Nøvling sogn

(Vildbjerg-N. kom.) omgives af Vildbjerg og Sinding so., Herning kbst. (Tjørring so.), Snejbjerg og Havnstrup so. samt Ulfborg hrd. (Timring so.). Grænsen til Sinding so. og Herning kbst. dannes af Herningsholm å, mens Skibbild Sønderbæk på et stykke skiller so. fra Snejbjerg so. En række højdepartier mod s., hvoriblandt Staldhøj når 80 m, St. Stabelhøj 71 m og L. Stabelhøj 77 m, opfattes ofte som led i et yderste isfremstød fra n. under sidste istid. N. herfor antager overfladen mere jævne former, for atter nordligst i so. at få en mere toppet karakter. I denne del ligger en gruppe isolerede bakker af omtr. sa. højde (Faldbjerg 62 m) som en slags erosionsrester på en ca. 20 m lavere flade, der før afvanding har haft eng- el. mosekarakter. Plantager findes adsk. steder (Staldhøj og Skibbild plantager). Gennem so. går jernbanen Herning-Holstebro (Skibbild stat.).

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1960: 1952 ha. Befolkning 26/9 1960: 661 indb. fordelt på 178 husstande (1801: 111, 1850: 230, 1901: 394, 1930: 611, 1955: 665).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I sognet byerne: Nøvling (1330–48 Nythlingh; so. u. 1803) m. kirke, centralskole (opf. 1955, arkt. P. Hempel), bibl. (i skolen; opret. 1875; 1250 bd.), missionshus (opf. 1896, udv. 1949), sportsplads, andelsmejeri (opf. 1890, omb. 1905), konfektionsfabr. (i gl. skole) og jernvarefabr.; Skibbild stationsby – bymæssig bebyggelse m. 1960: 216 indb. fordelt på 68 husstande (1955: 202); fordelingen efter erhverv s. 348 var 1960 flg.: 17 levede af landbr. m.v., 96 af håndv. og industri, 35 af handel og omsætning i øvrigt, 28 af transportvirksomhed, 15 af administration og liberale erhverv, 2 af anden erhvervsvirksomhed og 20 af formue, rente, understøttelse olgn.; 3 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. friskole (opret. 1922), forsamlingshus, sportsplads, friluftsbad, filial af Hammerum Herreds Sparekasse, ml. (mekanisk drift), jernbanestat. og posteksp. – Saml. af gde og hse: Skibbild (1532 Skybeldt); Tvevad (1597 Thuiuad); Nybo (1638 Nyboe). – Gårde: Egebæk (1638 Egbeck); Holdflod (1532 Hwolfflodt); Skibbildgd.; Bredkær (*1490 Bredkier); Bækgd. (1638 Beckgaard); Gejlsbjerg; Nøvlingskov (1611 Nøulingschou); Østerhoved (1638 Østerhuod); Bolsgd. (1638 Boelsgaard); Korshøj (1638 Korshøy); Gl. Præstegd.; Søndergd.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

N. so., der sa. m. Vildbjerg so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Hammerum hrd.s provsti, Viborg stift, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Vildbjerg so. So. udgør 5. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 58. lægd og har sessionssted i Herning.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Den hvidkalkede, teglhængte kirke, opf. 1918–19 (indv. 16/3 1919) m. bygningsinsp. J. Vilhelm Petersen som arkt., består af kor og skib m. kraftigt tårn i v. Ved opførelsen er benyttet kvadermateriale og kløvede granitsten fra den gl. kirke (se ndf.), bl.a. en skråkantsokkel m. rille samt en vinduesoverligger, der er indsat over et vindue i tårnets s.side. Tårnet, gennem hvis underrum indgangen er, har blændingsgavle i n.-s. Indvendig er der rund korbue og flade bjælkelofter. – Altertavlen er et maleri, kopi efter Carl Bloch: Gethsemane i rammeværk fra opførelsestiden. Kalk og disk m. rester af forgyldning bærer Jacob Sparres og Christenze Rodsteens navne og våben, årst. 1660, samt stempel IM. Små, sengotiske stager på siddende løver og m. bomærke og navn: Jens Christensøn Thulstrup, 1646. Fonten er en variant af den vestjy. type m. tovstave foroven og forneden på kummen over bægerblade og på firsidet fod (Mackeprang.D. 161). Nederl., drevet messingfad o. 1625 m. vinranke. Prædikestol i enkel barok fra 1665 m. drejede hjørnesøjler og vistnok noget ændret. Stolestader m. enkle renæssancegavle fra beg. af 1600t. Klokker: 1) 1710; 2) 1959, støbt af John Taylor & Co., Loughborough, en gave fra Katrine og Anton Kristiansen.

Den gl. 1917 nedrevne †kirke, der lå nordl. i so. ved Nybo, var en uanselig, romansk bygn. af granitkvadre og rå kamp, kor og skib, m. våbenhus af røde munkesten og ombygget v.parti. Af opr. enkeltheder var bev. s.døren og et vindue i korets ø.side. På dens tomt er grundplanen markeret m. bevoksning, og der er rejst en mindesten.

Erik Horskjær redaktør

Skove: Staldhøj plantage, anl. 1894, 50 ha, hvoraf 44 ha bevokset, tilh. landsretssagf. J. A. Dejgaard m. fl., Herning. Desuden en del små plantager til gde.

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

Fredede oldtidsminder: 24 høje. S.f. Staldhøj plantage findes en gruppe på 6 høje, hvoraf en er ret stor; andre højgrupper findes n.f. kirken (5 høje samt 4 sløjfede) og s.f. kirken (to smågrupper på henh. 4 og 2). – Sløjfet el. ødelagt: 25 høje. En, der nu er helt omdannet, lå på kgd. og bar en klokkestabel.

Nøvling var tidl. et eget sognekald m. Sinding til anneks, indtil det ved reskr. af 30/9 1818 blev anneks til Vildbjerg, og Sinding blev anneks til Ørre.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Litt.: Konrad Understrup. N. So. 1923.