Plante- og dyreliv

Plantevækst

Den største del af G.s isfrie område ligger i polarbæltet, d.v.s. n. f. skovgrænsen. I store træk kan G. deles i et subarktisk birkeskovsbælte, et lavarktisk bælte, hvor den højeste vegetation er 0,5-3 m højt pilekrat, og et højarktisk bælte, hvor den frodigste vegetation består af dværgbuske.

Birkeskov findes kun i de luneste dalstrøg i det sydligste G. Det er en lav kratskov af dun-birk m. spredt grønl. røn. Meget taler imidlertid for, at man også må regne de indre dele ved Godthåbsfjorden og Søndre Strømfjord til det subarktiske bælte; juli-middeltemperaturen ligger begge steder meget nær 10°. I Godthåbsfjord findes temmelig anselige krat af bjerg-el og pil og i det hele taget frodig vegetation, der – ligesom den sydgrønl. – i sin tid gjorde en nordbokolonisation mulig. Ved Søndre Strømfjord er dannelse af skovagtige krat sikkert udelukket p.gr. af det tørre klima. Man finder her på s.skråninger steppevegetation m. subarktisk karakter og i dalene flere saltsøer, et forhold der ikke kendes fra egl. arktiske s. 84 egne. Hvor langt den subarktisk prægede vegetation går ud imod yderkysten, er det vanskeligt at afgøre. Når skovagtige krat mangler på gunstige steder i kystlandet i Syd-G., kan dette være et udtryk for klimatisk oceanitet. I alle tilfælde er det påfaldende, at Syd-G.s og Sydvest-G.s skærgårdsegne og ydre fjordområder kun huser ret få arter m. typisk arktisk udbredelse, men mange subarktisktempererede arter, bl.a. en del skovbundsplanter.

Det lavarktiske bælte går mod n. til ca. 71°, men er nordligst især udviklet i indlandet, hvor der pletvis findes mandshøjt pilekrat. I det højarktiske bælte findes ofte lav vegetation af arktisk pil, men aldrig egl. krat. Heder, især domineret af kantlyng (Cassiope tetragona), spiller derimod stor rolle. Navnlig i det højarktiske bælte kan der findes strækninger m. heder, moser og kær, der minder noget om den vegetation, der i Sibirien kaldes tundra, men største delen af G. har en varieret fjeldvegetation, der bedst sammenlignes m. den i Skandinaviens fjelde el. – i det tørreste indland i Vest-G. – m. vegetationen i bjergene i centrale dele af Nordamerika.

Som en følge af G.s enorme udstrækning og de varierede klimatiske forhold og mange jordbundstyper er floraen meget forskelligartet og temmelig rig på arter. De fleste er sporeplanter, alger, svampe, laver og mosser (i alt ca. 3500 arter). Af s. 85 højere organiserede planter er der ca. 500 arter og underarter. Arterne fordeler sig systematisk som følger:

Karsporeplanter: ulvefodsvækster 9 arter, padderokker 4 arter, bregner 18 arter.

Frøplanter:

Nøgenfrøede: 1 art (enebær).

Tokimbladede: i alt 290 arter, heraf ranunkelfamilien 16 arter, rosenfamilien 24, stenbrækfamilien 18, korsblomstfamilien 38, nellikefamilien 27, lyng- og bøllefamilierne 14, maskeblomstrede 17, kurvblomstrede 65.

Enkimbladede: i alt 159 arter, heraf sivfamilien 18, halvgræsfamilien 59, græsfamilien 61.

M. h. t. planternes bygning (livsform) er de fleste flerårige urter el. dværgbuske. Blandt urterne er der særl. mange græsagtige el. planter m. alle el. de fleste blade siddende som en roset ved grunden (fx. mælkebøtte). Dværgbuskene kan ligne lyng, men nogle er formet som pudeplanter, d.v.s. som halvkugler af tætte skud s. 86 m. små blade (fx. fjeldpryd). Også flere urter har pudevækst (fx. tue-limurt, grønlandsk stenbræk). En del arter knyttet til snelejer (steder m. langt snedække og kort sommer) har dværgvækst (fx. moslyng, dværgpil, snegræs). Enårige el. fåårige planter er sjældne. Som eksempler kan nævnes dværgsyre (enårig) og holbölls kalkkarse (2-årig).

En plantegeogr. inddeling af floraen kan baseres på arternes totaludbredelse på Jorden (arealtype) el. på deres økologiske (biologiske) udbredelsestype.

Arealtype-inddeling

Da G. ligger ml. Amerika og Eurasien, vil forekomsten af arter m. østl. (eurasiatisk) hovedudbredelse og arter m. vestl. (amer.) hovedudbredelse have særl. interesse. I G. som helhed er der flere vestl. end østl. arter (ca. 120 mod ca. 82), men i de forsk. distrikter er forholdet ml. østl. og vestl. meget varierende. Området ml. Scoresby Sunds munding og Kap Farvel har således et lille overskud af europæiske arter, resten af G. – men især de områder, der har mest udpræget fastlandsklima – har overskud af amerikanske. Der er ca. 250 arter enten m. cirkumpolær udbredelse (arter, der findes i landene rundt om Nordpolen) el. arter, der har lige stor udbredelse på begge sider af det nordl. Atlanterhav. G. har endv. en del endemiske arter (ikke fundet uden for G.). Disse er oftest apomiktiske småarter, d.v.s. mindre systematiske enheder, der ikke danner frø på normal måde efter en forudgående kønsproces. De tilhører især slægterne kattefod (Antennaria) og høgeurt (Hieracium). Herudover findes ganske få andre endemiske arter. Den vigtigste er nathorst’s stenbræk, der gror i Nordøst-G. og sikkert er opstået som en kromosomtalsfordoblet bastard ml. sol-stenbræk og purpur-stenbræk. Endelig er ca. 100 arter for nylig indslæbt til G. fra Danmark. Det drejer sig mest om typisk »ukrudt« (fx. fuglemælk, enårig rapgræs, vej-pileurt). I nyeste tid har man også forsøgt indplantning af skovtræer (canadiske, nordeuropæiske og sibiriske arter) i Sydvest-G.s birkekrat-områder.

Økologiske udbredelsestyper

På grønl. område har arterne vidt forsk. udbredelse, der især er et udtryk for deres krav til klima og jordbund. Mange arter synes i størst grad afhængig af s. 87 oceanitet-kontinentalitet, men for mange spiller sommertidens varmemængde en afgørende rolle. Flg. typer er vigtige. 1) Vidtudbredte arter findes fra nord til syd i det isfri land (fx. bredbladet gederams, fjeldsyre, topspirende pileurt, grønlandsk stenbræk); 2) højarktiske arter mangler i den sydl. del af G., ved s.grænsen findes de oftest i højlandet el. nær yderkysten, hvor sommervarmen er lav (fx. lygtepragtstjerne, polar-ranunkel); 3) arktisk kontinentale arter, der mod s. i G., hvor kystbjergene har oceanisk klima, næsten udelukkende findes i det indre af landet (fx. klippe-potentil, arktisk kattefod); 4) mellemarktiske arter, der mangler såvel i det nordligste som i det sydligste G. (fx. sne-ranunkel, tykbladet draba); 5) lavarktiske arter, der mangler i det nordligste og som mod n. foretrækker sommervarme lokaliteter (fx. dværg-birk, blågrå pil); 6) lavarktisk-oceaniskmontane arter, der ligeledes mangler mod n., men som ved n.grænsen foretrækker kystklima og derfor har skrå n.grænse, ofte fra indlandet i Godthåbs-egnen mod nv. til mundingen af N. Isortoq, men kan genfindes på S.-Disko (fx. alpe-løvefod, fjeld-kalkkarse, sæter-evighedsblomst, fig. s. 86): 7) lavarktisk-kontinentale arter, der gror i den sydl. del af landet, men hyppigst i indlandet (fx. lav mose-post, lapmarks-ranunkel, rank kodriver); 8) boreale (nordligt tempererede) arter, der når langt mod n. (fx. kær-trehage (fig. s. 89 th.), vibefedt); 9) boreale skovplanter (fx. s. 88 liden vintergrøn, smalbladet gederams, dunbregne (mod n. ofte især ved kysterne, hvor fugtigheden er størst); 10) borealt oceaniske arter (fx. skotsk timian, hønsebær, børste-siv).

Et mindre antal arter viser klar tilknytning til enten basalt- el. sedimentområder m. neutrale-basiske jorder el. til grundfjeldsområder, der oftest giver sur jord. Fjeldpryd, kryblyng og tyttebær foretrækker de sure jorder, medens alpe-draba og fimbulgræs foretrækker de neutrale-basiske, smlgn. også fig. s. 85 th. Særl. jordbundsforhold findes nær saltsøer i de stærkt kontinentale dele ved de inderste grene af Søndre Strømfjord. Her findes saltrige basiske jorder, hvortil er knyttet steppe-annelgræs, strand-vejbred, salt-ensian og braya-arter. Visse arter er stærkt begunstiget af gødning og findes særl. yppigt i og ved bygder (fx. polar-rævehale) el. på fuglefjelde (fx. smuk potentil).

Historisk betingede udbredelser

Naturligvis har også historiske forhold betydning for arternes forekomst i G. Meget »skæve« udbredelser skyldes sikkert indvandring til en bestemt del af G. og svigtende evne til el. mulighed for at sprede sig til resten af landet. Isranunkel findes således kun i Øst-G. n. f. Angmagssalik og sne-anemone kun ved Sukkertoppen-Holsteinsborg. Meget små, isolerede arealer for en art kan enten skyldes, at arten er indvandret for nylig til pågældende egn, el. at den, hvor den forekommer, er en relikt.

Der regnes især m. to typer af relikter i G.: Istids-relikter og senglaciale relikter. De første menes at have overlevet sidste istid, event, flere istider, på isfri nunatakker. De sidste tænkes at være kommet til G. efter sidste istid, men er siden p. gr. af en for dem ugunstig jordbundsudvikling blevet sjældne og indskrænket til områder m. specielle jordbundsforhold. Forekomsten af istidsrelikter har været ivrigt diskuteret. Et argument, der taler for, at en ret stor del af den nuv. flora har overlevet sidste istid på isfrie områder, er, at der i nutidens G. findes en temmelig artsrig nunatakflora (ca. 100 arter), og at floraen på halvnunatakker (fx. kapene på Blosseville Kyst) huser et betydeligt antal arter, hvoribl. mange sydl. Et andet argument er, at mange plantearter i dag forekommer, hvor topografien er alpin, hvilket betyder, at fjeldene blev udformet af lokale bræer, ikke af indlandsisen. Disse arter mangler el. er påfaldende sjældne i rundklippelandskaber. Pollenanalytiske undersøgelser i G. har endnu ikke skabt klarhed om disse spørgsmål.

Tidspunktet for arternes indvandring kan kun fastslås, hvor det drejer sig om indslæbte arter. Flere forskere har peget på muligheden af, at nordboerne skulle have indslæbt arter fra Island, også indslæbning fra Vinland (Gulf of St. Lawrence-området) har været diskuteret. Kun enkelte arter viser i dag klar tilknytning til ruiner fra nordbotiden og anses derfor for indslæbt af nordboerne (musevikke, høst-borst).

Indvandring til Grønland

De vandringsveje, arterne – uanset tidspunktet – har benyttet under deres indvandring, kendes naturligvis ikke; man kan dog forestille sig, at der især har været flg. veje: 1) fra sv. fra Labrador-Newfoundland, 2) fra v. fra Baffin Island og Ellesmere Island, 3) fra nø. fra Sibirien og Svalbard, 4) fra sø. fra Norge, Skotland og s. 89 Island. Mange europæiske bjergplanter fulgte den sidste oceaniske rute. De pågældende arter er afhængige af fugtigt, snerigt klima, hvilket viser sig i deres nuv. forekomst i det nedbørsrige Sydvest-, Syd- og Sydøst-G. Mange amer. arter kom sikkert ind fra v. over smallere havområder. De kom fra kontinentale bjerg- og tundraområder og er i G. især udbredt i de kontinentaleste dele, d.v.s. det meste af landet n. f. ca. 70° og s. herfor i indlandsområder.

Plantegeografisk inddeling

De talrigeste indsamlinger af grønl. planter findes i det arktiske herbarium i Botanisk Museum i Kbh. På basis af disse er der i nyere tid foretaget en kortlægning af de fleste karplantearter. Eksempler på sådanne kort ses på s. 85-90. De sorte pletter angiver findesteder. Det samlede kortmateriale har gjort det mul. at udarbejde en floristisk inddeling af G. En hovedgrænse kan drages ml. de oceanisk påvirkede floraprovinser SE, S, SW og de øvr. provinser. De artsrigeste provinser er S og SW m. over 300 arter. NE og NW har ca. 200 arter, medens N har ca. 100 arter, smlgn. s. 85.

Vegetation

Vegetationen består af et stort antal plantesamfund. Den er meget varieret og forsk. fra egn til egn. Plantesamfundene afgrænses bedst fra hinanden ved hensyntagen til 1) toneangivende livsform, 2) arternes økologiske udbredelsestype.

Kratvegetation af løvfældende træer og buske. I Syd-G. findes som omtalt skovagtige, lave krat af dunbirk, oftest m. krogede stammer. Skovbundsvegetationen består mest af bølget bunke, bregner o.fl. Bjerg-el er kratdannende på gunstige steder, især ml.Ivigtut-egnen (Grønnedal) og Evighedsfjord. Den står ofte tæt langs elve. Blågrå pil er den vigtigste kratdannende art. Den er meget variabel og kan danne krat såvel i nedbørsrige kystegne som i det indre af landet. På fugtig bund kan pilekrattene grænse til mosrig kildevældsvegetation m. kvan, mos-dueurt ofl. På middelfugtig bund ligner bundfloraen en blomsterrig eng og har stor lighed med den vegetation, der kaldes urteli (se s. 92). Krat på tør bund kan indeholde hedebuske (fx. revling) el. høje græsser. I det indre af Scoresby Sund og ved Søndre Strømfjord ledsages krattene ofte af en slags steppe af purpur-rørhvene.

Dværgbuskheder af stedsegrønne el. løvfældende dværgbuske. Heder dækker betydelige arealer og findes i hele G. I oceaniske dele mod s. er de vigtigste arter revling og småbladet mosebølle. Indlandsheder domineres derimod gerne af dværg-birk. Heder, der i vintertiden beskyttes af vedvarende snelag, er i den sydl. s. 91 del af landet kendetegnet af blålyng, i indlandet af mose-post. Mod n. (og i højlandet s.på) er der kantlyng på tilsvarende steder. Kalkrige jorder er ofte præget af arktisk alperose el. fjeldsimmer (dryas-hede). Når snedækket bliver ekstremt langt (og vegetationstiden kort), fås snelejeheder af få cm høje buske: moslyng og dværgpil.

Græsheder og steppeagtige samfund. I den sydl. del af G. træffes ikke sjældent større strækninger på ret tør bund m. græsagtige planter (græsser, frytle-, siv-, og stararter) og enkelte andre (fx. timian). Denne vegetation bliver visse steder så rig på rensdyrlaver, Cetraria- og Stereocaulon-arter, at den kaldes likenhede. Større likenheder findes fx. i det indre af Godthåbsfjord. I stærkt kontinentale klimaområder (fx. ved Søndre Strømfjord) vil der på tør-halvtør bund udvikle sig en steppeagtig vegetation af børste-kobresie, purpur-rørhvene og steppestar, fig. s. 90. Den sidste træffes ofte som dominant på løssjordsaflejringer på s.skråninger. Nær saltsøer i dette terræn kan der udvikles en art saltsteppe af annelgræsarter.

Fjeldmark er fra ældre tid betegnelse for al ikke tætsluttet vegetation. Defineret således har fjeldmarken en uhyre stor udbredelse. Store dele af Nord- og Øst-G. har kun spredte planter ml. blokke i grus og på flydejord. Fjeldmarken er dog ikke et rigtigt samfund. Den kan snarest opfattes som en p.gr.af særl. forhold fattig og åben hede af dværgbuske el. græsagtige planter. Af typiske planter kan nævnes fjeld-valmue og skæg-star samt talr. laver på sten og blokke.

Urtevegetation. På middelfugtig bund, der har snedække om vinteren men ret tidlig bortsmeltning, træffes en artsrig, engagtig vegetation af flerårige urter: løvefod, mælkebøtte, pileurt, hønsetarm, o.m.fl. Denne urteli træffes mod n. kun på s.skråninger, i det sydligste også langs elve. Hvis snedækkets varighed forlænges, erstattes urtelien af snelejevegetation af dværg-planter som dværg-ranunkel, dværgevighedsblomst, dværg-pil, mængder af mosser. I det nordl. af landet findes særl. former for urtevegetation m. fx. sort bakkestjerne, guldblomme, enblomstret klokke o.fl.

Moser og kær spiller mange steder en stor rolle. Det drejer sig om en lang række ret forskelligartede samfund især af kæruld-, star- og siv-arter. De forsk. samfund betinges af variation i klimatiske forhold og vandets kemiske forhold. Noget lignende gælder vegetationen i indsøerne, hvor der findes en serie af samfund svarende til en serie af søtyper fra næringsfattige fjeldsøer næsten uden vegetation gennem middelrige søer m. rig vegetation (vandaks, pindsvineknop, tusindblad ofl.) til saltsøer m. sparsom el. ingen vegetation af højere planter.

Strandvegetation. Ved havet findes flere steder lave klitter m. dunet marehalm og strandarve. På stenstrand og klipper træffes flere steder hestetunge, og i beskyttede vige er der strandenge, der nærmest havet er domineret af krybende annelgræs.

I havet træffes nær kysterne mægtige tangskove af bladtangarter, hvoraf nogle kan blive 10-15 m lange og opnå betydelige bredder. Den del af strandklipperne, der tørlægges helt el. delvis, vil mod n. i landet være uden tang, men mod s. udvikles her et øvre tangbælte af buletang og klørtang (bl.a. blæretang). Vigtigst for stofproduktionen i de grønl. farvande er dog havets planteplankton (svæv), der består af mikroskopiske panserflagellater og kiselalger.

Også i indsøer findes en varieret planktonflora, og selv i smeltende sne findes ofte mikroskopiske alger, der, når forholdene er gunstige, bliver så talr., at sneen farves rød.

Hoveddelen af G.s erhvervsliv, fiskeri, jagt, fårehold, er afhængig af planternes stofproduktion. I Syd-G. er der flere steder lidt landbr. (især høslæt til støtte for fåreavlen), og i de fleste bygder dyrkes kartofler og forsk. grøntsager i bænke. Om sommeren samles der en del bær især af revling og mosebølle. Kvanstilke hører også stadig til blandt de yndede sommerretter.

Udforskning

Floraen. Karplantefloraen har været udforsket, siden Hans Egedes søn Paul Egede for 200 år siden samlede et lille herbarium. De første publicerede artslister stammer fra 1770 (I. C. D. Schreber: 83 arter), 1830 (K. Z. Giesecke: 201 arter), og 1857 (Johan Lange: 311 arter). 1880 udkom Johan Langes værk Conspectus Florae Groenlandicae. I dette og i de to tillæg, der kom 1887 og 1892, omtales 371 arter. Johan Langes Conspectus støttede sig i væsentlig grad på indsamlinger foretaget af botanikeren Jens Vahl på dennes talr. rejser 1828-1836. 1926 publicerede C. H. Ostenfeld i en plantegeogr. oversigt en liste på 382 arter. De mange ekspeditioner og indsamlingsrejser har siden bragt tallet af kendte arter op på 500. Blandt de mange botanikere, der har bidraget væsentligt til den grønl. floras udforskning, må blandt de afdøde især nævnes magister M. P. Porsild, grundlæggeren af Arktisk Station i Godhavn, en videnskabelig station for biologisk forskning i Vest-G., grl. 1906 og udv. og moderniseret 1966.

Udforskningen af mosserne, algerne, svampene og laverne begyndte for alvor omkr. 1900. Af særl. stor betydning blev her L. Kolderup Rosenvinges værker om havalgerne. I vore dage foretages igen større indsamlinger og studier af sporeplantegrupperne, og der kan her ventes betydelige resultater.

Vegetationen. Den første videnskabelige skildring af G.s vegetation er Eug. Warmings berømte værk Om Grønlands Vegetation (1888). Warmings samtidige og elever fortsatte m. beskrivelser af bestemte egnes vegetation. Af lokalskildringer fra tiden omkr. 1900 må fremhæves afhandlinger om Syd-G. (L. K. Rosenvinge), Scoresby Sund og Nordøst-G. (N. Hartz og C. Kruuse), Angmagssalik-egnen (C. Kruuse) og Disko (M. P. Porsild). Også vegetationen er i nyere tid blevet genundersøgt m. benyttelse af plantesociologisk metodik.

Eksperimentelle og cytologiske undersøgelser. Disse blev indledt 1926 m. O. Hagerups påvisning af, at den grønl. revling i modsætning til den da. har tvekønnede blomster og dobbelt så mange kromosomer som den danske. Den største del af floraens arter er nu undersøgt m.h.t. kromosomtal, og der er indledt dyrkningsforsøg og krydsningsforsøg m. en række arter. Disse forsøg foregår til dels i det arktiske drivhus i Botanisk Have i Kbh. Undersøgelserne uddyber kendskabet til arterne og har i flere tilfælde ført til, at en art er blevet opdelt i flere arter.

Dyreverdenen

Faunaens historie og udforskning

Fra de ældste tider og frem til nutiden har der eksisteret liv i G. og omgivende have. Palæontologerne har fremdraget kæmpemuslinger, hajer, panserfisk og »firbenede fisk«, der for mill. af år siden levede i havbugter el. ferskvandssøer. Fjeldenes forsteninger viser en dyreverden, som har levet under klimaforhold meget forskellige fra nutidens.

G.s nulevende dyreverden har tilknytning til både Europa og Amerika. Mange lavere arter (visse insekter, regnorme m.fl.) er fælles m. Europa. Nogle af disse kan være kommet til G. fra v. og er da under istiden gået tabt i de kontinentale områder af Asien og Amerika, mens de har overlevet nærmest Atlanterhavet; andre kan være kommet ø.fra fra ø til ø. Disse boreale arter udgør de ældste elementer i G.s fauna og er på v.kysten udbredt n.på til omkr. Melville Bugt og på ø.kysten til noget n. f. Scoresby Sund. De har overlevet alle omskiftelser under istiden i selve G., event, på kyststrækninger, der i dag ligger under havets overflade. Mange herhen hørende arter må være gået tabt i tidens løb, udsatte for stadige klimasvingninger. Kun de mest robuste er tilbage.

Lige så særpræget en historie har de arktiske arter. De består af dyr, hvis tilpasning til kolde egne er udviklet under lange ophold under kontinentale klimaforhold, fortrinsvis i Asien, hvorfra de dels er vandret mod Europa, dels over Bering-broen til Nordamerika for her at følge randen af den tilbagerykkende indlandsis til de n.canadiske øer og Nord-G. Hertil hører mange af Nord-G.s insekter og andre lavere dyr, samt fugle som fjeldrype og sneugle og landpattedyrene moskusokse, ren, snehare, halsbåndslemming, hermelin, hvidræv og polarulv.

Endelig modtager G.s fauna i nutiden en stadig tilvækst af nyindvandrere, ofte kun kortvarige gæster, fra både Europa og Nordamerika, især langtflyvende fugle og insekter. Indslæbning ved menneskets transportmidler synes at spille en ringe s. 94 rolle, idet indslæbte dyr har svært ved at etablere sig, bortset fra rotter og mus i korte perioder – samt insekter knyttede til menneskets boliger.

G.s fauna har næppe nogensinde haft trygge kår at leve under. Geofysikerne (Dansgård m.fl.) har ved målinger i Indlandsisen påvist, at G.s klima både før, under og efter sidste istid til stadighed har været underkastet store svingninger. Også eskimoernes historie fortæller snart om overflod, snart om sultedød.

Kendskabet til landets dyr er tilvejebragt ad mange veje. De ældste jordfundne knogler er af grønlandshval, der formentligt har levet ved kysterne både under og efter istiden. Arkæologerne (Eigil Knuth) har påvist, at flere af Nord-G.s pattedyr, bl.a. moskusoksen, også jagedes af landets første indbyggere, der ankom for henved 4000 år siden.

Den ældste samlede fremstilling af G.s dyreverden gives i Kongespejlet, fra o. 1230. Fra 1500t., 1600t. og 1700t. foreligger adsk. beretninger fra sørejsende, der har gjort landgang på G.s kyster. Mere grundige beskrivelser, baserede på mange års bosættelse i landet, er fremkommet fra Hans Egede og sønnerne Poul og Niels. Berømt er præsten Otto Fabricius’ Fauna Groenlandica, 1780, skrevet på lat. og omhandlende samtlige da kendte arter af både lavere og højere dyr. Endv. foreligger mange værdifulde oplysninger om fangstdyrene i indberetninger fra grønl. s. 95 embedsmænd, i ekspeditionsskildringer, dagbøger og et stort antal videnskabelige arbejder i ind- og udland, især i det bindstærke værk Meddelelser om Grønland, som udgives af Kommissionen for videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Men til trods herfor er udforskningen af G.s dyreverden endnu i sin vorden. Nye undersøgelser iværksættes til stadighed fra de faste institutioner: Grønlands Fiskeriundersøgelser, Grønlands zoogeografiske Undersøgelser og Den danske arktiske Station på Disko – samt af mange ekspeditioner af mere el. mindre privat karakter.

Dyrelivet i Vest-Grønlands indland

Når man i Vest-Grønland ser bort fra de barske kystfjelde, vil man mange steder finde dale og fjeldmarker med en frodig vegetation, der om sommeren m. lethed kan ernære en meget rigere dyreverden end den, der findes her i dag. Men to begrænsende faktorer gør sig gældende: indvandringsmulighed og vinterføde.

Indvandring til Vest-G. har enten måttet ske over drivisen fra Baffin Island, 300 km borte, n.fra via den bræ- og snefyldte Melville Bugt el. fra ø. langs den meget ugæstfrie Blosseville Kyst. Disse afstande og hindringer er kun klaret af fire nulevende landpattedyr: renen, sneharen, blåræven og hvidræven, der samtidig har været i stand til at overleve den vestgrønl. vinter. Denne er ikke særl. streng, men er ofte præget af lange perioder m. skiftevis tø, regn, frost, sne og isslag, hvilke tilstande gør dyrenes vintergræsgange (og for rævene bærproduktionen) utilgængelige i ugunstige perioder, så de sulter og omkommer i stort tal.

Vildrenen har levet i Vest-G. så langt tilbage i tiden, som de arkæol. vidnesbyrd rækker, d.v.s. o. 3000 år, men formentligt er den meget ældre som borger i Vest-G. Den kan være kommet fra nv. el. nø. under en gunstigere klimaperiode end den nu herskende, men den kan også være gået på drivisen over Davisstrædet. Dens antal har i tidens løb været underkastet svingninger fra sjældenhed til stor talrigdom, følgende svingningerne i vinterklimaet og fødens tilgængelighed. Dens sidste store periode var 1820-60, hvor den årl. bestand efter indhandlingen af skind at dømme udgjorde ml. 100.000 og 200.000 dyr. Efter 1860, hvor der fulgte en længere periode m. ustabile vintre, blev renen sjælden. Et lille, kortvarigt opsving fulgte o. 1910, og et nyt større opsving har været under udvikling siden 1950. Der skydes i dag ca. 5-6.000 vildrener årl. i Vest-G. De bedste vildrenområder ligger i Sukkertoppen og Holsteinsborg kommuner.

1952 indførtes (ved Jens Rosing) 270 tamrener fra Norge til Godthåb distriktet. Flokken er siden da vokset til flere tusinde dyr udover en årl. slagtning på mange hundrede. Tamrenerne passes af samer fra Norge. Desværre er det ikke lykkedes at gøre grønlænderne interesserede i dette nye erhverv (se endv. s. 144).

1962 og 1965 overførtes (ved Chr. Vibe) fra Nordøst-G. til Søndre Strømfjord distriktet i alt 27 moskusokser. Også disse dyr klarer sig fint og danner nu en grundstamme af vildtlevende moskusokser i Vest-G., som forhåbentlig engang vil få betydning som jagtvildt, måske også som tamdyr. Flere kalve fødes årl. i Vest-G., hvor dette dyr aldrig tidl. har været. Bestanden udgør nu ca. 40 dyr.

Når indførelsen af tamrener og moskusokser er lykkedes så godt i Vest-G., skyldes dette, at klimaet netop samtidig ændrede sig fra atlantisk til kontinentalt, d.v.s. mere kølige, men stabile vintre m. let adgang til føden vinteren igennem. Den foregående fugtige periode har forinden forsynet landet m. en solid vegetationsreserve.

Sneharen er at finde overalt i Vest-G., mere talrig i indlandet end ved kysterne, der i perioder kan have for fugtigt vinterklima. Den er i øvrigt udbredt over hele G. m. undt. af sø.kysten, hvis atlantiske klima den ikke kan klare. Ungerne er grå, og den voksne hare er grålig om sommeren, men om vinteren har den en smuk, hvid og tæt pels m. sorte ørespidser.

Vest-G.s bestand af blåræve er i nutiden stærkt opblandet med hvidræve, der opr. hører hjemme på kontinenternes tundra og i Nordøst-G. 1850-70 steg procenten af hvidræve betydeligt i Vest-G. p.gr.af indvandring fra Canada og Nordøst-G., hvor lemmingen (hvidrævens hovedføde) nød godt af det klimaopsving, der begyndte i midten af 1800t. I Vest-G. skete herved en betydelig bastardering ml. de lokale blåræve og de indvandrende hvidræve, hvidprocenten steg, men vil uden tvivl igen falde den dag, indvandringen hører op. Vest-G.s polarrævebestand må i dag betragtes som en typisk blandingspopulation. Flest rene blåræve findes i Thule distriktet, hvor hvidræven, der er noget større, har sværest ved at klare sig. Flest rene hvidræve findes i Nordøst-G., hvor de lever af lemminger, og hvor blåræven har svært ved at klare sig p.gr.af tilisede kyster og manglende strandfauna.

Blåræven er brunlig om sommeren, hvidræven grålig. Både blårævens og hvidrævens pels har til tider været meget værdifuld og været en af de vigtigste indtægtskilder for befolkningen.

Blandt indlandets fugle er rypen langt den vigtigste. Den yngler spredt over hele landet, og da den har store kuld, kan den i gunstige klimaperioder opnå stor talrighed. Gode rypeår gentager sig m. 10-12 års mellemrum. Ravnen er vidt udbredt i indlandet og langs kysterne. Af småfugle forekommer snespurv, laplandsværling, stenpikker og gråsisken almindeligt, sidstn. afløses n.på af hvidsisken. Sjaggeren yngler s. 98 fåtalligt i den sydvestl. del af landet, skærpiberen i den nordvestl. del, engpiberen kun i Sydøst-G. Havørnen yngler fåtalligt langs den sydligste og mellemste del af v.kysten. Skønt denne stolte fugl hører til G.s nationale klenodier, fører den i fåreavlsdistrikterne en fredløs og truet tilværelse, mens den fra og med Godthåb distriktet og n.efter er totalfredet. Hele G.s bestand af havørne overstiger næppe 50 ynglende par, sandsynligvis færre. Dens vigtigste føde er fisk. Om vinteren må den ofte nøjes med ådsler. Noget mere alm. er vandrefalk og jagtfalk. Den sidste optræder i en mørk og en lys form, den lyse ses hyppigst nordpå. Udførsel fra G. af havørne og jagtfalke og disses skind er forbudt, og de må ikke holdes i fangenskab.

Spredt over det vestgrønl. indland ligger tusinder af små og store søer omkransede af grønne enge el. brune fjeldheder. Her yngler sortgrå ryle, odinshane (thorshanen hører til på nv.kystens skærgårdsøer), toppet skallesluger, islom, rødstrubet lom, havlit, gråand, strømand og blisgås. Der drives en del jagt på lommerne, havlit og gråand, mindre på blisgåsen, der derimod enkelte steder fanges som unge og opfodres til julegås. Blisgåsen overvintrer på stærkt begrænsede lokaliteter i Irland og Storbritannien, hvor den er meget efterstræbt.

I Nord– og Nordøst-Grønland har naturen og dyrelivet sit eget særpræg. Indvandringsmulighederne fra Nordamerika er her størst. Klimaet er gennemgående stabilt, og dette er hovedårsagen til, at et så typisk højarktisk dyr som moskusoksen har kunnet leve her i årtusinder. Den må antages at være indvandret til Nord-G. efter istiden lige så hurtigt, som vejen blev farbar og landet bevokset. Den nåede aldrig over Melville Bugt til Vest-G., men gik derimod mod nø. til Peary Land og Nordøst-G., hvor den har sin s.grænse ved Scoresby Sund.

Bestandens størrelse har svinget meget. I 1820’erne var den så fåtallig, at den ikke blev iagttaget af Scoresby og Clavering, der undersøgte store dele af Nordøst-G., hvor sidstn. traf landsdelens sidste eskimoer på Clavering Ø. Derefter tiltog den i antal, så den i slutn. af 1800t. måtte betegnes som alm. Trods en del efterstræbelser fra fangst- og ekspeditionsfolk tiltog bestanden og nåede maksimum i 1930’rne m. henved 15.000 dyr.

Fra vinteren 1937-38 har moskusoksen m. små mellemrum været udsat for tilbagevendende sne- og overisningskatastrofer, den værste vinteren 1953-54, der reducerede bestanden til 5-6.000 dyr i hele Nordøst-G. Efter 1954 er forholdene bedredes, og bestanden er atter i tiltagen. Klimaet er mere stabilt – til gengæld må forventes ringere vegetation. Moskusoksen er totalfredet, bortset fra et stærkt begrænset antal dyr, der må skydes af grønlænderne ved Scoresbysund og af folkene på vejrstationerne til føde.

Vildrenen har tidl. levet talrigt i Nordøst-G. sa. m. moskusoksen. Heller ikke den sås af Scoresby og Clavering, men blev i slutn. af 1800t. truffet talrigt i de centrale dele af landet, indtil den 1900 totalt forsvandt fra hele Nordøst-G., uden tvivl p.gr.af store snemængder, overisning af landet og angreb af ulve, der omtr. samtidig indvandrede fra Canada. Efter 1900 har renen ikke levet i Nordøst-G. Ulven klarede sig derefter m. harer og moskusoksekalve samt ådsler, men bukkede under i beg. af 1930’rne samtidig med en stærk tilbagegang i harebestanden p.gr.af svær overisning af landet. Ulven forsvandt helt, men harebestanden kom siden på fode igen.

Tre andre af Nordøst-G.s karakterdyr er halsbåndslemmingen, hermelinen og hvidræven, s. 99 de to sidste stærkt afhængige af den første. Lemmingen bor om sommeren i jordhuler, om vinteren i reder, som den selv bygger oven på jorden under snedriver. Herfra laver den gange under sneen for at søge føde vinteren igennem. Den er det eneste af G.s dyr, der regelmæssigt har flere kuld unger årlig.

Isbjørnen færdes på de vidtstrakte drivismarker ved Nordvest- og Nordøst-G. og driver m. disse sydover til henh. Baffin Island og Sydøst-G. Dens vigtigste føde er overalt ringsælen, som den fanger på isen, og hvis unger den graver frem af deres snehuler. Vinteren tilbringes som regel i hi, der kan findes i snefaner et stykke fra kysten oppe i fjeldet, hvor hunnen føder sine unger, oftest to, sjældent tre. Dens vigtigste yngleområder i G. er kysterne af Nordøst-G., Melville Bugt og Kane Bassin. Isbjørnen optrådte ret talrigt i G. i årtierne før og efter 1900. Når dens antal sen. aftog, er en væsentlig årsag formentlig den, at den trak sig længere n.over under klimamildningen i 1930’rne. I nutiden, hvor klimaet er koldere, søger den atter s.over og fanges igen i betydeligt antal (ca. 100 om året) i Øst-G. Frygten for dens snarlige uddøen er ganske ubegrundet.

Mellem Nord- og Nordøst-G.s fugle vil man især bemærke sneuglen, den hvide jagtfalk og den lille kjove, der alle overvejende lever af lemminger. Men også rypen og gæssene tiltrækker sig opmærksomhed: snegås og knortegås i Thule distriktet, den sidste tillige i Nordøst-G. sa. m. bramgås og kortnæbbet sædgås, der ligesom vadefuglene præstekrave, stenvender, islandsk ryle, almindelig ryle og sandløber (ved Thule Bairds ryle) i høj grad bidrager til at gøre fjeldet levende om sommeren. Da de indre fjeldpartier bliver snefrie længe før kystlandet, lægger vadefuglene ofte deres reder langt inde i landet og indtil 800 m over havet, hvor føden fortrinsvis består af insekter. Mange af Nordøst-G.s fugle tilbringer vinteren i Europa el. Afrika, snespurven i Europa-Asien.

Padder og krybdyr findes ikke i G.

Af landets 700-800 arter insekter og spindlere tiltrækker myg, fluer, sommerfugle, biller og edderkopper sig størst opmærksomhed. Artsantallet er kun ringe, men til gengæld kan individrigdommen være meget stor. Stikmyggen yngler i pytter og søer og begynder at blive plagsom allr. i juni. Kvægmyggene dukker pludseligt op af elvene midt på sommeren i milliontallige skarer og spredes viden om m. vinden. De kan være meget generende ved at kravle ind i næse, ører og øjne og op i ærmerne. I lune sommernætter kommer mitterne og gør livet uudholdeligt for rensdyrjægerne i indlandets fjelde. Spyfluerne sørger for, at døde dyr i fjeldet hurtigt forsvinder. Mellem sommerfuglene forekommer kun 5 arter dagsværmere, der alle findes i Nord-G., kun to i Sydvest-G. Larverne af visse arter af målere, viklere og ugler kan periodevis optræde i så stor mængde, at de i begrænsede områder kan bortæde græs og løv. Af billerne vil man især bemærke den røde 4-prikkede mariehøne. Enhver, der færdes i fjeldet, vil hyppigt få øje på de mange jagtedderkopper, der piler af sted ml. lyngen. En stor, netspindende korsedderkop er meget alm. i Sydvest-G.s pilekrat, der vokser frodigt langs elve og søer.

De store, kolde fjeldsøer er hyppigt beboet af fjeldørreder, også i områder, hvor afløb til havet ikke findes. Af andre ferskvandsfisk forekommer ellers kun den trepiggede hundestejle og i enkelte af Vest-G.s elve den alm. laks. Småsøer og pytter kan visse steder rumme en ufattelig rigdom af chironomidelarver, daphnier, copepoder, muslingekrebs og n.på tillige Branchinecta, Artemiopsis og Lepidurus, i mindre individantal larver af vårflue, vandkalv, hvirvler og døgnflue, den sidste kun i småelve. Snegle og muslinger er sparsomt repræsenteret i ferske vande. På landjorden findes enkelte små landsnegle og nogle få arter regnorme.

Havets pattedyr og fugle

Af havets pattedyr har grønlandshvalen engang spillet en afgørende rolle for det eskimoiske folk og sen. også for europæerne. Det ret kølige klima omkr. Polhavet ca. 1100-1850 synes at have skabt gunstige produktionsforhold for denne hval, samtidig med at en ganske særlig drivissituation gjorde det muligt for eskimoerne at fange den, først ved n.kysten af Alaska, sen. i Nordvestpassagens sunde, i Baffin Bugt og Davisstrædet og ved Nordøst-G. Ca. 1600 begyndte drivisen at blokere de vestl. områder, hvorefter hvalen søgte ud mod Atlanterhavet ved Svalbard, hvor europæiske hvalfangere opdagede og jagede den gennem nogle hundrede år, sen., da klimaet blev mildere, også i Davisstrædet og efter 1817 også i Nordvestpassagens sunde. O. 1900 ophørte hvalfangsten helt. På det tidspunkt var der kun få hvaler tilbage i det atlantiske område, mens den stadigt holdt sig nogenlunde talrig ved n.kysten af Alaska, hvor den endnu fanges af eskimoerne.

Årsagen til hvalens store tilbagegang i det atlantiske område er blevet tilskrevet intensiv fangst. Det er dog sandsynligt, at svigtende produktionsforhold i den smeltende drivis var hovedårsagen. Til trods for langvarig, total fredning i farvandene omkr. G. er grønlandshvalen stadig sjælden, om end i langsom tiltagen. Drivissituationen synes fortsat at være for ugunstig til, at den i nutiden kan opnå sin tidl. store talrigdom.

Ved Sydvest-G.s kyster jages nu en anden bardehval ivrigt af grønlænderne fra s. 103 motorbåd m. harpunkanon, nemlig den lille vågehval el. sildepisker. Det sker også, at man vover sig i kast m. den betydeligt større pukkelhval, og nu og da har man held til at drive småflokke af grindehvaler ind i vigene. Også marsvinet jages ivrigt, sjældnere spækhuggeren, der jævnligt viser sig i flokke i Davisstrædet til stor skræk for andre hvaler og sæler. For nogle år siden drev den da. hvalfangerbåd »Sonja« ved Vest-G. en del fangst på pukkelhval, blåhval og finhval samt tandhvalerne kaskelot og døgling, men fangsten var urentabel og er nu ophørt.

For den grønl. fangerbefolkning i n.distrikterne spiller de to mindre tandhvaler, narhvalen m. den lange, snoede stødtand og den helt hvide hvidhval el. hvidfisk en vigtig rolle ved at levere spæk til lys og varme, mattak (hvalhud) og kød til vinterproviant samt tand til redskaber og sener til sytråd. Sommeren tilbringer disse hvaler langt n.på. De fanges da ivrigt i Thule distriktet, narhvalen også i Scoresby Sund. Om efteråret og vinteren trækker de s.på og passerer da Upernavik, Umanak og Disko Bugt. Navnlig sidstn. sted sker det jævnligt, at de overraskes af »vestisen« (Baffin Bugts drivis), der spærrer indløbene til Disko Bugt, hvorefter denne fryser til udefra. Hundreder af hvaler, især hvidhvaler, bliver derved genstand for let fangst i små våger, »savssat«.

Af G.s 6 sælarter er ringsælen den eneste, der kan træffes rundt alle landets kyster, idet den er i stand til at holde sit åndehul åbent gennem 1-2 m vinteris. Den s. 104 føder sin unge i snehule oven på isen og er derfor afhængig af et solidt isdække m. snedriver, der ikke pludseligt udsættes for at svinde bort under mildningsperioder. Også remmesælen kan overvintre ved åndehuller i nyisen, men den drager ud til isranden, så snart vinterisen i fjordene bliver for svær. Det sa. gør hvalrossen, men da denne overvejende henter sin føde på havbunden, er dens udbredelse begrænset til områder af ringe dybde, 10-80 m, hvor der er rigeligt m. muslinger, der udgør dens vigtigste føde. Den fanges i nutiden fåtalligt ved Scoresbysund, mens den ved Thule er et meget vigtigt fangstdyr. I visse vintre og forårsmåneder ankommer den med drivisen til kysten af Vest-G. ud for Holsteinsborg-Egedesminde-Godhavn og er da genstand for nogen fangst fra motorbåd. Tidligt på sommeren ses den på n.gående træk over Melville Bugt til Thule distriktet.

En vigtig sæl i hele Vest-G. er grønlandssælen, der også fanges fåtalligt ved Thule og Scoresbysund og i noget større tal ved Angmagssalik. Dens yngleområder ligger i randen af drivisen ved Jan Mayen og ved Newfoundland. Den hører sa. m. klapmydsen, der også yngler i drivisen, til de trækkende sæler, der kommer til G.s kyster for at søge føde og æde sig fede. Trækket er afhængigt af strøm-, drivis- og produktionsforholdene ved Øst- og Vest-G. Da disse i tidens løb har været underkastet store svingninger, har også de trækkende sæler svinget meget i antal og forekomst, og deres udeblivelse ved en boplads har ofte i fortiden medført hungersnød og sultedød for befolkningen. Klapmydsen har tidl. spillet en stor rolle for befolkningen ved Nanortalik, når den om foråret passerede dette sted på vej fra Davisstrædet til hårfældningspladsen i drivisen ved Øst-G. Den er i dag i talmæssig tilbagegang. I det sydl. Vest-G. forekommer den spættede sæl ret sparsomt. Dens skind er meget værdifuldt og eftertragtet, fordi det bruges til grønlænderindernes smukke festdragt. Den holder meget til i fjordene og lakseelvene.

Mange søfugle søger føde langs kysterne og på det åbne hav udenfor. En af de vigtigste er ederfuglen, der i første halvdel af 1800t. ynglede i Vest-G. i hundredtusindvis, men hvis antal i sidste halvdel af årh. gik rivende tilbage p.gr.af den i den sydl. del af Davisstrædet tiltagende drivis, der nedsatte fødeproduktionen i havet og samtidigt spærrede for adgangen til vinterfourageringspladserne. Bestanden er i dette årh. tiltaget noget i Upernavik og Thule distrikterne, hvor den har nydt fordel af den netop overstående klimatiske opgangsperiode. Kongeederfuglen yngler fåtalligt i indlandet i de nordl. egne af Øst- og Vest-G. Den overvintrer sa. m. ederfuglen ved Vest-G.s kyster, ofte i stort tal, idet mange vintergæster kommer til fra arktisk Canada.

Også lomvien er en vigtig fugl i grønlændernes husholdning. I endnu højere grad end ederfuglen har den været i stand til at udnytte mulighederne i Upernavik og Thule distrikterne. Trods stor efterstræbelse synes den i dag at være mere talrig end i 1800t. Dens tilbagegang i visse områder tilskrives af nogle forskere klimaændringer, af andre derimod for stærk efterstræbelse ved selve ynglefjeldene. Et meget stort antal lomvier fra Lancaster Sound, Svalbard, Novaya Zemlya og Murmansk kysten overvintrer i de isfrie områder ved Vest-G., mens mange af landets egne ynglefugle overvintrer ved Newfoundland.

Søkongen hører om sommeren hjemme i fjeldene i Thule og Scoresbysund distrikterne. Denne lille, yndefulde alkefugl indtager en central plads i polarlandenes poesi. Den er taget stærkt til i det sidste halve årh. og kan iagttages i milliontallige skarer, altid i livlig aktivitet omkr. ynglefjeldene.

Også lunden, tordalken og skarven yngler kolonivis i Vest-G.s kystfjelde, dog kun i ringe tal. Mere talrig er tejsten, der yngler spredt langs kysterne. På visse fuglefjelde er mågefuglene de talrigeste. Vidt udbredt er riden, gråmågen og hvidvinget måge. Mere spredt yngler svartbag, almindelig kjove og lille kjove, de to første i Vest G., den sidste i Nordvest- og Nordøst-G. Havternen er vidt udbredt, nogle steder endda meget talrig. Ret sjældne er sabinemåge, ismåge og rosenmåge. Den sidste yngler ikke i G.

Mallemukken el. isstormfuglen forekommer i en lys form i de sydl. og en mørk i de nordl. dele af Vest- og Øst-G. Den kommer kun til land for at yngle og tilbringer ellers tiden ude ml. drivisen el. på det åbne hav. Ganske ejendommeligt er det ved G. at iagttage en oceanfugl som storskråpe, der om sommeren optræder talrigt i Davisstrædet, mens den om vinteren er på ynglepladsen i det sydl. Atlanterhav.