Hav, drivis og klima

Havene omkring Grønland

De grønlandske have falder efter deres hydrografiske forhold i 3 naturlige områder: 1. Polhavet el. Ishavet ud for G.s n.kyst. 2. Grønlandshavet. Danmarksstrædet og Irminger Havet ud for ø.kysten. 3. Davisstrædet, Baffin Bugt og de nordl. stræder v. f. G.

Polhavet. Mens havene ud for ø.kysten og v.kysten som følge af de forsk. havstrømme er af afgørende betydning for kystområdernes klima og befolkningens erhvervsmuligheder, understøtter det isfyldte Polhav kun n.kystens strenge polarnatur s. 58 og har hidtil virket hindrende på trafikmulighederne og på menneskenes bosættelse langs denne kyst.

Polhavets tætte pakis flyder på et ca. 200 m takt vandlag, hvis temperatur ligger tæt ved havvandets frysepunkt, ca. ÷ 1,8°, og hvis saltholdighed p.gr.af tilblanding af vand fra Sibiriens og Canadas floder og af vand fra sommerens issmeltning holdes nede på 29-31 0/00.

Under dette kolde vandlag ligger et 500 m tykt lag vand af atlantisk opr. m. temperatur på o- +1°, og fra 750 m til bunden ligger Polhavets mægtige, ensartede vandmasse m. temperatur på ca. ÷ 0,85°. Polhavets dybde er 3000-5000 m; men det er delt i 2 bassiner af en højderyg, som med 2-3000 m højde strækker sig fra Nordvest-G. til De nysibiriske Øer.

Mellem højderyggen og Canadas kyst bevæger isen og det øvre vandlag sig ganske langsomt i en kreds med solens retning, 1 gang rundt i løbet af ca. 10 år. Ø. f. ryggen går en tilsvarende bevægelse, men i modsat retning, hvorved der opstår en bevægelse af isen fra havets centrale del i retning af Nordøst-G.

Polhavets atlantiske vand, der som en stærkt opblandet gren af Den nordatlantiske driftstrøm er nået hertil gennem Norskehavet, vil sa. m. tilstrømmende flodvand give dette hav et tilskud af vand på 2-3 mill. m³ pr. sekund. Største delen af dette overskud finder naturligt afløb tilbage til Atlanterhavet, idet det i de øvre vandlag passerer forbi Nordøstrundingen for at fortsætte sydpå i Grønlandshavet under navnet Den østgrønlandske polarstrøm.

Grønlandshavet. Med en hastighed på 5-10 sømil i døgnet (10-20 cm pr. sekund) holder polarstrømmen sig langs hele Øst-G. i det væsentlige over shelfens ydre del; men straks ved sin ankomst i Grønlandshavet modtager den ø.fra i 100-200 m dybde en gren af atlantisk vand, som fra Svalbard er bøjet mod v. over mod G. Denne strøm følges nu m. polarstrømmen sydpå som en varm understrøm m. en temperatur på 1,5-2,0° og m. en saltholdighed, der er højere end det kolde vands. På vejen s.over skyder det varme vand sig ind under den kolde strøm og kan gennem havbundens render ml. bankerne trænge ind i de dybe, østgrønl. fjorde.

Ud for Scoresby Sund tvinges en stor del af den kolde strøm og det meste af den varme understrøm bort fra kysten for derefter sammen at udgøre hovedparten af Den østislandske polarstrøm.

Kun en lille del af det varme underlag for Den østgrønlandske polarstrøm følger med s.på over den ca. 500 m dybtliggende højderyg tværs over Danmarksstrædet, og herefter opsluges den sidste rest deraf i Irminger Havet af den endnu større og varmere Irmingerstrøm, som er den atlantiske strøms forgrening s. om Island.

Irmingestrømmen presser resterne af polarstrømmen op mod Syd-G.s kyst, og da der ml. disse to strømme foregår en stærk blanding af vandmasser, bliver det kun en svag rest af den engang så store østgrønl. polarstrøm, der runder Kap Farvel sa. m. en del af Irmingerstrømmens varme vand. Den øvr. del af Irmingerstrømmen bøjer fra Syd-G. mod sø. for at deltage i en cyklonal bevægelse i Irminger Havet.

Jordrotationen er nu skyld i, at denne dobbeltstrøm drejer skarpt omkr. Kap Farvel for derefter i Davisstrædet at følge Vest-G.s kyst n.over. Ud for Kap Farvel er polarstrømmen så smal, at den ikke når uden for fastlandssoklen (30-50 km); men om vinteren kan storme dog føre isflager og isfjelde langt s. f. strømmens område til stor fare for sejlads i usigtbart vejr, måske endog 100-200 km s. f. land. Det s. 59 varme vand fra Irmingerstrømmen knytter sig under rundingen af Kap Farvel direkte til fastlandsskrænten og har i 200-400 m dybde en temperatur på 4-5°.

Meget af isen fra Øst-G. er smeltet el. slået i stykker af søgangen, inden den når frem til Kap Farvel. Det er især gået ud over vinterisen fra Grønlandshavet, så næsten al den is, der kommer rundt til Davisstrædet, er polaris, som har forladt Polhavet et år før. Det er den s.k. storis, som først på året kan blokere den sydl. del af v.kysten.

Ud for Syd-G.s kyst ligger der i Davisstrædet en række banker i en afstand af 50-100 km fra land og m. en vanddybde på 50-100 m. Vigtigst for fiskeriet er Fyllas Banke ud for Godthåb, Lille Hellefiskebanke s. f. Sukkertoppen og Store Hellefiskebanke n. f. Holsteinsborg (se fig. s. 61).

Uden for bankerne sænker havbunden i den sydl. del af Davisstrædet sig stejlt til 2000 el. 3000 m dybde; men mod n. går Store Hellefiskebanke direkte over i den ca. 700 m dybtliggende ryg til Canada, hvorved Davisstrædets dybder adskilles fra Baffin Bugts mere end 2000 m dybe bassin. Også i Baffin Bugt fortsætter rækken af banker foran den grønl. kyst, og også på den canadiske side er der meget udstrakte banker. I den dybe del af Smith Sund er der 500-700 m vand.

Den vestgrønlandske strøm opviser en meget tydelig årlig rytme m. opblussen om sommeren og ro sidst på vinteren. Allr. ved sommerens beg. (maj-juni) er såvel polarstrøm som den varme understrøm i bevægelse ud for Kap Farvel; men omkr. fiskebankerne er der endnu strømløst, og omkr. deres top ligger vinterafkølet vand m. en temperatur på 0-1° mod s. og 0-÷1° længere n.på.

Før strømmene kommer i gang, begynder solstrålingens opvarmning af overfladevandet s. 60 over de sydl. banker, og alene ad denne vej kan overfladetemperaturen her stige til 3-4° i juli og til 6-8° i aug., og i løbet af sommeren kan opvarmningen nå helt ned til vandet omkr. bankernes top og give en temperatur på 2-3°. Men polarstrømmens kolde vand, der ligger over bankernes yderside, kommer nu i bevægelse n.efter, og efterhånden som strømmens hastighed tiltager, vil den glide op ad den skrånende havbund, så den i år m. stor hastighed kan skylle op og midt på sommeren omgive bankernes top m. koldt vand (under 0°). Men i de år, hvor det kolde vand ikke opnår tilstrækkelig fart, vil det forblive i nogen dybde, så opvarmningen fra oven kan fortsætte. Allr. i midten af aug. aftager den kolde strøms magt, og derefter vil den varme understrøm, der efterhånden også er blusset op, erobre de sydl. bankers yderside og måske også deres top.

Til Store Hellefiskebanke når den kolde strøm s.fra ikke; men det vinterafkølede vand over dette bankeområde opvarmes sen. end vandet mod s., især hvis isen har ligget længe, og i så fald vil kun et tyndt overfladelag i løbet af sommeren nå op på 4-6°.

Vandet, der hidrører fra forrige års varme understrøm, som er gået i stå her i den nordl. del af Davisstrædet, har ligget roligt vinteren igennem uden for bankerne i 400-700 m dybde. Det har været så godt beskyttet af det kolde overfladelag, at det har bev. en temperatur på ca. 5°, hvilket er varmere end i det tilsvarende vand ud for de sydl. banker; og når så årets opblussen af strømmen kommer i gang i slutn. af sommeren, vil noget af dens vand blive ført over højderyggen ind i Baffin Bugt.

Den varme strøm kommer først rigtig i gang i løbet af juli og aug., og den vil da presses op mod kanten af Store Hellefiskebanke, hvor den i heldige år kan nå bankens top og få forb. m. opvarmningen oppe fra, og så vil vandet her nå en temperatur på 3-5°.

Denne understrøm når i Davisstrædet først sit maksimum sent på efteråret el. hen på vinteren el. måske endnu sen., og vil da antagelig skylle ind i alle render og dybe fjorde, hvor fornyelsen af det dybe vand altså først foregår meget sent. Derefter går det varme vand i ro og ligger nu godt beskyttet under et koldt og saltfattigt overfladelag indtil næste sommer.

Den her beskrevne dobbelte rytme i den nordgående vandbevægelse ud for kysten er altså afgørende for sommerens hydrografiske tilstande omkr. fiskebankerne, for selv om den kolde del af strømmen altid kommer førsti gang, så vil dog den del af strømmen, der får den største dynamiske energi, blive afgørende for sommerens temperatur omkr. bankernes top.

Baffin Bugt er effektivt adskilt fra Davisstrædet ved den submarine højderyg, og over denne sker der en stærk blanding ml. vand fra den nordgående vestgrønl. strøm og vand fra den sydgående, meget kraftigere canadiske polarstrøm.

Inden for Baffin Bugt er hastigheden af den nordgående vandbevægelse meget lille; men der kan ud for Vest-G. stadig skelnes ml. et koldt øvre vandlag og et dybereliggende varmere lag. Det øvre lag er af lokal opr., mens det varme vand er en sidste udløber af Irmingerstrømmen. Bortset fra selve overfladevandet, hvor temperaturen om sommeren kan stige til 4-5°, viser det kolde vandlag her ÷1,5-÷1,7° som følge af lokal afkøling om vinteren. Det varme vand, der s.fra er sluppet over højderyggen, bevæger sig langsomt n.på i 4-500 m dybde m. en temperatur, der ud for Disko er 3°, i den nordl. del af Baffin Bugt 1°, og de sidste forgreninger s. 61 ninger af dette vand af atlantisk oprindelse når ind i Lancaster Sund i 5-800 m dybde m. en temperatur på + 0,5° og i Smith Sund på ÷ 0,5°.

De hydrografiske tilstande ud for G.s v.kyst har som følge af variationer i strømmenes energi varieret betydeligt inden for den tid, hvorfra man har observationer. Midt i 1850’erne var der en kort periode m. varmt vand og godt fiskeri. Det gentog sig i 1880’erne; men derefter fulgte et langvarigt koldt tidsrum. O. 1926 gik G. ind i en ny varmeperiode m. endnu varmere vand end i 1880’erne, og selv om det varme vand nu i nogle år har været på retur, og med det de mest varmekrævende fisk, må vi dog stadig regne vor tid for varm og m. godt udbytte af fiskeriet ved G.

Udforskning af de grønlandske farvande går i virkeligheden tilbage til de første opdagelsesrejser til de arktiske områder, idet de fleste beretninger indeholder spredte oplysninger såvel om havets udstrækning som om dets natur. Mange af de s. 62 gl. ekspeditioner havde til opgave at finde søvejen n. om Amerika. Dette gjaldt såvel Frobishers rejser til Labrador og Baffin Island 1576-78 som John Davis’s rejser til Davisstrædet og Baffin Bugt i slutn. af 1500t. og også William Baffin, der 1616 nåede helt frem til Kap Alexander.

Hvalfangerne var derefter ret eneherskende i de grønl. farvande i de flg. 200 år, indtil ind i 1800t. De erhvervede sig meget kendskab til disse have og til isens drift; men de gav helst ikke oplysninger fra sig.

Den første, der i litteraturen omtalte strømmen omkr. Kap Farvel, var Hans Egede (1729); men han refererede dog nærmest andres beretninger. 1788 skrev Otto Fabricius en afhandling om drivisen i Davisstrædet, og heri var mange gode hydrografiske oplysninger, fx. om de store strømme i Davisstrædet. James Ross førte 1818 sine skibe til Baffin Bugt og Smith Sund, også for at finde nordvestpassagen, og i Baffin Bugt foretog han gode temperaturmålinger i mudder taget op fra bunden; sen. i 1800t. blev der fra flere andre ekspeditioner indsamlet temperaturmålinger fra de vestl. farvande helt n.på til Kane Bassin.

De østgrønl. farvande var allr. 1820 omhyggeligt beskrevet af hvalfangeren W. Scoresby, og han gav en udmærket redegørelse for de varme og kolde strømme i Norskehavet og Grønlandshavet.

I midten af 1800t. begyndte en ivrig diskussion om strømforholdene omkr. G.; det fremkaldte mange gode bearbejdelser af tidl. indsamlede observationer (bl.a. C. Irminger), og 1883 startede Nordenskiöld om bord i »Sophia« den første vel udstyrede hydrografiske ekspedition til Irminger Havet, Davisstrædet og Baffin Bugt. Selv om instrumenterne endnu var mangelfulde, blev observationsmaterialet værdifuldt, og bearbejdelsen deraf gav et godt bill, af farvandenes hydrografi. De danske Fylla-ekspeditioner 1884, 1886 og 1889 skaffede yderligere observationer fra Syd-G., og i sin bearbejdelse heraf har C. F. Wandel ført det endelige bevis for den for længst fremsatte teori om, at der også løber en varm understrøm m. høj saltholdighed langs Vest-G., og at der er store årlige svingninger i strømmenes intensitet. Ingolf-ekspeditionen 1895 og 1896 m. Martin Knudsen som hydrograf beskæftigede sig især m. Irminger Havets strømme, og dermed sluttede 1800t. m. et i store træk klarlagt billede af strømmene omkr. G.

I 1900t. har man derfor arbejdet på at fremskaffe nøjagtigere oplysninger om de forsk. havområder, først og fremmest Davisstrædet, hvor fiskerigdommen er blevet af afgørende betydning for grønlændernes erhverv. Der er dels fremkommet grundige bearbejdelser af tidl. indsamlet materiale (O. Pettersson, L. Mecking, J. N. Nielsen), og dels er der udsendt nye og vel udrustede ekspeditioner m. bestemte opgaver (Tjalfe, Dana, Godthaab).

Tjalfe-ekspeditionerne 1908 og 1909 under ledelse af Ad. S. Jensen havde til opgave at undersøge de hydrografiske forhold og dermed fiskerimulighederne ud for Syd-G.s v.kyst. Det var før den nuv. varme og fiskerige periode satte ind. J. N. Nielsens efterfølgende publikationer gav det hidtil sikreste billede af de grønl. farvandes hydrografi.

Med Dana besøgte Ad. S. Jensen igen 1925 de vestgrønl. farvande, også denne gang for at undersøge fiskerimulighederne, og i J. P. Jacobsens bearbejdelse af materialet udbyggedes enkeltheder i J. N. Nielsens oversigt yderligere, idet han især benyttede sig af at karakterisere vandmasser m. h. t. temperatur og saltholdighed og på grundlag deraf analysere opstået blandingsvand.

1928 er året for de to største hydrografiske ekspeditioner: den da. Godthaabekspedition under ledelse af E. Riis Carstensen og den amer. Marion-ekspedition ledet af Edw. H. Smith. De arbejdede begge i hele området ml. G. og Canada og indsamlede et meget stort og pålideligt observationsmateriale. Mens formålet med Marion-togtet var at undersøge overfladestrømmene m. henblik på isdriften s.over, foretog man fra Godthaab fortrinsvis hydrografiske, men også biologiske undersøgelser. Godthaab-ekspeditionens observationsmateriale er så omfattende og så pålideligt, at man nu for første gang kunne gennemføre en rent dynamisk beregning af vandmassernes bevægelse (Kiilerich 1939, 1943, 1945), og resultatet heraf danner da også det vigtigste grundlag for den ovf. givne beskrivelse og ligeledes for den grønl. del af strømkortet side 57.

Efter 1928 har adsk. havundersøgelsesskibe arbejdet i de grønl. farvande, idet man fortrinsvis har koncentreret sig om specielle opgaver i tilknytning til det praktiske fiskeri. Dette gælder især de årligt tilbagevendende da. undersøgelser, ledet af De danske Fiskeri- og Havundersøgelser; men desuden har flere udenlandske hydrografiske arbejder været udstrakt til de grønl. områder, især Irminger Havet og Danmarksstrædet.

Gennem disse fortsatte undersøgelser skaffer man sig stadig mere detaljerede oplysninger om de hydrografiske tilstande til støtte for udnyttelsen af de grønl. haves rigdomme, og samtidig får man mulighed for at følge event, svingninger i de afgørende strømmes aktivitet.

Isen i de grønlandske have

Den i farvandene omkr. G. forekommende is kan groft inddeles i flg. hovedtyper: storis, vestis, fastis og isfjelde.

Storisen

Storisen (polarisen) er meget svær havis, der er dannet i Polhavet gennem mere end én vinter og er henimod el. mere end 3 m tyk. Ved sammenskruninger og påfølgende sammenfrysning opnås betydeligt større istykkelser. Isen er meget lidt saltholdig og er næsten fri for luftblærer, hvorfor den er både hård og tung. Fra Polhavet driver størstedelen af isen før el. senere gennem farvandet ml. G. og Svalbard. Mindre mængder går rundt om den sydl. del af Svalbard samt ned ml. G. og Ellesmere Island, og noget går endv. gennem sundene i det nordamer. arkipelag. På grundlag af drift af isøer, skibe, vragdele og bøjer over Polhavet skønner man, at den gennemsnitlige alder for polarisflagerne, når de føres bort fra polbassinet, er 4-5 år fra den østl. del af Polhavet og noget mere fra den vestl. del. Storisen føres af Den østgrønl. Strøm s.over langs Øst-G.s kyst til Kap Farvel og herfra atter n.over langs G.s sv.kyst.

Storismængden veksler med årstiden. Ved vinterens komme forøges den, idet store mængder svær is n.fra driver ind i Grønlandshavet, hvor de i løbet af de flg. måneder, sammen med den lokalt dannede is, trænger s.over langs Øst-G.s kyst, ud for hvilken isbæltets bredde da stadigt vokser. Om foråret er Danmarksstrædets nordl. del normalt mere el. mindre isfyldt. I strenge isår kan storisen på sa. årstid ligge helt ind til n.kysten af Island og s.over langs ø.kysten af Island. Den første del af den ved vinterens begyndelse fremtrædende forøgelse af drivisen viser sig normalt ved Scoresbysund i okt., ved Angmagssalik i beg. af nov. og ved Kap Farvel i sidste halvdel af jan. Isgrænsen går i april-maj normalt fra Svalbards nv.pynt over Jan Mayen til lidt n. f. Island, derfra mod v. over Danmarksstrædet mod Angmagssalik, hvor isbæltet bliver smallere, og fortsætter derpå mod Kap Farvel. Ved Angmagssalik kan der undertiden være så godt som isfrit allr. i juli, og gennemsnitligt er der isfrit hvert andet år i aug. Okt. er på dette sted den mest isfri måned.

Som nævnt passerer den første storis normalt Kap Farvel i jan.-febr., men den kan dog passere til højst forsk. tid, og der kan fra år til år være spring i ankomstdatoen på flere måneder. Den tidligst observerede passage har været 21/11 (1922), og den seneste 20/5 (1947). S. f. Kap Farvel vil der kunne træffes storis i alle årets måneder. Risikoen for at træffe storisen i dette område er mindst i månederne sept., okt., nov. og dec. Isbæltet kan i maj-juni blive over 100 sømil bredt. Stærke vinde ml. n. og ø. kan sætte isen langt ud i Labradorhavet, men der er ingen grund til at antage, at storisen nogensinde vil blive drevet så langt v.over fra Kap Farvel, at den forener sig med Labradorstrømmens is (vestisen).

Efter passagen af Kap Farvel driver storisen op langs G.s v.kyst. Store isvanskeligheder opstår ofte i Julianehåb Bugt, der kan virke som en lomme, der opfanger storisen og i lange perioder sinker dens videre drift mod nord. Ved kysten træffes dog ofte det s.k. landvand, et bælte af åbent vand, hvis bredde svinger med de skiftende vindretninger og tidevandet.

N. f. Nunarssuit holder storisen sig ofte et stykke fra kysten, hvorved der skabes gode muligheder for at omsejle den; imidlertid kan vestl. el. sydvestl. vinde hurtigt sætte isen ind mod kysten. Storisens udbredelse mod n. varierer stærkt fra år til år; den kan nå til Godthåb el. n. derfor. Gennemsnitligt når den dog ikke længere mod n. end til Fiskenæsset, og Vest-G. er som regel fri for storis fra aug. til jan. el. febr.

Vestisen

Vestisen (den nordøstamer. drivis) er den ved Ellesmere Island og Baffin Island dannede havis, der af havstrømmene føres ud i den centrale del af Baffin Bugt og Davisstrædet. Da den normalt kun dannes gennem én vinter og på en sydligere breddegrad end polarisen, er den ikke så svær som denne.

Sept. er den måned, hvor der er mindst drivis (vestis) i Baffin Bugt og Davisstrædet. I de flg. måneder stiger mængden, indtil vestisen når sin maksimale udbredelse, hvilket som regel sker i marts, hvorefter mængden atter aftager. Allr. i okt. kan vestisen have bredt sig så meget mod ø., at den når Nordvest-G.s kyst, og i de flg. måneder blokerer den en større og større del af denne. I dec. og jan. ses vestisen næsten hvert år i Egedesminde-området, og i jan. kan den komme til kysten på 66° nordl. bredde, s. f. Holsteinsborg.

Fra Disko Bugt og n.efter kan vestisen på denne tid fryse sammen med fastisen; den kan endnu være til stede på denne kyststrækning i betydelige mængder i april og maj samt fra Umanak Fjord og n.efter i juni. Fra juli til okt. er kysten fri for is indtil n. f. Upernavik.

N. f. Upernavik er isforholdene mere varierende. Enkelte år kan der være åbent vand langs kysten helt til Kane Bassin, andre år er Melville Bugt og havet udenfor fyldt af tætpakket is. I den sydl. del af Smith Sund findes imidlertid (ml. isstrømmen langs Ellesmere Island og fastisen langs den grønl. kyst) et område, der kaldes »Nordvandet«, som selv i strenge vintre forbliver åbent. Nordvandets »isfrihed« må imidlertid opfattes i forhold til de tættere pakkede isområder umiddelbart n. og s. herfor. Når isen i Smith Sund i juni og juli bryder op, kan den fylde en del af Nordvandet, men den drives hurtigt bort af strømmen og over i farvandets v.side.

Fastisen

Vinterfastisen er den is, der dannes om vinteren i fjorde og langs kyster. Den er etårig og når i Vest-G. sjældent tykkelser over 0,70 m. I Nordøst-G. sker det, at fastisen ikke bryder op, men bliver liggende i to el. flere år, hvorved den antager karakter af polaris.

Langs Vest-G.s kyst er fastisens tykkelse og varighed meget vekslende. På gr. s. 67 af de hyppige storme og den ret store tidevandsforskel har fastisen ringe chance for at lægge sig på yderkysten, medmindre storisen el. vestisen yder læ og afkøling. I de mindre fjorde og ml. skærgårdsøerne dannes fastisen altid, også uden hjælp af storis el. vestis.

Strækningen Kap Farvel – Godthåb. Fastis af betydning forekommer sjældent ved byerne Nanortalik, Julianehåb, Frederikshåb og Godthåb, der alle ligger nær åben kyst. I fjordområderne dannes derimod fastis, der kan hindre sejlads; dette gælder fx. Narssaq og også Ivigtut. Storisen kan, især ved tidlig ankomst, fremme fastisdannelsen, så at også yderkysten fryser til.

Strækningen Sukkertoppen – Holsteinsborg. Fastisen, der hindrer sejlads, forekommer som regel, dog kan Sukkertoppen være isfri hele året. Fastisen i Sukkertoppen og Holsteinsborg er ofte udsat for opbrud p.gr.af storme. Vestisens tilstedeværelse kan ved Holsteinsborg forværre isforholdene.

Strækningen Egedesminde og nordefter. Fastisen ligger fast i havnene og oftest også på yderkysten, hvor den kan fryse sammen med vestisen. Varigheden af isdækket og fastisens tykkelse stiger, jo længere man kommer mod n.; i Smith Sund findes således fastis fra okt. til maj, og her når isen normalt en tykkelse på over 1 m.

Isfoden er den del af fastisen, der er frosset fast til selve kysten; den udvikles p.gr. af tidevandet særlig kraftigt. Mellem den ubevægelige isfod og den af tidevandet bevægede fastis opstår tidevandsrevner. Om foråret bliver isfoden som regel s. 68 siddende nogen tid efter, at fastisen er gået i drift. Isfoden får derved stor betydning som slædevej, idet man ved at følge den kan undgå besværligere slæderuter over land.

Isfjelde

Isfjelde dannes ved kalvning af gletschere (landis) i havniveau. De kan træffes i de grønl. have på alle årstider. De stammer så godt som alle fra G.s indlandsis, idet små lokale gletschere spiller en mindre rolle, og isfjelde fra arktisk Canada når normalt ikke grønl. farvande.

Udskydningen af isfjelde fra de grønl. fjorde hindres om vinteren af fastisen, og man får derfor den største isfjeldsdrift, når fastisen er brudt op. Når man alligevel træffer isfjelde i de grønl. farvande på alle årstider, skyldes det isfjeldenes uregelmæssige drift med hyppige strandinger i forb. med den omstændighed, at store isfjelde i de kolde have kan holde sig i flere år.

Den overvejende del af isfjeldene kommer fra de vestgrønl. gletschere. Medens forholdsvis få og små isfjelde skydes ud fra de sydl. fjorde, kommer i tusindvis af meget store isfjelde fra Nordvest-G., særligt fra Jakobshavn og Torssukátak, Umanak Fjord og Karrats Fjord, Upernavik distrikt og Melville Bugt. Isfjeldene føres af strøm og vind i nordl. retning for derefter at føres over mod den nordamer. kyst og derfra s.på med Labradorstrømmen til området s. f. Newfoundland, hvor de hurtigt tilintetgøres i den varme Golfstrøm. Denne rejse gennemføres dog ikke af alle isfjelde, idet de fleste fastholdes undervejs i årevis af banker, rev og fastis, hvorved mange går til grunde i de grønl. farvande. I alt når kun ca. 400 isfjelde årl. til Newfoundland, d.v.s. ca. 1/20 af dem, der produceres i Vest-G.

De fra de østgrønl. gletschere stammende isfjelde føres med Den østgrønlandske polarstrøm frem til Kap Farvel-området. Her kan de, som følge af storme, træffes langt uden for storisens maksimale udbredelsesområde, idet isfjeldenes størrelse gør, at de langsommere end storisen tilintetgøres af det relativt varme vand i Nordatlanten uden for polarstrømmen. Langt største delen af isfjeldene forbliver dog i Den østgrønlandske polarstrøm og føres af dennes fortsættelse op langs G.s v.-kyst, hvor de efterhånden tilintetgøres i kyststrømmen el. ved at drive ud i Davisstrædet.

Istjenesten fra Iscentralen i Narssarssuaq

Kort efter Meteorologisk Instituts opret. 1872 begyndte instituttet at indsamle oplysninger om isforekomster i de grønl. farvande, idet førerne af Grønlandsskibene blev anmodet om at indtegne iagttagne isforekomster på medgivne kort. Denne fremgangsmåde er blevet fulgt siden, kun afbrudt i årene 1940-1945. Iagttagelserne fra skibe er blevet suppleret med observationer fra byer og bygder, hvorved man også har fået oplysninger om isforekomster uden for besejlingssæsonen.

Efter krigens afslutning udvidedes antallet af vejrstationer på G. stærkt, og det blev pålagt personalet ved disse at foretage daglige observationer af isforekomster samt, når fastis forekommer, at måle tykkelsen af denne med regelmæssige mellemrum. Siden febr. 1950 er meldinger fra landstationer, skibe og fly samlet i en daglig telegrafisk ismelding, der kan aflyttes af skibe i søen, og som yderligere danner grundlag for planlægningen af G.s besejling.

Efter m.s. »Hans Hedtoft«s forlis s. f. Kap Farvel 30/1 1959, hvor samtlige 95 ombordværende omkom, nedsattes 19/2 et udvalg under ministeriet for Grønland. Udvalget, der fik viceadmiral A. H. Vedel til formand, fik som opgave at foretage en undersøgelse af besejlingen til og fra G. og af kystsejladsen i alle årets måneder samt af sikkerheds- og redningstjenesten i G.. Betænkningen, der forelå 2/9 1959, foreslog bl.a. etablering af en permanent isrekognosceringstjeneste.

Allr. inden »Vedel-udvalget«s betænkning forelå, var der sommeren 1959 taget skridt til at genåbne den af amerikanerne 1958 forladte flyveplads Narssarssuaq som base for en isrekognosceringstjeneste. Flyvepladsen (Bluie West One) var anlagt under 2. verdenskrig som mellemlandingsplads for fly ml. USA og Europa, og den var bl.a. forsynet med et stort hospital til sårede fra invasionen i Frankrig. Den første da. isrekognoscering fra Narssarssuaq fandt sted 30/11 1959, og siden er der regelmæssigt foretaget isrekognosceringer fra denne flyveplads.

Rekognosceringerne foretoges opr. udelukkende m. militære Catalina-fly, men fra januar 1961 er der hovedsageligt blevet anvendt chartrede civile DC-4 fly, og fra 1967 har der yderligere været mulighed for helikopterassistance specielt ved islodsningsopgaver. De militære fly på G. har stadig virket som reserve, når Iscentralens DC-4 har været til eftersyn el. har haft motorvanskeligheder.

Observationsområdet er primært strækningen Frederikshåb-Kap Farvel-Tingmiarmiut med kortlæggelse af storisens udbredelse som hovedopgave. Dette område s. 70 rekognosceres normalt 1 à 2 gange ugl. hele året rundt. Desuden rekognosceres vestisen på 10 til 12 årl. flyvninger, der udgår fra Søndre Strømfjord, og som strækker sig op til Upernavik. På ø.kysten foretages en række ekstra rekognosceringer i besejlingssæsonen, hvor flyet for kortere el. længere tid stationeres i Kulusuk el. Mesters Vig. På 1 à 2 årl. ture kortlægges isen på ø.kysten helt op til Station Nord.

Isobservatørerne er styrmænd m. kendskab til navigation i grønl. farvande; de udlånes normalt fra KGH, hvortil de atter vender tilbage efter 2 à 3 års tjeneste i Narssarssuaq. Under isrekognosceringerne tegner isobservatøren et detaljeret kort over den observerede is, og umiddelbart efter flyets landing udfærdiges en telegrafisk ismelding, der sendes til radiostationerne i Prins Christian Sund, Julianehåb, Grønnedal og Frederikshåb, hvorfra skibene kan rekvirere meldingerne. Desuden sendes et rentegnet kort på faksimile 2 gange dagligt.

Til Iscentralen Narssarssuaq kan skibe rette henvendelse om islodsning, der i Julianehåb Bugt nu oftest udføres fra en helikopter, medens lodsning af skibe i andre grønl. farvande normalt udføres fra Iscentralens DC-4 fly. I de seneste år har en række skibe, der besejler Øst-G., selv været udstyrede med helikoptere, således at de kun skulle have behov for alm. langrekognosceringer fra Iscentralen.

I forb. m. isrekognosceringerne udfører Iscentralen ofte postdrop over øde vejr- og loranstationer el. isbundne byer. Iscentralens fly deltager i redningstjenesten ved eftersøgninger af skibe og enkeltpersoner.

På Iscentralen Narssarssuaq samles alle aktuelle oplysninger om isforholdene, og i dette materiale indgår siden 1966 også fotografier, nedtaget fra amer. vejrsatellitter af den i Narssarssuaq oprettede telemetreringsstation. Fotografierne giver et vist billede af isforholdene, men danner hovedsagelig et godt grundlag for planlægningen af isrekognosceringerne.

Iscentralen Narssarssuaq er underlagt Meteorologisk Institut, fra hvis nautiske afdeling information om isforholdene ved G. videregives til interesserede i Danmark og i udlandet, og hvor den videre bearbejdelse af materialet foretages.

Vejr- og klimaforhold

G.s klima er i sin helhed sammensat, uensartet og kontrastrigt. Dette beror på flere forsk. fysisk-geogr. forhold. G.s langstrakte trekantform m. næsten 24 breddegrader fra Kap Farvel i et mildt, uroligt Atlanterhav i s. til Kap Morris Jesup i et stivnet Polhav i n. medfører store variationsmuligheder, der forstærkes ved den omstændighed, at Syd-G. jævnlig berøres af Nordatlantens livlige trafik af v.-ø.gående barometriske lavtryk, undertiden stormcentre, det være sig i »ret kurs« el. »på afveje«, fx. op langs v.kysten.

Disse lavtrykspassager giver normalt store nedbørmængder, urolige vindforhold samt store vejr- og temperaturomslag; desuden jævnlig tåge, særl. over de ydre kyststrøg og i forb. m. havis. Endelig kan lavtrykspassager op langs v.kysten medføre meget store temperaturudsving i forb. m. føn.

Nord-G. befinder sig derimod langt n. f. de atlantiske lavtryks alfarvej. Heraf følger, at medens temperaturen udviser en velformet, kraftig årsbølge af udpræget kontinental karakter, er selve vejrforholdene gennemgående rolige og lidet omskiftelige. Det virker, som om lufthavet i nogen grad er stivnet i lighed m. Polhavet. s. 71 Snestorme kan forekomme, men har som regel et roligere forløb og et mere lokalt præg end i Syd-G. m. det delvis oceaniske el. maritime klima.

Den klimatiske forskel ml. Syd-G. og Nord-G. bliver således langt større end fx. over den ganske vist noget mindre afstand ml. det sydligste og det nordligste Skandinavien. – Medens man ved Prins Christian Sund (nær Kap Farvel) kan regne med en årsnormal på godt 1°C, er den ved Station Nord på 81 1/2° nordl. bredde, nær Nordostrundingen, meget nær 18° lavere; fra Tønder til Vardø er der over omtr. sa. afstand kun en årsforskel på 13°, fra Kbh. til Messina (17 1/2 nordl. bredde endog kun ca. 11°C).

Men medens Messina har en temperaturforskel ml. varmeste og koldeste måned på knap 15°, Tønder ligeledes 15° og Kbh. 17°, er den tilsvarende forskel ved Station Nord ikke mindre end 33° C, nemlig fra 3° i juli til ÷ 30° i jan.

Et andet gennemgående, klimatisk modsætningsforhold findes ml. Vest- og Øst-G. Som eksempler kan nævnes Sukkertoppen i v. og Angmagssalik i ø., begge på godt 65°. Ganske vist er temperaturens årsnormaler ikke meget forsk. (henh. ÷ 1,3° og ÷1,6°); men skønt begge ligger ved havet, har Sukkertoppen en årssvingning fra varmeste til koldeste måned på over 20°, Angmagssalik kun på knap s. 72 16°. Dette skyldes, at v.kystens klima er mere kontinentalt end ø.kystens, der hyppigere berøres af de vandrende lavtryk. I overensstemmelse hermed har ø.kysten gennemgående lavere lufttryk end v.kysten under tilsvarende breddegrad, men navnlig betydeligt større nedbørmængder, d.v.s. snefald.

Samtidig er vindstyrkerne og stormhyppigheden gennemgående væsentlig større op langs ø.kysten (i hvert fald til omkr. Scoresbysund, godt 70° nordl. bredde) end på v.kysten. Da det sydligste G. er ganske særl. nedbørrigt, bliver kysten fra omkr. Ivigtut i v. (0,8° C, 1130 mm nedbør årl.) til op imod Scoresbysund i ø. (–8,0° C, 317 mm) stærkt udsat for snestorme af stort omfang og betydelig heftighed. At de gennemsnitlige vindstyrker ved ø.kystens bopladser alligevel ikke synes særl. høje, beror i væsentlig grad på, at bebyggelsen dels spontant, dels målbevidst har søgt mod lægivende egne, hvorved man tillige bedst mulig har unddraget sig havisens indflydelse. Alligevel kan det virke skuffende, når Angmagssalik er nede på en gennemsnitlig vindstyrke (0-12) på 1,7 for året, medens fx. Godthåb har 3,3. Trods denne forskel har imidlertid begge disse kystområder henved 10 årl. stormdage mod 15 ved det helt oceanisk beliggende Nanortalik i s. m. ca. 0,5° C i årstemperatur, ca. 860 mm nedbør og m. mange og kraftige snestorme ligesom ved Prins Christian Sund.

I sin helhed må det kontinentale klima regnes for det behageligste året rundt.

Et tredie, også meget væsentligt modsætningsforhold står i forb. m. klimastationernes mere el. mindre oceaniske el. kontinentale beliggenhed, hvilket ses ikke mindst ved Vest-G.s lange, dybe fjorde. Som eksempel kan tages Godthåb og det ca. 50 km længere inde i fjorden beliggende Qôrnoq. Disse steder har årsnormaler på henh. –1,9° og –1,7°, altså næsten ens; men medens Godthåb må regne med en juli på kun ca. 6,5° (omtr. som Færøernes årsmiddel), når Qôrnoq, trods Indlandsisens nærhed, op på 8,5° som juli-normal, højere end Danmarks årsmiddel. Samtidig må Godthåb modtage en normal årsnedbør på lige ved 600 mm, omtr. som over Ø.-Danmark og størst i aug.-sept., medens Qôrnoq kun får ca. 370 mm. Særl. grel er forskellen på tågehyppighed: medens Qôrnoq kun har 17 årl. tågedage, regnes der i Godthåb med 61, deraf 13 i begge måneder juli og aug.; også Qôrnoq har hyppigst tågens gener i netop disse to ellers så milde sommermåneder, dog (normalt) kun 4 dage i hver.

Denne store sommerlige tågehyppighed har G.s kyster fælles med hele Nordhavet; således har Tórshavn 11 tågedage i juli (årl.: 51), Berufjörður (Øst-Island) 12 (63), Jan Mayen 13 (58) og Bjørneøen (n.f. Norge) endog 19 (82). Men ved G.s kyster kommer der et særl. årsagselement ind i den årl. klimaudviklings sammenhæng i form af havisen og dens drift ned langs ø.kysten og op ad v.kysten i løbet af sommeren. – Vi står herved overfor et fjerde klimaformende modsætningsforhold: den grønl. sommer m. el. uden drivis.

Nærværelsen af denne drivis kan aflæses indirekte på tågehyppigheden: medens den gl. no. station Myggbukta (73 1/2° nordl. bredde) ligger for nordl. og beskyttet til i nævneværdig grad at mærke isdriften og kun har 6-7 tågedage i hver af mdr. juni, juli, aug., har Scoresbysund 16 tågedage i juni og 10 i hver af de 3 flg. mdr., Angmagssalik 9 i juni og juli, 8 i aug., Nanortalik 15 i juli og 14 i aug., Ivigtut 7 i aug. og Godthåb 13 i juli og i aug.

I takt med de her nævnte maksimale tågehyppigheder forløber storisens fremdrift langs kysterne. Den ligger således væsentlig længere ved Julianehåb end ved s. 73 Godthåb, hvor den lige netop når op de fleste somre for derefter enten at vende om el. på anden måde hurtigt forsvinde. Derfor har netop Godthåb den relativt gode sommer og de forholdsvis gunstige besejlingsforhold, der har gjort den til Vest-G.s og dermed hele G.s hovedstad.

Som naturligt er, virker isens ankomst stærkt afkølende, såvel gennem vandet som gennem luften, og påvirker derved ofte vejrliget stærkt. Ikke sjældent er der blæst el. storm før isens ankomst og tykning el. tåge derefter, og disse vejrforhold kan ændre sig hurtigt og meget lunefuldt, såvel i tid som i rum. Men virkningen kan være af ret lokal begrænsning og berører ikke de indre fjordlandskaber. Over disse indre strøg kan derimod påvirkninger fra Indlandsisen gøre sig gældende på forsk. måde.

De vigtigste klimafunktioner

Som klimafunktion (ikke vejrelement) spiller lufttrykket i alm. en afgørende rolle for vindens retning og styrke. Imidlertid vil et isobarkort, der viser lufttrykfordelingen over og omkr. G., om sommeren som regel være trivielt og uden praktisk betydning, idet trykvariationerne fra sted til sted er ganske usystematiske, i særdeleshed når man vil undersøge normaltilstandene. Om vinteren lader et isobarkort (se fig. s. 77) sig nok tegne, og i det store og hele kan man bestemme vindforholdene efter det.

Vindforholdene. Af isobarkortet kan man finde vindens strømningsfelt ved at betragte isobarerne som vindens strømlinier, således at man vil have vinden på ryggen, når man bevæger sig frem med højt tryk på sin højre side og lavt tryk til venstre. Dette vil gælde såvel over kysterne som over Indlandsisen. Vindens styrke el. hastighed vil være desto større, jo tættere isobarerne ligger ved hinanden; men for sa. isobarafstand vil den være større over Indlandsisen end nede ved havets niveau, hvor luftstrømningerne er underkastet større bremsning (gnidning). – Ved G.s beboede kyster er middelvindstyrkerne året igennem stort set mindre end i Danmark; alligevel er stormhyppigheden større, men til gengæld har G.s kyster hyppigere helt el. næsten stille vejr end Danmark.

Imidlertid kan G.s vindforhold være meget lunefulde, således at det lokalt kan blæse stærkt op uden forb. m. større vindsystemer over havet, og uden at man kan se det direkte begrundet i dagens vejrkort. Således de rent lokale fænomener, der kaldes fjeldkast; de er beslægtet med den adriatiske bora og skyldes, at kolde luftansamlinger på is- og fjeldplateauer el. i højtliggende dale får overbalance og styrter ned mod kysten (el. fjorden) som en slags vandfald af kold luft (katabatisk faldvind).

Endv. kan man på ellers rolige dage, særl. om sommeren, have den typiske fjordvind, som er en normal klimafunktion over de dybe, lange fjorde. Som regel tiltager den gradvis, dog kun til moderat styrke og af regelmæssig dagkarakter som en solgangsvind: om dagen blæser den indad, om natten udad mod kysten.

Ved alt dette spiller Indlandsisens nærhed og den stadige udsivning og nedstyrtning af koldluft fra dens højdedrag en afgørende rolle. Ofte mærkes den mere på vindforholdene end direkte på temperaturen.

Fønen er ikke speciel for G., men kan være ret hyppig og undertiden langvarig, navnlig over de sydl. og sydvestl. kystafsnit. Det ejendommelige er her, at fønen s. 74 kommer fralands ned til kysten som en ikke blot tør, men direkte varm vind, selv om – el. rettere fordi – den har passeret en del af Indlandsisens højdeplateau. Den opnår ofte blæst- el. stormstyrke og blæser i øvrigt ujævnt m. kraftige stød, altså intermitterende, m. stor turbulens. I så henseende bliver der overfladisk lighed m. fjeldkastenes kolde vindstød.

I overensstemmelse m. den fysiske sammenhæng ml. vindretning og lufttrykfordeling (se foran) vil barometriske lavtrykformationer fra Labrador og n.på til Davisstrædet og samtidig højere tryk over Danmarksstrædet give chance for sydøstl. vind m. føn over Sydvest- og Vest-G. Den kan være så tør og varm (m. temperaturstigninger på o. 20° på ganske kort tid om vinteren, der er fønens hovedsæson), at is og sne ikke blot smelter, men kan fordampe (sublimere). Et så voldsomt vejromslag kan være et tvivlsomt gode og alt andet end velkomment hos befolkningen, der desuden ofte (ligesom ved føn i Alperne) føler sig stærkt utilpas og taler om »sydostpip«.

Som eksempler på fønens varighed kan nævnes dens forekomst i nov.-dec. 1875, da den blæste ml. Ivigtut og Upernavik (1400 km) i 2-3 uger; el. i feb. 1901, da temperaturen i Ivigtut på 14 forskellige dage steg til over 10° C og i løbet af 13 døgn kun én gang var under frysepunktet om natten.

Temperaturforholdene varierer som nævnt meget stærkt, ikke blot efter de store geogr. linier og gennem året, men også gennem kortere tidsrum og lokalt. Det oceaniske præg over Syd-G.s kystområder og det kontinentale fra ca. 70° nordlig bredde og længere n.på er allr. nævnt, ligesom inderfjordenes kontinentale præg. Temperaturforholdene varierer i overensstemmelse hermed: kun mindre udsving gennem døgnet og gennem året over oceaniske strøg (bortset fra føn og bora, som nævnt foran), men væsentlig større udslag over de kontinentalt prægede klimaområder, hvor også svagere vindsystemer virker i denne retning. Under disse omstændigheder bliver dagtemperaturen højere (navnlig om sommeren) og nattemperaturen lavere (navnlig om vinteren) end ved kysten.

Nedbørforholdene varierer om muligt endnu mere end temperaturen. Særl. stor er den i Syd-G., hvor Prins Christian Sund modtager en årsnedbør på ca. 3000 mm mod kun ca. 2400 i Bergen trods den højere normaltemperatur (ca. 7° mod ca. 1,5). Som modsætning til Syd-G.s nedbørrigelighed står polarkalottens yderst ringe nedbør, særl. om vinteren. Thule og Myggbukta opnår således kun 80-90 mm årl., Peary Land endnu mindre. Trods sommerens kølighed er dens lange dag dog nok til at give en fordampning, der kan gøre store landområder isfri.

Som alle andre vejrfunktioner er også skydækket (og dermed soltimernes antal) samt luftens procentiske fugtighedsgrad meget variable på G., såvel i deres geogr. fordeling som gennem året og døgnet (se afsn. Lysforholdene ndf.). Men gennemgående er de begge præget af en vis lufttørhed, selv i Syd-G., hvor Julianehåb er nede på kun 62% af himmelen skydækket (mod 63 i Danmark), og for et dusin velfordelte kyststationer er skydækket kun 58%, ved Jakobshavn og Danmarkshavn endog under 50 (46-49%). På sidstn. sted er fugtigheds-procenten endv. nede på 80 som årsnormal (i Danmark: 83), og Angmagssalik er helt nede på 77.

Hyppigheden af årl. døgn m. snevejr (m. mindst 0,1 mm målt) er naturligvis stor: fra 55 døgn ved Holsteinsborg (Danmark: 26) til 103 ved Angmagssalik; s. 75 længere n.på er ganske lette snefald forholdsvis hyppige. At nedbøren mest og hyppigst falder som sne vil fremgå af, at Angmagssalik har 158 nedbørdøgn i alt, deraf altså henved 2/3 m. sne. Haglbyger er ingenlunde ukendt, men tordenvejr er sjældent. Nanortalik har ganske vist oplevet 77 uvejr på 42 år, Ivigtut 24 på 45, Angmagssalik 13 på 30, men Godthåb kun 10 på 62 år, Jakobshavn 3 på 62 og Qôrnoq 2 på 52 år. Hyppigheden af tåge er allr. nævnt. Den er gennemgående ringe i det kontinentale klima, således har Qôrnoq kun 17, Ivigtut 26 og Myggbukta 28 døgn m. tåge årl., hvorimod Jakobshavn og Godhavn er oppe på 113-127. At de oceaniske vindforhold, som jævnlig bringer tågen, dog også selv kan få bugt med den, ser man af, at fx. Nanortalik er nede på en årshyppighed af kun 60 døgn.

Lysforholdene kan udtrykkes ved skydække, daglængde, solhøjde og soltimer; også sigtbarheden, der måles vandret, kan spille ind i tilfælde af tæt tåge, der som oftest tillige virker som et tykt lag af skyer. Skydækket gælder her, hvor mange procent af himmelen der er skjult, uanset skyernes tykkelse; de kan endog være så tynde (fjerskyer: cirrus, cirro-stratus), at der bliver mulighed for klart solskin, selv om himmelen er helt dækket.

Trods dette usikkerhedsmoment, hvortil for øvrigt kommer flere andre, lader det sig dog gøre m. rimelig tilnærmelse at udlede soltimernes månedlige antal af daglængden og skydækket. Som kontrol af metodens brugbarhed er den anv. også s. 76 for Færøernes vedk., hvor beregningsmetoden giver 918 årl. soltimer og de direkte målinger 932. For Nanortaliks vedk. har målinger gennem de sen. år (efter 1955) givet 1539 årl. soltimer for denne sydgrønl. ø, mod de beregnede 1543 timer.

De for Qôrnoq ved det indre af Godthåbsfjorden beregnede 1628 soltimer er ligeledes plausible; ved det maritimt beliggende Godthåb bliver årssummen imidlertid ca. 14% mindre, svarende til et års-skydække på 69 % mod 64 i Qôrnoq.

Påfaldende solrig er Jakobshavn m. højst 52% skyer og 2160 årl. soltimer, fremgået af en speciel beregning. Stationen ligger beskyttet ved indersiden af Disko Bugt og er kendt for sin store hyppighed af opklarende fønvinde og begrænsede adgang for skyrige havvinde. – Som en modsætning til Jakobshavn står det nærliggende Godhavn, der m. sin udsatte beliggenhed noterer 64% skyer, hyppige både med pålands- og fralandsvind, hvorefter soltimerne beregnes til ca. 1510 årlig.

For 75° nordl. bredde er skydækket taget som middeltal for Upernavik (72° 47’) og Danmarkshavn (76° 46’) m. henh. 60 og 49% skydække årl. De beregnede 2050 soltimer balancerer godt m. den udsatte beliggenhed, og den samtidige højarktiske kontinentalitet – relativ roligt, stabilt højtryksklima.

For Indlandsisens vedk. foreligger der direkte målinger m. solautograf af solskinnets varighed allr. fra 1930-31: for Wegeners Veststation ca. 220 km stik n. f. Jakobshavn: 2300, for Station Eismitte endog 2430 årl. soltimer. En sammenligning m. det ligeledes observerede skydække viser, at dette oftest har været lige så udbredt som ved kysten, men som regel meget tyndere.

Indlandsisens klimaforhold

Kendskabet til klimaforholdene over den grønl. indlandsis er endnu ufuldstændigt. Hvad barometriske tryk og dermed vindforhold angår, kan man regne med nogenlunde overensstemmelse m. tegnede isobarkort, der søger at gengive normaltilstandene for en årrække. Men også her forekommer der mere el. mindre gennemgribende afvigelser fra normerne, og som et interessant træk kan anføres, at den næsten altid særl. kolde overfladeluft udviser tilbøjelighed til at blæse »nedad«, altså mod kysten. Ekspeditioner har derfor oftest haft modvind på udturen og medvind på hjemturen.

Temperatur, skydække, nedbørhyppighed og andre vigtigere klimafunktioner er også blevet iagttaget af en række ekspeditioner. Her skal fremhæves geofysikeren Alfred Wegeners til de to føromtalte overvintringspladser aug. 1930-aug. 1931: Veststationen (71° 11’ nordl. bredde, 51° 07’ vestl. længde; 950 m højde) og Station Eismitte (70° 54’ nordl. bredde, 40° 42’ vestl. længde; 3030 m). Omfattende iagttagelser udføres ved disse stationer af fagmeteorologerne Holzapfel og Georgi.

Hen over isen blæser der hyppigst en let til frisk vind, der som nævnt mest er rettet mod kysten. Vindstille er sjælden, men storm næsten ukendt. Derimod kan man nær ved isranden jævnlig opleve meget kolde og voldsomme (turbulente) faldvinde, der kan rase med op til 60-70 m/s (sml. fjeldkast og bora).

I øvrigt har middelvindstyrken vist sig at være omtrent som i Danmark, dog noget svagere ved Station Eismitte. Men som de regelmæssige ballonopsendelser under A. Wegeners ekspedition viste, var overfladevinden en »flad« strømning, m. skiftende og ofte indadgående vind fra kystregionerne allr. nogle få hundrede meter oppe, hvor også en udtalt temperatur-inversion (d.v.s. stigning opefter) gør sig gældende s. 77 m. noget mindre streng frost end nede ved isplateauet. Her er frosten altså særlig streng – om sommeren nogenlunde som ved de arktiske kyster om vinteren.

For rejser og al anden færden over Indlandsisen er vindforholdene af særlig stor betydning, da de er afgørende for snefygningen og dennes daglige gang. I øvrigt viste det sig mere end vanskeligt at skelne ml. fygning og fog m. nedbør (snevejr), hvorfor en direkte måling af nedbøren ikke var mulig. Efter snepålejringen at dømme synes den imidlertid at være af størrelsesordenen 300 mm årl. (i vandværdi) – en temmelig lille mængde nysne i betragtning af, at snedøgnenes antal blev observeret til henh. 130 og 203 i løbet af året.

Skydækket var ved de nævnte stationer ca. 58% af himmelen, omtr. som ved kysterne, men m. tyndere skylag, særlig ved Station Eismitte. I øvrigt er det kun heroppe på isen, man oplever den beregnede daglængde og det anførte antal soltimer fuldtud, idet horisonten kun her er helt fri til alle sider.

Samtidig er solstrålingen gennem den meget tørre luft særdeles rig på det kortbølgede, ultraviolette lys m. de store biokemiske virkninger, derunder risiko for både solskoldning og for sneblindhed.

At tåge forekom hyppigt, men som regel var kortvarig, ses af, at den var fordelt over 123, henh. 133 døgn i løbet af året, men kun over ca. 15% af samtlige vejrobservationer. Denne omstændighed er af stor betydning for anvendelsen af fly, ikke mindst helikopter, som efterhånden i stort omfang har erstattet de klassiske slædeekspeditioner.

Klimaforbedringen over Grønland

Gennem rundt regnet trekvart årh., d.v.s. navnlig i tiden efter 1890, men kulminerende 1930-40, har man kunnet konstatere en klimaforbedring, d.v.s. mildning, af væsentlig, signifikant karakter. Den har gjort sig gældende kloden over og på en sådan måde, at den ikke kan forklares ved blinde tilfældigheders sammenspil. Der må være reelle årsager bag – geofysiske, terrestriske el. astrofysiske, om hvilke bliver der endnu diskuteret; men virkningerne er tydelige og klare, i særdeleshed over hele det arktiske område, derunder Svalbard og G. – Udviklingen illustreres her (i ovenstående tabel) m. tiårs-middeltemperaturer fra Vest- og Øst-G. så langt tilbage, målerækkerne går.

I hovedsagen kan denne s.k. recente klimasvingning karakteriseres på flg. måde: Mildningen har været langt større for vinterens end for sommerens vedk., og den har været størst mod n. og desuden hovedsagelig vist sig først her. Mildningen er tydelig overalt, men dog ikke uden visse tilbageslag. Stort set har udviklingen været monotont fremadskridende, men kun indtil o. 1940; herefter følger en 20-30 år med mindre ændringer, dog mest nedgang, særl. for vintertemperaturens vedk., hvorimod efterårets mildhed fortsatte.

I løbet af 1950’erne tog nedgangen fart, begyndende noget før og fortsættende under de dårlige (d.v.s. kølige, regnfulde og solfattige) somre i Danmark og store dele af det øvr. Nordvesteuropa 1960-65. – Det grønl. klima bliver igen mindre maritimt, mere kontinentalt, men i sin bedste tid (særl. 1920-1950) virkede mildningen tillige i retning af en atlantisering el. »af-kontinentalisering«, idet vinteren ikke blot blev mildere, men forskellen ml. sommer og vinter også mindre (S-V i ovenstående tabel). – Den barometriske klimaudvikling, der viser lavere trykværdier for vinteren under mildning, er i fuld samklang hermed.

Således kan mildningens fremvækst i hovedsagen forklares ved en forskydning mod n. af de vandrende atlantiske lavtryks ruter. – Ændringer i storisens drift langs Grønlands-kysterne kan detail-påvirke udviklingen, men ses ikke at have været tilstrækkelige til at sætte den i gang.

Også klimafunktioner som vind, nedbør, skydække, solskin og andet har ændret sig under mildningen, om end på noget mere indviklet måde end temperaturen, stort set dog også i retning af en atlantisering.

Ligesom mildningen har også dennes biologiske virkninger (særl. m. h. t. torskens udbredelse opad langs v.kysten) haft sit tydelige opsving og sen. tilbageslag.

Den grønlandske vejrtjeneste

En vejrmeldetjeneste for G. blev iværksat af Meteorologisk Institut, så snart de første kystradiostationer var udbygget 1924-26. Telegramtrafikken foregik trådløst til Island og derfra videre pr. kabel til Europa. Blandt de første af disse s.k. synop-stationer var Godthåb og Angmagssalik samt Julianehåb, der tillige blev relæ-station for disse hastende synop-telegrammer, der allr. sa. dag kom med på de fleste europ. og amer. vejrkort og bidrog til sikring af vejrdiagnoser og -udsigter, for Danmarks vedk. ganske særl. for Færøerne.

Allr. o. 1928 kom Scoresbysund til, og med tiden blev den store, internationale vejrkode taget i brug i st. f. den afkortede kode, man begyndte med.

Under 2. verdenskrig (1939-45) blev nye synop-stationer opret. ved amer.-da. overenskomst og samarbejde, således Upernavik, Umanak, Qutdligssat, Jakobshavn, Egedesminde, Holsteinsborg og Søndre Strømfjord, der tillige fungerede en tid som temp-station (d.v.s. radiosondestation; denne tjeneste overflyttedes dog 1949 til Egedesminde). Af andre synop-stationer skal nævnes: Sukkertoppen, Frederikshåb, Grønnedal, Narssarssuaq (temp fra 1958), Narssaq, Prins Christian s. 80 Sund som den sydligste, derefter opad ø.kysten: Ikáteq ved Angmagssalik (tillige temp), Kangerdlugssuaq (flyttet til Aputitêq 1949); og endv. fungerede Hvalrosbugten 1940-45 både som synop og temp – 1949 overflyttet til Kap Tobin; endelig Daneborg – altså drejer det sig om i alt 17 synop- og 3 temp-stationer i funktion 1945.

Efter krigen drives disse stationer, m. materiel, udrustning og bekvemmeligheder videre af Danmark. En del omflytninger og endnu flere nyoprettelser har efterhånden fundet sted, således at der nu langs kysten fra Thule og Dundas i nv. til Station Nord i nø. kan regnes med ca. 30 aktive, telegraferende synopstationer, hvoraf de 21 figurerer på Meteorologisk Instituts daglige vejrkort m. tilh. tabeller; endv. 6 da. temp-stationer, nemlig: Egedesminde, Narssarssuaq, Angmagssalik, Kap Tobin, Danmarkshavn og Station Nord, samt 2 amer. ved v.kysten: Søndre Strømfjord og Thule A. B. (Air Base).

Medens synop-telegrammerne afgiver stof til tegning af de alm. vejrkort over tilstandene (lufttryk, vind, temperatur, fugtighed o.s.v.) ved havets og landjordens overflade, afgiver temp-telegrammerne m. deres oplysninger fra de meteorologiske ballonopsendelser 2 gange i døgnet grundlaget for tilsvarende kortfremstillinger af strømninger og tilstande i de højere luftlag.

Efter denne intensive udvikling udvidedes 1954 den hidtidige vejrmeldetjeneste til en vejrtjeneste for G. m. forudsigelser, baseret på de nævnte ca. 30 grundstationers synop-telegrammer 3-8 gange i døgnet, suppleret m. de uundværlige synop-temptelegrammer 2 gange i døgnet fra de 6 da. radiosondestationer, alt i moderne international kodeform ligesom det sædvanlige grund-, skibs- og højdemateriale fra Amerika, Atlanterhavet og Europa.

Vejrforudsigelserne, der ligesom i Danmark også omfatter stormvarsler, udsendes 3 gange i døgnet for de væsentligste dele af G.s beboede kystområder, der inddeles distriktsvis lige fra Daneborg til Dundas (Thule). De tager sigte på varsling for jagt, fiskeri og alm. færdsel i det fri, men ganske særl. på sejladsen langs disse farefulde kyster, hvor vejret ofte kan være lunefuldt og havisen skæbnesvanger, særl. m. usigtbart vejr – tåge el. tykning – og høje vindstyrker.

Denne sikringstjenestes varsler og forudsigelser formidles fra Kbh. pr. radiofjernskriver, s.k. telex, direkte til Godthåb til videre spredning over Grønlands Radio; endv. som radiotelegrammer til Angmagssalik (og videre) over Reykjavik og herfra desuden via det s.k. Ice-Can søkabel til Canada og U.S.A. – Den internationale organisation for civil flyvning ICAO er stærkt interesseret i denne udveksling og bidrager økon. til dens opretholdelse.

Træk af Grønlands meteorologiske og geofysiske udforskningshistorie

De ældste vidnesbyrd om G.s særprægede naturforhold og klima findes i Kongespejlet fra o. 1250, men der hengik århundreder, før systematisk iagttagelse, udforskning og forståelse kom i gang.

1827 oprettede Videnskabernes Selskab i Kbh. imidlertid en Meteorologisk Comitée, og i selskabets publikation Collectanea meteorologica I-IV (1829-56) findes bl.a. resumeer af de første egl. meteorologiske iagttagelser fra G. (ved insp. Holbøll m.fl.), hvorefter direktøren for Grønlands Handel, geologen H. J. Rink, i sit værk om G. fra 1857 også bragte en del nyt klimatologisk stof.

Først efter Meteorologisk Instituts opret. (1/4 1872) kom der system i observationerne, s. 81 til lands som til søs. Til de ældste klimastationer på G. hører Jakobshavn og Godthåb (1873), dernæst følger Sukkertoppen og Upernavik, alle i v., og sen. Ivigtut, Julianehåb og Nanortalik i s., endv. Ikerasak og Holsteinsborg, hvorimod Angmagssalik som første klimastat. på ø.kysten først blev opret. 1895.

På dette tidspunkt havde store begivenheder i forskningsarbejdet allr. fundet sted, navnlig efter at Danmark sa. m. 11 andre lande gennemførte det første internationale polarår 1882-83 til udforskning af såvel meteorologiske som (og for G.s vedk. navnlig) jordmagnetiske forhold og nordlys). Ved andet internationale polarår 1932-33 var den rent geofysiske forskning endnu i forgrunden, hvorimod det første geofysiske år (1/7 1957-31/12 1958) også bragte en stor fornyelse af den meteorologiske udforskning af G.

I mellemtiden var også den mere rutinemæssige iagttagelse fortsat støt gennem opret. af flere og bedre klimastationer, navnlig langs ø.kysten af G., men også i nv., helt op til Knud Rasmussens station Thule (fra 1910).

En væsentlig fornyelse af videnskabelig værdi betød Fridtjof Nansens kryds over Indlandsisens sydl. del 1888 (aug.-sept.), der efterhånden efterfulgtes af flere lign. sports- og forskningsbedrifter, af hvilke særl. schweizeren de Quervain’s 1912 samt J. P. Koch og Alfred Wegener’s 1913 skal fremhæves.

Også Mylius-Erichsen’s Danmarks-Ekspedition til G.s fjerne nordøstl. egne 1906-08 varetog et meteorologisk såvel som et rent geofysisk forskningsprogram fra støttepunktet Danmarkshavn. Der oprettedes her et provisorisk, geofysisk observatorium; 1925-26 byggedes endelig Danmarks første permanente geofysiske observatorium i Godhavn på Disko, hvis hovedopgave har været iagttagelse af jordmagnetisme og nordlys.

Det faste net af meteorologiske kyststationer voksede som nævnt gradvis og var 1924-25 nået op til Scoresbysund, da Danmarks grønl. vejrtjeneste (se ovf.) tog sin beg. m. radiostationernes opret. (fra o. 1926). – Som et sidste eks. på overvintring og forskning af den klassiske type skal endnu nævnes Eigil Knuth’s og Ebbe Munck’s Nordøstgrønlandsekspedition 1938-39.

Efter den grønl. vejrmeldetjenestes føromtalte opsving i krigsårene 1940-45 fortsatte udviklingen i tiden derefter, ikke blot med opret. af den egl. vejrtjeneste 1954, men også m. gennemførelsen af en videregående udforskning af klimafunktionerne, navnlig de i G. så interessante strålingsforhold. 1955 etablerede Meteorologisk Institut således 15 solstationer til måling af solskinnets varighed (deraf 6 stat. langs v.kysten, 3 i s. og 6 i ø.). Derefter fulgte (fra o. 1955) en udvidelse af 4 af s. 83 disse klima- og solstationers opgaver til også at måle solskinnets intensitet (d.v.s. energi-indstråling pr. tids- og fladeenhed), nemlig: på Kookøerne ved Godthåb, i Narssarssuaq, ved Kap Tobin og Station Nord.

Som led i et særl. forskningsprogram, varetaget af Meteorologisk Instituts klimatologiske afd. i samarbejde m. Arboretet i Hørsholm og m. støtte af European Research Office (U. S. Army), er der siden 1964 blevet udplantet i alt 10 s.k. fænologiske haver i Syd-G., fra Saputit og Nanortalik til Arsuk og Grønnedal, fordelt over 4 kæder af plantningssteder, alle m. komplet meteorologisk observationsudstyr og hver kæde omfattende mindst én oceanisk og én kontinentalt beliggende station. Tanken er dels direkte at udforske sammenhængen ml. klimafunktionerne og plantevæksten (økologi), dels – m. tiden og mere indirekte – at bane vej for anvendelsen af disse, særl. udvalgte, biologisk fuldkommen ensartede planter som vidnesbyrd om de pågældende egnes vejrmæssige og klimatiske udviklingsgang – særl. værdifuldt i tyndtbefolkede egne uden mulighed for et permanent, velpasset og tilstrækkelig tætmasket, meteorologisk stationsnet.

Den rent geofysiske forskning varetages nu ved 3 geofysiske observatorier: det føromtalte i Godhavn (fra 1926) og to nyere: et ved Narssarssuaq (udbygget gradvis) og et ved Thule (fra 1955). Jordmagnetisme og nordlys er her det klassiske forskningsfelt, hvortil er kommet ionosfæreundersøgelser til udforskning af de fysiske tilstande i ionosfæren adskillige hundrede km op, hvor nordlysene dannes, og hvor de undertiden pludselige ændringer i ioniseringstilstanden er af fundamental betydning for gennemførelsen af den inter-kontinentale radiotelegrafi.

Under observatoriet i Narssarssuaq er der siden 1965 en afdeling for rumforskning (ligeledes under Meteorologisk Institut). Dets opgave blev i sommeren 1966 udv. til modtagelse af sky- og havbilleder fra de særl. vejrsatellitter (Essa og Nimbus). Man får herved mulighed for at observere drivis oppefra.

Endelig arbejdes der såvel ved observatoriet i Godhavn som på vejrstationerne Kap Tobin og Nord med seismiske undersøgelser for Geodætisk Institut som led i et verdensomspændende stationsnet for jordskælvsmålinger.