Ho sogn

(H.-Oksby kom.) omgives af Oksby so., Ho bugt, Grådyb og Vesterhavet. So.s nordl. del har mod Ho bugt en smal strimmel marskland, men består i s. 818 øvrigt af flyvesandsterræn, dels klitter, i n. bl.a. Husbjerg, der når 25 m o.h., mod s. bl.a. Bolbjerge, dels lavere sandstrækninger, hvoraf en del mod ø. er opdyrket; det meste af denne del af so. er optaget af store plantager (Oksby Klitplantage, Ho plantage); mod v. er der en del hede. So.s sydl. og største del dannes af Skallingen, en lang halvø, dannet ret sent af aflejringer fra den nordl. havstrøm, der n.f. Blåvandshuk har skåret kysten lige. Skallingen består for største delen af næsten vegetationsløse sandsletter – det nærmeste, man kan komme begrebet ørken her i landet; langs v.siden er sandet dog for en stor del blæst op i klitter (Benknolde, Højeknolde, Svenskeknolde, Sørensknolde), der når indtil 19 m o.h.; uden for klitrækken findes en lige, sandet forstrand; langs ø.kysten er der en begyndende marskdannelse m. en mængde render, hvori havet går op ved højvande. Skallingen skilles fra resten af so. ved en lavning, der afvandes af Havnegrøft. Skallingen er uden faste beboere; af bebyggelse er der kun det automatiske fyr og et vogterhus m. henblik på de fåreflokke, der befolker halvøen om sommeren. Til so. hører også den 100 ha store ø Langli m. klitterne Langli Bjerge (14 m o.h.).

Areal i alt 1960: 4921 ha. Befolkning 26/9 1960: 240 indb. fordelt på 76 husstande (1801: 263, 1850: 286, 1901: 322, 1930: 301, 1955: 244).

I sognet byen: Ho (1330–48 Hoo; u. 1794–97) – bestående af Nørballe, Sønderballe og Vesterballe (*1279 Wæstærtbaligh) – m. kirke, præstegd., skole m. afdelingsbibl. og forsamlingshus m. gymnastiksal, afholdsgæstgiveri og markedsplads. – Saml. af gde og hse: Bredmose (1555 Bredmosse). – Gårde: Almosetoft. På Skalling Ende fyr (opf. 1903, 13 m højt, rødt jerntårn, vinkelfyr, rødt, hvidt og grønt lys, synsvidde 12 sømil; ubevogtet).

H. so., der sa. m. Oksby so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Ø. Horne og V. Horne hrdr.s provsti, Ribe stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Lunde so., bortset fra at Ho so. hører under amtsskyldkredsens 2. vurderingskr. (Varde). So. udgør 7. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 67. lægd og har sessionssted i Varde.

Kirken, der er en lille, hvidkalket og skifertækket bygn., består af kor og skib, nyere våbenhus mod s. og en tagrytter over v.gavlen. Kor og skib udgør den ældre kerne og stammer fra gotisk tid, antagelig fra midten af 1400t., opført af røde mursten uden sokkel. Kirken skal if. præsteindberetning fra 1638 være flyttet til sin nuv. plads o. 1450; tidl. skal den have stået på en banke, det såkaldte Kirkebjerg, hvor if. sa. indberetn. endnu kgd.s plads og gravrester kunne ses. Den nuv. bygn. er opført efter det gængse middelald. skema m. særskilt kor og to døre i skibet, begge m. fladbuet åbning i spidsbuet spejl; n.døren er tilmuret, s.døren endnu i brug. Kirken synes aldrig at have haft vinduer mod n. og ø. Medens våbenhusets alder er uvis, er tagrytteren opf. 1879 (årst. i vindfløjen) i forb. m. en rest. af hele kirken. I det indre, der dækkes af bjælkelofter, er korbuen bred og fladbuet. Altertavlen er 1933 sammenstykket af middelald. træskulpturer, der fra gl. tid fandtes ved kirken, bl.a. en krucifiksgruppe og 12 apostle, sat i ramme ved arkt. A. Bugge. Den ældre altertavle, i 1600t.s opbygning, men i 1700t.s stilformer, er et enkelt, landligt snedkerarb. m. primitive malerier fra 1700t.; nu anbragt på skibets n.væg. På alterbordets messingstager, der har sengotiske former, er indridset en række præstenavne, der går helt tilbage til tiden før reformationen. Romansk granitfont m. hjørneblade på foden (Mackeprang.D. 407). Prædikestol af vestjy. type m. sengotiske udskæringer i fyldingerne fra o. 1550; i hjørnerne er anbragt tre apostelfigurer fra en gotisk fløjtavle. Lign. figurer findes på orgelpulpituret ved kirkens v.ende. Et kirkeskib, gallion fra 1600t., blev rest. 1956; et andet, skonnerten »Valparaiso«, er fra 1930. I koret står en til præsteaflukket omdannet skriftestol fra 1700t.

Litt.: J. Andreassen. Ho kirke gennem fem Aarhundreder. 1948.

Skallinglaboratoriet oprettedes 1930 af prof., dr. phil. Niels Nielsen m. støtte af Carlsbergfondet. Formålet var en naturvidenskabelig udforskning af Skallingen, særl. m. henblik på klitog marskdannelser, disses flora og fauna. En række publikationer blev udsendt om dette arbejde. Da tyskerne under besættelsen beslaglagde Skallingen til militære formål (befæstningsanlæg, utallige landminer), flyttede laboratoriet til Esbjerg.

I præsteindberetn. 1638 siges, at Ho og Oksby so. »ellers kaldes Undismark«. Ved Hobo dyb var der endnu i beg. af 1800t. en lille havn. Ved s.siden af den halvø, hvorpå Ho by ligger, var der tidl. et udskibningssted, Skallingkrog, nævnt 1591; Sønderside har et andet udskibningssted (1578 kaldet Sønderside havn), der har ligget ved en vig i Ho bugt n.f. Skallingen.

Langli (1548 Langelegh) har været et fiskerleje m. en havn Langleje; det omtales først i 1500t. og benyttedes af beboerne i Hjerting og Strandby, men blev opgivet 1640. Øen, der stadig formindskes ved havets angreb, var beboet af 5–6 familier og der var skole, men efter stormfloderne 1909 og 1911 blev øen forladt; 1912 solgte lodsejerne den for 40.000 kr. til et københavnsk konsortium; nu er den i privat eje, og den eneste bebyggelse er et hus, der benyttes en tid af året af hyrden for de fåreflokke, der er anbragt på øen.

På Skallingen begyndte man 1904 at skærme kysten ved opsætning af risgærder, der skulle fange flyvesandet; fyret blev 1909 undergravet af stormfloden og måtte ombygges.

1688 fik indbyggerne i Hjerting, Ho og Oksby privilegium på sejlads til udlandet m. fisk og andre varer; tidl. havde man måttet sælge det i Varde; privilegiet bestod til 1839.

På Skallingen og i egnen helt op til Nymindegab udvandt man tidl. – særl. 1820–40 – salt ved indsamling af de saltskorper, der ved udtørring havde dannet sig af havvand, der var trængt op i klitterne (AarbRibe. 1905. 15–20).

Skove: Mod s. ligger Ho Klitplantage, 390 ha, anl. 1921 og udv. 1942. Endv. dele af Oksby og Bordrup Klitplantager, i alt 764 ha, hvoraf den overvejende del ligger i Oksby so., jf. s. 823. De nævnte plantager tilh. staten og administreres under klitdirektoratet.

Der kendes ingen oldtidsmindesmærker i so. – På Skallingens v.side er fundet flere ornamenterede ravsmykker fra ældre stenalder (N. Thomsen i AarbRibe. 1952–55. 430–38).

I H. so. fødtes 1851 kemikeren Odin T. Christensen, 1869 beregneren N. P. Bertelsen.

Litt.: N. S. Nielsen. Træk af Livet i Ho-Oksby i ældre Dage, AarbRibe. 1915–18. 305–35. Aug. F. Schmidt. Eventyrets Land, smst. 1923–27. 586–602. Kirstine M. Olesen. Øen Langli. Livsskildringer og Slægtshistorie. 1940. J. Andreassen. Ho-Oksby Sognes Skolefundats, smst. 1944–47. 455–63. P. M. Gundesen. Klitfaarene i Ho-Oksby So. i ældre Tid, smst. 1948–51. 491–507. Niels Nielsen. Jordfællesskabet paa Skallingen, GeogrTidsskr. 1933. 1–33. Meddelelser fra Skallinglaboratoriet. I. ff. 1935 ff. H. K. Kristensen. Gl. vestjyske fiskerlejer. 1965. 77 ff.