De kommunale værker

Den ældste form for vandforsyning på Kbh.s grund var de gravede brønde. I tidens løb er der fundet, og der findes stadig ved udgravningerne i saneringskvartererne, mange gl. såvel private som off. brønde. En opgørelse fra omkr. 1680 viser, at der den gang var ca. 650 brønde i Kbh., heraf var 450–500 brugelige og 150–200 ubrugelige el. ligefrem tilkastede. De fleste og også de dybeste brønde (10–20 m) med det bedste vand fandtes i de højtliggende kvarterer: Vester, Nørre, Klædebo og Sankt Anna Vester kvarter. I de lavereliggende kvarterer kom man kun 3–5 m ned, og man traf der ofte på mudret og ildelugtende vand. En alvorlig anke mod brøndsystemet var, at vandet ofte forurenedes dels ved nedkastning af urenligheder, dels ved tilløb fra møddinger og latriner samt af snavset regnvand fra rendestenene. Den første udvej til at afbøde manglerne var at lede vandet fra fjernere og renere kilder og ved hjælp af tekniske anlæg at få det til at stige op i springvand. Bortset fra vandforsyningen til Kbh.s slot, der formentlig fik vand bl.a. fra Vandkunsten ved Rådhusstræde, fik Kbh. sit første egl. vandforsyningsanlæg ved indretningen af springvandet på Gammeltorv, der toges i brug 1581 og forsynedes fra Emdrup sø. I forbindelse med anlægget af Nytorv ombyggedes springvandet, og den figurgruppe, forestillende moderkærligheden, Caritas, der endnu kroner springvandet på Gammeltorv, opstilledes 1609. Også andre steder anlagdes springvand, bl.a. på Amagertorv. 1626 oprettedes et springvandskompagni af private grundejere, der fik privilegium på at lægge render fra Emdrup sø ind til deres gårde i byen, sen.oprettedes andre springvandskompagnier.

Den tredje måde at skaffe vand på var gennem pumpevandsanlæggene. Det ældste, der antages at være anlagt 1609, fik vand fra voldgravene, men 1618 anlagdes et ledningsanlæg, hvorved der førtes render direkte fra Peblingesøen; sen. fulgte flere pumpevandsanlæg, og efterhånden fik pumpevandet, der var den billigste form for vandforsyning, langt større udbredelse end springvandet. Byens vandforsyning var dog langtfra tilfredsstillende, idet der både klagedes over, at der var for lidt vand, og at det særlig om sommeren var ildelugtende og ofte sundhedsfarligt.

I slutn. af 1670erne greb regeringen ind og foretog en nærmere undersøgelse af forholdene, og 1679 bestemte en nyoprettet vanddirektion, at stadens pumpevandsparthavere skulle organiseres i fire – senere flere – private kompagnier. 1680 vedtoges en »Fundation anlangende Pumpe-Vandet udi Kjøbenhavn«, hvori bestemtes, at der ligesom ved springvandskompagnierne skulle ansættes inspektører og vandmestre, som skulle påse, at der ikke foregik misbrug. Pumpevands- og springvandskompagnierne skulle på lige fod deltage i vedligeholdelsen. s. 531 I de flg. år høres der dog fortsat klager såvel over vandmangel som over de i nutidens øjne forfærdende hygiejniske forhold.

1714 blev vandforsyningens administration sammenlagt med brandvæsenet under Over-Brand- og Vandkommissionen. Dette synes dog ikke at have været til gavn for byens vandforsyning, og trods byens stigende folketal og de mange klager over såvel vandets utilstrækkelige mængde som dårlige kvalitet blev der af de private vandkompagnier kun foretaget meget beskedne forbedringer. En rationel ændring af de administrative forhold foretoges først, efter at vandforsyningen 1805 var blevet underlagt sin egen selvstændige kommission, der foranledigede, at de gl. vandkompagnier ved anordning af 21/4 1812 ophævedes, og hele ledelsen af vandvæsenet overgik til kommissionen for vandvæsenet, den s.k. kgl. vandkommission. Den nye ordning om offentlig vandforsyning i Kbh. trådte i kraft 1/10 1812, og fra dette tidspunkt skulle alle byens beboere betale vandskat efter etageareal, og en særlig afgift blev lagt på vand til næringsbrug. Denne gode administrative reform medførte imidlertid ikke tilsvarende gode tekniske forbedringer, og utilfredsheden med byens vandforsyning var fortsat stor. Foruden vandmangelen klagedes der over de mange urenheder for ikke at sige uhumskheder i vandet, der hidrørte fra, at renderne gerne et eller andet sted var rådne, sine steder lå de endog lige op ad utætte latringruber. Vandet indeholdt ikke sjældent døde fisk, og ål kunne slet ikke holdes ude af renderne. Hertil kom, at vandet om sommeren altid var halvlunkent, således at betegnelsen »den bekendte lunkne ålesuppe« for det kbhske drikkevand er såre forståelig.

1847 nedsatte borgerrepræsentationen en komité til at overveje en fuldstændig nyordning af vandforsyningen, kloakvæsenet og gasforsyningen i Kbh. 1849 udskreves en konkurrence, og for vandforsyningens vedkommende blev den bedste plan udarbejdet af vandinspektør L.A. Colding.

På grund af uenighed inden for kommunalbestyrelsen om den kloakplan, der var et naturligt modstykke til vandforsyningsplanen, trak planernes realisation i langdrag, og da det endte med, at regeringen 1854 godkendte planerne for gasog vandværkerne, men ikke kloakplanen, kunne borgerrepræsentationen først 19/4 1854 endelig vedtage anlægget af gas- og vandværkerne.

Febr. 1856 sluttedes kontrakt med det eng. entreprenørfirma Cochrane & Co. om udførelse af begge værker. De ret omfattende arbejder blev nu hurtigt iværksat, og 9/8 1859 blev Københavns nye vandværk taget i brug i normal drift.

Det nye vandværksanlæg benyttede dels overfladevand fra Harrestrupåens og Kagsåens opland, dels kildevand fra en række boringer i det samme terræn. Damhussøens sydl. del og Sankt Jørgens sø anvendtes som reservoirer. Fra Damhussøen blev vandet i åbne indgrøftede løb ført til Mariendal, hvorfra det atter i jernrørsledning blev ført til Sankt Jørgens sø. Ø.f. denne anlagdes ved nuv. Vester Søgade fem bassiner til filtrering af vandet igennem sand, grus og sten. Herfra førtes vandet til den dampdrevne pumpestation, der var opf. på glacisterrænet ved nuv. Axeltorv. Her blev vandet gennem støbejernsledninger pumpet ud til byens ejendomme under et tryk, der gjorde det muligt at tappe vand i alle etager i byens ejendomme. Til udligning af svingningerne i vandforbruget indrettedes i Søndermarken på Frederiksberg bakke over for slottet et bassin, hvortil overskydende vand kunne ledes gennem et dobbelt standrør med en overløbshøjde på ca. 44 m.

I administrativ henseende skete der ved kommunalloven af 4/3 1857 den ændring, at den kgl. vandkommission ophævedes, og bestyrelsen af stadens vandvæsen henlagdes under magistraten, nu 5. afd. Desuden udstedtes forsk. love, der tjente til at beskytte de nye vandforsyningsanlæg, sikrede grundejernes ret til at få vand indlagt og fastsatte regler for betalingen for vandet.

Det nye vandværk havde en maksimalkapacitet på ca. 14.000 m³ pr. døgn, og dette slog i de første år ret godt til. De tørre år med stort sommerforbrug klarede man ved fortsat udbygning af grundvandsanlæggene ved Harrestrupåens dal, »Kilderne«, og ved at forsyne en del af disse med små dampdrevne pumpestationer. 1871 købte Kbh.s kom. den 1,3 km² store Søndersø i K. Værløse so., og efterhånden erhvervede kom. betydelige arealer omkr. søen, der siden da har tjent som vandbeholder for Kbh. I tiden fra ca. 1870 til 1900 steg ikke alene byens folketal fra ca. 180.000 til ca. 350.000, men samtidig steg forbruget pr. indb. pr. døgn gennemsnitlig fra ca. 54 l til ca. 90 l, hvilket medførte en stigning i årsforbruget fra ca. 3,5 mill. m³ til ca. 11,3 mill. m³. Dette nødvendiggjorde en udvidelse af kildevandsanlæggene og af vandværkets tekniske kapacitet.

Grundet på Søndermarksbassinets lave beliggenhed kunne dette ikke benyttes som egl. højdebeholder, og 1889–91 opførtes på et opfyldt hjørne af Sankt Jørgens sø en ny dampdrevet pumpestation. Det mest betydningsfulde i denne periode var imidlertid fundet af og udnyttelsen af de store grundvandsforekomster ved Søndersø, og fra 1893 udgik overfladevandet af den normale drikkevandsforsyning, jf. dog s. 533.

Da filteranlægget ved Sankt Jørgens sø og det gamle maskinanlæg dér ikke længere var tilstrækkelige, opførtes 1901–03 et nyt filter- og oppumpningsanlæg ved hjørnet af Borups Allé og Hillerødgade, dette værk fungerede indtil 1950.

Indlemmelserne af Valby, Brønshøj og Sundbyerne 1901 og 1902 samt indførelsen af vandklosetsystemet medførte en stærk stigning i vandforbruget, og det blev nødvendigt at inddrage de righoldige kilder ved Torsbro i Lille Vejleådalen i nærheden af Tåstrup i vandindvindingsområdet. 1905–09 opførtes vandværket ved Torsbro, hvorfra der blev afgivet vand dels til Søndermarksbassinet, dels til en højdebeholder på Brønshøj bakke.

1914–16 erhvervede kom. arealer omkr. Nybølle nv.f. Tåstrup, og 1918–23 opførtes et vandværk med filteranlæg og pumpestation for Nybøllevandet ved Islevbro på grænsen ml. Rødovre og Husum. Desuden havde kom. erhvervet adsk. arealer v.f. Søndersø: Bogøgård, Bjellekær og Kildedal, der toges i drift i slutn. af 1920’erne.

Vandværket ved Marbjerg med kildepladser ved Brokilde og Marbjerg ml. Nybølleværkets opland og Roskilde fjord opførtes 1931–34. Dette værks hovedtrykledning fører via Islevbroværket op til Tinghøj i Buddinge.

1933–34 erhvervedes arealer til 7 kildepladser, der stjerneformet udgår fra terrænet omkr. Lejre by v.f. Roskilde. I stjernens midtpunkt n.f. Lejre stationsby opførtes 1935–39 vandværket ved Lejre.

Som led i regeringens bestræbelser for i beg. af den 2. verdenskrig at igangsætte off. arbejder med statsstøtte påbegyndtes 1941 en ombygning af det da stærkt forældede Søndersøværk. Grundet bl.a. på materialevanskeligheder trak arbejdet i langdrag, og først 1950 kunne det nye vandværk ved Søndersø, der ligesom Lejreværket var bygget med de nyeste tekniske installationer med hurtigfiltre og s. 533 højtrykspumper, tages i brug. Samtidig nedlagdes ikke alene de gl. maskinanlæg ved Søndersø, men også værket ved Borups Allé og værket ved Akseltorv. Det nye Søndersøværk blev ved en 1250 mm jernbetonledning sat i forbindelse med Tinghøjbeholderen. Herfra førtes en ledning over Utterslev mose gennem Lersø Parkallé til Trianglen.

1944 erhvervedes fire nye kildepladser i Torsbroværkets opland, nemlig ved Vallensbæk, Vardegård og Karlslunde og lidt sen. ved Store Vejleå, til brug for en udvidelse af Torsbroværket, der afsluttedes 1948.

Da planerne om opførelsen af et nyt stort vandværk ved Slangerup bl.a. grundet på materialemangel blev udskudt, måtte man for at kunne tilfredsstille det stadigt stigende behov supplere de bestående anlæg ved udnyttelse af mindre områder, som hidtil havde været holdt i reserve. Dette gælder således Værebroanlægget, der fuldførtes 1949 og tilsluttedes Nybølleanlægget samt kildepladsen ved Havdrup, der toges i drift 1950 i tilslutning til Lejreværket.

Juni 1950 blev der givet bevilling til opførelsen af første del af et nyt stort vandværk ved Slangerup, placeret på et areal n.f. Lystrup skov ved Gørløse ås skæring med hovedvej 6. Denne del af arbejdet omfattede foruden selve hovedværket også kildepladserne Strø, Hørup og Havelse samt dels en 16 km lang trykledning til vandværket ved Søndersø, hvor den kunne tilsluttes trykledningen til Tinghøjbeholderen, dels forlængelse af ledningen fra Tinghøj til Trianglen med en ledning gennem Østerbro til Havnegade. Værket indgik i driften juni 1955.

Juni 1957 stilledes der kapital til rådighed for Slangerupværkets anden udbygning, der omfattede Attemose kildeplads med tilhørende pumpestationer og trykledninger; anlægsarbejdet begyndte efteråret 1957 og er nu (juli 1959) delvis taget i drift. Bevillingen omfattede tillige en forlængelse af hovedtrykledningen fra Lejreværket fra Ejbyvej til Lykkebovej til forsyning af byens sydl. kvarterer.

Juni 1959 er der givet bevilling til den tredie og sidste udbygning af Slangerupværket, omfattende Æbelholt kildeplads med tilhørende forbindelsesledninger til Attemose kildeplads samt til en supplerende hovedledning i forbindelse med byledningsnettet fra ledningen i Vigerslevvej ved Lykkebovej (jf. foran) til ledningen i Fiskerihavnsgade til havnetunnellen, således at der knyttes forbindelse med ledningerne, der forsyner Amager.

Når Æbelholt kildeplads er fuldt udbygget, vil Kbh.s vandforsyning disponere over vandindvindingsrettigheder på i alt ca. 91 mill. m³, men da det bl.a. på grund af den stærke bebyggelse i selve vandindvindingsområderne ikke er muligt at udnytte disse rettigheder fuldt ud, kan den faktisk disponible vandmængde kun anslås til ca. 89 mill. m³. Hermed regnes forbruget at være dækket til og med 1961–62. Efter dette tidspunkt må der søges nye vandindvindingsmuligheder andre steder, bl.a. i egnen ml. Køge og Ringsted, hvor der er taget de forberedende skridt til anlæggelse af et nyt vandværk ved Regnemark.

Det kan i denne forbindelse tilføjes, at Kbh.s vandforsyning i fremtiden i højere grad vil anvende overfladevandet fra Søndersø. Som foran nævnt udgik allr. 1893 overfladevandet fra denne sø af den normale drikkevandsforsyning, men søen benyttedes dog under spidsbelastninger, efter at vandet havde gennemgået en renselsesproces bl.a. ved klorbehandling. Gennem de sen. år har vandvæsenet arbejdet med nye metoder til rensning af dette overfladevand, og i septbr. 1959 har magistraten fremsat forslag om, at den bemyndiges til at søge s. 534 fastsat en øvre grænse på ca. 2,4 mill. m³ årlig for vandforsyningens ret til indtagning af vand fra Søndersø samt at søge vandindvindingsret på 1 mill. m³ årlig fra sognevandløbet Bundså ved Kirke Værløse; endvidere er der søgt en kapitalbevilling på 4,9 mill. kr. til etablering af et anlæg for indvinding og rensning af overfladevand fra Søndersø og Bundså samt til anlæggelse af en pumpestation. Det nye anlæg forventes at kunne tages i drift i foråret 1962.

Kbh.s vandforsyning disponerer herefter i hundredåret efter dets oprettelse over flg. 6 hovedvandværker:

Når det lille Valby vandværk med en maksimal ydeevne på 1500 m³ medregnes, bliver den samlede maksimale ydeevne pr. døgn i alt 286.000 m³, og som årsgennemsnit er ydeevnen ansat til 245.000 m³ pr. døgn.

Til yderligere oplysning om de beholderanlæg, der flere gange er berørt i det foregående, og hvis funktioner er dels at udligne svingningerne i vandforbruget inden for døgnets timer og ugens dage, dels at dække forsyningsunderskud, der opstår som følge af reparation olgn. af en trykledning på et af værkerne, skal anføres, at den første egl. højdebeholder opførtes 1910–14 på Brønshøj bakke ved Bellahøjvej med et nyttevolumen på ca. 10.000 m³. Denne beholder tjener nu i det væsentlige som udligningsbeholder for vandtilførslen til Fr.berg kom. og som rentvandsbeholder for oppumpning til den særlige højdezonebeholder, der 1931 opførtes ved Brønshøjvej til forsyning af den lille del af byen, der ligger mere end 20 m over havets overflade. 1931–33 opførtes højdebeholderanlægget ved Tinghøj i Buddinge, opr. på 60.000 m³ rumindhold, sen. udvidet til 120.000 m³, men den er efter de 1959 afsluttede udvidelser kommet op på et nyttevolumen på ca. 228.000 m³.

Vedr. ledningsnettet skal oplyses, at ledningerne fra vandindvindingsanlæggene til byen og trykledningerne ml. kildepladserne og værkerne 31/3 1958 havde en samlet længde på 180 km, mens trykledningsnettet, hvorigennem vandet fordeles til forbrugerne, havde en samlet længde på 826 km. Til Amager føres ledningerne under havnen gennem to henh. 1856–59 og 1921 byggede tunneller, der er udhugget i den faste kalkklippe ca. 20 m under havoverfladen. Antallet af vandmålere udgjorde pr. 31/3 1958 i alt 37.361.

Den samlede af Københavns vandforsyning oppumpede vandmængde udgjorde 1957/58 i alt 79 mill. m³, hvoraf de 62 mill. m³ forbrugtes i Kbh. og de 17 mill. m³ i andre kommuner, jf. s 538. Det gennemsnitlige døgnforbrug i Kbh. var 1957–58 169.300 m³, hvilket svarer til 229 1 pr. indbygger. Vandforsyningens samlede udgifter udgjorde 1957–58 i alt 24,4 mill. kr., heraf gik 20,4 mill. kr. til vandets indvinding og oppumpning og 4,0 mill. kr. til dets fordeling; i vandafgifter betaltes 28,6 mill. kr.

Københavns vandforsynings højdezonebeholder ved Brønshøjvej.

Vandforsyningens anlæg var pr. 31/3 1958 optaget i kommunens status med 90.442.000 kr.

Dette beløb fordeler sig således på hovedposter:

Litt.: Københavns vandforsynings historie. 1959. Se iøvrigt: Københavns bibliografi III. 1960.

Det var først, da de bymæssige kvarterer med etagehuse blev anlagt i 1850erne og 1860erne, at der blev brug for en egl. vandforsyning på Fr.berg; indtil da havde man klaret sig med de gamle brønde. Kommunen veg imidlertid tilbage for at påtage sig opgaven, så det blev en privat mand, jernstøber P. Andersen, der på Svanholms grund ved Gammel Kongevej 1867–69 opførte Fr.bergs første vandværk. Dette værk, der i begyndelsen kun havde en kapacitet på 500 m³ vand i døgnet, blev dog snart for lille. Det udvidedes 1877 bl.a. med en ny pumpestation ved P. Andersens Vej, og 1878–79 måtte kommunen anlægge sit eget værk ved Godthåbsvej med et højdereservoir i Søndermarken. Også dette værk, der opr. var beregnet til at levere ca. 1200 m³ vand i døgnet, måtte snart udvides, og 1897 opførte kommunen et 22 m højt vandtårn i Søndermarken (sprængt under besættelsen dec. 1943), og s.å. overtog kommunen det private vandværk. 1905 opførtes en midlertidig pumpestation ved Finsensvej. Men da Fr.berg ved Kbh.s kom.s indlemmelse af Valby og Brønshøj 1901 helt var blevet »indelukket«, og Fr.berg ikke havde tilstrækkelige vandmængder på sin egen grund, enedes de to kommuner ved en overenskomst af jan. 1911 om at oprette en delvis fælles vandforsyning, og driften af stationen ved Finsensvej blev indstillet. Overenskomsten, der opr. var gældende til 1960, er afløst af en ny overenskomst, der trådte i kraft 1/4 1958. Som højdereservoir for levering af vand til Fr.berg benyttes nu dels højdebeholderen på Brønshøj bakke, der opførtes 1914, og dels højdebeholderen på Tinghøj ved etableringen af trykreguleringsstationen ved Jakob Dannefærds Vej.

1923 indbyggedes på stationen Godthåbsvej en trykreguleringsstation i ledningen fra højdebeholderen på Brønshøj bakke med fjernbetjening fra vandværket på P. Andersens Vej, og 1926 elektrificeredes – ligeledes fjernbetjent fra P. Andersens Vej – pumpeanlægget på Godthåbsvej, der sender ubehandlet vand til vandværket på P. Andersens Vej, der herefter er kommunens eneste egl. vandværk.

Foruden trykstationen i den nævnte forbindelse fra højdebeholderen blev der 1936 etableret en trykreguleringsstation ved Roskildevej i en ledning direkte fra Kbh.s forsyningsledning til højdebeholderen på Brønshøj bakke. Endv. blev der 1948 opret. endnu en trykreguleringsstation ved Jakob Dannefærds Vej – Åboulevarden tilsluttet Kbh.s hovedledning fra højdebeholderen på Tinghøj.

Udover de fornødne udvidelser og vedligeholdelser af de tekniske anlæg og ledningsnettet er der ikke sket større ændringer inden for den fr.bergske vandforsyning. Det samlede ledningsnet havde pr. 31/3 1958 en længde af 155 km, og antallet af målere var 5831.

1957/58 oppumpede de fr.bergske stationer i alt 2,0 mill. m³ vand, og fra Kbh.s vandforsyning leveredes 8,5 mill. m³, således at det samlede forbrug på Fr.berg udgjorde 10,5 mill. m³. Det gennemsnitlige døgnforbrug var 28.854 m³, hvilket svarer til 248 1 pr. indb. Vandværkets samlede udgifter udgjorde 1957/58 i alt 3,4 mill. kr., heraf gik 1,8 mill. kr. til køb af vand fra Kbh. Vandafgifterne m.v. beløb sig til 4,5 mill. kr. Samtlige under vandværket hørende anlæg, ledninger m.v. var pr. 31/3 1958 bogført med 2,0 mill. kr.

Litt.: De kommunale værker. Fr.berg kommune. 119–22. 1934.

I Gentofte kommune opførtes 1900 det første kommunale vandværk Bregnegårdsværket på Taffelbays jorder, og ved Gentoftegade opførtes et vandtårn. Dette anlæg var alene bestemt til at forsyne de tættere bebyggede distrikter: Gentofte, Ordrup, Skovshoved og Hellerup. Men krav fra beboerne i de øvrige kvarterer nødvendiggjorde dels nye boringer og 1905 opførelsen af et nyt vandreservoir på Ræveskovbakken, dels 1906–08 opførelsen af Ermelundsværket ved Fortunvej. Dette var opr. tænkt som et reserveværk i sommertiden, men kommunens stærke vækst gjorde det snart nødvendigt, ikke alene at værket blev permanent, men også at der måtte foretages betydelige udvidelser 1916, 1922 og 1928. Grundet på de ringe vandindvindingsmuligheder, der var i Gentofte og de nordfor liggende kommuner Lyngby og Søllerød, gik disse efter opfordring fra landvæsenskommissionen i samarbejde om at anlægge et fælles vandindvindingsanlæg til udnyttelse af grundvandsmængderne i egnen omkring Sjælsø. Anlægsarbejderne begyndte 1934 og pumpningen til forbrugerne juni 1936. I tilslutning til Sjælsøværket opførtes 1935–37 ved Hjortekærsvej et nyt stort vandreservoir med et volumen på ca. 12.000 m³; Gentoftes vandtårn sattes samtidig ud af drift. Vandindvindingsretten ved Sjælsø omfattede oprindelig for alle 3 kommuner 4,3 mill. m³. 1947 udtrådte Søllerød kom. af fællesskabet, således at Søllerød kom.s andel i indvindingsretten overgik til brug for Gentofte og Lyngby-Tårbæk kommuner.

1951 udvidedes retten til at omfatte 5,2 mill. m³, samtidig med at fællesudvalget fik ret til indvinding af indtil 3,5 mill. m³ vand årlig på kildepladserne ved Ullerød og Langstrup.

1959 har fællesudvalget afsluttet overenskomst med Hørsholm kom. om at overtage denne kommunes vandindvindingsret, hvorefter Hørsholm udelukkende vil blive forsynet med vand fra Sjælsø Vandværk. Til udnyttelse af disse vandmængder udføres indvindingsanlæg ved Ullerød, Langstrup, Hørsholm og Rungsted, samtidig med at filter- og maskinanlæg på Sjælsø Vandværk udbygges til omkr. dobbelt størrelse.

Indvindingsanlægget på Ullerød kildeplads blev taget i brug 1/4 1956, ligesom der er anlagt en ca. 9 km lang ledning fra Langstrup til Sjælsø Vandværk. De øvrige nævnte anlæg forventes taget i brug i slutn. af 1960.

Af hensyn til event. fremtidig supplering af grundvandet med renset overfladevand er ved Sjælsø opført et forsøgsvandværk for rensning af overfladevand fra søen, forsøgene begyndte maj 1956.

Grundet på den stærke udvidelse af etagebyggeriet i Gentofte kom.s vestl. del, blev det nødvendigt at udskille visse arealer dèr i en særlig trykzone med højere tryk end i den øvr. del af kommunen. Til dette formål opførtes et nyt vandtårn i Jægersborg i umiddelbar nærhed af kommunens forbrændingsanstalt. Vandtårnet, der udbyggedes med etageadskillelser under vandbeholderen til brug for bl.a. kommunens arkiver og for civilforsvaret, toges i brug januar 1956, samtidig med at den nye trykzone etableredes. Det samlede ledningsnet i Gentofte kom. udgjorde pr. 31/3 1958 i alt 296 km foruden 13 km ledning fra Sjælsø Vandværk til Fortunvej.

Den samlede fra de tre værker Bregnegårdsværket, Ermelundsværket og Sjælsø Vandværk til forbrug i Gentofte kom. oppumpede vandmængde udgjorde 1957–58 i alt 8,9 mill. m³. Det genmstl. døgnforbrug var 24.246 m³ eller 273 l genmstl. pr. indbygger. Gentofte vandforsynings samlede udgifter udgjorde 2,7 mill. kr., heraf gik de 0,7 mill. kr. til driften af værkerne i Gentofte, 0,8 mill. kr. til driften af Sjælsø Vandværk og 1,2 mill. kr. til vandets fordeling; vandforsyningens indtægter udgjorde 2,6 mill. kr.

I Gentofte kom.s status pr. 31/3 1958 er vandforsyningsanlæggene bogført til en samlet værdi af 18,5 mill. kr., heraf Bregnegårdsværket og Ermelundsværket med 3,0 mill. kr., Sjælsø Vandværk med 6,1 mill. kr. og de nye indvindingsanlæg inkl. ledningsnettet med 9,4 mill. kr.

For dem af omegnskommunerne, der har kommunale vandværker, kan der gives omstående oplysninger om vandforsyningen 1957–58.

For de øvrige omegnskommuner, der har private værker, foreligger der ikke tilsvarende oplysninger.

Det første gasværk i København, Vestre Gasværk, opførtes 1856–58 af et engelsk ingeniørfirma på et areal mellem nuv. Halmtorv og Ingerslevsgade. 4/12 1857 tændtes de første gaslygter i Københavns gader, og derefter forsvandt de gamle tranlamper, der siden indførelsen af offentlig gadebelysning i slutningen af 1600t. havde oplyst de københavnske gader, dog alene i månederne september-april. Vestre Gasværk blev de første par måneder drevet af det engelske firma, hvorefter kommunen overtog driften fra 4/2 1858. De samlede udgifter ved værkets opførelse udgjorde 1,9 mill. kr., og værkets maksimale produktionsevne var i starten s. 539 8500 m³ pr. døgn. I de følgende år udvidedes værket dog betydeligt, men det stærkt stigende forbrug nødvendiggjorde anlæggelse af et nyt værk, Østre Gasværk, jf. nedenfor. I tilslutning til Vestre Gasværk opførtes 1892–93 et vandgasværk, det første på det europæiske fastland. Godsbanegårdens anlæg i årene 1897–1901 medførte store ændringer ved gasværkets arealer mod Kalvebod strand. Den gamle havn blev opfyldt, og værket fik en bolværksstrækning i den ny gasværkshavn. Ved Sundbyernes indlemmelse i København 1902 overtog Københavns Belysningsvæsen det af Sundby kommune 1898–1900 på et areal mellem Øresundsvej og Lergravsvej opførte Sundby Gasværk. Dette værk blev nedlagt 1937 og nedrevet på nær den største af gasbeholderne.

Efterhånden viste det gamle Vestre Gasværk sig uøkonomisk i drift, og juni 1927 standsede værket produktionen, hvorefter det blev delvis nedrevet. De frigjorte arealer blev overdraget til torvedirektoratet til brug for kvægtorvet og de offentlige slagtehaller.

Østre Gasværk, Sionsgade 5, begyndte driften 23/10 1878. Kapaciteten var den gang ca. 37.000 m³ pr. døgn. Der er siden foretaget betydelige udvidelser og moderniseringer; bl.a. opførtes 1881–83 en ny gasbeholder, der blev overbygget; beholderbygningen, der er tegnet af prof. Martin Nyrop, står endnu, efter at selve gasbeholderen 1935 blev demonteret. Den er siden 1957 lejet af Det kgl. Teater til anvendelse som kulissemagasin.

Ved anlæggelsen af kystbanen, der toges i brug 1897, mistede værket sin pramhavn; i stedet for opstilledes to dampkraner – 1939 erstattet med en svingkran – ved Nordhavnsbassinet i Frihavnen, og der blev anlagt en jernbane- og broforbindelse ind til værket. 1898 opførtes et vandgasværk, der 1949 blev erstattet med et fuldautomatisk vandgasværk; dette blev yderligere udvidet 1956. Af de mange tekniske ændringer og udvidelser, der er foretaget i årenes løb, skal kun nævnes, at i begyndelsen af 1920 byggedes Københavns første ovnanlæg med lodrette retorter, der betød en stor besparelse i manuel arbejdskraft i sammenligning med den ældre teknik, der var baseret på vandrette ovnanlæg.

1955 er der som spidsbelastningsreserve opført et anlæg for tilsætning af flydende gas; dette propan-butananlæg har en kapacitet på 30.000 m³ pr. døgn. Værkets kapacitet herudover er nu pr. døgn en kulgasproduktion på 90.000 m³ og en vandgasproduktion på 180.000 m³.

Valby Gasværk, Vigerslev Allé, blev opført 1902–07 og taget i brug 27/11 1907 med en kapacitet på 80.000 m³ i døgnet. Kulforsyningen til værket foregår ad en ca. 5 km lang kulbane fra gasværkshavnen. 1922 opførtes et vandgasværk. I slutningen af 1920erne og i begyndelsen af 1950erne – efter at planerne om opførelse af et centralgasværk var stillet i bero – er der foretaget ret omfattende moderniseringer og udvidelser af anlægget, herunder bygning af et fuldautomatisk vandgasværk, ligesom der er installeret forskellige anlæg til behandling af biprodukter m.v. 1955 er der ligesom på Østre Gasværk opført et anlæg med en kapacitet på 30.000 m³ pr. døgn for tilsætning til bygassen af en blanding af propan-butangas og luft. Pr. 31/3 1958 havde Valby Gasværk herudover en kapacitet pr. døgn på 125.000 m³ kulgas og 170.000 m³ vandgas, heraf produceres de 120.000 m³ i det fuldautomatiske anlæg.

I samarbejde med A/S Strandvejs-Gasværket byggedes 1951–52 en tør gasbeholder s. 540 på 100.000 m³ i Mørkhøj, hvoraf Kbh.s Belysningsvæsen råder over halvdelen.

1951 sluttedes overenskomst om aftagning af pyrolysegas fra Mærsk Raffinaderiet, på Amagers østkyst ved Prøvestenen. I forbindelse hermed er der i samarbejde med Strandvejs-Gasværket opført et reforminganlæg, Amager Strandvej 1, til behandling af pyrolysegassen. Raffinaderiet blev leveringsdygtigt fra april 1958, og 14/5 1958 begyndte udsendelsen af bygas fra reforminganlægget, som kan behandle en gasmængde svarende til ca. 60 mill. m³ bygas pr. år.

De to københavnske gasværkers egen nettoproduktion udgjorde 1957–58 i alt 108,3 mill. m³, fra andre værker (Strandvejs-Gasværket, Frederiksberg Gasværk og kommunens slamgasanlæg) modtoges 24,0 mill. m³, i alt 132,3 mill. m³; efter fradrag af 0,4 mill. m³, der leveredes til andre værker, største parten til Glostrup, og et gastab på 4,2 mill. m³, bliver det samlede salg til Kbh.s belysningsvæsens forsyningsområde (d.v.s. inkl. den til Tårnby, Rødovre og Hvidovre leverede gasmængde) i alt 127,7 mill. m³. Af dette salg gik 46,5 mill. m³ til industrielt brug, 74,8 mill. m³ til almindeligt brug og 6,4 mill. m³ til gadebelysning.

Det samlede antal gasmålere udgjorde pr. 31/3 1958 318.600 og antallet af gadelygter med gasbelysning ca. 5000, hvilket omtrent er en halvering i forhold til 1916, da antallet var ca. 9400. I h.t. kommunalbestyrelsesbeslutning vil al gasgadebelysning i løbet af 1960 være erstattet af elektrisk belysning.

Gasværkernes samlede indtægter var 1957/58 i alt 64,9 mill. kr. (heraf 49,4 mill. kr. ved salg af gas og 14,2 mill. kr. ved salg af biprodukter), og de samlede udgifter 61,9 mill. kr. (inkl. 2,0 mill. kr. henlæggelse til udvidelseskonto), således at overskudet var 3,0 mill. kr.

Gasværkernes samlede statusværdi pr. 31/3 1958 udgjorde 21,7 mill. kr.

Litt.: Københavns gasværker. 1857–4. dec.–1957. 1957.

Frederiksberg første gasværk opførtes 1859–60 af det danske gaskompagni på en grund ved H.C. Ørsteds Vej ved nuv. Adolph Steens Allé; det sattes i drift september 1860. Værket blev på en 30årig kontrakt drevet af kompagniet, der ligeledes for egen regning skulle opsætte og vedligeholde lygter på kommunens veje mod en betaling af 1 skilling pr. brændetime. Lysstyrken blev fastsat til styrken af 8 vokslys af dem til 6 på et pund. 1889 forlængedes kontrakten til 1921, og 1895 opførtes på Finsensvej et nyt gasværk. 1/7 1921 overtog kommunen selv værket, og der gennemførtes de følgende år store ombygninger.

Gasværkets samlede nettoproduktion udgjorde 1957/58 i alt 24,1 mill. m³; efter fradrag af 3,7 mill. m³, der leveredes til fremmede værker, og et gastab på 1, 1 mill. m³, blev det samlede forbrug inden for Frederiksberg Gasværks forsyningsområde i alt 19,3 mill. m³, heraf gik de 8,7 mill. m³ til industrielt brug og 10,9 mill. m³ til almindeligt brug.

Gasværkets samlede indtægt udgjorde 1957/58 13, 1 mill. kr. (heraf 7,9 mill. kr. ved salg af gas og 4,6 mill. kr. ved salg af biprodukter), og de samlede udgifter var 13,5 mill. kr., således at overskuddet blev ÷ 0,4 mill. kr.

Gasværkets statusværdi pr. 31/3 1958 var bogført med 5,0 mill. kr.

Litt.: Fr.berg gasværk. 1935.

A/S Strandvejs-Gasværket, Strandvejen 72, Hellerup, blev under navnet Strandvej Gasværk anlagt 1892–93 af A/S Det Danske Gas Compagni på et af A/S Tuborgs Fabrikker afkøbt areal på ca. 10.000 m² ved Tuborg havn.

Gasværket åbnedes for driften 21/6 1893 og bestod af 6 ovne med tilsammen 34 horizontale retorter; endvidere var der indrettet rensehus i en overtaget bygning på grunden samt opført apparathus, kedelhus, målerhus og en gasbeholder med en kapacitet af 5000 m³. Gasbeholderen var af en herhjemme ukendt konstruktion, idet bassinet, der ellers er nedgravet i jorden, her var overjordisk, hvorved der fremkom et rum under beholderen, der benyttedes til lagerrum.

Den samlede gasproduktion i det første hele driftsår 1894 var 0,6 mill. m³. Der var opstillet 263 gadelygter og 1251 gasmålere på distriktets ledningsnet, der strakte sig ad Strandvejen mod nord til Springforbi med en sideledning ad Hellerupvej til Gentofte og en sideledning ad Skovshovedvej-Hyldegårdsvej og ad Ordrupvej til Ordrup. Hovedledningernes samlede længde androg 35 km.

1900 anlagdes på en parcel af Damgården i Ordrup en gasbeholderstation med en beholderkapacitet på 5000 m³. Gassen tilførtes beholderen gennem en 10” trykledning fra gasværket i Hellerup. Beholderstationen overtog gasforsyningen af det nordre distrikt inkl. Skodsborg og Vedbæk, hvortil hovedledningen samme år videreførtes fra Springforbi.

I de følgende år udvidedes gasværket i takt med Gentofte kommunes udvikling fra landkommune til bykommune. 1/4 1921 overgik værket til det 13/3 s.å. stiftede A/S Strandvejs-Gasværket med en aktiekapital på 1,2 mill. kr., hvoraf Gentofte kommune overtog aktiemajoriteten 1 mill. kr.

1921 fik A/S Strandvejs-Gasværket koncession på gasforsyning af Gladsakse kommune, hvortil ledningsnettet i de følgende år videreførtes gennem Søborg, Buddinge og Bagsværd.

1935 afsluttedes kontrakt med Lyngby-Tårbæk kommune om levering af gas til kommunens egen distribuering til den del af kommunen, der helt eller delvis ligger vest for Jægersborg Dyrehave.

Samme år afsluttedes kontrakt med Værløse og Farum kommuner om gasleverance til Hareskovby Gasværk til egen distribuering til gasværkets forsyningsområde i de to kommuner samt Herlev kommune. Hareskovby Gasværk overgik 1953 til I/S Nordvestgas med de nævnte tre kommuner som deltagere.

Til distribueringen i de stærkt voksende yderdistrikter i nordvest samt til Lyngby opførtes 1936 en gasbeholderstation ved Hørsholmvejen i Jægersborg med en beholderkapacitet på 30.000 m³ i en såkaldt tør-gasbeholder med indvendig stempel i modsætning til de tidligere teleskop-beholdere med vandbassin og klokke.

1952 opførtes med Københavns Belysningsvæsen som medejer en ny gasbeholderstation i Mørkhøj til forsyning af de stærkt voksende områder og kommuner mod vest med en beholderkapacitet på 100.000 m³ i samme beholdertype – tørgasbeholder – som i Jægersborg.

1953 udvidedes Strandvejs-Gasværkets indirekte forsyningsområde ved kontrakt om gaslevering til Ballerup-Måløv kommune.

Endelig afsluttedes 1956 kontrakt med Hørsholm kommune om gasleverance til kommunen på tilsvarende vilkår som til de forannævnte kommuner.

Gasgadelygterne i Strandvejs-Gasværkets eget forsyningsdistrikt er gennem de senere år gradvis udskiftet med elektrisk vejbelysning, således at der fra 1959 kun findes én gasbelyst vej i Gentofte kommune.

Siden 1946 har der bestået et samarbejde med de storkøbenhavnske gasværker om gensidig levering af overskudsgasproduktionen, hvorved de respektive produktionsanlæg kan udnyttes til fuld kapacitet.

I henhold hertil har Strandvejs-Gasværket i de sidste år leveret op til 1/3 af sin produktionskapacitet til Kbh.s Belysningsvæsen.

1959 udgør Strandvejs-Gasværkets forsyningsområde herefter: Gentofte, Gladsakse og Lyngby-Tårbæk kommuner, Søllerød kommune øst for kystbanen (Skodsborg og Vedbæk) samt Farum, Værløse, Herlev, Ballerup-Måløv og Hørsholm kommuner.

De 4 gasbeholdere har en disponibel kapacitet på 105.000 m³. Hovedledningsnettets samlede længde i eget forsyningsdistrikt udgør 452 km med 41.772 gasmålere. Den totale gasproduktion i driftsåret 1958 udgjorde 59 mill. m³. Selskabets aktiekapital er gennem tiden udvidet i takt med dets tekniske og økonomiske udvikling. 1943 fordobledes den til 2,4 mill. kr. og 1951 til 4,8 mill. kr.

Foruden Kbh., Fr.berg og Gentofte kommuner har Søllerød, Høje Tåstrup og Dragør selvstændige gasværker. Fra sidstnævnte kommunes værk leveres også gas til en del af Store Magleby; endelig har Herstederne hidtil fået gas fra statsfængslet i Vridsløselille, men denne ordning ophører fra 1/4 1960, idet statsfængslets gasværk agtes nedlagt i forsommeren 1960.

Efter at flere private forretninger allerede fra slutningen af 1870erne havde taget små elektriske belysningsanlæg i brug, vedtog Kbh.s kommunalbestyrelse 1889 at indrette og drive en elektrisk station for kommunens regning; 1890–92 blev Københavns første elværk: Gothersgade Elværk – eller elektriske centralstation, som det dengang hed – opført på grunden Gothersgade 30 og Adelgade 10. Den første strøm fra stationen til ledningsnettet udsendtes 5/3 1892. Værkets produktionsmaskineri, der bestod af dampmaskiner tilkoblet jævnstrømsgeneratorer, havde i starten en kapacitet på 930 kW, men udvidedes i de følgende år ret betydeligt. Efter 1920, da H.C. Ørsted Værket blev sat i drift, overgik værket delvis til omformerstation, og 1925 byggedes på værket den første varmecentral til forsyning af ejendomme i denne bydel.

Værkets nuværende opgave er at virke som spidsbelastningsværk med en kapacitet s. 543 på 17.000 kW og varmeforsyningsværk samt at være omformerstation dels for sporvejsforsyningen og dels for den almindelige elforsyning.

Vestre Elværk blev opført på hjørnet af Tietgensgade og Bernstorffsgade og taget i brug 7/9 1898 med en samlet kapacitet på 530 kW. Det udvidedes dog allerede de følgende år for at kunne overtage strømleveringen til sporvejsdrift.

1907–09 udvidedes værket med en omformerstation (omformning af højspændt strøm fra Østre Elværk), og 1921 blev værket nedlagt som produktionsværk. Siden da er det blevet udbygget som omformer- og transformatorstation for såvel sporvejsforsyningen som den almindelige elforsyning. En del af det ældre kedelanlæg tjener som reserve for varmeværkerne.

Østre Elværk opførtes 1900–02 på grunden Øster Allé 6 og Østerbrogade 37 og 39 og toges i brug 6/10 1902. Efter forskellige udvidelser er også dette værk endt som omformerstation, men det udgør dog også med 4000 kW en reserve for elproduktionen, ligesom det er reserve for varmeforsyningen.

H.C. Ørsted Værket, Tømmergravsgade. Elektricitetsforbruget i København var allr. få år efter, at Østre Elværk havde påbegyndt driften, vokset så stærkt, at nye udvidelser var påkrævet. 1905 foreslog belysningsvæsenet at opføre et nyt kraftværk, men da der ikke var enighed om, hvor vidt det økonomisk-tekniske princip i udviklingen burde være et enkelt stort værk eller flere mindre, besluttedes det at udvide de bestående værker, hvorved opførelsen af et nyt, stort værk blev udskudt indtil 1916, da opførelsen af H.C.Ørsted Værket påbegyndtes på et kommunen tilhørende, ca. 43.000 m² stort, opfyldt areal i Kalvebod strand (hjørnet af Tømmergravsgade og Vasbygade). Værket blev taget i brug 18/2 1920. Betydelige udvidelser foretoges allr. de følgende år, ligesom der etableredes forbindelser med NESA, Ørnegårds transformatorstation, og hermed til de øvrige sjællandske elværker samt til de store svenske anlæg. 31/3 1958 havde værket 10 kedler med en maksimal kontinuerlig ydeevne på 808 tons pr. time, 6 turbogeneratorer med en ydeevne på 159.000 kW og 1 dieselgenerator på 12.500 kW.

Svanemølleværket, Lautrupsgade 1. For at kunne tilfredsstille det stadigt voksende forbrug såvel af elektricitet som varme gaves 1947 den første bevilling – senere suppleret med flere – til opførelse af et kraft-varmeværk i Kalkbrænderihavnen, Svanemølleværket. Ved kombinationen af elektricitets- og varmeproduktion kan der produceres en meget stor elektricitetsmængde som modtryksenergi derved, at den producerede damp ved over 100^at tryk først benyttes i modtryksturbiner til elproduktion, før den udsendes til varmeværkets kunder. Denne kombinerede driftsform er mere rentabel og nationaløkonomisk fordelagtigere end isoleret produktion af henholdsvis varme og elektricitet.

Værket blev 8/7 1953 sat i drift for levering af elektricitet og 22/9 s.å. for levering af varme. 31/3 1958 havde værket 5 kedler med en ydeevne på 600 tons pr. time, 4 turbogeneratorer på 102.000 kW. Billede s. 544.

Foruden fra omformerværkerne på Gothersgades, Østre og Vestre Elværk sker forsyningen til jævnstrømsnettet samt til sporvejene fra følgende 10 understationer:

Svanemølleværket, set fra lystbådehavnen (Svanemøllehavnen).

Forsyningen af de ydre bydele foregår delvis gennem følgende 9 transformatorstationer:

Elektricitetsværkernes samlede egenproduktion udgjorde 1957–58 537,0 mill. kWh, fra andre værker modtoges 246,4 mill. kWh, og til andre værker leveredes 2,0 mill. kWh. Det samlede tab ved hovedtransformatorstationer og omformerstationer, i fordelingsnettet samt ved fejlmålinger, forsøg m.v. beløb sig til i alt 66,7 mill. kWh, hvorefter det samlede salg i Københavns Belysningsvæsens forsyningsområde inkl. Københavns Sporveje og D.S.B. (S-banen) blev 714,7 mill. kWh.

Dette salg fordelte sig således:

Det samlede antal opsatte målere udgjorde pr. 31/3 1958 363.700. Til belysning af offentlige gader og veje var der 31/3 1958 installeret 15.100 lamper fra 15–1000 watt, hvoraf de 3700 var trafikreguleringslamper m.v., til belysning af private veje m.v. var der installeret 7900 lamper.

Elektricitetsværkernes samlede indtægter udgjorde 1957/58 i alt 142,9 mill. kr., og udgifterne var 116,1 mill. kr. (heraf var 17,9 mill. kr. henlæggelse til udvidelseskonto). Overskuddet udgjorde således 26,8 mill. kr.

Elektricitetsværkernes samlede statusværdi pr. 31/3 1958 var 222,7 mill. kr.

Litt.: Københavns Elektricitetsværker. 1892–5. marts–1942. 1942.

Det første frederiksbergske elektricitetsværk, Hortensiaværket (på hjørnet af Hortensiavej og Edisonsvej), blev opført 1898–99 af Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitets A/S, der havde forpagtet kommunens eneret til driften af Frederiksberg og Falkoner Alléens sporveje m.v. Værket begyndte driften oktober 1899. 1907–08 opførte selskabet Finsensværket ved Finsensvej og omformerstationen, Sankt Knuds Værket, ved Sankt Knuds Vej. Fra 1/1 1911 overtog Frederiksberg kom. de tre værker, og de følgende år foretoges forskellige udvidelser. 1923 oprettedes omformerstationen Nyelandsværket, og 1928–30 ombyggedes Hortensiaværket og tjener derefter alene som omformerstation, og samtidig udvidedes Finsensværket. 1939 toges Nyelandsværket ud af drift.

Indtil 1932 blev elforsyningen foretaget med jævnstrøm 2 × 220 V og vekselstrøm 3 × 220/127 V. Antallet af installationer var dette år fordelt med ca. 30.000 på jævnstrøm og ca. 14.000 på vekselstrøm. 1932 besluttedes det successivt at omlægge jævnstrømsinstallationer og vekselstrømsinstallationer med 220/127 V til vekselstrøm 380/220 V. 1940, hvor omlægningerne måtte ophøre på grund af krigen, var man nået så langt, at omformerstationen Nyelandsværket kunne sættes ud af drift. 1952 blev omformerstationen på Sankt Knuds Vej taget ud af driften, og 30/9 1957 blev de sidste jævnstrømsinstallationer omlagt til vekselstrøm, hvorefter omformerstationen på Hortensiavej til forsyning af bynettet kunne sættes ud af drift.

1937 indledtes en helt ny fase i Frederiksberg elforsyning, da kommunen sammen med Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab (NESA) og Nordvestsjællands Elektricitetsværk (NVE) stiftede interessentskabet Isefjordværket. Siden dette værk 1940 begyndte sin produktion, har Frederiksberg modtaget så godt som hele den fornødne energimængde herfra, og kommunens egen produktion har været af ringe omfang.

Pr. 31/3 1958 omfattede Frederiksberg elværker herefter:

Finsensværket med 3 stk. turbogeneratorer på tilsammen 18.500 kW og 2 stk. 20.000 kVA transformatorer, Hortensiaværket med 2 stk. ensrettergrupper på tilsammen 3600 kW og Sankt Knuds Værket med 2 stk. 10.000 kVA transformatorer.

Desuden fandtes 73 stk. offentlige og 41 private transformatorstationer.

Det samlede elsalg udgjorde 1957/58 i alt 99,5 mill. kWh, heraf 34,5 mill. kWh til belysning og husholdningsformål, 56,7 mill. kWh til kraft, 5,7 mill. kWh til sporvejene, 2,6 mill. kWh til gadebelysning. Elværkets samlede indtægter udgjorde 1957/58 23,3 mill. kr., og de samlede udgifter var 16,1 mill. kr., således at overskuddet blev 7,2 mill. kr. Elværkets statusværdi (grunde og anlæg) var pr. 31/3 1958 bogført med 14,1 mill. kr.

Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab (NESA), Strandvejen 102, Hellerup, blev stiftet 28/11 1902 under navnet Tuborg-Klampenborg elektriske Sporvej som et datterselskab af A/S De kjøbenhavnske Sporveje med det formål at anlægge og drive elektrisk sporvej ad Strandvejen fra Hellerup til Klampenborg. Til forsyning bl.a. af Strandvej-linjen anlagde selskabet Skovshoved Elværk. Værket sattes i drift 7/11 1903. For udviklingen i sporvejslinjenettet og overgangen til trolleybusdrift henvises til afsnittet om sporvejene (se I, s. 697). Det stærkt stigende behov for levering af elektrisk strøm såvel til sporvejslinjerne som til motordrift og belysning nødvendiggjorde snart udvidelse af Skovshovedværket, og 1907 tog dette værk det første højspændingsanlæg i Danmark i brug. Inden udgangen af 1907 var største delen af Gentofte kommune og Strandvejen indtil Skodsborg inddraget under forsyningsområdet, og 1909 udvidedes forsyningen til Lyngby og Gladsakse. 1910 inddroges også Hørsholm og Birkerød under forsyningsområdet.

Ved udbruddet af den første verdenskrig 1914 udstrakte forsyningsområdet sig mod nord over Humlebæk og Snekkersten til Helsingør, mod nordvest til Lillerød, Blovstrød og Farum og mod vest over Glostrup, Tåstrup og Hedehusene til Skt. Jørgensbjerg ved Roskilde.

1918–20 foretoges en yderligere udvidelse af Skovshovedværket, således at selskabet i forbindelse med den fra de svenske vandkraftstationer leverede strøm – en forbindelse, der var etableret 1915 – kunne tilfredsstille den stadig stigende efterspørgsel.

Ved Kbh.s kommunes overtagelse af sporvejene i København 1/8 1911 blev Tuborg-Klampenborg selskabet et fuldt ud selvstændigt foretagende. Grundet på elforsyningens stigende betydning, ændredes selskabets navn september 1911 til Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab (NESA). 1915 overtog Gentofte kommune aktiemajoriteten – 63 pct. – og 1918 købte Kbh.s amtsråd en aktiepost på ca. 24 1/2 pct. af aktiekapitalen.

I løbet af 1920erne nåede forsyningsområdet de yderste grænser for det område, hvortil forsyningen overhovedet kunne udstrækkes, nemlig mod øst Øresund, mod nord Kattegat, mod vest Isefjord og mod syd en linje fra Elverdamsåen syd om Hvalsø og Gadstrup stationsbyer til Køge bugt. Langs denne linje grænser NESA’s forsyningsområde op til naboselskabernes, Andelsselskabet s. 547 Nordvestsjællands Elektricitetsværk og Sydøstsjællands Elektricitets Aktieselskabs områder. Samtlige købstæder inden for NESA’s område blev allr. i 1920erne tilsluttet selskabets ledninger og får nu så godt som hele deres elforbrug leveret fra NESA. Endvidere er alle tidligere jævnstrømsværker uden for købstæderne blevet nedlagt, og disses forbrugere er overgået til forsyning med vekselstrøm fra selskabet.

Det samarbejde, der oprindelig havde været mellem elværkerne i hovedstadskommunerne, blev 1917 udvidet til også at omfatte Sydøstsjællands Elværk. Da det i begyndelsen af 1930erne blev klart, at en yderligere udbygning af disse elværker ikke kunne foretages på rationel vis, indledtes forhandlinger mellem elværkerne om opførelsen af et nyt stort elværk. Disse forhandlinger resulterede i, at NESA, Frederiksberg kommune og Nordvestsjælland december 1937 dannede interessentskabet Isef jordværket (IFV), med det formål at anlægge og drive det nye store elværk Kyndbyværket (se III, s. 290) som fremtidig fællescentral. NESA, hvis andel i interessentskabet andrager ca. 70 pct., blev dettes administrator. Sydøstsjællandsværket, der ikke var med i interessentskabet, opførte et eget værk: Masnedøværket (se IV, s. 93).

1953 blev Skovshoved Elværk nedlagt og demonteret, og NESA får herefter hele sit forbrug af elektricitet fra interessentskabet IFV, der producerer dampkraftenergi på Kyndbyværket i samkøring med Sydøstsjællands Elektricitets Aktieselskab (Seas), der driver Masnedøværket og modtager tillige vandkraftenergi fra Sverige gennem interessentskabet Kraftimport; det sidstnævnte selskab dannedes 1954, da NESA’s koncession på indførsel af vandkraftenergi fra Sverige udløb, og omfatter alle elforsyningsselskaberne på Sjælland og Lolland-Falster og har til opgave at fordele vandkraften fra Sverige forholdsmæssigt til alle interessenterne. 1954 påbegyndtes projekteringen og forarbejderne til IFV’s nye kraftværk ved Kalundborg, Asnæsværket, der toges i brug 9/6 1959. Af dette elværk er NESA som interessent i IFV også medejer med en andel på ca. 70 pct.

Den stærke udvikling af selskabets elvirksomhed har også nødvendiggjort en stor udvidelse af selskabets administration og øvrige tekniske virksomhed. Til brug for selskabets installations- og målerafdeling ombyggedes således 1930 ejendommen Jomsborgvej 1, Hellerup. Denne ejendom kaldet Målergården udvidedes senere med en trefløjet bygning. 1935 toges det ny hovedkontor, Strandvej 102, i brug, og 1944 opførtes Lagergården, Lyngbyvej 461, Gentofte; dette kompleks omfatter foruden lagerbygninger og lagerplads tillige bygninger for ledningsafdelingen samt garagehal og reparationsværksteder for automobiler.

Elproduktions- og fordelingsanlæggene omfattede 1/1 1959 følgende: 15 50 kV transformatorstationer med tilsammen 34 transformatorer samt ca. 1750 10 kV transformer- og omformerstationer, heraf var ca. 900 beliggende i Københavns amtsrådskreds, ca. 250 i Roskilde amtsrådskreds og ca. 600 i Frederiksborg amt. Desuden forsyner NESA i fremmede forsyningsområder 150 transformatorstationer, der ejes af købstadsværker og forsyningsselskaber.

Ledningsnettet omfattede i kabel og luftledninger til 50 kV i alt 213 km, til 10 kV i alt 2037 km og til 380 V 4505 km. Antallet af lamper til vejbelysning udgjorde 32.714 og antallet af målere 207.700.

Det samlede elsalg udgjorde 1958 i alt ca. 690 mill. kWh, heraf bl.a. 311 mill. kWh til boligtarif, 22 mill. kWh til krafttarif, 226 mill. kWh til industritarif, s. 548 66,2 mill. kWh til købstæder, 26 mill. kWh til S-banen og 14 mill. kWh til vejbelysning.

NESA’s samlede aktiver udgjorde pr. 31/12 1958 175,1 mill. kr., heraf var de 76,8 mill. kr. anbragt i fordelingsanlæg, 58,4 mill. kr. var indskud i interessentskabet Isefjordværket.

Litt.: A. R. Angelo. Nordsjællands elektricitets- og sporvejsaktieselskab i tekst og billeder. 1902–52. 1952.

Mens Frederiksberg kommune allr. 1903 i forbindelse med opførelsen af forbrændingsanstalten, se s. 549, etablerede en varmecentral, blev det første egentlige varmeværk i København oprettet på basis af Gothersgade Elværks kedelanlæg, og fjernvarmeanlægget blev sat i drift 8/9 1925. Baggrunden var den, at dette værks kedelanlæg var blevet væsentligt aflastet som følge af H. C. Ørsted Værkets overtagelse af hovedparten af Kbh.s elproduktion. De ejendomme, der i første omgang blev forsynet med fjernvarme, var belysningsvæsenets administrationsbygning, Møntergården og den ældste del af Gutenberghus, men ret hurtigt udvidedes værkets forsyningsområde, og 1959 omfattede det en væsentlig del af den indre by fra søerne til Børsgraven-Havnen, og fra Grønningen til Nørregade-Nytorv.

I tilslutning til Østre Elværk sattes Østre Varmeværk i drift 5/10 1926. 1942 blev de tidligere under Østre Gasværk hørende fjernvarmeanlæg henlagt under Østre Varmeværk. 1953 blev forsyningen til hele Østre Varmeværks område lagt ud på det nye Svanemølleværk (jf. foran). Forsyningsområdet omfatter Østerbro og den del af Nørrebro, der ligger øst for linien Guldbergsgade-Tagensvej; endvidere forsynes en del af Bispebjerg, herunder Bispebjerg Hospital og Konfektionsbyen samt en del af kvarteret ved Tagensvej, Frederiksborgvej og Tuborgvej.

Vestre Varmeværk etableredes 1928 i tilslutning til Vestre Elværk, hvorfra der i forvejen leveredes varme til Rud. Berghs hospital og Bernstorffshus. 1932 blev der påbegyndt varmelevering fra H.C. Ørsted Værket til Kødbyen. Siden 1934 forsynes Vestre Varmeværks område udelukkende fra H.C. Ørsted Værket, og siden 1937 er Gothersgades og Vestre Varmeværks ledningsnet knyttet sammen. Vesterbroområdet omfatter Rådhusplads- og Glyptotekskvarteret, Slotsholmen, det indre Vesterbro og det gamle banegårdsterræn m.v. samt Radiofonibygningen og Forum på Frederiksberg.

Værkernes samlede varmesalg udgjorde 1957/58 i alt 783.000 gigacal fordelt med 280.000 gigacal fra Gothersgade Varmeværk, 225.000 gigacal fra Vestre Varmeværk og 278.000 gigacal fra Østre Varmeværk.

Pr. 31/3 1958 leveredes der varme til i alt 1176 anlæg.

Varmeværkernes samlede indtægter udgjorde 1957/58 31,7 mill. kr., udgifterne var 29,1 mill. kr. (inkl. 1,7 mill. kr. henlæggelse til udvidelseskonto), således at overskuddet var 2,6 mill. kr.

Varmeværkernes samlede statusværdi pr. 31/3 1958 udgjorde 34,6 mill. kr.

Litt.: A.B. Københavns varmeværker. 1925–8. september–1950. 1950.

Efter at Frederiksberg kommune i slutningen af forrige årh. ikke længere kunne skaffe lossepladser til kommunens dagrenovation inden for kommunens egne grænser, vedtog kommunalbestyrelsen at opføre en forbrændingsanstalt, der samtidig skulle tjene som opvarmnings- og varmtvandsforsyningscentral for det bygningskompleks, der rummede det nye hospital og forsørgelsesanstalten. Forbrændingsanstalten opførtes på en ca. 32.000 m² stor grund mellem Nyelandsvej og Fabrikvej og toges i brug december 1903. I de følgende år tilsluttedes forskellige kommunale institutioner. 1940 lagdes en forbindelsesledning mellem forbrændingsanstalten og Finsensværket, der fra 1930 var begyndt at levere varme til det omliggende industrikvarter.

1958 omfattede anlægget et knuse- og sorterværk for slagger, et varmeværk samt funktionær- og kontorbygning m.v. I forbrændingsanstalten er installeret 2 stk. forbrændingsovne hver til brænding af 2–6 t dagrenovation pr. time.

Det samlede varmesalg udgjorde 1957–58 i alt 90.100 gigacal, heraf ca. halvdelen til kommunale institutioner.

Helt tilbage til slutn. af 1200t. fandtes i byens stadsretter og i særlige vedtægter bestemmelser om foranstaltninger, der skulle træffes i tilfælde af ildebrand, men disse bestemmelser tilsigtede i første række at opretholde ro og orden i byen. Først 1686 blev brandvæsenet underlagt en særlig branddirektør, og 9/7 1687 oprettedes Kbh.s brandvæsen som selvstændig institution, der blev underlagt en af kongen udnævnt direktion for brand-, lygte- og vægtervæsenet.

Den store brand 1728 medførte forsk. forbedringer i brandordningen, der dog fortsat led under kompetencestridigheder ml. branddirektøren, stadshauptmanden og politimesteren, og 1748 blev overkommandoen over brandkorpset ved ildebrande tillagt overpræsidenten. Også Christiansborg slots brand 1794 og branden 1795 medførte ændringer i brandvæsenets forhold. 1806 oprettedes en selvstændig brandkommission, og 1818 udstedtes der et nyt reglement. I 1850erne rettedes på ny en stærk kritik mod brandvæsenets organisation, der førte til nogle forbedringer, men hele byens stærke udvikling i disse år, voldenes fald og forstædernes bebyggelse, nødvendiggjorde en hel nyorganisation af brandvæsenet, og som resultat af en 1863 nedsat kommissions arbejde udstedtes lov af 15/5 1868 om brandvæsenet i København. Ved denne lov, der trådte i kraft 1870, blev brandvæsenet i Kbh. og på stadens grund med undtagelse af Nyholm (orlogsværftet) henlagt under Kbh.s kommunalbestyrelse (magistratens 4. afd.). I st.f. de tidligere borgerkorps med et meget talrigt, men for største delen uøvet mandskab oprettedes et korps af faguddannede brandmænd, som forrettede tjeneste på en række stationer, af hvilke Adelgades (station A) og Fælledvejens (station F) brandstationer i udvidet form endnu er i brug, mens de øvr. er afløst af nybygninger.

Hovedbrandstationen (station H) opførtes 1889–93 på en ca. 2900 m² stor grund, beliggende bag rådhuset ml. Vester Voldgade og H. C. Andersens Boulevard. Bygningerne, der opførtes på granitsokkel af røde mursten i ital. gotik efter tegn. af arkt. L. P. Fenger, omfatter en hovedbygning og en bagbygning. Hovedbygningen har façade mod Bag Rådhuset og er 70 m lang; de to sidefløje er hver 21 m lange. Midt på hovedfløjens façade mod gården er indbygget et 32 m højt tårn, hvis indvendige hulrum benyttes til tørring af slanger, og hvis forside er monteret med et egentligt øvelsestårn, opf. af træværk. I stueetagen findes vagtlokale og remiser, på 1. og 2. sal ligeledes vagtlokaler samt brandvæsenets kontorer, undervisningslokaler m.v. I bagbygningen findes remiser, slangedepot, værksteder samt gymnastiksal.

Foranlediget bl.a. af frihavnens åbning og de særlige opgaver, de mange lagerbygninger dér har medført for brandvæsenet, opførtes 1900–01 en ny brandstation (station Ø) i Østbanegade, den er blevet betydeligt udvidet 1940.

Indlemmelserne efter århundredskiftet nødvendiggjorde opførelsen af nye brandstationer. 1904 toges en nyopført station C ved nuv. Markmandsgade i brug til betjening af Christianshavn og Sundbyerne.

Til dækning af Valby indrettedes 1905 i en af Fr. IV.s gl. rytterskoler en vagt i Skolegade, denne afløstes 1929 af station V, Enghavevej, der foruden de egentlige stationslokaler rummer lokaler for røgdykkerdepot og laboratorium.

1907 opførtes en station T på Frederikssundsvej til dækning af det yderste Nørrebro og Brønshøj, til denne station flyttede sen. brandtelegrafens kontorer og værksteder.

1912 anskaffedes den første automobilsprøjte, men krigen hindrede den fortsatte afløsning af de gamle hestekøretøjer; først 1919 kunne der atter anskaffes motorkøretøjer, og 1930 var automobiliseringen helt gennemført.

I 1930erne indførtes røgdykkertjenesten, og de første forsøg med radioforbindelse ml. køretøjer og hovedbrandstationens vagtcentral foretoges, ligesom man begyndte at anvende skum som et effektivt slukningsmiddel over for brandfarlige vædsker. Juni 1947 toges Kbh.s ottende og hidtil nyeste station D (»Dæmningen«) på Hansstedvej i Vigerslev i brug. Denne station betjener hele Vigerslev kvarteret og en del af Valby og Vanløse samt fra 1/10 1952 endv. Hvidovre kom., for hvilken Kbh. efter overenskomst har overtaget slukningstjenesten.

Foruden de egentlige ildslukningsopgaver overtog brandvæsenet 1898 kørslen med de ambulancer, der tilhørte Foreningen for lægevagtstationer, men siden 1919 har brandvæsenet besørget denne ambulancekørsel med egne køretøjer.

Under 2. verdenskrig fik brandvæsenet overdraget en væsentlig del af luftbeskyttelsestjenesten, og brandchefen er nu taktisk leder af civilforsvaret i Kbh., jf. lov nr. 152 af 1/4 1949, og under brandvæsenet sorterer foruden brandtjenesten tillige reservevandforsyningen, ambulancetjenesten, gas- og fosfortjenesten samt tilsynet med bedriftsværnene.

Brandvæsenets materiel omfattede 1958 (inkl. reservemateriel) bl.a. 5 drejestiger, 5 afprodsstiger, 13 automobilsprøjter, 9 tendere, der tjener som redskabsvogne for sprøjterne, 4 røgdykkertendere, 5 ingeniørtendere foruden et antal færdselsvogne og påhængsvogne. Endvidere var der 14 ambulancevogne. Det samlede personel (inkl. kontorfunktionærer og rengøringspersonale) omfattede ca. 700 personer.

I årene 1953/54–1957/58 udgjorde det gennemsnitlige årl. antal alarmeringer i alt 2367 (heraf 57 uden for Kbh.s kom.s grund). I samme tidsrum blev der gennemsnitlig årl. foretaget 25.843 ambulanceudrykninger og befordret 24.757 personer.

Litt.: A. G. Hassø. Københavns Brandvæsens Historie. 1931. Københavns Brandvæsen 1687–9. juli–1937. Red. af K. Wissing. 1937.

Efter at der 1861 var udstedt en lov om brandvæsenet på landet, blev det gl. primitive fr.bergske brandvæsen reorganiseret ved en vedtægt af 24/1 1867. If. denne etableredes et egentligt brandkorps under ledelse af en brandinspektør. Den første brandstation indrettedes 1870 i Pile Allé 2, herfra flyttede den 1886 til kom.s dengang nyopførte administrationsbygning på Lampevej, nuv. Howitzvej. Den nuv. brandstation Howitzvej 26 toges i brug 1932.

Materiellet omfattede 1958 bl.a. 2 tårnstiger, 3 motorsprøjter, heraf 1 med afprodsstige, 1 tendersprøjte samt flere færdselsvogne og hjælpekøretøjer; endv. var der 4 ambulancevogne. Personellet udgjorde i alt ca. 100 personer.

I årene 1953/54–1957/58 udgjorde det gennemsnitlige årl. antal alarmeringer i alt 339; i samme tidsrum blev der gennemsnitlig årl. foretaget 2961 ambulanceudrykninger.

Litt.: Fr.berg Brandvæsen 1867–1942. 1942.

Opførelsen af et vandværk i Gentofte omkr. århundredskiftet medførte, at det blev muligt at etablere et egentligt brandvæsen i den bymæssige del af kom., dvs. i Hellerupkvarteret, og der oprettedes en »station« på Hellerupvej under ledelse af en brandinspektør; derimod måtte landsbyerne: Gentofte, Jægersborg, Vangede m.v. foreløbig nøjes med de gl. håndkraftsprøjter i de små sprøjtehuse.

1907 tog Gentofte den første automobilsprøjte i Norden i brug, denne kunne betjene hele kom. bedre end de gl. håndsprøjter. 1909 opførtes en ny brandstation på Hellerupvej. Efterhånden som mandskabet og materiellet måtte forøges, blev dog denne station, der også havde en ret ucentral beliggenhed, for lille, og 1939 indviedes en ny og moderne brandstation på Bernstorffsvej ved siden af det nye rådhus.

Materiellet omfattede 1958 en halv snes udrykningskøretøjer og 3 ambulancer, personalet var i alt på 66 personer. I årene 1953/54–1957/58 var der gennemsnitlig årl. 201 alarmeringer, i samme tidsrum foretoges gennemsnitlig årl. 636 ambulanceudrykninger.

Litt.: Kay Larsen. Gjentofte Kommunes Brandvæsen 1902–17. maj–1927. 1927.

For omegnskommunernes vedkommende varetages brandslukningstjenesten dels af kommunale brandkorps, dels af Falcks Redningskorps.

Kommunale brandkorps findes i Tårnby (der også betjener Store Magleby), Dragør, Glostrup (der også betjener Brøndbyerne), Lyngby-Tårbæk, Søllerød, Birkerød og Hørsholm. I Hvidovre kom. udfører som foran anført Kbh.s brandvæsen slukningstjenesten.

Falcks redningskorps har stationer i Gladsakse, Rødovre, Ballerup og Tåstrup. De to førstnævnte betjener henh. Gladsakse og Rødovre kommuner, mens stationen i Ballerup betjener Ballerup-Måløv, Herlev, Ledøje-Smørum og Værløse kommuner. Stationen i Tåstrup betjener Tåstrup, Herstederne, Sengeløse, Torslunde-Ishøj og Vallensbæk kommuner. Farum kom. betjenes af Falcks station i Hillerød.

Om Falcks Redningskorps og Zone-Redningskorpset se s. 528–29.