Kulturelle forhold

Metropolitanskolen, Struenseegade 50, er vistnok oprettet samtidig med kapitlet (se s. 5) og kaldtes da Domskolen el. Vor Frue Skole. Den lå 1377 n.f. Frue Kirke tæt ved Nørregade, men 1468 lå den s.f. kirken ml. nuv. Dyrkøb og Skindergade, omtr. hvor nu Soldins Stiftelse ligger, og her havde den sin plads til 1807. Ved reformationen kom skolen under magistratens varetægt, og byens 3 sognekirker, Frue, Helligånds og Nicolai, forpligtede sig 1548 til at bidrage til dens istandsættelse og vedligeholdelse; skolemesteren ledede sa.m. en hører kirkesangen i Frue Kirke. Samtidig stod skolen også i nær forb. med universitetet, hvor dens rektor blev »lector musices« og som sådan skulle undervise studenterne i teoretisk og praktisk musik. I slutn. af 1500t. blev en ny skolebygn. (fuldendt 1599) opført i den gl.s sted af bygm. Jørgen Skult, og 1634 opførtes mod Skindergade en tilbygning til bolig for rektor, konrektor og hørere. Skolen ødelagdes ved branden 1728, men var allr. genopført 1731; den nye bygn., grundmuret, 35 m lang med 2 stokv. og kvist (se en afbildn. i Thura. Hafnia hodierna, gengivet i Dalberg og Plum. Metropolitanskolen gennem 700 Aar), vendte ud mod Frue kirkegård og rummede foruden skolestuerne tillige værelser for hørerne, medens rektor og konrektor fik en særskilt bolig ud mod Skindergade. Under bombardementet 1807 ødelagdes atter skolen, og undervisningen foregik til 1808 i Vajsenhuset, derpå i Trinitatis præstegård i Kannikestræde; først 1811 begyndte man at opføre en ny skolebygning i Fiolstræde for enden af Frue Plads (arkt. C. F. Hansen); den indviedes 23/4 1816, og ved kgl. resol. af 19/9 1817 fik skolen navnet M. Hovedbygn., i nyklassisk stil, bestod af kælder og 2 stokv. og havde over façaden indskriften »Disciplina sollerti fingitur ingenium« (ɔ: ved kyndig undervisning uddannes ånden); ved en mur var den forbunden med et gymnastikhus; 1832–33 opførtes i gadelinien et nyt gymnastikhus s.f. hovedbygn., forbundet med denne ved en mur med port. C. F. Hansens bygning (nu anneks til Kbh.s Universitet) var kun beregnet for en skole med 100 elever; men efter indførelsen af den matematisk-naturvidenskabelige retning 1871 og den nysproglige 1903 voksede elevtallet og dermed pladsbehovet stærkt. Da der ikke var mulighed for udvidelser, flyttedes skolen 1938 til den indtil da af Femmers Kvindeseminarium anvendte bygning (opf. 1922–23, arkt. Cock-Clausen); der opførtes en tilbygn. med drengegymnastiksal og foretoges en række ændringer; 1954 tilføjedes på gymnastiksalen en 1. sal, indeholdende faglokaler (arkt. K. Gottlob). Skolen, der før 1919 var den eneste statsskole i Kbh., har mellemskole, realklasse og gymnasium af alle tre retninger; siden 1923 har piger adgang til den klassisksproglige linie, siden 1955 til den nysproglige linie og siden 1957 til den mat.-nat. linie. Skolens elevtal er 1/9 1959: 480 (i mellemskole og realklasse 180, i gymnasiet 300, hvoraf 121 piger). Ved skolen er ansat en rektor, 15 lektorer, 5 adjunkter og 8 andre lærerkræfter. Til Metropolitanskolen hører et betydeligt skolebibliotek på ca. 30.000 bd.

Litt.: C. A. S. Dalberg og P. M. Plum. Metropolitanskolen gennem 700 Aar. 1916. P. M. Plum. Metropolitanerbiografier. 1939. Metropolitanskolens indbydelsesskrift 1939 og 1956.

Østre Borgerdydskole, Stockholmsgade, opret. 1/5 1787 af det 1785 dannede Selskab for Borgerdyden, havde først lokale i Købmagergade og Pilestræde, men fik 1788 sin egen bygn. i Nørregade; efter branden 1807 havde skolen lokale forsk. steder, bl.a. i Klareboderne, indtil den 1855 fik plads i Bredgade nr. 32 (bygn. genopf. efter en brand 1865). 1884 flyttede den til sin nuv. bygning (arkt. H. Hagemann; udvidet 1904, arkt. F. Levy). Skolen, der fik dimissionsret 1850 og 1919 overtoges af staten, har (sept. 1959) 395 elever (siden 1953 også piger i klassisksprogligt gymnasium), fordelt i 18 klasser (mellemskole, realklasse og gymnasium for alle 3 retninger), og ved skolen var ansat en rektor og 32 lærere.

Litt.: H. Lund. Borgerdydskolen i Kbhvn. 1787–1887. 1887. Einer Andersen. Østre Borgerdydskole 1787–1937. 1937.

Vestre Borgerdydskole, Helgolandsgade 6, er opstået ved, at den 1/5 1787 oprettede Borgerdydskole (se Østre Borgerdydskole) 1788 deltes i to skoler. Den udvandrede skole fik fra 1795 lokaler forsk. steder på Christianshavn, således 1828–37 i »Det Schimmelmannske Sukkerhus« i Lille Torvegade s.f. Knippelsbro. 1837–93 havde »Borgerdydskolen på Christianshavn« sin egen bygn. i Wildersgade (tidl. præstegård til Frederiks ty. kirke, nu Christianskirken). 1893 flyttede skolen til sin nuv. bygn. (indviet 7/4 1893, arkt. F. Levy) og fik navnet »Borgerdydskolen i Helgolandsgade«. Skolen fik dimissionsret 1809, men dimitterede først regelmæssigt fra 1820. 1/8 1919 blev skolen (mellemskole, realklasse og gymnasium med nysproglig og matematisk-naturvidenskabelig linie) overtaget af staten og fik sit nuv. navn. Forberedelsesskolen vedblev at være privat, men havde lokaler i bygn. til 1928, da den flyttede til Amager under navnet Amager Forberedelsesskole. Bygningen rummer ca. 20 klasseværelser, gymnastiksal samt rektorbolig m.m. Elevtallet var pr. 1/9 1959 254 elever, hvoraf 32 piger); siden 1957 har skolen også optaget piger på den nysproglige linie. Ved skolen var ansat en rektor og 18 lærere.

Litt.: J. Helms. Borgerdydskolen paa Kristianshavn 1787–1837. 1887. Vestre Borgerdydskole 1787–1937. 1937.

Nørre Gymnasium (tidl. »Karen Kjærs Skole«), Gartnergade, er grundl. 7/11 1818 af frk. Wroblewski og havde til huse forsk. steder på Nørrebro, indtil den fik sin egen bygn. (indv. 25/8 1897; arkt. C. C. A. Nielsen). Skolen, der fra 1892 hed »Karen Kjærs Skole« og 1907 var indtrådt i »De forenede Pigeskoler«, overtoges 1919 af staten og fik sit nuv. navn. Bygningen udvidedes 1904 med en sidefløj (arkt. C. C. A. Nielsen) og 1913 med en selvstændig bygning (arkt. Emil Jørgensen); der findes 17 klasseværelser foruden særklasser til naturfag, laboratorium, gymnastiksal, bibliotek, skolekøkken m.m. Underskolen fik 1924 egen bygn. på Thorvaldsensvej. Skolen forbereder til realeksamen og nysproglig og matematisk-naturvidenskabelig artium (afholdt 1. gang 1912). Der var 1/9 1959 373 elever (326 piger, 47 drenge); fra 1958 optoges også drenge i gymnasiet. Ved skolen var ansat en rektor og 25 lærere.

Litt.: Knud V. Rosenstand. Karen Kjærs Skole. 1818–1918. 1918.

Statsgymnasiet Schneekloths Skole (fra 1919–30 Svanholm Gymnasium), Værnedamsvej, Fr.berg, der opr. var både drenge- og pigeskole, men fra 1881 alene drengeskole, er grundl. 2/5 1854 på Vesterbro, fra 1856 på Værnedamsvej (i den nuv. sløjdlærerskole), først under navnet »Latin- og Realskolen på Værnedamsvej«, fra 1883 med navnet »Schneekloths Latin- og Realskole« (efter stifteren, prof. Hans Schneekloth, † 1883). Skolen, der fik dimissionsret 1863, overtoges s. 215 aug. 1901 af »De forenede Latin- og Realskoler« og forenedes 1904 med Hertz’ Forberedelsesskole; fra 1/8 1919 overtoges den (forberedelsesskolen undtagen) af staten og fik navnet Svanholm Gymnasium. Den nuv. bygn., opf. 1885 (arkt. Ph. Schmidt), rummer 14 klassevær. foruden geografi-, naturhistorie- og fysiklokaler, bibliotek, gymnastiksal m.m. 1/9 1959 havde skolen 385 elever, fordelt i 6 mellemskoleklasser, 1 realklasse og 10 gymnasieklasser (3 af nysproglig og 7 af matematisk-naturvidenskabelig retning). Ved skolen var ansat en rektor, 10 lektorer, 8 adjunkter og 4 timelærere.

Falkonergårdens Gymnasium, set fra gården ved rektorboligen ind mod skolegården.

Litt.: K. F. Plesner. Schneekloths Skole 1854–1954. 1954.

Skt. Jørgens Gymnasium (tidl. Henrik Madsens Skole), Philippavej, Fr.berg, opret. 1858 som »Frk. Jessens Forberedelsesskole«, fik som »Industribygningens Latin- og Realskole« dimissionsret 1894, indtrådte 1901 i »De forenede Latinog Realskoler« og flyttede 1904 til Philippavej (i den tidl. Hertz’ Forberedelsesskole) under navnet »Henrik Madsens Latin- og Realskole«. 1/8 1919 overtoges skolen af staten, og 1926 flyttede den til sin nuv. bygn. (indviet 20/11, arkt. Niels Hauberg), der består af 3 fløje i 3 stokv. og rummer 17 klasseværelser foruden særklasser og laboratorier, bibliotek, gymnastiksal og festsal. Skolen har mellemskole, realklasse samt nysprogligt og matematisk-naturvidenskabeligt gymnasium med (1/9 1959) i alt 408 elever; siden 1950 har skolen, der var en drengeskole, optaget også piger i gymnasiet. Ved skolen var ansat en rektor og 29 lærere.

Falkonergårdens Gymnasium, Sønderjyllands Allé 25, Fr.berg, er opstået 1908 ved forening af »J. H. Teisens højere Pigeskole« (opret. 16/8 1888), Dr. Priemesvej, og »Marie Bobergs Skole« (beg. ca. 1885) – under sidstnævnte skoles navn, men i førstn. bygn. (opf. 1898–99, arkt. Fritz Koch) – hvortil 1910 kom hovedparten af eleverne fra »V. Schmidt-Phiseldeck og A. Tiemroths Skole« (opstået 1889 ved forening af »H. Smiths Skole«, opret. 1820, og »A. Tiemroths Skole«, grl. 1861). Skolen, der sen. blev kaldt »Dr. Priemesvejs Gymnasium«, overtoges 1/8 1919 af staten og fik sit nuv. navn. Den forberedte til pigeskoleeksamen (1951 afløst af realeksamen) og nysproglig artium. I aug. 1955 overflyttedes den til en nyopført bygning ved Sønderjyllands Allé (3 etager med spisekælder, festsal, særklassefløj med lokaler til fysik, håndarbejde, naturfag og humanistiske fag samt 2 gymnastiksale i særlige fløje, endv. bolig for pedel og rektor; opf. 1953–55, arkt. Thomas Havning). Samtidig med overflytningen påbegyndtes overgang til fællesskole og forberedelse til matematisk-naturvidenskabeligt artium. 1/9 1959 havde skolen 546 elever (251 drenge og 295 piger), og der var ansat 1 rektor og 33 lærere. Billede s. 215.

Litt.: Falkonérgaardens Gymnasiums Aarsberetn. 1924.

Aurehøj Statsgymnasium, Skolevej 7, Gentofte, blev grundlagt 1/5 1906 som Ingeborg Helms’ Skole og fik fra marts 1908 til huse på Gersonsvej 43; igennem mange år var den en ren pigeskole. 1916 oprettedes første gang den matematisk-natur-videnskabelige linie, og kort efter, 1919, overtog staten skolen under navn af »Aurehøj Gymnasium«; samtidig skiltes underskolen fra. 1924 oprettedes også den nysproglige linie, således at skolen derefter var udbygget som en normal højere skole. 1/8 1944 blev skolen flyttet til sine nuværende bygn. under navnet »Aurehøj Statsgymnasium« og er siden da en fællesskole. Hovedfløj og væsentlige dele af tværfløjen er en fra århundredets begyndelse stammende tidl. kommuneskole, som staten overtog fra Gentofte kommune. De opr. bygninger blev ved overdragelsen udvidet med en særklassefløj i 3 etager, og skolen, hvis areal og rumindhold er fuldt udnyttet, rummer nu de fornødne lokaler til netop det elevtal, den har. 1/9 1959 havde skolen i alt 458 elever, deraf 219 drenge og 239 piger. Gymnasiet omfatter den nysproglige og den matematisk-naturvidenskabelige linie samt fra 56/57 den klassisk-sproglige linie. 1955/56 oprettedes første gang som et forsøg desuden en gymnasielinie med musikkundskab som særfag (hørelære, teori, musikhistorie osv.). Skolens lærerkollegium tæller i alt 35 lærere på alle skolens trin, inkl. rektor og timelærere.

Litt.: Aurehøj Statsgymnasium 1906–1956, red. af Hans Jensen. 1956.

Gammel Hellerup Gymnasium, Svanemøllevej, søger sin oprindelse i den af cand. phil. Vilhelm Bornebusch 1894 oprettede drengeskole, som n.å. fik egen bygning på Frederikkevej. Den blev overtaget af cand. mag. Martin Rasmussen 1897 og anerkendt som lærd skole 19/6 1900. 1905 blev den overtaget af dr. phil. M. C. Engell, og 1907 dimitteredes de første studenter. 1909 kom skolen ind under »De forenede Latin- og Realskoler« med cand. theol. & mag. H. Hartvig Møller som leder. 1919 blev den overtaget af staten, og navnet ændredes fra Hellerup Gymnasium til Gammel Hellerup Gymnasium. Da en udvidelse på Frederikkevej ikke var mulig, eksproprierede staten 1950 Hellerupgård med tilhørende park. Den nye bygning (opført af kgl. bygningsinspektør arkt. Axel Maar) stod færdig 1956. Den mod s. åbne skolegård begrænses mod ø. af hovedfløjen (langs s. 217 Svanemøllevej), mod n. af sidefløjen og festsalen (langs Hellerupgårdvej) og mod v. af to gymnastiksale. V.f. gymnastiksalene er der fodboldbane og idrætsanlæg for drenge og s.f. skolegården en boldbane for piger.

Både hovedfløjen og sidefløjen har kælder, stue og 1. sal, og i den brede hovedfløj er også tagetagen udnyttet. Foruden kontorer, lærerværelse m.v. findes her 20 normalklasser samt specialklasser for humaniora (humanistisk laboratorium og historielokale), naturfag, naturlære, sang, tegning, sløjd, håndarbejde, skolekøkken (og en stor frokostkælder). Endv. rum for elevråd og spejdere.

1959–60 rummer skolen 6 mellemskoleklasser og 1 realklasse samt 15 gymnasieklasser. Fra og med overflytningen til de nye bygn. etableredes skolen som fællesskole. 1/9 1959 var der i alt 554 elever (317 drenge og 237 piger).

Skolen har 34 lærere, rektor medregnet. Både rektor og pedellen har tjenestebolig.

Litt.: Skoleliv paa Gammel Hellerup Gymnasium. 1943. Skolens årsberetn. 1950.

Gentofte Statsskole, Dahlénstræde 5, er udgået fra »Frkn. Schou og Trolles Skole« (opret. 1882), der siden 1897 lå på Hellerupvej 11. 1906 antog skolen navnet »Hellerup højere Pigeskole«; herfra dimit. de første studenter 1918. Som »Hellerupgaard Gymnasium« overtog staten skolen 1/8 1919, og 1926 flyttedes skolen som fællesskole til Gentofte under navnet »Gentofte Statsskole«. I to år boede den C. L. Ibsensvej 3; 1928 indviedes den nuv. bygn. (arkt. Edv. Thomsen og A. Hauberg). Bygn. er opf. i gule teglsten og har, foruden 2 gymnastiksale, sløjdlokale, spisesal og en række faglokaler, 18 klassevær. grupperet om brede midtergange. S. har nu (1/9 1959) 32 lærere og 504 elever fordelt på mellemskole, realklasse samt nysprogligt, matematisk-naturvidenskabeligt og biologisk-natur-videnskabeligt gymnasium.

Litt.: Paul Sørensen. Gentofte Statsskole. 1953.

Ordrup Gymnasium, Kirkevej 5–7, Charlottenlund, grundlagt 3/11 1873 af den sen. professor H. C. Frederiksen som kostskole, »Ordrup Opdragelses- og Undervisningsanstalt« i en villa på Hyldegårdsvej. Den søgtes også af hjemmeboende elever, såvel piger som drenge. 1883 opførtes på Kirkevej 5–7 en ny bygn., som er grundstammen i det nuv. kompleks. 1887 blev institutionen eksamensskole (»Ordrup Latin- og Realskole«), og to år sen. dimitteredes det første studenterhold. 1903 ændredes navnet til »Ordrup højere Almenskole«. 1/8 1908 overtaget af »De forenede Skoler«. 1/8 1919 blev Ordrup Gymnasium overtaget af staten. Samtidig udskiltes underskolen, der dog endnu til 1924 havde en vis tilknytning til gymnasiet, idet den vedblivende havde til huse i de gl. lokaler.

De nuv. bygninger består af tre fløje og en fritliggende gymnastiksal (opf. 1939). »Det gamle Hus« langs Kirkevej og v.fløjen, der rummer pigernes gymnastiksal og faglokaler til naturhistorie og geografi, er rødstensbygninger i 2 etager, forbundne ved en tårnkonstruktion med spir. »Det høje Hus«, der opførtes 1917, har fladt tag og 4 etager, hvortil kommer en kælder med faglokaler til fysik. Trappehuset har en femte etage, der rummer lokaler til skolelægen.

Elevtal pr. 1/9 1959: 250 drenge og 226 piger, i alt 476 elever, 32 lærere. 2-sporet mellemskole, 1 realklasse og 5-sporet Ig, 4-sporet II og III g.

Litt.: Ordrup Gymnasium. 3. nov. 1873–1923. 1923.

Lyngby Statsskole, Buddingevej 50, har haft en forløber i Lyngby højere Almenskole (»Thyssens Skole«), opret. som realskole 1871, 1911 suppleret med et gymnasiekursus. s. 218 Denne skole på Lyngby Hovedgade blev 1920 overtaget af staten, og en ny skolebygn., bekostet af Lyngby-Tårbæk m.fl. kommuner, opførtes 1921–23 ved Buddingevej. Arkt. kgl. bygningsinsp. Magdahl Nielsen.

Skolen er bygget af røde mursten. Hovedbygningen i herregårdsstil (tidlig barok, jf. Nysø); denne bygning rummer 14 større og 2 mindre klasseværelser samt 9 særlokaler til fysik, naturfag m.m.; i en sidefløj 2 gymnastiksale, sanglokale og bibliotek. Mod n. 2 boldpladser.

Skolen er opr. planlagt med 8 mellemskoleklasser, 1 realklasse og 6 gymnasieklasser; men på grund af kommunens stærke udvikling har det været nødvendigt at oprette det dobbelte antal gymnasieklasser, hvoraf 5 er vandreklasser. Skolens elevtal 1/9 1959 var 404 (drenge og piger), antallet af lærere 33.

Litt.: Lyngby højere Almenskole 1871–1911. 1911. Aarsberetn. for Statssk. 1924 og 1945.

Virum Statsskole, Fuglsangvej, Virum. Statsgymnasium. Arkt. kgl. bygningsinsp. Th. Havning. Opf. 1955–57. Skolen rummer 19 normalklasselokaler, forsamlingssal med scene, bibliotek, kontorer og lægeværelse, faglokaler for fysik, kemi, naturhistorie, biologi, geografi, sløjd, håndarbejde, tegning, historie, gymnastik samt sang og musik. Til skolen er knyttet en stor sportsplads samt boliger for rektor og pedel.

Skolen (fællesskole) blev taget i brug i aug. 1957 med 1.–3. mellemskoleklasse som dobbeltklasser og to matematisk-naturvidenskabelige og en nysproglig I. gymnasieklasse. Tilgangen til skolen har været langt større, end man havde forventet. I skoleåret 1959/60 har man således måttet oprette 8 I gymnasieklasser (3 sproglige, 4 matematisk-naturvidenskabelige og 1 naturvidenskabelig forsøgslinie), hvoraf dog de 2 læser sammen i fællesfagene.

Pr. 1 september 1959 er elevtallet 560, fordelt på 24 klasser, og der er til skolen knyttet 34 lærerkræfter (1 rektor, 7 lektorer, 18 adjunkter, 3 timelæreransatte cand. mag.’er og 5 andre timelærere).

Rødovre Statsskole, opret. 1958 (arkt. Axel Maar), der er beliggende n.f. jernbanen ved den projekterede Rødovre station, er et enetages anlæg med 22 klasseværelser, faglokaler, festsal, sportspladser m.v., beregnet til ca. 600 elever (drenge og piger) i realklasser og gymnasium (nysproglig og matematisk-naturvidenskabelig retning). Pr. 1/9 1959 ca. 390 elever, rektor, 6 lektorer, 9 adjunkter og 8 timelærere.

Christianshavns Gymnasium, Bådsmandsstræde, en fortsættelse af Sundby højere Almenskole (tidl. Sundby Realskole (Klaumans Skole)), der 1909 forenedes med Neves Skole, Sønderbro Døtreskole og fru E. Hansens Skole, overtoges 1/8 1919 af Kbh.s kom. under navnet Fællesskolen i Sundbyerne. 1/4 1923 ændredes navnet til Sundby Gymnasium, og s.å. fik skolen dimissionsret til studentereksamen; 1/8 1924 fik skolen navnet Christianshavns Gymnasium og flyttedes fra Øresundsvej til sin nuv. bygning (tidl. Bådsmandsstrædes Kommuneskole), opf. 1875–77 (arkt. H. J. Holm) med 18 klasseværelser, gymnastiksal, sløjdlokale m.m. 1934 udvidedes skolen med en ny bygn. (arkt. Th. Havning) indeholdende gymnastiksal og derover lokaler for Vor Frelsers kirkes menighed. Samtidig udvidedes s. 219 legepladsen med et stykke af kirkepladsen. 1/9 1959 var der 386 elever (189 drenge, 197 piger) fordelt i 9 gymnasieklasser, 1 realklasse og 6 mellemskoleklasser. 24 lærere underviser ved skolen.

Efterslægtselskabets Skole, Hyrdevangen 62, blev grundlagt 1786 af »Selskabet for Efterslægten«.

I de første år gik den daglige ledelse på skift ml. fremtrædende medlemmer af selskabet, men allr. efter kort tid skønnedes det nødvendigt, at skolen havde én daglig leder. Dertil udpegedes nordmanden digteren Edvard Storm, hvis vederlag var fribolig på skolen. Storm var den, der allr. havde sat sit præg på skolens læseplaner. Disse planer var stærkt påvirket af de læseplaner, man havde udarbejdet for den 1782 oprettede realskole i Trondhjem, og af de filantropistiske ideer, der var så fremtrædende i ty. skolevæsen.

Efterslægtselskabets Skole blev – som Borgerdydskolen, der oprettedes nogle måneder sen. – et typisk barn af oplysningstidens 1700t. Der lagdes megen vægt på moderne fremmedsprog, eng. og ty., og på fag som matematik. Dette fra den dav. latinskole noget forsk. præg var grunden til, at så mange drenge, der stilede mod at blive ingeniører, kunstnere el. officerer, søgte optagelse i Efterslægtselskabets Skole.

»Selskabet for Efterslægten« ejede skolen til 1909, hvorefter den overgik til »De forenede Skoler«. 1919 blev den overtaget af Kbh.s kom.

1880 fik skolen sine første studenterklasser og dimitterede 1886 de første studenter. Indtil 1913 havde den til huse i ejendommen Østergade 54. Den blev 1913 flyttet til Jacob Danefærdsvej og fik 1940 en helt ny, moderne skolebygn. ved Bellahøj, Hyrdevangen 62, der rummer 16 normale klasseværelser, humanistisk laboratorium, særlokaler til fysik, kemi, biologi, geografi, geologi etc., særlige lokaler til skolelæge og tandlæge og en aula.

August 1959 har skolen 529 elever (414 drenge og 115 piger) fordelt på 6 mellemskoleklasser, 1 realklasse og 13 gymnasieklasser (4 nysproglige og 9 i den matematisk-naturvidenskabelige afdeling).

Litt.: F. Nygaard. Efterslægtselskabets Skole og Edv. Storm. 1886. F. Bokkenheuser. Efterslægtselskabet og dets Skole 1786–1836. 1896. Jørgen Hatting. Efterslægtselskabet og dets Skole gennem halvandet hundrede Aar. 1936.

Sortedam Gymnasium, H. Adlers Fællesskole, Sortedam Dossering 97, grundlagdes 1893 i en villa. Den nuv. bygning toges i brug august 1900 og suppleredes i aug. 1955 med lokaler i naboejendommen. Sortedam Dossering 99, hvorefter skolen råder over 15 alm. klasseværelser og 7 faglokaler. Skolen fik dimissionsret til studentereksamen 1905. Grundlæggeren, frk. Hanna Adler, skænkede 1919 sin skole til Kbh.s kom. Elevtallet var pr. 1/9 1959 385 (piger og drenge), fordelt i 6 hovedskoleklasser, 3 mellemskoleklasser, 1 realklasse og 6 gymnasieklasser. Lærerkollegiet talte pr. samme dato 21 (rektor, 7 lektorer, 4 adjunkter, 1 overlærer, 2 kommunelærere, 1 kommunelærerinde, 2 vakancelærere og 3 løst tilknyttede lærerkræfter).

Litt.: Frk. H. Adlers Fællesskole 1893–1918. 1918.

Rysensteen Gymnasium, Tietgensgade 74 (tidl. L. Engelhardts Skole, grl. 1/9 1881 i Stormgade 16, egen bygn. i Rysensteensgade 3 fra 1895, arkt. G. Møller) blev 1/8 1919 overtaget af Kbh.s kom. og 20/9 1932 flyttet til den nuv. bygning (opf. 1886 arkt. H. J. Holm), der rummer 16 klasseværelser og 10 faglokaler, s. 220 deraf 1 gymnastiksal og 1 skolekøkken. Skolen, der fik dimissionsret til artium 1903, var indtil 1958 en ren pigeskole, men nu optages også drenge. Den havde pr. 1/9 1959 353 elever fordelt på 6 mellemskoleklasser, 1 realklasse og 8 gymnasieklasser (nysproglige og matematisk-naturvidenskabelige). Den beskæftiger 1 rektor, 17 lektorer og adjunkter, 1 kommunelærer og 5 timelærere.

Sankt Annæ Gymnasium (De forenede Kirkeskoler), Kbh.s sangskole, Fredericiagade 39. I denne bygn., der er opf. 1863–64, havde Sankt Annæ Vestre Skole (tidl. Kjær og Lyngbyes Skole) til huse siden 1919. Bygningen indeholder nu (1959) efter forsk. ændringer 20 klasseværelser, en gymnastiksal og enkelte faglokaler.

1929 oprettedes på initiativ af dav. sanginsp., mag. art. Mogens Wöldike, de første »sangklasser« af sangbegavede drenge fra hele Kbh. Dette eksperiment udviklede sig til Kbh.s sangskole, der nu hvert år optager 70 drenge i 3. klasse blandt de ca. 700, der indstilles fra samtlige kbhske kommuneskolers 2. klasser. Der lægges vægt på såvel gode anlæg for sang som på et smukt standpunkt i de alm. skolefag.

Den omfattende sangundervisning, der gives ved siden af den alm. skoleundervisning, medfører, at skolen ikke er i stand til at optage drenge på et sen. klassetrin. I 6. klasse indtræder drengene i Kbh.s Drengekor, der til dato (1/9 1959) har givet 326 kirkemusikaftener i Christiansborg Slotskirke og Kbh.s Domkirke, tillige hvert år en el. flere større koncerter, i reglen med bistand af Det kgl. Kapel eller Radiosymfoniorkesteret. Koret har desuden en årlig turné, der flere gange er gået til udlandet.

1/4 1938 overtog Kbh.s kom. »De forenede Kirkeskoler« i Nørregade, og skolens navn og midler overgik til sangskolen, der dengang førte op til realeksamen. 1952 begyndtes der på gymnasieundervisning, og 1953 fik skolen sit nuv. navn, men bevarede »De forenede Kirkeskoler« som undertitel. I gymnasiet optages der piger udefra, men som omtalt ikke drenge. 1/9 1959 har skolen 526 elever, deraf 555 drenge og 41 piger, fordelt på 2 × 4 grundskoleklasser, 2 × 3 mellemskoleklasser, 1 realklasse og 2 × 3 gymnasieklasser (nysproglig og matematisk linie). Lærerkollegiet omfatter 30 lærere og lærerinder.

Frederiksberg Gymnasium (tidl. Fr.berg Latin- og Realskole), Hollændervej 3–5, grl. 1879 på Tårnborgvej, n.å. flyttet til Nyvej, 1/8 1919 overtaget af Fr.berg kom. Bygningens ældste fløj er opf. af røde mursten i kælder og 4 stokværk, indviet 2/4 1891, udvidet 1907, 1935 og 1959. 1958 er opført en ny fløj i gule sten; under opførelse er en tredie fløj ligeledes i gule sten. Bygningen vil 1960 rumme 18 alm. klasseværelser, 13 særklasser, en aula og 2 gymnastiksale. Skolen, der fik dimissionsret 1889, havde 1/9 1959 403 elever, 359 drenge og 44 piger, fordelt i 6 mellemskoleklasser, 2 realklasser og 9 gymnasieklasser (nysproglig og mate-matisk-naturvidenskabelig retning). Lærerkollegiet bestod af en rektor, 12 lektorer, 10 adjunkter og 10 timelærere.

Øregård Gymnasium (officielt navn: Gentofte Kommunes Gymnasium), Gersonsvej 32, Hellerup, vil fra 1/8 1960 have et klassetal svarende til 2 realskolerækker og 4 gymnasierækker, sidstnævnte med nysproglig og matematisk-naturvidenskabelig linie, i alt med ca. 450 elever. Den nuv. bygn., som er opf. under ledelse af prof. Edvard Thomsen, toges i brug 1924; samtidig ændredes drengeskolen til s. 221 fællesskole. Skolen begyndte 1903 under navnet Plockross’ Skole som privat gymnasium i en bygning i Duntzfelts Allé. Ved kommunens overtagelse 1/8 1919 ændredes navnet til det nuv. Bygn. rummer 18 normale klasseværelser og de nødvendige speciallokaler samt en aula. Ved skolen er ansat 1 rektor og 29 lærere.

Øregård Gymnasium.

Skolen opførtes 1922–24 med Edvard Thomsen og G.B. Hagen som arkitekter i kælder, 2 etager og tagetage. Planen er kvadratisk; klasseværelser, særklasser, gymnastiksale og øvrige rum grupperer sig som 4 sammenbyggede længer om en firkantet overdækket gård, der fungerer som aula, en skoletype, der netop opstod i 1920erne, da nyklassicismen og interessen for den store monumentalitet var på sit højeste. Den eneste dekoration på bygningen, der virker som støbt ud i een blok, er frisen under taggesimsen, modelleret af billedhuggeren Svend Jespersen efter Tomba delle Ghirlande i Pompeji. Pillerne i aulaen er marmorpudsede og væggene i dette rum marmorerede.

Litt.: Arch. Månedshefte. 1925. 45.

Gladsakse Gymnasium, Buddinge Hovedgade 81, Søborg. Kommunalt gymnasium, der er et integrerende led af et skolekompleks og kulturcentrum under opbygning. Arkitekter Eva og Nils Koppel. 1. afsnit toges i brug aug. 1955 af Buddinge skole; 2. afsnit, hvori gymnasiet har til huse og i øvrigt har lokalefællesskab med Buddinge skole, aug. 1956. Dette afsnit rummer 18 klasselokaler, faglokaler for fysik-kemi, naturhistorie, geografi, sang, sløjd, metalsløjd, håndgerning, skolekokken og humanistisk laboratorium samt kontorer for begge skoler s. 222 og for det kommunale fortsættelseskursus. Skolekomplekset har 2 gymnastiksale og et svømmebad med badstue. 3. afsnit, der bl.a. skal rumme aula med scene og forskellige mødelokaler, agtes opført snarest.

Gymnasiet begyndte med to 1. mellemskoleklasser og to I. gymnasieklasser (matematisk-naturvidenskabelig og nysproglig) og havde 1/9 1959 432 elever (drenge og piger) fordelt på 6 mellemskoleklasser og 12 gymnasieklasser, 25 faste lærere og 1 timelærer.

N. Zahles Skole, Nørrevoldgade 7 og Linnésgade 8 og 10, er grl. 1851 af frk. Natalie Zahle (død 1/5 1913), der ledede den indtil 1900; 1885 blev skolen en selvejende institution, hvortil frk. Zahle skænkede bygningerne og sin formue. Bygningskomplekset (arkt. F. Bøttger), der er opf. 1877 (indviet 9/10 s.å.) og udvidet 1882, indeholder ca. 50 alm. klasseværelser og særklasseværelser foruden festsal, 3 gymnastiksale, skolekøkken, laboratorier, bibliotek m.m. Skolen, der fik dimissionsret til artium 1886, omfatter 1) den højere almenskole for piger (barneskolen, forberedelsesklasserne til pigeskoleeksamen, nysprogligt, matematisk-naturvidenskabeligt og klassisk-sprogligt gymnasium) med i alt 689 elever (sept. 1959) fordelt i 28 klasser, 2) seminariet (se s. 236) og 3) seminarieskolen (forskole samt mellem- og realskole) med 317 elever, fordelt i 13 klasser. Lærerpersonalet består af ca. 100 lærere og lærerinder. N. Zahles Skole står foran en udvidelse.

I forb. med institutionen står et kursus til faglærereksamen.

Litt.: N. Zahles efterladte Papirer, ved Th. Moltke. 1914. Henriette Skram. N. Zahle i sit Liv og sin Virken. 1914. Sa. N. Zahles Skole. 1917. Natalie Zahle. Til Minde 1827–1852–1927. 1927. N.Zahles Skole 1851–1951. 1951.

Ingrid Jespersens Skole, Nordre Frihavnsgade 9–11, er opret. 1/9 1894 af frk. Ingrid Jespersen i en villa Ndr. Frihavnsgade 11. Den nuv. skolebygning er opført i fire tempi: 1897, 1900, 1911 og 1932, sidste gang efter erhvervelse af nabogrunden nr. 9, hvor Østerbros politistation var beliggende (arkt. Knud Varming). Den indeholder 26 klasseværelser (dobbeltliniet hoved-og realskole, nysprogligt og matematisk-naturvidenskabeligt gymnasium), 2 gymnastiksale, skolekøkken, musikklasse, læsestue, håndarbejds-, geografi-, naturhistorie-, fysik- og kemilokaler. Skolen, som fra 1912 er en selvejende institution, dimitterede første gang til præliminæreksamen 1898, studentereksamen 1908 og pigeskoleeksamen 1909. 1956 dimitteredes for første gang i Danmark nysproglige studenter med musikkundskab som skriftligt og mundtligt hovedfag. Skolen har 1959 610 elever samt 35 lærere og lærerinder.

Østersøgades Gymnasium, Østersøgade 88, er opret. 1/9 1882 (som »Linnésgades Undervisning for Drenge«, med lokaler i Zahles Skole) af komtesse Th. Moltke og fru E. Bay i tilslutn. til Komtesse Moltkes Pigeskole. De to skoler, der 1913 omdannedes til en selvejende institution (E. Bay og Th. Moltkes Skoler), har til huse i sa. bygn. (opf. 1894–95, murerm. Kruse), som indviedes 24/8 1895 og indeholder i alt 40 alm. klasseværelser foruden særklasser, gymnastiksal, laboratorier m.m. Skolen, der fik dimissionsret til artium 1894, omfatter efter den gamle skolelov underskole (5 dobbeltklasser), mellemskole (4 dobbeltklasser), realklasser og gymnasium med alle 3 retninger; 1/9 1959 var der 658 elever (fra 1947 optages s. 223 også piger i gymnasieklasserne) og 35 lærere. Efter ny skolelov omfatter skolen 7 hovedskoleklasser + 8. og ev. 9. klasse, 1.–3. realklasse og gymnasium med alle 3 retninger. Fra 1/8 1960 sammensluttes Comtesse Moltkes Pigeskole og Østersøgades Gymnasium til fællesskole.

Niels Steensens Gymnasium (kat.), Skt. Kjelds Gade 3, er opret. 1950 af Sankt Knuds stiftelse, ved at eksamensmellemskolen og realklassen fra den i Stenosgade beliggende kat. realskole Sankt Knuds Skole (opret. 1869 af pastor Heinrich Niehaus, overtaget 1883 af jesuiterordenens præster i Kbh.) overgik til Niels Steensens Gymnasium, mens Sankt Knuds Skole blev friskole. Samtidigt oprettedes den nysproglige linie, hvorfra det første hold studenter dimitteredes 1953. 1954 købte gymnasiet det tidl. Evige Tilbedelses Kloster i Sankt Kjelds Gade af det kat. bispedømme, der 1947 havde købt det af grundlæggerne. Den evige Tilbedelses orden, hvis søstre, der i mellemtiden var overgået til Benediktinerindernes orden, i stedet åbnede Vor Frue Kloster på Åsebakken ved Sjælsø (se III, s. 134).

Af det store, 4-fløjede kompleks ombyggede gymnasiet ø.fløjen og det halve af s.fløjen til skolebrug (arkt. Gunnar Glahn), mens resten ved overtagelsen endnu var lejet ud til Kbh.s kom. (socialkontor) og A/S Blindes Arbejde. Indvielse af de nye skolelokaler 30/10 1954. 1959 indrettedes resten af komplekset til skolebrug.

1956 udskiltes gymnasiet fra Sankt Knuds stiftelse og overgik til en nyoprettet selvejende institution, Niels Steensens kollegium. S.å. oprettedes den matematisknaturvidenskabelige linie. 1958 oprettedes klassisksproglig linie.

Skolen ledes af præster fra jesuiterordenen, men optager såvel kat. som ikkekat. elever, i hovedskolen og realafdelingen kun drenge, i gymnasieklasserne elever af begge køn. Den rummer foreløbig 16 klasseværelser, en aula og diverse faglokaler, desuden i kælderen lokaler for det til skolen knyttede ungdomsarbejde: kongregationer, spejdere og sportsklub. Ved skolen er ansat en rektor og 30 lærere, heraf 8 jesuiterpatres og 22 læge lærere. Elevantal pr. 1/9 1959: 348.

Et tidl., i Ordrup beliggende jesuitergymnasium, Sankt Andreas Kollegium, ophævedes 1920.

Marie Kruses Skole, Frederiksberg Allé 16, opret. 1869 på Vesterbrogade af frk. Marie Kruse, fik 1879 sin egen bygn. i Absalonsgade. Den nuv. bygn. (af røde sten, i 5 stokv.) er opf. 1886 (murerm. Kruse). Skolen, der 1924 blev en selvejende institution, har underskole og forbereder til pigeskole- og studentereksamen (nysproglig og matematisk-naturvidenskabelig retning, af holdt første gang 1911). Sept. 1959:531 elever (piger); 33 lærere og lærerinder.

Johannesskolen, Vodroffsvej 53, Fr.berg, er opret. 1910 af en kreds af forældre og omformedes snart til en selvejende institution; skolens øverste myndighed er et patronat, hvori ledelsen og lærerkollegiet er repræsenteret. Den nuv. bygning, hvortil hører to legepladser, indviedes 2/12 1918 og er sen. udvidet, bl.a. ved opførelse af en mindre bygn. bag hovedfløjen. Skolen, der fik eksamensret til artium 1922, vil fra sept. 1960 have 696 elever (drenge og piger) fordelt i 14 hovedskoleklasser, 6 realklasser samt 3 gymnasieklasser med klassisksproglig, nysproglig og matematisk-naturvidenskabelig afdeling; lærerpersonalet består af 1 rektor, 4 lektorer, 10 adjunkter, 6 overlærere og 16 lærere og lærerinder.

Litt.: Johannesskolen, Vodroffsvej 53. 1910–3. September–1935. 1935.

Holte Gymnasium, Skolevej, Holte, søger sin oprindelse i en pogeskole, stiftet 1899 af frk. Henny Algreen Ussing. Denne børneskole, installeret i en villa på Øverødvej, afløstes af en ny skole, der under navnet Holte højere Almenskole og under magister L. M. Hunøs ledelse fra 1914 husedes i den nuv. skolebygning på Skolevej. Bygningskomplekset voksede (1930, 1933 og 1935) i takt med elevtallets stigning, der især tog fart fra 1931, da der til den hidtidige mellem- og realskole knyttedes en gymnasieafdeling (første dimission af studenterhold fandt sted 1934). Arkitekt for den opr. skolebygn. og de sen. udvidelser var Helge Bojsen-Møller.

Holte Gymnasium er formelt en privatskole, men da Søllerød kommunalbestyrelse garanterer for skolens drift ved et årligt tilskud, bliver skolen i realiteten sidestillet med en kommunal skole, dog således af A/S Holte Gymnasiums bestyrelse kun for de 5 medlemmers vedkommende udpeges af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer; de øvrige 3 vælges af den årlige generalforsamling. Skolen vil, når skolelovene af 1958 er gennemført, bestå af en tosporet hovedskole med 7 klasser, en tresporet realafdeling med 3 klasser samt en gymnasieafdeling. Gymnasiet har matematisk-naturvidenskabelig og nysproglig retning. Det samlede elevantal andrager 1/9 1959 ca. 820, lærerpersonalet består af rektor og 46 lærere. Foruden festsal, 2 gymnastiksale, skadestue, lægeværelse og alm. kontorer rummer bygn. ca. 50 lokaler, heraf ca. 25 egl. klasselokaler og ca. 20 fag- og særlokaler. 1., 2. og 3. gymnasieklasse samt realklasserne undervises udelukkende i fag- og særlokaler og har derudover 2 fælles opholdsrum, det ene til 1. g. og realklasserne, det andet til 2. og 3. g.

Foruden i de normale skolefag undervises der i keramik og træskulptur. Endv. er der til skolen knyttet en musikskole (med en konsulent og 8 lærere i klaver, fløjte, violin m.v.), som søges af ca. 200 elever på alle alderstrin.

Litt.: Johs. Hoffmeyer. Holte Gymnasium 1931–1956. 1956.

Bagsværd Kostskole og Gymnasium, Aldershvilevej, opf. 1908, arkt. Henning Hansen. Dimissionsret til mellemskole- og realeksamen 1911 og 1912, til nysproglig studentereksamen 1951. Skolen har 486 elever, hvoraf 170 kostelever. Skolebygningerne rummer 20 klasse- og faglokaler, undervisningen besørges af 21 lærere. Til skolen hører desuden en række andre bygn. bl.a. gymnastikhus, spejderhus, pigealumnatet Birkegården, de større drenges alumnat Haraldsgave (opf. 1917, arkt. Lønborg-Jensen). Arealerne er ca. 12 tdr. land, sportspladser, have og skov med bådeplads til Bagsværd sø.

Statens og Hovedstadskommunernes Kursus, Mynstersvej 5, Fr.berg, drives under en særlig styrelse af staten, Kbh.s, Fr.berg og Gentofte kom. i forening og er oprettet 1921 ved statens og de tre nævnte kommuners overtagelse af studentereksamensafdelingerne på Døckers Kursus (opret. 1879), Mynstersvej, og Lang & Hjorts Kursus (opret. 1886), Linnésgade; august 1927 forenedes de to afdelinger i en lejet skolebygn., Amicisvej 19 (tidl. »Frederiksberg kommunes realskole for piger«) august 1932 flyttede kursus til Frederiksberg Allé 22 (tidl. Niels Hjortskolen), hvor kursus lejede de øverste 2 etager, medens Statens pædagogiske Studiesamling havde de to nederste etager. Aug. 1942 flyttede kursus til Thorvaldsensvej 24, hvor det lejede hele Thorvaldsensskolen, der af Fr.berg kom. midlertidig blev nedlagt som kommuneskole. I febr. 1954 flyttede kursus til Mynstersvej s. 225 5, som kursus købte af Fr.berg kom., hvis tekniske forvaltning havde til huse i denne ejendom, indtil Fr.berg nye rådhus blev taget i brug. I ejendommen findes 17 alm. klasseværelser, 1 bibliotek, 1 fysiklaboratorium, 1 kemilaboratorium, 2 auditorier, 2 naturfagslaboratorier, lærerværelse, spisestue for eleverne m.m.

Holte Gymnasium.

Der findes 2-årige dag- og aftenhold til studentereksamen af alle tre linier og 2-årige dag- og aftenhold samt 1-årigt aftenhold til præliminæreksamen.

Elevantallet var 1/9 1959 714.

Lærerpersonalet bestod på sa. tidspunkt af 1 rektor, 11 lektorer, 21 adjunkter, 2 adjunktaspiranter, 4 timelærere med fuldt timetal og 6 andre timelærere med nedsat timetal.

Købmandsskolen, N. Voldgade 76 (hj. af N.Voldgade og Fiolstræde). Opret. af Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse (stiftet 3/11 1880). Virksomheden fandt til at begynde med sted i lejede lokaler. 1901–02 opførtes bygn. N. Voldgade s. 226 76 (indviet 11/1 1902) for ca. 750.000 kr. med tilskud fra staten m.fl. (arkitekter: V. og B. Ingemann). Bygn., der udvidedes 1906 (sa. arkitekter), består af kælder og 3 stokv. med fronton og rummer ca. 50 alm. klasseværelser, et par auditorier, festsal, gymnastiksal, kontorer, bibliotek og læsesal med galleri af købmandsportrætter. På tagbalustraden findes billedhuggerarbejder, bl.a. af Kai Nielsen. 1926–27 lod foreningen bygn. Julius Thomsens Plads 6 opføre, bestemt for kvindelige elever. Bygn., der indviedes 11/1 1927, var tegnet af arkt. Jesper Tvede og kostede ca. 800.000 kr. Grunden var skænket af Kbh.s kom., og man havde modtaget tilskud fra staten, Fr.berg kom., Holger Petersens fond m.m. I bygn. opstilledes 1928 buster af Holger Petersen og A.Fonnesbech (af Bundgaard), og der blev opsat ca. 40 relieffer af Johs. Bjerg forestillende bl.a. kvindelige sysler. 1958 tog man lejede skolelokaler i brug i Falkonercentret (se I, s. 588), Sylows Allé 1. Desuden benytter man lokaler på Enghavevejens skole, Enghavevej 49, i Grøndalsvænge skole, Rørsangervej 29, Sjællandsgade skole, Sjællandsgade 10, Sundbyøster skole, Smyrnavej 5–7, Rughavevejens skole, Rughavevej 6 og kommuneskolen, Søborg Hovedgade.

Undervisningen på Købmandsskolen falder i flg. afdelinger. Lærlingeskolen, der i skoleåret 1957/58 fulgtes af 9576 elever, besøges af butiks-, kontor- og handelslærlinge, der if. lærlingeloven er forpligtet til at følge den af handelsministeriets tilsyn med handelsskolen fastsatte normalundervisning, der slutter med den statskontrollerede handelsmedhjælpereksamen. Undervisningen finder sted i lokalerne på N.Voldgade, Julius Thomsens Plads og i de særlige afd. på ovenn. kommuneskoler. Eksamen er opdelt på 3 linjer, uden fremmede sprog, med to fremmede sprog (elever med realeksamen) og med ét fremmed sprog, nemlig eng. (elever med mellemskoleeksamen). Desuden findes handelsmedhjælpereksamen med bank-, boghandler-, forsikrings-, shipping- og apotekerprøve for defektricer. Til lærlingeskolen er knyttet undervisning i tillægsfag, der slutter med statskontrollerede prøver i eng., ty., fr., skilteskrivning, maskinskrivning, stenografi (event. også eng. og ty., stenografi) samt varekundskab.

Ved siden af lærlingeskolen findes det ét-årige kursus, der afsluttes med den statskontrollerede handelseksamen, hvor man enten kan gå op med to fremmede sprog, med ét sprog el. med eng. for begyndere. Der undervises i regning, bogføring, kontorarbejder, handelslære, da., maskinskrivning, handelsgeografi, samfundsøkonomi og samfundslære. Har eleven realeksamen, får han desuden undervisning i eng. og ty. Har han desuden bestået handelsmedhjælpereksamen, gives undervisning i driftsøkonomi. Har han ikke bestået nogen eksamen, undervises i eng. for begyndere samt stenografi eller salgslære. Det ét-årige kursus havde i skoleåret 1957/58 ca. 150 elever. Kursus er nu henlagt til lokalerne på Sylows Allé.

Niels Brocks Handelsskole, Sylows Allé 1. Opret. af grosserersocietetet for et af grosserer Niels Brock († 1802) stiftet legat. Skolen begyndte 1/5 i lejede lokaler, men rykkede 4/11 1890 ind i egen bygn. (arkt. Alb. C.Jensen) på hj. af Skt. Annæ Plads og Ny Toldbodgade. 1/4 1908 flyttede skolen ind i Købmandsskolens lokaler på N.Voldgade, og her forblev man indtil 1929, da man flyttede til Jul. Thomsens Plads 6, hvorfra man flyttede til nuv. adresse. Ved grosserersocietetets 100 års jubilæum 1917 skænkede kbhske grosserere skolen et legat på 400.000 kr. Skolen s. 227 ejes stadig af grosserersocietetet, men bestyres af Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse. Skolen omfattede opr. en realskole og en handelshøjskole. Nu modtages normalt kun elever med real- eller studentereksamen. De første gennemgår et to-årigt kursus, der fører frem til den højere handelseksamen. For nysproglige studenter eller for personer, der har bestået handelseksamen med to fremmede sprog, findes et ét-årigt kursus, der ligeledes ender med den højere handelseksamen.

Samtlige elever undervises i regning, bogføring, kontorarbejder, erhvervsret, samfundsøkonomi og samfundslære med statistik, driftsøkonomi, maskinskrivning, handelsgeografi, eng., ty. og da., alm. historie og handelshistorie. Desuden skal eleverne have undervisning i ét af flg. fag: fr., fr. for begyndere, stenografi og maskinskrivning eller samarbejdslære. Elevantallet på Niels Brocks handelsskole var i skoleåret 1957/58 290.

Ved ovenn. skoler, der administreres under ét, virkede 1 direktør, 1 vicedirektør, 3 forstandere, 6 afdelingsledere, 1 inspektør, 4 viceinspektører, 18 lektorer, 13 adjunkter, 5 fastansatte lærere og 366 timelærere.

Litt.: M. Vibæk. Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse 1880–1930. 1930.

Hovedstadens kooperative Handelsskole, Bülowsvej 34. Opret. 1954 af Hovedstadens Brugsforening med det formål at uddanne denne virksomheds lærlinge. 1958 omdannet til en selvejende institution med ovenn. forening, Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeninger og Det kooperative Fællesforbund som stiftere. Skolen optager fortrinsvis lærlinge fra kooperative virksomheder og andelsselskaber. Den får tilskud fra staten og Kbh.s kom.

På skolen gives en undervisning, der fører frem til handelsmedhjælpereksamen med og uden fremmede sprog. Ud over de obligatoriske fag gives undervisning i samfundslære og familiekundskab. Der gives også undervisning i arbejdet i selvbetjeningsbutikker og supermarkeder. Endv. findes et særkursus for ekspeditricer i bagerier. Man har endelig organiseret et to-årigt kursus i regnskabsanalyse for virksomhedsledere samt et specielt kursus med afsluttende eksamen for medhjælpere i de kbhske sygekasser. Skolen havde pr. 1/10 1958 300 elever og 24 lærere. Indtil videre benytter man lejede lokaler i Teknologisk Instituts afd. på Bülowsvej, men man overvejer at opføre egen bygn.

Handelsskolen i Gentofte kommune, Duntzfelts Allé 8. Opret. 1920. Skolen giver undervisning, der slutter med handelsmedhjælpereksamen, enten med eller uden fremmede sprog. Der undervises ligeledes i eng. for begyndere. Endelig er organiseret kursus for defektricer i apotekslære samt kursus i dekoration og skilteskrivning. Skolen har til huse i egen bygn. Følgende firmaer har oprettet statsanerkendte firmaskoler sluttende med handelsmedhjælpereksamen, nemlig Ø. K., F.L. Smith og Plumrose.

Den ældste private handelsskole i Kbh. er Nehms Kursus A/S, Frederiksborggade 54. Undervisningen påbegyndtes 1865 og består nu i 3, 6 el. 9 måneders kursus i maskinskrivning, handelsregning, bogføring og stenografi. Der afholdes desuden særlige kursus for sekretærer. I årenes løb er dette kursus blevet benyttet af en s. 228 række firmaer og institutioner, der til stadighed sender deres personale til dette kursus. Skolen har ca. 800 elever.

Københavns Handelsakademi, Amerika vej 10. Opret. 1894. Skolen henvender sig til sådanne elever, der ikke har haft lejlighed til at deltage i den i lærlingeloven foreskrevne undervisning. Der undervises i forsk. handelsfag, og man kan tage en privat handelseksamen. Kursusåret er sept.-juni, og gennemsntilig forlader 20–25 elever årlig skolen med handelseksamen. Foruden forstanderen er der knyttet 5–6 lærere til skolen.

Frederiksberg, Østerbros og Byens Handelsgymnasium og Sproginstitut, Bülowsvej 10, med lokaler også i V. Voldgade 2 og N. Frihavnsgade 6. Opret. 1908 af forst. H.N. Weiss under navnet Frederiksberg stenografiske Bureau. Skolen giver undervisning i enkelte fag eller fagkredse, og der sluttes af med en eksamen. Dagskoleklasserne med afsluttende eksamen oprettedes 1921, og 1938 påbegyndtes eksamensklasser med bogholder- eller korrespondenteksamen som mål. Til institutionen er tilknyttet Driftsorganisatorisk Læreanstalt og Teknisk Tegne-Akademi med adresse som ovf. anført. Det er hovedstadens største private handelsskole, der årlig har 13–1400 elever. Til skolen er foruden forstanderen og fru Ida Weiss knyttet 27 lærere.

Akademiet for Salg og Reklame, Frederiksborggade 50. Opret. 1942 som en afd. af Taleteknisk Institut. Akademiet har organiseret et sælgerkursus, der afsluttes med en prøve. Kursus besøges årligt af 100–200 elever, og der er til kursus knyttet 5 lærere.

Statsseminariet på Emdrupborg, Emdrupvej 105, er opret. ved lov af 31/3 1949 som statsseminarium for Storkøbenhavn og er nu landets største statsseminarium med 5–6 klasser på 3-årsuddannelsen for studenter, 4 klasser på 4-årsuddannelsen og en forberedelsesklasse, i alt ca. 335 studerende, både kvinder og mænd. Til seminariet er knyttet 13 lærere.

Jonstrup Statsseminarium, Lyngby, er Danmarks ældste seminarium, idet det blev oprettet ved resol. af 25/6 1790 som forberedelse til indførelse af alm. skolepligt. Det begyndte sin virksomhed 14/3 1791 på Blågård, en fra 1600t. stammende lystejendom, hvis hovedbygning lå ved nuv. Slotsgade ml. Nørrebrogade og Baggesensgade. Ejendommen, der bl.a. havde tilhørt prins Carl, en broder til Fr. IV, kaldtes således, fordi hovedbygningen havde blåt skifertag. Efter ejendommen kaldtes seminariet Blaagaard Seminarium.

1807 ødelagdes bygningerne under englændernes bombardement, og det blev nødvendigt at flytte undervisningen. Man flyttede 1809 seminariet til Jonstrup, hvor staten købte en ældre klædefabrik, hvis hovedbygning blev indrettet til seminarium. Lokalerne var rummelige nok til at give bolig for alle lærere og s. 236 elever, som i de landlige omgivelser kom til at udgøre et sluttet samfund med stærke indre bånd.

Ejendommen, hvortil der først hørte ca. 11 ha, blev sen. udvidet, og det blev også nødvendigt at bygge. 1858 opførtes en nybygning n.f. den gamle hovedbygning. Den brændte 1889, og en ny måtte opføres efter tegn. af arkt. Gnudtzmann. 1890 opførtes et elevhus med 30 værelser og 1898 en øvelsesskole og nye udhuse (arkt. Vilh.Petersen). Som øvelsesskole benyttedes desuden Måløv skole. 1917 afsløredes en bautasten for seminariet, rejst af elever.

Under den tyske besættelse blev bygningerne beslaglagt, og undervisningen måtte henlægges til Ballerup. 1945 vendte seminariet atter tilbage til Jonstrup. Da Flyvestation Værløse senere udbyggedes helt ind til seminariets område, flyttede dette atter bort, og flyvevåbnet overtog bygningerne. Indtil en ny seminariebygning i Fortunbyen i Lyngby kan blive færdig, foregår undervisningen i foreløbige lokaler i Lundtofte. Seminariet modtager såvel mandlige som kvindelige elever, og elevtallet ligger på 200–240. Til seminariet er knyttet 16 lærere.

Litt.: A. Petersen. Den Jonstrupske Stat. 1884. O. W. Tidemand. Det kgl. Blaagaard-Jonstrupske Skoleseminarium i hundrede Aar. 1890. S. Bredstrup. Fra Jonstrup. 1918.

Blågård Seminarium, Kapelvej 42, er oprettet 15/6 1859 af J.T.A. Tang som en folkelig læreanstalt med frie foredrag jævnsides den egentlige undervisning. 1863 fik det egen bygning på det gamle Blågård Seminariums grund (se under Jonstrup Statsseminarium). Snart oprettedes i forbindelse med seminariet en realskole og et artiumkursus og 1867 en højskole, der dog 1872 flyttedes til Emdrupborg, som Tang havde købt. Seminariet forenedes 1896 med »Københavns frie Seminarium af 1861« og 1904 med »Vesterbros Seminarium« (opret. 1/8 1883), hvorefter det fik lokaler i »Lyceum«s bygning. 1923 flyttede det til Hindegade, hvor det delte bygning med Skt. Annæ Vestre Skole. 1933 flyttedes seminariet til nuv. adresse, hvor det deler bygning med Seminarieskolen på Kapelvej (se s. 185), en københavnsk kommuneskole, der tjener som øvelsesskole for seminariet. Seminariet har for tiden 12 klasser med 400 elever, 10 faste lærere og 40 timelærere.

Københavns Aftenseminarium, Rødkilde skole, Godthåbsvej 274, er en selvejende institution og statsanerkendt. Seminariet, der begyndte sin virksomhed 1949, varetager den særlige opgave: at tilvejebringe en læreruddannelse for mænd og kvinder, som under studiet vil være nødsaget til helt eller delvis at skaffe sig de nødvendige midler ved erhvervsarbejde. Det er derfor en betingelse for at kunne optages, at man på grund af sine økonomiske forhold er afskåret fra at søge den sædvanlige uddannelse på et dagseminarium. Ca. 30 lærere og ca. 350 elever.

N. Zahles Seminarium, Nørre Voldgade 7 og Linnésgade 8–10, er grundlagt 1851, da Natalie Zahle begyndte en privatlærerindeuddannelse. 1860 oprettedes en almuelærerindeskole efter den da vedtagne lov. 1894 omdannedes almuelærerindeskolen til N. Zahles Privatseminarium for Kvinder. Siden 1954 har seminariet haft såvel mandlige som kvindelige elever og omfatter både en 3-årig uddannelse for studenter og en 4-årig uddannelse med tilhørende forberedelsesklasse. Til seminariet er knyttet som øvelsesskole N. Zahles Seminarieskole, grundlagt 1895. s. 237 I skoleåret 1958–59 har seminariet 333 elever. 58 lærere virker på seminariet, deraf 22 med fuldt timetal ved institutionen N. Zahles Skole. Seminariet flytter 1960 til Nørre Voldgade 5.

Frederiksberg Seminarium, Nyelandsvej 27, drives sammen med søsterinstitutionen Hellerup Seminarium i Gentofte kom. af den selvejende institution KFUMs Seminarium, opret. 1919 på initiativ af sognepræst Gunner Engberg af KFUM-kredse til overtagelse af Den danske Realskoles Seminarium (opret. 1907), Frederiksberg Allé 22. Seminariet købte 1922 ejendommen Chr. Winthers Vej 3, idet det overtog den i bygningen værende private pigeskole, der omdannedes til øvelsesskole. Det blev nødvendigt at opføre en tilbygning, der kunne rumme seminariet (arkt. Jørgen V.Jepsen). 1934 måtte man af pladshensyn leje kommuneskolen Nyelandsvej 27 (opf. 1895 af Frederiksberg kom.). 1/1 1957 købte seminariet denne ejendom af kommunen og foretog 1957–58 en fuldstændig ombygning og modernisering ved stadsarkt. H. Carl Andresen. Seminariet har normalt ca. 260 elever på henh. 3-årig linie for studenter og 4-årig linie for realister, 12 faste lærere og ca. 20 deltidslærere. Som øvelsesskole benyttes Frederiksberg kommunes skolevæsen.

Hellerup Seminarium, Hartmannsvej 22, er et privatseminarium, opret. 1953 af KFUMs Seminarium (jfr. Frederiksberg Seminarium). Det bor til leje i en bygning, som ejes af Teknisk Selskab i Gentofte Kommune og er opført 1940–41 af arkt. S. C. Larsen. Seminariet har 1959 8 seminarieklasser og en forberedelsesklasse med i alt 270 elever. Lærerkollegiet består af 1 rektor, 12 fast ansatte lærere og 32 deltidslærere.

Dansk Fritidshjemsseminarium, Randersgade 10, se s. 243.

Frøbel-Højskolen, Sortedam Dossering 39, børnehaveseminarium, grundlagt 1906, siden 1946 i egen bygning. 1928 oprettedes ved skolen den første fritidshjemsuddannelse her i landet. I de følgende 22 år udsendtes ca. 70 toårigt uddannede fritidshjemslærerinder og -lærere. Fritidshjemslinien indstilledes 1950 til fordel for en udvidelse af elevantallet på børnehavelinien. Uddannelsen er toårig. Ca. 16 timelærere. Ca. 110 elever.

Frøbelseminariet, Ryesgade 101, der er landets ældste skole for uddannelse af børnehavelærerinder, har udviklet sig af Hedevig Baggers kursus for børnehavelærerinder, der blev oprettet 1885. Seminariet har ikke selvstændig bygning, men har i flere år haft lokaler på Ryesgades kommuneskole. Det har fire klasser med ca. 120 elever og en lærerstab på ca. 15 lærere, hvoraf dog de fleste er timelærere.

Kursus for småbørnspædagoger og fritidshjemslærere, Nøjsomhedsvej 8. Stiftet 1928 af dr.phil. Sigurd Næsgård og skoleinspektør Sofie Rifbjerg. Fra 1959 delt i to afdelinger, en for vordende børnehavelærerinder og en for vordende fritidshjemslærere og fritidshjemslærerinder. Uddannelsen er toårig, dels teoretisk, dels praktisk. Kursus dimitterer hvert år ca. 45 børnehavelærerinder og ca. 25 fritidshjemslærere og -lærerinder.

Nordisk Montessori Kursus, Svanemøllevej 116, er opret. 1940 af nuv. forstander R.Hoff til uddannelse af børnehavelærerinder. Det er en selvejende institution og følger de sædvanlige retningslinier for en sådan uddannelse, fastlagt af undervisningsministeriet. Kursisterne kommer i deres praktiske uddannelse ud i både Montessori-prægede og almindelige børnehaver. 17 lærere. Ca. 50 elever.

Danmarks pædagogiske Institut, Emdrupborg, Emdrupvej 101, der er oprettet ved lov af 11/6 1954, har til opgave at foretage videnskabelige undersøgelser og andre arbejder af betydning for pædagogisk virksomhed samt yde bistand ved pædagogisk forsøgsvirksomhed uden for instituttet. Det afholder endvidere instruktionskursus for psykologi- og pædagogikstuderende i samarbejde med Danmarks Lærerhøjskole. Instituttet ledes af en direktør og 3 afdelingsledere. Billede s. 235.

Statens pædagogiske Studiesamling, se s. 319.

Danmarks Højskole for Legemsøvelser, se s. 304.

Dansk Sløjdlærerskole, se s. 242.

Statens Tegnelærerkursus, Frederiksholms Kanal 26, hørte til at begynde med under lærerhøjskolen, men fik 1893 egne lokaler i universitetets kemiske laboratoriums tidligere lokaler i Ny Vestergade. Det udskiltes som selvstændig institution 1/4 1908. Kursus tilsigter at give lærere og lærerinder en videregående uddannelse i tegning til brug i folkeskolen, de højere skoler samt på seminarier og højskoler. Kursus varer fra 1–3 måneder og gives som feriekursus. En overbygning på denne undervisning afholdes på Danmarks Lærerhøjskole. Kursus ledes af en tegneinspektør.

Danmarks Lærerhøjskole, Emdrupborg, Emdrupvej 101, er statens højskole for videreuddannelse af folkeskolens lærere. Den har sin oprindelse i de 1856 ved D. G. Monrads initiativ oprettede 2 1/2-årige kursus (Monrads kursus) til uddannelse af vordende købstadlærere. Disse kursus afløstes af det 1889 oprettede etårige kursus for realskolelærere, der atter 1895 erstattedes af det nuv. etårige lærerkursus. Samtidig fik institutionen, der da kaldtes Statens Lærerkursus, egne lokaler i Stormgade (i det tidligere Overformynderi), og 1904 flyttedes den til den tidligere Østerbros Latin- og Realskole’s bygning i Odensegade 14, samtidig med at navnet ændredes til Statens Lærerhøjskole. Bygningen, der var opført 1889 af arkt. F.Levy, ombyggedes til lærerhøjskole af arkt. M. Borch (indv. 8/1 1904) og indeholdt efter en ny ombygning 1911 (ligeledes af Borch) alm. undervisningslokaler, fysisk laboratorium, køkkenlaboratorium, bibliotek, læsesal, forsamlingssal samt forstander- og portnerbolig. Her havde lærerhøjskolen, der siden 1944 har haft navnet Danmarks Lærerhøjskole, til huse, indtil den flyttede til Emdrupborg. Billede s. 235.

Grundstammen i lærerhøjskolens virksomhed er fremdeles de etårige kursus i en række faggrupper. Heri deltager f.t. ca. 900 lærere årligt. Ved siden af disse kursus har der siden 1856 været afholdt feriekursus og andre korte kursus, herunder særlige kursus for ungdomsskolelærere m.v. Disse kursus søges af ca. 900–1000 lærere om året. Herudover oprettes rundt i landet særlige provinsårskursus på initiativ af stedlige lærerkredse. I sådanne kursus deltager årligt ca. 1700 lærere.

Efter at den gamle højskolebygning Emdrupborg var nedrevet, påbegyndtes under den tyske besættelse af Danmark 1940–45 opførelsen af en tysk skole på grunden, som med den delvis færdige bygning 1946–47 blev overdraget til undervisningsministeriet. I de følgende år indtil 1956 gennemførtes her omfattende ombygnings- og udvidelsesarbejder, men allr. 1948 flyttede Danmarks Lærerhøjskole ind.

Emdrupborg indeholder 39 normalklasser samt afdelinger for fysik og kemi, geografi og geologi, naturhistorie, biologi og mikrobiologi, skolekøkkenundervisning, tegning, håndarbejde m.v., bibliotekslokaler, kontorer, kantine samt flere tjenesteboliger.

Sølvgade 83 og Øster voldgade 10

Grundlæggelse og første udvikling. På foranledning af et af prof. G. F. Ursin 1827 indgivet andragende til kongen om oprettelse af en polyteknisk skole til uddannelse af håndværkere, nærmest i lighed med de tyske »Gewerbeschulen«, blev der, efter pålæg til universitetets direktion af regeringen, af konsistorium nedsat et udvalg, i hvilket H. C. Ørsted var den ledende, og som i øvrigt bestod af professorerne Thune, Zeise og Schmidten, senere også Forchhammer. Dette udvalg gik langt videre, idet det foreslog en skole, der navnlig skulle meddele unge mennesker med de fornødne forkundskaber en sådan indsigt i matematik og eksperimentel naturvidenskab og en sådan færdighed i brugen af disse indsigter, at de derved kunne vorde fortrinlig brugbare til visse grene af statens tjeneste såvel som til at forestå industrielle anlæg. Der blev derefter udarbejdet forslag og planer, og ved kgl. reskr. af 27/1 1829 oprettedes læreanstalten. Universitetet overlod anstalten lokaler i en professorgård i Skt. Peders Stræde i forbindelse med stueetagen i en tilstødende professorgård i Studiestræde, som var tildelt Ørsted 1824 til beboelse, og som han også fremtidig skulle beholde. Her foretoges nu de nødvendige byggeforetagender (beregn. til 16.731 rdl.), idet der i Skt. Peders Stræde indrettedes læsesal, fysisk instrumentsamling, kemisk laboratorium m.m. og i Studiestræde tegnestuer og et lille auditorium.

Efter at der var fastsat et foreløbigt reglement, og Ørsted var udnævnt til direktør, samt lærerne, deriblandt de ovennævnte mænd med undtagelse af Thune, var udnævnte, foregik indvielsen 5/11 1829. Foreløbig toges der dog kun småt fat; der manglede midler, og der manglede især lærere i de rent tekniske fag; undervisningen begyndte med 12 eksaminander (af hvilke der fordredes enten en særegen forberedelseseksamen eller den filologisk-filosofiske eksamen ved universitetet eller officerseksamen).

Undervisningen var toårig og ordnet i to studieretninger: mekanik og anvendt naturvidenskab. Tillige oprettedes et mekanisk værksted til elevernes uddannelse i praktisk håndværk, hvad der dog snart viste sig uforeneligt med studiet på grund af den korte uddannelsestid, hvorfor denne virksomhed ophørte allr. 1831, medens værkstedet dog bestod indtil 1860, men kun gav uddannelse til håndværkslærlinge. Ved læreanstalten viste der sig snart trang til en 3. retning: ingeniørstudiet; allr. 1836 gjordes der forsøg i denne henseende; men det strandede, og skønt det flere gange gentoges, lykkedes det først 1857, og det endda kun ved private midler, at få oprettet kursus for ingeniører med vej-, bro- og vandbygning som hovedfag; 1858 overtog dog staten også dette kursus, som snart blev det mest besøgte. Imidlertid var også studietiden bleven udvidet til 3 1/2 år (senere til 4 1/2), nye undervisningsfag kom til, og de studerendes tal var i stadig stigen, så meget mere som mange andre end de egentlige polyteknikere søgte skolen; således blev den 1833 oprettede eksamen for møllebyggere henlagt til anstalten, og samme år kom instituttet for metalarbejdere ind under denne, hvilket forhold vedvarede indtil 1859. 1849–58, indtil Landbohøjskolen oprettedes, gaves der undervisning for landbrugs- og forststuderende, 1865–78 var der undervisning og prøve for arkitekter; også farmaceutiske studerende søgte den en tid. Pladsen i de gamle bygninger slog derfor ikke til, skønt de gentagne s. 285 gange var blevet stærkt udvidet; 1834 havde man lejet kælder og stue i nabohuset i Skt. Peders Stræde, indtil nabohuset til den modsatte side, som allr. var købt 1835, blev nedbrudt 1839, og på grunden opførtes en tilbygning til læreanstalten; da Ørsted, som vedblev at være direktør og med største nidkærhed tog sig af anstalten, døde 1851, blev 1. og 2. sal i Studiestrædebygningen inddragne i den, og endelig blev lokalerne udvidet 1860, dels ved de omtalte værksteders nedlæggelse, dels ved en påbygget etage til huset i Skt. Peders Stræde, og dels ved købet af to nabosteder, der nedbrødes og bebyggedes (om bygningerne se Univ.årbogen 1885–86. 263 flg.). Allr. 1873 var der tale om at opføre en helt ny bygning på voldterrænet, men først 1887 bevilgedes de fornødne midler, ca. 860.000 kr.; bygningen opførtes 1887–90 efter tegn. af J.D. Herholdt og med A. Clemmensen som konduktør (indviet 1/9 1890).

Danmarks tekniske Højskoles ældre bygninger. Forrest forbygningen ved Sølvgade, bagved ses fløjen mod Øster Farimagsgade. T.h. statuen af Ole Rømer.

Det bygningskompleks, som blev opf. 1887–90, ligger på en ca. 5600 m² stor grund. Bygningerne indtager ca. 2600 m², er i modificeret italiensk renæssancestil, af røde mursten med anvendelse af granit i sokkel-, dør- og vinduesindfatninger m.m. og består af 3 sammenbyggede fløje, hvoraf midtfløjen (ca. 60 × 14 m) har kælder og to stokv. og indeholder en stor vestibule med trappegange, auditorier og solennitetssal (ca. 17 × 14 m).

Da højskolen 1954 fik en rummeligere festsal i afdelingen på Østervold, ophørte den gamle solennitetssals anvendelse som festsal. Den havde i øvrigt i mange år været brugt til undervisning, og 1957 blev den delt i to mindre auditorier. De to sidefløje (ca. 47,5 × 14 m) har kælder og 3 stokv. Fløjen mod Ø. s. 286 Farimagsgade indeholder laboratorier for uorganisk og organisk kemi for kemiingeniørstuderende. Fløjen mod Botanisk Have rummer 3 fysiske afdelinger, der benævnes fysisk laboratorium, fysisk samling og afdelingen for atomfysik. I fløjens 2. sal og i tagetagen er der indrettet et kemisk laboratorium med undervisningen af kemi-, bygnings- og elektroingeniørstuderende. Tillige har Dansk Tekstilforsknings Institut under Akademiet for de tekniske Videnskaber til huse i samme fløjs øverste etage.

1951 indrettedes der en H. C. Ørsted-mindestue i tilknytning til de fysiske afdelinger, indeholdende møbler og effekter, der havde tilknytning til H. C. Ørsted.

4. side af gården ud til Sølvtorvet afsluttes af en lav forbygning (ca. 44,2 m lang) med kælder og et stokv. samt en port. I denne forbygning findes for tiden en professorbolig og en funktionærbolig samt et laboratorium for anvendt matematik.

Udvidelserne fra årene 1904–06 mod Ø. Farimagsgade indeholder kælder og 3 stokv. Denne bygning rummer et elektroteknisk laboratorium, tegne- og konstruktionsstuer samt en afdeling for skibsbygning.

I baggården findes en bygning i et stokv., hvori er indrettet et maskinlaboratorium samt et kedelanlæg med fabriksskorsten.

Tilgangen til læreanstalten steg efter den tid betydeligt; 26/7 1894 gaves et nyt reglement, hvorved hele undervisningen væsentlig omordnedes, og navnlig lagdes vægten på de tekniske fag; ved kgl. resol. af 3/3 1903 oprettedes en 4. retning, studieretningen for elektroingeniører, en omstændighed, der sammen med den stærke forøgelse af antallet af de studerende nødvendiggjorde betydelige tilbygninger efter tegn. af J. E. Gnudtzmann (se Arch. 8/6 1907). Tilbygningerne, hvortil der bevilgedes ca. 882.000 kr., opførtes 1904–06 dels langs Farimagsgade og dels ind i Botanisk Have, der måtte afgive det fornødne areal. Den fortsatte stærke tilvækst i antallet af polytekniske studerende og den stærke udvikling af teknikken og i forbindelse dermed af de tekniske undervisningsfag nødvendiggjorde imidlertid hurtigt nye udvidelser af læreanstalten. 1915 indrettedes der således et nyt materialprøvelaboratorium i lejede lokaler i Malmøgade 7. S.å. opførtes på en grund i Lundtofte, skænket af læreanstaltens forhenværende direktør, gehejmekonferensråd G. A. Hagemann, et hus til anvendelse ved landmålingsøvelserne i Dyrehaven og Jægersborg Hegn. 1917 byggedes på Botanisk Haves grund en stor træpavillon til konstruktionsstuer for den ældste årgang bygningsingeniørstuderende med tilhørende lærerværelse etc. 1919 indrettedes i lejede lokaler i V. Farimagsgade 24, tilhørende fagskolen for håndværkere og mindre industridrivende, et nyt laboratorium for fotokemi og videnskabelig fotografi. 1920 blev der i lejede lokaler i Malmøgade 7 indrettet et nyt teknisk kemisk laboratorium, væsentligst for undervisningen i mørtel, glas og keramik.

1926–27 blev den såkaldte gamle staldbygning på Sølvgadens Kasernes terræn istandsat og med en bekostning af ca. 220.000 kr. (inkl. laboratorieudstyr) indrettet til 2 nye laboratorier, det ene for byggeteknik (tidl. materialprøvelaboratorium i Malmøgade 7) og det andet for bygningsstatik (med tilhørende professorbolig). 1927–28 blev de tre fjerdedele af den store, gamle depotbygning på samme kasernes grund med en bekostning af ca. 165.000 kr. (inkl. laboratorieudstyr) istandsat og indrettet til et laboratorium for mekanisk teknologi.

Nybygningerne

Største delen af disse sidstnævnte udvidelser havde i høj grad midlertidighedens karakter. Det stod klart for læreanstaltens ledelse, at der måtte ske omfattende udvidelser, navnlig med henblik på at skaffe de videnskabelig-tekniske laboratorier den nødvendige plads. Ved lov af 12/3 1923 bestemtes det, at Sølvgades Kaserne samt depotbygning og stald, gymnastikskolens øvelsesbygning og Stokhus-bygningerne skulle afhændes, og medens statsbanerne overtog selve kasernebygningen, fik læreanstalten tilsagn om at overtage de øvrige bygninger samt det gamle garnisonssygehus, når disse bygninger blev ledige.

Ved skrivelse af 3/12 1926 bevilgedes der 5000 kr., for at arkt., prof. Rosen kunne udarbejde en samlet oversigt over planerne for læreanstaltens udvidelse på det pågældende terræn. På finansloven for 1928–29 blev der bevilget 100.000 kr. som 1. del af en 3-årig bevilling på i alt 1.100.000 kr. til opførelse af en bygning til teknisk-kemiske laboratorier.

Prof. Rosen døde imidlertid i juli 1928, og den videre planlæggelse blev derefter overdraget arkt. C. O. Gjerløv-Knudsen, der havde været Rosens nærmeste medarbejder. På grund af forhandlinger med militærmyndighederne, der måtte afvikle deres benyttelse af den del af terrænet, der skulle give plads for det teknisk-kemiske institut, blev byggeriet først påbegyndt i sommeren 1929, og ved Den polytekniske Læreanstalts 100-årsfest i august 1929 nedlagdes grundstenen til det nævnte institut.

1932 kunne det nye institut tages i brug, og herefter fortsattes byggeriet forholdsvis kontinuerligt indtil 1943. I de sidste år under verdenskrigen og i de første efterkrigstidsår var byggeriet standset, men 1947 lykkedes det at opnå bevillinger til en fortsættelse af byggeriet, der 1960 vil stå foran sin endelige afslutning på det disponible byggeareal.

Byggeomkostningerne (heri inkluderet inventar og laboratorieudstyr) har udgjort ca. 15 mill. kr. Foruden auditorier, tegnestuer, festsal, lærerrådssal og andre fællesrum rummer nybygningerne talrige laboratorier og afdelinger.

Arealet, der blev stillet til rådighed for bebyggelsen, er på ca. 2,5 ha, en størrelsesorden, der i forbindelse med formålet nødvendiggjorde en koncentration af bebyggelsen med fuld udnyttelse af terrænet. En følge heraf blev et sammenhængende bygningsanlæg i modsætning til et pavillonsystem, som så vidt muligt er blevet lodret delt mellem de enkelte afdelinger. Dette har muliggjort, at den enkelte afdeling har fået andel i parterre- eller kælderarealer, der er af særlig værdi bl.a. for maskinopstillinger. I flere tilfælde har det tillige været muligt gennem terrænreguleringer at ændre en kælderetage til en parterre-etage med direkte tilkørselsforhold.

Først da byggeriet var i gang fra efteråret 1929, nåede helhedsprojektet for den samlede udbygning af arealet en sådan afklaring, at det kunne blive grund-læggende for den fortsatte realisation. Det var på dette tidspunkt hensigten at søge byggeriet som helhed gennemført inden for en 10-årig periode, der dog ikke lod sig overholde. Projektet blev inddelt i grupper eller bygningsetaper, og bortset fra laboratoriet for skibsbygning (der er realiseret andetsteds) vil projektet udarbejdet i sine hovedtræk i årene 1929–1941 være realiseret o. 1960.

I henh. til den nævnte inddeling af projektet i realisationsgrupper omfatter disse:

s. 288

Gr. I. De teknisk-kemiske laboratorier opdelt i laboratoriet for biokemi og ernæring, laboratoriet for levnedsmiddelkonservering, laboratoriet for almen teknisk kemi, laboratoriet for fiskeindustri, laboratoriet for mørtel, glas og keramik, laboratoriet for metallære, laboratoriet for mikroskopi og mikrobiologi samt laboratoriet for fotografi og reproduktionsteknik. Taget i brug 1932.

Gr. II. Laboratoriet for telegrafi og telefoni, laboratoriet for opvarmning og ventilation, laboratoriet for teknisk hygiejne, laboratoriet for byggeteknik og bygningsstatik, auditorier, konstruktionsstuer m.v. Taget i brug 1936.

Gr. III. Forsøgshaller for vandbygningslaboratorier og aerodynamisk laboratorium og for vejbygning, festsal, auditorier og konstruktionsstuer. Taget i brug 1938.

Gr. IV. Laboratoriet for teknisk fysik og hydraulisk laboratorium med konstruktionsstuer samt laboratoriet for husbygning og byplanlægning. Taget i brug 1939.

Gr. V. Danmarks tekniske bibliotek, laboratorier for landmåling og geodæsi, administrationslokaler, lærerrådssal og kantiner. Taget i brug 1942.

Gr. VI. Teknologisk laboratorium (laboratorium for værktøj og værktøjsmaskiner, smedning og svejsning), tekstillaboratorium. Taget i brug 1943.

Gr. VII. Centralhal med tilslutning til allerede opførte bygningsgrupper. Taget i brug 1954.

Gr. VIII. Laboratorium for forbrændingsmotorer og maskinelementer m.v. Taget i brug 1954.

Gr. VIII A1. Laboratorier for maskinelementer samt tegnestuer for maskiningeniører. Taget i brug 1956.

Gr. VIII A2. Laboratorier for maskinelementer samt tegnestuer for maskiningeniører. Under opførelse. Vil kunne tages i brug o. 1960.

Hovedindgangen til anlægget er fra Øster Voldgade fra den derværende flisebelagte og til parkering indrettede indgangsplads. I pladsens baggrund er der ned- og opgange til en cykelkælder, der er indrettet under centralhallen med plads til ca. 500 cykler.

Hovedindgangen er i biblioteksbygningens parterre-etage, hvor der forefindes oplysningscentral og garderober, og herfra sker adgangen til centralhallen, der gennem sin parterreetage og fire balkoner er et trafikalt forbindelsesled for såvel anlæggets midterblok som for de tilstødende sidefløje i samtlige etager. Desuden er hallen velegnet til udstillinger og til brug ved festlige lejligheder. Hallens største diameter er 29,50 m og søjlekredsens diameter, er 24,5 m. Denne sidstnævnte størrelse genfindes i hallens højde. Parterre-gulvet og de tilstødende hovedtrapper er beklædt med ølandssten. Bag hallen ligger på 1. sal i højden spændende over to etager læreanstaltens festsal med ca. 800 siddepladser. Salen er udstyret med alle tekniske installationer bl.a. til brug for demonstrationer.

I anlægget er fordelt 10 auditorier med fra 90–200 siddepladser.

Bestemmende for hovedlinierne i anlæggets udformning har bl.a. været de omliggende gaders indbyrdes vinkler. Centralhallen danner således et overgangsled mellem de ikke parallelle gader Øster Voldgade og Rigensgade, og gennem hallens centrum mødes akserne vinkelret på de nævnte gader. Aksen vinkelret på Rigensgade ligger desuden i Fredericiagades midte, hvorigennem anlægget forbinder sig med den tilstødende byplan.

s. 289

Danmarks tekniske Højskoles nye bygninger set fra Øster Voldgade. I midten biblioteksbygningen, bag denne centralhallens rundbygning.

Anlægget er som helhed bygget over et modulnet af kvadrater på tre gange tre meter. Materialerne er mursten til ydermure og hovedskillerum og jernbeton til etageadskillelser og tagkonstruktioner.

Med hensyn til konstruktioner, installationer og aftræksmuligheder er disse i anlægget som helhed gennemført efter samme system. Så vidt muligt er installationerne beliggende i åbne nicher, og samtlige aftræk er beliggende i de murede hovedskillerum.

Anlægget er forsynet med fjernvarme.

Det 1937 oprettede Akademi for de tekniske Videnskaber holder sine møder i lærerrådssalen og har fået overladt lokaler i administrationsfløjen til sin administration. En række institutter under Akademiet for de tekniske Videnskaber har for tiden til huse i læreanstaltens bygninger. I det nye kompleks findes f.t. følgende afdelinger under Akademiet for de tekniske Videnskaber: Dansk Teknisk Oplysningstjeneste, Dansk Fedtforskningsinstitut, Geoteknisk Institut, Køleteknisk Forskningsinstitut (i en særlig bygning), Lydteknisk Laboratorium, Mikrobølgelaboratoriet, Optisk Laboratorium, Radioteknisk Forskningslaboratorium, Terminologicentralen. Se iøvrigt s. 358 ff.

Den polytekniske Læreanstalt er således for tiden delt i to hovedafdelinger: Sølvgadeafdelingen og afdelingen ved Østervold. Sølvgadeafdelingen rummer som nævnt foruden de fysiske og kemiske afdelinger et laboratorium for anvendt matematik og et maskinlaboratorium.

s. 290

1948 fik højskolen overladt nogle etager og kælderlokalerne i den undervisningsministeriet tilhørende ejendom i Odensegade 14, der hidtil havde været benyttet af Danmarks Lærerhøjskole. Her indrettedes et laboratorium for industriel udnyttelse af frugt og grøntsager m.v., der ledes af højskolens professor i teknisk biokemi. I Odensegade 14 er tillige placeret Lak- og Farveindustriens Forskningslaboratorium under Akademiet for de tekniske Videnskaber.

Med henblik på højskolens fremtidige yderligere udbygning erhvervede højskolen med ministeriets tilslutning og i forståelse med Kbh.s magistrat en række ejendomme i Rigensgadekvarteret, og 1957 skulle en del af disse bygninger nedrives for at give plads for forskningslaboratorier. Imidlertid mødte planerne ved deres endelige udformning modstand hos byggemyndighederne og Kbh.s magistrat, og efter en række interne forhandlinger besluttede højskolens ledelse at rette henvendelse til undervisningsministeriet om at erhverve arealer ved Lundtoftesletten i Lyngby-Tårbæk kommune. I umiddelbar nærhed heraf findes der allerede et forskningslaboratorium, nemlig hydro- og aerodynamisk laboratorium.

Ved lov nr. 216 af 16/6 1958 har undervisningsministeriet fået bemyndigelse til at erhverve de med henblik på udvidelse af Den polytekniske Læreanstalt, Danmarks tekniske Højskole nødvendige arealer beliggende ved Lundtoftesletten, Lyngby-Tårbæk kommune.

Ved kgl. anordning af 8/2 1933 blev navnet for Polyteknisk Læreanstalt ændret til Den polytekniske Læreanstalt, Danmarks tekniske Højskole, og betegnelsen direktør for højskolens leder blev ændret til rektor. Undervisningens mål blev i anordningens § 2 angivet at være at uddanne civilingeniører (polytekniske kandidater). Ved den nævnte anordnings § 3 bestemtes det vedrørende højskolens styrelse, at højskolen står under overtilsyn af undervisningsministeriet, og at i spidsen for højskolen står rektor, som i forbindelse med et lærerråd, et undervisningsråd, flere fagråd og en inspektør forestår højskolens forvaltning.

Ved kgl. anordning af 24/4 1937 indførtes der en række ændringer i kgl. anordning af 8/2 1933, bl.a. oprettedes der til hjælp for rektor en stilling som prorektor. Lærerrådet har ret til at udtale sig om besættelsen af rektor- og prorektorstillingerne. Rektor og prorektor ansættes ved kgl. resol., rektor for et tidsrum af 5 år og prorektor for et tidsrum af ét år.

Ved kgl. anordning af 19/6 1916 indførtes den tekniske doktorgrad ved højskolen, og bestemmelserne herom er optaget i de senere anordninger, senest anordning af 29/10 1953, ved hvilke anordninger der tillige indførtes en teknisk licentiatgrad. Siden den tekniske doktorgrads oprettelse har 115 (heraf 32 æresdoktorer) opnået denne grad, og siden den tekniske licentiatgrads oprettelse har 6 opnået denne grad. Der er i øjeblikket 33 licentiatstuderende. De nærmere regler for opnåelse af den tekniske doktorgrad og den tekniske licentiatgrad findes i den nævnte anordning (§§ 13–23) samt i den ministerielle bekendtgørelse af 4/11 1953.

Antallet af polytekniske studerende er f.t. ca. 2400. Det videnskabelige personale ved højskolen er f.t. 54 professorer, 3 docenter, 7 laboratorieingeniører, 122 amanuenser og 12 lektorer. Højskolens ledere (direktør indtil 1933 og rektor efter 1933) har siden dens oprettelse været H. C. Ørsted 1829–51, J. G. Forchhammer 1851–65, C. G. Hummel 1865–72, C. V. Holten 1872–83, Julius s. 291 Thomsen 1883–1902, G.A. Hagemann 1902–12, H. I. Hannover 1912–22, P. O. Pedersen 1922–41, Anker Engelund 1941–59, E. Knuth-Winterfeldt fra 1959.

1919 oprettedes Polyteknikerrådet, der er de polytekniske studerendes repræsentation ved højskolen. Dets opgave er at forhandle med højskolen om sager, der vedrører de studerendes interesser. For at varetage de studerendes interesser på en bredere basis end blot det faglige, samles de studerende i Polyteknisk Forening, der blev stiftet omkr. 1845. 1939 skete der en nydannelse af Polyteknisk Forening, hvorefter Polyteknikerrådet (kaldet studenterrådet) er en afdeling inden for Polyteknisk Forening. De studerende er repræsenteret i højskolens stipendienævn, der er oprettet i h.t. lov nr. 171 af 24/5 1953 og lov nr. 167 af 7/6 1958 (Ungdommens Uddannelsesfond).

Litt.: Kbh.s Bibliografi. III. 1960.

Universitetsparken 2

Ved forordning af 4/12 1672 blev der første gang givet almene regler for apotekervæsenets ordning, og samtidig indførtes en eksamen for apotekere, idet de, der ønskede bevilling som sådan, måtte lade sig eksaminere ved universitetets lægevidenskabelige fakultet suppleret med de københavnske apotekere. Ved forordning af 2/6 1828 oprettedes ved universitetet en særlig farmaceutisk eksamenskommission, som bestod af 5 universitetsprofessorer og 1 apoteker, og som varetog eksaminationen ved den farmaceutiske kandidateksamen. Efter indstilling fra en 1887 nedsat kommission oprettedes en selvstændig farmaceutisk læreanstalt under undervisningsministeriet (kgl. anordning af 21/9 1892). Et af kommissionens medlemmer, apoteker, etatsråd Chr. D. A. Hansen, skænkede grunden Stockholmsgade 27–29 med bygning, inventar og undervisningsmateriel, og her havde læreanstalten til huse indtil 1941. Bygningen er nu overtaget af civilforsvarsstyrelsen.

1939 påbegyndtes opførelsen af højskolens nuværende bygninger på Nørre Fælled, og 1/11 1941 blev de taget i brug. Bygningerne (se Arch. LI. 73ff.) er opf. efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkt., prof. Kaj Gottlob og består af en hovedbygning på 3 etager og 1 underetage indeholdende forskningslaboratorier, administrationskontorer, bibliotek og 2 elevlaboratorier, en énetages auditoriebygning med 3 auditorier og en énetages laboratoriebygning med 8 store elevlaboratorier samt tilhørende birum. I hovedbygningens vestibule findes en buste af H. C. Ørsted og en mindetavle over de 1940–45 faldne farmaceuter, og i indgangen fra Nørre Allé findes en buste af etatsråd Chr. D. A. Hansen (udført af Aksel Hansen).

Danmarks farmaceutiske Højskole, set fra Nørre Allé.

Højskolen, hvis forhold er ordnet i henhold til anordning af 2/6 1956, ledes af en rektor, der normalt tillige er professor ved højskolen. Personalet består derudover af 5 professorer, 5 afdelingsledere, 23 amanuenser, en inspektør, en biblioteksassistent samt laboratoriemestre og -betjente, kontor- og laboratorieassistenter og en portner. Højskolen er inddelt i flg. afdelinger: Kemisk laboratorium A (uorganisk kemi, fysisk kemi), Kemisk laboratorium B (organisk kemi med særligt henblik på naturstoffer, organisk kemisk analyse), Kemisk laboratorium C (organisk kemi med særligt henblik på syntetiske stoffer), Farmacilaboratorium, Fysisk laboratorium, Botanisk laboratorium, Farmakognostisk laboratorium, Farmaceutisk-biologisk laboratorium og Bakteriologisk laboratorium.

Efter en 2-årig læretid ved et apotek, der afsluttes med discipeleksamen, gennemgår de studerende ved højskolen et 3-årigt kursus, der afsluttes med kandidateksamen. Kandidateksamen bestås af 70–75 årl., men dette tal forventes væsentligt forøget i de kommende år.

Universitetsparken 4

1796 indførtes »tentamen« for den, der uden at være læge ønskede at blive tandlæge. »Tentamen« afholdtes ved det 1785 oprettede Chirurgiske Akademi. Efter at »tentamen« i en årrække ikke var blevet gennemført, blev der 1853 indført en tandlægeprøve, der afholdtes ved Kbh.s Universitet af lærere ved det lægevidenskabelige s. 294 fakultet. Derimod blev der intet foreskrevet vedr. selve uddannelsen. De vordende tandlæger måtte selv sørge for at skaffe sig såvel den teoretiske som den praktiske uddannelse, som oftest hos praktiserende tandlæger.

Først 3/3 1873 udstedte justitsmin. en bekendtgørelse ang. »Oprettelse af en Eksamen for Tandlæger under det lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet«, og efter et forudgående kommissionsarbejde blev det ved kgl. anordning af 19/6 1888 besluttet at oprette en tandlægeskole i København.

Tandlægeskolen åbnede 1/2 1889 i lejede lokaler i ejendommen Nygade 7, 2. sal, hvor en 7 værelses lejlighed blev taget i brug; i april 1894 flyttede tandlægeskolen til Overformynderiets tidligere bygning, Stormgade 17, hvor man oprindelig begyndte med en meget ringe plads på 1. sal, men efterhånden fik flere og flere af ejendommens lokaler til disposition. Omkring nytår 1929 flyttede tandlægeskolen, der ved loven om Nationalmuseets byggeforhold af 1928 var blevet hjemløs, til den privatejede ejendom i Trommesalen 5, der indrettedes til formålet.

Hermed var dog ikke opnået nogen endelig løsning af skolens lokaleforhold. Samtidig med at man i undervisningsministeriet undersøgte mulighederne for at flytte tandlægeskolen til et blivende sted, var der fra Den farmaceutiske Læreanstalt indkommet et andragende om en nybygning. Under disse omstændigheder anmodede undervisningsministeriet kgl. bygningsinspektør Kaj Gottlob om i forening med direktørerne for de to læreanstalter at undersøge muligheden for og bekostningen ved at opføre nye bygninger for disse institutioner enten hver for sig eller i et samlet kompleks.

Bygningskomplekset for tandlægehøjskolen, der herefter blev opført 1939–1941 på Nørre Fælled ud mod Jagtvejen, består af en hovedbygning, en auditoriebygning (mod ø.) og afdelingen for kemi og materiallære (mod n.). Det samlede gulvareal er ca. 5200 m², og det samlede rumindhold er 16.800 m³. Hovedbygningen er 16 m dyb og 60 m lang og er langs façaderne opdelt i 3 meters vinduesfag. Ydermurene er mod s., ø. og v. beklædt med 2 cm tykke plader af faksekalksten og mod n. med eternit. Auditoriebygningen og afd. f. kemi og materiallære er opf. af røde mursten.

I kælderetagen, hvis loft er hævet over terrænet for at skaffe tilstrækkelig lys og luft i lokalerne, findes foruden garderober for patienter og studerende lokaler til teknologisk afd. med plads til 100 studerende ved øvelsesborde. I stueetagen findes administrationslokaler, afd. f. propædeutisk odontologi, hvor patienterne bliver visiteret, og afd. f. kirurgi og røntgenafd. Hele 1. sal er optaget af afd. f. tandfyldnings- og tandsygdomslære. Kliniksalen, der strækker sig i hele bygningens længde, har 75 tandlægestole med klinikenheder fordelt i tre rækker. Denne afdelings kliniksal er højskolens største lokale (10 × 60 m). Alle klinikenheder med tandlægestole står gennem et særligt signalsystem i forbindelse med afd.s venteværelse. Foruden disse lokaler råder afd. over en undersøgelsesklinik, et isolationsrum, sterilisationsrum, bakteriologisk laboratorium og kontorlokale. 2. sal deles mellem afdelingerne for proteselære og for ortodonti (tandregulering). Kliniklokalet indeholder 43 klinikenheder med tandlægestole. Desuden er der to store tekniske laboratorier, hver med 52 arbejdspladser for studerende. I tilknytning til klinikken findes et sterilisationsrum, et mindre auditorium og undersøgelsesrum s. 295 samt klinikchefkontorer. Tagetagen rummer frokoststuen for de studerende samt fotografisk afdeling. Auditoriebygningen indeholder to auditorier hver til 100 personer samt et øvelseslokale til kemisk afd. Afd. f. kemi og materiallære indeholder nogle mindre laboratorier og kontorer i stueetagen og på 1. sal bolig for den med Danmarks farmaceutiske Højskoles fælles portner og for tandlægehøjskolens oldfrue. Under auditoriebygningen er indrettet to beskyttelsesrum, hver på 5 × 10 m.

Bygningen, der kostede kr. 2.055.000, blev indviet 29/4 1941.

1957 opnåedes den fornødne bevilling til en udvidelse af højskolen med en ny bygning. Denne vil, når den er færdig omkring 1/9 1960, komme til at bestå af en u-formet bygning, hvor de to parallelle fløje hver er 60 m lange, 16 m brede bygninger i fire etager, medens forbindelsesbygningen langs Jagtvej bliver 30 m lang. I bygningen ud mod Universitetsparken kommer som nu foruden administrationskontorerne, visitationsafd., røntgenafd., kariesafd. og proteseafd. til at ligge samt kirurgisk afd., der også strækker sig ud i bygningen langs Jagtvej. I bygningen langs Jagtvej bliver i kælderetagen indrettet et laboratorium, hvor en del af højskolens tandtekniske arbejde kan udføres af tandteknikere. På 1. sal bliver afd. f. paradentoselære og på 2. sal den del af proteseafd., der omfatter undervisningen i krone- og brolære. På taget vil blive indrettet lokaler til afd. for børnetandpleje. I bygningen, der vender mod n., er i kælderen og i stueetagen planlagt afdelingerne for anatomi og biokemi. Desuden skal fotoafd. have lokaler i stueetagen. På 1. og 2. sal vil blive lokaler for afd. f. teknologi og på 2. sal desuden for afd. f. bidlære. På taget vil blive indrettet lokaler til afd. f. tandregulering. I gården er planlagt et stort auditorium, der kan benyttes som festsal, med plads til ca. 250 tilhørere. Endelig bliver i den nuværende portnerboligs stueetage indrettet lokaler for afd. f. odontologisk histopatologi.

Ved kgl. anordning af 18/4 1955 er højskolens formål fastsat således, at højskolen er statens uddannelsesanstalt for landets tandlæger. Ved en ny kgl. anordning af 19/4 1958 ændredes højskolens navn til Københavns Tandlægehøjskole. Den har til opgave at meddele den odontologiske undervisning på videnskabelig grundlag samt at fremme odontologien og de til grund herfor liggende discipliner. Københavns Tandlægehøjskole står under tilsyn af undervisningsministeriet. I spidsen for den står en rektor, som i forbindelse med et lærerråd, et klinikchefråd og inspektøren forestår højskolens forvaltning. Rektor ansættes ved kgl. resol. f. et tidsrum af 5 år. Ved kgl. anordning af 1/12 1942 indførtes den odontologiske doktorgrad ved højskolen. Siden den odontologiske doktorgrads indførelse har 7, heraf en æresdoktor, opnået denne grad. Desuden er der ved kgl. anordning af 29/11 1956 indført en odontologisk licentiatgrad. 1941 oprettedes Odontologisk Forening, der er de tandlægestuderendes repræsentation over for skolen. Dens opgave er at forhandle med højskolen om sager, der vedrører de studerendes interesser.

Antallet af tandlægestuderende er for tiden ca. 600. Det videnskabelige personale ved højskolen er for tiden 7 professorer, 1 docent, 5 laboratorer og 8 amanuenser. Desuden er der ansat tandlæger som assistenter ved undervisningen.

Bülowsvej og Rolighedsvej

På Landbohøjskolen, opret. ved lov af 8/3 1856, findes samlet undervisning for veterinærer, landbrugere, mejeribrugere, landinspektører, havebrugere og skovbrugere, som tidl. var spredt på forsk. steder, og hvis grundlæggelse overvejende er foregået i slutn. af 1700t., oplysningstiden med dens stigende interesse for jordbrugene og udbyttet af disse næringsveje. Foranlediget af kvægpesten, der midt i 1700t. anrettede store ødelæggelser, oprettede læge, senere stadsfysikus P. C. Abildgaard 1773 med statsunderstøttelse en veterinærskole på Christianshavn, hj. af Skt. Annæ- og Dronningensgade; men allr. 1776 overtoges den af staten som selvejende institution og fik navnet »Den kgl. Veterinærskole«. Den fik nu flere lærere og udviklede sig meget i de flg. år under forstanderskab af Abildgaard og hans efterfølger E. Viborg († 1822). Derefter gik Veterinærskolen en tid tilbage, indtil en række unge lærere forberedte dens optagelse i den fælles større undervisningsanstalt. – En lign. udvikling har jordbrugsundervisningen gennemgået. Allr. 1765 havde forstmanden J. G. von Langen haft et »Forstseminarium« på Jægersborg; 1785 oprettedes to jægerkorps i Helsingør og Kiel, hvortil knyttedes undervisning i skovbrug, men kun i Kiel fik den betydning og fortsatte her til 1832. Derefter indrettedes en forsteksamen i Kbh. med undervisningssted på Polyteknisk Læreanstalt. – Omkr. 1800 havde der været en slags forsteksamen og en landøkonomisk undervisning ved universitetet, og 1830 var der indrettet en landbrugs- og skovbrugsskole på Mørupgård. Midt i 1800t. rejstes kravet om en højere læreanstalt for landbrugere som udvidelse af det kursus, der fra 1849 fandtes på Polyteknisk Læreanstalt med B.S. Jørgensen som lærer i landbrugsfagene. – Landinspektører og havebrugere var hidtil blevet eksaminerede af særlige kommissioner.

Veterinær- og Landbohøjskolens opr. bygninger, hvortil der var bevilget 170.000 rdl., blev opført 1856–58 (indviet 24/8 1858) på gården Roligheds jorder (af hvilke den fik ca. 33 ha) efter tegning af M. G. B. Bindesbøll.

Den gule murstensbygning bestod af en hovedfløj (ca. 60 m), hvis hovedfaçade vender mod ø. med et midtparti, der springer frem både på ø.- og v.façaden, samt mod ø. to mindre sidefløje, alle i to etager. Bygningens hjørner er markeret med kraftige piller, og foran ø.façaden findes en pergola bestående af en række runde murstenssøjler, der er forbundet med jernskinner. V.f. bygningen var en ridebane omgivet mod n. og s. af lave bygn., der stadig findes, og mod v. af staldbygninger. Den opr. bygn. indeholder nu afd. for fysik og kemilaboratorier, tegnesale og en saml., desuden et auditorium, der også bruges som festlokale. Dette, der er 10 m højt, amfiteatralsk med 300 tilhørerpladser og dørene anbragt i kraftige nicher, har loftet dekoreret (af Hilker) og i nicher langs loftet 8 dyrebilleder (af A. P. Madsen). Forhallen foran auditoriet har trappeløb til begge sider. Her findes loftdekorationer (af Hilker) og en frise (af Peters) forestillende husdyrene i deres forb. m. mennesker, buste af dir. H. O. G. Ellinger (af Max Andersen) og et mindesmærke for 8 tidle. elever, der blev dræbt under besættelsen.

Bindesbølls enkle og helstøbte anlæg – med gule Flensborgsten og sortglaserede teglsten – viste påvirkning fra hjemlige og italienske barokke landbygninger; bueslagene i gårdfaçaden og de to gavlfaçader på hovedbygningen var karakteristiske for overgangstiden fra klassicisme til stilefterligning.

Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles gamle hovedfløj set fra vest fra haven.

1892 bevilgedes 868.000 kr. til om- og tilbygninger ved Landbohøjskolen. Efter tegning af J. E. Gnudtzmann blev den gl. hovedfløj udvidet betydeligt, idet sidefløjene forlængedes med ca. 10 m mod ø. og forenedes med en fløj i kælder og 2 etager, der opførtes parallelt med den gl. hovedfløj (på hver side 20 m længere end denne), og som nu danner den 115 m lange hovedfaçade mod Bülowsvej. Over porten i det fremspringende midtparti står Fr. VII.s og Chr. IX.s navnetræk og årst. 1856 og 1892. I denne bygn. findes lokaler for afd. for landbrugsmaskiner, landbrugsgeografi, landbrugsøkonomi, landmåling, forsk. lærerværelser og laboratorier, 5 aud. og undervisningsrådets mødesal. I dette findes buster af landøkonomen B. S. Jørgensen og veterinærprof. F. V. A. Prosch (begge af O. Th. Thielemann), kemikeren C. T. Barfoed og landøkonomen A. M. T. Westermann (begge af Rasmus Andersen), anatomen H. C. Bendz (af C. Peters) og zoologen J. E. V. Boas (af fru Marie Carl Nielsen) samt Jonas Collin.

I årene 1892–95 opførtes desuden kontor- og vagtstuebygningen og anatomibygningen ligeledes af Gnudtzmann. Denne blev opf. v.f. den gl. ridebane. Samtidig byggedes nye staldbygninger længere mod v. omkring en ny ridebane. Anatomibygningen, der er 56 m lang i gule sten med kælder og 2 etager, rummer nu afd. for normal anatomi og zoologi med tilhørende laboratorier og samlinger, dissektionssal og et aud. Foran bygn. findes buster af P. C. Abildgaard (af A. Hassel), veterinæren C. O. Jensen (af V. Gustafsson), veterinæren Bernhard Bang (af A. Hassel), veterinæren H. V. Stockfleth (af R. Andersen) og veterinæren A. W. Mørkeberg (af Windfeld Schmidt), samt et mindesmærke for veterinæren Erik Nissen Viborg.

I tidsrummet 1918–26 blev der igen foretaget meget betydelige udvidelser på Landbohøjskolen. 1918 erhvervedes for 1.375.500 kr. Kbh.s Sygehjem på Rolighedsvej med tilhørende grund (3,6 ha). Hovedbygningen, opf. 1857–59 (arkt. H. C. Stilling) af gule mursten på granitsokkel i kælder og 3 etager, består af en 69 m lang hovedfløj mod s. ud til Rolighedsvej samt 2 sidefløje og en midterfløj mod n. (den sidste opf. 1877–78). Afd. for havebrug, skovbrug, arvelighedslære, mikrobiologi, landbrugets plantedyrkning, landbrugets jorddyrkning, plantepatologi, botanik, plantefysiologi med tilhørende laboratorier og samlinger har nu til huse på Rolighedsvej, desuden findes et antal aud. Den tidl. overlægebolig villaen Rolighed indrettedes til direktørbolig.

I sa. tidsrum blev der foretaget store udvidelser på arealet på Bülowsvej. Hovedbygn. blev udvidet med en biblioteksfløj, over hvis trappetårn der byggedes et astronomisk observatorium. Højskolens bibliotek, der er et offentligt bibl., har nu ca. 210.000 bd. Det er statens hovedbibliotek for alle højskolens fagområder. I bibl.s læsesal findes et minderelief for bibliotekar Raphael Meyer (af Utzon-Franck). Desuden opførtes en række nye bygn.: Landbrugsbygning (i forsøgsmarken ved Rolighedsvej), havebrugsbygning, bygn. for medicinsk klinik, bygn. for kirurgisk klinik, bygn. for fødeklinik og en stor bygn. af gule sten best. af en hovedfløj i 4 etager samt en lavere sidefløj, sektionsfløjen i 3 etager beregnet til afd. for patologisk anatomi og husdyrbrugsafd. med tilhørende saml., sektionssal, afd. for beslaglære, fjerkrælaboratorium, auditorier m.m. I muren ved bygningen for patol. anatomi findes en mindetavle for dyrlæge J. J. Schmidt (af Windfeld-Schmidt) skænket af amer. dyrlæger, i denne bygn. findes endv. modellen til hesten til Chr. IX.s rytterstatue (fru Marie Carl Nielsen). I muren ved fødeklinikken findes en mindetavle for veterinæren Gerhard Sand (af Chr. Borch m. relief af Rasmus Andersen). Hele denne store udvidelse, der blev ledet af arkt. Martin og Christen Borch, kostede med inventar i alt ca. 8 mill. kr.

I tidsrummet efter 1926 er der foretaget nogle vigtige nybygninger og udvidelser på Landbohøjskolen, hvoraf kan nævnes: 1939 byggedes en slagteri- og mejeribygning for 395.000 kr. (arkt. Chr. Borch) af gule sten i kælder og 2 etager, 1942 udvidet med en etage for 195.000 kr. Denne bygn. indeholder nu hygiejniskbakteriologisk lab., mejeri- og slagterilaboratorier, tegnesale og auditorier.

1955 kom et sterilitetsforskningsinstitut til med tilhørende staldbygninger (1.252.000 kr., arkt. Steen Eiler Rasmussen og prof. Mogens Koch) i gule sten i kælder og 3 etager med lokaler til afd. for obstetrik og gynækologi og afd. for fysiologi og endokrinologi.

Endv. har Landbohøjskolen 1944 og 1947 erhvervet 2 villaer på Acaciavej. Disse bruges til læsesal for de studerende og til lokaler for de studerendes råd. 1956 købte Landbohøjskolen naboejendommen »Gimle« (opf. 1860, udvidet omkr. 1890) for 920.000 kr. og udvidede herved sit areal til Grundtvigsvej. Der er her indrettet spisestuer for højskolens studerende og personale, lokaler for mejeriafdelingen med tilhørende samling og auditorium samt laboratorium for jord- og vandbygning.

Landbohøjskolens areal på Fr.berg udgør 16,38 ha. På arealet mellem Thorvaldsensvej og Rolighedsvej findes endnu en rest af Landbohøjskolens opr. forsøgsmark, som nu udgør 3,60 ha, hvoraf noget anvendes til frugthave. Omgivet af bebyggelse er arealet uegnet til det opr. formål og har af Landbohøjskolen s. 299 længe været beregnet til at skulle give plads til omfattende udvidelser af højskolens bygninger, hvortil planer er udarbejdet. Under folketingets behandling af et hertil sigtende lovforslag i 1959 er også muligheden af en flytning af højskolen ud fra Kbh. inddraget i overvejelserne.

Haverne ved Landbohøjskolen tjener undervisningens formål og indeholder derfor botanisk system og plantesamlinger under glas og på friland. Haven ved Bülowsvej er tillige offentlig tilgængelig park. I størstedelen af havens ældre dele, som anlagdes 1857–58 efter tegning af J. A.Bentzien, er det oprindelige smukke anlæg og adskillige af de hundredårige træer bevaret.

Til forsøgsformål erhvervede Landbohøjskolen gårdene Albertslund 1946 og Højbakkegård 1952 ved Tåstrup på henholdsvis 65,1 ha og 58,69 ha. Til Landbohøjskolen hører endvidere Den forstbotaniske Have i Charlottenlund på 3,60 ha og Arboretet i Hørsholm med ca. 24,93 ha (se III, s. 141).

Landbohøjskolen hører under landbrugsministeriet. Den daglige ledelse varetages af en rektor, som ansættes for et tidsrum af 5 år efter indstilling fra lærerforsamlingen. Denne består af samtlige lærere ved højskolen. Undervisningen omfattede fra begyndelsen veterinærer, landbrugere og landinspektører. 1863 kom havebrugere til, og samme år flyttedes skovbrugsundervisningen hertil. 1921 oprettedes en særlig studieafdeling for mejeribrugere. Ved kgl. resol. af 22/2 1935 indførtes veterinærvidenskabelige og jordbrugsvidenskabelige doktorgrader.

Der er til Landbohøjskolen knyttet 41 prof., 1 docent og 18 lektorer. Studietiden er normalt for veterinærer 6 år, for landinspektører og skovbrugere 5–6 år indbefattet 1–2 års praktisk uddannelse, for landbrugere, mejeribrugere og havebrugere 3 år (planlagt udvidet til 4 år). For de tre sidstnævnte studieretninger kræves en flerårig praktisk uddannelse forud for studiet ved højskolen.

1959 er antallet af studerende c. 1000. 1957/58 tog 61 veterinærer, 71 landbrugere, 13 landinspektører, 11 havebrugere, 11 skovbrugere, 13 mejeribrugere og 2 licentiatstuderende den afsluttende eksamen.

Veterinær- og Landbohøjskolens kollegium. Kollegiet, der er en selvejende institution beliggende på Hostrupsvej, er opf. 1944 for 825.000 kr. (arkt. Wittmaack og Hvalsøe), indsamlet på frivillig basis. Bygningen, der er af gule sten i kælder og 5 etager, er beliggende på en grund, der er skænket af Landbohøjskolen. Kollegiet har plads til 80 studerende.

Gartnerregensen, se Storkøbenhavn III. Foreninger.

Litt.: Festskrift v. den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles 50 års Jubilæum 24/8 1908. 1908. Festskrift v. den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles 100 års jubilæum 24/8 1958. 1958. Meddelelser fra Akademisk Architektforening 1909. 385. Steen Eiler Rasmussen og Mogens Koch: Dispositionsplan for Den kgl. Veterinærog Landbohøjskole.

H. C. Andersens boulevard 36

Efter at der tidligere var gjort en række forsøg på at skabe en læreanstalt for musik i København, påbegyndtes undervisningen på »Kjøbenhavns Musikkonservatorium, grundet af P. W. Moldenhauer« 2/1 1867. Den økonomiske forudsætning for musikkonservatoriets grundlæggelse var skabt ved en testamentarisk disposition af juvelerer Peter Wilhelm Moldenhauer, hvorved der skænkedes 71.657 rdl. til formålet. 26/6 1866 blev fundatsen for musikkonservatoriet forsynet s. 300 med kgl. konfirmation. If. fundatsen skulle konservatoriet ledes af en bestyrelse på 3 medlemmer. Den første bestyrelse bestod af N. W. Gade, J. P. E. Hartmann og S. H. Paulli. Man lejede lokaler til konservatoriet i Rådhusstræde 13, og man startede undervisningen med 28 elever. I april 1870 måtte man af hensyn til den store tilgang af elever flytte til større lokaler i Stormgade 10 (Det Ledreborg’ske Palæ). Disse lokaler måtte dog snart fraflyttes, og fra sept. 1872 til sept. 1887 havde konservatoriet til huse i det tidligere Hessenske Palæ, Bredgade 54. I sept. 1887 foregik indflytningen i den til konservatoriet af bygningsinspektør Chr. L. Thuren opførte bygning Vester Voldgade 9–11. 1903 købtes ved Vestre Boulevard (nu H. C. Andersens Boulevard 36) en grund til en ny bygning, til hvilken grundstenen nedlagdes den 15/1 1904. Bygningen, der opførtes af Chr. L. Thuren, indviedes 29/3 1905.

Allr. fra finansåret 1883–84 blev der bevilget konservatoriet et statstilskud; det var på 10.000 kr., hvoraf 6000 kr. skulle bruges som fripladstilskud. Hermed indledtes den udvikling, der langt senere skulle føre til statens overtagelse af konservatoriet. Ved kgl. resol. af 31/8 1891 udvidedes bestyrelsen med ét medlem valgt af kirke- og undervisningsministeriet. 27/10 1902 overtog kong Chr. IX protektoratet for konservatoriet, og dets navn blev derefter Det kgl. danske Musikkonservatorium. Landets konge har siden da været musikkonservatoriets protektor.

Statstilskuddet til musikkonservatoriet forhøjedes gennem årene betydeligt og udgjorde fra 1/4 1946 140.000 kr., hvortil kom et tilskud på ca. 20.000 kr. fra Den kulturelle fond. Til trods herfor led konservatoriet under store økonomiske vanskeligheder, og i foråret 1942 henvendte konservatoriets bestyrelse sig til undervisningsministeriet med andragende om, at staten ville overtage konservatoriets drift. Forslaget blev stillet i ro under besættelsen, men på ny genoptaget efter befrielsen, og ved lov nr. 275 af 9/6 1948 om statens overtagelse af Det kgl. danske Musikkonservatorium blev undervisningsministeren bemyndiget til på statens vegne at overtage konservatoriet med dertil hørende bygninger, inventar og samlinger. Efter statens overtagelse drives konservatoriet videre under sit hidtidige navn som et statskonservatorium, der har til opgave at varetage den videregående uddannelse i musik. Overtagelsen fandt sted 1/1 1949.

Da man 2/1 1867 begyndte undervisningen, arbejdede man efter en af N.W. Gade forfattet undervisningsplan, hvorefter der skulle undervises i klaver, sang, harmonilære, de højere musikteoretiske fag, violin, korsang og sammenspil og dirigeren. Desuden skulle der gives undervisning i orgelspil efter behov. Nu og da skulle holdes foredrag over musikkens historie og gives timer i italiensk. Alle elever skulle undervises i klaver, musikteori og sang. Undervisningen kunne udvides til andre instrumenter, fx. violoncel og blæseinstrumenter, såfremt der meldte sig elever dertil. Undervisningstiden var tre år. Denne undervisningsplan, efterhånden dog noget modificeret og udvidet, arbejdede man efter i mange år.

De gældende regler for konservatoriets administration, undervisning og eksaminer findes i kgl. anordning af 6/1 1956 om Det kgl. danske Musikkonservatorium. Det hedder heri, at konservatoriet er en statsinstitution, der har til opgave at varetage den videregående uddannelse i musik og bidrage til højnelse af den almene musikkultur i Danmark. Konservatorieundervisningens mål er at uddanne s. 301 vordende instrumentale og vokale solister, komponister, organister, kantorer, dirigenter, musikteoretikere, kammermusikere, ensemblemusikere, orkestermusikere, korsangere og musikpædagoger. I spidsen for konservatoriet står en direktør, som i forb. m. et undervisningsråd og en konservatoriesekretær forestår konservatoriets forvaltning.

Uddannelsen sker dels på en hovedskole dels på særlige kursus. Uddannelsen på hovedskolen omfatter hovedfag og almene musikopdragende fag. Hovedfagene er: klaver, cembalo, harpe, orgel, sang, komposition, musikteori og -historie, orkesterledelse, alle symfoniorkestrets instrumenter; endvidere teoretisk og praktisk pædagogiske fag. Yderligere afholder musikkonservatoriet musikpædagogisk kursus, kantorkursus og dirigentkursus, ligesom der findes en underskole og et aftenkursus. Uddannelsestiden på hovedskolen er 4 år med adgang for dygtige studerende til et 5. år (soliståret). I samarbejde mellem musikkonservatoriet og Det kgl. Teater drives Opera-akademiet, hvorom der er givet særlige regler i en kgl. anordning af 6/1 1956.

Pr. 1/1 1959 består konservatoriets lærerstab af 14 professorer, heraf 4 ekstraordinære, og 50 konservatorielærere. Elevantallet var 192. Der dimitteredes i dec. 1958 i alt 59.

Konservatoriebygningen er en bygning i kælder og tre etager i italiensk renæssancestil. I kælderen findes konservatoriets bibliotek, marketenderi og bolig for portneren. I stueetagen er der en forhal, administrationslokaler og 6 undervisningslokaler. I forhallen er opstillet Aug. Hassels skulptur af Weyse. Bygningen i øvrigt er optaget af undervisningslokaler, dog at der på 2. sal findes en omtrent gennem hele bygningens længde gående koncert- og festsal, hvori der er opstillet et af orgelbyggerfirmaet Marcussen og Søn bygget orgel, der blev indviet i maj 1958.

Litt.: A. Hammerich. Københavns Musikkonservatorium 1867–1892. 1892. G. Hetsch. Det kgl. danske Musikkonservatorium 1867–1917. 1917. S. Berg. Det kgl. danske Musikkonservatorium 1917–1957 (under udgivelse). Arch. 15/4 1905.

Julius Thomsens plads 10

Handelshøjskolen i København blev opret. 1/10 1917 af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse som en aftenafdeling ved Købmandsskolen på hjørnet af Fiolstræde og Nørre Voldgade. I august 1922 blev højskolen udskilt som en selvstændig institution, og 1924 oprettedes den egentlige Handelshøjskole (dagstudierne). Dagstudierne blev i jan. 1927 overflyttet til Købmandsskolens kvindeafdelings bygn. på Julius Thomsens Plads 6, hvortil også aftenstudierne overflyttedes fra aug. 1930, efter at der var opført en tilbygning til Købmandsskolens kvindeafdelings bygning.

1938–39 lod foreningen opføre en selvstændig bygning til Handelshøjskolen på hj. af Rosenørns Allé og Julius Thomsens Plads. Til bygningens opførelse modtog foreningen betydelige gaver fra Kbh.s kom. samt en række erhvervsvirksomheder. Den nye bygning, hvis arkitekt var Viggo Jacobsen, blev indviet 21/9 1939. Handelshøjskolen disponerer i denne bygning over 24 klasseværelser med plads til 18–40 studerende, 9 auditorier, der rummer 40–168 studerende, og en festsal, s. 302 udsmykket med freskomalerier af maleren Harald Hansen. Desuden findes der 11 institutter og 9 professorværelser samt bibliotek og læsesal, spisestue og de fornødne administrationslokaler.

I højskolens vestibule er opstillet en buste af grosserer Aage Kunst (udført af Jan Buhl). I mødelokalet på 1. sal findes to buster udført af billedhuggeren Knud Nellemose, den ene af direktør Paul Tillge, den anden af professor, dr. phil. Christen Møller, rektor for Handelshøjskolen 1938–1957. Endvidere findes i samme lokale et maleri af Handelshøjskolens første leder, cand.mag. Marius Vibæk (udført af Ludvig Find) samt et maleri af direktør Poul Schwanenflügel (udført af August Tørsleff).

Handelshøjskolen i København er en højere læreanstalt, der har til formål at gennemføre undervisning og drive forskning inden for det erhvervsøkonomiske og tilgrænsende fagområder. Højskolen er en privat institution, der drives af Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse. Den har dog modtaget statstilskud allr. fra 1926 og været under tilsyn af et af handelsministeriet sa. år nedsat tilsynsråd. Dens virksomhed er nu undergivet de i lov af 14/6 1951 om handelshøjskoler fastsatte bestemmelser. If. denne lov føres der fra statens side tilsyn gennem det forannævnte tilsynsråd, ligesom handelshøjskolerne er pligtige til at følge de bestemmelser om adgangsbetingelser, undervisningsplaner og eksamensordninger, som måtte blive udfærdiget af handelsministeren. Oprettelse af professorater og lektorater kan kun finde sted med godkendelse af handelsministeriet efter regler fastsat af dette ministerium.

Ved Handelshøjskolen i København findes en økonomisk og en sproglig afdeling.

Den økonomiske afdeling omfatter det almene erhvervsøkonomiske studium, der afsluttes med den erhvervsøkonomiske eksamen (3-årigt dagstudium eller 5-årigt aftenstudium). Den, der har bestået denne eksamen, har ret til at anvende bogstaverne H.A. (Handelshøjskolens afgangseksamen) efter sit navn. Desuden omfatter den specialstudier, der afsluttes med diplomprøver i bankvæsen, i forsikring, i regnskabsvæsen, i salgsorganisation og reklame, eller i udenrigshandel (4-årige aftenstudier). Indehaven af en diplomprøve har ret til at anvende bogstaverne H.D. (Handelshøjskolens diplomprøve) efter sit navn. Personer, der har bestået både den almene erhvervsøkonomiske eksamen og en diplomprøve, har ret til at anvende betegnelsen cand. mere. Endelig omfatter den et licentiatstudium, til hvilket der er adgang for personer, der har bestået såvel den almene erhvervsøkonomiske eksamen som en diplomprøve med 1. karakter, dette studium må påregnes at strække sig over 2–3 år som aftenstudium. Personer, der har bestået licentiateksamen, har ret til at anvende betegnelsen lic. mere.

Den sproglige afdeling omfatter det tresproglige korrespondentstudium, der afsluttes med den tresproglige korrespondentprøve (2-årigt dagstudium), det ensproglige korrespondentstudium, der afsluttes med den ensproglige korrespondentprøve (2- el. 3-årigt aftenstudium), og translatørstudiet, der afsluttes med den af handelsministeriet afholdte translatørprøve (4-årigt aftenstudium i fortsættelse af den ensproglige korrespondentprøve).

Hovedindgangen til Handelshøjskolens bygning (på hjørnet af Rosenørns Allé og Julius Thomsens Plads).

Handelshøjskolen besøgtes 1957/58 af i alt 2482 studerende, der fordelte sig som følger:

Ved Handelshøjskolen i København var der pr. 1/1 1959 ansat 9 professorer, hvoraf en fungerer som rektor, 4 docenter, 26 lektorer, 9 forskningsassistenter, 85 andre lærere, 1 inspektør, 2 bibliotekarer samt kontor-, institut- og bibliotekspersonale og 2 skolebetjente.

Handelshøjskolens bibliotek er Danmarks hovedbibliotek for driftsøkonomi særlig med henblik på afsætningen og virker i nært samarbejde med andre forskningsbiblioteker. Bibliotekets bogbestand var ved udgangen af undervisningsåret 1957/58 31.793 bind. Antallet af løbende periodica var 750.

Til støtte for forskningen findes der ved Handelshøjskolen 11 institutter: bankinstituttet, eksportinstituttet, erhvervsretligt institut, forsikringsinstituttet, det s. 304 økonomiske forskningsinstitut, det ibero-amerikanske institut, instituttet for organisation og arbejdssociologi, presseforskningsinstituttet, regnskabslaboratoriet, instituttet for salgsorganisation og reklame og sproglaboratoriet.

Litt.: Litteratur om Frederiksberg. 1950. 76–77.

Nørre Allé 51

Danmarks Højskole for Legemsøvelser oprettedes 1911 som selvstændig institution under navn af Statens Gymnastikinstitut. Før denne tid (fra 1898) indgik det 1-årige kursus i gymnastik som et led i »det 1-årige lærerkursus« (nu Danmarks Lærerhøjskole). Den ældste del af højskolens bygninger, Nørre Allé 51–53, der afløste en midlertidig træbarak på Tagensvej, er opf. 1922–23, efter tegn. af arkt. C. Brummer for ca. 1/2 mill. kr., af pudsede mursten med mørkt tegltag og består af en hovedbygning i 2 stokv. med høj kælder og kvistetage samt to lavere sidefløje. I hovedbygningens stueetage findes lærerværelse, bibliotek og bolig for vagtmesteren, på 1. sal er der indrettet 2 auditorier og kontorer, i øverste etage er der bolig for rektor, og kælderetagen rummer bade- og omklædningslokaler. I sidefløjene, der har flade tage, findes 2 gymnastiksale (hver ca. 11 × 22 m). 1939–40 opførtes for 210.000 kr. en boldspil- og atletikhal som en selvstændig bygning n.f. det opr. kompleks. Bygn. rummer foruden selve hallen (20 × 46 m) omklædnings- og badeværelser samt skabs- og rekvisitrum. Af hensyn til atletikundervisningen er gulvet i den ene ende af hallen udstyret med 3 forskydelige lemme, der dækker over nedspringsgrave med sand for henh. højde-, længde- og stangspring. Året efter opførtes mellem de to gymnastiksalsfløje en svømmehal, hvortil er knyttet 2 afd. med omklædnings- og afsæbningsrum samt dampbad for henh. kvinder og mænd. Den ene halvdel af taget er forskydelig, således at der i den varme årstid kan åbnes for lys og luft. Hallen rummer 2 bassiner, det ene 12,5 × 25 m med største vanddybde 4,6 m og det andet 6,5 × 12,5 m med kun ringe vanddybde og fortrinsvis beregnet til børneundervisning. Inkl. samtidige ændringer i hovedbygningens kælderetage udgjorde byggeudg. ca. 650.000 kr. Den seneste udvidelse skete 1942, idet bestyrelsen for Otto Mønsteds Fond skænkede 400.000 kr. til opførelse af et gymnastikhus for de studerende ved universitetet og de øvrige højere læreanstalter i Kbh. Bygningen (Otto Mønsted-hallen) blev opf. på højskolens grund, delv. sammenbygget med ovennævnte boldspilhal, og efter fuldendelsen overdraget højskolen som statsejendom, idet brugsretten fordeltes mellem den samtidig oprettede organisation »Universitetets og de øvrige højere Læreanstalters Studenter-Gymnastik« og højskolen. Til supplering af byggesummen bevilgede staten 98.000 kr. Foruden selve hallen (20 × 46 m), der er udstyret med en tilskuertribune med ca. 300 pladser og forsynet med gymnastikredskaber, så at den er en kombineret gymnastik- og boldspilhal, omfatter bygn. en forbygning mod s. med kontorer og kantine for Studenter-Gymnastikken samt en 2-etages tilbygning langs Nørre Allé med omklædningsværelser i stueetagen og med en mødesal og en kantine for højskolens elever samt en bolig for varmemesteren på 1. sal. Façaden mod Nørre Allé er muret i mønstermur. På de siden 1940 opf. bygninger er tagbeklædningen brædder med 2 lag tagpap. De er alle projekteret af arkt., prof. Edv. Thomsen og civiling., dr. techn. Chr. Ostenfeld. Af højskolens samlede areal på 5,7 ha strækkende sig fra Nørre Allé til Jagtvej n.f. s. 305 Kbh.s Militærhosp. er ca. 5 ha udlagt til atletik- og boldbaner. Disse er af undervisningsministeriet tillige udlejet til brug for Københavns skolevæsen og for Akademisk Boldklub, hvis klubhus er beliggende Nørre Allé 55. Højskolens formål er at give en videregående uddannelse i legemsøvelser til folkeskolens lærere og lærerinder, at uddanne studenter, der agter at tage skoleembedseksamen ved universitetet med gymnastik som fag, samt at uddanne lærere og lærerinder til den frivillige gymnastik og idræt (min. bekendtgør. af 22/8 1958). Kursus af sidstnævnte art varer 4 måneder, kursus for folkeskolelærere 1 år, medens kursus for universitetsstuderende er fordelt over 2 år. Når samtlige kursus er i gang, er elevantallet ca. 130. Undervisningen varetages af 20–25 lærere.

Litt.: Gymnastisk Tidsskr. marts 1923. Arch. 1924. 61. Dansk teknisk Tidsskr. Nr. 8 og 9, 1943. K. A. Knudsen. Danmarks Højskole for Legemsøvelser. 1948.

Nationalmuseet stammer direkte fra Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring, som blev nedsat 22/5 1807 efter Forslag af Prof., sen. Sjællands Biskop, Frederik Münter. Kommissionens Formand var Overhofmarskal A.W. Hauch, dens Sekretær Prof. Rasmus Nyerup, hvem man hidtil fejlagtigt har givet Æren for at være Museets Stifter. Samlingerne var opr. opstillede i et Lokale s. 329 over Trinitatis Kirkes Kor og i Kommissionens Forsamlingsværelse i Frimurerlogen i Kronprinsensgade. 1817 blev Gross. Christian Jürgensen Thomsen Sekretær, og han gennemførte 1818 en Nyordning af Oldsagerne paa Kirkeloftet efter sin epokegørende Inddeling af Oldtiden i Stenalder, Bronzealder, Jernalder. 1849 blev Oldsagskommissionen ophævet, men indtil sin Død vedblev C.J. Thomsen at staa i Spidsen for Museet. Det fik 1832 Lokaler paa Christiansborg Slot i Fløjen mod Prins Jørgens Gaard, 1853–1854 (Etnografisk Samling dog allerede 1849) i Prinsens Palæ, hvor det siden har været. Brandfaren og Pladsmangelen fremkaldte Planer om en ny Museumsbygning (Rosenborg Eksercerplads 1883, Kastellet 1917 og derefter mange andre Steder), men allr. 1891 forelaa der dog ogsaa Forslag om at blive i Prinsens Palæ og udvide det med en Nybygning. I den Anledning købte Staten Husene i Stormgade, men først efter at Nationalindsamlingen paa Opfordring af H.N. Andersen, Niels Bohr, Harald Høffding, Knud Rasmussen og Vilhelm Thomsen 1925 havde skaffet Midler (deraf 1 Mill. som Gave fra en Udenlandsdansker, Lauritz Andersen, Shanghai), blev Sagen gennemført ved Lovene af 1928 og 1933. Den store Ombygning og Tilbygning blev ledet af Arkitekt Mogens Clemmensen og varede 1929–38 (Grundstenen blev nedlagt 26/6 1929, Indvielsen skete 20/5 1938).

Interiør fra Nationalmuseet, udformet ved museets nyindretning i 1930erne. Gennem buen til højre ses ind i et rum, indrettet som et jysk landsbykirkekor fra o. 1150, med det gyldne alter fra Lisbjerg. I forrummene romansk granitskulptur.

Samlingen bar opr. Navnet Det kgl. Museum for nordiske Oldsager (»Oldnordisk Museum«) og stod, efter C.J. Thomsens Død (1865), under J.J.A. Worsaae († 1885) og C.F. Herbst, men fik ved kgl. Resol. af 28/1 1892 sit nuværende Navn: Nationalmuseet og blev delt i to Afdelinger under hver sin Dir.

1. Afdeling (Dir.: Sophus Müller 1892–1921) omfattede den da. Samlings forhistoriske Dele indtil Vikingetiden, Etnografisk Samling og Antiksamlingen, medens 2. Afdeling (Direktører: Henry Petersen 1892–1896, W. Mollerup 1896–1910, M. Mackeprang 1910–1921) omfattede den da. Samlings historiske Dele fra Vikingetiden til Enevælden og Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Ved kgl. Resol. af 31/7 1922 blev N. omorganiseret saaledes, at det kom til at staa under Overledelse af én Dir. (M. Mackeprang 1922–1938, Poul Nørlund 1938–1951, Johannes Brøndsted fra 1951) og bestaa af 6 selvstændige Afdelinger: 1. Den danske Samlings forhistoriske Del, 2. Den danske Samlings historiske Del, 3. Dansk Folkemuseum (administrativt indlemmet ved kgl. Resol. af 9/6 1920), 4. Etnografisk Samling, 5. Antiksamlingen, 6. Den kgl. Mønt- og Medaillesamling. Ved kgl. Resolutioner af 9/7 1941 og 18/4 1956 er Nationalmuseet yderligere blevet udbygget, saa at det nu omfatter: 1. og 2. Afdeling, De danske Samlinger (fra Oldtiden til 1660). Hertil er knyttet Haandbiblioteker, Arkiver (tidl.: Antikvarisk-topografisk Arkiv) og Billedsamlinger. Under disse to Afdelinger henhører i Henhold til Lov om Naturfredning af 7/6 1937 Fredningen og Bevaringen af Landets jordfaste Mindesmærker fra Fortiden. Det særlige Bygningssyn, nedsat i Henhold til Lov om Bygningsfredning 12/3 1918, behandler alle Sager vedrørende fredede Bygninger. Det har sit Sekretariat paa Nationalmuseet. 3. Afdeling, Dansk Folkemuseum (Købstads- og Højerestands-Kultur efter 1660, Bondekultur, Special- og Studiesamlinger). Museet blev stiftet som selvejende Institution 1881 af Bernhard Olsen, men administrativt underlagt Nationalmuseet 1920, dettes 3. Afdeling fra 1922 og 1934 overflyttet til Prinsens Palæ. 4. Afdeling, Etnografisk Samling (alle Folkeslag, som staar uden for den klassiske og den senere europæiske Kultur). Samlingen blev som Verdens første alm. etnografiske Museum stiftet 1841 af C.J. Thomsen. 5. Afdeling, Antiksamlingen (ægyptiske, assyriske, babyloniske, fønikiske, persiske, græske, romerske Oldsager). Samlingen blev grundlagt 1851 af C.J. Thomsen væsentlig ved Forening af Det kgl. Kunstmuseums klassiske Afdeling med Kong Chr. VIII.s efterladte Privatkabinet. 6. Afdeling, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling (græske, romerske og byzantinske. Middelalderens, nyere Tids og orientalske Mønter, Medailler, Pengesedler og Jetons). Samlingen var opr. en Del af Det kgl. Kunstkammer, men blev 1780 en selvstændig Samling og havde til 1867 Lokaler paa Rosenborg Slot. Derefter blev den overflyttet til Prinsens Palæ. 7. Afdeling, Frilandsmuseet (ved Sorgenfri, Kongevejen 100, med gl. da. Bøndergaarde og andre Landbygn., dels fra forsk. Egne af Danmark, dels fra de tidl. da. Landsdele: Sydsverige og Sydslesvig). Museet blev opret. 1901 af Bernhard Olsen og blev 1941 en selvstændig Afdeling af Nationalmuseet. 8. Afdeling, Naturvidenskabelig Afdeling, har til Opgave at fremme den kulturhistoriske Forskning ad naturvidenskabelig Vej. Afdelingen var fra 1944 en Underafdeling under 1. Afdeling, men blev selvstændig 1956. Statens Arkiv for historiske Film og Stemmer. Arkivet blev stiftet 1913 paa Initiativ af Anker Kirkeby og var til 1943 paa Det kgl. Bibliotek. Derefter blev det overført til Nationalmuseet og administrativt underlagt dette.

Frihedsmuseet (med Minder fra den danske Modstandskamp under den ty. Besættelse af Danmark 1940–45). Museet blev stiftet 17/8 1945 paa Frihedsbevægelsens Kongres og 1948 midlertidigt indrettet i Nationalmuseet. 1957 fik det s. 331 sin egen Bygning på Esplanaden (Arkt. Hans Hansen), men er stadig underlagt Nationalmuseet.

Parti fra Frilandsmuseet (Nationalmuseets 7. afd.) med bygninger fra Lolland og Fyn.

Paa Murene i Forgaarden er anbragt Mindesmærker for J.J.A. Worsaae (et Bronzerelief med Portrætmedaljon og symbolske Figurer: Fortiden afslører sig for Nutidens Videnskab (af St. Sinding og Th. Stein; afsløret 15/8 1889) og for Rasmus Nyerup (en Minde-Eg af Cementstuk; af H. C. Lamberg Petersen; afsløret 22/5 1907). I Museets Forhal er opstillet Marmorbuster af C.J. Thomsen (af H.W. Bissen, bekostet 1860 af Rigsdagens Medlemmer), J.J.A. Worsaae (Kopi i Marmor 1957 af Curt Frandsen efter Bronzebusten 1872 af Th. Stein), Sophus Müller (af L. Brandstrup 1931) og Poul Nørlund (af Gottfred Eickhoff 1955). Ved Forhallen er der opsat et Bronzerelief af M. Mackeprang (af Utzon Frank 1940), og i Etnografisk Samling er der opstillet en Marmorbuste af Knud Rasmussen (af S. Rathsack 1934).

Litt.: M. Mackeprang. Fra Nationalmuseets Barndom (Nationalmus. A. 1929). Sa. Nationalmuseets Bygningshistorie 1880–1917, 1917–1933 (Nationalmus. A. 1938, 1939). – Johannes Brøndsted. Danmarks Nationalmuseum, 1957. – Victor Hermansen. Baggrunden for Oldsagskommissionen (Aarb. 1953). Sa. Oprettelsen af »Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring« i 1807 (Aarb. 1931). Sa. Frederik Münter og den danske Oldgranskning (Frederik Münter. Et Mindeskrift. I. 2. 1949). Sa. C.J. Thomsens første Museumsordning (Aarb. 1934). C.J. Thomsen and the founding of the Ethnographical Museum (Etnographical Studies, 1941). Sa. Fra Kunstkammer til Antik-Cabinet (Antik-Cabinettet 1851, 1951). – Jørgen Olrik. Dansk Folkemuseum 1885–1935 (Tilskueren 1935). Se iøvrigt: Kbh.s Bibliografi. I. 1957. 467–72.

Amagermuseet i Store Magleby er en selvejende institution under Amager Museumsforening. Det er stiftet 1901 og har siden 1922 haft til huse i en stråtækt bondegård i Store Magleby, der er opført 1782, og som museet erhvervede 1920. s. 332 Samlingen belyser ved hjælp af møbler, dragter, tekstiler (herunder en række amagerdragter, syninger m.m.), billeder og genstande den forbindelse, hollandsk og dansk kultur har indgået på Amager, men desuden indeholder museet interessante og smukke interiører fra Store Magleby, Dragør og Tømmerup.

Astronomisk-historisk Samling, hvortil der er indgang fra Rundetårn, omfatter tre rum på Trinitatis kirkes loft. Det er stiftet 1926 og åbnet 1930. Det indeholder astronomiske instrumenter, modeller m.fl. genstande, kort, billeder, almanakker og bøger foruden medaljer m.m., der belyser astronomiens historie i Danmark i ældre tid med hovedvægten lagt på Tycho Brahe og Ole Rømer.

Bakkehusmuseet, Rahbeks Allé 23. Bygningen, i hvilken museet er indrettet, er opført o. 1764 sandsynligvis af arkitekten I.C. Conradi, og navnlig kendt som bolig for Knud Lyne Rahbek (1760–1830) og hans hustru Kamma Heger (1775–1829). Efter at de 1802 havde erhvervet ejendommen, blev Bakkehuset samlingssted for guldaldertidens digtere, kunstnere og videnskabsmænd. Efter Rahbeks død var Bakkehuset i adskillige år udlejet til sommergæster – bl.a. har J.L. Heiberg og hans hustru Johanne Luise Heiberg, N.F.S. Grundtvig og historikeren Troels-Lund ligget på landet herude – men det forfaldt mere og mere, især efter at det 1859 var blevet købt af den nærliggende åndsvageanstalt. I beg. af dette årh. vaktes interessen for dets bevaring, og med støtte fra staten og Frederiksberg kom. lykkedes det at få den Rahbekske lejlighed i østfløjens stueetage indrettet til museum for guldaldertidens skønånder. 1925 blev fundatsen for »Stiftelsen Bakkehuset« kgl. stadfæstet, og s.å. indviedes mindestuerne. 1935 erhvervedes ejendommen, der overdroges Frederiksberg kommune.

Bakkehusmuseet er i første række viet mindet om Knud Lyne Rahbek og Kamma Rahbek – bl.a. er hendes berømte hjørnestue rekonstrueret i sin oprindelige skikkelse – men desuden indeholder museet bl.a. erindringer om Johannes Ewald, Oehlenschläger, Baggesen, Johanne Luise Heiberg, I.P. Mynster, H.C. Andersen, Grundtvig, Carsten Hauch, Henrik Hertz, Ingemann og Chr. Winther. Foruden møbler, billeder, personlige genstande, manuskripter og bøger er også udstillet en stor samling af Kamma Rahbeks berømte æsker.

Litt.: Bakkehusmuseet 1925–45. 1945.

B. & W. Museum (Burmeister & Wain), Strandgade 4. Pakhuset, i hvilket museet er indrettet, er opf. 1819. Museet belyser Burmeister & Wains historie og udvikling fra 1843 op til nutiden. Foruden en række personalhistoriske minder og en samling topografiske billeder ses her en række maskiner, konstrueret af B. & W., bl.a. eksemplarer af dets ældste dampmaskine og dets første dieselmotor fra 1904, talrige skibsmodeller, fx. af dets første skib: postdampskibet Hermod fra 1854. Desuden modeller af B. & W.s virksomheder, skibsværfter, stålværk, maskinfabrikker, støberier m.m. samt enkelte minder fra besættelsestiden.

Litt.: Ingeniøren. 1948. 223–24.

Carl Claudius musikhistoriske Samlinger, Carit Etlars Vej 3, er indrettet i den af stifteren, fabrikant, generalkonsul Carl Claudius (1855–1931) ejede og beboede villa på Carit Etlars Vej, der er opf. 1851 af arkt. J.D.Herholdt i nygotisk stil. Samlingen, der af stifteren er testamenteret staten tilligemed en kapital, som betaler driften, indeholder ca. 800 musikinstrumenter, deriblandt harper, cembaloer, spinetter, clavicorder, luthinstrumenter (af hvilke det ældste er dateret 1478), guitarinstrumenter, mandola’er og mandoliner m.m. samt talrige forskellige s. 333 blæseinstrumenter foruden en stor samling af militære musikinstrumenter: trommer, trompeter, signalhorn etc. Desuden folkelige og religiøse instrumenter, skralder, violiner, lyrer m.m. En viola da gamba fra 1685 har tilhørt Napoleons broder Jérôme Bonaparte; en cello er bygget af Amati. I samlingen findes også en morsom lirekasse fra o. 1830 med bevægelige figurer samt en række orientalske og primitive afrikanske musikinstrumenter. Foruden et håndbibliotek og et nodebibliotek indeholder den også ca. 40 illuminerede messebøger, hvoraf den ældste er fra omkring 1000 og de fleste fra 1200–1400-tallet.

Bakkehuset. Façaden mod haven.

Carlsberg Museum, Ny Carlsberg Vej, hjørnet af Valby Langgade. Museet, der åbnedes 1916, tilhører Carlsbergfondet. Det indeholder billeder, personlige genstande, breve etc. til minde om Carlsbergs grundlægger I.C.Jacobsen og hans søn Carl Jacobsen samt deres familier. Desuden billeder og genstande, der belyser Carlsberg-bryggeriernes udvikling fra 1847, vægtavler, der viser fremstilling af øl, plakater, annoncer, etiketter etc. fra de to bryggerier samt Carlsbergfondets virksomhed.

Danmarks tekniske Museum, Duntzfelts Allé 8. Museet er en selvejende institution. 1831 stiftedes Polyteknisk Læreanstalts teknologiske samling og 1911 oprettede Håndværkerforeningen og Industriforeningen »Historisk teknisk Samling«, hvis navn 1943 ændredes til »Danmarks tekniske Museum«. Dets opgave er at belyse teknikkens, industriens, håndværkets, naturvidenskabens og samfærdslens udvikling fra ældre tid indtil nutiden.

Museets største seværdighed er muligvis »Hammel-vognen«, en af verdens ældste benzindrevne biler, bygget 1886 af smed Hans Urban Johansen hos maskinfabrikant Albert F. Hammel. Desuden indeholder det bl.a. modeller af vogne og flyvemaskiner, således af Robert Svendsens flyvemaskine fra 1910, endvidere maskiner, motorer, dynamoer og værktøj, belysningsmidler, telegrafapparater, radioapparater, skrivemaskiner, bl.a. Malling Hansens elektriske skrivekugle fra 1870’erne, regnemaskiner fra 1890’erne, støvsugere, fonografer fra 1880’erne, grammofoner og Christian Sørensens automatiske sætte- og aflæggemaskine fra 1844. Største delen af museets righoldige samlinger er dog på grund af pladsmangel indtil videre opmagasinerede.

Dansk Post- og Telegrafmuseum, Vesterbrogade 59, der er indrettet i sidefløjen til Københavns Bymuseum (om bygningens historie se s. 335), er en selvejende institution. Det er stiftet 1907 udelukkende som postmuseum, og i forbindelse med dette oprettedes derefter telegrafmuseet 1927. Dansk Post- og Telegrafmuseum havde tidligere til huse i Centralpostbygningen, Tietgensgade 37, men flyttedes 1956 til sit nuværende domicil. Postmuseets afdeling indeholder foruden billeder, genstande, modeller af postvogne, karrioler, diligencer, postskibe, postfly, uniformer etc. af postalhistorisk interesse til belysning af postvæsenets udvikling et morsomt interiør, der viser et postkontors udseende omkr. 1840, samt en rekonstruktion af en kuglepostvogn fra 1815. Desuden er museet i besiddelse af en endog meget betydelig frimærkesamling. Telegrafmuseet indeholder bl.a. minder fra den optiske og elektriske telegrafs samt telefonens og radioens barndom, desuden Valdemar Poulsens og P.O. Pedersens første forsøgsapparater til trådløs telefoni.

Dansk Toldmuseum, Toldbodgade 40, der er stiftet 1912, omfatter billeder og genstande, der belyser toldvæsenets historie og virksomhed, bl.a. bygningsmodeller, de ældste toldlove, måleredskaber, vægte, uniformer, skilte, stempler, våben, smuglerredskaber og apparater til hjemmebrænding af spiritus.

De danske Kongers kronologiske Samling (Rosenborgsamlingen) se under Rosenborg i Storkøbenhavn III.

Det danske Filmmuseum, Vestergade 27, er opret. 1941 under navnet Statens Filmarkiv. Foruden gamle filmsapparater, laterna magica’er fra o. 1800 og senere, fonografer m.m. indeholder det en stor samling ældre og nyere film, filmbilleder, filmprogrammer, avisudklip vedr. filmstof siden 1903 samt et bibliotek. Om vinteren arrangeres forevisninger af ældre og nyere film, der ikke forevises i de almindelige biografer.

Jernbanemuseet, Sølvgade 40, opgang F. Museet, der tilhører statsbanerne, åbnedes 1928. Ved hjælp af kort, billeder, tavler og genstande belyses jernbanernes udvikling i Danmark. I museet findes også modeller af Kbh.s tre hovedbanegårde fra 1847, 1863 og 1911 (den nuværende), af jernbanebroer, færger og færgelejer, af lokomotiver, person- og godstog, lyntog m.m. Desuden opbevares dele af gammelt stations- og kupéinventar, således kongevognsinventaret fra 1854, togbilletter fra 1865 til nutiden, emblemer, skilte og plakater, telegraf- og telefonapparater.

Litt.: Dansk Jernbaneblad. 1931 20/5.

Københavns Bymuseums (tidligere Den kgl. Skydebanes) bygning ved Vesterbrogade (opført 1782–86).

Københavns Bymuseum, Vesterbrogade 59, er indrettet i Den kgl. Skydebanes tidligere bygning, en smuk nyklassisk bygning bestående af en toetages hovedfløj og en lav sidefløj, der ender i en toetages pavillon. Tegningen til hovedfløjen skyldes hofmurmester Henrich Brandemann. Grundstenen blev nedlagt på Chr. VII.s fødselsdag 29/1 1782, og 1786 var bygningen færdig. Bygm. J. Boye Junge, der havde haft overopsynet med arbejdet, opførte derefter 1792 sidefløjen. Den fornyedes delvis 1895, da huset moderniseredes under arkt. Ludvig Knudsens ledelse, og der ud til den bagved liggende have opførtes en sidefløj. Opr. strakte haven sig helt ud til Kalveboderne, men med Vesterbros bebyggelse indskrænkedes dens areal, og 1887 opførte Ludvig Knudsen den »gotiske« skydemur ud til Skydebanegade. 1953 erhvervede Kbh.s kom. den gl. skydebanebygning, efter at den sydligste del af haven nogle år tidl. var blevet gjort offentlig tilgængelig, og en børnehave og et fritidshjem var blevet bygget på tværs af den ud for Svendsgade (se s. 458).

Medens sidefløjen med undtagelse af kælderetagen udlejedes til Dansk Postog Telegrafmuseum (se s. 334), indrettedes hovedfløjen til bymuseum, efter at den under arkt. Ib Lundings ledelse var blevet restaureret og en række udmærkede udstillingslokaler var blevet indrettet i loftsetagen over festsalen. Bymuseet, der åbnedes i sine nye lokaler 15/9 1956, havde indtil da haft til huse i Rådhusets loftsetage. Som det besluttedes ved dets oprettelse 1901, er dets opgave at illustrere s. 336 hovedstadens udvikling gennem tiderne, dens vekslende udseende og dens kommunale historie. Dets grundstamme er den historisk-topografiske billedsamling, hvortil føjer sig minder om begivenheder og borgere, erindringer fra kommunale institutioner, skilte og bygningsdele fra nedrevne københavnske ejendomme, modeller etc. Gangen i museet er i store træk følgende: »Gaden«, hvor det bl.a. er forsøgt at give et indtryk af en gammel københavnsk beværtning, stue og butik, danner en introduktion til skildringen af byens ældste historie til dens første store brand 1728, der findes i kælderetagen under sidefløjen, derefter følger i stueetagen 1700t.s og 1800t.s København, medens minderne om stadens styre gennem tiderne, bl.a. »stadens sølv«, laugsgenstande, bygningsdele og folkelivsbilleder er udstillet på 1. sal. På 2. sal i de nyindrettede lokaler er vist Københavns udvikling op til nutiden; genstande og modeller, der belyser brandvæsenets historie og trafikkens stigning, samt uniformer, billeder og genstande, der erindrer om borgervæbningen, livjægerne og studenterkorpset. Modellen af København, der om sommeren er udstillet foran museet ud til Vesterbrogade, skal give et indtryk af hovedstadens skikkelse på reformationstiden.

Litt.: Kbh.s Bibliografi. I. 1957. 465–66.

Landbrugsmuseet, Sorgenfri stat. pr. Lyngby. Opret. 1888 på initiativ af forstander J.C.la Cour, Lyngby Landboskole (s. 203) og m. tilknytning til skolen. 1/6 1906 overtoges museet af landbrugsministeriet, under hvilket det stadig sorterer. 1916 kunne museet rykke ind i en ny, stor, monumental bygning, opf. af arkt. D.Rasmussen. Museet rummer gl. redskaber, maskiner og vogne, modeller, billeder af bøndernes daglige liv i ældre tid (malet af R.Christiansen og A.P. Madsen) samt en særlig biavlsafd. Der findes filialmuseer ved landbrugsskolerne i Dalum ved Odense, Ladelund ved Brørup, Malling pr. Malling stat. og Sydsjællands Landbrugsskole ved Lundby.

Musikhistorisk Museum, Bredgade 68 (samme bygning som Kunstindustrimuseet, se s. 348). Museet, der er opret. 1898, er en selvejende institution. Foruden ca. 2000 musikinstrumenter indeholder det en værdifuld samling messebøger, nodemanuskripter, billeder og et specialbibliotek. Dets musikinstrumenter omfatter både eksotiske instrumenter af forskellig art bl.a. fra Kina, Japan, Siam, Java, Indien og Afrika, desuden blæseinstrumenter af metal og træ, orgler (bl.a. et harmonium, der har tilhørt Chr. VIII), lirekasser, spilleure, strengeinstrumenter (bl.a. Niels W.Gades violin), klaverinstrumenter som fx. danske, tyske, engelske og franske klaverer og flygler (bl.a. Carl Nielsens klaver), taktstokke (bl.a. H.C.Lumbyes) og et urkædehjerte, der har tilhørt Mozart.

Litt.: Sig. Berg. Musikhistorisk Museum fylder 50 Aar. Dansk Musiktidsskrift. 1948. 1–9.

Nyboders Mindestuer, Skt. Pauls Gade 20, er indrettet i den eneste bevarede længe af Chr. IV.s Nyboder fra omkr. 1630. Museet er stiftet 1931 som en selvejende institution under foreningen »Nyboders Minde«. Det består af to stuer, forstue, køkken og loftsværelse med møbler, billeder og genstande, der har haft tilknytning til Nyboder eller marinen, og det giver således et indtryk af et gennemsnits nyboderhjem omkr. 1850.

Orlogsmuseets udstilling i Nikolaj kirke i salen over skibet (om bygningens hist. se s. 72 ff.) omfatter et udvalg af »Den historiske Modelsamling«s skibsmodeller m.m., der har tilknytning til den danske marine, og som tidligere var udstillet på Holmen. Samlingen er opret. 1670, og udstillingen i Nikolaj kirke, der åbnedes 1958, efter at kommunens hovedbibliotek havde fraflyttet bygningen, giver i kronologisk rækkefølge et indtryk af flådens udvikling. Foruden en række marinehistorisk meget interessante gamle modeller af orlogsskibe, bl.a. af »Anna Sophia« fra 1669, af »Fyen« fra 1736, af den kgl. lystfregat »Elefanten« fra 1687, indeholder den også en samling modeller af yngre skibe, således af krydserfregatten »Fyen« fra 1888, af kystforsvarsskibet »Peder Skram« fra 1908, af undervandsbåde, torpedobåde m.fl. På udstillingen ses også den smukke gallionsfigur fra korvetten »Fortuna« fra 1825 og modellen af mastekranen på Nyholm fra 1749.

Teaterhistorisk Museum, Christiansborg Ridebane 18 (søndre fløj), der er en selvejende institution, er stiftet 1912 og har siden 1922 haft til huse i det tidligere Hofteater (om dette og bygningens historie, se s. 381), der i sig selv er en teaterhistorisk seværdighed. Museets forsal er således Hofteatrets foyer, i tilskuerrummet ses til højre Chr. VII.s, til venstre Chr. VIII.s og midt for i baggrunden Fr.VII.s og grevinde Danners loger. På scenen er sufflørkassen bevaret, og i gulvet er mærker af kulisser. Disse interessante omgivelser danner rammen omkring museet, hvis opgave er at belyse dansk teaterhistorie fra Holberg indtil nutiden, såvel skuespil som opera og ballet. Samlingen rummer nu mere end 50.000 billeder og genstande, omfattende buster, statuetter, malerier, tegninger, fotografier etc. Særlig vægt er der lagt på at vise begyndelsen til den sceniske kunst i Norden: Lille Grønnegade teatret og dets efterfølger: Komediehuset på Kongens Nytorv – det nuv. Kgl. Teater – men museet er også i besiddelse af et stort materiale vedr. de københavnske privatscener såsom Casino, Dagmarteatret, Det ny Teater, Scala, Nørrebros Teater og provinsscenerne. Foruden skuespillerportrætter indeholder det scene- og rollebilleder, plakater, programmer, dekorationsudkast og modeller, teaterrekvisitter, kostumer, breve, bøger og personlige genstande. Museet er ordnet kronologisk med særlige afdelinger for de mest fremragende danske scenekunstnere, men rummer også minder om udenlandske kunstnere, der har optrådt på danske scener. Bag Hofteatrets scene er der minderum bl.a. for skuespillerdynastierne Rosing-Wiehe og Poulsen (Emil, Olaf og Johannes Poulsen). Bevaret i sin gamle skikkelse er dronning Caroline Mathildes kabinet med Peder Als’ portræt af dronningen og Wiedewelts karikatur af Struensee.

Litt.: Robert Neiiendam. Det kgl. Hofteater og Teatermuseet ved Chr.borg. 7. udg. 1959.

Tøjhusmuseet, Tøjhusgade 3, oprettedes 1838 som Den historiske Våbensamling, men har sine rødder meget længere tilbage i tiden.

I 1600t. fandtes i forsk. kgl. bygninger i Kbh. en række gl. kgl. rustkamre, der henimod 1700 samledes på Rosenborg for i hovedsagen 50 år sen. at blive overført til Christiansborg, hvor deres indhold i alt fald fra 1758 udgjorde Det kgl. partikulære Rustkammer. I dette indgik også et oldenborgsk rustkammer, arvet af kongehuset 1667 fra den oldenborgske hovedlinie og anbragt på Kbh.s tøjhus fra 1692. Et detaljeret inventar fra 1775 omfatter over 1300 skydevåben, omkr. 150 blanke våben og et lignende antal forsk. genstande. 1790 overførtes hele det s. 338 partikulære rustkammer til Tøjhuset, og hertil kom 1804 de sidste, tilbageblevne rustkamre fra Rosenborg.

Tøjhusmuseets kanonhal, underste etage af Christian IV.s Lange Tøjhus.

En kommission, hvis ledende mand rimeligvis var arkæologen Chr. J. Thomsen, arbejdede i 1830erne med samlingen, og 1838 opstilledes den som Den historiske Våbensamling i den nordl. ende af våbensalen i Lange Tøjhus, idet dog en mindre del, væsentligst af kongernes personlige våben, tilbageførtes til Rosenborg. I de flg. år indlemmedes det gl. militære prøvekammer på Tøjhuset og artilleriets samling af historisk skyts i den nye våbensamling, hvis formål 1838 var fastsat til at være »at vise våbnenes gradvise forandring hos de europæiske nationer fra krudtets indførelse indtil de nyeste tider«. En meget værdifuld tilvækst fik museet 1853, hvor samlingerne fra Rendsborgs tøjhus, hvis kærne var det midt i 1500t. grundlagte gottorpske rustkammer, kom til Kbh. og indlemmedes i Den historiske Våbensamling. Denne havde hidtil kun lejlighedsvis været åben for publikum, men gjordes fra 1856 offentligt tilgængelig en gang om ugen. 1858 udkom museets første katalog, af O. Blom; det erstattedes efter en nyordning af samlingerne 1877 af en katalog af B.Boeck og G. Christensen. Under og kort efter første verdenskrig indlemmedes en række militære institutioners hist. samlinger i museet, men kunne på grund af de dårlige lokaleforhold ikke udstilles.

Hidtil havde museet været underlagt først artilleriet, siden hærens tekniske korps, men 1928 blev det gjort uafhængigt direkte under krigsministeriet og fik s. 339 samtidigt navnet Tøjhusmuseet. I løbet af de næste 20 år fik museet efterhånden fuld rådighed over ikke blot Lange Tøjhus, men også Christian IV.s Bryghus og en mellemliggende kontorbygning.

Museets samlinger er nu udstillet i hele Lange Tøjhus’ to underste etager, Kanonhallen (i hovedsagen artilleri og flyvevæsen) og Våbensalen (håndvåben, harnisker, faner, ordner og medaljer m.v.). Endelig findes på 1. loft en særudstillingssal, som i de kommende år fortrinsvis tænkes anvendt til partiel udstilling af museets uniformssamling. Resten af bygningen og hele Christian IV.s Bryghus bruges til magasin.

Fra 1941 har museet været organiseret i 4 afdelinger, nemlig I. afdeling (håndskydevåben), II. afdeling (blanke våben, harnisker), III. afdeling (artilleri m.v.) og IV. afdeling (uniformer, faner m.v.). Hertil kommer et håndbibliotek på omkr. 6000 bind og et hist. tegnearkiv på omkr. 18.000 tegninger.

Af international betydning er især museets samling af håndskydevåben og af sene harnisker. Også den betydelige samling af ældre skyts hører til de mest ansete på dette område.

Universitetets medicinsk-historiske Museum, Bredgade 62, se under Kirurgisk Akademi, s. 257 ff.

Wesselstuerne, Gråbrødretorv 3. I ejendommen, der er et typisk »ildebrandshus«, opf. 1732, boede digteren Johan Herman Wessel fra 1761–77. Her skrev han 1772 »Kærlighed uden Strømper«, og hans to stuer på 2. sal blev 1945 af husets ejer, museumsinspektør Harald Langberg, indrettet til mindestuer for ham. Væggene i den forreste stue har kalkmalede dekorationer fra omkr. 1730. De var dog sikkert tildækkede i Wessels tid i modsætning til panelerne i den inderste stue, hvis vægge i sin tid har haft sort lærredstapet med påtrykte og malede dekorationer, af hvilke der er bevaret en rest. Billeder, breve, originaludgaver af Wessels værker samt enkelte personlige genstande tjener til belysning af digterens liv.

Zoologisk Museum, se s. 256 f.

Øregård Museum, Gentofte kommunes historisk-topografiske samling, Ørehøj Allé 2, tilgængeligt fra 13/8 1921. I Øregård Museum er bl.a. indrettet et interiør med empiremøbler, der skal give et billede af, hvorledes Øregårds bygherre, storkøbmanden Johannes Søbøtker, boede i årene umiddelbart efter husets opførelse 1806. Desuden indeholder museet en stor topografisk billedsamling, hvis grundstamme er Gyldendals direktør, etatsråd Jacob Deichmann Frederik Hegels samling af billeder fra København og omegn, som hans enke, etatsrådinde Julie Hegel, 1920 overdrog Gentofte kommune. Medens indsamlingen af billeder fra København betragtes som afsluttet, udvides stadig den lokalhistoriske afdeling, som giver et indtryk af Gentofte kommunes udvikling fra land til villaforstad. Den indeholder således malerier, tegninger m.m., der viser Hellerup, Charlottenlund, Skovshoved, Ordrup, Klampenborg, Jægersborg, Gentofte og Vangede samt Dyrehavens skikkelse i ældre tid. Blandt de københavnske billeder er en række af Paul Fischers karakteristiske by- og folkelivsbilleder fra dette årh.s begyndelse. Foruden de udstillede billeder indeholder Øregård et studiemagasin i s. 340 kælderen samt et stort billedarkiv, især bestående af fotografier fra Gentofte kommune.

Litt.: Museet paa Øregaard. 1939.

Statens Museum for Kunst, i Østre Anlæg, hjørnet af Sølvgade og Øster Voldgade. Museets opførelse blev foranlediget ved Christiansborg slots brand 1884, der havde gjort den kgl. malerisamling hjemløs. Det nye museum blev placeret på det gl. fæstningsterræn (Qvitsows Bastion) og opførtes 1889–96 efter tegninger af Vilhelm Dahlerup og Georg E. W. Møller.

Den højtliggende bygning er anbragt skråt i forhold til gadelinierne med et trekantet haveanlæg foran hovedfaçaden; den virker derfor dominerende i bybilledet, men byder fra trappen foran hovedindgangen en pragtfuld udsigt mod Jardins kasernebygning, Kongens Have og Rosenborg. Huset, der i nogen grad udnytter terrænets skråning mod anlægget – ikke mindst til en betydelig underbygning – fremtræder udadtil som et énlænget palads, der artikuleres ved den kraftige fremhævelse af midtpartiet, hvis façade er formet som en antik triumfbue, og de to fremspringende endefløje. Det ydre er beklædt med rødgule mursten indrammet af grå kvadere. Dekorative relieffer og statuer hentyder til bygningens bestemmelse som kunstmuseum.

Udstillingssalene i bygningens indre er klart disponerede i forhold til det store centrale trapperum og omkr. to indre gårde. I vestibulen og på førstesalen har den kgl. maleri- og skulptursamling lokaler, medens den Rumpske samling og afstøbningssamlingen ses i stueetagen. Den kgl. kobberstiksamling har tillige med museets bibliotek og kontor til huse i den østl. endefløj.

Malerisamlingen har sin oprindelse i den gl. kgl. samling, der tog form af et rigtigt galleri ved de store køb af ældre europæisk malerkunst, Fr. V lod Gerhard Morell foretage i Amsterdam 1759 og 1763. Den betydeligste udvidelse siden da var Fr. VI.s erhvervelse af den West’ske samling 1809. Den sa. konge gjorde 1824 billedgalleriet tilgængeligt for offentligheden i særlige lokaler på Christiansborg, og det har siden været betragtet som statsejendom. I det sen. 1800t. stagnerede samlingen, men en ny æra oprandt med købet af Jordaens’ »Færgebåden« under Karl Madsens direktørtid, 1912. Under Gustav Falcks ledelse af museet gennemførtes med Ny Carlsbergfondets gavmilde bistand 1925–30 en række betydelige erhvervelser, og denne linie er siden fortsat, forsåvidt forholdene har gjort det muligt. Malerisamlingens ældre del omfatter den europæiske kunst fra 1300–1700t. Den ital. samling er ret ufuldstændig, men rummer dog så udmærkede arbejder som det tidlige florentinske billede af Jomfru Maria i afmagt ved Kristi sarkofag, de to florentinske bryllupskister med malerier af en elev af Uccello, Mantegna’s »Kristus som den lidende forsoner«, Tizian-portrætterne, Tintoretto’s »Kristus og synderinden«, Guardi’s billede af Bucentoro-festen i Venedig og Tiepolos store figurkomposition. Af gammelnederlandsk kunst ejer museet to betydelige malerier i en lille alterfløj af Petrus Christus og Michel Sittow’s berømte billede af Chr. II (dateret 1515), som er det første egl. portræt i Danmarkshistorien og det ældste i samlingen påviselige kunstværk. Mere fyldig s. 341 og ofte udmærket er repræsentationen for 1600t.s flamske og holl. maleri. I »Abbed Yrsselius« ejer galleriet et af Rubens’ smukkeste portrætter og i »Salomons dom« en karakteristisk prøve på hans kompositionskunst; af Jordaens ses en række af de for denne kunstner typiske bibelske og mytologiske figurbilleder med det enorme »Færgebåden« på hæderspladsen. Blandt hollænderne bemærkes først »Kristus i Emaus«, malet 1648 af Rembrandt, foruden tre af hans portrætter, og det monumentale mandsportræt af Frans Hals. Om dem grupperer sig et meget righoldigt udvalg af det udmærkede samtidige landskabs- og genremaleri, foruden bibelske billeder og portrætter af tidens mindre ånder: arbejder af van Goyen, Esajas van de Velde, Salomon og Jacob Ruysdael, Pieter de Hooch og Terborch, Philips Koninck, Paulus Potter, Aert de Gelder o.m.a. Af den spanske malerskole findes kun et enkelt fortrinligt arbejde, El Grecos mandsportræt, fra den græskfødte malers unge år, medens Tyskland især er repræsenteret ved en gruppe arbejder af Lukas Cranach og hans værksted. Heller ikke den ældre franske malerkunst ses i et udvalg, der svarer til dens fortjenester; foruden et smukt landskab af Claude Lorrain bemærkes dog enkelte fortræffelige portrætter fra 1700t., bl. hvilke Hyacinthe Rigaud’s af kong Fr. IV og Nattiers åndfulde studie af en af Louis XV.s døtre.

Statens Museum for Kunst.

Ved siden af den ældre europ. afdeling huser museet en dansk samling, der i de sidste 75 år er udbygget til et sandt nationalgalleri, som bestandig øges ved indkøb og gaver af ældre og samtidig kunst. Medens museet er meget fattigt på s. 342 ældre europ. skulptur, har den da. billedhuggerkunst her et hjemsted, dog at den pågældende samling praktisk talt har renonceret på Thorvaldsen og hans elever, der dyrkes henh. af Thorvaldsens Museum og Glyptoteket, og i øvrigt er hæmmet i sin naturlige udfoldelse af en stadigt mere følelig pladsmangel. Af sa. grund kan museet af da. malerkunst kun vise et udvalg, der illustrerer en hovedlinie i dens udvikling. Ingen anden samling besidder en sådan rigdom på arbejder af Abildgaard og Jens Juel, der grundlagde den da. malerskole, eller af C. W. Eckersberg og hans elever, Købke, Roed, Constantin Hansen, Marstrand, Lundbye og P. C. Skovgaard, som bærer den epoke, vi ser tilbage på som »guldalderen«. Fornyelsen i 1880erne vises i en righoldig samling billeder af Theodor Philipsen, Hans Smidth og L. A. Ring, hvortil Gottschalk, skagensmalerne og fynboerne slutter sig. Det s.k. moderne gennembrud repræsenteres af Edvard Weie, Harald Giersing og deres jævnaldrende, og i selskab med deres arbejder vises billeder af de samtidige nordmænd Edv. Munch, Karsten og den sv. maler Karl Isakson, medens hovedparten af museets skandinaviske samling i øvrigt er blandt pladsmanglens ofre.

Efter at Kunstmuseet i begyndelsen af 1920erne ved et mageskifte havde overladt Glyptoteket, hvad det ejer af fr. kunst fra 1800t., skænkede ing. Johannes Rump 1928 sin betydelige samling af moderne fr. kunst til museet tillige med et legat til samlingens forøgelse og midler til opførelse af en særlig sal. Den Rumpske samling, der for tiden udstilles i stueetagen, er først og fremmest en malerisamling, der har sin styrke i et fortrinligt udvalg af arbejder af Henri Matisse og de samtidige kunstnere, med hvem han i begyndelsen af vort århundrede lancerede den s.k. »fauvisme«.

Den kgl. Kobberstiksamling, der 1835 blev udskilt af Det kgl. Bibl. og senere i en årrække havde lokaler i Prinsens Palais, blev ved opførelsen af det nye kunstmuseum overflyttet til sin nuv. plads, hvor den navnlig i de senere årtier har gennemgået en betydelig udvikling, uden mulighed for nogen tilsvarende ydre ekspansion. Den kgl. grundstamme bestod hovedsagelig af europ. grafik og tegnekunst, og de righoldige samlinger af Dürers kobberstik og træsnit og Rembrandts raderinger er i hovedsagen gl. besiddelse; blandt Dürers grafik er sandsynligvis de blade, kunstneren, som han nævner i sin nederlandske dagbog, forærede den landflygtige Chr. II. Foruden de senere erhvervelser inden for de gl. rammer, bl.a. et ikke ubetydeligt antal tegninger af Rembrandt, er dertil kommet en stor tilvækst af nyere fr. grafik, ikke mindst illustrationskunst. Desuden er institutionen blevet hovedsamlingen af da. kunstneres håndtegninger, akvareller og grafik. Største parten af de henimod 100.000 blade, kobberstiksamlingen i dag ejer, opbevares i mapper, der benyttes i studiesalen, men samlingen virker tillige ved vekslende udstillinger.

På initiativ af kunsthistorikeren Julius Lange blev stueetagen i den nye kunstmuseumsbygning fra begyndelsen overladt Den kgl. Afstøbningssamling, der oprettedes på grundlag af et antal gipsafstøbninger, som overførtes fra kunstakademiet. Samlingens handlekraftigste leder blev brygger Carl Jacobsen, der trådte til efter Langes død 1896 og gavmildt udvidede den til et omfang, der snart gjorde pladsmanglen til en generende realitet både for afstøbningssamlingen selv og især for den institution, der havde givet den husly. Samlingen omfatter både oldtid, middelalder og renæssance, dog med hovedvægten på den gr. og rom. kunst.

Den Hirschsprungske Samling.

Kunstmuseets Anneks, Kastelsvej 18. 1917 lod generalkonsul Johan Hansen efter tegning af arkitekterne Methling og Madvig opføre en museumsbygning i forbindelse med sin siden nedrevne villa på Kastelsvej. Her udstilledes bygherrens omfangsrige samling af ældre da. malerkunst, indtil den bortsolgtes 1932–35, hvorefter publikum et par år havde adgang til at se hans da. akvareller. Også denne samling opløstes, og bygn. blev 1949 lejet af Statens Museum for Kunst, der siden har benyttet den til ophængning af dele af den da. malerisamling eller til særlige udstillinger.

Litt.: Kunstmuseets Aarsskrift. 1914 ff. Kat. over ældre Malerier. 1946. Fortegnelse over den danske Samlings Malerier og Skulpturer. 1944. 500 danske og skandinaviske Malerier. 1954. Moderne udenlandsk Kunst (J. Rumps Saml.) 3. Udg. 1958. J. Sthyr og E. Zahle. Den kgl. Kobberstiksaml. 2. Udg. 1946. E. Fischer og J. Sthyr. Seks Aarhundreders europæisk Tegnekunst. 1953. J. Sthyr. Fort. over franske Bøger ill. med Originalgrafik. 1956.

Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade, opførtes 1908–11 på en grund i Østre Anlæg efter tegning af H. B. Storck. Den marmorklædte bygning i klassicistisk stil rejstes med bidrag fra staten og Kbh.s kom. til at huse den af Heinrich og Pauline Hirschsprung ved gavebrev af 1/7 1902 til offentligheden skænkede samling af da. kunst fra det 19. århundrede. Samlingen var af giverne tiltænkt Statens Museum for Kunst på den betingelse, at den blev bevaret som et samlet hele, men da den afvistes p.gr.af dette forbehold, besluttedes det at placere den som et selvstændigt supplement til Kunstmuseet, under egen bestyrelse og leder.

Den Hirschsprungske Samling, der hovedsagelig består af malerier, har sin styrke i guldalderkunsten, som er repræsenteret ved en meget fyldig samling billeder af Eckersberg, C. A. Jensen, Købke, Bendz, Roed, Constantin Hansen, Marstrand, Lundbye, Dreyer, P. C. Skovgaard o.a. Af Eckersberg findes hovedværker som portrættet af Thorvaldsens veninde Anna Maria Magnani eller billedet af modellen, der sætter sit hår, og Købkes portræt af landskabsmaleren Sødring er et uovertruffet højdepunkt i vor kunst. Det sen. 1800t. er dækket ved et bredt udvalg af de kunstnere, samtiden værdsatte, kulminerende i skagensmalerne med P. S. Krøyer i højsædet. En sal er forbeholdt Joakim Skovgaards smukke kartoner til dekorationen i Viborg domkirke.

Litt.: Emil Hannover. Fort. over den Hirschsprungske Saml. af danske Kunstneres Arbejder. 1911. Kat. 7. opl. 1957. E. Brünniche. Den Hirschsprungske Saml. 2. udg. 1955.

Thorvaldsens Museum, på Slotsholmen. Bertel Thorvaldsen testamenterede 1838 sin fødeby Kbh. sine samlinger og en kapital på betingelse af, at der blev opført et museum til at huse kunstværkerne. Fr. VI stillede den kgl. vognremise bag Slotskirken til rådighed for formålet, og her opførtes 1839–48, med delvis benyttelse af de gl. mure, efter tegninger af M. G. Bindesbøll en bygn., til hvilken midlerne var tilvejebragt ved kommunal bevilling og privat subskription. Thorvaldsen, der kraftigt havde støttet den valgte arkitekt, så bygningen under tag kort før sin død 1844. Han blev begr. i museumsgården, hvor han hviler omgivet af sit livsværk.

Bygn., der er Bindesbølls hovedværk, er en af vor klassicistiske bygningsstils originaleste og ædleste frembringelser. Med udgangspunkt i Schinkels arkitektur har han formået at skabe et helt personligt kunstværk, der i sig selv har karakteren af en hyldest til Thorvaldsen, hvis triumfvogn (en bronzegruppe af H. V. Bissen) kroner den brede façade med de fem imponerende portaler; genial er tilpasningen til C. F. Hansens slotskirke, hvis grønne kuppel er kalkuleret ind i museets profil. Bygningens farvepragt er lidet kbhsk. Grundtonen er den solbrændte okker, der er så karakteristisk for det rom. bybillede, og dertil kommer de uortodokse ydre dekorationer, palmerne og væddekørslen på gårdens vægge, og på ydermurene Sonnes fremstilling af Thorvaldsens triumfale ankomst til Kbh. 1838. Denne rigdom på farve har vist sig lidet vejrfast, og billederne bliver nu fornyet under ledelse af Axel Salto.

Museet var bestemt til at rumme Thorvaldsens statuer og relieffer, både gipsmodellerne, som han ejede, og marmorskulpturer, der udførtes til museet af hans elever. Desuden hans skitser og tegninger samt hans omfattende samlinger af ældre og nyere kunst, gipsafstøbninger, bøger m.v. Det betragtes som afsluttet, dog således at der, når lejlighed tilbyder sig, købes originale marmorarbejder af Thorvaldsen til erstatning for de til museet udførte, der ikke står mål med de ældre eksemplarer. Bag façadens indgangsdøre findes en tøndehvælvet hal i hele bygn.s højde, bestemt til gipsmodellerne til de store europ. monumenter, og bag gården i midtaksen en større sal til Kristus og de tolv apostle, der står i marmor i Frue kirke. I øvrigt er bygn. disponeret således, at der i begge etager findes korridorer med gipsmodellerne ud mod gården og små udstillingssale, rigt dekorerede i »pompejansk« stil, ud mod gaden som ramme om marmorværkerne el. – på førstesalen – Thorvaldsens malerier og oldsager. Også kælderen benyttes, til udstilling af hans ungdomsarbejder og dele af hans samlinger.

Thorvaldsens Museum. Bag museet Christiansborg slotskirkes kuppel. I baggrunden til venstre Højbro Plads og Skt. Nicolai kirketårn.

Thorvaldsens antiksamling er betydeligst inden for kunsthåndværket: Bronzestatuetter, gr. mønter og vaser, antikke gemmer. Malerisamlingen ejer enkelte ældre malerier, men har sin styrke i et liberalt udvalg af samtidige da., no., ty. og ital. maleres arbejder, hovedsagelig erhvervet i Rom og ofte præget af den romantiske tidsånd, som kun undtagelsesvis vandt indpas i Thorvaldsens egen produktion.

Thorvaldsens Museum er en kommunal institution med egen bestyrelse.

Litt.: Chr. Bruun og L. P. Fenger. Thorvaldsens Musæums Historie. 1892. Medd. fra Thorvaldsens Museum, udg. fra 1929. Håndkatalog. 1959.

Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads, er opført med bidrag fra staten og Kbh.s kom. til Carl og Ottilia Jacobsens kunstsamlinger, som blev overdraget til offentligheden ved gavebreve af 8/3 1888 og 14/1 1899 og siden forøget kraftigt, især ved gaver fra det af museets stiftere 1902 oprettede Ny Carlsbergfond, der også har bidraget til bygningens fuldførelse. Museet på Vestre Boulevard, der afløste det ældste glyptotek ved Carl Jacobsens bolig på Ny Carlsberg, som han allr. 1882 havde åbnet for publikum, rejstes i to etaper. Ældst er den af Vilhelm Dahlerup tegnede bygning, der indviedes 1897 som et trelænget hus, helt domineret af den »venetianske« pragtfaçade mod den nuv. Dantes Plads med dens stærke farvevirkning af røde murflader som baggrund for en søjlearkitektur af sten; til midtpartiet er som på Kunstmuseet benyttet det antikke triumfbuemotiv. Det s. 346 indre er rigt dekoreret med stuk og maleri og kompliceret i sin plandisposition. I stueetagen findes større og mindre rum bestemt til skulptur, medens lokaler fortrinsvis beregnet for malerier er indrettet i de to øvre etager; de øverste malerisale er dog ombyggede siden Dahlerups tid, og en ikke uvæsentlig ændring af mellemetagen er foretaget 1956–58 (arkt. Viggo Sten Møller og Vilh. Wohlert). Til denne bygn. føjedes snart den store af Hack Kampmann tegnede udvidelse, og de to dele af museet forenedes ved Vilhelm Dahlerups vinterhave med den centrale glaskuppel, hvis profil ændrede karakteren af façaden mod pladsen; i denne skikkelse indviedes museet 1906, og siden er der kun tilføjet en enkelt museumssal samt bibl. og kontorlokaler i de indre gårde. Kampmanns bygning respekterer i det ydre Dahlerups, forsåvidt som den gennemfører den sa. materiale- og farvekarakter, men formerne er klassicistisk forenklede. Det centrale parti af havefaçaden skal forstås som en fri fantasi over mausoleet i Halikarnassos. Hans museumssale er mindre overlæssede end Dahlerups, og de er klart disponerede i to etager med den marmorklædte, søjlesmykkede festsal som det centrale rum; her har tanken om en tempelforgård foresvævet arkitekten.

Kampmanns bygning er rammen om Glyptotekets verdensberømte samling af oldtidskunst. Det var Carl Jacobsens mål at anskueliggøre skulpturens historie i oldtiden fra de gl. ægyptere og mesopotamiere til romerrigets forfald, med hovedvægten på den klassiske gr. kunst, i hvilken man siden Winckelmanns dage havde set den gl. kulturs højdepunkt og det værdige eksempel for al sen. kunstnerisk stræben. Den bredt anlagte ægypt. samling rummer udmærkede prøver på kunsten fra pyramidetiden til ptolemæerne, deriblandt sådanne mesterværker som den lille flodhest, reliefferne fra Ka-em-rehu’s mastaba og »det sorte kongehoved«. Den orientalske afdeling er meget mindre, men besidder dog to sumeriske fyrstebilleder foruden gode prøver på assyrisk, babylonisk og persisk reliefkunst. Den ældste gr. marmorskulptur grupperer sig om det uforlignelige hoved af en ung mand fra Athen, som Carl Jacobsen købte 1879 i Paris, et mesterværk fra det 6. årh. f. Kr. der blev grundstenen i Glyptotekets antiksamling. Også den klassiske periode i 5.–4. årh. f. Kr. er repræsenteret ved et righoldigt udvalg af originale marmorskulpturer fra gr. templer og grave. Derefter følger de rom. kejsertidskopier af tabte gr. statuer fra klassisk og hellenistisk tid. Det område, hvor Carl Jacobsen nåede længst som samler, var den antikke portrætkunst, der i dag kan studeres bedre på Glyptoteket end i noget andet museum. En stor sal er forbeholdt grækerne, der skarer sig omkring statuerne af Anakreon og Demosthenes, medens romerne fra Pompejus til Constantin den Store lægger beslag på en hel række rum, i hvilke den besøgende færdes ansigt til ansigt med det folk, der bestemte verdens skæbne i de første fem hundrede år af vor tidsregning. I festsalen ses en gulvmosaik fra den tidlige kejsertid og ml. el. bag søjlerne en række dekorative statuer og relieffer. Fra salens hjørne fører en trappe ned til underetagen, hvis hovedindhold er den rige samling af den græskfarvede etruskiske kunst, der var den vigtigste lokalt ital. forudsætning for den romerske. Her findes også en specialsamling af skulptur fra den syriske ørkenby Palmyra, hvis handel og kultur formidlede ml. øst og vest.

Den moderne kunstsamling i Dahlerups bygning omfatter en fr. og en da. afdeling. Carl Jacobsen var vokset op i beundring for Thorvaldsen og hans museum, og begyndelsen til hans samling var nogle arbejder af den store da. s. 347 billedhuggers elever, H. V. Bissen og J. A. Jerichau. Hertil er kommet – hovedsagelig ved deponering fra kunstakademiet – en række arbejder af H. E. Freund, og linien er fortsat til stifterens jævnaldrende, blandt hvilke den norskfødte Stefan Sinding var hans yndling. Senere er der tilvejebragt en smuk repræsentation for Kai Nielsen, hvis marmorgruppe »Vandmoderen« står på den centrale plads i vinterhaven, og for den svenskfødte Gerhard Henning. I fr. skulptur var stifterens første kærlighed de af datiden mest værdsatte billedhuggere fra den tredje republiks unge år, Delaplanche, Falguiére, Barrias, Dubois, Gautherin og Chapu. Han købte også talrige af Barye’s dyrefigurer og et stort antal værker af Napoleon III.s foretrukne skulptør, Carpeaux; sent i sit liv modnedes han til en beundrende forståelse for Auguste Rodin, hvis arbejder nu er tyngdepunktet i den fr. skulptursamling. Hans sidste betydelige erhvervelse var Aristide Maillol’s smukke terrakottarelief. Den vigtigste sen. tilvækst er et komplet sæt af Edgar Degas’ bronzer, og skulptursamlingen er desuden forøget med arbejder af Daumier, Bourdelle, Déspiau, Matisse og Jean Osouf.

Ny Carlsberg Glyptoteks havefaçade, museumsbygningens sidst opførte, af Hack Kampmann tegnede afsnit.

Carl og Ottilia Jacobsens søn, Helge Jacobsen, har hovedæren af, at den fr. malerisamling i dag indtager en central plads i museet. Den indeholder en række betydelige arbejder, der viser hovedlinien i Frankrigs malerkunst fra David til Bonnard. Fra det ældre afsnit af 1800t. kan fremhæves David’s portræt af grev de Turenne, »Slaget ved Nancy« af Delacroix, Millet’s »Døden og Brændehuggeren«, s. 348 Corot’s »I Tanker« og »Udsigt over La Rochelle«. Samlingen er rig på landskaber af Théodore Rousseau, bl. hvilke den store ufuldendte »Udsigt over Mont Blanc«. Der findes to malerier og to fortræffelige tegninger af Daumier, og af Courbet fire billeder, blandt hvilke det kendte af tre unge englænderinder på en balkon. Manet er repræsenteret med »Absinthdrikkeren«, »Maximilians Henrettelse« og portrættet af Mlle Lemonnier, impressionisterne med ypperlige landskaber af Pissarro, Sisley, Monet og Guillaumin, foruden figurbilleder af Berthe Morisot, Renoir og Degas. Af Cézanne ses tre billeder, »Selvportræt med Bowlerhat«, »Nature Morte« og »Badende Kvinder i Landskab«. Samlingens specialitet er Paul Gauguin, af hvem Glyptoteket viser over tyve malerier fra alle perioder af hans liv foruden et par af de træskårne relieffer fra Tahiti. Hertil slutter sig tre billeder af van Gogh og to portrætter af Toulouse-Lautrec. Blandt de seneste malere, der er samlet på, bemærkes især Vuillard og Bonnard; af den sidstn. ses fem smukke billeder.

Den da. malerisamling ejer fra Carl Jacobsens tid en god grundstamme af guldalderbilleder og er sen. sigtet og udbygget med særligt henblik på at anskueliggøre den kunstneriske forbindelse mellem Frankrig og Danmark fra Eckersberg til Philipsen. Blandt de bedste billeder kan nævnes: Jens Juels dobbeltportræt, Eckersbergs skovstudie, C. A. Jensens portræt af Grundtvig, Købkes »Kastelsporten«, Constantin Hansens »Forum Romanum«, Philipsens »Torvet i Sulmona« og Larsen Stevns’ »Oliventræ i Skygge«.

Glyptoteket er en selvejende institution under en bestyrelse repræsenterende staten, Kbh.s kom., Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondet.

Litt.: Carl Jacobsen. N. C. G.’s Tilblivelse. 1906. Fra N. C. G.’s Saml. 1920. 1922. From the Collections of the N. C. G. 1931, 1938, 1942. “Publications” 1949 ff. Medd. fra N. C. G., 1944 ff. Vejledning gennem Samlingerne. 7. opl. 1959. Katalog over malerisamlingen. 1958.

Det danske Kunstindustrimuseum, Bredgade 68, er oprettet 1890 af det af Carl og Ottilia Jacobsen stiftede Ny Carlsberg museumslegat og Industriforeningen. Det havde indtil 1924 lokaler Vestre Boulevard 22–24, hvorfra det flyttede til det gl. Frederiks Hospital, hvis midtkarré blev skænket museet af Emil Glückstadt og omb. til sit nye formål af arkitekterne Ivar Bentsen og Kaare Klint.

Frederiks Hospital blev bygget 1752 og flg. år efter tegninger af Niels Eigtved. Efter hans død blev arbejdet ledet af Lauritz de Thurah, der opførte de fire fritliggende bygninger mod Bredgade og Amaliegade (af hvilke Kunstindustrimuseet har erhvervet den ene, Bredgade 66). De Eigtvedske hovedbygninger har gavlrelieffer af Johan Christoph Petzold, medens billedhuggerarbejdet på Thurahs pavilloner og gitterpillerne skyldes Johan Friedrich Hännel. Hospitalet var et af de fineste bygningsanlæg i Frederiksstaden og står i dag som et hovedværk af den kbhske rokoko; dog er det indre af de Eigtvedske hospitalsfløje meget forandret ved indretningen til museum. Midtkarreen omslutter den smukke grønnegård, hvor Niels Skovgaards havhestebrønd er opstillet.

Museet samler på europ. kunsthåndværk fra middelalder til vore dage samt på kunst og kunsthåndværk fra den islamiske kulturkreds og det fjerne Østen. Den centrale plads i den ældre europ. samling indtages af det store burgundiske billedtæppe, som erhvervedes 1930 fra den berømte samling Figdor i Wien. Det er vævet i Tournay omkr. 1475 og forestiller en retsscene foran en borg i landskabelige omgivelser. For de flg. tidsafsnits vedkommende har museet sin styrke s. 349 i keramiksamlingen; ital. majolika og den tilsvarende sp. vare, Delfter fajance, fr., ty. og nord. porcelæn og fajance fra 1700t. er repræsenteret i en rigdom og alsidighed som næppe i noget andet nord. museum. Dertil kommer omfattende samlinger af sølv, glas, møbelkunst, bogbind og tekstiler. Museet ejer fortrinlige eng. møbler fra 1700t. og har desuden et naturligt speciale i da. empire og de klassicistiske kunstnermøbler fra 1800t. Den moderne afdeling ejer billedtæpper af Maillol, Matisse og Lurçat. De asiatiske samlinger udmærker sig ved de udmærkede kines. oldtidsbronzer og en udsøgt samling kines. stentøj og porcelæn fra Tang-, Sung- og Mingdynastiernes tid. En specialsamling af jap. parerplader er skænket af L. Halberstadt.

Kunstindustrimuseets hovedbygning med den af rigt skulpterede gitterpiller flankerede indkørsel fra Bredgade.

Kunstindustrimuseet er grundlagt med stærkt pædagogiske bihensigter og har bestandig under forsk. former samvirket med det levende kunsthåndværk og kunstindustrien. Det har et bibl. med billedsamling, der efter sit anlæg og sin virksomhed tager et videre sigte end museets eget behov.

Museet er en selvejende institution, i hvis bestyrelse der sidder repræsentanter for Industriforeningen, Ny Carlsberg museumslegat, handelsministeriet, undervisningsministeriet, Kbh.s kom. og selskabet Kunstindustrimuseets Venner.

Litt.: Emil Hannover. Det danske Kunstindustrimuseum i de første 25 Aar. 1920. Vilh. Slomann. Selskabet Kunstindustrimuseets Venner gennem 25 Aar. 1936. Det danske Kunstindustrimuseums Virksomhed 1949–1954. 1956.

C. L. Davids Samling, Kronprinsessegade 30. Ved gavebrev af 12/12 1945 overdrog højesteretssagfører C. L. David sine samlinger af kunst og kunsthåndværk tillige med ejendommen Kronprinsessegade 30 til en selvejende institution, tilknyttet s. 350 Det da. Kunstindustrimuseum. Han oprettede samtidig et fond, hvis første formål er samlingens bevaring og forøgelse.

Kronprinsessegade 30 er et typisk københavnsk patricierhus i tre etager, opført 1806–07 af stadskonduktør J. H. Rawert for kommandørkaptajn J. C. Krieger og delvis ombygget 1847 af L. A. Winstrup. Ejendommen, der fra 1810–30 tilhørte stifterens oldefader J. N. David, har i tidens løb haft Ove Malling, C. A. Bluhme, Orla Lehmann, C. Berling og C. F. Tietgen blandt sine beboere. Den erhvervedes 1917 af C. L. David, der kort efter lod tagetagen indrette til museumsbrug, idet der efter tegninger af Carl Petersen indbyggedes fire sale til malerisamlingen, hvortil Kaare Klint 1928 føjede den islamiske keramiksal og det bagved liggende rum. Den offentligt tilgængelige samling indtager nu husets tredjesal og den ombyggede tagetage.

Det har været stifterens hensigt »at skabe en interiørsamling, hvor genstandene i så høj grad som muligt skulle fremtræde, som om de stod i et endnu beboet hjem«, og dette mål er nået på tredjesalen, hvor kunstværker og indbo fra 1600 og 1700t. møblerer den gl. herskabslejlighed. Det af Ole Wanscher 1947–48 indrettede sølvkammer bag spisestuen bryder egl. ikke privatboligens intime karakter. Blandt de fr. møbler ses en hel række arbejder fra den navnkundige David Roentgens værksted i Neuwied, ligesom udmærkede eng. møbler fra 1700t. og samtidige kines. arbejder i europ. stil. På væggene i disse stuer hænger fortrinsvis ældre billeder: holl. malerier fra 1600t., hvoriblandt to portrætter af J. Ravestein, et fortrinligt mandsportræt af Perronneau, en kinesisk hyrdescene af Boucher, malerier og tegninger af Jens Juel, foruden da. guldaldermalerier. Sølvkammeret har sin styrke i de omhyggeligt udvalgte prøver på 1700t.s ty., da. og eng. sølvsmedekunst.

I tagetagens museumsrum hænger da. malerier fra slutn. af forrige og beg. af vort århundrede, fortrinsvis arbejder af Willumsen, Hammershøi, Peter Hansen og Poul S. Christiansen. Gennem malerisalene kommer man til keramiksamlingen, hvis første rum indeholder den rigeste samling i Skandinavien af den farvestrålende islamiske fajance, især persiske frembringelser fra 800–1600t., hvortil slutter sig syriske, sp. og et større antal tyrk. produkter. Fra Europa rummer samlingen fortrinlige fr. arbejder af fajance og blødt porcelæn fra 1700t.; desuden nord. fajancer og porcelæn fra Meissen og Kbh., udsøgt blandt de to fabrikkers tidligste produktion.

Samlingen rummer også tekstiler og glas, deriblandt så udmærkede arbejder som den enestående gruppe kniplingstæpper på blå bund, vistnok af ind. arbejde, og en prægtig venetiansk glaspokal med emaljedekoration fra det 15. årh.

»C. L. Davids Fond og Samling« har sin egen bestyrelse, i hvilken stifteren er formand.

Litt.: C. L. Davids Saml. Nogle Studier, 1948 (med bidrag af Vilh. Slomann, Harald Langberg, André Leth, Erik Lassen og Erik Zahle). Anden del, 1953 (med bidrag af C. L. David, André Leth, Bredo L. Grandjean og Erik Zahle). Tredje del 1958 (med bidrag af C. L. David, Erik Lassen, Vagn Poulsen og Erik Zahle).

Ordrupgård, på Vilvordevej, blev skænket staten i henhold til den 1951 afdøde etatsrådinde Wilhelm Hansens testamentariske bestemmelse og åbnet for publikum 1953. Ejendommen indeholder etatsråd Wilhelm Hansens samlinger af fr. og da. malerkunst m.v.

Den mangeårige direktør for forsikringsselskabet Hafnia begyndte omkring s. 351 1916 i stor stil at samle på moderne fr. malerkunst og kunne allr. 1918 indvie et særligt galleri ved sin nybyggede ejendom Ordrupgård (arkt. Gotfred Tvede). Det blev gjort tilgængeligt for offentligheden, men opløstes 1923, da væsentlige dele af den fremragende samling blev solgt til Ny Carlsbergfondet (Glyptoteket), Oskar Reinhart i Winterthur og andre udenlandske samlere. Wilhelm Hansen tog snart fat på så vidt gørligt at skabe erstatning for det tabte og havde ved sin død 1936 fyldt museumssalene med de udmærkede malerier, der nu hænger. Samlingen spænder fra Ingres til Matisse med hovedvægten på Manet og impressionisterne. Blandt mestrene fra det ældre 1800t. findes så fortrinlige billeder som Corot’s »Møllen« og Delacroix’ portræt af George Sand. Af Manet ses bl.a. to portrætpasteller og den berømte pastel »Strømpebåndet«. Impressionisterne er repræsenteret med så fremragende arbejder som Degas’ forarbejde til familien Bellelli’s gruppeportræt i Louvre, Renoirs udkast til »Moulin de la Galette«, foruden udsøgte landskaber og bybilleder af Pissarro, Monet og Sisley, to figurbilleder af Berthe Morisot og en række arbejder af Guillaumin. Af Cézanne ses en studie af »Badende Kvinder«, af Paul Gauguin et større antal billeder, hvoriblandt »Landskab med blå Træstammer« fra 1888. Yngst i samlingen er en smuk blomsterbuket af Matisse og et fortrinligt havnebillede af Marquet.

Etatsrådinde Wilhelm Hansens gave omfattede hele ejendommen med malerier og andet indbo foruden den store smukke park, i hvilken er opstillet en springvandsgruppe i glaseret keramik af Jean Gauguin. I hovedbygn. hænger den da. malerisamling, hvortil Wilhelm Hansen gjorde sit første indkøb 1892 med et billede af Lundbye. Den viser et kræsent udvalg af nogle af 1800t.s bedste malere fra Eckersberg og Købke til Philipsen og Peter Hansen, der var en ungdomsven af stifteren og er meget rigt repræsenteret i samlingen.

Litt.: Kataloger fra 1918 over fransk og dansk Malerkunst (af henholdsvis Karl Madsen og Peter Hertz). Kat. over den nuv. saml. 1954, af Leo Swane.

Hvorvidt Shakespeare var medlem af den eng. komediantbande, som før 1588 optrådte for Fr. II på Kronborg, vides ikke, skønt »Hamlet« røber lokalt kendskab til Helsingør. Fremmede trupper berejste landet, og den første selvstændige teaterbygning i Kbh. blev 1662 indrettet af en holl. købmand Andreas Wolf, hvis »schouwburg« var beliggende der, hvor nu palæet ml. Christiansborg og Slotskirken findes. To betingelser, som endnu er fastholdt under forsk. former, måtte bandelederen underkaste sig: Det var forbudt at opføre noget »gement«, og han skulle erlægge en afgift til offentlige formål. Hverken repertoiret el. fremstillingen var da., men for det meste ty. el. holl. Allr. 1666 blev komediehuset, som var af træ, nedlagt og de fremmede vandretrupper ligesom tidl. henvist til lokaler på rådhusene el. lavsbygningerne. Under Chr. V byggedes ved Amalienborg et interimistisk operahus, som brændte 1689, hvorved ca. 200 mennesker omkom. 1669 indkaldtes til at optræde dels på slottet, dels på det 1703 genrejste operahus (nu retsbygningen i Bredgade) den første fr. hoftrup, blandt hvis sen. medlemmer fra 1686 fandtes René de Montaigu, søn af Moliéres ven, digteren Magnon. Han forenede sig med sin landsmand, maskinmester ved den fr. hoftrup Etienne Capion, som 1721 i Lille Grønnegade (nu grundene til nr. 6, 8 og 10 i Ny Adelgade) havde bygget et skuespil- og assembléhus for fremmede komedianter og artister. Men da foretagendet ikke betalte sig, og Fr. IV.s fr. skuespillere (acteurer) var blevet afskediget af økonomiske grunde, fik Montaigu, som var en fremaddrivende kraft, efter ansøgning bevilling til at opføre komedier i det da. sprog. Den første forestilling fandt sted 23/9 1722 og bestod af Fr. Rostgaards prolog og Moliéres »Gnieren« (»Den Gerrige«). Hermed var Nordens første nationale scene en realitet, og tre aftener sen. opførtes »Den politiske Kandestøber« af Holberg, der i løbet af forbløffende kort tid skrev største delen af sine komedier for det lille teater. Aktørerne bestod hovedsagelig af studenter, der var kommet på kant med deres studier; der var sceniske begavelser blandt dem, men om forestillingernes kunstneriske værdi kan man kun opstille gisninger. Anmeldelser kendtes ikke; de kom først med »Den dram. Journal« 50 år senere (1771), men vi ved, at foretagendet i begyndelsen virkede som en sensation, der dog snart tabte sig. Teatret bestod kun i seks år, endog med flere afbrydelser p.gr.af økonomiske vanskeligheder, trods gratifikationer og fra 1728 en fast kgl. understøttelse. Men da byens brand 1728, som i øvrigt ikke berørte bygningen, umuliggjorde spillets fortsættelse, var skuepladsens saga ude; yderligere trængte efter Chr. VI.s tronbestigelse 1730 pietismen ind i alle kredse. 1738 udstedtes s. 375 en forordning mod enhver art af teaterspil, og s.å. blev huset nedrevet. Men hvor kortvarig og spredt den nationale indsats end var, fik den uvisnelig betydning ved til dels at fremkalde Holbergs lystspil, hvis indre værdi pegede langt ud over den lille scene, hvor de først opførtes. Når de samt nogle plakater og oversættelser undtages, er intet andet levnet os fra det første danske komediehus.

Men Fr. V var anderledes indstillet over for teatret. 30/12 1746 gav han organist Thielo privilegium på at lade opføre da. komedier, og 14/4 n.å. begyndte man i et interimistisk lokale i Læderstræde (nu grunden til nr. 13) på ny at spille Holbergs komedier, først »Den politiske Kandestøber«. Skuespillerne var atter fhv. studenter, men der var ingen af de tidl. imellem. 24/8 1747 overværede kongen en friluftsopførelse bl.a. af »Mascarade« i Holtegårds have, hvilket gav stødet til, at han efter ansøgning skænkede aktørerne grunden på Kongens Nytorv, hvor det også til teater benyttede tidl. maritime tjærehus stod, og her blev komediehuset rejst med magistraten som kreditor efter tegning af N. Eigtved, en usolid bygning med plads til ca. 780 tilskuere, fordelt dels på gulvet, dels i tre etager, ikke uden lighed i det indre med Eigtveds andet værk, Christianskirken. Åbningsforestillingen fandt sted 18/12 1748 i kongehusets nærværelse med en anonym prolog, der forudsagde, at teatret ville bringe sproget »i flor«, og to oversættelser affr. skuespil, der vel skulle antyde, at man byggede på fr. traditioner. »Mascarade« blev Holbergs først opførte komedie på den nye skueplads. Direktionen bestod af fire agtede mænd, valgt af magistraten, og Holberg var dens konsulent. Han mente, at den nye trup var lige så god som den forrige; den blev »dresseret« (instrueret) af vinhandler Pilloy, der havde været aktør i Lille Grønnegade og nu var medlem af direktionen. Men teatret havde fr. og ital. konkurrenter, og skønt der blandt de da. skuespillere var ypperlige talenter (Gert Londemann, Niels Clementin), kunne de ikke holde teatret oppe i økonomisk forstand, og allr. 1750 lagde kongen det ind under magistraten, hvorved dens embedsmænd blev skiftende ledere. Denne uheldige ordning varede i tyve år; så var gælden blevet så stor, at teatret enten måtte ophæves el. overtages af staten ɔ: kongen. Chr. VII valgte det sidste; gælden blev betalt, og fra 1770 kaldtes teatret officielt »kgl.«, en betegnelse, det siden har bevaret. Længe forud (1754) var Holberg død, men hans forhold til oprindelsen og genrejsningen vil være af bestandig interesse. Skuepladsens ånd var for ham »festivitas og gayeté«; den skulle være et folkeuniversitet, hvorfra man på vittig måde forbedrede sproget og bekæmpede det uægte og tåbelige i livet. Hans betydning for den var enestående; i dødsåret stod ikke færre end 25 af hans komedier på repertoiret. Han modtog intet honorar af teatret.

Overgangen til staten betingede, at overhofmarskallerne blev chefer for direktionen, hvis medlemmers antal vekslede. 1773–74 måtte komediehuset totalt ombygges under Harsdorffs ledelse, og der blev næsten intet levnet af Eigtveds bygning. Under forandringer nu og senere benyttede skuespillerne det fr. hofteater over Christiansborgs søndre stald (nu Teatermuseet), der 1766 indrettedes af N. Jardin, og som i begyndelsen var et udtryk for det unationale i tiden, bundet til Struenseeperioden. 31/1 1774 genåbnedes komediehuset, hvis tilskuersal rummede 1000 mennesker, fordelt på gulvet og tre etager; den var smykket med relieffer af klassiske digtere, deriblandt Holberg. Mottoet over prosceniet »Ei s. 376 blot til Lyst« skyldtes højesteretsassessor Jacobi; Jens Baggesen fik det som direktør 1798 ombyttet med »Castigat ridendo mores«, men fra 1817 blev den da. indskrift atter benyttet. På hver side af prosceniet anbragtes statuer af Thalia og Melpomene, udført af Wiedewelt og Weidenhaupt, der også havde skabt frontispicen på façaden (originalen opbevares i Teatermuseet). 1792 blev to tilkørselspavilloner rejst, en på hver side af indgangen til forsalen. Om- og tilbygninger blev ofte udført i de hundrede år, bygningen bestod; mest omfattende 1855, da pladsantallet udvidedes til 1370, og 1857, da gas indlagdes, og scenen blev gjort større og højere, hvorved gavlen kom til at rage langt op over forbygningen og forvandlede hele komplekset til et arkitektonisk monstrum. Således blev komediehuset stående, indtil loven af 18/6 1870 efter årelange forhandlinger om et nyt teater blev vedtaget af rigsdagen. Nedrivningen foregik i sommeren 1874, men minderne var uforgængelige og fremkaldte en omfattende memoirelitteratur. I det gl. hus var Holbergs komiske tradition blevet fortsat slægt efter slægt, og den fandt stadig fornyere. Her lød nye toner i Ewalds sangspil, medens Wessels satire ramte den opstyltede unatur, som blev importeret udefra. Oehlenschlägers tragedier (»Hakon Jarl« 1808) betød et brud med fortiden, en sproglig fornyelse og national løftelse; P. Foersom indførte Shakespeare med »Hamlet« (1813); Heibergs, Hertz’ og Hostrups lystspil var en lunerig forfriskelse, vittig og da. i sin ånd. Opr. var operaen en fremmed kunstart, der efterhånden blev national især gennem Weyses, Schultz’, Hartmanns og Gades toner; det sa. gjaldt balletten, som italieneren V. Galeotti (fra 1775) satte i form, og som August Bournonville nationaliserede (fra 1829). I kapellet, der længe var en selvstændig institution, virkede landets bedste instrumentister under ledelse af fremragende dirigenter, fx. Claus Schall, H. S. Paulli og (i den nuv. bygning) Johan Svendsen. De dramatiske forfattere tog skuespillerne med til historien. Dette gjaldt især dr. Ryge og ægteparret N. P. og Anna Nielsen, der betød meget for opførelsen af Oehlenschlägers værker; P.J. Frydendahl, J. L. Phister og C. N. Rosenkilde var de rette fremstillere af Holbergs og Heibergs komedier og vaudeviller; fru Sødring rådede over en sjælden hjertevarm komik, som også var F. Lindgreens eje, Johanne Luise Heiberg, digterens muse, lyste som en stjerne overalt i repertoiret, ikke mindst når hun spillede med teatrets romantiske elsker Michael Wiehe. For mange betød dette sammenspil et åndeligt højdepunkt jævnsides kirken. Teatret var mønsterscenen i Norden, forbilledet for de øvrige.

Ved grundloven af 1849 blev skuepladsen underlagt kultusministeriet med Heiberg som den første enedirektør. Dette system blev opretholdt især gennem kmh. Fallesens lange chefstid (1876–94); sen. bestod ledelsen i reglen af to medlemmer. Ved projektkonkurrencen om den nye bygning sejrede Vilh. Dahlerups og Ove Petersens plan. Under ledelse af kultusminister C. Hall, der havde været teatrets ivrige forsvarer i folketinget mod megen uvilje af økonomiske årsager, blev grundstenen nedlagt 18/10 1872 af Chr. IX; kommunen bidrog med 250.000 rdl. til bygningens rejsning foruden med en del af grunden; endv. måtte ministeren anvende 220.000 rdl., enten som tilskud el. lån af Sorø Akademis midler samt det beløb, som salget af materialerne i den gl. bygning ville indbringe. Men loven var løst affattet, navnlig m.h.t. forståelsen af begrebet »udstyr«, og de bevilgede summer slog ikke til; reservefonden blev brugt og ikke s. 377 vedtagne beløb anvendt. Forbruget vakte voldsom politisk opsigt, som endte med en rigsretssag mod C. Hall og hans efterfølger Worsaae; byggesagen blev en enkelthed af den store partikamp, som 1877 satte mærke i forfatningens historie. Dommen gik dog ud på frifindelse af de to anklagede. 1/6 1874 benyttedes det gl. teater for sidste gang, og 15/10 s.å. åbnedes det nye med prolog af C. Ploug, fremsagt af W. Wiehe, og Holbergs »Det lykkelige Skibbrud«. I vide kredse føltes begivenheden som et led af genrejsningen efter nederlaget 1864.

Det kongelige Teater.

Skønt den nye scene egnede sig bedst for opera og ballet, lykkedes det alligevel skuespillet at bevare den førende stilling, navnlig på lystspillets område og især gennem den geniale komiker Olaf Poulsen og den fornyende instruktør W. Bloch. Men Oehlenschläger-skuespilleren W. Wiehe efterlod ingen arvtager til tragedierne, hvis opførelser indskrænkedes. Emil Poulsens og Betty Hennings’ navne blev knyttet til efterromantiken og især til Ibsens skuespil (»Et Dukkehjem« havde urpremière 1879), men i øvrigt fornyedes repertoiret ikke mindst med fr. dramatik og med hjemlige arbejder af E. Brandes, E. Christiansen, O. Benzon, Holger Drachmann (»Der var engang« (1887), der blev et festspil ligesom »Elverhøj« fra 1828), Emma Gad, Esmann (»Den kære Familie«, 1892), Sv. Lange, H.Bergstrøm, H. Nathansen (»Inden for Murene«, 1912), Helge Rode (genforeningsspillet»Moderen«, 1920), Carl Gandrup, Kaj Munk (»En Idealist«; »Cant«; befrielsesspillet »Niels Ebbesen«, 1945), Kjeld Abell, C. E. Soya og Knud Sønderby. Den første skuespiller-direktør blev dr. Mantzius (1909), en typisk kunstner fra den realistiske periode, og omkring ham samledes Anna Bloch, Emma Thomsen, Nic.Neiiendam, s. 378 Aug. Liebman, Sigrid og Jonna Neiiendam samt sidst, men ikke mindst Johs. Poulsen, der ved skuepladsens 200-års jubilæum 1922 gennemførte en Holberg-uge med otte forsk. af mesterens komedier; han bragte Oehlenschläger en renæssance ved at fange det moderne publikum for en pragtopførelse af »Aladdin« (1919) og skaffede digterens »Tordenskjold« en folkekomedie-succes. Johs. Poulsens mange farverige iscenesættelser virkede fornyende (»Det gamle Spil om Enhver«, 1914). I en periode omkring 1900 samlede tidens fejrede tenor Vilh. Herold i ukendt grad interessen om operaen ikke alene ved stemmens skønhed, men ved spillets værdi. Af da. værker inden for operaens område bragte disse år Carl Nielsens »Mascarade« og »Saul og David«, Børresens »Kaddara« og »Den kongelige Gæst« og Salomons »Leonore Christine«, hvori Tenna Kraft skabte sin betydeligste skikkelse. Balletmester Hans Beck holdt med myndighed opførelsen af Bournonvilles værker ved lige, og interessen for dansekunsten steg efter Harald Landers overtagelse af ledelsen (1932), ikke alene gennem hans egne værker »Gaucho« og »Etude«, men ved det fremmedelement, især fra russ. side, som blev indført i balletrepertoiret og fremført af dygtige solodanserinder (fx. Elna Lassen og Margot Lander). Da. balletkunst har hævdet sig smukt ved gæstespil i store europæiske byer og i USA. Landets bedste skuespillere har, i hvert fald i perioder, højnet fremstillingen af repertoiret; det gælder navnlig Poul Reumert, Bodil Ipsen, Clara Pontoppidan, Th. Roose, Karin Nellemose, Holger Gabrielsen, der også var en fremragende instruktør for de klassiske skuespil, Eyvind Johan Svendsen, Else Skouboe, Ebbe Rode, Johannes Meyer og Henrik Bentzon. Og blandt de yngre Mogens Wieth, Bodil Kjer og Ingeborg Brams.

Statens årlige tilskud varierede længe mellem 60.000 kr. og 200.000 kr., men kom efterhånden op på en mill., og de stadig stigende krav vakte uvilje inden for alle politiske partier. I ca. fyrre år diskuteredes den økonomiske og kunstneriske nødvendighed af en talescene, og mange planer blev drøftet. Omsider 31/3 1928 vedtog rigsdagen at udvide teatret med en tilbygning, idet en staten tilhørende ejendom i Tordenskjoldsgade blev nedrevet og en bygn. opført, som spænder over gaden og har gennemkørsel. Statsradiofonien var bygherre med Holger Jacobsen som arkitekt; lokalerne var bestemt til dens brug, men teatersalen, som bygningen også rummede, blev udlejet til Det kgl. Teater, hvorved man mente at have fundet en lykkelig løsning på det gl. spørgsmål. Protester af skønhedsmæssige grunde udeblev ikke, og det viste sig, at »den nye scene« ikke blev populær, da åbningsforestillingen havde fundet sted 28/8 1931 med Holbergs »Den Vægelsindede« og et forspil af Julius Magnussen »Fra Fiolstræde til Kongens Nytorv« på programmet. Tilskuersalen rummede godt 1100 pladser, men de mange trapper og de knebne sæder generede publikum; pladsernes antal indskrænkedes til 1064, hvilket forrykkede budgettet. Starten var mislykket, og uheldigvis blev repertoiret under Einar Christiansens ledelse af »Stærekassen« (udtrykket først anvendt i folketinget af Holger Ibsen, senere gentaget af Elna Munch) en konkurrent til den gl. scene, medens meningen var, at den skulle have draget et nyt publikum. Foretagendet blev i økonomisk henseende en stor skuffelse, og allr. 1/6 1933 måtte forestillingerne ophøre og salen udlejes til forsk. formål. En kommission nedsattes, og i den lov af 14/2 1935, som blev dens resultat, bestemtes det, at et af rigsdagen valgt kontrolråd skulle have økonomisk s. 379 indseende med ledelsen, og at teatret forpligtedes til at opføre 50 forestillinger årligt i provinsbyerne. Begge foranstaltninger har i forb. med udsendelserne gennem radioen dæmpet kritikken. Under 2. verdenskrig lykkedes det chefen Cai Hegermann-Lindencrone trods store vanskeligheder at fastholde den nationale linie, og publikum sluttede op om teatret som ingen sinde før. Men dyrtiden og pengenes synkende værdi sprængte efterhånden alle fastlagte økonomiske rammer, og tilskuddet voksede stadig, indtil det nu (1959) har nået over otte mill. om året. Men til bedømmelse heraf må det tages i betragtning, at virksomheden er blevet firedoblet. Det gl. teater har formeret sig med »Stærekassen«, der 1945 igen er blevet anneksscene, hvor store successer (fx. »En Sælgers Død« og »Jeppe paa Bjerget« med Osvald Helmuth) i forbindelse med opførelsen af operetter (»Pinafore«, 1956) omsider har besejret publikums uvilje mod huset; endv. har forestillingerne i provinsbyerne og kunstnernes optræden i radioteatret og i fjernsynet udviklet Det kgl. Teater til en landsscene, medens dets virksomhed tidl. blev opfattet som en kbhsk institution, der i ringe grad vedkom den brede befolkning.

Skolerne. Allr. i 1700t. havde teatret en balletskole og en syngeskole, og det 1777 af Fr. Schwarz stiftede »Dramatiske Selskab« var også en art skole, idet medlemmerne skulle vejlede hverandre. Selskabet bestod kun til 1780, men det indlagde sig fortjeneste ved at opføre Ewalds »Balders Død« på Hofteatret. Smst. grundlagde K. L. Rahbek og M. Rosing 1804 deres »dramatiske skole«, hvor Rahbek holdt forelæsninger over skuespilkunsten, og Rosing var lærer, men skolens praktiske resultater, som om søndagen var tilgængelige for offentligheden (for øvrigt de første søndagsforestillinger i Kbh.), var ikke synderligt værdifulde kunstnerisk set. Da skolen ophævedes 1816, påtog teatrets instruktører sig ligesom tidl. elevundervisningen, indtil teaterchef Fallesen og instruktør Bloch 1886 startede en ny dramatisk elevskole, ved hvilken teatrets betydeligste kunstnere blev lærere. Denne virksomhed fik betydning ved på planmæssig måde at uddanne mange af de talenter, som senere blev førende. 1909 oprettedes skolens operaklasse, og fra 1930 blev dens område udvidet med flere discipliner. Balletbørnene led længe under mangel på kundskaber i alm. skolefag, men fra 1857 oprettedes en læseskole, som de frekventerer samtidig med, at de får deres specielle uddannelse.

Litt.: Th. Overskou. Den danske Skueplads. I–VII. 1854–76. E. Nystrøm. Den danske Komedies Oprindelse. 1918. T. Krogh. Fra Bergs Hus i Læderstræde. 1949. R. Neiiendam. Det kgl. Teaters Historie I–V. 1922–30. Sa. Rigsdagen og Det kgl. Teater i Den danske Rigsdag 1849–1949. V. 1953. Sa. Den dramatiske Elevskole. 1942.

Bygninger. Det nuv. teater (Gl. Scene) opførtes i h.t. lov af 18/6 1870. Det placeredes ø.f. det gl. teater, dels på den netop nedlagte militære højskoles grund, dels på et kommunalt areal af Kongens Nytorv. Den samlede bekostning, udover de ca. 170.000 kr., der efterhånden indsamledes til udsmykningsformål, blev 664.281 rdl. Se iøvrigt s. 376–77.

Det samlede bygningskompleks, bestående af den egentlige teaterbygn., i ital. renaissancestil, og den bagved liggende magasinbygning, er 115 m langt; det gennemskæres af Heibergsgade, over hvilken to forbindelsesbygn. på piller giver s. 380 lukket passage mellem de to bygninger. Teatrets façade og underdelen af begge sidefaçader er beklædt med sand- og kalksten. Bygningens to store rum, scene og tilskuerplads, er omgivet af en tyk mur, der rager op over den udenom liggende del af huset og bærer kuppelens jernkonstruktion, og de er indbyrdes adskilt ved prosceniumsmuren, hvis sceneåbning, ca. 14 m bred, kan lukkes med et jerntæppe. Tilskuerpladsen (rest. 1904, 1929, 1939) har efter successiv udskiftning af de opr. stole og en mindre udvidelse af parterret (1958) godt 1600 pladser; to rækker forrest med 50 pl., på en elevatoranordning i orkestergraven, bruges kun ved forestillinger med lille eller intet orkester. Tilskuerpladsens terasseformede gulv ligger i niveau med bygningens 2. etage, og salens fire etager, balkon, 1. og 2. etage samt galleri, svarer til bygningens 4 øverste etager. Scenerummet, hvis gulv ligger mellem bygningens 2. og 3. etage, har talr. scene- og lystekn. installationer samt drejescene, bygget 1930, da det klassiske skrå scenegulv afskaffedes. På bagvæggen et orgel, der spilles fra orkestergraven ad elektr. vej; det har 37 stemmer, 2 manualer og pedal (bygget 1947). I niveau med snoreloftet, over tilskuerpladsen, et magasinloft, Kroneloftet, bl.a. med lysekronens hejseapparat, anvendt til gasbelysning (afskaffedes 1896). Den del af teaterbygningen, der ligger foran tilskuerpladsen, er inddelt i 3 høje stokværk, hver svarende til 2 af tilskuerpladsens etager. Nederst en ydre (med en indre) vestibule; til førstnævnte, forsalen, støder i hver side korridorer m. billetkontorer og trappeopgange til balkonetagen. I denne, over den ydre vestibule, findes, i tilslutning til den halvrunde balkonomgang, balkonfoyeren; såvel fra den som fra sidekabinetterne, hvilke sidste er indrettet til bar, er der udgange til den åbne loggia. Over balkonfoyeren findes foyer til 2. etage, hvori restaurant. Foruden hovedindgangen har teatret indgange til begge sider, mod Kongens Nytorv navnlig for det kørende publikum; mod Tordenskjoldsgade er der tillige underkørsel, speciel vestibule samt trappeopgang, med elevator, til kongelogens salon. Uden om scenerummet findes på alle tre sider, og gennem samtlige etager, korridorer med indgange til påklædningsværelser og talr. andre lokaler, såsom prøve- og dansesale, læseskolen f. balleteleverne (i tilbygn. fra 1939) og kunstnerfoyer, den sidste gennem to etager ud mod kolonnaden; Det kgl. Kapel har foyer i stueetagen ud mod Kongens Nytorv. I Magasinbygningen, udvidet 1959 med høj, skiferklædt tagetage, hvori malersal, findes chefskontor, bureau, arkiv, prøvesal, syngesal for koret, lokaler f. operaskolen, samt kulisserum, møbelmagasin og snedkerværksted. I den teatret tilhørende ejendom Tordenskjoldsgade 3 påregnes 1960 indrettet skrædersale og lokaler for teatrets omfattende kostumegarderobe (midlertidig i lejede lokaler).

M.h.t. udsmykning, kunstværker, m.m. bemærkes: Uden for teatret, ved hovedindgangen, står (t.v.) H.W. Bissens bronzestatue af Oehlenschläger, afsløret på Skt. Annæ Plads 1861, flyttet hertil 1874, samt Th. Steins statue af Holberg, afsløret 1875. C. Peters’ statuer af Ewald og Wessel opstilledes 1889 i forsalen, og 1947 afsløredes i parterregangen en mindetavle for Kaj Munk. Frontalgruppen over façaden, flankeret af fire offerskåle, forestiller Apollo stående med Melpomene og Thalia samt Pegasus på Helikon; den er udført af F. Ring og opstillet 1878. Efter tegning af Constantin Hansen malede forsk. kunstnere de ni muser, som er anbragt i tilskuersalens loft. Fortæppets motiv (vingede genier, der trækker forhænget til side og åbner udsigt mod Kefissos’ bred med Akropolis i baggrunden) s. 381 stammer fra 1828 og er opr. malet af J. L. Lund (det originale udkast i Teatermuseet); ideen gentoges 1874 af C. F. Aagaard (landskabet) og O. Bache (figurerne). Teatrets indre udsmykning blev fuldført 1883, væsentlig ved hjælp af brygger Jacobsen den ældre, som skænkede foyeren tolv kunstnerbuster i marmor med tilhørende sokler. Antallet er sen. stærkt forøget, især ved gaver; H. W. Bissens marmorstatue af fru Heiberg, gentaget af Vilh. Bissen, blev 1892 opstillet på 80-årsdagen for hendes fødsel. Basrelieffet i marmor, forestillende den druknende Ofelia, er udført og skænket af Sarah Bernhardt til minde om hendes gæstespil 1880. Teatrets malerisamling stammer fra det gl. hus, og der er fremragende portrætter iblandt; den ældste del er anbragt i kunstnerfoyeren, den nyere i tilskuerfoyeren ved balkonen og i første etage. Frisen i anden etage, forestillende de da. nationaldragter, er malet af F. C. Lund.

Nye Scene (Stærekassen) opførtes 1929–31 i umiddelbar vinkelret tilknytning til Det kgl. Teaters bygn. af arkt. Holger Jacobsen for Statsradiofonien, der dog snart flyttede derfra igen. Bygn., der ligger på tværs af Tordenskjoldsgade, har en lav gennemkørsel, hvis tag er udstyret med mosaikker af Ejnar Nielsen 1932–39. Den høje, smalle façade ud mod Kongens Nytorv er dels smykket med skrafitpudsning, dels med kobber- og bronzefigurer af Apollon og de komiske og tragiske muser udf. af E. Utzon Frank og O. Stæhr-Nielsen; til den indre og ydre udsmykning, der er frembragt med støtte af Ny Carlsbergfondet, har en lang række kunstnere bidraget. Trapperummets kuppel prydes af et frescomaleri af Harald Hansen. På væggen af det store trapperum har billedhuggeren Jean Gauguin udført »Radioens Gang over Jordkloden« i et kæmpemæssigt mangefarvet relief efter arkitektens skizze. Trappeløbenes undersider er smykket med skymalerier, til dels med figurer af en række forskellige kunstnere. Scenens fortæppe bærer motivet »Apollon i Hvile paa Stjernehimlen«, malet af Stefan Viggo Pedersen, og mellemtæppet i draperistil er udført af Ernst Hansen, begge efter arkitektens skizze; tilskuerpladsens loftdekoration, formet som en stor palemtskål, er, ligeledes efter Holger Jacobsens skizze, udført af billedhugger Aage Nielsen Edwin. Endnu flere maleres og billedhuggeres navne knytter sig til Stærekassens udsmykning,

Litt.: Medd. fra akademisk Architektforening 1931. 173 ff. Holger Jacobsen. Statsradiofonibygningen med det kongelige Teaters nye Scene. 1932.

Det kgl. Hofteater over Christiansborgs søndre stald (Ridebanen 10 og 18) blev indret. 1766 af N. Jardin og for tilskuersalens vedk. ombygget 1842 af J. H. Koch med plads til ca. 700 mennesker. Teatret har ingen sammenhængende historie, men en mængde episoder af bestandig interesse er foregået der. Under Chr. VII var det hoffets specielle teater, hvor endog kongen optrådte, og Struenseetidens natlige festligheder fandt sted; hans ven, Enevold Brandt, var ved arrestationen chef for de franske trupper, som kongen understøttede. Både under Chr. VII og Chr. VIII var hofteatret italiensk operascene; i øvrigt anvendtes det til særforestillinger, fx. indbød P. Foersom 23/4 1809 til den første oplæsning (»declamatorium«) s. 382 på da., en idé, der bredte sig landet over – fra Kbh.s Universitet til forsamlingshusene og radioens udsendelser. Lokalerne var også danseskole, og blandt eleverne var H. C. Andersen, fru Heiberg, Lucile Grahn og grevinde Danner. 1855–56 var Hofteatret med M. Wiehe og Fr. Høedt i spidsen en fældende konkurrent til Heibergs styre af nationalscenen, og i den sæson tjente direktøren H. W. Lange, hvad han skulle bruge til at etablere Folketeatret på Nørregade (1857). Hofteatret brugtes også til studenterforestillinger, fx. opførtes »Genboerne« første gang 20/2 1844, og til fremmede gæstespil, bl.a. Ristori 1880. Ringteatrets brand i Wien 1881 medførte dets lukning; siden anvendtes det til prøver og som pulterkammer for statens udrangerede ejendele. 1914 gennemførte »Politiken« tre afskedsforestillinger, og siden 1922 har teatret, som er det ældste i Danmark, været rammen om det danske teatermuseum, det første og største i Norden. Se s. 337.

Det kgl. Hofteater’s tilskuerplads i dets nuværende indretning som teatermuseum.

Litt.: R. Neiiendam. Det kgl. Hoftheater og Teatermuseet ved Chr.borg. 7. udg. 1959.

A.B.C.-Teatret i Fr.berg Allé blev bygget på en del af det gamle Sommerlyst’s grund i begyndelsen af århundredet og fik navnet »Den mauriske Hal«. Den ejendommelige træbygning rummede først en dansesalon, senere kaldtes den s. 383 »Montmartre« og var en jævn varieté; fra 1949 blev den efter ombygning anvendt til revy-teater under direktion af Stig Lommer, der nu er husets ejer. Teatret har 655 pladser. Repertoiret er folkeligt, navnlig opføres revyer, men 1958–59 også farcen »Charleys Tante«, der med Dirch Passer blev en stor succes.

Alléscenen i Fr.berg Allé har den mest brogede historie af samtlige privatteatre i København. Opr. var huset en musik- og ølhalle med navnet »Odéon«, startet 1857, men 1869 blev det ombygget til sommerteater og åbnet 4/6 s.å. under navnet »Frederiksberg Morskabsteater«. Skuespiller Ferdinand Schmidt, som også skabte Nørrebros scene, var den første direktør. Fra 1875 var teatret hjemstedet for den årlige sommerrevy, som fra begyndelsen af 90erne vandt stor popularitet gennem W. Gerners og Frederik Jensens foredragskunst. Den nuv. bygning med 621 pladser blev rejst 1888. 1904–11 ledede Emil Wulff teatret om vinteren og spillede folkekomedier og operetter, hvor bl.a. Carl Alstrup brød igennem; huset kaldtes da »Frederiksberg Teater«. 1913 flyttede Strindbergs navnkundige »Intima teatern« hertil fra Stockholm; n.å. benyttede direktør Peter Fjelstrup betegnelsen »Alexandrateatret«, der 1915–17 blev ledet af Albr. Schmidt og L. Wondt som lystspilscene og navnlig fik en stor succes på »Eventyret«. 1917 købte Betty Nansen, støttet af dir. Max Ballin, bygningen og gav den sit navn. Hun styrede til sin død 1943 og lukkede op for da. og fremmed dramatik på et bredt grundlag. Hendes største lystspilsuccesser var S. Leopolds »Hos Grevinden« (med Oda Nielsen) og »Pas paa Malingen« (med H. Bentzon). Forestillingerne kunne være meget lødige og samle hovedstadens kunstinteresse, fx. »Faderen« og »Daglannet« med Peter Fjelstrup; de kunne også være sensationelle og knyttede til øjeblikket fx. Tollers »Hopla, vi lever«, R. Fangens oxford-skuespil »Som det kunne ha’ gået«. Kaj Munks »Ordet«, der var antaget af Det kgl. Teater, men ikke spillet, vakte stor opsigt. Interessante gæstespil fx. af Ingolf Schanche og A. Moissi i »Hamlet« (opført over 100 gange) vekslede med optræden af fremmede trupper (M. Féraudys franske selskab og russernes kabaretforestilling »Den blaa Fugl«). I alt opførte fru Nansen 121 skuespil; selv skabte hun nogle af sine ypperste skikkelser i arbejder af Ibsen, Bjørnson og Strindberg. Hun opnåede gentagne gange støtte fra Fr.berg kommune, men under 2. verdenskrig kæmpede teatret hårdt for eksistensen mod restriktioner, dyrtid og mørklægning i Alleen. Få uger før hendes død måtte teatret lukke, men hendes kunstneriske indsats havde ligget på et højt niveau og indtager en fornem plads i da. teaterhistorie. Siden har bygningen under navnet Alléscenen været ledet af flere kortvarige direktorater, der valgte repertoire i fru Nansens ånd. 1952–59 overtog Arne Weel ledelsen. Han hævdede teatrets standard ved bl.a. at spille Tjekofs »Onkel Vanja« og »Vildfuglen« af Anouilh og vandt en stor og berettiget succes på »Anne Franks Dagbog«, hvis titelrolle blev udført af Helle Virkner, der 1959 overtog ledelsen i forening med Frits Helmuth.

Litt.: Robert Neiiendam. Teatret med de mange Navne. Politiken 24/7 1943. Sa. Forlystelsernes Allé. 1958.

Apolloteatret, tidl. komediehus på Vesterbrogade ved Tivoli. Opr. var bygningen i schweizerstil og benyttedes fra 1866 som varieté og sangerindelokale, men indgik sen. i Tivolis façadebygn. Varieteen blev populært benævnet »Kisten«, og Gustav Esmann gav balkonen med dens restauration navnet »Laaget«. Leder var forf. W. Rantzau, der gennem sine viser forøgede etablissementets popularitet. s. 384 Efter århundredskiftet lod restauratør Wunsch lokalet ombygge og ophævede 1918 restaurationen »Laaget«; varieteen blev til Apolloteatret, en scene for farcer og lette lystspil, som under Oscar Holsts direktion optog en tapper konkurrence med »Scala«s udstyrsregime på gadens modsatte side; hovedkræfter var i en årrække Marguerite Viby og Holger Pedersen (»Gissemand«) ved hvis død 1930 teatret fik et grundskud. Under Aage Stentofts ledelse fra 1941, hvor især revygenren blev dyrket, »schalburgteredes« teatret natten til 19/1 1945 af betalte da. nazister, hvorved der skete skade for henved en mill. kr. Huset blev ikke genopbygget til teaterbrug, men 22/11 1951 åbnedes på Axeltorv et nyt Apolloteater med plads til 440 tilskuere. Her dyrkedes under A. Stentofts direktion og i hyggelige omgivelser et tilsvarende repertoire, bestående af lette lystspil, farcer, små revyer olgn. Men 1958 måtte teatret ophøre af økonomiske grunde, hvorefter lokalet overgik til andet brug.

Casino i Amaliegade blev bygget 1847 som »Vinter-Tivoli« af Georg Carstensen efter tegning af H. C. Stilling, men da ideen ikke slog an, blev etablissementet fra 26/12 1848 anvendt som teater under ledelse af H. W. Lange, den første privatscene i Kbh. Casino var hovedstadens specielle folkekomedie- og operetteteater med en solid kunstnerstab; i mange menneskers sind lever erindringer om festlige aftener derude. Huset var især ungdommens teater, og det fik den plads i Kbh.s forlystelsesliv, som nu udfyldes af de store biografer. Foruden en dekorativ tilskuersal med loger og balkon til ca. 1200 mennesker strakte sig gennem bygningen en bazargang med udgang til Toldbodgade; der fandtes også en rummelig pergola og et mindre teater til prøver, oplæsninger og forestillinger for børn. Dansk Skolescene blev grundlagt der. Casinos repertoire er lige så omfattende, som dets historie er urolig; store successer har vekslet med lige så store fiaskoer, og få direktører forlod teatret med andet end bitre økonomiske erfaringer. 1902 anvendte Martinius Nielsen en formue på restaurering, hvorved etablissementet blev den stateligste privatscene i landet, men indsats og udbytte svarede heller ikke i dette tilfælde til hinanden. Maskeraderne i Casino var længe en forlystelse, som søgtes af det gode selskab, men som endte i sin modsætning. Efterhånden som byen udviklede sig på andre kanter, kom Casino til at ligge i et dødt kvarter, og til sidst ville ingen financiere foretagendet. Forestillingerne sluttede 1937 med folkekomedien »Paa Valsen«. Bygn. blev stillet til auktion og siden benyttet til pakhus. Den egl. retrospektive afskedsforestilling fandt sted 1/4 1939. 1958 blev bygn. totalt nedrevet.

Enkelte episoder i Casinos tilværelse er ikke uden historisk interesse: For dette teater skrev H. C. Andersen sine eventyrkomedier, fx. »Ole Lukøje« (1850); Casino var Henrik Ibsens første skueplads i Kbh. (»Gildet på Solhaug«, 1861), og med »Faderen« indførtes August Strindbergs dramatik (1887). Store politiske møder bragte Casinos navn viden om i marts 1848 og 1863, og efter Grundtvigs jordefærd 1872 holdt Bjørnstjerne Bjørnson der sit udæskende foredrag om at forandre signaler over for Tyskland.

Litt.: Om Bygningen: Arch. 1918–19. 130. Robert Neiiendam. Casinos Historie i Omrids. 1948.

Dagmarteatret i Jernbanegade, opkaldt efter kejserinde Dagmar af Rusland, blev bygget 1882 af snedkermester Hans Hansen efter tegning af Ove Petersen. Direktør og bevillingshaver var forf. M. V. Brun, og åbningsforestillingen fandt s. 385 sted 7/3 1883 med en operette på plakaten. Rumforholdene var knebne; tilskuersalen og dens tre etager rummede ca. 1200 pladser; under den lå en tunnel, der var tænkt som koncertsal og ølhalle, men som snart blev teatrets restaurant. I de første sæsoner, der bragte en del dygtige provinsskuespillere til hovedstaden, adskilte repertoiret sig i kvalitet ikke fra det, som opførtes på de andre privatteatre; den næste direktør Th. Andersen spillede bl.a. »Frk. Nitouche« og »Landsoldaten«, men fra 1889, da C. Riis-Knudsen overtog ledelsen med P. A. Rosenberg som sceneinstruktør, fik Dagmarteatret sit særlige litterære præg; han opførte med forkærlighed, påvirket af Meiningerne, klassiske skuespil, navnlig ty. tragedier, i stilfuldt og kostbart udstyr; om end fremstillingen ikke stod mål med værkernes indhold, var hans indsats påskønnelsesværdig, men den betalte sig ikke, og da hans formue, ca. en halv mill., var opbrugt, optog han (1897) Martinius Nielsen i direktionen; han bragte ny kapital og dristigt arbejdsmod, der lønnede sig. Et fortrinligt personale blev samlet (bl.a. Sophus Neumann, Betty Nansen, Anna Larssen, brødrene Adam og Johs. Poulsen) og han vovede at opføre Ibsens »Brand« og Bjørnsons »Paul Lange og Tora Parsberg« i digternes nærværelse med sig selv i hovedrollerne. Han havde også sans for det elegante fr. lystspil og nyere da. dramatik, men svækkede sig selv ved at påtage sig ledelsen af Casino (1902–05); 1909 måtte Martinius Nielsen af økonomiske grunde forlade Dagmarteatret, der gled ind under usikre og kortvarige direktorater og mistede sin position som nationalscenens ansporende konkurrent. Under H. Hofmans ledelse fra 1914 var teatret udpræget lystspilscene, senere – under Th. Roose – kastede Poul Reumert og Bodil Ipsens glans over forestillingerne, og Gösta Ekman var en hyppig gæst bl.a. som Hamlet, men da et verdensfirma (Kampmann og Saxild) ønskede en byggegrund nær Rådhuspladsen, blev Dagmarkomplekset, der også omfattede et hotel, solgt for 1.800.000 kr., hvorved Kbh. mistede en scene, som havde haft kulturel betydning, og hvortil mange følte sig knyttet. Ophøret betød et smerteligt tab for da. forfattere og skuespillere, og publikum beklagede i høj grad nedrivningen. Afskedsforestillingen fandt sted 13/1 1938. Rohl Smiths statuer af digterne J. L. Heiberg og Henrik Hertz, som havde smykket façaden, overflyttedes til Teatermuseet. I den nye bygn. indrettedes bl.a. en biograf, hvor der er spillet revy om sommeren.

Litt.: Robert Neiiendam. Dagmarteatrets Oprindelse. Vor Fortid. II. 151 ff. Olaf Fønss. Fra Dagmarteatrets glansperiode. Erindringer. 1949.

Det ny Teater er beliggende i en passage ml. Gl. Kongevej og Vesterbrogade og blev opført 1907–08 af A/S Bona efter tegning af arkt. L. Gudme; bygn. fuldført af Ludvig Andersen. Det rummer 1140 siddepladser og har tre etager. Åbningsforestillingen fandt sted 19/9 1908 under Viggo Lindstrøms direktorat med prolog af Sophus Michaelis og en fr. folkekomedie »Den skønne Marseillanerinde« på programmet. Repertoiret var i de første sæsoner nærmest en konkurrence til Folketeatret på Nørregade. Scenen blev et udviklingssted for talentfulde unge, deriblandt Poul Reumert og Clara Pontoppidan, men trods successen »Dollarprinsessen« måtte Lindstrøm allerede 1911 af økonomiske grunde forlade ledelsen, der blev overtaget af tidl. skuespiller, grosserer Ivar Schmidt, som styrede med vekslende held til 1937. I repertoirevalget fulgte han den folkelige linie, navnlig udtrykt i spændende eller lystige amerikanske komedier, hvoraf »Den grønne Elevator« bragte ham en formue, så at han 1917 kunne købe teatret med s. 386 tilstødende ejendomme mod Gl. Kongevej for halvanden mill. kr., men da nedgangstiden kom, måtte han 1937 standse sine betalinger og forlade teatret som en ruineret mand. Det største talent, han havde fremdraget, var Ella Ungermann (»En Vesterbrodreng«; »Lovens Arm«). 1938 overtog Einar Linden ledelsen, fra n.å. i forbindelse med Folketeatrets direktør, Thorvald Larsen, og siden har (til 1956) »Alliancescenerne« samvirket; fra 1944 er Peer Gregaard en initiativrig direktør, der 1946 med ære spillede Kjeld Abells befrielsesskuespil »Silkeborg« og fik teatrets opførelse af Corneilles »Sejrherren« (»Le Cid«) frem i Paris (1954). Forestillinger som »Teater« (efter S. Maughams roman) med Else Skouboe i hovedrollen eller M. Aymés »Retten på Vrangen« formåede især at interessere publikum. Det er Gregaards fortjeneste at have højnet repertoiret fx. med C. Frys »Mørket er lyst nok« med Bodil Ipsen som gæst, Patricks »Det lille Tehus«, Moliéres »Misantropen«, Sherwoods »Vejen til Rom«, T. Williams’ »Kat på et varmt Bliktag« og skaffet fremstillere af kvalitet (Kjærulff-Schmidt, Mogens Wieth, Bodil Kjer). Selve bygningen ejes nu af Ida Löfbergs Fond, og det er meningen, at dens overskud skal komme gamle scenekunstnere og teaterembedsmænd til gode. På 50 årsdagen 19/9 1958 opførtes en prolog af K. Abell, fremsagt af Clara Pontoppidan, samt Sheridans »Bagtalelsens Skole«.

Litt.: Ti Aar. Det ny Teater 1908–18. 1918. Politiken 17/9 1933. Et Teater blev til. Udg. i Anl. af 50 aars Jubilæet. 1958.

Falkoner Centret, Falkoner Alle 7, er Nordens mest moderne kongreshus bl.a. med hotel, bank, biograf og teater. Dette kan rumme 2170 mennesker. Centret ejes af firmaet Christiani og Nielsen og er opført af arkt. Ole Hagen. Teatret, det største i Kbh., blev åbnet i novbr. 1958 under ledelse af direktør Blicher-Hansen med et gæstespil af et udm. italiensk operaensemble. »La Bohéme«, »Rigoletto«, »Madame Butterfly« stod på programmet. Starten var vellykket, og den fortsattes med held af fr. ballet, i hvis ensemble Toni Lander var. Det er hensigten, at teatersalen med sine tekniske raffinementer ikke alene skal anvendes til koncerter og gæstespil, særlig af opera- og balletensembler, men også til kongresser og udstillinger.

Folketeatret på Nørregade blev opført 1845 som hippodrom efter tegning af H. C. Stilling og blev også benyttet til store forsamlinger fx. 1848 til de politiske hippodrom-møder. Da anvendelsen til ridehus og cirkus ikke betalte sig, blev lokalet forandret til et teater for 1173 tilskuere (nu 1076); åbningsforestillingen ved direktør H. W. Lange fandt sted 18/9 1857 med sangspillet »En lille Heks«. Lige fra starten blev Folketeatret borgerskabets specielle scene, dels gennem arbejder af de muntre forfattere C. Hostrup, A. Recke, Frits Holst og Carl Møller og dels ved sine lunerige skuespillere Fr. Madsen, H. Kolling, O. Zinck og Julie Lumbye-Hansen. Efter brandkatastrofen i Wien blev Folketeatret 1882 brandsikret, og 1900 blev det bygget sammen med ejendommen Nørrevoldgade 50, der benyttes til administration, påklædningsværelser og bolig for direktøren. Megen god borgerlig kunst blev i et repertoire, der svarede til teatrets navn (fx. »Hans Højhed« og»Lynggaard & Co.«), skabt på dets scene, hvorimod litterære forsøg (ved Herman Bang og Betty Nansen) ikke viste sig lønnende; lystspil, farcer eller muntre og rørende komedier skaffede teatret en popularitet, som er bevaret til nutiden. Th. Larsen, der tiltrådte 1935, er den dir., som har styret s. 387 længst; efter Dagmarteatrets fald højnede han repertoiret. »Et Dukkehjem«, »Vildanden«, »Brand«, »Romeo og Julie« og »Købmanden i Venedig« er spillet side om side med »Nøddebo Præstegaard«, hvis opførelsestal andrager ca. 1300 (siden 1888); moderne skuespil, fx. af Kaj Munk (»Han sidder ved Smeltediglen«) eller af Soya og Leck Fischer har afløst vittige da. og fremmede lystspil. Under andre former er Folketeatrets opr. tone også bevaret fx. i den store succes fra 1927 »Tre små Piger« af Kollo, der nåede ca. 500 opførelser. Det største opførelsesantal, 227 gange, i Th. Larsens ledertid fik »Guderne ler« af Cronin (1942–43). Han trak sig tilbage juni 1959 og overtog ledelsen af biografen »Alexandrateatret«; hans sidste forestilling var »Eventyret« med Bodil Ipsen som gæst i bedstemoderens rolle.

Interiør fra Folketeateret.

Litt.: Robert Neiiendam. Folketeatret. 1845–1945. 1945. Th. Larsen. 35 Aars Repertoire. 1956.

Frederiksberg Teater (fra 1957 kaldet Aveny-Teatret) ved Frederiksberg Runddel, ligger på en plads, som under forsk. former har været forlystelsessted siden 1784. Først hed det »Ratzenborg« efter værtens navn, sen. »Sommerlyst«; hovedbygn., hvori teatret findes, blev rejst omkring 1855 efter tegning af H. C. Sletting. Lokalet er flere gange blevet omb.; det har været musikpavillon, koncertsal, forum for kabaret, hvor bl.a. Gustav Esmann og Herman Bang optrådte, og fra 1919 fast teater med navnet »Fønix-Teatret« under ledelse af Emil Wulff. Repertoiret bestod da af folkekomedier og revyer på et jævnt plan. Denne anvendelse blev fortsat efter Wulffs død 1921; direktoraterne skiftede i hastigt tempo, men undertiden lyste nogle enkeltpræstationer op, fx. Carl Alstrup som soldaten Schwejk (1930). s. 388 Under Sv. Melsings ledelse (fra 1938) opnåede teatret, der nu fik Frederiksbergs navn, store successer med »Høfeber« (1939), »En Kone fra Landet« (1941) og »Vor By« (1942), hvor de unge talenter H. Kjærulff-Schmidt og Berthe Qvistgaard fik rig udvikling; heldet fulgte også den næste direktør, især med »Privatliv« (1944) og en meget interessant opførelse af Sartres »Lukkede Døre« (1946) i Holger Gabrielsens iscenesættelse, men n.å. brændte teatret, og da det var genopbygget med 550 pladser, blev 1949 Henrik Bentzon dir. med Else Skouboe som kvindelig hovedkraft. Den næste ledelse, til 1952, ved Meïr Feigenberg var udpræget litterært betonet med Bodil Ipsen i »Kirsebærhaven« og »Vetsera blomstrer ikke for enhver« og Ingeborg Brams og Inge Hvid Møller i »Den tatoverede Rose«; endelig sluttede Lily Broberg og Otto Halstrøm 1956 indtil videre direktørernes lange række, bl.a. med Osvald Helmuths natursande spil i »Jeppe paa Bjerget«. Teatrets historie er meget broget; det meste af dets repertoire er glemt, men nogle forestillinger lyser op, fordi de betød en kulturel indsats. 1957 blev Stig Lommer dir. og forandrede husets navn.

Litt.: Robert Neiiendam. Forlystelsernes Allé. 1958.

I Handelstandens Klubs lokaler i Nyropsgade 41 er indr. et moderne teater, kaldet Mercur, med plads til 650 mennesker. Det blev åbnet 25/1 1957 ved direktør Aage Stentoft med »Cranks«, en ny art eng. revy, hvor nonsenshumør og barok ballet indgik en lattervækkende forbindelse. Stykket var udarbejdet af englænderen John Cranks, musiken skyldtes Addison, den danske bearbejdelse Jørgen Hartmann-Petersen. Dette program bestående af »noget for sig selv« gjorde lykke, men teatret blev indtil videre ikke et fast, planmæssigt foretagende, men udlejes til forskellige formål.

Nørrebros Teater (nu kaldet Det ny Scala). I forlystelsesstedet »Store Ravnsborg«s varietélokale, Ravnsborggade 3 på Nørrebro, åbnedes 26/12 1886 under Ferdinand Schmidts direktion et serveringsteater i smag med Frederiksberg Morskabsteater (Alléscenen). Det blev særlig på revyernes og farcernes område, at Nørrebros scene samlede publikums interesse, navnlig under Vilh. Petersens ledelse (1893–1911) og med W. Gerner og Fr. Jensen i hovedrollerne. »Svend, Knud og Valdemar«, »Taksameterkuskens Datter« og sangspillet »Molboerne« kendetegner denne periode. I forening med husdigteren A. Melbye overtog Fr. Jensen ledelsen til 1921, stadig med sommerrevyen som basis, men senere gled Nørrebros Teater over i en folkekomedie- og operetteperiode, bl.a. med Johs. Meyer, Arne Weel og C. Biering-Petersen som dir. (»Styrmand Karlsens Flammer«). 15/12 1931 brændte teatret, men det blev genrejst med ca. 1100 pladser og er siden med skiftende held drevet mest som operettescene; »Annie Get Your Gun« opførtes 1950–51 mere end ét år. 1955 overtog Aage Stentoft teatret, som han gav navnet »Det ny Scala«; siden har det haft store successer med »Orfeus i Underverdenen«, »Flagermusen« og »Kvindernes Oprør« på programmet. 1959 trak direktør Stentoft sig tilbage.

Litt.: Vilh. Petersen. Foran og bag Kulisserne. 1931.

Riddersalen, teater på Fr.berg. Da Lorry Feilberg 1896 havde overtaget Kehlets etablissement i Allégade, var det et af hans mål at forandre sangerindeknejpen (hvor Holger Drachmann 1887 traf sin muse »Edith«) til en kabaret, som Drachmann tidl. havde slået til lyd for. Feilberg lod maleren Aksel Jørgensen smykke s. 389 lokalet og åbnede 1914 kabaretten under navnet Operetten. Udmærkede kunstnere optrådte, men da det viste sig vanskeligt at vedligeholde genren, blev tribunen også benyttet til småstykker og navnet ændret til R. Efter Feilbergs død gled lokalet over til helaftens-teaterbrug med ca. 200 pladser, først under ledelse af Arne Weel (»Fruen har fri« 1930), senere bl.a. af Ludvig Brandstrup (Co-Optimisterne), Per Knutzon (»Melodien der blev væk«), Erling Schroeder, (»Hamlet«), Sam Besekow, Meïr Feigenberg m.fl. Lødige forestillinger af da., men især fr. og amer. dramatikere opførtes (»Livet er jo dejligt«, »Flyvende Sommer« m.fl.). Unge, talentfulde kunstnere (Berthe Qvistgaard, Lily Weiding, Inge Hvid Møller) og instruktører fik her deres gennembrud. Men lokalets få pladser betyder knald el. fald for lederne, der hyppigt har måttet skifte. Repertoiret har udfyldt en del af tabet ved Dagmarteatrets nedrivning.

Litt.: Fr. Graae. Københavner-Minder. Lorry. 1929. Robert Neiiendam. Forlystelsernes Allé. 1958.

Røde Kro Teater beliggende Øresundsvej nr. 35 på Amager er indrettet i en kuriøs bygning fra 1700t. (krobevilling fra 1764) og oprettet som teater omkring 1870, først som sommerscene. Denne scene indtager en særstilling blandt hovedstadens teatre, ikke alene ved teatrets ydre, men ved repertoirets folkelighed, der i høj grad har det jævne publikums øre. Kun tre dir. har styret i dette århundrede: Christian Petersen fra 1902, Carl Thomsen fra 1916 og Carl Carlsen fra 1929. De har ikke brudt med traditionen, men holdt den gemytlige, bestandig borgerlige tone ved lige i repertoirevalget. Under den sidstn. leder har »Far skal giftes« (af A. Frische og Fl. Lynge) været en kunstnerisk succes, medens »Sjuske Dorthe« (af A. Kjærulf og F. Rocatis) bragte de største indtægter. Røde Kro Teaters beståen er et bevis på, at det har kunnet tage kampen op med biografscenerne; historisk set er dets tone en levning fra folkescenen Casino i Amaliegade og som sådan værdifuld for det borgerlige publikum. Mange komedier, som før i tiden blev opført på de andre privatscener inde i byen, genopførtes på Røde Kro, i reglen noget ændrede og med nye titler. I al sin primitivitet er foretagendet ikke uden en vis charme. Der er 370 pladser. I 1960 skal teatret nedrives.

Scala, tidl. privatteater i Kbh. På grunden ved Vesterbrogade stod et varietéog teaterlokale, kaldet »Concert du Boulevard«, som blev nedrevet, da komplekset »National« blev rejst 1880–81 af snedkermester H. Hansen, der også byggede Dagmarteatret. Okt. 1883 var komplekset færdigt; det indeholdt også en koncertsal, som fik en omtumlet tilværelse, både som teater for revyer og lystspil, kaldet »National« (1889–91) og som varieté med navnet »Scala« og en dertil knyttet natkafé. 1912 begyndte Frede Skaarup og Emil Wulff (som udtrådte af ledelsen 1918) deres revyvirksomhed med »Den Traadløse«; 1917 fandt en luksuriøs ombygning sted, hvorved lokalet kom til at svare til den pengerigelige periodes smag for kostbart udstyr og ydre påhit, men da den unormale tid under den første verdenskrig ebbede ud, kunne Scala af økonomiske grunde ikke opretholdes. Forinden havde Skaarup 1920–22 oprettet »Det lille Teater« i komplekset (nu biograf), der navnlig fik betydning for Else Skouboes gennembrud. 1927 måtte han, som havde skabt dette for »gullaschtiden« typiske foretagende, forlade ledelsen, der en tid overgik til et selskab, som forsøgte at fortsætte driften i forbindelse med Casino. Denne konstellation ophørte 1929; n.å. blev Scala lukket, da den sidste revy »Punktum Finale« var opført med Liva Weel i hovedrollen. s. 390 Hun havde i forb. m. Carl Alstrup været Scalas bærende kraft. Efter en total ombygning blev lokalet genåbnet 1931 som restaurant, varieté og folkeligt forlystelsessted i forb. m. etablissementet »Lorry« på Frederiksberg. 1958 blev komplekset ændret til et varehus.

Litt.: Ill. Tidende 14/10 1883. Carl Muusmann. Scala. 1917. Gunhild Gantzel. Scalaminder. 1941.

Sønderbros Teater. På forlystelsesstedet »Syven«s grund ved Amagerbrogade lod ejeren, restauratør A. Henriksen 1902 bygge et serveringsteater i smag med Frederiksberg Morskabsteater (Allé-Scenen) og Nørrebros Teater. Foretagendet åbnedes 29/11 1902 med en prolog, fremsagt af dir., mangeårig teaterleder i provinsen Carl Henriksen, og lejlighedsspillet »Amagerslægter« samt operetten »Pariserliv« på programmet. Personalet bestod hovedsagelig af dygtige kræfter fra provinsscenerne, og repertoiret var anlagt for den jævneste smag (folkekomedier, ofte med lokale hentydninger, farcer, lette lystspil, små operetter); hyppigst, over et år, opførtes »Rasmines Bryllup«. Efter C. Henriksens død (1907) fulgte de vekslende, af ejeren engagerede direktører, Victor Wulff, A. Frische, Eyvind Kornbeck, Martin Jensen den sa. tone. Efter korte, mislykkede direktorater, bl.a. Carl Alstrups, blev teatret i sin sidste sæson 1930–31 ledet med kunstneriske aspirationer af instruktør Gunner Hansen som »kammerspil-scene«, hvorefter det omdannedes til den folkelige varieté »Hollænderbyen«, der endnu består.

Danmarks Akvarium, Strandvej 233, er en selvejende institution, opret. efter en kgl. fundats af 15/11 1937 og indv. 21/4 1939. Akvariet er opret. på initiativ af civilingeniør Knud Højgaard, som har bekostet dets indretning, samt stillet en reservefond på 100.000 kr. til rådighed for institutionen, som er bygget på en grund staten har stillet til rådighed i nærheden af havundersøgelsesinstitutet i Charlottenlund. Byggesummen beløb sig til ca. 1 mill. kr.

Akvariet er projekteret af arkt. Gjerløv Knudsen, de tekniske installationer er projekteret og delvis udf. af civilingeniør, nu prof. i køleteknik, Sv. Aa. Andersen. Dekorationerne i de enkelte udstillingsakvarier er udf. af kunstmaler Kaj Simmelhag.

I Danmarks Akvarium findes 4 afd.: koldt ferskvand, varmt ferskvand, varmt havvand, koldt havvand, hvilket gør det muligt at udstille fisk og andre vanddyr fra næsten alle egne af kloden.

Desuden stiller Danmarks Akvarium forsøgslokaler og laboratorierum til rådighed for et fysiologisk laboratorium, der drives som en særlig afd. af »Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser«.

Akvariet ledes af en bestyrelse på 3 medlemmer, hvoraf et vælges af civilingeniør K. Højgaard, et af Fiskeriministeriet og et af Det kgl. danske Videnskabernes Selskab.

Dyrehavsbakken er religiøs i sin oprindelse, idet den er opstået omkr. valfartsstedet Kirsten Pils kilde, der if. gl. tradition går tilbage til 1585, og som 1885 højtideligholdt sin 300-årsdag. Der var i gl. dage adsk. hellige kilder i Kbh.s nærhed, som folk valfartede til, og Kirsten Pils kilde var i lang tid en af de mindre besøgte. Det var først omkr. midten af 1700t., da den pietistiske kong Chr. VI havde forbudt de temmelig grove løjer ved Vangede- og Vartov kilde, at Kirsten Pils kilde kom på moden. Og derefter varede det ikke længe, før de første gøglere begyndte at optræde for kildegæsterne i Dyrehaven. I den halvrunde lysning oven over kilden og ud til Fortunvejen rejste der sig boder og telte. Fra ca. 1770 kan man i piecer, gadeviser og anden litteratur finde beskrivelser af det farverige folkeliv omkr. Kirsten Pils kilde. Det ældste maleri af kilden er malet af Per s. 402 Cramer og dateret til ca. 1750. På dette billede findes foruden de valfartende allr. et par gøglere. Kildetiden, ɔ: den tid på året, hvor folk valfartede til de hellige kilder, var fra gl. tid fastsat til ml. sankthansdag og vorfruedag, ɔ: ml. 23/6 og 2/7. Også da de verdslige forlystelser blev de fremherskende i Dyrehaven, holdtes denne periode i hævd, idet man dog bredte tiden lidt til begge sider, så den strakte sig over i alt tre uger.

Fra slutn. af 1700t. og noget ind i 1800t. blev en tur til Kirsten Pils kilde en årlig tilbagevendende begivenhed for de fleste københavnere. Turen ud til Dyrehaven gik dengang ikke ad Strandvejen, der på det tidspunkt var lidet farbar, men ad Bernstorffsvej og Ordrupvej for endelig på højde med Emiliekilde ved Hvidøre at gå langs stranden til Dyrehaven. Omkr. 1800 havde dyrehavsforlystelserne deres første glansperiode, som man bl.a. kan se det af Oehlenschlægers »St. Hans Aftens Spil« fra 1803. På den tid søgte ikke blot da., men også udenlandske gøglere til Dyrehaven i kildetiden. 1795 kom fx. englænderen James Price, der snart efter grundlagde Vesterbros Teater. Det var denne James Price, der blev stamfaderen til den sen. berømte da. kunstnerfamilie. 1800 kom desuden det »Store italienske Selskab« med Pasquale Casorti i spidsen. Dette selskab fremførte s.å. i juli i Dyrehaven de italienske pantomimer, der her for første gang blev vist i Danmark. Det var disse pantomimer, der knap et halvt årh. sen. holdt deres indtog på Pantomimeteatret i Tivoli.

I beg. af 1800t. fandtes if. en samtidig opgivelse ca. 50 telte ved Kirsten Pils kilde, af hvilke de 10 var restaurationstelte. Omkr. 1820 flyttede teltene op på en nærliggende bakke sø.f. kilden, og fra beg. af 1830erne fik navnet Dyrehavsbakken hævd. Selv om forlystelserne nu var flyttet væk fra kildens umiddelbare nærhed, bevaredes lang tid fremover tilknytningen til den. En bakketur begyndte altid med et besøg ved Kirsten Pils kilde. Da Tivoli åbnede 1843, solgtes som en særlig attraktion i den første tid vand fra Kirsten Pils kilde. Tivolis åbning blev imidlertid fatal for Dyrehavsbakken. Besøget svigtede, og adsk. gange i løbet af 1800t. tænkte man på at sløjfe Bakken. I 1900t. har stedet imidlertid fået en genopblomstring. Det skyldes først og fremmest gennemførelsen af S-togs trafikken fra Kbh. til Klampenborg med tog hvert tyvende minut. Denne trafik kom i gang 15/5 1934, og med ét slag steg besøget på Bakken til det dobbelte. Omtr. samtidig med S-togene kom de elektriske forlystelser til Dyrehavsbakken. 1932 kom rutchebanen og snart efter anden elektrificeret morskab. Men ved siden af de moderne forlystelser findes stadigvæk de gl. Rekommandørerne med deres parader foran teltene er stadigvæk en vigtig del af Dyrehavsbakkens liv. Den blårspisende Pierrot har bev. sin plads på Dyrehavsbakken, hvor han først gjorde sin entré med de casortiske pantomimer 1800. Og sangerindeteltene findes nu som for over 100 år siden. »Bakkens Hvile«, det ældste af de nuv. sangerindetelte stammer således fra omkr. 1855.

Dyrehavsbakkens areal er 6–7 ha. I årl. lejeafgift til staten betales op mod 1 mill. kr. Årsomsætningen ligger på ml. 10 og 15 mill. kr. For at drive forretning på Dyrehavsbakken kræves en polititilladelse, der skal fornys hvert år. Lejekontrakten med statsskovvæsenet indgås (siden 1951) for en 20årig periode, idet den dog kan reguleres hvert tiende år. De næringsdrivende, de s.k. teltholdere, har siden 1885 været organiseret i en teltholderforening, der for tiden har henved 70 medl.

Deres forretninger opdeles i fire kategorier: 1. restaurationsforretninger. 2. varietéer olgn. 3. køreforretninger (karruseller, rutchebane olgn.) og 4. boder.

Kun to af forretningerne er stadig installeret i telte, der rejses, når sæsonen åbner, og pakkes sammen, når sæsonen slutter. Det er Tribinis telt og Cirkusrevuen. Alle de andre teltholdere bor nu i træhuse, men der er tradition for, at også disse benævnes »telte«. Bakkens sæson, hvis officielle navn stadig er kildetiden, strækker sig fra 30/4 til sidste mandag i aug. Den daglige åbningstid er fra kl. 14 til 23.

Litt.: N. Sørensen. En Udflugt til Dyrehaven. 1818. S. Møller. Kan Du bare Dig for at lee? eller Dyrehavens Lystighed i 1819. ca. 1820. Z. Petersen. Dyrehavens Vejviser. 1833. J. Davidsen. Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn. 1910. Eiler Nystrøm. Offentlige Forlystelser i Fr. VI’s Tid. 1910. Knud Bokkenheuser og H. Foldberg (red.). Bakken i Billeder og Tekst. 1930. Eiler Nystrøm. Kilderejser og Udendørs Folkeliv. Danmark i Fest og Glæde. III. 1935. Anton Pedersen. Teltholderforeningen i Jægersborg Dyrehave gennem 50 Aar. 1935. Vidar Bruun. Dyrehavsbakkens Historie. 1937. Mogens Knudsen. Billeder fra Bakken. 1950. Flemming Bergsøe. Dyrehavsbakken. 1952.

Forlystelsesetablissementet Tivoli, der også må henregnes bl. byens parker, ligger inden for den firkant, der dannes af Vesterbrogade, Bernstorffsgade, Tietgensgade og H. C. Andersens Boulevard. Det er grl. af Georg Carstensen og åbnedes under navnet A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli 15/8 1843. Over havens indgangsport stod navnene Tivoli og Vauxhall. De hentydede til de dengang berømte illuminationshaver Vauxhall i London og Vauxhall-Tivoli i Paris, som Georg Carstensen havde besøgt, og som dannede forbillederne for hans Tivoli. Af off. forlystelseshaver før 1843 havde vi herhjemme først og fremmest Dyrehavsbakken, hvis sæson imidlertid var meget kort, kun tre uger omkr. Sankt Hans. Som en direkte forløber for Tivoli og som den første da. forlystelseshave med illumination og musik må man betragte kunstberider Chiarinys Vauxhall, der lå på den nuv. Vesterbrogade, ml. Saxogade og Dannebrogsgade. Det åbnede 8/6 1806, men fik kun en kort levetid og lukkede 1808 p.gr.af økonomiske vanskeligheder.

Tivoli blev anlagt på et dertil af staten udlejet areal af fæstningsterrænet 59,000 m², lige uden for Vesterport, og den årl. leje var i beg. 472 rdl. og 3 mark. Havens grundplan har endnu bev. mindelser af det opr. voldterræn. Således følger hovedalleen, der går fra hovedindgangen forbi Pantomimeteatret og ned til Koncertsalen, stadig med sin siksaklinje stierne på de opr. trekantede bastioner. Og det høje parti i havens sydøstl. hjørne, hvor nu Dansetten ligger, er et levn af en befæstet ø, der engang lå midt i voldgraven. Af den opr. voldgrav er nu kun Tivolisøen tilbage. Resten er blevet udfyldt. Denne udfyldning tillige med en forøgelse af terrænet ved Tietgensgade har bevirket, at havens areal er vokset til 79.709 m².

Ingen af de opr. bygn. fra 1843, der var tegnet af arkt. H. C. Stilling, er bevarede. De var alle opf. af skrøbelige materialer, så de i tilfælde af en belejring af byen ikke skulle kunne yde fjenden nogen beskyttelse. Der er fire indgange til Tivoli. Hovedindgangen, der ligger på Vesterbrogade på sa. sted som den opr. indgang, er opf. 1889 af arkitekterne Emil Blichfeldt og Richard Bergmann. Stilen er renæssance og materialerne røde mursten og terracotta; den høje åbne s. 404 indgang er flankeret af korintiske søjler og foroven afsluttet af en kuppel. De byggede året efter de to bygn., der flankerer hovedindgangen: Tivolis kontor på den østl. side og Wivex på den vestl. side. Af bygn. i haven mærkes: Pantomimeteatret, Tivolis ældste bevarede bygn., opf. 1874 af arkt. J. V. Dahlerup i kinesisk fantasistil. Fortæppet er udført som en påfugl med en kæmpestor hale. Pantomimeteatret er opf. på omtr. sa. sted som havens opr. teater fra 1843. Al mekanik på Pantomimeteatret bevæges ved håndkraft, og maskineriet er således en kopi af det, der fandtes på teatrene i 1600t. og 1700t. med bagtæpper, der går op i tre knæk, og løse kulisser, der sænkes fra loftet. Af hensyn til brandfaren har man måttet indlægge elektr. lys i rampe og herter, men i slutningstableauet i pantomimerne anvendes stadig bengalsk lys, en belysning, der fremkommer v.hj. af et brændende pulver, som James Price 1825 indførte her i landet. På Pantomimeteatret opføres de s.k. casortiske pantomimer, opkaldt efter Giuseppe Casorti, der 1800 introducerede dem her i landet. Den casortiske pantomime er den eneste klassiske pantomime i verden, der er bev. nogenlunde uforandret i sin form. Den kan føres tilbage til den ital. commedia dell’arte og er via Frankrig og England nået herop.

Pantomimeteateret i Tivoli.

Af andre bygn. mærkes Basarbygningen med Nimbs terrasse, opf. 1909 af arkt. Arne Petersen og Bergmann i tillempet tyrkisk stil. Det kinesiske Tårn, opf. 1900 af sa. arkt. Glassalen, den ældre koncertsal, opr. bygget af Stilling 1863, er ombygget talr. gange, sidst efter 1944 med Poul Henningsen som arkt. Hvor før danselokalet »Arena« lå, opførtes 1948 »Dansetten« af Frits Schlegel. Koncertsalen, s. 405 opf. 1956, efter at den forrige koncertsal, bygget 1902 af arkt. Arne Petersen i sa. stil som Basarbygn. med kupler og hesteskobuer og udstyret med en overdådig, spraglet illumination om aftenen, blev sprængt i luften af terrorister 1944. Den nye koncertsal er bygget af arkitekterne Frits Schlegel og Hans Hansen i moderne stil. Med denne bygning indførtes for første gang funktionalismen i den gl. have. Koncertsalens hovedindgang er fra haven, men desuden findes en anden indgang fra Tietgensgade, der anvendes, når salen bruges uden for tivolisæsonen. Selve koncertrummet indeholder 2004 siddepladser. Bygningens ydre udsmykning med de lystige mosaikker skyldes Mogens Zieler, den indre Egon Mathiesen, William Scharff, Svend Johansen og William Fridericia. Musikken har altid spillet en stor rolle i Tivolis historie, lige siden Carstensen 1843 engagerede komponisten H. C. Lumbye som dirigent. For Kbh.s musikliv har Tivolis koncertsal gennem tiderne været af stor betydning. Ofte er det lykkedes at få tidens bedste kunstnere til at optræde her. Adgangen til disse koncerter er i alm. gratis.

Tivolis nye koncertsal ved aften med illumination.

Blandt havens mange andre attraktioner må nævnes tivoligarden, der blev indstiftet 1844 og består af drenge op til 16 år og rutschebanen, der allr. eksisterede ved havens åbning om end i en meget primitiv form. Den nuv., der er den fjerde i sin art, stammer fra 1914. Endelig må også nævnes børnelegepladsen, opf. 1958. Her findes vipper, glidebaner og andet legetøj for små børn, udf. af billedhuggerne Gunnar Westman, Henry Heerup, Henrik Starcke og Torsten Johansson og malerne Erik Christensen og William Fridericia. Blandt blomsterarrangementerne s. 406 i haven bør særlig fremhæves Parterrehaven ved Tivolisøen, anl. af havearkt. G. N. Brandt.

Tivoli åbner 1/5 og sæsonen varer til midten af sept., idet man altid slutter på en søndag. Haven illumineres hver aften, og onsdag, lørdag og søndag aften afskydes der desuden fyrværkeri. I haven findes en 1868 rejst buste af Georg Carstensen (af C. Peters), en 1903 afsløret bronzestatue af ham (af Bundgaard), en buste af komponisten H. C. Lumbye, rejst 1874 (af Axel Frederik Pacht), en buste af mimikeren N. H. Volkersen, rejst 1896 (af Aksel Hansen) og et H. C. Lumbye monument, udført 1930 (af Svend Rathsack).

En ny kontrakt med Kbh.s magistrat blev indgået 1947, hvorefter lejemålet er forlænget til 1995. Den årl. lejeafgift til Kbh.s kom. andrager nu over 1,3 mill. kr. Aktiekap. er på 5 mill. kr. Bygninger og inventar er bogført til ca. 19,1 mill. kr. Det årl. besøg foruden abonnementer er nu godt 4 mill. (1843 var det 174.608). Antallet af abonnenter andrager ca. 16.000. Det største besøg på en enkelt dag var på Tivolis 100 årsdag 15/8 1943, hvor gæsternes antal var 112.802.

Litt.: Axel Guthmann og Anton Melbye. Tivoli. 1888. Peter Engell. Kjøbenhavns Tivoli i 50 Aar. 1893. Carl Ginderup. Den første Brêche i Kjøbenhavns Befæstning 1883. 1893. Eiler Nystrøm. Tivolis første Oprindelse. Hist. Medd. om Kbh. II. 1909–10. Tivoli. Før og Nu. 1915. C. A. Clemmensen. Tivoli gennem 75 Aar. 1918. G. K. Harvild. Tivoli i Fortid og Nutid. 1926. Torben Krogh. Tivolipantomimens Oprindelse. Kulturminder 1939. Ernst Mentze og Harald H. Lund. (red.). Tivoli Minder. 1943. Christen Fribert. 100 Aar i Tivoli. 1943. Henry Hellsen. Harlekin og Columbine, af Pantomimeteatrets Historie. 1944. Carl Roos. Tivolipantomimen, Homo sum. 1946. Mogens Lebech. Tivoli. København Før og Nu. 1948. Mogens Knudsen. Tivoli. 1957.

Tivoli er den stærkest udnyttede og bedst besøgte af byens voldparker, anlagt 1843 af Georg Carstensen på voldarealerne umiddelbart s.f. Vesterport. Hovedtrækkene i det militære voldterræn med raveliner, bastioner og stadsgrav blev bibeholdt, og »rygraden« i Tivoli er stadig den siksakformede promenade fra hovedindgangen i n. til Tietgensgade i s. – opr. plantet af general Peymann 1807 som en tredobbelt elmeallé følgende ydervoldens krone v.f. stadsgraven. Fra denne promenade sænker terrænet sig til begge sider, genialt udnyttet af Carstensen ved placeringen af vigtige bygninger ud for knækkene i siksaklinjen, hvor udsigten naturligt ledes ud over de amfiteatralske jordformer med plads for store tilskuermængder (ved Pantomimeteatret, Divan I, Glassalen og Divan II).

Modsat andre forlystelsesparker er Tivoli altid blevet betragtet som en have, også af grundejerne (Kbh.s kom.) og af Tivolis direktion. Dette ses bl.a. ved benyttelsen af dygtige havearkitekter som konsulenter, ikke mindst afd. kommunegartner G. N. Brandt, men det er samtidig en uhyre vanskelig opgave på den begrænsede plads med et stort publikumsbesøg at bibeholde, endsige udvide havekarakteren, således at bygningerne ligger i haven, og ikke således at haven et kilet ind mellem husene. Hovedpunkterne i Tivolis parkprogram er derfor at ophjælpe parkkarakteren, at holde grønne arealer, event. græsplæner, fri til servering, at bevare de gamle elme i hovedalleen og – spredt over haven – et tag af lette, lyse træarter over de udstrakte gruspladser og -gange, at underordne byggeriet under haven, at beholde rigelige legemuligheder for børnene i solen og at sørge for friluftsmusik.

Hvert år skabes der nye attraktioner i Tivoli, og stadig nye blomsterarrangementer kommer frem. Langt det betydeligste er anlægningen af vandparterret n.f. søen 1943, tegnet af G. N. Brandt og Aksel Andersen, med forbillede i vandparterret s. 407 i Fürstenheim slotshave i Schlesien: små springvand i 32 flade skåle af bøgestaver i bede med en overdådighed af blomster, holdt sammen med gangbelægning af klinker, og det hele omgivet af en smukt svunget mur med Poul Henningsens ophængte bænke. Børnelegepladsen, forynget 1958–59, er en seværdighed i sig selv med fortræffelige legeskulpturer, utraditionelle legeredskaber og tegnetavler i det fri. Endelig har man i Tivoli gjort vellykkede forsøg med forsk. former for belysning af plantninger og blomsterrabatter, således at blomsterne også om aftenen sammen med illuminationen kan være med til at skabe den særlige tivolistemning.

Parti fra Zoologisk Haves isbjørnegrotte, indrettet 1950 (arkt. Fr. Schlegel).

Zoologisk Have, Roskildevej 32. 1859 tog ornitologen N. Kjærbølling efter ty. forbillede initiativet til indretning af en zoologisk have på terrænet v.f. Fr.berg slot, kaldet Prinsesse Wilhelmines Have, der af indenrigsministeriet overlodes ham til nævnte formål. Kjærbølling udvidede haven 1861 og 1869, og den blev hurtigt populær. Efter hans død 1871 førtes arbejdet videre af sønnen Frederik Hugo Kjærbølling, som 1872 overdrog haven til det aktieselskab, som idag ejer den. Haven var på det tidspunkt ca. 3 tdr. land stor og rummede 51 arter pattedyr i 83 eksemplarer og 125 arter fugle i 350 eksemplarer. Haven besøgtes 1872–73 af 141.693 personer. De første bygn. var ret primitive og er nu alle s. 408 revet ned og erstattet med nye og bedre. Først omkr. og efter århundredskiftet opførtes mere solide bygninger fx. restauranten (opf. 1897 af Kr. Varming). 1905 byggedes det store udsigtstårn, tydeligt påvirket af Eiffeltårnet i Paris (arkt. T. Hirth). I de forløbne år var dyrebestanden vokset betydeligt, og også det årlige besøg steg. 1900 besøgtes haven af 313.613 personer. Med ombygningen af abehuset 1928 (opf. 1891 og udv. 1896) påbegyndtes en modernisering af den gl. have efter forbillede af Hagenbecks verdensberømte dyrepark ved Hamburg, og abehuset (arkt. Edv. Thomsen) var det første i rækken af moderne bygninger. 1938 opførtes girafstalden, 1939 antilopestalden og 1950–52 to store bjørnegrotter, alle med Frits Schlegel som arkitekt. Af andre af havens større bygninger kan nævnes det store rovdyrhus (opf. 1874 og udv. 1888), Elefanthuset (opf. 1914 af arkt. P. A. Rosenkilde Gram) og det lille rovdyrhus (opf. 1923). 1953 udvidedes haven med en del af Søndermarken, og denne nye afd. især for nordiske dyr forbandtes med den gamle ved en tunnel under Roskildevejen (arkt. Frits Schlegel). Havens popularitet har været stigende i de seneste år. 1948 passerede man millionen, og 1958 besøgtes haven af 1,1 mill. mennesker, hvoraf mange svenskere. Pr. 13/12 1958 havde haven 162 pattedyrarter i 625 eksemplarer, 563 fuglearter i 1500 eksemplarer, 50 arter af krybdyr i 141 eksemplarer, 4 arter af padder i 23 eksemplarer samt enkelte fisk og hvirvelløse dyr. Haven er enestående i Skandinavien og indtager ligeledes internationalt en fremtrædende plads. Sin væsentligste berettigelse har den som folkedannelsesmiddel, men den giver også basis for et betydningsfuldt videnskabeligt arbejde.

Hovedindgangen til haven er fra Roskildevej, men man kan også komme fra Fr.berg have gennem Apistemplet (opf. 1801 efter tegn. af Abildgaard) og fra 1873 benyttet som indgang til Zoologisk Have. Templet har to rækker søjler foran indgangen og en tyr i frontonen. Gitteret mod Fr.berg slot skilte tidl. Nordre Toldbod fra Langelinie. Ved indgangen fra Roskildevej afsløredes 23/8 1903 et mindesmærke for N. Kjærbølling bestående af en granitsokkel (Bundgaard, efter tegn. af arkt. Rosen) med bronzebuste (af Alexis Møller). 19/3 1913 afsløredes en mindesten for dir. Julius Schiøtt († 1910), der på et kritisk tidspunkt i havens historie genrejste dens ry. Ny Carlsbergfondet har deponeret to skulpturværker i haven, nemlig Nessos og Deianira (af Marqueste) og Theseus og kentauren Bianor (af Barye).

Litt.: Arch. 1915. 93. 101, Sa. Ugehefte 1927. 15. P. A. M. Tauber. Zool. Have 1859–84. 1884. A. G. Juel. A/S Zool. Have. 1872–97. 1897. Jul. Schiøtt. Zool. Have gennem 50 Aar. Festskrift. 1909.

Næst efter Tivoli er Zoologisk Have den mest besøgte park. Det v.skrånende areal med lavere partier ind mod Fr.berg Have har været udmærket til anlæg af en dyrepark. I mange år var udformningen og især anbringelsen af dyrehuse og indhegninger æstetisk mangelfuld, men gennem de sidste 30 år har Zoologisk Have som park for mennesker undergået store forbedringer, bl.a. ved indretningen af den smukke fugledam umiddelbart v.f. slottet, som ved et diskret gitter drages ind i havebilledet. Rundt om i haven er der indrettet smukke siddepladser og blomsterpartier, og det moderne syn på indretning af gitterløse løbegårde for dyrene giver haven et åbent og venligt præg.