Sundby sogn

(Solbjerg-S. kom.) omgives af Bjergby, Solbjerg og Skallerup so. samt Vilsund og Thisted bredning. Det stærkt bakkede landskab med sine kraftige kurvaturer og stejle stigninger er resultatet af et isfremstød fra n., under hvilket gletscherne har revet store partier op af den tertiære undergrund og aflejret dem igen som en randmoræne. Derfor træffes det teriære moler mange steder højt oppe i bakkerne, ofte helt frem til overfladen el. kun dækket af et tyndt lag moræne, ligesom det kommer frem i klinterne ved Thisted bredning. Karakteristisk for egnen er de ejendommelige Klovbakker og klinterne n.f. Mosebjerg, hvor der ligesom flere andre steder ses grave og brud i molerlagene. Højeste punkt er Kridehøj (80 m), og herfra som fra mange andre højtliggende punkter er der vid udsigt over Limfjorden til Thy. De skovløse jorder er lerede og frugtbare, undtagen på de steder, hvor moleret kommer helt frem til overfladen. Gennem so. går landevejen fra Nykøbing til Vilsund, der på dette sted kun er 400 m bredt og overspændes af den 1939 indviede Vilsundbro (se s. 624).

Areal i alt 1955: 1140 ha. Befolkning 1/10 1955: 742 indb. fordelt på 215 husstande (1801: 209, 1850: 434, 1901: 648, 1930: 682).

I so. byerne: Sundby (1408 Swndby; u. 1783) m. kirke, skole (opf. 1950, arkt. Iversen, Thisted) m. Solbjerg-Sundby kom.s folkebibl. (opret. 1918; 4500 bd.), forsamlingshus (opf. 1929), missionshus (opf. 1957), kom.kontor, stadion, filial af Morsø Bank, teglværk, molerbrud, postkontor og telf.central; Vilsund (1688 Wildsunds fergested), fiskerleje med færgekro, Phønix Vejmaterialefabrik, skibsbro og lille havn m. toldkontrol, Østerskompagniets muslingeanlæg og udskibning af grus og moler. – Saml. af gde og hse: Fårtoft (*1418 Fortofft; u. efter 1805). – Gårde: Kirkegd.; Klitgd. (*1480 Klittegaardt); Ny Klitgd. m. Skandinavisk Molerindustri A/S; Overgd. (*1502 Offuergard); Bækhøj (1664 Bechhøy); Kølviggd.; Sundbygd. (1504 Swndbygord); Sortvildgd.; Dalgd. m. molerbrud.

S. so., der sa. m. Solbjerg so. udgør én sognekom. og ét pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Tødsø so. So. udgør 5. udskrivningskr., 250. lægd og har sessionssted i Nykøbing M.

Kirken består af skib og kor med halvrund apsis fra romansk tid og et nyere våbenhus mod s. Et antagelig senmiddelald. v.tårn er nedrevet i 1700t. Den romanske kirke er opf. af granitkvadre på skråkantsokkel. Flere kvadre er usædvanligt store, indtil 2,5 m lange. Skibets langmure er over sokkelen helt ombygget 1848 (s.murens yderside) og 1890 (s.murens inderside og hele n.muren), n.dørens plads markeres dog af en udvendig blænding. Romanske vinduer er bev. i apsis og korets n.mur. I v.gavlen et moderne rundvindue med farvet glas. Apsis har halvkuppelhvælving, kor og skib bjælkeloft. Korbuen, med forsk. profilerede sokkel og kragsten, er omsat. Apsiden er i senmiddelalderen indret. til sakristi og adskilt fra koret med en mur. Indvendig i skibets v.gavl ses endnu omridset af den tilmurede tårnbue. Våbenhuset, af små mursten, er hvidkalket og tækket med skifer, i øvrigt står kirken med blanke kvadre (korgavlen dog hvidtet) og blytag. – Ved kongebrev af 15/1 1579 bestemtes, at kirken, der var meget brøstfældig på tag, loft og mure, indtil videre måtte oppebære kronens part af so.s kirketiende. – Det murede alterbord omgives af et nyt panel. Altertavlen er en arkitekturramme fra 1893 med en Kristusfigur (efter Thorvaldsen) af kallipasta. Et romansk sidealterbord af granit står i sakristiet (apsis). Alterkalk fra 1656 med sgpr. Knud Jensen Soelbergs initialer. Alterstagerne s. 741 er skænket af Lars Andersen 1624. Romansk granitdøbefont med arkaderække, hvori menneskehoveder og andre figurer (Mackeprang. D. 186f.). Prædikestol i renæssance, fra o. 1610–20, med malerier (Kristus og evangelisterne) fra 1669; lydhimmel fra 1857. Moderne stolestader. I kirken en skibsmodel. Orgel på 4 stemmer (Frobenius & Co. 1956). Skriftløs klokke fra 1400t., ophængt i en glug i v.gavlen. – Ved kirken ligger en romansk gravsten med reliefhugget processionskors og en delvis ødelagt lat. majuskelindskr.: »Quisquis ades si morte … des sta p(er) lege plora / Sum quod eris, quod es, ipse fui …s« (Hvem du end er … stands, læs, græd / Jeg er, hvad du bliver, hvad du er, har jeg selv været …). Et ligkapel er opf. på kgd.

Litt.: DanmKirk. XII. 2. Tisted a. 1942. 975–82.

Til Overgård nævnes 1502, 1504, 1507 og 1515 væl n. Peder Madsen, hvis våben var en pil i skjoldet og en lilje på hjelmen. Med hans datter Johanne kom O. til Johan Pors (af slægten Skadeland), der 1540 og 1552 skrev sig til den. Den tilhørte derpå deres søn Mads Pors og deres svigersøn Niels Andersen Vinter (var † 1579), hvis søn Knud Nielsen Vinter til O. døde 1590. 1592 kaldes ovenn. Mads Pors arving efter Knud Nielsen. O. angives dog 1568 at have tilhørt Jytte Putbus (Podebusk), men var på den tid beboet af Anne Johansdatter Pors (slægten Pors af Vrandrup), enke efter Jørgen Skadeland og moder til ovenn. Johan Pors (Skadeland). Hun skrev sig 1569 til O., og gården må være kommet tilbage til slægten Pors, thi 1662 tilhørte den (24 tdr. hartk.) Mads Pors’ sønnedatter Inger Hansdatter Pors (Skadeland), men kom 1675 ved indførsel til Morten Thomsen, hvis søn, præsten i Kobberup Chr. Mortensen Scheel († 1729), 1692 solgte O. til Jens Mulli i Thisted. 1711 og 1728 tilhørte den Peder Thøgersen, derefter Jakob Winther († 1761), hvis enke s.å. stillede den til auktion. 1762 blev den med gods (16 og 5 tdr. hartk.) af Malte Chr. Friis solgt til ritmester Johan Glud, som 1764 solgte den til Niels Aars til Ullerup, der 1765 solgte begge gårde til overkrigskommissær Fr. Bager Clausen. Først 1786 blev O. atter skilt fra Ullerup, idet Jens Peter Woydemann 1786 solgte O. for 2330 rdl. til Jakob Dahlgaard, der 1799 afhændede den for 4600 rdl. til Thomas Jepsen og Peder Smedgaard. Derefter tilhørte den sidstn.s søn Chr. Smedgaard († 1808), hvis enke 1809 ægtede Ole Larsen Wangsgaard og efter hans død 1822 P. Chr. Østergaard, hvis søn Ole Overgaard Pedersens enke 1882 afstod den (15 tdr. hartk.) til sine sønner, der delte den. Jens Chr. Olesen Overgaard fik O., som 1924 overtoges af hans søn Ingvard M. Overgaard, hvis enke nu ejer den.

Fårtoft var tidl. en hovedgård. 1418 nævnes væbn. Per Nielsen af Fortoft, 1424–42 Anders Pedersen, 1470 Morten Andersen, 1483 Anders Mortensen, alle formodentlig søn efter fader. Sidstnævntes broder Bod Mortensen gav sin andel i F. til biskop Niels Friis. Provsten i Vestervig havde dog nogen adkomst til gården fra ældre tid, thi en vis Mikkel Ibsen havde 1450(?) forpligtet sig til kun at sælge F. til ham, og Otte Andersen (antagelig broder til Morten Andersen) skødede 1463–83 sin part i F. til nævnte provst, men skrev sig dog selv endnu 1493 til F. 1662 tilhørte Fårtoftgård (25 tdr. hartk.) borgm. Jakob Madsens arvinger, til hvem den var blevet udlagt af Vestervig Klosters gods. Den kom dog tilbage til kronen, som 1716 skødede den (12 tdr. hartk.) for 248 rdl. til byfoged Rasmus Jørgensen i Nykøbing.

Klitgård blev 1480 og 1488 erhvervet af provsten i Vestervig. 1580 skrev Mads Pors (af slægten Skadeland) sig til K., som hans sønnedatter Inger Hansdatter Pors 1648 måtte udlæge for gæld.

I Fårtoft lå Krogsgård (*1469 Krogs gaardt), der 1688 og sen. omtales som øde, gden Hvirstrup (1494 Hwinstrop), som prioren i Ålborg helligåndskloster 1494 skødede til Viborgbispen Niels Glob, og huset Gåstoft (1664 Gaasz tofft).

Fredede oldtidsminder: 4 høje, hvoraf den ene er ret stor, men forgravet. – Sløjfet el. ødelagt: 34 høje; 5 har ligget på et højt næs ved Vilsund Færgegård. Ved Vilsund er påvist en boplads fra ertebøllekulturen.

I Sundby so. fødtes 1869 den dansk-amerikanske red. og forf. Ivar Kirkegaard.

Litt.: Aug. F. Schmidt. Fra Sundby Sogn, AarbMors. 1928. 23–48. A. Sørensen. Færgestederne ved Næssund og Vilsund, AarbThisted. 1950. 15–64. Torsten Balle. Gamle veje i Ty, sst. 98. F. Elle Jensen. Kroforhold ved Vilsund og Sallingsund i 1840’erne, sst. 1957. 175–84.