Bregninge sogn

(B. kom.) udgør den nordl. del af Tåsinge og skilles fra Fyn af Svendborg sund og fra Thurø af Thurø sund, mens so. i s. begrænses af Landet so. Midt i so. rejser Bregninge Kirkebakke sig til den anselige højde af 72 m, og herfra, men især fra Bregninge kirketårn er der en enestående udsigt over hele det sydfynske arkipel. Bakkens sandede jorder med de små nåletræsplantninger danner en stærk kontrast til de frodige, lerklædte skråninger, der herfra sænker sig til alle sider mod kysterne med deres skovbræmmer. Længst mod n. rager den fredede halvø Vindebyøre, feriested og lejrplads, op over for Svendborg og Kristiansminde. Ved Valdemarsslot den lille inddæmning Søen, inddiget allerede i beg. af 1700-tallet. Den smukke vejstrækning fra Vindeby til Troense og Valdemarsslot præges af de gl., velholdte huse, haver og frugtplantager. De største skove er Horseskov, Bratten, Bregninge skov, Kohaverne, Hestehave, Dyrehave og Rugkrog. – Til so. hører øerne Iholm (2 ha) og Koø i Svendborg sund og Kidholm s. 704 (0,6 ha) ved indløbet til Thurø Bund. Landevejen Vindeby-Vemmenæs går tværs gennem so.

Areal i alt 1950: 2017 ha. Befolkning 7/11 1950: 2128 indb. fordelt på 683 husstande. (1801: 1213, 1850: 1941, 1901: 1749, 1930: 1675). Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 584 levede af landbrug m.v., 553 af håndværk og industri, 209 af handel og omsætning, 302 af transportvirksomhed, 154 af administration og liberale erhverv, 310 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 16 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I sognet byerne: Bregninge (1375 Bregning; u. 1787) m. kirke, præstegård, Frugtsalgsforeningen for Tåsinge, kro og ml. (nu sommerrestaurant); Sundhøj m. centralskole (opf. 1956, arkt. Mindedal Rasmussen) m. stadion og kom.kontor, sognerådslokale og filialbibl.; Knudsbølle (1454 Knutzbyl; u. 1787); Bjernemark (1537 Biernemarck; u. 1787); Vindeby (1537 Vindeby; u. 1787) færgeby – bymæssig bebyggelse m. 1950 i alt 684 indb. fordelt på 223 husstande – m. kro, møbelsnedkeri, telegrafstat., vandværk, færgehavn (dybde 2 m), 3 motorfærger til Svendborg (opret. 1873, ejes siden 1926 af kommunerne på Tåsinge og Svendborg kbst.); Gl. Nyby (*1396 Nybygge, 1499 Nyby; u. 1787; det meste af byen brændt 1916) m. alderdomshjem (opf. 1866, rest. 1928); Ny Nyby (u. 1787); ladepladsen Troense (1454 Trwns; u. 1787) – bymæssig bebyggelse m. 1950 i alt 658 indb. fordelt på 242 husstande; fordelingen efter erhverv i de to bymæssige bebyggelser tilsammen var 1950 flg.: 164 levede af landbrug m.v., 420 af håndværk og industri, 151 af handel og omsætning, 262 af transportvirksomhed, 101 af administration s. 705 og liberale erhverv, 230 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 14 ikke havde givet oplysning om erhverv – m. forskole (opf. 1935), kirkesal (opf. 1934), søfartsmuseum (opret. 1956 i den gl. skole, opf. 1790), kro, vandværk, badeanstalt, badehotel, talr. sommerpensioner, skovriderbol., posthus og telegrafstat., toldsted, lodshus og anløbsbro (35 m lang, dybde 3,2 m ved brohovedet). – Saml. af gde og hse: Pederskov Huse; Vindebyøre m. campingpl., pavillon, anløbsbro; Skovhuse; Kaldetsmose; Gyldenmose m. ornecentral; Eskær (om Fr. Juels skole se ndf.). – Gårde: hovedgd. Valdemarsslot (1664 Waldemorslott; hovedsæde for det tidl. stamhus Tåsinge, herunder i alt 132,7 tdr. hartk., 1348 ha, hvoraf 915 skov; ejdsk. 2368, grv. 1347) m. udskibningsbro (dybde 2–3 m). – Røde Mølle m. skovfogedbol. m. vandværk; Venteposemølle (se ndf.).

B. so. der udgør een sognekom. og eet pastorat, har tingsted i Svendborg og hører under 34. retskr. (Svendborg kbst. og Thorsing Birk), men hører i øvrigt under sa. kr. som Skårup so., dog under amtets 3. folketingsvalgkr. So. udgør 3. udskrivningskr., 59. lægd og har sessionssted i Svendborg.

Kirken (viet Skt. Andreas), der ligger på en høj bakke og er et meget besøgt udsigtspunkt, præges i det ydre helt af en skalmuring 1882–83, men består i sin kerne af et romansk skib af kamp på profileret dobbeltsokkel og m. kvaderhjørner, i øvrigt uden bev. enkeltheder. Den romanske bygnings kor stod indtil 1882, da der opførtes et helt nyt. I sengotisk tid indsattes otteribbede hvælv i kirken, og der tilføjedes i v. et tårn af tegl. 1570 opførtes af Jakob Rosenkrantz s.f. skibet et kapel, kaldet »ny kirke« og fortrinsvis bestemt for Thurøs beboere. s. 706 Det har to fag hvælv og åbner sig ved to spidsbuearkader mod skibet. Op mod kapellets v.side byggedes lidt sen. et våbenhus, og i 1700t. opførtes langs hele skibets n.side et gravkapel. Tårnets overdel ændredes 1793 af generalløjtn. Fr. Juel, der indrettede et udsigtsgalleri omkr. en ottekantet træoverbygning. Ved ombygningen 1882–83 (arkt. V. Hansen, Odense) fornyedes koret helt, og alle bygningens dele blev skalmuret m. store røde teglsten. Tårnet fik skifertag kronet af et ottekantet lanternespir. – Altertavlen er et maleri fra 1905 af A. Dorph, »Kristus og den samaritanske kvinde« i nygotisk rammeværk. Kalk skænket 1687 af Niels Juel. Barokstager af messingblik. Romansk granitfont m. kors og liljer under rundstav (Mackeprang. D. 119). Fragment af senromansk korbuekrucifiks o. 1250. Udsk. prædikestol i senrenæssance, 1621, m. våben for Jakob Rosenkrantz og Pernille Gyldenstierne, rest. 1949–50 af Ejner V. Jensen. Stor jernbunden pengeblok. I kirken er ophængt skibsmodeller fra 1727 og 1791. Klokke, opr. fra 1520, omstøbt 1896, L. Andersen, Århus. – I n.kapellet tretten kister, dels af sten, dels af træ, og en urne, alle m. lig af slægten Juel, og i kælderen derunder adsk. kister. I s. kapellet er ophængt en kårde og en basun fra 1700t., sikkert i forb. m. en begravelse. Gravsten: 1) romansk granitsten, o. 1200–50 m. kristusfigur og arkadefrise, der sammenknytter den m. fonte og bygningsskulpturer bl.a. i Humble og Magleby på Langeland, samt runeindskr. (se ndf.) (Mackeprang. D. 120); 2) sandsten over præsten Benedictus, † 1375, tidl. nedlagt i gulvet, sønderslået 1876 og brugt som trin, nu samlet af fragmenter og indsat i våbenhuset (Løffler. Gravsten, pl. XXI). På kgd. monument over Fr. Juel, † 1827.

I so. har ligget den gl. borg Kærstrup (*1362 Kyerstorp, 1387 Kiestorpe, 1401 Kerstorp) hvis voldsted (se ndf.) findes omtr. 2 km sv.f. Valdemarsslot. Første gang K. udtrykkeligt nævnes er 1362, da den tilhørte hr. Hartvig Krummedige († tidligst 1363), som senest 1353 var 2. gang g.m. Sophie Pedersdatter Stygge (Galen), med hvem han formodentlig har fået den. Hun kaldes 1387 »hr. Per Stiges datter af K.« og skal if. Thisets stamtavler være sønnedatter af den under Tåsinge 1298–1312 nævnte hr. Peder Nielsen (Galen) og har da formentlig arvet K. efter faderen Peder Pedersen Stygge (Galen) († tidligst 1342). Deres datter Ide Krummedige ægtede hr. Benedict Ahlefeldt († tidligst 1404), der i 1360erne deltog i de jyske og holstenske adelsmænds frafald fra Vald. Atterdag. 1401 omtales »K. i Tosland m. den del i Tosland, som kong Vald. fik af sine fjender og dronn. Margrete siden købte af arvingerne, om de kunne have nogen ret dertil«. Hermed sigtes formentlig til Benedict Ahlefeldt, og når det 1377 siges, at Henning Berg »detinet in Doslandia castrum Kerstorp« har det mul. også forbindelse m. disse stridigheder. 1387 skødede Benedict Ahlefeldts søn Henneke Ahlefeldt og Benedict Hansen (Johansen?) Ahlefeldt K. til dronn. Margrete, som siden overlod den til bispestolen i Odense (se under Tåsinge). 1387 omtales ovenn. Henning Berg som høvedsmand på K. Af sen. lensmænd nævnes Jesse Hind 1423, Holger Munk (af slægten Lange), der havde K. som len af Århusbispen 1454–75 (se under Tåsinge), Jep Nielsen Algudsen 1460 og Ebbe Andersen (Ulfeldt) 1482. Efter en tid under Århus bispestol kom K., formentlig i slutn. af 1400t., men i hvert fald senest 1511, igen til Odensebispen. Jens Andersen Bældenak opholdt sig meget her og forbeholdt sig K., da han 1529 fulgtes som biskop af Knud Gyldenstierne. 1533 blev han her overfaldet af Chrf. Rantzau til Quarnbeck. Ved reformationen kom K. til kronen og var 1536–47 henlagt til dronn. Dorotheas livgeding. Af lensmænd i denne tid nævnes Hans Johansen Lindenov til Fovslet († 1568) 1540–46, Anders Johansen Lindenov til Fovslet († 1562) 1546–47, Jesper Daa til Enggård († 1562) 1547–49. 1549 lagdes K. under Nyborg len, som indehavdes af rigsmarsken Frands Brockenhuus († 1569), men blev 1561 på ny udskilt og forlenet til Jakob Sested til Østergård († 1564) 1561–64, Christopher Gadendorp († 1613) 1564–73, rigsråd Erik Rud til Fuglsang († 1577) 1573. 1573 mageskiftede kronen K. »m. alt kronens og stiftens gods på Tåsinge« til den som lensmand i Norge kendte rigsråd Erik Ottesen Rosenkrantz til Arreskov († 1575), der fulgtes af sønnen Jakob Rosenkrantz († 1616), hvis søn Erik Rosenkrantz († 1626) 1623 solgte K. til Ellen Marsvin († 1649), som 1630 afstod den i udlæg for fædrenearv til datteren, Chr. IV.s fraskilte hustru Kirsten Munk († 1658). Reelt var det kongen, der overtog K. for sin søn m. Kirsten Munk, den 8-årige Valdemar Christian, greve til Slesvig og Holsten († 1656). Bestyrelsen af K. blev allr. 1630 overdraget Henning Walkendorff til Glorup, som fik til opgave at samle alt gods på Tåsinge og overvåge opførelsen af en ny hovedbygn., der påbegyndtes senest 1635 og strakte sig i hvert fald til 1643. 1637 anvendes første gang om denne navnet Valdemarsslot. Vald. Chr. kom aldrig til at bo på V., og efter hans død kom ejendommen igen til Kirsten Munk, efter hvem den 1661 tilfaldt datteren Hedevig († 1678), g.m. Ebbe Ulfeldt til Ovesholm s. 707 († 1682). Hun måtte gradvis pantsætte sine besiddelser og 1664 forlade Tåsinge, efter at godset pro forma var overdraget svogeren Corfitz Ulfeldt, medens den under svenskekrigene stærkt medtagne hovedbygn. 1662 var blevet udlagt til stadshauptmand i Kbh. Jørgen Mathiesen og vistnok også flere andre kreditorer. Efter dommen over Corfitz Ulfeldt 1663 blev V., el. rettere en del af den – resten var formodentlig allr. før hans overtagelse kommet til fru Hedevigs kreditorer – tillige m. hans øvr. gods konfiskeret af kronen, der 1666 overlod 55 af V.s 108 tdr. hartk. tillige m. andet gods på Tåsinge til fyrstinde Augusta af Holsten-Glücksborg († 1701), g.m. hertug Ernst Günther af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg († 1689) til erstatning for en årlig pension på 1000 rdl. Inden længe er denne part af V. igen kommet til kronen, som 1678 skødede den (hovedgdstakst 55, bøndergods ca. 742, jus patronatus til Landet kirke 13 tdr. hartk.) for 40 rdl. pr. td. hartk. til generaladmiralløjtn. Niels Juel († 1697) mod opgivelse af de ham tilkommende prisepenge for de i slaget i Køge bugt erobrede sv. orlogsskibe. Umiddelbart efter købte han tillige af Jørgen Mathiesen m.fl. hovedbygn., hvorefter han begyndte den samling af hele øen under V., som fuldførtes af sønnen, kammerjunker, sen. amtmand Knud Juel († 1709), der endv. ved inddæmning og på anden måde forbedrede gd. og gods. If. hans testamente af 1709 og ved fundats af 1/5 1711 (nyt stamhusbrev af 18/2 1767) oprettedes V. til Stamhuset Thorseng, som hans ældste søn, sen. kammerjunker og oberstløjtn. Niels Juel († 1766) skulle tiltræde med sit 18. år (1714). Denne indlagde sig fortjeneste af øens næringsliv, bl.a. lærte han bønderne at dyrke kløver og avle frugt, ligesom han indkaldte fremmede vævere. På V. holdt han formeligt hof, hvor bl.a. Ambrosius Stub en tid opholdt sig. Da han døde barnløs, overgik stamhuset til hans broder, stiftamtmand, gehejmekonferensråd Carl Juel († 1767), som fulgtes af sønnen, sen. generalløjtn. og kmh. Fr. Juel († 1827), der som 20-årig tiltrådte bestyrelsen af godset 1781. Næste besidder var sønnen, kammerjunker, sen. kmh. Carl Juel († 1859), der efter 1811 at have ægtet Sophie Frederikke baronesse Stieglitz-Brockdorff til baroniet Scheelenborg (se ovf. s. 311) 1812 var ophøjet i friherrelig stand under navnet Juel-Brockdorff. Under henvisning til erektionspatentet, der siger: »Hvis en fader haver andet stamhus tilforn og siden bekommer Thorsinge stamhus dertil, skal det være forældrene tilladt at give Thorsinge stamhus til deres andet barn«, bestemte han i sit testamente, at stamhuset skulle tilfalde næstældste søn, men hans ældste søn, sen. kmh. Fr. Carl Vilh. Niels Adolph Krabbe baron Juel-Brockdorff († 1876) fik ved højesteretsdom af 1862 bestemmelsen kendt ugyldig, da Scheelenborg var et baroni, ikke et stamhus, og besades af moderen, ikke af faderen. Han fulgtes af sønnen, hofjægerm., sen. kmh. Carl Fr. Sophus Vilh. baron Juel-Brockdorff († 1900) og denne af sønnen, sen. hofjægerm. Fr. Carl Niels Otto Aug. baron Juel-Brockdorff († 1912), under hvem stamhuset p.gr.af økonomiske vanskeligheder 1902 kom under administration, som bortsolgte dets ca. 1190 tdr. hartk. bøndergods på nær ca. 35 tdr. Han fulgtes af sønnen, den nuv. ejer, kmh., hofjægerm. Carl Fr. Sophus Vilh. lensbaron Iuel-Brockdorff, under hvem stamhuset 1923 overgik til fri ejendom. Ved afløsningen bestod det af ca. 212 tdr. hartk. af alle slags, hvoraf fri jord ca. 85, skov ca. 92 og bøndergods ca. 35 tdr. hartk. Dertil i bankaktier 21.600 kr. og i fideikommiskapitaler 5.587.875 kr. Ved afløsningen afgaves 110 ha udstykningsjord. – Godsarkiv LAF.

Litt.: Erik Rasmussen i DSlHerreg. III. 1943. 60–74. F. R. Friis i »Fædrelandet«. 1880. Nr. 43 og 180–81. Ill. Tid. II. Nr. 86. 1861. F. R. Friis i Ill. Tid. XXII. Nr. 1111. 1881. Sst. XXXVIII. Nr. 12. 1896. C. G. Nielsen. Taasinge – før og nu. 1901. DLandbr. III. 1930. 222–25.

Det gl. Kærstrup (se s. 706 og 710) har formentlig været den betydeligste herreborg på Tåsinge. Den nuv. hovedbygn.s historie fører tilbage til Chr. IV.s tid, (se ovf.). Bygn. var opf. i renæssancestil, og Chr. IV har benyttet Hans v. Steenwinkel den Yngre til at give udkast til den. Imidlertid døde bygmesteren kort efter, at opførelsen var begyndt, og arbejdet kom således på andre hænder. Chr. IV.s bygn. var et anseligt bygningsværk opf. af røde sten i to stokv. over den overhvælvede kælder. Den n.-s.-gående bygn. havde midt for ø.façaden et ottekantet indgangstårn m. spir; endv. var der svungne gavle smykket m. sandsten, hvilken stenart ligeledes var anv. til hjørnekvadre og til alle prydelser såsom indramning af vinduer. Hovedportalen var hugget af Gert Barchmand. Taget havde seks murede gavlkviste foruden mange små kviste. V.façaden havde lave, korte, spirprydede, tårnagtige sidefløje forbundet m. galleri i to stokv. m. adgang fra galleriet til Chr. IV.s kapel mod s. Imidlertid blev slottet så stærkt ødelagt under svenskekrigene 1658, at det faktisk var en ruin, da Niels Juel erhvervede godset 1678. Niels Juel lod bygn. istandsætte og ombygge, således at Chr. IV.s renæssanceslot skiftede udseende. Trappetårnet og de murede gavlkviste forsvandt; det stejle tag afvalmedes; midt for bygn. anbragtes en bred dobbelttrappe op til indgangspartiet i 1. s. 708 stokv.; i ø.façadens sidste fag mod n. og s. anbragtes indgange, hvortil høje trapper førte op henh. til den ndr. del af bygn. og til kapellet. (Gengivelse af slottets ø.façade i Frederik V.s atlas fra 1754). Ladebygn. fra Chr. IV.s tid nedbrændte 1749. Den yngre Niels Juel påbegyndte 1754 en ombygn. og udvidelse af slottet under ledelse af den holstenske arkt. G. D. Tschierscke, hvorved anlægget fik sit nuv. udseende. Tschiersckes byggevirksomhed på V. varede en række år, kun afbrudt 1756 og 1757 af et ophold i Plön (om arkitekten se Chr. Elling. Klassicisme i Fyn 1939) og placerede dette betydningsfulde rokokoanlæg bl. vore interessanteste bygningsværker. Han ombyggede hovedbygn.s façader m. streng hensyntagen til symmetrien m. en pilasterbåren fronton, som kronede midtpartiets fem fag. Dette udseende var imidlertid allr. forsv. midt i 1800t. Slottet var i stærkt forfald og havde længe været ubeboet, da Carl baron Juel-Brockdorff omkr. 1880 lod det restaurere. 1930–31 gennemgik bygn. atter en restaurering. Hovedbygn. består af en hoved- og to korte sidefløje, hvoraf hovedfløjen og den ndr. sidefløj er i to stokv. over en høj kælder, der delvis er beklædt m. granitkvadre, mens den sydl. sidefløj, som rummer kapellet, kun har eet stokv. Bygningshøjden er dog overalt den sa. Bygn. er opf. af røde mursten og har stejlt afvalmet skifertag, der er noget lavere over sidefløjene. Overalt er tagene forsynet m. mange små kviste. Alle vinduer har sandstensindfatninger, der i første stokv. er forsynet m. ret flade trekantede frontoner. Bygn. har hjørnekvadre, og på alle façader er en række murankre anbragt ml. de to stokv. Foran hovedindgangen, der ligger midt i ø.façaden, fører en bred trappe op til den store indgangsportal. I den sydl. sidefløj har kapellet indgangsportal i v.gavlen samt høje spidsbuede vinduer fra 1880, da kapellet blev istandsat efter ikke at have været benyttet siden 1847 (genindvielse 16/12 1880). Ø.f. hovedbygn. ligger det rektangulære gårdanlæg m. den kunstige sø længst mod ø. Lange, lave, hvidkalkede staldlænger, lave hegnsmure og portbygninger, der ligeledes er hvidkalkede, men har gulkalkede detaljer, omslutter gårdanlægget. If. årst. i jerncifre opsat på v.gavlene af staldlængerne er den sydl. opf. 1754 og den nordl. 1755, sidstn. omb. 1871. Anlægget er aksefast om en længdeakse, der strækker sig s. 709 fra slottets midtparti til den nydelige tepavillon, opf. efter fransk rokokoforbillede, der ligger som point de vue til slottet, og en tværakse følgende den offentlige vej, der løber parallelt m. hovedbygn. gennem indkørslerne i de to ens portbygninger. Disse er i to stokv. m. hjørnelisener, afvalmet tegltag og portgennemkørsel i bygningernes fremspringende midtparti, som i første stokv. er opdelt af à refends fugning. Foroven er midtpartiet kronet af en lav trekantsfronton, i hvilken våben er opsat; herover en stor tagrytter med ur. Den sydl. portbygn. brændte 1948, men skaden genoprettedes fuldstændigt. Ved stranden i slottets umiddelbare nærhed ligger det s.k. Generalindehus, bygget i slutn. af 1700t. af general Frederik Juel som enkesæde. Bygn. er hvidkalket, i eet stokv. m. barokt mansardtag, men m. tre fags fremhævet, klassicistisk midtparti i to stokv. opdelt af fire, glatte, joniske pilastre. – V. har indvendig smukke stukkerede lofter fra rokokotiden, malede dørstykker og vægmalerier. Desuden rummer det en righoldig portrætsamling, et anseligt bibl. samt minder om Niels Juel, der giver et stærkt indtryk af, at slottet i snart tre hundrede år har været i sa. slægts besiddelse. I parken findes anselige træer. Ved restaureringen 1930–31 anlagdes samtidig v.f. hovedbygn. en blomsterhave af den eng. havearkt. Russel.

Avlsgden Thaersminde under Valdemarsslot, nedbrudt 1951, var opkaldt efter den kendte ty. landøkonom Albrecht Thaer († 1828), til hvem Fr. Juel stod i venskabsforhold.

Stovgård var tidl. en hovedgd., som 1550 tilhørte væbn. Hans Grim, der 1556 skødede den til rigsmarsken Frands Brockenhuus († 1569). 1665 fik ammunitions-, proviant- og materialforv. i Nyborg Poul Cornelissen af kronen af det fra Corfitz Ulfeldt hjemfaldne gods bl.a. udlagt S. Få år sen. kom gden igen til kronen. 1678 var den bl. det bøndergods, som Niels Juel fik tilskødet sa.m. Valdemarsslot.

I Troense findes en usædvanlig Rigdom af Bindingsværksbygninger, hovedsagelig fra sidste s. 710 Halvdel af 18. Aarh. Dette i Forb. m. de gl. frodige Haver omkring Husene forlener Bybilledet m. megen Idyl. Husene er i Alm. ganske enkle, Dørene præges dog ofte af Nyklassicismen. Der er Grund til særligt at fremhæve den gl. Skole, opf. 1790 (Sandstenstavle m. Aarst. over Døren), m. halvvalmet Tag, Fronton over Midterfaget m. Døren og lille Tagrytter m. Klokke. Ikke mindre end 30 af Byens Huse er optaget i Bygningsfredningslisten (1954).

Litt.: K. A. Ottesen i Byplan. I. 1949. 145–50.

Fr. Juels Skole i Eskær, nedlagt 1955, bygn. opf. 1827 i Grundmur, en pyntelig Bygning m. Trekantfronton over Indgangsdøren og Tagrytter m. Klokke.

I strandkanten ved Thurø sund, helt omgivet af Bregninge skov, ligger en lille vandml., Venteposeml., som indtil 1934 blev drevet ved afløbet af en lille møllesø, der fik vand fra væld i bakkerne. Til møllens anløbsbro kom møllegæsterne over sundet fra Thurø, hvorfra møllen må have haft bedre søgning end fra selve Tåsinge, hvor forb. skete ad dårlige skovveje.

En lav flad Banke kaldet Pilebanken sydligst i Bregninge Skov tæt ved Stranden udpeges som et Voldsted, hvor Pilsslot skal have ligget (Bugten ved Banken kaldes Pilekrog). Der er ikke paa Banken Spor af Bygninger el. af kunstige Befæstningsanlæg.

I Horseskov paa Øens Nordvestkyst lige ved Stranden findes en Lokalitet, hvor Horseslot efter Traditionen skal have ligget. Paa Stedet skal der være fundet et Kampestensfundament i en Firkant, ligesom der ind mod Land skal have været Grav og Vold. (Pont.Atlas. III. 599). Der er nu næsten intet at spore i Terrænet.

Paa Valdemarsslots Jorder, ca. 2 km SV.f. Gaarden, ligger det betydelige træbevoksede Kærstrup Voldsted, bestaaende af en firkantet Borgbanke omgivet af en nu tør Grav, hvis Ydersider maaler ca. 90 m. En dertil stødende ligeledes af Grave omgivet Ladegaardsholm spores endnu svagt i Terrænet mod Nord trods talr. Aars Overpløjning. Der ses endnu mange Munkestensbrokker paa Voldstedet. 1755 laa der her et Bondehus, kaldet Gammelgaard.

Lige V.f. Horseskov skyder der sig en lille Landtunge mod N. ud i Svendborg Sund. En Kanal el. Grav, der dog nu er tør, afskærer Landtungens yderste Spids, paa hvilken der findes to naturlige, noget uregelmæssige Banker. Stedet kaldes undertiden Saksenborg, men bortset fra Kanalen er der ikke Spor af Befæstningsindretninger endsige Bygninger.

Skove: Der findes en række skove, såsom Bregninge skov (77 ha), Vindeby Have (1 ha), Hestehave (42 ha), Kohaverne (28 ha), Skovmålene (24 ha), Granskov (20 ha), Bratten (8 ha), Horseskov (73 ha), Hestevængerne (5 ha) og en del (204 ha) af Pederskov (Nørreskov) med partierne Rugkrog og Dyrehave. Terrænet er oftest svagt bølget. Jordbunden frugtbar m. udmærket muld. Sandblandet ler veksler m. indtil stift ler. Hovedtræarten er bøg, hvis vækstbetingelser i tidl. tid har været mindre gunstig (mishandlet af bl.a. en stor dåvildtbestand indtil ca. 1903), hvorfor kvaliteten og formen ofte er mindre gunstig. Indblandet i bøgeskoven forekommer en del gl. ege. Andre løvtræarter som fx. ask ses hyppigt. Endv. noget nåletræ. De nævnte skove udgør en væsentlig bestanddel af Valdemarsslot skovdistrikt, der i alt er på 960 ha, og hvis skove findes spredt på hele Tåsinge.

Ved vejen fra Valdemarsslot til Bregninge kirke, umiddelbart n.f. Pederskov, står en mægtig eg »Ambrosiusegen«, hvis stammeomfang er 7 m og højde 20 m. Alderen er antagelig 4–500 år. Det er et af Danmarks anseligste træer, mest imponerende ved den bevarede friskhed og den vældige krone, der er 32 m i diam. Navnet skal stamme fra Ambrosius Stub, der efter sigende, mens han var huslærer på Valdemarsslot, yndede at sidde og læse el. skrive under træet. I Pederskov lå til slutn. af 1800t. en lille vandml. Ved Troense badehotel, på en skrænt mod Svendborg sund, står fire meget store, gl. ege, hvoraf den største, en tvege, er 5,8 m i stammeomfang og 22 m høj.

Litt.: VII. Nordiske Skovkongres. 1951. 230–52. Aa. Bavngaard. Bøgen paa Taasinge, Dansk Skovforenings Tidsskrift. 1934.

Skyttehus ved Pederskov hed tidl. Svenderuphus, der har navn efter en forsv. landsby Svenderup (1537 Suendropgaardt, 1573 Svenderup By). På Kærstrup (jf. ovf.) voldsted opførtes sen. en bebyggelse ved navn Gammelgård el. Gammelhus. Om Horseslot (1623 Hordtze Viig slot) og Pilsslot se ovf.

Fredede oldtidsminder: I Nørreskov en noget forstyrret jættestue m. et 9 m langt kammer, 4 høje og en højning m. en halv stenkreds. I præstegårdshaven en stor, vistnok i nyere tid s. 711 noget omdannet høj. Nnv.f. Nyby den meget anselige, 7 m høje Ingers høj. I Bregninge skov nær stranden den store Askehøj og sv.f. denne den noget forstyrrede Ravnshøj. – Sløjfet: Ved præstegården en jættestue; 11 høje, hvoraf de 5 lå i gruppe med Ingers høj. – Fra Bjernemark stammer en guldhalsring fra germansk jernalder. På den lille Iholm er 1853 fundet en vikingetids sølvskat, bestående af ringe, barrer og 475 mønter (de fleste arabiske, ty. og eng.), nedlagt omkr. år 1010. Inde i kirken ligger en ligsten m. runeindskr. fra 1200t.: »Sven Sassersøn ligger her under. Helge degn ristede mig, mester Bo gjorde mig.«

Litt.: Aarb. 1942. 90. DRun. nr. 184.

I Bregninge by mindestøtte for generalløjtn. Fr. Juel fra 1830erne. – Genforeningssten 1920 på kirkebakken.

Der har været en el. to hellige kilder i Bregninge so. (Schmidt. DH. 128), den ene benævnt Gansekilde.

Bregninge so., hvortil Thurø hørte i første halvdel af 1600t. (se s. 702) blev p.gr.af embedets ringe indkomster 1576 annekteret til Landet so. indtil 1738, da Bregninge atter blev eget pastorat og forenet med kapellet på Valdemarsslot (se KirkehistSaml. 2. R. VIII. 1872–73. 340–43 og 3. R. IV. 1882–84. 434–58).

På Valdemarsslot fødtes 1789 officeren Adolph Juel; i Bregninge so. i øvrigt 1861 organisationsformanden kbmd. J. G. Schjær, 1877 lægemissionæren Chr. Frimodt-Møller.