Jylland

Afgrænsning og arealforhold.

Landsdelen Jylland (29.633 km²) omfatter den jyske halvø, den nørrejyske ø (landet n.f. Limfjorden), 25 mindre, beboede øer og dertil et større antal ubeboede øer og holme. Den nørrejyske ø (4667 km²) er Danmarks næststørste; de øvrige har tilsammen et areal på ca. 1100 km², hvoraf Mors og Als sammenlagt indtager 680 km², Læsø og Rømø tilsammen 213, Fanø 56, Fur og Anholt 22 og Endelave 13. Samsø regnes administrativt til Sjælland (Holbæk amt), om end øen i gejstlig henseende hører til Århus stift. Naturgeografisk og sprogligt er øen imidlertid nærmest knyttet til Jylland.

De til Jylland hørende øer kan naturligt inddeles i fire grupper: Vesterhavsøerne, Limfjords-øerne, Kattegats-øerne samt øerne i Bælthavet. Denne inddeling er ikke blot betinget af øernes beliggenhed, men de fire grupper har hver et fællespræg; Vesterhavs-øerne: Rømø, Manø og Fanø er således præget af klit, marsk og tidevand; Limfjords-øerne: Egholm, Livø, Agerø, Jegindø, Fur, Venø og Mors har den for det nordl. Jylland typiske landskabsudformning, karakteriseret ved en kombination af gl. moræneøer, der omkranses af marine forlandsflader; Kattegats-øerne: Hirsholmene, Læsø, Anholt og Hjelm er præget af deres frie beliggenhed i Kattegat med stærke bølgevirkninger og sandflugt som fremtrædende faktorer; øerne i Bælthavet: Tunø, Endelave, Alrø, Hjarnø, Årø, Barsø, Kalvø og Als er prægede af lævirkningerne fra Jylland og Fyn. Kårene er her s. 4 blidere end på Kattegats-øerne, bølgevirkningen mindre, sandflugt spiller en underordnet rolle, og de slutter sig nær til Østjylland, såvel naturmæssigt som befolkningsmæssigt.

I henseende til erhverv har hver øgruppe sit særpræg; Vesterhavs-øerne har klit- og marskbrug; sommerturismen spiller en fremtrædende rolle, medens fiskeriet indtager en yderst beskeden plads i det økonomiske liv; Limfjords-øerne har den landbrugsmæssige kombination, der er typisk for fjordbygderne langs den sydl. og nordl. Limfjordskyst; men de har desuden et indslag af fiskeri og dertil en række for dette område specielle erhvervsgeografiske træk. Kattegats-øerne har gennemgående mager jord med sandjordsbrug, der fra gl. tid er kombineret med fiskeri, medens Bælthavets øer er frodige, intensivt drevne landbrugsområder.

Et fælles træk for øerne, med undtagelse af den nørrejyske ø og Als, er, at befolkningstallet er stationært el. aftagende. Den nørrejyske ø er så stor, at den i befolkningsmæssig henseende ikke har noget øpræg. Als har p.gr.af særlige erhvervsgeografiske forhold i den nyere tid fået en meget væsentlig befolkningsforøgelse, nemlig ca. 15%, i tiåret 1945–55, medens Mors, der har omtr. sa. areal, har haft en meget ringe befolkningsmæssig tilvækst. Til sammenligning tjener, at Jylland som helhed i det nævnte tiår har haft en tilvækst i befolkningen på ca. 8% og hele Danmark på ca. 10%.

Alle de større øer og adskillige mindre er nu forbundet med den jyske halvø el. med den nørrejyske ø med broer el. dæmninger. Den nørrejyske ø har fire broforbindelser med halvøen; der er endv. broforbindelse til Mors, Jegindø og Als, og der er dæmningsforbindelse til Rømø og til Alrø. Det vigtigste træk i det jyske brosystem er imidlertid Lillebæltsbroen, der sammenknytter Jylland og Fyn.

Resultatet er, at øernes isolation i en række tilfælde er blevet brudt; men dette forhold har endnu ikke i fuldt omfang formået at udjævne de samfundsmæssige og erhvervsgeografiske forskelle ml. øerne og fastlandet.

Mod s. har Danmark en landgrænse på 67,6 km. Grundlaget for denne er bestemmelser i Versailles-traktaten af 28/6 1919, efter hvilke der holdtes folkeafstemninger 10/2 1920 og 14/3 s.å. Den detaljerede fastlæggelse af grænsen blev foretaget af en international kommission, jf. protokol af 16/4 1920. Notificeringen af grænsedragningen over for den da. og den ty. regering skete 15/6 1920. Landgrænsen, der er afmærket med 279 grænsepæle, forløber fra Flensborg fjord langs Kruså, Skelbæk, Gammelå og Sønderå s. om Rudbøl og s. om Gammel og Ny Frederikskog til havdiget ved Siltoft. I Flensborg fjord og Lille Bælt blev der fastsat og afmærket en territorialgrænse, og det sa. skete v.f. grænsepæl nr. 279 i Vadehavet og i Lister Dyb. Der er siden sket mindre reguleringer af grænsen i forb. med kultiverings- og afvandingsanlæg, og foranlediget ved de da. og ty. landvindingsarbejder i Vadehavet forbereder man i øjeblikket en forlængelse af landgrænsen v.f. grænsepæl nr. 279.

På det bredeste sted: Husby klit-Fornæs er afstanden fra Nordsøen til Kattegat ca. 170 km, og fra Skagens Gren til s.grænsen er der i lige linie ca. 340 km. Det nordligste punkt, Skagens Gren, ligger på 57° 45’ n.br. og det sydligste på 54° 48’ n.br. Blåvandshuk, Danmarks vestligste punkt, ligger på 8° 4’ og Fornæs på 10° 58’ ø.l., ɔ: omtr. på sa. længdekreds som v.enden af Læsø, Sprogø og Albuen ved Nakskov fjord.

Jylland har fra gl. tid været en forbindelsesvej ml. Skandinavien og Mellemeuropa, s. 5 og dette træk er i vore dage under fornyelse; Europavej E 3 og den ø.-jyske stambane fører fra Kruså-Padborg til Frederikshavn, og herfra udgår skibsruter til Sverige og Norge. En anden gl. trafikakse går fra Kbh. til Vadehavet. Dens beliggenhed har ændret sig med skiftende tiders behov og teknik; i vore dage går aksen langs banelinien Kbh.-Esbjerg og hovedvej A 1, som har en trafikal forlængelse i de fra Esbjerg udgående skibsruter til ø.engelske havne.

Landforbindelsen med det mellemeuropæiske fastland har begunstiget kontakten ml. da. og ty. sprog og kultur, men har tillige betinget skæbnesvangre nationale og politiske forviklinger og stridigheder, hvilket bl.a. har medført, at vor landgrænse hverken sindelagsmæssigt el. sprogligt kan betegnes som ren.

Landskaber.

I landskabsmæssig henseende er Jylland rigere og mere varieret end Øerne; ganske vist kendes de fleste jyske landskabselementer også i Ø.danmark, men i Jylland er deres udformning mere markant; formerne er større og modsætningerne ml. de forsk. typer mere tydelige. Adskillige vigtige landskabselementer, der spiller en stor rolle i Jylland, savnes helt el. delvis på Øerne. Det er endv. karakteristisk, at grænserne ml. de forsk. geografiske provinser ofte er så iøjnefaldende, at en inddeling i regioner – såvel naturgeografisk som erhvervsmæssigt – føles naturlig. En sådan skarp grænse danner hovedstilstandslinien for sidste nedisning (bind I. 33); den forløber omtr. s.-n. fra Padborg til Dollerup v.f. Viborg og bøjer herfra mod v. til kysten ved Bovbjerg. V. og s.f. denne linie ligger gl. moræner fra næstsidste nedisning (Saale-Riss), som kommer til syne i bakkeøerne; de omgivende smeltevands-sletter fra sidste nedisning – hedefladerne – optager ca. halvdelen af arealet. Ø. og n.f. hovedstilstandslinien præges overfladen af unge morænedannelser, der af dybe smeltevandsdale er opdelt i blokke el. plateauer.

Man kan inddele Jylland i tre omtr. lige store geografiske provinser: N.jylland, Ø.jylland og V.jylland, der hver har sit særpræg. Ved N.jylland vil vi forstå Limfjordslandet, Himmerland og den nørrejyske ø, ved Ø.jylland landet ml. linien Padborg-Dollerup og Kattegat-Lille Bælt og ved V.jylland landet s. og v.f. isens hovedstilstandslinie.

Det nordjyske landskab indeholder to hovedelementer: et ungt moræneland og et marint forland. Morænelandet er fremherskende i s., idet Himmerland, Salling, Mors og Thy i det væsentlige består af højtliggende morænebakkeland, der stedvis er gennemskåret af store dale. Mod nø. ɔ: i Hanherrederne, Vendsyssel og det østl. Himmerland spiller det marine forland arealmæssigt en langt større rolle; det er udformet af havet under højere havstand end den nuv., og det landskabelige helhedsbillede er jævne, svagt skrånende flader med en stenfattig jordbund, der ofte består af velsorteret, fint sand; enkelthederne i disse flader er imidlertid rigt varierede; man finder således strandvolde med sand og grus, klitter, lavvandede søer og højmoser, deriblandt Store og Lille Vildmose.

I Vendsyssel har man to etager af marint forland, en ældre, højereliggende fra senglacial tid og en yngre fra Litorinatid. Kun undtagelsesvis når det høje land ud til kysten; men til gengæld hører de n.jyske klinter til vore fornemste dannelser af denne art; Hanstholm, Bulbjerg og Lønstrup klinter er typiske eksempler herpå.

Det n.jyske moræneland er ret forsk. udformet; s.f. den vestl. Limfjord samt på Mors og i Thy har man således et frugtbart morænelersområde med vekslende landskabsformer. I Himmerland er morænesandet fremherskende, og kalkundergrunden gør sig ikke sjældent gældende i udformningen af landskabets storformer; kalken og kridtet kommer ofte til syne i skrænterne, såvel i de gl. kystklinter som i siderne af de store smeltevandsdale. Vendsyssels bakkeland er opdelt i et stort antal mindre enheder, der adskilles af marint forland. Bakkelandet er stærkt udformet og præget af vinderosion og sandflugt.

Medens Limfjordskysterne i vore dage er beskyttet mod mere intensiv havpåvirkning, er N.jyllands yderkyster mod v. og ø. næsten overalt stærkt udlignede og danner store buer, der er hængt op ml. hårde, modstandsdygtige knuder af kalksten og morænedannelser. Overalt har bølgerne lange, frie stræk ind mod kysten, især fra v. Materialvandringen er stærk, og man finder et næsten sammenhængende bælte af havklit fra Bovbjerg til Skagen. Naturhavnepladser er sjældne. Størst betydning har indsejlingen over Hals Barre til Langerak; men i vor tid har man udbygget betydelige havneanlæg ved Frederikshavn, Skagen, Hirtshals og Thyborøn, og man planlægger nu fuldførelsen af en ny havn ved Hanstholm. Limfjorden danner et bælte af sunde og bredninger, fjorde og vige med talrige landskabelige varianter.

Bebyggelsen i N.jylland er meget varieret og intimt forbundet med fordelingen af landskabselementerne. Morænelandet er ofte tæt bebygget og vel dyrket, navnlig i de mere frugtbare egne; men dele af Vendsyssels og Himmerlands bakkeland har så vanskelige dyrkningsforhold, at betydelige arealer er svagt udnyttet; en del henligger som skov el. hede. Yoldiafladerne i Vendsyssel er veldyrkede og har en anselig bebyggelse. Et særligt bebyggelsesgeografisk træk er forekomsten af randbebyggelse på kanten af de skrænter, som begrænser den lavest liggende etage af det marine forland.

Østjylland fra grænsen til Mariager fjord har en helt anden karakter. Kun længst mod n. fra Hadsund til Djurslands n.kyst har man marint forland i større udstrækning, der også her danner et bælte af lavt, fladt land ml. bakkerne og stranden. Længere s.på går det høje moræneland i reglen helt frem til kysten, ofte som skovklædte klinter af stor skønhed. Kysten er rig på halvøer, vige og fjorde, og i bunden af disse indskæringer har man fra gl. tid fundet havneplads og handelsmulighed. Dyrket land og velpasset skov når helt ud til kysten. Fra Randers fjord til Flensborg fjord ligger en zone af frugtbart moræneler med Jyllands bedste jord, som har dannet basis for et gl. og solidt bondesamfund. Karakteristiske er de dybt nedskårne dale med stejle, kløftede sider, ofte med lange søer og kær i bunden og skov el. hede på skrænterne; disse dale forløber oftest ø.-v.; nogle af dem har forbindelse til fjordene, som er druknede dale. Mod v. når dalstrøgene ofte til grænsen ml. Ø.- og V.jylland, og netop i denne zone er de udformet med stor kraft, således ved Hald sø, Funder, Vrads, Randbøl og Kruså.

En anden udformning har Gudenådalen og dalene i Djursland ml. Grenå og Randers fjord; det er brede, fladbundede lavninger med sandet jordbund; overalt i disse stordales sider møder man ferske vande, idet kilder og væld danner småbække, som med rivende løb vælter ned ad dalsiden og forener sig til åer et el. andet sted på den brede dalbund. Der er et typisk landskabeligt misforhold ml. disse s. 7 vældige dalstrøg og de små vandløb, som Johs. Brøndsted har dækket med ordene: »Små piger i alt for store himmelsenge«.

Ø.jyllands vestl. del er mere barsk end de østl. egne; jorden er mere mager end ø.kystens. Bøgen, der i ø.zonen opnår en enestående vækst og skønhed, afløses af en mere fattig, noget forblæst skov med mange krogede træer; man møder rester af gl. egeskov, ofte nedhugget til krat, og plantager af nåletræer breder sig på løvfaldsskovens bekostning. Lyngen, der navnlig træffes på dalsiderne, fortrænges i vore dage af plantager og selvsåede træer; men der er endnu områder, hvor hedevegetationen har hævdet de erobringer, denne plantevækst nåede under sin fremtrængen fra v. i tiden ml. vor tidsregnings begyndelse og slutn. af 1700t.

Bebyggelsen i Ø.jylland er præget af forskellen i jordbund. Den rigeste bebyggelse findes på moræneleret, men også den vestl. del af området er i vore dage et rigt og vel dyrket land. Dalbundene er som oftest svagt udviklede i landbrugsmæssig henseende, men har til gengæld den fordel at have store arealer med engbrug.

Overgangen fra Ø.- og N.jylland til den vestjyske geografiske provins er næsten overalt meget skarp, uanset om man kommer fra n. el. ø.; man træffer fx. denne grænse ved Rom kirke 3 km s.f. Lemvig, ved Torning 7 km v.f. Kjellerup, ved Rødekro 6 km v.f. Åbenrå og ved Padborg station. Billedet er overalt det sa., nemlig mødet ml. Ø.jyllands og Limfjordens dalfurede, bakkede moræneland og det v.jyske landskabs hedesletter og bakkeøer.

V. jyllands hedesletter består af et ret tyndt tæppe af magert sand, der ofte hviler på et underlag af tertiært glimmersand el. glimmerler. Fladerne synes for den umiddelbare betragtning plane og vandrette; men opmålinger viser, at de i virkeligheden består af ganske flade kegler, hvis højeste punkt ligger på de steder, hvor smeltevandet under sidste nedisning strømmede ud af israndens gletscherporte.

Langs linien Bovbjerg-Dollerup-Padborg har der været 20 større gletscherporte og adskillige mindre, hvorigennem enorme vandmasser er skyllet ud over det isfrie V.jylland. Ud for hver port begynder et kegleformet system af grus- og sandaflejringer, der i nogen afstand fra isranden støder sammen med nabokeglerne; hældningen er ganske ringe, nær isranden ca. 1:500 og mod v. ca. 1:1000. Tinglev hedeslette har således 3 toppunkter, Grindsted hedeslette 4–5, Karup hedeslette 6–7 og Kronhede Klosterhede 2. Karupfladen i n. og Tinglevfladen i s. er begge meget smukt udformet. De har få bakkeøer, og indtrykket af de vældige, tilsyneladende plane flader er meget stærkt; dette hænger sammen med, at de nævnte flader i sin tid har fået meget store vandmasser, Karupfladen fra de store tunneldale ved Silkeborg og Viborg og Tinglevfladen fra tre betydelige tilløbssystemer, nemlig tunneldalene Flensborg fjord, Åbenrå fjord og Genner fjord. På den mellemliggende strækning danner hedesletterne et forgrenet net, der omslutter talrige mindre bakkeøer; men større, sammenhængende, bakkeøfrie flader findes her lidt længere v.på, nemlig i Grindsted hedeslette og i hedesletten ved Ribe, der begge er dannet ved et kompliceret sammenløb af flere vandstrømme. De store, vestl. bakkeøer har været tilstrækkeligt stærke til at tvinge smeltevandets løb, og flodnettene har derfor måttet samle sig i snævringer, fx. ved Holstebro og Skjern samt ved Varde. De vestligste dele af hedefladerne er delvis forstyrret af kystprocesser, klit- og marskdannelser, og endelig er store strækninger s. 8 i dag dækket af Nissum fjord, Ringkøbing fjord og Vadehavet samt af de kystnære dele af Vesterhavet.

Den største af bakkeøerne, Skovbjerg bakkeø, er ca. 2000 km²; Varde, Esbjerg og Toftlund bakkeøer er ca. halvt så store, og de fleste er langt mindre, ofte blot få km². Overfladen er af gl. udformning (bd. I. 37). Forvitringen er trængt langt ned, og jordbunden er meget varierende; man finder store områder med gruset og sandet jordbund, men også med lerholdige dannelser.

Både hedeflader og bakkeøer har stærke spor efter afblæsning og sandflugt af meget forsk. alder, også fra vor tid, og indsande og stensletter forekommer ofte, navnl. på de vestl. dele af bakkeøerne.

Mor- og aldannelse (podsolering) er meget udbredt, men af ret forsk. intensitet. Lyngheden havde i slutn. af 1700t. erobret største delen af såvel hedeflader som bakkeøer; men i nogle egne holdt bebyggelsen stand, og da især på de østl. dele af bakkeøerne og langs ådalene, både på hedesletter og bakkeøer.

Det v.jyske kystland rummer en række interessante og særprægede landskabstyper. Klitten danner en sammenhængende kant med en maksimal bredde på ca. 7 km fra Bovbjerg til Skallingen og fortsættes på Vesterhavsøerne. Ø.f. klitbæltet finder man jævne, lavtliggende flader, bestående af marsk og lagunedannelser samt en række strandsøer med ringe vanddybde. Også dette område har været i stand til at bevare bebyggelsen ubrudt fra jernalderen til nutiden. På de frodige strandenge har kvægavl nemlig haft relativt gunstige kår, og ligeledes har kystfiskeriet indtil slutningen af 1800t. været en faktor af betydning.

Vadehavet har spillet en stor rolle i Danmarks kulturgeografiske udvikling. Allr. forud for vor tidsregnings begyndelse var dette område trafikalt vigtigt, og der udvikledes tidligt centre for handel og samfærdsel og sen. for politisk og kirkelig magt. Endnu så sent som i 1700t. var Vesterhavsøerne hjemsted for en talrig søfarende befolkning. I vore dage er der sket en koncentration af v.kystens fiskeri i Esbjerg, Hvide Sande og Thyborøn, og skibsfarten har fået en endnu stærkere samling, idet kun Esbjerg havn har større trafikal betydning.

De naturgeografiske variationer i Jylland er således meget store, såvel i henseende til oprindelse som til overfladeformer, højdeforhold, hydrografi m.m. Også jordbundsforholdene er meget forsk. og veksler fra rige morænelersjorder til de magreste sand- og stenoverflader, og talr. varianter forefindes, selv inden for ret små arealer. Jordbundsudviklingen har ligeledes været forsk. Man kan stort set sige, at de vestl. og nordl. egne har mor og al i skiftende former, medens de sydøstl. egne har brun muld. Tørvedannelser har stor udbredelse, navnlig i de nordl. og vestl. egne. Vore dages afblæsning rammer især V.jylland, dele af Himmerland, Vendsyssel og Djursland.

Også i forstlig henseende er der udprægede forskelle. Stort set ligger det således, at det østl. og sydøstl. moræneland har bøgeskov i god udformning; de nordligere egne en svagere bøgeskov. Det midtjyske israndsområde og V.jylland har rester af egeskov og egekrat. Vore dages nåletræsplantager er især koncentreret i V.jylland, i klitområder, på dalsider samt i de mere magre egne i Ø.- og N.jylland.

Det ferske vand. De jyske vandløb har større afstrømning end Øernes (bind I. 79); et midtjysk vandløb fører i gennemsnit to til tre gange så meget vand som et ø.-dansk s. 9 med sa. afstrømningsareal, og da Jylland endv. rummer de længste åer og de største nedbørsområder, bliver konsekvensen, at vandløbene i Jylland præger landskabet på en helt anden måde, end tilfældet er på Øerne. De to største, Gudenå og Skjern å, fører hver for sig årlig ca. 10 gange så meget vand ud i havet som Øernes største vandløb, Susåen. Der er heller ikke tale om, at et nogenlunde stort jysk vandløb helt el. næsten tørrer ud om sommeren, og det karakteristiske for Jylland i ferskvandsmæssig henseende er i det hele taget, at der er et langt større forråd, såvel i grundvand som i rindende vand, end på Øerne, og da navnlig på Sjælland.

I de storbakkede landskabsformer har bækkene ofte rivende løb, der sjældent bindes af frost. Kildevandet har omtr. sa. temp. året rundt: 6–8°, og dette forhold har indtil 1800t. spillet en rolle for udnyttelsen af vandkraften i Jylland. Det er ligeledes af betydning for placeringen af vore dages dambrug, fordi vandet næsten altid er rent og velegnet, vandtilførslen jævn hele året rundt og dertil sommerkølig. Seks store åer afvander tilsammen ca. 10.000 m² af den jyske halvø ɔ: omtr. halvdelen af arealet; de fem af disse: Storå, Skjern å, Varde å, Ribe å og Vidå, løber mod Vesterhavet og kun én: Gudenå, mod Kattegat. Hovedvandskellet følger nogenlunde den midtjyske stilstandslinie, altså grænsen ml. V.jylland og Ø.jylland. Mod Limfjorden gennembrydes dette vandskel af Karup å, der fra egnen v.f. Silkeborg fører overfladevandet fra Karupfladens nordøstl. del ud til Limfjorden.

Ejendommelige er vandskelsforholdene i Ø.jylland; hver fjorddal har sit afløbssystem med forgreninger, der i reglen når frem til hovedvandskellet mod V.-jylland; dette er tilfældet med fjorddalene fra Flensborg fjord til og med Vejle fjord, og man har altså på denne strækning en nogenlunde simpel fordeling af afløbsforholdene mod ø. og v., men dog således at vandskellet er forskudt langt mod ø. N.f. Vejle fjord ligger det anderledes; det ø.jyske isfremstød (bind I. 33) spærrede på et tidspunkt nær istidens slutning for afløbet ud til fjorddalene ved Horsens, Århus og Randers og tvang smeltevandet til anlæggelse af en dal langs isranden fra et punkt ved Daugård n.f. Vejle til henh. Limfjorden og Randers fjord. Denne smeltevandsdal med dens forsk. forgreninger er bevaret indtil vore dage, og den sidst benyttede afløbsvej fører endnu Gudenåens vand ud til Randers fjord. Ø.f. Gudenåens afvandingsområde er afløbene rettet mod Bælthavet; men afstrømningsområderne er små og vandløbene af beskeden størrelse.

I N.jylland er afløbsforholdene meget komplicerede. Største delen af landet dræneres til Limfjorden; men mod ø. og n. har man et antal små vandløb mod såvel Kattegat som Skagerrak. Et særligt præg får afløbet i de egne, hvor kalkgrunden ligger højt, samt på overflader med rigelige højmosedannelser. Endelig spiller klitdannelsen nogen rolle for åernes kystnære dale, fordi sandflugten ofte har besværliggjort vandafledningen og tvunget åernes lejer ud af deres naturlige baner. Forløbet af vandløb og vandskel i N.jylland og Ø.jylland er i alt væsentligt bestemt af istidens dalsystemers beliggenhed og højdeforhold. I V.jylland følger de største vandløb de store hedesletters naturlige fald fra israndslinien mod Vesterhavet; to af disse vandløb udmunder i strandsøer, resten i Vadehavet.

Også dette vandløbssystem er ungt, idet såvel hedesletternes hældningsforhold som forholdene ved åmundingerne er resultatet af unge, til dels endnu virksomme processer. En helt anden afløbstype finder man på bakkeøerne. Her er åerne s. 10 oftest ordnet radiært el. vifteformet og repræsenterer et meget gammelt system, der rimeligvis går tilbage til slutn. af næstsidste istid.

Jylland har relativt mange søer; de fleste af disse er langsøer, knyttet til bunden af de store tunneldale; men desuden er der langs kysterne udviklet et antal søbækkener, som oftest lavvandede, ved afspærring af havet el. ved sandflugtens udblæsning af lavvandede bækkener. Et stort antal kunstige, vandfyldte lavninger bidrager til at præge Jyllands ferske vande; der findes således op mod en halv snes større opdæmninger, i hvilke man opsamler vand til moderne vandkraftanlæg, fx. Tange sø; men hertil kommer et uhyre antal småvande, mølledamme, tørvegrave, mergelgrave, grusgrave samt vandingshuller til kreaturer. Fugtige overflader med meget højtliggende grundvand spiller ligeledes en stor rolle, først og fremmest i det marine forland i N.jylland, men desuden i de øvre dele af hedesletterne, hvor man ofte møder store mængder af vandrende grundvand få m under overfladen. Vandlidende arealer forekommer ofte i dalbunde og bag v.-kystens klitbræmmer, og bortskaffelsen af overflødigt vand føles stundom noget vanskelig.

Jyllands kulturgeografiske udvikling gennem det sidste årtusinde indeholder mange interessante momenter. Ø.jylland, Limfjordsegnene, dele af Vendsyssel og Himmerland samt det v.jyske kystland bærer præg af et par årtusinders stabilitet. Som modsætning står største delen af V.jylland, dele af Himmerland og af den nørrejyske ø, som gennem adskillige århundreder har haft hårde kår, og hvor folket ikke har formået at overvinde de episodiske katastrofer el. mere langvarige og snigende vanskeligheder. Fra slutn. af 1700t. er der sket en generobring af disse egne; men denne kolonisering kommer først til udvikling hen mod slutn. af 1800t. Der er siden da i disse områder sket en betydelig nyvinding af jord og af livsmuligheder. Både landbruget og skovbruget har således generobret tabt land og indtaget områder, der formentlig aldrig tidl. har været under intensiv kultur. Der er således her tale om en kolonisering i stor stil, navnlig efter 1880, med en harmonisk fremvækst af bebyggelse og livskår, som ingen anden del af Danmark kan opvise.

Også i folkelig og moralsk henseende har denne proces været af stor værdi. Den sidste fase i denne udvikling er den fremgang, der har præget Sønderjylland siden genforeningen. Landbefolkningens ekspansion i de jyske koloniegne må nu i det væsentlige betragtes som afsluttet, idet hedeopdyrkningen stort set er tilendebragt; men endnu findes der nogle reserver, navnlig i det marine forland, og her kan man forvente fortsat vækst.

Den næste fase i udviklingen er byernes vækst i koloniegnene, og denne proces er for længst i fuld gang. Medens man i årene fra 1880 til 1910 havde en stærk emigration fra Jylland til oversøiske lande, er forholdet nu det, at man har en vandring, der er rettet mod de indenlandske, til dels jyske, vækstområder; de største af disse ligger i Ø.jylland, men der er tegn til, at udbygningen af stærke, bymæssige erhvervsfaktorer og befolkningscentre også vil ske i de hidtil svagest befolkede dele af Jylland.

Litt.: Saml. t. jydsk Hist. og Top. 1.–4. Rk. 1867–1930. Jyske Saml. 5. Rk. 1932–49. Ny Rk. 1950 ff. Evald Tang Kristensen. Jydske Folkeminder. I–XIII. 1871–97. Hedeselskabets Tidsskr. 1880 ff. Ed. Erslev. Jylland, Studier og Skildringer til Danmarks Geografi. 1886. H. F. Feilberg. Bidrag til en ordbog over jyske almuesmål. I–IV. 1886–1914. L. Mylius-Erichsen. Den jydske Hede før og nu. 1903. Johs. Steenstrup. Jylland og Jyder. Nogle Betragtninger over indre og ydre Grænser. 1910. Emil Madsen. Jylland i det 16. Aarhundrede. 1913. Jeppe Aakjær. Hedevandringer. 1915. Niels Hedin. Bag Heder og Høje. 1915. E. Dalgas. s. 11 Geografiske Billeder fra Heden. 1928. Oluf Friis. Jylland i dansk Litteratur indtil Blicher. 1929. Achton Friis. De Jyders Land. I–II. 1932–33. Claes Krantz. Jyllāndska strandhugg. 1936. Hakon Mielche. Til Søs gennem Jylland. 1935. Johs. Brøndsted. Rast undervejs. 1942. Danmark. II–IV. Landet bag Klitterne. Den jyske Halvø. Red. af Jørgen Bukdahl og Niels Th. Mortensen. I–III. 1946–47. Bøger og Byer. Træk af jysk Kulturliv. Red. af Johs. Smith. 1949. Hugo Matthiessen. Hærvejen. 4. Udg. 1951. Svend Dahl. Ad den gamle jydske Hærvej. 1953. Hedens opdyrkning i Danmark. 1953. Jylland. Turistforeningen for Danmark. Aarbog 1955. Niels Åge Nielsen. De jyske dialekter. 1959.

Af de græske og romerske oldtidsforfattere var den jyske halvø kendt under navnet Kimbrikè Chersonesos (Ptolemaios). Forsk, stammenavne nævnes hos disse forfattere, fx. cimbrer, teutoner, charuder, eudoser, angler, siguloner o.a. Cimbrerne og teutonerne er kendt fra deres kampe med romerne 113–101 f. Kr. Eudoserne er muligvis de »jyder« (Iutae), der if. den angelsaksiske forfatter Beda i 400t. bosatte sig i Britannien sa.m. anglerne. Man har antaget, at disse gl. stammenavne for en stor del skulle gå igen i de jyske syslers navne, men identifikationen er i de fleste tilfælde meget usikker. Sysselinddelingen er i sin oprindelse en særlig jysk foreteelse; syslerne på Øerne er sene efterligninger af de jyske, oprettet af hensyn til den kirkelige administration.

Jylland var delt i 14 sysler: Vendsyssel, Thy syssel, Himmersyssel, Salling syssel, Ommersyssel, Åbo syssel, Loversyssel, Jelling syssel, Almind syssel, Hardsyssel, Varde syssel, Barved syssel, Ellum syssel og Isted syssel. Der er næppe tvivl om, at sysselinddelingen er yngre end herredsinddelingen. Sysseltinget (bygdetinget), hvor der hverken fandt lovgivning el. domsvirksomhed sted, opretholdtes middelalderen igennem, men forsvandt i beg. af 1500t. En særlig appelinstans, »biskop og bygdemænd«, var knyttet til syslet, og bispen havde i hvert syssel en provst.

Over de tre sydligste sysler, Barved, Ellum og Isted sysler, indsattes fra tid til anden en jarl til at vogte rigets s.grænse, fra 1115 kaldt hertug. Disse sysler fik efter 1100 deres særlige tingsted på Urnehoved; landstinget i Viborg forblev tingsted for de 11 nordl. sysler. Fra 1232, da Sønderjylland bortgaves som fyrstelen til den sen. kong Abel, skiltes dets historie fra Nørrejyllands. Ribe by regnedes dog til Nørrejylland; hertil kom fra dronning Margretes tid de sen. »kongerigske enklaver«. Seest so. kom 1566 under Nørrejylland. De fleste af enklaverne blev afstået ved freden i Wien 1864; til gengæld kom nu den nordligste del af Tyrstrup herred (»de 8 sogne«) under Nørrejylland.

Allr. 948 nævnes biskopper i Slesvig, Ribe og Århus. I slutn. af 900t. forenedes sidstn. stift med Ribe stift, som herefter omfattede hele Nørrejylland. Ca. 1060 deltes det i 4 stifter, Vendelbo stift, Viborg stift, Århus stift og Ribe stift. Sidstn. omfattede også en del af Sønderjyiland (afstået 1864, genforenet med stiftet 1922). Bispesæde for Vendelbo stift var opr. Vestervig, fra ca. 1140 til reformationen Børglum. 1554 blev Ålborg bispesæde, og stiftet kaldtes herefter Ålborg stift. 1922 omlagdes de nørrejyske stiftsgrænser, hvorved 4 nørrejyske provstier lagdes under Haderslev stift; samtidig afgav Viborg stift 2 provstier til Ålborg stift og modtog 3 provstier fra Ribe stift.

Litt.: O. Nielsen. Bidrag til Oplysninger om Sysselinddelingen i Danmark. 1867. J. Steenstrup. Nogle Undersøgelser over Danmarks ældste Inddeling. 1896. P. J. Jørgensen. Dansk Retshistorie. 1940. 241–43. P. Skautrup. Hardiske Maal. II. 1. 1942. 21 ff. Sv. Aakjær. Indledning til Kong Valdemars Jordebog. 1944. 56–59. J. Kousgård Sørensen i Danmarks kommunale styre. I. 1955. 17 f.