Forfatning, forvaltning og økonomi

Grønlands statsretlige, politiske og administrative stilling

Ved grundlovsændringen af 5/6 1953 fik G., der indtil da havde været en koloni under Danmark, status som en integrerende, ligeberettiget del af det da. rige.

Som medlem af De Forenede Nationer havde Danmark, sålænge G. var en koloni – el. for at bruge den moderne betegnelse: ikke-selvstyrende område – haft pligt til hvert år over for FN at aflægge en beretning om de økon., sociale og undervisningsmæssige forhold i G. Denne pligt havde kolonimagterne ifølge FN’s pagt, indtil kolonierne havde opnået »et fuldt mål af selvstyre«.

Efter grundlovsændringen meddelte Danmark FN, at G. efter grundlovsændringen ikke længere var en koloni, og at Danmark som følge heraf anså sin forpligtelse s. 106 til at indsende oplysninger til FN for ophørt. Sagen blev herefter sat på dagsordenen, først i FNs kolonikommission og senere i plenarforsamlingen. Det viste sig her, at det for en del medlemslande i FN var vanskeligt at gøre sig fortrolig med, at der fandtes noget andet alternativ for en koloni til at opnå selvstyre end uafhængighed fra den gl. kolonimagt, og at »det fulde mål af selvstyre« også kunne opnås ved ligeberettiget deltagelse i et suverænt lands styre.

Fra flere landes side blev det fremført, at der af principielle grunde helst først burde sendes en kontrolkommission til G. for at sikre, at alt var gået rigtigt til, og at der i G. burde have været en folkeafstemning under FNs kontrol.

Fra da. side blev det oplyst, at G.s landsråd enstemmigt havde tilsluttet sig grundlovændringen, og at grønlænderne nu statsretligt, administrativt og i øvrigt var på lige fod med andre da. statsborgere samt repræsenteret i det da. folketing, og efter at de 2 nyvalgte grønl. folketingsmedlemmer klart havde givet udtryk for den grønl. befolknings fulde tilslutning til integreringen, anerkendtes med en overvejende majoritet i plenarforsamlingen det da. standpunkt.

Når det da. standpunkt fra visse staters side var blevet anfægtet, skyldtes det ikke, at man betvivlede, at det var gået rigtigt til i G., og at den grønl. befolknings tilslutning til grundlovsændringen forelå, men derimod at man befrygtede, at Grønlandssagen skulle danne et farligt præcedens for andre kolonimagter, som ved at foretage en integrering af et koloniområde skulle kunne gå imod ønsker i koloniområderne om uafhængighed.

Som et udtryk for den grønl. befolknings indstilling ved grundlovsændringen skal citeres en udtalelse, som landsrådsmedlem, sen. medlem af folketinget Augo Lynge 1952 fremsatte i landsrådet:

»Når vi hæver blikket over jordkloden, ser vi mange steder kolonikampe, hvor de indfødte kæmper for at løsrive sig fra moderlandet og blive selvstændige. Det gør de, fordi de mener, at dette er det bedste for dem selv. Men her i G. vil vi gerne gøre det modsatte. Her vil vi gerne benytte vor egen nyligt erhvervede bestemmelsesret til et initiativ til at knytte G. fast til moderlandet.

Gennem mange år har vi arbejdet for fuld grønl. ligestilling med andre da. statsborgere. Vi er rede til at påtage os de forpligtelser, byrder og ansvar, denne nye tingenes tilstand konsekvent måtte indebære. Og dette gør vi, fordi vi er overbevist om, at dette er til vor egen fordel og en forudsætning, såfremt udviklingen skal videreføres politisk, kulturelt, økonomisk og sprogligt, for at gøre G. til et normalt udviklet, civiliseret land.«

Selv om det selvfølgelig ikke kan undgås, at der af og til opstår problemer i det da.-grønl. samarbejde, har årene, der er gået siden grundlovsændringen, bekræftet, at ønskerne om samhørighed med Danmark stadig er lige stærke. Det bliver der både privat og i officielle udtalelser, fx. i landsrådet til stadighed givet udtryk for.

Den vigtigste konsekvens af grundlovsændringen var, at den grønl. befolkning nu fik del i den da. lovgivningsmagt, idet den grønl. befolkning fik stemmeret til folketinget og af dettes 179 medlemmer vælger 2 medlemmer.

G. er delt i 2 valgkredse. Den ene omfatter den sydvestl. del af G. fra Kap Farvel til og med Holsteinsborg, og den anden valgkreds omfatter resten af G.s v.kyst inklusive Thule samt Angmagssalik og Scoresbysund kommuner. Valget af folketingsmedlemmerne foregår ligesom i det øvrige Danmark ved direkte valg, s. 107 og valgretsalderen er den samme. Ved det sidste folketingsvalg 1968 var der i alt 20.674 valgberettigede personer i G. Af disse afgav i alt 11.676 deres stemme, og de 2 grønl. folketingsmedlemmer blev således valgt på grundlag af gennemsnitlig ca. 5800 stemmer. Det gennemsnitlige antal stemmer for et folketingsmedlem for det øvr. Danmark var 1968 16.312. Det fremgår heraf, at den grønl. befolkning har en forholdsmæssig stor repræsentation i folketinget.

En anden følge af grundlovsændringen er den, at da. love fremtidig får gyldighed for G., medmindre det i den enkelte lov direkte er anført, at loven ikke gælder for G. Sålænge G. var en koloni, havde da. love ikke gyldighed for G., medmindre det udtrykkeligt var anført i lovene, at de gjaldt for G. Retsreglerne for det grønl. samfund blev i udstrakt grad givet i form af administrative bekendtgørelser, og kun på meget få områder havde den da. rigsdag givet love for Grønland. Den første lov kom 1905 – over 50 år efter at Danmark fik sin første demokratiske grundlov.

Grundlovsændringen betød imidlertid ikke, at hele det da. lovkompleks automatisk fik gyldighed for G. Dansk lovgivning vil først gradvis blive indført i G., efterhånden som love, der gælder for hele riget, også sættes i kraft for G., el. når folketinget vedtager love, der specielt kun skal gælde for G.

Uanset at der tilstræbes størst mulig retsenhed ml. Danmark og G., er det grønl. samfunds struktur og de befolkningsmæssige forudsætninger dog på mange punkter så forskelligartede, at det ofte foretrækkes at lovgive specielt for G. frem for at overføre da. lovgivning.

I grundloven af 1953 blev det direkte fastslået, at grundlovens frihedsrettigheder også har gyldighed for den grønl. befolkning. Frihedsrettighederne omfatter s. 108 således boligens ukrænkelighed, ejendomsrettens ukrænkelighed, den frie og lige adgang til erhverv, retten til undervisning og arbejde, trykkefrihed og retten til at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. Kun på et enkelt punkt er der en forskel, idet grundloven bestemmer, at enhver der anholdes inden 24 timer skal stilles for en dommer. Denne bestemmelse kan for G.s vedkommende fraviges ved lov, hvis det efter de stedlige forhold er nødvendigt, men selvfølgelig kun således, at selve fristen forlænges, indtil det er muligt at bringe den anholdte for en dommer. Den spredte bebyggelse og de store afstande nødvendiggør denne forskel.

Det har imidlertid altid været i overensstemmelse med da. politik i Grønland, at den grønl. befolkning var sikret den samme retsbeskyttelse som andre da. statsborgere, og ændringen på dette punkt må derfor siges at være af mere formel karakter.

Grønlands landsråd har sæde i Godthåb og repræsenterer hele G. Enhver, der har bopæl i G., og som opfylder betingelserne for valgret til det da. folketing, har valgret til landsrådet. G. er inddelt i 16 valgkredse, der hver vælger et medlem af landsrådet. Antallet af landsrådets medlemmer kan udvides ved tillægsmandater, hvis det er påkrævet at tilvejebringe en passende repræsentation for forsk. opfattelser og interesser, der måtte gøre sig gældende i befolkningen. Ved landsrådsvalget 1967 blev landsrådets 17. medlem valgt på et tillægsmandat.

Det er et karakteristisk træk ved de grønl. valg, at hovedparten af vælgerne afgiver deres stemme udfra en vurdering af kandidaternes personlige egenskaber. Politiske partier har hidtil kun haft en meget ringe betydning. I midten af 1950-erne blev der første gang gjort et forsøg på at danne et politisk parti, idet en grønl. politiker erklærede, at han havde dannet et socialdemokratisk parti. Der blev udgivet et par aviser, men forsøget vandt ingen genklang hos den grønl. befolkning og slog fuldstændig fejl.

I vinteren 1963-64 dannedes der i Godthåb et politisk parti – Inuitpartiet. Inuit er det grønl. ord for menneske. Partiet ønsker fuld ligestilling i økon. henseende ml. grønlænderne og udsendte danske, samt bevarelse af grønl. sprog og kultur. Endv. går partiet ind for en liberal linie, hvor man skal søge det private erhvervsliv styrket mest muligt. Inuitpartiet har opstillet ved landsråds- og kommunalbestyrelsesvalg, og det nævnte tillægsmandat i landsrådet blev vundet af en repræsentant for Inuitpartiet. Det er imidlertid et alm. indtryk, at tilslutningen til partiet i de sen. år har været meget ringe, og at dets organisatoriske opbygning er meget svag. Hvis der ikke sker afgørende ændringer i dette forhold, må det formentlig forudses, at partiet går sin opløsning i møde.

Det ene af de grønl. folketingsmedlemmer har off. meddelt, at han arbejder for at danne et politisk parti, der vil gå ind for en moderat venstreorienteret politik, og at han venter, at partiet vil kunne stiftes 1969. Det er svært på nuv. tidspunkt at forudse, om det denne gang vil lykkes at skabe en varig partidannelse i G.

Når det har været så svært for politiske partidannelser at få hold i den grønl. befolkning, skyldes det uden tvivl, at der ikke i samme grad som i andre demokratiske lande er grobund for politiske og økon. modsætningsforhold. Der har fra alle sider både i Danmark og i G. stort set været enighed om hovedlinierne i den politik, man skulle føre i G. Man har ønsket at arbejde for at forbedre den grønl. befolknings levestandard, hvad enten dette drejer sig om befolkningens direkte forbrug s. 109 brug el. befolkningens mulighed for forbedret skolegang, sundhedspleje o.s.v. Der er også enighed om, at man skal værne om grønl. sprog og kultur, og der er bevidst ført en politik, der søger at give den grønl. befolkning størst muligt medansvar og medbestemmelsesret for deres egne anliggender. Da staten hidtil har været den dominerende faktor i erhvervslivet og har beskæftiget største delen af den grønl. arbejdskraft, har det også været svært at etablere et egl. modsætningsforhold ml. arbejdsgiver og arbejdere. I de sen. år har privat virksomhed både inden for handel, produktion og håndværk imidlertid overtaget stadig flere af statens funktioner, og det kan vel ikke udelukkes, at dette på længere sigt kan medføre ændringer i G.s politiske liv.

Hvis man ser på sammensætningen af G.s landsråd, er det iøjnefaldende, at af rådets 17 medlemmer er 13 ansat under staten som regel i mere ledende stillinger, og at kun 4 medlemmer er fangere og fiskere. Det er i øvrigt karakteristisk for de folkevalgte grønl. forsamlinger, at kun meget få personer, der er født uden for G., og som er udsendt af staten til tjeneste i G., har ladet sig opstille og er blevet indvalgt i disse forsamlinger, uanset at også den da. del af befolkningen har stemmeret.

Landsrådets kompetence svarer ikke til nogen anden folkevalgt forsamlings inden for det da. rige. Det grønl. landsråd skal have forelagt alle regeringsforslag, der indeholder bestemmelser, som udelukkende vedrører G., til udtalelse, forinden de fremsættes for folketinget. Udkast til administrative bestemmelser, som s. 110 udelukkende vedrører G., skal ligeledes forelægges landsrådet til udtalelse, og det samme gælder love og administrative bestemmelser, som har betydning for det grønl. samfund. Landsrådet kan endv. over for regeringen fremsætte forslag (herunder forslag om bevillinger), stille forespørgsler og indgive klager vedrørende off. grønl. anliggender, der ikke er henlagt til dets egen afgørelse.

Uanset at lovforslag og administrative bestemmelser kun skal forelægges landsrådet til udtalelse, er der i realiteten tillagt det grønl. landsråd en vidtstrakt beføjelse, idet det da. folketing og den da. administration i høj grad vil være lydhør over for det grønl. landsråds ønsker, og kun hvis ganske særlige forhold gør sig gældende ikke vil efterkomme landsrådets indstillinger.

Bortset fra denne virksomhed, der altså er af rådgivende karakter, træffer G.s landsråd beslutninger i de sager, der er henlagt til dets afgørelse.

Som eksempel herpå kan først og fremmest nævnes socialforsorgen. Der har gennem tiderne været tradition for, at løsningen af de sociale problemer var henlagt til de kommunale, folkevalgte forsamlinger i G. Reglerne om sociale ydelser fastsættes i vedtægter, der gives af G.s landsråd og stadfæstes af ministeren for G. 1968 oprettedes der i Godthåb en arbejds- og socialdirektion, hvis formand er formanden for G.s landsråd, og hvori såvel repræsentanter for landsrådet som for de statslige myndigheder og det private erhvervsliv er repræsenteret. Under arbejdsog socialdirektionen er ansat en arbejds- og socialdirektør, hvis opgave det er over for arbejds- og socialdirektionen at fremkomme med forslag til tilrettelæggelsen af den grønl. socialforsorg og arbejdsmarkedspolitikken, og som desuden skal lede den daglige centraladministration af socialvæsenet i G. Staten refunderer nu landsrådet 30% af alle sociale udgifter, hvad enten det drejer sig om direkte ydelser i form af aldersrente, invalideunderstøttelse o.s.v. el. udgifter til opførelse og drift af sociale institutioner, fx. børnehjem, børnehaver og alderdomshjem.

I denne forbindelse er det værd at hæfte sig ved, at fordelingen af opgaverne og dermed udgifterne i G. ml. landsråd og kommunalbestyrelser på den ene side og staten på den anden på flere punkter er forsk. fra den, vi kender i det øvr. Danmark. Således er sundhedsvæsenet og skoleuddannelsen i G. 100% statsopgaver, medens det i Danmark som hovedregel er kommunale opgaver, hvor staten dog refunderer en betydelig del af udgifterne. Til gengæld afholder staten langt de fleste udgifter inden for socialforsorgen i Danmark.

Som et andet vigtigt område, der er henlagt til landsrådets afgørelse, og som reguleres ved landsrådsvedtægter, kan nævnes dyrefredning. Dette spiller selvfølgelig for et samfund, hvor jagt og fiskeri er det vigtigste erhverv, en stor rolle for befolkningen.

Landsrådets indtægter hidrører fra en række indførselsafgifter, der er pålagt visse luksusbetonede varer, fx. tobak, spiritus, øl, vin, sukker og chokolade. Landsrådets indtægter androg 1968 i alt ca. 41 mill. kr. Medens landskassens indtægter hidtil har været tilstrækkelige til bestridelse af landsrådets og de grønl. kommuners opgaver, vil den forøgede indsats, der er planlagt især inden for socialforsorgen i de kommende år, medføre, at de indtægter, som landsrådet hidtil har haft, ikke vil være tilstrækkelige, og der arbejdes derfor fra landsrådets side på at skaffe landsrådet forøgede indtægter, fx. ved indførelse af direkte indkomstbeskatning el. ved en generel importafgift af alle varer, der indføres til G.

Indtil 1967 var statens øverste embedsmand – landshøvdingen over G. – født s. 111 formand for landsrådet, men nu vælger landsrådet selv sin formand blandt medlemmerne, således at valget gælder for landsrådets 4-årige periode.

Det var en afgørende ændring, der her skete i det politiske liv i G. Selv om der fra landsrådsmedlemmernes side altid er blevet givet udtryk for, at de skiftende landshøvdinge på udmærket måde har ledet landsrådets forhandlinger og varetaget rådets interesser, var det efterhånden blevet den alm. opfattelse, at landsrådets selvstændighed ville blive styrket, hvis dets formand ikke indtog en dobbeltstilling som statens repræsentant og formand for en folkevalgt grønl. forsamling.

Landshøvdingen har nu ret til uden stemmeret at deltage i landsrådets forhandlinger, og hans opgave vil fremtidig være at fremføre regeringens synspunkter over for landsrådet og at virke som bindeled ml. landsråd og stat samt – i det omfang det ønskes af landsrådet – at hjælpe og rådgive dette.

G.s landsråd har hidtil afholdt en ordinær samling hvert efterår, hvor landsrådet har været samlet i ca. 1 1/2 måned. Desuden er der efterhånden blevet tradition for, at landsrådet mødes i en kortere ekstraordinær samling om foråret, og det er højst sandsynligt, at landsrådet fremover altid vil have to samlinger om året og vil være samlet op til 3 mdr. i alt.

Landsrådet har nedsat et forretningsudvalg, der uden for rådets møder på dettes vegne kan afgøre sager, som ikke tåler opsættelse. Landsrådets formand er formand for forretningsudvalget.

Fra 1967 er der til landsrådet knyttet et selvstændigt sekretariat. Indtil da blev s. 112 de sekretariatsmæssige opgaver for landsrådet varetaget af landshøvdingembedet.

G. er inddelt i 19 kommuner, og i hver kommune vælges en kommunalbestyrelse, som består af mindst 3, højst 13 medlemmer.

Kommunalbestyrelsens udtalelse skal så vidt det er muligt indhentes om alt, hvad der vedrører kommunens anliggender, og som ikke er henlagt til kommunalbestyrelsens egen afgørelse.

Kommunalbestyrelserne kan i kommunale vedtægter fastsætte bestemmelser om kommunens forhold, fx. vedrørende bebyggelsesplaner, lokale fredninger, renovationsforhold, ligesom kommunalbestyrelserne kan udfærdige politivedtægter, der indeholder nærmere regler om opretholdelsen af ro og orden.

I hver kommune er der nedsat en række udvalg, fx. forsorgsudvalg, der administrerer socialforsorgen, et særligt børneforsorgsudvalg, en sundheds- og epidemikommission og et bebyggelsesudvalg.

I de fleste kommuner er der opf. kommunale alderdomshjem, og mange steder har kommunerne indrettet lokale værksteder, der står til rådighed for fangere og fiskere.

Som et meget vigtigt område, der er henlagt til kommunalbestyrelserne, er anvisning af de boliger, der med støtte fra staten er opf. for den grønl. befolkning. Hvert år stiller staten betydelige beløb til rådighed for den grønl. befolkning som lån og huslejetilskud til énfamiliehuse el. lejligheder i større etagehuse. I årene 1950-68 er der på denne måde opf. i alt ca. 5500 boliger (til en befolkning, der 1968 androg ca. 38.000 personer).

Kommunernes indtægter hidrører fra landskassen, og kommunalbestyrelserne har ikke haft selvstændige indtægter. Hidtil har kommunerne hvert år skullet indsende et detaljeret budget til landsrådet, der herefter tog stilling til, i hvilket omfang kommunernes budgetter kunne godkendes, og hvor stor en del af landsrådets indtægter der skulle tildeles de enkelte kommuner el. anvendes til bestridelse af landsrådets egne opgaver. Da det imidlertid er et alm. ønske, at kommunalbestyrelsernes medbestemmelsesret forøges, er der i de sen. år blevet gennemført den ordning, at der årligt stilles et bestemt beløb til rådighed for kommunalbestyrelserne, som disse selvstændigt kan disponere over. Rådighedsbeløbene kan evt. overføres fra det ene år til det andet, således at kommunalbestyrelserne bliver i stand til at gennemføre større anlægsopgaver, end de hidtil har haft mulighed for. Der er ingen tvivl om, at man i fremtiden vil søge at skaffe kommunalbestyrelserne stigende selvstændige indtægter.

Det er en klart formuleret målsætning både fra grønl. og da. side, at de grønl. folkevalgte forsamlingers kompetence udvides, og at den grønl. befolkning får større medbestemmelse og medansvar for udviklingen i deres eget samfund. Der er da også, siden man for godt 100 år siden indførte de første lokale råd i G., gradvis sket en udvikling, hvorefter der er blevet tillagt landsråd og kommunalbestyrelser stadig forøgede opgaver, og det er et alm. ønske, at denne udvikling må fortsætte i årene fremover. Imidlertid er landsrådets og dermed kommunalbestyrelsernes indtægter, der 1968 som anført udgjorde ca. 41 mill. kr., relativt små i forhold til de bevillinger, som den da. stat stiller til rådighed for G. 1968 androg udgifterne til statsinvesteringerne og til drift af statens forsk. opgaver over 500 s. 113 mill. kr. Hvis der derfor skal gives de grønl. folkevalgte forsamlinger et større reelt ansvar, må der arbejdes hen imod, at opgavefordelingen ændres, således at landsråd og kommunalbestyrelser overtager flere opgaver til selvstændig forvaltning og til gengæld også selv får større selvstændige indtægter.

Den statslige administration af G. adskiller sig afgørende fra den øvr. centrale administration i Danmark, idet langt de fleste administrationsområder ikke er delt ud til de forsk. fagministerier, men er samlet i et særligt ministerium, ministeriet for Grønland.

I de sen. år er enkelte sagsområder dog blevet udskilt til fagministerierne. Politiet er således henlagt under justitsministeriet, den grønl. kirke sorterer under kirkeministeriet, ligesom radiofonien og biblioteksvæsenet er henlagt til ministeriet for kulturelle anliggender. Som eksempler på sagsområder, for hvilke ministeriet for Grønland er ressortministerium, kan nævnes skole- og uddannelsesvæsenet, sundhedsvæsenet, politiske og kommunale forhold, boligbyggeri og sager vedrørende det grønl. erhvervsliv samt socialforsorgen. Desuden er det pålagt ministeren for G. som en meget vigtig opgave at varetage den centrale planlægning og s. 114 koordinering af hele det offentliges virksomhed i G., herunder ikke mindst af statens investeringer i G., der er steget kraftigt i de sen. år, og som nu andrager over 250 mill. kr. årl.

Under ministeriet for Grønland sorterer de 2 store direktorater, Den kgl. grønlandske Handel (KGH) og Grønlands tekniske Organisation (GTO). Om disse to direktoraters virksomhed se s. 134 og s. 228. Under ministeriet sorterer 2 videnskabelige institutioner, Grønlands geologiske Undersøgelse, der forestår den geol. udforskning og kortlægning af G., samt Grønlands Fiskeriundersøgelser, som forestår det fiskeribiologiske arbejde i G.

1964 blev der oprettet et råd – Grønlandsrådet – hvis opgave er at følge udviklingen i G. og på grundlag af overvejelser vedrørende økon., sociale og kulturelle forhold at afgive indstilling til ministeren for G. m. h. t. spørgsmål vedrørende den centrale planlægning og koordinering af det offentliges virksomhed i G. Rådet består af en af kongen udnævnt formand, de to fra G. valgte medlemmer af folketinget, et medlem valgt af hvert af de i folketinget repræsenterede 5 største partier samt 3 medlemmer valgt af G.s landsråd. Bortset fra udvalgets formand, der ikke er politiker, består udvalget altså af 5 da. politikere og 5 grønl. politikere.

Formålet med at oprette Grønlandsrådet var bl.a., at man ville imødekomme de grønl. ønsker om at være medbestemmende m. h. t., hvorledes statens bevillinger til G. anvendes, og om på et så tidligt tidspunkt som muligt at være med i planlægningen af det offentliges virksomhed i G. Grønlandsrådet har siden sin opret. afholdt flere møderækker om året og har på disse behandlet mange vigtige sager, fx. de af administrationen udarbejdede udkast til langsigtede investeringsplaner, hvori ønsker og behov om investeringer for samtlige virksomhedsområder (skole, sundhedsvæsen, boliger, havne o.s.v.) er stillet op mod hinanden og prioriteret. Økonomien og den tekniske kapacitet sætter selvfølgelig i G. som alle andre steder grænser for, hvor mange byggearbejder der kan gennemføres hvert år. Ikke alle ønsker – hvor velbegrundede de end måtte være – kan imødekommes på én gang, og der må derfor ud fra en helhedsbetragtning foretages valg ml. flere muligheder, en opgave, der ofte kan være svær, men som et politisk organ m. en sammensætning som Grønlandsrådet må være velegnet til.

Et andet vigtigt formål med at oprette Grønlandsrådet var at skabe et forum, hvor da. og grønl. politikere på lige fod kunne mødes til fordomsfrie drøftelser af de grønl. problemer.

Endelig regnede man med, at man ved opret. af et permanent Grønlandsråd, som konstant følger udviklingen i G., kan undgå nedsættelse af store Grønlandskommissioner, der skal tage de grønl. problemer op til generel undersøgelse. Sådanne Grønlands-kommissioner har man haft mange af, og selv om disse har haft stor betydning for udviklingen i G., og deres arbejde ofte har været skelsættende, er sådanne kommissioner meget tidskrævende og vil have en tilbøjelighed til at bevirke, at mange problemers løsning udsættes, sålænge kommissionen arbejder.

Grønlandsrådet skulle med andre ord kunne bevirke, at man undgår alt for store spring i udviklingen.

Til Grønlandsrådet er der knyttet et sekretariat, der er en afd. i ministeriet for Grønland, og som foruden at varetage de sekretariatsmæssige opgaver for Grønlandsrådet kan anvende al sin tid til planlægningsopgaver.

Selv om Grønlandsrådet formelt kun er rådgivende, er det indlysende, at det, med den sammensætning det har, rent faktisk vil få en ikke ringe indflydelse. Det er den alm. opfattelse, at oprettelsen af Grønlandsrådet har været en succes, og at det har indfriet de forventninger, man stillede til det. Administrationen har ikke truffet nogen afgørende beslutninger, uden at man har haft rygdækning fra såvel da. som grønl. politisk side.

Statens øverste embedsmand i Grønland er landshovdingen over Grønland, der har bopæl i Godthåb. Landshøvdingen er regeringens repræsentant i G. i alle anliggender, der ikke specielt er henlagt til andre instanser. Landshøvdingen deltager som nævnt i landsrådets møder uden stemmeret og er mellemled ml. landsrådet og statsmyndighederne. Desuden varetager landshøvdingen en række koordinerende opgaver.

Landshøvdingen er formand for den grønl. skoledirektion, der i øvrigt består af provsten for G., 2 af landsrådet valgte medlemmer samt af skoledirektøren, der er forretningsfører for skoledirektionen, og som er ansvarlig for den centrale administration af skolevæsenet i G.

Landshøvdingen er endv. formand for boligstøtteudvalget, der varetager opgaver i forb. m. opførelse af boliger til den grønl. befolkning, ligesom landshøvdingen er formand for erhvervsstøtteudvalget, der bevilger tilskud og lån på meget favorable vilkår til støtte for det grønl. erhvervsliv, især til fiskeriet.

Landshøvdingen er i de forsk. byer i G. repræsenteret af en kæmner, der foruden at varetage statslige opgaver fungerer som sekretær for kommunalbestyrelsen.

Foruden landshøvdingen, skoledirektøren og provsten har en række andre embedsmænd, der centralt varetager ledelsen af et administrationsområde for hele G., bopæl i Godthåb. Landslægen for G. er således øverste embedslæge for hele G., politimesteren forestår ledelsen af det grønl. politi, og landsdommeren er retsformand for G.s landsret, der er appelinstans for de afgørelser, der er truffet af de lokale kredsretter.

Det vil forstås, at selv om G. i statsretslig henseende er en integrerende, ligeberettiget del af det da. rige, så indtager det politisk og administrativt på mange punkter en særstilling. Den kommunale struktur er forsk., der er tillagt landsrådet ganske specielle beføjelser, fordelingen af opgaverne ml. stat og kommuner er forskellige, da. lovgivning gælder kun for G., hvis den passer til det grønl. samfund, der er givet mange specielle love for G., og Grønlandsrådet er noget helt særegent.

Det er helt naturligt, at det er sådan. Uanset at det er et alm. ønske både i G. og Danmark at knytte stadig stærkere bånd ml. de to dele af det da. rige, må man ikke glemme, at der ligger et stort Atlanterhav imellem, at G. har et arktisk klima, at befolkningen har sit eget sprog og sin egen kulturelle baggrund, samt at der er og formentlig altid vil være afgørende forskelle i de økon. og erhvervsmæssige muligheder. Selv om befolkningen i G. er og føler sig som da. statsborgere, betragter de fleste sig uden tvivl først og fremmest som grønlændere.

Kun ved fra da. side at anerkende G.s særlige forudsætninger og muligheder kan man give samhørigheden ml. de to dele af riget et reelt og værdifuldt indhold.

Statistik og økonomi

Folketallet i Grønland var i 1967 43.800. Deraf var 37.400 født i Grønland og 6.400 født uden for Grønland. Befolkningstætheden var 0,1 pr. km² isfrit område. Om befolkningsudviklingen siden 1805 henvises til omstående tabel.

Fødselshyppigheden var 1967 for hele befolkningen 39,2 0/00 og for pers. f. i G. 40,9 0/00 (1966 45,0 0/00 og 1960 50,2 0/00) el. mere end dobbelt så høj som i Danmark. Dødeligheden var for den grønlandskfødte befolkning 8,3 0/06, hvilket stort set svarer til dødeligheden i Danmark. Inden for de enkelte aldersklasser er dødeligheden i G. dog væsentligt højere end i Danmark, men som følge af den forsk. aldersfordeling – i G. var 1967 49,5% af den grønlandskfødte befolkning under 15 år mod i Danmark kun 24% af befolkningen – bliver den summariske dødelighed i de to områder omtr. den samme.

Fødselsoverskuddet udgjorde 1967 1370, men som følge af tilflytning (700 pers. netto flyttede fra Danmark til G., mens nettofraflytningen af grønlændere var knap 400) var befolkningstilvæksten ca. 1700.

Boligforhold

Pr. 31/12 1965 fandtes i G. 7464 boliger m. et beboertal på i alt 37.310. Den resterende del af befolkningen – knap 2300 – levede i fælleshusholdninger såsom kollegier, håndværkerlejre, børnehjem, alderdomshjem og sygehuse.

Når over 60% af boliger m. grønlandskfødt indehaver er bygget efter 1953, skyldes det en dette år gennemført støtteordning, hvorefter staten foruden at yde 4% lån til boligbyggeri på op til 100% af byggesummen yder tilskud til de årl. renter og afdrag.

Fra 1959 ydes således et generelt tilskud på 40% foruden 7 1/2% for hvert hjemmeboende barn under 16 år ud over det første, idet det samlede tilskud dog maksimalt kan udgøre 77 1/2% af de årl. renter og afdrag.

For boliger, hvis indehaver er født uden for G., gælder, at 70% er opf. efter 1953, hvilket er en følge af den igangværende udbygning og udvikling af G., der nødvendiggør et stigende antal udsendte.

Statens økonomiske politik i Grønland

Fangsterhvervet, især sælfangst, var indtil langt ind i 1900t. hovederhvervet. Omkr. 1920 indtraf en klimaændring, der bevirkede, at havtemperaturen steg. Dette fik sælernes antal til at aftage i den sydvestl. del af det grønl. havområde, samtidig med at torsken begyndte at vandre n.på. Siden da har fiskeri fået stadig voksende betydning og er det erhverv, man i de sidste 20-25 år først og fremmest har søgt at udvikle.

Når man ser bort fra den grønl. befolknings fangst og fiskeri, var al erhvervsvirksomhed monopoliseret indtil 1950. Dette hang sammen med den økon. politik, der op til anden verdenskrig blev fulgt af den da. stat, og som gik ud på, at G.s økonomi skulle hvile i sig selv. Som følge af svingninger i verdensmarkedets priser på de grønl. eksportvarer, især sæl- og ræveskind, sælspæk og -olie, søgte man i de år, hvor eksportpriserne var høje, at opsamle overskud, der kunne anvendes til i s. 121 dårligere år at fastholde de priser, der blev givet befolkningen for fangstprodukterne, således at levestandarden ikke blev forringet. Dette forudsatte et statsmonopol på handelen i G., da private ikke kunne forventes at anvende opnåede overskud i gode tider til i dårlige tider at yde grønlænderne en højere betaling, end eksportpriserne muliggjorde. 1774-1950 havde KGH monopol på både indkøb af grønl. produkter (indhandling) og salg af varer i G. (udhandling). Ser man på statsregnskabet fra 1850 og op til sidste verdenskrig, var det samlede resultat af den førte politik, at der var økon. balance, fremkommet ved at der i gode år blev opnået overskud, der dækkede underskuddene i de dårlige år.

Som følge af G.s beliggenhed og klima, der sætter en snæver grænse for dyreliv og plantevækst og dermed også for landets produktionsmuligheder og økon. vækst, medmindre der ydes støtte udefra, betød den førte politik, at levevilkårene i G., selv om de inden for de givne økon. rammer i tidens løb var blevet forbedret, var meget utilfredsstillende set i forhold til Danmark. Befolkningen levede i ringe boliger, fik periodevis utilstrækkelig ernæring og beklædning, og fattigdommen var udbredt. Dette medførte stor sygelighed og høj dødelighed.

Efter anden verdenskrig er der sat en udvikling i gang, der har til formål at effektivisere det grønl. produktionsapparat og forbedre den økon., sociale og kulturelle standard. 1948 blev af dav. statsminister Hans Hedtoft nedsat en Grønlandskommission, der 1950 afgav sin betænkning og heri bl.a. opstillede en række s. 122 mål for den økon. politik i G. Betænkningen slog fast, at der fra da. side måtte ydes omfattende støtte til G., for at landet kunne udvikles socialt, kulturelt og teknisk. Man gik ud fra, at da. foretagsomhed på privatøkon. basis skulle føre til en kraftig stigning i produktionen og dermed i befolkningens indkomster, og at den da. stat ved at afholde udgifterne til den off. virksomhed såsom skole- og sundhedsvæsen, administration og retsvæsen skulle sikre en yderligere forbedring af levestandarden.

Endnu inden betænkningen var afgivet, gik man i gang med at realisere en del af de forslag, som blev stillet af kommissionen, og i årene efter opnåedes store tekniske, økon. og sociale forbedringer. Trods dette havde man efter 10 års forløb på mange områder ikke nået de mål, man havde stilet efter. Ganske vist var befolkningens indtægter steget, og sundhedstilstanden væsentlig forbedret, men levestandarden var stadig lav, i gennemsnit 1960 kun ca. 1/3 af den danske. Produktionen var nok fordoblet, men rentabiliteten inden for erhvervslivet var faldende. Dette skyldtes bl.a. stigende omkostninger – højere lønninger og højere priser til fiskere og fangere samt større udgifter til forrentning og afskrivning – der ikke modsvaredes af forbedrede eksportpriser. De statsdrevne eksportvirksomheder udviste 1960 et underskud på 4,7 mill. kr. (1959 1,9 mill. kr., 1958 36.000 kr.) mod 1957 et overskud på 1,6 mill. kr. Mod forventning havde kun få private etableret eksportvirksomheder, og disse blev med en enkelt undtagelse nedlagt igen. Investeringerne kunne ikke holde trit med den store befolkningstilvækst, og den ønskede koncentration af befolkningen i byerne, der var en forudsætning for etablering af moderne industrianlæg, gik kun langsomt.

På initiativ af Grønlands Landsråd blev Grønlandsudvalget af 1960 nedsat.De fleste af de opgaver, det blev pålagt udvalget at arbejde med, var af økon. karakter. Udvalget skulle foruden de pol. og administrative forhold gennemgå de økon. forhold, og såfremt det fandt anledning til inden for disse områder at søge det grønl. samfunds udvikling tilrettelagt efter andre synspunkter end de hidtil gældende, skulle udvalget komme med forslag herom.

Udvalget afgav sin betænkning 1964 og fastslog inden for det økon. område flg. målsætninger: Den grønl. befolknings levefod måtte forøges, og forudsætningerne herfor var bl.a. en udbygning af det grønl. erhvervsliv. Denne udbygning måtte ske gennem hjælp til selvhjælp. Det blev slået fast, at der som i andre samfund måtte være sammenhæng ml. befolkningens egen økon. aktivitet og fremgangen i indkomster. Derved tog udvalget afstand fra tanken om, at befolkningens personlige indkomster ved hjælp af et permanent tilskud fra statskassen skulle hæves til og opretholdes på et niveau svarende til det øvr. riges. Derimod fandt udvalget, at befolkningens behov for og ret til en off. indsats i form af uddannelse, sygdomsbekæmpelse, boligstøtte m.v. var større end i det øvr. Danmark, hvorfor der fra da. side måtte ydes støtte hertil.

Investeringer

Den udvikling, som først Grønlandskommissionen satte i gang, og som er fortsat og forstærket, efter at Grønlandsudvalget af 1960 afgav sin betænkning, har nødvendiggjort omfattende statslige investeringer, der endnu langt fra er tilendebragt.

Herudover har de kommunale investeringer i sa. periode udgjort omkr. 55 mill. kr. el. ca. 3 mill. kr. årl.

Erhvervsforhold

G.s naturrigdomme er som nævnt få og – når man ser bort fra mulighederne for mineralfund – næsten udelukkende knyttet til havet. Så længe G.s økonomi alene s. 124 var baseret på dets egne muligheder, var erhvervsstrukturen derfor meget ensidig; næsten hele befolkningen var beskæftiget ved fangst og fiskeri el. ved behandling af fangstprodukterne og af fisken. Den økon. politik, der er blevet ført siden 1950, har imidlertid medført, at erhvervslivet er blevet langt mere differentieret end tidl. Dette hænger sammen med den stadige vækst i bygge- og anlægsvirksomheden, etablering af industrianlæg og tekniske anlæg, udvikling af transportnettet og opret. af reparations- og servicevirksomheder, ligesom der også inden for administration, skole og sundhedsvæsen m.v. er sket store ændringer og forbedringer. Dette har bevirket, at en faldende andel af befolkningen ernærer sig direkte ved fangst og fiskeri, og at en stigende andel er arbejdere og funktionærer. 1965 var 30,0% af befolkningen beskæftiget ved fiskeri, fangst og fåreavl (1960: 35,5%, 1955: 41,8%, 1951: 47,9% 1930: 83,5%). Som følge af befolkningstilvæksten har det absolutte antal fiskere holdt sig nogenlunde konstant i de sidste 10-15 år trods den stærke procentvise nedgang.

I denne periode er der af fiskerne på fordelagtige låne- og tilskudsvilkår blevet anskaffet flere og større fiskefartøjer. 1968 fandtes i G. 6-700 motorbåde under 5 brt., 189 på 5-25 brt., 14 på 26-50 brt. og 9 over 50 brt., deraf 4 linebåde.

For at gennemføre den udvikling, der har fundet sted i G., har det været nødvendigt at beskæftige et stigende antal da. ikke blot ved bygge- og anlægsvirksomheden, men også ved såvel de tekniske virksomheder som ved skole- og sundhedsvæsen, KGH’s virksomheder, retsvæsen og administration, hvortil kommer de danske, der har slået sig ned i G. som private erhvervsdrivende. Af den samlede befolkning var 1967 14,7% danske (1960 8,3%, 1955 6,8%, 1951 3,8%, 1930 2,5%).

Efter monopolets ophævelse 1950 er private erhvervsvirksomheder blevet etableret i stigende omfang. Først dukkede der private detailhandlere op, og i løbet af få år nedsatte der sig en del private håndværksmestre, vognmænd m.v. Inden for fiskeindustrien etableredes et par virksomheder i de første år efter 1950, men de opgav hurtigt igen, da der ikke kunne opnås rentabel drift. Først i begyndelsen af 1960erne er der på ny opret. private eksportvirksomheder.

Af håndværksmestrene var 17 murere, 59 tømrere, 28 malere, 16 rørlæggere. Desuden fandtes ca. 70 detailhandlere, 60 vognmænd og et antal servicevirksomheder af forsk. art.

Ud over de private virksomheder i byerne fandtes 1965 i bygderne 2 eksportvirksomheder samt enkelte detailhandlere og håndværksmestre.

De fleste af de større virksomheder er på da. hænder, selv om også mange grønlændere efterhånden har startet selvstændig virksomhed, specielt inden for detailhandelen, men også som private håndværksmestre. Man skønner, at de private virksomheder, derunder et par enkelte brugsforeninger, 1965 tegnede sig for 20-25% af omsætningen inden for såvel entreprenør- og håndværksvirksomhed som inden for eksportvirksomhed og detailhandel og i 1969 næppe under 30–35%.

Produktion, import og eksport

Importen til G. har siden krigen væsentligt oversteget eksporten, hvis værdi 1967 lå på under 30 % af importværdien. Dette muliggøres ved, at der som nedenfor vist fra den da. stat sker en kapitaloverførsel til G.

Indtægtsforhold

G.s naturrigdomme er som nævnt få, og trods omfattende investeringer i de sidste 20 år er man inden for en række områder teknisk set endnu ikke nået op på vesteurop. niveau. Dette i forb. med, at der først i de sen. år for alvor er sat ind på uddannelse af befolkningen, og at kendskabet til moderne arbejdsmetoder og teknik m.v. endnu er begrænset, er medvirkende til, at produktiviteten er relativt lav. Klimaet umuliggør de fleste steder helårsfiskeri og helårsdrift af produktionsvirksomheder, og afstanden fra andre markeder medfører høje transportomkostninger både for import og eksport. Disse forhold gør, at det grønl. erhvervsliv hidtil ikke har kunnet bære, at befolkningens lønninger og andre indtægter var af sa. højde som i det øvr. Danmark. Selv med de nugældende lønninger giver, som foran anført, de af staten drevne produktionsvirksomheder næsten hvert år underskud; således gav KGH’s produktionsvirksomheder 1968 20,2 mill. kr. i underskud (1967 11,8 mill. kr., 1965 o kr., 1960 4,7 mill. kr.).

Tjenestemænd lønnes i henh. t. lov af 27/5 1964 om statens tjenestemænd i G. Lønningerne for tjenestemænd, der er hjemmehørende i G., ligger på godt 80% af lønnen i Danmark (jan. 1968). For lokalt ansatte arbejdere og funktionærer er der ml. staten og Grønlandsk Arbejdersammenslutning afsluttet overenskomster. Efter disse ligger lønnen for ufaglærte på omkr. halvdelen af de da. lønninger, for faglærte på 60-65% og for funktionærer på 50-55% (okt. 1968). Imidlertid betales i G. ingen direkte skatter, hvorfor de reelle lønindtægter ligger noget højere, end de nominelle lønninger giver indtryk af.

Personale, der fra Danmark udsendes til G., har væsentligt højere lønninger, og når man tager hensyn til visse særlige ydelser, der opnås under Grønlands-opholdet – indtil videre betaler udsendt personale bl.a. ikke boligafgift – samt muligheden s. 133 for skattefritagelse efter 2 års ophold, er der tale om realindtægter, der er højere end realindtægterne for tilsvarende arbejde i Danmark.

For de selvstændige erhvervsdrivende i G. – fangere, fiskere og fåreholdere samt handlende og håndværkere m.v. – er der en meget stor indkomstspredning, og det er vanskeligt at sige noget generelt om indtægtsforholdene. De mindre erhvervsdrivende har indtægter, der næppe er højere end lønindtægterne for de løstansatte arbejdere og funktionærer, mens en del større fiskere og enkelte fåreholdere samt private handlende og håndværkere, specielt danske, der har etableret sig i G., har realindtægter, der ligger højt også i forhold til, hvad de kunne opnå i Danmark, bl.a. som følge af at der i G. ikke betales direkte skatter.

Penge- og kreditvæsen

Indtil Bikuben 1/10 1966 åbnede en filial i Godthåb, og Grønlandsbanken 1/7 1967 påbegyndte bankvirksomhed i G., fandtes af pengeinstitutter kun de grønl. sparekasser, der administreres af KGH. Disse sparekasser, der står foran deres nedlæggelse, modtager indlån, men har ingen udlånsvirksomhed.

De grønl. sparekasser havde pr. 31/12 1967 et indestående på 12,9 mill. kr. (1966: 22,7 mill. kr., 1960: 12,2 mill. kr.). Grønlandsbanken og Bikuben havde ultimo 1968 en indlånssum på lige ved 60 mill. kr. og udestående på ca. knap 34 mill. kr.

Indtil Bikuben og Grønlandsbanken påbegyndte deres virksomhed i G., fandt udlånsvirksomheden udelukkende sted gennem Boligstøtteudvalget og Erhvervsstøtteudvalget, der forvalter de midler, der til formålet er opført på de årl. bevillingslove. Der blev 1967 udgivet boligstøttelån for 37,9 mill. kr. (1966: 40,7 mill. kr., 1960: 7,1 mill. kr.) og erhvervsstøttelån for 7,3 mill. kr. (1966: 12,8 mill. kr., 1960: 1,9 mill. kr.).

Landskassens og kommunernes udgifter og indtægter

Som anført betales ingen direkte skatter i G., men en række varer – spiritus, øl, tobak, chokolade m.v. – er pålagt indførselsafgifter, hvis provenu udgør de indtægter, som er til rådighed for de off. grønl. kasser, hvorom i øvrigt henvises til s. 110 ff.

Den kongelige grønlandske Handel

KGH’s tilblivelse

18/4 1774 approberede Chr. VII en forestilling fra Den Ekstraordinære Finanskommission om statens overtagelse af Det Almindelige Handelskompagni. Dermed afsluttedes et tidsafsnit tilbage til 1721, da Hans Egede drog til G. for at indlede sit missionsarbejde og dermed igangsatte en omlægning af erhvervsformer og sædvaner og en nyorientering af de samfundsmæssige og økon. forhold i Grønland.

1721-74 havde der været gjort flere forsøg på at få private personer el. selskaber til at løse den nye tids opgaver. Hans Egedes missionsgerning var fra starten kædet sammen med Det Bergenske Handelskompagni, som han var med til at oprette. Økon. gik det ikke så godt som ventet, og derfor overtog staten allr. 1726 det økon. ansvar for både missionen og handelsvirksomheden. 1734 forsøgte staten på ny at placere disse opgaver på private hænder. Kbmd. Jacob Sewerin forpligtede sig til at drive missionen m. et tilskud på 5.000 rdl. årl., samtidig med at han fik eneret til handelen. Han klarede opgaven i 16 år og nåede i denne tid at anlægge og udbygge Christianshåb, Jakobshavn og Frederikshåb. 1749 blev opgaverne m. virkning fra 1750 overdraget Det kongelige octroyerede almindelige Handelskompagni. Dette gjaldt såvel retten til handel som forpligtelsen til at støtte missionen. s. 135 Virksomheden blev drevet m. skiftende held. Økonomien blev noget usikker med tiden, og statstilskuddet måtte øges. Alligevel kom ønsket om ændring af forholdene ikke fra selskabets aktionærer, men fra statsmagten. Den førnævnte kgl. kabinetsordre afsluttede selskabets eksistens 1774 m. statens køb af selskabets aktier.

Sen. kgl. resolutioner har stadfæstet statens monopolhandel, men 1774-1950 har KGH haft eneansvaret for forsyningen af G., for opkøb, oparbejdelse og afsætning af landets produkter og for trafikken til, fra og i G. Fra 1774 blev den grønl. monopolhandel drevet m. skiftende, men åbenbart det meste af tiden meget løs tilknytning til andre former for da. monopolhandel. Det var kun en kort tid, virksomheden førte den pompøse betegnelse Den kongelige grønlandske, islandske, finmarkske og færøiske Handel, hvis navn står under den bemærkelsesværdige og ofte citerede, 1782 udgivne »Instrux hvorefter Kiøbmændene eller de som enten bestyre Handelen eller forestaae Hvalfanger-Anlæggene i Grønland, i Særdeleshed, saavelsom s. 136 de der staae i Handelens Tieneste i Almindelighed, sig for Fremtiden have at rette og forholde«.

I perioden op til 1856 blev største parten af denne af tidens handelsforhold bestemte statshandel afviklet, sidst den færøske monopolhandel, og alene KGH blev ført videre som monopolhandel, indtil der 1950 skete en afgørende omlægning af Grønlands-politikken. Monopolet blev ophævet, og man åbnede for G.s friere forb. m. omverdenen.

KGH’s opgaver

Opretholdelsen af monopolet indtil 1950 havde til formål at undgå skadelig indflydelse udefra på det grønl. samfund og at opretholde den opr. grønl. erhvervskultur m. sælfangsten som hovederhverv. Den grønl. befolknings tekniske stade og i nogen grad heraf afhængige kulturelle og samfundsmæssige udvikling op til monopolets ophævelse må ses i lys af dette mål og den kendsgerning, at det trods gentagne forsøg ikke havde været muligt at udvikle andre erhvervsgrene. Først da samfærdsels- og kommunikationsteknik udvikledes, og fiskeriet og fåreavlen fik en fremtrædende plads i den grønl. erhvervsstruktur, ændredes forudsætningerne, og man måtte nu søge at fremme befolkningens kendskab til moderne teknik og erhvervsforhold og give mulighed for friere udfoldelse.

KGH’s opgaver er i årenes løb blevet stadig stærkere koncentreret omkr. erhvervsudviklingen, og ny teknik og nye metoder har medført spredning og vækst af produktionen, men virksomhedens målsætning er forblevet uændret gennem den næsten 200-årige periode. Ophævelsen af monopolet 1950 og resultaterne af det arbejde, der sen. gennemførtes på basis af indstillinger fra Grønlandsudvalget af 1960, gående ud på en normalisering af det grønl. erhvervsliv, har medført, at KGH ikke længere på alle områder er ene om løsning af de opgaver, der er forbundet med forsyning, produktion, eksport og trafik, men det væsentlige krav, som har været det dominerende gennem hele historien, er der i realiteten ikke rørt ved: Hvor private ikke kan el. ikke ønsker at klare opgaverne, sikrer staten gennem KGH både befolkningens erhvervsmæssige udfoldelse og dens eksistens.

Det var derfor naturligt, at man også ved afslutningen af monopoltiden ved lov af 27/5 1950 pålagde KGH såvel en forsyningspligt, omfattende forbrugsvarer og erhvervsredskaber, som den opgave at aftage, forarbejde og eksportere grønl. produkter. M. h. t. opkøb og forarbejdning af de grønl. produkter blev der dog straks ved lovens tilblivelse henvist til, at dette event. skulle ske i forb. m. private erhvervsdrivende.

KGH har gennem tiderne måttet tilpasse sig disse skiftende forudsætninger og betingelser. Så længe sælfangsten blev anset for det eneste mulige bærende erhverv, kunne det være naturligt at fastholde den primitive naturaløkonomi m. få og små indgreb i det gl. fangersamfund og m. den størst mulige begrænsning af Handelens virksomhed. Klimaændringer har fra tid til anden nok rejst tvivl om denne politiks rigtighed, men den egl. vending indtraf først i 1900t. En afgørende klimaændring havde medført bortvandring af sælerne og nedgang i sælfangsten, medens tekniske landvindinger åbnede mulighed for at give fiskeriet en central placering. Det førte ikke blot til nyorientering i produktionen og i samarbejdets organisation, men også til pengeøkonomi m. voksende behov for varer udefra og stadig større afhængighed af verdensmarkedets udsving.

Således skaber industrisamfundet nye opgaver og arbejdspladser, større forståelse og udsyn, men også større krav til samfærdsel, forsyning og ikke mindst uddannelse og tilpasning. Det er vanskeligt om ikke umuligt at sikre balancen og rytmen ml. disse mange faktorer. Derfor er situationen på arbejdsmarkedet i G. i dag langt mindre afbalanceret end i det øvr. Danmark. Arbejdskraftudbuddet og uddannelsen af den tilgængelige arbejdskraft har ikke kunnet følge trit m. arbejdsopgavernes mangfoldighed. Selv om alle vist er enige om, at man helst så alle opgaverne løst af landsdelens egne, er man på mange områder endnu henvist til at udsende kvalificeret medhjælp for at tilgodese kravet om kostbare anlægs pasning og udnyttelse og samfærdslens og kommunikationens effektivitet og for at sikre, at den grønl. forsyningstjeneste over hele området opfylder det moderniserede samfunds stigende behov.

KGH’s organisation

KGH har i tidens løb været henlagt under forsk. ministerier – indtil 1848 var det forvaltningsorganer, som i dag vel ville falde ind under finansministeriet, 1848-1929 blev det indenrigsministeriet, 1929-33 ministeriet for søfart og fiskeri og 1933-55 statsministeriet. 1955 oprettedes et særligt ministerium for Grønland, hvorunder KGH sorterer som direktorat.

I bevillingsmæssig henseende er KGH opført under finanslovens s.k. § 2-virksomheder, d.v.s. erhvervsprægede statsvirksomheder, som skal forrente og amortisere den i anlæg og drift bundne kapital. KGH ledes af en direktør, som har det fulde ansvar for virksomhedens faglige, forretningsmæssige aktivitet. Da en væsentlig del af aktiviteten har betydelig indflydelse på sociale sider af det grønl. samfund, er KGH opbygget m. en central ledelse i Kbh., der har mulighed for nøje og hurtig kontakt m. centraladministrationen og andre institutioner, som arbejder i G. Direktøren for KGH har en vicedirektør som nærmeste medarbejder, og desuden er der ved loven af 1950 oprettet et rådgivende organ, styrelsesrådet, hvori det grønl. landsråd er repræsenteret. Styrelsesrådet består endv. af departementschefen i ministeriet for Grønland samt medlemmer, der beskikkes efter indstilling fra henh. Provinshandelskammeret, Grosserer-Societetets Komité, Industrirådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Andelsbevægelsen og Håndværksrådet, og endelig er finansministeriet repræsenteret i styrelsesrådet, der således i alt har 9 medl.

Organisatorisk er KGH’s centrale ledelse i Kbh. opdelt i fagafdelinger (transport, produktion, eksport, indkøb og forsyning), der igen er underopdelt i kontorer til varetagelse af de enkelte virksomhedsområder. Ud over fagafd. er der endv. koordinerende afd., såsom administrations-, økonomi- og personaleafd.

Det samlede antal medarbejdere i Kbh., herunder på Handelens atlantgående skibe, der organisatorisk er henlagt under centralledelsen, udgjorde 1968 i alt 744 personer, hvoraf 94 tjenestemænd og 650 overenskomstansatte.

KGH’s ledelse i G. er samlet i handelsinspektoratet i Godthåb. Dette ledes af en handelsinspektør, der som primær opgave har tilsynet m. organisationen i G. og koordinering af KGH’s opgaver i G. inden for alle virksomhedsområder.

Den grønl. virksomhed er i øvrigt opdelt i 17 handelsdistrikter. Hvert af disse ledes af en handelschef. 14 af handelsdistrikterne er placeret i Vest-G., 1 i Nord-G. og 2 i Øst-G.

Handelscheferne har under sig en organisation, der er opdelt i fagområderne forsyning (lagre og butikker), produktion (fabrikker og salterier samt indhandling af skind og fjer m.v.), transport (fartøjer, havnedrift m.v.) og de nødvendige kontorfunktioner. Under de enkelte distrikter henhører foruden selve byen et varierende antal bygder. Hvert bygd har sin bestyrer, der varetager tilsvarende opgaver.

Det samlede antal medarbejdere i G. udgjorde 1968 227 grønl. og da. tjenestemænd og tjenestemandsaspiranter og 854 grønl. og da. overenskomst- og kontraktansatte medarbejdere el. i alt 1081 fastansatte medarbejdere. Hertil kommer, at KGH i G. beskæftiger løst ansat arbejdskraft i en størrelsesorden, der omregnet til helårsbeskæftigelse svarer til ca. 3.500 medarbejdere, således at det totale antal i G. når op på ca. 4.600 beskæftigede inden for KGH.

Forsyningstjenesten

De »kiøbmænd«, som instruksen fra 1782 henvender sig til, ville gøre store øjne, hvis de kunne se, hvad deres spæde tilløb til en forsyningstjeneste i dag har udviklet sig til. Overgangen til pengeøkonomi og hele samfundsudviklingen har skabt de muligheder og den købekraft, som i dag er forsyningstjenestens grundlag. Denne udvikling har stået på gennem lange tider, men det gik langsomt de første 150 år, og først efter 1950 kom der virkelig skred i tingene.

Som nævnt indførtes 1950 fri næring i G., men samtidig blev KGH’s forsyningspligt stadfæstet for at sikre, at befolkningen i G., uanset hvorledes erhvervslivet måtte udvikle sig under de friere former, kunne have sikret adgangen til at købe deres livsnødvendigheder inden for såvel forbrugsvarer som erhvervsredskaber.

KGH’s forsyningstjeneste står i dag gennem handelscheferne og ved rejsende s. 140 konsulenter i nær kontakt m. forbrugerne i G. Vareudvalget afstemmes efter de forsk. distrikters befolkningstal, indtjeningsmuligheder, erhvervsvilkår m.v., idet man samtidig gennem informationstjeneste og vareudbud søger at præge salget ved at introducere gode og nærende fødemidler, varige forbrugsgoder, moderne erhvervsredskaber o.s.v.

Butikstyperne varierer stærkt efter de stedlige forhold – fra depoter og beskedne blandede »landhandler« på de mindre pladser til bredt anlagte købmandsbutikker, specialforretninger og selvbetjeningsbutikker med alt fra fødevarer til møbler i en del af byerne. Omsætningen i disse butikker, hvoraf der i dag er ca. 85, udgjorde inklusive bageriernes omsætning 1967 ca. 125 mill. kr. mod ca. 113 mill. kr. 1966. Til sammenligning androg butiksomsætningen 1950 ca. 15 mill. kr. og 1960 ca. 48 mill. kr.

Foruden disse butikker – i byer og i bygder – og de dertil knyttede forsyningspakhuse driver KGH også ved byer og større bygder tankanlæg og kulpladser, ligesom man fra pladser og pakhuse varetager salg af grovvarer, herunder tømmer og bygningsmaterialer m.v.

Ikke mindst inden for salget af flydende brændstoffer – gasolie, petroleum og benzin – har de seneste to årtiers udvikling medført en voldsom stigning. Gasolieforbruget er således steget fra 10 mill. l 1958 til 55 mill. l 1967 og over 60 mill. l 1968 – en udvikling, der ikke er uforståelig, når man betænker, at olien i overvejende grad er den energikilde, der driver produktionsanlæg, elværker, skibe og fiskefartøjer, og som opvarmer boliger, butikker, sygehuse, skoler o.s.v. på helårsbasis.

Endelig varetager en særlig afd. inden for forsyningstjenesten salg af engrosvarer til private butikker og andre næringsdrivende i G. Dette engrossalg beløb sig 1967 til knap 40 mill. kr. imod 35 mill. kr. 1966, medens det ved starten 1960 og 1961 androg henh. knap 5 og godt 6 mill. kr.

Forsyningstjenestens samlede omsætning, hvori også er inkluderet indkøb for ministeriet for Grønland og forsk. statsinstitutioner, udgjorde 1967 lige ved 200 mill. kr. Udviklingens styrke kan illustreres ved, at de tilsvarende tal for 1935 og 1950 var henh. knap 3 mill. kr. og knap 20 mill. kr., men for 1968 219 mill. kr.

Produktionen

Produktionen kan være underkastet kraftige svingninger, da den først og fremmest er betinget af råvaretilgangen, som er stærkt afhængig af klimatiske udsving. Igennem fire årtusinder har jagten været den grønl. befolknings eksistensgrundlag. Nok foregik til tider og på egnede steder et vist fiskeri, men det har kun haft underordnet betydning. Mere omfattende tilløb til egl. erhvervsfiskeri blev gjort omkr. midten af 1800t., men de måtte opgives, så jagten helt op til beg. af 1900t. blev anset for det eneste mul. livsgrundlag for den grønl. befolkning. Klimaet er ugunstigt for erhvervsudøvelse, men det er ikke så konstant, at der ikke kan tænkes at ske væsentlige ændringer. Nyere undersøgelser tyder på, at klimasvingningerne foregår i en vis rytme, som bl.a. kan aflæses i jagtstatistikker samt vejr- og fiskerirapporter. Udsving i luftens og især i havets temperatur er relativt kun ubetydelige, men da vi her befinder os på eksistensmulighedernes grænse, har de voldsom s. 141 indflydelse på plante- og dyreliv. Svingningsperioden synes at være omkr. 100 år lang, idet man har konstateret en klimaforbedring fra 1810-1860, en nedgang fra 1860-1910 og en ny opgang derefter. Mildningsperioder betyder nedgang i sælforekomsten el. i al fald forskydning af den til nordligere og køligere områder, men samtidig vækst i fiskebestanden.

På denne baggrund må man se udviklingen af fiskeriet i G. i første halvdel af 1900t., som markeredes ved indretning af det første salteri 1910. Herefter fulgte – først langsomt, siden m. stigende fart – en lovende udvikling af saltfiskproduktionen. Den kulminerede m. en produktion på over 8.000 t saltfisk 1962. Ændringer i klimaet og store isforekomster medførte i de flg. år – sandsynligvis forstærket ved det kraftigt forøgede, internationale fiskeri på bankerne ud for G.s kyst – et brat fald i fiskeriet, som den stadig øgede indsats af både og materiel ikke har kunnet bøde på.

Inden da havde den nye målsætning fra 1950 givet anledning til grundlæggende overvejelser om de fremtidige erhvervsmuligheder for den grønl. befolkning. Dette problem fik helt nye aspekter, fordi den gennemgribende udbygning af lægetjenesten forbedrede befolkningens sundhedstilstand, hvilket i forb. m. bedre ernæring på få årtier førte til nærved en fordobling af den gnmst. levealder, idet befolkningens nettotilvækst steg til 4% om året. Denne eksplosive befolkningsforøgelse stillede administrationen over for en egnsudviklings- og erhvervsudviklingsopgave, hvis hovedformål måtte være at skabe beskæftigelse for denne voksende befolkning på et økon. forsvarligt, d.v.s. et – bortset fra almene samfundsinvesteringer – i al fald i det lange løb rentabelt grundlag.

Torsken og i visse egne de i 1930’rne opdagede rejeforekomster har hidtil været det eneste aktuelle råvaregrundlag. Afsætningsmulighederne for saltfisk måtte m. verdensmarkedets forbrugsudvikling anses for begrænset. Desuden var det vigtigt at få startet produktioner på helårsbasis, d.v.s. så vidt muligt uafhængige af de store sæsonmæssige klimaudsving. Derfor kom fra o. 1950, og meget forstærket fra 1959, rejehermetik og fryserejer samt fiskefiletproduktion på frysegrundlag så stærkt ind i billedet, at disse produktioner allr. i slutn. af 1960’erne udgør de største poster i det grønl. produktions- og eksportregnskab.

Til belysning af udviklingen inden for KGH’s produktion og afsætning af grønl. produkter kan flg. tal anføres.

Som følge af katastrofevinteren 1966/67 for fåreavlen kom kun ganske få dyr til slagtning 1967, hvilket forklarer det lave tal for opkøb af fåre- og lammeprodukter 1967. Det tilsvarende tal for 1966 var på kr. 1.695.900,-. I direkte og indirekte arbejdsløn er derudover i alle egl. produktionsvirksomheder 1962 udbetalt 9,6 mill. kr. og 1967 16,3 mill. kr.

Bedømmelsen af fremtidsperspektiverne for et grundlæggende grønl. produktionsliv må være usikker, fordi investeringsrisikoen i de arktiske egne m. én hovedproduktion, der bygger på klimaafhængige, lokale råvareforekomster, må være meget betydelig. Det er i realiteten denne unormalt store usikkerhed, som har tildelt staten en så førende rolle i erhvervsudviklingsarbejdet. Klimaudsving og voksende isforekomster og ikke mindst deres åbenbare indflydelse på fiskeriresultaterne siden 1963 varsler om vanskeligere år forude. Disse vanskeligheder kan formentlig, og i al fald i nogen grad, imødegås ved nye foranstaltninger, som muliggøres af den tekniske udvikling. Derfor udvikles nye fangstmetoder, anskaffes større og mere sødygtige både m. større aktionsradius, uddannes grønl. fiskere og medarbejdere i land, og derfor bygges tidssvarende produktions- og landingsanlæg – altsammen m. det formål at gøre G.s produktion mindre klimaafhængig og samtidig at forøge den, så den kan blive indbringende og rentabel og derved danne grundlag for den voksende befolknings stigende levestandard.

Det sker, at gl. produktioner må nedlægges, fordi markedet forsvinder, som det var tilfældet m. den på sæl- og hvalspækindhandlingen baserede olieproduktion. Men ellers opretholdes, så længe der findes et forsvarligt økon. grundlag, traditionelle produktioner – dels i områder hvor de er eneste eksistensgrundlag for den erhvervsudøvende befolkning, såsom sælfangsten i Nord- og Øst-G., og dels fordi der også her findes vel indarbejdede, supplerende produktionsgrene, der som saltfisken giver god og indbringende beskæftigelse, baseret på et gennem mange år oparbejdet godt eksportmarked.

Til trods for de mange nydannelser må det dog konstateres, at grønl. produktion endnu kun har et meget snævert fundament at bygge på; der er få råvarer og få variationsmuligheder. Det kan lyde paradoksalt, at netop denne ensidighed i produktionen har gjort det nødvendigt at finde et bredt marked. KGH’s meget alsidige eksportindsats omfatter store dele af verdensmarkedet, idet grønl. produkter sælges i alle fem verdensdele og spredt over mere end et halvt hundrede lande.

Landbrug og renavl. (Se endv. s. 205)

Mulighederne for udvikling af et mere alsidigt og samtidig økon. bæredygtigt erhvervsliv i G. er af klimatiske grunde få. Råvaregrundlaget er snævert, og landsdelen ligger trafikalt ugunstigt for verdensmarkedet, hvilket medfører høje fragtomkostninger, som nok ikke betyder så meget for skind, fjer og uld, men som tynger svært på eksporten af fisk og rejer. Måske kan mineralforekomsterne engang ændre billedet, men det er jo også muligt, at det (hvis det bliver til noget) kun bliver de store maskiners og de få specialisters industri uden afgørende indflydelse på beskæftigelsen. Under disse forhold er det vigtigt, at alle andre muligheder mødes m. åbent sind. Derfor har man m. interesse fulgt fåreavlen og tamrenavlen.

1906 og 1915 blev nogle får af henh. fær. og isl. afstamning indført til den sydvestl. del af G. Dette har udviklet sig til et jordbrugserhverv, der allr. i slutn. af 1960’-erne er hovederhverv for ca. 100 fåreholdere og som bierhverv bidrager væsentligt til et tilsvarende antal andre familiers eksistens, og som også fremover synes at kunne være eneste og tilfredsstillende eksistensgrundlag for i alt fald 100 og måske 200 grønl. familier.

Til hjælp for dette erhverv har staten – i lighed m. tilsvarende ordninger i det øvr. Danmark – etableret en »forsøgsgård«, en landbrugsstation, som administreres af KGH. Her gennemføres forsøg til fremme af avlsarbejdet m. dyr og afgrøder, men samtidig udfoldes en alsidig konsulentvirksomhed i alle faglige spørgsmål. Desuden bidrager stationen til stabilisering af bestående brug og oprettelse af nye, derved at den som maskinstation stiller materiel og mandskab til rådighed for opdyrkning af arealer, hvor der kan høstes det til sikring af bestanden nødvendige vinterfoder.

Særlige problemer knytter sig til renavlen. Der har i umindelige tider i G. eksisteret en ofte meget betydelig bestand af vildrener, men tamrenavl, som har været diskuteret i G. i alt fald siden 1833, og som blev foreslået indført 1905, blev først etableret af KGH i Godthåbsfjorden 1952 m. ca. 270 dyr fra Nordnorge. Efter at der gennem årene er gennemført ret betydelige slagtninger, som har bidraget til s. 145 G.s forsyning og til eksporten, var den samlede bestand ved beg. af 1969 på o. 3.000 dyr, hvoraf omtrent en trediedel var i privateje. Dyrene trives så godt, at der fra naturens side må siges at være gode betingelser for en udvidelse af dette erhverv. Adsk. grønlændere er uddannet til det, men ingen er blevet renavler endnu, og af de samer, som omplantedes til G. som renvogtere, antaget af KGH, har kun en enkelt gjort springet ud i selvstændigt renavlserhverv i G.

Som nød lærer nøgen kvinde at spinde, har den vel også lært grønlænderne brugen af kajakken, og samerne har, fordi nøden krævede det, lært at mestre de ualmindelige fysiske krav, som rendriften stiller til sine udøvere. De, som ikke lærte denne tilpasning til naturgivne muligheder, bukkede under i den bitre kamp for tilværelsen. På denne baggrund er det nærliggende at spørge sig selv, om sådanne erhverv, som vitterlig kræver en enorm menneskelig tilpasning, overhovedet kan overføres til andre samfundsgrupper i andre egne m. lign. naturforhold – men ikke m. sa. nødsituation.

Drift af en statslig renavlsstation har afløst forsøget, fordi resultaterne driftsmæssigt må betegnes som lovende – men desværre må det samtidig konstateres, at det menneskeligt ikke har været nogen succes, og at det tværtimod har mødt modstand blandt den lokale befolkning, som har været irriteret over at se sine jagtområder indskrænket. Tiden er derfor nok ikke fjern, da spørgsmålet om tamrenavlens muligheder som grønl. erhverv må tages op på ny og dens fremtid underkastes ny vurdering.

Hotel- og gæstehjemsvirksomhed

Da det grønl. trafiknet spænder over meget store afstande, spiller transitpassagerer en betydelig rolle i rejselivet, og da klimatiske og tekniske forhold meget ofte gør det umuligt at sikre umiddelbar kontakt ml. de enkelte transportmidlers ankomst og afgang, har det været nødvendigt i tilslutning til trafiksystemet at etablere indkvarteringsmuligheder for de rejsende.

Dette førte ret tidligt til oprettelse af gæstehjem – en slags beskedne transithoteller – på de vigtigste trafikknudepunkter, således at det nødtørftigste behov i denne henseende er dækket i Julianehåb, Godthåb og Egedesminde. Gæstehjemmene i Julianehåb og Egedesminde drives fortsat af KGH, medens gæstehjemmet i Godthåb 1963 er overgået til privat drift.

I en række andre grønl. byer har private etableret lign. gæstehjem el. mindre hotel- og restaurationsvirksomheder, men endnu er behovet ikke mange steder i G. rimeligt dækket, og det står hen, om private løser opgaven, el. om den pålægges KGH, og om KGH kan få de nødvendige midler.

Et særligt kapitel af trafikkens udvikling er skrevet i Søndre Strømfjord, der passeres af 90 % af alle flypassagerer til og fra G. og af adsk. interne flyruter. Her forestår KGH driften af lufthavnsbygningen, hvis transitfaciliteter det har været påkrævet at supplere m. en efter grønl. forhold meget betydelig hotel- og restaurationsvirksomhed. 1968 havde hotellet ca. 33.500 overnatninger imod ca. 10.000 i 1960.

Postvæsen

Lige så længe KGH har stået for afviklingen af Grønlands-trafikken, lige så længe har KGH også varetaget befordring af posten. At der ikke fra starten har været tale om et egl. organiseret postvæsen m. regelmæssige og hyppige postforbindelser, fremgår af instruksen af 2/1 1873, hvori det om postens ekspedition i G. bl.a. hedder, at »regelmæssige poster sendes 3 gange årl.: om vinteren el. foråret, s. 147 om sommeren og om efteråret«, idet »afgangs- og afventningstiderne bestemmes af inspektørerne«.

Selv om denne instruks vel kan betragtes som begyndelsen til et grønl. postvæsen, skulle der dog hengå rum tid, før det rigtig udviklede sig, idet Grønlands Postvæsen som institution først blev skabt 1938 og først under KGH er udviklet til sin nuv. skikkelse i årene efter anden verdenskrig.

I lange tider skete postbefordringen – formentlig ikke mindst p.gr.af de noget usikre transportforhold og de ret begrænsede forpligtelser, man kunne påtage sig – uden vederlag. Først 1905 indførtes portobetaling for pakker ml. G. og Danmark; 1938 indførtes med oprettelsen af et egl. postvæsen og udstedelsen af frimærker portobetaling også for brevpost ml. G. og det øvr. Danmark, medens portofriheden for postbefordring internt i G. først ophævedes så sent som 1958.

Udviklingen af det grønl. postvæsen er sket og foregår stadig i nøje samarbejde m. Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet for at sikre nøje koordinering m. da. såvel som internationale postale regler og vedtægter. I erkendelse af kommunikationens store betydning for et moderne samfund tilstræbes til stadighed opbygning i G. af en effektiv posttjeneste, der så vidt muligt svarer til da. krav og normer, men dog samtidig er tilpasset grønl. forhold, hvor driftsbetingelserne byder det.

At grønl. frimærker er placeret smukt som samleobjekt blandt filatelister bør nævnes. Væsentligst er dog udbygning af denne kommunikationsfunktion, hvis vækst illustreres af flg. tal:

Prispolitikken

Gang på gang må man vende tilbage til den kendsgerning, at den grønl. befolkning som følge af de overordentligt vanskelige naturforhold lever på eksistensmulighedernes yderste grænse. For at sikre, at de mest afsides placerede befolkningsgrupper ikke kommer ud for at skulle betale for den relativt ugunstige placering, som de nu engang har fået og er nødt til at bevare, da det traditionelle fangererhverv giver det største udbytte, når det udøves af en spredt boende befolkning, medens industrialiseringen forudsætter en vis befolkningskoncentration, har der hidtil været politisk enighed om, at KGH i al fald foreløbig bør bibeholde sit traditionelle ensprissystem. Dette betyder en meget alvorlig svækkelse af konkurrenceevnen, fordi alle varer i princippet og uanset stærkt varierende omkostninger skal sælges til sa. pris overalt i G. Ligeledes har der stadig været politisk enighed om, at en række erhvervs- el. livsvigtige varer bør sælges til priser, der ligger under kostprisen. Disse ting slår dog kun delvis igennem i KGH’s regnskab, idet der kompenseres for dette camouflerede tilskudssystem ved et egl. statstilskud til KGH’s forsyningstjeneste, til udstedsforsyningen og til fastsættelse af sociale priser. Dette tilskud til forsyningstjenesten udgjorde 1967 knap 17 mill. kr.

Fragtraterne for den alm. atlantsejlads fastsættes således, at de dækker omkostningerne. Derimod ydes der tilskud til skibsfarten langs G.s kyst, til besejling af Nord- og Øst-G., til intern flyvning, til Grønlands Postvæsen, til drift af forsøgsstationer for landbrug m.v. og til egl. forsøgsfiskeri.

Disse politiske beslutninger om at yde sociale tilskud og om – m. tilsidesættelse af rentabilitetskrav – at drive egnsudvikling ved at fremme det grønl. samkvem og at udvikle nye erhverv o.s.v. betyder, at tilskud vil være uundgåelige, hvor godt de enkelte opgaver end forvaltes. Det har betydet, at der sammenlagt for regnskabsåret 1967 er ydet tilskud til løsningen af de opgaver, der administreres af KGH, på ca. 37 mill. kr.

Tilskudspolitikken som sådan er sidst blevet overvejet og anbefalet af Grønlandsudvalget af 1960, men tilskudssystemerne har næppe fundet deres endelige leje, og systemerne er vigtige, netop fordi samfundet er under omformning.

Økon. tilskud og udligning af takster og priser medfører uundgåeligt forskydninger i konkurrencesituationen, som kan komme i strid med ønsket om frigørelse af det økon. system. Ensprissystemet og standardtakster betyder jo, at erhvervsdrivende og andre indbyggere i klimatisk og trafikalt gunstigere beliggende distrikter kommer til at betale mere og i ugunstigere beliggende distrikter mindre, end tilfældet ville være under friere forhold. Det skyldes ikke blot fragterne. Også en række andre omkostninger, fx. til lagring, forrentning og personale, er i virkeligheden højst forsk. fra plads til plads.

Dette erkendes i stigende grad i G. og bidrager til at svække de forestillinger om en grønl. solidaritet m. h. t. økon. vilkår, som endnu i beg. af 1960’erne spillede en stor rolle i den politiske debat.

De nævnte forskelle i forudsætningerne for erhvervsudøvelse gør det fordelagtigt at bryde ud af helheden. Dette kan være naturligt, hvis omkostningerne registreres korrekt, men det kan føre til fejldisponering, når regulerende indgreb slører regnestykket, og dette har givet anledning til tvivl om ensprissystemets berettigelse.

I en tid, hvor den økon. liberalisering er ved at trænge igennem, kan der næppe være tvivl om, at reelle omkostningsforskelle kan blive så betydelige, at det ville være uforsvarligt ikke at lade dette komme til udtryk ved ansættelsen af priser og fragter. Denne situation forelå i slutn. af 1960’erne på atlantbesejlingens område. For hele den grønl. v.kyst er fragtsatserne lige siden nyordningen blevet fastsat i overensstemmelse m. omkostningerne, uden tilskud af nogen art, men som en ensartet gennemsnitstakst for hele G. Grundlaget for atlantbesejlingens effektivitet og omkostningsmæssige konkurrencedygtighed har hidtil været, at den til trods for besejlingsfriheden har kunnet samles på én hånd, at skibskapaciteten derfor har kunnet udnyttes til det yderste, og at fragterne af denne grund har kunnet ligge relativt lavt. Den kraftige udvikling af åbentvandsområdet har her medført stærkt stigende godsmængder og derved mulighed for isoleret besejling af enkelte pladser, for regnskabsmæssig udskillelse af besejlingsomkostningerne plads for plads og for konstatering af væsentlige omkostningsforskelle. Det måtte føre til fastsættelse af varierende fragtsatser, hvis man ikke ville undergrave og til sidst sprænge hele det meget effektive besejlingssystem.

På denne baggrund vil fra foråret 1970 ske en principielt overordentlig væsentlig forandring ved beslutningen om, at den omkostningsbestemte fastsættelse af atlantfragtraterne til de vestgrønl. havne fremover ikke skal ske som en gennemsnitsberegning, men at der kan fastsættes omkostningsbestemte særrater for omkostningsmæssigt gunstige havne. Dette vil i første omgang komme Godthåb til gode, men vil siden hen også gælde andre byer. Herefter består forsk. fragtrater: én for Godthåb og foreløbig én for de øvrige vestkystbyer fra Frederikshåb til Jakobshavn. Sidstn. rate skal også anvendes til de øvr. byer, d.v.s. at merfragten til de sydgrønl. byer i storisområdet forventes dækket ved statstilskud, ligesom det hidtil har været tilfældet for Øst-G. og Nord-G. Varierende fragter må nødvendigvis have indflydelse på prisfastsættelsen for varer, der sælges i G. – om end i varierende grad, alt efter fragtens betydning for den enkelte vares prissætning.

Det væsentlige er, at man dermed vil slå en breche i det hævdvundne ensprissystem, som i forvejen undergraves ved forceret privatisering på forsyningstjenestens områder.

Priser for salgsvarer og takster for tjenesteydelser er også i G. kun den ene side af prisstrukturen. Dennes væsentligste grundlag er indkomst- og lønpolitikken, og her kan en enkelt organisation som KGH ikke følge egne baner, men alle må føje sig ind under de rammer, som er lagt ved politiske beslutninger el. – som fx. for lønforhandlingernes vedk. – ved de af centraladministrationen trufne aftaler og bestemmelser.

Man kunne måske synes, at i al fald råvarepriserne, som skulle afspejle markedets afsætningsmuligheder, burde fritages for tilsvarende, til dels politiske bindinger. End ikke dette er muligt i G., hvor politiske beslutninger styrer den i alt væsentligt erhvervsmæssigt betingede og for virksomhedernes drift afgørende prisstruktur.

Derved følger man Grønlandsudvalget af 1960, som lagde vægt på, at grønl. eksporterhvervs indtjeningsevne i det lange løb måtte være bestemmende for hele det grønl. indkomstniveau, men som dog af sociale grunde og for at fremme udviklingen af nye erhvervsmuligheder anbefalede indkomstforbedringer, selv om disse ikke kunne bæres af virksomhederne, blot de kunne ventes at ville bidrage til produktivitetsstigningen. Sigtet mod rentabel produktion er ikke forladt, men der er dog ud fra disse politiske motiver sket en sådan afdæmpning af mulighederne, at kravet om rentabilitet inden for produktionsområdet for alvor er kommet til at kollidere m. de realistiske muligheder, der ligger ml. stadig stigende omkostninger og et af hård priskonkurrence behersket verdensmarked.

Allr. kommissionsbetænkningen af 1950 forudså centralisering af al afsætning af grønl. produkter som led i en konjunkturudlignende prispolitik. Man ventede under gunstigere konjunkturer overskud på eksporten, og ud fra denne forventning oprettedes en konjunkturudligningsfond, som ved alvorlig prisnedgang skulle kunne afbøde eventuelle tab. Det måtte samtidig forudsætte en mulighed for regulering af indhandlingspriserne ikke blot i opadgående, men også i nedadgående retning. Men som alle priser og takster under politisk indflydelse har det også vist sig, at råvarepriserne i G. stort set kun er bevægelige i én retning, nemlig opad.

Det skal dog ikke overses, at netop fiskeindustrien internationalt befinder sig i en højst ejendommelig konkurrencesituation. Åbenbart opretholdes fiskeriet i næsten alle lande – m. undt. af Danmark – kun ved ydelse af betydelige off. subsidier. Det synes at gøre det overordentligt svært i G. at forene kravet om et m. europæiske forhold sammenligneligt indkomstniveau m. ønsket om virksomhedernes rentabilitet, uden at der under en el. anden form ydes tilsvarende subsidier. Disse forhold har i alt fald været medvirkende til, at Konjunkturudligningsfondens slutresultat i en årrække har været negativt, og at dens eksistens er blevet en fiktion, selv om den har den politiske betydning, at den er statens opsamlingskonto for de inden for den grønl. produktion siden 1950 opnåede resultater. Denne registrering har blot den ulempe, at den præges af statens regnskabsprincipper og derfor ikke kan sammenlignes m. tilsvarende opgørelser fra private virksomheder. Hertil kommer, at statens erhvervsvirksomhed i G. p.gr.af sammenkoblingen m. politiske hensyn ikke altid har kunnet være smidig nok i sin tilpasning af prisstrukturen til aktuelle afsætningsmuligheder, hvilket har givet en svag position i konkurrencen om råvarerne.

Grønlandsk medvirken og medbestemmelse

KGH har i slutningen af 1960’erne i alt en egen medarbejderstab på o. 5.300, fordelt på Danmark, søfarten og G., m. ca. 4.600 i G., hvoraf igen ca. 90% er grønlændere. Med denne stærke fundering i G. har det alle dage været naturligt at lægge vægt på grønl. medvirken, men det siger sig selv, at skiftende tider også inden for KGH har øvet deres indflydelse, at den bevidste indsats for at få grønlænderne til at præge beslutningerne og udviklingen i det hele taget har været skiftende, og at den har fået særlig vægt siden nyordningen fra midten af 1950’erne.

Egl. samarbejdsudvalg m. erhvervssigte går tilbage til denne tid og dannedes først 1956 inden for fåreavlen, som stadig har bev. føringen på dette felt. Udvikling af samarbejdsorganer ml. KGH og den grønl. befolkning i øvrigt tog fart fra 1961, da konkrete forslag om opret. af s.k. fællesudvalg, hvis opgave det var lokalt at dyrke og udvikle det praktiske samarbejde, af KGH blev forelagt landsrådet. s. 151 Med disse fællesudvalg, hvor alle lokale interesser kan repræsenteres, skabtes et forum, hvor såvel lokale problemer som spørgsmål af mere alment tilsnit kan drøftes ml. repræsentanter for interessegrupperne og KGH. Alt samarbejde er afhængigt af deltagernes interesse, og det beror i høj grad på gensidighed, m. alle deraf følgende problemer, men det kan konstateres, at udvalgene på mange pladser har opfyldt forventningerne, ved at de har bidraget til at få en dialog i stand og derved skabt forudsætninger for mere effektive løsninger m. mere bevidst og virkningsfuld hensyntagen til befolkningens ønsker.

På produktionsområdet findes uden tvivl særlig gunstige muligheder for ved grønl. medvirken at forbedre den gensidige forståelse og måske også de økon. resultater. Her er producentens, d.v.s. fiskerens, fangerens el. fåreholderens, aktive interesse af mindst sa. betydning som arbejdernes og funktionærernes. Det var derfor naturligt som næste skridt i udviklingen at søge denne producent- el. leverandørinteresse s. 152 stimuleret, og det lykkedes 1962 ved indførelse af et udbyttedelingssystem. Det var en naturlig afrunding af de systemer, der kunne fremme KGH’s samarbejde m. de grønl. producenter, men desværre lykkedes det ikke at få tilslutning til at overføre det til andre områder, især forsyningstjenesten.

Udbyttedelingen gælder for alle KGH’s produktionsvirksomheder, og den går ud på, at nettooverskuddet af de enkelte produktionsvirksomheders drift deles lige ml. råvareleverandørerne og virksomheden, fx. ml. fiskerne og staten. Såfremt virksomheden giver overskud, udbetales der følgelig en dividende, der fordeles i forhold til den enkelte råvareleverandørs andel i den samlede råvaretilgang til vedk. anlæg.

For skind er udbyttedelingen siden 1968 endnu mere vidtgående. KGH får et fast ekspeditionsgebyr for hvert skind for opkøb, lagring, transport, sortering og salg. Dette gebyr samt den ved opkøbet betalte forskudspris trækkes fra den på auktionen for det enkelte skind opnåede pris. Hele differencen udbetales til fangeren, d.v.s. at der for skind nu ikke længere er tale om udbyttedeling, men om en slags konsignationssalg.

Disse ordninger bidrog væsentligt til at øge den aktive grønl. interesse i produktionsvirksomhedernes drift, så længe der var et rimeligt antal af virksomheder, der gav et smukt nettooverskud. Efter at både produktionsforholdene blev forringede fra midten af 1960’erne, og verdensmarkedet næsten samtidig i alt væsentligt prægedes af alvorlige prisfald, har det kun sjældent været muligt at møde m. økon. gunstige resultater, og det har desværre i nogen grad svækket den umiddelbare og aktive interesse i driftsforholdene.

Ideens rigtighed kan der næppe være tvivl om, selv om det må erkendes, at dens virkning og indflydelse dæmpes af regnskabsmæssige misforståelser, som ikke blot på papiret, men også reelt forringer beregningsgrundlaget. Så længe væsentlige dele af statens egnsudvikling i G. skal betales af erhvervsvirksomheden, og denne også må bære udgifterne til adsk. sociale foranstaltninger, har man ofte måttet registrere underskud, hvor erhvervsvirksomheden alene ville have givet overskud. Rigtig registrering vil forbedre muligheden for at skabe aktiv interesse, som igen kan føre til, at befolkningen i langt større udstrækning end hidtil vil deltage i udformningen af udviklingsprogrammer og formulering af beslutninger, og frem for alt vil det øge forståelsen for begivenhederne.

Mulighederne for etablering af samarbejdsorganer er ikke udtømt m. de her nævnte eksempler. Inden for virksomhederne vil der på sa. måde som i andre dele af riget m. fordel kunne oprettes samarbejdsudvalg, og de første skridt hertil er gjort. Så sent som 1959 afvistes KGH’s forslag herom af de grønl. arbejderes organisation – m. støtte fra LO og m. henvisning til arbejdernes underlegenhed. 1968 var udviklingen dog skredet så meget frem, at der ligefrem som led i overenskomsterne blev truffet aftale om oprettelse af samarbejdsudvalg.

Et særligt kontaktbehov foreligger ml. produktionsvirksomheden og dens råvareleverandører. Det er udmærket, som det praktiseres, ved en regnskabsperiodes afslutning at drøfte regnskab og resultater, men det er langt vigtigere løbende at drøfte produktionsplanlægning, udviklingsprogrammer og produktionens forløb. Herved kunne grønl. fiskere, fangere og fåreholdere ikke blot øge deres forståelse for trufne beslutninger, men de kunne også få mulighed for at øve indflydelse på beslutningernes indhold. Sådanne samarbejdsudvalg kan tage mange s. 153 former. Det første praktiske eksempel i G. er et 1967 i Narssaq omkr. den dérværende fabrik opret. fabriksudvalg, der formelt kun har rådgivende funktion, men meget vel vil kunne komme til at virke som en lokal bestyrelse – på sa. måde som også KGH’s styrelsesråd formelt er rådgivende, men reelt øver afgørende indflydelse på alle væsentlige beslutninger efter sa. mønster som en bestyrelse i et aktieselskab.

Privat erhvervsvirksomhed i Grønland

Grundlaget for privat erhvervsvirksomhed

Ønsker om større økon. frihed har altid haft en så stor plads i Grønlandspolitikken, at man igennem alle de 250 år af vor nyere Grønlands-historie kan påvise statsmagtens bestræbelser for at give det private initiativ stadig nye chancer. Skæbnesvangre udsving af et i forvejen barskt klima, afstand fra forsyningskilder og markeder og produktionens ensidighed og konjunkturfølsomhed lod monopolhandelen opstå m. en naturlovs ufravigelighed, først på privat hånd og siden under statens ledelse. Først vor tids tekniske landvindinger inden for kommunikation og navigation, skibsbygning og flyvning, bygningskonstruktion og produktion har medført en grundlæggende ændring af forudsætningerne for erhvervsudøvelse og dermed for menneskelig eksistens i G. Det er moderne teknik alene, som har skabt nye muligheder og reduceret risikoen, og som derved har muliggjort virkeliggørelse af gl. drømme, men også kastet G. ud i vokseværk og tilpasningsproblemer af før ukendt omfang.

Ændrede forudsætninger har åbnet muligheder for investering af arbejde og kapital m. udsigt til passende udbytte, og først disse muligheder for at tjene penge m. rimelig indsats og risiko har for alvor lokket den private indsats frem – helt i overensstemmelse m. vort konkurrencesamfunds forudsætninger og hævdvundne regler. Statens støtte til det voksende erhvervsliv, fx. i form af ny erhvervslovgivning og adgang til lån på gunstige vilkår, har været nyttig, men den har mere været en følge af de nye forudsætninger end årsag til udviklingen. Derimod har det været ganske afgørende, at alle politiske partier har været rede til at gå ind for omfattende grundlagsinvestering i G., altså investering i alle de ting, som danner grundlag for et erhvervsliv, såsom havne, transport- og kommunikationssystemer, el- og vandforsyning, skoler, sygehuse og veje.

Tekniske forudsætninger, økon. evne og politiske beslutninger er ikke altid nok til at vende udviklingen. Dette har vi også sporet i G. Det nye skal have tid til at gro frem, og det kan møde mange vanskeligheder. Udviklingen vedrører jo mennesker, og de skal leve sig ind i nye tankegange, de skal uddannes og høste erfaringer. Alt dette er nu engang en langvarig proces.

Når privat erhvervsindsats i G. skal vurderes, må det være naturligt at minde om grønlændernes betydelige indsats. Således udøves al fangst, alt fiskeri og al fåreavl som privat erhverv – kun m. meget beskedne undtagelser på rene forsøgsområder. På alle disse felter er ekspansionen kraftig, fordi der i stigende grad sættes stadigt bedre og mere udviklet teknisk materiel ind i form af fiskefartøjer, redskaber, traktorer, våben etc. Det vil dernæst være rigtigt at erindre, at også al Grønlands-indsats på KGH’s primære virksomhedsområder, d.v.s. handel, produktion og søfart, begyndte i privat regie. Allr. Hans Egedes missionsgerning var nær knyttet til et handelskompagni. Ganske vist måtte staten en kort overgang træde til, men 1734-1774 lykkedes det dog først købmanden Jacob Sewerin og fra 1750 Det kongelige octroyerede almindelige Handelskompagni at opretholde besejling på og handel m. G., selv om staten måtte yde voksende tilskud og til sidst fandt sig foranlediget til atter selv at overtage opgaverne. Også i 1800t. blev der gang på gang gjort forsøg på at lade private erhvervsvirksomheder vinde frem.

Statens økon. resultater var stærkt skiftende. Hver gang det gik dårligt, hvad enten det nu kan have været ledelsens el. konjunkturernes skyld, er den politiske problemstilling åbenbart kommet ind i billedet. Så har man nedsat en kommission. I alle kommissioner, der har arbejdet i de sidste 100 år, herunder også allr. kommissionerne af 1835, 1853 og 1863, har dels handelsmonopolet og dels prispolitikken for både indhandling og udhandling spillet en væsentlig rolle.

Bag de vedvarende politiske ønsker om større økon. frihed har ikke blot ligget økon. tanker og nogen usikkerhed over for de usædvanlige opgaver, men også principielle overvejelser. Danmark var et af de første lande, der i praksis bekendte sig til den økon. liberalisme. Faktisk betød allr. toldloven af 1797 det afgørende skridt i denne retning. Det har nok kunnet harme en og anden liberal politiker, at man ikke også i G. kunne indføre en liberal erhvervspolitik. Givetvis har det ikke skortet på ærlige forsøg, men hindringen har været den enkle, at »den grønlandske befolkning lever som et af jordens randfolk i en af yderzonerne for den menneskelige eksistens«, hvor frygten for uforudselige katastrofale udsving kan bevirke, at den uhæmmede konkurrence må vige for hensyn til samfundet. Tilsvarende afvigelser fra idealer og principper kender vi i andre, geografisk og klimatisk s. 155 gunstigere stillede samfund fra krigs- og nødssituationer, men i G. har man, målt m. vor alen, altid befundet sig i en permanent nødstilstand.

Det virker i dag næsten rørende at se, hvordan man gang på gang har forsøgt at lede udviklingen ad det private initiativs vej, men dog af de vanskeligheder, der tårnede sig op – især besejlingsforholdene og det isolerede og fjerne samfunds store omkostninger og dets sårbarhed over for konjunktursvingninger – blev tvunget over i monopolhandelen. Ændrede tekniske forudsætninger og moderlandets vilje og evne til at betale, hvad de tekniske forbedringer koster, har først i vor tid givet grundlag for iværksættelse af den politiske, administrative, tekniske og kommercielle udvikling, som politisk har været ønsket i generationer, og som vi i dag står midt i.

Hvis man ville gøre et forsøg på en økon. vurdering af vore dages Grønlandsindsats i sin helhed, ville man vel finde, at chancerne for rimelige, positive resultater s. 156 nok ikke er ringe, men at risikoen dog næppe er mindre end nogensinde. En sådan samlet vurdering foretages ikke af nogen, fordi opgaven er blevet så meget større, men dermed også så stærkt specialiseret, at økon. lovende ting kan løftes ud af tidl. bundethed til det mindre profitable. Det skyldes selvfølgelig også, at der politisk har været stemning for at lade staten overtage visse nøjere formulerede og kostbare fællesopgaver. Til en vis grad har staten selv afklaret problemstillingen inden for eget hus ved i stigende omfang at give statsvirksomhederne mulighed for en af erhvervslivets ideer præget ledelse og regnskabsføring, som har trukket linierne op for de områder, hvor privat indsats kunne have chancen for at finde lønnende beskæftigelse.

Heraf er udviklet en ny fordeling af kræfterne, og dermed en situation, hvis konsekvens må blive, at staten – hvis man vil efterleve den alment accepterede politiske filosofi – må give afkald på overskudsvirksomheder og blive siddende tilbage m. de urentable virksomheder, som af sociale grunde ikke kan standses. Her toner således frem muligheden for stigende statstilskud som følge af en politisk positiv målsætning – men man har jo stadig lov til at håbe, at det kun er en overgang.

Erhvervslovgivningen fra 1950 og fremefter har givet så megen frihed, og dens administration har understreget frihedsønsket så stærkt, at erhvervsudøvelsen må siges ved udgangen af 1960’erne at være friere end i det øvr. Danmark. Den kritik, der har været rejst, rammer bestemmelser, som tilsigter i beskedent omfang at beskytte den grønl. befolknings interesser, og det er derfor naturligt, at kritikken overvejende kommer fra grupper m. særinteresser.

Al indførsel til G. er fri. Der findes ingen told og ingen egl. importrestriktioner. Der findes kun et særdeles enkelt og stærkt begrænset afgiftssystem til fordel for den grønl. landskasse. Dette administreres af KGH, hvilket har muliggjort en omkostningsbesparende administrativ forenkling. Der findes ingen erhvervsskatter, og adgangen til at få udstedt næringsbevis er let og vidtfavnende. Enhver, der er bosat i G., kan drive detailhandel i G., enhver kan drive engroshandel til og i G., enhver kan oprette produktionsvirksomheder, enhver kan besejle G. I realiteten findes kun ét område m. en vis generel begrænsning. Det er eksporten af grønl. produkter, som principielt er centraliseret i en fælles salgsorganisation, men denne er for de fleste produkter en illusion, fordi det normalt er så nemt og en ren formalitet at opnå dispensation fra ordningen – langt nemmere end det er at blive anerkendt som eksportør af levnedsmidler i Danmark. Kun for skindenes vedk. er eksportens centralisering en realitet.

Privat indsats i varehandelen

Udviklingen er forløbet væsentligt anderledes end forudset i kommissionsbetænkningen af 1950. Kommissionen lagde afgørende vægt på produktionen, som man ville tilføre »teknisk og kommerciel sagkundskab med økonomisk interesse i storproduktion«. Derimod tog man mere lempeligt på forsyningstjenesten, hvor man ønskede en udvikling, der i fremtiden kunne åbne mulighed for, at private grønlændere med tiden kunne overtage butikkerne, event, på andelsbasis.

Det må vist erkendes, at der i G. ikke har været sa. incitament for en kooperativ bevægelse som i mange andre lande og områder. KGH’s butikker skulle sikre befolkningens forsyning, men de har aldrig haft til opgave at give overskud. Tværtimod har Handelens forsyningstjeneste gennem tiderne stedse været et redskab i s. 157 bestræbelserne for at holde varepriserne nede. Dette er dels sket ved ydelse af direkte tilskud til vigtige varer og dels ved en prispolitik, der i højere grad lod de mere luksusbetonede varekategorier være med til at bære driftsomkostningerne end de mere daglige fornødenheder. Butikkernes vareudvalg er stadig blevet tilpasset de skiftende forbrugerønsker og den voksende købekraft. Det skulle således synes ret vanskeligt for nye private virksomheder at byde forbrugerne reelle fordele.

Den nævnte pris- og avancepolitik har dog sine svagheder, når konkurrencen sættes punktvis ind. Denne svaghed forstærkes af det hidtidige ensprissystem, hvorefter KGH har solgt enhver vare overalt i G. til sa. pris – uanset stærkt varierende omkostninger. Det har gjort det muligt for et stort antal private butikker at etablere sig, i starten fortrinsvis i de større byer m. den store kundekreds og den store omsætning og m. hovedvægten på de mere luksusprægede varekategorier, hvor KGH’s salgspolitik gav spillerum for konkurrence på både udvalg og priser. Det har samtidig medført, at der inden for mange vareområder også kunne ydes forbrugerne en fagligt mere udstrakt betjening, end KGH’s bredt anlagte butiksorganisation kunne tilbyde – det gælder fx. inden for foto og radio, møbler, modepræget manufaktur, galanteri m.m.

Det er indlysende, at denne udvikling – til trods for, at KGH’s andel i den generelt stigende omsætning stedse har været så stor, at omsætningen steg hvert år – for KGH fortrinsvis har medført tab af omsætning inden for de varekategorier, der s. 158 giver den højeste avance, og i de større byer, hvor omkostningerne i forhold til omsætning er relativt mindst, og at denne udvikling i sig selv har medvirket til at give den private sektor stadig bedre betingelser.

Dette er ikke alene en accepteret, men også en tilstræbt udvikling, som KGH må indrette sig efter, men den indebærer ved fortsat udvikling – hvor KGH’s forsyningsopgaver geogr. som sortimentsmæssigt i forhold til totalomsætningen i stadigt stigende omfang vil ligge på de privatøkonomisk mindre tiltrækkende områder – at der må ydes et forholdsvis større tilskud fra staten til løsningen af disse forsyningsopgaver.

På denne baggrund har man da også kunnet konstatere, at denne udvikling i visse grønl. kredse ikke betragtes som helt tilfredsstillende. Man påpeger ikke mindst de private butikkers ensidighed og finder det åbenbart især utilfredsstillende, at så få grønlændere har formået at gøre sig gældende – et spørgsmål som jo også både kommissionsbetænkningen fra 1950 og udvalgsbetænkningen fra 1964 lagde væsentlig vægt på.

Da den meget omfattende uddannelse af grønl. medarbejdere, som KGH har naturlige traditioner for, og de etablerede samarbejdsformer ikke syntes at give tilstrækkeligt hurtige resultater, fremsatte KGH 1961 over for landsrådet forslag om overdragelse af visse grønl. virksomhedsområder på grønl. hænder. Herved tænktes på driftsmæssigt overskuelige virksomhedsområder, som havde vist sig rentable, og der blev fremsat konkrete forslag om anvendelige metoder, der kunne tilpasses bedrifternes varierende struktur. Det vil sige, at der kunne blive tale om enkeltmandsbedrifter og fællesskaber under de fra da. forhold kendte selskabsformer, event, med midlertidig el. varig deltagelse af off. kapital. Disse planer og forslag fik landsrådets principielle tilslutning m. en konstatering af, »at der syntes at være størst stemning for overdragelse til sammenslutninger, uden at man dog på forhånd vil udelukke enkeltpersoner«.

Ser man tilbage på den siden da forløbne udvikling, synes disse forslag at have bidraget ikke blot til en mere realistisk debat, men også til konkrete resultater – ikke alene som direkte følge af dette initiativ, men også fordi interessen vaktes og spredtes til andre områder. Hermed blev signalet givet til opret. af G.s første brugsforening i Nanortalik, der hurtigt efterfulgtes af en mindre brugsforening i Sukkertoppen. Adsk. bagerier, og selvfølgelig de mest rentable, er overgået til privat drift, og det sa. er sket m. et enkelt af KGH’s gæstehjem. De i Nanortalik indhøstede erfaringer har i en række grønl. byer – Godthåb, Narssaq, Frederikshåb, Holsteinsborg og Egedesminde – ført til dannelse af brugsforeninger, som har planer om enten selv at bygge butik el. at overtage butikker, som hidtil er drevet af KGH. I Godthåb førte dette 1969 til overdragelse af KGH’s derværende moderne selvbetjeningsbutik til brugsforeningen, og KGH’s skibsprovianteringsforretning blev samtidig overdraget til A/S Godthåb Fiskeindustri. Brugsforeningernes ganske vidtgående planer vil, hvis de virkeliggøres, da de vedrører nogle af KGH’s store og mest indbringende butikker, kunne øve væsentlig indflydelse på KGH’s økonomi og derved enten på statstilskuddets størrelse el. på prisniveauet i de tilbageblivende bybutikker og i bygderne, som brugsforeningerne foreløbig ikke har været stemt for at tage med i handelen.

Alle disse overdragelser er sket i nøje kontakt m. landsrådet og vedkommende kommunalbestyrelse, fordi privatiseringen kunne tænkes at øve indflydelse på stedets s. 159 forsyningssituation og derved berøre KGH’s forsyningspligt. I nogle tilfælde har den private virksomhed formelt overtaget de KGH påhvilende forpligtelser, men i andre har dette ikke været tilfældet. Det har man anset for forsvarligt, fordi KGH til støtte for det spirende grønl. erhvervsliv ved siden af butiksvirksomheden driver engroshandel for hele vareområdet. Dermed spænder KGH i realiteten et sikkerhedsnet op under de lokale forsøg, idet der samtidig er skabt en mulighed for, at KGH kan træde ind igen, hvis der skulle vise sig uforudsete vanskeligheder.

Om betydningen af denne form for privatisering ved overdragelse af KGH-virksomheder kan siges, at der ved dygtig ledelse af disse bedrifter givetvis kan opnås økon. fordele, fordi virksomhederne frigør sig for den belastning, der – de gode sider ufortalt – ligger i solidariteten og fællesskabet m. de mindre gunstigt beliggende pladser, og fordi de heller ikke mere deltager i fællesudgifter, der tynges af kostbare egnsudviklingsopgaver. Disse omkostninger hører i og for sig ikke hjemme i driftsregnskabet, men efter statsregnskabets regler skal de nu engang være der, så længe bedriften hører under KGH. Det må dog tilføjes, at sådan privatisering under et grønl. fællesskab, selv om der ikke skulle vise sig økon. fordele, dog kan have betydelig værdi. Der er jo også andre værdier end penge, og her drejer det sig om at fremme en menneskelig udvikling. Der er intet så lærerigt som at skulle gøre en ting selv, selv at have ansvaret for beslutninger og handlinger. Ud fra disse overvejelser har KGH i dette spil om G.s butikker og deres fremtidige driftsformer søgt at være en sagkyndig og neutral hjælper og iagttager, som yder støtte uanset den valgte driftsform.

Grønl. brugsforeninger har under deres tilblivelse og drift fået betydelig hjælp fra det af andelsbevægelsen i Danmark hertil nedsatte kontaktudvalg. Større private handlende kan måske få en vis assistance af sa. art fra faglige organisationer i Danmark, som en gruppe større handlende har søgt tilslutning til. Men begge dele kan nemt distancere den lille og mellemstore grønl. handlende, som foruden skoling og erfaring nemt kan komme til at savne leverandørkontakter og faglig hjælp. For at afbøde dette omfatter KGH’s engrosvirksomhed også konsulenttjeneste for enhver handlende i G., som måtte ønske det, og det gælder såvel planlægning af hele forretningsvirksomheden som indretning og drift af butikken. Hertil kan i visse tilfælde føjes etablering af kontakt m. da. interesserede og sagkyndige, som har kunnet yde vidtgående støtte, fx. ved forretningsfinansiering og udvikling af forretningsforbindelser.

Ved udgangen af 1960’erne findes i G. et betydeligt antal private handlende, i alt fald mere end 100, hvoraf adsk. har en meget betydelig omsætning. For hele G. ligger af butikshandelen, skønsmæssigt anslået, 30-40 % på private hænder, men i de større byer er andelen væsentligt større, nogle få steder op imod de 80 %. Denne udvikling vil fortsætte m. stærk fart, fordi alt, hvad der kan siges om økon. usikkerhed i forb. m. G., ingen el. næsten ingen gyldighed har for butikshandelen. Konkurrencedygtighed er jo her et relativt begreb. Butikkerne i G. skal kun konkurrere m. hinanden og ikke m. den store verden. Desuden er butikshandel – selv om den i konkurrencens brændpunkt stiller store og voksende krav til faglig og købmandsmæssig dygtighed – i et mindre hårdt marked som det grønl. forholdsvis nem at gå til, også for den ikke fagligt udlærte. Hertil kommer, at også finansieringen har lettere kår. Alt dette har medført, at butikshandelen – i modsætning til forventningerne i kommissionsbetænkningen af 1950 – er blevet det område, hvor privatiseringen har gjort de største fremskridt.

I tilknytning til den uafhængige, grønl. detailhandel er desuden ved at opstå egl. engroshandel i G. I det betydeligste tilfælde har den nærmest karakter af en indkøbskæde, altså et fællesskab af detaillister, spredt i de grønl. byer, som i et vist omfang er aktionærer i grossistselskabet, og som frem for alt får deres indkøbsinteresser varetaget ad denne vej.

Dernæst har det været naturligt for staten at drage private interesser ind i løsningen af konkrete opgaver, der kræver særlig sagkundskab, og man er gået forsk. veje for at skabe det hertil nødvendige finansielle grundlag. Således sikres G.s olieforsyning på den måde, at et privat olieselskab, der er dannet af 4 af de store olieimportselskaber, varetager tilførslerne til statens centralanlæg i Færingehavn, medens staten gennem KGH dels i samarbejde m. dette selskab forestår distribueringen langs G.s kyst, men dels også kontrollerer selskabets økonomi og prispolitik inden for en aftaleramme, der nærmest har koncessionskonsekvenser, selv om importen of olieprodukter til G. principielt er lige så fri for told og regulering som al anden import.

Det kunne siges, at det har taget ret lang tid at få den udvikling i gang, som Grønlandskommissionen af 1948 åbenbart drømte om. Men det er jo ikke blot et spørgsmål om teknik og penge, men nok så meget om menneskelig viden, om uddannelse og om erfaring, som det kræver lang tid at samle. Til gengæld er der heller ikke tvivl om, at der nu er grøde i disse ting – og lovgivningsmæssigt og administrativt er der ingen hindringer for hurtig vækst.

Privat indsats i produktionen

Grønlandskommissionens betænkning af 1950 forudså ikke blot en levende privat interesse, men også en kraftig privat indsats i G.s produktion. Især tænkte man på sagkyndig bistand ved udvikling af den til fiskeriet knyttede forædlingsindustri. Disse forventninger er ikke blevet opfyldt. Der er blevet gjort adsk. forsøg omkr. 1950, men de slog fejl alle sammen, og dermed blev der i adsk. år stille omkr. privat indsats i G.s produktion. KGH måtte overtage, hvad der var påbegyndt, og til sidst måtte KGH gå ind i et ret stort anlagt industriprogram, som fik folketingets tilslutning 1959.

På den anden side var det netop dette industriprogram, der gav den stadig ulmende interesse for privat indsats i G.s produktion ny næring. Initiativet til nye og denne gang nok så realistiske forhandlinger om et bredt anlagt samarbejde udgik fra Den kongelige grønlandske Handel som en naturlig konsekvens af det planlægningsarbejde, der knyttede sig til industriprogrammet. Omkostnings- og rentabilitetsanalyser havde vist, at fremtiden måtte ligge i en mere storstilet overgang til fryseteknik m. filetfabrikker og fryserier. Hensynet til udnyttelsen af sådanne store anlægs kapacitet gjorde det klart, at der var brug for en betydelig forøgelse af råvaremængderne. Disse kunne ikke skaffes m. de forhåndenværende små bådtyper, og det var derfor nærliggende at søge større både udefra m. stor fiskekapacitet trukket til. Disse overvejelser faldt sammen med den af da. og fær. fiskerikredse udtrykte interesse for deltagelse i Grønlands-fiskeriet. Ud af disse overvejelser og forhandlinger voksede så naturligt den tanke, at tiden måtte være moden til at gøre et nyt forsøg med at drage fær. og andre da. interesser ind i et konstruktivt arbejde for udviklingen af en internationalt konkurrencedygtig og rentabel grønl. fiskeindustri – men denne gang ikke som konkurrence ml. privat virksomhed og statsvirksomhed, men som et bevidst forsøg på et intimt samarbejde, hvor alles erfaringer kunne lægges i sa. pulje til gavn for en fælles sag.

Løsningen syntes at være et grønl.-fær.-da. aktieselskab, der straks fra starten kunne overtage et af de store industrianlæg, som var forudset i det af folketinget godkendte industriprogram. Hertil valgtes Godthåb-anlægget – altså et virkelig nyt anlæg på en plads, hvor der indtil da praktisk talt ikke havde fundet nogen produktion sted, men hvor der samtidig syntes at være betydelige muligheder, fordi havnen kan besejles hele året, og der syntes at være fiskerimuligheder hele året, om end selvfølgelig noget varierende m. årstiden.

På denne baggrund lykkedes det at oprette A/S Godthåb Fiskeindustri, som må siges at være det første forsøg på at samle alle i udviklingen af Grønlands-fiskeriet interesserede sagkyndige kredse om den krævende opgave at opbygge en industri, der kunne give industrialiseringsplanerne et reelt indhold. Både m. h. t. kapitalinteresser, indflydelse og adgang til landinger har man her søgt at skabe en passende balance ml. de interesserede tre grupper – og KGH har lagt afgørende vægt på at sikre grønl. adgang til medvirken. Dette er blandt andet sket derved, at der, skønt der til aktiernes event, overdragelse på andre hænder knytter sig ret strenge regler, for den grønl. aktiedel, som midlertidig ejes af KGH på statens vegne, gælder en særregel, idet disse aktier første gang frit og uden konsultation med de øvr. interessenter kan overdrages til grønl. interesser, blot landsrådet og Handelens styrelsesråd opnår enighed herom.

Grønl. politikere havde under forhandlingerne m. Grønlandsudvalget af 1960 s. 162 forfægtet deres centrale ønske om væsentlig højnelse af levestandarden, men kædet dette sammen med den tanke, at eksporterhvervenes indtjeningsevne burde være retningsgivende for hele det grønl. indkomstniveau. Derved fik udviklingen af produktionsanlæggene en central placering, som i alt fald ud fra de den gang givne forudsætninger var forsvarlig. Siden er væsentlige forudsætninger ændret ikke så lidt, og adskillige af disse ting var ikke forudset.

Stigningen i omkostningsniveauet, ikke mindst i lønningerne, har med det daværende lave, grønl. leje ikke kunnet overraske. Det sa. gælder vanskelighederne m. at sikre arbejdskraften og frem for alt dennes uddannelse. Derimod er forventningerne om aktiv da. og fær. deltagelse i fiskeriet til de grønl. anlæg blevet skuffet slemt. Alvorligst er dog den næsten katastrofale nedgang i det samlede grønl. torskefiskeri fra 1963 og dernæst, begyndende fra 1967, et langvarigt, meget stærkt prisfald på verdensmarkedet for torskeprodukter.

Usikkerheden omkr. enhver erhvervsudvikling i G., hvor der, når katastrofesituationer indtræffer, sjældent findes alternative muligheder, er også i dette tilfælde blevet bekræftet. Den søges imødegået ved rationalisering og ændring af produktionsprogrammer og m. forøget indsats i fiskeriet, især ved introduktion af nye bådtyper, bl.a. trawlere, som er udviklet ud fra de af andre nationer i Grønlands-fiskeriet indhøstede erfaringer. Dog har man fremfor tilvirkning ombord – p.gr.af fiskebankernes nærhed og af hensyn til beskæftigelsen i land – ment at måtte satse på levering af råfisken til industrianlæggene.

Eksperimentet m. A/S Godthåb Fiskeindustri var tænkt som mønster for, hvad der kunne ske i andre grønl. byer. Men som følge af de stærkt ændrede forudsætninger m. forringede udsigter for rentabel drift har der ikke i 1960’erne været grundlag for at gå videre. Derfor har man også måttet udsætte virkeliggørelsen af videregående planer om et nærmere samarbejde i produktion og afsætning ml. en række af sådanne lokale selskaber, der event, kunne forbindes ved gensidig kapitaldeltagelse. Kortfristet kan samarbejdsfordele selvfølgelig også opnås, sålænge KGH står for ledelsen af en væsentlig del af bedrifterne, men usikkerheden om KGH’s fremtid forhindrer videregående bindinger.

Forhandlingerne om industriprogrammet af 1959 gav samtidig ny næring til andre da. fiskerikredses interesse for udviklingen i G., og her udfoldedes et initiativ, som tog en anden retning. Godthåb-anlæggets idé er nær beslægtet m. den af KGH accepterede udviklingspolitik. Den forudsætter samling af hele fiskeriproduktionen på én hånd og giver derved mulighed for at arbejde m. skiftende produktioner, alt efter fangst- og afsætningsmuligheder. Det skulle ikke alene indebære mere jævn beskæftigelse for den lokale arbejdskraft, hvilket for KGH må være et primært mål, men også økon. evne til at opretholde mindre gunstige og mindre givtige produktioner, så længe gunstigere produktioner kan give en passende udligning.

Selvfølgelig har denne filosofi ikke krav på eneret, og derfor kan man da også i G. se andre opfattelser repræsenteret. For en rent privat virksomhed er det nærliggende at lade det i økon. henseende mindre interessante ligge og til gengæld at kaste sig over det mere indbringende. Det er der også i G. frihed til at gøre, og det har ført til oprettelse af en række mindre fryserier, som i alt væsentligt beskæftiger sig m. laks og rejer og i et vist omfang hellefisk, fordi denne ofte fiskes sa. m. rejerne. Sådanne virksomheder er opstået i Holsteinsborg, Kangâmiut, Godhavn, s. 163 Frederikshåb og Jakobshavn, hvor de drives ved siden af og i konkurrence m. KGH’s produktionsvirksomheder. I Julianehåb er opret. en afdeling af en da. fiskekonservesfabrik, som forarbejder torskelever, stenbiderrogn og laks. Hele produktionen ved bygden Fiskenæsset er overtaget af A/S Godthåb Fiskeindustri, der har købt KGH’s derværende anlæg og samtidig påtaget sig KGH’s hidtidige forpligtelse over for stedets befolkning m. h. t. indhandling af fiskeriprodukter. Ved bygden Napassoq i Sukkertoppen distrikt er et opr. i konkurrence m. KGH etableret privat produktionsanlæg gået ind for et udvidet og derved så forbedret produktionsprogram, omfattende alle tilgængelige fiskeriprodukter, at KGH på dette sted har kunnet nedlægge hele sin produktion, idet fiskernes interesser er tilgodeset m. det private anlæg, og fordi der ikke er rimeligt økon. grundlag for to virksomheder på stedet. En lign. udvikling er begyndt i Arsuk.

Det har været et generelt træk i udviklingen på produktionsområdet, at de rene specialvirksomheder har opnået langt gunstigere økon. resultater end de større og mindre bedrifter, som har søgt at skabe et mere alsidigt produktionsgrundlag m. bredere indkomstbasis for befolkningen. Umiddelbart har det haft fordele for de grønl. fiskere, fordi det har skabt konkurrence om de mere værdifulde råvarer med deraf følgende højere opkøbspriser. På den anden side lægger det tungere byrder på de alsidige bedrifter, hvoraf staten jo har de fleste. Disse virksomheder ser deres indtægtsgivende råvarer glide fra sig og nødsages derfor til at overveje prisstrukturen i sin helhed.

Dette er helt i overensstemmelse m. konkurrencesamfundets grundideer, som m. den i G. valgte politik i alt fald i det lange løb også må gælde dér, men resultaterne af denne brydning ml. systemer og synspunkter kan næppe undgå at få følger for udviklingsprogrammets indhold og rytme.

Når interessen samles om nye produktionsområder, er det naturligt at søge støtte og helst medvirken hos eksperter udefra. Et af problemerne ved den voksende fiskeproduktion er spørgsmålet om mulighederne for økon. udnyttelse af de betydelige mængder affald. Fiskemelsproduktion er mulig ved meget store produktionsenheder, men ikke særlig indbringende. Det sa. gælder minkfoder. Derfor har det været naturligt at gå ind i et praktisk forsøg m. minkavl. Det skete 1964 ved opret. af A/S Narssaq Pelsavl. Halvdelen af dette selskabs kapital blev indskudt af private, da. minkeksperter og den anden halvdel af KGH, men m. adgang til videresalg af statens aktier til private grønlændere. Allr. ved selskabets stiftelse var der så stor interesse i G., at ca. 10% af statens andel blev placeret på grønl. hænder. Der knyttede sig betydelige interesser til dette forsøg på at introducere et helt nyt erhverv og samtidig udnytte fiskeaffaldet fra de nye industrianlæg. Også her blev det dyrt at indhøste erfaringerne. Da man var nået igennem eksperimenttiden, var det første kapitalindskud stort set brugt. Til trods for positiv vurdering af mulighederne kunne kapitalen til opbygning af en tilstrækkelig stor farm og til sikring af driften ikke skaffes – og derfor strandede dette i sig selv lovende forsøg 1969.

Et interessant indslag i privatproduktionen i G. er den store fiskeindustrivirksomhed, som siden 1927 er blevet drevet i Færingehavn af A/S Nordafar. Fra starten var private da. interessenter med i dette foretagende, men de trak sig ud 1960, og siden da ejes aktiekapitalen i lige dele af no. og fær. interesser. Opr. kunne dette anlæg kun modtage landinger fra no. og fær. både, men siden 1968 kan også grønl. fiskere lande deres fangst i Færingehavn. Virksomheden producerede opr. saltfisk og gik forholdsvis sent ind i fryseproduktion, men det er nu den største bedrift på dette område i G. Anlæggene er udelukkende baseret på drift i 4-5 sommermåneder og lukkes efter overenskomst m. staten i vintermånederne helt. A/S Nordafar har ved fær. aktiebesiddelse nær forbindelse til A/S Godthåb Fiskeindustri. Desuden har selskabet 1969 overtaget en i Holsteinsborg etableret privat rejefabrik m. tilknyttet fryseri. Virksomheden har fundet frem til en for konjunktursikringen og dermed eksistensen særdeles værdifuld kombination af produktion m. international skibsproviantering og serviceydelse.

Privat indsats på andre erhvervsområder

Vareomsætning og fiskeproduktion er nok de betydningsfuldeste områder for grønl. erhvervsliv, men det bør dog tilføjes, at andre felter er med i udviklingen mod privat drift.

Således har fåreholderforeningen i Igaliko efter forslag fra KGH dannet en egl. andelsforening, formentlig G.s første, på produktionsområdet. Denne har overtaget driften af et større græsareal, som opr. blev opdyrket af KGH’s landbrugsstation for at sikre nødforsyninger til fåreholderne. Denne opgave bestrides nu i dette distrikt af andelsforeningen, som dermed også har overtaget en væsentlig del af ansvaret for nødforsyningen m. vinterfoder i dette område. M. sa. mål er på andre fåreholderpladser etableret fælles hølader, der drives på andelsbasis.

Det kan synes ejendommeligt, at den eksisterende frihed til at sejle til og fra og i G. ikke har medført etablering af private ruter, og at det stadig er KGH, der står for hele sejladsen. Men koncentrationen af hele denne store speditionsvirksomhed på én hånd giver så store økon. fordele til alle, at rederierne – og det er ikke så få – hidtil har foretrukket at chartre deres skibe ud til KGH. Mindre, private rederier er dog i færd med at udvikle en omfattende forretning i G. m. specialsejlads på forsk. områder.

Endelig bør nævnes, at man ikke valgte det måske nærliggende og fra atlantbesejlingen prøvede system, da man 1960 skulle tilrettelægge organiseret indenrigsflyvning i G. For at dække de specielle faglige krav, der knytter sig til drift af regelmæssig lufttrafik, og af hensyn til ansvarsplaceringen valgte man også her den privatiserede selskabsform ved opret. af A/S Grønlandsfly, hvori både landsrådet og KGH er repræsenteret m. hver 25% af aktiekapitalen, og hvor SAS m. sa. kapitalandel repræsenterer den flyvetekniske sagkundskab.

Vigtig for udviklingen i G. er det, at der siden nyordningen har kunnet opstå et meget betydeligt antal selvstændige håndværkere – overvejende m. tilknytning til byggeriet. Også inden for servicefunktionerne – fra restaurationsvirksomhed, bilværksteder, vognmandsvirksomhed og tankstationer til vaskerier og taxakørsel – gør det private initiativ sig stærkt gældende.

Siden 1873 har KGH drevet sparekassevirksomhed, omfattende hele G., og de af KGH udstedte pengesedler og mønter var eneste lovlige betalingsmiddel i G. indtil 1967, da da. pengesedler overtog denne rolle. I sa. år skete på pengevæsenets område andre nydannelser af stor rækkevidde, ved at Bikuben oprettede en filial, og de private banker stiftede A/S Grønlandsbanken. Begge har sæde i Godthåb, men også overenskomst m. KGH, som på samtlige andre grønl. pladser virker som ind- og udbetalingskontor for dem. Derved bliver det muligt, at alt, hvad sparekasser og banker kan yde af tjenester, kan nyttiggøres for hele det grønl. samfund.

Der vil, som allr. nævnt, altid være et særligt incitament til selskabsdannelse, når der foreligger oplagte muligheder for rentabel drift. Derfor kan det ikke undre, at kryolitbrydningen har kunnet ligge på private hænder. På den anden side kan selskabsdannelse jo også være nyttig til begrænsning af risiko. Det er ud fra denne dobbelte målsætning omkr. risiko og chance, at selskabsdannelse har så stor udbredelse på mineraludvindingsområdet – har haft det og ganske givet også vil få det fremover.

Grønlandskommissionen kom 1950 til det resultat, at »der ikke kan gives de private fuldstændig frie hænder til at investere og foretage økonomiske dispositioner i Grønland«. Man lagde vægt på at forhindre monopolistisk udnyttelse af befolkningen og på at sikre den grønl. befolkning adgang til at tage del i produktion og omsætning. Dernæst ønskede man at kontrollere privates investeringsplaner for at sikre, at de ikke kunne krydse langsigtplanerne.

Grønlandsudvalget af 1960 udtalte i sin betænkning tilfredshed m. den overdragelse af tidl. statsvirksomheder i G., som allr. havde fundet sted, og gav tilslutning til fortsættelse af denne udvikling. Udvalget opstillede dog visse betingelser herfor, nemlig at overdragelsen ubetinget skønnes at være til fordel for befolkningen, at den ikke vanskeliggør fastholdelse af den økon. politik m. h. t. udvikling og leveniveau, og at den ikke medfører, at det offentliges udgifter til resterende anlæg s. 166 inden for sa. virksomhedsgren bliver urimelig byrdefuld. Hertil føjedes et klart ønske om, at der gives grønlændere fortrinsret også i forhold til mere kvalificerede ikke-grønlændere, samt at der i det hele taget sikres en betydelig grønl. indflydelse.

Disse retningslinier har dannet grundlag for KGH’s forsøg med at interessere private kræfter for en indsats i G. Det siger sig selv, at et praktisk samspil ml. da. interesse og sagkundskab og den i Grønlands-administrationen akkumulerede specielle Grønlands-sagkundskab må kunne være til gavn for udviklingen i G.

Selv om rentabilitet er afgørende for privatiseringsmulighederne, og skønt rentabilitet er vanskelig at opnå under grønl. forhold, kan man konstatere, at der nok er forsinkelser og ofte direkte tilbageslag, men at der dog som helhed stadig gøres gode fremskridt. Enhver m. kendskab til grønl. forhold må erkende, at vanskelighederne er store, men meget tyder dog på, at teknisk og menneskelig udvikling vil kunne give den grønl. befolkning mulighed for nu at overvinde disse alvorlige hindringer.

Man må blot aldrig glemme, at vi kan tage fejl, og at G. stadig er de uventede begivenheders og ubehagelige overraskelsers land, hvor naturen altid kan komme på tværs af selv den mest velovervejede planlægning. Mange hændelser understreger til stadighed, at man i G. skal gå varsomt frem og ikke rive husets gode gamle støtter ned, før man er helt sikker på, at andre himmelstrøgs mere luftige konstruktioner kan give G. et så sikkert økon. fundament, at befolkningens eksistens kan hvile på det.

Fisk og fiskerierhverv

Selv om fisk som lodde og fjeldørred altid har spillet en vis rolle for G.s befolkning, er det først i nyere tid, at fisk og især torsk er blevet en så afgørende faktor i det grønl. erhvervsliv, at fiskeri m. tilhørende fiskeindustri nu betegnes som G.s hovederhverv.

Udviklingen i dette erhverv har været og vil stadig være bestemt dels af fiskeriets fysiske og biologiske naturgrundlag, dels af verdensmarkedet for fiskeprodukter, dels af de forsk. politiske og økon. synspunkter i spørgsmålet om udviklingen på G. og endelig af de rent menneskelige faktorer, når en tidl. fangerbefolkning på kort tid skal omstilles til en befolkning af fiskere og fabriksarbejdere, en omstilling, der i udstrakt grad foregår under medvirken af udefra kommende specialister. To forsk. kulturer og to vidt forsk. sprog mødes under denne udvikling. Et grundigt kendskab til alle disse faktorer er nødvendigt for at forstå fiskerierhvervets hidtidige udvikling, nuværende stade og fremtidsmuligheder.

Der vil i dette afsnit om fiskeriet især blive lagt vægt på at sammenknytte beskrivelsen af fiskerierne med det naturgrundlag, på hvilket de enkelte fiskerier hviler. Omtalen af fiskeriet gives derfor efter fiskearter, selv om der i nogle fiskerier fanges flere arter samtidig. Til indledning gives en oversigt over fiskeriets historie.

Hele udviklingen på G. efter anden verdenskrig har været én stor omvæltning og er stadig så voldsom, at enhver beskrivelse af den er dømt til at være forældet efter ganske få års forløb. Der er intet, der tyder på, at udviklingen er ved at være færdig endsige aftagende i styrke. Også dette afsnit om fiskeriet vil derfor være forældet inden for få år. For i nogen grad at imødegå dette forsøges det også i det følgende at vurdere udviklingen nogle år ud i fremtiden.

Hovedtræk af fiskeriets historie

I det gl. grønl. fangersamfund betragtedes fiskeri kun som noget, en mand beskæftigede sig med, når han af en el. anden grund ikke slog til som fanger. Han kunne da m. ganske primitive redskaber (pilk af fedtsten, benkroge) på lavt vand fange ulk, fjordtorsk (uvak), polartorsk m.m. Af disse var ulken det vigtigste fødeemne, og der fanges stadigvæk en del til lokalt konsum.

Et par former for fiskeri indgik dog som en vigtig del af fangersamfundets aktivitet, nemlig bjærgning af lodde (grønl. angmagssak) i dennes gydetid om foråret og fangst af fjeldørred i dennes opgangstid sent på sommeren.

Nogen betydning havde også fangsten af den store, arktiske haj havkalen. Den blev allr. i beg. af 1800t. fanget m. line fra kajak, og af dens store lever udvandt man tran. Også lidt hellefisk kunne fanges m. langline.

I 1800t. gjordes fra da. side enkelte forsøg på at skabe et fiskerierhverv på G., men alle forsøg mislykkedes af forsk. grunde.

Det første erhvervsfiskeri af betydning var det fiskeri på helleflynder, der 1910 påbegyndtes ved Holsteinsborg. 1924 gik man her fra saltning over til at henkoge helleflynderen. I slutn. af 1920’rne behandledes godt 200 tons årl., men i beg. af 1930’rne gik fiskeriet stærkt tilbage, bl.a. som følge af fremmede nationers voldsomme helleflynderfiskeri i Davisstrædet. 1933 blev produktionen derfor opgivet, men i stedet iværksattes ved Holsteinsborg det første fiskeri efter dybvandsrejer og en konservesproduktion af disse.

Tjalfe-ekspeditionen 1908 påviste gode forekomster af hellefisk i forsk. fjorde nær Julianehåb, og der oprettedes et par salterier i distriktet. Fiskeriet på hellefisk havde her stor betydning frem til midten af 1920’rne, hvor klimaændringen, som omtales i det følgende, bevirkede tilbagegang i bestanden. I beg. af 1930’rne opgav man helt fiskeriet af hellefisk i dette område.

Tjalfe-ekspeditionens leder, Adolf Jensen, foranledigede også, at det første torskesalteri oprettedes ved Fiskenæsset 1910. En færing udsendtes til at oplære befolkningen i fiskebehandling, men torsken svigtede i dette første år, og man måtte i stedet anvende uvak til undervisningen. Produktionen af saltfisk var i de første år meget beskeden, men salteriet havde den store betydning, at et antal grønlændere havde lært teknikken ved torskesaltning, så de kunne forestå behandlingen af fisk ved de mange nye salterier, der blev opret., da torsken bredte sig langs kysten.

Vi er hermed fremme ved den mest betydningsfulde faktor i udviklingen af det grønl. fiskeri, nemlig den klimaændring, der omkr. 1920 satte ind på den nordl. halvkugle. Havtemperaturen ved G. steg herunder langsomt, og fra isl. farvande begyndte torsken nu at vandre til G. i store mængder. Allr. 1917 rapporteredes torsk ved Frederikshåb, 1922 ved Sukkertoppen og 1928 i Disko Bugt. Samtidig gik sælbestanden i Sydvest-G. stærkt tilbage, og det blev derfor nødvendigt at omlægge erhvervet fra fangst til et egl. torskefiskeri. Fra 1920 og fremefter anlagdes torskesalterier ved næsten alle beboede pladser s. f. Disko Bugt. Salterierne måtte dog indstille driften i vintertiden. På nogle pladser, bl.a. i Godthåbsfjorden, producerede man da tørfisk om vinteren.

Indtil beg. af 1950’erne var produktionen således ensidigt lagt an på saltfisk og tørfisk, og denne produktion var fordelt på ca. 100 pladser på G.s v.kyst. Fiskeriet foregik indenskærs fra robåde, mindre motorbåde og endog fra kajakker m. håndline og langline.

Anden verdenskrig betød også for G. en omvæltning, som umuliggjorde, at det fortsat kunne være den gl. kolonipolitiks lukkede, beskyttede land. 1948 nedsattes den store Grønlandskommission, og allr. 1950 forelå kommissionens betænkning, hvori den bl.a. går ind for at koncentrere befolkningen i bysamfund af hensyn til et mere rationelt torskefiskeri.

Samtidig med denne koncentrering af befolkningen påbegyndtes også en industrialisering af fiskerianlæggene med henblik på en produktion af frosne fileter, hvorved også arter som havkat og rødfisk kunne inddrages i produktionen.

I årene efter anden verdenskrig forsøgte da. fiskere at indføre nogle af de traditionelle da. fiskeredskaber i grønlandsfiskeriet. De fleste forsøg mislykkedes dog, men bundgarn viste sig at have muligheder. Fiskeri m. bundgarn er sammen med rejefiskeri da. fiskeris væsentligste og store bidrag til udviklingen af det grønl. fiskeri.

Rejefiskeriet startede som nævnt 1933 ved Holsteinsborg på fiskemester Martin Hansens initiativ som erstatning for det hensygnende helleflynderfiskeri. Da Grønlands Fiskeriundersøgelser 1946 fik en undersøgelseskutter m. ekkolod, begyndte en systematisk kortlægning af dybvandsrejens udbredelse. Flere rige rejefelter blev fundet, og siden 1950 er rejefiskeriet udviklet til nu at være en særdeles betydningsfuld indtægtskilde for befolkningen, især i Disko Bugt.

I første halvdel af 1960’erne har efterårsfiskeriet efter atlantisk laks fået overordentlig stor betydning. Hidtil er det drevet m. garn indenskærs, men da., fær. og no. fiskere har haft så godt udbytte af drivgarnsfiskeri i Davisstrædet, at det er tænkeligt, at også grønl. fiskere vil benytte sig af denne form for fiskeri inden for nogle år, især da forekomsterne ude til søs synes mere stabile end forekomsterne ved kysten.

De seneste års oprettelse af fryserier og fiskemelsfabrikker sideløbende med udviklingen af fartøjerne mod stadig større kuttere har gjort produktionen mere alsidig og gjort det muligt at drive fiskeri hele året rundt. Helt op til 1965 har udviklingen dog kun været lagt an på fiskeri i indre grønl. farvande.

Grønlandsudvalget af 1960 (G-60 udvalget) går i sin betænkning fra 1964 ind for udviklingen af et søgående helårsfiskeri af torsk og en endnu stærkere industrialisering og befolkningskoncentration. G-60 udvalgets ideer søges i disse år ført ud i praksis. Således er der 1965 indsat 4 søgående træ- og stålkuttere (80-150 brt.) i fiskeriet. Disse har i starten været drevet af staten gennem KGH, men overtages efterhånden af grønl. fiskere. Fartøjerne bruger især line og garn, men er for små til trawlfiskeri efter torsk i Davisstrædet. Imidlertid indsatte man 1969 den første egl. grønl. trawler (500 brt.) i fiskeriet på bankerne i konkurrence med nok henved 300 stortrawlere fra andre nationer.

Planerne for udviklingen af fiskeriet de kommende år er at gøre de s.k. åbentvandsbyer (Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen) til centre for helårsfiskeriet efter torsk, hver især m. en el. to trawlere til at klare hovedforsyningen m. råvarer. Endv. vil man fortsætte med at udbygge rejefiskeriet, især i Disko Bugt. I femåret 1966-70 har man regnet med at anskaffe mindst 3 trawlere og 10 nye linebåde (i alt ca. 40 mill. kr.), men meget dårlige driftsresultater for de første linebåde kan mul. ændre denne plan noget. Meget afhænger af, hvordan driftsresultatet bliver for de første trawlere. Trawlerne vil i starten blive drevet af KGH, indtil private købere måtte melde sig.

I den nævnte femårsperiode er der endv. budgetteret m. 20 mill. til anskaffelse af mindre fiskefartøjer, ca. 50 mill. til udvidelse af fiskerihavne og serviceanlæg samt ca. 50 mill. til opførelse af nye el. udvidelse af bestående fiskeindustrianlæg.

Det bør her nævnes, at de forsk. fiskerianlæg indtil for få år siden så godt som alle blev drevet af KGH, men at der i de allerseneste år er opret. flere privatejede produktionsanlæg, først og fremmest det store industrianlæg i Godthåb (A/S Godthåb Fiskeindustri), men også rejefabrikker og fryserier flere steder på kysten samt på ældre skibe, der opankres i forsk. havne og her opkøber fisken til videre behandling.

Det bør nævnes, at der tidligere var faste priser på de enkelte fiskearter overalt på kysten, som blev fastsat fra år til år gennem aftale ml. KGH og fiskernes organisationer. Først de allerseneste år har man fraveget dette princip, således at der nu gives variable priser, højere ved produktionscentrene end på de mindre pladser, og således at der gennem bonusordninger er mulighed for, at fiskerne kan få andel i event, overskud ved produktionsanlægget. Den da. salgsmåde gennem fiskeauktioner er således helt ukendt i G., og der vil næppe være basis for den i mange år endnu.

Kravene til behandling og opbevaring af fangsten er skærpet væsentligt de sen. år. De fleste fangster nedises straks efter fangsten. En fiskerikontrollør er fast stationeret på G.

Sideløbende med denne udvikling af selve fiskeriet bør også udviklingen af fiskeriundersøgelserne ved G. nævnes. Som omtalt havde Adolf Jensen foretaget undersøgelser m. briggen »Tjalfe« 1908-09. 1924 genoptoges undersøgelserne i grønl. farvande af Vedel Tåning fra inspektionsfartøjet »Islands Falk«. 1925 foretog Ad. Jensen igen undersøgelser ved G., nu m. »Dana«. Med på dette togt var s. 171 også Paul M. Hansen, der i den flg. periode foretog årl. undersøgelser ved G., 1928 som deltager i Godthåb-ekspeditionen, men ellers fra forsk. mindre motorbåde i indre grønl. farvande.

Undersøgelserne var delvis afbrudt i krigsårene 1940-45, men genoptoges 1946, hvor institutionen Grønlands Fiskeriundersøgelser oprettedes m. Paul M. Hansen som leder og m. et egl. undersøgelsesfartøj »Adolf Jensen« (38 brt.) til rådighed. 1967 er denne kutter afløst af nyt fartøj af sa. navn på 167 brt.

I 1950’erne og 1960’erne har også »Dana« deltaget i undersøgelserne ved G., ligesom forsk. andre nationer, især Norge og Tyskland, hyppigt har havforskningsfartøjer ved G. Disse undersøgelser koordineres i et samarbejde organiseret gennem den 1950 oprettede Internationale Kommission for Fiskeriet i Nordvestatlanten (ICNAF).

Ved siden af det biologiske undersøgelsesarbejde er der af KGH og Grønlands Fiskeriundersøgelser organiseret arbejde fra forsk. forsøgskuttere, især lagt an på afprøvning af forsk. redskaber og undersøgelse af de praktiske fiskerimuligheder i nærmere bestemte områder.

Grønlændernes nuværende fiskeri (jfr. tabellerne 1-5, s. 188–190)

Torsken og torskefiskeriet. Torsken er stadig den vigtigste fisk i grønlændernes fiskeri. I vægt udgør den nu omkr. 2/3 af fangsten men har tidl. været relativt vigtigere, omkr. 4/5 af fangsten.

Når der siges stadig, ligger heri, at torskens forekomst ved G. ikke er noget konstant fænomen. Vi ved, at torsken i 1800t. optrådte ved G. i to kortvarige perioder. Den nuv. torskeperiode begyndte som nævnt m. klimaændringen o. 1920. Der er imidlertid i denne sidste periode sket det, at torsken, der opr. rekrutteredes fra den isl. bestand, nu også yngler ved G., således at torskebestanden mul. er mindre følsom over for klimaændringer end tidligere. Stadigvæk må det dog påregnes, at en klimaændring til det værre kan slå så kraftigt igennem, at torsken atter forlader grønl. farvande. I de havtemperaturer, der hvert år måles i grønl. farvande, har man dog endnu ikke fundet noget, der tyder på, at en sådan katastrofe for G.s erhvervsliv er nært forestående, og i de langsigtede planer, man har lagt for fiskeriet, har man da også kun i meget ringe grad taget muligheden for katastrofen i betragtning.

Inden for den nuv. torskeperiode forekommer kortvarige svingninger såvel i udbredelse som i bestandsstørrelse. Torskens n.grænse har således svinget i området ml. sydl. Upernavik distrikt og Egedesminde m. nuv. grænse ved Disko Bugt. Af stor vigtighed for fangstens størrelse er den konstaterede, uregelmæssige vekslen ml. gode og dårlige årgange af torsk. Denne vekslen synes nøje knyttet til havtemperaturen i den tid, torskeæggene udklækkes (juni). Gode årgange er hidtil opstået m. 2-4 års mellemrum. En torskeårgang indgår første gang i fiskeriet i en alder af 4 år. Tidl. holdt en årgang sig adsk. år i fiskeriet. De gode årgange kunne derfor overlappe hinanden, så man fik et forholdsvist stabilt fiskeri. Nu opfiskes en årgang omtrent i løbet af 3 år. Et stabilt fiskeri er derfor betinget af, at gode årgange opstår m. få års mellemrum. Da dette ingenlunde er givet, må man regne s. 173 med, at udbyttet af torskefiskeriet fremover vil udvise betydelige svingninger, samtidig med at det intensive fiskeri betyder, at fangsterne gennemgående består af mindre fisk end tidligere.

De sidste betydningsfulde årgange har været 1956, 57, 60 og 61. For de nærmeste år ser årgang 1963 ud til at blive den dominerende.

Torsken har forsk. tilholdssteder i årets løb, og alt efter tilholdssted bruges der forsk. metoder til at fange den.

Når lodden i forsommeren kommer ind på lavt vand for at gyde, er den ofte forfulgt af torsk, idet lodden er et af torskens vigtigste fødedyr. På denne tid af året kan torsken da fanges i bundgarn.

De anvendte bundgarn er af dansk el. canadisk type, men da bunden de fleste steder er hård klippe, bruger man ikke bundgarnspæle som i Danmark. Garnet fastholdes i stedet af et større antal ankre og holdes oppe m. store flydere, hvortil tidl. brugtes tønder, nu hyppigst plasticbøjer. Vanskeligheder møder bundgarnsfiskeriet også i form af is, især i Julianehåb distrikt i perioder, hvor storisen presses ind i fjordene.

Bundgarnsfiskeri finder sted i maj-juli, undertiden helt hen i august. Det giver normalt særdeles godt udbytte, men der er ofte mange småtorsk i fangsten. Der er intet gældende mindstemål på torsk, men til filetering skal de dog være over 42 cm. Der fanges imidlertid mange torsk under dette mål, og nogle steder bruges sådanne småtorsk til fiskemel. For at beskytte småtorsken kan det blive nødvendigt at indføre mindstemål. Dette er under forberedelse.

Om sommeren og hen til slutn. af september findes torsken næsten overalt langs kysten på forholdsvist lavt vand. Den er dog på denne årstid hyppigere i skærgården end i fjordene. Langs kysten og især ved de ydre skær og øer finder der da fiskeri sted m. såvel hånd- som langline. Dette fiskeri drives fra robåde og motorbåde i forsk. størrelser lige fra små, åbne både med påhængsmotor til heldækskuttere på 40-50 brt.

Håndlinefiskeriet foregik tidl. m. pilk el. pirk, og snøren var rullet op på et stykke træ el. lå blot i en dynge i båden. I de sidste årtier er dette håndlinefiskeri forbedret ganske væsentligt ved indførelse af snellen og nylonlinen. En snelle er et stort fiskehjul, som spændes fast på lønningen. Den kan rumme mange hundrede meter nylonline, 1-2 mm diameter. I enden af linen fæstnes en tung pirk el. et blylod. Herover fastgøres m. 1-2 m’s mellemrum et antal (normalt 4-8) ophængere. En sådan består af en svær enkeltkrog betrukket m. en stump gummislange (gummimak).

Med snelle er det muligt at fiske helt ned til en dybde af et par hundrede meter. Fordelen ved snellen ligger dels i, at der holdes orden på den lange line, dels i at man uden større besvær kan hale flere torsk ind ad gangen. Ved fiskeri m. gammeldags håndline brugtes uforholdsmæssig lang tid på at hive en enkelt fisk ind og fire linen ud igen.

Særlig stor betydning har snellen i perioder, hvor torsken svømmer et stykke over bunden og derfor unddrager sig fangst m. bundline (langline), hvilket ofte er tilfældet i juni-august.

Når vinterafkølingen af de øvre vandlag begynder i september-oktober, søger torsken mod bunden og træffes i vinterhalvåret hyppigst på dybder under 150 m. Den fanges da bedst m. langline.

Langlinefiskeri drives mest fra motorbåde og kuttere forsynet med linespil. Der bruges svær hampe- el. nylonline, til hvilken krogene er fastgjort m. tyndere bomuldstavser med ca. 2 m’s mellemrum. Til agn har man hidtil importeret frosne hornfisk el. blæksprutter. I de allerseneste år har man desuden prøvet at anvende de lokale muligheder, lodde og tobis. Fremover bliver G. mul. selvforsynende med agn, idet tobis har vist sig særdeles velegnet og kan fiskes i tilstrækkelig stor mængde. Det vil dog fortsat være nødvendigt at nedfryse og distribuere agn.

Alt efter kutterens kapacitet og mandskabets størrelse fiskes m. flere el. færre kroge. Fra robåde sættes nogle få hundrede kroge, som hales ind med hånden. De større kuttere m. linespil anvender normalt 4-5000 kroge pr. fiskedag. De store linebåde (80-150 brt.) skal for at drive udbytterigt fiskeri regne med at bruge 15-20.000 kroge pr. fiskedag. Forsøg på at agne linerne ved hjælp af arbejdskraft i land er gjort, men det er ikke lykkedes at organisere fiskeriet på denne måde.

Det udenskærs langlinefiskeri er de sen. år blevet meget besværliggjort p.gr.af det stigende antal udenlandske trawlere. Mange langliner er gået tabt, når trawl er blevet slæbt hen over dem. Når fiskerigrænsen på 12 sømil bliver effektiv i begyndelsen af 1970’erne, vil der dog være sikret en zone til linefiskeri for de grønl. både.

Trawlfiskeri efter andet end rejer og lodde er forbudt i indre, grønl. farvande, som i øvrigt kun få steder frembyder mul. for et lønnende trawlfiskeri efter torsk. s. 175 I efterårs- og vintertiden tages lidt torsk som bifangst i rejetrawl i de sydl. distrikter, og det er muligt, at fiskeri m. torsketrawl vil blive tilladt på enkelte af de rejefelter, hvor der er særlig god forekomst af store torsk.

Grønl. fiskere har ikke hidtil deltaget i trawlfiskeriet på fiskebankerne i Davisstrædet. Flydetrawl har været forsøgt af da. fiskere, men m. skuffende resultat. Den første grønl. stortrawler startede fiskeriet i maj 1969, og fremtidens torskefiskeri vil sikkert mere og mere blive præget af trawlfiskeri i åbent farvand i konkurrence m. fremmede nationer.

Produktionen var tidl. saltfisk og tørfisk, nu især frosne fileter. 1965 oversteg råvaremængden til filet første gang den til andre produkter. Filetfabrikker findes nu i alle byer ml. Egedesminde og Narssaq samt i bygden Napassoq, mens der på de øvr. beboede pladser fortsat produceres saltfisk. Ved enkelte filetfabrikker (fx. Sukkertoppen) fremstilles fiskemel af affaldet samt af torsk, der er for små til filetering.

Indtil 1963 brugtes torskeleveren til oliefremstilling, men denne produktion blev standset som værende alt for uøkonomisk. Fra privat side er i Julianehåb startet en fremstilling af røget torskelever på dåse.

Anvendelse af torskerogn i produktionen finder ikke sted, bl.a. fordi der hidtil er fisket meget lidt i den periode, hvor rognen er anvendelig, men når trawlerne begynder helårsfiskeri, foreligger muligheden af en udnyttelse.

Indhandling 1968: 17.495 t renset fisk, hvoraf 12.787 til KGH, 4.708 til private s. 176 firmaer. Af KGH’s andel er 6.133 t brugt til saltfisk, 1.114 t til tørfisk og 5.540 t til filetering. Privates andel er næsten udelukkende brugt til filetering. (Nordafar ikke medregnet i disse tal).

Produktion 1967: 3.194 t saltfisk, 217 t tørfisk, 5.486 t frosne fileter (KGH 3.716, private (ekskl. Nordafar) 1.770). Samlet indhandling 1967: 23.177 t renset fisk.

Rødfisk. Rødfisken er en nordatlantisk fisk, som hyppigst forekommer på ret dybt vand (200 m og dybere). Ved G. fanges den som bifangst i torskefiskeri m. trawl og line. I Godthåbsfjorden går den et enkelt sted ind på lavt vand i forårstiden og fanges da sammen med torsk i bundgarn. En del rødfisk tages som bifangst i rejetrawl, i brugbar størrelse dog sjældent i Disko Bugt, men hyppigt i de sydligere distrikter. En del af fangsten bruges til lokalt konsum, resten til filetering.

En forøgelse af fangsten kan forventes, når trawlerne begynder deres virksomhed i Davisstrædet, men som en af de langsomst voksende fisk der findes, tåler rødfisken ikke intensivt fiskeri. Fangsterne i Davisstrædet har da også været nedadgående de sen. år. Total indhandling 1968: 136 t (KGH 72 private 64), hvoraf produceret 23 t frosne fileter.

Havkat. Tre arter af havkat forekommer ved G., nemlig stribet, plettet og blå havkat. Af disse er kun de to førstn. brugbare, og den plettede er den vigtigste.

Havkat fås næsten altid i mindre mængder på langline, og den indhandles ved alle filetfabrikker. Egentligt havkattefiskeri drives m. langline ved Disko Fjord nær Godhavn, i Egedesminde, Holsteinsborg og Sukkertoppen distrikter. I de sydligere distrikter tages den mest som bifangst ved torskefiskeri m. langline.

Ved Sukkertoppen var havkat i midten af 1950’erne vigtigere end torsk. Fiskeriet finder her sted på et særligt havkattefelt, især i vintertiden.

Af havkat produceres frosne fileter. I Nord-G. tørres en del til hundefoder. I 1950’erne indhandledes også skindet (søleopard), som er udmærket anvendeligt, men åbenbart ikke slog an på markedet. I Danmark forhandles havkat under navnet koteletfisk. Total indhandling 1968: 3.836 t hel fisk, hvoraf fremstillet ca. 830 t frosne fileter. 28 t indhandlet til tørring.

Hellefisk. Denne fisk er en fladfisk, der fortrinsvis findes på dybt vand, især på blød bund, hvor også dybhavsrejen, dens vigtigste føde, findes. Hellefisk fås derfor altid som bifangst i rejetrawl, men de fleste, der fanges på denne måde, er dog for små til produktionsformål. Hellefisken har en nordligere udbredelse end torsken og forekommer bl.a. så hyppigt i de nordvestgrønl. fjorde (Umanak, Jakobshavn), at der her drives egl. fiskeri m. langline. I vintertiden drives dette fiskeri fra isen, og hundeslæde anvendes da som transportmiddel. Langlinen kan sættes langt ind under isen v.hj.af en s.k. glider, en plade, der skærer sig skråt ned gennem vandet trækkende linen efter sig. Også i fjordene ved Holsteinsborg drives en del fiskeri på hellefisk, her dog fra båd.

Det har voldt nogen vanskelighed at få oparbejdet et marked for hellefisk, men den er nu en anerkendt og værdifuld fisk på markedet. En del af fangsten røges i G. til lokalt brug, resten eksporteres frossen el. saltet. På det da. marked forhandles den røget.

Total indhandling 1967: 1.871 t renset fisk. Produktion 271 t saltet fisk, 522 t frossen fisk. 7 t indhandlet til tørring og til ræklinger (udskårne strimler, tørrede el. røgede). Indhandling 1968: 1.496 t renset fisk.

Helleflynder, en fladfisk, der undertiden vejer et par hundrede kg, fanges lejlighedsvis under langlinefiskeri efter torsk. Direkte fiskeri efter helleflynder drives sjældent, men kan dog om efteråret give udbytte visse steder på kysten, fx. i visse fjordmundinger ved Julianehåb og på Diskos v.side. Der bruges da hyppigst langline m. større kroge og stærkere tavser end torskelangline.

En stor del af fangsten sælges privat til lokalt konsum, resten indhandles og eksporteres som frossen, renset fisk. Total indhandling 1968: 6 t.

Laks. Grønlændernes fiskeri på den atlantiske laks har taget et kolossalt opsving i første halvdel af 1960’erne. Dette skyldes dels større interesse for dette fiskeri, dels at der tilsyneladende har optrådt usædvanligt mange laks ved G. de sen. år. Genfangster af henved 500 mærkede laks viser, at laksen kommer til G. fra lande på begge sider af Nordatlanten, især fra Canada og Storbritannien-Irland. Laksen går dog ikke op i de grønl. elve bortset fra den lille, lokale bestand ved Kapisigdlit i Godthåbsfjorden. Efter nogle måneders ophold ved G. synes de fleste laks igen at forlade farvandet. Der er således tale om en fødevandring til grønl. farvande, hvor lodde og tobis er laksens vigtigste ernæring.

Laksens færden i havet har hidtil været lidt af en gåde, og opdagelsen af vandringen til G. og fiskeriet på disse laks har vakt voldsomt røre i de lande, hvorfra laksen vandrer til G. En international ekspertgruppe undersøger for øjeblikket, s. 178 om dette nye laksefiskeri indebærer en fare for bestanden. Dette synes ikke at være tilfældet med det hidtidige fiskeri. I øvrigt har det vist sig, at også andre havområder tjener som fourageringssted for laksen, bl.a. havet ud for nordl. Norge og farvandet omkr. Færøerne. Også i disse havområder er et fiskeri under kraftig opblomstring.

Ved G. fiskes laksen i perioden august til november. Der er mest tale om fisk på 3-4 kg, nogle op til 10 kg, meget sjældent større. Grønlænderne fisker indenskærs og udelukkende m. garn fastgjort med den ene ende til land. Kun ganske bestemte steder optræder laksen i tilstrækkelig mængde til et udbytterigt fiskeri, så lokalkendskab er nødvendigt.

Da., fær. og no. fiskere har de sen. år drevet drivgarnsfiskeri i Davisstrædet m. godt resultat, især på Store Hellefiskebanke, og da fangsten her synes mere stabil end i det indenskærs fiskeri, er grønlænderne begyndt at vise interesse for drivgarnsfiskeri på åbent hav.

Trods den betydelige nedgang i torskefiskeriet siden 1962 har de grønl. fiskeres indtjening 1962-67 dog gennemgående været stigende, dels p.gr.af generelle prisstigninger, dels ikke mindst p.gr.af den meget værdifulde laks.

Laksen sælges delvis til lokalt konsum, men hovedparten indhandles dog og eksporteres som frossen, renset fisk.

Total indhandling 1967: 1.153 t renset fisk (KGH 598, private 555). 1968 er fangsten faldet brat til 507 t. Det da., fær., no. fiskeri i Davisstrædet 1967: 275, 1968: ca. 500 t renset fisk.

Fjeldørred. Denne fisk, som af danskere i G. ofte kaldes laks (den rigtige laks kaldes da skællaks), yngler i næsten alle grønl. elve og søer. Sommermånederne tilbringer de fleste voksne fisk i havet nær elven, resten af året tilbringes i ferskvand, hvor vækstbetingelserne er meget dårlige. Fjeldørred vokser derfor så langsomt, at et større erhvervsfiskeri ikke kan baseres på denne fisk. Et enkelt forsøg gjordes 1914 i Grædefjorden, men det måtte standses efter få års forløb, da fangsten hurtigt aftog, og det blev klart, at fjeldørred ikke kunne holde til et intensivt fiskeri.

Fra gl. tid har visse familier hævd på fjeldørredfiskeri ved bestemte elve. Familien bor da i telt ved elven i fjeldørredens opgangstid juli-august. Fiskeriet drives m. garn og lyster, og den del af fangsten, der ikke spises på stedet el. sælges til lokalt konsum, nedsaltes. Der er gennemgående tale om fisk under 2 kg, men undertiden tages eksemplarer op til 5-6 kg.

Sportsfiskeri på fjeldørred er meget populært og lokker nu også turister til G. Hvis faciliteter som hoteller og transportmuligheder udbygges, kan dette sportsfiskeri blive et væsentligt aktiv for virkelig turisme.

Total indhandling 1968: 49 t renset fisk, hvoraf 44 til frysning i private virksomheder, resten saltet (KGH).

Andre fiskearter. Lodde (angmagssak) kan i gydetiden (maj-juni) øses op m. ketsjer fra stranden el. fanges i landdragningsvod. Lodden gyder år efter år på ganske bestemte pladser, hvor dette fiskeri da finder sted. Den var i ældre tid af meget stor betydning for befolkningens ernæring og anvendtes navnlig tørret som vinterforråd og hundefoder. Dette finder stadig sted i nogen grad, især i norddistrikterne. I Syd-G. bruges lidt tørret lodde som tilskudsfoder til fårene.

Lodden kan fremover få betydning som industrifisk (fiskemel), idet et fiskeri m. flydetrawl har vist sig muligt. 1967 indhandledes i alt 3.734 t, hvoraf 60 t tørret, resten til fiskemel.

Lodden spiller en meget væsentlig rolle som føde for torsk, hellefisk og laks. Forekomsterne er meget store, så hvis de tekniske og økon. forudsætninger for fangst og produktion er til stede, kan et betydeligt fiskeri drives.

Lodden findes mest indenskærs. Ude på fiskebankerne »erstattes« den af tobis, som ligeledes forekommer i stor mængde og er et yderst vigtigt fødedyr for torsk og laks. Tobis kan fanges i fintmasket trawl, men bunden på bankerne er så hård, at trawlen meget hyppigt sønderrives. Bl.a. af denne grund er der hidtil ikke drevet større tobisfiskeri. Tobis bruges til fiskemel, men foreløbige forsøg tyder også på, at den kan få betydning som agn til langlinefiskeri efter torsk og andet.

Total indhandling af tobis 1968: 235 t.

Havkal, en stor, nordatlantisk dybvandshaj, fiskedes tidl. m. ekstra svær langline, og af dens store lever udvandt man tran. Denne produktion er nu indstillet, så fiskeriet på havkal er af ringe betydning. Kødet er i tørret stand meget brugt som hundefoder, i frisk stand indeholder det en lettere gift. Af skindet kan fremstilles skønne lædervarer, fx. tasker af »koralhaj«.

Nogen pålidelig fangststatistik haves ikke, efter at indhandlingen af lever er stoppet.

Stenbider fanges i det tidl. forår, hvor rognen er brugbar. Det største stenbiderfiskeri finder sted nær Godthåb m. garn og lyster. Rognen nedsaltes og eksporteres til Danmark, hvor der fremstilles kaviar af den. Kødet (især af hannerne) sælges lokalt og betragtes som en stor delikatesse. Mulighederne for stenbiderfiskeri er næppe fuldt udnyttede.

Indhandling 1966: 579 t, 1968: 159 t, omtrent ligeligt fordelt ml. KGH og private firmaer.

Sild fanges i de sydl. distrikter og ved Sukkertoppen. I Julianehåb distrikt tages den hyppigt i torskebundgarn, men kan også fanges direkte i sildegarn. Fiskeriet foregår bedst i sommermånederne, hvor silden kommer ind på lavt vand for at gyde. Den er dog på denne årstid for mager til saltsild, så fiskeriet har aldrig fået stor betydning. En del sælges til lokalt konsum og noget bruges til agn, men der finder ingen eksport sted.

Udover de her nævnte fisk fanges endv. en hel del håising som bifangst i rejetrawl og på torskelangline, men kvaliteten af den er for ringe til konsum, hvorfor den enten bortkastes el. bruges til fiskemel. Endv. fanges som bifangst i rejetrawl s. 182 ålebrosmer, polartorsk og forsk. arter af ulke og rokker, men ingen af de nævnte indgår i produktionen bortset fra event, fiskemelsproduktion. På langline fås foruden de tidl. nævnte konsumfisk og håising en hel del uvak, lidt bifangst af brosme og forsk. rokker, som heller ikke indgår i produktionen udover event, til fiskemel. Ved fiskeri m. langline el. trawl på meget dybt vand tages en del skolæst (langhale) og lidt byrkelange. Skolæst har udmærket kød, men dels fanges den ikke i nævneværdig mængde i de hidtidige fiskerier, dels findes der vistnok ikke marked for den. Russiske trawlere har dog de sidste par år fanget en del af dem ud for Nordamerikas kyst. Kuller og sej ses lejlighedsvis i bundgarn og sildegarn i Julianehåb distrikt, men spiller ingen rolle i fiskeriet.

Rejefiskeriet. Den rejeart, der fiskes ved G., er den røde dybhavsreje (Pandalus borealis), som også fanges i Skagerrak. Fiskeriets udvikling er omtalt s. 169.

De vigtigste rejefelter findes i Disko Bugt og i Julianehåb distrikt, men også på den mellemliggende strækning findes betydelige felter. Rejefabrikker findes i Godhavn, Jakobshavn (1 KGH og 1 privat), Christianshåb, Egedesminde, Holsteinsborg, Sukkertoppen, Godthåb, Frederikshåb, Narssaq og Sydprøven.

Rejefelterne har alle en dybde på 250-500 m. Hidtil er kun felter i de indre farvande benyttet, men store, udenskærs felter er påvist. Rejerne fanges med trawl magen til den, der bruges i Skagerrak, og den hyppigste kutterstørrelse til fiskeriet er 12-20 brt. Flåden af rejekuttere er nu henved 120 og stiger stadig.

Det vigtigste fiskeri foregår i Disko Bugt. Isen hindrer ofte fiskeri her i vintertiden. s. 183 Fabrikkerne må derfor være indstillet på sæsondrift, selv om der visse år kan fiskes i alle måneder. Det har været lidt af et problem at skaffe arbejdskraft nok til fabrikkerne og at få den rette balance ml. kutterflådens fangstkapacitet og fabrikkernes behandlingskapacitet. I flere år har kun en del af kutterflåden kunnet deltage i fiskeriet, og der har været loft over de enkelte kutteres dagsfangst, idet fabrikkerne ikke kunne aftage hele den fangst, der faktisk kunne skaffes. For at forøge fabrikkernes kapacitet er der de sen. år anskaffet pillemaskiner. Maskinernes produkt har dog ikke hidtil været så god som det håndpillede produkt, men en ny teknik ser ud til at ville betyde en væsentlig forbedring.

Rejebestanden må betragtes som ret konstant sammenlignet m. torskebestanden, bl.a. fordi rejerne findes på større dybde, hvor det varme vand fra Irmingerstrømmen dominerer, og hvor temperaturerne også før klimaændringen i 1920’rne var sådan, at der dengang fandtes rejer. Rejefiskeriet og -industrien må derfor vedblivende være et af grundelementerne i det grønl. fiskerierhverv.

Total fangst 1967: 5.644 t, hvoraf KGH aftog 4.778, private 866 t. KGH fremstillede 385 t frosne, håndpillede rejer i vacuumpakkede poser, 149 t håndpillede rejer henkogt i glas el. dåse og 340 t maskinpillede, henkogte rejer. 1968: 5.604 t.

I forb. m. omtalen af rejer bør det nævnes, at der i grønl. farvande også forekommer en krabbeart, som andre steder er anvendt kommercielt (ved Newfoundland under navnet »queencrab«). Hidtil er der dog ikke fundet tilstrækkelige forekomster ved G. til, at et egl. krabbefiskeri kan startes, men mulighederne undersøges fortsat. Heller ikke forekomster af blæksprutter, blåmusling og kammusling, »scallops«, har hidtil kunnet danne basis for fiskeri.

Dansk fiskeri ved Grønland

Det er i omtalen af fiskeriets historie nævnt, at de fleste forsøg, der fra da. side er gjort på at drive fiskeri ved G., er faldet uheldigt ud, men at to så vigtige fiskerier som bundgarnsfiskeri og rejefiskeri skyldes initiativ fra da. fiskere som Martin Hansen, Jørgen Jørgensen, Chr. Venø, Myrup m.fl. og at foregangsmænd som Claus og Frede Sørensen også har haft stor betydning for udviklingen af det grønl. fiskeri, bl.a. ved opret. af Det grønlandske Fiskerikompagni, der 1950 indgik i et sen. udvidet samarbejde m. KGH, gennem opførelse af fabriksanlæg i Tovqussaq og Napassoq samt placering af fryseskibe (Greenland, Hertha) forsk. steder på kysten.

Fælles for disse anstrengelser fra da. side har været ønsket om at finde nye muligheder for da. fiskeri parret med ønsket om at bidrage til udviklingen af det grønl. fiskeri. Det sidste er lykkedes, men for da. fiskeri som sådan har grønl. farvande indtil 1966 ikke haft nogen betydning. Det torskefiskeri, som skibsreder A. E. Sørensen drev nogle år m. et par skonnerter, hvortil nogle motorbåde fiskede, gav således ikke det forventede resultat og blev derfor opgivet 1951.

I efterårsmånederne 1967 og 1968 har der imidlertid trods den lange tur frem og tilbage været drevet udbytterigt laksefiskeri ved G. af nogle bornholmske drivgarnsfiskere, der måske samtidig har bidraget til at indføre et nyt fiskeri for grønlænderne. 1967 fiskede 4 kuttere ca. 85 t laks. 1968 deltog 9 kuttere, og fangsten har formentlig været ca. 250 t. Et par af kutterne blev 1968 indregistreret i G., en af disse forsvandt sporløst den påfølgende vinter.

Det bør nævnes, at fiskeri på det grønl. søterritorium er forbeholdt da. statsborgere m. fast bopæl i G. Adsk. da. fiskere har i tidens løb bosat sig på G. De indgår som en naturlig del af den grønl. fiskerbefolkning, men det bør nævnes, at de da. rejefiskere, der har slået sig ned på G., har haft stor betydning som læremestre for vordende grønl. rejefiskere under rejefiskeriets udvikling i 1950’erne.

Færøsk fiskeri ved Grønland

Fær. fiskere har deltaget i det internationale torskefiskeri ved G. siden 1925, og dette fiskeri har særdeles stor betydning for Færøerne.

Af særlig betydning har været opret. af en havn, hvortil den fær. fiskerflåde havde adgang, først Ravns Storø (1926), derefter Færingehavn, der 1937 også åbnedes for andre nationer.

Foruden anlægget af Færingehavn har det også haft stor betydning, at der ml. Færøerne og G. er truffet aftale om, at færinger har adgang til at drive torskefiskeri i nogle nærmere definerede områder af det grønl. søterritorium og til i disse områder at have fast station på land, hvor fiskerne kan bo og oparbejde (salte) deres fangst. Foruden fra Færingehavn drives fiskeri fra Ravns Storø, Grædefjorden, Kangârssuk ml. Frederikshåb og Arsuk samt Borg Havn s. f. Arsuk.

I Færingehavn driver A/S Nordafar et stort produktionsanlæg (filetfabrik, fryseri, fiskemelsfabrik), hvor fangsten fra de ved Grædefjorden, på Ravns Storø og i Færingehavn stationerede både oparbejdes. Også for grønl. fiskere er der nu adgang til at lande fisk til Nordafars anlæg. Nordafar opkøbte 1968 i alt 5.903 t renset torsk, hvoraf 5.285 fra de nævnte færøbåde. Produktion: 2.155 t filet, 717 t fiskemel, 142 t fiskefars.

Det fær. grønlandsfiskeri finder således sted dels som et sæsonfiskeri (maj-oktober) s. 185 fra de nævnte landstationer, dels som et helårsfiskeri i Davisstrædet fra større skibe, som gør turen frem og tilbage ml. Færøerne og G. flere gange i årets løb.

Fra landstationerne drives fiskeriet m. åbne færøbåde m. 4-5 mand pr. båd. Fiskeriet finder mest sted et stykke fra kysten på skråningen af bankerne el. omkr. de ydre skær. Der bruges snelle.

De større færøske skibe, som lander deres fangst på Færøerne el. i udlandet, er dels trawlere, de fleste ml. 500 og 1000 brt., dels lineskibe i størrelse 70-350 brt., der anvender såvel langline som snelle. 1968 deltog 11 trawlere og 42 lineskibe i fiskeriet ved G.

Færøernes samlede fangst ved G. 1968: 45.806 t torsk (hel fisk), hvortil kommer ca. 6.500 t, landet til Nordafar.

Andre nationers Grønlandsfiskeri

Før anden verdenskrig drev forsk. nationer torskefiskeri ved Vest-G., især Norge, Portugal, Frankrig. I efterkrigsårene er flere nationer kommet til, og i alt driver nu en halv snes nationer regelmæssigt fiskeri ved G.

Portugal havde i mange år det største fiskeri m. hovedparten af sin fangst fra doryer, d.v.s. robåde (m. sejl) bemandet med kun én mand, der fisker m. håndog langline. Fiskerne bor på dorymoderskibe, der ligger opankret på fiskebankerne. Herfra sejler doryerne tidligt om morgenen ud på fiskeri og vender ud på eftermiddagen tilbage m. dagens fangst, der derefter renses og saltes på moderskibet.

Dette doryfiskeri drives i perioden maj-september, fortrinsvis på de nordl. fiskebanker, hvor vejrforholdene i reglen er gode. Normalt er der 30-50 dorymoderskibe m. i alt 2-3000 doryer ved G. i sæsonen, men antallet er aftaget de sen. år. Portugal driver også trawlfiskeri ved G.

Fiskeri m. hånd- og langline drives af Færøerne og Norge, normalt m. omkr. hundrede fartøjer i alt, men også disses antal synes aftagende. Forklaringen er dels dårligere fiskeri de sen. år, dels at linefiskeri ikke godt kan drives i områder, hvor der trawles, og da trawlfiskeri vinder mere og mere frem, må linefiskeriet gå tilbage. Færøerne og Norge driver også selv trawlfiskeri.

Trawlfiskeri er langt det mest dominerende ved Vest-G. og drives foruden af de nævnte nationer især af Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Der er de sen. år foregået en voldsom udvikling såvel af skibe som af redskaber. Normalt deltager 200-250 trawlere i Grønlandsfiskeriet, men mens gennemsnitsstørrelsen 1953 var godt 800 brt., er den formentlig o. 1200 brt. nu og stiger stadig, da nybygninger hyppigt er på et par tusind brt. Også maskinkraften er forøget, fra gnmst. ca. 1000 h.k. 1953 til formentlig 1500 h.k. nu, og den er stadig stigende.

Af stor betydning har udviklingen af hæktrawlere været. Her foregår udsætning og indhaling af trawl ad en slidske i skibets agterende. Disse trawlere kan langt bedre end sidetrawlere operere i dårligt vejr, og de fisker desuden mere effektivt. Mange af de nyeste trawlere er fabriksskibe m. filetfabrik, fryseri og fiskemelsanlæg.

Trawlfiskeri drives nu året rundt, især fra ty. side. Der har de sen. år været en tendens til omlægning af sæsonen. Tidl. var hovedsæsonen perioden fra maj til november, men nu udnytter Tyskland fortrinsvis vinter- og forårsmånederne, mens andre nationer mest udnytter den traditionelle sæson. Vinter- og forårsfiskeriet synes dog at give bedst resultat, idet torsken da er mere koncentreret i stimer. Det er først og fremmest gydetorsken, der samles i stimer på bankernes ydre skråninger, ofte på 5-600 m dybde el. dybere. Dette trawlfiskeri giver derfor ikke blot større udbytte, men fanger også større fisk end sommer-efterårsfiskeriet på selve bankerne, så sæsonomlægningen kan betyde en beskyttelse af småtorskene, der ellers blev alt for kraftigt befisket.

Medvirkende til en beskyttelse af småtorsk er også den 1968 internationalt vedtagne bestemmelse om en mindste maskevidde i trawl (130 mm strakt maske).

De fremmede nationer er mest interesseret i torsk. Tyskland, Island, England og Polen bruger også rødfisk, Norge og Færøerne helleflynder, men sammenlagt er dog mere end 90% af de fremmede nationers landinger torsk.

Fremmedfiskeriet ved Grønland fremgår af tabellerne 5 og 6 (s. 190).

Fiskeriets fremtidsmuligheder

Som nævnt er torskens forekomst ved G. betinget af forholdsvis gunstige havtemperaturer. Imidlertid skal der her i grænseområdet for dens udbredelse kun relativt små ændringer af havtemperaturen til at fremkalde udsving mellem stor bestand og lille bestand el. i værste fald slet ingen bestand. Da man ikke hidtil har kunnet forudsige en nært forestående forsvinden af torsken ved G., er alle fremtidsplaner for Grønlandsfiskeriet lagt under den forudsætning, at der fortsat er s. 187 torsk af betydning i grønl. farvande. Nogen garanti herfor er dog heller ikke givet.

Det er klart, at fiskeriet vil svinge i takt med de omtalte svingninger i torskeårgangenes størrelse, men indgående fiskeribiologiske undersøgelser har samtidig gjort det klart, at uanset om der er tale om store el. små årgange, så har fiskeriet siden 1962 været drevet så intensivt, at hver enkelt årgang og dermed hele bestanden nu udnyttes fuldt ud. Man anslår, at en torsk, der har opnået fangbar størrelse, har 3-4 gange så stor chance for at blive fisket som for at dø af andre årsager.

Det er derfor klart, at man ikke skal forvente nogen stigning i den samlede torskefangst ved G. Et lands torskefiskeri her vil stå i nøje relation til landets andel af den totale fiskeriaktivitet. En af grundene til, at grønlændernes torskefiskeri ikke er gået frem de sen. år trods et forøget antal kuttere, må netop søges i, at grønlændernes relative andel af den samlede fiskeriaktivitet ikke er gået frem, idet andre lande, især Tyskland, har forøget indsatsen lige så kraftigt el. endog kraftigere. En medvirkende grund til tilbagegangen for grønlænderne synes dog også at være øgede mængder af koldt vand ved kysten og vanskeligheder p.gr.af stigende forekomst af storis i de sydl. distrikter.

Det ville være muligt at opnå den sa. samlede torskefangst som nu m. langt mindre samlet indsats og altså m. langt bedre driftsøkonomi for de enkelte (tilbageværende) fartøjer, men det kræver international enighed at opnå en nedskæring af indsatsen. I ICNAF drøftes nu mulighederne for gennem kvotaordning el. s. 188 begrænsning af deltagende skibe at opnå en bedre økonomi i fiskeriet m. bibeholdelse af den maksimale fangst. Det varer dog adsk. år, før sådanne ordninger vedtages – om nogensinde.

G. må derfor være indstillet på fortsat skærpet konkurrence i torskefiskeriet, og trods øget indsats skal man ikke vente stærkt forøget udbytte. Indsættelsen af trawlere vil formentlig betyde nogen fremgang, men grønl. fangster, større end et halvt hundrede tusind tons, er ikke sandsynligt i flere år.

Andre arter end torsk har som nævnt stigende betydning i det grønl. fiskeri. Man må især fremhæve, at der rent biologisk er basis for en stor udvidelse af rejefiskeriet, men her skærpes konkurrencen på verdensmarkedet. Også m. h. t. industrifiskene lodde og tobis er der biologisk basis for en meget stor udvidelse af fiskeriet, men fiskeritekniske såvel som handelsmæssige vanskeligheder findes her. Laksefiskeriet har haft stor betydning de seneste år, men laksebestanden i Nordatlanten er udsat for svingninger. For øjeblikket synes bestanden stor, men der er ingen garanti for, at dette vedbliver, så man kan ikke uden videre gå ud fra, at laksefiskeriet kan gå frem, også fordi man ikke ved, om laksens færden i havet kan ændres, så andre havområder vil virke mere tiltrækkende på den.

Det kommende tiårs grønlandsfiskeri synes derfor at tegne sig som et torskefiskeri m. hovedvægten lagt på helårs trawlfiskeri i Davisstrædet ud for åbentvandsbyerne. Dette fiskeri vil være underkastet sæsonsvingninger. Trawlfiskeriet vil blive suppleret m. udenskærs linefiskeri fra større kuttere, måske også garnfiskeri sent på året. Indenskærs vil der fortsat være et bundgarnsfiskeri i forårstiden m. stærkt vekslende fangst fra år til år. I sommertiden vil der indenskærs være et blandet fiskeri fra småbåde.

Efterårstiden vil rimeligvis yderligere opvise et laksefiskeri som nu, men mul. m. større både, som fisker m. drivgarn udenskærs.

Rejefiskeriet bør fortsat gå frem og bliver mul. suppleret m. fangster fra udenskærs områder, hvor de større linebåde i perioder kan tænkes at få større udbytte af reje- end af torskefiskeri.

Skulle gunstige markedsforhold opstå, kan man tænke sig et større fiskeri på industrifisk, især ved Godthåb og Sukkertoppen.

Fiskeriindustrien

Den industrielle udnyttelse af fiskeforekomsterne i G. er af relativ ny dato. Visse indledende forsøg blev gjort 1948-1950, da man opførte en fabrik i Narssaq til behandling af fåreprodukter samt udnyttelse af rejeforekomsterne i dette område. Private forsøgte derefter i 1950’erne at etablere mindre, industrielt prægede produktionsanlæg andre steder langs den grønl. kyst, men det var først m. lov nr. 177 af 5/6 1959, at staten påtog sig opgaven m. opf. af fiskeindustrianlæg m.v. og m. bygning af havne i G. i større format.

Et betydeligt arbejde lå forud for lovforslagets fremsættelse og lovens ikrafttræden. I dag kan vi se tilbage på dette lovforslag, som skitserede en udgift på ca. 57 mill. kr., som en lille, men god begyndelse. I perioden 1965-72, for hvilken der foreligger færdige projekter og helt el. delvis færdige anlæg, regnes der med en investering i industrianlæg m. dertil knyttede kajer, serviceanlæg m.v. på ca. 400 mill. kr.

Ændringen i den grønl. levevis fra sælfangst-periodens naturaløkonomi til fiskeindustriens pengeøkonomi har nødvendiggjort en befolkningskoncentration, som man nu står midt i, og det er derfor ikke tilstrækkeligt alene at se på investering i industrianlæg. Man må have for øje, at andre samfundsfunktioner skal være på højde m. byens øvrige udvikling; der tænkes her på vandforsyning, el-forsyning, renovation, skoler o.s.v. Man har derfor måttet indskrænke sig til visse byer, som man gjorde det i 1959, nemlig byerne Frederikshåb, Godthåb, Sukkertoppen, Holsteinsborg, Egedesminde, Christianshåb og Jakobshavn. Det er fortsat de 7 byer, s. 191 der er i første investeringsrække. Produktionsmulighederne er til stede, og byerne planlægges til at modtage befolkningsoverskuddet fra de øvr. områder af landsdelen, hvor naturforholdene sætter en snæver grænse for aktivitetsudfoldelsen og dermed for befolkningsmængden.

G. er således også på det erhvervsmæssige område præget af den udvikling, som præger det øvr. Danmark. En befolkningskoncentration, hvor boligsituationen er vanskelig, men hvor den eneste eksistensmulighed ligger i store, samlede, industrialiserede arbejdspladser.

Grønlandsudvalget af 1960 og det sen. etablerede Grønlandsråd har støttet sig væsentligt på det arbejde, som var udf. forud for loven af 1959, og man er gået videre ad sa. bane, men der ligger dog en nyorientering deri, at man udtrykkelig fastslår, at nok skal industrianlæg etableres, men man har ikke dermed fastslået, om staten el. private skal forestå driften af de færdige anlæg. Et af de nyeste anlæg, fileterings- og frysefabrikken m. tilhørende fiskemelsanlæg m.v. i Godthåb, som KGH har forestået projektering og opførelse af, er således som et resultat af forhandlinger overdraget til et privat aktieselskab.

Til belysning af de problemer, der ligger omkr. etablering af et moderne produktionsanlæg i G. i dag, må man ikke glemme, at G. er en klippeø; der er på mange områder ekstreme naturforhold, men alligevel kan et anlæg kun betragtes som driftsklart, når følgende ting er i orden: 1. Selve produktionsanlægget m. fileteringsmaskiner el. rejepillemaskiner og øvr. udstyr skal være færdigt. 2. Indfrysningsmaskineri skal være installeret. 3. Fryselager af en størrelse, der svarer til industrianlæggets kapacitet og den mest økonomiske besejlingsfrekvens, skal være opf. 4. Rigeligt rent fersk vand skal forefindes. 5. Elektricitet. 6. Folkerum. Den moderne produktion m. højere forædlede varer kræver større renlighed, større medarbejderstab og dermed øget behov for folkerum. 7. Boliger. Det moderne produktionsanlæg kræver højt kvalificeret personale i ledelsen såvel som adsk. centrale funktioner i anlægget. Derfor må der til ledelse og specialister bygges tjenesteboliger. 8. Der må i de perioder, hvor fiskeriet er på sit højeste, være mulighed for at trække arbejdskraft til fra andre dele af landet, så råstofferne kan udnyttes og befolkningen få det fulde økon. udbytte af produktionsanlægget, idet hensigten er anvendelse af den grønl. arbejdskraft m. deraf følgende højnelse af levestandarden. – Til den sæsonprægede arbejdskraft må der nødvendigvis opføres indkvarteringsbygninger, der udover hyggelige værelser skal indeholde kantine, vaskeri, lokaler, hvori beboerne kan pleje deres fritidsinteresser m.m. Arbejdskraften skal i sin fritid føle sig hjemme.

Fiskeriet i G. har ændret sig. Det er i dag ikke tilstrækkeligt at fiske m. robåde el. små motorbåde. Udnyttelsen af et moderne produktionsanlæg kræver langt større råvaremængder. Derfor må fiskeperioden udstrækkes, og når fisken ikke findes i de grønl. fjorde, må man til søs og hente den. Dette kræver større fartøjer.

1965/66 har staten ved KGH indsat moderne linefartøjer i Grønlandsfiskeriet. Som indledende forsøg blev bygget 2 stk. 85 fod og 2 stk. 95 fod linefartøjer. Dette repræsenterer et nyt spring i udviklingen fra de hidtil normalt anvendte 36 fod kuttere. En moderne trawler på knap 500 t er endv. i 1969 indsat i Grønlandsfiskeriet for at indføre denne erfaringsmæssigt meget produktionsrige erhvervsform i grønlandsfiskeriet.

Disse fartøjer kan ikke drives rentabelt, medmindre der er bygget kajanlæg, olieanlæg, værfter, og alt dette, som skal opføres fra grunden, er medvirkende til, at den grønl. industrielle udvikling koster mere, end den ville koste i Danmark, men til gengæld regner man med, at mulighederne er så meget større.

Målet er beskæftigelse af grønl. arbejdskraft i størst muligt omfang. Den investeringsplan, som er i gang inden for fiskerierhvervet, vil i færdigbygget stand skabe mulighed for rigeligt arbejde til ca. 5.000 personer alene som fiskere og arbejdere i denne industrigren.

Dermed er udbygningen ikke tilendebragt, men i takt m. befolkningstilvæksten vil anlæggene, hvadenten det drejer sig om fartøjer el. produktionsanlæg i land, kunne udbygges m. yderligere arbejdspladser. Grundpillen for den industrialiserede fiskeproduktion i G. vil hermed være lagt ved de pladser, hvor man i dag kan bedømme mulighederne m. nogenlunde sikkerhed. Nye forudsætninger kan komme, og nye muligheder kan dukke op, og så må den videre udbygning tage højde for sådanne nye aspekter.

Der vil dog samtidig fortsat i et samfund som det grønl. på ca. 40.000 individer m. et antal arbejdspladser som foran nævnt være rige muligheder for privat initiativ i talr. servicefunktioner, og der vil være mulighed for, at de, der måtte ønske det, kan fortsætte den mere fredelige fangertilværelse. Men den befolkningsandel, som ønsker nærmere kontakt m. den øvrige verden, og som vil være med i den økon. udvikling, får – gennem den planlagte industri og videreførelsen heraf, som må ske i takt med befolkningstilvæksten – muligheder, der ligger på linie med, hvad befolkningsgrupper under mildere himmelstrøg har adgang til.

Fangst og jagt på hav, fjord og is

Det er en udbredt misforståelse, at sælen i dag er på retur i G. Sandheden er, at dels er sælfangsten ikke mere det eneste større erhverv, hvorfor dens betydning s. 194 ikke er den samme som før, dels foregår fangsten ikke mere i de tættest befolkede egne af landet, og dels kan sælfangsten ikke betale vor tids høje levestandard. Sælfangsten kan ikke industrialiseres i sa. grad som fiskeriet.

Grønlændernes vigtigste fangstdyr har til alle tider været ringsælen, der på grund af sin evne til at holde åndehuller åbne gennem 1-2 m tyk vinteris også er til stede i Nord-G.s 3-5 mdr. lange mørketid og langs alle kyster hele landet rundt. Selv på den tid, hvor fangst af grønlandshval gav det eskimoiske folk et vældigt kraftoverskud, var fangst af ringsæl stadig en livsnødvendighed, eftersom man ikke kunne klæde sig i hvalhud el. lave kajakker, konebåde og telte deraf. Ringsælens betydning, levevis og adfærd har medført udvikling af flere forsk. fangstmetoder end for noget andet dyr i G. (se endv. afsnittet: Grønlændernes gamle materielle kultur s. 302).

Glatisfangst foregår i alle egne af G., hvor fjorde og kyster fryser til om vinteren. Den begynder straks om efteråret ved første islæg. Fangeren benytter sig af, at ringsælen m. 5-10 minutters mellemrum må søge op til sit åndehul i isen for at trække vejret. Han binder såler af bjørne- el. hundeskind under kamikkerne m. hårene nedad og går udrustet m. riffel, harpun og istuk ud over nyisen, der ikke må være dækket med sne.

Sælens åndepust kan i stille vejr høres på lang afstand. Man lister forsigtigt nærmere, hver gang sælen er oppe for at ånde, mens man står stille, straks sælen går ned igen, da den under isen kan høre den mindste lyd. På nær afstand harpuneres el. skydes sælen gennem åndehullet, hvorefter dette udvides m. istukken, så sælen kan trækkes op.

Glatisfangst praktiseres også efter remmesæl og hvalros, men da som regel ikke langt fra åbent hav, idet disse store sæler hurtigt trækker udad mod iskanten, når frosten tager til, og istykkelsen overstiger 10-20 cm.

Lurefangst. Med sne på isen bliver det vanskeligere at nærme sig sælens åndehul uden at blive hørt, fordi sneen knirker under fødderne. Flere fangere slutter sig da sammen og kører m. hundeslæde ud til fangstfeltet på fjordisen, hvor nogle opsøger åndehullerne og tager stilling tæt ved disse og forholder sig roligt afventende, mens andre kører el. løber videre og omkredser lurefangerne i store cirkler for at skræmme sælen tilbage til de første åndehuller, hvor der nu er ro. Det er ikke vanskeligt at finde åndehullerne, så længe snelaget er tyndt, idet sneen omkr. disse da er blank og reflekterer lyset fra månen el. middagslysningen i syd. På denne måde kan fanges ringsæl og remmesæl, men sjældent hvalros, fordi denne straks trækker uden for iskanten ved støj på isen. Lurefangsten kan drives langt ind i mørketiden, men den vanskeliggøres med tiltagende snetykkelse på isen.

Kiggefangsten var tidl. meget praktiseret. Den blev drevet af to fangere, hvoraf den ene lå på isen ved et oprenset »kiggehul« m. et skind over hovedet og holdt øje med sælens bevægelser under isen. Den anden fanger stod op m. en langskaftet harpun stukket gennem et mindre hul tæt ved. Når sælen, der på forsk. måde kunne lokkes til, passerede under harpunspidsen, gav kiggefangeren tegn m. foden, og harpunen stødtes kraftigt nedefter og gennemborede sælen. I dag har næppe nogen tålmodighed nok til at drive denne ellers indbringende fangst, hvor man ved sa. åndehul ofte kunne fange flere sæler på få timer.

Isgarnfangsten er i dag alle steder en meget anv. fangstmetode. Garnet sættes på sælernes trækruter gennem nyhuggede huller i isen ved at hales fra hul til hul, dels ved næs ret ud fra land, dels på tværs af større revner i isen el. ud fra isbjerge. s. 195 En fanger kan sætte så mange garn, han kan overkomme at vedligeholde og røgte og deraf have godt udbytte.

Iskantfangst praktiseres alle steder, hvor der er mulighed derfor uden alt for stor risiko. Med vinterstorme sker det tit, at dele af fjordisen bryder op, og der dannes en ny iskant længere inde. Sælerne, der normalt jager under isen, opsøger da iskanten. Så snart vejret er roligt nok, kører fangerne ud og fordeler sig tværs over fjorden langs den nye iskant, hvor de tilbringer dagens lyse timer siddende på et skind på isen på vagt efter opdukkende sæler. Kajakken bringes med på slæden, da man uden kajak ikke har mulighed for at bjærge byttet. Iskantfangst kan være meget spændende, idet også remmesæl kan komme for – og hvis årstiden er belejlig ligeledes narhval, hvidhval, grønlandssæl og klapmyds samt søfugle.

Ũtoqfangst er forårets store begivenhed. Med solens tilbagevenden til de høje s. 196 breddegrader kommer ringsælerne frem gennem deres åndehuller for at sove nogle timer på isen midt på dagen. Man kan da på de rigtige steder tælle hundreder af sæler (ûtoq’er). Vejret er stille og føles varmt, selv om temperaturen endnu er ÷ 10–÷ 20° C. Der ligger et blændende lys over ismarkerne, og man må passe på ikke at blive sneblind. Ved denne fangst har hundeslæden sin store fordel. Den kan bringe fangeren langt omkring og fragte byttet hjem til bopladsen. Slæden standses i tilpas afstand fra den sovende sæl, hvorefter fangeren først går, sen. kravler videre m. riflen fastgjort til en lille skydeslæde m. udspændt skydesejl, som han skubber foran sig, indtil han når inden for skudvidde. Sælens hoved skal da synes lige så stort som riflens sigtekorn. Man må helst vælge de tider på dagen, hvor sneen ikke knirker, og man må ligge stille, hver gang sælen løfter hovedet for at se sig om. Denne jagtform kan med ringe anstrengelse give godt udbytte. Fangeren kan komme hjem m. flere sæler dagligt i de måneder, ũtoq-fangsten varer. Også remmesælen og hvalrossen kan træffes sovende på isen, men da gerne nær s. 197 det åbne hav, hvor der hele tiden kan være fare for, at isen bryder op og går i drift.

Krybefangst var før riflernes tid den mest alm. fangstmåde på forårsisen. Fangeren var herunder bevæbnet m. spyd og kravlede hen imod sælen m. en sæls bevægelser og udstødende dennes lyde. Ikke sjældent kunne han krybe helt hen til sælen og afspærre denne fra dens åndehul, hvorefter den dræbtes m. spyd.

Fangst i storisen. Når storisen tidligt om foråret driver rundt Kap Farvel og passerer det sydl. Vest-G.s øer og bopladser, er det tid til klapmydsfangst. Denne store sæl er i maj-juni på træk fra Davisstrædet mod hårfældningspladsen ud for Angmagssalik distriktet, hvorunder den passerer Kap Farvel. Fangerne på de sydligste bopladser i Vest-G. begiver sig på den tid ud på de yderste øer, hvor de afventer sælernes komme. Under en tilpas spredning i drivisen ror fangerne kajakkerne ind i denne og udvælger en flage til at kravle op på medbringende kajakken. s. 198 Her afventer man da den forbitrækkende klapmyds. Er denne for langt ude, kan man lokke den nærmere ved at skrabe på isen. Storisfangsten ses der frem til m. megen forventning, og den har i visse perioder givet stort udbytte, men både storismængden og udbyttet har i tidens løb været underkastet store svingninger.

Savssat. I Disko Bugt og på Umanak Fjord, også andre steder, sker det under visse vejr- og isforhold, at narhvaler og hvidhvaler spærres inde i våger, hvorfra der er så langt til åbent hav, at hvalerne ikke kan slippe bort. Med tiltagende frost bliver vågerne mindre og mindre, hvorved der opstår en formelig kamp ml. de ulykkeligt indespærrede dyr for at komme op og ånde. En sådan »savssat« yder mulighed for let fangst. Alle steder, hvor rygtet om savssat’en når frem, bryder slæderne øjeblikkeligt op m. kurs mod fangstfeltet. Hvalerne skydes fra iskanten, harpuneres og hales op på isen, parteres og køres hjem til bopladsen. Det er sket mange gange, at en sådan pludselig opstået savssat har givet mad og velstand til en boplads, der i lang tid havde levet på sultekost. En enkelt savssat kan give flere hundrede hvaler, som regel flest hvidhvaler. I ældre tid kunne det også ske, at den store grønlandshval blev indespærret i Disko Bugt og blev kvalt under isen under forsøg på at slippe ud til åbent hav. I Thule distriktet er det nu og da hændt, at også hvalrosser og grønlandssæler uforvarende er blevet indespærrede i åbne strømsteder, hvor de da har måttet opholde sig resten af vinteren og har været lette at fange.

Kajakfangsten er fortsat af stor betydning i Øst-, Nordvest- og Nord-G.s sælfangstdistrikter både på ringsæl, remmesæl, grønlandssæl, klapmyds og hvalros – og i særdeleshed på narhval og hvidhval i de nordl. områder, hvor disse tilbringer foråret og sommeren. De vigtigste redskaber er også i vor tid harpunen m. fangstline og fangeblære samt lænseren til at dræbe det harpunerede bytte med. Også riflen hører med til det faste kajakudstyr, men den finder ikke altid anv., fordi et øjeblikkeligt dræbende skud meget tit medfører, at byttet synker og går tabt. På visse tider af året er sælen så fed, at den flyder ovenpå, mens hvalros, narhval og hvidhval let synker efter at være blevet dræbt.

Kajakfangsten stiller store krav til sin udøvers færdighed og erfaring. Meget ofte er en enlig kajakfanger ikke vendt tilbage igen. Det er god praksis at være to el. flere sammen på fangstfeltet. En såret hvalros el. klapmyds kan være farlig og angribe og ødelægge kajakken. Hvidhval og narhval angriber ikke, men kan være farlige ved deres voldsomme bevægelser. Fangst af grønlandssæl kræver megen kunnen og øvelse. Det må antages at være forekomsten af denne værdifulde sæl om sommeren i de grønl. farvande, der har spillet en væsentlig rolle for udbygningen af kajakken.

Tidl. var kajakken meget anv. til søfuglejagt under brug af fuglepil. Denne sidste er nu erstattet af haglbøssen, ligesom kajakken mere og mere erstattes af robåd og motorbåd. Til fangst af søfugle, sæl, narhval og hvidhval er kajakken dog stadig uovertruffen.

I tiden efter 2. verdenskrig har grønl. skonnerter og kuttere enkelte gange m. skiftende held deltaget i den søgående fangst af grønlandssæl og klapmyds på yngleel. hårfældningspladserne i henh. Newfoundland-isen og Østgrønlands-isen. Disse fangsttogter var helt nye for grønlænderne. De fik derved en lille andel i den store fangst, der drives fra canadisk og norsk side. Både skindet og kødet toges med hjem til G. Denne fangstform er nu atter ophørt.

Konebåden, der tidl. var grønlændernes hvalfangerbåd og rejsebåd, fremstilles ikke mere. Motorbåd m. påmonteret harpunkanon finder nogen anv. til fangst af vågehval og pukkelhval. Grindehvalfangst som på Færøerne praktiseres i sjældne tilfælde i Sydvest-G. Marsvin skydes m. riffel el. fanges i garn. Garnfangst i åbent vand finder i øvrigt udstrakt anv. på ringsæl, grønlandssæl og hvidhval. Man har også m. held drevet trækkende hvidhvalflokke ind i snævre sunde og fjordvige og spærret m. garn, hvorefter hvalerne dræbtes m. riffelskud. Sådanne hvidhvalfangstpladser kendes fra Godthåbsfjorden, Sukkertoppen distrikt og Prøven ved Upernavik, hvor der under en enkelt fangst kunne tages hundreder af hvidhvaler, der i udmattet tilstand let lader sig drive af motorbåd. P.gr.af ændrede strømforhold og dermed ændrede trækforhold aftog denne fangst stærkt i løbet af 1930’rne, indtil den helt ophørte. Med en ny ændring i klimaet kan den hurtigt igen blive aktuel. Davisstrædet har altid haft stærkt svingende fangstforhold, s. 200 fordi sødyrene snart har de gunstigste betingelser på v.siden, snart på ø.siden af strædet, snart i Baffin Bugt. Nutidens bofaste befolkning følger ikke længere dyrenes trækruter, hvilket i ældre tid var en simpel nødvendighed for at overleve.

Isbjørnejagt. De fleste grønlændere vil aldrig få lejlighed til at møde en isbjørn, og dog kan man pludselig komme til at stå over for den hvorsomhelst i G. Størst er muligheden i Nordvest-G. ml. Melville Bugt og Kane Bassin, på hele G.s ø.kyst og så langt til havs mod ø. og s., som storisen strækker sig. En del bjørne driver med isen om på v.kysten til Julianehåb og Frederikshåb, hvor de går i land for derefter at vandre n.på. Egl. jagt på bjørn drives kun i Thule distriktet. Her drager bjørnejægerne af sted i det tidl. forår til Kane Bassin el. drivisen udfor Ellesmere Island og i Melville Bugt m. det ene formål at jage bjørn, hvis skind er uundværligt til bukseskind. Jægerne kan være borte hjemmefra i flere uger el. måneder, idet de lever af sælfangst undervejs. Ethvert nogenlunde friskt bjørnespor forfølges, og ved synet af bjørnen slippes 2-4 hunde løs. Disse indhenter bjørnen og standser den, indtil jægerne kommer til og skyder den. Det er endnu sådan i Thule distriktet, at en storfanger nødigt giver sin datter til en mand, der ikke har skudt sin første bjørn.

Ved Angmagssalik og Scoresbysund er bjørnejagten mere tilfældig. Man skyder de bjørne, man træffer på, idet bjørnene fra forår til efterår er på vandring i ø.kystens drivis el. n.på langs land. I Nordøst-G., hvor isbjørnen har et vigtigt yngleområde, er moderbjørne m. unger fredede, og alle bjørne har fred om sommeren. Det er heller ikke tilladt da. skibe at skyde isbjørne under passagen gennem storisen på vej mod Øst-G. Den megen tale om, at isbjørnen er ved at blive udryddet i det arktiske område, er helt ubegrundet.

Søfuglejagt drives overalt i G., hvor der er åbent vand, men årstiden for jagtens udøvelse er forsk. fra n. til s. De fleste søfugle yngler i det nordl. Vest-G., hvor også de store fuglekolonier findes m. tusinder af ederfugle, hundredtusinder af lomvier og mågefugle og mill. af søkonger. Også Scoresbysund distriktet har store fuglefjelde m. lomvier og søkonger. Sydvest-G.s kyster er derimod fuglefattige om sommeren p.gr.af ringe næring i overfladevandet. Om vinteren er dette forhold ændret. Ederfugle og lomvier strømmer da til Sydvest-G. for at overvintre i stort tal, og disse fugle spiller da en betydelig rolle i de sydl. områders kødforsyning.

Ederfuglen er fredet på yngleøerne, og det er de fleste steder forbudt at skyde lomvier på ynglefjeldene, men fra øer og næs og på fuglenes daglige trækruter på havet udøves en intensiv jagt m. haglbøsse fra kajak, pram el. robåd. I Thule distriktet er det tilladt at samle ederfugleæg på de store yngleøer inden for en begrænset tidsfrist, men ellers gælder ægsamling mest lomvie-, måge-, terne- og søkongeæg. Dun af ederfugle samles af rederne, når ungerne har forladt disse straks efter udrugningen. Fjer af forsk. søfugle var tidl. en vigtig handelsvare.

På vinterpladserne skydes søfuglene dels under dagtrækket gennem fjordene, dels på ædepladserne. Det årl. udbytte beløber sig til nogle hundrede tusinde fugle.

Jagt og fangststatistik: Nedenstående skema viser i tal det samlede fangst- og jagtudbytte og dettes fordeling i landet for en række vigtige fangstdyrs vedkommende.

Landjagten

Rypejagten må stadig regnes for en af de vigtigste former for landjagt, fordi den kommer alle til gode og kan udøves overalt i landet af mænd og kvinder, gamle og børn. Jagten foregår m. salonriffel og haglbøsse på traveture el. ski, og udbyttet kan i de gode rypeår let beløbe sig til flere dusin fugle dagligt. I små rypeår kan man til gengæld gå dagen lang uden udbytte. Gode rypeår forekommer i perioder m. 10-12 år ml. toppene, en lign. cyclus som solpletperioden. Den direkte årsag til de store rypeår er en tilpas balance i nedbørforholdene. Der må falde tilstrækkelig nedbør til, at vegetationen kan gro i rigelig mængde, men falder vinternedbøren som regn m. påfølgende overisning, og bliver forårsmånederne for våde og kolde, dør ryperne og de små kyllinger i tusindvis, hvorefter rypejagten svigter de flg. år.

Gode hareår falder som regel sammen med gode rypeår, men da rypen har større kuld end haren, vil rypebestanden altid udvise de største svingninger. Rypen lider heller ikke de sa. katastrofale tab i nedgangsårene som haren, fordi den har større bevægelighed og midlertidigt kan forlade en egn m. store snemængder el. overisning af fjeldet. Haren må derimod nøjes med at skifte fra højland til lavland alt efter vejrforholdene. Denne ringe variationsmulighed er ikke tilstrækkelig s. 203 under ekstreme klimaforhold, hvorfor haren i visse perioder helt kan forsvinde fra en egn. Under mildningsperioden i 1930’rne og 1940’rne havde Vest-G. få harer, mens bestanden efter 1950 har klaret sig godt og er i støt tiltagen i mange egne af Vest-G. Harejagten spillede en væsentlig større rolle i ældre tid end nu, fordi man da anvendte hareskind til kamikstrømper, hvilket endnu er tilfældet i Thule distriktet og andre nordl. egne. Thule-beboerne driver især harejagt om efteråret kort før mørketidens indtræden og igen om foråret, inden sælfangsten på isen begynder. Alle steder, hvor der drives konstant jagt på haren, er den sky, mens den i egne, hvor mennesker sjældent kommer, kan være så tam, at man næsten kan røre ved den.

Rævejagt udøves overalt i landet og giver grønlænderne en god, kontant indtægt. Ræven fanges i stenfælder, klapfælder el. sakse og skydes m. riffel el. haglbøsse. Stenfælderne består af små stenkister, hvori anbringes lokkemad. Når ræven rører denne, falder en sten ned og spærrer indgangen. Denne fangstmetode er meget gl. og sikker, men da ræven herved fanges levende, slider den meget på pelsen under forsøg på at komme ud. Klapfælderne falder ned over ræven og slår den ihjel med det samme, så pelsens værdi bevares. Saksene i Vest-G. er ligeledes konstruerede, så de straks dræber ræven, men denne ligger da frit fremme og udsættes for angreb af ravne og påvirkning af sollys. Under bøssejagten er dygtige jægere i stand til at lokke hanræven til sig m. et særl. rævekald. I det nordl. Vest-G. s. 204 og i Thule distriktet er det alm. at gemme sommerens og efterårets fangst af sæl, hvalros og narhval i kødgrave langs stranden. Rævene opsøger disse depoter, i hvis nærhed fælderne sættes. Angående rævefangstens udbytte se s. 201.

I Nordøst-G. blev i første halvdel af 1900t. drevet en del erhvervsmæssig rævefangst af no. og da. fangstmænd. Højdepunktet nåedes i 1930’rne. Udbyttet var overvejende hvidræve, idet blåræven er mindre talrig i dette typiske lemmingdistrikt. Da fangsten i Nordøst-G. for at kunne gennemføres var betinget af henh. no. og da. statsstøtte, hørte den op af sig selv, da støtten faldt bort efter 2. verdenskrig. Personalet på vejrstationerne driver dog endnu nogen hvidrævefangst i deres fritid.

Renjagten har altid haft sine trofaste dyrkere, men udbyttet har svinget meget p.gr.af bestandens sårbarhed under yderliggående klimaændringer. I første halvdel af 1800t. var klimaet køligt og tørt i det centrale og nordl. Vest-G. Renbestanden forøgedes kraftigt, og største delen af befolkningen deltog i og levede sommeren igennem af renjagten.

I juli-aug.-sept. tog man i konebåde, robåde og kajakker ind i fjordene, bar skindbådene over land til søerne og roede videre på disse, til man kom til familiens hævdvundne sommerplads. Her rejstes teltene, og herfra gik jægerne ud på jagt. Kød og skind bragtes hjem til lejren af kvinder og børn. En del af kødet blev tørret på stedet til vinterbrug, og så meget som mul. blev bragt med tilbage til kystens bygder og byer, hvor skindene solgtes i butikkerne for tiltrængte kontanter. Som indledning til renjagten dreves jagt på afslåede blisgæs (gæs, som er ude af stand til at flyve, mens nye svingfjer vokser ud), hvoraf nogle toges levende til opfodring til julegæs. Under rejserne fangedes fjeldørreder i elvene, og ryper, harer og ænder måtte holde for som proviantreserve, indtil man havde fået den første ren.

Renjagten var i overvejende grad sommerjagt, men i distrikterne n. f. Søndre Strømfjord dreves også vinterjagt m. hundeslæde, hvor man benyttede de tilfrosne søer og elve som befordringsvej. Med slæden kunne man komme langt omkring og bringe meget kød med hjem. Flere steder har man foranstaltet massefangst ved at drive renerne ned gennem dale og slugter, hvor jægerne skjulte sig m. bue, pile og spyd, el. man drev renerne ud over fjeldvægge el. ud i søer. I første tilfælde slog de sig ihjel, i sidste tilfælde dræbtes de fra kajakker. Disse fangstmetoder har ikke spillet nogen nævneværdig rolle efter bøssens indførelse.

Efter en lang nedgangsperiode i hele sidste halvdel af 1800t. fulgte en lille opgang i renbestanden 1890-1910, men derefter igen en årrække m. meget få rener. Fra 1950 har renbestanden igen været i fremgang. Jagt er nu kun tilladt to måneder om sommeren og en måneds tid om vinteren, i sidste periode kun på bukke. Brug af motorbåde gør det muligt at bringe kød og skind hurtigere ud til kysten. Renkød er overalt meget efterspurgt, og der opnås en god pris ved salg til kystbefolkningen. Kød af vildren er mere velsmagende end kød af tamren. Dette kan måske skyldes, at vildrenen er mere omstrejfende og derved bedre kan udvælge de græsser, laver og urter, som giver kødet »vildtsmag«. Måske spiller kødets behandling og opbevaring i fjeldet under de lange transporter også en vis rolle for smagen. Angående udbyttet af renjagten se s. 201.

Moskusoksen er ikke genstand for egl. jagt, udover at det er tilladt de tjenstgørende på de meteorologiske stationer samt slædepatruljens folk at skyde nogle få s. 205 enligtgående tyre, og befolkningen ved Scoresbysund har årl. ret til en enkelt kontrolleret moskusoksejagt. Antallet af nedlagte dyr må ikke overstige 35 om året, hvilket er, hvad bestanden for tiden menes at kunne tåle.

Fåreavl og landbrug

Som erhverv er fåreavl i G. af forholdsvis ny dato og kan som sådan regnes fra 1915, hvor Grønlands Styrelse oprettede fåreavlsstationen ved Julianehåb. Der havde dog tidl. været holdt får såvel som andre husdyr i G., således af nordboerne. Herom vidner de talrige stalde og fårefolde, der nu som ruiner ses spredt over den sydl. del af landet. Da Hans Egede 1721 fornyede landets kolonisering, var der dog intet levende spor hverken af nordboerne el. deres husdyr. Der blev i de flg. år indført enkelte husdyr, også får. Men først da den norskfødte købmand Anders Olsen trak sig tilbage fra sin tjeneste ved Handelen og 1780 bosatte sig ved Igaliko, s. 206 blev der af ham påbegyndt et egl. husdyrhold, dog med hovedvægten på køer. 1833 skal der således ved Igaliko have været 17 stk. kvæg samt nogle får og geder. I de flg. år blev der af handelsbestyrere, præster og læger indført nogle får af forsk. race, men uden at det fik nogen praktisk betydning. Først 1906 blev der gjort et reelt forsøg, idet den grønl. præst Jens Chemnitz, bosiddende i Frederiksdal, fik opsendt en halv snes færøske får.

På daværende tidspunkt var der fra administrationens side bestræbelser i gang for at finde nye erhvervsmuligheder til afløsning af den svigtende fangst. Pastor Chemnitz var interesseret i tanken og rejste m. administrationens bistand til Færøerne nogle måneder og satte sig ind i fåreavl. Forsøget i Frederiksdal gik godt. Bestanden øgedes, og flere grønlændere anskaffede sig herfra nogle får. Således også Amos Egede – kongen ved Igaliko. 1913 engagerede administrationen danskeren Lindemand Walsøe til grundigt at undersøge mulighederne i Julianehåb distrikt m. henblik på indførelse af fåreavl som erhverv for den grønl. befolkning. Mulighederne bedømtes gunstige, og 1915 hentede Walsøe fra Skagafjörð på Nordlandet i Island 175 isl. får og 5 væddere. På nær to får kom dyrene velbeholdne frem til Julianehåb, og her blev arbejdet så koncentreret om at gøre fåreavl til et grønl. erhverv. Der blev bygget hensigtsmæssige stalde til fårene og et par isl. heste samt bolig til fåreavlsbestyreren. Pastor Chemnitz’ forsøg havde nu udviklet sig til en besætning på 65 får, foruden hvad der var udleveret til interesserede grønlændere. De fleste af disse fær. får blev slagtet i de næstfølgende år, således at det hovedsagelig var isl. får, der blev arbejdet videre med.

Fåreavlsstationens opgaver blev nu at finde frem til de muligheder, der forelå s. 207 for det nye erhverv, og dernæst at sprede kendskabet til disse. Der blev som fåreavlslærlinge antaget interesserede unge mænd, i tidens løb også tre kvinder, og efter en varierende læretid blev disse hjulpet i gang med eget fårehold. En af de første, der blev knyttet til stationen, var Otto Frederiksen. Hans far var da., og selv var han uddannet som grønl. tømrer. 1924 var han den første, der flyttede ind til de frodige fjorde, til Qagssiarssuk, hvor han opbyggede et erhvervsfårehold og skabte beg. til distriktets nu største fåreholderplads, hvor 25 familier har været oppe på at have godt 10.000 voksne får.

En uddannet fåreavlslærling kunne fra stationen låne op til 100 får. Efter et par års henstand – af hensyn til fåreholderens muligheder for at komme i gang – skulle disse får tilbageleveres el. erstattes over en årrække m. sa. antal, som var lånt. Fra de daværende sysselkasser kunne der tillige lånes et mindre pengebeløb til bygning af beboelseshus og stalde. Alt var selvbyggeri og meget småt. Som regel bosatte fåreholderen sig på steder, hvor nordboerne havde haft deres gårde og ryddet græsmarkerne for sten. Stedet blev indhegnet, og der kunne da høstes ret store mængder græs til hø. Desuden sejlede fåreholderen til andre nordbopladser og hentede græs, som han tørrede til hø hjemme.

Også andre, fangere el. fastansatte, kunne låne et mindre antal får til opbygning af fårehold som bierhverv. Således var der også kateketer, præster og handelsbestyrere, der blev interesseret, og som i kraft af deres interesse og større forståelse for det nye erhverv kom til at virke som foregangsmænd.

Det var et meget frodigt og af græsædende dyr så godt som uberørt land, disse nye fåreholdere kunne tage i besiddelse. Sommergræsningen var intet problem. s. 208 Der var rigeligt m. græsser, urter, pil, birk, lav, lyng og tang i stranden. Det viste sig da også, at lammene af de indførte isl. får opnåede en højere slagtevægt end i hjemlandet. Vanskelighederne måtte komme m. overvintringen af fårene. Som tilgængeligt vinterfoder var der først og fremmest hø. Men bjærgningen, der udelukkende måtte foregå m. håndkraft, var besværlig, så mængderne blev begrænsede. Derudover blev der fanget og tørret angmagssat (lodde), en fangst som befolkningen i forvejen var fortrolig med. I gode fangstår blev der også angmagssat til overs til fårene. Bladbærende pilekviste, der tørredes, var også et godt foder, men fik ingen større anvendelse. Det samme gjaldt lav og lyng. Importeret foder var der ikke tale om. Hø måtte således blive det overvejende foder.

Nu viste det sig, at naturen også kunne være meget gavmild om vinteren. Men desværre ikke altid. Vejrlig og snefald skifter i Syd-G. meget fra år til år. Dertil kommer den for disse egne meget karakteristiske føn, en varm vind der ved flere dages varighed ved bortfordampning kan fjerne selv ret anselige snelag, så fjeldvegetationen blotlægges igen. Til andre tider kunne anden kraftig vind blæse fjeldpartier rene for sne, så græs, lyng og lav blev tilgængelige for fårene, og endelig var der de kraftige pilekrat. Det har vist sig, at fårene er i stand til selv at hente den alt overvejende del af deres vinterfoder i fjeldet, vel at mærke i vintre med forhold som de forannævnte. Men erfaringerne har også vist, at en sådan række af gunstige vintre uden varsel afbrydes af en vinter m. de fuldstændig modsatte forhold, hvor erhvervet da kommer ud for store tab af dyr. Det kan være så lokalt, at det kun går ud over en enkelt egn, men kan også ramme hele landsdelen og da m. katastrofale følger.

Fårebestandens udvikling og katastrofevintrenes indflydelse vil fremgå af flg. oversigt over antal af får til overvintring, tillægslam og væddere inkl., i Julianehåb distrikt (Narssaq-, Julianehåb- og Nanortalik kommuner).

Største parten af fårene holdes i Julianehåb distrikt. Men der har også i en årrække været et fårehold i Godthåb distrikt, støttet af en fåreavlsstation. Mulighederne for fåreavl er imidlertid mindre gunstige deroppe. Bestanden nåede maksimalt op på ca. 1000 dyr. Nu er der kun et par enkelte fårehold tilbage. Fåreavlsstationen blev nedlagt 1966, og tamrener har overtaget områderne. Også i Frederikshåb distrikt har fåreavl været forsøgt, og der er nu omkr. 400 får, heraf de 200 ved Arsuk. Sin største udbredelse fik erhvervet således, og har fremdeles, i egnen omkr. Julianehåb, fra Bredefjorden-Sermilik i n. og til Unartoq Fjord i s. s. 209 Nanortalik-området medregnet, hvor der for tiden er ca. 20 fåreholdere m. o. 1800 får, er der i disse distrikter ca. 180 fåreholdere m. 1968/69 ca. 25.500 får. Størrelsen af de enkelte besætninger varierer meget, og der drives stadig fårehold som bierhverv. Normalt er besætningsstørrelserne fordelt således:

I 1966, før katastrofevinteren, var der, indbefattet 1 besætning med 1450 får:

De førnævnte gunstige vintre, der kunne forekomme i en årrække, var selvsagt en fordel for det begyndende erhverv, men det blev samtidig erhvervets hæmsko, idet disse vintre ikke fortsat vedvarede. Selv om fåreholderne ikke var ukendte med dette, de fleste havde endda selv erfaret det, tog man chancen og øgede besætningerne hastigt, uden at der samtidig blev gjort en tilsvarende indsats for at sikre vinterfoderet. Problemet var ikke så føleligt i erhvervets første 20-25 år. Landet og vegetationen var stadig forholdsvis uberørt. Hele prisniveauet i G. var tillige et andet og fordringerne til tilværelsen heller ikke så store. En fåreholder m. 300 får var en stor fåreholder og klarede sig pænt. De fleste var unge og havde hjemmegående børn, der hjalp i bedriften. Men det meste har her forandret sig meget. Der skal i dag en større besætning til for at klare dagliglivets fordringer. Der skal investeres mere i stalde og andre bygninger, og den igangværende udvidelse af marker til produktion af vinterfoder er både bekostelig og arbejdskrævende. Dette frister stadig til at forøge besætningerne ud over det egl. forsvarlige og forøger dermed stadig erhvervets ustabilitet.

Man var fra starten klar over vinterfoderets betydning. Fåreavls- og landbrugskyndige eksperter blev kontaktet og gav vejledning. 1926 blev en landbrugskandidat knyttet til stationen, planteavlsforsøg blev anlagt, og i årene indtil 1935 blev der m. en lille specialfræser kultiveret ca. 13 ha mosearealer, hvorfra fåreholderne kunne købe afgrøderne. 1952 påbegyndte stationen en opdyrkning ude hos fåreholderne, og kort efter begyndte enkelte fåreholdere selv at anskaffe traktor m. redskaber til alm. markdrift og opdyrkning. Tallet er nu oppe på 25 traktorer, og der er af stationen og fåreholderne selv efterhånden opdyrket ca. 100 ha. Men da der stiles efter at have 1 ha opdyrket areal pr. 100 får til overvintring, er der stadig langt igen. Efter den sidste katastrofevinter har stationen derfor fået anskaffet mere og større materiel til opdyrkningen samt fartøjer til at transportere dette tunge materiel rundt. Der er blevet skønnet over, hvor mange får m. lam der vil være plads til i de nuv. områder. Tallet blev ca. 60.000, som der ville være sommergræsning til. Det tilsvarende opdyrkede areal skulle da op på 600 ha. Dette er formentlig muligt, men vil da komme til at omfatte arealer, der dels ligger spredt og dels vil blive bekostelige at opdyrke.

På de hidtil opdyrkede arealer på fast mark dyrkes der fortrinsvis vårrug, havre og byg, der høstes grøn til »hø«. Lidt bliver ensileret. Såtid er normalt i maj og høsten i aug.-sept. Udbyttet kan komme op på 60 ton grønvægt/ha, men er i gennemsnit omkring godt det halve. I de sen. år er man gået over til at udlægge markerne m. græsser. På stationen har man gennem forsøg fundet, at norske stammer af timothé har vist sig vinterfaste. Der kan kun høstes én gang, og gennemsnitsudbyttet ligger på omkr. 3,5 t hø/ha. Også andre græsser til slæt afprøves, og der kan nås udbytter på op til 7-8 t hø/ha. Andre planter til foderbrug benyttes ikke men har været afprøvet i forsøg. Turnips har kunnet give op til 480 hkg rod og 120 hkg top pr. ha. Kålroer giver for lidt udbytte. Derimod dyrkes der en del majroer til salg til spisebrug m. udbytter på 300 til 700 hkg rod/ha. Ligeledes dyrkes der en del kartofler til eget brug og til salg. Udbyttet er her meget varierende, fra 150 til 300 hkg/ha. Kornsorterne kan ikke dyrkes til modenhed, har heller ingen praktisk betydning, men havre er dog i en enkelt gunstig sommer blevet moden og benyttet til udsæd.

Der gødskes m. kalksalpeter, kali/superfosfat og nu fortrinsvis m. NPK-gødninger, nok så meget af hensyn til fragtpriserne til G., der på alle områder spiller en betydende rolle for, hvad erhvervet må indføre. Kalkning er man således hidtil veget tilbage for i større stil, selv om jorden overvejende har et lavt reaktionstal.

Det grønl. får, der som nævnt kan regnes for identisk m. det isl., hører til den skandinaviske landrace og er et korthalet får. Ulden har en lang, strid yderpels og en blødere inderpels. Der klippes én gang om året, i juni, og uldudbyttet kunne være på ca. 3 kg/får, men er i gnmst. kun på 1 kg, da megen uld tabes i fjeldet. Såvel hornede som kullede får findes, og såvel rent hvide som sorte og brogede får forekommer. Voksne hundyr vejer 55 til 65 kg levende vægt. Væddere 65 til 75 kg, enkelte på 110 kg er observeret. Lammenes fødselsvægt varierer fra 2,5 til 4 kg, og deres høstvægt, ca. 5 mdr. gamle, ligger i gennemsnit på 36 til 38 kg m. en slagtekropvægt s. 212 på 16 til 17 kg. Tvillinglam forekommer ofte, men i gennemsnit ligger lamudbyttet på 0,65 til 1,0 lam pr. får. Dette skyldes den endnu meget mangelfulde vinterfodring samt tab ved uheld i fjeldet, herunder ikke mindst ravnes og ræves hærgen ml. de små lam. Sundhedsmæssigt er bestanden ret godt stillet, selv om man nok først nu får helt klarhed over dette, efter at der fra 1968 er blevet ansat en dyrlæge m. bopæl i Julianehåb.

Af andre husdyr holdes der en hel del heste, ca. 200 stk., alt for mange til formålet, der er dels trækkraft og dels ridebrug. Hestene er af isl. race. Af kvæg har der en overgang været op til 50 stk., af blandet race. Bestanden er nu nede på en halv snes stykker. Geder har også været holdt, men ikke så meget ml. fåreholderne. Af høns er der ca. 500 stk. fordelt ml. fåreholderne, samt et enkelt, større hønseri. Større fåreholdere har en el. flere skotske collier som hyrdehunde.

Erhvervets produkter som kød, skind og uld kunne i de første år handles frit, men blev fra 1920 monopoliseret, således at alt, hvad der ikke benyttedes til hjemmeforbrug, skulle indhandles til fåreavlsstationen. 1929 blev der opf. et slagteri i Julianehåb. Inden dette blev opf., blev får og lam slagtet ude hos fåreholderne og straks transporteret til Julianehåb, hvor produkterne blev viderebehandlet, fortrinsvis nedsaltet. Efter slagteriets opførelse blev slagtedyrene afhentet levende af stationens motorbåd m. åbne pramme. Denne fremgangsmåde benyttes stadig. O. 1948 blev slagtningerne for store til, at de kunne klares her, og da der samtidig af hensyn til eksporten blev indført dyrlægekontrol ved slagteriet og dermed skærpede krav til bygningens lokaler og sanitære forhold, besluttedes det at opføre et nyt og større slagteri i Narssaq. Dette blev taget i brug 1952 i en periode, hvor fårebestanden netop var gået stærkt tilbage. I forvejen var bygningerne i Narssaq lagt an på en konservesudnyttelse af produkterne og tillige på henkogning af rejer. Derfor bliver hele dette anlæg, der benævnes Konservesfabrikken, nu fortrinsvis benyttet i fiskeindustrien, og slagtningerne lægger kun beslag på en del af lokalerne i den egl. slagtesæson: sept.-okt. Fabrikken er udstyret m. fryseri, og en del af produktionen videresælges som hele, frosne kroppe til det øvrige G. og til Danmark. Resten bliver nu næsten udelukkende udskåret og vakuumpakket til salg direkte fra frysediske til sa. markeder. Nogen eksport er også oparbejdet på markeder i andre lande. Ulden bliver nu indhandlet uvasket og nedsendt til Danmark til viderebehandling og salg. Hele fabriksanlægget i Narssaq og dermed også slagteriet hører under KGH.

Også fåreavlsstationen er flyttet fra Julianehåb, fortrængt af den voksende by. Gennem mange år havde stationen haft høslætarealer ved Uperniviarssuk, ca. 10 km fra byen, inde i fjorden. Stedet blev efterhånden udbygget m. stalde, hølader og en mindre beboelse og har nu moderne beboelser, værksteder og andre nødvendige husrum, elværk og telefonforbindelse m. byen og bygderne. Samtidig har stationen taget navneforandring til Landbrugsstationen. Der er knyttet to agronomer til stationen, samt to traktorkyndige udsendte. Endv. er der en skovfogeduddannet mand, der står for træplantningsforsøgene og havebruget. Stationen administreres af KGH.

Organisationsmæssigt er fåreholderne sammensluttet dels i lokale fåreholderforeninger, der varetager de rent lokale og fælles problemer ved det daglige arbejde, dels i en hovedforening, De samvirkende grønlandske Fåreholderforeninger. Derudover er der opret. et Fåreholdernes Samarbejdsudvalg, m. repræsentanter s. 213 fra fåreholderforeningen og fra landbrugsstation og slagteri. Dette udvalg virker som forbindelsesled til KGH og til øvrige off. instanser som kommuneråd, landsråd, erhvervsstøtteudvalg m. v. Til støtte for sit administrationsarbejde har KGH tillige i Kbh. nedsat et Jordbrugsfagligt Udvalg, også m. veterinær repræsentation. Efter den sidste store katastrofevinter 1966/67 er disse tre instanser gået sammen i et fælles arbejde for gennem regulerende vedtægter at få forbedret driftsformerne, fremskyndet opdyrkningsarbejdet og dermed stabiliseret erhvervet.

Renavl,

se s. 144.

Skovbrug

Den første virkelige skovplantning i Syd-G. fandt sted 1953. Den kom i gang på initiativ af prof. C. A. Jørgensen, Landbohøjskolen, som på en rejse sommeren 1948 havde undersøgt forholdene og fundet dem opmuntrende. Der var flere velegnede arealer, jorden havde tilstrækkeligt med næringsstoffer, og selv om jordtemperaturen ikke var stor, skulle den være tilstrækkelig til skovplanter. Ved brug af træplanter fra andre nordl. egne måtte der kunne gro træer.

Nogle få indførte træer groede der allerede. Botanikeren prof. Rosenvinge havde o. 1900 plantet nogle få graner og fyr – sandsynligvis af da. afstamning – i bunden af den dybe Tunugdliarfik (Eriksfjord). Disse træer havde kun haft ringe vækst og var 1968 4-5 m høje. Desuden havde tømrermester Pavia Høegh, Julianehåb, 1933 sået en lille gruppe rødgraner ved Tasiluk, ikke langt fra Julianehåb. s. 214 Disse planter var 1957 1-2 m høje, og der blev s.å. målt topskud på 20 cm. (Granerne er siden blevet bidt helt ned af får).

Prof. G. A. Jørgensen indkøbte forsk. skovfrø fra Alaska, Sibirien, Sverige, Finland og Norge. Frøet blev sået i Danmark og de små planter også udpriklet der. Foråret 1953 var de første 20.000 planter klar til afsendelse til G.

Planterne var taget op i marts og sat i kølehus for ikke at være for langt udsprungne til transporten i maj. Transporten til udplantningsstederne tog 3 uger. Dette var ikke godt for de tæt sammenpakkede planter, som under det milde vejr undervejs begyndte at spire. Mange planter fik derved en dårlig start, og mange gik ud allr. den første sommer.

Sitkagranerne og hvidgranerne fra Alaska, rødgranerne og skovfyrrene fra Norge og ædelgranerne fra Sibirien havde klaret turen til G. nogenlunde og så ved udplantningen gode ud. Over 50% er i de mellemliggende år gået ud (på et af plantningsstederne er de alle gået ud p.gr.af en usædvanlig tørke), resten står friske og grønne. Væksten har indtil nu været forholdsvis ringe, og planterne er fra 1/2 til 1 1/2 m høje. Når planterne imidlertid har klaret de første vanskelige år, har man grund til at håbe, at de også vil klare sig fremefter. Også i Danmark – især på hedearealer – er det ret alm., at planterne først begynder at gro, efter at de har stået i stampe nogle år. De sibiriske lærke var stærkt udsprungne ved transportens begyndelse, men nogle få stykker klarede sig, og de er nu fra 1 1/2 til 3 m høje.

Ved valg af udplantningssteder må der først og fremmest tages hensyn til fønvinden, den s.k. syd-ost. Denne vind blæser mest vinter og forår, ofte meget voldsomt, og den kommer næsten altid m. varme og tør luft. Derfor virker den stærkt udtørrende, og det er farligt for planterne i vinter- og forårstiden, hvor de ikke kan optage vand. Hvor der er nogenlunde læ for fønen, vokser der imidlertid et naturligt krat af pil og birk, varierende i højde fra 1 til 3-4-5 m (enkelte steder 5 til 10 m). Skovplanterne er derfor blevet plantet, hvor der i forvejen er en frodig kratvegetation. Ved at blive plantet under det gl. krat opnår de nye planter desuden en vis beskyttelse. Der er plantet på sydskråninger, hvor jordtemperaturen er højest og omsætningen af næringsstoffer dermed større. På grund af fårene, som går frit omkring hele året, er det nødvendigt at indhegne planterne.

Det stod klart, at den lange transport af planter ikke var af det gode, og at det ville være bedst at lave planterne på stedet. Derfor blev der efter plantningen i forsommeren 1953 påbegyndt anlæggelse af en planteskole ved Uperniviarssuk (landbrugsstationens areal) nær Julianehåb. Den blev færdiganlagt de følgende år og består af en mistbænkeafdeling med godt 200 mistbænke og et frilandsareal på ca. 2500 m². En stor del af planteskolen benyttes til forsøg m. grøntsager m.v.

Skovfrøet bliver her sået i mistbænke i beg. af maj. Frøet spirer hurtigt i det lune såbed, og efter at planterne er kommet op, gives der ret meget luft, efterhånden mere og mere, og omkring midten af juli fjernes glassene helt, og planterne skal nu kunne klare sig. Der dækkes for vinteren m. et snestakit. Det har vist sig, at de planter, der klarer den første overvintring, i det store og hele også klarer udpriklingen og den sen. udplantning på blivestedet. Normalt står planterne 2 år i såbedet, hvorefter de bliver priklet ud for 2 år senere at være udplantningstjenlige.

Siden 1959 er der udplantet ca. 40.000 »hjemmelavede« planter, største delen sibiriske lærke. Disse har vist sig at vokse bedst, sikkert fordi de om vinteren taber s. 215 nålene og derved ikke bliver udsat for så stor udtørring under føn-perioderne som de stedsegrønne planter.

Plantningen sker om efteråret – sept.-okt.- og foretages bedst m. en svær plantehakke, da der er mange rødder fra krattet og ofte mange sten. Det har været nødvendigt at gå plantningerne efter ca. hvert andet år, for at pile- og birkekrattet ikke helt skal lukke sig over de små planter.

Siden 1959 er plantningerne foretaget i fjorden Tasermiut, der går ind ved Nanortalik. Her er betingelserne gode, klimaet inde i den dybe fjord er mere fastlandspræget, somrene derfor varmere end ude ved kysten, her er gode arealer m. forholdsvis læ, og den naturlige vegetation er særdeles frodig. Mange steder er birkene 5-8 m høje, et enkelt sted – Qinguadalen – bliver de op til 10 m. Plantningerne ser da også lovende ud, det er lærkene, der dominerer m. planter fra 1-2 m’s højde. Planterne er kraftige og forholdsvis grenede, ofte er et topskud gået ud, og en sidegren har rejst sig og dannet ny top. Granerne og fyrrene er fra 1/2 til 1 m høje, frodige og kraftige og regelmæssige i væksten.

Skovplantningen er endnu på forsøgsstadiet, men det er rimeligt at antage – efter de erfaringer, der er gjort – at der vil kunne blive skov på de gode lokaliteter inde i fjordene. Det vil givet gå langsomt, og første generation vil altid have det sværest. Hvor store træerne kan blive, er det vanskeligt at sige, men hegnspæle og småt tømmer skulle vore efterkommere da i hvert fald kunne få ud af dem.

Havebrug

Blandt det meget, der gør indtryk på den, der ser G. for første gang, er vel nok synet af frodige haver. Sådanne haver kan ses næsten hele kysten op, men naturligt s. 216 nok hyppigst i den sydl. del af landet. De, der gennem en menneskealder har haft lejlighed til at berejse G., vil også have lagt mærke til, at en frodig have følger sin bruger, alt efter hvor på kysten denne har bopæl. Dette har sin naturlige årsag i, at klima og jordbund ikke umiddelbart kan tilfredsstille alm., da. haveplanters vækstkrav. Men for den, der har lyst, interesse og medbragt el. erhvervet kendskab, kan gunstige betingelser skabes inden for et mindre område.

I byerne er de fleste haver opbygget på stedet. Jorden er tilført fra eskimo- el. nordbotomter, hvis århundredgamle affaldsophobninger er forvandlet til bekvem og meget næringsrig jord. Læ er skabt ved haverne, men vand skal tilføres. Det er forbavsende, hvad sådan en lille haveplet kan give af friske havesager og blomster.

Desværre er frodige haver i byerne ved at blive sjældne. Andre interesser fanger, og meget gør det sikkert også, at der nu i flere byer ret regelmæssigt i butikkerne kan købes frugt, grøntsager og friske blomster. Dette er naturligvis et fremskridt, da det lokale havebrug ikke mere kan dække byernes behov.

Ved Ivigtut kryolitbrud nåede man lokalt næsten frem til at dække behovet ved opførelse af større drivhuse. Dyrkning under glas i bænke og små koldhuse bliver ofte benyttet, og der har udviklet sig en særegen, grønl. type af mistbænke m. høje sider for at give plads til opadstræbende vækster og m. et solidt lukketøj over vinduerne for at holde på disse i stærke storme.

I Julianehåb distrikt havde indtil for nylig alle ældre tjenesteboliger en anlagt have, og det samme gjaldt de fleste grønl. huse. Da fåreavlsstationen efter krigen blev flyttet bort fra byen, blev nogle af dennes gl. marker stillet til rådighed til kolonihaver på 50 og 100 m² størrelse. Der var i nogle år over 100 sådanne haver, men interessen svækkedes efterhånden. Skolehaver blev etableret både i Julianehåb og Narssaq. I dag skal man ud til fåreholderne for at finde de fleste haver.

Mest dyrket er majroen, »det grønl. æble«, der er meget eftertragtet. Hos mange fåreholdere dyrkes den i større stil m. salg for øje og kan opnå gode priser. Dernæst må kartofler regnes for alm. dyrket, ligeså rabarber, og overskuddet af begge sælges. Tidligt blev kendskabet til dyrkning af radiser, salat, gulerødder, spidskål, grønkål, kørvel, persille og purløg udbredt. Alle disse og flere til kan trives på friland. Udbyttet afhænger fuldstændig af havens beliggenhed og af den omhu, hvormed den passes, men en vejrperiode kan også være så kontrær, at væksterne bliver sat tilbage el. ødelagte af frost el. tørre, voldsomme sydostvinde.

Ved landbrugsstationen i Uperniviarssuk foretages hvert år forsøg med og afprøvning af forsk. haveplanter, såvel på friland som under glas. Planteskolen er meget besøgt, og der hjemføres herfra ikke alene ideer til hjemmehaven, men også planter, især forsk. vinterfaste blomsterstauder, som haves i stort udvalg.

Ud over de allr. nævnte havesager kan der under nogenlunde heldige forhold opnås brugbare udbytter af blomkål, savoykål, spinat, rødbede og porre. Dild dyrkes, fordi den spises til den grønl. fjeldørred. I bænk under glas kan dyrkes tomat og agurk og som et kuriosum jordbær.

En have giver sin ejer et godt og sundt kosttilskud, der for mange fåreholdere er af betydning også om vinteren, idet kartofler, roer og gulerødder m. m. opbevares i kældre. For flere fåreholdere giver grøntsagerne også en direkte indtægt gennem salg. Det er muligt, at dette salg kan oparbejdes videre. I Julianehåb og Narssaq slog et forsøg med et erhvervsgartneri dog ikke an. Det er imidlertid konstateret, at de almindeligste da. haveplanter kan trives i G., blot der ofres omhu på dem, og klimaet ikke giver uventede overraskelser.