Ribe

Ribe by ligger helt i Ribe købstadskom., i Ribe hrd. Den er beliggende under 55°19’42” n.br. og 8°45’45” ø.l. for Grw. (3°48’55” v.l. for Kbh.), beregnet for domkirkens store tårn. Fra Ribe til Varde er der 51 km ad jernbanen og 40 km ad landevejen, til Esbjerg 33 km ad jernbanen og 30 km ad landevejen, til Kolding 68 km ad jernbanen og 54 km ad landevejen, til Haderslev 93km ad jernbanen og 50 km ad landevejen, og til Tønder 48 km ad jernbanen og 47 km ad landevejen. R. ligger ved Ribe å, ca. 6 km fra dennes udmunding i Vadehavet. Byen er placeret lige ved randen af Ribe marsken og ligger i hovedsagen på gammelt smeltevands-hedeslette-terræn. Umiddelbart s.f. byen findes dog et bakkeølandskab m. noget højere terræn. Domkirken ligger 5 1/2 m o.h., men Slotsbanken hæver sig knap 11 m o.h. Galgebakken ved Ribe plantage n.f. åen er omtr. 7 m o.h., og ved købstadskom.s s.grænse ved hovedvejen til Tønder er højden ligeledes 7 m. Omkr. åen er der ø.f. byen vidtstrakte engarealer, mens marsken (se s. 598) breder sig umiddelbart v.f. bybebyggelsen. Fra en opdæmningssø lige sø.f. bykernen ledes åen gennem Ribe i 4 grene, af hvilke den sydligste, Stampemølle å, ledes s. og v. om R. for først nv.f. byen at forene sig med hovedstrømmen. Den lille Tved å løber n. om byen og munder n.f. Slotsbanken ud i Ribe å.

Torvet ved Domkirken bør opfattes som byens centrum. Herfra fører Storegade over åens 3 grene, hvoraf den sydligste danner den gl. havn, der i dag kun har rudimentær betydning. Langs havnens s.side går den gl. havnegade Skibbroen, og lige ved ligger byens toldkammer. Storegade fortsætter mod nnø. i Saltgade, som går over Tved å og på en dæmning over engene n. herfor, gennem Ribe plantage og den her liggende nyere forstadsbebyggelse for ca. 2 1/2 km n.f. bycentret at dele sig i landevejen mod Esbjerg og Varde (hovedvej A 11) og landevejen mod Kolding. Fra Torvet fører Nygade først mod v., sen. mod s. til Sønderportsgade, der passerer Stampemølle å og fortsætter mod ssv. i Tøndervej, hovedvejen mod Tønder og landegrænsen. En ny omkørselsvej, Ringvejen, leder hoveddelen af den gennemgående trafik på hovedvej A 11 fra Ribe plantage n. og v. om byen, på broer over Ribe ås hovedløb og Stampemølle å, til Tøndervej. Sønderportsgade fører s. om domkirken mod ø. og fortsætter i Dagmarsgade, der går over åen og ender ved banegården. Sortebrødregade forbinder Storegade og Dagmarsgade. I byens nordvestl. udkant, nær sammenløbet af Stampemølle å og Ribe ås hovedløb, ligger Slotsbanken på det gl. Riberhus slots plads. Fra Storegade fører Skt. Nicolaj Gade mod banegården; n.om banegården overskrider Tangevej jernbanen og fører mod ø., n.f. forsorgscentrets og sygehusets arealer. En nordligere parallelgade, Seminarievej, udgår fra Saltgade. Seminarievej og Tangevej er de vigtigste gader i det nyere kvarter, der er vokset op ø.f. jernbanen, og hvor seminarium, kollegier og sportsanlæg er beliggende, foruden det nævnte forsorgscentrum og sygehus.

Bebyggelsen er i kvarteret omkr. domkirken sammenhængende husrækker, delvis af anselig alder, og gadenettet har her et middelald. præg. I de nyere kvarterer, og i særl. grad ø.f. jernbanen, dominerer villabebyggelse olgn. samt i stigende grad husblokbebyggelse.

R. har en udpræget mangesidet erhvervsstruktur, selv om industrien er det erhverv, der beskæftiger flest mennesker. Af industrivirksomheder bør fremhæves jernstøberiet, der er byens største industriforetagende, flere møller samt møbelindustri. Også som handelsby er Ribe ret fremtrædende. Dens oplandsområde falder stort set sa. m. Ribe hrd., men når det drejer sig om større indkøb el. om typiske udvalgsvarer, vil befolkningen i dette opland ofte søge til den større by Esbjerg for at nyde godt af dens større udvalg m.m. Esbjerg er ligeledes den sædvanligt benyttede havneby for søgående transporter til og fra R. Inden for købstadskom.s område drives en del landbr. uden for det egl. byområde. Ribe er et vigtigt administrationscentrum: den er amtsby og stiftsby; endv. beskæftiges mange ved forsorgscentret, i seminariet m.m.

Som en af Danmarks ældste bydannelser er R. tidligt blevet et vigtigt centrum i vejnettet. Fra byen fører direkte landeveje til Varde, Kolding, Haderslev, Tønder m.fl. Nu passeres Ribe af hovedvej A 11 (Tønder-Ribe-Varde-Holstebro-Thisted-Hjørring-Frederikshavn). Den er stat. på statsbanelinien Bramminge-Tønder.

Ribe kom.s samlede areal var 1960: 3372 ha, og den samlede længde af gader 1963 var 53,7 km. Af arealet var 2060 ha landbrugsareal og 120 ha vandareal.

Der var i R. kbst. 53 heste, 1947 stk. hornkv., hvoraf 781 malkekøer, og 2980 svin samt 12.167 høns.

Ved ejendomsvurderingen 1960 var vurderingssummen for samtl. ejendomme 87,1 mill. kr., deraf grv. 12,9 mill. kr. Forsikringssummen for de i Købstædernes alm. Brandforsikring og Købstadkommunernes gensidige Forsikringsforening indtegnede ejendomme var 1964 ca. 172,3 mill. kr.; desuden var der i brandforsikringsselskaberne for landejendomme indtegnet ejendomme til et beløb af 2,0 mill. kr.

På markjorderne ligger flg. bebyggelser: byerne Lustrup (1233 Lustorp) m. skole og forsamlingshus (opf. 1923); Tange (*1215 Tunge, 1317 Tangæ); Tved (1291 Thueth) m. skole; Damhus, villabebyggelse s.f. åen. – Saml. af gde og hse: Tved Huse; Jernkær Mark; Sorgsig Mark; Ribe Mark m. skole (opf. 1881); Gammelhede; Nyhede; Inder Bjergum. – Gårde: Lustrupholm. – Der er små enklaver i Farup og V. Vedster so.

Bygninger og institutioner.

Ribe domkirke, der bliver beskrevet særskilt s. 673.

Skt. Katharinæ kirke ligger østl. i den gl. by ved Dagmarsgade, der 1875 som et nyanlæg blev skåret ind i bylegemet. Kirken har hørt til det endnu delvis bevarede dominikanerkloster (se s. 642) og er, foruden domkirken, den eneste levnede af byens fire klosterkirker og seks sognekirker. Den nuv. Skt. Katharinæ kirke er den tredie på stedet; den svigefulde undergrund har nødvendiggjort fornyelser og har indtil vore dage skabt store vanskeligheder.

Dominikanerklosteret i Ribe er stiftet 1228, og kort derefter må opførelsen af klosterbygn. og kirke være påbeg., indv. til den hellige Katharina. Klosterets dødebog nævner bygmesteren: »Bero sacer, primus hujus domus constructor« (Broder Bjørn, dette hus’ første opbygger). Af hans kirke er væsentlige dele af s.muren bev., idet tre fag af den udgøres af de fire v.fag af den nuv. sdr. sideskibsmur. Den har dog strakt sig ét fag længere v.på, hvor man har fundet fundamenter og rester af to svære hjørnestræbepiller, der straks røber kirkens hovedskavank: murene og grunden har ikke kunnet modstå hvælvingernes tryk. Broder Bjørns kirke var en enskibet munkestensbygn. på ca. 40 × 12 m. Svære, senromanske ribbeprofiler fundet i grunden viser, at kirken har været overhvælvet, og ydermurens brede lisener tyder på, at dette har været projekteret fra første færd. På murens inderside ses spor af hvælvingerne. I ø.faget har en rundbuet dør ført ud til klosterfløjen; i de øvr. fag har siddet romanske tvilling-vinduer så langt nede, at der ikke kan have været korsgang langs kirkemuren.

Hvor broder Bjørn rejste sin s.mur, havde der tidl. været en dyb grav, som blev fyldt op med sand. På denne faste byggegrund stod muren godt, mens den bløde engjord gav efter under de øvr. bygningsdele. I sidste halvdel af 1300t. blev en fuldstændig ombygning derfor nødvendig, idet man dog nu opgav det vestl. fag, således at kirken kun blev ca. 30,5 m lang. Arkitekturen var nu den fuldt udviklede gotik m. et stort, spidsbuet vindue i hvert fag, og på v.gavlen, der kom til at stå på sa. sted som den nuv., ses nogle spidsbuede blændinger, der synes at have dannet en gavlfrise muret af glaserede munkesten. Også denne kirke fik form af en overhvælvet hal, og det blev dens ulykke. På ny har n.muren givet efter for trykket, og pavelige afladsbreve fra 1392 og 1401 omtaler, at fordi kirkens mure lå hen i ruiner, var den blevet ligesom et offentligt sted og totalt øde. Måske har en nødtørftig reparation været iværksat, for et nyt pavebrev fra 1433 oplyser, at nu var s. 632 kirken ødelagt af fortærende ild, og derefter har man taget fat for alvor og opført den nuv. kirke.

Den tredie, nu stående kirke blev opført efter et mere storslået skema end forgængerne. Med bevarelse af s.muren og dele af v.gavlen anlagdes en treskibet basilika på seks fag, hvis midtskib kun løftede sig ubetydeligt over sideskibenes tage. Alt af røde munkesten på en sokkel af granitkvadre. I s.siden er tre døre, en ud til korsgangen, en til klosterets ø.fløj og en ud til pladsen ø.f. denne fløj, og i sdr. sideskibs ø.gavl fører en dør ud til det fri. I n.sidens v.fag spores en dør, men hovedindgangen har været i v.gavlen. De nye mure fik høje, spidsbuede vinduer og svære, udvendige støttepiller, hvoraf n.sidens østl. rummer en spindeltrappe. I ø.gavlen sidder i midtskibet to høje, slanke vinduer under en simpel dek. af savskifter, mens sideskibsgavlene har stigende gavlblændinger. V.gavlen har tre sen. tilmurede, vinduer.

Ikke uden påvirkning fra domkirken har bygmesteren i det indre udformet arkademurene m. svære, firkantede piller på høj skråkantsokkel og m. profilerede vederlagsbånd. Over de fleste af pillerne er indmuret et lille Kristushoved i svagt relief af brændt ler. Over hver af de runde el. svagt tilspidsede arkadebuer sidder i højkirkens mure (tilmurede) rundbuede el. svagt spidse triforieåbninger under en stor, spidsbuet blænding. I nogle af triforierne sidder indmuret en lille i tegl udskåret fig. af en trold el. dæmon m. korslagte arme. Hele kirken var overhvælvet, i ndr. sideskib m. profilerede ribber. Kirken var uden tårn, men over korgavlen har siddet et lille klokkespir.

12/12 1543 bestemte kongen, at kirken skulle skænkes til borgerne som sognekirke og klosteret indrettes til hospital. I de flg. årh. tales der bestandigt om forfald. Ved byens brand 1580 blev klokkespiret vistnok ødelagt, og 1593 havde kirken store mangler på kor, hvælving, tårn, stole o.a. Midt i al elendigheden tog man 1617 fat på opførelsen af et v.tårn, der kom til at koste ca. 3170 rdl. Tårnets stokværksdeling er markeret ved vandrette bånd, og tredie stokv. har et blændingsgalleri m. dobbelte rundbuer. Tårnet skal have været 32,6 m højt. På v.siden står 1617 i murankre. Men tårnet var slet funderet. Allr. 1651 blev der taget syn over det, og s. 633 et nyt syn 1665 udtaler, at den sdr. side var helt og den vestre side en del revnet, og 1745 nedtog man tårnets øverste del, og skibets tag blev ført ud over det tilbageblevne. Samtidigt opsattes ved forhallen en ny v.portal m. Chr. VI.s navneciffer og årst. 1746. Synsforretningen 1665 nævner endv., at hvælvingerne inden for s.døren og over fonten var faldet ned og hullerne dækket m. brædder. Spiret på ø.enden hældede ind over kirken og truede med at falde ned, kirketaget var brøstfældigt, og kirkegårdsindhegningen, der ved Nederkirkegården var af planker, var ruineret. Hele reparationen ville koste 2360 rdl. 1673 befalede kongen, at Skt. Peders kirke skulle nedbrydes og materialerne anvendes ved Skt. Katharinæ kirke, og 1685 fik kirken tilladelse til at købe materialer fra Riberhus’ ruin. Sa. år var ø.gavlens klokkespir m. Skt. Katharinas billede i vejrhanen blæst ned. Først 1743 blev hovedreparationen endelig iværksat. Overslaget var nu på 4437 rdl., og hver landsbykirke i Jylland måtte deltage m. 1 el. 2 rdl. Ved denne lejlighed er hovedskibets og ndr. sideskibs hvælvinger formentlig erstattet m. flade, gipsede lofter, og n.muren blev omb. m. undt. af de østl. halvandet fag.

Således stod bygn. i den flg. tid under et stadig tiltagende forfald, som en rest. 1837–38 ikke formåede at standse. Kirkens moderne restaureringshist. tager sin beg. i slutn. af 1880erne. Domkirkens arkt., prof. Amberg, havde udarbejdet en plan for klosterets og kirkens istandsættelse, og på finanslovsforslaget for 1894/95 var der opført et betydeligt beløb hertil. Det toges imidlertid tilbage til fordel for domkirkens rest., og 10 år efter var det istandsættelsen af Mariæ kloster i Helsingør, s. 634 der stillede sig i vejen. 1913 mødte et nyt forslag af Amberg forsk. modstand, men endelig i febr. 1918 kunne ministeriet anmode arkt. H. Lønborg-Jensen, der 1916 havde afløst Amberg som domkirkearkt., om at påbegynde forsk. sikringsarbejder, hvorefter restaureringen m. visse afbrydelser blev fortsat til genindvielsen 27/11 1932.

Kirkens væsentlige svaghed var stadig den dårlige grund, og Lønborg-Jensens første opgave blev at oprette n.muren, som hældede 60 cm. Man havde ganske vist før den sidste kirkes opførelse lagt et slyngværk af 2–3 lag ellestammer og herover nogle løse kalkbetonblokke, men det var ikke nok. Der måtte nu føres svære funderingspiller ned til ca. 6 m under terræn. Derover blev i bygningens længderetning lagt 30 cm tømmerstokke, som bygningsdelene kom til at hvile på lidt uden for deres tyngdepunkt. Langsomt, i løbet af 8 dage, drevet ved kiler og bremset af donkrafte sank murværket derefter ved egen vægt tilbage i lodret stilling. Til dette vanskelige og hidtil uprøvede, tekniske arbejde havde Lønborg-Jensen assistance af prof. G. Schönweller. I de flg. år blev restaureringen fortsat under bygningsarkæologisk medvirken af C. M. Smidt. Tagværket blev fornyet og højkirkens gesims løftet, vinduerne fik deres opr. stavværk og spidsbuede form, hvælvingerne blev genopført og rummet hvidtet. Endelig påbegyndtes 1929 tårnets istandsættelse. Fundamenterne blev sikrede, og understokværket fik en svær skalmuring, der har form af store, spidsbuedeblændinger. Til sidst blev tårnmurene ført op over skibets tagryg og forsynet m. et pyramidespir. Under kirkens ø.parti blev indr. en hvælvet varmekælder. Den samlede omkostning var 1.553.450 kr.

Overensstemmende m. dominikanernes ordensregler er der kun fundet få spor af udsmykning. Af kalkmalerier således kun et indvielseskors i koret, men i det mindste i ét vindue har der dog været glasmalerier. – Af det middelald. inventar er kun bev. syv simple munkestole i hver side af koret, der udgøres af midtskibets to ø.fag. Den udskårne altertavle er opsat 30/5 1650. Den har malerier af nadveren omgivet af Kristi dåb og Kristus i Gethsemane og korsfæstelsen; i topstykket Fr. III.s navnetræk. Tavlen er rest. 1750 og nystafferet 1932 af H. Munk (der samtidig behandlede det øvr. malede inventar). Grev Otto Diederick Schack skænkede 1678 alterkanden af sølv og 1683 den smedede alterskranke. Alterets malmstager er 1670 skænket af tolderen Maturin du Pont og hustru. Døbefonten er middelald., af granit m. evangelistnavnene indhugget i kummen. Prædikestolen og den tilh. himmel er fra 1591; den har fremstillinger af Kristi barndomshist. I ndr. sideskib hænger to store malerier, det ene, fra 1694, viser korsfæstelsen, det andet, gangen til Golgata, er malet af J. Roed ca. 1850. Kirkens tre lysekroner er fra 1703, 1705 og 1722. Ca. 1649 skænkede domkirken et orgel til Skt. Katharinæ; det blev omb. o. 1885 og fornyet 1932, samtidig m. at orgelpulpituret blev udvidet. Kirkeskib: fregatten »Rota« fra 1930. Af kirkens to klokker er den ældste og mindste, »Sancta Katerina« støbt 1477 til Skt. Nicolai kirke af Peter Hanssen i Flensborg.

Af epitafier er kun få bev., og de afventer til dels endnu istandsættelse. Der er mindesten over præsten Jak. Sørensen, † 1580, over rådmand og tolder Carsten Olufsen, † 1659, m. hustru og to døtre, og over præsten mag. Jørgen Larsen Fog, † 1710. Der er mindetavle for rådmd. og farver Peder Christiansen, † 1723, over ovenn. præst J. L. Fog og over regimentskvarterm. Knud Hauchs enke Sophie Brum, † 1703, m. deres bill. Endv. findes et epitafiemaleri m. portræt af ovenn. Carsten Olufsen m. hustru og børn. Bl. de mange ligsten i kirkens østl. del kan s. 635 nævnes sten over borger Chr. Jessen, † 1583, m. hustru og sønnebarn, borgm. Ib Jensen, † 1602, og hustru, rådmd. Thomas Bonum, † 1606, og hustru, borgm. Niels Poulsen, † 1606, og hustru, borger Hans Jakobsen, † 1624, og hustru, Peder Orlov, † 1633, og to hustruer, samt handelsmd. Jes Hansen Kjærgaard, † 1641, m. hustru og søn. I forhallen findes bl.a. ligsten over borgm. Søren Jakobsen, † 1577, og hustru, samt Chr. Engelstoft, f. 1638, rådmd. Anders Sørensen, † 1598, m. hustru og datter, borgm. Kjeld Jørgensen, † 1623, og hustru, samt kapt. Hans Andersen, † 1625, og handelsmd. Thomas Jensen Gamst, † 1644, og deres hustru.

Kirkegården omkr. kirken blev først indr. i slutn. af 1500t.; den blev nedlagt 1807 og omdannet til anlæg. På Munketorvet n.f. kirken står en Skt. Katharina brønd af Anders Bundgaard.

I Skt. Katharinæ kirke er begr. biskop Johannes, † 1286.

Missionshuset Brorsons Minde, ved Skibbroen og Fiskergade, er opf. 1900 af røde mursten.

Byen har to kirkegårde, fælles for begge kirker. Den ældste ligger i den sydl. del af den gl. by, er anl. 1807 og flere gange udv., sidst 1902, da den s.k. Lisbeth Doktors Toft, der 1750 af præsident C. M. Worm († 1753) skænkedes til Skt. Katharinæ kirke, blev indlemmet i den, så dens areal blev 2,8 ha. 1890 opførtes et ligkapel i gotisk stil (arkt., prof. H. C. Amberg). På denne kgd. er bl.a. begr. biskoppen S. Middelboe, † 1811, biskoppen Viktor Kristian Hjort, † 1818, stiftamtmanden H. s. 636 Koefoed, † 1822, biskoppen Jens Michael Hertz, † 1825, biskoppen C. D. Koefoed, † 1831, rektoren, hist. forf. P. N. Thorup, † 1846, biskoppen Tage Müller, † 1849, hist. forf. P. C. Adler, † 1851, præsten C. C. Boisen, † 1866, biskoppen J. B. Daugaard, † 1867, apotekeren F. H. v. Stöcken, † 1868, stiftamtmanden H. Nielsen, † 1885, historikeren og skolemanden J. F. Kinch, † 1888, stiftamtmanden H. C. S. Finsen, † 1892, biskoppen C. F. Balslev, † 1895, forfatterinden Christine Daugaard, † 1917, biskoppen G. Koch, † 1922, gesandten og generalkonsulen J. E. Bøggild, † 1929, og biskoppen Oluf Olesen, † 1930.

Den nye kgd. på Ladegårdsmark ø.f. byen blev anl. i slutn. af 1920rne, opr. i et landbrugsområde, nu i et bolig- og villakvarter; den er på 3,7 ha.

På den 1807 nedlagte Skt. Katharinæ kgd. begravedes 1758 digteren Ambrosius Stub. På gråbrødreklosterets kgd. begravedes 1249 biskop Gunner. – I Ribe er endv. (foruden de under Domkirken og Skt. Katharinæ kirke nævnte) begr. forf. Carsten Worm, † 1750, digteren og filologen Christian Falster, † 1752, lægen Ancher Anchersen, † 1760, biskoppen og personalhistorikeren Jørgen Bloch, † 1773, præsten P. N. Holst, † 1774, officeren J. F. G. Lehmann, † 1781.

Skt. Katharinæ præstegård ligger i Bispegade.

Rådhuset. Byens ældste rådhus lå n.f. domkirkens kgd., på n.siden af den nuv. plads. 1394 købtes til rådhus en bygn. i Grønnegade (skal have været købmandsbørs), som sen. blev udv. m. to naboejd.; de var grundmurede huse i 3 stokv. m. trappegavle og hvælvede kældere; p.gr.af brøstfældighed blev de nedbrudt 1707; 1903 er der i det hus, der nu ligger på grunden, indsat en marmortavle til minde derom. Selve det gl. rådhus blev benyttet til fængsel indtil 1736, men blev så nedbrudt.

Det nuv. rådhus på hjørnet af Stenbo- og Sønderportsgade består af to i en ret vinkel sammenstødende fløje. Hovedfløjen, der købtes af byen 1709 for 365 rdl. og indrettedes til rådhus, er et middelald. stenhus (se s. 652). Det rummer i 1. stokv. en rummelig forsamlingssal (m. forhal), hvori der findes malerier bl.a. af dronning Sophie Magdalene og af flg. stiftsbefalingsmænd og stiftamtmænd: Albert Skeel, † 1639, Gregers Krabbe, † 1655, Hans Schack, † 1719, C. C. Gabel, † 1748, Holger Skeel, † 1764, Hans Schack, † 1796, Th. Levetzow, † 1817, W. J. A. Moltke, † 1835, M. S. V. Sponneck, † 1874, H. C. Nielsen, † 1885, H. C. S. Finsen, † 1892, J. H. Ahnfeldt, † 1905, G. C. V. H. v. Stemann, † 1929, P. Herschend, † 1963, og U. C. Friis, † 1959. I den sen. opførte sidefløjs 2. stokv. findes en amts- og byrådssal m. tidl. lensmænds og rådmænds bomærker og på den ene endevæg et maleri af Ribe i middelalderen. I øvrigt indeholder rådhuset retslokaler og i et lille værelse i hovedfløjen en 1902 indr. lille rådhussamling m. et udvalg af byens gl. breve og protokoller, deribl. et håndskrift af Riber Ret fra beg. af 1400t., en rådmandsstob fra 1564, gl. sværd, morgenstjerner, jernlænker m.m. (C. A. Jensen. R. Raadhussaml. 1902).

Ved siden af rådhuset ligger arresthuset, en tidl. kom.skole, omb. i gl. stil af H. C. Amberg 1890–92; den er i to stokv. m. kælder af røde mursten på høj granitsokkel. Kælderen og en del af nederste stokv. er noget ældre, opført af munkesten. Arresthuset indeholder 9 enkelte og 2 dobbelte celler, arrestforvalterbol., kontor m.m. Råd- og arresthus ejes af byen m. 5/11 og amtet m. 6/11.

Administrationsbygningen, Skt. Nicolaj Gade, er opf. 1964–65 i moderne stil (arkt. C. F. Møller og C. K. Gjerrild). Her findes alle kommunale og tekniske kontorer, lokaler for udvalgsmøder m.v. Endv. har amtstuen lokaler her.

Politigården, Skt. Nicolaj Gade, over for administrationsbygn., indr. 1950, rummer politistat.og -kontorer, anklagemyndigheden, motor- og paskontor, kriminalpoliti m.m.

Dommergården m. dommerkontor og bolig ligger i Skt. Nicolaj Gade, politimesterboligen ved plantagen n.f. den gl. by.

Amtets vej- og vandløbsvæsens kontorer, tegnestuer og bolig for amtsvejinspektøren ligger i Alb. Skeels Gade.

Katedralskolen, Puggårdsgade, er i sit grundpræg et trefløjet anlæg, omsluttende s. 638 en skolegård m. 10 smukke lindetræer. Den østligste del af den sydl. sidefløj, den s.k. Puggård, er en interessant, senmiddelald. bygn., der stammer fra Puggårds stiftelse (se ndf.), rest. 1913–14 af arkt. J. Strøm Tejsen (M. Mackeprang i Ribe Skoleprogr. 1916). I øvrigt er største delen af bygningerne opf. 1856 (bill. bd. I,1, s. 295). Hovedfløjen mod v. bærer over indgangsdøren indskr. »Litteris et Artibus«, og på hver side af døren er der indmuret en mindetavle over tidl. elever, henh. dem, der faldt i 1. verdenskrig, og dem, der faldt i modstandskampen under 2. verdenskrig. 1884–85 blev sidefløjene mod n. og s. forhøjede til to stokv. 1903 blev Puggård, der hidtil havde været rektorbol., inddraget til undervisningsbrug (en ny rektorbol. blev 1923 opf. på skolens grund mod Sviegade). En ny gymnastiksal byggedes 1914, og hovedfløjen blev 1921 betydeligt forlænget mod s. Endelig har skolen for få år siden overtaget det tidl. bestående Dronning Louises asyl (opf. 1876 i umiddelbar nærhed af skolens grund). I katedralskolens festsal (i den sydl. sidefløj) findes portrætter af biskop Laur. Thura († 1731) og rektor Chr. Falster († 1752), og såvel i denne sal som andetsteds i bygningerne findes adsk. afstøbninger af antik kunst. I korridoren på hovedfløjens 1. sal er ophængt en række portrætter af skolens berømteste elever, fra A. S. Vedel til professor Holger Pedersen. Katedralskolen har nu (1964) 273 elever, og der er ansat 1 rektor, 14 lektorer, 5 adjunkter, 1 gymnasielærer og 2 timelærere. – Skolen er som institution meget gammel, måske landets ældste latinskole, idet den omtales allr. ved domkapitlets oprettelse 1145. En særl. indsats for den middelald. latinskoles trivsel ydedes af den biskop Christiern, der 1298 af sit gods i Jylland oprettede den s.k. Puggårds stiftelse, for at 20 fattige skoledisciple, »som duede til studeringer«, og som skulle tages fra alle dele af stiftet, kunne få fri bol. og bespisning. Betydningen af navnet Puggård er omstridt, men første led er snarest ordet puge ‘nisse’, her i betydningen ‘skoledreng’, mul. sigtende til drengenes påklædning med peblingekjole og -pose. Stiftelsen, der 1303 stadfæstedes af pave Benedikt XI og 1304 fik skattefrihed af Erik Menved, styredes af en forstander. En tidl. (af J. Kinch fremsat) opfattelse, at forstanderens bolig lå andetsteds end skoledisciplenes (i »Pughuset«), holder ikke stik. At en mindetavle over biskop Christiern er opsat (1904) på ejd. Bispegade 17, er formentlig et udtryk for den nævnte fejlagtige opfattelse. Skolens ældste plads i middelalderen var i nærheden af det nuv. Puggård, der som foran nævnt først er bygget i senmiddelalderen, vel som afløsning af det stenhus, der omtales som bygget af biskop Christiern. Sen. flyttedes skolen til Skt. Hans Gade, den nuv. Bispegade. Ved år 1500 fik den plads lige over for domkirkens v.gavl på hj. af den nuv. Skolegade og Grydergade i en bagbygn. (hvoraf en rest endnu er bev.), et meget indskrænket lokale, i alt fald for 700 disciple, som skolen if. Peder Palladius havde på den tid (1592 var der 315, ved midten af 1600t. endnu ca. 130). Sen. blev den udv., således 1586 m. en længe ud til Grydergade og 1724 m. en længe ud mod Skolegade. Da skolen 1856 fik sine nye bygninger ved Puggårdsgade, blev den gl. skolebygn. solgt til Sparekassen for Ribe By og Omegn, der siden skænkede den til fribolig. På bygningen ud mod Skolegade er 1903 af Turistforeningen indsat en mindetavle om skolen, hvor navnene på dens berømteste disciple anføres (Peder Palladius, A. S. Vedel, Anders Bording, Ole Borch og H. A. Brorson), og 1915 en mindetavle for dansk-amerikaneren, journalisten og filantropen Jacob A. Riis († 1914), som fødtes her 1849. (Bill. s. 639).

Litt.: Hovedværket om Ribe katedralskole, og overhovedet et hovedværk inden for dansk skolehistorie, er Bjørn s. 639 Kornerup. Ribe Katedralskoles Historie. I–II. 1947–52. Heri er bl.a. udnyttet værdifulde bidrag til skolens og dens elevers historie i en lang række skoleprogrammer, således af rektor P. N. Thorup 1824, 26, 27, 28, 30, 32, 37 og 43, af C. H. A. Bendtsen 1856, af V. Bloch og N. E. Øllgaard 1902 og af Ejnar Askgaard 1936, 45, 48, 55. L. J. Koch. R. Katedralskole 1886–92. AarbRibe. 1944–47. 145–60.

Det kommunale skolevæsen omfatter to større, fuldt udbyggede skoler m. realafdeling og to mindre skoler i landdistrikterne. Ældst er Bispegades skole, hvis bygninger ml. Bispegade og Hundegade er opf. 1856, 1890 og 1912. Ved udgangen af 1964 var børneantallet 459, og der var ansat 1 skoleinsp., 11 lærere og 11 lærerinder. Skolevæsenets udvikling, herunder en betydelig stigning i børneantallet, nødvendiggjorde opførelsen af en ny skole, Valdemarskolen (1950–52, sen. udvidelser 1958 og 1962, arkt., kgl. bygningsinsp. C. F. Møller og C. K. Gjerrild). Denne skole, der ligger ved Seminarievej i den østl. del af byen, havde ved udgangen af 1964 et s. 640 børneantal på 670, og der var ansat 1 skoleinsp. (der tillige er stadsskoleinspektør), 19 lærere og 15 lærerinder. I landdistrikterne ligger Ribe Markskole, opf. 1881, og Lustrup skole, hvor kun de 5 yngste årgange undervises. Ved hver af disse mindre skoler er der ansat 1 lærer og 1 lærerinde. – Ribe handelsskole, grl. 1908, der ledes af en forstander og f. t. har 175 elever, har lokaler i Valdemarskolen. Den tidl. eksisterende tekniske skole er derimod nedlagt, og dens bygn. (opf. 1897 på hj. af Dagmarsgade og Kurveholmen) overgået til privat eje.

Ribe statsseminarium oprettedes i h.t. lov af 12/3 1918 som statens eneste kvindeseminarium, idet staten overtog det indtil da bestående private seminariums bygninger. Det private seminarium, der var grl. 1899 af pastor Simon Hansen, benyttede i en årrække lejede lokaler i byens (nu nedlagte) tekniske skole, men fik 1911, idet byen skænkede grunden, opført egne bygninger (arkt. J. Strøm Tejsen) i den østl. del af byen; stilen er en smuk tillempning af den i byen almindelige gl. teglstens- og bindingsværksarkitektur. 1915 afhændede Simon Hansen seminariet til S. Noe Nygaard, der atter solgte det til staten; det åbnedes som statsseminarium 1/9 1918 m. 38 elever, og der ansattes forstanderinde, 2 lærerinder og 3 lærere. Ved lov af 23/3 1948 omdannedes statsseminariet til fællesseminarium, hvilket straks bragte elevtallet til at stige. De mindre bygningsudvidelser, der gennemførtes 1936 og 1954, viste sig snart ganske utilstrækkelige, og 1961–64 er der udført en ny, meget omfattende tilbygning i moderne, nøgtern stil, tydeligt afvigende fra de ældre bygningsdeles stil (arkt., kgl. bygningsinsp. K. Lehn Petersen). En af tilbygningens fløje omfatter en stor, kombineret gymnastik- og festsal m. tilsluttet fast scene, hvorved seminariet hyppigt har kunnet give plads for off. koncerter og teaterforestillinger. Seminariet har nu (1965) 332 elever, og der er ansat 1 seminarierektor, 8 seminarielektorer, 11 seminarieadjunkter og 8 timelærere. Byens kommunale skoler anvendes som øvelsesskoler, og stadsskoleinspektøren leder undervisningen, praktisk skolegerning. 1962 opførtes som selvejende inst. et seminariekollegium (arkt. Arne Jensen) m. bolig for en efor og værelser til 33 elever. De øvr.elever, der ikke kan søge seminariet fra deres hjem, indlogerer sig privat, bl.a. i et par pensionater.

Ribe Kunstmuseum, Skt. Nicolaj Gade, har til huse i en 1864 af røde mursten i renæssancestil opført privatbygn. (arkt. L. A. Winstrup) i to etager m. ovenlys, 1891 købt af byen med understøttelse af staten for 16.000 kr. og overdraget til den selvejende institution Ribe Stiftsmuseum nu Ribe Kunstmuseum. Museet rummer en stor, repræsentativ saml. dansk maleri og skulptur fra Jens Juel til vore dage med hovedvægten på 80ernes og 90ernes malere. Særl. må fremhæves: Jens Juel: »Ung mand i rød frakke«, Michael Ancher: »Barnedåb i Skagen kirke«, Th. Philipsen: »Udskibning af kreaturer i Kastrup« og Chr. Købke: »Portræt af maleren Constantin Hansen«.

I museets kælderetage kustodebol. og magasin til opbevaring af skulpturafstøbninger.

Til museet hører et stort, smukt haveanlæg ned til Ribe å.

Den antikvariske Samling i Ribe blev stiftet 1855 af den dav. Danske Forening og er landets ældste provinsmuseum. I sine første år opbevaredes samlingen spredt på Ribe Katedralskole, men fik dog sen. et lille værelse i det dav. hospital (Skt. Katharinæ kloster). 1898 flyttedes den til Ribe Kunstmuseums bygn. i Skt. Nicolaj s. 641 Gade, hvor den havde til huse, indtil samlingen 1934 erhvervede det s.k. Hans Tausens hus ved domkirkens v.ende og for første gang kom under eget tag. 1958 udvidedes samlingens lok. m. en afd. i Porsborgs kælder, og 1961 erhvervedes den firlængede købmandsgård Quedens’ gård i Storegade (nr. 10). Om de to sidste bygninger se under Gamle huse. 1961 fik samlingen faguddannet leder og 1962 anerkendelse som landsdelsmuseum for Ribe a. m. undt. af Anst og Slavs hrdr. – Museet, der har faglig ledelse, rummer en repræsentativ saml. til belysning af a.s forhistorie (Hans Tausens hus), kirkesamling og udstilling af renæssance-møbler (Porsborgs kælder), samt middelalderens og nyere tids kulturhistorie i by og omegn i Quedens’ gård, der i sig selv giver vigtige oplysninger om renæssancens borgerlige byggeskik, om empirens lejlighedstype samt om forrige årh.s indretning af køkken, bryggers, pigekammer olgn.

Litt.: K. T. Hansen. Museet i Ribe. Sprog og Kultur I. 1932. 65–79. K. H. Rosenstand. Provinsens ældste museum, AarbRibe. 1952–55. 557–66.

Biblioteker. Ribe Folkebibliotek har til huse i egen bygn. i Saltgade (overtaget 1958); det er opret. 1898 og har 19.250 bd. Katedralskolens bibliotek og det dermed sammensluttede Ribe Stiftsbibliotek, opret. 1821, har ca. 40.000 bd. Den antikvariske Samlings bibliotek er et håndbibliotek m. ca. 5000 bd. Desuden findes et stort byarkiv.

Teater. Der afholdes forestillinger i Ribehallen, en sportshal på Hovedengen. samt i seminariets festsal. Biografen drives af Turistforeningen og har 500 pladser; en del af overskuddet går til at vedligeholde gl. huse i byen.

Bispegården, Korsbrødregade, på Korsbrødreklosterets grund, købtes af staten til bispebolig 1869. Den består af en hovedfløj i to stokv. m. kælder, opført af røde mursten (se s. 656), og en sidefløj i ét stokv., opført af munkesten, overkalket, mul. en omb. rest af klosteret.

Den ældste bispegård lå i Grydergade. På biskop Christierns († 1313) til lå den i Skt. Hans Gade (nu Bispegade), en anselig gd. langs en stor del af gadens ø.side, og nåede m. sin grund helt ud til Hundegade. Efter reformationen lå bispegården i Skolegade, hvor den indtog hele ø.siden ud til Sønderportsgade; den var af bindingsværk i to stokv. Da H. A. Brorson blev biskop, blev den solgt ved auktion 1742. 1901 blev der på et hus i gaden (nr. 314) opsat en mindetavle m. indskr.: »Danmarks Reformator, Hans Tausen, Biskop over Ribe Stift 1542–61, boede i den ældre Bispegaard, som laa her og paa Nabogrundene mod Nord, Øst og Syd«. Her findes også en mindetavle om, at biskop Jens Dinesen Jersin boede her 1629–34.

Biskop Brorson købte til bispegård Tårnborg, der nu er posthus (se s. 648 og 653).

Domprovstegården ligger i Alb. Skeels Gade.

Stiftamtmandsgården, Puggårdsgade, (se s. 656) er opført af W. J. A. Moltke 1797, som der står på et solur på s.gavlen; den blev købt af staten til embedsbolig 1801. Her er opsat en mindetavle for Niels R. Finsen, der havde sit fædrenehjem her 1884–92.

Stiftelsen Ribe Kloster (tidl. R. Hospital) ved Skt. Katharinæ kirke har mul. allr. begyndt sin virksomhed 1537, men kom først rigtig i gang ved fundats af 12/10 1543, da Chr. III skænkede det Sortebrødreklosteret m. bygninger, gårde, abildgård, have og gårdsrum (dog ikke kirken) til et alm. hospital for fattige, »såre« og syge mennesker og til denne gave føjede Skast hrd.s kongetiende, 3 læster korn og 50 lam, samt store enge ved byen, Helligåndsgården ved R. m. alt tilliggende, dog først efter den dav. besidders død (1556 fik hospitalet i stedet for selve gården den gl. bispegård, som det solgte 1598), og den uden for byen liggende Skt. Jørgensgård, et vikarie i Vorbasse-Nebel og Skt. Jørgens Hospital i Kolding (som dog 1552 blev ombyttet m. andet gods); ved kgl. brev af 11/1 1554 blev Puggårds stiftelse m. tilhørende gods lagt til hospitalet, mod at forstanderen skulle give 12 fattige peblinge underhold og bidrage til 5 høreres løn ved katedralskolen. Sen. forøgedes hospitalets formue ved forsk. gaver og ved at optage lemmer, hvis formue ved deres død tilfaldt stiftelsen. Ved anordning af 14/9 1652 bestemtes lemmernes antal til 63, medens flere kun fik kosten. If. fundats af 31/12 1912 gav stiftelsen bolig og understøttelse til sådanne svagelige og enlige personer, hvis kår lå over de alderdomsunderstøttedes. If. fundats af 10/6 1960 yder stiftelsen nu bolig og understøttelse til svagelige og enligtstillede personer af middelstanden, fortrinsvis fra Ribe stift. Der er for tiden plads til 10 personer, der hver har to værelser m. varme, lys og rengøring, samt en vis pleje.

Stiftelsens formue, indbefattet fast ejd. og ca. 17 ha marsk, udgør ca. 1,2 mill. kr. Den bestyres af en forstander under inspektion af stiftamtmanden, biskoppen, politimesteren og Skt. Katharinæ kirkes sognepræst.

Stiftelsen har stadig til huse i Sortebrødreklosteret, der ligger på s.siden af og er sammenbygget s. 643 m. Skt. Katharinæ kirke, der danner kompleksets n.fløj. Af de 3 klosterfløje er den østre nu forsvundet, idet dens v.mur står som ydermur i østre korsgang; en sådan findes langs alle fratergårdens ø.-, n.- og s.sider og åbner sig m. åbne arkader mod gården, idet der dog nederst i hver arkade findes en lav brystningsmur.

I ndr. korsgang giver en dør i stedet for den nordøstl. arkade adgang til fratergården. Alle klosterfløje er i to stokv. Vestre fløjs nederste stokv. er – m. undt. af et smalt rum inden for n.gavlen – en stor, hvælvet hal, som åbner sig mod fratergården m. spidsbuede arkader ligesom korsgangen, hvormed den står i forbindelse. I øvre stokv. er der mod gården en række smalle vinduer i alle 4 fløje, spidsbuede i ø.siden, ellers fladbuede; disse 3 sidste fløje prydes af en gennemløbende firkløverfrise, som ø.muren mangler, medens den har en smuk, af savsnitskifter prydet gesims. Alle arkaderne står nu efter restaureringen åbne. Over den midterste s.arkade sidder 3 brændtler-relieffer, Kristushoveder, svarende til dem i kirken.

Allr. 1652 var 6 fag af østre klosterfløj forsvundet, og resten skal være styrtet ned under en storm i 1600t.s slutn.; i denne fløj var der en stor, hvælvet sal, benyttet som spisesal af katedralskolens disciple, så længe de fik kosten her. Da denne fløj stod, dannede bygningerne sa. m. kirken et regelmæssigt, 4-fløjet anlæg. Dog har s.fløjen en vestre forlængelse, som strækker sig ud over v.fløjen, men denne er yngre end det øvrige anlæg. En ældre udløberfløj fra midten af s.fløjen er blevet s. 644 nedbrudt i beg. af 1800t., måske i 1820rne, da s.fløjen blev omb. og fik sin nuv. klassicistiske s.façade. En stentavle over en af dennes døre fortæller om hospitalets hist. og siger, at den ved egne midler fik en »forbedret Indretning« 1925–27.

Af kompleksets yderside har ø.siden en rå mur uden arkitektoniske enkeltheder; i flugt m. denne står s.fløjens ø.gavl, som i sin nuv. form stammer fra beg. af 1800t. S.façaden har to regelmæssige vinduesrækker og to symmetrisk anbragte empiredøre; man ser dog i murfladen sider og buestik af de opr. fladbuede vinduer. V.fløjen har bev. mest af sit opr. gotiske præg. Nedre stokv. har ingen vinduer i v.; i øvre stokv. er der rester af 5 ganske små, opr. vinduer, hvoraf de 3 dog er afløst af nyere, større; fløjen er prydet m. kløverbladfriser, dels en under taggesimsen, dels en dobbelt under øvre stokv.s vinduer. S.fløjens vestre forlængelse har her intet vindue i n., men i gavlen i øvre stokv. to fladbuede vinduer, der indfattes af høje, spidsbuede blindinger; også den er prydet m. kløverbladfrise ml. de to stokv., men denne er simplere end de andre og tilhører et yngre tidsrum inden for sengotikken.

Indgangen til klostret var opr. i v.fløjens n.gavl; her kom man ind i en smal, hvælvet forstue, hvorfra en dør førte ind i vestre korsgangshal og en anden gennem kirkens v.gavl ind i sdr. sideskib. Udvendig på klosterfløjens n.gavl, nær kirkegavlen, findes en niche, som bærer spor af at have været en udvendig kamin. Den kamin, hvoraf der er bev. rester i brystningsmuren af vestre fløjs midterste gårdarkade, stammer fra sen. tid, da man tilmurede arkaderne.

Sortebrødreklostret i Ribe er næst efter Karmeliterklostret i Helsingør det bedst bevarede klosteranlæg i Danmark, og i flere henseender er det det interessanteste. I den næsten kvadratiske fratergård hersker der den strengeste regelmæssighed, og dog hersker her en ret fri komposition; vinduerne sidder ikke lodret over hver sin arkade, og arkaderne i ø.siden er lavere end de andre, ligesom vinduerne i ø. sidder lavere end i de andre sider. Inde i denne østl. korsgangs ø.mur findes der senromanske enkeltheder, der tyder på, at de forsk. dele af klostret er opført til forsk. tid. Et senromansk klosteranlæg må sa. m. en samtidig kirke (hvoraf der findes rester i kirkens s.mur) have været det ældste anlæg (anlæg nr. 1), som dog aldrig er blevet fuldført. Efter at man har opført en ny, højgotisk kirke (nr. 2), har man fortsat m. at opføre klostret, også i højgotik. Dog heller ikke det blev fuldført. Først efter at kirke nr. 2 var blevet nedbrudt og den nuv. kirke var opført i sengotik, blev klostret (anlæg nr. 3) fuldført.

De senromanske træk i ø.muren er to rundbuede dobbeltvinduer m. midtsøjler af tegl og kapitæl af gullig kalksten; de findes på hver side af kapitelsalens portal, der er spidsbuet. Ø.fløjen viste sig ved udgravninger at have haft en længde af 33 m; den må være opført kort efter klostrets stiftelsesår 1228 (anlæg nr. 1). Østre korsgang og antagelig også sdr. klosterfløj tilhører anlæg nr. 2 og stammer fra 1300t.; dette anlæg skulle have haft en énetages korsgang i n. og s., idet fortandinger for disse endnu ses på muren af østre korsgangs nedre stokv. Antagelig i 1420rne er da 3. anlæg blevet fuldført m. korsgangsbygninger i to stokv., først den ndr., så den sdr. og endelig, i binding m. denne, vestre klosterfløj; efter midten af 1400t. er s.fløjens forlængelse tilføjet.

Klostret gennemgik i 1920rne en gennemgribende restaurering ved arkt. Harald Lønborg-Jensen.

I s.fløjen, der nu er hovedfløjen, er i stuen forstanderens bolig, i 2. stokv. bolig for klosterdamerne. Under fløjens ø.ende er der en opr. kælder, dels m. fladt bjælkeloft, s. 645 dels m. tøndehvælving. I ældre tid, vistnok endnu op i 1800t., udgjorde næsten hele den vestl. halvdel af denne fløjs stueetage ét stort rum, sygestuen, m. sengesteder til de syge; v.enden var indr. som kirke. I v.fløjens nederste stokv. har der indtil 1861 været dåreanstalt; sen. havde Den antikvariske Samling plads her. I Den antikvariske Samling findes grundplan og tegning af hospitalet, af maleren P. Ussing 1841.

Litt.: Maria Rosenvinge. Uddrag af Gopie-Bog for R. Hospital, AarbRibe. 1923–27. 143–60. Vald. Andersen. R. hospital omkr. 1800, AarbRibe. 1961. 250–65.

Sygehuset, østl. i byen ved Tangevej, ejes af amt og by i fællesskab; foruden fra R. a. og by modtager det patienter fra de nordligste sogne i Tønder a. Det er opf. 1908 (arkt. N. Christof Hansen) og bestod da af 3 adskilte, omtr. lige store bygningsafsnit for henh. medicinsk-kirurgiske, epidemiske og tuberkuløse patienter m. plads til i alt 60 patienter, samt en økonomibygn. 1936–38 fik sygehuset en større udvidelse (arkt. C. F. Møller og C. K. Gjerrild) til sit nuv. omfang og udseende. Det har nu 5 sengeafdelinger m. plads til 132 patienter, en behandlingsfløj m. fysiurgisk afd. i kælderetagen, skadestue og røntgenafd. i stueetagen, operationsafd. på 1. sal og laboratorium m.m. i loftsetagen. Dernæst er der økonomibygn., værksted, varmecentral og nød-elværk; 1959 byggedes et nyt lighus m. sektionsstue. 1960 blev sygehuset delt i en medicinsk og en kirurgisk afd. m. hver sin overlæge, og 1962 kom dertil en røntgenoverlæge; sygehuset betjenes desuden af narkose- og laboratorieoverlægerne ved centralsygehuset i Esbjerg.

Åndssvageanstalten ved Tangevej er oprettet i h. t. lov af 10/2 1905 som en selvejende institution under Statens Åndssvageforsorg. På det 28 ha store areal er opført ca. 25 forsk. bygninger, de ældste 1905–7 (arkt. N. Christof Hansen): 3 afdelingsbygninger, økonomibygn., forstanderbol., kedel- og maskinhus for i alt 623.000 kr.; indvielsen skete 5/11 1907, og der var plads til 210 patienter. 1913–14 foretoges for 436.000 kr. en stor udv., hvor der blev opf. 11 nybygninger, bl.a. en børneafd., arbejdshjem, sygehus og epidemisygehus. 1927 opførtes et beskæftigelseshjem for drenge. 1919 fik anstalten egen kgd., der dog ikke har været benyttet siden 1963.

1952–62 er der opført en ny afd., Nørrelund (arkt. C. F. Møller og C. K. Gjerrild), på Ribe Nørremark, hvor den har erhvervet Ribe Avlsgård (25 ha), hvor en del patienter oplæres i landbrug.

I alt er der nu (1964) under forsorgscentret i Ribe anbragt 760 patienter, og der er et personale på 375. Et stort byggeprojekt til 24 mill. kr. er påbegyndt 1964.

Alderdomshjemmet, Skt. Laurentii Gade, er 1910 indr. i det tidl. sygehus, en trefløjet bygn. i ét stokv. af røde mursten, opf. 1873. Der er plads til 20.

Alderdomshjemmet Riberhus, der ejes af 4 omegnskommuner, har til huse i det tidl. Hotel Riberhus i Skt. Nicolaj Gade.

Jacob A. Riis’ børnehave, selvejende.

Af stiftelser er der: Pastor Bruuns stiftelse, Hundegade, af røde mursten og bindingsværk i ét stokv., opret. 1822 af pastor Andr. Chr. Bruun († 1824) til fribolig for en præsteenke fra Ribe stift og en borgerenke fra Ribe, fortrinsvis af stifterens slægt.

Pastorinde Bangs stiftelse, Skolegade, af røde mursten i ét stokv. m. kvist fra 1700t., opret. 1865 af enkepastorinde Marie, Margr. Cecilie Bang († 1872), to friboliger for en enke og en ugift datter af en embedsmand. Den bestyres af stiftsøvrigheden.

Sparekassens friboliger, Skolegade, af røde mursten i ét stokv. m. kvist (den ældre latinskole) er opret. 1887 af Sparekassen for Ribe By og Omegn m. friboliger (6 lejligheder og 3 enkeltværelser) for trængende fra R. og omegn. Den bestyres af sparekassens direktion.

Alderdomsfriboligerne, Gravsgade, af røde mursten i ét stokv., har 4 friboliger og 4 billige lejligheder for ældre håndværkere og deres enker; de er opf. 1895 af en forening og har en bestyrelse på 7 medlemmer.

Frk. Regine Christensens stiftelse, hj. af Sønderportsgade og Puggårdsgade, er opret. 1914 og giver billige boliger for værdige, trængende piger; den bestyres af politimesteren, sognepræsten ved Skt. Katharinæ kirke og en lærer ved katedralskolen.

Hvilehjemmet Ved Åen er opret. i det tidl. missionshotel i Badstuegade m. façade mod åen. Det optager ældre, enlige mennesker i pension.

Gasværket over for banegården er anl. 1863 af dir. Howitz og ejes af kom. Der produceres ikke mere gas, men gasbeholderne fungerer som beholdere for flydende propangas, som leveres forbrugerne gennem de gl. ledninger.

I det tidl. elektricitetsværk, opf. 1926 (arkt. Axel Hansen), er der nu kontorer og laboratorium for stadsdyrlægen, samt kommunale magasiner og garager. Elektricitet leveres fra Sønderjyllands Højspændingsværk i Åbenrå.

Vandværket, Dagmarsgade, anl. 1887, har et vandtårn af røde mursten (bygningsinsp. J. Vilh. Petersen); 1951 anlagdes et nyt vandværk på Skinnermarken. Det gl. vandværk har 1963–64 oppumpet 276.400 m3 vand, det nye 748.630 m3.

En fjernvarmecentral i Skt. Nicolaj Gade forsyner det meste af byen m. varme.

Dampbadeanstalten er opf. 1964 i forb. m. et friluftsbad ved Seminarievej; den ejes af kom.

Ribehallen på Hovedengen over for Skibbroen (opf. 1957, arkt. Dahl Nielsen) har en sports- og mødehal og rummer tillige et vandrerhjem; det er en selvejende institution.

Stadion m. bold- og atletikbaner og klubhus er anlagt af kom. ø.f. sygehuset, ned mod åen.

En ungdomsgård har kom. opført på markedspladsen.

På markedspladsen er opført to store staldbygninger, hvor der holdes kreaturmarked hver mandag eftermiddag og grisemarked hver lørdag formiddag.

Banegården for enden af Stationsvejen er opf. 1874. R. er station på statsbanen Bramminge-Tønder, der åbnede på strækningen Bramminge-R. 1/5 1875, R.-V. Vedsted 15/11 1887.

Toldkammeret, Ved Åen og Storegade, er omb. 1845 på fundamentet af en bygn. fra 1602, af røde mursten i to stokv.

Posthuset har siden 1891 til huse i den tidl. bispegård Tårnborg (se s. 653). Den købtes som tidl. nævnt 1740 af biskop H. A. Brorson og kaldtes på hans tid også Blågård p.gr.af de mørkglaserede tagsten. Navnet Tårnborg (Torneburg) findes s. 647 første gang i en liste fra ca. 1440 i Ribe Oldemoder over grunde, som gav jordskyld til domkapitlet. Da embedet som succentor ved domkirken oprettedes 1452, blev Tårnborg hans bolig. Efter reformationen kom den til kronen, som 1540 solgte den til rigsråd Oluf Munk († 1569), der vistnok har opført den nuv. bygn. Fra ham gik den til svigersønnen Josva v. Qvalen og derpå til datteren Magdalenes 2. mand Sigfred Rindscheidt, som solgte den til biskop Hans Laugesen († 1594). Den arvedes af hans svigersøn Anders Sørensen Vedel og hans søn magister Søren Andersen Vedel († 1653), der 1651 overlod den til svigersønnen dr. Ludv. Pouch. 1740 købtes den af Brorson, som 1761 solgte den til staten »til at være og forblive en bestandig bisperesidens«. 1868 blev den dog mageskiftet til enkefru G. M. Knudsen og blev lejet ud til private, indtil staten 1891 lejede den til posthus og 1902 købte den.

1901 blev der på bygn. indsat en marmortavle m. indskr., der siger, at salmedigteren, biskop H. A. Brorson boede her de sidste 20 år af sit liv.

Rutebilstationen er anlagt i forlængelse af banegården. Herfra udgår 10 ruter til de omliggende byer og til Mandø. Der er garager og værksted i en tidl. baneremise.

Hoteller. Hotel Dagmar, Torvet (se s. 654); Hotel Klubben, Sønderportsgade; Hotel s. 648 Munken, Dagmarsgade; Hotel Sønderjylland, Sønderportsgade; Hotel Stenbohus og Weiss’ Stue (se s. 655) på Torvet; Hotel Postgården, Storegade; Højskolehjemmet, Saltgade; Den gamle Kro og Turisthotellet i Hundegade.

Anlæg og mindesmærker. På begge sider af Stationsvejen findes et 0,8 ha stort anlæg, påbeg. 1876. I anlægget n.f. vejen er der 1864 rejst en granitstøtte m. indskr. og buste (billedhugger Rs. Andersen) af H. A. Krüger, Bevtoft, og s.f. vejen en granitstøtte m. indskr., relief og buste (billedhugger A. Paulsen) af Anders Sørensen Vedel (Øllgaard i AarbRibe. 1903. 51–63). I et hus i Skolegade er der 1901 af Turistforeningen indsat en mindetavle m. indskr.: »Paa denne Plads laa Lilliebjerget, hvor A. S. Vedel boede i 35 Aar indtil sin Død 13/2 1616«. Ved domkirken er der 5/7 1911 afsløret en bronzestatue af H. A. Brorson (kopi af prof. Saabyes statue foran Marmorkirken i Kbh.). På Slotsbanken er der 24/8 1913 afsløret et mindesmærke for dronning Dagmar (billedhuggerinde Anne Marie Carl-Nielsen). Ved Åen, tæt ved vejen fra banegården til byen, er der 28/6 1925 rejst et mindesmærke for gæringsfysiologen Emil Chr. Hansen (billedhugger A. Bundgaard) og skænket byen af Wahl-Henius Instituts elevforbund, Chicago. Ved Dagmarsgade er der 14/6 1914 afsløret en mindesten over soldater fra Ribe by, der faldt i krigene 1848–50 og 1864, en 4 m høj sten (arkt. Carl Brummer). På plænen foran Skt. Katharinæ kirke er rejst en mindesten for 6, der faldt i frihedskampen under besættelsen 1940–45. I et hus i Sønderportsgade (nr. 189) er der 1901 indsat en marmortavle m. indskr.: »Her lå Jens Sadelmagers Hus, hvor Digteren Ambrosius Stub boede som Skoleholder 1754«. Sønderportsgade nr. 127 bærer en marmortavle m. indskr.: »Her boede Skrædder Laurids Spliid, hvis ulykkelige Hustru Maren 9. Nov. 1641 blev brændt for Trolddom imellem Galgebakkerne ved Ribe«. På Hotel Klubben findes en mindetavle om den gl. kannikeresidens Snogdal, hvor bl.a. A. S. Vedels lærer Jens Pedersen Grundet boede til sin død 1565. Om mindestøtten for stiftamtmand W. J. A. Moltke se under Skove ndf. s. 672.

Karakteristisk for Ribe var dens 3 møller: Midtmøllen, der anlagdes 1526 af ribeborgeren Svend Neb (hvis navn menes at indgå i Nibså), Ydermøllen, der også grundlagdes 1526, og Stampemøllen, ligeledes anl. i 1500t.

De vigtigste foreninger er Ribe Handelsstandsforening, Ribe Håndværker- og Industriforening, Ribe Turistforening, Det antikvariske Selskab (landets ældste museumsforening); dernæst forsk. lokale afdelinger af landsforeninger og idrætsforeninger.

Af aviser er der Ribe Stiftstidende, grl. 1786; dernæst er der kontorer for Vestkysten, der trykkes i Esbjerg, og Vestjysk Aktuelt, der trykkes i Kbh.

Gamle huse. Ribe bys opr. kerne har i sjælden høj grad bev. den gadeplan, som blev fastlagt i middelalderen af denne tids funktionelle krav til Danmarks største handelsby, som samtidig rummede kongeslot og bispesæde. Selv om Ribe ås mange grene ikke mere har forsvarsmæssig betydning, danner de stadig rammen om et helstøbt bybillede. Selv om havnen ikke mere spiller afliv, er havnekvarterets plan m. skibbroen og de smalle, vinkelrette slipper op imod Grønnegade (opr. Groningergade) endnu ubrudt. Den gl., n.-s.gående hovedfærdselsåre, som bragte varerne til og fra, fører stadig n.fra over den opr. mølledæmnings selvgroede øer (Nederdammen og Mellemdammen), forbi Skibbroen, over Storegade (Overdammen) til domkirken; herfra ø.om ad Stenbogade og videre mod s. ad Sønderportsgade til s. 649 s. 650 Sønderport og Tønder landevej. Af Riberhus er kun voldstedet tilbage, men Grønnegade løber i lige linie herfra og til domkirken, som stadig er centrum i sit eget net af gader. Kun to nyere vejføringer har væsentligt ændret dette. Den ene – Nygade, fra Grydergade til Sønderportsgade – er lagt lige så nænsomt, som den anden – Dagmarsgade, fra v. Støckens Plads til jernbanestationen – er linealret brutal. Fra Ribe kom.s side gøres der store anstrengelser for at bevare helheden i byen, og i betragtning af at de sen. års udvidelser former sig som planetbyer i ø. og n., må disse bestræbelser have gode muligheder for at lykkes.

Også hvad angår de bevarede ældre huse, er byen i usædvanlig grad begunstiget. Efter en storbrand 1580 blev væsentlige dele af bykernen fornyet, således at Ribe ved den næsten totale stagnation efter svenskekrigene 1650 stod m. et sæt solide, nybyggede huse, opførte til at stå for et slid, som de aldrig blev udsat for. Det nittende årh.s store økon. udvikling gled, p.gr.af 1864-grænsedragningens snævre jernbånd om byen, Ribe fuldstændig forbi. Derved blev det mul., at så s. 651 s. 652 mange gl. bygninger overlevede. For at få en oversigt over disse, vil en tidsmæssig opdeling være rimelig.

Før 1550. Det ældste hus er det senmiddelald. Puggård (Puggårdsgade 22; bill. s. 639), som er en del af katedralskolen. Det står i blank, rød mur af munkesten og består egl. af to huse: en østre del i to stokv. og en tilføjet vestre del i én etage. Efter rest. 1913–14 (arkt. J. Strøm Tejsen) står huset m. kamtakkede gavle og fladbuede vinduer. Ribe rådhus (v. Støckens Plads 1; bill. s. 637) er ligeledes i sin opr. skikkelse to middelald. stenhuse, som er samlede til ét, formentlig efter 1528, hvor kanniken Niels Jensen Terkelsen erhvervede dem. Det er et seks fag langt hus i blank, rød mur og i to etager. N.gavlen, der nu er dækket af nabohuset, og som menes at stamme fra før ombygningen, er prydet m. tre spidsbuede blændinger. S.gavlen, der ligesom façaden skyldes ombygningen, er opdelt af vandrette gesimsbånd og en kaminskorsten i midtaksen, samt er blændingsprydet. Begge gavle s. 653 står kamtakkede. Façaden, der har etageinddelingen markeret ved gesimsbånd, har to rigt profilerede spidsbueportaler (hvorover indskrifterne: »Christus vincit« og »Christus regnat«), medens de stavværksdelte vinduer står fladbuede. Bygn. restaureredes 1892–94 (arkt. H. C. Amberg), ved hvilken lejlighed tilføjedes i gl. stil en vinkelfløj mod Sønderportsgade og et firkantet trappetårn i gården. Tårnborg (Puggårdsgade 3), der nu er byens posthus, er det tredie stenhus fra denne periode. Det er opf. i 1540rne, formentlig af Oluf Munk, er af hustype mærkeligt nok mere en lille herregård som det omtr. samtidige fynske Rygård, end et byhus. Efter en rest. 1906–08 (arkt. H. C. Amberg) står huset i blank, rød mur og teglhængt m. munk-og-nonne-tagsten. Ved denne lejlighed genopførtes det ottekantede trappetårn mod n., gavlenes kamtakker, s.sidens to tagkviste, og de opr. vinduer genåbnedes. Det høje, toetages hus m. sine stejle, blændingsprydede gavle står m. små, rektangulære vinduer i underetagen, mens overetagen er fremhævet s. 654 ved en rundbuefrise i etageadskillelsen samt store, fladbuede vinduer. Med denne markering af en sals-etage demonstrerer Tårnborg tydeligt sin karakter af adelshus (C. A. Jensen. Taarnborg i Ribe, Arch. X. 1914). Ribes ældste bindingsværksbygninger repræsenteres af fire huse, der alle dateres til 1540–1550erne. Det drejer sig om to sammenbyggede, énetages lejevåninger ved siden af Tårnborg (Puggårdsgade 5), et énetages hus i Fiskergade 5 m. en fin, knægtbygget gavl mod Skomagerslippe, samt det toetages gavlhus, hvis grundmurede gavl ligger mod Grønnegade (nr. 12), og som strækker sig i 10–11 fags dybde langs Smalleslippe. Alle karakteriseres af meget svært tømmer og store, svungne knægte.

Fra tiden 1550–1650 stammer de fleste af Ribes ældre huse. Af periodens stenhuse er to opført efter branden 1580. De lukker tilsammen de to sider af det lille, trekantede torv ved domkirkens ø.ende. Begge er opført som toetages gavlhuse af rige storborgere, og begge er noget omb. i det ydre. Hotel Dagmar (Torvet 1) er bygget 1581 af borgm. Laurids Thøgersen (årst. og initialer som murankre på langsiden) og har opr. haft gavl og hovedindgang mod Storegade. Sammenbygget hermed er en to-etages, grundmuret længe m. port langs Storegade. Porsborg (Torvet 3–5), som vender sin gavl mod Stenbogade, er vistnok – trods årst. 1582 på porten – opf. ca. 1590. Bygherren skal være rådmand Peder Baggesen, og dennes svigersøn, sgpr. Mads Pors skal have givet navn til huset. Også dette er i to etager og har en port i vinkelfløjen – mod Stenbogade. Bindingsværkshusene deler sig i tre kategorier: I. Gavlhusene, som vendte gavlen mod hovedgaden, og som opførtes og beboedes af overklassen. II. Langhusene, som vendte siden mod gaden, og som mere tilhørte mellemklassen. III. Boderne el. lejevåningerne, som var i én etage, og som beboedes af mindre håndværkere og arbejdere. Langt de fleste af gavlhusene har nu mistet deres fornemste pryd og konstruktivt set ømmeste punkt, nemlig gavlene, og de fleste står nu med gadefaçade fra en sen. tid. De vigtigste af disse huse er: Fiskergade 1, på hj. af Storegade (1580erne), Fiskergade 3 (ca. 1600), Grønnegade 21 (ca. 1600, sammenbygget m. et femfags langhus, rest. 1964 af arkt. H. H. Engqvist), Sortebrødregade 5 (ml. 1580 og 1584) og 7 (ml. 1616 og 1627), Storegade 5 (apoteket), der bag sin lange, grundmurede façade (kort efter 1850) bl.a. rummer dele af et gavlhus fra ml. 1580 og 1599, Storegade 8 (ml. 1580 og 1585), 10 (Quedens’ gård, længen langs Sortebrødregade ml. 1580 og 1583), 16 (på Mellemdammen ca. 1600), 18 (Terpagers gård, ca. 1600, gadesiden er sa. m. portfløjen omb. til langhus 1671). Endelig Sønderportsgade 17 på hj. af Puggårdsgade (1597, rest. 1963–64 af arkt. H. H. Engqvist. »Et Ribeminde« m. artikler af J. Bukdahl, J. Hjarnø og H. H. Engqvist. 1963) og 21 (ca. 1600). Det bedst undersøgte af disse huse er – efter rest. og indretning til museum (1961–64, arkt. H. H. Engqvist) – det gavlhus, som nu indgår i komplekset Quedens gård. Samtidig er det ganske karakteristisk for denne type af huse. Det er opf. ml. 1580 og 1583 af rådmd. Ebbe Mogensen. Huset er fire fag bredt og 16 fag dybt, det har knægtbyggede gavle, af hvilke den opr. karnapprydede hovedgavl er forsv., samt knægtbygget langside mod Sortebrødregade og m. højstolper mod gården. Knægtene prydes af Ribes særl. sparremønster. Huset har en opdeling, som er markeret både i plan og opstalt. De første 7 fag rummer husets entre (»framgulvet«), dagligstuen (»dørns«) og køkkenet; de næste fem det fine rum (»stuen«), som ligger hævet over høj kælder. Denne disposition synes at have været grundtype for Ribes »ildebrandshuse«. De sidste fire fag er et særl. træk ved dette hus, og brugen s. 655 er da heller ikke ganske klar. – De to eneste huse, som har bevaret deres gadegavle, er Storegade 28 (på Nederdammen) og Sønderportsgade 37, der begge dateres til o. 1625 og begge i disposition samt ved sine konsolknægte skiller sig stærkt ud fra de forannævnte. – Af langhusene er de bedst bevarede Kapellangården (Præstegade 15), som er opf. 1576 (dat. over indgangsdøren), og som prydes af skråriflede knægte, samt Weiss’ Stue (Torvet 2, fem fag opf. o. 1600, tre fag sen.) m. sine fine interiører. Men også Sønderportsgade 1 (i alt 10 fag, de to vestligste af et andet langhus, begge opf. 1580erne) og 19 (ca. 1600, nu seks fag, opr. 12, hvoraf to nu hører under nr. 17 og fire under nr. 21) må nævnes. – De fleste boder gemmer sig nu bag ændrede façader, men en bev. række kan ses i Præstegade nr. 19–27 (ca. 1600, alle opr. på 3 el. 4 fag), og to findes i Gråbrødregade 4 og 6 (ca. 1600).

1650–1750. Fra denne periode, hvor Ribe helt er gledet ind i udviklingens bagvand, kan kun nævnes to huse. 1724 forsynedes den gl. latinskole (Torvet 21–23), hvis øvr. bygn. delvis rækker tilbage i middelalderen, m. en ny façade i grundmur. Den er 11 fag lang, har fuldvalmede gavle og en 3-fags gavlkvist i midtaksen. Heri en sandstenstavle m. årst. 1724 under Fr. IV.s kronede navnetræk. Det andet er den 1671 ombyggede bindingsværksfaçade på Terpagers gård (Storegade 18) m. sine mange udskårne og stafferede detaljer. På porthammeren findes årst. samt bygherrens, storkøbmanden Niels Terpagers initialer.

I tiden 1750–1850 – hovedsagelig i den sidste halvdel – opførtes en række beskedne 1- og 2-etages huse, der danner grundtrækkene i Ribes arkitektoniske fysiognomi. Sådanne rækker kan fx. ses i Bispegade (13–23), Gråbrødregade (9–17), Klostergade (2–8) og Skibbroen (5, 7, 11, 17, 21). Men også Harsdorff-skolens rige indflydelse på Danmarks provinsarkitektur satte sig gode spor i byen. Eksempler herpå er stiftamtmandsboligen (Puggårdsgade 7), hvis opr., sydl. del er opf. 1797. Huset er i to etager, står i blank, rød mur og er teglhængt. Det er 6 fag langt m. de 2 midterste indrammet af hvide rustikkæder. Hvide murbånd i etage-adskillelserne og en hvid tandsnitsgesims danner de vandrette inddelinger. Den opr. harmoni er noget forstyrret af sen., jævnhøje udv. mod n. (beg. af 1800t.). Samme farveholdning præger Korsbrødregårds – den nuv. bispegårds – façader, som dateres til ca. 1800. Huset er 9 fag langt, har hvid sokkel og gesims og 3/4-valmede gavle. Façaden leddeles vandret af murbånd ml. de to etager og lodret af risalitter i de to næstyderste fag. I risalitterne står underetagen hvidtet og å-refends-fuget som postament for overetagens korte, hvide pilastre omkr. vinduer i hvide rammer. En stærkt forenklet udgave af denne façade er Quedens’ gårds (Storegade 10), der dateres til o. 1830. Fra sa. tid skal stamme den mest charmerende repræsentant for denne skole i Ribe, nemlig det lille, grundmurede, 2-etages borgerhus i Grønnegade s. 657 (nr. 22). Det står i rød mur og er 5 fag langt, af hvilke de to yderste markeres af risalitter m. hvide å-refends-fuger. I midtpartiet samles façaden af et hvidt murbånd i etage-adskillelsen. – Den flerlængede marskgård synes at have været det arkitektoniske udgangspunkt for hjørneejendommene Præstegade-Korsbrødregade, Grønnegade-Korsbrødregade (Præstegade 28–30, ca. 1800 og Grønnegade 41, ca. 1830–40) samt for det s.k. Maren Spliids hus på hj. af Sønderportsgade og Bispegade (Sønderportsgade 3, 1700t.). Alle de nævnte huse er fredet i klasse A el. B.

Litt.: Hugo Matthiessen. Gl. Huse i R. 1937.

Statistik.

Indbyggerantallet i Ribe kbst. var 26/9 1960: 7809 indb. fordelt på 2395 husstande (1801: 1994, 1850: 2984, 1901: 4243, 1930: 5895, 1955: 7606). Opgjort på grundlag af folkeregistrene var indbyggerantallet i Ribe 1/7 1964: 8019 indb. – Efter erhverv fordelte befolkningen i Ribe kbst. sig 1960 i flg. grupper: 516 levede af landbr. m.v., 2521 af håndv. og industri, 897 af handel og omsætning i øvrigt, 359 af transportvirksomhed, 1186 af administration og liberale erhverv, 317 af anden s. 658 erhvervsvirksomhed, 1958 af formue, rente, understøttelse olgn.; 55 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Der var ikke ved udgangen af 1963 noget skib indregistreret i Ribe, og ingen skibe indgik til el. udgik fra Ribe toldsted i 1963.

Der var i Ribe kbst. 31/12 1963 i alt indregistreret 1189 automobiler, deraf 805 alm. personbiler, 24 drosker olgn., 12 rutebiler, 343 vare- og lastbiler samt 142 motorcykler. 12 bilruter på fra 23 til 137 km udgik fra el. berørte byen.

Af erhvervsvirksomheder var der ved erhvervstællingen 1958 77 håndværks- og industrivirksomheder m. 700 beskæftigede, en årsomsætning (1957) på 25,7 mill. kr. og en lønudgift på 5,8 mill. kr., endv. 42 bygge- og anlægsvirksomheder m. et personel på 147, en samlet omsætning 1957 på 3,3 mill. kr. og en lønudgift på 0,9 mill. kr. Af handelsvirksomheder var der 15 engros- og dermed beslægtede virksomheder m. 41 beskæftigede, en årsomsætning (1957) på 9,7 mill. kr. og en lønudgift på 200.000 kr., og 139 detailhandelsvirksomheder m. 420 beskæftigede, en årsomsætning på 27,7 mill. kr. og en lønudgift på 1,3 mill. kr., 25 hotel- og restaurationsvirksomheder m. 119 beskæftigede, en omsætning på 2,5 mill. kr. og en lønudgift på 283.000 kr., 18 vognmandsforretninger olgn. m. 41 beskæftigede, en årsomsætning på 676.000 kr. og en lønudgift på 114.000 kr., og endelig 30 virksomheder, der drev forsk. servicevirksomhed (bl.a. vaskerier, renserier, frisører etc.) m. i alt 77 beskæftigede, en årsomsætning på 687.000 kr. og en lønudgift på 128.000 kr.

Finansielle forhold. Kom.s driftsindtægter udgjorde 1962/63 4.663.000 kr.; skatterne indbragte 4.038.000 (heraf opholdskommuneskat: 3.380.000 kr., erhvervskommuneskat 7000 kr. og aktieselskabsskat 81.000 kr., ejendomsskyld 193.000 kr., grundskyld 280.000 kr., grundstigningsskyld 25.000 kr.), afgifter og kendelser 64.000 kr., overskud af vandværk 40.000 kr., af gasværker en udgift på 3000 kr. og af el- og varmeværker en merindtægt på 111.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 4.241.000 kr. – var sociale udgifter 1.054.000 kr., udgifter til undervisningsvæsen 970.000 kr., biblioteksvæsen, museer olgn. 86.000 kr., medicinalvæsen 433.000 kr., vejvæsen 155.000 kr., gadebelysning 97.000 kr., snerydning 41.000 kr., off. renholdelse i øvrigt 48.000 kr., brandvæsen 37.000 kr., parker, idrætsanlæg m.v. 82.000 kr. og administration 617.000 kr.

Kom.s formue udgjorde 31/3 1963: 17,3 mill. kr., hvoraf i faste ejd. 10,6 mill. kr. og i værdipapirer 6,7 mill. kr. Kom.s gæld var 7,0 mill. kr.

Kom.s skatteprocent var 1963/64 10,8 – lidt højere end kbst. i sa. størrelsesgruppe som Ribe og 1,0 pct. mere end gnmst. for samtl. provinsbyer; den kommunale beskatningsprocent var samtidig 16,4, hvilket var 1,7 pct. mere end gnmst. af byer i sa. størrelsesgruppe og 1,8 pct. højere end gnmst. for samtl. købstæder.

Af pengeinstitutter var der i Ribe kbst. flg.:

1) Ribe Discontobank A/S, opret. 1855; havde 31/12 1963 en aktiekap. på 0,4 mill. kr., reserver 801.000 kr.; indskuddene var 9,6 mill. kr., udlånene 7,6 mill. kr.

2) Sydjysk Landmandsbank, opret. 1876; 31/12 1963 var aktiekap. 1,8 mill. kr., reserverne 3,6 mill. kr.; indskuddene var 32,2 mill. kr., udlånene 30,2 mill. kr.

3) I Spare- og Laanekassen for Ribe By og Omegn, opret. 1846, var indskuddene 31/3 1963: 21,6 mill. kr., reserverne 1,3 mill. kr., og i

4) Landbosparekassen for Ribe og Omegn, opret. 1886, var indskuddene 31/3 1963 18,9 mill. kr., reserverne 1,3 mill. kr.

I kirkelig henseende omfatter Ribe kbst. 2 pastorater, nemlig 1) Ribe Domkirkes landso.-Øster Vedsted pastorat, der betjenes af en sognepræst, der tillige er provst for Ribe kbst.s samt Ribe og Gørding hrdr.s provsti, og 2) Ribe Skt. Katharinæ so., der betjenes af en residerende kapellan, der tillige er sognepræst i Seem so.

Øvrighed. Byrådet består af 11 medl., hvoraf efter valget i marts 1962 4 tilhører Socialdemokratiet, 3 Det konservative Folkeparti og 4 Venstre.

Ribe kbst. hører under 98. retskr. (Ribe), 66. politikr. (Ribe), 62. lægekr. (Ribe), Ribe amtstuedistrikt, 72. skattekr. (Ribe), amtsskyldkr.s 1. vurderingskr. (Ribe) og a.s 3. folketingsopstillingskr. (Ribe).

Ribe kbst. udgør 7. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 1. lægd og har sessionssted i Ribe. Ribe kbst. er sessionssted for lægderne 1–14.

Kommunens faste ejendomme: andel i rådhus, arresthus og sygehus. Dernæst administrationsbygn., skoler, alderdomshjem, vandværk, gasværk, nedlagt el-værk, brandstat., Midtmøllen, Hotel Weiss’ Stue, rutebilstationen, ungdomsgård, stadion, to beboelsesejd. i Korsbrødregade, et hus i Klostergade, husvildeboliger på Obbekærvej, markedspladsen m. stalde og restauration, parker og anlæg, plantagen m. skovpavillonen, flere indkøbte landejendomme og en del jordarealer, bl.a. på Ribe Holme fra gl. tid.

Havnen, der nu er uden betydning, dannes af åen, som man tidl. uddybede, så større skibe kunne gå op ad den; navnlig i 1600t. var her megen skibsfart, og byen havde både skipperlav og skibsværfter. Men i 1700t. tilsandede åen, og havnen forfaldt. Åen kan nu kun besejles af mindre både; ved normal vandstand er dybden 1,6 m. Anlægget af havdiget fra Darum til V. Vedsted 1912 sikrede engene og byen mod de ikke sjældne oversvømmelser; ved åens udløb byggedes 1914 Kammerslusen, hvor der er opført en sommerrestaurant. Langs Skibbroen i Ribe er der en 400 m lang kajmur. Ved havnen er der 1922 af Turistforeningen anbragt en stormflodssøjle, der viser, hvor højt vandet ved stormfloderne i 1634, 1825, 1904, 1909 og 1911 har stået.

Litt.: Otto Smith. R. Havn, JySaml. 4. Rk. V. 113–63.

Større erhvervsvirksomheder.

A/S Ribe Jernstøberi, Saltgade, fabrikation af centralvarmekedler og radiatorer; grl. 1848; aktiekap. 1 mill. kr.; 70 funktionærer, 450 arb.

A/S Ribe Stampemølle, Holmevej, trælast, bygningsartikler, savværk, kassefabr.; grl. 1929 af G. Husted Christensen; A/S 1958, aktiekap. 400.000; 15 funktionærer, 90 arb.

A/S Ribe Maskinfabr., Industrivej, fabr. af landbrugsmaskiner m.m.; grl. 1960 af A. P. Jørgensen; aktiekap. 75.000 kr.; 3 funktionærer, 30 arb.

Ribe Urremme-, Bælte- og Plasticfabr., Tangevej; grl. 1947 af H. Keldorff; 6–8 funktionærer, 30–50 arb.; nybygning 1950.

Lædervarefabrikken »Ribe«, Storegade; grl. 1920 af P. Kastrup; 6 funktionærer, 25 arb.

Backhaus & Co., Slotsgade, fabr. for specialværktøj m.m.; grl. 1934 af Aug. J. Th. Backhaus; ca. 20 ans.

Ribe Møbelfabr., Trojelsvej; grl. 1956 af H. Toft; 20 ans.

Af større handelsvirksomheder skal nævnes A/S D. Danielsens Tømmerhandel, Nygade, A/S P. Holm og Sønner, Banegårdspladsen, automobilforretning, A/S Brdr. E. og S. Rasmussen, Saltgade, Fordforhandler, L. C. Nielsen, Rosenallé, kolonial en gros.

Betydningen af navnet Ribe er omstridt. Det antages i almindelighed at være et gammelt lån fra latinsk ripa ’flodbred’, men der er også mulighed for at opfatte det som nordisk, identisk med et ord ripa ’strimmel’, der findes i no. og sv. dialekter.

Historie. R. hører til Danmarks ældste byer. Den nævnes første gang ca. 860, da Ansgar med kong Håriks tilladelse fik lov til at opføre en kirke her og anbragte Rembert, Ansgars efterfølger som ærkebiskop i Bremen, som præst i byen. Når Ansgar valgte netop dette sted for sin nye kirke, må byen allr. på dette tidspunkt have haft betydning som handelsplads. Alt taler for, at R. tidligt er blevet indfaldsporten til Danmark, og at en livlig vareudveksling har fundet sted. Om byen altid har ligget på sin nuv. plads ml. et par arme af R. å, er uvist. Man har sv.f. byen på Sdr. Farup hede og sidst i Okholm søgt efter spor af det allerældste R., men efterforskningen har hidtil ikke givet det endelige svar på arkæologernes spørgsmål. Indtil videre må man derfor regne med, at byen altid har ligget på sin nuv. plads. Med datidens små skibe har det ikke været vanskeligt at sejle op ad åen og ankre op ganske nær bysamfundet.

Allr. meget tidligt stod R. i handelsforb. m. den nordty. kyst, Frisland og England, og mul. er købmænd kommet sejlende til R. fra endnu fjernere pladser. Hovedindførselsartiklerne var s. 661 klæde og vin, og over R. eksporteredes korn, flæsk, smør, fisk og heste. Der er mange vidnesbyrd om byens forbindelse m. de udenlandske handelspladser. Der fandtes således et »R. og Danmarksfarer kompagni« i Stade, et købmandsgilde ved navn »Riper-Hense« i Groningen og tilsvarende organisationer i Deventer, Køln, Utrecht og Brügge. Også m. Bremen stod Ribe i livlig forbindelse. Da Slesvig by bukkede under i konkurrencen m. Lübeck, fik R. en ny fremgang, og o. år 1200 var R. en blomstrende by. R. formåede at bevare sin betydning som handelsby gennem hele middelalderen, og henimod denne periodes slutn. var R. hovedudførselshavnen for den meget indbringende studehandel.

Handel og søfart var det middelald. Ribes hovednæringsveje, og åen og kysten m. åudløbet var et af de mest befærdede farvande i riget. Byen var desuden et kirkeligt centrum af rang, og tilstedeværelsen af et talr. og rigt præsteskab bidrog sit til at øge omsætningen og behovet for tjenesteydelser. Byens vigtigste kirkelige inst. var domkapitlet, der indstiftedes 1145 af biskop Elias, samtidig med at domkirken nærmede sig sin fuldendelse. Opr. levede domkapitlets medl. i fællesskab, og der indrettedes i tilknytning til kirken en særl. kollegiebygn. for kapitlet, ligesom der indstiftedes en domskole. Allr. o. 1185 ophævede biskop Omer det klosterlige fællesskab ml. kannikerne. Deres antal fastsattes til 12, men det øgedes i den flg. tid og nåede helt op på 24. Med tiden tilflød der domkapitlet store besiddelser, dels i byen, dels i dennes nærmere og fjernere omegn.

Foruden det rige og fornemme domkapitel havde R. i middelalderen 4 klostre, hvoraf det fornemste var johannitterklosteret. Den ældste klosterstiftelse i byen var et nonnekloster, indviet til Skt. Nicolaj. Klosteret skal have ligget omtr. på det sted, hvor banegården nu findes, men alle spor af anlægget er forlængst forsv. Klosteret går utvivlsomt tilbage til slutn. af 1100t. Henimod middelalderens slutn. tilegnede johannitterordenen sig klosteret, støttet af kong Hans, men nonnerne protesterede, og ved kapitlets indgriben blev klosteret givet tilbage til nonnerne. Til klosteret hørte betydelig jordejd. Klosteret menes at have tilhørt benediktinerordenen, og klosterkirken var i middelalderen sognekirke for en del af forstaden.

1228 stiftede broder Bjørn et sortebrødrekloster i R. Såvel klosterkirken, indviet til Skt. Katharina, som klosterbygningerne (Ribe Hospital) er bev. til nutiden. Også denne klosterstiftelse var velhavende på jordejd. i og ved R. O. 1480 skænkede kongen klosteret en del af den s.k. Skt. Hans holm som belønning, fordi klosteret havde antaget den strengere observans. O. 1505 optoges klosteret i den holl. kongregation.

Nogle få år efter at sortebrødreklosteret var oprettet, indviedes et gråbrødrekloster, sandsynligvis det ældste i Danmark. Ribekanniken Johs. Scolasticus udpeges som klosterets stifter 1232. Klosteret kom til at ligge i byens vestl. del, og det modtog hurtigt rige gaver og nød stadig stor bevågenhed fra kapitlets side. 1246 nedlagde bisp Gunner sin værdighed og indtrådte som broder i stiftelsen. 1280 indviedes klosterkirken til Skt. Laurentius. Der har ofte været afholdt kapitel i klosteret, og man møder ofte klosterets navn i bevarede testamenter. 1505 tilsluttede også dette kloster sig den strengere observans.

Hvornår byens 4. klosterstiftelse, johannitterklosteret, er blevet oprettet, vides ikke. Klosteret var indv. til Skt. Hans, og det nævnes første gang 1311. Klosteret lå v.f. Korsbrødregade på den nuv. bispegårds grund. En del af munkene var adelige pers., og også denne stiftelse blev s. 662 med årene meget velhavende. 1479 kom klosteret i besiddelse af Skt. Klemens kirke i R., og 1523 overdrog Fr. I byens Skt. Jørgensgård til stiftelsen.

Foruden domkirken og de til klostrene hørende kirker havde R. yderligere 6 kirker. Ældst af disse kirker, måske ældre end domkirken, var Skt. Peders kirke, der lå i den nordl. bydel. Kirken nævnes første gang 1145. Mod v. lå Skt. Klemens kirke, lige ved den nuv. bispegårds have. Kirken nævnes tidligst 1145, og den blev som anført ovf. overdraget johannitterklosteret 1499. Skt. Hans kirke, der lå i byens sydl. del, går i hvert fald tilbage til beg. af 1200t., og Skt. Michaels kirke, der nævnes 1309, lå i Puggårdsgade. Man har fremsat den anskuelse, at den gl. rektorbol. skulle være en rest af denne kirke. Endelig lå i den nordl. bydel Den hellige gravs kirke, der anses for den yngste kirke i byen, og der skal yderligere have eksisteret en Skt. Bartholomæi kirke. Kirken nævnes 1474, men dens nøjagtige beliggenhed er ukendt. S.f. byen skal have eksisteret et Hellig Kors kapel, hvortil mul. var knyttet et broderskab el. et hospital.

Ved siden af kirkerne fandtes i R. desuden et par kirkelige stiftelser. I nærheden af johannitterklosteret lå et helligåndshus m. tilh. kapel. Det er nævnt i et testamente fra slutn. af 1200t. Med årene fik det betydeligt jordegods. Mod middelalderens slutn. kom det på tale at omdanne det til et helligåndskloster, men disse planer blev ikke ført ud i livet. Helligåndshuset stod under kapitlets patronat. Endelig lå der n.f. byen en Skt. Jørgensgård, bestemt for de spedalske. Også denne stiftelse havde et kapel, og stiftelsens oprindelse går tilbage til slutn. af 1200t.

Det stærke kirkelige indslag i byen medførte, at der i løbet af middelalderen opstod adsk. gilder, og der kendes i alt ca. 20 gilder. Det mest bekendte og også det mest velstående var præstegildet. Et andet kendt gilde var indv. til Skt. Peder. Det skal have ejet et stenhus i Hundegade (nævnt 1397). Endv. fandtes gilder indv. til Skt. Hans, Skt. Antonius, Skt. Gertrud, Skt. Knud og Skt. Nicolaus samt det s.k. Kalentegilde.

Den virksomme handelsstad ved åen og det rige kirkelige centrum nød hele middelalderen igennem stor bevågenhed fra kongemagtens side. Fra den egl. middelalder kendes ikke mindre end ca. 50 privilegiebreve, hvoraf adsk. i original endnu opbevares på rådhuset i R. Det ældste privilegiebrev stammer fra tiden ml. 1202 og 14, og herved tillader Vald. Sejr borgerne i R. at handle frit overalt i riget uden torveafgifter og told. 1236 gav sa. konge borgerne det privilegium, at ingen måtte stævnes uden for byen, og han fritager dem for told og andre afgifter. 4/5 1242 gentages dette privilegium, og borgerne fritages specielt for »forband og torvegæld«, overalt i riget hvor de kommer. 20/2 1250 gentager kong Abel dette løfte, og frihederne udstrækkes til også at gælde i hertugdømmerne. 25/7 1252 bekræfter Christoffer I de givne privilegier og fastslår desuden, at de beslutninger, stadens oldermænd og rådmænd tager sa. m. kongens foged, skal stå ved magt. 25/5 1265 fastslår Erik Glipping, at alle gejstlige i Ribe, der har erhvervet ejd. el. fremtidig erhverver en sådan, skal svare de sa. afgifter som byens øvr. borgere. 15/3 1266 bekræftes endnu engang de gl. rettigheder. På et danehof i Nyborg gav Erik Glipping 26/6 1269 byen en ny stadsret, der er kendt for sin udførlighed og sin strenghed (»Tak du Gud min søn, at du ikke kom for Riber ret«). Blandt de mere kendte bestemmelser skal blot nævnes, at man ifaldt straf af hængning selv for mindre tyverier, og at hvis den skyldige var en kvinde, skulle hun begraves levende for sin kvindelige æres skyld. Af Erik Glippings hånd modtog byen endnu 3 privilegiebreve. 6/4 1271 tillodes det borgerne at udføre varer til Flandern og det øvr. udland, 6-11/4 1271 fritoges borgerne for told og torvegæld overalt i riget, og 15/7 1283 fritoges man for at betale told på Skånemarkederne. Erik Menved udstedte 4 privilegiebreve, der dels var en bekræftelse på allr. tilståede friheder, dels udvidede disse. Således fritoges borgerne 28/12 1288 for at betale vragret; 25/8 1292 tilstod kongen byen fri besiddelse af forstranden, List, Mandø og stranden ml. disse steder og Ribe sa. m. Dybet, og byen får jurisdiktion de sa. steder 6/8 1294 overlades en eng til byens befæstelse, og 13/4 1315 fastslås det, at bispen og alle gejstlige samt alle pers., af hvad stand de er, som ejer jord i R., skal bidrage til byens befæstning. De mange privilegier, der allr. nu var givet, stadfæstedes af de flg. konger, således af Christoffer II 3/9 1320 og af Vald. III 15/8 1326. 13/11 1326 befalede Vald. III, at alle, som opholdt sig i byen, skulle adlyde rådmændene, og at alle fremmede, der boede i byen om vinteren, skulle deltage i betalingen af byskatten. De holstenske grever udstedte 4/3 1334 og 20/5 1368 bekræftelsesbreve på byens privilegier, og 23/6 1374 godkendte biskop og domkapitel stadsrettens gl. bestemmelse om, at beslutninger, taget af rådmændene og kongens foged i forening, skulle stå ved magt. 12/4 1410 stadfæstede Erik af Pommern de ældre privilegier, og 5/1 1443 gjorde Christoffer af Bayern det samme. 14/2 1445 blev det forbudt alle at erhverve gårde i R. uden at give huspenge af dem. Herfra var kun undtaget tidl. fritagne præstegde. Fra den efterfølgende tid findes stadfæstelsesbreve 11/1 1450, 14/5 1455 og 4/10 1480. Det lykkedes ligeledes borgerne at opnå biskoppernes anerkendelse af de gl. privilegiebreve såvel 25/3 1465 som 28/9 1480. For at hindre skovenes s. 663 forhugning i omegnen forbød Chr. I 13/10 1480 al udførsel af tømmer over R. 23/5 1483 tog kong Hans byen under sin beskyttelse og stadfæstede de eksisterende privilegier, og ved brev af 23/5 1483 afgjorde kongen en strid om havne og forstrande ml. List og R. til borgernes fordel, samtidig med at det blev fastslået, at ingen måtte udføre gods fra steder derimellem uden borgmestres og råds tilladelse. 9/5 1487 fastslog kong Hans på ny, at alle, der boede i R., skulle svare skat og anden tynge som andre i byen, og af øde jorder skulle der svares de byrder, som det bør sig. Byens gl. rettigheder i Sønderjylland gentoges ved et brev af 3/11 1491, hvori det pålagdes indbyggerne i Hviding, Frøs, Kalvslund og Gram hrdr. at søge torv og marked i R., og 5/3 1494 befaledes en udv. af det gl. R.-marked. Det måtte herefter vare 3 dage. 11/7 1504 forordnede kong Hans, at alle indbyggere, som indfører vin, også må tappe og sælge den, og at ingen må hindre dem heri. Ved flere lejligheder bekræftedes privilegierne af kongen, således 1485 og 11/7 1506, og bekræftelser udstedtes også af de øverste kirkelige myndigheder i byen fx. 29/12 1491, 9/8 1494 og 20/11 1499. O. 1514 opstod et spændt forhold ml. borgmester og råd og byens almue, og ved et brev af 3/2 1514 afgjorde dronn. Christine stridighederne derhen, at øvrigheden hver 22/2 skulle gøre regnskab og henlægge overskuddet i byens kasse i god forvaring til byens og almuens bedste. Øvrigheden skulle nu som før have ret til at bruge byens jord, være fri for byskat og have ret til at vælge rådmændene. Dog skulle 24 mænd af almuen være til stede, når byskatten blev fastsat, og 8 mænd skulle for fremtiden opkræve denne og gøre regnskab for den. 26/1 1517 bekræftede Chr. II privilegierne og fastslog yderligere, at ingen måtte hindre borgerne i at benytte strømmene ind til byen, og det blev forbudt præster og bønder i omegnen at drive købmandsskab. 29/11 1518 fik borgerne tilladelse til at opkøbe øksne overalt i riget og at udføre dem uden told, og 12/7 1522 indrømmedes der købmændene i R. visse særrettigheder i Ålborg len, Vendsyssel og Ribe stift, dog m. forbehold af de rettigheder, der var tilstået borgerne i Varde.

De talr. privilegiebreve er et veltalende vidnesbyrd om den beredvillighed, hvormed kongemagten imødekom borgernes ønsker. Også på anden måde vistes der byen kgl. bevågenhed. Byen fik ofte besøg af kongen og hans hof, der afholdtes store festligheder og vigtige politiske møder, og det talr. fremmøde ved sådanne lejligheder af et stort og rigt følge har givet byens erhvervsliv kraftige, økon. impulser. Kongen og hans følge tog opr. ophold på Riberhus, der menes opf. i beg. af 1100t. i byens nordvestl. udkant. Da slotsanlægget ikke var særl. stort, er en del af følget utvivlsomt blevet indlogeret nede i byen. I middelalderens slutn. er der adsk. vidnesbyrd om, at kongen foretrak at søge sit ophold i selve byen. Forholdene på slottet føltes ikke længere tilstrækkelige. Slottet har utvivlsomt spillet en vis rolle i byens befæstningsanlæg. Byen havde i middelalderen 3 porte, nemlig Skt. Michaels port for enden af Hundegade, Sønderport for enden af Sønderportsgade og Nørreport el. Stenporten på Nederdammen. Den opr. befæstning bestod af planker; o. 1200 skal borgerne være beg. at opføre mure, men disse synes aldrig at være fuldendt. Det kom ved flere lejligheder på tale at udbedre befæstningen, således 1315, 1459 og under Fr. I, men byen blev aldrig nogen stærk fæstning.

Om Riberhus, der gennem middelalderen ofte var opholdssted for konge og hof, se i øvrigt ndf. (s. 667).

Erik af Pommern holdt ofte hof i R. og fejrede 15/8 1407 sin søster Katharinas bryllup her med Johs. af Bayern. 1/1 1443 kronedes Christoffer af Bayern i R. domkirke, og der fandt i forb. m. denne højtidelighed store turneringer sted i byen. Også Chr. I kom ofte til R., og 5/3 1460 valgtes han her til hertug over Sønderjylland og greve i Holsten, mod at han udstedte det bekendte løfte om, at de to landsdele skulle forblive udelte og sammen. Også kong Hans yndede i høj grad R., og det var fra denne by, at han startede den ulykkelige rejse, der medførte hans rideuheld ved Skjern å og hans snart efter følgende død i Ålborg 1513. Året efter modtog den nye konge Chr. II det no. rigsråds hylding på Riberhus, og den no. håndfæstning er dat. R. 24/11 1524.

Gennem hele middelalderen var R. således en blomstrende by, og landets opmærksomhed var ofte vendt mod denne stad. Byen og dens borgere forskånedes dog ikke for store ulykker og alvorlige tilbageslag, men dens gunstige beliggenhed – navnlig for handel – medførte, at den hurtigt rettede sig op efter ethvert slag. 1043 skal byen være blevet plyndret af venderne, og 1156 besattes den af Svend Grathe og hans sachsiske hjælpetropper. 1176, 1242 og 1258 skal store dele af byen være brændt, og 1271, 1272, 1301 og 1402 indtraf på ny store brandkatastrofer. 1350 hærgede den sorte død, og 1362 indtraf store oversvømmelser. Også omkr. årsskiftet 1512–13 hærgede en ny stormflod byen og dens nærmeste omegn.

Befolkningstallet i R. er ved middelalderens udgang anslået til ca. 5000, og efter datidens forhold var R. en meget stor og rig by. For en by som R. betød reformationen 1536 et afgørende slag. Ganske vist vedblev R. at være bispeby, men de rige katolske stiftelser opløstes, og med dem forsvandt også de talr., meget velhavende katolske gejstlige. Klostrene tømtes lidt efter lidt for deres beboere, og bygningerne blev delvis nedbrudt. Nonneklosterets ejendomme henlagdes under Riberhus, og nonnerne fik indtil videre deres forplejning fra slottet. Der fandtes nonner endnu o. 1562–63. Hvornår bygningerne forsvandt, vides ikke. Sortebrødreklosterets ejendomme inddroges under kronen, medens kirken blev gjort til sognekirke. 1543 skænkedes klosterets ejendomme til R. Hospital. Også gråbrødreklosteret blev hurtigt opgivet, og man begyndte nedrivningen af bygningerne. Kirkegden blev 1545 overladt byen til kvægtorv, men 1560 tillodes bebyggelse på grunden. Et par stenhuse fra det opr. klosteranlæg forsvandt dog først i løbet af 1600t. Ved sen. udgravninger er påtruffet bygningsrester. Hvad johannitterklosteret angik, blev også dette straks ophævet. Man havde i sinde at nedbryde anlægget, men denne beslutning blev kun delvis udført. 1547 tilskødede kronen Klaus Sehested de endnu resterende bygn., og i 1600t. kom disse i feltherren grev Hans Schacks besiddelse. Også helligåndsgårdens ejendomme inddroges ved reformationen af kronen. 1543 henlagdes dets ejendomme til R. Hospital, medens kongen indtil videre beholdt selve gården. Denne overgik 1563 i privateje og blev sen. nedbrudt, hvornår vides ikke.

Ved reformationen knustes kirkens økon. og pol. magt, og dette kunne ikke undgå at svække bysamfundet. Byen vedblev dog stadig at være et åndeligt centrum i kraft af de personligheder, der fra tid til anden beklædte bispestolen. Hans Tausen valgtes således til biskop 1542 og virkede her til sin død 1561. 1581 flyttede Anders Sørensen Vedel til R., ægtede biskop Hans Laugesens datter og flyttede ind på Liljebjerget, hvorfra hans omfattende litterære produktion udgik i de flg. år. Der var allr. trykt bøger i R. fra 1500t.s beg. (Jyske Lov 1504 af Matthæus Brandis), og A. S. Vedel fortsatte denne virksomhed. Til den lærde republik må også henregnes den gl. domskoles, nu latinskoles, skiftende rektorer og hørere.

I kraft af sine gl. privilegier og opsparede formuer kunne købmændene endnu opretholde s. 665 byens handelsliv i det væsentlige på sa. niveau som tidl., og studehandelen var fortsat en meget indbringende indtægtskilde. Privilegierne stadfæstedes flere gange, således 1550, 1560, 1596 og 1661, og i kraft af disse kunne købmændene operere over det meste af riget. De var ikke velset alle steder, og der blev ofte set skævt til dem fra andre byers købmænd, som ikke godvilligt ville finde sig i indgreb i deres lokale rettigheder. Mere afgørende var det imidlertid, at byen ved åen var ved at miste sin gl. monopolstilling som rigets vigtigste ind- og udførselshavn. Trafikken omkr. Skagen havde allr. længe været i gang og tiltog nu i omfang. København og andre byer i riget tilrev sig mere og mere af den internationle handel, og konkurrenterne blev stærkere og mere kapitalrige. Endv. svækkedes byens gamle økon. forb. m. Nordslesvig. Den politiske udvikling i Sønderjylland medførte, at der lidt efter lidt skabtes en økon. barriere ml. Nørreog Sønderjylland. R. blev afskåret fra et betydeligt opland, og dette svækkede R.s stilling som handelsby. Endnu levede byen på sin gl. berømmelse, men en stagnation indtrådte i løbet af 1500t., der lidt efter lidt gik over i en alm. tilbagegang. Endnu o. 1591 lå befolkningstallet på ca. 4500, men 1641 havde byen kun ca. 3500 indbyggere. Tilbagegangen kunne ikke bortforklares.

Selv om handelens omlægning er hovedforklaringen på byens tilbagegang, bidrog store lokale ulykker også til at undergrave den tidl. så velhavende bys rigdom. 1580 ramtes byen af en alvorlig brandkatastrofe, og ved flere lejligheder slog pesten ned og bortrev en stor del af indbyggerne. Dette var således tilfældet 1539, 1565, 1579 og 1602. Hertil kom hyppige oversvømmelseskatastrofer. Den værste stormflod indtraf 11.–12. okt. 1634, da vandet endog trængte ind i domkirken. Fra kronens side søgte man ved skattelettelser olgn. at komme borgerne til hjælp. De værste skader kunne ved hjælp heraf udbedres, men at bringe byen og dens erhvervsliv på fode igen, var ikke mul. Overalt så man tegn på forfald, således også på Riberhus. Slottet var i denne periode sæde for lensmanden, men hverken slot el. by fik besøg af kongen og hans følge. Koldinghus og Frederiksborg blev de foretrukne residenser, når man ikke opholdt sig i hovedstaden. Fra tid til anden blev der bevilget penge til slottets istandsættelse, således 1543, 1545, 1585 og 1643, men på Chr. IV.s tid erklæredes slottet for meget forfaldent. Til de allr. indtrufne ulykker sluttede sig de 3 krige i 1600t., der ramte bysamfundet meget hårdt. Man kom nogenlunde igennem krigen 1627–29, men det blev sværere under krigen 1643–45, og krigene 1657–60 blev den hidtil værste prøvelse. Indkvarteringer og udskrivninger tappede borgerne for den velstand, der endnu var i behold, og det gik hårdt ud over al ejendom, såvel privat som offentlig. Byen oplevede både en langvarig besættelse af sv. tropper og af landets allierede, og de sidste var ikke de mindst grusomme. Til krigens ulykker sluttede sig 1659 en ondartet pestepidemi, der skal have bortrevet henved 900 pers. af byens borgere og et endnu større antal bønder, der havde søgt ly i byen.

De tragiske begivenheder 1657–60 satte det afgørende punktum for byens storhedstid. Magistraten opgjorde skaderne på de off. ejendomme til ca. 8000 daler, og selv om denne beregning måske var i overkant, var summen betydelig. Befolkningstallet var i rivende tilbagegang og opgjordes 1672 til 1939. Endnu alvorligere var det, at den nye, enevældige kongemagt havde vendt den gl. handelsby ryggen. Man begunstigede i højere grad end tidl. landets hovedstad, og man var ivrig efter at hjælpe den nyoprettede stabelstad Fredericia på benene. R. fik afslag på sin anmodning om ligeledes at anerkendes som stabelstad, men man tilstod 1661 byen ret til ind- og udskibning af varer til og fra udlandet. Denne rettighed formåede dog ikke at danne basis for en genopbygning af de gl. forb. m. udlandet. Konkurrenterne på Vesterhavsøerne tilrev sig en væsentlig del af den tidl. søhandel, og også den indbringende handel på de mange jy. handelspladser svandt bort. Selv den snævrere oplandshandel skrumpede ind, og hvis ikke byen fra gl. tid havde været i besiddelse af værdifulde engarealer, havde fremtiden tegnet sig endnu mørkere. Hvad byens borgere især savnede, var kapital og skibe. Forb. m. Hamborg og Holland eksisterede stadig, og en vis udførsel af stude og heste fandt fortsat sted, men kun som en svag afglans af fordums dages storhed. Borgernes alm. forarmelse og den økon. stagnation satte naturligvis sit præg på byens daglige tilværelse. Trods krigenes hærgninger eksisterede endnu mange af fortidens ærværdige gl. bygn., og byen skånedes i denne periode for større brandkatastrofer. Derimod hærgede stormfloder fra tid til anden, fx. 1718 og 1720, og tilføjede såvel privat som off. ejd. stor skade. 1685 blev der givet ordre til nedbrydning af Riberhus, og i den flg. tid hentedes der betydelige mængder af tømmer og mursten fra slotsbanken. Endnu i beg. af 1800t. var det mul. at hente murgrus til udbedring af vejene i byens omegn fra den gl. slotsruin. 1707 besluttedes det at nedrive det middelald. rådhus på ø.siden af Grønnegade. Huset var på dette tidspunkt aldeles brøstfældigt. Til nyt rådhus erhvervedes 1709 en i sin kerne middelald. bygn. på hj. af Stenbogade og Sønderportsgade.

Som en vis honnør over for den ærværdige by gaves der 1667 tilladelse til, at førsteborgmesteren s. 666 måtte bære titlen præsident. Byen bevarede i øvrigt sine to borgmestre, medens rådmændenes antal 1682 indskrænkedes fra 5 til 3. Som præsidenter virkede 1667–1750 fader og søn, nemlig først Mathias Worm og siden Carsten Worm. Begge var digterisk begavede. Som stiftsbefalingsmænd sad i enevældens ældste periode flere repræsentanter af slægten Schack, fra 1661–74 selveste feltmarskal Hans Schack.

Hele 1700t. blev en lang stagnationsperiode for byen ved åen. Befolkningstallet opgjordes 1769 til 1827 og var 1801 kun steget til 1994. Stille og afsides lå byen, og ingen større begivenheder er knyttet til dens navn. Handel og søfart skrumpede yderligere ind. Et nyt træk i bybilledet var garnisonen. Der stationeredes o. 1747 rytteri i byen, sen. kom der infanteri, og dette afløstes 1792 af husarer. På ét punkt adskilte R. sig dog fra datidens andre små provinsbyer. Såvel i kirke som i skole færdedes mænd m. sans for digtning og videnskab, og deres produktion kastede en ikke ringe glans over byen. Det mest kendte navn var Hans Adolf Brorson, der 1741–64 virkede som biskop i byen. Af digtere kan nævnes rektor Chr. Falster († 1752) og Ambrosius Stub († 1758) og af videnskabsmænd R. bys historiker Peder Terpager († 1738).

Efter en pause på ca. 150 år holdt fremmede krigsfolk på ny indtog i byen. 1808 lå spanske og franske tropper i kvarter i R., og 1814 var byen nogle få uger besat af en afd. kosakker, men disse indkvarteringer var kun at betragte som episoder uden større betydning. Vigtigere var det derimod, at den lange stagnationsperiode nu var ved at ebbe ud, og at det på ny begyndte at gå fremad for bysamfundet. Landbrugets opsving efter den store landbrugskrise i 1820rne og udbygningen af landevejene medførte også for R. en vis opblussen af den økon. aktivitet. Byen berørtes ikke i særl. grad af treårskrigens hændelser. 14/5 1848 arresterede en afd. ty. husarer stiftamtmand Sponneck, men i øvrigt foregik krigshandlingerne langt fra R. 1864 havde byen en længere indkvartering af fjendtlige tropper, som udskrev krigsskat på 50.000 daler, som dog ikke blev betalt. Der blev udtaget 10 gidsler blandt byens borgere, og besættelsen føltes ret trykkende, ligesom der kom en stor flygtningestrøm s.fra. Følgerne af den ulykkelige krig blev imidlertid skæbnesvangre for byen. Den nye grænsedragning lå så tæt omkr. byen, at en meget væsentlig del af byens naturlige opland blev skåret bort, og dette måtte i høj grad hæmme den videre udvikling. Hertil kom nogle få år sen. anlæggelsen af den nye havn ved Esbjerg, der betød, at også en væsentlig del af oplandet mod n. gik tabt. Det betød i denne forbindelse kun lidt, at vejnettet stadig blev udviklet, og at der åbnedes jernbaneforb. 1875 m. Bramminge og 1887 m. V. Vedsted. Selv om bysamfundet til en vis grad måtte føle sig indelukket, fandt der dog en jævn udvikling sted, og befolkningstallet steg fra 2984 i 1850 til 4243 i 1901. Der oprettedes i denne periode både sparekasser og banker i byen, og også mindre industrielle anlæg blev grundlagt, fx. R. Jernstøberi (opret. 1848), en margarinefabr. og et andelsmejeri. Byen fik gasværk så tidligt som 1863, og 1887 åbnede vandværket for driften. Det havde også nogen betydning, at R. siden 1849 var et pol. centrum, hvor der afholdtes folketingsvalg. Fra 1810 udkom R. Stiftstidende, der tryktes i eget bogtrykkeri, i R.

Siden århundredskiftet har byen udviklet sig yderligere, om end i langsommere takt end andre provinsbyer. Dette skyldes utvivlsomt den stærke konkurrence fra det dynamiske Esbjerg. Eksisterende industrielle anlæg er blevet udvidet, og en række nye småindustrier er kommet til. Byens naturlige opland er blevet udvidet, efter at statsgrænsen blev flyttet 1920. De mange moderne vejanlæg i Nordslesvig har i høj grad lettet trafikken til og fra R., og hovedvej A 11 passerer byen. Der er gjort en betydelig indsats for at udbedre det gl. åløb og sikre byen mod de oversvømmelseskatastrofer, som gennem tiderne har tilføjet bysamfundet så enorme tab. 1912 byggedes et nyt havdige, og 1914 opførtes Kammerslusen ved åens udløb i havet. Selve åen er blevet uddybet og rettet ud ved gennemgravning af forsk. holme, og åløbet kan passeres af mindre motorfartøjer. Byen har bev. sit præg af en gl. embedsmands- og skoleby. I R. findes stadig biskop, amtmand, amtsforv., dommer og politimester. Ved siden af den gl. katedralskole findes et moderne seminarium, opret. 1899 og overtaget af staten 1918. Sygehusvæsenet er blevet stærkt udbygget i den nyeste tid. Foruden by- og amtssygehuset findes åndssvageanstalten, opret. 1905 og sen. udv. ved flere lejligheder. 1923 begyndte sindssygehospitalet sin virksomhed. Institutionen findes ganske vist i V. Vedsted s.f. R., men hospitalet og dets mange funktionærer har naturlig tilknytning til bysamfundet. Med den moderne automobilismes udvikling har R. fået en betydelig turisttrafik, der betyder meget for erhvervslivet. Med sine mange gl. huse, snævre gader, broer og vandmøller samt kirker og rige historiske minder trækker byen hver eneste sæson talr. besøgende til sig. Endnu bygger storken på byens røde tage og spanker omkr. i de vidtstrakte, grønne enge, der nu som før omgiver den gl. by. Den ty. besættelse 1940–45 bragte en stærk militær trafik gennem byen, men bysamfundet som sådant kom ret lempeligt gennem besættelsesårene. En våbenmodtagelsesgruppe blev revet op i foråret s. 667 1944, og sen. på året fandt der omfattende jernbanesabotager sted mod ty. militærtransporter. Byens første folkevalgte borgmestre tilhørte de borgerlige partier, og borgmesterstillingen beklædtes af sparekassedir. N. J. Helle, stiftskasserer H. Jensen, bankdir. H. Kaalhauge og rektor A. J. Willumsen. Fra 1946–50 havde Socialdemokratiet flertal i byrådet, og borgm. var slagteriarbejder Aagaard Jacobsen. Han efterfulgtes 1950 af den konservative gross. L. C. Nielsen, der efter byrådsvalget 1962 afløstes af fuldmægtig Carl Johan Pedersen, der tilhører partiet Venstre.

Riberhus skal være opført af kong Niels i beg. af 1100t. I Valdemarernes tid opholdt hoffet sig ofte i Ribe, uden at slottet direkte nævnes; men det omtales enkelte gange i folkeviser, hvis historiske sandhed dog ikke kan bekræftes. Mul. kan folkevisen om slottets erobring under en dans handle om begivenhederne i 1247, da Abel under borgerkrigen erobrede slottet og byen, som s.å. tilbageerobredes af kongen. I Christoffer II.s håndfæstning 1320 nævnes borgen i Ribe sa. m. Koldinghus og Skanderborg som de eneste slotte i Jylland, der ikke skulle nedbrydes. 1330 kom slottet og byen i grev Gerts besiddelse, og efter grev Gerts død 1340 blev det i den overenskomst, der foreløbig sluttedes i Spandau, bestemt, at når Valdemar Atterdag havde ægtet hertug Valdemars søster Helvig, skulle hun som livgeding have Riberhus og byen, som kongen skulle indløse fra hertug Valdemar, der kort efter denne overenskomst erhvervede panteretten til Nørrejylland, og dermed til Ribe by og slot, fra grev Gerts sønner Henrik og Klaus. Lensmanden på Riberhus skulle med det samme aflægge ed til kong Valdemar. O. 1353 synes kongen at have indløst pantet, men under fejden m. de holstenske grever overgav lensmanden Erland Kalf slottet og byen til greverne, som forlenede ham m. Ålborghus og 1372 igen m. Ribe. Da kongen ved fredsslutningen 1373 atter fik rådighed over slottene, skal han som en hentydning til Ålborghus og Riberhus om Erland Kalf have sagt: »Kalf er en god ko; i fjor gik han bort som en kalv; nu er han kommet igen med to«. Af lensmænd på R. kendes foruden Erland Kalf: Valdemar Sappy 1364, Hennike Limbek 1378, Markvard Tinhus, der kaldes foged på R., 1385, Peder Nielsen (Gyldenstierne) af Ågård 1404 og 1406, Erik Nielsen (Gyldenstierne) til Tim 1419 og 1443, i hvis tid kongen havde planer om at forbedre slottets befæstning og 1429 opfordrede kapitlet til at tillade dets bønder og vornede at bidrage til arbejdet. Derefter fulgte vist Ludvig Nielsen Rosenkrantz, der nævnes 1450, og 1476–86 Jes Qvie, efter hvem det 1486 s. 668 overdroges til Niels Høgh. Mellem 1495 og 1499 kom det til Predbjørn Podebusk til Vosborg, som fik pant i slottet for sine lån til kongen. Sen. synes kongerne ikke at have benyttet slottet meget. 1513 foretrak kong Hans at bo i byen, og til større forsamlinger brugtes vist gerne klostrene. Dog er Fr. I.s håndfæstning underskrevet på Riberhus. Efter reformationen lagdes nonneklostrets ladegård under R., som ikke tidl. havde noget større avlsbrug, men selve slottet forfaldt efterhånden, især under krigene i 1600t. 1627–29 var det besat af de kejserlige tropper, der havde indr. bryggeri i slottet. 1644 besattes det af Torstensons tropper, der blev tvunget til overgivelse af Chr. Rantzau, som beskød slottet m. kanoner fra domkirkens store tårn. S.å. indtoges det atter af svenskerne, men prins Fr. (Fr. III) generobrede det ved storm 30/12. 1651 var der tale om at udbedre slottet, men da det i aug. 1657 havde været besat af svenskerne og derefter af de allierede, foretrak lensmanden at købe Korsbrødregården, hvor lensmændene havde boet i hvert fald fra 1647, til bolig. O. 1685 begyndte nedbrydningen af det, og i en taksationsforretning fra 1692 betegnes det som nedbrudt og forfaldent. 1721 fik stiftsbefalingsmanden Henrik Ernst v. Calnein for 742 rdl. skøde på slottets jorder (7 tdr. hartk., der skulle anses som købstadjorder) med blegdam og fiskeri, samt Riberhus ladegårds gl. huse.

Nv.f. Byen, paa Grænsen ml. denne og de flade Enge, ligger ml. to Arme af Ribe Aa Riberhus Voldsted, kaldet Slotsbanken, bestaaende af en ca. 8 m høj, nærmest kvadratisk Borgbanke (ved Foden ca. 90 × 90 m), omgivet af ca. 32 m brede, vandfyldte Grave. Voldstedets nuv. Udseende skyldes de Reguleringer af Borgbanken og Oprensninger af Voldgravene, som 1940–41 fandt Sted under Ledelse af Chr. Axel Jensen, Nationalmuseet. Hele Anlægget fremtræder herefter m. Rester af det Præg, der sattes paa Borgen paa Chr. III.s Tid. Det umiddelbart mest iøjnefaldende Træk er de tre (rekonstruerede) Runddele ved Foden af Bankens Hjørner. Der var opr. fire, men den ndr. var ved Undersøgelsen 1940 næsten helt ødelagt. Størst er den sydl., 20 m i Diam., mens de øvr. kun var halvt saa store. De var opført paa Pilotering, med en ovenover liggende Plankekonstruktion, hvorpaa der var støbt en ca. 1/2 m tyk Murblok, som bar de henved 2 m svære Mure. Runddelene, der nederst var beklædte m. Stenkvadre, hvoraf flere var hentede fra nedbrudte, romanske Kirker i Byen, forbandtes indbyrdes langs Bankens Fod m. en Mur, hvoraf der nu ikke er synl. Spor.

Et Indtryk, omend kun mangelfuldt, af Riberhus m. sine Bygninger giver Braunius’ Stik fra ca. 1580; en Synsforretning fra 1639 siger om Slottet: Adgangen skete fra nv. over en paa 8 murede Piller hvilende Vindebro m. et Porthus. Af Bygningerne, der omgav Slotsgaarden (hvori et Springvand), nævnes lige for Broen Porthus, i to Stokv. m. Kælder, hvori fandtes Lensmandens Bol. og hvortil paa begge Sider sluttede sig Udbygninger (den ene vistnok et Taarn m. Trævindeltrappe); paa den nordøstl. Side af Gaarden laa to grundmurede Bygninger, »Skriverstuen« og et »Mælkehus«; paa den sydøstl. Side laa et straatækket Bindingsværkshus m. Bryggers, Stegers og Borgestue, og til dette sluttede sig et mindre Hus, Smedjen; endelig laa der mod sv. et 3 Stokv. højt Stenhus, hvori »Kongens Stue«, og hvortil vistnok sluttede sig et firkantet Taarn m. Spir. Det er dog ikke mul. i Enkeltheder paa Grundlag heraf helt at danne sig en Forestilling om Slottets Indretning. Ydermere har Ødelæggelserne af Slottet og Voldstedet været saa grundige, at det næppe heller ad arkæologisk Vej lader sig gøre at opklare alle Problemer.

Adgangen til Borgbanken sker nu ad en lav Jorddæmning over den nordvestre Grav. Paa sa. Sted har ogsaa den opr. m. Vindebro forsynede Adgangsbro været. Denne vides at være blevet opbygget 1583 og hvilede paa murede Piller. Piloteringen for en af Pillerne undersøgtes 1940. Den maalte 5 × 1,70 m i Grundplan. Paa Gravens Yderside laa et lille Bygningskompleks af Bindingsværk, Staldgaarden, hvortil sluttede sig et Porttaarn, ogsaa af Bindingsværk; herfra udgik Broen.

Slotsbankens Bygninger har udgjort et uensartet Kompleks, baade hvad Alder og Udseende angik. De var samlede om en brolagt Borggaard og beskyttedes ud mod Gravene af indtil 1 m høje Kronvolde, som endnu er i Behold langs Bankens Rand. Gennem den sydøstl. Kronvold fører en muret Afløbskanal fra Gaardspladsen ud til Voldgraven.

Ud mod Indkørslen laa det ndr. Hus, hvorigennem Porten fra Broen førte ind til Slotsgaarden. Af denne Bygn. er kun levnet en lille Stump, som anes v.f. Indkørslen. Visse Iagttagelser ved sidste Undersøgelse kunde tyde paa, at Porten maaske er brudt gennem Bygn. efter dennes Opførelse, ligesom den middelald. Skiftegang antyder, at den maa være ældre end Chr. III.s Tid. Portbygningen var i en Vinkel sammenbygget m. en østre Tværfløj m. Længderetning n.-s. Til N.enden af Tværfløjen sluttede sig en firkantet, taarnagtig Udbygning, hvis mægtige Kampestenssyld har været fremdraget (ved Generalstabsmærket).

Af det store Borgerstuehus, som omtales i de hist. Efterretninger, og som var fra Chr. III.s Tid, er ikke Spor. Paa Gaardspladsens sydøstre Del har der staaet lettere Bygninger, formodentlig mest af Bindingsværk, rummende Vognporte, Smedie olgn.

Særl. Interesse knytter der sig til den Munkestensbygn., kaldet Skriverstuehuset, som ligger ved Borgpladsens Ø.hjørne og hvoraf der er bev. betydelige Rester.

Bygn. har kvadratisk Grundplan, indvendig 5 × 5 m m. 2 m tykke Mure, helt igennem af Munkesten i middelald. Forbandt, hvilende paa vandretliggende Træstammer nogenlunde i Niveau m. Gravens Vandoverflade. Nederste Stokv., Kælderen, var 4,5 m høj og har kun haft Adgang gennem Loftet. Den ovenoverliggende Etages Mure er kun 1,25 m tykke, idet der baade udvendig og indvendig er en Afsats i Murværket. Der er Adgang fra Slotspladsen gennem en Dør, der ligger et godt Stykke under Pladsens Niveau; endv. er der Spor af to, maaske tre skydeskaarlignende Vinduer. Skriverstuehuset stammer sandsynligvis fra 14. el. Beg. af 15. Aarh. og synes opr. frit, i al Fald ikke som sen. begr. i Jord til midt paa andet Stokv. Bygn. repræsenterer derimod ikke den ældste Periode i Slottets Bygningshist., hvorom kun videregaaende Gravninger maaske kan skaffe Klarhed. Fundet af talr. nedgravede Pæle i Graven ved Bankens Ø.hjørne tyder paa, at Adgangsbroen engang har været her.

Efter 1660 var Slottet ubeboeligt, og Ødelæggelsen skred herefter hastigt frem. I 1680erne fik Skt. Katharinæ Kirke foruden Tagsten 20.000 Mursten, mens Mandø Kirke fik 10.000 og Lintrup Kirke 10.000 Mursten. Ruinen anvendtes i øvrigt flittigt som Stenbrud for Byens Borgere og 1751 erhvervedes den af Det Maturinske Legat, hvis gl., stemningsfulde Kolonihaver nu pryder Arealerne v.f. Voldgraven. Legatstyrelsen m. Stiftamtmanden i Spidsen fortsatte Nedbrydningen af Slottet, idet dets Sten fandt Anv. ved nye store Vejlanlæg omkr. Ribe lige fra 1790erne til 1830rne. Først ved Midten af 19. Aarh. rejste der sig Røster for at skaane Ruinen, men da var saa godt som alle synl. Bygningsspor fjernede. 1908 foretog Nationalmuseet en mindre Prøvegravning, men først efter at Ribe Turistforening 1939 havde overtaget Slotsbanken, s. 670 blev der taget Initiativ til Sanering af Voldstedet, hvilket skete ved den ovenn. Gravning 1940–41. Enkeltfundene fra denne Undersøgelse opbevares i Den antikvariske Saml. i Ribe.

Slotsbanken administreres nu af et særl. Udvalg. 1913 rejstes paa Bankens S.hjørne den af Anne Marie Carl Nielsen udførte Dagmarstatue.

Litt.: (foruden den alm. Litt. om Ribe) P. N. Thorup. Hist. Efterretninger om Riberhus, Ribe Cathedralskoles Indbydelsesskrift 1835. Synsforretning 1639, i DSaml., 1. Rk. 4. Bd. 90f. P. T. Hanssens Beskrivelse 1834 i AarbRibe. X. 494–50. Chr. Axel Jensen. Riberhus Slotsbanke. 1942 (Nat.Mus. blaa Bøger). O. Norn. Chr. III.s Borge. 1949. 41–43. H. K. Kristensen. Hemmeligheden og Sejerværket m.m. paa Riberhus, AarbRibe. XI. 252–65. Sa. Da Stormfloden ødelagde Riberhus’ Mur, smst. 1960. 86–93.

Skt. Hans klosters gård, sen. kaldet Korsbrødregård, solgtes 1542 af kongen til beboeren Klaus Sehested, der fra 1531 havde haft klosteret som len og 1547 også købte klosterets tidl. gods. Fra ham kom Korsbrødregård til hans svigersøn Mourids Podebusk til Kørup († 1594), hvis enke Magdalene Sested († 1611) i en liste over sædegde 1609 nævnes som ejer af K. Med deres datter Gidsel Podebusk kom den til Otto Christoffer Rosenkrantz til Boller († 1621), fra hvis dødsbo den ved indførsel 1622 blev udlagt til Frederik Munk til Krogsgd., hvis kreditorer 1624 gjorde udlæg i gden, der var vurderet til 2500 rdl. Derefter var den delt i flere parter, der tilhørte borgere i Ribe, indtil stiftamtmanden Hans Schack 1662–64 kom i besiddelse af hele gden, som til slutn. af 1700t. tilhørte hans fam., i hvis tid den benyttedes som amtmandsbolig. 1869 købte staten ejd. til bispegård.

Hvor Lustrupholm ligger, lå tidl. en sandsynligvis befæstet gård, som tilhørte Ribebisperne, i hvis eje den var 1233. Ved Lustrup anlagdes også en ml., der 1255 tilhørte kronen, som 1724 skødede sine rettigheder i Lustrup ml. (3 tdr. hartk.) til Christen Clausen i Ribe.

Hovedbygningen, der er fredet i kl. B, ligger på en lille højde, umiddelbart ved et bækløb, hvor der har ligget en ml., og hvor i middelalderen Ribebisperne har haft en befæstet gård. Indtil for nylig udgjorde hovedbygn. og ladegård et harmonisk sluttet hele om den brolagte, af store træer overskyggede gårdsplads, men det fine anlæg er nu helt bragt ud af balance ved, at v.fløjens n.ende og n.fløjens ø.ende er nedbrudt og ladegårdens stråtag erstattet m. zink. Den grundmurede, gulkalkede hovedbygn. er et kort, ret svært hus i én etage m. muret sokkel, teglhængt, m. halvt afvalmede gavle og bred, gennemgående, toetages frontispice afdækket m. en høj trekantsfronton. Til begge sider har frontispicen murede dørindfatninger; i gårdfaçadens fronton er i nicher indsat to små sandstensfigurer (antagelig dyderne), i havesidens to større (Adam og Eva), alle sandsynligvis stammende fra en 1500t.s kamin el. lign. Bygn., der har halvrunde bryn over vinduerne og hjørnepilastre, er vistnok opf. o. 1770, men tag- og gavludformningen stammer dog fra en ombygning ved 1800t.s midte. Sammenbygget m. hovedbygn. er den ndr. fløj, der vistnok er ældre end denne og opr. af bindingsværk. I køkkenet i ø.enden bæres det åbne ildsted af en 140 cm høj granitsøjle, opstillet på et omvendt sandstenskapitæl m. akantusblade og perlestav, der antagelig stammer fra Ribe domkirke. En fin gl. tagkvist m. udskårne, pilasterformede hjørnestolper (mul. fra 1500t.) og spidsgavl er afbrudt af den nuv. ejer.

Ladegården var opr. af bindingsværk, men omsat i grundmur 1919 og tidl.

Skt. Nicolaj klosters birk. Chr. I gav klosteret fri birk og birkeret for dets »egne tjenere og på klosters mark i Tange og på Tange mark« samt klosterets fæstere i Tved. Fr. I bekræftede birkerettigheden. Ved reformationen overgik klosterets besiddelser til kronen, og birket synes at være ophørt. 16/4 1563 blev det genopret., idet det samtidig blev bestemt, at Obbekær og Bjørnslykkes mark samt de bønder, der hørte under kongen el. de kirkelige institutioner, og som boede i Kalvslund, Gram, Frøs og Tyrstrup hrdr., skulle søge dette ting. Lensmanden skulle lægge birketinget på det mest belejlige sted. 23/7 1572 fik lensmanden ordre til, da brevet ikke var blevet tinglæst, at lade dette udføre og sætte dets bestemmelser i kraft, og 1/9 s.å. var tinget oprettet. Det vakte stor vrede hos hertug Hans d. Æ., der mente, at det gik hans rettigheder for nær. En tid blev bestemmelsen derfor suspenderet. 5/10 1574 fik lensmanden på ny ordre til at lægge tinget på et bekvemt sted og befale bønderne at holde det for deres rette værneting. Striden ml. kongen og hertugen fortsatte og blev først afgjort ved den s.k. Kolding-reces af 14/1 1576, hvori det blev bestemt, at det nye birk skulle ophøre, mens hertugen på den anden side forpligtede sig til at sikre de kgl. bønder en upartisk behandling ved herredsretterne, og en gang om året skulle hertugen el. hans råder i Haderslev el. Tønder holde ret, hvor de kgl. tjenere kunne forelægge klager over uretmæssig behandling.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 342f. Staatsbürgerliches Magazin. V. 1826. 452ff. Hans Knudsen i AarbRibe. 1917. 390–94. K. Hansen i HistTidsskr. 4. Rk. VI. 1877–78. 415 ff.

Lustrup birk blev sa. m. en række andre biskoppelige birker bekræftet af Chr. I ved brev af 5/11 1468. Efter reformationen blev det lagt til Riberhus, og 16/11 1555 fik beboerne af Seem so. bevilling på at måtte søge deres ret til Lustrup birketing. Ved det brev af 16/4 1563, hvorved Skt. Nicolaj birketing blev genoprettet, blev det også bestemt, at de kgl. og kirkelige undersåtter i Hviding hrd. ikke mere skulle søge deres ret ved herredstinget, men ved Lustrup birketing. Hertug Hans d. Æ. var utilfreds m. hele nyordningen, og ved Kolding-recessen af 14/1 1576 blev de kgl. bønder på ny tingpligtige under hrd. Hertugen forpligtede sig dog til, at han el. hans råder skulle holde ting én gang om året i Haderslev el. Tønder, hvor de kgl. tjenere kunne forelægge klager over uretmæssig behandling. 5/9 1661 fik Hans Schack skøde på birkeretten til Lustrup, hvortil der på denne tid synes at have ligget gods i Seem, Varming, Høm og Favrholt byer, samt gårdene Karkov, Munkegård og Snepsgårde i Seem so. og i Lustrup, der lå under Ribe by. Ved mageskifte af 3/3 1664 blev dette gods afstået til Ribe kapitel og Ribe Hospital. Grev Schack beholdt dog birkeretten, som 31/7 1807 blev overdraget til kongen, hvorefter birket 7/7 1812 blev lagt under Riberhus birk.

1687 siges det, at birket kun består af ca. 30 gde og den lille ø Mandø. 1743 lå hertil foruden Mandø hele Seem so., Lustrup by og mølle og Klåby i Ribe Domkirkes landsogn. Tinget blev da holdt i et hus i Seem so.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 222. 342f. Staatsbürgerliches Magazin. V. 1826. 452 ff.

I Tange, ca. 300 m n.f. Landevejen, findes det nu helt udpløjede Voldsted, kaldet Riber Ulvs Borg (se Kinch. Ribe Bys Hist. og Beskrivelse). At dømme efter en Indberetning i Nationalmuseets Arkiv synes Borgen at have haft en Borgbanke, hvorpaa har staaet et Trætaarn m. en stensat Kælder. Ved en mindre Udgravning 1957 kunde det blot konstateres, at Voldstedet er saa ødelagt, at man næppe ad arkæologisk Vej kan vente Kendskabet til Anlægget meget forøget.

Litt.: Hans Stiesdal. Riber Ulvs Borg, AarbRibe. 1956–59. 98–106.

En forsv. landsby Lusby (1361 Lwsby mark) nævnes endnu i beg. af 1500t.

Ribe som møntsted. I betragtning af Ribes ry som handelsstad i middelalderen er rækken af de middelald. mønter, slået i staden, sparsom og usikker. Det er muligt, at nogle mønter fra Knud den Store m. angelsaksiske præg, slået af Siric i »Riebyii« (varierende m. »Ricyebii«, »Rihbiir«, »Rinhe«), kan henføres til Ribe; men fra 1040’rne forekommer mønter m. omskrift »Swen on Ri« og »Alfrich«, der med større sandsynlighed lader sig henføre til Ribe. Fra Sven Grathes kongetid (1151–54) foreligger mønter, hvis bagside fremstilling af en biskop viser, at Ribebispen havde andel i møntindtægten. Sen. mønter fra Valdemar Sejr nævner biskopperne Tuve (1214–30) og Gunner (1230–45). I ValdJb. (1231) nævnes for første gang mønten i Ribe, der indbragte kongen 150 mark, hvortil kom 100 mark fra møntmesteren. Det er mere end indtægterne fra de andre jy. møntsteder Viborg og Horsens, men meget lidt i forhold til kongens indtægter af mønten fra Lund og Roskilde. 1234 afstod biskop Gunner sin halvdel af mønten mod at få plovskatten i Hard-, Almind- og Varde syssel m. byerne Lemvig og Varde. En mønt med årst. 1234 kan mul. sigte til dette mageskifte, hvorefter en velpræget mønt m. omskrifterne »Waldemarus II rex Danorum« er udgået fra Ribe. Sen. forringedes mønten, og omskrifterne faldt bort el. erstattedes af et enkelt bogstav, hvis hentydning til Ribe oftest er uvis. Om ved 1273 nævnes en møntmester Henrik og ca. 1310 Herman Hagemot. Valdemar V (1326–30) forlenede mønten i Ribe til herr Ludvig Albertsen († 1328); men en mønt m. kronet V og møntmester Papes våbenskjold må henføres til denne hertugs kongetid. Kort efter ophørte udmøntningerne af den efterhånden værdiløse kobbermønt.

Antagelig efter at rådet i Ribe efter 1373 for et kortere åremål havde erhvervet fogderiet, udmøntedes efter nordty. forbillede witten m. omskrifterne »Civitas in regno«, »Moneta Ripensis«. Efter Fr. I.s tronran indrettedes atter en møntsmedje i Ribe (i Sudergade, nuv. Badstuestræde over for Skt. Katharinæ kirke), hvis første opgave var ommøntning af Chr. II.s underlødige klippinge til firehvide, fjortenpenninge og søslinge (1524–26). Desuden blev slået nogle pragtmønter (noble). I tilslutning til grevefejdens enorme udmøntninger blev mønten i Ribe sat i gang igen. Der foreligger »ny Ribe-mønt«, fireskillinger m. årst. 1535, to- og enskillinger m. 1536, sandsynligvis antedaterede, slået fra slutn. af 1536 af en mester m. 10 svende, aftakkede fra mønten i Roskilde. I efteråret 1538 standsedes mønten i Ribe for stedse.

Litt.: AarbRibe. 1947. 587–619. Nord.Num.Årsskr. 1948. 1–38.

Ved nedbrydning af Peder Madsen Fridschs hus i april 1734 fandtes i en stolpe ved et sengested en håndfuld guldmønter til en værdi af 46 dukater, en af dem m. årst. 1685. Ved ombygning s. 672 af det tilbyggede hus, tilh. kommerceråd Chr. Sigfried Eenholm, i okt. s.å., fandtes under en gulvsten i køkkenet en malmgryde m. 499 gangbare speciedalere.

Litt.: Otto Smith og Victor Hermansen. Ribe Bys Historie 1730–1820. 1936. 11f. Nord.Num.Årsskr. 1936. 88, 1937.40.

Ved gravning på Liljebjerget fandtes 1868 90 mønter, de fleste antagelig slået i Ribe i Erik Menveds kongetid ca. 1300.

Litt.: Aarb. 1884. 268, 274.

Ved gravning på Ladegårdsmarken (Østermarken) fandtes 1911 en lerpotte m. 1257 mønter, 5 brudstykker af sølvskeer, 5 stykker sølv og en lille sølvbarre. Hovedmassen (1201 stk.) af mønterne var eng. short-cross pennies, og pengesummen synes at være skjult i de kritiske dage 1247, da Riberhus blev erobret af hertug Abel 28. april og genvundet af kong Erik 3. juni. – Kun ca. 40 m fra dette findested fandtes ved kloakgravning på Seminarievej 1958 177 af sa. sterlinge, øjensynlig nedlagt sa. tid.

Litt.: Num.Chron. 1916. 378–401. Brit.Num.Journ. 1918. 47f. Aarb. 1935. 117–28. Skalk. 1959. 3–5. Nord.Num.Årsskr. 1959. 156f.

Skove: N.f. byen på begge sider af hovedvejen ligger den Ribe Forskønnelseskomité tilhørende Ribe plantage, 34 ha, der er anl. 1802, men først efter 1839 er der foretaget tilplantning i større omfang. Til plantagen flyttedes 1840 en 1802 af »det erkendtlige Ribe« rejst mindestøtte for stiftamtmand W. J. A. Moltke († 1835), og der findes en af et aktieselskab 1887 opf. pavillon. I plantagen ligger endv. Galgebakke, byens tidl. rettersted. Mod ø. ved Tange ejer Ribe kom. Tange plantage, 15 ha, der drives som lystskov. Den er anl. 1879–96 af læge H. N. P. Vilandt (Aage Wielandt. Tange Plantage ved Ribe, Hedeselskabets Tidsskrift. 1931. 389–402). En plantage på 14 ha hører under Teglgården i Lustrup.

Der er ingen bevarede oldtidsmindesmærker på købstadens grund, men n.f. Tved har der ligget en gruppe på 5 høje. – Ved Tange er fundet en boplads fra ældre stenalder. På Nørremarken er undersøgt en urnegravplads fra keltisk jernalder og et vikingetids skattefund, bestående af et sølvbæger og 6 små sølvskåle. To vikingetids guldarmringe er fundet ved Tved og et guldhængesmykke ved Tangevej. Disse fund tyder på, at Ribe allr. i vikingetiden var af en vis betydning. Ved grundudgravninger i Ribe er der fundet to træpinde m. runeindskrifter, den ene m. en kort, kristen besværgelse, den anden m. en meget lang trylleformular.

Litt.: J. Brøndsted i Aarb. 1920. 273–77. T. M. Sørensen i AarbRibe. 1952–55. 625–31.

I R. fødtes sidst i 1400t. magisteren og kanniken Lambert Andersen, først i 1500t. borgmesteren, tolderen og forf. Søren Kjær, biskop Laurids Nielsen Riber († 1557), 1503 biskoppen og reformatoren Peder Palladius, ca. 1510 biskoppen Niels Palladius, 1532 lægen og digteren Hans Frandsen, 1540 el. 42 lægen Peder Sørensen, 1542 biskoppen, skolemanden og forf. Peder Hegelund, ca. 1550 den latinske digter Hans Lauridsen Amerinus og biskoppen Jens Giødesen, 1550 prof., diplomaten og historiografen Niels Krag, 1551 med. prof. Anders Christensen, 1553 prof. Anders Krag, 1564 præsten Peder Christensen, 1567 biskoppen Christen Hansen Riber, 1579 adelsmanden Otte Brahe og biskoppen Hans Wandal, 1594 købmanden Find Nielsen Trellund, ca. 1598 skolemanden, præsten og forf. Jens Kjeldsen, 1600 præsten og historikeren Hans Jensen Svaning, 1603 rigsråden Christen Skeel, 1616 præsten Jørgen Lauridsen Aaskov, 1619 digteren og journalisten Anders Bording, 1620 lægen Ludvig Pouch, 1630 købmanden Jonas Jensen Trellund, ca. 1648 hist. og numismatisk forf. og bogtrykker Johannes Laverentzen, 1654 historikeren og lektoren Peder Terpager, 1655 præsten Mads Pedersen Rostoch, 1676 forf. Carsten Worm, 1684 præsten og historikeren Lars Terpager, 1708 præsten Peder Thun, 1725 præsten og forf. Laurids Bøtcher, 1771 rektoren Niels Lang Nissen, 1784 officeren Gotthard Lützow, 1797 præsten J. C. Lindberg, 1806 godsejeren Knud Knudsen, 1810 gravøren og medaljøren Peter Petersen, 1824 præsten J. M. L. Hjort, 1828 billedhuggeren Stephan Ussing, 1829 lægprædikanten og politikeren Mogens Sommer, 1830 præsten C. H. de Thurah, 1841 skuespilleren og forf. Johan Holm Hansen, 1842 gæringsfysiologen Emil Chr. Hansen, 1844 billedhuggeren Nic. Schmidt, 1848 forretningsmanden og politikeren Julius Nielsen, 1849 borgmesteren og hist. forf. N. Andersen, journalisten og hist. forf. Thomas Graae og forf. og journalisten Jacob A. Riis, 1850 maleren og reproduktionsteknikeren Bernhard Middelboe, 1851 præsten og forf. Morten Pontoppidan, 1852 søofficeren Chr. G. Middelboe, 1853 arkæolog og klassisk filolog K. F. Kinch og sindssygelægen og retslægen Knud Pontoppidan, 1858 biskoppen G. Koch, 1859 købmanden og skibsrederen D. Lauritzen, 1860 skolemanden Vilhelm Balslev og præsten Carl Koch, 1861 præsten Otto Rosenstand, 1863 klassisk filolog Chr. Blinkenberg, s. 673 1866 landøkonomen Niels Ebbesen Hansen, 1871 veterinæren H. M. Høyberg, 1872 direktøren for Zoologisk Have Th. Alving, møbelsnedkeren Cathrine Horsbøl og historikeren Joh. Lindbæk, 1878 gesandten og generalkonsulen J. E. Bøggild, 1885 biskoppen Carl W. Noack, 1889 billedhuggerinden Astrid Noack, 1901 forf. og dramatikeren Kjeld Abell.

Litt.: P. Terpager. Inscriptiones Ripensis cum præmissa brevi urbis descriptione. 1702. Sa. Appendix inscriptionum Ripensium. 1714. Sa. Ripæ Cimbricæ sev urbis Ripensis in Cimbria sitæ descriptio. 1736. Math. Galthen. Beskrivelse over Kiøbstæden Ribe. 1792. Peter Adler. Bidrag til Skildring af Byen Ribe. 1812. P. T. Hanssen m. fl. Efterretninger angaaende Byen Ribe, i Ribe Katedralskoles Skoleprogrammer 1831–48. P. N. Frost. Optegnelser om R. 1842. O. Nielsen. R. Oldemoder. 1869. J. Kinch. R. Bys Hist. og Beskrivelse. I. 1869, II. 1884. J. Helms. Oplevelser i Ribe under Krigen 1864, AarbRibe. 1904. 1–36. C. N. Termansen. St. Klemens Kirke i R., smst. 1905. 1–14. G. Stemann. R. i Stiftsamtmand Moltkes Tid, smst. 1907. 157–212. Helga Stemann. Minder fra Biskop Hertz’ Tid, smst. 3–38, 1910. 22–54, 1911–14. 74–125, 318–51, 462–507, 1919–22. 433–40. J. D. Stemann. Kosakkerne i R. 1814, smst. 1911–14. 533–68. F. W. Sponneck. Stiftamtmand i R. M. S. W. Grev Sponneck under første slesvigske Krig, smst. 1915–18. 221–304. J. D. Stemann. R. i April 1848, smst. 1–39. C. N. Termansen. Indskrifter fra gl. Bygninger i R., smst. 650–77. Marius Kristensen. Fra R. og omegn paa Chr. Falsters tid, smst. 1919–22. 441–82. Helga Stemann. Biskop Viktor Kr. Hjort, smst. 1–64, 141–92, 319–68. Sa. I R. 1814, smst. 552–65. H. Reincke og K. Rosenstand. R. By og Omegn, i Danske Byer og deres Mænd. XXXI. 1919. V. Bloch. Af R. Bys Hist. indtil Reformationen. 1923. V. Hermansen. R.s Tilstand 1735 og 1743, AarbRibe. 1923–27. 462–93. V. Bloch og Otto Smith. R. Borgere 1660–1860, smst. 1928–31. 64–110, 302–56. Hugo Matthiessen, Otto Smith og Victor Hermansen. R. Bys Hist. 1929–46. Sigv. P. Skov. Anders Sørensen Vedels Ribebeskrivelse, Aarb-Ribe. 1936–39. 98–109. G. Neufeldt. Ripen und Esbjerg, Schriften d. Geograph. Institut d. Universität Kiel VII. 1. 1937. Hakon Spliid. Maren Splids i R., forfattet af David Grønlund 1780. 1943. Georg Hansen. Degnen i R. i 18. Aarh., AarbRibe. 1936–39. 1–23. Ribe Bispesæde 948–1948. 1948. Keld Christensen. R. borgervæbning og politikorps, AarbRibe. 1952–55. 567–79. Carl Lindberg Nielsen. Til messe i R. for 450 år siden, smst. 1956–59. 545–55. Erik Moltke. Runepindene fra R., NationalmusA. 1960. 122–36. Otto Norn. Ripensiske Patriciere. Epitafieportrætter fra Renæssancetiden, Festskr. til Astrid Friis 1963. 172–84. M. Bencard og L. Edelberg. Ribes Lod, Skalk. 1962. 3. 20–29. Vider. II. 556–66. III. 422–23. IV. 363–64.

Ribe domkirke

Ribe domkirke, der er viet Skt. Marie el. Vor Frue, ligger i byens midte, hvor torvets myldrende liv er blevet fortrængt af bilernes parade. Endnu formår den ved sit vældige bygningslegeme at hævde sin førsteplads blandt byens huse, ja langt ud over byens grænser viser den sin markante profil. Gennem århundrederne voksede jorden op over dens granitfod, der først på ny blev synl. ved terrænets regulering 1894, og nu får man næsten det indtryk, at murenes vægt efterhånden har presset bygningen ned i jorden. Sit nuv. udseende har kirken fået dels gennem den række af nødtørftige istandsættelser, der afløste middelalderens rige byggevirksomhed, dels gennem H. C. Ambergs omsorgsfulde og stort set vellykkede rest. 1882–1904. Bortset fra de ydre sideskibe og tårnets afslutning fremtræder kirken i omtr. sa. skikkelse som i 2. halvdel af 1200t., men dens historie er langt ældre.

Som nævnt s. 660 blev Ribes første kirke opført af Ansgar henimod 860 på en grund, skænket af kong Hårek den Yngre. Nogle vil søge den under domkirken, andre derimod et helt andet sted, idet de formoder, at datidens Ribe har haft en anden beliggenhed end den nuv. (ganske svarende til forholdet Hedeby-Slesvig). Uanset beliggenheden må det regnes for givet, at Ansgars kirke, som har været af træ, har haft flere arvtagere i sa. materiale. Det forekommer helt usandsynligt, at den skulle have overlevet bispedømmets oprettelse 948 og være identisk m. den Vor Frue kirke, på hvis kirkegård bisp Leofdag ifølge bispekrøniken fandt sit første hvilested – endsige 1000t.s 1. halvdel, hvor bispestolen beklædtes af Odinkar den Yngre, en mand af fornem da. herkomst. Med sine gaver skal han have lagt grunden til bispestolens rigdom, som yderligere øgedes ved, at han fik Knud den Store til (m. visse undtagelser) at skænke bispestolen halvdelen af al kongelig indtægt af Ribe by. Det er således ikke uden grund, at Odinkar – sa. m. Leofdag – er at finde blandt de bisper, hvis jordiske levninger blev fundet værdige til overflytning s. 674 fra den ene kirkebygn. til den anden, indtil deres ben stedtes til hvile i den nuv. kirke. Den ældste omtale af en stenkirke er knyttet til bisp Thure, der faldt i slaget ved Fodevig 1134; bispekrøniken skriver om ham, at han som den første begyndte »at grundlægge Ribe kirke med tavleværk af sten«. Man ved ikke, hvor langt arbejdet var fremme 1134, om det blev videreført af hans to efterfølgere Nothulf og Asser, hvis ben nu hviler sa. m. Odinkars, el. om den flandersk fødte bisp Elias’ stiftelse af domkapitlet 1145 kan ses som et tegn på en hel el. foreløbig afslutn. af Thures kirke, – el. måske en indledning til nye, store byggearbejder. Man ved end ikke, i hvilket omfang Thures bygn. indgår i den nuv. kirke, hvis datering er omstridt. Domkirkens historiograf og fineste kender, den lærde præst Jacob Helms, har i sit 1869 udsendte værk gjort sig til talsmand for, at hovedparten af den nuv. kirke skulle være opført før en brand 1176; men 1906, da han havde fulgt Ambergs rest. og gjort nye iagttagelser, korrigerede han sin egen datering derhen, at Thures kirke blev ødelagt ved den nævnte brand, således at kun apsidens nedre etage og et tilsvarende stykke af sdr. korsarm skulle være bev. og resten af kirken derfor yngre end 1176. Mange andre dateringsforslag har været fremsat, bl.a. har Francis Beckett advaret mod med Helms at tillægge den omtalte brand for stor indflydelse på byggeriet som sådant. Uanset dette er det sikkert, at man må tilskrive de nedenn. forbilleder ved Nedrerhin og deres datering den største betydning, og de tillader tilsyneladende kun den slutning, at domkirkens ældste del, ø.partiet, apsis og korsarme, næppe kan være ældre end o. 1150–75, at det yngre langhus følger hurtigt efter, og at v.frontens nuv. udformning må sættes til o. 1225. Dette sidste parti synes dog ikke at være fuldført efter den opr. lagte plan.

I flere henseender indtager domkirken en særstilling bl. Danmarks domkirker. Her tænkes ikke så meget på, at den i senmiddelalderen som den eneste da. blev omdannet til et femskibet anlæg. Mere iøjnefaldende er det brede og ejendommeligt lyse perspektiv, som dels skyldes den opr. plan, dels hvælvindbygningen og vinduesændringerne i 1200t. Herved står dens indre i klar modsætning til de mere dystre og langstrakte interiører i Lund og Viborg, der også hører 1100t. til. Med Viborg har Ribe triforiegallerierne fælles, men den har ikke som de to andre (og Odense) en storslået, hvælvet krypt under ø.partiet; mul. skyldes denne mangel den frygtindgydende nabo, Vesterhavet, hvis magt har været ripenserne velkendt, før de byggede kirken; dets daglige vandspejl ligger kun godt fire m under kirkegulvet, og det har mange gange skyllet sine vandmasser ind (s. 685); 1634 nåede vandstanden en højde af 1,6 m over gulvet (afmærket på prædikestolspillen).

Kirkens ældste plan og opbygning lader sig trods sen. ændringer nogenlunde klart aflæse ud af den nuv. tilstand. Den bestod af et treskibet, basilikalt langhus, s. 676 et tværskib m.apsis i ø. og et v.parti m. to el. tre tårne. Over arkaderne til de hvælvede sideskibe, som formentlig har haft et vindue i hvert fag, fører rundbuede, søjledelte triforieåbninger til loftsrummene under sideskibstagene, hvorover fulgte vinduer til det fladtafdækkede midtskib. Med dette loft var midtskibet langt stærkere end nu præget af de tre vandrette bånd, som i forsk. højde underdeler dets vægge. I ø.afsnittet, der er usædvanligt ved sin mangel på et egl. korparti, har kun den store, mere end halvrunde apsis været hvælvet; korsarmene har ingen fremspringende sideapsider i ø., kun små, indvendige alternicher. V.afsnittet, hvor der i modsætning til den øvr. bygn. er gennemført forstyrrende ændringer på et tidligt tidspunkt, tegner sig mindre klart. Om den ældste udformning vidner det ved sidste rest. genopførte Mariatårn for enden af sdr. sideskib. Sokkelrester fundet i n. tyder på, at der her har stået en pendant, og det ml. disse tårne stærkt fremspringende midtpartis tykke mure antyder formentlig, at her har skullet være et midttårn. Det er tvivlsomt, om hele dette v.parti realiseredes, og ifald det var tilfældet, må det være blevet ændret senest o. 1225, forud for arbejderne på midtskibets overhvælvning og det store tårns opførelse. Arbejdet på kirken er i øvrigt gennemført fra ø. mod v., og tilsyneladende således, at s.siden er gået frem for n.siden. Hele kirken står på en sokkel af smukt tilhugne granitkvadre, et materiale, der også i vid udstrækning har fundet anv. til bærende led som hjørner og piller, især i ø. Her træffes endv. lidt al og frådsten, men ellers har man p.gr.af egnens stenfattigdom været henvist til den bekostelige udvej at importere bygningssten langvejsfra. Hovedmaterialet er vulkansk tuf fra Andernach ved Rhinen; hertil kommer trachyt fra Drachenfels, hvor bruddet ejedes af Kølns ærkebisp, og store mængder rød Weser-sandsten fra »Porta Westfalica« (især anv. i langhuset). Ud over disse materialer og mindre forekomster af andre stenarter som skrivekridt m. fl. er det endv. sandsynligt, at brændt teglsten er benyttet som opr. byggeemne i de yngste partier i v. (bl.a. Mariatårnets indre m.m.). I det ydre er den etagedelte, rigt blændingsprydede apsis kirkens interessanteste parti. Iklædningen er ikke så let og harmonisk som den, Lundeapsiden fik o. 1150–60, men på visse punkter er detaljerne rigere, fx. søjlernes fodstykker og bladkapitæler. Apsiden har som det eneste bygningsafsnit en fire skifter høj, profileret sokkel på i alt 2,2 m. Herpå hviler tre stokv.; det nederste er ved halvsøjler delt i syv rundbuede blændinger, underdelt af to mindre rundbuer (rekonstrueret på tilsyneladende rigtigt grundlag 1895, s. 688), og hertil svarer en søjledelt blændingsrække indvendig i apsiden. 2. stokv. har derimod ni rundbuede blændinger, hvoraf fem m. vinduer. 3. stokv. er trukket 16 cm tilbage og gennembrydes af fem, ved småsøjler to- el. tredelte lysåbninger, som fører ind til tagrummet over apsidens hvælving. Tværskibets mure og gavle prydes af store blændingsfelter, afsluttet m. én el. flere rundbuer, hvoraf nogle hviler på granitkonsoller af form som mandshoveder. Højt i korsarmenes hjørner er der indfældet fritstående søjler. Lisénrester på ydersiden af sideskibsmurene tyder på en lign. dek.; i korsarmenes indre nåede de rundbuede vægblændinger til det flade loft (stærkt ødelagte ved hvælvslagningen). Efter sidste rest. fremtræder v.gavlen overordentlig rigt udstyret; bortset fra de øverste partier og taggavlen har Amberg dog haft sikre spor at holde sig til; portalen, dens flankerende blændinger og den af søjler tredelte blænding over bueslaget var ret urørte. I dette lille buegalleri hang der indtil 1850 en krucifiksgruppe fra o. 1400. Af kirkens tilsyneladende fem hovedindgange er sideskibenes i n. og s. forlængst borte. Til den s. 677 ndr. hørte nok et tympanon, som fandtes indmuret i det yngre ydre sideskibs v.fag (og som siden er udskiftet med det fra ndr. korsarms portal) samt et søjlepar, der er genanv. til dek. på n.sidens lille trappetårn. De tre andre indgange sidder i de to korsarmsgavle og i v.gavlen; den sdr., kaldet Kathoveddøren, er rigest og mærkeligst (navnet stammer fra et malmstøbt løvehoved fra 1300t.(?), af fr. el. flandersk arb., der holder den middelald. dørring; på dets krave findes fire små dragefigurer, der tidl. opfattedes som mus og løvehovedet derfor som et kattehoved; se Fr. Beckett. Kathoveddøren på Ribe domkirke, i JySaml. 3. Rk. IV. 436ff.). Døren har fået sin form gennem to byggeperioder. Den er nu en søjleportal m. reliefsmykket tympanon omsluttet af hesteskoformede buer og kronet af en trekantgavl m. en fremstilling af »det himmelske Jerusalem« (anført på skriftbånd), hvor Kristus og Maria omgives af engle og salige. Af de fire søjler hviler de to yderste på løver, som kaster sig over forvredne menneskeskikkelser, og alle søjler krones af bladkapitæler svarende til apsidens. Det 2,5 m brede granittympanon m. en korsnedtagelsesgruppe s. 678 i mærkværdig højt relief og omløbende indskr. er portalens ældste del og hører til Danmarks ældste og betydeligste billedhuggerarbejder. Yngre er opbygningen m. trekantgavlen af Weser-sandsten; under Maria og Kristus ses to mænd, måske konge og bisp, hvis tydning i øvrigt har givet anledning til lige så forsk. synspunkter som spørgsmålet om relieffets alder; nogle vil gøre det yngre end 1250, andre til o. 1180; ud fra andre synspunkter synes det sidste rimeligst (se Mackeprang.JG. 159 ff. m. henv.). Ndr. korsarmsportal har en til s.døren svarende form, men bortset fra søjlerne (m. »slibestriber«) og tympanet, der stammer fra ndr. sideskib, er den ny. V.portalen er betydelig yngre end de to foregående; den har tre par granitsøjler m. omløbende, kragbåndsagtige kapitæler, som prydes af livligt bladværk af en helt anden type end s.dørens. Af udsmykkede detaljer i det indre, som ikke er omtalt, skal nævnes sideskibshalvsøjlernes terningformede kapitæler, hvoraf nogle m. en kolbeagtig blomst i skjoldet, endv. nogle lign. på sdr. galleri, hvor også bladkapitælerne fra apsis og s.dør findes (det næstøstligste par stod indtil 1843–45 som n.sidens østligste; dengang manglede n.- og s.siden søjler i det flg. fag (fjernet ved orgelopstilling 1766), og n.siden i endnu to fag). Alle n.sidens søjler er nu ens (tre par fornyet efter N. S. Nebelongs tegn.), m. rige bladkapitæler af et helt andet tilsnit end s.sidens; tidsmæssigt knytter de sig til v.portalens, hvorfor de formentlig stammer fra en ændring af n.sidens åbninger.

Forbillederne for kirkens arkitektur findes hovedsagelig i de sa. egne, hvor man hentede materialet. Med importen er der fulgt en direkte og stærk stilindflydelse fra de vældige byggepladser i det nederrhinske område, hvor man på den tid synes at have udfoldet en ædel kappestrid om at forny de eksisterende kirker el. bygge nye, og hvor ikke mindst Køln synes at have givet tonen an. Men at der også kan være tale om indflydelse fra mere vestl. egne ved Kanalkysten, fremgår dels af de gennembrudte åbninger til sideskibenes tagrum, dels af det mærkelige pudsornament i disse åbningers rundbuede spejle, og endelig af et foldeværkskapitæl, som fremdroges ved sidste restaurering. Blandt de monumenter, som i første række bør nævnes, når det gælder Ribe domkirkes datering, er dobbeltkapellet Schwarzrheindorf (indv. 1151, udvidet 1173), v.partiet af Brauweilers klosterkirke (begge nær Køln), ø.partiet af domkirken i Bonn samt flere af Kølns kirker fra o. 1150–1200, der hver for sig viser detaljer, som genfindes i Ribe. Blandt disse er langhussystemet i Skt. Ursula fremhævet; men der findes flere kirker, bl.a. i Rhindeltaet, som må tages i betragtning.

Domkirkens første anlæg var, som nævnt, næppe fuldendt, da man tog fat på ændringerne, hvoraf nogle kan have deres forklaring i, at man havde bygget for letsindigt på en ikke alt for sikker jordbund. Til dem hører imidlertid næppe højkirkeloftets udskiftning m. murede hvælv, som nok gennemførtes i 1200t.s 2. fjerdedel. Herved skabtes det interiør, som møder os i dag: korsskæringens pragtfulde, »svævende« kuppel, korsarmenes fir- og syvdelte ribbehvælv samt midtskibets ottedelte, der hver spænder over to sideskibsfag. Som forlæg for ribbehvælvene tjener nogle i væggene indfældede, halvrunde søjleled, der bryder helt m. langhusets ældre, vandrette inddeling i højden; de udgår fra konsoller over arkadepillernes kragbånd, konsoller, der enten er profilerede el. udført som smukke skulpturer af menneskelige figurer i vidt forsk. stillinger. Omtr. i højde med de nuv. vinduer, som dengang afløste de mindre, og som helt er tilpasset hvælvkapperne (sml. Løgum klosterkirke, Tønder a.), har forlæggene bladkapitæler, som danner udgangspunkt s. 679 for et tresøjleknippe m. base og kapitæl, hvorpå buer og kappekanters rundstave har deres udspring. Den 21,3 m høje på pendentiver hvilende korsskæringskuppel, der konstruktivt er enestående i Norden, er ofte blevet betragtet som en del af det opr. anlæg, fordi korsskæringspillerne er så kraftigt udformet. Har den været et led i byggeprogrammet, kan det imidlertid fastslås, at den først er kommet til udførelse på et sen. tidspunkt, og vel snarest i forb. m. indhvælvning af den øvr. højkirke. V.franske kuppelkirker, der har orientalske forbilleder, hvoraf Konstantinopels Sofiakirke er mest berømt, er fremhævet som Ribekuplens umiddelbare forbillede; måske er det rigtigt, måske har inspirationskilden ligget nærmere. Skt. Servatius i Nivelles har haft en lign. kuppel, og her finder man for øvrigt visse paralleller til Ribes hvælvskulpturer. 1242 skal kirken på ny være blevet udsat for en brand; 1249 udstedte biskop Esger et brev, hvori han tilsiger de beboere i Almindsyssel, s. 680 som vil hjælpe kirken, 40 dages aflad, da kirken ikke har »tilstrækkelige midler til sin egen opførelse«. Brevet kan stå i forb. m. hvælvbyggeriet, men det kan også have andre årsager, som indiceres af de omtalte, nogenlunde samtidige triforiesøjler i n.siden el. det store tårn (»Stormklokketårnet«, »Ribe tårn«), der o. 1250 rykkede ind på det tidl. n.tårns plads. Efter opførelsen af tårnet fik sideskibene en ekstra etage, der overdækkedes m. krydshvælv; i n. synes alle arkitekturdetaljer, som kan være blevet tilovers ved midtskibshvælvene, at være kommet i anvendelse. I s. fik hvert fag et vindue i forhøjelsen, i n. to; gennem denne forhøjelse kom der rigtige gallerier bag triforieåbningerne, der opr. kun førte ind til tagrummene. Denne foranstaltning er sat i forb. m. et af den pavelige legat Guido 1266 udstedt afladsbrev, hvori det siges »at kantoren og kapitlet i Ribe er betænkte på at istandsætte deres kirke, der truer med stor og farefuld indstyrtning« (som formodes forårsaget af de da nyligt indbyggede midtskibshvælvs tryk). En ulykke skete virkelig juledagsmorgen 1283, mens mange mennesker var forsamlet i kirken; da styrtede overdelen af Stormklokketårnet ned mod ø., knuste kirkebygningens nærmeste dele, og mange mænd og kvinder dræbtes under murmasserne; denne ødelæggelse spores endnu i kirkens nordvestre del gennem ændrede stil- og hvælvformer. Enten sideskibsforhøjelsen – som man har hævdet – er gennemført for at modvirke trykket fra hvælvene el. ikke, så er det givet, at dette tryk har voldt problemer fremover og på et vist tidspunkt medført opsætning af (nu fjernede) støttemure tværs over sideskibsgallerierne. 1386 udstedtes et afladsbrev, hvori der tales om truende sammenstyrtning, og på ny 1404, efter at kirken 1402 var blevet hærget voldsomt af en brand. Fra 1437 findes et af pave Eugenius i Bologna udstedt brev, hvoraf fremgår, at kirken ikke er bleven istandsat, efter »at den for lang tid siden var næsten fuldstændig afbrændt«. De ydre sideskibe af tegl anses for en nødforanstaltning fra den tid til afværgelse af kirkens sammenstyrtning, og det antages tillige, at de skal være dannet ved sammenbygning af en række kapeller, som da allr. havde samlet sig omkr. kirkens mure. Det er dog vanskeligt at forestille sig, hvorledes man har kunnet gennemføre en sådan sammenlægning af private kapeller m. sidealtre og gravsteder. At ø.enden af det sdr. (nu Skeels begravelse) er et ældre kapel (Bethlehem, s. 684), er ubestrideligt, og visse forhold i murværket tyder måske på, at også andre afsnit en gang kan have stået som selvstændige kapeller. Mul. har kirken da i s. kunnet gennemføre et vist afstivningsarbejde ved at forbinde kapelbygningerne. Ndr. sideskib er betydeligt smallere, og det virker helt homogent; her kan der snarere være tale om at samlet byggeforetagende fra kirkens side. Midt på hvert sideskib findes et trappetårn, som over de ydre sideskibe giver adgang til gallerierne. Af andre middelald. ændringer ved selve kirkebygningen må nævnes opmuring af aftrappede gavlkamme, samt – i forb. m. en fuldstændig forandring af højkirkens tagværk – indretning af en omløbende vægtergang på murkronen (som i Viborg domkirke) og m. et klokkehus i nø. (nedbrudt o. 1742, klokkehuset ca. 100 år tidl.).

Kirkens ældste og nu eneste tilbygn. er Stormklokketårnet, hvis opførelsestid falder ml. højkirkehvælvene og ndr. sideskibs forhøjelse. Materialet er tegl lagt i fuld mur m. granitkvadre til hjørner og andre enkeltheder. Tårnet, som udvendig er stokværksdelt ved kraftige inddragninger i murværket, har sikkert til og med anden inddragning bevaret den form, det havde ved nedstyrtningen 1283; det flg. stokv., indtil en nu næsten forsv. spidsbuefrise over de cirkelblændinger, som flankerer s. 681 s. 682 urskiverne, kan derimod stamme fra den påfølgende istandsættelse, der mul. først sluttede 1333. Med holdepunkt i to sølvbogspænder og en højdeangivelse i forb. m. en sen. nedstyrtning har man sluttet, at tårnet over spidsbuefrisen har haft fire spidsgavle og et spir af den art, som er så alm. ved landsbykirketårne i det gl. Tørning len, og at Stormklokketårnet har været disses forbillede. Hver stokværksdeling i tårnets ydre modsvarer to i dets indre, hvor man nederst finder to hvælvede rum over hinanden. Hvælvene er helstentykke, og det nederste hviler på gotiske konsolhoveder, der trods deres ødelagte stand må henføres til den bedste da. bygningsskulptur fra perioden. Disse to rum, der sen. indrettedes til kapeller, er tilsyneladende den eneste del af tårnet, som kirken har haft brugsret til tidl. Det fremgår af sen. kilder, at tårnet har været byens, og at det må være opført som vagttårn for denne, ganske som det kendes fra n.franske, belgiske og westfalske byer. Her var stormklokken ophængt, her fandtes en tid også byens arkiv og krudtlager, og i nogle små, hvælvede hjørnekamre (de to ndr. bevarede) bag de omtalte cirkelblændinger m. skydeskår i midten stod byens kanoner. Det stemmer hermed, at tårnets trappe (før tilmuringen 1595), foruden døren i det nedre kapel, som gav adgang til det øvre, havde en udvendig dør til byens brug. Det vides ikke, om tårnet opr. er betalt af byen; sen. havde kirken vedligeholdelsen, men byen havde påtaleret, og den betalte selv stormklokkens omstøbninger. I 1500t.s slutn. hører man ofte om udbedringer og større reparationer af det brøstfældige tårn, således 1578, 1579, 1592 og 1594, da hele n.- og v.siden den 15/3 styrtede ned »af ælde og jordrystelse«; herved blev stormklokken fra 1533 ødelagt. Ud fra jernankerårst. 1595 på tårnets mur er det åbenbart, at arbejdet på genopførelsen hurtigt satte ind; det skete under ledelse af en indkaldt bygmester, »mester Bernn(?)« og ved hjælp fra alle kirker i Ribe stift. Det var tanken at forsyne tårnet m. et højt spir, og af kirkeværgens regnskab for 1597 fremgår, at han havde udbetalt 1 dlr. og 12 sk. »i Hamburg for tårnet at kontrafeje og måle«. Fra dette projekt stammer rygterne om tårnets helt umådelige højde (408 fod); det kom aldrig til udførelse, men det var mul. skyld i, at arbejdet for en tid gik i stå. Det blev genoptaget 1607 under Hans Bergmanns ledelse, afsluttet 1610, og da havde tårnet fået sin nuv. højde (48,6 m; før nedstyrtningen angaves murhøjden til 66,5 m) samt det flade tag omgivet af en balustrade med sandstenspiller. 1644, da svenskerne på Riberhus besvarede kuglerne fra de i tårnet opstillede kanoner, blev nogle sandstenspiller og gesimsen under dem knust; pillerne fornyedes da i træ m. kobberbeklædning (det er sket gentagne gange siden da). Ved restaureringen 1883–85 genåbnedes de da tilmurede, store, spidsbuede lydåbninger i øverste stokv., hjørnekvadrene fornyedes delvis, og v.-, s.- og til dels ø.siden skalmuredes i 1/2–1 stens dybde. Samtidig fjernedes den trætrappe, der som en følge af spindeltrappens tilmuring efter nedstyrtningen 1594 var indføjet i det underste tårnrum, hvor hvælvingen var gennembrudt. Opgangen er nu gennem det rekonstruerede Mariatårn (s. 688), over midtskibshvælvene og videre op til platformen ad træstiger.

Bortset fra de voldsomme ændringer af interiøret og dets belysning, som hvælvslagningen og sideskibenes forhøjelse har medført, lader der sig nu ikke påvise andre tidlige bygningsmæssige ændringer af betydning i kirkens indre. Alligevel må rummet i middelalderens løb langsomt og umærkeligt have ændret sig totalt. Af stor betydning var det lektorium, som skilte korsskæringen fra midtskibet (måske har det stået i forb. m. sideskibsgallerierne), og foran hvilket sognealtret havde sin s. 683 s. 684 plads, mens højalteret stod i apsisåbningen. Lektoriet lukkede den læge mand ude fra kannikernes kor i korsskæringen, som yderligere ved murede skranker bag korstolene var skilt fra de to korsarme. Hver af de tre lukkemure har haft mindst én dør (den sdr. nævnes 1338), og i lektoriets skal Christoffer af Bayerns trone have været opstillet under hans salvning 1443. Dette kannikekor stod uændret til 1560, da lektoriet erstattedes af gitterværk (s.- og n.muren stod til 1843–45). Af større betydning for interiørets ændring var den række af private alter- og kapelstiftelser, som gennem større og mindre overgreb på bygn.s arkitektur efterhånden fik plads i og ved kirken. Det er vanskeligt at stedfæste mange af disse stiftelser, og undertiden er det tillige umuligt at afgøre, om det i kilden omtalte alter el. kapel dækker over et i kirken opstillet alter el. en selvstændig bygn. i tilslutning til kirken. Vanskelighederne er yderligt øgede p.gr.af de uklare forhold vedr. de ydre sideskibe, der er berørt s. 681. Af sidealtre og kapeller opregnes ca. 50. Ældst er mul. kapellet Bethlehem i sydligste sideskibs ø.ende; det er formentlig stiftet af biskop Christiern 1292 og viet Vor Frue, Skt. Laurentius og Thomas af Canterbury. Efter reformationen blev det bibl. for kapitlet, men 1620 tilskødet rigsadmiral Albert Skeel som gravkapel (s. 681). Skt. Nicolai kapel, v.f. Mariatårnet, nævnt 1338, m. gravplads for Hans Limbek, † 1350 (s. 694), nedrevet o. 1792; efter reformationen kaldet Blykammeret, fordi det brugtes til blystøbning. Skt. Barbaras kapel, i hjørnet ml. sdr. korsarm og apsis, stiftet 1363 af borgm. Anders Bundesen. Efter reformationen skal bygn. have tjent dels som læsesal, dels som lokale for gejstlige rettergangs- og voldgiftsmøder, nedrevet o. 1740. Blandt de mange andre sikre kapeller skal nævnes Vor Frue, stiftet af ridder Christiern Pæsz († 1318), Skt. Andreas, nævnt 1429, og Skt. Birgitta, stiftet 1440 af kantor Jep Iversen Lange; det skønnes at have haft plads i det yderste sdr. sideskib, og Skt. Andreas’ kapel skal være identisk med det nuv. præsteværelse, som ligger op mod Bethlehem. Skt. Kathrines kapel, nævnt ved midten af 1400t., skal have ligget i n., op mod korsarmens v.side. Af de to kapeller i det store tårn var det nederste viet til Skt. Lucius og stiftet 1438 af biskop Christen Hemmingsen; i v.væggen ses den genåbnede, spidsbuede alterniche. Det øvre kapel var viet de 11000 jomfruer; det var opr. tilgængeligt fra Lucii kapel ad spindeltrappen, men står nu i forb. m. ndr. sideskibsgalleri. Blandt de forsv. tilbygninger var der andet end kapeller. Ø.f. ndr. korsarm en tilbygning, som i hvert fald fra reformationstiden tjente som kapitelhus; en sådan bygn. er nævnt 1388 og mul. identisk m. den her omtalte, som på døren bar Erik af Pommerns navn og årst. 1411. Bygn., der blev nedrevet o. 1792, tjente en tid som landemodesal. Under kapitelhuset havde domkapitlet i 1500t. en vinkælder, hvorfra der var udsalg endnu i 1600t. Samtidig m. kapitelhuset forsvandt et våbenhus foran døren i ndr. korsarm; det havde en rigt udstyret, gotisk gavl og var vistnok opf. 1482. En senmiddelald. tilbygn. af mere usædvanlig art var den omgang, »ambitus«, bestående af tre krydshvælvede længer, som lå på kirkens s.side; ø.- og v.fløjen sluttede sig til henh. Kathoveddøren i korsarmen og en (1834 tilmuret) dør vestl. i sdr. sideskib. De tre længer havde åbne arkader til en (1807 nedlagt) begravelsesplads, »Lindegården« (efter et lindetræ, der stod midt på pladsen, indtil afgravningen omkr. kirken fandt sted). Omgangen stod helt bev. indtil o. 1740, da s.- og ø.fløjen forsvandt; ved rest. o. 1840–45 nedreves også ndr. halvdel af v.fløjen, mens den resterende del af fløjen er bev., istandsat ved sidste rest. og lidt forlænget mod kirken (i alt fire fag krydshvælv og m. vinduer i de engang åbne arkader i ø.).

Klageskrigene over kirkens tilstand, der læses ud af de middelald. afladsbreve, blev ikke færre i tiden efter reformationen. Bygn.s nød blev stedse større; en ikke uvæsentlig årsag var, at kapitelsmedlemmer, der havde fået tiende i fæste, ikke udredte deres afgift til domkirkens bygningsfond. Uvejr og stormflod anrettede ofte skade p.gr.af kirkens lave beliggenhed, og ved de stadige reparationer blev tufstenen efterhånden mere og mere erstattet af teglsten. 1549 styrtede dele af sdr. korsfløjs gavl over Kathoveddøren ned, 1594 faldt dele af tårnet, 1659 pålagde domkapitlet kirkeværgen ufortøvet at lade kirken istandsætte, da den var bygfældig på render, tag og vinduer; det skete først 1665 og besegledes m. et årst. på hvælvingen i ø., men to år efter truedes de tre vestre midtskibshvælv m. nedstyrtning foruden adskilligt andet. Der synes dog ikke at være sket noget før 1688, da der tillige muredes på tårnets sdr. og vestre side. 1695 betalte man for at få udbåret is og vand, »som var indkommet forrige nat og frossen på stenene«. En udtalelse af magistraten 1697, at »så vidt udvortes kunde ses, da var kirken vel ved magt«, blev utvetydigt modbevist de flg. år: 29. jan. 1701, da korsangen begyndte, faldt et stort stykke af sdr. korsarms v.side ned over lavkirken og knuste næsten hvælvingen over Skeels begravelse, 1711 var dele af omgangen i ø. og v. helt brøstfældige, 1712 faldt et stykke af v.gavlen, lidt sen. tillige hjørnet ved Mariatårnet, og det store tårn var så brøstfældigt, at kirkens kasse 1717 udredte husleje til klokkeren, der ikke længere turde bo i boligen ved tårnets fod. 1719 frygtede man Mariatårnets fald, og det skete 15. maj, da s.siden løsnede sig; 1722 faldt ndr. korsarms v.side, og 1730 på ny noget af det store tårn. Nu var katastrofen for total sammenstyrtning s. 686 nær, og det udløste en kritik af kirkens selvstændige administration, som 1734 medførte et kongeligt reskript om kirkens bestyrelse og istandsættelse. Der blev nu taget fat, men det kneb stadig m. de fornødne pengemidler. 1735 gjorde hofbygmester L. Thurah et overslag på 21.800 rdl. til en rest., som kun gjaldt det ydre; han foreslog bl.a. at nedbryde 30 alen af det store tårn og klokketårnet (Mariatårnet) til gesimsen ligesom også de »mangfoldige unyttige frontispicer« (sideskibenes smågavle af træ). Det var for dyrt; bygmester Kaj Stallknecht fremkom 1737 m. et nyt overslag på 15.000 rdl., og arbejdet begyndte 1738; efteråret 1739 kunne man på ny holde gudstjeneste, men istandsættelsen varede til 1743. Omkostningerne, der næsten nåede Thurahs overslag, dækkedes ved alm. kollekt i Danmark og Norge, en afgift af alle da. kirker, af præsterne i Ribe stift og af byens indbyggere. Rest. var meget uheldig; af nyt bragte den en tagrytter over korsskæringen og et spir på trappetårnet i n. samt udsvejfede gavle til erstatning for kamtakkerne. Meget blev nedrevet: sideskibenes spidsgavle, vægtergangen på murkronen, Skt. Barbaras kapel og omgangens s.- og ø.fløj. Efter nogle lige så uheldige indre forandringer, bl.a. 1766 orglets flytning fra skibets n.side til midtskibets ø.ende, tværs over kirken, hvor lektoriet indtil 1560 havde spærret indblikket i ø.partiet, samt 1777, da pulpiturer indføjedes i s.sidens arkader, måtte man snart skride til en ny ydre istandsættelse. Efter forslag 1789 af bygmester Kruse tog man fat 1791–93 under bygningsinsp. Langen. Den blev ikke bedre end den foregående, også her nedsatte man omkostningerne ved at nedbryde for fode; nu faldt største delen af Mariatårnet og det hosliggende Skt. Nicolai kapel, endv. våbenhuset og kapitelhuset ved ndr. korsarm. Landemodesalen flyttedes til sdr. korsarm, og den østre halvdel af Mariatårnets to nedre stokv. inddroges under sdr. sideskibs forlængede tag, mens ruinen skjultes med en mur i v. Stallknechts svejfede gavle ændredes noget, og kirken oversmurtes m. gråsort farve. I det indre for man tilsvarende hårdt frem: mange kostbarheder forsvandt, gulvet reguleredes og de fleste ligsten anbragtes i midtgangen, så mange kom til at ligge på forkert sted (gravene blev dog først opfyldt og »regulerede« 1843).

Den nye administration havde ikke bedret sagen, og ved 1800t.s beg. var kirkens tilstand værre end nogensinde. Først kunsthistorikeren N. L. Høyen vakte efter et besøg i Ribe opmærksomhed for, hvor nødvendig en rest. var, hvis kirken overhovedet skulle bevares. Efter et omhyggeligt syn 1833 og undersøgelser og overslag 1838–39 blev mure og tage udbedret 1840–42; 1843–45 fulgte restaureringen under bygningsinspektør F. F. Friis og arkt. N. S. Nebelong (20.000 rdl., hvoraf 14.000 indsamledes i landet, mens staten tilskød resten). En plan af Theophilus Hansen, der gik ud på at nedbryde de ydre sideskibe – dette var i overensstemmelse med Høyens opr. forslag –, genopbygge Mariatårnet og forsyne det store tårn m. ottekantet afslutning og spir, forkastedes som for dyr. Ved restaureringen blev murene styrket, man forsøgte at bringe de opr. materialer frem, særl. i det indre; gulvet sænkedes, så pillernes sokler kom frem, pulpiturer fjernedes, søjler, gesimser og buer rensedes og suppleredes; orglet flyttedes til kirkens v.ende, de middelald. skrankemure bag korstolene fjernedes, den 1790 tilmurede kathoveddør genåbnedes, og vinduerne i apsis, som i tidens løb var udvidede, ændredes noget (den opr. form fik de først ved Ambergs rest.). Bethlehems kapel omdannedes til sakristi, og Skeels epitaf fjernedes; heller ikke denne gang udvistes der pietet over for gravminderne: Anders Sørensen Vedels gravsten forsvandt sa. m. hovedtavlen s. 687 (m. familieportrætterne) fra hans epitaf, mange andre ligsten savedes i stykker til korskranke og -trappe, andre flyttedes fra midtskibet til sideskibe og forhal under orglet el. brugtes foran dørene. Bortset fra mur og tag samlede den ydre rest. sig især om apsis og v.parti; i forb. m. det sidste faldt en del af omgangens v.fløj (s. 684). Kirken genåbnedes 29. maj 1845. Det gode ved denne istandsættelse var, at kirken, uden at noget var alvorligt foregrebet, kunne vente på den endelige istandsættelse. Den beg. 1883–85 m. det store tårn (s. 681) og lededes m. stor kærlighed og indsigt af H. C. Amberg. 1886, da der på finansloven var bevilget 40.000 kr., gik man i gang m. at opføre svære tværmure og støttebuer forneden i de ydre sideskibe og foroven i de indre for at modvirke hvælvingernes tryk, et arbejde, der må betegnes som en overordentlig vellykket løsning af det vanskelige problem. Efter en længere standsning og en strid, der drejede sig om, hvorvidt de (sidste) s. 688 sen. tilføjelser, navnlig de yderste sideskibe, burde bevares el. ikke (se bl.a. J. Helms. Er det ved R. Domkirkes Istandsættelse kun det ældste, som fortjener at bevares, 1888, og artikler af J. Lange i »Kunstbladet« nr. 31, og i Berl. Tid. 1888 af henh. Henry Petersen 4/2, H. B. Storck 6/2 og 24/2, Helms 16–17/2 og 8/3, Heinrich Hansen 20/3), genoptoges arbejdet 1894 efter en ny bevilling på finansloven. Nogle huse i Stenbogade, tæt op mod korrundingen, nedbrødes, og terrænet omkr. kirken afgravedes, idet det i tidens løb var hævet 1,3–1,6 m (måske var det også blevet højnet m. vilje for at værne kirken mod stormfloder; en væsentlig del af forhøjelsen er sket på et meget tidligt tidspunkt), så at soklen nu står fri i hele sin skønhed. Apsis og korsfløjene restaureredes 1895–96, derpå fulgte v.parti, langhus og indre sideskibe; overalt udskiftedes tegl m. tuf fra Andernach, og til v.gavlen brugtes endv. meget forskelligt farvet granit. Gallerierne fik nye hvælv, og de ydre sideskibe forsynedes m. spidsbuede, stavværksdelte vinduer; i st. f. de flade tage indførtes sadeltage, m. spidsgavle over de ydre sideskibe, tre på hver side af trappetårnene. Det ndr. trappetårn fik nyt spir (i alt ca. 22 m højt), og trappepillen i s. udbyggedes på lign. måde. Samtidig genopførtes Mariatårnet på basis af de rester, der stod tilbage efter nedbrydningen o. 1792 (s. 686); det har åbne gallerier ind til klokkerne (de to mindre blev overflyttet hertil fra det store tårn), fire gavle og et kobberklædt spir (samlet højde: 52 m). Tårnet rummer en spindeltrappe af granit, der desuden giver adgang til sdr. sideskibsgalleri og loftet over midtskibet (hvorfra videre ind i det store tårn, s. 682). Over korsskæringen rejstes et 20,7 m højt klokkespir til afløsning af Stallknechts fra 1737. Kirkens blytag udskiftedes m. kobber, således som det endnu fandtes på s.siden 1552. De tre hovedportaler fik dørfløje m. relieffer efter tegn. af Anne Marie Carl Nielsen. Arbejderne ved kirkens ydre var færdige 1901, i dens indre i det væsentlige 1904; tilsammen var der bevilget 940.000 kr., hvoraf fra staten 920.000 og fra Ribe by 20.000. En aldrig udført udsmykning af apsidens indre ved Joakim Skovgaard var optaget på finanslovene 1927–29. Bygn.s indvendige længde er ca. 63,7 m, heraf udgør apsis og tværskib ca. 21,3 m; tværskibet måler ca. 29,5 m fra s. til n., langhuset ca. 34,5 m, hvoraf midtskibet 11, hvert indre sideskib 5, det ydre i s. 5 og det ydre i n. 3,5.

Af kirkens kalkmalerier er kun enkelte rester tilbage; på ndr. korsarmsgavl, fra 1200t., en figur i knælang kjortel m. bælte, opadvendt ansigt, oprakte arme og knyttede hænder, og på midtskibets vestre arkadepiller i n.rækken, malet på kvadrene, fremstillinger af Jomfru Maria m. barnet og apostlene Bartholomæus og Andreas, sikkert en rest af en apostelrække fra 1500t. Om stiftergravens og den murede dobbeltgravs malerier se s. 700.

Inventar. Da domkirken gentagne gange er blevet hærget af ildebrand, da den igennem en længere periode har hørt blandt landets mest forsømte kirker, og da den ikke blot har været udsat for de oprydninger, der fulgte m. reformationstiden, men også for sen. tiders reguleringer, kan det ikke ventes, at meget gammelt inventar er bevaret. De middelald. genstande, alle fra sengotisk tid, kan tælles på to hænder: en kandelaber, nogle lemlæstede kannikestole og en dito bænk (nu i Nationalmuseet), et korbuekrucifiks og en mindre krucifiksgruppe, en Skt. Jørgensgruppe, en malmdøbefont og en lappet trædør – det er alt. Radke Bolkens 1474 skænkede, højbenede kobberpande (hvormed fulgte 14 tønder kul årl.), der varmede de »arme peblingers forfrossen hånd og krop«, solgtes i slutn. af 1700t., da s. 689 blykammeret blev nedbrudt; den over 11 alen høje kæmpestatue af Christophorus m. Jesusbarnet (afb. Terpager. Rip. 340; jf. tilsv. i Slesvig domkirke), der stod nær fonten, gjorde samtidig nytte som brændsel under blygryden. Forsv. er en »Kristi grav« og krucifikser m. indlagte relikvier og daterende pergamentstrimler. Den berømte korkåbe m. glorieomgivet maske, hvormed klokkeren 1754 nær havde skræmt livet af Fr. V (vel opr. brugt i kirkelige optog el. skuespil), er borte sa. m. alle de talr. andre kostbare tekstiler. Væk er krucifikset af hvalrostand, som biskop Olaus (på Valdemar Sejrs tid) skænkede – ingen ved, om det er identisk m. det kendte Gunhildkors i Nationalmuseet –, borte det lille Mariabillede af metal over kirkens hovedindgang. Om disse ting, om biskop Leofdags helgenskrin, om den næsten ufattelige skat af guld, sølv og ædle stene kan man nu kun læse i »Ribe Oldemoder« og hos kirkens historiografer. – Indtil 1560 synes Ribe at have stået i sa. tilstand som under katolicismen, hvor menigheden ikke havde adgang til koret; men 25. okt. d.å. modtog lensmanden en kgl. skrivelse om den herskende uorden i domkirken m. stole, altre o.a. Muren omkr. koret forlangtes nedrevet, og lektoriemuren ml. kor og skib, ved hvis v.side bl.a. sognealteret stod, skulle erstattes af et korgitter, sognealteret fjernes og gudstjenesten henlægges foran højalteret. Stolene »midt op ad gulvet« fordredes borttaget og andre nye opsat ved siderne. Fonten skulle flyttes fra ndr. korsarm »af vejen« og ned i kirken. Af det inventar, der anskaffedes til kirken i det halve årh. efter reformationen, er så at sige kun prædikestolen tilbage.

Det nuv. alter og dets overbygn. er en fantasi fra sidste rest. i granit, tuf, klæber- og sandsten over byzantinske motiver, hvor kirkebygn. på taget symboliserer det himmelske Jerusalem. På det søjlebårne alterbord af Bremersandsten står et forgyldt bronzekrucifiks (sign. S. S. Mørk sclp.). I bordet er indmuret en pergamentsrulle m. beretn. om kirkens sidste istandsættelse. En romansk alterbordplade, der før rest. lå under gulvet, hvor Christoffer I.s grav antoges at være, placeredes nu i gulvet, hvor Hans Tausens grav if. traditionen var. Fra 1838 og til rest. prydedes alterbordet, der da stod i apsiden, kun af et stort trækors og to store trælysestager (efter tegn. af kgl. bygningsinsp. F. F. Friis og nu på galleriet). Denne opstillings forgænger var en renæssancealtertavle fra 1597, fra hvilken de syv nyrestaurerede malerier i præsteværelset stammer (Jesu dåb og passionshistorie fra bønnen i Gethsemane og til opstandelsen). Andre dele af denne tavle, rigsvåbnet og seks smalle felter m. relieffer af de fire evangelister, Salvator og Johs. Døberen, er indsat i orglets fra sidste rest. stammende underbygning. På denne tavle var også lensmand Vald. Parsberg og hustrus våbner, og 1704 udsmykkedes den m. »løvværk« af den berømte Tøndersnedker P. Petersen. – Om dette alters gotiske forgænger vides, at det var meget kunstfærdigt og strålede af røde stjerner. Det var vistnok det – el. måske var det sidealteret i ndr. korsarms niche – der rummede et Maria-billede, som gav 40 dages aflad til ofrende. På alterbordet brændte syv evige vokslys til Vor Frues ære og en nedhængende lampe. – Det romanske alter har (som det nuv.) stået under en ciborieopbygn. (Kirkehist.Saml. 5. Rk. V. 655). På alterbordet lod biskop Radulf (1166 ff.) opsætte et relikvieskrin m. de jordiske levninger af Ribes første biskop, friseren Leofdag (jf. begravelser). På alterets plads fandtes 1901 glasstykker og metal, der var smeltet fast til tufsten, og som s. 690 formentlig stammede fra dette helgenskrin. Domkirken har måske haft et »gyldent alter« el. en alterbordsforside; thi biskop Omer († 1204) skænkede bl.a. kirken 1 mark guld (en meget stor sum) til forgyldning af højalteret. I katolsk tid flankeredes dette af to (af de ældste) sidealtre, for Hellig Olav og Skt. Lambert, og sen. fik endnu et par altre plads i koret, bl.a. et Helligtrefoldighedsalter. I alt har domkirken haft o. 50 sidealtre, af hvilke det vigtigste var det vistnok til Vor Frue viede »formessealter«, der var sognealter, hvor gudstjenesterne holdtes for menigheden. I dets umiddelbare nærhed lå vel Helligkorsalteret, der oftest var placeret under korbuekrucifikset. Ellers er det kun få af sidealtrenes pladser, der kendes; bemærkelsesværdige er meddelelserne om Lille Vor Frue alter el. Vor Frue kor, der har haft plads i s., efter Galthens og Kincks mening i sdr. sideskib v.f. Ivar Munks gravsten, hvor Galthen (Beskr. 122) så fire til kannikestolene svarende sæder og herover »et lidet, udstaaende Skur«. Alle disse altre har været udmærket s. 691 ved kalkmalerier (jf. Maria m. barnet på midtskibets vestligste n.pille), alterskabe el. udskårne figurer samt antependier. Således omtaler Peder Palladius den kronede og forgyldte »trægud« Skt. Lambert, der skal være blevet båret i procession for at afværge vandflod, og som var et af målene for mange jy. pilgrimmes rejser (jf. »Peder Smed og Adser Bonde«). Fra et sidealter stammer den Skt. Jørgensgruppe i halv legemsstørrelse, fra o. 1500, der var afgivet til Nationalmuseet, men 1948 i anledning af bispestolens 1000-års jubilæum tilbagegaves domkirken, hvor den – nogenlunde i overensstemmelse m. afbildningen i Resens Atlas (gengivet hos V. Hermansen i Ribe Bys Hist. 1929. 279) anbragtes på v.væggen i indre sideskib mod n. – Om den næsten trekvart m høje »Ribe domkapitels pokal« fra slutn. af 1500t. (i Nationalmuseet) se V. Hermansen i NationalmusA. 1930. 53–56. – Alterskranken er af eg, o. 1900, rektangulær, m. bronzebalustre; dens forgænger havde piller af støbejern. Kor- el. kannikestolene, if. †indskr. bekostet af Iver Munk, biskop 1499–1533, består af to rækker m. 10 stole i hver. Gl. er kun de egl. stole m. klapsæder og dyrehoveder samt n.rækkens to høje, gennembrudte vanger m. relieffer, dels en krumbøjet, hætteklædt mand (der bærer spiret), dels en abe m. spejl og endelig et tungerækkende fabeldyr m. oksekrop og vinger. Resten er tilsat o. 1900 (billedskærer Hans Chr. Berg). Indtil 1843 var der 11 stole i n.rækken, i alt 21, svarende til de 21 kanonikater i det 1291 udvidede domkapitel, et antal der sen. steg til 24 (det af biskop Helias 1145 stiftede kapitel havde kun 12 medl.). De tre manglende pladser kan være udlignet af en †celebrantstol (for den, der celebrerede s. 692 messen, og hans to hjælpere), el. der kan have været vinkelfag langs lektoriemuren. Sengotisk kandelaber af messing, 250 cm høj (jf. Århus domkirke), m. fire arme og lys i stammen og bred fod, som hviler på tre liggende løver. På stammen påsat en bogstol i gennembrudt messingarb. m. et skjold, hvorpå graveret Skt. Katharina m. sværd og hjul. Sengotisk døbefont af malm, fra o. 1450, m. kumme båret af seks figurer, vekslende engel og løve. Kummens ni m. gotiske spærtage afdækkede felter indeholder relieffer af Marias himmelkroning, Johannes evangelist, »Nådestol« og krucifiks samt Danmarks løver, kapitlets og vel donatorernes våben og bomærker. Fonten stod opr. i ndr. korsarm, nær døren her, nu i koret. Nederl. dåbsfad, o. 1650, m. Maria i solgisel. Kirken har nu tre krucifikser, af hvilke det ældste er det lille, reliefagtige, der hænger ml. Maria og Johannes i nordligste sideskibs v.fag; indtil 1850 hang gruppen i det lille buegalleri over v.portalen; s. 693 stilistisk må den dateres til o. 1400 (opsat efter branden 1402(?)). Af de to store krucifikser er det ene i ndr. sideskib fra beg. af 1500t., det andet, i ndr. korsarm, snarest eftermiddelalderligt. Indtil 1560 hang det ældste af disse to som triumfkrucifiks over den da nedbrudte lektoriemur. Prædikestolen er i renæssance, fra 1597, udført af Jens Asmussen, Odense, m. dybtliggende, bibelske relieffer (fra »syndefaldet« til »himmelfarten«) i jævn udførelse, men m. velproportioneret opbygning og fine, trekoblede hjørnesøjler; lidt ældre himmel og opgang fra o. 1900; ved sidste rest. genfremkaldtes Philippus Malers staffering fra 1613, og stolen flyttedes fra sin plads midt i midtskibet på s.siden til sa. sides østligste pille. Stolestaderne er af eg, ligeledes fra o. 1900, m. symbolske relieffer (Hans Dau, Ribe, efter Amberg); deres forgængere, af egemalet fyr, skænkedes kirken i Sønderho. I Nationalmuseet findes en sengotisk bænk, nu uden sit opr., høje ryglæn. Smuk, sengotisk egedørfløj, nu i døren fra ndr. sideskib til trappetårnet, delt i 12 kvadratfelter m. påsatte, rige, gotiske ornamenter (til dels fornyede og sekundære); i midtfeltet biskop Iver Munks våben. Tidl. oplystes skibene formentlig af lampetter og lys på stolegavlene. De nuv., nyere lysekroner er skænket af kbmd. Andr. Hansen og hustru. Fem gl. lysearme er bev., de fire opsat i tilknytning til murede begravelser: 1) 1624, skænket af rådmd. Niels Grisbæk, 2) 1627, rådmd. Mogens Grave, 3) 1637, m. to arme, borgm. Hans Friis, på prædikestolen, 4) o. 1655, borgm. Jørgen Pedersen og Karsten Tønnesen (sml. epitaf nr. 13), 5) 1729, handelsmand Peder Jensen Baggesen. Tre biskops- og to præstetavler, de første nyere, den ældste præstetavle fra beg. af 1700t., hænger i Skeels kapel. Orgel. Allr. i 1400t. havde domkirken et mindre orgel, der skænkedes til Skt. Katharinæ kirke (hvor det fungerede næsten uændret til 1885), efter at domkirken, vistnok 1635, havde fået et nyt og større. De to orgler var anbragt på midtskibets n.side henh. mod v. og ø. 1770 (el. 80) flyttedes det tilbageværende orgel på tværs af kirken, østl. i midtskibet, og 1843 til sin nuv. plads i skibets v.ende. Ved denne lejlighed fornyedes værket (Fr. Nielsen, Århus); rygpositivet fandt 1856 og sen. anv. i Hostrup kirke (Danm.Kirk. Tønder a. 1562). Hovedparten af den rigt skårne barokfaçade er i behold og hviler på et o. 1900 udf. højt, ligeledes rigt udsk. panel, hvori de omtalte felter fra renæssancealtertavlen er indsat (billedskærer Hans Chr. Berg). Kirkeskib: fregatten »Marie« fra 1936. Foruden de ndf. nævnte bispemalerier (jf. O. Andrup. Bispebillederne i R. Domkirke, i Ribe Bispesæde 948–1948. 1948) ejer kirken flg. andre malerier: 1–2) Erik Emune († 1137) og Christoffer I († 1259), udf. o. 1567 på foranledning af dekanen Hans Svanning; i ndr. korsarm over mindetavler m. lange, lat. indskr. 3) Kristus på korset m. knælende synder (M. Rørbye, før 1848), v.fag ml. sdr. sideskib og midtskib. 4) Jacob Helms, præst, kirkens redningsmand og kyndige beskriver (1824–1906), malet 1905 og skænket af Johs. Kragh; over sdr. tårntrappedør. 5) »Hellige familie«, kopi efter Leonardo da Vinci, skænket af gross. Puggaard. Vestl. i nordligste sideskib. – Bispemalerier (om usikkerhed i billedbestemmelsen, se O. Andrup ovf.): 1) Hans Tausen (1542–61), 2) Poul Madsen (1562–68), 3) Hans Laugesen (1569–94), 4) Peder Hegelund (1595–1614), 5) Iver Hemmet (1614–29), 6) Hans Burchard (1635–43), 7) Erik Monrad (1643–50), 8) Peder Jensen Kragelund (1650–81), 9) Christen Lodberg (1681–93), 10) Ancher Anchersen (1693–1701), 11) Chr. Muus (1701–12), 12) Johs. Ocksen (1712–13), 13) Stephan Middelboe (1786–1811), 14) Victor Kr. Hjort (1811–18), 15) Steph. Tetens (1819), 16) Jens Michael Hertz (1819–25), s. 694 17) Tage Chr. Müller (1833–49), 18) J. B. Daugaard (1850–67), 19) Carl Fr. Balslev (1867–95), 20) Carl Viggo Gøtzsche (1895–1901), 21) Peter Gabriel Koch (1901–22), 22) Oluf Kirstein Pet. Olesen (1923–30), 23) Søren Mejsen Westergaard (1930–39), 24) Carl Imman. Scharling (1939–49), 25) Morten Chr. Lindegaard (1949–56). – I præsteværelset findes, foruden de andetsteds omtalte altertavlemalerier, mindetavle og gravsten, et renæssancebord fra slutn. af 1500t., en læderbetrukket øreklapstol fra 1600t., et tæppe broderet af enkedronn. Caroline Amalie og hendes hofdamer, to pengetavler, den ene 1662 fra Helsingør, den anden 1686 fra Fredericia hospital, samt to klingpunge fra 1839. – Ur- el. sejerværk 1695; det tidl., vistnok fra 1401, skænkedes Skt. Katharinæ kirke. Klokker: 1) 1300t., skriftløs, nu i Mariatårnet (Uldall. 53), 2) »Mariaklokken« (if. indskr.) 1436, støbt af Hinrik Dobbran (fra Doberan i Mecklenburg); opr. i Mariatårnet, nu i det store tårn (Uldall. 292), 3) »Stormklokken«, støbt 1599 af Melchior Lucas, Husum, af den revnede forgænger fra 1333 (ødelagt ved nedstyrtning 1594), i det store tårn, 4) 1770, af Joh. Nic. Bieber, Hamburg, i tagrytteren, 5) 1858, omstøbt af »Stormklokken«(?) fra 1447, støbt af Kort (Uldall. 170; platty. indskr.), i Mariatårnet, 6) 1869, i tagrytteren.

Gravminder og begravelser. Domkirkens ærværdigste gravminder har været biskop Leofdags helgenskrin og den endnu bevarede nichegrav for de successive kirkebygningers »stiftere«. I apsiden, under et sen. anlagt alterbord, fandtes ved sidste rest. sammenbrændte, små glasstykker og klumper af smeltet metal, der kan hidrøre fra dette skrin; derimod må de kileformede tufsten, der også bar spor af smeltet glas og metal, snarest antages at stamme fra alterbordet. – Bortset fra Albert Skeels store vægepitaf ejer domkirken ikke epitafier, der udmærker sig frem for andre ved særl. fremragende kunst; men adsk. epitafiemalerier har mistet deres hugne el. skårne rammer. På overgangen ml. epitafier og gravsten står biskop Iver Munks mesterligt udførte stenminde, tilskrevet Claus Bergs Odense-værksted. Blandt de tre bevarede romanske gravsten ligger én endnu på opr. plads, over nichegraven; men af de fornemste gravminder, de store, sorte sten som var beklædt m. drevne og ciselerede messingplader, er kun de nøgne sten tilbage, liggende på helt tilfældige pladser, tre i ydre sdr. sideskibs v.fag og tredievestligste fag, den fjerde i ydre ndr. sideskibs femtevestligste fag. De tilhørte kong Christoffer I, † 1259 (jf. begravelser ndf.), borger Herbert Sommer, † 1296, ridder Hans Limbek, † 1350, og borgm. Anders Bunde, † 1363. Kun en tegn. af den sidste eksisterer; messingpladerne er forlængst flået af, solgt og omsmeltet. – Ved rest. 1843–45 »reguleredes« alle begravelser, og de fleste gravsten anbragtes tilfældigt i midtskibets gulv. A. S. Vedels sten forsvandt, savedes over som så mange andre, der genanvendtes som fliser. De skånede flyttedes ud i sideskibe og forhal el. lagdes i gulvene. 1902 opstilledes de fleste langs kirkens ydervægge og i »omgangen«.

Epitafier, 1) O. 1578, Maria Svanningsdatter, A. S. Vedels første hustru, † 1578 kun 16 1/2 år gammel, begr. i koret på det nuv. alters plads; lille bronzetavle, sat af A. S. V., i ndr. korsarm. 2) Slutn. af 1500t., Lauge Steffensen, rådmand, og hustru Mette (begge † 1554), to malerier på træ (fra † epitaf): ægtefællerne, en søn († 1565) og hans hustru el. søster?; epitafiet kan være sat af svigersønnen borgm. Peder Mortensen Hegelund. 3) Slutn. af 1500t., Hans Tausen († 1561) og hustruer, den s. 695 sidste † 1570; trætavle opsat af svigersønnen biskop Hans Laugesøn († 1594), i sdr. korsarm. 4) O. 1610, Hans Jessen m. tilnavnet Søhane († 1604) og hustru Karine Nielsdatter († 1607); maleri på træ, næstvestl. pille ml. de to ndr. sideskibe. 5) O. 1614, Peder Jensen Hegelund, biskop († 1614), og tre hustruer, den sidste † 1640; sort kalkstenstavle, rest af epitaf i ndr. korsarm. 6) O. 1635, Magnus (el. Mogens) Grave, rådmd. (velhavende studehdlr.), † 1635, og hustru, † 1644; maleri (rest af epitaf) af mand og hustru foran »gravlæggelsen« efter Fed. Barocci, jf. lysearm nr. 2. 7) Efter 1639, domkirkens største og fornemste epitaf, over »Albrit Skiell til Fusingø«, rigsråd, befalingsmand på Riberhus m.m., † 1639, og hustru »Berthe Friis«, † 1652, og fem børn (tre dødfødte); stort, på gulvet stående vægepitaf m. bl.a. legemsstore, knælende figurer af mand og hustru, sandsten til dels sortmalet, s. 696 illuderende marmor. I Bethlehems kapel, som A. S. købte 1620; smedejernsgitter 1627, i nøglekammen A. S. Ved rest. af kirken 1843–45 fjernet som brøstfældigt, sen. bragt tilbage og restaureret. 8) 1644, Samuel Møller, sv. oberstløjtn. ved infanteriregimentet Wittenberg, indkvarteret i Ribe 1644, druknet ved skibbrud på kysten under hvervningssejlads til Holland. Rund trætavle m. malet våben og S. M. 1644. 9) Ml. 1636 og 1650, borgm. Hans Nielsen Friis, † 1650, og hustru Lene Kjeldsdatter, † 1636. Maleri (rest af epitaf), to (fine) brystbilleder af mand og hustru. Epitafiet if. Kinch (II. 425) først opsat efter 1685. 10) O. 1650, Lauge Andersøn Vedel, † 1648; maleri (rest af epitaf) m. »dommedag«, ægtepar og børn. Over døren til ndr. trappetårn. 11) O. 1650, sandsten, m. maleri af borgerpar, uden personalia. I sdr. korsarm. 12) O. 1659, Johan Pouch, apoteker, † under pesten 1659. Sandsten, fra Ribe-Haderslev-værkstedet. Over døren til Mariatårnet. 13) O. 1659, Jørgen Pedersen, slotsskriver, † 1650, [borgmester] Carsten Thønnisen, † 1667, og deres hustru Mette Christensdatter. Sandsten (værksted som nr. 12, sml. lysearm nr. 4) m. tre portrætmalerier. I sdr. korsarm. 14) O. 1660, rådmd. Hans Jensen Wandel [Vandal] og hustru Anne Hansdatter, begge døde i peståret 1659. Sandsten (værksted som nr. 13). I ndr. korsarm. 15) O. 1675, Anders P. Romdorf, rektor og ærkediakon, † 1649, Ludvig I. Pouch, dr. phil. et med., provincialmedicus, † 1681, og begges hustru Dorthe Søren [Andersøn] Vedelsdatter [og datterdatters datter af Hans Tausen], † 1673. Maleri (rest af epitaf) af tre trekvartfigurer. V.pillen ml. de to nordl. sideskibe. 16) O. 1679, Mathias Worm, præsident, † 1707, og hustru Margr. de Hemmer (vers af Niels Seerup). Sandsten m. maleri af de to i brystfigur. Ved siden af nr. 15. 17) O. 1710, Jens Lauridsen Baggesen, råd- og handelsmand, »af den ældgamle Bagge Sønners stamme«, † 1702, og hustru Susanne Pedersdatter Wedel. Ved orglet, på ndr. gjordbuepille. 18) O. 1720, Mads Pedersen Frisch, råd- og handelsmand, † 1720, Peder Jensen Baggesen, handelsmand, † 1722, og begges efterladte enke Sophie Dorthe Bruun, † 17..; alexandriner-vers. Sandsten, akantusbarok. Ved orglet på sdr. gjordbuepille, sml. lysearm nr. 5. 19) O. 1760, Ancher Anchersen, »Docter medicinæ, Landphysicus og Provincial Medicus, Stads Physicus«, † 1760, og Ingeborg Kirstine Fridsch (som satte mindet). Marmortavle på v.væg i ydre, ndr. sideskib. 20) 1864, H. A. Brorson, biskop og salmedigter, † 1764, Marmortavle hugget af O. Th. Thielemann m. David-relief og »Lad Verden mig alting betage« etc. I præsteværelset. 21) 1891, A. S. Vedel, kgl. historiograf, † 1616. Marmortavle, hugget af A. Poulsen. m. reliefbuste og motiver fra V.s forsvundne gravsten. Ndr. korsarm.

Biskop Iver Munks epitafie-gravsten, formentlig udført før bispen blev tvunget bort fra bispestolen, af sort kalksten, 333 cm lang, af form som en gravsten m. relief af bispen i helfigur over hans fædr. og mødr. våben, ligger nu på et ophøjet fundament vestl. i ydre sdr. sideskibs gulv. Opr. har den været indmuret stående i dette sideskibs næstvestligste fag, mul. tidl. indr. som kapel for Skt. Birgitta. Bispen omgav sit lejersted her m. †panelværk, hvis indskr. oplyste, at han år [ikke udfyldt] havde ladet denne bygn. indrette. Her fandtes 1894 en muret grav m. rester af bispedragt (huen i Nationalmuseet). Det særprægede gravminde tilskrives billedskæreren Claus Berg, Odense, og i alt fald turde det være sandsynligt, at denne store mester har udkastet det tegnede forlæg.

Gravsten . 1–2) 1150–1200, to romanske »hvalvsten« (m. buet overside, den ene m. kors, den anden m. spiralornamenter (1v. Løffler. Gr. Pl. XVII). Ang. en tredie romansk sten se »nichegraven« ndf. 3) O. 1500, m. tilføjelser fra o. 1565, mag. Jens Pedersen fra »horsnes« (Horsens); sekundær indskr. over Jens Pedersen Grundet, kannik og førstepræst, samt sønnen Jens, begge døde 1565. Stenens relief af skelet m. tudser og slanger indhugget o. 1565 (1v. CAJensen. Gr. 109, 552). 4) Gunde Lange fra Tornumgård, dekan, † 1547; defekt, to våbner (1v. CAJensen. Gr. 265). 5) Niels Thorkildsen, kannik, † 1553; defekt, itu, »Rosenstjerne«-våben. Sekundær indskr. over sønnen Oluf Nielsen, borger, † 1587 (1v. CAJensen. Gr. s. 698 550). 6) Anders Nielsen, »stud. lib. artium«, † 1559, vel søn af Niels Thorkildsen og med sa. våben som nr. 5 (1v. CAJensen. Gr. 285). Hans Tausen, biskop, † 1561, se nr. 36. 7) Marine Peder Ibsensdatter, borgm. Jens Hegelunds hustru, † 1562; bomærkeskjold (1v.). 8) Claus Seste (Sehested) til »Spannetgaard« [† 1568] og hustru Lisebet Sestes, † 1565; to figurer, 8 + 8 anevåbner (1v. CAJensen. Gr. 553). 9) Biskop Poul Madsens 2. og 3. hustru, Dorothea, † 1563, 17 år, og Catharina, † 1567, 19 år; ungrenæssance-arkade (1v. CAJensen. Gr. 554). 10) Knud Hierresen, † 1593, og Anne Jepsdatter »salig Knud H.s hustru«, † 1591; bomærke. Sen. indskr. over Christopher de Hemmer, klokker, † 1762; trapezformet, unggotisk sten (1v., i gulv). 11)…Georgius…; borgerfigur (1v.). 12) Figursten, borgerpar, indskr. udslidt; i omgangen. 13) Hans Svanning, Fr. II.s »tuctmester« i 13 år, siden domdegn og kannik her »oc Danmarckis Rigis Historichus« 31 år, † 1584, 81 år, og hustru Marine »s. Søren Iacobsøns fordom borgmesters datter«, † 1615, 86 år; 15 børn (2v.); højrenæssance-sten m. joniske søjler. 14) Anders Bundsen, borger, og hustru; næsten udslidt, opstandelsesrelief, tre kartoucheskjolde (1m.). 15) Anne Thiellofsdatter; unggotisk sten, udslidt (5ø., i gulv). 16) Hans Laugesen, biskop, † 1594, og hustru »Dorothe s. mag. Hans Tavsøns« datter, † 1601; Kristus ved dødsrigets port, symbolske relieffer (1v.). 17) Hans Lassøn Lime, borger, † 1616, g. m. Sara Pedersdatter; bomærkeskjold (1m.). 18) Oluf Pedersen Roed, rådmd., † 1620, 72 år, i 2. ægteskabs 15. år, samt 1. hustru Kirstine »Las(?) Liemis daatter«, † 1602; engel m. skrifttavle, i omgangen. 19) 1627. Ægidius Lauritzøn, ærkedegn, † 1627, og hustru Marine, »Anders Vedels, fordom domdegen her samested hans dater«, † 1639, relieffer af Kristus og Ecclesia (1ø.). 20) Ioen Pedersøn Trellund, borger, † 1628, hustru Maren Ensdatter, † 1649, og søn, Jens Jonsøn, rådmd., † 1655; opstandelse, Adam og Eva (1m.). 21) Mester Christen Nielsen Friis, rektor, lektor, sgpr. til V. Vedsted, kannik, † 1653, og hustru Ingeborg, datter af borgm. Laurids Tøgersen, † 1631; reliefrig (5ø.). 22) Christoffer Kieldsen, tolder, † 1663, og to hustruer, Anna Hansdatter, † 1633, og Elisabeth Pedersdatter, † 1657; opstandelse; i præsteværelset. 23) Mads Pedersen Roed, rådmd., † 1635, og hustru Karen Iversdatter, † 1638; opstandelse; i præsteværelset. 24) Iver Iversøn Hemmet, rektor, lektor, biskop og kannik, † 1629, og hustru Karen, datter af rådmd. Peder Baggesen, † 1639, (1ø.). 25) Hans Olufsen Otth, lektor, theol., sgpr. til Skt. Katharinæ kirke, »archidiaconus«, † 1636, og hustru Anne Pedersdatter, † 1641; i præsteværelset. 26) Mette Andersdatter Lund, † 1643, sal. rådmd. Anders Pedersen Spandets hustru (5m.). 27) Joachim Stampel, borger og handelsmand i Hamborg, † 1645 i Ribe; ty. indskr., våben; i præsteværelset. 28) … og hustru Lisbeth, datter af sgpr. i Tønder Iohannes Mauritii; reliefrig, udslidt skrift (5ø.). 29) Mag. Anders P. Romdorf, rektor, ærkedegn, kannik, † 1649; hans hustru Dorothea, mag. Søren Wedels datter [† 1673] lagde stenen; figurrig (5ø.), jf. nr. 31. 30) 1650. »Iohannes Burchardi Hafniensis ss. Theologiæ, doctor«, biskop, † 1643; hans hustru Catharina satte stenen (5ø.). 31) Hans Nielsen Friis, borgm., † 1650, og hustru Lene Kjeldsdatter, † 1636; som nr. 29 (5ø.). 32) Jørgen Pedersen, slotsskriver, † 1650, og hustru Mette Christensdatter, † 16..; Kristus, Moses, Johs. Døber (5m.). 33) Søren Andersen Wedel, rektor på Sorø, sgpr. og kannik i Ribe, † 1653, og hustru Susanna Pedersdatter, † 1674; børn og svigerbørn nævnt; trekvartfigurer af ægtepar (5ø.). 34) 1654. Anders Hansen Svane, borgm., † 1657, og s. 699 hustru Else Johans datter, † 1685; figurrig (5m.). 35) Laurids Christensøn Friis, rådmd., † 1659, og hustruer, Else Jesdatter, † 1652, og Wibeke Jensdatter, † 1709 (5v.). 36) 1663. Hans Tausen, biskop, † 1561. Sekundær sten, bekostet af dr. med. Ludvig Pouch, hvis hustru, S. A. Vedels datter, var Hans Tausens datterdatters datter, i st. f. den opr. ødelagte; halvfigur i relief, slidt, da den opr. lå over H. T.s grav i midtskibet ud for prædikestolen, nu 2v. Forneden på stenen: 1836, der angiver det år, stenen flyttedes fra midtskibet. 37) Laurentius Aagaard, professor poesos Hafniensis, rektor i Ribe, lektor og sgpr. til V. Vedsted, † 1664, og hustru (1v., i gulv). 38) 1665. Mathurin Dupont, Kgl. M. Zoleinnehmer … ist dieses Begrebnüs … zugehörich« (5v.). 39) Peder Jensen Terpager, borger og handelsmand, † 1667, og hustru Dorethe Gregersdatter, † 1684 (5v.). 40) »Herunder har udvalget sig et hvilested … Jørgen Hansen; efter 16 års ostindiske rejse omsider rådmd.«, † 16[89], og hustru Johanne Pedersdatter, † 1670 (5v.). 41) 1671. Dette gravsted lod »Matthias Worm, Olai filius«, Ribe bys »præses« og kannik berede for sig, hustru »Margareta de Hemmer«, børn og arvinger anno 1671 (3v.). 42) 1673. Jens Martensen, amtsskriver på »Bøuling« og Riberhus, siden rådmd., † 1672, hustru Karen Lauritzdatter, † 1686, og søn Otte Jensen (5v.). 43) Mag. Hans Rosenberg, søn af Viborgbispen Fr. R., rektor, † 1687, og hustru Dorothea, datter af Ribebispen Peder Kragelund, † 1671 (1v., i gulv). 44) 1679. Jesper Hansen, borgm., † 1677, 69 år, og 1. hustru Maren Nielsdatter, † 1659, 71 år; hans efterladte »kæreste« Karen Christoffersdatter de Hemmer lagde stenen (4v.). 45) Christen Rasmussen Brod, † 1651, og hustru, † efter 1680; opstandelsesrelief (i omgangen). 46) Ludovicus Pouchius, medicus, canonicus, † 1681, hustru Elisabet Pedersdatter Kragelund og datter Dorothea Margareta (4v.). 47) Jens Pedersen, borger og handelsmand, † 1691, hustru Anne Pedersdatter Terpager, og datter Mette, † 1654 (5v.). 48) Anna Hansdatter, g. m. Bertel Lauritzøn Lindvig og død 1694 (stenen svarer bl.a. til borgm. Jesper Hansens, nr. 44 (3v.). 49) Dr. Petrus Kragelund, f. i Bergen 1602, biskop, † 1681, og hustru »Helena Filomæa«, † 1698; dansk hyldestvers, Job 19,25 på hebraisk (4v.). 50) Petrus Terpagrius [den lærde Ribetopograf], conrector, lector theol., f. 1654 [† 1738], beredte dette roligheds sted for [sig], sin hustru Maren Friisdatter, f. 1657, for Maria Larsdatter, Vibeke Nielsdatter, Maria Dorothea Nielsdatter og Maria; kun mands og hustrus fødselsår indhugget, de øvr. aldrig udfyldt (1v.). 51) Johan Hansen Buch, »konsterfarne guldsmid oc borger«, † 1715, og hustru Margrethe Jensdatter Brøndom [dødsår ikke udfyldt] samt hendes anden mand Jens Jensen Kølholt »konsterfaren guldsmid oc borger«, † 1775; opstandelse (i omgangen). 52) Chresten Foersom, borger og urmager, † 1797, og datter Magdalene, f. 1767, g. m. borger og urmager Falck, † 1797; pladsen til hustruens indskr. aldrig udfyldt (5m., i gulv).

Begravelser i form af jordgrave, murede grave og gravhvælvinger har her, som i andre kirker, optaget pladsen overalt under gulvene. Begravelser inde i domkirken blev forbudt if. reskr. af 20. dec. 1793. To konger, Erik Emune, dræbt på tinge i el. ved Ribe 1137, og Christoffer I, † 1259, er begravet i domkirken foruden talr. bisper, adelsmænd og blomsten af Ribes borgerskab. Blandt de gejstlige gik stiftets første biskop Leofdags på alteret skrinlagte ben til grunde ved branden 1176; han begravedes først på kirkegården, og der rejstes et lille kapel (af træ) over graven. s. 700 Sen. flyttedes han ind i (træ)kirken, og hans levninger fulgte nu med de successive kirkebygninger. 1166 blev biskop Elias begravet ved siden af ham, og det var dennes efterfølger, Radulf (1166–71), der lod Leofdags ben skrinlægge og anbringe på alteret. Knogler fra tre andre som »kirkegrundlæggere« fortjente bisper er nedlagt i ndr. korsarms nichegrav, som Terpager (Rip. Cimbr. 324) fejlagtigt havde udpeget som Erik Emunes grav. Af de efterfølgende bisper, der er jordet i kirken, har Hans Tausen været blandt de betydeligste. – Ved gulvenes fornyelse under rest. o. 1900 eftersøgtes Christoffer I.s og Hans Tausens grave. Kongens grav skulle if. traditionen være under kuplen. Her fandtes en stensat kiste m. tre lårben; den dækkedes af en sort sten, »der syntes at have været dækket af en bronzeplade« (Helms), og over den havde man ved rest. i 1840’rne lagt den romanske alterbordplade. V. herfor stødte man på en munkestengrav, som antoges at være kongens. Stedet, hvor Hans Tausen skulle ligge, i midtskibet op til kortrappen, viste sig at være fyldt m. jord og murstensbrokker. – Nichegraven i ndr. korsarms n.mur umiddelbart op til den herværende sidealterniche er domkirkens mest betydningsfulde minde. Det er en rektangulær murklods m. spids gavl og halvrund, 70 cm bred og 45 cm dyb niche. I gavltrekanten konstateredes spor af kalkmalede skikkelser m. forgyldte glorier, og på buens underside var der elegante, romanske dekorationer. I formodningen om, at her var Erik Emunes grav, åbnedes den 1830 (Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed. I. 211); men under dækstenen (jf. ndf.) fandtes kun en lille, uregelmæssig fordybning, hvori lå menneskeben »af mindst to personer« samt tre små som segl udformede blyplader (nu i Nationalmuseet). På disse var med romanske majuskler, der peger på tiden før 1200, graveret navnene på tre biskopper, Odinkar d. Yngre († o. 1045), »Nothuleus« (fejl for Nothulfus?, blev bisp 1134) og hans efterfølger Asser († før 1142). Ved dette fund kan nichegraven sammenstilles m. fundatorbegravelserne i Roskilde domkirke (pillegravene, se II. 1071) og i Århus domkirke (biskop Peder Vagnsens, se VIII. 192). Odinkar, der if. bispekrøniken skabte det økonomiske grundlag for bispesædet og fik fastlagt stiftsgrænserne, har da måske grundlagt el. udvidet en allr. bestående trækirke. Eftersom biskop Thure († 1134) betegnes som den, der lagde grunden til den første stenkirke, tør man slutte, at hans to nærmeste efterfølgere, Nothulf og Asser, – om ingen af dem ved Ribekrøniken noget at berette – i deres korte embedstid har nået at bygge så meget, at de har fået navn af »fundatores« (grundlæggere). Pietetsfuldt har man (som i Roskilde, og som skik og brug var overalt i Europa) opsamlet benresterne af deres grave og overflyttet dem til den nuv. domkirke. At ikke også Thures ben findes her, skyldes vel, at han blev begravet på slagmarken ved Fodevig. Over gravrummet ligger en svagt trapezformet, romansk ligsten af rød sandsten (på de tider en enestående stenart til en gravsten), kantprofileret og m. nu næsten udslidt reliefudsmykning: et højt kors på vinkelfod og m. ubestemmelige figurer over tværarmene.

Både ved rest. i 1840’rne og ved sidste rest. stødte man på mangfoldige romanske kister udhugget i én sten, af hvilke de fleste forblev på stedet. En mærkelig af mursten sat dobbeltgrav m. indvendige kalkmalerier (afb. Helms-Amberg. 1906. 66) optoges i ydre ndr. sideskib og hensattes i omgangen sa. m. andre fund; her er de ikke mere til stede.

Litt.: P. T. Hanssen. Efterretn. ang. Byen Ribe, i Katedralskolens Program. 1831. P. N. Frost. Efterretninger s. 701 om R. Domkirke, Kirkens Sognepræster og Biskopperne i R. Stift. 1841. Sa. Optegnelser om Ribe. 1842. N. Høyen. R. Domkirke, i »Dansk Ugeskrift«. 2. Rk. II. 17 ff. P. Adler. Om R. Domkirke, i »Dansk Folkekalender«. 1843. 135 ff. J. Helms. R. Domkirke, i Danske Mindesmærker. 1870. J. B. Løffler. Udsigt over Danm. Kirkebygn. 55 ff. Den danske Turistforen. Aarsskr. 1902. 107 ff. J. Helms og H. C. Amberg. Ribe Domkirke. 1906. J. Roosval. Studier i Danmark. 1918. Beckett. DK. I. 1924. Ribe Domkirke, Vejledn. for Besøgende. 1904 (sidste udg. 1963). Th. Oppermann. Moderne Restaureren af ældre Bygn.: Ribe Domkirke, i »Tilskueren« 1904. 851 ff. Arch. VI. 442–48. IX. 293–306. W. Anderson, Ribe, Bari och Périgord, i Tidsskr. f. konstvetenskap. X. 1925–26. 75 ff. Victor Hermansen. Kirker, Skole- og Fattigvæsen, i Ribe Bys Historie 1660–1730. 1929. 273–358. Mackeprang.JG. 344 (register). Elna Møller i DanmKirk. Sønderjylland. Kunsthistorisk oversigt. 1963, især 2683 ff., 2738f. – Jf. i øvrigt den i teksten anførte litt, samt de under Ribe kbst. nævnte værker af P. Terpager, M. Galthen og J. Kinch.