Viskum sogn

(Ørum-V.-Vejrum kom.) omgives af Middelsom hrd. (Skjern, Lee og Mammen so.), Vejrum so., Nørlyng hrd. (Rødding so.) samt Tjele og Ørum so. En mindre del af so. (s.f. Nørreå) ligger i Middelsom hrd. Den vestl. del er et ret jævnt bølget landskab, der fl.st. falder stejlt af mod Nørreådalen. Højeste punkt er Tophøj (67 m). Til so. hører også den mærkelige »ø« med landsbyen Øby, der rejser sig brat op fra Nørreåens dalstrøg, som her deler sig i to. Den sydl. arm afvandes af Nørreå, der danner skel til Middelsom hrd., mens den nordl. arm, der skiller so. fra Ørum, afvandes af Søbæk og Vælds Møllebæk. Den opr. tunneldal, som fra Randers fjord i ø. kan følges helt til Hald sø i v., har på dette sted delt sig i to arme, og sen. har stenalderhavet nået op i de lavere dele. Den ringe højde over havet (ca. 3 m) har vanskeliggjort den naturlige afstrømning fra engene, og et projekt til regulering af åen er (1962) under udarbejdelse. Hvor so. strækker sig ind i Middelsom hrd., ligger Torsager skov. På Øby-»øen« findes en del lyngbakker og plantage, og jorderne er næsten overalt i so. ret sandede. Gennem so. går banen Viborg-Fårup (Viskum trb.), hovedvej A 16 (Viborg-Randers), hvorfra en vej fører til Hobro, samt landevejen Viborg-Randers over Skjern.

Areal i alt 1955: 2180 ha. Befolkning 26/9 1960: 385 indb. fordelt på 107 husstande (1801: 219, 1850: 309, 1901: 391, 1930: 439, 1955: 414).

I so. Viskum kirke ved hovedgd. Viskum. Byerne: Over Viskum (1608 Wiiskom, 1664 Offwer Wischum, Wiscum; u. 1792) m. forsamlingshus (i gl. skole) og jernbanehpl.; Fårdal (*1482 Fordall; u. 1800) m. jernbanehpl.; Øby (*o. 1460 Wiskemøø, *1461 Øøe; u. 1800) m. 2 grusgrave. – Saml. af gde og hse: Lunddorp (1683 Lontrop, Lon Torp, Lundorff, Landorf, Lundtofft) m. savværk. – Gårde: hovedgd. Viskum (*1442 Viskum, 1483 Wyskom; 29,1 tdr. hartk., 221 ha, hvoraf 15 skov; ejdv. 667, grv. 326); Store Torsager (*1563 Thorszagger); Nøragergd.

V. so., der sa. m. Ørum og Vejrum so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Middelsom og Sønderlyng hrdr.s provsti, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Tjele so. So. udgør 4. udskrivningskr., 500. lægd og har sessionssted i Viborg.

Kirken, der ligger ø.f. gden, er en hvidkalket, blytækt bygn., bestående af kor og skib m. sen. tilbygget våbenhus mod n. og tårn ved skibets v.gavl. Den romanske kerne, skib og kor, er opf. af rå kampesten. Der ses ingen spor af romanske vinduer, men begge dørene er bev., s.døren tilmuret, mens n.døren stadig bruges. I sengotisk tid er våbenhuset foran n.døren bygget, af munkesten i munkeskifte m. kamtakket blændingsgavl. Tårnet m. pyramidetag er opf. 1778 af Chresten Juul til Viskum; årst. og navnetræk i murankre på v.siden er minde herom. Den nederste del af tårnet, der har hvælvet rum m. fladbuet arkade ind mod skibet, har vistnok været bestemt til gravkapel for bygherren, idet hans og hustruens navnetræk samt årst. 1779 står på en trætavle over indgangen. I kirkens indre, der dækkes af bjælkeloft, er den runde korbue nymuret 1940 som afløser af en træbue af ukendt alder. – Alterpartiet, der optager hele korets ø.væg, m. bredt buet alterbord og flankerende præste- og degnestol, er fra kirkens nyordning o. 1780. Altertavlen er nyere m. maleri, Kristus og en synder, sign. A. Dorph 1908. s. 347 Romansk font af granit på ny fod. Prædikestol i landlig renæssance, if. indskr. fra 1603 skænket af Lars Persen og hustru, som er afbildet i to af felterne ml. Adam og Eva. Himlen i form af en stor krone er fra o. 1780. Fire evangelistfigurer fra 1600t., mulig rester af en gl. altertavle, er opstillet i tårnrummet. I skibet er to kisteplader m. forskelligt kistebeslag ophængt i ramme, over ovenn. Christen Juul, † 1788, og hustru Sophie Hedvig Juul, † 1778. På s.væggen mindetavle over H. H. Lüttichau, skænket af Viborg Amts landøkonomiske Forening.

Viskum tilhørte før reformationen Viborg bispedømme og havde eget birk (nævnt 1442). Ved reformationen kom den til kronen, der 1546 forlenede den til Jens Mogensen (Harbou); efter hans død fik enken Kirsten Mogensdatter Juel 1549 brev på den. Hun ægtede sen. Niels Lykke, der 1553–55 havde V. i forlening. Den kom derefter til Jens Nielsen Kaas (Sparre-K.), 1558 til Peder Kruse († 1562, derefter til enken Dorte Maltesdatter Viffert), 1572 til Erik Podebusk († 1573), derefter til enken Sidsel Johansdatter Oxe. 1577–84 var V. forlenet til Palle Juel, men allr. 1579 mageskiftede kronen den til Mourids Stygge til Holbækgd. Efter hans død 1604 ejedes den af hans ugifte søster Inger Stygge († 1622), så af søstersønnen Hans Dyre, der 1624 udkøbte sine søskendebørn Berte og Christence Stygge og sin bror Iver Dyre af V., som han 1629 forærede sin dattersøn Ove Arenfeldt, men alligevel 1632 solgte til Erik Lunov (1638: 19 tdr. hartk.). Denne købte 1653 en part i gden af Laurids Lindenovs enke Anne Friis (af Haraldskær). 1665 brændte det meste af bygn., og året efter blev V. (26 1/2 og 105 tdr. hartk.) ved indførsel hos Erik Lunov for 6552 rdl. udlagt til rådmand Bertel Jensen Dons († 1669), hvis enke Anne Tornsdatter og børn 1681 solgte gden (26 1/2, i alt 155 tdr. hartk.) for 4000 rdl. til Frederik Charisius, men handelen må være gået tilbage, for 1683 solgte de V. til Peter Hansen til Rugtved. Sen. tilhørte den amtsforvalter Søren Sørensen († 1706), der kom i gæld til kongen, som 1695 gjorde udlæg i gden. 1696 solgte kronen V. (33 og 159 tdr. hartk.) for 10.210 rdl. til Jørgen Skeels enke Margrethe Brockdorff, fra hvem den kom til sønnen grev Christen Skeel († 1731). Hans søn grev Jørgen Scheel solgte 1749 V. og Himmestrup med tiender og gods (33, 39, 41 og 461 tdr. hartk.) til Hans Christensen Juul til Tyrrestrup s. 348 († 1769), der 1756 skødede V. (i alt 283 tdr. hartk.) til sin søn kancelliråd Christen Juul († 1788). Dennes søn krigsråd Hans Juul († 1839) erhvervede 1787 V. (33, 40 og 238 tdr. hartk.) og Himmestrup for 50.000 rdl.; 1795 fik han bevilling til salg af bøndergodset uden at miste hovedgdsfriheden. Da hans enke Else Bjerregaard døde 1841, solgtes V. for 61.520 rdl. til R. Bay, tidl. til Sødal, og efter dennes død 1844 kom den for 61.000 rdl. til hofjægermester Theodor Emil Neergaard († 1865), der gjorde den til en mønstergd. Hans enke Ida Lüttichau solgte den (34 tdr. hartk.) 1874 med Vejrum og Viskum so.s konge- og kirketiende for 150.000 rdl. til sin bror hofjægermester Hans Helmuth Lüttichau, efter hvis død 1889 den arvedes af broderen kmh. Christian Ditlev Lüttichau til Tjele, der 1897 overdrog V. for 265.000 kr. til sønnen hofjægermester Hans Helmuth Lüttichau, sen. til Tjele, der 1915 solgte den for 340.000 kr. til Anders Jensen til Himmestrup, der sen. forøgede ejendommen med Himmestrup skov (Lee so.). 1927 solgtes V. for 500.000 kr. til A. M. Mikkelsen, efter hvis død 1930 den overtoges af enken. 1936 blev den ved tvangsauktion købt af dir. A. V. Skånstrøm, 1948 af fabr. H. C. Sørensen, s.å. af H. Madsen og 1949 af L. Jensen († 1952), hvis enke 1961 for 735.000 kr. solgte den til forpagteren Frode Hansen. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: Sv. Christiansen i DSlHerreg. IV. 1945. 127–31. DLandbr. VI. 538–40. Evald Tang Kristensen. Nogle Afskrifter vedr. V. m.fl. gde, i JySaml. IX. 214–29.

Hovedbygn. (fredet i kl. B.) er et trefløjet anlæg fra o. 1780 i provinsiel Louis Seize med halvrund gårdfronton over indgangsdøren, der er indfattet i pudspilastre og à la greque-bort. Sidefløjene har afvalmede tage, s.fløjen, der mul. er lidt ældre end midterfløjen, med halvvalm, n.fløjen med lille kvist. Til n.fløjen er der, vist 1860, føjet en udløberfløj.

Viskum birk nævnes 1442 og ejedes af biskoppen i Viborg. Fra reformationen og indtil 1579 var det et selvstændigt len, men blev da mageskiftet til Mourids Stygge, der ikke synes at have erhvervet birkeretten.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk· II. 1936. 273.

I Øby lå hovedgden Viskumø, der 1461 og 1474 ejedes af Laurids Jonsen, g. m. Karen Henningsdatter Podebusk af V. Med deres datter Anne kom den til Erik Bugge (Gyldenstierne), der 1482–96 skrives til V. 1532 og 1542 skrives sønnen Jørgen Bugge († o. 1550) i V.

Paa N.siden af Ø ligger i Engen lige v.f. Vejen til Velds en betydelig, isoleret, nærmest rektangulær Bakkeknude med ret stejle Sider, navnlig mod Ø. og S. Banken, der kaldes Bårstenhøj, angives som Voldsted for den middelald. Gd. Viskumø, ligesom der gaar forsk. Sagn om Stedet. Om der virkelig er Tale om et Voldsted, kan kun en arkæologisk Undersøgelse afgøre. Der ses ikke paa den dyrkede Topflade Kulturspor.

I so. nævnes tidligere gden Erikstrup (1664 Jerestrup) og huset Oksevang (1664 Oxe Wang).

En genforeningssten er 1920 rejst i skolehaven i Øby.

Skove: Der findes en del skov og plantage. St. Torsager skov, 98 ha, hvoraf bøg 16, andet løvtræ 11 og nåletræ 62 ha. Terrænet er bakket med et temmeligt stort fladt plateau. Jordbunden veksler fra god sandmuld til let sand. Nåleskoven er plantet på lyngbakker i tilslutning til løvskoven. Skoven ejes af civilingeniør K. Hindhede, Kbh. Til Viskum hovedgård hører 17 ha skov, herunder den lille Vesterskov med en obeliskformet granitstøtte med marmormedaljon af Fr. VI, rejst til minde om dennes besøg her, og en af beboerne 1890 rejst mindestøtte for kmh. H. H. Lüttichau. Det var her, at præsten, konsistorialråd Hans Bjerregaard († 1860), en af hedeselskabets banebrydere, som ung mand begyndte sine plantninger. Han støttede interessen for plantning ved gratis uddeling af planter til landalmuen. Sen. formede Bjerregaard fyndordet: Hvor ploven ej kan gå, og leen ikke slå, der bør et træ at stå. Ud over de nævnte skove forekommer plantager spredt i so.

Litt.: H. Skodborg. Dalgas’ forgænger, Hedeselskabets Tidsskrift. 1956. 121–28. H. Skodborg. En hundredårsdag, H. Bjerregaard, Hedeselskabets Tidsskrift 1960.

Fredede oldtidsminder: 4 høje, hvoriblandt Bavnehøj ved Over Viskum. – Sløjfet el. ødelagt: 29 høje. – Ved grusgravning på en bakkeskråning ved Fårdal fremkom et mærkeligt offerfund fra yngre bronzealder med en kvindefigur, 4 hornede dyr, 2 oksehoveder og en slange af bronze, dernæst 2 hængekar, bæltesmykke, en halsring, 3 armringe og et endestykke til bælte med kæder og klapreblik. Et andet offerfund fra Over Viskum indeholder hængekar, halsring og brudstykker af flere halsringe. Fra Ø. mose stammer et vikingetids skattefund med halsring, 4 armringe, torshammer, to smykker med filigran, lidt ringguld og ringsølv.

Litt.: Hans Kjær i Aarb. 1927. 242–76. Roar Skovmand i Aarb. 1942. 61–65.