Selv om oldtidsfundenes antal ikke er stort, er der dog ved gravninger påtruffet så mange vidnesbyrd, at man med sikkerhed kan fastslå, at der allr. i forhistorisk tid har boet mennesker på det område, som idag ligger inden for Kbh.s kom.s grænser.
Adskillige bopladser kendes fra byens grund: Den ældste, fra slutn. af fastlandstiden, blev opdaget, da frihavnen blev udgravet; her fremkom en del oldsager af ben og sten: økser, flækker, benspidser med flintægge m.m.; lignende sager er truffet på lavt vand ved Amagers østkyst. Fra ertebøllekulturen kendes flere bopladser langs den dav. strand, således i Frederiksberggade nær Nytorv og i Kongens Enghave; den sidstn. plads har i øvrigt også været beboet i yngre stenalder. Fra denne sidste periode kendes bopladser fra Svanemøllevej (yngre jættestuetid), Brønshøjholm ved Hareskovvej og Bispebjerg kirkegård (dolktid).
Blandt de talr. enkeltfund af oldsager skal kun nævnes et par finttakkede benodde (maglemosekultur) fra Utterslev mose og fæstningsterrænet ved Husum, samt den ældste kendte oldsag her fra landet: et tildannet brudstykke af en rensdyrtak, fundet 4 m dybt i havbunden på 8 m vand på Middelgrunden; den stammer fra den ældre dryastid, lige efter istiden.
På Kbh.s grund er der naturligvis ikke bevaret mange fredede oldtidsminder, kun 5 høje i alt. Af disse ligger den ene, den anselige Danshøj, i en have i Vigerslev, medens de 4 andre ligger i Bellahøjs park; de to af disse, de største og smukkeste, ligger symmetrisk i forhold til havens midterakse, så man kunne mistænke dem for at være yngre lysthøje; men da de findes på et kort over Karl X Gustafs lejr på Brønshøj bakke, er der næppe tvivl om, at det er oldtidshøje. En høj i Søndermarken er mul. en oldtidshøj.
Sløjfet er 7 høje, hvoraf de 2 indeholdt hellekister med flintdolke; den ene af disse, der lå på Bispebjerg, indeholdt tillige bronzealders sager; den anden lå på Idrætsparkens terræn på Østerbro. På Husum marker lå Bavnehøj og Skjulhøj, andre høje ved Vigerslev og på Valby Fælled.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Langs de veje, der søgte ned mod overfartsstedet, og på det område, der idag optages af Kbh.s kom., lå allr. i den tidlige middelalder en del landsbyer, af hvilke Havn blev den landsby, omkring hvilken den første bydannelse opstod.
Nærmest Havn fandtes på Sjællandssiden Hammerstrup (1681 Hammerstrups Aas), der forsvandt i beg. af 1600t., og som lå på Vester Fælled ved Kongens Enghave. I Bülowsvej-Rolighedsvej-kvarteret opstod landsbyen Nyby (1377 Niby), der 1377 havde 8 gde, men i beg. af 1500t. var omdannet til en gd. Nybygård. Også denne gd. forsvandt i beg. af 1600t.
I en ring uden om disse landsbyer fulgte fra s. til n. Valby (*1186 Walbu; u. 1783), der udgjorde den østl. del af Hvidovre so., og Solbjerg (*1186 Solbiergh, 1193 Solbiarga, 1377 Solbyerghe), der lå ved nuv. Solbjerg kirkegård, og hvis 8 gde blev nedrevet i beg. af 1600t. Derefter fulgte Serreslev (*1186 Serslef, 1377 Særezløf), som lå omkr. nuv. Tagensvej, og som forsvandt i beg. af 1500t. I en yderste ring fandtes endelig ligeledes fra s. til n. Vigerslev (*1186 Wigislef, 1193 Wikisslef; u. 1793–94), Vanløse (*1186 Huanlose; u. 1780), Brønshøj (*1186 Brunshogæ; u. 1783), Utterslev (*1186 Oterslef; u. 1784), Husum (o. 1370 Husum, Hwsum; u. 1782) og Emdrup (*1186 Imbrethorp).
I disse sjællandske landsbyer havde kongen visse ejendomme, og da kong Valdemar skænkede biskop Absalon landsbyen Havn, fulgte i hvert fald en del af dem med. Absalon ejede således besiddelser i Serreslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby, Brønshøj, Utterslev og Emdrup. Ved gavebrev fra Absalon overgik også disse besiddelser til Roskilde bispestol.
Også på Amagersiden fandtes gamle middelald. landsbyer, som idag ligger på Kbh.s kom.s område. Til Tårnby so. hørte landsbyerne Sundbyøster (1377 Sundby Østræ; u. efter 1804) og Sundbyvester (*1085 Suntby occidentali(s), 1377 Sundbywestræ; u. 1809). 3/11 1814 brændte 7 gde og 10 huse i Sundbyøster, der 6/5 1842 hærgedes af en ny brand. Efter brandene udflyttedes en del mindre ejendomme fra den gl. landsby, sål. Ensomhed, Christiansminde, Godthåb, Sølyst ved Strandlodsvej, Søgård og 8. Juli ved Bachersvej. De pågældende landsbyer udskiltes først fra Tårnby so. 1878, selv om Sundby kirke indviedes allr. 1870.
J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.
Harald Jørgensen overarkivar, landsarkivar, dr. phil.
Som påvist I, s. 406 inddroges landsbyen Serreslev i Kbh.s kom. allr. 1525 og 1527, men af militære grunde kunne arealerne ikke foreløbig udnyttes. Med udbygningen af fæstningsanlæggene under Fr. III og Chr. V fik Kbh. den udstrækning s. 830 mod v. og mod n., som bevaredes indtil midten af 1800t., og de gl. landsbyer fik lov til at leve deres egen tilværelse. Medens Karl Gustav belejrede byen 1658–60, led samtlige byer stor skade. Omkr. Brønshøj opførte svenskekongen en befæstet lejr (Karlstad), kirken anvendtes som tøjhus, og præstegården blev nedbrudt. Kongen havde selv sit hovedkvarter i Utterslev. År 1700 truedes landsbyerne påny af fjendtlig invasion, men freden blev hurtigt sluttet. Da englænderne 1807 indesluttede Kbh., oversvømmedes landsbyerne påny af fremmede soldater, men heller ikke ved denne lejlighed opstod der større skader.
Indtil slutn. af 1800t. havde de gl. landsbyer endnu i det væsentlige bevaret deres karakter af bondebyer, men da bebyggelsen blev givet fri, efter at det gl. voldsystem havde tabt sin militære betydning, fandt en stigende indflytning sted fra hovedstaden, og man lagde forsk. industrielle virksomheder ud i dette område. Omkr. år 1900 var udviklingen skredet så vidt frem, at det blev anset nødvendigt at inddrage disse områder under Kbh.s kom. I.h.t. 3 love af 3/4 1900 indlemmedes år 1900 hele Brønshøj so. og en del af Hvidovre so., nemlig Valby m. Kongens Enghave, Vigerslev og Damhussøen. Fra 1/1 1902 indlemmedes også Sundbyerne (se nærmere I, s. 406–07). I årene efter 1900 er de fleste af de gl. gårde, der dengang fandtes, blevet nedrevet og udstykket, og de pågældende områder er blevet helt udbygget.
Harald Jørgensen overarkivar, landsarkivar, dr. phil.
På det indlemmede område lå i ældre tid en del større gårde, hvoraf flg. skal nævnes:
Utterslevgård tilhørte fra biskop Absalons tid Roskilde bispestol; den omtales o. 1370 som en hovedgd., siden deltes den i 2 gde, der sa.m. andre, mindre gde i Utterslev by efter reformationen var bortforlenet til skiftende personer, men 1573 henlagdes under Københavns len. Af de store gde i Utterslev by var den ene i 1660erne henlagt til herredsfogden i Sokkelund hrd.; 1678 havde brygger Peder Nielsen Munk den i fæste af kongen, hvorfor den længe efter omtales som »Munchens gård«. Den anden store gd. i Utterslev by fik rentemester og rigsadmiral Jørgen Vind til Gundestrup (Skåne) († 1644) 1642 bevilget mod at yde landgilde deraf. Hans enke Ingeborg Ulfstand beholdt den til sin død 1652, hvorefter den kom til felttøjmester Chr. Friis til Lyngbygård, der døde 1657. S.å. overgik gden til sekr. i Tyske Kancelli Jørgen Ernst Reitzer, der ejede den 1663 og 1667. Sen. havde vinhandler Henrik Verner (Wörner) gden i eje, men solgte den for 1000 rdl. til stiftsbefalingsmand Christen Jørgensen Skeel (»den Rige«) til Sostrup m.v., efter hvis død 1688 den kom til hans søn Jørgen Christensen Skeel til Sostrup († 1695). En sen. ejer var amtmand, generalløjtn. Samuel Christoph v. Plessen til Musselmow m.v. († 1704); gden udlagdes derefter 1705 til kronen. 1718 henlagdes gdene i Utterslev under ryttergodset og egaliseredes o. 1727.
I Husum lå i ældre tid en hovedgd., der o. 1370 tilhørte Roskilde bispestol og formentligt var bortforlenet til adelige. O. 1370 skrev en Jens Petersen sig af H., o. 1400 (hans søn?) Jakob Jensen sig deraf. 1417 nævnes væbneren Peder Truelsen, høvedsmand på Gurre, til H. 1486 omtales Karine Krumpensdatter, Jon Iis’ efterleverske, i H. 1507–09 var Erik Madsen (Gøye) biskoppelig lensmand i H. Biskop Joachim Rønnow må snart efter have forlenet Peder Godske på livstid s. 831 med gden, som han beholdt også efter reformationen til sin død 1556. Den var utvivlsomt allr. da delt i 2 gde, der 1562 uden afgift forlenedes til borgm. i Kbh. Hans Mortensen Bussert og ved hans død 1564 mod afgift til en borger i Kbh. Hans Nielsen. Fra ham indløste rigskansler Ejler Grubbe til Lystrup († 1585) lenet, som han fik i pant til 1577, da det henlagdes under Kbh.s len. 1659 blev Husum by pantsat til Arent Berntsen for 2719 1/2 rdl.; han overdrog 1661 pantet til feltherren Hans Schack, der erhvervede gdenes bygninger af fæsterne og i stedet opførte en ny gd., men må have overdraget denne til oberstløjtn. Ditlev Rumohr til Roest, som 1671 afstod gden m.a. gods til kronen. Denne bortmageskiftede allr. n.å. Husumgård m. 6 gadehuse til generalproviantkommissær Nicolaus Bennig, som dog endnu s.å. bortskødede gden til Kaj Lorentz greve Brockdorf til Kletkamp m.v. Fra ham overgik Husumgård 1676 for 3000 rdl. til storkansler Frederik greve Ahlefeldt († 1686). 1682 ejedes gden af havnedir. i Kbh. Johan Heydeman († 1684); hans enke Veronica Elisabeth Heydemann bortforpagtede den til jomfru Anne Sophie Ulfeldt, † på H. 1684. Sa.m. hende og endnu 1687 boede jomfru Lisbeth Sophie Friis på gden, og det var hos sidstn. deres slægtning Leonora Christine i nogen tid tog ophold efter sin løsladelse 1685 og her skrev slutningen af Jammersmindet. Grev Ahlefeldts enke (af 2. ægteskab) Marie Elisabeth grevinde Leiningen-Dagsburg († 1724) må derefter være kommet i besiddelse af H., som hun 1686 lod skøde til Rebecca Elisabeth Poppe († 1698), enke efter oberst Sten Andersen Bille († 1698); hun bestemte if. testamente, kgl. konfirmeret 1688, at hendes ægtefælles datter (af 1. ægteskab) Anna Cathrine Bille, g.m. eng. kaptajn Richard Bolton efter hendes død skulle overtage H., hvilket skete 1698. Hendes broder sekretær Hans Bille († 1747) skødede 1699 gden (65 5/8 tdr. hartk.) m. 15 huse og en kro til oberst Georg Christoph v. Putkammer, som dog allr. sa.m. hustruen Ide v. P., f. Marschalchin, afstod den til Peder Svendi Jensen Fersløv til Hjortespring. Efter hans død solgte enken Johanne Cathrine Tilles († 1729) 1708 H. (skøde n.å.) for 4900 rdl. til Thomas Kahn, der afhændede den til sin kreditor fru Anna Marie Ehrenschildt, enke efter etatsråd Bøfke; hun skødede den 1715 for 2000 rdl. i kroner til forp. på Knabstrup Jakob Einsperg, fra hvem den s.å. kom til hofapotheker Gottfried Becker († 1750). Denne solgte 1718 (skøde 1720) H. til godsejer og ritmester Bolle Luxdorph Rose til Kattrup († 1729), g.m. Margrethe Krag († 1736). 1731 (skøde n.å.) solgtes H. på auktion for 4305 rdl. til højesteretsadvokat, regimentskvartermester Hans Henrik Ermandinger. Til H. hørte da 7 bøndergde, 7 gadehuse og 1 kro. H.s jorder deltes nu ml. 8 bøndergde (ca. 8 1/8 tdr. hartk.), der lagdes under Hjortespring; denne gd. m. tilliggende gods skødede Ermandinger 1738 til kronen. H.s bygninger var da ret forfaldne og blev s.å. nedbrudt.
Emdrup var i 1100t. en enkeltgd., der indtil 1167 var kgl. ejendom. D.å. skænkede Valdemar I Havn (Kbh.) o. forsk. anden ejendom, deriblandt E., til biskop Absalon, som Roskilde bispestol derefter ejede til reformationen. O. 1370 var E. to bol jord m. ml. og godt fiskeri, underlagt bispegården Hjortholm. I sidste halvdel af 1300t. nævnes en væbner Peder Jensen af E., 1422 en væbner Jens Pedersen af E., måske ovenn.s søn; begge har mul. været biskoppelige fogeder i E. Ved reformationen blev E. krongods; borgm. Anders Halager († 1553) og rådmand, sen. borgm. Peder Villadsen († 1538 el. 39) fik 1536 fæstebrev på Emdrupgård, der utvivlsomt s. 832 af dem deltes i 4 gde og sål. blev en landsby. 1548 gav Chr. III Kbh.s magistrat E. by som afgiftsfrit len. 1573 kom den atter direkte under kronen, indtil de 4 gde 1661 bortskødedes til hofprædikant Johs. Bremer for 2858 rdl. Denne lod opføre et landsted i landsbyen, men ved hans død 1670 kom E. igen til kronen. 1674 fik rigsmarskalk Johan Christoph v. Körbitz skøde på ovenn. landsted m. bygn. og have. Efter hans død 1682 overtog forv. på Gyldenlund Melchior Werhagen ejendommen, som 1689 erhvervedes af hofprædikant, prof. Hector Gottfried Masius († 1709). 1710 kom lyststedet til prokurator Troels Smith († 1730) og 1728 til oversekretær, sen. stiftamtmand Chr. Møinichen († 1749). Under Smith el. Møinichen erstattedes de ældre, simple bygninger af et trelænget anlæg af mur- og bindingsværk m. tegltag og omgivet af en park, hvoraf dele endnu består, anlagt i fransk havestil (fra 1915 gennemskåret af Tuborgvej). 1731 solgte Møinichen lyststedet til Catharine Christine grevinde Danneskiold-Samsøe, f. Holstein, der allr. 1739 afstod det til Anna Sophie grevinde Schack, f. Rantzau. Fra hende kom det allr. 1742 til biskop Peder Hersleb, der på sine gl. dage ofte boede her. 1751 købtes Emdrupgård for 4000 rdl. kur. af sen. deputeret i finanserne Fr. Vilh. baron Wedel Jarlsberg, der en tid havde udlejet gden til fr. gesandt d’Ogier, men 1778 solgte ejendommen til Joh. Duncan, som beholdt den til 1795. I den flg. tid skiftede gden (en tid kaldet Annaslyst) hyppigt ejer, indtil handelshuset Lorentz & Co. i Hamborg 1872 for 10.000 rdl. afhændede ejendommen til Jeppe Tang, der her på Emdrupborg indrettede en højskole, som fra 1883 under sønnen Niels Tangs ledelse fortsatte til 1913. 1879 brændte hovedbygn. og en 3-etages bygn. opførtes i stedet. 1917 købte Kbh.s kom. E., som 1941 skødedes til Deutsche Schule A/S. Hovedbygn., der en tid havde været indrettet til husvildeboliger, nedreves s.å. og i stedet opførtes efter ty. tegninger en stor skolebygn., som 1945 blev flygtningelejr. 1946 fuldførtes bygningerne af arkt. Ths. Havning; n.å. overgik E. til undervisningsministeriet 1948 toges bygningerne i brug af Danmarks Lærerhøjskole (se s. 238 f.), Statsseminariet på Emdrupborg (se s. 235), Danmarks pædagogiske Institut og Emdrupborg skole (se s. 184).
I Sundbyvester lå en kgl. gd., hvor if. traditionen Sigbrit (Villoms) († o. 1531), Chr. II.s rådgiverinde, og hendes datter Dyveke († 1517), kongens elskerinde, skal have boet. Det er formentlig denne gd., som Jens Kammersvend 1526 fik livsbrev på, og som siden kaldtes Svanelejegård. 1660 ejedes den af brygger Mads Brøgger, derefter af en Peiter Byrding, der vist havde krobevilling, mul. fordi hoffet benyttede gden under svanejagter på Amager. 1672 ejedes S. af en Henrik Møller, sen. af Stephan Gardener. 1679 overdrog kgl. overstaldmester Anton Wolff friherre Haxthausen († 1694) lystgden S. til Heinrich Lüdemann. 1697 var Jakob Møller, der tidl. synes at have haft en ml. på fælleden, ejer. S. var da blevet sammenlagt med en anden gd. i Sundbyøster, og denne større ejendom fik navnet Rødegård. 1770 ff. var gden sommerbolig for kbhske pensionister og embedsmænd (organist Nikolai Thielo, † her 1781; fhv. kommiteret i Generaltoldkammeret Joh. Ludv. Lybecker; birkedommer Jens Nic. Smith, † her 1785).
C. Rise Hansen.
Landsbyen Havns sandsynlige beliggenhed indtegnet på et moderne kort.
Afgørende for et bysamfunds opståen på det sted, hvor Danmarks hovedstad nu befinder sig, var en række sammenfaldende naturomstændigheder. Fra det indre af Sjælland søgte forskellige veje – og navnlig vejen fra Roskilde – ud mod kysten for at finde det bekvemmeste overfartssted til Skåne. Dette lå ved det snævre sejlløb mellem Amager og Sjælland, godt beskyttet mod østenvinden af Amager og mod vestenvinden af Sjælland. Gennem dette sejlløb kunne man ikke blot sætte over til Skåne. Man kunne også herfra let besejle Øresund og fjernere liggende farvande, og fremmede købmænd kunne benytte samme sejlrute. Stedet må tidligt være blevet et trafikalt knudepunkt, og gode betingelser har været til stede for et bysamfunds grundlæggelse.
Landsbyen Havn, der blev kernen i det kommende bysamfund, lå på en lille bakke og strakte sig fra Gammeltorv i ø. til Rådhuspladsen i v. samt fra Vestergade i n. til Farvergade i s. Afstanden fra landsbyen til strandlinjen var kort, da denne skar sig meget dybere ind i middelalderen end nu. Sandsynligvis har strandkanten så nogenlunde fulgt det nuv. Kompagnistræde. Landsbyen har haft sit s. 834 gadekær lidt n.f. Vestergade. Længere mod n. lå de lergrave, hvorfra man hentede byggemateriale til de lerklinede huse. I kulturlagene fra landsbyen er ikke påtruffet brændte sten. I den vestlige del af byen lå sognekirken, der var indviet til Skt. Clemens. Dette tyder på, at landsbyens beboere ikke blot har dyrket jorden, men også søfarten og fiskeriet i Øresund. Endvidere har man vel drevet en vis form for færgefart mellem Sjælland og Amager og mellem Sjælland og Skåne. Sandsynligheden taler også for, at fremmede købmænd har lagt til i den beskyttede naturhavn ved landsbyens fod, dels for at afkøbe beboerne deres rige fangst, dels for at afsætte fremmede varer til byens indbyggere og bønderne fra den nærmeste omegn. Der er også grund til at tro, at der er blevet holdt ting for landsbyens område. Dette har trukket folk til fra nær og fjern.
Kort efter sin tronbestigelse skænkede Valdemar I landsbyen Havn til sin trofaste medhjælper biskop Absalon, et vidnesbyrd om, at stedet allerede da havde en vis betydning. Saxo fortæller, at Absalon 1167 hindrede en norsk flåde i at gøre landgang ved den by, der kaldes Køpmannæhafn eller købmændenes havn (vicus, qui Mercatorum portus nominatur). Dette angreb skal have været årsagen til Absalons borganlæg. Beretningen kan ikke nærmere prøves, men her fremtræder for første gang det navn, hvorunder byen i de kommende århundreder skulle blive kendt. Saxo fortæller videre, at borganlægget blev bygget på fire år, og at den skulle beskytte byen mod sørøvere.
Som plads for borganlægget valgte Absalon en af de talrige holme, der lå i farvandet mellem Sjælland og Amager. Sejlløbet var i middelalderen betydeligt bredere end senere, og det var opfyldt af holme. På Sjællandssiden lå nordligst Bremerholm, derefter fulgte Strandholmen og Skarnholmen. Mellem de to første lå det mest benyttede sejlløb, kaldet Gamlebod Dyb. På Amagersiden fandtes mod nord Refshalen og længere mod syd Plantholm samt flere unavngivne småholme. Borganlægget opførtes på Strandholmen, den nuv. Slotsholm. Borgens udseende kendes fra byens ældste segl fra 1296 og fra udgravninger ved Christiansborgs nyopførelse, se nærmere s. 661 ff. En ringmur af kampesten har omgivet borgen, og muren kronedes af svære tårne. Inden for muren har man fundet rester af forskellige bygninger, opført i mursten. Absalon tog ofte ophold på borgen, også efter udnævnelsen til ærkebiskop i Lund 1178. Det var Absalons tanke at skænke borgen og byen til Roskilde bispestol, og da Peder Sunesen 1191 efterfulgte ham som biskop i Roskilde, fandt overdragelsen sted. Dog betingede Absalon sig for sin levetid borgen. Gaven lod Absalon flere gange bekræfte ved pavebrev. Meget tyder på, at kronen ikke var tilfreds med, at denne vigtige besiddelse overgik til Roskildebispen. Da Absalon døde 1201, forenedes borg og by under bispen.
Det er sandsynligt, at borgens anlæggelse har medført et betydeligt opsving for den gamle landsby på bakken. Den militære beskyttelse, der udgik fra borgen, har begunstiget stedet som handelsplads, og de fremmede købmænd har trygt kunnet udlosse deres varer her. Absalons personlige nærværelse på borgen og dens besætning har givet øget omsætning. Håndværkere og handelsmænd er kommet til i stigende tal og har nedsat sig. Det vides, at Absalon havde planer om en ny kirkes opførelse, men den påbegyndtes først under efterfølgeren.
Den stærke udvikling fortsatte i 1200t. under bisperne Peder Sunesen, Peder Jacobsen og Niels Stigsen. Landsbyen havde forlængst forvandlet sig til en købstad og sprængt sine gamle rammer. Støttet til borgen på Strandholmen var det s. 835 nye byanlæg omgivet af en vold med plankeværk og en foranliggende grav. Volden udgik fra stranden ved Løngangsstræde, fulgte Møllegraven forbi Vesterport til Jarmers Plads, videre langs Boulevarden til enden af Nørregade, derfra skråt over Skt. Gertruds Stræde og Åbenrå til Landemærket, derpå langs Gothersgade og skråt ned til Østerport ved Østergades udløb, langs randen af Kongens Nytorv og endelig ned til stranden ved Vingårdsstræde. Medens landsbyen kun havde haft et bebygget område på ca. 7 ha, beslaglagde byen nu ca. 70 ha. Ganske vist var ikke alle grunde endnu udbygget. Der var flere åbne pladser, men byen havde nået den udstrækning, som den fik i løbet af middelalderen. Selve voldlinjen havde en længde på ca. 2,4 km.
Velbeskyttet af borgen og volden lå havnen, byens livsnerve. Mod n. fandtes Gammelbodhavnen, hvoraf bolværk og stensætninger er fremdraget i Nikolajgade og Dybensgade, mod s. Ladbrohavnen, hvorfra Ladbrostræde førte op til det merkantile centrum omkring Gammeltorv. Just i beg. af 1200t. voksede søtrafikken nord om Skagen, den såkaldte ummelandsfart, og byen fik øget betydning som stabelplads for handelen mellem Vesteuropa og Østersøstaterne. Lybæk, der hidtil havde haft nærmest monopol på denne mellemhandel, følte konkurrencen og gik 1248 til angreb. Borgen erobredes, og såvel denne som byen afbrændtes, men borgere og biskop byggede i fællesskab byen og borgen op.
Allerede nu var byen et vigtigt trafikalt kundepunkt og en betydningsfuld handelsplads. Øresund vrimlede i disse år med sild, og der var kun kort til de betydningsfulde sildemarkeder i Skanør og Falsterbo. Endvidere voksede Sundets betydning som international handelsvej. Den voksende handel trak mange folk til. Der var brug for mange medhjælpere og adskillige håndværksfolk. Byen blev herved en vigtig indtægtskilde for bispen.
Roskildebisperne betragtede imidlertid ikke byen som blot en rigdomskilde. De ønskede også, at den skulle blive et kirkeligt centrum. Den gamle Skt. Clemens kirke var forlængst ombygget og gjort større. Nu lagde Peder Sunesen grunden til Vor Frue kirke, og der tillagdes denne kirke så meget jordegods, at den kunne opretholdes som kollegiatkirke med et stort og fornemt præsteskab. Kapitlet lededes af en dekan og bestod i hvert fald af 6 kanniker. Til kirken knyttedes snart en skole, der nævnes 1246. Byen var ved at blive et lærdomssæde og stod nu i kirkelig rang nærmest Roskilde. Fra 1200t. stammer endvidere Skt. Petri kirke og Skt. Nicolai kirke, der opførtes i det nye kvarter nær havnen og indviedes til de søfarendes nye, populære helgen. Også de første klostre oprettedes. Ved gaver fra Hvideslægten grundlagdes 1238 gråbrødreklosteret på en grund ved det nuv. Gråbrødretorv. Kort før år 1300 indstiftede biskop Jens Krag Helligåndshospitalet, der skulle tage sig af syge og gamle. En Skt. Jørgensgård, navnlig bestemt for de spedalske, går muligvis tilbage til sa. epoke.
Bispen – og i hans forfald fogden – håndhævede magten i byen, sørgede for ro og orden, opkrævede skatter og holdt ret. Borgernes indflydelse på byens styre var ringe. I henhold til byretten af 13/3 1254, givet af Jacob Erlandsen, understregedes biskoppens myndighed og rettigheder, og de afgifter, borgerne skulle betale, var nøje opregnet. Borgerne måtte aflægge ed til bispen og højtideligt love ikke at afhænde ejendom til udenbys. De samme stramme regler gik igen i den reviderede bylov af 29/1 1294, udstedt af biskop Jens Krag. I denne sattes ligeledes nøje bestemmelser for borgernes moralske opførsel. I en periode, hvor kongen havde frataget s. 836 bispen magten over byen, havde borgerne fået ret til at udpege 12 rådmænd, og disses eksistens bekræftedes i et privilegiebrev af 29/1 1275, udstedt af biskop Peder Skjalmsen. Men deres betydning var ikke stor, og byloven af 1294 indrømmede dem kun en ringe indflydelse. Der var derfor ved flere lejligheder stærk spænding mellem borgerskabet og bispen, ligesom mellem kongemagten og bispen, og århundredets svære kirkelige stridigheder medførte, at kongen i kortere perioder gjorde sig til herre over byen. Ved 1200t.s udløb sad bispen dog ubestridt som herre over byen, og med magt havde han modsat sig, at borgerne samledes i de i tiden så yndede gilder og broderskaber. På ét punkt kunne biskop og borgere dog mødes. Begge parter var enige om at holde de fremmede købmænd ude. Det kbhske borgerskab bevarede i det væsentlige sit nationale præg.
1300t. blev en urolig tid for byen. Rigets opløsning under Erik Menved og Kristoffer II og i den kongeløse tid medførte, at bispens greb om byen blev svagere. I mange år vajede det holstenske banner med nældebladet fra slotstårnet. 1341 overlod Roskildebispen borgen og byen til Vald. Atterdag, og i en årrække formåede denne konge at opretholde sin besiddelse af dette faste punkt. I lange perioder opholdt kongen sig på slottet, og der førtes her adskillige vigtige politiske forhandlinger. Byen blev for en tid residensstad, og dens erhvervsliv nød godt heraf. 1363 fejredes brylluppet mellem Margrethe og kong Håkon af Norge på slottet. Kongen opretholdt byloven af 1294, men administrerede den med mindre hårdhed. Borgerskabet fik gennem sine rådmænd og borgmestre (nævnt 1. gang 1350) en vis indflydelse på bystyret. I slutn. af 1360erne trak nye skyer op. Mægtige alliancer samledes mod kongens rige. Allerede 1361 truede et nyt angreb fra Lybæk medbejleren ved Sundet, men faren drev over. 2/5 1368 gik hansestaden til angreb, og det var nu tanken engang for alle at få byen og borgen ødelagt. Efter erobringen nedbrødes slottet, og man sænkede skibe i sejlløbet for at hindre fremtidig besejling. Efter kongens tilbagevenden til riget 1371, påbegyndtes genopbygningen under kongens ledelse, men kort tid efter vendte byen atter tilbage til Roskildebispen, og dronning Margrethe lod ham beholde den. Byen forblev i bispens eje indtil 1416.
Den bedste kilde til belysning af middelalderens bysamfund er den af biskop Niels omkr. 1380 udarbejdede matrikel (i Roskildebispens jordebog). Det fremgår af denne, at den tætteste bebyggelse stadig lå omkr. Gammeltorv og ved Skt. Nikolai kirke med Østertorv (nuv. Amagertorv). Mellem disse torve gik de vigtigste gader. Længere ud mod voldene blev bebyggelsen mere spredt. Rosengården var således helt ubebygget, og store arealer lå øde hen efter Lybækkernes plyndring 1368.
Gammeltorv var byens merkantile centrum. Her tog bønderne ophold med deres vogne på torvedagene, og langs torvets udkanter havde købmændene opslået deres boder. Fra Gammeltorv førte Tyskmannegade (nuv. Vimmelskaftet), der var de fremmede købmænds vigtigste kvarter, ned til Østertorv, hvor sildehandlen var samlet. Her havde også byens slagtere fra tidlig tid deres kvarter, og deres boder strakte sig op i Bjørnebrogade, beg. til Kødmangergade (nuv. Købmagergade). Mange af byens ældste gader var opkaldt efter de håndværkere, der fortrinsvis boede i gaden, således Skindergade, Skoboderne (nuv. Skoubogade) m.fl. Matriklen opregner ca. 600 enheder, og der skelnes mellem forsk. ejendomsstørrelser. De egentlige købmandsgårde benævnes curiae, og af dem er der ca. 150. s. 837 Den største gruppe repræsenteres ved de såkaldte terrae og er formodentlig almindelige gadehuse. Deres antal var noget over 300. Desuden opregnes 77 grunde i den øde by og 40–50 ejendomme, der benævnes fundus. Det er umuligt at slutte noget om byens størrelse. Normalt har man gættet på ca. 3–4000 indbyggere. Er dette rigtigt, var byen allerede da den største i Norden.
De 5–600 navngivne ejere af ovennævnte ejendomme har formodentlig udgjort kærnen i borgersamfundet. Deres navne viser, at borgerskabet var af udpræget dansk herkomst. Adskillige stammede fra byens nærmeste omegn, landsbyerne Solbjerg, Brønshøj, Husum og Vigerslev. Det øvrige Sjælland havde ligeledes sendt sit kontingent, og blandt borgerne taltes nogle fynboer og jyder. Også skåninger var repræsenteret. Af tyskere fandtes folk fra Lybæk, Stralsund, Rostock og Greifswald. De tyske købmænd havde sluttet sig sammen i Tyske Kompagni, der nævnes 1382. Med dette som forbillede dannede danske købmænd et tilsvarende gilde under navnet Danske Kompagni. Dette gilde er tidligst blevet oprettet ca. 1420, da byen ikke længere tilhørte bispen. Derimod er der bevaret sikre spor af håndværkerlav fra bispetiden. Ældst er skrædderlavet, hvis skrå er blevet stadfæstet af biskop Peder Jensen Lodehat (biskop 1395–1416). Det havde både gildekarakter og præg af at være en erhvervsmæssig sammenslutning, der indeholdt strenge regler mod uberettiget konkurrence. Bagersvendenes lavsskrå kendes i original fra 1403, og dens indhold forudsætter tilstedeværelsen af et lav af bagermestre.
Ved bisp Peder Jensen Lodehats død 1416 bemægtigede Erik af Pommern sig byen og dens borg og fastholdt den under alle efterfølgende processer. Bispevældet var for stedse tilintetgjort. Ligesom Valdemar Atterdag ønskede Erik af Pommern, at byen skulle være de nordiske rigers hovedstad. Med forkærlighed opholdt han sig her, og han stævnede alle, der ønskede at tale med ham, hvad enten det var udsendinge fra de nordiske lande eller udenlandske gesandtskaber, til møde på slottet. Hans efterfølgere på tronen gjorde det samme, og dette havde til følge, at rigets administration lidt efter lidt samledes i Kbh. Det blev nødvendigt at udbygge slottet for både at skaffe plads til hofholdningen og administrationen. Da ikke alle kunne indlogeres her, måtte der skaffes boliger ude i byen. Til de mange fremmede gæster måtte der indrettes herberger. Mere og mere blev det skik, at adelen slog sig ned i byen i vinterhalvåret for at være hoffet nær. I bispetiden havde ingen udenbys kunnet erhverve fast ejendom. Nu skaffede mange af rigets mægtige sig en gård i byen. Hoffet og administrationen krævede mange tjenesteydelser, og de mange nye munde, der skulle mættes, øgede omsætningen. Bysamfundet ændrede karakter. Håndværkerstanden og købmændene var ikke ene om at repræsentere borgerskabet, selv om de stadig udgjorde et kraftigt indslag. En betydelig skare civile og militære tjenestemænd gjorde sig ligeledes gældende.
Erik af Pommerns overtagelse af byen fik også på anden måde betydning for udviklingen af erhvervslivet. Det var denne monarks kongstanke at udvikle et stærkt, nationalt borgerskab og at trænge den udenlandske, navnlig den hanseatiske handelsstands indflydelse tilbage. 15/2 1422 udstedtes på Kbh.s slot en forordning, hvis formål var at koncentrere handelen på købmændenes hænder. s. 838 Landbeboerne skulle tvinges til at føre deres varer til torvs i nærmeste købstad, og enhver handel udenom torvet blev forbudt. Den direkte handel mellem de fremmede og bønderne skulle ligeledes ophøre, idet de fremmede blev henvist til alene at handle med købmændene. Forordningen trak også et skarpt skel mellem købmændene og håndværkerstanden. Håndværkerne henvistes til alene at ernære sig ved deres håndværk, og det tillodes dem at organisere sig i lav. Derimod udelukkedes de fra deltagelse i byrådet. En social klassedeling inden for bysamfundet tilsigtedes med denne forordning og blev også resultatet. Erik af Pommerns erhvervspolitik videreførtes af hans efterfølgere.
Det indgik ligeledes i kongens planer at gøre hovedstaden til den store stabelplads for handelen mellem ø. og v. Skånemarkedernes betydning var på retur, da silden forsvandt fra Øresund. Nu gjaldt det om at lede den voksende østersøhandel over Kbh. Kongens agressive politik fremkaldte en kraftig reaktion i Lybæk, og den mægtige handelsby planlagde et nyt forsøg på at ødelægge Kbh. 1428 stævnede en stor lybsk flåde mod byen, men kongen var forberedt, og angrebet blev slået tilbage. I de kommende år krydsede kongens skibe stadig i Sundet, og Lybæk turde ikke påny gå til angreb. Kongen hævdede sine rettigheder i Sundet og tvang alle gennemsejlende skibe til at erlægge den nye Øresundstold. 1439 måtte kong Erik forlade landet, men hans efterfølgere videreførte hans politik. Selv om den nye konges magt var mere begrænset, og rigsrådets og gejstlighedens magt tilsvarende øget, blev Roskildebispen aldrig mere så stærk, at han kunne fravriste kongen Kbh.
Med anerkendelsen af byerhvervenes voksende betydning fulgte ganske naturligt indrømmelser til borgerskabet om medbestemmelsesret i byens styre og øget politisk indflydelse. Allerede Erik af Pommern gav borgerskabet medbestemmelsesret ved udnævnelse af nye rådmænd og borgmestre, og da man sluttede den såkaldte Vordingborgfred 1435, lod man endog borgmestre og rådmænd fra Kbh. og Malmø medbesegle traktaten. Kristoffer af Bayerns byret af 1443 betød en kodificering af gældende bestemmelser uden større nyheder på bystyrets område.
Kampen mod de fremmede købmænd fortsattes århundredet ud. I byretten 1443 havde man endnu tolereret de bosiddende fremmede købmænd, de såkaldte liggere. Bestræbelserne koncentreredes nu om at begrænse de tilrejsende købmænds handel, de såkaldte gæster. Navnlig ønskede man at hindre et altfor intimt samkvem mellem dem og liggerne. 1475 gik man direkte til kamp mod liggerne, idet man forbød deres ophold i vintermånederne, og man søgte ligeledes at komme den trafik til livs, der tog sigte på at benytte danske handelsmænd som stråmænd for tyske købmænd. Regeringens ønsker var klare nok, men det kneb med at få dem ført ud i livet. Når man så ivrigt bekæmpede de fremmede købmænd, var det, fordi man mente, at de stod i vejen for en selvstændig og velhavende hjemlig købmandsstand. Der lå ikke nationale motiver bag ved. Ville den fremmede købmand søge borgerskab i byen, var han velkommen. Efter regeringens opfattelse var det gamle Tyske Kompagni overflødigt. Dets medlemmer burde søge optagelse i det Danske Kompagni, således at man kun fik én handelsorganisation i Kbh. Først 1526 ophørte Tyske Kompagni at eksistere som de tyske købmænds særlige sammenslutning, men det levede endnu nogle år som samlingssted for de ugifte tyske handlende, de såkaldte pebersvende.
Første side af Københavns byret 1443 med Kristoffer af Bayerns majestætssegl.
Selv om der utvivlsomt gjorde sig stærke købmandsmæssige interesser gældende inden for Danske Kompagni var det dog tydeligt, at dette gilde, ligesom de andre gilder og broderskaber, der skød op i senmiddelalderen, mere og mere lagde vægten på det selskabelige. Danske Kompagni var et udpræget overklassegilde, idet det også optog kongelige personer, medlemmer af magistraten, højadelige embedsmænd og fornemme prælater. Man mødtes til store fester og papegøjeskydninger, og de drøje bøder og dyre fester bidrog sit til at begrænse tilgangen. Et andet fornemt gilde var Skt. Knudsgildet. Desuden fandtes flere fromme broderskaber, navnlig for det lavere borgerskab.
Også i håndværkerlavene spillede det selskabelige samkvem en vis rolle, men det var dog først og fremmest erhvervsmæssige interesser, som var afgørende. Regering og bystyre ønskede håndværkernes sammenslutning i lav, idet man herigennem så det bedste middel til at hæve den faglige standard og økonomisk konsolidere de enkelte fag. Selv om lavene med tiden kom til at stå stærkt, hindrede myndighederne dog, at lavene blev sluttede, d.v.s. at det enkelte lav umuliggjorde tilgang af nye mestre. Inden middelalderens afslutning var så godt som alle betydende håndværksfag i Kbh. lavsorganiserede.
Sidste halvdel af 1400t. var en fredelig periode for Kbh., og en kraftig økonomisk opblomstring fandt sted. Det var endvidere en periode med store fester inden for kongehuset. Mange mennesker strømmede til for at se på optogene og ridderspillene, og det gav omsætning. Det var endvidere en tidsalder med voksende religiøsitet i den brede befolkning, og kirken søgte at tilfredsstille de mange andagtssøgende med en mere og mere raffineret ydre gudstjeneste. Byens kirker blev ombygget og udvidet, og over dem alle rejste Vor Frue kirke sig med sit himmelstræbende spir (ca. 100 m). Også en mere indadvendt religiøsitet gjorde sig gældende. De nye reformbestræbelser inden for klostervæsenet nåede også Kbh. Gråbrødreklosteret reformeredes i 1480erne. 1497 stiftede dronning Kristine Skt. Clara kloster, og klosteret blev anbragt for enden af Klareboderne. Også Helligåndsordenen vandt indpas. Chr. I havde 1474 besøgt ordenens hovedsæde San Spirito i Rom og ønskede at omdanne det gamle helligåndshospital til et helligåndskloster. Det gamle anlæg udvidedes med en ny kirke og en stor sygesal, der endnu står. Arbejdet kom godt i gang, men sygnede derefter hen. Et andet udslag af tidens stærke humanitære trang var oprettelsen af Skt. Annæ hospital på den nuv. Skt. Annæ Plads. Bag bestræbelserne stod lægen Claus Jensen Denne. Han havde mange vanskeligheder at kæmpe med, men fik omsider støtte af Fred. I, som overdrog ham Skt. Gertruds kapel, for at han her kunne starte et nyt hospital med plads til 50 syge.
Senmiddelalderens vigtigste og varigste åndelige indsats var oprettelsen af universitetet. Efter at pavens tilladelse var indhentet, indviedes det nye lærdomssæde 1/6 1479. Universitetet havde ret til at oprette 4 fakulteter, men det blev foreløbig i det væsentlige en præsteskole. Tilknytningen til Vor Frue kirke var intim, og det var hovedsagelig kirken, der skaffede de fornødne indtægter for universitetet. Ved kongens mellemkomst fik det dog hurtigt egne lokaler i byens gamle rådhus, den nuv. bispegård. Med universitetet havde Kbh. placeret sig foran både Roskilde og Lund, og selv om udenlandske lærerkræfter foreløbig dominerede inden for lærerkollegiet, var grundlaget dog lagt for et selvstændigt dansk lærdomssæde, og Kbh. var også blevet centrum for disse bestræbelser. 10 år efter universitetets oprettelse s. 841 holdt bogtrykkerkunsten sit indtog i landets hovedstad, idet Gotfred af Ghemen her oprettede det første danske bogtrykkeri.
Hanetårnet ved Nørrevold, et af bymurens fæstningstårne bygget i 1520erne. Model af tårnet under udgravning.
Kong Hans og hans efterfølger Chr. II fortsatte bestræbelserne for at ophjælpe byens handelsliv. Under kong Hans begyndte man at åbne landet for hollandske og engelske købmænd, som man håbede ville kunne udkonkurrere Lybækkerne. Større fremgang havde man dog foreløbig ikke. Under Chr. II førtes den antityske politik videre med fornyet kraft, og kongen ønskede ligesom Erik af Pommern at gøre hovedstaden til Østersøhandelens hovedsæde. Midlet hertil skulle være oprettelsen af et stort nordisk handelsselskab med hjemsted i Kbh. Kongen lod rundsende trykte indbydelser til deltagelse i selskabet overalt i Europa, men planerne kunne ikke udføres i praksis. Kongens udpræget borgervenlige politik styrkede i høj grad borgerskabets selvfølelse. Selv om han ofte optrådte meget selvrådigt over for byens styre, mindskede dette ikke hans popularitet. Med sorg så den kbhske befolkning, hvorledes han 13/4 1523 måtte forlade hovedstad og rige for i udlandet at søge hjælp mod den sammensværgelse, der havde tvunget ham bort. Borgerskabet havde lovet at holde byen til ham i 3–4 måneder, men man modstod en dobbelt så lang belejring af Fred. I.s tropper, og man overgav sig først, da alt håb om undsætning fra Chr. II måtte opgives. Da man endelig kapitulerede 24/1 1524, skete det med fri afmarch for tropperne og stadfæstelse af byens friheder og privilegier.
Tilliden mellem konge og borgerskab var dog ingenlunde genoprettet. Fr. I søgte at vinde større popularitet ved at imødekomme visse af byens ønsker, bl.a. s. 842 fik man 1525 fuld frihed til at vælge borgmestre og rådmænd. Borgerskabet så dog stedse med skepsis på en konge, der søgte sin støtte hos højadelen. Fra 1520ernes begyndelse mærkedes endvidere i Kbh. den vågnende lutherske bevægelse. Den myndige biskop Lave Urne holdt en tid bevægelsen nede, men da han døde 1529, kaldte kongen selv Hans Tausen til Kbh. Den katolske kirkes dage var hermed talte.
Hans Tausen fik præstekald ved Skt. Nikolai kirke, og hans prædikener gjorde et meget stærkt indtryk på det kbhske borgerskab, navnlig i de lavere lag. Hans Tausen gik selv lempeligt frem, men bevægelsen var ikke til at standse, og i løbet af et år havde hovedstaden 4 lutherske prædikanter. Byen var blevet, hvad karmelitermunken Povl Helgesen kaldte »al Ugudeligheds og Skændsels mest forbryderiske Hule«. Under indtryk af den voksende lutherske bevægelse affolkedes klostrene, og i et åbent brev af 25/4 1530 overdrog prioren for gråbrødreklosteret dettes samtlige ejendomme til byen. I sommeren 1530 mødtes herredagen i Kbh. for at mægle i kirkestriden, og her forebragtes også et borgerkrav om luthersk gudstjeneste i Vor Frue kirke sideordnet med den katolske. Det kom på herredagen til kraftige sammenstød mellem de to kirkeretningers repræsentanter. I den specielle kbhske strid tog herredagen det standpunkt, at lutheranerne burde have adgang til Vor Frue kirke. Indrømmelsen kom imidlertid for sent. Den yderliggående fløjs repræsentanter med den nyvalgte borgmester Ambrosius Bogbinder i spidsen krævede afskaffelse af al katolsk gudstjeneste, og i spidsen for en række ligesindede gik han 3. juledag 1530 aggressivt til værks i Vor Frue kirke. Adskillige katolske helgenbilleder blev ødelagt, og kannikerne smædet. Byfogdens indgriben hindrede, at højalteret blev ødelagt. Kirken blev nu lukket og først åbnet sidst på året 1531, og kun for katolsk gudstjeneste. Forbitrelsen i lutherske kredse var stærk, men når man foreløbig ikke foretog sig noget, skyldtes det, at andre forhold lagde helt beslag på opmærksomheden.
1531 besluttede Chr. II at gøre et forsøg på at generobre sine riger, og han landede med en stor flåde i Norge. Fr. I og hans rådgivere havde ventet, at han ville gå i land i Kbh., hvor et stort parti var for ham. Man trak militære styrker til hovedstaden, som hindrede et oprør til fordel for Chr. II. Faren drev over, da Chr. II som fange førtes til Sønderborg. Efter Fr. I.s død 1533 indtraf en ny situation. Rigsrådet tog foreløbig magten og indkaldte herredagen til Kbh. På herredagen søgte biskop Joachim Rønnow, støttet af Povl Helgesen, at få Hans Tausen dømt for kætteri. Stemningen i byen var stærkt ophidset. Sagen mod Hans Tausen endte med, at han midlertidigt måtte nedlægge sit præsteembede og forlade byen. Forvisningen varede dog kun kort. Allerede i aug. 1533 stod han atter på prædikestolen i Skt. Nikolai kirke.
Herredagen vedtog endvidere en union med hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og dette medførte, at forbundet med Lybæk, der havde været i kraft siden Chr. II.s dage, blev opsagt. I Lybæk fremkaldte meddelelsen herom stor opstandelse, og Jørgen Wullenweber, der havde tilrevet sig magten i byen, besluttede med våbenmagt at hævde byens gamle privilegier i Danmark og at søge kontakt med de kredse i Kbh., der ønskede Chr. II tilbage til tronen og kamp mod rigsrådet. s. 843 1534 sendte Lybæk grev Christoffer af Oldenburg i spidsen for en hær af landsknægte til Sjælland, og i Kbh. tvang Ambrosius Bogbinder og hans parti igennem i magistraten, at man skulle gøre fælles sag med Lybæk for at få den fangne Chr. II fri. I Malmø var det tidligere gået på samme måde, og snart var hele Sjælland i grevens hænder. Ambrosius benyttede sin magt til at fordrive de katolske præster fra Vor Frue kirke. Den borgerkrig, som man plejer at kalde Grevens Fejde, var hermed en kendsgerning.
I løbet af 1534–35 lykkedes det den nyvalgte konge Chr. III at få magten vest for Storebælt, og øst for Sundet gik Gustav Vasa til angreb mod Skåne. Ud på sommeren 1535 kunne Chr. III.s hærfører Johan Rantzau føre kongens tropper over til Sjælland. Grev Christoffer formåede ikke at yde nogen effektiv modstand, og den hjælp, som Lybæk fremskaffede fra Meklenborg, betød intet. I Kbh. var Ambrosius Bogbinder indstillet på at fortsætte kampen, og han bevarede foreløbig magten. Johan Rantzau besluttede derefter at indeslutte byen. Hans hær opslog sit kvarter på Serridslev mark, og i juli 1535 var byen afskåret såvel fra sø- som landsiden.
Under Fr. I var byens befæstning blevet stærkt udbygget, og forsvarerne kunne dels støtte sig på slottet dels på Jarmers tårn og skanse samt det nyopførte Hanetårn. I byen fandtes grev Christoffers krigsvante lejetropper, og der var rigeligt med proviant og ammunition. Byen havde desuden endnu herredømmet over Amager. Belejringen trak derfor ud, idet kongen var fast besluttet på at udsulte byen og ikke at storme den. Ambrosius Bogbinder benyttede belejringen til at gå hårdt frem mod de borgere, der havde tilrådet overgivelse. Oppositionens fører Jens Kammersvend blev således henrettet. Situationen var dog alvorlig, og Ambrosius Bogbinder drog om efteråret til Lybæk for at skaffe undsætning og nye forsyninger. I Lybæk havde på det tidspunkt oppositionen mod Wullenweber sejret, og Lybæk var indstillet på forlig. Dog sendtes endnu nogle forsyninger af sted. Ambrosius forhandlede derefter med såvel kejser Karl V som Pfalzgreven, der lovede hjælp.
I vinteren 1535–36 måtte søblokaden inddrages, og visse forsyninger nåede frem. Dette gav byen et pusterum. Lybæk sluttede imidlertid nu fred med Chr. III, og man enedes om, at hvis Kbh. overgav sig inden 6 uger, skulle der gives fuldstændig amnesti og alle rettigheder og friheder stadfæstes. Endnu var Ambrosius Bogbinder ikke til sinds at strække våben, og selv da Malmø i april 1536 overgav sig, besluttede man i Kbh. at holde ud. Chr. III var klar over, at der kunne ventes hjælp fra Karl V, og han forstærkede derfor belejringen. Bl.a. erobredes nu Amager. Situationen i byen blev herefter ganske fortvivlet, og i løbet af sommeren var alle levnedsmidler opbrugt. 28/7 1536 gik en deputation med Ambrosius Bogbinder til kongens lejr for at tilbyde kapitulation, og dagen efter rykkede de kgl. tropper ind. Borgmestre og magistrat blev afsat, og nye udnævnt bl.a. Anders Halager. Ambrosius tog sit eget liv.
I okt. 1536 indkaldtes en ny herredag til Kbh., som tog kongens arrestation af alle katolske bisper til efterretning, og som vedtog en ophævelse af de katolske bispers verdslige magt og indførte den lutherske lære. Reformationen havde hermed sejret i Danmark. Året efter lod Chr. III sig krone i Vor Frue kirke. Kroningen gav anledning til store fester, og en række fremmede fyrster med stort følge gæstede byen.
I årene efter 1537 øgedes byens betydning som hovedstad. Selv om Chr. III og hans nærmeste efterfølgere ofte var på rejse og opholdt sig på slotte uden for hovedstaden, blev Kbh.s slot dog mere og mere den faste kgl. residens. Chr. III foretog da også store ombygninger på Slotsholmen. 1552–56 opførtes den såkaldte kongefløj i 5 etager, og også drabantfløjen og slotskapellet blev ombygget. De store begivenheder i kongehusfamilien henlagdes som regel til Kbh. Fred. II.s kroning i aug. 1559 og hans bryllup 20/7 1572 medførte talrige gæsters besøg, store festligheder og brogede ridderspil på Gammeltorv, som trak mange folk til og gav betydelig omsætning. Kbh.s betydning som sæde for centraladministrationen øgedes, og byen blev lidt efter lidt også rigernes militære midtpunkt. Navnlig fik det stor betydning fremover, at flåden samledes i Kbh., og at en række militære værksteder og depoter måtte opføres og bemandes med arbejdskraft.
Byens betydning for kongen og den øverste regeringsmagt medførte, at man anså det for nødvendigt at beholde det greb om byens styre, som man havde tiltaget sig 1536. Kongen udnævnte fortsat de 4 borgmestre, der som regel, men ikke altid blev taget inden for rådmændenes kreds. Disse havde tidligere udgjort en forsamling på 16 medlemmer, men indskrænkedes nu til 12. De rekrutteredes udelukkende fra den økonomiske overklasse. Det var borgmestres og råds opgave at udskrive byskatten og forvalte indtægterne samt sørge for overholdelse af politivedtægten og dømme i rådstueretten. Der var tillagt dem forskellige mindre indtægter, og de havde rådighed over en del af bymarken. Da det jordstykke, der fra gammel tid var tillagt magistraten, ikke ansås for et tilstrækkeligt aktiv, fik man efter forhandling med kongen overdraget et areal på 67 tdr. land, som senere benævnedes Rådmandsmarken. Da det menige borgerskab, som faktisk ingen indflydelse havde på byens administration, efterhånden blev utilfreds såvel med skatteudskrivningen som med den måde, hvorpå magistraten sørgede for at skaffe sig selv større indtægter, kom det 1580 ved statholderens mellemkomst til et forlig, som optoges i Fr. II.s stadsret. I henhold til denne fik borgerne ret til at vælge to kæmnere, der skulle tage sig af byens indtægter. Skatterne skulle fremtidig udskrives på basis af lister, udarbejdet af særlige rodemestre. De nye bestemmelser betød en vis indrømmelse over for det menige borgerskab.
En nyskabelse inden for bystyret i denne periode var oprettelsen af statholderembedet. Statholderen udnævntes af kongen og førte tilsyn med administrationen på kongens vegne. Under sig havde han byfogden, der ligeledes udnævntes af kongen, og hvis opgave var at forfølge alle retssager og sørge for, at kongen fik de ham tilkommende bøder. Endvidere præsiderede han på bytinget, hvor han dømte sammen med de 12 tingmænd.
Endnu i 1500t. havde byen ingen større vanskelighed med at finde den fornødne plads inden for det middelalderlige byområde. Det er dog i denne periode, at de første tilløb til en forstadsbebyggelse finder sted. Adskillige borgere havde ejendomme uden for voldene, navnlig haver, og det synes at være blevet almindeligt at opføre mindre huse på disse ejendomme. Nogle borgere søgte at unddrage sig de almindelige borgerlige pligter og byrder ved at tage ophold herude, og der måtte skrides ind fra det offentliges side. Der klagedes også ved flere lejligheder over, at der herude førtes et ryggesløst liv.
København set fra vest 1587. Stik fra Braunius: Theatrum Urbium.
Der forefaldt ikke i denne periode større begivenheder i byens liv, bortset fra de store hoffester. De nærmeste år efter 1536 har været optaget af at genoprette de materielle og menneskelige tab efter belejringen. Kun langsomt har byen genvundet sine kræfter. Med regelmæssige mellemrum slog pesten ned i byen, bortrev talrige beboere og sinkede fremgangen. Der var en ondartet pest 1546 og påny 1583–84. De døde kunne ikke blive begravet inde i byen, og man anlagde en særlig pestkirkegård uden for Nørreport. Når pesten fik et så stærkt tag i befolkningen, skyldtes det dårlige hygiejniske forhold. Brøndene var meget primitive, og renovationsforholdene højst elendige. Kreaturholdet i byerne gjorde det heller ikke lettere, og navnlig klagedes der ofte over de løsgående svin. 1581 gennemførtes visse forbedringer af vandforsyningen. Man fik anlagt vandrender fra søerne ind til byen, og der indrettedes springvand på Gammeltorv og Amagertorv samt i Købmagergade. Borgerne kunne her hente vand. Man forbød ligeledes slagtning inden for voldene.
For byens forskønnelse var navnlig statholderen Christoffer Valkendorf virksom. Han fik sat tårne på Skt. Nikolai kirke og Helligåndskirken, og han fik tækket Vor Frue kirke med kobber. Han lod opføre en ny vejerbod ved stranden, og han fik anbragt hvælvinger i voldene, således at affaldsvand kunne forsvinde fra gaderne. Også befæstningen interesserede ham, og han lod volden fra Nørreport til Østerport sætte med kampesten. Uden for Nørreport opførtes en ny skanse.
Byens hovederhverv var stadig håndværk og handel. Håndværket synes at have haft en række gode år med rigelig beskæftigelse. Fra det offentliges side begunstigede man stadig lavsinstitutionen, men der viste sig i denne periode tendenser til, at lavene lukkede sig selv af. Nyoptagelser fandt kun sted i tilfælde af dødsfald. Regeringen svarede på denne politik ved at tillade frimestre at nedsætte sig. Handel og søfart havde ligeledes stor betydning. Der var stadig vanskeligheder med de fremmede købmænd, men flere og flere tog med tiden borgerskab i byen. Tyskere var stadig i flertal blandt de fremmede, men der kom efterhånden også en del nederlændere. Periodens mest fremtrædende danske købmand var Markus Hess, der handlede både på Island og Spanien.
1588 besteg den 12-årige Chr. IV tronen, og 1596 fandt den højtidelige kroning sted. Fra nær og fjern var der kommet gæster, og kroningsfestlighederne strakte sig over flere uger. Aldrig tidligere havde byen oplevet en sådan tilstrømning og en så voldsom festtummel. I 60 år beklædte Chr. IV tronen, og ingen da. konge har ydet en større indsats for sin hovedstad end Chr. IV. Da han 1648 lukkede sine øjne, var byen som forvandlet.
At fordele æren for de opnåede resultater retfærdigt mellem kongen og hans mange medarbejdere er vanskeligt, men givet er det, at kongen var den inspirerende leder. Han ønskede at omskabe sin residens, således at denne kunne fremtræde som en passende ramme om hans kongeregering, og han gik til denne opgave med hele renæssancetidens sans for det monumentale og velordnede og samtidig festlige og maleriske. De store arbejder, der gennemførtes under hans ledelse, skulle dog ikke blot tjene kronens hæder. Tanken, der lå bag, var ligeledes at skabe de ydre rammer for en videre udvikling af de borgerlige erhverv og herved gøre tvillingrigernes hovedstad til rigernes økonomiske centrum.
Det kbhske bysamfund havde hidtil fundet sig til rette inden for de rammer, som middelalderbyen havde afstukket, og byens gadenet og torve havde beholdt den oprindelige linjeføring. Nogen opfyldning i strandkanten og langs havnens bolværker havde vel fundet sted i forbindelse med Christoffer Valkendorfs nye bolværksanlæg, men stort set var den gamle strandlinje bevaret, og foran den lå endnu de mange holme så godt som urørte. Under kongens ledelse tog man nu fat på at ændre alle disse forhold.
I første omgang udvidedes Slotsholmen, således at den forenedes med Skarnholmen, og således at der mellem den udvidede Slotsholm og den gamle kyst kun blev en smal kanal. Også mod ø. i retning af Amager fandt store opfyldninger sted. Sejlløbet mellem Amager og Sjælland blev herved meget smallere. På det opfyldte terræn opførte kongen mod s. Lange Tøjhus og mod n. Proviantgården, og mellem disse bygninger udgravedes et havnebassin (den nuv. Bibliotekshave), hvor flådens skibe kunne ankre op for at indtage forsyninger uden at blive iagttaget af nysgerrige fremmede. Mod ø. afsluttedes bassinet af den såkaldte galejbygn. og kun en smal åbning tillod skibene at komme fra sejlløbet ind i havnen. På den såkaldte Havfruegrund, der lå omtr. ud for indsejlingen til det nye havnebassin, lod kongen opstille et nyt vartegn for byen, nemlig en søjle med Leda og svanen.
Også mod n. fandt store opfyldninger sted. Afstanden mellem Slotsholmen og Bremerholmen blev hermed formindsket. For fremtiden skilte kun en smal kanal de to holme. På dette terræn opførte kongen børsbygn., således at der på begge sider af denne blev kanaler og kajplads.
Selve Bremerholm udvidedes ligeledes med opfyldninger, og afstanden indtil den gamle kystlinje blev også her en kanals bredde. På denne holm havde fra gammel tid flåden sine værksteder. Den fik nu yderligere plads, og langs Bremerholms ydre linje ud mod sejlløbet anlagdes bolværker. Havnen strakte sig fra nu af omtr. ud til nuv. Skt. Annæ Plads.
Hovedstadens havneanlæg var ved disse foranstaltninger blevet kraftigt udvidet, men den nye havn lå ubeskyttet mod fremmede fjender. For at sikre den mod s. 847 angreb udefra besluttede kongen at anlægge en befæstet by på den anden side af sejlløbet, og 1617 godkendtes planerne for anlæggelsen af Christianshavn.
København 1611. Detaille af stik efter tegning af J. van Wijk. Fra venstre ses slottet, Vor Frue kirke, Helligånds- og Skt. Nikolai kirker, i forgrunden til højre Fr. II.s ankersmedie fra 1563, 1619 ombygget til Holmens kirke. Langs kanalen typiske borgerlige renæssancehuse med gavlen mod gaden.
Den nye by var et typisk eksempel på et renæssanceanlæg. Gaderne blev udstukket efter skakbrætmønstret, og der planlagdes 6 gader på langs og 4 på tværs. Byens hovedakse blev nuv. Torvegade, og byen samlede sig om et kvadratisk torv. Kongen ønskede endvidere, at byen skulle gennemskæres af en kanal med gader på begge sider. På denne måde opstod Overgaden oven Vandet og Overgaden neden Vandet.
Byens anlæggelse forudsatte et vældigt opfyldningsarbejde, og først da dette var afsluttet, kunne man gå i gang med at udstikke gader og grunde. For at få folk til at flytte over i den nye by, måtte man tilvejebringe en bekvem forbindelse med den gamle by. I århundreder havde man været henvist til en primitiv færgefart mellem Sjælland og Amager, bl.a. den meget gamle rute over Bremerholm og Refshalen. 1618–20 opførtes den 1. broforbindelse mellem Sjælland og Amager, som fik navnet Knippelsbro, og som var i brug indtil 1869. Der måtte imidlertid også andre midler til for at få folk til at flytte til Christianshavn. Byen fik 1634 egen magistrat bestående af 2 borgmestre og 4 rådmænd og egen byfoged. 1639 modtog byen et særligt privilegiebrev, der tilstod borgerne skattefrihed i 12 år samt græsning og kålhaver på Amager fælled og løfte om egen torvedag for Amagerbønderne. Efterhånden blev grundene taget i besiddelse og udbygget. s. 848 Uden om bydelen anlagdes et voldanlæg med bastioner med grav foran. Hovedstadens nye havn havde fået nødvendig militær sikring.
Også mod landsiden sprængte byen sine gamle rammer. Allerede i den foregående periode var en vis forstadsbebyggelse begyndt. 1606 erhvervede kongen en del haver og grunde uden for Østervold, og på dette areal anlagdes Rosenborg slot med tilhørende have. Som andre af byens borgere havde kongen således anskaffet sig et rekreationssted umiddelbart uden for byen. Kongens planer gik dog videre, idet han ønskede at udvide byområdet ud over det allerede inddragne areal. Forlængst havde han ladet grave en grøft og opkaste et dige fra Nørreport uden om Rosenborg og ud til stranden, omtrent hvor nu Kastellet ligger. I årene 1642–43 arbejdedes der energisk på at omdanne dette dige til en fæstningsvold, men arbejdet skred kun langsomt fremad på grund af pengemangel. Da man allerede på det tidspunkt havde sløjfet den gamle fæstningsvold på strækningen fra Nørreport til Østerport, vil det faktisk sige, at byen lå åben for et fjendtligt stormløb nordfra. Det var kongens tanke at opføre en hel ny bydel på det således inddragne område, men planerne blev ikke fuldført foreløbig. Kongen havde tænkt sig en stor ottekantet plads på det sted, hvor nu Marmorkirken ligger, og herfra skulle udstråle 16 gader. Planen kom imidlertid ikke længere end til papiret. Derimod opførtes 1631–41 Nyboder med 600 boliger for Holmens faste stok. Den øvrige bebyggelse var ret tilfældig. Dog tumlede man stadig med byplanen, som naturligvis burde følge renæssancens strenge krav om lige gader, der krydsede hinanden i rette vinkler. Det blev i store træk de planer, der fulgtes, da man senere anlagde Bredgade, Adelgade og Borgergade.
Kongens planer gik videre end til at skabe nye kvarterer. Hovedstaden burde også forskønnes med nye, smukke bygninger. Kongen gik selv i spidsen med byggeri, og adskillige af byens mere velstående borgere fulgte hans eksempel. De nye huse var præget af renæssancetidens krav om orden og overskuelighed, og de var i deres dekorative udførelse under stærk hollandsk påvirkning. Man yndede de stærke kontrastfarver, og man anvendte sandsten og kridtsten til den ornamentale udsmykning.
Det første bygningsværk på kongeligt initiativ blev det nye rådhus, der blev anlagt således, at det fik façader både mod Gammeltorv og Nytorv (se I, s. 726–27). På Gammeltorv anlagdes samtidig et springvand, og på Nytorv nedbrød man en del småbygninger, således at der fremkom en anselig plads. Efter rådhuset fulgte Rosenborg (se s. 686–91). Til at begynde med var der kun tale om et lysthus. Senere udvidedes planen. Arbejderne på Rosenborg påbegyndtes 1607. 1619 tog kongen fat på opførelsen af Børsen, og 1623 var bygn. under tag. Værket havde dog ikke fået sin endelige skikkelse. Der arbejdedes i de følgende år på bygningens videre udformning. 1626 opsattes dragespiret, og først 1640 blev østgavlen færdig (se s. 634–36).
Efter at byens ældste kirke Skt. Clemens var blevet nedrevet på reformationstiden, havde byen i henved 100 år klaret sig med de 3 gamle sognekirker Vor Frue, Helligånds og Skt. Nikolai kirke. Skt. Petri kirke overgik ved reformationen til verdslig brug og anvendtes fra 1585 som kirke for byens tyske borgerskab. Chr. IV tog initiativet til opførelsen af to nye kirker, nemlig Holmens og Trinitatis kirke, og en ny sogneinddeling fandt sted. Kongen havde også planer om en 3. kirke i den nye bydel uden for den gamle Østervold. Den skulle ligge på det sted, s. 849 hvor nu Rigensgade løber og bære navnet Skt. Anna Rotunda. Den var planlagt som en meget stor tolvkant med en diameter på ca. 100 alen. Hvælvingerne skulle bæres af tre koncentriske ringe af søjler. Man påbegyndte byggearbejdet, men det gik i stå i de fattige år efter Torstensonkrigen, og de opførte mure blev atter nedrevet.
Også universitetet nød godt af kongens byggetrang. 1600–01 opførte kongen på den grund, hvor nu universitetets festsal ligger, en ny auditoriebygn. i to etager i hollandsk renæssancestil. Ved nordfaçaden var anbragt et trappetårn med spir. Bygningen gik til grunde ved storbranden 1728. Til studenterne opførtes Regensen på en stor grund mellem St. Kannikestræde og Krystalgade. I de to længer mod de nævnte gader fik de 120 studenter deres bolig, medens fløjen mod Købmagergade optoges af en kirke. Byggearbejdet stod på i årene 1618–23. De to bygningers gavle mod Købmagergade var meget dekorative, og ind mod gården fandtes et trappetårn med spir. Da kirken hurtigt viste sig for lille, planlagdes opførelsen af Trinitatis kirke som studenterkirke. Kirkens tårn – Rundetårn – indrettedes til observatorium.
Som nævnt virkede den kongelige bygherres eksempel smittende, og mange velstående købmænd skaffede sig i de sa. år store og statelige boliger. Mange af dem opførtes langs Amagertorv og i de tilstødende gader samt i Strandgade på Christianshavn. Som eksempler kan nævnes Amagertorv 6 (Den kgl. Porcellænsfabriks udsalg), bygget af storkøbmanden Mathias Hansen, og Mikkel Vibes gård på hjørnet af Strandgade og Skt. Annægade på Christianshavn.
Med kongens interesse for byen var forbundet megen selvrådighed. Gennem statholderen førte han en nøjeregnende kontrol med bystyret, og han blandede sig ofte i administrationen. Han forbeholdt sig også fri ret til at afsætte og udnævne magistratsmedlemmer, men som regel var disse embeder livsvarige. En yderligere indskrænkning i bystyrets beføjelser fandt sted, da kongen 1618 befalede, at nye skatter kun kunne pålægges med statholderens samtykke. Det var dog stadig et eftertragtet embede at være magistratsmedlem, især da borgmestre og rådmænd 1581 havde fået ret til at oppebære akcisen af øl og vin.
Byfogdens embedspligter øgedes med det voksende befolkningstal, og fra 1615 fik han hjælp af en underfoged, der navnlig tog sig af politiforretningerne. Byfogden havde endvidere assistance af byskriveren, der førte ting- og dombøgerne ved bytinget og rådstueretten.
Fra gammel tid havde borgerne pligt til at deltage i vagttjenesten, men man kunne købe sig fri. 1627 fik byen en ny politiordning, og der opstilledes et fast politi- og vægterkorps på 140 mand. Vagttjenesten ved portene og på voldene samt ved de offentlige bygninger kunne nu forøges, og det samme gjaldt »skarvagten«, der patruljerede i gaderne om natten. Derimod fik byen ikke et fast brandkorps. I tilfælde af ildløs havde den enkelte borger pligt til at ile til hjælp og bistå ved slukningsarbejdet. Borgerne måtte også lade sig indrullere i borgervæbningen. Ved en mønstring 1588 talte den ca. 1600 mand. Dens opgave var at forsvare byen, og den kunne også sættes ind i landets almindelige forsvar. I fredstider nøjedes man med en årlig mønstring. Ved festlige lejligheder trådte borgervæbningen an til parade, især når fornemme gæster holdt deres indtog i byen.
Den store udvidelse af byområdet i Chr. IV.s regeringstid havde utvivlsomt som forudsætning en voksende befolkning. Hvor højt befolkningstallet kan sættes, s. 850 kan imidlertid ikke angives med sikkerhed. Så meget synes imidlertid givet, at byen har haft et betydeligt fødselsunderskud. Kirkebøgerne fortæller klart, at dødsfaldenes antal langt har oversteget fødselstallene. Når befolkningen ikke desto mindre er vokset, må der have fundet en betydelig tilvandring sted, sandsynligvis først og fremmest fra provinsen, men også for en del fra udlandet. Med nogen forsigtighed kan befolkningstallet henimod midten af 1600t. angives til ca. 25.000 personer. På grundlag af skattelister fra 1660 kan man danne sig et vist indtryk af befolkningens fordeling på de forskellige erhverv. Langt den største gruppe var sømænd, bådsmænd og fiskere, der udgjorde ca. 35% af samtlige forsørgere i Kbh. Intet viser bedre end dette, hvilken betydning flåden havde for det kbhske bysamfund. Efter denne gruppe fulgte håndværkerne med ca. 17%. Inden for denne gruppe var skrædderne de mest talstærke, herefter fulgte smede, tømrere og skomagere. Den næste gruppe i rækken var enlige kvinder og enker, og efter dem kom officerer og soldater. Når militæret ikke indtager en mere fremtrædende plads, skyldes det sikkert, at kun de militærpersoner er medregnet, der havde fast bolig og familie. Nederst i rækken kom de handlende samt bryggere og brændevinsbrændere.
Skattelisterne giver kun oplysning om det egentlige borgerskab. Under dette fandtes en talstærk underklasse, som det er vanskeligt at danne sig et indtryk af. Den har bestået af talrige løse arbejdere og håndlangere, af syge og fattige, som har haft meget vanskeligt ved at erhverve det fornødne til livets ophold, og af en stor skare omvandrende tiggere. I middelalderen havde den katolske kirke taget sig af forsørgelsen af disse, men ved reformationen brød den kirkelige fattigpleje sammen, og de verdslige myndigheder formåede kun i ringe udstrækning at tage denne sociale opgave op. Bedst stillet var de syge og gamle, som kunne anbringes på Helligåndshospitalet, og som her nød fuld forplejning. Der fandtes også rundt omkring i byen forskellige såkaldte sjæleboder, hvor fattigfolk kunne finde optagelse. Fra tid til anden skænkede velhavende borgere rige gaver til fattigforsørgelsen, men gaverne slog kun dårligt til, og for de fattige var tiggeriet den eneste udvej. Der er mange vidnesbyrd om, at de omvandrende tiggere var en sand plage for befolkningen. Under Christian IV indrettedes i Kbh. nye institutioner, der skulle tage sig af disse ulykkelige mennesker. Man oprettede det såkaldte tugthus til optagelse af arbejdsføre tiggere, og i børnehuset anbragtes forladte børn. De fik her forplejning og oplærtes i et håndværk, men også disse institutioner var kun lapperi. Sammenfattende kan det om det kbhske bysamfund i Chr. IV.s tid siges, at det var et samfund med store sociale forskelle. Der var et langt spring fra storkøbmanden til tiggeren. Medens den økonomiske overklasse hengav sig til et liv, der ofte var karakteriseret ved den største overdådighed, var den eksistensløses tilværelse mere end kummerlig. Der var imidlertid ikke blot forskel mellem rig og fattig. De enkelte grupper var ved en række privilegier opdelt i skarpt adskilte samfund. Inden for borgerskabet skelnedes nøje mellem købmand og håndværker. Hofbetjentene og administrationen udgjorde et lille samfund for sig, og det samme gjaldt kredsen omkring universitetet. En særlig gruppe udgjorde adelsstanden. Som oftest var det kun om vinteren, at den tog sine gårde i byen i besiddelse. Når sommeren stundede til, trak den sig tilbage til slottene på landet. De forskellige stænder og de enkelte samfundsgrupper havde kun ringe forbindelse med hinanden, selv om det naturligvis skete, at man rent selskabeligt mødtes.
København 1649. Den svenske officer Erik Dahlbergs kort i Pufendorfs værk om Carl X Gustafs krige. Den gamle voldlinie, som fulgte Absalonsmuren, ses endnu indenfor den nye Østervold. Øverst på kortet det symmetrisk anlagte Christianshavn.
Chr. IV.s regering nærede en positiv interesse for erhvervslivets udvikling. Det var de merkantilistiske ideer, der blev sat i højsædet. Et lands rigdom måltes ved dets forråd af ædle metaller. Disse erhvervedes sikrest, hvis landets handelsbalance var positiv, og alle anstrengelser koncentreredes om at øge produktionen, således at man fik mere at sælge. Chr. IV håbede, at det skulle være muligt at oparbejde en virkelig industri, og denne burde koncentreres om klædeproduktionen og silkevæveriet. Hidtil havde man importeret store mængder af disse varer. Nu burde man selv fremstille dem. 1605 lagdes grunden til det ovenfor omtalte Tugthus, og senere fik man Børnehuset. Ved begge institutioner ansattes spinde- og vævemestre, og en ret anselig produktion kom i stand. Regeringen kunne nok skaffe afsætning for disse varer til hær og flåde. Det almindelige marked viste ingen synderlig interesse, og byens købmænd saboterede ganske stille kongens bestræbelser. Ved hjælp af indkaldte hollandske arbejdere forsøgte regeringen at puste nyt liv i produktionen. Man fik klædefabrikationen organiseret i et klædekompagni, og en kortere tid omkring 1623 var produktionen ret anselig, men så sygnede den hen, og 1628 standsedes den. Ikke bedre gik det med bestræbelserne for at oparbejde indenlandske silkevæverier. 1619 projekteredes en ny gade mellem Købmagergade og Pilestræde, som fik navnet Silkegade. Her opførtes en række s. 852 huse, hvori installeredes indkaldte nederlandske silkevævere, og en produktion begyndte. Afsætningen svigtede imidlertid også her. Det danske marked var ikke indstillet på at modtage danske varer, og 1626 ophørte silkeværket. Tilsvarende forsøg på at oparbejde et sæbesyderi, et sukkerraffinaderi og et saltværk fik en ligeså krank skæbne. Tiden var endnu ikke moden for industrielle virksomheder.
Med stor iver forsøgte regeringen ligeledes at få fremmet den udenlandske handel. Midlet var oprettelsen af handelskompagnier. Hvad den enkelte købmand ikke selv formåede ved egen kraft, skulle et kompagni kunne løfte i flok. 1602 påbegyndtes en organiseret handel på Island, og 1619 oprettedes Islandsk Kompagni. Kompagniets handel udstraktes senere også til Færøerne og Vestmannaøerne, og man påbegyndte desuden hvalfangst. Trods visse kriser overlevede kompagniet disse, og 1654 fornyedes privilegiet. Var der undertiden ret få likvide midler i kompagniets kasse, blev deltagerne i denne handel til gengæld rige. 1616 oprettedes det Ostindiske Kompagni, og Ove Gjedde sejlede af sted med en lille flåde for at grundlægge en dansk koloni ved Trankebar. De store forventninger om en indbringende handel på Ostindien blev dog skuffede, og 1650 måtte kompagniet ophæves. Ikke meget bedre gik det et hvalfangerkompagni, der oprettedes 1616. Flere andre kompagnier så i de følgende år dagens lys, men ingen af dem opnåede varig sukces. Den private handel trivedes dog, navnlig på Norge og Nordtyskland, og adskillige kbhske storkøbmænd som Mathias Hansen, brødrene Braem fra Hamborg, Mikkel Vibe, Johan Post, Johan de Willum, Henrik Müller og Hans Nansen blev velstående mænd. For at ophjælpe handelen havde Chr. IV opført Børsen, der både var tænkt som en varebørs og et samlingssted for byens købmænd. Heller ikke dette kongelige initiativ modtoges med særlig begejstring. Først da kongen truede med at udleje bygn. til de fremmede købmænd, besluttede københavnerne 1636 i fællesskab at leje bygn. 1642–47 havde storkøbmanden Jakob Madsen Børsen i forpagtning for egen regning.
Mellem regering og håndværkerstand var der ofte i Chr. IV.s tid et ret spændt forhold. 1613 forsøgte man at rette et afgørende slag mod lavenes monopoltendenser, og samtlige lavsskråer ophævedes. Enhver skulle nu frit kunne nedsætte sig som håndværker. Forordningen var et led i regeringens bestræbelser for at udvikle produktionen og åbne adgang for udenlandsk arbejdskraft. Da de gavnlige virkninger af dette skridt syntes at udeblive, bøjede man sig påny for lavenes krav, og langsomt gled man tilbage i de gamle folder. Lavsvæsenet var en så integrerende del af den sociale struktur, at det ikke kunne undværes.
For Kbh. havde Chr. IV.s 60-årige regeringstid været en lang og fredelig periode. De krige, der førtes, var foregået langt fra byen, og selv om man mærkede deres tryk i form af øgede skatteudskrivninger, ekstra vagthold på voldene og krav om arbejde med udbedring af befæstningen, generede disse forholdsregler kun i ringe grad hovedstadens arbejdsrytme eller det daglige liv bag voldene. Alvorligere for byen var de svære pestepidemier, der af og til slog ned over befolkningen fx. 1592, 1619–20 og 1636–37. Hvem der kunne forlade byen drog af sted: hoffet, adelsstanden, de rige købmænd m.fl. Universitetet lukkede, og professorer og studenter spredtes over landet. Utvivlsomt har tabene i menneskeliv s. 853 ligget mellem 10 og 20% af den samlede befolkning, men disse opvejedes hurtigt ved ny indvandring, og livet fortsatte.
Københavns belejring. Udsnit af stik efter tegning af Erik Dahlberg i Pufendorfs værk om Carl X Gustafs krige. Til venstre ses Christian IV.s ufuldendte kirke Skt. Anna Rotunda, i forgrunden den brændende ladegård.
I de sidste år af den gamle konges regeringstid mærkede dog også Kbh., at landet som helhed var forarmet. De ulykkelige krige åbnede endvidere borgernes øjne for, at den danske adel var i forfald. Da denne stand ikke desto mindre havde tiltaget sig store økonomiske privilegier på de øvrige befolkningsgruppers bekostning, voksede den politiske spænding. Efter kongens død trådte et stændermøde sammen i Kbh., hvor også magistraten var repræsenteret, og man valgte Fr. III til konge. Tvunget af adelens anfører Corfitz Ulfeldt måtte den nye konge underskrive en håndfæstning, der helt var formet efter adelens ønsker, og de krav, som magistraten fremsatte, fx. om Christianshavns indlemmelse, blev afvist. Da der tilmed nu opstod en svær dyrtid i byen, var utilfredsheden voksende, og uviljen rettedes navnlig mod Corfitz Ulfeldt, der foruden sine mange andre embeder også beklædte statholderposten i Kbh. 1652 forlod Ulfeldt hemmeligt Kbh., og en undersøgelse af hans embedsforhold viste, at han havde begået store misligheder. Hans bortrejse føltes utvivlsomt af befolkningen i Kbh. som en stor lettelse.
1654 ramtes byen påny af en svær pestepidemi, og tabene kan nu opgøres med større sikkerhed. Ialt mistede ca. 8500 borgere livet. Nogle få år efter indvikledes landet ved den nye konges letsindighed påny i krig med Sverige, og februar 1658 gik Karl Gustavs tropper i land ved Vordingborg efter den heldigt gennemførte march over isen. Kbh. undgik at få krigen ind på livet, fordi regeringen øjeblikkelig kapitulerede over for svenskekongen. Freden undertegnedes i Roskilde med tab af alle provinser øst for Sundet.
I Kbh. havde man vel næppe overvundet virkningerne af den trusel, der havde svævet over byen i februar måned 1658, førend et nyt ulykkesbudskab indløb. 8/8 1658 vendte Karl Gustav tilbage, gik med sine tropper i land i Korsør og påbegyndte straks marchen mod Kbh. Budskabet virkede i første omgang lammende, men fremkaldte også en stærk harme mod fredsbryderen og en beslutning om at kæmpe. Om formiddagen 10/8 1658 mødtes magistraten og repræsentanter for det menige borgerskab med kongen og rigsrådet på slottet, og man enedes her om at byde svenskekongen trods. Kongen lovede magistraten en række privilegier. Byen skulle blive en stabelstad og en fri rigsstad, borgerne skulle have samme rettigheder som adelen, fritages for at erlægge told og akcise og i fredstid være fri for skatter og indkvarteringer. Endvidere ville man med adelen få lige adgang til embeder og stillinger. Utvivlsomt har disse løfter i høj grad bidraget til at styrke modstandsviljen, og borgmester Hans Nansen kunne på borgernes vegne forsikre kongen, at man ville forsvare byen. Til gengæld udtalte kongen de ord, som i øjeblikket fængede stærkt, og siden har levet: Jeg vil dø i min rede.
Kbh. var uforberedt på krigen. Voldene var ikke i ordentlig stand, og navnlig gjaldt det strækningen fra Nørreport mod stranden. Forsyningerne var også små. Høsten var endnu ikke kommet i hus, og der fandtes ingen større forråd af fødemidler eller brændsel. Den militære besætning var ligeledes fåtallig. Havde svenskekongen foretaget en øjeblikkelig storm på byen, var det tvivlsomt, om byen kunne holdes. Da Karl Gustav 11/8 nåede frem foran byen, erfarede han til sin overraskelse, at forstæderne var sat i brand, og at befolkningen var ivrigt beskæftiget med at istandsætte byens forsvarsværker. Han tøvede derfor med at angribe og besluttede at skride til en belejring. Allerede 13/8 anlagdes de første løbegrave, men disse ødelagdes ved et heldigt udført udfald. De psykologiske virkninger af denne lille forpostfægtning var betydelige i den indesluttede by.
Medens svenskekongen indrettede sin foreløbige lejr på bakkerne ved Bellahøj, gik borgerne i den indesluttede by i gang med at udbedre befæstningen. Alle, der var arbejdsføre, deltog. Et enestående sammenhold mellem alle befolkningsgrupper bar arbejdet i disse afgørende uger. Dag og nat holdtes der vagt på volden. Indbyggerne bevæbnedes – også studenterne – og der blev ekserceret. Forsyninger skaffedes foreløbig fra Amager, og enkelte skuder forcerede den svenske blokade. Der forhandledes endelig med hollænderne om udsendelse af en undsætningsflåde.
Imens fortsatte svenskerne deres angrebsforberedelser. Løbegravene rykkede stadig voldene nærmere, og beskydningen tog til. 6/9 overgav Kronborg sig, og der kunne nu herfra bringes større kanoner frem til beskydningen. 8/10 gik svenskerne i land på Amager og ødelagde dette forrådskammer. De svenske tropper blev ganske vist fordrevet to dage senere, men øen var ødelagt. Omtrent samtidig var belejringshæren nået helt ind til volden ved Helmers skanse, idet man her havde kastet den danske besætning ud af ravelinen. Der ventedes en storm hver dag, men stadig tøvede Karl Gustav. 22/10 nåede budskabet om den hollandske undsætningsflådes ankomst til bugten ved Hornbæk den indesluttede by, og efter en hård kamp ved Kronborg stod undsætningsflåden 29/10 ind i havnen. Byen var foreløbig reddet, da hollænderne medbragte både forsyninger og tropper.
Situationen i den indesluttede by var dog fortsat besværlig, og vanskelighederne øgedes, da vinteren indtraf. Levnedsmiddelmangelen blev atter akut, og priserne s. 855 steg. Statskassen var tom, og der manglede penge til soldaterne. En vis uro blev følgen. De kbhske købmænd forstrakte dog kongen med de fornødne penge. Farvandene omkring byen lukkedes af isen. Det umuliggjorde tilførsel af mere proviant, og det åbnede samtidig mulighed for, at svenske tropper over Kalvebods is kunne ride lige ind i byen. Vagttjenesten måtte øges, og der måtte ustandselig hugges våger. Fra svensk side iværksattes forskellige skinangreb, og alt dette virkede trættende på tropperne.
I begyndelsen af februar 1659 var man klar over, at et svensk storangreb var forestående, og byen sattes i alarmberedskab. Gennem meddelelser udefra holdtes man løbende underrettet om fjendens forberedelser. Den fjendtlige hovedlejr lå nu ved Brønshøj, og angrebet ventedes på strækningen mellem Vartov og Kongens Bryghus. Natten mellem 10/2 og 11/2 1659 fandt stormen sted, og hovedkampen stod som ventet på fæstningens vestfløj. Senere foregik ligeledes angreb mod Slotsholmen og Christianshavn og ud på morgenen også ved Østerport, hvor hollænderne holdt vagt. Overalt blev de svenske tropper slået tilbage. Da dagen gryede, var det klart, at byen var reddet. Stormen havde kostet svenskerne mellem 2–3000 mand.
Belejringen fortsatte imidlertid, og de nærmeste måneder var vanskelige i forsyningsmæssig henseende. Først ud på foråret nåede nye levnedsmidler frem ad søvejen. Ud på sommeren blev situationen atter kritisk, da svenskerne blokerede byens tilførselsveje med flådestyrker, og derefter fulgte en ny og vanskelig belejringsvinter. Af og til fandt visse forpostfægtninger sted, men større krigshandlinger foregik ikke. Allerede om sommeren var fredsforhandlingerne begyndt, men de sinkedes ved store svenske krav, som man fra dansk side ikke ville gå ind på. Da døde Karl Gustav 12/2 1660 i Gøteborg, og freden kunne nu sluttes i Kbh. 27/5 s.å. Først da den sidste svenske soldat havde forladt Sjælland, åbnedes byens porte 2/7. Belejringen havde da varet omtrent to år. Ved borgernes udholdenhed var ikke blot Kbh. blevet skånet for udplyndring. Også Danmarks fortsatte beståen som selvstændigt rige var sikret.
Allerede inden belejringen blev hævet, havde byen modtaget sine nye privilegier. Kort efter stormen havde borgerne mindet kongen om det givne løfte. En kommission blev nedsat, og 24/3 1659 underskrev kongen privilegiebrevet. Kbh. erklæredes for en fri rigsstad og en fri rigens stand. Byen fik stabelret og frihed for skat og indkvartering. Borgerne blev stillet lige med adelen med hensyn til akcise og told, ved besiddelse af adeligt jordegods og ved adgang til embeder. Endelig fik borgerne et råd på 32 mand, som de selv skulle vælge, og som skulle styre byen sammen med den kongevalgte magistrat. 14/4 1659 valgte byens 8 roder hver 4 mand til det nye råd. Før borgervæbningen hjemsendtes, afholdtes en stor parade. Fr. III mødte selv op, ledsaget af feltmarskal Hans Schack, der havde haft den militære overkommando under belejringen. Marskallen takkede hvert kompagni, og dagen afsluttedes med store festligheder.
3 års krig havde udmarvet landet, og et vældigt genopbygningsarbejde forestod. Rigets ressourcer var udtømte, og der måtte skaffes udveje for nye statsindtægter. For at løse disse og andre påtrængende problemer trådte et stændermøde s. 856 sammen i Kbh. 8/9 1660. Kbh. repræsenteredes ved denne lejlighed af borgmestrene Hans Nansen og Christoffer Hansen, stadshauptmand Fr. Thuresen og formanden for de 32 mænds forsamling Hans Pedersen Klein. Åbningsmødet fandt sted på slottet, hvorefter stænderne trådte sammen til særlige møder rundt omkring i byen. Borgerstanden holdt sine møder i bryggernes lavshus på hjørnet af Skindergade og Klosterstræde, gejstligheden i konventhuset på hjørnet af Silkegade og Pilestræde og adelen i det islandske kompagnis stenhus på Slotsholmen.
Forhandlingerne mellem stænderne blev vanskelige og langvarige. Man diskuterede først indførelsen af en almindelig konsumtionsafgift på en række forbrugsartikler, men adelen pukkede på sin gamle skattefrihed, og dette medførte, at borgerstand og gejstlighed under biskop Svanes ledelse fandt sammen i kravet om, at adelen måtte overtage sin del af de kommende byrder. Det varede ikke længe, førend det kom til ret skarpe sammenstød mellem stænderne, og de to borgerlige stænder foreslog nu kongen, at kronen for at skaffe penge måtte kunne bortforpagte en del af lensgodset. Dette var et direkte angreb på adelens vigtigste økonomiske privilegier, og dette ville medføre, at håndfæstningen måtte skrives om. Efterhånden modnedes inden for de to forenede stænder, borgerstand og gejstlighed, tanken om helt at bryde adelens politiske magt og tilbyde kongen arveret til riget. Hemmelige forhandlinger fandt sted mellem Hannibal Sehested, der siden fredsslutningen havde stor politisk indflydelse, biskop Svane og borgmester Hans Nansen, og fra begyndelsen af oktober forhandledes der med rigsrådet om denne afgørende ændring i rigets forfatning. Adelen forsøgte at trække tiden ud, men de to stænder, der nu gik under betegnelsen »de konjugerede«, krævede 10/10 under et fremmøde på slottet en afgørelse. Adelen pønsede på at sprænge mødet ved at forlade byen, men Hans Nansen lod byens porte lukke og alarm udgå. Under indtryk heraf bøjede adelen sig, og samtlige 3 stænder tilbød nu i enighed kongen at overtage riget som et arverige på både mands- og kvindesiden. Påny havde det kbhske borgerskabs holdning været afgørende for begivenhedernes forløb.
18/10 1660 foregik arvehyldningen. Foran børsrampen var opstillet en overdækket trone, og på slaget 12 bevægede den kgl. procession sig fra slottet til Børsen. Rigsråd Peder Reedtz holdt talen, hvorefter stænderne aflagde ed. I hast havde man indkaldt nogle amagerbønder som repræsentanter for bondestanden. Under kanonsalut vendte processionen tilbage ved fire-tiden, og om aftenen festedes der på slottet. Stændermødet fortsatte forhandlingerne, og en række skattelove blev vedtaget. I løbet af november kunne stænderrepræsentanterne drage hver til sit. Under mødet havde man ført visse forhandlinger om rigets kommende forfatning og de enkelte stænders fremtidige rettigheder. Bestemte aftaler blev ikke truffet, men man overlod til kongen nærmere at udforme rigets forfatning. I jan. 1661 blev arve- og enevoldsakten underskrevet, og fra nu af herskede kongen af Danmark og Norge enevældigt.
Tabet af de skånske provinser medførte, at Kbh. ikke længere lå midt i riget, men i dets udkant, og at gamle økonomiske forbindelser med de rige områder i Skåne blev revet over. Også adskillige personlige forbindelser blev afbrudt. Ligesom mange jyder og fynboer havde slået sig ned i Kbh. i tidernes løb, fandtes også et skånsk indslag, hvis intime forbindelser med det gamle hjemland nu blev afbrudt. De tab, der tilføjedes rigets hovedstad, ved at Øresund blev grænsen mod øst, opvejedes dog rigeligt ved de store fordele, som indførelsen af kongens enevoldsmagt s. 857 medførte. Kbh. blev i endnu højere grad end tidligere Danmarks og Norges midtpunkt. Det blev rigernes vigtigste militære knudepunkt, og sædet for en hastigt voksende administration. Det blev kongerne magtpåliggende, at byen kunne fremtræde som en stor og statelig by, og man tilstod byen mange erhvervspolitiske privilegier på det øvrige riges bekostning for at skabe det økonomiske fundament for disse ønskers realisering. Befolkningstallet steg kraftigt i årene efter 1660. Dette krævede en udvidelse af byområdet og igangsættelse af nyt byggeri på de områder, der hidtil havde ligget ubenyttet hen inden for voldene.
Frederik III.s arvehylding på slotspladsen 1660. Detaillle af maleri af Wolffgang Heimbach fra 1666. Til venstre for Børsen ses De syv søstre, 7 ens borgerhuse bygget 1654. Til højre andre karakteristiske borgerhuse i Slotsholmsgade.
Krigene 1657–60 havde afsløret mangler ved det kbhske fæstningsanlæg, og Fr. III gik straks i gang med at udbedre disse. I første omgang koncentrerede man sig om færdiggørelsen af den gamle Skt. Annæ skanse ved Østervolds udløb i stranden. Man indkaldte en af Europas kendte fæstningsbyggere, hollænderen Henrik Ruse, senere adlet Rüsensteen. Under hans ledelse anlagdes kastellet Frederikshavn, omgivet af stærke bastioner. På et vist tidspunkt tænkte man på at bygge et nyt kongeslot herude, men det blev atter opgivet. 1703–04 opførtes Citadelskirken på den plads, der var tiltænkt slottet, og 1725 anlagdes Kommandantpladsen på det sted, hvor kirken til at begynde med skulle have ligget. Kastellet var med sine monumentalbygninger og sine lave stokke et typisk barokanlæg. Arbejdet fremskyndedes så meget, at de første tropper kunne rykke ind i nye kvarterer 1664. Københavnerne var ikke helt tilfredse med den nye stærke fæstning. s. 858 Man var klar over, at den i påkommende tilfælde kunne anvendes mod dem selv.
Efter Kastellet tog man fat på at restaurere de gamle volde, der ikke mere var tidssvarende. I tilknytning til voldene opførtes nye bastioner, der tillod kanonbestrygning i tilfælde af angreb. Østervold frem til Kastellet blev nu færdigbygget, og Vestervold forlængedes ned til strandkanten, således at der inden for voldområdet indvandtes en ny bydel kaldet Frederiksholm. Tidligere havde befæstningslinjen fulgt Løngangsstræde. Den nye vold betød, at forsvaret af Slotsholmen blev skudt længere frem. Også Christianshavns vold forlængedes ned til strandkanten til et punkt umiddelbart over for Vestervold, og 1687 forbandt man de to bastioner med hinanden ved hjælp af Langebro. Man havde fra da af to faste forbindelser mellem Amager og Sjælland.
Ved disse foranstaltninger var Kbh.s landbefæstning bragt i orden. Tilbage stod at beskytte byen fra søsiden. Skånes erobring og den svenske flådes forlægning til nye krigshavne i Blekinge fremskyndede arbejdet med søbefæstningen. 1681 påbegyndtes flytningen af flådestationen fra havnen ved Slotsholmen, hvor pladsen efterhånden var meget snæver, til den modsatte bred af sejlrenden. I første omgang beskyttedes den nye flådestation af en bjælkepalisade med svære blokhuse på fløjene. 1685 forlængedes Christianshavns vold uden om flådestationen ned til stranden, og ved store opfyldninger skabtes Nyholm som sæde for den fremtidige flådestation. Ved at føre befæstningen på østsiden af sejlløbet frem på højde med Kastellet mente man at have opnået, at byen kunne forsvares mod et angreb fra søen nordfra. Ydermere spærredes indsejlingen til havnen med en mægtig flydebom. Mod s. fandtes ligeledes kun en smal indsejling til havnen.
I forbindelse med de store voldarbejder gennemførtes en flytning af de gamle byporte. 1668 flyttedes Vesterport fra sin gamle plads ud for Vestergade mod s. til et sted ud for Skt. Clemensstræde, omtrent ud for nuv. Frederiksberggade. 1671 flyttedes Nørreport, der tidl. havde stået ud for Nørregade, til det sted hvor den nyanlagte Frederiksborggade nåede volden. Den nye Nørreport blev den mest monumentale af byportene. Østerport forblev endnu nogle år på sin gamle plads ved Rigensgade. 1708 byggedes en ny Østerport omtrent ved den nuv. station af samme navn.
Kort efter Fr. IV.s tronbestigelse kom den nye fæstning ud for sin første prøve. Danmark var 1700 påny kommet i krig med Sverige, og englænderne og hollænderne gjorde fælles sag med Sverige. En flådestyrke ankrede op ved Middelgrunden, og natten mellem 21/7 og 22/7 påbegyndtes et bombardement af byen, som dog ikke gjorde større skade. Nogle dage senere fandt et nyt bombardement sted, men ligeledes uden større virkning. Omtrent samtidig gik Karl XII i land ved Humlebæk og førte hæren frem mod hovedstaden. Inden det kom til en alvorligere kamp, sluttedes freden i Traventhal, og de svenske tropper drog atter bort.
Erfaringerne fra sommeren 1700 havde vist, at den nye befæstning ikke var helt tilfredsstillende. 1704 foretog man en uddybning af vandgravene foran Østervold, således at de kunne fyldes med vand. Endvidere anlagde man, da krigen atter brød ud 1709, nogle forstærkede udenværker uden for voldene. Planer om en fremskudt linje langs søerne blev imidlertid aldrig realiseret. Derimod opbyggedes 1713 over sænkede krigsskibe på lav grund to fremskudte forter, som fik navnene Trekroner og Prøvestenen. Ved hjælp af disse regnede man med at kunne s. 859 holde fremmede krigsskibe på afstand, således at en gentagelse af bombardementerne fra år 1700 var udelukket.
Kobcnhavn bombarderes 1700 af en engelsk-hollandsk flåde. Samtidigt stik. I forgrunden ses den indbyggede vold fra Christianshavn i en stor bue uden om havnen til Nyholm til højre overfor Kastellet.
Med disse udbygninger havde Kbh.s befæstning fået den udstrækning, som den bevarede de flg. 150 år, og inden for denne linje fik bysamfundet muligheder for at udbrede sig. I årene efter 1660 holdt man på, at forterrænet skulle være ubebygget, men det varede ikke mange år, før en ny forstadsbebyggelse skød frem. Denne samlede sig foreløbig for enden af Skt. Jørgens sø mellem Gl. Kongevej og Vesterbrogade samt mellem Sortedamssøen og Sundet. Hovedsagelig bestod den af mindre huse og haver. Ud for Nørreport lå et par store lystgårde, nemlig Store Ravnsborg og Blågård. Byens blegemænd havde tidl. haft deres blegepladser lige uden for Nørreport. Nu flyttede de ud på den anden side af Sortedamssøen, og den vej, der førte fra nuv. Nørrebrogade til Østerbrogade benævnedes: Vejen til Blegdammen. En regulering af søerne fandt sted i 1720erne, og de fik stort set den form, som de har bevaret indtil nutiden. Mellem den primitive forstadsbebyggelse lå mellem søerne og voldanlægget åbne grønne marker, og den rejsende, der kom enten nord- eller vestfra, så foran sig de grønklædte volde og bastioner, kronet af vindmøller og bag voldene de mange røde hustage, grønne kirkespir og tårne.
Fæstningsvoldenes regulering medførte visse forskydninger af gamle gadeanlæg og anlæggelse af nye. På den gamle Østervolds plads anlagdes en ny gade, der fik navnet Gothersgade. Fra Nørreport kom man ad den nye Frederiksborggade, der s. 860 først 1680 sattes i forbindelse med Købmagergade. Inden for Nørreport lod man den gamle husrække blive stående mellem Nørregade og Fiolstræde, og der opstod herved en trekantet plads, som kaldtes Nørretorv. Bebyggelsen mellem Fiolstræde og Frederiksborggade blev derimod trukket helt frem til volden.
Som led i straffen over Corfitz Ulfeldt blev hans gård i Løvstræde nedbrudt, og på den plads, der herved opstod, anlagdes 1664 et nyt torv, som man kaldte Gråbrødretorv. På torvet anbragtes skamstøtten over Ulfeldt (nu i Nationalmuseet).
Ved Vesterports og Vestervolds flytning fremkom der foran Vestergade og Farvergade 1664 et nyt torv, som man kaldte Vestertorv eller Halmtorvet. Lidt senere tilkastede man den gamle møllegrav og mølledam ved Vestervold. På dette terræn opstod Vandkunsten 1673. Det nuv. Løngangsstræde følger nogenlunde den gamle møllegrav. De nye torve medførte en kærkommen aflastning af de fra middelalderen overtagne torvepladser. Inden for de muligheder, der frembød sig, søgte man ligeledes at gøre nogle af gaderne i den gamle by bredere. Dette var simpelthen nødvendigt af hensyn til tidens store karosser. Stort set var gadernes og strædernes linjeføring stadig den middelalderlige, og de var både krogede og smalle. En mindre brand 1685 omkring Badstuestræde og Vimmelskaftets vestende anvendtes til en regulering af hovedåren mellem Gammeltorv og Amagertorv, og 1691 anlagdes Nygade. Gadetrafikken hindredes dog i høj grad af fremspringende trapper og karnapper, og ved en forordning af 1683 søgte man at give visse regler for, hvorledes nybygninger skulle se ud, og af hvilke materialer de nye huse skulle opføres. Af hensyn til brandfaren påbød man opførelse i grundmur. Til nød kunne dette gennemføres i forhuset, medens side- og bagbygninger fortsat opførtes i bindingsværk, hvilket var den alt dominerende byggeform i den gamle by.
De første enevoldskonger videreførte Chr. IV.s offentlige byggevirksomhed, og selv om såvel den skånske krig 1675–79 som den store nordiske krig 1709–20 medførte en vis stagnation i byggeriet, var det alligevel betydelige resultater, der blev nået.
På Slotsholmen tog Fr. III, der var meget bogligt interesseret, initiativet til opførelsen af en bygn. mellem Tøjhuset og Proviantgården, der skulle rumme den kgl. bogsamling og kunstkammeret. Arbejdet stod på i årene 1665–73. Hans efterfølger Chr. V syslede med store planer om en fuldstændig regulering af Slotsholmen og opførelsen af et nyt kongeslot. Lambert v. Haven, kongens generalbygmester, udkastede forskellige planer, der dog atter blev opgivet. Efter Fr. IV.s tronbestigelse 1699 dukkede planerne påny op, men kongen nøjedes med en gennemgribende restaurering og ombygning af det gamle slot. Arbejdet, der ikke var særlig vellykket, gennemførtes af I. C. Ernst og J. Krieger, og det var færdigt 1727. Fr. IV tog også initiativet til opførelsen af en særlig bygn. for statsadministrationen. 1716–21 opførtes Den røde Bygning og mellem den og biblioteksbygningen en bygn. for gehejmearkivet.
På Christianshavn havde såvel Fr. III som Chr. V store planer om betydelige udvidelser mod n. Det blev dog kun til en forlængelse af Strandgade og anlæggelse af Brogade. Langs disse nye gader byggedes i årene efter 1660 en række statelige gårde. Byens gamle kirke blev nedrevet, og 1682 nedlagdes grundstenen til en ny pompøs kirke, der fik navnet Vor Frelsers kirke. Det karakteristiske tårn kom først til i 1700t.
Detaille af Peder Hansen Resens perspektivkort over København 1674. I midten slottet, foroven til venstre Børsen med kanaler på begge sider, til højre herfor Christian IV.s flådehavn flankeret af proviantgård og tøjhus og imellem disse den nyopførte kunstkammerbygning. Vestervold yderst til højre er rettet ud imod Christianshavns vold, og indenfor ses det planlagte Frederiksholms kvarter.
Stor interesse viste man de nye bydele. Vest for Slotsholmen anlagdes efter Henrik Ruses planer bydelen Frederiksholm. Det var tanken her at skabe et nyt fornemt kvarter. Frederiksholms kanal udgravedes 1684, og der anlagdes en kajgade. Vinkelret på denne udstak man Stormgade og Ny Kongensgade, der forbandtes med Slotsholmen med to broer Stormbroen og Prinsens bro. En række anselige huse opførtes i dette kvarter, bl.a. nuv. Stormgade 10 og købmand Vigand Michelbeckers gård, der blev kernen i det senere Prinsens palæ, opf. 1725.
Også det såkaldte Ny-København på terrænet uden for den gamle Østerport og ud til den nye Østervold var genstand for opmærksomhed, men først under Chr. V kom der større gang i arbejdet. Området var gennemkrydset af mange krogede veje, der snoede sig mellem haver og småhuse (nuv. Helsingørsgade er en sidste rest af disse), og alle tog deres udgangspunkt fra pladsen uden for den gamle Østerport, kaldet Hallandsås. Denne blev nu reguleret og brolagt og fik navnet Kongens Torv, sen. Kongens Nytorv. Grundejerne fik besked om at opføre anselige huse langs torvets grænser, og efterhånden blev grundene bebygget. 1671 nedlagdes grundstenen til Gyldenløves palæ, det senere Charlottenborg. Niels Juel byggede det palæ på hjørnet af Bredgade, der idag ejes af den franske ambassade, og grev Ahlefeldt opførte et palæ på det nuv. hotel d’Angleterres grund. Hvor nu Magasin du Nord ligger, havde admiral Kr. Bjelke sit palæ.
1671–73 blev Nyhavn udgravet som kanal, og med Holmens kanal, som på det tidspunkt omtrent nåede op til torvets grænse mod syd, var havnen ført helt ind til den nye bys midtpunkt. Mellem Gyldenløves palæ og Holmens kanal anlagdes i de samme år Gethuset, der rummede kanonstøberi. Nord for Ahlefeldts palæ anlagdes hovedvagten. Det nye torv måtte have et midtpunkt, og 1688 afsløredes en rytterstatue af Chr. V. Senere plantedes en række træer om statuen, den såkaldte Krinds. I det væsentlige var torvet udbygget inden århundredets udgang.
Langsommere gik det længere nordpå. Henrik Ruse havde også her udstukket byplanen. Fra Kongens Nytorv førte Norgesgade (Bredgade) og Store Kongensgade ud mod den nye vold, og disse gader blev overskåret af Dronningens Tværgade. Længere mod vest anlagdes Adelgade og Borgergade. Medens disse gader var delvis bebygget allerede inden år 1700, gik det noget langsommere i Bredgade. Oberst S. K. v. Plessen var den første, der opførte et større palæ, det sen. Hotel Phønix. Over for dette hus byggede Ulrik Fr. Gyldenløve 1699 det palæ, der i dag ejes af Håndværkerforeningen, og helt ude på hjørnet af Fredericiagade opførtes 1701 det såkaldte Operahus (nuv. Østre landsret). Længere nåede bebyggelsen ikke ud i denne periode.
Øst for Bredgade og ned mod stranden havde dronning Sophie Amalie erhvervet et stort areal til erstatning for den have, der tidligere havde ligget uden for Vesterport, og som var blevet ødelagt under belejringen. Hun anlagde her en lysthave og opførte et lille slot, der fik navnet Sophie Amalienborg og tjente til enkesæde. Slottet lå omtrent på det nuv. Amalienborgs plads. Dronningens have, der var et fornemt barokanlæg med klippede hække og træer, terrasser og fontæner, strakte sig fra den nuv. Skt. Annæ Plads og mod nord til det nuv. Esplanaden. 1689 ødelagdes slottet ved en katastrofal brand, der kostede ikke mindre end 171 personer livet.
Ole Rømer fik til opgave at regulere anlægget efter branden. Mod s. begyndte man at anlægge Skt. Annæ Plads, og her byggedes 1703–06 Garnisonskirken, delvis af materialer fra det nedbrændte slot. Man overvejede muligheden af at opføre et nyt residensslot på Sophie Amalienborgs grund. Den svenske arkitekt Nic. Tessin afleverede et udkast, men planerne blev opgivet.
Indtil 1705 lå strandgrunden øst for Sophie Amalienborg ureguleret hen. Nu foretog man en opfyldning af det sumpede terræn, og der anlagdes kajer og tømmerpladser. Toldbodgade blev ført igennem helt ud til Toldboden. Havnen fik herigennem en betydelig udvidelse.
24/6 1661 fornyedes Kbh.s privilegier. Indholdsmæssigt afveg det nye privilegiebrev ikke synderligt fra privilegierne af 1659, men efter enevældens indførelse havde løftet om en fri rigsstad og delagtighed i de politiske forhandlinger ingen praktisk betydning. Byen fik ved samme lejlighed et nyt revideret våben. De tre tårne i våbenet bevaredes. Der tilsikredes bystyret fri adgang til kongen i byens anliggender.
I spidsen for bystyret stod nu som før 4 borgmestre og 6–8 rådmænd. Efterhånden førte overborgmesteren titel af præsident, sen. overpræsident. Tidligere var magistratsembederne blevet besat af fremtrædende borgere, som oftest store købmænd. Lidt efter lidt blev magistratsembederne rene embedsstillinger. Da s. 863 Christianshavn 1674 indlemmedes, medførte det ikke nogen udvidelse af magistraten.
Sophie Amalienborg opført 1669–73. Gouache af J. J. Bruun o. 1740.
Ved siden af magistraten fandtes de 32 mænds råd, der efter privilegierne skulle vælges blandt byens bedste og fornemste borgere. Ledige stillinger blev besat af magistraten efter indstilling af forsamlingen, hvilket medførte, at rådet kun repræsenterede købmandsaristokratiet. Magistraten forhandlede kollegialt alle sager, medens rådet udpegede en række udvalg, som under et magistratsmedlems ledelse ordnede visse særanliggender. Ifølge privilegierne var byen fritaget for skat i fredstider, men dette løfte kunne ikke helt overholdes. Når staten var i nød, udskreves grundskatter, og i krigstider øgedes skattebyrden væsentligt. Heller ikke indkvarteringer kunne man helt fritage borgerne for. Karakteristisk for det enevældige styre var, at det lidt efter lidt selv overtog ledelsen af en række kommunale anliggender. Man nedsatte adskillige kommissioner, der varetog sager vedr. vandforsyningen, gader og brolægning, brand-, lygte- og vægtervæsenet m.m. 1681 indførtes den første gadebelysning (tranlygter), og to år efter reformeredes vægtervæsenet. 1686 fik man en særlig branddirektør, og man anskaffede efter hollandsk forbillede brandslanger. Det ældste brandvæsen var dog yderst primitivt, og der var intet, der ængstede borgerne mere, end muligheden for ildløs. For at føre et nøjere tilsyn med såvel vægter- som brandvæsenet oprettede man 1682 et særligt embede som politimester. Fra 1705–10 beklædtes dette af den energiske Ole Rømer. Svage punkter i den kommunale forvaltning var stadig renovationsvæsenet og vandforsyningen. De mange og ofte gentagne påbud om at holde s. 864 gaderne renlige og ryddelige er ligeså mange vidnesbyrd om, hvor lidt borgerne tog notits af disse. Også brolægningen var mange steder i en elendig forfatning. Dette medførte, at de mere velhavende borgere foretrak at lade sig befordre enten i karosser eller i de moderne portechaiser. Hen imod århundredskiftet fik man den første primitive form for en droskeordning.
Et andet vanskeligt punkt i kommunalforvaltningen var fattigvæsenet. Indtægterne var helt utilstrækkelige, og man manglede en fast ledelse. 1662 genoprettedes børnehuset, men hensynet til produktionen gik forud for børnenes tarv. Helt uforsvarlig blev ordningen, da man også begyndte at anbringe løsagtige kvinder og visse forbrydere i sa. anstalt. Under fattigdirektionen lå ligeledes det 1665 oprettede pesthus, der egentlig var et epidemisygehus, men efterhånden blev en underafdeling af børnehuset. Det kaldtes også Skt. Hans hospital og fik fra 1697 en særlig afd. for afsindige. 1708 gennemførtes en noget bedre fattigadministration, men forholdene var fortsat meget utilfredsstillende.
En væsentlig forbedring i børneforsorgen indtraf med oprettelsen af Vajsenhuset 1727, men denne institution kunne dog kun tage sig af en brøkdel af de børn, der havde hjælp behov. Det samme var tilfældet med gamle og svagelige. De få, der kunne få plads på Vartov, havde det tåleligt, og det samme gjaldt de personer, der fandt husly i de såkaldte sjæleboder. En ny stiftelse oprettedes 1675 under navnet Abel Kathrines stiftelse, og til beboerne i Vartov opførtes ejendommen i Farvergade, men ikke alle, som havde hjælp behov, kunne optages.
Byens befolkning voksede stærkt under de første enevoldskonger. Omkring 1660 kan befolkningstallet anslås til ca. 30.000. 50 år senere var det steget til ca. 66.000. 1711 ramtes byen påny af en frygtelig pest, der bortrev ca. 20.000 mennesker. Denne gang drejede det sig om en byldepest, og myndighederne stod aldeles magtesløse. Medens sygdommen rasede, var forholdene frygtelige i byen, og det var forbundet med de største besværligheder at skaffe ligene bort. I hast indrettedes særlige pestkirkegårde omkring nuv. Livjægergade og Classensgade.
Når befolkningen steg så stærkt i denne periode, skyldes det i høj grad den store garnison og flåden. Også embedsstanden var voksende. Fra regeringens side var man ivrig efter at få befolkningstallet forøget. Man så en væsentlig rigdomskilde i en stigende befolkning. Navnlig var man interesseret i at indkalde dygtige udlændinge, og man slækkede på de strenge regler, der hidtil havde hindret fremmede trosbekendere i at bosætte sig. En del reformerte slog sig ned i byen, og de blev efterhånden så mange, at grundstenen til en reformert kirke kunne nedlægges i Gothersgade. Også jøder kom nu i større tal. 1694 anlagdes den ældste del af den jødiske kirkegård i Møllegade. Det betydeligste kontingent af udlændinge udgjordes dog stadig af tyskerne. Den største indvandring kom imidlertid fra provinsen. Endnu i denne periode indvandrede mange skåninge, men efter århundredskiftet ophørte dette. Fra Jylland kom stadig mange mennesker til Kbh.
Også i sidste halvdel af 1700t. interesserede regeringen sig stærkt for oprettelsen af en national industri. Et særligt regeringsorgan, kaldet kommercekollegiet, fik til opgave med statens støtte at få dannet de fornødne manufakturer eller fabrikker. Ofte benyttedes udlændinge som igangsættere. I modsætning til tidligere havde man nu større sukces. Dette betød dog ikke, at alle foretagender lykkedes, men der var alligevel en del, der slog rod og trivedes. Størst interesse knyttede der sig til tekstilfabrikationen, og man havde i hær og flåde et fast marked, hvor varerne s. 865 kunne afsættes. Den almindelige køber foretrak nu som før de udenlandske varer. Også fra denne periode kendes forsøg på at starte silkevæverier og en vis kniplingsindustri. Et gobelinvæveri virkede ligeledes med fremgang en del år. 1722 oprettedes en fajancefabrik, der slog godt an. Efter år 1700 var der ikke få industrier, der klarede sig ganske pænt.
Kongens Nytorv 1718. Stik efter tegning af Marselius.
Privilegierne gav Kbh. status som stabelstad, hvilket vil sige, at man sammen med enkelte provinsbyer fik eneret på handel med udlandet. For hovedstaden betød handelen på Island stadig meget, endvidere saltimporten. Til varetagelsen af den sidste fandtes et særligt saltkompagni. Et ostindisk kompagni genoprettedes 1670, og i det hele taget kunne handelskompagnierne påregne positiv støtte fra det offentlige. Ved siden af handelskompagnierne, hvoraf der var adskillige, trivedes den private handel, og byen talte stadig en række kapitalstærke storkøbmænd som Joachim Irgens og Vilh. Edinger. Storhandel og skibsfart havde under de langvarige stormagtskrige i Europa i sidste halvdel af 1600t. gode muligheder, idet det neutrale flag ofte dækkede ladningen. De kbhske købmænd var ikke sene til at udnytte disse gunstige konjunkturer.
Også byens andet hovederhverv, håndværket, havde i disse år gode tider. De omfattende byggeforetagender skaffede arbejde til mange, og den voksende befolkning øgede markedet for de produkter, som det nu engang var håndværkets opgave at fremskaffe. Der var utvivlsomt en vekselvirkning mellem hovedstadens territoriale og befolkningsmæssige vækst, dens politiske centralstilling og dens økonomiske fremgang, og denne bliver ikke mindre markant på baggrund af tidens almindelige stagnation i de fleste danske provinsbyer.
Et nyt træk i byens dagligliv var oprettelsen af en dansk skueplads på teatret i Lille Grønnegade 23/9 1722. Hidtil havde man nok kendt fremmede, omvandrende skuespiltrupper, men et fast teater var noget nyt. På denne scene fik en lang række af Holbergs skuespil deres uropførelse, skuespil, der havde hentet skikkelser og intrige ud af dagliglivet i Kbh. Også avisen vandt i disse år større udbredelse end tidligere, og en forbedret postbesørgelse bidrog til, at nyhederne fra den store verden nåede hurtigere frem.
Hvad mange havde frygtet i adskillige år, indtraf en oktobernat 1728. Der udbrød en mindre ildebrand 20/10 1728 i et hus på hjørnet af Lille Skt. Clemensstræde og Vestervold (nuv. Absalons gård), og denne brand udviklede sig ved et sammenstød af uheldige omstændigheder til en brandkatastrofe, der lagde henved 1/3 af byens huse i aske. Det blæste den aften fra sv., og ilden fik derfor hurtigt godt fat. Man manglede vand, da vandtilførslen havde været lukket flere dage på grund af en oprensning af Peblingesøen. Man tog sin tilflugt til rendestensvandet, men dette tilstoppede hurtigt alle slanger. Autoriteterne tabte hovedet, og først for sent blev militæret sat ind. Allerede i løbet af den første nat brændte hele Vestergade, og ilden nåede Studiestræde og Skt. Peders Stræde. I løbet af onsdagen brød ilden ud i Nørregade og løb herfra langs Nørrevold, gennem St. Kannikestræde og Skindergade frem til Købmagergade og Gothersgade. Hele Latinerkvarteret gik til grunde med universitetsbygningerne med undtagelse af den middelalderlige konsistoriebygning. Trinitatis kirke brændte med det værdifulde universitetsbibliotek, der fandtes på loftet. Dog modstod Rundetårn luerne. Ilden nåede frem til nordsiden af Amagertorv, hvor det dog lykkedes at redde Mathias Hansens gård (Amagertorv 6). Helligåndskirken brændte og husene omkring Gråbrødretorv. Byens rådhus gik op i luer, og ilden gik gennem Rådhusstræde ned til Nybrogade og stranden. Først i løbet af fredagen kunne man sætte soldaterne ind i et angreb mod ilden, og natten til lørdag lykkedes det endelig at få herredømme over det flammende bål. På det tidspunkt var også Vor Frue kirke ødelagt. Flammerne angreb det høje tårn, der styrtede sammen og knuste den øvrige kirke. Endnu i flere uger ulmede det i de ødelagte huses kældre. Skånet for branden var alle de nyere kvarterer øst for Gothersgade og husene syd for linjen Regnegade, Silkegade og Amagertorv til Hyskenstræde. Endvidere stod husene omkring Vandkunsten, Knabrostræde, Mikkel Bryggers Gade og det meste af Larslejsstræde. Fem kirker og 1670 huse var fortæret af flammerne, og de husvilde familiers tal blev opgivet til 3650.
I første omgang måtte der sørges for de husvilde. En del tog midlertidigt ophold uden for byen, men størsteparten blev indlogeret i de kvarterer, der var blevet skånet. Holberg, der havde haft sin bolig på Købmagergade, flyttede til Christianshavn. Der indsamledes penge til de skadelidte, men det forslog meget lidt. Adskillige borgere havde mistet alt, hvad de ejede, og husejerne ikke mindst, da ingen havde forsikret. Når katastrofen havde fået et så forfærdeligt omfang, skyldtes det naturligvis først og fremmest de brandfarlige huse, og de snævre og krumme gader, der tillod ilden at brede sig og hindrede brandkorpsets arbejde. Det offentlige havde visse planer om ved nyopførelsen af de afbrændte kvarterer s. 867 at søge at hindre en gentagelse. Der blev udstedt strenge regler for, hvorledes den nye bebyggelse skulle være, og man forsøgte at lægge en bedre og mere moderne byplan. Begge forholdsregler modarbejdedes af grundejerne, og det offentlige måtte kapitulere. Visse gader blev nok gjort bredere end tidligere, og enkelte gamle stræder og smøger forsvandt. Stort set bevaredes dog det gamle gadenet, og af økonomiske grunde måtte der slækkes på ønskerne om grundmur. Bindingsværkshusene vendte tilbage i stort antal.
Brandenes hærgen. På et nutidigt bykort angives ildebrandens omfang i 1728 af vandret skravering, branden 1795 af lodret skravering. Bombardementet 1807 ødelagde kvarteret indenfor den svære sorte linie.
De vigtigste ændringer i gadebilledet som følge af branden 1728 var følgende: Frederiksberggade udvidedes til 16 alens bredde, og en række mindre tværgader til denne forsvandt. Man oprettede et nyt torv mellem Frederiksborggade, Skt. Gertruds Stræde, Rosengården og Mikkel Vibes Gade, som man gav navnet Ny-Nørretorv (Kultorvet). Efterfølgende gader udvidedes: Larsbjørnsstræde, Teglgårdsstræde, Studiestræde, Snaregade, Knabrostræde (der førtes igennem til Vimmelskaftet, ligesom Kattesundet forlængedes til Vestergade), Badstuestræde, Naboløs, Hyskenstræde, Klosterstræde og Skidenstræde (Krystalgade). En lille rest af det gamle Skidenstræde findes endnu bag Admiral Gjeddes gård. Endvidere udvidedes Fiolstræde, Rosengården, Peder Hvidtfeldts Stræde, Lille Helliggejstesstræde (Niels Hemmingsens Gade), Store Helliggejstesstræde (Valkendorfsgade), der førtes ind til Vimmelskaftet, Landemærket, Åbenrå, Vognmandsgade, Brøndstræde, Klareboderne og Lille Regnegade. Endelig blev kirkegårdene omkring s. 868 Trinitatis kirke og Skt. Petri kirke gjort større. For flere af de nævnte gader opnåedes den bredde, som de har bevaret til nutiden.
Derefter begyndte genopbygningen. Arkt. J. C. Krieger udgav en trykt vejledning, der indeholdt myndighedernes ønsker med hensyn til de nye huse. Typiske eksempler på huse opf. efter branden har man på Gråbrødretorv, i Nyhavn og ved Gammelstrand. Det er de såkaldte »ildebrandshuse«, karakteriseret ved gavlkvisten og de mange vinduer og ofte malet i festlige farver. Husene blev noget højere end tidligere, 4–5 etager iberegnet kælder og kvist. I nybyggeriet mødes gamle byggesædvaner med baroktidens krav om orden og regelmæssighed. Henimod midten af århundredet begynder rokokoen at melde sig. Ved siden af de almindelige borgerhuse rejstes rundt omkring i byen fornemmere gårde, såsom Isenberghs gård (Gammelstrand 48) og Ved Stranden 16. Også flere af de palæer, der endnu er en pryd for byen, blev opf. i disse år, fx. den nuv. postgård på Købmagergade, palæet i Stormgade 10 og det Thottske palæ.
Også en række offentlige bygninger var gået til grunde ved branden 1728 og måtte genopføres. Det nye rådhus, der byggedes af J. C. Krieger på den gamle grund, stod færdigt 1733. Mansardtaget med det pyntelige spir var karakteristisk for tidens finere byggeri. Skråt overfor rådhuset, på det nuv. domhus’ grund, opførtes et nyt Vajsenhus, der var færdigt 1734. I bygningskomplekset indgik en kirke, ved hvilken Enevold Ewald i mange år prædikede. Bygn. rummede desuden apotek og Vajsenhusets boglade med udsalg af bibler og salmebøger. Også de ødelagte kirkebygninger genopførtes. Man tog straks fat på Vor Frue kirke, som var genrejst 1738. Spiret, ca. 120 m, blev dog først færdigt 1744. Derefter fulgte Trinitatis og Helliggejst kirke, Skt. Petri kirke, hvis høje barokspir blev færdigt 1757, og Reformert kirke. Bygningerne på universitetsfirkanten genopbyggedes ligeledes. Universitetets store auditorium kunne allerede indvies 1732. Kommunitetsbygn. ud mod Nørregade restaureredes, og det samme gjaldt Regensen. På det nyopførte Trinitatis kirkeloft installerede man påny universitetsbiblioteket, som forblev her til 1861. I det nye bibliotek indgik islænderen Arne Magnussens store gave af håndskrifter og bøger. Henimod århundredets midte var genopbygningen efter branden så nogenlunde afsluttet.
Samtidig med at genopbygningsarbejdet var i fuld gang, havde den nye konge Chr. VI taget initiativet til et omfattende og kostbart nybyggeri i hovedstaden. Kongeparret ønskede en fornemmere ramme om hoffets liv, og man besluttede at nedrive forgængerens slotsbygn. og på den gamle historiske grund at lade opføre et nyt slot. 1731–32 ryddedes slotsholmen, og de fornødne piloteringsarbejder fandt sted. Derefter påbegyntes under E. D. Häussers ledelse opførelsen af det 1. Christiansborg. Det fire-fløjede anlæg omkring en indre slotsgård havde hovedfaçaden mod v. V.fløjen prydedes af et højt tårn og dannede afslutningen på ridebaneanlægget. Over Marmorbroen kom man gennem en forgyldt gitterport ind på Ridebanen. Det indgik i kongens opr. plan at flytte Vesterport mod syd, således at den kom til at ligge ud for Ny Vestergade og hovedindkørslen til slottet, men denne plan blev atter opgivet. 1740 kunne kongeparret rykke ind på slottet, men der arbejdedes endnu mange år med den indre udsmykning. Foruden Häusser arbejdede arkt. L. de Thurah og N. Eigtwedt med slottets fuldendelse. En række danske og udenlandske kunstnere var beskæftiget med den indre udsmykning. Allerede tidligt mærkedes forskellige vanskeligheder med aftrækket fra kakkelovnene, s. 869 og det blev nødvendigt at bygge nye røgkanaler og skorstene. Disse skulle senere blive skæbnesvangre for slottet. I umiddelbar nærhed af slottet opførte Chr. VI en særlig bolig for kronprinsen, den sen. Fred. V. Man erhvervede og nedbrød Vigant Michelbechers store gård på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Ny Vestergade og opførte her palæet i Kaleboderne eller Prinsens palæ. Efter tronskiftet 1746 overlodes bygn. til bolig for forskellige institutioner og højere embedsmænd. Også Holmen var genstand for den byggeglade Chr. VI.s opmærksomhed. På Gammelholm opførtes en række nye magasin- og værkstedsbygninger, først og fremmest hovedmagasinet, der havde Philip de Lange til arkt. På Nyholm indviedes 1739 Nyholms dok, der var anlagt efter kommandørkaptajn Dumreichers planer. Sønnen Fr. V fortsatte byggearbejderne på Nyholm med opførelse af mastekranen og spanteloftsbygningen. Chr. VI havde storstilede planer om opførelsen af en helt ny barokby på Nyholm til afløsning af Nyboder. Også den energiske flådechef, grev Fr. Danneskiold-Samsøe var interesseret, men planerne blev aldrig ført ud i livet.
Amagertorv ved midten af 1700t., samtidigt stik efter tegning af J. J. Bruun. Hvor Højbro Plads nu ligger, førte kun 2 smalle stræder i baggrunden til højre fra torvet ned til stranden.
1748 indtraf 300-årsdagen for det oldenborgske kongehus’ tronbestigelse, og begivenheden fejredes med igangsættelsen af en storstilet byplan, nemlig anlæggelsen af Frederiksstaden. Bag planen stod A. G. Moltke og J. H. E. Bernstorff, og det overlodes arkitekterne Eigtwedt og L. de Thurah at udføre den. Da de døde henholdsvis 1754 og 1759, videreførtes arbejdet af franskmanden N. H. Jardin og C. Harsdorff. På det gamle Sophie Amalienborgs grund anlagdes den nye bydels s. 870 længdeakse, der fik navnet Amaliegade. Dens tværakse blev Frederiksgade. Hvor de mødtes, udstak man en ottekantet plads, der skulle omkranses af fire ens palæer. I pladsens midtpunkt opstilledes 1768 Salys rytterstatue af Fr. V. Det var til at begynde med tanken, at de værdifulde grunde langs den nye bydels hovedgader skulle tilbydes velhavende borgerfamilier, som her skulle opføre huse efter en af Eigtwedt godkendt tegning. Efter at de fire fornemste byggegrunde var givet til fire fremtrædende adelsmænd og højtstående embedsmænd, blev det borgerlige element trykket noget i baggrunden, og den nye bydel blev i høj grad eksellencernes by. I årene efter 1750 opførtes først og fremmest de fire Amalienborgpalæer, men desuden en række andre palæer, som den dag i dag pryder kvarteret: Bernstorffs og Dehns palæ ved indgangen til Frederiksgade, det Berckentinske palæ (nuv. Koncertpalæet) og det Lindencroneske palæ (nu eng. ambassadørbolig). I Amaliegade rejstes en lang række fornemme huse. Fra sa. byggeperiode stammer endvidere Den kgl. Fødselsstiftelse (Amaliegade 25), der skabtes af de Thurah, og Frederiks hospital (nu Kunstindustrimuseet), påbegyndt af Eigtwedt og fuldendt af de Thurah. De første patienter rykkede ind 1757. Det var byens første egentlige sygehus for ubemidlede.
Efter planerne skulle den nye bydel have sin egen kirke. Man påbegyndte arbejdet efter et udkast af Eigtwedt. Senere ændredes planerne af Saly og Jardin, og man gik igang med at opføre en kirke i marmor. Projektet blev meget dyrere end opr. tilsigtet, og arbejdet gik kun langsomt. 1770 blev byggeriet standset, og »Marmorkirken« fik lov til at henligge nærmest som ruin i mere end 100 år.
I periodens slutningsår var C. Harsdorff tidens førende arkitekt, og klassicismen sejrede over rokokoen. Selv om der stadig blev bygget, var aktiviteten dog noget formindsket. Det var i denne periode, at man besluttede at flytte de gamle tømmerpladser fra kajen langs Toldbodgade uden for byen langs Kalvebod strand. Man frygtede, at en brand i tømmerlageret skulle blive farlig for Nyholm. På tømmerpladsernes grund opførte Harsdorff de store pakhuse, der går under navnene Kieler, Vestindisk og Blå pakhus. Endvidere byggedes en række huse for enden af Amaliegade og ved Toldbodvej. Frederiksstaden blev efterhånden fuldt udbygget. Til tidsalderens mere fremtrædende byggeri hører endvidere Kirurgisk akademi, opf. 1785–87 af Peter Meyn.
I byens styre indtraf foreløbig ingen ændringer. Enevælden bevarede sit greb om den kommunale administration, idet man stadig udnævnte magistraten og denne igen de 32 mænds råd. Formand for magistraten var stadig præsidenten, fra 1747 kaldet overpræsidenten. Ved hans side fandtes 3 borgmestre og 8 rådmænd. Rådmændene toges som regel fra de 32 mænds forsamling, men deres indflydelse var ret ringe. Det svækkede endvidere bystyret, at vigtige forretninger stadig var henlagt under særlige kommissioner. I 1760erne mærkedes en vis modsætning mellem råd og magistrat, et første tilløb til en vågnende borgerinteresse for byens anliggender, men foreløbig skete ingen ændringer. 1770 tilrev den tyskfødte læge J. F. Struensee sig en væsentlig del af den kgl. magt og benyttede den til et forceret og undertiden forhastet reformarbejde. April 1771 afsatte han med et pennestrøg hele den gamle magistrat og politimesteren. I deres sted udnævntes en ny overpræsident, to borgmestre, en syndikus, en fysikus og 4 rådmænd. I stedet for rådet udpegedes to kongevalgte »borgerskabsrepræsentanter«, der skulle deltage med stemmeret i magistratens møder og senere vælges frit. Samtidig s. 871 igangsatte man en undersøgelse af den gamle magistrats embedsførelse. Til Struensees forundring viste denne sig at have været fuldt forsvarlig. Struensees indgreb i byens styre fremkaldte i første omgang forvirring, senere harme, og i de kommende måneder øgedes uroen. Med begejstring hilstes budskabet om, at Struensee var blevet styrtet 17/1 1772, og københavnerne valfartede til henrettelsespladsen på Østre Fælled 28/4 1772. Efter Struensees fald genoprettedes det gamle bystyre.
Amalienborgkvarteret. Udsnit af Geddes kort 1757. Anlæggets hovedakse er Frederiksgade fra Frederikskirken til Amalienborg plads med de 2 ens palæer, Bernstorffs og Dehns, ved Norgesgade (nu Bredgade). Bag gårdene var mange store haver.
Visse reformer fra Struensees hånd blev dog stående. Den vigtigste var oprettelsen af hof- og stadsretten, hvis indretning betød en fornuftig koncentration af forskellige smådomstoles virksomhed. Endvidere reformeredes skattebetalingen, og der gjordes et alvorligt forsøg på at reformere fattigplejen. Man oprettede således Den almindelige Plejeanstalt, under hvis administration alle velgørende institutioner henlagdes, og hvert sogn fik sin egen fattigkomimssion. Endvidere indrettedes de første skoler for fattige børn. En særlig opfostringsstiftelse begyndte sin virksomhed 1770. Den fik sen. bopæl i Amaliegade 23.
Et vanskeligt kommunalt problem var stadig renholdelsen af gaderne og renovationsvæsenet. Trods talrige forbud kastedes al slags affald ud på gaderne og flød sammen med anden urenlighed gennem de åbne rendestene. Endnu fandtes s. 872 inden for voldene et betydeligt antal kreaturer og svin, foruden et utal af hunde. Fra 1764 påbegyndtes brolægning af gaderne og anlæggelse af lidt højere fortove efter franskmanden Marmillods plan, men arbejdet skred kun langsomt fremad. Også gadebelysningen øgedes, og man nåede 1788 et lygteantal af 1423. Store dele af byen henlå dog fortsat i mørke, og adskillige overfald og tyverier fandt sted i ly af mørket. Man skånedes i mange år for større brande, men ofte udbrød der ildløs i de meget brandfarlige og sammenklumpede huse. 1779 sprang et krudttårn ved Østervold i luften. Nyboder led betydelig skade, og mange mennesker dræbtes og såredes.
For byens erhvervsliv var årene efter 1730 karakteriseret ved en støt og solid fremgang. Genopbygningsarbejdet efter branden skabte beskæftigelse, navnlig i byggefagene, og de gunstige virkninger heraf bredte sig i ringe til det øvrige samfund. Også de omfattende offentlige byggearbejder samt anlæggelsen af Frederiksstaden skabte arbejde. En mængde fremmede håndværkere og arbejdsfolk blev trukket til, og dette gav øget omsætning for handelen. For byens erhvervsliv betød det endvidere meget, at det lykkedes regeringen at holde Danmark-Norge uden for de stormagtskrige, som med få års mellemrum rystede Europas førende stater. Det neutrale flag gjorde det muligt at opretholde en ikke ringe skibsfart på de krigsførende lande, og krigene skabte højkonjunktur. Byen blev i disse år hjemstedet for en række købmænd og redere, der forstod at udnytte de gunstige konjunkturer. Blandt tidens kendteste købmænd skal nævnes Niels Ryberg, Peter Fenger, Niels Brock, Frederik de Coninck, J. P. Suhr og Moses Melchior. På Christianshavn residerede endvidere de store skibsredere Andreas Biørn og Peter Appleby. Hvad Danmark kunne byde på af eksportvarer var ikke meget. Større betydning havde Norges saltfisk og træ. De kbhske storkøbmænd blev formidlere af disse vigtige varer og solgte til gengæld korn til Norge. Af stor betydning for handelen var den nære forbindelse med det fjerne Østen. Med støtte i Trankebar dreves omfattende opkøb af indiske bomuldsstoffer, som indførtes til Europa. Fra Kina hentedes først og fremmest the, men også porcellæn og silke. Efter at Danmark havde erhvervet St. Croix, udvikledes ligeledes en omfattende handel på Vestindien, hvorfra man først og fremmest fik sukkerrøret, og i hovedstaden opstod i disse år mange sukkerraffinaderier. Handelen på de oversøiske markeder blev drevet af kompagnier, hvoraf Asiatisk Kompagni var langt det største og rigeste med hovedsæde på Christianshavn. Også det vestindiske og det islandske kompagni gjorde i mange år gode forretninger. Aldrig tidligere havde en sådan storhandel udfoldet sig inden for Københavns volde, og når man taler om den florissante handelsperiode, tænkes der navnlig på Kbh. og sidste halvdel af 1700t.
For at bøde på mangelen på egnede eksportvarer interesserede regeringen sig for oprettelsen af en række industriforetagender, navnlig for fremstilling af tekstiler. 1736 grundlagdes det såkaldte almindelige magasin, der på sin højde beskæftigede ca. 4000 arbejdere. Det kneb med afsætningen, da varerne i kvalitet ikke var konkurrencedygtige, men staten ydede stadig store subsidier og forsøgte at lægge indførslen af fremmede uldvarer hindringer i vejen. Struenseeperioden skabte visse vanskeligheder for industrien, men fra 1770ernes midte ofredes påny store statsbeløb på den hjemlige industri, og i 1780erne kulminerede virksomheden. På det tidspunkt fandtes ca. 150 fabrikker med ca. 13.000 arbejdere. I s. 873 århundredets sidste 10-år blæste en uvenlig vind mod denne kunstigt skabte industri. Tilskuddene svandt ind, og industrien sygnede hen. Varig betydning fik dog Den kgl. Porcellænsfabrik.
Asiatisk Kompagnis pakhus på Christianshavn opf. 1748–51 af Nic. Eigtwedt. Samtidigt stik.
Derimod blomstrede skibsbygningsindustrien takket være de gode handelskonjunkturer, og trods store udvidelser kunne man ikke fuldt ud tilfredsstille efterspørgselen. Skibsbygningen var især koncentreret på Christianshavn. Af og til ramtes erhvervslivet af alvorlige kriser, fx. i slutningen af 1780erne, efter den amerikanske uafhængighedskrigs ophør, men hver gang lykkedes det at komme i gang igen. Til støtte for erhvervslivet oprettedes 1736 en bank, der først havde sæde på Charlottenborg, senere på Børsen og fra 1786 i eget hus mellem Børsen og kancellibygningen.
Kbh. var forlængst blevet tvillingrigernes økonomiske centrum, og byens erhvervsliv begunstigedes på bekostning af provinsens. Også i åndelig henseende blev byen midtpunkt for rigerne. Her lå foreløbig det eneste universitet, og en række lærde selskaber skød op i ly af dette. I hovedstaden virkede endvidere Holberg, hvis komedier først opførtes på Grønnegadeteatret, senere i den særlige teaterbygning på Kongens Nytorv. I Kbh. lå endvidere kunstakademiet, og her udkom de betydeligste aviser. I forskellige selskaber og klubber mødtes tidens skønånder med borgerskabet, og man diskuterede ivrigt aktuelle problemer, navnlig de æstetiske og moralske. Politik spillede ingen større rolle, men man beskæftigede sig dog i diskussioner med både sociale og økonomiske spørgsmål. At vise sand borgerdyd var tidens store ideal.
En februar eftermiddag 1794 udbrød der brand i Christiansborg slots søndre fløj, i løbet af aftenen antændtes tårnet og styrtede sammen, og 24 timer efter at branden var udbrudt, var slottet en ruin. Kun ridebaneanlægget blev reddet. Med slottet gik betydelige kunstgenstande og arkivalier til grunde. Kongefamilien og store dele af centraladministrationen blev husvilde. Medens centraladministrationen måtte søge sig lokaler rundt omkring i byen, samledes kongefamilien hurtigt i 3 af Amalienborg-palæerne. Chr. VII rykkede ind i Moltkes palæ, kronprins Frederik i Schacks palæ, og arveprins Frederik og hans familie i det Levetzauske. Visse byggearbejder måtte hurtigt gennemføres, og Harsdorff opførte 1794 den berømte kolonnade, der forbandt kongens og kronprinsens palæer. Med en afbrydelse under Frederik VII har Amalienborg siden 1794 været kongens kbhske residens.
Der blev straks efter branden organiseret en indsamling af midler til en genopførelse af den nedbrændte stolte kongebolig. Denne indsamling var knapt kommet i gang, da en ny brandkatastrofe ramte byen.
5/6 1795 udbrød der brand i Dellehaven på Gammelholm. P.gr.af den stærke sydøstl. vind fik branden godt tag i marinens lager af tømmer, tovværk og tjære. Admiralitetsbygningen brændte, men det lykkedes at redde Holmens kirke og komediehuset. Blæsten førte gnisterne over Holmens kanal, og de fængede i Nikolai kirke. Allerede inden aften styrtede kirken sammen, og branden bredte sig til hele det tætbebyggede Nikolai kvarter. Da vinden slog om i ø., kunne man redde Østergade, Lille Kongensgade og en del af Vingårdsstræde og hindre, at ilden nåede Kongens Nytorv. På den anden side bevægede ildorkanen sig nu mod v., og i løbet af 6/6 raseredes ejendommene i Højbrostræde og Store Færgestræde (nuv. Højbro Plads) samt sydsiden af Amagertorv og Vimmelskaftet. Læderstræde og Kompagnistræde stod snart i lys lue, medens det lykkedes at redde Nybrogade og den sydl. del af Snaregade. Man forsøgte at standse ilden ved de to torve og ved Rådhusstræde, men det mislykkedes. Rådhuset, Vajsenhuset, Arresthuset og byens materialgård brændte, og gennem Farvergade og Lavendelstræde banede ilden sig videre mod v. Vinden var nu atter slået om i sø. og ilden nærmede sig Vor Frue kirke, som dog reddedes sammen med bispegården og Skt. Petri kirke, medens alle huse mellem Teglgårdsstræde og volden brændte. I løbet af søndag 7/6 fik man ilden under kontrol, men det ulmede længe i de nedbrændte kvarterer.
Når katastrofen fik et så umådeligt omfang, skyldtes det på ny et sammentræf af uheldige omstændigheder. Man manglede vand, og brandkorpset slog ikke til. Kompetencestridigheder mellem brandkorpset og militæret lagde sig i vejen for den fornødne enhed i slukningsarbejdet. Endelig må det ikke glemmes, at den tætte bebyggelse, de snævre stræder og de meget brandfarlige bygninger gav ilden god næring, især når vinden var stærk.
Ved branden 1795 forsvandt en væsentlig del af Holbergtidens Kbh. Tabet af menneskeliv var begrænset, men 909 forsikrede ejendomme blev totalt ødelagt og 74 stærkt beskadiget. 5770 af byens borgere var blevet husvilde. Hvem der kunne, søgte tilflugt uden for byen. De fleste måtte dog blive tilbage for at tjene det daglige brød. Myndighederne lod straks Christiansborg slotsruin åbne for de brandlidte, og mange fandt husrum her. Endvidere tillodes opførelse af midlertidige s. 875 en- og to-etages huse på slotspladsen. En hel lille by opstod her med værksteder og boder, der fik lov til at blive stående indtil efteråret 1799. Endv. indrettedes nødboliger ved Filosofgangen, Østerport og Toldboden.
Københavns brand 1795, set fra Nybrogade. I baggrunden Nikolai kirke og kvarteret omkring nuværende Højbro Plads i flammer. Stik efter akvarel af G. L. Lahde.
Man gik straks i gang med genopførelsen af de brændte kvarterer. De vældige grusdynger aflæssedes på de s.k. Farimagsveje og anvendtes desuden til en udvidelse af dæmningen mellem Peblinge- og Skt. Jørgens sø. Man fastsatte nye regler for nybygningernes opførelse. Der skulle være et vist forhold mellem gadens bredde og husenes højde, og man bestræbte sig for at begrænse træs anvendelse i de nye huse.
Endvidere reguleredes gaderne, dels af hensyn til den øgede trafik dels for at hindre en gentagelse af brandkatastrofen. Byen fik en ny plads (Højbro Plads), og man besluttede at forene Gammel- og Nytorv til én stor plads. En række små, middelalderlige stræder forsvandt helt, og adskillige gader rettedes ud og blev udvidet. Myndighederne måtte dog føre svære kampe med grundejerne. I det væsentlige bevaredes det gamle gadenet fra middelalderen. Af helt nye gader, som kom til i årene efter branden, skal nævnes Kronprinsessegade. Man inddrog en del af Kongens Have til den nye gade og husrække. Mellem haven og gaden opførtes et gitter med indføjede små pavilloner til butikker. Man ønskede at skabe et nyt, fornemt boligkvarter her og at trække en del af strøghandlen herhen. Det sidste lykkedes dog ikke.
Kronprinsessegade med de af stadsbygmester Meyn opførte pavilloner i Kongens Have. Akvarel af H. G. F. Holm ca. 1820.
Genopbygningen fandt sted under en økonomisk højkonjunktur og skred hurtigt fremad. I løbet af kun 6 år var opført 1132 privathuse, heraf 597 forhuse. Ved århundredskiftet lå dog endnu en del brandtomter øde hen. Foruden fornemme købmandspalæer som Erichsens og Peschiers gårde opførtes en række gedigne borgerhuse med store rummelige lejligheder. Klassicismen prægede det nye byggeri. Trods forskellig hushøjde flugtede vinduerne, hvilket bandt husrækken sammen og skabte ro i gadebilledet. De afrundede eller brækkede hushjørner, de dybe portåbninger og spærremurene var karakteristiske for tidens byggeri. Butikkerne var stadig anbragt i kælderen. Først i løbet af 1830erne begyndte man at rykke op i stueetagen. I kvarteret omkring Nikolai kirke er endnu bevaret adskillige huse fra denne periode.
1801 trak pludselig mørke skyer op over hovedstadens himmel og kastede en kort tid sin skygge over det travle genopbygningsarbejde. Regeringen havde 1800 måttet indgå en aftale med England, der tillod engelsk visitation af danske koffardiskibe under den herskende europæiske storkrig. 1801 sluttede Danmark et neutralitetsforbund, bl.a. med Rusland, hvor man på ny forpligtede sig til at konvojere handelsskibene og nægte visitation. England sendte marts 1801 en flåde under sir Hyde Parker og med lord Nelson som næstkommanderende til farvandene omkring Kbh. med det formål at tvinge Danmark ud af neutralitetsforbundet. Den fjendtlige flådes ankomst fremkaldte en stærk forsvarsvilje i hovedstadens befolkning. Fæstningsværkerne bemandedes, borgerne lod sig indrullere s. 877 i frivillige korps, og flådemandskabet styrkedes ved udskrivninger blandt hovedstadens håndværkere og arbejdsfolk. Mod n. holdt Kastellets og Trekroners kanoner fjenden på afstand, men forsvaret mod ø. var svagere. Her udlagdes i hast en række blokskibe med kanoner, da de fleste af flådens linieskibe lå aftaklet. Under ledelse bl.a. af Olfert Fischer, C. F. Lassen og Peter Willemoes satte man sig kraftigt til modværge, da lord Nelson angreb skærtorsdag 2/4 1801, men overmagten var for stor. Den heltemodige kamp gjorde det dog muligt for regeringen at få en ny aftale med England om opgivelse af konvojeringen, og den fremmede flåde forlod danske farvande. I tusindvis havde københavnerne fra Langelinje fulgt slagets gang, og under stor deltagelse begravedes kampens ofre på Holmens kirkegård. Den unge Adam Oehlenschläger fik ved slaget på Rheden sin digteriske indvielse.
Slaget på Rheden 1801. Til venstre Grønlands pakhus, til højre Bodenhoffs plads, midtfor orlogsværftets arsenalbygninger. Stik af J. F. Clemens efter C. A. Lorenzens maleri.
I de flg. år fortsattes genopbygningsarbejdet, stadig båret frem af gode konjunkturer inden for verdenshandelen, og det lykkedes endnu i nogle år at holde det dansk-norske monarki uden for stormagtskrigen. Da kejser Napoleon 1806–07 havde besejret Rusland og sluttet forbund med kejser Alexander, indtraf en kritisk situation. De store fastlandsmagter ønskede at tvinge England i knæ ved at proklamere den s.k. fastlandsspærring, og man ønskede, at Danmark skulle tilslutte sig denne. Da man i England frygtede, at Danmark ikke skulle kunne modstå fastlandsmagternes krav, og at den store dansk-norske flåde ville falde i Napoleons hænder, besluttede man i sommeren 1807 at gå til angreb. Man var villig til at s. 878 slutte forbund med Danmark-Norge, hvis man fik flåden som pant, men da man fra dansk side nægtede dette, besluttede England med magt at bemægtige sig flåden.
Danmark var i sommeren 1807 dårligt forberedt på at møde et engelsk angreb på hovedstaden. De militære hovedstyrker var koncentreret langs landegrænsen mod s. Kun svage militærafdelinger dækkede monarkiets vigtigste flådebase. Forhandlingerne med englænderne havde fundet sted i Kiel. Kronprins Frederik ilede nu tilbage til hovedstaden. Hans ankomst til byen fremkaldte en stærk forsvarsvilje, men da han få dage efter drog bort sa.m. den sindssyge konge Chr. VII og atter tog ophold i Kiel, var skuffelsen stor. Som leder af byens forsvar udpegedes den gamle ingeniørofficer Ernst Peymann, der ingen krigserfaring havde. Søforsvaret varetoges af Steen Bille. I hast forsøgte man at udbedre fæstningsværkerne, indrullere frivillige i forskellige korps og våbenøve disse. Da fjenden nærmede sig fra landsiden, afbrændtes forstæderne.
Englænderne havde besluttet at angribe byen fra landsiden, og 16/8 1807 gik de eng. tropper i land ved Vedbæk og slog i de flg. uger en ring omkr. byen. Fra fæstningen gjordes forsk. udfald, bl.a. gik livjægerne til angreb på Classens Have på Østerbro for at hindre, at fjenden kunne drage nytte af haven og de derværende bygninger. Nogen større betydning fik udfaldet ikke, men dets forholdsvis heldige forløb stimulerede stemningen i byen. Da denne var helt omringet, foreslog englænderne kommandanten overgivelse og udlevering af flåden. Da dette nægtedes, forberedtes et bombardement.
I den indesluttede by var man indstillet på, at et bombardement forestod, og man søgte at værge sig mod følgerne af et sådant. Beboerne blev anmodet om at forblive hjemme og deltage i slukningen af opståede mindre brande, og brandvæsenet, der siden 1795 var blevet udstyret med bedre materiel, posteredes på strategisk vigtige pladser. 2/9 begyndte bombardementet, og allr. første nat udbrød der panik i befolkningen. I store skarer flygtede man til Christianshavn. Beskydningen fortsatte, og hele brandslukningen hvilede nu på brandkorpset, der i løbet af nogle få dage var helt udkørt. Natten mellem 4/9 og 5/9 gik der ild i Vor Frue kirkes tårn, og en storbrand var uundgåelig. Det lykkedes at redde Trinitatis kirke og Skt. Petri kirke, men ellers brændte hele universitetskvarteret og alle ejendomme mellem Vor Frue Kirke og volden. 290 ejendomme nedbrændte totalt, medens 239 huse var mere eller mindre brandhærgede. Endv. havde 731 huse lidt skade ved bombardementet. Ca. 2000 mennesker blev enten dræbt eller såret.
Fra alle sider bestormedes Peymann med ønsker om, at man skulle kapitulere, og 7/9 overgav byen sig. Englænderne betingede sig ret til at holde Kastellet og Holmen besat i 6 uger. Alle krigsskibe og forråd skulle udleveres. Hvad der ikke kunne føres bort, blev ødelagt.
En nedsat krigsret dømte Peymann til at have ære, liv og gods forbrudt, men han benådedes dog, og efter Napoleons fald modtog han flere beviser på kongens nåde. Ansvaret for den sørgelige udgang af kampen kan heller ikke alene lægges på ham eller på den kbhske befolkning. Regeringen havde ikke i tide sørget for de fornødne militære forholdsregler, herunder bl.a. at sprede flåden.
Med Kbh.s kapitulation besegledes dobbeltmonarkiets skæbne. Forbindelsen s. 879 med Norge blev under de kommende års forbitrede søkrig mod England vanskelig at opretholde, og hermed lagdes grunden til Norges udskillelse af monarkiet 1814. For hovedstaden var dette et betydeligt tab, både i økonomisk og åndelig henseende. Krigen med England lamslog endvidere den kbhske storhandel på de fjerne have, og der skulle hengå mange år, før dette tab kunne genoprettes. Selv om kaperne af og til hjemførte betydelige krigsgevinster, kunne disse på langt nær erstatte storhandelens tab, og en voksende fattigdom blev følgen. 1813 brød statens finanser sammen, og et langvarigt finansielt genopbygningsarbejde forestod, der i høj grad vanskeliggjordes ved de økonomiske kriser, der fulgte i kølvandet på stormagtskrigenes ophør 1814–15, og den europæiske omstillingsproces fra krigs- til fredsøkonomi. Først omkring 1830 begyndte det atter at gå fremad.
Københavns bombardement 1807 set fra Christianshavn. Til venstre Langebro midt for Frederiksholms kanal og den brændende Vor Frue kirke i baggrunden. Stik af Clemens efter tegning af Eckersberg.
Så snart krigen var overstået, tog man atter fat på genopbygningsarbejdet, men det gik langsommere end i årene efter branden 1795 på grund af tidens fattigdom. Der måtte også udvises større økonomi med de enkelte nybygninger. Myndighederne benyttede brandkatastrofen 1807 til nye gadereguleringer, og 1838 anlagdes Hauser Plads. Hausergade og Pustervig opstod ligeledes i denne periode. Da militæret efter 1807 ikke længere tillod opførelse af egentlige beboelseshuse i området mellem volden og demarkationslinjen langs med Falkoneralleen og Jagtvej, s. 880 måtte byggegrundene inden for voldene udnyttes fuldtud. Også i årene efter 1814 prægedes nybyggeriet af de klassicistiske ideer.
Ved siden af privatbyggeriet igangsattes et omfattende offentligt byggeri. Ledende i dette var arkt. C. F. Hansen, der fik betroet opførelsen af det nye Christiansborg (indv. 1828), Slotskirken (indv. 1826), Vor Frue kirke (indv. 1829) og Metropolitanskolens nye hus. Endv. stod C. F. Hansen for opførelsen af råd- og domhuset på Nytorv (taget i brug 1817), medens Peder Malling byggede universitetets nye hovedbygning (afsluttet 1836). Omkr. 1840 var genopbygningsarbejdet i det væsentlige afsluttet. Af middelalderens og renæssancens Kbh. var bortset fra Christianshavn og enkelte monumentalbygninger ikke meget tilbage. Byen havde i vid udstrækning skiftet fysiognomi. Derimod var i de gl. kvarterer gadenettet fra middelalderen bevaret, og den dårlige brolægning, de åbne rendestene og den meget spartanske gadebelysning eksisterede stadig. Med hensyn til befæstningen og havnen indtrådte ingen større ændringer i denne periode, men det tidligere myldrende liv i havnen og masteskoven på Holmen var forsvundet. 1816 gennemgik Knippelsbro en hovedreparation. Ved den lejlighed opstilledes 4 legemsstore træfigurer, to mænd og to kvinder, forestillende de 4 vinde.
Omkr. 1800 havde byen ca. 100.000 indbyggere og 1840 ca. 120.000. Inden for denne befolkning spillede embedsstanden og militæret en betydelig rolle, idet den udgjorde ca. 30 %. Tabet af flåden og adskillelsen fra Norge medførte dog nogen tilbagegang for disse befolkningsklasser. De egentlige borgerlige erhverv (håndværk, industri og handel) havde nogen fremgang i perioden 1800–40, idet deres andel i bysamfundet voksede fra 47,5 til 49,9%. Tyendeklassen udgjorde nogenlunde konstant 10%. Under fattigforsørgelse var ca. 3,3%, medens 1,1 % hensad i fængsler og arresthuse.
For byens erhvervsliv var krigsårene 1807–14 det afgørende vendepunkt. Indtil 1807 vedvarede den forrige periodes glimrende handelskonjunkturer, og mange af de hjembragte varer blev industrielt forarbejdet og atter eksporteret, fx. rørsukkeret fra Skt. Croix og de påtrykte lærredsvarer. Også anden industri blomstrede op, fx. møbelindustrien, den keramiske industri og porcelænsfabrikationen. Selv om den friere handelslovgivning fra slutningen af 1700t. havde givet provinsbyerne større udviklingsmuligheder, bevarede hovedstaden stadig i kraft af sin kapitalkoncentration en betydelig indflydelse på såvel inden- som udenlandsk handel.
Storhandelen var koncentreret på ret få hænder og organiseret i store handelshuse, hvis besiddere førte fornemt hus såvel i byen som på deres pragtfulde landsteder i omegnen. En enkelt af storkøbmændene skilte sig ud fra de andre ved sine litterære og kunstneriske selskaber, nemlig Constantin Brun, der havde sit hjem i det Moltkeske palæ. Husets frue Frederike Brun var det naturlige midtpunkt for en litterær salon i international stil. I de gode tider skænkede disse storkøbmænd betydelige beløb til forsk. offentlige, navnlig velgørende formål.
Under storhandelen og delvis afhængig af denne fandtes en ret talstærk detailhandlerstand, organiseret i 5 større handelslav. Uden for disse stod en række omløbere med frugt, brød, brænde m.m. Under de gunstige konjunkturer havde også disse handlende gode kår. For håndværkerstanden var årene 1794–1807 ligeledes en fremgangstid, og navnlig havde alle håndværkere med berøring til byggefagene s. 881 fuldt op at gøre. Den gode beskæftigelse trak mange udenlandske håndværkere til byen. 1794 fandt en omfattende arbejdsnedlæggelse sted, over for hvilken man skred ind med fast hånd fra myndighedernes side.
Tabet af de oversøiske markeder under krigen 1807–14 rystede storhandelen i sin grundvold, og da det viste sig, at det tabte ikke lod sig vinde tilbage, da freden indtraf, standsede det ene handelshus efter det andet sine betalinger. Storkøbmanden Pierre Peschier døde som en fattig mand allr. 1812, og 1820 måtte firmaer som de Coninck og co., Niels Ryberg og Trier og Nathanson gøre opbud. Senere gik firmaet Erich Erichsen til grunde, medens handelshuse som Constantin Brun og I. N. David klarede skærene, men med betydelige tab af formue. Et berømmeligt afsnit i hovedstadens erhvervshistorie var hermed afsluttet.
Selv om vigtige markeder var gået tabt for stedse, og store formuer gået til grunde, også som følge af de forvirrede pengeforhold under og efter statsbankerotten, fandtes der dog stadig muligheder for en fortsættelse af den kbhske handel. Handelen på Vestindien gik videre, og selv om Norge 1814 var blevet udland, kunne hovedstadens købmænd stadig hævde deres position som eksportører af visse varer til Norge. Handelen på Færøerne, Island og Grønland gav også gode indtægter. Kolonihandelen på det fjerne Østen måtte definitivt opgives, men tilbage stod deres handel på de indenlandske markeder og med de nærmeste nabolande. Nye købmænd som L. N. Hvidt og Th. Suhr trådte frem og skabte i årene efter 1814 nye betydelige handelshuse. 1819 indkøbte L. N. Hvidt det 1. dampskib, som fik navnet Caledonia og indsattes i rutefart mellem Kbh. og Kiel. 1830 erstattedes Caledonia med dampskibet Frederik VI, bygget på Jacob Holms skibsværft på Christianshavn. Navnlig efter 1830 begyndte den kbhske handel at blomstre op. Den store landbrugskrise var nu overvundet, og der kom flere og bedre landbrugsvarer på markedet. Kbh.s handel havde dog tabt betydeligt terræn siden 1814, og provinsbyernes købmænd udnyttede situationen til at frigøre sig fra den tidl. stærke kbhske indflydelse. I stedet for vendte man sig mod Hamborg. Den kbhske handelsstand var klar over faren og forsøgte ved henvendelser til regeringen at få fjernet en del af de tyngende told- og andre afgifter, som hindrede handelens opblomstring. En del afgifter ophævedes ved toldloven af 1838, men alle bestræbelser for at få øresundstolden nedsat løb ud i sandet.
En vis stilstand mærkedes også inden for håndværk og industri i årene efter 1814. Sukkerraffinaderierne måtte indskrænke driften, og tekstilindustrien fik afsætningsvanskeligheder i Norge. Derimod trivedes olieindustrien ganske godt, og henved halvdelen af landets 16 oliemøller lå i Kbh. Fra slutningen af 1820erne opstod forsk. nye virksomheder. J. Hambro fik tilladelse til at anlægge en dampmølle, Jac. Holm byggede skibsværft på Christianshavn og optog senere hvalfangst og trankogeri. Firmaet hed fra 1836 Jac. Holm og Sønner. L. Holmblad udviste ligeledes et betydeligt initiativ. Foruden en sæbefabrik og et farveri oprettede han en lakfabrik, en fabrik for spillekort, en limfabrik og et marvoliekogeri. 1828 anlagde isenkræmmer M. Anker Heegaard et mindre jernstøberi, der gik en betydelig fremtid imøde.
Selv om hovedstaden i økonomisk henseende i disse år var i defensiven over for provinsbyerne, bevarede den dog af mange grunde sin tiltrækning. Den var fortsat residensby og rummede inden for sine volde de øverste civile og militære myndigheder. Den var stadig rigets vigtigste militære støttepunkt, og dens faste garnison s. 882 udgjorde 2/5 af rigets samlede militære styrker. På et vist tidspunkt overvejede man at lægge befæstningen uden om Frederiksberg slot og Lygten, men det blev atter opgivet. 1827 udvidedes søbefæstningen ved anlæggelse af et nyt fort på grunden Stubben n.f. Trekroner.
Kbh. var også fortsat rigets åndelige midtpunkt. Her lå universitetet, og 1829 fik fysikeren H. C. Ørsted, hvis navn nogle år tidligere var fløjet ud over verden efter opdagelsen af elektromagnetismen, oprettet en polyteknisk læreanstalt. Også kunstakademiet og de militære højskoler trak ungdom til. En række betydelige forskere var knyttet til disse læreanstalter, og netop i disse år oplevede man desuden en guldalder inden for litteratur og kunst. Mænd som Adam Oehlenschläger, Jens Baggesen og Grundtvig inden for den ældre generation og J. L. Heiberg, Henrik Hertz og H. C. Andersen inden for den yngre virkede i denne periode i byen bag de grønne volde og hentede både motiver og personer fra den virkelighed, der omgav dem. Inden for kunstens verden strålede Bertel Thorvaldsens navn over alle andre, og hans hjemkomst fra Italien 1838 blev en af tidens store københavnerbegivenheder. Det kgl. Teater indtog en central plads i byens åndelige liv som aldrig før, og navne som Johanne Luise Heiberg og August Bournonville var på manges læber. Teatret på Kongens Nytorv var stadig det eneste offentlige forlystelsesetablissement i byen. På Vesterbro åbnede James Price 1801 en lille scene, der i de flg. år udviklede sig til Vesterbros Morskabsteater, hvor italieneren Guiseppe Casortis specielle pantomimer fik fast tilholdssted. En kortere tid fandtes ligeledes et teater på Nørrebro, men det brændte 1833. Om vinteren holdt byens borgere sig for største delen inden for voldene, men om sommeren aflagde man de forsk. forlystelsesetablissementer på Vesterbro et besøg, valfartede til Fr.berg Have for at se Fr. VI sejle i kanalerne eller tog på den årlige kildetur til Charlottenlund eller Dyrehavsbakken. Kun meget velhavende borgere havde fast sommerbolig i byens nærmere omegn.
I 1790erne samledes adskillige af byens borgere i klubber som Dreyers klub og Kongens klub, hvor man omkring punchebollen drøftede tidens store problemer og sang Rahbeks viser. Under indtryk af den franske revolution diskuteredes ivrigt sociale, politiske og økonomiske problemer. En vis kritik kom til orde mod den enevældige regering, men efter at de mest højrøstede kritikere som P. A. Heiberg og Malthe Bruun var bragt til tavshed ved landsforvisningsdomme, sygnede bevægelsen hen. Der kom nu en periode, hvor de æstetiske interesser beslaglagde opmærksomheden. Først efter 1830 tog man påny politiske spørgsmål op til debat. Da Fr. VI 1831 besluttede at indføre rådgivende provinsialstænder, modtoges meddelelsen med begejstring, og gennem pjecer, aviser og tidsskrifter gjorde mænd som C. N. David og A. F. Tscherning et stort arbejde for at vække interessen for samfundsproblemerne. 1834 fandt valgene til den 1. stænderforsamling sted. 1692 kbhske borgere var vælgere og kun 1070 valgbare. Stemmeprocenten ved dette 1. politiske valg var 75. Som sæde for stænderforsamlingen havde kongen udpeget Roskilde. Med stor opmærksomhed fulgte man stænderforhandlingerne, og de 12 kbhske stænderdeputerede og bl. disse navnlig Tage Algreen-Ussing og grosserer L. N. Hvidt hyldedes på Skydebanen for deres indsats. Allr. inden 1830ernes udgang kunne man tale om begyndende politiske partier. De liberale samlede sig om blade som Fædrelandet og Kjøbenhavnsposten, medens mere konservative synspunkter forfægtedes af Berlingske Tidende og Dagen. Regeringen søgte at s. 883 hindre de liberale ideers vækst ved at beslaglægge de liberale blade, men den politiske opposition lod sig ikke standse på den måde.
En af den liberale oppositions vigtigste krav var en ændring af kommunalforfatningen. Den virkelige magt indenfor kommunalbestyrelsen lå nu som før hos magistraten, der efterhånden blev besat udelukkende med embedsmænd, udpeget af regeringen. Alle vigtigere kommunale anliggender skulle forelægges det s.k. Danske Kancelli. De 32 mænds råd havde en meget begrænset indflydelse. I 1790erne havde man på privat initiativ fået oprettet en række udmærkede skoler for det mere velhavende borgerskab, fx. Det Schouboeske Institut (1794) og Det von Westenske Institut (1799), der sammen med Efterslægtsselskabets skole og de to Borgerdydsskoler betegnede et virkeligt fremskridt. Endnu manglede man en virkelig borgerskole. 1814 lagdes grunden til en sådan, og selv om den endnu i adskillige år led af visse mangler, var der dog åbnet mulighed for vederlagsfri skolegang for alle børn. Også fattigvæsenet reformeredes i disse år. Medens man i 1700t. hovedsagelig havde været henvist til en fri fattigpleje, der fik sine vigtigste indtægter ved frivillige bidrag, gik man fra 1799 over til at påligne en fattigskat, og byen inddeltes i distrikter med fattigforstandere. Værdige ældre trængende anbragtes i Vartov og Abel Cathrines Stiftelse, medens andre gamle og svagelige personer fik ophold i Almindeligt Hospital i Amaliegade, der udvidedes med en ny sygeafd. 1808 og en ny lemmestiftelse 1832. De sindssyge fattige anbragtes på det 1816 oprettede særlige hospital på Bistrupgård ved Roskilde. En tvangsarbejdsanstalt indrettedes 1822 på Ladegården uden for voldene, medens der inde i byen indrettedes forsk. arbejdsanstalter, hvor arbejdsdygtige fattige kunne finde beskæftigelse. De gennemførte reformer betød et afgørende skridt fremad. Der klæbede dog stadig store mangler ved den kommunale fattigpleje, og de hygiejniske forhold på Almindeligt Hospital var ikke gode.
3/12 1839 døde Fr. VI, og en af efterfølgeren Chr. VIII.s første regeringshandlinger var at skænke hovedstaden en mere liberal kommunalforfatning. De 32 mænds råd afløstes af en borgerrepræsentation bestående af 36 medlemmer, valgt af de mest velhavende borgere. Ved valget 1840 havde 1929 borgere valgret, og stemmeprocenten blev 53. I det nye kommunalråd fik en række af hovedstadens liberale repræsentanter sæde, men større praktiske reformer gennemførtes foreløbig ikke. Magistraten fortsatte i det gamle spor, og den enevældige regering slap ikke sit greb om de kommunale forretninger.
I løbet af 1840erne vandt de nationalliberale ideer indpas i store dele af det kbhske borgerskab, og politiske ledere som L. N. Hvidt og Orla Lehmann anvendte også borgerrepræsentationen som talerstol. I de bevægede martsdage 1848 kom bystyret til at spille en rigspolitisk rolle. Det var borgerrepræsentationen, der først vedtog den af Orla Lehmann udarbejdede adresse, der krævede en ny regering og afvisning af de slesvig-holstenske ønsker, og det var borgerrepræsentation og magistrat, der gik i spidsen for det store folketog til Christiansborg, der medførte opgivelsen af den enevældige regering og overgang til et konstitutionelt styre. Det kbhske borgerskabs aktive deltagelse i den politiske udvikling gennem 1840erne gjorde det også naturligt, at den grundlovgivende rigsforsamling trådte sammen s. 884 i Kbh., og at man, da den nye grundlov af 5/6 1849 var underskrevet af Fr. VII, valgte Kbh. som sæde for rigsdagens virksomhed. Under folkestyret blev Kbh. rigets politiske midtpunkt og det sted, hvor de fleste afgørende politiske beslutninger siden blev taget.
Også i de flg. år bevarede de kbhske repræsentanter på rigsdagen en afgørende indflydelse på den pol. udvikling. Det national-liberale parti var toneangivende inden for borgerskabet, og de mest læste aviser var partibladene Fædrelandet og Dagbladet. Først katastrofen 1864 bragte partiet til fald. Politiske kræfter uden for hovedstaden øvede den afgørende indflydelse på udformningen af forfatningen af 1866. De national-liberale ideer beherskede dog fortsat borgerskabet, hvilket begivenhederne 1870 viste. Den overvejende kbhske mening var, at man skulle gå med Frankrig mod Preussen. Konge og regering fastholdt heldigvis en streng neutralitet.
1857 gennemførtes en længe omdiskuteret reform af kommunalstyret. Ved lov af 4/3 1857 kom magistraten til at bestå af den af kongen udnævnte overpræsident, der førte forsædet og bevarede sin gamle magt, og 4 af borgerrepræsentationen på livstid udpegede borgmestre. Endvidere valgte borgerrepræsentationen 4 rådmænd til at bistå borgmestrene. Samtidig foretoges en saglig inddeling af magistratens virkeområde, idet kommunalforvaltningen inddeltes i 4 afdelinger, ledet af hver sin borgmester. Den gennemførte reform fik stor praktisk betydning. 1861 fulgte en vigtig skattereform. En række ældgamle kommunale skatter og afgifter afløstes af en samlet indkomstskat, samtidig med at ejendomsskatterne lagdes fast. Skattereformen trak en kommunal valgreform efter sig, idet man 1865 gav alle borgere med en årlig indtægt på 500 rdl. valgret til borgerrepræsentationen. Man gik herved et vigtigt skridt i demokratisk retning, men den lavere borgerstand forstod foreløbig ikke at udnytte de muligheder, som valgloven gav. Følgen var, at borgerrepræsentationen og magistraten endnu en lang årrække først og fremmest repræsenterede det mere velhavende borgerskabs interesser.
Den økonomiske opgang, der havde kendetegnet 1830erne, fortsattes også efter 1840. Det lykkedes foretagsomme købmænd at oparbejde en ikke ringe handel. Man opkøbte i provinsen og i østersøhavnene korn, som eksporteredes til England, og man tog kul med tilbage. Man knyttede også andre direkte internationale forbindelser. Man importerede således kaffe direkte fra Brasilien og solgte en del af varen til udlandet. Efterhånden oparbejdede handelshuse som det Puggaard-Hageske handelshus og firmaet J. Th. Suhr ret betydelige kapitaler, der kunne finansiere en omfattende transithandel. Øresundstolden lagde imidlertid en stærk dæmper på denne handel, og foreløbig var alle forsøg på at få den ophævet forgæves. En vis erstatning fik man dog fra 1842 i den s.k. remissionsordning, der muliggjorde tilbagebetaling af erlagt indførselstold til et beløb, der nogenlunde svarede til øresundstoldens satser. Krigen 1848–50 svækkede Hamborgs dominerende stilling på det danske marked, og den kbhske handelsstand udnyttede denne mulighed. Indtil 1857 levede man under en faktisk højkonjunktur. Transithandelen kunne øges, og navnlig fik man et betydeligt marked i Skåne. Nye foretagsomme købmænd dukkede op, såsom Johan Adolph, C. F. Tietgen, Chr. A. Broberg og G. Melchior. 1857 ophævedes øresundstolden. Sa.å. udbrød en international krise, der via Hamborg nåede Kbh. Det lykkedes imidlertid at overvinde dens følger, og de gode tider fortsatte. Til støtte for erhvervslivet oprettedes s. 885 1857 Privatbanken. Sa.å. grundlagdes endvidere Bikuben. Begge pengeinstitutter kom til verden i protest mod den tilbageholdenhed over for erhvervslivet, der hidtil var blevet udvist af Nationalbanken og Sparekassen for København og Omegn.
Københavns første banegård. 1847. Stik af H. G. F. Holm.
Også en moderne industri, der anvendte damp som drivkraft, opstod i disse år. Brygger J. C. Jacobsen anlagde 1847 på en grund i Valby ølfabrikken Carlsberg, og sa.å. begyndte Kastrup Glasværk sin virksomhed (en aflægger af Holmegård). Fred. Grøndahl startede sammen med brødrene Bing en porcellænsfabrik 1852–53, der formåede at hævde sig ved siden af den gamle kgl. porcellænsfabrik, der opr. var et statsforetagende, men nu overgik på private hænder. Kort før 1870 påbegyndte Ph. Schou en fajancefabrik under navnet Aluminia. Størst var udviklingen inden for jernindustrien. 1843 stiftede H. H. Baumgarten i en baggård i Købmagergade et jernstøberi, 1846 gik han i kompagni med C. C. Burmeister, og virksomheden flyttedes til Christianshavn. Efter at Baumgarten var trådt ud, blev englænderen William Wain medejer, og inden periodens udgang var dette firma en storvirksomhed med ca. 5–6000 arbejdere.
Den voksende økonomiske virksomhed krævede en udvikling af transportmidlerne. Fra 1840ernes beg. syslede man med tanker om en jernbane fra Kbh. til Roskilde, og under stor publikumstilstrømning åbnedes regulær drift 1847. Banegården blev lagt uden for Vesterport. Banen kunne dog ikke svare sig. Rentabilitet opnåedes først, da banen 1856 var ført igennem til Korsør. 1863 fik man åbnet jernbaner fra Kbh. til Lyngby og Klampenborg. Navnlig den sidste rute blev hurtigt populær. Begge baner udgik fra en særlig banegård n.f. Vesterbros Passage. 1864 førtes Nordbanen videre til Hillerød og Helsingør, medens man 1870 åbnede en bane fra Roskilde til Masnedsund. 1864 ophørte al diligencekørsel til og fra Kbh.
Den sjællandske jernbanetrafik satte Kbh. i nær kontakt med et stort og rigt opland og stimulerede byens erhvervsliv. Ikke mindre betydning havde opbygningen af et net af faste skibsruter, der forbandt hovedstaden med vigtige provinshavne og udenlandske handelspladser. Mænd som H. P. Prior og C. P. A. Koch gik her i spidsen, og efterhånden besejledes samtlige ruter af dampskibe. Under C. F. Tietgens ledelse grundlagdes 1865–66 Det forenede Dampskibsselskab, der praktisk talt beherskede hele den indenlandske trafik og havde betydelige ruter på England. Den nye storvirksomheds sæde blev Kbh. 1866 oprettedes – også med sæde i Kbh. – et særligt dampskibsselskab, der besørgede trafikken på Bornholm.
Allerede 1853 havde Kbh. fået telegrafforbindelse med Hamborg, og i de flg. år arbejdede man med at skabe telegrafforbindelse med Østersølandene, Norge og England. 1869 sammensmeltedes under Tietgens ledelse de forsk. telegrafselskaber i Store Nordiske Telegrafselskab, der udvidede sin virksomhed betydeligt, da man fik koncession på en telegraflinie gennem Rusland og Sibirien til det fjerne Østen.
For hovedstadens talrige håndværkerstand blev perioden 1840–70 skelsættende. I århundreder havde håndværkerne været organiseret i faste lav. Fra tid til anden var der gjort forsøg på at sprænge denne spændetrøje, men standen som helhed havde modsat sig det. For tidens liberale politikere var lavsvæsenet et levn for fortiden, som man hurtigst muligt måtte se at slippe af med, og under stærk modstand fra den i 1840 stiftede håndværkerforening ophævedes lavsvæsenet ved lov 1857, og næringsfrihed indførtes. De gamle sammenslutninger bevaredes i en vis udstrækning som selskabelige og sociale foreninger, men den tidligere håndværkerbeskyttelse eksisterede ikke mere. Utvivlsomt havde man ventet sig, at mange svende nu ville nedsætte sig som mestre, men det skete ikke. Den opvoksende industri havde god brug for den arbejdskraft, som blev frigivet, og adskillige håndværkssvende gled ind som arbejdere i de nye fabrikker.
I årene 1840–70 steg befolkningstallet med 60.000 personer eller med ca. 50%. For første gang i byens historie kunne man tale om et fødselsoverskud. Den stærke befolkningstilvækst skabte en sammenklumpning inden for det meget begrænsede byområde, og i visse kvarterer var de sociale og sanitære forhold under al kritik. Trods advarsler fra læger overhørte man kritikken, og myndighederne var meget sendrægtige med gennemførelsen af de fornødne reformer. 1853 indtraf derfor en ny katastrofe, idet en koleraepidemi i løbet af få måneder bortrev ca. 4700 personer. Katastrofen rystede imidlertid myndighederne vågne.
Længe havde militærmyndighederne været klare over, at det gamle voldsystem ikke mere havde nogen militær betydning, og at forbudet mod bebyggelse i forterrænet ikke kunne opretholdes. 1851–52 lykkedes det at få gennemført en lov, der tillod bebyggelse af arealerne mellem søerne og demarkationslinjen ved Falkoneralleen og Jagtvejen. 1852 ophævedes den konsumtionsafgift, som bønderne hidtil havde betalt, når de førte deres varer ind til byen, og kommunen måtte ligeledes opgive at opkræve portafgift. 1/7 1856 trak militæret sine vagtposter bort fra portene, og 1856–58 blev disse nedrevne. Først 1867 nåede man til en afgørelse om selve voldterrænet og arealet mellem søerne og voldene. Kommunen overtog selve voldterrænet fra staten, medens grundejerne måtte betale 1 mill. rdl. i grundværdistigning for tilladelse til at bebygge de frigivne arealer. En del af s. 887 voldterrænet udlagdes til parker, medens resten blev inddraget til alm. bebyggelse, gadeanlæg m.m. Christianshavns vold bevaredes indtil videre som militært område.
Parti af Nørrevold malet af H. L. Galster 1863. I forgrunden broen udenfor Nørreport, i baggrunden Kommunehospitalet bygget 1859-63, på arealet mellem volden og søerne, som blev frigivet til bebyggelse.
På de frigivne arealer inden og uden for søerne skød i årene efter 1853 nye boligkvarterer op. Myndighederne opgav at føre nærmere kontrol med dette byggeri, og da det var i overensstemmelse med tidsånden, at grundejerne skulle have lov til at indkassere så stor værdi af deres ejendomme som muligt, blev resultatet, at der opførtes en mængde spekulationsbyggeri, og at de enkelte grunde udnyttedes så kraftigt som muligt. Værst var forholdene på Vesterbro og Nørrebro, medens visse dele af Østerbro udbyggedes som villakvarter. En vældig udflytning fandt sted i disse år. Byggeriet hemmedes noget af den økonomiske krise 1857, men fra 1860ernes beg. tog man atter fat. De fleste arealer anvendtes til boligbyggeri, men der blev dog også plads til det nye kommunehospital på de frigivne områder.
Udflytningen skabte nogen lettelse i bykernen, og militærets tilbagetrækning fra visse kvarterer i den indre by muliggjorde en udbygning af disse med moderne huse. 1859 rømmede marinen Gammelholm, og under arkt. F. Meldahls ledelse skabtes her et helt nyt kvarter med lige gader og en efter tidens opfattelse meget fornem bebyggelse. Også dele af Nyboder blev revet ned, og høje huse opførtes på grunden.
Marinens opgivelse af Gammelholm muliggjorde en hårdt tiltrængt udvidelse af havnen. Længe havde man følt nødvendigheden heraf, og planer om anlæggelse af en ny sydhavn fremsattes. Udvidelserne kom dog mod nø., idet man nu kunne s. 888 tage kajplads i brug langs Gammelholm. Endvidere anlagde man Kvæsthusbroen og foretog opfyldninger ved Refshalegrunden. 1869 leveredes en ny Knippelsbro fra Burmeister og Wain med 6 m bred kørebane og et noget større gennemsejlingsfag. Det viste sig dog hurtigt, at broens kapacitet var for lille. Den nye bro opførtes ud for nuv. Slotsholmsgade, idet man tilkastede den gamle børsgrav. Også Tøjhushavnen blev opfyldt, og ny kajplads opført langs med den nyanlagte Christiansgade. Endelig uddybedes havnen. Ved alle disse foranstaltninger havde man i nogen grad afhjulpet de mest påtrængende krav om havneudvidelser.
Koleraepidemien 1853 havde til følge, at man gik i gang med at løse påtrængende sociale og sanitære problemer. Man var klar over, at sammenstuvningen i overbefolkede lejligheder var en væsentlig grund til, at så mange menneskeliv var gået tabt. Fra forskellig side gik man i gang med at skaffe gode og billige arbejderboliger. Lægeforeningen fik således på Øster Fælled ml. nuv. Østre Allé og Østerbrogade opf. 8 huse, der hver rummede 32 arbejderfamilier. Red. Rimestad fik 1866 bygget arbejderboliger i krydset Tagensvej-Jagtvej, medens Arbejdernes Byggeforening rejste en del boliger på Amager 1865. På Fr.berg opførtes de s.k. Classenske boliger (bygget af Det Classenske Fideicommis). Disse boliger var et skridt i den rigtige retning, men kunne ikke løse den voksende arbejderbefolknings boligproblem. Det viste sig skæbnesvangert, at myndighederne ikke havde forstået nødvendigheden af en nøje kontrol med spekulationsbyggeriet på Vesterog Nørrebro. En både uheldig og ulykkelig sammenstuvning af mennesker blev følgen i disse nye, trøstesløse lejekaserner.
Et direkte resultat af koleraepidemien var endvidere en bedre vandforsyning. Vandet skaffede man fra Damhussøen, og et vandværk anlagdes ved Skt. Jørgens sø, der var i stand til at pumpe vandet ud i tilstrækkelige mængder og til den fornødne højde. I ældre tid havde der til ejendommene i byen hørt latrinkuler, der kun tømtes en gang imellem. Fra 1849 gik man over til at anvende transportable tønder. Et forslag om indførelse af vandklosetter, der skulle have underjordisk afløb gennem moderne kloakker, fandt ikke nåde hos myndighederne, og tøndesystemet bevaredes endnu en lang årrække. Derimod fik man nu anlagt et gasværk, og 1857 tændtes for første gang 2200 gaslygter i byen. Man kunne herefter afskaffe de gamle tranlygter. Samtidig forsvandt det gamle vægterkorps og med det vægtersangen i byens gader ved aften- og nattetide. Vægterkorpsets afskaffelse 1863 medførte en gennemgribende reform af stadens politivæsen.
I det ydre gadebillede indtrådte i disse år betydelige ændringer. Butikkerne, der hidtil havde været i kældrene, rykkede nu op i stueetagen, og man fik store butiksvinduer med udstillinger af varerne. Varelagrene i vinduerne blev større, og man begyndte at avertere. Fortidens mange farvestrålende uniformer forsvandt lidt efter lidt, især efter hærreformen 1867. Bl.a. så man ikke mere de maleriske hestgardister. 1870 forsvandt også de kgl. livjægere og den gl. borgervæbning. En rytter blev et sjældent syn i gadebilledet. 1863 kørte den første hestetrukne sporvogn fra Fr.berg Runddel gennem byen til Østerbro. 1866 overtoges driften af et af Tietgen stiftet Kbh.s Sporvejs-Selskab, og der kom også en rute ud ad Nørrebro. Endelig organiseredes 1869 en droskeordning under offentlig kontrol med faste holdepladser og takster. Byens nye udstrækning gjorde disse nye befordringsmidler nødvendige.
Indkørslen til Nørrebro. Fotografi 1865. I forgrunden den ældste dronning Louises bro. Bagved Nørrebrogades nyopførte huse med karakteristiske korresponderende hjørnetårne og længere ude af gaden mere tilfældig bebyggelse.
Stadig eksisterede en del af de gamle klubber, men deres betydning var aftagende. En omfattende privat selskabelighed fandt stadig sted, og ofte samledes man til musikalske soiréer i private hjem. Ved siden af Det kgl. Teater eksisterede nu to s.k. secondteatre, nemlig Casino og Folketeatret på Nørregade, der fortrinsvis spillede et folkeligt program. I perioder spilledes der også på Hofteatret. 15/8 1843 åbnedes Tivoli uden for Vesterport, skabt på initiativ af Georg Carstensen. Den folkelige forlystelseshave blev hurtigt en stor sukces. I Tivoli musicerede bl.a. den populære H. C. Lumbye. En mere omskiftelig tilværelse førte de forskellige forlystelsesetablissementer på Vesterbro.
I forhold til de da. provinsbyer havde Kbh. altid været en stor by, men det er først i perioden 1870–1914, at hovedstaden bliver en europæisk storby. Omkr. 1870 boede der ca. 181.000 mennesker i Kbh. Ved den 1. verdenskrigs udbrud havde tallet passeret 450.000. For at skaffe plads til den voksende befolkning havde byen bredt sig ud til alle sider.
Den kraftige vækst skyldtes først og fremmest, at den moderne fabriksindustri nu for alvor slog igennem. Det stærkt industrialiserede Holsten var efter 1864 udland, og Kbh. greb chancen, støttet af gode uden- og indenlandske konjunkturer. s. 890 En stærk indvandring fra landdistrikterne fandt sted, navnlig under landbrugskrisen, og industrien kunne skaffe sig rigelig og billig arbejdskraft. Medens privatejendomsretten hidtil havde gjort sig gældende også inden for industrien, trænger aktieselskabsformen nu frem. 1872 omdannes Burmeister og Wain til aktieselskab, og det samme sker med De danske Sukkerfabrikker og cikoriefabrikkerne. Andre større selskaber er De forenede Dampmøller, Københavns Mælkeforsyning og Frederiksholms Teglværker. Af nye virksomheder, der oprettes i årene efter 1870, kan nævnes Ny Carlsberg Bryggerierne, der 1906 slås sammen med Gl. Carlsberg, Carl Allers etablissement, Galle og Jessens chokoladefabrikker, Gosch tændstikfabrik, Tuborg, der senere optages i De forenede Bryggerier, De Danske Spritfabrikker, C. Schous fabrikker, F. L. Smidth og De forenede Papirfabrikker. Oprettelse af nye storbanker gjorde det muligt at finansiere storindustrien. 1871 grundlagdes Landmandsbanken, året efter Handelsbanken. Efter nogle år med vigende konjunkturer gik det atter fremad fra 1880erne, og navnlig øgedes takten i årene fra 1890 og frem mod krigsudbruddet 1914. I disse år gennemførtes adskillige koncentrationer inden for allr. eksisterende virksomheder, fx. opstod nu De forenede Bryggerier. Stadig nye virksomheder så dagens lys, så som Dansk Svovlsyre og Superphosphat-Fabrik, Smith, Mygind og Hüttemeiers metalfabrik, Titan, Atlas, Vølund, Horwitz og Kattentids cigarfabrikker, Glud og Marstrand, de danske Konservesfabrikker, mejeriet Enigheden, bryggeriet Stjernen og efter 1900 Dansk Riffelsyndikat og Otto Mønsteds fabrikker. I løbet af relativt få år var hovedstaden blevet landets industrielle centrum og havde fået en talrig arbejderbefolkning.
Carlsberg bryggerierne 1883. Lithografi efter tegning af C. F. Thomsen. I baggrunden Gamle Carlsberg grundlagt 1847, i forgrunden Anneksbryggeriet opført 1871.
Udstillingen 1888. Udsnit af lithografi af Franz Sedivy. Til venstre ses hovedbygningen tegnet af Martin Nyrop, til højre Industriforeningens bygning ved Vesterbros passage.
I sa. periode blomstrede også den kbhske handel op, navnlig udenrigshandelen. 1888 gik ca. 50% af importen, 47% af den samlede eksport og ikke mindre end 90% af reeksporten over Kbh. Fra 1890erne lykkedes det provinsbyerne at erobre en større del af eksporten tilbage, men stadig bevarede Kbh. ca. 30% af denne handel. Med hensyn til import og reeksport beholdt man den dominerende stilling. En række store handelsvirksomheder fik på ny sæde i hovedstaden, fx. Østasiatisk Kompagni, Det danske Kulkompagni og Det sibiriske Handelskompagni. Handelen med de sydsvenske provinser spillede stadig en betydelig rolle for den kbhske handel.
En forudsætning for den kbhske økonomiske ekspansion var en fortsat udvikling af havnen. Stadige uddybninger måtte foretages. Gamle kajanlæg og bolværker moderniseredes. Ved Kalvebod strand foretoges opfyldninger, hvorved betydelige arealer blev indvundet, der kunne anvendes til nye havne- og kajanlæg. 1895–97 anlagdes Gasværkshavnen, og 1891–94 opførtes frihavnen, på hvis arealer der lidt efter lidt opstod betydelige industrianlæg.
I takt med den alm. økon. udvikling udbyggedes den kbhske handelsflåde. Dampskibene trængte efterhånden ganske sejlskibene ud, og Kbh. blev hovedsædet for da. skibsfart. Til allerede eksisterende rhederier sluttede sig fra slutningen af 1800t. foruden Ø.K. rederierne C. K. Hansen og A. P. Møller. Inden periodens ophør løb de første dieselmotorskibe af stabelen hos Burmeister og Wain på Refshaleøen. Et nyt betydningsfuldt kapitel i verdensskibsfartens historie var hermed begyndt, og Kbh. var stedet, hvor det skete.
For byens vareudveksling var havnen af største betydning, men også forbindelserne s. 892 til det øvrige Sjælland talte med. Det sjællandske jernbanenet blev videre udbygget. 1879 åbnedes Frederikssundsbanen og 1897 Kystbanen fra Klampenborg til Helsingør, 1906 anlagdes Slangerupbanen og 1907 Amagerbanen. 1883 overtog statsbanerne færgefarten Gedser-Warnemünde og 1888 overfarten Helsingør-Helsingborg. Fra 1895 fik man regelmæssig trafik på Malmø. Flere nye banegårde oprettedes, og der skaffedes forbindelse mellem dem indbyrdes. På denne måde bragtes også frihavnen og væsentlige dele af den øvrige havn i forbindelse med det sjællandske jernbanenet. 1911 kunne man åbne den nye hovedbanegård. I den mere lokale varetransport var det hestetrukne køretøj stadig dominerende.
Den moderne fabriksindustri trængte de tidligere så dominerende håndværkerfag i baggrunden, men de eksisterede naturligvis stadig. Byens kraftige udvikling gav de fag, der havde tilknytning til byggeriet, fuldt op at bestille. Andre fag kunne ikke klare sig i kampen mod den moderne industri, og adskillige håndværkssvende og en del mindre mestre blev fabriksarbejdere.
Inden for detailhandelen dominerede den lille butik, men det var ikke et lukrativt erhverv at være detailhandler. Lidt efter lidt opstod en række specialforretninger, der berøvede detailhandlerne en ikke ringe del af vareomsætningen. Samtidig grundlagdes store varehuse, der under ét tag samlede så godt som alle varegrupper. 1893–94 indviede Th. Wessel og Emil Vett Magasin du Nords nybygning på Kongens Nytorv, og 1891 havde A. C. Illum åbnet forretning og rykkede 1899 ind i ejendommen på Østergade.
I løbet af 1890erne stiftedes flere nye banker. 1895 oprettedes Detailhandlerbanken, 1898 Grundejerbanken og 1904 Centralbanken for Handel og Industri. Seneregrundlagdes Revisionsbanken og Låne- og Discontobanken. Under den store byggekrise 1907–08 måtte et par af disse banker standse betalingerne. Af andre pengeinstitutter, der fik deres hovedsæde i hovedstaden, må nævnes Østifternes Kreditforening (opret. 1851), Kreditforeningen af Grundejere i Kbh. og Omegn (1882) og Kbh.s Hypotekforening (1895). Også en række store forsikringsselskaber som Hafnia (1872) og Skjold (1884) indrettede hovedkontor i Kbh.
Den næsten eksplosive udvikling inden for det kbhske erhvervsliv, der i modsætning til tidligere skete uden støtte fra statsmagtens side, medførte en stærk stigning i befolkningstallet. Indtil 1890 steg dette navnlig som følge af indvandring fra provinsen. Fra alle kanter af landet rejste arbejdssøgende til hovedstaden. Efter 1890erne tog indvandringsstrømmen af, og når byens folketal fortsatte med at vokse, skyldtes det nu fødselsoverskuddet.
For at skaffe plads til den hastigt voksende befolkning, måtte der fremskaffes de fornødne boliger, og et spekulationspræget byggeri kunne ikke undgås. De forhåndenværende byggegrunde blev udnyttet mest muligt. 5–6 etager var ikke ualmindeligt, og bag forhuset mod gaden anbragtes så mange bag- og sidehuse, som der kunne skaffes plads til og oftest af samme højde som forhuset. Gårdene, som adskilte de forsk. bygn., blev som følge heraf snævre og mørke skakter. Selve byggeriet var tarveligt, og de enkelte lejligheder små og mørke. De sanitære forhold var meget primitive. I disse nye lejekaserner klumpedes en meget væsentlig del af byens arbejderbefolkning sammen.
I første omgang udbyggedes terrænet mellem søerne og den gamle demarkationslinie s. 893 og navnlig det nuv. Vesterbro og Nørrebro. Dernæst tog man fat på områderne mellem den gl. voldlinje og søerne. 1873 påbegyndtes byggeriet i Nansensgadekvarteret. I løbet af 1870erne udlagdes en del af det gl. voldterræn til parker: Østre Anlæg, Botanisk Have og Ørstedsparken. 1886 anlagdes Aborreparken, hvor nu Studenterforeningen ligger, men den nedlagdes 1910. På den gl. Vestervolds grund rejstes 1872 Industribygningen, der rummede den nordiske industriudstilling 1872. På Halmtorvet (nuv. Rådhuspladsen) opførtes 1888 bygninger til en ny stor industriudstilling. Billede s. 891. 1893 anlagdes Vestre Boulevard, og de sidste rester af den gl. vold forsvandt i dette område. Udbygningen af Østerbro fulgte efter Vesterbro og Nørrebro. Ikke førend o. 1900 tog byggeriet for alvor fart, og bygningernes kvalitet var noget bedre i dette kvarter. De sidste rester af Østervold sløjfedes 1913.
Ved saneringen 1872 forsvandt flere gamle gyder som Peder Madsens gang ved Østergade (gammelt fotografi til venstre), og nye gader anlagdes som Ny Østergade i 1907 med det karakteristiske hjørnehus ved Christian IX.s gade.
Ved siden af spekulationsbyggeriet foregik også et mere socialt betonet byggeri. Arbejdernes Byggeforening tog i 1870erne initiativet til opførelse af et samlet byggeri i området ml. Øster Søgade og Østre Farimagsgade, og også andre steder i byen opførtes billige arbejderboliger. Byggeforeninger tog ligeledes initiativ til opførelse af parcelhuse med små haver. Disse anlagdes især i byens udkanter.
Den kraftige udflytning fra den indre by medførte, at befolkningstrykket mindskedes, s. 894 og at man kunne skride til visse saneringer af de mest usunde kvarterer. 1872–76 gennemførtes omfattende nedrivninger i Grønnegadekvarteret, og gl. gyder som Peder Madsens Gang, Prammandens Gang og Bag Hovedvagten forsvandt. I slutn. af 1890erne saneredes City-kvarteret, og omkr. 1900 nedreves en række gl. huse bag Børsen. 1907 ombyggedes Farvergadekvarteret og desuden opstod Ny Østergade og Hovedvagtsgade. De gl. fælleder lå længe ubenyttet hen, idet der ikke kunne opnås enighed ml. kommunen og staten om deres udnyttelse. 1893 blev man enig om en deling. På Øster Fælled opførte staten garderhusarkasernen, og på Blegdams Fælled og Nørre Fælled Militærhospitalet og Rigshospitalet. Kommunen anvendte sin andel af de gl. fælleder til rekreative områder.
De store indlemmelser i Københavns kommune 1901–02 angivet ved krydsskravering, kommunens omfang i 1900 ved vandret skravering og Frederiksberg og andre kommuner ved lodret skravering.
I det store og hele overlod myndighederne de private bygherrer at udforme det nye byggeri. Man var dog klar over, at ikke alt var, som det skulle være, og gennem bygge- og sundhedsvedtægter prøvede man på at øve indflydelse på byggeriets udformning. Resultaterne blev kun små.
Allr. inden århundredets udgang var man klar over, at byens hastige vækst ville sprænge kommunens ældgamle grænser, og den forudseende borgmester Borup begyndte at opkøbe grunde i nabokommunerne med fremtidigt byggeri for s. 895 øje. 1900 indlemmedes Sundbyerne, Brønshøj og Valby i Kbh.s kommune, medens Frederiksberg kommune modsatte sig en indlemmelse. I årene efter 1900 foregik en stigende udflytning til byens nye yderdistrikter, og et kraftigt byggeri blev følgen. Kommunen fik, takket være grundkøbene, mere hånd i hanke med byggeriet, og ved siden af store boligkarreer opstod ligeledes et ikke ringe antal parcelhuse. Også en del fabriksvirksomheder skaffede sig arealer i yderkvartererne.
Parti af Trianglen set mod nord 1884. Træsnit i Illustreret Tidende. I baggrunden til højre Østerbrogade, midtfor dampsporvognen, som kørte ud ad Strandvejen. På de øvrige ruter kørte hestesporvogne. Bemærk den enlige Væltepeter, den ældste cycletype.
En forudsætning for yderdistrikternes indlemmelse i det gl. bysamfund var en udvikling af de offentlige befordringsmidler. Afstanden ml. hjem og arbejdsplads blev for mange mennesker betydelig. Man kunne ikke længere gå frem og tilbage. Medens befolkningen i stigende antal søgte sig boliger i byens yderdistrikter, blev virksomheder og kontorer liggende i den indre by. Dette betød, at en strøm af mennesker søgte ind mod byens centrale dele i de tidlige morgentimer og hjem igen efter arbejdstids ophør. For at kunne befordre disse menneskemasser, måtte der i ikke ringe udstrækning stilles offentlige trafikmidler til disposition. Gennem hele perioden var sporvejenes linjenet blevet udbygget, og flere private selskaber stod for udbygningen. De ældste sporvogne var hestetrukne, og et forsøg på at anvende damp mislykkedes. Fra 1897 tog man elektriciteten i brug. 1911 overtog kommunen samtlige sporvognslinjer i Kbh. og på Fr.berg, medens N.E.S.A. fortsat drev linjerne ad Strandvejen og Bernstorffsvejen. For nærtrafikken havde Slangerupbanen og Amagerbanen også stor betydning. Fra beg. af århundredskiftet blev cyklen et alm. befordringsmiddel. Man havde kendt den længe, men cykelkørsel havde først og fremmest været en sport. 1903 fik Kbh. sin første motordroske, og 1908 stiftedes Taxa. De gl. hestedrosker forsvandt lidt efter lidt. For s. 896 samkvemmet inden for det efterhånden vidtstrakte byområde fik det også stor betydning, da man kunne åbne den første telefoncentral. Dette skete 1881, og hurtigt udviklede telefonvæsenet sig. Bag skabelsen af Kjøbenhavns Telefonaktieselskab stod den initiativrige C. F. Tietgen. Fra 1896 samledes alle lokale sjællandske telefonselskaber under det kbhske.
Årene 1870–1914 var en ubrudt række af fredelige arbejdsår og bortset fra kortvarige økonomiske tilbageslag en næsten ubrudt opgangsperiode. Byen blev også i disse år forskånet for tidligere tiders store brandkatastrofer og epidemier. En storbrand bør dog nævnes, nemlig Christiansborg slots brand i okt. 1884. For 2. gang sank slottet i grus, og betydelige kulturelle værdier gik tabt. En række institutioner blev husvilde, først og fremmest rigsdagen. P.gr.af den politiske kamp fik slottet lov til at henligge som ruin i mange år. Efter systemskiftet 1901 mildnedes det pol. klima, og en genopførelse af slottet blev vedtaget og påbegyndt.
De sociale vilkår, hvorunder arbejderbefolkningen levede under den moderne fabriksindustris gennembrud og første udvikling i Kbh., var så slette, at den fra udlandet indførte socialistiske lære havde en fortrinlig grobund. Det var folk uden for den egentlige arbejderstand, der satte den socialistiske agitation i gang, og 5/5 1872 kom det på Nørre Fælled til det første alvorlige sammenstød ml. strejkende arbejdere og politi og militær. De socialistiske førere Pio, Geleff og Brix blev fængslet og idømt straf. Den nye bevægelse fik et knæk, men den rejste sig på ny i løbet af nogle få år og nu under ledelse af førere som C. Hørdum, P. Holm og E. Wiinblad, mænd der var udgået fra arbejdernes egne rækker. Gennem dannelse af fagforeninger fik man lidt efter lidt arbejderne organiseret. Fagforeningerne sluttede sig sammen i fagforbund, der atter forenedes i De samvirkende Fagforbund under ledelse af Jens Jensen. Ved sammenhold lykkedes det lidt efter lidt arbejderne at hæve lønnen og at få nedsat arbejdstiden, således at den alm. arbejders kår i løbet af perioden blev væsentligt forbedret. Arbejderklassens organisering i fagforeninger fremkaldte hos arbejdsgiverne en forståelse af, at man måtte slutte sig sammen, og Dansk Mester- og Arbejdsgiverforening oprettedes 1898. Året efter kom det til den hidtil største styrkeprøve ml. de to parter på arbejdsmarkedet, nemlig lockouten 1899, der efter svære forhandlinger afsluttedes med septemberforliget, der indtil nu har dannet grundlaget for forholdet mellem arbejdsmarkedets hovedparter.
Gennem fagforeningerne lykkedes det arbejderne at forbedre deres økonomiske og sociale kår på arbejdspladsen, og ved tilslutning til det socialdemokratiske parti søgte man ad politisk vej gennem rigsdag og borgerrepræsentation at virke for de socialistiske ideers sejr. Ved periodens beg. var hovedstaden i politisk henseende en national-liberal by, og de førende blade var de gl. partiblade Fædrelandet og Dagbladet. Det national-liberale parti var imidlertid på vej mod højre, og en sammensmeltning fandt snart sted. Organer for den nye højrepolitik blev Berlingske Tidende og de Ferslewske blade. Mod Højre rejste sig en liberal opposition i borgerskabet, der stod under indflydelse dels af det voksende Venstreparti dels af den bevægelse, der var sat i gang ved dr. Georg Brandes forelæsninger på universitetet 1871, og som snart samlede en betydelig del af tidens forfattere, kunstnere og videnskabsmænd omkring sig. De liberale kredse havde som presseorgan først Morgenbladet og fra 1884 Politiken under Hørups og Edv. Brandes ledelse. 1881 oprettedes Højres Arbejder- og Vælgerforening til værn for konservatismens interesser s. 897 i hovedstaden og 1883 Kjøbenhavns liberale Vælgerforening. 1884 kom den første styrkeprøve, hvor Højre tabte halvdelen af sine mandater til 2 socialdemokrater og 3 liberale. Oppositionen kunne ikke hindre, at ministeriet Estrup gennemførte Kbh.s befæstning. Ved hjælp af provisoriske love påbegyndtes 1886 opførelsen af Charlottenlund- og Kastrupforterne, og i de flg. år fortsattes fæstningsbyggeriet, der afsluttedes i løbet af 1890erne. På det tidspunkt havde oppositionen trængt Højre helt i baggrunden. 1901 gennemførtes systemskiftet, og Chr. IX udnævnte det 1. venstreministerium. Den kølighed, der i de bevægede kampår havde hersket ml. store dele af den kbhske befolkning og kongehuset, og som de strålende fyrstebesøg ikke havde kunnet udslette, fortog sig nu lidt efter lidt. Efter den pol. sejr 1901 skiltes oppositionen. 1903 opstillede Socialdemokratiet egne kandidater i alle kbhske kredse med det resultat, at 5 venstremænd ikke blev genvalgt. Inden for venstrepartiet knagede det ligeledes. En københavnsk fløj brød ud og dannede kernen i den nye politiske partidannelse Det radikale Venstre (1905). 1909 gennemførtes efter lange forhandlinger en ny forsvarslov, hvis vigtigste resultat for Kbh. var landbefæstningens nedlæggelse 1922.
Inden for bystyret formåede Højre at bevare magten noget længere, men inden periodens udløb havde Socialdemokratiet også sejret her. Der skete foreløbig ingen ændringer af den kommunale forfatning. Magistraten havde fortsat den afgørende indflydelse, og valgretsreglerne hindrede hele arbejderklassen og den lavere mellemstand fra at stemme. Interessen for borgerrådets virksomhed var derfor meget begrænset.
I de første år efter 1870 var den tidl. finansminister C. E. Fenger magistratens mest virksomme medlem. Som borgmester for finans- og hospitalsvæsenet udfoldede han et vist initiativ på sundhedsvæsenets og hospitalsvæsenets område. Han efterfulgtes 1883 af den konservative borgmester L. C. Borup, en initiativrig og dygtig administrator. Med stor iver kastede han sig over udviklingen af værkerne, og der opførtes de fornødne gas- og elværker. Han fik bragt de svævende spørgsmål om retten til udnyttelse af de gl. fælleder til afslutning, og med klog forudseenhed tilrettelagde han de store indlemmelser efter år 1900. På det sociale område var han derimod yderst konservativ.
Det udpræget konservative bystyre fremkaldte lidt efter lidt en opposition, og repræsentanter fra det liberale borgerskab sluttede sig på valgdagen sammen med socialdemokraterne i et forsøg på at erobre Højres flertal i borgerrepræsentationen. Den første valgsejr blev vundet 1893, da mænd som bagermester J. Marstrand, boghandler Gustav Philipsen og Herman Trier fik sæde i borgerrepræsentationen sammen med socialdemokraterne Jens Jensen og K. M. Klausen. Det lykkedes Højre i løbet af 1890erne at tilbageerobre en del af det tabte terræn, men fra 1890-ernes slutning havde oppositionen flertallet, og en række af Socialdemokratiets spidser holdt deres indtog i borgerrepræsentanternes sal på Domhuset på Nytorv.
1903 flyttede kommunalbestyrelsen til det nye rådhus, og kort efter døde borgmester Borup. Under stor spænding skred man til valg af efterfølger, og Jens Jensen blev den udkårne. Sa.å. valgtes også Marstrand til borgmester, og da oppositionen besatte 4 af rådmandsstillingerne havde man herved erobret flertallet i magistraten. Kort efter revnede det tidl. nære samarbejde ml. de liberale og socialdemokraterne på spørgsmålet, om kommunen skulle overtage sporvejsdriften. Bag denne strid lå imidlertid en voksende frygt i borgerlige kredse for Socialdemokratiets s. 898 dominerende indflydelse på bystyret. 1908 gennemførtes nye regler for valgret til borgerrepræsentationen. Alle skatteydere, også kvinder, fik valgret. For fremtiden skulle der afholdes valg til borgerrepræsentationen hvert 4. år, og der indførtes forholdstalsvalg. Den nye valglov gjorde Socialdemokratiet til borgerrepræsentationens største parti. Allr. inden periodens udløb var Socialdemokratiet på vej til det absolutte flertal i borgerrådet.
Hovedstadens kraftige vækst stillede store krav til bystyret, og på flere punkter var energisk indgriben nødvendig. Dette gjaldt således sundhedsvæsenet. Byens renligholdelse og kloakering havde altid været et mørkt punkt. Omkr. 1800erne fik man gennemført den første omfattende kloakering, men denne muliggjorde endnu ikke indførelse af wc. De ældste kloakker havde udløb i havnen, faldet var for ringe, og der klagedes over meget ilde lugt. Fra slutn. af 1890erne tog man fat på at føre udløbet ud i Sundet, og moderne wc’er kunne herefter indføres. I mange ejendomme måtte man endnu lade sig nøje med wc. i gården. Dog betød det et vist fremskridt, at man fik afløst de gl. primitive trætønder med ståltønder med tætsluttende låg. Også dagrenovationen moderniseredes, og en bedre renligholdelse af gaderne blev sat i værk. Et væsentligt fremskridt var det ligeledes, at man for alvor tog fat på asfaltering af hovedgaderne.
Fra myndighedernes side skærpede man endvidere tilsynet med levnedsmidlers tilberedning og salg. Navnlig kød- og mælkeudsalg kom under stadig kontrol. Fra gl. tid havde der været et ikke ubetydeligt kohold i byen, idet brændevinsbrænderne holdt køer, som de fodrede med mask. Efterhånden lykkedes det at få koholdet indskrænket, og en mere moderne og hygiejnisk mælkeforsyning etableret. Hermed kvalte man også i fødselen mange epidemier, der tidligere havde bredt sig ved hjælp af den forurenede mælk. Som led i den offentlige sundhedspleje tog kommunen initiativet til anlæggelse af forskellige varmtvandsbadeanstalter, og en udvidelse og modernisering af hospitalsvæsenet fandt sted. For de tuberkuloseramte indrettedes Tuberkulosestationen og Øresundshospitalet. Den offentlige prostitution ophævedes 1900, og man aktiviserede kampen mod kønssygdommene. Også det alm. hospitalsvæsen blev udvidet. Navnlig efter de store indlemmelser måtte hospitalsbyggeriet fremskyndes.
Særlig genstand for kritik var fattigvæsenet, der endnu i slutn. af 1800t. administreredes på basis af ordningen af 1799. Det offentlige nøjedes med at udbetale fattighjælp og tog ikke hensyn til de forskellige årsager til trang. Ved siden af fattigvæsenet organiseredes et ret betydelig privat godgørenhed, og inden for fagforeningerne voksede en sygekassebevægelse op. Lidt efter lidt blev det også almindeligt, at arbejdsgiverne tegnede ulykkesforsikring for de beskæftigede. Arbejdsføre fattige henvistes i vid udstrækning til forsørgelse på ladegården, og indtil ladegårdens ophør 1908 deltog lemmerne i den kbhske gadefejning. Desuden fandtes i Kbh. fra gl. tid tre arbejdshuse: Frue, Nicolai og Frelserens sogns arbejdshuse, men efterhånden anvendtes disse udelukkende til alderdomshjem. Efter at man 1885 havde taget Skt. Johannes’ Stiftelse i brug som arbejds- og sygehus samt børneoptagelseshjem, blev Almindeligt Hospital i Amaliegade udelukkende anvendt som stiftelse for gamle. 1885–92 opførtes i Nørre Allé en række nybygninger, hvortil lemmerne fra Almindeligt Hospital lidt efter lidt overførtes. Med den nye fattiglov af 1891, loven om alderdomsunderstøttelse ligeledes af 1891, sygekasseloven af 1892 og ulykkesforsikringsloven af 1898 skabtes forudsætningen s. 899 for en modernisering af hjælpen til fattige, syge og gamle, og den ældgamle naturaliehjælp blev afløst af en pengeunderstøttelse.
»Jensen er valgt«. Borgerrepræsentant og folketingsmand F. J. Borgbjerg udråber fra Rådhusets balkon, at Jens Jensen er valgt til borgmester. Tegning af Alfred Schmidt i »Blæksprutten« 1903.
På åndslivets område bevarede hovedstaden sin centrale stilling, takket være sine højere læreanstalter, sine teatre, sine kunstsamlinger og sine videnskabelige institutioner. Ved periodens beg. herskede endnu nationalliberalismen med sine romantiske og nationale opfattelser. Det varede imidlertid ikke længe, før nye åndsstrømninger brød ind over hovedstaden. Dr. Georg Brandes stod som eksponent for mange af tidens nye tanker, og omkring ham samledes en kreds af ligesindede, som både inden for kunst og videnskab blev toneangivende i de følgende årtier. Sammenfattende kan de betegnes som det moderne gennembruds mænd. Ved universitetet blomstrede de humanistiske videnskaber som aldrig før, navnlig inden for sprogvidenskab og historie. Efter århundredskiftet knyttedes en række fremragende medicinere og naturvidenskabsmænd til universitetet. I kunsten sejrede realismen og naturalismen over romantikken. Nu som tidligere spillede Det kgl. Teater en afgørende rolle i byens liv. 1874 kunne man rykke ind i nybygningen på Kongens Nytorv, og den gl. teaterbygning blev nedrevet. 1883 fik byen et nyt stort teater, nemlig Dagmarteatret, og 1908 åbnedes Det ny Teater på Vesterbro. En række mere folkelige forlystelsesetablissementer dukkede op, bl.a. National. 1886 indviedes den nye cirkusbygn, og året efter holdt cirkus Schumann for første gang sit indtog her. Først efter århundredskiftet dukkede biografen op. Tiden 1870–1914 blev ligeledes en gennembrudstid for sporten. Til at begynde med kendte man kun gymnastik og skøjteløb. Senere kom cricket og roning og i midten af 1870erne cyklesporten. Relativt sent kom boldspillet. s. 900 Københavns Boldklub oprettedes 1876, og man spillede fodbold på Rosenborg eksercerplads fra 1879. Det var dog først ved århundredskiftet, at fodboldspil opnåede virkelig popularitet. Efter århundredskiftet meldte motorsporten sig. 1910 rundede Alfred Nervø Rådhustårnet i sin primitive flyvemaskine, og 17/7 sa.å. fløj Robert Svendsen over Sundet. En ny tid stundede til.
I de nærmeste år før verdenskrigens udbrud var byens erhvervsliv præget af opgang, og en optimistisk stemning hvilede over forretningslivet. De storpolitiske kriser, som gennemrystede Europa i disse år, forekom fjerne, og på samme måde betragtede man fyrstemordet i Sarajevo og den tiltagende spænding på Balkan i løbet af sommeren 1914. Man ventede statsbesøg af den franske præsident Poincaré omkr. 1. aug. Da besøget blev aflyst, forstod man, at situationen var farlig. I de sidste dage af juli tog begivenhederne fart, og fra august måneds begyndelse var den 1. verdenskrig en kendsgerning. Hovedstadens befolkning gennemlevede et par hektiske døgn, hvor ængstelse og spænding var fremherskende. Fæstningen blev bemandet, og sikringsstyrken indkaldtes. Man flokkedes foran de store avisers nyhedsvinduer og slugte de sidst ankomne telegrammer. Ville Danmark blive inddraget i krigen, eller kunne landet holdes uden for den store kamp? I løbet af nogle dage klaredes situationen. De krigsførende magter anerkendte Danmarks neutralitet, og land som hovedstad undgik ødelæggelse og andre krigsulykker. Enkelte gange fandt der neutralitetskrænkelse sted i byens umiddelbare nærhed. Aug. 1915 ødelagde tyske krigsskibe en engelsk u-båd, der var løbet på grund s.f. Saltholm, og en del af besætningen blev dræbt. Under krigen blev byen hovedcentral for de stridende magters spionagenet, og af og til måtte politiet gribe ind. Jan. 1916 fik byen besøg af den amer. automobilkonge Fords fredsdelegation, der gjorde en uges ophold på rejse rundt til Europas hovedstæder. I løbet af krigen tog flere og flere politiske flygtninge ophold i byen, og deres tal øgedes navnlig efter den russ. revolution 1917. Efter den fejlslagne ty. storoffensiv på vestfronten sommeren 1918 kunne man begynde at håbe på en fred, men først efter den ty. revolution i nov. 1918 sluttedes våbenstilstanden, og endnu et halvt år skulle hengå, inden freden blev undertegnet i Versailles.
Selv om byen undgik enhver direkte kending af krigshandlinger, havde verdenskrigen vidtrækkende indirekte følger for hovedstaden og dens befolkning, navnlig på de sociale og økonomiske områder. I første omgang lammedes vigtige erhvervsgrene, og en stor arbejdsløshed blev følgen. I løbet af et par måneder kom arbejdet dog så nogenlunde i gang igen, og så længe brændsel og råprodukter kunne fremskaffes, opretholdtes produktionen. Efter at Tyskland havde proklameret den uindskrænkede ubådskrig fra 1. febr. 1917, udeblev vigtige forsyninger, mange virksomheder måtte standse, og en betydelig arbejdsløshed blev følgen. Krigen medførte endvidere, at priserne begyndte at stige, og da lønningerne ikke fulgte med, opstod hurtigt en alvorlig nødssituation såvel i arbejder- som funktionærkredse, og dette fremkaldte atter social uro. Denne øgedes ved den kendsgerning, at visse befolkningskredse tjente på de unormale tilstande. Adskillige handlende og industridrivende erhvervede betydelige formuer på vareudveksling med de krigsførende lande. Endvidere var der mange virksomheder, der havde s. 901 mulighed for at udvide driften, og bankerne var ivrige efter at stille de fornødne kreditter til rådighed. Man begyndte at spekulere, også i mulighederne for en forøget vareomsætning med de krigsførende lande efter krigen, og en række nye virksomheder så dagens lys, fx. Transatlantisk Kompagni (opret. 1916). Landmandsbanken under Emil Glückstadts ledelse engagerede sig dybt i mange af disse stærkt konjunkturprægede nye foretagender. Store gevinster hentedes hjem af skibsfarten til trods for uhyggelige tab af skibe og mandskab som følge af minesprængninger og torpederinger. På Børsen jobbedes aktierne i vejret. En utiltalende dans om guldkalven fandt sted i disse år. De hurtigt erhvervede formuer blev omsat med stigende hast, og det kbhske forlystelsesliv prægedes af disse nye millionærer eller »gullaschbaroner«. Fremtiden skulle vise, at meget af den nye velstand hvilede på et yderst usolidt grundlag.
Sikringsstyrken indkaldes 1914. De indkaldte møder og får udleveret uniform i Sølvgadens kasernes gård.
For bystyret rejste krigsårene en række problemer. Den ledende mand på rådhuset var i disse år borgmester Jens Jensen. Længe havde det soc.-dem. parti indtaget førerstillingen i borgerrepræsentationen. Ved valget 1917 opnåede man 30 mandater og det absolutte flertal, som siden da er fastholdt. Sa.å. udvidedes magistraten med en 5. afd.
I højere grad end tidligere greb bystyret ind for at afbøde de sociale virkninger af dyrtid og arbejdsløshed. Regeringen skred lidt efter lidt til rationering af en række absolutte livsfornødenheder, i første række forskellige levnedsmidler, senere også brændsel. På denne måde sikredes den brede befolkning andel i disse fornødenheder. For at hjælpe den hårdest ramte del af befolkningen over dyrtiden, øgedes de sociale understøttelser betydeligt, og man udstedte forskellige rabatkort s. 902 ved indkøb af levnedsmidler og brændsel. Man tog endvidere initiativet til et kommunalt svinehold på Sundholm for at sikre byens kødforsyning, man indrettede kommunale udsalg af fisk, åbnede folkekøkkener med billig, varm mad og drog omsorg for byens tørveforsyninger, da kul og koks udeblev. Under hele krigen fandt en stærk indvandring sted, og da byggeriet var lammet som følge af materialemangel og dyrtid, opstod hurtigt en stærk bolignød. Kommunen måtte tage sig af de husvilde, som anbragtes i midlertidige barakker, og man måtte gennem huslejenævn søge at værne lejerne mod overgreb fra husværternes side. Alle disse indgreb fra kommunens side kostede betydelige summer, og byens årlige udgifter steg fra ca. 40 mill. kr. til 74 mill. i løbet af de fire krigsår. De stigende skatter og de mange indgreb fremkaldte stærke protester hos de besiddende klasser, der forgæves klamrede sig til de liberale synspunkter, som hidtil havde været rådende inden for borgerrepræsentationen. Tidens økonomiske vanskeligheder medførte også en radikalisering af indstillingen inden for dele af arbejderklassen, og delvis under indflydelse af de revolutionære bevægelser i Rusland og Tyskland kom det 1917–18 til alvorlige uroligheder og sammenstød ml. strejkende arbejdere og ordensmagten. Spændingen fortog sig først i løbet af nogle år.
De dårlige sanitære forhold som følge af indskrænkede levnedsmiddelrationer og sammenstuvning i overbefolkede lejligheder og barakker medførte desuden, at opståede influenzaepidemier fremkaldte en betydelig dødelighed. Epidemien opstod i Spanien og fik heraf navnet »den spanske syge«. Den viste sig første gang i sommeren 1918, men blev først rigtig alvorlig i løbet af efteråret 1918 og rasede i denne omgang indtil maj 1919. I løbet af et halvt år døde ca. 2300 personer. Sygdommen vendte tilbage senere, men var ikke længere så alvorlig.
Krigsårenes vigtigste indenrigspolitiske begivenhed var gennemførelsen af grundloven af 5/6 1915, der bl.a. gav kvinder valgret. Begivenheden fejredes med et stort kvindetog til rigsdagen og til Amalienborg. 1916 afgjordes spørgsmålet om salget af de dansk-vestindiske øer til USA efter afholdt folkeafstemning. Spørgsmålet gav anledning til megen politisk strid. I det hele taget øgedes den politiske spænding, efterhånden som krigen drog i langdrag, men det radikale ministerium, der var kommet til magten 1913 under ledelse af C. Th. Zahle, bevarede regeringsmagten, støttet af Socialdemokratiet. 1916 optoges repræsentanter for de partier, der ikke tilhørte regeringen, i denne, men allr. 1918 trak Det konservative Folkeparti og partiet Venstre sig tilbage, medens socialdemokraten Stauning indtil videre bevarede sin plads i regeringen.
Da freden indtrådte 1918–19, regnede fremtrædende kbhske forretningsmænd med, at byen ville være i stand til at overtage en væsentlig del af vareforsyningen til landene omkr. Østersøen. Med det formål for øje udvidede man eksisterende industrianlæg og opkøbte betydelige varelagre. Da eksporten af varer fra USA genoptoges omkr. 1920, lededes en ikke ringe del af varestrømmen mod Kbh., hvor oplagringen fandt sted i frihavnen. Hele denne spekulationshandel finansieredes i vid udstrækning af Landmandsbanken.
Det kom imidlertid til at gå helt anderledes. De lande, hvem varerne var tiltænkt, kunne dels ikke overtage dem, fordi de var udmarvede efter krigens hærgninger, s. 903 dels skaffede de sig varerne ved direkte import. Endvidere indtrådte omkr. 1920 et betydeligt prisfald, og de i den dyre tid indkøbte og fabrikerede varer var usælgelige.
Arbejdsløshedsdemonstration til Christiansborg 1921. Demonstrationstoget på vej over Marmorbroen til Ridebanen.
Allr. 1921 mærkedes de første rystelser inden for erhvervslivet. En kendt forretningsmand fra krigstiden, Max Ballin, begik selvmord, og ingeniør Henckel arresteredes som sigtet for bedrageri, efter at hans virksomheder var brudt sammen. 1922 blev det sorte år i bankernes historie. Flere pengeinstitutter havde i vid udstrækning finansieret de foregående års spekulationshandel, og de kunne nu ikke længere holde til tabene. Først måtte Diskonto- og Revisionsbanken rekonstrueres, og derefter anmodede Landmandsbanken om hjælp. Tabene var så store, at staten, Nationalbanken, Ø.K. og Store Nordiske i fællesskab måtte træde til. I første omgang opgjordes tabet til 300 mill. kr., men inden man var kommet til bunds i bankens engagementer, var det steget til ca. 490 mill. kr., og staten måtte helt overtage banken. Dette skete dog først 1928. I mellemtiden havde Diskontobanken måttet indstille sine betalinger 1924, og året efter fulgte Andelsbanken. Som den sidste af storbankerne søgte Privatbanken sept. 1928 om hjælp. Omkr. 1930 var saneringen gennemført, og man havde fået ryddet op blandt krigstidens oppustede og usikre værdier. Mange forretningsfolk blev ruineret, og adskillige virksomheder gik ind eller måtte rekonstrueres, således Burmeister og Wain (1932).
Byens erhvervsliv i mellemkrigstiden kan inddeles i to hovedafsnit med årene 1931–32 som skillelinje. En langsom genrejsning af industri og handel fandt sted fra midten af 1920erne, selv om denne udvikling sinkedes af kronens bratte stigning s. 904 mod pari. 1931 nåede en ny international krise fra USA over England til Danmark. England opgav guldindløsningen, og Danmark, der gennem landbrugseksporten var så afhængig af det eng. marked, måtte følge med. Kronen blev koblet sammen med det eng. pund og nedskrevet i forhold til andre valutaer. Krisen inden for landbruget i disse år påvirkede også det kbhske erhvervsliv, og gennem valutacentralen kom både handel og industri under en hidtil ukendt kontrol. I realiteten virkede valutacentralen som en beskyttelse af visse industrigrene, og disse blomstrede op. Fra midten af 1930erne gik det tydeligt fremad, og det var også i disse år, at en række store danske ingeniørfirmaer fik hidtil ukendte ordrer på det internationale marked. 1932 afholdtes en stor eng. industriudstilling i Kbh., et ydre tegn på den drejning mod det eng. marked, som fandt sted i disse år. De sidste år før den nye storkrig var gode år for det kbhske erhvervsliv.
1919 udgjorde befolkningstallet ca. 543.000, og det var 1930 steget til 617.000 og 1940 til ca. 700.000. Stadig betød indvandringen meget for befolkningstilvæksten. Den var noget svagere i 1920erne, men øgedes atter i det næste tiår. Den stærke befolkningsforøgelse opsugedes især af industrien, der gik stærkt frem i disse år. Også inden for detailhandelen mærkedes en kraftig forøgelse, medens engroshandelen gik lidt tilbage både med hensyn til antallet af beskæftigede personer og i omsætning. På dette enkelte område lykkedes det provinsbyerne at erobre terræn fra hovedstaden. Inden for detailhandelen rykkede brugsforeningerne frem. Allr. 1916 havde en sammenslutning fundet sted, og omsætningen forøgedes betydeligt. Karakteristisk for denne periode var endv. kvindernes stærke fremrykning inden for erhvervslivets forskellige grene og en stærk vækst i den offentlige administration.
På arbejdsmarkedet var forholdene meget urolige i periodens begyndelse. 1919–20 fandt en række strejker sted, navnlig i havnen, og de s.k. samfundshjælpere trådte i funktion. Efter 1920 kom nogle år med omfattende lockouter, hvor arbejdsgiverne fik lønnen presset ned. Et forsøg på at ophæve den pr. 1/1 1920 indførte 8-timers arbejdsdag mislykkedes dog. 1925 oplevede man en landsomfattende strejke og lockout, der efter måneders forbittret kamp omsider kunne afblæses 8/6. I 1930erne blev arbejdskampene færre, idet regeringen under Th. Staunings ledelse lod arbejdsstridigheder afgøre ved lov eller voldgift. Dette førte 1940 til oprettelse af arbejds- og forligsnævnet.
Fra krigstiden havde byen overtaget en stor bolignød, og befolkningstilvæksten gjorde yderligere et omfattende boligbyggeri nødvendigt. Takket være de store grundarealer, som i en tidl. periode var blevet beslaglagt af kommunen, kunne det offentlige øve en væsentlig indflydelse på det nye byggeri og hindre en alt for hårdhændet udnyttelse af de til rådighed værende arealer. Gennem forsk. boligforeninger udøvedes ligeledes en heldig indvirkning. Følgen blev, at man nu fik lavere karréer, der adskiltes af beplantede områder, og et betydeligt parcelhusbyggeri. Gennem sundhedsvedtægten af 1918 og et kommunalt boligtilsyn af 1921 kunne man endvidere føre en skærpet kontrol med boligernes indretning. En ny byggelov fik man først 1939, og i mange år måtte man derfor dispensere fra bestemmelserne i bygningsloven af 1889. Selv om værelseantallet i de nye huse gennemgående var for lille for en familie (2 1/2 værelse), betød moderne sanitære indretninger et vigtigt fremskridt. Lidt efter lidt udstyredes samtlige lejligheder s. 905 med wc. (obligatorisk fra 1938), elektrisk lys fandtes så godt som overalt, og badeindretninger rykkede frem med raske skridt. Naturligvis steg huslejen, også i de gamle huse, men vigtige fremskridt var dog sket, og en væsentlig del af befolkningen levede nu i bedre og sundere lejligheder. Det nye boligbyggeri var navnlig koncentreret i de indlemmede områder: Sundbyerne, Valby og Brønshøj. Der blev dog også bygget på området ml. Strandvejen og Lyngbyvejen, ml. Tagensvej og Lyngbyvejen og i kvarteret omkr. Enghaveparken og Kongens Enghave. Samtidig begyndte man at rydde op i den indre by. Man anlagde den nye færdselsåre Bremerholm gennem et meget uhumsk kvarter, og også Vognmagergade blev udvidet. På Christianshavn blev Torvegade udvidet, og en række gl. huse forsvandt, inkl. det gl. kvindefængsel. Langs den nye gade opførtes moderne bolig- og forretningsejendomme. Man tog også fat på bebyggelsen af det gamle banegårdsterræn. Under krigen havde man opført Axelborg, i 1930erne fulgte den store forretnings- og kontorejendom Vesterport efter.
Selv om der byggedes meget inden for byens område, kunne der dog ikke skaffes plads til hele den befolkning, der havde sin virksomhed i hovedstaden. På Frederiksberg og navnlig i de kommuner, der grænsede op til hovedstaden, fandt der i disse år en stærk udvikling sted. Flere og flere mennesker tog hver morgen til deres virksomhed i byen og vendte hjem i løbet af eftermiddagen eller aftenen. Til at begynde med var det de mere velhavende, der indrettede sig på denne måde, men med årene blev det et bredt udsnit af befolkningen, der foretog en længere daglig rejse mellem arbejdssted og hjem. Dette medførte en kraftig udvikling af de offentlige befordringsmidler. Selv om cyklen stadig forblev det mest benyttede køretøj, og bilen indtil videre var reserveret et fåtal, anvendte flere og flere de offentlige trafikmidler. Fra 1919 havde man fællesdrift af de kbhske og frederiksbergske sporveje, og man sluttede overenskomst med N.E.S.A om en vis samkørsel. 1938 åbnedes trolleykørsel mellem Nørreport og Kongens Lyngby, og fra flere sporvejsendestationer udgik omnibuslinjer, hvoraf adskillige var private. Den største revolution i nærtrafikken var dog elektrificeringen af statsbanestrækningerne Valby-Hovedbanegården-Østerbro-Hellerup og herfra enten til Holte eller Klampenborg samt Frederiksberg-Vanløse-Hellerup-linjen. 1934 kørte de første S-tog af sted og blev hurtigt et meget benyttet befordringsmiddel. Selve deres eksistens øgede yderligere strømmen af mennesker bort fra lejlighederne i den indre by og ud til boligerne i mere frie omgivelser. De tomme lejligheder i den indre by toges i brug til kontorer. For den internationale trafik fik flyvningen i disse år stigende betydning. 1918 havde man stiftet et dansk luftfartsselskab, og 1920 åbnedes faste ruter på Malmø og Hamborg. 1925 indviedes Kastrup lufthavn, og i de flg. år udvidedes rutenettet.
Utvivlsomt var der i mellemkrigsperioden en betydelig fremgang i de brede lags levestandard. Mange steder herskede dog endnu en betydelig nød, og mennesker, der blev ramt af sygdom og navnlig arbejdsløshed, havde det yderst vanskeligt. Tidens store reformer på sociallovgivningens område medførte dog visse fremskridt. Efterhånden overtog staten en del af disse udgifter og lod blot kommunen administrere de sociale ydelser. Forsørgelsen af de gamle blev bedre. De fik nu en fast aldersrente, og De gamles By indrettedes til dem, der ikke kunne bo hjemme. Fra 1937 fik man kommunale sundhedsplejersker, og lidt efter lidt opførtes et betydeligt antal børneinstitutioner, både vuggestuer og børnehaver, der s. 906 betød en vigtig håndsrækning til børnerige familier. Også hospitalsvæsenet udvikledes i takt med befolkningsforøgelsen. 1935 overtog kommunen driften af tuberkulosestationerne, og man opførte 1936 sanatoriet ved Avnstrup. Inden for skolebyggeriet skete der betydelige fremskridt, og der indrettedes både skolelægeog skoletandlægeordninger.
Bystyret var i hele mellemkrigstiden under socialdemokratisk kontrol. 1924 udnævntes borgmester Jens Jensen til overpræsident, en stilling han bevarede indtil sin død 1928. Han efterfulgtes som finansborgmester af P. Hedebol, der viste stort initiativ og navnlig interesserede sig for hospitals- og boligbyggeri. En anden fremtrædende socialdemokratisk kommunalpolitiker var skoleinspektør, senere borgmester P. J. Pedersen, der fik gennemført bl.a. en ny Knippelsbro og oprettelsen af Kødbyen. De borgerlige partiers mest fremtrædende kommunalpolitiker i denne periode var den konservative skoleborgmester Ernst Kaper.
1938 gennemførtes en reform af kommunalforfatningen. For fremtiden skulle forsædet i magistraten føres af en af borgerrepræsentationen udpeget overborgmester, der under sig havde administrationen af alle finansielle anliggender. Magistraten skulle være et rent forvaltende organ, medens den bevilgende myndighed alene tilkom borgerrepræsentationen. Valget af den 1. overborgmester gav anledning til skarpe kontroverser inden for den socialdemokratiske gruppe, idet både Hedebol og P. J. Pedersen søgte stillingen. Den udvalgte blev borgmester Viggo Christensen. De to vragede borgmestre trak sig derefter helt tilbage fra kommunalforvaltningen.
Borgmester Hedebol havde i den offentlige debat ofte givet utilfredshed til kende med de borgere, der havde deres erhverv i hovedstaden, men boede i nabokommunernes skattely. Som forholdene havde udviklet sig, stod hovedstaden med betydelige sociale og tekniske udgifter, men med svindende skatteindtægter. Dette medførte talrige overvejelser om en økonomisk udligning mellem hovedstaden og omegnskommunerne eller om nye indlemmelser. Man forhandlede om en indlemmelse af Gladsakse kommune, men forhandlingen førte ikke til noget resultat.
I mellemkrigstiden kom hovedstad og provins hinanden meget nærmere end tidligere. Den stærke udvikling af de indre samfærdselsmidler og navnlig Lillebæltsbroens opførelse lettede rejser til og fra Kbh. Samfundets vidtgående demokratisering slettede andre skel. Endvidere fik radioens gennembrud stor betydning. Hovedstadens daglige og navnlig dens kulturelle liv blev en del af hele landets, og også hovedstaden fik ad disse veje vigtige impulser fra landet. På mange områder bevarede hovedstaden sin privilegerede stilling inden for riget både administrativt, økonomisk og kulturelt, men en vis udjævning fandt dog sted. I henved 450 år havde hovedstaden haft privilegium på den højeste uddannelse. 1928 påbegyndtes universitetsundervisning i Århus, og på det videnskabelige område lagdes grunden til en værdifuld vekselvirkning.
Under påskekrisen 1920 fik det kbhske bysamfund endnu en gang afgørende indflydelse på det politiske hændelsesforløb. På kongens afskedigelse af ministeriet Zahle og udnævnelse af ministeriet Liebe svarede fagbevægelsen med at erklære generalstrejke, og det kom til en række voldsomme tumulter. Under denne spændte politiske situation foretog såvel den socialdemokratiske som den borgerlige fløj inden for borgerrepræsentationen en direkte henvendelse til kongen, og s. 907 dette fremkaldte nye forhandlinger og en løsning af krisen. Maj 1918 kunne rigsdagen tage sine lokaler i det nyopførte Christiansborg i besiddelse, i de flg. år rykkede højesteret og andre statsinstitutioner ind på slottet. Ved flere lejligheder var hovedstaden i løbet af mellemkrigstiden sæde for vigtige politiske afgørelser. I denne forbindelse kan fx. nævnes Kanslergadeforliget (jan. 1933), der afsluttedes i dav. statsminister Staunings bolig i Kanslergade. Også en række store nationale fester fejredes i København. 1918–20 afholdtes møder og festligheder i forbindelse med Nordslesvigs genforening med Danmark, således modtagelsen af de sønderjyske krigsfanger fra allieret fangenskab. Senere kom festligheder inden for kongehuset, bl.a. kronprinsparrets indtog 26/5 1935 efter brylluppet i Stockholm og Chr. X.s 25-års regeringsjubilæum 1937. Også adskillige fyrstebesøg fandt sted i denne periode.
1930 arrangerede landboforeningerne et stort jubilæumsdyrskue i Fælledparken, og i anledning af 150-året for stavnsbåndets løsning afholdtes 1938 et kæmpedyrskue på Bellahøj, som lidt efter lidt blev en fast tradition i byens liv. Intet illustrerer bedre end disse dyrskuer den samfølelse mellem hovedstad og land, som var et af mellemkrigstidens lykkeligste resultater. Under det storpolitiske uvejr, der trak sammen i slutningen af 1930erne, skulle der i høj grad blive brug for denne solidaritetsfølelse.
Sommeren 1939 var strålende ligesom krigssommeren 1914, og det gode vejr varede langt ind i september. Tysklands overfald på Polen 1/9 1939 og den nye storkrigs udbrud kom dog ikke slet så overraskende som verdenskrigen 1914–18. Situationen havde længe tilspidset sig, og gennem presse og radio var man bedre forberedt. Også økonomisk havde man haft tid til at ruste sig. Gennem hele sommeren var der købt til lager, og ved krigsudbruddet var forsyningerne gode.
Så snart krigen brød ud, erklærede regeringen, at landet ville forholde sig neutralt, og en lignende neutralitetserklæring udstedtes, da Sovjetunionen i slutningen af nov. 1939 angreb Finland. Da storkrigen var en kendsgerning, styrkedes det økonomiske beredskab. Der udstedtes en bemyndigelseslov, der gav handelsministeriet mulighed for at foretage sådanne indgreb i det økonomiske liv og i befolkningens forsyning med fornødne livsfornødenheder, at lagrene kunne strækkes mest muligt og fordelingen blive retfærdig. Allerede inden jul var visse varer rationeret. I løbet af vinteren skærpedes situationen, også fordi frosten lukkede farvandene, hindrede tilførsler og umuliggjorde udendørs arbejde. En betydelig arbejdsløshed blev følgen. Fra regeringens side søgte man at opretholde normal handel med begge de krigsførende magtgrupper, men søkrigen var ubarmhjertig fra fjendtlighedernes åbning september 1939. Allr. inden 9/4 1940 var der sænket 35 danske skibe, hvorved 384 søfolk omkom. De fleste af disse skibe var hjemmehørende i Kbh.
Det var regeringens håb, at det skulle være muligt at holde landet uden for krigen, således som det var lykkedes 1914–18. Situationen udviklede sig dog helt anderledes. Begge de krigsførende magtgrupper havde ønsker om at gøre det skandinaviske område til en angrebsbase mod modparten, og følgen af denne politik blev, at Norge og Danmark blev besat af Tyskland.
Det da. militære beredskab var svagt, og selv om visse ekstraordinære indkaldelser fandt sted allerede kort efter krigsudbruddet, og man desuden forcerede indkøb af krigsmateriel, veg regeringen dog i det afgørende øjeblik tilbage fra at sætte hele landets militære kraft ind mod angriberen. Efter månedlange forberedelser besluttede rigskansler Hitler at angribe Danmark og Norge 9/4 1940. Med hensyn til Danmark satte angrebet ind forskellige steder, men på samme tid tidligt om morgenen 9/4. Det lykkedes to tyske skibe uhindret at passere minespærringer og forter foran Kbh. og at ankre op ved Langelinie. Om bord var en bataljon tysk infanteri, som straks landsattes og gik til angreb på Kastellet. Norgesporten blev sprængt og vagten overmandet. Den øvrige besætning blev taget på sengen. Fra Langelinie spredte de tyske soldater sig i retning af Amalienborg, hvor det kom til skudveksling med garden, og man søgte desuden kontakt med det tyske gesandtskab på Kastelsvej. Nogle timer efter landgangen fløj tyske bombemaskiner over byen, og der nedkastedes et opråb om overgivelse.
Samtidig med at den militære aktion satte ind, foretoges en diplomatisk henvendelse med krav om kapitulation. I største hast kaldtes de vigtigste ministre til Amalienborg, hvor man tidligt om morgenen drøftede situationen. Under indtryk af fjendens styrke og efter ministrenes råd gav Chr. X ordre til at standse fjendtlighederne. Samme aften godkendte rigsdagen, at man havde bøjet sig for overmagten.
Efter nogle dages forvirring fandt befolkningen sig til rette under de uvante forhold. Det store flertal optrådte korrekt, men køligt over for besættelsesmagten. Aviser og radio kom straks under censur med hensyn til krigsefterretninger. Så meget mere intenst lyttede man bag de mørklagte vinduer til meddelelserne fra den store verden. Under den uvante situation blev kongen det naturlige samlingspunkt, og hans daglige ridt gennem byen styrkede det nationale sammenhold. Med begejstring modtog befolkningen 16/4 1940 meddelelsen om prinsesse Margrethes fødsel, og 26/9 1940 fejredes kongens 70-års fødselsdag. I sommermånederne samledes en tusindtallig skare til store alsangsstævner i Fælledparken.
Støttet af et overvældende flertal i rigsdagen søgte regeringen ved forhandling med besættelsesmagten at ordne forholdene således, at befolkningen mindst muligt kom til at føle trykket af krig og besættelse. Denne forhandlingspolitik, der støttedes af rigsdagens samtlige demokratiske partier og indtil videre også af befolkningens store flertal, opretholdtes i mere end 3 år. Efterhånden som de tyske krav om økonomiske og politiske indrømmelser øgedes, blev det vanskeligere at gennemføre forhandlingspolitikken, og til sidst endte det med et brud.
Medvirkende til at fremkalde et brud var de danske nazisters propaganda for et nært politisk samarbejde med Tyskland. Det kom således allerede nov. 1940 til sammenstød med medlemmer af Frits Clausens parti, der foranstaltede en mindeappel ved monumentet for den lille hornblæser. Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 organiseredes det s.k. Frikorps Danmark, der sattes ind i kampene på østfronten på tysk side. Uviljen mod dette korps var udbredt, og det kom under korpsets orlovsbesøg i Kbh. sept. 1942 til alvorlige episoder rundt omkr. i byen. Også den i visse kredse voksende tilbøjelighed til og ønske om et udvidet økonomisk samarbejde med besættelsesmagten bidrog til at skærpe holdningen hos befolkningen.
Allr. fra efteråret 1940 mærkedes sporadisk en begyndende modstand mod besættelsesmagten, og den voksede i de kommende år. Efter Tysklands angreb på Sovjetunionen måtte regeringen på tysk befaling skride ind mod det kommunistiske parti, og de partimedlemmer, der undgik tysk fangenskab, begyndte udsendelse af den første illegale avis, som fik navnet Land og Folk. Inden udgangen af 1941 udkom endvidere De frie Danske, og 1942 grundlagdes Ringens Orientering og Frit Danmark. Antallet af illegale blade i Kbh. steg stærkt i de kommende år og var 1943 nået op på 24. Samtidig dannedes i Kbh. de første modstandsorganisationer, fx. Ringen (opret. febr. 1942 af Frode Jakobsen). Senere kom de store sabotageorganisationer BOPA og Holger Danske, og sabotagen mod virksomheder, som arbejdede for værnemagten, tog til i antal. Fra de illegale gruppers side udfoldedes en stærk agitation for, at man aktivt skulle modarbejde besættelsesmagten på dansk grund og herigennem yde sit beskedne bidrag til den store kamp og Danmarks befrielse. Maj 1942 flygtede den tidl. handelsminister J. Christmas Møller hemmeligt ud af landet og drog til London. Gennem radioen agiterede han ivrigt for aktiv modstand. Større politiske domonstrationer kom det dog foreløbig ikke til, bortset fra studenternes demonstration 25/11 1941 på Amalienborg slotsplads i anledning af Danmarks tilslutning til anti-komintern pagten.
I foråret 1942 døde statsminister Stauning, og hermed forsvandt en af de vigtigste garanter for forhandlingspolitikken. I jordefærden deltog en væsentlig del af hovedstadens befolkning. Hans efterfølger blev Vilh. Buhl. I sept. 1942 indtraf den hidtil alvorligste politiske krise ml. Danmark og besættelsesmagten, den s.k. telegramkrise, fremkaldt af kongens svar på et lykønskningstelegram fra den ty. rigskansler. Kort efter ramtes kongen af et alvorligt rideuheld, og et langvarigt sygeleje fulgte. I løbet af efteråret fandt man frem til en løsning af den politiske krise, og Erik Scavenius, der siden sommeren 1940 havde været udenrigsminister, blev nu også statsminister. Som tysk rigsbefuldmægtiget ankom dr. Werner Best. 22/3 1943 afholdtes folketingsvalg, og denne begivenhed anvendtes af befolkningen som en demonstration af det nationale sammenhold.
I løbet af sommeren tilspidsedes situationen. Over hele landet tiltog sabotagen. Besættelsesmagten greb til kraftige modforholdsregler, og store strejker udbrød. Det flertal, der hidtil havde støttet forhandlingspolitikken, svandt ind, og fra befolkningens side krævedes mere og mere højlydt aktiv modstand mod besættelsesmagten. Medvirkende til at styrke modstandsviljen var utvivlsomt den stærke tyske militære modgang på østfronten, hvortil kom i sommeren 1943 Sveriges opsigelse af traktaten med Tyskland om transport af soldater over svensk område til og fra Norge.
28/8 1943 krævede Werner Best efter ordre fra Berlin indførelse af dødsstraf mod alle sabotører. Da regering og rigsdag afviste dette ultimatum, erklærede general v. Hanneken undtagelsestilstand, og natten ml. 28/8 og 29/8 gik ty. tropper til angreb på alle hovedstadens militære etablissementer. Samtlige tropper interneredes. På Holmen sænkede den derværende besætning alle krigsskibe.
Begivenhederne medførte, at regeringen trådte tilbage, og at rigsdag og kongemagt ophørte at fungere. Departementscheferne fik besked om at opretholde forvaltningen og sørge for den mest nødtørftige lovgivning. I de samme dage organiseredes s. 910 Danmarks Frihedsråd, der lidt efter lidt overtog ledelsen af det illegale arbejde. Okt. 1943 gik besættelsesmagten til angreb mod jødiske medborgere, hvis store flertal boede i Kbh. Aktionen var blevet røbet på forhånd, og adskillige jøder havde bragt sig i sikkerhed. Et mindre antal blev dog arresteret og transporteret til Theresienstadt. I de flg. måneder sørgede illegale organisationer for, at jøderne i stort tal bragtes i sikkerhed i Sverige. Aktionen mod jøderne medførte en vældig tilgang til de illegale styrker.
Fra 29/8 1943 var der åben krig ml. befolkningen i Kbh. og besættelsesmagten, og sabotagen tog et kraftigt opsving. Det fik nu også betydning, at en væsentlig del af officerskorpset efter løsladelsen meldte sig til de illegale styrker. Besættelsesmagten svarede med modterror og henrettelse af sabotører. De første henrettelser fandt sted sept. 1943. Det febr. 1942 oprettede Schalburgkorps blev i løbet af efteråret og vinteren 1943–44 sat ind mod de illegale organisationer, og de af korpset foretagne ødelæggelser af dansk ejendom benævnedes schalburgtage. I første omgang ødelagdes de store danske filmsselskabers ateliers og Kinopalæet.
I sommeren 1944 kom det til en alvorlig krise ml. den kbhske befolkning og besættelsesmagten, den s.k. folkestrejke. En række virksomheder, der arbejdede for den tyske militærmagt, var blevet sprængt i luften, bl.a. Riffelsyndikatets bygninger i frihavnen. Tyskerne svarede med at ødelægge bl.a. Tivoli og Borgernes Hus. Da uroen fortsatte, indførtes spærretid fra kl. 20 til kl. 5. Denne beslutning opirrede den jævne befolkning, der ikke ville lade sig indespærre midt om sommeren, og følgen blev store arbejdsnedlæggelser. Forskellige begivenheder bar nyt ved til bålet, bl.a. meddelelsen om, at Hvidsten-gruppen var blevet henrettet, og strejken bredte sig. Besættelsesmagten besluttede nu at sætte hårdt imod hårdt, og de kommunale værker blev lukket. Befolkningen svarede med at bygge barrikader i gaderne, og et kraftigt skyderi blev følgen, hvorunder adskillige dræbtes og såredes. Fra politisk side og gennem departementscheferne søgte man at tilvejebringe en løsning, men befolkningen fulgte ikke de gennem radioen fremsatte henstillinger om at genoptage arbejdet. Frihedsrådet greb nemlig ind, og så stor var dets autoritet, at først da de af rådet stillede betingelser var opfyldt, bl.a. at Schalburgkorpset skulle fjernes, genoptoges arbejdet 4/7.
I de flg. måneder øgedes sabotagen og hermed også tyskernes terrorhandlinger. Fra frihedsbevægelsens side så man sig nødsaget til at likvidere de medborgere, der var gået i besættelsesmagtens tjeneste. Længe havde man fra tysk side besværet sig over politiets passive holdning over for det illegale arbejde. 19/9 1944 blæstes luftalarm, og under denne gik man til angreb på alle politistationer. Politikorpset blev arresteret og sendt til tyske koncentrationslejre. Et angreb på politivagten på Amalienborg blev slået tilbage, og indtil befrielsen opretholdtes denne vagt. Overgrebet imod politiet førte imidlertid endnu flere ind i de illegale rækker, og modstandsbevægelsen styrkedes. Uden at tyskerne kunne forhindre det, etableredes daglige faste sejladser mellem hovedstaden og det neutrale Sverige, og ad denne vej smugledes våben og sprængstof samt nyheder fra den frie verden til det besatte Danmark. Medlemmer af frihedsbevægelsen, som følte jorden brænde under sig, kunne også ad denne vej nå i sikkerhed.
Politiets fjernelse øgede den alm. retsusikkerhed i byen, og man søgte ved oprettelsen af borgerlige vagtværn i nogen grad at sikre person og ejendom. Samtidig fortsattes den ubarmhjertige krig mellem de illegale styrker og besættelsesmagten, s. 911 der fik forstærkning af Gestapo, som opslog sit hovedkvarter i Dagmarhus og Shellhuset.
Rådhuspladsen 9. april 1945 med bunkers og indmuret Dragespringvand. Hipo-korpsets folk (danske i ty. politiuniformer) har åbnet ild efter de 2 minutters stilhed.
Kun få gange under besættelsen rettedes der fra allieret side direkte angreb mod hovedstaden. 27/1 1943 bombarderedes Burmeister og Wains værksteder på Christianshavn af det eng. luftvåben, og betydelige værdier og menneskeliv gik tabt. Godt to år senere – 21/3 1945 – vendte det eng. flyvevåben tilbage. Målet var denne gang Gestapo-hovedkvarteret i Shellhuset, der blev totalt ødelagt. Der omkom ved denne lejlighed adskillige tyske gestapofolk, og hele organisationens virksomhed blev lammet for en længere periode. Bombardementet krævede også adskillige danske dødsfald og svære skader på bygninger i Shellhusets nabolag. Den største ulykke i forbindelse med dette bombardement var imidlertid ødelæggelsen af den katolske skole i Fr.berg Allé og kvarteret deromkring, hvorved et betydeligt antal børn og voksne omkom.
Besættelsestiden tilføjede det kbhske bysamfund betydelige tab i menneskeliv og økonomiske værdier. Til de tab, der var en direkte følge af den ty. besættelse, kom de indirekte følger af storkrigen. Således som det kbhske erhvervsliv var bygget op, måtte den totale afskæring fra alle forbindelser vestpå medføre både vanskeligheder og tab. En væsentlig del af handelsflåden var i fart på verdenshavene og kunne ikke komme hjem før efter krigens ophør. De store fragter, der indsejledes i allieret tjeneste, kom foreløbig ikke det da. samfund til gode. En række vigtige s. 912 råmaterialer, brændsel og olie udeblev. I den første tid kunne man gøre visse erstatningsindkøb i Tyskland og i tysk besatte områder, men efterhånden som den militære situation blev vanskelig for den tyske værnemagt, udeblev disse tilførsler. Dette medførte produktionsindskrænkninger og afskedigelse af arbejdskraft. En del af den overflødige arbejdskraft fik dog beskæftigelse dels i Tyskland, dels ved de store arbejder, som værnemagten igangsatte, også her i landet. Arbejdsløsheden i Kbh. blev derfor ikke så omfattende, som man til at begynde med havde frygtet, og som det havde været tilfældet under den 1. verdenskrig.
En alm. sænkning af den sociale levestandard var imidlertid uundgåelig. Mange livsfornødenheder måtte rationeres, og der blev truffet foranstaltninger til at afbøde virkningerne af de uundgåelige prisstigninger. Levnedsmiddelrationerne var ikke katastrofalt små, men beklædningssituationen var meget besværlig, især for småkårsfamilier med mange børn, og der måtte spares stærkt på brændsel og belysning. For en storby som Kbh. var det ligeledes alvorligt, at al motortrafik lammedes. Da der ikke kunne skaffes olie eller benzin, måtte man gå over til anvendelse af gengas. Boligbyggeriet gik i stå p.gr.af materialemangel, og da man i forvejen ikke havde nogen større boligreserve, blev situationen hurtigt kritisk. En del af de sparsomme byggematerialer medgik til indretning af beskyttelsesrum, dels i ejendommene, dels på offentlige pladser. Til at begynde med nøjedes man med ret primitive dækningsgrave. Senere blev det nødvendigt at opføre svære betonbeskyttelsesrum. Muslingeskallen foran rådhuset var ved krigens slutning helt taget i brug til sådanne beskyttelsesrum.
Selv om situationen i Kbh. under besættelsestiden i mange henseender mindede om verdenskrigens år, var der dog væsentlige forskelle. Naturligvis var der folk, der udnyttede situationen til at skaffe sig en betydelig økonomisk gevinst, men det offentlige havde et langt fastere greb om det økonomiske liv, og dansen om guldkalven blev ikke så løssluppen som tidligere. Bortset fra rigsdagsvalget marts 1943 fandt der ingen valg sted under besættelsen, og den engang valgte borgerrepræsentation fortsatte med at virke. Under hele besættelsestiden beklædtes overborgmesterstillingen af Viggo Christensen. Borgerrepræsentationens formand, landsretssagfører Karmark Rønsted, blev 1942 af tyskerne tvunget til at træde tilbage på grund af en uforsigtig ytring i borgerrepræsentationen. Han efterfulgtes af dir. A. Fløtkjær.
Allr. fra nytår 1945 var det klart, at besættelsestiden gik på hæld, men endnu skulle man gennem hårde måneder, der bragte daglige meddelelser om drab og henrettelser. Det af besættelsesmyndighederne oprettede Hipokorps førte i denne periode et sandt rædselsregimente i hovedstadens gader. Samtidig strømmede tusindvis af østtyske civilflygtninge til Kbh. Transportskibe aflæssede dem i frihavnen, og de fordeltes på kommuneskoler og andre offentlige bygninger, der rekvireredes til formålet. Til det sidste fortsattes den forbitrede kamp mellem frihedsbevægelsen og besættelsesmagten, og en række dristigt gennemførte sabotagehandlinger ødelagde virksomheder, der arbejdede for tysk regning. April 1945 kom Folke Bernadotte til Kbh. for at forhandle med rigsminister Himmlers udsendinge, og der var nu forlængst etableret kontakt ml. frihedsrådet og de politiske ledere. Christiansborg slot, der længe havde ligget stille hen, var på ny rammen om betydningsfulde politiske drøftelser. Om aftenen 4/5 1945 bekendtgjortes den tyske kapitulation fra næste morgen kl. 8. I løbet af øjeblikke var alle byens s. 913 pladser og gader et myldrende menneskehav, og byen oplevede en aften som aldrig før. De illegale styrker – i alt ca. 17.000 mand – trådte åbent frem og besatte vigtige offentlige bygninger. Indespærrede frihedskæmpere genvandt friheden. Efter nøje fastlagte lister påbegyndtes arrestation af alle, der på den ene eller den anden måde havde samarbejdet med fjenden. Allr. 5/5 ankom fortroppen af de allierede styrker under ledelse af general R. H. Dewing, og kort tid efter holdt feltmarskal Montgomery sit indtog i byen, hilst med stormende begejstring. 6/5 drog Den danske Brigade ind i hovedstaden, ligeledes hilst med begejstring. Det kom til en skududveksling på Jagtvejen med danske snigskytter, og 3 af brigadens medlemmer faldt.
Da værnemagten og de tyske flygtninge var rykket ud i løbet af forsommeren 1945, forestod et betydeligt oprydningsarbejde, og først og fremmest skulle erhvervslivet i gang. Det kneb i begyndelsen med arbejdstempoet, men lidt efter lidt snurrede hjulene atter. Da besættelsesårene var forbi, stod mange virksomheder med udslidte maskiner og et produktionsapparat, som i mange henseender var umoderne. Det tog imidlertid adskillige år at få alt fornyet og istandsat. I de nærmeste år efter krigen herskede endnu en udstrakt varemangel, og prisudviklingen var ikke det danske erhvervsliv gunstig. Landbrugsprodukterne måtte afsættes til priser, der ikke var lønnende, og der skulle således et betydeligt større kvantum til for at indkøbe de fornødne mængder af brændsel og råmaterialer. Ved hjælp af Marshallpengene fik erhvervslivet fra 1948 en kraftig indsprøjtning, og det gik atter fremad. Lidt efter lidt kom man af med rationeringerne. Koreakrigens udbrud 1950 bragte en ny stærk prisstigning på vigtige råmaterialer, og stadig var vort udenlandske bytteforhold anstrengt. Dette medførte flere valutakriser i løbet af 1950erne med deraf flg. stærke økonomiske indgreb. Først ved tiårets slutning indtraf en ændring heri. Fra måned til måned steg overskuddet på valutaregnskabet, og 1950erne randt ud under en formelig højkonjunktur.
Fra mange sider havde man frygtet, at efterkrigsårene ville medføre en betydelig arbejdsløshed, men dette blev man i det store og hele forskånet for. Befrielsessommeren medførte en del arbejdsnedlæggelser, hovedsagelig politisk bestemte. I foråret 1947 havde man en langvarig typografstrejke, der lamslog den kbhske borgerlige dagspresse. Flere gange trak det op til alvorlige konflikter på arbejdsmarkedet, men det lykkedes som regel at nå frem til et forlig. I foråret 1956 gik det imidlertid galt, og sømændene og chaufførerne ved de store olieselskaber nedlagde arbejdet. Fra marts 1956 omfattede konflikten ca. 60.000 arbejdere, heriblandt på ny typograferne. Ved statsminister H. C. Hansens indgriben lykkedes det at få parterne bragt sammen omkr. forhandlingsbordet, og et forlig tilvejebragtes. Endnu længe efter at arbejdsfreden var genoprettet, mærkedes stærk uro på mange kbhske arbejdspladser og i organisationerne. Med tiden lykkedes det de socialdemokratiske tillidsmænd at ride stormen af. Ved arbejdsforhandlingerne 1958, der især drejede sig om en nedsættelse af arbejdstiden, nåede man frem til en 3-årig overenskomst uden konflikt.
Nye store industrielle virksomheder er ikke oprettet i Kbh. i efterkrigstiden, men flere af de allr. eksisterende firmaer fik udbygget deres anlæg, navnlig i s. 914 omegnskommunerne. Der var ikke megen plads tilbage til nye fabriksanlæg på kom.s område. Et nyt fabrikskvarter er dog indrettet omkr. Lersø Parkallé. Enkelte større industrielle virksomheder opstod i henholdsvis Nærum og Vedbæk (damestrømper, nylon, damekonfektion). Af nye store handelsvirksomheder kan nævnes stormagasinet ANVA og af banker: Fællesbanken. Størst ekspansion har der været inden for hotelbranchen. Som følge af den stigende turisttrafik, der især kom hovedstaden til gode, har det været nødvendigt at opføre en række storhoteller, såsom Codan, Richmond, Europa, Mercur, Imperial og det endnu ikke fuldførte hotel Royal i SAS-bygningen. Da hotelkapaciteten – trods disse og andre hotellers udvidelse – ikke var tilstrækkelig, inddrog man flere nyopførte studenterkollegier til sommerhoteller. Den stærkt stigende turiststrøm gav ikke blot hotelerhvervet et vældigt opsving, men stimulerede hele forretningslivet i Kbh.
På basis af folketællingen 1955 har man opgjort erhvervsfordelingen i Kbh., Fr.berg og Gentofte kom. på flg. måde. 35,4% var beskæftiget ved industri og håndværk, 4,4% ved bygge- og anlægsvirksomhed, 20,2% ved handel og omsætning, 7,3% ved transport, 13,7% ved administrative og liberale erhverv og 17,3 levede af formue eller aldersrente. Ved landbrug og ikke oplyst erhverv var beskæftiget 1,7%.
Et alvorligt problem, som man overtog fra besættelsesårene, var bolignøden. Fra det offentliges side udfoldedes store anstrengelser for at få boligbyggeriet i sving, men længe lagde materialemangel sig hindrende i vejen. Omsider kom byggeriet i gang, selv om man ikke kan sige, at boligmanglen endnu er afhjulpet. Fra 1945–55 øgedes antallet af lejligheder med ca. 14.500. Af samtlige kbhske lejligheder havde 1950 48 % lys, gas og wc., men kun 33% også bad, centralvarme og varmt vand. De tidl. så frygtede kælderlejligheders antal var sunket til 0,3%. Langt de fleste lejligheder fandtes i høj eller halvhøj bebyggelse og kun ca. 9% i villaer eller rækkehuse. 1939 havde rigsdagen vedtaget en lov om sanering af gl. boligkvarterer, og under krigen gik man så småt i gang i Adelgade-Borgergadekvarteret. P.gr.af boligmanglen standsede saneringen, og først da man 1953 havde fået en ny saneringslov, kom arbejdet igen i sving. Som led i saneringen er desuden planlagt en udtynding af de altfor stærkt udnyttede byggegrunde på Vester- og Nørrebro.
Et af efterkrigstidens vanskeligste problemer var ordningen af byens trafikforhold. M.h.t. de offentlige befordringsmidler har man holdt fast ved sporvognene, idet man dog har erstattet visse gl. sporvejslinjer med busser. Biltrafikkens voldsomme vækst har navnlig stillet krav om parkeringspladser, men sådanne har ikke kunnet skaffes i tilstrækkeligt stort antal i de gl. kvarterer. Tendensen har derfor gået i retning af at indskrænke kantparkeringen, for at varetrafikken kunne afvikles. Parkeringsrestriktionerne tager først og fremmest sigte på personbilerne. Den voksende trafik har medført en omfattende trafikregulering. Cyklen er stadig et karakteristisk befordringsmiddel for københavnerne – hvadenten man er kvinde eller mand – men i de seneste år har den lette motorcykel, knallerten, trængt cyklen noget tilbage, og en større og større del af den kbhske befolkning tilbagelægger rejsen fra boligen i en af omegnskommunerne til arbejdsstedet i bil. Omfattende gadearbejder er derfor opført på byens anlægsprogram, og dybtgående undersøgelser er foretaget med det voksende trafikbehov for øje. Af større gadearbejder s. 915 kan nævnes udvidelsen af H. C. Andersens Boulevard (tidl. Vestre Boulevard) fra Langebro til Gyldenløvesgade. Denne gadeudvidelse medførte, at rådhushaven måtte nedlægges, og at Østifternes Kreditforenings hus på Jarmers Plads måtte nedrives, hvilket gav anledning til en lang og forbitret strid. I forbindelse med udbygningen af det gl. banegårdsterræn, der var begyndt tidl., men navnlig tog fart i efterkrigsårene, gennemførtes ligeledes nye gadeanlæg.
Sanering 1958. Udsigt fra en hustomt i Aabenraa til de forladte bindingsværkshuse fra 1730erne i Landemærket og bagved det moderne Gutenberghus.
Et vanskeligt punkt i den kbhske trafik er broerne over havnen og de ofte langvarige og hyppige trafikstandsninger, som skibes gennemsejling giver anledning til. Ved nye broanlæg har man draget omsorg for at hæve broerne så meget over vandspejlet, at småskibe kunne passere, uden at broerne skulle åbnes. Juni 1954 åbnedes en ny, både højere og bredere Langebro. Igennem mange år havde man talt om en tredje bro over havnen, og omsider besluttede man at opføre den umiddelbart s.f. den gl. sluse i Sydhavnen. Broen åbnedes for trafik i foråret 1959, og hermed har Amager fået en bekvem forbindelse med de nye kvarterer langs den nye Køgevej og i Valby og Hvidovre. Med åbningen af direkte trafik ml. Dragør og Limhamn er der via Sjællandsbroen skabt en udmærket forbindelse ml. Skåne og Sjælland uden om både Malmø og Kbh. ved den nye Langebros opførelse gjorde man det muligt at køre fra Kalvebod Brygge under broen til Christians Brygge. Der arbejdes nu med en forlængelse af Christians Brygge, således at gaden kan føres under Knippelsbro og ad en ny Børsbro over til Havnegade. Arbejdet s. 916 med den nye bro er i fuld gang. Når de tilstødende gadearbejder er udført, vil der være skabt en ny og bekvem forbindelse ml. vigtige havneafsnit. Samtidig er arbejdet i havnen blevet lettet ved opførelsen af moderne overdækkede kajpladser og anskaffelse af nye og moderne losningsgrejer. Også i frihavnen er der i efterkrigstiden gennemført omfattende moderniseringer og opført nye pakhuse og lokaler for de arbejdere, der er beskæftiget i havnen. Inden for trafikken er de største fremskridt dog sket på luftfartens område. Udbygningen af Kastrup lufthavn har gjort Kbh. til et internationalt knudepunkt i efterkrigstidens internationale lufttrafik. Herfra udgår de vigtige ruter over Nordpolen til henholdsvis Kalifornien og Japan, og foruden af SAS beflyves Kastrup af alle førende internationale luftfartsselskabers maskiner. 1959 rykkede SAS ind i nye kontorer på det gl. banegårdsterræn, og i tilslutning til disse rejser sig et nyt skyskraberhotel, der vil blive færdigt i løbet af 1960. Kastrup lufthavn kan beflyves hele året, bortset fra de relativt få dage, hvor tågen lammer trafikken, og en strøm af rejsende passerer daglig lufthavnen. I turistsæsonen vokser trafikken yderligere, og i ankomsthallen summer alverdens tungemål.
Et nyt træk i Kbh.s turistliv i efterkrigstiden er den stærke invasion af nordmænd og svenskere. Trafikken ml. Kbh. og Malmø har i de sidste menneskealdre været i fortsat stigning, men efter krigen har den særlige sundtrafik taget et enormt opsving, og flere rederier kappes om at befordre passagerer over Sundet. Den stærke sydsvenske tilstrømning til Kbh. modsvares af en dansk invasion til Malmø, Landskrona og Helsingborg. P.gr.af Tysklands deling og vanskelighederne ved at passere østtysk område begynder mange norske og svenske turister deres udenlandsrejse med et besøg i Kbh.
Kbh. har i efterkrigstiden fået sin andel af de store internationale faglige kongresser, og nødvendigheden af opførelsen af et stort kongreshus fremførtes ofte. Der var planer fremme om et sådant hus’ opførelse ved Skt. Jørgens sø, men de fornødne penge kunne ikke fremskaffes. Af internationale politiske kongresser bør nævnes Det nordatlantiske Råds møde på Christiansborg maj 1958, og Nordisk Råds I. møde febr. 1953 med Hans Hedtoft som præsident. Jan.-febr. 1956 trådte rådet på ny sammen i Kbh.
20/4 1947 døde Chr. X, og statsminister Knud Kristensen udråbte Fr. IX til konge fra balkonen på Christiansborg slot. Tronskiftet fandt sted under typografstrejken. 5/6 1949 fejrede hovedstaden 100-årsdagen for Danmark første frie forfatning, og 4 år senere underskrev kongen den nye grundlov, der bl.a. indførte kvindelig arvefølge. På sin 18 års fødselsdag april 1958 indtrådte tronfølgeren, prinsesse Margrethe i statsrådet. En række fyrstebesøg i Kbh. fulgte efter tronskiftet. I første række kom de nordiske statsoverhoveder på besøg, siden den hollandske og den eng. dronning samt Frankrigs præsident. Også statsoverhoveder fra mere eksotiske lande gæstede hovedstaden, såsom kejseren af Æthiopien og shahen af Persien. Såvel disse besøg som festligheder inden for kongefamilien, fx. kongens 60-års-fødselsdag (11/3 1959), omfattedes med stor interesse af den kbhske befolkning.
1946 afholdtes valg til borgerrepræsentationen. Socialdemokratiet mistede 5 mandater og hermed flertallet. Valgets sejrherre var kommunisterne, der opnåede 11 pladser i forsamlingen. Viggo Christensen afløstes som overborgmester af H. P. Sørensen, og kommunisten Johs. Hansen blev borgmester for 4. afd. 1950 genvandt s. 917 Socialdemokratiet flertallet, idet man erobrede 1 mandat og fik 28. Kommunisterne tabte 5, og 6 retsstatsmænd rykkede ind i borgerrepræsentationen. Ved valget 1954 øgede socialdemokraterne deres flertal til 32, og retsstatspartiet mistede 5 af sine 6 mandater. Ved magistratsvalget 1954 gled den kommunistiske borgmester ud, og den ledige plads besattes med en konservativ, således at dette parti nu havde to borgmesterpladser, og socialdemokraterne 3. Valget 1958 blev en stor skuffelse for Socialdemokratiet. Man bevarede ganske vist flertallet, men tabte 3 mandater, således at man nu besatte 29 pladser. Ved dette valg tabte kommunisterne ligeledes 1 mandat og havde herefter 5 pladser. De konservative øgede deres mandatantal med 1 til 14, Venstre vandt to pladser og opnåede 3 mandater. Det samme antal havde de radikale, medens retsforbundet var repræsenteret med et mandat. Valgdeltagelsen nåede 67,2%. Siden 1956 har Sigvard Munk været overborgmester, medens formandsposten i borgerrepræsentationen fra 1946 har været beklædt af forretningsfører Sigvald Hellberg.
Grønttorvet indrettet til parkeringsplads oktober 1958.
Selv om Socialdemokratiet i efterkrigstiden har lidt visse skuffelser på valgdegene, har partiet dog bevaret flertallet såvel i borgerrepræsentationen som i magistraten, og bystyret har været præget af partiets ideer. Et vanskeligt problem at løse har været forholdet til omegnskommunerne. Det er nu ikke længere blot velhavende borgere, der flytter ud, men også en ikke ringe del af den produktive mellemklasse. Herved unddrages byen væsentlige skatteindtægter. Da forholdsvis mange ældre medborgere og familier med små indtægter er forblevet i byen, betyder s. 918 dette svære udgifter til sociale formål og til hospitaler. Inden for flertallet i byens råd har man gerne villet løse disse problemer ved indlemmelser af tilstødende kommuner i Kbh., men der har ikke i rigsdag eller folketing kunnet skaffes det fornødne politiske flertal herfor. Derimod er det lykkedes at etablere et vist samarbejde ml. Kbh. og omegnskommunerne om løsningen af en række rent praktiske opgaver som trafik, kloakering olgn. Byens budget for 1959/60 balancerede med 477 mill. kr. Den største post på udgiftsregnskabet var 149 mill. kr. til sociale udgifter, derefter fulgte 90 mill. kr. til hospitalsvæsenet, 59,6 mill. kr. til skolevæsenet og 36,4 mill. kr. til stadsingeniørens direktorat, hvorunder bl.a. hører sager vedr. byplanlægning, veje- og kloakanlæg. Til administration regnedes med en udgift på ca. 50 mill. kr. Kbh.s kom. beskæftigede i finansåret 1959/60 i alt ca. 33.000 personer, heraf var godt 15.000 tjenestemænd. Byens indtægter indkommer først og fremmest gennem skatter og afgifter. Endv. kan man regne med en betydelig indtægt ved salg af elektricitet, medens sporvejenes drift 1959/60 budgetteredes med et underskud på ca. 25 mill. kr.
For at kunne løse de mange opgaver, som har trængt sig på i efterkrigstiden, har byen måttet optage betydelige lån, og gælden har nu passeret 1000 mill. kr. Forrentningen af denne gæld medfører en årlig udgift på ca. 21,7 mill. kr. Man har i efterkrigstiden fortsat skolebyggeriet og desuden opført nye sociale institutioner, navnlig for gamle og for børn. En udvidelse af hospitalsvæsenet har ligeledes været nødvendig. Betydelige kapitaler er endv. investeret i udbygningen af de kommunale værker, både vand- og elektricitetsværker. I flere etaper har man udviklet det nye vandværk ved Slangerup, og 8/7 1953 sattes det nye Svanemølleværk i drift. Også til kloakering og til udpumpning af spildevand og afløb fra wc.er i Øresund er anvendt betydelige beløb. Det er også lykkedes at få spørgsmålet om dagrenovationens bortkørsel løst på tilfredsstillende måde, og samtlige disse foranstaltninger har medvirket til at gøre hovedstaden til en langt sundere by. Allr. under besættelsen påbegyndtes et stort arbejde med anlæg af rekreative områder og sportspladser. Også dette arbejde er fortsat i efterkrigsårene. Endelig bragtes også torveforholdene i orden. 2/10 1958 tog man det nye grønttorv i Valby i brug, hvilket betød en lettelse både for de handlende og for trafikken omkr. det gl. torv ved Vendersgade. Sa.å. åbnedes det nye fisketorv i Gasværkshavnen, og kun enkelte fiskerkoner blev tilbage på stadepladsen ved Gl. Strand, til glæde først og fremmest for turisterne.
Indtil 1950 steg befolkningstallet i hovedstaden og nåede n.å. 768.105 personer. Ved folketællingen 5 år senere opgjordes befolkningstallet til 753.361, altså en mindre nedgang på ca. 15.000. Muligvis vil denne udvikling fortsætte i fremtiden. Dette har dog kun ringe betydning, set i en større sammenhæng. Kommunen har ganske vist sine grænser, der er resultatet af en århundredlang udvikling, men disse grænser er i dag ikke så naturlige som tidligere. Inden for disse grænser har bysamfundet nået en udvikling i befolkningsmæssig henseende, som ikke kan blive større på dette område. Samtidig er imidlertid de tilgrænsende kommuner ved den økonomiske og sociale udvikling blevet dele af det sa. bysamfund, og slutresultatet er blevet det Storkøbenhavn, som vi kender i dag, og som ved utallige bånd er nært sammenknyttet, selv om kommunegrænserne skiller. Dette storkøbenhavnske bysamfund, som er uløseligt knyttet til byen ved havnen, er endnu ikke ophørt at vokse, og hvor længe det vil fortsætte hermed, er uvist. Det har s. 919 nemlig stadig bevaret den tiltrækningskraft, som har kendetegnet det gennem århundreder, både over for mennesker, virksomheder og institutioner. Der er meget få lande, hvor hovedstaden, som tilfældet er med København, i den grad har kunnet samle de vigtigste tråde i nationens liv og beholde dem.
Harald Jørgensen overarkivar, landsarkivar, dr. phil.
Litteratur om København, se s. 928.