Bederslev sogn

(Nørre Nærå-B. kom.) omgives af Lunde hrd. (Norup og Hjadstrup so.) samt Uggerslev, Nr. Nærå og Krogsbølle so. En bugtet, ujævn dalfure med små vandhuller og moser strækker sig fra ø. til v. gennem so., s. 346 hvis overflade i øvrigt er let bølget og med højeste punkt 26,7 m i Dalene skov, mens et punkt på skellet til Krogsbølle når 25 m (trig.stat.). Jorderne er temmelig sandede og stenede undtagen længst mod s., hvor moræneleret dominerer. Mod ø. når so. frem til et med elletræer bevokset mosestrøg (Rishave) en del af den store Vestermose, der forbandt de tidl. fjordarme fra sø. (Fjordmarken) og nv. Til so. hører en del af Dalene skov, og det gennemskæres af landevejen mellem Otterup og Bogense.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1950: 779 ha. Befolkning 7/11 1950: 311 indb. fordelt på 85 husstande. (1801: 222, 1850: 299, 1901: 305, 1930: 352).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I sognet byerne: Bederslev (1409 Bedesløf; u. 1796) m. kirke, forskole m. bibl. (opret. 1910, 800 bd.) og frysehus (opf. 1950); Vellinge (*1391 Hvelvingæ; u. 1798) m. forsamlingshus (opf. 1904). – Saml. af gde og hse: Pugholm (1435 Pugholm; u. 1798); Vellinge Huse.

M. Walther seminarielærer, cand. mag.

B. so., der sa.m. Nørre Nærå so. udgør een sognekom. og eet pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Krogsbølle so. So. udgør 3. udskrivningskr., 142. lægd, og har sessionssted i Otterup.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Kirken er bygget helt af nyt 1884–87 efter nedbrydning af den ældre, af rå kamp opførte kirke, der formodentlig var romansk. Den gl. kirke havde tårn, om hvilket det 1590 siges, at det er »bygt af træ op ved vester ende og klædt med fyr som et klokkehus« (Jacob Madsens visitatsbog, ed. Crone. 128). Kirken var i katolsk tid viet til Skt. Nicolaus. Den nye kirke er opf. af mursten i traditionel landsbykirkestil m. rundbuede vinduer og trappegavle; bygn. består af kor, skib, tårn i v. og våbenhuslignende udbygn. på s.siden, der tjener som ligkapel. Indgangen til kirken er gennem tårnrummet, hvori forhal er indrettet. Koret er overhvælvet. – Altertavlen er et Getsemanemaleri fra 1800t.s begyndelse. Enkel romansk døbefont af granit m. glat kumme; fonten er ophugget. Prædikestolen er et net, nygotisk arbejde. Stolestadegavlene er i renæssancestil, en stor del ægte, fra 1640erne, andre fra 1886. Klokken er fra 1767. – Kirkens store sengotiske alterstager er skænket til Nationalmuseet.

Olaf Olsen museumsinspektør, professor, dr. phil., cand. mag.

Pugholm var i middelalderen en hovedgd., som tilhørte lavadelsslægten Sommer, der efterhånden sank ned i bondestanden. P. ejedes i beg. af 1400t. af Ceciliæ Knuds og hendes datter Gretæ Sommers. 1435 skødede sidstn.s søn Jesse Sommer i Ørritslev (se s. 324) sin mødrene arv: hovedgden P. m.v. til hr. Steen Basse, men 1440–51 skrives han selv hertil, ligesom hans søn Laurids Sommer nævnes i P. 1490–95. Søn el. sønnesøn af denne var formentlig den bonde Niels Sommer, som 1534 på Skam herredsting gjorde lovhævd på nogen jord på Bederslev kirkes vegne, og som 1548 beboede den Johan Friis tilhørende gd. i Skam hrd. »kaldes Pughollum«. – Gden Pugholm og byen Vellinge hørte opr. til Norup so., men 1459 henlagde biskop Henneke af Odense dem til Bederslev so.

Jens Holmgaard arkivar, cand. mag.

Skove: Største delen af skoven Dalene (i alt 157 ha, hvoraf lidt i Nørre Nærå so.), der hører under Egebjerggård, ligger i sognet. Terrænet er bakket. Jordbunden sandet. Bevoksningen består overvejende af nåletræ.

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

1451 nævnes i so. en bebyggelse Hwids Byggested.

J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.

Der er ingen bevarede oldtidsmindesmærker i so., men under B. er sløjfet en jættestue, en ubest. stengrav og 3 høje, og under Vellinge en stengrav. – Fra Vellinge stammer et skattefund fra ældre bronzealder m. 3 bælteplader, halskrave m.m. og et gravfund fra ældre romersk jernalder med to bronzekasseroller og -øse.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Genforeningssten rejst ved indkørslen til kirken 1920.

B. var anneks til Uggerslev indtil 9/1 1795 (reskr. af 1784), da det henlagdes til Nr. Nærå.

Povl Engelstoft redaktør, cand. mag.

Litt.: FynskHj. IX. 1936. 124 f.