Haderslev amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter et område i det nordøstl. Sønderjylland. Ø.grænsen dannes af Lille Bælt fra Hejlsminde til Genner fjord, medens v.grænsen forløber m. hovedretning n.-s. i en afstand af ca. 20 km fra Vesterhavskysten. Amtets omrids er omtr. rektangulært m. størst udstrækning i ø.v., 30–45 km. Mod n. grænser a. til Vejle a. og Ribe a., mod v. til Ribe a. og Tønder a. og mod s. til Åbenrå a. Til a. hører øerne Årø med Årø Kalv, Linderum samt Kalvø i Genner fjord.

Grænsen mod Vejle a. forløber fra Hejlsminde i vestl. retning til det sydligste hjørne af Vamdrup so. Det østligste afsnit af grænsen følger strandsøen Hejlsmindes midte og bunden af det v.for liggende dalstrøg. Længere mod v. snor grænsen sig gennem det bakkede moræneland n.f. Frørup og følger fugtige dalbunde og mellemliggende bakkedrag indtil s.spidsen af Vamdrup so. Herfra grænser a. til Ribe a. og følger Kongeåen på en strækning af noget over 20 km til v.f. Lintrup, hvor den forlader Kongeå-dalen og bøjer mod s. over hedesletter og stedvis langs åløb såsom Gels å og Fiskbæk v.f. Toftlund. V. og s.f. Branderup og Bovlund går a.grænsen gennem lavtliggende, fugtige områder og derpå i en bue n. om Øster Løgum so., ligeledes gennem fugtige, mosedækkede lavninger, s. 58 bl.a. Horsbyg og Hjarup moser, hvorefter man igen møder bakkelandet n.f. Knivsbjerg til Genner bugt. Største delen af disse grænser er bestemt af de oftest geografisk betingede sogneskel, i regelen områder, der først i sen tid er blevet let tilgængelige og inddraget i kulturlandskabet. En del af de vandlidende arealer er blevet afdrænede, medens man andre steder endnu finder højmoseområder, der danner meget effektive spærringer.

A.s areal er 1342 km². Det er således langt mindre end de nordl., ø.jyske amter, undt. Århus a., men er af sa. størrelse som Tønder a., større end Åbenrå og Sønderborg. Også folketallet er beskedent, nemlig ca. 73.000, svarende til en befolkningstæthed på ca. 54 pr. km², altså meget nær halvdelen af gennemsnittet for hele Danmark. Dette forhold er begrundet i to årsager, nemlig den indtil nu ret svage byudvikling, idet næsten halvdelen af befolkningen bor i rene landdistrikter, men desuden i det forhold, at den største del af a., nemlig alle de vestl. so., rummer næsten folketomme bælter ml. de gl. landsbycentrer. Vandarealet er, bortset fra strandsøerne langs Lillebæltkysten, af ringe størrelse. Dette hænger bl.a. sammen m. tunneldalenes ret svage udformning, idet man her savner de dybe render, som karakteriserer de subglaciale dale ml. Vejleområdet og Mariager fjord. Mange af de ferske vande i a. er kunstigt opdæmmede for at skaffe reguleringsbassiner og fald til ældre tiders vandkraftudnyttelse.

H. a. hører til de relativt skovfattige områder, idet skovprocenten ligger omkr. 7, d.v.s. ca. 2/3 af det samlede lands. Også mosearealet er beskedent, men i øvrigt meget ujævnt fordelt. Ikke desto mindre gør skovene sig, navnlig i østlandet, landskabeligt gældende, fordi de er fordelt på mange, spredte småarealer.

H. a. er ikke i landskabelig henseende nogen naturlig enhed, hverken i henseende til tilblivelse, overfladeformer, jordbund el. bebyggelse. Ø.f. linien Frørup-Hammelev-Genner bugt dominerer bølgede, veldyrkede og yderst frugtbare moræneflader. Langs den nævnte grænselinie findes et 5–10 km bredt bælte af højereliggende, stærktbakket land m. vekslende jordbundsforhold, af hvilket de frugtbareste pletter er optaget af landsbyernes indermarker. Fra de højeste punkter har man vide udsyn over de v.for liggende bakkeøers kuplede former og de mellemliggende hedeflader og smeltevandsdale m. slyngede ådale og en sparsom og spredt bebyggelse. Der er således et iøjnefaldende skel ml. Østeramtet og Vesteramtet. Kystlængden er 107 km.

Dybgrundens geologi.

Kendskabet til de geologiske forhold i en egn er bl.a. afhængig af, i hvor stor udstrækning jordlagene har været tilgængelige for undersøgelse. Betingelserne skifter fra sted til sted. De naturlige snit i landskaberne i form af kyst- og skræntprofiler er således ulige fordelt, og det samme gælder for de kunstige snit som stenbrud, grave og boringer, som mennesket har ansvaret for.

Men selv om de bedste betingelser for et nøjere studium foreligger, er alt spildt, hvis den rette iagttager udebliver.

Haderslev a. er stærkt forfordelt m.h.t. de geologiske forudsætninger for udforskningen af dybgrundens formationer. Ved Lillebæltskysten ligger disse dannelser betydeligt under havets overflade. De kan derfor ikke afdækkes ved bølgeslagets erosion. Længere inde i land er forholdene indirekte også uheldige. De større byer i Østeramtet ligger alle i områder, hvor istidens bræer har efterladt tykke lag, der oftest indeholder vandførende sand og grus. Dette er en fordel s. 59 m.h.t. forsyningen m. grundvand til vandværkerne. Men det betyder også, at man sjældent borer ned til lagene under istidsaflejringerne.

Først i amtets vestl. egne når dybgrunden nærmere op til overfladen. I tidens løb er der her både gravet og boret ned til dybgrundsformationerne adsk. steder. En af de berømteste lokaliteter er Gram teglværks lergrav, der er blevet kendt på grund af de smukke og velbevarede snegle og muslinger, som forekommer i lerlagene i graven. På dette sted og i den nærmere og fjernere omegn har forudsætningerne for undersøgelsen af dybgrunden således været gode. Og til alt held har interesserede teglværksarb., amatørgeologer og geologer i løbet af de sidste hundrede år udnyttet de rige muligheder for indsamling af forsteninger.

Særlig dr. Martin Reimers, der var læge i Gram fra ca. 1840 til 1870, bør nævnes. Han samlede et stort antal snegle og muslinger i teglværksgraven. En del af dette materiale blev sendt til geologerne ved universiteterne i København, Hamburg og Kiel. Her blev forsteningerne undersøgt og bestemt, og sen. blev resultaterne offentliggjort. Andre amatører fulgte i hans spor, og faggeologer supplerede med specialundersøgelser. »Gramformationen« er derfor i dag et velkendt begreb for den internationale geologiske videnskab.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (I. 21). Med undt. af et lille område vist som oligocæn ved Lille Bælt er hele amtet aftegnet som miocænområde på kortet. Efter hvad der er meddelt om kendskabet til dybgrunden i indledningen, er det klart, at kortet må være mere eller mindre hypotetisk for de østl. egnes vedk. Observationerne over dybgrunden er meget sparsomme mellem Lille Bælt og jernbanelinien Over Jerstal-Vamdrup.

Kortets ensformighed og de få observationspunkter tillader således ikke særl. vidtgående slutninger om de geologiske forhold.

Dybgrundsformationernes udvikling. Der er hidtil ikke udført dybere efterforskningsboringer i a. Dette kan virke noget overraskende, når man betænker, at der i alt er udf. 31 dybe og 144 mindre dybe boringer under olie-efterforskningsperioden her i landet. Trænger man lidt ind i metoderne, som er fulgt ved udvælgelsen af borestederne for olieboringerne, bliver forbigåelsen af Haderslev a. imidlertid mere forståelig.

I tilknytning til olieboringerne er Danmarks tyngdeforhold således blevet kortlagt, og desuden er de magnetiske forhold undersøgt i adsk. områder. Ved disse kortlægningsarbejder har man fået oplysninger om dybgrundens strukturforhold i store træk. Man har bl.a. afgrænset et stort område m. overskud af tyngdekraft og underskud af magnetkraft i det nordl. Sønderjylland og Vestfyn. Afvigelser af denne art kaldes henh. for en tyngdeanomali og en magnetisk anomali.

Den omstændighed, at disse to anomalier praktisk taget dækker hinanden, tyder på, at det er grundfjeldet, som frembringer dem. For at få opklaret årsagen til deres tilstedeværelse udførtes dybdeboringen Glamsbjerg nr. 1 i nærheden af anomaliernes centrum på Vestfyn. Derved fik man formodningen om højtliggende grundfjeld bekræftet, og området måtte samtidig anbringes langt nede på rangstigen for de mul. olie- el. naturgasførende provinser i Danmark. Konsekvensen blev, at der ikke udførtes flere dybdeboringer i egnene, som dækkes af s. 60 de to nævnte geofysiske anomalier, og det vil navnlig sige Odense og Haderslev amter.

Da de dybeste boringer i amterne kun er ført ned til de miocæne lag, må man, m.h.t. formationerne under miocæntidens aflejringer, nøjes med at opstille formodninger på grundlag af erfaringerne i naboamterne. Der kan i denne forb. henvises til beskrivelserne af dybdeboringerne ved Glamsbjerg (Odense a., V. 9f.), Harte (Vejle a., VIII. 752 ff.), Arnum (Tønder a.) og Røde Kro (Åbenrå a.).

Tertiærtidens aflejringer. Ved at kombinere de dybeste vandboringer i a.s vestl. del viser det sig, at de ældste af de gennemborede miocæne aflejringer består af skiftende lag af ret fint, glimmerholdigt sand og ler, som længst mod v. ved Toftlund og ved Gram indeholder marine snegle og muslinger. I de nordl. dele af a. ved Jels og Oksenvad findes lignende aflejringer, hvori der forekommer tynde brunkulslag, men ingen skaller.

Forklaringen på disse forhold er sandsynligvis den, at der i den ældre del af miocæntiden fandtes et fladt kystområde m. sumpskove mod nø., mens havet dækkede de sydvestl. egne af a. Det er dog også mul., at den brunkulsførende serie ikke er nøjagtigt jævnaldrende m. de skalførende lag, idet der i dybdeboringen Arnum nr. 1 (Tønder a.) under skalførende lag er truffet groft sand og grus, der måske er af sa. alder som det brunkulsførende interval mod nø.

Den skalførende serie af glimmersand og -ler er blevet kaldt for Arnumformationen, idet et par vandværksboringer ved Arnum har resulteret i gode prøver af lagene, på grundlag af hvilke dette interessante formationsinterval har kunnet studeres nøjere. Ndf. følger profilet for den ældste af vandværksboringerne ved Arnum.

Arnumformationen er endv. påvist i en vandboring til 115 m dybde ved Toftlund kartoffelmelsfabr. i 1935 og ved Østergård mejeri i Gramby, hvor der 1948 blev udf. en vandboring til 128 m dybde. Ingen af stederne, hverken ved Arnum, Toftlund eller Gramby, nåede man igennem formationen. At dømme efter resultaterne s. 61 fra dybdeboringen Arnum nr. 1, som blev udf. lige v.f. amtsgrænsen 3,2 km syd for Arnum korsvej, er Arnumformationen ca. 75 m til 100 m tyk.

Det, der navnlig fanger interessen ved Arnumformationens lag, er de smukke skaller. De viser, at klimaet i mellemmiocænet var en del varmere end nu. Først så langt mod s. som ved Sydvestfrankrigs kyster findes i nutiden en parallel til muslinge- og sneglefaunaen i Arnumformationen. Sandsynligvis har temperaturen i Danmark dengang ligget ca. 5° højere end nu.

Mange af muslingerne og sneglene har direkte efterkommere i nutidens have omkr. Europa, andre arter er uddøde. Faunaen som helhed, der indeholder ca. 270 forsk. arter, viser lighed m. den nulevende sydvesteuropæiske, marine dyreverden og m. Middelhavets fauna.

Arnumformationens rigdom på skaller har dannet grundlag for en statistisk undersøgelse af, hvorledes faunaen har ændret sig i løbet af formationens aflejring. Det har herved vist sig, at havområdet øjensynlig blev mere og mere brakvandspræget i miocæntiden, idet faunaen til sidst var mere fattig på arter end ved beg. af aflejringsprocessen. De statistiske undersøgelser har også afsløret interessante forhold ml. beslægtede sneglearter. Det ser ud til, at princippet »frænde er frænde værst« var gældende i en del tilfælde, idet bl.a. en række små rovsnegle af slægten Nassa konkurrerede med hinanden.

Det fremgår af det gengivne profil af boringen ved Arnum vandværk, at der over Arnumformationen følger lag, som er henført til Gramformationen. Denne formation er identisk med lerserien i Gram teglværks lergrav. Den kan let genkendes ved hjælp af et par meget karakteristiske muslinger og snegle, som i Nordvesteuropa sandsynligvis kun levede i øvre miocæntid. Blandt disse arter må muslingen Astarte Reimersi, opkaldt efter den ovenn. dr. Reimers, nævnes.

Den punkterede linie ml. Gram- og Arnumformationerne i lagskemaet for vandværksboringen er udtryk for en vis usikkerhed m.h.t. den geologiske inddeling af lagene. Sagen er den, at man andre steder, hvor aflejringerne har kunnet studeres nøjere, har påvist yderligere en el. to formationer ml. Arnum- og Gramformationerne. Der kan henvises til beskr. af Ribe a. (IX. 587f.), hvor forholdene ved Karlsgårde er omtalt. I denne egn optræder den brunkulsførende Odderupformation stedvis over Arnumformationen. Og mellem Odderup- og Gramformationen følger den øverste mellemmiocæne, marine afdeling, som er kaldt Hoddeformationen.

Det er mul., at mere tætliggende prøver, end der blev udtaget ved Arnum vandværk i 1935, vil afsløre, at Hoddeformationen også findes ved Arnum.

Typeområdet for Gramformationen er Gram teglværks grav. Lagene består af mere el. mindre finsandet, mørkegråt til svagt grønligt glimmerler. I tidens løb er der heri fundet over 60 forsk. arter af marine snegle og muslinger. Mange er ret store, og iblandt dem findes ejendommelige og smukke former.

Gramformationen findes også ved Spandet og Ravning, hvor der tidl. fandtes teglværker.

Sammenlignes Arnum- og Gramformationerne, når man frem til den opfattelse, at havet øjensynlig var noget dybere i »Gramtiden« end i »Arnumtiden«. Ler dominerer således i højere grad i Gramformationen end i Arnumformationen, og Gram faunaens mindre artsantal tyder på et mere specielt miljø end i Arnumformationens s. 62 tid. Strandnære aflejringer svarende til Gramleret, har man endnu ikke kunnet påvise.

De vigtigste muslinger i Gramformationen hører til slægten Astarte. Mellem de større snegle dominerer arter af slægterne Turritella, Sipho, Aquilofusus, Turris og Conus. Navnlig Conus kunne tyde på et varmere klima i Gramformationens tid end i nutiden.

Gramformationen afslutter dybgrundformationerne i amtet.

Dybgrundens overfladetopografi. Der foreligger ikke noget færdigt udarbejdet kort over dybgrundens højdeforhold. På grundlag af oplysningerne fra vandboringerne og den alm. geologiske overfladekortlægning kan følgende generelle forhold imidlertid nævnes.

Den tertiære dybgrunds overflade ligger ml. havets niveau og + 30 m i største delen af a. Undtaget herfra er for det første kystområdet ved Lille Bælt, hvor tertiærets overflade ligger dybere end ca. 50 m under havets niveau. Desuden findes en række dybe erosionsdale fyldt m. istidsmateriale flere steder i a. Flg. tre dale anføres med de tilh. anslåede niveauer for tertiæroverfladen i relation til havets overflade:

Endelig når tertiæroverfladen op over + 30 m i følgende områder:

a. Jels – Grønnebæk – Hjerting – Sdr. Hygum – Hygum skov – Fole – Gram teglværk.

b. Vojens – Jegerup – St. Nustrup – Gabøl.

c. Moltrup.

d. Agerskov.

Dybgrundens struktur. Bortset fra hvad der ovenfor er meddelt om de geofysiske indikationer på højtliggende grundfjeld i det nordl. Nordslesvig og Vestfyn, vides meget lidt om strukturforholdene i a.s dybgrund. Det er sandsynligt, at der i de forsk. formationer har udviklet sig lokale strukturmønstre, fx. i lighed m. forholdene på Vestfyn.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Gramleret udnyttes ved Gram som råmateriale for teglværksprodukter, og som nævnt har det også tidl. været udnyttet til sa. formål ved Spandet.

Lag af kvartssand og -grus, som findes ved basis af Gramleret i Arnumformationen og i den brunkulsførende serie ved Jels, Oksenvad m. fl. st., udnyttes som vandførende lag.

Litt.: Axel Jessen. Kortbladet Haderslev, DGU. I. Rk. Nr. 17. 1935. Leif Banke Rasmussen. The-Marine Upper Miocene of Scuth Jutland and its Molluscan Fauna (Dansk sammendrag), DGU. II. Rk. Nr. 81. 1956. Sa. De miocæne formationer i Danmark, DGU. IV. Rk. bd. 4, Nr. 5. 1961. J. P. J. Ravn. Molluskfaunaen i Jyllands Tertiæraflejringer, D. Kgl. Danske Vid. Selsk. skr. 7. Rk. nat. og mat. afd. III. 2. 1907. Theodor Sorgenfrei. Molluscna Assemblages from the Marine Middle Miocene of South Jutland and their Environments. DGU. II. Rk. Nr. 79. 1958. Theodor Sorgenfrei and Arne Buch. Deep Tests in Denmark, DGU. III. Rk. Nr. 36. 1964.

Landskaber.

Det er vanskeligt i Haderslev a. at finde et enkelt punkt, hvorfra man kan få et samlet overblik over de vigtigste af a.s landskabstyper, og hvis man vil opleve disse, er man henvist til at berejse dem. Dertil kommer den omstændighed, at man undertiden savner skarpe og iøjnefaldende grænser ml. de forsk. formgrupper, og dette forhold giver en ejendommelig, glidende rytme både i henseende til overfladens former og til jordbundstyperne og tillige i variationen af mønsteret i de menneskeskabte træk.

Bundmorænelandskabet. Fra Tamdrup høj, 49 m, i Øsby so., der udgør den østl. del af Haderslev næs, har man et særdeles godt eks. på mulighederne for overblik. Mod n. øjnes Skamlingsbankens ryg, mod v. de højereliggende, bakkede egne v.f. Haderslev, mod s. bakkelandet ved Genner og mod ø. de to Lillebæltkyster, den jy. og den fynske, m. deres indskæringer, næs, holme og øer. I øvrigt domineres udsynet af en vidtstrakt flade m. ringe højdevariation. Den kan følges fra a.s n.grænse til egnen ved Halk, og selv om den brydes af dalstrøg og kystklinter, er den landskabelige enhed åbenbar. Yderst sjældent træffer man plane flader, det være sig vandrette el. hældende, overfladen er bølget og har derfor ikke slettekarakter, selv om højdeforskellen ml. højeste og laveste punkt på kilometerlange strækninger hyppigt er mindre end 5 m. Dertil kommer, at overfladen i jordbundsmæssig henseende er påfaldende ensartet; næsten overalt består den af fedt, stenfattigt moræneler m. rige vækstmuligheder for dyrkede og vilde planter og derfor også m. fremragende betingelser for mennesker. Dette ejendommelige landskab er opstået under betingelser af en særl. karakter, og forståelsen af dets tilblivelse danner i virkeligheden nøglen til en samlet opfattelse af denne egns geografiske hovedtræk.

Da den sidste, store, skandinaviske nedisning var på sit højeste, bevægede ismasserne sig med stor kraft fra n. og fra nø. ind over Danmark og stødte frem til den store hovedopholdslinie i Nørrejylland, men samtidig skred en isstrøm frem gennem det bækken, hvor nu Østersøen ligger, og denne ismasse fordelte sig ind over de omliggende landområder; den gled uden om de højere egne og fulgte fortrinsvis de store lavninger, såsom Store Bælt og Lille Bælt. I lange perioder synes der at have været nogenlunde ligevægt ml. istilførsel og afsmeltning, og under sådanne betingelser lå isens rand på nogenlunde sa. sted. Mod slutn. af nedisningsperioden fik afsmeltningsprocesserne imidlertid overhånd. Isbevægelsen aftog i styrke, og isdækkets tykkelse formindskedes. I Lille Bælt regionen er de relativt tynde isrester over den her behandlede egn antagelig helt gået i stå, samtidig m. at isen i Lille Bælt renden stadig bevægede sig n.over under presset fra den store Østersø-gletscher. Man må forestille sig, at man på dette tidspunkt har haft et mere eller mindre sammenhængende, men ganske tyndt dække af en strandet ismasse, som ganske stille smeltede bort. Denne »døde is« indeholdt imidlertid store mængder af ler og sand, men relativt få sten, og da der ikke var nogen bevægelse i isen, skete der ingen sammenskydninger, og derfor fik materialet lov til ganske stilfærdigt at sætte sig på det sted, hvor pågældende ismasse var gået i stå. Dette er sandsynligvis forklaringen på dannelsen af dette meget karakteristiske landskab.

Stedvis finder man mindre områder m. mere mager jord. Morænesand forekommer s. 64 kun spredt og i småpletter på nogle hundrede ha. Ved Åstrup har man dog en større forekomst og ligeledes på den sydl. del af Årø samt ved Nordby hage n.f. mundingen af Haderslev fjord, hvor det udnyttes til sand- og grusgravning. Moræneleret er imidlertid kun et tæppe, som dækker over yderst forskellige dannelser. Dets mægtighed varierer stærkt, fra et par meter til 50–60 m. Det sidste forhold finder man navnlig i relativt lavtliggende flader. Det i jordbundsmæssig henseende tilsyneladende så ensartede landskab er altså i virkeligheden noget mere kompliceret, end man skulle tro ud fra en umiddelbar betragtning. Det under morænetæppet liggende kompleks kendes fra talr. boringer og fra observationer langs kystlinier og dalsider, og ved studiet af dette materiale får man et rigt varieret billede m. vekslende forekomster af lagdelt sand og grus og forsk. typer af morænemateriale. Ofte finder man flere adskilte lag af moræneler m. mellemliggende, lagdelte dannelser, men da man ikke m. sikkerhed har kunnet påvise lag fra nogen mellemistid, må man foreløbig antage, at de forsk. etager af moræner alle hidrører fra den sidste istid, og at variationerne i lerlagenes sammensætning og struktur er opstået som følge af gletchersvingninger (oscillationer), mul. også m. et skift i isens bevægelsesretning. Dækmorænen findes også på østsiden af Lille Bælt på strækningen ml. Middelfart og Fåborg m. tilsvarende overflade og jordbundsform.

Det unge morænebakkeland. Et helt andet billede får man, hvis man ca. 5 km v.f. Christiansfeld i egnen ved Anderup går op på et af de mange højdedrag, fx. Højbjerg (97 m), det højeste punkt i denne del af landet. Forskellen ml. de nære omgivelser og de fjernere liggende østl. moræneflader er iøjnefaldende. Man har foran sig et virvar af bakker og lavninger, de sidste ofte afløbsløse og, hvis ikke de er drænede, meget fugtige, stundom vandfyldte. Højdeforskellen ml. bakke og lavning er ofte 30–40 m på en strækning af ca. 1 km. Der er meget lidt system i orienteringen, men man kan dog spore en tendens til en ordning i n.-sydl. retning. Jordbundsforholdene er stærkt varierende. Også her forekommer morænelersdækker, men hyppigere er mere sandede jordbundstyper, såvel moræner som lagdelte dannelser. Det er endv. påfaldende, at stenindholdet i jorden er langt større end i morænefladerne, og pletvis møder man morænegrus. Denne tætbakkede overflade genfinder man mange steder i området v.f. hovedvej A 10, og man kan med visse afbrydelser følge en zone af denne type fra a.s n.grænse ved Bastrup til dets s.grænse ved Genner by. I virkeligheden drejer det sig om flere systemer af lidt forsk. retning, lidt forsk. alder og jordbundskarakter, men dog m. et fællespræg i overflade og jordbundstype.

Bakkelandet er opstået langs Lille Bælt-gletscherens v.rand som et resultat af mange og skiftende processer. Selve isbevægelsen havde her hovedretning ø.-v. og forårsagede en sammenskydning af jord og sten langs isranden med en tendens til orientering i retningen n.-s. Men isranden skiftede stadig plads, fordi afsmeltning og tilførsel af is kun undtagelsesvis holdt hinanden i ligevægt. Det ophobede materiale var meget uensartet, noget var fjerntransporteret, noget kom fra gletscherens underlag, der blev presset frem af istrykket. Andet materiale var i forvejen blevet aflejret som lagdelt sand el. grus af smeltevandet, og når dette blev skudt sammen af istrykket, forstyrredes lagdelingen. Smeltevandet udvaskede det opr. morænemateriale og fjernede de finere dele af dette, d.v.s. ler s. 65 og sand, men efterlod de grovere bestanddele: grus og sten. Hver gang isranden rykkede frem, skete der nye sammenskydninger og omlejringer af tidl. afsat materiale. I de mange grusgrave, der findes langs hele israndszonen, kan man iagttage resultatet af disse processer. Bakkerne indeholder ofte en kerne af sand og grus m. en stærkt forstyrret lagdeling. Store områder er beklædt m. et tæppe af moræneler, kun et par m dybt, men tilstrækkeligt til at give basis for et meget lønnende landbr. el. en smuk trævækst. Dette lertæppe må være afsat af isdækkets sidste, tynde, men stærkt moræneholdige tunger. Kvaliteten af de øverste jordlag aftager imidlertid kendeligt fra ø. mod v., men der er mange rent lokale variationer, og det er typisk, at landsbyerne overalt har udvalgt de mest lerede og de jævneste partier, og at disse også i vore dage danner sognenes kerner.

Visse iagttagelser tyder på, at den sidste nedisning i en periode har skudt sig længere mod v., og at en istunge har dækket landet omtr. ud til Haderslev a.s vestl. grænse. V.f. den tætbakkede israndszone, fx. i området Oksenvad-Jels, kan man spore en overfladisk aktivitet af sidste nedisning både landskabs- og jordbundsmæssigt, men længere mod v. forsvinder disse spor af unge moræner, og man kommer ud i en landskabstype, der beherskes af to andre former, nemlig bakkeøen og hedesletten.

Bakkeøen har i denne egn i sin typiske udformning en lign. skikkelse som de nørrejy. dannelser af denne art. Det er et gammelt landskab, der har været udsat for forvitring, nedbrydning og udjævning gennem hele den lange tid siden afslutningen af næstsidste istid. Navnlig i perioder m. polarklima har jordflydning og erosion af vand og vind bidraget til at jævne landet. De korte bakker og skråninger, som er så typiske for den unge moræne, er simpelthen udslettede, og til gengæld er fremkommet et helt andet system af lavninger og rygge, som åbenbart i det væsentlige er bestemt af forekomster af kilder, bække og åløb. Hele den vestl. del af Rødding bakkeø er i så henseende typisk, navnlig v.f. vejen Skodborghus-Gram, hvor landskabet er opdelt i kuplede rygge m. lange, bløde skråninger, som fører ned til modne, roligt flydende åer. Disse bakkeø-rygge er ofte 1–2 km brede, højest langs længdeaksen og m. et sammenhængende fald på ca. 1:50. Forskellen ml. denne landskabstype og det østl., unge landskab m. stadige skift ml. opad og nedad – oftest m. skråninger der ikke er over 100 m lange og m. meget vekslende stejlhed – er iøjnefaldende for enhver. Også i jordbundsmæssig henseende er de to typer lette at skelne fra hinanden. I ø., i det unge land, har man at gøre m. en struktur, der ikke afviger ret meget fra den opr., når lige undtages den overfladige mulddannelse. Derimod er bakkeøernes jordbund præget af langvarige forvitringsprocesser, af jordflydning og arktiske frostvirkninger. Der er sket en dybtgående udvaskning af kalkindholdet og en mængde andre fysiske og kemiske ændringer delvis i forb. m. og som følge af dyrs og planters aktivitet. På grund af kalkudvaskningen har man ofte en tendens til dannelse af sure jordbundstyper, og denne udvikling er i de sidste årtusinder blevet forstærket ved menneskenes ødelæggelse af skovvegetationen ved hjælp af ilden, øksen og kreaturernes græsning. Disse faktorer har begunstiget hedens indvandring m. dannelsen af morlag, udvaskede horisonter og al, der er opstået ved sammenkitning af sand og gruslag ved udskillelse af de i det nedsivende vand opløste stoffer, især humusstoffer fra planters nedbrydning, men under særl. forhold også jernforbindelser. s. 66 Selv om vi finder udprægede lighedspunkter ml. bakkeøerne i Nordjylland og de tilsvarende i Haderslev a., er det iøjnefaldende, at betingelserne for menneskenes evne til at overleve jordens forarmelse her har været bedre. Bakkeøernes landsbyer har holdt stand, og man har tilsyneladende ikke haft en affolkning af sa. styrke som den, der gennem hele middelalderen og helt frem til o. år 1800 hærgede dele af landet i det midterste og vestl. Nørrejylland. Kun yderst mod v. langs a.s v.grænse møder man mere alvorlige spor af tilbagegang og flugt fra jorden. Et andet forhold peger i sa. retning: afblæsning og jordfygning, navnlig i form af muldflugt fra dyrket mark, har næppe spillet nogen større rolle på bakkeøerne og kun undtagelsesvis i israndsområderne i H. a. Hist og her træffer man dog felter af indsande, oftest lyngklædte el. i vore dage tilplantede.

Dallandskaber og hedesletter. De tunneler, som førte smeltevand under indlandsisen, blev nedgravet i de underliggende jordlag, og efter isens afsmeltning stod de som stejlvæggede dale af vekslende dybde og normalt m. en retning vinkelret på indlandsisens rand. Under afsmeltning fra de yderst fremskudte positioner ændredes stilstandslinjernes beliggenhed og isens bevægelsesretning, og samtidig hermed fik man efterhånden flere systemer af tunneldale m. forsk. retning, placering og mægtighed. Man kan i så henseende henvise til den korte tunneldal ved Jels m. retning fra nø. til sv., Haderslev-dalen m. ø.-vestl. retning og smådalene i ø. m. skiftende retninger, svarende til det sidste stadium af afsmeltningen. Haderslev-dalen er langt den største af disse. Den er en dyb, sammenhængende fure, ca. 25 km lang, der går fra Lille Bælt over Haderslev til Vojens. Den skærer suverænt gennem østlandets bundmoræner og midtlandets tætbakkede zone og deler denne del af Haderslev a. i to dele. Den dannedes på det tidspunkt, da randen af Lille Bælt-gletscheren stod ved Vojens, og vandføringen skete fra ø. mod v. til en gletcherport, højt over dalbunden på det sted, hvor byen Vojens nu ligger. Disse systemer af smeltevandsfloder var navnlig virksomme om sommeren. De var da meget vandrige og førte store mængder af opslemmet materiale. De eroderede sig vej frem og udvidede deres dale. De udfyldte lavere partier og bortgravede højere og forvandlede landet langs deres vej til svagt skrånende sandsletter af skiftende bredde. Vi benævner disse hedesletter.

Et andet betydeligt dallandskab er den s.f. Haderslev-dalen liggende Hoptrup dal, der fra Slib sø går over Hoptrup og tre mindre søer, Vedbøl sø, Vedsted sø og Højbjerg sø. Dalens udmunding ved gletscherranden ligger i en zone sv.f. Arnitlund. De største masser af smeltevand blev leveret fra gletscherportene, men også fra hele den øvrige isrand blev der frigivet vand, som ad snørklede veje banede sig frem til de v.gående hedesletter. Smeltevandet fandt vej v.over til de store hedesletter ved Ribe, hvor det forenedes med andre systemer af grenede smeltevandsfloder, som løb tværs over landet ad forsk. baner fra andre dele af isranden. Haderslev-dalens vand synes for største delen at være gået s. om Rødding bakkeø over Gram-åfladen, der også fik tilskud af smeltevand fra Nørreådalen og fra Jels å-dalen.

Mindre dominerende dallandskaber træffes flere andre steder i det østl. bundmoræneland, således ml. Hoptrup og Haderslevs tunneldale. En af disse udgår fra et punkt v.f. Hoptrup over Marstrup og Pamhule sø til Haderslev Dam, en anden følger omtr. sa. retning gennem Pamhule skov og Vojenslund. Haderslev s. 67 næs gennemskæres af flere mindre dallandskaber, således v.f. Halk og sv.f. Grarup. Endelig bør nævnes de fra Hejlsminde udgående dale og Sillerup bæks dal, men disse præger ikke landskabet på sa. måde som de store ø.-v.gående tunneldale.

Selvom Hoptrup-dalen ikke i sin vestl. del er udformet m. sa. styrke som Haderslev-dalen, er den et imponerende landskab m. mange interessante enkeltheder. Ved Hoptrup har den en bredde af ca. 1 km, og dens bund ligger 20–40 m under det omgivende land. I den vestl. del er dalbunden meget ujævn m. dybe, søfyldte huller, men dalsiderne er her mindre stejle, og såvel disse som dalbunden bærer et tæppe af moræneler, stammende fra afsmeltningen af de sidste isrester. Mellem Lillemølle og Vedbøl sø er der udskåret en dyb rende m. meget stejle, indtil 20 m høje sider. Ø.f. Hoptrup åbner dalen sig med en bred tragt mod Lille Bælt, Slib sø-lavningen, hvis ydre del i en periode efter istiden har været en lavvandet bugt, en strandsø, dækket af odder i n. og s., men som nu er tørlagt og kultiveret.

Landskabet sv.f. Hoptrup-dalen har en særl. karakter. Det er meget bakket mod ø. m. et dække af moræneler, mod v. og s. mere sandet i et ca. 2 km bælte af randmoræne-karakter. Ml. bakkerne er der talr. spor af smeltevandets virksomhed i form af dækker af lagdelt sand, som mod v. udvider sig til større, sammenhængende flader, der har forb. til den store hedeflade ml. Over Jerstal og Hovslund. s. 68 Også i vor tid afvandes denne egn mod v., men afløbsforholdene er vanskelige, og de lavere liggende flader er i stort omfang mosedækkede. Dette landskab har derfor en helt anden karakter end den øvr. del af Haderslev a. Det er stærkt vekslende, højest mod ø., hvor man i Knivsbjerg ved a.grænsen når 97 m. I regelen har bebyggelsen foretrukket de højereliggende partier, navnlig de østl., lerklædte områder. Stærkt hældende og sandede flader er hyppigt skovklædte, og ml. bakkedragene og de isolerede knuder møder man et net af lavereliggende, sandede, ofte vandlidende og mosedækkede felter, der først i vor tid i større omfang er kommet til udnyttelse.

Den store hedeflade, Gels å-fladen, der fra linien Skrydstrup-Hovslund strækker sig v.over, afvandes af Gels å. Mod n. begrænses den af Nustrup bakkeø og mod s. af Toftlund bakkeø. Mod ø. har fladen i n.-s. en udstrækning af 10–15 km, men mod v. indsnævres den ml. Arnum og Enderupskov til en bredde af 1–2 km. Dens areal er ca. 100 km², og den kan i størrelse langt fra måle sig med Tinglev-fladen el. m. de store nørrejy. hedeflader, men den er overskuelig og i mange henseender typisk. Fra tre punkter, Pothøj i Vedsted so., Fjellumhøj ved Nustrup og fra Højrup kirke, har man en sjælden mulighed for at opnå en samlet opfattelse af kombinationen hedeslette – bakkeø – ungt moræneland og af disse landskabstypers mange forsk. faser. Fladerne er kun i ringe omfang beplantede, og udsynet er derfor frit. Fra Pothøj ser man således bedst den østl., israndsnære, noget urolige del af hedefladen m. de mange tilløb fra israndsområdet. Fra Fjellumhøj får man et stærkt indtryk af den østl., velafvandede, tørre sandflade, og fra Højrup dominerer den vestl., mere fugtige, mosedækkede del (Kastrup kær m.m.) af fladen. Bakkeøernes skråflader og skrænter ned mod hedefladen og grænselinien ml. de to forsk. landskabstyper er oftest skarp og synl. selv i stor afstand. Fra alle sider fanges blikket af den lille, isolerede, men meget markante Hjartbro bakkeø omtr. midt i fladen, hvis stejle sider endnu bærer spor af iselvenes angreb. Den eneste væsentlige landskabsform, som savnes i dette udsyn er egl. fygningsområderne og indsandene i fladens nordvestl. hjørne v.f. linien Tiset-Højrup.

Også det righoldige kulturgeografiske mønster kommer klart frem. De gamle og stabile bebyggelser i ø., fx. Skrydstrup og Bevtoft og de enkeltliggende gamle hedegårde og enggårde, og de unge kolonigårde langs de nye, retliniede veje og endelig mosekulturerne ml. Toftlund og Tiset i Kastrup kær. I dette billede føjer sig så en rigdom af detaljer, ældre og yngre engkultur i tilknytning til bakkeøernes landsbyer, tørvegravning, flyvestationen ved Skrydstrup, rester af gammel skov og egekrat, fx. på Hjartbro bakkeø, nyplantning af nåletræer, anlæg af læhegn af den vestjy. type og endelig nettet af afvandingsgrøfter og kanaler, der indrammer dyrkede markfelter og fenner m. græssende kreaturer.

Israndene har utvivlsomt stadig flyttet sig frem og tilbage, selv i perioder hvor der var nogenlunde ligevægt ml. produktion og afsmeltning, men mod slutn. af sidste istid foregik der hurtigt forløbende ændringer, fordi afsmeltningen stærkt overgik tilførslen af is. Det medførte, at de vestligste dele af ismasserne gik i stå og blev til det vi kalder »død is«. En ganske særl. rolle spiller den døde is i det tætbakkede land og i tunneldalene. Når disse holdt op m. at fungere som vandkanaler, styrtede isdækket ned og fyldte dem, og når isranden rykkede tilbage, blev denne isfyldning liggende som død is i dalene. Virkningerne heraf ses s. 69 tydeligt i Haderslev-dalen. Vi finder her en række vidnesbyrd om, at den vigende isrand har opstemmet smeltevand i den del af dalen, som den lige havde forladt, og efterhånden som isranden rykkede længere mod ø., opstod der en hel serie af smeltevandssøer ml. isranden og dalens sider. På bunden af disse søer aflejredes navnlig sand, som blev skyllet ud fra gletcheren og eroderet ud i morænen langs søens bredder, og disse ses i dag som terrasser af forsk. højde og udstrækning. Vi finder sådanne i Haderslev-dalen fra v.enden af Haderslev Dam til et punkt omtr. midtvejs ml. Haderslev og fjordens udløb i Lille Bælt. De små, svagt udformede og korte tunneldale, som kan iagttages fx. ved Hejlsminde og på Haderslev næs, er måske resultatet af de sidste stadier af afløb under isen. Produktionen af smeltevand var da stærkt aftaget, dalenes dimensioner var langt mindre, og deres længde overskred sjældent nogle få km.

Det landskabelige grundlag for Haderslev a. kan således inddeles i tre indbyrdes meget forsk. zoner el. bælter. Mod ø. dominerer en flade af moræneler, hvis v.grænse går fra Taps v. om Christiansfeld, v. om Haderslev til Genner bugt. V.f. denne grænse følger en zone, hvor de skiftende stilstandslinjer fra Lille Bælt-gletscheren – og mul. også en lidt ældre isbevægelse fra nordøstl. retning – har skabt et indviklet system af reliefrige, kortbakkede landskaber med talr. afløbsløse huller og lavninger, sammenhængende bakkeplateauer og en meget vekslende jordbund. Endelig følger v.f. israndszonen den vestl. type, den gamle moræne fra næstsidste istid, den vestjy. bakkeø, som dog navnlig mod ø. er noget præget af et formentligt kortvarigt fremstød af sidste nedisning.

Denne treklang brydes imidlertid af et ø.-v.gående system af yngre former, hvis dannelse skyldes virkningen af det ved Lille Bælt-gletscherens afsmeltning frigjorte smeltevand. Ganske vist er smeltevandslandskaberne i Haderslev a. langt svagere end i Nørrejylland og i Holsten, hvilket rimeligvis står i forb. m., at de ismængder, som fra Østersøbækkenet skød sig op gennem Lille Bælt, har været relativt små, men ikke des mindre har smeltevandet også i denne landsdel været en væsentlig faktor for dannelsen af det landskabsbillede, vi i dag ser. De vigtigste af smeltevand prægede landskabsformer i det østl. bundmorænelandskab er tunneldalene, i bakkelandet et indviklet system af mindre smeltevandsdale og mod v. hedesletterne.

Men hertil kommer endnu en for landskabsudviklingen betydningsfuld faktor: da isen forsvandt, efterlod den et nøgent og vanddrukkent land med visse højdeforskelle, og resultatet blev dannelsen af et stort antal småbække, som på grund af overfladens ringe modstandsevne i løbet af kort tid formåede at udforme skarpe og dybe erosionskløfter. Disse giver sig navnlig til kende på randene af de større dale, således den indre del af Haderslev-dalen og Hoptrup-dalen, men også i mindre omfang overalt, hvor der har været en skråflade med en væsentlig hældningsgradient, altså fx. også bakkeøernes skrænter ned mod hedesletterne.

Disse landskabelige hovedtræk har til enhver tid – omend på forsk. vis – været en betydningsfuld faktor i placeringen af al menneskelig virksomhed. Man kan således ane en sammenhæng ml. landskabstype og oldtidsbebyggelse, og man møder allr. tidligt de gl. trafiklinjer til lands, hærveje, okseveje og andre handelsruter, som netop er anbragt på de steder, hvor man undgår de vanskeligheder, som stordalene og de bløde mosestrækninger til enhver tid har frembudt. Endog så sent som ved anlæggelsen af den østl. længdebane har man taget hensyn hertil, idet banen ligger over linjen Vamdrup-Vojens-Røde Kro d.v.s. lidt v. om tunneldalene og ikke over Kolding-Haderslev-Åbenrå. I det hele taget gælder det, at det gl. trafiksystem har haft en sikker tilpasning til landskabet, og det sa. er tilfældet m. bebyggelsen. Man har bare ikke til enhver tid valgt efter de sa. principper, og derfor møder man i den gl. sogneopdeling og den gl. landsbyopdeling en række yderst interessante, men også meget vanskelige opgaver for geografisk og historisk forskning. Man finder netop i Haderslev a. en sjælden harmoni ml. det landskabelige grundlag og menneskenes placering i og udnyttelse af dette også i vore dage, fordi den moderne, almægtige teknik dog ikke helt har formået at ændre de ældre systemer så stærkt, at man ikke længere kan genfinde og fortolke dem.

Vandløb, søer og moser. Hovedvandskellet ligger ved a.s n.grænse kun 8 km v.f. Hejlsminde. Herfra forløber vandskellet v. om Christiansfeld over Hjerndrup, Vojens og Over Jerstal og nærmer sig på ny Lillebæltkysten s.f. Hoptrup, hvor afstanden til kysten blot er 5–6 km. Det er således kun en mindre del af a., som afvandes mod Lille Bælt, medens resten af afløbssystemet er v.vendt mod Kongeå, Ribe å og Brede å. Det østl. og vestl. afløbssystem er meget forskelligt. Mod ø. sker afstrømningen for største delen gennem tunneldalenes lavninger, og siderne af disse er furede af korte, hastigt strømmende bække. En påfaldende stor vandtilførsel får de ø.gående åer fra tunneldalenes inderste del, hvor man finder s. 71 systemer af dybt nedgravede kløfter, i hvis sider man træffer talr. kildevæld, der visse steder, fx. den vestl. del af Haderslev-dalen, præger landskabet. Kløfterne ved Vojens afvandes til Jernhyt bæk, hvis vandføring er ejendommelig ved, at afstrømningen, d.v.s. vandføringen pr. km² opland, er så stor, at den overstiger den samlede nedbør. En anden ejendommelighed er, at vandføringen er omtr. den sa. sommer og vinter, og endelig bør det bemærkes, at temperaturen i Jernhyt bæk og andre tilsvarende vandløb svinger meget lidt med årstiderne. Forklaringen på dette forhold synes at være, at kilderne i de dybe kløfter s.f. Vojens stjæler vand fra de v.f. overfladens vandskel liggende arealer og leder dette ud mod Lille Bælt. De ringe variationer i vandføring og temperatur er en stor fordel for anv. til vandkraft, og man har i lidt ældre tid haft en betydelig udnyttelse af denne til mølleri og andre industrielle formål.

De v.gående bække er af en helt anden type. De fleste af disse opstår i nogle store, flade, tørvefyldte lavninger, i reglen smeltevandsletter i el. umiddelbart v.f. israndszonen. Derefter følger disse bække de veje ml. bakkeøerne, som er angivet af de senglaciale smeltevandsfloders dale og hedesletter. Hist og her i a.s vestl. del er der smukke terrasser, idet forsk. generationer af vandløb lige fra senglacial tid til nutiden har skåret sig ned og dannet ådale af forsk. bundhøjde. De v.gående vandløb er i løbet af de sidste årtier i ret stort omfang blevet regulerede ved udretning af serpentiner og bygning af retliniede systemer af grøfter og kanaler til fremskyndelse af afvandingen. Det sa. gælder til en vis grad de ø.gående vandløb, hvis omgivelser for største delen er kultiverede som enge, men s. 72 man har kløfter, kilder og småbække i et sådant omfang, at denne meget tiltrækkende type af ø.jysk natur er blevet bevaret.

Amtet er meget fattigt på søer, især hvis man kun tager hensyn til de egl. søer og ikke medregner de fra havet afspærrede strandsøer og de helt el. delvis kunstigt opdæmmede vandarealer. De største afspærrede strandsøer er Hejlsminde, Bankel, Halk nor og Slib sø. Bankel og Halk nor m. omgivelser henligger praktisk talt i naturtilstand og hører til vore fornemste eksempler på denne landskabstype. Slib sø er tørlagt og kultiveret, og Hejlsminde er i flere henseender under menneskets påvirkning. Blandt de ved opdæmning skabte el. øgede søområder kan nævnes Haderslev-dalens ferskvandsarealer, Haderslev Dam og mølledammene i dalens indre del, navnlig ved Tørning og Christiansdal. Også vandstanden i Jelssøerne er hævet ved opdæmning. Talr. steder i a. har man opstemmet større el. mindre mølledamme, men en del af disse er nu nedlagt. Der findes talr. mergelgrave, vandingsgrave og tørvegrave, og i den nyeste tid har man anl. adsk. grupper af ørreddamme. Langs en del af de v.gående vandløb har man, navnlig i slutn. af 1800t., anlagt kanaler til engvanding, som i reglen følger skrænten ml. hedeslette og ådal. De fleste af disse bruges nu ikke mere til engvanding, men de anvendes undertiden til kreaturvanding. I dag er sprøjtevanding den almindeligste form for kunstvanding, såvel på hedeslette som på lavtliggende bakkeøer. Vandet pumpes op fra vandførende lag i ringe dybde.

Medens de fra havet afspærrede større vige næsten altid er lavvandede og i stærk tilgroning, er de dybeste søer ejendommeligt nok ganske små. Rybjærg og Vedsted søer er således begge af ringe omfang, men 14 m dybe, og Jels-søerne har en dybde af ca. 12 m, hvorimod Haderslev Dam, der delvis er kunstigt opdæmmet, ikke har mere end et par meter vand. De dybe søer ligger næsten alle i israndsterrænet og har i de fleste tilfælde været fyldt med dødis. Nogle af dem, fx. Rybjerg sø, er næringsfattige og klarvandede, enkelte savner endog den sædvanlige kant af tagrør. Slib sø, der er opstået ved havets afspærring af en ganske lavvandet vig, var indtil for nylig en lagune med en rig vegetation af rørskove, men er nu udtørret og kultiveret.

I a. findes 31 moser med et areal på mere end 5 ha. Det samlede areal er imidlertid kun 1547 ha, d.v.s. 1,15 % af a.s samlede overflade. H. a. hører således til de mosefattigste i landet. Moserne findes næsten udelukkende i a.s vestl. og sydl. del, d.v.s. langs israndszonen, på hedesletter og i dalbunde. De til tørvefremstilling bedst egnede moser findes i Agerskov og Vedsted so., og beholdningen var før 1940 godt 300.000 t. En række afgravninger under krigen har dog nu i væsentlig grad reduceret de i forvejen små reserver af tørv. Kultivering af moseområder har fundet sted i ret stort omfang, og man har her tilvejebragt ny dyrkningsjord og delvis også ny bebyggelse.

Moserne i de østl. egne er bevoksede med star, græsser el. i mere modne stadier m. ellekrat. I de kalkfattige randmoræneområder finder vi overgangsmoser og højmoser, den sidstnævnte type opbygget af tørvemos m. nøjsomme kærplanter som lyng, revling, kæruld og soldug. I den vestl. del af israndsområdet og umiddelbart v.f. denne zone har man ikke sjældent sammenhængende tørvelag, som dækker de fugtige dele af de vandlidende smeltevandssletter. Disse moser er efterhånden gået over i højmosestadiet og præger betydeligt strækningen i den sydl. og vestl. del af a.

Kyster og havne. Haderslev a. har mod Lille Bælt en kystlinie på 107 km. Den mest alm. kystform er nogle blødt afrundede buer, som er hæftet op ml. fremstående »knuder«, »hager« el. »hoveder«. Egl. fjorde i nørrejy. forstand mangler, og selv om man bruger benævnelsen Haderslev fjord og Genner fjord, er disse indskæringer af en anden landskabelig karakter end de brede, tragtformede, stejlvæggede og skovrige fjordlandskaber, der fører ind til Kolding, Vejle og Horsens. Kun et enkelt sted, nemlig ved Genner fjord, går det høje og storbakkede moræneland så nær ud til havet, at det præger kystlandskabet. Oftest har kystlandet karakter af en svagt bølget moræneflade, der sjældent hæver sig mere end 15 m over Lille Bælts vandflade. Da kysten vender ryggen til vestenvinden, og da man mod ø. har smalle og opdelte farvande uden større, frie stræk, er bølgeslaget af beskeden styrke. På de mere eksponerede steder, fx. ved Halk Hoved og ved Sønderballe-halvøen, har man dog levende klinter under nedbrydning, undertiden med smukke skredfænomener i den lerede jord. Det marine forland er langt smallere end i Nordjylland, fordi man her er s.f. ligevægtslinien for havstanden siden stenalderhavet. Man har endog vidnesbyrd om, at vandstanden siden da er blevet en lille smule højere, idet man har gjort arkæologiske fund på lavvandede områder uden for den nuv. kyst. Nedbrydningen og materialvandringen har dog i ganske ny tid formået at frembringe en udligning og udbygning af kysterne. Man har således flere steder smalle, marine strandenge i bugter og vige, og på udsatte hjørner, hvor materialvandringen slipper landet, er der udformet endog meget smukke odder, drag og vinkelforlande.

Sådanne dannelser har afspærret bugten Hejlsminde m. undt. af et smalt løb, s. 74 der nu er lukket m. en sluse. Langs ø.kysten af Sandvig i den sydl. del af Halk so. er der et meget smukt vinkelforland, der indeholder en strandsø (Noret), og hvis materiale for største delen er kommet n.fra. Fra v.siden er der dannet en odde på ca. 1 km, som mødes med vinkelforlandet og indeslutter et område på ca. 100 ha, hvor man træffer de fleste af de for ganske unge, marine forlande typiske fænomener: strømrender, krumodder, strandvolde og udstrakte strandenge og rørsumpe. Tilsvarende dannelser træffes på Årø, hvis sydvestl. kyst er udformet som et vinkelforland. Langs ø.siden har man et meget smukt eksempel på et smalt, 2 km langt drag, der forbinder Årøs morænekerne med Årø Kalv. De mange krumodder og mellemliggende lavninger af standenge er her smukt udformede, og processerne foregår til stadighed, såvel dragdannelsen som opbygningen af strandeng. På Årø findes desuden nogle ældre tunger af strandenge, der har udfyldt lavningerne ml. de nø.gående morænerygge. Lavningerne er nu under kultur, og langs n.- og ø.kysten har man beskyttet disse værdifulde arealer m. diger og sluser. Et andet typisk kystelement er vigene. Avnsø vig på grænsen ml. Fjelstrup og Vonsbæk er åben ud mod Lille Bælt og praktisk talt uforstyrret af materialvandringen. Også strandsøen Bankel på grænsen ml. Halk og Øsby so. er lukket af odder og vidtstrakte strandenge, men her har man ikke foretaget nogen væsentlig ændring af den naturlige tilstand. Det har man imidlertid gjort ved Slib sø ml. Hoptrup og Vilstrup so., hvor man har iværksat en afspærring og afvanding ved hjælp af sluser og pumpeanlæg.

Ud for ø.kystklinterne er der som regel grundt vand, men adsk. steder træffer man dybere render, også nær ved kysten, således ved Hejlsminde, ved Årø sund og i Genner fjord. En særl. karakter har den lange rende, der fører ind gennem Haderslev fjord. På de steder, hvor det dybe vand nærmer sig kysten, har man fra gl. tid haft anløbssteder og havnepladser. Således var Kalvø i Genner fjord i lange tidsrum en stærkt benyttet ladeplads og har for øvrigt i den nyeste tid på ny været basis for havne- og industriplaner. Andre gl. ladepladser er Starup ved Haderslev fjord (Sdr. Starup so.), samt Hejlsminde. I vore dage går den største sejlads på Haderslev fjord, og fra Årøsund er der færgeruter til Assens og Årø. For søtrafikken i vore dage har kysten i Haderslev a. mindre betydning og står langt tilbage for Kolding og Åbenrå. Fiskeriet i Lille Bælt har en række støttepunkter, fx. ved Hejlsminde, Årøsund og Kalvø.

Når man betragter kysten fra Lille Bælt, får man et indtryk af at sejle langs et skovrigt land, men i virkeligheden er trævæksten ofte en »kulisse«, en smal bræmme, knyttet til kystklinterne og kanten af disse. Hist og her findes dog en virkelig kystskov af ca. en km’s dybde, og i den henseende ligner Haderslev a. mange andre egne i det sydøstl. Danmark, men kystskovene har her det særl. præg, at de ikke hører til nogen storbesiddelse, men er opdelt i smalle skovskifter vinkelret på kysten, og at disse er bondeejendom. I øvrigt præges billedet af »levende« og »døde« klinter og af frugtbart og veldyrket land, der med marker og levende hegn når helt frem til randen af kystklint el. forland. Haderslev a.s Lillebæltkyst er således meget afvekslende og for store strækningers vedk. mærkelig uberørt af menneskelig indgriben. Først i den seneste tid har man ført moderne vejanlæg derud, og den pletvise bebyggelse m. sommerhuse er ligeledes af nyere dato, men til gengæld i hastig vækst.

Farvandene. Fra Hejlsminde til Årø sund kantes landet af et bredt flak, idet kurven for 10 m dybde på denne strækning forløber i en afstand af 4–5 km fra stranden. S.f. Årø sund er 10 m kurven rykket ind til en afstand af 1 km, og i Genner bugt er den endnu nærmere kysten. Den 12 km lange Haderslev fjord, som i mange henseender minder om Slien, har kun ved selve mundingen en bredde på over 1 km og er ganske lavvandet, bortset fra den gravede rende af 6,5 m dybde, hvorigennem sejladsen foregår. Uden for kystflakket har man væsentligt, større dybder, nemlig indtil 20 m. Det mest karakteristiske træk er imidlertid en ryg m. mindre end 10 m vand på strækningen Årø-Assens. Denne deler bæltet i et nordl. og et sydl. bækken, som er forbundet m. to dybe render, den ene gennem Årø sund og den anden mellem Årø Flak og Landgrundene ved Assens. Også i bækkenerne har man landløse grunde, undertiden med småøer el. ubeboede holme.

Saltholdigheden i det åbne Lille Bælt er ca. 1,5 % og udmærker sig ved at være nogenlunde ens fra overflade til bund, antagelig som følge af turbulensen i de mange snævringer. Tidevandet er ganske uvæsentligt, men kan dog spores, og vandstandssvingningen er hovedsageligt betinget af vind- og lufttryksforholdene. Med års mellemrum optræder der ekstraordinære Østersø-højvander, der endog kan antage karakter af stormfloder, og under disse omstændigheder hæves vandstanden i Lille Bælt så meget, at havnene generes af oversvømmelser og ligeledes de strandenge, som kanter en betydelig del af kysten. Strømmene i bæltet – navnlig i snævringer og render – veksler både i retning og i styrke. Overvejende er n.gående vand, fordi hele Østersø-området har et overskud af ferskvand, der gennem bælterne søger ud mod de lavere vandstande i Kattegat s. 76 og Skagerrak. De kraftige vandbevægelser bevirker, at de dybe render opretholdes og ikke, som det sædvanligvis sker i beskyttede farvande, fylder op m. aflejringer af forsk. art. Navigationen gennem området fordrer nogen påpasselighed på grund af de mange flak, og fordi de store strømhastigheder vanskeliggør sejladsen, men afmærkning og fyrtjeneste er så omfattende, at farvandet trods disse vanskeligheder har en sikker besejling.

I de isvintre, som optræder i et antal af ca. 10 pr. årh., har man fastis langs kysterne og i renderne svær skrueis, som i høj grad vanskeliggør trafikken, bl.a. Assens-Årøsund færgefart. Antallet af isdage er for Haderslev fjords ydre del ca. 35 pr. vinter, medens fx. Årø sund kun har ca. 15 dage pr. vinter. I øvrigt spiller idvande ved kysterne en væsentlig rolle for besejlingen med småskibe og ligeledes de stoppepladser ved odder og pynter, hvor mindre skibe kan ligge i læ for strømmen.

En linie fra Jels over Vedsted til Genner bugt deler Haderslev a. i to omtr. lige store dele og danner stort set en grænse ml. en ø.dansk og en v.dansk del, ml. Østeramtet og Vesteramtet. Forskellen kommer klart frem i fordelingen af de naturgeografiske hovedtyper, men også i mange små og store variationer i kulturmønstret såvel i fortid som i nutid. Om begge provinser gælder det, at egl. naturland uden væsentlig menneskelig påvirkning har en ringe udbredelse, selv i de tyndest befolkede dele af Vesteramtet. Undtagelse herfra er det østl. kystland, nogle af Vesteramtets moser og visse skovområder. For skovenes vedk. er forskellen ml. Østeramtets frodige løvskov m. de mange lunde og skovhoveder og Vesteramtets nåletræsplantager og egekrat iøjnefaldende, selv om grænsen i visse egne, fx. ved Gram, er forskudt mod v.

Studiet af variationerne i det kulturgeografiske mønster får en særl. interesse gennem den omstændighed, at man i hele Haderslev a. har bev. mange ældre træk, bl.a. i landsbyformer, jordfordeling og placering af samfærdselslinier. En anden fælles ejendommelighed er, at egentlige storbesiddelser, m. enkelte undtagelser, mangler, og ligeledes savnes forekomsten af store, sammenhængende skovejendomme. Disse forhold er af betydning for forståelsen af forskellighederne i øst-, vest- og midtland, fordi de naturgivne faktorer derigennem får en usædvanlig vægt, fx. modsætningen ml. det homogene bundmoræneland i ø., bakkeøhedeslette-komplekset i v., og i midterzonen bakkelandets rige variation i terræn og jordbund.

Landsbyerne føjer sig smukt og harmonisk ind i landskabet, mod ø. i en jævn fordeling, der næsten kun brydes af dallandskaberne, i midterzonen med en tilpasning til den stærke variation, idet man her har valgt de frugtbareste og jævneste dele af enhver bebyggelsesenhed, d.v.s. i reglen et so., hvis centrale del er helt skovryddet, medens de ydre dele ofte bærer en ring af små bondeskove, der lukker for det fjerne udsyn og ligesom markerer grænserne for den lille verden, som var og delvis endnu er landsbyens el. so.s. Et helt andet mønster møder man på bakkeøen og hedefladen. Den sidstn. landskabstype har haft ringe tiltrækningskraft, medens bakkeøens bedste jord og i mange tilfælde grænselinien ml. bakkeø og hedeflade har været centrer for bebyggelsen. I vore dage er dette billede sløret noget ved oprettelsen af kolonier og mindre brug på jord, der er fremskaffet delvis ved kultivering af hidtil lidet udnyttede områder, især på hedesletterne, men også delvis på jord, der er afgivet fra Vesteramtets storgårde.

En særl. ejendommelighed for Haderslev a. er de mange levende hegn. I s. 77 Østeramtet har man i ældre tid opbygget jorddiger, i midterzonen dog delvis stendiger, ml. markerne og langs vejene og beplantet disse med hassel, tjørn og andre buske, der nu er hjemsted for en rig flora, antagelig efterkommere af den gl. egeskovs planteverden. De spiller en rolle som tilholdssteder for den rige vildtbestand og som rugeplads for småfugle, af hvilke adsk. har deres n.grænse i Lille Bælt egnen. Såvel de små skovhoveder som hegnene har en righoldig forårsflora. I de sen. år har man imidlertid i dele af Østeramtet ryddet de levende hegn, hvilket fra et landskabeligt synspunkt må beklages, selv om det er forståeligt, at dette kulturlevn ikke helt passer til nutidens driftsformer og teknik. I Vesteramtet møder man en anden hegnstype, nemlig de omtr. n.–s.orienterede rækker af gran, seljerøn el. tjørn, som i vor tid er plantede til værn mod vindødelæggelse, navnlig afblæsningen af muldlaget under storme i forårstiden.

Skovene.

Haderslev a. er, som den øvr. del af Sønderjylland, ret skovfattigt. Det samlede skovareal er 9291 ha (1951), og skovprocenten er kun 6,9 (for landet og Jylland i gennemsnit 10,2). 5472 ha el. 59 % indgår i skove, der er mindre end 50 ha. Den største skovejendom, Haderslev skovdistr., 2110 ha, tilh. staten. Der er 18 præsteskove (307 ha), 5 kommunale (51 ha) og 1391 private (6703 ha). Træartsfordelingen i a. er ved opgørelsen 1951 flg.: bøg 2574 ha, eg 441 ha, ask 341 ha, andet løvtræ 350 ha, rødgran, ædelgran og sitkagran 3177 ha og andre nåletræarter 604 ha. Hugsten er opgjort til 5,0 m³ pr. ha el. i alt 43.458 m³, fordelt m. 59 % til løvtræ og 41 % til nåletræ. Gavntræprocenten er 55,6.

Skovene findes spredt over hele a., men dog tættest i den østl. og nordvestl. del, hvor de østl., blandt hvilke er statsskovene omkr. Haderslev, står på langt bedre bund end de vestl.; oftest er den af fortrinlig beskaffenhed m. smukke og gode bevoksninger af såvel bøg som gran. I de mindre skove (de s.k. bønderskove) består bevoksningen overvejende af bøg, der dog næsten altid er blandet m. eg og ask på de lavere partier. Skoven er tydeligvis fremgået af naturlig foryngelse af tidl. tiders løvskove. Alderen er varierende. Den gl. skov er ofte stødskudsskov, der bærer præg af i ungdommen at have været anv. til græsning. I de sen. år har her som i andre amter rødgranen og til dels ædelgranen vundet frem på bøgens bekostning.

En betydelig del af skovene i so.s vestl. halvdel står også på gl. løvskovsbund og er, når lige undtages Gram gods’ skove, også langt overvejende bønderskov. I løbet af nyere tid er anl. en del plantager, og arealet udvides stadig. Løvskovenes kvalitet i denne egn er gennemgående ringe. Dette skyldes især naturforholdene: barskt klima m. skarp vestenvind, ofte tillige mager og vandsyg jord.

Store dele af Sønderjylland har formentlig i lighed m. det øvr. Jylland tidl. været dækket af udstrakte skove. Således talte allr. Adam af Bremen (ca. 1075) om et mægtigt skovbælte – Farrisskoven – der strakte sig tværs over den sønderjyske halvø. Rester af gl. egekrat og ødslen m. træ i gl. landbrugsbygninger vidner endnu om denne tabte skovrigdom. I 1700t. søgte man i hertugdømmerne Slesvig-Holsten, i lighed med hvad der var tilfældet i kongeriget, ved en række påbud og forordninger at forhindre skovenes totale tilintetgørelse. Man pålagde således i århundredets beg. bl.a. enhver bonde at plante 4 træer årl. 1737 kom bestemmelsen om »brudgomskobler«, hvorefter ingen mand i skovegnens landsbyer s. 78 kunne blive viet, før han havde plantet 10 ege el. 15 bøge. Det blev pålagt præsterne at undersøge, om denne pligt var opfyldt, før de foretog vielsen. Brudgomskobler findes endnu nogle steder i Sønderjylland.

Ved en forordning af 2/7 1784 og patent af 15/7 1785 fik hertugdømmerne deres egentlige skovlov, der fik sa. betydning her, som skovloven af 1805 fik for kongeriget. Den omfattede næsten alle landsdelens skove, kun skovene til godserne var holdt udenfor. De mindre skove, der var særl. udsatte for ødelæggelse, skulle herefter holdes under stadigt tilsyn af forstlige embedsmænd. Denne bestemmelse har utvivlsomt været en medvirkende årsag til, at nogen skov er blevet skånet, især i den østl. del af a., længere mod v. var det derimod vanskeligere at bevare skovene. Hertil kom, at den iver, hvormed man forsøgte at tilplante heden i Nørrejylland, kun svagt slog igennem i Sønderjylland. 1805 anlagdes Stursbøl plantage og 1840 Bevtoft plantage af staten, men det var også alt. 1864 blev der forelagt rigsdagen et forslag om tilplantning af hedearealer i Sønderjylland, men inden forslaget var færdigbehandlet, skiltes landsdelen fra Danmark. I den ty. tid blev kun plantet lidt. Først med genforeningen 1920 kom der gang i plantageanlæggene, oftest under ledelse af Det danske Hedeselskab, hvis 11. plantagedistr. stadig har tilsyn m. mange af de private plantager. Af de egl. bønderskove, der i alt omfatter ca. 1500 ha, er ca. 950 ha tilsluttet den i juni 1920 stiftede Sydøstjysk Småskovsforening.

A.s største skovejendomme: Haderslev statsskovdistr. (2110 ha, ejdv. 4048, grv. 1685) og Gram skovdistr. (965 ha, ejdv. 1465, grv. 536).

Litt.: Har. Skodshøj. A/S Plantningsselskabet »Sønderjylland« 1944. Statistiske Meddelelser, 4. rk. 154 bd. 3. hft. Skove og Plantager 1951. Danske Skovdistrikter 1961.

Kulturgeografi.

I Haderslev amt levede 1960 72.153 indb. (1963: 73.077), hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 53,8 pr. km² (54,4 i 1963). Denne tæthed er lidt under gennemsnittet for det sydl. Jylland og noget under middeltætheden for Jylland som helhed. Af befolkningen lever 1960 20.554 i bykommuner, 938 i disses forstæder, 18.715 i andre bymæssige bebyggelser, og 31.946 i rene landdistr. I alt lever således 55,7 % af befolkningen under bymæssige forhold, en procent, der ligger væsentligt under landsgennemsnittet. I byerne går der i gennemsnit 2,8 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,5.

Befolkningens fordeling i a. fremgår af befolkningsfordelingskortet s. 81. Et ret iøjnefaldende træk ved dette kort er kontrasten ml. de forholdsvis tyndt befolkede egne i a.s vestl. del og de tæt befolkede regioner i den østl. del af amtet. En sammenligning m. landskabskortet s. 80 vil umiddelbart vise, at der er en sammenhæng ml. de tyndest befolkede egne og udbredelsen af bakkeøerne fra næstsidste og hedesletterne fra sidste istid, samt ml. de tættere beboede områder og udbredelsen af de unge, lerede og frugtbare moræner fra sidste istid. Overgangen ml. de to regioner er dog langt mindre skarp i H. a. end de fleste andre steder i Jylland, et forhold, der især må tilskrives bakkeøernes store udbredelse og forholdsvis lerede moræne netop her, hvorved forskellene i frugtbarhed bliver relativt små. Over hele a. kan ses mindre områder, der er helt el. næsten folketomme. I nogle tilfælde er de knyttet til skov- og plantagearealer (bl.a. sv.f. Haderslev Dam), i andre til tunneldalenes fugtige bund el. andre vandlidende arealer s. 79 (fx. Kastrup kær ml. Gram og Toftlund). Også ved storlandbrug kan ofte konstateres en forholdsvis ringe befolkningstæthed.

Over hele kortet kan der skelnes tydeligt ml. bybefolkning og landbefolkning. Ca. halvdelen af bybefolkningen lever i Haderslev, resten i en række større og mindre stationsbyer og tidl. stationsbyer samt i vejbyer, ofte beliggende i vigtigere vejkryds. Både vejbyerne og stationsbyerne er i reglen ældre landsbyer, der ved erhvervslivets og trafikbehovets stærke udvikling inden for det sidste årh. har udviklet sig til lokale centrer for urbane funktioner såsom handel, håndv., småindustri, samfærdsel, pengevæsen og liberale erhverv. De mange bydannelser, der er vokset op som stationsbyer, lever, hvor jernbanerne sen. – i årene 1932–1939 – er blevet nedlagt, videre som lokale centrer, i reglen m. deres tidl. opland, mens enkelte (Gram, Rødding) har kunnet gå ind i en udvikling ad nye baner som industribyer.

Nogle byer indtager en særstilling. Dette gælder således Christiansfeld, grl. af s. 80 bøhmiske herrnhutere og bemærkelsesværdig såvel ved sin byplan som ved sine funktioner, i øvrigt i dag sammenbygget m. den gl. landsby Tyrstrup til en vigtig vejby ved hovedvej A 10. Endv. gælder det Vojens, a.s eneste nuv. jernbaneknudepunkt, der har hævet sig langt op over stationsbyens normale stade, er blevet en vigtig industriby og m. sine henved 4000 indb. er a.s næststørste by. Foruden Gram og Rødding må også Toftlund nævnes som en tidl. stationsby, der nu som vejknudepunkt er inde i en ret jævn udvikling. Blandt de rene vejbyer i a., som aldrig har haft jernbaneforb., indtager Hoptrup ved hovedvej A 10 s.f. Haderslev en særstilling som den eneste, der har mere end 500 indb.; de s. 81 fleste vejbyer er mindre bydannelser og ofte af en sådan karakter, at statistikken ikke altid erkender dem som egl. byer.

H. er a.s eneste kbst., dets eneste egl. havneby og dets økonomiske og administrative midtpunkt. Byen er ligeledes centrum for vejnettet i a.s østl. del; derimod ligger H. ikke centralt i jernbanenettet, idet byen kun ved en stikbane til Vojens er i forb. m. den sønderjy. hovedbane.

Landsbyerne er størst i a.s østl. del, hvor de ofte når op på 200–350 indb. Længere v.på er de i reglen mindre: 100–200 indb.; hvor man i a.s vestl. del møder større bydannelser, drejer det sig i alle tilfælde om byer, der ikke – el. ikke længere – har egl. landsbystruktur, såsom vejbyer og tidl. stationsbyer. s. 82 Spredt bebyggelse spiller overalt i H. a. en forholdsvis underordnet rolle i sammenligning m., hvad der er tilfældet i største delen af Jylland.

Landbruget er den erhvervsgruppe, som ernærer flest mennesker i H. a. Ikke i en eneste kom. i H. a. når håndv. og industri op på at beskæftige halvdelen af den erhvervsaktive befolkning. På den anden side er industrien i god fremgang i a. De fleste byer har en udpræget mangesidig erhvervsstruktur; kun i Vojens, Hammelev, Over Jerstal og Sdr. Hygum arbejder omkr. halvdelen af erhvervsbefolkningen i håndv. og industri (1960). I de bymæssige bebyggelser har kun Rangstrup landbr. m.v. som vigtigste erhverv, mens serviceerhvervene (handel, samfærdsel, administration, liberale erhverv) i de fleste tilfælde fremtræder som den vigtigste erhvervsgruppe i byerne.

Af befolkningen i H. a. lever (1960) 31,2% af landbr., skovbrug, gartneri og fiskeri, 27,7% af håndv. og industri, 10,6% af handel, 5,0% af transportvirksomhed, og 9,7% af administration og liberale erhverv. 12,5% af befolkningen er uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister. Denne erhvervsfordeling afviger især fra landsgennemsnittet ved landbrugets relativt store og industriens forholdsvis lille betydning.

De bedste landbrugsegne i H. a. findes på den unge moræne i a.s østl. del, ø.f. isens hovedstilstandslinie under sidste istid, forløbende omtr. over Hammelev efter en stort set n.-s.gående linie. Vestligere er jorderne noget mindre ydende, mere sandede, uden dog at kunne kaldes dårligere. Det samlede landbrugsareal omfattede (1963) 1.086,86 km² el. 81,0% af totalarealet, d.v.s. noget mere end gennemsnittet for Danmark. Udskiftningen er ikke nået så langt som i de nordligere dele af Jylland.

Efter Aa. H. Kampps landbrugsgeografiske inddeling af Danmark når følgende 3 landbrugsregioner ind i H. a.:

1) Landet ø.f. isens ovenfor omtalte hovedstilstandslinie under sidste istid må henregnes til den frugtbare og stærkt ydende østdanske landbrugsregion. Denne omfatter i øvrigt største delen af Østjylland samt de da. øer. Byg er her den mest dyrkede kornart, men også hvede og bederoer er karakteristiske og vigtige afgrøder. Havredyrkningen er af langt mindre vigtighed, og blandsædarealerne er forholdsvis små. Hektarudbytterne er store. Der foregår en betydelig avl af sukkerroer til sukkerfabrikken i Assens på Fyn. I tunneldalene vil jordens bonitet være ringere end i den lerede, unge moræne.

2) A.s nordvestl. del, m. en kile mod sø. til egnen omkr. Vojens, henregnes til den midtjyske landbrugsregion, der må betragtes som en overgangszone ml. Øst- og Vestjylland. Jordbundsforholdene er her ret stærkt varierende, og jordbunden varierer fra ung, leret moræne, over mere el. mindre udvaskede, gl. moræner m. et tyndt morænedække fra et kortvarigt fremstød af isen under sidste istid, til tunneldalenes vandlidende bunde og sandede hedesletter, aflejret af smeltevandet i sidste istid. Havre, byg og blandsæd er her de vigtigste kornafgrøder, men der avles også nogen hvede og lidt mere rug. Hektarudbytterne når ikke op mod de gode resultater i den østda. region. Fodersukkerroer, kålroer og sukkerroer til foderbrug er normalt de mest dyrkede rodfrugter, men kartoffelavlen er ikke ringe.

3) A.s sydvestl. del henregnes til den midt- og vestsønderjyske landbrugsregion. Området s. 83 omfatter såvel bakkeøer m. ofte ret leret morænemateriale fra næstsidste istid, dels hedesletter af smeltevandssand fra sidste istid. I største delen af regionen er opdyrkningsprocenten forholdsvis ringe. Græs o.l. foderafgrøder betyder mere i landbrugsjordens anvendelse, såvel i som uden for omdriften. Kornavlen indtager et forholdsvis mindre areal end i de andre regioner. Havre og rug er de mest dyrkede kornarter, men avlen af byg og hvede er ingenlunde ubetydelig. Rodfrugtarealerne er relativt små; kålroer, kartofler og i ringere grad fodersukkerroer er de oftest dyrkede rodfrugter. Hektarudbytterne er gennemgående ret små.

Hornkvægbestanden er størst i a.s østl. dele, mindst i dets sydvestl. del, i gennemsnit omkr. 90 dyr pr. km². I største delen af a. dominerer korthornsracen, men den røde da. malkerace ses hyppigt, frem for alt i a.s nordl. og østl. del. Kontrolforeninger spiller her kun en mindre rolle i kvægavlen. Mælkeydelsen pr. kontrolleret ko er forholdsvis lille, mindst imod sv. Mælken forbruges dels som konsummælk, dels oparbejdes den i mejeribruget til smør og ost, hovedsagelig m. eksport for øje. Studeholdet er bemærkelsesværdigt stort; det overgås kun af Tønder og Thisted amter. Svineavlen viser i hovedsagen sa. geografiske fordeling som hornkvægholdet; den er baseret på fodring m. korn, returmælk (skummetmælk, kærnemælk, valle), roeaffald, kartofler m.v. Hønseholdet, der for største delen er knyttet til de små landbr. el. særl. hønserier, er betydeligt.

Fiskeriet er kun af mindre betydning i H. a. Fra Haderslev drives lidt lokalt fiskeri, overvejende i fjorden, og fra Årøsund lidt fiskeri i Lille Bælt. Ål, rødspætter og sild er de vigtigste fangster. Antallet af egl. erhvervsfiskere er ganske lille, men hertil kommer en del lejlighedsfiskere, der har andet hovederhverv.

Mineralproduktionen i H. a. er ikke stor; den omfatter først og fremmest teglværksler, der brændes og bruges lokalt i byggeriet.

Industrien er i første række knyttet til Haderslev, der har 34% af a.s industribefolkning. Vojens by har 8 1/2%, Gram og Rødding hver 4%, og Christiansfeld og Toftlund hver godt 3% af industribefolkningen. I Haderslev kan flg. industrier fremhæves: Tekstilindustri (bomuldsvæveri) og konfektionsindustri, flere maskinfabrikker, nærings- og nydelsesmiddelindustri (bl.a. slagteri og bryggeri) samt den kemiske industri (herunder lak og farmaceutiske artikler). Vojens har en meget betydelig maskinindustri (bl.a. køleanlæg og mejerimaskiner), svineslagteri m. konservesfabr., træforædling (savværk m.m.), tovværksfabr., blodplasmafremstilling m.m. I Gram er tæppefabrikken den vigtigste virksomhed, men byen har også maskinindustri, teglværksindustri m.v. Christiansfeld har bl.a. margarine- og sæbeindustri, mens Toftlund bl.a. fremstiller margarine, trævarer, kartoffelmel og køkkenudstyr.

H. a. gennemskæres fra n. til s. af den sønderjy. længdebane, hvorfra en 12 km lang sidebane fra Vojens fører mod ø. til Haderslev by. Hovedbanelinien, der er en af Jyllands ældste jernbaner, åbnet for trafik 1866, ligger i ret fladt terræn nær den vestl. grænse for de i sidste istid isdækkede områder og stort set nær det jy. hovedvandskel. Et tidligere net af smalsporede amtsbaner, m. snørklet linieføring og m. den opgave at forbinde amtsbyen m. dens opland, blev nedlagt i løbet af årene 1933–39 og erstattet af bilruter i forb. m. en effektiv udbygning af vejnettet. Hovedvej A 10 (Skagen-Århus-Kolding-Haderslev-Åbenrå-Kruså), som her desuden er Europavej E 3 (Norge-Frederikshavn-Kruså-Paris-Lisboa), går s. 84 gennem H. a. fra n. til s. og passerer her Christansfeld, Haderslev og Hoptrup. H. står i fragtskibsforb. m. bl.a. Kbh. – Et vel udbygget net af bilruter gennemkrydser H. a., idet de bl.a. erstatter de nedlagte sekundærbaner.

Naturfredning. Haderslev a. savner næsten ganske egl. naturfredninger m. undt. af et areal ved Skallebæk v.f. Haderslev by samt kystområderne og bygninger m. omgivelser. De til skovene knyttede beskyttelsesbestemmelser spiller derimod en ganske stor rolle.

Statistik.

Amtets areal var 1960: 134.194 ha; af det samlede areal udgjorde købstæderne m.v. 1327 ha og vandarealerne 112 ha.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951: 134.187 ha udgjorde landbrugsarealet 110.942 ha, gartnerier og frugtplantager 172 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 10.102 ha, private haver 1950 ha, bebygget grund og gårdsplads 1799 ha, gader, veje, jernbaner, grøfter og hegn m.v. 4652 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1333 ha, moser til tørveskær 978 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker m.v. 1147 ha og vandarealer 1112 ha.

1963 var fordelingen af landbrugsarealet – i alt 108.686 ha – flg.: vinterhvede 2752 ha, vårhvede 1022 ha, vinterrug 4328 ha, vårrug 118 ha, byg 35.087 ha, havre 9590 ha, blandsæd 2701 ha, bælgsæd til modenhed 183 ha, kartofler 1090 ha, foderroer 10.840 ha, sukkerroer til fabrik 2326 ha, gulerødder 6 ha, mark- og havefrø til udsæd 881 ha, olie- og spindplanter m.v. 758 ha, arealer med gartneriprodukter på landbrugsejendomme 55 ha, brakarealer 36 ha, græs og grøntfoder i omdriften 26.258 ha og græsarealer uden for omdriften 10.655 ha.

Haderslev a. er ligesom de øvr. sønderjy. a. af noget mindre udstrækning end de fleste nørrejy. og sjællandske a. Af landbrugsarealet udgjorde kornarealerne godt halvdelen.

Høstudbyttet var 1963 i alt 504,5 mill. foderenheder (hver lig foderværdien af 1 kg byg), hvoraf 201,1 mill. kerne af korn, 113,9 mill. rodfrugter og 142,4 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1960 udgjorde den samlede vurderingssum i H. a.1043 mill. kr., hvoraf ejd. i købstæderne (derunder flækker) 276 mill. kr., i landdistrikterne 767 mill. kr. Den samlede grundværdi var 271 mill. kr., heraf i købstæderne 45 mill. kr., i landdistrikterne 225,7 mill. kr. Af ejd. i landkommunerne var der 140 større landbr. på over 12 tdr. hartk. m. i alt 2504 tdr. hartk. (areal 12.820 ha, ejdv. 56,4 mill. kr.), 2815 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 8816 tdr. hartk. (areal 81.677 ha, ejdv. 330,0 mill. kr. og 2145 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover m. under 1 td. hartk.) m. i alt 1098 tdr. hartk. (areal 23.538 ha, ejdv. 95,3 mill. kr.). Bl. de øvr. ejd. i a.s landkommuner var 5217 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. af 133,5 mill. kr. og 889 forretningsejd. m. el. uden beboelse til en samlet ejdv. på 42,9 mill. kr., 391 stats- og kommunale ejd. olgn. 48,9 mill. kr., fabrikker, hoteller og kroer 21,3 mill. kr. og andre ejd. 31,1 mill. kr. Af købstædernes (Haderslev og Christiansfeld) ejdv. faldt 204,2 mill. kr. på beboelses- og/el. forretningsejd. (deraf 1,2 mill. kr. på kommunale beboelsesejd.) og 38,1 mill. kr. på andre ejd. m. fritagelse efter § 49 i øvrigt, 12,8 mill. kr. på fabrikker og lagerbygninger, 18,4 mill. kr. på landbrugsejd. og 15,4 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes ved tællingen 1963: 731 heste, 127.459 stk. hornkv., deraf 47.539 malkekøer, 1754 får, 228.189 svin, 860.701 høns, 1124 kalkuner, 7380 ænder og 6207 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1963 beskæftiget 2966 landbrugsmedhjælpere i a., deraf 2872 faste medhjælpere og 94 daglejere olgn. Den i landbrugsåret 1962/63 beskæftigede arbejdskraft svarede til 3034 helårsbeskæftigede (hvoraf 1960 var faste fremmede medhjælpere, 837 var voksne børn og slægtninge og 237 løse daglejere olgn.); hertil kom indehaverne, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der i alt svarede til 3940 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1963 på 3923 ejd. i a. og traktor på 4011 ejd.; i alt var der 4889 traktorer og 928 mejetærskere samt 923 grønthøstere i a.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 26/9 1960: 22.213 husstande m. 72.153 indb. i a. (1860: 50.689, 1910: 56.156, 1930: 60.141, 1955: 71.715 indb.). Deraf havde bykommunerne s. 85 7355 husstande m. 20.554 indb. (1860: 8693, 1910: 13.686, 1930: 15.177, 1955: 19.652 indb.). Hertil kommer købstædernes forstæder m. 1960 938 indb. fordelt på 275 husstande, i andre bymæssige bebyggelser i landkom. var der 1960: 18.715 indb. fordelt på 5891 husstande (1955: 13.730 indb.) og i de egl. landdistrikter 1960: 31.946 indb., fordelt på 8692 husstande (1955: 37.833 indb.).

Fordelingen efter erhverv var ved folketællingen 1960 flg.: 22.543 levede af landbr. m.v., 19.965 af håndv. og industri, 7636 af handel og omsætning i øvrigt, 3668 af transportvirksomhed, 6922 af administration og liberale erhverv, 1585 af anden erhvervsvirksomhed og 9030 af formue, rente, understøttelse olgn.; 804 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1958 afholdte erhvervstælling var der i a. 11 virksomheder, der drev brunkulsgravning, stenbrydning el. lign. m. et personel på 86, en årsomsætning (1957) på 2,16 mill. kr. og en lønudgift på 476.000 kr.; endv. 667 virksomheder, der drev fremstillingsvirksomhed (industri og håndv., bortset fra bygge- og anlægsvirksomhed); disse virksomheder beskæftigede 4088 pers. og havde en årsomsætning på 293,3 mill. kr. og en lønudgift på 30,5 mill. kr.; af virksomheder inden for bygge- og anlægsvirksomhed var der 434 m. 1746 beskæftigede, en årsomsætning på 41,0 mill. kr. og en lønudgift på 9,9 mill. kr., og a.s 7 el-, gas- og varmeværker havde et personel på 73, en årsomsætning på 9,7 mill. kr. og en lønudgift på 0,8 mill. kr.

Der var 191 engroshandels- og dermed beslægtede virksomheder m. et personel på 1053, en årsomsætning på 223,7 mill. kr. og en lønudgift på 8,9 mill. kr. og 892 detailhandelsvirksomheder, der beskæftigede 2701 pers., havde en årsomsætning på 188,3 mill. kr. og en lønudgift på 9,1 mill. kr.; dernæst var der 294 vognmandsforretninger olgn. m. 595 beskæftigede, en årsomsætning på 16,6 mill. kr. og en lønudgift på 2,35 mill. kr., 114 hoteller, restaurationer m.v. m. 469 beskæftigede, en årsomsætning på 9,3 mill. kr. og en lønudgift på 0,8 mill. kr. og endelig 197 virksomheder, der drev forsk. servicevirksohed (vaskerier, renserier, frisører, fotografer m.v.); disse virksomheder havde tilsammen 415 beskæftigede, en årsomsætning på 3,67 mill. kr. og en lønudgift på 767.000 kr.

Der var i 1963 i a. 418,3 km landeveje, deraf 21,5 km hovedveje; desuden var der 1658 km biveje.

Der var 1963 i a. 34 personautomobilruter på tils. 1030 km; de betjentes af 42 vogne m. i alt 1664 pladser – deraf 114 ståpladser; der kørtes ugentlig 1403 ture på tilsammen ca. 57.000 km, d.v.s. gnmstl. 41 km pr. tur.

I Haderslev og Toftlund politikr., der 1960 omfattede ca. 70.000 af a.s ca. 72.000 indb., var der 31/12 1964 15.742 motorkøretøjer, deraf 11.410 personvogne, 204 drosker olgn., 4023 vareog lastvogne og 1312 motorcykler. I hele H. a. kan antallet af motorkøretøjer på grundlag heraf anslås til ca. 16.200.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1962–31/3 1963.

Af Haderslev a.s driftsindtægter 1/4 1962–31/3 1963 – ialt 3.968.000 kr. – var de væsentligste poster grundskyld 1.072.000 kr., ejendomsskyld 467.000 kr., statstilskud til nedsættelse af grundskyld 487.000 kr., bidrag pålignet sognekom. 1.560.000 kr. og renteindtægter (netto) 272.000 kr.

Af a.s driftsudgifter – i alt 4.151.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen 1.293.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning 473.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra vejfonden m.v.), bidrag til amtsskolefonden 182.000 kr., forsorgsudgifter 15.000 kr., rets- og politivæsen 14.000 kr., tilskud til jernbaner 255.600 kr. og administrationsudgifter 332.000 kr. A.s formue androg 31/3 1962 15.016.000 kr., heraf i sygehuse 3.658.000 kr. og i andre faste ejd. 1.945.000 kr. A.s gæld var 460.000 kr. Ejendomsskyldpromillen til amtskom. var (efter statstilskud) 1963/64 9,47, hvilket var godt 20 pet. mindre end gennemsnittet for samtl. amtskom., grundskyldpromillen til amtskom. var 1963/64 6,27 for landejd. og 12,28 for andre ejd.; dette var for landbr. godt 18%, for andre ejd. ca. 70 pct. højere end gnmst. for samtl. amtskommuner.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekommunerne i Haderslev a. undet et kan det nævnes, at af de samlede løbende indtægter 1962/63, i alt 20.706.000 kr., androg skatter og afgifter i alt 22.012.000 kr.; deraf udgjorde grundskyld 3.300.000 kr., grundstigningsskyld 154.000 kr., ejendomsskyld 1.652.000 kr., opholdskommuneskat 16.191.000 kr., erhvervskommuneskat 58.200 kr., aktieselskabsskat 534.000 kr., andre afgifter 51.000 kr.; formue og erhvervsindtægter indbragte 707.000 kr., heraf el-, gas- og vandværker 13.238 kr.

Af sognekommunernes løbende udgifter, ialt 19.515.872., var sociale udgifter 6.836.000 kr., s. 86 s. 87 s. 88 undervisningsvæsen 4.620.000 kr., biblioteksvæsen 113.000 kr., vej- og kloakvæsen 3.862.000 kr., snekastning 285.000 kr., brandvæsen 163.000 kr., renter af lån 968.000 kr. og andre løbende udgifter 762.000 kr.

Sognekommunernes aktiver udgjorde 31/3 1963 57.917.000 kr., hvoraf i faste ejd. 37.019.000 kr. og i værdipapirer 20.898.000 kr.; sognekom.s gæld var 20.968.000 kr.

A. består af bykommunerne 1) Haderslev (kbst.) og 2) Christiansfeld (flække) samt herrederne Sdt. Tyrstrup, Haderslev, Gram, Frøs og Nr. Rangstrup.

Amtsrådet har 13 medl., hvoraf ved valget i marts 1962 4 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Det konservative Folkeparti, 6 Venstre og 1 Slesvigske Parti.

M. h. t. valg til Folketinget hører a. under 3. storkr., XI. amtskr. – Haderslev-Åbenrå-Sønderborg-Tønder amters amtskr.; amtskr. er opdelt i i alt 7 opstillingskr. – foruden¹) Haderslev –: 2) Åbenrå, 3) Sønderborg, 4) Augustenborg, 5) Tønder, 6) Løgumkloster og 7) Rødding.

I kirkelig henseende hører a. til Haderslev stift, der dels omfatter Haderslev provsti (22 pastorater), Åbenrå provsti (18 pastorater) og Sønderborg provsti (22 pastorater), dels flg. 4 provstier af Vejle a.: 1) Elbo, Holmans og Jerlev hrdr.s provsti, 2) Nørvang og Tørrild hrdr.s østre provsti, 3) Bjerre og Hatting hrdr.s provsti, 4) Brusk og Nr. Tyrstrup hrdr.s provsti.

I jurisdiktionel henseende hører a. dels under retskr. nr. 100: Haderslev retskr. m. tingsted i Haderslev, dels under Rødding retskr., der for største delens vedk. hører til Haderslev a.; en mindre del af retskr. hører til Tønder a. Rødding retskr. har hovedtingsted i Rødding, bitingsted i Toftlund.

A. omfatter 67. politikr. (Haderslev), hvortil hører 49.801 af a.s indb., 20.355 indb. hører under politikr. nr. 68 (Toftlund) og 1997 indb. under 66. politikr. (Ribe).

H. a. udgør Haderslev amtslægekr., og a. udgør 27. amtstuedistr. (Haderslev) m. amtstue i Haderslev. A. er delt i 3 skattekr.: 76. kr. Haderslev, 77. kr. Christiansfeld og 78. kr. Frøs og Nørre Rangstrup hrdr.s skattekr.

M.h.t. vurdering af a.s faste ejd. udgør a. 23. skyldkr.–skyldkredsen for Haderslev a., der er delt i 5 vurderingskr.: 1) Haderslev, 2) Gammel Haderslev, 3) Christiansfeld, 4) Rødding og 5) Toftlund.

A. hører under 7. udskrivningskr., II. udskrivningsområde og omfatter lægderne nr. 109–154.

Haderslev amts politiske repræsentanter før 1920.

I. Stænderdeputerede 1834–48, 1853–63.

a. Købstæder og flækker (7. købstadvalgdistrikt, fra 1854 2. købstadvalgdistr.).

Haderslev og Christiansfeld: Kbmd. P. Hiort Lorenzen 1834–40; over- og landretsadv. P. Gottfriedsen 1840–41; kancelli- og overretssekr. G. F. Claussen 1842–48; gæstgiver Chr. Iwersen 1853–54; kbmd. Hans Petersen 1854–59; kirkeforstander J. A. Schmidt 1859–60; red. Godske Nielsen 1860–63.

b. Landvalgdistrikterne.

1. landvalgdistr. (Gram): Gårdejer A. H. Posselt 1834–36; sognefoged Th. Thomsen 1838–40; gdr. A. H. Posselt 1841–42; sognefoged H. H. Petersen 1844; gdr. A. H. Posselt 1846–47; gdr. H. A. Krüger 1847–48, 1853–63.

2. landvalgdistr. (Christiansfeld): Gdr. Chr. Finnemann 1834; sandemand Andreas Petersen 1834–44; gdr. P. M. Dall 1844; sandemand Andreas Petersen 1846–47; gdr. cand. jur. P.L. Wiimh 1847–48; gdr., kammerråd C. H. Juhl 1853–63.

3. landvalgdistr. (Haderslev): Gdr. Nis Lorenzen 1834–42; sognefoged A. T. From 1844; gdr. Nis Lorenzen 1846–48; amtsforv. L. Skau 1853–63.

c. Gejstligheden (1. gejstlige valgdistr.).

Haderslev og Åbenrå provstier (Haderslev): Sgpr. C. D. Møller 1854–59; sgpr. M. Mørk Hansen 1859–63.

II. Rigsdagsmænd 1867–1918.

1. slesvigske valgkreds (opr. Haderslev, Åbenrå og Løgumkloster a. samt Slogs hrd. af Tønder a., fra aug. 1867 Haderslev og Sønderborg a.): Gdr. H. A. Krüger 1867–81; gdr. Hans Lassen 1881–84; tobaksfabr. J. P. Junggreen 1884–86; generalagent Gustav Johannsen 1886–1901; red. Jens Jessen 1902–06; red. H. P. Hanssen 1906–18.

III. Landdagsmænd 1867–1918.

1. slesvigske valgkreds (Haderslev a.): Gdr. H. A. Krüger 1867–81; gdr. A. D. Hørlück 1881–88; generalagent Gustav Johannsen 1888–1901; gross. Julius Nielsen 1902–08; gdr. H. D. Kloppenborg-Skrumsager 1908–18.

Haderslev m.fl. amters politiske repræsentanter efter 1920.

Efter genforeningen 1920 ordnedes Nordslesvigs politiske repræsentation i folketinget i h.t. valgloven af 30/8 1920. Der oprettedes en samlet amtskreds, der fulgte den gl. Kongeågrænse. Amtskr. inddeltes i 7 opstillingskredse (Haderslev, Åbenrå, Sønderborg, Augustenborg, Tønder, Løgumkloster og Rødding). Endv. tilstod valgloven hele Jylland 2 tillægsmandater mere, hvoraf det dog ikke var sikkert, at de begge ville tilfalde Nordslesvig. Ved det 1. folketingsvalg, der fandt sted 21/9 1920, valgtes i alt 8 folketingsmænd i den nordslesvigske amtskr., hvoraf én på et tillægsmandat. Af hensyn til det ty. mindretal indeholdt valgloven af 30/8 1920 den bestemmelse, at reglen om, at der behøvedes 10.000 vælgeres underskrift for at anmelde et parti, ikke skulle være gældende i denne amtskr.

Repræsentanter i folketinget efter 1920: Cand. theol. Holger Andersen 1920–30 (KF); gdr. Chr. Ernst Christensen 1920–24 (V); gdr. Mads Gram 1920–24 (V); red. Anders Lebeck 1920–24 (V); typograf Chr. Lageri 1920–24 (RV); bager J. P. Nielsen 1920–43 (S); domæneforv. Peter J. Refshauge 1920–24 (V); sgpr. Johs. Schmidt 1920–39 (Sl); fhv. minister H. P. Hanssen 1924–26 (V); maskinarbejder P. H. Mortensen 1924–26 (S); gdr. Nis Chr. Nissen 1924–26 (RV); amtsforv. C. O. Pedersen 1924–32 (V); gdr. Chr. Ernst Christensen 1926–32 (V); red., borgm. Ludv. Hansen 1926–27 (S); statsminister Th. Madsen-Mygdal 1926–33 (V); maskinarb. P. H. Mortensen 1927–47 (S); gdr. Hans Hansen-Rørby 1929–39 (DR); arbejdsmand H. J. Hinrichsen 1929–43 (S); lensgreve Bent Holstein 1932–35 (V. sen. LS); gdr. J. J. Nissen 1930–33 (KF); partisekr. Arne Munch-Petersen 1932–35 (K); red. A. Svensson 1932–45 (KF); gdr. Chr. Ernst Christensen 1933–35 (V); gdr. Oluf P. Lorentzen 1933–35 (KF); gdr. Jørgen Gram 1935–61 (V); domæneforp. P. Petersen-Røj 1935–45 (KF); læge Fritz Clausen 1939–45 (NSDAP); dyrlæge Jens Møller 1939–43 (SL); domæneforp. Erik Appel 1939–50 (V); kirkeminister Frede Nielsen 1943–54 (S); borgm. Anders Andersen 1943–46(S); oberstløjtn. Carl Bartholdy 1945–49 (KF); forstander Fred. Heick 1945–59 (V); hmd. Fr. W. Teichert 1946– (S); overgendarm Chr. H. Christensen-Skovby 1947–50 (S); gdr. Hans Hansen-Rørby 1947–54 (DR); gdr. L. Clausen-Olufskær 1949–64) (KF); barberm. Andreas Hansen 1950–53 (S); arbejdsmand Jens D. Bladt 1953– (S); gdr. Hans Schmidt-Oksbøl 1953–64 (Sl); fru Ingeborg Refslund Thomsen 1953–57 (RV); barberm. Andreas Hansen 1954– (S); realskolebestyrer Alfred Jørgensen 1954–57 (DR); skoleinsp. Peter Gorrsen 1957– (S); gdr. Ejnar Hansen 1957–64 (V); konsulent Frederik Slipsager 1957–60 (RV); gdr. Kristian Kristensen 1957–60 (DR); stiftslandsinsp. J. L. Mosbech 1959–60 (V); gdr. Johan Philipsen 1960– (V); gdr. Simon From 1960– (V); hmd. Jens Peter Jensen-Agerskov 1960– (RV); adv. Poul Schlüter 1964– (KF); fabr. Mads E. Damgaard 1964– (KF).

Oldtidsbebyggelse.

Haderslev a. har været rigt på oldtidsminder, men er det ikke mere. Det arbejde, Nationalmuseet, hjulpet af mange interesserede, gennem mange år havde gjort i Danmark for at få fredlyst de værdifuldeste af oldtidens mindesmærker, fandt ikke sted i Sønderjylland i den ty. tid; her var der slet ingen beskyttelse for disse mindesmærker; kun ganske enkelte (jættestuerne i Vedsted og Over Jerstal og dyssen i Sommersted) blev købt af det offentlige og fredet. Først efter genforeningen 1920 kunne fredningsarbejdet sætte ind fra da. side, og da var de allerfleste mindesmærker allr. sløjfet el. ødelagt. Særl. hårdt er det gået ud over mindesmærkerne i de østl., frugtbare dele af Haderslev a. I de to østl. hrdr., Sdr. Tyrstrup og Haderslev, er der kun bev. 5 af stenalderens store stengrave, medens der er sløjfet 103; af høje er der bev. 32, men sløjfet 818, og de bevarede mindesmærker er ofte i en sørgelig forfatning.

Fra ældre stenalders jæger- og fiskerfolk har vi nogle mindre bopladser fra gudenåkulturen langs åløbene, således ved Frørup og Spangsbro. De tilsvarende kystbopladser, ertebøllekulturens, ligger nu under havets overflade; en sådan boplads kendes fra Haderslev fjord ud for Åstrup.

Fra yngre stenalder kendes en del dysser og jættestuer, i alt ca. 170, af disse ligger største delen i den østl. del af a., medens store dele af de vestl. slet ingen har; således kendes der i Nr. Rangstrup hrd. kun tre stengrave, og de ligger i den østligste ende af hrd. Enkelte steder er der ganske imponerende grupper af stengrave, som ved Vedsted og Over Jerstal; en mærkelig samling af underjordiske kamre kendes fra Harreby. Et betydeligt fund fra jættestuetid stammer fra Over Jerstal-jættestuerne. Et meget stort depotfund af tyknakkede økser stammer fra Fjelstrup so.

Stenalderens enkeltgravskultur er rigt repræsenteret i de vestl. hrdr., Gram, Frøs og Nr. Rangstrup; af de bev. 425 høje må omtr. trediedelen antages at tilhøre enkeltgravsfolket, og det sa. gælder en endnu større brøkdel af de forsvundne 2400 høje.

Af bronzealderhøje er der henimod 300 bev. og langt flere forsv. De er ret ulige fordelt. Meget få har der været i det frugtbare Sdr. Tyrstrup hrd., flere i Haderslev hrd., navnlig i de vestl. so., og flest i de vestl. hrdr.; visse so. på Haderslev næs har dog været højrige. Flest høje har flg. so. haft: Vedsted 222, Hoptrup 217, Nustrup 199, Lintrup 192, Bevtoft 177 og Sdr. Vilstrup 140. Der kendes mange fund fra ældre bronzealder, mest kendt er egekistefundet fra Skrydstrup, også fra Jels og Staldhøj (Skrydstrup so.) kendes vigtige fund. Fra yngre bronzealder skal nævnes guldskålene fra Tørning, lurer fra Årø og Jernhyt og ringpar fra Flovt og Åstrup.

Ældre jernalder er rigt repræsenteret. Der kendes en del urnegravpladser fra keltisk jernalder: Bæk (Nustrup so.), Uldal (Skrydstrup so.), Toftlund, og endnu flere fra ældre romertid, hvor ligbrændingen endnu er dominerende i denne landsdel (fx. Over Jerstal, Tislund); der kendes dog også jordfæstegrave, som i flere tilfælde har givet vigtige fund (guldmønter fra Kærgård (Nustrup so.), glas m. løvemaske fra Skodborg). I yngre romertid bliver jordfæstebegravelser mere fremtrædende, som på gravpladserne Tornumskov (Lintrup so.), hvor der endnu er en del brandgrave, og Stenderup (Toftlund so.). Fra denne tid stammer også Haderslev a.s største oldtidsfund: Våben-offerfundet fra Ejsbøl mose.

Germansk jernalders fund er som sædvanligt sparsomme. Nævnes skal guldskatten fra Galsted og brudsølv-fundet fra Simmersted. Vikingetidsfundene er ligeledes meget sparsomme; blandt disse skal nævnes en lille sølvskål fra Bovlund og en guldkæde fra Fæsted.

Kun én runesten fra vikingetiden kendes, fra Starup.

Af fredede oldtidsminder findes der i alt i Haderslev a.: 8 langdysser, 13 dyssekamre, 5 jættestuer, en ubestemmelig stengrav, en hellekiste, 2 langhøje, 425 høje og et areal m. tuegrave.

Bebyggelse i historisk tid.

Af de trækirker, man må gå ud fra har eksisteret landet over, er der i Haderslev a. kun en enkelt eventuel rest, nemlig fra Skodborg kirke en notet stavplanke, der har været genanv. som vinduesplanke. Ellers er a.s ældste bygn. den desværre meget hårdt restaurerede, treskibede frådstenskirke fra o. 1100 i Sdr. Starup – a.s eneste af dette materiale. Som helhed må a. betragtes som den sydl. forpost for Nørrejyllands altovervejende granitkvaderarkitektur, idet det store flertal af kirkerne er bygget af veltilhuggede granitkvadre, enkelte m. ganske kultiverede enkeltheder. Tufstenen forekommer mest i a.s vestligste del (Frøs hrd.), men også her kun i blanding m. andre materialer (i Sdr. Hygum kirke m. granitkvadre, i Lintrup kirke m. tegl og i Fole kirke m. begge dele). Helt isoleret ligger mod ø. Halk kirke af granitkvadre og tuf. Der er nogle ganske få, sikkert ret sene romanske kirker af rå og kløvet granit, hyppigst iblandet andre materialer som flint, kridt og tuf (Vonsbæk, Åstrup, Hammelev og de opr. dele af Øsby). Gruppen af senromanske teglstensbygninger er yderst fåtallig, men den rummer til gengæld et så betydeligt monument som Haderslev domkirkes kerne fra o. 1250 – en basilikal korskirke m. meget smukke enkeltheder, der endnu formår at gøre sig gældende i den sen. i gotikken radikalt omdannede bygn. Derudover er kun Fjelstrup overvejende af teglsten.

Af væsentligere tilføjelser fra 1200t. kan nævnes forlængelsen af koret på Bevtoft kirke (i st. f. en apsis) og den ejendommelige forlængelse mod ø. af Hammelev kirkes skib, der efter ældre skik fortsætter i et smallere kor. Særegne er også de tårne, der opførtes o.f. korpartierne på Stepping, Grarup og Halk kirker, hvor tårnenes underrum fungerer som korforlængelser.

I den sen. middelalders byggevirksomhed er der især grund til at fremhæve den store ombygning af domkirken, som udmærker sig ved det høje, lyse, treskibede kor fra o. 1420 m. udvendige sprængbuer. Dette korparti peger hen mod den ty. Østersøkyst, først og fremmest s. 91 Nicolaikirken i Wismar. Sikkert under påvirkning fra domkirken ombyggedes Øsby kirke totalt i 1400t. af tegl. På landet fik en del kirker i 1400t. langhuskor (Hoptrup, Vilstrup og Magstrup) og de fleste forsynedes i sa. periode m. v.tårne og sakristi, som regel ved korets n.side. En del af sakristierne har (som det er ret alm. i Sønderjylland) i renæssancetiden fået murede kaminer, og det vides, at flere af dem i 1600–1700t. har været brugt som skolestuer.

Forholdsvis mange af kirkerne har bev. deres gotiske altertavler, ligesom de er ret rige på renæssanceinventar.

Medens a. har adsk. middelald. voldsteder, fx. det imponerende, men stærkt forstyrrede anlæg ved Tørning, er der så godt som ingen verdslig arkitektur bev. fra middelalderen – kun dele af Gram slots ø.fløj. Slottet i Haderslev, »Hansborg«, er totalt forsv. Amtsbyen besidder dog en del værdifulde gl. bygn. som Hertug Hans’ hospital, flere bindingsværksbygn. i Slotsgade og nogle særprægede smågader. Af enestående virkning er brødremenighedens omfattende bygningsensembler i Christiansfeld, opf. i slutn. af 1700t. i en sober, velproportioneret tidlig-klassicistisk stil.

I landdistrikterne er der kun grund til at nævne det meget sammensatte, men i nyere tid normaliserede Gram slot samt et par præstegårde (Bevtoft fra 1753 og Øsby fra 1765) og bullade fra o. 1660 ved Sdr. Tyrstrup præstegård.

Et vist, lidet tiltalende arkitektonisk præg har den ty. tid fra 1864 til genforeningen sat på Haderslev by, ikke mindst ved kaserneanlægget og en del forretningsejendomme og rigmandsvillaer.

Haderslev amt. Det nuv. Haderslev a. hørte i middelalderen til Barvid syssel (* 1231 Barwithsysæl), der omfattede Tyrstrup, Haderslev, Frøs, Gram og de to Rangstrup hrdr. Hviding hrd. hørte til Ellum syssel. Det har ikke været mul. at finde det sted, Barvid (dvs. nåleskov), som syslet har navn efter. Man har tænkt sig, at det kunne være lig med sognenavnet Bjert (O. Nielsen) el. naturnavnet Barret i Rise so., nævnt 1641 (Svend Aakjær); kun det sidste er sprogligt muligt. Man ved ej heller, hvor sysseltinget har været holdt, men har gættet på Tislund so., hvor stednavnet Sisselsholm forekommer (det indeholder dog snarest kvindenavnet Sissel), el. Rugbjerg i Ø. Løgum so., hvor man har mistolket stednavnet Sildsø bjerg som Syslebjerg (ValdJb. II. 73).

Inden for det sen. Haderslev a.s område fandtes der i middelalderen flere len: Haderslev, Tørning og Skinkelborg. Nævnes kunne også det store Ejsbøl gods i Gl. Haderslev so. m. Åstrup, vel Åstrupgd. Til Ejsbøl lå et meget stort antal gde i Nr. Rangstrup hrd.: i Vellerup, Geestrup, Gammelskov, Agerskov, Revslund, Hyrup, Bevtoft, Gøttrup, Åbøl, Åbølløkke og Tislund, i Haderslev hrd.: i Moltrup, Bramdrup, Rovstrup, Errested, Vonsbæk, Gl. Haderslev, Sillerup og Feldum, i Tyrstrup hrd.: i Kokær og Knud. Desuden i Stendet (Stenved) i Åstrup so. Til Åstrup hørte gde i Åstrup, Nygd., Vonsbæk, Ørby, Sillerup fang, Bramdrup og Rovstrup. Hertug Frederik købte Ejsbøl og Åstrup af Henneke v. d. Wisch til Dänisch Nienhof, der døde 1500. Skinkelborg i Tyrstrup hrd. købte dronn. Margrethe af Claus Limbek 1407. Den havde tidl. været ejet af Henneke Limbek. 11/6 1442 blev Eggert Frille forlenet m. Skinkelborg len, som han skulle have til Hindsgavl. Endnu 1542 opføres det som et særl. len, hvortil der hørte gods i Stenderup, Agtrup, Bjert, Binderup, Skartved, Strårup og Rebæk. Lenet udgjorde 1518 et særl. birk.

Tørning nævnes 1331, da grev Gert af Holsten pantsatte Hindsgavl m. det halve Fyn til Henneke v. Hummersbüttel. Han fik desuden yderligere sikkerhed i »Tørninghus med det hele fogderi«. 20 år sen. ejedes Tørning af Claus Limbek, og 1394 pantsatte hertug Gerhard Gram hrd. til sønnen Henneke Limbek på livstid. Hans søn Claus fik 1421 Frøs, Kalvslund og Hviding hrdr. som pantelen, og 1460 erhvervede svigersønnen Benedikt v. Ahlefeldt Gram hrd. som fri ejendom. Hans sønner Hans og Henrik Ahlefeldt solgte 1494 Tørning slot og len til kong Hans for 102.000 mark lybsk. Heraf var de 10.000 mark betaling for »Tørning slot med avlen og møllen for slottet og enemærke og fiskeri«. Tørning m. de 4 hrdr. blev nu et selvstændigt, kgl. len m. egen lensmand. Efter at Tørning og Haderslev fra 1523 var kommet under sa. herre, kong Fr. I, fik de sa. lensmand, selv om de en tid lang stadig blev betragtet som to len. Foruden i de 4 hrdr., Gram, Frøs, Kalvslund og Hviding hrdr., lå der også en del gods i andre hrdr. til Tørning len, nemlig i Tyrstrup hrd.: i Seest, Bjert, Agtrup, Hejls, Stavnsbjerg, Bygebjerg, Stubbum, Rørkær, Simmersted, Frøruprød, Knud, Hjerndrup, Grønninghoved, Sjølund, Rød el. Vejstruprød, Skovhuse, i Haderslev hrd.: i Ørby, Avnøgd., Bæk, Vonsbæk, Åstrup, Ultang, Hejsager, Lilholt, Halk, Øsby, Nørgd., Hajstrup, Hyrup, Stevelt, Lønt, Kelstrup, Erlev, Moltrup, Nr.- og Sdr. Marstrup, Hoptrup Kirkeby, samt Sillerup i Fjelstrup so., s. 92 i Nr. Rangstrup hrd.: i Rangstrup, Rangstrupgde, Galsted, Oksgd., Ørderup og Allerup, i Sdr. Rangstrup hrd.: i Genner, Løgum, Rugbjerg, (Nr.) Hjarup, Hesselbjerg, Hovslund og Strandelhjørn, i Rise hrd.: i Bolderslev, Todsbøl, Gåskær, Ingebøl, Hjolderup, Mellerup, Raved, Ønlev og Barsø.

H. a. el. len blev af hertug Gerhard pantsat til Henrik Ahlefeldt, som døde 1404. Fra ham el. hans enke Helene kom det til dronn. Margrethe. Ved freden i Vordingborg 1435 blev besiddelsen af Haderslev a. forbeholdt kongen, indtil en anden ordning blev truffet. Først 4 år sen. blev det af det da. rigsråd afstået til hertug Adolf. Under Chr. I var »slottet og byen Haderslev med al sit tilliggende« pantsat til tre holstenske adelsmænd, og 1480 fik dronn. Dorothea slot og by m. Tyrstrup, Nr. Rangstrup og Haderslev hrdr. samt Skinkelborg len i pant på livstid. Ved delingen 1490 tilfaldt amtet hertug Frederik, som ved kong Chr. II.s fordrivelse 1523 også erhvervede Tørning len. De to len tilfaldt ved delingen 1544 hertug Hans d. Æ., men kom efter dennes død 1580 til kongen ved arvedelingen 1582.

Selv efter at Tørning og Skinkelborg len og Ejsbøl m. Åstrup var blevet fyrstelige, var der meget gods i Haderslev a., som hørte under adelen. Da kong Fr.II havde erhvervet Tørning og Haderslev amter, begyndte han – på sa. måde som i kongeriget – at erhverve adeligt gods i disse områder, ved køb og mageskifter. Denne politik blev fortsat af Chr. IV, og den lange proces var i det store og hele afsluttet lidt ind i 1600t. Af adelsgods blev der stort set kun Gram og Nybøl samt Høgsbro, Vesterbæk og Spandetgd. tilbage. De 3 sidstn. gde kom under Lindeved i Flensborg a. Disse lindevedske besiddelser – som også kaldes Rantzau’ske el. Castell’ske – var delt i 3 fogderier. Til Høgsbro fogderiet hørte Høgsbrogd. samt ejendomme i Hviding, V. Vedsted, Rejsby, Roager, Brøns, Skærbæk og Døstrup so. Til fogderiet Spandet hørte Spandetgd. samt gods i byerne Spandet, Fjærsted og Mølby. Til fogderiet Mejlby lå gods i flg. so.: Ribe Domkirkes, Farup, Vilslev, Lintrup, Hjerting og Skrave. Efter at kongen havde købt Lindeved, blev den del af godset, som lå i Haderslev a., ved patent af 23/12 1796 indlemmet i dette. 1 plov i Kestrup »på Haderslevnæs«, altså i Hoptrup so., hørte fra middelalderen under Slesvig domkapitel. Den blev ved patent af 1/11 1777 lagt under Haderslev a. Løgumkloster havde også en del gods i a. Efter at klostret var blevet sækulariseret og omdannet til et amt, kom disse besiddelser til at høre under dette. 8 gde i Hygum so. udgjorde fogderiet Hygum. 1 gd. i Vellerup, Agerskov so. hørte under fogderiet Alslev. Desuden havde Løgumkloster gods i Skærbæk, Brøns, Roager, Arrild, Toftlund og Branderup sogne. Det hørte under fogderiet Skærbæk. Haderslev hospital havde en del gde i a., nemlig i Anslet, Fjelstrup so., i Simmersted, Magstrup so., i Vandling, Sdr. Starup so., i Åstrup, Moltrup, Vilstrup, Grarup og Øsby samt Lukled i Vonsbæk so. 5 gde i Hvinderup, Tyrstrup so., i Brabæk og Meng, Aller so., samt i Vilstrup by og so. hørte til stiftelsen Goschhof i Eckernførde, var såkaldte Gelting-tjenere. Til Haderslev Marie kirke lå der en del spredt gods, i alt 31 gde, i Tyrstrup, Frørup, Aller, Fjelstrup, Stepping, Hjerndrup, Magstrup, Nustrup, Vonsbæk, Moltrup, Halk, Vilstrup og Øsby sogne.

De ejendomme, der hørte under disse gejstlige institutioner samt under Lindeved og Løgumkloster a., var alle tingpligtige til de hrdr., hvori de lå. Dette havde opr. også været tilfældet m. de gde, der lå under Gram gods, men 1712 blev der oprettet et birketing for de undersåtter, som fra gl. tid havde hørt under godset. 4/1 1718 fik greven godkendt birkerettighed for disse samt for de Ny Gram-ejendomme, som han havde erhvervet fra kronen 1664, og som indtil da havde hørt under Haderslev a. Gram havde gods i Gram, Fole, Nustrup, Hygum, Rødding og Ø. Lindet sogne. Nybøl gods havde fra gl. tid jurisdiktionsret. Alle dets ejendomme lå i Gram so. Da den adelige jurisdiktion blev ophævet ved patent af 3/6 1853, blev Gram og Nybøl godser lagt under Frøs og Kalvslund hrdr. Amtmanden i Haderslev var året før blevet beskikket til kgl. kommissær over de to godser.

Fra gl. tid hørte en del gde i Haderslev a. under biskop og kapitel samt forsk. kirkelige institutioner i Ribe. De svarede ikke under Haderslev a., men under Ribe a., de var kongerigske, ikke slesvigske. En del af biskoppens gde hørte under Lustrup birk, som efter reformationen kom til Ribe a. Beboerne i Seem so. fik 16/11 1555 bevilling på at måtte søge deres ret ved dette birketing, og ved kgl. brev af 16/4 1563 blev det bestemt, at de kgl. og kirkelige undersåtter i Hviding hrd. ikke mere skulle søge deres ret ved herredstinget, men ved Lustrup birketing, en bestemmelse, der blev ophævet ved Kolding-recessen af 1576. Hans Schack fik 5/9 1661 skøde på birkeretten til Lustrup, men ved mageskifte af 3/3 1663 blev dette gods afstået til Ribe kapitel og Ribe hospital, men grev Schack beholdt dog birkeretten, som 1807 blev overdraget til kongen, hvorefter birket 1812 blev lagt sa. m. Riberhus birk. Grev Schack havde efterhånden erhvervet enkelte kongerigske ejendomme i Toftlund, Rødding, Fole, Hjerting og Gram so. Også disse kom til at høre under Lustrup birk. De kongerigske gde i den øvr. del af Haderslev s. 93 a. var tingpligtige i de hrdr., hvori de boede. 16/4 1563 blev det tidl. Skt. Nikolaj klosters birk genoprettet, og samtidig blev det bestemt, at de bønder i Gram, Frøs, Kalvslund og Tyrstrup hrdr., som hørte under kongen el. de kirkelige institutioner, skulle søge dette ting. Bestemmelsen blev ophævet ved Kolding-recessen af 1576, men blev på ny sat i kraft 15/7 1735, da Riberhus birk blev oprettet. Det kom til at bestå af gods i Frøs, Kalvslund og Hviding hrdr. samt i Bramdrup, Ødis so., Gram hrd. og i Bastrup og Holt, Vamdrup so. (se fortegnelsen bd. IX s. 1038). Der kan næppe være tvivl om, at Haderslev a.s n.grænse opr. har været Kongeåen. Det kongerigske so. Vilslev i Gørding hrd. deles af åen i to dele. Den sydligste består af byerne Jested og Villerup, hvoraf en del var slesvigsk og hørte under Haderslev a. og Kalvslund hrd. Den del af Vamdrup so., som ligger s.f. Skodborg å, har opr. også hørt til Frøs hrd., Haderslev a., men efter at hertug Hans d. Y. ved mageskifte af 24/4 1569 m. Peter Rantzau til denne havde afstået Østerbygd., kom en del af Skodborg by og af Bastrup og Holt til Trøjborg. De to sidstn. byer har vel opr. ligget i Skodborg so., men regnes sen. – i hvert fald allr. 1690 – til Vamdrup so. En del af dem blev på en måde kongerigske, selv om det i det nævnte mageskifte hed, at landskellet ml. kongeriget og hertugdømmet skulle være urygget. De kongerigske ejendomme i Vamdrup og Ødis so. blev ved reskr. af 3/6 1843 lagt fra Riberhus birk til Anst hrd., hvortil også kom den del af Skartved i Sdr. Bjert so., som ligeledes havde hørt under Riberhus birk. Efter at Fr. II havde erhvervet den væsentligste del af Seest so., blev det ved kgl. brev af 9/5 1584 bestemt, at bønderne i Seest by skulle høre under Koldinghus og søge Anst hrd.s ting. Skovdruplund i Seest so. forblev dog under Tyrstrup hrd. En anden formindskelse af amtets område skete 7/12 1833, da det blev bestemt, at Slotsgrunden ved Haderslev, der hidtil havde hørt under Haderslev hrd. og a., nu skulle indlemmes i byen.

Mens der således var ret betydelige områder inden for a.s grænser, som i tidens løb var blevet unddraget dette, havde a. på den anden side en del besiddelser uden for sine grænser. I Haderslev a.s jordebog ca. 1710 nævnes som hørende under a. flg. gods i Rise hrd.: Bjolderup so., Bolderslev: 16 helgde, 10 halvgde, hvoraf de 3 er selvejergde, resten fæstegde, Mellerup: 5 helgde, alle fæstegde, Todsbøl: 1 hel fæstegd., Hjolderup: 2 halve fæstegde, Ingebøl: 1 hel fæstegd., Raved: 1 otting bondejord; Løjt so., Fladsten: 1 hel fæstegd., Stolliggd.: 2 hele fæstegde, Nørby: 4 halve fæstegde; Hjordkær so., Hjordkær: 1 landbol, Sdr. Ønlev: 2 halve fæstegde; Rise so., Nr. Ønlev: 1 landbol. I Sdr. Rangstrup hrd. lå flg. gods til Haderslev a.: Ø. Løgum so., Genner: 3 helgde, 1 totrediedelsgd., 5 halvgde, 1 trediedelsgd., 4 kvartgde og 6 landbol, alle fæstegde, Hesselbjerg: 1 hel fæstegd., Ø. Løgum: 2 halve fæstegde, 4 kvartgde, alle fæstegde, 3 landbol, Hovslund: 1 toftegods, Nr. Hjarup: 2 halve fæstegde, Tyrholm: 2 halve fæstegde, Rugbjerg: 1 totrediedelsgd., 1 trediedelsgd., begge fæstegde, 1 landbol; Bevtoft so., Strandelhjørn: 5 helgde og 5 halvgde, alle fæstere, 3 landbol; Hellevad so., Klovtoft; 3 trediedelsgde, alle fæstegde, 3 landbol; Egvad so., Øbening: 1 halv fæstegd. I Lundtoft hrd., Holbøl so. og by: 1 landbol, i Slogs hrd., Tinglev so. og by: 2 landbol, Bylderup so., Lendemark: 1 halv fæstegd. Gdene i Bolderslev, Mellerup, Todsbøl og Sdr. Ønlev hørte 1483 under Flensborg a., Bolderslev nævnes hertil allr. 1452. Hvorledes de er kommet til dette a., vides ikke. En del af godset synes at have tilhørt slægten Snafs, der havde ret udstrakte besiddelser i den sydl. del af Nordslesvig. Claus og Otto Snafs pantsatte således 2 gde i Bolderslev og 2 i Mellerup til Gotskalk Tinhus 1411. De tidl. flensborgske besiddelser opføres 1542 under Tørning len, hvortil de vel først kan være kommet efter 1494, da kong Hans erhvervede dette. De øvr. ejendomme i Bjolderup so. samt i Ø. Løgum og Bevtoft so. – Tyrholm undtaget – opføres ligeledes under Tørning len 1542. Ved delingen af arven efter Hans d. Æ. kom alt dette gods til Hans d. Y., som 6/3 1584 mageskiftede det til kongen. I brevet nævnes også 1 kåd i Holbøl. Desuden fik kongen flg. gods, som hertugen havde købt af Ove og Herman Juel: i Stolliggd. 7 gde, Fladsten 1 gd., i Nørby 2 gde, i Kirkeby 3 gde og 2 kåd, Rundemølle, i Stollig 2 kåd. Fra Antonius Rantzau fik kongen 11/9 1583 bl.a. 4 gde, 2 kåd og 1 hus i Klovtoft, 1 gd. i Lendemark, 1 gd. i Ø. Løgum og 1 i Øbening. Tyrholm er mul. erhvervet fra Melchior Rantzau 24/7 1583. Af Joachim Breides børn fik kongen 1 kåd i Tinglev 28/2 1588. O. 1825 var der i Bønderby, Møgeltønder so. 3 inderststeder, som hørte til Haderslev a., Hviding hrd. De var opr. 1 kåd, som var erhvervet fra Fr. Breide 1587. Ved kancelliskrivelse af 19/12 1835 blev de lagt til Tønder a.

De ejendomme, som hørte til Haderslev a. uden for dets eget område, var således dels Bolderslev og enkelte andre besiddelser i Bjolderup so., som tidl. havde hørt under Flensborg a., men efter 1494 kom til Tørning len, dels en række spredte gde m.m., som havde ligget til dette len og vel er kommet dertil før 1523, dels forsk. erhvervelser, der hang sammen m. Fr. II.s mange mageskifter og køb. Disse besiddelser var alle tingpligtige under det hrd., hvori de lå. De var samlet i et fogderi, der blev ledet af en ridefoged. En sådan nævnes 1587. Embedet blev nedlagt s. 94 1722 og erstattet m. 3 sognefogder, 1 i hvert af de tre distrikter, som fogderiet var delt i: Bolderslev, Genner og Strandelhjørn. Fra 1733 var der i hvert fald på ny en fælles ridefoged, men fra 1745 fik bestemmelsen atter gyldighed. De 3 fogder blev dog kaldt ridefogder, men deres virkeområde adskilte sig ikke væsentligt fra en sognefogeds. Ved cirkulæreskr. af 17/9 1850 blev fogderierne ophævet, og Bolderslev og Genner distrikter blev henlagt under Åbenrå a., mens Strandelhjørn forblev ved Haderslev a., idet byen samtidig blev lagt under Nr. Rangstrup hrd.

Haderslev a. stod i landmatriklen til 1563 1/2 plov, hvortil kom slotsgrundene m. 10 1/2 plov. 1683 blev plovtallet reduceret til 1100 plove, 1686 og 1691 til 800 plove. Kongen approberede 1/1 1784 delingen af Haderslev a. i et vesteramt og et østeramt. Delingen blev ophævet 26/4 s.å. Fra 21/10 1789 til 1/6 1791 var a. atter delt. Der var opr. kun 1 amtsskriver el. amtsforvalter, men 24/10 1752 blev a. in cameralibus delt i to dele, Østeramtet m. Tyrstrup, Haderslev og Gram hrdr. samt Bolderslev og Genner distrikter, Vesteramtet m. Frøs, Kalvslund, Hviding og Nr. Rangstrup hrdr. samt Strandelhjørn distr. Der havde fra gl. tid været en husfoged i a. – en sådan nævnes i hvert fald 1540. Han havde m. den økon. administration at gøre og havde ikke mindst opsyn med al kgl. ejendom, herunder skove, samt veje og broer. Han spillede også en stor rolle ved udskiftninger. Fra 1763 var der to husfogder, 1 i Østeramtet, 1 i Vesteramtet. Husfogedembedet i Vesteramtet var fra 1798 forenet m. amtsforvalterembedet i Vesteramtet. I a. var der også et vekslende antal ridefogder. 1616 var der 2, 1646 5 foruden ridefogden i Bolderslev. Haderslev og Gram hrdr. samt Frøs og Kalvslund hrdr. havde 2 ridefogder, de øvr. hrdr. hver sin. Efterhånden blev flere af disse embeder sammenlagt. Ridefogden havde m. militærvæsnet at gøre, han indkasserede kontributioner m.m. og havde landvæsensforretningerne under sig – dog ikke udskiftningssager. Han var til stede, når der blev afholdt herredsting, ligesom han var med ved vurderinger, syn, skifte- og delingsforretninger. 16/4 1584 fik amtmanden påbud om, at der skulle ansættes delefogder til at forfølge kronens sager. Sådanne nævnes endnu lidt ind i 1600t., men synes derefter at være forsvundet.

Ved freden i Wien 30/10 1864 måtte Danmark også afstå de kongerigske enklaver, men fik til gengæld de 8 nordl. so. af Tyrstrup hrd. samt sognene omkr. Ribe. Det blev bestemt, at den nye grænse skulle følge ø.grænsen af Ødis og Vamdrup so. samt v.grænsen af sidstn. so. indtil Kongeåen n.f. Holt. Herfra skulle Kongeåen danne grænse ind til ø.grænsen af Hjortlund so., hvorfra linien fortsatte til det i n. fremspringende hjørne af Obbekær by, derpå ø.grænsen af denne by til Gelså. Derfra skulle ø.grænsen af Seem so. og s.grænsen af Seem, Ribe og V. Vedsted so. udgøre den nye statsgrænse. Ved de sen. forhandlinger i grænsereguleringskommissionen lykkedes det at få en noget større del af Kalvslund so. – 33 ejendomme og 240 beboere – henlagt under kongeriget, mens man til gengæld måtte afstå Skovrup i Taps so. Ved lov af 16/2 1866 blev de vestl. områder, som kom til kongeriget, lagt under Ribe hrd. og Ribe a. fra 1/4 1867. De slesvigske dele af Vamdrup og Seest so. kom ligeledes under Ribe a. De 8 so. i Tyrstrup hrd. samt den ikke-afståede del af Frørup so. – Brænore – kom under Vejle a. De skulle sa. m. en del kongerigske so. udgøre Kolding hrd. Bestemmelsen blev ikke ført ud i livet, men de dele af Tyrstrup hrd., som ikke var blevet afstået, samt de slesvigske dele af Vamdrup og Seest blev en særl. jurisdiktion, Nr. Tyrstrup hrd. Først ved lov af 17/3 1876 blev forholdene ordnet, og Kolding hrd. blev opret. Seest og Vamdrup so. kom i deres helhed til Jerlev-Anst-Slavs hrdr.

De kongerigske dele af Haderslev a., som blev afstået, blev indlemmet heri. Ved forordning af 22/9 1867 blev Haderslev a. m. de således ændrede grænser samt med de tidl. løgumklosterske enklaver omdannet til Haderslev kr. Rømø blev lagt til Tønder kr. Ved lov af 28/6 1920 blev Haderslev a. genoprettet. Det fik sa. grænser som Haderslev kr., bortset fra, at Hviding hrd. kom til Tønder a. Husfoged- og ridefogedembederne blev ophævet efter 1867, de førstn. fra 20/4 1868. Amtstuerne blev ophævet 17/2 1868, og den væsentligste del af deres forretninger overdraget til de nyoprettede skattekasser i Haderslev, Arrild, Rødding, sen. Toftlund. Fra 1/4 1895 blev skattekasserne ophævet og erstattet af kredskasser, for Haderslev kr. i Haderslev.

H. a. var fra gl. tid delt ml. Slesvig og Ribe stift. Til det sidstn. hørte Frøs – undt. Skodborg – Kalvslund, Hviding og Nr. Rangstrup hrdr. samt Gram, Nustrup og Skrydstrup so. af Gram hrd. Resten af Gram hrd. samt Skodborg so. og hele Tyrstrup og Haderslev hrdr. hørte under biskoppen, sen. generalsuperintendenten i Slesvig. De slesvigske so. lå i middelalderen under Barvid syssels provsti, efter reformationen Haderslev provsti. Der fandtes her også herredsprovstier til lidt ind i 1700t., men deres betydning var ringe. Den økon. administration af kirkernes midler hørte under Haderslev provstis fælles kirkekasse, der synes oprettet o. midten af 1600t. og bestod indtil genforeningen. I øvrigt var det kirkevisitatoriet, bestående af amtmand s. 95 og provst, som havde ledelsen af de økon. forhold. Den del af a., som hørte under Ribe stift, var i middelalderen delt ml. to provstier. Kantoratets provsti omfattede Frøs og Kalvslund hrdr. og bestod fra 1321, mens de øvr. sønderjy. so. hørte under ærkedegnens provsti. Efter reformationen blev der indsat herredsprovster. Frøs og Kalvslund hrdr. havde dog fælles provst fra o. 1710. Disse provstier indgik 1812 i Ribe sdr. amtsprovsti, der blev opret. 10/7 d.å. Det bestod indtil 1829, efter at det var blevet delt ved kgl. resol. af 12/7 1828 i h. t. resol. af 17/7 1822. De sønderjy. hrdr. kom nu til at udgøre Tørninglen provsti, der også bestod i prøjsisk tid og fortsatte efter 1920. Tørning len hørte i prøjsisk tid også under generalsuperintendenten i Slesvig og konsistoriet i Kiel, men kom efter genforeningen på ny under Ribe stift. 1922 blev der oprettet et nyt stift, Haderslev stift, hvortil den del af Haderslev a., som tidl. havde hørt under Slesvig stift nu blev lagt, endv. Åbenrå og Sønderborg provstier samt forsk. nørrejy. provstier. I Frøs og Kalvslund hrdr. var det amtmand og provst, der havde tilsyn m. kirkernes økonomiske forhold og reviderede kirkernes regnskaber. Amtsforvalteren i Vesteramtet var kirkeskriver. I de øvr. so. under Ribe stift var det ærkedegnen, sen. biskoppen qua ærkedegn, der havde tilsyn m. kirkerne og reviderede regnskaberne. Herredsfogden i Hviding og Nr. Rangstrup hrdr. var her kirkeskriver fra 1681. Seem so.s regnskaber reviderede biskoppen alene. I Gram og Fole so. var det greven på Gram, der havde det økon. tilsyn m. kirkerne.

Litt.: P. Rhode. Samlinger til Haderslev-Amts Beskrivelse. 1775. Knud Aagaard. Beskrivelse over Tørning Lehn. 1815. J. Nissen. Haderslev Amt. 1840. J. Erichsen. Der Kreis Hadersleben. 1895. Thorvald Møller. Paa Strejftog i Amtet, 1913. P. Lauridsen. Bidrag til Haderslev Amts Historie og Beskrivelse, i SdjyAarb. 1889. 161–201. 1891. 264–304. H. N. A. Jensen. Versuch einer kirchlichen Statistik des Herzogthums Schleswig, I–IV. 1840–42. Fra Gelsbro til Lillebælt. 1958. Sønderjyske Stednavne. I. 1944 og II. 1942. ValdJb. II. 73 ff. Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt. Landsarkivet for de sønderjyske Landsdele. 1944. 3–8, 31–33, 49–58, 101–03, 106 f., 170 f., 200–16. A. L. J. Michelsen. Nachricht von den Schleswigschen Aemtern und Amtmännern, i Zeitschrift der Gesellsch. f. Sch.-Holst.-Lauenburg. Geschichte. VIII. 1878. 158–63. Johan Hvidtfeldt. Den nordslesvigske embedsstand, i SdjyAarb. 1958. 5–126. Staats-Handbuch f. die Herzogthümer Schleswig-Holstein 1849. 44–51. F. Falkenstjerne og Anna Hude. Sønderjyske Skatte- og Jordebøger. 1895–99. 14–124, 223 f., 248. Kronens Skøder I. 1892. 277 f. m.fl. steder. M. Mackeprang. Løgum Kloster og dets gods, i SdjyAarb. 1945. 20–127. Johan Hvidtfeldt. Vestslesvigske Bønder i 1599, smst. 1937. 48–110. H. V. Gregersen og P. Kr. Iversen. Bjolderup sogns historie. I. 1951. 41–49, II. 1951–56. 427 ff. Otto Kier. Den fælles Kirkekasse i Haderslev Provsti. 1854. E. Becker. Haderslev Provsties fælles Kirkekasse. 1888. N. J. Andersen. Bidrag til Skolevæsenets Hist. i H. A., SdjyAarb. 1897. 82–95. Carsten Petersen. Landsbykirkerne i H. Provsti, smst. 1931. 234–71. DanmKirk. XX. Haderslev a.