Tønder amt

Afgrænsning og arealforhold.

A. omfatter den vestl. del af Sønderjylland, et ca. 20 km bredt bælte målt fra vadehavskysten, samt største delen af Tinglevfladen, hvorved a.s udstrækning i ø.-v. længst mod s. bliver ca. 40 km. Den nordsydl. udstrækning er ligeledes omkr. 40 km. Til a. hører øen Rømø i Vadehavet samt den ubeboede hallig Jordsand. A.s n.grænse følger den dansk-tyske grænselinje for tiden ml. 1864 og 1920 på strækningen Vadehavet-Gelsbro. Den gennemskærer en række svagt befolkede områder af marsk, mose og hede, nu delvis beplantede og kultiverede, men afbrudt af dyrkede arealer m. noget sandet jordbund. Fra Gelsbro til et punkt ca. 5 km ø.f. Løgumkloster grænser a. til Haderslev s. 388 a. og længst s.på til Åbenrå a. langs en i det væsentlige n.-s.gående linje gennem moser og heder og ofte langs småvandløb. Derefter viger den langt mod ø. over Tinglevfladen, hvor amtsgrænsen er bestemt af grænserne for de store hedeso. i Slogs hrd., Højst, Ravsted, Bylderup og Tinglev, og den rammer rigsgrænsen ved grænsepæl 112. V.f. denne følger amtsgrænsen rigsgrænsen langs de nu delvis tørlagte vandløb Skelbæk, Gammelå og Sønderå til Møllebæk, hvorfra den langs en brudt linje følger Magisterkogens s.kant til Rudbøl sø, derefter langs dennes midtlinje til grænseovergangen s.f. Rudbøl og videre langs s.grænsen af Rudbøl kog, Gl. Frederikskog til 3-hjørnet ml. denne, Ny Frederikskog og Gl. Hviding herreds kog. Her går amtsgrænsen tværs over havdiget og videre ud over forlandet til den yderste, vestl. grænsepæl nr. 279, der står ved den gl. forlandskant fra 1920. Tønder amts landgrænse mod Forbundsrepublikken Tyskland er ca. 55 km.

Amtsgrænserne i Vadehavet er søgrænser. S.grænsen, der falder sammen m. rigsgrænsen, er bestemt af sømærker (båker), men der findes ingen grænsepæle og ingen detaljeret fastlæggelse af grænsen. Den danner en brudt linje fra grænsepæl 279 ret v. til en båke 7 km fra land og går s. og v. om Højer dyb og nær s.kanten af Listerdyb. A.s n.grænse i Vadehavet forløber n. om Hviding Nakke og s. om renden Østerdyb.

Arealet er ca. 1390 km², men dette tal må tages m. et vist forbehold. Langs vadehavskysterne foregår der således for tiden en betydelig landvinding og dermed en forøgelse af a.s areal. I øjeblikket drejer det sig om ca. 15 km², men dette tal er ikke medregnet. På n.- og v.kysten af Rømø er det vanskeligt at angive en entydig kystlinje. Man har her generelt en positiv forskydning af kystlinjen mod v., altså en forøgelse af arealet, medens man andre steder, fx. ved Rømøs nø.kyst, træffer områder m. nedbrydning og formindskelse af arealet. Det må endv. bemærkes, at mange hundrede km² af Vadehavet og farvandene v.f. Rømø ligger over Dansk Normal Nul (DNN), men disse højtliggende vader henregnes ikke til landarealet, fordi de så ofte ved flodtid er dækket af havvand, at de såvel efter overfladens form som efter bestanden af planter og dyr må regnes til havet. Ferskvandsarealerne er ganske ubetydelige. Naturlige søer mangler næsten helt, men der findes adsk. små, kunstigt opdæmmede, ferske vande m. svingende vandstand og areal. Deres samlede størrelse kan ansættes til ca. 5 km².

T. a. er meget skovfattigt; det samlede areal er kun 76 km² el. 5,8% af totalarealet. Langt den største del er nye plantager af nåletræer, men hist og her findes små rester af opr. løvskov, ofte degraderet til kratskov, som i naturhistorisk henseende rummer betydelige værdier. Særl. typer af kratbevoksning finder man på de af kulturen uberørte mosestrækninger, men arealet af disse er i hastig tilbagegang. Lynghederne, som tidl. dækkede betydelige områder, er nu næsten alle kultiverede el. beplantede. Mosearealet er ca. 44 km² el. 3,4% af det samlede, men er i stærk tilbagegang p.gr.af afgravning og kultivering.

T. a. hører til de udpræget reliefsvage områder. Kun små og spredte felter ligger mere end 40 m over havet, og ca. halvdelen ligger under 10-meter kurven.

I landskabelig henseende har T. a. et iøjnefaldende særpræg. Ganske vist er de normale vestjy. landskabstyper, bakkeøen og hedefladen, udformet på lignende vis som i Ribe, Ringkøbing og Viborg a., og noget lign. gælder indsande, afblæste flader og moser. Det særegne ved T. a. er navnlig den gruppe af landskabselementer, som i sen tid er dannet ved havets indtrængen over lavtliggende områder, s. 389 hvorved der er afsat marskklæg, sandflader og strandvolde af flere forsk. typer. Grænsen ml. marsken og gesten er ofte skarp, både jordbundsmæssigt og i terrænmæssig henseende, og selv om højdeforskellen ml. marskflader, moseflader og hedeflader er ringe, er forskellen ml. disse tre dominanter i de lavere dele af T. a. meget iøjnefaldende. Et andet landskabeligt træk er havdigernes vandrette overkant, som tegner en retlinjet horisont set fra de fleste højdepunkter og overalt fra det lave, bakkeløse marskland.

Befolkningstallet i Tønder amt var 1960 42.457, hvilket giver en befolkningstæthed på 30,5 pr. km², altså under 1/3 af den for hele landet gældende. Dette hænger sammen med, at betydelige områder er tyndt befolkede el. endog helt folketomme, samt med den omstændighed, at T. a. ikke rummer nogen kbst. af anselig størrelse. Størst er Tønder m. 7152 indb., Højer har 1400 og Løgumkloster 2000. Over halvdelen af a.s befolkning, nemlig 22.000, bor i landdistrikterne. I øvrigt er det karakteristisk, at der i de seneste år er foregået stærke ændringer i det befolkningsmæssige billede, dels i form af nykolonisering, og dels ved en stærk vækst i såvel Tønder kbst. som i en del af de mindre byer.

I kulturgeografisk henseende er T. a. ejendommeligt og rigt på modsætninger. Dette står i forb. m. den stærke variation i jordbund og frugtbarhed og er desuden betinget af det forhold, at hele det lavtliggende, vestl. område er afhængigt af ganske små forskelle i højde. Bebyggelsen er i det væsentlige knyttet til gesten, men ofte har grænselinjen ml. marsk og gest en udpræget koncentration af randbebyggelse af gårde og huse, som fra gl. tid har haft kornavl på gesten og kvægbrug i marsken.

Tilvejebringelsen af ny landbrugsjord ved kultivering af moser og heder har gennem de sidste 40 år ændret landskabsbilledet og muliggjort oprettelse af et stort antal nye ejendomme. De fattigste områder er nu for største delen tilplantede. Det ejendommeligste bebyggelsesmæssige træk i Tønder a. er dog, at den frugtbareste og rigeste fjerdedel, nemlig hele marsklandet, er tyndt befolket el. helt ubeboet, og det gælder i øvrigt største delen af det land, der ligger under 5 m højdekurven.

Kysterne er delvis skabt af mennesker. Kystlinien har en længde af 112 km, og havdigernes samlede længde er 50 km.

Dybgrundens geologi.

Det er en kold vinterdag i beg. af marts 1952. En bidende blæst stryger ind over de lave marskenge ved Tønder. Det stålgrå boretårn, som er rejst på eksercerpladsen n.f. byen, dirrer, mens de lange rørlængder hejses op i tårnet og føres ned i borehullet. Arbejds- og laboratoriebarakkerne, hvor boreprøverne bliver undersøgt af geologerne, er belejret af journalister fra hele landet. Det er rygtedes, at der er fundet oliespor i det dolomitlag, man er stødt på i lidt over 3000 m dybde. Man stamper på jorden og banker hænder i kulden for at få lidt varme, mens man vandrer rundt på borepladsen og dag efter dag venter på, at olien skal vælte op af jorden.

Belært af dyrekøbte erfaringer andre steder i verden udtaler oliefolkene sig ikke, selv om de bliver hårdt presset, hverken om betydningen af fundet, el. hvilke små el. store forventninger de selv har. Men det gør ingenting, for avisernes repræsentanter kan selv. Store overskrifter på hovedstadsavisernes forsider skal nok skabe sensation. I dagene, mens forberedelserne til den s.k. produktionsprøve i boringen s. 390 står på, bliver forventningerne skruet højere og højere op ved nye dramatiske overskrifter.

Endelig foreligger resultatet: Der er kun lidt olie og meget saltvand i dolomitlaget. Journalisternes belejring hæves straks, og nu sker der det ejendommelige, at der som udtryk for skuffelse fremkommer let hånende betragtninger vendt mod oliefolkene, til trods for at det ikke var dem, der havde ansvaret for de store overskrifter, som der ikke var dækning for.

Men selv om avisernes olieeventyr således er forbi, har Tønder for altid indskrevet sit navn i historien om udforskningen af Danmarks dybgrund.

Udover boringen på eksercerpladsen, som fik navnet Tønder nr. 1, udførtes yderligere tre boringer efter olie i a.: Tønder nr. 2 ved Abild samt Arnum nr. 1 og Hønning nr. 1 i a.s nordl. del. Ingen af disse boringer førte til det ønskede resultat i form af en rig olie- el. gasforekomst, men de blev en værdifuld gave til da. geologisk forskning. I det flg. vil vi bl.a. se lidt nærmere på, hvad de har betydet for kendskabet til a.s dybgrund, og sætte deres videnskabelige resultater i relation til andre geologiske og geofysiske observationer.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (I. 21). Formationsfordelingen er meget enkel, idet største delen af a. er vist som miocænområde m. undt. af a.s sydvestligste hjørne, hvor pliocæne aflejringer findes som underlag for istidsdannelserne. Både miocænet og pliocænet hører som bekendt til tertiærtidens lagserie. Da de pliocæne aflejringer er yngst og følger lige oven på de miocæne lag, betyder fordelingen på kortet øjensynlig, at hele serien hælder mod s. el. sv.

Dybgrundsformationernes udvikling. I betragtning af den store lighed i formationsudviklingen i de to dybdeboringer, som bærer navnet Tønder, og som kun ligger i en indbyrdes afstand af ca. 3 km, er boreprofilerne kombineret i nedenstående oversigt. Der er set bort fra små, uvæsentlige forskelle i beskrivelserne af sa. lag i de to boringer.

Inden de enkelte formationsafdelinger kommenteres nærmere, er det af betydning også at sammenligne m. resultaterne af Hønning- og Arnumboringerne, som er beskrevet ndf. og sammenstillet på sa. måde som Tønder-boringerne. Disse to boringer ligger kun i en afstand af ca. 5 km fra hinanden. Alligevel er lagserierne meget forskellige i de nederste dele af boringerne. Heraf kan man drage vigtige slutninger om jordskorpebevægelser og andre geologiske processer. Selv om Arnum-boringen udførtes først, er den anbragt i sidste kolonne af hensyn til en bedre demonstration af, hvad dens reducerede formationsserie egl. er udtryk for.

På grundlag af lagene i disse fire boringer og lagenes variation fra boring til boring kan man danne sig en opfattelse af, hvad der er sket i løbet af de lange geologiske perioder, mens lagene blev aflejret. Ved en omhyggelig vurdering af dannelsesmåden for de enkelte lag nedefra og opefter i lagserierne registreres de vigtigste geografiske ændringer, klimatologiske forhold osv.

Præzechstein. Der er stor forskel på formationerne nederst i boringerne ved Arnum og Hønning. I ingen af tilfældene ved man endnu m. sikkerhed, i hvilke geologiske perioder lagene er dannet. Som bekendt sker dateringen af lag oftest ved hjælp af forsteninger. Når forsteningerne mangler, er aldersbestemmelsen som regel meget vanskelig, og dette er netop situationen m. h. t. de lag, der her er tale om.

Det hjælper lidt at sammenligne m. boringerne ved Tønder og Åbenrå. Der er en tydelig forskel ml. formationerne under zechsteinlagene i boringerne Tønder nr. 2, Hønning og Arnum, mens lagene ved Hønning og Åbenrå ligner hinanden meget. Går vi lidt længere bort og sammenligner m. dybdeboringen ved Slagelse, viser det sig, at der også her træffes skifre under zechsteinformationen. De indeholder oven i købet forsteninger og har kunnet henføres til silurperioden. Der er grund til at antage, at skifrene ved Åbenrå og Hønning er af sa. alder, men endnu mangler man beviset herfor.

Hvad angår det s.k. »fanglomerat« i bunden af Arnum-boringen, er det vigtigt at lægge mærke til, at det drejer sig om et meget heterogent »sediment« af gnejsblokke, der holdes sammen af hærdnet, leret materiale. Lignende konglomerater dannes i nutiden i ørkenområder under de voldsomme regnskyl, der indtræder fra tid til anden. De rivende vand- og slamstrømme, der herved opstår, har betydelig transportkraft og flytter m. lethed store sten og selv klippeblokke, som efterlades i uordentlige aflejringer, når ørkensandet har drænet vandet og dermed kraften ud af strømmene. Arnum-boringens bundlag forklares lettest som sådanne aflejringer.

Alderen må man gætte sig til. Det sandsynligste er vel nok, at ørkenperioden er identisk m. ældre permtid, i hvilken rotliegend-formationen i Tønder nr. 2 bl.a. blev aflejret. Den store forskel i lagenes udvikling ved Arnum og Tønder kan forklares ved, at Arnum-boringen ligger nærmere ved det højtliggende grundfjeld i Ringkøbing-Fyn-ryggen, hvorfra gnejsmaterialet må stamme (se IX. 583 og V. 9f.).

Nedre perm. Boringen Tønder nr. 2 standsede i en rødbrun finsandsten af kontinental oprindelse. Dens beliggenhed neden under sikkert daterede kalksten fra øvre perm og ligheden med de velkendte nedre permiske rotliegend-lag i Nordtyskland gør korrelationen af lagene m. rotliegend-formationen overordentlig sandsynlig. Men det må ikke glemmes, at denne bestemmelse ikke har kunnet støttes ved hjælp af forsteninger, da der ikke er fundet organiske rester i sandstenen. Der er næppe tvivl om, at lagene i sin tid blev dannet i et ørken- el. saltsteppeområde, og rotliegend-formationens udbredelse viser, at dette område omfattede store dele af Nord- og Mellemeuropa.

Øvre perm. De nederste lag i intervallet, som er henregnet til øvre perm, er kalksten m. marine forsteninger. Kalkstenen blev således aflejret i havet. Opad i lagserien ændres situationen imidlertid radikalt. Der optræder bjergarter som dolomit, anhydrit, stensalt og kalisalte m. varierende tykkelse. De tykkeste stensaltlag blev gennemboret ved Tønder nr. 1 og 2, og de tykkeste dolomit- og anhydritlag fandtes ved Hønning nr. 1. Endelig manglede de fleste af lagene, som man påviste i disse tre boringer, ved Arnum.

Det er således et meget særpræget afsnit af dybgrundens lag, vi her står overfor. Dannelsesmekanismen for stensaltet og de ledsagende bjergarter bestod simpelthen i en vedvarende inddampning af havvand under en langvarig, meget tør periode af subtropisk, ørkenklimatisk type. Under inddampningsprocessen steg saltkoncentrationen, og efterhånden blev mætningspunkterne for de forsk. salte overskredet i rækkefølgen: kalk – gips – stensalt – kalisalte. Saltlagenes enorme tykkelse forudsætter inddampning i en kæmpemæssig lagune m. en el. flere åbninger til s. 396 verdenshavet. Gennem åbningerne strømmede der til stadighed havvand ind, hvorved de store saltmængder blev tilført lagunen.

Det fremgår af de beskrevne boreprofiler, at der findes hele fem inddampningsserier. M. undt. af den øverste af disse serier begynder de alle m. et kalk- el. dolomitlag, svarende til stadier m. ringe saltkoncentration. Disse intervaller repræsenrer perioder, i hvilke der skete en udvidelse el. uddybning af indstrømningsåbningerne, der forbandt havet m. lagunen. Derved blev lagunens saltopløsning fortyndet for en tid, hvorefter fordampning og indstrømning atter efterhånden kom i balance.

Teoretisk kunne man forestille sig, at disse processer, både den tiltagende saltkoncentration under udviklingen af inddampningen og den aftagende koncentration under fortyndingen af vandmassen, skete gradvis. Herved ville der blive aflejret følgende lag: kalk – gips – stensalt – kalisalte – stensalt – gips – kalk. Man kunne gå endnu et skridt videre ved at begynde og slutte med normalt havvand. Heri aflejres alm. sedimenter som fx. sand og ler. I alt får man på denne måde en serie bestående af 9 forsk. lag.

Det fremgår af boreprofilerne, at man i st. f. kalken ofte finder dolomit, og at gips erstattes m. anhydrit. Forklaringen er den, at kalk og gips efter deres dannelse er undergået forandringer. Ved at optage magnium fra havvandet ændres kalk til dolomit, og ved højt tryk og høj temperatur bliver gips ved afgivelse af vand til anhydrit. Dolomit og kalk kan endv. optræde som selvstændige afdelinger, idet kun en del af kalken udvikles til dolomit. Hvis dette sker i begge kalklag, kommer inddampningsserien til at omfatte i alt 11 forsk. lag.

Det er denne teoretiske, fuldstændige serie, som danner grundlaget for inddelingen af øvre perm. Sand, ler olgn. får nummer 1, og derefter følger opefter: 2 kalk, 3 dolomit, 4 anhydrit, 5 stensalt, 6 kalisalte, 7 stensalt, 8 anhydrit, 9 dolomit, 10 kalk osv. Foran disse betegnelser angiver et bogstav, hvilken inddampningsserie el. cyklus der er tale om. Ved Tønder har man påvist serierne A–E, som det fremgår af boreprofilernes beskrivelse.

Ved sammenligningen af tykkelserne af saltintervallerne og dolomit- og anhydritintervallerne i de fire boringer er det klart, at de forholdsvis tykkeste dolomit- og anhydritlag som nævnt findes ved Hønning. Det skyldes, at Hønning lå nærmere ved kysten. På det lavere vand hjalp bølgeslag og andre vandbevægelser med til at fremme udskillelsen i dens tidlige kalk- og gipsstadier. Forskellen i stensaltets tykkelse i boringerne Tønder nr. 1 og 2 er fremkommet ved, at saltet som følge af overliggende jordlags tryk er presset mod s., bort fra Tønder nr. 2. Det meget reducerede profil ved Arnum er udtryk for, at området ved Arnum kun i en kort periode hørte til lagunens lavvandede område, svarende til sidste del af D-cyklusen og første del af C-cyklusen.

Afsluttende skal nævnes, at zechsteinformationens saltlag strakte sig fra Holland og Nordtyskland til England, Danmark og Polen.

Trias. Det er forholdsvis let at genkende lagserien oven på saltserien fra boring til boring fra Tønder og op til Arnum. Der er små afvigelser i de enkelte lags tykkelse, men bortset herfra er det tydeligt, at serien af sandsten, salt, kalk, lersten osv. naturligt grupperer sig i tre afdelinger: en nedre kontinental-salin gruppe, et marint interval og en øvre kontinental-salin lerstensserie. Denne tredeling gør sig s. 397 i øvrigt gældende også i tilsvarende lag på Fyn og Lolland samt i Nordtyskland. De tre afsnit kaldes for: broget sandsten, muslingekalk og keuper. Betegnelserne er opstået i Tyskland. De to første navne henviser til de dominerende bjergarter, mens det sidste er et folkeligt lokalnavn.

Lagene afspejler en væsentlig ændring af de geografiske forhold i Nordvesteuropa efter zechsteintiden. I nedre trias var forbindelserne til havet lukket. Erosionsmateriale fra omkringliggende bjergområder transporteredes ud i aflejringsbassinet, der udviklede sig til en ørkenagtig saltsteppe i den brogede sandstens periode. Mod slutn. af denne periode opstod en stor saltsø i det sydl. Danmark. I den blev stensaltet, anhydritten og dolomitlagene øverst i den brogede sandsten dannet.

Muslingekalken er en grålig, lerholdig kalksten, vekslende m. mergelsten. Dens udstrækning viser, at muslingekalkhavet strakte sig over største delen af Nordtyskland, og at en forb. m. datidens Middelhav fandtes i Øvre Schlesien. Mod v. og nv. var der land. Muslingekalkhavet synes at have været ret lavvandet m. forholdsvis få dyrearter, der dog optrådte i stort individantal, at dømme efter forsteningerne i kalken.

Det ser ud til, at der er en forholdsvis jævn overgang fra muslingekalken til keuperlagene. Når dette ikke kan afgøres m. absolut sikkerhed, skyldes det, at der ikke foreligger et tilstrækkeligt stort materiale af kerneprøver fra lagene. Vurderingen af lagenes sammensætning må derfor ske på grundlag af skylleprøver bestående af små stumper af de forsk. bjergarter, og denne metode fører ikke til helt sikre afgørelser.

Keuperlagene afspejler en ny, kontinentalt præget periode m. udviklingen af et sø- og saltsteppe-landskab, der stedvis gav anledning til dannelsen af inddampningsaflejringer. Gipsholdige el. anhydritholdige sedimenter af lersten og finsandsten dominerer denne formationsafdeling.

I boringen Tønder nr. 2 findes øverst i triasserien et ganske afvigende interval, bestående af mørkegrå lersten. sandsten og kalk, som mul. er af marin oprindelse. Der er her tale om den s.k. rhaet-etage, som er påvist flere steder i Slesvig og Holsten. Den afspejler en ændring til mindre tørt klima m. rigere produktion af organisk stof.

Tiden fra trias til nedre kridt. Ikke blot de lag, der er til stede i en aflejringsserie, men også de lag, der mangler, fortæller en historie. Sammenligner vi profilerne fra Tønder a. m. fx. boreprofiler fra dybe boringer i Nordjylland, viser det sig, at hele jurasystemets lag samt en stor del af nedre kridts aflejringer glimrer ved deres fraværelse i Tønder amt.

Vi kan heraf slutte, at disse lag enten aldrig har været aflejret, el. at de er fjernet af erosionen efter deres aflejring, og at Tønder a. var land i juratiden og nedre kridttid el. i en del af denne periode.

Kridt. Af boreprofilerne fremgår, at kridtsystemets lag omfatter en nedre del bestående af en indtil ca. 100 m tyk serie af ler, lersten, sandsten olgn., af grønliggrå og rødlig farve, samt en øvre del, der fortrinsvis består af kridt og kalksten og er indtil ca. 500 m tyk.

Alle disse lag er marine og svarer til en langvarig havperiode under den geologiske udvikling. I nedre kridt blev der transporteret lerslam og sand ud i aflejringsbassinet s. 398 fra landområderne. I øvre kridt spillede denne sedimentation praktisk taget ingen rolle. Til gengæld udskiltes store mængder kalkslam af havet, og den pelagiske faunas og floras mikroskopiske kalkskaller sedimenteredes samtidig. Derved opstod de tykke kridt- og kalkaflejringer.

Øverst i øvre kridt findes et tyndt lag danskekalk, der er udviklet som bryozokalk.

Kridtlagenes relative ensartethed og den langvarige kalksedimentation tyder på ret permanente og varme klimaforhold i løbet af øvre kridt.

Tertiærtidens aflejringer. Foruden de ovenn. dybdeboringer er der udført en del mindre boringer til danskekalkens overflade for at få et overblik over de tertiære lags og kalkens struktur ved Tønder og sv.f. Tinglev. Disse undersøgelsesboringer var i øvrigt et led i forundersøgelserne til dybdeboringen Tønder nr. 1. De førte til det resultat, at tertiærtidens aflejringer nedefra og opefter indeholder de sædvanlige formationer: Kerteminde-ler, den eocæne lerserie m. vulkansk aske, Røsnæsler, Lillebælt-ler, Søvind-mergel, oligocænt glimmerler og miocæne aflejringer af glimmerler, glimmersand og kvartsgrus. Som det fremgår af dybdeboringernes profiler, er denne marine lagrække ca. 400 til 500 m tyk.

Særlig de mellemmiocæne lag udmærker sig ved deres rigdom på marine snegleog muslingeskaller. For kendskabet til de miocæne lag har navnlig vandboringerne spillet en betydelig rolle, fordi jordprøverne fra disse boringer ofte er af god kvalitet. Boringerne har vist, at Arnumformationen strækker sig ind under a., og at der n.f. Tønder og længst mod ø. i a. også findes områder, hvor Gramformationen danner underlaget for istidsdannelserne (se X. 61 f.).

Som nævnt i omtalen af det geologiske kort findes der lag fra tertiærtidens yngste afdeling, pliocæntiden, i a.s sydvestl. hjørne. Det drejer sig om forsteningsrige lag af lerjernsten og sideritoolit (dvs. lag, der består af små kugler af jernspat olgn.). Den indeholdte marine fossile fauna viser ligheder m. pliocæne el. senmiocæne faunaer s.f. grænsen.

De pågældende lag ved Tønder er aflejret på lavt vand, og de har sandsynligvis ikke nogen større udstrækning i a.

Dybgrundens overfladetopografi. Antallet af boringer, som går igennem istidslagene, er ret lille, sammenlignet m. a.s størrelse. Det er derfor ikke mul. at danne sig et helt nøjagtigt billede af, hvorledes dybgrundens overflade ser ud. Med et vist forbehold kan man antage, at der findes en »dal« fra egnen ved Nr. Løgum mod nv. i retning af Skærbæk. På dette strøg ligger tertiæroverfladen ved ca. –80 m, og den underjordiske dal er delvis fyldt m. marine, interglaciale lag, som det fremgår af flg. boreprofil fra Tornskov:

Fra dalbunden stiger tertiæroverfladen øjensynlig ret jævnt mod nø. og når op til ca. – 50 m i nærheden af amtsgrænsen. I området fra Bylderup-Bov over Tønder til Møgeltønder og Højer samt n. herfor ligger tertiæroverfladen sandsynligvis ved ca. – 30 til – 40 m. Ved Tinglev findes tilsyneladende en dyb erosionsdal, og s.f. Tønder ligger overfladen for de pliocæne lag ved ca. – 50 m. Denne sidste bestemmelse er dog meget usikker.

Dybgrundens struktur. Tønder a. hører til de bedst undersøgte egne i landet m. h. t. dybgrundens strukturforhold, idet der som indledning til dybdeboringerne blev udført omfattende geofysiske undersøgelser. Både kortlægningen af tyngdeforholdene og de seismiske refleksionsmålinger gav meget værdifulde oplysninger om lagstillingerne og de tektoniske strukturformer. Som supplement udførtes endv. som nævnt en række undersøgelsesboringer, der gav yderligere muligheder for kontrol.

Resultatet af alle disse undersøgelser er, at man har konstateret, at grundfjeldet øjensynlig ligger relativt højt mod n., og at det er gennemskåret af forkastninger, langs hvilke der er sket vertikale og måske også horisontale forskydninger.

Mod s. ligger grundfjeldet sandsynligvis i over 4 km dybde. Her er det dækket af en serie sedimenter, der formodentlig omfatter lag fra kambrium til og med kvartær, blandt hvilke øvre perms saltaflejringer har særl. betydning som selvstændig strukturdannende faktor.

I grundfjeldet er nordvest-sydøstl. forkastninger fremherskende. Ved amtsgrænsen ved Arnum findes en grundfjeldshorst begrænset af to nv.-sø.-rettede forkastninger, hvor grundfjeldet formodentlig ligger i ca. 1900–2000 m dybde, mul. dybere. Hønning-boringen ligger lige v.f. horsten. Grundfjeldet ligger her mindst ca. 500 m og måske endog 1000 m dybere.

I området ml. Højer og Tinglev findes to saltstrukturer, som nærmest må betegnes som saltantiklinaler m. hovedretning nv.-sø. ved Tønder og ved Rens. Fra C3-dolomitten og nedefter er lagene tilnærmelsesvis plane ved Tønder. De hælder mod sv. Noget tilsvarende gør sig sikkert gældende ved Rens-strukturen, som er identisk m. den nordl. del af Bøgslund-strukturen, hvis kulmination findes lige s.f. grænsen.

Alle lagene over saltet er foldet i de to strukturer. Det gælder også de tertiære lag, hvis basis stiger fra – 490 m på flanken til – 410 m på toppen af Tønderstrukturen. Fra Tinglev mod Bøgslund stiger tertiærbasis fra – 570 til – 390 m.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Bortset fra den lejlighedsvise nyttevirkning af sandlag i miocænet som vandførende horisonter har dybgrunden endnu ikke haft nogen større praktisk betydning.

Litt.: Svend Th. Andersen. Pollen Analysis of the Quaternary Marine Deposits at Tornskov in South Jutland, DGU. IV. Rk. Bd. 4. Nr. 8. 1963. Sa. Interglacialer og Interstadialer i Danmarks kvartær, MDGF. Bd. 15. H. 4. 1965. 486. Arne Buch. Marine kvartæraflejringers foraminiferfauna i Danmark, smst. Bd. 15. H. 2. 1963. 240. Leif Banke Rasmussen. Det marine ungtertiær ved Sæd, smst. Bd. 14. H. 1. 1958. 1. Theodor Sorgenfrei and Arne Buch. Deep Tests in Denmark, DGU. III. Rk. Nr. 36. 1964. Hilmar Ødum. En Forekomst af marint Pliocæn ved Tønder, MDGF. Bd. 8. 1934. 359.

Landskaber.

Fra mange punkter i Vestjylland har man store, frie udsyn, hvorfra man kan overse strækninger af et omfang, som man sjældent har mulighed for i det øvr. Danmark. Blandt de fornemste af disse udsigtspunkter er Møborg Bavnehøj i Ringkøbing a., Blåbjerg i Ribe a. og Vongshøj i Tønder amt. De nævnte bakker er ikke særl. høje, Møborg Bavnehøj således kun 42 m, Blåbjerg 64 m og Vongshøj 62 m, men man kan fra disse tre punkter tilsammen overse praktisk talt hele Vestjylland fra grænsen til de store bakkedrag ved Nr. Nissum umiddelbart s.f. Limfjorden. Fra Vongshøj, der ligger et par km nv.f. Løgumkloster, strækker udsigten sig fra klitterne på Rømø og på Sild til Tønder, Tinglev og bakkelandet v.f. Åbenrå, og mod n. ser man Ribe domkirke og bakkerne i den vestl. del af Haderslev a. I klare nætter kan man endog se blinkene fra Blåvandshuk fyr. Men også fra lavere niveauer begunstiger landskabsudformningen det frie udsyn næsten overalt i Vestjylland. Denne ejendommelighed kommer stærkt frem netop fra Vongshøj og ligeledes fra Gasse høje ø.f. Skærbæk. Vongshøj ligger på s.enden af en 10 km lang ryg – en udløber fra den store bakkeø, der strækker sig fra egnen n.f. Hellevad over Toftlund og Spandet til V. Vedsted. De nærmeste omgivelser er bakkeøens gl. moræner fra næstsidste istid, hvis overfladeformer er udjævnede af nedbrydning og slid. Langs ø.randen af Vongshøj-ryggen er der imidlertid et for bakkeøen fremmed landskabselement, fordi bakkesiden her er blevet forynget, rimeligvis af de smeltevandsstrømme, som under sidste istid formede de store hedesletter: Tinglevfladen ml. Vongshøj og bakkelandet ml. Flensborg fjord og Åbenrå fjord. Vandstrømmene har til visse tider tørnet imod Vongshøj-ryggen og dannet, el. i hvert fald fornyet, en stejlflade, som endnu står m. smådale og kløfter som et mærkeligt fremmed element i det modne og nedslidte relief. Denne ejendommelighed ses smukt fra den nye vej, som er en del af diagonalvejen Tønder-Kolding, der går oppe på skrænten oven over Løgumgårde. I øvrigt præges udsynet her som sædvanlig i Vestjylland af de to dominerende reliefformer, bakkeøen og hedefladen.

Fladerne præsenterer sig som et vældigt sletteland, der dækker trekanten Løgumkloster-Rødekro-Tinglev, d.v.s. en strækning på ca. 40 km i retningen v.-ø. Da bakkelandet sø.f. Tinglev kun ligger ca. 3 km fra den inderste vig af Flensborg fjord, dækker udsigten hele tværsnittet fra ø.kysten til Vadehavet. Mod ø. og sø. er fladen ubrudt. De lokale, små forhøjninger gør sig ikke på afstand landskabeligt gældende, men mod s. snævrer fladen ind til en bredde af ca. 3 km ml. Vongshøj-ryggen og den nordl. del af Møgeltønder bakkeø. I denne snævring er de landskabelige forhold noget mere komplicerede. Man har således flere mindre bakkeøer, og Brede å m. tilløb har skåret sig ned i den gl. hedeflade. Mod v. udvider fladen sig igen til en stor trekant, der mod s. begrænses af Hjerpsted bakkeø og mod n. af bakkeø-landskabet ml. Skærbæk og Astrup. Afstanden ml. Ballum og s. 401 Astrup er ca. 10 km. På denne strækning er fladen lukket af et havdige, men over dette ses Vadehavet og Rømø. Her møder man en ny variant af det vestjy. slettelandskab, nemlig marsken, som fylder en stor trekant ml. Vadehavet og snævringen ml. Møgeltønder bakkeø og Vongshøj-ryggen. Endnu et for de vestjy. flader karakteristisk element ses tydeligt fra Vongshøj, nemlig mosestrækningerne. Umiddelbart ø.f. Løgumgårde ligger den store moseflade omkr. Bjerndrup, der nu er kultiveret, og billedet af afvandingskanaler, nye veje og rækkerne af nye landbrugsejendomme er et typisk eksempel på resultatet af den allernyeste udvikling i dette område.

Et helt andet landskabeligt billede kommer frem i de mosestrækninger, der ligger i udkanten af det marskdækkede område. En del af disse er kultiverede, men største delen henligger endnu lyngklædte og kratbevoksede, uden veje, uden grøfter og uden boliger. Bortset fra de marsk- og moseklædte flader er Tinglev-fladen sandet, mest grovkornet mod ø., og delvis præget af fygning, afblæsning og klitdannelse. Et klart og instruktivt billede af skiftet ml. de tre hovedkomponenter i Tønder a.s landskaber: bakkeøen, hedefladen og marsken, får man, når man færdes ad hovedvej 11 fra Hviding til Tønder. Med små afbrydelser færdes man i bakkeølandskabet fra Ribe til s.f. Skærbæk. Ml. Skærbæk og Sølsted passerer man hedefladen lige ø.f. marskgrænsen, og derefter Møgeltønder bakkeø, som et par km n.f. Tønder går jævnt over i den sydl. gren af Tinglev-fladen.

I landskabelig henseende indtager Tønder a. en særstilling blandt alle de da. s. 402 amter. De vestjy. landskabstyper, bakkeøen og hedefladen, danner ganske vist også her grundlaget, men disse suppleres i Tønder a. m. andre og særprægede former. Det mest iøjnefaldende landskabelige træk er skellet ml. gest og marsk. Denne grænse ses overmåde smukt fra vejen ml. Skærbæk og Rømødæmningen, nemlig ved det punkt hvor man forlader bebyggelsen i Hjemsted på vej mod dæmningen. En tilsvarende skarp grænse har man ved vejen fra Rømødæmningen mod s. gennem Ballum, hvor man ved opkørslen til Ballum Vesterende ser marskgrænsen overordentlig klart terrænmæssigt, jordbundsmæssigt og bebyggelsesmæssigt. Et tredje punkt, hvor skellet ligeledes er iøjnefaldende, ligger på n.siden af Tøndermarsken langs vejen fra Bønderby mod v. Et andet landskabeligt træk er havdigernes vandrette kamme, som danner den vestl. horisont fra mange punkter i hele den vestl. del af amtet. Man ser dem således tydeligt fra hovedvej 11 fx. n.f. Rejsby el. s.f. Skærbæk samt fra mange punkter omkr. Tøndermarsken.

En landskabstype, som ikke har noget sidestykke andetsteds i vort land, er Tøndermarskens net af gamle havdiger og mellemliggende koge, som man får et indtryk af, når man færdes på de gl. diger; og uforglemmeligt er udsynet over Vadehavet fx. fra Rømødæmningen el. fra bakkeøen ml. Ballum og Emmerlev. En stærk oplevelse får en vandrer, som ved lavvande begiver sig ud over vadernes tilsyneladende uendelige, plane, gråbrune sandflader og her oplever det stigende tidevands hastige fremmarch, hvorved de kilometerbrede flader i løbet af 4–5 timer forvandles til hav.

Rømø udgør en særl. natur- og kulturgeografisk provins i Tønder amt. Mod v. har man en kilometerbred strandflade, dernæst et bælte af unge, hvide havklitter, som mod ø. går over i klitsumpe, og en gl. klitzone m. tæt bevoksning af lyng og revling, og endelig langs ø.kysten sandede markfelter m. gårde, og mod sø. og nø. et frugtbart, inddiget marskland.

Bakkeøerne og hedefladerne ligner i terrænmæssig henseende de tilsvarende dannelser n.på, men de har her en særl. karakter, fordi en del endnu henligger i naturtilstand m. krat af birk og pil, navnlig i moseområderne. Se i øvrigt kortet s. 440.

Også i kulturgeografisk henseende er Tønder a. rigt på modsætninger. Jordbunden veksler fra det usleste flyvesand til de rige klægflader i marsken. Bebyggelsen er i det væsentlige knyttet til gesten, dvs. til bakkeøerne og hedefladerne, og ofte har grænselinien ml. gest og marsk en udpræget randbebyggelse af gårde m. kornavl på gesten og kvægavl i marsken. De nordl. marskområder fra a.s n.grænse til Ballum, altså Hvidingmarsken, Rejsbymarsken, Bredeå-lavningen og Ballummarsken, er trods jordbundens rigdom praktisk talt ubeboede og vejløse. De gl. klægveje kanter sig frem ml. kvægfennerne i det store og folketomme land, som langt borte aflukkes af havdigets vandrette kronelinier og af bakkeøers kuplede former, hvor landsbyerne og de spredte gårde ligger i tavl af dyrkede agre. Hedefladens storhed opleves på Tinglev-fladen, den ene af de tre store jy. smeltevandssletter, hvor nykultiveringen af hede- og moseland i vor tid har ændret såvel helhedsindtrykket som detailbilledet.

I dette mønster af naturgivne og menneskeskabte træk er desuden indvævet en rigdom af kulturrelikter, gl. tiders søfart og handelsvirksomhed, gl. mønstre af bebyggelse s. 403 og jordfordeling, voldsteder og borgruiner, klostre og rige kirker, samt bøndergårde m. spor af århundreders velstand og kulturforbindelser m. fjerne egne i s. og i v.

Landskabsdannelsen. I Tønder a. træffer man landskabstyper af meget forsk. karakter i henseende til overfladeform, jordbund, vandøkonomi m.m. Forskellighederne er fremkommet delvis som følge af selve landskabets tilblivelse, men tillige fordi der er meget stor aldersforskel ml. de begivenheder, som har bestemt hovedtrækkene. De ældste former er gl. gletscheraflejringer fra næstsidste nedisning, Riss- el. Saale-istiden, da den skandinaviske indlandsis dækkede hele området. Ved isens bortsmeltning blottedes et morænelandskab m. bakker og dale, smeltevandsaflejringer, kort sagt det kompleks af former, som vi kender fra nutidens afsmeltningsområder, og som formentlig er blevet blotlagt ved slutn. af hver enkelt af vore istider. Det er imidlertid vanskeligt i dag at erkende de opr. morænelandskaber i Tønder a., fordi der i de ca. 50.000 år, der er forløbet siden deres dannelse, er sket betydelige ændringer i landskabsformer og jordbund. Man har således haft to kuldeperioder m. arktisk klima, dels ved slutn. af Riss-nedisningen og dels under sidste nedisning, hvor a. ganske vist ikke har været isdækket, men dog må have haft et arktisk klima. I disse to kuldeperioder har frostvirkninger og jordflydning under optøningerne ændret det gl., glaciale og fluvioglaciale relief, og i de to varme perioder i sidste interglacial tid og i nutiden har man haft landskabsformende s. 404 processer af sa. art som dem, vi har i dag. Resultatet er, at der fra slutn. af næstsidste istid til vore dage er foregået en udjævning af landskabet gennem jordflydning, vanderosion og vinderosion, som næsten helt har udslettet den opr. kombination af morænelandskaber og omdannet disse til storlinjede kupler m. svagt hældende, lange skråninger m. blødt skrånende, brede dale, et land, der virker gammelt og nedslidt, og som har en ringe reliefudvikling.

Tønder a. har kun i beskedent omfang modtaget moræneaflejringer fra sidste nedisning og da kun i den østligste del af a., hvor man har haft kortvarige isfremstød fra den store, baltiske ismasse, hvis hovedstilstandslinje ligger ø.f. amtsgrænsen mod Åbenrå amt. De småbakkede ungmoræner mangler derfor i Tønder amt.

Langt mere iøjnefaldende er de ændringer i det gl. landskab, som smeltevandsfloderne under sidste nedisning har forårsaget. Fra den oscillerende isrand i egnen ø.f. Tinglev ml. Rødekro og Padborg og navnlig fra gletscherportene blev der frigjort enorme mængder af smeltevand, og om sommeren har hele israndszonens friske moræner m. døde ismasser og m. tilløbene fra den ø.for liggende isoverflade dannet et vanddrukket pløre m. et mylder af kilder og smeltevandsbække. Vandet samlede sig i store systemer m. ringe fald, dels mod egnen ved Løgumkloster og dels mod egnen ved Tønder, og landet udjævnedes af de af smeltevandet transporterede, opslemmede masser. Mod ø. afsattes relativt groft materiale, nærmest smeltevandsgrus, men længere mod v. er aflejringerne mere finkornede og består for største delen af sand. Smeltevandsfloderne skiftede stadig plads og bugtede sig stedvis ind mod kanterne af det gl. moræneland og dannede her mere el. mindre markerede skrænter. De sandede smeltevandssletter og delvis også morænelandet har i flere perioder været skuepladsen for en kraftig vinderosion og sandflugt, og man finder udbredte vidnesbyrd om såvel afblæsning som sandaflejringer både i form af indlandsklitter og i form af større, sammenhængende flader af horisontalt lejret flyvesand.

Dette system af gl. moræne og unge smeltevandsaflejringer er imidlertid kombineret m. andre jordbundstyper og landskabsformer m. helt anden oprindelse. Man har således i det mindste to perioder, hvor havet fra v. er trængt ind over de lavere dele af Tønder amt. Den første er interglacial, og den sidste er ganske ung, idet den først er kommet til udvikling i løbet af de sidste 2–3 årtusinder. Når de interglaciale havaflejringer og kystprocesser kun i ringe grad præger landskabet, skyldes det, at aflejringerne i vor tid næsten overalt er dækkede af yngre dannelser, smeltevandsdannelser, unge havaflejringer og moser. Til gengæld har den sidste havstigning haft udprægede virkninger, idet marskklægen er et resultat af denne, og hele det lavtliggende kystland er præget af de komplicerede landskabsformer, som dannes under havets indrykning over en stor, lavtliggende flade.

For ca. 15.000 år siden afsluttedes dannelsen af smeltevandssletterne, og på det tidspunkt strakte disse sig fra egnen ved Tinglev ud over den nuv. kystlinie og langt ud i Nordsøen. Vandstanden i verdenshavene var lavere end i nutiden, og i Nordsøen er forskellen på dengang og nu ca. 80–100 m. I løbet af de sidste 7000 år er stigningen ca. 15 m og i løbet af de sidste 4000 år ca. 4 m. Dette medfører, at kystlinien i løbet af denne periode er blevet forskudt fra en linie langt ude på Nordsøens bund og frem til kystlinien af i dag. Ved år 1500 f.K. var havet steget så meget, at kystlinien lå omtr. ved den nuv. sønderjy. vesterhavskyst. Området var da beboet af mennesker m. en yngre stenalderkultur, og rester af deres virksomhed s. 405 kendes fra fund ved Abterp i Tønder a., under Ribemarsken og i marskområder s.f. den da.-ty. grænse. Også efter yngre stenalder er der sket en langsom havstigning m. stilstandsperioder og m. en enkelt tilbagerykning, under hvilken havspejlet på ny sænkedes. Under denne sidste havstigning foregik der en nedbrydning af landet, der hvor havet stødte op mod bakkeøernes skrænter, og det således frigjorte materiale blev transporteret til begge sider ud over de lavninger, som i dag er opfyldt af marsken m. det resultat, at der dannedes odder, der afspærrede et større el. mindre område, hvori vandstanden var svingende, og som stundom havde brakvand og stundom ferskvand. I stormende vejr m. stærke højvander steg vandet op over barrer og odder og trængte ind i de bagved liggende strandsøer, der på denne måde efterhånden opfyldtes af en meget uensartet masse af tørv, gytje, sand og ler.

Udviklingens sidste fase er her karakteriseret af to forhold, nemlig af dannelsen af en marskoverflade af klæg, som danner det øverste lag i den her beskrevne lagserie, samt af den omstændighed at mennesket i tiden efter vor tidsregnings begyndelse har foretaget en række indgreb navnlig i det sydligste af disse bassiner, det som i dag benævnes Tøndermarsken.

Vadehavets fastlandskyst er i dag karakteriseret af to elementer, kystklinter og marsk; den sidste type er overalt fra grænsen og til et punkt s.f. Esbjerg beskyttet af havdiger. Vadehavet, flakkene v.f. Rømø, Mandø og Fanø og det grundlag, hvorpå disse øer er bygget op, udgør én stor, sammenhængende sandslette, et tæppe, som hviler på en ældre overflade, bestående af hedesletter og nedbrudte bakkeøer stedvis m. moser og gl. strandaflejringer. Denne sandslette har en bredde af 20–30 km målt fra fastlandskysten og strækker sig i tunger langt ud i Nordsøen v.f. øerne. Stort set er dette område næsten plant, og højdeforskellene ml. fladernes forsk. afdelinger ligger i reglen under 3 m. Fladen er opstået ved, at der fra havet er tilført meget store mængder af sand, som har overdækket alle tidl. overflader. Der findes imidlertid to forstyrrende elementer. For det første dybene, der er udgravet af tidevandet ml. øerne, således Listerdyb, Juvre dyb, Knudedyb og mod n. Grådyb, i hvilke man møder dybder på op til 37 m (Listerdyb). Indadtil i vadehavet opløses dybene i forgreninger, der efterhånden går jævnt over i de omliggende vadeflader. Ud mod Nordsøen munder dybene i store, bueformede barresystemer og opløser sig her i en række mindre, ofte vifteformet ordnede render m. dybder på ca. 3 m.

De højeste dele af fladerne, de s.k. højsander, ligger så højt, at havet kun ved ekstraordinære højvander kan nå at dække dem. Her optræder sandflugt og i mindre omfang fysisk betinget klitdannelse. På ældre flader af denne art har der efterhånden dannet sig en sammenhængende plantevækst, og dermed begynder den organisk betingede klitdannelse, som i dag præger vesterhavsøerne Rømø, Mandø og Fanø. Der er næppe tvivl om, at hele systemet blev opbygget af havet, og det er stadig udsat for ændringer, flytninger af priler, forskydning af grænselinien ml. land og hav, tilførsel og bortgravning af sand.

Intetsteds i det da. vadehav, på flak el. øer møder man i overfladen ældre dannelser, hverken moræne el. smeltevandsaflejringer, men ved boring kan man nå ned til disse og således bestemme den stærkt vekslende tykkelse af det af havet tilførte lag el. tæppe af sand. Den store tidevandsflade ud for den sydvestjy. kyst har et samlet areal på ca. 2000 km² regnet fra den ty.-da. grænse til Blåvandshuk. Det s. 406 er et eksempel på et ungt, nogle få årtusinder gammelt akkumulationsområde, hvor det stigende hav har afsat sandet materiale, medens det finkornede materiale delvis er blevet placeret i strandengene som marskklæg. Hele området fra marskfelternes ø.grænse ved Tønder, Bredebro og Rejsby til v.skrænten af flakkene v.f. Rømø og Mandø samt disse øer hører sammen i en stor enhed m. forsk. landskabelige faser, hvoraf de vigtigste er marsken, vadeflakkene, vadehavsøerne og dybene. Også i dag er hele dette område skuepladsen for store kræfters spil, men der er nu opnået en vis ligevægt, således at opbygning og nedbrydning omtr. opvejer hinanden.

I sammenligning med disse processer er uddybning af sejlløb, det nutidige indgreb ved landvinding, bygning af dæmninger og diger af et beskedent format, men for de befolkningsmæssige og økon. kår i Tønder a. er marsk- og vadehavsproblemerne af meget stor interesse.

Klitlandskaberne. Disse optræder i to typer, nemlig kystklitter og indsande. De førstn. træffes navnlig på Rømø, hvor de dækker næsten halvdelen af arealet (se s. 403). På den store sandflade mod v. findes de normale begyndelsesstadier til klitdannelsen, medens hele den midterste del af øen er opfyldt af klitsystemer i moden form m. bevoksning af lyng, revling m.m. Der er imidlertid en tydelig aldersfølge i klitområdet, idet de yngste systemer ligger mod v.; således er den zone, i hvilken Lakolk ligger, ganske ung, og v.f. denne ude på strandfladen synes en ny n.-s.gående klitrække at være i opvækst. Det vestl. klitområde på Rømø kan således opvise to hovedelementer, nemlig nogle n.-s.-gående rækker af kystklitter, yngst mod v., og ml. disse rækker nogle lavere liggende, næsten plane sandflader, der åbenbart er gl. afspærrede strandflader. Mod v. lukkes disse flader af yngre klitrækker, afvandingen bliver vanskelig, og vandstanden er derfor så høj, at der dannes temporære småsøer og fugtig bund. I den centrale del af Rømø opnår klitterne en højde på ca. 18 m. De er stærkt toppede og indeholder talr. vidnesbyrd om klitvandring og vindbrud; der er en svag tendens til dannelse af parabelklitter, som er vandret tværs over øen frem til skrænten mod Vadehavet.

Indsande, der er opstået ved afblæsning på de sandede områder, såvel på bakkeøer som på hedesletter, forekommer adsk. steder, fx. i egnen s.f. Tønder ved Ubjerg, s.f. Tinglev, ved Løgumkloster og i egnen n.f. Skærbæk. Langt hyppigere er imidlertid vindaflejrede dækker m. sand af vekslende tykkelse, men uden egl. klitdannelse. Klitlandskaberne er bortset fra enkelte flader sjældent dyrkede og er nu for en stor del beplantede, medens de jævne sanddækker i ret stort omfang er taget ind til agerland, om end m. den risiko, at der i forårstiden kommer afblæsning og fygning.

Smeltevandssletter og bakkeøer. Den store Tinglev smeltevandsslette udgør op imod halvdelen af arealet i Tønder a.; dens østl. rand ved a.s ø.grænse ligger i en højde af ca. 30 m over havet og fladen skråner mod v. I området ved Tinglev er der spor af et kortvarigt fremstød af den baltiske is, som har medført et særl. materiale, og hvis aflejrende virksomhed stadig giver sig svagt til kende i overfladeformerne. Disse virkninger spores dog kun en halv snes km nv.f. Tinglev, og hele den centrale del er en ubrudt smeltevandsslette, men dog m. 3 forsk. faldsystemer, nemlig mod s. Vidåens område, dernæst Hvirlå-Arnå-fladen, endelig mod n. Bredeå-fladen. s. 407 De to førstn. systemer forener sig s.f. Tønder og fortsættes mod v. ud under Tøndermarsken. Den del af fladen, der afvandes af Brede å, fortsætter sig i snævringen ml. Løgumkloster og Møgeltønder bakkeø og derfra mod v. ud under Ballummarsken.

Medens den del af Tinglev-sletten, som hører til Åbenrå a., rummer store partier af grus, er overfladen i Tønder a. hovedsagelig at betegne som sand, med aftagende kornstørrelse mod v. Hele den centrale del af Tinglev-sletten er en ren smeltevandsslette uden bakkeøer, kun mod n. har man to mindre bakkeøer n.f. Bedsted, og mod s. en større sammenhængende bakkeø, der bærer navnet Jejsing. I snævringen ml. Vongshøj og Møgeltønder bakkeø er der flere mindre partier af gl. moræne, der rager op over hedesletten, men kun ganske lidt, i øvrigt er sletten her delt i flere kilometer brede sandflader, der alle leder mod v. ud mod Ballummarsken. Tinglev-fladens n.grænse ligger i Haderslev-Åbenrå amter og er her overordentlig vel markeret, det sa. er tilfældet flere andre steder fx. ved Jejsing bakkeøs skrænter, men ofte er overgangen ml. hedeslette og bakkeø i terrænmæssig henseende næsten umærkelig. Der er en ejendommelig forskel ml. højden i snævringen ved Løgumkloster og højden ved Tønder, i Løgumkloster ligger hedefladen i ca. 12 m’s højde og ved Højer i omtr. 1 m.

Tinglev-fladens yderkanter sender grene ud i det omgivende bakkeøland, således ø. om Skærbæk og mod s. ml. Hjerpsted bakkeø og Møgeltønder bakkeø. I den sidstn. lavning ligger store mosestrækninger, Kogsbøl og Sejersbæk-området, og det er tvivlsomt, om dette dalstrøg har noget med hedesletterne at gøre. I det hele taget er bygningen af denne tilsyneladende ensartede og sammenhængende flade fra den østl. israndslinie og frem til marskområderne Ballum-Tønder langt mere kompliceret, end man umiddelbart skulle vente, og det er vanskeligt at give nogen sammenhængende tolkning af de her optrædende ejendommeligheder. Den til Tønder a. hørende del af Tinglev-fladen afvandes dels mod Vidå og dels mod Brede å, men den sidstn. ås afvandingsområde omfatter kun det nordvestl. hjørne af fladen. Vidåens afvandingsområde består af en vifte af mindre åer, der udspringer ude ved randen af hedefladen, og som først efterhånden forener sig. Disse er alle svagt nedskårne i fladen, men deres dybde under denne er i reglen kun et par m, de er omgivet af en lille dal m. en bredde af et par hundrede m, og denne er dækket m. sand fra vandløbet og delvis m. tørvepræget materiale. I den højeste, nordøstl. del af fladen er der talr. mindre lavninger m. moser og kær, og der er ligeledes udstrakte højmoser, fx. ved Tinglev og ved a.s n.grænse. Flyvesandsdækker optræder hist og her, navnlig mod sydøst.

Bakkeølandskaberne i Tønder a. falder i flere adskilte afdelinger, den største er Toftlund bakkeø, som dog kun delvis ligger i a., idet dens østl. del ligger i Haderslev a. og Åbenrå a. Toftlund bakkeø er Nordslesvigs største, den strækker sig ml. Tinglev-sletten og Gels å og er ca. 45 km fra nv. til sø., og på det bredeste sted fra n. til s. henved 30 km. Møgeltønder bakkeø, hvorpå Daler og Møgeltønder ligger, og neden for hvis fod Tønder er anlagt, er 18 km fra sv. til nø. og 10 km fra n. til s. Den 9 km lange Jejsing bakkeø består i overvejende grad af moræneler og har mod s. en ret stejl skrænt ned mod Vidåens dal, medens den mod n. mod landsbyen Hostrup er udfladet og går jævnt over i den n.for liggende gren af Tinglev-fladen. Ml. Emmerlev og Ballum ligger et bakkeland, 13 km i n.-s. og 7 i ø.-v., der mod v. beskylles af Vadehavet, og som mod ø. støder op til en dal, hvori Sejersbæk og Kogsbøl mose ligger. Det er tvivlsomt, om denne højning fortjener navn af bakkeø. Der er derimod ikke tvivl om, at dens overfladeform er bakkeøens. Det som er spørgsmålet er, om det lave land ø.f. højningen er en del af hedesletten el. ikke. Højer flække ligger på en ganske lille bakkeø, der mod v. er afgnavet af havets erosion, men som mod n. og s. har overgange til den n.- og s.for liggende marsk.

De langstrakte højninger, som ligger i Tøndermarskens sydl. rand ved Ubjerg, Sæd og Bremsbøl, er imidlertid af en anden oprindelse, de er nemlig dækket m. et lag af flyvesand i klitform og danner således et indsande, der er beskyllet af tidl. tiders vadehav m. deraf følgende marskdannelse n.- og s.for på det lidt lavere niveau. Flere steder ved de vestjy. åer har man sådanne flyvesandsdannelser i tilknytning til åløbenes banker, det gælder således Ribe å, Varde ås nedre del, og flere andre. I Tønder a. således den banke ml. Randerup og Bredebro, på hvilken landsbyen Abterp ligger. Største delen af Toftlund bakkeø består af moræneler, men der findes dog store, sandede partier. I de to bakkeøer Hjerpsted og Møgeltønder træffer man hist og her moræneler m. et betydeligt kalkindhold, op til omkr. 40 %. Disse udnyttes som mergel, og der er bortgravet store mængder af de rigeste og bedst beliggende lejer.

Vandløb og søer. Vandskellet ml. Bælthavet og Vadehavet følger de højeste bakkedrag i den østl. israndslinie og ligger nær ø.kysten, kun 2–4 km fra Åbenrå fjord og Flensborg fjord. Dette får især betydning for Vidå og Ribe å, der begge har et stort nedbørsområde, den førstn. således ca. 1275 km², der fordeler sig på flg. mindre tilløb:

Vidåens østl. kildeområder ligger i ca. 40 m’s højde, og afløbet sker over en skråflade, der hælder mod v. og da således, at hældningen i den østl. del af Tinglev-fladen er ca. 2 m pr. km og mod v. ca. 3/4 m pr. km. Det ø.gående fald fra vandskelslinien mod den sønderjy. ø.kyst og mod bunden af de dybe dale, fx. Åbenrådalen, er langt stejlere, og vandløbene mod Lille Bælt har derfor en helt anden karakter end Vidåen; de har ofte rivende strøm og dybt nedskårne erosionskløfter. Grundvandets overflade har lidt stærkere fald mod ø. end mod v., og man træffer derfor den almene tendens, at grundvandets vandskel ligger lidt vestligere end overfladens. Resultatet er, at de ø.gående bække »stjæler« grundvand fra de v.gående, hvorved de sidstn. bækkes afstrømning bliver mindre, end man skulle vente, medens det omvendte er tilfældet med de mod Lille Bælt gående vandløb. Man har altså i Vidåens østl. kildeområder det ejendommelige forhold, at overfladens bække løber mod v., medens grundvandsafløbet i den samme zone delvis foregår mod ø. Dette er utvivlsomt en af årsagerne til, at afstrømningen i Vidåen som helhed er relativt lille og stærkt svingende i takt med årstiderne. Desuden forekommer episodiske stigninger i vandføringen i tilknytning til regnskyl el. snesmeltning. Reguleringen af Vidåens og de andre v.gående åers løb har medført, at sådanne svingninger i vandføringen forplanter sig ret hurtigt mod v., idet der nu kun går ca. 2 døgn ml. tidspunktet for et stort regnfald i det sønderjy. midtland og tidspunktet for en tilsvarende stigning i Vidåens vandstand i det nedre løb.

Brede å har et afstrømningsområde på ca. 470 km². Det omfatter den nordvestl. del af Tinglev-fladen og tillige en del af Toftlund bakkeø samt mindre områder langs løbets nedre del i de n.- og s.for liggende bakkeøer. Brøns å og Rejsby å har tilsammen et afstrømningsområde på ca. 230 km². Deres østl. vandskel ligger kun ca. 15 km fra kysten, fordi det sønderjy. midtland i Haderslev a. gennem Gels å og Gram å afvandes til Ribe å.

Alle de fire vandløb i Tønder a. er mod Vadehavet lukket m. sluser, som er indbygget i havdiget. Ingen af disse er udstyret m. pumpeværker, og afløbet af ferskvand er således indskrænket til de perioder, da sluserne kan åbnes, nemlig når vandstanden i åløbet inden for slusen har en vis højde over vandstanden i Vadehavet. Ved langvarig og høj vandstand i havet må der derfor ske en opsamling af ferskvand inden for digerne, og dette kan i tilfælde af stor vandføring af åerne og langvarig sluselukning medføre fare for oversvømmelser. Man har nemlig ved alle fire åers nedre løb store arealer, som ligger ml. kote o og +2 m Dansk Normal Nul. Da disse områder tillige ved digebrud under stormflod i stort omfang ville blive oversvømmet af saltvand, opstår der to centrale problemer for de lavtliggende marskområders sikring mod oversvømmelse: (1) ferskvandsoversvømmelser under langvarig sluselukning, (2) saltvandsoversvømmelser ved digebrud under stormflod. Den første fare imødegås ved anlæg af reservoirer og ved bygning af ådiger langs vandløbene, medens saltvandsoversvømmelserne afværges ved bygning af havdiger og sluser af en sådan højde og styrke, at selv de største stormfloder ikke formår at overløbe og ødelægge dem.

Under stormfloden i febr. 1962 steg vandstanden i den nedre Vidå fra ca. +40 cm til ca. +200 cm. Ved Lægan var vandstanden i 10 timer over +200 cm og ved Nørremølle i 25 timer over +140 cm. I sa. periode var vandstanden i Vadehavet ud for Højer i 30 1/2 time mere end 100 cm over middelhøjvande, det vil sige ca. +195 cm DNN, og i 6 1/2 time mere end 300 cm over middelhøjvande, det vil sige +400 cm DNN el. 2–4 m over Tøndermarskens flade og adskilligt højere end højeste vandstand i Vidåen.

Udviklingen af afløbsforholdene og sikkerhedsforanstaltningerne i de enkelte marskområder er imidlertid meget forskellig. Tøndermarsken er blevet kultiveret og bebygget allr. tidligt i vor tidsregning; de første digebygninger ligger i hvert fald tilbage i 1500t. De efterfølgende inddigninger af nye koge frem til bygningen af det nu fungerende havdige (o. 1860) har muliggjort en bebyggelse og en vel tilrettelagt afvanding af området. Efter 1920 har man foretaget en rationel løsning af afvandingens problemer i det nedre område, som omfatter et felt på ca. 10.000 ha og er baseret på en regulering af åløbene, et system af ådiger omkr. disse, 4 pumpestationer og reservoirer dels i Rudbøl sø og dels i Magisterkogen.

Afvandingsområdet omfatter marskengene, der mod n. begrænses af Hjerpsted og Møgeltønder bakkeøer, og som mod ø. når ind til en linie Sæd-Rørkær samt nogle flyvesandsområder og hedesletter indtil Vindtved. De ø.for liggende, lave hedesletteflader lider til gengæld under manglende afvanding.

Medens Tøndermarskens hovedafvanding således er bragt i orden, er man endnu i dag ikke nået til ende med løsning af detaildræningens problemer. Tøndermarsken er opdelt i adsk. koge, der ligger i forsk. niveau, og som har hver sit afvandingssystem, men de nordl. marskområder savner gl. diger og koge. Vigtigst s. 411 er i så henseende Ballummarsken, der i dag henligger som store, ubebyggede flader, kun beskyttet af et enkelt havdige, der forløber fra Astrup banke til Ballum Vesterende. Man har her ligesom i Tøndermarsken haft en tidlig bebyggelse på kunstige høje, værfter, men man har ingen digebygning bortset fra det nuv. havdige, der stammer fra ca. 1916, og under de mange stormflodskatastrofer ml. 1300t. og 1814 har Ballummarskens værftbeboere lidt svære tab og er flyttet bort, de sidste i 1814.

Ordningen af afvandingsforholdene i Bredeåens afstrømningsområde er derfor sket på en helt anden måde end i Tøndermarsken. Man har i 1920erne og 30erne drænet, opdyrket og udstykket områder n. og ø.f. Løgumkloster og sen., 1955, områder ø.f. Bredebro. I forb. hermed har man foretaget en udretning af den nedre del af Brede å, hvilket har medført en sænkning af vandstanden i de gode perioder som følge af den hurtige fremføring af vand til Ballum sluse, men de egl. problemer for afvandingen i den nedre marsk i forb. m. langvarig, høj vandstand i Vadehavet er ikke løst. I Brønså-området har man ligeledes foretaget en udretning af det nedre løb, men i Rejsbyå-området er noget sådant endnu ikke sket. Situationen er altså i korthed således, at hovedafvandingen m. udbygning af de fornødne reservoirer kun er sket for Tøndermarskens vedkommende, medens de tre nordl. marskområder ikke har særl. bassiner, hvor man kan opsamle det udstrømmende ferskvand under sådanne perioder, hvor sluserne i havdiget p.gr.af højvande må være lukkede.

Søer. Naturlige søer findes praktisk talt ikke i Tønder a. De s.k. søer er enten reservoirer for afløbene el. opdæmning til møllesøer el. event. vandfyldte mergelgrave og tørvegrave.

Moserne i Tønder a. indtager et areal på 4–5000 ha og udgør således ml. 3 og 4 % af a.s samlede. Fordelingen i a. er flg.: Den nordl. del fra amtsgrænsen til egnen ved Skærbæk savner moser, ligeledes den store centrale og vestl. del af Tinglevfladen, kystlandet samt Rømø. De store mosestrækninger er placerede langs a.s ø.grænse fra Gånsager til Tinglev og i en tværzone fra egnen omkr. Løgumkloster mod v. til Skast. Blandt de store områder kan nævnes: Gånsager mose i Vodder so., 176 ha, Hønning mose i Arrild so., 185 ha, Ulvemosen i Tinglev, Uge og Bjolderup so., på i alt 700 ha, hvoraf dog kun ca. 1/4 i Tønder a., resten i naboamtet Åbenrå, og Tinglev mose i Tinglev, Kliplev og Uge so., ca. 450 ha, deraf 1/4 i Tønder a., resten i Åbenrå amt. De her nævnte er alle højmoser m. et betydeligt indhold af tørv.

Moserne fra Løgumkloster mod Skast er mest blandingsmoser og lavmoser. Blandt de større kan nævnes Kogsbøl mose, Emmerlev og Brede so., ca. 300 ha, Sølsted mose, Brede, Visby og Abild so., ca. 400 ha, og Kongsmose i Løgumkloster landsogn.

Moserne i den østl. randzone er under sidste krig blevet ret stærkt afgravet, og siden 1920 er betydelige strækninger af lavmoserne og kærene blevet afvandet og kultiveret. Flere af disse har givet anledning til oprettelse af nye landejendomme, således Bjerndrup-området i Nr. Løgum so.

Myremalm. Tønder a. er rigt på myremalm, som findes i mange fugtige områder, navnlig på Tinglev-fladen, ofte som lejer af anselig størrelse. Disse indeholder såvel løs okkermalm som faste blokke og lag af myremalm, som er udskilt, når jernholdigt grundvand har mødt organisk prægede aflejringer, fx. tørv el. gytje. Den har i Tønder a. ofte et indhold af mangan, indtil 1/3 af metalindholdet, og er i ældre tid anvendt til fremstilling af jern. I en periode efter sidste krig har man anvendt betydelige mængder af myremalm, dels til manganfremstilling på en dertil oprettet fabrik i Tønder a., og dels til jernfremstilling, og der er desuden eksporteret betydelige mængder over Esbjerg og Åbenrå havne henh. til England og til Tyskland. En jordbund m. myremalm er i reglen vanskelig at bringe under kultur, og man vil derfor i mange tilfælde være nødt til at foretage en bortgravning af myremalmslaget, hvis man ønsker en intensivering af udnyttelsen. Det foregår på den måde, at man fjerner overjorden ned til myremalmslaget, derefter afgraver dette og på ny fører den tidligere overjord tilbage. På denne måde tjener myremalmsgravningen et dobbelt formål, nemlig tilvejebringelsen af et råstof og forbedringen af dyrkningsforholdene på det område, hvor malmen lå. De fleste og de største af lejerne ligger på Tinglev-fladen, men også i bakkeølandskabet, fx. i omegnen af Skærbæk, har man anselige forekomster af denne malm.

Vadehavet benævnes det tidevandsprægede, lavvandede farvand ml. den sydvestjy. kystlinie fra den da.-ty. grænse til bunden af Ho bugt og en linie gennem øerne Sild, Rømø, Mandø, Fanø og halvøen Skallingen. Hertil slutter sig betydelige ligeledes tidevandsprægede områder beliggende v.f. øerne og Skallingen, men forholdene s. 413 er her noget anderledes end i selve Vadehavet, og man regner dem normalt ikke med til dette.

Vort Vadehav udgør den nordl. fløj af en kystzone m. analoge naturforhold, der kan følges som et næsten sammenhængende bælte fra Ho bugt til grænseområdet ml. Belgien og Frankrig. Tidevandet har i dette område en periode på ca. 12 timer og 25 minutter, det vil sige tidsforskellen ml. 2 på hinanden følgende lavvander el. højvander. Disse kommer som regelmæssigt vandrende, astronomisk betingede bølger, men en nærmere analyse viser, at de har en meget sammensat karakter, idet de indeholder en række partialbølger af forsk. højde og m. forsk. tidsperioder. Den dominerende partialbølge er den s.k. månebølge (M₂), der skyldes tiltrækningen ml. jorden og månen, og hvis periode er de nævnte 12 timer og 25 minutter. Interferensen ml. denne og de mindre bølger forårsager ændringer såvel i tidevandshøjden som i -perioden. Vigtigst er den s.k. solbølge (S₂), der giver anledning til en ændring i den af M₂ fremkaldte tidevandshøjde m. en periode på ca. 14 dage m. størst tidevandsskifte ved springflod og mindst ved nipflod.

Forskellen ml. dagligt højvande (DHV) og dagligt lavvande (DLV) ved Højer sluse er ca. 180 cm, nemlig ml. niveauerne + 95 cm Dansk Normal Nul (DNN) og –85 cm DNN. Ved Esbjerg havn er den tilsvarende værdi ca. 100 cm. Forskellen ml. tidevandsskiftet ved springflod og nipflod er ved Højer indtil 60 cm. Springtidsmiddelhøjvande (SMH) ligger her i niveau + 116 cm DNN.

Den til enhver tid forekommende vandstandshøjde er imidlertid tillige afhængig af en række andre faktorer af en helt anden oprindelse. Af størst betydning er vindstuvning samt de stuvninger, der fremkommer, når en vandstrøm standses af en hindring, fx. et flak el. en kyst.

På tilsvarende måde fremkalder svingninger i luft- og vandtryk en bølgevirkning, og såvel de trykfremkaldte bølger som stuvningerne virker uafhængigt af de astronomiske tidevandssvingninger. Dersom flere af disse mange forsk. højvandsfaktorer kommer til at virke i sa. retning og samtidigt på det sa. sted, får man ekstraordinær høj vandstand, og hvis denne i det da. Vadehav stiger mere end 3 m over DNN, taler man om stormflod.

Det da. Vadehav har et areal på ca. 850 km², hvoraf vaderne, der tørlægges ved lavvande, udgør ca. 60%. Til hvert dyb – Listerdyb, Juvre dyb, Knudedyb og Grådyb – svarer et tidevandsområde, som modtager og afgiver vand gennem det pågældende dyb. Forholdene er imidlertid ikke helt så simple, idet den linie ml. øerne og fastlandet, hvori de to flodbølger fra to dyb mødes med hinanden, ikke falder sammen med den linie, hvori vandene skilles ved faldende vand. De enkelte tidevandsområder har omtr. følgende arealer:

Ved bygningen af Rømødæmningen har man imidlertid forstyrret grænsen ml. Listerdybs og Juvre dybs tidevandsområder, fordi dæmningen ikke følger de naturlige grænser ml. disse. Derfor gælder denne og flg. tabel ikke mere, men dog m. nogen tilnærmelse. De vandmængder, som i en tidevandsperiode trænger ind gennem dybene til Vadehavet og atter forlader dette, er omtr. flg.:

Den samlede vandmængde, som i løbet af godt 6 timer går ind og ud i Vadehavet, er således på ca. 1000 millioner m³ el. en km³. De tilsvarende vandmængder ved stormflod kendes ikke m. sikkerhed, men det drejer sig antagelig om 3–4 gange normalmængden.

Vadehavet er afspærret fra Nordsøen af øerne Rømø på 82 km², Mandø på 7,5 km² og Fanø på 56 km², samt af halvøen Skallingen. Sa. m. de omliggende flak danner disse øer spærringer for vandcirkulationen ml. Vadehav og Nordsø, og ml. disse spærringer ligger de store dyb, hvorigennem hele vandmassen skal passere. Man træffer her strømstyrker på over en m i sekundet m. maksimal hastighed ved halv vandtid, dvs. midt ml. høj- og lavvande. Tiden ml. halv vandtid før og efter lavvande kaldes ebbetid, medens man har flodtid fra halv vandtid før til halv vandtid efter højvande. Strømskiftet ved lavvande og højvande har ofte karakter af en strømkæntring, der foregår i løbet af få minutter. Det forhold, at højvande i Listerdyb indtræder ca. 1 time før det tilsvarende i Grådyb, bevirker en niveauforskel i Vadehavet m. fald mod nord. En del af stigningsperioden giver derfor n.gående vandbevægelser, hvilket var årsagen til, at den indgående vandmængde var større end den udgående i Listerdyb, medens forholdet i Grådyb er det omvendte. Disse tal har imidlertid ikke længere gyldighed for Vadehavets sydl. del, fordi passagen ml. Listerdybs og Juvre dybs tidevandsområde nu er spærret af Rømødæmningen. I snævringerne ml. øerne er dybene udformet som velafgrænsede enkeltløb m. ret stejle vægge, men både indefter og udefter forgrener de sig i flere mindre render. Over de v.for liggende barrer findes bundter af divergerende og skiftende render, der fører op til barrens bueformede ryg, og vi har i denne zone en stadig stående kamp ml. materialtilførsel fra bølgeslaget på ydersiden og strømvirkningerne af flod- og ebbestrømme over barren. Inde i Vadehavet deler dybene sig først i 2 render, mod nø. og sø., og disse adskilles af flak, de s.k. stjerter, som i Vadehavet deler de enkelte tidevandsområder i et nordligt og et sydligt.

Vadehavets render, priler og dyb har alle skiftende strømretning m. det ind- og udgående vand og skiftende hastighed. Derfor er de formgivende processer, såvel erosion som aflejring, meget komplicerede. De dominerende former kan inddeles i 2 typer, flodskår og ebbeskår, af hvilke førstn. dannes ved stigende vand og sidstn. ved faldende vand. Flodskåret er i reglen en nogenlunde bred lavning, der er formet af det stigende vand op mod vaderne, medens ebbeskåret er en skarpt udformet pril, der samler det faldende vand fra flakkene. Når man ser bort fra de her beskrevne render, både priler og dyb, flodskår og ebbeskår, har vadelandskabets overflade et svagt udformet relief m. store, næsten plane flader, som dog ved nærmere undersøgelse viser sig at rumme en rigdom af småformer med højdeforskelle på ganske få cm.

Ebbestrømmen på høje vader er stærkest halvanden time efter højvande, og hastigheden under rolige vejrforhold er ca. 20–25 cm i sek. I priler indtræffer de store strømhastigheder ved halv vandtid og når ikke sjældent ca. 100 cm i sek. Også flodstrømmen har i dybene maksimalhastigheder af denne størrelse, men i småpriler og på vader er værdierne langt mindre.

De vindfremkaldte kræfter spiller ligeledes en betydelig rolle i Vadehavet. Vestl. storme ændrer vandstanden og dermed strømhastigheder og strømretninger. En anden vigtig omstændighed er, at bølgeslaget roder op i vadernes sandflader, hvorved mængden af opslemmet materiale stiger væsentligt. Endelig forårsager bølgeslaget en rulning af småpartikler langs bunden, og lign. flytninger af materialer forårsages af strømmene, når disse overstiger en vis grænse for hastighed, afhængig af kornstørrelsen det pågældende sted, og af de sammenhængskræfter, som sand og blandet materiale har. Det til enhver tid opslemmede sand, ler og døde og levende organismer flyttes m. det strømmende vand. Det drejer sig om meget store, men også om meget varierende mængder, man har således målt mængder på ml. 1000 og 2000 mg opslemmet stof pr. liter, men i roligt vejr er mængderne langt mindre, og i dybene træffer man relativt rent vand m. omkr. 20 mg opslemmet materiale pr. liter. Selv under rolige vejrforhold er det meget store mængder af materiale, som daglig vandrer frem og tilbage over vader og gennem priler og dyb, men under uroligt vejr og høj vandstand stiger mængderne ganske uforholdsmæssigt, og man har da enorme indvandringer, som delvis afsættes i Vadehavet, inden det faldende vand på ny tager resten med ud i havet. Resultatet bliver derfor, at man ved ekstraordinære højvander og stormfloder normalt får en alm. og udbredt tilførsel af materiale udefra. Derimod er sedimentregnskabet under rolige s. 416 vejrforhold i almindelighed svagt negativt, idet man antager, at den udgående mængde er lidt større end den indgående.

Vadeoverfladen synes ved en umiddelbar betragtning at være fattig på liv, men dette er ingenlunde tilfældet. Hvert lille sandskorn i overfladen bærer et overtræk af mikroskopiske planter, diatoméer, grønalger og blågrønne alger, og disse producerer organisk stof, når sollyset falder på dem. Det er meget store stofmængder, som præsteres af denne mikroskopiske plantevækst på vadeoverfladen, endog så store, at produktionen vistnok er af sa. størrelsesorden som stofproduktionen på en græsmark el. i en løvskov målt pr. m² overflade. Rigdommen giver sig indirekte til kende ved forekomsten af et myldrende dyreliv både i selve vadeoverfladen og i noget dybere lag, hvor man har en stor bestand af orme, snegle, muslinger og krebsdyr, hvis grundnæring er det organiske materiale, der produceres af de mikroskopiske planter på sandoverfladen. Dette forklarer også den ophobning af levende væsener, som træffes langs prilkanterne, hvor ernæringsforholdene for muslinger og snegle synes at være endog særdeles gode. På de fladere sandstrækninger af en vis dybde findes en tæt bestand af sandorme og andre nedgravede dyr, som lever af det organiske materiale fra vadeoverfladens sandlag.

Naturlig marskdannelse. Vadehavets flak rummer et stort antal forsk. overfladetyper, der dog kan samles i to hovedformer, nemlig vader, som normalt overskylles ved højvande og tørlægges ved lavvande, og højsander, der kun undtagelsesvis går under vand. Begge hovedformerne består overvejende af sand, og hvis man ville inddige og tørlægge et sådant område m. landbrugsmæssig udnyttelse for øje, ville resultatet blive fattigt, og man ville få en stor risiko for sandflugt og klitdannelse. I den højeste del af tidevandszonen, dvs. indtil et niveau 20–30 cm under middelhøjvande, er der imidlertid mulighed for, at de mest salt- og vandtålende af strandengens planter kan vokse, og selv om der står en stadig kamp ml. havet og plantevæksten, kan denne under visse betingelser danne et nogenlunde sammenhængende dække. Når havvandet ved højvande trænger ind over denne ydre strandeng, tilbageholdes en væsentlig del af det opslemmede materiale, og der afsættes et sediment, slik, som indeholder et betydeligt materiale af ler, oftest ml. 15 og 30%.

Pionerplanten er som oftest kveller, der efterfølges af annelgræs og vadegræs (Spartina), et indført marskgræs, som har bredt sig over store dele af de højeste vader.

Under de stadige ændringer i vadernes niveau ved sandvandring, erosion og aflejring, fremkaldt af tidevandsstrømme, stormfloder, bølgeslag og isvirkninger, dannes der jævnlig nye flader, som ligger over den kritiske grænse for strandengenes vækstzone, dvs. højere end +60–70 cm DNN. Dette sker dels langs kysterne og dels på stjerternes højestliggende områder, event. i andre flader, hvor vandcirkulation og læforhold måtte begunstige noget sådant.

Flader af denne art kan under gunstige omstændigheder blive til planteklædt strandeng og dermed gå i formarskning ved sedimentation af klæg. Man får da en naturlig marskdannelse. Det største da. felt af naturlig marsk i dannelse findes på ø.-siden af halvøen Skallingen, hvor ca. 1000 ha i løbet af dette årh. er forvandlet fra nøgen sandflade til frodig marsk. Langs den sønderjy. fastlandskyst ligger en række felter af lign. type, men da disse er udsat for bølgeerosion p.gr.af deres v.vendte s. 417 beliggenhed, efterfølges opbygningen af en nedbrydning langs yderzonen, og det her nedbrudte materiale kastes delvis op over erosionskanten og højner denne. Man får derfor ikke en plan flade som på Skallingens ø.vendende marsk men en række skråflader m. stejlkant mod v. og hældning mod ø. Disse benævnes i Sønderjylland »klinter«. Deres omrids er hyppigt nyreformet, og de har navn efter landsbyerne inde på gesten.

Ved gentagen »klintdannelse« vokser forlandet ud mod v., og ældre klintsystemer kan spores 1–2 km ind i marsklandet som et vidnesbyrd om en ældre, naturlig marskdannelse langs forlandskysten fra Råhede bæk sv.f. V. Vedsted til Ballum Vesterende. S.f. Rømødæmningen er klintdannelse nu forstyrret af menneskets indgriben i processen, og i Højer-feltet spores denne indgriben flere århundreder tilbage, idet man ved den aktive landvinding m. held tilstræber dannelse af næsten plane marskflader.

Den aktive landvinding i Vadehavet går i princippet ud på i dertil egnede områder af højvader at skabe mulighed for en tilbageholdelse af det af tidevandet medførte slik, og betingelsen herfor vil normalt være, at man tilvejebringer sådanne forhold, at en sammenhængende strandeng kan udvikles og stabiliseres. Den årl. sedimentation er meget forsk. fra sted til sted og fra år til år, men er ofte ca. 1–3 cm om året, på gunstige, særl. beskyttede lokaliteter adskilligt større, og i sedimentfattige områder 3–5 mm. Det er imidlertid næppe højden som sådan, som er den afgørende betingelse for, om man kan udvikle en sammenhængende strandeng el. ikke, men derimod en anden faktor, som dog delvis er forbundet m. højden, nemlig vanddækningstiden, altså den tid i hvilken vadefladen er dækket m. vand. Hvis der dannes et aflukket bassin, som er afspærret af en el. anden lille ryg i vaden, vil vandet kunne stå tilbage, selv om alle omgivende arealer forlængst er tørlagte, og det gælder derfor om at foretage foranstaltninger til at opnå en sådan afvanding af området, at det ved højvande indstrømmede vand på ny kan afledes, så snart vandet falder. Dette sker ved gravning af afvandingsgrøfter af forsk. størrelse, en mindre størrelse, der benævnes grøblerender, og en større, der benævnes afvandingsgrøfter el. samlegrøfter. De sidstn. anlægges således, at de fører ud til større dyb, altså til lavere dele af vaden, medens grøblerenderne anlægges vinkelret på samlegrøfterne og tjener til at fjerne vandet fra en ganske lille del af den pågældende vade. Dimensionerne er følgende: grøblerenderne er ca. 20 cm dybe, medens bredden foroven er 70 cm og i bunden 30 cm. På dybereliggende vader m. blødere bund anvendes grøblerender af betydeligt større dimensioner. Samlegrøfterne er derimod bredere og er beregnede til at føre den samlede vandmængde bort fra en større del af landvindingsfladen. Som oftest beskytter man landvindingsfeltet ved rækker af faskiner, der i reglen anlægges som kvadratiske el. rektangulære systemer, og som har den opgave at beskytte det pågældende område imod bølgeoprodning i overfladen, især fordi man derved skaber mulighed for, at frø af kveller og skud af annelgræs kan beskyttes imod bortskylning el. overlejring af vandrende sand. Afstanden ml. grøblerenderne er i vort system i reglen 6 m, og materialet, der opgraves, kastes ind på midten af ageren imellem to grøfter og bidrager til på dennes midte at danne en ryg, hvor plantevæksten på lavereliggende felter vil indfinde sig. I området ved Højer har man den gl. bondetradition, at jordejerne gennem århundreder har foretaget lidt landvindingsarbejde hvert år. Det foregik udelukkende s. 418 s. 419 m. håndkraft, og det gik langsomt, idet det normalt tog ca. 100 år at lave en ny kog. I vore dage går man frem på anden vis.

Man udvælger nu sådanne områder, hvor højde- og afvandingsforhold synes gunstige, og hvor også andre omstændigheder taler for at igangsætte et landvindingsforetagende. Forud går en omhyggelig undersøgelse af feltet, herunder en meget detaljeret opmåling og kortlægning af priler og vadetyper. Man tilsigter i reglen at opnå et landvindingsanlæg på i hvert fald ikke under 500 ha og helst på omkr. 1000, bl.a. fordi omkostningerne ved digebygningen, som skal føre til dannelsen af en ny kog, er relativt store. Derefter planlægger man, hvorledes anlægget skal opbygges, og udarbejder en plan for anlægget af faskinsystemer, samlegrøfter, grøblerender og foranstaltninger til afspærring og fyldning af render og priler. Jordarbejde og transporter foregår i vore dage oftest m. maskiner, grøbleplove, små flydende gravemaskiner og traktorer, også faskinsætningen kan delvis mekaniseres. I arbejdsperioden kræver man en relativt stor arbejdsstyrke.

I løbet af en overskuelig tid, ca. 15 år, tilstræber man at tilvejebringe et sammenhængende klæglag på en flade på ml. 500 og 1000 ha, et klægtæppe af en mægtighed på 20–30 cm, og hvis man regner med en sedimentation på 1–2 cm årl., kan dette under gunstige omstændigheder lade sig gøre på ca. 15 år. Landvinding kan også drives på dybereliggende felter, men i så fald bliver fremgangsmåden en noget anden, og omkostningerne bliver langt større. Man anvender da små slikgårde s. 420 omsat m. faskiner, hvor man skaber så meget læ, at sand fra havvandet kan afsættes. Når man kommer op i en højde af ca. 30 cm under middelhøjvande, er der mulighed for at få plantevæksten ind, og først da begynder den normale marskdannelse. Omkostningerne ved sådanne foretagender ligger noget forsk., men man regner med, at en ha nyt forland, før den er digemoden, koster ml. 5000 og 10.000 kr. i anlæg.

Det igangværende landvindingsarbejde ved Højer blev påbegyndt 1958, men allr. da fandtes et ældre forland, der var skabt ved lokal indsats. 1965 afsluttede man anlægget af sidste fase, og man har nu en landvinding, som skulle give mulighed for inddigning af et nyt marskområde på godt 1000 ha ml. den nuv. grænse og Emmerlev, hvilket ville forøge Tøndermarskens areal m. godt 10%. S.f. den da.-ty. grænse er et arbejde af omtr. tilsvarende omfang i gang, ml. grænsen og Hindenburg-dæmningen. Det da. og det ty. arbejde forløber parallelt og tilsigter dannelsen af et stort, fælles forland m. en event. digeslagning fra Emmerlev til Hindenburg-dæmningen for øje. Formålet m. dette arbejde er dobbelt, nemlig for det første en forøgelse af landbrugsarealet, men dernæst en styrkelse af sikkerheden, som ligger deri, at to store havdiger m. en mellemliggende kog regnes for at være en bedre sikring mod stormflod end et enkelt, overmåde stærkt dige. Man ønsker altså en dobbelt sikring, såvel af Tøndermarskens område som af de tilgrænsende koges lavtliggende områder s.f. den da.-ty. grænse.

På strækningen Emmerlev-Ballum går gestlandet frem til Vadehavet, og der er kun en ganske smal kant af højvader. På denne strækning agter man ikke at igangsætte landvindingsarbejder. Derimod har man foranstaltet sådanne i områderne n.f. Ballum m. udgangspunkt i de to beskyttede hjørner på begge sider af Rømødæmningen. Ml. Ballum Vesterende og Rømødæmningen har man således et betydeligt foretagende i gang og ligeledes ml. Rømødæmningen og Brøns sluse. Området s.f. dæmningen benævnes Ballum-området, og det nordl. Astrup-området. I hjørnerne ml. dæmningen og havdiget har man haft ekstraordinært gode betingelser for sedimentation, og der er her allr. fra dæmningens første begyndelse sket en del tilslikning. O. 1945 begyndte man på det højtliggende område Pajsand n.f. dæmningen ca. 2 km fra Ballum-diget et landvindingsanlæg, som sen. er blevet udvidet, og man har ligeledes drevet systematisk landvinding på s.siden m. tilslutning af et anlæg ml. Ballum sluse og Ballum Vesterende. Den sydl. afdeling, Ballum-området, gennemskæres af afvandingskanalen for Brøns å, og før Rømødæmningens opførelse eksisterede der et lavt område, Pajdyb, der strakte sig som en rende langs land fra s. til n., og hvis indre dele nu er fyldt m. sand og klæg. I hele Ballum-området er opvækstforholdene gunstige, takket være en betydelig tilførsel af materiale og de i forvejen eksisterende, gode niveauforhold.

Medens man i Tøndermarsken har en regulering af Vidåen m. reguleringsbassiner og ådiger inden for det nu eksisterende havdige, savner man noget sådant i Ballummarsken. Man får derfor, når langvarige højvander forhindrer udstrømning gennem Ballum sluse, oversvømmelser af de laveste arealer, og afvandingsproblemet spiller en stor rolle for bedømmelsen af, hvilke veje en intensivering og regulering af forholdene i dette område skal gå. Dertil kommer endv. spørgsmålet om tilvejebringelse af en ny landbrugsjord og endelig sikringsproblemet.

Tøndermarsken er opdelt i koge, adskilt af gl. diger og beskyttet af et meget s. 421 stærkt havdige, men Ballummarskens 5000 ha under 3 m DNN er kun dækket af et enkelt og svagere dige, nemlig havdiget Ballum Vesterende-Astrup banke. Hvis man ved stormflod får blot et enkelt digebrud langs denne strækning, vil hele Ballummarsken blive oversvømmet, og muligheden for en sådan katastrofe kan ikke udelukkes. I modsætning til Tøndermarsken er Ballummarsken derfor ubeboet, jorden ejes af fjerntboende, og udnyttelsen af dette i sig selv rige og velegnede område er vanskelig. Det vil næppe være forsvarligt på det nuv. grundlag at gå ind for en kolonisering og intensivering af meget større omfang i dette i øvrigt særdeles værdifulde land.

Problemet er derfor, om man i givet fald vil forstærke det nuv. Ballum-dige, eller om man vil tilsigte at bygge to nye havdiger, et sydl. for Ballum Vesterende til et punkt ca. 3 km ude på Rømødæmningen, samt et nordl. fra sa. punkt på dæmningen til bakkeøen ved Vester Åbølling, og på denne måde etablere to nye koge, henh. n. og s.f. dæmningen. For den sydl. kog, Ballum-feltet, er den nuv. situation flg.: Man har ca. 110 ha digemodent forland, anlagte landvindingsfelter ca. 390 ha, felter at anlægge ca. 200 ha, i alt 700 ha dækket af et nyt havdige på ca. 7 km. For den nordl. kog, Astrup-feltet, er den nuv. situation flg.: Man har ca. 270 ha digemodent forland, anlagte landvindingsfelter ca. 300 ha, landvindingsfelter at anlægge ca. 200 ha, i alt ca. 770 ha, dækket af et nyt havdige på ca. 7 km. Tilsammen ville et sådant foretagende altså give en landvinding på 1470 ha og en dobbelt digesikring for ca. 5000 ha.

Det andet centrale problem for Ballummarsken er afvandingen. Dette kan løses på forsk. vis. Mest nærliggende er det antagelig at indrette et reservoir i den sydl. kog, det nuv. Ballum-felt, langs den lavning, gennem hvilken vandet fra Brede å i øjeblikket ledes ud over vaden.

I området ml. Åbølling Los sydl. forgrening og Mandø ebbevej, en strækning på ca. 10 km, findes et usædvanlig rigt varieret forlands- og vadelandskab. Betingelserne for landvinding er stedvis særdeles gode, og man finder betydelige strækninger af forland i naturlig opvækst uden væsentlige indgreb af mennesker. Åbølling Lo, der er et ebbeskår, har kontakt vesterud til Juvre dyb og repræsenterer en effektiv afvandingsrende for en betydelig del af området. Det ville være muligt at samle hele afvandingsystemet for Brøns sluse og Rejsby sluse på dette sted. I vaden uden for Rejsby sluse anlagde man 1953 et forsøgsfelt for vade- og marskundersøgelserne, og dette gav dels de videnskabelige og praktiske erfaringer og dels et landvindingsfelt på ca. 125 ha. N. herfor er vaden praktisk talt uberørt af mennesker, men der foreligger stedvis betydelige muligheder for et landvindingsforetagende, og det vil være naturligt at betragte disse muligheder i forb. m. event. planer om bygning af en dæmning fra fastlandet ved V. Vedsted til Mandø. Stillingen er her som følger: de digemodne forlandsarealer på denne strækning er ca. 190 ha, anlagte landvindingsfelter ca. 150 og landvindingsfelter at anlægge ca. 660. Man kan på denne måde opnå en kog på ca. 1000 ha og en digelængde på ca. 11 km.

M. de nu anvendte metoder og m. en økonomi, der nogenlunde svarer til den, som kendes fra de igangværende landvindingsanlæg, vil man altså langs kyststrækningen fra den da.-ty. grænse til V. Vedsted kunne igangsætte samlede landvindingsanlæg på ca. 3500 ha m. udsigt til en gennemførelse på relativ kort tid og m. mulighed for at etablere et antal nye koge m. det formål at skaffe ny landbrugsjord, s. 422 at give det indenfor liggende, inddigede marskland en dobbelt digesikring og at tilvejebringe forbedrede forhold for ferskvandsreguleringen i hele dette område af Tønder amt.

Organisationen af de forsk. landvindingsarbejder er som følger: Højer-anlægget ledes af et af landbrugsministeriet nedsat særl. udvalg, de øvr. er nu henlagt under Statens Jordlovsudvalg m. undt. af en zone på 200 m langs begge sider af Rømødæmningen, som varetages af Statens Vandbygningsvæsens Esbjerg-afdeling. Det videnskabelige og tekniske forarbejde er gennemført af De danske Vade- og Marskundersøgelser og af den ovenn. Esbjerg-afdeling af Statens Vandbygningsvæsen. Finansieringen sker ved midler fra den da. stat. Samarbejdet angående de fælles da.-ty. interesser i området varetages af Højer-udvalget og Marschenbauamt Husum. En koordinering og tilrettelæggelse af disse og en række andre i denne forbindelse aktuelle opgaver foregår gennem det af landbrugsministeriet nedsatte Samordningsudvalg for Tønder amt.

Kogene, det inddigede marskland. Grænsen ml. marsk og gest, dvs. højdegrænsen for marskklægen, ligger i reglen lidt over 2 m DNN, men den sløres undertiden af tørveaflejringer, fx. i Sejersbæk-lavningen og i de inderste dele af marskfelterne, og stedvis dækkes klægen af sandaflejringer el. nedskredne jordmasser fra det omliggende bakkeøland. I Tøndermarsken er den naturlige udvikling tidligt blevet afbrudt ved digebygning og afspærring, og de forsk. kulturindgreb, navnlig afvandingen, har haft betydelige virkninger på overfladeform og højdeforhold. Derfor er der ret stor forskel på de forsk. koge i Tøndermarsken.

1. Ny Frederikskog ligger relativt højt, for største delen ml. +150 og +180 cm DNN, m. undt. af et område ø.f. Vidåens leje, der ligger lavere, ned til +30 cm DNN.

2. Gl. Frederikskog er mod sv. højtliggende, ca. +170 cm DNN, faldende mod ø. til ca. +80 cm DNN.

3. Rudbøl kog ca. +80 cm DNN, men m. lavere partier helt ned til ÷10 cm DNN. Mod ø. omfatter kogen en del af det højereliggende område n.f. Rudbøl.

Disse tre, de s.k. ydre koge, udgør den vestl. del af Tøndermarsken frem til linien Højer-Rudbøl. De udmærker sig ved, at et højdeområde strækker sig fra randen af Højer bakkeø til den da.-ty. grænse, og derfra skråner overfladen ned mod den lavning, i hvilken Vidåens nuv. løb ligger. Også uden for havdiget har man et ret højtliggende forlandsområde af omtr. sa. højde som Ny Frederikskog. Over største delen af området er klæglaget tykt og fast, hviler på sand og kan afdrænes ned mod Vidåens lavning.

Langs linien Højer-Rudbøl ligger en anden højdezone, der består af to dele, en nordl., der grænser op til Højer bakkeø, og en sydl., en fliget højning ml. Hjørnekro og Rudbøl. Den sidstn. højning er en gl. marskø, en hallig, dvs. en klægbeklædt ø, som på et tidligt tidspunkt har dannet sig i Vidåens delta, og som har spillet en rolle som udgangspunkt for digebygning og landvinding, navnlig i 1500t. Diget fra Højer til Rudbøl er en efterkommer af det opr. havdige, det første store havdige fra 1500t., som dannede det første stærke værn mod stormfloder, og som havde kontakt m. tilsvarende diger på den nordl. side af Vidåens løb Tønder-Rudbøl. Denne digelinie danner hovedskellet ml. de to store dele af Tøndermarsken, nemlig en ydre, yngre del og en indre, gl. marsk. Medens største delen af s. 423 de ydre koge har overfladen liggende i højde +1 m og derover, er det omvendte tilfældet m. de indre, gl. koge. Kun mod n. langs gestranden og langs linien Højer-Rudbøl finder man områder over +100 cm, resten ligger lavere; de dybest liggende partier findes i området omkr. Søgård samt mod s., n.f. Vidåens nuv. løb, dels i gl. Vidåslyngninger og dels i bækkener af forsk. art og form. De dybest liggende partier er i reglen ml. 20 og 30 cm under DNN. Det samlede resultat er altså, at medens de nye koge, de vestl. koge, har store partier liggende over dagligt højvande, er det omvendte tilfældet m. de gl. koge, og dette betyder, at hvis digesikringen blev brudt, ville store dele af de gl. koge samt hele Vidåens lavning blive oversvømmet ved alm. højvande, og disse områder ville altså blive forvandlet til vader, medens de ydre dele ville være stabile og danne øer og halvøer m. gennembrud af Vidåen og tidevandsrenderne.

Fundamentet under Tøndermarskens lagserie. Største delen af dette fundament er en del af Tinglev-fladen, altså en smeltevandsslette, dannet af floderne under sidste nedisning; men inden marskens dannelse begyndte, er der foregået en række processer, som har givet anledning til dannelse af nogle nedskårne dale, rimeligvis floderosion af Vidåen og dens tilløb, men desuden er der på denne flade foregået en afblæsning og en klitdannelse, der navnlig kendes fra et ret højtliggende parti sv.f. Møgeltønder og nv.f. gdene Kærgård og Sødam.

Da havet under havstigningen i det sidste årtusinde f.K. nærmede sig den nuv. s. 424 linie, trængte tidevandet ind i renderne, de gl. flodrender, og omformede og uddybede disse tidevandsrender. Omtr. samtidig må der være sket en aflukning af det område, hvor nu de gl. koge ligger, dels ved dannelsen af barrer og odder fra Højer bakkeø, og dels ved opvæksten af en marskø langs den tidligere omtalte strækning fra Rudbøl til Hjørnekro. Ø.f. denne linie dannedes et stort strandsøområde, sumpet m. brakvand og stundom m. ferskvand, og når barrieren blev brudt af stormfloder, kom der store mængder af saltvand ind, som medførte saltvandssedimenter, sand og ler, der for en tid ændrede naturbetingelserne. Denne proces fortsattes i et par årtusinder, omtr. frem til den første digebygning i 1500t. og sen. ved digebrud, og resultatet blev et meget kompliceret system af aflejringer, for en stor del præget af organisk materiale, i tørre perioder mest tørv, i mere våde perioder en blanding af ler, sand og organisk materiale, som kaldes gytje. De stærke indbrud af havvand giver sig delvis til kende ved aflejring af sedimenter m. et betydeligt indhold af salt.

På et sen. tidspunkt, formentlig i middelalderen, blev dette strandsøområde omdannet til en sammenhængende marsk, og på denne afsattes der navnlig under stormfloder marskklæg, og hele området blev beklædt m. et næsten sammenhængende tæppe. Den samlede mægtighed af dette s. 425 varierende dække af sedimenter er meget forsk., visse steder drejer det sig kun om det øverste dæklag af klæg på 20–30 cm, andre steder om aflejringer af en dybde på op til en halv snes meter. Bunden i hele den vestl. del af feltet over imod Højer er karakteriseret ved forekomsten af dybe tidevandsrender, og der findes ligeledes sådanne langs feltets sydl. del i nærheden af Vidåens nuv. løb, medens den midterste del består dels af store banker af klitter, som rager op til nær ved den nuv. overflade, og dels af nogle mellemliggende bassiner, der er fulde af tørv, gytje, sandlag, som altsammen øverst oppe er dækket af det sammenhængende klægtæppe. Indskudt ml. disse lag finder man så de stærkt saltholdige dannelser, mest sand, og disse antager p.gr.af saltindholdet en særl. karakter, meget fedtet og strukturløs og vanskelig at have med at gøre. De organisk prægede lag er i tidens løb blevet genstand for en række omdannelsesprocesser, således er der frigjort betydelige mængder af jern og af svovl, og disse har forenet sig til svovljern, der i nogle horisonter optræder i store mængder. Man finder således et svovljernindhold på op imod en s. 426 halv snes procent af tørvægten, og dette kan være katastrofalt, når man foretager en kolonisering og opdyrkning af marsken.

Kultiveringen og afvandingen, som nu er foregået i de gl. koge i et tidsrum af ca. 400 år, har forårsaget ændringer i den øverste del af lagserien. Der sker således en formindskelse af det organiske indhold ved iltning, der sker en bortledning af vand og evt. en bortledning af forsk. andre i vandet opløste stoffer, hvilket medfører en formindskelse af lagserien og en sætning af materialet, således at overfladen sænker sig. De dybe partier af de gl. koge ligger netop på sådanne steder, hvor man har haft dybe lag af varierede, men organisk prægede lagserier, og hvor man derfor, i det øjeblik kultiveringen sætter ind, får en ændring i strukturen og en skrumpning. Denne skrumpning af marsksedimenterne og dermed følgende sætning af overfladen har ikke blot haft betydning for de indre koges relief af i dag, idet skrumpningen i de mest udprægede tilfælde har beløbet sig til i hvert fald 1/2–3/4 m, men der er ingen grund til at antage, at processerne er hørt op – tværtimod. Det afhænger af, om man yderligere afvander og derved skaber sådanne betingelser, at luftens ilt kan trænge ned i de dybereliggende, organisk prægede lag og bortbrænde disse. På de steder, hvor dækklægen hviler umiddelbart på gesten el. på klitterne og sandfladerne som i det omtalte område v.f. Sødam og Kærgård, altså det begravede klitområde, sker der ikke noget af den art. Her er overfladen stabil, klæglaget hviler umiddelbart på fast sandmateriale, og der sker ikke nogen sætning. Men i tørvebassinerne el. i renderne vil den også fremdeles ske, hvis kulturindgrebene vedvarer.

En sådan overflade er ligeledes følsom for enhver belastning, og hvis man fx. bygger en vejdæmning, et dige el. et hus på et område af denne art, vil man få en sætning, event. en opskydning af materiale på siderne af belastningen og dermed ret uoverskuelige konsekvenser for arbejdets rimelige gennemførelse. Vanskeligst er situationen i de dybe tørvebassiner og i de gl. tidevandsrender, som er fulde af en meget varierende samling af sedimenter. Disse forhold betyder bl.a. en del for projektering af veje og bebyggelse, idet man så vidt muligt bør undgå en større belastning af de labile områder. Man vil derfor under overvejelserne angående en kommende intensivering af bebyggelsen i de gl. koge især have opmærksomheden henvendt på det af klæg dækkede flyvesandsområde, v.f. Sødam og Kærgård. Ejendommeligt nok synes mennesket allr. tidligt at have opdaget denne zones særl. karakter, idet den gl. herredsvej fra Møgeltønder til Rudbøl netop går i en slyngning over denne.

De ydre koge m. undt. af selve Vidålavningen har imidlertid en helt anden karakter m. h. t. opbygning og stabilitet. Her møder vi over den gl. gestoverflade et anseligt dække af vadesand, der er ført frem af havet og pakket sammen i en fast masse uden væsentligt organisk indhold. Oven på dette ligger så et svært lag fast og stabil forlandsklæg, som ikke sætter sig, i hvert fald ikke i nutiden. I det omtalte højtliggende område fra Højer til den da.-ty. grænse gennem Ny Frederikskog og Gl. Frederikskog har man overalt el. næsten overalt sådanne betingelser, og dette betyder for det første, at man kan bearbejde jorden så dybt, man ønsker det, fordi man kommer til at arbejde i den gode forlandsklæg, og det betyder endv., at man kan belaste overfladen så stærkt, man vil, fordi der ikke her findes væsentlige forekomster i dybere lag af materiale, som giver efter og sætter sig ved belastning. Her er man altså frit stillet m. h. t. bygningsanlæg, vejanlæg osv.

Et andet vigtigt spørgsmål i denne sammenhæng er, hvorledes de forsk. dele af Tøndermarsken forholder sig, i det øjeblik man dybdepløjer el. i hvert fald forsøger at udnytte jorden ned til større dybde end 20–30 cm. I den stabile del af de ydre koge er man frit stillet, man kan gå ned, så dybt man vil, m. pløjning og andre foranstaltninger, uden at der af den grund sker noget ubehageligt. Det er derimod ikke altid tilfældet i den gl. marsk og i Vidådalen. Her risikerer man nemlig at komme ned i lag, som indeholder store svovlmængder, og dette er højst uheldigt for plantevæksten, og det kræver ret kostbare foranstaltninger at overvinde de skadelige virkninger. Der er en anden risiko ved at gå ned i sådanne organisk prægede aflejringer og tilføre ilt, nemlig at man derved frigør betydelige mængder af jern, som sen. afsætter sig som svovljern el. som jernhydroxyd, og dette har skadelig indvirkning på plantevæksten, ligesom det tilstopper drænrør og andre foranstaltninger til afvanding.

Endelig er der spørgsmålet om forholdet ml. afvanding og marsktype. I et stabilt område holder niveauerne og derfor også alle vandafledningsforanstaltninger, men hvis man får en sætning på blot 1/2 m el. 1 m, vil man møde den store vanskelighed, at niveauerne i drænrørledninger forskydes, og at afvandingen vanskeliggøres. Det samme gælder bunden af grøfter, og man er derfor tvunget til at ombygge sit afvandingssystem m. visse mellemrum, hvis man arbejder i et felt af denne type. Hvis man derfor planlægger en nykolonisering og en intensivering af et marskområde, det være sig Tøndermarsken el. et andet felt, må man først, hvis man vil undgå pinlige uheld og fejlinvesteringer, kende forholdene temmelig nøje, netop fordi disse varierer så stærkt fra sted til sted.

Det er således nødvendigt at kende marskens struktur fra overflade til bund for at kunne tage sig i agt for de felter, hvor man har de store, svære lag af materiale, som ved kultivering skrumper; man må kende de felter, hvor man kan bygge huse og veje, og man må endv. vide, hvorledes det materiale er, som man får op, hvis man blot dybdepløjer fx. til 50 el. 70 cm’s dybde. En sådan kundskab er ligeledes nødvendig af hensyn til vejlægning og til anlæg af afvandingssystemet, fordi man kun derigennem er i stand til at opnå den billigste og mest stabile løsning. Endv. er det klart, at valget af kulturplanter og driftsformer vil blive bestemt bl.a. af, hvilke bundtyper og stabilitetstyper man har med at gøre. Gennem vade- og marskundersøgelsernes arbejde har man gennem de sidste 15 år fået et betydeligt kendskab til Tøndermarskens struktur, og man er i øjeblikket i gang med at gennemføre en tilsvarende undersøgelse af Ballummarsken. Disse arbejder har krævet en enorm indsats af arbejdskraft, der er fx. udført ca. 25.000 boringer til 125 cm’s dybde og ca. 5000 boringer til fast bund. Det har endv. været nødvendigt at foretage et meget detaljeret opmålingsarbejde, navnlig et nivellement, og at følge dette fremefter. I denne sammenhæng må det fremhæves, at de nye koge, som planlægges efter de nu foregående landvindingsarbejder, dels i Højer-feltet, dels n. og s.f. Rømødæmningen, vil få gode stabilitetsforhold. Vadeoverfladen er her bæredygtig, og det materiale, der nu afsættes, er for største delen fast forlandsklæg, som skrumper med det samme, men som derefter bliver stabil.

For Ballummarskens vedkommende ligger forholdene imidlertid noget anderledes takket være den omstændighed, at man her ikke har haft nogen ældre digebygning og afspærring, idet hele området helt ind til Bredebro har ligget åbent for havets indflydelse lige op til 1915–17 ligesom marsken ved Rejsby og Brøns. Ikke s. 428 desto mindre findes de sa. elementer som i Tøndermarsken, elementer af render og dybe bassiner m. tørveaflejringer og gytjeaflejringer, men det overfladiske klæglag er bedre udviklet, og faren for ubehagelige virkninger af niveaumæssig art efter en kolonisering er mindre. I disse nordl. områder møder man imidlertid en anden vanskelighed, nemlig ordningen af afvandingen. Man vil her blive nødt til at anlægge reservoirer til opsamling af ferskvand i de perioder, da sluserne ikke kan åbnes, hvis man ikke vil gå over til en afvanding ved pumpning, i hvert fald som en reserveforanstaltning, hvilket på visse lokaliteter måske kunne være rimeligt. Foreløbig synes det imidlertid, som om reservoiret for ferskvand vil blive den foretrukne løsning.

Et helt andet spørgsmål er så, om man i det lange løb kan aflede ferskvandet i så stort omfang, som det nu er tilfældet. Problemet er bl.a., hvor store krav der fra forsk. side vil blive stillet til de reserver af ferskvand, som findes i hele den sydl. del af Tønder amt. Det er store vandmasser, det her drejer sig om, og disse kunne tænkes anvendt på anden måde end simpelt hen til bortledning til havet. Der er således brug for betydelige mængder af ferskvand til vanding af de tørre dele af hedesletterne, og der er ligeledes brug for endog store mængder til forsyning af den voksende bymæssige bebyggelse, såvel langs den sønderjy. ø.kyst som i midtlandet og i byerne langs vestkysten. Det er muligt, at man her kommer til at gå helt andre veje end hidtil forudset, nemlig at magasinere en betydelig del af åvand og grundvand og anvende dette systematisk, dels til fremme af plantekulturerne og dels til bybefolkningskonsum og til industriens behov.

Kogenes ferskvandsøkonomi. Vandafledningen, der navnlig er aktuel i vinterhalvåret, er ikke det eneste vandproblem i kogene, idet man i tørre somre må foretage en tilførsel af vand fra åerne til vanding af kvæget i fennerne el. til opretholdelse af den for græsvæksten og de øvr. afgrøder gunstigste grundvandshøjde. Man må altså etablere to systemer af ferskvandstransport, nemlig en afledning gennem grøfter og dræn og en tilledning af vandingsvand. Grøfter og ledninger m. vandingsvand må naturligvis ligge højere end afdræningen, og faldretningen for de to typer af ledninger må blive modsat. De efter forholdene stærkt varierende niveauer i kogene nødvendiggør en intim tilpasning til behovet ikke blot i de forsk. koge, men også i de enkelte dele af disse. Dette opnås på forsk. måde, bl.a. ved opstemning i de enkelte grøfter. Der er således en tydelig forskel på de dybe afvandingsgrøfter og dræn og de højtliggende bevandingsgrøfter, og vandstanden i de to typer er ofte meget forsk. selv på ganske nærliggende lokaliteter. Det er klart, at et så kompliceret dobbeltsystem som dette må blive overmåde følsomt for sætninger af overfladen, fordi selv ringe niveauændringer griber forstyrrende ind i vandomsætningen.

Ejendommeligt er det, at disse grøfter, såvel afvandings- som bevandingsgrøfter, fungerer som skel ml. de enkelte fenner. Kreaturer og får vil sjældent forsøge at gå over dem fra den ene fenne til den anden, fordi deres bund i reglen er blød. Når man færdes langs vejene, ser man altså ikke hegn til indelukning af de græssende kreaturer i fennerne, kun hvor der er en overgang over et grøftsystem, er der et led, medens synet ud over marskens grønne flade hverken standses af markdiger el. af hegn. Med den stigende anvendelse af drænrør, enten af tegl el. af plastic, bliver s. 429 det muligt at overdække et stort antal af grøfterne, og dette vil antagelig i de kommende år i betydelig grad ændre detaljerne i marskens landskabsbillede.

Et helt andet problem er marskbeboernes forsyning m. vand til husholdningsbrug. De gl. beboere af de kunstige forhøjninger, værfter, byggede på toppen af værftet, hvadenten det drejede om et værft m. en enkelt gård, m. flere gårde el. m. en landsby, en slags dam m. vandtæt lerbund, hvori man bl.a. opsamlede regnvand fra hustagene, og dette system anvendes endnu den dag i dag i afsides egne af den ty. og holl. marsk. Disse fordybninger findes stadig på de gl. værfter, men anvendes så vidt vides ikke mere i det da. marskland. En sådan dam benævnes feding.

Sædvanlig brøndboring i marsken giver i almindelighed ikke brugeligt vand, fordi grundvandet normalt er salt el. på anden måde uegnet til husholdningsbrug. Der findes dog i visse områder nogle horisonter m. fersk vand, der fra det omliggende gestland strømmer ud i en vis dybde under overfladen gennem sand- og gruslag. Man har nu bygget vandledninger fra gestlandet til marsken, og ved en fremtidig kolonisering vil dette blive et spørgsmål af betydning for dennes økonomi, bl.a. fordi man kan blive nødt til at tilføre ferskvandet fra fjerne lokaliteter, hvis de omgivende gestområder ikke har tilstrækkelige reserver af ferskvand. I Tøndermarskens nærmeste omegn vil man bl.a. møde dette problem.

Ejendomsforholdene i marsken. I de sønderjy. amter træffer man adsk. eksempler på en ret kompliceret jordfordeling, som ikke gennem en rationel udstykning har fået en arrondering af ejendommene svarende til nutidens driftsforhold. Det mest udprægede eksempel herpå findes i marskområderne. Man har undersøgt forholdene bl.a. i den vestl. del af Tøndermarsken, v.f. Møgeltønder, og her fundet 600 ejere m. i alt ca. 6000 fenner over et areal på 6000 ha. Befolkningstætheden i marsken er imidlertid ringe. I Tøndermarsken, som er tættest befolket, bor ca. 7 pr. km², og dette stemmer m. det forhold, at en meget stor del af marskens jord ejes af folk, som ikke bor i marsken. En del af ejerne bor på gestranden n.f. marsken, en del bor i byerne, Tønder, Møgeltønder og Højer, en del bor rundt om i landet, nogle i udlandet, og endelig ejes anselige strækninger af staten, af kommunerne, af digelag og af legater. I den sydl. del af de gl. koge ml. Rudbøl og Møgeltønder er jordfordelingen bedst, idet en væsentlig del af jorden her ejes af marskbønder og da i en relativt vel arronderet form. Langt mere komplicerede er ejendomsforholdene for den jord, der ejes af gestbønder, disse har som oftest agerjord på gesten og græsningsjord i marsken, selv om der i disse år sker en klar forskydning i retning af, at en stedse stigende andel af denne jord indtages til pløjning og intensiv drift. Reformerne på dette punkt møder imidlertid den vanskelighed, at hver enkelt ejers fenner ligger spredt som småparceller over store arealer og m. store afstande fra gård til fenne. V.f. linien Højer-Rudbøl, altså i de nye koge, er forholdene meget vanskelige m. h. t. jordfordeling. Der er her endog særdeles indviklede forhold, således at næsten enhver besidders ejendom ligger spredt på talr. fenner af ca. 1–3 ha’s størrelse.

Udnyttelsesforholdene. Marsken har tidligere i landbrugsmæssig henseende været et foregangsområde, og de smukke gårde vidner om gammel rigdom. Også i vore s. 430 s. 431 dage er marsklandet et rigt land, men der er alligevel et misforhold ml. de foreliggende muligheder og det landbrugsmæssige resultat. Det er typisk, at man i de nye koge, altså v.f. linien Højer-Rudbøl, har en langt mere ekstensiv udnyttelse end ø.f. denne linie. De isolerede gde i de gl. koge har således en normal rotation i kombination med malkekvæg og græsarealer til får. I områder m. dårlig jordfordeling, m. institutionsejet jord el. jord, som ejes af fjerntboende, udnyttes marsken i overvejende grad til græsning, udnyttelsen er også her ekstensiv m. et lavt hektarudbytte, 20–30 afgrødeenheder årl. mod 60–100 pr. ha ved rationel græsningsdrift. Dertil kommer, at detailafvandingen, dræningen, ikke er gennemført i tilstrækkelig grad, og at det åbne grøftsystem tager et uforholdsmæssig stort areal. Man får et klart indtryk af dette fra diget Højer-Rudbøl, idet man mod v. har de ekstensivt udnyttede græsningsarealer i de nye koge og mod ø. de gl. koge m. deres stigende intensivering, m. kornavl i rotation, m. roeavl, m. malkekvæg og et beskedent fårehold. Disse forhold belyses i øvrigt af omstående tabel, som viser anvendelsen af de fire koges områder.

Værfter er kunstige jordhøje, hvorpå gårde og huse anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelser ved stormflod. Værftbygningen er i sin opr. form en tilpasning s. 432 til naturforholdene i det åbne, digeløse marskland, og forudsætningen for sikkerheden har været, at deres højde skulle være større end det højeste stormflodsniveau på vedkommende sted. Dette krav har dog ikke altid kunnet opfyldes, og vi møder derfor i gl. værfter gentagne vidnesbyrd om oversvømmelse og tilintetgørelse og en derpå følgende forhøjelse af værftet og en nybebyggelse af dette. I Tøndermarsken findes nu ca. 25 ubeboede, dvs. forladte værfter, og i Ballummarsken har man et lign. antal, derudover er der i Tøndermarsken et ret stort antal også i nutiden beboede værfter og værftgrupper fx. det kompleks, hvorpå Rudbøl ligger.

Blandt de mange ubeboede værfter i Ballummarsken kan nævnes Misthusumgruppen, der blev endelig forladt 1814 efter flere ødelæggelser gennem ca. 4 århundreder. Også her har en undersøgelse påvist den frisiske kolonisering i tidlig middelalder, samt ødelæggelser og afbrydelse i bebyggelsen. Alt i alt repræsenterer værfterne resterne af en kulturform, hvis rødder er ældre end inddigningsperioden. De vidner om en vældig indsats af kraft og dygtighed i kampen mod det grådige hav og står den dag i dag som monumenter over de mange slægtled af marskfolk.

Diger og stormfloder.

Højer dige er opf. 1859–61. Det strækker sig fra rigsgrænsen ved Siltoft, grænsepæl nr. 277, til Højer. Længden er ca. 6,6 km, højden +6,40 m DNN og digekronens bredde er 3,8 m. Det beskytter arealer op til Tønder by, i alt ca. 10.470 ha, hvoraf 860 ha under Sejersbæk kog. Fylden består af klæg af god kvalitet. 6 veje fører frem til diget, nemlig 3 ældre veje ved digets n.- og s.ende og vejen til Højer sluse samt 3 nyanlagte katastrofeveje, der er beregnet til transporter i tilfælde af truende stormflod. I diget er indbygget Højer sluse, hvorigennem afvandingen af Vidåen m. tilløb reguleres.

Emmerlev dige er opf. 1926–27 som en videre udbygning af et ældre, noget svagere dige m. en højde af ca. 4,5 m. Det strækker sig fra Højer til kanten af Hjerpsted bakkeø ved Emmerlev. Længden er 2,4 km, højden +6,50 m DNN, digekronens s. 433 bredde 2,5 m. Digefylden består af moræneler. 3 veje fører frem til diget, deraf én katastrofevej. Emmerlev-diget beskytter 860 ha under Sejersbæk kog og danner sa. m. Højer-diget den yderste og stærkeste beskyttelseslinje mod oversvømmelser ved stormflod. Bag Emmerlev dige findes en sekundær spærring, nemlig Snur-om-diget ml. Højer bakkeø og bakkeøen ved Daler. Før bygningen af Emmerlev-diget var Snur-om-diget den eneste beskyttelse for Tøndermarskens nordl. flanke. Dette er antagelig bygget samtidig m. det gl. dige Højer-Rudbøl 1553–55. Længden er ca. 1,5 km, højden + 4,20 m DNN, digekronens bredde 4 m. Sejersbæk kog afvandes gennem Snur-om-diget af Sejersbæk til Højer sluse. I vejbroen over bækken har man 1964 indbygget en sluse til beskyttelse mod oversvømmelse af Tøndermarsken i tilfælde af brud på Emmerlev dige.

Ballum dige er opf. 1914–19. Det strækker sig fra Ballum Vesterende til Astrup banke. Længden er ca. 9,9 km, højden + 6,20 m DNN, digekronens bredde 2,5 m. Fylden stammer fra fyldgraven bag diget og består delvis af ret sandet materiale. 8 katastrofeveje samt vejen Skærbæk-Rømø fører frem til diget, der beskytter et areal på ca. 5000 ha mod stormfloder. Gennem Ballum sluse føres Brede å’s vand og den lokale afstrømning fra hele Ballummarsken ud i Vadehavet. Tilbagetrukne digelinjer findes ikke i Ballummarsken, og sikkerheden mod oversvømmelser er altså alene betinget af Ballum-digets styrke.

Rejsby dige er opf. 1923–25. Det strækker sig fra Søndernæs til fløjdiget ved V. Vedsted. Længden er ca. 13,4 km, højden +6,75 m DNN. Digebredden i en højde s. 434 af +6,25 m er 2,5 m, og herfra er diget forhøjet til den nuv. kote. Digefylden stammer fra fyldgraven bag diget og indeholder en del sand og tørvejord. 10 katastrofeveje fører ud til diget, som beskytter 2880 ha. Der er indbygget 3 sluser: Brøns sluse, Rejsby sluse og Råhede sluse, der dels tjener afvandingen af de ø.f. diget liggende marskområder og dels fører vand fra Brøns å og Rejsby å ud i Vadehavet. Heller ikke i dette afsnit har man dobbelt digesikring, og derfor er sikkerheden mod oversvømmelser ved stormflod betinget af Rejsby-digets holdbarhed.

Digerne på Rømø danner to adskilte systemer, et nordøstl., der har navn efter landsbyen Juvre, og et sydl., der benævnes Kirkeby-Havneby-diget. Juvre-diget er bygget 1926–28. Det dækker øens nø.hjørne, og digelinjen går fra klitten v.f. Juvre i en bue langs n.- og nø.kysten til et punkt s.f. Rømødæmningen, hvor det støtter sig på et østl. udløb fra øens centrale klitområde. Længden er 10,9 km, højden + 5,00–6,75 m DNN, højest i v. og n. og lavest i ø. Digekronens bredde er 0,5–1,0 m. Digefylden stammer fra fyldgraven og er ret sandet. Der er anlagt en katastrofevej til den nordl. flanke, og mod s. krydses diget af Rømø-Skærbæk vejen og støttes af dæmningen. Det beskyttede areal er ca. 640 ha. I den østl. flanke ud for Juvre er der indbygget en sluse til afvanding af kogen. Efter bygningen af Rømødæmningen ændredes tidevandsforløbet langs Rømøs ø.kyst n.f. dæmningen, idet denne afskar et bassin, der før lukningen havde tidevandsforbindelse s.over til Listerdyb, men som nu har vandskifte mod n. til Juvre dyb. Som følge af disse ændringer dannedes der en ny, meget aktiv pril, som i årene efter 1950 på en strækning af ca. 1 km vandrede ind mod kysten. Forlandet foran diget blev på denne strækning borteroderet, og det kan forudses, at diget i en nær fremtid vil blive gennembrudt ved et punkt ø.f. Juvre. Man har derfor i 1964–65 anlagt et nyt, tilbagetrukket dige af en længde på 1400 m, som på denne strækning skal overtage beskyttelsen af Juvre kog, når det forventede digebrud er sket.

Kirkeby-Havneby-digerne beskytter nogle lavtliggende strandenge og marsksletter i den sydøstl. del af Rømø. Digelinjen danner to sammenstødende buer, en østl., Havneby-diget, og en vestl., Kirkeby-diget. Sidstn. er opf. 1925–26 og består af to fløjdiger, et nordl. og et sydl., som begge støtter sig på øens centrale klitområde, samt et mellemliggende s.k. »sandflugtdige«. Tilsammen har disse anlæg en længde på 6,5 km og en højde på +5,50–6,75 m DNN. Kronebredden er ret forsk. Digefylden er næsten udelukkende flyvesand og havaflejret sand, delvis græsklædt og delvis beplantet m. hjelme. Det beskyttede areal er ca. 400 ha. Havneby-diget er opr. opf. 1912 i en længde af 1800 m og en højde af ca. 4 m. Det blev ødelagt ved en stormflod 1916 og genopf. 1924–26. Anlæggets længde er 1,8 km og højden 5–6 m. Digematerialet er meget sandet, delvis græsklædt og delvis bevokset m. hjelme. Det beskyttede areal er ca. 200 ha.

Henimod halvdelen af arealet i Tønder a. ligger under 10 m-kurven, og flg. arealer ligger under 5 m-kurven: Tøndermarsken ca. 11.800 ha, Emmerlev marsk med Sejersbæklavningen 2400, Ballum marsk inkl. Skast mose 9100, Rejsby marsk 3500, Rømø-Juvre marsk 720, Rømø Havneby-Kirkeby marsk 760, i alt 28.280 ha. I denne opgørelse er kun medregnet det inden for digerne liggende land, medens forlandet uden for digerne samt de igangværende landvindingsområder ikke er medtaget. Tilsammen har disse et areal på ca. 2000 ha. A.s samlede landareal under +5 m DNN må altså opgøres til 300 km², el. ca. 23 % af a.s samlede areal. s. 435 Dette tal har ved vurderingen af digebeskyttelsen den interesse, at den maksimale stormflodshøjde må antages at ligge omkr. niveauet +5 m DNN. Hvis digerne ikke eksisterede, ville dette areal under de største, beregnelige stormfloder blive oversvømmet. Arealer under 2 m DNN er omtr. flg.: I Tøndermarsken 7000 ha, i Ballum marsk 3500, i Rejsby marsk 1300, i alt 11.800 ha. Medregnes de små arealer på Rømø, forlande og landvindingsfelter kommer man til, at det samlede areal under + 2 m DNN er ca. 140 km². Pr. år har man i gennemsnit 10 højvander over + 2 m DNN, ca. 3 på 2,40 m, ca. 1 på 2,80 m, medens 3,50 m nås af et højvande hvert 5. år, 3,75 m hvert 10. år, 4 m hvert 16. år og 4,25 m hvert 25. år. Alle tal giver højden i forhold til DNN. Det fremgår umiddelbart af disse tal, hvilken afgørende rolle man må tillægge digebeskyttelsen langs hele Tønder amts fastlandskyst. Man er derfor også omhyggelig m. anlæggenes vedligeholdelse, og i enhver s. 436 truende vandsituation er hele strækningen under opsyn. Skader forekommer nu og da, navnlig af to typer: Under en stormflod kan der ske brud i digets yderflade, og når først græsdækket er borte, vaskes digefylden ud. Sådanne skader har man fx. haft under stormfloden 1962. En anden beskadigelse fremkommer efter meget regnrige perioder som skred i digets inderflade. Den store risiko er dog, at bølgehøjden under stormflod bliver så stor, at opløbet overskrider digekronen og falder som et vandfald ned ad den stejle inderside. Skader af enhver art udbedres øjeblikkeligt, og man er ligeledes omhyggelig m. bortfjernelsen af havskarn, fordi dette ved forrådnelse svækker græstæppet. I de seneste år har man bygget et stort antal katastrofeveje fra de n.-s.-gående marskveje inden for digerne og indrettet et alarmsystem, således at man i givet fald vil kunne nå frem med hjælpeaktion til steder, hvor diget er truet.

Man har gennem århundreder beretninger om store og ødelæggende stormfloder. Blandt de største kan nævnes jan. 1462, nov. 1532, okt. 1634, Grote Mandrenke 1632, febr. 1825, aug. 1923 og febr. 1962. Højdeangivelserne for de ældre stormfloder bør nok betragtes med nogen skepsis, men man kan vist gå ud fra som givet, at stormfloden 1825 var meget høj. I øvrigt er vurderingen af en stormflods farlighed vanskelig, fordi dens effekt er afhængig af mange forsk. faktorer.

Rømødæmningen. 1936 nedsatte ministeriet for offentlige arbejder et udvalg til behandling af spørgsmålet vedrørende muligheden for opførelse af en dæmning ml. Rømø og fastlandet og for iværksættelse af landvindingsarbejder i Vadehavet inden for Rømø. Udvalgets betænkning blev afgivet 1938, og i denne indstiller man, at der anlægges en færdselsdæmning, enten flodfri el. lav, til Rømø, og at der iværksættes landvindingsarbejder i Vadehavet langs fastlandskysten og i tilslutning til en event. dæmning. Der blev derefter udarbejdet et lovforslag, som blev vedtaget 23/3 1939. Sa. år blev arbejdet påbegyndt, det fuldendtes 1948. Materialet til dæmningen blev taget fra fastlandssiden i den store bakkeø Astrup banke n.f. Ballummarsken, endv. blev sandmateriale hentet på Rømø, og der blev gravet materiale ud af vaden ved siden af dæmningen. Denne blev beklædt m. græstørv og forneden med en stenkantning, som sen. blev udvidet m. cementfliser i visse afsnit. Dæmningens samlede længde er 9 km, højden er ved fastlandssiden + 6 m DNN og ved Rømø-siden + 5 m DNN. Årsagen til denne forskel er, at man kan forvente noget større højvander ved fastlandssiden end på Rømøs inderside p.gr.af vindstuvningen under vestl. storme. Dæmningens bredde er ved foden ca. 60 m, vejbanen blev opr. anlagt m. en bredde af 6 m, men er i årene 1963–65 udvidet til 11 m.

Medens Hindenburgdæmningen, der blev taget i brug 1927, og som har en længde af 12 km, er anlagt som jernbanedæmning, valgte man at anlægge Rømødæmningen som en landevejsdæmning. I tilslutning til dette vejanlæg er der dels samtidig og dels sen. udført store vejarbejder såvel på fastlandet som på Rømø, nemlig tilkørselsveje fra Skærbæk og s.fra fra Ballum og Hjerpsted. På Rømø har man bygget landevej tværs over øen til Lakolk og har nu i tilknytning til havneanlægget ved Havneby udvidet den østl. vej over Kirkeby ned til den nye havn. På dæmningens n.side findes 3 vigepladser. Samtidig erhvervede staten alle rettigheder over Vadehavet mod s. til Ballum Vesterende og mod n. til Brøns sluse, hele dette felt blev fredet, og det er nu en vigtig yngleplads for vade- og svømmefugle s. 437 og en rig rastplads for trækfugle forår og efterår. Trafikken på dæmningen er i de forløbne år steget overordentlig stærkt, og man regner i en sommerweekend med en topbelastning på 18–20.000 køretøjer. Trafikken skyldes dels rekreationsområderne langs vestkysten m. centrum i Lakolk og dels den omfattende anlægsvirksomhed, som har givet sig til kende på øen efter bygningen af dæmningen.

Dæmningen har modstået alle sen. stormfloder uden væsentlige skader, men har haft den uheldige følge, at der har dannet sig en ny pril langs Rømøs nø.kyst, som har forårsaget skader på vader og forland og har nødvendiggjort bygningen af et tilbagetrukket dige i Juvre kog. Om dens betydning for landvindingsarbejderne se s. 420. For den befolkningsmæssige og erhvervsmæssige udvikling på Rømø har dæmningen været helt afgørende, idet dens fuldendelsesår i så henseende betegner et vendepunkt i øens historie. Omkostningerne ved dæmningens opførelse var ca. 19 mill. kr.

Havne. De naturlige havnemuligheder i Tønder a. er beskedne. Langs Rømøs v.kyst ligger et stort flak, der strækker sig mod s. og n. som sammenhængende, ret højtliggende flader fra Blåvandshuk til farvandene s.f. den da.-ty. grænse. I vore dage er et sådant flak, af hvilket store områder ligger så højt, at de tørlægges ved lavvande, en meget alvorlig, trafikal hindring. Dybder på over 6 m nås først i en afstand af 3–8 km fra kysten. Revlesystemer og højsander præger overfladen, og v.f. Rømø mangler sejlrender. Dertil kommer, at svingende vandstand og stærk brænding forhindrer et skib i overhovedet at nærme sig kysten. Adgangen fra det frie Vesterhav til Vadehavet i Tønder a. kan foregå gennem to dyb, nemlig Juvre dyb og Listerdyb henh. s. og n.f. Rømø. I snævringerne ml. øerne og flakkene er disse løb meget dybe, op til 37 m i Listerdyb og 13 m i Juvre dyb, men de afgrænses mod v. af bueformede, højtliggende barresystemer, hvor største dybde i reglen ikke når over 3–4 m. Da renderne i disse barrer er ustabile m. h. t. plads og dybde, og da tidevandet her har et udsving på 1 1/2–2 m, er det forståeligt, at moderne storskibsfart uden særl. foranstaltninger er umulig. Det er endv. forbundet m. vanskeligheder selv m. små fartøjer at sejle frem til fastlandskysten. Ganske få render, de s.k. priler, rækker så langt mod ø., at de kommer nogenlunde nær til kysten, og kun to steder i Tønder a. har man dybere vand tæt under land, nemlig ved sø.kysten og nø.kysten af Rømø. Derfor spiller Vadehavet i a. kun en ringe rolle for skibsfarten.

Man har i de sidste år bygget en havn ved Havneby på Rømø (dybde 4,2 m), hvor man håber at kunne basere et kutterfiskeri i den sydl. del af Nordsøen, og hvorfra man tillige har opnået mulighed for en færgeforbindelse m. List.

I ældre tid har man haft en betydelig transport »indenskærs« ml. fastlandet og øerne, men tillige sejlads til landene langs den sydl. Nordsø og til Kanalegnene. Havnene i denne periode, der utvivlsomt har været meget lang, har været ankerpladser i Vadehavet på steder, hvor priler og dyb dannede stejlskrænter mod de høje vader, og trafikken foregik da på den måde, at skibene ankrede op ved prilkanten – ofte flere km ude i Vadehavet, og indladning og losning måtte derfor foregå dels m. pramme ved højvande og dels ved kørsel over vaderne ved lavvande. Denne trafik har spillet en meget stor rolle for middelalderens og den nyere tids eksport af kvæg til de sydl. Nordsølande og tillige for importen af returvarer fra disse områder. Efter dampskibenes tid sygnede vadehavssejladsen hen. Indtil s. 438 vore dage har man opretholdt visse færgeforbindelser til List og til Havneby-Kongsmark, men efter bygningen af dæmningerne til Sild og Rømø er disse blevet opgivet. De priler, der fører ind til åmundingerne, er alle lavvandede og kun brugelige for små både, undt. på steder hvor der er truffet særl. foranstaltninger i form af uddybning og fastlæggelse af løbene. Det største af disse anlæg i vor tid er det delvis beskyttede løb (dybde ved dagl. højvande 3,5 m) fra slusen og havneanlægget ved Højer (dybde ved dagl. højvande 2 m). Et ældre anlæg ved Ballum sluse har i vore dage ringe anvendelse. Egl. ebbeveje findes ikke i Vadehavet ud for Tønder a., når bortses fra den overgang over Kolby Leje, som anvendes, når man vil besøge Jordsand.

Fiskeriet i Vadehavet spiller ikke nogen stor rolle. Ved åernes udløb står der en del ruser, på visse af flakkene har man stadig anlæg af skullergårde, og endelig bør nævnes det ret anselige muslingefiskeri i Listerdybs afvandingsområde, der hovedsagelig drives fra Højer.

Litt.: Litteraturen om de geografiske forhold i Tønder a. er meget omfattende og kan ikke medtages i fuld udstrækning, men i nedenstående værker findes fyldige litteraturlister.

Friedrich Mager. Entwicklungsgeschichte der Kulturlandschaft des Herzogtums Schleswig in historischer Zeit I. 1930. N. H. Jacobsen. Skibsfarten i det danske Vadehav. Kulturgeografiske Skrifter Bd. II. 1937. Betænkning angaaende Dæmning mellem Rømø og Fastlandet og Landvindingsarbejder i Vadehavet indenfor Rømø. I–II. 1938. J. M. Lyshede. Hydrologic Studies of Danish Water Courses, Folia Geographica Danica. Tome VI. 1955. H. A. Olsen. The Influence of the Rømø Dam on the Sedimentation of the adjacent Part of the Danish Wadden Sea, GeogrTidsskr. 1959. Niels Nielsen. The Organization of Research Work in South-West Jutland, smst. 1960. N. Kingo Jacobsen. Agricultural Geography and Regional Planning in Marine Foreland, smst. Sa. Types of Sedimentation in a drowned Delta Region, smst. Beretning fra Det danske Hedeselskabs kulturtekniske afdelings hydrometriske undersøgelser nr. 8. 1960. Børge Jakobsen. Landvindingen i det sydvestjyske vadehav, Folia Geographica Danica. VIII. 1963. Sa. Vadehavets morfologi, smst. 1964. Jens Tyge Møller. Fladkystens og flodens morfologiske elementer. 1964. N. Kingo Jacobsen. Træk af Tøndermarskens naturgeografi m. særligt henblik på morfogenesen, Folia Geographica Danica. VII. Nr. 1. 1964. Sigurd Hansen. Tinglev-bladet, DGU. I. Rk. Bd. 23 A. I trykken. Axel Jessen. Geologisk Kort over Sønderjylland.

Skovene.

Skovarealet er 1951 opgjort til 7612 ha, hvoraf 5922 ha er bevokset. Det totale skovareal udgør 5,8% af a.s areal. Dette er noget mindre end det for landet gennemsnitlige tal, 10,2%. 1920 opgjordes skovarealet til 3574 ha. I løbet af 30 år er dets areal altså forøget m. ca. 45%. Langt den overvejende del, 77%, er bevokset m. nåletræ, hvoraf ca. halvdelen er under 20 år. Træartsfordelingen er i øvrigt flg.: bøg 79 ha, eg 152 ha, ask 19 ha, andet løvtræ 227 ha, rødgran, ædelgran og sitkagran 2684 ha, skovfyr og lærk 147 ha, gran og bjergfyr i blanding 1168 ha, bjergfyr 572 ha og andet nåletræ 21 ha. Dertil kommer 853 ha, der består af blandede bevoksninger og krat. Den største skovejendom er Lindet skovdistr., der er på 3509 ha og som tilhører staten. Endv. ejer staten klitplantagerne på Fanø, 540 ha, samt et par mindre ejd. på tilsammen 69 ha. Der er 8 kommunale skove og plantager, 186 ha, og 3 præsteskove, 39 ha. Det danske Hedeselskab ejer en plantage på 186 ha. Resten, 511 ejd., overvejende plantager, 3662 ha, er i privat besiddelse. Den samlede hugst i året 1949/50 er opgjort til 10.806 m³ el. 1,8 m³ pr. ha. Nåletræshugsten alene beløber sig til 8978 m³. Gavntræprocenten er 76,2.

Største delen af det bevoksede areal er dækket af plantager. Egl. gl. skove findes kun i ringe omfang, fx. Lindet skov (jf. Højrup so.), Draved skov (jf. Løgumkloster landso.), Gallehus skov (jf. Møgeltønder so.) og St. Tønde skov (jf. Burkal so.), Spredte gl. egekrat vidner dog om tidl. udbredte skove. Den overvejende del af plantagerne er anl. efter 1920 under ledelse af Det danske Hedeselskab. Mange plantager ejes af aktieselskaber, således tilhører 4 (355 ha, ejdv. 251, grv. 86) A/S s. 439 Københavns Plantageselskab og 13 (933 ha, ejdv. 691, grv. 283) A/S Plantningsselskabet Sønderjylland.

Andre større skovejendomme foruden ovennnævnte Lindet statsskovdistr. (3509 ha, ejdv. 2359, grv. 921) er Rømø Klitplantage (541 ha, ejdv. 15, grv. 15) og Schackenborg skov (226 ha, ejdv. 168, grv. 76).

Litt.: Skove og Plantager 1951, Statistiske Meddelelser. 4. Rk. 154. Bd. 3. Heft. 1954. Danske Skovdistrikter 1961.

Kulturgeografi.

I T. a. lever (1960) 42.457 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 30,5 indb. pr. km². Dette er langt under halvdelen af den gennemsnitlige befolkningstæthed i Jylland og kun godt 1/4 af gennemsnittet for det egl. Danmark T. a. er således langt det tyndest befolkede a. i det egl. Danmark. Af befolkningen 1960 levede 7192 i Tønder kbst., 3307 i flækker (Højer og Løgumkloster), 31 i en forstadsbebyggelse ved Højer, 9714 i bymæssige bebyggelser, der ikke ligger i bykommuner, og 22.213 i rene landdistr. I alt lever således 47,5% af befolkningen under bymæssige forhold – et tal, der er langt mindre end i noget andet dansk amt. I byerne går der gennemsnitlig 2,9 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,4.

Befolkningens fordeling i a. fremgår af befolkningskortet s. 441. Det mest iøjnefaldende træk ved dette kort er de meget omfattende, folketomme el. yderst tyndt befolkede områder. Uden for byer og landsbyer findes kun i visse egne en fåtallig, spredtboende landbefolkning. En sammenligning m. landskabskortet s. 440 vil vise en interessant sammenhæng ml. befolkningsforholdene og landskabsformernes udbredelse. Således er marskområderne langs vadehavskysten ubeboede m. undt. af Tøndermarsken, hvor en regulering af områdets vandøkonomi har sænket grundvandet og gjort marsklandet beboeligt. Også største delen af Rømø er ubeboet, idet øens befolkning samler sig i klitområdet i øens østligste del, mens den marine strandflade, marsklandet og det øvr. klitland på øen er ubeboet. Andre ubeboede el. næsten ubeboede områder viser sig at være andre vandlidende arealer, især engene omkr. åerne; dette forhold ses vel nok tydeligst ved Vidåens tilløb og ved Brede å. Også indsande o.a. ekstremt ufrugtbare områder er praktisk taget mennesketomme, og det sa. gælder plantager og skove. Som helhed betragtet er bakkeøerne tættere befolket end hedesletterne, men dette forhold kan ikke erkendes lige klart overalt – tydeligst ses det på hedesletten omkr. Løgumkloster.

Største delen af landbefolkningen er knyttet til landsbyer, husgrupper olgn. De større landsbyer ligger i almindelighed ved lokale vejkryds, hvorfor de i vor tid oftest til en vis grad får karakter af vejbyer. Et interessant forhold er randbebyggelsen langs marskranden, tydeligst omkr. Skærbækmarsken, hvor marsken udnyttes af en befolkning, der bor oven for den fugtige marsk (en parallel findes bl.a. ved Limfjorden, se VI. 33, 792). Flere af de større vejbyer har i nogle årtier inden for tidsrummet 1888–1937 været stationsbyer i det lokale oplandsbanenet, som nu er totalt nedlagt.

Der er for så vidt ingen klar sondring ml. de egl. landsbyer og andre byer i amtet. Landsbyen har i reglen overtaget visse urbane funktioner og har kbmd., vognmand, byggerierhverv o.a. håndværkere, mens man til gengæld i de egl. byer ofte finder en vis landbrugsdyrkende befolkning bosat (herunder også gartnere).

Tønder, a.s eneste kbst., har ligesom Ribe opr. været havneby. I dag er den en typisk mangesidet by m. tydelig slagside til service-erhvervene: handel, samfærdsel, administration og liberale erhverv. Den er en vigtig oplandsby og efterhånden ikke uvigtig som industriby, selv om industrien kun i mindre grad sætter sit præg på byen. Løgumkloster er i dag en lokal oplandsby i et tyndt befolket område, mens Højer nu har fået struktur som tekstilindustriby. Større folketal har stationsbyen Skærbæk, der er en ikke uvigtig oplandsby i det købstadsløse område ml. Ribe og Tønder. Også stationsbyen Tinglev når op i omtr. sa. størrelsesgruppe, som følge af sin betydning som jernbaneknudepunkt. Bortset fra den lille havn ved Højer er den helt nyanlagte havn ved Havneby på Rømø a.s eneste havneanlæg.

De allerfleste byer i T. a. udmærker sig ved at have en typisk mangesidig erhvervsstruktur. Udprægede industribyer mangler; i ingen af bykommunerne og kun i en enkelt stationsby (Bylderup-Bov) beskæftiger håndværk og industri mere end halvdelen af den i erhvervene beskæftigede befolkning. Almindeligvis vil serviceerhvervene være den vigtigste erhvervsgruppe.

Af a.s befolkning 1960 levede 38,8% af landbr., skovbrug og fiskeri, 21,5% af håndv., industri og byggevirksomhed, 8,5% af handel, 6,0% af transportvirksomhed og 8,3 % af administration og liberale erhverv. 13,8 % af befolkningen er uden erhverv, hovedsagelig pensionister og rentiers. Denne erhvervsfordeling afviger stærkt fra landsgennemsnittet derved, at landbrugsbefolkningen forholdsvis er endog meget stor, mens industrien og service-erhvervene beskæftiger en relativt lille del af befolkningen.

Hedesletterne og de sandede dele af bakkeøerne (se kortet s. 440) repræsenterer a.s dårligere landbrugsområder, mens de overvejende lerede partier i morænelandet fra den næstsidste istid er væsentlig bedre ydende jord. Marsken er oftest godt ydende jord, men som følge af arealernes vandøkonomi oftest uopdyrket, om end den udnyttes som landbrugsareal (græsning og høslæt). En undtagelse er Tøndermarsken, der er under delvis opdyrkning. Klitbæltet og det marine forland på Rømø er kun i ringe grad landbrugsmæssigt udnyttet, og det sa. gælder de indsande, der findes på fastlandet.

Efter Aa. H. Kampps landbrugsgeografiske inddeling af Danmark ligger hele T. a. m. undt. af Spandet so. længst mod n. i den sønderjy. landbrugsregion.

Den sønderjy. landbrugsregion – el. som Kampp også kalder den: Det landbrugsgeografiske Midt- og Vestsønderjylland – kan karakteriseres ved en forholdsvis lav opdyrkningsprocent. Udskiftningen er de fleste steder, trods energisk indsats fra Statens Jordlovsudvalgs side, længere tilbage end i resten af landet. Græs betyder mere end andre steder i Danmark, og dette gælder i særdeleshed græs uden for omdriften. 77% af arealet er landbrugsmæssigt udnyttet, men kun 58% er omdriftsareal. Hektarudbytterne er små; korn dyrkes på ca. 40% af omdriftsarealet, og kornarealerne er vokset betydeligt inden for de seneste årtier, i de seneste år også i marsken. Foruden græs, der arealmæssigt er den vigtigste afgrøde, er også havre og rug fremtrædende kulturplanter. Rodfrugtarealerne er forholdsvis små, ca. 20% af omdriftsarealet. Hornkvæget er fortrinsvis af korthornsracen; foruden malkekvæg må også nævnes det gl., vigtige, om end stadig aftagende studehold. Kvægtætheden er ringe, og mælkeydelsen pr. kontrolleret ko er mindre i T. a. end noget andet sted i det egl. Danmark. Svinetætheden er ligeledes væsentligt s. 443 under middel, i virkeligheden kun omkr. halvdelen af landsgennemsnittet. Endelig må nævnes fåreholdet, især i marsken.

Det midtjy. overgangsområde, hvortil if. Kampp Spandet so. hører, har større opdyrkningsprocent, større hektarudbytter og større kornareal end den sønderjy. region. Havre, byg og blandsæd er de mest karakteristiske afgrøder, og såvel kvægtæthed som svinetæthed er noget større end i det øvr. amt.

Fiskeriet har hidtil kun haft mindre betydning, men bygningen af den store fiskerihavn ved Havneby på det sydligste Rømø vil ændre dette forhold meget radikalt. Det må formodes, at der i tilknytning til fiskerihavnen anordnes fiskeriauktioner, filetfabrikker, eksportruter for frisk og iset fisk m.m. Om skovene se s. 438.

Mineralproduktionen i T. a. indskrænker sig til teglværksindustri til lokalt forbrug. Der er foretaget olieboringer, men uden virkeligt positivt resultat.

Industrien i a. er af påfaldende ringe betydning. Håndværk, industri og byggevirksomhed beskæftigede 1960 tilsammen kun 3633 pers., hvoraf lidt over 1/5 i Tønder, og i alt godt 1/3 i bykommunerne. De fleste industrigrene er repræsenteret i a., men flere kun yderst svagt. Vigtigst er levnedsmiddelindustrien, der i hovedsagen arbejder for de lokale markeder. Dog må nævnes svineslagterierne i Tønder, Skærbæk og Bylderup-Bov, som i første række tjener eksporten. En bemærkelsesværdig industri er tæppefremstillingen i Højer, som i realiteten er denne tidl. stationsbys bærende virksomhed. Også maskinindustrien bør nævnes, og det sa. gælder møbelfremstilling.

T. er a.s vigtigste handelscentrum; byens handelsområde omfatter hele den sydl. del af a. og når mod ø. til Tinglev, mod nø. til Løgumkloster og Nr. Løgum, mod n. til Brede, mod v. til Hjerpsted og Højer. Mod s. danner landegrænsen en effektiv afgrænsning af lokalhandelens opland. Skærbæk er oplandsby for et nordligere beliggende handelsdistr., der mod s. når Ballum og Døstrup, mod nø. Vodder, mod n. Brøns, og som mod v. også omfatter Rømø. A.s nordligste dele, omfattende Hviding, Rejsby, Roager og Spandet, vil derimod overvejende handle i Ribe og kan betragtes som en del af denne bys handelsopland, mens Toftlund i Haderslev a. er den mest søgte oplandsby for befolkningen i Arrild og Højrup.

Tinglev er a.s vigtigste jernbaneknudepunkt; her krydser den østjy. længdebane, der fører internationale forbindelser ml. Norge og Sverige i n. og Hamburg i s., statsbanelinien Tønder-Tinglev-Gråsten-Sønderborg. Lyntogsforbindelsen ml. Sønderjylland og Kbh. deles i Kolding og ledes herfra til henh. Struer og Sønderborg. Med denne forb. nås Tinglev på 4 timer 34 min., og Tønder på 5 timer og 10 min. fra Kbh. Den vestsønderjy. længdebane, der går fra Tønder over Skærbæk og Ribe til Bramminge, sætter ved de hurtigste tog Tønder i forb. m. Esbjerg på 1 time 16 min. Indtil maj 1965 var der fra Tønder videre jernbaneforb. mod s. over landegrænsen ved Sæd, over Sdr. Løgum og Nibøl til Hamburg. Højer ophørte 1935 med at have persontogforb. m. Tønder, og Løgumkloster mistede sine jernbaneforbindelser til Bredebro og Rødekro 1936. 1937 nedlagdes smalsporbanen, der forbandt Skærbæk m. Toftlund, Haderslev m.m.

Til erstatning for de nedlagte jernbaner er bygget et forholdsvis tæt net af gode veje, der betjenes af et stort antal bilruter, som således løser de fleste mere lokale transportopgaver. A. gennemløbes af hovedvej A 11 (Tønder grænse -Tønder-Skærbæk-Ribe-Varde-Skjern-Struer-Thisted-Hjørring-Frederikshavn), og af hovedvej A 8 (Tønder-Krusåkrydset-Sønderborg-Mommark-Fåborg-Nyborg).

Naturfredning. Tønder a. rummer største delen af de i Sønderjylland gennemførte naturfredninger, og flere af disse er ganske betydningsfulde; på Rømø således store arealer m. klit og klithede, der danner en naturlig fortsættelse af de tilsvarende i Ribe a.s kystland. I Vadehavet har man to store områder, nemlig halligen Jordsand i Hjerpsted so. og Rømødæmningens omgivelser, som begge er fuglereservater, der navnlig spiller en rolle for det store fugletræk langs Jyllands v.kyst. En anden gruppe fredninger omfatter lyngareal, egekrat og særl. skovtyper. Bl. disse kan nævnes Lindet skov, Arnum so., et lyngareal s.f. Spandet i Spandet so., et egekrat ved Gasse i Skærbæk so., et lyng- og kratareal i Arrild so. og endelig en del af Draved skov i Løgumkloster landsogn. Den sidstn. har stor naturvidenskabelig interesse p. gr.af bevoksningens rige variation, hvilket hænger sammen med en meget ringe forstmæssig udnyttelse og kultivering. Man finder derfor her en af de sjældne rester af egeblandingsskov, svære lag af mor og andre ejendommeligheder, som i videnskabelig henseende, navnlig vedrørende studiet af landsdelens ældre skovudvikling og vegetationshistorie og sammenspillet ml. naturlig plantevækst og kulturindgreb, har været af stor betydning.

Statistik.

Amtets areal var 1/4 1963: 1390,5 km². Af det samlede areal udgjorde købstæderne (derunder flækkerne) 45,04 km² og vandarealerne 35,3 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951 – 130.850 ha – udgjorde landbrugsarealet s. 445 99.747 ha, gartnerier og frugtplantager 59 ha, skove og plantager samt læ- og småplantninger 7931 ha, private haver 1658 ha, bebygget grund og gårdsplads 1317 ha, gader, veje, jernbaner, grøfter og hegn m.v. 3949 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 2154 ha, moser til tørveskær 1570 ha, hede, klitter, sumpe, stenmarker olgn. 12.112 ha og vandarealer 353 ha.

1964 var fordelingen af landbrugsarealet – i alt 95.389 ha – flg.: vinterhvede 610 ha, vårhvede 1431 ha, vinterrug 3776 ha, vårrug 172 ha, byg 17.133 ha, havre 15.587 ha, blandsæd 5199 ha, bælgsæd 39 ha, kartofler 738 ha, foderroer 7737 ha, sukkerroer til fabr. 687 ha, gulerødder til foder 5 ha, mark- og havefrø til udsæd 157 ha, olie- og spindplanter 2 ha, arealer m. gartneriprodukter på landbrugsejendomme 24 ha, brakarealer 1 ha, græsarealer og grønfoderarealer i omdriften 3492 ha og græsarealer uden for omdriften 7171 ha.

T. a. er i udstrækning det største af de sønderjy. amter, om end kun lidt større end Haderslev a.; af landets øvr. amter har de fleste et større areal end de sønderjy.

Høstudbyttet i T. a. var 1964: 429,7 mill. foderenheder, hvoraf 139,8 mill. kerne af korn, 34,1 mill. foderenheder halm, 76,3 mill. rodfrugter og 179,4 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1960 udgjorde den samlede vurderingssum i T. a. 517,2 mill. kr., hvoraf ejd. i T. kbst. og Højer og Løgumkloster flækker 123,8 mill. kr. og i landdistrikterne 393,3 mill. kr. Af ejd. i landkommunerne var der 33 større landbr. på over 12 tdr. hartk. m. i alt 518 tdr. hartk. (areal 3500 ha, ejdv. 69,9 mill. kr.) og 1897 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover m. under 1 td. hartk.) m. i alt 916,7 tdr. hartk. (areal 24.839 ha, ejdv. 64,3 mill. kr.). Bl. de øvr. ejd. i a.s landkommuner kan nævnes 3079 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. på 60,7 mill. kr. og 533 forretningsejd. m. el. uden beboelse m. en ejdv. på 21,9 mill. kr. Af købstædernes (Tønder kbst. og flækkerne Løgumkloster og Højer) ejdv. faldt 78,4 mill. kr. på beboelses- og forretningsejd. (deraf 1,0 mill. kr. på kommunale beboelses- og forretningsejd.).

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1964 i a. 790 heste, 107.390 stk. hornkv., hvoraf 32.432 malkekøer, 20.194 får, 155.009 svin, 468.698 høns, 746 kalkuner, 3026 ænder og 8400 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1964 i alt beskæftiget 1547 landbrugsmedhjælpere i a., deraf 1480 faste medhjælpere og 67 løse daglejere olgn. Den i alt 1963/64 beskæftigede arbejdskraft i a.s landbr. svarede til 1485 helårsarbejdere, hvoraf 790 faste, fremmede medhjælpere og 579 voksne børn og slægtninge og 116 løse daglejere; hertil kommer indehavernes, deres ægtefællers og mindre børns arbejde, der svarede til 3168 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1964 i T. a. på 3052 ejd. og traktor på 3108 ejd.; der var i alt 3595 traktorer.

Befolkningen. Hele a. havde ved folketællingen 1960: 42.457 indb. fordelt på 13.070 husstande (1860: 34.751, 1901: 33.319 (tysk tælling), 1930: 38.463, 1955: 42.842). Heraf havde købstæderne 1960: 10.499 indb. fordelt på 3644 husstande (1910: 7653, 1921: 7857, 1930: 7503); hertil kommer købstædernes forstæder 1960: 31 indb. (10 husstande); i andre bymæssige bebyggelser 1960: 9714 indb. fordelt på 3151 husstande og i de egl. landdistrikter 1960: 22.213 indb. fordelt på 6265 husstande (1955: 25.733).

Opgjort på grundlag af folkeregisteropgørelsens oplysninger var der i T. a. 1/1 1965 42.915 indb., deraf 10.906 i købstæderne (Tønder kbst. samt Højer og Løgumkloster flækker) og 32.009 i sognekommunerne.

Folkemængden i a. var 1960 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgere samtl. pers. – hustruer, mindreårige børn m.v. – hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 16.472 levede af landbr. m.v., 9144 af håndv. og industri, 3611 af handel og omsætning, derunder restaurationsvirksomhed, bank- og sparekassevirksomhed m.v., 2554 af transportvirksomhed, 3513 af administration og liberale erhverv, 895 af anden erhvervsvirksomhed og 5838 af formue, rente, understøttelse olgn.; 430 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1958 afholdte erhvervstælling var der i a. 421 virksomheder, der drev fremstillingsvirksomhed (industri og håndv., bortset fra bygge- og anlægsvirksomhed); disse virksomheder beskæftigede juni 1958 1621 pers. og havde en samlet omsætning (1957) på 108,7 mill. kr. og en lønudgift på 9,6 mill. kr. Af virksomheder inden for brunkulsgravning og stenbrydning var der 4 m. tilsammen 21 beskæftigede og en samlet omsætning på 228.000 kr. og en lønudgift på s. 446 108.000 kr., og inden for bygge- og anlægsvirksomhed 296 virksomheder m. 950 beskæftigede, en årsomsætning på 20,7 mill. kr. og en lønudgift på 3,7 mill. kr.

Endv. var der ved a.s 6 el-, gas- og varmeværker beskæftiget 54 pers.; værkernes samlede omsætning var 1957 6,6 mill. kr. og lønudgiften 0,6 mill. kr.

Inden for engroshandelen var der 119 virksomheder m. et personel på 431, en samlet omsætning på 93,0 mill. kr. og en lønudgift på 3,0 mill. kr., og inden for detailhandelen 536 virksomheder m. et personel på 1386, en samlet omsætning på 92,3 mill. kr. og en lønudgift på 3,8 mill. kr.

Endv. var der 143 vognmandsforretninger olgn. m. 240 beskæftigede, en omsætning på 6,2 mill. kr. og en lønudgift på 630.000 kr., 81 hoteller, restaurationer olgn. m. et personel på 286, en årsomsætning på 4,8 mill. kr. og en lønudgift på 0,4 mill. kr. og endelig 88 virksomheder, der yder forsk. service (vaskerier, renserier, frisører, fotografer m.v.), m. et personel på 214, en samlet omsætning på 2,2 mill. kr. og en lønudgift på 447.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1964 i a. 340,5 km landeveje, hvoraf 68,4 km hovedveje; desuden var der 1226 km biveje.

I Tønder politikr., hvis indbyggerantal omfatter ca. 87% af befolkningen i T. a. (derunder Tønder kbst. og Højer og Løgumkloster flækker), var der ved udgangen af 1963 indregistreret 4224 alm. personbiler, 149 drosker olgn., 54 rute- og turistbiler, 1577 vare- og lastbiler og 625 motorcykler.

Der var juni 1964 i a. 23 personautomobiler m. en samlet længde på 741 km, betjent af 31 vogne m. i alt 3640 pladser; der kørtes ugentlig ca. 411 ture (tur/retur) – i alt ca. 26.500 km.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold.

Af T. a.s driftsindtægter 1/4 1962-31/3 1963 – i alt 3.499.000 kr. – var de væsentligste poster grundskyld: 791.000 kr., ejendomsskyld 203.000 kr., bidrag pålignet sognekommunerne 1.475.000 kr., statstilskud til nedsættelse af grundskyld 685.000 kr. og renteindtægter (netto) 321.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 3.174.000 kr. – kan nævnes udgiften til medicinalvæsen 1.315.000 kr., vejvæsen og snekastning 604.000 kr., bidrag til amtsskolefonden 141.000 kr., forsorgsudgifter 4000 kr., rets- og politivæsen 13.000 kr. og administrationsudgifter 365.000 kr. A.s formue androg 31/3 1964: 12.319.000 kr., hvoraf i sygehuse 5.131.000 kr. og i andre faste ejd. 1.505.000 kr. A.s gæld var 1.419.000 kr. Ejendomsskyldpromillen til amtskommunen var (efter statstilskud) 1963/64: 12,64, hvilket var ca. 5 % højere end gnmst. for samtl. a., grundskyldpromillen til amtskommunen var for landejd. 5,49, d.v.s. et par procent højere end gnmst. for samtl. amter, og for andre ejd. 14,0, d.v.s. knap 20% højere end gnmst. for amterne, der var 11,45%.

M. h. t. de finansielle forhold for a.s sognekommuner under ét kan det nævnes, at de samlede løbende indtægter 1962/63 var 11.948.392 kr.; skatter og afgifter androg 12.765.444 kr., grundskyld 2.510.742 kr., grundstigningsskyld 36.184 kr., ejendomsskyld 1.064.741 kr., opholdskommuneskat 9.066.807 kr., erhvervskommuneskat 5913 kr., aktieselskabsskat 28.064 kr., og andre afgifter 35.485 kr., formue- og erhvervsindtægter indbragte 36.106 kr., bidrag til amtskommuner androg ÷ 1.450.171 kr., tilskud fra udligningsfonden til vanskeligt stillede kommuner 270.000 kr. og andre løbende indtægter 2058 kr. Af de løbende udgifter – i alt 11.231.504 kr. – var de sociale udgifter 4.168.112 kr., udgifter til undervisningsvæsen 3.040.810 kr., biblioteksvæsen 47.936 kr., vej- og kloakvæsen (inkl. gadebelysning) 1.631.516 kr., snekastning 92.491 kr., brandvæsen 84.530 kr., administration 1.098.433 kr., renter af lån 516.267 kr. og andre løbende udgifter 551.409 kr.

A.s sognekommuner ejede 31/3 1963: 29.747.258 kr., hvoraf i faste ejd. 19.894.236 kr. og i værdipapirer 9.853.022 kr.; sognekommunernes gæld var 31/3 1963: 11.457.489 kr.

Inddeling.

A. består af Tønder kbst., Højer flække og Løgumkloster flække samt herrederne: Tønder, Hviding, Lø, Højer og Slogs, omfattende ved folketællingen 1960: 33 sognekom. (39 so.).

Amtsrådet har 13 medl., hvoraf ved valget marts 1962 3 tilhørte Socialdemokratiet, 3 Det konservative Folkeparti, 4 Venstre og 3 andre partier.

M. h. t. valg til folketinget hører T. a. sa. m. Haderslev, Åbenrå og Sønderborg a. under XI. amtskr., der omfatter Haderslev, Åbenrå, Sønderborg, Augustenborg, Tønder, Løgumkloster og Rødding opstillingskredse.

I kirkelig henseende hører største delen af a. under Ribe stift; dette gælder således hele Tønder provsti m. 21 pastorater (33.277 indb.); endv. 8 pastorater i Tørninglen provsti (Arrild, Brøns, Hviding-Rejsby, Højrup, Roager, Skærbæk, Spandet og Vodder).

I jurisdiktionel henseende hører a. under flg. retskr.: 1) retskr. nr. 106, Tønder retskr. m. tingsted i Tønder kbst., omfatter Tønder kbst., Højer flække og 14 sognekommuner i a.; 2) retskr. nr. 105, Løgumkloster m. tingsted i Tønder og Åbenrå, omfatter Løgumkloster flække og 11 af a.s sognekom.; 3) retskr. nr. 101, Rødding m. hovedtingsted i Rødding og bitingsted i Toftlund, omfatter i Tønder a. sognekom. Arrild, Højrup og Vodder (ved bitingstedet i Toftlund); 4) retskr. nr. 98, Ribe m. hovedtingsted i Ribe og bitingsted i Bramminge, omfatter af T. a. sognekom. 1) Brøns, 2) Hviding, 3) Rejsby, 4) Roager og 5) Spandet.

A. er fordelt på 3 politikr., nemlig 1) politikr. nr. 72 (Tønder), 3 kbst. og flækker og 25 sognekom., 2) politikr. nr. 68 (Toftlund), 3 sognekom., og 3) politikr. nr. 66 (Ribe), 5 sognekom.

A. udgør Tønder amtslægekr. m. amtslæge i Tønder.

A. udgør Tønder amtstuedistr. m. amtstue i Tønder kbst.

A. er delt i 2 skattekr.: 1) Tønder og 2) Løgumkloster skattekr.

M. h. t. vurdering af landets ejd. udgør a. Tønder a.s skyldkr., der er delt i 3 vurderingskr., nemlig 1) Skærbæk, 2) Løgumkloster og 3) Tønder vurderingskr.

A. hører under 7. udskrivningskr., II. udskrivningsområde og omfatter lægderne 149–150, 155–159, 199 og 221–227.

Tønder amts politiske repræsentanter.

I. Stænderdeputerede 1834–48, 1853–63.

a. Købstæder og flækker.

Tønder (9. købstadvalgdistr., fra 1854 5. købstadvalgdistr. og tillige omfattende Højer, Løgumkloster og Vyk flækker): digegreve Andreas Nissen 1834–37; herredsfoged M. G. C. Drøhse 1838–41; over- og landretsadv. W. H. Beseler 1841–48; kbmd. Hugo Green 1853–54; brændevinsbrænder M. C. Matthiesen 1854–60; rådmd. A. T. Diemer 1860–63.

b. Landvalgdistrikterne.

7. landvalgdistr. (Tønder; Ravsted, Bylderup og Tinglev so. hørte til 4. landvalgdistr.): gdr. Peter Todsen 1834–36; gdr. Martin Adolph 1836; gdr. Peter Todsen 1838–41; sognefoged Detlef Lassen 1841–44; justitiarius Andreas Hansen 1846–48; gdr. J. F. Momsen 1853–60; sognefoged Peter Lund 1860–63.

c. Gejstligheden (3. gejstlige valgdistr.).

Tønder og Løgumkloster provstier (Tønder): sgpr. Chr. Christiansen 1854–63.

II. Rigsdagsmænd 1867–1918.

4. slesvigske valgkreds (Tønder a.; til aug. 1867 undt. Slogs hrd.), Husum og Bredsted amter samt landskabet Ejdersted, fra aug. 1867 tillige Løgumkloster a.): gehejmestatsråd K. Ph. Francke 1867; gdr. Eduard L. Reeder 1867–70; penningmester M. C. Petersen 1871; prof. P. W. Forchhammer 1871–74; godsejer, dr. med. H. H. W. E. A. Wachs 1874–81; adv. H. Gieschen 1881; snedkerm. G. R. Richter 1882–84; amtsdommer Ed. Francke 1884–90; prof. W. Seelig 1890–93; gdr. Th. Feddersen 1893–98; gdr. G. C. J. Tönnies 1898–1903; dr. med. J. Leonhart 1903–12; adv. A. Blunck 1912–18.

III. Landdagsmænd 1867–1918.

4. slesvigske valgkreds (Tønder a.): gdr. Justus Meyer 1867–73; kredsretsråd P. B. Hansen 1873–78; overtribunaladv. J. C. G. F. Johannsen 1878–79; amtsdommer Ed. Francke 1879–93; amtsretsråd C. A. Bachmann 1893–1908; landsretsråd J. Feddersen 1908; dr. phil. Anton Schifferer 1908–18.

Angående den politiske repræsentation efter 1920, se under Haderslev a. s. 89.

Oldtidsbebyggelse.

Tønder a. hører til landets fattigste, hvad oldtidsminder angår; kun i visse strøg træffer vi på det’ højere land et større antal høje. I øvrigt har det lave, til dels sumpede land næppe i oldtiden været synderlig indbydende for sten- og bronzealderens mennesker. Og dog er fra denne egn kommet det prægtigste oldtidsfund, vi kender fra vort land, de desværre forsv. guldhorn fra Gallehus.

Fra ældre stenalder kender vi nogle bopladser i et par af de største moser, Kongsmosen ved Løgumkloster og Terkelsbøl mose og langs åerne (Gårdeby ved Tinglev) gudenåkultur.

Af yngre stenalders store stengrave er der kun få, 12 i alt, og af disse har de 8 – deribl. 3 bevarede – ligget i 3 af de nordligste so. af Hviding hrd. I Bredeådalen ved Abterp er fundet to anselige langdysser, der var dækkede af marsk- og tørvedannelser. Der har dernæst været en dysse helt nede i Møgeltønder og en dyssetids jordgrav ved Daler. Et par ødelagte jættestuer, ved Fjærsted og Bov, har givet ganske gode fund af keramik. Utvivlsomt har der været en del enkeltgravskultur i egnen; omkr. halvdelen af de 173 bevarede høje er vel fra dette folk, og dette gælder formodentlig også en stor del af de ca. 500 sløjfede høje; men der er ikke foretaget mange udgravninger af enkeltgravshøje i denne egn.

Af bronzealderhøje har der vel været 3–400, hovedsagelig samlet i grupper på bakkedragene; nogle af de største har ligget på Gasse-højdedraget ved Skærbæk, ved Ø. Løgum og s. 450 Hjerpsted. Men de fleste er nu borte og mange af de bevarede slemt medtaget. Særl. vigtige bronzealderfund kendes ikke fra Tønder a.; nævnes kan egekistefundet fra Nøragerhøj (Emmerlev so.) og ringparret fra Enderup (Hviding so.).

Jernalderbebyggelsen tager i langt højere grad de lavere strøg i brug. Vi kender et ret stort antal bopladser, både fra keltisk tid (Roager) og ældre romersk jernalder (Enderup, Astrup banke, Søndernæs, Ottersbøl), ligesom mange urnegravpladser er kendt, fra keltisk jernalder Ullemølle, Vestermølle, fra ældre romersk tid Hviding, Vesterbæk, Astrup banke, Ottersbøl og Drengsted, for at nævne nogle af de vigtigste.

Fra germansk jernalder havde vi de berømte guldhorn og dernæst hustomter ved Drengsted. Vikingetiden er kun repræsenteret af en grav ved Rends og et par sølvfund (V. Lindet, Jyndevad). Ingen runesten nævner nogen af egnens beboere i vikingetiden.

I Tønder a. har vi i alt flg. fredede oldtidsmindesmærker: 3 langdysser, et dyssekammer, en jættestue, 2 langhøje, 173 høje og et areal m. 30 tuegrave.

Bebyggelse i historisk tid.

A.s romanske kirkebygninger fordeler sig materiale- og tidsmæssigt noget anderledes end i det øvr. Jylland. Skønt der også her er en del bygn. af granitkvadre, mest mod v., og rå kamp, fortrinsvis i a.s østl. del, domineres kirkebestanden snarest af to større grupper: mod nv. de m. Ribeegnen nært beslægtede tufstenskirker, hvoraf de anseligste er Ballum, Brøns samt Hviding, der efter de seneste udgravninger har været treskibet og m. to tårne mod v. Denne anselige bygn., der ligger på gl. kulturlag, må formentlig ses i forb. m. en bebyggelse ved det også sen. meget benyttede udskibningssted. I a.s sydl. del, langs grænsen, ligger der en række senromanske teglstenskirker, hvoribl. den pynteligste er Nr. Løgum, hvis fine detaljer ikke som ventelig peger mod Løgum klosterkirke, men snarere mod den store sjællandske skole. Klosterkirken, der er en af landets fineste bygn. i senromansk-unggotisk overgangsstil, har derimod sine kunstneriske forudsætninger i Frankrig og til en vis grad i Nordøstholland. Sengotikken er her som andetsteds mest repræsenteret i udvidelser og andre tilbygninger som våbenhuse og tårne. Tårnene er hyppigt af den s.k. Tørninglenske type m. spir ml. spidsgavle, der prydes af højblændinger, ledsaget af savskifter og savskiftestumper. Typen synes at være opstået o. 1400, men har holdt sig sejt. I bykirken Tønder er der stammen af et gotisk tårn, men den endnu gotisk virkende langhusbygn. er opf. 1591–92. Visby kirke er helt ombygget i renæssancetiden, men har dog en romansk kerne. Ejendommeligst blandt de efter reformationstiden ombyggede kirker er skipperkirken på Rømø, der m. sine talr. tilbygninger, »kviste«, har fået en enestående intim og hyggelig interiørvirkning.

Kirkernes inventar er gennemgående rigere end sædvanligt. Der er et ret betydeligt antal sengotiske altertavler, og flere kirker, især Tønder, viser rige prøver på renæssancens og barokkens træskærerkunst. Ribeegnens retarderede sengotik fra sidste fjerdedel af 1500t. har en vis udbredelse, især i a.s nordl. dele.

Den verdslige bygningskunst er for borgarkitekturens vedk. ikke overvældende. Af egnens hovedslot, Tønderhus, er i det væsentlige kun en portbygn. fra renæssancen i behold, og af Peder Rantzaus Trøjborg fra 1580 er kun en ruin tilbage. Velbev., om end omdannet i rokoko, er Hans Schacks barokslot Schackenborg fra 1660erne (tidl. Møgeltønderhus) samt amtmandsboligen (»Slottet«) i Løgumkloster fra 1614. Af den mere beskedne, borgerlige bygningskunst er der i Tønder bev. adsk. meget smukke huse fra midten af 1500t. til slutn. af 1700t. m. rige portaler og smukke gadedøre, ligesom Møgeltønder kan opvise en enestående samlet, idyllisk bebyggelse, mest fra 1700t. Enkelte af de brede marskgårde m. overdækket gårdsrum, bygget på værfter, er bev. på Højerkanten, og et par karakteristiske præstegårde som Ubjerg fra 1675 og Hostrup fra 1734 er ligesom ovenn. verdslige bygninger fredet.

Historie.

Tønder amt. En årbog fortæller 1285, at kong Erik af Danmark fangede hertug Valdemar og nedbrød borgen Tønder. Året efter blev hertugen frigivet og fik borgen tilbage. Advocacia de Tundris nævnes 1326. Det vides ikke, hvad der dengang hørte til fogderiet. Måske var det kun Højer og Tønder hrdr. Mul. har også Slogs hrd. allr. da ligget under Tønder fogderi. Derimod hørte Kær hrd. under Læk fogderi, der nævnes 1326. I overenskomsten af 1340 ml. hertug Valdemar og de holstenske grever omtales kun 3 fogderier i Slesvig: Tørning, Gottorp og Tønder. Læk fogderi synes at være kommet under Tønder. Om dettes størrelse vidner også, at indløsningssummen s. 451 var den sa. som for Tørning – hvortil Haderslev også hørte – nemlig 10.000 mk. sølv. 1354 var hertugen herre over Tønder fogderi. Kort efter kom det til kongen, men blev 1357 atter erobret af hertugen. Efter at den sidste hertug, Henrik, var død, fik kong Valdemar Atterdag magten her, men da han døde kort efter, kom borgen på de holstenske grevers hånd. Deres foged, Henneke Limbek, gik hurtigt over på dronn. Margrethes side, men 1378 indtog holstenerne borgen på ny. Grev Gerhards enke pantsatte 1405 Tønder len til dronningen, men efter hendes død 1412 kom holstenerne på ny i besiddelse af borgen. Et da. forsøg 1422 på at generobre den mislykkedes. Først da Chr. I 1460 blev kåret til landenes herre, kom lenet igen under kongen. Henning Pogwisch havde det i pant for 25.000 mk. lybsk. Kongen fratog ham lenet 1480 p.gr.af hans adfærd mod bønderne.

På denne tid hørte, som det fremgår af et pantebrev fra 1470, flg. områder til »unse slot Lutken Tunderen«: Tønder by, Tønder hrd., Højer hrd. m. Højer by og »Keldebu« (ɔ: Koldby), Slogs hrd. m. Perbøl, »som ligger i Åbenrå len«, Kær hrd. undt. et gods, som var pantsat, Risenmoor med Vestermarsk og Østermarsk, som tilsammen kaldes Bøking hrd. Desuden Horsbøl hrd. – som allr. på denne tid også benævnes Viding hrd. – samt Sild og Øster hrd. på Før. Højer hrd. nævnes i ValdJb. Tønder hrd. forekommer første gang 1305 og har vel opr. været en del af Højer hrd. Slogs hrd. kaldes i ValdJb. Locthorpheret. Det er eneste gang, denne navneform forekommer, mens Slogs hrd. allr. er i brug før 1200. Løgum el. Lø hrd. omtales også før 1100. Det vides ikke, om det har hørt under Tønder len, mest sandsynligt er det, at det har været et selvstændigt len under Trøjborg, som første gang nævnes 1347. Lundtoft hrd. – i ValdJb. Kliplev hrd. – var fra 1344 pantsat til Limbek’erne, sen. Ahlefeldt’erne på Søgd. 1498 blev det indløst af hertug Frederik og lagt under Tønder amt.

Ved delingen 1490 kom Tønder a. til hertug Frederik, og 1544 tilfaldt det hertug Hans d. Æ. Da hans besiddelser blev delt 1581, kom a. til hertug Adolf af Gottorp. Bortset fra de kortvarige sekvestrationer 1675–79 og 1684–89 forblev det under Gottorp, indtil det 1713 blev besat af de kgl. tropper. 1665 blev 3 plove indlemmet i Tønder by. I øvrigt fik det forsk. udvidelser. Da Svabsted a. blev ophævet 1702, blev Bordelum fogderi henlagt til Tønder a., men blev 1713 udskilt herfra og overført til Flensborg amt. 1785 kom det til Bredsted a., idet nogle plove i Læk, Enge og Stedesand so. dog på ny kom til Tønder amt. Solvig og Kogsbøl-Søndergde blev erhvervet af hertugerne og var fra 1724 helt indlemmet i a., om end de blev ved med at være selvstændige kommuner. Da Slesvig domkapitels gods og Mårkær a. blev fordelt 1777, kom fogderierne Stedesand og Haksted i Kær hrd. og fogderiet Karlsvrå i Slogs hrd. til Tønder amt. Ved patent af 23/12 1796 blev det lindevedske fogderi Bredevad ligeledes indlemmet i amtet. 1807 blev en del ejendomme i Tumbøl, hidtil under Grøngrøft, lagt under Lundtoft hrd. og Tønder amt.

Af en opgørelse fra 1581 fremgår det, at der på dette tidspunkt var 33 selvejergde i Tønder hrd., hvorpå boede 62 folk, og 17 2/3 fæstegde m. 32 folk. Hertil kom 59 kådnere og 3 gde under kirken m. 3 folk. I Højer hrd. var der 49 1/2 selvejergde m. 88 folk, 7 1/2 fæstegde m. 12 folk og 104 kåd. I Slogs hrd. var der 74 selvejergde m. 138 folk, 57 1/2 fæstegde m. 71 folk, 13 mindre ejendomme m. 13 folk og 82 kåd. I Lundtoft hrd. var der 50 selvejergde, hvortil kom 7 hele fæstegde på Sundeved. På disse boede i alt 83 folk. Der var 38 kåd i hrd. og 5 på fyrstelig nådes jord. I landsmatriklen 1652 var Tønder hrd. ansat til 44 plove, Højer hrd. til 45, Slogs hrd. til 185, Kær hrd. til 219 1/2, Lundtoft hrd. til 49, Viding hrd. til 190 3/4, Bøking hrd. til 158 1/4, Sild til 52 og Østerland-Før til 55 1/2. Heri er ikke medregnet de adelige godser og kogene, ej heller Tønder by, der 1652 var ansat til 120 plove, hvilket sen. blev noget formindsket. Ved de forsk. inkorporationer, i alt 194 1/2 plov, blev området betydeligt udvidet. Plovtallene blev efterhånden reguleret. 1864 var det i alt på 1041 1/4 plov mod de 999 i landsmatriklen. Det særl. ekstraordinære plovtal var på 1122 1/2, hvortil kommer 64 1/2 for de adelige godser og 276 3/4 for de oktrojerede koge. 1849 var de 5 gesthrdr. ansat til 74.849 skattetdr., de 2 marskhrdr. til 24.703 tdr.

Mens der kun var én husfoged for hele hrd., var der fra gl. tid en amtsskriver for de 5 gesthrdr., Tønder, Højer, Slogs, Lundtoft og Kær samt Sild og Østerland-Før. For Bøking og Viding hrdr. var der en særl. landskriver. De 2 embeder blev forenet fra 1/4 1863. I løbet af 1700t. blev landfogden på Sild en selvstændig oppebørselsbetjent, der sendte sine regnskaber direkte til rentekammeret. Landfogden på Østerland-Før var som regel også birkefoged for den kongerigske del af øen og Amrum. De to landfogder havde i øvrigt også forsk. retslige forretninger. I de 5 gesthrdr. bestod retten af herredsfogden som dommer, af retsskriveren, 2 sandemænd og 8 tinghørere. I Højer birk bestod retten foruden af birkefogden – det var herredsfogden i Højer hrd. – af 8 rådmænd, hvis bestalling var udstedt af amtmanden. I de 2 marskhrdr. s. 452 førte amtmanden forsædet, landskriveren var protokolfører, og 12 rådmænd, udpeget af amtmanden, var dommere. De traf deres afgørelse ved stemmeflertal. På Sild og Østerland-Før var der en tilsvarende ordning. Fra disse 2 sidstn. retter samt de 2 marskhrdr. kunne der appelleres til den s.k. treherredsret, der blev holdt en el. flere gange om året i Tønder og bestod af to repræsentanter fra hver ret, idet de to fra den ret, hvor den appellerede dom var afsagt, ikke kunne deltage i afgørelsen.

Fra gl. tid var der en kommunal herredsrepræsentation, Højer hrd. havde 3, Tønder hrd. 2 herredsfuldmægtige. De blev foreslået af herredsfogden og udnævnt af amtmanden. I Slogs hrd. var der i hvert so. en sognerepræsentant, som blev foreslået af de gammeltønderske sognebeboere og udnævnt af herredsfogden på 6 år. Hertil kom 5 repræsentanter for de solvigske, lindevedske, løgumklosterske, kogsbølske og mårkærske undersåtter, udnævnt af amtet. Lundtoft hrd. havde 5 herredsfuldmægtige, 1 for hvert so., valgt af gårdmændene på 3 år. I Kær hrd. og i marskherrederne samt i de to »landskaber«, Sild og Østerland-Før, var antallet af repræsentanter større. På Sild var der ikke mindre end 27 i alt, nemlig de 12 rådmænd og 15 valgte repræsentanter. Nogen amtsrepræsentation fandtes ikke, men amtsfondsregnskabet, die »Amtsanlagerechnung«, blev udarbejdet én gang om året af amtsskriver, landskriver, herredernes og landskabernes fuldmægtige i fællesskab.

I Ribe Oldemor o. 1340 opføres under Lø hrd. Mjolden, Døstrup, Randerup, Bredevad, Løgum og Møgeltønder, under Tønder hrd. Daler, Abild, Ubjerg, Visby og Lilletønder og under Højer hrd. Hjerpsted, Ballum, Anflod, som gik til i vandfloden 1362 el. 1436, samt Emmerlev og Skast. Af de under Tønder og Højer hrdr. nævnte so. var der dog flere, som helt el. næsten helt blev unddraget herredets jurisdiktion og kom under kongerigske birker. De blev en del af enklaverne, som havde kongetigsk lov og hørte under Riberhus, sen. Ribe a., Viborg landsting og herredagen. 1292 fik Ribe borgere kgl. brev på fri besiddelse »af deres forstrand, List, Mandø og alle kyster, som ligger imellem fornævnte steder og Ribe by«. Ved freden i Vordingborg 1435 forbeholdt kongen sig bl.a. Vester hrd. på Før og List på Sild »for os og vore efterkommere til kronens behov«. Selv om Vesterland-Før en tid var pantsat, bl.a. til hertug Adolf, hørte disse områder dog nu under kongeriget.

Biskoppen i Ribe havde allr. i 1200t. betydelige besiddelser i de vestslesvigske so. 22/11 1233 blev der sluttet et forlig ml. beboerne i Tønder – dvs. Møgeltønder – so. og Anflod so. om tjeneste til »vor gård«, uden tvivl Møgeltønderhus, som i øvrigt nævnes i en overenskomst ml. biskoppen og hans fæstebønder i Møgeltønder 8/9 1258. I et brev af 3/8 1240 gav hertug Abel biskoppens forvaltere og tjenere i Tønder (Møgeltønder), Daler og Ballum frihed for al hertugelig skat og tjeneste m. undt. af leding, kværsæde og stud. Sen. ejede biskoppen næsten hele Ballum so., hvor han havde en gd., Brink, hvortil der også lå gods på Rømø, formodentlig det gods, som biskop Peder Thuresen 1347 havde skænket til bispestolen. En meget betydelig udvidelse af sine besiddelser i Vestslesvig fik bispestolen, da dronn. Margrethe 1407 til biskoppen pantsatte Trøjborg m. Lø hrd. Dette slot havde hun kort før erhvervet af Claus Limbek. Allr. 1348 havde Hans Limbek fået Visby so., byen Sølsted i Abild so. og landet »Riim« el. Rømø i pant af hertug Valdemar. Her er formodentlig tale om den sydl. del af Rømø, som ikke ejedes af Ribe bispestol el. andre kirkelige institutioner. 1468 fik biskoppen kgl. brev på en række birker, bl. dem Møgeltønder, Rømø og Ballum.

Også Ribe domkapitel havde betydelige besiddelser i Vestslesvig, 1530 var det i alt 83 gde og 10 bol samt nogle forbedelser, i Emmerlev havde det ikke mindre end 15 gde og 1 bol. Hertil kom, at Ballum og Emmerlev kirker allr. 1214 var blevet lagt under kapitlet.

Ved reformationen kom bispegodset under kronen. Noget kom under Riberhus len, men Trøjborg, Brink og Møgeltønder blev selvstændige len. Trøjborg blev 1579 mageskiftet til Peder Rantzau, der også fik kronens rettigheder til selvejergdene samt en del andet gods i Lø hrd., som havde ligget til Riberhus len. Han skulle overtage dette gods m. sa. højhed og rettighed som kronen, både m. herredsting, herredstingsret, strøm og jus patronatus. Det vil altså sige, at en privatmand ligefrem overtog et helt hrd. m. herredstinget, som reelt blev et adeligt birk. Brink blev nedlagt 1562 og jorden udskiftet bl. bønderne. Lenet, som bestod af Ballum birk, kom under Riberhus, men 17/10 1579 fik Peder Rantzau det, så længe han levede, og derefter hans søn Daniel i 10 år. Det var til erstatning for Trøjborg len, som han havde fået til ejendom. 1602 blev birket lagt under Riberhus. Møgeltønder var et selvstændigt len, indtil det 5/8 1583 blev skødet til Benedikt Rantzau, dog m. undt. af det gods der lå i Haderslev amt. 31/10 1599 købte kongen det tilbage, og 1600 blev det lagt under Riberhus. 5/9 1661 blev både Møgeltønder og det dertil hørende birk samt Ballum birk m. Rømø Sønderland og Brinks ejd., s. 453 List, Vesterland-Før, Amrum og Lustrup birk m.m. skødet til feltherre Hans Schack. 1663 erhvervede han desuden ved mageskifte en del gods i Vestslesvig, som havde tilhørt domkapitlet og Ribe hospital m.fl. Ved oprettelsen af grevskabet Schackenborg 1676 fik han yderligere en del gods i Højer, Lø og Hviding hrdr. Det drejede sig om 432 tdr. hartk. Hertil kom endv. jus patronatus til Emmerlev kirke. En del af dette gods havde tilhørt Ribe hospital, bispeembedet, domkirken og dens præster, konrektor og dr. Ludvig Pouch. Ved skøde af 6/11 1673 fik de vederlag i forsk. gods, mest n.f. Kongeåen.

Ved et kgl. brev af 16/4 1563 blev det bestemt, at de kongerigske bønder i Hviding hrd. skulle være tingpligtige til Lustrup birk, de i Højer hrd. til Ballum birk og de i Nr. Rangstrup og Tønder hrd. til Møgeltønder birk. Skt. Nikolai birk blev genoprettet og skulle være ting for bønderne i Frøs, Kalvslund, Gram og Tyrstrup hrd. Bestemmelsen synes først at være trådt i kraft fra 1572, og den blev ophævet ved Kolding recessen af 1576 p.gr.af modstand fra hertug Hans d. Æ. De kongerigske undersåtter, der ikke hørte under et af de kongerigske birker, var herefter – som før – tingpligtige til det alm. herredsting. Da Hans Schack efter 1660 erhvervede så at sige alt kongerigsk gods v. og n.f. Tønder, og dette – i hvert fald efterhånden – blev lagt under et af de 3 birker, der tilhørte ham, Lustrup, Møgeltønder og Ballum, var der ikke større problemer i dette område. Længere mod n. fandt spørgsmålet sin løsning ved oprettelsen af Riberhus birketing 15/7 1735, der kom til at omfatte de kongerigske undersåtter i Frøs, Gram, Kalvslund og Hviding hrdr., som ikke lå til de schackenborgske birker. Birkeretten over Ballum og Møgeltønder birker blev 31/7 1807 overdraget kongen, og 1810 blev de lagt sammen. 25/5 1844 blev Lø hrd. forenet m. denne jurisdiktion.

Visby so., der opr. hørte til Tønder hrd., var uvist hvornår blevet en slags birk, idet bønderne her havde søgt deres ret »under dem selv«. 8/7 1552 fik de tilladelse til at søge deres ret ved Lø hrd.s ting. Dette hrd. bestod herefter af so. Visby, Brede, Døstrup, Mjolden og Randerup samt af Lundsgd. i Højst so. Der var dog en del ejendomme i disse so., som var tingpligtige under Ballum og Møgeltønder birker. I alle so. undt. Visby var der løgumklosterske undersåtter. Disse var dog tingpligtige under Lø hrd. Det sa. gælder de ejendomme i Brede, som hørte under Solvig, samt de kogsbølske undersåtter i Drengsted, Mjolden, Ottersbøl og Gærup. I Skast og Emmerlev so. under Højer hrd. og i Kringlum under Ballum birk var der en del trøjborgske undersåtter, som også var tingpligtige under Lø hrd. De trøjborgske arvefæstere, som boede i Skast, Emmerlev, Sdr. Sejerslev og Kærgd., var dog tingpligtige under Højer hrd. Til Møgeltønder birk hørte gods i flg. so.: Abild, Brede, Daler, Emmerlev, Hjerpsted, Højer og Møgeltønder, til Ballum birk gods i Ballum, Døstrup, Mjolden, Randerup, Skast og Skærbæk so. samt den nordl. del af Sild (List) og Rømø Sønderland. De kongerigske ejd. i den nordl. del af Rømø hørte under Riberhus birk, men kom sen. under Ballum birk. 1691 siges det, at de schackenborgske undersåtter i Emmerlev, Hjerpsted og Skast so. var tingpligtige til Højer hrd., mens 4 gde og 4 kåd i Abild var tingpligtige til Tønder hrd. Af de mange enklaveso. var der kun et, der var helt kongerigsk, nemlig Ballum. I alle de øvr. boede slesvigske og kongerigske undersåtter ml. hinanden. De slesvigske undersåtter i Abild, Daler, Emmerlev, Hjerpsted, Højer, Møgeltønder og Skast so. var tingpligtige til Tønder og Højer hrd., de ikke-kongerigske ejendomme på Rømø og i Skærbæk so. lå under Hviding hrd.

Det var ikke blot de kongerigske enklaver, der formindskede det område, som engang havde hørt til Tønder amt. Også Løgum kloster erhvervede meget gods på egnen. Allr. 1269 el. 1279 synes klostret at have fået birkeret for sine bønder, en ret, der blev bekræftet 1313 og 1334, men må være gået tabt lidt senere. 1379 sluttede klostret et forlig m. Hans Limbek på Trøjborg, som overdrog det »den verdslige jurisdiktion i Løgum so., Alslev by og Kumled mark«. Det stemmer med, at Løgumkloster birk i sen. tid kun omfattede gods i Nr. Løgum og Løgumkloster so. – de var indtil 1739 ét so. – samt i en del af Højst so., nemlig Alslev, Alslev Vrå, V. Højst m. Vittegd. Løgumkloster blev – måske o. 1566 – et særl. a., der sen. blev forenet m. Åbenrå amt. De ejendomme, som ikke lå i birket, var fordelt på 6 fogderier, nemlig Abild, der omfattede gods i Abild, Højer og Daler so., Svanstrup m. gods i Brede, Døstrup, Randerup og Skast so., Skærbæk m. gods i Døstrup, Mjolden, Skærbæk, Brøns, Vodder, Roager, Arrild, Toftlund og Branderup so., Alslev m. gods i Højst, Bedsted og Agerskov so., Ravsted m. gods i Ravsted, Højst, Bylderup og Tinglev so. samt Frøs hrd. m. gods i Hygum so. Fogderiernes undersåtter var tingpligtige under det hrd., hvori de boede. M. h. t. skyld- og pantevæsen, skifte- og overformynderi samt auktioner hørte de dog under Løgumkloster. Det var amtsforvalteren, der udførte disse forretninger, indtil birkefogden 23/1 1838 overtog embedet som fogderifoged. Amtsforvalteren beholdt dog førelsen af skyld- og panteprotokollerne.

Under Svabsted a., der bestod af det tidl. slesvigske bispegods, hørte 1622 1 gd. i Vinum og 2 gde i Lovtrup, begge i Døstrup so. De synes tidl. at have ligget under Haderslev a. 1702 kom de under Løgumkloster.

Rundt om i a. var der også en del adelige undersåtter. De fleste af dem blev efterhånden erhvervet af landsherren, men bevarede dog en vis selvstændighed. 1631 købte hertugen en del fæstegde i Slogs og Kær hrdr., som havde hørt under Ahlefeldt’erne på Sattrupholm i Gottorp amt. De blev ikke indlemmet i a., men kom under Mårkær a., hvor de – mul. sa. m. tidl. erhvervet s. 455 gods – udgjorde et særl. fogderi, Karlsvrå, som 1701 bestod af 12 hele og 12 halve gde samt 13 kåd. Foruden lensfogedgden i Karlsvrå, Bylderup so., hørte hertil n.f. den nuv. grænse ejendomme i Bylderup og Lendemark i sa. so., i Eggebæk, Tinglev so., samt i Bjolderup so. Hertil kom 2 kåd i Hellevad so. De mårkærske ejendomme var tingpligtige til det hrd., hvori de boede. De blev 1777 indlemmet i Tønder amt.

Da Frederik Ahlefeldt 1681 erhvervede Solvig i Hostrup so., Slogs hrd., fik han også jurisdiktionsretten. Undersåtterne købte sig selv 1692, og der blev da oprettet et særl. Solvig-ting, som nævnes 1703. Godset havde undersåtter i flg. so.: Abild, Bedsted, Brede, Burkal, Bylderup, Hostrup, Højst, Ravsted, Tønder landso., og Ubjerg. De var – i hvert fald fra 1724 – tingpligtige i de hrdr., hvori de boede, dog var beboerne i Hostrup og Højst so. dels tingpligtige til Slogs hrd., dels til Tønder hrd., mens Lundsgd. i Højst so. hørte under Lø hrd., og en ejd. i Arndrup, Bedsted so., var tingpligtig til Slogs hrd.

Lindeved gods i St. Vi so., Vis hrd., havde en del gods i Vestslesvig og i Slogs hrd. Det vestslesvigske gods havde tidl. hørt under Høgsbrogd., Spandetgd. og Vesterbæk. I Hviding hrd. var der meget lindevedsk gods, som lå under Spandet og Høgsbro fogderier. Til det sidste hørte også 2 gde og 2 kåd i Lovtrup, Døstrup so. Desuden var der et stort lindevedsk godsområde (opr. under Sattrupholm) i Slogs hrd. Det udgjorde den største del af fogderiet Bredevad og omfattede gods i Bylderup, Ravsted, Tinglev og Burkal so. Hertil kom enkelte ejendomme i Uge, Rise og Bjolderup so. Undersåtterne var tingpligtig under herrederne og blev 1776 lagt under Tønder amt.

Godserne Kogsbøl og Søndergde kom 1649 og 1652 under hertugen. En tid var de overdraget til Ahlefeldt’erne, men 1696 blev de på ny erhvervet af hertugen. Undersåtterne var tingpligtige i den retskreds, hvori de boede, men udgjorde en særl. kom. O. 1800 hørte til Kogsbøl ejendomme i Emmerlev, Hjerpsted, Mjolden, Daler, Møgeltønder, Hostrup og Tønder landso. En enkelt gd. lå i Viding hrd. og 1 i Bedsted so. Søndergde var langt mindre end Kogsbøl, og hertil hørte kun gods i Emmerlev so.

En enkelt gd. i Tinglev hørte under den gråstenske gd. Årup. Til Søgd. hørte ejendomme i Bylderup, Foverup og Ravsted samt i Tinglev. Stoltelund havde egen jurisdiktion, men blev 1/7 1806 forenet m. Lundtoft hrd. Det omfattede gods i Tinglev og Bov so.

Til Bolderslev fogderi, Haderslev a., hørte i Tinglev so. 2 landbol, i Lendemark, Bylderup so. 1 halvgd. De var tingpligtige til herredet. 1 ejd. i Terkelsbøl, Tinglev so., hørte under Rise hrd., Åbenrå amt. I Bønderby, Møgeltønder so., var der nogle inderststeder, som hørte under Hviding hrd., Haderslev amt. 1835 kom de under Tønder hrd. og amt.

Bjolderup so. i Rise hrd. var delt ml. dette hrd. og Slogs hrd., hvortil hørte ejendomme i Gåskær, Perbøl, Rebbøl, Smedager, Todsbøl og Vollerup. Til Slogs hrd. hørte endv. de løgumklosterske og solvigske undersåtter i Arndrup, Bedsted so., mens de kogsbølske ejendomme i Ø. Terp, Bedsted so., hørte under Tønder hrd. En del af Lovtrup i Uge so. var tingpligtig under Slogs hrd., resten under Lundtoft hrd., som indtil 1850 var en del af Tønder amt. I dette a. var der et stort antal adelige undersåtter, og jurisdiktionsforholdene her var yderst indviklede. De vil blive nærmere omtalt under Åbenrå amt.

En retslig særstilling indtog også de oktrojerede koge, som var et resultat af århundreders arbejde m. inddigning mod Vesterhavet. Viding hrd., det gl. Horsbøl hrd., bestod opr. af flere øer. Det menes at være blevet inddiget 1436. Ml. det og gesten ved Højer, Daler og Møgeltønder skar havet sig ind med en fjord, der mod ø. strakte sig forbi Tønder henimod Rørkær. Mod s. videde den sig ud og dannede en bugt, hvoraf Gudskog sø endnu er en lille rest. 1506–13 søgte hertug Frederik at gøre Viding hrd. landfast ved at slå et dige fra Rudbøl til Oldorf. Det mislykkedes dog. Havet brød igennem. 1545–51 blev vejen fra Sæd til Kær hrd. nybygget. Den virkede som et dige. For at sikre den beg. man 1553 at bygge et dige fra Møgeltønder til Kær hrd., og året efter tog man fat på langs Vidåens n.side at opføre et dige fra Højer til Rudbøl og siden mod ø. til Gripenfeld, hvor det blev ført over åen til Grelsbøl i Humtrup so. 1562–66 gik man videre og byggede et kort frontdige tværs over dybet fra Rudbøl til Rosenkrans, derfra til Fegetasch og videre s.over, så man fik inddiget den store Gudskog sø. Der var mange digebrud, således under julestormen 1593, da diget ml. Rudbøl og Højer næsten blev ødelagt. Det hjalp noget, da man 1618 slog et dige fra Rosenkrans til det gl. dige om Viding hrd., hvorved Brunsoddekogen opstod. Man slap nogenlunde fra den store stormkatastrofe 1634, da bl.a. en stor del af Nordstrand sank i havet, og mange tusinde mennesker omkom. Også sen. hærgede vandfloderne gang på gang, fx. 1717 og 1825. I 1600t. og 1700t. fandt der en del inddigninger sted. De havde et mere kapitalistisk præg, idet de blev gennemført af en slags interessentskaber, hvis deltagere, de s.k. hovedparticipanter, fik ret til jorden i et vist antal år mod at s. 456 udrede en vis afgift pr. demat. Disse koge fik særl. privilegier, en oktroj, hvorved de blev en slags små republikker m. udstrakt selvstyre. De fik deres egen ret, der bestod af en kogsinspektør el. en særl. indsat justitiarius og et vist antal rådmænd. Helt el. delvis n.f. den nuv. grænse ligger Gl. Frederikskog, som fik sin oktroj 13/10 1690, og Rudbøl kog, hvis oktroj er fra 30/6 1712. Det til Frederikskog hørende forland blev inddiget i årene 1859–61, og denne nye kog blev kaldt Ny Frederikskog. 24/3 1859 blev det godkendt, at Gl. Frederikskogs oktroj også skulle have gyldighed for den nye kog.

Foruden de adelige godser, der lå direkte under den adelige landret, var der også enkelte større, ikke-adelige gårde, som ikke hørte under de alm. herredsretter. I Tønder a. var der tre af disse s.k. kancelligodser, nemlig Hajstrupgd. i Bylderup so., Hestholm og Mejerholm i Tønder landsogn.

1759 beg. opdyrkningen af de jy. heder m. tyske kolonister, og ved slutn. af det flg. år var der kommet 265 kolonistfamilier hertil. Også i Slesvig blev der anlagt kolonier. 1765 var der i Gottorp og Hütten a. anl. 408 steder, i Flensborg a. 71 steder, i Tønder a. 82, som alle blev opret. 1764. De 7 kolonier var Frederiksgave, der især lå i Abild so. og havde 9 koloniststeder, Julianeborg el. Julianebjerg, især i Bylderup og Hostrup so., m. 8 steder, Christianshåb, der især lå i Burkal so., m. 11 steder, og Sofiendal i Tinglev so. m. 20 steder. Hertil kom 3 kolonier i Tønder a. s.f. den nuv. grænse: Vilhelminenfeld, Friedrickshof og Louisenebene. 1802 var der i kolonien Julianeborg 8 huse, i Christianshåb 11 og i Sofiedal 20.

Efter treårskrigen skete der afgørende ændringer i Tønder a.s omfang. 17/9 1850 blev Løgumkloster a., som hidtil havde været sa. m. Åbenrå a., underlagt amtmanden i Tønder, mens Lundtoft hrd. og Lovtrup by i Uge so. kom fra Tønder a. til Åbenrå amt. Stoltelund gods havde hidtil været forenet m. Lundtoft hrd., men kom nu under Slogs hrd., således at det forblev i Tønder amt. Byerne Todsbøl, Gåskær, Smedager, Vollerup og Rebbøl i Bjolderup so., som hidtil havde hørt til Tønder a., kom også under Åbenrå amt. Ved patenter af 3/6 1853 og 6/2 1854 blev de adelige godser og de oktrojerede koge lagt under amtet.

De kongerigske enklaver blev ved freden i Wien afstået sa. m. hertugdømmet. Ved bkg. af 20/11 1864 kom Lø hrd. og Møgeltønder og Ballum birker samt Vesterland-Før, Amrum og List under Tønder amt. Ved forordn. af 22/9 1867 blev Tønder a. til Tønder kreds. Hertil blev også lagt øen Rømø samt Løgumkloster og Nr. Løgum so. De dele af Løgumkloster a.s fogderier, som havde ligget spredt rundt om, blev indlemmet i de kredse, i hvis område de lå. 9/3 1868 fik den første prøjsiske landråd sin bestalling, og 20/4 s.å. ophørte det tidl. Tønder a. og de forsk. amtsembedsmænd m. deres funktioner. Sa. dag overtog landråden kredsens administration. Amtstuerne var blevet ophævet 17/2 1868 og den væsentligste del af deres forretninger overdraget til de nyoprettede skattekasser, hvoraf der var en i Tønder og en i Løgumkloster. Fra 1/4 1895 blev skattekasserne ophævet og erstattet af kredskasser, for Tønder kreds i Tønder.

Ved grænsedragningen 1920 forblev Kær, Viding og Bøking hrdr. samt øerne Sild, Før og Amrum ved Tyskland. De kom til at udgøre Sydtønder kreds m. Nibøl som kredsby. Den del af Tønder kreds, som blev afstået til Danmark, blev ved lov nr. 299 af 28/6 1920, jf. bkg. af 19/8 1920, til Tønder a., hvortil også blev henlagt Hviding hrd. fra Haderslev kreds. Ved bkg. af 14/7 s.å. blev kredskassen i Tønder til amtstuen smst.

Tønder a. var fra gl. tid delt ml. Slesvig og Ribe stifter. Til det sidstn. hørte hele Vestslesvig, ikke blot enklaverne med det opr. Lø hrd., men også Tønder og Højer hrdr. Slogs og Lundtoft hrdr. hørte derimod til Slesvig stift, hvor de sa. m. Kær og Rise hrdr. samt Sundeved udgjorde præpositura in Ellumsyssel, forenet m. præpositura maior. Bøking og Horsbøl hrdr. samt Sild, Amrum og Før lå under præpositura Witha el. Vidå. Amrum og Skt. Laurentius på Før kom sen. under Ribe stift. De to nævnte provstier blev efter reformationen til Tønder provsti.

Efter at hertug Hans d. Æ. var blevet herre i Tønder a., beg. der en strid om overhøjheden over de af hans kirker, der hørte til Ribe stift. 1562 hed det, at provsten i Tønder hrd. havde givet meddelelse om, at han ikke turde lade biskoppen i Ribe befatte sig m. kirkerne i Tønder hrd., før han kendte hertugens vilje derom. Endnu 1564 visiterede Ribe-biskoppen dog i Højer kirke. Nogle år efter forbød hertug Hans præsten i Højer at svare biskoppen i Ribe »udi nogen måde på religions vegne, men provsten af Tønder«. Striden om de tønderske og løgumklosterske kirker blev foreløbig afgjort ved Kolding-recessen af 1576 og hertug Augusts voldgiftskendelse af 1578. De omstridte kirker, Brede og Nr. Løgum, der hørte under Løgumkloster, Tønder, Ubjerg, Højer, Hjerpsted og Skast, kom under hertugens overhøjhed og blev lagt under Tønder provsti og Slesvig stift. Ærkedegnen bevarede dog sin ret til – undt. i Nr. Løgum so. – at høre kirkeregnskaberne sa. m. de fyrstelige amtsskriver. Denne ret hang sammen med, at s. 457 de slesvigske dele af Slesvig stift – undt. Frøs og Kalvslund hrdr. – i middelalderen havde hørt under ærkedegnens provsti. Ærkedegnens regnskabshøring gav dog stadig anledning til strid, også efter at biskoppen 1652 havde overtaget ærkedegneembedet. Da hertugen 1658 havde fået fuld suverænitet over sit område, hørte biskoppens ret til at høre regnskaberne op – vist fra o. 1668 – og provsten i Tønder overtog denne opgave.

Fra 1578 bestod Tønder provsti således af hele Løgumkloster og Tønder amter. To af kirkerne i Lundtoft hrd., Kværs og Kliplev, var dog exemte og stod direkte under den slesvigske generalsuperintendent. 1738 blev de to løgumklosterske kirker lagt under Åbenrå provsti, hvor de blev til 14/10 1850, da de atter blev forenet m. Tønder provsti, mens kirkerne i Lundtoft hrd. kom under Åbenrå provsti. 25/5 1866 blev Hjerpsted og Skast so. udskilt af Tønder provsti og forenet m. Møgeltønder-Lø provsti. Ved konsistoriets forordn. af 25/11 1878 blev Tønder provsti fra 1/5 1879 delt i Nord-Tønder og Syd-Tønder provstier. Samtidig blev det førstn. forenet m. Lø-Møgeltønder provsti. Grænsen fulgte ikke helt den nuv. grænse, idet Aventoft, Keitum, Morsum, Vesterland, Nykirke og Rodenæs hørte til Nord-Tønder provsti. Efter genforeningen blev de indlemmet i Syd-Tønder provsti. Fra 1788–93 blev provstens funktioner varetaget af distriktsprovster, præsten i Ensted havde således administrationen af Lundtoft, Slogs og Højer hrdr.

Efter reformationen blev der i kongeriget indført herredsprovstier. Herredsprovsten i Møgeltønder provsti havde Daler og Møgeltønder under sig, Højer herredsprovsti bestod kun af Emmerlev so. Lø hrd. og Ballum birk var forenet i ét provsti, der omfattede Visby, Randerup, Mjolden, Døstrup og Ballum so. samt Rømø, Amrum og Skt. Laurentii so. på Før. De 3 provstier havde fælles provst fra 1797, og 1812 blev de forenet m. Tørninglen og Anst hrd. til Ribe søndre amtsprovsti, der blev opret. 10/7 d. år. Det bestod indtil 1828, da det blev delt. Møgeltønder-Lø blev et selvstændigt provsti, der bestod indtil 1879, da det som nævnt blev forenet m. Nord-Tønder provsti. I den prøjsiske tid hørte det under generalsuperintendenten i Slesvig og konsistoriet i Kiel. Efter at der ved lov af 30/6 1922 var oprettet et nyt jy. stift i Haderslev, blev det ved anordning af 15/11 1922 bestemt, at Tønder provsti, dvs. den del af det tidl. Nord-Tønder provsti, som var kommet til Danmark, skulle henlægges under Ribe stift, hvortil også Hviding hrd. i Tørninglen provsti hørte.

Litt.: Zuverlässige Nachricht von der Gerichtsverfassung des königl. Amtes Tondern, Schlesw.-Holst. Provinzialberichte 1787. II. 437–44. U. A. Holstein. Ausführliche cameralistische Beschreibung des Amtes Tondern, i Gasparis Urkunden und Materialien zur nähern Kenntniss der Geschichts- und Staatsverwaltung Nordischer Reiche. 1789. Nachricht von den alten Abgaben des Amtes Tondern im Jahr 1613, Falcks Samml. zur nähern Kunde des Vaterlandes. II. 1821. 221–320. G. Hanssen. Statistische Forschungen über d. Herzogth. Schleswig, 1. H. Die Küstenstrecke von der Brede Aue bis zur Wid Aue. 1832. H. N. A. Jensen. Versuch einer kirchlichen Statistik des Herzogth. Schleswigs I.–IV. 1840–42. L. Petersen. Actenstücke zur Geschichte des Steuerwesens im Amte Tondern, Zeitschr. der Gesellsch. für die Geschichte der Herzogth. Schleswig, Holstein und Lauenburg III. –IV. 1873. A. L. J. Michelsen. Nachricht von den Schleswigschen Aemtern und Amtmännern, smst. VIII. 1878. Chr. H. Eckermann. Die Findeichungen von Husum bis Hoyer, smst. XXI. 1891. 187–234. Kronens Skøder I.– II. 1892 og 1908. F. Falkenstjerne og Anna Hude. Sønderjydske Skatte og Jordebøger. 1895–99. Chr. Voigt. Die Kolonisierung der Schleswigschen Heiden 1760 bis 1765, Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schl.-Holst.-Lauenb. Gesch. XXVI. 1896. 209–56. C. Fogh. Stormfloderne i Aarene 1821–25, Slesv. Provinsialefterretninger II. 145–99. M. H. Nielsen. Stormfloden 1634 og dens Virkninger paa Sønderjyllands Vestkyst, SdjyAarb. 1900. 253–92 og 1901. 57–103. Fr. Jürgensen West. Den tønderske Kniplingsindustri, smst. 1901. 104–41, 1909. 206–39 og 1928. 1–17. O. L. Ottsen. Der Kreis Tondern. 1906. L. Andresen. Verzeichnis d. landesherrlichen Oberbeamten in Tondern, Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schl.-Holst.-Lauenb. Gesch. XXXXVII. 1918. 270ff. H. P. Carstensen. Die Dorf- und Flurverfassung im Amte Tondern im 17. u. 18. Jahrh., smst. LIV. 1924. 153–280. Tønder-Bogen. Det tredie danske Hjemstavnskursus, Tønder. 1926. ValdJb. II. 1926–43. 81 ff. Sønderjyske Stednavne III. Tønder A. 1933. H. V. Clausen og Hilmar Ødum. Nordslesvig. Min Hjemstavn. Nr. 10. 1937. Johan Hvidtfeldt. Vestslesvigske bønder, SdjyAarb. 1937. 48–110. Sa. Bidrag til belysning af de kirkelige forhold i Vestslesvig omkr. 1650, smst. 1941. 53–118. Carsten Petersen. Kirker i Tønder Provsti, smst. 1–52. Peter Kr. Iversen. Herremand og Bonde i Vestslesvig i 1660’erne og 1670’erne, smst. 1942. 58–109, 1943. 50–110. Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt. Landsarkivet for de sønderjydske Landsdele. 1944. 24–30, 35–38, 56–58, 61f., 75–89, 102–5, 164–69, 172, 200–16. H. Lausten-Thomsen. Landet bag digerne. 1965. DanmKirk. XXI. Tønder amt. 1957.