Ældre landsteder

Indtil midten af 1700t. fandtes der i Københavns omegn foruden de kongelige lystslotte kun ganske få egentlige landsteder. Adelen tilbragte sommermånederne på sine godser, de velhavende borgere flyttede enten ud på de bøndergårde, de ejede i byens nærhed, eller søgte hvile og rekreation i deres lysthuse og haver umiddelbart uden for voldene. Efter midten af 1700t. indtraf imidlertid en forandring. Under indflydelse af tidens romantiske strømninger, begunstiget af gode økonomiske forhold, opførtes både på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro, Frederiksberg og i Valby og på naturskønne steder i skovene og ved søerne n.f. hovedstaden i Bagsværd, Frederiksdal, Lyngby, Søllerød og Gentofte foruden langs kysten i Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg en række større og mindre landsteder, hvortil der som oftest hørte et mindre landbrug.

Blandt de bevarede landsteder er også et antal ganske små »sommerhuse«, som tilhørte det mere jævne borgerskab. De fleste stammer fra 1800t.s første halvdel. De er kun en etage høje, som oftest med afvalmet stråtag, og i reglen med to fag vinduer på hver side indgangsdøren midt på façaden.

Med Frederiksberg slots fuldendelse 1708–09 blev Ny Hollænderby et yndet sommeropholdssted for hoffet og i dets følge for Kbh.s velhavende borgerskab, s. 767 der byggede sig landsteder herude. Helt op til midten af forrige årh. vedblev Fr.berg at være meget besøgt af landliggere. Det ældste landsted er den smukke barokvilla bag Allégade nr. 6, opf. 1750–53 af arkt. Philip de Lange for klædekræmmer Magnus Møllmann; 1812 erhvervet af »Det Wærn’ske Opdragelses- og Undervisnings-Institut for fattige Pigebørn af Borgerstanden«, nu ejet af »H.C. Heegaards og Hustrus Stiftelse«. Det er en etage højt med mansardtag og har et polygonalt fremspringende midtparti på to etager både til have og gård.

Nogle få år yngre er hovedbygningen til gården Rolighed, Rolighedsvej 21. Gården, der tidligere hed Mariendal, ejedes 1758–62 af højesteretsadvokat Andreas Bruun, der sikkert har opført den endnu eksisterende hovedbygning som landsted. Dette hus, der er lige så dybt som langt, er nu direktørbolig for Landbohøjskolen. Typologisk hører det sammen med en anden Frederiksbergejendom Store Godthåb, Godthåbsvej 77, der er opført af handelsmanden Henrik Vium omkr. 1770, og som nu tilhører Fr.berg kommune.

Litt.: H. H. Engquist. Danske Landsteder nr. 18–20. 1949.

Medens disse to landsteder er præget af rokokoens stiltræk, er såvel Møstings Gård, tidl. Smallegade 2 B, der tilhørte A/S Rialto, som Hassagers Kollegium, Bredegade 13, der begge stammer fra begyndelsen af 1800t., påvirket af Harsdorffs nyklassicisme.

Møstings Gård var med undtagelse af de to vestligste fag bygget 1800–1801 til assessor i hof- og stadsretten Ditlev Frederik Feddersen af ukendt arkt. 1809 erhvervedes den af den sen. gehejmestats- og finansminister Johan Sigismund Møsting, der døde her 16/9 1843. Huset blev nedrevet i beg. af 1960, og det er under overvejelse at genopbygge det ved Andebakkestien. Nogle få år yngre end Møstings Gård er den gl. hovedbygning til Hassagers Kollegium, der opr. også var et landsted. Den er opf. 1805, sikkert efter tegning af ejeren, hoftømrermester, brandmajor Peter Boye Junge.

Litt.: H. Langberg. Møstings Gaard og Hassagers Kollegium, Frederiksberg gennem Tiderne. I. 1946. 73–83.

Efter Kbh.s bombardement 1807 blev C. F. Hansen den ledende arkitekt. Selv om det navnlig var genopførelsen af de offentlige bygninger, der optog ham, kom hans opfattelse af empiren dog også til at præge de kommende årtiers borgerlige bygningskunst. Skønt kun få landsteder i Kbh.s omegn skyldes ham personlig, var alligevel de fleste af de større og mindre sommerhuse, der i første halvdel af 1800t. blev bygget n.f. hovedstaden, påvirket af hans stil. Et egenhændigt arbejde er Søholm ved Emdrup sø, Lyngbyvej 201, som han opførte for kbmd. Joseph Nathan David, der 1802 havde erhvervet denne ejendom. Ganske vist er de lavere sidepartier tilføjet i 1860erne, men den toetagers midtbygning og den trefløjede, stråtækte, idylliske staldbygning er bygget af C.F.Hansen.

Et af de landsteder, hvor hans indflydelse gjorde sig stærkest gældende: Christiansminde på Østerbrogade, er desværre nedrevet 1957. Det var bygget omkr. 1815 af murmester og brandkaptajn Johan Christian West.

I Hellerup ligger Store Mariendal, Strandvejen 135, der i sin oprindelige skikkelse har mindet om Allégade 6. Som dette skyldes det Philip de Lange, der opførte det 1759. »Bygningens Prospekt præsenterer udvendig en Ottekant«, hed det 1769, men på grund af dens ejendommelige grundplan var det dog mere s. 768 korrekt, når den i 1800t. blev kaldt »den tolvhjørnede gård«. Den tilhører nu prinsesse Viggo, grevinde af Rosenborg.

Litt.: Ejnar Dyggve. Om Store Mariendal og Metodik, Arch. 1919. 245–52.

De to andre kendte landsteder i Hellerup: Hellerupgård, Hellerupgårdsvej 20, der nu er nedrevet, og Øregård, Ørehøj Allé 2, der tilhører Gentofte kom., hører derimod til den franske arkt. Joseph-Jacques Ramée’s bedste arbejder.

Hellerupgård, hvis oprindelige navn var Lokkerup, er opkaldt efter stempelpapirforvalter Johan David Heller, † 1754. Den nu nedrevne hovedbygning var opført 1802–03 for konferensråd Erich Erichsen og bestod af en tre stokværk høj midtfløj, hvortil sluttede sig på hver side to stokværk høje sidepartier. På Hellerupgård opslog englænderne 1807 deres hovedkvarter, og her underskrev general Peymann Københavns kapitulation 7/9 1807. Efter Erichsens død 1837 har Hellerupgård bl.a. tilhørt kammerherre Vilhelm Huth Krag og fra 1903 kammerherre, oberst G. Wedell-Wedellsborg, der på østsiden lod arkt. Carl Brummer opføre en halvrund udbygning. Hans enke ejede Hellerupgård til 1950, da den erhvervedes af undervisningsministeriet. På grunden ligger nu Gammel Hellerup Gymnasium.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 54–57. Vilh. Lorenzen. Hellerupgaard, Gl. dansk Bygningskultur. 1920. II. 35, 37.

Øregård er opf. 1806 for storkøbmanden Johannes Søbøtker. 1821 solgtes den til islandsk kbmd. J.J.Hunæus. 1832–43 tilhørte Øregård hofråd Joseph Hambro, s. 769 derefter etatsråd A.N.Hansen, hvis slægt ejede den til 1895, da den erhvervedes af gross. Dethlef Ohlsen, hvis arvinger 1917 solgte Øregård til Gentofte kommune. 1920 overdrog etatsrådinde Julie Hegel den samling af historiske og topografiske billeder fra Kbh. og omegn, som hendes afdøde ægtefælle, Gyldendals direktør J. D. F. Hegel, havde efterladt sig, til Gentofte kom., der ophængte den på Øregård, som derefter blev offentlig tilgængelig 13/8 1921. I årenes løb udvidedes samlingen, og efter at bygningen under stadsarkt. Poul Gøtzsche’s ledelse var blevet gennemgribende restaureret, omordnedes samlingen, der genåbnedes i sin nye skikkelse 1957 (smlg. s. 339–40).

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 82–83.

Af en noget anden karakter var det nedrevne senempire landsted Strandslottet på Strandvejen i Skovshoved, der udvendig var beklædt med træ. 1852 skænkede den svenske baron Blixen-Finecke det i morgengave til sin hustru, prinsesse Augusta af Hessen.

I Klampenborg ligger de tre landsteder: Hvidøre, Emiliekildevej 1, Christiansholm, Vitus Berings Allé 30 og Sølyst, Emiliekildevej 2–4.

Hvidøre. Det var ved Hvidøre, dronning Elisabeth steg i land 1515, da hun ankom til Danmark for at ægte Chr. II, og det var også her den lybækske hærs anfører Christoffer af Oldenburg 1534 gjorde landgang. I nærheden – i Sølystparken – lå Hvidøre kongsgård, hvor Dyveke og mor Sigbrit skal have boet, s. 770 og som 1529 forlenedes til kgl. herold Franciscus de Medina (Hispanier), derefter til rentemester Anders Glob, astrologen Lyder Reventlow, lægen Peter Capeteyn, livlægerne Jacob Hasebard og Jacob Bording, efter hvis død 1560 den nedlagdes som forlening. I 1600t. synes gården at være blevet nedbrudt.

Ved Hvidøre nævnes i 1500t. en kro. 1576 lod Fr. II indrette en papirmølle (tidl. »Harniskmølle«) og feldberedermølle (nedlagt 1583). 1661 nævnes en stampemølle. Det nuværende Hvidøre opstod 1871, efter at den gamle Hvidøre skole var nedlagt, på hvis grund legationsråd Frederik Christian Bruun († 1887) med Johan Schrøder som arkitekt opførte sit imponerende landsted, hvor stilefterligningen nåede sit højdepunkt i karyatidehallen under tårnet med Otto Evens skulpturer, der er en efterligning af Erechteion på Akropolis. Året efter erhvervede Bruun gården Vilhelmsdal, som han lod nedrive 1883, hvorefter dens areal blev udlagt til strandhave. 1906 solgte Bruuns enke Hvidøre til Chr. IX.s to døtre, dronn. Alexandra af Storbritanien og kejserinde Dagmar af Rusland, hvilken sidste efter den russiske revolution beboede det til sin død 1928. 1937 købte »Novo, terapeutisk Laboratorium« Hvidøre og indrettede det til hospital for sukkersygepatienter.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 84–88. C. H. Rørdam. Svundne Dage. VII. 1931.

Christiansholm ved Klampenborg er opkaldt efter Chr. V. 1666 fik den kgl. ordenshistoriograf Vitus Bering en del af engen ved Hvidøre i fæste og opførte her et landsted. 1671 overtog Chr. V atter Christiansholm, 1672 forærede han det til sin dronning Charlotte Amalie, der s.å. skødede det til Ulrik Frederik Gyldenløve, men 1678 kom stedet atter ind under kronen. 1746 skødede Fr. V Christiansholm til storkøbmanden, etatsråd Just Fabritius, der opførte det lille hvidkalkede rokokoslot. 1767 solgte hans enke det for 16.000 rdl. til Nicolai Paludan, men 1777 kom det atter til Fabritius’ bo, der solgte det til plantageejer Mac Evoy. 1783 købte grev H. E. Schimmelmann Christiansholm, og efter hans død 1831 solgtes det på auktion til distriktskommissær Joh. Bagge; 1847 kom det i kaptajn John Christmas’ besiddelse, 1855 erhvervedes det af admiralinde Sophie Elisabeth Zahrtmann, hvis datter Wanda ved sit ægteskab 1863 bragte det til sin mand, den sen. teaterchef, grev C.C.S. Danneskiold-Samsøe, som 1900 solgte Christiansholm til baron Axel Lerche og ritmester Clauson-Kaas, der lod det udstykke. På grunden opførtes Christiansholms engelske villakvarter, ligesom væddeløbsbanen til dels er anlagt herpå. Hovedbygningen og parken erhvervedes 1914 af den sen. udenrigsminister, grev Carl Moltke, hvis enke er den nuværende ejer. Billede s. 769.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 89–96. J. C. B. la Cour. Danske Gaarde. 1907. IV. 299.

Sølyst, egentlig »See-Lust«, er opr. bygget af en kbhsk. handelsmand Julius Frøichen, der havde overtaget ejendommen 1724 og indrettet den til et kattuntrykkeri. 1753 erhvervedes den af Christiansholms ejer, etatsråd Just Fabritius, der omdannede den til en lystgård og 1766 opførte den nuværende nyklassiske hovedbygning, der fra første færd havde stråtag. Hans enke solgte den 1771 til generalguvernør Peter Clausen, og 1776 erhvervedes den af den senere finansog statsminister, grev Ernst Schimmelmann. Til erindring om sin første hustru Emilie Rantzau’s død 1780 lod han foran den høje skrænt ved parken ud til Strandvejen Emiliekilde anlægge efter tegning af N.A.Abildgaard og med indskrift s. 771 af digteren C. H. Pram. Til minde om bondestandens frigørelse plantede i hjørnerne af en ligesidet trekant Schimmelmann, A. P. Bernstorff og Chr. Ditlev Reventlow tre birketræer (frihedstræer). Ang. de senere ejere jfr. s. 653. Efter at Det kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskab havde overtaget ejendommen, blev den gamle bygning istandsat og ombygget af arkt. Robert Hansen.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 101–09.

I Dyrehavens østligste del ved Strandvejen anlagdes 1845 Klampenborg Vandkur-, Brønd- og Søbadeanstalt, hvor arkt. M.G. Bindesbøll med de såkaldte cottager indførte en ny type sommerboliger, letbyggede huse af træ, af hvilke de fleste indeholdt flere lejligheder. De er nu nedrevet, men deres indflydelse spores på adskillige af de landsteder af træ, der opførtes omkr. 1850, og hvoraf der endnu er bevaret enkelte langs Strandvejen.

Til de ældre kgl. lystslotte i byens nærhed hører foruden Sorgenfri og Charlottenlund slot også det lille jagtslot Eremitagen i Dyrehaven.

Allerede Chr. V havde for at »kunne spise i enrum« ladet opføre en Eremitage s.f. den nuværende på den 1670 nedlagte landsby Stokkerups grund. Efter hans død 1699 – muligvis som følge af, at han året før under et ophold på Eremitagen var blevet slået til jorden af en hjort, han skulle give dødsstødet – forfaldt den mere og mere. Chr. VI, der var en ivrig jæger, lod den nedrive, og på slettens højeste punkt lod han 1734–36 Lauritz de Thurah opføre den nuværende Eremitage. Den er to stokværk høj over kælderen med mansardtag, har fuget stueetage s. 772 og en rigt udsmykket beletage, i hvilken bl.a. den pragtfulde barokke spisesal er beliggende. I kælderen fandtes »Eremitage-bordet«, en slags madelevator, hvorved maden kunne anrettes på en sølvbakke og hejses op i spisesalen, hvor der stod et rundt bord med et hul i midten, hvortil sølvbakken passede ind. 1790 var der tale om at nedrive Eremitagen, men det forhindredes ved, at hofjægermester, grev Rantzau købte den. 1797 blev den atter overtaget af staten, der 1798–1800 lod den restaurere af arkt. Boye Magens.

Litt.: ArkivMus., serie 2, II. 1943. 230–35. Alice Müller. Vore Slotte. 1901. 395–404. Villads Christensen. En paatænkt Nedbrydning af Eremitagen i 1790, HistMKbh. IV. 1917–18. 550–56. Ove Bauditz. Jagtslottet Eremitagen i Jægersborg Dyrehave og dets Forbilleder, HistMKbh. 2. rk. I. 281–312.

I ældre tid var Ordrup krat et meget yndet udflugtssted for københavnerne, og flere byggede sig landsteder herude. Til disse må henregnes den gamle hovedbygning til Skovgård i Ordrup, der nu er flyttet til Krathusvej. Skovgård er sikkert opført mellem 1811 og 1821 af løjtnant F.C.E.v. Scholten. Betydelig yngre er det senklassicistiske landsted Ordruphøj, Ordruphøjvej 31, som H. C. Stilling byggede til kammerherre Carl Berling. Det er et eksempel på, hvorledes adskillige af landstederne i sidste halvdel af forrige årh., da gotikken og navnlig renæssancen blev det uopnåelige forbillede i arkitekturen, udviklede sig til store, herskabelige villaer, der ikke i nævneværdig grad lagde vægt på den intime kontakt med den omgivende natur.

Ordruphøj er grundlagt 1798 af gross. Peter Erichsen, der kaldte det Conradshøj. Efter hans død 1804 erhvervedes det af agent Chr. Vilh. Duntzfelt, der gav Ordruphøj sit nuværende navn. 1860 blev det købt af kammerherre Carl Berling, der 1863–64 lod arkt. H. C. Stilling erstatte den opr. hovedbygning med den nuv. senklassicistiske, der er to etager høj. I en gravhøj i haven er indrettet et mausoleum for kammerherre Berling og familie, i hvis besiddelse Ordruphøj forblev til 1919. Nu er det børnehjem, se s. 445.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 230–33.

Blandt de kgl. lystslotte, der i 1600t. på en vis måde havde landstedets funktion, var Jægersborg eller Ibstrup, der nedreves 1761. Som kavallerstald til dette opførtes 1747 Schäffergården, Ermelundsvej 105.

Jægersborg har sin oprindelse i en landsby, der 1401 kaldtes Jæcopstorp og på reformationstiden Ibstrup; på Fr. II.s tid var dette navnet på en stor bondegård, hvor kongen ofte opholdt sig af hensyn til jagten. Under Chr. IV påbegyndtes 1609 ved bygmester David Nyborg på et næs mellem Søndersø og Hundesø opførelsen af et enfløjet »stort nyt hus« i nederlandsk renæssancestil, fire etager højt med et spirprydet trappetårn på den ene langside og tre udbygninger med åbne buegange imellem på den anden. Den svenske enkedronning Marie Eleonora opholdt sig 1641–43 på slottet efter at være flygtet fra Sverige. Under svenskekrigene blev slottet, der i udseende har mindet om Rosenborg, næsten ødelagt, men efter at være blevet nødtørftigt istandsat benyttedes det fortsat som jagtslot. Jægersborg, som Chr. V ændrede dets navn til, forfaldt imidlertid mere og mere; 1731 fjernedes den øverste etage, og renæssancegavlene erstattedes af et valmtag. 1734–39 fornyede Lauritz de Thurah jagtbygningerne til hundene, men af de planlagte fire kvarterer, der v.f. slottet skulle danne et symmetrisk anlæg omkring en stor plads, opførtes kun de tre, det fjerde blev først bygget 1747. Tretten år senere afskaffedes parforcejagt, og 1761 nedreves efter bygmester Jacob Fortlings s. 773 indstilling slottet, hvorimod Thurahs jagtbygninger indrettedes til kaserne. På slottets plads opførte hofbygmester Zuber 1785 en grundmuret stald, der 1801 udvidedes med to fløje mod øst, og i haven anlagdes en ridebane.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 118–42.

Schäffergården er oprindelig opført 1747 som kavallerstald til Jægersborg slot. 1755 erhvervedes den på auktion af hofsnedker Didrich Schäffer, der ombyggede den til beboelse. 1909 købtes Schäffergården af prins Harald, der kaldte den Jægersborghus. Schäffergården, der i tidens løb var blevet meget ombygget, blev 1920 af dens daværende ejer, direktør Ernst Michaelsen ved arkt. Kaare Klint ført tilbage til den skikkelse, den havde haft på Schäffers tid. Efter at være blevet overtaget af Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde blev Schäffergården på ny under ledelse af arkt. Palle Suenson restaureret 1950–51 samtidig med, at de gamle enetages sidefløje erstattedes af nye på to etager. Schäffergården benyttes nu til bolig for nordmænd, der studerer i København.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 150–53. Sigurd Strangen. Mellem Nordmænd på Schäffergården, Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde. Årbok. 1946–56. 255–60.

Ved Bernstorff slot ligger det smukke empirelandsted Trianglen, Vældegårdsvej 70, der er opført 1811 af købmand Nicolay Jacobsen. I grundplanen efterligner det med sit halvrunde midtparti Bernstorff slot, men det skæmmes nu af en sen. tilbygning. Typisk for begyndelsen af 1800t. er også det gl. landsted, der ligger ved Femvejen mellem Jægersborg Allé og Ordrupvej, hvortil der hører en bræddeklædt vognport og staldbygning.

Under indflydelse dels af det første Christiansborg, hvor rokokoen under Eigtveds ledelse havde gjort sig stærkt gældende såvel i interiørerne som på ridebanens to pavilloner og Marmorbroen, dels af det ny Amalienborg-kvarter, der omkr. 1750 begyndte at tage form, opførtes i Frederiksdal og Lyngby en række landsteder, som prægedes af den ny stil. Til de mest karakteristiske hører foruden Frederiksdal slot hovedbygningen til Friboeshvile, Hovedgaden 2, Lyngby, der er bygget omkr. 1755 af apoteker August Günther. Palæet eller Moyels Gård, Hovedgaden 37, Lyngby, der er opført 1806 af David Moyel, som var møbelhandler i København og tolk ved det udenlandske departement, er derimod et smukt nyklassisk landsted med to køkkener, bygget med henblik på udlejning til sommergæster. Billede s. 773.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 295–96.

Frederiksdal slot var opr. et jagtslot, som Fr.III 1668 opførte nogle hundrede m s.ø. for Hjortholm. Chr. V overlod det til sin dronning Charlotte Amalie, efter hvis død 1714 det tilfaldt datteren Sophie Hedevig og efter hendes død Chr. VI, som 1739 skænkede det til grev Johan Sigismund Schulin, i hvis families eje det siden er forblevet. Det nuværende Frederiksdal, der er opført 1744–45 efter tegning af Niels Eigtved, er den danske rokokoarkitekturs fornemste eksempel på det franske maison de plaisance. Slottet, der opr. var en etage højt og dækket af et valmtag med skulpturprydede balustrader over side- og midtrisalitterne, blev 1752–53 under ledelse af arkt. J. G. Rosenberg ombygget og fik en mansard med 11 værelser. I en række værelser er bevaret de oprindelige stukdekorationer, vægpaneler og marmorkaminer. I nærheden af slottet findes Louisekilde, opkaldt efter grev J. S. Schulins svigerinde, Christiane Louise Warnstedt.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 509–28.

Til de større lyststeder slutter sig en række mindre, som hver på sin vis er karakteristiske for de nærmeste årtier efter midten af 1700t. Fra årh.s midte, muligvis dog først fra 1760erne, stammer således Marienborgs to etagers hovedbygning i Ny Frederiksdal, Nybrovej 410, der trods sit rokokopræg med sin trekantsgavl over de fem midterste fag peger frem mod nyklassicismen. Et omtrent lignende udseende har i øvrigt Kulhus ved hovedvejen gennem Hareskoven.

En særlig plads blandt denne periodes landsteder indtager maleren og arkitekten Nic. Abildgaards hus Spurveskjul, Spurveskjul 4, Frederiksdal, som han byggede 1805. Op til et ældre enetages bindingsværkshus opførte han et toetages stråtækt sommerhus, uden udsmykning, men med meget fine proportioner.

Ligesom Hellerupgård og Øregård skyldes også Sophienholm, den fr. arkt. Joseph-Jacques Ramée, der byggede det omkr. 1800 for storkøbmanden, agent Constantin Brun, der var gift med digterinden Frederikke Brun.

Til nyklassicismens smukkeste landsteder hørte også det 1909 nedbrændte Aldershvile ved Bagsværd. Det var opført i 1780erne og således omtrent samtidig med Dronninggård, Dronninggårds Allé 9 b, der var bygget 1783. I Holte ligger også arkitekten Lauritz de Thurah’s gamle landsted, Gammel Holtegård, Attemosevej 170.

Aldershviles smukke nyklassiske hovedbygning var opført i 1780erne af dronning Juliane Maries kabinetssekretær Th.Holmskjold ved den fr. arkt. Joseph Guione. Efter Holmskjolds død 1793 tilhørte Aldershvile bl.a. den fra mordet på Gustaf s. 775 III kendte grev Ludvig Ribbing (Friedrichson). 1900 blev landstedet erhvervet af fru A.Ewans, kendt som »grevinden af Bagsværd«, der efter at hovedbygningen 1909 var nedbrændt, 1911 afhændede den til et konsortium. Ruinen af Aldershvile er bevaret i parken, som nu er offentlig tilgængelig.

Litt.: Charles Haugbøll. Grevinden af Bagsværd og Aldershviles historie, HistMKbh. 4. rk. III. 1951–54. 129–216.

Dronninggård stammer fra Fr. III.s tid, idet kongen skænkede dronn. Sophie Amalie et næs i Furesøen, hvorpå hun lod opføre en »lystgård«, et »holstensk bondehus« og anlægge et »hollænderi«, hvor hun festede og drev landbrug med oldenborgske køer og høns og gæs af fremmed race. Ved hendes død 1685 tilfaldt ejendommen kronen, derefter dronn. Charlotte Amalie og sen. hendes datter Sophie Hedevig. 1762 tilhørte Dronninggård gehejmeråd Hans v. Ahlefeldt, snart efter må den dog være kommet i kronens eje, for 1772 skænkede Chr. VII den til kammerherre W. D. W. v. Staffeldt; 1776 erhvervedes den af forpagteren på Brede, Ole Svendsen (også ejer af Rudegård, som han solgte 1781), der 1781 solgte den til gross., agent, sen. etatsråd Fr. de Coninck († 1811). Om Dronninggårds ældste bygninger vides intet, men en tavle med Fr. III.s og Sophie Amalies navnetræk, der stammer herfra, er senere blevet indmuret i gartnerboligen. Den nuværende enkle, tre stokværk høje nyklassiske hovedbygning, der er opført efter tegning af Andreas Kirkerup, var fuldendt 1783, men er senere blevet ombygget og restaureret. En årrække blev ejendommen kaldt Næsseslottet. Omkring dette anlagde de Coninck en ca. 55 ha stor park, dels i ital.-holl., dels i eng.-»kinesisk« s. 776 stil med lysthuse, mindesten, vaser, grotter etc. og med mange sjældne træsorter. Flere af støtterne er endnu bevaret, bl.a. en fire m høj obelisk af no. marmor på et fodstykke af tilhuggen kamp, udført 1781 af Wiedewelt til ære for de Coninck’s ven, oberst Henry Drevon, staldmester hos prinsen af Oranien; og en høj kaneleret søjle med en kugle på toppen og anbragt på et firkantet fodstykke af no. marmor med hvide marmorrelieffer, rejst 1784 »til ære for handelen og søfarten«.

Til sin ældste søn Frederik lod de Coninck på ejendommens grund den fr. arkt. J.-J. Ramée opføre det mindre landsted Frederikslund, Frederikslundsvej 21; 1798 tilkøbte han Kaningården, Furesøvej 161, (Kaninholmen), hvor der i Sophie Amalies tid havde været kaninstutteri, og som han kaldte »Luknam«. Da det økonomisk gik tilbage for familien, solgte Frederik de Conincks søn 1822 Dronninggård til den hamburgske senator J. M.Jenisch († 1828); 1845 købtes gården af hofjægermester Th. R. Fønss, 1851 af proprietær Hans Hansen, 1860 af etatsråd Johannes Christopher Nyholm, 1866 af generalkonsul Anders Westenholz, hvis enke 1895 solgte den til et aktieselskab, hvorefter jordene udstykkedes til villagrunde. Hovedbygningen, der efterhånden var blevet meget forfalden, restaureredes 1896 og 1906 af arkt. Axel Berg og var en tid anvendt til hotel. 1906 erhvervedes Dronninggård af forlagsdirektør August Bagge, og siden 1935 har den været rekonvalescenthjem.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 463–94.

Gammel Holtegård var oprindelig en fæstegård under kronen. 1756 erhvervedes den af hofbygmester Lauritz de Thurah, som opførte den nuv. hovedbygning, der består af en lang, et stokværk høj fløj med to lave endepavilloner med valmtag. Efter Thurahs død erhvervedes den 1760 af grev Chr. Ditlev Reventlow til Christianssæde, og i 1800t. har den bl.a. tilhørt grev F. G.Knuth (1866–72), brygger E.Kogsbølle (1882–1900) og til 1911 etatsråd H.N.Andersen, der lod arkt. Vilhelm Holck restaurere bygningen og opsætte gårdsidens fronton. Gammel Holtegård restaureredes atter 1943. Den tilhører fra 1950 handelsgartner N.J.H. Suhr. Avlsgården solgtes allr. 1934 til Søllerød kom.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 350–58.

I Søllerød lå også en del landsteder: Søllerødgård, Søllerødvej 37, opf. 1740–42, nedbrudt 1783, og Carlsminde, Søllerødvej 30, opført o. 1750.

Litt.: Hans Ellekilde. Søllerød Sogn 1682. Søllerødbogen. 1954–55. 5–56.

Søllerødgård. Grunden, der var bebygget, erhvervedes 1740 af overkrigssekretær for søetaten, grev Fred. Danneskiold-Samsøe, der med Philip de Lange som arkt. straks påbegyndte opførelsen af en ny to etager høj hovedbygning, der var fuldendt 1742. Stueetagen var grundmuret, anden etage af bindingsværk og rykket tilbage, således at der fremkom en balkon, ligesom en udsigtsaltan var indrettet oven på det fremspringende midtparti. V.f. slottet lå i den prægtige have et kapel, der indviedes 1745. 1755 solgte Danneskiold-Samsøe Søllerødgård til baron F. L. Dehn, der 1763 overdrog den til Fr. V, som skænkede den til den indkaldte franske general Saint-Germain, der fortsatte de af kongen påbegyndte ombygninger og istandsættelser og bl.a. 1765 nedrev kapellet. 1768–80 tilhørte Søllerødgård arveprins Frederik, 1783 tilskødedes den kgl. berider Fred. Chr. Schäffer, der nedrev slottet og i stedet opførte en mindre hovedbygning ud til vejen. Blandt Søllerødgårds sen. ejere har været justitsråd J. G. L. Manthey, konferensråd V. Schlegel, bogtrykker J.Hoffensberg og konsul P. Hansen, der 1907 overdrog s. 777 ejendommen til sin svigersøn, jægermester C.F.C. Tvermoes, der genopførte slottet og i en sidelænge indrettede en kirkesal. Jernporten ud mod vejen stammer fra Schimmelmanns Palæ i Bredgade og er overladt Søllerødgård af Kunstindustrimuseet. Søllerødgårds nuv. ejer er overretssagfører Poul Tvermoes.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 315–27.

Carlsminde har i modsætning til Søllerødgård bevaret sin oprindelige skikkelse. Det er sandsynligvis opført omkr. midten af 1700t. af kattuntrykker Peter Wasserfall, erhvervedes 1799 af statsminister Cai Fried. Reventlow og 1804 af fru Bolette Rudolphine Berg, i hvis ejertid Carlsminde fik sit nuv. navn. 1874–81 tilhørte det komponisten Emil Hartmann, 1903 købtes ejendommen af bankdirektør Isak Glückstadt, nu tilhører den fru Gerda Schiørring.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 327–29.

Enkelte landliggere slog sig ned i Nærum. Nærumgård, Rundforbivej 174–80, er det mest kendte landsted.

Nærumgård er opstået af flere lyststeder og bøndergårde, der samledes af Chr. Colbjørnsen, som 1781 havde erhvervet Sophienhøj af hofagent, sukkerraffinadør Peter Borre. Den nuv. tre stokværk høje hovedbygning er opført i sidste halvdel af 1700t., men sit nuv. navn fik gården først i 1820erne. Efter Colbjørnsen, der solgte den 1806, har Nærumgård bl.a. været ejet af et interessentskab, der anlagde et bryggeri på gården. 1859 udflyttedes avlsgården, medens hovedbygningen kom i gross. D.B. Adlers besiddelse († 1878), og efter hans enkes død 1902 overdroges den til Kbh.s kom. Under arkt. Gotfred Tvedes ledelse ombyggedes s. 778 den 1907–08 til børnehjem, og 1942–43 ombyggedes de to sidefløje. Avlsgården købtes 1934 af Søllerød kom., der har solgt det meste af jorden til bebyggelse.

Litt.: H. Trier. Nærumgaard, HistMKbh. VII. 1919–20. 1–41.

N.f. Skodsborg ligger det karakteristiske sen-empire landsted Sølyst ved Aggershvile, Strandvejen 135–37, Søllerød, som er bygget 1847 af N. S. Nebelong for kammerjunker G. B. Gyldenstierne Sehested, og ved Vedbæk Frydenlund, Frydenlundvej, Søllerød, der er stærkt påvirket af Harsdorffs nyklassicisme, og Enrum, Strandvejen 341, Søllerød, som J. D. Herholdt opførte for grev C. C. S. Danneskiold-Samsøe i en stil, der er påvirket af tidlig engelsk renæssance.

Frydenlund erhvervedes 1683 fra grev Mogens Frijs’ enke af Chr. V, som overlod det til den sen. storkansler, grev C. Reventlow, hvis enke døde her 1722. Til dronn. Anna Sophie Reventlow lod Fr. IV derefter i de følgende år arkt. Johan Cornelius Krieger opføre en ottekantet centralbygning, der var færdig 1729. I 1740erne beboedes Frydenlund nogle somre af C. Erdmann, hertug af Württemberg-Oels, der ofte modtog besøg af Chr. VI. Fr. IV overlod slottet til kronprinsen, Chr. VII, der 1767 overlod det til sin dronn. Caroline Mathilde, som ofte opholdt sig på Frydenlund med Struensee. Efter at det 1793 var blevet solgt til den svenske hofsekretær, mystikeren C. A. Bohemann, erstattedes hovedbygningen 1793–95 med den nuv. smukke nyklassiske, der muligvis er opført af arkt. J. H. Rawert, idet den ottekantede pavillons midtsal benyttedes som fundament for den runde havesal. Ved Bohemanns forvisning 1803 blev Frydenlund solgt. Sen. har det bl.a. tilhørt overførster W. B. Linstow (til 1812), Cecilia Schow (enke efter faktor S. og senere gift med professor H. C. F. Schumacher), rektor H. O. Bjørn, hans svigersøn admiral J. L. Gottlieb og kammerherre L. Castenskiold († 1905). 1929 erhvervedes Frydenlund af højesteretssagfører Geo K. Schiørring, hvis enke 1957 solgte det til den dansk-amerikanske pianist Victor Borge. Frydenlund restaureredes 1907 af arkitekterne C. Brummer og Mørk Hansen og 1930 af Ole Falkentorp. Billede s. 777.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 438–52.

Enrum opførtes o. 1731 af justitsråd, kasserer G. C. Jacobi, erhvervedes 1745 af handelsmanden Michael Fabritius, hvis søn Fabritius de Tengnagel († 1805) omskabte det til et af Sjællands smukkeste landsteder. I haven rejste han en række mindestøtter bl.a. ved »Carls Kilden« til erindring om Carl XII.s landgang ved Vedbæk år 1700 med en indskrift forfattet af digteren F. L. Stolberg. Sen. har Enrum tilhørt Chr. Colbjørnsen og kammerherre J. F. Gyldenstierne Sehested; 1845 solgtes det til grev C. C. S. Danneskiold-Samsøe, der 1862–64 som nævnt lod J. D. Herholdt opføre den nuv. hovedbygning. Enrum tilhører nu Odd Fellowordenen, der har indrettet det til hvile- og rekreationshjem.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 382–89.

Også i begyndelsen af dette årh. er der blevet bygget store landsteder, men med de forbedrede kommunikationsmidler og de ændrede livsbetingelser er københavnerne efterhånden søgt længere væk fra hovedstaden, medens de ældre landsteder i byens omegn er blevet indrettet til helårsbeboelse.