Sødring sogn

(Råby-S. kom.) omgives af Kattegat og Randers fjord (hvori småøerne Mellempolde) samt Råby, Dalbyneder og Udbyneder so. Istidslandskabet er indskrænket til den 24 m høje moræneø, hvorpå Sødring by ligger, mens resten af so. er hævet havbund fra stenalderen af meget forsk. kvalitet. Den østl. del har sandede jorder, bl.a. m. klitrygge, og er for en stor del skovklædt s. 737 (Sødringholm skov) el. hede og strandeng, og der er en del sommerhuse langs stranden, hvor også badning er alm. I den vestl. del er de marine aflejringer af bedre kvalitet, og her ligger en del landbrugsejendomme. Sødring enge inddigedes allr. 1904, og en endelig afvanding fandt sted 1944/45. Ved det smalleste sted af indløbet til Randers fjord ligger Udbyhøj m. en lille fiskerihavn, og her ender en landevej fra Randers.

Areal i alt 1961: 1528 ha. Befolkning 26/9 1960: 409 indb. fordelt på 117 husstande (1801: 209, 1850: 279, 1901: 338, 1930: 426, 1955: 425).

I so. byen: Sødring (1200t. Sythring) m. kirke, skole (nedlægges når centralskole for Råby-Sødring og Dalbyneder-Dalbyover kom. i Råby so. fuldføres), forskole (opf. 1960) m. bibl. (opret. 1944; 1700 bd.), forsamlingshus, sportspl., savværk. – Saml. af gde og hse: Sødring Kær; største delen af Udbyhøj Vasehuse (resten i Råby so.) – bymæssig bebyggelse m. i 1960 224 indb. (71 husstande) – m. kro, telf.central, anløbsbro og fiskerihavn (udv. 1939 og 1952) m. toldassistentkontor og fiskeeksportforretning; en del af Demstrup Vase (resten i Råby so.). – Gårde: hovedgd. Sødringholm (1624 Sødringholm) (25,0 tdr. hartk., 529 ha, hvoraf 275 skov; ejdv. 800, grv. 283).

S. so., der sa. m. Råby so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Nørhald, Gjerlev og Onsild hrdr.s provsti, Århus stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Vindblæs so. So. udgør 4. udskrivningskr., 419. lægd og har sessionssted i Randers.

Den lille kirke, der efter et sagn siges at være opf. af en jomfru Gunder el. Gundelil, der skal have boet på »Sødringborg« på Erik Ejegods tid, er i hvert fald i sin nuv. skikkelse et helt igennem gotisk anlæg bestående af et lille langhus m. tresidet afslutn. i ø., hvortil der noget sen. er føjet en v.forlængelse, et tårn og et våbenhus mod s. Den opr., gotiske bygn. af munkesten synes at tilhøre 1400t.s første halvdel. En spidsbuet dør ses tilmuret på n.siden, og der er bev. flere slanke, falsede spidsbuevinduer. De to østligste krydshvælv og korafslutningens halvhvælv ser ud til at være oprindelige. I sengotisk tid, vel i beg. af 1500t., er bygn. udv. m. ét krydshvælvet fag mod v. og et spinkelt tårn, der har åbnet sig mod v. ved en stor spidsbue, som sen. er udmuret. Våbenhuset i s., ligeledes fra sengotisk tid, har på flankemurene cirkelblændinger og blændingsbånd, mens gavlen er ommuret i nyere tid, da det indrettedes til gravkapel for fam. Secher. Indgangen henlagdes da til tårnet, der fik pyramidetag. – I langhusets hvælv afdækkedes 1902 ganske elegante kalkmalerier fra 1491 m. våben for Århusbispen Niels Clausen og hans to forgængere samt fremstillinger af Adam og Eva, Mariæ himmelkroning, Skt. Jørgen og flere helgener. – Det murede alterbord har i s.siden en fladbuet åbning. Altertavlen er et naivt skåret arbejde fra sidste fjerdedel af 1600t. m. relief af forklarelsen og treenigheden. Kalken fra 1778 er udf. af Jørgen Friis, Randers (Bøje 2812). Barokstager fra o. 1650 på klokkeformet fod. Romansk granitfont m. glat kumme. Sydty. fad o. 1575 m. bebudelsen. Enkel prædikestol i renæssance, o. 1600–25, ligesom altertavlen opmalet 1961. Af ældre stoleværk er bev. en låge m. våben for Chr. Rantzau 1655 (malet over ældre bemaling). Kirkeskibe: »Mathias Adolphus« fra 1788 og et andet skib. – Epitafium over sgpr. Niels Secher, † 1768, og hustru Johanne Maria Anchersen, † 1775. Kisteplader over disse samt Matthias Poulsen Secher, † 1794, Adolfine Sophie S., † 1820, og Marchus Anchersen S., † 1831. Gravramme over Peder Povlsen Albecks hustru Giertrud Sørensdatter, † 1682.

Sødringholm erhvervedes o. 1240 af Øm kloster, dels fra biskop Peder Elafsen, dels ved køb og dels ved mageskifte m. Jens Judesen, men 1248 overdroges S. atter til sidstn. Den nuv. hovedgd. S. er dog vist opret. af Hans Stygge til Holbækgd. († 1568), som 1544 bl.a. fik tilskødet 21 gde i Sødring so. af kronen. Hans datter Anne Stygge († barnløs 1592), g. m. Lage Brockenhuus († 1569), ejede S., som derefter tilhørte rigsadmiral Peder Munk (Lange) til Estvadgd.; han ejede også Demstrup i Råby so., m. hvilken S. (1661: 30 tdr. hartk.) fulgte til 1744, da den (29, 12 og 200 tdr. hartk.) solgtes til præsten Niels Secher († 1768). Hans enke Johanne Marie Anchersen († 1775) efterlod den (i alt 307 tdr. hartk.) for 20.000 rdl. og indestående 2000 rdl. legatpenge til sønnen kammerråd Matthias Poulsen Secher († 1794), hvis enke Adolfine Sophie Müller 1800 solgte den (30) m. 26 tdr. af Demstrups hovedgårdstakst, tiender (56) og gods til S. (325) og til Demstrup (219 tdr. hartk.) for 114.500 rdl. til Hans Ammitzbøll (tidl. til Aunsbjerg) m.fl., der 1802 skødede den (29, 13 og 298 tdr. hartk.) for 64.325 rdl. til Anders Mogensen Berg († 1812). Han solgte den 1807 til overkrigskommissær Marcus Peter Secher († 1831), efter hvem den tilhørte enken Mathilde Sophie Secher, krigsråd Jens Rahbek (til 1850), oberstløjtn. F. G. v. Müller og fra 1855 C. F. H. Holsten († 1907), der beplantede store arealer; han overdrog 1906 gden til sin svigersøn Valdemar v. Buchwald († 1924), hvis enke 1925 solgte den til skovrider C. C. Branth; den kom 1946 for 412.500 kr. til Lauritz Sørensen, der 1954 solgte den til landsretssagf. Tage H. Carstensen for 543.500 kr. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: DStørreGde I. 208–09. Jens Sølvsten i DSlHerreg. IV. 1945. 211–16. Se endv. under Demstrup i Råby so.

Hovedbygn., der er et trefløjet anlæg i én etage, opførtes 1752 i bindingsværk af pastor Niels Secher. Den er i forsk. etaper ommuret i grundmur og står nu hvidkalket m. en gennemgående, tofags gavlkvist i midtaksen. Huset er teglhængt og gavlene glatte.

I S. by brændte 4/9 1706 9 gde, ét bolsted og ét hus.

Sødringholm birk. Sødringholm havde tidl. haft eget birk, men da Chr. Rantzau 1637 opnåede birkeret på Løvenholm, måtte han opgive birkeretten til Sødringholm. Da Løvenholm blev grevskab 1674, kom det tidl. Sødringholm birks område imidlertid derunder, og 1686 oplyses det, at Sødring, Dalbyneder og Råby so. søgte Løvenholm birketing.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1933–36. 201, 283.

Skansen ved Udbyhøj er resterne af et militært anlæg fra 1801, bestående af et batteri m. 4 kanoner, forbundet med en stjerneskanse. Anlægget fungerede som tilflugtssted for kanonbåde i krigen 1807–14, men vides ikke at have været i direkte kamp. I 1850erne opf. havnevæsenet i Randers her et lazaret, hvor skansens blokhus havde stået, til karantænestat. under koleraepidemien. Det kom dog ikke i brug til dette formål og nedlagdes i 1880erne (Jens Høeg. Batterierne ved Udbyhøj, AarbRanders. 1927. 5–28).

Skove: En betydelig del af so. dækkes af Sødringholm skov, i alt 275 ha, hvoraf bøg 25, eg 7, andet løvtræ 5, nåletræ 225 og krat 13. En stor del er anl. som plantage 1897. Jordbunden i Sødringholm skov veksler fra god til sandet. Terrænet er svagt kuperet, 1 1/2–6 m over havet, stedvis med klitkarakter, men ellers jævn. Bøg og ask vokser kun godt i den vestlige, mindre del af skoven og på den høje skrænt, medens egen viser god vækst i størstedelen af arealet. Nåletræer vokser overvejende godt. Rødgranen viser jævn til god vækst indtil ca. 30 års alderen, medens sitkagranen, der nu indtager en dominerende plads i skoven, har opnået en fortrinlig udvikling. På et afføget areal »ørkenen« opnår dog selv bjergfyrren kun ringe højde. Der findes flere meget smukke bevoksninger af enebær. Høj grundvandstand har tidligere virket en del generende for skovens vækstbetingelser, men efter at den nuværende ejer i 1954–60 har foretaget store afvandingsarbejder, hvorved grundvandstanden er blevet sænket, er betingelserne for skovdriften blevet væsentligt forbedrede, navnlig for sitkagranens vedkommende. Tidligere oversvømmedes dele af skoven nu og da af havvand, men efter etablering af et dige mod Kattegat i 1930erne har noget sådant ikke fundet sted. Tilplantningen af de store arealer skyldtes bl.a. C. F. H. Holsten († 1907), der ejede Sødringholm fra 1855.

Der er ingen oldtidsmindesmærker i so. og synes heller ikke at have været nogen; i stenalderen var det meste af so. dækket af havet. – Ved Sødringholm er fundet to vikingetids vegstensskåle.

S. var anneks til Voer so. (Rougsø hrd.), indtil det 1633 blev anneks til Dalbyneder; 1872 blev det anneks til Råby.

Litt.: Frederiksen. Noget om Tilstanden i Sødring So. i landoekonomisk Henseende, Tidsskr. f. Landoekonomi. 1852–54. 3–57.