Sognene: Ingstrup, V. Hjermeslev, Alstrup, Saltum, Hune, Jetsmark, Vedsted, Gøl.
Hvetbo herred ligger mod sv. i amtet og omgives af Børglum hrd., Ålborg amt, Limfjorden, Ø. Han hrd. samt Skagerrak. Grænsen til Børglum hrd. og Ålborg amt dannes af Tiendebæk og Rye å til dennes munding i Limfjorden. Landskabeligt består hrd. af en række morænebakkeøer med en smal bræmme senglacial havbund, omgivet af stenalderhavets lave flader, der især dominerer den sydl. del, hvor de mere el. mindre er udformet som moser, kær og sandsletter (Lundergårds mose, Sandmosen). Til hrd. hører den tidl. ø Gøl og flere små holme i Limfjorden.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.
Herredets areal var 1951 i alt 25.637 ha, hvoraf 18.859 ha landbrugsareal, 9 ha gartnerier og frugtplantager, 1727 ha skove og plantager (inkl. læplantninger og småplantninger), 637 ha bebygget grund og gårdsplads, 375 ha private haver, 560 ha gader, veje, jernbaner, hegn olgn., 205 ha byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v., 1048 ha tørvemoser, 2094 ha heder, klitter, sumpe olgn. og 123 ha vandarealer. – Folketallet var 1/10 1955: 12.057 indb. fordelt på 3419 husstande (1801: 4047, 1850: 6352, 1901: 9028, 1930: 11.054). – Kreaturholdet var 1958 2073 heste, 18.904 stk. hornkvæg (hvoraf 8650 malkekøer), 26.969 svin og 91.381 høns.
Hvetbo hrd. udgør sa. m. Børglum hrd. (bortset fra 3 so., der hører under Vennebjerg hrd.s provsti) samt Hallund og Hellum so. af Dronninglund hrd. ét provsti med 16 pastorater, hvoraf dog Vedsted so. er anneks til Åby so. i Kær hrd.s provsti (Ålborg amt).
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Hvetbo hrd. (*1231 Hwet, 1325 Hwæt) synes opr. at have været et landskab, måske en ø. Betegnelsen Hwætbo hrd. første gang 1350. 26/11 1687 blev hrd. forenet med Kær hrd. og Hals birk. 14/7 1843 blev det en særlig jurisdiktion. Øen Gøl, som 1546 var blevet henlagt under Ålborg byting, kom først 6/11 1844 under Hvetbo hrd.s ting. 1919 blev Hvetbo hrd. lagt under retskreds nr. 69, fra 1956 nr. 75, og politikreds nr. 49, Nørresundby samt Kær og Hvetbo hrdr. med bitingsted og kontorer i Pandrup. 21/3 1956 blev det med undtagelse af Gøl henlagt under retskreds 72 b, Brønderslev m.m., fra 1956 nr. 79, og politikreds 52, Hjørring, Vennebjerg og Børglum hrd. Det ældste tingsted synes at have været i nærheden af Hune kirke, i 1600t. var det ved Saltum kirke, fra 1688 på Birsted hede (se også Kær hrd., Ålborg amt). Efter adskillelsen 1843 fik det tingsted i Blokhus, fra 1891 i Pandrup.
Hvetbo hrd. lå – i hvert fald fra senmiddelalderen – under Ålborghus len, senere Ålborghus amt; spredt gods lå under Åstrup-Sejlstrup og Børglum amter, der 1714 blev forenet med Ålborghus. 4/9 1793 kom Hvetbo hrd. under det nyoprettede Hjørring amt.
I gejstlig henseende hørte det under Vendelbo el. Børglum stift, efter reformationen Ålborg stift; det udgjorde indtil 1812 et provsti for sig, blev da en del af amtsprovstiet for Ålborg kbst., Kær m.fl. hrdr., fra 1/7 1817 blev det forenet med Jerslev og Ø. Han hrd. til et provsti, 10/4 1824 ændret, så det sa. m. Ø. og V. Han hrd., fra 30/10 1858 med Børglum hrd. kom til at udgøre et provsti.
Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.
Litt.: Th. Gravlund. Herredsbogen. Jylland. 1930. 155–59. C. Klitgaard. Hvetbo Herred. I–II. 1906–07.