Den sjællandske øgruppe

Afgrænsning og arealforhold.

Sjælland er med et areal på 7016 km² den største af de da. øer. Sa.m. 25 omliggende, beboede øer og et langt større antal ubeboede holme udgør Sjælland en naturgeografisk enhed, Den sjæll. Øgruppe, til hvilken yderligere Samsø og dens øgård medregnes i h. t. traditionel administrativ praksis. De afgrænsende farvande er mod n. Kattegat, mod ø. Øresund og mod v. Store Bælt. Mod s. omsluttes øgruppen af Smålandsfarvandet, Masnedsund, Grønsund og Østersøen. De 25 øer er: Amager og Saltholm i Sundet samt – når de opr. naturgeografiske forhold erindres – Slotsholmen i Kalvebod strand, Møn med Nyord og Lindholm mod sø., Bogø, Farø, Langø, Tærø, Masnedø og Lilleø i farvandene s.f. Sjælland, Gavnø, Enø og Dybsø i Karrebæk fjord og Glænø uden for Holsteinborg nor. I Store Bælt ligger Agersø og Omø, Egholm og Sprogø, i Sejerø bugt Sejerø og Nekselø, i Isefjord Orø og i Roskilde fjord Eskilsø. Hesselø ligger mere isoleret, 20 km n.f. Sjælland i Kattegat. Øgruppens samlede areal er 7542 km² fordelt på Fr.borg, Holbæk, Præstø og Sorø amter, Kbh.s og Roskilde amtsrådskredse samt Kbh.s og Fr.berg kommuner.

Den sjællandske Øgruppes beliggenhed inden for Danmark kan, når placeringen ved rigets ø.grænse gennem Sundet haves in mente, betegnes som perifer, s. 348 en betegnelse, hvis anvendelighed dog må betvivles også for en topografisk betragtning, når det konstateres, at afstanden fra øgruppens midtpunkt i hovedøens centrale del til Danmarks østligste punkt, Ærtholmene nø.f. Bornholm, er netop den sa. som til v.kysten ved Esbjerg, et faktum der bringer glosen »central« i erindring. Dette indtryk af centralitet forstærkes yderligere, når befolkningsgeografiske synspunkter anlægges, og dets berettigelse bliver utvetydigt klar, når trafikforholdene bringes med ind i billedet.

Den sjællandske Øgruppes befolkning omfatter 1,9 millioner, ɔ: 42,5% af landets samlede indbyggertal. Den gennemsnitlige befolkningstæthed er større end i nogen anden af landsdelene, nemlig 251 pr. km². Til sammenligning kan anføres, at den for hele Danmark er 103, for Den fynske Øgruppe 116, for Øerne i alt 85 og for Jylland 66.

Danmarks befolkningsmæssige tyngdepunkt er beregnet til at ligge lige v.f. Kalundborg, altså inden for Den sjællandske Øgruppes område, et eksakt udtryk for centraliteten. Denne befolkningsmæssige overvægt skyldes selvfølgelig først og fremmest millionbyen Kbh., som bevirker, at den her omtalte landsdel også fra et erhvervsgeografisk synspunkt virker vægtig. Over halvdelen af Danmarks industri er således knyttet til Den sjællandske Øgruppe, nærmere lokaliseret til Stor-Kbh.

For en trafikal betragtning er centralbeliggenheden som nævnt helt overbevisende, hvilket ethvert kort over trafiklinier tydeligt demonstrerer. Fra Sjælland udgår en halv snes færge- og rutebådslinier, hvoraf adskillige med betydelig døgnfrekvens, og et langt større antal ind- og udenlandske skibsruter udstråler til alle sider. Fra øgruppens metropolis radierer jernbanelinier i 5 retninger, bl. disse hovedforbindelserne til Den skandinaviske Halvø over Malmø og Helsingborg samt den ene af de sydgående til Mellemeuropa. Lufthavet over øgruppen trafikeres af flere trafikfly end nogen anden del af rigets luftrum, med stigende intensitet jo nærmere man kommer Kastrup lufthavn, der m.h.t. trafikkapacitet hører til bl. Europas store – i rangfølge den fjerde (efter London, Rom og Paris). Hvis de trafikmaskiner, der dag og nat flyver luften tynd over Den sjællandske Øgruppe, kunne tegne deres spor gennem atmosfæren, ville alene de direkte SAS-ruter forbinde Kastrup ikke alene med alle Europas lufthavne, men med så fjerntliggende terminalstationer som New York, Los Angeles, Santiago, Johannesburg, Djakarta og Tokyo – med sidstnævnte såvel over Nordpolen som over Sydasien! For enhver luftfartsgeografisk betragtning må denne del af Danmark således absolut betegnes som central.

Den sjællandske Øgruppes klimatiske særpræg kan sammenlignet med det vestlige Danmarks betegnes som forholdsvis kontinentalt. Dette er en direkte følge af øgruppens sydøstl. placering inden for Danmark-området. Da kølig oceanluft om sommeren hyppigt strømmer til fra n. og nv., medens varme fastlandsluftmasser alm. kommer til Danmark fra ø. og sø., er julis gennemsnitstemperatur for Den sjællandske Øgruppe næsten et par grader højere end den tilsvarende for Jyllands v.kyst. Om vinteren har Den sjællandske Øgruppe omvendt et koldere klima end Vestdanmark, fordi kold kontinentalluft sædvanlig kommer til Danmark østfra. Da de regngivende vinde er de fugtige vestl., der vil have afgivet en del af deres vandindhold allr. v.f. Store Bælt, får øgruppen en årlig nedbørsmængde, der med ca. 60 cm kun er 3/4 af den vestjyske. Inden for s. 349 øgruppen bevirker Sjællands størrelse en klimatisk differentiering, idet den alm. klimaforskel ml. indland og kystområde gør sig udpræget gældende. Dette giver sig fx. udtryk i tidspunktet for første efterårsfrosts optræden, der for Midtsjællands vedkommende konstateres i midten af okt., medens gennemsnitsdatoerne for kystlokaliteter som Kalundborg og Hundested er henholdsvis 1/11 og 3/11 og for øer som Bogø og Hesselø så sent som 10/11 og 23/11. Omvendt noteres om foråret sidste frostdag langt tidligere på småøerne end i hovedøens indre.

Landskaberne.

Øgruppens og specielt hovedøens landskabsudformning er m.h.t. alle hovedtræk sket i sidste istids slutfaser. Den isstrøm, der østfra gled ud over området, afhøvlede undergrundens kridttidskalksten og tertiære lagserier, blandede dette materiale med den grusede grundfjeldsmoræne, der medførtes fra Sverige, og aflejrede sluttelig den blanding, som nu udgør øgruppens hovedsagelig lerede overfladelag. Overfladeformerne prægedes af de skiftende stilstandslinier for isranden. Langs disse ophobedes materialet ved isens afsmeltning, og når kuldeperioder bevirkede et fremstød af gletscherfronten, blev morænens grus-, sand- og lermasser med deres indhold af store blokke skubbet sammen til de vældige bakkedrag, der som fx. Vejrhøj-buen i Ods hrd. i deres form afspejler istungens beliggenhed og ved deres dimensioner præger hele landskabsbilledet.

Sjællands højeste punkter, Gyldenløveshøj 126 m, Kobanke 123 m og Vejrhøj 121 m, er betinget af sådanne moræneophobninger. For Høje Møns vedkommende ligger forholdet anderledes, her er morænedækket ganske tyndt. Aborrebjerg 143 m er fremkommet ved den voldsomme opskydning af dybgrundens kridtlag, som her har fundet sted. Sa. forhold er forudsætning for Møns klint’s 100 m høje kridtvægge. Omvendt fremtræder de områder, hvor gletschersliddet har været dominerende, som jævne sletter, der alt efter højdebeliggenheden fremtræder som plane moræneflader, fx. »Heden« mellem Kbh., Roskilde og Køge, el., hvor deres bund ligger under den lokale grundvandstand, som søer, fx. Skarresø. Visse steder har mennesket grebet ændrende ind og fx. ved udtørring af Lammefjord omskabt den tidl. havbund til frugtbar dyrkningsflade.

I Sjællands kystlinieformer og øernes indbyrdes placering spores også istidsgletschernes formende virke. De mange fremspring på Sjællands Storebæltkyst, Asnæs, Reersø og Halsskov, og øer, som fx. Sprogø, må opfattes som israndslandskaber, der markerer skiftende stillinger af den gletschertunge, der sydfra gled gennem Storebæltlavningen i istidens sidste afsnit. Også Knudshoved odde v.f. Vordingborg er et randmorænestrøg dannet i tilknytning til samme gletscher inden dens sluttelige bortsmelten fra Den sjællandske Øgruppe. På sa. vis må halvøerne i Nordvestsjælland, Røsnæs, Ordrup næs og Sjællands odde, og øer som Nekselø, opfattes som tilsvarende israndsdannelser langs randen af den østfra kommende ismasse. Er det således i øgruppens vestl. dele ophobningsformerne, der giver kystlinien karakter, er det på ø.siden i højere grad gletschernes slid, der bestemmer kystlinieforløbet. Fakse bugt må opfattes som en inderlavning, formet ved gletschernes afslibende virke ml. de s. og n. derfor liggende modstandsdygtige kalkstensmasser, Høje Møn og Stevns.

Også smeltevandsstrømmenes fossende vandmasser, der m.h.t. dimensioner langt har overgået nutidens vandløb, har bidraget til relieffets udmodellering. Det er sket på to væsensforskellige måder. Visse steder er store dalsystemer nedskåret s. 350 i morænemasserne, andre steder, hvor smeltevandet løb begrænset af isvægge, aflejredes store grus- og sandmasser ml. disse. Ved isens endelige bortsmelten blev disse flodbundsaflejringer efterladt som lange snoede bakkerækker, hvis topografiske forløb afspejler de tidl. smeltevandsstrømmes beliggenhed. Disse bakkekæder, der benævnes åse, giver mange egne karakteristisk særpræg. Størst er Mogenstrup ås, der fra Fakse-egnen snor sig til Næstved, og hvis skovklædte ryg kontrasterer med stor landskabelig effekt mod de omliggende totalt opdyrkede moræneflader. Køge ås løber fra byen, der har givet den navn, helt ind i Midtsjælland, og Strø Bjerge ml. Lillerød og Frederiksværk er et tilsvarende fænomen i Nordsjælland.

Smeltevandsdalene har forsk. karakter, alt efter som vandet er løbet i rør under isen, hvorved tunneldale udformedes, el. det har været fritstrømmende overfladevandløb, der dannede egl. smeltevandsdale. Tunneldalenes længdeprofil er uregelmæssig med fordybninger, hvor vandet i istunnelen har eroderet dybt ned i løse jordlag, og mellemliggende tærskler, hvor seje lag har ydet modstand. I hullernes dybeste dele danner fremtrædende grundvand søer af aflang form. Sådanne langsøer er Tystrup-Bavelse sø i Sydsjælland, Haraldsted sø i Midtsjælland og Bastrup sø i Nordsjælland. I egnen n.f. Kbh. danner tunneldalstrøgene et helt net af dale ml. Øresundskysten og egnen s.f. Slangerup med Furesøs bassiner liggende i to sammenløbende dalstrøg. Det store dalsystem, der fra Præstø-egnen over Næstved gennem Midtsjælland forløber helt ud til Saltbæk vig ved Sejerøbugten, er en kombination af begge de nævnte daltyper. Suså følger i sit nedre løb fra Bavelse sø til Karrebæk fjord denne store dal, gennem hvilken tidl. smeltevandet strømmede i modsat retning, dengang da ismasserne endnu dækkede Sydsjælland.

Hedesletterne, der i Vestjylland har så stor en udbredelse, at de der ganske dominerer landskabsbilledet, forekommer på Den sjællandske Øgruppe kun i små dimensioner og ofte i omskabt form. Åmosens mægtige tørvelag i Vestsjælland hviler på et underlag af flodsand. Her er hedesletten ved forsumpning omdannet til mose. Hedesletten foran Ods hrd.s randmoræner har i stenalderen været dækket af havet og fremtræder nu som hævet havbund. V.f. israndslandskabet Bjergsted bakker er en stor strækning dækket af hedesand. Sen. vandløbserosion har dog gennemskåret og opdelt den, så fladekarakteren er gået tabt. Hedesletternes dystre barskhed mangler således næsten fuldstændigt på Den sjællandske Øgruppe, og granitlandskabets djærvhed fattes jo ganske. Klitternes karske, men kulturfjendske, vildnatur er heller ikke synderlig repræsenteret. Sjælland har ganske vist sine klitlandskaber langs n.kysten, og i Sejerø bugts forland indgår ordet »lyng« som betegnende led i mange stednavne. Men sandflugtsområderne mellem Liseleje og Tisvilde, hvor landsbyer lagdes øde, da sandmilerne i 1600- og 1700t., drevet af stormpresset, vandrede hærgende gennem terrænet, er nu dækket af frodig højskov, i hvilken kun strandafdelingernes forkrøblede bjergfyrbevoksninger, Troldeskoven, bærer præg af kampzone. Den sjællandske Øgruppes landskabssymfoni præges så afgjort af de blidt tonende landskabselementers bidrag til helheden.

En leret jordbund, der ved energisk landbrugsindsats har kunnet omskabes til højtydende agerjord i forbindelse med et overflademønster, i hvilket fladernes og de jævnt bølgede bakkelandskabers dominans har øget dyrkningsmulighederne, s. 351 – det er naturbaggrunden for kulturlandskabets præg af frodighed og sund balance. De mange skove, præget af forstlig røgt, der så fortrinligt udnytter de sandede og stærkt bakkede egnes produktionsmuligheder, får karakter ved løvtræernes, især bøgens, fremtrædende plads og bidrager yderligere til det indtryk af frodighed, man så ofte står over for. Den sjællandske Øgruppes landskaber har i ikke ringe grad idyllens karakter. De mange søkøbstæder, beliggende ved nor, fjorde, sunde og åmundinger, – ved steder, hvor hav og land mødes på fredfyldt vis – forstærker yderligere det nævnte indtryk. Den intime forbindelse ml. vand og landoverflade får eksakt udtryk i tallet for den relative kystlængde: 0,25 km pr. km², der er stor sml. m. det tilsvarende tal for hele landet: 0,17 km pr. km².

Som en verden helt forsk. fra det ødanske landskab med markernes rigdom, skovenes højsale og søers og sundes »blinkende blå« hører Stor-Kbh. med i billedet. Trods millionbyens enorme bebyggelseskoncentration og trafikanlæggenes fremtrædende plads bevirker beliggenheden ved Sundet, søarealerne og parkbælterne, at heller ikke dette område er uden idyllens karakter. For de kvarterer på Nørre- og Vesterbro, der blev resultat af spekulationsbyggeriet i 1800t.s sidste årtier, kan udtrykket ganske vist kun undtagelsesvis finde anvendelse, men megen ædel arkitektur i den gl. by såvel som adskilligt moderne rationelt byggeri i s. 352 hovedstadsområdet danner bybilleder, til hvis betegnelse ordet idyl udmærket lader sig anvende.

Man aner en årsagssammenhæng ml. Den sjællandske Øgruppes blidt venlige natur – så fjern fra utæmmet vildskab som en læfyldt haves blomsterbed fra en kystskrænts vindblæste tjørne – og den form for sind, der afspejler sin egenart i såvel den bredtspundne lunefyldte sjællandske anekdote som i københavnerviddets rappe replik, bag hvis snert den forsonende humor almindeligvis, om end ofte godt skjult, er til stede. Men det ville være halsløs gerning, om en geograf søgte efter beviser for noget så uhåndgribeligt som det utvivlsomme, men vanskeligt målelige sammenspil mellem milieu og menneskesind.

Sjælland, i gammeldansk form Sialand, Seland (1200t.), i oldnordisk form Selund (900t.), sen. Sjóland, Sjáland, på den sv. Rök-sten (800t.) i formen siulunt, i latiniseret form Selandia, Sialandia, anses i alm. for at betyde »den med sæler forsynede (ø)«.

Øen var i middelalderen delt i Øster-, Medel- og Vestersyssel. Sjællands stift, der ikke omfatter Samsø (under Århus stift) og Bogø (under Lolland-Falsters, tidl. under Fyns stift), deltes 1922 i Kbh.s stift og Roskilde stift.

Litt.: J. Brøndum-Nielsen. Studier og Tydninger. 1951. 169–73 (med henv.). Norsk tidsskrift for sprogvidenskap. XVI. 1952. 348–54. XVII. 1954. 497–99, 499–503.