Navn og grænser. Navnet Danmark nævnes første gang o. 900. Det synes opr. at have været brugt om grænseområdet ml. sakser og daner. På sa. måde som landet har fået navn efter beboerne, har også halvøen Jylland navn efter folkenavnet jyder. Jylland var området fra Skagen til Ejderen. Hos Saxo kaldes Danevirke Jyllands mure, og Søderup ved Hjordkær omtales som en by i Jylland. Ret tidligt i middelalderen kendes dog også udtrykkene Nørre-Jylland og Sønder-Jylland. Sønder betyder her den del af Jylland, som ligger længere – el. længst – mod syd. Hos islændingene kaldes landet også sønden for åen (fyrir sunnan á). Saxo bruger udtrykket iuti australes, de søndre jyder forekommer i Rimkrøniken, og i en tysk kilde nævnes 1373 de sunderjuten. Da den sydligste del af Jylland blev et særligt hertugdømme, brugte hertugerne titlen dux Iutiæ, Jyllands hertug, således endnu grev Gert af Holsten 1326 og hertug Valdemar 1351. Slesvig var hertugdømmets midtpunkt, og det blev tidligt alm. at bruge udtrykket det slesvigske (Slesvicense) ikke blot om selve byen, men også om det landområde, hvis centrum var her. Saxo taler om territorium Slesvicense, Svend Aggesen om den slesvigske hertug, dux Slesvicensis. Ducatus Slesvicensis forekommer i en toldforordning fra Greifswald 1275, og efterhånden blev titlen hertug til Slesvig det almindelige. Hertuginde Kunigunde kalder sig 1375 m. begge titler, hertogin tho Sleswik unde tho Jutland.
Udtrykket Sønderjylland levede dog videre og er endnu i 1700t. ganske almindeligt, ikke blot litterært, men også i breve af mere privat karakter. Da den nationale kamp begyndte, blev brugen af navnet Sønderjylland efterhånden mere almindelig, fordi det fastslog hertugdømmets gl. tilhørsforhold til kongeriget. I prøjsisk tid opfattede myndighederne det som en politisk udfordring. Amtsdommer Lindemann i Åbenrå beslaglagde 30/4 1895 restoplaget af et hefte af Sønderjydske Aarbøger, og redaktøren blev anklaget for »grober Unfug« for i tidsskriftet at have anvendt udtrykkene Sønderjylland og sønderjysk. Landsretten hævede beslaglæggelsen 2 år senere. Når man skulle betegne de enkelte dele af hertugdømmet, anvendtes udtrykkene Nordslesvig, Mellemslesvig og Sydslesvig. Da den nordl. del af Slesvig kom til Danmark 1920, blev den officielle betegnelse herfor de sønderjyske landsdele, et udtryk, der sjældent bruges. Efterhånden er Sønderjylland i alm. tale blevet den sædvanlige betegnelse for den da. del af Slesvig, mens Sydslesvig bruges om den ty. del.
Allr. i 1500t. forekommer Holsten brugt om Sønderjylland, og i de flg. århundreder var denne sprogbrug alm., både i udlandet og i kongeriget, ligesom folk herfra blev kaldt holstenere. Også betegnelsen Dansk Holsten var i brug. Navnene Slesvig og Holsten kom i titler olgn. ofte til at stå sammen, og de to hertugdømmer var administrativt så nær sammenknyttet, at det efterhånden blev alm. at skrive Slesvig Holsten, sen. Slesvig-Holsten. Tyske kancelli fik fra 1806 navnet Slesvigholstenske kancelli, og 1834 blev der oprettet en slesvig-holstensk provinsialregering på Gottorp. Opr. lå der ikke noget politisk sigte i dette udtryk, men sen. blev det også benyttet i den nationale kamp. Fra 1867 var Sønderjylland en del af den prøjsiske provins Slesvig-Holsten, som fra 1920 kun omfattede den ty. del af Slesvig og Holsten og som efter 1945 blev til landet Slesvig-Holsten.
Litt.: P. K. Thorsen. Landets, Folkets og Sprogets Navn, i Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals s. 4 Historie. 1901. 72–87. Sa. Afhandlinger og Breve. I. 1927. 31 ff. Wolfgang Laur. Die Ortsnamen in Schleswig-Holstein. 1960. 360 f. Kr. Hald. Vore Stednavne. 2. udg. 1965. 178.
Segl. Kong Knud VI førte 3 leoparder i sit skjold, Valdemar Sejr 3 løver. Den væsentligste forskel ml. heraldiske løver og leoparder er, at de første er oprejst og m. hovedet i profil, mens leoparderne er gående m. hovedet en face. Begge dyr er heraldisk højrevendt, dvs. at hovedet vender mod venstre. I de flg. århundreder vekslede leoparder og løver. I heraldikken var det alm., at lenets indehaver angav sin afhængighed af en lensherre ved at føre hans våben, men udelade visse dele deraf. Allr. hertug Abel førte 1245 to leoparder i sit skjold, og det samme gjaldt de flg. hertuger af hans slægt. Hos hertug Erik Abelsøn havde leoparderne krone på hovedet, og dette blev hovedreglen i den flg. tid. Grev Gert – el. Gerhard – havde i et segl fra 1326 to ukronede leoparder. Efter at hans sønnesøn grev Gerhard var blevet forlenet m. Sønderjylland 1386, optog han leoparderne, der blev anbragt i et firdelt skjolds 1. og 4. felt, på den fornemste plads, mens det holstenske nældeblad måtte nøjes med 2. og 3. felt. Hans efterkommere førte det sa. skjold. Da Chr. I havde erhvervet Sønderjylland og Holsten 1460, blev de slesvigske våbendyr anbragt i hans midterskjolds 1. og 4. felt. De fremtræder snart som løver, snart som leoparder, med og uden krone. Løver uden krone blev også for Slesvigs vedk. officielt knæsat i rigsvåbnet af 1819.
Litt.: Poul Bredo Grandjean. Det danske Rigsvaaben. 1926. 39 ff. 47–50. Walther Stephan. Die historischen Wappen Schleswig-Holsteins und seiner Landschaften. 1953.
Området. Fra den ældste tid har Skodborg å el. Kongeåen dannet grænse ml. kongeriget og hertugdømmet. Mod ø. var Kolding fjord, Kolding å og Seest Mølleå grænse. Denne fulgte derefter de store skovområder ml. Vonsild og Vamdrup, til den nåede Skodborg å. Grænsen var også skel ml. det sønderjy. Barvid syssel og de kongerigske Varde og Almind sysler. Ribe by synes dog aldrig at have hørt til hertugdømmet. Derimod lå Bastrup og Holt i Vamdrup so. hertil. Seest var også sønderjy., indtil bønderne i Seest by ved kgl. brev af 9/5 1584 kom under Koldinghus len og Anst hrd. I den vestl. og nordl. del af hertugdømmet kom en del spredte områder efterhånden under kongeriget, idet de blev erhvervet af domkapitel og biskop i Ribe el. af andre gejstlige institutioner i kongeriget. De blev »enklaver«, der sen. hørte under lensmanden, derefter amtmanden i Ribe, og de var underkastet kongerigsk lov.
Als og Ærø hørte opr. ikke til hertugdømmet. På danehoffet 1285 afsagde et s.k. worthelnævn kendelse om, at kongen skulle beholde det sønderjy. krongods og øen Als. Hertug Valdemar var ikke tilfreds med denne afgørelse. Efter kongens mord i Finderup fik han 1287 danehoffets godkendelse af, at krongodset og øerne Als og Ærø skulle lægges til hertugdømmet. For Als’ vedk. betød det en varig tilknytning hertil. Ærø var i den flg. tid på forsk. hænder.Først ved en overenskomst ml. det da. rigsråd og hertug Adolf af 2/7 1439 kom den til sidstn. og var herefter en del af hertugdømmet. Mod s. var Ejderen fra gl. tid grænsen. I overenskomsten om kong Valdemar Sejrs frigivelse 1225 angav man, hvor den da. rigsgrænse var. Den fulgte Ejderen til ø.f. Sehested og derpå den lille Levensau til Kieler fjord. Rendsborg, der ligger ved Ejderen, synes opr. at have hørt til Sønderjylland. 1260 pantsatte dronn. Mechtilde og hendes sønner bl.a. hele området ml. Slien og Ejderen: Svans, Fræslet, Stapelholm, skoven Jernved og byen Rendsborg, til sine brødre, greverne Johan og Gerhard af Holsten. 1288 overlod hun dette arvegods som s. 5 ejendom til grev Gerhard. Femern var opr. beboet af slaver, men blev delvis koloniseret af danskerne, og i ValdJb. findes en fortegnelse over de gde på øen, som var givet til »vore mænd«. Femern var derfor også en del af hertugdømmet og hørte under den slesvigske generalsuperintendent. Også Helgoland blev indtil 1807 el. 1814 regnet til hertugdømmet Slesvig.
Historie.
Den arkæol. forskning har gennem den systematiske undersøgelse af de mange minder om forfædrene, som jorden gemmer, været i stand til at fortælle om disses arbejde og kultur, selv om den ikke kan berette om de enkelte mennesker. Sønderjylland hørte til den nordiske kreds, som også omfattede Holsten og visse dele af Nordtyskland. Allr. i yngre stenalder indtog Danmark (og dermed også Sønderjylland) m. sine mange storstensgrave en fremtrædende rolle, og bronzealderen blev en storhedstid ikke mindst for Jylland. Handelsvejen op gennem halvøen spillede en betydelig rolle og markeres i ældre bronzealder af de lange s.-n.gående rækker af gravhøje, der fulgte v.randen af højdelandet. En fremtrædende rolle spillede Angel og de tilgrænsende områder mod v. Ligeledes Vesterhavsøerne. Fundene tager til op gennem Nordslesvig, mens de store sand- og marskegne i den sydl. del af Sønderjylland er fund- og højtomme. Bronzealderen er ved at høre op omkr. midten af 1. årtusinde før vor tidsregning, og i den flg. tid, den ældre jernalder, mærkes indflydelse fra s. stærkere i Sønderjylland end længere mod n. Det er påvirkning fra den ældre jernalderkultur i Centraleuropa, der gør sig gældende, og der er nu en vis lokal forskel ml. Holsten og Nørrejylland med Sønderjylland som forbindende mellemled. I den ældre romerske jernalder, de første århundreder efter vor tidsregning, bliver de lokale områder mere udpræget. Nordligst ligger et område, der omfatter Nordslesvig og har sit tyngdepunkt omkr. Over Jerstal. Sild, Amrum og Før udgør et område for sig. I Sydslesvig er bebyggelsen tættest i Angel og Svans samt omkr. Husum. I de flg. århundreder breder Over Jerstal-formerne sig mod syd. Angel får sine særl. typer, bl.a. en bøjlenål m. korsformet hoved. Det store fund fra Torsbjerg mose i nærheden af Sdr. Brarup er fra denne tid. Det vidner om strid og uro. Sagerne er gennem flere århundreder blevet nedlagt som offer til guderne, og her er våben og andet, som har hørt med til krigerens udstyr.
Fundene fra Angel og tilgrænsende egne tyder på en voksende befolkning i 300t. og 400t. Derpå følger en nedgang i 400t. og 500t. En sådan kan også konstateres i det meste af Jylland i denne og den flg. tid, og det er derfor usikkert, om man heraf kan drage den slutning, at de angler, der kom til England, har boet her og helt el. delvis er udvandret. Dette spørgsmål hører vel til de mest omdiskuterede inden for den hist. og filologiske videnskab, og stadig står mening mod mening. Når man har ment, at anglerne kom fra Sønderjylland, skyldes det først og fremmest en udtalelse af den eng. historieskriver Beda, der skrev et kirkehistorisk værk i 700t., hvori det hedder, at anglerne kom fra »det fædreland, som kaldes Angel, og som siges at have ligget øde ml. jydernes og saksernes provinser fra hin tid til nu«. Deres første anførere var de to brødre Hengist og Horsa. Længe før anglerne kom til England, omtales anglii af den romerske historiker Tacitus, der skrev 98 efter vor tidsregning. Under omtalen af de svebiske folkestammer nævner han 7 stammer, som »på en ø i oceanet« dyrkede Nerthus. Det var reudigni, s. 6 aviones, anglii, varini, eudoses, suardones og nuithones, som værnes af floder og skove. Desværre er Tacitus’ tekst så uklar, at det ikke er muligt med sikkerhed at sige, hvor de nævnte stammer skulle have boet. Man har ment, at svabernes navn skulle være bevaret i Svavsted i Sydslesvig, varnernes i Varnæs. Disse hypoteser må dog nu anses for at være opgivet. Den alexandrinske geograf Ptolemaios, der skrev o. 150 efter vor tidsregning, kender også anglerne. Det hedder: »Af de i landets indre og midte boende folk er de største: Sueboi-Angiloi, som bor øst for Lagobardoi og strækker sig mod n. indtil den midterste del af floden Albis (Elbe)«. Ptolemaios’ udtalelser gør det ikke muligt at placere anglerne ved Østersøkysten. Deres bopladser må efter Ptolemaios have været i den store Elbbue el. længere mod s., helt op til Saales udmunding i Elben. Dette strider ikke imod Tacitus’ i øvrigt uklare angivelser.
Mens den fundfattighed, som gør sig gældende i Angel i 500t. og 600t. som nævnt næppe kan bruges som argument for en udvandring herfra til England, er der af de ty. arkæologer Ohlhaver og Jankuhn fremført et andet arkæol. vidnesbyrd til støtte herfor. De korsformede bøjlenåle, som er almindelige i Angel, findes også i England, den ældste type kun i ét tilfælde, den midterste forekommer både i England, i Angel og i egnen ved Elben, mens den yngste type kun kendes fra England. Når man har ment, at anglerne kom fra Sønderjylland, har man selvfølgelig også bygget på selve det fra gl. tid bevarede stednavn og opfattet det som et indbyggernavn, anglernes land. En anden tolkning er dog fremsat i nyeste tid, hvorefter Angel skulle være et ældre navn for Slien, afledt af angr, snæver. Derefter skulle landskabet have fået navn. Sammenfattende kan man sige, at de fleste skriftlige kilder taler for, at anglerne er kommet fra Angel, og de arkæol. vidnesbyrd – hvor usikre de end er – tyder i sa. retning. To vægtige vidnesbyrd findes der dog imod denne tolkning, dels Ptolemaios’ udsagn, dels den kendsgerning, at der fra Thüringen er bevaret en lov, som kaldes anglernes og varnernes lov. Stednavne som Frisonofeld, Werenofeld og Engiligô, der betegner områder i Thüringen på begge sider af Saale, synes at rumme folkenavnene friser, varner og angler. Med sikkerhed vil man vel aldrig kunne afgøre, om anglerne kom fra Angel el. fra området ved Elbe-Saale.
Mens de alm. skriftlige vidnesbyrd om Sønderjyllands befolkning i tiden før o. 800 enten mangler el. er usikre, giver runeindskrifter og især stednavnene mulighed for at nå frem til sikrere holdepunkter. Den ældste sønderjy. runeindskrift findes på en dupsko af et sværd, fundet i Torsbjerg mose. Den må være fra o. 200 efter vor tidsregning og lyder: owlþuþewaʀ niwajemariʀ. Selv om den ikke kan tolkes med sikkerhed, er indskriften urnordisk. Det gælder også indskriften på det lille Gallehushorn, som lyder: ek hlewagastiʀ holtijaʀ horna tawido, jeg Lægæst fra Holt gjorde hornet. Indskriften på Arrild-stenen (Nr. Brarup-stenen) i Angel består af kun ét ord, fatuʀ, stenen er fra o. 800, og indskriften er nordisk. Stednavnene kan vel ikke med sikkerhed dateres, men det er stort set muligt at fastslå deres indbyrdes aldersforhold og nogenlunde angive, fra hvilken tid de stammer. Til folkevandringstiden el. århundrederne før hører nogle af de usammensatte navne (kortnavnene) og af navnene på -ing. De ældste af navnene på -sted og -lev må gå tilbage til folkevandringstiden. De er nordiske. Navne på -by og -torp har især været i brug i vikingetid og sen., men nogle af torp-navnene må gå tilbage til århundrederne før. -by er nordisk, mens -torp også er alm. i Nordtyskland, jf. ty. s. 7 dorp, dorf. Navne på -bøl, -toft, -mark og -rød er fra vikingetid el. ældre middelalder. De er nordiske. Det kan efter de nyeste undersøgelser (Anders Bjerrum) m. sikkerhed siges, at der n.f. en linie, der går omtr. fra Eckernförde til Husum og følger den østl. grænse for frisernes bosættelse, ikke findes ét landsbynavn, som m. sikkerhed kan siges at være af ikke-nordisk oprindelse. Enten er navnene nordiske, el. de er så gl., at de stammer fra en tid, hvor det fællesgermanske sprog ikke er blevet spaltet i særl. nord-, vest- og østgermanske grene. De mennesker, der har boet her, kan således ikke have talt et vestgermansk sprog. Da anglernes sprog efter de nyeste undersøgelser synes at have været vestgermansk, og da stednavne og kultur i det nuv. Angel var nordisk, må de enten helt el. næsten helt have forladt deres opr. bopladser el. have boet et andet sted.
V.hj.af stednavnene er det i dag muligt m. stor sikkerhed at angive grænserne for den da. bebyggelse i Sønderjylland. Mod v., hvor da., nederty. og frisisk stødte sammen, var forholdene særl. indviklede. Grænsen gik her s.f. Rödemis, Mildsted og Rantrum og antagelig helt ned til Svavsted, der både kan være da. og ty., men dog snarest er dansk. Derefter gik den mod nø. og lidt s.f. Hollingsted, hvorefter den nogenlunde fulgte Arns hrd.s sydl. grænse og Dannevirke. Omtr. ved Jagel bøjede den atter mod s. til Boklund og herfra mod ø. til s.f. Hummelfeld for derefter at slå en bue mod n. Hele Svans hører til da. el. nord. bosættelsesområde. Inddelingen i hrdr. findes ikke uden for Norden. I Sønderjylland var Sdr. Gøs og Arns hrdr. de sydligste, mens Stapelholm, området s.f. Dannevirke og Dänischer Wohld lå uden for den gl. herredsinddeling. Svans nævnes i ValdJb., men herredet der, Riseby, omtales først 1352, således at denne halvø måske ikke opr. har været et hrd. Herredsinddelingen omfatter således – mul. bortset fra Svans – kun de områder, som har da. stednavne, mens de vestligste og de sydligste egne har ligget uden for denne. Undersøgelser af de arkæol. fund i vikingetiden og århundrederne før viser i øvrigt ganske det samme. N.f. linien Svans-Slesvig-Husum har de et nord. præg.
Egnen s.f. det da. kulturområde har uden tvivl været næsten folketom gennem århundreder. Store, ubeboede skovstrækninger adskilte danerne fra deres naboer mod s. O. 1190 skal Esbern Snare have omtalt egnene ml. Vagrien, Holsten og Danmark som øde. Enkelte da. bønder var dog nået ned i Dänischer Wohld, hvor Gettorp er en da. bebyggelse. Længere mod v. findes Haby og Norby, som også må være af nord. oprindelse. Det blev dog saksiske kolonisatorer, der kom til at bebygge dette område. I ValdJb. o. 1231 hedder det: »Fræzlæt, med Ykærnæburgh 100 mk. rent sølv. Hr. kongen har ml. Slæ og Eydær 420 hove land … Kamp 20 mk.« Andetsteds i Jordebogen nævnes som kongelev »Jærnwith og Kamp«. Jordebogens Fræslet er egnen s.f. Slesvig-Dannevirke, mod ø. begrænset af den store skov Jernved, på tysk Isarnho, sen. Danskerskoven el. Dänischer Wohld. Navnet Kamp er af holstensk oprindelse og må være brugt om den holstenske bebyggelse mod s., vel væsentligst ml. Sorge og Ejderen. Udtrykket hove, der betyder gårde, er ty. og viser, at der, da jordebogen blev til, har været en meget betydelig saksisk bebyggelse i den sydligste del af Sønderjylland. Den må gå et godt stykke tilbage i 1100t., ja måske til tiden før 1100. Navnet Ykærnæburgh er dansk. Borgen lå i nærheden af Eckernförde, der nævnes 1197. Dennes borgere synes fra først af væsentligst at have været af ty. oprindelse.
Den vestl. del af Sønderjylland havde o. 1100 et andet udseende end senere. s. 8 Øerne ml. Rømø og Ejdersted var talrigere og større, Pelworm og Nordstrand var én ø. Siden da er mange so. og kirker forsvundet i havet, først og fremmest ved den store stormflod 1362, »de grote mandrenke«. Mest kendt er det sagnomspundne Rungholt. På den anden side er der også indvundet meget land herude mod v. Viding og Horsbøl hrdr. var opr. en ø, som først i 1400t. blev forbundet m. fastlandet. Ejdersted var delt i 3 dele. Herude boede friserne. Den danske forsker Peter Jørgensen har hævdet, at Sild og Før-Amrum samt de højere dele af Ejdersted og området ved Ejdermundingen fra den ældste tid har været beboet af et folk, der talte et nordvestgermansk sprog og hørte til de germanske stammer, der boede langs Vesterhavets kyst og ned til Rhinmundingen. Nogle århundreder efter vor tidsregning ophørte næsten al bebyggelse i Ejdersted, men blev fortsat på øerne. Sen. begyndte på Sønderjyllands vestkyst en omfattende marskdannelse, som lokkede kolonisatorer hertil. Danskerne besatte en del af Viding og Bøking hrdr., ditmarskerne enkelte steder i Ejdersted, men langt de fleste af de indvandrede var frisere, der kom s.fra, ikke fra øerne. Sproget var dog nærbeslægtet m. de opr. beboeres. Denne indvandring må snarest dateres til 2. halvdel af 700t. Måske er den dog lidt senere. Fra anden side har man dog hævdet, at den frisiske bebyggelse på øerne ikke kan være opr. Friserne i marsken og på øerne havde en administrativ og retslig særstilling, de var »frisere under frisisk lov«, og deres område kaldtes Utland. Fra marsken nåede friserne, vel efter 1100, ind på gesten, der fra gl. tid havde været beboet af danskere. De blev kaldt for »frisere under dansk lov«, og her boede danskere og friser ml. hinanden.
De frankiske annaler fortæller, at kong Godfred 808 ødelagde landsbyen Reric, vist nær Wismar, hvis købmænd han førte bort. Af sammenhængen synes det at fremgå, at de blev ført til Sliesthorp, der må være identisk med Slesvig el. Hedeby, som byen blev kaldt på dansk. Begge navneformer forekommer samtidig. Slesvig er sammensat af Sli og wick – fra latinsk vicus = handelsplads – der forekommer i eng., frankiske og saksiske stednavne. Den mærkelige by, der voksede frem her ved Haddeby nor og efterhånden blev omgivet af den imponerende halvkredsvold, var af stor betydning i kraft af det rige handelsliv, der udfoldede sig her. Købmænd fra mange lande mødtes i denne by, som ad vejen vesterud til Hollingsted og derfra ad Trenen havde forbindelse til den store vestl. verden. Det fortælles, at Godfred 808 gav ordre til, »at hans riges grænse imod Saksland skulle befæstes m. en vold, således at dette virke helt fra den østl. havbugt, som de (danerne) kalder Østersalt, til Vesterhavet skulle værne Ejderens nordl. bred, og det skulle kun have én port, gennem hvilke vogne og ryttere kunne færdes frem og tilbage«. Her i området ml. Sli og Ejder opstod i tidens løb en række befæstningsanlæg, foruden hovedvolden el. Dannevirke, der begynder lidt s.f. den inderste del af Slien og går til en 2 1/2 km fra Hollingsted, er der tale om Kovirket el. Kograven, der går fra Selk nors sydligste vig til henimod hovedvolden, i retningen ø.-v., dog lidt mod s. Fra halvkredsvolden og mod v. til hovedvolden går den s.k. forbindelsesvold. Endv. findes der en forvold foran halvkredsvolden. Desuden har der været en vold, Østervolden, som gik fra Vindeby nor over til Slien. Den har beskyttet Svans. Det er vanskeligt med sikkerhed at afgøre, i hvilken rækkefølge de forsk. anlæg er blevet bygget. De arkæol. undersøgelser tyder dog måske på, at Kovirket er det ældste, altså fra Godfreds tid, Østervolden er mul. fra sa. tid.
I beg. af 900t. herskede en svensk konge, Olaf, i Hedeby. Han havde sønnerne s. 9 Gnupa og Gyrd. Den ty. kong Henrik I gjorde 934 Gnupa skatskyldig. Kort efter drog kong Gorm imod Hedeby og fældede Gnupa. Dennes søn Sigtrygg skal være blevet fordrevet af Hardegunde, og hans moder, Asfrid Odinkarsdatter, lod rejse to runesten over sin søn, Vedelspang- og Gottorpstenene. Svenskerne havde også fået fodfæste på de sydl. da. øer. Deres herredømme i Sliegnen kan vel kun have varet i få årtier. Man har tidl. ment, at de særprægede navne på -by, forbundet m. personnavne, der i det store og hele kun optræder i Sydangel og på Svans – her i stort tal – samt på de sydl. da. øer, var vidnesbyrd om en sv. kolonisation i disse egne, ligesom man har forklaret visse dialektejendommeligheder ved en sv. indvandring. Disse hypoteser må i det store og hele anses for opgivet nu.
Der kan ikke være tvivl om, at Hedeby el. Slesvig har været en by m. internationalt præg. Byen blev ødelagt i sidste fjerdedel af 1000t., hvorefter den blev flyttet over på den anden side af Slien, hvor byen Slesvig nu ligger. Slesvigs byret, der stammer fra tiden efter 1200, er på lat., men indeholder talr. da. udtryk. Da. ord i det middelald. kildemateriale og den hyppige forekomst af da. marknavne synes ligeledes at tyde på, at Slesvig i 1200t. har haft en befolkning, der væsentligst var dansktalende. Derimod har Eckernförde fra først af haft en overvejende ty. befolkning. Flensborg er opstået på Valdemarstiden, vel lige før el. lige efter 1200. Mariekvarteret m. Nørretorvet er ældst, Nikolaikvarteret m. Søndertorv er fra o. 1250 og er måske ligefrem anlagt – ikke vokset langsomt frem af sig selv – mul. af hertug Abel. Dens byret foreligger i håndskrift fra o. 1300 på da., og Knudsgildets skrå fra 1. halvdel af 1200t. er ligeledes på dansk. Byens borgere må have været dansktalende. Selv om Tønder fik lybsk ret 1241, gælder det sa. her. Åbenrås byret fra 1335 er på latin, men der findes mange da. ord i teksten. Haderslev må være blevet til i 1100t. – den nævnes hos Saxo – og dens byret fra 1292 er både i sprog og indhold rent dansk. Sønderborg er vokset op omkr. slottet i sidste halvdel af 1200t. Den har haft en – i øvrigt ukendt – byret fra før 1423. Alle disse nordslesvigske byer er vokset langsomt frem på sa. måde som næsten alle da. købstæder. Intet tyder på, at der i dem har været et større element af fremmede, bortset fra at der i Tønder mul. har været en del borgere af frisisk afstamning.
Som nævnt havde den ty. kong Henrik I tvunget svenskeren Gnupa til at betale skat. Kort efter blev Gnupa fældet af Jelling-kongen Gorm. Det er muligt, at det ældste Dannevirke kan stamme fra denne tid. Det ty. herredømme har ikke haft stor betydning, selv om kejser Otto I 965 udstedte et brev om skattefrihed for Slesvig, Ribe og Århus bispedømmer. Den unge kejser Otto II gjorde 974 et togt mod danerne, »der havde gjort oprør«, men allr. 983 var det ty. herredømme forbi, efter at kejseren havde lidt et afgørende nederlag i Syditalien. Hedeby var nu atter da., og det er muligt, at forbindelsesvolden, der indpasser byen m. halvkredsvolden i det store befæstningsanlæg, er fra denne tid ligesom den kampestensmur, der betød en stor styrkelse af selve Dannevirke. Teglstensmuren er i det væsentlige fra Valdemar d. Stores tid.
Knud d. Store fik sen. o. 1025 Konrad II.s godkendelse af Ejderen som grænse ml. Tyskland og Danmark. Nogen betydning for bebyggelsen i Sønderjylland synes det kortvarige ty. herredømme ikke at have haft. De slav. stammer, der boede så nær ved som i Vagrien s.f. Kiel fjord, har nok frembudt en større trusel. Gang på gang var der tale om slav. hærgningstogter. Dette var en af grundene til, at der s. 10 blev indsat en kgl. repræsentant i grænselandet, en militær leder, en jarl. Allr. i 800t. nævnes to høje embedsmænd i Hedeby, Glum og Hovi, men der vides intet om deres beføjelser. Knud d. Helliges broder Olav Hunger skal sen. have været jarl i Sønderjylland, og 1111 kunne Ejliv Jarl i Slesvig byde Sigurd Jorsalfar velkommen tilbage til Norden. Under hans efterfølger som jarl, Knud Lavard, er jarledømmet et fast afgrænset område, de tre sydligste sysler af Jylland. Han kaldte sig hertug og skaffede sig stor indflydelse, bl.a. blev han vendernes knes. Det blev snart alm., at en yngre kongesøn overtog det sønderjy. hertugdømme. 1237 blev kongens næstældste søn Abel hertug i Sønderjylland. Han betragtede hertugdømmet som en privat besiddelse, og hans søn Valdemar Abelsøn blev 1253 forlenet m. Sønderjylland. Efter ty. skik fandt overdragelsen sted m. nedkastelse af lensfanen. Sønderjylland var blevet et len, der var arveligt i Abels slægt, og dette var sket m. støtte fra de holstenske grever. Abels enke Mechtilde var en holstensk grevedatter, og det var også i grevernes interesse, at kongeriget og hertugdømmet var under forsk. herskere. Den sønderjy. hertug Erik døde 1325, og hans mindreårige søn Valdemar blev året efter dansk konge. Hans formynder grev Gert blev forlenet m. Sønderjylland »som tak for sine fortjenester«, og i Valdemars håndfæstning blev der indsat en bestemmelse om, at sa. mand aldrig måtte råde i Danmark og i Sønderjylland. Det var den s.k. constitutio valdemariana, der klart viste holstenernes politiske mål, som endda gik videre: det fulde herredømme i Sønderjylland. Selv om Valdemar fik hertugtitlen igen 1330, kunne han ikke hævde sig over for holstenerne, og selv efter at grev Gert var fældet 1340, lykkedes det ham kun at genvinde den nordl. del af hertugdømmet. Grænsen ml. hans og holstenernes område gik n.f. Flensborg og derefter mod sv. langs Soholm å. Da den sidste hertug af Abels slægt døde 1375, var Valdemar Atterdag rede til at gribe ind for at sikre det Sønderjylland, som var en del af det da. rige. Men så døde han, og holstenerne bemægtigede sig hele Sønderjylland. Dronn. Margrethe måtte foreløbig anerkende greverne som magthavere i hertugdømmet, som de dog måtte tage som len af dronningen. Da grev Gerhard IV døde 1404, blev Erik af Pommern, dronningens fostersøn, formynder for hans umyndige børn, og i den flg. tid lykkedes det dronningen med lempe og med snildhed at skaffe sig en række støttepunkter i Nordslesvig, bl.a. Trøjborg, der blev givet til biskoppen i Ribe, som i forvejen havde Møgeltønder. De blev kernen i de da. enklaver i Vestslesvig. Hun erhvervede også Flensborg. Men kort efter indtoget i byen døde hun 1412 om bord på et skib på Flensborg fjord. Erik af Pommern tog med stor energi fat på at genvinde resten af Sønderjylland. Danehoffet fældede 1413 den dom, at lenet var hjemfaldet, og en dom, afsagt 1424 af den ty. kejser Sigismund som voldgiftsmand, gik ud på, at Sønderjylland tilhørte Danmarks rige. Men over for holstenernes magt måtte Erik langsomt vige, og ved freden i Vordingborg 1435 måtte han give afkald på hele Sønderjylland undtagen Haderslev og Ærø. 1439, efter at kong Erik havde forladt riget, godkendtes grev Adolf VIII.s besiddelse af hele hertugdømmet. Hele Sønderjylland og næsten hele Holsten var under sa. herre.
Adolf VIII døde 1459 uden at efterlade sig arvinger. Det var de holstenske adelige, ridderskabet, som havde magten, og de besluttede at vælge Adolfs søstersøn, Christian I af Danmark »ikke som en konge af Danmark, men for den gunst, vi har til hans person«. I fremtiden skulle der blandt hans arvinger frit kunne vælges én til herre. Ridderskabet forstod, at fællesskabet ml. Sønderjylland og Holsten s. 11 var den bedste sikkerhed for deres privilegier. Kunne kongen skille Sønderjylland ud og knytte det til kongeriget, ville de stå svagere. En sådan mulighed truede, hvis de valgte en anden end kongen, og det gjaldt om at sikre sig, at dette ikke sen. skete. Derfor blev der i privilegiet indsat en bestemmelse om, at de to lande skulle blive »ewich tosamende ungedelt«, en sætning som i 1800t. blev til det slesvig-holstenske slagord: up ewig ungedelt. Kongen måtte i øvrigt bekræfte ridderskabets privilegier og give dem nye rettigheder. At både Holsten og Sønderjylland nu hørte under den da. konge, ændrede således ikke noget i ridderskabets magtstilling, ej heller i landets retslige forhold og i den ty. overklasses overvældende indflydelse. Men set på langt sigt blev det dog en fordel for danskheden i Sønderjylland, at det ikke var en fremmed herre, der herskede her, men den da. konge.
Da Chr. I døde 1481, gjorde sønnen Hans sin arveret gældende. Resultatet blev et kompromis, idet begge sønner, altså også den lille prins Frederik, blev valgt, og 1490 blev de to hertugdømmer – Holsten var blevet hertugdømme 1474 – delt, således at hver af brødrene fik lige store indtægter. Prælater, ridderskab og landdagen, hvor der mødte repræsentanter for adel, kirke og købstæder, hørte under begge fyrster i fællesskab. Den kgl. del af Sønderjylland kom til at bestå af Åbenrå, Flensborg og Sønderborg amter, mens hertug Frederik fik Haderslev, Tønder og Gottorp amter, den gottorpske del. Gottorp slot blev hans hovedresidens. Denne deling af hertugdømmet ophørte 1523, da Chr. II forlod Danmark og hele hertugdømmet i løbet af kort tid blev erobret af hertugens tropper.
De holstenske adelige var dygtige, og gennem erobringen af det slav. Vagrien var de kommet i besiddelse af udstrakte godser og havde erhvervet stor rigdom. På forsk. måde havde de holstenske grever allr. før deres virkelige overtagelse af magten i Sønderjylland fået store besiddelser her. Dronning Mechtilde og hendes sønner pantsatte som nævnt 1260 »al vor jord mellem Slien og Ejderen, nemlig Svansio, Frethslet, Stapelholm, skoven Jernewith og byen Reinoldesburgi« til sine brødre, greverne Johan og Gert, og 1288 overdrog hun områderne til grev Gert som ejendom. Hertug Valdemar pantsatte 1325 Eckernförde, Dänischer Wohld og alt, hvad der tilhørte ham ml. Sli og Ejder, til holstenerne. Den erhvervede jord blev givet videre til de holstenske adelsmænd. Allr. i 1200t. møder vi holstenske adelsfamilier ml. Sli og Ejder. Kongens svage stilling medførte, at også han måtte opgive sit gods i det sydl. Sønderjylland. Erik Menved måtte 1313 afstå alt sit krongods til hertugen, og det betød, som de faktiske magtpolitiske forhold var, at også dette gods kom til holstenerne. I tiden efter 1325, da holstenerne var de virkelige herrer i landet, blev fortyskningen af overklassen endnu stærkere, og den holstenske adel satte sig fast overalt, selv i Nordslesvig. I de sydligste områder var det ligesom i Holsten store sammenhængende godsområder, der gik over i holstenernes besiddelse. Længere mod n. var der en indfødt adel, og her kunne der kun i enkelte, ret uopdyrkede egne som fx. det store Gelting-område i Angel blive tale om større samlede godsbesiddelser. Landbrugets struktur blev derfor vidt forsk. i den sydl. del af hertugdømmet, hvor der ligesom i Østholsten var store godser m. bøndergods, samlet i nærheden af hovedgården, og i egnen n.f. Dannevirke, hvor de fleste af herregårdene dels var mindre, dels havde deres bøndergods spredt over et stort område. Den indfødte sønderjy. adel, som fandtes i Sydslesvig, fx. i Angel, forsvandt efterhånden. Holstenerne fik også godsbesiddelser i Nordslesvig. Allr. i 1300t. var Tørning, Varnæs birk og Søgård m. Lundtoft hrd. på deres hænder. Af s. 12 de 37 adelige, som 1358 boede på Sundeved og Als, var 1/3 af fremmed oprindelse, mens resten tilhørte den sønderjy. adel. Det var især de større gde, de erhvervede, mens der stadig var da. el. sønderjyder på de små gde, der især fandtes mod ø., på Sundeved og Als og i Haderslev a. 1543 var der i Nordslesvig 44 da.-sønderjy. herremænd i Nordslesvig, 21 holstensk-ty. og 5 usikre. Det var især i Tønder, Sønderborg og Tørning len, at danskere og sønderjyder dominerede, i Haderslev var der et lille tysk-holstensk flertal. Den holstenske adels stærke stilling i Sønderjylland betød også, at det næsten kun var dem, der blev lensmænd el. amtmænd. 1460–1536 kendes 35 amtmænd i de nordslesvigske amter, 4 af dem tilhørte den sønderjy. adel, resten den holstenske. Stærkest repræsenteret var Ahlefeldt’erne m. 11 personer, Rantzau’erne m. 7 og Pogwisch’erne m. 4.
På sa. måde som det gik inden for den verdslige administration, gik det også inden for den kirkelige – dog selvfølgelig kun i den del af hertugdømmet, som hørte under Slesvig stift. Kirkens folk havde ikke blot indflydelse på menneskenes åndelige liv og tankegang, men havde også betydelig politisk magt, og kirken havde store jordbesiddelser rundt om i hele landsdelen. I ældre tid var de slesvigske biskopper af da. afstamning, men i tiden 1308–1541 var det kun to af mændene på den slesvigske bispestol, om hvem det sa. gælder, 5 tilhørte holstenske adelsslægter, 2 andre var født i Holsten, 1 i Svans, 2 i Tyskland og 1 var fra Italien. Af de 185 kanniker, der har været ved kapitlet i Slesvig 1400–1542, synes kun godt 20 at have været af da.-sønderjy. afstamning. Kapitlet har i 1400t. været overvejende ty., også af uddannelse. Væsentligt anderledes har det næppe været i 1300t. Af klostrene synes Løgum kloster aldrig at være blevet fortysket, Ryd synes endnu 1424 at have haft en da. abbed, men blev kort efter nær knyttet til sejrherrerne. Inden for gråbrødreordenens klostre var der i senmiddelalderen stærke nationale brydninger, hvilket hang sa. m. modsætningerne ml. de da. konger og hertug Frederik. Da reformationen kom, synes klostrene i Nordslesvig og i Flensborg i det væsentlige at have været danske.
Igennem middelalderen fandt der en betydelig indvandring sted til en del af købstæderne i kongeriget – ikke til alle. Der kom også en del fremmede til de nordslesvigske byer, og det officielle skriftsprog blev her – i hvert fald i løbet af 1400t. – plattysk. Men nogen fortyskning var der ikke tale om. I en skatteliste fra Tønder 1537 nævnes 147 personer. Ses der bort fra de ubestemmelige og fra kvindenavnene, var der 60 m. da. navne, 22 m. frisiske og 7 m. ty. I Flensborg synes der i slutn. af 1300t. at have fundet en ikke ubetydelig ty. indvandring sted. Den må have været betydelig i årtierne på begge sider af 1400. I byens jordebog 1436 havde 64,2% af de optegnede da.-frisiske navne, 24,3 ty., mens 11,5% kunne være både ty., da. el. frisiske. Fordelingen af grundejere 1440–1500 var omtr. den samme. Af medlemmerne i Skt. Gertrudsgildet 1428–45 havde 57,3 % da. el. frisiske navne, 34,0 % ty., mens 8,7 % var ubestemmelige. I Vor Frue købmandsgilde 1420–41 var fordelingen 34,6, 53,6 og 11,8%, men i tiden 1470–1500 var den 59,2, 31,3 og 9,5 %, hvilket tyder på, at den ty. indvandring til Flensborg var aftagende sen. i 1400t. Disse navne repræsenterer de mere besiddende, underklassen er vel især kommet fra de dansktalende egne rundt om byen. Flensborg var ikke blevet fortysket, men der var kommet et betydeligt ty. befolkningselement, her hørtes ty. og da. på gader og i huse. Byen havde platty. skriftsprog, men folkesproget var blandet. Chr. Pedersen kunne 1531 om dårligt sprog sige: »Det er flensborgis s. 13 danske, thi man taler der dansk och tydske til hobe«. I Slesvig havde befolkningen fra gl. tid været en del blandet, og der synes i tidens løb at have fundet en betydelig ty. indvandring sted. En liste over byens grundejere fra 1406 har 200 navne, hvoraf de 31 er af usikker oprindelse, mens 44 er danske, 125 tyske. Også her har vel en betydelig del af underklassen været dansk. Måske kan man anslå forholdet ml. da. og ty. i Slesvig o. 1400 til at have været 1:3. Og dette forhold synes at have været nogenlunde uændret i den flg. tid. Eckernförde og Husum frembyder ikke særlige problemer, idet befolkningen her fra byernes tilblivelse synes at have været alt overvejende ty. el. ty.-frisisk.
Den fremtrængen af bønder s.fra, som havde fundet sted i tiden før 1231, fortsatte i de flg. århundreder. Det er muligt at gøre stillingen op ved middelalderens slutning. En stor del af bønderne på Svans var af tysk afstamning, selv om der er da. navne i alle sognene. Svans var blevet et nationalt blandingsområde. Mest ty. var de sydligste sogne, Borreby og Vabs, mens der var en forholdsvis større da. befolkning i Siseby, Riseby og Svans so. 100 år sen. havde tyskheden vundet yderligere frem, men der var stadig bønder med da. navne. Danckwerth fortæller 1652, at der på Svans blev talt både da. og saksisk. Endnu 1865 mødte den ty. historiker August Sach folk fra Svans so., der kunne huske, at deres forældre havde kunnet tale dansk. Forklaringen på befolkningens fortyskning må være den, at der er sket en betydelig indvandring hertil fra sydligere egne, Dänischer Wohld og Holsten, hvilket vel hænger sa. m., at Svans blev et udpræget godsområde. V.f. Svans var den mere samlede ty. bebyggelse o. 1500 nået op til linien Selk nor, Kovirke, Dannevirke. I Selk synes da. dog at have holdt sig. Længere mod n., i Arns hrd., viser personnavnene, at der er tale om et nationalt blandingsområde. I byerne Hollingsted, Ellingsted, Store og Lille Dannevirke samt Husby er de ty. navne i flertal, 60–80%. I Skovby var der dog endnu 1509 flest da. navne, og her holdt det danske sprog sig endnu i 1700t. I Sylvested var der omtr. ligevægt ml. da. og ty. navne, og her var den nordl. grænse for den ty. bebyggelse. I byer som Lyrskov, Arenholt, Jydbæk og Treja var der i begyndelsen af 1500t. næsten kun da. personnavne. Op til o. 1800 var og blev landevejen ml. Husum og Slesvig s.grænsen for den samlede da. bebyggelse. Mod v. var forholdene mere indviklede. Ostenfeld synes at have været overvejende da. Svesing var i 1500t. næsten rent da. Forholdene i Rantrum, Mildsted og Rödemis er uklare. Mul. har danskere, tyskere og frisere her boet ml. hinanden. Svavsted var i 1400t. blevet fortysket. I det vestslesvigske kystområde var det frisere og danske, der mødtes. Frisernes fremrykning fra marsken til gesten, der var begyndt i den ældre middelalder, blev fortsat i de flg. århundreder. O. 1500 synes sognene Skobøl, Hatsted, Breklum, Bordelum, Bargum, Stedesand, Lindholm, Nibøl, Nykirke og Aventoft at have været de østligste sogne, hvori der var en overvejende frisisk bebyggelse, mens sognene Svesing, Fjolde, Hjoldelund, Nr. Haksted, den østl. del af Læk so., Karlum so., den østl. del af Brarup samt Humtrup so. udgjorde v.grænsen for den overvejende da. befolkning. Områderne herimellem, Trelstorp so., Enge so., den vestl. del af Læk so. samt Klægsbøl so., måske også den sydl. del af Breklum so., var et da.-frisisk blandingsområde. N.f. og v.f. de her nævnte grænser var befolkningen rent dansk.
Reformationen i Sønderjylland begyndte tidligt. Allr. 1522 prædikede Herman Tast evangeliet i Husum. Hertug Christian (III) fik 1524 overdraget Haderslev a., 1525 Tørning len. Han ophævede her bispetienden, således at der i tiende kun s. 14 skulle gives hver 15. neg, ikke som før hver 10. 1527 fordrev hertugen sortebrødrene i Haderslev og afskaffede de katolske messer i byen, hvor der også blev oprettet en lutheransk præsteskole. 1528 indkaldte hertugen præsterne i sine len til et præstemøde, og her fik de forelagt en slags kirkeordinans, »artikler for præsterne i landsbyen«. Der måtte ikke mere holdes sjælemesser, evangeliet skulle udlægges som »i dr. Mortens postiller«, præsterne skulle tage sig hustruer, og der blev indsat provster for hvert hrd. På denne tid bredte reformationen sig rundt om i byerne, sortebrødrene og gråbrødrene blev fordrevet fra deres klostre, mens der foreløbig ikke skete noget med de store, godsrige klostre på landet. De blev reformerede 1541, men munke og abbeder blev dog i klostrene. Efterhånden som de forsvandt, blev disse klostre dog sækulariseret, inddraget af fyrsterne. Deres gods blev dog ikke lagt sa. m. de amter, hvori de lå, men de kom til at udgøre et særl. amt. Skt. Johannes kloster i Slesvig blev et adeligt jomfrukloster, som det også havde været i tiden før reformationen. Løgumkloster blev et hertugeligt a. 1548. Mårkær og Ryd klostre er vel sækulariseret omved sa. tid. Bispegodset el.Svavsted a., som det blev kaldt efter hovedslottet, forblev en helhed, og der var i lang tid strid ml. kongen og den gottorpske hertug om dette a. Domkapitlet blev bestående. Såvel biskoppen som domkapitlet havde haft betydelige godsbesiddelser over hele hertugdømmet, også i Nordslesvig.
Reformationen i hertugdømmerne blev først gennemført på en landdag 1542, hvor kongen fik godkendt den nye kirkeordinans, der på mange måder svarede til den da. ordinans af 1539. Denne bestemte, at gudstjenestesproget skulle være ty. Dette blev dog ikke tilfældet. I de nordslesvigske landsogne blev kirkesproget da. I den sydl. del af Tønder a. og i det øvr. Sydslesvig blev det ty., platty., sen. højty. Der var dog i den første tid enkelte sogne, hvori der blev prædiket på da., fx. i Hanved, Husby og Esgrus so. I løbet af 1600t. blev der en skarp linie ml. de områder, der fik da. og ty. kirkesprog, den fulgte stort set den nuv. grænse ml. Danmark og Tyskland, idet den dog gik n. om Bov og Hanved so., der hørte til Flensborg provsti, samt n. om Ubjerg so., der hørte til Tønder hrd. Linien har altså fulgt provstigrænserne, undtagen i Tønder provsti. Alle købstæderne havde ty. kirkesprog, i Nordslesvig og i Flensborg kom der dog efterhånden også da. gudstjenester. Det er svært at sige, hvorfor der kom denne grænse ml. da. og ty. kirkesprog og dermed også skolesprog. Præsternes afstamning har i ældre tid næppe spillet nogen større rolle, derimod nok deres uddannelse. Mod n. var de fleste vel uddannet ved kollegiatkapitlet i Haderslev, mens de mod s. måtte søge til domkapitlet i Slesvig. Medvirkende har det sikkert også været, at adelen i Sydslesvig helt var holstensk, i Nordslesvig mest da. Og herremanden havde ofte en afgørende indflydelse på gudstjenestesproget, fx. i Kliplev og Gråsten, hvor der var både ty. og da. gudstjeneste. Denne usynlige kulturgrænse, der delte hertugdømmet i to dele, skulle i tidens løb få større betydning end de mange statsretslige grænser, der i tidens løb havde delt Sønderjylland.
Chr. III opfattede hertugdømmerne som arvelande, og da hans to brødre, Adolf og Hans, blev voksne, følte han sig forpligtet til at dele landene med dem. Delingen fandt sted 1544, og kongen fik i Sønderjylland Sønderborg og Nordborg, Flensborg og Bredsted amter, hertug Hans d. Æ. Haderslev, Tønder og Tørning amter samt Løgumkloster, Nordstrand, Femern og noget af Før. Hertug Adolf fik Gottorp a. m. Sdr. Gøs hrd., sen. Husum a., Stapelholm, Ejdersted, i Nordslesvig s. 15 Åbenrå a. En yngre broder, Frederik, fik lidt sen. Slesvig bispedømme, dvs. Svavsted a. Hertug Hans d. Æ. var fredelig i sit forhold til broderen. Han tog sig m. omhu og energi af sit lille hertugdømme, til det sidste holdt han retsdage sa. m. sine råder, og han gennemførte en fast administration.
Spørgsmålet om hertugernes forhold til kongen og riget blev afgjort ved overenskomsten i Odense 1579, hvori det blev fastslået, at hertugerne skulle sværge lenseden til konge og rige, og at de havde en vis forpligtelse til tjeneste med nogle ryttere og fodfolk i krigstilfælde. Året efter blev de 3 landsherrer, kongen var jo selv en af dem, samt Hans d. Y. forlenet m. hertugdømmet ved en højtidelig forleningsakt i Odense. Hans d. Y. var broder til Fr. II, og kongen havde 1564 overladt ham en trediedel af den kgl. del. I Sønderjylland fik han Als, Ærø og Sundeved. Dronn. Dorothea havde disse len som livgeding, og hertug Hans fik dem først overdraget ved hendes død 1571. Hertug Hans d. Æ. døde 1580. Ved arvedelingen efter ham det flg. år fik hertug Adolf Tønder a., Løgumkloster a., Nordstrand og Femern, kongen Haderslev og Tørning amter. 1582 blev der sluttet en delingstraktat ml. kongen og Hans d. Y. om denne arv. Hertugen fik det haderslevske strøgods, som sen. blev kernen i Bolderslev fogderi. Desuden erhvervede han Ryd kloster m. tilhørende gods i Angel og Sundeved. Allr. s.å. begyndte han her at bygge sit eget slot, Glücksborg. 2 år sen. mageskiftede han m. kongen, hvorved han fik forsk. gods på Als og Ærø, mens kongen atter erhvervede det haderslevske strøgods, forøget m. Hans’ købegods på Løjt Land, Stolliggd., Fladsten, Rundemølle m.m.
Stænderne nægtede at aflægge ed til hertug Hans d. Y., der således ikke fik del i fællesstyret, men i virkeligheden herskede han over sit hertugdømme som enhver anden fyrste. Han var energisk, men hård og rethaverisk. På Als og på Ærø førte han en hensynsløs godspolitik, der gik ud på at erhverve alle fæstegdene og indføre storgodsdrift. Det betød, at mange gde blev nedlagt og bønderne gjort til kådnere. Han havde 23 børn, og da han døde 1622, blev hans besiddelser delt, Nordborg, Sønderborg, Glücksborg og Ærø blev selvstændige hertugdømmer. 1634 blev Ærø delt ml. de andre linier.
Hertug Adolf, som fra 1582 var herre over Tønder, Løgumkloster og Åbenrå amter, var en blanding af en krigslysten landsknægtefører, en dreven forretningsmand og en målbevidst politiker. I sit virke havde han stukket linien af for den gottorpske politik, både indadtil og udadtil. Hertug Adolf døde 1586 og blev efterfulgt af sine brødre Frederik, Philip og Johan Adolf. Efter sidstn.s død 1616 kom hans søn Fr. III, † 1659, derefter hans søn Christian Albrecht, † 1694, og dennes søn Fr. IV, der faldt ved Klissow 1702, hvorefter hans broder Christian August, »hertug og administrator til Slesvig-Holsten«, blev den faktisk regerende. Der var dygtige herskere blandt disse gottorpske fyrster, hertug Adolf og hertug Fr. III var vel de betydeligste, og det gottorpske hof blev midtpunktet i en rig kunstnerisk og videnskabelig virksomhed. Gottorp slot blev ombygget og udvidet, det blev et af Nordeuropas vidundere m. sit berømte bibliotek, sit kunstkammer og enestående haveanlæg. Ved Husum byggedes et storslået renæssanceslot. 1665 blev det gottorpske universitet i Kiel grundlagt. Der blev også skabt et udmærket centralstyre. Politisk blev Gottorp efterhånden stærkt knyttet til Sverige. For dette land var det vigtigt at have en politisk forbundsfælle i hertugdømmerne, selv om denne militært var uden betydning. Der var herved skabt mulighed for at indkredse s. 16 Danmark, ramme det fra syd. For Gottorp var det afgørende at skabe sikkerhed over for den store da. nabo ved at knytte sig til den stærke sv. militærmagt. Hertil kom personlige forbindelser. Hertug Adolfs datter var gift med Karl IX af Sverige – sønnen var kong Gustav Adolf – og Fr. III.s datter ægtede Karl X Gustav.
Sønderjylland blev som det øvr. Jylland ramt af 30-årskrigens ulykker. Kejserkrigen fra 1625–29 betød frygtelige lidelser for hertugdømmet, og under Torstenssonfejden 1643–45 blev det besat af sv. tropper. Ikke mindst svenskekrigene 1657–60 fik frygtelige følger i store dele af Nordslesvig. Pesten hærgede, og mange steder var næsten hele befolkningen uddød. Under de 2 første krige spillede hertugen under dække m. kongens fjender, og 1657 indgik Gottorp et hemmeligt forbund m. Sverige. Hertugen opnåede 1658 at få lenshøjheden ophævet for sin mandsstamme. I Danmark glemte man ikke dette, men erkendte faren fra syd. Under krigen m. Sverige 1675–79 var den hertugelige del af Sønderjylland besat af da. tropper. Efter krigen måtte den rømmes, men 1684 besatte kongen den på ny. Christian Albrecht blev erklæret for afsat, den gottorpske del blev inddraget og forenet m. den kgl. Man betegnede inddragelsen som en »reunion«. 1689 måtte kongen på ny rømme de gottorpske områder. Ved freden i Travendal 1700 måtte Danmark give Gottorp fuldstændig udenrigspolitisk og militær ligeberettigelse. Da krigen ml. Sverige og Danmark begyndte på ny, erklærede Gottorp sig neutralt, men åbnede fæstningen Tønning for de sv. tropper, der rykkede op i Sønderjylland. Det var den intrigante friherre v. Görtz, der spillede dette politiske dobbeltspil. Nu slog kong Fr. IV til. Da. tropper besatte 1713 på ny de gottorpske områder, og ved Frederiksborg-freden 1720 beholdt Danmark disse. 1721 blev den hertugelige del af Sønderjylland indlemmet i Danmarks krone. Med rette el. urette mente man, at dette allr. var sket for den kgl. dels vedk. Ved indlemmelsen skulle kongelovens arvefølge blive gældende. Også fællesdelen – herunder de adelige godsområder – blev indlemmet direkte. 4/9 1721 blev kongen på Gottorp slot hyldet af hertugerne af Augustenborg og Glücksborg, prælater, ridderskab og andre besiddere af adelige godser samt provster. De underskrev en arvehyldningsed, hvori de anerkendte kongen »som deres eneste suveræne landsherre« og lovede troskab mod ham og hans »arve-successorer i regeringen secundum tenorem legis regiæ«. I den flg. tid foregik byers, præsters og menige indbyggeres hyldning rundt om i den tidl. gottorpske del – og kun der.
Tiden fra 1720 til 1807 blev en fredelig tid. Landbrugskrisen ebbede ud o. 1730 og der kom en tid m. store økon. fremskridt og banebrydende reformer inden for landbruget. Gottorperne herskede stadig i deres andel af Holsten. De nærede et stærkt had til Danmark, og da gottorperen Karl Peter Ulrich 1762 besteg den russiske trone, var faren for Danmark overhængende. Han blev dog styrtet s.å., og 1773 fik Danmark ved et mageskifte også den gottorpske del af Holsten mod at afstå Oldenburg, som overgik til den gottorpske fyrstebiskop i Eutin. Ved den provisoriske traktat herom af 1767 måtte Danmark godkende en bestemmelse om, at de, der skulle have embedsstillinger i hertugdømmerne, i 2 år skulle have studeret ved universitetet i Kiel – det s.k. biennium. En forordning herom blev udstedt 1/2 1768. Hertugdømmet Sønderborg var allr. 1667 kommet tilbage til kongen. Nordborg kom under kronen 1729, og 1779 uddøde den glücksborgske hertuglinie. Hele Sønderjylland var på ny samlet under den da. konge. De augustenborgske hertuger, der stammede ned fra hertug Alexander af Sønderborg, var ikke herskende s. 17 fyrster, snarest store godsejere, der havde en stor del af Als, Sundeved og Lundtoft hrdr. under sig. En anden sønderborgsk sidelinie var slægten Beck, fra 1825 fik hertug Wilhelm af denne linie overdraget Glücksborg slot og fik titlen hertug af Glücksborg.
I de så begivenhedsrige århundreder siden delingen 1544 havde der fundet en betydningsfuld udvikling sted i Sønderjylland. Fr. II havde i Haderslev og Tørning a. gennem køb og mageskifter erhvervet næsten alt adelsgods – kun Gram og Nybøl godser samt en del lindevedske besiddelser blev tilbage. Disse sidste blev dog erhvervet af kongen og 1796 indlemmet i amterne. De ret betydelige godser i Tønder a., Solvig, Kogsbøl og Søndergårde, var efterhånden også kommet under fyrstemagten. På Als havde hertug Hans d. Y. erhvervet det adelige gods, i 1600t. og 1700t. fik hertugen af Augustenborg dog store besiddelser her. Bortset fra Gram og Nybøl var det kun i Lundtoft hrd. og på Sundeved, at der var betydeligere adelige godsområder. Det store gods Søgård blev solgt på auktion 1725 efter Ahlefeldt’ernes konkurs, og af de mange ladegårde opstod en række selvstændige, adelige gde i Lundtoft hrd. De slesvigske godser var inddelte i særlige godsdistrikter, 2 i Dänischer Wohld, i øvrigt Svans, 1. og 2. angler distrikt. Det sidstn. omfattede alle de godser, som fandtes uden for Dänischer Wohld, Svans og Angel. Foruden de glücksborgske og augustenborgske hovedgde fandtes der i sidste halvdel af 1700t. flg. selvstændige adelige godser i Nordslesvig: Søgd. og Årtoft, Ballegd. og Reventlow el. Sandbjerg, Bojskov, Ladegd., Skovbølgd., Grøngrøft, Stoltelund, Gram og Nybøl. Alle disse gde havde deres egen jurisdiktion, dvs. birkeret, m. egen justitiar, og deres undersåtter var livegne. Største delen af de augustenborgske undersåtter på fastlandet var ligeledes livegne, derimod var undersåtterne på Als frie. De havde jo tidl. hørt under kongen, og de kgl. bønder i Nordslesvig var alle frie. Det sa. gælder stort set også i den øvr. del af hertugdømmet. I de glücksborgske områder var der også en vis form for livegenskab, som dog ikke har spillet nogen større rolle. Ses der bort fra Sandbæk og det nedlagte Sattrupholm og de glücksborgske, sen. kgl. godser, var der i alt 22 godser i Angel; på 12 af disse var der livegenskab. De godser, der havde frie bønder, havde ingen jurisdiktion, deres undersåtter var tingpligtige under hrd. De lå især mod n. og var gennemgående små, ofte på nogle ganske få plove. De godser, der havde livegne bønder, lå mod v. og i s. og var ret store, Rundhof havde 41 plove, Gelting 50, Dyttebøl 23, Ø 19 og Røst opr. 45, sen. 27. Bønderne i Svans og Dänischer Wohld var stort set alle livegne og hørte under den adelige jurisdiktion.
Bønderne i de nordslesvigske amter var ikke blot frie, men de var så at sige næsten helt fritaget for hoveri. Allr. i slutn. af 1500t. – nogle steder endda før – var man begyndt at afløse hoveriet m. penge. Af de kgl. bønder var nogle fæstere, andre selvejere. I det tidl. Tørning len var langt de fleste fæstere, ellers kunne forholdet ml. de to slags bønder variere stærkt fra egn til egn. Nogen særl. stor betydning i det daglige liv havde det i øvrigt ikke, og en lov om arvefæste 1766 var i Nordslesvig snarere en anerkendelse af praksis end indførelse af noget nyt. Allr. o. 1600 var man mod ø. så småt begyndt på en udskiftning, dvs. en samling af den enkelte gårds talr. jorder på et el. få steder. I Løjt so. var man nået langt o. 1650. Den første store systematiske udskiftning og dermed følgende udflytning blev gennemført i Varnæs by 1711. To love om udskiftning, af 1766 og 1770, satte gang i dette praktiske reformarbejde i hele landsdelen. 1765 gik man i gang med en udstykning s. 18 af de kgl. ladegårde el. domæner. Man begyndte med Nygd. og Hjortholm på Kegnæs, og snart gik man videre overalt i hertugdømmerne. I Nordslesvig fik disse reformer især betydning på Als og Sundeved. Enkelte mindre godser i Angel var blevet udstykket før 1765, men nu tog man fat rundt om på godserne i hertugdømmet. Stort set kan man sige, at denne bevægelse gik fra n. mod s. På de godser, der blev udparcelleret, blev livegenskab og hoveri afskaffet, og bønderne fik ejendom el. arvefæste til deres jord. Omved 1791 forandrede reformerne karakter, hovedgårdsmarkerne blev ikke udstykket, hoveriet blev afløst, men bønderne fik kun deres jord i tidsfæste. O. 1800 var så at sige alt livegenskab n.f. Slien forsvundet. I Nordslesvig var Skovbølgd. og Ballegd. de sidste godser, hvor livegenskabet blev ophævet, 1800 og 1798. Enkelte steder i det gråstenske godsområde blev livegenskabet dog først ophævet ved forordningen af 19/12 1804 m. gyldighed fra 1/1 1805, hvorved alt livegenskab i hertugdømmerne blev afskaffet. Overalt i Nordslesvig og Angel betød reformerne, at bønderne blev frie, fik ejendom el. arvefæste og ikke mere skulle yde hoveri af nogen betydning. På Svans var der 9 godser m. 203 plove, hvor bønderne fik ejendom el. arvefæste, 9 m. 99 plove, hvor de fik tidsfæste. I Dänischer Wohld var tidsfæstet langt det almindeligste.
En af baggrundene for gennemførelsen af domænernes udparcellering var ønsket om en forøgelse af befolkningen. Det var af sa. grund, at man o. 1760 begyndte at opdyrke hederne i Nørre- og Sønderjylland v.hj.af ty. kolonister. I Sønderjylland var der før 1766 i alt grundlagt 583 koloniststeder. En del af disse tyskere drog dog snart bort igen. I Nordslesvig blev oprettet kolonierne Sofiedal i Tinglev so. og Christianshåb i Burkal so. Nogen større befolkningsmæssig betydning fik de ikke. Der var i 1700t. en betydelig indvandring til Nordslesvig. Denne kom imidlertid n.fra, ikke s.fra. I det sydligste hrd., Slogs hrd., er der 1763–1845 død 5816 mennesker, hvis oprindelse er kendt. 52 af dem var s.fra, men 25 af disse var kolonister, 586 el. lidt over 10% var fra kongeriget, næsten alle fra Nørrejylland. I Vestslesvig og mod n. var indvandringen n.fra endnu større, mens der også her kom ganske få s.fra. I Sydslesvig synes indvandringen fra kongeriget ikke at have spillet sa. rolle. Mange jy. tjenestefolk tog arbejde i de vestslesvigske marskområder, men kun få af dem blev dernede. Heller ikke i Angel og midtlandet synes der at have været nogen væsentlig indvandring n.fra.
De nordslesvigske byer havde i den sen. del af 1700t. en økon. blomstring; i Tønder spillede kniplingshandelen en stor rolle, i Sønderborg og Åbenrå var skibsfarten en vigtig næringsvej. Byernes befolkning har jo altid været mere uensartet, og undersøgelser over døde 1763–1848 viser, at der her var flere, der var født i Tyskland el. de tysktalende dele af hertugdømmerne, i Sønderborg 7,5% af de døde mænd, 1,7 % af døde kvinder. I Tønder var tallene 8,3 og 1,7, i Haderslev 9,1 og 3,4. Også her var der en meget betydelig indvandring fra kongeriget, i Haderslev 24% af mændene, 22,5 af kvinderne, i Tønder var tallene 12,1 og 18,8%, i Sønderborg 7,9 og 9,8%.
Embedsmændene spillede en meget stor rolle i tiden før 1848. Tidl. var en del kommet fra Tyskland, men loven om indfødsret 1776 standsede dette. Af amtsforvaltere i Nordslesvig 1750–1848 var 25 født i dansktalende områder – mest i Nordslesvig – mens 20 var fra tysktalende områder. Om 3 mangler der oplysning. For herredsfogderne uden for enklaveområderne var tallene 36, 51 og 1, for tingskrivere 33, 29 og 13. De lidt højere embedsmænd stammede i overvejende s. 19 grad fra embedsmandskredse el. bypatriciatet, dvs. at selv om de var født i dansktalende egne, var de som regel vokset op i hjem med ty. kultur og ty. sprog, og de, der havde studeret, havde næsten alle taget deres eksamen ved Kiel el. andre ty. universiteter. For præsternes vedk. er forholdet noget anderledes. I de so., som hørte under kongerigske stifter, var de sønderjyder el. n.fra, og de havde næsten alle studeret ved Københavns universitet. Heller ikke i sognene under Slesvig stift – byerne undtaget – spillede præster fra tysktalende områder nogen rolle. Her var da. jo kirkesproget. I ældre tid – før bienniets indførelse – havde en del også taget deres eksamen i Kbh. el. i hvert fald studeret her en tid.
I Nordslesvig var sproget i landsognene lige så da. som altid, og kendskabet til ty. var yderst beskedent. I købstæderne var der nogen indvandring s.fra, dog ikke større end den indvandring, der fandt sted i flere kongerigske købstæder og overalt mindre end den n.fra. Også her var det alm. omgangssprog dansk, dog ikke i embedsmandsfamilier og enkelte patricierhjem. Her var et betydeligt kendskab til ty. p.gr.af det ty. skole- og kirkesprog. I Sydslesvig var da. ligesom o. 1500 folkesprog ned til linien Slesvig-Husum, idet dette sprog i den sydl. del af Michaelis landsogn, i byerne Skovby, Husby, Sylvested, Arnholt og Lyrskov, dog var næsten helt forsvundet. I Treja so. var ty. begyndt at trænge ind, Svesing so. var endnu helt dansk. Lidt før 1800 begyndte ty. at trænge frem i Angel. Der er flere forklaringer herpå. Det må ikke glemmes, at mange af beboerne i Sydslesvig var tvesprogede, havde et ikke ringe kendskab til platty. og højty. Det første hørte de i byerne og på herregårdene, det sidste hørte de i kirken, lærte de i skolen og i tingsalene. I oplysningstiden blev skolevæsnet bedre, og idet man erkendte det uheldige i, at kultursproget var ét, folkesproget et andet, opfordrede man forældrene til at benytte ty. i samkvem m. børnene. De store forandringer, som reformtiden medførte – ikke mindst udstykningerne og de dermed følgende forskydninger i befolkningen – har vel også spillet en rolle. I tiden 1800–50 gjorde det platty. folkesprog stærke fremskridt i Angel og var nået helt frem til Flensborg fjord. Der var ikke o. 1850 ét so. i Angel, hvor man kun havde da. omgangssprog, på den anden side var der heller ikke ét so., hvor den da. dialekt var helt glemt el. uddød. Også i Midtslesvig var det da. folkesprog i vigen, men holdt sig her bedre end i Angel. H. N. A. Jensen, den tyske præst, topograf og historiker, der havde et bedre kendskab end nogen anden til forholdene, og hvis objektivitet er uomtvistelig, har o. 1840 givet en oversigt over sprogforholdene. Hjoldelund, St. Vi og Vanderup so. var endnu helt dansktalende og Oversø so. overvejende dansk. De vestl. so. var frisisktalende som før. I Fjolde var sproget blandet, i Jørl, Eggebæk og Siversted var da. underlegent. I Svesing, Treja og Skovby var da. ved at uddø. I Angel var det da. sprog underlegent i so. Havetoft, Sattrup, Sørup, Sterup, Esgrus, Gelting, Kværn, Nykirke og Stenbjerg. V. herfor var det blandet, s.f. de nævnte sogne havde ty. sejret.
Stændernes regelmæssige møder ophørte 1675. Der blev dog endnu 1709 indkaldt til en slags landdag. A. P. Bernstorff stod velvillig over for ridderskabet, de adelige godsejere, som var blevet »reciperet«, dvs. optaget i den lukkede korporation, som ridderskabet var fra 1600t. De øvr. godsejere, adelige og ikke-adelige, kaldtes de ikke-reciperede. Ved Bernstorffs støtte blev der 1775 oprettet en Fortwährende Deputation, et fast udvalg inden for ridderskabet. Det blev et mellemled ml. regeringen og ridderskabet og fik en ikke ringe politisk indflydelse. Desuden s. 20 var der et udvalg, sammensat af repræsentanter for ridderskabet og de ikkereciperede, og de to korporationer holdt hver for sig alm. møder, hvor alle medlemmer kunne komme til stede. Da A. P. Bernstorff døde 1797, var det en epoke, der blev afsluttet, også i forholdet ml. kongemagt og ridderskab. Det havde indtil da været muligt at løse problemerne, uden at der blev skabt splid ml. regeringen og hertugdømmerne, hvor ridderskabet var den eneste politiske repræsentation. Fra 1797 begyndte en lang og sejg kamp ml. Kbh. og adelen. Den bundede i et vidt forskelligt syn på statens og adelens rettigheder. Kronprinsen og de fleste af hans medarbejdere ville ud fra den statsretslige tankegang, de var vokset op i, ensrette – danisere om man vil, samle magten i kongens person. Og kongen var dansk, enevældens mand. Ridderskabet byggede på det bestående, deres egne privilegier og hertugdømmernes særrettigheder. Deres leder var Fritz Reventlow, ea personlighed af stort format, stærkt religiøs, konservativ af temperament. Gang på gang måtte ridderskabet lide nederlag. Det skabte bitterhed. Da regeringen 1802 gennemførte nye skattelove, der tilsidesatte den ret til godkendelse af nye skatter, som ridderskabet påberåbte sig, kan man godt tale om et skisma. Ved det ty. riges opløsning 1806 var Holsten blevet indlemmet i den da.-no. helstat. Det vakte stærk uvilje i adelige kredse og hos hertugen af Augustenborg, der mente, at hans arveret var gået for nær. 1815 blev Holsten en del af det ty. forbund.
I det af Napoleon undertrykte Tyskland var der vokset en stærk ty. nationalfølelse frem, båret af drømmen om et kommende Stortyskland. Professor F. C. Dahlmann i Kiel var en af dem, der i hertugdømmerne blev grebet af den nye ty. nationalfølelse. Samtidig var han optaget af de liberale politiske ideer, som i disse år fik tag i store dele af den ty. befolkning, og han var blevet sekretær for ridderskabet. I den ty. forfatning var det blevet bestemt, at hver forbundsstat – her altså Holsten – skulle have en stænderforfatning. Ridderskabet ønskede, at forfatningen skulle være fælles for begge hertugdømmer og blev her støttet af petitioner fra de sønderjy. byer. De adelige herrer mente i øvrigt, at man kunne bygge videre på den gl. forfatning, altså m. landdage, hvor adelen havde haft så at sige al indflydelse. Da revolutionen i Frankrig var brudt ud 1830, prøvede Uwe Jens Lornsen, landfoged på Sild, at rejse forfatningskravet i hertugdømmerne. Han ønskede en fri forfatning for Slesvig og Holsten under ét i personalunion m. Danmark. Han fik kun ringe tilslutning. Regeringen havde allr. længe arbejdet m. forfatningsspørgsmålet, og 1834 blev det meddelt, at der skulle oprettes 4 rådgivende stænderforsamlinger, 2 kongerigske, 1 for Holsten, 1 for Slesvig. S.å. blev den dømmende og udøvende magt adskilt. De to overretter, i Glückstadt og på Gottorp, skulle afløses af en fælles overappellationsret i Kiel og en fælles provinsialregering i Slesvig.
Den flg. tid op til bruddets år 1848 var præget af et vældigt politisk opbrud i hele det da. monarki. De nye tanker om en fri forfatning og om national udfoldelse, som var vokset frem i store dele af Europa efter Napoleonstiden, havde fænget både i kongeriget og i hertugdømmerne. De kongerigske nationalliberale var også blevet påvirket af den folkelige opvågnen, der i disse år fandt sted i Nordslesvig. For dem blev det politiske mål: Danmark til Ejderen. For slesvig-holstenerne blev målet et selvstændigt Slesvig-Holsten, og som en selvfølgelighed et ty. Slesvig-Holsten, der kun var forbundet m. Danmark ved en personalunion. Begge parter var politisk liberale og ønskede en fri forfatning, begge byggede de på historiske s. 21 tilhørsforhold, Sønderjyllands ældgamle grænse ved Ejderen og dets ubestridelige tilhørsforhold til Danmark på den ene side, Slesvigs og Holstens århundredgamle fællesskab på den anden side. Men begge overså – el. ville ikke erkende – vigtige kendsgerninger i historien, kendsgerninger, som på afgørende måde havde præget den folkelige nutid, som før el. siden måtte kræve sin ret. Sønderjylland havde fra ældgammel tid ikke været en folkelig enhed, her havde boet saksere, frisere og danskere side om side. Sønderjylland var heller ikke o. 1840 en folkelig enhed, der var et flertal, der talte da., men et stykke op i midtlandet og i det meste af Angel var ty. folkesproget, og mod v. taltes der stadig frisisk. Det måtte være klart, at en folkelig retfærdig grænse ikke kunne bygge på en el. anden historisk ret, men måtte bygge på forholdene, som de var i øjeblikket. For begge parter ville det betyde, at de skulle gå kompromisets vej, dvs. Slesvigs deling. Hverken ejderdanskerne el. slesvig-holstenerne var villige hertil. Den aristokratiske hertug af Augustenborg, Christian August, hvis indstilling var alt andet end liberal, havde af politiske grunde gjort fælles sag m. slesvig-holstenerne. For den da. konge, først Fr. VI, fra 1839 Chr. VIII, var det afgørende at bevare hele det da. monarki samlet. Mange af rigets højere embedsmænd delte denne helstatsopfattelse.
Da den slesvigske stænderforsamling første gang mødtes i Slesvig 1836, var der skabt et forum for en alm. drøftelse af hertugdømmets forhold, der snart skulle få betydning for den folkelige opvågnen af danskheden i Sønderjylland. Bonden Nis Lorenzen fremsatte her et forslag om at indføre da. retssprog, hvor der var da. kirke- og skolesprog. Det var professorerne Chr. Paulsen, en født flensborger, og Chr. Flor i Kiel, der stod bag Nis Lorenzen. Chr. Paulsen havde som et svar på Uwe Jens Lornsens pjece i 1832 udsendt et lille skrift: Ueber Volksthümlichkeit und Staatsrecht des Herzogthums Schleswig, hvori han påviste, at over halvdelen af Sønderjyllands befolkning var dansktalende, men kun en trediedel havde da. kirke- og skolesprog, mens ty. retssprog herskede overalt. En bogbindersvend i Haderslev, Niels Chr. Nissen, var blevet påvirket af Chr. Paulsens skrifter. I Itzehoer Wochenblatt fik han optaget en artikel, hvori han påpegede det urimelige i, at administration i Sønderjylland var ty., og at næsten hele kulturlivet var ty. præget, uanset at en stor del af befolkningen talte dansk. Han krævede ret for da. sprog og da. folkelighed. Nissen havde betydelig indflydelse på købmanden Peter Chr. Koch i Haderslev, der havde planer om at udgive et da. ugeblad. De kom i forb. m. Chr. Paulsen og Chr. Flor, og juni 1838 begyndte bladet Dannevirke at udkomme. Året efter kunne den vanføre, højt begavede urmager Frederik Fischer i Åbenrå udgive et dansksindet blad, først på ty., fra foråret 1840 på dansk.
Der opstod i disse år en bevidst da. bevægelse, først og fremmest i det store Haderslev a., der omfattede henimod halvdelen af de slesvigske sogne i Nordslesvig. Befolkningen her var fra gl. tid – Gram og Nybøls undersåtter undtaget – frie, velstillede bønder, der altid havde hævdet en vis selvstændighed overfor embedsmændene. Stænderforsamlingen havde 1838 m. et lille flertal vedtaget Nis Lorenzens forslag om, at der skulle være da. rets- og administrationssprog, hvor der var da. kirke- og skolesprog. Det var blevet kædet sa. m. et forslag om, at der i Nordslesvig skulle undervises i ty. 4 timer om ugen. Da det kgl. reskr. om disse ændringer blev udstedt 1840, vakte det stærk modstand fra ty. side og forstærkede modsætningerne ml. de tysksindede slesvig-holstenere og de bevidste danskere. Det afgørende vendepunkt blev dog begivenhederne 11/11 1842, da den tidl. ty. liberale, s. 22 nu ivrige dansker Peter Hiort Lorenzen fra Haderslev rejste sig og talte da. i stænderforsamlingen. Og »blev ved i det danske Sprog«. Hans tale gav genlyd i kongeriget, og i Haderslev a. fylkedes de da. bønder om ham ved en fest i Sommersted. Blandt talerne var den unge bonde Laurids Skau. 18/5 1843 holdtes den første store da. fest på Skamlingsbanken, og kort efter oprettedes Den slesvigske Forening. Chr. VIII søgte at lempe sig frem, det var jo nu engang hans opgave at holde riget sammen trods de store modsætninger, som blev skarpere dag for dag. 1844 gav han dog tilladelse til oprettelsen af den da. højskole i Rødding, og i den flg. tid var det, som om hans holdning over for slesvig-holstenerne blev fastere. I det åbne brev af 8/7 1846 tog han stilling til det vanskelige spørgsmål om arvefølgen i hertugdømmerne. Det hed heri, at »kongelovens arvefølge var i fuld kraft og gyldighed i hertugdømmerne Slesvig og Lauenburg«, mens dette ikke kunne siges »med samme bestemthed« om »enkelte dele af hertugdømmet Holsten«. Udtalelsen vakte tilfredshed i de da. kredse, harmdirrende vrede i tyske. Fra alle sider kom der protester, m. alle mandsarvinger – den unge prins Christian undtaget – af de augustenborgske og glücksborgske linier i spidsen.
Den da. bevægelse var stærkest i Haderslev a. Enklaverne var jo helt da., og på Als var der mange steder stærk modvilje mod augustenborgerne og den slesvigholstenske politik. I Tønder og Åbenrå amter var der endnu ikke nogen bevidst da. bevægelse. I de nordslesvigske købstæder var de fleste inden for de toneangivende kredse mere el. mindre slesvig-holstenske, måske mindst i Sønderborg. Selv om Flensborg var ty. af sprog, var der her mange, som var loyale i deres holdning over for kongen. I de øvr. sydslesvigske byer og landsogne var der overalt stærke slesvig-holstenske sympatier, som i øvrigt også fandtes i visse nordslesvigske landsogne, stærkest i Slogs hrd., hvor den stænderdeputerede gårdejer i Ravsted Thies Steenholdt øvede betydelig indflydelse. 1844 blev der oprettet en sognefogedforening, fra 1845 Slesvig-holstensk patriotisk Forening, der vendte sig mod den da.-nationale bevægelse. Overalt i Sønderjylland holdtes ty. sangerfester, hvor den nye sang Schleswig-Holstein meerumschlungen lød, og der hørtes taler for det ty. fædreland. Man kunne også se det særlige slesvig-holstenske flag, blåt-rødt-hvidt, der dog blev forbudt. Det blev første gang vist ved en stor slesvig-holstensk folkefest i juli 1843, der blev holdt på Hundeklemmen v.f. Åbenrå. Her taltes både på ty. og på sønderjy., og fra hele hertugdømmet var der et stort fremmøde af folk.
Febr. 1848 udbrød der revolution i Paris. Den bredte sig hastigt til Tyskland og Østrig. Marts måned blev revolutionernes måned. I Kbh. blev der også afholdt møder, hvor man krævede Slesvigs tilknytning til Danmark og en fri forfatning. I hertugdømmerne var der uro, man havde hørt om møderne i Kbh. 18/3 1848 blev der afholdt et stort møde i Rendsborg, hvor advokaterne Wilhelm Beseler og Theodor Olshausen var ledere. Man vedtog at sende en deputation til Kbh. m. krav om en fælles forfatning for Slesvig og Holsten, Slesvigs optagelse i det ty. forbund, almindelig folkevæbning, ytringsfrihed og afskedigelse af regeringspræsidenten, L. N. Scheel. En stænderdeputeret fra Nordslesvig, Hans Krüger i Bevtoft, protesterede: langt over halvdelen af Slesvigs indbyggere var dansktalende og dansksindede, de ville ikke ind i det ty. forbund, men blive ved og knyttes fastere til Danmark. Da rygtet om mødet i Rendsborg nåede Kbh., blev der 20/3 afholdt store møder i Casino og andetsteds, man krævede en ny regering og afviste kravet om en slesvig-holstensk forfatning, men forlangte en fælles rigsforfatning for Danmark s. 23 og Slesvig. Næste dag gik københavnerne i et mægtigt folketog til Christiansborg. Den nye konge, Chr. VIII.s søn, den ikke ubegavede Fr. VII, i hvis karakter der dog var visse psykopatiske træk, havde kort før afskediget det gl. ministerium. Der blev dannet en liberal-konservativ regering, som den 24/3 kunne meddele de slesvig-holstenske udsendinge, at kongen ville give Holsten en fri forfatning, men Slesvig skulle forbindes m. Danmark ved en fælles fri forfatning. Inden deputationen kom tilbage, havde man, straks da efterretningen om begivenhederne i Kbh. nåede frem, handlet i hertugdømmerne. Natten til 24/3 blev der udråbt en provisorisk regering m. Beseler som leder. Et af regeringens medlemmer var prinsen af Nør, hertug Christian Augusts broder. I en udstedt proklamation hed det »Landsherrens vilje er ikke mere fri, og landet er uden regering«. Man ville ikke tillade, at ty. land blev givet til pris for de danskes rovlyst. Regeringen ville blive ført i arvehertugens navn, og de forenede stænder i hertugdømmerne ville blive indkaldt. Under prinsen af Nørs ledelse lykkedes det at overrumple fæstningen i Rendsborg. »Rejsningen« var en kendsgerning, danskerne var ikke i tvivl om, at det var oprør.
De politiske kræfter, der var blevet vakt ved de liberale og nationale ideers magt over menneskene og ved den bølge af revolutionær begejstring, som begivenhederne i Paris havde udløst, måtte føre til det væbnede sammenstød, når man ikke ville gå på kompromis og dele det Sønderjylland, som folkeligt og nationalt havde været delt gennem så mange århundreder. I Nordslesvig betød disse martsdage et dansknationalt opbrud. Mange, som ikke før havde taget national stilling, måtte nu gøre op med sig selv, om de var da. el. ty., og de fleste forstod, at de var bundet af landsdelens da. fortid. Ingen har smukkere givet udtryk for denne da. rejsning end A. D. Jørgensen, i hvis hjem der var blevet talt ty. indtil oprørets dage. Hvis han kunne udtrykke sine stemninger og tanker i toner, siger han, ville han fremlokke melodier, der kunne skildre stilheden i den ensomme skovby og hans stilfærdige drømme. »Da lyder tonerne af et horn som fra et fjernt land og en længst forglemt tid, tone bryder med tone, søen bruser op om det danske rige, hovslag lyder gennem dalen, de blanke våben blinker, Dannebrog udfoldes, og en konge drager ind i vor by«.
Krigen kom til at vare 3 år, dog afbrudt af to våbenstilstande. Prøjsen havde fra først af støttet slesvig-holstenerne, der også fik militær støtte fra det ty. forbund. Men 2/7 1850 blev der sluttet fred ml. Prøjsen og Danmark. Slesvig-holstenerne stod alene, og efter slaget ved Isted 25/7 1850 kunne de da. tropper besætte næsten hele Slesvig. Under prøjsisk-østrigsk tryk måtte slesvig-holstenerne give op i januar 1851, og fra 1/2 1852 var begge hertugdømmer på ny i da. besiddelse. 1851 og 1852 var der blevet truffet aftaler m. stormagterne om hertugdømmerne. Slesvig måtte ikke inkorporeres i kongeriget – heller ikke forenes m. Holsten – og det måtte ikke knyttes nærmere til Danmark, end Holsten blev det. Monarkiet blev tredelt: kongeriget, Slesvig og Holsten. Hvert af de to hertugdømmer fik sit særlige ministerium, og hvert af dem fik sin stænderforsamling, der havde besluttende myndighed, men kun mødtes hvert 3. år, den slesvigske i Flensborg. Der var begrænset valgret hertil, hvorved tyskerne fik flertal i den slesvigske stænderforsamling. Der var ikke som i kongeriget presse-, religions-, forenings- og forsamlingsfrihed. En fællesforfatning for hele monarkiet blev udstedt 2/10 1855. Der indførtes herved et rigsråd på 80 medlemmer, der var valgt af kongen, udpeget af de s. 24 lovgivende forsamlinger og valgt direkte efter høj census. Det viste sig hurtigt, at den nye forfatning ikke kunne fungere, da de ty. repræsentanter vendte sig mod den, og 1858 måtte man ophæve fællesforfatningen for Holstens og Lauenburgs vedkommende.
I Nordslesvig og i Flensborg blev tiden ml. krigene på mange måder en åndelig og national grotid. I Mellemslesvig blev modsætningerne derimod stadig skarpere. 1851 var de s.k. sprogreskripter blevet udstedt. Hovedansvaret for dem har den sen. departementschef i Slesvigsk ministerium Th. A. J. Regenburg fra Åbenrå. I Nordslesvig blev der nu da. skolesprog og afvekslende da. og ty. kirkesprog i byerne. S.for blev der et blandingsbælte, bestående af 47 so. m. o. 85.000 indbyggere. Her blev der da. skolesprog m. 4 timers ty. undervisning. Kirkesproget blev afvekslende da. og ty. S. herfor var kirke- og skolesprog ty. S.grænsen for det blandede område blev Hjoldelund, Fjolde, Olderup, Svesing, Treja og i Angel Farensted, Strukstrup, Bøl, Nr. Brarup, Esgrus og Gelting. Området omfattede således en del so., hvor da. allr. o. 1840 havde været underlegent el. uddøende. Der var derfor mange steder en stærk uvilje og harme i befolkningen mod sprogreskripterne. Den blev stærkere, som årene gik, og den blev m. stor dygtighed udnyttet af den slesvig-holstenske propaganda, der blev drevet i Tyskland. Mange af de nye da. embedsmænd, der nu kom til Sønderjylland, var dygtige folk, betydelige personligheder. Men der kom også mænd, som ikke evnede at få kontakt m. befolkningen, og som ikke kunne forstå de vanskelige problemer. Der var også dem, der styrede m. en politimæssig strenghed, som vakte forbitrelse i befolkningen og kunne udnyttes i propagandaen mod Danmark.
Det blev mere og mere klart, at forholdene var ved at gå i hårdknude. C. C. Hall, der var ministeriets leder siden 22/2 1860, prøvede at bevare den bestående ordning, helstaten, så længe som muligt. Regeringen var udsat for et hårdt pres fra Prøjsen, Østrig og de neutrale, og i de nationalliberale kredse blev kravet om en Ejderstat stærkere og stærkere. I en kgl. kundgørelse af 30/3 1863 blev Holsten og Lauenburg helt udskilt af forfatningsfællesskabet, og der blev bebudet en særlig forfatning for kongeriget og Slesvig. Som svar herpå vedtog det ty. forbund eksekution, og i juli blev den slesvigske stænderforsamling sprængt. Hall overvurderede mulighederne for militær hjælp udefra, især fra Sverige, og han undervurderede sin prøjsiske, politiske modspiller, Otto v. Bismarck. Hall gik endnu videre og fremsatte et forslag om en ny fællesforfatning for Danmark og Slesvig. Det blev vedtaget af rigsrådet 13/11 1863. Ved mødets begyndelse var der indløbet meddelelse om, at Fr. VII var død på Glücksborg slot.
Den nye konge, Chr. IX, tilhørte den yngre glücksborgske linie. Han og hans mandlige arvinger var blevet godkendt som arvinger til den da. trone ved Londontraktaten af 8/5 1852, undertegnet af Rusland, vestmagterne, de ty. stormagter og de nordiske lande. Deri blev det også bestemt, at augustenborgerne skulle have godtgørelse for deres konfiskerede godser, mens hertugen måtte love, at han og hans familie ikke ville modsætte sig den nye arvefølge. Men allr. 3 dage efter novemberforfatningens vedtagelse overdrog hertug Chr. August sine arverettigheder til sin søn Frederik, der nu gjorde krav på regeringen i hertugdømmerne. Bismarck interesserede sig ikke for augustenborgeren. Hans mål var at få hertugdømmerne indlemmet i Prøjsen. Han anklagede Danmark for gennem forfatningen at have krænket aftalerne af 1851–52. Chr. IX havde modstræbende underskrevet s. 25 novemberforfatningen 18/11. Den da. regering nægtede trods stærkt pres at tage den nye forfatning tilbage, og 7/12 1863 vedtog det ty. forbund efter prøjsisk og østrigsk krav, at eksekutionen i Holsten nu skulle gennemføres. Juleaftensdag rykkede ty. tropper ind over monarkiets grænser, mens de da. tropper gik tilbage til grænsen ml. Holsten og Slesvig. Det ty. forbund ville støtte augustenborgerne. Prøjsen og Østrig besluttede imidlertid at tage sagen i deres egen hånd. Et sidste ultimatum 31/1 1864 om at rømme Slesvig blev afvist af general de Meza, og natten til 1/2 begyndte krigen. Den nye regering D. G. Monrad, der var blevet dannet 31/12, havde ikke kunnet afværge katastrofen.
Krigen måtte blive et nederlag for det lille Danmark, der stod ganske alene. Da Dybbøl var faldet 18/4 trods tapper modstand, var hele den jy. halvø i de prøjsiskøstrigske troppers besiddelse. Sidst i april begyndte en konference i London, hvor man drøftede de forsk. muligheder. Mere og mere kom Slesvigs deling i forgrunden. Her havde der, synes det, været mulighed for en grænse omtr. som grænsen af 1920, måske en smule sydligere. Men de da. forhandlere, bl.a. A. F. Krieger, fik ordre til at holde fast ved Sli-linien. Dermed var forhandlingerne sprængt. Sa. dag, 25/6, begyndte krigen på ny. Da prøjserne få dage efter erobrede Als, var krigen afgjort. Ved præliminærfreden 1/8 og den endelige fred i Wien 30/10 1864 måtte Danmark til de to sejrende stormagter afstå alle 3 hertugdømmer. Til erstatning for de kongerigske enklaver fik Danmark 8 so. s.f. Kolding fjord, sognene omkr. Ribe samt Ærø.
Ved Prøjsens sejr over Østrig 1866 fik Prøjsen hele Slesvig og hele Holsten. I fredstraktatens § 5 blev der på Napoleon III.s foranledning indsat en bestemmelse om, at »befolkningen i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved en fri afstemning tilkendegiver ønske om at blive forenet med Danmark«. Trods indledte forhandlinger blev denne bestemmelse aldrig til virkelighed, Betingelserne var uakceptable for Danmark, og 1879 blev Østrig og Prøjsen enige om at ophæve den. Sønderjylland blev indlemmet i Prøjsen 1867, og der gennemførtes en ny administrativ og retslig opdeling af landet, hvorved de ældgamle fogderier, enklaver m.m. forsvandt, og retsvæsnet blev adskilt fra administrationen.
I årene fra 1864 til 1918 prøvede de prøjsiske myndigheder at fortyske den da. befolkning i Sønderjylland. Kursen blev efterhånden skarpere og skarpere, selv om der kunne være svingninger. Den hårdeste tid blev årene 1897–1901, da Ernst Mathias v. Köller var overpræsident. Allr. 1864 var sprogreskripterne blevet ophævet, 1871 blev der påbudt 6 timers tyskundervisning i folkeskolen, 1878 blev de forøget til 12. Ved skoleinstruksen af 18/12 1888 forsvandt da. som undervisningssprog. Tilbage blev kun 4 timers religionsundervisning på dansk. Rets- og administrationssprog blev lidt efter lidt også helt tysk. Efterhånden førtes der også et strengt politiregime m. udvisninger af da. undersåtter, mødeforbud og bøder, og mange af pressens folk måtte vandre i fængsel. I Köllerperioden prøvede man også at fratage forældre opdragelsesretten, når de ikke ville kalde deres børn hjem fra høj- og efterskoler i Danmark. Efterhånden førtes der også en aggressiv økon. politik. 1891 blev der stiftet en nybyggerforening for det vestlige Nordslesvig. I løbet af kort tid kunne man i Vestslesvig købe 51 gde og 40 mindre landejendomme. Økon. støtte fik tyskerne i denne egn af den bank, som pastor Jacobsen i Skærbæk oprettede 1889. Fra 1896 begyndte den prøjsiske stat at opkøbe større gde i grænseområdet. s. 26 Der blev efterhånden dannet 36 statsdomæner, hvoraf dog 14 overgik til danske. I de sidste år før krigen blev det også alm. at oprette rentegde, hvoraf der 1919 var 179 i Haderslev a., 69 i Åbenrå a., 1 i Sønderborg a. og 116 i Tønder a. Besidderne fik billige lån fra staten, som også havde forkøbsret.
Valgene til det ty. forbunds grundlovgivende forsamling fandt sted 12/2 1867. Alle 25-årige havde stemmeret. Det viste sig her klart, at der n.f. 1920-grænsen var en kompakt danskhed. Mest ty. var Højer, Tønder, Højer landsogn og Ubjerg so. Mindre ty. flertal var der i Løgumkloster og i Ravsted so. S.f. 1920-grænsen var der da. flertal på Vest-Før, i Flensborg og i de omliggende so., størst i Hanved og Harreslev, samt i Karlum. Betydelige da. mindretal fandtes i Skt. Johannes so. på Før og i Medelby. Nogen danskhed var der stadig i Brarup, Ladelund, Valsbøl og i den nordligste del af Angel. I hele Sønderjylland var der 27.488 da. og 39.593 ty. stemmer. Det var klart, at ikke blot var Sønderjylland nationalt delt, men det var i Nordslesvig, kampen først og fremmest måtte føres. Det var også her, man kunne bygge på løftet i Pragfredens § 5. De 2 da. repræsentanter i den ty. forbundsrigsdag, N. Ahlmann og Hans Krüger, var også valgt til landdagsmænd. De førte en protestpolitik, holdt stejlt på Nordslesvigs ret i h. t. § 5 og nægtede at aflægge den ed på den prøjsiske forfatning, som landdagsmændene skulle afgive. Da § 5 var blevet ophævet, begyndte man at tvivle på det rigtige i at videreføre edsnægterpolitikken. 1882 blev eden aflagt af den ene af landdagsmændene, Hans Lassen, Lysabild, der også var rigsdagsmand. 1888 blev sydslesvigeren Gustav Johannsen, grundlæggeren af Flensborg Avis, den anden landdagsmand, og han aflagde ligeledes eden. Krüger, den hidtidige rigsdagsmand, døde 1881. Ved valget s.å. fik man ved et held valgt to mænd til rigsdagen, Hans Lassen og Gustav Johannsen. Fra 1884 til 86 var Junggreen da. rigsdagsmand, derefter Gustav Johannsen til sin død 1901. Han efterfulgtes af redaktør Jens Jessen, Flensborg Avis, og da han døde 1906, blev det H. P. Hanssen, der kom til at repræsentere danskerne i rigsdagen. Gustav Johannsen var landdagsmand for Haderslevkredsen fra 1888 til sin død. Han efterfulgtes af Julius Nielsen til 1908, derefter af H. D. Kloppenborg-Skrumsager. I 2. kreds – Åbenrå og Sønderborg kreds – var H. P. Hanssen 1898 fulgt efter Hans Lassen. Fra 1908 repræsenterede Nis Nissen denne kreds. Det da. område af Sønderjylland er kun lille. Det er imponerende, hvilken stor skare af betydelige personligheder der her i disse årtier var rede til at tage arbejdet op, da nøden kom. Sa. m. Gustav Johannsen var H. P. Hanssen og Jens Jessen de betydeligste. Jessen var en strålende journalist, få har skrevet så skønt et dansk som han, og han ejede »en national pathos af en sjælden dybde«. H. P. Hanssen var rig og vidtfavnende, et stort organisationstalent, en ypperlig taler. De to mænd var vidt forskellige af temperament og i deres alm. politiske opfattelse. De var også uenige om, hvordan kampen skulle føres.
1870’erne blev en trist tid for danskheden. Stemmetallene gik tilbage. En del havde opteret for Danmark, hvorved de bevarede da. statsborgerskab. Mange unge udvandrede til Amerika el. til kongeriget, nogle for ikke at skulle være prøjsiske soldater. Det svækkede danskheden, folkeligt og politisk. Det lykkedes dog at udbygge den da. presse, Dannevirke var blevet slået sammen m. Frederik Fischers Freja, i Sønderborg begyndte Dybbøl-Posten at udkomme 1868, og fra 1869 kunne Gustav Johannsen udgive Flensborg Avis, som ikke mindst under Jens Jessens ledelse fik stor betydning, også i kongeriget. 1893 flyttede H. P. Hanssen til Åbenrå, s. 27 hvor han købte det lille blad Hejmdal, som fik ikke ringe indflydelse i kraft af H. P. H.s rige viden og nære tilknytning til alle sider af det nationale arbejde.
Fra o. 1880 begyndte det dog at gå fremad for det da. arbejde. De da. stemmetal var fra 1887 langsomt stigende. Der kunne komme stagnation og tilbagegang, men ikke mindst i årene før 1914, både ved rigsdagsvalget 1912 og landdagsvalget 1913, var det klart, at det nu var danskheden, som politisk var i offensiven. Ved rigsdagsvalget havde danskerne i Nordslesvig 63,1 og tyskerne 36,9% af stemmerne, når der ses bort fra socialdemokraternes. Ved landdagsvalget gik det da. antal af valgmandsstemmer frem fra 126 til 153 i 2. valgkreds, fra 160 til 179 i 1. valgkreds. Det var i denne forbindelse også af betydning, at en 4–5000 optantbørn efter optantkonventionen af 1907 var blevet ty. statsborgere.
Fra 1880 begyndte man også at udbygge det organisatoriske apparat, Sprogforeningen blev stiftet i dette år og gjorde en stor indsats i det kulturelle arbejde. Med oprettelsen af Vælgerforeningen 1888 fik man en fælles politisk organisation. Den nordslesvigske skoleforening fra 1892 virkede for at få ubemidlede sønderjyder på skoler i kongeriget. Overalt var der vækst i det folkelige, kulturelle og nationale arbejde. Der blev opført forsamlingshuse rundt om, og flere steder blev der stiftet frimenigheder, som efterhånden fik egne kirker. En Fælleslandboforening for Nordslesvig blev oprettet 1892, og der blev ansat en særlig landsbrugskonsulent. Der kom ungdomsforeninger rundt om, og Nordslesvigs fælles idrætsforening fra 1903 kom snart til at præge arbejdet i forsamlingshusene. Man satte også ind imod det ty. fremstød i jordkampen, og fra 1898 kunne en kreditforeningsinstitution, ledet af I. H. Schmidt, være med til at sikre den da. jord og hjælpe de unge i gang. 1909 oprettedes Nordslesvigsk Kreditforening som svar på den tyske nybyggerforening, og da tyskerne havde overdraget Höfebank i Kiel at administrere de store summer, der var stillet til rådighed for den ty. jordkamp, svarede man 1913 m. foreningen Landeværnet, hvis medlemmer lovede ikke at sælge deres jord til domæner og rentegde og ikke at modtage statslån m. nationale betingelser. Til støtte for Landeværnet blev der oprettet 84 sogneværn.
På det danske fællesmøde, årsmødet, som juni 1914 blev holdt i Haderslev, udtalte H. P. Hanssen: »Vi har liv til sag og kraft til kamp. Vi har varme og begejstring. Vi har tro på vor folkestammes fremtid«. Kort efter var den store verdenskrig en kendsgerning. De da. blade blev standset, mange da. arresteret, og de unge da. sønderjyder blev indkaldt til en kamp for en sag, der ikke var deres. Gennem mere end 4 år kom dødsbudskaberne fra fronten, og i hvert fald mere end 5000 nordslesvigere – danske og tyske – blev derude. Mange kom i krigsfangenskab. Fra 1915 kunne en del af danskerne i Frankrig ved professor Paul Verriers hjælp samles i Aurillac i Auvergne. Der hvilede et knugende tryk over hele landsdelen, mange sultede og led nød.
Da der var sluttet våbenstilstand 11/11 1918, og revolutionen havde sejret i Berlin, udtalte udenrigsminister, dr. Solf i et brev af 14/11, at den ty. regering stod på det standpunkt, at det nordslesvigske spørgsmål skulle løses på grundlag af befolkningens selvbestemmelsesret og i overensstemmelse m. præsident Wilsons fredsprogram. En underhåndsforespørgsel fra dr. Solf til den da. gesandt om muligheden af en særoverenskomst ml. Danmark og Tyskland før fredskonferencen blev klart afvist fra da. side. H. P. Hanssen var efter dr. Solfs brev rejst til Nordslesvig, Vælgerforeningens bestyrelse og tilsynsråd var indkaldt til møde i Åbenrå 16/11 og s. 28 17/11. Her vedtog man en resolution om, at den nordslesvigske befolkning skulle stemme under ét. Ved Nordslesvig forstod man det område, der lå n.f. en nærmere angiven linie. Det var lektor H. V. Clausen, den bedste kender af nationalitetsforholdene i de enkelte landsbyer, som havde afstukket denne linie, der stort set svarede til 1920-grænsen. Der skulle være hemmelig afstemning, og alle 20-årige skulle have stemmeret, hvis de var født og havde hjemme i Nordslesvig, havde boet der i 10 år, el. var født der, men udvist af tyskerne. Drøftelsen havde vist, at der også var ønske om en afstemning s.f. den afstukne linie. Resolutionens sidste punkt kom derfor til at lyde: »Vi betragter det som en selvfølge, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejser kravet, får ret til ved en særskilt afstemning at tilkendegive, om de ønsker at komme tilbage til Danmark«. 17/11 1918 var der på Folkehjem i Åbenrå et stort folkemøde, hvor H. P. Hanssen fortalte om, hvad der var sket, gav udtryk for sorgen over de frygtelige tab og forvisningen om, at sønderjydernes længsel og håb nu ville gå i opfyldelse. Gribende sluttede han m. Bjørnsons ord: »Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret«.
Der kom til at gå lang tid, inden genforeningen kunne blive til virkelighed. Ventetiden blev i kongeriget og i Sønderjylland fyldt m. bitter splid. Striden drejede sig først og fremmest om, hvor langt s.på der skulle stemmes, idet visse kredse ønskede afstemningen udstrakt til Sli-Dannevirke-linien. 10/1 1920 trådte fredstraktaten i kraft, og en international kommission, hvori der var en fr., en eng., en no. og en sv. repræsentant, overtog styret i afstemningsområderne. Den fik sæde i Flensborg. Der blev oprettet et særligt politi, fr. og eng. tropper rykkede ind. Det ty. styre blev afviklet, og da. landråder, bl.a. Kr. Refslund Thomsen, dr. Karberg og grev Schack, overtog styret. 10/2 1920 foregik afstemningen i Nordslesvig. 75.431 stemte for Danmark, 25.319 for Tyskland. Under forhandlingen om afstemningen var det blevet bestemt, at alle, der var født i landsdelen, skulle have stemmeret, der var 14.000 n.fra, 9000 s.fra. Afstemningen i 2. zone – de sydligste sogne her var Faretoft, Stedesand, Enge, Hjoldelund, Vi og Oversø – fandt sted 14/3. I Flensborg og i Medelby var der 25% da. stemmer, i Hanved so. – Frøslev undtaget – var der 29%, i Ladelund 24, i Valsbøl og Humtrup 22%. I de 3 sogne på Før var stemmetallene 33, 30 og 18. I hele 2. zone var der 51.724 ty. og 12.800 da. stemmer. En sammenligning ml. afstemningen februar 1867 og i februar-marts 1920 viser, at den folkelige grænse i disse år havde forandret sig meget lidt. De to købstæder Åbenrå og Sønderborg havde nu et lille ty. flertal. Som før var der et betydeligt ty. flertal i Tønder, Højer, Højer landsogn og Ubjerg so. Løgumkloster og Ravsted havde nu fået da. flertal, mens jernbaneknudepunktet Tinglev kun havde 43% da. stemmer. I alle de andre sogne var der da. flertal. Det var mindst i Slogs hrd. Bortset fra ganske små ændringer blev 1. zones s.grænse den endelige statsgrænse.
Da. tropper rykkede ind i Sønderjylland 5/5, og landets styre blev overtaget af da. administration, 20/5 blev da. mønt- og postvæsen indført. 16/6 strøg den internationale kommission flaget på Flensburger Hof, efter at den nye grænse officielt var blevet notificeret Danmark og Tyskland dagen før. Den endelige overdragelsestraktat blev undertegnet i Paris 6/7, og 10/7 red kong Christian over den gl. grænse lidt n.f. Christiansfeld. Dagen efter mødtes han m. sønderjyderne på Dybbøl banke. Grev Schack afgav deres troskabserklæring til kongen og sluttede: »Vi vil s. 29 være dig gode og trofaste sønner og døtre, Danmark, det lover vi i dag, og det giver vi dig håndslag på, kong Christian«.
Fra 1920. Sønderjyllands genforening m. kongeriget var ikke afsluttet m. undertegnelsen af traktater og love. Der måtte blive tale om en proces, der måtte tage årtier. Forholdene i Nordslesvig var vanskelige, fattigdommen stor efter den forarmelse, som krigen havde medført. Der blev udført et stort arbejde, åndeligt, kulturelt og økon., og lidt efter lidt blev vanskelighederne overvundet. Et af overgangstidens sværeste problemer var ordningen af de økon. forhold. Der blev gennemført en valutaregulering, hvorefter der blev ydet fuld erstatning for markformuer i 1914 indtil 5000 kr., tab på større formuer herudover blev godtgjort efter en aftagende skala. Ingen kunne få godtgjort mere end 25.000 kr. I gennemsnit blev der opnået en erstatning på 57,6% af formueværdien fra 1914. De, der blev hårdest ramt, var ejerne af markhypotekerne, idet lånene blev tilbagebetalt i værdiforringede mark. Der blev herved skabt en del bitterhed. Og mange led tab på de ty. mark, som de havde beholdt i troen på, at markkursen igen ville stige. Staten oprettede Laanekassen for Sønderjylland, som skulle hjælpe næringsdrivende og landbrugere. Sønderjyllands Kreditforening begyndte sin virksomhed i efteråret 1920. Et privat velgørenhedsarbejde blev udført af Sønderjysk Fond, der havde 13 mill. kr. til rådighed. Men de økon. vanskeligheder var betydelige, og dette fik også politisk betydning.
På fredskonferencen i Paris havde de da. delegerede udtalt, at man ville respektere det ty. mindretals ret til at bruge sit eget sprog, og at den frie skole var et princip, som ville blive respekteret i den da. lovgivning. Disse retningslinier er siden blevet fulgt i forholdet over for mindretallet, der fik adgang til at oprette privatskoler m. statstilskud. Både i byerne og på landet kom der kommunale ty. skoler, i alt o. 30. Efterhånden blev der også oprettet ty. eksamensskoler, fra 1933 var der et ty. gymnasium. I købstæderne blev der ansat ty. folkekirkepræster. På landet var mange af præsterne fra ty. tid blevet siddende, og de kunne også betjene de ty. menigheder rundtom. Fra 1924 blev der oprettet ty. frimenigheder under den slesvig-holstenske landskirke.
Der var vel dem, der havde troet, at det da.-ty. problem i Nordslesvig var løst. De tog fejl. Den politiske kamp ml. da. og ty., jordkampen og den kulturelle kamp blev fortsat. Mindretallet kunne fra først af vælge én repræsentant til Folketinget. Det blev den tidl. præst i Vodder, Johs. Schmidt, der før krigen havde spillet en rolle inden for den ty. fredsforening. Tyskerne havde straks sat et betydeligt arbejde ind på at opbygge, et særl. ty. kulturapparat. Det ty. politiske mål i årene indtil 1945 var altid det sa.: en revision af 1920-grænsen. Det kunne måske blive formuleret mere el. mindre skarpt, og der kunne være uenighed om, hvor en ny grænse skulle gå. Tyskheden havde sin kerne i den skæve firkant ml. grænsen og linien Åbenrå-Løgumkloster, og flere steder i disse so. var over halvdelen af jorden på hjemmetyske hænder. Da de økon. vanskeligheder skabte særlige bevægelser, først Cornelius Petersens selvstyrebevægelse, sen. Lei-bevægelsen, søgte man fra ty. side at udnytte disse. Der var nær forbindelse ml. pastor Schmidt og H. C. Lei, der fik stillet ty. midler til rådighed. Genforeningen betød, at de ty. domæner gik over til den da. stat, der også erhvervede de augustenborgske godser. Fra da. side var man indstillet på at afblæse jordkampen, Den nordslesvigske Kreditforening og Landeværnet blev ophævet, og man gav afkald på forkøbsretten til rentegdene. s. 30 En del ty. landmænd var udvandret s.på. Fra ty. side var man bekymret over udviklingen, og det lykkedes pastor Schmidt fra ty. statsmidler – administreret af Deutsche Stiftung i Berlin, hvis leder var Krahmer-Möllenberg – at få stillet 5 mill. kr. til rådighed, og o. 1/10 1926 kunne Kreditanstalt Vogelgesang begynde sin virksomhed. Kreditanstalten skulle støtte de tysksindede jordbesiddere og sikre sig jord til brug for fremtidens unge. 1929 overtog Höfeverwaltungsgesellschaft administrationen af de overtagne ejendomme. Over for Berlin havde pastor Schmidt ikke lagt skjul på, at der også var et politisk sigte i denne virksomhed. At skabe mulighed for en flytning af grænsen var det fjernere mål. På da. side så man straks faren. Landeværnet blev oprettet, der blev indsamlet betydelige private midler, og febr. 1927 oprettedes Sønderjysk Hypoteklaanefond m. 20 mill. kr. Dens midler stod til rådighed for såvel danske som tyske.
Også på skolevæsenets område skete der i disse år et ty. fremstød. 1924 og 1925 blev der opret. 8 nye privatskoler, derefter et par om året, 1932 i alt 5. 1933 var der 28 ty. privatskoler og 30 off. ty. skoler. Der blev givet betydelige tilskud af ty. statsmidler til privatskolerne, som blev administreret af den ty. skoleforening med W. Koopmann, Tinglev, som leder. Den afgørende indflydelse havde dog overskoleråd, dr. Edert i Slesvig.
Baggrunden for selvstyrebevægelse og Lei-bevægelse havde været de vanskelige forhold for landbruget lige efter genforeningen og o. 1926, da kronen blev ført i pari, og landbrugspriserne faldt. Fra 1930 kom en ny, alvorlig landbrugskrise, og forrentningsprocenten faldt 1931–32 til ÷0,4. Landbrugernes Sammenslutning ville sætte hårdt ind mod krisens tragiske følger. Der blev også i Sønderjylland, hvor bevægelsen gjorde sig stærkt gældende fra 1931, afholdt store demonstrationsmøder. I LS mødtes danske og tyske, og hjemmetyskerne søgte at udnytte den økon. nød og den voldsomme stemning mod den da. regering. Der blev 1931–32 gennemført en række love, der skulle lette krisens pres, især en moratorielov og en lov om gældsordning i forb. m. akkorder. Efterhånden blev nøden mindre, og inden for LS i Sønderjylland fik de mere moderate overtaget.
I Tyskland havde Adolf Hitler overtaget magten 30/1 1933. Slesvig-Holsten blev ensrettet og alle ledende stillinger besat m. nazister. Snart lød der herfra truende ord om en grænseflytning. Pastor Pepperkorn i Fjolde sagde bl.a.: »Nordslesvig vil engang lære København at finde vejen til Berlin, så vil dagen oprinde, hvor det ty. flag atter vajer over Dybbøl skanser«. Nazismen ville som et lyn tage Nordslesvig i besiddelse. Fra da. side reagerede man bl.a. ved i foråret 1933 at oprette Grænseegnenes danske Samfund i 32 af de mest truede so., og 11/6 samledes over 40.000 unge på Dybbøl, hvor man gav tilkende, at man ville overtage arv og gæld i det nationale arbejde. I efteråret dannedes m. Peter Marcussen som formand Det unge Grænseværn, der også virkede i kongeriget. Det viste sig hurtigt, at man i Berlin ikke stod bag de voldsomme, nazistiske udtalelser fra foråret 1933.
I Nordslesvig havde man fra 1920 stemt efter de sa. politiske skillelinier som i kongeriget, ligesom de forsk. aviser var partipolitisk præget. Det var i ø. Dybbøl-Posten, Hejmdal og Dannevirke, i v. foruden Flensborg Avis især Vestkysten. Hertil kom den socialdemokratiske presse. 1929 blev der oprettet en konservativ avis, Jydske Tidende, hvis hovedredaktion var i Kolding. Ved valget 1920 havde Venstre fået 4 af 7 da. mandater, men 1924 fik det kun valgt 2, den ene af dem var H. P. Hanssen, der dog ikke lod sig genvælge ved det næste valg 1926, da Madsen-Mygdal s. 31 blev valgt i Sønderjylland. Ved valget 1935 fik Venstre kun 1 mandat. Den økon. krise havde ramt partiet hårdt. Partiets landstingsmand H. Jefsen Christensen kom til at betyde meget, på tinge og i Nordslesvig, bl.a. som formand for Skoleforeningen, der ligesom Sprogforeningen fortsatte arbejdet med stor energi efter 1920. Efter H. P. Hanssens død 1936 blev bibliotekar Jakob Petersen formand for denne forening. Det radikale Venstre havde 1 mandat fra 1920–26, fra 1924–26 var det den tidl. landdagsmand Nis Nissen. Det konservative Folkeparti havde 1 kandidat til 1932, fhv. præsident Holger Andersen, derefter 2, den ene var fra 1932–45 redaktør A. Svensson. Socialdemokratiet var i stadig vækst, dets leder i Sønderjylland var J. P. Nielsen, medlem af folketinget fra 1920–43. Han kom til at yde en betydelig indsats i landsdelen, ikke mindst ved at gøre Socialdemokratiet til et klart dansk parti, der også på det skarpeste vendte sig mod den fremvoksende nazisme. Hans efterfølger blev Frede Nielsen, fra 1930 redaktør af den sønderjy., socialdemokratiske presse. Efterhånden som stillingen blev farligere, ikke mindst fra 1933 og under besættelsen, blev partimodsætningerne mellem de da. partier mindre. Man følte sig først og fremmest som dansk. Fra 1938 begyndte man at udvide de da. samfunds virke til hele landsdelen, og der blev skabt et Dansk Samråd, hvor rigsdagsmænd, partiformænd, redaktører og formænd for de nationale foreninger mødtes. På den måde fik man en da. fællesfront.
Sidst i marts 1933 blev der oprettet et nationalsocialistisk arbejdsfællesskab for Nordslesvig, og det viste sig hurtigt, at nazismens ideer fængede i mindretallet, ikke mindst i ungdommen. Det var imidlertid umuligt at skabe enighed i de ty., nazistiske rækker, fører fulgte efter fører. 1/7 1935 blev der indkaldt til et møde hos gauleiter Lohse i Kiel, og her blev dyrlæge Jens Møller, Gråsten, indsat som fører for et nyt parti, Nationalsozialistische deutsche Arbeiterpartei Nordschleswig. Der blev opbygget et mægtigt organisationsapparat, og fra 1939 var der et »lille politisk råd«, der skulle være førerens rådgiver. Afgørelsen i alle vigtigere sager lå dog hos Volksdeutsche Mittelstelle i Berlin. Endnu ved valget 1935 var pastor Schmidt blevet genvalgt til folketinget, kun m. 9 stemmer mere end nazisten Wilhelm Deichgräber fra Als. Ved valget 1939, et af de vigtigste valg i Sønderjyllands historie, havde man ventet en stor fremgang, og i agitationen havde man ikke lagt skjul på, at man håbede på en genforening m. Tyskland. Jens Møller, der nu var ty. spidskandidat, bebudede ved et møde i Tønder, at når tyskerne fik den store fremgang, ville råbet: »Führer, mach uns frei« stige frem. Kravet om at komme »heim ins Reich« lød bestandig, og valgets slagord var: ét rige, ét folk, én fører. Fra da. side satte man alt ind på at få alle da. stemmer frem, og resultatet blev, at tyskerne kun fik 15,9 % mod 15,5 i 1935. Den ty. stemmeprocent havde ved valget 1920 været 14,3, 1926 under krisen 15,6, men var 1932 kun 13,3%.
Da de ty. tropper rykkede ind i Nordslesvig om morgenen 9/4 1940, blev de hilst med jubel af hjemmetyskerne. Overalt hørtes Heil-råb. Mange tyskere troede, at nu kom den befrielse, de havde håbet på i 20 år. De blev hurtigt skuffet. Fra Volksdeutsche Mittelstelle blev der straks sendt en mand til Nordslesvig for at gøre det helt klart, at grænseflytning heller ikke nu var aktuel. I sommeren 1940 gik der rygter om, at Nordslesvig skulle indlemmes i Tyskland 28/6 1940 – på Versaillesdagen – og der blev averteret m. tyske flag. Men 25/6 indeholdt det ty. blad, Nordschleswigsche Zeitung, en meddelelse fra partiledelsen om, at flagning m. hagekors var forbudt. Kort efter 9/4 begyndte de ty. sessioner i Nordslesvig, og s. 32 mange unge meldte sig til våben-SS. En ny, voldsom hvervekampagne satte ind 1942. O. 1/5 1944 havde i alt omved 2000 hjemmetyskere meldt sig som frivillige, o. 300 var faldet. 1943 blev der oprettet en tidsfrivilligtjeneste, bestående af dem, der var for gamle til aktiv militærtjeneste el. ikke var blevet indkaldt. De skulle møde til militæruddannelse nogle timer om søndagen. Febr. 1944 blev der oprettet et halvmilitært beskyttelseskorps, Selbstschutz, især rekrutteret fra Schleswigsche Kameradschaft, en efterligning af det ty. SA. På da. flyvepladser og i ty. fabrikker var der efterhånden ca. 4000 hjemmetyskere, og i Nordslesvig arbejdede mange fabrikanter og håndværkere for værnemagten. Dette blev sat i system af Deutsche Berufsgruppen Nordschleswig. I besættelsesårene strømmede der rigelige pengemidler til skolearbejdet, og der blev oprettet flere nye skoler. Da der blev afholdt valg 1943, ville mindretallet ikke deltage, da så mange af dets medlemmer var fraværende fra Nordslesvig, og den da. regering blev tvunget til at oprette et ty. kontor under statsministeriet. Det blev ledet af Rudolf Stehr og skulle først og fremmest være et mellemled ml. mindretallet og de rigsdanske instanser. Mindretallet blev – som årene gik – mere og mere betænkelig ved hvervningen, som betød, at så stor en del af den hjemmetyske ungdom forblødte på Europas slagmarker. På forsk. måde søgte man også gennem intervention hos dr. Best og de ty. besættelsesmagter at hjælpe de da. nordslesvigere, der var blevet fængslet.
Der var også i Sønderjylland opstået en da. modstandsbevægelse, som dog måtte virke under vanskelige vilkår, fordi hjemmetyskerne her frembrød en særl. fare. Gang på gang blev modstandsbevægelsen revet op, men hver gang fik man den bygget op på ny. Man fik også våben, selv om de her ikke kunne kastes ned fra luften. Industrisabotage spillede ikke nogen større rolle, men der blev drevet en ivrig jernbanesabotage på længdebanen, der var livsvigtig for tyskerne. Sønderjylland hørte under modstandsbevægelsens region III, der også omfattede noget af Sydjylland. Der var desuden oprettet et særl. sønderjy. råd inden for modstandsbevægelsen. Da befrielsen kom, stod modstandsbevægelsens folk klar, og de kunne straks rykke ned og besætte grænsen, både for at kontrollere, at uvedkommende ikke slap igennem s.fra, dels for at kontrollere de udmarscherende ty. tropper. Det varede dog ikke længe, inden den da. brigade fra Sverige kom til grænsen. Rundtom i Nordslesvig blev mange tyskere arresteret i disse dage, ikke blot de ledende nazister, men også de, der havde været ved fronten, havde gjort tjeneste som tidsfrivillige el. i Selbstschutz. De blev interneret i Fårhus-lejren, den tidl. Frøslevlejr. Mange fik forholdsvis hårde straffe, men der blev hurtigt gennemført benådninger for mindre forseelser. Der blev øvet hærværk mod Nordschleswigsche Zeitung og mod ty. mindesmærker flere steder i landsdelen, bl.a. på Knivsbjerg. De ty. skoler blev lukket i sommeren 1945 og de ty. privatskolebygninger beslaglagt, da de formelt var ty. statsejendom. Også Vogelgesangs aktiver blev overtaget af den da. stat. Der var i den da. befolkning dyb uenighed om, hvilken skolepolitik der skulle følges i fremtiden. De, der mente, at der ikke mere skulle være ty. kommunale skoler, sejrede. Efterhånden blev en del ty. privatskolebygninger tilbagegivet, og lidt efter lidt kom en del ty. skoler i gang på ny.
Allr. før befrielsen 5/5 1945 havde man i flere da. kredse gjort sig tanker om, hvordan fremtiden skulle forme sig s.f. grænsen. I årene o. 1920 var der her opstået en stærk da. bevægelse. Da det værste chok efter nederlaget var overstået, var det dog umuligt for de da. sydslesvigere at holde den vundne position. Ved rigsdagsvalget s. 33 1924 var de danske stemmetal 4727, ved valget 1928 var det gået ned til 2215, mens der ved kommunalvalgene året efter var 4503 stemmer, 1933: 4658 stemmer. Her var der flere chancer for at opnå repræsentation. Man kan regne med, at den dansksindede befolkning i tiden lige efter 1920 var o. 20.000, sen. 10–15.000. 1926 og 1929 blev der gennemført mindretalsforordninger vedr. skolerne. Foruden den da. kommuneskole i Flensborg kom der 8 privatskoler, den sydligste i Tønning. Forholdene for mindretallene var nogenlunde tilfredsstillende indtil 1933, men blev derefter vanskeligere. Det lykkedes dog at bjerge den lille kerne af danskhed gennem disse 12 år. Da befrielsen fra nazismen kom ved sammenbruddet 1945, var der mange, som ikke før havde været da., som nu søgte at orientere sig mod n. Der var mange grunde hertil, krigsårenes og nederlagets psykiske pres, håbløsheden, de vældige masser af flygtninge, hvis væsen og sprog føltes fremmed. Man søgte at oprette en Südschleswiger Verein, forskellig fra den da. Slesvigsk Forening, og der blev fra denne kreds af folk, der ikke tidl. havde tilhørt det da. mindretal, rettet henvendelse til feltmarskal Montgomery – Sydslesvig var en del af den britiske besættelseszone – m. anmodning om at få gennemført Sydslesvigs administrative adskillelse fra Holsten og få flygtningene fjernet. De britiske myndigheder støttede ikke denne dansk-orienterede, slesvigske hjemstavnsbevægelse, Südschleswiger Verein blev ikke tilladt, men medlemmerne strømmede i stedet over til Slesvigsk Forening, der fik navneforandring til Sydslesvigsk Forening. Medlemstallet kulminerede 1948 m. 74.000 medlemmer. Ved valgene til landdagen 1947 var stemmetallet for den dansk-orienterede bevægelse 99.000, 1/3 af vælgerne, lidt over 50 pct. af den hjemmehørende befolkning, havde stemt på bevægelsens kandidater. Overalt opstod der nye, da. skoler, i sept. 1947 var der ca. 50 m. ca. 12.500 elever. Bevægelsen var vel så meget mere overraskende, som Sydslesvig nu var et næsten helt tysktalende land. En undersøgelse fra mellemkrigsårene havde vist, at der kun taltes da. el. overvejende da. i et ret smalt bælte s.f. grænsen. En da. undersøgelse fra 1946 havde vist, at grænsen for det område, hvor de dansktalende var i flertal, var rykket yderligere lidt mod n. Antallet af familier, hvor man talte da. med børnene, var gået stærkere tilbage end antallet af ægtepar, der talte indbyrdes dansk.
Udviklingen i Sydslesvig efter befrielsen kom uden tvivl bag på den da. befolkning og regeringen. Statsminister Buhl havde 9/5 på befrielsesregeringens vegne udtalt, at Danmarks grænse lå fast. Som i 1918–20 kom der nu en dybtgående splittelse i det da. folk ml. dem, som troede, at nu kunne hele det gl. hertugdømme Sønderjylland el. i hvert fald en del deraf på ny blive en del af Danmark, og dem, der mente, at grænsen måtte ligge fast, at det ville være farligt for fremtiden nu at ændre grænsen. Ingen kunne vide, om det omsving i stemningen, der havde fundet sted, også ville holde, når forholdene atter blev mere normale. I et memorandum fra sept. 1946 erklærede den eng. regering sig villig til at drøfte ethvert forslag, der enten gik ud på en befolkningsudveksling, en folkeafstemning m. flg. grænseregulering el. en grænseregulering uden folkeafstemning. Den da. regering understregede i sit svar, at man også m. h. t. Sydslesvig stod på den nationale selvbestemmelses grund, men regeringen ønskede ikke at stille forslag om nogen ændring i Sydslesvigs statslige tilhørsforhold. Blandt dem, der håbede på, at Sydslesvig skulle blive da. statsområde, var der stemning for, at Sydslesvig en tid kunne s. 34 være et mandatområde, og at der efter en række år skulle finde folkeafstemning sted. Men i Folketinget kunne der ikke skabes flertal for en sådan ordning.
Den da. regering ville støtte danskheden i Sydslesvig kulturelt og økon., den ville arbejde for, at der blev sikret de dansksindede sydslesvigere ret til fri national, kulturel og politisk virksomhed. Dette sidste blev udtalt i en erklæring af 1949, hvori man også gav udtryk for håbet om, at flygtningebyrden måtte blive lettet. Valutareformen i sommeren 1948 og den vestty. forbundsrepubliks oprettelse medførte, at mere ordnede forhold vendte tilbage. Flygtningetrykket blev lidt efter lidt mindre. Det viste sig nu, at en del sydslesvigere opgav deres nordiske orientering. Ved det 1. valg til forbundsdagen august 1949 kunne danskerne sende én repræsentant, Hermann Clausen, til Bonn. Han var valgt med o. 75.000 stemmer. I 1953 var stemmetallet kun 44.000, og mandatet gik tabt.
Det ty. sammenbrud 5/5 1945 havde betydet, at al ty. politisk og kulturel virksomhed i Nordslesvig ophørte. 22/11 1945 stiftede man Bund deutscher Nordschleswiger, og 1/12 udsendtes en erklæring, i hvis § 1 det hed: »Som ty. nordslesvigere bekender vi os til ubetinget loyalitet overfor den da. konge, den da. stat og den nuv. grænse og tilstræber en ærlig fred i vor hjemstavn«. I § 2 hed det: »Vi vil stille os på den demokratiske statsopfattelses grund og i vort politiske liv virkeliggøre demokratiets grundsætninger«. 1953 kunne tyskerne atter vælge én repræsentant til folketinget, Hans Schmidt, Oksbøl. De havde fået tæt ved 10 % mod 15,9 i 1939. Ved valget 1960 var den ty. stemmeprocent 8,1, og ved valget 1964 kun 7,6 %, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at fastholde folketingsmandatet. I Sydslesvig har det da. mindretals andel i stemmerne ligeledes været nedadgående, 1950 kunne man vælge 4 repræsentanter til landdagen. Efter at 5 %-klausulen var ophævet, kunne man 1958 vælge to landdagsmænd, de 26.883 stemmer ved landdagsvalget 1962, svarende til 2,3 % af de mandatberettigede stemmer, gav kun én repræsentant i landdagen.
Efter den stærke spænding i grænselandet i nazismens tid og i de første år efter det ty. sammenbrud har der efterhånden fundet en stærk afspænding sted på begge sider af grænsen, og hovedvægten i mindretallenes arbejde er mere og mere blevet lagt på det kulturelle, mens det politiske – også i Sydslesvig – spiller en mindre rolle. Den alm. europæiske udvikling, Tysklands og Danmarks fællesskab i NATO-alliancen, de unges afstandtagen fra den stærke understregen af det nationale har medvirket hertil. Af stor betydning har også Bonn-erklæringerne af 28/3 og 29/3 1955 været. Heri afgav begge parter – hver for sig – en udtalelse om det alm. retslige grundlag for mindretallene og fastslog de alm. retningslinier for fremtidens arbejde. Bekendelsen til moderlandets folkeliv og dets kultur skulle være fri og måtte ikke efterprøves, medlemmerne af mindretallene og deres organisationer skulle frit kunne bruge det sprog, de ønsker, i ord og i skrift, og mindretallene skulle frit kunne pleje deres religiøse, kulturelle og faglige forbindelser m. moderlandet. Det blev fastslået, at 5 %-spærreklausulen ved valg til den slesvig-holstenske landdag skulle ophæves, og at der skulle ydes 80 % tilskud til de da. skoler i Sydslesvig. Problemer i forb. m. de ty. mindretalsskolers eksamensret blev løst. Det flg. årti har betydet en yderligere afspænding, og forholdene i grænselandet synes 1965 fredeligere end på noget tidspunkt siden nationalitetskampens begyndelse.
Administrationen.
Jylland var – måske fra vikingetiden – inddelt i sysler. Syssel betyder betroet hverv. Der fandtes særl. sysselting, som dog ikke var i besiddelse af lovgivende el. dømmende myndighed. Sønderjylland var delt i 3 sysler, Ellum og Isted havde navn efter en lokalitet i syslet, mens Barvid syssel vel må være opkaldt efter den store skov i det nordøstl. Sønderjylland. Barvid synes at betyde nåleskov. Heri lå Tyrstrup, Haderslev, Gram, Frøs, der også omfattede Kalvslund hrd., samt de to Rangstrup hrdr. Ellum syssel bestod af Hviding, Lø, Højer, Tønder, Rise, Lundtoft og Slogs hrdr. samt Sundeved el. Nybøl hrd. og Kær hrd. i Sydslesvig. Isted syssel omfattede Vis hrd., hvis nordligste del, Bov so. og dele af Holbøl so., ligger n.f. den nuv. grænse, desuden hele Angel, Ugle hrd., Arns hrd. og de to Gøs hrdr. Den sydligste del af Sønderjylland, området ml. Sli og Ejderen lå uden for sysselinddelingen, ligeledes de frisiske områder på øerne og i marsken, Utland, samt Als og Ærø, der opr. ikke hørte til hertugdømmet. Mod n. faldt sysselgrænsen sammen m. grænsen ml. Nørrejylland og Sønderjylland. Der er i Sønderjylland kun svage spor af sysselting, mul. fordi deres opgaver tidligt er blevet overtaget af Urnehoved-tinget. Sysselinddelingen havde i sen. tid væsentligst betydning for den kirkelige inddeling, idet inddelingen i provstier i katolsk tid delvis fulgte sysselgrænserne.
Rundt om i Sønderjylland havde kongen sine fogder, som de alm. kaldtes i 1300t.; i det flg. årh. blev det ty. udtryk amtmand det alm. anvendte, selv om len og lensmand også forekommer, selv i ty. tekster. Midtpunktet i a. var det kgl. slot, hvor amtmanden var militær befalingsmand, capitaneus. Som regel var 2 el. flere hrdr. lagt til et a. Amtmanden skulle varetage kongens el. hertugens interesser i sit a., ikke mindst sørge for, at de fyrstelige indtægter kom rigtigt ind. De bestod først og fremmest af de afgifter, som bønderne, dvs. selvejerbønderne, og de fyrstelige fæstere skulle betale. P.gr.af de særl. forhold i Sønderjylland i 1300t. og 1400t. kunne de administrative forhold i disse årh. skifte en del, og tit var et enkelt hrd. el. flere samtidig pantsat til adelige. 1340 nævnes fogderierne Gottorp og Flensborg, Tønder og Haderslev. O. 1400 var opdelingen i amter omtr. som senere. Til Haderslev a. lå Tyrstrup, Haderslev og Nr. Rangstrup hrdr. Det lille selvstændige len Skinkelborg i Tyrstrup hrd. gik i løbet af 1400t. op i Haderslev a. Tørning len el. a. omfattede Gram, Hviding, Frøs og Kalvslund hrdr. Det var gennem en lang årrække på private hænder, men blev 1494 erhvervet af kong Hans. Til Tønder a. lå Tønder, Højer, Slogs, Lundtoft, Kær, Bøking og Horsbøl hrdr. samt Sild og Østerland Før. Åbenrå a. bestod kun af Rise og Sdr. Rangstrup hrdr. samt Varnæs birk. Sønderborg a. omfattede Sundeved el. Nybøl hrd. og Als Sdr. hrd., mens Nordborg a. kun havde Als Nr. hrd. under sig. Inden for amtet virkede forsk. embedsmænd. I slutn. af middelalderen nævnes borgskrivere, sen. amtsskrivere. I sidste halvdel af 1600t. forekommer nu og da udtrykket amtsforv., som bliver det alm. kort efter 1700. Amtsskriveren skulle føre amtsregnskabet og sørge for, at de fyrstelige indtægter kom ret ind. Husfogderne fandtes i hvert fald også fra slutn. af middelalderen. Deres fornemste opgave var at tage vare på slottet, »huset«, og de andre kgl. bygninger og besiddelser. I Haderslev a. var der fra beg. af 1600t. ridefogder, der bl.a. sørgede for opkrævningen af de kgl. kontributioner og havde visse retslige opgaver. 16/4 1584 fik amtmanden i Haderslev a. påbud om, at der skulle s. 36 ansættes delefogder til at forfølge kronens sager. Disse nævnes endnu lidt ind i 1600t. Også i Åbenrå a. var der delefogder, nævnt så sent som 1685.
Retsligt hørte Sønderjylland til det jy. retsområde, og Jyske lov havde retsgyldighed her til indførelsen af Bürgerliches Gesetzbuch 1900, i enkelte særl. sager endda efter denne tid. Men fra gl. tid var der områder, der havde deres egen ret. Hver by havde sin stadsret, Tønder havde dog 1243 fået lybsk ret, hvorfor der fra Tønder kunne appelleres til rådet i Lübeck, fra 1571 til den holstenske Vierstädtegericht, senere dog kun til overretten. De frisiske områder i Vestslesvig havde også – i hvert fald fra beg. af 1400t. – deres særl. retsregler. De enkelte fyrster kunne udstede love og bestemmelser, der var gyldige for deres områder, ligesom de også kunne udstede fælleslove. Vigtigst af disse var kirkeordinansen af 1542 og landretsordningen af 1573, fornyet 1636. Også den da. rigslovgivning blev nu og da benyttet i Sønderjylland, bl.a. Kolding-recessen af 1558 og Kalundborg-recessen af 1576. Danske lov var i brug på Ærø og på Als, men efterhånden som de forsk. områder her blev overtaget af kongen, blev Jyske lov og de slesvigske love også på disse øer det alm. retsgrundlag. I Sønderborg havde Danske lov aldrig haft gyldighed, men en udtalelse fra 1708 viser, at den også her blev brugt som subsidiær lov. Også ty. ret spillede en ikke ringe rolle, især Karl V.s »Peinliche Gerichtsordnung«.
Fra gl. tid havde Sønderjylland sit eget landsting, Urnehoved, der vel var en slags fælles sysselting for de 3 sysler. Det har været meget diskuteret, hvor det har ligget. Nogle har ment, at det var på Løgpold, lige ø.f. hærvejen og n.f. sognegrænsen ml. Bjolderup og Uge so., hvor der i 1940’rne blev anlagt en mindepark. Efter en anden opfattelse har tinget ligget ved Hestehaverne i Bjolderup so., lidt længere mod nø. Saxo omtaler, at Harald Kesja og Knud VI blev hyldet på Urne ting, 1134 og 1182. Derefter tier kilderne om tinget indtil 1393, da hertug Erik af Sachsen-Lauenburg frasagde sig alle krav på Slesvig »to Urnehovede uppe deme lantdinge«, og 1397 udstedte hertuginde Elisabeth her tre breve vedr. hertugdømmets pantsættelse m.m. Som vidner ved udstedelsen af brevet 1393 nævnes kun riddere og væbnere, 1397 desuden medlemmer af domkapitlerne i Slesvig, Ribe og Haderslev, samt repræsentanter for Flensborg, Slesvig og Sønderborg byer. I den s.k. Tapfere Verbesserung fra 1460 lovede Chr. I, at han ville mødes med »mandskabet« fra hertugdømmet på Urnehoved. Der kendes ikke nogen dom el. andet retsligt dokument, udstedt af dette landsting. Det har ikke haft sa. opgaver og myndighed som de store landsting el. de mindre, der fandtes rundt om i Danmark. Det har været et mødested, først vel for hele den sønderjy. befolkning, sen. for stænderne, dvs. prælater, ridderskab og byerne. Brevet af 1397 viser, at den slesvigske landdag i dette år faktisk har været holdt på Urnehoved, bestemmelsen 1460, at den skulle finde sted her, »hvis vi (kongen) ikke er forhindret«. Om disse landdage i sen. tid virkelig er blevet afholdt på Urnehoved vides ikke. Det er ikke sandsynligt. Ved Fr. I.s konfirmation af privilegierne 1524 blev det fastslået, at den slesvigske landdag skulle holdes i Flensborg to gange om året. Her var der uden tvivl kun tale om at fastslå gældende praksis. Ærø og Als havde deres egne landsting. Landstinget for Als nævnes 1343. Efterhånden blev det indskrænket til at være et ting for den midterste del af Als, det sen. Egen hrd. Det blev holdt ved Egen kirke, stednavnene her tyder på, at dette sted allr. i hedensk tid har været et midtpunkt for religiøs kultus.
Fra beg. af 1300t. nævnes en hertugelig justitiar. Drosten havde også domsmyndighed s. 37 – et eks. herpå er fra 1263 – og efterhånden blev han sa. m. nogle adelige den eneste højere retsembedsmand i hertugdømmet. Han varetog også de opgaver m.h.t. retten til jord, som rigskansleren havde i kongeriget. Endnu i Ribe-privilegiet hedder det, at drosten skal afgøre alle de sager, som det tilkommer ham at afgøre efter »utwisinge des rechtes«. Han skulle holde ret og ting i de egne, hvor der var mest behov derfor. S.å. siges det i den »tapfere Verbesserung«, at biskoppen og ansete mænd fra hertugdømmet i kongens fravær skal afsige dom og træffe afgørelse i alle sager. Hertug Valdemar havde 1286 måttet anerkende, at der kunne appelleres til riget, og udtalelser fra kejserprocessen 1424 viser, at man endnu på denne tid har været af den opfattelse, at der kunne appelleres til landstinget i Viborg og kongens retterting. I Ribe privilegiet af 1460 lovede kongen, at ingen skulle stævnes for ham »to rechte« uden for »disse lande« i sager, der angik liv og gods. I Bordesholm-forliget 1522 hed det, at ingen skulle stævnes for retten uden for det hertugdømme, hvori han boede, el. være pligtig til at stå til rette for da. råder uden for hertugdømmet. Tilsvarende bestemmelser er optaget i privilegierne af 1524. For sager vedr. ridderskab og prælater blev det efterhånden således, at landdagen var 1. og eneste instans. Der kunne hertil også appelleres fra underretterne, i ældre tid dog ikke fra byerne. 1564 blev domssagerne adskilt fra landdagens alm. forhandlinger, og der var herefter en særl. landret, bestående af adelige råder. Hertug Hans d. Æ. indrettede særl. amtsretter. Mens landretten forblev appelinstans for sager fra de adelige godsers birkeretter, blev det efterhånden således, at de fyrstelige hofretter el. kancelliretter blev appelinstans for underretterne. 1590 påbød hertug Philip af Gottorp, at der hver 14. dag skulle afholdes en alm. kancelliret. 17/4 1648 blev der i Flensborg – 1649 flyttet til Glückstadt – for den kgl. del af hertugdømmerne indrettet et regeringskancelli, som havde både dømmende og administrativ myndighed. 1684 blev der oprettet et særl. justitskancelli for hertugdømmet Slesvig. Det virkede kun til 1689, men denne overret blev genopret. 1713. Hofretter er kendt fra Nordborg og Glücksborg.
Inddelingen i herreder er meget gl. Den ældste fortegnelse over de nordslesvigske hrdr. findes i ValdJb. Det fremgår heraf, at enkelte hrdr. i tidens løb har skiftet navn. Kliplev hrd. er blevet til Lundtoft hrd., Lovtrup hrd. til Slogs hrd. Nybøl hrd. forekommer ikke før i 1300t., det kaldes i ValdJb. Sundeved. Kalvslund hrd. må være udskilt fra Frøs hrd. efter 1231, ligesom Tønder hrd. opr. må have været en del af Højer hrd. Rangstrup hrd. blev delt i Sdr. og Nr. Rangstrup hrdr. Efterhånden som købstæderne voksede frem og fik deres eget ting, blev de udskilt fra herrederne. Enkelte steder var der også fra gl. tid mindre områder, som fik en retslig særstilling, kom til at udgøre et birk. Nævnes kan Varnæs og Søderup birker. Kirken erhvervede i tidens løb meget store godsområder og opnåede særl. jurisdiktion for disse. Der opstod på denne måde en del gejstlige birker, bl.a. Ballum og Møgeltønder birker, der hørte under biskoppen i Ribe. Hertil kom også Lø hrd., der i virkeligheden var et birk under Trøjborg. Endv. Løgum birk under Løgumkloster, Stavnsbøl birk på Als, der også omfattede en del gods på Sundeved. Det hørte under Slesvig-biskoppen, sen. Svavsted a. Efter at Stavnsbøl var kommet til hertugen af Augustenborg 1651, blev der oprettet et særl. ting for de øvr. bønder på Sundeved og i egnen omkr. Åbenrå, som hørte under Svavsted a. Det blev ofte holdt i Kolstrup.
I privilegiet af 1524 blev der givet prælater og adel »hals og hånd og den højeste s. 38 ret over deres undersåtter«, dvs. at de frit kunne oprette særl. ting for deres godser. Det er ukendt, om der i middelalderen og i 1500t. har været sådanne adelige birketing i Nordslesvig. Særl. alm. har de ikke været. Det meste adelige gods var spredt, det lå ikke som i Holsten og i det sydligste Slesvig samlet omkr. herregården. I 1600t. havde Ahlefeldt’erne på Søgd. dog oprettet en særl. ret for dette store gods’ undersåtter. Det blev holdt i Gråsten. Frederik Ahlefeldt erhvervede Solvig 1681 og fik da også jurisdiktionsretten. Da undersåtterne købte sig selv 1692, blev der oprettet et særl. Solvig-ting, som nævnes 1703.
Ribe stift omfattede i middelalderen hele Vestslesvig ned til Vidåen, desuden var Vesterland-Før og Amrum, der var kommet direkte under biskoppen, kongerigske enklaver. Af Frøs hrd. hørte Skodborg so. under Slesvig stift, resten til Ribe stift. Af Gram hrd. lå Gram, Nustrup og Skrydstrup so. i Ribe stift. Sdr. Rangstrup hrd., Åbenrå a., var ligeledes delt, idet Ø. Løgum so. hørte under Slesvig stift, resten under Ribe stift. Mul. har Ø. Løgum opr. hørt under Rise hrd. Als og Ærø hørte under Odense stift. De sogne, der lå til Ribe stift, hørte til ærkedegnens provsti. 1321 kom Frøs og Kalvslund hrdr. dog under kantoren i Ribe. Af de so., der hørte til Slesvig stift, lå de nordligste, Skodborg og so. i Gram, Tyrstrup og Haderslev hrdr. i Barvidsyssel provsti, so. i Nybøl, Lundtoft, Rise, Slogs og Kær hrdr. samt Ø. Løgum so. under Ellumsyssel provsti. Til Vor Frue kirke i Haderslev var der knyttet et særl. kollegiatkapitel, vel stiftet i sidste halvdel af 1200t. og med sine egne statutter, bekræftet 1309. Det ejede før reformationen over 70 gde, og i slutn. af middelalderen blev Barvid syssel henlagt hertil. Der var ved kapitlet en skole til uddannelse af præster.
Reformationen medførte en foreløbig ændring af stiftgrænserne, idet hertug Christian 1528 lagde såvel Haderslev som Tørning a. under en luthersk superintendent i Haderslev. Dette lille stift blev nogle år sen. udvidet m. Åbenrå og Tønder a. Ved en højtidelighed i Ribe domkirke blev Tørning len dog 1543 givet tilbage til biskop Hans Tausen. Efter delingen 1544 opstod der strid om den kirkelige overhøjhed. 1562 visiterede Peter Generanus i Åbenrå kirkerne i Bedsted, Hellevad og Egvad, og 1564 blev de henlagt under Slesvig stift. Hans d. Æ. gjorde krav på de løgumklosterske kirker Brede og Nr. Løgum m. Løgumkloster samt Tønder, Ubjerg, Højer, Hjerpsted og Skast. Ved Kolding-recessen af 1576 og hertug Augusts voldgiftskendelse af 1578 kom de under hertugens overhøjhed, og da de kort efter blev overtaget af hertug Adolf, kom de under Slesvig stift. Ærkedegnen beholdt dog sin ret til at høre kirkeregnskaberne sa. m. de fyrstelige amtsskrivere, Nr. Løgum undtaget. Denne ret gik tabt i 1600t., efter at hertugen af Gottorp 1658 havde opnået fuld suverænitet over sin del af Slesvig. 1684-89 var de nævnte kirker dog på ny lagt under biskoppen i Ribe. Også kirkerne i Tørninglen kom 1578 under Hans d. Æ.s overhøjhed, men vendte på ny tilbage til Ribe stift, da kongen efter hertugens død overtog Haderslev og Tørning amter. Her blev de til 1864, selv om der gennem årene var megen strid m. amtmanden, ikke mindst om kirkeregnskaberne. I sen. tid var det i Frøs og Kalvslund hrdr. amtmand og provst, der havde tilsyn m. kirkernes økon. forhold og reviderede kirkeregnskaberne. Amtsforvalteren i Vesteramtet var kirkeskriver. I de øvr. so. under Ribe stift var det ærkedegnen, sen. biskoppen qua ærkedegn, der havde det regnskabsmæssige tilsyn. Gram og Fole so. hørte direkte under greven på Gram. Fra 1681 var herredsfogden i Hviding og Nr. Rangstrup kirkeskriver for Hviding, Gram og s. 39 Nr. Rangstrup hrdr. 1584 kom Seest under Koldinghus a. og Ribe stift. Også om den gejstlige overhøjhed på Als var der efter reformationen lang strid, først m. dronn. Dorothea, sen. med Hans d. Y. En tid var Als, Ærø og Sundeved et særl. provsti. 1579 måtte Hans d. Y. dog anerkende, at Als og Ærø hørte under biskoppen i Odense, dog undt. Sønderborg by og den af Hans d. Y. 1615 opførte kirke på Kegnæs. En tid var Egen kirke også unddraget den fynske biskop.
Slesvig stift var fra 1551 til 1624 et fyrstebispedømme. Fyrstebiskoppen havde indtægterne af bispegodset, der var blevet til Svavsted a., som 1658 overgik til Gottorp. 1701 blev det ophævet, idet undersåtterne blev indlemmet i de amter, hvori de boede. Der var en del af disse omkr. Åbenrå og på Sundeved. De blev alle lagt under Åbenrå a. Domkapitlet blev ved at eksistere efter reformationen, men præbenderne blev snarest brugt til at forsørge hof- og kancelliembedsmænd. 1658 ophørte domkapitlet med at eksistere. Præbenderne blev inddraget og domkapitlets betydelige gods delt ml. kongen og Gottorp. 1713 kom de alle under kongen.
Da reformationen brød frem, blev stiftets enhed, hvad selve det religiøse tilsyn angik, brudt. I de enkelte små hertugdømmer havde man sin egen provst, således i Haderslev til 1581, i Sønderborg provsti til 1667 og i Glücksborg til 1779. Selv om sognene i Nordborg a. hørte under Odense stift, var der dog en hertugelig provst i Nordborg a. 1676–1730. Fra 1562 var Paul v. Eitzen superintendent i de gottorpske områder. Han blev til en vis grad også anerkendt i de øvr. områder. Da han døde 1593, var der ingen kirkelig overmyndighed i den kgl. del. Ved en forordning af 9/4 1636 blev det bestemt, at der skulle være en kgl. og en gottorpsk generalsuperintendent. Fra 1713 blev de gottorpske områder lagt under den kgl. generalsuperintendent, og Slesvig stift var atter en enhed.
De so., der lå i Slesvig stift, var delt i amtsprovstier: Haderslev, Åbenrå, Tønder og Sønderborg. Det sidstn. omfattede kun Sønderborg og Kegnæs. Også Dybbøl so. havde hørt herunder indtil 1673, da det blev en adelig patronatskirke under Sandbjerg el. Reventlow. Adsbøl var fra omkr. sa. tid en patronatskirke under Ahlefeldt’erne på Søgd.-Gråsten. De var exemte kirker, der hørte direkte under generalsuperintendenterne. Andre exemte patronatskirker i den nordslesvigske del af Slesvig stift var Kliplev og Kværs, begge under Søgd., Kværs sen. under Ladegd. I Haderslev a. var der foruden amtsprovsten også herredsprovster, men deres betydning var kun ringe, og de forsvandt lidt ind i 1700t. I de dele af hertugdømmet, som hørte under Ribe stift, var der indtil beg. af 1800t. kun herredsprovstier. I de alsiske so. under Odense stift var der fra 1676 en provst for Als Nr. hrd., en for Als Sdr. hrd. Indtil da havde der været en fælles provst for hele området.
I mange af de vestl. og nordligste so. var der ejendomme, som ikke hørte til hertugdømmet, men under kongeriget. De var kongerigske enklaver i hertugdømmet. En del af dem var blevet kongerigske ved, at biskoppen og domkapitlet i Ribe el. andre kongerigske institutioner havde erhvervet dem, andre var vel ligefrem blevet lagt under kongeriget for at undgå, at de overgik til hertugerne. O. 1292 fik Ribe bys borgere af kongen »fri besiddelse af deres forstrand, List, Mandø og alle kyster, som ligger ml. fornævnte steder og Ribe by«. List på n.enden af Sild har altid hørt under kongeriget, og sproget her var dansk. Ved freden i Vordingborg 1435 beholdt Erik af Pommern List, Vesterland-Før og Amrum, og de forblev siden da ved kongeriget. Ribe bispestol havde allr. i 1200t. betydelige besiddelser i Møgeltønder so. 1233 blev der sluttet en overenskomst ml. biskoppen og beboerne i s. 40 Tønder, dvs. Møgeltønder, og Anflod om den tjeneste, der skulle ydes bispestolen og dennes gd., uden tvivl Møgeltønderhus. 1240 udstedte Abel som hertug et brev, hvorved biskoppens forvaltere og fæstere i Møgeltønder, Daler og Ballum fik frihed for al kgl. skat og tjeneste, leding, kværsæde og stud undtaget. I Ballum so. havde biskoppen hovedgden Brink, hvortil der også hørte gods på Rømø. En stor erhvervelse fik biskoppen 1407, da dronn. Margrethe efter at have købt Trøjborg m. det tilhørende Lø hrd. af Claus Limbek pantsatte dette store gods til biskoppen, hos hvem det blev. Hovedgden Lustrup lige s.f. Ribe hørte også under bispestolen, allr. 1233. Der var i Sønderjylland 4 biskoppelige birker, som Ribe biskoppen fik brev på 1468, nemlig Møgeltønder, Rømø, Lustrup og Ballum. Domkapitlet i Ribe havde efter en jordebog fra 1530 godt 80 gde i Sønderjylland. Dets besiddelser var temmelig spredt. Tættest lå de i V. Vedsted, Skærbæk og Emmerlev so. Ribe hospital blev opret. 1543 og overtog Helligåndsgden i Ribe og dens gods, endv. Skt. Jørgensgdene i Ribe og Kolding samt Puggd. Dets gods lå spredt på vestkysten, hospitalsbønderne var særl. talr. i Emmerlev og Mjolden so. Ribe domkirke havde også sønderjy. gods, særl. i sognene nærmest Ribe.
Enklaverne hørte vel allr. i 1400t. under kongeriget. I dem gjaldt kun kongerigsk lov, og retten blev her administreret som n.f. Kongeåen, ligesom der var appel fra de kongerigske birker, hvortil også Lø hrd. må regnes, til Viborg landsting el. videre til herredagen, sen. højesteret. Denne udskillelse synes ikke at være påbudt ved nogen enkelt afgørelse, men er vel sket lidt efter lidt, og efterhånden blev det alm. skik, at den ejd., som kongerigske institutioner erhvervede, var unddraget slesvigsk jurisdiktion. I 1600t. var det en klar regel, at kongerigske ejendomme s.f. Kongeåen fx. ikke kunne henlægges til et adeligt, slesvigsk gods som Gram. I øvrigt var det først ved opret. af Riberhus birketing 1735, at det blev mul. at få dem, der boede i de nordl. hrdr., gjort tingpligtige under en domstol, hvor der blev dømt efter kongerigsk lov. Efter reformationen blev det kongerigske bispegods inddraget under kronen og henlagt under Riberhus len. Brinkgd. m. Ballum birk og Møgeltønderhus blev særl. len, som 1562 og 1600 blev lagt under Riberhus. Trøjborg var ligeledes et særl. len indtil 1579, da det gik over i privateje. Møgeltønderhus blev 1661 erhvervet af Hans Schack og blev til Schackenborg.
1700–1848.
De større el. mindre hertugdømmer, der opstod ved delingerne i 1500t. og efter Hans d. Y., havde hver deres centraladministration, deres kancelli, hvorfra hertugdømmet blev styret. I den gottorpske del blev der opbygget et yderst effektivt centralstyre, hvorfra der blev ført et nøje tilsyn m. den lokale administration. Kancelliet blev ledet af kansleren, altid en lærd, ofte udlænding. De fyrstelige råder var hertugens rådgivere og virkede både i kancelliet på Gottorp og ved opgaver rundt om i hertugdømmet el. i udlandet. Nogle af dem var adelige, landråder, andre var lærde, som havde fået deres uddannelse ved ty. universiteter. Fra o. 1620 dannede der sig en kreds af enkelte mænd, gehejmeråder, som behandlede udenrigspolitik og de vigtigste problemer inden for finansvæsen og administration.
Den kgl. del blev først og fremmest styret fra Tyske kancelli i Kbh. Det var opstået 1523, da hertug Fr. I.s eget kancelli overtog denne opgave. Det havde også den udenrigspolitiske administration under sig. Fra 1806 hed det Slesvig-holstenske kancelli, fra 1816 kom også Lauenburg med i titlen. 24/12 1770 blev departementet s. 41 for udenlandske anliggender et selvstændigt kollegium. De store forandringer i centraladministrationen efter 1660 betød, at der opstod en række selvstændige kollegier, der også havde med de ty. sager at gøre. Vigtigst var rentekammeret, hvorunder det økon. styre hørte; herfra udskiltes finanskollegiet 1771. Endv. var der generalpostamtet fra 1711, kommercekollegiet fra 1735, generaltoldkammeret fra 1760. Hertil kommer de militære kollegier.
Da kongen kun var i hertugdømmerne en mindre del af året, blev der allr. under Chr. III indsat en kgl. statholder, der havde fuldmagt til at handle på hans vegne. Embedet bestod til 1848. Statholderen skulle føre tilsyn m. embedsmændene og m. retsvæsnet, m. »politien« i by og på land og m. oppebørselsbetjentene. Han havde »præsidium og directorium« i de to overretter. Ved provinsialregeringens og overappellationsrettens oprettelse 1834 blev hans myndighedsområde betydeligt indskrænket. Det i 1648 oprettede regeringskancelli i Glückstadt omfattede begge hertugdømmer, men fra 1713 var det kun overret for Holsten m. både administrativ og dømmende myndighed. Den 1713 etablerede overret for Slesvig var appelinstans for herreds- og byretterne. For kgl. embedsmænd og enkelte andre var den dog 1. instans, ligesom også visse mindre godser, de s.k. kancelligodser, hørte under dens jurisdiktion. I Nordslesvig var det Høgebjerg ved Åbenrå, Hajstrupgd., Hestholm og Mejerholm i Tønder a. Ved forandringerne 1834 blev dens myndighedsområde stærkt indskrænket, idet den nu næsten kun fik dømmende myndighed. Dog beholdt den et vist alm tilsyn m. retsvæsnet. Overretten blev ophævet 29/7 1850. Samtidig m. overretten blev der oprettet et overkonsistorium, der dels bestod af overrettens embedsmænd, dels af generalsuperintendenten og 2 provster. Det var 1. instans for gejstlige retssager vedr. embedsmænd og særl. privilegerede samt appelinstans for underkonsistorierne. Ligesom overretten havde det både retslige og administrative funktioner. Det blev ophævet 29/7 1850. Ved forordning af 15/5 1834 blev der oprettet en overappellationsret i Kiel og en slesvigholstensk provinsialregering på Gottorp. Provinsialregeringen overtog næsten alle de administrative opgaver, som de to overretter havde haft. Den bestod til 1850. Den adelige landret var 1. instans for prælater, ridderskab og besiddere af adelige godser og appelinstans for de adelige godsers og klostrenes domstole. Landkansleren var leder af landretten, hvortil der var knyttet 16 råder, halvdelen adelige, halvdelen lærde. Fra 1765 var tallet kun 8. 1735 oprettedes Det slesvig-holstenske kammer på Gottorp, som havde m. kammersager at gøre. Det bestod til 1746. En slesvigholstensk landkommission blev nedsat 1768 m. sæde i Slesvig. Den skulle især tage sig af udskiftning, udstykning af domæner m.m. og en ny matrikulering el. »sætning«. 1823 overgik dens opgaver til kommissærer, hvoraf der var én i Slesvig. Et slesvigholstensk sanitetskollegium blev opret. 1804, den fælles hovedkasse for begge hertugdømmer havde sæde i Rendsborg.
Amtmanden var den vigtigste embedsmand i lokaladministrationen og havde et indgående tilsyn m. det alm. retsvæsen, men han optrådte også selv som retsmyndighed. I 1700t. havde han den væsentligste del af undersøgelserne i kriminalsager, han havde forsædet i civilbødesessionen, skovbøde- og militærsessionen, og i alle civilsager havde han det første forhør, prima audientia el. prima cognitia. Kunne sagen ikke afgøres på det foreliggende grundlag, el. hvis parterne ikke var tilfreds m. afgørelsen, kunne sagen indbringes for den ordinære ret. I oplagte gældssager var hans afgørelse dog definitiv. Han førte også tilsyn m. skiftevæsnet. s. 42 Efterhånden fik han desuden ret til at afsige kendelse i en række mindre sager, fx. injurie-, vej-, håndværker-, aftægts- og fattigforplejningssager samt småsager, der ikke angik værdier over 10 rdl. I ældre tid havde han de fleste steder også tilsyn m. købstæderne, men ved reskr. af 10/7 1731 overgik dette til statholderen. I de gottorpske a. havde han også udnævnt visse embedsmænd, birkefogder, tingskrivere, skovridere og byfogder. 30/12 1730 blev det bestemt, at alle sådanne udnævnelser skulle foretages af kongen.
Der foregik i denne tid enkelte ændringer i amternes omfang. Svavsted a. blev som nævnt ophævet 1702 og de forsk. områder lagt under amterne. Det sa. skete med domkapitels- og Mårkærgodset 1777 og de lindevedske undersåtter 1796. Haderslev a. var delt i et Øster- og et Vesteramt 1784 og 1789–91. Løgumkloster var – måske o. 1566 – blevet et selvstændigt a., som i den sidste del af 1600t. blev forenet m. Åbenrå. Hertugerne af Augustenborg havde på Als efterhånden erhvervet en stor del af de kgl. godser. 1661 fik de Stavnsbøl birk, 1668 Rumohrsgd., lidt sen. Bro og Gundestrup. 1730 erhvervede de Gammelgd., først på livstid, fra 1756 som ejendom. Rønhave og Ladegården fik de på livstid, fra 1764 som ejendom. I sidstn. år desuden Sønderborg slot, Majbølgd. og Kegnæsgd. Tilbage af Sønderborg a. var der herefter kun Nygd. og Hjortholm på Kegnæs, som 1765 blev lagt under Nordborg a. 22/9 1777 blev de to amter formelt forenet under én amtmand. Fra 1749 hørte hele Ærø under Nordborg a. De glücksborgske områder på Sundeved blev lagt under Nordborg-Sønderborg a. ved reskr. af 15/9 1779, og 1814 kom det tidl. svavstedske fogderi Sundeved-Nybøl fra Åbenrå a. til Sønderborg-Nordborg a.
I flere af amterne var der i kortere perioder amtsinspektører, som varetog amtmandens opgaver, når denne ikke selv var i stand dertil. Amtssekretærerne var amtmandens juridisk uddannede medhjælpere, som var privat ansat. Amtsforvalterne var helt selvstændige. Ofte var de også told- og licentforvaltere el. måske husfogder. Foruden selve oppebørslerne og regnskabsvæsnet havde de også visse opgaver af mere retslig karakter. De udfærdigede kontrakter, obligationer, »udsigeakter« olgn., og de førte skyld- og panteprotokollerne undt. i Haderslev a., hvor dette arbejde blev udført af tingskriverne. I Åbenrå, Løgumkloster og Sønderborg a. var de sekretærer i underkonsistoriet, og de førte som regel kirkeregnskaberne og de amtskommunale regnskaber. Haderslev a. blev 24/10 1752 delt i to amtstuedistrikter. Herredsfogden i Nybøl hrd. var, efter at det glücksborgske område var overgået til kongen, også husfoged og oppebørselsbetjent. Husfogden fik efterhånden større myndighedsområde, han skulle ikke blot tage sig af alle de kgl. ejendomme, herunder pensionærgde, møller og fiskedamme, men også sørge for vejenes vedligeholdelse, og han fik vigtige opgaver i forb. m. udskiftning og andre landbrugsreformer. I Haderslev a. var der fra 1763 to husfogder. Opr. havde husfogden også haft tilsynet m. skovene, men efterhånden blev disse opgaver overtaget af særl. forstfolk. O. 1750 var der en overjægermester og en jægermester, der ledede skov- og jagtvæsnet. For Haderslev, Sønderborg og Nordborg a. var der en særl. jægermester og en særl. overførster. Hertil kom en overførster for de øvr. distrikter i hertugdømmet. Der var 10 skovridere, »Hegereiter«, i Nordslesvig m. Ærø, heraf de 4 i Haderslev a. Ved forordninger af 30/4 1781 og 2/7 1784 blev de slesvigske skovområder inddelt i 2 distrikter, hvoraf det ene omfattede Nordslesvig. De blev ledet af en jægermester og en overførster, og en overjægermester stod i spidsen for s. 43 hele forstvæsnet i hertugdømmerne. I Nordslesvig var der herefter 6 skovridere og 18 skovfogder. Ridefogder fandtes kun i Haderslev a. De havde m. militærvæsnet at gøre, indkasserede kontributioner m.m. og havde landvæsensforretningerne – udskiftningssager undtaget – under sig. De var til stede, når der blev holdt ting, og var med ved vurderinger, syn, skifte- og delingsforretninger. Ridefogderne i Bolderslev fogderis 3 distrikter var nærmest kun sognefogder. Allr. i slutn. af 1600t. var der fysici i Tønder og Haderslev. Ved reskr. af 19/8 1757 blev hertugdømmet inddelt i fysikatsdistrikter, Åbenrå og Løgumkloster a., Haderslev a., Sønderborg-Nordborg a. m. Ærø blev hver et fysikatsdistr. Den bestående ordning i Tønder by og a. blev opretholdt. Efterhånden blev der også oprettet embeder som distriktskirurger. Haderslev var fra 1653 et postalt knudepunkt i Nordslesvig. Efterhånden kom der også postkontorer i andre byer, i Tønder fra 1700, Åbenrå fik en kgl. postm. 1729, Sønderborg o. 1750, Ærøskøbing 1749.
Der fandt ikke efter 1700 større ændringer sted i de enkelte retskredses områder. Vigtigst var de ændringer, der hang sammen m. oprettelse af nye jurisdiktioner som fx. Riberhus birk 1735 og Gram birk 1718.
Foruden herredstingene og de gl. birketing var der efterhånden også en del adelige godser i Nordslesvig, der havde egen jurisdiktion, ikke mindst fordi adsk. godser ved Ahlefeldt’ernes konkurs blev selvstændige. Flg. adelige godser synes at have haft egen jurisdiktion: Gram, Nybøl, Stoltelund, Skovbølgd., Søgd., Årtoft, Ladegd., Grøngrøft, Gråsten, Reventlow, Ballegd., Bojskov. Hertil kommer de augustenborgske godser på Als, hvor forholdene var ret indviklede og blev en del ændret i tidens løb. De oktrojerede koge, Frederikskog og Rudbøl kog, var stort set ligestillet m. godserne. De udgjorde hver for sig en administrativ enhed m. egen jurisdiktion og politimyndighed. De forsk. forretninger blev udøvet af kogsinspektøren, der valgtes af hovedparticipanterne. I byerne var byfogden leder af bytinget, men efterhånden blev dette tings betydning mindre, og det blev rådstueretten, borgmester og råd, der fik den retslige myndighed. I Tønder var rådet eneste dømmende myndighed allr. i 1500t., i Åbenrå blev bytinget ophævet 1664, i Sønderborg 1698, men der blev indført en kæmnerret efter flensborgsk forbillede. Den behandlede kun mindre sager, og der var appel til rådet. Længst holdt bytinget sig i Haderslev, hvor den 1839 blev erstattet af en politiret. En sådan fandtes i øvrigt også i Tønder fra 1811. I Ærøskøbing var der fra 1773 en kombineret by- og landret. Christiansfeld havde fra 1773 en særstilling, idet officialen her kunne udføre visse retslige forretninger.
Man skelnede i Sønderjylland ml. to former for jurisdiktion, den alm. tingpligtighed og den frivillige jurisdiktion, der omfattede pante-, kontrakt-, skifte-, testament- og formynderivæsen. Som regel var det sa. myndighed, der havde dem begge, men der var dog undtagelser, fx. i Løgumkloster a.s fogderier, hvis undersåtter var tingpligtige i det hrd., hvori de boede, mens de m.h.t. den frivillige jurisdiktion hørte under a.s fogderifoged, amtsforvalteren, sen. birkefogden.
Tingretterne bestod af herredsfoged – el. birkefoged – og retsskriver, i Haderslev a. desuden af ridefogden. Han og herredsfogden skulle i øvrigt også prøve at forlige sagerne, inden de kom for selve tinget. Hertil kom så alm.vis to af sandemændene og 8 tinghørere. De to sandemænd, som var til stede ved tingmøderne – tidl. var det ofte 3 – er alm. allr. i beg. af 1500t. De kaldes også forseglingsmænd, da de var medudstedere af tingsvidnerne og medforseglede disse. I kriminaltilfælde s. 44 skulle der efter Jyske lov altid deltage 8 sandemænd, hvis der var tale om tyveri dog 8 ransnævninge. I det lille Sdr. hrd. på Als var der dog kun 3 sandemænd og 3 synsmænd. I Lundtoft hrd. kaldtes sandemændene for vrøgere, hvilket ellers var betegnelsen for de helligdagsfogder, som fandtes overalt og skulle føre tilsyn med, at helligdagsfreden blev overholdt. I Haderslev og Tørning amter var de blevet indført ved Hans d. Æ.s forordning af 7/6 1564. Sandemændene – på Als synsmændene – spillede mange steder en betydelig rolle. De var ofte befolkningens tillidsmænd, og hvor der ikke var nogen egl. kommunal repræsentation, optrådte de på undersåtternes vegne, evt. sa. m. sognefogderne. I øvrigt havde de ofte forsk. andre opgaver. Dette gælder især de alsiske synsmænd, om hvem det 1848 oplyses, at de var takseringsmænd, deltog i forseglinger, vurderinger, ejendomsoverdragelser, skifter. De var politiembedsmænd, foretog arrestationer og ledede husundersøgelser. De var kommunale repræsentanter, førte »die Fuhrrollen«, foretog besigtigelse af vejarbejder, indkrævede kommunale afgifter m.m. De blev udnævnt af amtet på livstid efter forslag af herredsfogden.
Herredsfogderne var i ældre tid fremtrædende bønder. I 1600t. blev det mere og mere alm., at de havde fået en praktisk uddannelse som skrivere el. lign., evt. ved et hertugeligt hof. I sidste halvdel af 1600t. var der også enkelte herredsfogder, som havde studeret. Denne udvikling tog fart i 1700t., og o. 1750 var der så at sige kun akademisk uddannede jurister ved de større herredsfogedembeder. Efterhånden blev det også mere og mere alm., at tingskriverne el. aktuarerne havde en universitetsuddannelse.
I den gejstlige administration skete der ikke større ændringer i tiden indtil 1848, bortset fra at der ved reskr. af 21/4 1819 blev opret. et særl. bispedømme for Ærø og de under Odense stift hørende dele af Als. Biskoppen skulle også udføre en amtsprovsts forretninger. Da der i kongeriget blev indført amtsprovster i st. f. de tidl. herredsprovster, blev Tørninglen 1812 forenet m. Lø hrd., Møgeltønder provsti og Anst hrd. til Ribe søndre amtsprovsti, der deltes 1828, da Tørninglen provsti og Lø-Møgeltønder provsti blev 2 selvstændige provstier. I de provstier, der hørte under Slesvig stift, udgjorde amtmand og amtsprovst kirkevisitatoriet, der førte det administrative tilsyn m. kirke-, skole- og fattigvæsen. I sognene under Ribe stift var det de da. kirkelige love, der var gældende. I de kongerigske sogne under Ribe a. var det biskop og stiftamtmand, stiftsøvrigheden, der havde det øverste tilsyn m. den økon. administration af kirker og skoler. Da Tørninglen i verdslig henseende hørte under Haderslev a., var det amtmanden her, der havde opsyn m. fattigvæsnet. Biskoppen skulle beskikke degnene, amtmanden skolelærerne. Det alm. tilsyn m. skolevæsenet tilkom amtmanden sa. m. provsten. Tit kunne det være svært at finde vej i den Tørninglen’ske labyrint. I de områder, der hørte under kongerigske stifter, var provsteretterne og landemodet gejstlighedens forum i sager vedr. embede og embedsførelse, og de, der havde overtrådt de kirkelige love, blev indstævnet herfor. Ægteskabssager blev dog behandlet af tamperretten, der blev ophævet 1797, hvorefter disse sager blev henlagt til de verdslige domstole. I sognene under Slesvig stift var underkonsistorierne det gejstlige forum, også for ægteskabssager. De bestod som regel af amtmand, provst og nogle præster samt en verdslig embedsmand som sekretær og blev ophævet 18/9 1850.
Fra gl. tid var der et vist selvstyre i de sønderjy. sogne. Forholdene kunne være forsk. fra a. til a. Der var to kirkeværger, kirkejurater, og i de fleste so. under Slesvig s. 45 stift desuden en slags sognerepræsentation, kaldet seksmænd, ottemænd el. tolvmænd, alt efter hvor stort antallet var. De havde ikke blot m. de kirkelige opgaver at gøre, men også m. fattigvæsenet, indtil skolereformerne også m. skolevæsenet. Desuden var der flere steder særl. repræsentanter, der kunne drøfte hrd.s el. a.s alm. anliggender. 1848 var der i Åbenrå a. 8 amtsfuldmægtige, 1 fra hvert so. undtagen Åbenrå landso., ved vakancer indstillede de, der havde plovsat jord, 3, hvoribl. amtet udnævnte én. Ved revisionen af det amtskommunale regnskab var også sognefogderne med. I Tønder a. var der herredsrepræsentanter, 2 i Tønder hrd., 3 i Højer hrd. De blev udnævnt af amtmanden bl. 2, udpeget af grundejerne. I Slogs hrd. var der 1 el. 2 repræsentanter fra hvert so., udpeget af herredsfogden på 6 år efter indstilling fra sognefolkene. O. 1830 var der i Slogs hrd. 13 sogne- og kommunerepræsentanter. I Lundtoft hrd. var der én fuldmægtig fra hvert so., valgt af gårdmændene på 3 år. Der blev i Tønder a. ført særl. herredsregnskaber. Desuden var der også her et amtskommunalt regnskab, som blev udarbejdet af amtsforvalter, landskriver og fuldmægtige fra herreder og landskaber. I Haderslev a. var det sognefogderne, der forhandlede om de enkelte hrdr.s anliggender. Drejede det sig om spørgsmål, der angik hele amtet, forhandlede herredsfogderne m. sognefogderne i hvert hrd. Det amtskommunale regnskab blev behandlet af 2 sognefogder fra hvert hrd. og under ledelse af en af ridefogderne. På Als var det syns- og sandemændene, der var befolkningens repræsentanter udadtil.
1848–1864.
Den slesvig-holstenske, provisoriske regering måtte træde tilbage 21/10 1848 efter våbenstilstanden i Malmø 26/8 s.å. Dagen efter indsattes en fællesregering, som 27/3 1849 blev afløst af et statholderskab. Et kollegiestyre var blevet indrettet straks efter slesvig-holstenernes overtagelse af magten, og efter at »landsforsamlingen« havde vedtaget en statsgrundlov 15/9 1848, blev kollegierne forandret til ministerier, i alt 6, for udenrigsanliggender, justits, indenrigske anliggender, kirke- og undervisningsvæsen, finanser og forsvar. Provinsialregeringen, overappellationsretten og de to overretter fortsatte deres virksomhed. Efter våbenstilstanden 10/7 1849 blev der i Slesvig indsat en »landsforvaltning«, bestående af en dansker og en prøjser m. en englænder som opmand. Nordslesvig blev besat af sv.-no. tropper, Sydslesvig af prøjsiske. Den da. repræsentant i denne bestyrelseskommission var F. Tillisch. Der blev opret. 3 regeringsdepartementer. Als og Ærø havde ikke været besat af fremmede tropper, og der var her blevet indsat en immediatkommission. Nu blev også de to øer henlagt under bestyrelseskommissionen. Denne opløstes 13/7 1850, og sa. dag overtog Tillisch det civile styre i Slesvig som overordentlig regeringskommissær i den da. konges navn. 5/3 1851 oprettedes Ministeriet for hertugdømmet Slesvig, som fik langt de fleste af de sønderjy. sager under sig, kun enkelte blev henlagt til de særl. ministerier. Regenburg blev chef for ministeriets departement for skole- og kirkesager m.m. 16/10 1855 oprettedes Ministeriet for monarkiets fælles indre anliggender, som dog allr. blev ophævet 26/7 1858. Overretten på Gottorp og den slesvig-holstenske provinsialregering var blevet ophævet 1850, overappellationsretten i Kiel fik fra 1850 kun m. holstenske og lauenborgske sager at gøre, og i stedet blev der oprettet en overjustitskommission i Flensborg, fra 1/6 1852 – jf. patent af 5/5 1852 – den kgl. appellationsret for hertugdømmet Slesvig med sæde smst. Der havde fra 1848 været 2 slesvigske generalsuperintendenter, 1 s. 46 for den dansktalende, 1 for den tysktalende del. 1854 blev U. S. Boesen biskop for hele hertugdømmet.
Også i den lokale administration skete der en del ændringer. Vigtigst var det, at Løgumkloster a. 17/9 1850 blev henlagt fra Åbenrå a. til Tønder a., ligesom de løgumklosterske kirker kom under Tønder provsti. Lovtrup i Slogs hrd. blev indlemmet i Lundtoft hrd., som nu kom under Åbenrå provsti og a. Hertil var allr. 1850 henlagt Genner og Bolderslev distrikter, mens Strandelhjørn distrikt forblev ved Haderslev a. Hele Bjolderup so. kom s.å. under Rise hrd. og Åbenrå a. 1852 fik amtmændene som kommissærer tillagt de opgaver, som den slesvig-holstenske provinsialregering havde haft i forhold til de adelige godser i Nordslesvig. Ved patent af 2/3 1852 blev de gråstenske ejendomme indlemmet i Lundtoft og Nybøl hrdr., og ved patenter af 3/6 1853 og 6/2 1854 blev de adelige godsers og de oktrojerede koges jurisdiktionsret ophævet, og de blev indlemmet i de forsk. hrdr. De 3 augustenborgske tingretter på Als, Rumohrsgd., Gammelgd. og Augustenborg Sdr. hrd., blev 2/3 forenet til Augustenborg hrd. De jorder, der tilhørte Skt. Jørgensgd. i Sønderborg, blev 1852 og 1853 indlemmet i by og hrdr. Slotsgade og Klingbjerg i Åbenrå kom fra 1/1 1861 under denne by. Herredsretternes jurisdiktion blev i disse år også på anden måde stærkt udvidet, idet amtmændene mistede de fleste af deres retslige opgaver, bortset fra prima audientia, der i virkeligheden var en forligsvirksomhed. 18/9 1850 blev ægteskabssager fra underkonsistorierne henlagt til de verdslige domstole. De adelige kirker i Kliplev og Kværs blev henlagt under Åbenrå provsti, kirkerne i Gråsten, Adsbøl og Dybbøl under Sønderborg provsti.
I Haderslev a. blev der oprettet et amtsråd 24/6 1858, bestående af amtmanden som formand og 8 andre medlemmer, valgt af valgmænd, der var udpeget af sognenes myndige, bosatte mænd, som havde fast ejendom el. var arvefæstere. I Åbenrå, Sønderborg og Nordborg amter blev der oprettet herredsråd 1861, henh. for Rise og Sdr. Rangstrup hrdr., Lundtoft hrd., Augustenborg og Als Sdr. hrdr., Als Nr. og Egen hrdr. og Nybøl hrd. Hvert af disse bestod af en formand, beskikket af amtmanden, samt 1 valgt medlem for hvert so. De større landbesiddere i Lundtoft og Augustenborg hrdr. samt Als Sdr. hrd. skulle vælge 1 medlem til hvert af rådene. Amtmanden kunne deltage i forhandlingerne og førte i så fald forsædet, ligesom han havde stemmeret. I valg deltog kun de, der var ejere el. besiddere af fast ejendom af 300 rdl. skatteværdi. Haderslev amtsråd blev ophævet 1867. Herredsrådene bestod i nogen tid efter dette år, men deres betydning var ringe.
1864–1920.
Efter freden i Wien blev der indsat en prøjsisk og en østrigsk civilkommissær, som i fællesskab skulle regere hertugdømmerne. Der blev dannet en landsregering med sæde på Gottorp. Ved overenskomsten i Gastein 14/8 1865 blev forholdene ordnet således, at Holsten skulle styres af en østrigsk statholder, Slesvig af en prøjsisk guvernør. Det blev general Edwin v. Manteuffel, mens v. Zedlitz, der havde været prøjsisk civilkommissær, fortsat var den øverste civile leder. Allr. 10/6 1866, inden krigen m. Østrig begyndte, indsatte Prøjsen en overpræsident for begge hertugdømmer, Carl v. Scheel-Plessen. Efter freden i Prag 1866 blev hertugdømmerne ved patent af 12/1 1867 gjort til prøjsisk provins. Denne blev ledet af overpræsidenten, som var chef for den kgl. regering, hvis sæde var i Slesvig. Den var opdelt s. 47 i forsk. afdelinger. Den lokale administration blev nyordnet efter prøjsisk mønster. Mellemkrigstiden havde fjernet nogle af de gl. ejendommeligheder i den slesvigske forvaltning. Nu blev der overalt gennemført en ensretning, som vel på mange måder betød et fremskridt, men også udslettede det særpræg, som århundredlang udvikling havde sat på landsdelen. Ved kommunal- og kredsordningen af 22/9 1867 blev Nordslesvig opdelt i 4 kredse, der i område faldt sa. m. de tidl. amters, bortset fra at Rømø kom til Tønder a., hvortil også blev lagt de gl. enklaveområder, Lø hrd., Ballum og Møgeltønder birker. En kredsordning for provinsen blev udstedt 26/5 1888. I spidsen for kredsen stod landråden, der ligesom en da. amtmand havde både statslige og kommunale opgaver. Han førte også tilsyn m. bykommunerne, Haderslev dog undtaget, da den havde over 10.000 indbyggere. Den sorterede direkte under regeringspræsidenten. Landråden var også kredsens øverste politimyndighed. Kredsdagen blev valgt af købstæderne, de store grundejere og landkommunerne. Købstæderne fik først det antal medlemmer, der tilkom dem efter folketal, resten blev delt ml. de store grundejere og landkommunerne. Købstæder og landkommuner valgte ved valgmænd, storgrundejerne direkte. Census var forsk. fra kreds til kreds. Haderslev kredsdag havde 25 medlemmer 1914, Sønderborg og Åbenrå kredsdage hver 20, Tønder 24. De store grundejeres valg blev afskaffet efter revolutionen 1918, deres mandater tilfaldt landkommunerne, og der blev indført alm., direkte valg. Nye kredsdagsvalg fandt sted maj 1919. Kredsdagen skulle vedtage kredsens budget, godkende regnskabet, træffe bestemmelse om optagelse af lån, udstede de vedtægter og reglementer, der skulle være gældende for kredsen og dens institutioner, bestemme antallet af kredsembedsmænd og deres lønninger, samt tage beslutning om alle kredskommunale anliggender. Kredsdagen skulle også vælge 6 medlemmer til kredsudvalget, som desuden bestod af landråden som formand. Valget skete ved absolut stemmeflertal, hvilket betød, at der intetsteds kom danske i kredsudvalget. Dets opgave var at forberede og udføre kredsdagens beslutninger og forvalte kredsens anliggender efter gældende love og kredsdagens beslutninger samt udnævne kredsens embedsmænd. Det holdt møde mindst én gang om måneden og øvede afgørende indflydelse på kredsens forvaltning.
For købstæder og flækker gjaldt købstadloven af 14/9 1869. Enhver skatteyder m. en beskeden indtægt havde valgret. I begyndelsen af 1870’erne var byrådene danske, men da tyskerne efterhånden fik flertal, var det ikke muligt at få valgt danske til byrådet. Byerne havde en slags tokammersystem. Magistraten bestod af en valgt borgmester og et i byvedtægten fastsat antal rådmænd, valgt ved direkte valg. I de 4 nordslesvigske byer var magistraten på 5 mand. Den repræsenterede byen udadtil og var dens øvrighed. Den forberedte og udførte byrådets beslutninger, ledede byens forvaltning og overvågede byens embedsmænd og funktionærer. Borgerrepræsentationen, die Stadtverordneten, blev valgt ved direkte og off. valg. Borgmesteren ledede såvel magistratens som dennes og borgerrepræsentationens fællesmøder. I flækkerne, Christiansfeld, Nordborg, Augustenborg, Løgumkloster og Højer, var der en flækkeforstander, der som regel havde titel af borgmester, dennes stedfortræder(e) og et flækkekollegium. Efter revolutionen fik alle tyveårige af begge køn valgret til byrådene, og ved nyvalgene oktober 1919 kom der et betydeligt antal danskere ind i magistrat og borgerrepræsentationerne.
Landkommunernes forfatning blev ordnet ved forordningen af 22/9 1867, som s. 48 blev afløst af en landkommunalordning af 4/7 1888 og en lov af 4/7 1892, hvorved ordningen fra de østl. provinser blev indført i Slesvig-Holsten. Landkommunerne omfattede som regel kun en el. to landsbyer. De blev styret af en kommuneforstander, hvis valg skulle stadfæstes af landråden. Hvis denne ikke ville godkende det, kunne han beskikke en kommissarisk kommuneforstander, hvilket ofte skete af nationale grunde. Han sad til næste valg, men kunne evt. beskikkes på ny. Kommuneforstanderen sørgede for kommunens løbende forretninger, forberedte kommunerådets møder, opstillede budget og aflagde regnskab. I kommuner, hvor der ikke var 40 vælgere, udgjorde de stemmeberettigede kommuneforsamlingen, som traf afgørelse om kommunens forhold. I større kommuner fandt der valg sted. Vælgerne var inddelt i 3 klasser. Klasse 1 bestod af dem, der udredte 1/3 af skattebeløbet, klasse 2 af dem, der betalte den anden trediedel, klasse 3 af de øvr. valgberettigede. Hver klasse valgte 1/3 af kommunerådets medlemmer. På denne måde lykkedes det mange steder tyskerne at få flertal i kommuner, hvor den overvejende del af befolkningen var dansk. Ved forordningen om kommunal valgret af 29/1 1919 blev der indført lige og almindelig valgret for mænd såvel som for kvinder, og ved valgene 2/3 s.å. kom der mange steder slet ingen tyskere ind i kommunerådene. I godsdistrikterne havde godsejeren som »Gutsvorsteher« sa. rettigheder og forpligtelser som kommuneforstanderen, dog uden at være bundet til medvirkning af et kommuneråd el. en kommuneforsamling.
Ved forordningen af 26/6 1867 blev den administrative og den dømmende magt adskilt. Fra 1/9 1867 blev de gl. herredsretter ophævet, og den dømmende magt overgik til amtsretterne, hvis område i mange tilfælde var det sa. el. næsten det sa. som herredsretternes. Den højeste domstol i provinsen var appellationsretten i Kiel, fra 1879 overlandretten, hvorunder der var 5 kredsretter, fra 1879 landretter, bl.a. i Flensborg og Slesvig. Politimyndigheden overgik fra 1/9 1867 til herredsfogderier, der i det væsentlige havde sa. omfang som de gl. herreder. I byerne var borgmesteren politimester. 1/4 1889 blev herredsfogderierne ophævet, og provinsen blev inddelt i amtsdistrikter, i spidsen for hvilke der stod amtsforstandere, udnævnt af overpræsidenten efter forslag fra kredsdagen. I visse tilfælde kunne der udnævnes en kommissarisk amtsforstander, ligeledes af overpræsidenten. Af nationale grunde skete det i en række tilfælde. En kommissarisk amtsforstander kunne stå i spidsen for 2 el. flere amtsdistrikter. 1897 var der i 12 af de nordligste distrikter kun 3 amtsforstandere, alle kommissariske. Ved bekendtgørelse af 17/2 1868 blev der indført skattekasser i st. f. de tidl. amtstuer. Deres område faldt som regel sammen m. amtsretternes. Fra 1/4 1895 blev de erstattet af kredskasser, tre i alt, i Åbenrå, Haderslev og Tønder.
De so., der havde hørt under Ribe stift, samt øen Als blev allr. 1864 lagt under Slesvig stift og generalsuperintendenten i Slesvig, men bevarede dog da. kirkeret. De tidl. provstier blev stort set bestående, men enkelte ændringer fandt sted. Lø hrd. og Ballum birks provsti blev 1879 forenet m. Nr. Tønder provsti, oprettet ved konsistoriets forordning af 25/11 1878, der m. gyldighed fra 1/5 1879 delte Tønder provsti i 2 provstier. Samtidig blev Sønderborg og de to alsiske herredsprovstier forenet. Kirkevisitatoriernes kirkelige myndighed blev ophævet ved bekendtgørelse af 20/6 1879. Deres tilsyn m. skolevæsenet var allr. 1876–79 overgået til særl. kredsskoleinspektører, mens landråderne dog beholdt det økon. tilsyn. Denne nyordning skyldtes kirke- og synodalordningen af 4/11 1876 – jf. lov af 6/4 1878 – s. 49 hvorved der i hvert provsti blev indrettet provstisynoder, bestående af provsten som formand, alle præster og det dobbelte antal lægmænd, valgt af kirkekollegierne. Synoden førte tilsyn m. provstiets kirkelige og sædelige tilstande, m. præsterne, de kirkeældste og menighedsrepræsentanterne, og den havde kontrol m. provstiets kirkelige midler. I hvert provsti var der et synodeudvalg, bestående af provsten som formand og 4 medlemmer, valgt af synoden. Det overtog kirkevisitatoriets opgaver, forberedte synodens forhandlinger og aflagde beretning om de kirkelige og sædelige forhold. Ved nyordningen 1876 fik hver menighed et kirkekollegium på 12–30 medlemmer, valgt ved simpel stemmeflertal af de mandlige medlemmer af menigheden. De fleste sager blev dog behandlet af kirkeforstanderskabet, bestående af 4–10 kirkeældste, valgt af kirkekollegiet. Præsten var formand.
Allr. 24/9 1867 var der blevet indrettet et fælles konsistorium i Kiel. Der blev udarbejdet en foreløbig kirkeforfatning, stadfæstet af kongen 1869. Konsistoriet var den egl. kirkestyrelse. Det bestod af en jurist som præsident, de 2 generalsuperintendenter, et antal medlemmer, udnævnt af kongen, dels jurister, dels gejstlige. Ved den nye synodalordning 1876 blev der oprettet en fællessynode, bestående af generalsuperintendenterne, 8 af kongen udnævnte medlemmer, 1 repræsentant for det teologiske fakultet i Kiel og et antal gejstlige og læge medlemmer, som regel valgt af provstisynoderne.
Efter 1920.
Ved kgl. resol. af 30/6 1919 blev der oprettet et midlertidigt ministerium for sønderjyske anliggender med H. P. Hanssen som minister. Det skulle medvirke ved de foranstaltninger, der skulle træffes i forb. m. den forestående genforening, og de enkelte fagministerier skulle høre dette ministerium i alle sønderjy. spørgsmål. H. P. Hanssen afgik som minister ved ministeriet Zahles tilbagetræden 30/3 1920. De sønderjy. landsdeles administrative indordning i kongeriget blev ordnet ved en række love 1920 og de nærmest flg. år. Ved lov af 28/6 1920 om indførelse af da. kommunal administration blev det bestemt, at Nordslesvig skulle inddeles i 4 amter, svarende til de tidl. kredse. Bov so. og Frøslev skulle henlægges til Åbenrå a., Hviding hrd. til Tønder a. Der skulle ikke finde nyvalg sted til byråd og andre kommunale råd, medmindre der blev fremsat begæring herom. I Haderslev, Åbenrå og Sønderborg amter vedblev kredsdagene at fungere, indtil nye valg fandt sted 1922, i Tønder a. fandt der valg til amtsrådet sted 5/10 1920. Bykommunerne blev adskilt fra amtskommunerne 1923 og 1924. I en overgangsperiode var der i de sønderjy. amter foruden en amtmand også amtsassessorer. I de to af amterne var der ansat sønderjyder, som ikke havde da. juridisk eksamen – det var grev Schack og Kr. Refslund Thomsen – i de to øvr. var der amtmænd, som var kommet n.fra. Hvis amtmændene var sønderjyder, var amtsassessorerne jurister m. da. uddannelse, var de n.fra, var amtsassesorerne sønderjyder, som var særl. kyndige i sønderjy. retslige forhold. De to sønderjy. amtsassesssorer blev dr. Karberg i Sønderborg, der havde været landråd, udnævnt af den internationale kommission, og Jonathan Smith i Haderslev. Åbenrå og Sønderborg amter fik sa. amtmand fra 1932. I købstæderne blev tokammersystemet ophævet, idet magistraten kun blev et udvalg inden for byrådene. Nyvalg fandt først sted 1922. De små landkommuner blev nu slået sammen til sognekommuner. Til at forberede denne sammenlægning valgte s. 50 alle vælgere i so. et sogneudvalg på 5–11 medlemmer. Sogneudvalgene fungerede som sogneråd indtil de kommunale nyvalg 1922.
Domstolenes og politimyndighedernes forhold blev ordnet ved lov nr. 256 af 28/6 1920. Der blev oprettet en ny landsret, Søndre landsret – der sen. gik op i Vestre landsret – bestående af en præsident og 4 landsdommere. Landsretskredsen blev inddelt i 9 underretskredse og i 7 politikredse. Nærmere bestemmelser om underretskredsenes og politikredsenes omfang blev truffet ved 2 bekendtgørelser af 8/7 1920. Ved lov af 12/6 1922 – jf. bkg. af 20/11 s.å. – blev der foretaget visse ændringer heri. Ved bkg. af 14/7 1920 blev der opret. 4 amtstuer, 1 i hvert a., til afløsning af de tidl. kredskasser. De fra 1875 bestående personregistre blev videreført, og der blev givet nærmere regler herfor i bkg. af 31/8 1920. Registreringsdistriktet skulle som regel falde sammen m. en kommune. Lov nr. 340 af 28/6 1920 bestemte, at der snarest skulle udskrives nye valg af kirkekollegier og kirkeforstanderskaber, og en anden lov af sa. dag, nr. 341, bestemte, at der 1/2 år efter suverænitetens overgang til Danmark skulle afholdes præstevalg, hvis menighederne ved en afstemning udtalte ønske derom. Mange steder blev de tidl. præster siddende. Ved lov af 30/6 1922 blev der oprettet »et nyt jysk stift med bispesæde i Haderslev«. De enkelte stifters grænser blev fastsat ved anordning af 15/11 1922, hvorefter Haderslev stift skulle omfatte Haderslev, Åbenrå og Sønderborg provstier samt største delen af Vejle a. Der blev oprettet et stiftsprovsti i Haderslev. Tørning og Tønder provstier blev henlagt under Ribe stift. I øvrigt var det ved lov af 30/6 1922 blevet bestemt, at kirkelig lovgivning, herunder også fælles love om menighedsråd, skulle have gyldighed for de sønderjy. landsdele.
Ved lov nr. 405 af 30/6 1920 om midlertidig ordning af folkeskolens administration blev det bestemt, at de hidtidige embeder som kredsskoleinspektører skulle bortfalde, men at der skulle ansættes et antal amtsskolekonsulenter for skolerådskredsene. I hver af disse skulle der være en skoledirektion, bestående af amtmanden, 1 medlem, valgt af skolerådet, og amtsskolekonsulenten. Denne ordning fik stor betydning ved omdannelsen af det kongerigske skolevæsens administration ved lov af 20/5 1933. Det bestemtes ved loven af 30/6 1920, at undervisningssproget på landet og i flækkerne skulle rette sig efter folkesproget. På landet kunne der efter en afstemning, hvor mindst 20 pct. af skolekommunens vælgere stemte derfor, oprettes en særlig undervisning med ty. som undervisningssprog. I kommuner, hvor undervisningssproget var ty., kunne der på samme måde etableres undervisning på da. I købstæderne skulle folkeskolen deles i to afdelinger, en med ty. og en med da. undervisningssprog. Stor betydning fik det også, at det ved lov nr. 407 af 30/6 1920 blev bestemt, at der skulle oprettes 4 statsgymnasier, en i hver af købstæderne. Undervisningssproget her skulle være dansk. Ved en anden lov af samme dato blev de ty. seminarier i Tønder og Haderslev gjort til da. statsseminarier.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Den jordpolitiske udvikling i Nordslesvig efter 1920.
Det var en fattig landsdel, der 1920 stemte sig tilbage til Danmark. Nordslesvig havde – set fra Berlin – været en fjern udmark, hvis erhvervsliv ingen interesserede sig for at ophjælpe. Befolkningstallet havde gennem udlændighedstiden været stadig faldende og var nu – 1920 – nede på 41 pr. km2 mod 76 pr. km2 i det øvr. land. Medvirkende til det dalende befolkningstal var også den store udvandring s. 51 – formentlig ca. 60.000 – af dansksindede, der ville unddrage sig den ty. militærtjeneste.
Landbruget blev – under de ty. markedsforhold (kødproduktion) – interesseret i den mere ekstensive driftsform m. store græsnings- og fælledarealer; og da den ty. landbrugslovgivning muliggjorde fri nedlægning og sammenlægning af landbr., blev dette stærkt udnyttet i forb. m. det dalende befolkningstal.
Men danskhedens styrke var trods alt landbefolkningen, og for at svække denne gik den ty. stat ind i en aktiv jordpolitik:
I tiden efter århundredskiftet oprettede den ty. stat en række »rentegårde« og koloniseringsbrug – o. 300 – hvorpå tysksindede blev anbragt m. billige statslån og m. forkøbsret for den ty. stat. I årene 1896–1916 opkøbte den ty. stat i alt 36 større gårde – kaldet domænegårde – m. et tilliggende på i alt 6552 ha for herudfra m. ty. forpagtere og ty. folkehold at lægge et pres på den dansksindede befolkning.
Det var en kæmpeopgave efter genforeningen at gå i gang med at omstille det nordslesvigske landbr., der yderligere var blevet forarmet ved markdevalueringen, til da. produktions- og afsætningsvilkår. Det krævede først og fremmest besætninger, der under krigen var reduceret til et minimum, og det krævede redskaber, maskiner, bedre bygninger og frem for alt bedre kultiveret jord og et bedre forhold – i beliggenhed og størrelse – ml. jord og bygninger. – Det er sagt, at genforeningsgenerationen i landbruget gjorde 2 generationers indsats.
I forhold til det øvr. land manglede der i Nordslesvig 4000 landbr. for at »tætheden« af landbrug skulle være den sa. n. og s.f. den gl. grænse. Ved indførelse af de da. landbrugs- og udstykningslove blev det i overvejende grad den da. stat, der påtog sig opgaven at forøge antallet af landbrugsejendomme. Den da. stats jordpolitik i Nordslesvig falder naturligt i forsk. epoker, bestemt dels af hist. og befolkningsmæssige forudsætninger, dels af konjunkturerne.
I. Tiden 1920–29 var navnlig præget af:
Frigivelse af de 300 ty. rentegårde, der blev overladt de ty. ejere uden betingelser af national art.
Udstykning af de 36 domænegårde og afhændelse af stamparcellerne til privat eje. Der oprettedes herved 335 nye landbr. på jordrentevilkår og statslån til byggeri. Brugene blev – efter den tids norm – ret små, 5–6 ha, men overvejende på særdeles god jord.
Oprettelse af statshusmandsbrug på privat indkøbt jord (lov af 1921), en udstykningsform, der udnyttedes af den 1922 oprettede Udstykningsforening for de sønderjydske Landsdele. – Efter denne form er oprettet ca. 330 nye landbr. på ca. 5000 ha.
1924 kom den første jordfordelingslov, der gennem årene har haft afgørende betydning for det sønderjy. landbr. ved at samle de spredt beliggende småparceller, der hørte til de enkelte ejendomme. Denne første jordfordelingslov, der indtil 1949 administreredes af en særl., sønderjy. jordfordelingskommission, indebar muligheder for oprettelse af nye landbr., som regel ved udflytning fra landsbyerne el. ved deling af en ejendom til to medl. af fam. Af disse ejendomme, der som regel var noget større end statshusmandsbrugene, oprettedes 245 på ca. 5000 ha.
Men den voksende trang til udstykning, hvortil der meldte sig et større antal s. 52 ansøgere, end der var mulighed for at tilfredsstille, nødvendiggjorde, at »jordfonden« blev sat ind på opkøb af jord. De største køb var de hertugelige godser Gråsten hovedgård og Fiskbæk (1921) og de Rombergske godser, Gammelgd., Vertemine og Rumohrsgd. på Als (1925). Hertil kom en del andre køb, således at der i disse år i alt blev købt ca. 2.200 ha, hvoraf ca. 1.300 ha blev udstykket i ca. 260 nye landbr.
II. 1929–1940. I denne periode gennemførtes den særl., sønderjy. udstykning baseret på særl. lov (1929) og med særl. midler: 10 mill. kr. 1929 og 10 mill. kr. 1936. Målsætningen var at ophjælpe befolkningstallet i de tyndt befolkede egne ved på nyopdyrket jord m. tilh. nye vejanlæg o.s.v. at skabe muligheder for nye landbrugsejendomme uden at gøre indhug i bestående landbrugsejendomme.
Hertil kom, at jordfondens midler i disse for landbruget så vanskelige år i stor udstrækning blev sat ind i forb. m. sanerings- og akkordordninger for bestående landbrugsejendomme ved, at man afkøbte disse ejendomme deres fjernere liggende arealer, som efter foretaget jordfordeling, afvanding, vejanlæg osv. benyttedes til oprettelse af nye landbrug.
Der blev i denne periode opkøbt ca. 16.000 ha, og på de ca. 10.000 ha blev oprettet ca. 700 nye brug. Ejendommene, der var noget større end i det øvr. land, nemlig 10–13 ha, blev overvejende afhændet mod jordrentesvarelse, og der var altid købere nok til disse brug.
III. Besættelsestiden lagde en kraftig dæmper på statens udstykningsvirksomhed, dels p.gr.af den vanskelige byggesituation, dels p.gr.af de særl. nationale problemstillinger i denne periode. Jordopkøbene fortsatte i beskedent omfang, men der var kun lidt nybyggeri.
IV. 1945–1958. De første år efter krigen var præget af »Lov om konfiskation af ty. og japansk ejendom«, der straks overførte til staten et meget stort antal landbrugsejendomme og en mængde »fri jord«. Men bortset fra de ca. 90 Vogelgesangske ejendomme, 2836 ha, blev de fleste ejendomme og arealer igen i de flg. par år tilbagegivet de ty. ejere. Men de Vogelgesangske gde blev endeligt overtaget af staten. Efter foretaget istandsættelse af bygningerne og udstykning, hvorved oprettedes 21 nye brug, blev stamparcellerne afhændet til dansksindede købere.
1949 gennemførtes lov om udstykning af de sønderjy. præstegårdsarealer, hvorom der havde været strid lige siden genforeningen, fordi man var af den mening, at ejerforholdet til præstegårdsjorden var et andet end i det øvr. land. Nu lykkedes det at føre sagen igennem, og fra 72 præstegde blev udstykket 46 nye landbr. og fordelt 391 tillægsparceller, hvortil der i alt medgik 1175 ha.
Jordfondens alm. jordopkøb fortsattes i denne periode i aftagende tempo, og opkøbene drejede sig i større udstrækning end tidl. om jorden fra dårlige landbrugsejendomme, der blev nedlagt som landbr., medens bygningerne blev afhændet til andre formål el. nedrevet. Også afhændelse af nye brug fortsattes i aftagende tempo, men med en svag stigning i ejendommenes jordtilliggende.
Jordfordelingen.
1949 gennemførtes en for hele landet gældende jordfordelingslov. Der oprettedes et jordfordelingssekretariat, og den særl. sønderjy. jordfordelingskommission ophævedes. I tiden 1950–65 er under denne lovgivning gennemført 237 jordfordelinger, s. 53 s. 54 hvorved 19.090 ha er omlagt. Der er derigennem skaffet væsentlig bedre driftsmuligheder for mange landbrugsejendomme.
V. Tiden efter 1958.
Jordlovsudvalget, der til stadighed ligger m. 5–6000 ha under opdyrkning og jordfordeling, fortsætter i beskedent omfang opkøb af jord, navnlig for derved at afrunde opdyrkningsområder og for at kunne bidrage til gennemførelse af mere omfattende jordfordelinger, der i højere og højere grad har befolkningens interesse.
Der er stadig kvalificerede ansøgere til nye brug, og de kan ikke alle tilfredsstilles, selv om der hvert år oprettes et mindre antal nye brug, der nu gøres på o. 15 ha; men i stigende grad anvendes disponible arealer som tillægsparceller til bestående brug.
Medregnes de småejendomme, der har fået tillægsjord og byggelån til nye bygninger, vil det nok være forsvarligt at regne med, at der siden 1920 er opstået henimod 3000 nye, selvstændige familiebrug i Nordslesvig. Den praksis, der er fulgt, har ikke givet anledning til nationalpolitiske stridigheder af betydning.
I de seneste år er enkelte af de opr. opførte brug igen forsv. ved sammenlægning m. andre brug, og navnlig er en lang række gl., dårlige og spredt beliggende private ejendomme blevet nedlagt og jorderne anvendt til opsupplering af andre landbrug el. i forb. m. gennemførelse af jordfordelinger.
De nordslesvigske landbrugsejendomme er 1965 af en meget væsentlig bedre kvalitet end i 1920, og det gælder både bygninger, jordtilliggende, jordens beliggenhed i forhold til bygningerne og jordens dyrkningstilstand.
Thorkil Claudi Westh civilingeniør
Med hensyn til valgstatistikken for de sønderjy. so. har redaktionen ment at burde følge den af H. V. Clausen anvendte opdeling af stemmetallene i de tre kategorier: Da., ty. og socialdemokratiske også efter genforeningen, men kun for de første folketingsvalgs vedkommende. Fra og med folketingsvalget den 3/4 1939 – det valg, der er blevet betegnet som den anden folkeafstemning – har man anset det for mest korrekt kun at sondre ml. da. og ty. stemmer, og som ty. stemmer er angivet de stemmetal, der siden genforeningen er afgivet på det ty. mindretals politiske parti: SLESVIGSK PARTI.
Ved tallene for de tilrejsende ved afstemningen 1920 betyder da. tilrejsende fra Danmark, ty. fra Tyskland.
Bjørn Hanssen redaktør
Litteratur
Bibliografi. Troels Fink og Johan Hvidtfeldt. Vejledning i studiet af Sønderjyllands historie. 1944. [Poul Kürstein]. Læs om Sønderjylland. 1964. Katalog der schleswig-holsteinischen Landesbibliothek I. 1896–98. Tillæg I–III. 1907–14. Bibliographie zur schleswig-holsteinischen Geschichte und Landeskunde 1928–60. I–VI. 1930–63. Eduard Alberti. Register über die Zeitschriften und Sammelwerke für Schleswig-Holst.-Lauenb. Geschichte. 1873. F. Witt. Quellen und Bearbeitungen der schleswig-holsteinischen Kirchengeschichte. 2. udg. 1913. Olav Christensen. Bibliografi over sønderjysk slægtstavlelitteratur. 2. udg. 1959. Heri oversigt ved P. Kr. Iversen over manuskripter vedr. sønderjy. personalhistorie i Landsarkivet i Åbenrå. Peter Ingwersen. Methodisches Handbuch für Heimatforschung. Aufgezeigt am Beispiel Schleswig-Holstein. 1954.
Tidsskrifter m.m. Foruden de i det flg. nævnte tidsskrifter er der et stort antal ældre tidsskrifter. Fortegnelse herover bl.a. i Albertis Register. SdjyAarb. 1889–. SdjyM. 1924–. Skrifter, udg. af Historisk Samfund for Sønderjylland. I–. 1939–. Grænsevagten. 1918–. Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte. 1870–. Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins. I–. 1914–. Nordelbingen. I–. 1923–. Offa. I–. 1936–. Die Heimat. I–. 1891–. Schriften der Heimatkundlichen Arbeitsgemeinschaft für Nordschleswig. 1960–.
Arkivoversigter og kilder. Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt. Landsarkivet for de sønderjydske Landsdele. 1944. Gottfried Ernst Hoffmann m. fl. Übersicht über die Bestände des schleswig-holsteinischen Landesarchivs in Schleswig. 1953. Erik Kroman. De sønderjyske fyrstearkiver. 1959. Johanne Skovgaard. Tyske Kancelli. I. 1946. Wilhelm Jensen. Die Kirchenbücher Schleswig-Holsteins… 2. udg. 1958. Et stort kildemateriale er udg. i de alm. da. kildeudgaver, først og fremmest Repertorium Diplomaticum, Diplomatarium Danicum (da. udgave i Danmarks Riges Breve) og Scriptores Rerum Danicarum, i hvis bd. 8 Løgumbogen ertrykt. Af specielle kildeudgaver fra hertugdømmerne må fra ældre tid nævnes: E. J. Westphalen Monumenta inedita rerum Germanicarum præcipue Cimbricarum s. 55 et Megapolensium. I–IV. 1739–45. Desuden P. Hasse og Volquart Pauls. Schleswig-Holstein-Lauenburgische Regesten und Urkunden. I–V. 1886–1932. O. Scheel og Peter Paulsen. Quellen zur Frage Schleswig-Haithabu im Rahmen der fränkischen, sächsischen und nordischen Beziehungen. 1930. P. G Thorsen. De med Jydske Lov beslægtede Stadsretter for Slesvig, Flensborg, Aabenraa og Haderslev … 1855. Erik Kroman og Peter Jørgensen. Danmarks gamle købstadlovgivning. I. Sønderjylland. 1951. Reimer Hansen og Willers Jessen. Quellen zur. Geschichte des Bistums Schleswig. Quellensammlung VI. 1904. F. Falkenstjerne og Anna Hude. Sønderjydske Skatte- og Jordebøger fra Reformationstiden. 1895–99. Caroline Emilie Andersen. De Hansborgske Registranter. I–II. 1943–49. H. P. Hanssen. Et Tilbageblik. I–IV. 1928–34. Beretning til Folketinget. XIV. Det tyske mindretal under besættelsen. Tyske og danske dokumenter. 1953. Aktstykker vedr. det sydslesvigske Spørgsmål. I–III. 1947–50.
Love og forordninger m.m. Sammlung der haupsächlichsten Schleswig-Holsteinischen gemeinschaftlichen Verordnungen. 1773. Corpus Constitutionum Regio-Holsaticarum. 1749. Indeholder også en del forordninger, som var fælles for begge hertugdømmer. Corpus Statutorum Slesvicensium. I–III. 1794–1812. Omfatter de sønderjyske byretter og enkelte landskabers særlige retsbestemmelser. Chronologische Sammlung der ergangenen Königlichen Verordnungen und Verfügungen für die Herzogthümer Schleswig und Holstein … Begynder 1748 og går til 1847. Chronologisk Samling af de i Aarene 1848, 1849 og 1850 udkomne Love og Bekjendtgørelser for Hertugdømmet Slesvig. 1851. Fortsat under titlen Chronologisk Samling af de i Aaret … emanerede Forordninger, Recripter etc. for Hertugdømmet Slesvig. Hertil er udkommet »repertorier« 1824, 1840, 1853 og 1865. Systematische Sammlung der für die Herzogthümer Schleswig und Holstein erlassenen, annoch gültigen, Königlichen, Fürstlichen, Grossfürstlichen und gemeinschaftlichen Verordnungen und Verfügungen. I–IX. 1827–1841. Verordnungen und Verfügungen der Provisorischen Regierung der Herzogthümer Schleswig-Holstein. 1849. Amtsblatt für die Herzogthümer Schleswig-Holstein. 1849 og 1850. Gesetzblatt für die Herzogthümer Schleswig-Holstein. 1849–51. Verordnungsblatt für das Herzogthum Schleswig. 1864 og 1865. Verordnungsblatt für Schleswig-Holstein (-Lauenburg). 1865–68. Derefter fra 1869: Amtsblatt der Königlichen Regierung zu Schleswig. Fra hvert amt fandtes fra o. et Kreisblatt.
Alm. historiske oversigter. Sønderjyllands Historie fremstillet for det danske Folk. I–VI. 1930–43. Geschichte Schleswig-Holsteins I–. 1955–. Troels Fink. Rids af Sønderjyllands historie. 3. udg. 1955. På tysk i Geschichte des schleswigschen Grenzlandes. 1958. Otto Brandt. Geschichte Schleswig-Holsteins. 5. udg. 1957. Da. oversættelse af 1. udg. 1926. Franz v. Jessen. Haandbog i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie. 1901. Svend Dahl og Axel Linvald. Sønderjylland. I–II. 1919. Paul v. Hedemann-Heespen. Die Herzogthümer Schleswig-Holstein. 1926. Sønderjylland. Historisk billedbog. Tiden indtil 1864. Ved Jørgen Paulsen og P. Kürstein. 1964. Sydslesvig gennem Tiderne. Red. af Morten Kamphøvener. I–III. 1946–48.
Arkæologi. J. J. A. Worsaae. Om Slesvigs eller Sønderjyllands Oldtidsmindesmærker. 1865. Sophus Müller. Sønderjyllands Stenalder, Aarb. 1913. Sa. Sønderjyllands Bronzealder, smst. 1914. Carl Neergaard. Sønderjyllands Jærnalder, smst. 1916. Sophus Müller og Carl Neergaard. Danevirke, Nordiske Fortidsminder I. 1890–1903. 298–321. Vilh. la Cour. Danevirkestudier. 1951. Herbert Jankuhn. Haithabu. 4. udg. 1963.
Enkelte tidsafsnit. Anders Bjerrum. Anglernes hjemstavn, SdjyAarb. 1951. 202–54. Peter Jørgensen. Über die Herkunft der Nordfriesen. 1946. J. Bjernum og Th. Ramskou. Danmarks Sydgrænse. 1948. Lis Jacobsen. Svenskevældets Fald. 1929. M. H. Nielsen. Stormfloden 1634 og dens Virkninger paa Sønderjyllands Vestkyst, SdjyAarb. 1900–1901. Aksel Lassen. Skæbneåret 1659. 1958. Holger Hjelholt. Inkorporationen af den gottorpske Del af Sønderjylland i Kronen 1721. 1945. O. Brandt. Geistesleben und Politik in Schleswig-Holstein um die Wende des 18. Jahrhunderts. 2. udg. 1927. P. Lauridsen. Da Sønderjylland vaagnede. I–VIII. 1909–22. G. Japsen. Den nationale udvikling i Åbenrå 1800–1850. 1961. Kr. Erslev. Augustenborgernes Arvekrav. 1915. Johs. Brock. Den slesvigholstenske Rejsnings Forhistorie. 1927. Holger Hjelholt. Sønderjylland under treårskrigen. I–II. 1959–61. Holger Hjelholt. Den danske Sprogordning og det danske Sprogstyre i Slesvig mellem Krigene. 1923. Asger Nyholm. Nationale og religiøse brydninger i Tønder på sprogreskripternes tid. 1958. H. Rosendal. Træk af Danskhedens Historie i Sønderjylland. I–II. 2. opl. 1919–20. H. V. Clausen. Nordslesvig 1863–93. 1894. M. Mackeprang. Nordslesvig 1864–1909. 1910. H. P. Hanssen. Fra Kampaarene. I–II. 1927–29. Franz v. Jessen. Haandbog i det slesvigske Spørgsmaals Historie 1900–1937. I–III. 1938. Karl Alnor. Handbuch zur schleswigschen Frage. II–IV. 1926–41. A. Köster. Der Kampf um Schleswig. 1921. L. P. Christensen. Slesvig delt…2. udg. 1923. Troels Fink. Sønderjylland siden genforeningen i 1920. 1955. Frede Nielsen. Fra Udmark til Forpost. Den sønderjyske Arbejderbevægelses Historie. 1938. Jakob Petersen. Kulturelle Forhold i Sønderjylland 1920–1942. 1943. Claus Eskildsen, Johan Hvidtfeldt, Peter Kr. Iversen. Nordslesvigs aandelige genforening med Danmark. 1948. A. H. Feilberg Jørgensen. Grænselandet i det sidste Aarhundrede. 1947. Nordslesvig efter genforeningen. 1951. A. Svensson. Dansk samråd, SdjyAarb. 1951. 1–113. C. J. Bech, Morten Kamphøvener og Kai Edvard Larsen. Befrielsesdage i Sønderjylland. 1946. Ernst Siegfried Hansen. Disteln am Wege. Von der Besetzung Dänemarks bis zu den Bonner Erklärungen. 1957. Ernst Siegfried Hansen. Kurier der Heimat. Das Spiel um Schleswig zwischen Kapitulation und Programm Nord. 1955. Knud Kretzschmer. Sydslesvigsk Dagbog. I–II. 1947–49.
Sprog og befolkningsforhold. C. F. Allen. Det danske Sprogs Historie i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland. I–II. 1857–58. Johs. Kok. Det danske Folkesprog i Sønderjylland. I–II. 1863–67. August Sach. Das Herzogtum Schleswig in seiner ethnographischen und nationalen Entwicklung. I–III. 1896–1907. P. Lauridsen. Vort Folks Sydgrænse, SdjyAarb. 1893. 28–50, 106–48, 253–89. Anders Bjerrum. Vort Sprogs gamle Sydgrænse. smst. 1944. 1–20. Sønderjyske Stednavne. I–V. 1933–44. Anders Bjerrum, Kristian Hald og Peter Jørgensen. Sydslesvigs Stednavne. VII, 1. Husby herred. 1948. Peter Skautrup. Sønderjyllands Stednavne, SdjyAarb. 1937 123–52, 266–72. 1938. 173–92. Wolfgang Laur. Die Ortsnamen in Schleswig-Holstein. 1960. P. G. Thorsen. Runemindesmærkerne i Slesvig. 1864. Ludv. F. A. Wimmer. Sønderjyllands historiske Runemindesmærker. 1892. P. K. Thorsen. Afhandlinger og Breve. I. 1927. Paul Selk. Die sprachlichen Verhältnisse im deutsch-dänischen Grenzgebiet südlich der Grenze. 1937. Chr. Stenz. Det danske Sprogs Stilling i Mellemslesvig i 1946, SdjyAarb. 1947. 153–91. Anders Bjerrum. Om de danske dialekter i Sønderjylland, smst. 1953. 101–24. Johan Hvidtfeldt. Oversigt over befolkningsforholdene i middelalderen, smst. 1950. 161–209. Erich Hoffmann. Die Herkunft des Bürgertums in den Städten des Herzogthums Schleswig. 1953. Johan Hvidtfeldt. Hjemmetyskheden i Sønderjylland og dens oprindelse. Det nordiske historikermøde 1948 1949. 70–83.
Retshistorie og administration. N. Falck. Handbuch des Schleswig-Holsteinischen Privatrechts. I–V. 1825–47. Fr. Julius Larsen. Den slesvigske Criminalproces. 1862. Chr. L. E. v. Stemann. Geschichte des öffentlichen und Privat-Rechts des Herzogthums Schleswig. I–III. 1866–67. Sa. Schleswigs Recht und Gerichtsverfassung im 17. Jahrhundert. 1855. H. Kochendörffer. Das Adlige Landgericht in Schleswig-Holstein, Nordelbingen III. 1924. Ludwig Andresen og Walter Stephan. Beiträge zur Geschichte der Gottorfer Hof- und Staatsverwaltung 1544–1659, Quellen und Forschungen. XIV–XV. 1928. Johan Hvidtfeldt. Den nordslesvigske embedsstand 1700–1848. s. 56 I, SdjyAarb. 1958. 101–222. Fr. Jürgensen West. Kongelige Statholdere i Hertugdømmerne, smst. 1909. 274–87. Hermann Schmidt. Die Glückstädter Regierungsund Justizkanzlei 1648–1774, Zeitschr. der Gesellschaft f. schlesw.-holst. Geschichte. XLVIII. 1918. Max Rasch. Das Gottorffer Obergericht, smst. LIII. 1923. A. L. J. Michelsen. Nachricht von den Schleswigschen Aemtern und Amtmännern im 15. und 16. Jahrhundert, smst. VIII. 1878. 123–76. F. J. West. De kgl. Amtmænd i Hertugdømmet Slesvig 1660–1864, Personalhist T. 7. Rk. VI. 1921. Staats-Handbuch f. die Herzogthümer Schleswig-Holstein. 1849. Staats-Kalender f. die Herzogthümer Schleswig-Holstein und Lauenburg. 1865. Provinzial-Handbuch f. Schleswig-Holstein und das Herzogthum Lauenburg 1868, 1871, 1875, 1880, 1891 og senere.
Kirke og skole. A. L. J. Michelsen. Schlesw.-holst. Kirchengeschichte. I–IV. 1873–79. Hans v. Schubert og Ernst Feddersen. Kirchengeschichte Schleswig-Holsteins. I–II. 1907–38. Johan Hvidtfeldt. Bidrag til belysning af de kirkelige forhold i Vestslesvig o. 1650, SdjyAarb. 1941. 53–118. J. Brodersen. Fra gamle Dage. 1912–13. H. Hejselbjerg Paulsen. Oplysningstiden i Hertugdømmerne, SdjyAarb. 1933–36 og 1938. Carsten Petersen. Slesvigske Præster. 1938. H. Hejselbjerg Paulsen (red.). Slesvigs delte bispedømme. 1948. Ribe Bispesæde 948–1948. 1948. H. Hejselbjerg Paulsen. Sønderjydsk Psalmesang 1717–1740. 1962. Børge L. Barløse. Skolen i Sydslesvig indtil 1848, SdjyAarb. 1959. 89–156.
Bygningshistorie og kunsthistorie. R. Haupt. Die Bau- und Kunstdenkmäler der Provinz Schleswig-Holstein. I–V. 1887–90 og 1924. Det nye værk: Die Kunstdenkmäler des Landes Schleswig-Holstein (altså kun Sydslesvig) begyndte at udkomme 1939. Danmarks Kirker. Sønderjylland. Ved Erik Moltke og Elna Møller under medvirkning af Vibeke Michelsen. Bd. 20–23a. 1954–64. Carsten Petersen. Slesvigske Landsbykirker gennem 300 Aar. 1941. M. Mackeprang. Sønderjyllands middelalderlige Landsbykirker, Aarb. 1914. 95–138. Peter Hirschfeld. Herrenhäuser und Schlösser in Schleswig-Holstein. 2. udg. 1959. R. Mejborg. Nordiske Bøndergaarde i det XVIde, XVII-de og XVIIIde Aarhundrede. I. Slesvig. 1892. Sigurd Schoubye. Guldsmede-håndværket i Tønder og på Tønderegnen 1550–1900. 1961.
Alm. næringsveje og sociale forhold. M. Sering. Erbrecht und Agrarverfassung in Schleswig-Holstein. 1908. Fr. Mager. Entwicklungsgeschichte der Kulturlandschaft des Herzogthums Schleswig. I–II. 1930–37. Troels Fink. Udskiftningen i Sønderjylland indtil 1770. 1941. Johan Hvidtfeldt. Kampen om ophævelsen af livegenskabet i Slesvig og Holsten 1795–1805. 1963. Ad. Jürgens. Zur schlesw.-holst. Handelsgeschichte des 16. und 17. Jahrhunderts. 1914. N. H. Jacobsen. Skibsfarten i det danske Vadehav. 1937. M. H. Nielsen. Fra slesvigsk fattigvæsens fortid. 1944.
Topografi. Caspar Danckwerth. Newe Landesbeschreibung der zwey Herzogthümer Schleswich und Holstein. 1652. Johann Fr. Hansen. Staatsbeschreibung des Hertzogthums Schleswig. 1758 og 1770. Aug. Niemann. Handbuch der Schleswig-Holsteinischen Landeskunde. I. 1799. Johs. v. Schröder. Topographie des Herzogthums Schleswig. 1837. Da. oversættelse 1854. H. N. A. Jensen. Versuch einer kirchlichen Statistik des Herzogthums Schleswig. I–IV. 1840–42. J. N. Schmidt. Slesvigs Land og Folk. 1852. J. P. Trap. Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig. I–II. 1864. J. P. Trap. Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark. 1. udg. 1859. II. B. Omfatter enklaverne. Henning Oldekop. Topographie des Herzogthums Schleswig. 1906. H. V. Clausen. Sønderjylland. En rejsehåndbog. 6. udg. 1932.
Personal- og slægtshistorie. Johs. Moller. Cimbria Literata. I–III. 1744. Berend Kordes. Lexikon der jetzlebenden Schleswig-Holsteinischen und Eutinischen Schriftsteller. 1797. D. L. Lübker, H. Schröder og E. Alberti. Lexikon der Schesw.-Holst.-Lauenburg. und Eutinischen Schriftsteller 1796–1828, 1829–31, 1829–1866, 1867–68 og 1866–1882, 1885–86. Otto Fr. Arends. Gejstligheden i Slesvig og Holsten fra Reformationen til 1864. I–II. 1932. H. Lausten Thomsen og Nicolai Svendsen. Haabets Mænd. 1923. Johan Hvidtfeldt. Slægtshistoriske studier i Sønderjylland. En vejledning. 1948. 2. udg. ved Hans Worsøe. 1965.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Sønderjysk hertugsegl 1308