Indlandsisen

Indlandsisen strækker sig i G. fra ca. 60°20’ nordl. bredde til 82°15’ nordl. bredde el. en distance af ca. 2400 km og har en maksimal bredde (o. 79° nordl. bredde) af ca. 1100 km. De geografiske forhold er derfor stærkt varierende fra s. til n. Indlandsisens samlede areal er 1.726.400 km², og m. en gennemsnitlig istykkelse af 1515 m er dens samlede volumen 2.600.000 km²; dette svarer til 12% af verdens samlede landismasser. Den grønl. indlandsis er ved siden af den antarktiske indlandsis verdens eneste virkelig store ismasse, og den er p. gr. af sin beliggenhed nær Europa og Amerika langt den bedst kendte af verdens store gletschere.

G.s indlandsis er et af verdens mest udprægede højlandsområder; mere end 65% af det samlede areal ligger i en højde af 2000 m el. mere over havets overflade. Indlandsisen danner ikke en regelmæssig hvælvet kuppel, men deles i to, en større nordl. og en mindre sydl. kuppel, af en lavning, strækkende sig fra Disko Bugt mod sø. til s. f. Angmagssalik. Den nordl. kuppel når en højde af ca. 3300 m, medens den sydl. kun når 2850 m. Lavningen har en pashøjde af godt 2000 m og er kun svagt markeret i terrænet. Indlandsisens højderyg ligger betydeligt nærmere ø.kysten end v.kysten, og denne skæve højdefordeling er mest udpræget i det centrale G.

Medens Indlandsisens højde stiger hurtigt fra randen og indefter, er hele den centrale Indlandsis ganske flad, og det kan derfor være vanskeligt at bestemme den absolutte største højde. Sneoverfladen er præget af vinderosion, der har dannet sneskavler samt et svagt bølgeformet relief, der dels synes at have tilknytning til undergrundens topografi, som kan gøre sig gældende selv ved en istykkelse af 1000 m, og dels synes at afspejle en tendens til snedrivedannelse. Gletscherspalter, der kan blive op til 30 m dybe, træffes i randzonen og i forb. m. nunatakker, s. 9 men mangler ganske i det indre. Derimod er de fleste af gletscherudløberne, som kalver i havet, stærkt spaltede og opkløftede.

Indlandsisen er de fleste steder afskåret fra havet af et smallere el. bredere kystland; kun langs ca. 400 km af Melville Bugts kyst og i Nordøst-G. fra Nioghalvfjerdsfjorden til Jøkelbugten skyder isen sig direkte ud til havet og danner kysten over lange strækninger. Det isfrie land når sin største bredde, over 200 km, omkr. Søndre Strømfjord og omkr. Scoresby Sund. P.gr. af den stærkt indskårne grønl. kyst er isranden dog aldrig over 90 km fjernet fra nærmeste kyst. Fra isranden sendes talr. gletschertunger ud; den største af disse udløbere er den over 100 km brede Humboldt Gletscher i Nord-G., og den længste er Petermann Gletscher ml. Daugaard-Jensen Land og Hall Land. Særl. til Umanak Fjord og Disko Bugt skyder et stort antal aktive gletschere sig frem, hvorimod gletschere til Melville Bugt er mindre aktive. I Vest-G. er den mest produktive gletscher Jakobshavn Isbræ, og i Øst-G. træffes de mest produktive gletschere i Dove Bugt og i Scoresby Sunds indre forgreninger; flere af disse har mul. en produktion af isfjelde af sa. størrelse el. endog større end Jakobshavn Isbræ, der sædvanligvis betegnes som den nordl. halvkugles mest produktive gletscher.

Indlandsisens rand står i Nord-G. ofte med næsten lodrette, 30-40 m høje isvægge, der umuliggør adgangen til Indlandsisen, og i det mellemste og sydl. G. er adgangen ind på isen hindret af den stærkt spaltede og af smeltevandselve gennemfurede randzone, selv om isfronten her er lavere og mindre stejl. Det er derfor relativt få steder, hvor nutidens motoriserede ekspeditioner har mulighed for s. 10 at komme op på Indlandsisen. Det bedste sted er den jævnt stigende isrampe, der dannes af Store Landgletscher inden for Thule Air Base.

Indlandsisens tykkelse er bestemt i de fleste områder; den maksimale istykkelse er 3200 m, og gennemsnitstykkelsen er 1515 m. Bunden af Indlandsisen ligger i niveau med el. endog indtil 200 m under havets overflade. Både i den nordl. og den sydl. del af Indlandsisen ligger undergrunden dog i større højde over havet. Det må antages, at landet under isen i det centrale G. danner et skålformet bassin, hvis højeste rand findes mod ø. og udgøres af de østgrønl. kystfjelde, medens randen mod v. ligger noget lavere og her gennemskæres af de subglaciale dalstrøg, der som en fortsættelse af de store vestgrønl. fjorde når ind til dette bassin. Der er dog ikke tale om, at G., som det delvis er tilfældet i Antarktis, skulle bestå af flere øer, kun holdt sammen af en fælles ismasse. Selv om isen smeltede væk, ville G. stadig være én stor landmasse. Medens undergrunden under isen i det vestl. og centrale G. synes at være meget jævn og med meget ringe højdevariationer, strækker det østgrønl. kystland m. det stærkt alpine relief sig overalt langt ind under Indlandsisen, og den østgrønl. nunatakzone er i virkeligheden de højeste toppe i dette subglaciale bjergland.

Isbevægelsen er i de centrale dele af Indlandsisen meget langsom el. mangler helt, hvorimod de gletschertunger, som fra Indlandsisen skyder sig frem og kalver i havet, har en betydelig hastighed. For Jakobshavn Isbræ og andre gletschere har man målt en hastighed af op til 30 m i døgnet; det er de største ishastigheder, der kendes fra gletschere under normale forhold. I de fleste grønl. gletschertunger er isbevægelsen dog meget langsommere og andrager kun 1-10 m i døgnet el. endnu mindre. Isbevægelsen finder sted året igennem, om end der synes at være årstidsvariationer i hastigheden. Det fremgår af forsk. undersøgelser, at isbevægelsen særl. foregår i Indlandsisens øvre dele og specielt i de s.k. isstrømme i forb. m. de mest aktive gletschere. Bevægelsen i bunden og i de dybere dele af Indlandsisen afhænger af temperaturen, over store dele er Indlandsisen frosset fast m. undergrunden, særlig i Vest-G. er isens bundtemperatur dog ved smeltepunktet.

Alderen af den is, som kommer til syne i de kalvende isfronter, er bestemt for en række af de største vestgrønl. gletschere. Isen synes at være relativt ung; af de 11 undersøgte gletschere var isen kun i ét tilfælde (Upernavik Isbræ) ældre end 3000 år, og i 2 tilfælde var isen endda yngre end 100 år. Isen i de kalvende isfronter må således stamme fra et ret lokalt område og har kun bevæget sig over en kortere distance. Det er derfor givet, at der i de dybere dele af Indlandsisen må forekomme meget ældre is, og upublicerede amerikanske undersøgelser har da også påvist en betydelig højere alder i isen i istunnelerne ved Thule Air Base.

Klimaet på Indlandsisen er G.s koldeste, og den laveste registrerede grønl. temperatur måltes ved Station Northice 1954, hvor man nåede ned på ÷ 70°. Den årl. middeltemperatur for Indlandsisen varierer for de centrale dele ml. ÷ 20° og ÷ 30°, og stort set aftager middeltemperaturen fra s. mod n. og fra kysten ind mod det indre. Selv i sommertiden når temperat. kun undtagelsesvis op omkr. 0°, dog er der ved næsten alle større sneundersøgelser på Indlandsisen registreret et el. flere islag, som angiver, at der i hvert fald undtagelsesvis har været så varmt, at der er sket en vis snesmeltning. Karakteristisk for Indlandsisen er, særl. i vintertiden, de meget store temperatursvingninger, der kan finde sted inden for kort tid. Ved Station Centrale er således registreret en temperaturvariation på 47° inden s. 11 for 4 døgn og så meget som 29° inden for sa. døgn. Voldsomme storme kendes fra Indlandsisens randområde, men de er sjældne i det centrale område; derimod er svage, men konstante katabatiske vinde (kolde faldvinde) fra Indlandsisens højeste dele ud mod randen er yderst hyppige, og ved Station Centrale og de andre overvintringsstationer er der meget sjældent konstateret helt vindstille.

Snepålejringen er stor over den sydl. del af Indlandsisen og lille over den nordl. del. Omregnet i ækvivalente mængder vand svarer nedbøren over den sydl. del af Indlandsisen til 80-90 cm vand, og over den nordl. er den årl. nedbør mindre end 15 cm vand. Stort set vil den årl. nedbørmængde aftage med ca. 2 1/2 cm pr. breddegrad, man bevæger sig n.over. Den gennemsnitlige årl. snepålejring er ca. 15 m sne, svarende til 35 cm vand. Sne, der er mere end et år gammel og omkrystalliseret, betegnes som firn og omdannes med tiden til egl. gletscheris, men denne proces er meget langsom, og i det centrale G. træffes gletscherisen først i en dybde af 70 m el. mere. Ismængden i den grønl. indlandsis er så stor, at smeltede den væk, ville det betyde en vandstandsstigning i verdenshavene på ca. 7 m.

Der er i 1900t. og specielt i perioden 1920-40 sket en betydelig temperaturstigning over store dele af jordkloden, og dette er også konstateret for G. Det fremgår af undersøgelser over snepålejringen, at der også over Indlandsisen har fundet en temperaturstigning sted indtil 1940’erne, men at denne nu igen synes at være aftagende. s. 12 Der er i G. konstateret en tilbagegang for de fleste gletschere uden for Indlandsisen; det isdækkede areal er formindsket, og ismægtigheden er aftaget. Dette gælder også for de gletschertunger, der fra Indlandsisen skyder sig frem til havet el. ned i lavlandet. For Indlandsisens vedk. synes udbredelsen i hist. tid at have kulmineret o. 1750 under den s.k. lille istid, og der er siden sket en tilbagegang, i hvert fald for randzonen. Dog synes der at have været et mindre fremstød o. 1890-1900. I de sidste år er klimaet igen blevet køligere, og flere gletschere er nu under fremrykning.

Selv om Indlandsisen er tyndet ud i randzonen, er dette ikke noget bevis for, at hele Indlandsisens samlede materialhusholdning er negativ. Der er blevet foretaget en lang række beregninger med henblik på at bestemme, om Indlandsisen i øjeblikket formindskes el. vokser el. evt. er i ligevægt under de nuv. klimaforhold, men nogen endelig løsning af spørgsmålet er man dog ikke nået frem til, idet man ved for lidt om afsmeltningen fra Indlandsisen og om produktionen af isfjelde. Et forsøg på en eksakt bestemmelse inden for et bestemt område er gjort m. etableringen af de målestationer, som blev oprettet af den internationale glaciologiske ekspedition 1959 og genopmålt 1967 og 1968.

Indtil slutn. af tertiærtiden har G. haft et relativt varmt klima og har derfor ikke været dækket af nogen indlandsis. Under den pleistocæne klimaforværring blev Indlandsisen dannet ved, at lokale gletschere på kystbjergene er vokset i størrelse og efterhånden sa. m. lokale snemarker i det indre G. har dannet et sammenhængende isdække, som hurtigt er vokset i tykkelse. Indlandsisen har tidl. haft en betydelig større udstrækning end i nutiden, og de vestgrønl. fiskebanker er at betragte som endemoræner for Indlandsisen. Derimod synes det, som om Indlandsisen, selv under den maksimale udbredelse, kun har været lidt tykkere i de centrale dele end i nutiden, og at der derfor også under den pleistocæne nedisning har været mulighed for større el. mindre nunatakområder, ligesom det østligste Peary Land har ligget uden for isens greb.

Indlandsisens udforskning

Med Hans Egedes kolonisering af G. fremstod også ønsket om at nå frem til nordboernes Østerbygd, som man antog havde ligget i Øst-G. Da en række forsøg på med skib at nå frem til ø.kysten var endt resultatløse p.gr.af isvanskelighederne, forsøgte et par ekspeditioner at nå frem fra v.kysten tværs over Indlandsisen. Ingen af disse rejser var dog således organiseret, at de nåede væsentlig længere end til isranden, og forsøgene på at nå tværs over Indlandsisen blev opgivet.

Efter at istidsteorierne havde vundet indpas i den videnskabelige verden, vendte interessen sig mod G., og der iværksattes en række ekspeditioner til udforskning af den grønl. indlandsis, således under ledelse af Adolf Erik Nordenskiöld 1870 og 1883, af Edward Whymper 1867 og af J. A. D. Jensen 1878. Samtidig hermed foretoges en række opmålinger og studier af de kalvende isfronter, bl.a. af Hinrich Rink, der 1853 havde givet en nærmere forklaring og beskrivelse af isfjeldskalvningen og også havde forsøgt at beregne isfjeldsproduktionen fra Indlandsisen, og af Amund Helland, der 1874 bl.a. bestemte isbevægelsens hastighed i de største af de vestgrønl. gletschere.

1888 lykkedes det Fridtjof Nansen at krydse Indlandsisen på ski fra ø. til v., og s. 13 s. 14 det påvistes hermed, at der ikke, som af visse forskere formodet, var isfrie oaser i det indre G. I de flg. år berejste en række ekspeditioner Indlandsisen, særl. i det nordl. G., hvor Robert Peary under sine forsøg på at nå frem til den geografiske nordpol 1892 nåede tværs over Indlandsisen til bunden af Independence Fjord, en rejse han gentog 1895.

I årene før anden verdenskrig arbejdede en række da. ekspeditioner i Nordog Nordøst-G., således Danmark-ekspeditionen 1906-08 under Mylius-Erichsen, Alabama-ekspeditionen 1909-12 under Ejnar Mikkelsen og 1. Thule-ekspedition under Knud Rasmussen 1912. Alle disse ekspeditioner anv. hundeslæder, og man fandt frem til en række forbedringer af den eskimoiske rejseteknik. 1913 oprettedes den første overvintringsstation på Indlandsisen, idet J. P. Koch overvintrede på Storstrømmen for sommeren efter at krydse Indlandsisen til Upernavik. På denne ekspedition, der i stedet for hunde anv. islandske heste, foretoges de første egl. glaciologiske studier på isen; der blev foretaget dybdeboring, og man studerede sneens omdannelse til gletscheris. Et lign. videnskabeligt program gennemførtes også af en schweizisk ekspedition under ledelse af Alfred de Quervain, der krydsede s. 15 Indlandsisen fra den nordl. del af Disko Bugt til Sermilik Fjord ved Angmagssalik. I de flg. år blev der foretaget endnu en række rejser over den nordl. del af Indlandsisen, som blev en mulig rute for de ekspeditioner, som foretog kortlægning og indsamlinger i det nordligste G., således af Knud Rasmussen på 2. Thuleekspedition 1917 og af Lauge Koch på Jubilæums-ekspeditionen 1921. Alle de hidtidige ekspeditioner havde kun været i stand til at foretage få og kortvarige målinger under rejserne på Indlandsisen.

Ønsket om etablering af en nordl. luftrute ml. Amerika og Europa førte i slutn. af 1920’rne og beg. af 1930’rne til fornyet aktivitet på den grønl. indlandsis. Det var nødvendigt for sikring af luftruterne at have et bedre kendskab til vejrforholdene i det centrale G. end tidligere. Disse undersøgelser blev særl. iværksat fra britisk, ty. og amer. side. Efter en rekognosceringsekspedition 1929 etableredes under ledelse af Alfred Wegener den første overvintring i det indre G., hvor 3 mand overvintrede 1930-31 i Station Eismitte. I forb. m. ekspeditionen iværksattes omfattende geofysiske målinger, og den første bestemmelse af Indlandsisens istykkelse blev gennemført. Ekspeditionen anv. et stort antal grønl. hundeslæder s. 16 og havde også to propelslæder. Det var dog kun mul. at medbringe meget begrænsede mængder udrustning og proviant, og overvintringen fandt sted i en hule gravet ud i firnen, under de mest primitive forhold. Alfred Wegener selv omkom sa. m. grønlænderen Rasmus under en rejse fra Eismitte og ud til isranden. S.å. overvintrede en britisk ekspedition ved Sermilik, fjord nær Angmagssalik; ekspeditionen, der blev ledet af Gino Watkins, foretog en kortlægning af isranden bl.a. på grundlag af luftfotografering, og der iværksattes en række rejser tværs over Indlandsisen. Det havde været planen at overvintre på isen og foretage meteorologiske målinger et år igennem i det indre G., men da det kom til stykket, fik man ikke tilstrækkelige forsyninger bragt ind; i stedet overvintrede A. Courtauld alene på isen, men kunne kun foretage ganske enkelte observationer. Amerikanske undersøgelser iværksattes især omkr. bunden af Søndre Strømfjord, hvor der under ledelse af William Herbert Hobbs foretoges en lang række ballonmålinger af vindretningen i større højde.

Samtidig hermed begyndte flyvningerne over Indlandsisen. 1931 gennemførte von Gronau den første flyvning over G. fra ø. til v., 1933 fløj Charles Lindbergh over Indlandsisen fra v. til ø., og året efter foretoges en ny flyvning over isen af John Grierson. I beg. af 1930’rne krydsedes Indlandsisen af en række mere el. mindre sportsprægede ekspeditioner, således af 2 no. studenter, A. Høygaard og M. Mehren, samt af Martin Lindsay, der 1934 foretog den hidtil længste hundeslæderejse på isen og bl.a. kortlagde en del af nunatakzonen langs isens ø.rand. 1936 krydsede en fr. ekspedition under ledelse af Paul-Émile Victor Indlandsisen fra Nordenskiöld Gletscher til Sermilik, fjord ved Angmagssalik; i denne rejse deltog greve Eigil Knuth.

Under 2. verdenskrig oprettedes amerikanske baser i G., og flyvninger over Indlandsisen blev almindelige. I forb. m. nødlandinger på isen gennemførtes storstilede redningsaktioner, og under en af disse anvendtes for første gang motorslæder på isen.

Efter afslutningen af 2. verdenskrig beg. de motoriserede ekspeditioner en storstilet udforskning af Indlandsisen, således under ledelse af Paul-Émile Victor, der efter opret. af Expéditions Polaires Françaises 1948 rekognoscerede i Vest-G. for en opkørsel til Indlandsisen og fandt den ved Eqip sermia i den nordl. del af Disko Bugt. 1949-51 overvintrede ekspeditionen i Station Centrale, hvor der blev foretaget radiosondemålinger og kontinuerlige meteorologiske observationer igennem 2 år. Om sommeren iværksattes omfattende seismiske undersøgelser, der kortlagde Indlandsisens tykkelse i det sydl. og mellemste G. 1952-54 gennemførte den britiske Nordgrønlands-ekspedition under ledelse af C. J. W. Simpson en overvintring i Station Northice, medens hovedekspeditionen overvintrede ved Britannia Sø i Dronning Louise Land; også denne ekspedition iværksatte seismiske målinger af istykkelsen.

Omtr. samtidig hermed havde amerikanerne beg. anlæggelsen af Thule Air Base, der indviedes 1953. Dette gav stødet til en meget omfattende undersøgelse af den nordl. del af Indlandsisen. Victors ekspeditioner havde været baseret på anvendelse af larvefodskøretøjer, de s.k. weasel’er, og havde fået deres forsyninger leveret »på stedet« ved fri nedkastning i sneen fra lavtgående fly el. ved faldskærmsnedkastning. De amerikanske ekspeditioner blev udsendt af militæret og var baseret på svære traktorer, der selv kunne medbringe tilstrækkelige forsyninger. s. 17 1953 kørtes der med weasel’er tværs over Indlandsisen fra Thule Air Base til Kap Georg Cohn, og det flg. år indledtes en amerikansk 5-års plan for udforskningen af Indlandsisen med særl. henblik på at finde frem til en teknik, der kunne anv. af militæret ved tunge og lange transporter på isen. Samtidig hermed iværksattes omfattende videnskabelige studier af isen og dens forsk. fysiske egenskaber. En del af disse undersøgelser foregik på de særl. sneforskningslaboratorier, men hovedparten af undersøgelserne blev foretaget i G. 1953 byggedes to fremskudte radar-varslingsstationer på Indlandsisen ø. f. Thule Air Base, og især den østligste. Site II, blev hjemsted for omfattende eksperimenter. 1954 gennemførtes her gravningen af en skakt ned til en dybde af 33 m under overfladen, og i bunden foretoges yderligere en boring, så man i alt nåede 50 m ned. Der eksperimenteredes m. anv. af sne som byggemateriale, og man målte sneens sammenpresning under belastning. Stationerne selv var anl. som et system af mægtige bølgebliksrør, indeni hvilke man havde bygget de egl. huse, således at disse ikke blev udsat for de lave kuldegrader og de voldsomme snestorme, som hersker på overfladen. Stationerne var forsynet m. alle moderne bekvemmeligheder og kom til at ligge dybere og dybere under overfladen, efterhånden som ny sne aflejredes, kun radaranlægget s. 18 selv ragede op over sneoverfladen. Foruden en lang række undersøgelser omkr. Thule Air Base og ved radarstationerne blev der under ledelse af Carl S. Benson iværksat omfattende målinger af snepålejringen over det meste af Indlandsisen.

1956 foretog en fransk faldskærmsekspedition under ledelse af J. Dumont udspring over Indlandsisen og etablerede Station Dumont; her udgravedes en skakt til en dybde af 30 m under overfladen m. henblik på detaljerede snestudier. Disse undersøgelser var et led i arbejdet for den internationale glaciologiske ekspedition, der 1959-60 overvintrede i Station Jarl-Joset, der anlagdes i umiddelbar nærhed af Dumont stationen. I denne ekspedition samarbejdede Danmark, Frankrig, Schweiz, Tyskland og Østrig om undersøgelser over Indlandsisens materialhusholdning. Der opmåltes og afmærkedes et profil tværs over Indlandsisen fra Eqip sermia i Disko Bugt til Cecilia nunatak i Øst-G., således at det ved genopmåling 1967 og 1968 har været mul. at bestemme isbevægelsen og ændringer i istykkelsen; men materialet er ikke færdigbehandlet.

I forb. m. det internationale geofysiske år 1957-58 etableredes 6 amerikanske hiran-stationer for nøjagtig geodætisk stedsbestemmelse, og der foretoges i forb. hermed også en række sneundersøgelser. Samtidig hermed foretog da. ekspeditioner undersøgelser af en række lokale gletschere uden for Indlandsisen.

Mere langtrækkende radarudstyr på selve Thule Air Base overflødiggjorde efterhånden de fremskudte radarstationer på Indlandsisen, og de blev nedlagt. Men inden da havde man i nærheden af Site II etableret en videnskabelig undersøgelseslejr Camp Fistclench, hvor der iværksattes en lang række ingeniørmæssige undersøgelser af sneen og firnen. Erfaringerne herfra udnyttedes ved konstruktionen af den største og mest moderne indlandsisstation, Camp Century, der anlagdes på Indlandsisen inden for Thule Air Base, men nærmere isranden end Site II. Stationen blev anlagt helt under sneoverfladen og forsynedes med atomreaktoranlæg og andre moderne bekvemmeligheder. Huse og barakker blev bygget direkte på sneen i gange, der blot overdækkedes m. bølgeblikplader, som kunne modstå presset af den overlejrede sne. Fra 1960 overvintrede her 250 mand, og de indvundne erfaringer var så gode, at lign. anlæg blev opf. i Antarktis. 1963 havde man indvundet så mange erfaringer, at man lukkede stationen for vinteren og kun holdt den åben i sommertiden, hvor det videnskabelige arbejde foregik. En anden type overvintringsstation blev bygget i egl. istunneler, der huggedes ud i isen ved Camp Tuto inden for Thule Air Base. Der blev her iværksat omfattende studier over isbevægelsen og af istunnelernes deformation.

Samtidig med anlæggelsen af de nordgrønl. indlandsisstationer byggedes i den sydl. del af Indlandsisen to permanente radarvarslingsstationer, Dye II og Dye III. I modsætning til de andre stationer blev disse bygget over sneoverfladen. Bygningerne anlagdes på en platform hvilende på en række søjler, og hele platformen kan ved hjælp af hydrauliske donkrafte stadig holdes i konstant højde over sneoverfladen.

1965 blev Camp Century demonteret, men det videnskabelige arbejde blev fortsat, og 1966 lykkedes det her at bore igennem Indlandsisen, der var 1371 m tyk. Det var den hidtil dybeste isboring, som overhovedet dengang var foretaget. Kerneprøver fra boringen har ved analyse kunnet give oplysninger om de klimatiske variationer gennem et meget langt tidsrum. Disse undersøgelser er iværksat af prof. W. Dansgaard, resultaterne blev publiceret 1969.

Sommeren 1968 og igen 1969 iværksattes fra da. side omfattende målinger af s. 19 istykkelsen v. hj. af radiobølger. I den nordl. del af Indlandsisen i nærheden af den tidl. Station Northice oprettedes 1966 en seismisk station for måling af mikroseismisk uro m. henblik på etablering af en permanent seismisk målestation for registrering af bl.a. underjordiske atombombeeksplosioner. Stationen, der oprettedes i amerikansk-dansk samarbejde, døbtes Inge Lehmann Station efter den kendte da. geofysiker.