Brejning sogn

(B. kom.) omgives af Videbæk, Herborg, Hanning, Sdr. Lem og Ølstrup so., samt Hind hrd. (Hover og Nr. Omme so.) og Ulfborg hrd. (Timring so.). Mod s. domineres landskabet af det typiske, storformede bakkeøterræn, der her når en højde af 81 m, mens overfladen mod n. i højere grad er præget af en række flade dalstrøg, hvis vandløb strømmer til Hover å, og her findes de bedste jorder i so. N.f. Hover å hæver terrænet sig atter og her ligger de storslåede Omme bakker (Ravnsbjerg høje 90 m, trig.stat.). Rundt om i so. en del småskov og plantage som fx. Brejning egekrat m. Kristian Knudsens have, der er et yndet udflugtssted ved siden af Laugesens have. Gennem so. går hovedvej A 11, der ved Brejning kro krydser hovedvej A 15, men den tidl. jernbane Ringkøbing-Holstebro, der bl.a. har skabt byen Spjald, er nedlagt.

Areal i alt 1962: 7424 ha. Befolkning 26/9 1960: 2242 indb. fordelt på 611 husstande (1801: 360, 1850: 666, 1901: 1275, 1930: 1943, 1955: 2350).– Efter erhverv fordelte befolkningen s. 500 sig 1960 i flg. grupper: 1374 levede af landbr. m.v., 318 af håndv. og industri, 134 af handel og omsætning i øvrigt, 98 af transportvirksomhed, 77 af administration og liberale erhverv, 24 af anden erhvervsvirksomhed og 192 af formue, rente, understøttelse olgn.; 25 havde ikke givet oplysning om erhverv.

I sognet byerne: Brejning (1330–48 Bregningh) m. kirke, præstebol. og skole (nedlægges, når centralskolen i Spjald er fuldt udbygget); Spjald – bymæssig bebyggelse m. 1960: 549 indb. fordelt på 170 husstande (1955: 528, 1930: 392); fordelingen efter erhverv var 1960 flg.: 30 levede af landbr. m.v., 200 af håndv. og industri, 83 af handel og omsætning i øvrigt, 74 af transportvirksomhed, 32 af administration og liberale erhverv, 23 af anden erhvervsvirksomhed og 101 af formue, rente, understøttelse olgn.; 6 havde ikke givet oplysning om erhverv – m. centralskole (opf. 1961, arkt. Jac. E. Kjær), bibl. (opret. 1919; 2350 bd.), missionshus (Tabor, opf. 1915, udv. 1953), landpolitistat. (opret. 1961), alderdomshjem m. kom.kontor (opf. 1951–52, arkt. Jac. E. Kjær, 25 pl.), stadion, biograf, afholdshotel, filial af Ringkjøbing Landbobank, andelsmejeri (opret. 1888, omb. 1911), cementstøberi, posteksp. og telf.central. – Saml. af gde og hse: Røjkum (1458 Rødekungæ, 1688 Roikomgaarde); Vesterbæk (1688 Westerbeck) m. skole (nedlægges ligesom Brejning og Opsund skoler, når centralskolen i Spjald er fuldt udbygget); Langager Gde (1498 Langergard); Snogdal (1688 Store-, Lille Snogdahl); Højmose Gde (1688 Høymosze); Randbæk (1581 Randbeck); Kildsig (1688 Kieldsig); Vanting (1581 Ventinge, 1688 Wandting); Rudmose (1688 Rudmosze); Langer Hse; Opsund (1581 Opsund); Vægerskilde (1688 Wegerskilde) m. filialkirke; Magersped; Torhuse (1484 Toors hustedh); Grønnehuse; Brejning Fjalde (1522 Fyalln) m. Laugesens have m. restauration. – Gårde: hovedgd. Brejninggd. (1537 Brening Gaard), udstykket, nu efterskole (opret. 1942, udv. 1958–59 til et firfløjet kompleks, arkt. s. 501 Jac. E. Kjær) m. friluftsscene og friluftsbad; Toft; Mosegd. (1688 Mosegaard); Kærgd. (tidl. Mosen, 1688 Moseboels Mark); Ravnsbjerggd. (1688 Raufnstrup); Feldbæk (1688 Felbeckgaard); St. og L. Sandbæk (1688 Store-, Lille Sandbek); Nr. Søndergd. (1688 Søndergaar); Nygd.; Brænderigd.; Gl. Præstegd. (1688 Prestegaard); Kassentoft (1688 Karstentoft); Husted (1688 Huusted); Bækgd. (1688 Wed Beck); Blæsbjerg (1688 Blesbierg); Bilring (1688 Billering); Kongensbjerg (1688 Kongebierg); St. og L. Bjørnkær (1688 Biørnkier); Odderbæk (1688 Odderbeck); Damgd.; Vøvtrup (1688 Weustrup); Randeris (1688 Randeriis); Koldinghus (1688 Coldinghus); Pilgd. (1446 Pilegard(t)). Brejning kro ved korsvejen; Kristian Knudsens have i Brejning egekrat.

B. so., der udgør én sognekom. og ét pastorat under Ulfborg-Hind hrdr.s provsti, Ribe stift, hører under 93. retskr. (Ringkøbing) m. tingsted i Ringkøbing, under 63. politikr. (Ringkøbing), 57. lægekr. (Ringkøbing), 24. amtstuedistr. (Ringkøbing), 70 skattekr. (Ringkøbing) og amtsskyldkr.s 10. vurderingskr. (Ringkøbing) samt a.s 6. folketingsopstillingskr. (Skjern). So. udgør 5. udskrivningskr., II. udskrivningsområde, 5. a og b lægd og har sessionssted i Ringkøbing.

Den anselige kirke består af kor m. tresidet afslutning, skib, tårn i v. og et våbenhus ved n.døren. Kernen i den stærkt sammensatte bygn. er korets og skibets sidemure, opført i romansk tid af granitkvadre på skråkantsokkel. I kirkens langmure ses et rundbuet, romansk vindue. N.døren er bev., medens ethvert spor af s.døren synes udslettet. I senmiddelalderen tilbyggedes våbenhuset m. meget svære mure, rundbuet arkadeblænding i n.gavlen og sparenicher indvendig i sidemurene, alt af munkesten. Ligeledes fra sengotisk tid er det brede tårn, bygget af genanvendte kvadre forneden og derover af munkesten i munkeskifte, bedst bev. på n.siden, medens de andre sider er skalmuret i sen. tid (årst. 1759 i jernankre); blændingsgavle uden kamme. Det underste tårnrum er hvælvet og åbner sig m. rundbuet arkade mod skibet. I renæssancetiden blev koret helt ombygget, sandsynligvis 1581, da dette årst. og navnene Hans Lange og Johanne Schram m. våben står på brændtlerstavler i ø.muren, hvor den gl. korgavl blev nedrevet og koret fik tresidet afslutning; samtidig forsvandt den romanske triumfmur ml. skib og kor, hvorefter hele kirken udgør ét rum m. fælles bjælkeloft. I det ydre smykkes korudvidelsen m. ejendommeligt aftrappede nicher; i det indre er der ansats til aldrig fuldførte hvælvinger. På det murede alterbord står en tavle o. 1600–10, malet 1876, nu rest. som det øvr. træværk 1931, m. et korsfæstelsesmaleri i midten, sign. N. Jørgensen 1877. Alterstager o. 1700. Romansk døbefont m. tovsnoet vulst (Mackeprang.D. 164). Stort messingfad m. drevet frugtbort, indridset givernavn CM 1700. Stort, sengotisk korbuekrucifiks på skibets s.væg. Prædikestolen, placeret ved n.siden, er fra beg. af 1600t., i renæssance, men m. stafferinger fra 1698 (malet årst.) m. evangelister samt Moses og Kristus malet i stolens og opgangens felter. Herskabsstole, der nu er anbragt i v.enden, er fra slutn. af 1500t. og bærer ligesom korudvidelsen Hans Langes og Johanne Skrams våben og navnetræk, marmorerede år 1700. I koret er nu anbragt en rest. skriftestol m. gitterværk og skåret årst. 1647, stafferet 1698. De øverste stolestader har forsidepanel m. apostelmalerier, taget fra et pulpitur, der tidl. stod i kirken. Nyt orgel 1961 (Zachariassen). Kirkeskib, bark fra 1929. I tårnrummet en mindetavle fra 1708 m. portrætmalerier over Chr. Ulrich Schultz til Brejninggd. m. hustru og børn (begr. i muret begravelse nedenunder). Ved kirkens rest. 1960–61 (arkt. Helge Holm) blev bl.a. gulvet sænket og v.pulpiturer fjernet; ved den lejlighed gjorde man talr. fund af middelald. mønter, bl.a. 39 da. fra Erik Menved til Chr. X (Nord.Num.Årsskr. 1962. 262).

På kgd. er bl.a. begr. officeren Laurids Munk, † 1702.

Filialkirken i Vægerskilde er opf. 1916 (arkt. A. Høeg-Hansen) og består af kor, skib, tårn og våbenhus, m. hvidkalkede mure, overvejende i gotiske stilformer. Det indre er overhvælvet. På alteret står et krucifiks. Nyt orgel 1962 (Frobenius).

Brejninggård tilhørte før reformationen Ribe bispestol og var 1457 og 1464 forlenet til væbner Laurids Rød. 1536 blev den inddraget under kronen, der 1537 pantsatte den for 1400 lybske mark til Johan Stage, men 1544 solgte den for 9106 mark til Gunde Lange († 1564). Derefter s. 502 tilhørte den sønnen Hans Lange til Kærgd. († 1609), hvis sønner Tyge og Gunde Lange ejede den i fællesskab, til Tyge Lange døde ugift 1614. 1646 solgte Gunde Lange til Kølbygd. den (1638: 54 tdr. hartk.) til sin broder Peder Lange til Kærgd. († 1661), hvis søn Jørgen Lange 1661 skødede B. (48 tdr. hartk.) m. 65 gde og bol til sin kommende hustru jomfru Dorthe Galde. 1665 tilhørte den hendes svoger generalkrigskommissær Knud Skinkel († barnløs 1669), hvis broder Morten Skinkel († barnløs 1679) overtog gden, som fra hans enke Helle Urne til Estvadgd. († 1688) ved skifte 1682 kom til hans faster jomfru Ide Skinkel, der 1683 overdrog den (1688: 40 tdr. hartk.) til oberst Laurids Munk til Merløsegd. († 1702). Hans enke Barbara Hedevig v. Dragsted († 1709) skødede den (41, 36 og 215 tdr. hartk.) 1708 for 12.000 rdl. til Chr. Ulrich Schultz til Viumgd. († 1709), hvis svigersøn Steffen Nielsen til Endrupholm (1719 adlet under navnet Ehrenfeldt) 1718 skødede den til sin søstersøn Johannes Müller til Lunderup, som solgte den (41, 21 og 231 tdr. hartk.) ved auktion 1726 for 11.420 rdl. til kommerceråd Chr. Siegfred Enholm (sen. til Marsvinslund, † 1769). Han solgte den (40, 36 og 253 tdr. hartk.) 1754 for 16.000 rdl. og 200 speciesdukater til ritmester Hans Nicolai Hoff (sen. til Silkeborg, † 1806), som 1760 skødede den (40, 36 og 263 tdr. hartk.) for 19.500 rdl. til baron Chr. Fr. Juul til Rysensten, som boede på gden, men 1771 solgte den for 21.500 rdl. til amtmand Peter de Albertin til Slumstrup († 1779), hvis enke Cathrine Kirstine Folsach, der frasolgte det meste af godset 1794, ejede den til sin død 1812. Hendes arvinger solgte den (40 1/2, hvoraf 6 1/2 mølleskyld) m. stampemølle, tiender (31) og gods (41) ved auktion 1815 for 30.400 rbdl. sølv til Chr. H. Bonne († 1845), fra hvem den blev udlagt til Statsgældsdirektionen, der 1824 solgte den (40 1/2 tdr. hartk.) m. stampeml. m.m. ved auktion for 5210 rbdl. sølv til agent N. Nyholm til Haraldskær, som 1831 skødede den til J. A. Kuhlmann til Pedersholm, der 1839 afhændede den til Hans Frederik Fenger (sen. til Gottesgabe, † 1901), som 1849 solgte den (1850: 32 1/2 tdr. hartk., hvoraf 6 1/2 mølleskyld) til brødrene H. S. († 1879) og N. H. Frandsen († 1895). De oprettede et brænderi på gden, men 1882 måtte N. H. Frandsen sælge den ved en auktion, hvor brænderiet solgtes særskilt (nu Brænderigård), mens hovedgården for 124.000 kr. gik til apoteker H. G. Koefoed, fra hvem Vest- og sønderjydsk Kreditforening overtog den 1901 og s.å. solgte den ved auktion for 73.000 kr. til H. S. Albrectsen, som 1909 solgte den (17 tdr. hartk.) for 115.000 kr. til ejendomshdlr. Jensen og Buhl. Sen. har den tilhørt L. P. Knudsen, landbrugskandidat A. Jørgensen, et konsortium, M. Rasmussen, Sangill, S. Pedersen og J. J. Gammelgaard, der 1926 solgte gden til Statens Jordlovsudvalg, som udstykkede jorden i 14 husmandslodder, mens hovedbygn. blev afholdsrestauration. 1942 er der i hovedbygn. indr. efterskole m. Gynther Nielsen som forstander for midler indsamlet på egnen; efter udvidelser 1942 og 1958–59 er der plads til 88 elever. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: Otto Norn i DSlHerreg. IV. 1945. 537–42. Dalgas. Geografiske Billeder. 1868. 92ff. L. Mylius-Erichsen. Den jydske Hede. 283ff. DLandbr. VIII. 1936. 243–44. P. Storgaard Pedersen. B., en historisk Oversigt. 1927.

Hovedbygningen (fredet i kl. A) er i kraft af sin terracotta-udsmykning enestående i vort lands arkitekturhistorie, men samtidig mærkelig forsømt af vore arkitekturhistorikere. Den er et firfløjet anlæg, som ligger på et snævert voldsted og er omgivet af grave til alle sider. Det opr. anlæg er opf. i slutn. af 1500t. af Hans Lange til Kærgård. Af dette stod 3 grundmurede huse i to etager endnu på Pontoppidans tid, mens en fløj var nedbrudt sa. m. et tilh. tårn af C. S. Enholm. Heraf er i dag n.- og ø.fløjen bev. Begge er i to etager, grundmurede af røde munkesten i krydsskifte, hvidkalkede og teglhængte. N.fløjen er relativt uanselig, men rummer dog i v.endens underetage et rum, der er dækket af søjlebårne hvælvinger. Hovedfløjen er upåtvivlelig ø.fløjen, der nu er gennembrudt af en tøndehvælvet port, som menes at være sekundær i bygningen. Huset står på en sokkel af svære granitkvadre, som også indrammer porten. Underetagen er behandlet som en meget høj kælder, hvilket tjener til at fremhæve den overliggende bel-etage. Denne er yderligere markeret af et blindgalleri af terracotta-plader, der er bygningens fornemste smykke. Akantusprydede konsoller bærer under vinduerne et brystværn, hvorpå veksler våbenskjolde: bygherrens tre roser og hustruens, Johanne Skrams halve enhjørning. Løvehoved-prydede postamenter bærer slanke pilastre, på hvis kapitæler ses enhjørninger og roser, og gesimsen prydes af en palmetfrise, en æggestav og en »løbende hund« (Mejborg. Gamle Danske Hjem. 19). Galleriet løber rundt på gavlene, hvis spidser, der nu er stærkt nedskårne, formentlig opr. har været svungne. – Enkelte terracotta-plader m. andre motiver sidder nu indmuret forsk. steder i muren, medens flere af galleriets sten genfindes på Hans Langes anden besiddelse, Kærgård (Hunderup so.). Disse brændtlersprydelser er utvivlsomt udført af en mester, der har lært kunsten i Lübeck el. Lüneburg, men det er endnu et uafklaret s. 503 spørgsmål, om de er udført i Nordtyskland el. her i landet (C. A. Jensen i Køge Museums Jubilæumsskrift 1896–1946). En rest. og ombygning (arkt. Helge Holm) har genopført de to manglende fløje, v.fløjen 1942 og s.fløjen 1956–59, og nænsomt genskabt den gl. borggård.

I Brejning Fjalde findes Laugesens have, en større have m. mange stenpartier og afholdsrestauration, opret. af gdr. Lauge Laugesen og meget besøgt.

Skove: På tidl. hede findes en mængde plantager, ofte af nyere dato. Den største tilh. Brejning kom. (204 ha). Af plantager i privat eje kan nævnes 12 ha, der tilh. Brejninggård Efterskole, og 27 ha, hvoraf dog kun lidt tilplantet, der tilh. Kiddal-Klink-Nørhede plantage A/S. Mange gde i so. har ret betydelige plantagearealer. Krattet, ca. 45 ha, der er delt ml. to gde, Kratgd. (ca. 16 ha) og Ladegd. (ca. 29 ha), er et af Vestjyllands største og interessanteste gl. egekrat.

Fredede oldtidsminder: To jættestuer, en langhøj og 58 høje. Den ene jættestue, ved Rudmose, har et kammer af 10 bæresten, men ingen dæksten; den anden, der ligger sø.f. Brejninggd., har 8 bæresten og 44 randsten og har givet en del fund, navnlig af keramik. Af højene er flere ganske anselige: Krathøj, lige ø.f. Krattet, østl. i so.; 3 af de 4 Ravnsbjerghøje, der ligger ved skel mod Nr. Omme; en høj sø.f. Brejninggd. – Sløjfet el. ødelagt: En jættestue, en langdysse og 133 høje. – Fra Brejning stammer en helleristningssten m. hjulkors. En boplads fra ældre romersk jernalder kendes fra Spjald.

I B. so. fødtes 1576 lensmanden og landsdommeren Gunde Lange, 1840 kirurgen Christian Fenger.

Litt.: Chr. Winther. Min barndoms land, AarbHards. 1961. 181–206. Se i øvrigt Nr. Omme so.