Løgumkloster

Løgumkloster by ligger helt i Løgumkloster bykom. i Lø hrd. Løgumkloster ligger under 55°3’25” n.br. og 8°37’10” ø.l. for Grw. (3°37’30” v.l. for Kbh.), beregnet for kirkens tårn. Fra Løgumkloster er der ad landevejen 17 km til Tønder, 33 km til Åbenrå, 36 km til Ribe og 49 km til Haderslev. Løgumkloster ligger ved Brede å på en ret ufrugtbar og flad hedeslette.

Hovedgaden i byen er Storegade, der forløber fra ø. til v. Mod ø. fortsætter den i Østergade, der går over i Åbenråvej, hovedvejen mod Åbenrå. Mod v. munder Storegade ud i Slotsgade, der sa. m. sin nordl. fortsættelse, Møllegade, udgør en anden af byens hovedgader. Slotsgade fortsætter mod s. i Tønder Landevej. En 3. hovedgade er Markedsgade, der forbinder Møllegade og Storegade. N. om byen fører en nyanl. omfartsvej fra landevejen mod Ribe forbi Møllegade for mod ø. at munde ud i Åbenråvej. Omkr. Storegade og Markedsgade ligger de fleste cityfunktioner (pengeinstitutter, hoteller m.m.). Kun i de centrale gader findes sammenhængende husrækker, medens byens udkanter for en væsentlig del består af énfamilieshuse. S.f. Storegade ligger byens gl. klosterkirke m. tilhørende kgd. og refugium (se s. 523).

Løgumkloster er en mangesidig by, om end håndv. og industri beskæftiger 1/3 af den i erhvervene beskæftigede del af befolkningen. Selv om en del pers. er beskæftigede i handel og trafik, kan man ikke betegne L. som en typisk oplandsby, men må stort set regne den ind under Tønders handelsopland. Da den imidlertid ligger i en købstadsløs egn, har den en vis lokal betydning også som handelscentrum.

I årene 1888–1936 var L. ved en jernbane forbundet m. statsbanen Tønder-Ribe og 1901–1926 ved en smalsporet privatbane forbundet m. Åbenrå. 1927–36 erstattedes denne af en normalsporet jernbane fra L. til Rødekro. I dag står L. kun ved busruter og anden landevejstrafik i forb. m. omverdenen.

Løgumklosters samlede areal var 1960: 1753 ha. Den samlede længde af gader i kom. var 1965: 24,3 km. Af arealet var 1960: 1083 ha landbrugsareal og 13 ha vandareal.

Der var 1964 i L. 11 heste, 1186 stk. hornkv., deraf 372 malkekøer, 1653 svin og 3457 høns.

Ved ejendomsvurderingen 1960 var vurderingssummen for samtl. ejd. i L. 17,6 mill. kr. Forsikringssummen for de i Den alm. Brandforsikring for Landbygninger og Bygningsbrandforsikringsforeningen indtegnede ejd. var 1964: 45,3 mill. kr.; Købstædernes alm. Brandforsikring og Købstadkommunernes gensidige Forsikringsforening driver ikke forsikringsvirksomhed i Løgumkloster el. de andre sønderjy. flækker.

Den østl. ende af byen kaldes Starup (*1490 Starup). I landdistriktet ligger en saml. af gde og hse: Østermark. – Gårde: Åved (*1510 Owidt); Jørgensgd.; Ulvemose; Klostervang.

Bygninger og institutioner.

Løgum kloster og kirke. Sydl. i flækken Løgumkloster ligger det gl. cistercienserkloster m. sin store, velbevarede kirke, der som alle ordenens kirker er en Mariakirke, viet til »den i himlen optagne Maria«. Cistercienserne har her som andetsteds lagt deres kloster i lavland m. skov, sø og å; ml. Møllesøen og Brede å i n. og bækken fra Draved mose i s. fik anlægget sin plads. Kirken ligger n.f. klostergården, hvis tre andre omsluttende fløje udgjorde det egl. kloster. Bev. heraf er s. 524 kun en del af ø.fløjen, men de forsv. dele og andre af klostrets bygninger er nogenlunde klarlagt gennem udgravninger (sml. s. 532). Kirkens skib er ligesom ved Øm kloster så kort, at det kun dækker en del af klostergårdens n.side, men det har antagelig skullet være to fag længere, og så ville det som i det ældre Sorø kloster have lukket fratergården og klostret helt mod n. Den meget høje og statelige kirke fornemmes p.gr.af det korte skib (kun dobbelt så langt som kor og korsarme) som et centralanlæg, en virkning, som er særl. slående, når man nærmer sig byen fra det flade land. – Den flere gange udvidede kirkegård m. mure fra 17–1800t. ligger n. og ø.f. kirken, men i middelalderen brugtes også fratergården som gravplads. Umiddelbart sø.f. kirken og tæt op til den sdr. kirkegårdsmur blev der 1959–61 opf. et refugium (s. 535), som gør brug af kirken og rummene i klostrets ø.fløj. Forbindelsen ml. de to anlæg er formidlet gennem en overdækket og kun af glas lukket gang, der langs ø.fløjens ø.side har indtaget den gl. korsgangs plads.

Den helt overhvælvede, korsformede kirke må med sine senromansk-unggotiske stiltræk være bygget i tiden o. 1225–1325, og således at de to årst. nogenlunde dækker dateringen af henh. ø.- og v.gavl; C. M. Smidt går dog i sin udmærkede bog Cistercienser-Kirken i Løgum ind for en tidl. datering af byggearbejdets påbegyndelse. Kirkens plan bestod først af et lige afsluttet kor, enskibede korsarme, hver m. to ø.kapeller, og et treskibet langhus. Tidligt blev de to ø.kapeller nærmest koret udvidet mod ø., så deres ø.gavle flugtede m. højkorets (og arkader brudt ind til dette), og i n.hjørnet ml. skib og ndr. korsarm blev der anlagt endnu et kapel. Endv. fik ndr. korsarmsgavl en bemærkelsesværdig forhal (s. 529), der som de nævnte tre kapeller er indføjet i anlægget så tidligt, at de er fuldendt sa. m. de respektive bygningsafsnit, hvortil de slutter sig. Uden for den egl. kirke, men intimt knyttet til den, ligger sakristiet (s. 529), der er indrettet nordligst i klostrets ø.fløj, således som det er reglen for cistercienserne. En moderne tagrytter over korsskæringen har haft flere forgængere (s. 529). Et forsv. og udaterbart kapel ud for ndr. sideskibs 2. vinduesgruppe fra v. omtales 1731 som forhenværende skole.

Bortset fra de nævnte, under byggearbejdet foretagne ændringer i ø.partiet og de heraf følgende lokale og kortvarige arbejdsstandsninger spores der et byggestop af meget lang varighed. Det indtrådte, da langt den største del af arbejdet på kirken var gennemført, men arkitektonisk kom det til at præge bygningens vestre halvdel. Byggestoppet manifesterer sig tydeligst inde i kirken, i langhusets østligste fag, hvor man ikke blot ser en lodret fortanding midt i faget, men også en stor forskel i arkitekturen ø. og v.f. det lodrette skel. Det ældste bygningsafsnit i den knap 44 m lange kirke (tværskibets udstrækning n.-s. er godt 34 m) omfatter kor, korsskæring, korsarme, seks kapeller i ø. og ét i nv., ndr. forhal og skibets østligste halve fag samt begge sideskibsmure frem til v.hjørnerne. Det yngste afsnit omfatter resten, hvilket kun vil sige to par arkadepiller m. tilh. midtskibsmure og v.gavlen. Planen er helt bygget over kvadrater, og det er interessant, at kirken fra første færd er anlagt til fuldstændig overhvælvning, således at højkirkehvælvene ikke – s. 525 som i den noget ældre Sorøkirke og Ribe domkirke – er en sen. tilføjelse. Løgumkirken er i sin ældste form m. de to gange to ø.kapeller anlagt i overensstemmelse m. cisterciensernes byggeskik, således som den udgik fra klosterkirken Fontenay i Burgund. Både kirke og kloster præges i det hele taget af den fasthed i udformningen, som er karakteristisk for cisterciensernes byggeforetagender, der uanset landegrænser følger ganske bestemte skemaer, om end materiale og større el. mindre s. 526 enkeltheder præges af land el. landsdel, hvori anlægget opføres. I Løgum sporer man da også påvirkning, fx. fra stiftskirken i Ribe, og til byggeemne har man valgt det hjemlige teglmateriale, munkestenen, men manden bag anlægget må have været helt fortrolig m. cisterciensernes ordensregler og byggeprogram. Løgum-kirken, der er en så smuk og velproportioneret bygn. – for sin periode nok den bedste i landet – kan ikke være opført uden en kyndig arkitekts medvirken. En påfaldende lighed i kompositionen ml. Løgum korgavl og den tilsvarende gavl på cistercienserkirken Jouy (indv. o. 1220–21) i arrondissementet Provins sø.f. Paris antyder, hvorfra arkitekten kan have hentet sin inspiration. Muligheden heraf bestyrkes af det forhold, at klostret i Jouy samt 5–6 klostre i sa. egn som de eneste af alle franske cistercienserklostre var udstyret m. hvælv af den type, der kan have været forbilledet for Løgums (og Ribe domkirkes) højkirkehvælv. Lighedspunkterne ml. Løgum og de nævnte franske klostre er væsentlig for den nyeste datering af Løgums påbegyndelse til o. 1225, men den finder også støtte i en sammenligning m. bl.a. Vitskøl klosters ombygning. I sit anlæg m. kun fire korsarmskapeller svarede Løgum til de ældre kirker i Sorø og Herrisvad; når kapelantallet øgedes til omtr. det dobbelte, inden kirkens ø.parti kunne tages i brug, må det ses som et bevis for, at klostret havde mange præsteviede munke. På den anden side må man se kirkens korte skib som et vidnesbyrd om, at antallet af munke og lægbrødre har været stærkt dalende efter ø.afsnittets fuldendelse, thi ellers var skibet sikkert blevet øget i længden, så det havde udfyldt hele pladsen som n.fløj i klostret. Det korte skib har Løgum fælles m. det o. 1250 opførte Øm, mens Sorø, der tilhører 1100t.s sen. del, har et meget langt skib. Når der kan regnes med en så nøje sammenhæng ml. skibets længde og antallet af munke og lægbrødre, skyldes det, at kirken udelukkende tjente klostrets beboere. På sa. baggrund må man se kirkens særl. dørforhold og trappen i sdr. korsarm. Om dagen kom munkene til kirken fra klostergårdens overhvælvede korsgang gennem en (nu tilmuret) dør i sdr. sideskibs ø.fag, og om natten kom de til messe ad den førnævnte (rekonstruerede) trappe fra sovesalen, dormitoriet, i ø.fløjens øvre etage. Lægbrødrene, der beboede v.fløjen, kom ind gennem den spidsbuede dør i ndr. sideskibs v.gavl, hvilket er usædvanligt, idet lægbrødrenes dør ellers findes vestl. i sdr. sideskib; når det blev anderledes i Løgum, må forklaringen søges i, at skibet aldrig fik den fulde længde, således at der kunne føres en dør fra v.fløj til kirke. I sdr. korsarmsgavl, ved siden af trappen (og døren) til dormitoriet, findes en rundbuet dør til sakristiet, sammenkoblet m. en større, rundbuet niche, om hvis anv. der ikke hersker enighed. Nogle mener, det har været helgengrav, kristigrav el. alterplads, andre, at det kan have været opbevaringssted for kirkens hellige kar, indtil sakristiet blev færdigt, el. til særl. værdifulde relikvier, som man har ønsket at indbringe i kirken, så snart dele af denne (fx. ø.kapellerne) har kunnet indvies. En dør midt i ndr. korsarmsgavl fører gennem den åbne forhal til kirkegården, og en mindre lidt ø.for (fra det nordligste kapel) fører til en trappe i muren, som giver adgang til loftsrummet. Endelig er der i modstrid m. reglerne en dør i det sydligste ø.kapel; den kan skyldes ønsket om en passende adgang til kirkens tidligst fuldførte del, og måske har klostrets ældste, interimistiske bygninger ligget sø.f. det nuv. anlæg, hvor nu refugiet er opført.

Kirkens ydre. Alle udvendige hjørner af kor, korsarme og kapeller har kraftige hjørnelisener, der på kapellerne standser brat i højde m. de fornyede murkroner; på de andre bygningsdele er der en harmonisk forb. ml. lisenerne og højkirkemurenes s. 527 (rekonstruerede) buefrise samt taggavlenes stigende buefriser. Korets ndr. højkirkemur og den tilstødende i ndr. korsarm (det ældste murværk i højkirken) har tillige ende- og hjørnelisener, men i resten af højkirken løber rundbuefrise og gesims ubrudt igennem fra det ene udadgående hjørne til det andet. Rundbuede enkeltvinduer findes bl.a. i kapellerne, forneden i ndr. korsarmsgavl og i midtskibets østligste halvfag (der hører med til den ældre byggeperiode). En gruppe på to vinduer optræder i sdr. korsarmsgavl, mens tregruppevinduerne behersker ø.- og v.gavlene samt ndr. sideskib og højkirken. Sdr. sideskib havde ingen vinduer, idet denne mur var dækket af korsgangen. Tregruppevinduernes opbygning er vidt forsk., og det er herigennem, man så stærkt fornemmer den lange periode, som må være forløbet, fra man rejste ø.gavlen, til man sluttede i vest. Ø.gavlens nedre vinduer er blot tre ens høje enkeltvinduer, som er skubbet tæt sammen og omsluttet af tre ens høje buer, mens ø.gavlens øvre vinduer er vokset sammen til en rigtig gruppe, et motiv, som er bearbejdet yderligere i ø.afsnittets højkirkevinduer (der dog at dømme efter enkeltvinduet i skibets østligste halvfag mul. først er indføjet ved hvælvslagningen). I v.gavlen når tregruppen sin fuldeste udvikling; her indtager og dominerer de tre vinduer m. deres rigt falsede og delvis glaserede karme hele gavlen, og der er ikke blevet plads til andre arkitekturelementer. Af kirkens taggavle er kapellernes halvgavle glatte; de tre helgavle på kor og korsarme er ret ensartede, men den østre og ældste er rigest såvel i opbygning som detaljer; den danner en meget harmonisk afslutning på gavlens nedre s. 528 del m. de smukke vinduestregrupper. S.gavlen er fornyet på grundlag af spor, og skibets v.gavl, der indtil 1844–45 mul. aldrig havde været andet end en bræddegavl, fik sin nuv. form ved sidste rest., og det sa. gælder ndr. forhals taggavl. De øvr. gavles kamtakker er gotiske tilføjelser.

Kirkens indre. Her fornemmer man i højere grad end udvendig den store forskel i tid og arkitektur ml. ø. og v. Mest påtrængende er forskellen på vinduesformerne i ø.- og v.gavlene, der i tid er skilt ved en periode på mindst trekvart årh. Begge gavle er fuldgyldige repræsentanter for deres tid, og den forsk. udformning føles egentlig ikke disharmonisk, således som tilfældet er ved udformningen af åbninger og blændinger i midtskibets mure ø. og v.f. det tidl. omtalte skel i skibets ø.fag. Vel er arkaderne til sideskibene nogenlunde ensartede, men i triforieåbninger og højkirkevinduer findes et så afgørende brud m. tidligere former, at rummets helhed lider lidt derved. Bag triforieåbningerne skjuler der sig ikke rigtige triforier (sideskibsgallerier), som man bl.a. kender det fra Ribe og Roskilde domkirker, men kun sideskibenes tagrum; triforieåbninger er i øvrigt usædvanlige for en cistercienserkirke. – Alle kirkens piller er rigt leddelte m. brede halvsøjler, smalle trekvartsøjler, afrundede og retkantede led, men nuanceringen er størst i øst. Væg- og arkadepiller har retkantede led som vederlag for de falsede arkadebuers midtled; undtagelser herfra er pillerne i ndr. korsarm (m. en bred halvsøjle) og i sdr. korsarms v.arkade (m. tre halvsøjler), samt skibets fire yngste arkadepiller, hvor leddet er affaset. En bred halvsøjle flankeret af slankere trekvartsøjler danner vægpiller og hvælvbærende led i korsarmenes flankemure. Korsskæringspillernes og korets hvælvbærende led udgøres af de sa. elementer, det sidste sted dog adskilt af retkantede, diagonaltdrejede led. Skibets to par vestre arkadepiller er mod sideskibene sammensat af halvrunde, kvartrunde og affasede led, og en lign. udformning har de pillebundter, der ved kirkens fuldendelse blev hugget ind i de ældre sideskibsmure, som var beregnet for en anden hvælvtype. – Arkadebuerne, som er spidse i n.-s.-gående mure, runde i ø.-v.-gående, er næsten alle svagt styltede i ø., og flere er svagt hesteskoformede. Med et par undtagelser har pillerne ø.f. skellet en profileret sokkel, som ikke findes på de yngre v.for. Terning- og trapezkapitæler optræder ligeledes kun i ø., de første forneden, de sidste foroven. På sa. måde forholder det sig med et tre-rundstav-kragbånd, der næppe har været repræsenteret v.f. skellet, før det ved sidste rest. blev indført i højkirkevinduerne. Her findes derimod et mere gotiserende kragbånd, bestående af to hul-led. – Kirkens enkelte afsnit synes at være blevet overhvælvet, når muligheden var til stede; den kronologiske rækkefølge er: de seks ø.kapeller, ndr. sideskibs ø.fag og det tilstødende kapel, kor, korsarme og korsskæring og sidst de syv resterende sideskibsfag og de to midtskibsfag. Bortset fra korsskæringens ribbeløse kuppelhvælving, der må formodes at være blevet til under påvirkning af kuplen i Ribe domkirke, har de øvr. hvælv fire el. otte profilerede ribber. De fleste hvælv er helsten tykke og ringmurede, de syv yngste sideskibshvælv dog kun halvsten tykke og muret på normal gotisk måde. Her findes en svagt markeret slutsten m. stjerne el. blomst, mens de seks ø.kapeller har kraftigt nedhængende, skulpterede slutsten af granit. – If. reglerne skulle de enkelte kapeller være adskilt fra hinanden og fra koret, hvilket opnåedes ved at indføje skrankemure i de store arkader, som ellers forbinder dem. Der findes nu syv, men kun tre af dem (i korets østre arkader og nv.kapellets østre) har overlevet korændringen 1844–45; de sidste fire er genopf. s. 529 ved sidste restaurering. To kapeller har bevaret middelald. piscina’er, muret af tegl og m. konkav fordybning og afløb i oversiden.

Den åbne forhal ved »dødeporten« i ndr. korsarm, der som nævnt føjedes til på et meget tidligt tidspunkt i byggeriets historie, har en ganske usædvanlig udformning, idet rummet virker, som om det var hulet ud i en massiv blok. Hver sidevæg dannes af to nicher, adskilt af og flankeret m. i alt tre søjler, mens rummets loft dannes af to parallelle tøndehvælv, der er en fortsættelse af vægnicherne. De seks søjler er nu helt af granit, men kun baserne, der er hugget i ét m. soklen, og de terningformede kapitæler er gl.; indtil sidste rest. var søjleskafter og det hesteskoformede tympanonfelt over døren til kirken muret af tegl. Over den åbne forhal findes fortsættelsen af den trappe, der fra det nordligste ø.kapel fører til loftsrummet, og den lille tilbygnings øvre del, der i hvert fald ml. 1830 og 1845 rummede klokkerne, er sidst ændret af Eggeling og Lønborg-Jensen.

Tagrytteren over korsskæringen er opført af H. Lønborg-Jensen; den afløste en fra 1844–45, men også før den tid har der været en tagrytter. 1731 oplyses det således, at der indtil for o. 46 år siden fandtes en anselig tårnbygn. midt på kirken, og denne rytter var formentlig middelalderlig.

Det nu ubenyttede sakristi ligger i enden af den til kirken stødende ø.fløj, der er jævngammel m. de yngste dele af ø.afsnittet og planlagt sa. m. kirken. Rummet, der har tre ottedelte hvælv m. profilerede ribber, får lys gennem et dobbeltvindue i ø.; det har mange gemmenicher og en formentlig sen. brudt dør til rummet s.for. I n.muren findes foruden den tidl. omtalte dør til sdr. korsarm en lysåbning til rummet under dormitorietrappen. Dette rum (genskabt sa. m. trappen) har formentlig først rummet klostrets bibliotek, således som det er kendt fra franske klostre (sml. liberiet s. 532). – Et nyt sakristi indrettedes sen. i det sdr. korsarmskapel, der ligger i hjørnet ml. kor og korsarm, og det benyttes stadig. Forinden synes det sa. kapel dog en tid at have været indr. som gravkapel; i hvert fald blev det 1733 købt af amtmand v. Massow til slægtsbegravelse (s. 532). Også kirkens nv.kapel skal en tid have tjent som gravkapel.

1681 siges kirken at være forfalden og næsten helt ruineret, og 1721 kaldes den bygfældig; men allr. 1731 fandt man ingen anden mangel end den, at vestre taggavl bestod af brædder (1706 rød- og hvidmalede). 1754 ff. repareredes mur og tag, 1769 den bygfældige s.gavl, og andre småreparationer fulgte, indtil man overdrog W. F. Meyer en stor istandsættelse 1844–45. Ved den fik kirken en muret taggavl i v., en etage på forhallen og en tagrytter; de udvendige mure overslemmedes m. cement, der også benyttedes til rekonstruktion af afslåede profiler i det indre. Meyer nedrev skrankemure og flyttede korstolene fra korsskæring til korsarme, hvilket medførte dormitorietrappens forsvinden. 1902 ønskede regeringen i Slesvig en hurtig rest., som dog først kom i gang umiddelbart før første verdenskrig, og samtidig startedes en udgravning af klosterbygningerne, begge dele under arkt. Eggelings ledelse. Arbejdet, der efter genforeningen overtoges af den da. stat med H. Lønborg-Jensen og C. M. Smidt som ledere, bestod i at fjerne sporene efter Meyers virksomhed og gennemføre en virkelig rest., baseret på afdækkede spor; desværre fjernedes også hvidtekalken i det indre. Kirken, der genindviedes 1926, står nu i blank mur ude og inde, m. teglhængt tag og kobberkiædt tagrytter.

Kalkmalerier. Selv om ordensreglerne forbød sådanne, har enkelte malere dog fra tid til anden dekoreret lidt i kirken. I det kapel, som nu er sakristi, findes på hvælvingen s. 530 en roset fra o. 1250–1300 på hvælvet, og de to midtskibshvælv har en geometrisk dek. fra 1300t., mens man på en arkadepille i skibets s.side skimter en Skt. Jørgen fra o. 1400.

Kirkens inventar. Inventaret bærer præg af to store restaureringer, der begge var meget hårdhændede, den ty. 1844–45, da munkestolene endnu stod på plads, ligesom det enestående antemensale prydede alterbordet, og den ty.-da. 1913–20–26, hvor de forsk. inventardele søgtes ført tilbage til deres originale farvegivning. Ved denne lejlighed fik kirken sin sengotiske altertavle, der opr. havde stået i Jerne kirke (Ribe a.), nye, murede alterborde, alterskranke, to klokker, mens prædikestolen udvidedes, og stolestaderne omdannedes. Inventaret giver smukke bidrag til vort sparsomt bevarede middelald. tavlemaleri, og sengotisk skulptur er godt repræsenteret. Renæssanceprædikestolen og barokfonten viser tilknytning til Tønder. De bevarede gravsten er få og sene. – Den malede alterbordsforside, fra o. 1325 (nu i Nationalmuseet), hører ligesom det lidt yngre relikvieskab og den m. dette samtidige »celebrantstol« (for den, der celebrerede messen) til kirkens største skatte. Omkr. et midtbillede af Kristus som verdensdommer ses to gange seks billeder af Marias liv, fra bebudelsen til hendes død. Af særl. interesse er scenen m. Steffen stalddreng, hvor den stegte hane på Herodes’ bord rejser sig og galer som bekræftelse på Steffens (protomartyren Skt. Stefans) meddelelse om Jesu fødsel; her er nemlig tale om en særl. engelsk-skandinavisk version af legenden. Højaltertavlen, som nævnt fra Jerne kirke, er en sengotisk skabstavle fra slutn. af 1400t. m. to bevægelige fløje, i midtskabet er der storfigurer af »Nådestolen« el. Treenigheden, flankeret af Maria m. barnet og Skt. Morten, i fløjene apostelrelieffer. Tavlen er meget vilkårligt rest., apostlene anbragt i forkert orden og opr. indskrifter ændret. Før denne tavle blev opsat på alterbordet på en ny, høj predella, stod her et maleri, Bønnen i Gethsemane, af Jes Jessen 1799, i nygotisk ramme (nu i det nordøstl. kapel). En mærkelig sidealtertavle er bev. i det ovf. omtalte relikvieskab, hvis midtparti er opdelt i 16 rum, der alle har indeholdt helgenrelikvier i kostbare gemmer, og ud for hvert rum findes et maleri af den helgen, fra hvem relikvierne angaves at stamme: Johannes, Peder, Paulus, Clemens, Bernhard, Ambrosius etc. Syv andre sidealterprydelser el. dele af sådanne er bev.: 1) Maria m. barnet, o. 1400–25 (i nv.kapellet), 2) »Nådestol«, samtidig (i niche i ndr. sideskib), 3) abbed, 1450–1500 (i sdr. korsarms s.niche ml. de tre flg.), 4) Anna selvtredie, samtidig, 5) Jakob d. Ældre, samtidig, 6) »Pietà« (Maria m. Jesu afsjælede legeme på skødet), 1500–25, og 7) Kristus som smertensmand, samtidig (i nv.kapellet). – En fin alterkalk fra slutn. af 1400t. er i Nationalmuseet tillige m. et udsk. elfenbenshoved til en bispestav fra sidste halvdel af 1200t. Celebrantstolens tre sæder adskilles af søjler, der bærer høje, slanke tårnspir, som løber op i højde m. de tre spidsgavle, de to yderste m. virtuost snittet grenværk, det midterste m. en fri rekonstruktion efter de svage malerispor, der var levnet på den opr. bagklædning (nu i Nationalmuseet). Munkestolene blev opsat ml. 1502 og 1514; kun ni er bev., af alm. klapsædetype, m. ny overdel. De djærvt skårne relieffer på de fire vanger viser, at arbejdet er udført i sa. værksted som det nuv. orgelpulpitur; reliefferne forestiller de to ordenshelgener, Bernhard og Benedikt, Maria m. barnet på månesegl og Christophorus m. Jesusbarnet og småsjæle i sin skuldertaske. Døbefont fra 1704, et snedkret arb. fra det Peter Petersenske værksted i Tønder, m. himmel; dåbsfadet er sydty., fra o. 1550–75. Korbuekrucifiks fra 1300 s. 531 s. 532 –50, m. nye sidefigurer. Prædikestolen er et tidligt renæssancearb. fra o. 1580, sikkert fra et Tønder-værksted, m. relieffer af dyderne; lydhimmelens prydelser hidrører næsten alle fra 1923. Stoleværk fra 1844–45, ændret og suppleret. Orgelpulpituret, der nu er anbragt i ndr. korsarm over et vindfang af gl. paneler og døre m. foldeværksfyldinger, er måske opr. et lektorium, der har dannet afslutning på munkekoret. Foran hvert fag står reliefskårne figurer af de tolv apostle og frelseren, alle m. brede, folkelige ansigter og svarende til reliefferne på korstolenes vanger. Orgelfaçaden og orglet er fra 1923. Af de to præsterækketavler er den ældste fra 1799, den yngste fra 1929 (i østligste s.kapel). Den ældste klokke er fra 1492, de to yngste fra 1925, fra De Smithske Jernstøberier i Ålborg.

I kirken er bl.a. begr. de tre ribebisper Omer, † 1204, Oluf, † 1214, og Esger, † 1273. Blandt dens gravminder kan nævnes et epitaf fra 1751 over amtmand Chr. Albrecht von Massow (i østligste s.kapel), mindetavler over faldne fra 1848–50, 1870–71 og 1914–18 samt gravsten over Else Marie Zoëga, † 1737, over P. Fr. Dithmarsus, sekr. hos amtmanden, † 1702, over »feldbereder, boelsmand og kirkeværge« Claus Hanssen, † 1785, og over sgpr. Otte Riese, † 1742, og hustru Anne Cathrina, † 1788. Under en forsv. sten i koret, m. kors men uden indskr., skulle der if. traditionen have ligget en biskop el. abbed samt en stor skat af guld og sølv.

Af klostret er der som nævnt kun en del af ø.fløjen bevaret. Denne del må if. sin arkitektur være opført samtidig m. de yngste arbejder inden for kirkens ø.afsnit, dvs. o. 1250–75. Fløjen restaureredes i fortsættelse af kirken, idet den øvre etage dog forblev ret urørt. Denne etage er i nyeste tid blevet forsynet m. gulv og istandsat til mødesal og bibl. for refugiet, der også benytter fløjens nedre rum. Ud over det allr. beskrevne sakristi nærmest kirken indeholder bygn. fra n. mod s. flg.: først et til sakristiet svarende rum m. dør til korsgangen, mul. liberiet, hvori klostrets bøger opbevaredes (rummet under trappen var måske kun midlertidigt bibliotek); så følger klostrets fornemste rum, kapitelsalen, m. gl., murede bænke og ni (fornyede) krydshvælvinger, båret af fire fritstående søjler af glaseret tegl; døren til klostergangen flankeredes af to rigt udstyrede vinduesåbninger, og ø.muren havde tre store, tredelte vinduesgrupper. Dernæst følger, m. adgang fra korgangen, den trappe, der førte til dormitoriet, og ø.f. den portnerlogen m. to små krydshvælv, vindue og en talesprække; logen står i forb. m. et hvælvet rum under trappen (carcer?) og har i s. dør til det store portrum m. tre krydshvælv og portåbninger i ø. og v. (til omverdenen og klostergården). I ø.fløjens øvre etage ligger nærmest kirken, lige ved døren til sdr. korsarm, et lille rum, hvor abbeden mul. har sovet, og dernæst det store dormitorium (nu som nævnt indr. til mødelokale). Den resterende og forsv. del af ø.fløjen er nogenlunde klarlagt gennem arkt. Eggelings gravninger under første verdenskrig (suppleret m. nye iagttagelser ved arkt. C. Christensen 1957 og J. Hertz 1960–62, ved opførelsen af refugiet). Ø.fløjens parti s.f. portrummet har rummet en stor sal, brødrehallen el. varmestuen; den synes at have været dækket af 15 krydshvælv i tre rækker og båret af otte fritstående søjler, muret af tegl, men ikke glaseret som kapitelsalen. Nær rummets s.ende fandtes af Eggeling rester af en varmekælder, som er nærmere undersøgt af Hertz.

Fundamenterne af de to andre fløje, der sa. m. den østre og kirken omsluttede klostergården, og af den omløbende, overhvælvede korsgang, der ved arkader har åbnet sig mod selve klostergården (ligesom i det bevarede Helsingør Skt. Marie s. 533 kloster), viste, at Løgum-klostret har været anseligt. Gårdsrummet her, ca.27 × 28 m, er kun lidt mindre end Sorø-klostrets og større end ved de to betydelige nørrejy. anlæg, Vitskøl og Øm. Af de to fløje, der har været smallere end den østre, har s.fløjen bl.a. rummet brødrenes spisesal, refektoriet, og helt mod ø. en trappe til den øvre etage. Et stort rum sydl. i v.fløjen har antagelig været lægbrødrenes spisesal, og n.f. dette lå køkkenet og andre rum. Op til v.fløjens yderside fandtes en anden, mindre regelmæssig gård, omsluttet af forsk. bygn. til lægbrødrene el. deres virksomheder. Brønden ligger i fratergårdens sø.hjørne, og spor efter klostrets priveter menes fremdraget ved ø.fløjens sø.hjørne.

I kapitelsalen er der til forskellig tid afdækket tre romanske grave, sat af munkesten og med særskilt hovedrum. To af dem indeholdt blyplader, hvis latinske indskrifter beretter, at ø.graven har rummet Laurentius, abbed for Herrevad (Løgums moderkloster), og n.graven to personer, nemlig Keld, abbed for Holme kloster, og Niels, abbed for Løgum.

Litt.: DanmKirk. XXI. Tønder amt. 1957. 1050–1130 (med litt.henvisninger; fremhæves skal C. M. Smidt. Cistercienser-Kirken i Løgum. 1931).

Kirkegården ligger n. og ø.f. kirken. 1924 indrettedes ø.f. den en mindelund for de faldne i den første verdenskrig. I kgd.s sydl. del står en stor natursten, opr. overligger til jættestuen i Lindet skov, der var opstillet foran Hotel Stadt Hamburg (nu Hotel Løgumkloster) som mindesten for kejser Wilhelm I. 1915 anlagdes en krigsfangekirkegård (for franske, belgiske og russiske krigsfanger) i en lille lund s.f. byen; 1923 rejstes her et monument.

På kgd. er bl.a. begr. redaktør P. Skovrøy, † 1935.

Slottet. I skyggen af klosterkirkens vældige v.gavl, og sammenbygget m. dennes sydvestre hjørne, ligger på den gl. klostergrund det s.k. Slot, en statelig, 1614 af hertug Johan Adolph af Holsten-Gottorp opført, toetages munkestensbygning. Slottet er bygget skråt hen over klosterkvadratens nordvestre hjørne, hvor der dog vistnok ikke har stået nogen egl. bygn. p.gr.af kirkens projekterede, aldrig gennemførte v.forlængelse; dog var korsgangen langs klostergården ført igennem, og de under Slottet påviste kampestensfundamenter giver ligesom den i n.façadens østre del bevarede, rundbuede dørniche grund til at formode, at der i de nuv. mure indgår bygningsfragmenter fra klostertiden. Murene er i øvrigt over en sokkel af granitkvadre opført i krydsskifte af uensartede, lysere og mørke munkesten, der opr. har stået vandskurede og rødmalede m. optrukken fuge. Den arkitektoniske udformning er enkel, men sikkert disponeret. Vinduerne, der vistnok opr. har været mindre, og som er afdækket m. fint profilerede, murede trekantsfrontoner, sidder over hinanden, men er anbragt uregelmæssigt hen over façaden, men dog således, at denne opdeles i tre hovedafsnit; under øvre stokv.s vinduer er et gennemløbende rulleskiftebånd. Som en kraftfuld modvægt mod kirkegavlen er det pompøse, hvidkalkede, rustica-behandlede, om militærarkitektur mindende, triumf bueagtige portalparti om den høje, tøndehvælvede gennemkørselsport anbragt et stykke v.f. bygningens midte. I portalens arkitrav sidder under en trekantsfronton to sandstenstavler m. Fr. IV.s spejlmonogram og det da. rigsvåben omgivet af elefant- og dannebrogsordenens kæder; ved Slottets rest. 1931–32 viste det sig, at tavlerne opr. havde båret de af hertug Johan Adolph og hans gemalinde, prinsesse Augusta af Danmark førte våbner, men at de efter inkorporationen af de gottorpske dele af Slesvig 1721 var blevet vendt og forsynet m. den nye landsherres. Ved restaureringen s. 534 opsattes kopier af de originale tavler, der nu opbevares på Tønder Museum. Til Slottets hovedfløj sluttede der sig i v. en lang vinkelfløj (køkken), ligeledes i to etager og bygget op ad klostrets gl. v.mur; den nuv., korte tværfløj er en stærkt fornyet rest heraf. I hjørnet ml. fløjene var der ligesom ø.f. porten på havesiden to endnu 1767 bevarede trappetårne m. vindeltrapper, og i s. lukkedes gården af et plankeværk, hvorpå »den engelske parforcejagt« var afmalet; endelig var den gl. klosterfløj i ø. indr. til stalde, tørverum og fængsel. Taget er i sin nuv. skikkelse fuldt afvalmet; dets opr. udformning kendes ikke. Bygn. er i øvrigt flere gange ombygget, bl.a. i 1720erne, efter at nedrivning havde været på tale, og senere. 1931–32 blev den rest. ved arkt. Thorv. Andersen, og 1947 genåbnedes den rundbuede døråbning i ø. ved arkt. Chr. Borch.

Også Slottets indre har været underkastet talr. ændringer. Bygn. er rejst for amtsøvrigheden samt som midlertidig jagtresidens for hertugen, og det øvre stokv. optoges opr. af én stor sal m. gavlkamre; salens gulv var af store, røde stenfliser, og der var kaminer for enderne, samt svære loftsbjælker m. udskårne konsoller, hvoraf enkelte endnu ses. Efter at amtmandsstillingen allr. fra 1600t.s slutn. besattes m. den i Åbenrå residerende amtmand, tjente Slottet som bol. for amtsforvalteren og blev i den ty. tid sæde for amtsretten, fra 1920 Løgumkloster retskreds, og bol. for dommeren. Bygn. er fredet i kl. A.

I porten er opsat en mindetavle for digteren, biskop H. A. Brorson, der 1717–21 var huslærer for sin morbroder, amtsforv. Nicolai Clausens børn.

Den store have omsluttes i v. af klostrets gl., m. skydeskår forsynede mur. Som trappesten er anv. en granitsten m. et i en cirkel indskrevet kors. På kirkepladsen er to prægtige, gl. linde.

Litt.: Jørgen Paulsen i DSlHerreg. Ny Saml. III. 1946. 535–41. M.. Mackeprang i SdjyM. 1932. 145–47.

Løgumkloster Refugium er opf. 1959–61 (arkt. Rolf Graae og Rich. Aas) i tilknytning til klosterkirken, hvormed det er forbundet ved en overdækket munkegang. Refugiet, der er opført i 4 fløje af røde mursten m. tegltag i ét el. to stokv. og har 42 stuer, er en selvejende institution; den bevarede, gl. ø.fløj af klostret er overladt refugiet, som her har indrettet foredragssal. Formålet m. refugiet er at byde arbejdende mennesker et sted, hvor de kan søge ophold gennem længere el. kortere tid for gennem stilhed, læsning og fordybelse at søge afspænding og hvile og styrke sig til hverdagens opgaver. Tillige skal det tjene den stedlige befolkning ved møder i klostersalen.

Ideen til refugiet blev undfanget af afdøde provst Schülein i Løgumkloster, og den blev gennemført af et udvalg m. bl.a. landstingsmand Jefsen Christensen og præsident Holger Andersen som medlemmer, idet der skaffedes midler fra bl.a. Statens Kulturfond og Grænseforeningen. Forstander er pastor A. Bork Hansen. I kontakt m. refugiet ligger bibelhøjskolen, hvis hovedbygninger er opf. 1960, ligeledes i røde sten m. tegltag. Ved siden af alm. højskoleundervisning gives der fortsættelsesundervisning for folk, der ønsker at tage et menighedsarbejde op. Forstander er tidl. sognepræst i Vamdrup S. Jul Nielsen. 1965–66 har præstehøjskolen under ledelse af pastor, dr. phil. Chr. Thodberg til huse her, indtil den flytter til Kofoedsminde i Søllerød so. ved Kbh.

Missionshuset, Østergade, er opf. 1901.

Retslokalet og dommerbolig har til huse i Slottet.

Byen har intet rådhus. Kommunekontorer findes i en fløj af alderdomshjemmet, De gamles Hjem, opf. 1957 (arkt. Chr. Skodborg), m. 28 pladser.

Kommuneskolen, Markledgade, er opf. 1904 (arkt. H. Henningsen); den har realafd. og ca. 300 elever. En ny skole (arkt. Chr. Skodborg) er under opførelse; dens første etape er taget i brug 1/8 1965.

Den tyske privatskole, Landebyvej, er opf. 1925 (arkt. Thaysen) og udv. 1963 (arkt. Tjellesen); den har ca. 30 elever.

Biblioteket, Allégade, er opret. 1921, kommunalt fra 1/4 1965; der er 5200 bd. I kælderen er der kommunal badeanstalt.

Forsamlingshuset, hvori der er teaterscene og vandrerhjem, er opf. 1927.

Sygehuset, Landebyvej, opf. 1925 (arkt. G. Hansen), ejedes og blev drevet af byen, men overgik 1952 til a. og drives nu som et anneks til Tønder amt og bys sygehus.

Der er to aldersrenteboliger, den ene m. plads til 6 enlige, den anden til to ægtepar.

Günderoths Stiftelse, Slotsgade, stiftet 1701 af amtmand F. v. Günderoth, har plads til to enlige kvinder.

Der er en da. og en ty. børnehave.

Apoteket ligger i Storegade.

Der er kommunalt vandværk og brandstation (indr. 1965 i bygn. til det nedlagte elektricitetsværk).

Der er rutebilstation, men ingen banegård, idet banestrækningen L.-Rødekro, der var anl. 1926, blev nedlagt allr. 1936. Før denne var der 1888 opret. en statsbane L.-Bredebro og 1901 amtsbanen L.-Åbenrå, der blev nedlagt 1926.

Posthuset, Vestergade, er opf. 1907 og købtes af staten 1917; her er også telefonog telegrafstation.

Af andre bygninger skal nævnes: Præstegården, Storegade; Hotel Løgumkloster; Centralhotellet; gæstgiveriet Postgården; Møllekroen; Afholdshjemmet. Håndværkerhjemmet, der ejes af Håndværkerforeningen, opret. 1872; ejd. var i privat eje til 1889, da den købtes af et selskab og indrettedes til »Herberge zur Heimat«; ved genforeningen overtog Håndværkerforeningen den. Hedeselskabets kontor, Tønder Landevej, hvorfra der udleveres planter og gives vejledning til plantningsforeningerne. Der er biograf i Storegade. Af pengeinstitutter er der Spare- og Laanekassen for Løgumkloster og Omegn og filialer af Handelsbanken (der 1962 overtog Løgumkloster Bank, opret. 1886) og Andelsbanken.

Af større erhvervsvirksomheder skal nævnes: Løgumkloster Andelsmejeri (opret. 1895, andelsmejeri 1910), A/S Løgumkloster Tømmerhandel (opret. 1925), Løgumkloster Vandml. (elektrisk kraft), Løgumkloster og Omegns Centralvaskeri (opret. 1947), A/S Danelfa (Dansk Elastikfabrik; opret. 1964), H. N. Hansen, forretning m. korn, foderstoffer og brændsel, Løgumkloster Bogtrykkeri, der udgiver L. Avis, Løgumkloster Selefabr. I/S Kloster Kyllinger.

Gamle huse. Bybilledet præges endnu ganske af den gl. byggeskik, hvilket først og fremmest skyldes, at byen ikke har været underkastet sa. voldsomme udvikling siden genforeningen som andre sønderjy. byer. De lave, hvid- el. gulkalkede énetages huse, m. deres frontispicer og halvt afvalmede, røde tage og sorttjærede sokler danner en god og stilfærdig helhed uden større arkitektoniske prætentioner, men i besiddelse af en egen venlig ro. Bebyggelsen stammer fra 1700t.s slutn. og navnlig fra 1800t.s beg., idet halvdelen af byen nedbrændte 1809. I byens udkant ligger endnu tidligere gårde, og om den nære forb. m. landet vidner også den torveagtige Vestergade og den dermed forbundne store, trekantede Markedsplads, der har åben grønning, beplantet m. stynede lindealléer, og som udgør et såre indtagende og sjældent bybillede. Også pladsen Holmen m. den tilstødende Lillegade danner en god, om end mindre velbevaret helhed. Bortset fra Slottet (se ovf. s. 533) kan af mere bemærkelsesværdige bygninger nævnes den i klasse B fredede præstegård, Storegade 7, et holdningsfuldt rødstenshus m. bred frontispice, vistnok opf. ca. 1804, samt den nu nedlagte vandmølle, der ligger ved byens nordvestre udkørsel; den af munkene anlagte mølle, der havde underfaldshjul (i drift til ca. 1925), består af et svært møllehus af sa. kraftfulde proportioner som Slotsvandmøllen i Tønder og sikkert stammende fra 1600- el. 1700t., samt af et nydeligt stuehus fra 1800t.s begyndelse.

Kommunens faste ejendomme: kommuneskolen, De gamles Hjem, bibliotek, aldersrenteboliger, s. 538 vandværk, brandstation og forsk. jordarealer (ca. 30 ha, hvoraf 6 skov).

Statistik.

Indbyggerantallet i L. var ved folketællingen 26/9 1960: 1907 indb. fordelt på 636 husstande (1860: 1419, 1867: 1473, 1871: 1451, 1885: 1339, 1890: 1367, 1900: 1446, 1911: 1597, 1921: 1603, 1930: 1718 og 1955: 1849). Beregnet på grundlag af folkeregistrene var folketallet i L. 1. jan. 1965: 2039 indb.

Efter erhverv fordelte befolkningen i byen sig 1960 i flg. grupper: 231 levede af landbr. m.v., 578 af håndv. og industri, 230 af handel og omsætning i øvrigt, 169 af transportvirksomhed, 219 af administration og liberale erhverv, 91 af anden erhvervsvirksomhed og 367 af formue, rente, understøttelse olgn.; 22 havde ikke giver oplysning om erhverv.

Af erhvervsvirksomheder var der ved erhvervstællingen 1958 i L. i alt 23 virksomheder inden for håndværk og industri m. et personel på 106, en årsomsætning (1957) på 3,9 mill.kr. og en lønudgift (1957) på 443.000 kr. Ved bygge- og anlægsvirksomhed var der 22 virksomheder m. 84 beskæftigede, en årsomsætning på 1,4 mill.kr. og en lønudgift på 233.000 kr. Ved byens el-, gas- og varmeværker var beskæftiget 3 personer, årsomsætningen var 187.000 kr. og lønudgiften 30.000 kr. For handelens vedk. var der 9 engrosvirksomheder m. 22 beskæftigede, en årsomsætning på 3,3 mill. kr. og en lønudgift på 137.000 kr.; der var endv. 30 detailhandelsvirksomheder m. en årsomsætning på 4,1 mill. kr., 74 beskæftigede og en lønudgift på 160.000 kr. Der var 11 vognmandsvirksomheder m. et personel på 19, en årsomsætning på 498.000 kr. og en lønudgift på 36.000 kr.; endv. var der 3 hoteller og restaurationer m. 15 beskæftigede, en årsomsætning på 385.000 kr. og en lønudgift på 21.000 kr., og endelig 8 virksomheder, der yder forsk. service (fx. vaskerier, renserier, frisører, fotografer) m. 11 beskæftigede, en årsomsætning på 151.000 kr. og en lønudgift på 22.000 kr.

Der var 31/12 1964 i alt 352 automobiler i Løgumkloster, heraf 190 alm. personbiler, 11 drosker og 9 rutebiler olgn., 99 vare- og lastbiler samt endv. 15 motorcykler.

7 bilruter på fra 30 til 100 km udgik fra el. berørte byen.

Finansielle forhold. Kom.s driftsindtægter udgjorde 1962/63: 924.000 kr.; skatterne indbragte 888.000 kr., hvoraf opholdskommuneskat 791.000 kr., endv. grundskyld 56.000 kr., grundstigningsskyld 2000 kr. og ejendomsskyld 25.000 kr. og aktieselskabsskat 12.000 kr. Afgifter og kendelser indbragte 121.000 kr., overskud af vandværker 20.000 kr. og forsk. formueindtægter 18.000 kr.

Af driftsudgifterne, i alt 857.000 kr., var udgifterne til sociale formål 242.000 kr., udgifter til undervisningsvæsen 135.000 kr., biblioteksvæsen, museer m.v. 5000 kr., medicinalvæsen 105.000 kr., vejvæsen 146.000 kr., gadebelysning 35.000 kr., snerydning 12.000 kr., brandvæsen 4000 kr., parker, idrætsanlæg m.v. 4000 kr. og administration 77.000 kr.

Kom.s formue udgjorde 31/3 1963: 2.329.000 kr., hvoraf i faste ejd. 1.290.000 kr. og i værdipapirer 1.040.000 kr. Kom.s gæld var 1.061.000 kr.

Kom.s skatteprocent var 1964/65 11,7 og beskatningsprocenten 16,2.

I Spare- og Laanekassen for Løgumkloster og Omegn, opret. 1821, var indskuddene 31/3 1964: 7,3 mill. kr., reserverne 862.000 kr.

I kirkelig henseende er L. kom. delt i sognene: 1) L. bysogn (1960: 1907 indb. fordelt på 636 husstande), og 2) L. landsogn m. 1960: 494 indb. fordelt på 136 husstande.

Øvrighed. Byrådet består af 9 medl., heraf tilhørte efter valget 1962 2 Socialdemokratiet, 5 en da. fællesliste og 2 Slesvigsk Parti.

Løgumkloster hører under 105. retskr. (Løgumkloster) og har tingsted i Løgumkloster, under 72. politikr. (Tønder), under 29. amtstuedistr. (Tønder) m. amtstue i Tønder, under 84. skattekr. (Løgumkloster), 25. skyldkr. (Tønder), 2. vurderingskr. (Løgumkloster) og a.s 6. folketingsopstillingskr. (Løgumkloster). So. udgør 7. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 205. lægd og har sessionssted i Løgumkloster. L. er sessionssted for lægderne nr. 199–210.

Løgumkloster nævnes tidligst *o. 1203 i sin latinske form Locus Dei, i et næsten samtidigt dokument tales om munkene fra Løgum. Løgum er navn på sognebyen Nr. Løgum lidt n.f. Løgumkloster og er en bøjningsform af det sa. glda. løgh ‘vaskevand’, her i betydningen ‘mose’, som også foreligger i herredsnavnet Lø. Den latinske form Locus Dei ‘Guds kloster’ er mul. givet p.gr.af en vis lydlig lighed med det da. navn.

Historie. Den nuv. flække L. skylder klosteret sin oprindelse. Engang i løbet af 1100t. oprettedes et benediktinerkloster i Seem so. ø.f. Ribe. Biskop Radulf i Ribe lod det reformere af munke fra cistercienserklosteret i Herrisvad i Skåne, og 1173 forlagdes klosterstiftelsen til Løgum, mul. fordi klosteret havde gods her, men også fordi egnen nær skov og umiddelbart ved Brede å var det typiske landskab for anlæggelse af klostre af denne orden. En alvorlig brand hærgede klosteret kort efter overflytningen, men takket være støtte fra Ribebisperne, bl.a. bisp Omer, genopbyggedes stiftelsen. 1206 stadfæstede pave Innocens III klosterets besiddelser, og 1212 fritog Valdemar Sejr klosterets bønder i Løgum so. for kongens »ret og tjeneste«. Også efterfølgende konger gav klosteret store friheder. 1251 fritog kong Abel klosteret for ledingsbyrde m.m. 1257 gav Chrf. I klosteret toldfrihed i Åbenrå og andre havne, og 1269 el. 1279 gav Erik Glipping klosteret ret til at oppebære kgl. retsbøder af dets undergivne. Disse privilegier stadfæstedes flere gange senere. Med årene kom klosteret i besiddelse af et betydeligt jordegods, der ca. 1500 opgjordes til 165 plove à 18 tdr. land. Administrationen fordeltes ml. 6 fogderier, nemlig Abild, Alslev, Svanstrup, Ravsted, Skærbæk og Frøs hrd. De omfattende jordbesiddelser medførte hyppige retssager. 1299 opnåede klosteret fritagelse for Ribebispens 3 ugers gæsteri mod at afstå tiende i Lø, Gram og Rangstrup hrdr., for så vidt disse hørte under Ribebispen, samt af gods i Abterp og Ballum. Foruden jordegods ejede klosteret de 3 kirker i Nr. Løgum, Daler og Spandet. Klosteret stod ikke under bispen i Ribe, selv om forbindelsen på mange måder var intim, men under moderklosteret i Herrisvad, og dette medførte bl.a., at klosteret lige til reformationen kan betragtes som en da. stiftelse, og at ty. indflydelse holdtes ude. Det vidner om stiftelsens betydning i senmiddelalderen, at dets abbed blev medl. af rigsrådet. Klosterkirken var også en søgt gravkirke for fornemme gejstlige og verdslige personer. Ribebisperne Omer († 1204), Oluf († 1214) og Esger († 1273) samt Børglumbispen Niels († 1298) blev begr. i kirken ligesom den sønderjy. stormand Henneke Limbek.

Klosterkirken menes opf. o. 1225–1325, og den udgjorde den nordl. fløj af klosteranlægget. Af dette er nu kun bev. en del af den opr. ø.fløj. Hvor tidligt der er vokset et bysamfund op i tilknytning til klosteret, kan ikke med bestemthed fastslås. Byen Closterdorp nævnes 1548, men kan godt være ældre. Flertallet af byens indbyggere har utvivlsomt været klosterets undergivne bønder, men udelukkes kan det ikke, at den også har talt en del håndværkere, der har været beskæftiget ved klosteret el. på den ene el. anden måde har ydet tjenester.

Selv om klosteret ved Sønderjyllands deling 1490 tilfaldt den gottorpske del, var den ty. indflydelse meget ringe, og klosteret bevarede indtil reformationen sin da. abbed. Reformationen fik ikke i første omgang indflydelse på.klosterets tilværelse. Først 1541 lod Chr. III. klosteret reformere, og dets forstander måtte sværge kongen og hans yngre brødre troskabsed. Der skulle endv. ansættes pålidelige lektorer til at undervise i den hellige skrift, og alle katolske s. 540 ceremonier blev forbudt. Ved Sønderjyllands nye deling 1544 tilfaldt L. Hans den Ældre, og da abbeden døde 1548, blev klosteret nedlagt og dets område omdannet til et selvstændigt amt, der eksisterede indtil 1867. Som regel havde L. amtmand fælles m. Åbenrå. Ved hertug Hans’ død 1580 tilfaldt L. den gottorpske hertug, og 1614 opførte hertug Johan Adolf i forlængelse af kirkens sydvestre hjørne en statelig renæssancebygning, kaldet Slottet, som amtmands- el. amtsforvalterbolig. 1717–21 boede H. A. Brorson her som huslærer for amtsforvalterens børn. Under hertugernes herredømme beg. ty. sprog at trænge frem, navnlig inden for stedets embedsstand. 1713 overtog den da. konge L., men dette medførte ikke større ændringer i lokaladministrationen. Klosterbygningerne var i det væsentlige intakte indtil beg. af 1700t. S.fløjen var dog allr. 1706–08 forfalden. V.fløjen forsvandt 1840.

Med tiden voksede et bysamfund op, hvis vigtigste næringsvej stadig var landbrug. Ved siden heraf spillede håndværket en vis rolle, og i løbet af 1600t. fik kniplingsindustrien større og større betydning. Til støtte for denne oprettedes ca. 1790 en garnfabr. i byen. 1806 boede der ca. 30 kniplingshandlende i L., og flere af disse var meget velhavende. Ved siden af Tønder var L. hovedsæde for kniplingsindustrien, men denne sygnede hen i løbet af 1. halvdel af 1800t. På sin højde beskæftigede kniplingsindustrien ca. 1000 kniplepiger.

For byens udvikling havde det stor betydning, at L. var sæde for en amtsforvalter. Det gav omegnens bønder anledning til at komme til L., og lidt efter lidt udviklede byen sig til et centrum for handel m. heste og kvæg. 1777 anlagdes endv. et apotek.

I løbet af 1. halvdel af 1800t. udviklede byen sig videre, og den havde 1860 1419 indbyggere. Der oprettedes en sparekasse 1821, og forsk. nye virksomheder blev grl., bl.a. et garveri (grl. 1830) og forsk. større handelsvirksomheder. I national henseende var den stedlige befolkning stadig dansk-orienteret, og da oprøret brød ud 1848, indtog man en udpræget anti-slesvigholstensk holdning, og man vendte sig mod de tysk-orienterede embedsmænd. Da de da. tropper måtte rømme Sønderjylland, sejrede slesvig-holstenerne her som andetsteds, og fra 1848–50 havde L. slesvig-holstensk styre. I tiden ml. de to slesvigske krige lagde L. navn til den s.k. klosterpolitik, hvis ledende mænd var J. M. Dahl og Cornelius Appel, der organiserede en bevægelse mod den tvangsmæssige indførelse af da. kirke- og skolesprog i Mellemslesvig. Bevægelsen afholdt et stort møde i L. foråret 1861, og i efteråret 1863 vendte man sig afgørende mod fællesforfatningen. Bevægelsen tog i øvrigt sigte på vækkelse af befolkningen i kirkelig og folkelig henseende. Juni 1864 afholdtes i L. et stort off. møde m. 800 deltagere, hvor man protesterede mod Slesvigs deling.

Sønderjyllands indlemmelse i Prøjsen 1867 medførte ikke større udviklingsmuligheder. Fra 1860 til 1921 steg befolkningstallet kun fra 1419 til 1603. I en vis henseende blev L. en oplandsby, og der afholdtes store heste- og kreaturmarkeder. Navnlig de første havde betydning, medens L. ikke kunne konkurrere m. Tønder m. h. t. kreaturmarkeder. De store markeder gav endv. betingelser for oprettelsen af talr. gæstgiverier. En del småindustrier fik deres sæde i L. 1859 havde man oprettet en pibefabr., 1902 grundlagdes en møbelfabr., og 1895 startedes et mejeri, der 1910 omdannedes til et andelsselskab. 1888 fik L. forbindelse m. den vestl. længdebane via Bredebro, og 1901 åbnedes amtsbanen til Åbenrå. Banen gik via Hovslund og Løjt, og denne besværlige linieføring gav ikke byen større fordele.

Ved det vigtige rigsdagsvalg 1867 lykkedes det det ty. parti at opnå et knebent flertal, og dette øgedes i de flg. årtier. Det vakte derfor ikke ringe overraskelse, at L. ved folkeafstemningen 10/2 1920 kunne mønstre 542 da. og 516 ty. stemmer. Af disse var 110 kommet rejsende n.fra og 170 fra Tyskland.

Efter genforeningen 1920 er bysamfundet vokset yderligere, men dog i langsom takt. Der bor i dag ca. 2000 mennesker i L. Amtsbanen til Åbenrå nedlagdes 1926, og der anlagdes i stedet 1927 en jernbane til Rødekro, men denne blev atter nedlagt 1936. Også jernbaneforb. m. Bredebro blev nedlagt 1936. I dag står L. gennem et udbygget rutebilnet i forb. m. Ribe og de nordslesvigske købstæder, og de mange nye vejanlæg har skabt gode trafikmuligheder. Klosterkirken trækker endv. en del turister til i sommersæsonen. Efter 1920 er L. sæde for en dommer.

Fra 1/4 1923 udskiltes L. af a. Byens første folkevalgte borgm. var Theodor Haase, men 1921 valgte en da. liste dommer H. H. Stegmann til borgm. Han efterfulgtes 1937 af apoteker J. Kjems. Flækkens nuv. borgm. er overlærer T. M. Geil, valgt af en borgerlig fællesliste. I det nuv. byråd, der tæller 9 medl., har den ty. liste 2 repræsentanter.

Løgumkloster ladegård havde et ikke ringe omfang. 1566 holdtes der her 17 heste, 11 føl, 58 køer, 51 ungkreaturer, 16 etårs kalve, 25 små kalve, 4 tyre, 91 får, 45 lam, 15 geder, 57 svin og s. 541 40 grise; 1607 var udsæden 37 ørter rug, 19 ørter byg, 3 ørter boghvede, nu og da 3–4 ørter havre i Draved; høbjærgningen var 600 læs, og der kunne holdes ca. 100 oldensvin i skovene. Avlingshoveriet til ladegden afløstes 1632, og jorderne bortforpagtedes til husfoged Johan Casius, der 1662 efterfulgtes som forp. af husfoged August Martfeldt. Denne forpagtede 1672 ladegden for yderligere 10 år; ca. 1700 havde den gottorpske minister v. Goertz forpagtningen, der 1704 overtoges af amtskriver i Løgumkloster Heinrich Stahl († 1730) og husfoged Bernhard (el. Berendt) Müller. Udsæden var da 91 tdr. 1709–10 blev ladegden drevet for hertugens regning, hvorefter Heinrich Stahl og Berendt Müller igen overtog den; fra 1715 var sidstn. eneforpagter. Sønnen Friedrich Hinrich Müller overtog forpagtningen 1725, 1735 herredsfoged Georg Chr. Hoffmann; 1746–47 blev gden administreret af amtsforv. Samuel Nicolaus Claudius († 1756), 1747 fik Hinrich Jarr og Jacob Holm den i forpagtning. 1753–65 havde et konsortium bestående af Andreas Hansen, Løgumkloster, Berend Nielsen, Løgumgårde, og Johs. Bøttger, Tønder, forpagtningen. Et forsøg på salg og udstykning 1764 mislykkedes, hvorefter forpagtningen overtoges af Løgumklosterborgere. Indersterne fik herved jord til deres kreaturer. I årene 1780–92 udstykkedes ladegårdsjorderne, hvorved bl.a. Frederiksgård blev oprettet.

Ved vejarbejde nær ved den middelald. spedalskhedsgård fandtes 1963 en stentøjspotte m. 230 mønter (foruden adsk., der kom på afveje). De yngste var 3 dronn. Philippas søslinge fra 1424. De øvr. var hovedsagelig søslinge, witten og dreilinge fra Hansestæderne; fra Flensborg var 14 witten (ca. 1350–79) og 2 dreilinge (efter 1392).

Litt.: Nord.Num.U.Medlemsbl. 1964. 37–46.

Løgumkloster birk. Løgum so., der bestod af den nuv. flække Løgumkloster, Løgumkloster landso. og Nr. Løgum so., hørte opr. under Lø hrd. og Ribe stift. Løgum kloster havde fra gl. tid betydelige besiddelser her og ejede til slut hele sognet. I slutn. af middelalderen var der strid om, hvorvidt beboerne i Alslev og V. Højst skulle søge Højst el. Løgumkloster kirke. 1529 blev der sluttet et forlig, hvorved klostret tillod, at de nævnte byer kom under Højst so. Klostret skulle dog have den halve tiende af Busholm, Alslev og V. Højst, kirken og præsten den anden halvdel.

Valdemar Sejr gav 25/1 1212 klostret bevilling på, at »landboerne i Løgum so. under vore klostergivne brødre, munkene i Løgum« skulle være fritaget for »al vor ret og tynge«. Erik Glipping gav 30/6 1269 klostret forsk. begunstigelser, bl.a. »den særlige nåde, at deres bryder og landboer af deres forbrydelser ikke skal svare nogen anden for kongens ret end hr. abbeden selv el. hans ovenn. munke, hvem han måtte overdrage et sådant hverv«. Da klostret 1379 sluttede forlig m. Hans Limbek på Trøjborg, fik det for de 150 mark, der skulle betales i skadeserstatning, »den verdslige jurisdiktion i Løgum so., Alslev by og Kumled mark… som hertug Valdemar tidligere havde opladt« til hans slægtning af sa. navn. Formuleringen er ikke særl. klar, men der synes dog ikke her at kunne være tale om, at Hans Limbek har afstået birkeretten til Løgum.

Det er ikke mul. m. sikkerhed at sige, hvornår et selvstændigt birketing er opstået. Det eksisterede i hvert fald i 1400t. og omfattede hele det dav. Løgum so., nu Nr. Løgum og Løgumkloster so., samt af Højst so. Alslev, Alslev Vrå og V. Højst m. Vittegd. De ejendomme, som andetsteds hørte under klostret – sen. amtet – var tingpligtige til de jurisdiktioner, hvori de lå. De var fordelt på 6 fogderier: Abild, der omfattede gods i Abild, Højer og Daler so., Svanstrup m. gods i Brede, Døstrup, Randerup og Skast so., Skærbæk m. gods i Døstrup, Mjolden Skærbæk, Brøns, Vodder, Roager, Arrild, Toftlund og Branderup so., Alslev m. gods i Højst, Bedsted og Agerskov so., Frøs hrd. m. gods i Sdr. Hygum so. M. h. t. skyld- og pantevæsen, skifte- og formynderivæsen samt auktioner hørte de løgumklosterske undersåtter dog under Løgumkloster. Disse forretninger blev udført af amtsforvalteren som fogderifoged indtil 23/1 1838, da birkefogden overtog dette embede, idet amtsforvalteren dog beholdt førelsen af skyld- og pantebøgerne. Tingbøgerne begynder 1631, men først fra 1719 er rækken ubrudt. Skyld- og pantebøgerne er fælles for birket og fogderierne. De begynder 1718.

Birketinget synes altid at have været blevet holdt i Løgumkloster. Det kaldes nu og da Vester Løgum birk. Der var her ligesom i herrederne sandemænd og ravnsnævninge. 3/2 1696 gav amtmand v. Günderoth tilladelse til, at Søren Petersen i Løgumkloster måtte bygge 4 fag til »det her stående tinghus på 4 fag«. Han måtte benytte disse 4 fag og 1 af de gl. fag. De øvr. skulle altid være parat til »dem hegenden Ding und Recht«, og han skulle vedligeholde tinghuset på egen bekostning.

Ved oprettelsen af de prøjsiske amtsretter fra 1/9 1867 kom birket til at udgøre en del af Løgumkloster amtsret, der også omfattede Højst og Ravsted so. samt dele af Brede, Døstrup og Randerup so. Den blev fra 1/10 1871 lagt under Tønder amtsret. Fra 1/10 1879 blev Løgumkloster amtsret dog genoprettet, idet der blev henlagt so. hertil fra såvel Tønder som Visby amtsretter, nemlig: Løgumkloster, Nr. Løgum, Døstrup, Højst, Mjolden, Randerup, Ravsted og Brede. If. forordn. af 26/6 1867 skulle retspleje og forvaltning adskilles, og de administrative opgaver skulle herefter varetages af herredsfogderier. Til Løgumkloster herredsfogderi hørte Løgumkloster birk og Slogs hrd. Ved den nye kredsordning af 26/5 1888 blev herredsfogderierne ophævet, og i stedet blev landet inddelt i amtskredse, ledet af amtsforstandere. Nr. Løgum og Løgumkloster landso. kom under Nr. Løgum amtskr., Alslev og V. Højst under Ø. Højst. Ved lov nr. 256 af 28/6 1920, jf. justitsministeriets bkg. af 8/7 1920, blev Løgumkloster og Nr. Løgum samt Højst so. en del af retskr. nr. 96 – fra 1956 nr. 105 – der også omfattede Lø hrd., Ballum, Bedsted, Ravsted og Skast so. I h. t. sa. lov og justitsministeriets bkg. nr. 350 af 8/7 1920 indgik birket i politikr. nr. 71, der fik sa. omfang som retskr. nr. 96. Ved lov nr. 239 af 12/6 1922 er den forenet m. politikr. nr. 72, Tønder kbst. m.m., og birket hører derefter under politimesteren i Tønder, politikr. nr. 71.

Birket hørte – som det øvr. Lø hrd. – til Ribe stift. Efter reformationen og delingen 1544 var der strid om Løgum so.s tilhørsforhold. Den blev afgjort ved Kolding-recessen af 1576 og hertug Augusts voldgiftskendelse af 1578. Kirken kom under hertugens overhøjhed og blev kort efter lagt under den gottorpske generalsuperintendent, altså Slesvig stift.

Litt.: Løgumbogen, trykt i Scriptores Rerum Danicarum. VIII. 1834, 1–258 indeholder afskrift af et betydeligt antal breve fra Løgum kloster. Klostrets dødebog er trykt smst. IV. 1776. 575–87. M. Mackeprang. Løgum Kloster og dets Gods, SdjyAarb. 1945. 20–127. Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt. Landsarkivet for de sønderjyske Landsdele. 1944. 85–89, 209 f.

I et skatteregister for Løgum kloster 1548 opføres kun 6 mænd i selve Løgumkloster. I a.s jordebog 1607 findes her 12 halvgde, 6 helgde og 1 større gd. Desuden 33 kåd. O. 1825 var der i Flækken samt Assit og Favrby 4 helgde, 6 halvgde, 11 trediedelsgde, 8 kvartgde og 96 kådnere (i det sidste tal er også Ellum medregnet). De var ansat til 881 skattetdr. Udsæden her var 138 tdr. rug, 137 tdr. havre, 44 tdr. byg og 41 tdr. boghvede. Kvægholdet var: 370 malkekøer, 283 ungkreaturer, 103 heste, 202 får, 85 svin og 130 bistader (v. Rosen). Alle indbyggerne var tingpligtige under Løgumkloster birk, og der var ingen kongetigske undersåtter i flækken.

Stemmetal ved rigsdagsvalgene: 1867: 122 da., 138 ty.; 1912: 85 da., 169 ty. Ved folkeafstemningen 10/2 1920: 542 da., 516 ty. (tilrejsende 110 da., 170 ty.).

Ved de efterfølgende folketingsvalg: 11/4 1924: 225 da., 169 ty., 141 S.; 2/12 1926: 286 da., 236 ty., 122 S.; 24/4 1929: 278 da., 231 ty., 153 S.; 16/11 1932: 303 da., 202 ty., 190 S.; 22/10 1935: 322 da., 251 ty., 221 S.; 3/4 1939: 608 da., 278 ty.;28/10 1947: 654 da., 168 ty.; 5/9 1950: 679 da., 179 ty.; 22/9 1953: 674 da., 268 ty.; 14/5 1957: 732 da., 250 ty.; 15/11 1960: 789 da., 251 ty.; 22/9 1964: 912 da., 251 ty.

Udskiftningen foretoges således: engjord 1768, græsning 1772–74, ager 1777–78, fælled 1801 og kådnerjord 1806.

Skove: En del plantager, således Løgumkloster plantage, 124 ha, hvoraf bevokset 116 ha, tilplantet 1923–53, og Kjemslund plantage, 11 ha, hvoraf tilplantet 10 ha i årene 1950–51. Begge ejd. tilh. A/S Plantningsselskabet.»Sønderjylland«. Åved og Vestermølle plantager, 201 ha, hvoraf tilplantet 159 ha, ejes af Spare- og Laanekassen for Løgumkloster og Omegn. Endelig ejer Løgumkloster flække en plantage – Mølledamstofte – på 11 ha.

Fredede oldtidsminder: En høj i plantagen s.f. byen. – En anden høj er sløjfet.

I L. fødtes 1617 proviantskriveren Hans Hansen Osten, 1804 missionæren Andreas Riis, 1848 præsten og forf. Nic. C. Nielsen, 1852 teologen F. C. Krarup.

Litt.: Peter Jeppesen. En sønderjysk dialekts udvikling i de sidste generationer (Løgumkloster-dialekten). 1938.