Anholt sogn

(A. kom.) omfatter øen Anholt (21,75 km²) i Kattegat (se i øvrigt s. 19–23). Den består længst i v. af en ca. 3 km² stor moræneø, hvor bebyggelsen er samlet, og som i Sønderbjerg (43 m, trig.stat.) når sin største højde. Moræneøen er ved et lavt parti fra sø. næsten skilt i to dele, og den omgives på alle sider af høje, stejle litorinaskrænter, der vidner om stenalderhavets kraftige angreb på datidens kyster. Ø.f. det høje land breder Ørkenen sig som et stort, trekantet, marint forland helt ud til Anholt fyr på ø.spidsen, en afstand af 10 km. Øens form, den mod ø. langt udragende spids, der yderligere kan følges 12 km som et undersøisk sandrev (Østerrev), er en følge af vindvirkeresultantens retning på stedet, idet sv.vinde er fremherskende både i hyppighed og styrke. Disse vinde fremkalder en materialevandring mod nø., som synes at være foregået lige siden stenalderhavets tid, da opbygningen af Ørkenen må formodes at være begyndt, stærkt støttet af landhævningen (ca. 8 m), hvorved er lagt den ene strandvold uden på den anden. Vinden har derefter blæst sandet sammen i klitter, der når en maksimal højde på 23–25 m (Ostebakke 25 m, Storhøj 24 m), og det hele bærer en sparsom vegetation af hjelme, marehalm og revling, bortset fra et par plantager. Den yngste del af Anholt er foruden ø.spidsen det på nv.kysten udragende Flakket, der delvis er fremkommet efter bygn. af havnen. Istidslandskabets sandede jorder tillader ikke normalt landbrug, men kun græsvækst, hvor der ikke er beplantet (Wilhelminelyst). Anholt by ligger på ø.siden af moræneøen, mere end 2 km fra havnen på nv.-pynten. Denne består af et yderbassin og et inderbassin, begge m. 3,7 m vanddybde. Der er bådforb. herfra til Kbh. og Grenå. – Anholt fyr nær ø.spidsen på positionen 56° 44’ 15” n.br. og 11° 39’ 16” ø.l. er et 42 m højt rundt tårn, hvidt m. rød overdel.

Areal i alt 1961: 2175 ha. Befolkning 26/9 1960: 239 indb. fordelt på 82 husstande (1801: 129, 1850: 151, 1901: 296, 1930: 415, 1955: 224). – Efter erhverv fordelte befolkningen i Anholt so. sig 1950 i flg. grupper: 97 levede af landbrug, 8 af håndværk og industri, 21 af handel, 41 s. 948 af transportvirksomhed, 22 af administration og liberale erhverv og 41 af aldersrente, pension formue olgn.; 1 havde ikke givet oplysning om erhverv.

På øen (*1200t. Anund, 1434 Annolte) Anholt by m. kirke, præstegd., skole (opf. 1918, arkt. M. C. Thoft, Grenå, omb. og udv. 1956, arkt. Niels M. Buhl og Hans E. Klithøj; erstattede et 1840 af Chr. VIII skænket skolehus (bindingsværk, 1869 omb. i grundmur), der indrettedes til sløjdsal, medens det gl. redningshus i nærheden af skolen sen. indrettedes til gymnastiksal), kom.bibl. (i skolen; opret. 1938; 1000 bd.), forsamlingshus (opf. 1910), sommerpensionat, posteksp., telf.central og havn (vandareal 9 ha, 425 m kajlængde. Havnen beskyttet m. 2 bøjede ydermoler m. en indsejlingsåbning på 45 m og inden for disse et ved en tværmole beskyttet havnebassin m. en dybde af indtil 3,7 m. På molehovederne havnefyr og på den nordl. ydermoles hoved et vinkelfyr m. rødt, hvidt og grønt blinklys. Flammens højde o.h. 8 m) m. toldassistentstat., havneassistentbol., posthus m. radiofyr (opret. 1955), fiskepakkehus, rederikontor, provianteringsforr., sømandshjem og redningsstat. m. motorredningsbåd (8 tons). På nø.kysten ca. 700 m fra Totten Anholt fyr, et rundt hvidt tårn m. rødt bælte foroven, 42 m højt hvidt blinkfyr (flammens højde o. havet 40 m; fyret med kasematter fra 1809 er fredet i kl. B). Ved Pakhusbugten raketstat. Anholt Nord fyrskib (n.f. øen). Øen har daglig postforb. m. Grenå (dog ikke afgang mandag og ankomst lørdag). Fra april 1962 forsøgsvis flyveforb. til Kbh. og Tirstrup.

Ml. byen og Sønderstrand mindesten (bornh. granit m. bronzerelief af billedhugger Carl Andersen) for 6 fiskere, der omkom under bjærgningsforsøg m. kutteren Jutlandia 14/6 1945 (rejst 14/6 1946). I vejgaffel ved Nordstrand er henlagt et stort sejlskibsanker til minde om de mange sejlskibe, der i tidens løb er strandet ved Anholt.

A. so., der udgør én sognekom. og ét pastorat under Djurs Nørre og Sønder hrdr.s provsti, Århus stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Gammelsogn. So. udgør 4. udskrivningskr., 364. lægd og har sessionssted i Grenå.

Den lille, hvidkalkede kirke er i sin nuv. skikkelse opf. 1818 af små, gule mursten, efter at den ældre bygn. var ødelagt under den eng. okkupation. Den består af kor og skib, som indvendig ikke er adskilt, og tårn mod v., hvis underrum danner forhal. Omkr. døren mod v. er der en indfatning af fremspringende, gråkalkede kvadre. Vinduerne er rundbuede, og der er flade bræddelofter. Det lille tårn har pyramidespir m. opskalk, og over indgangen står på en rude Fr. VI.s monogram og årst. 1818. Kirken restaureredes 1954 (arkt. Edv. Thomsen). – Altertavlen er et maleri af J. E. C. Rasmussen, Jesus vandrer på søen. Et ældre alterbill., nadveren, er fra 1600t. ligesom rammeværket, men det er sign. C. Bøgh, Aarhuus 1836, hvilket må gælde en restaurering. En †altertavle skildres 1737 som en protestantisk fløjtavle fra 1585 m. malerier af korsfæstelsen, kobberslangen i ørkenen og Isaks ofring. Kalken er skænket 1694 af Hans Jacobsen og Hironimus Basbal, og den bærer Århus-sølvsmeden Johan Henriksen Plumbs stempel (Bøje. 1580). Vinkanden m. håndtag af ibenholt er givet 1783 af foged Jørgen Kofoed og Catharina Kofoed, født Kreidal, og stemplet af Helsingørmesteren J. P. Lyngsøe (Bøje. 1961). Bordstager m. sekskantet fod på kugler, givet 1726 af Frederik Rostgaard. Syvarmet stage givet 1943 af skuespilleren Eyvind Johan-Svendsen. Romansk granitfont m. fire græske kors på kummen og høj, profileret fod, nærmest af hallandsk type. Prædikestolen er et enkelt snedkerarb. vistnok fra 1818 m. malerier af de tre dyder, tro, håb og kærlighed. Skibsmodel, brig »Anholt«, ophængt 1819. To klokker fra Smithske støberier, 1910. Ældre klokker, den ene omstøbt 1848, den anden fra 1806, står i koret. I tårnrummet tavle m. bygningsindskr. fra 1683, da Hans Rostgaard og hans søn Frederik Rostgaard ydede hjælp til reparation. Gravsten over Catharina Kofoed, født Kreidal, † 1785, og en anden over dennes barn, Anna Bachaus Kofoed, † 1781. Endv. over Maria Rebekka Holsøe, født og død 1795.

Ved gravning i kirken i forb. m. en hovedistandsættelse 1954 (arkt. Edv. Thomsen) fandtes under gulvet fundamenter af en sikkert sengotisk kirke, den nuv.s forgænger. I gulvet var der spor af en gravet kælder, afstøttet m. træ, taget af ituslået kirkeinventar, sandsynligvis en rest af det eng. fængsel fra okkupationstiden. En usikker tradition hævder, at den første kirke var en »fjælebrakke«, der, da den blev gl. og forfalden, blev erstattet af en ny, som hollænderne gav stenene til.

Litt.: Peter Linde. Anholt. 1948. 129–53.

På kgd. er begr. major Ketil Melsted, der faldt her 1811 (se ndf.). Endv. kmh. Fr. Chr. Rostgaard von der Maase, † 1905, og kammerherreinde Wilhelmine von der Maase, † 1941.

Anholt tilhørte i ældre tid kronen, der 1441 forlenede Otte Nielsen Rosenkrantz med den og Grenå. 1668 solgtes den til toldforv. Peder Jensen Grove, hvis enke 1674 blev g. m. Hans Rostgaard til Krogerup († 1684). Sønnen Fr. Rostgaard, under hvem øen 1711 blev plyndret af svenskerne, lagde den sa. m. Sejerø og Nekselø under det af ham 1741 opret. stamhus Krogerup, og største delen af øen hører endnu til det for stamhuset konstituerede fideikommis, hvis ejer er ing. Fr. Chr. Rostgaard v. d. Maase. 1902 overgik den matrikulerede jord for 60.000 kr. til selveje, og 1899 eksproprierede staten 75 ha til fiskerihavn; til fideikommisset hører nu Fogedgården, en lille gd. og ca. 1800 ha, hvoraf ca. 80 ha er tilplantet, medens resten er hede og klit (Ørkenen); en flyveplads er anl. 1960.

I kirkelig henseende hørte A., antagelig indtil midten af 1500t., til Morup so. i Halland; en tradition siger, at efter at et helt brudefølge var forlist på vejen hjem fra Morup kirke, fik A. sin egen kirke. Da præstekaldet var meget ringe, tilstod kongen 1551 præsten Peder Knudsen kongetienden af Voldby so.; 1680 pålagdes det Århusbispen at sørge for, at præsten af bønderne fik fisketiende og hvad han ellers havde krav på af afgifter; 1706 klagede præsten over sin elendige tilstand (Chr. Bruun. Frederik Rostgaard og hans Samtid. I. 1870. 408f.). – Præsterne varetog tidl. skoleundervisningen, efter 1900 undertiden m. bistand af en pogelærerinde. s. 950 1937 ansattes en andenlærer, og fra 1/6 1942 oprettedes et enelærerembede, hvorefter præsten fritoges for undervisning.

Strandinger var i lang tid en vigtig indtægtskilde for beboerne (»hver lever christelig og nærer sig af vrag«; som bekendt blev Fr. Rostgaard meget opbragt på Holberg, fordi han havde valgt A. som skueplads for Peder Paars); de gode fyr hjalp dog meget; men endnu 1858–81 faldt af 337 strandinger i Randers a. de 125 på A., og 1882–87 strandede 34 og 1894–99 31 skibe her.

Fyrvæsenet beg. med, at der 8/6 1560 udgik kgl. ordre til, at der skulle opsættes en fyrpande på A., og 16/12 s.å. gentoges ordren, at en fyrlampe skulle opsættes, hvorimod den søtønde, som ved kongebrev af 23/4 s.å. var befalet udlagt på A. rev, ikke skulle udlægges; sen. udgik der jævnlig kongebrev om, at fyrlampen skulle passes. Der brugtes træ til fyringen, men 8/3 1564 forbød kongen at hugge ved i skovene på A., for at de ikke skulle ødelægges, og 1579 gentoges ordren. Først var fyret vistnok et »papegøjefyr«, sen. blev det et tårnfyr og fra 1623 et vippefyr med kul som brændsel (1622 gjorde Chr. IV akkord m. Wigel Anchus om anlæggelse af en »fyrbakke« efter holl. mønster), og 1785 opførtes et ca. 35 m højt tårn m. åbent blusfyr, som 1805 fik lanterne og 1838 omdannedes til spejlfyr; endelig opf. 1881 det nuv. tårn, og fyret blev et linsefyr; på Ostebakken midt på øen var i sin tid et fyr, der nu er nedlagt (V. A. Secher i JySaml. 3. Rk. II).

En vigtig erhvervskilde i ældre tid var sælfangsten, men den er næsten ophørt; nogle mente, at det var englændernes skyderi under deres besættelse af øen 1809–14, der skræmte dem væk. Englænderne opf. omkr. fyrtårnets østl. side et værk m. volde og grave, i tårnet var anbragt skyts og i muren kasematter til den 400 mand store garnison. Et forsøg, som en da. ekspedition, bestående af kanonbåde og ca. 1000 mand under ledelse af J. C. Falsen, gjorde på at erobre øen, mislykkedes og kostede major Melsted og mange andre livet; der var i alt 300 døde og sårede. Som minde herom er der i byen rejst et mindesmærke (afsl. 12/8 1905) efter tegn. af billedhugger Bonnesen, et granitfundament m. en afbrudt søjle, flankeret af kanoner og kanonkugler, opfisket på kysten.

Den store havn, bygget 1899–1903 af staten m. en bekostning af 990.000 kr., har gjort A. til et samlingssted for da. og udenlandske fiskefartøjer, navnlig under sildefiskerierne. Der kommer efterhånden mange sommergæster til øen. A. er rig på vildt (harer, fasaner, ænder m.fl. fugle). Agerbruget er ringe på grund af den dårlige jord.

To hellige kilder findes på A.: Døberkilden på Sønderbjerg og Det rindende (el. rensende) Vand mod nv. i marken (Schmidt.DH. 144).

Anholt birk. Øen hørte tidl. under Morup so., Faurås hrd., Halland, men regnedes sen. under Djurs Nørre hrd., og 1743 siges det, at øen sorterer under dette herreds ting. Kronen havde forbeholdt sig birkeretten, da reluitionsretten 1722 blev overdraget Frederik Rostgaard, men 2/10 1750 fik Conradine Revenfeldt, Frederik Rostgaards enke, bevilling på birkerettigheden, men der kendes ikke konfirmation på noget bestallingsbrev for birkebetjente. Derimod nævnes i 1700t. flere fogder på Anholt, og 1828 vies i Grenå branddir. og birkefoged Niels Christian Justesen fra Anholt. I Pont.Atlas oplyses det, at øen har sit eget ting, af nogle kaldet Anholts birk, »hvortil snart en af landets vittigste bønder, snart en fremmed har været foged, og af proprietæren, som ejer landet, dertil beskikket«. Der findes ikke bev. arkivalier fra et særl. birkefogedembede, men Djurs Nørre hrd.s arkiv indeholder en del sager, der specielt angår Anholt.

Lige til ny tid er der den første torsdag i det nye år blevet holdt snapsting. Fra omkr. 1780 fortælles det, at alle mand mødte i fogdens store stue. Så kom fogden i rød kjole, der nåede ham til fødderne, og ved hans side gik to stokkemænd. Fogden begyndte m. ordene: »Retten sættes i Guds og kongens navn«.

Skove: På højlandets bakker ligger plantagerne Wilhelminelyst, anl. 1895, og Hermandsgave, anl. 1908. Ca. 80 ha af plantagernes areal er tilplantet. De tilh. ing. Frederik von der Maase, Charlottenlund. Af de tidl. betydelige skove af bl.a. fyr, der var på Anholt, er nu ingen tilbage. Den antagelse, at skovens forsvinden skyldtes øens første fyr, der brugte brænde til fyrlampen, er dog næppe rigtig, idet det opr. brændefyr efter kun 3 års forløb blev afløst af en tranlampe. Kongen forbød 1564 al hugst af ved i skovene på Anholt, da øen ellers ville blive »øde«; 1579 gentoges ordren, og endnu 1591 var der så megen skov, at den tjente som sømærke. Det, der ødelagde skoven, var beboernes skånselsløse hugst til tjæreudkogning. Følgen var, at sandflugten tog overhånd, især fra 1643, og gjorde det af m. resten (J. Deichmann Branth i Bot. Tidsskrift. 2. Rk. I. 195ff. K. J. V. Steenstrup i Tidsskr. for Skovvæsen. VIII. 82–89).

Der er ingen oldtidsmindesmærker på øen, men der er påvist et stort antal stenalderbopladser, især fra den grubekeramiske kultur, som hovedsagelig ligger på de strandvolde, der ligger i store buer på øen. En vikingetidsøkse er fundet i Nordstrand klit.

Litt.: ValdJb. II. 217. T. Becker. Nogle Bidrag til Øen A.s Historie, Orion. 1841. 258–93. Evald Tang Kristensen. Øen A. i sagn og sæd. 1891. Lorents Bynch. Om A.s Naturlige Beskaffenhed, Iris og Hebe. 1801. 1–66. V. Boye. A., JySaml. 1876. 2–22, 39–50. Johs. Knudsen. Anholt Knob, Tidsskr. f. Søvæsen. 1922. 353–74. Hans Hjorth. Englænderne paa A. 1907. T. A. Colding. Præstegaardsliv paa A. o. 1850, AarbRanders. 1940. 65–77. E. A. Hobolt. A. i Fortid og Nutid. 1946. Peter Linde. A. 1948. C. J. Becker i Aarb. 1950. 166–70.