Læsø

Sognene: Byrum, Vesterø, Hals.

Læsø ligger i det nordl. Kattegat, som øen deler i Østerrenden og Vesterrenden. Denne sidste kaldes ml. Læsø og Vendsyssel for Læsø rende. Dens areal er 116,4 km², og positionen er 57° 17’55” n.br. og 11° 1’05” ø.l. (for den trig.stat. i Højsande). Fra Læsø (Vesterby havn) er der 24 km til Sæby og 28 km til Frederikshavn. Øens største udstrækning fra v. til ø. er 21 km, mens den største bredde er knap 10 km.

Øen ligger omgivet af lavvandede flak, hvorpå dybden mange steder ikke når mere end 0,5–1 m. De største flak breder sig ud mod s., og her ligger bl.a. Hornfiskerøn. Fra nv.siden strækker Rønnerev sig 8 km ud og ender med den lille øgruppe Nordre Rønner, der består af nogle mere el. mindre sammenvoksede holme (Langholm, Spirholm, St.- og L. Stenholm, Borfeld). På Spirholm ligger det 1880 oprettede Nordre Rønner fyr, et 18 m højt rundt granittårn. I v. strækker sig to andre rev frem, længst mod n. Læsø Nordvestrev, og s. herfor, på Søndre Rønner Flak, ligger Dvalegrunde, uden for hvilke det 1852 oprettede Læsø rende fyrskib er placeret. Endnu længere borte, i en afstand af 13 km nø.f. Østerby havn, ligger Læsø Trindel rev med kun 2,8 m vanddybde, og mærket med Læsø Trindel lys- og fløjtetønde.

Det indre af øen er ganske lavt, og overfladedannelserne består overalt af lag, der er yngre end istiden. Øen er først dukket op af havet ved landhævningen efter stenalderen, selv om man nogle steder langs n.kysten træffer på leraflejringer fra slutn. af istiden (senglacialtiden). Øens ældste dele ligger mod n., og her findes også de største højder, 24 m og 21 m (trig.stat.), som dog alle er klittoppe. På øens mellemste del, omkr. Byrum, er højden kun 2–4 m o.h., og den synker yderligere mod s., hvor Rønnerne kun hæver sig 0,5 m el. mindre over havet. Til disse hører Langerøn, Kringelrøn, Færøn m.fl., som fra at være selvstændige holme efterhånden ved tilgroning er vokset sammen, idet kun nogle smalle, lavvandede løb (»floderne«) skiller dem indbyrdes og fra Læsø. I lidt større afstand i s. ligger Hornfiskrøn, der kan fremvise en smuk, koncentrisk vækst fra en opr. kerne mod sv.

Langs Læsøs lave kyster sker der til stadighed ny landdannelse, dels i form af revler som ved sv.spidsen (Vester og Sønder Nyland) og dels ved fortsat krumoddevækst som ved ø.spidsen (Bløden Hale), ligesom også Rønnerne mod s. stadig øger deres areal. Øens nordl. del, Nordmarken, ligger for en stor del hen som hede el. mose med bevoksninger af birk og bævreasp. Mod nv. er et større areal efterhånden blevet beplantet med nåleskov, og herfra sker der selvsåninger over de tilstødende arealer. Midt i Nordmarken ligger det godt 20 m høje klitparti Højsande, en af øens største attraktioner. En anden mærkelig dannelse er den helt i ø. liggende klitvold, Danzigmand, hvis oprindelse sikkert skal søges helt tilbage til begyndelsen af øens opdukken af havet.

Kun omkr. Byrum danner de dyrkede arealer nogenlunde sammenhængende områder, men ellers ligger de sandede marker som pletter ml. hedestrækninger og lave flyvesandspartier. Rønnerne mod s. er kun i ringe grad under kultur og s. 421 ligger for største delen hen til græsning for kreaturer. Den eneste naturlige skov af betydning på Læsø er Lunden n.f. Byrum. Al anden skovvækst er plantet.

Hele øen u. 1849–52.

Læsøs areal udgjorde 1951: 11.640 ha; deraf var 2877 ha landbrugsareal, 3 ha gartnerier og frugtplantager, 233 ha skove og plantager (derunder læplantninger og småplantninger), 59 ha bebygget areal, 170 ha private haver, 151 ha gader, veje, jernbaner, hegn olgn., 100 ha byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v., 142 ha tørvemoser, 7825 ha heder, klitter, sumpe olgn. og 80 ha vandarealer. – Folketallet var 1/10 1955: 3251 fordelt på 999 husstande (1801: 1563, 1850: 2396, 1901: 2828, 1930: 3142). – Kreaturholdet var 1958: 312 heste, 2313 stk. hornkvæg, hvoraf 1319 malkekøer, 2879 svin og 16.944 høns.

Læsø hører i kirkelig henseende til Horns herreds provsti; øen omfatter 2 pastorater, 1) Byrum-Hals og 2) Vesterø.

Skove: Øen var i middelalderen delvis dækket af betydelige skove, domineret af fyr (øen var et af de steder her i landet, hvor den naturligt forekommende fyr holdt sig længst), og den var særdeles vildtrig. Det ses bl.a. allr. af Valdemars jordebog, at der har været hjorte på øen. Skovene ødelagdes imidlertid langsomt op gennem middelalderen, og en medvirkende årsag hertil var utvivlsomt beboernes skånselsløse hugst af ved til brug ved saltsydningen, der var en meget betydelig indtægtskilde for Læsøboerne, da salt var meget efterspurgt bl.a. til nedsaltning af kød og fisk. Ganske vist inddampede man på flade kyststrækninger ved solens hjælp en del salt af havvandet, men det almindeligste var, at man brændte tørret tang og udkogte saltet af asken. Det var til denne udkogning, der medgik så store mængder brænde, at skovene led derved. Følgen var, at sandflugten i løbet af 1500t. tiltog meget betydeligt. Ganske vist forbød Chr. III 1536, at der blev bygget flere saltkedler, end der var, men forbudet var ikke tilstrækkeligt til at dæmme op for den fuldstændige ødelæggelse af skovene. Omkr. midten af 1600t. var denne fuldbyrdet, og saltindvindingen måtte ophøre. Sandflugten hærgede i den følgende tid voldsomt og ødelagde snart hele den nordl. og frugtbareste del af øen (Nordmarken). Oldenborgeren Johan Ulrich Röhl, der 1724 havde fået overdraget bekæmpelsen af sandflugten ved Tisvilde (jf. III. 100. Tibirke) androg gentagne gange (1736 og 1741) om at måtte udføre et lignende dæmpningsarbejde på Læsø ved udsåning af frø af fyr og rødgran, men blev afvist af regeringen. Først i nyere tid er der ved hedeselskabets og klitdirektoratets bestræbelser foretaget plantninger; således er Læsø Klitplantage opstået. Den er på i alt 1540 ha, hvoraf 388 ha er beplantet med forsk. løvtræarter og 486 ha med nåletræ. Resten er endnu ubeplantet. Ca. 150 ha hede er fredet. En lille rest af øens opr. skove haves i Lunden, der er beliggende i Hals so. (jf. omtalen under dette s. 429).

Litt.: J. S. Deichmann Branth. Fyrreskovens undergang på Lesø, Bot. Tidsskrift. 1872. 169–76. E. Rostrup. Den forsvundne Fyrreskov paa Læsø, sst. 1898–99. 280–82. A. Oppermann. En Udtalelse om Fyrreskoven paa Læsø, Tidsskrift for Skovvæsen 1899. 44–47.

Der kendes ingen sikre oldtidsmindesmærker på øen; navnlig nær n.stranden findes en del mindre, højlignende dannelser, men de synes alle at være af flyvesand. Derimod er der på øen en del mindre stenalderbopladser, der hovedsagelig synes at tilhøre den grubekeramiske kultur. Oldsager fra bronze- og jernalder kendes ikke fra Læsø.

Læsø, Saxo o. 1200 Lessø, 1219 Leshø, Lesø, ValdJb. *1200t. Læsø, i oldisl. kilder Hlésey, er blevet forklaret som indeholdende et ord, der i oldengelsk har betydningen ’græsgang’. Det beror på en folkeetymologi, når eddaen lader øen være hjemsted for jætten Hlér.

L. ejedes allr. ca. 1200 af Viborg domkapitel, der dog kort efter solgte den sydøstl. fjerdedel af øen til Vitskøl kloster. Der var siden stadig strid om grænserne ml. de to ejere, indtil Vitskøl 1320 solgte sin part til kapitlet. I gejstlig henseende hørte øen fra gl. tid under bispen i Børglum, og i 1300t. var der idelige kompetencestridigheder ml. denne og kapitlet, indtil dronn. Margrete 1400 fik dem bilagt. Efter reformationen kom øen under Viborg stift, 1843 under Ålborg. I verdslig henseende hørte L. i middelalderen til Vendsyssel, sen. til Ålborghus s. 422 len og fra 1660 til Ålborghus amt, indtil den 1707 lagdes under Hald amt, 1794 under Hjørring amt. – L. var fra gl. tid dækket af store fyrreskove, og saltsydning var i flere årh. beboernes hovederhverv, indtil skovene i 1800t. var hugget op, og øen som følge deraf led under en kraftig sandflugt, der først i 1800t. blev virksomt bekæmpet (se ovf.). En næringsvej af tvivlsom værdi var i ældre tider de hyppige strandinger. Nu drives fiskeri, landbrug og søfart.

Litt.: L. H. Bing. Physisk og oekonomisk Beskrivelse over Øen Læsø. 1802. Tillæg 1806. A. Heise. Diplomatarium Vibergense. 1879 (jf. JySaml. X. 1884–85. 21–26). Th. A. Müller. Et Par Studier fra Læsø. Dania III. 1895–96. 1–20. Dansk Turistforenings Aarbog. 1905. C. Klitgaard. Forsvarsforanstaltninger paa Læsø 1762. Vendsyssel Land og Folk. 1910. 60–61. Sa. Efterretninger om Læsøs Havn og Søfart. sst. 62. H. Grüner Nielsen. Læsøfolk i gamle Dage. 1924. Achton Friis. De Danske Øer. III. 1928. 343–94. J. H. Plesner ved T. Bundgaard Larsen. Livet paa Læsø omkring 1865, AarbVends. 1931. 43–66. J. Carl Christensen. Fra det gamle Læsø, sst. 1936. 325–37. C. Klitgaard. Mads Tveden, sst. 1944. 325–29. Sa. Saltværkerne paa Læsø, JySaml. 5. Rk. III. 1937–38. 107–24. H. Stiesdal. En Salthytte paa Læsø, sst. VIII. 1947–49. 95–115. Arne Espegaard. Lidt Læsømål, AarbVends. 1958. 211–22. J. Jeppesen Jensen. Da Læsøboerne maatte nære sig af Vrag, sst. 262–66. Arne Espegaard. Gavn og gammen. Skildringer og tradition fra gamle dages Vendsyssel og Læsø. 1960.