Ærø herred

Købstæder: Ærøskøbing (se s. 647), Marstal handelsplads (se s. 658). Sognene: Søby, Bregninge, Tranderup, Rise, Marstal landsogn.

Ærø ligger i Østersøen og danner den sydvestl. begrænsning af Det sydfynske Øhav. Det østligste punkt er Ærøshale (Erikshale) ved Marstal, det sydligste Vejsnæs Nakke, mens nv.spidsen markeres af Skjoldnæs fyr. De mod det mere åbne hav vendende s.- og sv.sider er mest stejle klintekyster, og i forhold hertil er n.kysten en lækyst med flere bugter og mellemliggende halvøer. Størst af disse er Revkrog v.f. Urehoved og den, der ml. Urehoved og Ommelshoved strækker sig mod s. og fortsætter i det inddæmmede Gråsten nor. Fra kysterne hæver terrænet sig til en bakkeryg, der næsten ubrudt strækker sig på langs af øen og når højder på over 50 m. Højeste punkt er Synneshøj (67,5 m). Dette bakkedrag ophører brat ved Gråsten nor, og ø. herfor ligger et lavere og mere jævnt bakket land, tidl. kaldet Skovlandet (1483 Am Holte). Jorderne er lerede og frugtbare.

Selve Ærø har et fladeindhold på 88 km² og et indbyggertal på 10.667 (1950), og til øen hører Halmø (45 ha), Dejrø, Lilleø med flere mindre holme. – Jf. ovf. s. 530–32.

Ærø herred er det mindste i amtet og omfatter foruden hovedøen Ærø de mindre øer St. og L. Egholm, Halmø, Dejrø, Lilleø samt grundene ø.f. Marstal.

Herredets areal udgjorde 1951 (inkl. Ærøskøbing kbst. og Marstal handelsplads): 8947 ha, deraf 7854 ha landbrugsareal, 45 ha gartnerier og frugtplantager, 48 ha skove og plantager (inkl. små- og læplantninger), 208 ha bebygget grund og gårdsplads, 231 ha private haver, 381 ha gader, veje, jernbaner, hegn olgn., 22 ha byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v., 24 ha tørvemoser, 91 ha heder, klitter, sumpe olgn., 43 ha vandarealer. –Folketallet var 7/11 1950: 10.672 indb. fordelt på 3473 husstande. (1803: 7575, 1855: 11120, 1901: 12509, 1930: 11.186). – Kreaturholdet var i juli 1954: 1445 heste, 10.973 stk. hornkvæg (heraf 5960 malkekøer), 19.984 svin, 87.721 høns.

I kirkelig henseende udgør Ærø hrd. eet provsti og 6 pastorater.

Ærø – i ValdJb. * 1231 Ærræ, i norrøne kilder Erri, i lat. kilder Erria; 1332 Erre (den alm. middelald. form); fra slutn. af 1400t. i ty. kilder Arre (jf. slægtsnavnet Arrebo); formen Ærø sejrer først i 1800t., men den stedlige udtale viser bestandig kort æ (el. a), og navnet burde derfor egl. skrives Ærrø – nævnes første gang i et isl. skjaldekvad af Ivar Ingimundarson, som skildrer Sigurd Slembes kamp m. vender suðr við Erri 1137 (Knytlingasagas oplysning om et søslag ved øen ml. Magnus den Gode og Svend Estridsen 1043 er fejlagtig). Tolkningen af navnet er usikker; det er blevet forklaret som et ord med betydningen »den bugtede«, beslægtet med ty. irren, »fare vild, fejle«, i så fald sigtende til kystliniens forløb. If. ValdJb. 1231 var hele øen kongens patrimonium, ɔ: arvegods, m. undt. af de to kongelev Skyoldænæs og Brunznæs. 18/1 1277 overlod markgreverne af Brandenborg Æ., som de vistnok havde i arv efter deres moder Sofie, Valdemar II.s datter, til fyrst Vitslav af Rügen for 1000 mark, men salget er næppe blevet til virkelighed. Øen var ligesom Als genstand for de sønderjyske hertugers fordringer, og 1287–97 var den tillige m. Als og Femern forlenet til hertug Valdemar IV, men den har snarest stadig været i markgrevernes faktiske besiddelse, og 1315 forlenede s. 983 markgrev Valdemar af Brandenborg den til den sen. drost Laurids Jonsen. 1323 fratog Chrf. II Laurids Jonsen øen, men da kongen var fordrevet 1326, fik han den atter i len af den nye konge hertug Valdemar V, men pantsatte den 1331 til grev Gert. Ved Valdemar Atterdags tronbestigelse var den i grevens sønners besiddelse, ligesom den 1398 ejedes af sønnesønnen Gerhard II. I krigen om Sønderjylland m. Gerhards sønner erobrede Erik af Pommern Æ. 1410 tillige m. Als, og ved freden i Vordingborg 1435 beholdt han øen; men da kongen havde forladt landet, overlod rigsrådet ved en overenskomst i Lybæk 2/7 1439 også Æ. til hertug Adolf. Ved dennes død 1460 kom Æ. sa.m. Sønderjylland til Chr. I, og både ved hertugdømmernes første deling 1490 og ved den anden 1544 blev Æ. ved den kgl. del ligesom Als og udgjorde tillige med denne m.m. Chr. III.s dron. Dorotheas livgeding; men ved delingen 1564 kom Æ. ligesom Als til hertug Hans d. Y. Hans styre betød store omvæltninger på øen. Han erhvervede efterhånden alt adels- og kirkegods og oprettede 3 hovedgårde Gråsten, Søbygård og Gudsgave. Ved hans død 1622 deltes hans besiddelser ml. 5 af hans sønner, af hvilke den ældste, hertug Chr. fik Æ. Han oprettede yderligere godset Vodrup. Da han døde ugift 1633, blev Ærø ved forliget i Eckernførde 6/2 1634 delt i 4 dele ml. hans tre brødre, hertug Philip af Glücksborg, der fik Ærøskøbing og godset Vodrup, Hertug Frederik af Nordborg, der fik Gråsten, som han dog n.å. solgte til Philip, og hertug Joachim Ernst af Pløn, der fik Søbygård, og brodersønnen hertug Hans Christian af Sønderborg, der fik Gudsgave. Ved Joachim Ernsts død 1671 deltes dennes besiddelser ml. hans sønner, af hvilke hertug Bernhard fik Søbygård. Ved hans død 1676 tilfaldt lenet hans broder hertug August af Nordborg. Hertug Hans Chr. af Sønderborg solgte 1648 Gudsgave til broderen Ernst Günther, som efter Sønderborgs konkurs 1667 atter solgte det til Hans August af Gottorp, og lenet tilhørte derefter Gottorp til 1680, da Chr. V beslaglagde det. 1684 overlod han det til hertug August af Nordborg-Pløn, der således kom i besiddelse af både den vestl. og østl. del af Æ. Da han døde 1699, arvede hans yngste søn Christian Carl de to ærøske len, mens den ældste søn, Joachim Frederik, fik de nordborgske. Gottorp opretholdt længe kravet på Gudsgave, og efter freden i Travendal besatte Gottorperne 10/10 1700 lenet, men overlod det 31/7 1701 atter til Chr. Carl. Da Chr. Carl indgik et ikke standsmæssigt ægteskab, gik de ærøske godser ved hans død 1706 over til broderen Joachim Frederik, som omtr. samtidig arvede de plønske besiddelser. Han døde 1722 uden at efterlade sig mandlige arvinger, og Fr. IV anerkendte nu Chr. Carls søn Frederik Carl (v. Carlstein) som arving til de nordborgske og ærøske godser. 4/10 1729 indgik Fr. Carl en overenskomst m. kongen, hvorved han overtog alle de plønske besiddelser i Holsten, men overlod de nordborg-ærøske godser til kongen. De glücksborgske besiddelser på Æ., Ærøskøbing og godserne Gråsten og Vodrup, som tilsammen udgjorde Gråstens amt, arvedes efter Philips død 1663 af de følgende glücksborgske hertuger Chr., † 1698, Philip Ernst, † 1729, og Fr., † 1766. 23/12 1749 købte Fr. V. Gråstens amt af hertug Fr. for 347,677 rdl., og hele øen var dermed samlet under den da. konge. Overgangen til kronen var utvivlsomt en fordel for befolkningen, som derved fik del i de store landboreformer. 1776 udskiftedes de ærøske landsbyer, og ved en deklaration af 10/1 1787 fik samtlige fæstere fri ejendomsret til deres gårde. Allr. 1767–71 var godserne blevet udstykket, for største delen i små parceller. For byerne var det af stor betydning, at beboerne blev fritaget for de trykkende toldafgifter i kongeriget og hertugdømmerne, som de havde måttet udrede som hertugelige undersåtter. Befolkningen var da også i de flg. år i stærk vækst, fra 5118 i 1769 til 7575 i 1803 og 9167 i 1835. Derimod havde overgangen til kongen den mærkelige følge, at øen mistede Danske Lov, som under det sønderborgske hus havde været gældende der, og fik slesvigsk ret i stedet. Ved forordn. af 18/11 1773 ophævedes de forsk. retter på øen (Gudsgaves birketing, Gråstens landsting og Søbygårds birketing og bytinget i Ærøskøbing), og i stedet oprettedes en fælles stad- og landret i Ærøskøbing m. en landfoged som præses og 2 assessorer. Samtidig fik øen en fælles amtsforvalter (tidl. havde Gråstens amt udgjort et særligt amtsstuedistrikt, mens Gudsgaves len og Søbygårds len hørte under amtsforvalteren i Nordborg). – I verdslig henseende hørte Æ. til Slesvig (opr. Sønderborg amt, men efter overgangen til kronen til Nordborg amt) lige til efter freden i Wien 1864, da øen ved lov af 16/2 1866 lagdes ind under Svendborg amt (fra 1/4 1867). Af landdistrikterne m. tilhørende mindre øer oprettedes et herred, Æ. herred. De tidl. embeder som landfoged, aktuar og amtsforvalter ophævedes, og i stedet trådte en herredsfoged, som tillige var borgm. og byfoged i Ærøskøbing. I gejstlig henseende hørte øen derimod fra gl. tid under Fyns stift, indtil den 1819 tillige m. Als fik en egen biskop; ved ovenn. lov lagdes den på ny under Fyns bispestol. Kirkerne var tidl. statsejendom, men indtog dog en særstilling (se H. Matzen og J. Timm. Haandbog i den danske Kirkeret. 1891. 673). Ved kgl. res. 22/10 1946 er de overgået til selveje.

Øen er flere gange blevet hærget under krigene, således if. annalerne 1224 under Vald. Sejrs fangenskab og 1427 og 1509 af lybækkerne, 1627 blev øen under kejserkrigen brandskattet af et hjælpekorps, der var indkvarteret der, og 1658 blev den hjemsøgt af de svenske. 1341 tog de holstenske grever hertug Valdemar af Sønderjylland til fange under en jagt på Æ. De skove, der tidl. i rigt mål har dækket øen, og om hvis eksistens både navnet Skoven el. Skovland (tidl. benyttet for hele den mindre østl. del ø.f. Gråsten nor; jf. s. 996) og andre stednavne bærer vidnesbyrd, er formodentlig for en stor del blevet ryddet ved Hans d. Y.s oprettelse af godserne. Ved stormfloden nov. 1872 led øen en del, bl.a. blev dæmningerne ved Gråsten nor og Stokkeby nor samt ved Vitsø gennembrudt.

Litt.: Insel Arroe. Eine topographische Skize, Blätter für Polizei und Kultur (Schlesw.-holst. Chronik. Nr. 9). 1801. 3–8. [P. B.] Carstens. Vermischte Nachrichten von der Insel Arroe, Niemanns Schlesw.-holst. Vaterlandskunde. III. 1803. 121–27. J. R. Hübertz. Beskrivelse over Ærø. 1834 (optrykt 1919). [G.] Hanssen. Statistische Skizze der Insel Aerøe, Neues Staatsbürgerl. Mag. IX. 1840. 117–98. P. C. J. Rasmussen. Avis-Artikler om og fra Ærø i 1848. 1849. E. Biering. Inddæmningen af Graastensnoret paa Ærø, Tidsskr. f. Landoekonomi. 1860. 245–58; 1863. 194–205. V. Bennike. Ærø og Ærøboerne. Højskolebladet. 1884. Sp. 1023–30, 1055–65. Nicoline Klein. Da Prins Kristian gæstede Ærø 1830, SvendbAmt. 1909. 165–83; tilføjelse smst. 1910. 183–84. Frits Heide. Ærø Skoves Historie, Tidsskr. f. hist. Botanik. I. 1918. 73–88. Achton Friis. DØ. I. 1926. 207–14, 307–64. Th. Gravlund. Herredsbogen. Sønderjylland og Øerne. 1930. 151–57. Ærøboen. 1933 ff. J. Tholle. Ærø i Tekst og Toner. 1936. M. Kamphövener. Ærø – en Lilleverden. 1944. Ærø gennem Tiderne. Red. af Kjeld G. Spilcker. 1945. E. Kroman. Musikalsk Akcent i Dansk. 1947. Ærøforeningen i Odense. I–IV. 1948–51. J. Smith. Amtsskrivere og Amtsforvaltere paa Ærø, FynskeAarb. V. 1953–55. 348–71. E. Kroman. Hvor gammel er Ærøskøbing? og Ærøs Forbindelse med Brandenburg i 13. og 14. Aarh., FynskeAarb. (under trykning). Reumert Rasmussen. Fuglelivet ved Ærøs Kyster. 1948. Johs. Grøntved. Ærøs Vegetation og Flora, Botanisk Tidsskr. XLIX. 1952.