Vestervig sogn

(V.-Agger kom.) omgives af Hassing hrd. (Lodbjerg, Ørum, Bested og Grurup so.), Hurup, Ydby og Gettrup so., Limfjorden (Krik vig) s. 648 samt Agger so. Mod n. grænser det op til Fladesø og Ørum sø, hvorimellem det 1958 fuldførte tilbagetrukne dige fra Agger er ført op til bakkerne ved Tolbøl i Lodbjerg so. Til sognet hører også det ca. 9 km lange dige, der i en afstand af ca. 1300 m følger Aggertangen mod s., og som et beskyttelsesdige fuldførtes 1957/58. Det stedvis højtliggende og ujævnt bakkede terræn har højeste punkt 76 m, mens Staversbøl høje når 59 m. Fra det høje land er der fl. st. vid udsigt over Nissum bredning til tangerne ved Agger og Thyborøn, bl.a. fra Vestervig kirke, der ses langvejs fra. S.f. Vestervig by træder det høje land helt ud til kysten og danner høje klinter ned mod Krik vig. I so.s allervestligste del, ved Tåbel, findes lavtliggende marint forland, hvorigennem det kunstigt gravede afløb fra Fladesø og Ørum sø føres ud til Krik vig. Jorderne er for det meste af jævnt god kvalitet, dog noget sandede mod nø. og på de lave arealer i v. Bortset fra nogle spredte plantager, hvoraf Rønhede plantage er den største, er der ingen skov. Gennem so. går landevejene fra Ydby til Vestervig, Thisted-Agger og Vestervig-Næssund.

Areal i alt 1955: 5365 ha. Befolkning 1/10 1955: 2472 indb. fordelt på 686 husstande (1801: 1029, 1850: 1823, 1901: 2209, 1930: 2367).

I so. ligger Vestervig kirke (* o. 1100 Occidentalis portus, *1188 Vesteruig, *1231 Wæsterwigh) m. præstegd., forskole (Lindahlsminde) og mølle, samt byerne: Vestervig (u. 1800) – bymæssig bebyggelse m. 1955: 704 indb. fordelt på 222 husstande (1930: 485) – m. centralskole, teknisk skole (opf. 1915) m. bibl. (opret. 1941; 3500 bd.), kom.kontor, tinghus (opf. 1833, rest. 1961), dommerkontor, amtssygehus (opf. 1853) m. tuberkulosestat., apotek, alderdomshjem, missionshus (opf. 1900), kom. lystanlæg (Vestervig Høje), sportsplads, biograf, afholdshotel, Hassing-Refs Herreders Sparekasse (opret. 1871; 31/3 1960 indskud 5,3 mill. kr., reserver 400.000 kr.), filial af Thylands Bank, andelsmejeri (opf. 1887), andelsvaskeri, cementstøberi, postkontor og telf.central; Tåbel (1522 Tobbell, Tobbel) m. skole; Krik (*1528 Kreckis mølle) – sa. m. Oksenbøl bymæssig bebyggelse m. 1955: 370 indb. fordelt på 108 husstande – m. savskæreri og statshavn (en 220 m lang bro, ved hvis yderende der er en vanddybde på 2,8 m), hvorfra bådforbindelse til Thyborøn; Agger nye fiskerihavn (bygget efter opførelsen af det tilbagetrukne dige); Vesterby (1613 Westerbye; u. 1800); Tygstrup (1612 Tøi(g)strup) m. forsamlingshus; Handrup (1612 Handerup; u. 1800–01) m. svineavlscenter; Villerup (*1366 Willerop, 1522 Wilderup; u. 1800) m. skole (Foghsminde); Randrup (1522 Randerup; u. 1795) m. skole (Svinthesminde); s. 649 Adbøl (1568 Adbøl; u. 1799); Oksenbøl (1612 Oxenbøll; u. 1793) (se ovf. under Krik); Trankær (1522 Tranekær; u. 1800–01). – Saml. af gde og hse: Astrup (1612 Aastrup, 1661 Ofver-, Neder Astrup); Bubelmark m. skole (Sejrsminde); Vogntoft; Vogntoft Hedehuse; Ulsted (V. og Ø.) (*1380 Wlstedt, *1520 Øster Wlsted, 1664 Wester Vlsted; u. 1805); Kalkær; Tåbeldrag Hse; Roddenbjerg Gde (1612 Roidenberg, 1661 Rodenberig); Tygstrupvang; Sejrsbøl (1612 Seigersbøll); Spolum (1612 Spolum); Skårup (1611 Skaarup; u. 1798); Røjkær (*1473 Røykier); Staversbøl Gde (1611 Staursbøll); Gramstrup (1522 Gramstrup, 1661 Neder-, Ofver Gramstrup); Gydkær; Frydendal; Lemhøje; Kappelgde (1612 Kapelgaard). – Gårde: hovedgd. Vestervig Nedergård (12,8 tdr. hartk., 74 ha; ejdv. 275 grv. 199); Vestervig Overgd. (16,4 tdr. hartk., 87 ha; ejdv. 385, grv. 190); Bubel (1612 Bubbell) (8,1 tdr. hartk., 75 ha, hvoraf 2 skov; ejdv. 265, grv. 116); Kærgd. (1522 Kiærgaard); Toppenbjerg (1522 Toppindbiærg); Nørbo (1612 Nørboe); Vejlegd.(1522 Weluffgaard, 1612 Wellegaardt); Teglgården; Gårdhusmølle; Tåbelbjerg (*1410 Bierrig); Kortegd. (1612 Korttgrd); Rævbjerg; Foldbjerg; Skadbjerg.

V. so., der sa. m. Agger so. udgør én sognekom. og ét pastorat, hører under 82. retskr. (Vestervig), har tingsted i Vestervig og er bopæl for en dommer, under 54. politikr. (Hurup), Thisted amtstuedistrikt m. amtstue i Thisted, under 51. lægekr. (Thisted), 60. skattekr. (Hassing m.fl. herreders), 19. skyldkr. (Thisted amtrkr.) og amtets 2. folketingsopstillingskr. (Hurup). So. udgør 5. udskrivningskr., 234. lægd og har sessionssted i Vestervig.

Vestervig klosterkirke, den nuv. sognekirke, var formentlig viet den lokale helgen Skt. Thøger (samt mul. Vor Frue) ligesom den tidl., for længst nedrevne sognekirke (sml. Skt. Thøger kirke ndf.), hvis jorddækkede grundvold ligger ca. 200 m mod nv. Thøger skal if. legenden være født i Thüringen og via England og Norge kommet til Vestervig; her byggede han en kirke af ris og kviste, hvori han sen. blev begravet; men da der om natten sås himmelsk lys ved hans grav, siges hans efterfølger at have ladet hans ben optage og hensætte på alteret. Skrinlæggelsen el. translationen er antagelig sket på Svend Estridsens tid (1067, en sen. kilde nævner årst. 1117). Da Jylland o. 1060 deltes i stifter, blev det ensomt beliggende Vestervig sæde for det nordligste bispedømme, et forhold der varede til ml. 1134 og 1139, på hvilket tidspunkt bispesædet flyttedes til Børglum; men selv herefter bevarede Vestervig med sine to storkirker en betydelig kirkelig stilling. Til kirken har der sikkert fra første færd været knyttet et kloster; men dettes ældste forhold er ukendte. Klosterstiftelsen med kanniker af augustinerordenen, hvis medlemmer mul. har dannet et kollegiatkapitel, tilskrives Børglumbispen Toke (o. 1145–77); 1361 omtaler en Børglumbisp »vore kapitler« i Børglum og Vestervig. – Efter reformationen blev klosteret len under kronen og kirken sognekirke.

Den nuv. bygn. består af rekonstrueret apsis og kor (arkt. Mogens Clemmensen 1917–21), basilikabygget skib fra romansk tid og et sengotisk v. tårn; men opr. har planen været langt rigere og – ligesom den forsv. sognekirke – stærkt præget af engelsk-normanniske arkitekturstrømninger. Kirken, der har dannet n.fløjen i klosteranlægget, er – næst Viborg domkirke – den anseligste nørrejyske kvaderbygning (godt 46 m); ø.partiet havde, foruden det udvendig kvadratiske (rekonstruerede) kor med apsis, et tværskib, hvis fremspringende korsarme mod ø. afsluttedes af småkapeller m. apsis, og ml. dem og koret var (som i Viborg) indskudt kvadratiske sakristier. Mod v. har skibet været ca. 6 m længere end nu. Hele kirken har både udog indvendig været sat af velhugne granitkvadre.

Ydre. Apsiden er ved halvsøjler, hvis til dels gl. kapitæler og baser er af Ribe-Viborgtype, delt i fem blændarkader. Koret har nu 2 og 2 vinduer samt dør i s. Af sakristier og tværskibskapeller var fundamenterne tilstrækkelige til at fastslå form og udstrækning. Sakristierne har kun haft adgang fra koret. Småapsiderne har været dek. m. bueslag båret af pilastre og halvsøjler. Det énskibede tværskib har sprunget ca. 3 m frem foran langskibets sideskibe, og dets ydre længde har været ca. 25 m, mens den indvendige bredde (7,50 m) var noget større end langskibets. Langskibet er tredelt, med arkader til sideskibene og et højt, slankt vindue i højkirkemurene over hver arkade. Et skråkantet bånd under vinduerne har beskyttet sideskibstagenes tilstød, og spor efter sideskibenes spær og bjælker viser, at i alt fald den ndr. ydermur s. 650 har været ca. 60 cm lavere end nu. Sideskibsmurene, der mærkeligt nok aldrig har haft sokkel, er medtagne og ændrede (s.muren helt ombygget), alle vinduer rekonstruerede. Ingen døre er bev. på plads, idet det vestl. fag er nedrevet allr. i gotisk tid; men der har formodentlig været en dør i ndr. og sdr. langmur samt en v.portal i midtskibet. Under restaureringen fandtes levn fra mindst fire dørsteder; men nogle af kvadrene hidrørte sikkert fra †Skt. Thøger. Af brudstykkerne er genskabt en søjlesmykket s.portal m. tympanon (relief: Kristus i mandorla holdt af to engle); desuden er der en ny n.indgang. På forsk. steder i murene er indsat billedkvadre og andre enkeltheder (nogle sandsynligvis hidrørende fra †Skt. Thøger, en del i Nat.mus.); berømtest bl. disse er »Vestervigs vartegn« på korets s.mur, m. to menneske-og to djævleagtige hoveder ml. ranker og drager. I den nuv. v.portal (i tårnet) sidder et par dørsten (fra †Skt. Thøger) m. menneskehoveder, if. indskr. »Abisag« og »Adam«. – I det indre har apsidens hvælv sikkert været af frådsten. Korbuen, der danner den østl. korsskæringsbue, er bevaret. †Sakristierne har antagelig været hvælvede. Højkirkemurenes arkader til sideskibene (nu 5, opr. 6) bæres af vekslende runde og rektangulære piller, de runde m. meget lave, varierende kapitæler, de firkantede m. kragbånd. –

I sengotisk tid blev kirken gennemgribende ombygget: koret forlængedes m. fjernelse af apsiden, korsarmene sløjfedes, skibets v. ende amputeredes, hele kirken overhvælvedes, skibet dækkedes af ét stort sadeltag, og det kraftige v.tårn opførtes. Disse arbejder er sandsynligvis blevet fremkaldt af en brand, hvorom mange ildskørnede sten bærer vidne, og de har sikkert s. 651 gået hånd i hånd m. ombygn. af klosterkomplekset, som nu blev et firelænget anlæg m. ø.fløj til korets s.side og v.fløjen ført ind til det nyopførte tårn. De ældste hvælv (de to fag, der overdækker den bev. rest af ndr. korsarm) kan tidsfæstes til 1444 (jf. kalkmalerier ndf.). Tårnet er forneden af granitkvadre, foroven af munkesten. Tårnrummet har været højdedelt i plan m. det nuv. orgelgulv, og nederste etage (nu våbenhus) må have virket som en forlængelse af klosterfløjens rum, m. fire hvælv og midtpille; denne etage har mul. ikke haft forbindelse til skibet; det har derimod næste stokv., som når sa. højde som hovedskibet og som dette er dækket af et ottedelt hvælv; mod v. har det et vældigt, flerfalset spidsbuevindue. En indbygget spindeltrappe i nv.hjørnet fører til skibets loft og de to øvre etager; der er to glamhuller til hvert verdenshjørne. 1588 blæste spiret ned, og nu er der sadeltag m. gavle i ø. og v. 1703 hærgedes kirken og herregården (klosterets efterfølger) af en brand, der dog kun raserede kirkens tagværker. 1839–40 teglhængtes det store tag over skibet (hidtil blytækt). Sa. m. nedbrydningen af herregårdens hovedbygn. faldt også kirkens gotiske kor, som siden 1799, afskilret fra den øvr. kirke, havde gjort tjeneste som et tre-etagers kornmagasin. Til den ca. 1840 i korbuen opførte spærremur føjedes snart et lille, femkantet sakristi, 1874 erstattet af en nyromansk apsis. 1917–21 hovedrestaureredes den stærkt medtagne og meget forfaldne kirke (jf. ovf.), hvis skib på ny fik tredelt tag. Kirken står nu m. blanke granitkvadre og ukalkede murkarme, tårnet og kirkens indre er hvidtet. Blytag på fyrretræs tagværker.

I m kirken findes kalkmalerier fra seks forsk. tidspunkter. De nu synlige er istandsat 1919. 1) s. 652 1444, på de to stjernehvælv i ndr. korsarm, en enkel ribbedek. samt en minuskelindskr. på latin: I herrens år 1444 er dette fuldført. 2) Nogle årtier yngre, på sdr. sideskibs to østligste hvælv, to rigsvåben, Veronicadug, blomster og rester af indskr. 3) Fra o. 1510–20, i skibets nordvestl. del, sengotisk rankeværk i (ndr.) arkadebuer samt på hvælv, et sækkepibeblæsende svin, en fugl, en djævel, et kongevåben (på det gotiske vindues blændmur, over n.døren, nu forsv.) samt et ukendt adelsvåben på ndr. midtskibsvæg. 4) Omtr. samtidige, på v.væggen, to fantasidyr og tæppedek. (nu fosv.). 5) O. 1550, på s.vangen af arkaden ml. ndr. korsarm og sideskibet, dyrefabel (stork, hejre?, hund m.fl.) samt m. skriveskrift: ollmer oc di andre goe meend som vaar forsamel…«; desuden forsv. efterreformatoriske malerier. 6) »Anno 1703 den 30 Decembr. om Aftenen blef denne Kierche afbrændt«… istandsat Sept. 1704 af patronen P. Nielsen Moldrup.

Inventar. Moderne alterbord. Af de forsv. sidealtre har Skt. Olavs sikkert stået i ndr. korsarm. Altertavle 1729–30, i senbarok, opr. bestemt til Viborg domkirke efter dennes brand 1726, men solgt til Vestervig, da den efter at have stået i Viborg et fjerdingår fandtes for uanselig. Firsøjlet (søjlerne m.m. fra o. 1600, rimeligvis rester af domkirkens renæssancetavle), m. svungen gavl; top-»gloria« og vinger m. våben for Abildgaard og Moldrup borte. Staffering og malerier 1735 ved Mogens Chr. Thrane, i storstykket den korsfæstede m. Maria og Johannes, flankeret af bønnen i Gethsemane og Opstandelsen, i topfeltet Himmelfarten og i gavlstykket Gudslammet. 1535 kvitterede Knud Gyldenstierne og Ove Lunge for 1095 lod sølv (o. 16 kg) »taget af Scte Tøggs Skrin og af 2 Arme (armformede relikviebeholdere) og et Monstrans«. Døbefonte: 1) Fra 1933 (arkt. Hother Paludan), 2) dens forgænger, en romansk norsk klæberstensfont, 3) romansk granitfod (kummen vistnok i Lemvig). Som klosterkirke havde kirken ingen font. To dåbsfade, 1) til fonten 1933, 2) o. 1575, sydty. malmfad med Bebudelsen; i font nr. 2. Prædikestol 1608–10, efterligning af stolen i Ålborg Vor Frue, på syv fag m. karnap. Istandsat 1919 (ny underbaldakin) og fremdragn. af en staffering 1718 med mange nye tilføjelser. Stoleværket er hovedsagelig renæssancearbejde fra o. 1600 (trekantgavl, hesteskobueslag). † Skrifte- og † degnestolene havde allegoriske malerier. Stor lysekrone fra beg. af 1600t., skænket 1679 af Cornelia Bickers. Klokker: 1) 1400t., skriftløs (Uldall. 136), 2) 1513, støbt af Sven Andersen (Uldall. 240).

Gravminder. Ingen anden kirke i Danmark er så rig på romanske gravsten som Vestervig, hvor der må have været et stærkt benyttet værksted med en fast tradition; flere af stenene bærer meget lange, versificerede indskr., alle på latin. – Epitaf over for prædikestolen over sgpr. Peder Goische († 1722). – Gravsten. Kun nogle få af de vigtigste nævnes: 1) »Liden Kirstens grav«. If. en usikker tradition fra 1500t. skal folkevisens liden Kirsten, Vald. I.s søster, være begr. sa. m. sin elsker, prins Buris, under den dobbeltgravsten, der endnu ligger på opr. plads på kgd., n.f. skibets n.dør. En udgravning ved J. B. Løffler 1890 viste, at stenen (m. to gavlsten, den ene ny) lå over to romanske grave i forlængelse af hinanden. Den udslidte heksameterindskr., der kun til dels kan læses, meddeler, at stenen dækker en broder og en søster, og gravhøjen (tumulus) rummer (to) lig af forsk. køn. 2) Præsten Tue, † før 1210, den ældste danske gravsten m. årst. (sidste del af dette molesteret); ved v.væggen. Hidtil har man regnet 3) over kanniken Atte, † 1217, for den ældste; ved v.væggen. 4) Christines sten er den smukkeste og bedst bevarede. I tre heksametre klager indskriftens forfatter: Skånselsløs mod skønhedens stråleglans og grum mod ungdommens blomst har den dag, som ikke ynkes over noget her, ak, ladet dig, byens sol, ugifte jomfru, Christine, formæles med jorden; ved kirkens v.væg. 5) Præsten Finbogs sten, der kun meddeler, at præsten F. døde 8. marts, udmærker sig ved at være indhugget i en bygningskvader, der formentlig har haft plads umiddelbart over graven i kirkens tagdryp; nu i sdr. sideskibs s.mur. To gotiske gravsten er bevaret, 6) over Niels Strangesen til Norringtoft, af slægten Bild, lensmand på Hillerslev og Ørum, † 1424, og hustru Ingeborg, Folrad Dusenrades datter, † 1410. Mandens våben; i sdr. sideskib. 7) Peder Friis, † 1483, og hustru Cristine Nielsdatter. Friis’ og Banners våben. Fra »Århus bispemester«s værksted; i ndr. sideskib. Endelig må kirkepatronen Jens Moldrups († 1772) og hans to hustruers ordrige sten nævnes; ved v.væggen. Fra kirkens begravelser er adsk. kisteplader bev., ophængt i kirken. Både i og uden for kirken er man stødt på romanske grave.

Litt.: DanmKirk. XII. 2. Tisted a. 1942. 609–58. – Litt. ang. »Liden Kirstens grav«: J. B. Løffler i Aarb. 1876. 1–55 og 1879. 229–38. C. Paludan-Müller sst. 1878. 304–10 og 1879. 358–60. P. C. Kierkegaard. Mere om Røsten fra en gammel Grav. 1879. Joh. Steenstrup. Vore Folkeviser. 1891. 229–41. Sofus Larsen i Aarb. 1897. 247–386 og Arch. f. nord. Fil. 1908. 75–82. E. v. d. Recke. Nogle Folkeviseredactioner. 1906. 97–102. P. L. Hald i Aarb Thisted. 1913. 72–80. H. Brix. Vers fra gamle Dage. 1918. 33–52. Carl S. Petersen. Den danske Litteratur fra Folkevandringstiden indtil Holberg. 1929. 1023. Oluf Friis. Den danske Litteraturs Historie. I. 1937–45. 100, 566. E. Toft i Aarb Thisted. 1957. 163–74 og 1959. 130–33.

Vestervig † Skt. Thøger, stedets opr. sognekirke, kendes dels fra en udgravning 1939 (ved C. G. Schultz), dels fra bev. enkeltheder i klosterkirken (jf. i øvrigt denne ovf.) og dels fra skrevne kilder. Ved udgravningen fandtes mønter, der viser, at kirken eksisterede o. 1160. Den anselige kirke lå kun ca. 200 m nv.f. klosterkirken. Den har været kvaderbygget og har bestået af apsis, treskibet kor, tværskib m. tårn over korsskæringsfaget samt énskibet langhus, hvortil der i v. har sluttet sig en forhal af sa. bredde, således at grundplanen har dannet et latinsk kors. Foruden de under klosterkirken nævnte bygningssten kendes fra † Skt. Thøger et tympanon (fra v.døren) m. kors i mandorla ml. alfa og omega, to dør-sokkelsten m. hoveder (i Nat.mus.). I senmiddelalderen er kirken blevet overhvælvet og har fået tilbygget et våbenhus på s.siden af sdr. korsarm samt spir over midttårnet. 1547 fik provst Svend besked om at forskikke bly, sten og tømmer, som var på den gl. kirke der og ved klosteret, til Ålborg (til brug for slottet); den del af murene, der blev stående, nedreves i 1660erne, da Joachim Irgens ombyggede klosteret. Ved en planering af kirkegården 1752 blev de sidste kvadersten opbrudt og anvendt til en 2 etager høj, helt af granitkvadre opf. bygning ml. klosterkirken og hovedgårdens lade. – Ved udgravning 1939 konstateredes tre romanske smågrave i korsideskibene.

Vestervig kloster (c: klosteret ved den vestre vig af Limfjorden) var det eneste kloster, der stiftedes i Thy, og det husede regelbundne kanniker af den hellige Augustins orden. Brødrenes antal var i hvert fald i lang tid 12, og i spidsen for dem stod en provst. Klosteret blev grl. o. 1110 på gl. kronjord (nævnt i ValdJb.), men om det straks blev et augustinerkapitel, er ikke sikkert. Mul. har det opr. fulgt den gl. Aachenerregel, der ikke gjorde munkene til kanniker, og det er da først sen. blevet reformeret og omdannet til et augustinerkapitel. Klosteret var indviet til Thys lokalhelgen Skt. Thøger (Theodgar), og det var hans ry for hellighed, der gav anledning til dets stiftelse. Denne helgen, om hvis liv efterretningerne dog er noget dunkle, var thüringer af fødsel. Han kom som missionær til Norge, hvor han blev kapellan hos Olav den Hellige, og efter dennes død 1030 kom han til Danmark. Her bosatte han sig i den egn, hvor Vestervig kloster blev bygget, og opførte en lille kirke »af ris og kviste«, i hvilken han blev begr. og skrinlagt. Ved midten af 1100t. omdannedes denne kirke til den ovf. omtalte Skt. Thøgers kirke, men allr. 1117 var Skt. Thøgers lig flyttet til klosterkirken, hvor hans anden skrinlæggelse fandt sted. Foruden Skt. Thøgers helgenry bidrog det også til klosterets fremvækst, at Vendsyssels biskop straks valgte det til sit sæde, om end han snart efter forlagde residensen til Børglum. Efterhånden samlede klosteret sig et betydeligt jordegods, ikke alene i Thy og Vendsyssel, men også i Viborg, Århus og Ribe stifter. Det fik patronatsret til flere kirker, således 1460 til Tømmerby kirke, og 1478 gav Chr. I det birkeret. Dets provster var meget ansete prælater; med domkapitlet i Lund indgik det broderskab. 1515 fik provst og konvent af Chr. II stadfæstelse på klosterets privilegier. Klosteret undgik dog ikke trængsler og forfald. Allr. i slutn. af 1100t. skete der grove brud på klostertugten. I beg. af 1300t. voldte bisp Tyge af Børglum det stor skade, og 1434 måtte paven forbyde en anden Børglumbisp, Gert Gyldenstierne, at plage klosteret med overdrevent gæsteri. 1426 var der strid i anl. af en embedsbesættelse, idet paven da efter ansøgning udnævnte Niels Tuesen til provst, hvortil han var valgt af kapitlet efter provsten Peder Pedersens resignation, uagtet kanniken Hakon Friis gjorde fordring på embedet. Værre blev det dog umiddelbart før reformationen, da klosteret flere gange måtte yde kronen store afgifter i penge el. naturalier. Chr. II forlenede 1522 den fordrevne Oslo-bisp Anders Mus med klosteret for livstid, men han havde det vist kun til 1523. 1530 lod han sig dog give kgl. bekræftelse på et hospital for fattige og syge, som han agtede at oprette ved klostret. 1524 havde Hans Mule, der af Chr. II var indsat til biskop i Oslo efter Anders Mus, allr. haft i sinde at stifte et sådant hospital, men på nedrejsen til Vestervig druknede han i Vesterhavet, ikke langt herfra. Den sidste provst var Svend Mogensen, der 1530 blev forlenet med klosteret bl.a. med forpligtelse til at underholde de derværende kanniker. Han søgte at fremme reformationens indførelse i klosteret. Også efter dettes inddragelse under kronen 1536 beholdt han det, ligesom kannikerne delvis blev boende – de nævnes endnu 1547. Det var også Svend Mogensen, der begyndte at sælge af klosterets jordegods. Under reformationsrøret siges Oluf Dus at have samlet almuen i Thy »at opbrende oc plustre« klosteret. Klosterbygningerne gik dog ikke ganske til grunde ved denne lejlighed, det skete først over 100 år senere. Siden blev Vestervig Kloster et kgl. len, således var den sidste katolske Odense-bisp Knud Gyldenstierne lensmand her. S.å. som han døde, 1568, omfattede bøndergodset 316 gårde, 44 bol, 118 huse og 3 møller, fortrinsvis i Hassing hrd. Efter 1660 blev lenet et amt, men V. Kloster og ladegård med tiender og gods (121, 129 og 2424 tdr. hartk.) blev 1661 udlagt for 111.688 rdl. til Jochum Irgens, som 1674 adledes med navnet v. Westerwig. Han døde 1675, og enken Cornelia Bichers bortforpagtede gården til Peder Nielsen Mollerup (Moldrup). Hun mistede 1682 en stor del af godset efter revisionskommissionens dom, men fik 1683 sædegårdsfrihed for hovedgårdens ager og eng (59 tdr. hartk.) og 1697 for dens fiskeri (30 tdr. hartk.). Mollerup blev ved indførsel ejer af V. Kl. 1698. 1727 købte han kongens reluitionsret dertil, og 1731 oprettede han af gården (89 tdr. hartk.) med tiender og gods (509 tdr. hartk.) et stamhus for den Moldrupske familie. S.å. adledes hans sønner. Peder Mollerup († 1737) overdrog allr. 1731 stamhuset til sønnen oberst Jens Laasby Moldrup († 1771), under hvem Ørum (se s. 642) inkorporeredes i stamhuset 1763. Efter ham fulgte sønnen Peder Moldrup († 1787), der o. 1760 forfattede en beskrivelse af klosteret. Han døde uden at efterlade sig sønner, og stamhuset tilfaldt broderen major Hans Christian Moldrup († 1795), der 1788 erhvervede kgl. tilladelse til at frasælge Ørum til dækning af stamhusets gæld. Under hans søn Christian Moldrup ophævedes stamhuset efter bevilling af 9/11 1798, og det erstattedes med en fideikommiskapital. V. Kloster med tiender og gods (i alt 700 tdr. hartk.) blev solgt ved auktion 1799 for 101.400 rdl. til justitsråd Poul Marcussen til Krastrup, som straks udparcellerede gården. Den vestre hovedparcel (21 tdr. hartk., gods 106 tdr.) solgte han 1800 for 27.500 rdl. til Hans Hansen til Lyngholm, men tilbagekøbte den 1803 for 30.800 rdl. og s. 655 solgte den til Fr. Vilhelm Eyber. Den østre hovedparcel (12 tdr. hartk., gods 40 tdr.) solgte Poul Marcussen 1803 for 17.750 rdl. til løjtn. Fr. Svinth, der 1808 afhændede den til generalauditør Hans Jacob Lindahl († 1812), hvis enke Maren Svinth til dels samlede gården. 1834 solgte hun den (28 tdr. hartk.) m.m. for 27.000 rbdl. r.s. til kbmd. Søren Møller af Thisted (sen. til Landbolyst), der 1837 skødede den til sine to svogre N. J. Stokholm og Jens Breinholt. De delte den i Overgård (den østl. del) og Nedergård (den vestl. del). Overgård (13 tdr. hartk.) solgte N. J. Stokholm 1872 for 20.000 rdl. til sin søn Povl Stokholm, som 1905 afhændede den for 100.000 kr. til L. Th. Sørensen til Nedergård. Han overførte 20 ha fra Nedergård til Overgård, der herved kom på 16 1/2 tdr. hartk. Efter L. Th. Sørensens død ejedes Overgård af enken Marie Sørensen og deres søn Povl Stokholm Sørensen. Nedergård ejedes først af Jens Breinholt († 1850), derefter af hans enke Karen Stokholm og fra 1863 af sønnen Christian Breinholt. 1896 solgte han den (28 tdr. hartk.) for 187.500 kr. til forv. L. Th. Sørensen af Irup (se ovf.), der 1912 afhændede den for 215.000 kr. til J. P. Nielsen m. fl. Han udstykkede en del af den og solgte hovedparcellen (12 1/2 tdr. hartk.) til Christian Christensen. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: H. Olrik. Danske Helgeners Levned. 1893–94. 331 ff. A. Tuxen. Fra Christian den Femtes Ungdom, Museum. 1892. II. 123. Jeppe Aakjær. Den Mollerupske Retssag 1722–24, JySaml. 3. Rk. III. 1901–03. s. 656 279–356. J. B. Løffler. Vestervig Kloster og »Liden Kirstins« Grav, Aarb. 1876. 1–55. Henr. Laursen. Westervig Closter 1608, Aarb Thisted. 1938. 68–78. Den kgl…. allernaadigste confirmerede Erection af Stamhuset Westervig Kloster … tilligemed en genealogisk Tabel og Stamtavle over Slægten Moldrup. 1787. P. L. Hald. Joachim Irgens til Vestervig, AarbThisted 1929. 523–35. Jørgen Lundbye. Peder Nielsen Mollerup til Vestervig Kloster, sst. 1911. 69–92. H. A. Riis-Olesen. Hoveriet ved Vestervig kloster, sst. 1955. 301–21. P. L. Hald i DSlHerreg. Ny S. II. 1945. 413–17.

† Klosterbygningerne, der vistnok i det væsentlige var bev., indtil Jochum Irgens i 1660erne nedbrød dem, var if. Pont.Atlas »kostbare og vidtløftige, til en stor Del af skønt hugne QvaderStene«, og de udgjorde utvivlsomt med kirken som n.fløj et lukket, firefløjet anlæg. På de gl. fundamenter opførte Irgens., til dels af materiale fra den nedbrudt † Skt. Thøgers kirke, en trefløjet, to stokv. høj bygn., som ses på tegn. i Resens Atlas. Denne bygn. brændte 1703 og erstattedes af et tarveligere hus, der stod til o. 1737. Allr. tidl., 1732–33, opførte Jens Moldrup, stadig på de gl. klosterbygningers fundamenter, en ny, prægtig hovedbygning, 100 alen lang og i to stokværk over kælderen. Hertil føjede han 1752 af kvadermateriale fra † Skt. Thøgers kirke en bygn. i to stokværk, »Stenhuset«. Hele hovedbygn. blev totalt nedbrudt 1839–40, da de to nuv. hovedbygn. for Over- og Nedergård opførtes.

Bubel (9 1/2 tdr. hartk.) med gods (25 tdr.) blev på auktion 1788 solgt for 5100 rdl. fra Vestervig stamhus til Peder Severin Hjardemaal († 1828), hvis søn Ole Adolph Brorson Hjardemaal 1844 skødede den (16 tdr. hartk.) med dens konge- og kirketiende for 12.000 rdl. til sin søn Peder Teglbrænder Hjardemaal. Hans søn C. E. Hjardemaal solgte den 1881 for 108.000 kr. til Søren Christian Sejersen. Efter hans død 1916 ejedes den af enken til 1926, da svigersønnen C. C. Vendelboe overtog den; han har frasolgt ca. 100 ha til 13 husmandsbrug.

Litt.: DLandbr. VII. 1935. 495 f.

Vejlegård tilhørte Christian Fogh († 1814) og hans søn Søren Jørgen Fogh, ved hvis opbudsauktion den 1824 købtes for 1000 rbdl. sølv af kongens kasse, som 1825 skødede den (16 tdr. hartk.) med dens konge- og kirketiende samt fire huse (3 tdr. hartk.) for 1710 rbdl. sølv til Søren Christian Winther. 1857 ejedes den af Christian Ehrenfried Carstensen, sen. folketingsmand († 1886), hvis enke 1887 solgte den for 67.000 kr. til P. C. Jepsen, efter hvis død 1919 V. overgik til hans enke, fru M. Jepsen, der 1943 solgte den til K. Marrebæk.

Litt.: DLandbr. VII. 1935. 502 ff.

Ved Vestervig kloster har der »fra arilds tid« været holdt markeder. 26/5 1547 bevilgede Chr. III, at de markeder, som hidtil havde været holdt her Skt. Hans dag og Skt. Olufs dag, fremtidig skulle holdes i Thisted, men ved brev af 2/10 1573 blev de atter henlagt til Vestervig. 1883 flyttedes de til Hurup. (Henrik Laursen. Vestervig Marked, Aarb Thisted. 1941. 3–12. Vestervig Marked ved Torsten Balle, sst. 1960. 250–55).

Fladesø og Ørum sø udgjorde tidl. én sø, 1212 ha, hvoraf Fladesø ca. 661 ha. 1868 begyndte man at udtørre dem, og arbejdet var omtr. færdigt 1875 efter at have kostet store summer, men vandet brød gentagne gange ind på ny, og 1882 opgav man udtørringen. Konsortiet, der havde drevet den, solgte 1908 søerne til de tidl. lodsejere for 60.000 kr. – Fladesø havde tidl. sit udløb nær Ø. Agger i en vig, som kaldes »æ Æwer«. (JySaml. 3. Rk. IV. 1914–05. 241 f.); dette sandede til i beg. af 1600t., og 1621 befaledes det kronens bønder i Vestervig, Ørum og Bøvling len at grave en ny kanal ved Tåbel – søens nuv. afløb, som også kaldes »Kastet« (se K. C. Rockstroh. Gravning af et nyt Udløb fra Fladesø, Aarb Thisted. 1916. 116–20. H. A. Riis-Olesen. Flade og Ørum søer, sst. 1952. 367–76. E. Toft. Et Andragende fra Beboerne ved Flade og Ørum Sø, sst. 1953. 90–92).

Skove: Nø. i so. ligger ca. halvdelen af den under klitvæsenet hørende Rønhede plantage (i alt 85 ha), jf. omtalen u. Bested so. s. 635) samt en mindre del af Emil Hennings plantage, der ejes af hedeselskabet (jf. Hurup so. s. 663).

I so. nævnes tidl. Tinggård (1664 Thinggrd), der i 1600t. har været præstegd. (se ndf.), og Kubgård (*1501 Kuogegaard, 1612 Kubgaardt). Under Tåbel omtales møllerne Meldmølle (1612 Meldmøll, 1664 Meel Mølle, 1688 Meld wand mølle) og Søndermølle (1612 Søndermøll).

Vestervig birk. Klosteret har fra gl. tid haft birkeret, og V. birk nævnes 1345, birketinget 1435. Birkeretten blev bekræftet af Chr. I 1478. Det omfattede V. og Agger so., og tinget blev holdt om mandagen ved præstegården, som i matr. 1664 kaldes Tinggård. Efter reformationen udgjorde klosteret med birket et len, fra 1660 et amt, som 1661 blev forenet med Ørum, 1664 med Dueholm. Birkeretten blev fornyet 13/12 1690 og blev 1791 erhvervet af kongen. 24/1 s. 657 1800 blev birket henlagt under Hassing-Refs hrd., hvortil allr. 13/3 1688 var kommet »alle de bønder, som fra Vestervig birk i gælds betaling til andre proprietærer er udlagt«.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 189, 247. Kong Valdemars jordebog, udg. af Svend Aakjær. II. 1926–43. 19.

Fredede oldtidsminder: V. er amtets højrigeste so.; fredet er ikke mindre end 115 høje, hvoraf mange er af betydelig størrelse: De 5 Skinbjerghøje ved Vestervig, 3 høje under Villerup, de to Haldhøje ved Ø. Ulsted, Store Stevnhøj ved Tygstrup, Støre Hashøj ved Tåbel, Smedehøj ved Adbøl, Skåruphøj på Skårup mark, Grønhøj ved Randrup, Morhøj ved V. Røjkær og to høje ved Vogntoft. – Sløjfet el. ødelagt: 244 høje, nogenlunde jævnt fordelt i det store sogn.

Ved Adbøl er fundet et par halsringe fra yngre bronzealder. Bopladser med hustomter fra ældre romersk jernalder kendes fra Mariesminde v.f. Vestervig og fra Villerup; fra sidstn. sted stammer også en svær guldarmring fra sa. tid.

Litt.: NationalmusA. 1945. 25.

På den gl. kgd. findes Skt. Thøgers kilde og ved Randrup og Kappelgård to andre kilder af sa. navn (Schmidt. DH. 133. AarbThisted. 1960. 257–60).

Skårup vandmølle nævnes 1601, er øde 1688 (Aarb Thisted. 1940. 298).

I so. fødtes 1705 teologen Peder Rosenstand-Goiske.

Den historiske forfatter Henrik Laursen († 1943) var sgpr. i Vestervig-Agger 1912–33.

Litt.: J. F. C. Johansen. Vestervig før og nu, i Jyske Byer og deres Mænd. V. 1916. AarbThisted. 1918. 57–62 (om degne), 1922. 307–09 (visitatsindberetninger). Henrik Laursen. Vestervig Kirke, sst. 338–71. Sa. Provst Svend i Vestervig, sst. 1935. 3–25. Sa. Præsterne i Vestervig og Agger efter Reformationen, sst. 1936. 216–40. En gammel Byggevedtægt 1813, sst. 260–62. Henrik Laursen. Amtsprovst Bendix, sst. 1937. 283–302. E. Toft. Vestervig Sygehus, sst. 1955. 340–71. Sa. »Bombardementet af Vestervig Kirke«, sst. 1956. 3–8. Thisted Amts Tidende 11/11 1960.