Sønderborg amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter den sydøstligste del af Sønderjylland. V.grænsen mod Åbenrå a. er en ca. 11 km lang, svagt bugtet linie ml. Blåkrog ved Als fjord og kysten af Nybøl nor ø.f. Adsbøl. A.s øvr. grænser er kystgrænser mod Åbenrå fjord, Lille Bælt, Østersøen, Flensborg fjord, Egernsund og Nybøl nor. Landgrænsen mod Åbenrå a. følger på en strækning Bovrup bæk og Fiskbæk, men i øvrigt er den landskabelige overgang ml. de to amter ganske jævn. Havgrænsen i Flensborg fjord er rigsgrænse mod Vesttyskland, langs en strækning på ca. 20 km følgende et system af brudte, rette linier omtr. langs yderfjordens sejlrute. Als fjord og Als sund deler a. i to dele, halvøen Sundeved og øen Als; af mindre øer er der kun en enkelt, nemlig den lille, ubeboede Katholm i Augustenborg fjord. Kystlinien er meget fliget m. mange bugter og halvøer, men sådanne findes udelukkende i de indre farvande, medens yderkysten mod Lille Bælt forløber s. 1032 i jævne, svagt rundede buer m. enkelte små næs og odder. Bl. halvøerne kan nævnes Broager Land, der ved en landtange er forbundet m. Sundeved, og Kegnæs, som ved et smalt drag er heftet på s.spidsen af Als. De største indskæringer i Sundevedkysten er Nybøl nor og Vemmingbund. Farvandet ml. Sønderborgegnen og Flensborg Yderfjord benævnes Sønderborg bugt. Hørup Hav skiller Kegnæs fra Als. Farvandet Als fjord-Als sund har mod Sundeved en jævnt forløbende kyst uden væsentlige indskæringer, medens Als-kysten er fliget med dybe indskæringer og mellemliggende halvøer.

S. a. er landets mindste. Arealet er 442 km², hvoraf Als indtager 316 km². Folketallet er bemærkelsesværdigt stort, nemlig 56.267 (1960), svarende til en befolkningstæthed på 127,5 pr. km², altså over gennemsnittet for hele Danmark (107). Dette forhold er en følge af flere ejendommeligheder ved a.s struktur, nemlig agglomerationen omkr. Sønderborg, der alene tæller ca. 22.000, en tæt landbebyggelse og en hel række mindre, bymæssige samfund, navnlig på Broager Land og det nordl. Als, der er opstået som følge af en betydelig ekspansion i de seneste årtier. Store, folketomme arealer savnes. Skovene beslaglægger 3073 ha, svarende til 7% af arealet. Større, ferske vande mangler, ligeledes mangler marsk og egentlige klitområder, og moserne dækker kun 3–4 km². Sønderborg a. er altså meget intensivt udnyttet kulturland. Selv om storgårdene i den nyeste tid har fået reduceret deres arealer, præger deres åbne marker billedet i adsk. egne. Skovene gør sig stærkt gældende i landskabet og giver sa. m. de store og frodige haver og de levende hegn med enkelte fritstående træer et præg af trærigdom. Sønderborg a. er i landskabelig henseende det mest ensartede af de sønderjyske amter. Jordbunden er næsten overalt præget af et dække af fedt moræneler, og selv om overfladeformerne er forsk. m. h. t. karakter og oprindelse, har man ikke de store modsætninger og de skarpe grænser ml. landskabstyperne, som man møder fx. i Åbenrå amt. Fra de høje punkter, fx. Dybbøl Bjerg, bakkerne ved Broager el. udsigtspunkterne i det nordl. Als, har man storslåede oversigter over det rige land og den fligede kystlinie. Denne er 224 km lang el. ca. 1/2 km pr. km² overflade, hvilket er en endog for Danmark usædvanlig størrelse. Intet punkt i a. ligger mere end 10 km fra kysten, og a. er også af den grund i usædvanlig grad havpræget.

Dybgrundens geologi.

I foråret 1931 foregik en ejendommelig aktivitet på Sønderborg-egnen, som skulle få ret afgørende betydning for udforskningen af Danmarks dybgrund. En gruppe på tre tyskere: en ingeniør, en forretningsmand og en skolelærer udrustet m. en ønskekvist vandrede rundt i terrænet. Ved Dybbøl, nærmere betegnet ved gården Langbrogård lige v.f. Sønderborg, reagerede kvisten i skolelærerens hånd, og skolelæreren erklærede, at kvisten viste salt ved 235 m dybde og kalisalte ved 280 m dybde!

Tyskerne havde fået den idé, at de ved hjælp af ønskekvisten ville undersøge, om der fandtes salte og olie i Jylland. Med økonomisk støtte fra et par da. forretningsmænd var de nu begyndt på deres rejse op igennem den jy. halvø, og efter »påvisningen« ved Langbrogård dannede de ret hurtigt et konsortium af interesserede for at udnytte de formodede rigdomme i dybet.

Herefter tog begivenhederne fart. Konsortiet ansøgte de lokale myndigheder og staten om tilladelse til at efterforske og udvinde eventuelle råstoffer ved Sønderborg. s. 1033 Nogen lovhjemmel for en tilladelse fandtes imidlertid ikke, da Danmark på dette tidspunkt ikke havde nogen bjergværkslovgivning. Henvendelsen gav nu stødet til, at der blev rådet bod på denne mangel med beundringsværdig hurtighed. I løbet af kort tid fik rigsdagen forelagt »Loven om Efterforskning og Indvinding af Raastoffer i Kongeriget Danmarks Undergrund«, som derefter blev givet den 19. febr. 1932.

Med hjemmel i denne lov fik konsortiet tilladelse til efterforskning i Åbenrå og Sønderborg a. på visse økonomiske betingelser, og allr. den 29. marts 1932 påbegyndtes en undersøgelsesboring ved Langbrogård. Boringen blev ført ned til 481 m, uden at man havde truffet salt el. kalisalte. Lykken blev derefter forsøgt endnu engang med en ny boring 200 m v.f. den første. Boring nr. 2 måtte imidlertid også opgives med sa. negative resultat som den første, efter at boringen havde nået en dybde af 541 m.

M. h. t. at finde råstoffer havde der således ikke været held ved ønskekvisten. Derimod fik man ved boringerne ny viden om dybgrunden, og hvad der var ikke mindre vigtigt: ønskekvisten skabte så stor interesse for dybgrundens eventuelle rigdomme, at Danmark fik en minelov, hvorved det legale grundlag for råstofefterforskning var skabt. Selv om boringerne ved Langbrogård repræsenterede et meget famlende og forgæves forsøg, som kun bragte ophavsmændene tab og liden ære, blev de indledningen til den moderne udforskning af Danmarks dybgrund og skabte således epoke.

De geologiske resultater fra boringerne er den væsentlige forudsætning for vor viden om kridt- og tertiærtidens formationer i amtet. De indgår som et vigtigt element i den flg. skildring.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (I. 21). På det nordl. Als er i tidens løb udført en række vandboringer, som er ført ned gennem istidslagene til mørkt glimmerler, hvis nøjagtige alder ikke kendes, men som formodes at være af oligocæn alder. Andre steder i amtet, hvor man ved boringer har fået oplysninger om istidsaflejringernes underlag, består dette af lidt yngre glimmerler og -sand, der er dannet i den efterfølgende tid, miocæntiden. Her ligger de oligocæne lag dybere nede end på Nordals. Med den retning, som den hypotetiske grænse ml. det miocæne og det oligocæne underlag for istidsdannelserne viser, antydes, at den tertiære lagserie stort set hælder fra nø. mod sv. i amtet.

Dybgrundsformationernes udvikling. Langbrogårdboringerne og en dyb boring, som blev udført ved Sønderborg vandværks pumpestation i Sundsmark 1924, er de dybeste boringer i amtet. De gennemborede lagserier anføres nedenfor, idet de to Langbrogård-boringer er slået sammen til ét profil i betragtning af, at de ligger i så ringe afstand fra hinanden.

Øvre kridt. Den ældste formation, vi har direkte kendskab til i a., er således skrivekridtet. Hvis vi vil danne os en forestilling om, hvad der ligger dybere nede, må det enten ske ved hjælp af geofysiske metoder el. ved at sammenligne m. dybere boringer i a.s nærmeste omgivelser. I denne forbindelse må navnlig henvises til dybdeboringerne ved Åbenrå og Rodekro (ovf. s. 767 ff.).

Lagene fra 358 til 541 m ved Langbrogård er typisk skrivekridt, således som vi kender det ved Stevns klint, i Ålborg-området og andre steder i landet. Forsteninger, s. 1035 s. 1036 som blev fundet i boreprøverne – det drejer sig navnlig om brudstykker af søpindsvin og vættelys – minder om, at kridtet engang var kalkslam på havbunden. Fra studiet af nutidens have ved vi, at forudsætningen for en rigelig bundfældning af kalkslam på havbunden på ikke alt for dybt vand, er et varmt klima og ringe tilstrømning af flodvand. Man skal så nær til ækvator som Bahamaøerne og Florida på den nordl. halvkugle og til Australien på den sydl. halvkugle for at finde områder, som i klimatologisk henseende kan minde om havet i vort område i kridttiden.

Dette hav dækkede i øvrigt store dele af Europa. Det strakte sig til England, Frankrig, Holland-Belgien, Tyskland og langt ind i Østeuropa. Klimaet holdt sig nogenlunde konstant over lange tidsrum.

Danskekalken, som findes øverst i serien, præges af kalkskeletter af bryozokolonier, små, korallignende, mere el. mindre forgrenede forsteninger. Bryozoerne, som lever i nutidens have, er meget ømfindtlige smådyr, som kræver forholdsvis klart vand. Man kan gå ud fra, at deres slægtninge i danskekalktiden har haft en lignende følsomhed overfor milieuforholdene i havet. Sandsynligvis har livsbetingelserne ikke været helt ideelle ved Langbrogård, da bryozokalken her indeholder betydelige mængder af slammateriale, bl.a. kokkoliter, der er mikroskopiske plader af marine alger.

Tertiærtidens aflejringer.

Palæocæn–mellem oligocæn. Den grafiske fremstilling af de tertiære lag i boringerne ved Langbrogård og Sundsmark, som er sammenstillet med de tilsvarende aflejringer i Påby- (el. Harte-) boringen (se Vejle a., VIII. 752f.) på fig. 1, giver et godt indtryk af, hvor ensartet udviklingen af den tertiære formationsserie øjensynlig er i det østl. Sønderjylland.

De ret fragmentariske skylleprøver fra boringerne tillader ikke, at man går alt for meget i detaljer m. h. t. de enkelte lags sammensætning. Det er imidlertid et generelt træk i boringerne, at lerlagene er så altdominerende i hele serien fra palæocænets basis til det mellemoligocæne septarielers overkant. Det er kun karaktertræk som farven og kalkindholdet i leret, der varierer. De vulkanske askelag virker helt unormale i denne ensformighed.

Lagenes monotoni hidrører fra, at de geologiske forhold har været meget ensartede i løbet af lagenes lange aflejringsperiode. Havets kystområde har ligget så langt borte, at grovere partikler som fx. sand og grus bundfældedes, inden havstrømmene nåede ud til aflejringsstedet. Farven og kalkindholdet oplyser os om, at der skete lettere klimaændringer i de omkringliggende landområder, som var leverandører af lermaterialet, der blev transporteret ud i havet af floderne.

De vulkanske askelag repræsenterer et mere dramatisk kapitel i den geologiske udviklingshistorie. De kan praktisk taget spores overalt i Danmark, hvor de ældre eocæne lag er bevaret.

De enkelte askelag er meget tynde, oftest kun få mm, men det er tydeligt, at tykkelsen tiltager fra s. mod n. i Jylland. Man kan heraf drage den slutning, at vulkanerne, som sendte askeregn ud over området, lå i Skagerrak el. det sydl. Norge.

Øvre oligocæn–miocæn. Den øverste del af de tertiære lag, der er dat. til tidsrummet øvre oligocæn–miocæn, er karakteristiske ved at være mere sandede og ved at indeholde så meget organisk stof, at leret farves mørkebrunt til sort og får et kulagtigt udseende. Disse lag har været særl. stærkt udsat for istidens erosion. Resultatet er blevet, at der stedvis findes store, løsrevne partier i moræneaflejringerne, således som det fx. er tilfældet i Klinting Hoved på s.kysten af Als, hvor der findes store flager af glimmerler og glimmersand. I tidens løb er der i Klinting Hoved glimmerleret fundet en eksotisk udseende, fossil fauna af marine snegle og muslinger, blandt hvilke der findes adskillige arter, hvis nulevende slægtninge ikke går længere nordpå end til Sydvesteuropas kyster og Middelhavet. Der findes således en keglesnegl (Conus), en porcellænssnegl (Cypraea), purpursnegle (Murex) og adsk. andre, som slet ikke mere kan trives i vore koldt tempererede have. De er et vidnesbyrd om et betydeligt mildere klima under vore himmelstrøg i miocæntiden end i nutiden.

Sandindholdet i de øvre oligocæne og miocæne lag er et bevis på, at kysten nu lå nærmere end i det foregående palæocæne til mellemoligocæne tidsafsnit. Havet var i færd med at blive fyldt op med slam, der blev ført ud af floderne. Lerlagenes mørke farve skyldes, at de frodige sumpskove på flodsletterne og i deltaerne bidrog til sedimentationen m. vegetationens affaldsprodukter i form af planterester, som efterhånden forkullede i lerlagene.

Dybgrundens overfladetopografi. Da der slet ikke er så få vandboringer, som efterhånden er trængt ned til overfladen af de tertiære lag på Als og Sundeved, har man et ganske godt indtryk af tertiæroverfladen i amtet. Der synes at være tale om ret ensartede niveauforhold. Under den største del af Sundeved ligger tertiæroverfladen ved ca. 20 m under havet. På Als ligger den gennemgående ml. 40 og 60 m under havet, når man ser bort fra et mindre område ved Mommark, hvor tertiære lag findes op til 20 m under havet som på Sundeved. I fjordområderne synes erosionen at være gået ned til større dybde. Sikre oplysninger findes imidlertid ikke.

Det er ikke mul. at inddele de overliggende kvartære lag i veldefinerede afdelinger. Den hyppighed, hvormed eem-interglacialtidens lag af Cyprina-ler og tapessand optræder i amtet, viser, at man må regne med engang i fremtiden at kunne basere en inddeling af istidslagene ved at gå ud fra disse karakteristiske fossilførende aflejringer.

Dybgrundens struktur. Om dybgrundens struktur kan der kun fremsættes ret summariske betragtninger.

Boringerne ved Langbrogård og Sundsmark, som ligger i en afstand af ca. 2,6 km, viser, at de to lagserier er blevet forskudt ganske betydeligt i forhold til hinanden. Der er en niveauforskel fra ca. 60 m til ca. 40 m ml. tilsvarende laggrænser i tertiæret de to steder, idet Sundsmark er hævet i forhold til Langbrogård (jf. fig. 1). Tyngdemålinger og seismiske kortlægninger i området viser, at det sydl. Als og sandsynligvis også andre dele af amtet er blevet strukturelt påvirket som følge af, at det dybtliggende permsalt har givet efter for overliggende formationers vægt nogle steder og er trængt op andre steder. Det er uden tvivl sådanne deformationer, som ligger til grund for den strukturelle niveauforskel ml. Langbrogård og s. 1038 Sundsmark. At bevægelserne ikke har givet sig udtryk fx. i form af højtliggende terræn ved Sundsmark, skyldes, at bevægelserne er sket så langsomt, at erosionen ved jordoverfladen nemt har kunnet fjerne alt, hvad der kom til at rage op over erosionskræfternes virkeniveau i takt med opskydningen af formationerne.

Der er grund til at tro, at permsaltets bevægelser har fremkaldt adsk. lokale hævnings- og sænkningsstrukturer i amtet, og at de nordøstl. dele ligger strukturelt højere end de sydvestl., under hensyntagen til, at amtet ligger på Ringkøbing-Fyn højdeområdets sv.flanke (jf. Ringkøbing a. IX, 5ff.).

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Navnlig på Sundeved har lag af kvartssand og -grus i den miocæne del af lagserien fået betydning som vandførende formation. Andre former for praktisk udnyttelse af dybgrunden i amtet foreligger ikke.

Litt.: A. Ebert. Magnetische Messungen im südwestlichen Dänemark, DGU. II. Rk. Nr. 53. 1932. Axel Jessen. Kortbladet Sønderborg, DGU. I. Rk. Nr. 20. 1945. Victor Madsen. De for Staten i 1937 udførte Tyngdemaalinger i Sønderjylland, MDGF. Bd. 9, 1938. 371. Victor Madsen, Hilmar Ødum og Helge Gry. Boringerne ved Langbrogaard ved Sønderborg, DGU. II. Rk. Nr. 55. 1935. Leif Banke Rasmussen. South Jutland. Topography of Pre-Pleistocene Surface, DGU. 1964 (ikke publ. kort). Theodor Sorgenfrei. Marint Nedre-Miocæn i Klintinghoved paa Als, DGU. II. Rk. Nr. 65. 1940. Sa. Tertiærtidens Havaflejringer i Sønderjylland og deres Forsteninger, Naturens Verden. 1943. 63 og 302. Theodor Sorgenfrei and Arne Buch. Deep Tests in Denmark, DGU. III. Rk. Nr. 36. 1964. Hilmar Ødum. Den prækvartære Undergrund ved Sønderborg, MDGF. Bd. 8, 1933. 262.

Landskaber.

En orienterende oversigt over hovedelementerne i Sønderborg a.s landskaber kan opnås fx. fra Dybbøl Bjerg, 68 m, el. måske endnu bedre fra Høgebjerg, 81 m, i Asserballe so.; begge er lettilgængelige punkter m. vide udsyn langt ud over a.s grænser. Det mest iøjnefaldende træk er sammenspillet ml. land og hav – en mosaik af åbent hav, fjorde, vige og mellemliggende halvøer. Et andet, umiddelbart indtryk er forskellen ml. to overfladetyper, flader og bakkeområder. De jævne flader ligger normalt under 30 m kurven og for største delens vedk. under 20 m og er et bundmoræneland, delvis udformet som moræneflade, medens bakkedragene oftest er et resultat af den skridende gletscheris, som har sammenskudt og ophobet det medførte materiale – ofte i form af frosne blokke. Selv om man ikke møder de voldsomme modsætninger og de iøjnefaldende geografiske grænser, som er karakteristiske for det v.for liggende Åbenrå amt, giver en nærmere undersøgelse af S. a. resultater af megen rigdom med mange overraskende oplevelser, som for en iagttager med sans for den geografiske detalje er meget tiltrækkende.

Bundmorænelandskabet. Den smukkeste og reneste udformning af denne overfladetype træffer man i den nordl. del af Ulkebøl so., hvor man har den rene moræneflade, der her ligger i højden 10–20 m o.h. Højdeforskellene er ganske små, men landet er ingenlunde plant; det er ikke nogen slette, idet det er sammensat af bløde, lange, bølgede skråflader uden bakker og uden dale. Overfladen består af et sammenhængende, næsten homogent dække af fedt, stenfattig moræneler. Dette landskab træffes også v.f. Als sund i det nordl. Sundeved på en sådan måde, at man forbavses over, at Als sunds dybe, skarpe fure i så ringe grad har haft virkning på det omgivende terræn. Skrænterne langs randen af morænefladerne i Sundeved og på Als står langs med sundet som skarpt afskårne, stejle flader uden nævneværdig erosion. Sundevedfladens vestl. del har imidlertid nogle forstyrrelser, der tolkes som små tunneldale el. som huller efter dødis. Det bølgede bundmorænelandskab s. 1039 dominerer i øvrigt hele det sydvestl. Als, d.v.s. sv.f. linien Sandvig-Tandslet-Sarup strand. Man træffer ikke de småbakkede overfladetyper, der fx. er karakteristiske for Haderslev a., men dog mindre uregelmæssigheder i form af bakkepartier og smådale. Under de store fremstød af gletscherisen fra Østersøens bækken til egnen ved Tinglev og sen. under tilbagerykningen til israndslinien i Åbenrå a. har hele S. a. været dækket af skridende is, der har efterladt et materiale af moræner og lagdelte, mere el. mindre forstyrrede smeltevandsaflejringer. Den bundmoræne, man iagttager i overfladen, er et dæklag, der stammer fra det sidste isdække, og da istrykket fra Østersøen og fjorddalene ikke længere formåede at presse gletscherisen op over Als og Sundeved, gik isbevægelsen her i stå, og den sidste, tynde isrest afsmeltede som død is, dels som flager af betydelig udstrækning, s. 1040 dels som svære isklumper, der var efterladt i lavninger og dale. I denne periode opstod således det fede dæklag af moræneler, og sa. m. dette afsattes i søerne lagdelt materiale af sand og navnlig af ler. Desuden opstod der som følge af små, lokale isfremstød, navnlig gennem Flensborg Yderfjord, nogle mindre, men smukt udformede bakkelandskaber – de yngste i hele serien.

Morænebakkelandet. Selv om gletscherisens dynamik ved afsmeltningen af den sidste nedisning var stærkt afsvækket, har de sidste fremstød dog tilfort S. a. landskabsformer af andre typer end bundmorænen. Det mest iøjnefaldende resultat af fremstødet gennem Flensborg fjord er den bue af bakkeland, der omkranser Vemmingbund med en n.flanke fra bakkerne ved Dybbøl over Smøl til Broager og en s.flanke fra Broager over Dynt til kysten ud for Dynt Hoved. Buens højeste punkter er Dybbøl Bjerg på 68 m og en høj ved Dynt på 57 m. Der er en smuk sammenhæng ml. den dybe inderlavning, der nu dækkes af bugten Vemmingbund, og den omgivende bue af bakkeland, hvis materiale for en væsentlig del må antages at være udgravet i lavningen og presset op som volde langs flankerne af istungen. Ved Stensig Mose klint har havet eroderet en ca. 20 m høj klint, hvorved man har fået et snit gennem sammenskudte, stejltstillede lerflager, som vidner om den lille fjordgletschers erosionskraft og transportevne. Lignende strukturforhold findes også i n.flanken. En anden israndslinie på et par kilometer m. retningen n.-s. findes ved Arnbjerg i det sydl. Als; også denne er sat op af istryk fra ø. og indeholder foruden moræneler stærkt forskudte, hældende flager af lagdelt ler og sand og tillige interglacialt ler og tertiære leraflejringer. Det største bakkeland i S. a. ligger som en 2–4 km bred zone langs øens højdeakse; det kan følges fra egnen ved Tandslet-Mommark til egnen ved Nordborg, og højde- og terrænmæssigt dominerer dette bakkeland hele det nordl. og østl. Als. Højeste punkt er Høgebjerg, 81 m. Bakker og dale i dette landskab har en tydelig længdeorientering, der i den sydl. del er rettet s.-n.; men længere mod n. svinger retningen først til sø.-nv. og i egnen ved Nordborg til omtr. ret ø.-v. Bakkerne er ofte fladtoppede, et par hundrede m brede og adskilles af huller og render m. dybder på 20–30 m. Overfladen består i reglen af moræneler, men bakkerne indeholder ikke sjældent kerner af sand og grus; man antager, at den is, som har opbygget dette terræn, har været den vestl. flanke af den store Lillebæltgletscher ml. Als og Ærø, som fra det store bækken ø.f. Als er bøjet vestover mod Åbenrå fjord. Der er altså her næppe tale om nogen endemoræne, men snarere om en bakkeform, der er afsat parallelt m. retningen af den bevægede is.

Dallandskaber. Såvel bundmoræneområdet som bakkedragene i Sundeved og på Als rummer ganske iøjnefaldende dalsystemer; visse steder er landoverfladen furet af velmarkerede tunneldale; ved Sandbjerg i Sundeved har man således den 3 km lange og ca. 10 m dybe Nydamdal, til hvilken man finder en fortsættelse på ø.siden af Als sund i den nu afdæmmede Kær vig. Dette er et af de mange eksempler på samhørighed ml. landformerne ø. og v.f. Als sund, der synes at være en udskæring i et i forvejen eksisterende relief af bundmoræne, dale og bakkedrag. Den nordligste del af Als, dvs. landet n.f. lavningen Sandvig-Tranerodde, har et net af velmarkerede tunneldale, der deler moræneplateauet og bakkelandet i blokke. Den nordligste af disse dale kan følges som en næsten sammenhængende rende fra s. 1041 Tranerodde i ø. over Nordborg til nv.kysten. Dalbunden er ujævn m. langstrakte fordybninger adskilt af tærskler; mest markeret er afsnittet ml. Nordborg og Lavensby, som er opfyldt af Nordborg sø, en af de få langsøer i Sønderjylland. Nordborg-dalens sider er delvis bratte skrænter på 10–15 m.s højde, og dalen fortsættes gennem Nordborg over forsk. tærskler og gennemstrømmes af Nordborg bæk. Fra Nordborg sø deler dalen sig og sender en gren gennem Gammeldam og Oldenor til Dyvig og Stegsvig, hvorfra der er forbindelse til endnu et dalsystem af denne art, nemlig Bundsø-Mjels sø- Mjels vig-Dyvig. De sidstn. dale har bredninger på indtil 1 km og mellemliggende snævringer og tærskler, således ved Broballe og Mjels. De tre bredninger Bundsø, Mjels sø og Oldenor, der tidl. har været havbugter og søer, er nu tørlagte, og deres bunde er omdannet til kulturland, der delvis ligger under havets niveau. Gammeldam er stærkt afgravet, medens Nordborg sø er fredet som et led i den fra Danfoss ledede, planmæssige udvikling af egnen. Fordelingen af dale og vige har i hele regionen haft stor indflydelse på den bebyggelsesmæssige og trafikale udvikling, ikke blot nu, men også i fortiden.

De druknede dale. Sunde, fjorde, bugter, vige og nor i S. a. er dale i morænelandet, som med den nuv. havstand er blevet dækket af vand. Hvis man tænkte sig havfladen sænket ca. 30 m, ville de alle blive tørlagte og træde frem som et system af dale, render og bækkener, ofte med stejle skrænter, der foroven går over i smalle flak langs den nuv. kystlinie. Den største af disse dale er Flensborg fjorddal m. s. 1042 dybder på over 30 m i yderfjorden. Åbenrå fjord og Als fjord når lignende dybder. Augustenborg fjord ligger ml. 15 og 20 m, og Hørup Hav har omtr. samme dybde. Als sund, der udgør en meget ren og skarptskåret rende, har omtr. ensartet dybde, 12–15 m, fra n. til syd. Man kan skelne ml. 4 systemer af dale m. forsk. retning, form og alder: (1) ældst er en nø.-sv. gående retning af stordale, nemlig Flensborg Inderfjord og ydre Åbenrå fjord; (2) yngre er retningen sø.-nv., der træffes i Flensborg Yderfjord, Vemmingbund og Nybøl nor samt i rækken Hørup Hav-Augustenborg fjord-Als fjord; (3) yngst er dalnettet i det nordl. Als m. hovedretning ø.-v. om end m. talr. forgreninger, men kun en ringe del af dette system er havdækket; (4) Als sund falder uden for disse systemer både m. h. t. retning, dimensioner og former; det er næppe nogen tunneldal, og furen er rimeligvis yngre end de under 1–3 nævnte dale. Stordalene har fået små fjordgletschere, som rimeligvis har ændret deres form; Vemmingbund har således fået sin endelige skikkelse som inderlavning, og Nybøl nor er blevet bev. af en stor isklump, der har fyldt næsten hele noret og forhindret, at dette blev fyldt op med smeltevandsler. Druknede dale er et fremtrædende geografisk træk i S. a.; det er dem, som betinger form og størrelse af de mange indskæringer og halvøer. Stordalenes betydelige dybder og rene farvande har været gunstige for sejlads og er det stadig. De mange beskyttede vige m. smalle indløb gennem dybe render har været fortrinlige ankerpladser for ældre tiders søfarere. Nutidens stortrafik følger de vanddækkede stordale til Åbenrå, Sønderborg og Flensborg. Småvigenes anløbspladser og ankerpladser er nu næsten alle forladt, men synes at få en fornyet betydning gennem vore dages lystsejlads, som med forkærlighed anvender de gl. hvilepladser for mand og skib.

Smeltevandsaflejringer. Større smeltevandssletter (hedesletter) af den type, der præger det vestl. Åbenrå a., findes ikke i S. a., og lagdelte, stenfri leraflejringer har en beskeden udbredelse, men de sidstn. har stor betydning økon. og videnskabeligt, og rent lokalt præger de landskabsbilledet. Aflejringer af lagdelt sand el. ler findes ofte indlejret som blokke i moræneleret, transporteret og afsat af de skridende ismasser; stedvis træffer man lagdelt sand i nogenlunde uforstyrret lejring som tynde tæpper over moræneleret, og man træffer ligeledes sådanne dannelser, som er overdækket af et tyndt dække af moræneler; eksempler herpå træffes i det nordvestl. Als bl.a. i egnen omkr. Nordborg og Stegsvig samt omkr. Vemmingbund-buen. Det lagdelte ler er afsat af slamførende gletschervand i søer m. umiddelbar tilknytning til levende el. død is, og som derfor benævnes issøer. Nogle af disse issøaflejringer føjer sig naturligt ind i terrænet, idet de ligger som horisontale lag i bunden af lavninger el. skåle i morænefladerne; andre lagdelte leraflejringer er placeret på en sådan måde, at man kun kan forklare deres tilstedeværelse ved at antage, at den pågældende issø helt el. delvis har været afspærret af is, hvad enten det drejer sig om levende is i bevægelse el. om dødis. Man kender fænomenet i nutiden fra mange israndsområder navnlig i de arktiske egne. En meget karakteristisk type af issøaflejringer er de såkaldte fladbakker el. plateaubakker, der tilsyneladende umotiveret overlejrer den normale moræneflade; de fremtræder i terrænet som høje af horisontalt lejret ler el. sand, ofte m. stejle sider og en topflade, der hæver sig nogle meter over omgivelserne, og man tyder disse dannelser som aflejringer i en sø, hvis bredder bestod af is, og hvis eksistens som sø hørte op i det s. 1043 øjeblik, isdæmningen et el. andet sted smeltede ned, således at det opstemmede vand kunne løbe bort. Resultatet af disse tapningsrenders virksomhed ses ofte i plateaubakkerne som en nedskåret kløft, der fører ned til de omgivende, lavereliggende flader. Sådanne påklistrede plateaubakker m. horisontalt lejret ler og sand træffes adsk. steder i det nordl. Als, fx. Brokbjerg ved Nordborg el. Egebjerg-området s.f. Svenstrup. Den sidstn. forekomst har dog en noget forstyrret lagdeling, hvilket tyder på, at den omgivende is ikke har været helt i ro. Det vigtigste område for issøaflejringer ikke blot i S. a. men i hele Sønderjylland er imidlertid Egernsund-feltet. Det er dannet på et tidspunkt, hvor landet omkr. Nybøl nor, i Sundeved og Broager Land endnu bar et tyndt dække af dødis, men dog med isfri partier hist og her. Flensborg Yderfjord og Vemmingbund var imidlertid fyld med gletschertunger i bevægelse og den indre del af fjorden formentlig med dødis. Smeltevandet, der kom fra Vemmingbund-gletscheren og fjordgletscheren s. om Broager Land, kunne ikke få afløb mod Østersøen, fordi indlandsisen her lå og spærrede, og smeltevandsfloderne måtte derfor løbe ned imod Nybøl nor lavningen. Det bækken, hvori Nybøl nor i dag ligger, var imidlertid fyldt op m. en mægtig klump dødis; men uden om denne og på randen af fjordgletscheren dannedes et system af issøer, i hvilke der aflejredes svære lag af stenfrit ler og sand, s. 1044 oftest i smuk, lagdelt lejring hidr. fra årstidsvariationerne, idet den svage vinterafsmeltning har givet tynde, men meget fede lerlag, medens sommerafsmeltningen har givet svære sedimentlag med større indhold af sandpartikler. Tilløbet af smeltevand til Egernsund issø foregik navnlig ad 3 baner, nemlig et område ved Nybøl nor, der fik sit vand fra Vemmingbund-gletscheren, samt ved Iller og Gammelgab på det sydl. Broager Land, der fik vand fra afsmeltningen af Flensborg fjordgletscheren. Dette smeltevand dannede små smeltevandsflader m. sandet, lagdelt materiale på strækningen ml. isranden og bredden af issøen (se kortet). De 3 tilløbsflader ligger i højder 32–25 m, og i niveauet 25 m har smeltevandet mødt issøens overflade. Bredderne dannedes næsten overalt af dødis; dette ses smukt i det lave område ved Adsbøl, hvor issølejringer ganske savnes, til trods for at overfladen her ligger lavere end 25 m. Der var 2 issøer, nemlig Egernsund issøen og Iller issøen, men de må have haft en vis forb. og haft praktisk talt sa. vandhøjde. Egernsund-søens areal var ca. 8 km² og Illersøens 2,6 km²; sedimentlaget har en mægtighed på indtil 18 m og en gennemsnitstykkelse på ca. 4 m. De nederste, altså de først afsatte leraflejringer, er uden tydelig lagdeling, men største delen er tydeligt varvigt og vidner om, at søens levetid har været 50–65 år. Tapningen af Egernsund issøen foregik, i hvert fald delvis, mod ø. langs siderne af bakkelandet Dynt-Stensig Bjerg og skete gennem 2 kløfter, den ene ved Dynt og den anden ved Skelde (se kortet). Ml. disse render dannedes en særl. gren af issøen. Disse store forekomster af stenfrit ler har længe været udnyttet til teglbrænding og har spillet en afgørende rolle for hele egnens økonomiske og befolkningsmæssige forhold. Allr. o. 1864 var der 57 teglværker omkr. Flensborg fjord, og af disse var 35–40 knyttet til aflejringerne fra Egernsund issøen; på det tidspunkt beskæftigedes over 1200 arbejdere i teglværksindustrien. Alene i Broager so. var der 29 værker i drift, hvortil kom værkerne ved Nybøl og ved Gråsten. Det stenfri ler går de fleste steder helt ud til kysten, og man har derfor m. fordel kunnet anlægge teglværkerne langs kysten med direkte adgang til afskibning af produkterne. En stor del af produktionen blev eksporteret og gik især til København, men også til Sverige, Norge, Østersølandene og endog til Vestindien. Produktionen kulminerede o. år 1900 m. en årsprod. på ca. 100 mill. stk. teglvarer; men derefter svækkedes virksomhederne, og mange af dem blev nedlagt, o. 1920 var der således 20 værker i drift og 1938 19 værker m. ca. 300 arbejdere. For tiden er 15 værker samt en lervarefabr. i drift m. en arbejderstab på 350–400 mand. Takket være en gennemført modernisering er produktionen stærkt stigende (i alt ca. 150 mill. enheder). Største delen eksporteres; transporten foregår især m. lastbil, i mindre omfang m. skib. Også i det nordl. Als træffes anselige lag af stenfrit ler, som delvis har fundet anv. til teglværksbrug, men disses betydning har altid været beskeden i forhold til det store centrum ved Flensborg fjord, som længe har været og stadig er landets største teglværksområde.

Åse. På Als findes flere bakkerygge med et sådant indhold af lagdelt sand el. grus og m. sådanne lejringsforhold, at man må tyde dem som åse. De er ganske lave, og kun den omstændighed, at de ligger i et fladt terræn, forårsager, at de rent landskabeligt gør sig gældende. Den mest anselige er Lysabild-åsen, der kan spores fra egnen ved Pøl ved det sydøstl. hjørne af Als som en grusrevle, der slingrer sig frem over en strækning af 4 km gennem det lave, flade land til kysten ved Ny Pøl. s. 1045 I nærheden findes et par andre åsstumper, bl.a. i det lave, inddæmmede område langs s.kysten; højden over terrænet er sjældent mere end 5 m. Materialet består i det væsentlige af skråtstillede gruslag, der stedvis omslutter en kerne af moræneler og foroven dækkes af horisontale sandlag. De fleste af åsbakkerne er stærkt afgravede. Flere af bakkerne i det østl. Als indeholder kerner af lagdelt grus, ofte m. stort stenindhold; det gælder fx. området omkr. Høgebjerg, øens højeste punkt, og fl. st. har man udnyttet grusaflejringerne og helt el. delvis bortgravet bakker og høje.

Vandløb, søer og moser. Amtets vandløb er alle korte bække m. beskeden vandføring; men adsk. løber i velmarkerede kløfter, undertiden i forbavsende stor dybde og m. skarp daludformning. Man træffer eksempler herpå adsk. st. på Als og ligeledes i det nordl. Sundeved. I ældre tid har man opdæmmet vandløb af denne karakter og anlagt vandmøller, som dog nu næsten alle er nedlagt, selv om mølledammene delvis er bevarede til vore dage. S. a. er søfattigt. I bakkelandet på Als findes et betydeligt antal afløbsløse lavninger, men disse er nu i reglen tørvefyldte. Den største, nu eksisterende sø er Nordborg sø, 58 ha, der er en af de få langsøer i Sønderjylland. Adsk. tidl. søer er nu helt el. delvis tørlagte, således er Mjang dam, der opr. var på 68 ha, nu stærkt indskrænket. Hartsø på Kegnæs, ca. 40 ha, har nu stærkt varierende vandstand m. størst areal om vinteren. Begge disse søer har efter vandstandssænkningen udviklet sig til vældige rørsumpe omkr. en reduceret, åben søflade. Naturlige lagunesøer m. afspærring af strandvolde træffes fl. st., men s. 1046 de er alle små, fordi de større ved kunstig afspærring og afvanding er blevet indvundet som land og delvis bragt under kultur. Langs v.- og s.siden af Als finder man mange eksempler på en sådan udvikling; undertiden har man benyttet strandvoldsafspærringen og ganske simpelt forstærket denne for at beskytte de indenfor liggende, lave arealer mod oversvømmelse fra Østersøen. I nogle tilfælde sker afvandingen ved frie sluser, i andre tilfælde er pumpning nødvendig. Således har man pumpeanlæg ved udløbet fra Hartsø ved det store, lave område langs s.kysten af Als, og navnlig ved Mjels sø-Bundsø, hvor den tørlagte bund ligger 2–3 m under havoverfladen, og hvor pumpernes løftehøjde er 4–5 m. Andre eksempler på inddæmning er Oldenor og mindre områder ved nv.- og ø.kysten af Als. En særl. karakter har afspærringen af Ketting nor og Lillehav ved Augustenborg; de er begge afspærrede m. en dæmning m. sluser, men ikke tørlagte; efter dæmningsbygningen har der i disse afspærrede bassiner udviklet sig en rig rørsump, som sa. m. de store områder af denne art ved Mjang dam og Hartsø udgør et meget karakteristisk, landskabeligt indslag m. en rig bestand af fugle. S. a. er fattigt på moser, det samlede areal er næppe mere end 300 ha, og de er for største delen afgravede el. kultiverede. Under disse arbejder har man gjort en række meget værdifulde, arkæologiske fund. Flyvesand er næsten ukendt, indsande mangler, og kun i det nordvestl. hjørne af Als har man haft kendelige spor af jordfygning. Strandklitter træffes kun i nogle små arealer langs s.kysten af Kegnæs.

Kyster. Den samlede kystlinie i S. a. er 224 km, altså omtr. 1 km kyst pr. 2 km² landoverflade, og intet punkt i a. ligger mere end 5 km fra havet. Denne intimitet ml. hav og land er noget særegent, som man kun har sidestykke til i Svendborg og Maribo amter. Det er ejendommeligt, at man trods forekomsten af betydelige, frie havflader har et svagt udviklet, marint forland, langt svagere end fx. i Haderslev a.; men man finder dog de allerfleste af hovedformerne for denne landskabstype, om end i næsten diminutiv udvikling. Blandt de mere iøjnefaldende eksempler kan nævnes det 800 m lange drag, som forbinder halvøen Kegnæs med Als; det fortsættes mod ø., mod hjørnet ved Pøls Huk i form af strandvolde og en n.for liggende flade (Birke, Søen), hvor man træffer marine lag, delvis overlejret af ferskvandslag. Lignende landskaber træffes langs ø.- og n.kysten, men overalt i beskeden udformning. Egl. laguner forekommer undtagelsesvis, navnlig som led i småformer som fx. Stegshoved (se Nordborg landso.); tilsvarende dannelser findes ved Hørup Hav, her dannet omkr. en moræneknold Trillen, som dækker to drag og en lille lagune, Vælddam; disse dannelser har en største udstrækning på mindre end 500 m og er altså ganske små i sammenligning med de tilsvarende i andre dele af det da. kystland. Den fremherskende kysttype i S. a. er lave, 5–10 m høje klinter og skrænter; hvor højereliggende land går frem til kysten, når klinthøjden stedvis op over 20 m. En del af disse er lerklinter i nedbrydning med ganske unge former såsom skred og nedstyrtning, ofte kombineret m. udsivning af ferskvand. Ved de skov- og kratklædte klinter skrider træerne med og vælter ud over strandbredden, hvor de i reglen får lov at blive liggende – også denne detalje er et meget iøjnefaldende træk i kystudformningen. Store og smukke skred og nedstyrtninger kan iagttages fx. ved Klinting Hoved, langs Broagers kyst og langs ø.kysten af Als, fx. ud for Asserballe skov, men i øvrigt langs halvøer og vige ved de lukkede farvande ml. Als og Sundeved. Udformningen af yderkysterne af Als minder i mange henseender om Ærøs s. 1047 s.kyst. Det karakteristiske er mødet ml. to meget forsk. overfladeformer, nemlig det uforstyrrede moræneland, der går frem lige til den skarptskårne klint, og foran denne en smal, stenet strandbred m. direkte overgang til det havskabte kystflak med ganske svagt relief, formet af havets nedbrydning og materialvandringen på det derved dannede flak (sammenlign fx. Trap Svendborg a., V. 530 ff.). Kystudviklingen langs de »druknede« dale danner en slående modsætning til yderkysten ved LilleBælt; her er kystforløbet kun i detaljen bestemt af nedbrydningen, idet fordelingen af land og hav er bestemt af den terrænkombination, som sidste nedisning efterlod sig; i dette fligede kystland har menneskene på mange steder ændret kystlinien ved afdæmning og tørlægning af lavvandede bugter (se i øvrigt afsnittet »De druknede dale«, s. 1041, og sogneindledningerne). Kystlandet i S. a. har i øvrigt et ejendommeligt præg af uberørthed, der står i den skarpeste modsætning til det rige, tætbebyggede landbrugs- og industriland, som præger både Als og Sundeved. De fleste af kysterne er vanskeligt tilgængelige, vejene ender ofte blindt el. i små, lerede markveje. Største delen af kystlandet er ubeboet, og der kommer få mennesker; kun sjældent træffes sommerhuskolonier, således ved Vemmingbund og Kegnæs. Kystbyerne er m. undt. af Sønderborg og Augustenborg ganske små, og havneanlæggene er ubetydelige. Da sandstrand og kystklitter kun findes et enkelt sted, har man heller ikke den udbredte anv. til rekreative formål, der fx. præger Vesterhavskysten el. Nordsjællands kyst. Enkelte steder har man i nutiden ført nye veje ud, og her møder man i sommermånederne en vældig opmarch af campingvogne, der rent lokalt dominerer billedet; man har derimod ikke egl. badehoteller og hele den kombination af bebyggelse og erhvervsliv, som andre egnes badebyer har udviklet. Man har altså trods det stærke befolkningspres, både rent lokalt og fra fjernere egne, navnlig sydfra, kunnet bevare noget, der meget ligner en naturtilstand, som man sjældent finder mage til andetsteds i vort land.

Farvande. S.grænsen for Lille Bælt trækkes fra Pøls Huk på sø.spidsen af Als til Vejsnæs odde på Ærø. Nord for denne linie ligger et sammenhængende bassin m. havdybder på 30–40 m, enkelte steder derover, som praktisk talt fylder hele området ml. Als og Ærø. De tilgrænsende dele af Østersøen har mindre dybder, bortset fra enkelte undersøiske render. Mod n. begrænses Als-Ærø bassinet af en række grunde, der som en krum, n.bøjet ryg forbinder Taksensand på Als m. Helnæs på Fyn; ryggen er gennembrudt af flere render, af hvilke den dybeste m. indtil 40 m vand adskiller kystflakket ved Taksensand fra den landløse grund Sdr. Stenrøn, hvis top har mindre end 1 m vand; dette løb er den vigtigste, n.-s.gående sejlrende i farvandet. Andetsteds i da. farvande finder man en tilsvarende kombination af bueformede, undersøiske rygge m. gennembrydning fx. i Store Bælt, hvor man tyder dem som druknede randmoræner. N.f. ryggen Taksensand-Helnæs ligger et andet bassin, der mod n. begrænses af ryggen Årø-Assens (Trap, bd. I. 87); havdybden er her mindre og bundrelieffet noget mere uroligt. Større områder af landforbundne grunde findes fx. ud for Pøls Huk i det såkaldte Pøls Rev og sø.f. Kegnæs samt ud for strækningen Kegnæs-Broager Land. Kystflakkene langs ø.- og n.kysten af Als er derimod smalle, og dybdekurverne for 5, 10 og 20 m går nogenlunde parallelt m. kysten. Flensborg fjord er et kompliceret farvand m. 2 hovedretninger, nø.-sv. og sø.-nv.; fjorden omfatter en række bredninger og snævringer m. største dybde på 32 m ml. Bredegrund og Angel; den egl. fjordmunding ligger s. 1048 ml. kystflakkene ud for Pøl og Angel, hvor yderfjordens bundflade går jævnt over i den vestl. Østersø. Åbenrå fjord og Als fjord har havdybder af sa. størrelser som Flensborg fjord, og overgangen ml. disse dale og n.bækkenet er ligeledes ganske jævn, uden rygge og uden render. Vandudvekslingen ml. fjorddalene og Østersøen foregår således uden væsentlige hindringer; men farvandenes udstrækning i bredde og i dybde bevirker, at hele vandomsætningen får en anden karakter end i snævringerne i det nordl. Lille Bælt, hvor turbulensen forårsager en opblanding af overflade- og bundvand. Derfor bliver strømstyrkerne i farvandene i S. a. i reglen mindre end længere n.på, og man træffer en tendens til lagdeling af havvandet efter vægtfylde, som også kendes fra andre farvande. Vandstandssvingningerne skyldes kun i ringe grad tidevand, men er i høj grad underkastet episodiske ændringer i lufttryk, vindretning og vindstyrke. En vigtig omstændighed er, at S. a. vender ud mod et brakvandsområde, og at kysten vender ryggen mod de dominerende, vestl. vinde; disse faktorer influerer stærkt på fiskeriet, på kystbebyggelsen, på farvandenes tilfrysning og på den landbrugsmæssige udnyttelse af de kystnære områder. S. a. har i lighed m. andre områder m. velbeskyttede bugter og sunde frembudt gunstige betingelser for selv meget gl. tiders skibsfart. Åbenrås fjordkyster og ø.siden af Als har åbenbart ikke været særl. gunstige for en primitiv skibsfart, hvorimod Flensborg fjord m. de mange lettilgængelige forgreninger samt hele v.kysten af Als har spillet en stor rolle som landingspladser gennem lange perioder; en del af disse er nu forladt, således »havnene« ved Mjels og Dyvig, af hvilke sidstn. var ladeplads for Nordborg. Gråsten-området, Augustenborg og navnlig Sønderborg har fået andel i den moderne udvikling. Sejladsen fra Egernsund området har især i 1800t. haft meget stort omfang p.gr.af eksporten af teglværksprodukter. Den lille havn ved Høruphav blev anl. 1848 af de da. tropper og har sen. bl.a. modtaget trælast. På ø.kysten af Als har man haft gl. landingspladser for forbindelserne m. Fyn og Ærø, således Fynshav og Mommark, og Lyboslænding lidt n.f. Kettingskov, hvor befolkningen fra Lyø anløb Als. Efter 1920 oprettedes på ø.siden af Als et par landingsbroer, men disse blev ødelagt i isvinteren 1928–1929. Kystlandet i S. a. har i århundreder haft besøg af fjendtlige flåder, og der er mul. en sammenhæng ml. denne fare fra søen og bebyggelsens placering; man bemærker fx. at alle kirker og alle gl. landsbyer er trukket så langt tilbage fra kysterne som gørligt.

Sønderborg amt er i naturgeografisk henseende udpræget ø.dansk, men det har i flere henseender en noget anden karakter end fx. Lille Bælt-landskabet i Haderslev a., og det adskiller sig endnu mere fra det ø.jyske landskab ml. Århus og Fredericia, som det i øvrigt måtte være nærliggende at sammenligne med. Den mest iøjnefaldende tilknytning ml. S. a. og andre da. egne går nemlig ikke mod n., men snarere mod ø. over det s.fynske øhav og Smålandshavet m. omgivende øer og kyster. Fælles for disse tre sydl. områder af Danmark er det bølgede morænelandskab, delvis udformet som moræneflade, det fede, oftest stenfattige morænelers dominans og navnlig det intime samspil ml. land og hav. Alle tre områder er orienterede mod Østersøen, d.v.s. mod et udpræget brakvandsområde og et område uden noget væsentligt tidevand. Dette medfører bl.a., at saltvirkningen i kystområderne er langt mindre end fx. ved Kattegat-kysterne. De dyrkede marker kan gå helt frem til kystklinterne og strandbredden, saltindholdet i lavtliggende områder s. 1049 langs kysterne er relativt ringe, og den biologiske situation bærer tydeligt præg heraf. Det mest iøjnefaldende fænomen er dog nok, at fiskeriet i Østersøens brakvand er af langt mindre omfang end i det nordl. Kattegat og Skagerrak. Man har derfor ingen fiskerihavne og heller ikke de til sådanne knyttede industrier, trafikanlæg og handelsvirksomheder.

Jordbunden i de tre Østersø-vendte områder er næsten overalt en fed, brun lermuld af høj kvalitet, sure jordbundsformer forekommer sjældent. I klimatisk henseende har man overalt den vigtige ejendommelighed, at sommertemperaturen og navnlig forårstemperaturen er højere end i det nordl. Danmark, og adsk. arter af dyr og planter har deres n.grænse i denne zone. Næsten alle kulturplanter har lidt el. noget bedre vækstmuligheder end længere mod n., navnlig de mere krævende afgrøder. Et karakteristisk træk er således, at frugtavlen her har særdeles gunstige kår. For Als og Sundeved er der oven i købet tale om meget ærværdige traditioner m. tidlig, erhvervsmæssig frugtavl m. eksport, navnlig til Rusland, for øje. Trævæksten er frodig, og navnlig i de mere afsides liggende bondeskove, hvor driften måske ikke er helt rationel, møder man naturlige, næsten uforstyrrede, blandede bevoksninger af sjælden skønhed og charme. Også de mange små skovholme, enkeltstående træer og busketter, jorddiger og hegn med stor artsrigdom er noget for området særpræget. Fjordene og vigene har veldyrkede marker helt frem til kystklinterne og er ofte indrammede af krat og trævækst, men de er folkefattige, vanskeligt s. 1050 tilgængelige og ensomme. Det er berettiget at tale om et sammenhængende, s.dansk arkipelag som den særl. region, der strækker sig fra Sundeved i v. til Møn i øst.

Også det kulturgeografiske mønster i S. a. er interessant og særpræget. Landsbybebyggelsen er den dominerende bosættelsesform. Den er ofte velbev., og det samme gælder jordbesiddelse og jordfordeling og til en vis grad husformer og byggeskik. De større halvøer har ofte kun en enkelt storlandsby som ejer af hele området m. undt. af nogle få udflyttergårde og en meget sparsom kystbebyggelse. Kun halvøen Kegnæs har udpræget spredt bebyggelse. En ejendommelighed er de mange eksempler på sen skovrydning og kolonisering m. enkeltgårde og gårdgrupper. Storbesiddelser har gennem en lang periode præget bebyggelse og jordfordeling, men disses antal er nu ganske ringe. Derimod træffer man mange store og mellemstore bondegårde. Gennem århundreder har dette land været rigt og stabilt m. en tæt bondebefolkning og en til de skiftende tiders behov afpasset bybefolkning, og dette forhold er for så vidt ejendommeligt, som man kun træffer en tilsvarende konstans og ligevægt i relativt få større områder af Danmark. Også den nyeste udvikling er særdeles bemærkelsesværdig. De første årtier af 1900t. var nærmest præget af stagnation både i landbrugsbefolkning og i byudvikling. De seneste begivenheder har imidlertid medført en voldsom, erhvervsmæssig ekspansion i hele S. a., og i særdeleshed på Als, hvor en stærk industriudvikling har formået at fastholde den lokale befolkningstilvækst, men desuden at tiltrække arbejdskraft i stort omfang, navnlig fra andre dele af Sønderjylland. Derfor er bebyggelsesmønstret i øjeblikket underkastet store ændringer. Byerne Sønderborg, Nordborg og Augustenborg er i stærk vækst, men det sa. er tilfældet m. mange af de gl. landsbyer, der nu har oplevet en tilsløring af deres gl. præg af bondesamfund, selv om gårdene og de gl., jordløse bondehuse stadig ligger på deres pladser. Udover den urbanisering man iagttager i byernes ydre områder og udover anlæggelsen af det nye, sammensatte bysamfund omkr. Danfoss sker der altså en pletvis urbanisering i mange landsbyer, hvorved bebyggelsen antager en ejendommelig åben, netagtig struktur. Et helt nyt fænomen er bebyggelsen ved Fynshav, den nye færgehavn til Fyn, hvor der allr. før havnens færdiggørelse er opstået en stor, ny bebyggelse, som ved en nyanlagt hovedvej får direkte forb. m. Sønderborg. Ejendommeligt nok har Mommark færgehavn aldrig afgivet basis for en tilsvarende udvikling. Sommerhusbebyggelsen i S. a. har ikke den udbredelse, man skulle forvente. Ganske vist er der i de sen. år oprettet flere kolonier af denne art, fx. ved Vemmingbund og i et par områder på og ved Kegnæs. Der er relativt få egl. sommerhoteller, men til gengæld et antal feriekolonier for børn. Fremmedbesøget om sommeren ved kysterne er imidlertid meget stort, men det er koncentreret til relativt få, let tilgængelige badestrande, hvor campingpladser er blevet vor tids centre i de rekreative områder. De fungerer altså som en slags afløsere af tidl. tiders badehoteller. Disse revolutionerende ændringer i strukturen har især ramt Als og det sydl. Sundeved, medens det nordl. Sundeved – og for øvrigt også anselige områder af Als – hidtil har undgået alt for radikale omvæltninger. Egernsund med omgivelser har i så henseende nærmest fulgt udviklingen i Gråsten. Et væsentligt led i denne proces er udviklingen af trafiknettet. I næsten alle a.s ydre dele er det gl. vejsystem bev. m. sin fine tilpasning såvel til det naturgeografiske milieu som til den gl. bebyggelse. Det nye system af storveje skærer m. rette linier gennem landskabet og s. 1051 følger helt andre love. Jernbanerne har haft deres periode, hvor de har præget det trafikale mønster, men de er nu alle nedlagt m. undt. af linien Gråsten-Sønderborg. Adsk. steder i Danmark kan man finde eksempler på strukturændringer, der ligner de her skitserede, men i S. a. er billedet usædvanligt klart, trods den rige og brogede mangfoldighed.

Skovene.

Det samlede skovareal er 1951 opgjort til 3073 ha, hvoraf de 2788 ha er træbevokset. Skovprocenten er henh. 7,0 og 6,3 af totalarealet. Træartsfordelingen er flg.: bøg 1418 ha, eg 157 ha, ask 195 ha, andet løvtræ 185 ha, i alt 1955 ha løvtræ. Arealet m. nåletræ udgør kun 135 ha. Derimod er der en del, 698 ha, blandede bevoksninger og krat. Det største areal, 1887 ha, er statsskov (Sønderborg skovdistr.). Privat skov indtager 1097 ha, der imidlertid er fordelt på et stort antal (836) ejendomme. Hugsten (1949/50) er opgjort til i alt 16.494 m³ (5,9 m³ pr. ha), hvoraf de 901 m³ er nåletræ. Gavntræprocenten er 41,7.

Skovene findes spredt i hele a., men dog således at det største samlede kompleks ligger på Als langs Lillebæltkysten. De fleste skove står på morænedannelser – moræneler – fra den sidste, den »baltiske« istid. I en ikke ubetydelig del fx. dele af Sønderskov, findes meget flad bund m. stift, sejgt ler, som er vanskeligt gennemtrængeligt for vand. Jordbunden er i øvrigt gennemgående meget frugtbar. Bøgen s. 1052 er langt den mest fremherskende træart. Den forekommer oftest i blanding m. eg, ask, ær og elm. Alle de nævnte træarter udvikler sig smukt og opnår betydelige højder, særl. i Nørreskov og Skelde Kobbelskov.

Skovene i Sønderborg a. har ført en omtumlet tilværelse, og deres historie har ret nøje været tilknyttet landsdelens historie.

Nogle af de nuv. statsskove tilhørte hertugen af Pløn indtil 1730, hvor de overgik til kronen, da hertugen afstod Nordborg a. til Danmark. 1779, ved den ældre glücksborgske linies uddøen, dannedes af det tidl. lensdistr. Sundeved det kgl. Nybøl hrd. i Sønderborg a., og skovene dér kom herved under den da. krone. En enkelt skov, Augustenborg skov, stammer fra det gråstenske gods, som tilhørte hertugen af Augustenborg.

En del af de skove, der således tilfaldt staten, bortsolgtes i de sidste år af 1850’erne og begyndelsen af 1860’erne. Resten overgik ved fredsslutningen 1864 til den prøjsiske stat. I h. t. fredstraktat i Versailles af 28/6 1919 tilfaldt de afståede statsskove atter den da. stat, og fra 1920 oprettedes det nuv. Sønderborg skovdistr., der ved den 13. alm. vurdering er ansat til ejdv. 5843, grv. 2531.

De private småskove er ofte tilsluttet den pr. 5/7 1921 stiftede »Smaaskovsforeningen for Aabenraa-Sønderborg Amt«, der har 441 medl. med 1640 ha skov.

Litt.: Danske Skovdistrikter. 1966. Statistiske Meddelelser. 4. rk. 154. bd. 3. hæfte. Skove og Plantager. 1951.

Kulturgeografi.

I S. amtsrådskreds levede 1960 56.267 indbyggere. 1964 var befolkningen 59.765 indbyggere. 1960 var befolkningstætheden 127,5 indbyggere pr. km². Af befolkningen levede (1960) 21.837 i købstaden S. og 4489 i flækker, 582 i forstæder, 13.499 i bymæssige bebyggelser i landkommunerne og 17.044 i rene landdistrikter. I alt levede således 69,1% af befolkningen under bymæssige forhold. I byerne gik der i gennemsnit 2,9 indbyggere på en husstand, i landdistrikterne 3,4.

Befolkningens fordeling fremgår af befolkningskortet s. 1053. Dette kort viser en iøjnefaldende ensartet befolkningsfordeling, der både på Sundeved og på Als må karakteriseres som endog meget tæt for danske forhold. På landskabskortet s. 1039, vil man kunne konstatere, at Sønderborg amtsrådskr. i alt væsentligt består af frugtbare områder m. ungt moræneler fra sidste istid, mens mindre arealer optages af tunneldale, issøaflejringer og marint forland. Fl. st. bemærker man nogle helt ubeboede el. næsten folketomme arealer; disse vil i de fleste tilfælde være skovog plantageområder (fx. Sønderskov sø.f. S. og Nørreskov på ø.kysten af Als) el. vandlidende områder (moser og enge, mest udpræget i det marine forland i det sydl. Als samt i tunneldalenes fugtige bund).

Der kan på kortet skelnes tydeligt ml. bybefolkning og landbefolkning. Bybefolkningen koncentrerer sig først og fremmest i S., dernæst i amtsrådskredsens to flækker Nordborg og Augustenborg, der er vokset op ved slotte, og i en række store stationsbyer og tidl. stationsbyer. Hertil kommer de egl. vejbyer, der som oftest er mindre bydannelser. Stationsbyerne er i reglen ældre landsbyer, der under det sidste århundredes stærke udvikling af trafikbehovet og erhvervslivet i alle dets grene er omdannet til lokale centrer m. urbane funktioner såsom handel, håndv., småindustri, bankvæsen, trafik og liberale erhverv (læge, tandlæge, advokater s. 1053 osv.). I visse tilfælde er landsbykarakteren delvis bev. ved siden af den urbane struktur. Foruden købstæderne og flækkerne har også Havnbjerg på Als mere end 2000 indbyggere. Havnbjerg er en ganske ny og utraditionel bydannelse, der efter den 2. verdenskrig er vokset op nær fabrikken Danfoss. Denne, der f. t. beskæftiger s. 1054 over 4000 pers., blev anlagt efter krigen og fik sin store vækst efter 1950. Med nutidens trafikmidler til rådighed kan arbejdere og funktionærer bo langt fra deres arbejdssted; Danfoss kan inden for en halv time nås med knallert, scooter el. bil fra hele Als og dele af Sundeved. Fabrikken har derfor ikke blot medført en stor befolkningstilvækst i sin nærmere omegn (Havnbjerg m. de sammenvoksede byer Lavensby og Langesø havde 1955 925 indbyggere, 1960 2551 indbyggere), men hele øen Als har haft stærkt stigende folketal (23,3% 1950–1960), hvilket især skyldes, at den er blevet bosted for arbejdere fra Danfoss, disses familier m.m. Ml. 1000 og 2000 indbyggere (1960) har Broager og Egernsund. Disse jernbaneløse byer er nutildags i første række bosteder for dele af den industribefolkning, der arbejder i egnens mange teglværker. Af amtsrådskredsens øvr. byer har kun V. Sottrup over 500 indbyggere. Bydannelserne ved stationerne ved amtsrådskredsens mange nu nedlagte jernbaner lever videre som vejbyer, hvis vigtigste funktion fortsat er at fungere som lokalt centrum m. urbane erhverv.

Landsbyerne på Als og Sundeved er næsten alle store (oftest 200–450 indbyggere) og tætliggende, og den spredte bebyggelse er af forholdsvis mindre betydning.

Sønderborg er en betydelig havneby. Desuden findes på Als den gl. færgehavn ved Mommark og den nye ved Fynshav. Herudover ligger ved kysterne et meget stort antal moler o.a. udskibningssteder, talrigest i teglværksdistriktet omkr. Nybøl nor og på Broager Land.

I Sønderborg amtsrådskr. lever (1960) 16,9% af befolkningen af landbr., skovbrug, gartneri og fiskeri, 44,8% af industri, håndv. og byggeri, 9,8% af handel og omsætning, 4,5% af samfærdsel og 8,7% af administration og liberale erhverv. 17,6% af befolkningen er pensionister, rentiers olgn. Det mest bemærkelsesværdige ved denne erhvervsfordeling er industriens meget store betydning i sammenligning med det øvr. land.

Efter Aa. H. Kampps landbrugsgeografiske inddeling af Danmark ligger hele S. amtsrådskr. i det landbrugsgeografiske Østdanmark, der stort set omfatter de områder, der i en længere periode var isdækkede under sidste istid. Jordbunden består her ganske overvejende af frugtbart moræneler; desuden findes tunneldalbund og issøler og andre ligeledes glacialt prægede jorder. Regionen er desuden karakteriseret ved stor tæthed i landbefolkningen, om end denne nu er aftagende. Opdyrkningsprocenten er overordentlig stor, ofte o. 80, mens omdriftsarealet normalt udgør ca. 70% af arealet. Korn dyrkes de fleste steder på halvdelen el. lidt over halvdelen af omdriftsarealet. Byg og hvede er de vigtigste kornsorter, men der dyrkes også en del havre, hvorimod rug spiller en yderst ringe rolle. Bederoer er de vigtigste rodfrugter. Endv. er frøavl, erhvervsmæssig gartneri, havebrug og frugtavl af ikke ringe betydning. Rødt, dansk malkekvæg dominerer de fleste steder; tætheden af malkekøer er 40–70 pr. km², og smørydelsen pr. ko er væsentlig over landsgennemsnittet. Også svinetætheden er meget stor.

Fiskeriet har kun ringe betydning. Fra havne og landingspladser drives noget lokalt fiskeri ved kysterne samt i Lille Bælt. Ål spiller en ret stor rolle, desuden fanges lidt sild og fladfisk. Foruden de egl. erhvervsfiskere findes langs hele kysten en del lejlighedsfiskere med andet hovederhverv. Om skovene se s. 1051.

Mineralproduktionen i S. amtsrådskr. er i første række teglværksler til a.s mange teglværker. Landets største koncentration af teglværker findes i issøler-området s. 1055 omkr. Nybøl nor ved Egernsund og Broager Land. Teglværkerne er her beliggende ved kysterne, således at direkte udskibning af teglstenene kan finde sted. Det drejer sig her om Danmarks største teglværksområde, der takket være søtrafikkens små transportomkostninger har et marked i flere egne af landet, ligesom der herfra før 1920 gik meget store transporter til Berlin.

Industrien er dels knyttet til de større bysamfund (47,6% af industribefolkningen bor i kbst., flækker og disses forstæder), dels til industridistrikter i landkommunerne. Vigtigst er her Danfoss i Havnbjerg so. på det nordl. Als; denne virksomhed fremstiller kontrolinstrumenter, termostater o.a., og fabrikationen heraf er hverken afhængig af transportomkostninger for råstoffer el. energi, en særl. arbejdskraft, markedets beliggenhed el. andre klassiske lokaliseringsfaktorer, hvorfor man har haft frie hænder til at lægge denne virksomhed, hvor man ønskede. En anden vigtig industrikoncentration i landkommunerne er det ovenfor omtalte teglværksområde, der især i Broager so. bevirker, at lige ved halvdelen af den erhvervsaktive befolkning arbejder i industrien. Af andre vigtige industrigrene kan nævnes tekstilindustrien (vigtigst i Sønderborg) og nærings- og nydelsesmiddelindustrien (vegetabilsk olieindustri i Sønderborg, svineslagterier m.m.), men i øvrigt er så at sige alle industrigrene repræsenteret i amtsrådskredsen. Forholdsvis ringest repræsenteret er jern- og metalindustrien. Ved en vurdering af industriens betydning i området må det erindres, at en virkelig industrialisering påbegyndtes sen. her end i største delen af det øvr. land, nemlig først i 1920’rne.

Det store handelscentrum er Sønderborg, som er det overordnede handelscentrum s. 1056 for S. amtsrådskr. samt Gråsten-området i Åbenrå amtsrådskreds. Den eneste jernbane i S. amtsrådskr. i dag er den normalsporede statsbane fra Tinglev (i Tønder a.) over Gråsten til Sønderborg. Flg. jernbaner er nedlagt: Sønderborg amtsbaner (smalsporede: Sønderborg-Augustenborg-Nordborg, Sønderborg-Mommark og Sønderborg-Skovby, fungerede 1898–1933), den normalsporede statsbane Sønderborg-Mommark (1933–1962) og den normalsporede statsbane V. Sottrup-Broager (1910–1932). Fra Sønderborg kan man med lyntog komme til Kbh. på 5 timer og 10 minutter.

Der er et tæt net af gode veje. Hovedvej A 8 (Nyborg-Bøjden-Fynshav-Sønderborg-Krusåkrydset-Tønder) går gennem amtsrådskredsen i hovedretning ø.-vest. Et tæt og stærkt trafikeret net af bilruter supplerer trafiknettet. Den hidtidige jernbane- og bilfærgerute Mommark-Fåborg forlægges nu som bilfærgerute alene til den noget kortere linie Fynshav-Bøjden (på Horne Land, Svendborg a.). Både den gl. og den nye rute drives af Danske Statsbaner.

Naturfredning. Sønderborg a. rummer en række småfredninger af lokale, landskabelige ejendommeligheder, fx. typiske træbevoksninger, krat og skove, specielt bøgebevoksninger, eks. Kobbelskov i Broager so. og kystskrænter i Sottrup sogn. En særl. karakter har fredningen af landskabet omkr. Dybbøl i Dybbøl so., der på sa. tid har karakter af landskabelig og historisk fredning. Hertil knytter sig en række kulturhistoriske relikter og mindesmærker.

Statistik.

Amtets areal var 1960: 44.140 ha. Af det samlede areal udgjorde bykommunerne m.v. 1635 ha og sognekommunerne 42.505 ha; vandarealerne i a. udgjorde 530 ha.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal – 44.140 ha – udgjorde landbrugsarealet 1951: 35.715 ha, gartnerier og frugtplantager 143 ha, skove og plantager (inkl. læ- og småplantninger) 3329 ha, private haver 1066 ha, bebygget grund og gårdsplads 1112 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 1915 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 285 ha, tørvemoser 153 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker m.v. 77 ha samt vandarealer 345 ha.

1964 var fordelingen af landbrugsarealet – i alt 34.981 ha – flg.: vinterhvede 3060 ha, vårhvede 319 ha, vinterrug 381 ha, vårrug 9 ha, byg 12.367 ha, havre 3584 ha, blandsæd 757 ha, bølgsæd til modenhed 12 ha, kartofler 81 ha, foderroer og gulerødder til foder 3516 ha, sukkerroer til fabrik 299 ha, mark- og havefrø til udsæd 240 ha, olie- og spindeplanter m.v. 417 ha, arealer med gartneriprodukter på landbrugsejendomme 71 ha, brakarealer 10 ha, græs- og grønfoder i omdriften 6628 ha, andre arealer i omdriften i alt 3175 ha og græs og grønfoder uden for omdriften 3230 ha.

Høstudbyttet var 1964 i alt 194,5 mill. foderenheder, hvoraf 82,4 mill. foderenheder kerne af korn og 17,7 mill. foderenheder af halm, 40,6 mill. foderenheder rodfrugter (inkl. roetop) og 53,8 mill. foderenheder græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1965 udgjorde den samlede vurderingssum i Sønderborg a. 723,0 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne (derunder flækker m.v.) 432,2 mill. kr. og for ejendomme i landdistrikterne 290,8 mill. kr. Af ejd. i landdistrikterne var der 50 større landbr. (på mindst 12 tdr. hartk.) med i alt 899 tdr. hartk. (areal 3450 ha, ejdv. 18,4 mill. kr.), 1841 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 7510 tdr. hartk. (areal 32.105 ha, ejdv. 203,3 kr.). Blandt de øvr. ejendomme i a.s landkommuner var 3526 ejd., udelukkende til beboelse, til en samlet ejdv. af 95,7 mill. kr., 538 forretningsejd. med el. uden beboelse, 174 stats- og kommunale ejd. olgn. Af købstædernes ejdv. faldt 216,5 mill. kr. på beboelses- og/el. forretningsejd. (deraf: 4,6 mill. kr. på kommunale beboelses- og forretningsejd.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1964: 258 heste, 42.670 stk. hornkv., deraf 16.770 malkekøer, 935 får, 126.807 svin, 1.132.255 høns, 2680 kalkuner, 9336 ænder og 10.730 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1964 beskæftiget 904 faste medhjælpere s. 1057 og 33 løse daglejere olgn. i amtet. Den i landbrugsåret 1963/64 beskæftigede arbejdskraft svarede til 921 helårsbeskæftigede (hvoraf 580 faste, fremmede medhjælpere, 272 voksne børn og slægtninge og 69 daglejere olgn.); hertil kommer indehavere, deres ægtefæller og mindreårige børns arbejde, der svarede til 1736 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes på 1507 ejd. og traktor på 1733 ejd., mejetærskere på 561 og grønthøstere på 423 ejd.; i alt var der 2168 traktorer, 497 mejetærskere og 402 grønthøstere.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 26/9 1960 i a. 18.116 husstande m. i alt 56.267 indb. (1860: 31.783, 1910: 40.012, 1921: 36.675, 1930: 39.582, 1955: 49.604). Deraf havde Sønderborg kbst. og flækkerne Augustenborg og Nordborg i alt 1960: 8571 husstande m. 25.142 indb. (1860: 5729, 1910: 12.217, 1921: 10.330, 1930: 12.803, 1955: 21.867); hertil kommer i Sønderborgs og flækkernes forstæder 1960: 582 indb. fordelt på 186 husstande (1860: 5729, 1910: 13.114, 1930: 12.803 (3428 husstande), 1955: 334 (154 husstande)). I andre bymæssige bebyggelser i landdistrikterne var der 1960: 13.499 indb. fordelt på 4147 husstande (1930: 5802, 1955: 9465).

Befolkningen var 1960 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtlige pers. – hustruer, mindreårige børn m.v. – hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv). 9504 levede af landbr. m.v., 25.220 af håndv. og industri, 5546 af handel og omsætning m.v., 2546 af transportvirksomhed, 4878 af administration og liberale erhverv, 1438 af anden erhvervsvirksomhed og 6555 af formue, rente, understøttelse olgn.; 580 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1958 afholdte erhvervstælling var der i a. 507 virksomheder, der drev fremstillingsvirksomhed, derunder brunkulsgravning og stenbrydning, industri og håndv. (bortset fra bygge- og anlægsvirksomhed); disse virksomheder beskæftigede 1958: 6821 pers. og havde 1957 en samlet omsætning på 351,9 mill. kr. og en lønudgift (1957) på 58,5 mill. kr. Af virksomheder inden for bygge- og anlægsvirksomhed var der 273 med et samlet personel på 1391, en omsætning på 39,8 mill. kr. og en årlig lønudgift på 10,1 mill. kr.; der var 4 el-, gas- og varmeværker m. 115 beskæftigede og en samlet omsætning 1957 på 13,1 mill. kr. og en lønudgift på 1,5 mill. kr.

Trafikforhold. Der var 1963 146 km landeveje i a., deraf 26,5 km hovedveje; desuden var der 839,0 km biveje.

Af a.s i alt 56.267 indb. (18.116 husstande) udgjorde 1964 52.195 indb. (16.883 husstande) Sønderborg politikr.; resten af a.s indb., i alt 4072 indb. fordelt på 1233 husstande, hørte under Gråsten politikr.

På grundlag af befolkningstallene og antallet af motorkøretøjer, der er indregistreret i de nævnte politikr., kan antallet af motorkøretøjer i Sønderborg a. anslås således, at der var ca. 10.725 alm. personbiler, ca. 235 hyrevogne, ca. 80 rutebiler og turistbusser, ca. 3580 vare- og lastbiler og ca. 970 motorcykler.

Der var 1964 i a. 7 personautomobilruter m. en samlet længde på 319 km, betjent af 40 vogne med i alt 2117 pladser, heraf 421 ståpladser; der kørtes 1964 59.122 ture (tur-retur), d.v.s. i alt 2.428.000 km, el. gnmstl. 41 km pr. tur.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold.

Af Sønderborg amtsrådskr.s driftsindtægter 1/4 1964–31/3 1965 – i alt 2.757.000 kr. – var de væsentligste poster grundskyld: 564.000 kr., ejendomsskyld: 374.000 kr., bidrag pålignet sognekommunerne: 1.045.000 kr., renteindtægt (netto) 235.000 kr. og statstilskud til nedsættelse af grundskyld: 481.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 2.499.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen: 956.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning: 361.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra Vejfonden m.v.), bidrag til amtsskolefonden: 165.000 kr., forsorgsudgifter: 40.000 kr. (efter tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), rets- og politivæsen: 8000 kr. og administrationsudgifter: 258.000 kr. A.s formue androg 31/3 1964 9.780.000 kr., hvoraf i sygehuse 1.763.000 kr. og i andre faste ejd. 545.000 kr.; a.s gæld var 1.626.000 kr. Ejendomsskyldpromillen til amtskommunen var (efter statstilskud) i 1964/65 8,45, hvilket var ca. 30% mindre end gnmst. for hele landet; grundskyldpromillen til amtskom. var for landbrugsejd. 6,87, for andre ejd. 11,15; for begge promillers vedk. ret nær ved gnmst. for hele landet.

M. h. t. de finansielle forhold for a.s sognekom. under ét kan det nævnes, at de samlede løbende indtægter 1963/64 var 15.899.285 kr., skatter og afgifter androg 16.625.057 kr., heraf grundskyld 2.425.679 kr., grundstigningsskyld 167.232 kr., ejendomsskyld 1.207.077 kr., opholdskommuneskat s. 1058 11.247.478 kr., erhvervskommuneskat 188.617 kr., aktieselskabsskat 1.267.320 kr. Af andre indtægter kan nævnes formue- og erhvervsindtægter 313. 903 kr., bidrag til amtskommuner ÷ 1.043.713 kr. og andre løbende indtægter 4038 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var sociale udgifter 4.556.716 kr., undervisningsvæsen 3.119.002 kr., biblioteksvæsen 91.821 kr., vej- og kloakvæsen 1.797.614 kr., snekastning 151.250 kr., brandvæsen m.v. 142.728 kr., renter af lån 658.143 kr. og andre løbende udgifter 388.175 kr.; i alt udgjorde de løbende udgifter 12.465.231 kr.

Sognekommunerne ejede 31/3 1964: 45.020.830 kr., heraf i faste ejendomme 32.003.769 kr. og i værdipapirer 13.016.861 kr.; sognekommunernes gæld var 14.750.904 kr.

Inddeling.

A. består af Sønderborg kbst. og flækkerne Augustenborg og Nordborg samt herrederne: 1) Nybøl hrd., 2) Als Sønder hrd., 3) Als Nørre herred.

Amtsrådet har 11 medl., hvoraf ved valget i marts 1966 5 tilhørte Socialdemokratiet, 1 Det radikale Venstre, 3 Det konservative Folkeparti og 2 Venstre.

M. h. t. valg til folketinget omfatter Sønderborg a. 2 opstillingskr., nemlig 1) Sønderborg og 2) Augustenborg.

I kirkelig henseende hører a. under Sønderborg provsti, Haderslev stift.

I jurisdiktionel henseende udgør største delen af a. 103. retskr., Sønderborg, m. 52.195 indb., s. 1059 fordelt på 16.883 husstande; en mindre del af a. – 4 kommuner m. 4072 indb., fordelt på 1233 husstande – hører under Gråsten retskr.

A. udgør sa. m. Åbenrå amt 21. amtslægekr. (Åbenrå-Sønderborg amtslægekr.), der omfatter Åbenrå lægekr. (m. kredslæge i Åbenrå) og Sønderborg lægekr. (m. kredslæge i Sønderborg).

Sønderborg a. udgør sa. m. Åbenrå a. 28. amtstuedistr. m. amtstue i Åbenrå.

A. er delt i 2 skattekr.: (1) nr. 81, Als skattekr. og 2) nr. 82, Sønderborg skattekr.

M. h. t. vurdering af landets faste ejd. udgør a. sa. m. Åbenrå a. 24. skyldkr. – skyldkr. for Åbenrå-Sønderborg amtsrådskr. – der er delt i 4 vurderingskr.: 1) Åbenrå a.s ndr. vurderingskr., i alt 10 vurderingsdistrikter, derunder Åbenrå kbst., 2) Åbenrå a.s sdr. vurderingskr. (13 distr.), 3) Als vurderingskr. (16 distr.), 4) Sønderborg vurderingskr. (10 distr.).

M. h. t. valg til Folketinget hører a. under 3. storkr., XI. amtskr. (Haderslev, Åbenrå, Sønderborg, Tønder a.). Amtskr. er opdelt i i alt 7 opstillingskr.: 1) Haderslev, 2) Åbenrå, 3) Sønderborg, 4) Augustenborg, 5) Tønder, 6) Løgumkloster og 7) Rødding.

I jurisdiktionel henseende hører a. for største delen af kommunernes vedk. under 103. retskr. (Sønderborg m. tingsted i Sønderborg); 2 kommuner (Nybøl og Ullerup) samt Egernsund so. (af Broager kom.) hører under 104. retskr. (Gråsten).

M. h. t. politivæsen hører Nybøl og Ullerup kom. samt Egernsund so. (af Broager kom.) til 71. politikr. (Gråsten), medens de øvr. kommuner i a. hører under 70. politikr. (Sønderborg). s. 1060 I alt hørte ved folketællingen 1960: 52.195 indb. (16.883 husstande) under Sønderborg retskr. og 22.043 indb. (6748 husstande) under Gråsten retskr.

A. hører under 7. udskrivningskr. (Sønderborg), II. udskrivningsområde, og omfatter lægderne

Angående amtets politiske repræsentanter se under Åbenrå amt s. 798.

Oldtidsbebyggelse.

S. a. har i forhold til de andre sønderjyske a. bev. mange oldtidsmindesmærker. Det skyldes hovedsagelig, at en stor del af disse ligger i skov, hvor de har bedre muligheder for at overleve end på dyrket mark. Navnlig på Als ligger der mange anselige stengrave i statsskovene, og ved et samarbejde ml. Nationalmuseet, Museet på Sønderborg slot og Sønderborg skovdistr. er en stor del af dem i de sen. år blevet restaurerede.

Der er ikke mange spor af ældre stenalders bebyggelse; men der er dog fl. st. langs kysten fundet flintredskaber fra ertebøllekulturen. Derimod har der været en rig bebyggelse i yngre stenalder; der kendes ikke mindre end 270 stengrave, hvoraf de 247 har ligget på Als, og i skovene er bev. prægtige mindesmærker, navnlig i Nørreskoven, Blomeskobbel og Oleskobbel. Også i Brandsbøl skov er der en anselig gruppe stengrave, antagelig i tilknytning til den store jættestuetids boplads i Bundsø, en af landets største. At enkeltgravsfolket også er nået til Als, viser et gravfund fra Ketting.

Bronzealderen repræsenteres af de mange høje; og her er Sundeved også ganske godt med, over 249 høje mod Als 411. Overraskende er det store antal skålsten, der kendes.

Fra keltisk jernalder har vi det vigtige skibsfund fra Hjortespringkobbel og en boplads ved Brandsbøl. Om de tuegrave, der findes i flere skove på Als, tilh. denne tid, som de plejer at gøre i andre egne i Jylland, er meget usikkert, eftersom de undersøgte tuegrave i Nørreskoven har vist sig at tilhøre germansk jernalder.

Ældre romersk jernalder repræsenteres af bopladser ved Broager og Majbølgd. og urnegrave m. bronzekar fra Tombølgd. (Ulkebøl so.), og fra yngre romertid har vi det store offerfund fra Nydam mose. En del af dette stammer fra germansk jernalder, hvorfra der ellers ikke er mange fund, fra Ullerup mark dog en guldbarre og brakteat.

Fra vikingetiden (mul. dog lidt sen.) er den befæstede boplads Brovold, en større gravplads fra Ketting og andre grave fra Broager og Kasmosemølle (Ullerup so.).

I S. a. findes der i alt af fredede oldtidsmindesmærker: 13 runddysser, 41 langdysser, 26 dyssekamre, 6 ubestemmelige stengrave, 2 hellekister, 189 høje, 9 langhøje, 27 skålsten, 5 tuegrave, én stenalderboplads, voldanlægget Brovold, 5 skibssætninger, 1 bautasten og 2 ubestemmelige stensætninger.

Bebyggelse i historisk tid.

Den ældste bevarede gruppe kirker i Sønderborg a., der tæller knap to trediedele af den samlede bestand, er gennemgående ret enkle kampestensbygninger, der dog oftest har kvadersokler og hjørnekvadre – i mange henseender forhold der minder om Fyns mest almindelige romanske kirker. Et ejendommeligt og her i landet enestående træk er Nybøl kirkes halvrunde afslutning mod vest. Romanske granitskulpturer forekommer så godt som ikke – den eneste betydeligere undt. er en døroverligger i Hørup m. et mandshoved, flankeret af løver i fladt relief. Mere end en trediedel af a.s kirker er teglbygninger fra senromansk og unggotisk tid som Broager – en af Sønderjyllands interessanteste bygninger –, Tandslet og Nordborg kirker. De er så godt som alle mere el. mindre ændret i sen. tid, mest markant ved de især på Als hyppigt forekommende brede, sengotiske tårne – også et træk, der er fælles m. Fyns stift, som øen har hørt under. Af de efterreformatoriske kirkebygninger er den betydeligste vel Sønderborg Skt. Marie, der for største partens vedk. er bygget 1594–1600, men også de to slotskapeller, Sønderborg i ungrenæssance fra midten af 1500t. og Augustenborg slotskirke i overgangsstil ml. rokoko og Louis XVI, er af mere end almindelig interesse. Kirkerne er temmelig rige på godt inventar; dels er der ikke få unggotiske krucifikser, dels findes der en del udmærkede sengotiske fløjtavler, hvoribl. Ulkebøls nederl. bærer prisen. Også renæssancen og barokken er godt repræsenteret. Blandt de verdslige bygninger må man fremhæve de tre slotte: Sønderborg, Nordborg og Augustenborg. Sønderborg slot, der i de seneste år er under rest., rummer dele af et anlæg fra beg. af 1500t., men er overvejende præget af en omfattende ombygning 1549–57 ved Hercules v. Oberberg og endnu en ombygning 1720 ved v. Platen. Af Nordborg slot er der kun s. 1061 bev. ubetydelige rester, medens Augustenborg fremtræder som et smukt og helstøbt anlæg i sen rokoko, hovedsagelig opf. 1770–76. Hele flækken Augustenborg præges endnu af slottets tilstedeværelse med »Palæet« fra o. 1780, den tidl. præstegård fra 1776 og adsk. småhuse m. tilknytning til hertughoffet. I Sønderborg er der trods de betydelige krigsskader 1864 bev. adsk. beskedne borgerhuse fra 1600–1700t., og i landdistrikterne er der enkelte præstegårde (fx. Asserballe, Hørup, Lysabild, Svenstrup og Ulkebøl) samt de ejendommelige kirkestalde fra 1700t. ved Egen kirkegård. Uden for de egentlige arkitekturminder er der grund til at nævne befæstningsanlæggene på Dybbøl Bjerg, påbegyndt fra dansk side 1861–63 og efter erobringen udbygget af prøjserne fra 1865 og de flg. år, indtil nedlæggelsen i 1880’erne. Samme sted ligger også den nationalhistorisk berømte Dybbøl mølle.

Historie.

Als lå udenfor den jyske sysselinddeling og var ikke en del af hertugdømmet. Det hørte til det ø.danske ørige og var fra den ældste tid en del af Fyns stift. Af øens to borge var Nordborg den ældste, men de synes dog begge bygget i 1100t. Baggrunden for deres opførelse er sikkert de voldsomme vendiske angreb på de danske kyster i en stor del af dette århundrede. Med sine lange kyster var Als let at angribe fra havet. I sin Slavekrønike fortæller Helmold om et angreb på Als, at »slavernes hær indfandt sig ganske uventet, satte sig i besiddelse af hele landet, lagde kirkerne i grus, gjorde øens befolkning til fanger og slog hver den, der vovede at sætte sig til modværge, med det skarpe sværd«. Det fortælles endvidere, at der på en enkelt markedsdag i en nordty. by var ikke færre end 700 alsinger til salgs. En af førerne i kampen mod venderne var kong Valdemar den Stores svoger, den landflygtige fyrst Prislav fra Mecklenburg, som af kongen blev belønnet med jordegods på Als, hvilket sønnen Knud Prislavsøn sen. skænkede til Skt. Knuds kloster i Odense. Valdemar Sejrs søstersøn grev Albrecht af Orlamünde kaldes 1229 herre til Als og har vel også resideret på øen. Efter hans død foretog kong Erik Plovpenning og hans to brødre Abel og Christoffer skifte efter ham, og i et brev fra 1245 overdrog de to sidstn. kongen spredt gods i Elstrup, Ulkebøl, Mjels, Fjelby, Lysabild, i Almsted og Lillenæs, samt i Langesø el. Lavensby.

Hertug Abels efterfølgere søgte at knytte Als til hertugdømmet, og øen blev i den flg. tid et stridens æble ml. konge og hertug. 1256 udstedte hertug Valdemar et brev fra Synderburg Alsie og må da have haft denne borg. Også i den flg. tid synes det mest at have været hertugerne, der havde magten på øen. 1275 og 1283 opholdt kong Erik Glipping sig på Sønderborg slot. 28/5 1285 afgjorde danehoffet i Nyborg en langvarig strid ml. kongen og hertugen om øen ved at bestemme, at 12 mænd skulle træffe bestemmelse om, hvem øen skulle tilhøre. Deres kendelse gik ud på, »at herredømmet over nævnte land Als, nemlig fæstninger og borge sammesteds, de mænd, der er bundet ved mandsed til riget Danmarks krone samt bønderne, med rette tilhørte nævnte kong Erik i rigets krones navn«. Året efter anerkendte hertug Valdemar, at herredømmet over landet Als tilkom kongen. Men efter mordet på Erik Glipping ændredes magtforholdene, og 1287 lagde et danehof øen under hertugdømmet.

Fra o. 1325 var Sønderborg residens for den unge hertug Valdemar Eriksen, der en kort tid endda var Danmarks konge. Det var her, at den sen. kong Valdemar Atterdag i pinsen 1340 fejrede sit bryllup med hertugens søster Helvig. Forholdet ml. de to svogre blev sen. dårligt, og 1358 kom kongen til Als, hvor han erobrede Nordborg og begyndte en belejring af Sønderborg. Det kom til et forlig ml. kongen og hertuginde Richardis. Hun skulle hjælpe kongen, hvis han kom til borgen i nød, mens hendes herre og ægtefælle ikke, så længe krigen varede, måtte have rådighed over el. fordel »af dette land eller denne borg, og hvis han kommer dertil, må han kun blive 2–3 dage«. 1373 udnævnte hertuginden kong Valdemar til sin værge, så han skulle have fuld rådighed over hendes gods og livgeding, herunder Als. Ved sa. tid fik kongen udleveret en anden af Als’ 3 borge, Kegnæsgd.

Kongen og hertug Henrik Valdemarsen døde 1375, begge uden mandlige arvinger, og 1386 måtte dronn. Margrethe forlene grev Gerhard VI af Holsten med hertugdømmet Slesvig, hvortil Als nu hørte. Kong Erik af Pommern erobrede 1410 Als, men kunne trods belejring ikke tage Sønderborg slot. Kampene fortsatte i de flg. år, kgl. flådeekspeditioner til Als 1421 og 1430 mislykkedes. 1432 blev der sluttet våbenstilstand. Øen var fast i de holstenske grevers magt, indtil den 1460 på ny kom under kongen, da Chr. I blev herre i både Holsten og Slesvig. Han pantsatte Sønderborg len med Als Sdr. hrd., Nybøl hrd., Kegnæs og den sydl. del af Als Nr. hrd., svarende til det sen. Egen hrd., til Johan Ahlefeldt for 18.000 mark lybsk. Sen. overgik pantet til Chr. I.s broder grev Gerhard, som 1469 måtte overdrage det til dronn. Dorothea. s. 1062 Året efter spærrede greven med våbenmagt Sønderborg slot for kongen, men hans modstand blev hurtigt brudt. 1470 fik dronn. Dorothea Sønderborg len i pant, 1472 også Nordborg len. Fra 1480–83 havde Godske Rantzau begge len i pant af dronningen, men ellers var det alm., at de havde hver deres lensmand – el. panthaver.

Ved delingen i 1490 forblev Als ved kongen. Både kong Hans og kong Christian 11 opholdt sig her ret ofte. Øen blev også udlagt til livgeding for dronn. Elisabeth, som dog aldrig fik mulighed for at overtage det. Da hertug Frederik i marts 1523 gik n.på for at erobre Danmark, marcherede hans tropper i første omgang forbi de kgl. slotte, men noget sen. satte angrebene også ind her. Manderup Holck ville ikke overgive Sønderborg, som var »et stærkt muret hus«. Holstenerne førte artilleri frem, og kvinderne begyndte at skrige, da »kalk og puds røg dem om ørerne«. 6. april 1523 var modstanden her brudt. 9 år sen. blev slottet fængsel for Chr. II.

Ved delingen 1544 kom øen ligeledes til kongen, der udlagde den til livgeding for sin dronn. Dorothea, som overtog det, da Chr. III døde 1559. Hun opholdt sig mest på Koldinghus, men var dog også i perioder på Sønderborg slot. Hun tog sig med interesse af forholdene i de to len. Hun ville også håndhæve den gejstlige højhed på øen, men kongen fastholdt her sine og rigets interesser. Øen blev dog 1566 lagt under præsten i Broager, Johs. Berndes, som provst. Straks dronningen var død, lagde kongen kirkerne under Odense stift på ny, og det kirkelige gods samt forsk. andet gods, som efter kongens mening hørte riget til, kom under Nyborg len.

Kong Frederik II havde 1564 foretaget en deling med sin yngre broder Hans den Yngre, hvorved hertugen fik Sønderborg og Nordborg slotte med deres tilliggende. I brevet herom var dog udtrykkelig undtaget det gods, der hørte under riget. Hertugen kunne først efter sin moders død 1571 overtage sit lille hertugdømme. Med stor energi tog han fat på at erhverve alt det adelige og kirkelige gods på Als. Omsider lykkedes det ham at få kongen til 1/5 1579 at give sig livsbrev på det omfattende gods, som 1571 var lagt under Nyborg. Ved forhandlingerne om skiftet efter hertug Hans den Ældre fik han 1582 udlagt Ryd kloster, hvortil også hørte en del gods på Sundeved, samt forsk. strøgods under Haderslev a., det sen. Bolderslev fogderi. Det havde jo ikke så stor interesse for hertugen, og ved et stort mageskifte 6/3 1584 afstod han det haderslevske strøgods til kongen, mens han til gengæld som ejendom fik det gods, som han 1579 havde erhvervet livsbrev på.

Opkøbet af det adelige gods foregik især i tiden 1578–85, 1590 og 1600–02. I sit testamente fra 1621 nævner hertugen selv, at han havde købt Rumohrsgd., tidl. Søbo, for 33.000 rdl., Gammelgd. for 87.500 rdl., Rønhave for 15.500 rdl., Østerholm el. Hellevedgd. for 87.500 rdl., Mjelsgd. for 15.500 rdl.

Hertugen udnyttede sine godser og bønder med den største hensynsløshed. Aldrig er der på noget tidspunkt blevet gennemført så store forandringer på Als. Landsbyer blev opbrudt, deres marker lagt ud til kobler under ladegdene, gårdmændene blev gjort til kådnere. Halvøen Kegnæs, der havde haft stor værdi p.gr.af sine store skove, blev opdyrket, og 1615 blev der anlagt 2 landsbyer her, en kirke blev bygget. Fra gl. tid havde der været en vis inddeling af øen i len. Nu blev der lavet om på dem, så det område, der hørte til de større ladegde, blev et len for sig, en inddeling, der med enkelte ændringer bestod til ny tid. Nordborg a. kom til at bestå af Mjelsgd. og Nordborg len, der udgjorde Als Nr. hrd., Østerholm og Hjortspring len, der udgjorde Egen hrd., mens den øvr. del af øen bestod af Sønderborg Ladegd., Kegnæsgd., Rumohrsgd. len, Gammelgd. og Rønhave len. Majbølgd. len kom først til efter hertugens død, da Majbølgd. 1640 blev anlagt som ladegård. Hjortholm len omfattede Kegnæs birk og sogn.

Ved delingen efter hertugens død 1622 tilfaldt Nordborg a. i h. t. hertugens testamente hertug Hans Adolf. Hertil hørte også Rumohrsgd. og Ballegd. Hertug Alexander fik Sønderborg a. med den øvr. del af øen. Hans Adolf solgte 1623 Østerholm, Rumohrsgd. og Mjelsgd. til hertug Alexander. Men da deres broder hertug Frederik efter Hans Adolfs død havde overtaget Nordborg a., protesterede han mod denne handel og fik 1624 Østerholm og Mjelsgd. len tilbage.

Als blev 22/11 1627 besat af de kejserlige tropper, som blev der til 1629. Under Torstenssonfejden lykkedes det derimod de to hertuger at undgå fjendtlig besættelse af øen. 5/12 1657 blev Als på ny besat, denne gang af Carl Gustavs soldater. Der var efterhånden ml. 2000 og 3000 svenske tropper på øen. 4/12 1658 begyndte de danske forbundsfæller, de kejserlige og brandenborgske, en beskydning af Als’ kyster som indledning til en overgang fra Sundeved til Als. Snart stod 3–4000 mand af forbundsfællernes hær på øen. Det lykkedes de svenske tropper på Sønderborg slot at udskibe sig og slippe bort, men slottet med heste og kanoner faldt i de allieredes hænder. Kort efter overgav svenskerne på Nordborg slot sig. I det flg. år lykkedes det svenskerne at generobre Nordborg og en del af Als, men Sønderborg kunne de ikke tage. Denne besættelse s. 1063 blev dog kun af kort varighed. Krigen medførte store lidelser for befolkningen, og ikke mindst de kejserlige og brandenborgske tropper huserede slemt.

Krigen havde også medført forarmelse for hertugerne, og 1667 kom begge hertugdømmer under konkursbehandling, og kongen tog dem i sin besiddelse. Nordborg amt kom 1676 til hertugen af Pløn. 1723 fik kongen dog Hjortspring og Østerholm len, og 1730 overtog han Mjelsgd. og Nordborg len, efter at den sidste hertug, Frederik Carl, havde fået de plønske besiddelser.

Hertug Ernst Günther, en yngre søn af hertug Alexander, havde 1651 erhvervet de tidl. svavstedske besiddelser på Als, Stavnsbøl by og en del gde i Sebbelev. Han byggede i Stavnsbol Augustenborg slot. 1668 fik han også Rumohrsgd. len, 1674 landsbyen Bro, 1676 Gundestrup. 1730 erhvervede han Gammelgd. len, 1746 Rønhave og Sønderborg Ladegd. len, 1764 Majbølgd. og Kegnæsgd. len. Af lenene i Sønderborg a. var der nu kun to, som hørte under amtet, Hjortholm og Nygd., resten var augustenborgsk. Hele Nordborg a. var derimod stadig kongens.

De augustenborgske godser blev beslaglagt 1848. Hertug Chr. August afstod dem til kongen 30/12 1852, og 2/3 1853 blev den del af dem, der lå på Als, indlemmet i Sønderborg amt.

Under de to slesvigske krige spillede Als en betydelig rolle, idet det foranliggende Dybbøl var så vigtig en flankestilling. Der kom ikke fjendtlige tropper til øen under treårskrigen. 29/6 1864 blev Als erobret af prøjserne, og den flg. dag forlod de sidste danske tropper Kegnæs.

Øen Als hørte fra gl. tid under biskoppen i Odense, og bortset fra et par korte perioder fortsatte dette indtil 1819, da øen kom under det nyoprettede bispedømme for Als og Ærø, hvor Stephan Tetens var biskop til 1847. Den meget betydelige Jørgen Hansen var biskop fra 1849 indtil 26/8 1864, da bispedømmet blev ophævet. Øen kom derefter under generalsuperintendenten i Slesvig, 1922 under det nyoprettede Haderslev stift.

Det var lykkedes hertug Hans at få Sønderborg by løst ud af forbindelsen med Fyns stift. Egen kirke kom fra 1583 også under den hertugelige provst, men blev 1730 på ny lagt under Odense-biskoppen. Kegnæs so. hørte fra første færd under Sønderborg provsti. Nordborg a. kom 1676 under den hertugelige provst og mistede således forbindelsen med Fyns stift. Det blev dog på ny lagt herunder 1730, efter at hertugdømmet var vendt tilbage til kronen. Opr. havde hele øen udgjort ét provsti, men den deling, som var blevet nødvendig 1676, blev også opretholdt efter 1730. De to herredsprovstier blev fra 1/5 1879 forenet med Sønderborg provsti og har siden da hørt hertil.

På sa. måde som Lolland, Falster, Møn og Ærø har også Als haft et landsting, hvilket var ret naturligt, da øen opr. ikke har hørt til hertugdømmet og ikke har været omfattet af den jyske sysselinddeling. Landstinget nævnes første gang 24/7 1343 i et brev, udstedt af biskoppen i Odense, hvori det siges, at Chr. Lilde »in placito generali Alsie« skødede gods til Asserballe og Notmark kirker. Det latinske udtryk må oversættes ved »på Als landsting«. Landstinget nævnes på ny 7 år senere. 1487 kaldes Nikolai Brun »officialis terre insule«, men 1502 omtales Peter Lassen som »herredsfoged til landstinget på Als«. Jakob Vrang benævnes 1526 herredsfoged på Als, men 1554 herredsfoged til landstinget. Tilsvarende udtryk forekommer flere gange i 1500t. og begyndelsen af 1600t. Endnu i 1598 omtales en mand dog kun som landsdommer på Als.

Som nævnt under Egen hrd. (se AlsNr.hrd.) var det opr. Als Nr.hrd. – formodentlig i 1400t., men i hvert fald før 28/11 1460 – blevet delt i 2 dele, hvoraf den nordl. blev ved med at høre under Nordborg len, mens den sydl. kom under Sønderborg len. Et skatteregister fra 1483 viser, at det var Nordborg og Oksbøl sogne samt en del af Havnbjerg so., der blev ved med at høre til Nordborg len, mens resten af Havnbjerg so., Egen og Svenstrup sogne hørte under Sønderborg len. Dette svarer i alt væsentligt til Egen hrd.s senere omfang. Helleved hørte sen. også til dette hrd., men var indtil 1584 adelig, idet byen hørte under Hellevedgd.

De udtryk, vi møder i 1500t., tyder på, at der på denne tid har været en mand, der både havde titel af herredsfoged og landsdommer. Men det er ikke herredsfogden i Nørre hrd., der er tale om. Der må have været et tredie ting. Det er dog først 1597, at der tales om, at der er 3 hrdr. på Als. Navnet på det nye ting, Egen ting, forekommer første gang 1608.

Der vides ikke meget om landstingets opgaver og virksomhed. En mærkelig sag forekommer 1601, da hertug Hans den Yngre stævnede borgmester og råd i Sønderborg samt sandemændene og nogle borgere for landstinget. Hertugen fastholdt, at han ikke kendte andet ting og anden ret end den, landstingene har, med mindre han skulle underkaste sig fremmed jurisdiktion. Landstinget var, siger han, »unser Landgericht«, altså svarende til den adelige landret, der også var en slags overret for købstæderne. Byens råd måtte underkaste sig »dom af bønder«. s. 1064 Her synes dog at være tale om en enestående begivenhed, hvor hertugen har brugt landstinget som et instrument i sin kamp for selvstændighed.

Ved delingen i 1622 må landstinget være ophørt med at fungere. Den tidl. landsdommer var nu kun herredsfoged.

Lidt ø.f. Egen kirke, der ligger, hvor 3 af so.s bymarker støder sammen, stiger landskabet og når et højdepunkt i Galgebakken, der ligger lige s.f. vejen fra kirken til Elstrup. Lidt n.f. vejen er terrænet endnu højere. Dette højdepunkt er det absolut dominerende midtpunkt for Midtals. Her må landstinget, sen. også Egen herredsting, have været holdt. De historiske kilder, stednavne og tradition vidner herom. På udskiftningskortet fra Guderup 1772–73 kaldes højdedraget for »Kirckebierre«, men op hertil støder Sdr. Tingholm, og lige herved er Hestebed, marken hvor hestene – tingfolkets – kunne græsse. N. og ø. herfor ligger Jarlsbjerg og lige s.f. Solspang og »Hellbierg«. Tormose er ikke langt borte. Stedet må engang have været et sakralt midtpunkt, og ofte hørte tingsted og kultsted sammen. Og her mødes kirke og ting.

Litt.: Johan Hvidtfeldt i SdjyAarb. 1942. 17–28. Svend Aakjær i SdjyM. I. 1924. 10–12. Johanne Skovgaard i Sønderborg bys historie. I. 1960. 50, 331.

Sønderborg amt. Als Sdr. hrd., hvis grænse gik ved Ketting nor og Tingsted bæk, må vel fra tidlig tid have hørt under høvedsmanden på Sønderborg slot og være blevet styret herfra. Nybøl hrd. hørte ligeledes herunder – i hvert fald ved midten af 1400t. – og da Sønderborg slot 28/11 1460 blev pantsat til Johan Ahlefeldt, hørte dertil Sundeved el. Nybøl hrd., Als Nr. hrd., »den del deraf som vi har til Sønderborg«, Als. Sdr. hrd. og Kegnæs, som på den tid var ubebygget og dækket af skov.

Nybøl hrd. havde tidl. et større omfang end sen., idet Adsbøl so. og Bovrup i Varnæs so. hørte dertil. På Danckwerths kort fra 1649 synes Højbæk – uden tvivl det sa. som Fiskbæk – at have været skellet ml. Lundtoft og Nybøl hrdr., således at den vestligste del af Adsbøl so. har hørt til Lundtoft hrd.

Når der 1460 tales om en del af Als Nr. hrd. som hørende til Sønderborg len, skyldes det, at dette hrd. – uvist hvornår – var blevet delt, således at den nordl. del var forblevet ved Nordborg len, mens den sydl. del, Egen og Svenstrup so. samt dele af Havnbjerg so., kom til Sønderborg len, hvorunder de er opført i det ældste bevarede skatteregister fra Sønderborg len 1483. Denne deling er vel sket i forbindelse med en pantsættelse og må være forudsætningen for, at den sydl. del efterhånden blev et helt selvstændigt hrd., Egen herredsting, der i hvert fald eksisterede i 1500t., og som sen. foruden af Svenstrup og Egen so. bestod af Brandsbøl, Havnbjerg og Lavensby i Havnbjerg so. og Helleved, Frederikshof, Frydendal, Katryde, Naldmose og Østerholm i Notmark sogn. I 1600t. efter hertug Hans’ nyinddeling af lenene på Als omfattede herredet Østerholm og Hjortspring len.

Godske Rantzau fik 1479 Nordborg len i pant af dronn. Dorothea. 1480 havde han også Sønderborg len. Skatteregistret fra 1483 omfatter begge len, som altså har været forenet på dette tidspunkt. Godske Rantzau døde 1483, og i den flg. tid synes de to len dog ligesom før at have haft hver deres lensmand. Skatteregistre fra 1486 og 1514 omfatter kun Sønderborg len med Nybøl hrd., Als Sdr. hrd. og den sydl. del af Als Nr. hrd. Også i den flg. tid var de to len adskilt.

Ved delingerne 1490 og 1544 kom Sønderborg a. til kongen. Ved delingen 1564 tilfaldt det hertug Hans den Yngre. Hans moder havde imidlertid fået Nybøl hrd., Als og Ærø udlagt som livgeding. Hun tiltrådte det 1559, og først ved hendes død 1571 kunne hertugen overtage sit hertugdømme. Thomas Sture var fra 1560 amtmand i både Sønderborg og Nordborg amter. Efter hans død blev Sivert Rantzau amtmand, vist også i begge amter. 1567 efterfulgtes han af Thomas Stures svigersøn Hans Bløme.

Hertug Hans synes ikke at have indsat nogen amtmand, men at have regeret gennem sit kancelli og de embedsmænd, der var knyttet direkte til ham. Han førte en energisk og hårdhændet godspolitik. Ved et mageskifte med sin broder kong Frederik II 6/3 1584 overtog han et betydeligt antal ejendomme på Als, som kongen havde tiltaget sig retten over, og som 1571 var blevet lagt under Nyborg. Det drejede sig dels om den jord, der lå til præstegdene, dels om tidl. kirkeligt gods, bl.a. hørende til Sønderborg kirke, som havde haft betydelige besiddelser i Als Sdr. hrd., om kalentegods og om forsk. gods, som kong Hans havde købt fra kirken el. fra adelige.

Rundt om på Als var der en del større, adelige herregde med betydeligt godstilliggende, fx. Rønhave, Søbo, Gammelgd. og Hellevedgd. Desuden var der her en del mindre herregde med et meget beskedent antal fæstegde samt et omfattende strøgods, ofte tilhørende adelige, s. 1065 som ikke havde egl. domicil på øen. Det var hertug Hans’ bevidste mål at bringe alt dette gods under sig, og det var i alt væsentligt lykkedes ham o. 1602. Rundt om blev en del landsbyer brudt op, og gårdmændene blev gjort til kådnere. Halvøen Kegnæs blev 1615 opdyrket af kådnere andetstedsfra. Der blev bygget en kirke, og halvøen blev et selvstændigt so. og birk.

På Sundeved foregik udviklingen ikke helt på sa. måde, selv om hertugen også her erhvervede de fleste af de adelige herregde og fik de fleste af de adelige fæstegde under sig. Avnbølgd. forblev selvstændig og kom 1703 til hertugen af Augustenborg, Blansgd. kom heller ikke under hertugen, men var på private hænder, indtil den 1717 overgik til hertugen af Glücksborg. Ahlefeldt’erne på Søgd. og Gråsten erhvervede efterhånden næsten hele Adsbøl sogn. De havde desuden en del spredt gods, især i Broager og Ullerup sogne.

Fra gl. tid var der en del kirkeligt gods rundt om på Als og på Sundeved. Det meste af det kom dog efterhånden til kronen el. til hertug Hans. Den største kirkelige godsejer her var biskoppen af Slesvig, der havde hele Stavnsbøl by i Ketting so., 8 gde i Sebbelev, Ketting so., samt en del gde på Sundeved. De udgjorde et særl. birk. Efter reformationen blev de en del af Svavsted a., der omfattede det tidl. bispegods. 1651 fik hertug Ernst Günther overdraget Stavnsbøl by, gdene i Sebbelev, 1659 fik han 3 gde og nogle kåd i Dybbøl, som ligeledes havde hørt under Svavsted amt. Da dette a. blev ophævet 1702, kom de øvr. besiddelser, som lå i Stenderup, Nybøl og Sottrup, under Rise hrd. og Åbenrå amt.

Domkapitlet havde en del gde i Lysabild, desuden i Dybbøl, Snogbæk og Skelde. De sidste blev 1601 mageskiftet med gde i Mølmark. Skt. Jørgensgd., sen. Skt. Jørgens hospital i Sønderborg, havde ligeledes en del spredt gods, især i Als Sdr. hrd. og på Sundeved. I fundatsen fra 1561 nævnes gods i Ulkebøl, Sundsmark, Vollerup, Stevning, Brandsbøl, Mintebjerg, Stolbro, Ærø, Dybbøl, Stenderup og Dynt samt forsk. jorder ved Sønderborg by. Nogle af disse besiddelser gik dog i tidens løb tabt. Skt. Marie og Skt. Nikolai kirker i Flensborg havde enkelte ejendomme i Snogbæk, Skodsbøl og Egernsund. De forsk. kirkelige besiddelser havde egen jurisdiktion.

Hertug Hans døde 1622. I h. t. hans testamente fra 1621 blev hans besiddelser på Als og på Sundeved delt ml. hertug Alexander, der fik Sønderborg hele »søndre len«, hvori lå flg. len: Rønhave, Gammelgd., Kegnæsgd., Hjortholm på Kegnæs og Ladegden ved Sønderborg samt Sandbjerg på Sundeved. Hans Adolf fik »nørre len« med lenene: Rumohrsgd., Østerholm, Hjortspring og Mjelsgd. samt Ballegd. på Sundeved. Sønnen Christian fik Glücksborg og de dertil hørende besiddelser i Angel og på Sundeved. Sidstn. sted nævnes Lundsgd., Skeldegd. og Broager sogn. Rumohrsgd. kom 1623 til den sønderborgske linie.

Hertugen af Sønderborg gik konkurs 1667, og kongen overtog på ny det sønderborgske område. Sa. år var også det nordborgske hertugdømme kommet under konkursbehandling, og hertugdømmet blev taget i besiddelse af kongen. Det blev dog 1676 overtaget af hertugen af Pløn, men fra 1730 var dette a. atter under kongen. Anderledes gik det i Sønderborg a., altså Als Sdr. hrd. Efterhånden overtog hertugen af Augustenborg det meste af amtet. Da han 1746 og 1764 havde fået de 4 len, Sønderborg Ladegd., Rønhave, Kegnæsgd. og Majbølgd., bestod amtet kun af lenene Hjortholm med Kegnæs so. og birk, og Nygd., der omfattede gods i Skovby, Fjelby, Balle og Vibøge. Hertil kom nogle arveforpagtningsmøller og færger ved Sønderborg. 23/8 1765 blev amtet lagt under Nordborg a., og ved kgl. resol. af 22/9 1777 blev det forenet med dette a., dvs. at de havde sa. amtmand, men i øvrigt var to selvstændige amter. Ved patent af 1/11 1777 blev domkapitlets gods på Als og på Sundeved indlemmet i Sønderborg amt. 1779 døde hertug Frederik Henrik Vilhelm af Glücksborg, den sidste af sin slægt, og derefter kom de glücksborgske besiddelser på Sundeved under Sønderborg amt. De ejendomme på Sundeved, som tidl. havde hørt under Svavsted, sen. Åbenrå a., blev 1814 indlemmet i amtet. 1 gd. i Ullerup og 1 i Snogbæk havde ligget under Vis hrd. og Flensborg a., men kom 1818 under Nybøl hrd.

Hertugen af Augustenborg gav 30/12 1852 afkald på sine besiddelser på Als og på det slesvigske fastland. 2/3 1853 blev de augustenborgske besiddelser på Als og de derunder hørende ejendomme såvelsom de gråstenske besiddelser i Broager og Nybøl og i Avnbølgd. len indlemmet i Sønderborg amt. 3/6 1853 blev godserne Reventlow el. Sandbjerg, Ballegd. og Bojskov henlagt under Nybøl hrd., hvilket betød, at retsvæsnet her hørte under amtets overtilsyn, mens tilsynet med politivæsnet på disse allr. året før var blevet overtaget af amtet. 1/10 1853 mistede Skt. Jørgens hospital sin særl. jurisdiktion. De jorder, der lå lige ved Sønderborg, var dog året før blevet indlemmet i denne by. Fra 1/12 1857 blev de ejendomme på Sundeved, der hørte under Skt. Marie og Skt. Nikolai kirker i Flensborg, indlemmet i Nybøl hrd.

Sønderborg og Nordborg amter havde fra 1850–64 amtmand fælles med Åbenrå amt. Ved s. 1066 forordningen af 22/9 1867 blev Sønderborg og Nordborg amter forenet i Sønderborg kreds. Der havde været en amtstue for Sønderborg a. og en for Nordborg a., hvortil kom en oppebørselsstue i Broager fra 1779. 17/2 1868 blev de erstattet af skattekasser, en i Broager, en i Augustenborg og en i Nordborg. Skattekassen i Augustenborg blev dog snart flyttet til Sønderborg. Skattekassen i Broager havde en tid været forenet med skattekassen i Augustenborg. Fra 1/2 1874 blev Broager og Gråsten skattekasse lagt sammen. Skattekassen i Sønderborg blev sa. år forenet med den i Nordborg. Fra 1/4 1895 blev skattekasserne erstattet af kredskasser, og hele Sønderborg a. kom under kredskassen i Åbenrå.

Ved lov nr. 299 af 28/6 1920, jf. bkg. af 19/8 1920, blev Sønderborg kreds til Sønderborg a., som fra 1932 er forenet med Åbenrå a. under en fælles amtmand, der bor i Åbenrå. Sønderborg a. blev dog ved med at udgøre en selvstændig amtsrådskreds. Amtsstuen i Sønderborg a. blev oprettet ved bkg. af 14/7 1920.

Det nuv. Sønderborg a. bestod af 4 hrdr.: Nybøl, Als Sdr., Egen og Als Nr. Hertil kom 1853 Augustenborg hrd., der omfattede de tidl. augustenborgske besiddelser på Als. Dette blev 1867 til Augustenborg amtsret, Broager amtsret omfattede Nybøl hrd., Sønderborg amtsret Sønderborg by og Als Sdr. hrd., Nordborg amtsret Als Nr. og Egen hrdr. Fra 1/10 1871 blev Augustenborg og Broager amtsretter forenet med Sønderborg amtsret. Herredsfogdernes administrative opgaver blev fra 1/9 1867 overdraget de tre herredsfogderier i Broager, Augustenborg og Nordborg. Deres opgaver blev 1889 overtaget af amtsforstanderne, hvis distrikter dog var ret små, som regel et sogn. Sønderborg a. kom 1920 til at udgøre to retskr., nr. 93 og 94. De blev fra 1/7 1957 forenet i én retskr., nr. 103, med domicil i Sønderborg. 1922 blev Ullerup og Nybøl sogne samt Egernsund lagt under dommeren i Gråsten. Der blev ligeledes to politikr., en for Als Nr. og Sdr. hrd., en for Sønderborg by og Nybøl hrd. De blev forenet 1922, idet dog Ullerup og Nybøl sogne samt Egernsund kom under politimesteren i Gråsten.

Nybøl hrd., der lå i Ellum syssel, hørte fra gl. tid under Slesvig stift og under Ellumsyssel provsti. 1548–65 var det underlagt sognepræsten ved Vor Frue kirke i Flensborg som visitator. Dronn. Dorothea udpegede 1566 præsten i Broager til visitator både over Nybøl hrd., Als og Ærø. 1622 kom Broager, Nybøl, Sottrup og Ullerup under den glücksborgske provst. Adsbøl so. kom 1624 til Sønderborg provsti, og det sa. må være sket med Dybbøl. Fra henh. 1678 og 1673 var de to kirker dog »exemte«, dvs. at de ikke hørte under nogen provst, men direkte under generalsuperintendenten. De øvr. 4 kirker kom 1779 under Sønderborg provsti, hvortil Adsbøl og Dybbøl også blev lagt 1850. Det førstn. so. kom dog 1864 til Åbenrå provsti.

Als lå uden for sysselinddelingen og hørte fra gl. tid under Fyns stift. Bortset fra en ganske kort periode lige efter reformationen forblev øen herunder til 1566, da den som nævnt blev lagt under præsten i Broager, der blev provst på Sundeved, Als og Ærø. 1571 blev Als på ny lagt under biskoppen i Odense. 1584 lykkedes det dog hertug Hans selv at få den gejstlige jurisdiktion over Sønderborg by. Egen kirke kom 1582 til hertugen og blev i det flg. år unddraget Fyns stift. Sønderborg, Egen og Sundeved udgjorde således indtil 1622 ét hertugeligt provsti, hvorunder også Kegnæs so. kom 1615. Da hertugen af Pløn overtog Nordborg a. 1676, blev der oprettet et særl. hertugeligt provsti for dette amt. Først 1730 kom de nordalsiske sogne – også Egen – på ny under Fyns stift, men de udgjorde stadig et selvstændigt provsti, Als Nr. hrd.s provsti. Indtil 1676 havde øen været ét provsti. 1819 blev der oprettet et særl. bispedømme for Als og Ærø. Det blev ophævet 26/8 1864, og hele Als kom under generalsuperintendenten i Slesvig. Fra 1922 har såvel Als som Sundeved været en del af Haderslev stift. De to alsiske herredsprovstier blev 25/11 1878 med gyldighed fra 1/5 1879 indlemmet i Sønderborg provsti.

Litt.: J. Chr. Gude. Bericht von der Halbinsel Sundewitt und dem Glücksburgschen Erblande. 1778. Claus Duus. Die Halbinsel Sundewitt, topographisch-historisch beschrieben. 1834. H. N. A. Jensen. Versuch einer kirchlichen Statistik des Herzogthums Schleswig. I. 1840 og IV. 1842. Karl Hansen. Die Schlösser und Burgen der Insel Alsen im Mittelalter, Archiv für Staats- und Kirchengeschichte der Herzogthümer. IV. 1840. 267–313. Chr. C. Lorenzen. Gamle og nye Minder fra Sundeved, Danske Folkeskrifter. XXVII. 1859. G. Hanssen. Landwirtschaftliche Zustände früherer Zeiten auf der Halbinsel Sundewitt, Agrarhistorische Abhandlungen. II. 500–577. S. Harris. Als og Sundeved, en hist. Beskrivelse. 1864. A. L. J. Michelsen. Nachricht von den Aemtern und Amtmännern, Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schl.-Holst.-Lauenb. Geschichte. VIII. 1878. 166–70. Saxe. Krieger-Gräber und Denksteine auf Sundewitt und Alsen. 1890. F. Falkenstjerne og Anna Hude. Sønderjydske Skatte- og Jordebøger. 1895–99. A. D. Jørgensen. Herregårdene på Als i 16. århundrede, SdjyAarb. 1897. 96–137. E. Bodenhoff. Mellem Heltegrave. 1900. Marius Kristensen. Fra Als, Da. Studier 1909. 149–64. Bertha Hahn. Minder fra Sønderborg og Als 1850–70. 1913. J. Hansen. Die Flurverfassung der Dörfer auf der Insel Alsen im 17. u. 18. Jahrh. 1914. J. Raben. Folkesagn og gl. Fortællinger fra Als og Sundeved. 1923. P. Andresen. Hjemstavnsminder fra Sundeved og Als. 1924. J. Raben og O. Ræder. Fører gennem Sønderborg-Als-Sundeved, samt en kort Oversigt over Dybbøls Hist. 1924. A. Søchting og K. E. Larsen. Haandværk og Industri i Sønderborg Amt. 1924. Peter Langendorf. Herzog Hans der Jüngere, Nordelbingien. III. 1924. 341–410. Claus Eskildsen. Den alsiske Sture-Slægt, SdjyM. 1924–25. 89–95. P. Andresen. Sundeveds Bebyggelse, SdjyAarb. 1925. 282–98. Henrik Ussing. Det gl. Als. 1926. A. P. Tuxen. Als og Alsingerne, SdjyAarb. 1926. 243–69. Henrik Ussing. Et gl. da. Landsbysamfund, s. 1067 smst. 1927. 79–104. H. Zangenberg. Alsiske Bøndergaarde, smst. 1928. 225–67. Hermann Jacobsen. Die Perle der Nordmark. Erinnerungen an die Insel Alsen. 1930. Inger Marie Boberg. Sagn og Tro knyttet til Gravhøjene paa Als, SdjyAarb. 1935. 89–119. Sønderjydske Stednavne. V. Sønderborg Amtsraadskreds. 1939. Hector Boeck. Da. mindesmærker og krigergrave i Sønderjylland fra krigene 1813, 1848–50 og 1864. 1940. Johan Hvidtfeldt. Alsiske retsområder og tingsteder, SdjyAarb. 1942. 17–57. Carsten Petersen. Kirker i Sønderborg Provsti, smst. 161–99. Tilde Svensson. Fyrster og Bønder. 1943. Sa. Hertugslægter. 1944–45. Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt. Landsarkivet for de sønderjydske Landsdele. 1944. 16–24, 34f., 38f., 66–75, 96f. Hans Wullenweber. Herzog Hans der Jüngere von Sonderburg. 1945. Kjeld G. Spilcker og H. C. Flintholm. Sønderborg-Als-Sundeved under Dannebrog i 25 år. 1945. J. Raben. Hertug Hans den Yngre af Sønderborg, Fra Als og Sundeved. XXII. 1945. Kr. Hald. Stednavne og Bebyggelse paa Als, SdjyAarb. 1947. 1–22. Tilde Svensson. Als gennem skiftende tider. 1951. Aug. F. Schmidt. Fra Als. Spredte Studier. 1951. Tilde Svensson. Sognenes Melodi. 1952. J. Raben. Oldtidsminder paa Als, Fra Als og Sundeved. XIV og XXXII. 1953. Tilde Svensson. Denne hjemstavn er vor. 1954. Kai Edv. Larsen. Den alsiske landboforening 1855–21. marts–1955. 1955. Bogen om Als, redigeret af Rob. Huhle. 1956. J. Raben. Sø og havn, Fra Als og Sundeved. XL. 1961. Sa. Degn og skole, smst. XLI. 1962. Als og Sundeved i 1864. 1963.