Gamle og nye huse

Når der til trods for byens ælde kun er bevaret yderst få bygninger fra tiden før renæssancen, skyldes det de meget store brande, der 1728, 1795 og 1807 ruinerede udstrakte kvarterer i den middelalderlige bydel. Af kirkelige bygningsminder er kun Helligåndshuset, dele af Skt. Peders- og Helligåndskirken og rester i Vor Frue kirkes kor bevaret. Ruinen af Jarmers tårn er det sidste synlige minde om byens middelald. fæstningsmure. Under Christiansborg slot ses rester af Absalons borg og det sen. Kbh.s slot. Sparsomme rester af middelald. munkestensmurværk skjuler sig endv. i Bispegården på Nørregade og i Kommunitetsbygningen s. 729 i sa. gade. Det bedst bevarede middelald. bygningsværk er den lille Konsistoriebygning (s. 248–49). Også i Vingårdsstræde 6 er endnu ret betydelige rester af et middelald. stenhus, mul. opf. på Erik af Pommerns tid. Smukke gotiske hvælvinger overspænder kælderrummet, der opr. var i niveau med det omgivende terræn. I et rum over kælderen er afdækket rester af en malet skjoldefrise fra o. 1450–55. Bygningen var en tid kong Hans’ vingård. Huset er ombygget adsk. gange, 1780 blev det forhøjet, og 1831 opførtes gadehuset i tilslutning til det gl. stenhus. Ejendommen er rest. 1952 (H. H. Engqvist. Kong Hans’ Vingaard. 1951).

Svalegang, Møntergade 9.

Byens opblomstring i beg. af 1600t. i forb. m. Chr. IV.s interesse for at gøre Kbh. til en glimrende arkitekturby kan vi takke for en række betydelige monumenter fra renæssancetiden. Rosenborg (s. 686–92), Trinitatis kirke m. Rundetårn (s. 11–16), Regensen (s. 271–73), Holmens kirke (s. 52–57), Børsen (s. 634–36), Bryghuset (s. 622–23) og Tøjhuset (s. 621–22) præger stadig byens arkitektoniske fysiognomi. Af borgerhusene er størstedelen imidlertid gået til grunde. De få huse af grundmur, der er tilbage, er stærkt ombygget. Huse af bindingsværk, det dengang mest anvendte, eksisterer kun få steder.

Karakteristisk for det fornemme borgerhus fra årh.s 1. halvdel er façader af røde mursten, oventil afsluttet af en eller flere gavlkviste, der er rigt udsmykket med ornamenter i sand- eller kridtsten. Façaden er delt ved flade horisontale s. 730 gesimsbånd og vinduerne som oftest prydet med buestik. Denne byggeskik stammer fra Holland og blev formidlet ved hollandske ingeniørers og arkitekters virksomhed her i landet. Et eksempel på en velhavende borgers hus er borgm. Matthias Hansens gård Amagertorv nr. 6, tidl. fejlagtigt kaldet »Dyvekes gård«, opf. 1616. Huset, der er 3 stokv. højt og har svungne endegavle og to rigt ornamenterede, sandstensbræmmede gavlkviste på façaden, har vinduessprosser af sandsten og ornamenter af sa. materiale under buestikkene. Sandstensdekorationerne er stærkt rest. og delvis fornyet (af arkt. B.Seidelin 1852 og prof. Hans J. Holm 1898). Husets indre er stærkt ombygget. Se billede s. 732. Dobbelte gavlkviste fandtes ligeledes på møntmester Johan Posts gård (»Griffenfeldts gård«, Købmagergade nr. 33), opf. 1617–19, brændt 1728.

Christianshavn har flere velbevarede huse fra denne periode. Borgm. Mikkel Vibe købte som den første en grund i Strandgade nr. 30–32 på hjørnet af Skt. Annæ Gade. Her opførtes to næsten ens gårde, med et grundmuret hus mod gaden og en sidefløj af bindingsværk med svalegang (se billede s. 728). Sidefløjen til nr. 32 er velbevaret. Hovedhuset fik ml. 1816 og 1839 etageinddelingen forandret, idet de to stokv. ændredes til tre. Gavlen mod Skt. Annæ Gade, der befriedes for sit pudslag 1928, røber med sine rester af kridtstensbånd og buestik den opr. inddeling. Over façadens tre midterste fag ses endnu den nederste del af en gavlkvist, der har været smykket med kridtstensornamenter. Nabogården nr. 30 er antagelig opf. ml. 1624 og 1636. Façaden af røde mursten har med undtagelse af gavlkvisten, der forsvandt i 1800t., og den 1710 gennembrudte port, bevaret sit opr. udseende med gesimsbånd og buestik i kridtsten. En pietetsfuld restaurering 1943–45 (af H. Hauberg) bragte rester frem af et gårdværelses malede bjælkeloft. Ved sa. lejlighed istandsattes forhusets barok- og rokokointeriører. Huset fremtræder nu som det smukkest bevarede renæssanceborgerhus i Kbh. (H. H. Engqvist. Strandgade 30. 1945). Strandgade nr. 26–28 optog opr. ét stort grundareal, hvor Sivert Grubbe 1626 (if. stenplade på gårdsiden af nr. 26) lod opføre tre ens gavlhuse med svungne gavle, hvoraf nu kun nr. 28, efter 1942 at have fået empiretidens puds fjernet, står med sin opr. renæssancefaçade af skiftende røde og gule mursten, buestik og gesimsbånd. På gavlen, hvis svungne sandstensramme ikke er bevaret, ses rester af en yndefuld volutdekoration. De to andre huse blev 1769 af agent Gysbert Behagen ombygget og forhøjet med en etage og fremtræder nu som ét hus på 10 vinduesfag og med trekantgavl med initialer i rokokokartouche og årst. 1769. Bag den røde bemaling ses spor af vinduernes opr. buestik. Grunden nr. 22–24 i sa. gade bebyggedes i 1620erne af Jens Sparre til Sparresholm. 1663 erhvervedes gården af Cort Adeler, og kort efter 1726 deltes den i to ejendomme. Nr. 24 ombyggedes 1748 af bogholder Frants Feddersen, der forhøjede den med en etage og lod opsætte en halvrund fronton med relief over midtpartiet. Nr. 22, der i dag bærer Cort Adelers navn, gennemgik 1769 en lign. ombygning. Kun den fornemme sandstensportal af svære diamantbosser og med renæssanceornamenter i portbuens svikler vidner om husenes oprindelse i 1600t. Portalens øvre afslutning er senere.

Også Strandgade nr. 14 på hj.af Torvegade, opf. omkr. midten af 1600t. af borgm. på Christianshavn Naman Hiort, har buestik over vinduerne, vandrette gesimsbånd og hjørnekvadre af kridtsten. Bygn. var opr. to stokv. høj med svungne gavlkviste, men blev 1781 af bryggeren Mathias Rohde forhøjet med to stokv., s. 731 s. 732 og gavlene blev erstattet med reliefprydede trekantgavle (fornyet 1945). Den nederste etage er i nyere tid ødelagt ved indsættelse af butiksvinduer. En vis regelmæssighed kan, som tilfældet var i Sivert Grubbes gård, spores i vinduernes fordeling over façaden. Symmetri er fuldt gennemført på den 1640 af storhandelsmanden, rentemester Henrik Müller opførte »Efterslægtens gård« på Østergade (nedrevet 1915). Huset havde på façaden én gavlkvist med svungen kontur og brudte sidevolutter.

Nyhavn 9, opført 1681.

Amagertorv 6, opført 1616.

Gavlkvisten i borgerhuset undergik omkr. midten af 1600t. en forenkling. Den s. 733 ital. baroks strengere former vandt indpas og fordrev gradvis den nederlandske stærkt ornamenterede stil. De svungne gavles sandstensudsmykninger forsvandt. Gavlenes kontur blev lige afskåret, som dels ses af de af rentemester Müller opførte stenhuse »Nybørs« (»De seks Søstre«) ml. Børsen og Knippelsbro på Privatbankens grund (nedrevet 1900. ArkivMus. II. 1903–05. 136 ff). Fra ca. 1640 stammer endv. to gavlhuse i Magstræde nr. 17–19. Huset med den enkle trekantgavl bliver i sidste halvdel af 1600t. og langt hen i 1700t. karakteristisk for det borgerlige byggeri. N.siden af Nyhavn bevarer adskillige fra slutn. af 1600t., men s. 734 største delen er ombygget og forhøjet i 1700- og 1800t. Kun nr. 9, der i jernankre bærer årstallet 1681, står uforandret som det tidligste eksempel på den type huse, der går under navnet »ildebrandshusene« (se ndf.).

Mathias Ortmanns gård, Gothersgade 41, gårdparti.

Storkøbmanden Joachim Irgens’ 1664 opførte gård i Strandgade nr. 44 på hj. af Bådsmandsstræde, danner overgangen til en ny tid. Medens man bag 1700t.s gule kalkpuds skimter renæssancens buestik og gesimsbånd af kridtsten, bærer vinduernes parvise placering i regelmæssig rytme og deres palæagtige proportioner præg af den frembrydende barok. I sin første fase er barokken nederlandsk orienteret. I monumentalarkitekturen giver den sig til kende i Charlottenborg (s. 680–83) og i flere adelspalæer, medens af offentlige bygninger Operahuset på hj. af Fredericiagade og Bredgade, opf. 1701–02 af Fred. IV, viser et fornemt eksempel på den hollandske palladianisme med sin trekantfronton og pilastre i stor orden (s. 589–90). Den trefløjede Staldmestergård ved Frederiksholms Kanal (s. 564), opf. 1703–06 af W.F.v. Platen, er af en ganske anden karakter. Den 15 fag lange hovedfløj mod kanalen har udpræget horisontal virkning, der understreges af de kraftige, profilerede gesimsbånd under vinduerne. Midtpartiet er fremhævet ved en barok pragtportal, der tillige med vinduesomramningerne er tegnet af Christopher Marselis efter romerske forbilleder, der findes gengivet i hans bevarede skitsebog. Præget af romersk barok er også den røde Kancellibygning med sin imponerende reliefsmykkede fronton, opf. 1716–21 af generalbygmester J. C. Ernst (s. 565–66).

Abraham Lehn d. Æ. lod 1703 sin anselige gård Strandgade nr. 6 ombygge, mul. af v. Platen, antagelig til et 9 fag langt og to stokv. højt forhus med trekantgavl og med sidefløj af bindingsværk. En gennemgribende ombygning 1857 ændrede fuldstændigt det ydre. I stueetagen er bev. smukke interiører med stuklofter, der danner rammen om malerier af Hendrik Krock og paneler og vægmalerier fra 1700t.s begyndelse.

I den bygningshistoriske udvikling betegner den store brand 1728 ikke noget afgørende skel. Den hustype, som nu bliver fremherskende, det såkaldte »ildebrandshus«, havde vist sig i slutn. af 1600t., men fik nu en betydelig udbredelse. Som medlem af bygningskomm. af 19/3 1729 udgav overlandbygmester J.C. Krieger et hæfte med tre forsk. projekter til »ildebrandshuse«. I hvor vid udstrækning disse blev fulgt, vidner endnu talr. kvarterer i den indre by om. Af hensyn til brandfaren, som stadig eksisterede, skulle de nye huse være grundmurede, deres gesimser skulle flugte med hinanden, og der skulle være brede porte og store gårdspladser. Det blev forbudt at anvende tagrender af træ og træstole til skorstene. Disse strenge krav lod sig dog ikke gennemføre. Man indskrænkede forbudet til, at façaderne mod gaden skulle være af grundmur, medens det tillodes at anvende bindingsværk mod gården og til sidehusene. 1731 blev bygherren frit stillet i valget mellem grundmur og bindingsværk.

På grund af de senere års omfattende nedbrydninger findes der i dag kun få huse med façader af bindingsværk. Til disse hører Fiolstræde nr. 18 på hj. af Krystalgade, opf. 1734, Kompagnistræde nr. 23 og Snaregade nr. 5. Karakteristiske bindingsværkshuse ligger i de gl. købmandsgårde bag Købmagergade nr. 13, 27 og 29 og bag snedkermester Mathias Ortmanns gård, Gothersgade nr. 41. Billede s. 733.

Gårdinteriør fra Bispegården. Porten fører ud til Nørregade.

Typiske »ildebrandshuse« på Gråbrødretorvs sydside.

I langt de fleste »ildebrandshuse« er façaderne grundmurede og bindingsværk kun anvendt til gården. I talr. tilfælde er façadernes grundmur af nyere dato. Adsk. af dem har svalegange, således Sværtegade nr. 7, hvor »Det norske Selskab« havde lokaler 1775–1813, og Møntergade nr. 9. Se billede s. 729. De fleste svalegange er lukkede, men åbne findes stadig i Pilestræde nr. 74 (1734), Skindergade nr. 13 og Amagergade nr. 11. Spor af åben svalegang ses på det toetagers baghus til Teglgårdsstræde nr. 12. Stokværksfremspring optræder hyppigt, fx. i Valkendorfsgade nr. 36 (bygget 1739 af hofmaler Chr. Peter Getreuer), Skindergade nr. 15, Gammel Mønt nr. 31, der desuden har en fortrinlig barok gadedør, Grønnegade nr. 18, med en særpræget ital. »baroktrappe«, og Grønnegade nr. 43.

Karakteristiske »ildebrandshuse« er desuden Bispegården, Nørregade nr. 11 (fra 1731–32), Admiral Geddes Gård, St. Kannikestræde 10 og Professorgården smst. nr. 11, ejendommene langs Gråbrødretorvs s.side og Nybrogade nr. 16–20. De to sidste steder danner de en endnu sammenhængende række. På initiativ af maleren J. Møller-Jensen (formand f. Foren. t. Hovedstadens Forskønnelse) blev façaderne på Gråbrødretorv 1904 malet med kraftige, brogede farver som et forsøg på at genskabe deres opr. udseende. Den mest kendte af disse ejendomme er hjørnehuset mod Niels Hemmingsens Gade, bygget 1732 af fiskebløder Hans Lau. Nabohuset, nr. 3, er ligeledes bygget 1732 og kaldes »Wessels Hus«. Den nuv. ejer, mag. H. Langberg, har indrettet en mindestue for Joh. Herm. Wessel, der her skrev »Kærlighed uden Strømper«. Mindetavlen på façaden skyldes arkt. Aage Rafn og billedhugger O.Stæhr-Nielsen.

Et af de største »ildebrandshuse« er »Det ferske Fiskehandlerkompagnis Hus«, Knabrostræde nr. 30 ml. Magstræde og Nybrogade. Façadens smukke sandstensportal er en kopi af portalen på gården Dronningensgade 62, opf. 1729 af bageren Joachim Lentz. Den eneste portal af denne type, der er bevaret på sin opr. plads, findes på Valkendorfsgade nr. 11, opf. 1732 af guldtrækker M.F.Zeise.

Et typisk »ildebrandshus« er ligeledes Nybrogade nr. 16, der ligesom genboejendommen bagtil, Magstræde nr. 3, er bygget af hofsnedker Chr. Jacob Preisler. Han har sikkert udført gadedørenes og trapperækværkernes smukke snitværksarbejder. Til sa. gruppe huse hører endelig Nybrogade nr. 18 og 20, der tilhører Tømrerlauget.

På enkelte »ildebrandshuse« leddeltes façaden med pilastre, medens den sædvanlige trekantskvist erstattedes af en halvrund fronton. Eksemplar herpå er Nørregade nr. 13 (fra 1734) og den såkaldte Struensee’s Gård, Magstræde nr. 6, hvorfra hofsnedker Diderik Schäffers fornemme rokokostue i Nationalmuseet stammer. Ejendommen er opf. 1733–34 af arkt. Philip de Lange, hvis bygninger adskiller sig fra Kriegers ved, at deres façader under påvirkning af sydty. barokarkitektur har en rig ornamental udsmykning. Karakteristisk er således Nybrogade nr. 12, som han 1732 byggede for hofkonditor J. H. Ziegler (sen. forenet med en naboejendom fra 1748). På gavlen ud til kanalen indrammes stueetagens midtvindue af pilastre, der støtter en halvrund gavl med to våbenskjolde, medens de omkr. det tilsvarende vindue på 1. sal forneden ender i to store volutter. Se billede s. 737. Tilsvarende motiv forekommer på Postgården på Købmagergade (s. 720–21) og på Reformert Kirkes præstegård, Åbenrå nr. 32–34, begge opf. af Ph. de Lange. 1738 byggede han »Det asiatiske Kompagnis« forsamlingshus, Strandgade nr. 25 (pendanten, der egentlig er et pakhus, er opf. 1781), 1748 Ved Stranden nr. 16 (forhøjet s. 737 s. 738 i 1800t.) og 1750 Gammelstrand nr. 48 med billedhuggeren Andreas Gercken d. Y.s smukke sandstensportal (kvisten ny). Som bolig til sig selv opførte han o. 1760 inspektørboligen, Prinsessegade nr. 54 (Prinsessegadens skole).

Hofkonditor J. H. Zieglers hus, Nybrogade 12.

En særlig plads i periodens bygningskunst indtager Gyldendals ejendom, Klareboderne nr. 3, bygget 1731–34 af murermester og stukkatør Abraham Stoy. Såvel stukkaturen omkr. vinduerne, der viser slægtskab med ty. og fr. ornamentik i beg. af 1700t. (stukkaturen omkr. portpartiet til højre er dog ligesom porten fornyet), som den særlige form for mansardtag, forekommer ikke længere på andre kbhske bygninger. Se billedet s. 739.

Assistenshuset, Nybrogade nr. 2, opf. 1729 af grev C. A. Berckentin som en trefløjet gård i Snaregade med to lave forbindelsesbygninger ud til Nybrogade, minder i sit anlæg om Prinsens Palæ. 1765 forhøjedes portfløjen, og porten fik sin nuværende smukke nyklassiske indfatning. 1793 udvidedes Assistenshuset med Nybrogade nr. 4, bygget 1730. Til erindring om dets bygherre – en øltapper – og et pæretræ, der endnu 1816 voksede foran dets façade, kaldes det stadig, som indskriften over kælderdøren fortæller, »Hans Blasen i Pæretræet« (se I, s. 614–15). 1842 erhvervedes Nybrogade nr. 6, bygget 1762 (sen. forhøjet), og hvis baghus er Snaregade nr. 5, opf. 1728–32.

1748 fejredes den oldenborgske kongestammes 300års jubilæum bl.a. ved anlæggelsen af Frederiksstaden, og hermed føjedes nye træk til byens arkitektoniske fysiognomi. Den nye bydels centrum var den nuv. Amalienborg slotsplads med de fire palæer (s. 692–700) og den planlagte kuppelkirke (Frederikskirken). De tilgrænsende grunde blev tilbudt kbhske erhvervsdrivende, og det blev ved forsk. kgl. reskripter pålagt dem at følge visse typetegninger, udarbejdet af arkt. Nic. Eigtved. I beg. af 1750erne var byggeriet i fuld gang.

Den façadetype, der skulle gælde for borgerhusene, ses bedst bevaret i Amaliegade nr. 16 (kordongesimsen og vinduesomfatningerne er fjernet på sidepartierne, den opr. trekantgavl over midtrisalitten mangler, og hovedgesimsen er fornyet), opf. 1756–57 efter Eigtveds tegning for hoftømrermester Joh. Andr. Pfützner. Midtpartiet, der er fremhævet ved en lav risalit med bosseret (plastisk formet) stueetage, de uprofilerede vinduesomfatninger, til dels afsluttet med kurvehanksbuer, og den opr. frontispice, er træk, som viser hen til arkitektens forbillede: det nye byggeri i Dresden. Nært beslægtet med dette hus er ejendommen Amaliegade nr. 23, opf. 1750–52 for bager Johan Johansen. Byggereglerne var dog ikke strengere end, at de gav muligheder for variationer i façadeskemaet. I ejendommene Amaliegade nr. 15 og 17 er betoningen således lagt ud til siderne, der fremtræder som risalitter med lisener og kartouche-smykkede vinduer. Nr. 15, opf. 1754–56 efter Eigtveds tegning for stenhuggermester G. W. Bræsecke, blev ombygget 1892 under ledelse af arkt. G. Tvede, og den øverste etage blev forhøjet. Nr. 17 er bygget samtidigt for hofstenhuggermester J. P. Pfeiffer og er i det væsentlige uændret. Amaliegade nr. 40–42, opf. 1752–56 af Eigtved for tømmerhandler Jan van Osten, er en fremragende prøve på arkitektens fornemme lisene-stil, her betinget af dets genbo: Frederiks Hospital. Det var arkitektens mening at bygge et hus magen til van Ostens ved siden af og at forbinde de to bygninger med en spærremur, for derved at danne et anlæg, som kunne modsvare det ovenfor liggende hospital (Amaliegade nr. 27–31 og Bredgade nr. 66–72, se s. 348–49). Dette blev rejst på initiativ af grev A. G. Moltke, efter tegninger af Eigtved. Grundstenen s. 739 s. 740 nedlagdes 1752, og to år senere var den firelængede hospitalskarré færdig. Efter Eigtveds død byggede L. de Thurah 1755–57 de fire pavilloner, der opr. tjente til apotek, bad, fødselsstiftelse osv. Selve hospitalsbygn. er dækket af valmtag, og dens façader er udarbejdet i den lette stil, som er karakteristisk for den bedste danske rokoko. Dens skulptur-udsmykning er foretaget af J. C. Petzold. Frontonen over hovedindgangen viser i et relief: Den barmhjertige samaritan. Thurah’s pavilloner gentager Eigtveds lisene-motiv, men er i øvrigt præget af arkitektens tilhørsforhold til den ældre, hjemlige barokstil. Skulpturerne er af billedhuggeren J. F. Hännel, der også har lavet de dekorative vaser på gitterportens piller. Til sig selv opførte Thurah 1755–57 gården Amaliegade nr. 25, hvis arkitektur virker mere gammeldags end Eigtveds huse. Den tunge barokkarakter ytrer sig ikke mindst gennem fordakningerne over beletagens vinduer. Her indrettedes 1787 Den kgl. Fødselsstiftelse (opret. 1787 af enkedronn. Juliane Marie), der havde fået lokaler i det enkle hus, som arkt. J. B. Guione rejste på en ubebygget grund ml. Amaliegade nr. 23 og 25 (færdigt 1787). På baggrund af Thurah’s eget barokprægede hus er det forbavsende, at han 1755–57 byggede den fine ejendom Bredgade s. 741 nr. 60 i ren Eigtved-stil for urtekræmmerlaugets oldermand Niels Titken. Fra sa. tid stammer også ejendommene Bredgade nr. 34–36, opf. 1753 for en silkefabrik. 1832 deltes ejendommen i to og er senere forhøjet med 1 1/2 etage. Opr. havde den følgende fagdeling: 2–3–4–3–2, og over de to trefags partier var der frontoner. 1950 blev den nedre façade på nr. 34 ført tilbage til sin opr. form af arkt. C. Wendelboe Jensen. I sin opr. skikkelse var huset nok et arbejde af Eigtved. Bredgade nr. 76 med de smalle lisener og trekantgavlen er opf. 1757 for toldtaksatør P. Løve.

Gyldendals ejendom, Klareboderne 3 (portpartiet til højre nyt).

Amaliegade 17, der har bevaret sin oprindelige skikkelse.

Den »indgangsløse« ejendom mellem Amaliegade 23 og 25.

Fra Frederiksstaden bredte den nye rokokostil sig hurtigt, men den fik ikke nogen lang levetid; allr. i jan. 1755 indkaldtes franskmanden N.-H. Jardin, og ved hans arbejder i Moltkes Palæ (nuv. Chr. VII’s Palæ) og med Frederikskirken begyndte klassicismen. Endvidere var det gammeldags barokke gavlkvisthus en så indgroet type, at det vanskeligt lod sig fortrænge. Det dobbelte gavlkvisthus Nyhavn nr. 20 er til trods for sin sene opførelse – ca. 1780 – af den kendte »ildebrandstype« og nært beslægtet med det 100 år ældre Nyhavn nr. 9. Nyhavn nr. 12 er et lignende gavlkvisthus, bygget kort efter 1700t.s midte. På sa. måde er gavlkvisthuset s. 742 Gothersgade nr. 8 med bindingsværkspakhuset i gården fra 1767. Façaden har dog rokokodekorationer, bl.a. over beletagens rundbuede vinduer. Anlægget er opført for købmand, baron Henrik Bolten. Derimod har arkitekten, som 1756 byggede Gothersgade nr. 63, taget ved lære af de nye Amaligade-huse. Midtrisalitten med den bosserede stueetage har opr. haft en frontispice, hvorimod kvistene er moderne. Façaden har dog langtfra den samme lethed som Eigtveds bedste Amaliegade-façader. Den ret sent (1776) byggede gård Sølvgade nr. 38, bygget for farver Jac. Holmblad, er i virkeligheden to sammenbyggede huse med midtrisalitter og frontispicer efter Eigtveds mønster, men risalitterne er kun to fag brede og skudt sammen mod midten, hvorved huset får fagdelingen: 2–2–2 –2–2.

På Christianshavn opførtes efter 1700t.s midte nogle anselige huse, der står endnu. Stanleys gård, Overgaden oven Vandet nr. 6, er opf. 1755–56. Opr. var midtpartiet højere end sidepartierne, der kun havde én etage. Det var dækket af et tværstillet mansardtag, som endnu spores, og siderne havde dobbelte valmtage. 1783 forhøjedes sidefløjene. Bygherren var billedhuggeren S. C. Stanley, der havde opholdt sig i England en snes år. Huset, der viser eng. indflydelse, slutter sig i øvrigt til de samtidige da. rokokohuse (C. G. Schultz. Stanley og hans Gaard. 1955). Overgaden oven Vandet nr. 10 (»jernstøber Th. Potters gård«) er en sent (1785) opf. rokokobygning, der indvendig er stærkt omdannet, men dog endnu har smukke stuklofter. I sa. gades nr. 58–64 opførte arkt. J.C.Conradi 1754–56 en lang pilastersmykket længe til opfostringshus; fra 1777 brugtes den som hospital og sen. som dæksofficersskole. Midtpartiet er fremhævet og kronet af en rundgavl med krigstrofæer. Se billede s. 745. Over bygningens endepartier var tidl. trekantgavle. Havehuset, hvor ægteparret Heiberg boede en årrække, blev bygget 1779 af stadsbygmester G.E. Rosenberg (genopbygget efter brand 1838); den lange fløj mod Bådsmandsstræde (nu Rigsarkivets depot) opførtes 1780–81 af murermester J.B. Schottmann. Det tidl. Garnisons Sygehus Rigensgade nr. 9–11 var bygget 1759f. og 1779–86 og anvendtes opr. af det kgl. uldmanufaktur. 1815 omdannedes det til hospital af arkt. Peder Friis. Bygningen fremtræder nu som en lang, enkel længe, billede s. 618. De to porte sidder i risalitter, der er kronet af trekantgavle med Fr. V.s og Chr. VII.s initialer. I en niche på gårdfaçaden står Fr. VI.s buste på romersk imperator-manér, omgivet af fasces, udf. 1816–17 af H.E.Freund. Det tidl. munderingsdepot, som støder op til det fhv. sygehus, er bygget 1776 ff. Endelig bør nævnes rokokohuset Strandgade nr. 24, som i senklassicismens tid har fået façaden helt ombygget. Bevaret er dog den smukke opr. segmentgavl, som prydes af et relief med skibe og allegoriske figurer.

Med Jardins opførelse af Det gule Palæ i Amaliegade (se I, s. 343 og II, s. 726–27) banedes vejen for klassicismen, og huset Lille Strandstræde nr. 6, opf. 1769 for legationsråd Honoré-Antoine Verrayon, er umiskendeligt i slægtskab med Det gule Palæ. Ejendommen er på fire fag og er forneden fuget à réfend, mens der over resten af façaden ligger et let rammeværk af murbånd. Over vinduerne i beletagen er slået halvcirkulære buer. Huset er måske et arbejde af Jardin.

Det blev imidlertid ikke Jardin selv, som udbredte klassicismen i det kbhske borgerhusbyggeri. Han forlod Danmark, da Struensee 1770 havde standset byggeriet på Frederikskirken. Gennem sine elever fik han imidlertid stor betydning, og en af disse, Hans Næss, var sikkert arkitekt ved ombygningen af Lille Strandstræde s. 743 nr. 14 1774–76 for den kendte brigadér William Halling. Herved blev husets 1600t.s façade forsynet med alle Jardin-stilens ydre kendemærker: guirlandekransede ovalmedaljoner osv. Portens asymmetriske anbringelse er opr. Til sig selv tegnede Hans Næss Antoniegade nr. 9, der har en sært strukturløs og gnidret façade – rigeligt forsynet med blændinger, vinduesomfatninger, konsoller, guirlander, medaljoner, tandsnit m.m. Façaden på Lihmes gård, Kongens Nytorv nr. 18, opf. af Hans Næss 1767–68 for kammerråd Chr. Lihme, viser arkitektens usikkerhed trods den rigelige dekoration.

Stanleys gård, Overgaden oven Vandet 6.

En af Jardins største opgaver i Kbh. var den 1765–71 byggede kaserne Sølvgade nr. 40. Han leverede tegningerne. Selve opførelsen lagdes i hænderne på kaptajn C. C. Pflueg. Den blev bygget til da. og no. livregiment. Anlægget er symmetrisk opbygget over en plan, der danner et dobbelt F og lukket i hjørnet med en hult svungen spærremur med portal. Bygn. er dækket med et tungt mansardtag og af en knap og enkel form. Billede s. 586. Garderkasernen på Øster Voldgade nr. 1 blev bygget 1785–86 af general H.E.Peymann, til dels ved anvendelse af nogle orangerihuse i Rosenborg Have. 1845–46 underkastedes kasernen en større istandsættelse. Civiletatens Materialgård, Frederiksholms Kanal nr. 28, opf. 1771 af hofbygmester G. D. Anthon, er ligesom garderkasernen et ganske fordringsløst anlæg, men både gennem sin historie og i kraft af sine arkitektoniske s. 744 værdier et betydeligt arbejde. Det er en gulkalket længe på 21 fag med et stejlt valmtag. Over portfaget sidder en hejsekvist. I det »store materialhus«, der lå på grunden, før Anthon byggede det nye, havde allr. billedhuggeren Didrik Gercken haft værksted i 1730erne, ligesom de ty. stenhuggere, der arbejdede på Christiansborg, benyttede materialgården som værksted. Johs. Wiedewelt fik 1795 anvist bolig her som hofbilledhugger, og siden har en lang række danske skulptører haft deres hjem og arbejdsplads her, fx. H.E.Freund fra 1829–40. Under hans ledelse udsmykkedes lejligheden i pompejansk manér ved hjælp af malere som Const. Hansen, Hilker, Eddelin o.a. Resterne af denne dekoration er delvis overflyttet til Kunstindustrimuseet. Senere har bl.a. H.W. Bissen, Vilh. Bissen og Anne Marie Carl Nielsen virket her. Huset rummer stadig arbejdende billedhuggere.

Afklaret og renset for overflødig dekoration gjorde Jardin-stilen sig mere og mere gældende i den borgerlige kbhske bygningskunst efter 1770erne. Det ganske enkle hus Strandgade nr. 10, opf. 1775 af murermester J.B.Schottmann som bolig for ham selv, er typisk for den tidlige klassicisme. Den glatte façade er delt med en kordongesims. Midtpartiet er kun fremhævet af de tre midterste fag, der har sålbænken båret af retkantede konsoller, dels glatte, dels smykkede med et triglyfmotiv. Et andet ganske enkelt hus, som først og fremmest virker gennem façadens gode forhold, er Overgaden neden Vandet nr. 33a, bygget o. 1783 for ankersmed Hans Caspersen (det øverste stokv. er moderne). Heerings gård i samme gade nr. 11 er bygget 1785 for søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Midtpartiet i den 16 fag lange façade er fremhævet ved et smalt relief bånd, konsoller under vinduerne samt den lave kvist med terrasse-taget. Andre huse med tilknytning til denne gruppe er Steinfass’ gård i Overgaden oven Vandet nr. 32, opf. o. 1770, og det Kanneworfske hus, Bredgade nr. 2, fra beg. af 1600t., men ombygget i 1780erne for isenkræmmer A.L. Prom. Det blev forhøjet med en etage og fik mansardtag. 1836 købtes det af lærredshandler Lars Kanneworf (rest. 1904, façaderne pudset, og indgangen flyttet).

Et par af de smukkeste borgerhuse på dette trin er Amaliegade nr. 8 og Nytorv nr. 17, begge forholdsvis beskedne huse på 7 fag i bredden og uden synderlig megen dekoration. Amaliegade nr. 8 opførtes 1785 for tømrermester. A. Pfützner. Det har en midtrisalit på 3 fag og er kronet af en trekantgavl med et kraftigt tandsnit på sa. måde som selve hovedgesimsen. I øvrigt sker midtbetoningen kun ved et lavt reliefbånd og sålbænke under vinduerne, ligesom kælderetagen er bosseret. Vandret deles huset af en enkel kordongesims, mens sidepartierne ellers ikke har andet smykke end en lang, smal blænding over beletagens vinduer. Som type viser ejendommen nært slægtskab med Eigtveds Amaliegadehuse, men façaden står køligere. Formerne er glattet ud, og den er uden det spil af lys og skygge, som Eigtved tilstræbte ved sin rigere anvendelse af lisener, rammeværk, bossering og blændinger. Nytorv nr. 17 er opført så sent som 1795–96 og bygget for Hans Jensen, der kort efter lod nabohuset nr. 19 opføre. Det ligner meget Pfützners hus, men flere enkeltheder er anderledes. Set på baggrund af 1780ernes og 1790ernes Harsdorff-byggeri viser huse som de nævnte, at de har et andet udspring (Jardins indflydelse).

C. F. Harsdorffs første egl. byggearbejde var Brødrene Petersens Jomfrukloster (s. 430–31) på Amagertorv nr. 29. Harsdorff fik arbejdet overdraget 1766, og og opførelsen påbegyndtes 1768. Harsdorffs forslag var i den moderne smag: den glatte s. 745 façade var oventil afsluttet med en tandsnitsgesims, kronet af en kort attika med indskriften: Monumentum Pietatis Petersenianæ. I øvrigt var den kun smykket med nogle à la grecque-bånd og en smukt indfattet dør med en dækplade af sandsten. Efter branden 1795 genopførtes huset af J. B. Guione, stort set i overensstemmelse med Harsdorffs tegninger. Ved ombygningen 1918 under ledelse af arkt. B. Helweg-Møller blev forhuset forhøjet.

Søkvæsthuset, det opr. Opfostringshus, Overgaden oven Vandet 58–64.

Efter at den gl. slotsforvalterbolig ved Charlottenborg var blevet nedbrudt 1777, byggede Harsdorff på grunden dobbelthuset Kongens Nytorv nr. 3–5 i årene 1779–80. Byggeriet skulle dels bekæmpe den herskende »fordærvede smag«, dels på værdig måde modsvare Det kgl. Teater, som han nogle år tidligere havde ombygget. Huset fik stor indflydelse på de flg. års byggeri, og dets motiver efterlignedes atter og atter. Ejendommen var delt i to, det mindre nr. 3 og det herskabelige hus nr. 5. Det første fik en tredelt façade med neutralt forskænket midtparti, mens siderne hver på et fag fremhævedes ved det segmentkronede vindue i beletagen. I øvrigt deltes façaden med en kordongesims, og underfaçaden var fuget. Nr. 5 havde et pilastersmykket fremspring med en trekantgavl over, dekoreret med et relief af Johs. Wiedewelt. De joniske pilastre har kapitælerne drejet, så siden vender ud – et træk, der nødvendiggjordes af de forholdsvis smalle vinduespiller. Billede s. 746.

Samtidig forsøgte Harsdorff at gennemføre et endnu større projekt på den gamle botaniske haves grund i Amaliegade. 1780 ansøgte han om at få byggegrunde overladt her til 8 huse, der tilsammen skulle fremtræde som et monumentalt s. 746 slotsagtigt anlæg bestående af et pilasterprydet midtparti med to udskydende fløje, som endte i søjlesmykkede pavilloner. Han fik grundene, men man forlangte de gl. byggeregler med ensartet gesimsflugt osv. overholdt. 1781–83 opførte han fire huse op mod Frederiks Hospital, Amaliegade nr. 37–41, hvorefter byggeriet foreløbig gik i stå. 1788 overtog byggespekulanten Andreas Hallander noget af den ubebyggede grund og opførte sa. år Amaliegade 49 (hj. af Toldbodvej). Det er stærkt afhængigt af Harsdorffs stil. Underfaçaden, der er fuget, virker som en sokkel for joniske pilastre, af hvilke de fire midterste bærer en trekantgavl med et relief, som skal være modelleret af Thorvaldsen efter en tegning af maleren Nicolaus Wolff. Nr. 45 opførtes ligeledes af Hallander. Det købtes 1795 af svenskeren, hofsekretær C.A. Bohemann Andersson, som ombyggede det og påsatte en trefagskvist med altan. Muligvis har stadskonduktør J.H. Rawert været arkitekt for denne ombygning. Façaden er beslægtet med andre af hans arbejder, bl.a. ved den rundbuede blænding i stueetagens ene endefag, der skal modsvare porten i modsat side. Sa. træk ses på gården Skt. Annæ Plads nr. 5, som Rawert opførte 1795 til sig selv. Den port, der nu findes i husets venstre side, er indsat i blændingen ved en ombygning 1927, foretaget af arkt. C. Lüttichau og A. Skjøt-Pedersen. I det indre er bl.a. bevaret den tidl. spisesal med pilastre og frontonkronede vægfelter. Man har også sat Rawerts navn i forbindelse med gården Ved Stranden nr. 18, opført 1796 som gæstgiveri for traktør Løbel; den øvre etage er tilføjet senere. 1801 byggede tømrermester A.J. Hallander Bredgade nr. 38, der s. 747 med sin fugede inderfaçade og sidebetoning slutter sig nær til de Harsdorffske huse.

Harsdorffs Palæ, Kongens Nytorv 3–5.

Udsigt mod Plougs gård, Højbroplads 21.

Af pilasterhuse findes adskillige rundt om i byen. Gammeltorv nr. 18 opførtes 1796–97 for assessor P.F. Beckmann. Huset svarer stort set til det Harsdorffske forbillede ved sit trefags pilastersmykkede midtparti med trekantgavl og sidepartierne med segmentkronede vinduer. Billede s. 749. Dets frie beliggenhed ved torvet gjorde en sådan udsmykning naturlig, og den anvendtes også på det samtidigt opførte Gammeltorv nr. 22 (»den Suhrske gård«), der i stedet for ved en trekantgavl er afsluttet opadtil med en attika. På grunden Gammeltorv nr. 4 byggede arkt., murermester Philip Lange d. Y. 1796 en 11fag stor gård til sig selv. Her var midten fremhævet ved 6 store pilastre og en fronton med et relief udf. efter tegning af maleren Abildgaard. Ejendommen blev nedrevet 1898. »Plougs gård« Højbro plads nr. 21 ligger ligeledes på en grund, hvortil der er frit udsyn, som motiverer dens rige udsmykning med korintiske pilastre i stor orden. Den er bygget af Hallander 1798–99 for grosserer Friedericia og havde allr. fra ny indrettet store butikker i stueetagen. Også sidehuset, Højbro plads nr. 19, er bygget af Hallander. Den gl. bryggergård Vandkunsten nr. 8, bygget o. 1750, fik sin nuv. façade i beg. af 1800t. I en alm. gade havde sådanne dekorerede huse sværere ved at gøre sig gældende, således Vimmelskaftet nr. 47 (Tuteins gård), skønt det er et af tidens største borgerhuse i Kbh. Det opførtes fra 1799 for gross. Fr. Tutein af s. 748 arkt. J. M. Quist, og der måtte søges dispensation p.gr.af højden. Det har et rundt hjørne og høje, smalle, joniske pilastre på façaderne mod Vimmelskaftet og Badstuestræde. Ved indsættelse af nye vinduer er det i nogen grad forvansket. J. M. Quist byggede for egen regning det mærkværdige pilasterhus Store Strandstræde nr. 18 (Waagepetersens gård). Udgangspunktet er Harsdorffs hus, men dets fire joniske pilastre når ikke op til hovedgesimsen, som naturligt var, men slutter ved overkanten af første sals vinduer, hvilket virker end mere umotiveret, da pilastrene er svære og har kraftige kapitæler. Huset er bygget 1792–93. Nytorv nr. 7, opf. 1795–96 for gross. Jens Lauritzen, har lign. ufuldstændige pilastre. Façaden har glatte sidepartier med trekantkronede vinduer i beletagen. Det à réfend-fugede midtparti er forsænket, og herpå sidder de fire doriske pilastre, som arkitekten har ladet bære en stump arkitrav. Man har sat hofarkt. Andreas Kirkerup i forb. med dette hus’ opførelse.

Foruden beboelsesejendomme opførte Harsdorff ligeledes flere store pakhuse ved Toldboden, bl.a. »Blå Pakhus«, Ny Toldbodgade nr. 9 (opf. 1781–83). Det var tidl. pudset og strøget med en mørk, blå farve. »Vestindisk Pakhus« stammer fra 1781. I dette indrettedes et elegant værelse i øverste etage for direktionen, som herfra kunne følge skibenes sejlads ind og ud af havnen. En af Harsdorffs protegéer, arkt. Peter Meyn, opførte 1786–87 Kirurgisk Akademis bygn. Bredgade nr. 62 på en grund skænket af enkedronning Juliane Marie. Billede s. 259. Det blev et enkelt hus med en kraftig blokvirkning, med svære kvaderbånd på hjørnerne og et tungt mansardtag over. Portalen, der flankeres af joniske søjler, sidder midt på huset. Øverst afsluttes det af en attika, som delvis skjuler taget. I det indre findes en stor forelæsningssal med tilhørerpladserne amfiteatralsk ordnet og med et hvælvet kassette-loft. Bygn. overgik sa.m. akademiet til universitetet 1842. 1867 opførte arkt. Chr. Hansen sidebygningerne i gården.

Fra slutn. af 1700t. stammer ligeledes den lille vagtbygning ved Nyboder (opf. 1787 af P. Meyn). I det hele taget er Nyboder, som anlægget nu fremtræder, for største delen opf. i slutn. af 1700t. 1792 opførte A.J. Kirkerup en kaserne for den kgl. hestgarde ved Frederiksholms Kanal nr. 26 på et stykke jord afgivet af materialgården. Den gule længe ligger vinkelret på kanalen, dens fugede façade har tre fag i to etager her ud imod, og er kronet af en attika. 1798 brændte den, men genopførtes med få ændringer, bl.a. erstattedes stueetagens halvrunde vinduer i façaden med de nuv. retkantede. Kirkerup har formodentlig også medvirket ved den biblioteksbygning, som gehejmeråd P. H. Classen 1792 opførte efter egne tegninger i Amaliegade nr. 38. Façaden domineres helt af de 8 joniske søjler, der stående på en kvaderfuget underetage bærer en arkitrav kronet af en kort attika. Bag denne kolonnade sidder store rundbuede vinduer. Trods senere forandringer står façaden stort set i sin opr. skikkelse. Billede s. 751. Indtil 1868 opbevaredes general J. F. Classens bogsamling i dette hus. Lignende huse med store frisøjler i façaden er ellers sjældne i Kbh. Foruden Erichsens Palæ (s. 718–19) kan nævnes Ved Stranden nr. 14, opf. 1796 af J. M. Quist for konsul Fr. Ludolf Gustmeyer. Billede I., s. 603. Her er midt på façaden udsparet en stor niche, flankeret af pilastre, og i den står to joniske søjler på sa. måde, som man kender det fra Harsdorffs Hercules-pavillon i Kongens Have.

Gammeltorv 18.

I dagene 5/6–7/6 1795 hærgedes Kbh. på ny af en voldsom brand, som beskadigede ikke mindre end 947 ejendomme. Et vældigt genopbygningsarbejde forestod, og inden dette var afsluttet, indtrådte en ny katastrofe, idet englænderne bombarderede byen 1807, hvorved den nordlige bydel omkring Vor Frue kirke blev ødelagt, og ca. 300 huse nedbrændte. Medens genopbygningsarbejdet i årene mellem 1795 og 1807 var foregået i rask tempo som følge af de gode økonomiske konjunkturer, medførte krigen 1807–14 en alm. forarmelse, som i høj grad påvirkede byggeriet. Ikke alene måtte tempoet sættes ned. Kvaliteten blev også ringere. Først i løbet af 1830erne var genopbygningen i det væsentlige fuldført. Da befolkningstallet i disse år var stigende, måtte grundene udnyttes stærkt, og man søgte endv. at skaffe plads til hovedstadens befolkning på det engang givne snævre område ved at gøre husene højere.

Endnu nogle år efter branden 1795 var det de Harsdorffske idealer, der var toneangivende inden for det kbhske byggeri, og han og hans elever løste flere store opgaver. I det foregående afsnit er enkelte af disse nævnt. Efter år 1800 blev det arkt. C. F. Hansen, der mere end nogen anden kom til at sætte sit præg på det kbhske byggeri. Også han repræsenterede klassicismen, men medens Harsdorffs forbillede havde været græsk arkitektur, var C. F. Hansen mere romersk påvirket. Til C. F. Hansens navn er først og fremmest knyttet en række monumentale bygningsværker som Christiansborg slot (s. 669–72), Vor Frue kirke (s. 8–10), Domhuset på Nytorv (s. 590–91), Metropolitanskolen (s. 213) m.m.

Branden 1795 og bombardementet 1807 medførte visse mindre ændringer i gadebilledet, idet gader blev udvidet og rettet ud. Endvidere udlagdes Højbro Plads som et brandbælte, og Gammel- og Nytorv blev forenet til én sammenhængende plads. Efter 1807 anlagdes endvidere Hauser Plads, opkaldt efter en af tidens kendte bygherrer Conrad Hauser. Som følge af branden kunne man ligeledes påbyde, at alle hushjørner skulle være brækkede i fem alens bredde. Enkelte nye gader blev ligeledes anlagt og bebygget i denne periode. Allerede 1783–85 havde man udstukket Kronprinsensgade ml. Købmagergade og Pilestræde over den tidl. Reventlowske gårds grund. 1797 påbegyndte man anlæggelsen af Kronprinsessegade, og den åbnedes for trafik 1804.

På de afbrændte tomter og langs de nye gader voksede en helt ny by op, og trods betydelige nedrivninger i moderne tid står endnu mange af disse kvarterer urørte. I det jævnere byggeri anvendtes nu som regel ganske enkle og glatte façader. Dekorationen bestod som oftest i et smalt blændingsbånd midt på façaden over beletagens vinduer, undertiden gentaget en etage højere som en lang, smal platte. En kordongesims over stueetagens vinduer markerede delingen ml. den øvre og nedre façade. Vinduerne var gerne anbragt taktfast med ensartet brede murpiller imellem, også i siderne. Af denne hustype findes et betydeligt antal bevaret, fx. i Badstuestræde, Brolæggerstræde og Admiralgade. Som oftest er disse huse smukke, og det var sjældent nogen æstetisk gevinst, når de dekoreredes stærkere som det nedrevne Admiralgade 31. Bygningsregulativet af 1795 krævede brækkede hjørner, og hjørnerne var ofte prydet med et frontonkronet vindue som i »Sundorphs hus« Ved Stranden nr. 10, (billede s. 753), opf. 1796–97 s. 751 for enken efter C.M. Sundorph. Undertiden fandt man på at runde hjørnerne. En tidlig prøve herpå er Lavendelstræde nr. 1, opf. 1806 af murermester L.L. Thrane og muligvis tegnet af sønnen arkt. J.L. Thrane. Medens sidefaçaderne er glatte, fremtræder hjørnet kraftigt artikuleret; nederst findes en fuget sokkel, som bærer fire lisener, der ender i triglyf-konsoller. Under beletagens vinduer er anbragt svulmende balustre, der giver vinduerne karakter af balkondøre. Dette udtryksfulde hjørne var betinget af genboen C.F. Hansens rådhus og arrestbygning, billede s. 753. En mere beskeden udformning fik det runde hjørne på Fiolstræde nr. 20, bygget 1810–11. Her markeredes rundingen ved en lav blænding. Dets genbo, der nu er nedrevet, havde et tilsvarende rundt hjørne, og de dannede sammen en karakteristisk portal til gaden med Nørrevold i baggrunden.

Den Classen’ske biblioteksbygning, Amaliegade 38.

I det finere borgerhusbyggeri bevaredes endnu i nogen tid de Harsdorffske idealer. I det foregående afsnit er omtalt flere af de såkaldte pilasterhuse. Endnu kan nævnes Nytorv nr. 5, bygget 1799–1803 for justitsråd Hartvig Frisch efter tegning af maleren Abildgaard. I det indre er bevaret nogle døre og spejlkonsoller, som også er tegnet af ham. Façaden er forhøjet 1889, og vinduerne i stuen og kælderen er forandret. Præget af Harsdorff var ligeledes byggeriet i Kronprinsessegade. Huset Kronprinsessegade nr. 2, opf. 1801, var helt i Harsdorffs stil med et neutralt tilbagetrukket midtparti, betonede sider med indfattede, trekantkronede vinduer. F.J.H. Rawert byggede her flere huse på spekulation, bl.a. Kronprinsessegade nr. 26 (façaden fornyet), hvor han selv boede nogle år, nr. 28 og 30, det sidste s. 752 for svogeren kommandørkaptajn J.C. Krieger. I dette hus findes nu hrs. C.L. Davids samlinger (s. 349–50). I samarbejde med Hallander opførte Rawert endv. nr. 46 A (opf. 1805–07), og Hallander byggede nr. 20–24 (1807–08). Huset nr. 36 blev bygget 1824–25. Her boede komponisten C.E.F. Weyse 1826–42. Gaden slog hurtigt an som mondænt beboelseskvarter, hvorimod den ikke havde succes som forretningsstrøg. I hegnet omkr. Kongens Have havde Peter Meyn 1803–04 bygget små butikspavilloner 6 × 6 × 6 alen og uden andet vindue til gaden end den halvrunde åbning over dørens dækplade. Pavillonerne fandt kun få lejere. Fra 1851 indsatte man de nuv. vinduer, men stadig uden større succes. Billede s. 754.

De ældste huse omkr. Hauser Plads stammede fra det første tiår af 1800t., fx. hjørnehuset Hauser Plads nr. 22–Åbenrå nr. 21. Huset var et fint eksempel på en bygningsgruppe, der samlede sig om et gårdsrum, lukket mod gaden med en enkel spærremur. Det blev nedbrudt 1959. Husene nr. 16, 18 og 20 er bygget i årene 1829–39 og således fra senklassicismens tid.

Kvarteret omkr. Vor Frue kirke blev i høj grad præget af C.F. Hansen. 1808 fik han overdraget genopførelsen af kirken, og 1811–15 opførtes Metropolitanskolen efter hans tegninger. O. 1820 byggedes stiftsprovsteboligen Fiolstræde nr. 8. Også husrækken ud mod Dyrkøb blev præget af C.F. Hansen. 1812–15 byggedes nuv. Soldins stiftelse, Dyrkøb nr. 1 og Skindergade nr. 34 (s. 434). Huset indordner sig i façadeflugten mod Skindergade, og kundgør sig som ener blandt gadens øvrige huse ved en vældig portal og indskrift. Mod Dyrkøb åbner den sig om en lille gård, lukket for uvedkommende ved en spærremur. Fløjene mod kirken er smykket med et enkelt lisenemotiv. Ved kirkens hovedindgang udlagde arkitekten af skønhedsmæssige grunde en lille plads. Efter at man har rejst reformationsmonumentet og omdannet pladsen til parkeringsplads, er denne virkning delvis tabt.

Endnu i 1830erne byggedes adsk. huse efter klassicismens recept eller stærkt påvirket af denne. 1837–38 opførtes således hjørneejendommen Skindergade 32– Fiolstræde 2 af murermester Th.A. Blom. De to sidefaçader er ganske neutrale, men hjørnet er udtryksfuldt. Det har brede kvaderbånd langs siderne og en kraftig fordakning over beletagens balkonvindue, som atter er bunden sa.m. vinduet ovenover. Huset røber påvirkning fra den ovenfor nævnte Soldins stiftelse, men det har ubetinget en selvstændig karakter. Fiolstræde nr. 19–23 og nr. 12–14 blev opf. henh. af Blom og M.S.Holm 1834–39. Billede s. 757. Det jævnere byggeri fra denne tid er som regel smykket af en kordongesims, gerne med en palmettebort. Underfaçaden er pudset, undertiden i magert kvaderværk, medens resten af huset står glat. Den næste generation fandt disse simple huse fattige og kedsommelige, men de er ganske kultiverede i modsætning til meget af det boligbyggeri, der kom til at præge »broerne« efter århundredets midte. Ejendommen Krystalgade nr. 6 fra 1835 er typisk for dette senklassicistiske byggeri. Dens nedre façade er dækket af kvaderværk i malet puds, derover et gesimsbånd, medens resten af murværket står uden andet smykke end et fint net af fremstående fuger, den s.k. Hamborger-fugning. Lignende enkle huse rejstes samtidig omkr. Hauser Plads.

Også enkelte store patriciergårde byggedes i denne tid, fx. grosserer N.A. Hansens gård Fredericiagade nr. 21 (arkt. J. H. Koch, billede s. 758). Dens fine, magre façade synes påvirket af ty. arkitektur (Schinkel); det spinkle relief: vandrette bånd, fuger og fordakninger, tegner sig som skarpe skyggestreger mod den s. 753 lyse, oliemalede overflade. En anden af tidens storkøbmænd, Jacob Holm, lod sin gård Strandgade nr. 4 ombygge 1838. Det vigtigste smykke på façaden med de høje, smalle vinduer er pilasterstillingen omkr. gårdens port, der sidder beslagagtigt »oven på« muren. Senklassicismens arkitekter yndede sådanne reliefvirkninger, hvor planerne lå klart markerede bag hinanden. I dette hus boede Grundtvig 1829–40. 1833 havde Jacob Holm erhvervet Appelbyes og Engelskmandens Plads ved Langebrogade, og her rejste han de nu nedrevne »Holms Huse«, en randbebyggelse med tre enetages længer med toværelseslejligheder til 103 familier. Selv om lejlighederne var meget små, var de dog meget bedre end de, der ellers blev budt småkårsfolk. Bebyggelsen var det første private anlæg af arbejderboliger i Kbh. En så simpel bebyggelse var uden ethvert smykke, men ellers ser man senklassicismen dekorere etagehusene m. pudsede og malede façader med profilerede vinduesomfatninger, magert kvaderværk og over vinduerne de hyppigt sete flade fordakninger, der anbragte som rækker af korte bryn understregede de vandrette linjer i façaden. Undertiden bøjedes disse vinduesfordakninger til svage buer, som man kan se det på ejendommen Amaliegade nr. 22, der stammer fra 1700t., men blev ombygget 1845–46. Under beletagens vinduer sidder støbte ornamenter indfældede. De var meget yndede som erstatning for de mere gammeldags balustre. Oehlenschläger boede her ved sin død 1850. En prøve på den gennemsnitlige pæne udlejningsejendom er Rosenborggade nr. 7 (opf 1846–47). Façadens puds og ornamenter er senere fjernet. Her havde Søren Kierkegaard bopæl 1848–50. I strøggader som Købmagergade og Østergade blev butikker efterhånden forsynet med store udstillingsvinduer. Det skete dengang som nu delvis under ombygning af ældre façader. Ved nybyggeri søgte man s. 754 at udforme dem i overensstemmelse med husets arkitektur, som det ses i kunstdrejer I. G. Schwartz og søns butik Sværtegade nr. 3, tegnet ca. 1845 af arkt. H.C. Stilling. Sa. arkt. byggede 1847 Casino (s. 384) og Hippodromen i Nørregade (s. 386–87).

Lavendelstræde 1, hjørnet af Hestemøllestræde.

Sundorphs hus, Ved Stranden 10, hjørnet af Boldhusgade.

Butikspavillon ved Kongens Have.

Fra beg. af 1830erne dukkede nye strømninger inden for arkitekturen op. 1833 afleverede arkt. G. F. Hetsch den nye jødiske synagoge i Krystalgade (s. 164 f.). Hermed indvarsledes den nye romantiske stil, hvis krav om lokalkolorit Hetsch havde søgt opfyldt for synagogens vedk. ved at give den et præg af orientalsk oprindelse. Hermed indledte han herhjemme den arkitektoniske maskerade, som blev så skæbnesvanger for bygningskunsten i 1800- og 1900t. Selv betjente han sig af oldkristelige former til den katolske kirke i Bredgade (opf. 1841–42, billede s. 157) af gotik til sit herregårdsbyggeri og af klassicisme til det af ham projekterede Thorvaldsens Museum. Det blev dog ikke ham, men arkt. M.G. Bindesbøll, der 1839–48 opførte dette bygningsværk (s. 344–45). Trods dets iøjnefaldende modsætninger til klassicismens arkitektur var det dog på afgørende punkter beslægtet s. 755 med denne døende kunstform. Den nærmeste fremtid tilhørte imidlertid historismens bygningsværker i Rosenborg-stil, nygotik osv.

I.G. Schwartz og søns butik, Sværtegade 3.

I 1850erne og 1860erne begyndte den s.k. historicisme at gøre sig gældende i forb. m. interessen for murstensarkitektur, samtidig med at nye materialer som fx. støbejernet gav nye muligheder. J. D. Herholdts Universitetsbibliotek (s. 312–17), opf. 1857–61, inspireret af nordital. middelalderarkitektur, indledte denne periode. Et samtidigt arbejde fra Herholdts hånd. Nationalbanken, Holmens Kanal (1866–70), har sine forbilleder i florentinske adelspaladser fra 1400t., mens materialerne er hjemlige: danske røde mursten og svensk granit, det sidste anvendt til beklædning af soklen, mens murstenene er brugt i de to øvre etager, der er adskilt ved et sandstensbånd og foroven afsluttet under det lave tag med en sandstensgesims. Billede I, s. 590. 1917 tilføjedes en ny bygn. i umiddelbar forbindelse s. 756 med den gl. på hj. af Holmens Kanal og Havnegade efter tegn. af Martin Borch. Herholdt anvendte ligeledes røde mursten og sandsten ved opførelsen af Polyteknisk Læreanstalt, Sølvgade (1887–90), og gav bygningen træk fra florentinsk renaissance. Billede s. 285. 1904–06 opførtes en tilbygning langs Øster Farimagsgade og ind i Botanisk Have i en stil, der svarede til den gl. del, med J.E. Gnudtzmann som arkitekt. En ny læreanstalt har imidlertid måttet afløse den gamle; med C. O. Gjerløv-Knudsen som arkitekt begyndtes 1929 opførelsen af den nye læreanstalt på Øster Voldgade; den er først afsluttet 1958. Da F. Meldahl opførte Blindeinstituttet (s. 478–80), blev det i røde mursten og med træk fra Venedigs sakrale renaissancearkitektur; Christian Hansens Kommunehospital i gule og røde mursten (s. 500–02) viser byzantinsk påvirkning; Vilhelm Dahlerups arbejder for brygger Carl Jacobsen og hans Statens Museum for Kunst er i røde mursten og i ital. renæssancestil. Billede s. 341. Museet opførtes 1889–96 på en del af det gl. vold terræn, som staten havde erhvervet; det ligger på skrå i forhold til Sølvgade og Øster Voldgade og har et stærkt fremhævet midtparti, der er domineret af et triumfbuemotiv over hovedindgangen; de arkitektoniske led, der er udført af Hans Chr. Berg efter Dahlerups tegning, er i granit og faksekalksten. Ny Carlsberg Glyptotek, Dantes Plads, opført 1892–97 af Dahlerup til brygger Jacobsens store kunstsamlinger, har på hovedfaçaden rige terracottadekorationer og polerede granitsøjler, der bærer 7 bueslag med muslingeornamenter, hvoraf det midterste danner centrum i midtbygningens triumfbuemotiv. 1901–06 tilføjedes en ny bygn. bag ved Dahlerups 3-fløjede anlæg med Hack Kampmann som arkt.; den er i fire fløje og bygget sammen med den første del. Billede s. 347. Ved opførelsen af Carl Jacobsens eget bryggeri Ny Carlsberg Bryggeri anvendte Dahlerup en rig murstensornamentik. De mest fremtrædende partier er de to porte: mod Pasteursvej, dobbeltporten (1892) med urskive over portåbningerne og kronet af en vældig klokke, desuden prydet af 9 portrærfigurer bl.a. af Carl og Ottilia Jacobsen, samt mod Ny Carlsberg Vej den tårnagtige Elefantport (1901); den bæres af 4 granitelefanter, udf. af Hans og Jørgen Larsen, og afsluttes foroven af en snoet lanternebygning. Billede I, s. 519. Den snoede skorsten byggedes 1901.

Den hist. interesse holdt sig til helt op mod århundredskiftet og gav sig – især i 1800t.s sidste årtier – de forskelligste udslag. Abel Cathrines Stiftelse (1886) af H. B. Storck viser barokke træk i såvel plan som façade. Anlægget er firfløjet; den bageste fløj indeholder kirkerummet, og i de 3 andre fløje grupperer rummene sig symmetrisk over midtaksen. Hovedfaçadens midtfag er fremhævet som risalit og forhøjet med en frontispice. Privatbanken (1901–04) af Axel Berg er i barokstil med træk fra renæssancen, der skulle tage hensyn til naboen. Børsen. Bygningen ligger hvor før de gl. huse fra 1600t., kaldet »de 6 søstre«, lå. Det kongelige Bibliotek (1898–1906) af Hans J. Holm har romansk arkitektur som forbillede. Midtpartiet af hovedfaçaden – mod bibliotekshaven – er trukket frem som en kæmpemæssig risalit og udformet som en romansk kirkes v.parti med 3 åbne buer forneden, derover et stort vindue, det hele flankeret af to tårne. Billede s. 309. Indvendig fører en bred hjørnetrappe op til en 8-kantet vestibule, der minder om Karl den Stores kapel i Aachen. I det 4-fløjede anlægs n.fløj indgår rester af den s.k. bageribygning fra Chr. IV.s tid; under denne bygnings hvælv, der endnu kan ses, kunne kongens galejer sejle ind. Haven er et opfyldt havnebassin.

Fiolstræde 12–14.

Interessen for fr. bygningsstil viser sig i boligbebyggelsen på Søtorvet (1873–76) af F. Meldahl og V.V. Petersen. De store hjørnehuse er rigt dekorerede med tårne, spir, kupler og masser af stuk. Billede s. 758. Store Nordiske Telegrafselskabs bygn. (1890–94) af E. Blichfeldt har en imponerende hovedportal, domineret af 6 bornholmske granitsøjler, der bærer dekorerede stenurner, og hvor der er plads på murfladerne, er anbragt fyldige guirlander. 1893–94 opførtes Magasin du Nord med Alb. Chr. Jensen som arkt. i fr. renæssance-chateau-stil. Billede I, s. 569.

Arkitekten M. G. Bindesbøll samlede alle tidens strømninger i sine arbejder, men stod samtidig for sig selv på gr.af sin store kunstneriske personlighed. Med Lægeforeningens Boliger, opf. så tidligt som 1853–55 som en af de sociale foranstaltninger, der foranledigedes af koleraepidemien i 1853, peger han langt frem i tiden til senere rækkehusbyggeri. Billede s. 759.

I 1890erne grundlagde Martin Nyrop nationalromantikken, som især fik udtryk s. 758 s. 759 s. 760 i Københavns rådhus (I, s. 728–36). Ved opførelsen af Hovedbanegården (1904–11) viser arkt. H.Wenck interesse for Nyrops nationalromantik ligesom J. Ingwersen ved opførelsen af Telefonhuset i Nørregade, der i samme façade har firkantede og rundbuede vinduer og to karnapper af forsk. form.

Fredericiagade 21, façaden mod Bredgade.

Dronning Louises Bro og Søtorvet.

Udsigt over Lægeforeningens Boliger ved Østerbrogade.

Åhusene på Åboulevarden.

Solgården, Skt. Kjelds Gade 16–20.

Omkr. 1900 blev boligproblemet alvorligt; det var 50 år før blevet løst ved nedlæggelsen af Kbh.s volde (1852), samtidig med at de store boulevarder var blevet anlagt, hvor før voldene lå, og et ikke særlig hensigtsmæssigt boligbyggeri foretoges på »broerne«. Befolkningen voksede imidlertid stadig og med den et stigende behov for flere boliger. Som et enkelt eksempel blandt mange lignende kan nævnes Aladdinkomplekset (1900–1901) med Rogert Møller og Erik Schiødte som arkt. Façaden er opf. i en blanding af palæ- og middelalderstil; gårdfaçaden er af »redekamstypen«, idet køkkentrappetårnene stikker frem som tænderne på en redekam. I øvrigt viser sig – sideløbende med Nyrops nationalromantik – en interesse for barokken i forbindelse med eng. påvirkning; smukkest repræsenteres denne periode af arkt. Ulrik Plesner med Åhusene (1895–97), i hvilke han lod lejlighedernes uregelmæssige former komme til udtryk i façaderne med kraftigt fremspringende partier (billede s. 759), samt Studenterforeningens nye bygning (1910) med sine kraftigt svungne sandstensornamenter. Billede s. 641–42.

Henimod 1915 fortrængtes den barok-eng. strømning af nyklassicismen, der især kom etagehuset til gode i 1920erne – disse fremtrådte som rolige vægge ud mod gaden og med store åbne beplantede gårdarealer som fx. Henning Hansens og C.Th. Sørensens Solgården (1929). En ny boligtype, rækkehuset, fik sin første s. 761 udformning i denne periode; Th. Henningsen var den første, der beskæftigede sig med denne form. Bakkehusene på Bellahøj har haft forbilleder i såvel hjemlige provinshuse for én familie som eng. boligbyggeri, samtidig med at nyklassicismens interesse for den store ensartethed og rytmiske gentagelse har haft betydning for denne boligform. I forbindelse med nyklassicismen viste sig også i 1920erne interesse for den store barok i et værk som fx. Politigården (1918–24) af Hack Kampmann og Aage Rafn, s. 595–96. I det indre har arkitekterne ladet sig inspirere af Palladio, det ydre viser påvirkning fra eng. Georgian-arkitektur – en af nyklassicismens mest monumentale bygninger. Af samme virkning er Øregård Gymnasium (1922–24) af Edvard Thomsen. Den kvadratiske bygning, der virker som støbt ud i én blok, har som eneste dekoration en frise under taggesimsen, modelleret af billedhugger Svend Jespersen efter Tomba delle Ghirlande i Pompeji. Rummene grupperer sig i 4 længer om en overdækket gård, en aula, en skoleform, som blev forbillede for skolebyggeriet de følgende årtier. Billede s. 221. Grundtvigsskolen (1937–38) af Poul Holsøe viser klassisk følelse i de store monumentale former, samtidig med at anlægget ved sin frie placering af aulaen peger frem til 1940ernes mere opløste planløsning. Billede s. 185.

Rækkehusbebyggelsen »Bakkehusene« på Bellahøj.

I 1930erne afløstes nyklassicismen af funktionalismen, der især var betinget af den nye byggeteknik, som jernbetonen muliggjorde. For funktionalismen gjaldt det, at brugen, konstruktionen og materialet dannede grundlaget for formen. I Overformynderiet (1935–37) af Frits Schlegel står jernbetonskelettet frem i façaden som et rammeværk, der dominerer stærkt (billede I, s. 613), og i K.B.Hallen s. 762 (1936–39) af Hans Hansen træder de konstruktive led klart frem såvel i det ydre som i det indre. Karakteristisk for 1930ernes og 1940ernes byggeri er den opløste planløsning, der er anvendt især i større kontor- og administrationsbygninger som fx. Arne Jacobsens og Flemming Lassens Søllerød Rådhus (I, s. 742–43), Københavns Lufthavn (beg. 1937) og Statsradiofonien (s. 372–74) af Vilh. Lauritzen, ligesom alderdomshjemmet Solhjem (1938–40), se s. 415–16 og Skovgårdsskolen af H. E. Langkilde og Ib Martin Jensen. Skolen ligger på den smukt bevoksede s. 763 grund, hvor storkøbmanden Puggaard havde sit landsted i beg. af 1800t. Skolen, der blev bygget 1949–51, er udformet som et sammenhængende anlæg, grupperet omkring 2 gårde og er, på nær én fløj i 2 etager, kun opf. i én etage, se s. 192– 93. 1930erne var en frugtbringende periode for boligbyggeriet, især etagebyggeriet. Storgården (1935) af Poul Baumann er et af de største komplekser fra denne tid; det indeholder 210 lejligheder af varierende type, og façaden mod s. er domineret af altaner, en hustype der er blevet ofte gentaget i senere boligbyggeri. s. 764 s. 765 Billede s. 762. Efter krigen fik boligbyggeriet et nyt opsving, og flere nye typer er blevet anvendt. Svendebjerghus (1948–50) af Mogens Jacobsen og Alex Poulsen er opf. med skiftevis 3 og 4 etager, så at nabolejlighederne er forskudt for hinanden, og køkkenerne er indrettet, så de kan anvendes til spiseplads, børneleg m.m. 1949–50 opførtes Høje Søborg af Poul Ernst Hoff og Bennet Windinge som det første fuldt udbyggede kollektivhus herhjemme; forbillederne her er svenske. I Rødovre har man opf. Højhuse 1954 med Gunnar Milthers som arkt.; de 12-etages beboelseshuse er inspireret af Le Corbusiers og Mies van der Rohes værker. Billede s. 763. Efterkrigsårenes kontorhusbyggeri viser amer. påvirkning; Shell-huset (1950–51) af Vilh. Lauritzen er et eksempel på den type, som den amer. arkt. Louis Sullivan skabte i slutn. af 1800t. med sine skyskrabere i Chicago. Rødovre Rådhus af Arne Jacobsen er i nært slægtskab med moderne amer. byggeri (I, s. 743–44). I 1950erne har en reaktion mod det traditionsløse byggeri vist sig i forbindelse med en interesse for helheden, som kan give bygningerne et barokt præg som fx. Statsanstalten for Livsforsikring (1950–53) af Frits Schlegel og Mogens Lassen. Billede I, s. 605.

Storgården, Tomsgårdsvej 70–110.

Højhuse i Rødovre.

Svendebjerghus på Hvidovrevej.

Udsigt fra rådhuset til SAS nybygning på Vesterbro.

Moderne da. arkitektur har som baggrund megen klassisk fornemmelse, forbundet med den – især i efterkrigsårene – stærkt voksende samfundsfølelse.

Litt.: Fr. Schiøtt. Kjøbenhavnske Nybygninger ved næstsidste Aarhundredskifte. 1903. Johs. Zehngraff. Borgerlig Bygningskunst med Landets økonomiske Udvikling som Baggrund, Arkitektforeningens Tidsskrift. 1908. Vilh. Lorenzen. Kjøbenhavns Architektur gennem Tiderne. En Oversigt, Forskønnelsen. 1916. 21–36. Ældre dansk Bygningskunst, Dansk Arkitektforenings Tidsskrift. 1917. Chr. Axel Jensen. Københavnsk Arkitektur (i: Daniel Bruun (Udg.) Danmark. Land og Folk. 1919–22. II. Bog 3. 122–68). Vilh. Lorenzen. Gamle københavnske Huse. Med Tegninger af Hakon Spliid. 1927. Sa. Det gamle København som Arkitekturby. 1932. Vilh. Wanscher. Christian IV.s Bygninger. 1937. Christian Elling. Det klassiske København. En byæstetisk Studie. 1944. Christian Elling og Aksel Nygaard. Det gamle København. 1948. Hans Henrik Engqvist. Københavnske borgerhuse. 1948. Ebbe Berner (red.). København og Frederiksberg [opmålinger] (i: Fortegnelse over offentliggjorte danske Opmaalinger …. fra Aar 1000 til Aar 1850. 1926. 9–85). Knud Millech. Ti Aars Gennemgang og Opmaaling af ældre københavnske Borgerhuse. HistMKbh. 3. rk. III. 1939. 483–97. Mogens Koch. Kunstakademiets Opmaalingsarbejder, Meddelelser fra Foreningen til gamle Bygningers Bevaring. 4. rk. III. 1942. 17–34. Steen Eiler Rasmussen. Dansk Bygningskunst i Nutiden, De danske Byggefag. 1931. I. 63–100. Københavnske Boligtyper. En Oversigt udarbejdet under Ledelse af Kay Fisker af Peter Bredsdorff [m. fl.]. 1936. K. A. B. Koncernens Bygge- og Boligvirksomhed 1920–45. 1945. 1945–50. 1950. 1950–55. 1955. Bellahøjhusbyggeri. 1955.

Hovedbygningen til gården »Rolighed«, Rolighedsvej 21.