langø), Qaersut på Nûgssuaq, Utorqait ved Holsteinsborg og på øen Amitsoq ved Nanortalik i Syd-G. Selskabet standsede fuldstændig aktiviteten 1932, hvormed en ganske betydelig prospekteringsperiode i G. var afsluttet.

I årene umiddelbart før 2. verdenskrig lod Grønlands Styrelse foretage mineraleftersøgning ved en da.-canadisk prospektor, I. O. B. Petersen, der arbejdede i nogle år uden dog at påvise mineralforekomster af økon. betydning. Samtidig med denne prospekteringsvirksomhed blev der af Grønlands Styrelse foretaget undersøgelser i Umanak distriktet, hvilket havde til følge, at marmorbruddet ved Mârmorilik blev åbnet. Under krigen lå al mineralefterforskningsaktivitet i G. hen, men umiddelbart efter krigens afslutning tog Kryolitselskabet Øresund A/S initiativet til en række undersøgelser af forsk. mineralforekomster i Syd-G. (fx. jernmalm ved Grønnedal, niobium- og zirkoniumholdige bjergarter ved Narssaq). Samtidig med denne prospekteringsvirksomhed udf. Grønlands Geologiske Undersøgelse, hvis virksomhed begyndte 1946, geol. kortlægning af Vest-G. Sideløbende med kortlægningen indsamledes iagttagelser over mineralindikationer, fx. s. 53 gas, kul og brændbare skifre på Nûgssuaq og uran, thorium og beryllium ved Narssaq samt krom ved Fiskenæsset.

Som et led i De danske Østgrønlands-ekspeditioners geol. undersøgelsesarbejde påvistes i årene efter 2. verdenskrig såvel en bly-zinkmalm (Mesters Vig) som en molybdænmalm (se s. 56).

Den tidl. omtalte lov om mineralske råstoffer i Grønland har afstedkommet en fornyet efterforskningsaktivitet i G. m. henblik på påvisning af økon. udnyttelige mineraler. På v.kysten har Greenex A/S opnået koncession på et område ved Mârmorilik m. henblik på undersøgelser af først og fremmest bly-og zinkmineraler. Selskabet Greenland Stone A/S har genoptaget den tidl. opgivne marmorbrydning i Mârmorilik fra og med sommeren 1966. Flere selskaber, såvel da. som udenlandske, har vist betydelig interesse for undersøgelse af mulige forekomster af naturgas og olie på halvøen Nûgssuaq, på havbunden langs G.s v.kyst samt i sedimentområderne tværs over Nord-G. Et canadisk selskab har opnået en 8-års koncession på Disko for eftersøgning af samtl. mineralske råstoffer her, andre canadiske selskaber har opnået eneret på efterforskning af kul på Nûgssuaq og generel tilladelse til eneretsefterforskning i egnene ml. Christianshåb og Umanak. Endelig er et område ved Fiskenæsset givet i koncession til et canadisk selskab m. henblik på efterforskning af krom. Kryolitselskabet Øresund A/S har opnået eneret på efterforskning af samtlige mineralske råstoffer ml. Godthåb og Sukkertoppen. I det sydligste G. har Aktieselskabet Dansk Svovlsyre og Superphosphatfabrik opnået koncession på efterforskning.

Nordisk Mineselskab A/S har inden for koncessionsområdet i Øst-G. foretaget prospektering efter en række metaller.

Mine- og minerallokaliteter

Der har fundet brydning sted af flg. malme: grafit, kobber, bly, zink, kul, kryolit og marmor, mens flg. i den nyeste tid har været under overvejelse el. er ved at blive undersøgt m. henblik på brydning: molybdæn, krom, beryllium, uran, thorium, niobium, nikkel og bly-zink.

Grafit. Dette mineral optræder adsk. st. i G. og omtales første gang 1741 af Hans Egede. Grafitten optræder de fleste steder i gnejs el. andre krystallinske bjergarter. Den bedst kendte lokalitet er minen Amitsoq i Syd-G., hvor der 1911-25 blev brudt i alt ca. 6.000 t grafit. Moderbjergarten er en finkornet, krystallinsk skifer. Produktionen blev standset på grund af svigtende rentabilitet. En anden grafitmine er Utorqait ved Holsteinsborg. Grafitlagene ved Utorqait strækker sig over mere end 100 m og varierer i tykkelse ml. 1/2 og 3 m. Produktionen standsede her, da grafitten er af en dårlig kvalitet, idet den er kiselsyreholdig og indeholder en del limonit og pyrit.

En kendt forekomst i Umanak distriktet er Qaersut, hvor grafit findes i forb. m. sandsten og skifer. Grafitlaget er ca. 16 cm tykt. En ringe brydning fandt sted i midten af 1800t. Nordligere på v.kysten er ved øen Langø ved Upernavik i en granatrig gnejs fundet en af G.s mest betydningsfulde grafitforekomster. Grafitten har en god tykkelse, men denne holder sig ikke konstant. Der blev i sidste halvdel af 1800t. brudt ca. 100 t grafit. Foruden de nævnte forekomster findes talr. andre mindre forekomster på v.kysten. Flere forekomster er blevet betragtet m. brydning for øje, dog uden held.

Kobber. Kobberbrydning har kun fundet sted ved Josvaminen og ved Fr. VII.s kobbermine.

Josvaminen ligger på landet Nunarssuit. Brydningen af kobbermalm (broget kobbermalm) blev påbegyndt 1852, men standsede få år sen. efter en produktion på ca. 20 t. Brydning blev genoptaget 1905-14, hvor der i alt blev brudt ca. 90 t malm. Den kobberførende horisont udgør en stor malmåre, der går tværs over en lille halvø, helt ude ved havet. Malmen var af god kvalitet (ca. 5 % kobber), men åren blev udtømt. Der er i kobbermalmen fundet gedigent guld, hvilket ikke kendes andre steder fra i Vest-G.

Fr. VII.s kobbermine ligger på en lille ø ca. 8 km ø. f. Julianehåb. Forekomsten blev 1851 udtømt efter brydning af ca. 15 t malm (broget kobbermalm og kobberglans). Spredte kobbermineraliseringer kendes andre steder på v.kysten, bl.a. er grønne og kobberholdige belægninger på diabasgange hyppige i Søndre Strømfjord.

Bly-Zink. En betydelig blyglans-zinkblendeforekomst findes ved Mesters Vig, Kong Oscar Fjord, Øst-G. Denne malmforekomst blev opdaget 1948, og brydning blev påbegyndt 1951. Malmforekomsten findes i sprækker og revner i sandsten. Malmårernes tykkelse varierer fra 5 til 20 meter. Malmen indeholder ca. 12% bly og 10% zink. Brydningen blev standset, da malmforekomsten skønnedes udtømt efter produktion af 58.481 t blyglanskoncentrat og 74.648 t zinkblendemalm.

På en stejlvæg over for Mârmorilik i Umanak distriktet kendes en blyglanszinkblendeåre. Størrelsen er endnu ukendt, men forekomsten er under opmåling. Der kendes, som resultat af det indledende arbejde, 2,5 mill. t råmalm, m. lødighed på ca. 18% zink og ca. 4% bly.

Kul. Talr. kullag fra kridt- og tertiærtid findes på halvøen Nûgssuaq og på Disko, hvor der gennem adsk. år har fundet brydning sted. Brydning foregår i øjeblikket ved byen Qutdligssat. Navnlig er kulmængderne betydelige på Nûgssuaq, hvor tykkelsen af kullagene, der er hyppige, er 0,5-1,5 m. Kullenes brændværdi (ca. 5,600 kg kal.) er lidt mindre end for gode europæiske kul. Produktionen, der ikke er rentabel, opretholdes af hensyn til lokale forsyninger. Brydning overvejes standset. Kul kendes nogle steder på ø.kysten.

Kryolit. Kryolitbrydning har fundet sted i Ivigtut siden midten af 1800t. indtil de seneste år, hvor resten af forekomsten er blevet brudt bort, dog således at der s. 56 ved årsskiftet 1968-69 i lagre på jordens overflade henligger kryolitmateriale til ca. 15 års normal udskibning. Den samlede kryolitforekomst androg 3,5 mill. t. Kryolitten, der indeholder natrium, aluminium og fluor, udgjorde en stor massiv mineralmasse indlejret i omgivende granit og gnejs. Brydning har altid fundet sted i åbent brud. Interessen knyttede sig i de første års brydning til blyglans, der ledsager kryolitten. Kryolitten er navnlig blevet anv. i aluminium- og emaljeindustrien. I en årrække blev kryolit anvendt til sodafremstilling.

Marmor. Marmor er blevet brudt to steder i Umanak distriktet. Det første brud på øen Agpat blev meget hurtigt nedlagt, mens bruddet ved Mârmorilik var åbent 1936-40. Brydning fandt sted i åbent brud. Materialet blev anv. som façdebeklædning (overformynderibygningen i Kbh. og Lyngby Rådhus). Brydningen blev standset på grund af svigtende rentabilitet.

De seneste par år har medført fornyet interesse for grønl. marmor, og brydning overvejes på ny.

Nyeste tids mineralefterforskning.

En række mineraltyper m. indhold af jern, krom, nikkel, beryllium, uran, thorium, niobium, bly, zink og molybdæn har tiltrukket sig opmærksomheden i de seneste år, og et betydeligt arbejde er blevet udf. for at undersøge forsk. forekomster. Molybdæn er således påvist i bjergartskomplekset s. f. Kong Oscar Fjord i Øst-G., m. en totalmængde på 124 mill. t molybdæn og en malmlødighed på s. 57 0,25%, ligesom uran i Syd-G. er påvist m. en mængde på ca. 3500 t uran og en lødighed på 300 g pr. t i gennemsnit.