Mandø sogn

(M. kom.), herredets mindste, består af de nu sammenvoksede øer Mandø, Gl. Mandø og Kathaleholme, i alt 6,6 km², hvoraf 3,6 er beskyttet mod oversvømmelser af et havdige. Øen er ret lav, største højde 12 m o.h., og består mod v. af klitter, i midten af en marin sandflade og mod ø. af marskenge. Fra M. fører en vej, der kan befares ved ebbe i godt vejr, over til fastlandet ved V. Vedsted; ellers foregår overfarten m. både, idet der dog ikke findes nogen havn på M.

Areal i alt 1960: 603 ha. Befolkning 26/9 1960: 159 indb. fordelt på 55 husstande (1801: 97, 1850: 224, 1901: 213, 1930: 176, 1955: 178). – Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1960 i flg. grupper: 99 levede af landbr. m.v., 11 af håndv. og industri, 3 af handel og omsætning i s. 1057 øvrigt, 9 af transportvirksomhed, 5 af administration og liberale erhverv, 1 af anden erhvervsvirksomhed og 31 af formue, rente, understøttelse olgn.

I sognet byen: Mandø by m. kirke, præstegd., skole (opf. 1899, udv. 1944), bibl. (opret. 1940; 1000 bd.), kro (opf. 1949), ml. (ude af drift, men vedligeholdes af Mandøforeningen) og elektricitetsværk (opret. 1952).

M. so., der udgør én sognekom. og ét pastorat under Ribe kbst.s samt Ribe og Gørding hrdr.s provsti, Ribe stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Ribe Domkirkes landso. So. udgør 7. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 13. lægd og har sessionssted i Ribe.

Den lille, hvidkalkede kirke består af et langhus af mursten, bygget el. omb. 1727 af stiftamtmand C. C. v. Gabel på egen bekostning, hvortil der 1792 er føjet våbenhus mod v. m. indgange fra n. og fra s. (af hensyn til blæsten). V.gavlen har svungne barokkamme, og tagene er tækket m. tegl. Indvendig har den yderst enkle bygn. bræddeloft. – Altertavlen er et maleri, Kristus fører røveren ind i paradis, kopieret 1898 af Joh. Rohde efter originalen af Joakim Skovgaard fra 1890, som Skovgaard fik tilbage 1895, da den truedes af fugt, mod at levere kopien. Alterkalken er i enkel barokform m. knop og påloddet krucifiks. Den bærer under bunden indprikket »Mannøe 1686«, og disken er samtidig. Stager 1739. Romansk granitfont m. arkader på kummen. Messingfad m. fremstilling af Spejderne i Kanaan. Prædikestolen, m. renæssancerelieffer af Bebudelsen, Kristi fødsel og Korsfæstelsen, er skænket kirken fra klosterkapellet i Ribe 1727. Klokken hænger i en stabel v.f. kirken. Der er 4 kirkeskibe, de 3 fra 1800t. – Om tidl. kirker se ndf.

Mandø (el. Manø; i ValdJb. 1200t. Mannæø og Mannø) hører til den nordfrisiske ørække, som i sin tid har dannet en sammenhængende klitbræmme, der var landfast m. fastlandet. I s. 1058 ValdJb. fra 1200t. omtales Fanø og M. som øer, så det kan ikke, som en tradition vil vide, være rigtigt, at den ved en stormflod 1396 blev skilt fra Fanø. Den har nok tidl. været større; det hedder således, at forud for en vandflod 1416 skal M. have været 2 mil lang og én mil bred og have haft 3 kirker. I kirkelisten i Ribe Oldemoder fra ca. 1340 omtales dog kun én kirke; måske er det denne, der if. Pont.Atlas 1558 blev ødelagt af en vandflod; den skal have stået på Gl. Mandø, og præsten Ove Andersen Thorning beretter 1766, at dens plads påvistes som et bundløst hul. Traditionen om øens fordums storhed har knyttet sig til et par stednavne; på Kurre Sand skulle have ligget en by »Corre Bye« og en anden by på en grund i havet, kaldet Knok; dette er dog næppe rigtigt. På Gl. Mandø skal der have været en stor skov, Skogum; ved ebbetid kunne man tidl. finde store trærødder her. Efter at kirken 1558 var bortskyllet, har man antagelig opført en ny; men 1639 nævnes det i Pont.Atlas, at kirken da var forfalden af ælde, hvorfor den m. hjælp fra andre kirker i stiftet måtte opbygges så godt som fra ny, rimeligvis p.gr.af den store stormflod 1634, der forårsagede store ødelæggelser over hele kysten. Hvornår Gl. Mandø er blevet forladt af beboerne, kan næppe siges m. sikkerhed; 1766 påviste man endnu bygningstomter, ligesom man i havet mod n., s. og ø. skal have fundet spor af bebyggelse og stensatte brønde.

Sagnet lader Tyra Danebod på sin rejse til Danmark lide skibbrud på Mandø, som hun skænkede nogle enge (»Mandø Hølade«); også dronn. Dagmar lader folkevisen lande på øen på hendes rejse til landet. Øen var krongods, indtil den ved auktion 1741 blev solgt til beboerne for 864 rdl. kur. tillige m. jagt- og strandrettighed. Til beskyttelse for øen er der 1887 m. en bekostning af 22.000 kr. (hvoraf stat og amt hver ydede 1/4) opført et ringdige, der sikrede 150 ha. Fiskeriet, der tidl. skal have været betydeligt, er nu ophørt; allr. 1586 klages der over dets aftagen. Skibsfart var betydelig i sejlskibsfartens guldalder, da de fleste af øens mandlige beboere gik til søs fra konfirmationsalderen; men dette er ophørt, og folketallet er gået stærkt tilbage. Landbruget er nu den eneste næringsvej. Det gl. dige blev gennembrudt af stormfloder 1911 og 1923, og 1936–37 opførtes et nyt havdige, omfattende Gl. Mandø og den resterende del af s. 1059 Mandø (i alt 360 ha) m. en bekostning af 370.000 kr.; det blev yderligere forstærket 1962–63.

På forstranden er der 1959 rejst en »stormflodssøjle«.

Skove: Øen er nu skovløs. Om en tidl. skov Skogum se ovf.

På øen kendes hverken oldtidsmindesmærker el. oldsagsfund.

I M. so. fødtes 1841 botanikeren Eug. Warming.

Litt.: H. Bruun. Forsøg til en fysisk-økonomisk Beskrivelse over Ejlandet Mandø. 1806. H. Weitemeyer. Om M. for 150 Aar siden, JySaml. 4. Rk. I. M. Mikkelsen. Et Par Træk af M. Præstehist., AarbRibe. 1915–18. 213–18. H. P. Brasch Kærgaard. M. i tidl. Tid, smst. 1928–31. 153–89. Helga Stemann. M. Minder, smst. 1936–39. 143–50. N. Kingo Jacobsen. M., GeogrTidsskr. 1953. H. K. Kristensen. Gl. sv.-jyske fiskerlejer. 1965. 112 ff.