Kultur og historie

Antropologi

De racemæssige forhold på G. er betydeligt mindre komplicerede end de fleste andre steder i verden og specielt i Danmark. Dette skyldes dels den i forhold til landets størrelse meget lille befolkning, der til de forsk. tider har boet på G., dels beliggenheden langt fra de store befolkningscentre og de store folkevandringer.

Fordi forholdene er så relativt overskuelige på G. og også p.gr.af landets og dets befolknings særl. karakter, er der gennem mange år foretaget ret udbredte antropologiske undersøgelser dér, således at G. er den del af Danmark, der er bedst udforsket i antropologisk henseende.

De ældste beskrivelser af grønlænderne går tilbage til middelalderen, hvor vi har såvel nordboernes opfattelse af eskimoerne, overleveret i sagalitteraturen, som eskimoernes opfattelse af nordboerne, som det fortælles i nogle eskimoiske sagn.

Den videnskabelige værdi af skildringerne af eskimoerne er tiltagende, jo nærmere man kommer vor tid, begyndende ved den anden kolonisation 1721, men det er dog eskimoernes livsmåde og naturforholdene, der især har interesseret de første undersøgere på G.

De første egl. videnskabelige arbejder om vestgrønlændernes fysiske antropologi stammer fra slutn. af 1800t. Et stort antal grønlændere såvel fra v.kysten som fra sø.kysten blev da målt af Søren Hansen og Knud Poulsen. Disse undersøgelser er sen. fulgt op af Fischer-Møller og Fabricius Hansen og for Angmagssalik distriktets vedk. af Erik Skeller og franskmanden Gessain.

De nu forsv. eskimoer på G.s nø.kyst er kun set én eneste gang, nemlig 1823 af Clavering, som mødte 12 eskimoer på den ubeboede nø.kyst. Han beskriver dem s. 290 på flg. måde: »Håret var sort, ansigterne runde, hænder og fødder meget kødfulde og hævede . . . Deres ansigtsudtryk var yderst enfoldigt og intetsigende, dog blev dette sikkert forøget af den øjensynlige store forbavselse over alt, hvad de så . . . De hører åbenbart til samme race som eskimoerne i andre egne af Grønland og i de nordl. dele af Amerika . . . Vort samkvem med dem var for kort til at lære noget om deres sprog, men de beskrivelser, kaptajnerne Parry og Lyons har givet af indbyggerne i Iglulik, passer i alle henseender på vore venner.« Siden da har man kun fundet sporene af denne befolkning.

Der sker til stadighed antropologiske undersøgelser af befolkningen på G., og nu ikke alene i form af de klassiske måltagninger m.v. men også i form af blodtypebestemmelser, finger-håndaftryksundersøgelser, fysiologiske målinger o.s.v. Sidst er sådanne større undersøgelser foretaget i Thule distriktet og i Upernavik distriktet.

Som nævnt har man øjenvidnebeskrivelser af grønlændere fra tidl. tider, men for at få mere konkret viden om befolkningen er man henvist til undersøgelser af bev. skeletrester. Også på dette felt findes talr. arbejder fra nyere tid. Den først beskrivelse af et grønl. kranium er endog en af de ældste craniologiske beskrivelser, der findes. Den er foretaget af danskeren Jacob Winsløw i Paris 1732. Han beskriver her alle de træk, der er karakteristiske for eskimoiske skeletter, på en måde, som er grundlag for undersøgelserne endnu i vore dage.

Sen. har såvel udenlandske som da. forskere gentagne gange publiceret serier af grønl. kranier. De væsentligste er Søren Hansens publikationer o. 1900 og det store klassiske værk Crania Groenlandica, 1915, af den da. prof. anatomiae Frederik C. C. Hansen og hans sv. kollega Carl M. Fürst. De sidste undersøgelser over grønl. skeletter er udf. af Erik Skeller og J. Balslev Jørgensen.

Eskimoerne

Ad arkæologisk vej kan man påvise eskimoiske (mongolide) folk på G. langt tilbage i tiden, og man har kunnet opstille en hel række kulturperioder, opkaldt efter de første findesteder – Independence – Sarqaq – Dorset. Fra ingen af disse kulturperioder er der dog bev. skeletdele, og der har således ikke været mulighed for at foretage undersøgelser af disse folks antropologiske forhold, deres raceforhold, slægtskab m. andre eskimoer o.s.v.

Først fra den sidste eskimoiske kulturperiode, Inugsuk-kulturen, findes der et skeletmateriale af en sådan størrelse, at det er mul. at udtale sig om disse folks udseende og forbindelser i racemæssig henseende m. omverdenen. Disse skeletdele, som stammer fra o. 1000-1600, er især ved Therkel Mathiassens og Helge Larsens store udgravninger indsamlet fra lokaliteter langs hele G.s v.- og ø.kyst.

Inugsuk-eskimoerne var af middelhøjde efter eskimoiske forhold, idet legemshøjden for mænd er beregnet til ca. 160 cm og for kvinder til ca. 148 cm. Kranieformen er den typisk eskimoiske m. et langt, relativt smalt kranium af en ret betydelig størrelse. Længde-bredde-index af kraniet er således under 75 og kranierne altså langskallede. Nakken er fremtrædende, og ansigterne er store, kraftige og brede. Næsen er meget smal, specielt næseroden.

Man har sammenlignet disse Inugsuk-eskimoer fra v.kysten med Inugsukeskimoerne fra sø.kysten og fundet, at de er fuldstændig identiske, således at man s. 291 m. stor sikkerhed kan konkludere, at disse folk ikke alene har haft den sa. kultur, men også har tilhørt den sa. racegruppe.

Endelig har en sammenligning m. eskimoiske skeletdele fra andre steder i det arktiske område vist, at Inugsuk-eskimoerne i racemæssig henseende først og fremmest er i slægt med de samtidige Labrador-eskimoer og i øvrigt m. de gl. Birnirk-folk fra Point Barrow, Alaska.

Undersøgelserne har yderligere vist, at der er en vis forskel ml. nordøstgrønlænderne og Inugsuk-folkene. Nordøstgrønlænderne er således lidt mindre, og deres kranieform afviger en smule fra vestgrønlændernes. Nordøstgrønlænderne er nærmere i slægt m. de s.k. centrale eskimoer omkr. Hudson Bugt, mens som anført vestgrønlændernes nærmeste slægtninge er Labrador-eskimoerne og eskimoerne langs Polhavet.

Ved undersøgelserne har man ikke kunnet finde tegn på nærmere slægtskab ml. disse eskimogrupper og indianere el. middelald. nordboer.

Nordboerne

982 kom de første europide folk til G., idet islændingen Erik den Røde under en fredløshedsperiode besluttede sig til at udforske det land, man formodede lå v. f. Island. Efter at have berejst G.s v.kyst i 3 år vendte han tilbage til Island, men allr. det flg. år tog han atter til G., denne gang for at blive. Med ham fulgte et antal islandske bønder, og denne flok nybyggere blev grundstammen i den nord. befolkning på G. i middelalderen. Igennem 500 år eksisterede de nord. bygder s. 292 for i 1400t. at forsvinde, uden at man endnu har nogen forklaring på hvorfor og hvorledes.

Ganske kort efter at den første bebyggelse havde fundet sted, indførtes kristendommen på G. En række heldige omstændigheder har i de sidste år bevirket, at man ved Qagssiarssuk har genfundet den allerførste kirke og dens lille kgd. Af arkæologiske og hist. undersøgelser fremgår, at kirken og kgden kun har været i brug i en kortere årrække, og ved at foretage udgravninger på kgden har man derfor kunnet opnå et skeletmateriale, som m. sikkerhed må stamme fra stedets første nord. beboere. Gennem en antropologisk undersøgelse af dette skeletmateriale har man således fået et godt indtryk af disse folk.

Det drejer sig om store, kraftige mennesker m. grove ansigtsformer, og deres racemæssige tilhørsforhold viser helt klart til Island og de nord. lande. Foruden de egl. racemæssige undersøgelsesresultater har kgden også givet viden om andre forhold, om begravelsesskikke, dødeligheden m.m. Det er påfaldende, at børnedødeligheden har været mindre på G. på det tidspunkt, end den var sen. i de nord. lande.

Fra udgravninger af kirke og kgd. ved Garðar (Igaliko) og ved Sandnes (Kilaursarfik) har man skeletrester, som stammer fra en sen. periode af nordbokulturen, fra 1100t. og 1200t. Undersøgelser af disse skeletter viser, at nordboerne i racemæssig henseende ikke har forandret sig i de første 200 år på G.

Udgravningerne ved Herjólfnes har endelig givet skeletdele fra nordboperiodens allersidste del. Meget grundige undersøgelser er tidl. foretaget af disse skeletdele, idet man håbede ad denne vej at kunne kaste lys over spørgsmålet om nordboernes forsvinden. Undersøgelserne førte også til visse særdeles interessante teorier herom, men det må dog siges, at en række forhold, bl.a. materialets meget ringe størrelse, gør, at man næppe kan opretholde disse teorier. For at nå frem til en antropologisk beskrivelse af de sidste nordboer må man således gennemføre nye udgravninger af sene kirker og kgde.

De middelald. nordboer forsvandt, og ved den nye europæiske indvandringsperiodes beg. 1721 fandtes kun ruiner fra nordbotiden. Landets beboere var eskimoer. Det kan nævnes, at man hverken ved undersøgelser af eskimo- el. af nordboskeletdele har fundet tegn på raceblanding ml. disse to grupper.

Raceblanding

1721 havde de eskimoiske grønlændere allr. i flere hundrede år haft kontakt m. europæerne, nemlig med eng., holl. og nord. hvalfangere. Med kolonisationens og missionens oprettelse 1721 er kontakterne blevet stadig stærkere og blandingen i racemæssig henseende ml. eskimoer og europæere tiltaget jævnt. Nutidens vestgrønlændere er således et udpræget blandingsfolk m. efterhånden lige så mange europide som eskimoiske træk. I Øst-G. er blandingen af sen. dato og derfor langt mindre udpræget, således at de reneste eskimotyper i dag findes på G.s ø.kyst. Thule området indtager en særstilling, idet Thule-eskimoerne først i de sidste par hundrede år er indvandret til Nordgrønland. På grund af deres lille antal og deres meget intime kontakt m. europæere, dels hvalfangere, dels ekspeditioner, er Thule-eskimoerne dog allr. på nuv. tidspunkt også i nogen grad en blandingsbefolkning.

Større videnskabelige undersøgelser om virkningen af raceblandingen ml. hvide s. 293 og eskimoer er ikke foretaget. Et af de væsentligste træk, man har kunnet påvise, er dog, at den eskimoiske legemshøjde er tiltaget m. den tiltagende blanding m. det europide folk. M. h. t. ansigtstræk, hudfarve, hårfarve, hårform o.s.v. findes ikke talmæssige opgørelser. Det er dog påfaldende, at sådanne forhold som hårfarve, ansigtstræk og hårform i høj grad præges af en tilsyneladende dominans af de eskimoiske træk, således at selv folk, som er 50 % europide og 50 % eskimoide, i højere grad vil vise eskimoide end europide træk.

Grønlands eskimo-arkæologi

Allr. 1824 indgik der til Oldnordisk Museum et par eskimoiske sten-oldsager, indsendt af en missionær i G. Museets direktør, C. J. Thomsen, fik interesse derfor og opfordrede embedsmænd i G. til at indsende sådanne oldsager til museet; udbyttet var dog ikke stort. Det var først, da de rige findesteder Sermermiut og Qeqertaq i Disko Bugt blev opdaget, at materialet voksede stærkt, navnlig ved de indsamlinger, der blev foretaget af C. G. F. Pfaff, læge i Jakobshavn 1854-76, hvis samling endte i Stockholms etnografiske Samling; men også betydelige samlinger blev skaffet til veje af A. E. Nordenskiöld, den no. geolog A. Helland og danskerne K. J. V. Steenstrup og C. J. Ryder. Hele dette materiale af vestgrønl. stensager blev 1907 publiceret af O. Solberg. Gravninger ved Sermermiut af Th. Thomsen 1909 og af M. P. Porsild 1912-16 bragte ikke meget nyt.

1929-34 gennemførte Therkel Mathiassen en mere systematisk undersøgelse af Vest-G.s eskimoiske bopladser, hovedsagelig af husruiner fra Inugsuk-kulturen og sen.; der blev gravet i Upernavik distrikt 1929 (bopladsen Inugsuk), Sukkertoppen distrikt 1930 (bopladserne Utorqait og Qeqertarmiut), Disko Bugt 1933 (bopladserne Igdlutalik og Igdlorssuit) og Julianehåb distrikt 1934 (bopladserne Tugtutûp isua, Igdlutalik og Ûnartoq). Herved blev der lagt et grundlag for kronologien fra Thule-kulturens eskimoers indvandring i Vest-G. til vore dage.

En ny fase af Vest-G.s eskimo-arkæologi blev indledt ved H. Mosegaards fund af et langt ældre kulturstadium ved Sarqaq 1948. J. Meldgaard og G. Nellemann påviste 1953, at der ved Sermermiut findes to ældre kulturlag, Dorset- og Sarqaqkulturerne, under lagene fra Inugsuk-kulturen, et resultat, som blev bekræftet og uddybet ved en gravning 1955 ved Therkel Mathiassen og Erik Holtved. En rekognoscering 1953 af Helge Larsen og P. V. Glob viste, at disse to gl. kulturer er ret udbredte i Disko Bugt, og sen. undersøgelser har påvist dem også længere s.på i Vest-G. (bl.a. J. Meldgaards og Jens Rosings gravning på rensdyrjægerbopladsen Itivnera i det indre af Godthåbsfjorden).

I Thule distriktet havde George Comer, Lauge Koch og Peter Freuchen 1916 gravet på bopladsen Ũmánaq nær Thule-stationen, men en større systematisk undersøgelse blev først foretaget af Erik Holtved 1935-37 og 1946-47, hvor der påvistes Dorset-kultur og ren Thule-kultur på bopladser i Inglefield Land og ved Thule (Ũmánaq, Nûgdlît).

Fra Øst-G. hjemsendtes samlinger af flere ekspeditioner: Ryder 1891-92, Nathorst 1899, Amdrup 1898-1900 og Danmark-ekspeditionen 1906-08; navnlig den sidste, hvor markarbejdet udførtes af Chr. Bendix Thostrup og publikationen af denne og Th. Thomsen, gav rigt udbytte. På Lauge Kochs Treårsekspedition 1931-34 foretoges gravninger af Helge Larsen (den vigtige boplads Dødemandsbugten på Clavering Ø,sen. suppleret ved J. Meldgaard og H.-G. Bandi 1948) og s. 294 P. V. Glob (Kong Oscar Fjord og Kempe Fjord). Angmagssalik distr. og den sydligste ø.kyst blev undersøgt af Therkel Mathiassen 1931-32 og Kangerdlugssuaq området af M. Degerbøl 1932 og Helge Larsen 1935. Endelig blev den allerøstligste n.kyst, Peary Land, undersøgt af Eigil Knuth på hans mange ekspeditioner 1938-69; her fandtes spor af meget gl. kulturer (kaldet Independence I og II).

G.s første menneskelige beboere var formodentlig eskimoer; men endnu kender vi ingen skeletrester fra dem, så deres race kan bestemmes; men deres redskabskultur tyder på, at de var eskimoer. Det var en af de bølger – mul. den første – som udgående fra egnene omkr. Beringstrædet bredte sig mod ø., ud over det arktiske arkipelag, og nåede G. over snævringen ved Robeson Kanal. I Alaska kaldes denne kultur efter det første findested Denbigh Flint Complexet, i Vest-G. kaldes den Sarqaq-kulturen, idet den i Vest-G. første gang blev konstateret i ren form ved bygden Sarqaq i Disko Bugt. Tidl. var den dog konstateret i det nordligste G., hvor den er blevet kaldt Independence I, og her synes den efter kulstof 14-analyser at gå helt tilbage til ca. 2000 f.Kr., medens den vestgrønl. Sarqaq-kultur hidtil ikke er konstateret længere tilbage end til ca. 1400 f.Kr.

Ejendommeligt er det, at man skal søge til det fjerneste og mest utilgængelige hjørne af G. for at finde de ældste spor af mennesker. Antagelig er de her fulgt med moskusoksernes vandringer n. om G.; de knogler, der er fundet på deres bopladser, har hovedsagelig været moskusokseknogler; deres boliger synes at have været skindtelte m. ildsted i midten; det her rigeligt forekommende drivtræ har tjent som brændsel; spæklampen synes de ikke at have kendt. Der kendes ikke så få bopladser fra disse folk omkr. Independence Fjord og Jørgen Brønlund Fjord og også omkr. søer i indlandet i Peary Land; bopladserne ved fjordene ligger nu p.gr.af landhævningen ret højt oppe, 11-21 m o.h., og er ofte fjernet ret langt fra den nuv. strandbred. Nogen talrig befolkning har det næppe været, og den er nok ret snart gået til grunde p.gr.af de overordentlig hårde og barske levevilkår; blot en mindre forværring af disse har kunnet være katastrofal.

Sarqaq-kulturen, som vi kender den fra Vest-G., repræsenterer mul. en noget sen. indvandring til G. end Independence I; men deres bolig- og redskabsformer ligner meget hinanden; en del af forskellen består i, at medens Independence I hovedsagelig har redskaber af flint, er Sarqaq-kulturens overvejende af den grålige kiselskifer, der af grønlænderne kaldes angmâq, og som i modsætning til flinten kan slibes.

Sarqaq-kulturens bopladser kendes i stort tal fra Disko Bugt, men i øvrigt kendes der spor af denne kultur langs hele v.kysten, på ø.kysten fra Angmagssalik og også svage spor i Thule distriktet. De bedst undersøgte bopladser er Sermermiut ved Jakobshavn Isfjord og Itivnera i det indre af Godthåbsfjorden. Når denne kulturs bopladser ikke er så iøjnefaldende, skyldes det husenes lette konstruktion, lignende teltagtige hytter m. centralt ildsted, som vi kender fra Nord-G., og de bliver let ødelagt ved sen. bebyggelser på stedet; de ofte ret få egnede bosteder har jo i mange tilfælde også været benyttede af den sen. befolkning.

Sermermiut er Disko Bugts største ruinplads, og den har været beboet lige fra ca. 800 f.Kr. til midten af 1800t., da de sidste beboere flyttede til Jakobshavn. Nederst i den mægtige mødding, der har dannet sig foran husene og som står m. en 2-3 m høj brink ud mod strandbredden, ligger Sarqaq-lagene, adskilt fra de sen. kulturlag ved et sterilt lag. Desværre er bevaringsforholdene så dårlige, at s. 295 kun stensager har kunnet holde sig; men disse er til gengæld talrige og meget karakteristiske: lancetformede pile- og lansespidser, knivblade, økseblade, skrabere m. ud- og indbuet æg, stikler og prene. Disse stensager giver jo et meget ensidigt billede af kulturen, hvis fleste redskaber utvivlsomt har været af ben. Heldigvis er der på Itivnera-bopladsen i Godthåbsfjorden bevaret nogle bensager: harpunspidser af en simpel form, m. modhage, men uden skaftgrube, hammerhoved, skafter af forsk. slags, trykstokke til stenbearbejdning; her var også små, runde vegstenslamper til belysning. Itivnera giver dog også et noget ensidigt billede af Sarqaq-kulturen, idet den har været en rensdyrjægerboplads, antagelig kun beboet om sommeren; 90% af de fundne knogler er rensdyr; knoglefundene viser dog også, at man har haft hunde. At sødyrfangst dog også har været af væsentlig betydning for Sarqaq-folkene, viser de fleste bopladsers beliggenhed, fx. Sermermiut s. 296 i mundingen af den sælrige isfjord; men de redskaber, der har været benyttet hertil, er endnu ikke fundet i G.

Sarqaq-folkene forsvandt fra G., antagelig gået til grunde ved en af de klimaændringer og forandringer i dyrelivet, som kan være katastrofale for en befolkning, der lever nær ved eksistensminimum. I flere hundrede år synes G. at have været ubeboet. Så kommer der, antagelig omkr. Kristi fødsel, en ny indvandringsbølge fra arktisk Canada, som efter et findested her kaldes Dorset-folket.

I den store mødding ved Sermermiut ligger der over Sarqaq-laget, adskilt fra dette ved et sterilt lag, en horizont m. Dorset-sager. Det er også her næsten udelukkende stensager, men medens disse i Sarqaq-laget hovedsagelig var af angmåq, er den mælkehvide calcedon nu det foretrukne materiale, selv om der også findes en del sager af angmâq, jaspis og bjergkrystal. Redskabsformerne afviger ret stærkt fra Sarqaq-kulturens, selv om mange af redskaberne utvivlsomt har haft en lign. anvendelse som dennes; karakteristiske former er trekantede våbenblade m. skæftningshak i bagenden, usymmetriske knivblade, stikler, skrabere m. ud- og indbuet æg, mikroflækker og de tilsvarende blokke; dernæst blev der fundet en lille, oval vegstenslampe og nogle stærkt forvitrede sælknogler, en harpunspids og nogle træsager, bl.a. en dyrefigur og nogle m. den karakteristiske ornamentik af parallelle og krydsende streger. Kulstof 14-bestemmelsen af Dorset-laget ved Sermermiut tidsfæster det til omkr. Kristi fødsel.

Dorset-typer er fundet vidt udbredt i Vest-G. og også i Angmagssalik, men ofte blandet m. ældre og yngre sager; meget ofte synes Dorset-folkene at have slået sig ned på de sa. pladser som Sarqaq-folkene. Derfor er det også vanskeligt at afgøre, om en horizont tilhører den ene el. den anden af disse kulturer.

I Nord-G., Peary Land, er der på strandterrasser 4-7 m o.h. fundet teltringe og oldsager fra en kultur, der er kaldet Independence II og som har mange lighedspunkter med den ældste canadiske Dorset-kultur; blandt de få fundne bensager er en lansespids m. sideblade af flint.

Det fyldigste billede af Dorset-kulturen i G. får man dog fra Thule distriktet, hvor der navnlig på bopladsen Inuarfigssuaq i Inglefield Land er fundet en mængde Dorset-sager, både af ben og sten; de lå dels som et nedre lag i møddinger, dels i bunden af husruiner, opf. af de sen. Thule-eskimoer. Blandt stensagerne genfinder vi de fleste af typerne fra Sermermiut, men desuden små, trekantede harpunblade m. konkav basis, en for den sen. canadiske Dorset-kultur karakteristisk type. Blandt bensagerne genfinder vi de fleste af dennes karakteristiske former: harpunspidser af særlige former, lysterspidser m. modhager, knive m. sideblade, øksehoveder, dyrefigurer, den karakteristiske stregornamentik og det træk, at alle huller er skåret ud, ikke borede, hvad der tyder på, at man ikke har kendt drilboret. Om disse Dorset-folk kan man i øvrigt sige, at de antagelig har drevet isfangst på sæler og hvalrosser, hvortil deres harpuner synes velegnede; de har også fanget laks m. lystre. Om de har kendt kajakken, er usikkert. Antagelig repræsenterer denne Dorset-kultur i Thule distriktet en sen. indvandring end den, vi kender fra Vest-G.

I Are Frodes Islendingabók, nedskrevet i 1. halvdel af 1100t., står der, at da de første nordboer kom til G. (lidt før år 1000), »fandt de der menneskers bopladser både ø. og v. i landet, og rester af både og stenredskaber, således at man deraf må skønne, at der havde den slags folk faret, som Vinland haver bygget og grønlænderne s. 297 kalder skrælinger«. Det er mest nærliggende at antage, at disse bebyggelsesspor var fra Dorset-folk.

I de grønl. sagn optræder et folk, som kaldes tunit, og som man har identificeret m. Dorset-folkene. Det er muligt; men i G. har den nuv. grønl. befolknings forfædre næppe haft kontakt m. Dorset-eskimoerne, som synes at være forsv. flere hundrede år, før de nuv. eskimoer vandrede ind. Men disse sagn er antagelig medbragt fra arktisk Canada, hvormed der kan have været kontakt.

Den sidste store indvandring af eskimoer til Grønland fandt antagelig sted omkr. år 1000. Det var de nuv. grønlænderes forfædre, de eskimoer, der bar den kultur, der er blevet kaldt Thule-kulturen. Og medens der er nogen usikkerhed om de tidl. befolkningsgruppers race, så er der ingen tvivl om Thule-eskimoernes; det store skeletmateriale, der stammer fra deres grave, viser, at de er ægte eskimoer. Thule-kulturen – el., som den også er kaldet, den arktiske hvalfangstkultur – er opstået omkr. Beringstrædet, hvorfra vi kender en hel række stadier af den, og har herfra bredt sig mod ø., over Canadas n.kyst og det arktiske arkipelag til G., hvor den naturligvis først invaderede Thule distrikt. Det er også her, vi træffer den i den opr. form, som vi kender den fra bopladser i Arktisk Canada. s. 298 På de gl. bopladser i Inglefield Land nordligst i Thule distrikt findes et stort antal typiske huse fra Thule-kulturen; de er gravet noget ned i jorden og har vægge af sten og græstørv, m. tag, der kan have været af hvalknogler, drivtræ og flade sten; husenes form kan være rund, kantet el. kløverbladformet; men fælles for dem er, at de har en smal, forsænket husgang, der fører ind i huset, hvor bagsiden optages af en forhøjet briks, hvor sengeskindene kan have været anbragt; for enderne af denne er der sidebrikse, hvor lamperne har stået.

Gennem fundene fra disse husruiner og deres møddinger får man et fyldigt billede af denne gl., højt udviklede eskimokultur, hvis teknik har været så vel tilpasset til landets barske naturforhold, at disse eskimoer har kunnet overleve. Erhvervet har hovedsagelig været jagt på havpattedyr, sæler, hvalrosser og hvaler, men også jagt på rener, moskusokser og fugle, samt laksefiskeri. Om sødyrfangsten vidner harpunspidser, hovedsagelig m. åben skaftgrube og blad af sten til hvaler, dernæst forskafter og ismejsler til harpuner, lansespidser og -forskafter; til renjagt er der buer af træ og hvalbarde, pilespidser af ben og håndtag til kogger; om fuglejagt vidner sidegrene til fuglespyd, bolakugler, mågekroge og slyngehåndtag, om fiskeri sidegrene og modhager til laksespyd og lokkefisk af hvalrostand. Om hundeslæden vidner foruden hundeknogler slædeskinner af ben og skaglespænder til seletøjet; at man har haft konebåde og kajakker, ses af små modeller af træ, vel legetøj. Til husbygning har svære græstørvshakker af hvalben været benyttet; til snehusbygning har man haft sneknive, sneskovle og snesonder af ben; andet værktøj har været knive m. sten- el. jernblad (der har været lidt meteorjern til rådighed), drilbor, hammer, økser m. benhoved og stenblad, kiler, hvæssesten, trykstok; af kvindeværktøj kvindekniven (uloen), skrabere til skindberedning, synåle af ben, nålehuse (af den karakteristiske »vingede« form), fingerbøl af skind og fingerbølholder af ben. Af husgeråd er der den store, halvmåneformede spæklampe af vegsten, ofte med en vægeliste til at holde på vægen af hakket mos, dernæst aflange vegstensgryder m. huller til ophængning, skåle af hvalbarde m. ovale bunde, træskåle, øser af træ og moskusoksehorn, skeer af rentak og spidse kødgafler; træstykker m. runde, forkullede huller vidner om ildboring; et for klædedragten vigtigt redskab er snebankeren, ofte af hvalbarde. Toiletredskaber er kamme af ben, ofte m. smukt udskårne og ornamenterede håndgreb; som smykker har kæder, udskåret i ben, hængeperler og gennemborede dyretænder tjent. Om spil minder ajagaqer – benstykker med huller, som man skal fange på en spids pind, når de kastes op i luften – og en mængde barnelegetøj: dukker udskåret i træ og ben, både, våben, værktøj, lamper og gryder en miniature.

En variant af Thule-kulturen, der mul. skyldes en indvandring fra Alaska direkte over det arktiske arkipelag, kendes fra bopladserne Ruinøen i Inglefield Land og Nûgdlît n.f. Wolstenholme Fjord, sidstn. sted blev der fundet flere klædningsstykker: tarmskindspelse, dele af fugleskindshætter og -bukser, støvler og vanter.

Thule-eskimoerne vandrede efterhånden fra Thule distriktet s.på, over Melville Bugt til Vest-G., og her omformedes kulturen til den variant, der kaldes Inugsukkulturen, opkaldt efter øgruppen Inugsuk n. f. Upernavik, hvor den første gang blev konstateret. Andre større, systematisk udgravede bopladser fra denne kultur er Igdlutalik, Igdlorssuit og Sermermiut i Disko Bugt, Utorqait og Qeqertarmiut s. 299 i Kangâmiut-egnen i Sukkertoppen kom. samt Tugtutûp isua og Igldutalik i Julianehåb kom. og Ûnartoq i Nanortalik kom.

I den store mødding ved Sermermiut ligger Inugsuk-laget over Dorset-laget, adskilt fra dette ved et sterilt lag. En kulstof 14-bestemmelse af tørven nederst i Inugsuk-laget giver en datering til o. 1100-1200t. Fra nu af synes bebyggelsen ved Sermermiut ikke at have været afbrudt, før bopladsen bliver endelig forladt midt i 1800t.

Grundlaget i den vestgrønl. Inugsuk-kultur er den gl. Thule-kultur, og vi genfinder næsten alle dennes redskabsformer her; men nogle er blevet ændrede, og der er kommet noget nyt til. Det er stadig sødyrfangsten, der har været hovederhvervet, og hvalfangsten har stadig spillet en betydelig rolle at dømme af den s. 300 mængde hvalben og hvalbarde, der findes i hustomterne og møddingerne. Et vigtigt træk er, at kajakken er blevet forbedret og nu synes at spille en større rolle end i Thule-kulturen, hvor den antagelig har været tung og plump, vel lignende polareskimoernes i Thule distriktet. Takket være den ovale ring omkr. mandehullet, hvortil skindpelsen kunne surres, og den over dækket hævede kajakstol, hvorpå den sammenrullede fangeline kunne anbringes uden at bringes i uorden af bølgeslaget, kunne man nu drive kajakfangst i mere uroligt farvand, og dette var betingelsen for, at man nu ikke var så afhængig af isfangsten, men kunne vandre s.på langs G.s v.kyst og klare sig i disse egne, hvor der er mere åbent vand om vinteren. Det var antageligt dette træk mod s., der blev skæbnesvangert for nordbokolonierne, hvoraf Vesterbygden i Godthåb-egnen gik til grunde midt i 1300t. og Østerbygden længere mod s. henimod 1500.

Inugsuk-kulturens huse minder om Thule-kulturens; de er runde el. afrundede, m. forsænket husgang og briks ved bagvæggen; undertiden er to el. tre huse bygget sammen m. fælles husgang; et nyt træk er, at der ofte i en lille udbygning er et »køkken«, hvor man har haft bål, oftest af knogler og spæk. Vi finder omkr. bopladserne mange grave, svære stenkister, dækkede m. en større bunke sten, så der dannes en lille høj; i kisten er den døde lagt m. sine gravgaver; ganske lign. grave kendes fra den canadiske Thule-kultur.

Harpunspidserne har lign. former som i Thule-kulturen, men den dominerende form har nu lukket skaftgrube, ingen modhager, men et blad (oftest af skifer) parallelt m. linekanalen.

Men så er der kommet visse træk til, som viser, at Inugsuk-folkene har haft forb. med nordboerne i Syd-G. Der er sådanne sager som stykker af klokkemalm, en fåresaks, hvæssesten, spillebrikker, et skefoderal m. udskårne slyngninger og stumper af et groft, vævet uldtøj, alt sammen noget, der må stamme fra nordboerne, hvad enten det nu er plyndringsgods fra deres ødelagte gårde el. ting, som eskimoerne har tiltusket sig fra nordboer på rejse i Nord-G. Og endelig er der en ting som bødkerteknik, som eskimoerne utvivlsomt har lært af nordboerne og har brugt til deres små bøtter. Små trædukker, der bærer nordbodragter m. den løse hætte, viser, at eskimoerne har set nordboer. Det er her interessant, at selve Inugsukbopladsen ligger ganske nær ved Kingigtorssuaq, hvor der er fundet en runesten, som fortæller, at tre navngivne nordboer engang i 1300t. har været heroppe (s. 344).

Også i Thule-distriktet finder man minder om nordboerne, både ting, der stammer fra dem, og stave af kar m. bødkerteknik; det er navnlig i ruiner og møddinger (»Comer’s mødding«) på den gl. boplads ved Ûmánaq ved den opr. Thulestation (nu Dundas).

På den sydl. ø.kyst er der fundet ruiner af Inugsuk-type både på flere bopladser på Frederik VI.s Kyst, strækningen ml. Kap Farvel og Angmagssalik, og i selve Angmagssalik distriktet; de første har ikke givet mange typiske sager, men på bopladsen Sũkersit i Sermilik-fjorden er der fundet en hel del sager af typisk Inugsukkarakter. Det samme er tilfældet m. husruiner og grave på bopladsen Skærgårdshalvø ved mundingen af den store fjord Kangerdlugssuaq ml. Angmagssalik og Scoresby Sund.

Men Inugsuk-folkene er vandret endnu længere n.på; vi træffer sager fra dem ved Scoresby Sund og navnlig på den store boplads Dødemandsbugten på Clavering Ø, hvor de ældste 3-4 huse indeholdt en ren Inugsuk-kultur; disse Inugsukeskimoer s. 301 må være kommet s.fra, antagelig en gang i 1500t. De sene huse i Dødemandsbugten og mange andre steder i Nordøst-G. har en lidt ændret form, er større, m. udbugtninger fortil, der har været benyttet som forrådsrum. Sagerne, der er fundet i dem – et stort materiale, tilvejebragt af de mange ekspeditioner, der har besøgt Nordøst-G. – har også et andet præg. Dels er der enkelte typer, som må være medbragt af eskimoer, som fra Thule-distriktet er vandret n. om G., dels er der en del typer, der har fået et særligt nordøstgrønl. særpræg, bl.a. en rig skiferkultur. De har også passeret Peary Land; her er der fundet teltringe fra dem på de nederste strandterrasser, og på Herlufsholm Strand er der fundet et helt skelet af en konebåd m. tilhørende redskaber.

Nordøstgrønlænderne synes at have levet isoleret gennem flere hundrede år, kun én gang er de blevet truffet af europæere; det var 1823, da Clavering traf en gruppe af dem på den ø, der nu bærer hans navn. Siden er de uddøde, ligesom deres s. 302 forgængere Independence I- og II-folkene, der heller ikke i længden har kunnet klare sig i denne afsidesliggende, ugæstmilde del af verden.

Inugsuk-kulturen ændredes gradvis og blev efterhånden til den kultur, der herskede i Vest-G., da Hans Egede 1721 kom til landet. Allr. tidligere, i 1600t., havde eskimoerne dog haft forbindelse med de hvalfangere, der drev fangst i Davisstrædet. Jernknive, glasperler, kridtpiber og andre sager af europæisk oprindelse i hustomterne vidner om denne forbindelse. Selve husene ændrede form; det er de store aflangt-firkantede fælleshuse, hvor flere familier kunne bo sammen, der nu kom i brug; det er ruiner af sådanne huse, der nu dominerer de fleste vestgrønl. ruinbopladser. Også på den sydl. ø.kyst afløste de de ældre huse, og i Angmagssalik distriktet var de i brug helt op til vore dage. Men i Nordøst-G. og i Thule distriktet har disse huse ikke været kendt; begge steder benyttede man huse, der er en videreudvikling af huset fra den gl. Thule-kultur, og i Thule distriktet er disse endnu i brug.

Grønlændernes gamle materielle kultur

V.kysten fra Kap Farvel i s. til Melville Bugt i n. er den del af G., som gennem årh. har haft den største befolkning, og som tillige er lettest tilgængelig for skibsfarten. Det var her, nordboerne i middelalderen havde deres bygder, det var her da. og eng. ekspeditioner i 1500t. og 1600t. og siden holl. hvalfangere kom i berøring m. den eskimoiske befolkning, og her hvorfra den da. kolonisation udgik. Fra 1700t. stammer da også de ældste, nogenlunde udførlige beskrivelser af den grønl. kultur, i første række fra Hans Egede, fortsat m. beretninger af hans to sønner Poul og Niels, og fra den herrnhutiske missionær David Cranz, m. kritiske kommentarer af Henric Glahn, der desuden på anden måde har bidraget til kendskabet til grønlændernes levevis. Nævnes må også Lars Dalagers djærve »Grønlandske Relationer« og for den materielle kulturs vedk. ikke mindst Otto Fabricius’ yderst detaljerede beskrivelser af fangst og fangstredskaber. Takket være disse forfattere blev vestgrønlænderne bedre kendt end vel noget andet primitivt folk i datiden. Rinks i flere henseender banebrydende arbejder fra midten og slutn. af 1800t. vedrører mest grønlændernes åndelige kultur og eskimoforskningen i almindelighed.

Thule distriktet n. f. den ubeboede Melville Bugt havde indtil beg. af 1900t. i lange tider været afskåret fra v.kysten. Den lille polareskimoiske stamme, der udgør områdets befolkning, blev først opdaget 1818 af englænderen John Ross, og gennem hele årh. forblev de spredte bemærkninger i hans og nogle sen. amer. ekspeditionsberetninger, bl.a. Robert Pearys, de eneste kilder til viden om grønl. kultur i disse egne. En del oplysninger kan også hentes fra L. Mylius-Erichsens og Harald Moltkes skildring af den s.k. Litterære Ekspedition 1902-03, som dog fik størst betydning ved at knytte Thule distriktet til det øvr. G. og ved at danne indledningen til Knud Rasmussens sagnindsamlinger. Kendskabet til polareskimoernes materielle kultur er derimod væsentligst indskrænket til A. L. Kroebers beskrivelse af den af Peary hjembragte samling i New York, til H. P. Steensbys iagttagelser fra et kort ophold blandt dem 1909 og E. Holtveds sen. skildringer.

De yderst vanskelige isforhold ud for G.s ø.kyst har medført, at først W. A. Graah 1828-31 kom i nærmere berøring m. den sparsomme befolkning på kystens s. 303 sydl. del, og siden da er denne dels trukket rundt om Kap Farvel til v.kysten, dels mod n. til Angmagssalik. Ikke før 1884 lykkedes det Gustav Holm at trænge frem til dette sted. Under sin overvintring blandt dets hidtil ukendte befolkning gav han en klassisk beskrivelse af dens kultur i et værk, der for altid vil være en milepæl i G.s etnografi. Hans skildring er siden blevet suppleret af Will. Thalbitzer, hvis væsentlige indsats dog ligger på åndskulturens og sprogets område. På ø.kysten n. f. Angmagssalik har man kun en enkelt gang truffet eskimoer. 1823 nåede englænderen Clavering gennem isen ind til den efter ham opkaldte ø på 74° nordl. bredde, hvor i alt 12 mennesker (se endv. s. 289 og 301) boede i telt; men allr. efter et par dages forløb flygtede de, skræmt af et skud efter en sæl, og siden er der aldrig mødt eskimoer på denne strækning.

Den historisk kendte eskimo-kultur i G. må i alt væsentligt afledes af den s.k. Thule-kultur, hvis kendemærke er en nær tilpasning til havet og dets sødyr (Thulekulturen må ikke forveksles med den kultur, der i nutiden herskede blandt polareskimoerne i Thule distriktet). Det er en udpræget højere jægerkultur m. stærkt specialiserede fangstmetoder og fangstredskaber. Om vinteren gælder fangsten først og fremmest ringsæl (netside) og den betydeligt sjældnere remmesæl, nogle steder også hvalros. For at nå ud til fangstfelterne på isen benytter man hundeslæden. Den består af to fortil lidt opadbøjede meder forbundet m. tværtræer og s. 304 har bagtil et par opstændere, der både holder på læsset og er til hjælp under styringen. Materialet var opr. drivtømmer, og alle dele surres sammen m. sælskindsremme, for at slæden kan give sig i sammenføjningerne i skrueis og ujævnt terræn. Hundene har et seletøj af to parallelle skindløkker forbundet m. tværremme og hver sin skagle, således at spandet spredes vifteformet foran slæden. Det styres udelukkende m. tilråb og en pisk m. kort skaft og en flere m lang snert. Det andet vigtige redskab til isfangsten er harpunen. Den har en løs spids af rentak el. hvalrostand opr. m. od af sten, sen. af jern. Spidsen er fastgjort til en temmelig kort line af kobberem, der holdes i hånden. Stagen er bagtil forsynet m. en ismejsel af rentak.

I tilfælde af pludselig stærk kulde og snebart islæg om efteråret drives glatisfangst, idet jægeren iler hen til sælens åndehul vejledt af dens prusten og harpunerer den. Hvalrossen, som ikke kradser åndehuller, harpuneres derimod ved dens tilholdssteder i våger el. ved iskanten. Senere på vinteren, når isen er dækket af sne og iskanten er rykket langt til søs, drives lurefangst ved sælernes åndehuller, hvor jægeren siddende på en lille trebenet (på v.kysten tidl. enbenet) skammel ofte i timevis må afvente sit bytte. Uden for Thule distriktet fandtes desuden tidl. en beslægtet fangstmetode, kiggefangsten. Der blev hugget to huller i isen. Ved det ene stod en mand m. en langskaftet harpun, og ved det andet lå hans hjælper spejdende ned under isen med tildækket hoved, mens han m. den ene hånd styrede harpunen og ved et signal tilkendegav, når tiden var inde til at støde til. Om foråret plejer sælerne at krybe op på isen for at sole sig. Jagten foregik da også opr. m. harpun, idet jægeren forsigtigt krøb op mod sit bytte, idet han efterlignede alle en sæls bevægelser. I senere tid benyttes bøsse til denne jagt, og jægeren nærmer sig i skjul af et skydesejl, d.v.s. et hvidt tøjstykke udspændt på en lille slæde, der skubbes frem over isen.

Hvad hundeslæden er for isfangsten, er kajakken for fangsten i åbent vand. Her gælder denne især de periodevis trækkende arter som sortside og klapmyds, stedvis også spættet sæl foruden mindre hvaler som hvidhval og narhval. Kajakken består af et spinkelt træskelet betrukket med stramtsiddende, afhåret sælskind, således at kun en åbning omgivet af en træring er fri for fangeren, og padles m. en dobbeltbladet åre. I bestemt orden fastholdt under udspændte remme ligger fangstredskaberne på dækket, først og fremmest harpunen. I modsætning til isharpunen er denne indrettet til kast ved hjælp af kastetræet, et fladt bræt m. en længderille og enten bagtil m. en benhage, mod hvilken harpunstagens bagende støttes, el. m. en gennemboring svarende til en bentap på stagen; idet våbenet udslynges således, at man beholder kastetræet i hånden, virker dette som en forlængelse af armen og forøger dens kraft. Kajakharpunens vigtigste forskel fra isharpunen er dog, at den fortil har et kort forskaft af ben, hvorpå den løse spids anbringes. Forskaftet er ikke fast forbundet m. den egl. stage, men holdes af en stram rem i stilling som m. en slags kugleled, så at det knækker om ved sælens bevægelser, så snart den er ramt, og mens spidsen bliver siddende i såret, flyder den frigjorte stage op til vandets overflade. Spidsen er fastgjort til en lang line af kobberem, til hvis anden ende der er fæstet en stor, oppustet blære af et helt afkrænget sælskind, og for ikke at komme i urede ligger harpunlinen før kastet omhyggeligt oprullet på et lille stativ, kajakstolen, foran fangeren. Til fangst af mindre sæler benyttes undertiden blærespydet, en lettere form for harpun, der mangler det s. 305 bevægelige forskaft og har en længere, m. en række modhager forsynet spids m. kort line fastgjort til stagen, til hvilken en lille blære er direkte fastgjort. Efter at sælen er ramt m. harpunen, såres den gentagne gange m. en lanse, der ligesom de store harpuner har bevægeligt forskaft og udslynges m. kastetræ, og til sidst får den dødsstød m. en kniv el. et kort spyd. Dens lunger pustes derpå op, og den bugseres enten hjem el. bringes til at flyde v. hj. af en bugsereblære, mens et nyt bytte opsøges. I nyere tid drives kajakfangsten m. bøsse, og fartøjet er fortil forsynet m. et hvidt skydesejl, så at det på afstand let forveksles m. en stump is.

Sælfangst drives også m. net både under isen og i åbent vand; men skønt føreuropæisk har denne metode i G. først taget opsving i den da. tid.

Til den nu helt ophørte fangst af grønlandshvaler benyttedes den store skindbåd, umiakken, hvis alm. kendte navn konebåd skyldes, at den i senere tid udelukkende brugtes som rejsefartøj og roedes af kvinder. Dens træskelet er noget lignende kajakkens; men den er fladbundet, helt åben foroven og har en længde op til 10 m. Under hvalfangsten padlede mændene stående. I forstavnen stod harpunereren m. en harpun af sa. slags som kajakharpunen, kun sværere og foruden m. blære også forsynet m. et drivanker i form af en træplade. Desuden var flere blærer surret til bådens ræling for at hindre den i at kæntre.

Det eneste landvildt af betydning var vildrenen, som dog allr. var forsvundet fra sø.kysten før 1800. Den blev jaget m. lanse fra kajak, når flokkene svømmede over søer og fjorde, men især på land m. bue og pil. Buen kunne være af et dobbelt lag hvalbarde; men som regel var den af træ, og for at give den forøget spændkraft var dens rygside dækket af to lag stramt udspændte, flettede senesnore. Pilene havde spids af rentak og i senere tider tillige od af jern. Man søgte at drive renflokken ind ml. to sammenløbende, ofte kilometerlange rækker af stenvarder el. af stænger m. blafrende mågevinger, og hvor rækkerne mødtes, lå da jægerne skjult m. deres våben. Moskusokser lever i G. kun uden for de beboede egne og blev derfor udelukkende jaget af polareskimoerne på Ellesmere Island, hvor de nu er strengt fredet. Ræve blev fanget i stenfælder, men fangsten kom først til at spille større rolle, da skindet blev handelsvare, bortset fra Thule distriktet, hvor skindet anvendtes til dragter.

Af fuglene har hovedsagelig kun søfuglene større betydning, og den vigtigste jagt på dem foregår, foruden naturligvis nu m. haglbøsse, fra kajak m. det ejendommelige fuglespyd, der tillige m. den egl. spids har tre udstående sidegrene af ben, så at kastet virker som et haglskud.

Fisk danner overalt et uundværligt tilskud til føden; men fiskeri har lige til nutiden været lidet anset og mest været drevet af folk, der på grund af alder el. legemlige svagheder var uskikkede til sælfangst. Til ørredfangst i elvmundingerne opførtes lave stendæmninger, der afspærrede stimerne ved ebbetid, og fiskeriet foregik da m. to- el. tregrenede lystre. Torsk og helleflynder blev taget m. pilk el. krog. Det samme gælder fangst af hajer, hvis kød i tørret tilstand anvendes som hundefoder, men er ubrugeligt som menneskeføde. Fiskegarn kendes også, og den s. 308 lille laksefisk, lodden el. angmagssætten, som i de sydligere egne søger ind til kysten om sommeren i vældige stimer, østes op m. langskaftede posenet for at tørres til vinterforråd.

Som følge af G.s store udstrækning fra n. til s. forekommer erhvervslivet i tre forsk. former: en højarktisk, der udelukkende har hjemme i Thule distriktet, en arktisk på v.kysten n. f. polarkredsen og en subarktisk længere mod syd. Angmagssalik må nærmest regnes til det arktiske område, selv om det i flere henseender danner en overgang til det subarktiske. Af disse former er den arktiske den mest typiske set fra et alment eskimoisk standpunkt. Den karakteriseres først og fremmest af sælfangst fra isen om vinteren og foråret, sælfangst fra kajak, i ældre tid også hvalfangst, i åbent vand om sommeren og om efteråret renjagt tillige m. ørredfiskeri i indlandet.

Den højarktiske type skyldes en specialisering m. isfangsten i centrum. De ekstreme naturforhold i Thule distriktet bevirker, at åbent vand kun forekommer fra sidst i juli til slutn. af sept., og dette havde medført, at polar-eskimoerne ved opdagelsen helt havde opgivet den sommerlige del af erhvervet: brugen af kajak og umiak var gået i glemme, og såvel renjagt som ørredfangst ophørt. Først efter en indvandring af nogle familier fra det nordl. Baffin Island o. midten af 1860’erne blev kajakken og sommerens erhvervsmetoder genindført, hvorimod man tidl. havde tilbragt sommeren ved de store fuglefjelde. En anden vigtig faktor i den årl. turnus er her mørketiden, som gør, at jagten står næsten stille i to måneder og nødvendiggør store køddepoter.

I diametral modsætning til den højarktiske kulturform står den subarktiske, der er specialiseret om sødyrfangst i åbent vand og derfor hører hjemme, hvor vinteren er for mild og stormfuld til, at varig is kan lægge sig ved kysten. Ensidigheden har her ramt isfangsten og hundeslæden; men i øvrigt er overgangen fra den arktiske kultur ganske jævn, og ligesom arkæologien viser, at denne er gået forud for den højarktiske kultur i Thule distriktet, tyder adsk. forhold på, at noget tilsvarende gælder for den subarktiskes vedkommende. Det er den subarktiske kulturform, som først blev alm. kendt i Europa gennem 1700t.s forfattere og derfor den, som lidt m. urette har været normen for den populære opfattelse af eskimoisk liv.

Bebyggelsen var selvfølgelig i ældre tid helt afhængig af erhvervsmulighederne, der igen betingedes af jagtdyrenes optræden, fastis, drivis, strømsteder, åbent vand, ørredelve o.s.v., og i overensstemmelse hermed foregik der et regelmæssigt skifte af opholdssted efter de forsk. årstider. De stærkt varierende forhold gør det kun muligt at gøre rede herfor i de groveste træk. I de højarktiske og arktiske områder lå vinterbopladserne fortrinsvis inde i bugter og fjorde, hvor isfangst kunne drives, el. eventuelt i nærheden af strømsteder. Længere sydpå og især fremherskende i det subarktiske område var vinterbebyggelsen hovedsagelig knyttet til skærgård og sunde. Om foråret, når fastisen brød op, fulgte man først iskanten ind i fjordene, men rykkede siden ud til yderkysten af hensyn til sortside- og klapmydstrækket og loddefangsten, og endelig drog man om efteråret på ny ind til fjordbunden for at jage ren og fiske ørred. Under alle forhold var bopladserne s. 309 kun ganske små. Så sent som o. 1920 havde mere end halvdelen af samtlige beboede steder mindre end 50 indbyggere og næsten en fjerdedel kun 25.

Til den regelmæssige vekslen i opholdssted svarede forsk. boligtyper. Thulekulturens vinterhuse var lidt nedgravede i jorden, kuppelformede m. lave vægge af utildannede sten og tagspær af hvalknogler. Vægge og tag var dækket m. jord og græstørv, og indgangen var en lang og lav husgang, der var lidt forsænket i forhold til gulvet for at holde kulden ude. Over husgangen fandtes en rude af tarmskind, og indvendigt var der ved bagvæggen en sovebriks og ved siderne mindre s. 310 brikse til lampe og andet bohave. Denne hustype sås endnu i brug på v.kysten i midten af 1600t.

Polareskimoernes vinterhus var tydeligt afledet af denne form; men efter hvalfangstens ophør var knoglerne erstattet m. sten. På tagspærenes plads var der anbragt store stenheller, som ved væggen var tynget ned m. andre sten som modvægt, mens de indadtil ragede ud over husrummet og her bar en flad sten, som lukkede taget foroven. Konstruktionen medførte en vis ændring af grundplanen, idet huset var bredest fortil ved sidebriksene og noget smallere bagtil. Udvendigt var vægge og tag beklædt m. jord, indvendigt m. skind og gulvet m. sten.

Uden for Thule distriktet er hvalknoglehuset afløst af rektangulære jordhuse, som først i nutiden er forsv. fra Angmagssalik. Det var store fællesboliger, hvis bagvæg gerne var gravet ind i en bakkeskråning, så at taget flugtede med jordsmonnet. Væggene var af sten og græstørv og formuren gennembrudt af tarmskindsruder, af hvilke den ene var anbragt over husgangen. Taget hvilede på en lang åsbjælke af drivtræ, der atter blev båret af en række stolper. Indvendigt var der et fælles rum m. stenlagt gulv, skindklædte vægge og langs bagvæggen, opført af sten og planker, den store sovebriks, som var inddelt i familiebåse v.hj.af udspændte skind. Lamperne havde plads på mindre brikse for de enkelte familier, og ved formuren var der sovested for ugifte mænd og gæster.

Som rejse- og fangstbolig om foråret benytter polareskimoerne en snehytte. Hvor sneen er tilstrækkelig hård og ensartet, udskæres store, rektangulære blokke, som bygges op i spiral. Idet kredsen efterhånden indsnævres og blokkene samtidigt bringes til at hælde mere og mere indefter, dannes til sidst en regelmæssig kuppel, der tætnes i fugerne m. løs sne.

Om sommeren og efteråret var teltet allevegne den egl. fangst- og rejsebolig. Teltdugen var af sammensyede sælskind og hvilede på et skelet, bestående af et par oprette stolper forbundet m. en åsstang, mod hvilken et antal skråt stillede stænger lænede sig. Fortil kunne teltåbningen være lukket m. et forhæng af skrabet skind el. tarmskind, og indvendigt var der ligesom i husene sove- og sidebrikse.

Bohavet var yderst sparsomt. Vigtigst var spæklampen, der tjente både til opvarmning og belysning og således satte grønlænderne i stand til at leve uden for skovgrænsen. Den bestod af en flad, nærmest halvmåneformet skål af vegsten, hvori spækstykker lagdes ved den stærkt buede bagkant og en væge af pulveriseret mos langs forkanten. Ild tændtes v.hj.af et ildbor m. remtræk. Lampen stilledes hos polareskimoerne på 3-4 sten, ml. hvilke der anbragtes en lille skindbakke for at opfange den tran, der efterhånden sivede gennem den porøse vegsten. Andre steder i G. brugte man en lampestol, bestående af en delvis udhulet træblok m. 3-4 ben. Over lampen hang en gryde af vegsten og en firkantet, tremmeformet tørrehæk, hvorpå fugtige vanter og strømper lagdes til tørring. Ved siden af lampen stod en vandspand, der uden for Thule distriktet var fremstillet af træstaver i bødkerarbejde, en teknik der utvivlsomt i tidlig tid var lånt fra Europa. Af sa. slags var urinbaljerne, som havde deres plads på gulvet. Hos polareskimoerne, der ikke som de øvr. grønlændere beredte skind m. gl. urin, manglede urinbaljen, og vandspanden var af afhåret sælskind. Spæk blev opbevaret i kar m. flad træbund og side af en bøjet træspån el. af hvalbarde. Desuden fandtes små værktøjskasser, kødbakker og øser af træ el. skind m.m.

Dragten var opr. udelukkende af skind og bestod af et dobbelt lag pels, bukser og fodtøj. Pelsen var forsynet m. hætte, syet sammen i siderne og lukket fortil, så den måtte trækkes over hovedet. Forneden nåede den lidt over hofterne og endte for og bag i et par større el. mindre snipper. Kvindepelsens rygside var så vid, at mødre kunne bære deres spædbørn inden for dragten, siddende op ad deres nøgne ryg. Materialet til inderpelsen var fugle-, ræve- el. sælskind med henh. dunel. hårsiden indad. Til yderpelsen benyttedes i hvert fald om sommeren sælskind m. hårsiden udad; men til koldt vejr var materialet varmere, på v.kysten fx. renel. hundeskind, i Thule distriktet ræveskind. Til fugtigt vejr havde man trøjer af lodret sammensyede tarmskindsstrimler.

I de store fælleshuse indskrænkede de østgrønl. kvinders dragt sig til et slags trekantet forklæde, som kun lige dækkede kønsdelene, mens mændene bar et par ganske korte og snævre bukser. I fri luft brugte derimod både mænd og kvinder yderbukser, som for mændenes vedk. nåede til knæene, men for kvindernes kun til midt på lårene. På v.kysten var bukserne undertiden af renskind, men ellers omtr. som ved Angmagssalik, hvorimod mandsbukserne i Thule distriktet var af bjørneskind og kvindernes af ræveskind, men hos begge køn så korte opadtil, at de ikke nåede over hofterne. Fodtøjet bestod i hele G. af et par strømper af sæl- el. hareskind og sålestøvler af afhåret sælskind. Ml. strømpe- og støvlesål lagdes et lag tørret græs. Mandsstøvlerne nåede knap nok til knæet, mens kvindernes især hos polareskimoerne var betydeligt længere. Til dragten hørte endv. pelsvanter, og kvinder, der bar spædbørn på ryggen, kunne have en løs hætte el. et hovedklæde, ligesom mændene event. om sommeren bar en hue af ræveskind.

Fangsten nødvendiggjorde desuden særl. dragter for mændene. Ved glatisfangsten bandt de et par sandaler af bjørneskind under støvlerne for at kunne færdes lydløst på isen, og ved åndehulsfangsten, som krævede, at de holdt sig ubevægelige selv i den stærkeste kulde, var dragten helt af bjørneskind. Til kajakfangsten havde man såvel på v.- som ø.kysten pelse af afhåret, vandtæt skind, der kunne snøres tæt om ansigt, håndled og kajakåbning, så at fangeren uden fare kunne lade sig kæntre af bølgerne. I magsvejr brugte man den s.k. halvpels, der egl. kun var et bredt bælte af vandtæt skind, som blev snøret sammen under armene og om kajakringen. Bukser og støvler i ét stykke af vandtæt skind brugtes ved ørredfiskeri i elvene, og ved hvalfangsten var tilmed hele dragten, d.v.s. trøje, vanter, bukser og støvler, syet i ét, den s.k. springpels. Man iførte sig den gennem en åbning fortil, og når denne var snøret til, holdt luften indenfor bæreren oppe, hvis han faldt i vandet under fangsten. Om foråret, når sollyset kastedes tilbage fra is og sne m. voldsom kraft, brugtes snebriller og øjenskærme af træ.

Egl. smykker gjordes næsten overflødige af den fuldstændige dragt, som til gengæld kunne være prydet m. indlæg af forsk. farvet skind. Uden for Thule distriktet brugtes desuden tatovering, hovedsagelig dog af kvinderne, som ved puberteten fik syet simple mønstre af streger og prikker i ansigtet og undertiden også på arme, ben og bryster, ved at en sodet tråd blev trukket under huden. Glasperler blev indført allr. i hvalfangertiden. Mændene bar håret langt, kvinderne deres bundet i en top på issen.

Opr. levede grønlænderne i alt væsentligt i en stenalder, idet navnlig kiselskifer blev slebet til våbenspidser og ægværktøj. På to steder spillede metal dog en vis rolle, bortset fra at jern allr. i hvalfangertiden hurtigt fandt indpas, nemlig ved s. 313 Thule, hvor rent jern forekommer i form af store meteoriter, og i området omkr. Disko Bugt, hvis basalt indeholder små mængder af tellurisk jern. Metallet blev dog kun bearbejdet ved hamring i kold tilstand som en slags sten. De øvr. materialer, der stod til rådighed, var ben, rentak, tænder af hvalros og narhval, drivtræ og forsk. slags skind, og i forarbejdningen heraf havde de med simple midler opnået en beundringsværdig færdighed.

Arbejde i materialer som ben og træ påhvilede mændene, og metoder som surring, laskning og en primitiv form for tapning var alm. anvendte. Det vigtigste værktøj hertil var buebor, snittekniv og tværøkse. Det førstnævnte bestod foruden af selve boret tillige af en bue og et mundstykke. Buen var af træ el. ribbenet af et rensdyr m. en streng af kobberem, som lagdes i en bugt omkr. boret, mens mundstykket, mod hvilket borets bagende støttedes, var enten af træ el. et rensdyrrulleben. Tværøksen havde et kort skaft og enten et lille blad indsat i et mellemstykke el. et længere blad uden mellemstykke. Mærkeligt nok manglede den ved kolonisationens beg. både i Angmagssalik og i Thule distriktet, men vides at have været i brug begge steder i tidl. tid. Polareskimoerne havde heller ingen anden kniv til arbejdet end den sædvanlige jagtkniv, men ellers brugtes en særl. snittekniv m. et langt skaft og et lille, i spidsen bøjet blad. Sa. m. kniven anvendtes en tommelbeskytter af tykt skind og en knæbeskytter af skind el. træ.

Ornamentik var kun lidet udviklet. I Thule distriktet manglede den næsten helt, på v.kysten var den i hvert fald sparsom, og kun ved Angmagssalik havde den i de sidste årh. nået en vis højde i form af små, pånittede figurer af narhvaltand.

Remme til surringer, harpunliner, piskesnerte olgn. (»kobberem«) blev med stor omhu skåret ud af skindet af unge hvalrosser el. remmesæler, efter at det først, dog ikke i Thule distriktet, var udblødt i gl. urin, for at hårlaget kunne løsnes. Selve tildannelsen af remme var mandsarbejde; men ellers faldt skindberedningen ind under kvindepligterne. Det vigtigste redskab hertil var den særlige kvindekniv, opr. naturligvis m. stenblad, som dog tidligt blev erstattet m. jern. Bladryggen var indsat i et greb af træ el. ben, enten direkte el. v.hj.af én el. to korte arme. Desuden brugtes forsk. skrabere for at rense og blødgøre skindet og event. fjerne hårlaget. Fugleskind og hårskind af ren, ræv og bjørn blev kun behandlet ved skrabning og tørring, og det samme var tilfældet m. håret sælskind i Thule distriktet, hvorimod det uden for dette fugtedes m. urin før tørringen. Udblødning i gl. urin gjaldt dog her først og fremmest de afhårede, vandtætte skind, idet hårlaget derved løsnedes og let lod sig skrabe af. Hvis også den mørke narv fjernedes, fik man hvide skind, der bl.a. benyttedes til støvleskafter, og ved at behandle sådanne hvide skind m. tygget bark af drivtræ opnåede man at farve dem røde. I øvrigt var metoderne så vekslende efter den brug, man ville gøre af skindene, at kun denne korte oversigt kan gives.

Syning foregik m. senetråd, helst af rensdyrsener, og bennåle, som dog hurtigt afløstes af indførte nåle. Efter skindenes art benyttedes kastning og forsting, som for vandtætte sømmes vedk. kun gik halvt gennem skindets tykkelse. Udsmykningen bestod i broderi m. halshår af gl. rentyre, indlæg i dragtsømmene m. hvidt skind og applikering, der i kunstnerisk udførelse kulminerede ved Angmagssalik. Den høje udvikling af skindmosaik på v.kysten hænger sammen m. indførelsen af europæiske farvestoffer.

Grønlands åndelige kultur

Et systematisk studium af grønlændernes mundtlige overleveringer og indsamling af stof herom påbegyndtes af H. J. Rink efter 1850. Før den tid forelå der fra Hans Egede, hans sønner Niels og Poul Egede, missionær Glahn og købmand Lars Dalager spredte optegnelser af grønl. sagn og beskrivelser af grønl. åndsliv, religiøse forestillinger og samfundslivets skikke. De var dog gennemgående prægede af subjektiv gengivelse og manglende systematik.

Rink offentliggjorde sit materiale i Eskimoiske Eventyr og Sagn (1866-71), der også rummer hans egne studier over sagnstoffet. 1868 udsendte han desuden Grønlændernes gamle Tro, hvori han skildrede de forsk. væsener og elementer, der indgik i religionen, og påviste sporene frem til sin egen tid i G.

Sen. tog Knud Rasmussen opgaven op med samling og udgivelse af grønl. sagn, ligesom også William Thalbitzer publicerede en række værker over eskimoisk åndsliv og bearbejdede en del stof, tilvejebragt og udgivet af Gustav Holm. Fra sen. tid foreligger Erik Holtveds store samling af sagnstof fra Thule distriktet, og Hans Lynge har samlet og udg. en del fortællinger fra det nordl. Upernavik distrikt.

Samfundet

Det grønl. fangerfolk boede opr. spredt i ganske små, mere el. mindre isolerede samfund. Ofte var disse en lille verden for sig. Beboernes kendskab til naturen, til menneskene og de årl. erhvervsmuligheder var i den grad tilpasset de lokale omgivelser, at kendskabet til andre egne var minimalt. Ikke desto mindre var der mange ensartede træk, der samlede grønlænderne. De talte ét sprog, de havde den sa. religion, stort set det sa. erhverv, og for en stor del den sa. skat af mundtlige overleveringer. Deres forsk. skikke og sædvaner havde gjort det mul. at danne et samfund uden øvrighed, dog måtte der være et el. flere samlende led, og et af disse er den fælles åndelige kultur. Som bevarende led måtte denne kultur overleveres, og da man ikke havde nogen skrift, foregik overleveringen mundtligt.

Livets faser

Et nyfødt barn blev så at sige indlemmet i samfundet ved navngivningen, som ofte blev foretaget af en ældre person, der førte en vanddråbe til barnets mund. Ved sa. lejlighed kunne han også profetere om barnets fremtidige egenskaber, såsom: vennesæl, fingersnild etc. Moderen skulle holde tabu. Hun skulle spise alene, ofte specielt tilberedt mad, måtte ikke røre andres drikkevand, skulle vaske sig, have nyt tøj o.m.a.

Under opvæksten lærte barnet af sine forældre og legekammerater, både hvad det skulle lægge mærke til i naturen, og hvilke hensyn det skulle tage til sine bopladsfæller og den overnaturlige verden.

Store drenge lærte at ro i kajak og behandle deres redskaber, til dels under faderens opsyn; men når de først havde fanget sæler, var de ikke »børn« længere og kunne blande sig med mændene. Pigerne hjalp til med lidt forskelligt arbejde og regnedes for unge ved menstruationens begyndelse. Deres barndom og ungdom, der nok var fattigere på spænding end drengenes, kunne yderligere besværliggøres af tabu: afholdenhed fra visse retter og handlinger i menstruationsperioden.

Valget af ægtefælle kunne afgøres af de unge selv, men i de fleste tilfælde skulle forældrenes samtykke til. Ægteskab ml. nært beslægtede var ikke velset. De unge giftede sig ofte ret tidligt, som regel før de var 20. Monogami var normalen, men s. 315 en mand, der kunne forsørge flere kernefamilier, havde ofte flere koner (en kernefamilie består af fader, moder og børn). Skilsmisse var ikke ualmindelig, og hver af parterne kunne tage initiativet dertil.

I fælleshuset, hvor flere kernefamilier, der tilhørte samme slægt (d.v.s. storfamilien), boede sammen, boede de unge ægtepar sammen med den enes familie, normalt mandens. Hvis ægteskabet i løbet af få år opløstes ved mandens død, kunne den unge enke dog rejse hjem til sine forældre. Det samme gjaldt i tilfælde af skilsmisse. Fælleshuset var den dominerende boligform ca. 1700-1850.

Et ældre ægtepar kunne således beholde deres børn samt disses ægtefæller og børn i sa. hus; dette gjaldt især sønnerne med deres familier, idet døtrene ofte flyttede til ægtefællernes familie. I mange tilfælde flyttede manden dog til brudens familie. Den gamle mand blev så familiens mandlige overhoved, mens hans kone stod for indholdet af forrådskammeret ved huset. De to nød en stor agtelse i familien og traf gerne dispositioner for hele huset.

Ved døden blev alle de efterladte ramt af tabu, der dels skulle sikre den afdøde en sikker overfart til den anden verden, og dels skulle forhindre yderligere ulykker i at ramme de efterladte. Den døde var selv »uren«, og alle, der havde beredt ham el. hende til begravelse, skulle renses ved flere dages tabu og trylleformularer.

Efter et dødsfald skulle de, der havde rørt liget, afholde sig fra normal omgang med andre uden dog at bo særskilt. De skulle blive i huset, bære dragten på en bestemt måde, afholde sig fra at spise bestemte retter og fra at udføre bestemte arbejder. De måtte ikke nævne bestemte ord eller navne. Disse forbud havde forskellig varighed. De strengeste spiseforbud omfattede de organer, der ofte blev forbundet med dyresjælen, og ligeledes havde de strengeste arbejdsforbud tilknytning til forestillingen om sjælen, fx. forbudet imod syning, idet alle spidse genstande kunne genere sjælen, mens senetråden synes at være forbundet med tanken om sjælens styrke.

Dødstabu var streng, og overgangen tilbage til de normale tilstande må afgjort have været en fornyelse af dagliglivet.

Fortællingen

Den mundtlige litteratur har andre betingelser end den skrevne. Det kender man allr. fra den del af den europæiske litteratur, der er beregnet til mundtlig fremstilling, nemlig sange, dramaer etc., i det hele taget den del af litteraturen, der kræver personlig kontakt og mange tilhørere. Til at skabe den rette atmosfære og liv over fremstillingen kræves sammenspil mellem recitatoren og publikum.

I den mundtlige, ikke nedskrevne, litteratur betyder den personlige kontakt endnu mere. Det forudsættes som oftest, at tilhørerne kender fortællerens repertoire. Desuden er der en fast ramme for fortællingen, og den ligger ikke alene i indholdet, men også i stilen, i forsk. faste udtryk og endog i nogle traditionelle fagter. Når disse ting overholdes, kan fortælleren samle tilhørernes opmærksomhed. Han bruger ikke mange forklaringer. Han anvender ikke sådanne udtryk som »han sagde«, »svarede han«, el. lign. Når han fremstiller en samtale, kan man skelne de forsk. talende ud fra hans gengivelse af ordene. Ordene varieres ikke, de gælder for citater, og ofte er det vel netop sådanne citater, der holder historien samlet i den sa. form.

Fortælling foregik ofte om aftenen. Der hørte fællesspisning til, og gode fortællere var så at sige halvprofessionelle. De fortalte deres historier til festlige lejligheder el. som tidkort i de lange vinteraftener. Sådan en vinteraften kunne fortælleren messe sin fortælling monotont og tale husets beboere i søvn, hvad der netop var meningen m. den monotone fortællemåde.

Fortællerens repertoire kunne omfatte mange emner. Det kunne være myter, forsk. usædvanlige hændelser el. beretninger om usædvanlige personer, om drab, kappestrid, fangst, sult, rejser og religiøse forestillinger. Af disse fortællinger kunne de unge tilhørere lære forsk. ting, men intet blev understreget som det, man skulle lære. Det måtte tilhørerne selv finde ud af. Når man var samlet til en fortælling, syntes formålet først og fremmest at have været underholdning, ikke opdragelse. Men ind imellem blev en historie ved passende lejlighed fortalt til en enkelt i belærende øjemed.

Ved en festlig og munter sammenkomst kunne det ske, mens en fortæller kom i gang med at underholde de ældre, at de yngre samlede sig for sig selv, tog gribespillet s. 317 (ajagaq) og begyndte på en spændende og langvarig kappestrid. Ajagaq består af et benstykke, hvori der er boret flere huller. Til benstykket er der bundet en senesnor, hvis anden ende er bundet om en tynd stikke. Man tager stikken, slynger benstykket op og prøver at få stikken i et af benstykkets huller. Kun ét hul bringer holderen »frem«, et par huller kan bruges til »højre sving« el. »venstre sving« og andre huller kan kaste ham »tilbage«. Ledetråden i spillet er en »tur« til nabopladsen, hvor det naturligvis gælder om først at »komme frem«.

Imens fortalte sagnfortælleren nogle lokale historier. Han fortalte om den dygtige og utrættelige renjæger, der engang udgik for ammunition, løb rensdyret op og dræbte det m. sin kniv. Han fortalte om den stærke harpunkaster, der var afskåret af tyndisen fra at komme en hvalros på alm. kastehold, og som kastede sin harpun tværs over isen, slyngede sin harpunblære frem, fordi afstanden var for stor til harpunlinen, og gennemborede det enorme dyr med sin harpun.

I vinterens løb fortalte de skiftende fortællere om Ángángûjuk, der blev røvet af indlandsboerne, om den forældreløse og groft drillede Kâgssagssuk, der ved overnaturliges indblanding fik kræfter til at dræbe tre bjørne m. de bare næver, hvorefter han straffede sine tidl. plageånder, om Aqigssiaq, en blanding af kyst- og indlandsbo, som boede mellem de høje fjelde og overvandt en kæmpeorm, en hval og en kæmpefisk, om Salik, der unddrog sig sit samfund og i levende live blev ødemarkens spøgelse, om Mánik, der drog langt mod n. og deroppe nær var blevet fanget af en genganger, der viste sig at være en person, der døde under en sindsforvirring, el. om Kamigdlánguaq, der havde så stærke amuletter, at et magisk dannet trolddyr, tupilak, ikke kunne skade hans familie, foruden andre historier.

Myterne fortæller om den store flod, der overskyllede jorden, og kun de få, der flygtede op på de højeste fjelde, slap med livet i behold. Endv. fortæller myterne om, hvordan lyset og døden kom til menneskene: Dengang der var større »kraft« i menneskenes ord, var der kun mørke og ingen død, og menneskene var ved at overfylde jorden. Da udtalte to gl. kvinder deres ønsker. Den ene ønskede tingene uændret, den anden ønskede lyset og døden, og da der var størst »kraft« i hendes ord, blev det, som hun ønskede det. Mørket begyndte at veksle m. lyset, og livet m. døden. – I en anden variant kappedes »ormen« og lusen om at komme først til et menneske. Lusen vandt, og på den måde fik mennesket lus i stedet for orme. Samtidig kom døden til mennesket. Til ret sen tid kunne man høre den påstand, at man i det næste liv ville få orme i stedet for lus. »Ormen« er i denne variant en sommerfuglelarve. (Se endv. nederst s. 318).

De grønl. myter interesserer sig ikke for jordens skabelse, men for menneskets el., måske bedre, »folk«s oprindelse. – Det anvendte ord »inuit« bruges i dag om mennesket i alm. og eskimoerne i særdeleshed, men kan anvendes om forsk. »væsener«, og i oprindelsesmyterne bruges ordet både om »menneskefolk« og »dyrefolk«. Om menneskets opr. fortælles der, at der kom en mand ned fra himlen, han parrede sig med jorden, og jorden fødte to drenge. De voksede op, og den ene blev til en kvinde, men ingen ved hvordan. Deres efterkommere er menneskene.

Den religiøse opfattelse af mennesket og livet

Den centrale tanke i religionerne i alm. er udødelighedstanken, livets fortsættelse ud over et menneskes død. Tanken om livets fortsatte beståen efter døden omfatter alle levende væsener, planter og dyr, og ikke mindst mennesket. Den s. 318 eskimoiske religion er en frugtbarhedsreligion, dels fordi den regner døden som en betingelse for genfødsel, således at en afdød vil leve op igen i sin sjælenavne, dels fordi den betragter børnene som dem, der fortsætter slægtens liv.

Livet og døden er i eskimoernes religion to modsætninger, samtidig med at de er to faser af sa. forløb: livets kredsløb, der består i stadigt skiftende ophold på jorden og i dødsriget. Hvis man går myterne minutiøst igennem, vil man opdage, at livet og døden endda kan betragtes som identiske. Denne ambivalente holdning, modviljen mod entydighed, findes som en slags ledetråd overalt. Således betragtes lys og mørke, varme og kulde, over- og underverden, godt og ondt. Godt og ondt i religiøs betydning har hos eskimoerne ingen forb. m. etisk godt og ondt. Det religiøst gode er hos eskimoerne det, der ikke modarbejder livets kredsløb, det religiøst onde er det, der afbryder dette kredsløb og derved hindrer en genfødsel. En sådan hindring af genfødsel følges hos vestgrønlændere af sjælelige forandringer (til gengangersjæl) og ind imellem også af legemlige (til halvt dyr, halvt menneske). Disse »forandringer« omfattes med en gru, der er ganske anderledes stærk end angsten for døden.

Det enkelte menneske er ligeledes omfattet af dette monistisk-dualistiske syn. Også mennesker er blevet til ved forening af to modsætninger, mand og kvinde. Selve menneskelivets opståen skete ved himmelens og jordens forening, således som det fortælles om manden fra himmellandet som faderen og jorden som moderen til de første mennesker. I pagt med modsætningernes enhed fortælles der, at der først ikke var nogen modsætning ml. kønnene, men så blev kvinden »skabt« af en mand.

Hvordan disse første folk har været, melder eskimoiske myter meget lidt om. De fortæller ganske vist om en svunden urtid, hvor folk snart var dyr, snart mennesker, som gensidigt forstod hinanden, og hvor der var en sådan kraft i ordene, at disse kunne blive opfyldt, når de blev udtalt. Hvor længe disse forhold bestod, kan ikke ses af myterne, kun at det var meget længe siden. Måske skete »verdensforvandlingen« med syndfloden, som det fortælles i nogle indianske myter. Eskimoiske myter omtaler dog ikke denne forvandling, de forudsætter bare, at den fandt sted på et el. andet tidspunkt. Syndflodsberetningen understreger igen det dobbelte syn. Vandet, der i visse religiøse handlinger forbindes m. fødsel og livets opståen, omtales her som den store ødelægger, der udsletter livet på jorden.

Den eskimoiske mytologi nøjes ikke med at betragte to modsætninger som én ting, men de forsk. modsætningspar symboliserer hinanden. Polargrønlændernes myte om lysets og dødens indtog hos »menneskene«, hos hvem der herskede uforanderligt liv og uforanderligt mørke, indeholder en sådan symbolik, der næsten grænser til identifikation. Den herskende ro synes i myten at være opstået ved blanding af et positivt og et negativt element, lys og mørke. Ved den gl. kones udtalte ønske kom der også et positivt og et negativt element, lys og død (se endv. s. 317). Det kan ses således, at lyset symboliserer livet, mørket døden, så der faktisk var både liv og død i verden, men i stilstand. I virkeligheden blev der ikke indført nye elementer, for det der skete, var indførelsen af livets og dødens stadige skiften.

Den anden historie fortælles ofte uden andet formål end at forklare, hvorfor mennesket havde lus (se endv. s. 317), dog har historien et videre perspektiv, når man betænker, at »ormen« står for »slangen« i andre folkeslags myter, og at fx. slangen i Paradiset gennem synden bragte døden til mennesket. En kort, myteagtig s. 319 fortælling om lus, der efter at være blevet bidt ihjel levede op »helt røde«, sætter sandsynligvis lusen i relation til »ormen« i den forbindelse.

I kredsløbet ml. livet på jorden og opholdet i dødsriget er det sjælen, der skifter opholdssted. Begrebet »sjæl« er temmelig uhåndgribeligt, dels kan den virke som en enhed, dels som tre, evt. flere, klart adskilte dele. Tarneq synes at indeholde personens identitet og forstand, og det er den, der fortsætter tilværelsen i dødsriget. Anerneq holder åndedrættet i gang og holder legemet varmt, så længe personen lever. Men hvor den bliver af efter døden, er der ingen oplysninger om. Om Anerneq kan være det samme som ledsjælen i struben – thi man regnede med en sjæl for hvert led – er ikke klart, og i det hele taget er forholdet ml. ledsjælene og personlighedssjælen meget uklart. Som en særlig slags sjæl omtales også Ateq, navnesjælen, som ikke forlader denne verden, men får bolig i et nyt barn, der er opkaldt efter den afdøde.

Ledsjælene gør det muligt for leddene og organerne at udføre deres funktioner. Deres rette antal betinger sundheden. Ved s.k. sjæleran kan en ledsjæl fjernes – tilsyneladende skræmmes bort – fra sin plads. Hvis den ikke bringes tilbage i tide af en åndemaner, vil personen dø af fysisk sygdom. Men hvis man spiser et menneskeligt organ, hjerte el. lever, der er stærkt forbundet m. sjælen, bliver man inficeret m. »sjæl«, en tilstand, der frygtes som smittefarlig.

I løbet af 4-5 dage efter et dødsfald forlader Tarneq den afdøde, men inden den kommer i det ene af dødsrigerne – thi der var to, ét i himmelen og ét under havet – renses den først for sine jordiske »safter« i løbet af ét år. Den lutrede sjæl er menneskeformet (antropomorfistisk), har overflade og sanser, men er af luftig beskaffenhed. Hvorfra de nyfødte får deres sjæl, vides ikke, men i alt fald vil navnesjælen blive tilbage ved jorden og fødes på ny. Teoretisk kan sjælen blive til et hvilket som helst dyr, men i praksis genfødes den som menneske i sin navne. Det er vist kun i undtagelsestilfælde – hvis det overhovedet sker – at et barn ikke bliver opkaldt efter en afdød. Denne opfattelse af genfødsel ved sin navne kan være så stærk, at et barn, der er opkaldt efter en bestemt afdød, tiltaler den afdødes slægtninge efter den afdødes familieforhold.

Eskimoerne regnede med to dødsriger, det ene i himmelen, det andet – det bedste hos grønlænderne – under havet. Om man kom det ene el. det andet sted hen, afhang af, hvor og hvordan man døde, og ikke af, hvordan man levede. Thi til trods for at det ene regnedes for bedre end det andet, var der ikke det sa. modsætningsforhold ml. dem som ml. Himmerige og Helvede. Hvis ens livsførelse fik indflydelse på det hinsides, bestod det snarere i udelukkelse fra begge dødsriger. Denne udelukkelse fra dødsriget kan forårsages ved andres undladelse af dødstabu ved ens død, el. ved indtagelse af en slags »sjæl«, fx. ved kannibalisme i hungerperioder, og resulterede i gengangeri.

Eskimoernes sjæletro er vel det dunkleste punkt i deres religion. Den kan ikke fra nogen synsvinkel betragtes som sammenhængende, endsige logisk. Denne dunkelhed bevirker, at man ikke kender den eskimoiske opfattelse af sjælens plads efter døden. For selv om eskimoen talte om ophold i dødsrige, så begravede han de ældre afdøde på smukke pladser, for at de derfra kunne nyde udsigten. På sa. måde forklarede han nordlysets urolige bevægelser som de afdøde sjæle, der spillede bold. Men ellers blev det sagt, at de, der døde på landjorden, kom til dødsriget i himmelen, og de, der enten døde på havet el. blev kastet i havet, kom til dødsriget under havet. Som det fremgår af en østgrønl. fortælling, skulle de afdøde s. 320 i løbet af ét år befries for deres »jordiske safter«, hvorved den udødelige sjæl befries for sin dødelige bolig.

Mens en person, der havde spist af et andet menneske, blev genganger, havde man i Vest-G. den forestilling, at en gruppe mennesker slet ikke døde, men fik de afdødes egenskaber. Det var fjeldgængerne, qivítut, folk, der af en el. anden grund forlod menneskets samfund og blev til en slags spøgelser fra ødemarken. De var på en måde levende døde, levende, fordi de havde deres legeme i behold og ikke kunne komme fra det, døde, fordi de ligesom sjælene kunne flyve, forstå dyrenes »sprog«, læse tanker, gøre sig usynlige og havde andre usædvanlige egenskaber. Men heller ikke de kunne få fred, for de kunne ikke komme i dødsriget. Det var en tilstand, som absolut ikke var ønskværdig. Den gode skæbne bestod i et vekslende ophold i et dødsrige og på jorden. Alt har sin værdi ved sin modsætning.

Mere el. mindre klart nævntes Månemanden som den, der hentede sjælene fra dødsriget, før en fødsel kunne ske. Hvordan overfarten efter døden var, er dunklere endnu. For børns vedk. blev det sagt, at en hund førte barnesjælen frem, hvorfor man kunne lægge et hundekranium el. et stykke hundeskind i graven. Dog kendes der eksempler på, at der også blev lagt dele af en hund i en voksens grav. Den tanke er nærliggende, at der var en tendens til at betragte hunden som fører mod et dødsrige.

Alle de overgange i ens skæbne, der havde tilknytning til sjælens opholdssteder, og i øvrigt til formeringen i det hele taget, betragtedes som perioder, hvor sjælen ligesom var løsere forbundet m. legemet. Man måtte iagttage en række tabuforskrifter – især som undladelsestabu – dels under fødsel og død, dels ved overgang til de voksnes kreds, og for kvindernes vedk. også ved menstruationsperioderne. I s. 321 forb. m. troen på, at sjælen efter døden var i nærheden af legemet 4-5 dage og derpå blev renset ét års tid, inden den kom ind i et af dødsrigerne, var der 4-5 dages streng tabu efter dødsfald og derefter mildere tabu i et års tid.

Når man troede, at alle menneskets livsfunktioner var betinget af sjælen el. sjælene, var det ret nærliggende at overføre tanken om den virkende sjæl til alt, der havde legeme, både levende og døde ting. Også de døde ting kan få indflydelse på menneskene; eskimoerne var jo afhængige af naturens luner. Solen og vandet giver liv, elven er i stadig bevægelse og bruser, sneen kommer ned fra himlen, dækker hele jorden og forsvinder den næste sommer. Er disse også døde ting? Eskimoen troede på »væsen« i naturen, »væsen« med liv og forstand, »tingens inua«, der bor i enhver ting, i smådyr, i dyrearter, endog i begreber. Man skulle kende begrebernes, især ordenes magt? Man mærker disse »væsener« på deres virkninger, vel især på deres vrede. Når en person havde forset sig mod deres interesser, kunne de være farlige at have til fjender. Den eskimoiske betegnelse »inua« oversættes oftest som »sjæl«, betegnelsen betyder dog snarere »væsen«, el. endnu bedre »væren«, samtidig med at den kan oversættes ved: »menneske«, ejer og iboende.

Guddomme

Overgangen fra »inua«-væsener til ånder, der inddeles i forsk. åndefolk, og guddomme er heller ikke helt klar. Mens »inua« klart har tilknytning til de enkelte ting, er der visse magiske handlinger, der forudsætter en upersonlig, men virksom kraft, der kan bevirke de magiske handlingers fuldførelse. Men denne kraft er ikke nogen guddom. Den er ikke herre, men tjener. Den har ingen selvstændig vilje, s. 322 for hvis man ikke har gjort fejl under udøvelsen af de magiske handlinger, vil resultatet på uforklarlig vis forekomme.

Inden for eskimoernes åndeverden er der navne, der gives sådanne egenskaber, at de, selv om en egl. dyrkelse mangler, med en vis ret kan kaldes for guddomme. Der kan endda være en fastere formet dyrkelse af visse steders »inua«, der kræver offergaver el. bestemte handlinger, end af de egl. guddomme.

Pinga (»den deroppe«) er den mystiske skikkelse, endda i en sådan grad at man ikke ved, hvilket køn den har. Der er ingen myter om Pínga, hverken hvem Pínga er, el. hvilken rolle Pínga spiller.

I modsætning til Pínga fik Månen en helt anden placering. Som himmelguddom siges Månen at være herre over landvildtet, ligesom den fremkaldte snefald. Den sørgede for dyrenes og ikke mindst menneskenes formering. Dens rolle som himmelguddom synes dog undertiden vaklende, thi den synes at være forbindelsesled til begge dødsrigerne, desuden forårsagede den ebbe og flod og sælernes formering, og betegnedes også som hvalernes vogter. Den jagede en bestemt hvid, sortplettet hval og synes dermed at stå fast som himmelguddom i kappestriden ml. over- og underverdenen. I Månemandens fremtræden nævnes ofte hans hunde. Det hænger rimeligvis sammen m. hundens forb. m. dødsrigerne og Månens rolle som sjælenes ledsager. Af denne grund blev de religiøse lampeslukningslege – thi der fandtes også ikke-religiøse – udøvet i nær tilknytning til en åndemaners åndeflugt til Månen, og som regel for at skaffe en ufrugtbar kvinde et barn. – Som vogter af visse fangstdyr er Månens rolle ret lig Havkvindens, også fordi de begge var vogtere over tabureglernes overholdelse og straffede overtrædelser af disse.

Sødyrenes herskerinde, Havkvinden, er i virkeligheden en navnløs guddom. Hun har sit hus på bunden af havet, og uden for hendes hus holder en kæmpestor hund vagt. Det er ikke nemt at komme ind i hendes hus, og når man først er inde, slås man først med hende, indtil man har fået hendes hår renset for alt det skarn, der sidder der, og som i virkeligheden er menneskenes overtrædelser af tabu. Derefter er hun formildet, og hun sender nu de fangstdyr af sted, som hun har holdt tilbage for at straffe menneskene for tabubruddene.

I det meste af G. havde Havkvinden også indflydelse på isforholdene, og derigennem også på vejrforholdene. I Øst-G. havde man derimod en særlig herskerinde over vejrforholdene. Hun var et mystisk væsen, fordi hendes magt over vejret gav hende indflydelse på isforholdene og således også på vildtet. Hun kunne besøges af åndemanere, og som andre guddomme i denne form for frugtbarhedsreligion var hun også seksuelt abnorm, idet hendes mand i virkeligheden var et spædbarn. Hun havde stjålet dette barn, og da viste det sig, at hendes ryg var hul, et træk, hun havde fælles med det onde ødemarksspøgelse, Amajorsuk el. Amarsiniôq. Måske var hun i virkeligheden et sådant væsen.

En egl. dyrkelse savnes i forb. m. den Himmelmand, der fik børn m. jorden. Når han alligevel nævnes her, er det for at understrege forsk. tabuforskrifters forb. m. de enkelte guddomme. Ved ikke tidsbegrænset tabu var det forbudt at have omgang m. jorden, at have omgang m. dyr, at have seksuel omgang m. børn og at udøve blodskam; de forsk. forbud blev henh. overtrådt af Himmelmanden, Havkvinden, vejrets herskerinde, og endelig Månen og Solen. Disse handlinger havde tilknytning til menneskenes opståen, deres første udbredelse (thi blodskam blev også begået af de to første mennesker) og til racernes oprindelse. Set under denne synsvinkel s. 323 forbyder disse tabuer handlinger, der medfører ændringer i verdens gang, og som derfor kun synes at være tilladt for guddomme. Men spørgsmålet er, om denne synsvinkel også er eskimoisk.

Der fandtes kun en vag dyrkelse af disse guddomme. Normalt satte menneskene sig kun i forb. m. dem ved mellemled, enten ved åndemanerne el. ved en bestemt ceremoni m. dertil hørende sange. Kun undtagelsesvis synes man – undtagen ved åndemanernes medvirken – direkte at have påkaldt guddommene ved en mellemting ml. en bøn og en trylleformular; dog synes de sædvanlige offergaver til fangstdyrs sjæle undertiden at være rettet til Månemanden (el. Havkvinden?).

De religiøse handlinger

Det overnaturlige var altid tæt ved. Dets nærværelse kunne få virkninger på dagliglivet i form af taburegler og den altid lurende fare, der var forbundet med overtrædelse af disse. Men den overnaturlige verden kunne gøres nyttig for ens interesser af de magisk kyndige, både åndemanere og lægfolk med »viden«.

Lægfolk m. indsigt i den overnaturlige verden blev regnet for »meget vidende«, hvis de kun brugte deres viden til at beskytte sig selv og deres nærmeste. Denne viden kunne bestå i kendskab til, hvilke ting der kunne bruges som amuletter i forsk. situationer, hvilke trylleformularer og midler der kunne anvendes over for naturens el. andre menneskers luner. Der kendes historier om, hvordan kloge folk kunne skaffe vand til de tørstende, forvandle en klat skum på vandet til isflage til at flåde sig med, bortdrive isen og afvende magiske anslag fra andre mennesker. De mennesker, der brugte deres viden til at skade andres sundhed el. jagtheld, regnedes for hekse, ilisîtsut, hvis de forsøgte at skade offeret på legemet, event. at dræbe ham, kugsuit, hvis de prøvede at skade hans heldige skæbne. Især ilisîtsut regnedes for onde. En særl. gren af den sorte magi var tupilakker, der efter sigende blev sammensat af forsk. dele, især knogler af flere forsk. dyr, derefter ved tryllesang givet liv og sendt af sted for at dræbe tupilakmagerens fjende. Ved sammensætningen af dele af flere slags dyr blev dyrenes egenskaber »udnyttet«, men også en tupilak kunne afvendes af en »meget vidende« person og ville da dræbe sin herre i stedet.

Åndemaneren, angákoq, betjener sig af hjælpeånder, mens de foran nævnte lægfolk betjener sig af en upersonlig kraft. Der er lang læretid for en åndemaner. Åndemaneren er på forhånd udvalgt til sin værdighed, for nogles vedk. ses det af forsk. begivenheder forud for barnets fødsel, i andre tilfælde tydes nogle hændelser i barnets liv i sa. retning. Men den unge person må selv tage initiativet til sin læretid, der kan vare mange år, og derunder bestemmes både hans el. hendes fremskridt, den grad han kan opnå, og tidspunktet for den første off. fremførelse af ånderne selv. Det synes at fremgå af en del udtalelser, at både åndemanernes grad og fremskridt bestemmes af ånderne i forhold til lærlingens iver, korrekte opførsel, alvor og evner i øvrigt. For at blive åndemaner skal lærlingen »dø og leve op igen«. Efter denne begivenhed har han fået en kraft, som skal bruges, ellers vil den dræbe ham selv el. nogle af hans direkte efterkommere. Åndemanerne havde flere funktioner. De kunne undersøge en sygdoms årsag og helbrede den syge. De kunne undersøge forsvundne menneskers skæbne og i det hele taget finde ud af sammenhængen i uopklarede hændelser. De kunne foretage åndeflugt, enten til andre egne af jorden, til månen, el. til havets bund. Månerejsen kunne skyldes et s. 324 forsøg på at skaffe en barnløs kvinde et barn el. skaffe fangstdyr, og det var vel hovedsagelig med sa. formål, man foretog rejser til Havkvinden. Men ikke alle åndemanere kunne klare alle disse opgaver. De mindre betydelige åndemanere kunne kun undersøge forsk. forhold og event. også helbrede syge. Andre kunne foretage åndeflugter, men kun de allerstørste kunne komme ned til Havkvinden.

En angákoq optrådte som regel indendørs for et samlet publikum. Efter slukning af lamperne og sang ml. publikum og åndemaneren og anv. af trommen kom åndemaneren i trance og »klarede« sine forsk. gøremål under trancen.

Som en lavere grad af åndemanere regnes »hovedvipperne«, qilaumáinartut (af qila-, vippe en stang op og ned), der kun kunne efterforske uopklarede ting. Der blev bundet en stok til mediets hoved el. fod, og når mediet kom i trance, stillede man ham spørgsmål og løftede ved vipning mediets hoved (el. ben), og man tydede så svarene, alt eftersom løftningen var let el. tung.

Den magiske virksomhed udnyttede det overnaturliges nærværelse, men mens åndemaneren og den »vidende« holdt materien og det overnaturlige adskilt, brugte udøveren af den onde magi infektion af det overnaturlige i materien som middel.

Fest og underholdning

Ofte blev sammenkomster, derunder også ved åndemanerseancer, spontant festlige, tilsyneladende ganske uformelt, og der var anledning nok til en uformel feststemning: god fangst, tilfældigt møde under en rejse, el. en ganske alm. og tilfældig sammenkomst. Men der fandtes bestemte begivenheder, der krævede traditionelle fester.

Tidl. gav solhverv anledning til store festligheder. Især ved vintersolhvervet holdtes der en stor fest m. sammenkomst ml. flere bopladser. Alle mødte i nye klæder. Med festmåltid og forsk. underholdning fejrede man dagen, på hvilken ingen måtte tage ud på fangst, og som blev fastsat i forhold til tilsynekomsten af stjernebilledet âgssûtit (ørnen m. stjernen Altair). Også sommersolhvervet er blevet fejret, men der er kun få beretninger om denne fest, og man ved ikke meget om, hvordan dagen blev fastsat, el. hvad man foretog sig.

Også den tilendebragte indsamling af vinterforråd gav anledning til store festligheder. Især ved afslutningen af en rensdyrjagt plejede renjægere fra sa. fjordkompleks – indtil ret sen tid – at samles på et traditionelt fastsat sted, og inden de rejste hver til sit, festede de m. store madgilder, sportslig kappestrid og gavebytninger. Gavebytningen havde vist mest til hensigt at skaffe giveren prestige, mindre at skaffe ting, der manglede i ens hjemegn. Det var ikke altid småting, der blev givet bort.

Tidl. hørte også store festligheder til sangstrid. Folk kom i deres bedste klæder og blev beværtet rigeligt og i hjertelig atmosfære af sangværten el. – da sangstrid var en slags retsligt opgør – af den sagsøgte. Selv om den første sangstrid ml. to personer som regel var en slags juridisk opgør, foregik den under så festlige former, og der krævedes så megen selvdisciplin af parterne, at den blev gentaget og blev til tradition, men da som fest og underholdning. De to parter blev nære venner, enten til trods for el. netop fordi de begge kunne tillade sig at sige skrappe ting til hinanden under festlige former.

Foruden disse organiserede sangfester havde man ofte også andre sangaftener, hvorunder man genopfriskede sange, man kendte.

Som underholdning havde man også forsk. legemsøvelser, der blev udført som kappestrid. I nogle tilfælde har der været regulære »mesterskaber«, hvorved en »stærk« mand fra et sted udfordrede én fra en anden egn, og ved den lejlighed kom folk allevegnefra, især fra de to »mestres« bopladser, for at overvære det sportslige opgør.

Til kappestrid og underholdning havde man forsk. øvelser: kaproning m. kajak eller umiak, kast med kajakredskaber (både kastelængde og træfsikkerhed), kajakvending, nogle remøvelser, hvor armkræfter og ligevægtsøvelser dannede grundlaget for kappestriden, og forsk. boldspil. Fodbold blev spillet i en rundkreds, og s. 326 det gjaldt om, at bolden ikke faldt ned på jorden. Den egl. boldkamp blev spillet m. et udstoppet sælskind el. lign. som bold. I det sydl. Vest-G. blev der spillet til fods, mens man i den nordl. del tog hundeslæden til hjælp. Ofte blev der spillet ml. to bopladser m. hele det mellemliggende terræn som boldbane.

Som underholdning havde man også mange lege. De kan ikke omtales alle, men blandt de interessanteste var leg m. snorefigurer (ajararneq). Ved forsk. greb og slip m. fingrene fik man en rem m. sammenbundne ender til at danne figurer m. forsk. navne. Disse figurer og navne passer i de mindste enkeltheder til tilsvarende figurer fra Alaska. Det er således en af de ting, der viser grønlændernes kulturelle forbindelse m. de andre eskimogrupper.

Det grønlandske sprog

Grønlændernes sprog hører til den eskimoiske sproggruppe og omfatter de østligste af en lang række indbyrdes ret nærbeslægtede dialekter, der tales af de eskimoiske folkegrupper, som bor fordelt langs de arktiske kyster v.på indtil egnene ved Beringstrædet. Det der særl. kendetegner grønlandsk, er en i nogle henseender mere fremskreden lydudvikling end i de canadiske eskimoers sprog, men også inden for det udstrakte grønl. sprogområde findes dog karakteristiske dialektforskelligheder. Størst er forskellen ml. østgrønlandsk og vestgrønlandsk, der er blevet det off. sprog i forb. m. den nu igennem mere end 100 år anv. retskrivning, der blev udformet af Samuel Kleinschmidt.

Grønlænderne selv havde opr. ikke noget skriftsprog, og al tradition hvilede således på mundtlig overlevering. Ved missionens beg. 1721 medførte dette store vanskeligheder for missionærerne, der først umiddelbart måtte søge at tilegne sig det fremmede sprog, som både i struktur og ordforråd viste sig at afvige fundamentalt fra deres eget. Det skyldes da også missionærernes ihærdige indsats, at kendskabet til sproget hurtigt voksede, og allr. 1750 kunne Poul Egede udgive sin ordbog, Dictionarium Grønlandico-Danico-Latinum, der blev grundlæggende for de sen. ordbogsarbejder. 1760 fulgte derefter Grammatica Grønlandica Danico-Latina. Begge arbejder blev sen. ført videre af Otto Fabricius, hvis Forsøg til en forbedret grønlandsk Grammatica udkom 1791 og i udv. skikkelse 1801, et værk på 388 sider. 1804 kom desuden Den grønlandske Ordbog, forbedret og forøget.

Både Poul Egedes og Fabricius’ arbejder viser en dyb forståelse af sprogets egenartede struktur, selv om det endnu ikke helt er lykkedes at frigøre sig for den lat. grammatiks bånd, og en vis usikkerhed gør sig gældende i gengivelsen af de grønl. lyde. Disse forhold blev der først rådet bod på af den geniale sprogmand Samuel Kleinschmidt, der som søn af en herrnhutisk missionær var opvokset i G. og sen. var knyttet først til brødremenigheden, derefter til seminariet i Godthåb. Kleinschmidt var klar over manglerne ved den ældre sproggengivelse og så det som sin opgave at trænge helt til bunds i sproget og beskrive det ud fra dets egne forudsætninger. Han gennemførte således en sprogbeskrivelse efter principper, der først langt sen. blev knæsat af sprogvidenskaben, og i tilknytning hertil udformede han sin retskrivning, som han konsekvent anvendte i sin Grammatik der grönländischen Sprache 1851 og Den grønlandske Ordbog, omarbejdet af Sam. Kleinschmidt, trykt 1871, arbejder der blev normgivende for fremtiden. Den tysksprogede grammatik m. sin stærkt koncentrerede, videnskabelige fremstilling egnede sig dog ikke som alm. lærebog, men på grundlag af denne udarbejdede Chr. Rasmussen s. 327 en m. talr. instruktive eksempler forsynet Grønlandsk Sproglære, udg. 1888, der siden har været til uvurderlig nytte for enhver, der ville sætte sig nærmere ind i sproget.

Fabricius’ ordbog var forsynet m. et da. register m. henvisning til tilsvarende grønl. ord, men først 1893 udkom en egl. Dansk-grønlandsk Ordbog, udarbejdet af J. Kjer og Chr. Rasmussen.

De her nævnte arbejder er med tiden blevet vanskelige at opdrive, men først 1926 fremkom en ny udgave af den grønlandske ordbog ved Schultz-Lorentzen, der ligeledes udgav en noget mere kortfattet grammatik, Det vestgrønlandske Sprog i grammatisk Fremstilling, 1930, 2. udg. 1951. Begge arbejder foreligger endv. i eng. oversættelse, trykt i Meddelelser om Grønland, Bd. 69 og 129.3. Endelig udgaves 1960 en stærkt savnet, mere moderne Dansk-grønlandsk Ordbog ved Aage Bugge, Kr. Lynge, A. Fuglsang-Damgaard og Frederik Nielsen. I modsætning til Kjer og Rasmussens ordbog er den sidste fortrinsvis udarbejdet m. henblik på grønlændere, der ønsker at forstå det da. sprog, og i tilfælde, hvor der ikke findes grønl. ord, der svarer til de da., giver ordbogen i stedet forklaringer på grønl., så den på denne måde samtidig tjener som fremmedordbog for grønlænderne.

Sideløbende med det mere systematiske sproglige arbejde er der til stadighed foretaget et omfattende oversættelsesarbejde, i første række for at gøre bibelen og andre religiøse skrifter tilgængelige for grønlænderne. Med den voksende læsekyndighed og støttet af Kleinschmidts faste retskrivning har der imidlertid også udviklet sig en egl. grønl. litteratur, og allr. 1861 påbegyndtes en regelmæssig udgivelse af den grønl. avis, »Atuagagdliutit«, der siden 1952 udkommer tosproget som »Atuagagdliutit/Grønlandsposten«, idet både grønl. og da. nu er off. sprog i s. 328 G. Det sidste har medført, at alle off. bekendtgørelser m.m. må affattes på begge sprog, hvilket igen stiller store krav til grønl. tolke. Endv. har den nyere udvikling i voksende grad gjort det nødvendigt for grønlænderne at lære dansk. Sprogproblemet gør sig således stadig gældende, men nu således, at vanskelighederne for en overvejende del ligger på grønlændernes side.

De sproglige vanskeligheder er for en stor del forbundne m. de to sprogs forskelligartede struktur og begrebsverden. Medens man i da. opererer m. et stort antal selvstændige ord, har man i grønl. kun et ret begrænset antal stamord, som man imidlertid kan bygge videre på ved at tilføje i sig selv uselvstændige tilhæng (affikser), og det således dannede udtryk optræder da i den videre sammenhæng som ét ord, der desuden indbefatter grammatiske endelser for person, tal, kasus, etc. På denne måde kan opstå meget lange »ord«, der kan kræve en ret omstændelig oversættelse på dansk. En dagligdags vending som »jeg ville gerne snakke lidt med dig« siges fx. på grønlandsk i ét ord: oqaloqatigitsiarniarumagaluarpavkit, idet meningen er opbygget på følgende måde: tale-fælle-at have til-lidt-stræbe-ville-gerne-jeg dig. På den anden side er der også tilfælde, hvor et da. flerleddet udtryk kan gengives ved et ganske kort, grønl. ord.

Selv om antallet af de elementer, sproget således betjener sig af, er forholdsvis begrænset, er det grønl. sprog dog ikke fattigt på udtryksmuligheder – snarest tværtimod, takket være det elastiske affikssystem. En del af affikserne er endv. ved deres betydningsindhold særl. egnede til dannelse af betegnelser for nye begreber, noget sproget altid har udnyttet og stadig benytter sig af i vid udstrækning. Eksempelvis angiver -vik/-fik føjet til et verbum tiden el. stedet, hvor den pågældende handling finder sted. Af oqalugpoq, taler el. prædiker, dannes således oqalugfik: stedet hvor man prædiker, dvs. en kirke. atorfik betyder egl. »et sted hvor man bruges« og er således blevet betegnelsen for et embede. Mange ord for nye begreber er dannet ved hjælp af affikset -ussaq, der betyder -lignende, idet man har sammenlignet det nye m. noget, man kendte i forvejen. Af umiaq, den store skindbåd, har man på denne måde dannet ordet umiaussaq: en pram, af suak, fiskerogn, suaussaq el. flertal suaussat: byggryn, og således i mange andre tilfælde. I andre tilfælde beskrives det nye, idet man hæfter sig ved en enkelt iøjnefaldende el. karakteristisk egenskab, fx. kôrortôq, »noget med mange furer«, dvs. en riffel. På tilsvarende måde suvdlutôq, »noget med et stort rør«, en haglbøsse, osv. – På denne måde har det beskrivende princip, der er karakteristisk for sproget, gjort fyldest i meget stor udstrækning, men den hastige udvikling i de sen. år, ikke mindst på det tekniske område, har dog medført, at man i mange tilfælde har måttet give op og direkte har overtaget det fremmede ord event. i en tillempet form, så det lettere føjer sig ind i den naturlige grønl. sprogrytme.

Den skrevne grønlandske litteratur

Da tidsskriftet Atuagagdliutit startedes 1861, var den nuv. retskrivning endnu ikke slået an. Dette er sandsynligvis forklaringen på, at grønlænderne dengang ikke var vant til at udtrykke sig skriftligt, hvorfor skildringer af oplevelser ofte manglede liv og detaljer.

I årene efter 1875 skrev Johannes Ungâralak (1840-86) fra Nunatsiât en række skildringer af livet på øgruppen omkr. Sagdlît, lidt n. f. Kap Farvel. Ungâralakdet var i virkeligheden hans tilnavn – havde vist ikke fået megen skolegang, og s. 329 hans retskrivning var meget mangelfuld, men der var liv over hans beretninger og personskildringer. Selv i sine instruktioner i kajakkunsten tegnede han manden i kajakken som en vigtig faktor: den dristige, glade, unge kajakroer, den forsigtige og ængstelige type, og den dovne og skødesløse fremtrådte efter tur. Nogle af Ungâralaks bedste skildringer handlede om ture i nærliggende fjorde, fx. Ûnartoq med de fantasifulde traditioners atmosfære; i hans beskrivelse af indlandsisens kalvning i Sermiliks lukkede resonansrum kunne man næsten fornemme smerten og hovedpinen, som de vældige brag frembragte.

De første skriftlige grønl. arbejder betjente sig af den mundtlige fremstillingsform. Overkateket og seminarielærer Rasmus Berthelsen (1827-1901) fik 1875 udgivet et hæfte m. en række salmer, »tugsiutêrqat«; men kvaliteten varierede meget; det kendteste af hans arbejder blev »Gûterput qutsingnermio«, der gengiver englenes julebudskab på vers. Hans forbilleder var forsk. missionærer, hvoraf man s. 330 kan nævne Niels Brønlund Bloch (1720-92), Rasmus Bruun (1724-91), Otto Fabricius (1744-1822) og ikke mindst Holsteinsborg-missionæren Knud Kjer (1802-65), der ikke blot var den mest produktive, men også havde det smidigste sprog. Kjer gendigtede ikke blot en masse salmer, men også en række verdslige viser, der var meget populære og først forsvandt, da hæfterne, hvori de stod, ikke var til at opdrive mere. Han prøvede desuden at omplante dele af den europæiske sangkunst til G., således partier af Webers »Jægerbruden«. I den endnu velkendte »Parnûna« forsøgte han at overføre guldalderdigtningens kærlighedstragedier m. et gammelt motiv fra G.

Carl Julius Spindler (1838-1918) blev brødremissionens største salmedigter i G. og var også forfatter til mange sange. Den overbevisende naturglæde, der strømmer ud af hans sange, modsvares af en klar syndsbevidsthed i hans salmer, men denne følges af en fortrøstningsfuld stemning, især i hans gendigtning af julesangen »Ihr Kinderlein kommt«, »qujavdluse qaigitse«.

Henrik Lund (1875-1948) var en rig personlighed, missionær, maler, lærer, politiker s. 331 og præst, og hans digtning har øst af alle disse kilder: salmer, naturskildring, belærende digte og samfundsdigtning.

Han var mere sangdigter end salmedigter, men hans »Nikutimuse«, der er bygget over den jødiske rådsherre Nikodemus’ samtale med Jesus, er en smuk salme, der også står hans naturskildringer nær. Som lærer har han skrevet mange sange med belærende indhold.

Henrik Lund hørte til i egnen lidt n. f. Kap Farvel. Han hentede ofte sine motiver fra denne egn, beskrev smukke steder som Tasermiut og Narssaq. I sangen om Ûnartoq brugte han den mundtlige tradition som ledetråd, og han satte også andre fortællinger på vers: Matînarssuaq, der under et uvejr blev hjulpet frem af en tryllevise, samt den muntre scene med violinspilleren, hvis bue blev fanget af et bøjet søm. I sangen om storisen, »sikorssuit«, beskriver han både storisen som naturfænomen og økon. faktor. I sangen om fjorden Amitsuarssuk gør han sig til talsmand for udbygningen af fåreavlen. Trods det prosaiske emne er den dog en af de bedste lyriske frembringelser i grønl. digtning; her fornemmer digteren, hører og ser sit element, mens hans forgængere kun så og tænkte. Henrik Lund bruger høresansen virkningsfuldt, som i »orpigánguit«, »Pilebuskene«, i de skiftende årstider. Om sommeren hører digteren livets stemme, om efteråret dødens stemme, om vinteren et løfte om eftertiden, og om foråret evighedens stemme.

Nunarput utorqarssuángoravit, der af William Thalbitzer blev døbt »den grønlandske nationalsang«, er hverken den bedste el. smukkeste sang, Henrik Lund har skabt, ej heller den bedste fædrelandssang på grønlandsk. Den var vist egl. et indlæg i samfundsdebatten 1912. Efter stiftelsen af det grønl. landsråd 1911 talte man om oprettelsen af et nyt organ til samfundsdebat. Det resulterede i udgivelsen af tidsskriftet Avangnâmioq 1913.

Henrik Lunds ven, digteren og komponisten Jonathan Petersen (1881-1961), skrev ligeledes en række sange om fædrelandet, set som en udvidet barndomsegn. Jonathan Petersen, der havde oplevet lægmandsvækkelsen, var som sangdigter noget tung, men virkede som salmedigter mere nuanceret. Nogle af hans salmer bærer præg af vækkelsestanken, et personligt, næsten fortroligt gudsforhold finder udtryk i hans salmer, især den stille betragtning, »nipaitdlisimatitdlunga«, inspireret af Samuels kald. Imellem de noget tunge sange fremtræder hans sange om forårets liv med sprudlende liv og med overraskende munterhed.

Jonathan Petersen huskes ikke mindst som sprogmand. Han var ganske vist ikke nogen banebryder el. nydannende, men han kendte som ingen anden den nuv. sprogsituations detaljer. Han har udgivet retskrivningsordbogen »ordbogêraq«, hvori han har rettet en del tidl. inkonsekvenser. – Desuden har han skrevet romanen, »inûnerup sarfâne« »På livets strømsted«, der må betegnes som underholdningsroman, da dens samfundsdebat kom frem 20 år for sent.

Det første handlingsstykke, kortromanen »singnatugaq« (»drømmen«), blev 1914 skrevet af pastor Mathias Storch (1883-1957). Romanen, hvis hovedperson, en dreng fra Nord-G., blev elev på seminariet i Godthåb, blev i Godthåb opfattet som en nøgleroman. I bogen behandlede Storch en række samfundsproblemer med et bidsk vid: det farceagtige møde i det folkevalgte råd, plejebørns lod, forældrenes egenmægtige arrangement af de unges giftermål blev fremdraget som samfundsproblemer, og som generalnævner for alle disse ulemper nævnes oplysningens ringe stade.

Peter Gundel (1895-1931?), en fisker fra Jakobshavn, hentede motiver til sine noveller fra fortidens G. Af disse var »atâtaga akiniúpara«, »Jeg har hævnet min far«, den betydeligste som personskildring. En ung mand, Pungioq, havde den tyngende pligt, at han som led i blodhævn skulle dræbe faderens morder. Han var træt af at vente på afgørelsen og ønskede at føle den befrielse, som hans handling ville udløse. Til sidst fik han lejlighed til at udføre drabet blot for at opdage, at han ikke kunne føle lettelse el. befrielse. Gundel gjorde sig også til talsmand for kærlighedens ret i valget af ægtefælle, lige som Storch i »singnagtugaq«. Problembehandlingen i hans noveller syntes dog sekundær, medens det væsentlige var kulisserne, baggrunden i det gl. samfund, som det bl.a. fremgår af hans artikel i Avangnâmioq 1917, hvor han efterlyste beskrivelsen af livet i gl. dage.

Otto Rosing (1896-1965) skrev først en række biografier og nogle få lyriske arbejder. I sin hist. roman »Taseralik« beskriver han det gamle samlingssted for folk fra s. og n. med træffende karakteristik af både personer og situationer. Den sa. sikre situationsfornemmelse afspejler sig også i »Gulúnguaq«, der handler om en heksejagt i Disko Bugt i 1800t.

Augo Lynge (1899-1959) har skrevet adsk. sange for ungdommen, sange om samfundssind, dog gennemsyret af forfatterens naturglæde. Gennem mange år virkede han som samfundsdebattør, bl.a. i tidsskriftet »Tarqigssût« (lampepinden), som han selv redigerede. I sin kortfattede roman, »ukiut 300-’ngornerat«, (»Det 300 år«), tegnede han et fremtidens samfund med en sikker sans for realiteterne. Selv om handlingen svækkedes af en naiv kriminalhistorie, er bogen stadig væk af interesse, ikke mindst som et samfundsbillede tegnet af den ene af de to første grønl. folketingsmænd.

Pâvia Petersen (1904-43) var en udmærket landskabsmaler og udmærkede sig især ved nænsomt udførte akvareller. Han var en energisk personlighed, hvis virketrang tidligt blev hæmmet af tuberkulose, men modgangen gjorde ham til en fædrelandsdigter af grundtvigsk tilsnit. Han lagde gerne vægt på grønlændernes slægtskab med andre eskimogrupper og opfattede sproget som bindeled. G. var for ham det land, forfædrene havde fundet i deres evige søgen.

Pâvia Petersen har en vis evne til at fastholde en ejendommelighed, og det ses både i hans sprog og i hans motivbehandling, fx. i hans nok eneste salme af betydning, »Sôrdlo tugtorssuaq nivdliassartoq« »Som hjorten skriger efter rindende vand«, hvor hans variation af motivet er rigere end selve salmistens.

De fleste grønl. digtere lovpriser foråret og sommeren, men skildrer efteråret og vinteren i særdeles dystre farver. Pâvia Petersen synger lige så positivt om foråret og sommeren som de andre, snart glad, let og munter, snart betaget af sommeraftenens fred, el. nysgerrig og opmærksom i »naturens store skole«, og ikke mindst i den følsomme sommerstemning, »Kâlêraq tuperme sinigpoq«, drengen, der på sommerlejren vågner op til en ny solskinsdag og fuglesang.

I sine efterårssange omtaler Pâvia Petersen kulden, der kommer, fuglene, der rejser bort, isen og sneen, der nærmer sig, men ingenlunde vemodigt. De smukke, mørke aftener med stjernevrimmel og nordlys kan først nydes om efteråret. Trækfuglene drager bort for at fortælle andre børn om os. Tydeligst synger han positivt om vinteren i »apúmit matûgáuput naussúnguit«:»sneen har dækket de små blomster, men lad der blot komme mere sne. De stjerneformede snefnug er nu kommet, da julen nærmer sig … derfor velkommen, vinter!«.

I skuespillet »Ikingutigît«, »vennerne«, der umiddelbart, men fejlagtigt kan opfattes som et opgør ml. fanger og fisker, prøver hovedpersonen, fangeren Miteq, at konsolidere sin fremtid ved at udnytte de velprøvede ressourcer, mens hans ven, fiskeren og løsarbejderen Tâterâq, prøver at være moderne først og fremmest ved at opgive det gl. mønster, og må få fiasko.

I romanen »niuvertorutsip pania«, »udliggerens datter«, der udkom posthumt 1944, havde hovedpersonen Ujuãnâraq, med da. far og grønl. mor, arvet det bedste hos de to folk. Hun tegnes som et følsomt, men ligevægtigt menneske, der under nogle personlige skuffelser udvikler sig til bogens og udstedets centrale skikkelse. Udstedsmiljøet er skarpt iagttaget og rammende skildret. Under en samtale mellem udliggeren og præsten fremhæver forfatteren mangel på relevant oplysning som hovedårsagen til grønlændernes samfundsmæssige umodenhed. Bogen sluttes med klokkeslagene til dette århundrede, der gerne skulle bringe positivt nyt til Grønland.

Frederik Nielsen (f. 1905) begyndte tidligt at skrive sange, men havde i sine ungdomssange ikke fundet sig selv. 1934 udkom hans fangerroman Tûmarse, beretningen om fangerens farefulde liv. Havet tog alle mændene i hovedpersonens slægt, og til sidst tog det også Tûmarse. Men forud omkom Tûmarses ældste søn under en vinterstorm, og i en gribende beretning beskrives storfangeren Tûmarse, der med fare for sit liv bragte sin druknede søn i land, uden at vide, hvem det var. Men under de barske vilkår møder man smilet, især i stedets gamle kateket, Gîtiôrssuaq, der ved sin afsked straks tog i kajak på fangst og gik glip af præstens takketale.

1943 udgav Frederik Nielsen digtsamlingen »qilak, nuna, imaq« – »Himmel, jord, hav«, der genudkom i udvidet skikkelse 1962. I den ser man digterens forhold til faderen, der døde tidligt, hans idealer, der var påvirket af Bjergprædikenen, og under krigen hans drøm om en verden uden krige. Men en række hist. begivenheder og sagnminder har givet ham motiver: Major Paars’ indlandsistur, sagnene om øen Disko’s flytning, om solen og månen, og mange andre. Bemærkelsesværdigt står »kunstnerens afmagt« over for forholdet mellem intentioner og evner. Hvis man relativerer det til Frederik Nielsens eget »Arnajaraq«, skrevet over Snehvide-motivet, er den første del ikke særlig original, slet og ret Snehvide omplantet til G. og skrevet på vers. Men da handlingen kommer til dværgene, beskrevet som dværgene i grønl. sagn, kommer der fantasi, sprælskhed og liv i historien. Først da Frederik Nielsen er sig selv, bryder han kunstnerens afmagt.

Hans Lynge (f. 1906) fik tidlig kontakt med den begyndende amatørscene i Godthåb og begyndte som ung at oversætte da. stykker, men gik hurtigt over til selv at skrive drama. Han satte handlingen til tiden før europæerne kom til G. Kun nogle af disse stykker blev publiceret.

Romanen »erssingitsup piumassâ«, »det usynliges vilje« el. »det usynliges krav«, udkom 1938 og må betragtes som hovedværket i grønl. litteratur. Optakten til handlingen er et familiedrama. En lykkelig familie, mand, kone og to voksne drenge, kommer ud for en voldsom sindsbevægelse, da det for drengene afsløres, at den mand, de regnede for deres far, var deres fars morder. Efter blodhævnens krav må de dræbe ham, da de er bødler i en dom, der er blevet afsagt engang i fortiden. De gør sig deres stilling klar og indser, at de må udføre drabet. Moderens bønner og fortælling om faderens grusomhed bliver kun tilståelser, der endnu s. 334 mere gør det nødvendigt at udføre drabet. Stedfaderen går selv med drengene, og inden afgørelsen fortæller han dem i jævne ord om sit liv. De bedrøvede drenge udfører så blodhævnen. Dette drama, der ellers er spændende nok, udløser nye tragedier. Moderen kaster sig i havet. Drengene, der har været nært knyttet til de to voksne, især moderen, reagerer ret forskelligt. Den ældste, lidt tungsindige Sâmik viser ikke mange ydre tegn på forandring, mens den ellers så muntre Uvdloriaq bliver mut og søger at undgå andres selskab. Han grubler over deres handling og begynder at tvivle på rigtigheden af den, en handling, der i sine absolutte krav har gjort andres dyder til laster. Han kan ikke finde svaret på sin tvivl og rejser bort for i ensomhed at finde løsningen på sit problem. Uvdloriaqs veninde, Arnánguaq, finder livet uden Uvdloriaq så uudholdeligt, at hun opsøger ham. Hun finder ham, så bekendt og så fremmed. Uvant med vanskeligheder rammes Uvdloriaq hårdt, syg af mangel på ordentlig pasning og syg i sit indre, fordi hans problem tvinger ham længere og længere ud i isolation og selvoptagethed. To mennesker alene med hinanden, og med en mur imellem sig. Han er irriteret over, at han ikke har fået lov til at tænke i ensomhed, og over at de usynlige magter ikke har kontaktet ham, uvidende om, at han i sin evne til at høre selve stilheden er ved at modnes. Hun er bundet til Uvdloriaq af sin kærlighed, og forhindret i at åbne sig for ham på grund af den samme kærlighed; men kulde og de trykkende omgivelser gør Arnánguaq alvorligt syg, og nu, da det måske er for sent, opdager Uvdloriaq, at han ikke kan undvære hende. Mens han prøver at få kontakt med den bevidstløse Arnánguaq, bliver hans sanser modtagelige for naturens svar. I et mørke, der ikke kan skjule ham, opfatter han med alle sine sanser naturens hemmelighed: at jorden må lide, skæres af de frembrydende elve og græde med tårer, før den kan vinde over sneen, isen og mørket, før den kan bære sin blomsterpragt, og at denne lidelse fører til et rigere liv. Manden, der har fået sanser til at opleve naturens hemmelighed, bliver til en ny åndemaner. Ved hjælp af denne nye egenskab kurerer han Arnánguaq og er selv kureret for sin personlige krise. Ved hjemkomsten opdager de, at Sâmik, tynget af de voldsomme begivenheder, er blevet sindsforvirret, også der kan Uvdloriaq træde hjælpende til.

Den sidste del af bogen, Uvdloriaqs udvikling gennem de voldsomme begivenheder, gør det meget specielle tema almenmenneskeligt. Den unge Uvdloriaq er i den grad ét med naturen, at beskrivelsen af ham passer på naturen, mens beskrivelsen af naturen til gengæld er en træffende personskildring, og gennem sansernes stigende følsomhed beskrives Uvdloriaq dels som en bestemt personlighed, dels som en person, i hvem menneskeheden er forenet. I åndemanerens udvikling aner man den vordende kunstner, for hvem naturen er ved at åbne sig.

Af andre arbejder fra Hans Lynges hånd kan nævnes »sainak sunai«, med temaet fra den sidste eskimoiske indvandring. Stræberen og den evige søger Âlâte fører sin lille gruppe til polareskimoernes land. Der møder han missionæren, og ved samtaler med ham om Gud indser han, at han må søge videre. Han vil i ødemarken søge efter Gud, el. hvad det nu kan være, thi livet er en vandring, altid til nye mål. Har man nået det ene mål, skimter man et nyt bag ved det.

Hans Lynge har også foretaget indsamling af grønl. folklore, hvoraf han har publiceret lokale beretninger fra Upernavik distrikt. – Som maler og billedhugger s. 335 har han en fast position og har været med til at starte foreningen »Grønlandsk Folkekunst«.

Kristen Poulsen (1910-51) begyndte tidligt at skrive sange, af hans mange digte er dog hovedparten endnu ukendte for et bredere publikum. For ham er betegnelsen »kalâleq«, grønlænder, et hæderstegn, der forpligter en til fremskridt, men paradoksalt nok med fast forankring i national kultur og særpræg, hvilket vil sige, at han nødigt vil efterabe vesteuropæisk kultur, men tilpasse den til grønl. normer.

Hans store produktion spænder over mange genrer, foruden de mere alvorlige beskrivelser har han en række lyriske skildringer og skriver også muntre sange med stor elegance. – Efter hans død udkom romanen »angákoq Papik«, der er bygget over den tidl. sydøstgrønl. åndemaner Autdlârutâs erindringer.

Villads Villadsen (f. 1916) begyndte også tidligt at skrive på vers, dog uden at gøre sig særligt bemærket. Af ham udkom 1958 romanen »Jense«, en miljøskildring fra Angmagssalik, med en række træffende beskrivelser, uden at personerne dog blev andet end typer. Man finder nogle meget vellykkede passager, fx. Jenses barndom og baggrund, der vises i glimt, mens han ligger bevidstløs i en snehule. Bogen svækkes meget af en tendens til filosoferen, der ikke når ud over det accepterede, og derved bliver bogen en underholdningsroman, tydeligvis imod forfatterens intentioner.

1965 udgik fra Villadsens hånd den første større handlingsbog, der af en grønl. forfatter er skrevet udelukkende på vers. Bortset fra den tunge gang i handlingsforløbet er »nalussûnerup târnerane« overraskende god. Forfatteren har evnet at gøre sproget levende både i direkte fortælling og i sine billeder. Alle historierne i bogen handler om drab, den første om den sidste krig ml. nordboerne og grønlænderne, de andre om forsk. østgrønl. drabshistorier fra »hedenskabets mørke«. Forfatteren beskriver sine personer med forbavsende træfsikkerhed. Skiftende billeder: den farlige Puissortoq-gletsjer, el. en gl. kvinde ml. »rejsende mod dåben«, idet de foran sig opdager det længe ventede land Nunagssuk: »I midten af den næste umiaq ligger Sâqivât delvis under tæpper. Hun løfter sig op, vender blikket imod Nunagssuk og tørrer tårer med ærmet. Hendes hårtop ligner en bøjet finger, hendes tindinger er skaldede, hendes ansigt minder om et virvar af slædespor på smeltende is … Men der sker noget mærkeligt med Sâqivât. Det er som om en frisk saft strømmer ind i hendes årer og blander sig med hendes blod. Langsomt retter hun sig, hendes øjne får glans, hendes stemme får styrke, om end lidt skælvende. Der strømmer en ny kraft i hendes arme«. – Således beskriver Villadsen den ukuelighed, der har fået folk til at overleve.

Villadsen har i denne bog fundet en udtryksform, som han uden tvivl kan drive endnu videre. Den fantastiske sikkerhed i hans beskrivelser er lige rammende, hvad enten han beskriver drabstanker, sommerstemning, kælvende is, el. udtrykker eftertanke: »Så megen magt har misundelse, når den får lejlighed. Endnu i dag slår den ned på uskyldige, blot i en ny skikkelse«.

Jens Rosing (f. 1925) har ikke skrevet meget på grønlandsk, men har på da. nedskrevet folklore og erindringer. Som kunstner har han fået et navn også uden for selve G. Hans sikre opfattelse af tingene ses både på malerier og tegninger, der skitseagtigt fremtræder med klarhed og sans for det væsentlige.

Bildende kunst

Israel Nikodemus Gormansen malede omkring 1840 en række akvareller beskrivende livet hjemme og på fangst. Noget senere lavede Aron fra Kangeq (1822-69) illustrationer til de grønlandske sagn, både i akvareller og træsnit. Han har i disse arbejder udvist en fantastisk evne til komposition, en lige så forbavsende fornemmelse af mulighederne inden for sine medier, hvadenten det er træsnit el. akvareller. Hans perspektivfornemmelse i farver og hans sans for den forenklede dramatik har givet hans billeder en forbavsende styrke.

Jakob Danielsen (1888-1938) fra Disko Fjord malede fangerlivet i akvarelserier. Som fanger og kender af naturen og dens farver, fangstdyrenes vaner og fangerens teknik og udstyr har han skildret forsk. faser af fangerens liv, sagligt detaljeret og med en næsten fotografisk nøjagtighed. Alligevel er der liv i hans billeder, der er skattet som små kunstneriske og etnografiske værker.

Peter Rosing (1892–1965) præst og maler er kendt for mange oliemalerier af landskaber, fangstliv, dyr og mennesker fra Øst- og Vestgrønland.

Om Pâvia Petersen, Hans Lynge og Jens Rosing se ovf. under litteratur.

Af skærere i fedtsten og tand er det sværere at udvælge nogle enkelte. Esra Berthelsen fra Kangâmiut har omkr. 1920 og sen. udmærket sig ved en meget sikker s. 337 teknik i forb. m. en sprælsk fantasi. Han kunne i sine figurer forene grotesk barskhed med sans for humor. Sen. har Knud Petrussen fra Kangâmiut fremstillet figurer, der i opfindsomhed af former og selvstændig fantasi skilte sig fra andres arbejder.

Simon Kristoffersen, fra en familie, hvor alle medlemmerne skærer i fedtsten, har skabt sig selvstændig position med solide figurer, der i liniernes runde kurver skaber kontinuitet og bevægelse. De runde former giver figurerne en vis lethed og styrke. (Se endv. afsnittet Husflid ndf.).

Husflid

Husflid har været kendt i G. siden hvalfangertiden. Man solgte bl.a. kajakmodeller – opr. gravgods – og syede sager.

Bl. de vigtigste frembringelser må nævnes skindbroderi. Af farvestoffer kendtes i gl. tid kun gult, som blev udkogt af post, og skindets naturfarver: sort og hvidt. Ved indførsel af farvestoffer fra europæerne fik skindbroderiet et voldsomt opsving. En strimmel skind påsys i ønsket længde og skæres over med en lille kniv, hvorefter en ny farve føjes til – og så fremdeles. Der sys tasker, tøfler, »tændstikæsker«, servietringe m.m.

Til udskæring af figurer anvendes tand af hvalros, af narhval og andre tandhvaler samt dyreknogler, renhorn og vegsten. De mest kendte figurer er vel tupilak’er. En tupilak var et ulykkesdyr skabt af en trolddomskyndig til ombringelse af en fjende. Man spurgte ved kolonisationen 1894 østgrønlænderne, hvordan en tupilak så ud; da man ikke kunne tegne, tilbød man at skære én ud, og derefter har disse groteske figurer bredt sig – i dag helt op til Thule-boerne, som i deres gl. kult ikke kendte tupilak.

Endv. er masker og dukker yndede udskæringsobjekter. Maskerne var opr. kultmasker brugt til åndemaning og kultdanse.

Glasperler skaffedes opr. ved handel m. europæiske hvalfangere. Fra en enradet perlekæde udvikledes perlekraven på kvindens festdragt. Sen. er man gået over til også at lave bordduge, bægre samt servietringe af perler.

Der laves også arbejder i græs (løbbinding). Denne gren af husfliden har meget gl. tradition blandt eskimoer. Der fremstilles forsk. former for kurve og bakker.

Det er i dag vanskeligt at henføre de forsk. former for husflid til særlige områder i G. Med de forbedrede samfærdselsmidler bliver befolkningen mindre bofast, der sker en stærk blanding af distrikternes beboere, og herved spredes husflidstraditionerne. Dog er det kun i Øst-G., der laves spande og værktøjskasser af drivtræ m. påstiftede figurer af tand, som man brugte det i gl. dage (før Gustav Holms besøg). Løbbindingsarbejder fremstilles naturligvis især på steder, hvor man har let adgang til at samle græs, fx. i Julianehåb distrikt og ved Godthåbsfjorden samt i Egedesminde og Christianshåb distrikter. De bedste kajak- og umiakmodeller fås vel i dag fra Hunde Ejland i Disko Bugt.

Opkøb og videresalg af husflid har i mange år været organiseret af Håndarbejdets Fremme.

1964 stiftedes i Godthåb Foreningen Grønlandsk Folkekunst og Grønlands Landsmuseums Venner, hvis formål er at udbrede kendskabet til folkekunst samt organisere udstillinger og gennem præmiering stimulere interessen for god husflid som et indbringende bierhverv. Foreningen ejer en stor samling ypperlig husflid, som udlånes til udstillinger i G. og Danmark.

Den norrøne bosættelse på Grønland

Sent i vikingetid – da den no. bosættelse på de vestl. Atlanterhavsøer var fuldbyrdet – blev G. draget ind i kredsen af norrøne bosættelsesområder. Forud kendte man i Island rygtevis til land v.på; det var de s.k. Gunnbjørnsskær, men ingen var gået i land på dem, og i dag kan man ikke nærmere stedfæste dem. Mul. har de aldrig eksisteret, men kun været horisonttoningen af de sydgrønl. fjeldspidser. Imidlertid flygtede o. 970 en fredløs nordmand fra Jæren i Norge. Ham fulgte hans søn Erik, der tidligt synes at have fået tilnavnet Rauði, den Røde. De bosatte sig i det nordvestl. Island. Kort efter faderens død giftede Erik sig m. en isl. kvinde, Þjóðhildr, og bosatte sig derefter noget sydligere på Islands v.kyst. Han kom i lokale stridigheder m. drab til følge, blev dømt fredløs og besluttede sig til at undersøge, om rygtet om Gunnbjørnsskærene havde noget på sig. 982 forlod han – efter at være idømt den »lille fredløshed« på 3 år – Island, drog v.på og nåede frem til G.s sv.kyst, hvor han besejlede og rekognoscerede strækningen, sandsynligvis fra Sermersôq Ø til Ikerssuaq. Her fandt han langt bedre og rigere land, end han kunne erhverve sig efter landnamstidens ophør i Island.

Det nyopdagede land kaldte han Grønland, dels af ægte begejstring for fjordenes frodighed, dels fordi han agtede at bosætte sig der og få andre med sig fra Island. Det ville være lettere at få folk med sig, når landet havde et godt navn. Erik vendte tilbage efter udløbet af fredløshedsdommen 985. I løbet af vinteren lykkedes det ham at få så mange interesserede i det nye landnam, at en flåde på 25 fuldlastede skibe i sommeren 986 stævnede mod G. Undervejs kom de ud for, s. 339 hvad der sandsynligvis var en forrygende storm, hvor en del af skibene gik under, andre vendte hjem til Island, men 14 fortsatte færden. Som efter en forud aftale stævnede de ind i de forsk. fjorde, navngav dem og tog land. Sydligst bosatte Herjólf sig på Herjólfsnes, det nuv. Ikigait, yderst ved havet, men m. græsrige områder på den anden side af fjorden. Erik den Røde selv stævnede ind i Eriksfjorden (Tunugdliarfik) og bosatte sig inderst inde i fjordens n.gående arm på et sted kaldet Brattahlið (Qagssiarssuk). Han vidste nøjagtig, hvor han ville bo, og havde valgt et af de bedste steder i hele området.

De fleste fjorde her s.på og alle de gode steder blev tilsyneladende besat 986 og de nærmest flg. år. Derfor drog allr. tidligt folk n.efter og fandt de næsten lige så gode græsgange i fjordkomplekserne omkr. det nuv. Godthåb. Også her fik fjorde og steder norrøne navne.

Før år 1000 var således den norrøne bosættelse delt i de to områder Østerbygden og Vesterbygden. Arkæologerne har fundet en bebyggelse omkr. Ivigtut, der er uomtalt i traditionen, og som nu kaldes Mellembygden, men som mul. har hørt til Østerbygden. Den er betydelig mindre end nogen af de andre og synes også at have været fattigere. Ml. Vesterbygden og Østerbygden synes der også at have været økon. og derfor måske social forskel, idet et enkelt kildested omtaler Østerbygden som de riges og mægtiges bygd. I den sidstn. bygd er der til støtte for denne opfattelse fundet både et større antal storgårde og flere kirker. Da hele den norrøne s. 340 bosættelse var på sit højeste, har der vel været tale om et indbyggerantal på omkr. 3000, fordelt på de knap 300 gårde.

De ældste gårdtyper, som er udgravet, viser det rene nordiske langhus. Byggematerialet var nok til at begynde med væsentligst tørv, men efterhånden gik man over til at bruge dels tørv, dels sten, dels blanding af begge dele, mere el. mindre lagt i skifter. Et tørvehus’ levetid er næppe over 50 år, så det er intet under, at de norrøne hustomter, der er udgravet i G., så godt som alle viser, at man har bygget om atter og atter. I Island var det blevet alm. at udskille staldene fra våningshuset. Således også på G., selv om enkelte tomter viser tilbygninger til våningshuset, beregnet til får. Langhuset kunne bestå af flere rum, der lå i forlængelse af hinanden. Det største rum, der sine steder kunne antage karakter af en hal, var opholdsrummet og tilsyneladende også kogerum. Man brugte ikke vinduer i husene. Dagslyset kunne sparsomt sive ind gennem døren, gavlhullerne el. lyren, hvis en sådan fandtes i taget. Igennem gavlhuller el. lyre trak også røgen fra køkkenbålene og langilden, der var placeret i midten, og som ydede både varme og lys. Køkkenildstederne var anbragt rundt omkring i rummet, ofte var en større arne anbragt op ad langvæggen lige over for indgangen. Denne var som regel – ligesom i Island – placeret skævt for midten af façadevæggen. Derfor måtte arnen overfor beskyttes mod trækken fra døren.

Opvarmningen spillede en større rolle i G. end i andre norrøne områder. Det var sandsynligvis dette varmebehov, der delvis dikterede de mange ombygninger, men især den specielle udvikling, som husbyggeriet i såvel Vesterbygden som Østerbygden gennemløb i de fem århundreder, bebyggelsen varede. Tæthed og lunhed var krav, der frem for alt måtte stilles til staldbygningerne for at beskytte de værdifulde kreaturer, især køerne, mod vinterens hårde kuldegrader og stormenes isnende svøbe.

Mælken fra køerne spillede en stor rolle i ernæringen, dels til fremstilling af smør, dels til hensættelse på bakteriekulturer til skyr (en slags oplagt mælk). Ulden fra fårene forarbejdedes til godt, solidt vadmel, der sandsynligvis har været indfarvet m. naturlige farvestoffer. Derimod tjente husdyrene, bortset fra svinene, sjældent til kødforsyning. Den hentede man væsentligst fra jagten både til lands og til søs efter havets og landets storvildt. Fiskeri spillede selvfølgelig en stor rolle for ernæringen. Dagliglivet på de norrøne gårde vekslede i overensstemmelse m. årstiderne ml. jagt, fiskeri, pasning af hjemmemarken, ofte høbjærgning fra omkringliggende græssletter, pasning af kreaturerne og endelig fremstilling og reparation af alle de redskaber og brugsgenstande, der var fornødne. Væven spillede en stor rolle på gården. Spinding af ulden, farvning af tråden og endelig fremstillingen af vadmel til egne klæder og til eksport var dagligdags beskæftigelse. Skind har man også beredt, dels for at bruge dem selv til klæder og »sengetøj«, dels for at eksportere dem. Til tidkort spillede man gængse middelalderlige brætspil.

Dette såre enkle samfund svarede stort set til de øvr. norrøne. Med hovedparten af næringsmidler var det selvforsynende. For så vidt som korn (vel væsentligst byg) var anset som en fornødenhed, måtte det importeres. Kværnsten, fundne i ruinerne, tyder på, at korn har været brugt. Sødestof har man vel måttet skaffe sig udefra i form af honning, også til fremstilling af de gærede drikke, uden hvilke intet norrønt samfund tilsyneladende har kunnet eksistere. Redskabsmetallet s. 341 jern, som man vel kunne udvinde af myremalm lokalt, men ikke i tilstrækkelig mængde, måtte importeres, sandsynligvis i form af færdigvarer, der sen. atter og atter blev smedet om. Til de store gårde hørte der smedjer. Brændsel var der rigeligt af i dalenes krat, og heraf kunne man fremstille trækul. Til andet kunne træet ikke bruges. Men i modsætning til Island og andre skovfattige norrøne områder havde G. ret rigelige tilførsler af langtræ i form af drivtømmeret, der kom over Polhavet m. storisen.

Det var imidlertid ikke tilstrækkeligt, hvorfor man efter alt at dømme hentede træ langvejsfra v.på, sandsynligvis fra Labrador. Opdagelsen af disse egne v.f. Davisstrædet skyldtes en tilfældighed. Der er to versioner af denne opdagelses historie. Den ene – og måske den ældste og nærmeste ved sandheden – tillægger Herjólfs søn, Bjarne, opdagelsen, da han i de nærmeste år efter 986 fra Norge opsøgte sin fader; men han havde ingen dybere interesse i de fjerne lande, hvortil vind og vejr havde drevet ham. Først flere år efter omtalte han dem. Den anden version tillægger Leif Erikssøn opdagelsen, men i tid adskilligt senere. 999 drog Leif til kong Olav Tryggvason i Norge, blev vel modtaget og opholdt sig vinteren over i kongsgården, hvor han antog kristendommen. Året efter vendte han tilbage til G., men blev undervejs af vind og vejr drevet over imod Amerikas kyster, gik i s. 342 land, men søgte derefter tilbage til G. langs kysterne og mærkede sig kursen. Hvadenten nu den første el. den anden beretning indebærer sandheden, så foretog Leif i begyndelsen af 1000t. en længere færd til disse egne i v. Navnene Helluland (Baffin Island?), Markland (Labrador?) og Vinland skyldes ham. Det sidste stednavn betyder sandsynligvis »land med græssletter«. Efter de sidste undersøgelser og teorier menes Vinland at være n.spidsen af Newfoundland. I beg. af 1000t. gik der tilsyneladende flere ekspeditioner v.på fra G.; men sammenstød m. lokale indbyggere, mul. indianere, mul. eskimoer (Dorset?), gjorde en kolonisation umulig. Farter v.på efter træ derimod synes i de. flg årh. at være foregået ret regelmæssigt. Den sidste daterede rejse i det øjemed skete 1347.

Leifs rejse 999/1000 fik på anden måde vidtrækkende betydning for de norrøne samfund på G. Han medførte fra Norge præster, således at kristendommen kunne prædikes i de fjerne bygder. Samtidig med at kristendommen blev »vedtaget« i Island, fandt den fodfæste på G. Eriks hustru, Pjóðhildr, lod en lille kirke bygge. Det er sandsynligvis den, der blev fundet noget sydligere end våningshusene og staldene på Brattahlíð. Den var omgivet af en lille kgd., hvor der var forholdsvis mange begravelser af høj ælde. Både kirke og kgd. blev rimeligvis snart for små. Man antager derfor, at der noget hen i 1000t. blev bygget en større kirke, formodentlig den underste af de to kirker, der har ligget nærmest ved våningshuset. Efterhånden som kristendommen trængte ind i bygderne, hvilket skete forholdsvis snart, blev der rundt omkr. bygget kirker. Flere af de små tørvekirker m. cirkelrundt kirkegårdsdige kan måske henregnes til denne tid, men kan også være senere »privatkapeller«. De større stenkirker var alle knyttet til en storgård og blev opf. i løbet af 1100- og 1200t., nogle af dem temmelig anselige. De fleste af disse kirker havde gavle af træ mod v. og enkelte kor mod ø.

Den katolske kirkes organisation og dermed forbundne sakrale institutioner nødvendiggjorde en biskops jævnlige besøg. Men p.gr.af rejsens besværlighed og den lange afstand til det kirkelige moderland Norge måtte man ønske en residerende biskop og ikke en tilrejsende. Der synes i årene ml. 1112 og 1121 at have været en biskop ved navn Erik Upsi i G., men vi ved så godt som intet om ham. 1124 el. 1125 tog »høvdingen« på Brattahlíð, Sokki Þórisson, sagen op på tinge, og det blev besluttet at sende en mand til Norge for at skaffe G. en biskop. Helt til ærkebiskop Asser i Lund måtte rejsen udstrækkes, før Einar, Sokkis søn, kunne vende tilbage 1126 med Arnald, den første residerende biskop i G. Efter overenskomst overtog han den store gård, der lå på landsmalningen ml. Eriksfjord og Einarsfjord, det nuv. Igaliko, hvor bispesædet Garðar m. domkirken, viet Skt. Nicolai, knejste m. sine efterhånden vidtløftige bygninger. En af de efterfølgende bisper udvidede domkirken og byggede sakristi og kapel til koret. Det er mul. ham, der i sit skrud blev begravet i og sen. fundet ved udgravningen af kapellet. Efter alt at dømme drejer det sig om biskop Jón Smyrill, der døde 1209, formentlig i G.

Samme biskop Jón Smyrill grundlagde antagelig augustinerklosteret i Ketilsfjord (Tasermiut), hvor sikkert den præsteskole befandt sig, hvorfra biskoppen kunne hente de fornødne præster til stiftets kirker. Der var efterhånden 12 i Østerbygden og 4 i Vesterbygden, foruden de to klosterkirker, augustinernes og benediktinerindernes, det sidste kloster lå i Siglufjord (Ûnartoq). Det blev efterhånden anselige områder, der blev lagt til kirkerne. Indtægterne herfra samt indkomsterne s. 343 ved tiende blev samlet ved domkirken, hvis tiendelade antog efter forholdene store dimensioner.

Kirkens indkomster skulle imidlertid omsættes, og derfor blev kirken en væsentlig økon. faktor i G., som den var det i andre middelaldersamfund. En væsentlig del af indkomsterne af såvel de verdsligt som de gejstligt ejede gårde blev forbrugt på stedet. Men dertil kom behovet for importerede varer, der for kirkens vedk. havde speciel og særl. kostbar karakter. Denne import kunne kun skaffes ved eksport af varer, for hvilke der var et forholdsvis konstant behov ø.på. Skind, vadmel, hvalros- og narhvaltand kunne finde afsætning, om end til tider m. besvær, og dække den nødvendige import og betalingen af de kirkelige afgifter. Så længe disse varer var salgbare, ville kontakten m. verden mod ø. kunne opretholdes.

Vadmel kunne som nævnt produceres på gårdene; men skindvarerne og tænderne måtte hentes langvejs fra. Jagten på hvalrosser og narhvaler trak de norrøne fangstmænd n.på, til den s.k. Norðrsetr, der sandsynligvis skal placeres geografisk i områderne n. f. Nûgssuaq-halvøen, der vel er den norrøne topografis Krogsfjordshede. Det vides fra en runesten (Kingigtorssuaq-stenen) fra Upernavik, at 3 fangstmænd befandt sig på dette sted i et el. andet år ml. 1250 og 1300 og s. 344 mul. overvintrede. Heroppe var også sælfangsten rigelig. Man brændte trannen på stedet og hjemførte den i skindposer. De øvr. skind, tænderne og en del af kødet har man ligeledes transporteret s.over. Hvalroshuder blev skåret i strimler, flettet og fandt anvendelse som stærke, elastiske ankertove og fortøjningsreb.

Eksporten fra G. blev til at begynde med vel nok transporteret m. både grønl. og no. skibe; men træmanglen i G. gjorde det vanskeligt at vedligeholde de gl. skibe og bygge nye. Det ser ud til, at besejlingen i 1000t. og en del af 1100t. har været forholdsvis livlig. Efterhånden blev det kun fremmede skibe, der kom til G., og i løbet af 1200t. og 1300t. tager besejlingen af for helt at ophøre, i hvert fald hvad farten ml. Norge og G. angår.

Forbindelsen ml. disse to Atlanterhavs-områder var indtil 1300t.s slutn. den vigtigste, og måske den eneste. Dette handelssamkvem kunne afstedkomme retstvister. Allr. tidligt synes retsregler såvel i Norge som i Island at anerkende de østligere liggende bygder som særl. retsområder. Det ville da også være naturligt, om der – i kraft af middelalderens lokalisme – opstod og udviklede sig en lokal, grønl. ret, som vel i mangt og meget kunne ligne de sædvaneregler, der var udviklet i de tilsvarende norrøne samfund, men m. det særpræg, som de lokale krav med tiden gjorde gældende. Vi ved intet konkret derom. De tvistigheder, man beretter om, drejer sig kun om modsætningsforhold til udefra kommende.

Retsordenen synes at have grupperet sig om lokale tingsteder, mul. et for hvert fjordområde. Men man har overleveret beretninger, der viser, at man i hvert fald i bosættelsens første århundreder desuden har afholdt mere landsomfattende tingsforsamlinger. Sidst i 1300t. omtales også et ting i Østerbygden. Arven fra Erik den Røde som den første norrøne landnamsmand og husbonde på Brattahlíð medførte, at dette sted i lang tid var det naturlige centrum for bygderne. Med tiden gled denne position over til bispesædet, dels fordi dette lå geogr. mere centralt i Østerbygden, dels – og vel ikke mindst – fordi bispesædet blev det åndelige såvel som det økon. samlingspunkt. Hertil stævnede også de få skibe, der for over havet fra Norge til G., hvor de dog først lagde ind til Herjólfsnes for sen. at gå til Garðar, sjældnere til Vesterbygden.

Det blev da også den grønl. biskops opgave (lige som en samtidig islandsk biskops) at bringe den no. kong Håkon Håkonssons opfordring til at slutte sig til det no. kongedømme, der 1247 var blevet velsignet af kirken. De to bondesamfund, s. 345 henh. på G. og i Island, lod imidlertid vente på svar. 1257 udsendte Håkon derfor 3 mænd fra Norge til G. for at rykke for svar. 1261 vendte de tilbage og forkyndte for kongen, at »grønlænderne« havde sagt, at de ville yde skat og »bøde til kongen«, d.v.s. betale retsbøder til ham. Hvad »overenskomsten« i øvrigt er gået ud på, ved vi ikke, og i årene derefter kan man ikke spore nogen som helst ændring i forholdene på G. endsige i forbindelsen m. Norge. Denne sidste blev knyttet med sa. sjældenhed som forhen. Det er mul., at den no. kongemagt m. tiden fik en repræsentant, en kgl. ombudsmand, der var bosat i det fjerne skatteland. En sådan embedsmand og to kgl. gårde omtales i 1300t., endda en ombudsmand ved hans navn; men hans stilling synes ikke at have været særl. indflydelsesrig. Bortset fra kirkeruinen ved Qaqortoq, Hvalsey kirke, der tydeligt viser no. påvirkning, hvilket er ganske naturligt, eftersom den kirkelige kontakt var fast sluttet m. ærkesædet i Nidaros, så synes det norrøne samfund levedygtigt og uafhængigt nok til at gå sine egne veje. Det viser sig i husbygningen, hvor centralgården dannede en enestående hustype i de nordl. områder.

Det er før omtalt, at opvarmningsproblemet beskæftigede de norrøne bygdefolk ved opførelsen af deres huse, specielt hvad sikringen af køerne angik. Det ser ud til, at der i den sidste halvdel af 1200t. og videre gennem 1300t. skete en temperaturforværring i Norden. Den stærkere kulde tvang øjensynlig de norrøne bønder på G. til at beskytte sig selv og deres dyr bedre end før i boligerne. Man samlede derfor alle huse i ét eneste stort kompleks, hvor kostaldene blev placeret i midten. Det er den type, der er blevet kaldt centralgården. Fundene i øvrigt viser fortsat en selvstændig nord. kultur i de to bygder.

Besejlingen af G. blev imidlertid stadig sjældnere. Hovedårsagen lå formentlig s. 346 i, at no. skibsfart i 1300t. gik betydelig tilbage, udkonkurreret af hanseaterne. Disse vovede sig nødig ud på åbenvandsfart. Dertil kom fra midten af 1300t. den sorte død, den pestsygdom, der lammede alt initiativ i de tyndt befolkede områder. Sygdommen nåede sandsynligvis ikke til G. – et skib kunne rimeligvis ikke være nået dertil, førend besætningen om bord var død af smitten. For øvrigt var der mangel på sø- og kurskyndige folk til at foretage den vestl. fart. Dertil kom, at de grønl. eksportvarer faldt i salgsværdi og salgbarhed. Det er et spørgsmål, om det overhovedet kunne betale sig at fare på G. Det var heller ikke store indtægter, kongen fik derfra, endsige kirken.

Med visse afbrydelser havde der siden 1126 konstant været residerende biskop i Garðar. Under de skismatiske forhold i romerkirken i 1300t. bredte den alm. usikkerhed sig også til de nord. stifter. 1315 var biskop Arne rejst ud til G. og sad 33 år i sin bispestol. 1343 udnævnte man en anden, idet man stiltiende gik ud fra, at Arne var død. Det vidner på en gang om, hvor sparsomt meddelelserne løb over Atlanten, og om, hvor letsindigt man handlede m. kirkens høje embeder. Da Arne endelig meldtes afgået ved døden, rejste den udnævnte biskop ikke, men lod sig sen. forflytte. Først 1365 indviedes broder Alf til biskop af Garðar, og først 3 år efter lykkedes det ham at komme af sted til sit stift, hvor han ml. 1376 og 1378 døde som den sidste residerende biskop. De Garðar-bisper, der omtales i de flg. årh., nåede aldrig at sætte foden på G.s jord, agtede det vel heller ikke, men optrådte som viebisper alverdens andre steder. Bispesædet blev forvaltet af en s.k. official, der i længere tid må have været selvbestaltet. Uden bisp måtte menigheden i længden efter datidens opfattelse forfalde til hedenskab.

Under sådanne omstændigheder var det vel, at den sparsomme besejling var blevet overtaget af et »officielt« skib. I 1300t. omtales »Grønlandsknarren« nogle gange, sidst da den forliste 1369. Siden synes besejlingen at have haft de rene tilfældigheders karakter.

Ved midten af 1300t. opgav de norrøne bønder tilværelsen i Vesterbygden. Nærmere om hvornår og på hvilken måde vides ikke. 1355 blev en vis Poul Knudsen beordret til at gøre en ekspedition rede for at redde kristendommen fra »at nederfalde«. Det er tvivlsomt, om denne ekspedition er kommet af sted, og om den kan sættes i forb. m. Vesterbygdens ophør.

Af Garðar-officialen Ivar Bardsons beretning fra tiden umiddelbart efter 1368 ses, at han ikke fandt nogen mennesker af nord. afstamning, da han var i Vesterbygden, hvorimod »skrællingerne havde al Vesterbygden ud«. Med den tiltagende kulde kunne eskimoerne under Inugsuk-kulturen vinde fodfæste sydligere langs G.s kyster. Hvad der skete i Vesterbygden, vil formentlig aldrig blive opklaret. Man kan indtil videre kun konstatere, at den norrøne bosættelse her ophørte ved midten af 1300t.

Det vidner om, hvor selvhjulpen den norrøne kultur på disse længde- og breddegrader var, at den kunne eksistere fortsat indtil o. 1500 i Østerbygden, samtidig med at den eskimoiske bosættelse bredte sig s.over, rundt Kap Farvel og op langs ø.kysten. Der findes ingen sagn om stridigheder ml. eskimoer og norrøne bønder knyttet absolut til Vesterbygden, derimod ét såre fredeligt. Visse norrøne beretninger fra Østerbygden tyder på, at et vist fredeligt samkvem har kunnet eksistere også her. En isl. årbog kan imidlertid fortælle, at der 1379 skete et sammenstød mellem dem, hvorved 18 norrøne mænd blev dræbt og 2 drenge blev taget til s. 347 fange. De eskimoiske sagn fra Vest-G. fortæller om flere sammenstød knyttet til Østerbygden, uden at de nærmere tidsfæstes, hvilket vil sige, at de i tid kan ligge hen i 1400t., uden at man kan nå til en nærmere datering.

Den sidste nordiske meddelelse om norrøne grønl. forhold ånder relativ idyl, idet den beretter om et bryllup, som blev fejret i Hvalsey kirke 1408. Derefter tier beretningerne om G. Der er imidlertid vidnesbyrd, som ubestrideligt godtgør, at de norrøne samfund i Østerbygden fortsat har eksisteret indtil o. 1500. Ved udgravningen af Herjólfsnes kgd. fandt man, foruden adsk. mere el. mindre velbevarede dragter fra o. 1350ff., bl.a. en høj hue, der var karakteristisk for burgundisk mode efter 1450, og ved udgravning af eskimoiske tomter langt mod n. har man fundet trædukker, lavet af eskimoer, men forestillende europæere, iført dragter og m. en hovedbeklædning, der var på mode o. 1500.

Disse vidnesbyrd fastslår, at der på en el. anden måde må have været forb. ml. Europa og G. i løbet af 1400t. Behovet for tran har hele middelalderen igennem været stort. Det betingede hvalfangsten, som den blev drevet af nordmænd, af folk fra Normandiet og af biscayerne, ikke mindst disse sidste. Den baskiske tradition vil vide, at hvalerne i 1300t. forlod den biscayiske havbugt, gik ud i Atlanten og n.på. Dermed blev biscayerne tvunget til at gå ud på havet, dersom de ville opretholde deres hvalfangst. Knogler af den specielle biscayiske hval (Eubalæna glacialis) er fundet i norrøne møddinger i Vesterbygden, altså før 1350. Det er troligt, at biscayerne nåede op i Davisstrædet i løbet af 1400t., følgende hvalerne, der efterhånden trak længere og længere ø.over. Et enkeltstående eskimoisk sagn beretter om udryddelse af alle norrøne mænd i Østerbygden ved angreb udefra. Det kan have været et biscayisk angreb, sandsynligvis lokalt, således at man skal forstå sagnet på den måde, at alle mænd på det sted blev dræbt. Et pavebrev fra 1448 omtaler angreb »af hedninge fra de tilgrænsende kyster«. Med ordet hedninge kan kun menes eskimoer. I den eskimoiske sagnverden findes der, foruden fortællingerne om de direkte sammenstød, også en gennemgående forestilling om en hævnaktion p.gr.af drab af de norrøne bønder. Hævnerne skulle komme udefra. Eskimoerne må altså have haft en viden om disse norrøne bønders forbindelser over havet.

Trængt af fjender og med usikre økon. vilkår under den utvivlsomt tiltagende klimaforværring, ganske svigtet af »venner« inden for den gamle, dog ikke alt for sikre, rigsforbindelse med Norden, tilsidesat af kirken, bukkede den norrøne befolkning under til sidst. Herjólfsnes-kgdens triste sygdomsbillede skal man nok ikke lægge alt for megen vægt på, og slutte ud fra det til en gennemdegenereret slægt. Den »glemte« befolkning overlevede dog i adsk. år, og det er i middelalderen i højere grad sygdom end ælde, der fører til død og begravelse.

Så helt udslettet af den nord. bevidsthed var den norrøne befolkning på G. ikke. Ejendommeligt nok foregik i 1400t. forsk. forsøg på at nærme sig G. fra øst. Før 1424 tegnede fynboen Claudius Clavus Swart sit første kort, der udvidede datidens geogr. begreber med et nyt billede af Norden. Både på dette kort og på det senere, mere udførlige fra sidst i 1420’rne gav han et groft rids af G. Det er egl. kun placeringen af en landmasse, som han på grundlag af traditionen vidste skulle befinde sig derude v.på. Se endv. s. 224. Hans viden var så lille, at han end ikke kendte navnet på bispesædet, som dog stadig levede i kirkens bevidsthed. Traditionen om disse områder nåede på en uopklaret måde ned i det tyske. Et sted ved Øvrerhin s. 348 tegnede formentlig en munk i midten af 1400t. i et håndskrift det s.k. Vinlandskort, offentliggjort 1965, uden at dette har tilført os ny viden. I Portugal, det land, som i 1400t. mest beskæftigede sig m. geogr. ekspeditioner, var man interesseret i disse vestl. atlantiske landområder, idet der to gange i løbet af årh. gik opfordring herfra til den nord. konge om at sende ekspeditioner mod v. Endelig 1472 el. 1473 udsendtes en mindre ekspedition m. Didrik Pining, Hans Potthorst, nordmanden Johannes Scolp og portugiseren Juaño Cortereal som ledere. De kom formentlig til G.s ø.kyst, men måtte fortrække p.gr.af eskimoiske angreb, blev derefter i storm drevet så meget v.på, at de antagelig nåede Newfoundland. Derfra vendte de tilbage m. et såre magert resultat.

Claudius Clavus kan have kendt til den tradition, der var levende i Bergen, hvor han utvivlsomt har været. Her og i Island fastholdt man med stædighed traditionen om den norrøne befolkning på G. Samtidige, lidet sikre beretninger om anløb af de grønl. kyster fortaltes atter og atter. Så sikker var traditionen, at ærkebiskop Erik Valkendorf ml. 1510 og 1517 kunne samle et forholdsvis stort materiale til belysning af G.s besejling (kursforskrifter) og beskrivelse (Ivar Bardsons). Han foretog sin indsamling m. henblik på at genoptage forbindelsen. 1492 havde pavestolen ved et ejendommeligt velinformeret brev søgt af få udsendt en biskop s. 349 til Garðar; men det var mislykkedes. Også Erik Valkendorfs materialeindsamling blev i første omgang resultatløs, men sen. fik den betydning. Chr. II.s idé om det store nord. atlantiske kompagni, hvori G. skulle indgå, gled som alle hans andre foretagender ud i sandet.

Da var den norrøne befolkning antagelig uddød.

Forskningen i forbindelse med den norrøne bosættelse på Grønland i middelalderen

Studiet af den norrøne bosættelses historie begyndte forholdsvis kort efter, at forbindelsen ml. Norden og G. ophørte. Det var ønsket om at genoptage denne forbindelse, der drev til studier og materialeindsamling – udelukkende af skriftlig art. Den norrøne tradition blev vedligeholdt dels i Island, dels i Vestnorge, nærmere betegnet i Bergen og Trondheim. Flere skrifter så dagens lys, samtidig med at den politiske aktivitet i den nordl. Atlant tog til, dels foranlediget deraf, dels for at anspore den da.-no. regerings aktivitet. Gentagne gange blev der – væsentligst af isl., men også af no. lærde – i skrift og tale mindet om den norrøne grønl. bosættelse. Adsk. kort så dagens lys i forbindelse hermed. Da alle disse var skrivebordsarbejder, blev kortene ganske fortegnede og stednavnene placeret rent spekulativt. Således »vandrede« på kortene i 1600t. og 1700t. Østerbygden efterhånden om på s. 350 ø.kysten af G. Denne opfattelse af bygdens placering førte til idelige forsøg på at finde frem til ø.kysten af G., dels rundt om Kap Farvel, dels direkte gennem polarisen – lige fra Hans Egede 1723 til Graah 1829.

1777-79 havde dog A. Arctander, assistent ved handelen i Julianehåb, i alt væsentligt rigtigt fastlagt Østerbygdens stednavne til fjordene omkr. Julianehåb. 1792 udtrykte H. P. von Eggers som sin mening, at Østerbygdens sande beliggenhed var i Julianehåb distrikt, ganske i overensstemmelse med Arctander, hvis stednavneplacering han først bagefter kom til kundskab om og udgav. Med Graah’s østkystekspedition 1829 blev det endelig fastslået, at Arctander og Eggers havde ret.

Beskæftigelsen med den skriftlige norrøne tradition affødte udgivelsen af Grønlands historiske Mindesmærker I-III fra 1838. Her blev alt det kendte stof samlet. Siden er det meget lidt nyt, der er kommet til. Omfanget af det skriftlige kildestof til G.s norrøne middelalderhistorie er i dag omtrent det samme som i 1500t., 1600t. og 1700t.

Først da undersøgelser i selve G. begyndte, blev vor viden om den norrøne bosættelses forhold forøget. Det skete først og fremmest gennem kaptajn Daniel Bruuns topografiske og arkæol. undersøgelser af G.s sv.kyst. Ved systematisk at gennemrejse de mange fjordkomplekser lykkedes det ham i det store hele at få lokaliseret og i mange tilfælde opmålt ruiner og ruingrupper. Han fandt desuden nye tomter, bl.a. hele den s.k. Mellembygd omkr. Ivigtut. Samtidig med at de systematiske geol. undersøgelser af G. begyndte (fra nedsættelsen af Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser af Grønland 1878), undersøgte geologerne lejlighedsvis ruingrupperne, opmålte tomterne nødtørftigt og beskrev dem i det ydre. Således udvidedes den topografiske viden om den norrøne middelalderbebyggelse. Beskrivelserne fandt plads i Meddelelser om Grønland.

Forskningen af den norrøne middelalder i G. blev intensiveret ved de metodisk fremragende arkæol. udgravninger, som Poul Nørlund indledte 1921 ved Herjólfsnes. Sen. fulgte udgravningen af Brattahlíð, og i løbet af de efterfølgende årtier udførte Nationalmuseets arkæologer adsk. udgravninger, hvis antal dog ikke når op til, hvad man kunne ønske. Der vil stadig kunne gøres overraskende og berigende fund, således som i 1961 ved det tilfældige fund af Þjóohildr’s kirke ved Brattahlíð. Efter Nørlund gravede Aage Roussell, der koncentrerede sin virksomhed til Vesterbygden. Hans væsentligste indsats var påvisningen af den nære tilknytning til vestno. arkitektur, som fremgik af kirkebyggeriet, samt den selvstændige udformning af våningshuse og stalde i de grønl. bygder, således centralgården. Arkæologerne C. L. Vebæk og Jørgen Meldgaard har fortsat disse videnskabelige udgravninger. Det skeletmateriale af mennesker og dyr, der blev udgravet henh. på de gl. kirkegårde og i møddingerne, blev undersøgt af anatomer (F. C. C. Hansen, K. Fischer-Møller, K. Brøste, J. Balslev Jørgensen, for tændernes vedkommende af P. O. Pedersen) og af zoologen Magnus Degerbøl. Herved fik man mennesketyperne beskrevet og kunne danne sig et billede af helbreds- og ernæringstilstanden samt den animalske del af kosten i datiden. Botanikeren Johs. Iversen belyste ved moseundersøgelser de ejendommelige botaniske forhold. Den middelald. jernproduktion i G. belyste Niels Nielsen ved undersøgelser af de rester s. 351 af redskaber og våben, arkæologerne fremdrog, samt de slagger, der fra tid til anden blev fundet i og omkr. smedjerne.

No. historikere fandt også tid til at beskæftige sig med den norrøne fortid på G., således både P. A. Munch og Gustav Storm. Det var udelukkende det skriftlige kildemateriale, der var genstand for deres studier. Ved udgivelsen af Diplomatarium Norvegicum blev adskilligt dokumentmateriale vedr. G. fremdraget og ordentlig udgivet. Fridtjof Nansen beskrev i Nord i Taakeheimen 1911 og i enkeltafhandlinger visse sider og forhold i norrøn tid på G. Det var dog væsentligst problemet om de norrøne bygders gådefulde forsvinden, der beskæftigede ham. Senest blandt nordmænd har forfatteren Helge Ingstad givet sin stærkt personligt prægede opfattelse af den middelald. befolknings liv og vilkår på G.

Det er naturligt, at no. forskere også har interesseret sig for de ganske vist ikke mange og heller ikke omfangsrige indskrifter med runer, der er kommet for dagens lys. Således har Magnus Olsen beskæftiget sig med sproget, som det viser sig i disse indskrifter, samt i en større sammenhæng med de gl. stednavne. Islændingen Finnur Jónsson har omfortolket G.s middelald. norrøne topografi, hvortil der sen. kun er kommet ganske enkelte korrektioner. Også han har tolket de fundne runeindskrifter. Hvad der senere er kommet til, har runologen Erik Moltke tydet.

Eng., canadiske, amer. og ty. forskere har – væsentligst på grundlag af den da. arkæol. forskning – udgivet dels samlede beskrivelser, dels enkeltstudier. Det har især været Vinlandsrejserne og de norrøne bygders forsvinden, der har beskæftiget dem. Siden C. C. Rafns udgivelse af beretningerne om Vinlandsrejserne i Antiquitates s. 352 Americanæ 1837 er der vokset en omfattende litteratur og mangehånde mere el. mindre lærde studier op om dette emne; den sidste publikation i denne forbindelse er udgivelsen af det s.k. Vinland Map 1965 i USA.

Studiet af den norrøne middelalder på G. er langtfra afsluttet, idet der dels kan komme ganske nyt arkæol. materiale for dagen, dels kan ske omfortolkninger af såvel det arkæol. som det skriftlige kildemateriale, og nye synspunkter kan gøre sig gældende, således at helhedsbilledet ændrer sig.

Fra nordbotidens slutning til nutiden 1500-1950

1500-1700

Ærkebiskop Valkendorfs indsamling af dokumenter førte ikke til nogen aktiv indsats for at genskabe forbindelsen ml. Norden og G. Planerne indgik tilsyneladende i Chr. II’s og Hans Mikkelsens planer om et stort fællesnordisk handelsselskab. Denne idé – så vel som Chr. II’s love, anordninger og projekter – visnede bort ved hans afsættelse. Traditionen om G. som gl. no. skatteland blev ved med at dukke op. 1551 opfordredes Chr. III indirekte til at tage opgaven op. Omtrent samtidig synes Norges kansler Peder Huitfeldt og Bergenhus’ lensmand Christoffer Valkendorf at have haft ideer om, hvordan besejling skulle foregå. Bergen var fra middelalderen udskibningshavn for grønlandssejladsen. Det er derfor også i overensstemmelse m. traditionen, at det blev fra denne by, initiativet helt op til 1727 væsentligst kom. Her rejstes også tanken om at bringe den evangelisk-lutherske tro til landets indbyggere, som stadig formentes at være norrøne (Absalon Pederssøn).

I mellemtiden var den eng. interesse i den nordl. Atlant skudt frem. I spørgsmålet om at skaffe olie, på det tidspunkt animalsk olie, havde sæl-, hvalros- og hvalfangsten i de nordl. have spillet en rolle. Konkurrencen blev efterhånden skærpet ml. de forsk. nationer, der drev fangst i disse farvande. Samtidig blev hvalfangsten dominerende, og farvandene omkr. Svalbard blev centrum herfor. Efterhånden blev hele Danmarksstrædet som besejlings- og fangstfarvand af voksende interesse. Hele denne nordl. aktivitet blev knyttet sammen med forsøg på at finde nordvestpassagen. Frobishers og Davis’ s.k. genopdagelse af G. 1576-78 og 1585-87 var navnlig for den førstes vedk. udtryk for eng. ønsker om udvidelse af landets herredømme over også de nordl. have. Derved kom eng. og da.-no. interesser til at krydses. Fr. II forsøgte både politisk og i praksis at hævde et herredømme over den nordl. Atlant. Både James Alday’s togt i Fr. II.s tjeneste (1579) og Mogens Heinesøns færd (1581) – begge mislykkede – skal ses som led i den da.-no. politik.

Fra såvel Frobishers som Davis’ togter fremkom der trykte beretninger, hvori beskrivelser af G.s v.kyst, befolkningen og dens levevis var at læse. Disse beskrivelser falder i mange henseender i tråd med, hvad arkæologien og eskimologien har kunnet påvise. Norrøne efterkommere havde englænderne ikke truffet på. Det blev forklaret ved, at man på datidens kort over G. placerede Østerbygden længere og længere om på ø.siden af G. Det var den på Island bevarede tradition, der blev studeret og gav det kartografiske resultat (Sigurðr Stefánsson 1590, Gudbrand Thorlacius 1606). Dette studium fortsatte hele 1600t. igennem og et stykke ind i 1700t.

Ved Frobishers og Davis’ togter var eng. søfolk m. kendskab til den nordl. Atlant s. 353 blevet eftertragtede som lodser i de farvande. Da Chr. IV som konge over Danmark og Norge ønskede at fortsætte sin faders atlantpolitik, tog han eng. søfolk i sin tjeneste. 1605 sendte kongen sin første ekspedition ud under ledelse af John Cunningham, James Hall og danskeren Godske Lindenov. Året efter vendte den tilbage efter at have hævdet den da.-no. suverænitet over landet. Både 1606 og 1607 gik der ekspeditioner ud. På de to første ekspeditioner havde man røvet i alt 10 eskimoer. Togtet 1605/06 havde givet anledning til Claus Christopherssøn Lyschanders »Grønlandske Chronica« (1608), hvori han nøje beskrev de »hjembragte« eskimoer. Sjællands biskop Hans Poulsen Resen tegnede sit udførlige kort over de nordl. områder 1605.

Den sidste af Chr. IV’s ekspeditioner (1607) dannede den foreløbige afslutning på hans atlantpolitik. Det skyldtes bl.a., at konkurrencen ml. nederlændere, englændere, franskmænd og biskayere, som før nævnt, var blevet skærpet betydeligt. Til styrkelse af konkurrenceevnen dannede nederlænderne Noordse Compagnie 1614. Sa. å. var en nederl. skipper blevet sendt ud til Davisstrædet og G.s v.kyst. Dermed begyndte den besejling af Davisstrædet og Vest-G., der dels resulterede s. 354 i nye kort, dels i en række nederl. stednavne på kysten. En del af disse navne er i brug den dag i dag.

Straat-Davis-farten, som den sen. blev kaldt, var dog ikke omfattende til at begynde med. Først da hvalfangsten omkr. Svalbard tilsyneladende var i aftagende henimod 1700, blev interessen for besejling af v.kysten større, især efter 1713, samtidig med hvalfangst i Davisstrædet. For den da.-no. hvalfangst var G. tilsyneladende for fjerntliggende og farligt et område at besejle, el. også skyldtes det, at rigernes kapitalkræfter, hvad hvalfangst angår, var udtømt ved aktiviteten på de mere nærliggende have. Under alle omstændigheder blev Chr. IV’s forsøg på at sætte grønlandskompagnier i gang (1619 og 1635) mislykkede. Under den eng.nederl. krig 1652-54 steg tranpriserne, hvilket gav da.-no. hvalfangere mod. 1652 fik generaltoldforvalter Henrik Müller privilegier på at besejle og handle på G., og i dette og de flg. to år havde han skibe ude, ført af den nederl. fødte David Dannell. Besejlingen gav kun magre resultater; men den da.-no. suverænitet over G. var blevet hævdet, og sen. (formentlig 1665) understregede kongen dette ved, at G.s våbenmærke, en gående, sen. siddende hvidbjørn i blåt felt, blev optaget i kredsen af våbenmærker fra »kongens lande« i det store rigssegl.

På vanlig vis havde Dannell røvet nogle eskimoer, fire i alt, som blev ført til Kbh. via Bergen. Her blev de portrætteret. På vejen til Kbh. døde den ene, en mandsperson. De øvr., tre kvinder, blev anbragt i Slesvig, hvor den lærde Adam Olearius studerede dem og gav en indgående beskrivelse af dem, deres sprog, sæder og skikke, som han opfattede dem. Han var vist nok den første, der opfattede eskimoer som en særlig folkestamme. På trods heraf vedblev man at tro på, at der måtte findes efterkommere efter den norrøne befolkning. Denne opfattelse blev naturligvis især hævdet af datidens isl. lærde.

Efter 1670 steg tilsyneladende interessen for at drive hvalfangst og handel på G., selv om det ikke altid er klart, hvad man mener med »Grønland«; det kan være Svalbard el. »det gamle Grønland«, d.v.s. det norrøne G. Både fra Kbh. og fra Bergen synes initiativet at komme. Atter blev resultaterne få og fattige. Det blev imidlertid klart, at hamburgske hvalfangere, vel hovedsagelig m. nordfrisiske hvalfangerkommandører, i stor udstrækning deltog i hvalfangsten, væsentligst ø.f. G. Chr. V havde 1691 udstedt forbud mod al fremmed fangst. Samtidig havde han udstedt privilegier til borgere i Kbh. og i Bergen for at opmuntre til aktivitet. Der blev ikke dannet noget kompagni på det grundlag, og fangstforbudet måtte man ophæve. Enkeltpersoner, både i Kbh. og Bergen, havde skibe ude i fart på Davisstrædet.

1700-1782

Krig kom til at beherske de første år af det nye årh. Til trods herfor var der adsk., især islændinge, der syslede m. planer og forslag om at opsøge de gl. norrøne bygder på G. I Kbh. nærede man planer om at genoptage besejlingen. Dette foregik i årene 1703-06. På sa. tid studerede Hans Poulsen Egede i Kbh. og tog sin teol. embedseksamen 1705. Sa. å. tog han tilbage til sin no. hjemstavn. 1707 blev han kapellan i Torsken, sen. i Vågan, og giftede sig sa. år m. Gjertrud Rasch.

I årene umiddelbart efter 1707 synes bergensiske redere, deriblandt især Hans Mathias (der stammede fra Kerteminde), at have haft skibe ude på fangst og s. 355 handelsfart til Vest-G. Trods krig og usikkerhed havde Hans Mathias skibe ude i denne fart lige til 1714. Det er sandsynligt, at de bergensiske redere og Hans Mathias følte sig udkonkurrerede af nederlænderne, hvis Straat-Davis-fart efter freden i Utrecht tog et opsving. 1719 og 1728 menes der gennemsnitlig om året at have været 75 nederl. skibe ude.

Den del af den nederl. flåde, der drev handel på kysten, besejlede i denne del af årh. strækningen fra omkr. 62-63° nordl. br., d.v.s. fra omkr. Fiskenæsset, op til Disko Bugt. Hvalfangerne besejlede især strækningen fra Holsteinsborg langs kysten, ind i Disko Bugt og videre ud gennem Vaigat og mul. allr. da helt op forbi Svartenhuk. Hovedstationen var Sydbay, øen Ukîvik, lidt n. f. Nordre Isortoq i Holsteinsborg kommune. Her udviklede der sig et formeligt marked, hvortil indbyggerne på v.kysten strømmede s.- og n.fra. Der foregik en livlig tuskhandel, hvor den grønl. befolkning for narhval- og hvalrostænder, sælskind og især ræveskind, spæk og hvalbarder tiltuskede sig forsk. europ. varer såsom skjorter, strømper, s. 356 vanter, messingvarer, knive, kårdeklinger, værktøj, blikvarer, trækister, fajance, fiskekroge og glasperler. Det blev efterhånden alm., at nederlænderne medførte specielt forarbejdede jern til kvindeknive, ulo’er, sen. også uldstoffer. I hustomternes møddinger finder arkæologerne rester fra denne import fra Nederlandene, efterhånden blandet op med rester af genstande af da.-no. oprindelse.

I nogen grad greb denne handel ind i den eskimoiske tilværelse, der økon. hovedsagelig havde hvilet i sig selv. Nederlænderne var normalt kun godt tre mdr. af året i Davisstrædet, fra slutn. af marts til et stykke hen i juli. Resten af året var befolkningen uforstyrret af fremmede. Trivselen beroede da på fangernes dygtighed og held, og i alt væsentlig hvilede økonomien på det tilvante eskimoiske grundlag, bortset fra at der blev lagt noget mere vægt på rævefangsten, især i s., fordi skindene var efterspurgte af nederlænderne og gav god handel. Markedsrejserne til Sydbay var endv. udtryk for den bevægelighed, der herskede i de vestgrønl. bopladssamfund. Denne bevægelighed var ret karakteristisk op til 1760’erne. Samkvemmet m. nederlænderne medførte et stigende antal børn af umiskendelig europ. raceblanding. Europ. sygdomme som fx. tuberkulosen synes at have vundet indpas.

Efter en femårig pause genoptog visse bergensiske redere farten på G., men uden større succes. Da var Hans Egede allr. langt fremme med sine planer. 1708, i okt., havde ideen grebet ham. Missionstanken, der i høj grad var et udslag af datidens pietistiske bevægelser, var i de flg. år ved at slå igennem i de nord. kirker. Således var missionen blandt samerne begyndt, ligeledes missionen i Trankebar. Under en opslidende strid med nabopræsten i Lofoten modnedes hos Hans Egede efterhånden tanken om at optage missionen blandt de norrøne efterkommere på G. 1711, 21/12, indsendte han sin første supplik til kong Fr. IV om sagen; men den blev henlagt, tilsyneladende ubesvaret. 1714 var missionskollegiet blevet oprettet, og dermed var enhver form for missionsvirksomhed blevet et regeringsanliggende. For Hans Egede betød dette ikke nogen fremvej. Striden m. nabopræsten fortsatte, og 1717 brød Hans Egede helt overtvært og tog sin afsked. 1715 havde han skrevet en længere redegørelse, der dog først 1718 nåede frem til missionskollegiet. Den store nordiske krig var en væsentlig hindring i denne sag. Først da den nærmede sig sin afslutning, kunne Hans Egede få ørenlyd. 1719, 10/9, indgav han sin endelige memorial, der blev behandlet i conseillet. Efter mange drøftelser lykkedes det omsider at få dannet et handelskompagni i Bergen henimod udgangen af 1720. Der blev indkøbt et skib »Haabet« og fragtet to, udredningen blev foretaget, og uden egl. sikkerhed i økon. henseende afsejlede Hans Egede m. hele sin familie samt nogle handelskyndige og nogle håndværksfolk 2/5 1721. 3/7 gik han i land på en ø ud for Godthåbsfjorden. Man valgte en nærliggende ø med en forholdsvis god havn til byggeplads og kaldte øen »Haabets Ø« (Igdluerúnerit). Her havde Hans Egede, hans familie og gennem årene skiftende medarbejdere deres hjemsted indtil 1728. Herfra foretog han sine rekognosceringsrejser s.på og n.på og ind i fjorden for at finde spor efter de norrøne indbyggere, event. levende efterkommere.

Hurtigt blev han klar over, at den tilstedeværende befolkning ikke var de eftersøgte; men han tog missionsopgaven iblandt dem op. To alvorlige hindringer lagde sig på tværs af hans virke: sproget og dagligdagens nødvendige gøremål. De sidste blev ved med at være ham en anstødssten lige til hans hjemrejse 1736. Sproget s. 357 lærte han vel aldrig til fuldkommenhed, men blev hjulpet på vej derhenimod af sine sønner, Poul og Niels, og af de unge grønlændere, som han dels oplærte, dels tog i sin tjeneste. De mennesker, han traf på, og deres levevis søgte han at finde ud af og udgav 1741 den første større beskrivelse af det eskimoiske samfund og G.s naturforhold på grundlag af sine egne og Poul Egedes erfaringer (»Det gamle Grønlands nye Perlustration«).

Det var meningen, at Bergenkompagniet ved handel og hvalfangst, støttet af kgl. privilegier, skulle danne det økon. grundlag for den nye kolonisation og mission. Dels var dog kapitalindsatsen for lille, dels var det ikke muligt gennem den s. 358 ene koloni at opkøbe tilstrækkeligt, endelig var det vanskeligt at konkurrere med nederlænderne. Efter mange genvordigheder måtte Bergenkompagniet standse 1727. Sagen var imidlertid så betydningsfuld og havde vakt så stor interesse i regeringskredse, at den ikke kunne opgives.

I de nærmest flg. år foregik derfor besejlingen hovedsagelig for kgl. regning i et samspil ml. regeringskontorerne i Kbh. og rederen Magnus Schiøtte i Bergen. Det betød mange besværligheder, men også at man ikke opretholdt handel og besejling blot på den ene eksisterende koloni. I overensstemmelse m. den betænkning, som en kommission i Christiania havde indsendt, skulle kolonien på Haabets Ø flyttes og en ny hvalfangerkoloni anlægges (for anden gang) n.på ved Nipisat. Desuden skulle landet forsynes m. en guvernør og en garnison. Det fornødne mandskab udsendtes 1728. Samtidig udrejste 12 straffefanger, der var tvangskopuleret m. 12 kvinder fra Børnehuset. De skulle »populere landet«. 29/8 1728 holdt Hans Egede sin første prædiken på næsset i Godthåbsfjorden; han tog sit udgangspunkt i stedets nye navn »Godthåb«. I løbet af sommeren og efteråret rejstes det kampestenshus, der endnu står i den gl. bydel. Det mangeartede skrabsammen af mennesker gjorde vinteren til en prøvelsernes tid for koloniens gl. besætning. Hvis ikke skørbug og andre sygdomme havde lagt sig hindrende i vejen, ville det være endt med en katastrofe og mytteri. Med resterne af garnisonen og enkelte nyudsendte blev Nipisat året efter genoprettet, men hvalfangsten gav intet udbytte. Det blev efterhånden klart, at denne form for administration i G. var en misforståelse.

Ved tronskiftet 1730 blev parolen på flere områder besparelser. Det grønl. foretagende skulle opgives. Alle blev hjemkaldt, dog måtte Hans Egede blive, hvis han ønskede det, på egen risiko. Chr. VI og regeringen var mest stemt for at opgive det hele værk; men Hans Egedes indtrængende memorial til kongen (20/7 1731) synes ganske at have omstemt ham. Regeringen opfordrede nu til dannelse af et kompagni i Kbh. Efter lange drøftelser påtog den kbhske storkøbmand Jacob Sewerin sig handelen og besejlingen. Kongen støttede missionen økonomisk. Fra 1734 til 1749 forestod Jacob Sewerin handelen på G.

Nipisat var blevet afbrændt af nederlænderne; men 1727 havde man rekognosceret i Disko Bugt. Her blev 1734 kolonien Christianshåb anlagt. Det var planen ved en tættere række af kolonier at konkurrere nederlænderne ud; men en af forudsætningerne herfor var, at handelen blev monopoliseret til fordel for Jacob Sewerin. Selv om det allr. var antydet i den oktroj, Jacob Sewerin fik udstedt 1734, blev monopolet og kolonidistrikternes lukning først fastslået officielt i plakaten af 9/4 1740. Efterhånden som nye kolonier blev anlagt, skulle lukningen udvides. I forb. m. anlæggene af Jakobshavn (1741) og Frederikshåb (1742) blev plakaten gentaget 1744 (10/4).

Inden Jacob Sewerin endelig overtog handelen, havde missionen for anden gang lidt under de herskende ulykkelige forhold. 1733-34 gjorde en koppeepidemi et voldsomt indhug i befolkningen omkr. Godthåb. Så mange af de døbte og af dem, der gik til undervisning, blev epidemiens ofre, at Hans Egede næsten måtte betragte sit hidtidige arbejde som spildt. Samtidig havde kongen skaffet ham en ekstra byrde på halsen ved at tillade enkelte medlemmer af brødremenigheden, de s.k. herrnhuter, at bosætte sig ved Godthåb. Det udviklede sig til en langvarig modsætning, fordi herrnhuterne ikke ønskede at indordne sig under den evangelisk-lutherske s. 359 mission. Ikke desto mindre kom deres form for mission til at få varig betydning i kontaktforløbet ml. eskimoisk og europæisk kultur, væsentligst fordi herrnhutermissionærerne og deres familier forblev i Vest-G. over lange perioder, oftest resten af deres liv. For Hans Egede blev koppeepidemi, kævl m. herrnhuterne og endelig Gjertrud Rasch’s død de dybeste årsager til, at han træt forlod G. 1736.

Mærkværdig hurtigt henvisnede de eskimoiske religiøse forestillinger, i hvert fald i den ydre form. Under uhyre sproglige vanskeligheder blev de nødvendige tekster, salmer og læremidler omsat og fremstillet på vestgrønl. sprog, hvorved også et skriftsprog blev dannet. Adsk. låneord måtte nødvendigvis indføres i sproget, hvorved missionen såvel som handelen så at sige »moderniserede« denne eskimoiske dialekt. Samtidig begyndte handelen at indvirke væsentligt på dagliglivet, dels ved sin stadige tilstedeværelse, dels og ikke mindst ved de lettelser m. h.t redskaber, der blev tilbudt.

I løbet af 1740rne forstærkedes den nederl. konkurrence, bl.a. fordi nederlænderne begyndte at give bøsser, krudt og ammunition i bytte for skind og spæk. Det varede ikke længe, før Jacob Sewerins købmænd måtte følge trop med disse varer. Derved skete der en drejning i fangstturnussen, fordi grønlænderne gik på renjagt og m. næsten katastrofal virkning forpassede sæltrækkene. Skydevåben blev i lang tid kun brugt ved landjagten.

Da Jacob Sewerin 1749 p. gr. af stadige tab mente at måtte give op, var det hele grønl. foretagende anset for så væsentligt, at der ikke var tale om at opgive det. Handelen blev overdraget det få år før stiftede Store Almindelige Handelskompagni, der derefter bestyrede handelen og besejlingen lige til 1774, da det likvideredes. Det betød, at der i de flg. år blev anlagt en række af kolonier, hovedsagelig efter den plan, som Hans Egede adsk. gange havde fremlagt: Fiskenæsset (loge under Godthåb) 1754, Sukkertoppen 1755, Ritenbenk (Sarqaq) 1755, hvalfangst- og missionsstationerne ved Holsteinsborg 1756, selve Holsteinsborg 1764, Egedesminde (1759) 1763, Umanak 1761, Upernavik 1771, Godhavn 1773 og endelig Julianehåb 1774. Efter at have anlagt Egedesminde kom Niels Egede til Holsteinsborg, hvor han sa. m. sin søn Jørgen Egede drev både handel og hvalfangst, det sidste i samarbejde med stedets grønlændere. Det blev dog aldrig til stordrift. Samtidig med kolonianlæggene blev plakaten af 1740 fulgt op, således at kysten successivt i princippet blev lukket for den nederl. konkurrence, der dog stadig i praksis fortsatte indtil 1777, da dels hvalbestanden svigtede, dels Straat-Davis-farten ikke længere kunne betale sig.

De mange koloni- og logeanlæg medførte et behov for mandskab. Også missionens vækst krævede et større personale i landet. Antallet af ansatte inden for handelen, som købmænd, assistenter, håndværkere og arbejdsfolk, voksede. Missionærerne blev kun en kortere årrække i G., mens adsk. af de unge mennesker, der blev udsendt til katekettjeneste, oftest forblev i landet og giftede sig grønlandsk. Det samme var tilfældet med mange af handelens folk. Derved opstod der flere slægter af blandet europ. og grønl. herkomst. Mange af de slægter tæller i dag medlemmer, der har betydning i det grønl. samfund. Børnene i disse ægteskaber gik for drengenes vedkommende ofte i handelens el. i missionens tjeneste.

»Indgrebene« i de bestående eskimoiske småsamfund var således mærkbare ikke s. 360 alene på det økon. område, men også på det sociale. En social tolerance mildnede luften for de samfundsindivider, der tidl. ikke havde fået hjælp og støtte, forældreløse, enker og ensomme gamle. De nødsituationer, fortiden havde oplevet, indtrådte vel stadig, men en vis hjælp blev ydet af såvel missionærer som købmænd. Visse steder iværksatte man ligefrem erhvervshjælp.

Handelskompagniets virksomhed havde betydet, at den grønl. handel og besejling fra at være tænkt som en støtte for missionen mere og mere var blevet et mål i sig selv. Missionen var derfor trængt noget tilbage for handelsvirksomheden. Til trods derfor havde den haft jævn fremgang, ikke mindst p. gr. af herrnhuterne, der havde anlagt flere pladser (Lichtenfels 1758, Lichtenau 1774). Gennem viceprovsterne (Egill Thorhallesen, Godthåb, Jørgen Sverdrup, Jakobshavn) søgte man at skabe ensartethed i forkyndelsen (1773), men de honorarlønnede hverv blev ikke udført efter de første viceprovsters hjemrejse (Thorhallesen 1775, Sverdrup 1788).

Fra 1721 og gennem de forsk. skift i løbet af årh. var den da.-no. regering skridt for skridt blevet inddraget i virksomheden. Et par gange var statens tilskud om end modstræbende forøget. Da Handelskompagniet ikke var i stand til at fortsætte sin omfattende virksomhed, blev aktierne overtaget af staten, og de forsk. virksomheder blev fordelt på særlige kompagnier, alle m. direktioner udpeget af regeringen. Under en interimsdirektion trådte Den kgl. grønl. Handel i funktion, 1776 under navn af Den kgl. grønl. Handel og Fiskefangst, atter ændret 1781. Et par måneder efter ordningen af 1776 udstedtes den kgl. anordning af 18/3 1776, hvorved monopolet på handel i G. og besejling af landet blev fastslået og kystens successive lukning i takt m. nyanlæg tydeligt gentaget. Hermed blev suveræniteten over G. erklæret så stærkt som overhovedet muligt, samtidig med at man satte ind på virkelig at udøve den.

Dette skete mul., fordi udøvelsen nu var statsdrevet. Ud fra allr. dengang gammeldags merkantilistiske principper og med indsats af en efter datidens forhold vældig kapital ville regeringen sætte et storstilet hvalfangstprojekt i værk, omfattende hele den nordl. Atlant. Hvalfangst fra og ved G. indgik deri som et led. Aktiviteten i G. koncentreredes derfor om Disko Bugt, hvor allerede Handelskompagniet havde drevet nogen hvalfangst gennem anlægget af Godhavn 1773. I løbet af årene 1774 til 1787 anlagdes flere hvalfangerstationer i Disko Bugt. Alt i alt blev fangsten en fiasko. 1777 var det store ulykkesår for den fremmede hvalfangst, men samtidig synes hvalforekomsterne at have aftaget. Udbyttet blev ikke stort, derimod tabene.

I irritation herover iværksatte regeringen 1779-81 en undersøgelse af hvalfangstens vilkår i G. To unge jurister, Joh. Fr. Schwabe og Bendt Olrik, blev udsendt. Den førstes breve og rapporter blev til mere end en kritik af hvalfangsten. Den udviklede sig til en forsigtig, forstående kritisk gennemgang af hele arbejdet i G., mindre dog missionens end handelens. Dette førte til udstedelsen af instruksen af 1782 og oprettelsen af de to inspektørembeder, et for Nord-G. fra Holsteinsborg n.efter, et for Syd-G. fra Sukkertoppen til Kap Farvel. Holsteinsborgs inddragelse i Nord-G. skyldtes hvalfangsten, der skulle være genstand for inspektoratets særlige interesse. Da hvalfangsten ophørte, blev Holsteinsborg efterhånden inddraget i det sydgrønl. inspektorat.

1782-1855

Instruksen af 1782 var i mangt og meget en kodificering af regler og bestemmelser, som hist og her havde været gældende, og som praksis efterhånden havde udviklet. Det nye var, at disse regler blev alment gældende, sat i system og underlagt hovedprincipper. Den uensartethed, der hidtil havde været karakteristisk for handelen og de administrative afgørelser, og som var blevet fremhjulpet af de enkelte kolonidistrikters gradvise afsondring fra hinanden, blev for eftertiden afhjulpet, så vidt det kunne lade sig gøre. Det ene hovedprincip var således ensartethed og dermed orden. Det andet hovedprincip var at skabe en praksis støttet af regler, der kunne tjene til beskyttelse af den grønl. befolkning. Derfor indførtes straffebestemmelser for de udsendte, regler om redelig og »pædagogisk« handel, fredningsbestemmelser, opdragelse af unge af s.k. »blandede ægteskaber«, hævdelse af fangererhvervet (måske også til bedste for handelen), faste regler om hjælp og lån i hungerperioder, forbud mod spiritusudskænkning til grønlændere og meget andet. Instruksen virker som en skitse til en fremtidig politik, lige så meget som et sæt af bestemmelser om en eksisterende ordning.

I instruksens kølvand fulgte generaltaksten, der fastsatte ensartede priser, gældende hele v.kysten, såvel for indhandlings- som for udhandlingsvarer. Også her var der efter hævdvunden skik visse varer, der var undtaget fra udhandling til den lokale befolkning. Handelen foregik stadig efter tuskhandelens princip. Schwabe havde i hvalfangstområderne set den nød, der kunne opstå, fordi den øvr. fangst ved stationerne var ringe. Derfor oprettede han 1783 for Nord-G. den første hjælpekasse i verden, hvor indkomsterne hidrørte fra de grønl. hvalfangeres egen part i hvalfangsten samt bøder, idømt efter instruksen. Et par år efter oprettedes en lign. hjælpekasse i Syd-G.

Til trods for at de nærmeste år efter 1782 var opgangsår, gav handelen underskud. Derfor nedsatte man 1788 en kommission, der tilrådede besparelser ved bl.a. indskrænkning af det udsendte mandskab, samt ophør af hvalfangeres udsendelse. Hvalfangst skulle kun ske fra de lokale stationer. Støttet af en stigende produktion og gode tranpriser (revolutions- og napoleonskrigene) drejede besparelserne underskuddet om til overskud op til 1800.

Missionen blev stillet over for de sa. restriktioner, hvilket ramte den forholdsvis hårdere end handelen, tilmed da der i årene 1787-92 og igen 1803 i Sukkertoppen opstod en sekterisk vækkelse, Habakukbevægelsen. Antallet af missionærer blev halveret, hvilket betød, at de grønl. uddannede kateketer fik større betydning. Man var forlængst ophørt med at udsende kateketer fra Danmark.

Opgangsårene i 1790’erne gav næring til planer om en mere aktiv politik i G., men Danmark-Norges deltagelse på Frankrigs side i napoleonskrigene 1807-14 satte en stopper herfor. 1808-1814/15 lukkede krigstilstanden for besejlingen fra Danmark. Selv om det indimellem dels fra Norge, dels fra Archangelsk og endelig også fra Leith i Skotland lykkedes at føre nogen forsyninger til landet, blev der i lange tider mangel på de fleste nødvendighedsvarer, heriblandt også udhandlingsvarer, således at indhandlingen i praksis hørte op. De 1804 indførte kreditbeviser til lettelse i tuskhandelen blev værdiløse. Under sådanne fortvivlede forhold så adsk. af de udsendte sig tvunget til at forlade G.

Den med napoleonskrigene delvis paralleltløbende krig ml. Sverige og Danmark-Norge fandt 1814 sin afslutning med freden i Kiel. I traktatens artikel 4 afstod kronen Norge m. tilliggende øer, dog udtrykkelig undtaget G., Island og s. 362 Færøerne. Denne undtagelse var herefter et væsentlig led i hævdelsen af den da. suverænitet over G. Statsbankerot (1813), krisetider og økon. indsnævrede år fulgte i krigenes spor – ikke alene i Danmark.

For grønlandsarbejdet betød dette, at den politik, der lige var begyndt at gøre sig gældende, måtte skrinlægges. Det tog lang tid at genopbygge forholdene, så de blev nogenlunde som før 1807. Den vestgrønl. befolkning fra Kap Farvel til og med Upernavik distrikt anslås til 6000 ved året 1805. Indtil 1845 voksede den m. godt 40%. Stigningen i befolkningstallet vedblev indtil 1855/60, hvor en stagnation satte ind. Indtil da var befolkningen steget til 9648 el. m. nærved 60% i forhold til 1805. Selv om disse tal skal tages med alle forbehold, er de et nogenlunde rigtigt udtryk for udviklingen.

Det var især efter 1830, at forholdene i G. bedredes. Til lettelse for handelen blev der atter fra 1823 udstedt kreditsedler. Det virkede stimulerende, samtidig med at man forøgede antallet af varer til udhandling, sen. satte priserne herpå ned og samtidig satte indhandlingspriserne op. I sa. periode forøgedes antallet af udsteder, således at indhandlingen (og dermed udhandlingen) blev mere effektiv. Dette modvirkede for øvrigt den tidl. tendens til indvandring til kolonistederne. På den anden side bandt det i høj grad befolkningen til hjemstedet. Kolonidistrikterne blev i endnu højere grad afsluttede enheder.

Da handelen synes at gå godt og atter at give overskud, forsøgte man i tidens økon. ånd at give handelen fri, men m. et lidet heldigt resultat. Kommissionen af 1835 måtte derfor anbefale monopolets fortsættelse, men m. den udtrykkelige forudsætning, at målet måtte være dets ophævelse. Derfor skulle handelens overskud ikke indgå i statskassen, men anvendes til fremme af udviklingen i G. selv. Det er princippet om, at G. økon. skulle hvile i sig selv, der her for første gang fastslås. Samtidig slog man til lyd for en større deltagelse efter forudgående uddannelse af grønlændere i de off. virksomheder. Derved understregede man en tendens, som allr. havde gjort sig gældende.

Et led i uddannelsen af grønlændere blev opret. af to kateketseminarier 1845. Gennem den hidtidige kateketuddannelse hos missionærerne var adsk. dygtige hjælpere i mission og skole udklækket, efter 1845 blev undervisningen bedre, især ved Godthåb seminarium. Ved 1855 var man kommet så vidt, at egl. analfabetisme var en sjældenhed i Vest-G., hvorimod det nok kneb for det store flertal med regnekunsten. Læselysten var stor og behovet for læsning stærkt. Allr. i 1790’erne havde herrnhuterne installeret et beskedent bogtrykkeri ved Ny Herrnhut; men udgivelserne derfra var hverken i omfang el. antal store. De væsentligste udgivelser skete på missionskollegiets foranledning el. gennem herrnhuternes forbindelser i udlandet. Ved anlægget af Frederiksdal 1824 afsluttede herrnhuterne udbygningen af deres mission. Deres arbejde var i hele årh. karakteriseret af en stilfærdig bevarelse af det opnåede. Egl. var – bortset fra yderdistrikterne – hele den egl. missionsvirksomhed også for den kgl. mission et overstået stadium. Den grønl. kirke var i realiteten skabt, skønt det skulle vare til 1905, før dette blev lovfæstet.

1855-1925

1851 havde herrnhuteren Samuel Kleinschmidt fået udgivet sin grønl. grammatik, hvori han som den første sprogforsker i nyere tid byggede et sprogs system op ud fra dets egne forudsætninger. Samtidig dannede han en logisk opbygget og fast sammensvejset vestgrønl. retskrivning. I Hans Egedes ånd og efter klar luthersk opfattelse søgte Kleinschmidt at fuldkommengøre dette det fornemste kommunikationsmiddel. Det gav baggrund for den »kulturpolitik«, der efterhånden udviklede sig – egl. i konsekvent fortsættelse af Hans og Poul Egedes praksis: at individet skulle nå til troen ved at lære dens forudsætninger at kende gennem modersmålet, udvidet til opbygning af en vestgrønl. altomfattende kultur på det eksisterende samfunds egne forudsætninger. 1855 blev geologen, dr. phil. Hinrich Johannes Rink inspektør for Syd-G. Han tiltrådte, netop som en stagnationsperiode i udviklingen gjorde sig gældende. Det var hans opfattelse, at der kun var én vej ud af situationen, med alle midler at genskabe den selvrespekt, som grønlænderne efter hans mening havde mistet. Oplysning var et af midlerne. Derfor satte s. 364 han udgivelsen af det grønl.-sprogede månedsblad Atuagagdliutit i værk 1861. Samtidig skulle befolkningen aktiviseres gennem oprettelse af et begrænset lokalt selvstyre i lighed med, hvad der 1841 var udviklet i Danmark. Det er datidens liberale tanker, der gør sig gældende. Det blev til indførelse af forstanderskaberne 1862 i Syd-G., året efter i Nord-G. Det blev naturligt den sociale hjælp, disse kom til at forvalte.

Nettoværdien af den grønl. produktion pr. indbygger i Vest-G. faldt med 20% 1845-1910, mens indbyggerantallet steg med 30% indtil 1905. Hjemmeforbruget af grønl. produkter må altså være steget, samtidig med at salgsværdien af de grønl. produkter på det ydre marked faldt. Importen til G. steg. Med en let voksende uddannelse af grønlændere til andre erhverv skete der en vis forskydning i erhvervsbilledet. Sælbestanden var tilsyneladende i aftagende, således at fangererhvervets betydning mindskedes.

Befolkningstilvæksten skyldtes formentlig bedre hygiejniske forhold. 1856 var det første sygehus blevet opret., sen. fulgte flere. Uddannelse af jordemødre var indført. Antallet af udsendte læger forøgedes efter 1905. Situationen gjorde det nødvendigt at finde frem til nye erhverv for den stigende befolkning. 1780 havde Anders Olsen, en af Jacob Sewerins gode, nordlandske karle, bosat sig ved Igaliko i Julianehåb distrikt, og her havde han drevet kvægavl m. hovedvægten på fåreavl. Da der i beg. af 1900t. synes at indtræde en beskeden klimaforbedring, begyndte man 1906, ganske vist på privat initiativ, et fåreavlsforsøg. Heraf udviklede den sydgrønl. fåreavl sig; men den var begrænset til disse områder. Se videre s. 205.

En stigning i havtemperaturen medførte, at der efter 1910 viste sig større torskemængder i Davisstrædet. Heri lå der åbenbart muligheder for et fremtidigt erhverv for den midterste del af Vest-G. Men i kraft af de indsnævrede økon. midler, der stod til rådighed for administrationen af G., måtte en tilbageholdenhed over for ændringer i erhvervspolitikken uden tilstrækkelig stor sikkerhed gøre sig gældende. Først fra 1923 vovede man at begynde indhandlingen af torsk til saltning.

Hvalfangst havde i beg. af 1800t. spillet en vis rolle, også internationalt; men da efterspørgslen efter hvalolie sank, svandt interessen for fangsten.

Stagnationen i den økon. udvikling gav sig også udslag i den politiske. Forstanderskaberne stivnede efterhånden i en rutineagtig form. Stilstanden føltes som en appel til de mere initiativrige. Med udgangspunkt i Godthåbs forstanderskab og under utvivlsom påvirkning af systemskiftet i da. forfatningspolitik (1901) søgte man fra 1904 gennem skarpere og skarpere kritik at fremtvinge en ændring af forholdene. Derved kom lovgivningsmagten ind i billedet.

1905 ændredes missionens stilling ved loven om G.s kirke og skole. Kritikken blev fulgt op af lovene om G.s styrelse 1908, hvor forstanderskaberne blev ændret til kommunestyrelser, og to landsråd blev oprettet. Samtidig blev administration og handel adskilt, for dog 1912 atter at blive sammenlagt ved lovændring. Loven af 1908 skulle til revision efter en tiårig periode, hvilket først kunne lade sig gøre 1920/21 gennem en kommission, der afgav betænkning 1923. Resultatet heraf blev styrelsesloven af 1925.

I perioden fra 1800 til 1925 havde adsk. ekspeditioner lagt grunden til udforskning af de grønl. områder, både ekstensive undersøgelser og intensive. De førstnævnte førte til opdagelsen af eskimo-stammen ved Kap York og de østgrønl. eskimoer s. 365 omkr. Angmagssalik. Fra 1894 blev der drevet både mission og handel ved Angmagssalik, men først 1910 oprettede Knud Rasmussen sin station ved Thule. På grundlag af geologen Gieseckes beskrivelse af kryolitten (1807 ff.) blev i løbet af 1800t. minen ved Ivigtut udnyttet, i beg. i beskedent omfang, sen. mere og mere intenst. Efter Julius Thomsens opret. af fabrikken »Øresund« i Kbh. 1859 kom der fart i udnyttelsen, især efter at behovet for aluminium voksede. De naturvidenskabelige undersøgelser af G. blev fra 1878 underlagt »Kommissionen for videnskabelige undersøgelser i Grønland«. På de s.k. humanistiske videnskabsområder skete der også en udvikling, både i studiet af sprog og eskimoisk kultur (Thalbitzer og Knud Rasmussen) og m. h. t. arkæol.-hist. undersøgelser.

Den første verdenskrig forløb, uden at de grønl. samfund mærkede alvorligere ændringer i vilkårene. Ved salget af de vestindiske øer til USA 1916 ønskede den da. regering at få dette lands stilling til en udvidelse af administrationen og landets yderligere lukning på ø.kysten at vide. USA havde intet at indvende. Norge stillede sig 1919 uformelt på sa. standpunkt. 1920 indhentedes lign. udtalelser fra andre stater. 1921 lukkede monopolet sig om hele G. Da havde man allr. planer om anlægget af Scoresbysund til aflastning af Angmagssalik. Men nu forbeholdt s. 366 Norge sig sin stilling, hvilket førte til Østgrønlands-traktaten af 28/7 1924, der gav no. fangstmænd visse rettigheder på 20 år, men hver part forbeholdt sig sit standpunkt i suverænitetsspørgsmålet. Året efter blev Scoresbysund anlagt.

1925-1950

Kommissionsbetænkningen 1923 dannede i hovedsagen grundlaget for styrelsesloven af 18/4 1925, der var gældende lige til 1950. Tvedelingen i Nord- og Syd-G., m. hver sit landsråd og herefter m. hver sin landsfoged i st. f. inspektør bibeholdtes. Inspektørerne havde hidtil kun haft handelen og skiftesager under sig. Landsfogederne blev i højere grad repræsentanter for statsmagten og fik tillige en vis domsmagt. Af hensyn til de rent retslige forudsætninger skelnede loven ml. personer under da. lov og personer under grønl. lov, idet man fortsat havde den opfattelse, at da. love ikke umiddelbart kunne være gældende for mennesker, der ikke levede under de samme økon., sociale og retslige forhold, som i øvrigt herskede i riget. Det delvis lokale selvstyre bevaredes, men distriktsråd i form af sysselråd, hvor kommunerådenes formænd, landsrådsrepræsentanter og distriktets embedsmænd samarbejdede, blev skudt ind ml. kommuneråd og landsråd. Kommunerådene havde den lokale sociale understøttelse under sig, mens sysselrådene ydede husbygningshjælp og -lån, erhvervshjælp og -lån, samt andre sociale ydelser. Desuden havde de et vist tilsyn med off. forhold. Retsligt indførtes sysselretten, en slags blandede domstole m. lægdommere. Appelinstans var »landsretten«, d.v.s. landsfogeden og civile meddomsmænd. Herved indførtes en hårdt tiltrængt grønl. domsmyndighed.

Loven af 1925 knæsatte princippet om, at G. økon. skulle hvile i sig selv. Den eneste udgift, som blev opf. på statens udgiftside, var alderdomsunderstøttelserne. Monopolet blev fastholdt og dermed landets lukning; men visse betydelige personer havde i kommissionen plæderet for dets ophævelse, i hvert fald efter ca. 10 år. Resultatet blev, at man principielt fastslog, at monopolet gennem en udviklingspolitik med tiden skulle ophæves.

Denne udviklingspolitik satte man faktisk også ind på, stærkt hæmmet af de indsnævrede økon. muligheder, der var en følge af, at G. økon. principielt skulle hvile i sig selv. Langsomt udvidedes saltfiskproduktionen, således at samtlige kolonier og udsteder samt enkelte bopladser ved 1939 havde indhandling til saltning af torsk i Syd-G. og flere kolonier og udsteder i Nord-G. det samme. En beskeden henkogningsfabrik ved Holsteinsborg var det første industrielle foretagende i G. uden for Ivigtut. Sa. sted byggedes af hensyn til fiskerierne et lille værft. Langsomt begyndte motorbåde at vinde indpas, delvis som små åbne både m. en svag petroleumsmotor. 1924 var kulbrydning ved Qutdligssat begyndt. 1933 indledtes marmorbrydningen ved Agpat, 1936 flyttet til Mârmorilik, begge ved Umanak. Fangererhvervet gik tilbage i Vest-G. fra Kap Farvel og til Egedesminde. Fiskeri – og i Julianehåb fåreavl – trådte frem som det vigtigste erhverv.

Under sådan en udvikling blev pengeøkonomi af mere afgørende betydning, og dette forøgede også handelen i koloniernes og udstedernes butikker. For den materielle kulturudvikling betød det en – stadig langsom – bevægelse hen imod differentieret samfundsliv. Ønsket om fremskridt, der havde båret de rørelser, der var karakteristiske for tiden 1900 til 1914, blev kraftigere og kraftigere udtrykt i landsrådene og af de forfattere, som gennem en beskedent voksende bogproduktion gav s. 367 udtryk for deres tanker. En tro på, at man gennem tilknytningsforhold til da. kultur og det da. rige kunne nå frem til målet, synes at have behersket forestillingsverdenen. Monopolet opfattedes stort set som en beskyttelse.

Udefra vendt imod monopolet var to forhold. Det ene var færingernes ønske om i kraft af rigsenheden at få adgang til de grønl. kyster for at fiske og lande fangsten. Efter en lang række af forhandlinger lige fra 1925 til 1939 nåede man til at åbne Færingehavn 1927. 10 år efter blev den internationaliseret. Portugisiske og fr. fiskere opererede i Davisstrædet. 1939 fik færingerne adgang til yderligere 3 havne, samt ret til at fiske og gå i land på de yderste øer. Det andet træk mod monopolet var den i begyndelsen selvbestaltede okkupation af dele af Øst-G., visse nordmænd indledte 1930. Efter at den no. regering havde bekræftet okkupationerne, førte dette til sag for voldgiftsdomstolen i Haag, der 5/4 1933 underkendte de no. okkupationer under henvisning til Danmarks suverænitet på grundlag af Kieler-traktaten 1814 (og anordningen af 18/3 1776) over hele øen G. Norge bøjede sig loyalt for afgørelsen. Fortsat var dog den da.-no. Østgrønlands-traktat i kraft og blev forlænget, først til 1947, derefter til 1967, hvor den blev opsagt fra da. side. Den afløstes derefter af en aftale, der gav no. statsborgere sa. fiskerirettigheder som da. i østgrønl. farvande for en tiårig periode.

I tiden op til 1940 øgedes den videnskabelige aktivitet, således at der på så at sige alle områder blev større viden om G. i fortid og nutid. Samtidig blev det kulturelle og oplysende arbejde i den grønl. befolkning stærkere. Undervisningen blev forbedret, blandt andet i da. sprog, men hovedparten af undervisningen skete på grønlandsk. Uddannelsen af grønlændere i Danmark udvidedes, så vidt økonomien tillod. Traditionelle håndværk gled ud til fordel for mere »moderne«. Til trods for de »fremskridt«, man utvivlsomt kunne konstatere, føltes alligevel totalsituationen som en march på stedet. 1939 var man så småt ved at forberede ændringer i den hidtil førte politik. Den anden verdenskrig kom faktisk som en afbrydelse heraf.

Efteråret 1939 var visse nødhjælpsforanstaltninger mod en eventuel afbrydelse af forbindelsen m. Danmark truffet. Efter 9. april 1940 viste det sig hurtigt, at G. ikke kunne komme til at ligge ene hen. Dette havde i hvert fald to væsentlige årsager. For det første var den vestl. interesse i kryolitten åbenbar. Det gjaldt om at sikre den frie afsætning af minens produktion. USA’s og Canadas sideløbende interesser i kryolitten afgjorde sagen til G.s fordel. Den anden hovedårsag lå i flytrafikken. Lindbergs flyvning over G. 1933 havde bebudet udviklingen. Fra G.s sydl. områder kunne man m. datidens fly beherske luftrummet over den nordl. Atlant. Under låne-leje-aftalerne ml. USA og de vestl. allierede blev dette faktum af vigtighed til beskyttelse af transporterne til havs. Konsekvensen blev den s.k. Kauffmann-traktat af 9/4 1941, der gav USA tilladelse til at bygge flybaser på G. i samråd m. de grønl. myndigheder og under overholdelse af reglerne for landets lukning i øvrigt. På grundlag heraf blev baserne Narssarssuaq og Søndre Strømfjord bygget, senere Angmagssalik og nogle andre mindre baser på v.kysten. Traktaten var delvis begrundet i, at G. lå hen som et militært vakuum, og USA påtog sig forsvaret af den da. suverænitet over øen. Hertil bidrog grønl. administration ved opret. af den østgrønl. slædepatrulje, der hovedsagelig opererede på strækningen n. f. Scoresbysund. Her foregik de eneste direkte sammenstød med ty. militære enheder.

Ved opret. af centralkontor i New York formidledes såvel forsyning som salg af grønl. produkter. Til støtte for forb. oprettede USA og Canada konsulater i Godthåb. Ved forsigtig politik og m. støtte i gesandtskabet i Washington lykkedes det at opretholde G.s selvstyre. I selve G. fulgte man under landsfoged Eske Bruns ledelse i hovedsagen de udviklingslinjer, der havde været fulgt op til 1940. Alligevel var det et andet G., der knyttede forbindelsen m. Danmark igen 1945.

Der herskede en vis forventning om ændringer i den hidtil førte grønlandspolitik; men de syntes ikke at skulle indtræffe. En udvalgsbetænkning 1946 førte til ganske ubetydelige forbedringer på visse punkter, men ikke en virkelig kulegravning af de grønl. problemer. Dette medførte i de flg. år en stedse voksende kritik, som endelig 1949 førte til nedsættelse af en omfattende kommission med et stort antal grønl. deltagere. Året efter afgav den betænkning, der dannede grundlaget for den efterfølgende tids lovgivning. Udviklingen efter 1950 fremgår af specialartiklerne andetsteds (se s. 105 og fremefter).