Den fynske øgruppe

Afgrænsning og arealforhold.

Blandt Danmarks ca. 500 øer indtager Fyn med et areal på 2976 km² pladsen som den næststørste efter Sjælland (7016 km²) under forudsætning af, at Den nørrejyske Ø (4667 km²) ɔ: landet n.f. Limfjorden regnes for en del af Jylland. Den sværm af øer, der ligger omkr. Fyn, gør det naturligt at opstille landskabsbegrebet Den fynske Øgruppe, som foruden hovedøen omfatter Langeland, Tåsinge, Ærø, Thurø, Strynø, Drejø, Avernakø, Skarø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Hjortø, Egholm, Siø, Svelmøerne og Illum s.f. Fyn, Torø, Bågø, Brandsø, Fænø i Lille Bælt, Æbelø og Hindsholms øgård ved n.kysten, Vigelsø i Odense fjord og Romsø i Store Bælt. Hertil føjer sig yderligere en lang række småøer og holme. Øgruppens samlede areal er 3482 km² fordelt på 2 amter, Odense a. og Svendborg a.

Adskilt fra Jylland ved Lille Bælt, fra Sjælland ved Store Bælt, har Den fynske Øgruppe en central beliggenhed i landet. Selv om såvel Danmarks arealmæssige tyngdepunkt som det befolkningsmæssige ligger uden for Fyn, nemlig henholdsvis n. derfor (i nærheden af Odder) og nø. derfor (nær Kalundborg), så er Fyn dog alm. ensbetydende med begrebet »midt i landet«.

Den centrale placering gør sig gældende på mange måder. Beliggenheden har gjort Fyn til en af landets mest kendte gennemgangsegne. De mange lyntog, der dagligt formidler hurtigforbindelsen ml. provins og hovedstad, ruller allesammen s. 4 de 78 km ml. Nyborg og Middelfart, og hovedvej nr. 1, den v.-østl. hovedfærdselsåre for landevejstrafikken, løber gennem typiske fynske landskaber, over fladerne ml. Nyborg og Tommerup, op i bakkelandet indtil Årup og ned på fladen igen indtil Middelfart.

Landskabet.

Den fynske Øgruppes terræn er en slags fællesnævner for da. landskabstyper, der næsten alle er repræsenteret i det fynske landskabsmønster. Kun visse ekstreme former mangler, som fx. store klitlandskaber, granitterræn og kalkstensklinter. Ellers er de der allesammen, de forsk. slags bakkeland, moræneflader og hedesletter, marint forland og dallandskaber. Kysttyperne varierer fra stejle klintformer, skabt ved voldsom brændingsvirkning, til stille fladkyster i fjordenes indre.

De utvivlsomme årsagsforbindelser ml. landskab og menneskesind unddrager sig ganske vist eksakt vurdering, men intuitivt aner man på mange felter et sammenspil ml. da. natur og da. væsen, netop når talen er om disse egne. Fynske landskaber har inspireret den gruppe inden for nyere da. malerkunst, fynboernes skole (Fritz Syberg, Peter Hansen, Johannes Larsen m.fl.), der i højeste grad står som vor tids billedmæssige fortolkere af da. landskab, og fynsk forår med alt, hvad dette begreb rummer, har haft en lign. betydning for den tilsvarende epoke i da. national tonekunst, der dækkes af navnet Carl Nielsen. Det var også en fynbo, der fortalte hele verden da. eventyr – H. C. Andersen.

En intim kender og elsker af da. landskab, statsgeolog dr. V. Milthers, har kaldt Fyn »det knudepunkt, omkring hvilket det samlede da. landskab blev drejet i form« – en malende beskrivelse af de processer i sidste istid, der skabte ikke alene de fynske landskaber, men også store dele af Østjyllands, så langt n. på som til Djursland, og mod ø. Sjællands landskaber ved Store Bælt og Smålandsfarvandet (se indledningen Odense a.).

Efter isbræernes bortsmelten ændredes kystlinien gang på gang som følge af et indviklet sammenspil ml. landhævningen, der skyldtes aflastning ved ismassernes svinden, og havstigningen, som forårsagedes ved isens omdannelse til vand. I fastlandstiden ca. 6000 f.Kr. udgjorde Fynsområdet sa.m. Jylland og de øvrige øer et stort landområde sammenhængende med Sverige og bredende sig langt mod v. på Nordsøens plads. Østersøens afløb, den mægtige Dana elv, udformede det flodsystem, der er forudsætningen for de dybe render i Bælterne såvel som for Odense ås dal og dennes nordl. fortsættelse gennem fjorden, den nuv. sejlrende. I stenalderens arkipelstadium ca. 4000 f.Kr. stod havet til gengæld højt ved Nordfyn, hvis kyst var opløst i en række øer, hvoraf Hindsholm var den største. Hvor vi nu har det sydfynske øhav, var der derimod et større sammenhængende landområde bestående bl.a. af Langeland, Ærø og Tåsinge. Siden den tid har Nordfyn sa.m. de øvrige dele af det nordlige Danmark deltaget i den hævning, der endnu fortsætter, om end kun i ringe grad. Sydfyn er derimod, ligesom Lolland-Falster, sunket, og det sydfynske arkipel er fremkommet ved havets delvise dækning af det tidl. udstrakte morænelandskab, hvis højere bakkepartier nu danner kernerne i de mange øer. Fyns centrale beliggenhed gør sig således også gældende her, idet linien, der skiller imellem nylig hævede og nylig sænkede dele af Danmark, vippeaksen, forløber gennem Fyn.

Også klimatisk er Fyn præget af sin midtbeliggenhed. Medens den gennemsnitlige årlige nedbørsmængde i Vestjylland når over 80 cm, har Fyn en udpræget beliggenhed i regnskygge med 60–65 cm over største delen af området synkende til ca. 50 cm langs Storebæltkysten, hvor regnlævirkningen er størst. På lign. måde, om end mindre udpræget, afspejler beliggenheden sig i temperaturforholdene. V.kystens middeltemperatur for januar er ca. + 1°, medens det indre Fyn har 0° og derunder, – talmæssigt en ringe forskel, men liggende i et temperaturområde, hvor denne forskel er af betydning.

Den udstrakte kystlinie er noget typisk for Danmark, og også i denne henseende er Den fynske Øgruppe midt i billedet, thi ikke mange steder er hav og land så intimt forbundet som netop her. Tallet for den relative kystlængde, 0,33 km pr. km², giver tydeligt udtryk derfor. For Svendborg a.s vedkommende er tallet yderligere steget til 0,38 km pr. km², en værdi langt større end Danmarks gennemsnitlige 0,17 km pr. km².

Fyn forekommer i de ældste da. kilder fra 1100t. og 1200t. i de latiniserede former Fionia og Feonia. Den glda. form Fiun, som svarer til den alm. norrøne form Fjón, indgår i det i ValdJb. *1231 nævnte Fyunnæs ɔ: Føns. Den alm. nederty. form er i middelalderen Vüne. Navnets oprindelse er usikker. Mul. foreligger der en afledning af subst. fæ.

Øen var i middelalderen delt i et Øster- og Vestersyssel. Til Fyns stift hørte i ældre tid også Lolland og Falster, der 1803 blev et eget bispedømme, samt øerne Als og Ærø, der dog 1819 fik en egen biskop; da Als tabtes 1864, blev Ærø 1866 atter lagt til Fyns stift.

Litt.: Aktstykker udg. af Fyens Stifts literaire Selskab. I–IV. 1841–45. Fynske Saml. I–X. 1861–90. De samvirkende Landboforeninger i Fyens Stift. I–II. 1906. Th. Gravlund. Fynboer. 1914. G. L. Wad. Fra Fyens Fortid. I–IV. 1916–24. Kristian Nielsen. Gammeldags fynsk Landboliv. 1923. Olaf Andersen og N. M. Elling. Fyn. Hjemstavnsbog for Skole og Hjem. 1927. Fr. Hjort. Træk af Midtfyns Historie og Topografi. 1927. Fynsk Hjemstavn. I–XII. 1928–39. AarbTurist. 1929, 1934, 1940, 1956. Fynsk Landboliv i gamle Dage. Udg. af A. Uhrskov. 1932. Achton Friis. DSØ. I. 1936. Fr. Hjort. Fortid og Nutid. 1937–40. Fynske Aarb. 1939–55. Otto Gelsted. Fyns Land. 1942. Landet mellem Bælterne. Den fynske Øgruppe. I–II. 1945. Fynske Folkeminder, udg. af H. C. Frydendahl. I. 1945. Orla Johansen. Fyn under 5 Aars Krig. 1945. Knud Hansen. Fyn rundt. 1945. Nedergaard SP. 1949 ff. Fynske Minder. 1951–55. P. P. Sveistrup. Trafikforholdene paa Fyn ca. 1950. 1953. Jacob Paludan. I det fynske Malerland, Fremad til Nutiden. 1953. 21–27. Jfr. endv. ndf. s. 23 og under Odense og Svendborg amter.