Historie

Området var i 1600t. og 1700t. besøgt af hollænderne, hvorom flere navne som Svartenhuk, Ubekendt Ejland og bugtens gl. navn Stickende Jacobs Bugt el. Nordostbugten vidner. 1758 blev der fra da. side anl. en koloni på Nûgssuaq Halvøs v.spids, men dette viste sig snart at være et meget upraktisk sted, da det lå for langt fra grønlændernes bopladser og yderligere havde et meget hårdt klima; allr. den første vinter døde 3 af stedets 7 da. beboere. 1761 flyttedes spækhuset, assistenten og to mand til Umanak som et forsøg, og da dette faldt heldigt ud, flyttedes kolonien hertil 1763. Det medførte en betydelig forbedring af handelen, men p. gr. af at fastisen i bugten lå så længe, kneb det med at få produkterne fra de mange bopladser hentet m. båd i den korte sommer. En stor forbedring var, at J. H. Bruun, der var bestyrer 1758-70, indførte garnfangsten på sæler, en metode, der snart bredte sig over hele Vestg., men i den første tid hovedsagelig blev drevet af danske, som ved energisk indsats kunne fange 4-500 sæler årl. Fx. blev der ved Umanak 1806 af danske fanget 3222 sæler, som gav 370 tdr. spæk og 2817 gode sælskind. Garnfangsten har altid været Umanak distriktets rigdomskilde, og den var også årsag til, at dette var det første distrikt i G., hvor der etableredes udsteder. Efterhånden som flere og flere tog garnfangsten op, søgte man længere og længere bort fra kolonien. 1787 oprettedes et garnforsøg ved Eqaluk, men p. gr. af vanskelige isforhold blev det 1791 flyttet til Ûmánatsiaq og 1799 til Ikerasak. 1793 oprettedes Ingnerit, 1794 Uvkusigssat og Kakilisait, 1797 Ubekendt Ejland, 1798 Sâtut og 1799 Niaqornat. Ingnerit flyttedes senere til Uvkusigssat, og Kakilisait på Svartenhuk landets ø. side, hvortil en del af den midlertidigt nedlagte koloni Upernavik flyttede, blev 1797 efter en vinter m. sult flyttet til Ubekendt Ejland, hvor der desuden blev gjort forsøg m. hvalfangst; denne gav dog ringe udbytte, og 1804 nedlagdes udstedet. Under krigen 1807-14 led distriktet meget ved varemangel, og de fleste udsteder nedlagdes helt el. midlertidigt. Af de andre nuv. udsteder blev Igdlorssuit anl. 1859 og Qaersut 1865.

Kul blev brudt på Nûgssuaq Halvø siden 1778; det var købmand H. Hammond, der havde opdaget det i en skrænt lige ud til havet; 1782 flyttedes bruddet til Kûk, ved en elv lidt fra havet; 1797-1802 brødes kul ved Sarfaq, men da det var tømt, vendte man tilbage til det gl. brud. s. 584 1905 anlagdes det nye kulbrud ved Qaersuarssuk, hvor der, indtil det 1924 flyttedes til Qutdligssat i Vaigat, årl. blev brudt o. 1500 t kul; brydningen foretoges i minegange m. håndkraft v. hj. af hakker, og kullene førtes m. tipvogne ud til udskibningsstedet. 1915 boede her 5 danske og 47 grønlændere. O. 1850-60 blev der brudt noget grafit ved Qaersut.

1765 ansattes der ved Umanak en missionær og en da. kateket, og allr. 1777 var der 90 døbte; 1803 var der kateketer ved Uvkusigssat, Ûmánatsiaq, Ikerasak og Niaqornat, og året efter tillige ved Sãtut og Umiartorfik. 1799-1817 var distriktet anneks til Jakobshavn, og det sa. var tilfældet i det meste af perioden 1867-94.

Befolkningen talte 1793 404, fordelt på 11 bopladser; 1805 var der 348, 1855 672, 1890 985, 1905 1319 og 1915 1428.

Byen Umanak (således skrives navnet officielt; den sprogligt korrekte stavemåde er Ûmánaq) var beboet af eskimoer, før »Colonien Nordsoack« if. ordre af 7/4 1761 flyttedes hertil. Der var i den første tid kun de tre bygninger, der var flyttet fra Nûgssuaq; vånings-, proviant- og spækhus; det første var ret lille, så da stedet 1765 fik missionær, måtte assistenten, der var grønlandsk gift, afgive sit værelse til ham og selv flytte i »vildmandshus«. 1777 blev der dog udsendt et nyt provianthus, og det gamle kunne indrettes til missionærbolig.

Det gik ikke særlig godt m. kolonien i den første tid, men fra 1780’erne gik det bedre; det var navnlig garnfangsten på sæler, der gav godt udbytte; 1802 kunne der hjemsendes ikke mindre end 980 tdr. spæk.

1787 var der i kolonien følgende bygninger: et våningshus af stokværk, 17 alen langt, m. en stue til købmanden, en til assistenten og køkken, et stokværkshus m. stue og køkken til mandskabet (1789 bestod dette af bødker, tømmermand, to kokke og 4 »arbejdskarle«), provianthus og spækhus af bindingsværk, bødkerværksted, smedje, bryghus og to materialhuse, alt af tørv og sten. Efter koloniens første inspektørbesøg 1794 anlagdes flere udsteder, Upernaviks tidl. missionærbol., der var af stokværk, flyttedes hertil, og den gl., der var meget utæt og kold, blev mandskabsbolig. 1804 opførtes et nyt stort spækhus af kampesten, og fra 1818 foretoges der regelmæssigt tranbrænding i kolonien.

Besejlingen voldte ofte vanskeligheder, og flere gange måtte skibet overvintre, hvorved dets mandskab måtte tære på beholdningerne. Rent galt var det under krigen 1807-14, da der i 6 år intet skib kom til kolonien; handelen gik næsten i stå og de fleste udsteder nedlagdes; først 1813 kom skibet »Hvalfisken« til Umanak. 1871 opførtes en ny bestyrerbolig, 1907 en lægebolig og 1910 en assistentbolig.

Allr. 1775 var der i U. et skolehus, der også benyttedes som kirke. 1835 opførtes en kirke, der 1935 afløstes af en ny. En ny skole opførtes 1840; den blev 1892 afløst af den gl. præstebolig, som igen blev afløst 1921 af en ny skole, der udvidedes 1952. 1926 opførtes her et børnesanatorium og 1934 radiostation.

1793 havde kolonien 58 indb., 1805 69, alle døbte, 1849 127 og 1915 218, hvoraf 12 danske.

Af bestyrere skal nævnes: J. H. Bruun 1758-70, J. C. Hammond 1770-78, O. A. Winding 1808-20, H. M. Fleischer 1820-51, E. Hansen 1903-13, Otto Mathiesen 1913-23 og Johs. Nielsen 1930-45.

Af præster skal nævnes: P. Cappelen 1783-92 og R. Sørensen 1903-07 og 1911-21, af læger Alfr. Bertelsen 1905-27.

Nûgâtsiaq er et forholdsvis nyt udsted, opret. 1925.

Igdlorssuit blev opret. til udsted 1859, efter at en del grønlændere var flyttet til Ubekendt Ejland, hvor man 1797 med ringe held havde opret. en hvalfangst- og handelsstat., der atter blev nedlagt 1804. 1915 var her 117 indbyggere, hvoraf 1 dansk.

Uvkusigssat blev 1794 opret. som garnforsøg, men havde allr. i lang tid været beboet af grønlændere. Fra 1800 var det udsted, ledet indtil 1826 af J. C. Leibhardt, der som den eneste udligger i distriktet var i stand til at opretholde sit udsted under krigen 1807-14. 1798 var her 28 beboere, alle døbte, 1915 53.

Sâtut blev udsted ca. 1850, men havde været beboet længe før; 1797 blev her opret. et garnforsøg, navnlig for at fange hvidhvaler; en snor til en klokke i huset meldte, når der var noget i garnet. 1849 var her 45 beboere, 1915 156.

Ikerasak var beboet før kolonisationen. 1799 blev der opf. et hus til missionær Svend Larsen, som skulle drive garnfangst og handel; han døde 1811, og udstedet blev først genopret. 1822, da H. C. Grundeitz blev udligger; han blev her lige til sin død 1866 og drev det stærkt op; s. 585 der blev i årene 1837-49 fanget 12-1300 sæler årl. I nyere tid var stedet i mange år bestyret af Knud Rasmussens »onkel Jens«, Jens Fleischer, † 1930. 1793 var her 20 beboere, de 15 udøbte. 1805 var her 49, 1915 110, hvoraf én dansk. 1960 nedlagt som udsted, men er stadig beboet.

Qaersut var beboet af grønlændere før kolonisationen. 1865 blev stedet udsted. 1915 var her 67 indb.

Niaqornat blev 1823 »anlæg«, efter at der 1799-1800 m. held var drevet garnfangst på stedet. Umánatsiaq’s stokværkhus blev flyttet hertil som bol. for den bestyrende assistent, og der blev indr. tranbrænderi. 1839 boede her foruden assistenten kok, bødker og om sommeren to matroser; produktionen var 380 tdr. spæk. 1870 blev N. alm. udsted, men tranbrænderiet bestod indtil 1905. Befolkningen talte 1849 122, 1915 120, hvoraf 2 danske. 1960 blev stedet nedlagt som udsted, men er stadig beboet.

Bopladsen Ûmánatsiaq har tidl. været udsted. 1791 blev det garnforsøg, der opførtes de nødvendige bygninger, og 1792 flyttede missionæren i Umanak hertil og trak en del folk med, så der dette år boede 70 her, hvoraf kun 6 udøbte; 1798 var befolkningen steget til 108, og der var god produktion. Man var dog bange for, at stedet var overbefolket, og fik en del til at flytte, så 1805 var her kun 69. Under krigen forfaldt anlægget, og efter at spækhuset 1828 var nedbrændt, blev udstedet nedlagt. Der boede dog stadig grønlændere her, 1849: 26, 1915: 59. Endeligt nedlagt 1969. Bopladsen Sermiarssuit nedlagdes 1965.

Det nu nedlagte udsted Nûgssuaq på v.spidsen af halvøen af sa. navn var stedet, hvor distriktets første koloni »Nordsoack« blev anl. 1758; men allr. 1763 blev den flyttet til Umanak, der lå mere centralt. Stedet var vist derefter ubeboet en årrække. Først 1794 oprettedes her et »forsøg«, som skulle drive hvalfangst og handel og besættes m. grønlændere, og det hørte under Ritenbenk; 1798 boede her 56, og sa. år fangedes den første hval. 1799 blev Nûgssuaq »handels- og hvalfanger-anlæg« m. 5 danske, og der opførtes et stokværkshus. 1804 blev det lagt under Umanak, men 1810 blev det midlertidig nedlagt og 1818 blev bygningerne nedbrændt af eng. matroser. 1825 blev Nûgssuaq igen udsted under Ritenbenk, men lagdes 1896 igen under Umanak. 1938 blev det nedlagt som udsted og forladt.