Slotte og palæer

År 1167, fortæller Saxo, lagde biskop Absalon grunden til en borg på Strandholmen (insula maritima), og »dette hans ringe virke blev landet til stor værn, thi sørøverne holdt ej mere af at ligge der i nabolaget, og landets børn kunne fra nu af trygt færdes i farvandene trindt omkring«. Denne borg, som Absalon beholdt for livstid, også som ærkebiskop, testamenterede han til Roskilde bispestol, en ordning som paven gentagne gange stadfæstede.

I kampene ml. kirken og Vald. Sejrs efterfølgere blev den imidlertid 1245, 1259 og 1262 besat af kongen. Efter at Erik Plovpenning 1245 havde forjaget bispen, indtoges borgen 1249 af den lybske flåde under Alexander Saltwedel, og da Christoffer I i striden med ærkebiskop Jacob Erlandsen 1259 lagde beslag på den, erobrede Roskildebispens lensmand fyrst Jarimar af Rygen s.å. både by og borg. 1262–75 holdt Erik Klipping borgen i sin hånd under hele den sidste del af striden med ærkebispen. Sen. kom den 1329 uden sværdslag i grev Johan af Holstens besiddelse, og i de flg. år havde den holstenske høvedsmænd. Ved Vald. Atterdags tronbestigelse 1340 fik han borgen og byen overladt af bispen for at kunne give dem som pant for de lån, han ønskede at optage, og da holstenerne nægtede at vige, kom det 1342 til en kamp ved Blidebro (vistnok den sen. Højbro), men først 1346 fik kongen borgen i hænde. Han havde den nu, indtil han 1368 måtte flygte til udlandet for hanseaterne, der 16/6 1368 erobrede både byen og borgen. Den sidste nedrev de året efter og ødelagde den i bund og grund, da den truede deres interesser i de danske farvande.

Om den ældste borg havde man længe kun en meget mangelfuld viden. Først udgravningerne ved Christiansborgs genopførelse 1906–07 og 1918–19 har givet os kendskab til dens anlæg og mure. Strandholmen, hvorpå Absalon rejste sin befæstning, hævede sig kun 0,6 m over dagligt vande og var dækket med en tæt bevoksning af tagrør, som under ældste opfyldning stod med hårde, spidse vinterskud (hvorfor borgbygningen må være påbegyndt i det tidlige forår). Ringmuren, der på det nærmeste dannede en cirkel med en ydre diameter af 56 m, var 1,5 m tyk, opført af kampesten og især på ydersiden beklædt med smukt tilhugne kridtstenskvadre. Inden for ringmuren var borggården (ca. 5470 m²) hævet ca. 1,6 m over dagligt vande ved påfyldning af et lag engtørv og muld. Da udgravningerne til Chr. VI’s Christiansborg har levnet det østligste og det vestligste parti af borgen, kender vi enkelte af de huse, som sen. sluttede sig til Absalons ringmur, således ved nv.siden en rest af en murstensbygning, delt i to rum, det ene bagers og det andet rimeligvis bryggers, samt sydligere to lette småhuse. Imod nø. ml. fundamenterne til det sen. Blåtårn ligger væltede mure af et anseligere murstenshus, måske borgens hovedbygning. Fund af fine arkitekturdetaljer i romansk stil tyder på, at allr. Absalon har rejst et borgkapel. I en brønd af en stor, udhulet egestamme (en holk) fremdroges slebne søjleskafter og s. 662 trapezkapitæler, sikkert nedkastet ved borgens ødelæggelse af fjendehånd 1369 for at umuliggøre brugen af brønden; med langt bedre ret end en større, yngre kampestensbrønd, der har været i brug i 1700t. og 1800t., kan holkbrønden bære navnet Absalons brønd. Også på holmen uden for ringmuren har man tidligt begyndt at rejse bygninger. Mod v. er der i ringmuren rester af et svært ydertårn fra beg. af 1200t., hvortil der har sluttet sig en »hemmelighed«, og lignende, men svagere fundamenter mod ø. kan tyde på, at der har været flere tårne, og at borgbilledet i stadens ældste segl (1296) virkelig gengiver bygningens hovedtræk.

Plan af de bevarede ruiner af Absalons borg og det senere slot under det nuværende Christiansborg (hvis kontur er angivet med en skraveret linie). Under Christiansborgs hovedfløj er alle oprindelige rester forsvundne. 2, 8: Absalons ringmur (sort). 3, 6: den efter ødelæggelsen 1369 opførte udvidede ringmur. 13: Blåtårn. De fint prikkede linjer viser omkredsen af Københavns slot, som blev nedrevet i 1731, øverst til venstre riddersalsfløjen fra 1400-tallets første halvdel, nederst til højre kongefløjen fra 1500-tallets midte.

Københavns slot 1698, set fra Højbro. Til venstre på slottet Blåtårn, til højre riddersalsfløjen. Gouache af J. J. Bruun 1740 på Rosenborg.

Udgravningerne har endv. vist, at man ved borgens genopførelse efter ødelæggelsen 1369 over ruinhobene har opkastet en omtrent cirkelrund borgbanke med en diameter af 75 m af gult ler, der omgivet af en vandfyldt grav ca. 22 m bred har hævet sig 4 m over dagligt vande. Ved voldskrænten rejstes der på svære kampestensfundamenter i lerfylden fæstningsmure og bygninger af røde munkesten, der kom til at indgå som led i de første oldenborgske kongers slot. Dettes ydre ringmur blev sen. ført ned på den gl. voldfod, så at bygningerne rejste sig umiddelbart op fra gravens vand. Af denne ringmur er nu kun bev. et ganske lille brudstykke i sammenhæng med de svære kampestensfundamenter under Blåtårn, og af de forsk. fløje er der ligeledes levnet enkelte sparsomme rester, især af riddersalsfløjens indre dele, samt en enkelt murstump af kirkefløjen. Udgravningerne af Absalons borg og af de ældste oldenborgeres slot er nu off. tilgængelige. De ligger dels under den nuv. Christiansborg slotsplads, dels under slotsgården.

Slottets genrejsning efter 1369 er sikkert påbegyndt af Roskildebisperne, af hvilke dronn. Margrethes samtidige, Peder Jensen Lodehat, andetstedsfra er kendt som en ivrig bygherre (sml. Gjorslev). Selv om kildeskrifterne tier, kan det nok formodes, at det var Roskildebisperne, der fuldførte den nye borg. 1417 tog Erik af Pommern – trods bispestolens protest – slot og by i sin hånd (brev af 19/2 1417). Kong Erik opholdt sig navnlig i sin senere regeringstid jævnligt på slottet, og det deltog i det heldige, af dronn. Filippa ledede forsvar mod den hanseatiske flådes fornyede angreb 1428. I løbet af 1400t. blev det i stigende grad de danske kongers hovedresidens. Her stod dronning Doroteas bryllup med Christoffer af Bayern og siden med Chr. I (1448), og disse to konger siges at s. 664 have bygget slottets riddersalsfløj, i hvis blindingsgavl mod Højbro der sen. sås et kronet C. Ved opgangen fra slotsgården til riddersalen stod to høje kalkstensstøtter med relieffer, forestillende kong Hans (fra 1503) og hans svigerdatter Elisabeth af Habsburg, Chr. II.s hustru, den første vistnok af Adam v. Düren (O. Rydbeck i Aarb. 1907). 1731 flyttedes disse støtter til Det kgl. Biblioteks opgangstrappe, 1884 til Prinsens Palæ; afstøbninger står nu i Christiansborg slotsport.

Hofholdningen krævede stadige udvidelser af slottet, og også kong Hans byggede på det. Fr. I styrkede befæstningen ved volde og grave. Chr. III lod foretage store forbedringer og tilbygninger (der nævnes en bygmester Jacob); navnlig opførte han 1552–56 fra nyt den største del af kongefløjen og den tilstødende drabantsalsfløj og kirkefløjen, og på Blåtårn satte han et spidst tag og derpå en forgyldt fortunafigur, stående på en kugle. Kongernes langvarige ophold på slottet medførte, at mere og mere af centraladministrationen samledes her, og 1582 overførtes rigets arkivalier fra Kalundborg slot til Kbh.s slot, og de opbevaredes her de næste 100 år.

Chr. IV foretog ikke større forandringer, når undtages, at han før sin kroning 1596 lod Blåtårn forhøje 4 m og gav det et højt, gennembrudt spir i 3 afsatser med 3 forgyldte kroner. Under Fr. III blev der opf. to løngange fra kongeog drabantsalsfløjen, den ene over til staldene, den anden (en dækket gang på piller, omb. 1701) over til Provianthuset. Under Kbh.s belejring 1658–59 boede Fr. III på slottet, idet han erklærede, at han ville dø i sin rede. I efteråret 1660 var slottet skuepladsen for de vigtige politiske drøftelser, der førte til arvekongedømmets indførelse. 18/10 1660 fandt arvehyldningen sted på slotspladsen foran Børsen, og om aftenen festedes der på slottet.

Chr. V foretog kun få forandringer ved det gamle slot. Han tilføjede nogle udbygninger og lod sin generalbygmester Lambert van Haven fjerne det gl. bindingsværksporthus og nyopføre et af grundmur. I den korte bygning var der vagtstuer på begge sider af en gennemkørsel. Dets to façader var delt i 3 fag ved pilastre. I gavlfelterne sad kongens kronede navnetræk omg. af festons. Derimod havde han planer om helt at nedrive slottet og erstatte det med et nyt. Fra 1681–87 udarbejdede van Haven planer og en stor model. Denne er sen. gået tabt, men den kendes dels gennem bev. skitser, dels takket være en beskrivelse, som den sv. arkitekt Nicodemus Tessin d. Y. har givet af den. Slottet var tænkt som et symmetrisk anlæg om en ø.-v.-gående akse. Selve hovedslottet skulle være en rektangulær, lukket karré på 390 × 230 alen, bestående af 40 alen brede fløje på 3 1/2 etage plus kælder. Midt for v.fløjen var anbragt et stort tårn. Staldene, ridehuset o.s.v. lagdes derimod som lave bygninger omkr. en basse cour v.f. slottet. Dets hovedindgang lå i ø.fløjen, der også rummede kongens og dronningens værelser. Prinserne logeredes i s.-, prinsesserne i n.fløjen, mens v.fløjen indtoges af en slotskirke. Centraladministrationens kollegier skulle anbringes i en nedre etage. Façaderne havde tætstillede vinduer med rige omfatninger, og til trods for vinduespillernes relativt beskedne bredde – de var ikke bredere end vinduerne – havde façaden her pilastre. Trekantfrontoner var vistnok tænkt over ø.- og v.fløjene og på midten af alle 4 gårdfaçader, medens der nederst i gården var en dorisk arkadegang hele vejen rundt undt. ved kirken. Foruden det dominerende v.tårn havde van Haven også anbragt tårne over de s. 665 fire hjørner. I store træk kan man tænke sig bygningens façadestil beslægtet med Vor Frelsers kirke på Christianshavn. Dens udenlandske forudsætninger var nederl. palladianisme, som den kendes fra van Campens og Vingboons arbejder. Ikke mindst synes den påvirket af rådhuset i Amsterdam.

1689 nedbrændte slottet Sophie Amalienborg, hvorefter kongen fik den nærliggende tanke at opføre slottet på denne grund. Samtidig trådte van Haven i baggrunden, idet kongen henvendte sig til Tessin, der i forvejen var beskæftiget med opførelsen af Stockholms slot. Det Tessinske projekt kom dog heller ikke længere end til en stor og kostbar model og et stort antal tegninger og beregninger.

Som Kbh.s slot stod ved år 1700, dannedes adgangen over den indre, nærmest cirkelformede slotsgrav af en slotsbro på murede piller (tidl. vindebro), på hvilken det ovf. skildrede porthus af bindingsværk var rejst. Det stod omtrent, hvor nu Fr. VII’s rytterstatue er rejst. Slottet, der virkede malerisk med sine hvidkalkede, uregelmæssige murmasser, dannede en uregelret femkant. Inden for broen førte den lange, skumle slotsport ind i gården, der målte ca. 1720 m². Til højre for porten hævede sig det mægtige Blåtårn med trappetårn. Tårnet, der ud til graven havde en hængende udbygning på skråtstillede bjælker, målte i plan 15 × 15,7 m og var i 5 stokv. Det har til at begynde med været ca. 49 m højt, blev sen. forhøjet med 4 m og fik spir under Chr. IV. I de 3 øverste stokv. var indrettet fængsler. Her sad fra 1664–81 familien Ulfeldts ven, hofmedicus Otto Sperling, og 8/8 1663 førtes kongedatteren Leonora Christina til fangehullet »Den mørke Kirke«, ligeledes i Blåtårn. Indtil 1685 sad Leonora Christina som fange i Blåtårn.

Til venstre for slotsporten lå den 8 stokv. høje kongefløj i renæssancestil med et kølbueformet kobbertag, et ottekantet tårn ud til graven, trappetårn, rigt prydet karnap samt galleri ind til gården. Fløjen indeholdt bl.a. kongens og dronningens værelser. Derefter fulgte fra ø. over s. til v. de andre fløje, nemlig 1) drabantsalsfløjen, der bl.a. indeholdt slottets næststørste sal 31 × 8 m, over hvilken Fr. III indrettede sit kunstkammer; 2) kirkefløjen med tårn ind til gården og et hvælvet kirkerum gennem 2 etager med en sengotisk altertavle, der senere kom til Søndre sogns kirke i Viborg; 3) køkkenfløjen, uden for hvilken pumpen til den ovf. omtalte Absalons brønd stod; 4) riddersalsfløjen i 3 stokv., af hvilke det mellemste indeholdt slottets største sal, ridder- eller dansesalen, 40 × 16 m og 5,3 m høj og 5) rådstuefløjen, der sluttede sig til den nordl. side af Blåtårn, og hvis 1. sal helt optoges af rådstuen. Uden for slotsgraven lå på Slotsholmen flere bygninger, således mod n. en staldbygn. og lige for porthuset rentekammeret, der i middelalderen var toldbod. Mod ø. lå boldhuset, provianthuset og den lange stald.

1707 var der tale om at nedrive det gl. slot, som efterhånden både var brandfarligt og brøstfældigt, ligesom det på ingen måde modsvarede moderne boligkulturelle krav. Fr. IV klarede sig imidlertid med en gennemgribende ombygning, afsluttet 1727 under ledelse af Johan Conrad Ernst. Murene blev ført op til fælles højde, ligesom façaderne reguleredes i overensstemmelse med Tessins Amalienborg-projekt, så vidt det var gørligt. Vinduerne fik moderne indramninger, Blåtårn blev forneden gennembrudt af en hvælvet port, hvortil en ny bro lagdes over slotsgraven, og den fik en marmorportal af Didrik Gercken. Resultatet var således et magert kompromis mellem det gl. selvgroede slot og baroktidens krav om s. 666 regularitet og plan. Løsningen, som kendes fra gl. afbildninger, synes da også temmelig utilfredsstillende. Da så tilmed fundamenterne viste sig utilstrækkelige, besluttede Chr. VI en fuldstændig fornyelse. Nedrivningen af de gamle mure påbegyndtes 16/9 1731 – de måtte delvis sprænges bort – og den var tilendebragt 30/4 1732. Samtidig tilkøbtes 14 nærliggende huse til en udvidelse af grunden for et beløb af 132.669 rdl. Herved var vejen ryddet for opførelsen af et nyt kongeslot: det 1. Christiansborg.

Slottet planlagdes af generalbygmester Elias David Häusser, født ca. 1680 i Erfurt. Medens Tessins forudsætninger havde været den ital. barokarkitektur, var Häusser vokset op på et tidspunkt, hvor den ty. arkitektur utvivlsomt havde førerstillingen i europæisk bygningskunst. Dette kom til at præge Christiansborg slot.

Fra 1731 foreligger et udkast af Häusser, som må repræsentere et tidligt stadium i projekteringens historie. Dets stokværks-opbygning er sikkert overtaget fra det omb. slot og går altså tilbage til Tessins projekt, hvorfra også karréformen er taget. Façadens leddeling er kunstnerisk set svag med en alt for smal midtrisalit og indifferente sidepartier. Arkitekten søger at holde det hele sammen ved et par kolossale pilastre på hjørnet, hvilket på ingen måde gør projektet bedre. Det blev da også blankt forkastet, og i et udkast dat. 10/5 1732 har Häusser søgt en mere rytmisk bevæget opbygning, stærkt påvirket af Wiener-barokken. For adsk. træks vedk. går denne plan direkte tilbage til arbejder af J. L. v. Hildebrandt og Fischer v. Erlach (sml. Belvedere i Wien eller Hofbiblioteket smst.). Heller ikke dette projekt vandt bifald, og de endegyldige tegninger kendes nu kun gennem stik i Thurahs: Den danske Vitruvius. De må have foreligget færdige før 3/10 1732, da slottets vinkler og linier blev afstukket, og piloteringen med i alt 9225 pæle begyndtes. 14/11 1732 sluttede Häusser kontrakt med snedkeren Dietrich Schäffer om at forfærdige en model af slottet. Den blev først færdig i april 1734 og havde kostet 3400 rdl. 21/4 1733 blev grundstenen nedlagt.

Slottet var en tung karré af fire lige høje fløje omkr. en gård. Over hovedfaçaden, der vendte mod ridebanen, rejste sig et tårn. Hovedbygningens 36 m høje mure med i alt 6 stokv. var beklædt med sandsten. Mod slotspladsen og ridebanen havde det marmorportaler med skulpturer af Le Clerc. Et spir med 3 forgyldte kroner ragede 31 m over tårngesimsen. Kransen på hovedbygningen opsattes 18/6 1738.

Set fra pladsen mod Holmens kanal rejste slottet sig som en stor, sluttet blok, der til siderne var forbundet med lave sidebygninger, de s.k. løngange med ministerialbygningen til venstre og slotskirken til højre. Foran den modsatte side mod Frederiksholms kanal lagde Häusser den ydre slotsgård, det s.k. ridebaneanlæg, hvor de kgl. stalde indrettedes i lave sidefløje, der afsluttedes i to pavilloner, ml. hvilke indkørslen til slottet fandt sted over Marmorbroen. Hele dette kompleks skånedes lykkeligvis ved branden i 1794 og står i dag som en af de fornemste prøver på da. barokarkitektur. Kontrasten ml. de lavere staldbygninger med flade tage og det højere ridehus og hofteater med mansardtag er storartet. Noget direkte forbillede for sit værk har Häusser næppe haft. De nordl. stalde er rejst 1739–40. Ridehuset i denne fløj står stort set uforandret også i det indre (restaureret af Harsdorff 1788). Det var i denne bygn., at Orla Lehmann 1845 holdt sin berømte tale til de nordiske studenter. De sydl. stalde blev opf. 1740– s. 667 44. Deres hvælvede lofter bæres af søjler af no. marmor. I denne fløj indrettede Jardin 1766 et hofteater, der ombyggedes 1842 og nu tjener som teatermuseum. I denne fløj findes stadig de kgl. stalde, vognremiser, forsk. administrationskontorer og tjenesteboliger, bl.a. for hoffets funktionærer. Også i ridehusfløjen findes i dag kontorer og embedsboliger. Endepavillonerne med de hult svungne tage og skulpturer (af Petzoldt) er arbejder af arkt. Nicolai Eigtved fra 1741. Ml. pavillonerne sad indtil ca. 1815 en stor gitterport af smedejern.

Christian VI’s Christiansborg. Hovedfaçaden mod ridebanen og marmorbroen. Gouache af J.J. Bruun 1743 på Rosenborg.

Häusser var det samlede byggeforetagendes chef. Han ledede de udvendige arbejder på slottet og indrettede interiørerne i kælderetagen, dameetagen og de to mezzaniner. Derimod var det indvendige arbejde i slottets to hovedetager overdraget Eigtved og Thura fra 1736, mens billedhuggeren Le Clerc havde hovedansvaret for den dekorative skulptur. I januar 1738 nedsattes endvidere en slotsbygningskommission med general H. H. Scheel som præsident og prof. J.F. Ramus og greve J. S. Schulin som medlemmer. Dens hovedopgave var at fremme arbejdet, hvis hurtige fuldendelse lå kongen meget på sinde. Indretningen af slottets over 300 værelser stod på gennem mange år. 1740 var arbejdet så vidt fremskredet, at kongefamilien 26. nov. kunne holde sit indtog. 1741 fik slottet navnet Christiansborg, og det var fra nu af under kongerne Chr. VI, Fr. V og Chr. VII kongens residens, når han opholdt sig i hovedstaden, og en værdig ramme om hoffets officielle festligheder. Ikke blot kongefamilien, men så godt som hele kongehuset levede inden for slottets mure i årene efter 1740. Når udenlandske fyrster gæstede hoffet, indlogeredes de ligeledes her. Både Chr. VII og Chr. VIII er født på slottet, og det sa. gælder Fr. VI. Foruden som konge- og fyrstebolig s. 668 virkede slottet som sæde for højesteret. Siden 1741 havde retten lokaler i s.fløjens kongeetage (mod den nuv. Rigsdagsgården).

1745 var slottets ydre færdigt. Udgifterne beløb sig indtil da til ca. 2,7 mill. rdl., en efter datidens forhold uhyre sum. Den indre udsmykning og indretning stod på mange år endnu. Ved udsmykningen anvendtes i stort omfang arbejder af fr. malere, bl.a. dørstykker af Parrocel (i drabantsalen). Boucher: Les quatre poëmes (i kabinettet), Oudry: Syv jagtscener (i eremitagen). Kongens audiensgemak havde fineret parketgulv af flere træsorter, hvidlakeret brystpanel med forgyldte billedskærerarbejder hvorover fr. hautelisse-tapeter efter Lebrun. Her var desuden 4 dørstykker af Natoire, en kamin af hvidt, ital. marmor og i loftet et historisk maleri. Appartementssalen – næst riddersalen slottets største rum – var indret. til malerigalleri. Det 65 alen lange rum havde væggene dækket af malerier og benyttedes til selskaber og fester. Fra appartementssalen kom man gennem en korridor til højesteretssalen. Midt for den vestre tværvæg var anbragt kongens trone. I loftet sad et maleri af Hieronimus Miani: Lasternes og uretfærdighedens flugt for den retfærdige Guds åsyn (1741). Denne udsmykning var tænkt som foreløbig, men den ændredes ikke. Kongen åbnede sædvanligt personligt højesteretsåret, men var ellers ikke til stede. Under retsmøderne fingerede man imidlertid, at dette var tilfældet, og advokaterne indledte deres indlæg med en tiltale til majestæten.

Riddersalen var slottets største rum: 40 × 19 m og 15 m højt. Den indrettedes af den fr. arkt. Jardin 1766 og indviedes s.å. ved Chr. VII.s formælingsbal. Rummet havde et omløbende galleri båret af 44 søjler. I loftet var anbragt et maleri af Mandelberg: Danmark og Norge. De store vægflader dækkedes til at begynde med af 22 landskabsbilleder af Jens Petersen Lund. Efterhånden erstattedes de af allegoriske malerier af Abildgaard med fremstillinger af danske konger, fx. »Fr. II bygger Kronborg«, »Chr. IV på Trefoldigheden«, »Fr. V som kunstens og videnskabens beskytter«.

På det 1. Christiansborg slot udspilledes to begivenheder, som fik vidtrækkende historisk betydning. 17/1 1772 dansede J. F. Struensee for sidste gang med dronn. Caroline Mathilde ved et maskebal på hofteatret, og nogle timer efter at han var gået til ro på slottet, arresteredes han, og enkedronn. Juliane Marie, støttet af arveprins Frederik og Guldberg, overtog magten. 12 år senere tog den unge kronprins Frederik ved et kup magten fra disse under et møde i statsrådet i april 1784. Denne begivenhed indvarslede de store bondereformer.

Imponerende virkede slottet på hovedstadens beboere og på de fremmede, der besøgte byen, men de store værdier, der var samlet inden for dets mure, truedes af en konstant fare, nemlig ildebrand. De mange kakkelovnsrør og ildkanaler, der lå ml. vægge og under gulvene, frembød en evig risiko. 1774 var det ved at gå galt, og 1779 erkendte bygningsdirektionen, at den intet middel kendte mod brandfaren. 26/2 1794 om eftermiddagen skete katastrofen. En brand brød ud i prins Frederik Christians gemakker i fløjen ud mod ridebanen, og i løbet af natten nedbrændte hele slottet med kirken. Kun bygningerne omkring ridebanen blev reddet. Ved branden blev kongefamilien husvild, men der skaffedes hurtigt boliger til veje for den i palæerne på Amalienborg. Også højesteret stod uden tag over hovedet. Den sædvanlige højtidelige åbning henlagdes til Rosenborg, medens rettens daglige lokaler indrettedes i Prinsens Palæ.

Der indsamledes straks ad frivillig vej betydelige gaver til en genopbygning af slottet. Inden arbejdet var kommet i gang, indtraf imidlertid en ny brandkatastrofe 1795, der lagde store dele af byen i aske og gjorde en lang række off. institutioner husvilde, bl.a. byens magistrat og samtl. domstole. Kancelliet fremsendte derfor 20/6 1795 et forslag til rentekammeret om i et nyopført Christiansborg at indrette en hel fløj til højesteret, hof- og stadsretten, politiretten, forligskommission og rådhus. Harsdorff fik overladt sagen til betænkning, men frarådede forslaget. Efter hans mening burde slottet genopføres som kongebolig, men de tidl. løngange skulle nedlægges, således at slottet isoleredes. Desuden ville han opgive 1 à 2 etager. For domstolene kunne der indrettes lokaler i den tidl. slotskirke, og til erstatning for denne ville han indrette et kapel på selve slottet. Denne plan blev imidlertid afvist, og ved en kgl. resol. af 9/9 1795 pålagdes det Harsdorff at følge kancelliets forslag og desuden at skaffe plads for kunstakademiet i domstolsfløjen. Slotskirken ønskede man at gøre til sognekirke for det tidl. Nikolai sogn. 1796 fik Harsdorff desuden besked om, at der skulle indrettes fængsler i slottet, men arbejdet gik kun langsomt fremad, og ved Harsdorffs død lagdes alle disse forslag på hylden.

Kbh.s brand juni 1795 medførte, at man åbnede den store slotsruin for de brandlidte, som her fandt ly gennem flere år. Endv. tillod man de brandlidte at bygge interimistiske huse på slotspladsen. Bebyggelsen kaldtes Frederiks-koloni og bestod af både 1 og 2-etagers huse. I efteråret 1799 forlangtes denne bebyggelse fjernet.

29/7 1800 indkaldtes landbygmester C. F. Hansen i Holsten for sammen med hofbygmestrene Meyn og Magens at overveje, hvorledes slotsruinerne bedst kunne beskyttes mod vejrliget. Forslaget tyder på, at man på det tidspunkt havde opgivet en hurtig genopførelse. Hansen havde imidlertid den opfattelse, at en beskyttelse ved midlertidige tage, som var foreslået, ville være en unyttig omkostning, og han foreslog i stedet en snarlig genopførelse efter en beskeden plan. Han anbefalede at nedrive tårnet og det meste af fløjen ud mod ridebanen. Man kunne herved indvinde betydelige bygningsmaterialer. Da sandstensbeklædningen var stærkt medtaget af branden, foreslog han endv., at denne skulle nedtages, og murene afpudses med kalkmørtel. Andre forslag tog ligeledes sigte på at forenkle og billiggøre nyopførelsen. Man kender en kopi af forslaget, der er dateret 6/9 1800 og underskrevet af Hansen, Meyn og Magens, men utvivlsomt er Hansen planernes direkte ophavsmand. Ved resolution af 22/10 1800 approberedes planerne, og man overdrog C.F. Hansen at udarbejde overslag og tegninger.

4/5 1803 nedsattes en slotsbygningskommission, hvori C.F. Hansen fik sæde, og samtidig (?) approberedes hans tegninger. Kommissionen ophævedes først efter arkitektens død 10/7 1845 fra 1/1 1846 at regne. De første år efter 1803 gik med nedbrydning og nedtagning af sandstensbeklædningen, men herefter begyndte en række vanskeligheder, navnlig som følge af krigen med England 1807– 14. Landets økonomi var hårdt anspændt, og det eng. bombardement 1807 ødelagde et stort tømmerforråd. Det lykkedes imidlertid arkt. med dygtighed og smidighed at holde arbejdet i gang. For at lette anskaffelsen af de fornødne materialer til slottet og andre off. bygninger blev det foreslået at nedrive det brøstfældige Hirschholm slot, idet man regnede med her at få materialer til en værdi af 200.000 rdl. 26/5 1810 approberedes nedrivningen. Marmor til slottets s. 670 hovedgesims hentedes fra den ufærdige Marmorkirke. 1816 rejstes taget over den sidste fløj, nemlig n.fløjen, og 1822 kunne kommissionen meddele, at det udvendige arbejde på slottet ville være afsluttet i løbet af året.

Det nye slots ydre var stærkt afhængigt af det gamle rokokoslots façadedisposition. Stokværksfordelingen og fx. hovedfaçadens midt- og hjørnerisalitter stammer herfra, men Hansen vidste at give dem en klassicistisk dragt. Under beletagen var muren delvis rusticeret. Midt på hovedfaçaden mod slotspladsen havde arkt. anbragt en kolonnade af 6 glatte søjler på en høj sokkel. Disse bar en trekantfronton, hvori der sad en figurkomposition i brændt ler efter en model af Thorvaldsen, modelleret af G. Borup og opsat 1847. I midten sås Jupiter mellem Minerva og Nemesis, og i hjørnerne lå sindbilleder på jorden og havet. Siderisalitterne var også kronet af trekantgavle. De var hver på ét vinduesfag, hvoraf det i beletagen var fremhævet med en segmentgavl og søjler. I soklen under kolonnaden sad slotsporten. På hver side af den var anbragt 2 kolossalstatuer af bronze i nicher forestillende Herkules, Minerva, Æskulap og Nemesis. Thorvaldsen gjorde modeller til figurerne 1839, men nåede kun at få Herkules udført i stor målestok (1843). De 3 øvr. udførtes af H. V. Bissen efter Thorvaldsens modeller i 1846–47. Over figurerne sad 4 runde basreliefs i hvid ital. marmor, udførte af Thorvaldsen. De var færdige i model 1810, to af dem blev fuldendt i marmor s.å., men de kom først til Danmark 1828. Emnerne symboliserede tapperhed, klogskab, retfærdighed og sundhed – det sidste skulle have været sandhed, men ved en fejllæsning fra Thorvaldsens side af skrivelsen med emnerne, blev det til sundhed, hvilket også blev bestemmende for valget af Æskulap til emne for en af statuerne.

Mod ridebanen havde det gl. slot haft en lukket fløj, hvortil de lavere bygninger sluttede sig på en ikke helt lykkelig måde. Hansen gennembrød en åbning i fløjen og markerede ridebaneanlæggets afgrænsning mod hovedslottet med en kolonnade af 32 doriske søjler. Der skaffedes også på denne måde mere lys ind i slotsgården. I den indre slotsgård var hovedindkørslen prydet med en portal af 4 joniske søjler, der bar en fronton. Over kordongesimsen sad kanelerede kolossalpilastre af korintisk orden: 10 på hovedfløjen og 8 på hver af sidefløjene.

1822 blev de første tegninger til den indre udsmykning approberet. Det drejede sig om udkast til lakajgemakket og tronsalen. Mens det gl. slot i vid udstrækning var blevet udsmykket med arbejder af fr. malere, benyttedes nu fortrinsvis danske. Trongemakket fik marmorkaryatider af Thorvaldsen. Disse bar baldakinen over tronen. Eckersberg malede 4 hist. stykker til væggenes dekoration: »Hertug Adolph, der afslår tilbudet om den danske krone og foreslår sin søstersøn, grev Christian af Oldenborg«, »Chr. I udråbes til konge«, »Suverænitetsakten« og »Fr. III lader Schumacher udarbejde kongeloven«. Disse emner var allerede bestilt hos Abildgaard 1805, men udførtes af Eckersberg 1821–28. Tegninger til de øvr. værelser i kongeetagen fremlagdes af Hansen 1823. 1. kavalergemak blev dekoreret med 5 malerier af J. L. Lund forestillende landets religiøse kultus til forsk. tider: »Kristendommens indførelse i Danmark« (malet 1827), »Gudstjeneste i en protestantisk kirke«, »En katolsk procession« o.s.v. I kongens dagligværelser anbragtes 4 billeder af C. A. Lorentzen med motiver fra forsk. egne i de da. besiddelser: »Søndermarken«, »Christianssted i Vestindien«, »Tranquebar i Ostindien« og »Egnen omkring Geiser i Island« (1827). Kongens s. 671 sovegemak havde efter gl. skik en særlig fornem udformning. Sengen var anbragt i en halvrund niche, flankeret af to hvide søjler med guldornamenter og hævet et trin over det øvr. gulv. Væggene var prydet med relieffer, og loftet malet efter Thorvaldsens »Dagen« og »Natten«. I kongens parolsal fandtes 4 malerier af Eckersberg, opr. bestemte for riddersalen. De forestillede »Elefantordenens indstiftelse«, »Landmilicens oprettelse af Fr. IV«, »Det første orlogsskibs indlæggelse i dokken i overværelse af Chr. VI« og »Minder om stavnsbåndets løsning af Chr. VII«. Emnerne blev valgt ved kgl. resol. 7/5 1833, og billederne var færdige 1841. I mellemværelset mellem drabantsalen og riddersalen var væggene beklædt med violet stukmarmor, og det havde kasetteloft i en lysere tone, smykket med guldsirater. Her sad Thorvaldsens Alexanderfrise, en gentagelse og delvis omarbejdelse af den frise, han 1812 havde udf. til kejser Napoleons tronsal på Monte Cavallo. I andet marskaltaffel sås Freunds Ragnarokfrise. Modellen blev færdig 1826. Selve frisen fuldendtes efter Freunds død 1840 af hans elever under tilsyn af Bissen.

Frederik VI’s Christiansborg, set fra Holmens kirke. Lithografi fra o. 1850.

Riddersalen var slottets største rum: 60 alen langt, 25 alen bredt og 22 alen højt. Det var forsynet med et galleri båret af hvide korintiske søjler med forgyldte baser og kapitæler. Over disse sad Bissens frise »Ceres og Bacchustoget«, udf. i stuk. Den blev bestilt 1834 og afleveredes 1842. Højesteretssalen var slottets næststørste rum. Det gik gennem de to nederste etager i s.fløjen (mod den nuv. Rigsdagsgården) og var dekoreret i dorisk stil. Tronstolen stod i den østl. ende på en forhøjning rigt prydet med guld og karmoisinrødt fløjl. Omkr. tronen stod de 3 berømte sølv-løver, som nu opbevares på Rosenborg.

Slottets 2 hovedtrapper: Kongens trappe og Dronningens trappe var smykket med søjler, havde mahognitrin og bronze-gelænder. I nicher stod statuer. På Kongens trappe: malerkunsten, billedhuggerkunsten og arkitekturen af C. Christensen, samt filosofien, digtekunsten og retorikken af F.C. Krohn. Dronningens trappe smykkedes af 18 kvindestatuer af H.V. Bissen. Han fik bestillingen 1840, og 1858 var alle modeller færdige. 4 figurer forestillede danske dronninger, nemlig Dagmar, Philippa, Margrethe og Thyra Danebod. De øvr. var heroiske kvindeskikkelser fra Nordens og antikkens historie og heltesagn, sammenstillede således, at figurerne to og to skildrede sammenhørende karakterer: Andromache og Gudrun, Alceste og Nanna, Electra og Ingeborg, Atlante og Brunhild, Andromeda og Thora Borgarhjort, Sigrid og Amymone samt Alvitra og Antiope.

Kongefamilien tog ophold på slottet fra 31/10 til 4/11 1828 i anl. af prinsesse Vilhelmines bryllup med prins Fr. (VII), og det var en virkelig københavnerbegivenhed, da lysene påny strålede fra slottets vinduer. Men fuldført blev slottet faktisk aldrig, og hverken Fr. VI eller Chr. VIII ønskede at benytte slottets lokaler til fast bolig. Kun i Fr. VII’s tid brugtes slottet i længere perioder som kongebolig. Her boede Fr. VII med grevinde Danner, og ikke så sjældent sås det høje par i logen på hofteatret. Med årene blev Fr. VII’s ophold på slottet kortere og kortere. 1863 modtog kongen på slottet den gr. deputation, der var kommet til Kbh. for at anmode om, at prins Vilhelm (Georg I) måtte overtage den gr. trone. Med Fr. VII’s død 1863 ophørte slottets eksistens som kongebolig, idet Chr. IX og hans gemalinde ikke ønskede at flytte ind i de gemakker, som Fr. VII og grevinde Danner havde beboet.

I martsdagene 1848 modtog Fr. VII på slottet det store folketog, der med magistraten i spidsen krævede en ny regering, og resultatet blev martsministeriet. Da den grundlovgivende rigsforsamling trådte sammen i okt. 1848, anviste man den højesteretssalen som mødelokale. Et berømt billede af Constantin Hansen, malet 1860–64, skildrer denne forsamling. 5/6 1849 underskrev Fr. VII på slottet Danmarks riges grundlov. Efter grundlovens givelse indrettedes lokaler for rigsdagen i slottets s.fløj, og folketinget benyttede i årene 1849–84 den gl. højesteretssal som mødelokale.

I slottets n.fløj indrettedes forsk. museumslokaler. Allr. 1824 anbragtes den kgl. malerisamling i den s.k. Kronprinsens etage, hvor den efterhånden lagde beslag på 26 værelser. 1832 flyttedes Oldnordisk Museum fra Trinitatis kirkeloft til lokaler i stueetagen mod ridebanen og Prins Jørgens gård. Samlingen opbevaredes på slottet, indtil den 1853 førtes til Prinsens Palæ. Også højesteret havde fra 1864 sine lokaler i n.fløjen. Den højtidelige årlige åbning af højesteretsåret af kongen personlig bortfaldt ved grundloven af 1849. Efterhånden fik forsk. administrative organer anvist lokaler på slottet. Således fik ordenskapitulet lokaler i hovedfløjens nederste mezzanin, kabinetssekretariatet i n.fløjens stueetage, civillistens intendantur og chartolkassen i forbindelsesbygningen til slotskirken og finanshovedkassen i forbindelsesbygningen over til Den røde Bygning.

Desværre havde arkt. intet lært af brandkatastrofen 1794, og også nybygningen var forsynet med mange, farlige røgkanaler. 1879 nedsattes en kommission, som skulle søge at ordne forholdene på slottet og fremsætte forslag til særlige bygninger for rigsdag, museum og bibliotek. Da udbrød der 3/10 1884 en brand omtr. på sa. sted og på sa. tid som i 1794, nemlig i nærheden af folketingssalen og lidt s. 673 over kl. 4 om eftermiddagen. I løbet af natten og den flg. morgen var hele slottet påny nedbrændt. På et vist tidspunkt truede bålet med at brede sig til gehejmearkivet på den anden side af gården mod s. og til Den røde Bygning. I sidste øjeblik vendte vinden. Det lykkedes på ny at redde ridebaneanlægget samt slotskirken og Thorvaldsens Museum. Også den kgl. malerisamling blev bragt i sikkerhed, men store kunstværdier og værdifulde arkivalier gik tabt. Den materielle skade vurderedes til 8 1/2 mill. kr. En række institutioner og først og fremmest rigsdagen blev husvild ved branden.

Slotsbranden okt. 1884 fandt sted midt under en bitter politisk strid ml. folketinget og ministeriet Estrup, og venstreføreren Chr. Berg proklamerede, at på denne tomt rejses ikke mere noget slot. Alligevel gik man i gang med overvejelser om en nyopførelse. Den danskfødte arkt. Theophilius Hansen i Wien opfordredes til at udarbejde planer, og trods sin høje alder tog han med iver fat på opgaven. I et projekt, som han fremlagde allr. 17/12 1884, havde han anbragt kongeboligen, repræsentationslokalerne og højesteret i et genopbygget Christiansborg, men udkastet en helt ny bygn. i Christiansgade for lovgivningsmagtens organer. Disse planer behandledes af landstinget 1885, men mødte stærk modstand af økon., hist. og æstetiske grunde. Et ønske om et tårn på slottet fremsattes ved samme lejlighed. Nye projekter af Theophilius Hansen gjorde ikke større lykke. Man nedsatte derefter 1/4 1887 en konkurrencekomité. Da fristen for indlevering af skitser udløb 15/9 1887, forelå der 32 skitseprojekter, bl.a. af L. Clausen, Skjold Neckelmann, Martin Borch, H.C. Amberg, Alb. Jensen og F. Meldahl. Det viste sig imidlertid umuligt at skabe politisk flertal for løsningen af opgaven på dette grundlag.

Efter systemskiftet 1901 mindskedes modstanden mod en genopførelse af slottet, og på Chr. IX.s 40-års-jubilæumsdag 15/11 1903 vedtoges loven om slottets genopførelse. En ny konkurrence blev udskrevet, hvorefter byggesummen skulle holdes inden for 6 mill. kr. I slottet skulle indrettes lokaler for kongens repræsentation og for rigsdagen.

Ved den nye konkurrence indkom 28 projekter, og af disse udvalgtes 3, nemlig af A. Clemmensen, M. Nyrop og Thorvald Jørgensen. Mellem disse 3 foranstaltedes en endelig konkurrence. I denne sejrede Th. Jørgensen. 5/4 1905 vedtog rigsdagen hans projekt, og et byggeudvalg blev nedsat med lensgreve Fr. Raben Levetzau som formand. Som ingeniør antoges Svend Koch, medens arkt. A. Erhard Petersen, den senere slotsforvalter, fungerede som bygningskonduktør.

Efter at de fornødne nedrivninger og ny-funderinger var foretaget, blev grundstenen nedlagt 15/11 1907 af Fr. VIII. Grundstenen var udført af en granit-fundamentsten fra Absalons borg, og den bar indskriften: REX, LEX, JUS som hentydning til slottets anvendelse for kongemagten, lovgivningsmagten og den dømmende magt. En kapsel med et dokument, der redegjorde for genopførelsens historie (forfattet af prof. Troels Lund), blev nedlagt ved grundstenen. Den muredes ind v.hj. af den sølv-murske, som Chr. VI havde betjent sig af ved den tilsvarende ceremoni 1733. De gl. kældre og fundamenter blev delvis benyttede ved genopbygningen, til hvilken der i øvrigt medgik ca. 17 mill. mursten. Brandsikre materialer blev anvendt i udstrakt grad. Tagkonstruktionen og de brandsikre etageadskillelser projekteredes af prof. E. Suenson. 28/10 1916 var byggeriet så vidt, at man kunne hejse kransen på tårnets spir, og den indre indretning s. 674 kunne påbegyndes. Rigsdagen indviede sine lokaler 28/5 1918. Året efter tog højesteret sine i brug, og udenrigsministeriet rykkede ind 1923. De kongelige repræsentationslokaler toges i brug ved en stor fest 12/1 1928. Derimod ønskede Chr. X ikke at tage fast bolig på Christiansborg. Slottet blev således ikke som de tidl. kgl. residens.

Det 3. Christiansborg er ligesom sin forgænger delvis bestemt af de gl. mure, og hovedfløjen vender ligesom i slot nr. 2 ud mod slotspladsen. Stokværksfordelingen er dog en anden. Det er opf. i en kunstnerisk usikker periode: historismens sidste ti-år – hvor de fleste arkitekter til en given opgave søgte en eller anden stilart som udgangspunkt. Th. Jørgensen valgte en art »barok«. Slottets 25 m høje façader er under kordongesimsen mod slotspladsen, rigsdagsgården og ridebanen beklædt med ca. 7000 granitkvadre, lavet af marksten, der er samlet i 750 af landets kommuner og af disse skænket til slottets genopførelse. I øvrigt er façaderne beklædt med bornholmsk granit undtagen mod Prins Jørgens gård, hvor man har anvendt materialer fra det nedbrændte slot og derved opnået nogen harmoni mellem slottet, slotskirken og Thorvaldsens Museum. Hovedfaçaden mod slotspladsen har i hver ende en buet risalit med pilastre. Portalen har i sit indre endnu bevaret et parti af C.F. Hansens Christiansborg. Rigsvåbnet over den er udf. af billedhuggeren A. Bundgaard. I slutstenene over stueetagens vinduer sidder portræthoveder af landets kendte mænd gennem tiderne, og over vinduerne på første sal er anbragt herreds- og byvåben. Mod Prins Jørgens gård har slottet bevaret noget af karakteren fra det tidl. Christiansborg. Portalen til højesteret stod tidl. som indgang fra slotsgården til kongeporten, og de fire kolossale bronzefigurer, som C.F. Hansen havde anbragt i nicher på hovedfaçaden, er her opstillet frit på sokler. På façaden over for Rigsarkivet findes rigsdagsporten med den brede trappe. Karyatiderne, der bærer balkonen, er af billedhuggeren A. Bundgaard.

Mod ridebanen har arkt. foretrukket at lade slottet åbne sig, så den indre slotsgård kun adskilles fra ridebanen ved et gitterværk med murede piller. Sidefløjenes ender er fremhævet bl.a. ved pilastre og krones af en attika med dekorative vaser. Tårnet er anbragt over hovedfløjen og afsluttes oventil med en krone. 1934 påsattes en fløjstang med yderligere 3 kroner og en vindfløj. Op til vindfløjen er der 104 m. Spiret er af kobberbeklædt jernbeton og smykket med otte 3,1 m høje figurer, der symboliserer landets erhverv (udf. af billedhuggeren A. Locher). Slottets store mansardtag var til at begynde med dækket af sorte tagsten. Disse erstattedes 1938–39 med kobberplader. En mindre del af taget ind mod slotsgården er stadig dækket af de sorte tagsten.

Ved den indre udsmykning af det 3. Christiansborg anvendtes da. kunstnere, ligesom enkelte skulpturværker og malerier, der var frelst ved de tidl. slotsbrande, fandt anvendelse på ny. Af de sidste kan bl.a. nævnes J.A. Jerichaus Herkules og Hebe, enkelte af Abildgaards kongebilleder og Eckersbergs suite fra parolsalen.

De kgl. modtagelses- og repræsentationslokaler findes i stueetagen og på 1. sal i hovedfløjens nordre halvdel og i samme etager i den østl. ende af fløjen mod slotskirken. Til modtagelseslokalerne kommer man gennem Prins Jørgens gård ad Dronningeporten, hvis hvælvinger bæres af piller af grå, no. marmor fra det tidl. slot. Her findes 4 marmorstatuer af dronningerne Thyra Danebod, Dagmar, Margrethe og Philippa, udf. efter H.V. Bissens modeller. Foran hver statue er s. 675 et smedejernsgitter med den pågældende dronnings navn. De er tegnet af A. Hou og udf. hos J.P. Chr. Jensen. Fra denne port fører trappen til drabantsalen, hvis hvælvinger bæres af 6 giganter, hugget i fr. kalksten af billedhuggeren Axel Hansen. Over et spejl sidder et portrætrelief af Chr. VI, der stammer fra jagtslottet Eremitagen. Den store porfyrvase, der ligeledes står her, er en gave fra Carl XV til Fr. VII og blev frelst ved branden 1884. Fra drabantsalen kommer man til det overhvælvede venteværelse for de audienssøgende. Ved siden af dette ligger adjudantens værelse med malerier af Erik Henningsen, der skildrer begivenheder fra krigen 1864. Gennem adjudantværelset når den audienssøgende ind i selve audiensværelset, hvor kongen som regel to gange om måneden giver off. audiens. I dette værelse er anbragt de 4 malerier af Eckersberg, som blev fremstillet til Fr. VI’s trongemak (sml. s. 670). Over kaminen findes en bronzebuste af Chr. IX, skænket af dansk-amerikanere. Efter audiensgemakket følger som det sidste rum i denne etage statsrådssalen, hvor bl.a. underskrivelsen af Danmarks riges grundlov af 5/6 1953 fandt sted, og hvor prinsesse Margrethe 16/4 1958 optoges i statsrådet. I dette værelse er ophængt de 5 billeder af J.L. Lund, der tidl. hang i kavallergemakket (sml. s. 670).

Det nuværende Christiansborg slot, set fra Holmens kirke.

De kongelige repræsentationslokaler på 1. sal når man ad Kongetrappen. På denne står Jerichaus Herkules og Hebe og ved trappens fod det af maleren Harald Slott-Møller tegnede rigsbanner. Over dørene sidder relieffer af billedhuggeren Svend Rathsack. På 1. sal hænger vævede tapeter fra 1700t. efter kartoner s. 676 af H. Krock. Fra trappen når man ind i modtagelsessalonerne, som vender mod slotspladsen. I Fredensborgsalen hænger et stort maleri af L. Tuxen fra 1883 forestillende Chr. IX og dronn. Louise omgivet af deres slægt i havesalen på Fredensborg slot. Gobelinsalen i slottets tårn er smykket med vævede tapeter efter Joakim Skovgaards kartoner og med motiver fra da. folkeviser. Dørstykkerne i dette værelse er af samme kunstner. Tronsalen domineres af de to tronstole, tegnet af C.F. Hansen. Ved siden af dem står de gl. pulpeter, der benyttedes til kronregalierne, sidst ved Chr. VIII’s og dronn. Caroline Amalies kroning i 1840. Væggene er beklædt med silketapeter, vævet i Lyon efter tegn. af Th. Jørgensen. I Chr. IX’s gemak hænger bl.a. et billede af Chr. X, der rider over grænsen 1920, malet af H. Dohm. Det s.k. Frederik VI’s gemak danner rammen om Eckersbergs malerier fra den gl. parolsal (sml. s. 671). Møblerne i dette rum stammer fra guvernørhuset på de tidl. da.-vestindiske øer. I fløjlsgemakket – det tidligere trongemak – er portalerne af grønt, gr. marmor, og over dem sidder relieffer af billedhuggeren Johs. Bjerg, symboliserende landbrug og industri, kunst og videnskab. De svarer til dekorative udskæringer på dørene, tegnet af maleren A. Hou. De røde fløjlstapeter, vævet i Lyon, er udf. efter tegninger af Th. Jørgensen. I hjørnegemakket hænger bl.a. L. Tuxens store maleri »De fire generationer« forestillende Chr. IX i salvingstronstolen med prins Frederik (Fr. IX) stående foran sig. Til venstre på billedet ses kronprins Frederik (Fr. VIII) og til højre prins Christian (Chr. X).

Christiansborg slot. Tronsalen.

Fra hjørnegemakket når man det s.k. Danske galleri, en 40 m lang gang, hvis s. 677 vægge er smykket med 6 store allegoriske billeder af I. Ovens og 5 portrætbilleder. Her er også opstillet søjler af no. marmor fra Dronningetrappen i det tidl. Christiansborg. Ved siden af galleriet og vendende ud mod slotsgården ligger riddersalen, slottets største rum, der er 40 m langt, 14 m bredt og 10 m højt. Gulvet er belagt med sorte og hvide marmorfliser fra det gl. kgl. bibl. På væggene hænger gl. vævede tapeter med motiver fra Chr. V’s krig med Sverige (den skånske krig). De hang tidl. på Rosenborg og er udf. af den flamske gobelin-væver Berend van Eichen i slutn. af 1600t. Billederne forestiller bl.a. Landskronas erobring 1676 og slaget i Køge bugt 1677. I stukloftet, der er udf. af billedhuggeren Emil Hansen, sidder 3 malerier af maleren Kræsten Iversen, symboliserende kongemagten, lovgivningsmagten og domsmagten: »Kong Skjold kommer til Danmark«, »Nornerne skriver lovens tavler« og »Odin fører Baldur for retten«. De 6 store lysekroner er tegnet af Th. Jørgensen og udf. i Venedig. I hver kan anbringes 60 lys. Ved siden af riddersalen ligger det s.k. Svenske galleri, som har fået navn efter 4 store rytterbilleder af de 3 sv. konger: Carl X Gustav, Carl XI og Carl XII samt hertug Frederik IV af Holsten-Gottorp, gift med Carl XII’s søster Hedvig Sofie. I dette rum findes endv. en sølvopsats kaldet »Nornerne«, skænket dav. kronprinsesse, sen. dronn. Louise af sv. kvinder.

Christiansborg slot. Riddersalen.

Fra Svenske galleri fører døre ind til taffelsalen, der vender ud mod Prins Jørgens gård, et rum på 25 × 8,5 m. Dørene og panelerne i denne sal er lavet af mahogni-træ fra Dronningens trappe i det brændte slot. På væggene findes legemsstore malerier af kongerne Chr. VI, Fr. VI og Chr. VIII, det første er en s. 678 kopi af et gammelt billede, de to sidste stammer fra guvernørhuset på de tidl. da.-vestindiske øer og er malet af henh. V. Bendz og Louis Aumont. Både vægge og loft er rigt dek. med stukarbejder af billedhuggeren Carl Mortensen. Medens de her nævnte rum stort set alle er tegnet af Th. Jørgensen, er de flg. rum på 1. etage dek. under ledelse af prof. Hans Tegner.

Dette gælder således de to ved siden af taffelsalen beliggende mindre spisesale: Den grønne sal og Abildgaardssalen. Den første har væggene betrukket med grønt, ital. damask, medens den anden har sit navn efter 3 af Abildgaards malerier fra riddersalen i det første Christiansborg, nemlig »Chr. I ophøjer Holsten til hertugdømme«, »Chr. III ophjælper landets indre tilstand« og »Fr. II bygger Kronborg«. I denne sal står ligeledes Thorvaldsens »Danserinden«. Lysekronerne stammer fra kong Georgs palæ i Bredgade.

I Aleksandersalen har man anbragt Thorvaldsens marmorfrise »Aleksandertoget«, som reddedes fra slotsbranden. De firkantede søjler i denne sal stammer ligeledes fra C. F. Hansens slot. De stod på Dronningens trappe. Ved denne sal ligger et galleri og Hans Majestæt kongens håndbibliotek, der er opstillet i et rum i hvidt og guld, forsynet med et loftsmaleri af Johs. Larsen og skænket af Fyns stift. Biblioteket omfatter ca. 60.000 bind. I et forværelse findes et rigt udformet stukloft med Fr. III’s og dronn. Sophie Amalies navnetræk. Det stammer fra 1600t. og fandtes opr. i det gl. kgl. bibl. Udsmykningen af flere af repræsentationslokalerne er sket for indsamlede midler. Lokalerne anvendes til officielle festligheder, hvor kongen er vært. Fra balkonen ud mod slotspladsen udråbte statsminister Knud Kristensen 21/4 1947 Fr. IX som konge.

Hele slottets s.fløj og en del af fløjen ud mod slotspladsen overdroges 1918 rigsdagen og besiddes stadig af folketinget. Hovedindgangen er placeret mod Rigsdagsgården, men medlemmer af folketinget har ligeledes adgang til venstre i Kongeporten. Folketinget råder ligeledes over de to løngange ml. slottet og det gl. gehejmearkiv og den s.k. Harsdorffske bygning. Gennem den første løngang er etableret forbindelse mellem folketingets lokaler på Christiansborg og Den røde Bygning, således at ministre, folketingsmænd og embedsmænd ikke behøver at passere gaden. I denne bygn. findes desuden embedsbolig for folketingets formand og forsk. kontorer for folketingsmænd. I den anden løngang havde landstingets formand sin embedsbolig. Disse lokaler er nu taget i besiddelse af folketingets ombudsmand til kontorer.

Når man har passeret folketingets store granitportal, kommer man ind i en ydre forhal, hvorfra der er adgang til tilhørerpladserne, bureauet og biblioteket. På folketingets store dage snor en lang kø af interesserede tilhørere sig gennem forhallen og ned ad den store trappe. Den indre forhal fører til folketingets store trappe, til folketingets garderobe og til den s.k. fællessal, der ligger i stueetagen ud imod slotspladsen. I tidl. tid afholdtes fællesmøder af folke- og landsting i denne sal. Nu anvendes den som alm. møde- og kongressal. I salens baggrund er et fresco-maleri af Oscar Mathiesen, der viser overrækkelsen af Danmarks riges grundlov af 5/6 1915 til folketingets formand. Til venstre for den indre forhal lå landstingets garderobe og landstingstrappen. Passerer man garderoben, når man folketingets restaurant, det s.k. »snapsting«. Ad folketings- og landstingstrapperne når man op til 1. sal og vandrehallen, der tidl. dannede forbindelsen ml. folketingets og landstingets mødesal. Under folketingets møder kan man i vandrehallens s. 679 nicher træffe diskuterende folketingsmænd. Vandrehallen er udsmykket med forsk. kunstgenstande, skulpturer og malerier. I et sølvskrin findes grundloven af 1915 og i en særlig montre grundloven af 1953. Fra vandrehallen er der adgang til folketingssalen, der måler 26 × 16 m og går igennem 3 etager. Det hævede formandssæde samt tingets talerstol er anbragt midt for indgangen med bagsiden mod slotspladsen. De 179 folketingsmænd sidder ved borde, der er anbragt halvcirkelformet foran formandssædet. Ved en række særlige borde til venstre for formanden sidder ministeriets medlemmer. Der er loger for embedsmænd, bladreferenter og tilhørere. Væggene er forneden beklædt med høje egetræspaneler, ligesom alt inventaret er af egetræ. Loft og overvægge har stukarbejder af Carl Mortensen, og der er ophængt to landskabsbilleder af Olaf Rude. Modsat folketingssalen ligger landstingssalen, der måler 15 × 16 m og går igennem 2 etager. Salen er forsynet med hvide paneler. Efter landstingets ophævelse 1953 anvendes salen til større officielle møder. I febr. 1953 fandt det 1. møde i Nordisk Råd sted i denne sal, og i forsommeren 1958 afholdtes her det nordatlantiske s. 680 møde. Omkring vandrehallen og i folketingsfløjens øvre etager findes udvalgsværelser, kontorer m.m. for folketingsmænd, partiorganisationer, pressen m.m. I flere af disse værelser findes adsk. kunstgenstande, navnlig i det s.k. samtaleværelse på 1. sal. Her hænger bl.a. Herman Vedels store maleri af grundlovens fædre, malet 1916–17. Foran indgangen til henh. folke- og landstingssalen hænger malerier af formændene for de to ting siden 1849.

Christiansborg slot. Folketingets vandrehal.

Adgangen til højesteret sker ad en trappe fra Prins Jørgens gård. Gennem en større forhal når man frem til den gl. retssal (14 × 11 m), der har vinduer ud mod ridebanen, og som i dag giver plads for højesterets i. afd. Bag retssalen ligger dommerværelser, præsidentens kontor og bibliotek. Mod Prins Jørgens gård ligger den s.k. kæremålssal. Blandt kunstgenstandene i højesterets lokaler må nævnes maleren Eduard Saltofts monumentale billede af højesterets medlemmer 1911, skænket retten 1938 af højesteretssagførernes forening »Skranken«. Billedet er meget omstridt. På 1. sal findes rigsadvokatens kontorer foruden en ny retssal for højesterets 2. afd. samt dommerværelser m. m.

Adgangen til udenrigsministeriets lokaler, der findes på 2. sal i fløjen ud mod slotspladsen og imod Prins Jørgens gård, foregår med to elevatorer til højre i Kongeporten. Efter 1945 er antallet af kontorer i udenrigsministeriet vokset kraftigt, hvilket har medført, at andre statsinstitutioner, som fx. statens jordlovsudvalg, har måttet fortrække fra slottet og søge lokaler andetsteds. Udenrigsministeriet beslaglægger også en del af slottets tagetage. På 2. sal ud mod ridebanen findes de ministerielle repræsentationslokaler. Man kommer op til disse ad en elevator fra Dronningeporten.

Udgifterne ved slottets genopførelse beløb sig til i alt ca. 13 mill. kr., hvoraf en del indkom ved indsamlinger. De privat indsamlede midler anvendtes især til den indre udsmykning. Således anvendtes ca. 2,8 mill. kr. til udsmykning af de kgl. repræsentationslokaler.

På slotspladsen foran slottet er opstillet en rytterstatue af Fr. VII, modelleret af H. V. Bissen med hjælp af sønnen Vilh. Bissen. Den blev afsløret 6/10 1873 og overdraget Kbh.s kom. Statuen kostede 66.000 kr., der skaffedes til veje ved en indsamling. På ridebanen afsløredes 15/11 1927 en rytterstatue af Chr. IX, udf. af billedhuggerinden Anne Marie Carl Nielsen. Udgifterne til opstillingen af denne statue – ca. 260.000 kr. – skaffedes ligeledes gennem en indsamling.

Litt.: En udførlig litteraturfortegnelse findes i Kbh.s Bibliografi. I. 1957. 204–15. Se desuden: Ruinerne af Absalons borg og Kbh.s slot. 4. udg. 1950. C. Chr. Andersen. Kbh.s slot. 1902. C. v. Munthe Morgenstierne. Nicolai Eigtved. 1924. 24–67 (det 1. Chr.borg). C. Dumreicher. Seks øjenvidner til slotsbranden 1794. 1952. C. Elling. Hofkronik. 1945. Før og Nu. 1915 nr. 1 (det 2. Chr.borg). Arthur G. Hassø. Kristiansborgs Brand i Oktobernatten 1884. 1934. Chr.borgs Genopførelse. Med et Udvalg af Prospekter fra Skitsekonkurrencen 1904. 1905. Tillægshefte til Arch. 1904–05.

Charlottenborg er opf. af Fr. III’s søn, statholder i Norge Ulrik Frederik Gyldenløve, på hj. af den 1671–73 anlagte Nyhavn og Kongens Nytorv, tidl. Hallandsås. Gyldenløve fik skøde på grunden af kongen 22/3 1669. 3/4 1672 nedlagde Chr. V grundstenen, men arbejdet gik kun langsomt fremad. Til opførelsen anvendtes materialer fra Kalø slot. Årstallet 1677 på hovedfløjens skorsten angiver, s. 681 at denne fløj var færdig på denne tid. Ø.fløjen blev sidst færdig og er opf. ml. 1680 og 1683.

Charlottenborg.

C. er det ældste hovedmonument i da. barokarkitektur. Spørgsmålet om arkitekten er endnu uløst, men sandsynligvis må paterniteten deles ml. Evert Janssen og Lambert van Haven. Den skikkelse, i hvilken slottet nu fremtræder, er vel den opr., men ikke den opr. tænkte. Vi må forestille os hovedfløjen projekteret med fire kvadratiske, kuplede hjørnetårne i sa. højde som midtpartiet og sidefløjene lave med højere hjørnepavilloner. Under opførelsen har man opgivet denne plan og bygget de tre fløje i sa. højde og under ét tag. Hjørnetårnene ved hovedfronten fremtræder nu som fladt afdækkede risalitter. Ø.fløjen el. havefløjen har en rent fransk opdeling i pavilloner med selvstændige tage og et kuppeldækket midtparti, der forneden åbner sig i en 3-buet arkade el. portik, gennem hvilken der var adgang til et prægtigt haveanlæg langs Nyhavn med klippede hække, billedstøtter og lysthuse. Fra haven havde man en smuk udsigt mod Flådens Leje og Sundet. Ved n.fløjen lå et orangerihus ud mod Nyhavn. Det overgik senere til Botanisk Have.

I sin materialevirkning er slottet hollandsk: små mørkrøde mursten og lyse sandstensdetaljer: vinduesrammer, portaler, balkon, kapitæler, tagbalustrader og skulpterede skorstene. Over balkondøren imod torvet er opsat en buste af Fr. V, og i nicher på ø.fløjens midtparti ses afstøbninger af rom. buster. Det midterste tag samt lanternen herover er beklædt med kobber. Den opr. rumdisposition er s. 682 kun delvis bevaret. Så godt som alle værelser havde vinduer både til gård og til gade, således at gange ganske savnedes. Den gl. hovedtrappe ligger i s.fløjen; ad denne kom man op i beletagen med de fornemme repræsentationsrum, af hvilke festsalen i hovedfløjen gik op gennem 2 etager og var forsynet med et omløbende galleri. Fest- el. antiksalen restaureredes 1827–28 af C. F. Hansen. Ved denne lejlighed mistede salen sit galleri, og det opr. prægtige loft med 15 malerier i trærammer afløstes af et fladt loft. I andre rum er detaljer hist og her bevaret: nogle stuklofter, malede bjælkelofter og paneler. Det smukkeste rum er bevaret i ø.fløjen, den s.k. kuppelsal.

Gyldenløve boede kun sjældent på slottet, men man hører dog om forsk. fester, der har fundet sted her. Således fejredes hans datter Charlotte Amalies bryllup med Chr. Gyldenløve 27/11 1696 her, og året efter højtideligholdtes Chr. V’s 30-års bryllupsdag på C. Da Gyldenløve havde nedlagt statholderposten, solgte han ved skøde af 5/6 1700 slottet til enkedronning Charlotte Amalie, efter hvem slottet nu fik navn. Hun indrettede et lille kapel i ø.fløjen i det rum, der ligger s.f. portikken. Når enkedronningen opholdt sig i Kbh., levede hun her, og hun døde på slottet 13/3 1714. C. gik derefter i arv først til hendes søn prins Carl og efter hans død til søsteren prinsesse Sophie Hedevig, der døde på slottet 1735. I de to søskendes ejertid foretoges større ombygninger, bl.a. anlagdes den nye hovedtrappe i v.fløjen, formentlig under ledelse af J. C. Ernst. Efter prinsessens død gik slottet over til Chr. VI, der i årene 1736–37 lod det underkaste en tiltrængt restaurering under generalbygmester E. D. Häussers ledelse. Indtil 1743 blev slottet ikke meget brugt. 1743–45 residerede kronprins Fr. (V) og kronprinsesse Louise på slottet, medens Prinsens Palæ var under opførelse. I denne periode indrettedes et lille teater i riddersalen, og fra 1747 anvendtes salen af det s.k. »Musicalske Societet«, der afholdt ugentlige koncerter imod entré. Der opførtes ligeledes ital. opera i salen, og 1750–53 tog en fr. skuespillertrup scenen i besiddelse. Også andre institutioner fik i disse år husly på slottet. Således fik 1747 Det kgl. danske Selskab til den nordiske Histories og Sprogets Forbedring overladt nogle lokaler i hovedfløjens nedre stokv., og i etagen ovenover holdt sprogforskeren de la Beaumelle lingvistiske lektioner. 1759–72 havde »Naturalie- og Husholdningsselskabet« til huse på slottet, og både Christianshavns ty. kirkes lotteri og det første kgl. privilegerede kbh.ske lotteri blev trukket her, det sidste lige til 1791. 1753 overlod kongen største delen af slottet til den institution, der skulle udvikle sig til akademiet for de skønne kunster, men der skulle gå adskillige år, inden akademiet fik rådighed over hele slottet. Portikken blev 1778–79 taget i brug som læsesal for den botaniske have, der 1777 var flyttet til Charlottenborg. Harsdorff havde givet tegning til indretningen af dette auditorium såvel som til havens hovedbygning, der opførtes langs Nyhavn 1778 ff. Efter Kbh.s brand 1795 overlod man politiretten lokaler i n.- og ø.fløjen, og der indrettedes arrester i kælderen. Disse bevaredes indtil 1815. 1795–1818 blev tallotteriet trukket på C. Først 1832 afstod universitetet den botaniske læsesal, og akademiet kunne herefter fuldt disponere over slottet. Haven fraflyttedes 1874. Enkelte træer fra den gl. botaniske have findes endnu i akademihaven.

Til slottet slutter sig mod s. nogle bygn., der endnu står fra orlogsværftets tid på Bremerholm. Fr. II opførte et sejlhus, en 3 etager høj bygn. ved ø.enden af den lange reberbane, et anlæg, der ses på flere byprospekter fra Chr. IV.s tid. s. 683 Ved C.s opførelse blev et stykke af sejlhuset nedbrudt, men en rest af huset og reberbanen blev stående hen imod Heibergsgade. Sejlhuset (garnmagasinbygningen) tjener nu som akademiinspektørbolig og ateliers. Også resten af reberbanen anvendes som billedhuggerateliers. Ved ø.enden af reberbanen ligger en 1867 opf. professorbolig.

I året 1606 købte Chr. IV 41 større og mindre grunde uden for Kbh.s dav. Østervold. En del af det således erhvervede areal udlagdes til en ladegård (sen. s. 687 flyttet uden for Skt. Jørgens sø), medens en anden del blev benyttet til anlægget af en have, indtil vore dage altid benævnt »Kongens Have« (nu officielt Rosenborg Have – se s. 789–92). I den vestl. del af denne have påbegyndtes s.å. opførelsen af et »lysthus«, der endnu i hovedsagen er bevaret som en del af Rosenborgs s.ende. Lysthuset var opført som en enkelt fløj, to stokv. høj over kælderen, ca. 10 m bred og omtrent 20 m lang, med længderetning nv.-sø. (i det flg. vil dog i overensstemmelse med daglig tale gavlene blive benævnt den nordl. og den sydl. og langsiderne den vestl. og østl.). Midt for v.siden stod et ved den sen. udvidelse nedbrudt trappetårn, hvis fundamenter udgravedes 1929. Vistnok allr. 1608 har Chr. IV planlagt en stor udvidelse af lysthuset, der i de flg. år skalmuredes, samtidig med at der foretoges udgravninger til nye fundamenter i tilslutning til det opr. hus. Kalmarkrigen standsede en tid arbejdet. Efter dets genoptagelse 1613 forlængedes den opr. bygn. mod n. til den nuv. længde 46 m og forhøjedes med et tredje stokv. Midt for den nye lange v.façade opførtes et slankt, firkantet tårn med gennembrudt spir, 45.5 m højt (til fløjstangens top), og på ø.siden to lavere tårne.

Rosenborg slots vestfaçade med det store tårn.

Slottet er opf. af røde mursten med vandrette bånd, hjørnekvadre, vinduesindramninger og gavlforsiringer af gotlandsk sandsten (ved restaureringen 1866 ff. delvis erstattet af bremersandsten). Slottets ender har høje, svejfede gavle med voluter og obelisker og er – ligesom det store tårn – smykkede med fritstående figurskulpturer (opr. kalksten, ved ovenn. restaurering erstattede med kopier i s. 688 zink). På hver gavl findes to karnapper af sandsten, opr. konsolbårne ud for 2. og 3. stokv., men 1758–59 forlængede nedad til grunden. En vægtergang el. altan på tagryggen fjernedes vistnok i Chr. V.s tid.

Rosenborgs portbygning fra Christian IV’s tid med senere sidefløje, nu inspektørbolig.

Rosenborgs port (fra 1672) mod Øster Voldgade med den tidl. kommandantbolig (1760–62).

1617 var de ydre byggearbejder afsluttede. Det lille haveslot omtaltes ved den tid kun som »det store nye hus i Kgl. Majestæts lysthave« el. lign. Navnet Rosenborg findes første gang i et brev fra Chr. IV 1624. En sidste tilbygn. fik slottet, da 1633–34 det lille vindeltrappetårn opførtes midt for ø.façaden godt et par m fra façademuren, forbundet med slottet ved en smal galleribygn. i 4 etagers højde. Fra begge sider førte høje fritrapper op til galleriets andet stokv., hvor hovedadgangen til slottet fra da af var gennem galleriets buede, af søjler flankerede portaler. Her er nu store vinduer, efter at trapperne var nedbrudt 1758–59. Trappetårnet og galleriet er formentlig opf. under ledelse af H. Steenwinckel d. Y., medens intet arkt.navn kan sættes i forbindelse med slottet i øvrigt (man har derfor villet hævde, at Chr. IV her har været sin egen arkt.).

1706 blev hele slottet overmalet med grålig oliefarve for bedre at harmonere med tidens smag. Da man i 1830erne ønskede at føre slottet tilbage til sit opr. udseende, skete det ved at male det rødt med sortmalede fuger. Først ved den 1866 påbegyndte restaurering fjernedes endelig overmalingen. – På v.façaden er på konsoller anbragt en blybuste af Chr. IV samt 12 bronzebuster, der er hjembragte fra Italien af Fr. IV og (til dels med urette) angives at forestille rom. kejsere. – Taget var opr. tækket med skifer, der 1712 erstattedes af kobber (på spirene dog senere). – Da Rosenborg blev opf., lå det uden for byens befæstning og blev derfor omgivet af volde og grave. 1783 fjernedes vindebroen, der indtil da var hovedadgangen til slottet, voldene jævnedes, og en del af voldgraven opfyldtes. s. 689 s. 690 En rest af voldgraven skiller endnu slottets område fra Kongens Have. En endnu eksisterende gangbro (»Grønne Bro«) over denne del af graven bæres af stenpiller, der vistnok delvis går tilbage til Chr. IV.s tid. Udgangen til denne bro gennem gl. ringmur langs graven flankeres af to blyskulpturer (Herkules og Mars som drenge), måske udf. af A. C. l’Amoureux. Portbygningen nv.f. slottet (nu inspektørbolig) består af et allr. 1610 eksisterende to etagers porttårn (hvortil den omtalte vindebro førte), opf. af sandsten med lave svejfede gavle kronede af 5 statuer i kalksten (kopier – opstillede 1948–53 – efter de bevarede forvitrede originaler), samt to enkle sidefløje i mursten, hovedsagelig vistnok fra Chr. V.s tid. Mod nuv. Øster Voldgade findes en mur med port fra 1672. Ø.f. porten ligger langs gaden den tidl. kommandantbolig (nu direktørbolig), opf. 1760–62 (arkt. J. Fortling og G. D. Anthon). En til slottet opr. hørende domestikbygn. (opf. 1732) ved Øster Voldgade er indlemmet i Livgardens kaserne. En køkkenbygn. (måske fra Chr. IV.s tid) på bastionen ø.f. slottet nedreves 1859.

Rosenborg slots sydgavl set fra »Kongens Have«. I forgrunden »Grønne Bro« over den bevarede del af voldgraven.

I slottets indre havde Chr. IV og Kirsten Munk opr. deres gemakker i hver sin ende af stueetagen. Rumfordelingen i denne etage er med få ændringer den opr., og kongens 3 værelser i n.enden (vinterstuen, sengekammeret samt skrivestuen i tårnkammeret) har i det væsentlige bevaret deres faste udsmykning (paneler, lofter, kaminer m.v.) fra opførelsestiden. Kirsten Munks værelser præges af sen. ændringer. Hendes sengekammer blev således i 1660erne omb. til et prægtigt barokrum med vægge af kunstmarmor og skulpteret stukloft. På første sal er rumfordelingen helt forandret i 1700t. Anden sal optages i slottets fulde længde af riddersalen (»den lange sal«). Af dens opr. udstyr er kun tilbage to store marmorkaminer ved gavlene. Chr. V lod til salen udføre en serie gobeliner med fremstillinger af hans sejre i den skånske krig, vævede i Kbh. under ledelse af B. van der Eichen efter kartoner af Anton Steenwinckel o.fl. Ved deres ophængning i salen, hvor de dækkede nogle af de talr. vinduer i v.væggen, skabtes en fast og symmetrisk opdeling af de lange vægflader, og da Fr. IV lod det opr. loft erstatte af en lav, rigt stukkeret tøndehvælving (med indsatte allegoriske malerier af regalierne, malede af H. Krock), var salen blevet et af Danmarks magtfuldeste barokinteriører. Gobelinerne nedtoges 1917 til restaurering. Et flertal af dem blev i årene derefter anbragt som dekoration i den nyindrettede riddersal på Christiansborg, medens Rosenborgs sal er forblevet en arkitektonisk ruin med vægge betrukket med falmet, rødt sækkelærred.

Opr. var Rosenborg udstyret med stor pragt, hvorom adsk. af rummene i deres nuv. indretning stadig bærer vidne. P.gr.af slottets beskedne omfang har det aldrig kunnet være egl. residens, men det benyttedes dog i 1600t. og beg. af 1700t. ofte af kongerne både til længere og kortere ophold (bl.a. hyppigt i sygdomstilfælde – Chr. IV døde her 1648) samt til gesandtmodtagelser og hoffester. Efter Fr. IV’s tid benyttedes slottet sjældnere som bolig. Sidste gang en konge har boet her, var i dagene omkr. det eng. angreb på Kbh. 1801, da Chr. VII for en kort tid flyttede fra Amalienborg til Rosenborg. – I øvrigt var slottet i 1600t. blevet opbevaringssted for en del af kongefamiliens kostbarheder, våben og dragter m.v. Fra Fr. III.s tid synes der at være tale om en bevidst samlertendens. Allr. fra 1660erne har der øjensynlig været en vis adgang for fremmede til at bese samlingerne. I Chr. V’s tid fik kronregalierne deres plads i et af tårnrummene. I Rosenborgs kældre opbevaredes fra Chr. V.s tid til 1720 Gehejmearkivet. Et af kælderrummene er stadig kgl. vinkælder og rummer bl. a. en rest af den berømte Rosenborgvin s. 691 (rhinskvin fra beg. af 1600t.). – Efter dannebrogsordenens oprettelse og elefantordenens fornyelse under Chr. V foretoges den første ordensuddeling 1671 ved en højtidelighed i marmorværelset. Den gentoges sen. (i al fald 1684) i sa. konges tid, og efter dannebrogsordenens udvidelse 1808 genoptoges skikken med ordenskapitel på Rosenborg i nogle år (1809–12). Da slottet efterhånden ikke mere brugtes som kongebolig, fik Det kgl. Mønt- og Medaillekabinet lokaler på 1. sal (1781–1867). Det kgl. sølvkammer opbevaredes også her, og efter Christiansborgs brand foregik højesterets årlige åbningshøjtidelighed i Rosenborgs riddersal fra 1795 til 1829.

Rosenborg. Den sydlige ende af riddersalen med salvingstronstolen og de tre sølvløver. Stukloft med relieffer fra Frederik IV’s tid.

Da dansk museumsvæsen i Fr. VI’s tid organiseredes bl.a. i forbindelse med det kgl. kunstkammers opløsning og fordeling på videnskabelige samlinger, nedsattes 1833 under forsæde af overhofmarskal A. W. Hauch en kommission til ordning af de rige gennem tiderne ophobede, ret tilfældigt placerede samlinger på Rosenborg. Nu gennemførtes for første gang i Europa opstillingen af en hist. saml. i kronologisk orden. Ledende ved denne ordning, der danner grundlaget for den stadig eksisterende indretning af Rosenborgsamlingen, var Nationalmuseets egl. skaber C. J. Thomsen. Efter statsforandringen 1849 blev slottet statsejendom (nu henlagt under undervisningsministeriet), medens saml. ved en kgl. resol. af 14/6 1854 blev gjort til et uafhændeligt kgl. fideikommis, arveligt fra konge til konge. 1858 blev samlingen (der nu fik navnet De danske Kongers kronologiske Samling) underlagt en særlig bestyrelse, bestående af en repræsentant for kongehuset (fra 1939 arveprins Knud) og en repræsentant for staten (nu s. 692 undervisningsministeren), og dens ledelse, der hidtil under hofmarskallatet havde været varetaget af en slotsforvalter, blev lagt i hænderne på museumsmanden J.J.A. Worsaae som dens første direktør. Han reorganiserede samlingen, skaffede den betydelige forøgelser (bl.a. efter Fr.borgs brand 1859) og foranledigede desuden den før omtalte grundige restaurering af slottets ydre og indre fra 1866.

Saml. er stadig opstillet kronologisk, således at de første rum i stueetagen danner ramme om ting og billeder fra Chr. IV’s tid (samt et lille antal fra de nærmest foregående konger). Derefter har hver konge et el. to værelser, indtil samlingen slutter med Chr. IX. For de ældre kongers vedkommende har det været så heldigt, at deres mindeværelser i rækkefølge har kunnet indrettes i rum, som netop de har ladet dekorere i deres egen tids stil. Saml. bærer stadig trods den museumsmæssigt tillempede opstilling præg af sin oprindelse af en af 1600t.s typiske fyrstesamlinger, her bev. i sine opr. omgivelser i modsætning til de fleste andre tilsvarende europæiske samlinger. Opstillet som kongehusets historiske mindesaml. har den i øvrigt p.gr.af sit mangesidige indhold nok så megen kulturhistorisk som personhistorisk tyngde. Den er rig på guldsmedekunst, især smykker og allehånde mindre brugs- og prydgenstande af sølv og guld, hyppigt besat med ædle stene. Ældst er Chr. I’s oldenborgske horn af forgyldt sølv, men mest bemærkelsesværdige regalierne og kronjuvelerne, der fra 1922 er udstillet i en særlig sikret montre i Chr. V’s sal. Chr. IV’s krone er et guldsmedearbejde af usædvanlig høj rang. Blandt dronningens juveler, der endnu lejlighedsvis benyttes, kan fremhæves smykker af store brillanter og smaragder. Malerkunsten er især repræsenteret af portrætter og fine miniaturer. Blandt møblerne findes sjældne typer fra 1600t. samt en af Europas få større samlinger af sølvmøbler navnlig fra 1700t. Samlingen af dragter, der har været båret af danske konger i 1600- og 1700t. (heriblandt Chr. IV’s blodplettede trøje og lommetørklæde fra slaget på Kolberger Heide), hører også til Europas største. Endv. må nævnes de talr. våben, kunstgenstande af elfenben og rav, glassamlingen (især venetianske glas hjembragt af Fr. IV 1709) og en del porcelæn, deriblandt Flora Danica-stellet.

Rosenborg besøges nu gennemsnitlig af 90–100.000 mennesker årligt.

Om Rosenborg Have, se s. 789.

Litt.: F. R. Friis. Bidrag til Rosenborg Slots og Haves Historie (i hans Samlinger til Dansk Bygnings- og Kunsthistorie. 1872–78. 1–59 og 102–34). P. Brock. Historiske Efterretninger om Rosenborg. I–III. 1881–83. J. J. A. Worsaae. Optegnelser om Rosenborg-Samlingen i 25 Aar. 1886. H. C. Bering Liisberg. Rosenborg og Lysthusene i Kongens Have. 1914. V. Wanscher. Rosenborg. 1930. Otto Andrup. Den kongelige Samling paa Rosenborg. I. 1933. Gudmund Boesen. Rosenborg (i DSlHerreg. I. 1944. 59–83). H. C. Bering Liisberg. De danske Rigsregalier og Kronjuveler. 1924. Sigrid Flamand Christensen. Kongedragterne. I–II. 1940. Gudmund Boesen. Christian den Femtes Rosenborgtapeter. 1949. Arne Hoff, H. D. Schepelern og Gudmund Boesen. Royal Arms at Rosenborg. I–II. 1956.

Under svenskernes belejring af Kbh. ødelagdes den s.k. »Dronningens Have«, der lå på det nuv. Tivolis grund uden for Vesterport. Til erstatning erhvervede Sophie Amalie i årene 1659–64 nogle grunde uden for den gl. Østerport, beliggende n.f. den nuv. Skt. Annæ Plads. Her opførtes i årene 1669–73 n.f. den nuv. Amalienborg slotsplads et lille lystslot, der kaldtes Sophie Amalienborg. Med dette bygningsværk holdt barokken sit indtog i Danmark. Selve anlægstypen: en hovedbygning, et s.k. casino, med langt udskudte gallerier afsluttet af pavilloner, er afledt af rom. villaer som fx. villa Pamfili og villa Aldobrandini, medens façadebehandlingen s. 693 med pilastre og fronton over midtrisalitten viser holl. indflydelse. Et forbillede for den store svungne fritrappe findes i Fontainebleau. Af bygningsregnskaber og inventarier kan man danne sig et indtryk af interiøret, der også synes at have været stærkt influeret af Frankrig. Det sa. var tilfældet med det vidtstrakte haveanlæg. Til slottet hørte en lille kirke el. et kapel, indviet 12/3 1673. Sophie Amalie boede her som enke indtil sin død 1685. 19/4 1689 ødelagdes slottet ved en brand, der udbrød under en teaterforestilling i det s.k. operahus, en interimistisk træbygning, opf. kort forinden i anl. af Chr. V’s fødselsdag 15/4. Ved branden omkom 171 mennesker, en af de uhyggeligste brandkatastrofer i hovedstadens historie. De omkomne tilhørte hovedsagelig landets fornemste familier. Af slottet blev kun kirken og havebygningerne stående.

Amalienborg slotsplads, set fra Marmorkirken mod havnen.

Chr. V tænkte straks på en genopførelse, og dronn. Charlotte Amalie udvidede haven ved indkøb af grunde, der strakte sig helt ud til Kastellet, den s.k. »Kansler Peder Reedtz’ Havegrund«. Det blev overdraget Ole Rømer at rydde pladsen for ruiner og regulere terrænet. Det var kongens tanke, at man nu skulle opgive planerne om opførelsen af et nyt residensslot på Slotsholmen og i st. f. benytte brandtomten. Generalbygmester L. v. Haven havde forlængst udarbejdet planer til et nyt slot (se s. 664–65). Disse blev lagt til side, og kongen henvendte sig derefter til den sv. arkt. Nic. Tessin d. Yngre. 1694 kom Tessin til Kbh. medbringende tegningerne til et nyt slot; disse approberedes. I de flg. år udførtes en model i målestok 1:24 (ɔ: 6 1/2 m lang). Modellen kom til Kbh. 1697 og blev opstillet i et specielt indrettet hus. Projektet blev af økonomiske grunde aldrig s. 694 udf. Omtr. samtidig lod kongen kirken og de endnu eksisterende andre bygninger nedbryde.

Under Fr. IV opførtes en ottekantet havepavillon på grunden. Den stod færdig 1723 og var opf. af J. C. Krieger. Til pavillonen sluttede sig orangerier, buegange og stalde på begge sider. Også et nyt haveanlæg i fr. stil anlagdes af Krieger og var færdigt i 1730. Det udsmykkedes i de flg. år med springvand og statuer, der sen. har fået deres plads i Kongens Have. Endelig indrettedes n.f. pavillonen en stor eksercerplads, der strakte sig helt ud til Toldboden.

1748 indtraf den oldenborgske kongestammes 300 års jubilæum, og man besluttede, at begivenheden skulle fejres bl.a. ved anlæggelsen af en helt ny bydel, den s.k. Frederiksstad. Hele arealet n.f. Skt. Annæ Plads overdroges ved skøde af 3/10 1749 til Kbh.s kom., og 30/10 1749 nedlagde Fr. V grundstenen til den nye bydels kirke (den sen. Marmorkirke). Det var kongens ønske, at den nye bydel skulle bebygges og bebos af rigets mægtigste og rigeste mænd. De ville få grundene frit tilbudt, men de skulle forpligte sig til at opføre prægtige palæer på grundene, og de skulle m.h.t. bygningstegningerne underkaste sig arkitekten Niels Eigtveds godkendelse. Den nye bydels centrum skulle være en ottekantet plads, omgivet af fire ganske ens palæer. Eigtved fik overdraget udformningen af denne plads og dens omgivende bygninger. Hans tegninger forelå 26/9 1749. Også arkitekten M. Tuscher indsendte 17/1 1750 efter kgl. anmodning et projekt. Hans forslag at dele pladsens bebyggelse op i større og mindre blokke blev godkendt, og det endelige resultat blev derfor et kompromis ml. de to arkitekters forslag, hvor man anvendte Eigtveds façadetegning lempet efter Tuschers idé med hjørnepavilloner.

Den ottekantede plads med de fire ens palæer er Eigtveds hovedværk og højdepunktet i da. rokokoarkitektur. Hvert af palæerne består af en hovedblok, der ved opr. lave portfløje forbindes med hjørnepavilloner. Hovedblokken, der rejser sig i 2 1/2 stokv. over en rektangulær grundplan, har svagt betonede siderisalitter og en kraftigere midtrisalit, hvis buede vinduer i beletagen markerer, at det bagved liggende festrums loft hæver sig op i mezzaninen, som derved deles i to isolerede dele. Denne centralisering understreges yderligere ved balkonen og søjlestillingen, der bærer tagbalustradens fremspringende parti med den store våbenkartouche som topstykke. Façadernes skulpturelle udsmykning er udf. i sandsten, det sa. materiale som palæernes beklædning. En del af vaserne og statuerne skyldes billedhuggeren J. C. Petzold. Havefaçaderne står uden udsmykning i Eigtveds rene lisén-stil. De fire adelsmænd (se ndf.), som af kongen blev opfordret til at bebygge pladsen, måtte forpligte sig til at benytte de approberede tegninger. Til gengæld fik de gavebreve på grundene og 40 års indkvarteringsfrihed. Hvad indretningen af palæerne angik, var de frit stillet.

Det var fra begyndelsen påtænkt, at der midt på pladsen i gadernes skæringspunkt skulle opstilles en rytterstatue af Fr. V. Asiatisk Kompagni bekostede statuens udførelse, og grundstenen nedlagdes 18/10 1760 på 100-årsdagen for arvehyldningen. Man havde allr. 1753 indkaldt den fr. billedhugger J. F. Saly til at udføre monumentet. Modellen var færdig 1764, støbningen afsluttedes 1768, men først 1/8 1771 fandt afsløringen sted. Transporten af statuen fra støbepladsen på Kongens Nytorv og statuens ophejsning på sokkelen var en københavnerbegivenhed af rang. Hele arbejdet kostede den formidable sum af 550.000 rdl.

Efter Christiansborg slots brand 1794 erhvervede kongefamilien 3 af de 4 s. 695 Amalienborgpalæer, og bortset fra perioden 1848–63 har siden da et af palæerne været kgl. residens. Chr. VII tog Moltkes Palæ i besiddelse og kronprins Frederik Det Løvenskjoldske Palæ. For at skabe en nem forbindelse mellem de to palæer tværs over Amaliegade overdroges det arkitekten C. F. Harsdorff at opføre en forbindelsesbygning, den s.k. kolonnade. De fine joniske søjler opførtes i træ, og bygn. stod allr. færdig i nov. 1794. Harsdorff forhøjede desuden de to palæers portfløje med en etage, hvorved de fik deres nuv. udseende. Den tilsvarende ombygning af Brockdorffs Palæ fandt først sted 1801 under tilsyn af B. Magens.

Amalienborg. Kolonnaden.

Slotspladsens mønsterbrolægning med mosaik langs palæernes façader og omkring rytterstatuen udførtes af ital. arbejdere og var fuldendt 1886.

Siden Amalienborg blev kgl. residens, er Amalienborg slotsplads indgået ikke blot i københavnernes, men i hele nationens bevidsthed på en ganske særlig måde. Den kgl. livgardes opmarch på pladsen hver dag kl. 12 følges med interesse af såvel indfødte københavnere som talr. turister. Ved store og små begivenheder i kongefamiliens liv strømmer tusinder til pladsen, og ved de særlig store begivenheder er pladsen tæt pakket af mennesker. 1906 og 1912 proklameredes henh. Fr. VIII og Chr. X som konger fra palæernes balkoner. Også betydningsfulde politiske demonstrationer har fundet sted her. 1831 strømmede studenterne til Amalienborg slotsplads for at takke Fr. VI for meddelelsen om kongens beslutning om at indføre rådgivende provinsialstænder. 8 år sen. vandrede talr. deputationer over slotspladsen for at anmode den nye konge Chr. VIII om at indføre en fri forfatning. 1915 bevægede et stort kvindetog sig til Amalienborg for at takke for kvindernes valgret, og under påskekrisen 1920 drog et stort folketog med de socialdemokratiske og radikale borgerrepræsentanter i spidsen til Amalienborg. Også under sen. politiske kriser har Amalienborg dannet rammen s. 696 om vigtige politiske drøftelser, og slotspladsen har været fyldt med interesserede, der spændt afventede begivenhedernes udvikling.

Ved tyskernes besættelse af Kbh. 9/4 1940 fandt der en livlig skudveksling sted ml. fremrykkende ty. tropper og de vagthavende gardere, og enkelte af disse blev hårdt såret. Samtidig førtes i residenspalæet de afgørende forhandlinger der medførte, at Danmark indstillede al modstand. Kongefamilien blev boende på Amalienborg, og indtil efteråret 1942 foretog Chr. X sin daglige ridetur gennem Kbh.s gader, der begyndte og afsluttedes ved residenspalæets port. Efter 29/8 1943 overtog en politistyrke den daglige vagttjeneste, efter at tyskerne en kortere periode havde opretholdt vagttjenesten. 19/9 1944 forsøgte besættelsesmagten at overmande politistyrken på Amalienborg, det kom til kraftig skydning, men tyskerne blev slået tilbage, og man lod derefter kongen uhindret beholde sin politivagt. For at man i påkommende tilfælde kunne føre kongefamilien bort fra Amalienborg, anlagdes i besættelsens sidste tid en underjordisk gang, således at man uset kunne slippe ud af residenspalæet. Efter besættelsen er Amalienborg slotsplads på ny blevet det naturlige mødested ml. kongefamilien og den da. befolkning.

Litt.: L. Bobé. Operahusets Brand. 1889. O. C. Nielsen. Amalienborg, historisk-topographisk beskrivelse. I–III. 1925. O. v. Munthe af Morgenstierne. Nic. Eigtved. 1924. Chr. Elling. Slotte og Herregaarde i Barok og Rokoko. 1930. Sa. Palæer og Patricierhuse fra Rokokotiden. 1930. Sa. Amalienborg-Interiører. 1945. Martin Due. C. M. Tuscher. 1916. Hj. Friis. Rytterstatuens Historie. 1933. Jørgen B. Hartmann i DSlHerreg. I. 1944. 84–117.

Palæet ligger på den sydvestl. grund, til venstre, når man kommer fra Skt. Annæ Plads ad Amaliegade.

Bygherren, overhofmarskal, gehejmeråd Adam Gottlob greve Moltke († 1792) fik kgl. donationsskøde, dat. 9/5 1750, grundstenen blev nedlagt 7/8 s.å. og 30/3 1754 blev palæet indviet, omend fuldendelsen af interiørerne først var tilendebragt fire år sen. Eigtved ledede personlig opførelsen og indretningen og skabte her, bistået af de bedste kunstnere og håndværkere (billedhuggeren Jean-Louis le Clerc, stukkatøren J. B. Fossati m.fl.), landets fornemste privatbolig, i kvalitet jævnbyrdig med den bedste samtidige arkitektur og interiørkunst ude i Europa. Inden for de tre midtfag, opr. døre, i nedre stokv. lå vestibulen, fra hvilken lave trapper til h. og v. førte op til gemakkerne imod slotspladsen. Foran rummets buede bagvæg stod i en halvkreds korintiske frisøjler af no. marmor, og i en niche på midten var opstillet en marmorgruppe: Andromeda og søuhyret af Johs. Wiedewelt (nu opstillet i havetempel på Glorup). Beletagens pragtfulde repræsentationsrum er lykkeligt bevaret. Hovedrummet, den store trefags riddersal ud imod pladsen, domineres af det højt hvælvede, rigt forgyldte stukloft. Udstyret er prægtigt: Væggene panelklædte fra gulv til loft med overdådigt udskårne, rigt forgyldte fyldinger (af le Clerc), 5 dørstykker og 2 kaminstykker med putti symboliserende de frie kunster, alle malet af Fr. Boucher, hvide marmorkaminer midt for kortvæggene, legemsstore portrætter af Fr. V og dronn. Juliane Marie, malet af Louis Tocqué. Bagved til haven ligger galleriet »Skilderigemakket«, hvor største delen af den berømte Moltkeske malerisamling opr. havde sin plads; her hænger nu bl.a. portrætter af dronn. Louise og Chr. VII, begge malet af s. 697 Pilo. T.h.f. riddersalen ligger trongemakket med tronstol under en draperet, rød himmel og med Pilos portræt af Fr. V til hest, t.v. den pompøse hovedtrappe med udskåret rækværk (af Gonram og Suckow) og lette, fjerlignende stukkaturer under løbene og på væggene; farverne her er kølige, hvidt og lyst perlegråt, og dørstykkernes landskaber er malet i delikate grønlige og grå toner. T.v.f. galleriet ligger det s.k. fløjlsgemak samt 2 gobelingemakker, der har fået navn efter væggenes udsmykning med henh. nederlandske gobeliner fra midten af 1600t., scener af Alexander den Stores historie, og fr. gobeliner, vævet 1743 i fabrikken i Beauvais med kinesiske sujetter efter udkast af Fr. Boucher. T.h.f. trongemakket ligger spisesalen på tværs i hele husets dybde med to fag til pladsen og to til haven. Rummet, der blev indrettet 1757 af N.-H. Jardin, er det tidligste da. eksempel på et rent Louis Seize-interiør. Ved søjler på højt postament er salen delt i tre afdelinger, to endepartier med buffet foran vinduerne forsynet med marmorkumme og vaser, og et langt taffelrum i midten; denne tredeling er gentaget i loftet, således at sidepartiernes loft er forsænket i forhold til midtpartiets. Væggene er inddelt ved pilastre, og de udskårne trofæer på panelerne symboliserer rummets funktion. I pavillonen i Frederiksgade lod A. G. Moltke indrette sit naturaliekabinet (bev. i Zoologisk og Mineralogisk Museum), i hvis loft anbragtes et større og fire mindre, ottekantede billeder af Karel van Mander (bev.). Også C. F. Harsdorff har arbejdet for A. G. Moltke med indretning af interiører: Grevinde Moltkes garderobe i stueetagen imod haven blev dekoreret med malede, antikke ornamenter i gråt og guld og med fire allegoriske dørstykker (tilskrevet s. 698 J. Mandelberg); dette rum hører til palæets smukkeste. I det bageste hjørne af det trekantede haveanlæg opførte Jardin ca. 1760 en volière af rød sandsten, et fint lille bygningsværk »dans toute la simplicité antique«.

Amalienborg. Riddersalen i Christian VII’s Palæ.

Ved A. G. Moltkes død overtoges palæet af sønnen, Joachim Godske greve Moltke († 1818), der efter Christiansborgs brand to år sen. overlod det med inventar til kong Chr. VII for i alt 45.000 rdl. Ved Harsdorffs ombygning forsvandt vestibulen, hvis søjler 1799 anvendtes til Apistemplet i Fr.berg Have; de tre døre imod pladsen blev erstattet med vinduer og rummet opdeltes i tre mindre værelser. Naturaliekabinettet i den ndr. pavillon, der opr. havde været ét rum, afdeltes nu på højden, og det derved fremkomne rum i beletagen, den s.k. rose, blev indrettet til taffelgemak (marskaltaffel); her hænger et stort maleri af Chr. VIII og dronn. Caroline Amalie i kroningsdragt, udført af J.-D. Court 1841.

Efter Chr. VII.s død 1808 benyttedes palæets beletage som repræsentationslokaler igennem hele Fr. VI.s regeringstid, medens nedre stokv. tjente som kgl. kontorer m.m. 1852–85 benyttedes palæet af udenrigsministeriet, og siden har det været Amalienborgs festhus og gæstebolig ved fremmede statsbesøg..

Den lave fløj i Frederiksgade, der opr. var stald, er nu indret. til bolig for palæforvalteren; den tilsvarende fløj i Amaliegade tjener som opholdsstuer for livgardens vagtkompagni. Det s.k. »Dronningens Ridehus«, der grænser op til Bernstorffs Palæs have, er opført år 1800.

Litt.: Mario Krohn. Moltkes Palæ (i hans Frankrigs og Danmarks kunstneriske Forbindelse i det 18. Aarhundrede. 1922. Bd. I. 85–130).

Palæet er det sydøstl., forbundet med det Moltkeske ved kolonnaden. Den første bygherre var konferensråd, sen. baron Severin Leopoldus Løvenskjold († 1776), der fik kgl. donationsskøde, dat. 9/5 1750. Opførelsen påbegyndtes i aug. 1751, og i dec. 1753 stod bygningen under tag; arbejdet blev ledet af arkt. Philip de Lange. Da byggeriet oversteg Løvenskjolds økonomiske evner, overlod han ved et mageskifte af 28/3 1754 palæet til enkegrevinde Anna Sophie Schack f. Rantzau († 1760) imod dennes gård ved Holmens kanal. Efter en brand i dec. 1754 måtte palæet opføres fra nyt og stod således først færdigt 1757–58. I interiørerne er fra denne tid kun bevaret det rige stukarbejde på hovedtrappen og i en række gemakker i beletagen; 36 dørstykker, der blev fjernet 1864, er deponeret i Nationalmuseet. Året før sin død skødede grevinde Schack palæet til sønnen, gehejmeråd Hans greve Schack († 1796) til Schackenborg, og denne atter 1786 til sin søn kammerherre Otto Diderik greve Schack († 1809); 1784–94 var palæet udlejet til den russ. gesandt. Efter Christiansborgs brand i febr. 1794 købte Chr. VII Schacks Palæ for 26.590 rdl. til bolig for kronprins Fr.; denne beholdt det som kongeresidens og døde her 1839, hvorefter dronn. Marie benyttede palæet som enkesæde til sin død 1852. Højesteret fik lokaler her fra jan. 1854 indtil juli 1864, da palæet blev henlagt under kong Chr. IX.s civilliste og nyindrettet til kongeresidens; Chr. IX døde her 1906. Palæets indre er nu væsentligt præget af istandsættelsen 1864, ikke mindst hvad angår møbleringen. Riddersalens malede dekoration stammer dog fra 1829. Af ophængte malerier skal nævnes legemsstore portrætter af kronprins Fr. og kronprinsesse Marie (Jens Juel) og s. 699 af Chr. IV (Karel van Mander). Palæet er tiltænkt tronfølgeren, prinsesse Margrethe, som fremtidig residens. 1958 afholdtes livgardens historiske udstilling i anl. af 300-års-jubilæet i palæets stueetage.

Amalienborg. Christian VIII’s Palæ og rytterstatuen af Frederik V.

Litt.: T. Clemmensen og M. Mackeprang. Christian IX.s Palæ. 1956.

Frederiksberg slot, Roskildevej 28. 1662 overtog dronn. Sophie Amalie en halvgård i Ny Hollænderby – den sydligste på v.siden af bygaden ud mod fælleden. Den lå, hvor nu hovedindgangen til Fr.berg have findes. Ejendommen indrettedes til lystgård for dronningens 4 døtre. Den gl. gård erstattedes allr. 1663 med en ny, tegnet af Albertus Matthisen. Den fik navnet Prinsessegården og var en enetages stråtækt bindingsværksbygn. på 31 tømmerfag, med forhøjet midtparti og to sidefløje. Den benyttedes til sommerophold og mindre fester. Da den sidste af prinsesserne (Ulrikke Eleonore) var blevet gift, overgik gården 1680 til hendes mindreårige brodersøn kronprins Frederik (den sen. Fr. IV). Den kaldtes fra nu af Prinsens gård. Gården besøgtes sjældent af sin ejer og var beboet af underordnede betjente. 1705–06 blev forhuset ud mod rendebanen (den nuv. Fr.berg Runddel) forhøjet med en etage for at skaffe plads til flere hoffolk. Arkt. var Ernst Brandenburger. S. og v.f. gården lå haven, og mod v. førte en allé, der sen. blev en af hovedakserne i Fr.berg haves fr. anlæg, ud til en fasanhave på den nuv. Fasangårds plads. I dec. 1753 brændte hovedbygn., som derefter blev nedrevet. Den sdr. fløj, det s.k. laurierhus, var allr. 1744 blevet omb. i grundmur af N. Eigtwedt. Efter hovedbygningens brand ombyggedes den ndr. fløj i stil med s.fløjen, og ml. de to bygn. opsattes 1755–56 det endnu eksisterende gitterparti med indgang til haven. Arkt. var L. Thurah, og billedhuggeren J. F. Hänel udførte pillernes skulpturer. I s.fløjen har nu Det kgl. Haveselskab sine lokaler, medens nordfløjen i mange år anvendtes som slotsforvalterbolig, nu bolig for haveinspektøren.

Fr. IV var meget glad ved stedet og ofrede meget på haven, men bygningerne var efter hans opfattelse for små. 1696–97 arbejdede den sv. arkt. Nicodemus Tessin med forsk. planer med haven, og den tanke opstod at opføre en sommerbolig på Valby bakke. En af Tessin projekteret pavillon kom dog ikke til udførelse. 1699 påbegyndtes under ledelse af Ernst Brandenburger en slags »italiensk villa«, der nogenlunde svarer til det nuv. slots hovedfløjs midterparti. Da kronprins Fr. var blevet konge 1699, udvidede man planerne og fremskyndede byggeriet, således at huset stod færdigt sidst på året 1703.

Huset var opført i mursten over en høj granitsokkel, og det blev udvendig oliemalet. Det havde et svagt fremspringende midterparti med en portal af Andreas Roht. På n.siden var en stentrappe, og sen. anbragtes også en stentrappe på s.siden. For enderne var der korte fløje. Midtpartiet skød lidt i vejret og bar en altan, fra hvilken der var en storslået udsigt. Taget var på ital. manér ret fladt, og øverst sad 6 frontoner, smykket med billedhuggerarbejder. S.f. huset og neden for bakken opførte Brandenburger en køkkenbygn., der stod færdig 1706. Den blev sen. omb. af J. C. Ernst. Endelig rejstes mod s. et porthus, solidt muret, med blytag og et stort ur. Oven på dette porthus indrettedes en vandbeholder af mere end ti tons bly. Herfra forsynedes huset ligesom havens fontæner og kaskader med vand. Ml. porthuset og hovedbygningen lå en gård.

Husets indre var pragtfuldt udrustet. Rummene udsmykkedes med stukkaturer og talrige malerier. Fra det nedbrudte slot i Glückstadt kom store mængder af billeder. 1705 omtales, at 125 lærreder skulle restaureres. En række nye malerier s. 702 leveredes af Henrik Krock, Benoit le Coffre, Jacques d’Agar, Magnus Berg o.a.

Bygningen var knap blevet færdig og taget i brug, før det viste sig, at den var alt for lille. Man måtte indrette værelser til hoffolkene under taget. Kongen lod derfor 1707 bygmester J. C. Ernst projektere en udvidelse, der korrigeredes af overbygningsinspektør v. Platen. Endepartierne af huset blev taget ned og op muret i flugt med façaden, og på tværs af den forlængede bygn. opførtes to tværfløje – 15 alen brede og 54 alen lange. Bygningen blev herigennem h-formet. Også taget blev fjernet, og en attika-etage påsat hele huset. Vinduerne i nederste etage fik indfatninger og en flad afdækning, i bel-etagen frontoner. Der opsattes en kordon-gesims, og façaderne blev pudsede. Indvendig kom nu to ital. trapper. I østre fløj indrettedes et slotskapel, der indviedes 1710. De nye rum udstyredes som de gl. med plafonder. Alene hos Krock og Coffre bestiltes 20. Endv. opstilledes marmorkaminer og kostbare spejle. I kirken var både alterbillederne og plafonden malet af Henrik Krock, stukloftet gjort af J. C. Sturmberg og prædikestolen af Claus Harder. Omkostningerne beløb sig til ca. 33.000 rdl., hvortil kom ca. 9000 rdl. til staldbygninger, fontæner m.m. Fra køkken- og staldfløjen førte en underjordisk gang op til slottet. 1711 var byggearbejderne færdige.

Fr. IV opholdt sig ofte og gerne på slottet, især i tiden inden Fredensborg slot blev taget i brug (1722). 2/8 1716 modtoges zar Peter med gemalinde på slottet, og man spiste på den berømte altan. 31/5 1721 kronedes Anna Sophie til dronn. her. Medens Kbh.s slot ombyggedes, boede kongeparret både sommer og vinter på slottet i perioden 1724–27. Også under efterfølgeren Chr. VI var slottet i lange perioder – navnlig om vinteren – residens, især i den tid, hvor opførelsen af Christiansborg fandt sted. I disse år foretoges nye, store byggearbejder. Fra denne periode stammer de to sidefløje, som nu omgiver slotsgården. De blev opført i flere stadier, idet man begyndte med den østre fløj. De første arbejder projekteredes af Ernst 1732, de fortsattes af Thurah og afsluttedes 1738 af Häusser. Ved sidebygningerne forenedes hovedfløjen med porthuset. Sidefløjene forsynedes ind mod gården med buegange. I østre fløj byggedes det s.k. prinsessernes pandekagekøkken, indret. til dronningens personlige brug.

Da Christiansborg slot var fuldført, ophørte slottets anvendelse som residens, og heller ikke efterfølgeren Fr. V brugte slottet. Da Chr. VII 1766 havde besteget tronen, fik slottet en ny renæssance. Allerede som kronprins havde Chr. VII opholdt sig på slottet, og her modtog han sin vordende dronn. og dansede med hende i Rosen. Også Caroline Mathilde og Struensee opholdt sig gerne på slottet, der rørte sig et rigt hofliv i slottets sale, og der arrangeredes ofte fester. Det var under hoffets ophold på slottet, at der juleaftensdag 1771 fandt en mindre revolte sted inden for livgarden.

Sit højdepunkt som residensslot opnåede Fr.berg slot dog under Fr. VI (1808– 39), der gerne opholdt sig her. Om sommeren valfartede københavnerne i stort antal til Fr.berg have, hvor man lyttede til gardens taffelmusik og bagefter tilublede majestæterne og deres to døtre, når de foretog deres sejltur på parkens snoede kanaler. Også enkedronn. Marie tog ofte ophold på slottet indtil sin død 1852. 1807 holdt englænderne deres indtog på Fr.berg slot, og 1808 boede marskal Bernadotte en kortere periode her. 1828 indrettedes der sommerbolig til kronprins Fr. (Fred. VII), efter at han havde ægtet Fr. VI’s datter Vilhelmine, s. 703 s. 704 og 1/8 1829 viedes prinsesse Caroline og arveprins Ferdinand på slottet. Også Adam Oehlenschläger havde en vis tilknytning til slottet, idet hans fader var slotsforvalter og havde bolig i den østl. sidebygn. Under krigen 1848–50 og sen. 1864 anvendtes slottet som krigslazaret, men en plan om at indrette det til invalidestiftelse blev opgivet 1865. Efter 1848 havde såvel digteren Carsten Hauch som politikeren Orla Lehmann lejligheder i sidefløjene. I sommeren 1852 havde ægteparret J. L. Heiberg deres sommerbolig på slottet. Slottet var allr. 1849 overgået til staten, og fra 1862 indrettedes der her skole for reserveofficerer. Fra 1/5 1869 har slottet uafbrudt, bortset fra en kortere tid under den ty. besættelse, været hjemsted for Hærens officersskole.

Frederiksberg slot. Havefaçaden.

Frederiksberg slot. Gårdinteriør.

Efter de store udvidelser under Chr. VI fandt der i den flg. tid kun mindre ændringer sted. Man havde i 1780erne visse planer om at forhøje fløjbygningerne, men disse blev atter opgivet. 1770 moderniseredes en del af rummene under Harsdorffs ledelse. Væggene blev omtapetserede, og der opsattes nye dørstykker af J. E. Mandelberg. I kælderen ved siden af slotskirken indrettede Harsdorff det s.k. marmorbad, et marmorbeklædt baderum med kasetteloft og et over det forsænkede badekar anbragt spejl. 1829 ombyggedes porthuset for at skaffe plads til kronprins Fr. Da slottet var gledet ud af kongefamiliens hænder, ribbedes det lidt efter lidt for sine største kostbarheder, og en mangelfuld vedligeholdelse medførte et alm. forfald. En del malerier blev afgivet til den kgl. malerisamling, og flere loftsmalerier samt nogle parketgulve og gyldenlæderstapeter endte på Fredensborg og Rosenborg. Også kirkens inventar blev spredt. I årene 1924–32 restaureredes slottet under ledelse af dav. oberstløjtnant Niels Maare, og man førte så vidt muligt slottets sale og gemakker tilbage til den opr. skikkelse, ligesom s. 705 man restaurerede, hvad der var bevaret af slottets indre udstyr. Endnu findes enkelte af de opr., smukke loftsudsmykninger. Riddersalen (den opr. kgl. spisesal) samt Rosen ovenover er stadig seværdige rum. I loftet i Rosen findes en maskeradescene, malet af B. Coffre 1704. I kirken er Krocks smukke loftsmaleri bevaret. Det sa. gælder de gl. gallerier. Hærens officersskole lægger i dag beslag på hele slottet. Såvel i hovedbygningen som i sidefløjene er indret. undervisningslokaler. Endv. findes der en del tjenesteboliger samt kvarterer, opholdsværelser, køkken og spisesal for de kadetter, der bor på skolen. I de gl. køkken- og staldbygninger er ligeledes indret. undervisningslokaler, og til brug for skolen er endv. 1869 opført ridehus, ridebane og sen. idrætsplads på det lave terræn ø.f. skolen.

Den jord, der hørte til Prinsens gård, var dels udlagt til avling, dels til haver: fasanhave, kaningård, to fiskeparker m.m. Allr. mens Fr. IV var barn, holdtes der endv. på stedet vilde dyr i fangenskab, navnlig fugle. I 1690erne besluttedes det at udvide haven, og 1696–97 tilkøbtes mere jord. 1697 begyndte man at anlægge den s.k. Fr.berg have (se s. 804–08).

Litt.: J. F. Meier. Frederiksberg Slot, dets ældste Historie. 1896. J. B. Hartmann. Frederiksberg Slot i DSlHerreg. I. 1944. 131–58. F. Weilbach. Frederiksberg Slot og Frederiksberg Have. Med Bidrag af G. Eling og N. Maare. Kunstakademiets Opmaaling af Slottet. 1936.

I den s.k. Brødskov, der lå s.f. Jægersborg, anlagde Chr. V 1681 en fasangård, der opretholdtes som sådan indtil 1724 (resol. 21/12 1723). I de flg. år anvendtes bygningerne til gæstgiveri, og stedet var meget yndet. 1734 ophørte gæstgiveriet, og kongen overlod stiftamtmand J. L. Holstein ejendommen. Thurah forestod en ombygning af den gl. fasangård, og skoven anvendtes desuden som kgl. dyrehave, idet man her indførte de s.k. hvide hjorte.

1752 skænkede kongen ved donationsbrev af 7/11 sin udenrigsminister J. H. E. Bernstorff såvel fasangården som 20 tdr. land af den s.k. hovmark, idet denne ønskede at skaffe sig en landejendom. Ved en ny koncession af 2/7 1764 og flere efterfølgende gavebreve udvidedes ejendommen betydeligt med skov og mark, således at der efterhånden opstod et ganske betydeligt gods. Ejendommen fik ret hurtigt efter overtagelsen navnet Bernstorff efter sin ejer. Det blev overdraget N. H. Jardin at opføre et slot på grunden, og 1760 nedlagdes grundstenen. Først 5 år efter kunne huset tages i brug, og ikke før 1767 var byggearbejderne helt afsluttet. Det opr. slot er i det væsentlige bevaret indtil i dag, dog er tagbalustraden med de dekorative vaser forsvundet. Over indgangen sattes en tavle med flg. indskrift: Honesto inter labores otio sacrum (helliget hæderligt otium midt i arbejdet). Såvel i façadekomposition som i stokværksplaner er huset påvirket af fr. arkitektur. Det rejste sig opr. i to fulde stokv. med fugede ende- og midtpartier, og den kraftige gesims bar den vaseprydede balustrade, der over indgangen desuden var smykket med bygherrens våben. I det nedre stokv., hvor flere interiører er velbevarede, bl.a. spisesalen med dørstykker af J. E. Mandelberg, grupperer rummene sig symmetrisk omkr. den dybe vestibule med vægstukkaturer og indfældede spejle. Bagved ligger den ovale havesal, der viser sig i façaden som et halvrundt fremspring.

Den ældre Bernstorff boede på slottet indtil sin afskedigelse 1770. Til hans navn er knyttet de store landboreformer på slottet, der medførte, at hoveriet blev afskaffet, arvefæste indført og en udskiftning påbegyndt. Reformerne på Bernstorff var en forløber for de store landboreformer i slutningen af 1780erne. Sjælen i reformerne på Bernstorff var den ældre Bernstorffs nevø A. P. Bernstorff, der efter onklens død 1772 arvede slot og gods og benyttede ejendommen indtil sin død 1797. Ejendommen gik derefter over til hans sønner, der delte slottet og godset ml. sig. 1812 erhvervedes palæet af Ole Borch, som efter få års forløb overdrog det til kancellipræsident F. J. Kaad, der heller ikke beholdt det længe, men ved skøde 25/9 1817 solgte slottet til den hovedrige vestindiske planter C. Mac Evoy. Under denne ejer forfaldt slottet. Det var åbenbart for dyrt at bo i, når jorden var skilt fra. 1839 kunne krigsassessor P. Kalko på ny forene slot og gods. Det var Kalkos hensigt at nedrive slottet, men tronfølgeren Chr. Fr. greb ind, og nedrivningen blev forhindret. 1842 købte Chr. VIII hele ejendommen for 100.000 rdl., og han lod slottet istandsætte af arkt. J. Hansen Koch, der indskød et mezzaninstokv. under kuplen på havefaçaden. Samtidig forsvandt tagbalustraden. Chr. VIII benyttede ofte slottet som residens og modtog her 1846 den sv. konge Oscar I.

Fr. VII var ikke interesseret i at benytte slottet, og det blev derfor i beg. af 1850erne udlejet til den eng. gesandt sir Henry Wynn. Da prins Christian af Glüksborg var blevet tronarving 1854, bestemtes slottet til sommerresidens for prinseparret, og indtil 1906 var B. Chr. IX’s yndlingsopholdssted om sommeren. De ret indskrænkede forhold på slottet passede Chr. IX udmærket, og han holdt af at samle sin store familie på dette sted. Allr. 1851 havde staten afhændet det meste af jorden, og på den gl. herregårdsmark findes i dag omfattende villakvarterer. Efter Chr. IX’s død overlodes B. til hans yngste søn prins Valdemar, som benyttede slottet som sommerbolig indtil sin død 1939. Efter at have stået tomt nogle år er slottet nu taget i brug af civilforsvarets befalingsmandsskole.

Slottet har fra gl. tid været omgivet af en park og en have. A. P. Bernstorff var meget haveinteresseret og drog omsorg for, at det allr. i onklens tid indrettede haveanlæg blev vedligeholdt og udvidet. Der plantedes i den yngre Bernstorffs tid en del sjældne nordamer. træer og buske, som nu er forsvundet. I det væsentlige er det gl. haveanlæg bev. Parken måler ca. 61 ha. Mod sydv. har man stadig den gl. Brødskov, mod nø. et mere åbent terræn med engdrag og græsplæner, indrammet af høj bevoksning og spredte trægrupper. Langs parkens s.- og ø.grænse løber den s.k. fasangang. T.h.f. hovedindkørslen ligger domestikbygningerne, der alle er af nyere dato. På den sydvestl. grænse på et højdedrag ligger avlsgården, der har fået sin plads på den gl. fasangårds grund. I parken findes desuden det s.k. tehus, en simpel én-etages bygning fra 1700t. I parken er desuden opstillet forskellige mindesmærker. På plænen foran slottet er 1904 rejst en bronzestatue af A. P. Bernstorff med indskrift og bronzerelieffer på soklen (A. Paulsen). På den s.k. Jomfrubakke findes en kanneleret søjle til minde om Emilie Schimmelmann, og i parkens nordøstl. hjørne er rejst en lille mindesten med en bronzestatuette, sat til erindring om en familiebegivenhed inden for kongehuset. Uden for parkens område findes to mindestøtter til erindring om slottets tidl. beboere. Ø.f. Kongevejen på Kildegårds jorder rejstes 1783 af Bernstorff god’s bønder en obelisk af no. marmor og med billedhuggerarbejder af J. Wiedewelt. s. 707 Inskriptionen på da. og lat. er forfattet af A. G. Carstens til minde om J. H. E. Bernstorff. Mindesmærket kan betragtes som en forløber for Frihedsstøtten på Vesterbro. På Femvejen afsløredes 1913 en obelisk, udført i bornholmsk granit efter tegninger af arkt. A. Clemmensen og billedhugger A. J. Bundgaard, til minde om Bernstorff slots beboere i sidste halvdel af 1800t.

Bernstorff slot. Façade imod Jægersborg Allé.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 154–82. Jørgen B. Hartmann i DSlHerreg. I. 1944. 171–79. Chr. Elling. Palæer og Patricierhuse fra Rokokotiden. 1930.

Til det ret betydelige skovbælte, der fra gl. tid strakte sig n.f. Kbh. fra Sundet og ind i landet, hørte også den s.k. »en liden Dyrehave ved Ibstrup«, den nuv. Charlottenlund skov. Denne ejendom overdroges ved arvefæstebrev af 19/6 1663 af Fr. III til hans kammertjener Jakob Petersen, som fik tilladelse til her at oprette et værtshus og folkeligt forlystelsessted. Jakob Petersen gik i kompagni med generalmajor Henrik Ruse. Der hersker nogen tvivl om, hvorvidt forlystelsesstedet kom i gang, men det er det sandsynligste. De to brugere benyttede ikke ejendommen længe. Allr. 1/5 1671 gik den over til Ulrik Frederik Gyldenløve, som 1672 fik området med bygninger til ejendom. Han ofrede en del på bygningerne, anlagde fiskedamme og »lystgange«, og det er fra denne tid, at ejendommen bærer navnet Gyldenlund.

1682 forlangte Chr. V ejendommen tilbage, og 1683 gav han Gyldenløve skøde på Skjoldenæsholm i erstatning. Skoven bestod dengang af ung eg, men udmærkede sig allr. ved en rigdom på forsk. planter. 1684 udgaves ved P. Hylling en »catalogus plantarum« over ca. 400 planter, fundet i Gyldenlund. Kongen lod det lystherberg, som også havde eksisteret i Gyldenløves tid, vedblive at bestå, samtidig med at det kgl. lysthus, der formodentlig lå på det sted, hvor slottet nu findes, blev opretholdt og udvidet 1690. Det beskrives som en pavillon i to etager, hver med en sal. Det blev i disse år ofte mål for jagtudflugter og fester. Man kunne imidlertid ikke overnatte på det. Lystherberget lå formodentlig nærmere stranden. Skoven anvendtes som dyrehave, og i Fr. IV’s tid var der desuden kgl. stutteri på ejendommen.

1717 ombyggedes det kgl. lysthus af generalbygmester Ernst, og n.å. tog kronprins Chr. (VI) huset i besiddelse som sommerbolig. Ved broen ud for skoven lå i sommeren 1718 den eng. fribytter John Norcross, der gjorde et par forgæves forsøg på at bortføre kronprinsen. Endnu 1719 blev gården på Gyldenlund forpagtet bort til gæstgiveri, men omkring 1724 nedlagdes gæsteriet, og skoven anvendtes herefter næsten udelukkende til jagter og udflugter for medlemmer af kongehuset.

Straks efter tronbestigelsen forærede Chr. VI ejendommen til sin eneste søster prinsesse Charlotte Amalie (gavebrev 27/10 1730). Endnu på dette tidspunkt anvendtes den gl. betegnelse »liden Dyrehave«. Prinsessen lod J. C. Krieger udarbejde plan for ombygning, og denne gennemførtes 1731–33 af H. H. Scheel. Det nye hus var i to stokv. med en trefags kvist, kronet af en fronton. Façaden i 9 fag var smykket med pilastre. Portal og fritrappe var aksefast med haveanlægget. Slottet skiftede nu navn, efter at kongen på en rude havde skrevet: »Guldenlund muss fort, Charlottenlund heist dieser Ort«. 1745 udarbejdede N. Eigtved en ny ombygningsplan, som dog ikke realiseredes. Indtil sin død 1782 boede den ugifte prinsesse på slottet, og kongefamilien foretog ofte udflugter dertil.

Efter prinsessens død faldt slottet tilbage til staten, som 1784–85 lod foretage omfattende reparationer. 1807 lå englænderne i indkvartering på slottet, som led meget. Adsk. kostbarheder fjernedes. Derefter overlodes slottet til landgreve Vilhelm af Hessen († 1867) og hans gemalinde Louise Charlotte. 1869 overdroges C. som sommerbolig til kronprins Fr. (VIII), som residerede her både som kronprins og som konge. Også enkedronn. Louise benyttede slottet indtil sin død 1926. Chr. X er født på slottet.

Indtil 1882 stod slottet i sin gl. skikkelse, og det gl. slot er bevaret i det nuv. slots midtparti. Der var dog knebent med plads, og under ledelse af arkt. F. Meldahl udvidedes bygningerne 1880–81 med nye sidefløje. Endv. påsattes en 70 fod høj kuppelbygn. over den gl. fronton, der ganske har ændret bygningens karakter. Nærmere mod Strandvejen anlagdes 1883, ligeledes efter tegninger af Meldahl, nye kavaler- og økonomibygninger.

Efter 1936 har hovedbygningen været overladt de forsk. kontorer, der hører ind under Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. Også det internationale havundersøgelsesråd har til huse her. I parken er opført et stort moderne akvarium.

I 1700t. betragtedes hele skoven omkr. C. som slotspark, og kun nærmest slotsbygningen fandtes egl. haver. 1876 inddroges et vist stykke af skoven til egl. slotspark, der anlagdes af landskabsgartnerne Rud. Rothe og H. A. Flindt. Slotsparken s. 709 omfatter ca. 25 tdr. land og hører til vore smukkeste landskabelige anlæg. Den rummer en række gl. ege og smukke stedsegrønne partier. Ved opførelsen af økonomibygningerne tilkastedes de gl. fiskedamme. Dog er bevaret en lille malerisk sø.

Charlottenlund slot.

Tidligt benyttedes C. skov som planteskole og forsthave. 5/6 1799 resolverede kongen, at der skulle anlægges et arboret af fremmede træer og vækster, og dette arboret afløstes 15/5 1838 af en forstbotanisk have, der anlagdes i skovens sydvestl. hjørne og var fuldført 1842. Skoven har gennem århundreder været et yndet udflugtssted for hovedstadens beboere, og den er ofte omtalt i ældre litteratur. Som udflugtssted er den ældre end Dyrehaven og Dyrehavsbakken. Den store tilstrømning medførte opførelsen af forsk. beværtningstelte og skovløberhuse. Bag slottet er 1938 rejst en mindestøtte for Fr. VIII og dronn. Louise, udført af billedhuggeren R. Magnussen.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 58–68.

Ejendommen S. går tilbage til et middelalderligt torp ved navn Mølletorp. Ved skøde 1/8 1685 erhvervede vicepræsident i kancellikollegiet Michael Vibe denne ejendom og opførte her en beskeden lystgård. Efter Vibes død afhændede svigersønnen Vincens Lerche 1692 ejendommen til Ulrik Frederik Gyldenløve, s. 710 der ønskede en erstatning for Gyldenlund, som han havde måttet afstå til kongen. Det vides, at Chr. V ved flere lejligheder har besøgt Gyldenløve, og i sin dagbog kalder kongen stedet for Sorgenløs. Navnet Sorgenløs el. Sorgenfri stammer utvivlsomt fra Gyldenløve. I 1700t. anvendtes som regel betegnelsen Sorgenfrey, og først i 1800t. trængte navnet Sorgenfri igennem.

1702 overdrog Gyldenløve S. til sin svigersøn grev Carl Ahlefeldt, der, som den grandseigneur han var, lod det gl. hus nedrive og erstatte med en mere herskabelig bolig. Som arkt. anvendtes François Dieussart. Det nye hus var af bindingsværk i to etager og med skalmuret pilasterinddelt façade på 11 fag. Mod kongevejen var to fremspringende sidefløje, hver på 7 fag. Over hovedfløjens 5 midtfag imod gård og have anbragtes trekantgavle. Dørene i midtfaget førte ind til en stor gennemgående havesal.

Ved bygherrens konkurs 1722 solgtes S. for 8305 rdl. til Abraham Lehn, der 1725 stillede ejendommen til auktion. Køberen var storkansler U. A. Holstein, der imidlertid 1730 afstod den til kongen, som n.å. skænkede slottet til sin faster prinsesse Sophie Hedvig († 1735). I henh. til hendes testamente faldt slottet tilbage til kongen. Det stod ubeboet i nogle år, indtil kongen 6/11 1742 overlod det til sommerbolig for sin søn, kronprins Fr. En grundig istandsættelse fandt sted 1743–44 under ledelse af Thurah, der også opførte de to vinkelbyggede, toetagers kavaler- og staldbygninger, der flankerer opkørslen. Kun ganske få år var slottet kronprinsresidens, idet Fr. V 1747 overlod ejendommen til enkefyrstinde Sophie Caroline af Ostfrisland (en søster til enkedronn. Sophie Magdalene). Hun lod straks Thurah nedbryde Dieussarts bygning til kælderen og lod derefter huset opføre i grundmur, i én etage med mansard, kronet af en tagrytter. Sophie Caroline døde 1764 på slottet, der to år senere blev overladt til den da kun 12-årige arveprins Frederik. 1769 skødede han ejendommen til gehejmekonferensråd Jean Henri Desmercières († 1778), hvis enke 1783 skødede til baron Henrik Bolten. Da denne var gået fallit, tilbagekøbte arveprinsen slottet og lod det 1791–94 restaurere under ledelse af Peter Meyn. Ham skyldes den brede kvist på havefaçaden, og i interiørerne udrensede han Thurahs rokokodekorationer og bl.a. et pragtfuldt paradesovegemak i den nordl. sidefløj. Samtidig opførtes den s.k. damefløj, en langstrakt, toetages bindingsværksbygning.

Efter arveprinsens død 1805 overgik slottet til sønnen, den sen. Chr. VIII, der sa. m. sin gemalinde Caroline Amalie benyttede slottet til sommerresidens. Efter kongens død 1848 vedblev Caroline Amalie at bo på slottet i sommermånedene, og det var hendes kæreste opholdssted. Her samlede hun en kreds af kirkeligt og socialt interesserede mennesker, ligesom hun ofte inviterede sine kære asylbørn fra hovedstaden til besøg på slottet. Efter hendes død 1881 stod slottet tomt i nogle år. Det var 1856 blevet statseje, og ved lov af 1898 overlodes det derefter prins Chr. (den sen. Chr. X) til sommerbolig. Også for prins Chr. og prinsesse Alexandrine forblev S. den foretrukne sommerresidens, også efter tronbestigelsen 1912. Deres to sønner kronprins Frederik og prins Knud er begge født på S. Da prins Knud 1933 indgik ægteskab m. prinsesse Caroline Mathilde, fik parret anvist bolig i den ene kavalerfløj, og de blev boende her, indtil de efter Chr. X’s død 1947 rykkede ind på hovedslottet, som de stadig bebor. 29/8 1943 blev slottet, der da beboedes af Chr. X, overfaldet af den ty. værnemagt og efter væbnet modstand besat. Besættelsen varede til 6/10.

Sorgenfri slot. Façade imod parken.

Til slottet hører en skov og en have, der i 1700t. var anlagt i fr. stil, men omlagdes af arveprins Frederik i eng. stil. I haven findes flere anselige og sjældne træer. Ved slottets n.side er rejst en mindestøtte i granit med portrætmedaljon af O. Evens for Caroline Amalie. Støtten rejstes 1882 af kvinder i Lyngby. Der findes endv. i parken en støtte med en portrætbuste af Fr. V (Saly) og en hvid marmorstøtte med en sort marmorsilhuet af arveprins Fr.s gemalinde Sophie Frederikke. På slottet er ophængt malerier af Chr. VI, Fr. V og Juliane Marie.

Litt.: E. Nystrøm. Fra Nordsjællands Øresundskyst. 1938. 411–28.