Samfærdsel, opmåling og udbygning

Trafikken

Trafikken i G. er betinget og præget af de specielle forhold, der er bestemt af landets beliggenhed, dets natur, befolkningens størrelse og placering samt den økon. udvikling.

En stor del af havet omkr. G. er dækket helt el. delvis af is. Polarisen (storisen) driver til stadighed ned langs G.s ø.kyst og afspærrer denne fra omverdenen største delen af året. På visse tider af året breder polarisen sig endda til v.kysten og vanskeliggør her adgangen til de sydl. havne, helt op til Ivigtut, Frederikshåb og Godthåb.

Fastisen dækker havet nærmest kysterne i områderne omkr. Thule og ned til Disko Bugt fra midten af december til hen på sommeren (maj-juni).

Besejlingshyppigheden af de grønl. byer er afhængig af disse forhold.

Besejling

Byerne i Vest-G. fra Nanortalik i s. til Holsteinsborg i n. bliver normalt besejlet hele året. Fra Egedesminde og op til Upernavik indskrænkes besejlingsmulighederne til fra beg. af maj hen til midten af december; Thule distrikt kan besejles et par måneder af året om sommeren.

Ø.kystens byer og stationer kan kun besejles i sommertiden. Angmagssalik således fra midten af juni til slutn. af oktober og Scoresbysund fra midten af juli til midten af september. Besejlingen af Mesters Vig, Daneborg og Danmarkshavn er indskrænket til et ganske kort tidsrum på omkring 1/2-1 1/2 måned, alt afhængig af stationens beliggenhed.

Sejlads i polaris kan kun finde sted med specialbyggede ishavsskibe.

Vejret langs de grønl. kyster er stærkt skiftende. Selv over forholdsvis mindre områder kan der være store, klimatiske variationer, alt efter lokaliteternes placering. Særlig området omkr. Kap Farvel er et vanskeligt og uroligt farvand.

Vindforholdene er meget svingende. Navnlig langs kysterne af den sydl. del af landet er de ofte af urolig karakter. Karakteristisk for G. er fønvinden og sydveststormene, der ofte har orkanagtig karakter.

Om sommeren optræder hyppigt tåge, der sa. m. de drivende isfjelde, som træffes overalt langs kysten, udgør en kombination, som kræver stor årvågenhed og forsigtighed ved sejlads, selv ved anvendelse af radar.

Lysforholdene er ganske specielle. I sommerhalvåret er det lyst næsten hele døgnet rundt fra Nanortalik til Thule. Fra Holsteinsborg og op til landets n.-spids er der midnatssol – fra 1 dag til næsten 5 måneder. Til gengæld har områderne mørke om vinteren, hvilket vanskeliggør trafik.

Sejladsen vanskeliggøres også af de lave lufttemperaturer, der i vinterhalvåret kan medføre overisning af skibet.

Langs hele kysten findes kun forholdsvis få fyr og navigationshjælpemidler. Helt op til den seneste tid er navigationen sket på grundlag af skibsførernes personlige kendskab til de grønl. kyster. I 1800t. påbegyndtes afmærkning ved hjælp af varder. O. 1900 forsynedes de yderste øer ved indsejlingen til byerne m. båker af stål. Først 1930 oprettedes det første fyr ved Færingehavn. 1968 fandtes ved G. 128 fyr, heraf ca. 50 ved indsejlingen til de forsk. byer.

Fra 1925 er radiostationerne indgået som led i kæden af navigationshjælpemidler. Særlig effektive er radiostationerne ved Upernavik, Holsteinsborg, Godthåb og Prins Christian Sund.

Navigationen støttes endv. af de i G. oprettede loranstationer.

Udover disse hjælpemidler er der til betryggelse af sejladsen til og fra Vest-G. 1959 etableret isrekognoscerings- og islodsningstjeneste m. flyvemaskiner fra Narssarssuaq. s. 219 Flere år tidl. er lignende islodsningstjeneste etableret fra Mesters Vig i Nordøst-G. for skibe til dette område.

Til yderligere betryggelse af sejladsen er der etableret en daglig meldetjeneste for skibe, der sejler til, fra og i G., til Grønlands Kommando i Grønnedal.

Søkortene er nu for største delens vedkommende korrigerede og ajourførte, og et da. bjergningsskib har siden 1950 været stationeret i G. i sommerperioden.

Skibsfarten

Den første planlagte sejlads til G., som historien beretter om, blev udført af Erik den Røde, som i året 982 sejlede fra Island til G. Siden da har der været skibsforbindelse mellem Europa og G., om end i stærkt varierende omfang og m. afbrydelser i visse perioder. Formålet med sejladsen var i det væsentlige af erhvervsmæssig art, men var i en periode også præget af det initiativ, der i 1500t. i Europa blev taget for at finde nye søveje til Østen.

Hans Egedes landgang ved Godthåb 1721 blev imidlertid vendepunktet for da. sejlads på G. Sejladsen blev fra dette tidspunkt lagt an m. henblik på missions- og handelsvirksomhed.

1776 etableredes handelen som et monopol under Den kongelige grønlandske Handels ledelse, og sejladsen har fra dette tidspunkt og til 1920, da fiskeriet begyndte ved G., næsten udelukkende været udført af skibe, tilhørende el. chartret af KGH el. Kryolith-, Mine- og Handelsselskabet.

I den første tid af KGH’s eksistens benyttedes chartrede skibe, men 1797 blev Handelen sin egen reder ved fra Andreas Bodenhoffs enke at overtage de ni skibe, s. 220 der dengang besørgede Grønlands-besejlingen. Samtidig indførtes harpunerne i splitflaget.

I det flg. årh. udførtes besejlingen v. hj. af småskibe af forsk. typer: pinker, hukkerter, galeaser og brigger fra 15 til 139 læster, d.v.s. fra 45 til 400 tons, meget varierende i størrelse.

1800t.s revolutionerende fremdrivningsmiddel, dampmaskinen, indførtes i Grønlands-trafikken 1860, men dog på den måde, at skibene samtidig var udstyret til sejlføring, da der ikke fandtes midler i G., hvormed man kunne komme skibene til undsætning, såfremt de blev udsat for maskinhavari. De egl. sejlskibes epoke udløb først i 1920’rne.

1926 var udviklingen imidlertid nået så langt frem, at der til Grønlands-sejladsen blev bygget et skib, hvis eneste fremdrivningsmiddel var maskinen. Samtidig blev springet gjort fra damp- til dieseldrift. Baggrunden herfor var bl.a. opførelsen af radiostationer i G., anlæg af radiostationer i skibene samt den tiltagende trafik m. fremmede skibe i Davisstrædet.

Af hensyn til passagerbefordringen blev skibe til KGH i 1900t. indrettet som kombinerede last- og passagerfartøjer, i størrelse varierende fra 662 til 2300 brt.

Skibsfarten på G. er fri og kan således udføres af ethvert rederi. Godsbesørgelsen til og fra G. varetages dog i det væsentlige af KGH. Privatejede stykgodsskibe s. 221 har dog siden 1945 i stigende antal været chartret af KGH til udførelse af transporterne. Over 90% af godsmængderne til og fra G. har således 1968 været transporteret af privatejede skibe.

Lasten til G. omfatter stort set alle livsfornødenheder for et normalt samfund, herunder også materialer til forarbejdning af de produkter, der frembringes i landet. Produktionen i G. indskrænker sig i det væsentlige til visse mineraler samt produkter af fisk og fangstdyr. Disse produkter udgør den udgående last.

Godsmængderne til G. udgjorde 1968 270.000 tons (en stigning på 35% siden 1965). Godsmængderne fra G. udgjorde sa. år 74.000 tons.

Antallet af befordrede passagerer m. skib til og fra G. har de sen. år ligget nogenlunde konstant omkr. 1700.

I den interne trafik i G. efter 1721 anvendtes i beg. den grønl. konebåd, skindbåden, som de første missionærer og handelsfolk benyttede til rejser ml. de forsk. pladser.

Efter udbygningen af handelspladsernes antal, fx. ved anlæg af de s.k. udsteder, blev det nødvendigt at anskaffe større og mere solide fartøjer til at udføre transporten af gods ml. disse pladser og de byer, der besejledes af skibe fra Danmark. Konebåden blev derfor afløst af den s.k. storbåd, som var et i G. bygget, solidt, lille træskib, som regel stagsejlrigget.

Siden blev storbåden afløst af motordrevne skonnerter og galeaser på 50-100 tons lasteevne. I den allerseneste tid er full-powered stålskibe på ca. 200 brt. indsat i kysttrafikken.

Fra 1945 er der foruden den lokale distriktstrafik etableret regelmæssige kystlangs forbindelser m. gods og passagerer ml. byerne og de store bygder i Vest-G.

Særlig passagerfarten har gennemgået en rivende udvikling. 1968 blev der således m. skib befordret ca. 33.000 passagerer i den interne trafik i Vest-G. (næsten en fordobling siden 1964).

Civil flyvning

I krigsperioden 1940-45 blev der i Vest-G. anlagt flyvepladser ved Narssarssuaq og Søndre Strømfjord, som gjorde det muligt efter krigens slutning at beflyve G. m. transatlantiske passagermaskiner.

Den første civile flyvning, der fandt sted ml. Kbh. og Narssarssuaq, blev udført af Det danske Luftfartsselskab juni 1946. Egl. passagerflyvning blev dog først sat i gang 1949 ved et mellem DDL og KGH truffet arrangement om et antal charterflyvninger m. passagerer.

Trafikken på Narssarssuaq blev herefter i det væsentlige udført af isl. luftfartsselskaber m. et til isrekognoscering i G. stationeret passagerfly.

Fra sommeren 1966 har SAS dog overtaget trafikken på Narssarssuaq, således at pladsen beflyves ca. 2 gange ugl. i månederne juli, august og september.

I den øvr. del af året går trafikken fra Kbh. via Søndre Strømfjord, hvorfra en ugl. forb. til Narssarssuaq sker ved Grønlandsfly A/S’s foranstaltning.

Da SAS 1954 etablerede polarruten til Los Angeles via G. (Søndre Strømfjord), opstod der mul. for regelmæssig befordring af passagerer ml. Kbh. og Søndre Strømfjord. Denne befordringsmulighed blev 1965 udvidet m. en fast lokalrute (vinter 2 gange ugl., sommer 3-4 gange).

Flyveforbindelse til Øst-G. sker over flyvepladserne ved Kulusuk i Angmagssalik distrikt og ved Mesters Vig i Kong Oscar Fjord.

Trafikken til Kulusuk går som regel via Søndre Strømfjord, medens trafikken til Mesters Vig for tiden sker direkte fra Island m. maskiner, der om vinteren udstyres m. ski, således at de er i stand til at lande på og starte fra havisen ved de nordøstgrønl. stationer og byer.

I trafikken til og fra G. befordredes 1968 m. fly ca. 27.000 passagerer (en fordobling siden 1965) og 363 tons post.

Intern civil flyvning i G. blev påbegyndt 1950 ved, at KGH fra det canadiske luftfartsselskab Eastern Provincial Airways i Gander chartrede to Catalinafly og en Otter til befordring af post, passagerer og gods ml. Søndre Strømfjord og Narssarssuaq og byerne i Vest-G. Flyvningen blev væsentligst koncentreret om byerne i Midt-G. fra Disko Bugt til Godthåb.

Handelens flyvevirksomhed blev 1962 overtaget af det private flyveselskab Grønlandsfly A/S. Dette selskab afviklede 1965 den af KGH oprettede forbindelse s. 224 m. EPA og anskaffede i stedet 3 stk. helikoptere af typen Sikorsky S-61-N til den regelmæssige, interne lufttrafik, som i denne forbindelse blev udvidet til om vinteren også at omfatte de nordl. områder, helt op til Upernavik.

1968 befordrede Grønlandsfly A/S 22.300 passagerer (en fordobling siden 1964) og 250 tons post.

Opmåling og kortlægning

Det første kort, hvorpå navnet Grønland fremkom, er et kort udarbejdet af Claudius Clavus, der fødtes i Danmark 1388. Kortet kendes nu fra det s.k. Nancyhåndskrift som en tilføjelse til den for kardinal Guillaume Fillastre 1427 udførte Ptolemæusafskrift. En reproduktion af kortet findes i N. E. Nørlund: Danmarks Kortlægning, bind I, planche 2. Den geografiske bredde for G.s s.spids er angivet m. en ganske forbavsende nøjagtighed, medens længdeangivelsen, som det er tilfældet m. alle gl. kort, er dårlig. Clavus’ kilde er antagelig sagaernes grønlandsfareres kursangivelser.

Interessantere ved sin mærkværdige forsyning m. navne er Clavus’ nyere kort, der kendes gennem to Wienerhåndskrifter. Carl S. Petersen og A. A. Bjørnbo har givet en bemærkelsesværdig fortolkning af navnene, der genfindes på en række sen. kort, bl.a. på Zenokortet, der udkom 1558, og som følgelig ikke, som påstået, bygger på materiale fra 1380. Zenokortet (Danmarks Kortlægning, planche 15) betragtes nu som et falsum, men da G. vises rykket en del mod n., har dette kort s. 225 og andre heraf påvirkede kort bevirket fejltagelser for søfarende, fx. englænderen Martin Frobisher, der ankommen til Øst-G. troede at have nået Zenokortets ikke eksisterende Frisland. Frobisher bidrog også selv til fejltagelser ved at anføre et efter ham opkaldt stræde, der gennemskar G. på ca. 62° bredde. Denne fejl rettedes først af Hans Egede, der ved sit kort 1735 undlod strædet, idet han forgæves havde søgt det for gennem det at nå G.s ø.kyst og finde nordboernes Østerbygd, som man den gang fejlagtigt henførte til ø.kysten.

Clavus’ kort, kendt gennem Wienerhåndskrifterne, kom i modsætning til Nancyskriftet til at påvirke grønlandskortene gennem flere årh. Disse kort falder i to typer, hvoraf den ene viser G. forholdsvis rigtigt placeret, medens den anden type anbringer G. n. f. den skandinaviske halvø. En virkelig forbedring af kortene tager fart efter Hans Egede og skyldes den voksende trafik på G., dels den alm. handelstrafik og dels den stigende ekspeditionstrafik.

Den moderne, rationelle opmåling af G. beg. 1927, året før Geodætisk Institut dannedes ved sammenslutning af Den da. Gradmåling og Generalstabens topografiske s. 226 Afdeling, idet de to nævnte institutioner etablerede henh. en hovedstation for astronomiske målinger i Qôrnoq i Godthåbsfjorden og en basis på Disko Ø.

Disse målinger dannede indledningen til en I ordens triangulation m. tilh. basismålinger og astronomiske målinger langs hele v.kysten fra Thule i n. til Kap Farvel i s. Samtl. målinger i dette net er blevet udjævnet efter mindste kvadraters metode, og der er blevet beregnet både geogr. koordinater for samtl. stationer samt retvinklede, plane koordinater i en række konform-koniske systemer (et for hver 3 breddegrader) til brug for udtegningen af de topografiske kort. Inden arbejdet kom så vidt, foretoges der en fortætning af punktsystemet, og de første kort udtegnedes efter den klassiske målebordsmetode, der har været anvendt i Danmark. Det viste sig dog hurtigt, at disse kort ikke var tilfredsstillende, idet metoden ikke var hensigtsmæssig i det bjergfyldte terræn. Man påbegyndte derfor så en fotogrammetrisk opmåling af landet, og for at gøre den så billig som mul. benyttede man skråbilledmetoden, hvorved hvert enkelt flyvefoto dækkede et betydeligt større areal end ved lodbilledmetoden.

Til udtegningen anvendtes først en aerokartograf og sen. 4 stereoplanigrafer. Visse arealer udtegnedes dog v.hj.af Multiplex. I løbet af den tid, der er gået, er der imidlertid sket en meget stor udvikling inden for fotogrammetrien, dette gælder både kameraer og udtegningsinstrumenter, og instituttet benytter nu helt nye kamera- og udtegningsinstrument-typer. Samtidig er man gået over til lodbilledoptagelser, hvorved blandt andet problemer m. døde vinkler undgås.

Langs ø.kysten har det ikke været mul. at udføre en sammenhængende I ordens triangulation svarende til den langs v.kysten. Dette skyldes isens betydeligt større udbredelse, således at faste stationer hyppigt ikke har kunnet etableres, hvor det var nødvendigt, hvis man ønskede et sammenhængende net. Man har derfor indtil videre måttet nøjes med mere lokale triangulationer, der alene placeres ved lokale astronomiske målinger, men uden større triangulatorisk sammenhæng. Man håber sen. v.hj.af geodætiske satellitter at kunne foretage en nøjagtigere sammenkobling af de enkelte triangulationsnet. Flyvefotograferingen af landet nærmer sig sin afslutning, og den kunne have været afsluttet, hvis staten ikke af økon. grunde havde standset arbejdet 1965-67, til trods for at enhver aktivitet i et land forudsætter en kortlægning. Dette gælder af flyvesikkerhedsmæssige grunde endog, selv om aktiviteten kun består i overflyvning.

Kortene, der i modsætning til de topografiske kort over Danmark ikke er rektangulære, begrænses af meridianer og breddeparalleller og udgives i målestoksforholdet 1:250.000. Kortene udgives alene over kystområderne, og der er planlagt 79 kort (ekskl. n.- og ø.kystområdet fra Inglefield Land til Bessel Fjord), hvoraf 1/9 1969 de 70 er udgivet. 9 af de 10 kort over Vest-G., der opr. var målebordsmålte, er nu omtegnede fotogrammetrisk, og 6 af disse er udgivet. De først udgivne kort dækkede et areal på ca. 12.000 km², medens de ny maksimalt dækker ca. 18.000 km².

På baggrund af Geodætisk Instituts kort udarbejder Det kgl. danske Søkortarkiv søkort over de grønl. farvande.

De grønlandske stednavne

De grønl. stednavne falder i to hovedgrupper, nemlig dels grønlændernes egne eskimoiske navne, dels navne givet af fremmede. De første forekommer, som naturligt s. 227 er, hovedsagelig inden for de af grønlænderne beboede el. befærdede områder, medens navngivning af lokaliteter i de store, gennem lange tider ubeboede kystområder i Nord- og Nordøst-G. udelukkende skyldes fremmede, dels da., dels udenlandske ekspeditioner. I hvalfangertiden og op gennem kolonisationstiden indførte hollændere og danskere dog også deres særl. betegnelser for adsk. vigtigere lokaliteter i Vest-G. En del af disse navne er dog i tidens løb gået af brug igen, men i mange tilfælde, det gælder således bl.a. navne på de tidl. kolonier og udsteder, er navnene blevet stående og officielt anerkendte, men bruges dog mest af danskere, medens grønlænderne alm. stadig benytter deres opr. grønl. navne. På de officielle kort findes oftest begge betegnelser angivet, hvor det drejer sig om hyppigt anvendte navne.

De oprindelige, grønl. stednavne er som oftest rent beskrivende, idet man er gået ud fra en alm. geogr. betegnelse som kûk: elv, kangerdluk: fjord, qáqaq: fjeld, osv. I adsk. tilfælde består navnet kun af en sådan betegnelse, men oftere s. 228 er en yderligere karakteristik angivet ved tilføjelse af et el. flere affikser, fx. Kûgssuaq: den store elv, Kangerdlugssuatsiaq: den temmelig store fjord. I andre tilfælde angiver navnet beliggenheden i forhold til en anden nærmere betegnet el. underforstået lokalitet, således Sagdlît: de forreste (øer), Avatdlît: de yderste, Naujat-atât: det der ligger under mågerne (mågefjeldet). Mange andre forhold el. særl. ejendommeligheder kan dog også have givet anledning til et navn. Holsteinsborgs grønl. navn er således Sisimiut: de der bor ved rævehulerne. Jakobshavn hedder Ilulíssat: isfjeldene. Der forekommer også navne, hvis opr. betydning nu er gået i glemme.

Denne grønl. navngivning har gjort god fyldest i ældre tider, da navnene væsentligst skulle tjene til orientering inden for et snævrere område. Det føltes derfor ikke som nogen større gene, at de sa. navne godt kunne gå igen mange steder i landet. Med de nye kommunikationsmidler og den voksende samfærdsel og de heraf flg. krav, der bl.a. stilles til sikkerhedstjenesten, kan dette derimod give mulighed for misforståelser. I Nord- og Nordøst-G. er den fremmede navngivning i mindre grad beskrivende. Her har de ældre opdagelsesekspeditioner i stor udstrækning brugt at hædre personer, der havde deltaget el. på anden måde havde støttet ekspeditionen, ved at knytte deres navn til en el. anden lokalitet. Men også i disse områder forekommer det dog, at det sa. navn er anv. flere steder og således kan medføre vanskeligheder, fx. ved positionsangivelser for skibe el. luftfartøjer. Yderligere har de sen. årtiers mange ekspeditioner til Nordøst-G. givet anledning til en stærkt forøget navngivning inden for nogle områder. Endelig har også Geodætisk Institut gennem en årrække foretaget systematiske indsamlinger af navne i hele den beboede del af G., hvorved kendskabet til anvendte grønl. stednavne også er blevet stærkt forøget.

For at bringe orden i hele det grønl. stednavnespørgsmål og for i særdeleshed at kunne øve kontrol m. den fortsatte navngivning og anv. stavemåder, der ofte var præget af usikkerhed, nedsatte statsministeriet ved bkg. af 1/2 1934 et Stednavneudvalg for Grønland, uden hvis godkendelse intet nyt stednavn nu må anvendes på kort el. i publikationer. Stednavneudvalget, der sen. er overflyttet til ministeriet for Grønland, har endv. m. henblik på autorisering foretaget en kritisk gennemgang af hele navneforrådet, som nu findes registreret i Geodætisk Institut.

Grønlands tekniske Organisation (GTO)

Før 1950 blev arbejder i G., der krævede teknisk el. fagmæssig indsats, forestået af kolonibestyrerne. Disse rådede til formålet over nogle primitive smede- og tømrerværksteder, hvorfra grønl. faglærte el. tillærte udførte forefaldende vedligeholdelsesarbejde på statens anlæg m.v. Investeringerne i nyanlæg beløb sig dengang kun til ca. 1/2 mill. kr. årl. for hele G. Næsten alt boligbyggeri til befolkningen var selvbyggeri m. anv. af forhåndenværende materialer.

Efter statsminister Hans Hedtofts rejse til G. sommeren 1948 nedsattes Grønlandskommissionen, som fik til opgave at udstikke hovedretningslinierne for en nyordning. Disse forelå 1950-51 og omfattede forslag om opførelse af sygehuse, hvor moderne behandlingsmetoder kunne finde anvendelse. Endv. skulle skolevæsenet udbygges m. det formål at bringe undervisningen nærmest mul. på højde s. 229 m. den da. folkeskoleundervisning. Der skulle igangsættes statsfinansieret boligbyggeri af teknisk forsvarlig kvalitet til afløsning af de primitive selvbyggerhuse. Den tekniske udbygning skulle desuden omfatte opførelse af erhvervsanlæg, kajanlæg, veje, el- og vandværker, værksteder m.v.

Grønlandskommissionen indså, at en så omfattende teknisk udfoldelse ikke kunne baseres på nogle af de eksisterende værksteder, ligesom det ville være nødvendigt at lade teknisk sagkyndige forestå ledelsen af de påtænkte anlægsarbejder. Man foreslog derfor, at der under ministeriet for Grønland oprettedes en teknisk organisation til varetagelse af al teknisk anlægs- og driftsvirksomhed i G. Når denne udvej blev foreslået i st. f. at henlægge den tekniske administration under de respektive fagministerier, skyldtes det dels, at de herfor nødvendige virksomheder i G. som nævnt skulle nyetableres fra grunden, dels at en forsvarlig teknisk løsning af de forestående opgaver krævede en tilbundsgående indsigt i landsdelens forhold såsom klima, jordbund, isgang og permafrost m.v., som afviger væsentligt fra de da. forhold, men er vilkår for alle arter af byggeri. Indsamlingen af erfaringer og viden på disse områder kunne mest praktisk samles og udnyttes på ét sted. I konsekvens heraf oprettedes Grønlands tekniske Organisation (GTO), som under ledelse af en chefing. kom til at bestå af en hovedorganisation i Kbh. og en lokal organisation i hver af de grønl. byer. GTO fik en ret vanskelig start. De nødvendige erfaringer på de byggetekniske områder skulle først gøres, og udviklingen tog, da den først var sat i gang, så stærkt et opsving, at GTO havde vanskeligt ved at følge med i sin organisatoriske opbygning.

Ministeren for Grønland nedsatte derfor september 1955 et udvalg (Grønlandsministeriets Anlægsudvalg) m. civiling. P. Kerrn-Jespersen som formand. Udvalget fik til opgave at rådgive ministeriet vedr. anlægsvirksomheden i G. og skulle desuden fremkomme med forslag til en reorganisering af GTO. Udvalget afgav i sin funktionsperiode en række betænkninger, der fastslår de tekniske opgavers omfang og behandling. GTO blev efterhånden reorganiseret og opbygget, så organisationen kom til at svare til de opgaver, der påhvilede den. Den tilstræbte udvikling af det grønl. samfund skred hurtigt fremad, og udviklingen medførte, at ministeren 1960 nedsatte Grønlandsudvalget af 1960 med den opgave at give en helhedsvurdering af de hidtil nåede resultater samt angive retningslinier for den fremtidige udvikling på alle områder.

1964 afgav udvalget sin betænkning, som bl.a. indeholdt forslag om investeringer i årene 1966-75 for ca. 2 milliarder kr. Udvalget påregnede, at de nødvendige nyanlæg fortrinsvis ville blive statsfinansierede og fandt det derfor naturligt, at arbejdernes realisering blev forestået af GTO. Udvalget foreslog endv., at GTO fik status som direktorat under ministeriet for Grønland, hvilket skete 1/4 1965. Anlægsudvalget blev nu opløst, og i stedet oprettedes et tilsynsråd for GTO, som skal rådgive ministeriet vedr. GTO’s organisation og afviklingen af de tekniske opgaver. Tilsynsrådet har sin pendant i styrelsesrådet for Den kongelige grønlandske Handel (KGH), der ligesom GTO er et direktorat under ministeriet.

Direktoratet for Grønlands tekniske Organisation (GTOD)

GTO er opbygget af et direktorat i Kbh., som varetager den centrale ledelse, og en række tjenester i G., som dels modtager sine opgaver fra direktoratet, dels arbejder selvstændigt på en række områder. Direktoratet i Kbh. varetager planlægning, s. 230 projektering, regnskabsføring, indkøb for og tilrettelæggelse af arbejdernes udførelse, administration af driftsvirksomhederne m.v., altsammen opgaver, som kun kan bestrides i Kbh., fordi de forudsætter en nær kontakt med det øvr. da. samfund og centraladministrationen. Direktoratets øverste chef er direktøren. En vicedir. forestår et organisationskontor, som varetager GTO’s stabsopgaver. Det dagl. arbejde, de s.k. liniefunktioner, varetages i nedenn. fem afdelinger:

Planlægnings- og projekteringsafdelingen foretager såvel det langsigtede som det aktuelle byplanarbejde, omfattende udarbejdelse af dispositions- og bebyggelsesplaner for de beboede områder i G. og forelæggelse af planerne til godkendelse hos myndighederne. Endv. registrerer afd. alle arealdispositioner og behandler spørgsmål af saneringsmæssig og ekspropriationslignende art. Afd. varetager desuden udviklingen af det grønl. byggeri (typisering og standardisering af boligbyggeriet m.v.) og udfører ingeniør- og arkitektprojektering samt planlægger og fører tilsyn m. sådanne opgavers udførelse hos private rådgivende firmaer. Endv. udarbejdes tekniske rammer for byplanarbejdet samt forundersøgelser for byggeriet. Afd. er til rådighed som teknisk rådgiver for bygherrerne og står for den detaljerede programlægning af forestående bygge- og anlægsarbejder og disses afstemning m. bevillingsmulighederne.

Anlægs- og driftsafdelingen varetager: 1) planlægning af arbejdsudførelse i G., 2) centraladministration af egne entreprenørvirksomheder og 3) anlægsadministration af arbejder, der bringes til udførelse af private mestre i G. el. udsendte entreprenørfirmaer. Afd. driver desuden egen entreprenørvirksomhed og varetager forvaltning og drift af GTO’s værksteder, værfter, indkvarteringslejre og kantiner i G. Endv. varetager afd. den centrale administration af de off. værkers drift (elværker, vandværker, varmecentraler, brandstationer og renovationsanlæg) samt drift af kloak- og vejlanlæg og havneanlæggenes vedligeholdelse.

Økonomiafdelingen foretager budgetlægning, bevillingskontrol og regnskabsaflæggelse for hele GTO. Afd. udarbejder endv. overslag, kontrolpriser for lokal licitation samt foretager efterkalkulation af udførte arbejder.

Administrationsafdelingen varetager GTO’s personaleadministration, GTO’s sekretariatsfunktioner, licitationsafholdelse, kontraktoprettelse samt den centrale administration af kulminedriften i Qutdligssat.

Teleafdelingen varetager udbygningen og den centrale administration af driften af de grønl. telekommunikations- og radionavigationsanlæg, radiofonianlæg samt off. telefonanlæg. Afd. forestår desuden projektering og udførelse af de teletekniske anlæg.

GTO i Grønland

G. er opdelt i 5 distrikter, og i hvert distrikt er en distriktsing. den øverste tekniske leder. Distriktsingeniørerne er placeret i byerne Julianehåb, Frederikshåb, Godthåb, Holsteinsborg og Egedesminde. Ved kulbruddet i Qutdligssat er driftsbestyreren dog øverste tekniske leder.

I hver by findes fem tjenestegrene: byggetjenesten, el- og vandtjenesten, værkstedstjenesten, værftstjenesten og indkvarteringstjenesten, der i G. sorterer under distriktsingeniøren (bortset fra el- og vandtjenesten i Godthåb og Frederikshåb) og i Danmark under direktoratets anlægs- og driftsafdeling. Endv. udgør teletjenesten i hver by en selvstændig tjenestegren, som sorterer direkte under direktoratets teleafdeling.

Byggelederne varetager byggetjenesten, der er tilsynsførende for anlægs- og byggearbejderne, leder snedker-, tømrer-, maler- og rørlæggerværkstederne samt kørselsafdelingen og entreprenørpladsen m. tilh. lagre og byggepladsmateriel. Byggelederne er endv. teknisk rådgivende for kommunerne og private. Elværksbestyrerne leder driften af el- og vandværkerne m. tilh. forsyningsnet samt elinstallationsforretningerne.

Værkstedstjenesten har kun selvstændig leder – værkstedsleder – i Godthåb. Denne forestår driften af autoværkstedet, smede- og maskinværkstedet samt renovationsanstalten.

Værftstjenesten har en værftsleder i hver af byerne Julianehåb, Frederikshåb og Holsteinsborg. Værftslederne driver GTO’s bådereparationsværfter i de to førstn. byer og skibsværftet i Holsteinsborg. I byer, hvor der ikke findes værksteds- og/ eller værftsleder, varetages tjenestegrenens funktioner af elværksbestyreren.

Indkvarteringstjenesten, der i de større byer ledes af en lejrleder under byggelederen, driver GTO’s håndværkerindkvarteringslejre og -kantiner.

Teletjenesten ledes i hver by af en telegrafbestyrer og på stationer uden for befolkede områder af en stationsleder.

I Godthåb findes yderligere GTO’s rådgivende sektion, som skal yde landshøvdingen og landsrådet teknisk bistand.

Endelig driver GTO den store selvstændige virksomhed, kulbruddet i Qutdligssat, der producerer kul til salg i hele G., og som ledes af en driftsbestyrer, der lokalt tillige varetager distriktsingeniørfunktionerne.

Den tekniske virksomheds udøvere

GTO har siden sin opret. haft pligt til at sørge for, at alt forefaldende teknisk arbejde kan afvikles, d.v.s. at der findes de nødvendige værksteder m. passende bemanding og tilh. lagre i G. Dette er ikke ensbetydende med, at organisationen indtager nogen monopolstilling. Det er tværtimod GTO’s opgave at søge sin egen håndværksmæssige virksomhed begrænset på alle de områder, hvor det er naturligt, at privat initiativ vinder indpas.

Det centrale planlægningsarbejde, projekteringsarbejde for forberedelsen af anlægsarbejdernes udførelse, der foregår i direktoratet i Kbh., afvikles ligeledes i stigende omfang af private firmaer.

GTO arbejder hen imod at koncentrere sig om at opstille forudsætningerne og tage sig af det principielle arbejde, medens de konkrete opgavers løsning overlades s. 233 private foretagender. Eksempelvis kan nævnes, at private firmaer 1968 udførte 95% af arkitektprojekteringen og 99% af ingeniørprojekteringen.

Der er i årenes løb vokset en stand frem i G. af private næringsdrivende på de håndværksmæssige områder, og antallet af sådanne virksomheder var 1968 nået op på 293, hvoraf 65 i hovedbyen Godthåb. De lokale håndværksmestre inden for byggefagene får hvert år overdraget så meget arbejde, som det skønnes, de kan overkomme. Det drejer sig fortrinsvis om mere traditionelt præget byggeri, dog er der begyndt at opstå virksomheder, som magter også at deltage i det mere avancerede byggeri. Af den øvr. arbejdsmængde udbydes alle herfor egnede arbejder i licitation i Danmark, og de entreprenørfirmaer, der får tildelt arbejdsopgaver, udsendes i sæsonen til G. Den del af arbejderne, der herefter resterer, udføres af GTO’s egne entreprenørvirksomheder i G. og er i stadig aftagen.

1968 udgjorde den samlede sum for egl. bygge- og anlægsarbejder 271 mill. kr. Heraf udførte

Samme år (1968) var den totale beskæftigelse:

Hertil kommer i øvrigt bistand fra private rådgivende firmaer på projekteringsområdet, idet GTO i Danmark får udf. projekteringsarb. hos ca. 10 arkitektfirmaer og et lign. antal rådgivende ingeniørfirmaer. Enkelte af de pågældende firmaer i Kbh. har opret. filial i G., ligesom der er opstået nogle få selvstændige rådgivende firmaer. Private firmaer findes i Narssaq, Frederikshåb, Godthåb og Egedesminde.

Efterhånden som de private virksomheder i G. bliver tilstrækkelige i størrelse og antal til at betjene samfundet betryggende, nedlægges GTO’s stedlige håndværksvirksomheder. s. 235 Det har vist sig noget vanskeligt at skabe interesse hos private for de virksomheder, der kræver væsentlige investeringer til bygninger og maskiner. På enkelte sådanne områder kan der blive tale om forpagtning af GTO’s faciliteter i en overgangsperiode.

Byggeriets vilkår i Grønland

Som nævnt ovf. afviger vilkårene for byggeri i G. væsentligt fra forholdene i Danmark. Temperaturen, de kraftige storme og det tørre klima stiller skærpede krav til husenes konstruktion, tæthed og isolation samt til de tekniske installationer. Permafrosten i de nordligere egne – d.v.s. fra Holsteinsborg og n.på – giver anledning til særl. forholdsregler ved funderingen. Ofte må man nedramme funderingspæle under optøning af den frosne jord og lade disse fryse fast igen. Samtidig må der sørges for, at bygningen isoleres fra de underliggende jordlag, for at varmen fra den ikke skal forårsage optøning af de frosne jordlag, fundamentet hviler på.

På steder, hvor permafrosten ikke optræder, byder vinterens lave temperaturer på fare for opfrysning, således at forstå, at visse finkornede jordarter binder fugtigheden, så de med frosten følgende udvidelser kan skubbe fundamentet opad. På sådanne steder funderes helst på fast fjeld, samtidig med at fundamentet omgives med ikke-opfrysningsfarligt materiale – ral og sand – hvorfra der sørges for dræning, s. 236 så fugtigheden bliver minimal. Frostens tilstedeværelse i jorden – permanent el. periodevis – volder tillige problemer ved fremførelsen af vand og kloakledninger, som enten må nedgraves og -sprænges til frostfri dybde, isoleres el. endog frostsikres ved el-opvarmning el. anden varmetilførsel.

Vandindvindingen må, da der ikke findes grundvand, ske ved opdæmning af elve el. inddæmning af kunstige søer m. tilløb af overfladevand fra et passende nedbørsområde, se ill. side 230.

Ved havneanlæg må der tages hensyn til den kraftige isgang, der stiller særl. krav til konstruktionen af kajanlæg m.v. – Desuden giver det store tidevandsskifte – op til 5 m forskel på flod og ebbe – anledning til særl. forholdsregler.

Det er derfor nødvendigt i langt højere grad, end det er tilfældet i Danmark, at forberede byggeriet gennem grundige forundersøgelser af bundforholdene før igangsætningen.

De nævnte vanskeligheder har naturligvis medført, at tidl. tiders bygherrer valgte at placere deres bygninger efter passende forekomster af rent fjeld, og følgen blev da også en tilsyneladende helt tilfældig bebyggelse, hvor husene anbragtes på fjeldknolde af førn. grund og tillige m. henblik på at have udsigt over havet, hvor de fleste familieoverhoveders arbejdsplads dengang var.

Dagens byggeri foregår efter godkendte byplaner og uden væsentlig afhængighed af grundenes beskaffenhed, takket være den teknik, der nu stort set behersker de vanskelige funderingsforhold.

M. h. t. standard står lejlighederne i etagehusbyggeriet på højde med moderne etagelejligheder i Danmark. Omkostningerne ved byggeri i G. er selvsagt store. Dels skal alle materialer m. undt. af sand og sten fragtes over Atlanten, dels skal en stor del af de i byggeriet engagerede håndværkere og teknikere udsendes fra Danmark og skaffes ophold på arbejdsstederne. Man påregner i almindelighed, at byggepriserne i G. er ca. det dobbelte af priserne i Danmark. Til gengæld er der så ingen udgifter til byggegrunde, idet staten ejer al jord i G., og byggegrunde stilles vederlagsfrit til rådighed for brugerne, så længe de udnyttes til formålet.

Når man tager i betragtning, at de isfrie områder i G. udgør ca. 8 gange Danmarks areal, og det samlede indbyggerantal kun svarer til en mellemstor provinsby, kan det nok undre, at der kan være tale om knaphed på byggegrunde. Dette er ikke desto mindre tilfældet, fordi det kuperede terræn i sig selv gør vejanlæg uden for byområderne økon. uoverkommelige, således at omegnsbebyggelse er et hidtil næsten ukendt begreb. Hertil kommer, at udgifterne til at gennemføre anlæg til betjening af byggeriets krav til moderne installationer forudsætter koncentreret byggeri for at blive overkommelige. Dette har ført til, at ca. halvdelen af de boliger, der er blevet opført de seneste år, er etagehuslejligheder, og at enkeltfamiliehuse – bortset fra byggeri i bygderne – kun opføres i ret beskedent omfang.

Efterhånden som den planlagte udbygning af de grønl. byer skrider frem, og de saneringsmodne kvarterer viger for moderne byggeri, vil byerne skifte karakter fra det nu lidt tilfældige bybillede til det, man forstår ved egl. bymæssig bebyggelse. Dog vil terrænforholdene indbyde til at skaffe hver by sit særpræg og bryde ensformigheden ved alt for velordnet byggeri.

Bebyggelse og bolig

Den opr. bebyggelse i G. var stærkt præget af nomadetilværelsen, der var en følge af afhængigheden af sødyrfangsten, på hvilken hele eksistensgrundlaget hvilede. s. 237 Om sommeren boede man – én el. flere familier – i skindtelt og flyttede rundt til de steder, hvor der herskede de bedste fangstmuligheder. Om vinteren boede man i overvintringshuset, som man byggede af de forhåndenværende materialer, hovedsagelig tørv og sten. Efterhånden som man blev mere afhængig af fiskeri og den dermed følgende pengeøkonomi, dannede der sig større el. mindre, permanente bebyggelser, der efter deres størrelse og funktioner siden 1967 betegnes som henh. bygder og byer. De mindste og de større bygder betegnedes tidligere som henh. bopladser og udsteder.

Ved en lille bygd (tidl. betegnet boplads) forstås en bebyggelse, hvor der kun findes få beboelseshuse, ofte ret primitive, og hvor der ikke findes nogen butik (i visse tilfælde højst et nøddepot). En lille bygd ligger derfor som regel ikke alt for langt borte fra et handelssted.

En større bygd (tidl. betegnet udsted) er en mindre handelsplads m. en butik, hvor befolkningen kan forsyne sig med de vigtigste fornødenheder, dels til deres fiskeri el. jagt, dels til føde og klæder. Desuden fungerer en sådan bygd som afsætningssted for de grønl. produkter, erhververne hjembringer til stedet. På stedet findes også kirke og skole, på de mindre steder sammenbygget som et s.k. skolekapel.

Byen er distriktets centrum for handels- og produktionsvirksomhed, for kirke og skole, administration og sundhedsvæsen samt forsk. servicevirksomheder, og er dermed den største bebyggelsesform i G.

Fra den første tid af G.s kolonisationshistorie og indtil ca. 1900 gik bebyggelsespolitikken ud på en spredning af befolkningen på de gode fangstpladser som følge af, at sælfangsten var det alt overvejende erhverv. Sen. er der langsomt sket en mindre koncentration ved nedlæggelse af nogle småsteder, men først efter nedsættelse af Grønlandskommissionen 1948 skete der en radikal ændring i bebyggelsespolitikken, idet kommissionen bl.a. sigtede mod det almene mål, at der skulle skabes mulighed for at føre den grønl. befolkning frem til sa. erhvervsøkon. og kulturelle stade som andre samfund. Til forskel fra den af sælfangererhvervet dikterede spredning fandt man derfor en befolkningssamling på færre og større steder nødvendig. Denne målsætning har i princippet været den sa. hidtil, om end man har måttet foretage visse omvurderinger foranlediget af de store forskelle i de erhvervsgeogr. forhold. I den nordligste del af G. samt på ø.kysten er sødyrfangsten stadig hovederhvervet, og i den sydligste del spiller fåreavlen en væsentlig rolle, således at en decideret koncentrationspolitik i disse distrikter er fraveget. I fiskeridistrikterne (d.v.s. Vest-G. op til Disko Bugt) m. den voksende industrialisering og forbedrede økonomi er der et stort behov for en koncentration af befolkningen for at skaffe arbejdskraft og producenter til fuld udnyttelse af erhvervsmulighederne og for på en mere økon. måde at kunne udnytte de fordele, som et bysamfund kan byde på, ikke alene boligmæssigt, men også i administrativ, kulturel og sundhedsmæssig henseende.

Ved de enkelte bebyggelsers placering har hovedhensynene været, at der fandtes en naturhavn, der kunne give de anløbende fartøjer læ for de mest fremherskende vindretninger, og at der fandtes vand i nærheden af stedet. I nutiden må man nødvendigvis udvide kravene ikke alene til at sikre havne m. tilstrækkelig vanddybde og mulighed for etablering af kajanlæg til betjening af tankskibe og alm. forsyningsskibe, men også til tilstedeværelsen af rigelige vandmængder til forsyning af såvel boliger som industrianlæg, diverse institutioner m.v. Som følge af det stærkt forøgede vandforbrug må der også være el. skabes betingelser for bortledning af spildevand, og endelig må der, af hensyn til den store befolkningstilvækst og de før omtalte koncentrationsbestræbelser, være gode udvidelsesmuligheder i byerne.

De før omtalte bebyggelsesformer har især i de sen. år skiftet karakter som følge af den stedfundne vandring fra små til større steder m. bedre erhvervsmuligheder. De mindste bygder har dog ikke forandret sig meget. Mange er imidlertid nu nedlagt og beboerne flyttet til de større steder, særl. i fiskeridistrikterne.

De større bygder har i en noget højere grad end bopladserne skiftet karakter og er især præget af en bedre boligstandard. Bebyggelsen er karakteriseret ved hovedsagelig at bestå af enfamiliehuse, der er placeret uden en egl. plan, men m. overholdelse af visse brandafstandsregler. Dog er man i de seneste år også kommet ind på at udfærdige regulære bebyggelsesplaner for de bygder, der forventes at modtage en vis tilflytning i de kommende år. Butikkerne er de fleste steder blevet udv. og moderniseret, ligesom de nu i langt højere grad end tidl. er forsynet m. varer, både almennyttige og af mere luksusbetonet karakter. Som følge af den større s. 239 forsyning er der de fleste steder etableret en god og solid anløbsbro for de fartøjer, der distribuerer varerne fra by til bygder. Foruden KGH’s bygninger (butik, pakhuse, fiskesalterier m.m.) og de tidl. nævnte bygninger (kirke og skole el. skolekapel) findes som oftest et mindre forsamlingshus el. »mødehus«, og på de største bygder en mindre sygeplejestation, der ledes af en sygeplejerske. Adsk. steder er der etableret en mindre elektricitetsforsyning til skole, kirke og til KGH’s bygninger. Endv. findes ofte en lille radiostation, der forestås af den stedlige handelsbestyrer, således at man hurtigt kan få forbindelse m. distriktets by.

De bebyggelser, der har gennemgået en rivende udvikling, er imidlertid byerne. For blot en snes år siden var byerne karakteriseret af KGH’s store pakhuse og salterier, butikken, kirke og skole, sygehus, radiostation og de til disse institutioner hørende tjenesteboliger, hovedsagelig grupperet omkr. havnen, og heromkring de ofte meget små private boliger, mere el. mindre velbyggede, men som oftest malet i festlige farver. Vejanlæg fandtes kun i ringe udstrækning, og der var kun gangstier i de egl. beboelseskvarterer.

I dag har bybilledet ændret sig betydeligt. Industrialiseringen af fiskeproduktionen i forb. m. den store befolkningstilvækst og den stigende tilflytning til byerne har nødvendiggjort en egl. byplanlægning, for at man på den mest økon. måde s. 240 kan skabe så mange faciliteter som mul. for det hastigt voksende bysamfund. Der er opf. fabrikker til behandling og forædling af fiskeprodukterne, elektricitetsværker, vandinddæmning m. tilh. vandværker, vandledninger og kloakanlæg, tekniske anlæg og andre serviceanlæg, sygehusene er moderniseret og udv., der er opf. nye skoler, forsamlingshuse m. regelmæssige filmforestillinger, vuggestuer, børnehaver, ungdomsklubber m.m., og sidst men ikke mindst boligkomplekser. Alt dette har nødvendiggjort etablering af et egl. vejnet, udformet i overensstemmelse m. de udarbejdede byplaner, hvori indgår havnearealer til en hurtig og effektiv betjening af de anløbende skibe, industri- og værkstedsarealer, oplagspladser samt boligkvarterer m. tilhørende butikscentre og andre serviceanlæg. Det hastigt stigende befolkningstal har endv. nødvendiggjort et mere koncentreret byggeri i form af etagehuse, således at der skabes mulighed for en mere økon. udnyttelse af vand- og varmetilførsel, kloakering etc. Nybebyggelse m. én- og tofamiliehuse henvises til byens yderkanter, hvor det dog indtil videre vil være økon. uoverkommeligt at indlægge helårsvand og etablere kloakering for de enkelte huse.

Byerne i G. antager således mere og mere egl. bymæssig karakter ofte m. høj bebyggelse, asfalterede veje, supermarkeder, off. kontorer m.m., omgivet af mere villaprægede »forstæder«. Det skal nævnes, at man i G. ikke kan købe grunde, idet al jord ejes af staten, hvorimod man uden vederlag kan få tildelt brugsretten til jord og byggegrund ved henvendelse til det stedlige bebyggelsesudvalg, hvori såvel medl. fra kommunalbestyrelsen som repræsentanter for staten har sæde.

De enkelte boliger har, navnlig i de sidste 15-20 år, undergået en betydelig forandring. Selv om der gennem mange år såvel fra administrationens som fra privat side er gjort adsk. forsøg på at forbedre byggeskikken i G., har så at sige alle boliger indtil midten af 1900t. været ret primitive træhuse uden installationer. Alle private huse var selvbyggerhuse. O. 1950 blev der taget afgørende skridt til forbedring af boligforholdene bl.a. ved etablering af en boligstøtteordning, der ydede statslån og tilskud til boliger af en forud godkendt type, som opførtes af faguddannede folk under teknisk tilsyn.

Ved denne ordning skabtes der økon. mulighed for en generel højnelse af boligstandarden. Der blev i første omgang godkendt en række hustyper, af hvilke familieboligerne varierede fra 32 m² til 72 m² etageareal. Den mindste type, der var beregnet til familiebolig, indeholdt vindfang, kloset, opholdskøkken og soverum. Den største af denne typeserie er et 1 1/2 etages hus indeholdende vindfang, kloset, forstue, spisekøkken, opholdsstue og kammer i underetagen og 2 soverum på 1. sal. Opvarmningen skete i de første år udelukkende ved kakkelovne, der dog sen. for de største typers vedk. erstattedes af kul- el. oliefyrede centralkomfurer. Der var i disse huse i øvrigt ingen installationer bortset fra el-installation i byerne.

Efter at have indhøstet erfaringer gik man over til at udarbejde varianter af disse typer, såsom dobbelthuse, kædehuse el. rækkehuse og i stadig flere tilfælde m. et simpelt vandforsynings- og centralkomfuranlæg. Udover den nødvendige skabsplads udførte man i de første år som fast inventar nogle køjer i soverummene, særl. i de tilfælde hvor husene skulle bebos af tilflyttere fra småpladser. I de fleste tilfælde indrettes spisekrog i køkkenet m. fast bord og bænk. For at imødekomme et voksende ønske om mere avancerede boligtyper, både hvad størrelse og indretning angår, er der nu udarbejdet en ny typehusserie, der er projekteret over et modulsystem, hvorved der er mulighed for en rationalisering af selve byggeprocessen. s. 241 Disse huse er i lighed med de tidl. opførte én- og tofamiliehuse af træ, idet den bærende konstruktion er et rammesystem, bestående af sammentømrede bjælker, stolper og spær, medens ind- og udvendig beklædning, tagbeklædning, gulve samt lofter udføres af pladematerialer. Denne serie indeholder som normaltype huse m. centralvarme, varmt- og koldtvandsinstallationer, badeværelse og bryggers/fyrrum samt et varierende antal opholds- og soverum.

Den tidl. omtalte befolkningstilvækst og tilflytning til byerne i forb. m. de stigende krav dels til boligernes indretning og dels til en løsning af de byhygiejniske forhold har bevirket, at man de sen. år i stadig stigende grad er kommet ind på at opføre etageejendomme efter en forudgående byggemodning ved at skabe betingelser for vandtilførsel hele året og for kloakering. Etagehusbyggeriets relative andel i det samlede boligbyggeri er vokset jævnt, og det påregnes, at 3/4 af boligbyggeriet i de nærmeste år bliver gennemført i form af etageejendomme.

De første etagehuse var meget traditionelle i deres konstruktion, nemlig m. bærende vægge af murværk, etageadskillelser af træ og façader af bindingsværk m. træbeklædning. Man er dog i løbet af kort tid gået over til mere moderne byggemetoder m. anv. af betonstøbte bærende tværvægge, jernbetonetageadskillelse etc. s. 242 og m. præfabrikerede facadeelementer. Den gennemsnitlige størrelse af de enkelte lejligheder er godt 70 m² ekskl. kælderrum m.v., og boligernes udstyr er, også hvad omfang og kvalitet angår, på højde m. almindeligt da. socialt boligbyggeri. Alle lejligheder er forsynet m. varmt og koldt vand, bade- og toiletrum, el- el. gaskomfur, maskinvaskeri og centralvarme, ligesom der er afsat plads til køleskab. I underetagerne er der indrettet grovkøkkener, cykelrum samt pr. et vist antal lejligheder også indendørs legerum, hobbyrum og samlingslokale.

Befolkningen i G. har traditionelt været indstillet på at bo i eget hus, og de før omtalte én- og tofamiliehuse er da også opf. ved et lån til de enkelte husherrer, der således står som ejere af husene, og hvem alle økon. pligter påhviler m. h. t. afdrag, renter og vedligeholdelse. Opførelsen af de omtalte etageejendomme finansieres af staten, dels direkte i form af lejligheder til de pers., der af staten udsendes til tjeneste i G., og dels gennem de beløb, der årligt stilles til rådighed m. henblik på boliger til den fastboende befolkning. Man er således i højere grad gået over fra lån til selvejerhuse til lån til boliger, beregnet til udlejning.

Boligstøtteordningen, der indførtes 1953 og revideredes 1958, går ud på, at der kan ydes lån til såvel privatpers. som statsinstitutioner, landsråd og kommunalbestyrelser. Endv. kan der ydes tilskud til nedsættelse af afdrag og renter, ligesom der kan ydes særl. børnetilskud til nedbringelse af huslejen.

Som et led i bestræbelserne på at højne boligstandarden kan det som en betingelse for at opnå lån til en ny bolig el. ved indflytning i en lejebolig endv. kræves, at den gl. bolig afhændes til kom., enten til nedrivning el. midlertidig istandsættelse for anv. som husvildebolig. I øvrigt kan der også af boligstøttemidler gives lån til udv. og reparation af ældre huse el. til huse m. et større boligareal end forudsat efter de alm. regler, men til sådanne lån kan der ikke opnås tilskud.

Den koncentrerede bebyggelsesform kræver selvsagt opførelse af større varmecentraler el. etablering af fjernvarme fx. fra elværker, hvilket i forb. m. de stigende krav til boligernes indretning og de høje byggeomkostninger i G. afføder visse administrative problemer. Man har derfor også påbegyndt udarbejdelse af ændrede regler om udleje af lejligheder og om boligstøtteordningen i alm., bl.a. m. det sigte at overveje, om tiden er inde til i G. at søge opret. boligselskaber el. andelsboligforeninger, således at den grønl. befolkning i højere grad end hidtil kan blive medbestemmende i boligspørgsmål og selv deltage i administrationen og driften af udlejningsejendomme.