Helsingør

Helsingør by ligger i Helsingør købstadskom. og med betydelige forstadsbebyggelser i Tikøb kom., begge i Lynge-Kronborg hrd., under 56° 2’ 8” n.b. og 12° 37’ ø.l. (0° 2’ 17” ø.l. for Kbh.), beregnet for Skt. Olai kirketårn. Byen ligger på en pynt ved Øresunds smalleste sted (Øresunds bredde er her 3,9 km) over for Hälsingborg. På en odde, der fra pyntens nordl. side skyder sig mod ø. og krummer mod s., ligger slottet Kronborg. Ved roden af denne oddedannelse ligger sandsletten Grønnehave, som nu er delvis bebygget. Ud fra Grønnehave er byens havn, Nordhavnen, anlagt. Til Kbh. er der 44 km ad landevejen, 45 km ad søvejen og 46 km ad jernbanen. Til Hillerød er der 24 km ad landevejen og 25 km ad jernbanen. Den centrale bydel ligger på et marint forland, som danner en trekant ndf. stenalderhavets gl. klinter, som i hele byområdet strækker sig langs stranden, men 150–700 m inden for denne. Den centrale bydel ligger lavt (2 1/2–7 1/2 m o.h.), og bebyggelsen er her præget af, at byens befolkning fra gl. tid har været nødt til at bygge tæt sammen, når de ikke ville flytte længere bort fra landingspladsen og dermed fra handelen og trafikken; derfor er de fleste gader her relativt snævre, og husene fra gl. tid på 2–3 etager. Gaderne skærer hverandre under næsten rette vinkler, en byplan, der kan føres tilbage til Erik af Pommerns tid. Byens største torv, Akseltorvet, er anseligt og næsten rektangulært. Byens hovedstrøg og vigtigste forretningsgade er Stengade, der går fra havnen til stenalderhavets kystskrænt, hvorfra den fortsætter i Kongevejen, hovedvej 3 til Kbh. I den centrale bydel findes en del gl., interessante bygninger, men mange er forsvundne el. ombyggede med flere etager. Flere mærkelige gl. gadenavne har holdt sig, således Groskenstræde, Grollowstræde, Sudergade (o: Skomagergade), Anna-Queenstræde (efter Anna, enke efter købmand Hans Quie, † 1699) og Lundegade, som sikkert har sin oprindelse fra Lundegård (se s. 56).

Mens den centrale by består af tæt sammenbyggede huse på flere etager, findes i bakkelandet ovf. den gl. kystskrænt en stor, sammenhængende bebyggelse, der i hovedsagen er opstået efter 1900. Disse bydele, der for største delen er villabebyggelse i byens udkant blandet med kolonihavearealer, ligger 20–40 m o.h. Mellem den gl. by og stranden ligger et bælte, der nu udnyttes som jernbaneterræn, havne- og industriområde. Mellem jernbaneterrænet og kysten er s.f. havnen anlagt en ny strandvej, Færgevejen, der fører trafikken sydfra til og fra færgelejerne. Langs kysterne strækker forstadsbebyggelser sig langs strandvejene ndf. de gl. klinter, mod s. langt ind i Tikøb kom., hvor Snekkersten og Skotterup og til dels Espergærde må opfattes som forstæder til H., mod n. til Teglstrup Hegn, mens de fjernere strandbebyggelser Hellebæk, Ålsgårde, Boderne og Ellekilde, alle i Tikøb kom., kun til dels har forstadskarakter. Statistisk opfattes hele Tikøb kom. som forstadsområde til H.

H. har en gunstig beliggenhed som det nærmeste overfartssted til Sverige og ved den mest benyttede forbindelsesvej ml. Kattegat og Østersøen. Hertil kommer, at havnen kun sjældent spærres af is. Intetsteds i da. farvande er der så stor skibstrafik som ud for H., hvor der er dybt vand helt ind til Kronborgodden. 1870 passerede 32.354 skibe forbi Kronborg, 1894 35.510 skibe, hvoraf 19.790 dampskibe (tallet anses ikke for helt pålideligt, antagelig for lavt). Nu er disse tællinger bortfaldet, men 1920–40 anslås trafikken forbi H. til at have været af samme størrelsesorden som gennem Suez- og Panamákanalerne tilsammen. Nu er trafikken aftaget noget som følge af de politiske og handelsøkonomiske forandringer i Østersølandene. Denne søtrafik har altid haft erhvervsmæssige konsekvenser for byen, der herved har fået et livligere og mere kosmopolitisk præg end mange andre da. byer. Trods den betydelige handel og samfærdsel er byen i dag først og fremmest industriby, mens dens opland er lille og af ret ringe betydning for byens erhvervsliv. I nyeste tid er H. ved at få betydning som bosted el. sommeropholdssted for en del personer, der har deres erhverv i Kbh., men som tiltrækkes af de smukke udsigter over Øresund til Skåne. Endvidere er en del i H. bosatte personer beskæftiget i Hälsingborg.

Den samlede længde af veje og gader i Helsingør kom. var 1952 51,6 km, arealet var (1951) 1158 ha. Af arealet var 1951 368 ha landbrugsareal, 27 ha gartnerier og frugtplantager, 103 ha bebygget grund, gårdsplads etc., 428 ha haver, 7 tørvemoser, 17 skove olgn., 174 ha gader, veje, jernbaner, hegn etc., 18 byggegrunde, kirkegårde, sportspladser olgn. og 16 ha vandarealer. Ved vurdering s. 30 til ejdsk. 1950 var ejdsk. i alt 142.3 mill. kr., deraf grv. 38.7 mill. kr. Forsikringssummen for de i Købstædernes alm. Brandforsikring og Købstadkommunernes gensidige Forsikringsforening indtegnede ejendomme var 1/1 1953 218.1 mill. kr.

På markjorderne og Helsingør Overdrev ligger bl.a. Marienlyst slot og kuranstalt, (se ndf.), Klostermosegd. m. Mødrehjælpens Rekreationshjem, Montebello, Villa m. nervesanatorium (ombygget af arkt. Alfr. Jørgensen, udvidet 1919), Kronborg Ladegård (købt af. kom.), Meulenborg, gd. m. pensionat, Belvedere, villa, i parken opf. beboelseshuse af Det sociale boligselskab, Bergmansdal, gd., Sophienlyst, villa (opr. Louiselyst), 1921 købt af den internationale højskole, opret. 1919), Vapna, gd. (købt af kom. til udstykning), Højstrup, villa og jernb.-holdepl., Grønnehave, jernbanestat., og Julebæk hse., delvis i Hellebæk so.

Bygninger og institutioner.

Skt. Olai kirke er en af vore bedst bevarede bykirker og tilsyneladende en helstøbt sengotisk langhusbygn. på 8 fag, men dens bygningshistorie er lang og i øvrigt nøje knyttet til byens udviklingshistorie. Mens de skrevne kilder er tavse indtil 1450, fører studiet af bygningens mure os hen til tiden omkr. 1200. I nordre sideskibsmur (især ml. de to tilbygn.) ses således et stykke murværk, der skiller sig ud fra det øvrige, selv om det ligesom dette er af munkesten i munkeskifte; stykket er ca. 19 m langt, afsluttet m. liséner for enderne og op ad m. en rundbuefrise, hvorunder der er rester af to rundbuede vinduer; dette murværk hører til en kirke af størrelse, form og arkitektur omtr. som landsbykirken i Tikøb (Lynge-Kronborg hrd.), og det udgjorde skibets n.mur. Til denne senromanske kirke føjedes et par århundreder sen. en 11,5 m lang v.forlængelse m. spidsbuede vinduer og trappefrisegesims, et arbejde, som også kan aflæses på ndr. sideskibsmur. Endnu før 1450 rejstes midt for v.enden af den enskibede kirke (der må have været ca. 12 m bred) et tårn, hvis tre stokv. indgår i det nuv.; dets sikkert blændingsprydede gavle er forsv. ved forhøjelse (sml. ndf.). Olaikirkens sidste store byggeperiode, gennem hvilken den fik sin nuv. form: et treskibet langhus, der i plan og detaljer er meget afhængigt af Skt. Marie klosterkirke, blev indledet med det trefoldighedskapel, som lensmanden på Krogen, Peder Oxe, lod opføre på n.siden; kapellet påbegyndtes, mens den lave enskibede kirke endnu stod, og da det fuldførtes, senest 1483, var man allr. i fuld gang med at udvide og forhøje kirken. Gulvarealet blev mere end fordoblet ved udvidelsen, som foregik mod ø. og s., uden om den gl. kirke, der således kunne benyttes under byggearbejdets første store etape. Denne omfattede den nuv. kirkes tre østligste fag, og det var antagelig den del, biskop Lage Urne indviede 1521; sandsynligvis var også sdr. sideskibsmur og sdr. del af v.gavlen rejst på dette tidspunkt, og det er mul., at man tillige endnu inden reformationen nåede at nedrive overflødige dele af den gl. kirkes skib (korpartiet var nedrevet, før de tre nye ø.fag kunne færdigbygges), hvis sv.hjørne hindrede fuldførelsen af midtskibets gavl, samt at lægge tag over hele nybygningen og at opf. sakristiet i n., der var planlagt fra første færd. Givet er det dog, at bygn. først fuldførtes adsk. år efter reformationen. Gennem en udførlig regnskabsprotokol erfarer man, dels at murmester Peder Ipsen af Landskrona endelig søndag efter påske 1558 påtog sig at hvælve kirken (måske gjaldt det kun de 5 v.fag), dels hvorledes s. 31 s. 32 arbejdet gribes an med fremskaffelse af ler, brænde, kalk og hvorledes det skrider frem v.hj.a. arbejdsfolk, teglstrygere, peblinge og murere. Det flg, år i maj var arbejdet antagelig bragt til ende, og de samme folk tog fat på at forhøje tårnet med et stokv. 1576–79 opførte Peder murmester og fl. navngivne stenhuggere af ty. oprindelse et våbenhus, der efter regnskaberne må have været rigt ziret med skulptur. Hermed var kirkens ombygn. bragt til ende, men det var ikke byen nok. Nogle år senere sluttede magistraten kontrakt m. mester Fiet Kragen af Kbh. om et spir »75 alen el. endnu længere, hvis murværket kan bære det«; arbejdet fuldførtes 1615, efter at tårnet var forhøjet, men det stolte værk, kaldet »Helsingørs jomfru«, faldt for en storm 1736 og knuste det førnævnte våbenhus. 1745 opf. murmester C. J. Boffa det nuv. våbenhus, men tårnet måtte, uanset forsk. anstrengelser, nøjes med et sadeltag, indtil det nuv. spir rejstes af H. Storck 1897–98. Kirken har ikke som de fleste andre bykirker fået en omfattende hovedistandsættelse, kun mindre reparationer, hvoraf en 1882–83 lededes af J. D. Herholdt. Et 1603 opf. Benhus er forsv. – Endnu i maj 1558 fik Jørgen Maler af Landskrona betaling for Kongens våben (bev. på ø.væggen bag altret) og siden for andre, nu overkalkede våben. På en enkelt hvælvkappe er afdækket stiliserede blomster.

– Det rige inventar præges af renæssancens og især barokkens stilformer. Den vældige altertavle, de rigt skårne kor- og dåbsgitre og de mange epitafier behersker rummet. Den nederlandske renæssance ses i de små husaltre og prædikestolen, mens den derpå følgende »øresundsstil« viser sig bl.a. i Lejels fint skårne epitaf. Fra middelalderen er blot bev. et par alterstager og en jernlysearm ved dåbsgitteret. – Kirken har foruden hovedaltret (viet Skt. Olav) haft ca. 16 sidealtre; en gotisk altertavle, ca. 1510–20, fra et af dem, viet den skotske helgen Skt. Ninianus, er nu i Nationalmuseet. Kirkens nuv. højaltertavle er snedkret 1664 i Holbækmesteren Lorentz Jørgensens værksted, i bruskbarok, betydelig større (over 11 m høj) end den tilsvarende i Køge, med nytest. relieffer og talr. figurer. Den afløste en katolsk fløjaltertavle, som 1559 hentedes i Esrum kloster (sa.m. dettes korgitter, korstole og orgel). To små nederlandske husaltertavler med alabastrelieffer skænkedes 1560 (sa.m. en messehagel, nu i Nationalmuseet) af Herluf Trolle og Birgitte Gøye (kongernes tilbedelse og Kristus på korset). Det meget rigt skårne korgitter udførtes 1652–53 afbl. a. Claus Brahmeier fra Hamborg og Jens Mortensen i Helsingør: fem lange fag, dobbelte fløjdøre i midtskibsfaget, med profeter, apostle, dyder m.m.; de 76 messingbalustre skænkedes af borgere (graverede navnetræk). Fontelukkelse, skænket 1656 af borgmester Niels Hansen (balustrene af borgere); mesteren ukendt; gl.- og nytest. relieffer. Malerier af J. Skovgaard. Døbefont af malm, skænket 1579 af Frandtz Lavritzen og Bente Poulsdatter, »vecten er xii hondrit pond«. Dåbsfad, af sølv, med gravering af Kristi dåb, ca. 1650. Gotisk korbuekrucifiks fra slutn. af 1400t. Prædikestol 1568 af Jesper Mathiesen snedker, et af landets tidligste renæssancearbejder i nederlandsk stil, forgyldt og »ziiret« 1624 med nye snitværker (de svulmende, barokke hjørnehermer). Af ældre stolestader er kun bev. nogle få, i midtskibet med rigs- og adelsvåben, samt Helsingørs byvåben (skib), dat. 1560, sikkert fra Lucus snedkers værksted (Tegn. af ældre nord. Architektur 5. s. 4. r., 1913, bl. 6), i ndr. sideskib, o. 1600, flere med årstal, bomærkeskjolde og navne. Jernbeslået vægskab, kiste, pengeblok, 1600’rne. Lysekroner, i kor 1662, s. 33 i midtskib fra ø., 1) 1651, 2) 1653, 3) 1633. Flere gl. lysearme: 1623, 1726, sml. ovenfor. Malerier: den gældbundne tjener 1579, riffelmaleri (på bagsiden af korgitteret), Helligtrekonger, Salome og Herodes, 1600’rne. Orgel 1864. Tre klokker fra 1882, den sdr. kopi efter den omstøbte middelald.; i tagrytteren en middelald. klokke m. majuskelskrift, fra beg. af 1300t., støbt af magister Ha[quinus], en anden er støbt 1648 af Claus van Dam (AarbFrborg. 1934. 79). Af de talr. epitafier og mindetavler kan nævnes: Herluf Trolle, marmor, udf. af Cornelis Floris i Antwerpen, opsat 1568 (ArkivMus. III. 1905–08). P. Samsing, den første lutheranske præst († 1562), malet trætavle, David Hansen, rådmand og tolder († 1559), Hans Meier, toldskriver († 1602), Frederik Lejel, borgmester († 1601), de tre sidstnævnte store, udskårne, i renfærdig øresundsstil med malerier (Lund Portrætter IX. 1903), Chr. Hunnius, organist († 1630), allegorisk maleri, Jens Pedersen (Grove), fyrforvalter († 1639), udskåret træ, maleri på kobber, Lars Christiansen Rhode, tolder og borgmester, maleri, opsat 1650, Rasmus Regelsen († 1662) og David Melvin. rådmand, opsat af sidstnævnte, træ med maleri, Jørgen v. Weelen, rådmand († 1668), sandsten med maleri sign. Henrik Ditmar, Hans Rostgaard til Krogerup († 1684), sandsten og maleri sign. som foreg., desuden ni næsten legemsstore præsteportrætter, det ældste over Peder Rasmussen Lange († 1646), det yngste over Peder Ørslev († 1748). Af de talr., men stærkt slidte gravsten, er en del fra ungrenæssancetiden kunsthistorisk betydningsfulde. Under kirkegulvet et stort antal murede krypter med velbev. kister, ligesom adsk. gravsten er dækket af det nuv. gulv.

Litt.: Tegn. af ældre nord. Arkitektur. III. 4. s. 2. r., 1903. bl. 9–15. Chr. Axel Jensen i Laurits Pedersen. Helsingør i Sundtoldstiden 1426–1857. I. 1926. 191–95, 216–50.

Ved kirken er ansat en sognepræst og en residerende kapellan. Den ejer en embedsbolig for sognepræsten (købt 1909 for 25.000 kr.). Kirkens pengemidler var 1952 276.243 kr., hvorpå dog var en gæld på 97.708 kr.

Skt. Marie kirke er den sdr. længe i det usædvanligt velbev. sengotiske anlæg, som tidl. var et kloster af Karmeliterordenen, viet Vor Frue. Det helstøbte anlæg står stort set som den dag, da døren lukkedes bag den sidste munk, og er derfor af stor bygningshistorisk værdi. Erik af Pommern stiftede klosteret 1430, og n.å. gav paven sit samtykke til, at der på grundstykket (i byens nordøstl. udkant), som kongen havde skænket, blev opf. et kloster med kirke, klokke og klokketårn samt andre nødv. rum til brug og bolig for brødrene. Arbejdet kom i gang, men allr. 1450, søndagen næst før palmesøndag, gik hvidebrødrenes påbegyndte stiftelse op i luer. 24/5 s.å. udstedte Chr. I. på Krogen et anbefalingsbrev for brødrenes indsamling til det kloster, som er »begyndt at bygges i Helsingør«, men »nu op er brændt i grunden«. I de nustående bygn. er der levn fra tiden før branden, men langt den overvejende del af kirke og klosterfløje stammer dog fra årh.s anden halvdel. Da Johan Oxe 1488 stiftede et trefoldighedsalter, må kirken have været i brug, men ikke færdig. Thi 1493, da Poul Laxmand til Ågerup fik øget antallet af nogle tidl. indstiftede messer, oppebar klosteret herfor 900 lybske mark, »for hvilke penninge vor klosterkirke og omgang vorde opbygt, med mere gode folks hjælp«. Disse penge blev antagelig brugt til fuldendelse af kirkens hvælvinger og til klostrets korsgang, hvorefter det egl. anlæg sikkert har været fuldført. 1516 havde brødrene nok et byggeforetagende i s. 35 gang, men det var en bygn. uden for klosteret, et stenhus, opført med Chr. II.s tilladelse som hospital for fattige, syge og udenlandske søfolk (sml. Karmeliterhuset).

Det var et imponerende anlæg, munkene fik ud af deres sammentiggede penge, ikke blot klosterfløjene (der er beskrevet s. 37-40), men også den anselige kirkebygn., der kom til at spille en stor rolle for ombygn. af borgernes kirke, Skt. Olai (sml. denne). Kirken er et hvælvet treskibet langhus på 8 fag, dækket af eet stort tag. De vældige kamtakkede gavle i ø. og v. brydes af blændinger; længe og måske forgæves må man søge for at finde gotiske gavle, som kan måle sig med Mariekirkens; den østre tælles bl. den da. gotiks fineste værker, med det fornemme spil mellem lys og skygge i de slanke blændinger, der opdeler gavlfladen helt fra det store midtvindues underkant. Det indre virker overraskende med sit høje, slanke midtskib, der er skilt fra sideskibene ved spidse arkader, som hviler på svære firkantede piller; midtskibet belyses kun direkte gennem gavlvinduerne, idet høj kirkemurene p.gr.af de tre skibes fællestag ikke er gennembrudt af vinduer således som i Olaikirken, hvis bygmester har holdt sig til den mere velkendte basilikaform. Vinduerne, tre i hver gavl og 8 i sdr. sideskib samt de to døre i n. til korsgangen, har alle profilerede false, men såvel disse som andre detaljer forenkles opefter på en måde, som tyder på, at brødrene efterhånden har anset bygningens fuldendelse for vigtigere end alt andet. Trods forenkling er arkitekturen dog blevet langt rigere end Skt. Olai kirkes, ligesom den også præges af større sirlighed, hvilket mul. skyldes, at man her havde at gøre med en nybygning.

Efter reformationen kom kirken i forfald (den blev bl.a. anvendt til rejsestald), og 1573 fik forstanderen for hospitalet, der var indrettet i klosterfløjene (sml. Almindelig hospital) tilladelse til at nedrive den øde kirke, men så vidt kom det ikke. Tre år sen. fik den ty.-nederlandske menighed lov til at benytte den til gudstjeneste, hvorefter den blev ryddet for 371 læs halm og anden urenlighed. Menigheden påbegyndte et stort istandsættelsesarbejde af bygn. og inventar. 1589 fortingedes med Paaske tømmermand om et nyt tagværk, delt udi tre parter som det på den da. kirke, hvorefter høj kirkemurens blændinger blev gennembrudt med vinduer. På sa. tid rejstes et spir over den vestre gavl, men dette blev nedbrudt 1777–80, og det var ved denne lejlighed, at gavlen fik valmtag. – 1901–06 restaureredes kirken under ledelse af H. B. Storck; bl. de vigtigste arbejder kan nævnes, at kirken atter kom under eet tag, at højkirkevinduerne tilmuredes og vestre taggavl genopførtes samt at der på tagryggen rejstes et lille spir. – Kirkens hvælvinger samt en del af væggene prydes af kalkmalerier; senmiddelalderens groteske lune har fået frit spil på højkirkens hvælv, mens de religiøse motiver er henvist til lysere flader som i sdr. sideskib, hvor Jesu barndoms- og lidelseshistorie er skildret. Omkring bl. mennesker, dyr og planter ses flere våbenskjolde, således over højaltret Poul Laxmands fædrene og mødrene våben, og i nærheden læses navnet på klosterets prior i 1480’rne, frater Godekinus; endelig ses i sdr. sideskib navnet Hans Pothorst.

Få bykirker har bevaret så meget gl. inventar som Mariekirken, og det kendes, især på epitafierne, at den har ligget i stadig kappestrid med Skt. Olai. Altertavle i barok, 1637, anselig, udskåret, med Fr. Urnes og Karen Arenfeldts våben; statuetter af de fire store profeter og Kristus m. sejrsfanen; i topstykket relief af opstandelsen; stafferet som sort marmor og alabast; maleri i storfeltet, bebudelsen (J. L. G. Lund). Ældre alterbillede, o. 1700, Gethsemane, i ndr. sideskib. Baroktavlen afløste tyskekirkens første altertavle fra 1592 (snedkret af Hans thor Brügge), som 1636 overførtes til Søborg. En middelald. fløjaltertavle, o. 1520, midtstykket i Nationalmus., med dommedagsmaleri, Chr. II og dronning Elisabeth i forgrunden, hidrør. fra Jan Moestarts værksted i Haarlem (Beckett A. 147). I Nationalmus. findes også det skønne, men skrøbelige altersæt, kalk 1333 og disk, emaljearbejde, fra Ditmarskertoget 1559, og skænket kirken af dronning Sophie. Prægtige alterstager 1643 og et mindre, jævngammelt par. Alterkrucifiks, o. 1700, af elfenben. Alterskranke, smedejern, 1695. Sandstensfonten er et fornemt renæssancearbejde. To dåbsfade, et glat, af messing, skænket af Hinrick Hinricksen de Backer van Amsterdam, og et af sølv 1690. Korskranke 1700t. Prædikestol i Kronborgstil, udf. 1597 af Tyge snedker, med evangelist- og dydefigurer, rigsvåben og »oberamtmann« Ditlev Holcks våben og navn. Stolestader m. muslingeskalgavle, beg. af 1700t. »Fadderstol«, i ndr. sideskib, skænket 1638 af kirurgen Blasius Müller. Jernbunden pengeblok 1636 med CF (d. e. Caspar Fincke, den berømte smed); lidt yngre, jernbeslået kiste m. tre pengeslidser; s. 37 pengetavle 1666. Interessant dørvindfang inden for v.døren, renæssance, o. 1600, hvorover panel m. apostelmalerier. Metalstøbt dørhammer 1636. Dørfløjen til sakristiet er sengotisk. Salmenummertavler i Louis XVI stil. Fine lysekroner, vestl. i skibet o. 1600, østl. 1634, i koret 1690. Flere smukke lysearme, den ældste ved prædikestolen, fra Fr. II.s tid. Malerier: Peters fiskedræt skænket 1642, og salvning af Kristi fødder, skænket 1650 af Caspar Keilhau (Kegelhof), »Schilder«. Af de talr. pulpiturer, der hang som fuglebure i arkaderne, er kun bev. to, kongepulp. m. Fr. III.s og Sophie Amalies navnetræk og valgsprog, samt et elegant rokokopulp. 1744. V.enden domineres ganske af det store orgel fra 1635, der hviler på et rigt skåret pulpitur med malerier af musicerende kvinder. Orglet, med rygpositiv, udførtes for 1422 rdl. af orgelbygger Joh. Lorentz i Kbh. Samme våben som altertavlen (N. Friis. Orgelbygn. i Danm. 1949. 53f.). 1660–68 var Didrik Buxtehude organist. I tagrytteren en klokke, støbt af Gerhard van Mervelt 1588 (AarbFrborg. 1934. 78). Bl. de mange skårne og malede epitafier og mindetavler fremhæves: 1) Heinrich Homeister fra Brunsvig 1623, 2) Willem Hyben (af sten) 1634, 3) Hugo Lutiens (af sten) 1634, Hans Kremer, klokkestøber († 1636), malmstøbt, 5) Blasius Müller (jf.ovf.), ældre renæssance omdannet m. bruskbarokke tilføjelser 1637, 6) brøndmester Hans Reiman, Ananius Krause og deres hustru Ursula Hans tochter 1638, de fleste med religiøse malerier og portrætter, og endelig det blystøbte epitaf over Kronborgs kommandant, Hans Erasmus von der Pfordten († 1710). Hertil kommer de 14 legemsstore præstemalerier, der dateres fra det tidspunkt, da Augustinus Sand 1645–48 lod Caspar Kegelhof male billeder af ham og hans fire forgængere; de strækker sig fra Herman Malthan, kirkens første lutherske præst († 1583), til Jes Bjørnsen († 1786) (Lund Portrætter IX). Mens Dyvekes grav og sten – hvis det da er Karmeliterkirken, hun blev begravet i (Huitfeldt siger i sin Danmarkskrønike kun klosterkirken) – og Poul Laxmands sten for længst er forsvundne, er der bev. næsten 50 andre gravsten, men kun een fra middelalderen (jf. C.A. Jensen. Gr. nr. 16), Niels Olsen consul (d. e. rådmand) († 1498) (ndr. sideskib). Nævnes kan endv. Herman Malthan (jf.ovf.) samt den eneste portrætsten, over kongens fodermarskalk, Peder Pedersen, der 1618 blev ihjelskudt af en uven. Begr. i kirken er endv. generalvisitør Nikkel Helmer Kock († 1645), præsten E. C. Boldich († 1706), sandflugtsinspektør J. U. Röhl († 1754) og tolddirektør W. A. v. d. Osten († 1764). – I Skt. Hans Kapel ved kirken begr. bygmester Oluf van Steenwinkel († 1659). (F. Kaas. Indskrifter fra Karmeliterklosterets Kirke, i Bidr. til Helsingør Bys Hist. I. 1909. Chr. Axel Jensen i Laurits Pedersen. Helsingør i Sundtoldstiden 1426–1857. I. 1926. Johs. S. Dalsager. St. Mariæ Kirkes Hist. 1450–1950. Opmåling af kirke og kloster, studierejser af Kunstakademiets elever. IV. Tegn. af ældre nord. Arkitektur VI. 6. s., 1 r. 1915).

Ved kirken er ansat en sognepræst, der tillige er præst ved Kronborg slotskirke. Til kirken hører en embedsbolig for sognepræsten (se Helsingørs alm. Hosp.); dens pengemidler udgjorde 1952 93.663 kr., dens gæld 6500 kr.

Helsingørs Almindelige Hospital (nu Vor Frue Kloster) overtog 1541 hele karmeliterklosteret med undtagelse af Skt. Mariekirken, der udgør den 4. fløj i det egl. klosteranlæg, som lukker sig om den stille fratergård. En mindre del af de tre to stokv. høje længer stammer sandsynligvis fra tiden før branden 1450, resten er stort set samtidig med Skt. Marie kirke (sml. denne) og intimt knyttet til den s. 38 ved flere døre, mens hverken kloster el. kirke har mere end een dør til omverdenen. Kommunikationen ml. de enkelte rum og ml. disse og kirken foregik gennem munkegangen (korsgangen), som omgiver fratergården på alle fire sider og åbner sig mod denne med spidsbuede arkader; hele udformningen med disse overhvælvede, men åbne gange viser, at plantypen er udformet i syden, hvor vinterstorm og snefog er sjældne gæster. Vil man fra gaden ind i klosteret, går man gennem et hvælvet rum i v.fløjens s.ende til korsgangen; efter dette s.k. portnerværelse følger mod n. to smukke, hvælvede sale, hver med seks krydshvælv, båret af to piller og derefter to mindre rum, hver med to hvælv. I n.fløjen, der sandsynligvis har været klosterets økonomifløj, findes ingen hvælvede rum; østligst ligger den smukt dekorerede »Lazarussal«, vistnok brødrenes spisesal (refektorium) og i den vestre del en række ændrede rum. I ø.fløjen ligger klosterets smukkeste og fornemste rum, kapitelsalen, hvor munkene samledes til rådslagning o.a.; det dækkes af fire nethvælv med forsk.artede skulpturer på ribbekonsoller og slutsten, illustrerende henh. jorden og himlen. Disse skulpturer, der på konsollerne er lige så groteske som højkirkevælvingernes malede vrængemasker, er ret enestående i det nuv. Danmark, og de er sikkert hugget o. 1510 af den indvandrede tysker, Adam van Düren, der virkede som stenhugger og bygmester i Skåne (CAJensen. Gr. I. 53 f.). I fløjens s.ende, nærmest kirken, ligger sakristiet med fire krydshvælv båret af en midtsøjle. Over dette findes 2. stokv.s eneste hvælvede rum, efter dekorationerne kaldet »musikstuen«; herfra er der direkte adgang til pulpitur el. trappe i kirkens kor, og i korsgangens sø.hjørne er der tillige to andre højtsiddende døre, der har givet adgang til kirken fra sovesalen (dormitoriet), el. cellerne, som lå n.f. musikstuen.

De dele af klosterbygningerne, der må henføres til tiden før branden, rummes i n.- og ø.fløjen; i n. er det de nedre dele af fløjens vestre halvdel, regnet fra Lazarussalens v.væg; det gl. murværk kendes bl.a. på de lavtliggende syldsten, rester af lysåbninger med trappeformet afdækning og af vederlag for andre korsgangshvælv end de nuv. I ø.fløjen går det ældste murværk fra muren mellem sakristi og kapitelsal (dens s.side stod engang fri) til ret nær op mod n.fløjen. Den store resterende del af klosterfløjene er som nævnt samtidig m. kirken, men alligevel kan der opregnes forsk. byggeperioder, der lettest anskueliggøres gennem korsgangens fire sider, og disses aldersfølge dækker følgelig nogenlunde de bagved liggende rum. Korsgangen langs kirken må til en vis grad lades ude af betragtning, fordi den har været nedrevet; den vestre gang er ældst, bygget op mod n.fløjens ældste parti, så følger gangen i n. og til slut den østre, som dog er bygget i to omgange, således at s.enden er ældst; over korsgangens sø. hjørne har man ved opførelsen planlagt og påbegyndt et klokketårn, som dog aldrig blev fuldendt. Ø.fløjen, der er færdigbygget sidst, bryder klostergårdens helhedspræg, fordi den er højere end de to andre fløje. – Ud fra n.fløjen blev der endnu i middelalderen bygget en to stokv. høj længe (nu præstebolig for Skt. Marie kirke); det 1516 opførte sygehus for udenlandske søfolk, rejst s.f. og op mod den gl. kirkegårdsmur, udgør en del af Karmeliterhuset (se dette). Klosterbygningernes omdannelse til Almindelig hospital (og skole) medførte gennem århundrederne talr. ændringer, og bygningerne forfaldt efterhånden stærkt; fx. blev sdr. korsgang nedrevet og alle de andre korsgangsarkader tilmuret; endv. fik kapitelsalen o. 1800 en udvidelse i en enetages fløj, der opførtes vinkelret på ø.fløjen. Ved den s. 40 omfattende restaurering 1901–07 lykkedes det H.B. Storck at gengive anlægget dets middelald. præg, om end det vel nok gik lidt ud over den maleriske idyl, som dog dækkede over utidssvarende boliger og uhumske sanitære forhold. Kalkpuds fjernedes, korsgangen i s. genopførtes, arkaderne befriedes for indskudsmure, og forsk. tilbygninger, bl.a. udløberfløjen fra kapitelsalen, blev nedrevet. Terrænet i fratergården og uden for klosteret var gennem årene vokset med ca. en meter (ikke mindst p.gr.af arealernes benyttelse til kgd.), som nu bortgravedes. På fratergårdens kgd. var begr. kunstsnedker Hans Barchmand († 1648) og kunstsmed Caspar Fincke († 1655). Under arbejdet afdækkedes flere steder sengotiske kalkmalerier, musikstuens med rankeværk, fugle og musicerende engle, Lazarussalens med en frise, som gengiver scener af Jesu liv og illustrerer fortællingen om Lazarus, og et meget stort billede forestillende den rige mands gæstebud; også i ndr. korsgang og i v.fløjen er der bev. malerier. – Kapitelsalen tjente Almindelig hospital som kapel, men det var på sa. tid indrettet til beboelse for lemmerne, som hver rådede over nogle få kvadratmeter gulv med plads for seng, bord og stol, kun adskilt fra naboerne ved forhæng og skærme. I kapitelsalen er der nu to altertavler, dels den enkle lutheranske fløjaltertavle med gyldne skriftsprog, som »Johan Maler, K. M. tiennere, en soldat her på K. B.« skænkede 1589, dels dens barokke afløser, som Jens Mortensen snedker (sml. Skt. Olai korgitter) skænkede 1669 sa.m. sin hustru Margrethe Hansdatter; dens to malerier, en krucifiksgruppe i storfeltet og nadveren i postamentet er sign. henh. M B F og H N M. Endv. må nævnes alterstager fra 1667, alterfløjl 1762, en renæssancelysekrone og fem malerier fra slutn. af 1600t. (de to ophængt på 1. sal) med gl.-testamentlige motiver..

Litt.: Kirkehist.Saml. 2. r. V. 1869–71. 278, 298 ff, 772–83. Studierejser af Kunstak. Elever. IV. pl. 1–12. Tegn. af ældr. nord. Arkitektur. 6. s. 1. r. bl. 1–20. L. Wright. Vort Ungdomskloster. 1914. Lorenzen. Kl. V. 1924. Laurits Pedersen. Helsingør i Sundtoldstiden 1426–1857. I–II. 1926–29.

Ved gavebrev af 14/5 1536 oprettede Chr. III. et hospital i Sortebrødrekloster, men da dette viste sig for lille, udstedte kongen et nyt gavebrev af 10/5 1541 på karmeliternes Vor Frue kloster, der herigennem omdannedes til et alm. hospital for syge og fattige mennesker; hospitalet fik ved sa. gavebrev rådighed over de jorder, som tilhørte altrene i Skt. Olai, og ved kgl. og private donationer blev hospitalet snart en rig stiftelse. Det fik kongens og kronens part af tienderne i Grønholt so. (1543), på Hven (1546), i Kregme, Vejby, Blistrup og Helsinge (fulgte Æbelholt klosters sidste abbed, Anders Ibsen, som 1560 indgav sig i hospitalet, og gaven stadfæstedes af Fr. II. 1561), tre gårde i Flynderup (1562, ydelsen afløst 1922 med kr. 3726,12), korntiende af 105 sogne i Skåne (1573) og endelig skænkede kongen et bundgarnsstade i Snekkersten (1582, endnu i hospitalets eje). Fra 1562 blev det pålagt hospitalet at huse og bespise 6 degne, der gjorde tjeneste i Skt. Olai, mod en større ydelse i naturalier fra lensmanden på Krogen (blev senere betalt med 300 kr. årl. fra Frederiksborg amtstue, og 1928 fik hospitalet en afløsningssum på kr. 7500). Med den skånske gave fulgte pligt til at huse og bespise 30 pers. af skolen (indrettet i klostrets v.fløj) med skolemester og hørere foruden så mange fattige lemmer, som renten kunne strække s. 41 til. Velhavende folk optoges kun (og det var egl. forbudt if. statutterne), når de medbragte rigeligt gods til underhold resten af livet. Hospitalet udsendte to gange årl. termebrødre (almisseindsamlere) til nogle af de sjællandske herreder.

Da Danmark 1660 måtte afstå de skånske provinser, mistede hospitalet en væsentlig del af sin indkomst; trods en 1661 given tilladelse (der holdt sig til ind i 1900t.) til ombæring af pengetavler i da. og no. kirker (med visse undtagelser) og andre begunstigelser (fx. tørvemoser) var det ikke mere muligt at besætte de pladser, der blev ledige ved dødsfald. Som en følge af den anstrengte økonomi udskiltes skolens bespisning ved kongebrev af 5/4 1720 fra hospitalet, og bespisningen af lemmerne ophørte mod et kontant beløb på 3 mark ugentlig. – 11/8 1752 fik hospitalet (og den lærde skole, som ophævedes 1839) en ny fundats, der forblev i kraft til 1/1 1930; heraf fremgår, at hospitalet ikke var forbeholdt helsingørborgere, og at det ikke var noget sygehus el. opholdssted for afsindige el. spedalske; der oprettedes dog ved kgl. forordn. af 16/3 1731 en dårekiste, hvis sidste beboer døde 1833. Ved den fundats, som trådte i kraft jan. 1930 (med tillæg af 28/10 1940) indlededes en ny æra i hospitalets historie. Efter den store restaurering 1901–07 var lemmerne flyttet over i v.fløjen, men allr. 1916 overførtes de til alderdomshjemmet, hvorefter hospitalet var ubenyttet til 1930. If. den nye fundats skal hospitalet yde bolig og understøttelse til svagelige og enlige s. 42 kvinder, hvis kår ligger over aldersrentenydernes og for hvem det er »trangt« at modtage kommunal hjælp. De optagne kaldes pensionærer, og deres tal må ikke overstige 8; der ydes bolig m.m. samt en årl. understøttelse. Regnskabet forestås af en hospitalsforstander, inspektionen består af politimesteren og byens sognepræster, direktionen af stiftamtmanden og biskoppen. Den 1820 og 1838 trufne bestemmelse om deling af alm. hospitals indtægter ml. hospital og skolevæsen er stadig gyldig. Hospitalets formue, inkl. bygningernes værdi, udgjorde ved udgangen af 1952 kr. 690.000, og de 1773–1916 stiftede legaters kapitalformue udgjorde kr. 236.000.

Litt.: Johannes S. Dalsager. Helsingørs Almindelige hospitals historie 1541–1941. 1941.

Karmeliterhuset (den gamle fattiggård) tæt sv.f. Mariekirken er en vinkelformet bygning, hvis vigtigste bestanddele opførtes i løbet af 1500t. Ældst er det senmiddelald. stenhus, der nu udgør s.fløjens østl. (mindre) del. Det stammer fra o. 1516 og var et hospital på 8–10 senge (om opret. jf. Skt. Marie kirke). Det to stokv. høje hus er opf. af røde munkesten i munkeskifte, grundplanen er en uregelmæssig firkant (idet v.gavlen er ca. o,7 m bredere end østg.). Huset var opr. ca. 15 1/2 × ca. 7 m og havde indgang fra ø. På det sydøstre hjørne er der en sandstensniche (den eneste udvendige bevarede i Danmark) til en helgenfigur; her stod til ind i 1800t. en figur, der (formentlig med urette) antoges at forestille Tyge Brahe, og nichen kaldtes »Fandens prædikestol«. S.façaden havde i nedre stokv. tre el. fire fladbuede vinduer i rektangulære blændinger som de yngste dele af klosteret, øvre stokv. tre vinduer, ml. hvilke to cirkelrunde blændinger. I det indre er der spor af en kamin mod sv. Dette hus var 1537 i rådmand Asgud Mikkelsens besiddelse, 1550 afhændede han det til lensmanden på Krogen Herluf Trolle, som lod det udvide mod v. Denne udvidelse indeslutter i sin n.mur et stykke af klosterets hegnsmur opf. i munkeskifte; men som helhed er tilføjelsen bygget af munkesten i krydsskifte. Også den er i to stokv., men højere end det gl. hus; den havde i s. to tætsiddende døre (med profilerede karme), der ligesom vinduerne var fladbuede. V.gavlens udsmykning: kølbueniche, vandrette formstensprofiler og skråtstillede småspir, peger mod nederlandsk forbillede og skyldes måske Herluf Trolles bygmester Theus Rubensaat. Øvre stokv. indtages af en stor sal, hvis vægge er smykket med murede halvsøjler, der bærer fladbuer. Det således udvidede hus skænkedes 1561 af Herluf Trolle og Birg. Gøye tillige med to haver og et legat på 2000 guldgylden til latinskolen. I skolens besiddelse forfaldt det, 1578 kaldes det bygfældigt, og med kgl. tilladelse solgtes det 1587 til Peder Brahe til Krogholm og hustru Margr. Gøye. Disse opførte i 1590’rne v.fløjen, jf. murankrenes navnetræk 15 P B M · 9· (anker nr. 6 og 8 mangler). Allr. Herluf Trolle synes at have planlagt en v.fløj, nu opførtes den i to stokv. af røde sten med fladbuede vinduer, façaden til gaden fik to vandrette profilerede bånd, og i n. rejstes en renæssancegavl. Kældrene under de to fløje er næppe samtidige med de resp. afsnit. – Byen købte 1630 gården af Tage Andersen Thott. 1632 forhøjedes den middelald. del (jf. årstal på s.siden) med murværk af mindre, røde sten, den gl. v.gavl nedbrødes, og rumfordelingen ændredes. Lige til 1902 tjente huset som fattiggård. Under den store nord. krig synes det en tid at have været lasaret (Hofman. Fund. VII. 55 og HistTidsskr. I. 1.400), og fra denne tid hidrørte sandsynligvis de 1902 nedrevne s. 43 bindingsværkslænger, der dannede n.- og ø.fløjen om en aflang gårdsplads. Efter at fattighuset var nedlagt, stod den ret forfaldne bygning øde og truedes i nogle år af nedrivning, men ved en privat komités indsats fremskaffedes de fornødne midler til istandsættelse (50.000 kr.), og 1908 blev v.gavlen restaureret, de to gl. fløje istandsat og bindingsværkslængerne erstattet med en lav hegnsmur (H.B. Storck), stueetagen indrettedes til folkebibliotek med læsesal, og 12/5 1912 kunne salen i s.fløjens 1. etage indvies til byens historiske museum. Dette blev sen. flyttet til Vor Frue kloster, og fra 1924 anvendes hele K. til lokaler for Nordsjællands Centralbibliotek for Fr. borg amt (ca. 40.000 bind, årl. udlån ca. 135.000 bind).

Litt.: Berl. Tid. 16/8 1906 (C.A. Jensen). Arch. VIII. 1905–06, 257 (V. Lorenzen), 541 (C.A. Jensen). og XIV. 1911–12, 213 (Laur. Pedersen med en noget afvigende forklaring af bygningshist.). C.A. Jensen i Gammel da. Bygningskultur. III. 1910, 24. Aarb Frborg. 1908 (Laur. Pedersen). Laur. Pedersen. Helsingør i Sundtoldstiden. I. 1926. 214 (C.A. Jensen) og 436 (Laur. Pedersen).

Romersk-katolikkerne, der har afholdt periodisk gudstjeneste i byen siden 1894, har Skt. Vincenskirken i Nygade, opf. 1930 (arkt. J. Tidemand-Dal) samt et Skt. Vincenskapel i samme gade.

Den fælles Kirkegård (også benyttet af Katolikkerne), i den vestl. ende af byen, henved 10 ha, nævnes allr. på Chr. IV.s tid og er i tidens løb betydeligt udvidet, sidst 1950 (en mindre udvidelse foretoges 1919 til begravelsesplads for alle de franske soldater og officerer, ca. 40, som døde under deres ophold her i landet på hjemrejsen fra ty. fangenskab; et mindesmærke (arkt. N. P. C. Holsøe) er 1920 rejst midt på pladsen). På kirkegården er et monument med figurer i hautrelief (af H. Freund, fra 1839) over kommandant på Kronborg Friedr. Ernst Joh. Ohlrogge og et monument over soldater, der såredes ved Dybbøl 1864 og døde på Kronborg lasaret. Af andre, der er begr. her, nævnes søofficeren Fred. Lütken († 1784), tolddir. Chr. Numsen († 1811), admiralitetskommissær Louis de Tuxen († 1828), generalløjtn. Moritz Scheel († 1832), tolddir. Adam v. Krogh († 1839), borgm. J. A. Stenfeldt († 1858), læge Carl von Deurs († 1862), botanikeren P. Heiberg († 1875), stiftamtmand, baron L. de Bretton († 1880), fabr. J.L. Tvede († 1891), maleren A. Riis Carstensen († 1906; monument af S. Sinding), Orientalisten A. F. van Mehren († 1907), generaldir. I. W. Tegner († 1909), gartner A. Zeiner Lassen († 1914), politikeren Chr. Rasmussen († 1916), kulturteknikeren Karl Thalbitzer († 1928), geografen Ole Olufsen († 1929), forf. Alex. Svedstrup († 1930), politikeren, fabr. Ch. Tvede († 1931), hotelejer Anders Jensen († 1940), sportsjournalist E. Aabye († 1941), øjenlæge Gordon Norrie († 1941) og hustru Charlotte N. († 1940), sprogmanden Otto Jespersen († 1943), billedskærer Otto Bülow († 1944), prof. Vilh. Grønbech († 1948). En mindesten er opsat 1908 for færgemand Lars Bache († 1809; begr. i Lyderslev; se Jørg. Gravm. 25, 30). 1935 opførtes et krematorium.

Råd- og arresthuset, Stengade, er opf. 1854–55 efter tegn. af J. H. B. Seidelin med tårn og fremspringende gavl, udvidet 1942–43 ved inddragelse af en naboejendom (arkt. V. Drosted), indeholder, foruden en stor byråds- og festsal, samtlige kommunale kontorer. Arresthuset har pl. til 14 arrestanter. Den opr. bygn. kostede ca. 100.000 kr. Der findes portrætter af flere af byen fortjente mænd, således borgm. Bertel Bjørnsen († 1820), rådmd. Chr. Rogert († 1850), borgm. Jacob Baden Olrik († 1875), borgm., fhv. overdommer Ph. Rosenstand († 1912) og borgm. P. Christensen. Byrådssalen fik 1926 mosaikvinduer med Hamletmotiver. Over porten sidder to runde stentavler fra 1573 med Fr. II.s og dronn. Sophies våbner, der sad på en lign. plads i det ældre rådhus og skyldes Fr. II.s stenhugger Gert v. Groningen.

I forb.m. råd- og arresthuset, men med façade mod Slagtertorvet er 1907 opf. et tinghus for ca. 58.000 kr. (arkt. J. Gnudtzmann) med retslokaler og politistation.

Bygningen ved siden af tinghuset anvendes sa.m. hjørnebygningen Skt. Annagade 5 til politikontorer. Dommerkontoret findes i den gl. Lejelske gård Stengade 72–74 (se ndf.).

Det kommunale skolevæsen består siden 1910 af folkeskolen og den højere almenskole. Folkeskolen har 6 skolebygn. i Lundegade, Marienlyst allé og Sdr. Strandvej, opf. henh. 1886, 1898, 1901 (arkt. J. Gnudtzmann), 1918 (arkt. N. P. C. Holsøe), 1935 og 1948 med i alt 93 klassevær. foruden lokaler til samlinger, kontorer m.m.; den havde 1/10 1952 1 stadsskoleinspektør, 2 skoleinspektører, 72 lærere og lærerinder samt 2750 elever. Den højere almenskole, Helsingør gymnasium, er fremgået af den realskole, som kommunen oprettede, efter at den kgl. lærde skole var nedlagt 1838, og som 1883 omdann. til latin- og realskole; den består af en mellemskole med realklasser og et gymnasium og havde 1/12 1952 1 rektor og 27 lærere samt 430 elever. Dens nuv. bygn. er opf. 1897 på Kongevejen (arkt. J. Gnudtzmann) og udvidet 1914 (N. P. C. Holsøe) og 1920 (L. Heuer. H.s Latinsk.s Hist., Sk. Progr. 1897). – Teknisk skole, Søndre Strandvej med tilbygning i Skydebane allé, er opret. 1884 ved sammenslutn. af den 1825 oprettede søndagsskole og den 1872 af Industriforeningen oprettede aftenskole; den har 57 lærere foruden forstanderen og ca. 680 elever; den nuv. bygn. er Det kgl. privilegerede Skydeselskabs ejendom, der købtes 1901 og omdann. til skolebrug (J. Gnudtzmann), udvidet 1934–35 (V. Drosted). Skolen har skibsteknikum og kursus for højspændingsinstallatører. I dens bygn. findes også Helsingør Maskinistskole med 4 klasser, 10 lærere, 77 elever. Begge skoler ejes og ledes af Helsingør tekniske selskab. – En handelsskole er opret. 1894. – Helsingør aftenskole med lokaler i folkeskolen, opret. 1885, har 2500 elever. – Arbejdsteknisk skole, opret. 1941.

Øresunds- og Helsingørs Sygehospital (Øresundshospitalet), Fiolgade, er bygget af staten (arkt. J. B. J. Magens) og trådte i virksomhed 1/3 1796. Efter øresundstoldens ophævelse blev det af staten overdraget til H. kom. if. den regeringen ved tillægsbevillingslov af 31/3 1858 dertil givne bemyndigelse. Det modtager syge fra H. kom. og fra forbisejlende skibe og syge, der if. gældende lov skal modtages, uanset hvor de har bopæl. Udenbys patienter kan dog også modtages. Det gl. militære sygehus, Fiolgade, som 1903–1925 anvendtes som fattiggård, er benyttet til udvidelse af Øresundshospitalet 1934–35. Desuden er her tuberkulosestat. for Fr.borg amt. Øresundshospitalet har 104 sengepl., 1 overlæge. 1 reservelæge og 2 kandidater. Det står under byrådet og bestyres af et udvalg. (K. Klem. Øresunds og Helsingørs Sygehospital gennem 150 Aar. 1946).

Lundegården, n.f. byen, opf. 1889 (arkt. F. Hansen) for ca. 103.700 kr. Har været anvendt til garnisonssygehus, nu overtaget af H. kom. til administrationsbygn.

Kommunens alderdomshjem, også invalidehjem, indrettet i ejend. Hammershøj, Trækbanen 17, bygget 1913, toges i brug 30/3 1915. Der er 3 afd.: pleje- og sygeafd. samt en afd. med 26 boliger for ældre, som kan klare sig selv (1 vær. lejligh. med kammer, køkken og forstue).

Eckardts stiftelse, Bjergegade, fund. kgl. stadf. 18/12 1837, skyldes væsentlig enke efter købmd. i Helsingør C. F. Eckardt, idet hun efter sin mands ønske skænkede sin ejendom til bolig for trængende enker og ugifte døtre af borger-, s. 46 men især af købmandsstanden i byen; senere er stiftelsen blevet udvidet ved gaver fra private, både i ejendomme (i Lundegade) og i penge. Stiftelsen har 22 pl.

Håndværkersangforeningens Stiftelse, Lundegade, grundl. af et fond, som Håndværkersangforen. har tilvejebragt (fund. kgl. stadf. 9/9 1869), er opf. 1866, udvidet 1888 og har 16 et og to værelses lejligh., hvor værdige, trængende håndværkere bor dels frit, dels for en rimelig leje.

Mødrehjælpens rekreationshjem i den tidl. hovedbygn. til Klostermosegård.

Montebello, tidl. kuranstalt, beliggende på den gl. Kronborg ladegårds plads, fra 1951 nervesanatorium for Kbh.s og Fr.borg amter, Kbh., H., Frederiksværk og Frederikssund kommuner.

Asylet, Stengade, er opret. ca. 1830. Det modtager børn i dagpleje og har plads til ca. 100 børn. – Desuden findes flere veldædige kvindestiftelser m.m.

Selskabet Mødre- og børnehjælpen i H. driver Børnegården, Trækbanen, daghjem for spæd- og småbørn, plads til 210 børn.

Stauninggården, D. u. I.s feriehjem, Gl. Hellebækvej.

Antoniehus, fødehjem, Sdr. Strandvej 28, opret. 1946.

Byens vandforsyning skete tidl. fra de s.f. byen liggende damme; den blev forbedret betydeligt 1866 ved anbringelse af filterapparater og jernrør i st.f. trærør til ledningerne, hvorved vandet kunne føres op i etagerne. Men der afgaves kun vand til interessenterne, de andre grundejere måtte anlægge brønde. Efter at kom. havde overtaget vandforsyningen, anlagdes 1895 efter stadsing. Jochimsens plan et nyt vandværk på Grønnehave, der flere gange er udvidet, senest med pumpestationer i Teglstrup Hegn og i Egebæksvang ved Espergærde.

Gasværket, i byens nordl. del, er anlagt 1854 af Det danske Gaskompagni, blev 1921 overtaget af kom, og 1924 forandret til et »dobbelt gasværk«.

Det kommunale elektricitetsværk, Trækbanen, er opf. 1911 (ing. J. Spangenberg) og flere gange udvidet. Det har tilslutning til NESA og modtager strøm fra Sverige.

Under udstykning er de tidl. gårde Vapnagård og Kronborg Ladegård, der begge er erhvervet af H. kom.

Øresundslaboratoriet (havbiologisk laboratorium), Strandgade, opret. 1941.

Brandstation og Falcks redningsstation er indrettet i det tidl. off. slagtehus, Gl. Strandvej, som kom. opførte 1913–14 for ca. 150.000 kr.; de er anl. på den tidl. »Madelungske gård«.

Folkets Hus, der drives af et aktieselskab, tidl. Arbejdernes Forsamlingsbygning, ombygget af den tidl. eng. kirke, opf. 1889. Det er hensigten at bygge et nyt »Folkets Hus« i Stjernegade, hvor grunden med de nu nedlagte Tvedes fabrikker er købt til formålet.

Et telefonhus er bygget på Trækbanen.

Den internationale Højskole, opret. 1921, i det tidl. Sophienlyst (opr. Louiselyst).

Byen har to banegårde: statsbanegården, ved havnen, opf. 1889–91 i da.-holl. renæssancestil efter tegn. af N. P. C. Holsøe og H. Wenck, en af landets anseligste; forhallen, der går gennem to stokv., virker ved sin dobbelttrappe, som fører op til perronen, og sit kassetterede træloft med farver og forgyldning; i 1. etages højde er der et omløbende galleri. Grønnehave station, på Grønnehave, på Helsingør-Hornbækbanen, er opf. 1906.

I forb.m. statsbanegården er opf. posthuset og telegrafstationen (arkt. N. P. C. Holsøe). – Den stilfulde toldkommerbygning (arkt. J. D. Herholdt) er opf. 1891, da den tidl. bygn. blev eksproprieret ved baneanlægget.

Af andre bygn. nævnes Industriforeningen, Stengade, opf. 1891 af den 1872 stift. forening. Frimurerlogen, Lundegade, opf. 1866–67 (arkt. V. Klein). Missionshuset Bethesda, Trækbanen, opf. 1902 (arkt. M. C. Christensen). K. F. U. M. Ungdomshjem (»Borgen«), Kongensgade, opf. 1902 (arkt. J. J. Kofoed). K.F. U. K.s bygning, Stengade. Sømandshjemmet, Grønnehavevej, opret. 1945. Vandrehjemmet Wisborg, Sdr. Strandvej, opret. 1938. Ejendommen Sommariva med omliggende park, Ndr. Strandvej, ejes af Helsingør kom., restauranten bortforpagtet. Helsingør har 3 biografteatre: Kosmorama i den gl. teaterbygn. i Groskenstræde, Biografen i Industriforeningens bygn., bevillingshaver: Helsingør kom., og Billedteatret, der drives af A/S Folkets Hus. Badmintonhal med tennisbaner på Ndr. Strandvej, bygget 1929. Sportspladsen på Ndr. Strandvej, anl. 1921, udvidet 1934.

En kommunal søbadeanstalt, Grønnehave, er åbnet 1915, flyttet og udvidet 1934, da Nordhavnen blev anlagt. I Nordhavnen er også indrettet et svømmestadion og sommerrestauranten Kronborg Havbad.

Af foreninger nævnes, foruden de omtalte, to handelsforeninger, stift. 1861 og 1905 (jf. Kjøbmandslauget udi Helsingør alias Helsingørs Handelsforening 1744–1919, 1919), samt et kgl. privil. skydeselskab, som ejer en anselig bygn. i Stengade 46, se s. 52; det er vistnok stift. 1764 og fik kgl. konf. 5/12 1766 (J. M. Welsch. Helsingør kgl. priv. Skydebroderselskab 1716–1916, 1916).

A/S Den Nationale Friluftscene opfører klassiske dramer (hidtil kun »Hamlet« i Kronborg slotsgård, fra 1936). – Golfklubben, klubhus og bane på Gl. Hellebækvej. – Roklubber (herre- og dame-), nyt klubhus 1934 på Sdr. Strandvej. – Sejlklubben og Kajakklubben, klubhus i Nordhavnen. – Turistforeningen, siden 1935 med turistbureau på jernbanestationen. – Desuden flere byggeforeninger, grundejerforening, håndværkerforening, arbejder- og arbejdsgiverorganisationer m.fl.

A/S Marienlyst kur- og søbad, tidl. Marienlyst Kuranstalt, ligger neden for Marienlyst slot. Af arealet er udskilt »Gl. Marienlyst«, indrettet til beboelse, s. 48 ejer: Kbh.s almindelige Boligselskab. Villaen Stella Maris, opf. af fru Otto Mønsted, ejes nu af Helsingør kom.

På havnepladsen på det gl. øresundstoldkammers plads blev 10/8 1910 afsløret det lille løvemonument. Løven har før dannet midtpartiet i et springvand foran toldkamret. – Sveasøjlen på havnepladsen af Elo (1947) til minde om Sveriges hjælp til da. flygtninge under 2. verdenskrig. Indskrift af borgm. Peder Christensen. – Af andre monumenter kan nævnes: Danserindebrønden på Grønnehave af Rudolph Tegner, tidl. opstillet i Kongens Have i Kbh. Erik af Pommerns mindebrønd og statue på Akseltorvet af E. Utzon-Frank 1926. Genforeningsstenen 1921 foran gymnasiet. Herakles og Hydraen af Rudolph Tegner, havnepladsen 1932. Mindesmærke foran skibsværftet over dettes grundlægger M. C. Holm. Statuer af Hamlet og Ophelia i Marienlyst slotspark. En mindetavle for komponisten D.Buxtehude, opsat 1951 på huset Skt. Annagade 6, hvor han boede 1660–68 som organist ved Mariekirken.

Foruden slotsparken (se s. 56) ejer kom. nogle mindre anlæg ved den tidl. jernbanestat., den højere almenskole, Trykkerdam ud for gasværket samt på Grønnehave. Endvidere må nævnes Reberbaneparken, skænket kom. sa.m. redaktør M. Galschiøts ejendom, som arv efter hans død, bygn. til bolig for borgmesteren el. en kom. tjenestemand (p.t. udlejet), parken som off. tilgængelig park. Fremdeles en park på Bergmansdals jorder, et led i et bælte af »grønne områder«, der if. byplanen skal strække sig fra Stubbedamsvej til Teglstrup Hegn.

Grønnehave var opr. øvelsesplads for garnisonen på Kronborg, hørende til fæstningens arealer, men ved flytningen af øvelsespladsen til dens nuv. område ved Gl. Hellebækvej overgik Grønnehave ved mageskifte fra staten til kom. Skibsværftets anlæggelse 1882 blev optakten til dette områdes udnyttelse, fremfor alt til industrivirksomheder, der her fik en trafikalt gunstig placering ved jernbane og siden Nordhavnens fuldendelse 1934 også ved havn.

H. har fra 1951 et bybussystem med 6 linier, udgående fra Havnepladsen. Bybusserne drives af kom.

Bilruter findes fra H. over Esrum til Frederiksværk, til Hørsholm, over Humlebæk til Sletten, over Rungsted til Klampenborg, over Hornbæk til Gilleleje (drives af H.-Hornbæk-Gillelejebanen) og til Tikøb.

Jernbaner. Nordbanen (Kbh. H.-Holte-Hillerød-Helsingør), 60, 8 km, er anlagt if. lov af 19/2 1861 af Det sjæll. Jernbaneselskab, og åbnet for drift 9/6 1864. 1/1 1880 blev den, sa.m. selskabets øvr. baner, overtaget af staten. I okt. 1891 blev H. banegård flyttet ned til havnen (lov af 30/3 1889) samtidig med, at jernbanefærgelejet blev åbnet, og jernbanefærgerne afløste dampbådsforbindelsen til Hälsingborg.

Kystbanen (Kbh. H.-Klampenborg-Rungsted Kyst-Helsingør), 46,2 km, er på strækningen indtil Klampenborg åbnet 22/7 1863 og på strækningen Klampenborg-Snekkersten s. 49 2/8 1897. Den blev bygget med dobbeltspor på strækningen Kbh.-Rungsted Kyst, og også mellem Snekkersten og H. åbnedes dobbeltspor 2/8 1897 for trafikken. Ml. Rungsted Kyst og Snekkersten åbnedes dobbeltsporet for drift 11/12 1923.

Helsingør-Hornbæk-Gilleleje jernbane, 24, 9 km, blev for strækningen H.-Hornbæks vedkommende anl. if. lov af 8/5 1894 og eneretsbevilling af 23/3 1904 og åbnet for driften 22/5 1906. Strækningen Hornbæk-Gilleleje anlagdes if. lov af 27/5 1908 og 23/2 1915 og eneretsbevilling af 12/3 1915; den åbnedes for drift 11/7 1916. Banens ledelse har sæde på Grønnehave stat. i H. Banen driver også rutebiltrafik (samlet rutelængde 1952: 80 km).

Fra og til H. stat. ankom og afgik dagligt 1951–52 gennemsnitlig 82 tog på Nord- og Kystbanen, mens færgerne gennemsnitlig udførte 28, 1 dobbeltture pr. dag. Færgerne overførte 1951–52 ca. 1.779.000 passagerer, 131.044 biler, 9.241 motorcykler, 22.761 cykler og 140.914 jernbanevognaksler. H.-Hornbæk-Gilleleje jernbane befordrede 1951–52 397.818 passagerer og 2.055 t gods og levende dyr. Dens driftresultat 1951–52 viste et underskud på 221.830 kr., hvorfra dog går et overskud på 23.765 kr. for rutebildriften.

Helsingørs havn er en statshavn. S.f. odden fandtes tidligt en havn, men det gl. anlæg blev ødelagt af Lybækkerne. Der opførtes derpå en anløbsbro, som 1764-67 udbyggedes til en kommunal havn. Denne var i beg. meget lille og havde en dybde af kun 2,5 m, og på dette standpunkt stod den i omtr. 50 år trods gentagne forslag om nye anlæg. Først ved kgl. resol. af 19/5 1824 fastsloges det, at der skulle anvendes 70.000 rdl. af statskassen til arbejderne, og at havnen under hensyn til dens betydning ved ophævelse af sundtolden skulle blive statshavn; 1827–31 blev den da udvidet således, at den fik et fladeindhold af ca. 50.000 □ al. og en dybde af ca. 5 m. Det varede dog ikke længe, inden disse udvidelser også viste sig utilstrækkelige ved skibsfartens overordentlige tiltagen (1830 passerede ca. 13.000 skibe, 1860 ca. 28.000), og der foretoges nye arbejder i den flg. tid, nemlig 1838 og 1859–63, hvorved den fik et areal af ca. 100.000 □ al. og en dybde af ca. 5,7 m, medens samtidig indløbet udvidedes til ca. 37 m. Men da dette heller ikke viste sig tilstrækkeligt, fremkom entreprenør Louis Carlé med et stort projekt, der gik ud på for et aktiebeløb af 6 mill. rdl., der ventedes tegnet især af udenlandske kapitalister, at anlægge en stor havn n.f. Kronborg, der ved en ca. 34,5 m bred kanal skulle sættes i forb.m. den nuv. havn, og som skulle afgive såvel stapelplads for den nordsø-østersøiske handel som være en farefri nødhavn, hvor skibene i stedet for at ankre på reden kunne søge ind og afvente gunstig vind, og hvor store maskinværksteder skulle kunne optage konkurrencen med udlandet. Koncessionen blev givet 15/2 1866, men planen måtte stilles i bero og betragtedes i og for sig som opgivet. Havnens udvidelse var nu påtrængende nødvendig, og derfor beg. man 1878–87 at foretage omfattende arbejder, hvorved indsejlingen forbedredes, sdr. mole ombyggedes, et nyt bassin udgravedes i Grønnehave osv., så at havnen fik et areal af ca. 7 ha, hvoraf ca. 4,5 fik en dybde af henved 7, resten noget over 6 m. Indløbet blev ca. 40 m bredt med ca. 7 m dybde; kajerne var ca. 1870 m lange, og ca. halvdelen, der benyttedes til losning og ladning, var forsynede med jernbanespor. Ved lov af 30/8 s. 50 1889 fastsloges anlægget af et dampfærgeleje for færgen til Hälsingborg, som udførtes 1890–91 i havnens sydl. hjørne; Dampfærgen toges i brug forår 1892. 1943 byggedes et automobilfærgeleje, og 1944 og 1945 erstattedes det gl. dampfærgeleje med to moderne jernbanefærgelejer. 1895 blev der i det nordvestl. hjørne af havnen udgravet et ca. 0,4 ha stort bassin, ca. 6,2 m dybt; 1899 foretoges en uddybning både uden for havnemundingen og over en større del af havnebassinet, så at man havde ca. 8 m vand på et ca. 2,8 ha stort areal. Endelig foretoges 1911–12 en hel ombygning af den yderste del af den ndr. mole, samtidig med at denne flyttedes længere mod ø., så at havnebassinet forøgedes med ca. 1/4 ha, og der foretoges en oprensning og uddybning til ca. 8 m i havneindløbet samt langs den nye ndr. mole.

Med udviklingen af færgetrafikken og værftsvirksomheden blev pladsforholdene efterhånden ganske utilfredsstillende, og 1920 nedsatte ministeriet for off. arb. en ny kommission ang. en udvidelse af havnen, men p.gr.af kommunens modstand imod statens ønske om havnens overdragelse til kom. og dennes deltagelse i udgifterne, kunne man først 1942 påbegynde arbejdet, der fortsattes i årene indtil 1950, og hvorved såvel sdr. som ndr. mole rykkedes ud, således at havnens vandareal forøgedes betydeligt. Der er herved gennemført mere bekvemme besejlingsforhold for de nu anvendte større færger og bedre svajeforhold for de store skibe, der søger værftet.

Havnens vandareal er nu ca. 8 ha, hvoraf sdr. bassin optager 5,6 ha. Den samlede kajlængde i den egt. statshavn andrager 1628 m, hvoraf 530 m langs de nye ndr. og sdr. moler ligger ved 8–8,5 m vanddybde. Langs de øvr. bolværker er vanddybden fra 5,7 til 7 m. Indløbet er 63 m bredt. Særl. betydning har havnen i isvintre, da den vanskeligt fryser til og bruges som tilflugtshavn, når sejladsen på Kbh. er standset. På s.molens hoved er der et rødt, fast fyr (hvidt, rundt tårn), 6,6 m o.h., på n.molens hoved et hvidt, fast fyr. Projektet om anlæg af en storhavn n.f. Kronborg blev genoptaget 1918, men først i beg. af 1930erne (1932–34) påbegyndtes anlægget ved H. kom.s foranstaltning. Denne s.k. Helsingør Nordhavn består af en yderhavn og en inderhavn, som igen er delt i lystbådehavnen mod v. og fiskerihavnen mod ø., begge med 3 m vanddybde.

Statshavnens aktiv-værdi pr. 1/4 1952 andrager 5.483.064 kr. De årl. indtægter er normalt gennemsnitlig ca. 175.000 kr. (1951/52 var de 187.838 kr., deraf havne- og bropenge 131.318 kr., lejeindtægter 47.271 kr. og andre indtægter 9.249 kr.). Udgifterne er gennemsnitlig ca. 500.000 kr. (1951/52 var de 517.285 kr., hvoraf 355.975 kr. til forrentning og afskrivning af anlægskapital). Havnen har i 1950–51 været anløbet af 722 skibe (ekskl. færgerne). Arealet ml. ndr. og vestre havnebassin samt et større tilstødende landareal indtages af det ndf. nævnte jernskibs- og maskinbyggeri (se s. 55). Havnen bestyres af et havneråd på 5 medl., nemlig havneingeniøren, to af ministeriet for off. arbejder på 6 år beskikkede medl. og to af byrådet valgte medl.

Gamle Huse. H. indtager som Arkitekturby ubestridt Førstepladsen blandt vore Provinsbyer ikke alene i Kraft af de gamle Bygningers Mængde, men ogsaa fordi der blandt disse findes adskillige af høj kunstnerisk Kvalitet. I Fortegnelsen over de ved Lov fredede Huse staar H. saaledes i Spidsen med 17 i Klasse A og 47 i Klasse B opførte Ejendomme. Blomstringen i Sundtoldens godt 400 Aar s. 51 satte Spor, og de i Forhold til andre Købstæder meget talrige Bygninger af Grundmur vidner om Borgernes Velstand. Middelalderen har efterladt sig værdifulde Minder. Ældst af disse er Stengade 66, »Oxernes Gaard«, opført efter 1459 af Lensmanden Johan Oxe, som fik Skøde paa Grunden fra Sten- til Strandgade, umiddelbart S.f. hvilken Havnen da fandtes. Façaden har mistet sit gamle Præg, men Gavlen er bevaret som et pragtfuldt Stykke Gotik, kronet af Kamtakker og med Trekantfladen fyldt af en rig Blendingsdekoration i Slægt med Gavlene paa St. Olai Kirke (Opm., Ældre nordisk Architektur 4, III, Bl. 6). Under Gavltrekanten er Munkestensmuren, ligesom Sidelængen langs Gl. Færgestræde, stribet af Kridtstensskifter, et dekorativt Motiv, som gaar igen i andre middelalderlige Bygninger. Stenhuset Strandgade 79, den østl. Halvdel af Gl. Apotek, hørte opr. til Oxes Grund; den gotiske Blendingsgavl mod Strædet synes dog at tyde paa, at Huset næppe er ældre end ca. 1500. Borgmesterslægten Lejel’s Gaarde, Stengade 70, 72 og 74, danner tilsammen et her hjemme enestaaende sengotisk Helhedsbillede. Nr. 70 har Trappegavle i Ø. og V. og pudsklædt Façade (ca. 1500), medens 72 (maaske 1551) og Gavlhuset 74 (Kridtstensbaand med latinsk Minuskelindskrift, Citat fra Jobs Bog) ved en grundig Restaurering 1932–36 (V. Drosted) har genvundet det opr. Ydre. Inde bag disse tre Forhuse færdes man i et mærkeligt middelalderligt Gaardinteriør, som i sin s. 52 Snæverhed, flankeret af langt udstrakte, mørke Munkestenslænger, giver et ypperligt Indtryk af sentgotiske Bebyggelsesplaner. – Med Byggeriet paa Kronborg i 1570erne fandt den fuldt udviklede Renæssance i en fra Nederlandene overført Form hurtigt Vej ogsaa til Byen, hvor den i særlig festlig Skikkelse slaar igennem i Stengade 76, opført 1579 (paa Underdelen af et gotisk Gavlhus fra ca. 1500 og istandsat 1912) og Strandgade 55 (1592), begge udsmykkede med Stenhuggerarbejde. De efter 1600 bevarede, grundmurede Renæssancehuse er dog mindre udpyntede, idet de virker mest ved deres faste Form, og Udsmykningen indskrænker sig til Portportal og dekorativt anbragte Smedejernsankre i Murværket, saaledes Strandgade 91 (maaske opr. ca. 1580, men forhøjet 1637 og i 18. Aarh.), 49 (1633), 53 (1637) og 77, Apotekets vestl. Halvdel (1642). – Lammelsen efter Svenskekrigene medførte ogsaa i H. en Standsning i Byggeriet, men en Menneskealder ind i det følgende Aarh. tog det atter Fart. I moden Barok er saaledes den af N. C. Dahl 1739 opførte Ejendom, Stengade 64, som med buet Fronton, Kvaderpilastre og sirlig Ornamentik selvbevidst behersker Hjørnet af Brostræde (Opm., Ældre nord. Architektur, 3, IV, 10). Beslægtet hermed, men langt enklere er Stengade 68 (ca. 1740, med tøndehvælvet Kælder og Sidelænge langs Gl. Færgestræde fra ca. 1600) og Strandgade 75 (ca. 1740, nu noget ombygget). I sin fornemme Enkelhed betegner det af Overkrigskommissær Stephen Hansen opførte, af Philip de Lange tegnede Palæ, Strandgade 95 (1759–60), med sine glatte Mure og eng. Skydevinduer Overgangen til Senbarokkens forfinede Façader. Men den for Rokokoen saa karakteristiske Opdeling af disse med flade Lisener og let forsænkede Murfelter var dog allerede i 1750erne naaet til H., saaledes i den af Tolddirektør, Etatsraad Putscher byggede Gaard Stengade 48 (1752), Stengade 37, »Frødes Gaard«, (1758), Strandgade 85–87, »Den Fenwickske Gaard« (1759–60, Ombygning af en ældre Gaard, Sidelænger, ca. 1500 og ca. 1600), Stengade 57 og Klostergade 1. Ogsaa de ca. 1770 opførte, palæagtige Bygninger østligst i Stengade, Nr. 77, Passkriver Trentwedels, og 79, Toldkommissær F. v. d. Ostens, præges af disse Stilformer, der havde vundet saa stærkt Indpas, at Nyklassicismen forholdsvis sent gjorde sig gældende. Først i 1790ernes gyldne Aar, da Handel og Søfart skabte betydelige Formuer, var dens Time inde. Det af Konsul Gløerfeldt 1791 som sv. Konsulatgaard byggede statelige, 3 Etager høje Hus, Stengade 46, er dog af et noget fremmedartet Præg og skyldes uden Tvivl en sv. Arkitekt; mere i Pagt med Stilens hjemlige Former er Øresundshospitalet i Fiolgade (1794–96, J. B. Magens), og Højdepunktet markeres af saa ædelt et Monument som det for Handelsmatadoren J. J. Claessen 1791–93 af Harsdorff og A. C. Wilcken opførte Palæ, Strandgade 93 (Hugo Matthiessen og Chr. Elling. Gamle Købmandsgaarde, 1951, 68–84). Blandt andre Huse i Nyklassicisme og Empire kan anføres Strandgade 45, Kongensgade 12 (Latinskole 1807–31), Sofiegade 6 og Ligbærerselskabets Hus ved Kirkegaarden (1824). – Trods Stenhusenes Talrighed har Bindingsværk dog naturligvis fra gl. Tid været det almindeligst brugte. Fra Middelalderen er der nu intet bevaret, men som et Arvegods fra Gotikken levede den korskronede Kølbue som Ornament paa Overgangsfoden ufortrødent videre helt op til Midten af 17. Aarh. i Selskab med Renæssancens Akantus, Tandsnit, Kassetteværk og øvrige dekorative Udstyr. Den ældste Bindingsværksbygning, Strandgade 27 (let restaureret af A. Roussell og V. Drosted), som paa en Løsholt bærer Aarstallet 1577, har Stokværksudkragning s. 53 med Akantusknægte i Forsiden, gennemløbende Højstolper til Gaardsiden, og ikke meget yngre er det til det gl. Apotek hørende lille Bindingsværkshus mod Gl. Færgestræde, som jævnsides Knægtenes Akantusvoluter og Kassetteværk fastholder Kølbueindsnittet og er ene om at beskytte de fremskudte Bjælkehoveder med lange, nedhængende Stolpeskæl. Haandværkerne i H. havde stærke Traditioner, som tilførte Bindingsværket et lokalt Fællespræg, der den Dag i Dag tydeligt kan aflæses i de bevarede Bygninger: Strandgade 91 (Sidelænge, ca. 1580), Stengade 20, med Gavl mod Skyttenstræde (ca. 1600), Kongensgade 2 (ca. 1600), Stengade 40 (1604, med tysk Indskrift), Bjergegade 2 (ca. 1630), Stengade 29 (1645) og Skt. Annagade II. I Sidelængen, Stengade 50 (ca. 1650), sporer man først Tegn paa et Brud med det gamle Skema baade i Udsmykning og Konstruktioner. Renæssanceornamentiken i Snitværket er der afløst af frodig Bruskbarok i kraftigt Relief, som med »Øreflip«, Masker, Frugtklaser og Englehoveder breder sig over Rem og Overgangsfod. Stokværksudkragningen er skrumpet ind, og man har helt givet Afkald paa Knægte. Disse sidste Træk blev normgivende for den følgende Tid (fx. Anna Queen-strædes Sydside), og dermed var Vejen brudt for de forenklede Konstruktioner og glatte Tømmerfaçader, som karakteriserer den senere Tids mere beskedne Bindingsværksbyggeri.

H.s Arkitekturbillede er dog ingenlunde bestemt af de ovenfor nævnte markante Stilrepræsentanter alene, men mangfoldiggjort af talrige, mere jævne Bygninger og uddybet ved en Rigdom af skønne og interessante Detailler, pynteligt udskaarne Gadedøre, Trapper, Skilte og Hustavler. Af de smaa, med Vinduer s. 54 forsynede Udkigstaarne, »Kikkenborge«, som ridende paa Tagryggen af Skibsklarerer- og Købmandsgaarde forhen ved deres Mængde gjorde sig fornøjeligt gældende i Byprospektet, er der dog nu kun et enkelt tilbage paa det noble, engelskprægede Hus, der er omdannet til Anneks for Raadhuset i Stengade.

Litt.: Fortegnelse over fredede Bygninger, udg. af det særlige Bygningssyn, 1949. Chr. Axel Jensen og Vilh. Lorenzen. H.’s borgerlige Bygningskunst til ca. 1850 (Meddel, fra Foren. til gl. Bygningers Bevaring. III. 1910). Hugo Matthiessen i Laur. Pedersen. Helsingør i Sundtoldstiden. II. 1929. 7–63.

Indbyggerantallet i H. købstad var 7/11 1950 21.010, fordelt på 6960 husstande (1801: 5282, 1850: 8111, 1901: 13.902, 1930: 15.841), inkl. forstæderne Espergærde og Snekkersten i Tikøb kom., var det 1950 25.420 (8369 husstande), 1930: 18.741.

Om befolkningens fordeling på erhverv foreligger for 1940 oplysning for H. og Tikøb kom., der foruden H. med nuv. forstæder – Espergærde og Snekkersten, – også omfatter de bymæssige bebyggelser (Hellebæk, Hornbæk og Kvistgård). Af de i alt (1940) 27.893 indb. (1930: 24.751) levede 3284 af landbrug, 13.674 af håndværk og industri, 3158 af handel og omsætning, 2174 af transportvirksomhed, 1812 af administration og liberale erhverv og 3233 af aldersrente, formue, pension olgn., og 558 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved udgangen af 1952 var der ved H. toldsted hjemmehørende flg. skibe over 20 brutto reg. tons: 5 dampskibe med i alt 4521 brt. og 4 motorskibe med 1428 brt. Desuden var der 1952: 291 fiskerfartøjer.

Skibsfarten på Helsingør omfattede 1951 420 indgående skibe med 54.421 tons gods, hvoraf 184 med 35.510 tons fra udlandet, og 422 udgående skibe med 2847 tons gods, deraf til udlandet 186 skibe med 1886 tons. Af det udlossede gods var 27.598 tons kul og koks hovedsagelig fra udlandet, 11.738 tons sten, kalk, cement (hovedsagelig fra indenlandske havne) og 5437 tons gødningsstoffer (fra udlandet).

Foruden den egl. skibsfart spillede færgefarten H.-Hälsingborg, der ikke er indbefattet i ovenstående tal, en stor rolle; der var 1951: 10.210 færgeanløb og befordredes med færgerne 377.240 tons gods til H. og 278.250 tons fra H.

Der var i H. købstad 1/1 1953 i alt 713 automobiler, hvoraf 360 personbiler, 56 drosker og omnibusser og 297 vare- og lastvogne, og 149 motorcykler og 129 cykler med hjælpemotor (knallerter).

Bybusser se s. 48. 6 af amtets omnibusruter på fra 12 til 53 km udgik fra eller berørte H.

Af erhvervsvirksomheder var der ved erhvervstællingen 1948 i H. inkl. forstæder 609 håndværks- og industrivirksomheder med i alt 6384 beskæftigede og 15.864 h.k. maskinkraft. Over 40 pct. af de beskæftigede og over 60 pct. af maskinkraften faldt på skibsværfter. Af handelsvirksomheder var der 28 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med knap 130 beskæftigede og en omsætning på 16,2 mill. kr. og 392 detajlhandelsvirksomheder med 1225 beskæftigede og en omsætning på 53 mill. kr. samt endelig 73 hotel- og restaurationsvirksomheder med 706 beskæftigede og en omsætning på 11,6 mill. kr.

Kreaturholdet 1951 i H. kbst.: 63 heste, 220 stk. hornkvæg (deraf 122 malkekøer), 351 svin og 2786 høns.

Byrådet består af 19 medl. inkl. den folkevalgte borgmester, der er formand.

Finansielle forhold. Kom.s driftsindt. udgjorde 1950–51 i alt 7.581.000 kr.; skatterne indbragte 6.206.000 (heraf opholdskommuneskatten 5.667.000, erhvervskommuneskatten 78.000, aktieselskabsskatten 143.000, ejdsk. 156.000, grundsk. 124.000), afgifter og kendelser 254.000 kr., overskud af vandværker 39.000, gasværker 120.000, elektricitetsværker 418.000. Af udg. var socialudg. 2.133.000 kr., skolevæsen 1.102.000, biblioteksvæsen 98.000, medicinalvæsen 908.000, vej- og kloakvæsen 539.000, off. lystanlæg 353.000, brandvæsen 109.000, gadebelysning 30.000, snekastning og off. renlighed i øvrigt 83.000, rets- og politivæsen 32.000 og administration 811.000 kr. Kom.s formue udgjorde 31/3 1951 19,6 mill. kr., hvoraf 11,5 i faste ejd., kom.s gæld 4,9 mill. kr. og legatkapitalen 704.000 kr. Kom.s skatteprocent var i 1951–52 10,3, ligningsprocenten 9,0.

I Sparekassen for H. og Omegn (opret. 1829; M. Galschiøt, Sparekassen f. H. og Omegn 1829–1929, 1929), var indskudene 31/3 1953: 22,7 mill. kr.

Der findes 2 banker, H. og Omegns Bank (opret. 1907), der er en filial af Privatbanken, og Landmandsbankens filial (opret. 1912).

H.s vigtigste industrianlæg er Helsingørs Jernskibs- og Maskinbyggeri, på den østl. del af Grønnehave sletten, A/S opret. if. konc. af 29/11 1881, grl. af skibsreder M. C. Holm, betydeligt udvidet 1897 bl.a. ved overtagelsen af det 1878 grl. interessentskab »Helsingørs Patent-Ophalingsbeding«; den opr. aktiekap. 2,1 mill. kr., udvidet flere gange, nu 8,4 mill. kr. Udbyttet 1951: 9%. Værftet, der nu beskæftiger ca. 2700 arbejdere og indtil dec. 1952 har bygget 311 nye skibe, omfatter bl.a. 3 byggebeddinger for skibe på indtil 116 m længde, to tørdokker, henh. ca. 117 m lang og 5,3 m dyb og 106 m lang og 4,2 m dyb, og en ophalingsbedding samt 2 kajkraner med 40 og 80 tons bæreevne og et udstrakt skinnenet for kørekraner (J. Schovelin. H. jernskibs- og maskinbyggeri 1882–1907. 1907). – Af andre industrielle virksomheder kan nævnes: C. Wiibroes bryggeri, Hestemøllestræde, grl. 1840, A/S fra 1889; fiskenetfabrik »Danmark« A/S (J. C. Tvede), Grønnehavevej, grl. 1892; et jernstøberi (grl. 1845); en maskinfabr. (grl. 1850); 2 cementvarefabr.; 1 trævarefabr.; en rammelistefabr.; en galvaniseringsfabr.; en skibsventilatorfabr.; gummifabrikken »Tretorn«, anl. 1933–34 på Grønnehave-arealerne.

I H. udkommer af aviser dagbladet »Nordsjælland«, stiftet 1891 (har overtaget »Helsingør Avis«, stiftet 1798), »Helsingør Dagblad« (1867) og »Helsingør Social-Demokrat« (1934), (tidl. »Nordsjællands Social-Demokrat« 1911–34).

I kirkelig henseende deles H. i 2 sogne: Skt. Marie og Skt. Olai, der hvert udgør et pastorat.

H. hører under 6. retskr. og 6. politikr., er bopæl for en dommer og en politimester; kom. hører under Fr.borg amtsstuedistrikt med amtsstue i Hillerød, under amtets 1. folketingsvalgkr., for hvilken den er valgsted, under amtets 6. s. 56 forligskr., Kronborg lægekr. (kredslægen bor i H.), H. (9.) skattekr. og udgør H. (14.) skyldkr. og er endelig sessionssted for 1. udskrivningskr., 153. lægd.

H. købstad udgør et civilforsvarsområde med politimesteren i 6. politikr. (Helsingør) som leder. Byen har garnison.

Marienlyst slot ligger n.f. byen. Her fandtes i middelalderen et Skt. Annakapel, der sen. udvidedes til et gråbrødrekloster. Efter reformationen omtales ved dette sted en kgl. staldgård, Lundegård, og umiddelbart n. derfor, vistnok på selve klostrets grund, et indelukke, kaldet Lundehave. 1576 gav Fr. II ordre til, at et gl. stenhus i Lundehave skulle nedbrydes, antagelig en rest af selve klosterbygningen, og 1587 opførtes her det første lille lystslot, en tårnlignende, smal bygn. i tre stokv. tæt ved den skovkransede skrænt (gl. kystlinie) med parterrehave foran mod ø. på det flade, lave terræn (hævet havbund). Huset havde loggiaer med søjlebårne arkader i tre fag ud for de to nederste stokv.; der var rustkammer i stuen, mens dronningens gemak var på 1. sal. I 3. stokv., uden loggia, lå kongens rummelige stue med vid udsigt over sundet. Bygningen, der havde fladt tag, kronedes af en balustrade, altså med et vist ital. anstrøg; enkelthederne var dog i nord. renæssance. Arkitekten kendes ikke. Man har gættet på den ældre Steenwinckel, bl.a. fordi Lundehave mindede om Sparepenge ved Fr.borg. Det lille »lysthus« er ikke forsvundet, men eksisterer endnu som fremspringende midtparti i det sen. udvidede M. slot, dog kamufleret til ukendelighed. Den høje karakteristiske havemur fra Fr. II.s tid er i behold. – Lundehaves skæbne i de næste 150 år er lidet kendt. 1751 solgtes det til private. A. G. Moltke blev ejer deraf 1758 og lod 1759–63 arkitekten N. H. Jardin udvide den gl. bygning med 2 sidefløje, alt i nyklassisk stil med guirlander, medailloner og høje korintiske pilastre; det flade balustradekronede tag bibeholdtes. Den egl. bygherre var dog vistnok kongen, som 1760 havde købt ejendommen tilbage. Efter Fr. V.s død 1766 overtoges slottet af Juliane Marie; for fremtiden bar Lundehave navnet M. – Det indre, der er godt bevaret, holdtes i den gængse Louis-seizestil. Der er smukke kaminer og konsolspejle med rammer skåret af Simon Stanley; desuden er der dørstykker af Mandelberg, og kongeparrets portrætmedailloner over kaminerne er af Pilo. Et smukt haveanlæg, hvoraf alleerne og vaserne er bevaret, skyldtes også Jardin.

Kronprins Frederik (VI) skulle efter Juliane Maries død have boet på Marienlyst; i den anledning anlagdes n.f. slottet en romantisk have med eremithytte, gravhøj olgn. Man kaldte den »Hamlets have«, og gravhøjen døbtes »Hamlets grav«. Slottet kom dog ikke mere til at huse hoffet, men udlejedes på ny til private. Fr.VII tænkte under 3-årskrigen at omdanne M. til invalidehotel, men planen opgaves. 1851 overtog H. kom. M. slot og er stadig ejer deraf. Man lejede dog hyppigst bygningen ud, først til den 1858 oprettede M. Søbadeanstalt, der i tidens løb opførte et par badehoteller og en villaby på strandgrunden foran slottet; 1899 byggedes det store kurhotel (arkt. R. Bergmann), og slottet blev atter udlejet til private. 1930 indrettedes det til bymuseum for H. (opr. 1910, flyttet hertil fra Vor Frue kloster). Nu (1953) undergår det en gennemgribende restaurering, idet 3. stokv., med bibeholdelse af de værdifulde jardinske interiører, skal indrettes til receptionslokaler for Helsingør byråd. –

Slotsparken ved M. består nu af parterrehaven, der ligger foran slottet, og som restaureredes 1919-20 i gl. fr. stil med bibeholdelse af de smukke alleer og dekorative vaser fra Jardins tid, samt den s.k. »gammel Kongens have«, der omfattede de bakkede partier bag slottet. Mens de romantiske træk ved denne del af haven i øvrigt er forsvundet, er der 1928 her anbragt en ny s.k. Hamlets grav, en sarkofag af granit, udført af E. Utzon-Frank.

Litt.: Knud Klem i DSlHerreg. Ny S. I. 1944. 73–82.

Lundehave ved M. er nu navnet på en villa, der opr. tilhørte grosserer Andreas Collstrup, men som ved dennes død 1933 testamentarisk tilfaldt Videnskabernes Selskab, til bolig for en da. videnskabsmand. 1934–43 var prof. Otto Jespersen æresboligens første beboer.

Flynderborg Voldsted (ogsaa kaldet Burmands el. Ankersmedsbakkerne) ligger sydl. i Byen ikke langt fra Kysten. Det er nu stærkt beskadiget af Bebyggelse, Vejanlæg og navnlig af Gennemgravningen til Baneanlægget 1889, men trods Ødelæggelserne faar man endnu et Indtryk af dette Voldsteds betydelige Dimensioner. Før Ødelæggelsen bestod det af en mindre trapezformet Borgbanke med bratte Skrænter til alle Sider. Skilt fra denne Banke ved en Grav rejste der sig S. og V. herfor et større halvmaaneformet Plateau med brat Affald til alle Sider. Dets Overflade skraanede op ad mod Yderranden i S. og V. Hele dette Jordværk bar Karakter af en udvidet Beskyttelsesvold for den egl. Borgbanke, saa rummelig, at den har s. 57 dannet en Slags Forborg. Voldstedets hele Type gør det sandsynligt, at det er anlagt tidligt i Middelalderen, og at det maaske opr. har baaret Befæstningsanlæg og Bygninger af Træ, der senere er erstattet med Stenbygninger. Ved Jernbaneanlægget 1889 bortgravedes det meste af Hovedbanken. En Rest af den bærer nu Statsbanernes Vandtaarn. Ved denne Lejlighed blottedes Bygningsrester paa Toppen. 1937 blev der endvidere paa den endnu eksisterende Del af Forborgen fundet Fundamenter til en Bygning, der synes at have været anvendt helt ned mod Renæssancen. (Vilh. la Cour. Flynderborg. AarbFrborg. 1953).

I Møllesvinget uden for Ny Kirkegårds port har der været en helligkilde, Skt. Hans Kilde (Schmidt. D H. 111).

Kronborg.

Kronborg Slot er opført af Fr. II paa samme Sted som Borgen Krogen el. Ørekrog. Denne anlagdes af Erik af Pommern sikkert i Beg. af 1420erne og nævnes første Gang 1427, da den blev beskudt af nogle preuss. Skibe. Borgen, der var bygget af Munkesten paa et Kampestensfundament, bestod af en svær, kvadratisk Ringmur, ca. 80 m paa hver Led, der endnu findes bevaret i det nuv. Slots Ydermure; Adgangen til Borggaarden var omtrent paa den nuv. Slotsports Plads gennem et fremspringende Porttaarn. Op mod Ringmurens Inderside laa forsk. Bygninger, hvoraf de vigtigste var tre store Stenhuse, der delvis indgaar i de nuv. Bygningers Indermure. I SV.hjørnet laa den overhvælvede »store Sal«, i NØ.hjørnet »Kongens Kammer« og i SØ.hjørnet endnu et Stenhus; ved hvert Hus var i det frie Hjørne mod Ringmuren et firkantet Trappetaarn med en muret Vindeltrappe, der gav Adgang til de øvre Stokv. og Vægtergangen.

Chr. III iværksatte kort før sin Død en Ombygning af Krogen, hvis Befæstning, siden Fremkomsten af kraftigere Kanonskyts, ikke længer var tidssvarende; Kongen raadførte sig herom med den 1558 fra Sachsen indkaldte Bygmester s. 58 Hans von Diskow (Fr. Beckett. Hans von Dieskau og Danmark, i Aarb. 1930, 65–82), der foreslog at anlægge moderne Bastioner ved den middelald. Borgs to Hjørner, en mod Byen og en mod Søen, og 1558–59 arbejdedes herpaa under Ledelse af Arkitekten Hercules von Oberberg. Efter Chr. III.s Død udarbejdede Diskow en Plan til en fuldstændig Om- og Udbygning af Krogen i Renæssancestil, der dog ikke blev fulgt, og under Krigen 1563–70 laa Arbejdet stille. Først 1574 tog Fr. II fat paa Opførelsen af det store Taarn over den middelald. »store Sal«s sydl. Ende, og s.A. sluttede Kongen Kontrakt med Bygmester Hans van Paeschen om en Ombygning af Krogen; i de flg. Aar blev den middelald. Borgs Nord- og Vestfløj omdannet og S.fløjens Ombygning til Kirke paabegyndt. 1575 tog man fat paa en Forbedring af Fæstningsværkerne, bl. a. af Diskows Bastioner, og i Sammenhæng hermed opførtes Mørkeport (1577). 24/1 1577 udstedte Fr. II et aabent Brev om, at Krogen herefter skulde kaldes Kronborg. Den første Byggeperiode var da afsluttet, og Slottet stod med røde Murstensmure, vandrette Baand og Vinduesindfatninger af Sandsten samt røde Tegltage. Men s.A. besluttede Fr. II at lade Arbejdet fortsætte efter langt mere vidtgaaende Planer. Hans van Paeschen afløstes af Anthonis van Opbergen fra Mecheln, som indkaldte en Del Haandværkere (Murermestre og Stenhuggere) fra Nederlandene. 1579 var S.fløjen fuldført, og 1580 valgte Kongen at lade S.- og V.fløjen skalmure med Kvadre af Sandsten. 1581 blev der langs den middelald. Borggaards Ø.side opført et smalt Galleri i to Etager, der dog allerede 1583 sammen med V.fløjen forhøjedes med en tredie. Samtidig stod N.fløjen under Ombygning, og man arbejdede paa Fæstningsværkernes Modernisering. 1584 fortingede Fr. II med Opbergen om for 6000 Dlr. at afslutte de forsk. Arbejder. Da Slottet o. 1585 stod færdigt i alle Hovedtræk, var Fløjene sammenarbejdet s. 59 i tre Etagers Højde og alle Mure beklædt med Sandstenskvadre; Tagenes Teglsten var blevet udskiftet med Kobber. Slottet var dog ikke blot en pragtfuld og tidssvarende Kongebolig, men tilmed Landets stærkeste Fæstning.

Midt i Slotsgaarden lod Kongen 1583 opstille en stor Fontæne, hvis mange Bronzefigurer var støbt af Georg Labenwolf i Nürnberg; den bestod af en ottekantet Kumme, paa hvis Hjørner stod Skytter, og i hvis Midte hævede sig en Søjle med mange Figurer, ordnede i fire Afdelinger og paa Toppen en Neptun med tre Heste (F. R. Friis i Tidsskr. f. Kunstind. 1889, og i Saml. t. da. Bygn.- og Kunsthist., 310). Ogsaa for Slottets indre Udsmykning havde Kongen sørget. 1581 sluttede han Akkord med Maleren Hans Knieper fra Antwerpen om at levere Fortegninger til 42 Gobeliner med Billeder af de 111 da. Konger, der før Fr. II havde regeret i Danmark (alle Saxos Sagnkonger medregnet) samt af Kongen selv og hans Søn Prins Chr. (IV). Tapeterne blev vævet i Helsingør 1581–84 af indkaldte nederlandske Tapetmagere og skulde pryde Væggene i Slottets store Sal. De fleste ødelagdes ved Frederiksborg Slots Brand 1859, og kun 15 er endnu bevaret, deraf otte i Nationalmuseet (M. Mackeprang og Sigrid Flamand Christensen. Kronborgtapeterne. 1950). I den store Sal fandtes ogsaa en pragtfuld, guld- og sølvindvirket Bordhimmel, som Kongen 1584 bestilte hos Hans Knieper (nu i Nationalmuseum i Stockholm). Det blev ikke forundt Fr. II at opholde sig ret meget paa sit skønne nye Slot, da han døde 1588, men under Chr. IV blev det hyppigt benyttet; tre af hans Børn er født her.

En voldsom Brand hærgede Kronborg Natten ml. 24/9 og 25/9 1629; ved denne Ulykke blev Slottets Tagværker og Spir, bl.a. det store Taarns Kuppeloverbygning, helt ødelagt og det indre raseret med Undtagelse af Kirken, hvis Hvælvinger holdt Stand mod Ilden. Slottet stod som Ruin nogle Aar, men trods Rigets Forarmelse s. 60 efter Krigen og Rigsraadets Modvillie tog Chr. IV energisk fat paa Genopbygningen; for at skaffe Penge til denne forhøjede Kongen Sundtolden en kortere Tid (fra Maj 1631 til Juli 1632). 20/4 1631 sluttede han Kontrakt med den kgl. Bygmester Hans v. Steenwinckel d. Y. om en fuldstændig Reparation af Kronborg. Allerede 1633 stod Slottet under Tag, og formentlig var Istandsættelsen i Hovedsagen afsluttet 1638. Foruden Tagværkerne blev de fleste Gavle, bl.a. Kirkens store Ø.gavl, fornyet, og Tagene trukket ud over Vægtergangen, S.- og V.fløjens Kvistgavle blev forhøjet og fik mere barokke Former; Konge- og Trompetertaarnet fik nye tømmerværksspir, det store Taarn et lavt Pyramidespir. – Fæstningsværkerne havde allerede nu mistet noget af deres Betydning, og Slottets Kanoner formaaede ikke at standse den holl. Flaade, der i Aug. 1644 gik forbi for at slutte sig til Svenskerne. I Krigen mod Karl Gustaf blev Kronborg 6/9 1658 overgivet til de sv. Tropper under Karl Gustav Wrangel efter tre Ugers Belejring (se S. A. Sørensen. Om Kronborgs Erobring, i DMag. 5. Rk. I. 289–331; Dansk Forsvar Nr. 99; H. C. Rockstroh. Kronborg 1658–59, i AarbFrborg. 1907). Et Forsøg af Hans Rostgaard, Ridefoged i Kronborg Amt, Præsten Henrik Gerner i Birkerød og Ingeniøren Oluf Steenwinckel m.fl. paa at generobre det mislykkedes. Skønt Svenskerne nu var i Besiddelse af begge Sider af Sundet og havde en Flaade i Nærheden, formaaede de ikke at hindre Admiral Opdam i 20/10 1658 at passere med den holl. Flaade, der skulde undsætte København. Slottet selv led alvorligt under Krigen ved det kraftige sv. Bombardement 1658, og Aaret efter blev det plyndret af Svenskerne, der bl.a. s. 61 s. 62 bortførte Springvandsfigurerne, Fr. II.s Bordhimmel og de Malerier med Motiver fra de da. Kongers Historie, som Chr. IV efter 1629 havde ladet udføre i Holland til Ophængning i den store Sal.

Svenskerne planlagde en Udvidelse af Landbefæstningen, og efter at Kronborg ved Freden var tilbagegivet Fr. III, lod denne nordvestre Bastion ombygge og Kystsikringen forstærke. Selve Slottet, der var stærkt medtaget, blev repareret, og ved denne Lejlighed fik store Taarn sin nuv., flade Platform. – Chr. V lod anlægge en ny storslaaet, ydre Befæstning mod Landsiden, »Kronværket«, og byggede 1690 den ydre Port, Kronværksporten (Arkitekt formentlig Lambert van Haven), over hvilken er anbragt Th. Kingos berømte Vers (Th. Kingo. Sml. Skr. II.27):

Fr. IV lod 1713 Fæstningsværkerne udvide og 1730 Kronværksporten forhøje; dens Sidebygninger (Magasiner) opførtes 1733. Aarhundredet igennem foretoges der Forandringer og Reparationer paa Slottet; Trompetertaarnets Spir, der brændte 1774 ved et Lynnedslag, blev 1775–77 genopført efter C. F. Harsdorffs s. 63 Tegning. 1785 blev Slottet overladt til Militæret; Bygningerne toges i Brug til Kaserne og Kornmagasiner, og Kirken anvendtes i Beg. af 1800erne til Fægtesal. Fæstningen var dog uden militær Betydning. 1801 skød man forgæves paa den indsejlende eng. Flaade, og da den 1807 atter stod ind i Sundet, løsnedes ikke et Skud. Efter en Stormflod 1818 blev Udenværkerne delvis ombygget i deres nuværende Form, hvorimod store Dele af Befæstningen mod Byen blev sløjfet ved Havnens Udvidelse og Anlægget af Skibsværftet.

Slottet selv var efterhaanden kommet i Forfald, og 1838–43 lod Chr. VIII G. Bindesbøll restaurere Slotskirken. 1866–97 blev Slottets Ydre istandsat under Ledelse af F. Meldahl, og efter at Garnisonen var ophævet 1924, gennemgik Slottets Indre 1925–37 en fuldstændig Restaurering, hvorunder alle Kasernetidens Etage- og Vægskillerum blev fjernet og betydelige Rester af det middelald. Krogen bragt frem i Dagens Lys. Denne sidste store Restaurering blev ledet af J. Magdahl Nielsen.

Kronborg staar udvendig i det væsentlige i den Skikkelse, Chr. IV havde givet Slottet efter Branden 1629, dog er mange af de dekorative Sandstensdetailler blevet fornyet i 1700erne og under Meldahls Restaurering.

Bygningens Plan var før Forhøjelsen af Ø.fløjen fransk paavirket; dens Dekoration er rent flamsk. Façadebeklædningen bestaar hovedsagelig af skaansk Sandsten. Paa Bygningskvadratens Hjørner er anbragt fire Taarne: mod SV. det firkantede, fæstningsagtige, ca. 32 m høje »store Taarn«, mod NV. »Konge-« el. »Kommandanttaarnet«, der med Spir er 48 m højt, samt de to andre Karnaptaarne, s. 64 mod NØ. det ca. 38 m høje »Dronningetaarn«, i hvis Spir Fyret nu er indrettet, og mod SØ. »Kakelborg« med sin elegante Stenkuppel. Adgangen til Slotsgaarden fra den lille Forgaard uden for Mørkeport er gennem en Port i N.fløjen, hvis Pragtportal med fire fritstaaende Søjler stammer fra 1576 (af Gert van Groningen). Midt paa S.fløjens Façade mod Gaarden hæver sig det 57 m høje »Trompeter-« el. »Klokketaarn«, hvis Spir er over 21 m højt, og desuden findes her fire mindre Taarne, der ligeledes indeholder Vindeltrapper. Den smalle Ø.fløjs underste Etage er trukket tilbage og smykkes af kraftige Rustikkvadre og Pilastre. Den store Portal omkring Kirkedøren er fra 1585; den har ligesom de øvrige Portaler, Vinduesindfatninger, Gavle og Taarne rige og smukke Enkeltheder udhugget i Sandsten.

Som allerede nævnt blev Slottets Indre næsten fuldstændig ødelagt ved Branden 1629, og heller ikke af Chr. IV.s Rumudstyr findes ret meget tilbage. I N.fløjen, hvor de fyrstelige Beboelsesrum var indrettet, findes i anden Etage mod Ø. Dronningens Kammer med en Kamin, hvis underste Del er fra 1584 (af Peter van Brøssel), og ti Loftmalerier, som Chr. IV efter Branden 1629 bestilte hos Morten van Steenwinckel. I samme Etage findes i Kongens Karnapværelse over Porten otte Loftsmalerier af Gerart Honthorst i Utrecht, opsat 1635, samt en Kamin og en Dørindfatning fra samme Tid. I N.fløjens tredie Etage er de fire vestligste Rum indrettet i 1700erne, rimeligvis 1737, og har gipsede Lofter og Døre fra denne Tid. I V.fløjens tredie Etage findes i Sydenden den »lille Sal«, der brugtes til Spisesal; her er nu ophængt syv af de bevarede 15 af Kniepers Kongetapeter. I S.fløjens tredie Etage strækker sig den imponerende »store Sal« (62 × 11 m) fra Kirkegavlen og til det store Taarn i hele Fløjens Bredde. Den brugtes ved festlige Lejligheder og blev saa draget med Kniepers Tapeter; ved sidste Restaurering blev her omkring Døren til Trompetertaarnet opsat den Ibenholts Pragtportal af Hofsnedkeren Anton Meiding, som Chr. IV 1635 lod forfærdige til Dronningens Kammer. Til de restaurerede Rum i tredie Etage er i de seneste Aar anskaffet en Del Møbler, Lysekroner, Gobeliner og Malerier fra 15–1700erne, ligesom Statens Museum for Kunst har deponeret et stort Antal Malerier her. – Nogle Rum i Stueetagen og næsten hele anden Etage optages af Handels- og Søfartsmuseet, der stiftedes 1914 og indviedes 1/8 1915 (Handelsog Søfartsmuseet paa Kronborg, Aarbøger 1942ff.). I V.fløjens Stueetage er indrettet et Bygningsmuseum, bestaaende af en instruktiv Samling af Skulpturfragmenter og Gipsafstøbninger. Fra Stensamlingen er der Adgang til et Rum under det store Taarn med Vinduer og Hvælv (sidstnævnte rekonstruerede) fra Krogens »Store Sal«.

I N.fløjens Stueetage, Ø.f. Porten, blev under Restaureringen 1932 i en Vinduessmig fremdraget interessante Kalkmalerier fra Tiden 1421–29, bl.a. forestillende Kristi Vaaben (M. Mackeprang i Nationalmus A. 1932. 78–80).

Det eneste af Slottets Renæssance-Rum, der staar velbevaret i sin opr. Skikkelse, er Kirken i S.fløjen (indviet 15/4 1582). Den er formet som en Hal, hvis Hvælv bæres af fire svære Sandstenssøjler, og den har bevaret sit gamle Inventar. Altertavlen fra 1587, i Renæssance, er udført af Billedhuggeren Thomas Frandsen i sort og hvidt Marmor med Fløje af Træ; i Midtfeltet sidder et forgyldt Alabastrelief af Korsfæstelsen, i Topstykket staar Fr. II.s Navnetræk og forneden Kongens (»Meine Hoffnung zu Gott allein. Treu ist Wiltbratt«) og Dronningens s. 65 Valgsprog (»Gott verlässt die seinen nicht«). Døbefonten, af rødligt Porfyr, er skænket af Chr. VIII ligesom et Maleri af Eddelien (Kristus velsigner de smaa Børn). Prædikestol, Stolestader og Pulpiturer er fra Fr. II.s Tid, rigt udskaarne og broget stafferede, fuldført 1586–87 under Ledelse af Kronborgsnedkeren Jaspar Matiessen. Kongens lukkede Stol paa Pulpituret langs N.væggen og Orgelet paa V.pulpituret er fra Chr. IV.s Tid, den første med rige Udskæringer sikkert af Statius Otto.

Slottet omgives af en firkantet Vold m. fire Hjørnebastioner, bag hvis høje Beklædningsmure der er indrettet Kassematter, hvoraf navnlig de under de to nordl. Bastioner og den mellemliggende Vold er meget omfattende Anlæg, til Dels bygget i to Stokv. Her findes store, hvælvede Mandskabsrum og mørke Fængsler, og her lader Sagnet Holger Danske sidde, sovende over et Stenbord (Thiele. Danske Folkesagn I. 18; jf. H.F. Feilberg i DaStud. 1920. 97ff). Mod Landsiden findes Vandgrave. Adgangen til Slottet er gennem Kronværksporten, langs den indre Grav gennem Mørkeport og Slotsporten i Slottets nordre Fløj.

Litt.: Th. Kingo. Kronborg Slots Beskr. 1672. M. C. Arnholtz. Cronborg Slots og Fæstnings Hist. 1836. Bidrag til Kronborg Slots Hist., fornemmelig dets Bygningshist., for Tiden fra 1560 til 1663. Meddelte ved A. Petersen i DSaml. V. 133–95. Efterretn. om Kronborg Slot i F. R. Friis. Saml. til da. Bygn.- og Kunsthist. 1872–78. F. Meldahl. Denkmäler der Renaissance in Dänemark. 1888. F. R. Friis. Bidrag til da. Kunsthist. 1896. 161 og 359 ff. Fr. Beckett. Renaissancen og Kunstens Hist. i Danmark. 1897. 127 ff. Fr. Weilbach. Det gl. Krogen Slot, i Aarb. 1926. 43–76. Kronborg, i: Helsingør i Sundtoldstiden 1426–1857. I, 251–326. Charles Christensen. Restaureringen af Kronborg, i Arch. M. XXXIV, 23–44. Vilh. Wanscher. Kronborgs Hist. 1939. Charles Christensen. Kronborg. 1950.

Historie. Med sikkerhed kan byens historie spores tilbage til 1. halvdel af 1200t. Den omtales som købstad i Valdjb. Nogle forskere (Suhm, N. M. Petersen, P. A. Munch ofl.) henlægger det s.k. Haløremarked til H. Er dette rigtigt, må byen allr. have eksisteret i den tidl. middelalder. Det sandsynligste er dog, at Haløremarked intet har med H. at gøre. Når der s. 66 er opstået et bysamfund på denne yderste nordøstl. pynt af Sjælland, må det vel først og fremmest skyldes den korte overfart mellem Sjælland og Skåne samt den lette adgang til at drive fiskeri og søfart i Sundet. Noget egl. opland havde byen ikke, og store skove strakte sig helt frem til bygrænsen. Huitfeldt fortæller, at den no. konge Erik Præstehader 1288 ankrede op med en flåde ud for byen, gik i land og afbrændte byen. Befolkningen tog tilflugt til Flynderborg (se ovf.)

Navnet H. kan muligt udledes af Hals, den inddæmmede del af sundet el. et næs, og -ør, sandet strandbred.

I beg. af 1420erne påbegyndte Erik af Pommern opførelsen af en ny borg på den yderste pynt. Borgen fik navnet Krogen el. Ørekrog. Slottets opførelse hang sammen med, at kong Erik indførte en afgift af alle skibe, der passerede Sundet, den såkaldte øresundstold. Slottets militære besætning satte den fornødne magt bag dette nye krav. Den talr. besætning på slottet skabte nyt liv i byen, og kong Erik begunstigede på forsk. måde det eksisterende bysamfund. 2/6 1426 fik byen nye privilegier, der bl.a. indrømmede de borgere, der ville opføre stenhuse, en 10-årig skattefrihed. Borgerne fik ligeledes ret til frit at hugge brænde i skoven, dog undtagen eg og bøg. Privilegierne bekræftedes og udvidedes 1441 og 1456, og man ser af disse dokumenter, at borgerne drev sildefiskeri i Sundet og havde et betydeligt svinehold. De omliggende store skove muliggjorde, at svinene kunne drives på olden. Størst betydning fik imidlertid handelen med de mange skibe, som lagde til i H. for at betale told. Mange skippere har utvivlsomt benyttet lejligheden til at proviantere og eventuelt reparere, og disse tjenesteydelser gav mange borgere et levebrød.

Kong Erik gjorde ligeledes H. til et vigtigt kirkeligt centrum. Ved gaver af jordegods bidrog han til oprettelsen af ikke mindre end 3 klostre i byen. Ældst var gråbrødreklosteret Skt. Anna. 1420 skænkede kongen brødrene Skt. Anne Kapel uden for byen, der lå omtr. på det sted, hvor Marienlyst sen. blev opført. I slutn. af 1400t. udvidedes klosteret og kirken, og 1510 og 1532 holdtes der her provinsialkapitel. Efter reformationen 1536 blev klosteret ophævet og nedbrudt. På dets grund opførte Fr. II i 1580erne lystslottet Lundehave, det senere Marienlyst slot. Tæt ved den søndre port (Svingelporten) lå sortebrødreklosteret, der var viet Skt. Nikolaus og mul. stiftet i 1425. Klosteret modtog i den flg. tid forsk. gaver, bl.a. i 1441 af Christoffer af Bayern, der muliggjorde visse bygningsudvidelser. 1536 ophævedes klosteret, og dets bygninger anvendtes som hospital. Det forenedes med det såkaldte Skt. Jakobs hus og knyttedes siden til Vor Frue Kloster. I slutn. af 1600t. skal sortebrødreklosterets bygninger være blevet nedbrudt (i gården til Fiolgade 5 blev der ved udgravning 1936 fundet en kældertrappe og en gotisk ribbesten). Også byens tredie kloster Vor Frue Kloster stiftedes af Erik af Pommern. Det var et karmeliterkloster og oprettedes 1430. Det var hovedkloster for samtl. karmelitermunke i Danmark og fik efterhånden meget betydelige jordejendomme rundt omkr. i landet. På reformationstiden var den lærde dr. Anders Christensen prior i klosteret. Han fik oprettet et hospital for syge søfolk, der bragtes i land. Huset står den dag i dag nær klosterkirken. Klosteret var et søgt lærdomssæde, og Frands Vormordsen udgik herfra. 1541 omdannedes klosteret til hospital, og dets smukke middelald. bygninger er bev. til nutiden. Også et Skt. Jørgenshus skal have eksisteret i Helsingør, bestemt for spedalske syge. Traditionen herom levede endnu i slutn. af 1700t. De talr. munke i forb.m. slottets besætning må have præget gadelivet i det middelald. H. og ligeledes stimuleret byens næringsliv. Til det middelald. borgerliv hørte endvidere medlemsskab af forsk. gilder. I H. fandtes et Skt. Gertruds gilde, hvis medlemmer var forpligtede til at begrave strandvaskere, der drev i land på strækningen Nivå-Hornbæk. Til gengæld måtte man gøre sig betalt af de penge, som fandtes på ligene (priv. af 20/1 1514).

1500t. bragte store ulykker over H. 1523 ødelagde Lübeckerne byen, og 1536 og 1580 hærgede pesten. Under den sidste epidemi skal ikke mindre end 1200 personer være døde. De overlevende tog dog hver gang fat på genopbygningsarbejdet med fornyede kræfter, og den stigende søfart tilførte bysamfundet betydelige rigdomme. For byen fik det ligeledes stor betydning, at Fr. II 1574–83 lod det gl. slot nedrive og opførte det meget større og stateligere Kronborg. Selve byggearbejdet trak megen arbejdskraft til byen, og senere henlagdes en stor militær besætning på slottet. Ofte boede hoffet på Kronborg og lystslottet Lundehave, og mange gæster kom til byen. Indkvarteringer af hofbetjente, gæster og soldater kunne til tider virke tyngende. På den anden side gav det øget omsætning. I løbet af århundredet udvidedes byens privilegier. H. havde intet torv. Til gengæld fik dets borgere tilladelse til at handle på Hälsingborg. Ved kongebrev af 22/12 1547 blev lørdag gjort til torvedag i H., og en række s. 67 af de tilgrænsende landsogne fik ordre til at føre deres korn og andre produkter til byen. I 1577 stadfæstedes de gl. byprivilegier, og der tilstodes borgerne en 20-årig skattefrihed mod at påtage sig forpligtelse til at give hoffolkene herberg og sørge for færgefarten til Hälsingborg. 1587 skal H. have nået det ganske anselige indbyggerantal af 5000.

Også under Chr. IV havde byen en blomstringstid og modtog flere kgl. begunstigelser i form af handelsprivilegier olgn. Kronborg var stadig en vigtig fæstning, og kongen og andre medlemmer af det kgl. hus tog ofte ophold på slottet. 1658 led byen nogen skade ved svenskernes bombardement og indtagelse af Kronborg. Den sv. besættelse varede indtil 1660. Ved fredsslutningen i Kbh. blev H. grænseby, og den tidl. så intime forbindelse med befolkningen på den anden side af Sundet ophørte. En del skåninger indvandrede til byen og tog borgerskab her. Også i 1600t. ramtes byen af flere epidemier, der i høj grad decimerede befolkningen. 1672 angaves således folketallet til ca. 4000. H. var dog stadig en af landets større og mere velhavende købstæder, der havde ret til udenlandsk handel. 1691 fik H. endelig indrettet et akseltorv midt i byen.

Under enevælden begunstigedes lidt efter lidt den københavnske handel, og også en by som H. mærkede dette. De enevældige konger havde heller ikke den interesse for Kronborg, som de tidl. fyrster havde vist, og dette mærkedes ligeledes på næringslivet. Stadig opretholdtes dog en omfattende garnison på slottet, og under Chr. V udvidedes slottets udenværker betydeligt. En vis stagnation var dog kendelig i slutn. af 1600t., og kort efter århundredskiftet indtraf på ny svære ulykker. 1710–11 ramtes byen atter af en voldsom epidemi, der denne gang bortrev ikke mindre end 1/3 el. ca. 1800 mennesker. Den store nord. krig lagde ligeledes en svær byrde på byen i form af store udskrivninger og tunge indkvarteringer. Stagnationen fortsattes gennem hele årh., og først henimod dettes slutn. vågnede søhandelen til fornyet liv. En række udenlandske købmænd, navnlig englændere og skotter med familienavne som Fenwick, Baildon, Brown og Belfour, nedsatte sig i byen. I meget høj grad var byens trivsel dog betinget af handelen med de mange skibe, der for en kort tid ankrede op på reden dels for at betale told dels for at oppebie gunstigt vejr, inden de fortsatte rejsen ud i Kattegat. Et færgelav, der kan føres tilbage til Fr. III.s tid, sørgede for trafikken mellem byen og de på reden liggende skibe. Hvad byen havde af handel med oplandet var såre beskedent, og de veje, der førte til byen, inkl. Strandvejen, var i en elendig forfatning. Heller ikke havneforholdene var gode. I løbet af 1700t. var det ofte på tale at foretage en gennemgribende modernisering, men som oftest blev det kun til lapperier. 1764 foretoges dog en større forbedring på den nordl. side af Toldbroen, der forlængedes, samtidig med at havnebassinet blev uddybet, således at det kunne tage skibe, der stak ca. 2,5 m. I slutn. af årh. arbejdedes der ivrigt på den nye chaussé mellem Kbh. og Fr.borg, og 1790 var denne nye og moderne vej ført frem til H.

De gunstige handelskonjunkturer varede nogle få år ind i det nye århundrede. Da krigen med England brød ud 1807, ramtes byens næringsliv hårdt, først og fremmest fordi den internationale trafik gennem Sundet svandt stærkt ind. Sen. fulgte statsbankerotten 1813 og den store landbrugskrise i 1820erne. 1824 overtoges havnen af staten, og der gennemførtes omfattende arbejder, der bl. a. medførte, at større skibe kunne lægge ind. Fra midten af 1830erne gik det atter fremad, men stadig var det skibsprovianteringsforretningerne, der dominerede. De forhåbninger, man havde haft til en genoplivelse af den industrielle virksomhed, blev ikke indfriede.

1857 ophævedes øresundstolden, og hermed rettedes et meget alvorligt slag mod byens næringsliv. Når skibene ikke længere skulle betale told, var der ingen særlig grund til at lægge bi ved H. I gl. dage havde talr. sejlskibe kastet anker på reden for at afvente gunstig vind. Med den stærke udvikling inden for skibsbygningskunsten og den stigende overgang fra sejlskibe til dampskibe blev man mere herre over vind og vejr, og det tidl. kortere el. længere ophold ved H. bortfaldt. Fra byens side anråbte man statsmyndighederne om hjælp, bl.a. til en ny udvidelse af havnen, men man talte nærmest for døve øren. Følgen blev en alvorlig stagnation, der varede henved en menneskealder. Fra 1880erne begynder imidlertid en ny opgangsperiode, der i det væsentlige er fortsat lige siden, og som har skabt et nyt H.

Årsagerne til det nye fremstød var forsk. 1864 åbnedes jernbaneforbindelsen med Kbh. via Hillerød (Nordbanen). 1891 flyttedes jernbanestationen ned til havnen, og samtidig indrettedes et dampfærgeleje, der fik forbindelse med Hälsingborg. 6 år senere åbnedes Kystbanen, hvorved der skabtes en hurtigere og mere direkte forbindelse med hovedstaden. 1906 åbnedes den private jernbane H.-Hornbæk, og 1916 forlængedes denne bane til Gilleleje. s. 68 I sa. periode udvikledes vejnettet betydeligt. H.s forbindelser med oplandet blev i høj grad forbedret, navnlig efter at automobilerne var slået igennem. H., der gennem århundreder havde haft ansigtet udelukkende vendt mod søen, kom nu i nærmere kontakt med indlandet, og de nærmestliggende landsogne optog et intimt økonomisk samarbejde med byen. Samtidig voksede turiststrømmen. Nordsjællands kyst ud mod Kattegat blev opdaget af den københavnske befolkning. Der byggedes sommervillaer i stort antal, og i sommertiden kom talr. landliggere til H. Også trafikken over Sundet til Hälsingborg voksede støt fra år til år.

Den moderne fabriksindustris gennembrud fik ligeledes stor betydning for byen. I slutn. af 1700t. havde der eksisteret forskellige sukkerraffinaderier i byen (opret. af J. J. Claessen), ligesom man med udbytte havde drevet et stort rebslageri. 1840 oprettedes C. Wiibroes bryggeri, 1845 et jernstøberi og 1850 en maskinfabrik. Sen. fulgte andre industrielle virksomheder, såsom teglværker og cementfabrikker. Af den allerstørste betydning for byen var oprettelsen af et jernskibs- og maskinbyggeri i 1881. Virksomheden blev grundlagt af skibsreder Mads C. Holm, og under hans energiske ledelse voksede den nye virksomhed hurtigt. Kommunen lejede grunden til Mads Holm, og virksomheden opførtes ved havnen og tæt ved siden af Kronborg. Virksomheden udvidedes meget betydeligt 1897 ved overtagelse af mindre eksisterende skibsbygnings- og reparationsvirksomheder. Allr. 1890 beskæftigede firmaet henved 1000 arbejdere, og siden er Helsingørs Jernskibs- og Maskinbyggeri vokset yderligere, således at det i dag er byens alt dominerende økonomiske virksomhed.

Ved siden af de allerede nævnte industrielle foretagender må desuden omtales et andelsslagteri, som dog hurtigt måtte lukke, og et glasværk, som heller ikke formåede at slå varig rod. På dets grund opførtes siden i samarbejde med sv. industri en betydningsfuld gummifabrik, der har udviklet sig kraftigt. Anlæggelsen af de forsk. industrielle virksomheder medførte en stærk tilstrømning til byen af arbejdere. Befolkningstallet voksede fra år til år, og H. tæller idag 21.000 indbyggere. Medens H.s borgerskab tidl. var stærkt præget af købmænd og håndværkere, spiller disse befolkningsgrupper i dag en mindre fremtrædende rolle. Indtil kommunalloven af 1908 havde de konservative et sikkert flertal i bystyret. Efter 1909 gjorde det socialdemokratiske parti sig stærkt gældende, og allr. 1913 opnåede partiet 10 af byrådets 19 pladser. 1919 afløstes den kgl. udnævnte borgmester af en folkevalgt borgmester, og hertil udpegedes socialdemokraten P. Christensen (populært kaldet Kong Peder), der indtil 1946 stod i spidsen for Helsingørs bystyre.

Litt. M. Galschiøt. Helsingør omkring Midten af forrige Aarhundrede. 1921. Laur. Pedersen. Helsingør i Sundtoldstiden 1426–1857, I-II, 1926–29 (med Litteraturoversigt). P. Christensen. Hist.- financiel Oversigt over Helsingør gennem 100 Aar efter Sundtoldstiden. 1941. Hakon Müller. Helsingør Handelsstandsforening, 1744–1944. 1944. Gerhart Larsen. Gamle Minder fra Helsingør. 1946. Kommunestyret i Helsingør 1890–1930. 1928. Knud Klem. Helsingør, 1951. Axel Kjerulf. Det gl. Apotek i Helsingør. 1951.

I Helsingør fødtes o. 1480 forf. Christiern Pedersen, 1569 maleren Pieter Isaacsz, 1571 historikeren Johs. Pontanus, 1599 rigsgreve, feltmarskal Henrik Holck, o. 1600 forf. Søren Tvilling, o. 1603 guvernør Willem Lejel, 1608 prof. Peder Spormand, 1613 underadmiral H. U. Gyldenløve, 1623 Chr. IV.s datter Elisabeth Augusta, 1629 hendes søster Dorothea Elisabeth og justitsråd P. N. Rosenpalm, 1624 landsdommer Villum Lange, o. 1626 maleren B. Keil, 1632 præst Hans Hansen Seidelin, 1638 guvernør Jørgen Iversen, 1646 overkrigssekretær Jens Harboe, 1696 rektor Johs. Schrøder, 1717 forf. Jørgen Riis, 1738 diplomaten C. V. Dreyer, 1749 admiral Otto Lütken, 1771 færgemand Lars Bache og litteraten Malthe Møller, 1788 krigsminister C. F. Hansen, 1791 numismatikeren Chr. Falbe, 1792 general Chr. de Meza, 1794 lægen F. V. Mansa, 1797 boghdlr. S. Langhoff, 1798 kommandør P. W. Tegner, 1801 politikeren C. V. Thalbitzer og præsten C. H. Visby, 1808 operasangerinde Ida Wulff, 1813 botanikeren F. Liebmann og diplomaten G. Quaade, 1815 litograf I. W. Tegner, 1819 sukkerraffinadør Edw. Knox, seminarieforstander U. P. C. Nissen og murerm. C. Wienberg, 1822 orientalisten A. F. van Mehren, 1823 landmanden C. Eckardt, borgm. N. Knudsen og maleren Aug. Schiøtt, 1824 maleren Vilh. Melbye, 1829 landøkonomen D. Hannemann og fysikeren L. V. Lorenz, 1832 generaldir. I. W. Tegner, 1833 historikeren F. V. Meidell, 1834 kunstpædagogen Charlotte Klein, 1837 sporvejsdir. P. G. Ramm, 1837 arkæologen Vilh. Boye, 1838 musikhistorikeren V. C. Ravn, 1843 matematikeren A. Pullich, 1844 forf. M. Galschiøt og lægen Axel Iversen, 1846 gartner A. Zeiner Lassen, 1847 forlagsboghdlr. Th. Branner, 1847 forf. S. M. Hafstrøm, 1851 matematikeren Chr. Crone, 1853 astronomen Aug. Svedstrup, 1855 forf. V. V. Holm, forsikringsmanden C. A. Iversen og øjenlægen G. Norrie, 1858 politikeren Chr. Rasmussen, 1860 entomologen O. H. Borries, 1861 forf. C. M. Norman-Hansen og maleren J. P. Wildenradt, 1862 politikeren fabrikant Chs. Tvede, 1864 forf. Chs. Reiserer og forf. Alex. Svedstrup, 1865 sportsjournalisten E. Aabye, 1866 maleren G. Blom og fotografen P. Elfelt, 1867 astronomen C. Burrau, lægen Sv. Monrad, fiskeriinspektør Chr. Løfting og forf. baron Palle Rosenkrantz, 1874 geodæten F. A. Buchwaldt.