Nørre Bramdrup sogn

(Harte-Nr. B. kom.) omgives af Eltang og Nr. Bjert so., Kolding kbst. samt Harte og Almind so. Gennem den nordl. del (Nr. Bramdrup Mark) løber grænsen for et sent isfremstød gennem Lille Bælt og Kolding fjord (Taulovmorænen), og s. herfor ligger et let bølget morænelandskab af overvejende leret beskaffenhed og m. en del skov (del af Lilballe skov). Nedskåret i dette terræn ligger på skellet til Kolding og Harte en dyb, postglacial dal, hvorigennem er ført jernbanen Kolding-Grindsted-Troldhede (Kolding Skov og Bramdrupdam trb.). Gennem so. går også hovedvej A 10 (E3) ml. Kolding og Vejle.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1960: 807 ha. Befolkning 26/9 1960: 776 indb. fordelt på 244 husstande (1801: 151, 1850: 315, 1901: 568, 1930: 476, 1955: 647).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I sognet byerne: Nr. Bramdrup (*1231 Bramthorp; u. 1781) m. kirke, forsamlingshus (opf. 1895; 1963 solgt til logen Serafia, Kolding, men kan stadig benyttes gratis et antal gange om året) og metalsmelteri (i tidl. ml.); Bramdrupdam – bymæssig bebyggelse m. 1960: 555 indb. fordelt på 184 husstande (1930: 275, 1955: 434); fordelingen efter erhverv var 1960 flg.: 27 levede af landbr. m.v., 320 af håndv. og industri, 58 af handel og omsætning i øvrigt, 42 af transportvirksomhed, 27 af administration og liberale erhverv, 21 af anden erhvervsvirksomhed og 56 af formue, rente, understøttelse olgn.; 4 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. centralskole (opf. 1963, arkt. Holm & Andersen), bibl. (i skolen; opret. 1939; 1450 bd.), andelsmejeri (opret. 1887, udv. 1904 og 1925), legetøjsfabrikken Bilofiks (70 beskæftigede), elementhusfabrikken Typidan, Burcharths lakfabrik (15–18 arb.), fabrikken »Rustfri Staal«, jernbanestat. og posteksp. – Saml. af gde og hse: Nr. Bramdrup Mark; Surkær; Damhuse (sammenbyg. m. Bramdrupdam). – Gårde: Bramdrupgd. (10,8 tdr. hartk., 83 ha, hvoraf 12 skov; ejdv. 420, grv. 149); Bøgelund. I Bramdrup skov en restauration.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Nr. B. so., der sa. m. Harte so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Brusk og Nr. Tyrsting hrdr.s provsti, Haderslev stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Harte so. So. udgør 7. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 99. lægd og har sessionssted i Kolding.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Kirken, der 1963 er under gennemgribende istandsættelse, er i sin nuv. skikkelse for en stor del en nybygn. fra 1880. Den består af apsis, kor, skib m. våbenhus mod s. samt et tårn ved v.gavlen. Den tidl., romanske kirke, der var noget mindre, havde ligeledes apsis, kor og skib af granitkvadre på dobbeltsokkel samt et senmiddelald. tårn. Fra forgængeren overtog den nye kirke en del af det gl. materiale, bl.a. indfatningssten til et cirkelvindue i apsis, formentlig også soklen og endelig tårnet af kamp og munkesten, kronet af et højt, blytækket spir, i hvis fløj ses navnecifrene CCEAF samt årst. 1765. I det indre, der dækkes af bjælkelofter, er næsten alt inventaret fra 1880. Altertavlen er et maleri, Kristus m. Martha og Maria, malet af P. Møller, i samtidig ramme. Den romanske granitfont m. arkademotiver på kummen (Mackeprang.D. 306, 308) stammer fra den gl. kirke, hvis prædikestol nu findes i museet på Koldinghus. 1917 er kirken smykket m. et par fresker af Niels Skovgaard, den barmhjertige samaritan på n.væggen og korslammet over indgangen i s.væggen. I tårnrummet er indmuret en gravsten over herredsskriver Anders Søfrensen, † 1649, og hustru, † 1650 (Pont.Atlas. V. 954). Tårnets middelald. klokke er omstøbt 1907.

s. 1190

På kgd. et 23/4 1874 afsløret mindesmærke for 11 ved Kolding 23/4 1849 faldne soldater.

Jan Steenberg dr. phil.

En hellig kilde findes ved Marielund ved den øverste ende af Skovmølledammen (Schmidt. DH. 151).

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Skove: Bramdrup skov (Sønder- og Nørreskov) er opdelt i mange parceller. Skoven udgør sa. m. Lilballe skov, hvoraf en del i Nr. Bramdrup so. (resten i Eltang so.) og Bjert skov (i Nr. Bjert so.), i alt 106 ha fordelt på 36 ejere. De største parceller hører til Bramdrupgård (12 ha), Sønderskovgård (16 ha) og Nørreskovgård (11 ha).

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

Der er ingen fredede oldtidsmindesmærker i so., men der har været 18 høje, der dog alle lå på det i Kolding indlemmede areal. – Fl. st. i so. er der fundet jernalders urnegrave og bopladslag.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

I Nr. B. so. fødtes 1867 skolemanden Karl Mortensen, 1886 tandlægen G. Lind.

Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.

Litt.: Aug. F. Schmidt. Fra Bramdrup sogn og Kolding landdistrikt, AarbVejle. 1950. 66–97. Se i øvrigt under Harte so.