Befolkning og bebyggelse

Kbh., landets hovedstad, kongens residens, sæde for folketinget, centraladministrationen og højesteret, er Danmarks største by, den betydeligste handels- og havneplads og et omfattende industricentrum, knudepunktet for den internationale flyvning samt med sit gl. universitet, også efter oprettelsen af universitetet i Århus 1928, hovedstedet for nationens åndsliv. Byen ligger under 55°41’12,9” n.br. og 12° 34’40,4” ø.l. fra Greenwich, beregnet for Kbh.s astronomiske observatorium i Øster Voldgade.

Afstanden fra de vigtigste inden- og udenlandske byer er i flyvetimer:

Ålborg

1 tim.,

Århus

40 min.

Amsterdam

1 tim.,

45 min.

Bagdad

10 tim.,

50 min.

Bangkok

27 tim.,

15 min.

Barcelona

5 tim.,

Bruxelles

2 tim.,

10 min.

Buenos Aires

31 tim.,

25 min.

Cairo

9 tim.,

25 min.

Düsseldorf

1 tim.,

40 min.

Frankfurt

1 tim.,

50 min.

Genève

3 tim.,

Hamburg

1 tim.,

Helsingfors

2 tim.,

25 min.

Johannesburg

24 tim.,

Lissabon

7 tim.,

35 min.

London

2 tim.,

30 min.

Los Angeles

20 tim.,

Madrid

6 tim.,

20 min.

Milano

2 tim.,

35 min.

Moskva

5 tim.,

München

2 tim.,

40 min.

Nairobi

18 tim.,

10 min.

New York

14 tim.,

Nice

3 tim.,

50 min.

Oslo

1 tim.,

25 min.

Paris

2 tim.,

25 min.

Prag

2 tim.,

50 min.

Rio de Janeiro

26 tim.,

Rom

3 tim.,

35 min.

Rønne

40 min.

Santiago

34 tim.,

40 min.

Stockholm

1 tim.,

20 min.

Stuttgart

2 tim.,

25 min.

Søndre Strømfjord

7 tim.,

40 min.

Teheran

12 tim.,

10 min.

Tokio

27 tim.,

40 min.

(via Nordpolen)

Wien

3 tim.,

15 min.

Zürich

2 tim.,

5 min.

Kbh. er anlagt på begge sider af farvandet ml. Sjælland og Amager, Kallebod strand, i hvis nordl. ende havnen er indrettet. Til 1618 lå byen kun på Sjællandssiden.

Medens den indtil for godt et par menneskealdre siden alene bestod af Kbh.s kom. med nabokommunerne Fr.berg og Gentofte, har den nu udvidet sig så stærkt, at hovedstadsområdet – Stor-Kbh. – ud over denne ældre bebyggelse omfatter også hele det areal, der ligger under Kbh.s amt (Sokkelund og Smørum hrdr., derunder Amager) samt Farum, Birkerød og Hørsholm kom. af Fr.borg amt.

Områdets indbyggerantal var 1/10 1957: 1.311.000, godt 29% af landets samlede befolkning.

I 1100t.s slutn. blev Kbh., der er anlagt ved et næs på Sjællandssiden med vand på den sydl. og østl. kant, omgivet med volde, og byens kerne er endnu i vore s. 402 dage den bebyggelse, som fandt sted inden for denne fæstning. Byen er flere gange blevet hjemsøgt af omfattende brande, men gadenettet inden for voldene har for største delen bevaret det middelald. præg. Efter voldenes fald i 1880erne, særligt i det sidste halvt hundrede år, har byens midtpunkt forskubbet sig til det udvidede torv ved den tidl. Vesterport, hvor ved sidste århundredskifte det nuværende rådhus opførtes, og Rådhuspladsen anlagdes. Bycentret har derfra bredt sig ud over terrænet uden for, og her er ved nedlæggelse kort efter af det gl. banegårds- og rangerområde blevet plads til en moderne forretningsbebyggelse. Byens stærkt udprægede citykvarter ligger dog i den indre by og ved havnen.

De gl. udfaldsveje fra staden, Vesterbrogade, Nørrebrogade og Østerbrogade er stadigt hovedfærdselsårerne. Nørrebrogade er vej til Hillerød og til Frederikssund, indtil ca. 1600 den eneste. Østerbrogade deler sig ved Trianglen i to, hvoraf den vestligste gren gennem Øster Allé over gl. fælled løber ud i den brede og moderne Lyngbyvej (hovedvej 3) ad Hillerød til, medens den anden gren fortsætter i Strandvejen til Helsingør. Fredensgade– Tagensvej til Lyngbyvej ad Nørre Allé udbygges nu til en stærkt benyttet aflastningåre for dem begge.

Bebyggelsen af Kbh.s kom. har i de sidste 50 år udvidet sig koncentrisk med anlæg af de nødvendige ringgader, medens den nye tilvækst af boliger, der har fundet sted i omegnskommunerne i den sidste menneskealder, er gennemført omkr. de nyanlagte S-baner og omkring de gl. landeveje, der er en fortsættelse af udfaldsvejene fra staden. I øvrigt skal henvises til afsnittene ndf. om Kbh.s kom.s byplan og byudviklingsudvalgets arbejde i omegnskommunerne.

Et vanskeligt færdselsproblem har hidtil været ordningen af trafikken fra fabrikskvartererne og havneanlæggene på Amager, Christianshavn og i Islandsbryggekvarteret til Sjælland over havnen, der i vort årh. er vokset stærkt s.f. de to gl. broer, Knippelsbro og Langebro, med en intensiv besejling af de nye bolværksanlæg. Broerne har stedse været til at lukke op for sejladsen. I de sen. år har udvidelsen af Langebro og H. C. Andersens Boulevard (tidl. Vestre Boulevard) ført denne færdsel uden om den indre by til den nordl. del af byen og til omegnen. De to ældre broforbindelser over havneløbet suppleres nu (1958) med en tredie bro ved havnens sydl. grænse (slusedæmningen), således at trafikken vestpå fra Amager (Christianshavn) kan foregå ad denne bro uden om både de gl. broer og den indre by direkte til vejene vestpå og sydpå gennem Sjælland.

Kbh. bærer navnet på en gl. handelsplads her: Kopmanna Hafn, Købmænds Havn, et navn, som vor ældste kilde, Saxos danmarkshistorie, der er skrevet på begge sider af 1200, nævner to gange, under årene 1167 og 1171 (portus mercatorum og negotiatorum portus). Her har formentlig været handelssted i hvert fald, siden »omlandsfarten« fra verdenshavene n. om Skagen til Østersøen fra omkr. år 800 afløste transporten tværs over foden af den jyske halvø til Slesvig-Hedeby. Kbh.s betydning skyldes beliggenheden på sejlruten gennem Sundet. Fra s. 403 Vesterhavet var før anlægget af den da. Ejderkanal (1782) og senere (1896) af den tyske Kielerkanal Øresund den korteste søvej til Balticum med de omfattende markeder omkring dette havs kyster, i Vendland, som Tyskerne erobrede i 1000t. og 1100t., Polen, Kurland, Livland, Estland, Rusland, Finland og Sverige. Det har fra gl. tid stedse været billigere at transportere varer til søs end at fragte dem til lands. I øvrigt ændrede Ejder- og Kielerkanalen ikke meget i besejlingen af Øresund.

Her var i middelalderen store sildefiskerier ved Amager, Mon og særligt på v.kysten af Skåne, som før 1658 tilhørte Danmark, og hvor købmænd fra hele Vesteuropa hvert efterår opkøbte fisk mod andre varer. Handelsstederne var især ved Skanør og Falsterbo . Skånemarkedet opløstes først kort efter år 1500, hvilket år det endnu var betydeligt. Silden fortrak da til Limfjorden og Vesterhavet.

Forholdene omkr. Kbh. i tiden, før der foreligger historiske oplysninger, kan i nogen grad belyses af det, der kendes fra sen. perioder.

Skibbroen må være gl. Havnen bag Amager synes ved midten af 1100t. at have været et af samlingsstederne for den sjæll. ledingsflåde, og her var desuden et vigtigt overfartssted til Danmarks andet hovedland, Skåne, idet den del af Sjælland, som strækker sig langs Sundet, ml. Kbh. og n.kysten, henlå ubeboet og dækket af skov helt op til historisk tid. Navnene på byerne Søllerød-Birkerød-Hillerød-Horserød vidner endnu om, at de ligger i ryddet skov. De hørte alle til det gl. Lynge hrd., i det sen. Fr.borg amt, der omfattede Nordsjællands arealer ved Sundets kyst.

Havneforholdene har været i en sjælden grad gunstige. Den ældste skibbro, Ladbroen, lå ml. Rådhusstræde (Vandkunsten) og Højbro langs nuv. Magstræde-Snaregade-Gammelstrand, ca. 350 m lang, lidt mindre end Tyskebryggen i Bergen. Kompagnistræde og Læderstræde hed i ældre tid begge Læderstræde ɔ: Ladbrostræde, og fik altså, da grundene blev bebygget, navn efter skibbroen. Her lå havnen i læ af Strandholmen, nu Slotsholmen, og et par mindre øer, Lille og Store Skarnholm. De er nu sammenlagt med Slotsholmen. På den anden side af disse holme løb det dybe vand langs Amager, dækket mod storm og hav af denne ø. Vandet ved Ladbroen har haft en dybde af 2–4 m, men ved nuv. Knippelsbro allr. 6–7 m og ud imod Kongedybet i Øresund 10–11 m. Der var således kun kort afstand fra bolværkerne til det åbne hav mod n., og indløbet beskyttedes af et rev ud fra Amager, Revshalegrunden (nu Revshaleøen),

Ladbroens tyngdepunkt, hvor søretten holdtes, var en søbod, Kallebod, Gamlebod, i den vestre ende, ud for Rådhusstræde, 1294: Endeboth.

Nær søboden, men uden for skibbroen lå Byen, der strakte sig fra strandengene foran nuv. Farvergade op til Vestergade, som, da byen blev befæstet med volde, mundede ud i Vesterport, og på den anden led: mellem Vestervoldgade i v. og en linje langs Gammeltorv-Nytorv til Farvergade i ø., idet der i denne linje løb en regnvandsgrøft, Østergrav, som et skel mod pladsen ved havnen. En anden afløbsrende gik på langs midt gennem arealet, som skråner stærkt nedad s. 404 mod stranden. Byen dækkede kun et område af 4 ha. En kirke og en kgd. udgjorde de 2/3 ha, medens et gadekær, ved nuv. nordvestl. hjørne af Kattesundet og Frederiksberggade, og de to regnvandsgrøfter ligeledes beslaglagde en del af terrænet. Kirken, der lå i den vestl. kant af bebyggelsen, bort fra havnepladsen, indviet til Skt. Clemens, de søfarendes helgen, var som alle kristne kirker bygget med længderetning i ø.-v. skråt over nuv. Frederiksberggade ud for matr. nr. 15 (gade nr. 25) og var, hvad der er konstateret ved udgravning, opr. en trækirke, altså fra den ældste kristne tid her i landet (ca. år 950). Først omkr. år 1170 begyndte man at bygge med tegl, og Skt. Clemens er da også senere blevet opført af dette materiale samtidig med, at den blev betydeligt udvidet. Endnu af træ og uden tårn var den meget lille, ved udgravninger målt til en bredde af kun 6,6 m. Efter tilsvarende kirkebygninger andre steder kan det antages, at længden ikke har oversteget 10 m foruden et lille firkantet kor i ø., 3,4 m i kvadrat. Byens befolkning har ikke været stor. Kirken har dog sikkert, som det sen. var tilfældet, tjent som sognekirke også for de omliggende landsbyer Serreslev, Solbjerg, Valby og Vigerslev, hvoraf den første, der nedlagdes 1525, lå inden for Lersøen ml. Åboulevarden og Sundet, efter en gl. tradition omtr. ved gaffelen ml. Rådmandsgade og Titangade på terrænets højeste punkt (18 m), medens Solbjerg er blevet afløst af Fr.berg, og de to sidstnævnte byer endnu eksisterer som en del af Kbh.s kom. I alt udgjorde de 4 landsbyer, beregnet efter matrikulen, 1688 61 bøndergårde med 632 tdr. hartkorn.

Den lille by havde tilsyneladende ingen direkte tilknytning til skibbroen og synes at have været det sekundære på stedet, uden at det dog vides, hvorledes forholdene i virkeligheden var. Måske går navnet Kopmannahavn på skibbroen. Allerede Saxo anvender under 1167 om byen udtrykket vicus, en handelsplads, købstad. Det viser, at byen – som ikke var landsby, men dog kirkeby – har været købstad også før Saxos tid, og at den altså allr. da har haft en vis egen organisation, i hvert fald et råd. I pavebrevet af 1186 benævnes den villa. Den ældste bys beboere må antages at have været købmænd, håndværkere og andre arbejdsfolk, eftersom de havde slået sig ned her ved markedspladsen og færgestedet, netop folk som dem, der grundlagde købstæderne. De har kun rådet over en meget lille bymark, 83 ha foruden 78 ha eng.

Andre byer i sognet, Serreslev og Solbjerg, var store landsbyer, herredets største, hver 11 bol à ca. 110 tdr. land (61,5 ha) el. ca. 677 ha dyrket jord. Bebyggelsen ved Vestergade må derfor have haft en fortrinsstilling allr., da landet blev kristnet, siden kirken er lagt her.

Kbh. omtales første gang, uden at dets navn nævnes, under år 1026, da den no. kong Olav den Hellige, efter hvad Saxos danmarkshistorie fortæller, søgte tinget her for at vinde befolkningen for sig. Det berettes, at man ved den tid, han var her, ventede den sædvanlige købmandsflåde af store skibe. Her må således, om man kan stole på Saxo i dette punkt, allr. dengang have været et søgt handelssted. Knytlingasaga nævner, som anført, Kbh. ved år 1043 som en landingsplads. Endelig refererer atter Saxo en episode 1167, hvorunder den no. jarl Erling Skakke, der havde besejret den jyske ledingsflåde ved Grenå, kom hertil, åbenbart for at slå også den sjæll., men her mødte biskop Absalon i spidsen for sit rytteri. s. 405 Det kom dog ikke til kamp. Efter de første skærmydsler forhandlede de to modstandere fredeligt om forsyning af de no. skibe med vand.

Beboerne i byen ved Vestergade var selvejere, som det fremgår af Kbh.s første privilegier 1254, medens jorderne ved skibbroen tilhørte godsejeren på egnen, der på et el. andet tidspunkt har fastsat en leje (jordskyld) for ejendommene her, og som ligeledes ejede de ovenfor nævnte omliggende landsbyer, der tillige med Vanløse i Brønshøj sogn, men ikke byen ved Vestergade, var fæstegods under en hovedgård i Utterslev, som man dengang brugte det ved drift af bøndergods for at kunne udnytte hoveriet.

Den kendte statsmand biskop Absalon i Roskilde var en af disse godsherrer, og da ledingsflådens to andre samlingssteder på Sjælland blev befæstet – det var i de store venderkriges tid – opførte også han, som Saxo fortæller, 1167 en borg på Strandholmen her.

Absalons broder Esbern Snare ejede ledingsflådens andet samlingssted Hærvig og byggede der 1167 Kalundborg. Kongen, Valdemar I, befæstede kort forinden det tredje, Hvitanger (anger = fjord) med Vordingborg, som synes at have været den betydningsfuldeste af de tre pladser. Kongen opholdt sig i hvert fald i de flg. 300 år oftest der.

Den sidste halvdel af 1100t. prægedes af en voldsom højkonjunktur over hele Europa, også her i landet. Det er vel forklaringen på, at der nogen tid efter opførelsen af borgen, yderligere omkring 1200 kom en stor udvidelse af handelspladsen, der samtidig befæstedes med volde og grave. 1186 skænkede ærkebiskop Absalon sit omfattende jordegods omkring Kbh. til Roskilde bispestol, som byggede en stor kirke her, helliget til Jomfru Marie (Vor Frue), der fuldførtes inden 1209. Ærkebispens gave, i nutidens mål mindst 2500 tdr. hartk., omfattede også byen Kbh. Absalon var tillige biskop i Roskilde stift. Han nedlagde imidlertid dette hverv allr. 1191 og fik udnævnt sin sekretær Peder Sunesen († 1214), søn af hans fætter, til biskop efter sig. Det blev således denne, hvem også den nuv. domkirke i Roskilde skylder sin opførelse, der, hvad fremgår af den bevarede sjælemessebog, kom til at grundlægge Frue kirke. Det kan antages, at bispestolen samtidig med opførelsen af kirken har anlagt en ny havn for at trække fiskemarkedet hertil og ved denne nye havn har bygget Skt. Nikolaj kirke, som formentligt har været færdig få år efter Vor Frue. Bispestolen har derefter el. samtidig befæstet hele byanlægget.

Borgen beholdt Absalon derimod til sin død 1201, men da faldt også den efter testamente til bispestolen i Roskilde.

Kbh. har siden stadig været en betydelig handelsby, hvad måske bedst fremgår af, at de blomstrende nordty. stæder, der via Hamborg-Lybæk havde fortsat den gamle handel til lands, fra Vesterhav til Østersø, over foden af den jyske halvø, stadig havde en stor omsætning med byen, var ivrig efter privilegier for at undertrykke de da. købmænd og til sidst af konkurrencehensyn 1368–69 lagde byen og borgen øde.

Før Skåne, Halland og Blekinge 1658 gik tabt til Sverige, kunne Kbh. nyde godt både af sin centrale stilling i Øresundsbygderne på begge sider af Sundet, og af at være handelsmidtpunkt i et større rige. Det har imidlertid efter tabet af Skåne vist sig, at byens betydning ikke har været afhængig af dens placering i forhold til den da.-no. stats øvrige bestanddele, men at dens fordele beroede på s. 406 dens beliggenhed tæt ved de udstrakte områder omkring Østersøbækkenet. Den har i tidens løb været stabelplads for de varer, som disse lande havde brug for, el. som udførtes derfra, i sidste tilfælde særligt korn, tømmer, tjære og hamp. Ofte krævedes en fordeling i Kbh.s havn til el. fra de forsk. pladser. Også i vore dage har Kbh. været stærkt præget af transithandelen. Siden de store opdagelsers tid i 1500t. er den blevet den største havn og by i Norden.

Kbh. blev 1417 ved et hårdhændet kup frataget bispestolen af kongen (Erik af Pommern), der 1425 indførte Øresundstolden, som dog henlagdes til Kronborg ved Sundets snævreste sted. 1536, efter centraladministrationens betydelige vækst ved kirkens overgang til staten og konfiskationen af det gejstlige og af oprørske bønders gods, blev byen rigerne Danmark og Norges hovedstad, skønt den dengang ikke var Danmarks største by, men stod tilbage for Malmø, Næstved, Odense og Viborg.

Da skibsfarten omkring år 1600 krævede større havneplads og større vanddybde, og den gl. havn måtte kasseres, var det nuv. sejlløb gennem Knippelsbro for hånden, så der kunne opføres nye anlægspladser her, og den gl. havn, skønt den måtte nedlægges, kunne fortsætte her under tidssvarende forhold. Den er i dag opfyldt og et led i bebyggelsen. De nye Havneforhold var så gode, at der 1618 tillige her anlagdes en ny selvstændig søkøbstad Christianshavn, der først indlemmedes i Kbh. 1674.

Den da.-no. stat skabte efter denne store havneomlægning et imperium, der blev bærer af en udvikling, som ikke alene har gjort byen større og samlet betydelige rigdomme inden for dens volde, men har givet den et storstadspræg, der er kommet hele landets befolkning til gode, både økonomisk og ikke mindst kulturelt, hvad til den nyeste tid mærkedes ved sammenligning med de andre nordiske riger. Det er interessant at se, hvorledes denne stadens stilling som midtpunkt i Nordeuropa endnu i vor tid uvilkårligt gjorde sig gældende, da en ny sejlads, luftfarten, slog igennem.

Byen kunne 1525 og 1527 indlemme landsbyen Serreslev, hvis marker og overdrev målte 1172 ha, meget mere end Kbh.s tilliggende for den tid. Men største delen af disse arealer lå således, at først ved opgivelsen af befæstningen 1852 kunne byen udvide sig over dem. Ved århundredskiftet 1900 øgede den sit område meget, da ved kgl. resol. af 17/4 1900 ifølge tre love af 3/4 s.å. fra 1/1 1901 indlemmedes i byen hele Brønshøj sogn (2035 ha) og en del af Hvidovre sogn (Valby med Kongens Enghave, Vigerslev og Damhussøen), der udgjorde 1155 ha, og fra 1/1 1902 Sundbyernes sogne (1400 ha), således at Kbh.s areal derved voksede til 6935 ha. Ved kgl. resol. af 24/7 1905 henlagdes to matrikelnumre af Utterslev under Fr.berg og nogle parceller af Fr.berg under Kbh. Ved kgl. resol. 22/12 1906 reguleredes grænsen ml. Kbh. og Gentofte kom., hvorved enklaven Tuborg Vang, som staten havde beholdt, da byen 1621 fik Ryvangen, med halvparten af Hellerup jernbanestation, lagdes under Kbh. Hele Hellerup jernbanestation blev derved kbhsk grund. Ved kgl. resol. 29/3 1913 indlemmedes i Kbh. et andet areal af Gentofte og iflg. bekendtgørelse af 6/11 1924 et areal af Ladegårdsmarken på Fr.-berg (Kalvehaven omkr. Rosenørns Allé).

Sen. er indtil 1/1 1958 foretaget flg. ændringer af stadens grænser: fra 1/4 1928 henlagt 5 matr. nr. af Tårnby til Kbh. (ved kgl. res. af 22/6 1927), 28/1 1930 grænseregulering ved Gentofte (indenrigsmin. skr. af 12/11 1927), 1/4 1930 2 matr. nr. fra Fr.berg henlagt til Kbh. (kgl. res. af 18/4 1930), 1/1 1933 grænseregulering med Gentofte (kgl. res. af 8/11 1932), 1/4 1936 grænseregulering mod Fr.berg (kgl. res. fra 4/11 1935), 1/4 s. 407 1943 6 matr. nr. fra Gladsakse henlagt til Kbh. (kgl. res. af 30/9 1942). Desuden er ved indenrigsministeriets skrivelse i henhold til lov nr. 88 af 25/3 1933 (om landkom.s styrelse) § 55 foretaget følgende grænsereguleringer: fra 1/1 1934 et matr. nr. fra Gentofte (bekendtg. 8/1 1934), 1/4 1936 grænseregulering Gentofte (skr. af 28/3 1934), 1/4 1939 grænseregulering Fr.berg (skr. af 22/2 1939), 1/4 1940 2 matr. nr. fra Fr.berg (skr. af 31/7 og 4/12 1939), 1/10 1944 1 matr. nr. fra Gladsakse (bekendtg. af 25/10 1944), 1/4 1945 10 matr. nr. fra Rødovre (bekendtg. af 18/12 1944), 1/4 1952 1 matr. nr. fra Tårnby (bekendtg. af 31/3 1952), 1/4 1954 grænseregulering Fr.berg (bekendtg. af 7/4 og 8/5 1954), 1/4 1956 1 matr. nr. fra Gladsakse (bekendtg. af 28/3 1956).

Kbh.s areal er desuden forøget meget betydeligt ved opfyldninger i Kallebod strand og Øresund.

Kbh.s kom. udgjorde inden udvidelserne 1901 og 1902 2345 ha, medens Gentofte kom. omfattede 2395 ha og Fr.berg 875 ha.

Da Fr.berg og Hvidovre kom. 1857 adskiltes, var arealet af Fr.bergs ca. 8,3 ha større end nu, idet nogle enklaver i Kbh.s kom. hørte med, nemlig Dronningens Enghave 7,2 ha ved Tivoli og nogle mindre grunde på Gl. Kongevej, der overførtes til Kbh. ved kgl. resolution 9/2 1867 og 14/2 1868.

Efter de store indlemmelser 1901 og 1902 blev de nye arealer hurtigt bebygget, og den betydelige stigning af befolkningstallet medførte, at bebyggelsen af de mindre kommuner, der støder op til Kbh., samtidig skred frem i stærkere og stærkere takt, således at denne vækst i hovedstadsområdets indbyggertal skabte store vanskeligheder, både økonomisk, idet der krævedes hidtil ukendte udlæg af penge til offentlige anlæg, administrativt og ved planlægning af de nye bydele. Da de mindre kom. kun med vanskelighed magtede opgaverne, greb staten (ministerierne) ind. 1939–48 var hovedstadsområdets forhold og fremtid genstand for en drøftelse i en ministeriel kommission (hovedstadskommissionen), hvis betænkning af 24/1 1948 dog ikke førte til noget praktisk resultat, fordi man var betænkelig ved at centralisere ledelsen af et udvidet Kbh.

Der blev ved lovene nr. 210 og 211 23/4 1949 under indenrigs- og boligministeriet nedsat et s.k. byudviklingsudvalg (kommission) for Københavnsegnen, som ved tre betænkninger 1950, 1951 og 1953 har foreslået byudviklingsplaner for området. Efter vedtagelse i byplansnævnet, der var oprettet ved byplanloven 1938 gældende for hele landet, men ved loven 1949 (lovbekendtg. nr. 242 30/4 1949) fordobledes, har ministeriet derefter sat disse planer i kraft, hvorom henvises til afsnittet ndf. om dette emne.

Arne Sundbo borgmester

Litt.: se under Kbh.s historie.

De tekniske forudsætninger for den byplanmæssige udvikling 1840-1958

En beskrivelse af Kbh.s byplanmæssige tilstand og byens bebyggelse i dag er vanskelig, hvis man ikke samtidig gør rede for den udvikling, Kbh. har gennemgået i de sidste ca. 100 år, idet denne udvikling indebærer forudsætningerne for meget af byen i dag. Udviklingen i det kbhske bysamfund, ja i hele det da. samfund, har været bestemmende for byens vækst og dens nuv. tilstand; den tekniske udvikling har væsentlig præget dette forløb, ligesom også de gennem tiden gældende love med de deraf følgende muligheder for såvel private som myndigheder har haft indflydelse på byens nuværende byplanmæssige og bebyggelsesmæssige stade.

s. 408

Kbh. var byplanmæssig set omkr. 1840 en by på middelalderstadiet. Med sine ca. 120.000 indb. var byen af forholdsvis ringe udstrækning, indesluttet af voldenes ring og hindret i udvidelse af strenge demarkationsbestemmelser, som udelukkede normal bymæssig bebyggelse på de arealer, der lå ml. voldene og Jagtvej-Falkoner Allé-linien, byens naturlige udvidelsesmulighed.

Det stigende folketal forårsagede overbebyggelse og overbefolkning. Med hygiejnen stod det dårligt til. Primitiv vandtilledning og vandafledning og slette forhold m.h.t. bortførsel af dag- og natrenovation var grobund for epidemier.

Gadenettet var middelalderens krogede gadenet med de få gennembrud og udvidelser, som lejlighedsvis var foretaget navnlig i forb. m. de store brande.

Når året 1840 her er valgt som udgangspunkt, skyldes det, at der fra dette år indledtes en ny æra for byen Kbh.

Villads Christensen har om årene fra 1840 til 1857 rammende sagt, at de »rækker fra Tranlamperne til Gasbelysningen, fra Laugstvangen til Næringsfriheden, fra Enevælden til Folkestyret – men først og sidst fra den befæstede Residensstad til den aabne By for Handel og Industri«.

Ved forordningen af 1/1 1840 fik byen delvis selvstyre under statsmagtens indgående tilsyn, og dette selvstyre udvidedes ved kommunalloven af 4/3 1857.

Tekniske opfindelser og opdagelser havde skabt baggrund for industrialisering af samfundet og for lettelse af samkvemmet.

Endelig betød demarkationsliniens flytning ind til søerne 1852, at byen fik luft.

Om end Kbh. var spærret inde af sin fæstning, kunne det dog ikke undgås, at byen satte sit præg på de arealer, der lå nærmest uden for denne. 1843 var Tivoli blevet indrettet på et areal, som ved kong Chr. VIII.s mellemkomst blev udlejet af militæret uden for Vesterport. Danmarks første jernbane – mellem Kbh. og Roskilde – blev åbnet 1847 med station omtrent, hvor hovedbanegården nu ligger.

Uden for søerne ved de store landeveje ind til byen havde der dannet sig mindre forstæder af lave bindingsværkshuse. På Vesterbro fandtes en del udflugtsmål på vejen ud til Fr.berg Have: teatre, beværtningshaver olgn., endv. lå slagterier, tømmerpladser og reberbaner her uden for Vesterport. På Nørrebro fandtes en del fabrikker, langs Sortedam lå Blegdammene, hvoraf nogle var inddraget til bebyggelse, længere ude lå lystgårdene Blågård og Solitude, og endnu længere borte Assistens kirkegård, som var et yndet mål for familieudflugter med madkurv.

Østerbro prægedes af landsteder med store parker og åbne vænger. Og helt på den anden side demarkationslinien lå Fr.berg, en selvstændig landsby, der domineredes af slottet.

Et helt kompleks af love, nemlig bygningsloven af 17/3 1856, kloakloven af 30/11 1857, lov om vandforsyning af sa. dato, loven om gader, veje og vandløb af 4/12 1857 blev sa.m. kommunalloven af 4/3 1857 forudsætningen for og den direkte foranledning til, at bystyret kunne begynde den hårdt tiltrængte modernisering af de hygiejniske forhold og af gadeforholdene i byen inden for voldene; endv. fik man også derved midler til at holde det løsslupne spekulationsbyggeri på de frigivne demarkationsarealer noget i ave.

s. 409
(Foto). Nørrebrogade, en af Københavns gamle hovedudfartsveje, nu stærkt trafikeret forretningsgade.

Nørrebrogade, en af Københavns gamle hovedudfartsveje, nu stærkt trafikeret forretningsgade.

Gader. Som det er tilfældet med mange andre byer, der har udviklet sig omkr. en middelald. bykerne, er Kbh. en »stjerneby«, ɔ: en by, hvis hovedudfartsveje udgår radialt fra bykernen. Disse udfartsveje danner hovedstammen i byens gadenet. Langs med dem har den første bebyggelse fundet sted, og fra dem er den videre udbygning af kvartererne og deres sekundære gader sket. De gl. udfartsveje »brogaderne« er stadig kvarterernes »hovedpulsårer«, og langs dem samler forretningerne sig, for så vidt angår den strøgprægede handel, medens dagligvarebutikkerne findes mere spredt i boligkvartererne.

Gadernes indretning har været præget af de krav, som deres anvendelse gennem tiderne har stillet. Udviklingen af den kørende trafik og den dermed følgende større hastighed foranledigede, at der indrettedes fortove for fodgængere. Denne første differentiering af gadearealet efterfulgtes efterhånden af anlægget af cyklestier og af ridestier, og senere endnu af særlige arealer for sporveje og parkeringsarealer for automobiler. Ridestierne er igen næsten helt forsvundet; og den stigende motorisering af trafikken og den dermed følgende nedgang i cyklisttallet vil sandsynligvis også medføre nedlæggelse af visse cyklestier, medens der vil blive et stigende behov for parkeringsarealer. Ligeledes vil motoriseringen forstærke kravet om differentiering af gadenettet. Der findes allr. nu hjemmel s. 410 til at oprette legegader, ɔ: gader, hvor den kørende trafik skal udvise særligt hensyn over for legende børn, og det kan tænkes, at visse gader i de centrale byområder spærres for gennemkørsel og alene forbeholdes fodgængere.

Et sammenhængende system af gader, særlig beregnet for motortrafik, foreligger allr. skitseret. Det består af en række indfartsveje, der forenes ved ringgader, hvoraf den inderste er beliggende ved søringen; dette særlige gadenet er opbygget på eksisterende gader og kan udbygges efterhånden, som behovet kræver det, og mulighederne i øvrigt er til stede herfor. Det vil blive fremtidens opgave på vejudbygningens område at realisere dette gadesystem.

Grundstammen i det kbhske hovedgadenets udfartsgader er som nævnt de veje, som fra gl. tid har været byens forb. med oplandet. Strandvejen, Lyngbyvej, Frederiksborgvej, Frederikssundsvej og Roskildevej er gl. landeveje, de er på nær Strandvejen overtaget fra amtsrådet ved den indlemmelse, der fandt sted 1901 og 1902 af visse arealer fra omegnskommunerne (se ndf. under yderdistrikterne), medens Gammel Køge Landevej og Amagerbrogade var offentlige biveje. De ved indlemmelsen overtagne veje var smalle og forsynet med grøfter; den hastigt voksende bebyggelse og den voldsomme udvikling af automobiltrafikken gjorde, at man ved udvidelser, omprofileringer og anvendelse af tidssvarende befæstelse har måttet tilvejebringe forbedringer af færdselsforholdene på udfartsvejene. Udvidelserne er i mange tilfælde forberedte ved pålæg af servitut om gadeudlæg el. byggelinier i anledning af de enkelte grundes bebyggelse.

Den normale anlægsbredde for byens udfartsveje ligger ml. 20 og 25 m. Ved omlægninger er nogle dog udvidet betydeligt; fx. er Lyngbyvej udvidet til 42 m (på strækningen Hans Knudsens Plads – kommunegrænsen) og Roskildevej til en bredde varierende ml. 32 og 35 m. Byens nyere udfartsveje er som regel anlagt i rigeligere bredde ved det første anlæg. Hareskovvej er på den ydre strækning fra Utterslev Mose til kommunegrænsen anlagt i et 100 m bredt parkbælte med midterrabat, busketplantninger og cykle- og gangstier i eget tracé. Blandt de nyere udfartsveje må endv. nævnes Slotsherrensvej og Jyllingevej, der begge danner fortsættelsen af den gennemgående vejstrækning Sallingvej–Godthåbsvej; Jyllingevej fortsættes i amtsvejen af samme navn, som med tiden tænkes videreført mod vest.

Det kbhske gadenets ringliniesystem dannes dels af gader, som er delvis »selvgroede«, som de ældste radialgader var det, og dels af planlagte gader.

Den inderste ringgadelinie, som består af boulevardringen, Øster Voldgade, Nørre Voldgade og H. C. Andersens Boulevard, har en vigtig funktion som fordelingsgader for trafikken til den indre by. Gaderne er anlagt el. udvidet betydeligt efter nedrivningen af voldene og har en bredde af ca. 50 m.

Farimagsgadelinien og den næste ring, Søgaderne, er opstået som led i den gade- og bebyggelsesplan, der blev udarbejdet for terrænet ml. voldene og søerne.

Byens næste ringlinie, Jagtvejslinien, skriver sig fra midten af 1700t. I denne ring indgår både fr.bergske og kbhske gader. På Fr.berg danner de tre gader Pile Allé, Allégade og Falkoner Allé én sammenhængende gadestrækning, som fortsættes i Jagtvej til Vibenshus Runddel og Østerbrogade, hvor den møder Strandboulevarden. Jagtvejslinien skærer el. tangerer så godt som alle byens radialgader, den begynder ved Valby Langgade og slutter ved Østerbrogade; s. 411 yderligere fortsætter linien i Valby Langgade, hvis funktion mere er en sekundær radialgade med tilslutning til Roskildevej.

(Foto). Hareskovvej – den moderne udfartsvej.

Hareskovvej – den moderne udfartsvej.

Fasanvejslinien hører også til ringgadelinierne. Den forbinder radialgaderne s.f. Frederikssundsvej og består hovedsagelig af gader anlagt siden midten af 1800t.

I forb. m. Vigerslevvej danner Tuborgvejlinien den yderste gennemgående ringlinie i byens gadesystem. Linien er fremkommet ved stykkevis anlæg og udvidelse af de i forbindelsen indgående vejstrækninger, og opbygningen af den har fundet sted over en længere årrække; forhandlingerne indledtes ved beg. af dette årh., og linien har ikke kunnet betragtes som gennemført før i løbet af 1930erne. Gadelinien består af en række gader: Grøndals Parkvej, Rebildvej, Sallingvej og Hulgårdsvej, Tomsgårdsvej og Tuborgvej.

Af andre vigtige gader på Kbh.s Sjællandsside skal bl.a. nævnes Emdrupvej, som udgår fra Lyngbyvej, krydser Tuborgvej og Frederiksborgvej og fortsætter i Grønnemose Allé, der står i forb. m. vejnettet i Gladsakse. Endv. Tagensvej, Fredensgade-Sølvgade, der, som en sen. tilkommet radialgadelinie, danner forb. mellem de centrale bydele og Nørrebro-Utterslev. Videre kan nævnes Ågade-Borups Allé, som i udstrakt grad aflaster Nørrebrogade, Rosenørns Allé-Rolighedsvej-Godthåbsvej og Gammel Kongevej-Peter Bangs Vej, som begge er radialgadelinier, danner direkte forbindelse ml. fr.bergske og kbhske gader, og endelig Ålekistevej–Husumvej, der er et vigtigt færdselsled i Vanløses og Husums gadenet.

I byens sydligste del findes en del gader, der skal indgå i et større sammenhængende s. 412 gadesystem, og som derfor er anlagt el. forudsat anlagt i stor bredde.

Vigerslev Allé, der allr. tidligt blev anset for en vigtig vejforbindelse, er nu påregnet at skulle indgå i en fremtidig ny udfartsvej mod v.

Borgmester Christiansens Gade, Ellebjergvej og Folehaven samt Enghavevej og Sydhavnsgade er vigtige fordelingsgader for den trafikmængde, der kommer fra nedennævnte vejforbindelse på dæmningen over Kalvebod strand.

Gaderne langs havnen: Vasbygade, Kalvebod Brygge og Christians Brygge vil med tiden komme til at udgøre en gennemgående gadeforbindelse, som er forudsat videreført mod n. til Gammelholm på en bro over Børsgraven. Denne forb. forventes at aflaste Vesterbros og den indre bys gader for en del varetransport.

På Vesterbro findes nogle gader, som, p.gr.af deres betydning for bydelen, fortjener at nævnes: Istedgade, som foruden at være en stærkt trafikeret gade er en vigtig lokal butiksgade, Sønder Boulevard og Halmtorvet, som man i øvrigt tiltænker en vigtig rolle i det fremtidige gadesystem, beregnet for motorkøretøjer, og Ingerslevsgade, som er anlagt ml. Vesterbros nyere boligbebyggelse og statsbaneterrænet; denne gade fungerer i øjeblikket med sin intensive trafik som aflastningsgade for Vesterbrogade.

På Østerbro fungerer Strandboulevarden med sin store bredde (38 m) både som en vigtig trafikgade og med sin alléplantning som en grøn islæt i et ellers tæt bebygget kvarter.

En særlig kategori af gader må heller ikke lades uomtalt i denne forbindelse, nemlig byens parkalleer. Af disse var der i de ældre byplaner forudsat et system beregnet på at føre indbyggere ud af byen; hestekøretøjer – wienervogne – var den tids mode, så udflugtsmålene måtte ikke ligge fjernt, og vejen dertil skulle være tiltrækkende; tiden løb fra systemet, det blev aldrig fuldført, men Lersø Parkallé og Bispebjerg Parkallé var dele deraf; det samme var Skovbogårds Allé, som aldrig er blevet udbygget efter hensigten, Sjælør Boulevard har været tænkt som forlængelse til kysten af denne linie.

Hovedgadenettet på Amager dannes af Amagerbrogade og dens parallelgader. Ved indlemmelsen 1902 var Amagerbrogade en bivej, og hovedgaderne var Øresundsvej, Kastrupvej og Englandsvej. Amager Strandvej, Strandlodsvej, Backersvej og den førnævnte Kastrupvej i Sundbyøster og Røde Mellemvej-Kongelundsvej, der fortsætter Amager Fælledvej-linien, samt den ovenn. gade Englandsvej i Sundbyvester, er de vigtigste parallelgader til Amagerbrogade. De tværgående gader af betydning er kun få, her kan nævnes Vermlandsgade, Holmbladsgade og den gl. landsbygade Øresundsvej samt endelig Peder Lykkes Vej. Forb. med Sjælland går ad Amagerbrogade-Torvegade og ad Amager Boulevard over de to havnebroer Knippelsbro og Langebro. Andre tværforb. har hidtil ikke været etableret, men ved Grønttorvets flytning fra Frederiksborggade til Gl. Køgevej 1958 blev spørgsmålet om en vejforbindelse over Kalvebod strand til aflastning af havnebroerne aktuelt, og en ny gade over dæmningen n.f. det i 1950erne etablerede skydebaneareal v.f. Amager og over Sluseøen til Sjælland udførtes i beg. af 1959. Vejen føres over havneløbet på en klapbro og er forsynet med gennemløb af hensyn til friskningen af vandet i havnen.

Byens pladser er vigtige led i byplanen. De ældre pladser har oftest været s. 413 torve, medens man i nyere tid udlægger pladser alene for at skaffe friarealer el. for at tjene trafikformål.

(Foto). Gråbrødretorv, en af den indre bys gamle pladser. Bebyggelsen til højre opf. efter branden 1728, til venstre efter bombardementet 1807 (og senere).

Gråbrødretorv, en af den indre bys gamle pladser. Bebyggelsen til højre opf. efter branden 1728, til venstre efter bombardementet 1807 (og senere).

Byens mest fremtrædende pladser er Kongens Nytorv og Rådhuspladsen samt Amalienborg Plads. Desuden rummer den indre by Gl. Torv og Nytorv, Højbro Plads, Nikolaj Plads, Kultorvet, Gråbrødretorv og Hauser Plads, der nu har deres væsentligste funktion som friarealer.

Uden for Boulevardlinien findes Grønttorvet ved Frederiksborggade, som indtil 1958 var byens center for forsyningen med grønsager og frugt.

Ved den første udbygning af brokvartererne var interessen for etablering af åbne pladser fra de udstykkendes side ikke stor. De indre brokvarterer er derfor sparsomt udstyret med sådanne, her kan nævnes Vesterbros Torv; Blågårds Plads er anlagt sen. ved offentligt initiativ. Ved den sen. udbygning af kvartererne har interessen og muligheden for etablering af pladser været tiltagende, og fx. Enghave Plads og Guldbergs Plads må ses som følge heraf.

Hvor store gadeforbindelser skærer hinanden, er ofte opstået pladsarealer, fx. Hans Knudsens Plads, Vibenshus Runddel og Christmas Møllers Plads, som ved regulering og udvidelse er gjort tjenlige som trafikfordelingscentrer eller rundkørsler.

s. 414

De gl. landsbyer i de indlemmede distrikter har frembudt mulighed for etablering af pladsarealer omkring landsbyernes torve; sådanne findes i Utterslev, Brønshøj og Valby, men disse pladser har ikke i længden været tilstrækkelige til at dække behovet, og der er ved planlægningen af bebyggelsen i de indlemmede distrikter indarbejdet pladsarealer til skabelse af bycentrer, til trafikcentrer el. blot med det formål at skaffe afveksling, lys og luft i bebyggelsen. Toftegårds Plads kan nævnes som eksempel på en plads udlagt som trafikcenter og Sundby Torv og Hulgårds Plads som eksempler på pladser udlagt for at skabe friarealer.

Som sådanne er også en række mindre anlæg spredt i parcelforeningerne blevet anlagt. Arealerne er udlagt til pladser ved de enkelte foreningers udstykninger, idet pladsudlægget er sket som kompensation for, at gaderne blev tilladt anlagt med mindre bredde.

Parkerne er, som så meget andet, en nydannelse. I midten af forrige årh. havde man voldene at gå på – og Langelinie. Desuden var der Kongens Have og gåturen til Fr.berg Have.

Med voldenes nedlægning og byens udvikling i det hele taget blev trangen til parker større, og de første kommunale parkanlæg stammer da også fra 1870erne; de blev anlagt på dele af det nedlagte fæstningsareal. Østre Anlæg, Ørstedsparken sa.m. Tivoli, Kastellet og Botanisk Have udgør et af de fineste træk i byplanen – et parkbælte omkring den indre bykerne. Den indre by rummer, bortset fra Kongens Have (der tilhører staten, ligesom Kastellet og Botanisk Have), ikke noget friareal af betydning. Parkbæltet fortsætter i Christianshavns Vold, hvoraf strækningen mellem havnen og Bådsmandsstræde overgik fra staten til kommunen 1925, efter at Christianshavns Vold 1909 var blevet nedlagt som fæstning. Alle disse parker blev anlagt efter den tids mode som prydhaver og promenadeanlæg, senere er der dog flere steder i parkerne indrettet legepladser for børn. Fælledparken blev anlagt 1908–12 og blev udformet som en folke- og idrætspark med store, åbne græssletter til møder, fester, leg, boldspil og anden idræt; »græsset må ikke betrædes« var tiden nu løbet fra. Ved de nyere parkanlæg giver man publikum lejlighed til aktiv udfoldelse; således er de nyere parker anlagt med store grønne plæner til boldspil og leg og med legepladser forsynede med legeredskaber, soppedamme, rulleskøjtebane samt legehuse, ligesom der efter behov er etableret organiseret leg og underholdning for børn ved legepladsledere. Legehusene giver mulighed for at beskæftige børnene under regnvejr samt tillige uden for de egl. sommermåneder. Hvor der har været mulighed derfor, er der i de mest betrængte bykvarterer etableret åndehuller, selv om de kun har kunnet blive af meget beskeden størrelse, fx. legearealer ved Bremerholm og ved Gothersgade-Borgergade. Også noget større friarealer er det lykkedes at udlægge, fx. allr. så tidligt som 1898 ved anlægget af Blågårds Plads og omkr. 1927–29 Enghaveparken og i den senere tid Skydebanehaven på Vesterbro.

I 1930erne etableredes Amager Strandpark ved indskylning af sand på en strækning af Amagers østkyst, som i forb. med udstrakte friarealer særligt på det tidl. Kastrup fort er et væsentligt rekreativt område og det eneste sted, hvor der i Kbh. findes direkte adgang til badning fra en sandstrand; det årlige besøgstal ligger da også omkring 750.000. Kbh.s mest storslåede parkanlæg er den ydre parkring, som strækker sig fra Kalvebod strand til Emdrup, fra s. begyndende s. 415 med Valbyparken og derefter med forbindelse gennem Vigerslevparken, Damhussøen, Damhusengen, Krogebjergparken, Kagsmosen og en del af Vestenceinten endende mod n. med byens største park, naturparken Utterslev Mose.

De kbhske parker udgør ca. 615 ha; heri er de større vandarealer ikke medregnet.

Afvanding. O. 1860 påbegyndtes udbygningen af et underjordisk kloaksystem for Kbh. Indtil da havde man hjulpet sig med bortledning af overfladevand ad rendestene el. lukkede stenkister med dæksel i gadeniveau. Vandet afledtes til havnen og kanalerne. Natrenovation bortførtes til opsamlingspladser af et særligt vognmandskompagni.

Forud for bygn. af det ny underjordiske afvandingssystem gik adskillige overvejelser; en »kombineret komité«, nedsat i slutn. af 1840erne, som skulle planlægge såvel byens gas- og vandforsyning som dens afvanding, havde – bistået af en eng. ekspert – foreslået at indføre vandklosetter og at udføre et kloaknet for den indre bydel efter et separatsystem, således at overfladevandet skulle føres til havnen, medens husspildevandet skulle føres i dykkede ledninger under havnen til en pumpestation på Christianshavn, hvorfra det tænktes pumpet ud i Øresund på Amagers lavvandede kyst.

Dette projekt fik ikke kommunalbestyrelsens godkendelse; man undlod den tvungne indførelse af vandklosetter og anlagde et system af ledninger for overfladevandet med udledning til havnen. Imidlertid var bebyggelsen på broerne og fæstningsterrænet efterhånden så fremskredent, at det var nødvendigt også at anlægge afvandingssystemer her. Byen fik herved p.gr.af sin terrænmæssige opdeling 3 afvandingsområder.

1) Vesterbro, Østerbro og Nørrebro, ɔ: arealerne uden for søerne, herunder de indre dele af Fr.berg kom.,

2) fæstningsterrænet ml. søerne og de gamle fæstningsgrave og

3) den indre by og Christianshavn.

Alle tre områder afvandedes til havnen el. de tilstødende kyststrækninger.

Den stigende folkemængde og den omsiggribende installation af vandklosetter bevirkede en voksende forurening af havnen. For at fjerne denne ulempe påbegyndtes 1898 anlægget af et system af afskærende ledninger og hjælpeledninger. De afskærende ledninger optog spildevandet fra det eksisterende lednings-system, og ad disse pumpedes vandet til Øresund dels fra en hovedkloakpumpestation ved Kløvermarksvej og dels fra en nordl. pumpestation på Østerbro. Hjælpeledningerne optog gennem overfaldsbygværker under større regnskyl den overskydende vandmængde, bestående af alm. spildevand, opspædet med én del regnvand; disse hjælpeledninger anlagdes med afløb til havnen.

Efter indlemmelserne 1901 af distrikterne Brønshøj, Valby og Sundby måtte man også til at afvande disse arealer, og da Fr.berg kom. ved indlemmelsen blev helt omgivet af Kbh., måtte de ydre dele af denne kom. også medtages i overvejelserne. Et vandskel, som deler Kbh. i to afvandingsområder, bevirkede, at afvandingen blev ordnet således, at de nordl. dele afvandes til Øresund, idet spildevandet føres til en pumpestation ved Strandvænget, som pumper til en undersøisk ledning omtr. ud til Middelgrunden, og de vestl. arealer afvandes til s. 416 Kalvebod strand, hvortil vandet udledes efter at have passeret renseanlæg henh. ved Trekronergade og ved Damhusåen.

Vand-, gas- og elforsyning m. m. Den »kombinerede komité«s anden opgave, ordningen af byens vandforsyning løstes ved anlægget af et vandværk, som åbnedes 1859. Værket, som blev anlagt ved Studiestræde, benyttede dels overfladevand fra Harrestrupåens og fra Kagsåens opland og dels kildevand fra boringer i sa. områder. Vandets tilledning skete gennem åbne løb, og som reservoir anvendtes Damhussøen og Skt. Jørgens sø. Inden udpumpning til forbrugerne passerede vandet de grusfiltre, som stadig er beliggende ved Vester Søgade. Byens vækst og industrialisering øgede vandforbruget, som måtte dækkes fra stadig fjernere områder. På et tidligt tidspunkt gik man over til udelukkende at anvende grundvand; denne omlægning fuldførtes 1893, og byens behov for vand dækkes nu fra boringer så fjernt liggende som Slangerup og Lejre.

1857 sattes Kbh.s første gasværk i drift. Det lå ved det nuv. Halmtorv og skulle forsyne byen med gas bl.a. til en moderne gadebelysning. 4/12 1857 – den dag vejloven trådte i kraft – tændtes for første gang ca. 1950 gaslygter i Kbh.s gader, hvorefter den gl. tranlampebelysning efterhånden bortfaldt. Vestre Gasværk er sen. nedlagt, og et ved indlemmelsen af Sundbyerne overtaget værk ved Lergravsvej er ligeledes nedlagt. Gasproduktionen i Kbh. er koncentreret på to værker: Østre Gasværk, som er taget i drift 1878 og sen. moderniseret, samt Valby Gasværk, anlagt 1902 og ligeledes udvidet og moderniseret adskillige gange. 1958 er denne produktion suppleret ved køb af gas fra pyrolyseværket Mærsk Raffinaderiet.

En ny energiform fik Kbh. ved etablering af elforsyning 1892. Det første elværk var Gothersgade Elektricitetsværk, og snart efter fulgte Vestre Værk 1898 og Østre Værk 1900–02. Dermed var behovet for elforsyning dækket for en årrække. 1916 begyndtes opførelsen af H. C. Ørsted-Værket med Nordens største stationære dieselmotor fra Burmeister & Wain, og driften åbnedes 1920; med moderniseringer og udvidelser og ved samarbejde med udenbys værker dækkede de ovenn. anlæg byens behov indtil 1953, Vestre Værk var dog nedlagt som producerende værk 1920. 1953 toges det nyeste værk, det kombinerede kraftvarmeværk »Svanemølleværket«, i brug.

1925 påbegyndtes levering af varme (s.k. fjernvarme) fra de kommunale værker ved åbningen af Gothersgade Varmeværk, og indtil 1932 etableredes varmeforsyning fra samtlige kbhske elværker ved oprettelsen af varmeværker i forb. med disse. Østre Varmeværk toges i brug 1926 og overtog 1942 et fjernvarmeanlæg, som indtil da havde hørt under Østre Gasværk. Vestre Varmeværk, som blev etableret i det nedlagte Vestre Værk, åbnedes 1928, og 1932 påbegyndtes varmelevering fra H. C. Ørsted-Værket. De her nævnte varmeværker er alle etableret som ændringer og tilbygninger til eksisterende værker, medens Svanemølleværket ved anlægget er projekteret med henblik på både varme- og kraftforsyning.

s. 417

Trafik. København fik sit første kommunale kollektive trafikmiddel for bytrafik ved overtagelsen af et privat selskab A/S »De kjøbenhavnske Sporveje« 1911. Sporveje var dog ikke ukendte i byen, idet der, allr. 1863, etableredes en linie trafikeret med hestesporvogne fra Frihedsstøtten til Fr.berg Runddel. Denne linie og en række sen. oprettede linier var overtaget af henh. det ovenn. A/S 1898 og af »Frederiksberg Sporvejs og Elektricitets A/S« 1897. 1919 forpagtede Kbh.s kom. det sidstnævnte selskab, således at hele den kollektive persontrafik dermed blev samlet under én ledelse. Linienettet trafikeres nu af sporvogne, trolleyomnibusser og automobilomnibusser. Ved overtagelsen af sporvejene fik bystyret et redskab til at lede byudviklingen i de områder, som udbyggedes efter indlemmelserne 1901–02, idet linienettets udbygning kom til at angive rækkefølgen og tidspunktet for de enkelte bydeles bebyggelse.

Ved elektrificeringen af statsbanernes nærtrafik fra 1930 og fremefter og anlægget af en række nye S-stationer i Kbh.s omegn begyndte en ny og endnu mere storstilet byspredning, som endnu langtfra er fuldbyrdet. I de sen. år er dog de kollektive befordringsmidlers indflydelse blevet reduceret ved den stærke vækst i antallet af motorkøretøjer.

Banernes indvirken på byplanen beror ikke alene på tilskyndelsen til at bygge i nærheden af stationerne. De tekniske krav, som stilles med hensyn til linieføring, indvirker tillige på udformningen af udstykningsplaner, ligesom ønsket om krydsninger ude af niveau ml. baner og gader influerer både på gader og ejendomme, og endelig er beslaglæggelsen af arealer til person- og godsbanegårde, remiser, rangerpladser og opstillingsbanegårde af største betydning for byplanen. Trafikkoncentrationen, som banegårdene skaber, er tillige et vigtigt spørgsmål ved byens trafikplanlægning.

Lovgivning. Den alm. byudvikling, som er beskrevet nedenfor for hver af de enkelte bydele, er sket efter de gennem tiderne gældende lovbestemmelser.

1856 fik Kbh. sin første bygningslov, der fastsatte gadebredder, bygningshøjder, forholdet ml. bebygget og ubebygget areal og i øvrigt omhandlede bygningskonstruktive spørgsmål.

1889 erstattedes denne lov af en bygningslov, der kom til at gælde til 1939. Bygningsloven fastsatte ligeledes både gadebredder, lysafstande og rumstørrelser og indeholdt også bestemmelser om det bebyggede areals størrelse på hver enkelt grund.

Byggelov af 29/3 1939 for staden Kbh. og den året i forvejen vedtagne lov af 29/4 1938 om byplaner har tilsammen udgjort det administrative grundlag for de senere års bybygning i Kbh.

Ikke alene byplanloven, men også byggeloven indeholder mange byplanbestemmelser, idet en bærende idé i byggeloven er, at en enkelt grunds bebyggelse skal ses i sammenhæng med den øvrige bebyggelse på de tilstødende grunde.

Da Kbh. i dag må siges at være en udbygget by – der er kun få ledige arealer tilbage – vil byens fremtid i det væsentligste være præget af en byfornyelse.

Såvel de to sidstnævnte love som tillige lov af 31/5 1939 om boligtilsyn og sanering af usunde boliger – denne lov er i øvrigt under revision – vil blive det lovmæssige grundlag for denne byfornyelse.

s. 418

I Kbh.s centrale byområde, hvormed menes kvartererne ml. havnen og søringen, er bebyggelsen mere sammensat i henseende til anvendelse, alder og kvalitet end i noget andet område af byen. Bebyggelsens anvendelse varierer fra rene boligkvarterer til rene forretningskvarterer. Selv om der ikke findes mange meget gl. bygninger, rummer området dog mange historiske bygninger og arkitektoniske bygværker af stor værdi, ligesom også hele gader og gadesider frembyder æstetiske værdier, ikke mindst hvor de efter de store brande er genopført som harmoniske enheder. En række bygninger og hele husrækker er da også fredede efter bygningsfredningsloven.

Selve den gl. by, området inden for voldgaderne fra Kastellet til Kalvebod Brygge, har gennem det sidste årh. udviklet sig til et citykvarter for hele hovedstadsområdet. Fra at være et delvist boligområde er bydelen blevet et erhvervscentrum og administrationsknudepunkt. 1840 rummede den 115.000 indbyggere og 1954 38.000 indbyggere.

Bydelens opr. funktion som hovedstad har medført placeringen her af statens centraladministration, der nu gennem århundreder har haft hovedsæde på Slotsholmen. Under den stærke udbygning af administrationen og af den offentlige virksomhed er der ganske vist, navnlig i de senere år, sket en spredning af de offentlige kontorer og institutioner uden for Slotsholmen, således at staten nu optager en betydelig plads både i byens centrale område og i den øvrige del af byen.

Noget anderledes stiller det sig med byens administration. Kbh.s rådhus har, efterhånden som udvidelser har krævet det, skiftet plads, alt efter de vekslende byggemuligheder, men rådhuset har dog stadig været knyttet til den centrale by (fx. ved Nørregade og på Nytorv). Det nuv. rådhus blev ved sin opførelse 1894–06 dog placeret mod v. i grænsen af den gl. by, et forhold, der muligvis har bidraget til en citypræget forskydning fra den gl. by mod v. Men også byens voksende administration har gjort det nødvendigt at flytte de offentlige kontorer bort fra selve rådhuset, og en række institutioner har nu kontorer andetsteds, fortrinsvis i egne bygninger og de fleste med beliggenhed i den indre by.

På og nær Slotsholmen har også handelen og pengevæsenet sit centrum: på Børsen og i det nærliggende kvarter omkring Holmens Kanal, hvori man finder Nationalbanken, Overformynderiet og flere landsomfattende bankers hovedsæder. Dette kvarter rummer desuden større forsikringsvirksomheder og mange vekselererforretninger. Kbh.s universitet er et andet vigtigt træk i bydelens fysiognomi ligeledes med en historisk bestemt placering. Universitetet har fra gl. tid præget kvarteret ml. Nørregade og Købmagergade med de institutioner, kollegier og lærerboliger, som er knyttet dertil. Desuden er en række boghandlere, antikvariater og forlag søgt til kvarteret.

Ved bebyggelsen af »broerne« er der sket en udtynding af befolkningsmængden i den indre by. Tilbage er mange steder kun de allerringeste baghus- og sidehuslejligheder, hvorimod fx. forhusene er overgået til forretninger, kontorer og de bedre side- og baghuse til værksteder af forsk. art. De arbejdslokaler, der på s. 419 denne måde er oparbejdet i den indre bykerne, er dog ofte af så ringe kvalitet, at de ikke kan svare til de krav, der i dag stilles til sådanne lokaler, ligesom mange af de tilbageværende lejligheder langtfra tilfredsstiller nutidens krav til menneskeboliger.

(Foto). Udsigt over en del af den gamle by omkring Vor Frue kirke (i billedets midte). Længst til højre Strøget (lodret i billedet) og Gammeltorv. Man bemærker de krumme gadelinjer og bebyggelsens opdeling på mindre grunde.

Udsigt over en del af den gamle by omkring Vor Frue kirke (i billedets midte). Længst til højre Strøget (lodret i billedet) og Gammeltorv. Man bemærker de krumme gadelinjer og bebyggelsens opdeling på mindre grunde.

Men i øvrigt er boligbestanden i de centrale byområder så uensartet som vel muligt – spændende fra de ovenn. slumlejligheder til byens største og mest eksklusive lejligheder. Området har som følge af mange tiltrækkende elementer: Søerne, kanalen, parker og havnen samt navnlig ved en central beliggenhed kunnet fastholde en hel del beboelse.

Blandt kvarterer, hvor de bedre lejligheder findes, kan nævnes Bredgadekvarteret, Glyptotekskvarteret, Stockholmsgade-Østbanegadekvarteret, Grønningen og de sanerede områder ved Borgergade.

s. 420
(Foto). Store Kannikestræde, præget af sin beliggenhed i universitetskvarteret. Til venstre Borchs Kollegium og ved foden af Rundetårn Regensen.

Store Kannikestræde, præget af sin beliggenhed i universitetskvarteret. Til venstre Borchs Kollegium og ved foden af Rundetårn Regensen.

Kvarteret n.f. Stockholmsgade-Østbanegade indtil Classensgade er et ganske overvejende boligområde, selv om en vis indtrængning af organisationer og private institutioner også har fundet sted fx. i de gamle, store villaer, som findes der. Derimod er boligarealerne i Nørrevoldkvarteret ml. Nørrevold og Peblingesø efterhånden stærkt reduceret, og kvarteret sv.f. Gyldenløvesgade-Vester Voldgade er stort set et institutions- og erhvervsområde, medens det opr. var opf. som boligbebyggelse.

Omkr. Store Kongensgade-Bredgade og på Gammelholm findes et stort antal store, umoderne lejligheder, som er omdannet til klublejligheder og pensionater, hvilket må betragtes som en naturlig boligform i et bycentrum.

En række steder i den indre by findes mindre grupper af særlig dårlig, saneringsmoden bebyggelse, og i Adelgade-Borgergade findes endnu et større område med dårlig bebyggelse. Dette kvarter påregnes nedrevet ved sanering og genopbygget væsentligt som rent boligkvarter.

Som erhvervscentrum har cityområdet en vigtig funktion. Adskillige brancher har til huse her, samlet i grupper efter deres art. Omkr. Amaliegade-Havnegade findes rederi- og befragtningsvirksomheder, og Amaliegade-Bredgadekvarteret med de gl. fornemme palæer og patricierhuse er blevet hjemsted for ambassader, gesandtskaber og konsulater; sagførere, læger og lignende liberale erhverv findes jævnere fordelt over området.

s. 421
(Foto). Amaliegade, en af de brede, lige gader i Frederiksstaden med fornem bebyggelse, hovedsagelig fra 1700-tallet.

Amaliegade, en af de brede, lige gader i Frederiksstaden med fornem bebyggelse, hovedsagelig fra 1700-tallet.

En gros handelen findes også vel repræsenteret i cityområdet. Mere pladskrævende brancher som brændsel og bygningsmaterialer har oplagspladser andet sted, men kontorerne er beliggende i cityområdet. Andre brancher har både lager, fabrikanlæg og kontor her, fx. tekstil en gros.

Industri- og håndværk repræsenterer en meget betydelig del af den samlede beskæftigelse i Kbh.s indre by. En del af denne industri er nær knyttet til den en gros handel og detailvirksomhed, som er liggende i bydelen. Dette gælder fx. beklædningsindustrien. hvor navnlig mindre bestillingsskrædderier, modeforretninger og systuer synes knyttet til bydelen i dens egenskab af forretningscenter, medens konfektionsindustrivirksomheder, som ikke er tilknyttet en enkelt forretning, kun kan betragtes som traditionelt knyttet til bydelen.

Den grafiske industri er gennem dagbladenes trykkerier og de store forlagstrykkerier stærkt knyttet til city. Ved nybygninger og modernisering af ældre bygninger har fx. dagbladene konsolideret sig i bydelen.

Endv. findes der i den gl. by en del metalvirksomheder, mindre mekaniske værksteder og guld- og sølvsmedier fordelt på mindre og helt små virksomheder. En del af disse må betragtes som service for bydelens andre erhverv, men for den største parts vedkommende må tilhørsforholdet til city siges at være ret løst og kun betinget af, at den dårligere del af bygningsmassen kan yde så billige lejemuligheder, at man ser bort fra de i produktionsmæssig henseende urationelle lokaleforhold.

s. 422
(Foto). Vimmelskaftet, den snævre, krumme og travle strøggade, set mod Nikolaj kirke.

Vimmelskaftet, den snævre, krumme og travle strøggade, set mod Nikolaj kirke.

En meget iøjnefaldende funktion i det centrale byområde er butiks- og forlystelsesvirksomheden. Områdets butikshandel er præget af specialforretninger, større udvalgsvareforretninger og stormagasiner. De sidste er navnlig placeret omkr. Østergade. For de større udvalgsvareforretningers vedkommende kan allr. konstateres en vis spredning ud over den gl. bydels rammer, navnlig ad Frederiksborggade-Nørrebrogade og Vesterbrogade. Specielt for udvalgsvarernes vedkommende må brogaderne betegnes som udløbere af city. Spredningstendensen må fra et byplansynspunkt betragtes som særdeles ønskelig, idet den aflaster den indre bys trafikapparat ved at sprede indkøbstrafikken, der giver et tungtvejende tilskud til trafikken i eftermiddagens myldretimer.

Bydelens forlystelsesliv er fortrinsvis grupperet omkr. Rådhuspladsen og den inderste del af Vesterbro. I dette kvarter er også ca. 1/3 af hovedstadens hotelværelser placeret.

Med hensyn til gadenettets standard kan de centrale bydele deles i tre områder. For det første den gl. by, ɔ: området ml. voldgadelinien, Gothersgade og havnen, og for det andet Frederiksstaden og Ny Kbh., området n.f. Gothersgade omkr. Borgergade og Bredgade, og for det tredie de gl. fæstningsområder med deres forterræn, ɔ: voldkvartererne, arealet ml. voldgaderne og søerne samt Glyptotekskvarteret. Den gl. by (middelalderbyen) kendetegnes ved sine meget små gadebredder og ved sit krogede og irregulære gadenet. Opdelingen i ret små karreer giver meget tætbeliggende gadekryds, og gadebredderne er for største parten så små, at modgående vogne ikke kan passere hinanden, når den ene gadeside optages af holdende vogne. Disse små bredder kombineret med et stort antal holdende vogne, ind- og udkørsel af porte etc. giver områdets gadenet en sådan karakter, at det nærmest er uegnet til gennemgående trafik. Det er kun egnet til at optage kørslen til og fra de ved gaderne beliggende ejendomme.

s. 423

Området n.f. Gothersgade (Frederiksstaden og Ny Kbh.) har et gadenet, der er regulært og bevidst klart i sin udformning, gadebredderne er også noget større end i middelalderbyen, og området er derfor noget bedre skikket til at optage et citykvarters færdsel.

Arealerne ml. voldgaderne og søerne har i forhold til de to andre områder et rummeligere gadenet, som er præget af et sæt til dels sammenhængende ringgader og som har god forb. til brokvartererne. Visse af gaderne befares dog af en stærk kollektiv trafik, ligesom de, efterhånden som parkeringsmulighederne i de indre bydele beslaglægges, belastes med bilparkering.

Den indre bys fremtid må betragtes ud fra de ovenn. givne betingelser: en bydel, der rummer landets største administrationscenter samt byens største og vigtigste erhvervsinteresser, der samtidig bevirker en stor og intensiv trafik, og endelig store kulturværdier, som det må være samfundets pligt at beskytte.

En afbalancering af disse forhold synes således at være byens vigtigste og naturligste fremtidsopgave.

En naturlig løsning herpå synes at være at bevare den gl. by ved at hindre en for intensiv erhvervsudnyttelse med deraf følgende trafikpres, som ikke kan imødekommes uden betydelige gadegennembrud og gadeudvidelser, der vil gå ud over de kulturhistoriske værdier. I stedet må man søge erhvervsekspansionen henlagt til de kvarterer i den indre by, som i højere grad er trafikalt egnede dertil; i denne henseende tænkes på voldkvartererne, især Nørrevoldkvarteret nordvest for det tidl. Grønttorv. Både gadenet og bygningsbestand på dette sted er velegnede til en successiv omdannelse til erhvervsvirksomhed. I så stor udstrækning som muligt bør de eksisterende bedre boliger søges bevaret ikke mindst i den nordl. del af den indre by og omkr. de eksisterende parker og pladser.

Da der som tidl. nævnt 1852 ved indrykningen af demarkationslinien og den påfølgende fuldstændige ophævelse af demarkationsbestemmelserne blev å bnet mulighed for bebyggelsen af stadens udenbys grunde, opstod det, man i dag under ét kalder »broerne«. Det var ikke helt jomfruelige arealer, der blev til rådighed. Udviklingen var allr. i nogen grad præjudiceret, fx. af de store landeveje, som gennemskar arealerne. Ejendomsgrænser, ejernes økonomiske forhold og deraf flydende forsk. tidspunkter for udstykning af arealerne og manglende beføjelser for bystyret kom til at præge kvartererne både med hensyn til bebyggelsens karakter og med hensyn til vejnettets udvikling. Og de arealer, som blev sidst udbygget, kom til at nyde godt af de indhøstede erfaringer.

Den ældste bebyggelse på broerne skete dels ved, at eksisterende en-etages bebyggelse langs hovedgaderne, væsentligt bindingsværksbebyggelse, blev udskiftet med flere-etages bebyggelse, og dels ved, at man udstak sidegader til hovedgaderne, og for at spare areal og vejudgifter blev de placeret med stor afstand. Karreerne blev derved ofte for dybe, og udstykningerne præges derfor af dybe grunde med ringe façadebredde. Visse steder er grundene udnyttet til en façadebebyggelse til beboelse, medens bagarealet anvendes til værkstedsbebyggelse olgn. Men hyppigt er der på bagarealet med ganske ringe afstand opført s. 424 høje beboelseshuse enten som baghuse el. som sidehuse. En anden form for udnyttelsen af de dybe grunde er de T-formede huse, som dannes af en façadebygning i gadelinien samt en sidebygning vinkelret på gaden og midt på grunden. Hustypen findes bl.a. udformet således, at samtlige lejligheder i sidebygningen kun har adgang fra en ubelyst midtkorridor (»korridorhuse«).

For at undgå en deklassering af side- og baghusene i forhold til forhusene anvendtes megen opfindsomhed med det formål at skaffe hele bebyggelsen adgang fra gaden. Der blev anlagt smalle passagearealer som adgang vinkelret på gaden, el. der anlagdes veritable små blinde gader, hvorom bebyggelsen opførtes, således fx. den å la grecque-formede bebyggelse omkring Skydebanegade. Fælles for hele bebyggelsen fra denne periode er den hårde udnyttelse, de slette lysforhold og den næsten totale mangel på frit areal.

1889 fik Kbh. en ny bygningslov; den indførte bl.a. bestemmelser om øgede gadebredder, idet normalgadebredden sattes til 30 alen (18,83 m); det maksimale antal beboelseslag blev 6, minimumsstørrelsen for beboelsesrum blev 15 kv.alen, og det bestemtes, at ethvert beboelsesrum skulle have direkte vindue til det fri. Loven betød en forbedring, og den kom til at gælde til 1939.

Et væsentligt minus ved loven var – i vore øjne – dens manglende byplanmæssige bestemmelser. Man fik dog en enkelt vigtig tilføjelse 1934, som gav adgang til ekspropriation til ordning af bebyggelsesforholdene. Kritik af bebyggelsesformen medførte efterhånden, at karrédybden blev mindsket, så der ikke blev plads til baghuse. Da byggeinitiativet dengang alene lå hos privatpersoner, blev grundene udstykket i økonomisk overkommelige, ɔ: mindre parceller, som kun tillod opførelsen af nogle få opgange.

Gårdarealerne blev opdelt med plankeværker i ejendomsgrænserne og fyldt op med skure og udhuse, men lysafstand var der da opnået. Næste skridt (o. 1905) blev et noget større gårdareal, ɔ: karréareal, hvor hver ejendom har sit areal til tørreplads, cykelskure olgn., og tillige til et fælles, beplantet opholdsareal midt i karreen.

Denne bebyggelsesform holdt sig, til den s.k. statsboligfond blev oprettet, hvorefter byggeinitiativet i nogen grad overgik fra privatpersoner til større byggeselskaber, og tillige optrådte kom. som bygherre for boligbyggeri (el. som garant for lån fra statsboligfonden). Den nye form for byggeorganisation medførte, at større enheder – mange opgange i ét byggeri – blev opført under ét. Endnu en faktor blev medvirkende for den nye udvikling, nemlig håndhævelsen af den s.k. »røde servitut«, en servitut, som gav kom. indsigt med byggeri på de grunde uden for voldlinien, som i gl. tid havde været i kommunens eje. Tilsyneladende har servitutten kun været håndhævet af og til i 1800t., sen. blev den bl.a. brugt til reduktion af etageantallet el. til at sikre karreerne mod blandet bebyggelse (bolig og industri). I boligbyggeriet efter ca. 1920 har man væsentligst p.gr. af de til den offentlige byggestøtte knyttede krav kunnet foretage en vidtgående regulering af boligbyggeriet, trods 1889-lovens manglende byplanmæssige krav.

Nørrebro blev det kvarter, som først tiltrak de byggendes interesse ved demarkationsbestemmelsernes ophævelse 1852. I forventning om disses snarlige bortfald havde der nogen tid været dispenseret fra bestemmelserne, og der var derved åbnet mulighed for et spekulationsbyggeri. Den store lystejendom Blågård blev s. 425 først udstykket og bebygget. Det skete med direkte overførelse af den fra den indre by kendte kompakte bebyggelse; det var nu en tradition – om end en dårlig tradition – og der fandtes for myndighederne ingen lovhjemmel til regulering, hverken hvad angik byggebestemmelser el. for vejtekniske og hygiejniske forhold. Der boede da også allr. i 1840erne ml. 3000 og 4000 mennesker i Blågårdsgade-kvarteret.

(Foto). Det indre Nørrebro mellem Peblingesøen (øverste hjørne til højre) og Assistens kirkegård (forneden til venstre), fotograferet fra en flyvemaskine, hvoraf en kant ses forneden til højre, omtrent parallel med Åboulevarden.

Det indre Nørrebro mellem Peblingesøen (øverste hjørne til højre) og Assistens kirkegård (forneden til venstre), fotograferet fra en flyvemaskine, hvoraf en kant ses forneden til højre, omtrent parallel med Åboulevarden.

Efter 1852 tog byggeriet fart på arealerne, der lå bekvemt for det indre byområde, hvad adgangsforhold angik. Der var mulighed for at bevare en arbejdsplads i byen og have bopæl i de ny kvarterer. At der manglede billige, kollektive transportmidler, kan også forklare, at den ny bebyggelse blev så tæt. Der forefandtes i øvrigt også visse arbejdssteder på Nørrebro. Ryesgade-kvarteret blev opført på Blegdammen, og her opstod Kbh.s i mange år folkerigeste gade, Ryesgade, og samtidig foregik en mere spredt bebyggelse på det ydre Nørrebro.

O. århundredskiftet må Blågårds-kvarteret og Ryesgadekvarteret anses for udbygget, medens det ydre Nørrebro er blevet udbygget i dette årh.s tre første tiår.

Det indre Nørrebro rummer som det først bebyggede brokvarter et anseligt antal ældre bygninger. Bebyggelsen er meget uensartet m.h.t. alder, udnyttelse s. 426 og anvendelse. Kvarteret rummer en broget blanding af beboelse, småværksteder og industri, der sine steder kan være til ulempe for beboerne. På det ydre Nørrebro, ɔ: uden for Jagtvejslinien, er bebyggelsen v.f. Nørrebrogade domineret af beboelse.

(Foto). Kvarteret omkring Nørrebro godsstation set fra luften. Tværs over billedets forgrund Nørrebrogade med høj boligbebyggelse, bagved (i billedets midte) industribebyggelse.

Kvarteret omkring Nørrebro godsstation set fra luften. Tværs over billedets forgrund Nørrebrogade med høj boligbebyggelse, bagved (i billedets midte) industribebyggelse.

Ø.f. Nørrebrogade omkr. Rådmandsgade er benyttelsen blandet bolig og industri, og bortset fra, at udnyttelsen er svagere, har bebyggelsen sa. karakter som på det indre Nørrebro. På arealet n.ø.f. Tagensvej må udnyttelsen karakteriseres som overvejende industri, som her ligger nær ved Nørrebro godsstation. Her er beliggende en række store industriforetagender som A/S Titan, General Motors International A/S og A/S Laur. Knudsens mekaniske etablissement samt en del andre virksomheder, alle opf. i dette årh.

To kvarterer – nemlig arealet ved Jagtvej-Tagensvej-Sjællandsgade og arealet ml. Nørrebroparken og Lundtoftegade-Ågade – kan tjene som forbillede for en eventuel boligfornyelse på Nørrebro. Det er et boligområde af høj kvalitet, opf. af sociale boligselskaber til dels med statslån på grunde, der har tilhørt Kbh.s kom. Bebyggelsen kan karakteriseres som en karrébebyggelse med store, åbne gårde og er opf. i 1920erne. Til Nørrebro hører også det tidl. fælledareal Nørre Fælled, hvorpå dels Rigshospitalet er opf. 1905–10, og dels, i trekanten ml. Tagensvej-Nørre Allé og Jagtvejen, Militærhospitalet og en række s. 427 bygninger for el. i tilknytning til Universitetet samt Danmarks Tandlægehøjskole og Danmarks farmaceutiske Højskole.

I alm. opfattes Fælledparken anlagt 1908–14 tillige som hørende til Nørrebro, selv om den er anlagt ikke alene på den gl. Blegdams Fælled, men også på Øster Fælled.

Endelig må p.gr.af sin størrelse nævnes »De Gamles By« ved Nørre Allé og Møllegade, en samlet bebyggelse indtagende et areal på i alt ca. 9,2 ha alene for gamle.

På det gl. baneareal, der udgjorde Nørrebro Godsstation, er, da Nordbanen blev omlagt i 1934, anlagt en stor park »Nørrebroparken« mellem Nordbanegade og Krogerupgade.

Også Assistens kgd. ved Nørrebrogade må, selv om den ikke kan indgå i bydelen som en egl. park, dog siges at have betydning ved sin grønne beplantning – den er et uvurderligt åndehul.

Nørrebro rummer ikke store attraktioner som boligområde bortset fra søerne og Fælledparken. I den tættest befolkede del, Blågårdskvarteret, findes et enkelt åbent areal, Blågårds Plads. Denne er skabt af kom. ved køb af Anker Heegaards Jernstøberi, da dette påtænktes konsolideret på stedet 1898. Som åndehul er pladsen dog ganske utilstrækkelig. Parkanlægget Hans Tavsens Park har ikke tilstrækkelig tilknytning til dette kvarter, og de nærliggende promenader ved Peblingesøen har kun ringe værdi som rekreativt område for så stort og tætbebygget et kvarter, da søerne jo ikke giver megen anledning til aktiv virksomhed såsom sport. Ryesgadekvarteret er i denne henseende bedre stillet, selv om det rummer bebyggelser, der kan sammenlignes med bebyggelserne i Blågårdskvarteret, men arealet er smallere og nyder godt af sin beliggenhed ml. Fælledparken og søerne.

De nordl. kvarterer fik ved anlægget af Nørrebroparken tilføjet sådanne værdier, at kvarteret må siges væsentlig at have skiftet karakter som boligmiljø, selv om bebyggelsen på mange måder er forældet.

Vesterbro, der ligger ml. Fr.berg kom. og det store statsbaneterræn, hænger sammen med de centrale byområder, idet kvarteret ligger nær ved den egl. bykerne og ikke som fx. Nørrebro er skilt fra de centrale byområder af søerne. Som følge af den nære beliggenhed er Vesterbro mere citypræget end Østerbro og Nørrebro, og bydelen har haft sin egen udviklingshistorie.

Allr. inden demarkationsbestemmelsernes bortfald var der opstået en forstadsbebyggelse langs Vesterbrogade. Forsk. arter næringsvirksomheder var placeret dér, fx. slagterier, tømmerpladser og reberbaner.

Området var væsentlig mindre end Nørrebro; kystlinien lå dengang lidt s.f. den nuværende Sønder Boulevard. Fra Vesterbrogade, den gl. udfartsvej mod v., strakte sig lange indtil 20 m smalle grunde lige til Roskildebanen, som lå, hvor Sønder Boulevard nu ligger. Denne grundform fik afgørende indflydelse på dannelsen af kvarterets gadenet, idet man ved bebyggelse anlagde adgangsveje på langs gennem ejendommene. Medens udstykningen på Nørrebro således som omtalt skabte dybe grunde, kom man her til den modsatte yderlighed – grunde, der var for smalle. Der findes dog også på Vesterbro dybe karreer med erhvervsudnyttelse på baggrundene, fx. omkr. Viktoriagade og Helgolandsgade. Medens s. 428 sidegaderne på s.siden af Vesterbrogades inderste strækning væsentligst er opstået ved privat initiativ og uden helhedsplan, er de tværgående gader, Istedgade, Sønder Boulevard, Dybbølsgade og Ingerslevsgade, gennemført efter en af kom. fastlagt plan. Istedgade blev således efter mange genvordigheder anlagt stykkevis, men dog efter en samlet plan, af de private lodsejere i løbet af forrige årh.s sidste halvdel. Sønder Boulevard, som ligger ml. den nyere og den ældre bebyggelse på det indre Vesterbro, er af kom. anlagt 1896–97, i en imponerende bredde (40 m). Gaden er anlagt på det aflagte areal fra den første bane til Roskilde, som blev overdraget kommunen ved lov af 1863. Gaden ender både ved Vester Fælledvej og ved sin forlængelse Halmtorvet, sådan at en effektiv udnyttelse af dens bredde til trafik endnu ikke er blevet opnået. Ved ordningen af banegårdsforholdene omkr. århundredskiftet sikrede kommunen sig areal til en gade langs n.siden af banearealet, den sen. Ingerslevsgade; der opnåedes herved dels at få gennemført en betydelig færdselsåre og dels at få banegårdsterrænet og indkørselen s. og v. fra til Kbh. begrænset af façadebebyggelse, en byplandisposition, Kbh. kan være særdeles tilfreds med den dag i dag, idet indkørselen til byen v.fra er betydeligt mere tiltalende end ved andre storbyer.

(Foto). Det indre Vesterbro med tæt bebyggelse på de lange smalle grunde langs Saxogade m.fl. af sidegaderne mellem Vesterbrogade (foroven) og Istedgade (på tværs i billedets forgrund). Til højre Skydebanehaven.

Det indre Vesterbro med tæt bebyggelse på de lange smalle grunde langs Saxogade m.fl. af sidegaderne mellem Vesterbrogade (foroven) og Istedgade (på tværs i billedets forgrund). Til højre Skydebanehaven.

s. 429
(Foto). Det ydre Vesterbro omkring Enghave Plads og Enghaveparken set fra luften.

Det ydre Vesterbro omkring Enghave Plads og Enghaveparken set fra luften.

Cityforretningerne koncentrerer sig omkr. Vesterbrogade på strækningen indtil Værnedamsvej. Der findes på denne gadestrækning et stærkt udviklet forlystelsesliv (biografer, Tivoli, varieté, teatre) og stormagasiner, strøgprægede udvalgsforretninger samt hoteller. Vesterbrogades bagland har en stærk blanding af bolig og erhverv.

Bebyggelsen på de meget lange, smalle grunde ml. Vesterbrogade og Sønder Boulevard, hvor der trods alt er skaffet plads til adskillige baghuse, frembyder et monotont og trøstesløst bybillede, og selv om bygningerne ikke kan betegnes som kassable, er kvarterets byplanmæssige standard dog så ringe, at det må betegnes som det største samlede saneringsområde i Kbh. Store dele af området har været utilfredsstillende lige siden opførelsen. Bydelens eneste parkareal, Skydebanehaven, er anlagt 1951–53.

Ml. Sønder Boulevard og Ingerslevsgade ligger en noget nyere boligbebyggelse af ret tilfredsstillende kvalitet; der findes her karreer med gode lysforhold og mulighed for etablering af opholdsarealer for beboerne.

s. 430

Store dele af det indre Vesterbro optages af offentlige erhvervsinstitutioner; ved Halmtorvet findes Kødbyen, torve- og slagtehallerne, centret for Københavns kødforsyning, anlagt i beg. af 1930erne på Vestre Gasværks areal. Statsbanerne er dog dominerende; hovedbanegården, godsbanegården, baneterrænet og statsbanernes centralværksteder optager en meget stor del af Vesterbro. Disse institutioner er ligesom boligbebyggelsen s.f. Sønder Boulevard placeret på arealer, der er opfyldt i Kalvebod strand i sidste halvdel af forrige årh.

På det ydre Vesterbro, ɔ: arealerne v.f. Oehlenschlægersgade, viser der sig et bybillede, der, når bortses fra façadebebyggelsen mod Vesterbrogade, tegner sig væsensforskelligt fra det indre Vesterbro. Kom. har tidl. ejet det meste af arealet, og væsentlige dele er forblevet i dens eje, da der i dette kvarter er udfoldet en betydelig kommunal indsats ved opførelse af boligbyggeri. Den første bebyggelse fandt sted allr. omkr. 1855 på arealerne s.f. Vesterbrogade ml. Vester Fælledvej og Oehlenschlægersgade, omkr. Amerikavej, Tøndergade og Valdemarsgade.

Det blev en blandet bebyggelse med store villaer, boligkarreer og erhvervsbebyggelse mellem hinanden – en bebyggelse, der ikke er ulig de indre dele af Nørrebro. Senere, 1886–88, opførtes et rent boligkvarter omkr. Carstensgade og Küchlersgade. Bebyggelsen blev opf. som boliger for arbejderne ved de nærliggende Carlsberg Bryggerier. Bebyggelsen af kvarteret skete i øvrigt etapevis, og således at detaljerede planer for arealernes bebyggelse udarbejdedes, efterhånden som de af kommunalbestyrelsen blev frigivet til bebyggelse. Kvarteret bærer som følge deraf præg af de ændringer i byplanmæssige synspunkter, der har fundet sted i den pågældende periode. Bebyggelsen ml. Flensborggade og Haderslevgade, opf. omkr. år 1900 af forsk. bygherrer, adskiller sig tydeligt i karakter fra bebyggelsen s.f. Ny Carlsbergvej og ø.f. Enghavevej, som er opf. omkr. 1920 af sociale byggeforeninger og kommunen. Forsk. igen fra denne er bebyggelsen ml. Enghavevej og Vester Fælledvej, som er opf. omkr. 1930 af Kbh.s kom.

Den ydre del af Vesterbro har et betydeligt luftigere præg end den indre del. Bortset fra den første bebyggelse omkr. Amerikavej m.fl. gader er arealet udbygget med ret tilfredsstillende boligbebyggelse uden nævneværdig indblanding af erhverv. Området indeholder ydermere en del frie arealer dels i Enghave Plads, der kan betragtes som rekreativt areal, og dels i Enghaveparken, som er anlagt 1927–29, og som er et naturligt samlingssted ikke blot for den nærmeste bydel, men også for den tættere bebyggede del af Vesterbro.

To offentlige institutioner præger den yderste del af Vesterbro, nemlig Vestre Fængsel og sporvejenes hovedværksteder. De er begge beliggende s.f. Vigerslev Allé på arealet ml. Enghavevej og Vestre Kirkegård.

Til dels på Vesterbro og dels uden for det egl. Vesterbro, men dog nær knyttet dertil, ligger endelig Carlsberg Bryggerierne.

Af brokvartererne var Østerbro det kvarter, hvor udviklingen i retning af bymæssig bebyggelse sidst kom i gang, sandsynligvis p.gr.af ejendomsforholdene, og fordi kvarteret lå langt fra byen – uden for Nyboder og de to kirkegårde. Indtil de sidste årtier af det forrige årh. lå kvarteret – som i øvrigt Nørrebro engang havde gjort det – med store landsteder for velstående københavnere og åbne vænger: fælledarealerne, som var kom.s ejendom, men brugtes af militæret s. 431 til eksercits og troppeparader, og søernes nærhed understregede yderligere områdets åbne karakter. Kystlinien mod Øresund løb nogenlunde, hvor Strandboulevarden nu ligger, og det frie udsyn til vandet var endnu en attraktion ved kvarteret. Langs kysten, fra Kastellet og mod n. til det gl. kalkbrænderi, omtr. på højde med Gl. Kalkbrænderivej, var tidligt ved privat initiativ anlagt en promenadevej.

(Foto). Udsigt over Østerbro omkring Strandboulevarden. Til højre jernbanen mod Hellerup, til venstre forneden Rosenvængets villakvarter, foroven Vognmandsmarken og Ryvangen.

Udsigt over Østerbro omkring Strandboulevarden. Til højre jernbanen mod Hellerup, til venstre forneden Rosenvængets villakvarter, foroven Vognmandsmarken og Ryvangen.

Omkr. 1890erne begyndte Østerbro at ændre karakter. Der var før dette tidspunkt truffet overenskomst om anlæg af to mindre havne, Kalkbrænderihavnen og Nordhavnen; men ved anlægget af Frihavnen 1891–94 blev der lukket for den frie adgang til vandet, og ved Kystbanens anlæg 1897 blev bydelens adgang til søfronten yderligere beskåret. Som en slags erstatning for den mistede adgang til vandet anlagdes på ø.siden af Frihavnen en ny promenadevej, Langeliniepromenaden.

s. 432
(Foto). Gammel villabebyggelse ved Rosenvængets Allé. Villaen for enden af vejen ligger ved Rosenvængets Hovedvej og er opført for maleren P. C. Skovgaard 1860 af arkt. J. D. Herholdt, kort efter at udstykningen af Rosenvænget til villagrunde var begyndt.

Gammel villabebyggelse ved Rosenvængets Allé. Villaen for enden af vejen ligger ved Rosenvængets Hovedvej og er opført for maleren P. C. Skovgaard 1860 af arkt. J. D. Herholdt, kort efter at udstykningen af Rosenvænget til villagrunde var begyndt.

Den første udstykning med byggeformål skete omkr. 1857 ved dannelsen af det fornemme villakvarter Rosenvænget, som sikredes ved servitutter, der stadig er gældende.

Udbygningen af dette kvarter, som varede en lille snes år, og opførelsen af nogle enkelte villaer langs kysten n.f. Kastellet var dog foreløbig den eneste bymæssige udvikling på Østerbro.

Som følge af at største delen af bydelens bebyggelse har fundet sted i en periode, hvor kravene til byggeriets standard var steget, og hvor byggelovgivningen var blevet mere indgribende, har Østerbro fået en anden karakter end de andre brokvarterer. Dels er den bygningstekniske standard bedre, dels er bydelens gennemsnitlige lejlighedsareal større.

Et enkelt område, som må henregnes til Østerbro, må dog betegnes som direkte uheldigt, nemlig området omkr. Ryesgades nordligste strækning. Som ved resten af gaden udgøres bebyggelsen her af høje, tætliggende beboelseshuse med megen erhvervsvirksomhed indblandet, som ved støj, lugt og brandfare er til gene for boligerne. I dette område er i 1930erne ved privat initiativ gennemført en sanering ved fjernelse af eksisterende blandet bebyggelse og opførelsen af en moderne boligbebyggelse ved Blegdamsvej, Irmingersgade og Ryesgade.

Den ældre del af Østerbro ml. Østerbrogade, Strandboulevarden og Classensgade er stort set et rent boligområde med undtagelse af et mindre areal ved Viborggade, hvor der findes nogle erhvervsvirksomheder. Arealet rummer villakvarteret Rosenvænget og et mindre villakvarter ved Krausesvej, men bortset s. 433 herfra er bebyggelsen 4–5 etages boligejendomme. I området findes kun få offentlige friarealer, fx. legepladsen ved Silkeborg Plads, men manglen på sådanne af bødes noget ved den i øvrigt nemme adgang til Østerbros mange store rekreationsområder.

(Foto). Beboelsesejendomme ved Bergensgade, opført 1901–05 – med herskabelige lejligheder – set fra Østbanegade.

Beboelsesejendomme ved Bergensgade, opført 1901–05 – med herskabelige lejligheder – set fra Østbanegade.

(Foto). Boligkomplekset Ryparken ved Lyngbyvej, opført i 1930erne, med lejligheder i fritliggende stokke.

Boligkomplekset Ryparken ved Lyngbyvej, opført i 1930erne, med lejligheder i fritliggende stokke.

Gadenettet består for enstor del af lange, ensformige gader, som giver kvarteret i sig selv et temmeligt monotont udseende.

Arealet ml. Strandboulevarden og Østbanegade rummer en del nyere boligbebyggelse. Ind imellem denne findes også erhvervsvirksomheder, fx. kryolitfabrikken »Øresund«, men dog ikke blandet således, at de to udnyttelsesformer generer hinanden. Derimod er det trekantede areal ml. Kystbanen, Østerbrogade og Strandboulevarden mere varieret i udnyttelse. Der findes her på façadegrundene mod de to gader nyere, velordnet karré-boligbebyggelse i 4–5 etager, og på et areal, hvor en afdeling af Lægeforeningens boliger lå indtil 1958, er opf. etagebebyggelse; bag ved denne boligbebyggelse ligger det ene af byens gasværker Østre Gasværk, opf. 1877–78, og n. herfor findes Øresundshospitalet placeret på arealer af, hvad der engang var benævnt Slagtervangen. Endelig ligger inden for området en sporvejsremise.

N. og ø.f. Kystbanen, grænsende til Gentofte kommune og mod Øresund, findes to villakvarterer, et ældre v.f. Strandvejen og et yngre ø.f. Strandvejen; façadegrundene mod denne er dog bebygget med etagehuse; kvarteret ml. Kystbanen og Strandvejen er af kom. udlagt som villakvarter 1899 som modtræk mod en tiltagende udflytning til nabokommunerne og udbygget efter århundredskiftet, s. 434 og det noget nyere kvarter mod Øresund er fremkommet ved fyld hidrørende fra anlægget af Boulevardbanen.

Omkring Hellerup station og alm. ikke henregnet til kbh.s kom. ligger et ældre boligkvarter af både etagebyggeri og villabebyggelse. I øvrigt er arealet v.f. jernbanen ml. kommunegrænsen mod Gentofte og Lyngbyvej, kaldet Vognmandsmarken, domineret af militæret. Svanemøllens kaserne og ingeniørregimentets øvelsesplads optager det meste af dette terræn; dog ligger et boligkompleks, Ryparken, og et mindre idrætsareal inden for de nævnte grænser. Boligkomplekset Ryparken, som er opf. i 1930erne, er en af de første bebyggelser anlagt med fritliggende stokke, en bebyggelsesform, som man overgik til, da den klassiske karréform blev forladt.

Arealet ml. Lyngbyvej, Vognmandsmarken, Strandvejen og mod s. begrænset af Jagtvejen benævnes fra ældre tid Bryggervangen. Udbygningen af dette areal har fundet sted over et længere åremål og kan ikke siges endnu at være afsluttet.

Den ældste del af bebyggelsen her er nogle ældre byggeforeningshuse omkr. Kildevældsgade, opf. omkring 1890. Hovedparten af kvarteret er bebygget i perioden ml. 1. og 2. verdenskrig, og der findes således mange boligkarreer af udmærket kvalitet.

Kvarteret rummer også en del erhverv. Der findes veritable fabrikker, fx. Galle & Jessens fabrik, men også mindre virksomheder og navnlig oplagspladser har hidtil præget dette kvarter. Grænserne ml. bolig- og erhvervsområder har tidl. ikke ligget så fast som ønskeligt, men ved stedfindende rationalisering af arealernes udnyttelse rådes der efterhånden bod på dette forhold.

På den anden side Lyngbyvej ud til Lersø Parkallé findes et mindre område, som også bør medtages under beskrivelsen af Østerbro. Det omfatter en større konservesfabrik, et ældre boligkvarter af byggeforeningshuse omkr. F. F. Ulriks Gade og nogle mere moderne boligkarreer s. derfor samt en del institutionsbyggeri på de sydligste grunde mod Jagtvej, fx. Gl. Kloster (afløseren af Vartov ved Løngangstræde), navigationsskole m.v.

Fælledparken optager hovedparten af arealet ml. Jagtvej, Østerbrogade, Blegdamsvej og Nørre Allé. Arealet udgør den tidl. Øster Fælled og Blegdamsfælled, over hvilke arealer kom. fik delvis dispositionsret ved overenskomst med staten 1893. Staten beholdt en del af arealerne til opførelse af Husarkasernen ved Østerbrogade, nu Østerbrogades kaserne, og Rigshospitalet ved Blegdamsvej, mens kommunen, som var ejer af arealerne, nu fik dispositionsretten til resten. N.f. kasernen indtil Jagtvejen opførtes langs Serridslevvej og Kanslergade m.m. et moderne boligkvarter med store lejligheder. S.f. kasernen ligger Idrætsparken og s. herfor en anden og ældre afdeling af Lægeforeningens boliger. Disse boliger opførte Lægeforeningen allr. i 1850erne for at afbøde udbredelsen af koleraen efter den store epidemi 1853, som en koloni af arbejderboliger på et areal af Øster Fælled ml. Østerbrogade og Øster Allé. En del af façadegrundene mod Øster Allé og Blegdamsvej er udnyttet til institutionsbyggeri af forsk. art.

Ved Blegdamsvej ligger Rigshospitalet, hvoraf fødselsstiftelsen har façade mod Juliane Maries Vej. Ml. denne stiftelse og Tagensvej er udlagt et bredt haveanlæg, og det kan nævnes, at dette i sin tid blev indrettet for at undgå luftbåren infektion fra Blegdamshospitalet til de nyfødte på fødselsstiftelsen.

s. 435
(Foto). Christianshavns kanal set fra Overgaden neden Vandet mod nordøst over mod Overgaden oven Vandet.

Christianshavns kanal set fra Overgaden neden Vandet mod nordøst over mod Overgaden oven Vandet.

Bydelen Christianshavn er i alm. opfattelse det boligkvarter, som er beliggende ml. Christianshavns Vold og havnen og Trangraven, men i virkeligheden hører også de nordfor liggende øer Nyholm, Dokøen, Frederiksholm, Christiansholm og Arsenaløen til Christianshavn. Der findes her en række militære og civile institutioner henhørende under marinen. N.f. disse ligger igen Refshaleøen med Burmeister & Wains skibsværft.

S.f. Trangraven ligger det egl. Christianshavn. Bydelen har et helt holl. præg med sine kanaler kantet med træbevoksede gader, og den rummer adskillige fredede bygninger. Da Christianshavn har undgået de store ildebrande, som hærgede bydelene på Sjælland, og da bydelen har ligget uden for city, rummer den forholdsvis flere gl. bygninger end noget kvarter i den indre by. Christianshavn omkranses af det eneste bevarede stykke af de voldanlæg, som Chr. IV og Fr. III udbyggede. Strækningen ml. havnen og Amagerbrogade er overtaget af kom. og anlagt som park med undtagelse af et enkelt areal, der anvendes af militæret, og et i privat eje værende mindre areal.

s. 436
(Foto). Udsigt over Amagerbrokvarteret. Forrest til højre det skarpe hjørne mellem Amagerbrogade og Amager Boulevard, i baggrunden Christianshavns Vold og Christianshavns Fælled.

Udsigt over Amagerbrokvarteret. Forrest til højre det skarpe hjørne mellem Amagerbrogade og Amager Boulevard, i baggrunden Christianshavns Vold og Christianshavns Fælled.

En del af bebyggelsen, hovedsagelig beliggende s.f. Torvegade, er fra sa. periode som Borgergadekvarteret og må betegnes som delvis slumagtigt, medens andre dele fra sa. periode ved nedrivning af baghuse og istandsættelser af forhusene (navnlig langs kanalen) vil kunne indgå som værdifulde led i et særpræget og værdifuldt boligområde. Andre og ikke uvæsentlige dele er af nyere dato, men dog utilfredsstillende i byplanmæssig henseende; det kan nærmest sammenlignes med de tæt bebyggede dele af Vesterbro el. Nørrebro. Ved udtynding vil også disse beboelsesområder kunne bringes i tålelig stand. Byområdet rummer med sine kanaler og den nærliggende fæstningsvold betingelser for at blive et vel beliggende boligsupplement for det centrale byområdes intensivt udnyttede erhvervscentrum.

To store industrivirksomheder, nemlig Burmeister & Wains hovedkontor og maskinfabrik og A/S De danske Sukkerfabrikker dominerer bydelen. De har en s. 437 forklarlig, men ikke særlig velmotiveret beliggenhed på Christianshavn, og yderligere udbygning af storindustri vil ikke synes hensigtsmæssig. De store handelsog oplagspladser, som navnlig er beliggende langs Strandgade, må derimod p.gr.af deres nære tilknytning til havnen siges at være velbeliggende.

Christianshavn gennemskæres af Torvegade, den ene af Amagers forbindelsesgader til Sjælland. Ved denne gades udvidelse i beg. af 1930erne saneredes bebyggelsen på gadens n.side, således at bydelen nu her rummer en række beboelseskarreer, der i byplanmæssig henseende må betegnes som tilfredsstillende.

Foran på Amager ml. Christianshavns Voldgade og grænsen til det gl. Sundbyøster, der omtrent følger Prags Boulevard og nordgrænsen af Amager Fælled, strækkende sig fra Øresund til havnen, ligger Amagerbrokvarteret. Det er et område, hvor staten er stærkt dominerende, dels som ejer af Christianshavns Fælled og andre ubebyggede arealer og dels som ejer af mange militære og civile institutioner. På de private arealer omkr. Amager Fælledvej, Amager Boulevard og Amagerbrogade ligger et nyere boligkvarter af god kvalitet. Når et sådant moderne kvarter er opstået ml. de to meget ældre bydele, Christianshavn og Sundbyerne, og ikke har haft sa. skæbne som brokvartererne på Sjælland, skyldes det, at demarkationsreglerne her først blev ophævet 1909 samtidig med nedlæggelsen af volden som fæstning. Kvarteret er opf. efter en fastlagt gadeplan og med relativt lys og luftig beboelse.

På arealerne ø.f. dette boligkvarter findes omkr. Uplandsgade og Vermlandsgade et udstrakt industrikvarter med jernbaneforbindelse. Endelig er der på arealerne omkr. Amager Strandvej i forbindelse med den derudfor liggende oliehavn ved at opstå endnu et industrikvarter – hovedsagelig kem. industrier – som grupperer sig omkring pyrolyseværket: Mærsk Raffinaderiet.

S.f. Amager Boulevard mellem Artillerivej og havnen ligger endnu et større boligkvarter, der ligesom det ovenn. omkring Amagerbrogades inderstrækning er opstået i beg. af dette årh., nemlig Islands Brygge-kvarteret. Arealet er gennem årene opstået ved opfyldning af det lave vand s.f. Christianshavn og ligger som en isoleret enklave ml. havne- og industriarealer. Det var meningen, at arealet skulle være anvendt til industri m.m., men konjunkturerne bevirkede, at det blev solgt til boliger. Der findes her lange smalle karreer med utilstrækkelige lysforhold og små opholdsarealer. Det sidste forhold afbødes dog noget af den nære beliggenhed ved Amager Fælled.

På kajarealerne og s.f. boligkvarteret findes store industriarealer.

Selv om Fr.berg i administrativ og politisk henseende er en selvstændig kommune, falder byen helt ind i den kbhske byorganisme; m.h.t. vejføringer, trafiklinier, afvanding og andre tekniske felter består et mangeårigt samarbejde med Kbh.

Fr.bergs udbygning er for de ældre kvarterers vedkommende tidsmæssigt faldet sammen med bebyggelsen af de kbhske brokvarterer, hvilket hænger sammen med demarkationsservitutternes bortfald. Alligevel er der en væsensforskel ml. karakteren af bebyggelsen på den ældre del af Fr.berg og på broerne. Med undtagelse af enkelte områder, fx. kvarteret omkr. Vodroffsvej og Forhåbningsholms s. 438 Allé, som kan sidestilles med visse dele af det ældre Nørrebro, rummer den fr.bergske bebyggelse ikke så overbebyggede arealer, ligesom der kun i ringe udstrækning findes områder, hvori erhverv på generende måde er indblandet i boligbebyggelse. De skiftende jernbaneordninger har i øvrigt på indgribende måde præget Fr.berg. Store strækninger af nedlagte og i drift værende banearealer opdeler kommunen i ret skarpt adskilte dele.

Fr.bergs ældre bydel er beliggende ml. Falkonér Allé og Skt. Jørgens sø. Bydelen består både af villabebyggelse og af etagebyggeri. Der findes heriblandt villakvarterer af fornemt tilsnit, fx. ved Lindevej og Uraniavej, og kvarterer med forældede, store villaer, som af forsk. årsager må skifte anvendelse, og som gradvis overgår til erhvervsbrug el. til etagebyggeri. Ligeledes veksler etagebyggeriet ml. kvarterer med større luksuøse lejligheder og kvarterer med mere jævne lejligheder.

Omkr. Julius Thomsens Plads er opstået et forlystelses- og undervisningscenter; her findes udstillingshallen Forum og Radiohuset med tilhørende koncertsal samt Handelshøjskolen og De tekniske Selskabers skole og hovedkontor. Ved Bülowsvej ligger Den kgl. Veterinær og Landbohøjskole med tilknyttede institutioner, som optager arealerne mod n. til Ågade, hvor den gl. Ladegårdså tidl. havde sit åbne løb.

Området ml. de to parallelt løbende gadelinier Allégade-Falkonér Allé og Fasanvejslinien optages for en væsentlig dels vedkommende af de to parkanlæg Søndermarken og Fr.berg Have, som begge ejes af staten, samt af Zoologisk Have, der ligger indkilet i disse to parker.

Fr.bergs administrative center er beliggende n.f. Fr.berg Have; ml. denne og Fr.berg station findes således rådhuset beliggende ved Allégade og Smallegade, og ved Howitzvej ligger domhus, politistation, brandstation og hovedbibliotek. N.f. stationen indtil Godthåbsvej findes et kvarter med ældre etagebyggeri, som dog brydes af Fr.berg Svømmehal, og et højhusbyggeri, som er rejst på De Classenske Boligers areal. Denne gl. boligenklave blev opf. i slutn. af 1860erne som et selvstændigt bysamfund uden for den egl. bydannelse og efter datidens mest moderne principper. Kvarteret n.f. Godthåbsvej er dels, for façadegrundenes vedkommende, etagehuse af god kvalitet, men dog med en vis bestand af erhvervsudnyttelse, dels ældre villakvarterer, som sandsynligvis inden for et kortere tidsrum må vige pladsen for en mere intensiv udnyttelse. Noget tilsvarende gælder for andre villakvarterer ø.f. Fasanvejslinien, idet de fr.bergske byplaner forudsætter, at visse dele af de ældste villakvarterer omdannes til etagehusbebyggelse efter fastlagte bebyggelsesplaner, medens andre og bedre villakvarterer tænkes bevaret som værdifulde åbne enklaver ml. etagebyggeriet. Den del af Fr.berg, som ligger v.f. Fasanvejslinien, er, bortset fra et mindre område s.f. Diakonissestiftelsen ved Peter Bangs Vej, byens nyere del. Der findes her eksklusive villakvarterer, fx. kvarteret om C. F. Richs Vej, Fuglebakkekvarteret og områder ved Dalgas Boulevard. Udstrakte arealer med ny karrébebyggelse findes eksempelvis langs Peter Bangs Vej, omkr. Dalgas Boulevard og langs Roskildevej. Endv. har Fr.berg s.f. Roskildevej ved Søndermark kirkegård et mindre område med punkthusbebyggelse.

Omkr. den yderste del af Roskildevej ligger de største af Fr.bergs ubebyggede s. 439 s. 440 arealer, idet der her findes større gartneriarealer, som forventes udnyttet til institutions- og boligbebyggelse.

(Foto). Allégades østside med beboelse i gamle etageejendomme med de typiske forhaver.

Allégades østside med beboelse i gamle etageejendomme med de typiske forhaver.

(Foto). Skt. Thomas Runddel (»Den lille runddel«) og Frederiksberg Allé, den gamle kongelige vej til Frederiksberg Have, nu en fornem gade med beboelse i etagebebyggelse.

Skt. Thomas Runddel (»Den lille runddel«) og Frederiksberg Allé, den gamle kongelige vej til Frederiksberg Have, nu en fornem gade med beboelse i etagebebyggelse.

(Foto). Moderne villabebyggelse ved Marielystvej i den vestligste del af Frederiksberg kommune.

Moderne villabebyggelse ved Marielystvej i den vestligste del af Frederiksberg kommune.

Fr.berg kom. rummer betydningsfulde industriområder. I de ældre dele findes enkelte spredte virksomheder fx. Kongens Bryghus ved Vodroffsvej, hvor også forsk. autovirksomheder er beliggende, men hovedmassen af industriområderne findes i den ydre del af byen og navnlig v.f. Fasanvejslinien, fx. langs jernbanelinien Fr.berg-Vanløse og ved Finsensvej-Peter Bangs Vej; endv. findes ved Mariendalsvej-Nitivej, som ganske vist ligger ø.f. Fasanvejslinien, et betydeligt industriområde.

I årene 1901–02 blev Kbh.s areal udvidet til det tredobbelte – fra 2350 ha til 7000 ha – ved indlemmelsen af Brønshøj, Valby og Sundbyernes distrikter. Der er grund til at understrege det fremsyn, der ved indlemmelsen blev lagt for dagen, både fra bystyrets og lovgivningsmagtens side. Der var flere motiver til disse indlemmelser; dels skulle man være i stand til at imødekomme det store pladsbehov for offentlige anlæg og institutioner, som en storbys udvikling kræver, dels havde man fået øjnene op for, at der måtte skaffes arealer til en mere udstrakt åben bebyggelse; endelig ønskede man både kommunalpolitisk og byplanmæssigt at få indflydelse på den forstadsmæssige udvikling, inden den blev for vidt fremskreden, s. 441 og sognerådene i de indlemmede distrikter magtede ikke denne opgave hverken administrativt el. økonomisk.

(Foto). Udsigt over Utterslev mod Emdrup over Bispebjerg med Grundtvigskirken. Forneden til højre krydset Frederiksborgvej-Tomsgårdsvej-Tuborgvej, til venstre Bispebjerg kirkegård.

Udsigt over Utterslev mod Emdrup over Bispebjerg med Grundtvigskirken. Forneden til højre krydset Frederiksborgvej-Tomsgårdsvej-Tuborgvej, til venstre Bispebjerg kirkegård.

Ved indlemmelsen var kom. allerede ejer af udstrakte arealer i de pågældende områder, hvilket fik væsentlig betydning ved udnyttelsen af de nye bydele.

Da man ikke ønskede de nys indlemmede arealer udnyttet med sa. ringe standard som brokvarterernes, blev der 1908 udskrevet en international konkurrence om en bebyggelsesplan for disse distrikter. Intet af projekterne fra konkurrencen blev fulgt, men dens resultat har været retningsgivende for det videre byplanarbejde ved tilrettelæggelsen af arealernes udnyttelse og af gadeføringen.

De indlemmede distrikter består overvejende af boligområder, ca. 1/5 af lejlighederne findes i parcelhuse el. i rækkehuse. Antallet af etageboliger er dog overvejende, idet 4/5 af lejlighederne findes i halvhøj el. høj bebyggelse. Bebyggelsens standard er god i de nybebyggede områder, medens den ældre landsbybebyggelse frembyder visse problemer. Grundlaget for ordningen af byggeriet var nogle s. 442 bygningsreglementer, der stammede fra tiden før indlemmelsen, og som indeholdt visse forbedringer i forhold til byggeloven af 1889. Hertil kom, at kom. som grundsælger ofte havde indflydelse på udstykningerne og bebyggelsens udformning.

En mangel i vore øjne ved flere af kvartererne er deres underforsyning med arbejdssteder. Af frygt for rygende og støjende fabrikker er kvartererne blevet udlagt som rene boligkvarterer, men derved er resultatet blevet, at der er skabt en anden ulempe, nemlig et trafikproblem bestående i afviklingen af en intensiv bolig-arbejdssted-trafik.

Planlæggelsen af udbygningen af de indlemmede distrikter var trafikalt baseret på sporvejsnettet, som blev overtaget af kommunen 1911; dette blev bevidst anvendt ved byspredningen og bydannelsen, ved anlæg af sporvejslinier til nye byområder, selv om driften endnu ikke kunne være rentabel. Cyklerne fik også ved dannelsen af de nye bykvarterer en stor betydning.

Det store byggeri af parcelhuse og rækkehuse skete i starten til dels gennem byggeforeninger, som med offentlig støtte gennemførte bebyggelsen af større og mindre antal af villaer, ofte omfattede foreningerne kun 100 medlemmer, de s.k. 100-mands foreninger. Af større betydning for distrikternes udbygning var dog parcelforeningerne, som dannedes for i et udstykningsområde at forestå vejanlæg, kloakering og vandforsyning, medens parcellernes bebyggelse påhvilede det enkelte medlem, hvorfor bebyggelsen ofte skete over et længere åremål, medens byggeforeningernes huse opførtes under ét.

Af de indlemmede distrikter har Emdrup og Utterslev været stærkest præget af kom.s stilling som grundejer, hvorved store arealer der er blevet udnyttet helt efter kommunens ønske. Emdrups østl. del ml. Lyngbyvej og Tuborgvej, hvor Emdrup sø er beliggende, indeholder et mindre villakvarter s.f. denne sø. Her findes også en mindre industrienklave. Arealet s.f. Emdrupvej, ml. Slangerupbanen og Lersøarealet, hvor kommunen har været grundsælger, rummer etageog rækkehusbebyggelse mod Emdrupvej. En anden del af arealet er udlagt som et særskilt kvarter for konfektionsindustrien bl.a. med den hensigt at aflaste den indre by for en del af denne industri, og endelig er der her anlagt en kolonihavepark med permanente kolonihaver. Ud over de nævnte erhvervsarealer rummer Emdrup stort set kun boligarealer.

Det sydfor liggende kvarter, Utterslev, rummer i modsætning hertil udstrakte industriarealer. Et areal omkr. Dortheavej-Rentemestervej-Alexandravej og Lygten rummede allr. ved indlemmelsen visse erhvervsvirksomheder og er sikret som industriareal i henhold til byggeloven. I kvarteret s.f. Frederikssundsvej omkr. Glentevej og Vibevej m.fl. findes adskillige erhvervsbebyggelser blandet med boligbyggeri. Omkr. Frederikssundsvej på strækningen ml. Lygten og Peter Ipsens Allé ligger ældre forstadsbebyggelse blandet med nyere bebyggelse.

Utterslev er som kvarter rigt på variation. Der findes her adskillige kommunale institutioner: Bispebjerg Hospital, Bispebjerg kirkegård, en omfattende kommunal boligbebyggelse med tilhørende sociale institutioner s.f. Bispebjerg kirkegård, idrætsparken ved Genforeningspladsen, store parkanlæg på og ved Bellahøj og endelig boliger for aldersrentenydere ved Utterslevvej. Ved denne vej findes også bydelens gamle centrum omkr. Utterslev gadekær, hvor rester af den opr. landsby og det gamle gadenet endnu kan spores.

s. 443
(Foto). Punkthusene på Bellahøj, opført i 1950erne.

Punkthusene på Bellahøj, opført i 1950erne.

Der findes et mindre villaområde v.f. kirkegården og et større ved Grøndalsvænge Allé; det sidste villakvarter er et særligt smukt villaområde, planlagt som en helhed og organiseret som en haveboligforening. I Utterslev findes også meget etagebyggeri, fx. på arealerne ml. Frederikssundsvej og Borups Allé og på arealerne ml. Frederiksborgvej og Tagensvej n. og s.f. Tuborgvej, hvor et særdeles veludformet boligkvarter er beliggende. N. herfor ligger Grundtvigskirken omgivet af en lav bebyggelse, planlagt sa.m. kirken for at fremhæve dennes dimensioner.

Endelig findes i Utterslev byens største højhuskvarter, punkthusene på Bellahøj. Bebyggelsesplanen for dette areal, som hører til de højeste i byen, er udformet efter afholdelsen af en offentlig konkurrence.

Brønshøj, Husum og Vanløse byder ikke på så store variationer som Utterslev. Langs hovedgaderne og de vigtigste trafikgader findes etagebyggeri; men hovedparten af bydelen er bebygget som villa- el. rækkehuskvarterer, og her har parcelforeningsbevægelsen været stærkt medvirkende til fremme af kvarterernes udbygning. Bydelens gadenet bærer tydeligt præg af de gl. ejendomsskel.

Dette gælder særlig Husums stjerneformede gadenet, hvor man genfinder den gl. bondebys matrikulsskel. I Brønshøj findes enkelte rester af den gl. landsby i gadekæret og en rytterskole. Den gl. Husum landsby venter stadig på regulering og fornyelse. På arealerne ml. den gl. landsby og Vestenceinten ligger et nyere boligbyggeri opf. dels som 3 etagers bebyggelse og dels som højhuse (Voldparken), s. 444 og endnu nordligere mod grænsen til Gladsakse findes endnu et moderne boligkvarter. De fire kvarterer Emdrup, Utterslev, Brønshøj og Husum grænser alle til Utterslev mose, som afhjælper behovet for friluftsarealer for væsentlige dele af disse kvarterer; tilsvarende fordel har Vanløse af Damhussøen og Damhusengen.

I Valby gør den gl. landsby fra før indlemmelsen sig stadig gældende med sit snoede gadenet og sine gl. bygninger, men det gamle landsbyareal er stærkt blandet med nyere bebyggelse og en del industri. Dette område rummer stadig muligheder for yderligere udbygning. Valbykvarteret er stærkt opdelt af jernbaner og hovedfærdselsårer. Ml. Fr.berg og Vestbanen, omkr. Valby Langgade, ligger dels det gl. landsbyareal, dels en nyere karrébebyggelse mod Valby mose, s.f. Valby Langgade og Søndermarken et finere villakvarter omkr. Skovbogårds Allé og Bjerregårdsvej, og endelig Carlsberg-Bryggerierne. V.f. den gl. landsby strækkende sig s.på til Vigerslev Allé ligger n. og s.f. Vestbanen større sammenhængende villaområder, udbyggede enten som parcelforeninger el. som byggeforeninger. To større boligarealer, med moderne karrébebyggelse af nyere dato, findes henh. ml. Lyshøjgårdsvej og Vigerslev Allé og i Baunehøjkvarteret ml. Enghavevej og Vestre Kirkegård.

Et af byens mest udstrakte, sikrede industriområder er beliggende omkr. Gl. Køge Landevej, heri har fx. Valby Maskinfabrik og mange andre store industrivirksomheder deres fabrikker. Industrikvarteret gennemskæres af godsbanen, og mange af virksomhederne har sidespor til denne. Et areal ml. Gl. Køge Landevej og Retortvej er 1958 anlagt som et moderne grønttorv til afløsning af det gl. torv ved Frederiksborggade og Vendersgade. En særlig form for industribebyggelse findes ved Folehaven, hvor en »håndværkerby« er placeret; den er opført på initiativ af landsforeningen »Dansk Arbejde« og består af sammenbyggede enheder af bygninger indrettet til udlejning til mindre industri- og håndværksvirksomheder.

På de lave strandenge mod Kalvebod strand og på arealer i selve stranden, dannet ved opfyldning med dagrenovation, er anlagt et idrætsanlæg og en større folkepark, Valby-parken.

Sø.f. det egl. Valby ligger et mindre distrikt, Kongens Enghave, som historisk og i visse administrative henseender er en særlig bydel. Dens tidl. tilhørsforhold fremgår af navnet og anvendelsen ligeså; ved indlemmelsen fandtes ingen bydannelse på arealet, men derimod havde der tidl. eksisteret en del teglindustri. Distriktet omfatter nu adskillige store industriforetagender, som er tilknyttet Sydhavnen. Derudover er høj og halvhøj boligbebyggelse dominerende. Et område benævnes populært »Musikbyen« efter den systematiske anvendelse af komponistnavne ved gadenavngivningen. Udviklingen af bebyggelsen er sket efter en fastlagt plan og indeholder moderne skolebyggeri og et større boligkompleks for aldersrentenydere.

Kbh.s grænsedistrikt mod Hvidovre er Vigerslev. Dette område rummer nogle få arealer, bebygget med etagebeboelse. Et større areal s.f. Vigerslev Allé optages af Valby Gasværk, men ud over de her nævnte områder er Vigerslev udformet som lavt, åbent parcelbyggeri. Et enkelt område skal specielt fremhæves. Ml. Valby Langgade, Nakskovvej og Engdraget i parcelforeningerne Nordre og Søndre Hansted og Vigerslev Haveforstad er vejnettet udformet ca. 1920 efter et særligt princip, med enkelte lige gader for gennemgående trafik, og resten af s. 445 gaderne udformet, enten som blinde veje el. som krogede veje, så at de ikke indbyder til uvedkommende og hurtig trafik, men er velegnede til rolige boligveje. Langs grænsen mod Hvidovre er anlagt et parkbælte, som indgår i Kbh.s vestl. parkring.

(Foto). Udsigt over en del af Valby. I forgrunden industriområde på begge sider af Gammel Køge Landevej (lodret i billedets venstre side), derover boligkarrébebyggelse ved Vigerslev Allé og Toftegårds Plads, og øverst i billedet Søndermarken med villakvarter til højre for Jesuskirken.

Udsigt over en del af Valby. I forgrunden industriområde på begge sider af Gammel Køge Landevej (lodret i billedets venstre side), derover boligkarrébebyggelse ved Vigerslev Allé og Toftegårds Plads, og øverst i billedet Søndermarken med villakvarter til højre for Jesuskirken.

Sundbyerne, det vil sige landsbyerne Sundbyøster og Sundbyvester, havde ved indlemmelsen den mest udstrakte bymæssige bebyggelse af samtlige de indlemmede distrikter.

Der fandtes også betydeligt flere indbyggere her. Medens hele Brønshøjdistriktet (Emdrup, Utterslev, Brønshøj, Husum og Vanløse) 1901 havde i alt 10.000 s. 446 indbyggere og Valbydistriktet (Valby, Vigerslev og Kongens Enghave) 7500, boede der i Sundbyerne 22.000 mennesker. De to landsbyer, som hver rummede ca. 100 gårde og huse, gav desuden allr. i forrige årh. plads til forskellige industrier, og endelig havde der også tidligt fundet en vis udflytning sted fra Kbh., idet håndværkere og bådsmænd fra Holmen i henhold til kgl. forordning af 1755 havde haft tilladelse til at bosætte sig her.

Den stærkt blandede bebyggelse i Sundbyerne har altså rod langt tilbage i tiden, og gadenettet viser endnu spor af det ældre gadenet og af gl. ejendomsgrænser. Hovedstammen i nutidens gadenet udgøres da også af de gl. hovedveje. Bydelens grænser er mod ø. og v. Øresund og Kalvebod strand, medens de mod n. og s. er af mere formel art.

Den nordøstl. del af Sundbyøster er stærkt præget af industri; omkr. Strandlodsvej findes et udstrakt areal, som er fastlagt til industriudnyttelse. Desuden er kvarteret omkr. Holmbladsgade, som ellers består af ældre høje boligkarreer, opført før indlemmelsen, meget blandet med industri. Det sa. er tilfældet i den forreste del af Sundbyvester, hvor store boligkarreer, både af ældre og nyere dato, veksler med industribebyggelse. Der er i begge bydelene i de gl. landsbyer ved samarbejde ml. private bygherrer, boligselskaber og kom. foretaget indgribende foranstaltninger for at sanere, regulere og differentiere udnyttelsen af arealerne. De under og efter 2. verdenskrig gældende restriktioner vedrørende husleje og bolignedlæggelse har dog været en forsinkende faktor ved fornyelsen såvel her som i andre bydele.

Langs Amagerbrogade og på denne gades bagland er bebyggelsen opf. som etagebyggeri, og her er hele bydelens egl. forretningsliv koncentreret. På arealerne omkr. Sundby Torv er i 1930erne opført et antal boligkarreer. Resten af Sundbyøster har haft den sa. udvikling som de tidligere nævnte distrikter, parcelog rækkehusbebyggelse gennem parcel- el. byggeforeninger.

Af offentlige institutioner og anlæg kan nævnes Sundby Hospital ved Italiensvej og et kompleks af aldersrenteboliger, opført som stokbebyggelse og liggende frit og åbent som nabo til Lergravsparken, der er indrettet i en vildtremise – i gl. dage et tilholdssted for vildt.

Endv. findes to kirkegårde, Vor Frelsers kirkegård og Sundby kirkegård, og endelig er der langs kysten mod Øresund anlagt en strandpark, ligesom det tidl. Kastrupfort er indrettet som folkepark.

Medens Sundbyøster er omtrent udbygget, ligger Sundbyvester og Sundby Overdrev endnu kun delvis bebygget; dette beror på afvandingsforholdene, idet de sydvestl. dele af bydelen først i årene 1952–56 har fået afvandingsmuligheder gennem et omfattende system af nye ledninger og pumpestationer. Arealerne nærmere mod Amagerbrogade har gennem længere tid haft afvandingsmulighed, og der har her allr. siden århundredskiftet udfoldet sig en livlig byggeforeningsvirksomhed. Der findes i Sundbyvester kun få offentlige institutioner. Arbejdsanstalten Sundholm, hvoraf en del 1954 er indrettet til hospital, er placeret i kvarterets nordligste del, og ml. Irlandsvej og Englandsvej er anlagt et parkanlæg, Sundbyvesterparken, og en idrætspark.

V.f. Sundbyvester er Amager Fælled beliggende, et lavtliggende og fugtigt areal, som militæret indtil 1956 har anvendt til skydebaner. Efter en 1939 indgået s. 447 overenskomst, bl.a. mellem staten og Kbh.s kom., skal dette areal i nær fremtid afleveres af militæret og overdrages til et sameje ml. staten og kommunen, hvorefter arealet skal anvendes til civile formål. Efter en nødvendig opfyldning vil der på dette areal kunne opføres et helt nyt bykvarter. I dette har staten allr. ved overenskomst sikret sig et ret stort areal til nye administrationsbygn. Opfyldningen, der betyder en ret betragtelig udvidelse af Kbh’s kom.s område, tænkes i øvrigt anvendt til et moderne boligkvarter med rige friluftsmuligheder i form af parker olgn. i overensstemmelse med de mest moderne byplanprincipper.

Arne Sundbo borgmester

(Foto). Nordlige del af Sundbyøster. Nederst Lergravsparken og det i fritliggende stokke opførte boligkompleks for folkepensionister »Sundparken«. Derover til højre industriområdet omkring Strandlodsvej, der fra billedets højre kant løber skråt op mod billedmidten til Christianshavns Fælled foroven.

Nordlige del af Sundbyøster. Nederst Lergravsparken og det i fritliggende stokke opførte boligkompleks for folkepensionister »Sundparken«. Derover til højre industriområdet omkring Strandlodsvej, der fra billedets højre kant løber skråt op mod billedmidten til Christianshavns Fælled foroven.

s. 448

I første halvdel af 1800t. var de fleste større byer på det europæiske fastland klart definerede enheder med bebyggelsen placeret inden for et nogenlunde overskueligt område, ofte omgivet af et fæstningsanlæg, der dannede den endelige grænse for den bymæssige bebyggelse. Således boede endnu 1850 samtlige 130.000 indbyggere i Kbh. inden for voldene på et ca. 300 ha stort område, næppe mere end 2 km på hver led.

1956 er 10 gange så mange københavnere spredt over 70.000 ha i en afstand af op til 30 km fra bymidten.

Bebyggelsens enorme spredning er sket i takt med de moderne samfærdselsmidlers udvikling og har nødvendiggjort en egnsplanlægning, ɔ: en samlet planlægning af bebyggelse, rekreative områder, trafikanlæg, andre tekniske anlæg osv. over et større område på tværs af de hidtidige administrative grænser.

I Kbh. klarede man dog de første presserende egnsplanmæssige problemer ved 1901–02 at indlemme naboområderne, Brønshøj, Vigerslev-Valby og Sundbyerne, i Kbh.s kom. De kbhske brokvarterer var – stimuleret af hestesporvejslinierne, som i hurtig rækkefølge var etableret efter 1863 – nået ud til kom. grænsen, der dengang lå ved Lersøen mod nv. og Carlsberg mod sø., og bebyggelsen var ved at vokse ind i nabokommunerne. Der var her tale om rene landkommuner, hvis administrative, finansielle og tekniske forhold ikke var baseret på at klare den bymæssige udvikling, der jo medfører store offentlige investeringer i trafikanlæg, parker, skoler og andre offentlige institutioner. Formålet med indlemmelsen var at skaffe areal til byens fremtidige vækst, og ved at indlemme opnåede man, at udviklingen kunne tilrettelægges fra centrale organer, i dette tilfælde borgerrepræsentationen og magistraten. Borgerrepræsentationen nedsatte da også 1905 et fællesudvalg til fastlæggelse af retningslinierne for udbygningen af kom.s ubebyggede arealer, og 1908 afholdt man en international arkitektkonkurrence om en byplan for de indlemmede distrikter. Førstepræmieforslaget, der var udarbejdet af tyskeren Carl Strintz, var bygget op over en række forstadscentre, indbyrdes adskilt ved parker og villakvarterer, og indeholdt et romantisk slynget vejnet med et utal af detaljer.

Langt mere tidssvarende virker i dag andenpræmieforslaget, udarbejdet af den senere stadsingeniør i Kbh., A. Bjerre. Det kan faktisk sammenlignes med en moderne generalplan, der trækker de store linier op for veje, parker og de forsk. bebyggelsesarters fordeling uden at fortabe sig i detaljer. Med enkelte afvigelser dannede dette forslag grundlaget for byplanlægningen i Kbh.s ydre kvarterer. I dag genfinder man således det sammenhængende parksystem: Lersø Parkallé, der forbinder Fælledparken med Lersøen og Utterslev Mose, Damhusengen fra Husum vold til Kalveboderne samt forbindelsen bag om Vestre Kirkegård fra Søndermarken til Valbyparken.

Ved indlemmelsen havde man dog ikke fået hele den kbhske bebyggelse med i Kbh.s kom. Byens velhavende borgerskab havde fra ældre tid haft landsteder langs Øresundskysten og i det skov- og sørige landskab n.f. Kbh., og med etableringen af jernbanerne til Lyngby og Klampenborg tog udflytningen til disse områder fart, således at bebyggelsen ved århundredskiftet havde et ret betydeligt s. 449 omfang. I tiden ml. århundredskiftet og 1. verdenskrig kom yderligere Gladsakse til med bebyggelser langs Frederiksborgvej i Søborg og Buddinge.

(Foto). Udsigt over Jægersborg station mod nordøst. Tværs over forgrunden Nordbanen med Jægersborg S-banestation (bag vandtårnet i billedets midte) ved viadukten over Hørsholmvejen. Denne 1955 åbnede motorvej fører fra billedets nederste højre hjørne skråt op mod venstre; man ser udfletning af sideveje fra motorvejen og veje, der føres over den på vejbroer. Omkring stationen høj boligbebyggelse, længere borte villabebyggelse. Motorvejen, der er façadeløs, drager ingen bebyggelse med sig. I baggrunden Ermelunden og Dyrehaven med Eremitagesletten.

Udsigt over Jægersborg station mod nordøst. Tværs over forgrunden Nordbanen med Jægersborg S-banestation (bag vandtårnet i billedets midte) ved viadukten over Hørsholmvejen. Denne 1955 åbnede motorvej fører fra billedets nederste højre hjørne skråt op mod venstre; man ser udfletning af sideveje fra motorvejen og veje, der føres over den på vejbroer. Omkring stationen høj boligbebyggelse, længere borte villabebyggelse. Motorvejen, der er façadeløs, drager ingen bebyggelse med sig. I baggrunden Ermelunden og Dyrehaven med Eremitagesletten.

Den nye bebyggelse i disse områder fandt ikke sted efter samlede planer. Man udstykkede el. bebyggede arealerne de steder, hvor der var chance for at få udlejet el. solgt, og den trafikale forbindelse med Kbh. spillede derfor en stor rolle for den retning, udviklingen tog. Det kbhske sporvejsnet var i årene omkr. århundredskiftet blevet elektrificeret, og 1902 etableredes en elektrisk sporvejslinie til Slukefter i Hellerup; året efter åbnedes linien fra Tuborg til Klampenborg og 1909 linien ad Bernstorffsvej til Femvejen og Dyrehaven. Jernbanelinierne til Lyngby og Klampenborg var henh. 1864 og 1897 forlænget til Helsingør; togene førtes frem med damplokomotiver, og afstanden ml. stationerne var – også på de indre strækninger – temmelig stor. Selv om der således ikke var tale om egl. bytrafik på disse baner, foregik der alligevel fx. omkr. Charlottenlund station et livligt villabyggeri i årene op til århundredskiftet.

I fortsættelse af den store banegårdsomlægning og anlægget af Boulevardbanen s. 450 i Kbh. undersøgte statsbanerne mulighederne for at elektrificere den kbhske nærtrafik. Efter fremkomsten af forsk. projekter var interessen for et egl. bybanesystem så stor, at en livlig dagbladsdebat medførte nedsættelsen af en kommission til undersøgelse af spørgsmålet. Kommissionen foreslog i sin betænkning af 1915 at udskyde en elektrificering af nærbanerne og i første omgang nøjes med at fremføre togene ad Boulevardbanen ved elektriske forspandslokomotiver, hvilket dog aldrig blev realiseret – formentlig p.gr.af krigen.

De projekter, som kommissionen foreslog til sen. gennemførelse, indeholdt imidlertid stort set de forslag til bybanestationer (fx. nuv. Vesterport, Nørreport, Nordhavn, Svanemøllen og Ordrup), som i 30erne blev gennemført ved elektrificeringen af nærbanerne, ligesom driftsform og togtyper på mange måder svarede til det S-togssystem, vi har i dag.

Den 1. verdenskrig satte indtil videre en stopper for planlægningen af nye trafiklinier i Kbh.s-egnen; først 1922 nedsatte borgerrepræsentationen i Kbh. et fællesudvalg til overvejelse af forbedring af færdselsforbindelserne ml. Sjælland og Amager samt spørgsmål om nye sporvejslinier m.v.

Udvalgets betænkning – 2 år sen. – opridsede foruden forslag til nye Amagerforbindelser de muligheder, der dengang var for at forlænge sporvejslinierne ud i omegnskommunerne. Forslaget byggede på de eksisterende sporveje, og linienettet havde som følge heraf en ret tæt maskevidde. Det forudsatte således en fortsat lagvis vækst af bebyggelsen ud i omegnskommunerne, et spørgsmål, som der dog ikke direkte blev taget stilling til. Udvalget ønskede blot at pege på de hensyn, omegnskommunerne måtte tage ved profileringen af de forsk. indfartsveje, hvis de pågældende kommuner ønskede sporvejslinier ført frem til nye bebyggelser. Af de foreslåede sporvejsforlængelser blev kun forlængelsen af linie 16 til Søborg og af linie 15 til Dyrehaven gennemført, medens de øvrige forslag siden er opgivet.

Fællesudvalgets betænkning indeholdt også forslag til etablering af hurtigsporveje, idet det blev fastslået, at den ovenn. elektrificering af Boulevardbanen, Holte- og Rungstedbanen i forb. m. elektrificering af Vestbanen til Roskilde over Glostrup-Tåstrup ville give byen en fortrinlig bybane.

Da det var statsbanerne, der ville komme til at anlægge og drive de elektriske baner, koncentrerede fællesudvalget sig om supplerende hurtigsporvejsanlæg og foreslog, at Slangerupbanen og Amagerbanen byggedes om til hurtigsporveje og sattes i forb. m. hinanden over Rådhuspladsen. Endv. foreslog udvalget, at man ved arealerhvervelser sikrede gennemførelsen af en række nye hurtigsporvejslinier: Kongelundsbanen, Køgebugtbanen, Vigerslevbanen, Jyllingebanen samt en afgrening af Slangerupbanen til Østerbro. Endelig foreslog man Frederikssundsbanen elektrificeret og indført som hurtigsporvej til Kbh.s centrum.

Hurtigsporvejene skulle i yderdistrikterne fremføres i vejene i et særligt sporareal adskilt fra den øvrige trafik. Stoppestederne skulle placeres med stor afstand, fx. 500 m, og den øvrige trafik skulle kun krydse sporene ved stoppestederne. I de centrale bydele skulle hurtigsporvognene føres frem som alm. sporvogne.

Selv om dette forslag aldrig er blevet gennemført, har det dog medført, at flere af Kbh.s indfaldsveje siden er blevet gennemført i stor bredde, og forslaget havde endv. den betydning, at man for første gang fra myndighedernes side erkendte, at byens fortsatte vækst ud over kom.grænserne næppe alene kunne s. 451 baseres på en forlængelse af de eksisterende sporvejslinier. Afstanden ml. centrum og den yderste forstadsbebyggelse var nu blevet så stor, at der måtte hurtigere trafikmidler til.

(Kort). Københavns-egnens bebyggelse på 3 forskellige stadier. Til venstre 1850, hvor der bortset fra lidt forstadsbebyggelse på broerne kun fandtes landsbybebyggelser uden for voldene. I midten situationen ca. 1900, hvor brokvartererne og Frederiksberg samt kvarterer i Hellerup, Charlottenlund og Kongens Lyngby er under udbygning. Til højre bebyggelsen i 1950, hvor der navnlig i nordegnen, men også vest for København i Rødovre, Hvidovre og Glostrup har fundet omfattende bebyggelser sted.Den punkterede linie angiver kommunegrænsen mellem København og omegnskommunerne.

Københavns-egnens bebyggelse på 3 forskellige stadier. Til venstre 1850, hvor der bortset fra lidt forstadsbebyggelse på broerne kun fandtes landsbybebyggelser uden for voldene. I midten situationen ca. 1900, hvor brokvartererne og Frederiksberg samt kvarterer i Hellerup, Charlottenlund og Kongens Lyngby er under udbygning. Til højre bebyggelsen i 1950, hvor der navnlig i nordegnen, men også vest for København i Rødovre, Hvidovre og Glostrup har fundet omfattende bebyggelser sted.

Den punkterede linie angiver kommunegrænsen mellem København og omegnskommunerne.

Myndighederne havde – bortset fra indlemmelsesspørgsmålet – hidtil hovedsagelig interesseret sig for fællesplaner for den kollektive trafik. Det var naturligt nok; for det var de kollektive trafikmidler, som krævede de største direkte investeringer, og en omhyggelig planlægning var derfor påkrævet.

Den stadig voksende, planløse bebyggelse i omegnskommunerne med de deraf følgende vanskeligheder ved at få gennemført et sammenhængende vej- og trafiksystem fik imidlertid Dansk Ingeniørforening til at nedsætte et udvalg angående fremtidige hovedtrafiklinier ml. Kbh. og nabokommunerne, det s.k. trafiklinieudvalg, hvis betænkning, der forelå 1926, først og fremmest indeholdt forslag til en fælles vejplan for Kbh., Fr.berg, Gentofte og hele Kbh.s amt.

Hovedvejssystemet var baseret på de gl. radialveje, suppleret med en række nye veje: Kildebrøndevejen ml. Køgevej og Roskildevej, Jyllingevejen ml. Roskildevej og Frederikssundsvej og Hørsholmvejen ml. Lyngbyvej og Strandvejen. Radialvejene blev forbundet med ringveje, den inderste var Jagtvej-Falkonér Allé-linien, derefter Tuborgvej-Hulgårdsvej-Grøndals Parkvej-linien, og som de næste amtets ringveje B 3 og B 4. Disse benævnelser stammer i øvrigt fra trafiklinieudvalget, idet radialvejene blev betegnet med litra A og et ciffer og ringvejene med litra B og et ciffer. Ringvej B 3 forbandt Charlottenlund med Brøndby Strand over Buddinge, Herlev og Glostrup, således som den faktisk i store træk er gennemført i dag, og ringvej B 4 udgik fra Klampenborg over Lyngby, s. 452 Bagsværd, Ballerup og Tåstrup til Køgevej ved Ishøj Strand. Sidstnævnte er i øjeblikket kun gennemført fra Klampenborgvej til Hjortespring. Af de foreslåede nye hovedradialveje finder man i dag først og fremmest Hørsholmvejen, der er gennemført som motorvej, og Jyllingevejen, som foreløbig er ført frem til ringvej B 3 ved Ejby.

(Kort). Forslag fremsat af Fællesudvalget af 22. juni 1922. Til venstre forlængelser af de eksisterende sporvejslinier ud i omegnskommunerne. Til højre forslag til hurtigsporvejslinier (fuldt optrukket) og de af statsbanekommissionen af 15. februar 1911 foreslåede elektrificerede jernbaner (punkteret).

Forslag fremsat af Fællesudvalget af 22. juni 1922. Til venstre forlængelser af de eksisterende sporvejslinier ud i omegnskommunerne. Til højre forslag til hurtigsporvejslinier (fuldt optrukket) og de af statsbanekommissionen af 15. februar 1911 foreslåede elektrificerede jernbaner (punkteret).

Trafiklinieudvalgets vejplan fik stor betydning for vejplanlægningen, idet man nu fik mulighed for at udbygge vejene efter et sammenhængende system tværs over kom.grænserne; endv. kunne man nu klassificere de enkelte vejstrækninger m.h.t. anlægstidspunkt og kapacitet m.v. efter den betydning, de kunne forventes at få i det færdige system.

Men betænkningen fik også den betydning, at teknikere og myndigheder fik en vågnende forståelse af nødvendigheden af en mere generel planlægning. I en stort anlagt enquete havde tidsskriftet Arkitekten således bedt en række fremtrædende da. og internationale byplanteknikere udtale sig om trafikliniebetænkningen, og så godt som alle udtalelser mundede ud i, at en trafikplan alene var utilstrækkelig. Det var lige så vigtigt el. vigtigere at få fastlagt de enkelte arealers anvendelse i den fremtidige by og vide, hvor de fremtidige indbyggere skulle bo; først derefter kunne man rationelt planlægge trafikken og det øvrige udstyr, som hører med til en moderne storby.

Dansk Byplanlaboratorium tog da 1928 initiativet til nedsættelse af udvalget til planlægning af Københavns-egnen, egnsplanudvalget. I formålsparagraffen hedder det, at udvalget skal udarbejde en egnsplan, som bl.a. anbefaler ordningen af følgende:

s. 453
(Kort). Til venstre Ingeniørforeningens trafiklinieudvalgs forslag til hovedtrafiklinier i Københavns omegn 1926. Forslaget byggede på de eksisterende radialveje samt biveje i omegnskommunerne, der blev forbundet til et ringvejs-system. Til højre forslag til Københavns-egnens grønne områder, udsendt 1936 af egnsplanudvalget. Med prikker er angivet eksisterende skove og parker og med sort forslag til udflugtsområder, landskabsfredninger og udflugtsveje.

Til venstre Ingeniørforeningens trafiklinieudvalgs forslag til hovedtrafiklinier i Københavns omegn 1926. Forslaget byggede på de eksisterende radialveje samt biveje i omegnskommunerne, der blev forbundet til et ringvejs-system. Til højre forslag til Københavns-egnens grønne områder, udsendt 1936 af egnsplanudvalget. Med prikker er angivet eksisterende skove og parker og med sort forslag til udflugtsområder, landskabsfredninger og udflugtsveje.

1. Trafiklinier under hensyn til den betænkning, som er afgivet af det af Dansk Ingeniørforening under 22/5 1922 nedsatte udvalg.

2. Anvendelse af særlige områder til særlig brug under hensyn til hele egnens hensigtsmæssige udvikling.

3. Beliggenheden af parker, åbne pladser el. fredede områder, som må anses som nødvendige el. ønskelige for en gunstig udvikling af egnen.

4. Hovedtræk for udviklingen af egnen betragtet som en helhed, herunder udarbejdelse af de nødvendige særlige betænkninger om eksisterende forhold i egnen.

Udvalget bestod af repræsentanter for amtsrådene og Kbh.s magistrat samt 21 omegnskommuner foruden forsk. statsinstitutioner og foreninger. I udvalgets arbejdsudvalg sad en række embedsmænd og andre sagkyndige, repræsenterende de sagsområder, der kunne få betydning for udarbejdelsen af planerne. Nedsat på privat initiativ havde egnsplanudvalget ligesom Ingeniørforeningens trafiklinieudvalg hverken nogen myndighed el. nogen beføjelse fra andre myndigheder til at gennemføre de forslag, det måtte fremsætte. Det var derfor vigtigt, at disse udvalgs forslag var sagligt rigtige, velbegrundede og realitetsbetonede. Ellers kunne man ikke håbe på, at de myndigheder, som skulle tage stilling til dem og eventuelt bringe dem til udførelse, ville gå ind for dem.

Arbejdsudvalget begyndte straks en række generelle drøftelser og samlede sig efterhånden om den første konkrete opgave – at udarbejde en samlet plan for s. 454 Kbh.s-egnens grønne områder. Stimuleret af de forbedrede samfærdselsmidler og den landskabelige skønhed havde bebyggelsen n.f. Kbh. nu fået en sådan udstrækning, at den ganske truede med at ødelægge de naturværdier, som københavnerne netop flyttede ud til.

1936 udsendte udvalget betænkningen om Københavns-egnens grønne områder, der indeholdt forslag til et system af friluftsområder, forslag til landskabsfredning og arealerhvervelse samt forslag til det udflugts-trafiksystem, som ville være nødvendigt, for at befolkningen kunne få glæde af friluftsområderne og fredningerne. I princippet gik egnsplanudvalgets bestræbelser ud på at sætte det kbhske parksystem – som jo stort set var anlagt efter stadsingeniør A. Bjerres andenpræmieforslag fra konkurrencen om de indlemmede distrikter – i forbindelse med n.egnens skov- og søområder. Endv. ville man bevare de få eksisterende naturværdier i v.egnen (hovedsagelig mose- og engdrag) samt skabe nye udflugtsområder i form af skovplantninger og kystfredninger i v.egnen, langs Køge bugt og på Amager.

Mod n. foreslog man Utterslev mose sat i forb. dels med Ermelunden og Dyrehaven ved stier langs Gentofte rende og parkanlægget omkr. Gentofte sø, dels med Hareskovene ved et 100 m bredt parkbælte, Hareskov Parkvej; endv. foreslog man parkstier fra Vestenceinten i Husum langs Kagså til Smør- og Fedtmosen og videre langs Værebro å til Jonstrup vang. Endelig var parkanlæggene ved Damhusåen i Rødovre og Brøndbyøster ved parkbælter sat i forb. med Vestenceinten, som skulle åbnes for offentligheden. I n.egnen var der foreslået et vidt forgrenet stianlæg, der forbandt de eksisterende skove, og langs stierne var der i det åbne land foreslået store landskabsfredninger. Planen omfattede også områder uden for Kbh.s amt, idet det dengang upåagtede, skovrige landskab v.f. Farum omkr. Bastrup sø og Bure sø indgik i systemet med forslag til stianlæg og fredninger. For at afbøde skævheden i fordelingen af egnens naturlige udflugtsområder foreslog udvalget, at man tilplantede de store mose- og engdrag ved Store Vejleå’s udløb i Køge bugt, Vallensbæk mose, Porsemose og Veksø mose. Endelig foreslog man fredninger el. arealerhvervelser langs Køge bugt ved Hundige strand, Mosede strand og Karlstrup strand samt langs kysten på Amager i forb. m. anlægget af en udflugtsvej øen rundt.

Egnsplanudvalgets forslag fik alm. tilslutning fra de implicerede kommuner, og med henblik på gennemførelsen vedtog rigsdagen 1938 et tillæg til naturfredningsloven, som bl.a. muliggjorde, at man ved en foreløbig fredning kunne sikre arealer mod bebyggelse.

Statsministeriet nedsatte straks derefter et tremandsudvalg, som tilrettelagde en fredningsplan, og som efterhånden har gennemført mange af egnsplanudvalgets forslag. Tremandsudvalget opløstes 1952, men arbejdet videreføres nu af statsministeriets konsulent i naturfredningssager. 1940 vedtog rigsdagen som et led i beskæftigelsesforanstaltningerne loven om stianlæg m.v. i Kbh.s-egnens grønne områder, hvorved tremandsudvalget fik mulighed for også at gennemføre en del af de i betænkningen omtalte stier. I dag finder man – navnlig i n.egnen – landskaber og udflugtsområder, hvis sikring kan føres direkte tilbage til egnsplanudvalgets grønne betænkning. Adskillige af egnsplanudvalgets forslag og tanker har dog ikke kunnet realiseres; således har man p.gr.af Kastrup lufthavns udvidelse, inddæmningen af Kalveboderne og de militære anlæg på sydspidsen af Amager s. 455 måttet opgive kystfredningerne og anlægget af kystvejen på Amager. Arealerhvervelser og fredninger langs Køge bugt har heller ikke fået det omfang, man kunne ønske, set på baggrund af den betydning, som dette område har fået som københavnernes sommerland. Til gengæld er der andre af udvalgets forslag, som man kan håbe på engang vil blive realiseret, først og fremmest åbningen af hele Vestenceinten og etableringen af nye udflugts- og skovområder v.f. Kbh. Som et vigtigt skridt i denne retning må man se den skovplantning, som Kbh.s og Brøndbyernes kom. 1952 foretog på nogle landbrugsejendomme i Brøndbyøster, umiddelbart op til Vestenceinten.

(Kort). Egnsplankontorets skitseforslag til en egnsplan 1948 var symboliseret ved en hånd med udspilede fingre. Til højre forslag til de bymæssigt bebyggede områder, hvis trafikbetjening skulle ske ved eksisterende eller planlagte S-baner (fed streg). Endvidere var der stillet forslag om et særligt bilvejs-system (dobbeltstreg).

Egnsplankontorets skitseforslag til en egnsplan 1948 var symboliseret ved en hånd med udspilede fingre. Til højre forslag til de bymæssigt bebyggede områder, hvis trafikbetjening skulle ske ved eksisterende eller planlagte S-baner (fed streg). Endvidere var der stillet forslag om et særligt bilvejs-system (dobbeltstreg).

Efter udsendelsen af betænkningen om de grønne områder indstillede egnsplanudvalget sit arbejde, og også fra anden side var der stilstand i arbejdet med nye fællesplaner for Kbh.s-egnen. 1938 vedtog rigsdagen den nye byplanlov, hvorefter alle kommuner med byer på over 1000 indbyggere i løbet af 5 år skulle udarbejde byplaner. Hovedparten af de enkelte omegnskom. måtte derfor gå i gang med at udarbejde hver sin plan, og en egl. koordinering fandt ikke sted.

1939 nedsatte indenrigsministeriet en kommission til ordning af hovedstadens administrative nyordning, hovedstadskommissionen, og fra forsk. sider håbede man da, at dette kommissionsarbejde ville resultere i en administrativ ordning af egnsplanlægningen. Kommissionens arbejde trak imidlertid i langdrag, og der blev efterhånden fra anden side taget skridt til at fortsætte fællesplanlægningen. Således nedsatte indenrigsministeriet 1944 udvalget til samordning af byplanlægningen i kommunerne vest for København. Begrundelsen for dette udvalgs nedsættelse var, dels at flere af de vestl. kommuner ikke i sa. grad som kommunerne n.f. København havde udbygget den tekniske administration til at klare de krav, som byplanloven s. 456 stillede, og dels at man netop inden for dette område måtte vente at møde de største egnsplanmæssige problemer, idet bebyggelsen ikke som i n.egnen ville støde på naturlige hindringer som skove, søer og fredninger, men måtte forventes efterhånden at vokse sammen over kom.grænserne.

S.å. nedsatte Kbh.s magistrat kommissionen angående en trafikplan for hovedstaden, og Dansk Ingeniørforening nedsatte et nyt trafiklinieudvalg for Kbh.s og Roskilde amtsrådskredse samt Fr.borg amt. Endelig blev også et andet vigtigt planlægningsspørgsmål for det kbhske bysamfund – havnen – i disse år taget op af det af Kbh.s havnebestyrelse nedsatte udvalg, der skulle stille forslag til den fremtidige udbygning af havnen.

På baggrund af disse nye udvalg og kommissioner tog Dansk Byplanlaboratorium spørgsmålet om en samlet planlægning op på ny, og resultatet heraf blev en genindkaldelse af egnsplanudvalget foråret 1945. Samtidig blev »formålsparagraffen« strammet, så at den i højere grad end tidl. tog direkte sigte på en egl. egnsplan ɔ: en plan, som behandler spørgsmålet om, hvilke arealer der skal bebygges, og hvilke der skal unddrages bymæssig udvikling, om arealernes anvendelse til boligformål, erhvervsformål, rekreative formål osv., om placeringen af lokale centre og vigtigere offentlige institutioner, samt spørgsmålet om hovedtrafiklinier, herunder flyvepladser, havneanlæg, jernbaner, hovedfærdselsveje. Straks efter indkaldelsen af egnsplanudvalget nedsatte man et arbejdsudvalg efter samme retningslinier som tidl., og der oprettedes et teknisk kontor, egnsplankontoret.

På dette tidspunkt – umiddelbart før krigens afslutning – var boligbyggeriet næsten standset, og de offentlige anlægsarbejder lå stille p.gr.af materialemangelen. Men samtidig havde krigens pengerigelighed bevirket en omfattende spekulation i parcelgrunde, og utallige landbrugsejendomme i omegnen var udstykket uden hensyn til deres beliggenhed, el. om der nogen sinde kunne fremskaffes kloaker, vandforsyning og andet udstyr, der kunne gøre dem byggemodne.

Fra centraladministrationens side havde man forberedt det fremtidige boligbyggeri, idet man arbejdede med lovforslag til efterkrigstidens boligstøttelove, og da man samtidig efter krigen ventede arbejdsløshed og derfor ønskede at forcere beredskabsprojekteringen, var man interesseret i at skaffe overblik over anlægsvirksomheden. Dette var baggrunden for, at arbejdsministeriet tilsagde egnsplanudvalget økonomisk støtte i sa. omfang, som kommunerne ydede bidrag, til genoptagelse af arbejdet.

Efter omfattende rekognosceringer og undersøgelser af de bestående forhold i egnen og forhandlinger med myndigheder og institutioner kunne egnsplankontoret foråret 1947 for arbejdsudvalget forelægge den første idé-skitse til en egnsplan, og efter en række principielle drøftelser offentliggjordes jan. 1948 skitseforslag til en egnsplan for Stor-Kbh.

Skitseforslaget byggede på en række hovedantagelser, hvoraf den vigtigste var den størrelse, man kunne forvente, at byen ville få. Selv om der tid efter anden havde været røster fremme om at begrænse hovedstadens vækst, mente egnsplanudvalget ikke, at man kunne basere sin virksomhed på en sådan tanke, så længe man ikke havde en planlægning, der rationelt kunne tilrettelægge hele landets fremtidige befolknings- og erhvervsfordeling. Man regnede altså med, at Stor-Kbh. fortsat ville vokse, og som minimums- eller korttidsantagelse regnede s. 457 man med 1,3 mill. indbyggere, og på længere sigt (maksimumsantagelsen) sattes folketallet til 1,7 mill.

(Foto). Ved Brøndbyøster S-banestation, taget i brug 1953, skyder nu en by af højhuse i vejret på hidtilværende landbrugsjord.

Ved Brøndbyøster S-banestation, taget i brug 1953, skyder nu en by af højhuse i vejret på hidtilværende landbrugsjord.

Kbh. havde udviklet sig som en typisk centralby med et stærkt udtalt center, og egnsplanudvalget gik ind for at fastholde og videreudvikle denne byform og få fremelsket dens gode sider og afbødet dens mangler.

I egnsplanudvalget og i magistratens trafikkommission (som i disse år arbejdede med planerne til byens fremtidige trafiksystem) var der enighed om, at den nuv. og fremtidige by fortsat måtte bygges op på kollektive trafikmidler, i de indre områder på sporvogne og busser, i yderkvartererne på S-baner, der skulle føres ind til bymidten som baner ude af niveau med den øvrige trafik. Hermed var den fremtidige bystruktur givet; den blev illustreret ved en hånd med udspilede fingre: »håndfladen« betjenes af sporvejs- og buslinierne med den tætte maskevidde, medens S-banerne betjener »fingrene«.

Områderne ml. fingrene skulle forblive som landbrugs- og gartneriområder, hvorved man fortsat kunne sikre storbyen forsyning af landbrugs- og gartneriprodukter og samtidig drage nytte af de åbne arealers rekreative værdi.

Ud over denne grovere deling i bebyggede og ubebyggede områder foreslog skitsebetænkningen en yderligere opdeling inden for de bebyggede områder. På basis af tendenserne i den allr. stedfundne udvikling foresloges således et system af store industrikvarterer ved »roden« af fingrene, medens mindre industriområder kunne placeres i de enkelte stationsoplande. Endv. gik man ind for koncentration af etagehusboliger omkr. S-banestationerne, fordi flest mulig beboere s. 458 derved ville få det bekvemt med hensyn til bolig-arbejdsstedtrafikken. Haveboligerne skulle placeres i periferien af stationsoplandene, idet denne boligform har andre fordele, som beboerne gerne vil betale med større afstand til trafikmidlerne. Som et supplement til den store udflytning, man efter skitsebetænkningen (og i kommunerne) regnede med v.f. Kbh., tog egnsplanudvalget spørgsmålet om skovplantning og igen, og i skitsebetænkningen ændrede man det opr. forslag og drejede skoven ind langs bebyggelsen n. om Glostrup, således at skoven i højere grad blev knyttet til bebyggelsen.

Hovedstammen i det trafiksystem, som egnsplanskitsen baserede sine forslag til nye bebyggelser på, var som nævnt S-banerne, nemlig til Klampenborg, Holte, Farum (tidl. Slangerup), Ballerup og Glostrup, samt Køgebugtbanen. Med en udbygning langs disse baner ville bebyggelsen samtidig trafikalt blive betjent af de gl. udfaldsveje – nævnt i sa. rækkefølge – Strandvejen, Lyngbyvej, Frederiksborgvej, Frederikssundsvej, Roskildevej og Køgevej. Med den udbygning, man i skitsebetænkningen påregnede ud langs banerne, måtte man dog, selv om en stor del af trafikanterne blev flyttet over på S-banerne, regne med, at de gl. udfaldsveje ikke kunne klare biltrafikken på længere sigt, og egnsplanskitsen gik derfor ind for et system af aflastningsveje – én til hver finger – som skulle føres ind som særlige bilgader så nær bymidten som muligt. Disse radiære bilgader var forbundet indbyrdes med den under krigen påbegyndte motorringvej, den s.k. hærvej, og for Kbh.s kom.s vedkommende viste skitsebetænkningen forslag til et skematisk bilgadenet, hvis inderste ringlinie lå ved søerne.

Foruden disse hovedtræk berørte skitsebetænkningen en række andre problemer, som måtte tages op, efterhånden som byen voksede og udviklingen skred frem, bl.a. spørgsmålet om byens opdeling i byenheder, om sommerhus- og kolonihavebebyggelse, forsyning med kloak og vand, flyvepladser osv.

Skitsebetænkningen behandlede også spørgsmålet om, i hvilken rækkefølge byen burde udbygges, idet der var vist to udbygningsetaper. Første etape regnede i hovedsagen med udbygning i baneoplandene til Klampenborg- og Holtebanen, Slangerupbanen til Bagsværd, Frederikssundbanen til Ballerup og Roskildebanen til Glostrup, og i anden etape udbyggedes Lundtoftebanens opland, Værløse og Farum ved Slangerupbanen, Måløv ved Frederikssundsbanen, Vridsløselille og Tåstrup ved Roskildebanen, og den nye Køgebugtbanes opland til Vallensbæk.

Det er endnu for tidligt at påvise topografiske træk i Kbh.s-egnen, der direkte er en følge af egnsplanskitsebetænkningen. Foruden de mange forslag, den indeholdt, ligger dens værdi i, at den søger at se hele Stor-Kbh. som en helhed. Den indpasser de mange kommissioners og udvalgs forslag i en fælles plan, der samtidig anviser retningslinier for løsningen af det vigtigste af alle egnsplanspørgsmål: hvor bør den fremtidige bebyggelse placeres? Den var tænkt som et diskussionsgrundlag, og efter at den var udsendt til alle de implicerede kom. og myndigheder, gik egnsplankontoret i gang med at tilpasse skitseforslagets detailudformning til de enkelte kom.s egne byplaner, og efter en række drøftelser i egnsplanudvalgets arbejdsudvalg var man i efteråret 1948 nået så langt med et revideret egnsplanforslag, at arbejdsudvalget agtede at optage officielle drøftelser med de enkelte kommunalbestyrelser.

Imidlertid indtrådte der en afgørende vending i hele egnsplanarbejdet, idet s. 459 s. 460 ministeren for byggeri og boligvæsen som et led i bestræbelserne på at begrænse bebyggelsesspredningen fremsatte et lovforslag om regulering af bymæssige bebyggelser, som 23/4 1949 blev vedtaget af rigsdagen. Herefter skal der – foreløbig for landets 4 største byer, Kbh., Århus, Ålborg og Odense – nedsættes byudviklingsudvalg, hvis opgave det er at udarbejde og administrere byudviklingsplaner. En byudviklingsplan skal inddele området i inderzoner – arealer, der straks kan bebygges med bymæssig bebyggelse, mellemzoner – arealer, hvor der kan træffes forberedelser til bymæssig bebyggelse, og yderzoner – arealer, der i hele planens gyldighedsperiode skal friholdes for bymæssig bebyggelse. Byudviklingsplaner skal normalt gælde i mindst 15 år. Bygnings- og byplanlovgivningen havde hidtil kun givet de enkelte kommunalbestyrelser mulighed for at bestemme anvendelsen af bebyggelsen på de enkelte arealer – om det skulle være høj el. lav boligbebyggelse, industri osv. – men man havde ingen klar hjemmel til at forhindre en bymæssig bebyggelse, uanset hvor dårligt et areal var beliggende el. hvor dyrt det var at gøre byggemodent.

(Kort). Skitseforslag til en egnsplan, 1948. De fremtidige boligområder er angivet med skravering og erhvervsområderne med sort. Områderne, der er omsluttet af en prikket linie (vest for København og på Amager) var foreslået tilplantet med skov.

Skitseforslag til en egnsplan, 1948. De fremtidige boligområder er angivet med skravering og erhvervsområderne med sort. Områderne, der er omsluttet af en prikket linie (vest for København og på Amager) var foreslået tilplantet med skov.

Med byreguleringsloven og en tilsvarende tilføjelse til byplanloven fik man nu mulighed for at føre den fremtidige bymæssige udvikling ind i faste rammer, og samtidig løftede statsmagten spørgsmålet om den fremtidige grænse ml. land og by omkr. de større byer fra de kommunale byplanmyndigheder over til nye statslige organer med direkte bemyndigelse til at fastlægge og administrere denne grænse. Det kbhske egnsplanudvalg fandt det efter gennemførelsen af denne lovgivning rigtigst at opgive de officielle forhandlinger med kommunalbestyrelserne, og i stedet udarbejdedes en redegørelse vedrørende de første 15 års byudvikling med en revideret etape-skitse ɔ: en plan for de arealer i Kbh.s-egnen, der i første omgang burde udbygges. Endv. stillede man hele det af egnsplanudvalget indsamlede materiale til rådighed for det nye byudviklingsudvalg for Kbh.s-egnen.

Byudviklingsudvalget for Kbh.s-egnen, der af boligministeriet blev nedsat 6/10 1949, består af 13 kommunale repræsentanter, repræsentanter for grundejer- og lejerinteresser, foruden en formand og sagkyndige.

Det område, som byudviklingsplanen for Kbh.s-egnen efter loven skulle omfatte, bestod af Kbh., Fr.berg og samtlige kom. i Kbh.s amt samt Farum, Birkerød og Hørsholm kom. i Fr.borg amt. Kort efter udvalgets nedsættelse blev endnu 4 kom., Greve-Kildebrønde, Karlslunde-Karlstrup, Havdrup-Solrød og Jersie-Skensved, alle i Roskilde amtsrådskreds, inddraget, således at byudviklingsplanen kom til at omfatte i alt 29 kommuner med et samlet areal på ca. 70.000 ha (700 km2) og en befolkning på ca. 1.215.000 (pr. 1/4 1950). Dette område svarer i øvrigt ganske til egnsplanudvalgets planlægningsområde.

Det første spørgsmål, der melder sig ved udarbejdelsen af en byudviklingsplan, er, hvor stor en befolkningstilvækst der kan forventes i den periode, for hvilken der planlægges.

1950 var af Kbh.s-egnens dav. befolkning hovedparten – ca. 975.000 el. 80% af det samlede tal – bosat i de indre kommuner, Kbh., Fr.berg og Gentofte, medens den resterende del var fordelt på de 26 omegnskom., hvis folketal varierede fra 45.000 (Lyngby-Tårbæk) til ca. 1000 (Vallensbæk og Sengeløse).

Befolkningstilvæksten havde hidtil fordelt sig på tilsvarende måde, idet de 3 førstnævnte kom. i perioden 1930–45 havde modtaget ca. 70% af Kbh.s-egnens befolkningstilvækst. I slutn. af 40erne, da disse kom. efterhånden var fuldt s. 461 udbygget, var der imidlertid indtruffet et vendepunkt. Deres andel i tilvæksten faldt i perioden 1945–50 til 40%, og efter 1950 er deres folketal stagneret og endda begyndt at gå tilbage.

Byudviklingsudvalget måtte altså ved sin planlægning af nye bebyggelsesområder gå ud fra, at hovedparten af Kbh.s-egnens befolkningstilvækst skulle placeres i omegnskommunerne. Størrelsen af denne befolkningstilvækst blev anslået på grundlag af en prognose foretaget 1948 af Kbh.s statistiske kontor. Herefter kunne man påregne et samlet befolkningstal på 1.400.000 i 1966, dvs. en befolkningstilvækst på ca. 185.000 i løbet af 15 år.

Kbh., Fr.berg og Gentofte regnede endnu 1950 med at kunne optage mindst 50.000 af befolkningstilvæksten, og byudviklingsudvalget skulle altså i omegnskommunerne udlægge arealer svarende til en befolkningstilvækst på ca. 135.000, et tal, man dog forhøjede til 150.000.

Det næste spørgsmål for byudviklingsudvalget blev, hvor store arealer man i byudviklingsplanen skulle udlægge til bebyggelse i forhold til den beregnede befolkningstilvækst. Et af formålene med byreguleringsloven er netop at hindre, at der investeres kapital i tekniske anlæg som kloakker, veje og trafikmidler inden for områder på et tidspunkt, hvor disse ud fra et helhedssynspunkt ikke bør bebygges, fordi befolkningstilvæksten ikke er stor nok. Dette taler for at trække grænserne så snævert som muligt.

På den anden side må der til stadighed være så rigeligt et udbud af byggemodne arealer, at der for de byggende bliver mulighed for at vælge, et forhold, der bl.a. vil få indflydelse på grundprisdannelsen.

Ved byudviklingsudvalgets planlægning for den første periode var man i nogen grad bundet af den præjudicering til bebyggelse, der allerede havde fundet sted gennem de enkelte kom.s foranstaltninger (kloakering, udlægning af veje, ledninger m.m.). Hvis man forhindrede bebyggelse på disse arealer, ville det jo netop medføre et investeringsspild.

Disse forhold kunne bevirke, at man ville få en noget større margin end ønskeligt, set på baggrund af det beregnede behov.

Udvalget vedtog i så vidt omfang som muligt at basere sine planer på de retningslinier, som egnsplanudvalget havde afstukket.

Ved de nu gældende byudviklingsplaner nåede man frem til en margin, der alene for inderzonens vedkommende svarede til det dobbelte af den forventede befolkningstilvækst.

Som hovedretningslinie ved udvælgelsen af de fremtidige byggearealer – inder- og mellemzonerne – fulgte byudviklingsudvalget som nævnt egnsplanudvalgets og dermed en række andre kommissioners og udvalgs forslag om, at nye forstadsbebyggelser først og fremmest måtte have en førsteklasses trafikbetjening med kollektive trafikmidler.

Følgende 4 krav må opfyldes, for at et forstadsområde kan betragtes som fuldt tilfredsstillende trafikbetjent:

1. Det pågældende trafikmiddel skal føre direkte ind til bymidten.

2. Det skal have stor kapacitet og kunne udbygges til stor driftshyppighed.

3. De pågældende arealer skal ligge inden for en vis, ikke for stor gangafstand fra trafikmidlet.

s. 462

4. Den samlede rejsetid bør holdes inden for en vis grænse – for Kbh.s vedkommende helst inden for den tidsafstand, der i dag er fra bymidten ud til de yderste udløbere af sporvejsnettet.

Disse krav kunne tilfredsstilles i hele det sporvejsbetjente område og på største delen af Amager ved en udbygning af sporvejs- og busnettet. Endv. kunne de tilfredsstilles med eksisterende og planlagte S-baner. Inden for dette førsteklasses trafikbetjente område blev hovedparten af de foreslåede inder- og mellemzoner placeret. Udvalget tilstræbte en vis etapedeling m.h.t. udbygningen af disse arealer, idet inderzone-arealerne fortrinsvis blev udlagt ved de eksisterende trafikmidler, medens arealer ved projekterede, men endnu ikke gennemførte trafikanlæg blev lagt i mellemzone. De kan så senere, når trafikanlægget bliver påbegyndt, overføres til inderzone og dermed frigives til bebyggelse.

Fra ældre tid ligger der uden for dette førsteklasses trafikbetjente område store bebyggelser, som fortsat må udbygges, fx. bebyggelserne langs Kystbanen til Rungsted-Hørsholm samt ved Nordbanen Birkerød. Disse bydannelser kan ikke helt sammenlignes med Kbh.s-egnens øvrige forstadsbebyggelser, for selv om de ikke har S-baner, er deres trafikforbindelse med Kbh. ved de nævnte baner dog så god, at en omfattende udflytning fra Kbh. har fundet sted i tiden efter 1. verdenskrig. Disse bebyggelser har i byudviklingsplanen fået udvidelsesmuligheder, der stort set svarer til de hidtidige udviklingstendenser.

De meget store parceludstykninger fra den pengerigelige tid under og efter 2. verdenskrig var placeret uden tilknytning til andre bebyggelser og uden ordentlig trafik- el. anden teknisk betjening. Disse områder kunne derfor ikke i byudviklingsplanen klassificeres som inderzone.

For dog ikke at skuffe disse parcelejeres forventninger har man i byudviklingsplanen i vid udstrækning lagt disse udstykninger i mellemzone og givet grundejerne tilsagn om, at man vil tillade helårsbebyggelse, når arealerne er gjort byggemodne eller sikret gjort byggemodne ɔ: når grundejerne har vedtaget at lade udføre vej- og kloakanlæg. Herved opnår man, at flertallet af grundejere kommer til at bestemme områdets udvikling i modsætning til tidl., hvor et mindretal inden for et udstykningsområde ved at påbegynde opførelsen af helårshuse tvang de kostbare tekniske anlæg igennem på et tidspunkt, hvor flertallet måske ikke var interesseret el. ikke havde råd til at deltage i udgiften til disse anlæg. Mange sommerhusejere har i tidens løb på denne måde måttet opgive deres sommerhusgrunde.

Byudviklingsplanen åbner mulighed for at sikre københavnernes sommertilholdssteder, idet byudviklingsudvalget i yderzonen kan dispensere til sommerhusbebyggelse. Dette har udvalget benyttet sig af i stor udstrækning – navnlig i kystområderne langs Køge bugt. Sommerhusbebyggelse kræver jo ikke i sa. omfang som helårsbebyggelse tekniske anlæg i form af vej- og kloakanlæg.

Dette er stort set de tanker og overvejelser, der ligger bag de to hidtil gennemførte byudviklingsplaner (af 18/12 1951 og 16/2 1954) i Kbh.s-egnen.

Byudviklingsarbejdet fortsætter i Kbh.s-egnen, idet boligministeriet okt. 1956 har inddraget 6 nye kommuner i Fr.borg amt under byudviklingsområdet. Endv. er de nærmest Kbh. liggende købstæder, Køge, Roskilde, Hillerød og Helsingør, s. 463 s. 464 inddraget under byreguleringsloven, således at der i løbet af nogle år vil foreligge byudviklingsplaner for det meste af Nordøstsjælland.

(Kort). Byudviklingsplanerne for Københavns-egnen 1951 og 1954. Med sort er angivet bebyggelsen 1950, tæt skravering: inderzone og åben skravering: mellemzone. Byvæksten er – som i egnsplanskitsen – søgt begrænset til oplandet omkring S-banerne.

Byudviklingsplanerne for Københavns-egnen 1951 og 1954. Med sort er angivet bebyggelsen 1950, tæt skravering: inderzone og åben skravering: mellemzone. Byvæksten er – som i egnsplanskitsen – søgt begrænset til oplandet omkring S-banerne.

(Kort).

Når en byudviklingsplan er vedtaget af byudviklingsudvalget, forelægges den for byplannævnet, der har to afdelinger: hovedstadsafdelingen og provinsafdelingen. For så vidt byplannævnet, der hovedsagelig består af kommunale repræsentanter, mener at kunne godkende byudviklingsplanen, forelægges den inden godkendelsen gennem boligministeren for et særligt folketingsudvalg, der afgør, om planen eventuelt skal gennemføres ved en særlig lov.

Når en byudviklingsplan er godkendt af byplannævnet, bekendtgøres den og tinglyses på de enkelte ejendomme. I Kbh.s-egnen drejer det sig om ca. 25.000 ejendomme. Grundejerne har derefter en vis frist til at indanke planens bestemmelser for boligministeriet, der, såfremt anken synes berettiget, kan imødekomme den og ændre byudviklingsplanen i overensstemmelse hermed. Grundejerne kan også rejse krav om erstatning, hvis de mener, at deres ejendom er faldet i værdi som følge af byudviklingsplanen. Erstatningssagerne behandles ved en særlig nedsat vurderingskommission, hvis afgørelse kan indbringes for domstolene.

Med byudviklingsplanerne fik man et vigtigt redskab i hænde til at holde bebyggelsen inden for de områder, hvor samfundet har bedst mulighed for at betjene den. Men dette er kun et enkelt, om end et særdeles vigtigt, led i egnsplanlægningen.

Andre egnsplanproblemer er efter byreguleringsarbejdets påbegyndelse 1949 taget op. Således udsendte stadsingeniørens direktorat 1954 skitse til en generalplan, der er den første samlede fremstilling af Kbh.s kom.s byplanmæssige problemer. Denne skitse, der ligesom egnsplanskitsen må betragtes som et diskussionsgrundlag for det videre planlægningsarbejde, indeholder bl.a. forslag til trafiklinier ml. omegnsbebyggelsen og de centrale bydele, herunder tunnelbaneanlæg og primærgader.

Landbrugsministeriet nedsatte 1952 planlægningsudvalget for Kbh.s-egnens spildevandsafledning, som skal foreslå en rationel ordning af hele kloakeringsproblemet, så at man kan undgå forurening af Øresund, Køge bugt og Kbh.s-egnens vandløb og søer. Der er endnu ikke fremkommet officielle planer fra dette udvalg; men dets virke kan spores i de sager, som siden dets nedsættelse har været til behandling i landvæsensretterne.

I den af boligministeriet 1950 nedsatte samfærdselskommissions betænkning af 28/6 1955 er spørgsmålet om Kbh.s-egnens trafiksystem behandlet. Kommissionen har heri stillet forslag om oprettelse af et særligt trafikråd for Stor-Kbh., der skulle overtage og administrere de eksisterende kollektive samfærdselsmidler – S-baner, sporveje etc. – og planlægge og gennemføre nye trafiklinier i nært samarbejde med byplan- og byreguleringsmyndigheder. Ministeren for offentlige arbejder har foråret 1958 fremsat lovforslag baseret på denne betænkning.

Endelig besluttede Hovedstadskommissionens samråd, der er et mellemkommunalt samarbejdsorgan på frivillig basis, foråret 1958 at genoptage egnsplanlægningen under byplannævnets auspicier. Arbejdet er påbegyndt sommeren 1958.

Erik Dreyer departementchef, cand. jur.

s. 465

Det mest direkte, umiddelbare udtryk for den stærke udvikling, der har fundet sted inden for det område, der her henregnes til »Storkøbenhavn«, ɔ: Kbh. og Fr.berg, hele Kbh.s amtsrådskreds samt kommunerne Birkerød, Farum og Hørsholm i Fr.borg amtsrådskreds, er stigningen i det samlede folketal, der ved århundredets begyndelse udgjorde 535.800 indbyggere, og som 1/10 1957 optaltes til 1.311.000 – altså en tilvækst på 775.200 personer el. ikke mindre end 145 pct. I sa. tidsrum steg hele landets folketal kun med ca. 83 pct. Dette betyder atter, at Stor-Kbh.s andel af hele landets indbyggertal er steget fra knap 22 pct. i 1901 til godt 29 pct. i 1957.

Nedenstående oversigt viser, hvorledes Stor-Kbh.s folketal har bevæget sig fra tiår til tiår ml. folketællingen 1/2 1901 til folketællingen 7/11 1950, i femåret 7/11 1950–1/10 1955 og endelig i de to år fra 1/10 1955 til 1/10 1957. Endv. er det vist, hvor meget af tilvæksten der skyldes Stor-Kbh.s eget fødselsoverskud, og hvor meget der skyldes tilflytning fra det øvrige land.

Heraf

Stor-Kbh.

Folketal

Tilvækst

Fødselsoverskud

Tilflytningsoverskud

1/2 1901

535.800

1/2 1911

638.800

103.000

69.400

33.600

1/2 1921

772.700

133.900

54.800

79.100

5/11 1930

879.000

106.300

44.000

62.300

5/11 1940

1.048.400

169.400

39.700

129.700

7/11 1950

1.221.000

172.600

102.800

69.800

1/10 1955

1.294.000

73.000

37.600

35.400

1/10 1957

1.311.000

17.000

15.400

1.600

Tilvæksten var ret støt gennem de tre første tiår, nemlig henh. 103.000, 134.000 og 106.000, derefter steg den stærkt til 169.000 og 173.000 i de 2 flg. tiår og 73.000 i femåret 1950–1955 for endelig at være en del afdæmpet i de sidste to år, der havde en tilvækst på 17.000.

Der har været temmelig stor forskel i måden, hvorpå tilvæksten er blevet rekrutteret. De første 4 årtier viser trods et stadigt stigende folketal et ret stærkt faldende fødselsoverskud overensstemmende med det fald i fødselshyppigheden, der fandt sted i disse år. Men i 1940erne sætter som bekendt fødselsoverskuddet af de store årgange ind, og tiåret 1940–50 står med et fødselsoverskud på over 100.000. Siden 1950, da fødselshyppigheden igen var faldet til niveauet for beg. af 1930erne, udgjorde fødselsoverskuddet gennemsnitlig kun ca. 7500 årlig.

Tilflytningsoverskuddet kulminerede i tiåret 1930–40 med 130.000 personer og faldt derefter til 70.000 i det flg. tiår. Dette forholdsvis lave tal skyldes bl.a. krigen og besættelsen, der skabte større erhvervsmuligheder ved ekstraordinære arbejder ude omkr. i landet, hvortil kommer det forhold, at de gl. hovedstadskom. s. 466 nu var ved at være udbygget, således at tilflytterne fra det øvrige land i stigende grad var henvist til at finde bopæl i andre kom. i Stor-Kbh. Men dette blev i disse kommuner begrænset ved, at der p.gr.af materialemanglen fandtes ringere byggemuligheder, end der havde været i de gl. hovedstadskom. I femåret 1950–55 var tilflytningsoverskuddet 35.000, altså af sa. forholdsvise størrelse som i det foregående tiår, men i de to sidst anførte år udgjorde det kun 1600 personer.

(Kort). Folketallet i Københavns kommune, hovedstaden og hovedstadsområdet 1840–1955.

Folketallet i Københavns kommune, hovedstaden og hovedstadsområdet 1840–1955.

De store befolkningsbevægelser både til og fra og inden for Stor-Kbh. har medført meget betydelige forskydninger i befolkningens lokale fordeling. Dette fremgår tydeligt af hosstående oversigt, der til de anførte tidspunkter viser befolkningens fordeling på enkelte distrikter og kommunale enheder inden for Stor-Kbh., og hvor der tillige i sidste kolonne er anført indbyggertallet pr. km2 1/10 1955. Desuden er i efterfølgende tekst tilføjet de sidst foreliggende registerfolketal pr. 1/10 1957.

Den indre by og Christianshavn omfatter stort set de områder af Kbh., der afgrænses af Chr. IVs voldlinie, og her boede der 1901 i alt 108.300 mennesker, men på dette tidspunkt var denne gl. bydels folketal allr. ret stærkt faldende som følge af det kraftige byggeri, der var foregået såvel i de dengang nye brokvarterer, voldkvartererne som i Gammelholmkvarteret, der var blevet frigivet til egl. bebyggelse i 1850erne og 1860erne. Dette byggeri muliggjorde nemlig en stærkt tiltrængt reduktion af den voldsomme og i hygiejnisk henseende meget skadelige overbefolkning i de gl. bykvarterer. 1880 havde den indre by og Christianshavn således haft et indbyggertal på ca. 130.000, mens der dengang kun boede 19.000 i voldkvartererne og 84.000 på Vester-, Nørre- og Østerbro (Amagerbrokvarteret blev først anlagt i beg. af det nye årh.). Men 1901 står voldkvartererne med 44.000 indbyggere og brokvartererne med 207.000 indbyggere. Tilsammen havde altså det gl. Kbh. uden de netop 1901 og 1902 foretagne indlemmelser i alt 361.000 indbyggere. Men indlemmelsen af Valby, Brønshøj og Sundbyerne bragte Kbh.s folketal op på 400.600.

Frederiksberg kommunes folketal 1901: 76.200 er også resultatet af en voldsom s. 467 byggevirksomhed i slutn. af 1800t., idet denne kom.s folketal 1880 kun var 26.500, og i sa. periode steg Gentoftes folketal fra 5100 til 14.500.

STOR-KØBENHAVN

Folketal

Antal indb. pr. km2

1/2 1901

1/2 1921

5/11 1940

7/11 1950

1/10 1955

1/10 1955

A. Hovedstaden:

Indre by og Christiansh.

108.266

85.943

56.809

54.561

51.482

10.572

Voldkvartererne

44.456

42.869

36.468

36.080

34.572

9.963

Broerne

207.476

320.191

306.015

307.119

295.334

16.828

Valby

7.484

26.507

65.499

86.596

87.502

6.496

Brønshøj

9.964

32.677

138.621

177.237

180.295

8.195

Sundby

22.340

51.788

92.105

101.174

99.249

4.380

Personer uden for distriktsinddelingen

589

1.369

4.948

5.338

4.927

København i alt

400.575

561.344

700.465

768.105

753.361

9.170

Frederiksberg

76.231

104.815

113.208

118.993

117.778

13.500

Gentofte

14.470

34.451

76.457

87.803

89.180

3.500

Hovedstaden i alt

491.276

700.610

890.130

974.901

960.319

8.300

B. Omegnskommunerne:

Nordlige kommuner:

Birkerød

4.378

5.833

6.579

9.021

11.124

347

Hørsholm

1.656

3.058

6.927

8.750

10.352

591

Lyngby-Tårbæk

7.734

12.168

28.782

45.964

56.929

1.472

Søllerød

3.833

8.489

12.659

16.645

20.903

513

I alt

17.601

29.548

54.947

80.380

99.308

769

Nordvestlige kommuner:

Ballerup-Måløv

2.146

3.073

4.870

6.877

11.405

349

Farum

1.208

1.499

1.981

2.546

3.158

146

Gladsakse

1.754

7.009

24.107

40.303

52.376

2.069

Herlev

693

1.158

2.981

7.674

15.666

1.323

Værløse

1.341

1.746

2.719

4.074

5.372

156

I alt

7.142

14.485

36.658

61.474

87.977

700

Vestlige kommuner:

Brøndbyerne

1.354

1.581

2.593

5.061

10.629

515

Glostrup

2.057

3.836

8.623

13.025

15.883

754

Herstederne

2.084

2.350

2.294

3.096

3.291

131

Hvidovre

559

962

12.014

23.163

32.688

3.459

Høje Tåstrup

2.659

4.792

7.082

9.258

11.003

417

Ledøje-Smørum

1.259

1.298

1.316

1.500

1.556

51

Rødovre

716

1.643

12.443

18.704

27.007

2.361

Sengeløse

1.197

1.195

1.077

1.182

1.266

50

Torslunde-Ishøj

1.243

1.364

1.546

1.680

1.900

78

Vallensbæk

404

441

676

856

1.184

134

I alt

13.532

19.462

49.664

77.525

106.407

520

Amagerkommuner:

Dragør

1.609

2.048

2.093

2.437

3.458

1.253

Store Magleby

974

1.034

1.250

1.399

1.805

122

Tårnby

3.622

5.514

13.661

22.900

34.726

765

I alt

6.205

8.596

17.004

26.736

39.989

635

Omegnskom. i alt

44.480

72.091

158.273

246.115

333.681

639

Stor-Kbh. i alt

535.756

772.701

1.048.403

1.221.016

1.294.000

2.025

s. 468

De øvrige kommuner i Stor-Kbh. er i tabellen delt i 4 hovedgrupper: nordkommunerne, nordvestkommunerne, vestkommunerne og Amagerkommunerne.

Af Stor-Kbh.s samlede befolkning, 1901 i alt 535.800 personer, boede de 75 pct. i Kbh.s kom., 14 pct. på Fr.berg, 3 pct. i Gentofte og endelig 8 pct. i samtlige de øvrige kom. Men der er i den forløbne del af indeværende årh. sket meget store forskydninger i disse tal og i tallene for de enkelte bykvarterer inden for Kbh.

I den indre by og Christianshavn fortsattes affolkningen kraftigt indtil 1940, da folketallet var nået ned på 56.800 el. kun godt det halve af tallet for 1901. De faktorer, der har medført denne stærke affolkning, er dels dem, der sammenfattes under begrebet »citydannelsen«, dels den alm. udtynding af beboelseslejlighederne og endelig i mindre omfang den af myndighederne iværksatte sanering af visse boligkvarterer. Ved citydannelsen forstås hel el. delvis omdannelse af beboelsesejendomme til brug for erhvervsvirksomheder, herunder bl.a. banker, forsikringsselskaber, større handelsforetagender, de store bladhuse, hoteller og restaurationer samt til lokaler for den offentlige administration.

Det kan oplyses, at i perioden 1930–45 var der i den indre by en tilbagegang i etagearealet for beboelse på 273.000 m2, mens erhvervsarealet samtidig forøgedes med 336.000 m2. At forøgelsen er større end afgangen, skyldes, at Kbh.s byggelov tillader en større udnyttelse af grunden (flere etager) for erhvervsbyggeri end for boligbyggeri.

Udtyndingen af de gl. lejligheder kan henføres til, at de tiloversblevne lejligheder i stigende omfang bebos af enlige personer og ægtepar uden børn, hvilket atter står i forbindelse med, at de gamle lejligheders husleje ved de reguleringsbestemmelser, der allr. begyndte under 1. verdenskrig, er blevet holdt nede. Hertil kommer, at det i gl. dage alm. forhold, at der i større lejligheder boede en el. flere husassistenter, nu praktisk taget ikke eksisterer mere.

Siden 1940 er folketallet i den indre by yderligere formindsket til 48.800 pr. 1/10 1957. Når tilbagegangen ikke har været endnu større, skyldes dette dels det under krigen indførte nedrivningsforbud og restriktionerne m.h.t. omdannelse af beboelseslejligheder til brug for erhvervsvirksomheder m.v., dels boliganvisningsudvalgets virksomhed, der har resulteret i, at de billige lejligheder, der er blevet ledige i de ældre bydele, og som væsentligt var beboede af enlige personer el. ægtepar uden børn, er blevet anvist ægtepar med børn.

Voldkvarterernes folketal kulminerede 1901 med 44.500 indb., derefter faldt det til 36.500 i 1940, og er indtil 1/10 1957 yderligere gået ca. 3000 tilbage. De faktorer, der har bestemt udviklingen i disse kvarterer, er i det hele og store de sa. som ovf. nævnt for den indre by.

Folketallet for broerne steg kraftigt i den første fjerdedel af årh. og kulminerede 1927 med 326.000 personer. Siden da har citydannelsen yderligere bredt sig ret stærkt til disse kvarterer, og dette i forb. med, at kvartererne er blevet udbygget, har medført, at beboertallet også er faldet her.

I de 3 indlemmede distrikter: Valby, Brønshøj og Sundbyerne fortsætter befolkningsforøgelsen helt frem til 1950, da de 3 distrikter tilsammen havde et folketal s. 469 s. 470 på 365.000 mod ca. 40.000 i 1901. Men disse kvarterer er nu også på det nærmeste udbygget, og 1955-folketællingen viste nærmest stagnation for Valby og Brønshøj og en lille tilbagegang for Sundbyerne.

(Kort). Befolkningsudviklingen i Storkøbenhavn 1901–1958.Cirklernes areal angiver de enkelte kommuners folketal pr. 1/1 1958 (København og Frederiksberg er dog sammenlagt). De hvide cirkeludsnit angiver folketallet pr. 1/2 1901, det skraverede udsnit befolkningstilvæksten fra 1/2 1901 til 5/11 1940 og det sorte udsnit befolkningstilvæksten fra 5/11 1940 til 1/1 1958.

Befolkningsudviklingen i Storkøbenhavn 1901–1958.

Cirklernes areal angiver de enkelte kommuners folketal pr. 1/1 1958 (København og Frederiksberg er dog sammenlagt). De hvide cirkeludsnit angiver folketallet pr. 1/2 1901, det skraverede udsnit befolkningstilvæksten fra 1/2 1901 til 5/11 1940 og det sorte udsnit befolkningstilvæksten fra 5/11 1940 til 1/1 1958.

For Kbh.s kommune som helhed bliver herefter resultatet, at folketallet steg fra 400.600 i 1901, indtil det netop ved årh.s midte, 1950, kulminerede med 768.100 for derefter at gå tilbage til 753.400 ved folketællingen 1955 og yderligere til 738.900 pr. 1/10 1957.

Fr.berg vedblev folketallet at stige jævnt indtil 1950, da det – ligesom i Kbh. – kulminerede med 119.000 indb., ved folketællingen 1955 var tallet sunket til 117.800, og pr. 1/7 1957 var tallet 116.400.

Gentoftes folketal steg relativt meget stærkt fra 1901 til 1950, nemlig fra 14.500 til 87.800. Folketællingen 1955 viste et folketal på 89.200, altså kun en ret minimal stigning. Da Gentofte ligesom Kbh. og Fr.berg snart er udbygget, kan der næppe ventes større befolkningstilvækst her, snarere tilbagegang. Pr. 1/7 1957 var folketallet 88.900.

For de 3 hovedstadskommuner taget som helhed bliver resultatet, at folketallet omtrent fordobledes fra 1901 til 1950, idet det steg fra 491.300 til 974.900, men i de sidste år har der været en tilbagegang, nemlig til 960.300 pr. 1/10 1955 og yderligere til 944.200 pr. 1/10 1957.

Vender vi os dernæst til omegnskommunerne, så viser de 2 n.kommuner i Kbh.s amtsrådskreds, Lyngby-Tårbæk og Søllerød, omtr. en fordobling af folketallet i perioden 1901 til 1920 – fra 11.600 til 20.700 – og i den næste 20-års periode fordobles tallet atter op til 41.400. Den næste fordobling tog ikke fulde tyve år, idet de to kommuners folketal 1/10 1957 var oppe på 83.300, heraf 59.800 i Lyngby-Tårbæk og 23.500 i Søllerød. I de 2 kom. i Fr.borg amt, Birkerød og Hørsholm, har befolkningstilvæksten ikke været så kraftig. Derimod har de 5 nordvestl. kommuner haft en nærmest eksplosiv udvikling. 1901 havde de i alt 7100 indbyggere el. godt to femtedele af n.kommunernes tal, 1921 var tallet 14.500, 20 år sen. 36.700, 1950 61.500, og ved folketællingen 1955 udgjorde folketallet omtrent 90 pct. af n.kommunernes folketal, idet de kom op på 88.000 indb. eller omtr. 13 gange så mange som 1901. Til 1/7 1957 er tallet yderligere steget til 99.600. Kraftigst har stigningen været i Gladsakse, hvor der 1/10 1957 boede 57.800 mennesker el. over 30 gange så mange som 1901. I de sen. år har udviklingen til bymæssig bebyggelse takket være S-togsforbindelserne taget stærk fart i Herlev, hvor folketallet fra 1950 til 1955 mere end fordobledes og yderligere er steget til 17.400 pr. 1/10 1957, og i Ballerup-Måløv, hvis indbyggertal pr. 1/10 1957 udgjorde 14.300. Væsentlig mere moderat har befolkningsforøgelsen været i Farum og Værløse.

I de 10 vestl. kommuner, der omfatter flere – endnu – rene landkommuner, er folketallet ikke sammenlagt steget slet så voldsomt som i de nordvestl. kommuner. Men der er dog enkelte, der som Rødovre og Hvidovre siden 1920 har haft en særdeles kraftig tilvækst. 1955 stod de 2 kom. med henh. 27.000 og 32.700 indb., og 1957 var tallene yderligere steget til 31.600 og 34.500. Endv. skal peges på, at Brøndbyerne indtil 1950 havde en ret rolig udvikling, men projekteringen og anlæggelsen af S-banestationen (taget i brug i juni 1953) medførte et meget omfattende byggeri i kommunen, og 1/10 1957 var indbyggertallet 12.500 el. 150 pct. større end 1950.

s. 471

De 3 Amagerkommuner, af hvilke Tårnby er den helt dominerende, opviser ikke en slet så kraftig stigning som de 3 andre kommunegrupper, men deres samlede folketal forøgedes dog fra 6.200 i 1901 til 40.000 i 1955 og atter til 43.300 pr. 1/10 1957.

Ved en vurdering af indbyggertallene pr. km2 i sidste kolonne i tabellen s. 467 må det bemærkes, at folketallene her er sat i forhold til kommunernes samlede areal inkl. skove, plantager, søer, moser, vandløb m.v., og størrelsen af disse ikke umiddelbart bygge-egnede arealer er ret forsk. i de enkelte kommuner.

For Stor-Kbh. som helhed var antallet af indbyggere pr. km2 – i det flg. betegnet befolkningstætheden – 1955 2025, men dette tal spænder over særdeles store forskelligheder. Af de enkelte kommuner har Fr.berg den største befolkningstæthed: 13.500, mens tallet for Kbh. som helhed var 9200; inden for Kbh. er »broerne« det tættest befolkede kvarter. Der er derefter et langt spring til Gentofte og Hvidovre, der begge har en beboelsestæthed på 3500. I Rødovre er beboelsestætheden 2400, i Gladsakse 2100, i Lyngby-Tårbæk 1500, i Herlev 1300 og i det lille Dragør knap 1300.

Tyndest befolket er de 3 vestl. kommuner Ledøje-Smørum, Sengeløse og Torslunde-Ishøj, der kun havde en befolkningstæthed på henh. 51, 50 og 78.

For at få et indtryk af den omfordeling af den stor-kbhske befolkning, der er foregået i indeværende årh., skal endelig anføres nedenstående oversigt, der viser, hvor stor en andel af den samlede befolkning der til de anførte tidspunkter boede i hver af de 3 hovedstadskommuner og i hver af de 4 omegnskommunegrupper.

Stor-Kbh.s befolkning relativt fordelt på kommuner:

1/2 1901

1/2 1921

5/11 1940

7/11 1950

1/10 1955

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

København

74,8

72,6

66,8

62,9

58,2

Frederiksberg

14,2

13,6

10,8

9,7

9,1

Gentofte

2,7

4,5

7,3

7,2

6,9

Hovedstaden i alt

91,7

90,7

84,9

79,8

74,2

Nordkommuner

3,3

3,8

5,3

6,6

7,7

Nordvestkommuner.

1,3

1,9

3,5

5,0

6,8

Vestkommuner

2,5

2,5

4,7

6,4

8,2

Amagerkommuner

1,2

1,1

1,6

2,2

3,1

Omegnskom. i alt

8,3

9,3

15,1

20,2

25,8

Tilsammen

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

1901 boede 75 pct. af Stor-Kbh.s befolkning i Kbh.s kommune og 92 pct. i de 3 hovedstadskom. tilsammen, 1955 var disse 2 tal sunket til henh. 58 og 74 pct. Omvendt er den andel, der boede i omegnskommunerne, steget fra 8 pct. 1901 til 26 pct. 1955, fordelt på de enkelte kommunegrupper, som oversigten viser.

I indeværende årh. er der ikke alene som vist foran sket store forskydninger i befolkningens lokale fordeling inden for det stor-kbhske område, men der er også sket ret betydelige ændringer i befolkningens sammensætning efter køn, alder og ægteskabelig stilling. Hovedlinierne i udviklingen vil fremgå af nedenstående s. 472 oversigt, hvor det desuden er anført, hvor stor en andel Stor-Kbh.s befolkning udgør af hele landets befolkning inden for de forsk. aldersgrupper.

Stor-Kbh.

Stor-Kbh.

Antal personer

Relativ fordeling

Relativ fordeling

i pct. af det øvrige Danmark

1950

1950

1901

1950

Aldersgrupper:

pct.

pct.

pct.

Børn (under 15 år)

279.200

22,9

29,3

24,8

Uddannelsesalder (15–19 år)

69.200

5,7

8,9

23,7

Fuld produktiv alder (20–64 år)

762.200

62,4

56,4

30,8

Aldersklassen 65 år og derover

110.400

9,0

5,4

28,3

I alt

1.221.000

100,0

100,0

28,5

Heraf kvinder

645.100

52,8

54,0

29,9

Ægteskabelig stilling:

Ugifte

522.300

42,8

59,4

26,8

Gifte

570.400

46,7

33,5

28,9

Enkestand

70.600

5,8

6,4

31,5

Separerede

17.100

1,4

0,4

58,6

Fraskilte

40.600

3,3

0,3

62,8

I alt

1.221.000

100,0

100,0

28,5

Af Stor-Kbh.s befolkning 1950 var de 645.100 kvinder og 575.900 mænd, således at der var et overskud på 69.200 kvinder. Udtrykt i relative tal vil det sige, at af 1000 indbyggere var de 528 kvinder og 472 mænd. Sammenlignet med 1901 er kvindeoverskuddet faldet en del, idet de 2 forholdstal den gang var 540 og 460.

I det øvrige land var tidl. års kvindeoverskud 1950 ændret til et kvindeunderskud, af 1000 indbyggere var de 495 kvinder og 505 mænd.

Aldersfordelingen er stærkt præget af, at fødselshyppigheden i årene forud for 1901 lå på omkr. 30 p.m., mens den i årene forud for 1950 – trods de store årgange – kun lå ml. 15–20 p.m. Dette er den væsentligste årsag til, at mens 1901 29,3 pct. af den stor-kbhske befolkning var børn, så udgjorde disse 1950 kun 22,9 pct.

Også de unge mennesker i uddannelsesalderen var 1950 forholdsvis fåtalligere end 1901.

Derimod er de fuldt produktive aldersklassers (20–64 år) andel steget fra 56,4 pct. i 1901 til 62,4 pct. i 1950, og de ældre aldersklasser (over 65 år) er blevet forholdsvis endnu talrigere, idet deres andel er steget fra 5,4 til 9,0 pct.

Tallene for Stor-Kbh.s andel af de anførte aldersgrupper i hele landet viser, at børnene og de unge i uddannelsesalderen her er mindre talstærkt repræsenteret end de fuldt produktive aldersklasser, og at de gamles andel omtr. svarer til Stor-Kbh.s andel af den samlede befolkning.

Den ændrede aldersfordeling præger selvsagt også fordelingen efter ægteskabelig stilling, der viser, at der 1950 i Stor-Kbh. var forholdsvis væsentlig færre ugifte end 1901 (42,8 mod 59,4 pct.) og omvendt flere gifte. Andelen af personer i enkestand er blevet noget formindsket, hvorimod der er en meget kraftig stigning i antallet af separerede og fraskilte. 1901 hørte kun 0,7 pct. af befolkningen til s. 473 disse grupper, men 1950 var andelen steget til 4,7 pct., altså omtr. 7 gange så stor en andel.

Ved betragtning af tallene for, hvor stor en andel af de forsk. civilstandsgrupper der bor i Stor-Kbh., er det mest iøjnefaldende, at omkr. 60 pct. af samtlige separerede og fraskilte i hele landet bor i storbyen. Denne har også en noget større andel af personer, der lever i enkestand, end der svarer til andelen af folketallet; derimod er der god overensstemmelse ml. denne andel og andelen af gifte, og da Stor-Kbh., som vi så, har en forholdsvis mindre andel af børnene og de unge, er det også naturligt, at de ugiftes andel er mindre end de øvrige civilstandsgruppers.

Ved en undersøgelse af Stor-Kbh.s befolknings fordeling efter erhverv er det af interesse foruden at vide, hvorledes den samlede befolkning fordeler sig på hovederhvervsgrupper, også at sammenligne denne fordeling med den tilsvarende for samtlige landets provinsbyer, inkl. disses forstæder, og endv. at undersøge, hvor stor en andel af det samlede antal personer i hele landet inden for de forsk. hovederhvervsgrupper der bor i Stor-Kbh.

Disse forhold er for 1950 belyst i nedenstående oversigt.

Befolkningens fordeling efter hovederhvervsgrupper. 7/11 1950.

Stor-Kbh.

Provinsbyerne inkl. forstæder procentfordeling

Hovedstadsområdet i pct. af hele landet

Antal personer

Procentfordeling

pct.

pct.

pct.

Landbrug, gartneri, fiskeri

21.468

1,8

4,2

2,1

Industri, håndværk, byggeri og anlægsvirksomhed

529.023

43,3

44,2

35,6

Handel og omsætning

229.555

18,8

17,6

41,1

Transport

103.873

8,5

9,4

34,3

Liberale erhverv og administration.

165.870

13,6

10,2

45,4

Personer ude af erhverv)

149.324

12,2

12,6

30,5

Uangivet

21.903

1,8

1,8

34,6

I alt

1.221.016

100,0

100,0

28,5

Af de 1.221.000 beboere i Stor-Kbh. 1950 levede de 43 pct. af industri og håndværk (herunder byggeri og anlægsvirksomhed). Der er herefter et langt spring til den næststørste gruppe handel og omsætning (herunder engros- og detailhandel, bank, forsikring, hotel og restauration m.v.), der beskæftiger 19 pct., derefter følger liberale erhverv og administration (herunder rets-, politi- og forsvarsvæsen, undervisning, hospitalsvæsen, kunst og videnskab) med 14 pct. tæt fulgt med 12 pct. af den passive gruppe, der er ude af erhverv, ɔ: personer, der lever af formue, pension, aldersrente el. understøttelse m.v. Til hovederhvervsgruppen transport s. 474 (jernbane-, post-, telegraf- og telefonvæsen, søtransport, flyvevæsen m.v.) henregnes 8,5 pct. af befolkningen.

Sammenlignes disse tal med dem for provinsbyerne inkl. forstæder, hvis samlede befolkning 1950 kun var en ubetydelighed større end Stor-Kbh., nemlig 1.256.000, så er den eneste forskel af nogen betydning den, at Stor-Kbh. netop i kraft af, at det rummer landets hovedstad, har forholdsvis flere beskæftiget ved liberale erhverv og administration, nemlig 13,6 mod 10,2 pct.; omvendt er landbrug, gartneri og fiskeri noget stærkere repræsenteret i provinsbyerne med forstæder.

Tallene for Stor-Kbh.s andel af hele landets befolkning inden for de forsk. hovederhvervsgrupper viser, at mens 28,5 pct. af den da. befolkning bor i Stor-Kbh., så rummer dette kun 2,1 pct. af den befolkning, der ernærer sig ved landbrug, gartneri og fiskeri, mens omvendt godt 45 pct. af den befolkning, der er knyttet til liberale erhverv og den offentlige og private administration, bor i hovedstaden; derefter følger handel og omsætning med 41 pct., industri og håndværk med 36 pct., transport med 34 pct., mens kun 31 pct. af dem, der lever af deres formue, pension el. aldersrente, bor i Stor-Kbh. altså en andel, der kun er lidt større end områdets andel af den samlede befolkning.

Efter dette overblik over erhvervsfordelingen taget som en helhed er det i hosstående tabel vist, hvorledes befolkningens relative fordeling på hovederhvervsgrupper var 1950 inden for hver af områdets 25 kommuner. De samlede absolutte folketal 1950 findes i tabellen s. 467.

Idet der i øvrigt henvises til tabellen, skal fremdrages nogle enkelte karakteristiske træk i kommunernes erhvervsmæssige fysiognomi, for så vidt angår den der boende befolkning. For de erhvervsvirksomheder, der er beliggende i kommunerne, er der gjort rede s. 493ff, og om forholdet mellem befolkningens boligog arbejdssted henvises til s. 490 ff.

Ml. de 3 egl. hovedstadskom. er der den forskel, at mens 45 pct. af Kbh.s befolkning lever af industri og håndværk, er dette kun tilfældet med 35 pct. af beboerne på Fr.berg og 30 pct. af beboerne i Gentofte; i disse to kom. er derimod en større andel af befolkningen beskæftiget ved handel og omsætning, og på Fr.berg hører desuden en større procentdel af beboerne end i nogen anden af kommunerne inden for området – bortset fra Birkerød, jf. ndf. – hjemme i gruppen: personer ude af erhverv.

Inden for nordkommunerne er erhvervsfordelingen i Birkerød præget af åndssvageanstalten Ebberødgård, der med sine ca. 1100 alumner og den til anstalten knyttede funktionærstab bidrager stærkt til, at administrationsgruppen og særlig tallet for personer ude af erhverv udgør en relativ større andel end i de andre kom. Taget som helhed afviger n.kommunernes erhvervsfordeling fra Kbh.s ved foruden at have forholdsvis flere beskæftiget ved landbrug og gartneri m.v. også at have flere inden for liberale erhverv og administration, men derimod færre i industri og håndværk samt transport.

Af de nordvestl. kommuner er Farum endnu ret stærkt landbrugspræget, idet 23 pct. af befolkningen henføres til landbrug og gartneri, derimod er i Gladsakse og Herlev en endnu større del af befolkningen end i Kbh. beskæftiget inden for industri og håndværk, mens disse kommuner – endnu – har relativt få personer »ude af erhverv«.

s. 475

Befolkningens relative fordeling på hovederhvervsgrupper.

Stor-Kbh. 1950

Landbrug, gartneri, fiskeri

Industri, håndværk, byggeri

Handel og omsætning

Transport

Liberale erhverv og administration

Personer ude af erhverv

Uangivet

I alt

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

Hovedstaden:

København

0,5

45,3

18,4

9,0

12,2

12,8

1,8

100,0

Frederiksberg

0,4

35,4

23,3

6,5

17,6

15,3

1,5

100,0

Gentofte

1,0

30,3

25,3

6,6

22,1

12,8

1,9

100,0

I alt

0,5

42,8

19,6

8,5

13,7

13,1

1,8

100,0

Nordkommuner:

Birkerød

10,5

30,3

13,0

4,7

18,6

18,1

4,8

100,0

Hørsholm

8,5

39,3

17,5

6,8

15,1

10,5

2,3

100,0

Lyngby-Tårbæk

2,6

42,8

19,5

7,5

17,7

8,3

1,6

100,0

Søllerød

6,6

35,3

18,0

7,7

17,5

10,9

4,0

100,0

I alt

4,9

39,5

18,2

7,2

17,5

10,2

2,5

100,0

Nordvestlige kom.:

Ballerup-Måløv

11,4

44,9

11,7

9,0

10,5

10,1

2,4

100,0

Farum

23,0

37,2

12,8

5,7

9,7

10,7

0,9

100,0

Gladsakse

2,2

51,0

15,7

8,2

12,7

8,4

1,8

100,0

Herlev

6,2

52,6

14,2

8,6

10,8

6,0

1,6

100,0

Værløse

10,7

43,5

10,8

6,0

15,2

12,2

1,6

100,0

I alt

5,2

49,5

14,6

8,1

12,2

8,6

1,8

100,0

Vestlige kommuner:

Brøndbyerne

15,6

45,3

13,3

8,0

10,3

6,9

0,6

100,0

Glostrup

8,6

49,3

15,6

7,1

11,0

7,7

0,7

100,0

Herstederne

25,4

32,3

7,3

4,1

21,1

8,6

1,2

100,0

Hvidovre

2,3

52,8

16,4

10,0

9,9

7,3

1,3

100,0

Høje Tåstrup

10,6

47,6

13,0

8,6

8,3

10,7

1,2

100,0

Ledøje-Smørum

52,1

22,1

4,8

3,5

4,3

9,5

3,7

100,0

Rødovre

3,8

51,9

15,5

9,3

11,4

7,0

1,1

100,0

Sengeløse

52,8

24,4

5,2

2,9

4,6

8,5

1,6

100,0

Torslunde-Ishøj

45,9

32,0

5,5

2,3

4,4

8,3

1,6

100,0

Vallensbæk

35,9

34,3

11,6

5,7

4,1

7,9

0,5

100,0

I alt

9,5

48,4

14,4

8,4

10,3

7,8

1,2

100,0

Amagerkommuner:

Dragør

5,5

43,8

12,6

11,5

11,2

14,2

1,2

100,0

Store Magleby

40,2

28,7

8,6

6,9

6,9

8,3

0,4

100,0

Tårnby

6,0

47,9

13,8

14,7

9,1

7,3

1,2

100,0

I alt

7,8

46,5

13,4

13,9

9,2

8,0

1,2

100,0

Omegnskommunerne i alt

6,8

45,5

15,6

8,5

13,0

8,8

1,8

100,0

Stor-Kbh. i alt

1,8

43,3

18,8

8,5

13,6

12,2

1,8

100,0

s. 476

Blandt de vestl. kommuner lever i Ledøje-Smørum, Sengeløse og Torslunde-Ishøj omkr. ved halvdelen af befolkningen af landbrug og gartneri. I Vallensbæk tilhører over en trediedel denne hovederhvervsgruppe. Herstederne står også med en forholdsvis stor landbrugs- og gartneribefolkning, men samtidig har denne kom. takket være statsfængslet i Vridsløselille og psykopatanstalterne i Herstedvester usædvanlig mange inden for gruppen: administration og liberale erhverv. I Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Høje Tåstrup og Brøndbyerne er det de egl. byerhverv industri, håndværk og handel, der dominerer.

Af Amagerkommunerne er Store Magleby stærkt præget af landbrug og gartneri, hvorimod befolkningen i Dragør og Tårnby lever af byerhvervene; dog bemærkes, at en forholdsvis stor andel af Dragørs befolkning er henført til gruppen: pensionister og rentemodtagere.

Mens det foregående afsnit alene omhandler befolkningens rent erhvervsmæssige tilhørsforhold, så viser nedenstående oversigt, hvorledes befolkningen fordeler sig efter arbejdsstilling, ɔ: hvor mange der inden for erhvervslivet indtager en stilling som selvstændig erhvervsdrivende, direktør olgn., som funktionær el. arbejder, og hvor mange af kvinderne der hjælper manden i hans erhverv, fx. i hans forretning, og hvor mange der alene er beskæftiget ved husgerning i private husholdninger, dernæst dem, der er ude af erhverv som pensionister, rentemodtagere olgn., og til sidst, hvor mange der er henført til den ligeledes inaktive gruppe: børn og studerende.

Befolkningens fordeling efter arbejdsstilling. 7/11 1950.

Stor-Kbh.

Provinsbyerne inkl. forstæder

Stor-Kbh. i pct. af hele landet

antal personer

procentfordeling

procentfordeling

De i erhvervene beskæftigede:

pct.

pct.

pct.

Selvstændige næringsdrivende, direktører olgn

75.779

6,2

6,9

17,3

Medhjælpende hustruer

11.704

1,0

1,3

9,2

Funktionærer og tjenestemænd

209.187

17,1

11,9

50,7

Arbejdere

296,452

24,3

22,5

32,3

I alt

593.122

48,6

42,6

30,9

Husgerning i private husholdninger:

Gifte husmødre

195.318

16.0

18,8

27,4

Husmedhjælpere

22.978

1,9

2,8

16,0

I alt

218.296

17,9

21,6

25,5

Pensionister, rentemodtagere m. v.

116.131

9,5

9,2

32,2

Børn og studerende

293.467

24,0

26,6

25,6

Tilsammen

1.221.016

100,0

100,0

28,5

Af Stor-Kbh.s 1.221.000 beboere var 48 1/2 pct. aktivt beskæftiget i de egl. erhverv, 18 pct. var som husmødre el. husmedhjælpere beskæftiget i private s. 477 husholdninger, mens 33 1/2 pct. var erhvervsmæssigt inaktive, fordelt med 9 1/2 pct. pensionister, rentemodtagere m.v. og 24 pct. børn og studerende.

Inden for de i erhvervene beskæftigede var halvdelen arbejdere, godt en trediedel funktionærer og tjenestemænd, mens resten – ca. 15 pct. – var selvstændige næringsdrivende m.v. (inkl. medhjælpende hustruer).

Sammenlignet med provinsbyerne inkl. forstæder har Stor-Kbh. forholdsvis flere i de egl. erhverv, specielt flere funktionærer og tjenestemænd, men færre beskæftiget ved husgerning.

Tallene for Stor-Kbh.s andel af hele landets befolkning inden for de forsk. kategorier er selvsagt stærkt præget af de mange selvstændige landbrugsbedrifter i landdistrikterne. Dette viser sig bl.a. ved, at hovedstaden kun har 17 pct. af de selvstændige erhvervsdrivende m.v. og endda kun 9 pct. af samtlige »medhjælpende hustruer« i hele landet.

Derimod bor overensstemmende med hovedstadens foran viste store andel af de administrative erhverv over halvdelen af landets funktionærer og tjenestemænd i Stor-Kbh.; denne har endv. en trediedel af hele landets arbejdere. Af husmødre har hovedstaden en andel, der svarer til folketallet, men derimod en væsentlig mindre andel af husmedhjælperne.

Af de inaktive personer bor en større andel af ældre ude af erhverv og en mindre andel af børnene og de unge i Stor-Kbh.

Befolkningens fordeling efter arbejdsstilling, det vil på en måde også sige efter social placering, i de enkelte kom. inden for Stor-Kbh. vil fremgå af omstående tabel.

Ml. de 3 egl. hovedstadskommuner er der temmelig stor forskel i social struktur. I Kbh. er 27 pct. af befolkningen henført til arbejderklassen, mens dette kun er tilfældet med 11 pct. i Gentofte; Fr.berg indtager en mellemstilling med 18 pct. arbejdere. Tjenestemænd og funktionærer udgør både på Fr.berg og i Gentofte 22–23 pct. af befolkningen mod kun 17 pct. i Kbh. Kun 5 pct. af den kbhske befolkning er selvstændige erhvervsdrivende m.v. mod 8 pct. på Fr.berg og 10 pct. i Gentofte. Sammenhængende med forskellen i social struktur er også, at antallet af husmedhjælpere udgør knap 5 pct. af befolkningen i Gentofte mod 1 1/2 pct. i Kbh.; endelig bemærkes, at Fr.berg også efter denne opdeling står med en forholdsvis stor andel personer ude af erhverv, men omvendt med relativt få børn og unge mennesker.

Inden for n.kommunerne bemærkes, at Lyngby-Tårbæk har forholdsvis mange funktionærer og tjenestemænd; denne sociale gruppe er ikke relativt så stærkt repræsenteret i Hørsholm og Søllerød, der derimod har forholdsvis mange selvstændige erhvervsdrivende, dir. olgn. De mange personer ude af erhverv i Birkerød skyldes som foran nævnt Ebberødgård.

Af de nordvestl. kom. er der i Farum grundet på de mange landbrugs- og gartnerivirksomheder et forholdsvis stort antal selvstændige; i øvrigt har alle disse kommuner et forholdsvis større antal arbejdere end n.kommunerne, og specielt for Gladsakse og Herlev bemærkes det forholdsvis store antal børn og studerende.

I de vestl. kom. har ligeledes landbrugs- og gartnerikommunerne: Ledøje-Smørum, Sengeløse og Torslunde-Ishøj samt Vallensbæk mange selvstændige, og i sammenhæng hermed forholdsvis mange medhjælpende hustruer.

s. 478

Befolkningens relative fordeling efter arbejdsstilling.

De i erhvervene beskæftigede

Stor-Kbh. 1950

Selvstændige olgn.

Medhjælpende hustruer

Funktionærer og tjenestemænd

Arbejdere

I alt

Gifte husmødre

Husmedhjælpere

Pensionister, rentemodtagere m.v.

Børn og studerende

I alt

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

pct.

Hovedstaden:

København

5,4

0,8

16,5

27,3

50,0

15,4

1,5

10,1

23,0

100,0

Frederiksberg

8,3

1,1

22,9

17,9

50,2

15,2

2,5

12,4

19,7

100,0

Gentofte

9,7

1,0

21,8

10,6

43,1

17,8

4,7

9,4

25,0

100,0

I alt

6,1

0,9

17,7

24,7

49,4

15,6

1,9

10,3

22,8

100,0

Nordkommuner:

Birkerød

7,2

1,5

13,7

16,2

38,6

14,5

1,9

15,5

29,5

100,0

Hørsholm

8,5

1,4

12,7

19,4

42,0

17,7

4,4

7,3

28,6

100,0

Lyngby-Tårbæk.

6,4

0,9

18,8

18,2

44,3

18,3

1,9

6,0

29,5

100,0

Søllerød

8,9

1,2

15,0

17,5

42,6

17,5

3,4

8,0

28,5

100,0

I alt.

7,2

1,1

16,8

18,0

43,1

17,6

2,5

7,6

29,2

100,0

Nordvestlige kommuner:

Ballerup-Måløv

7,4

1,9

11,7

23,5

44,5

17,4

2,2

7,2

28,7

100,0

Farum

12,1

2,8

9,8

20,4

45,1

17,1

3,2

7,8

26,8

100,0

Gladsakse

5,9

1,1

14,9

23,4

45,3

17,7

1,2

5,9

29,9

100,0

Herlev

5,7

1,5

14,9

24,6

46,7

17,0

1,1

4,1

31,1

100,0

Værløse

6,4

1,5

13,4

25,9

47,2

15,6

2,0

8,8

26,4

100,0

I alt.

6,3

1,3

14,3

23,6

45,5

17,4

1,4

6,1

29,6

100,0

Vestlige kommuner:

Brøndbyerne

6,1

1,4

12,9

25,5

45,9

17,9

1,8

4,6

29,8

100,0

Glostrup

6,0

1,5

12,5

25,8

45,8

17,6

1,5

5,6

29,5

100,0

Herstederne

8,7

3,1

11,3

24,3

47,4

16,7

2,4

6,1

27,4

100,0

Hvidovre

4,9

1,0

15,0

26,7

47,6

17,9

1,1

4,9

28,5

100,0

Høje Tåstrup

7,6

1,7

11,0

25,4

45,7

17,5

2,1

7,7

27,0

100,0

Ledøje-Smørum

13,5

5,6

4,6

24,0

47,7

13,6

3,7

6,2

28,8

100,0

Rødovre

6,2

1,1

14,2

25,5

47,0

18,1

1,0

4,9

29,0

100,0

Sengeløse

12,3

4,7

3,8

27,2

48,0

15,2

3,1

6,4

27,3

100,0

Torslunde-Ishøj

11,6

3,1

5,1

25,9

45,7

17,0

3,0

6,1

28,2

100,0

Vallensbæk

13,1

5,4

6,2

24,2

48,9

16,0

2,3

6,2

26,6

100,0

I alt.

6,5

1,5

13,0

25,8

46,8

17,6

1,5

5,5

28,6

100,0

Amagerkommuner:

Dragør

7,4

1,5

12,8

22,8

44,5

17,4

1,9

11,1

25,1

100,0

Store Magleby

12,6

5,1

9,1

25,8

52,6

14,4

2,6

6,4

24,0

100,0

Tårnby

5,1

1,2

15,8

27,0

49,1

17,1

1,4

5,2

27,2

100,0

I alt.

5,7

1,5

15,1

26,6

48,9

17,0

1,4

5,8

26,9

100,0

Omegnskommunerne i alt

6,6

1,3

14,8

22,8

45,5

17,5

1,8

6,4

28,8

100,0

Stor-Kbh. i alt

6,2

1,0

17,1

24,3

48,6

16,0

1,9

9,5

24,0

100,0

s. 479

Funktionær- og tjenestemandsgruppen er godt repræsenteret i Hvidovre og Rødovre. Arbejdergruppens andel udgør i alle de vestl. kommuner ml. 24 og 27 pct. af befolkningen, altså omtr. sa. andel som i København.

Af Amagerkommunerne står Store Magleby med mange selvstændige landbrugere og gartnere, og Tårnby har forholdsvis mange arbejdere, 27,0 pct. I Dragør udgør personer ude af erhverv en andel, der er større end for Stor-Kbh. som helhed.

Et yderligere indblik i den sociale lagdeling inden for kommunerne giver det efterfølgende afsnit om indkomst- og formueforholdene.

Det samlede antal personer, der var inddraget under skatteligningen i de storkbhske kommuner – bortset fra Ledøje-Smørum, Sengeløse, Torslunde-Ishøj, for hvilke der ikke foreligger specificeret statistik – udgjorde for 1956/57 i alt 666.741 personer, og disse havde i det til grund for ligningen liggende indtægtsår, det vil normalt sige kalenderåret 1955, haft en samlet ansat indkomst på 5812 mill. kr. Ved vurderingen af disse og de flg. tal må erindres om, at ligningen som hovedregel omfatter alle i kom. fast bosiddende personer over 16 år, dog således, at en gift kvinde kun betragtes som selvstændig skattepligtig, når hun til stadighed lever adskilt fra sin mand og har anden indkomst end underholdsbidrag fra manden. Forsk. mindre grupper af personer, om hvilket det på forhånd er givet, at de ikke har skattepligtig indkomst el. formue (fx. subsistensløse, forsk. personer anbragt på anstalter og største delen af værnepligtige), er ikke inddraget under ligningen. Endelig bemærkes, at den nævnte ansatte indkomst angiver personernes samlede indkomst efter fradrag af de til stat, kom. og kirke betalte personlige skatter samt betalte forsikringspræmier m.v.

Målt med det samlede antal personer og den samlede ansatte indkomst inddraget under ligningen i samtlige landets kommuner faldt 31 pct. af persontallet og 38 pct. af indkomsten på Stor-Kbh. Dette giver sig også udslag deri, at mens den gennemsnitlige indkomst for landet som helhed 1955 var 7061 kr., så var den i Stor-Kbh. 8717 kr. eller 23 pct. mere.

Men de anførte tal for Stor-Kbh. dækker selvsagt over store forskelligheder kommunerne imellem, således som det fremgår af omstående tabel, der viser indkomstfordelingen i samtlige områdets kom., bortset fra de 3 foran nævnte. Til sammenligning er anført indkomstfordelingen i landet taget som helhed.

For de 3 hovedstadskom. viser tabellen en stor forskel i indkomstfordelingen; mens kun 8 pct. af Kbh.s skattepligtige havde en ansat indkomst på over 15.000 kr., ligger henh. 13 og 22 pct. af personerne på Fr. berg og i Gentofte over denne indkomstgrænse. Denne ulige fordeling resulterer i en gennemsnitlig indkomst på 8050 kr. i Kbh., 9045 kr. på Fr.berg og 12.213 kr. i Gentofte.

Af omegnskom. står Søllerød og Hørsholm med de største gennemsnitsindkomster, henh. 10.828 kr. og 10.446 kr., tæt fulgt af Lyngby-Tårbæk med 10.168 kr.

Lavest i indkomstrækken målt efter gennemsnitsindkomsten står Farum og Værløse med henholdsvis 7782 og 6914 kr., og foruden disse to kom. var der 1955 s. 480 kun 1 kom., nemlig Høje Tåstrup, der havde en lavere gennemsnitsindkomst end Kbh.s kom., der altså står med den fjerdelaveste gennemsnitsindkomst inden for hele Stor-Kbh.

1956/57 (Indtægt i kalenderåret 1955)

Antal personer inddraget under ligningen

Ansat indkomst i alt mill. kr.

Af 1000 personer havde en ansat indkomst på:

Gnstl. ansat indkomst kr.

under 2000 kr.

2000–3999 kr.

4000–6999 kr.

7000–9999 kr.

10000–14999 kr.

15000–29999 kr.

30000 kr. og derover

København

400.169

3.221,5

81

178

212

219

229

74

7

8.050

Frederiksberg

69.052

624,6

121

154

194

199

202

109

21

9.045

Gentofte

47.948

585,6

113

146

169

166

182

161

63

12.213

Hovedstaden i alt

517.169

4.431,7

89

172

205

212

221

87

14

8.569

Ballerup-Måløv

5.157

45,7

84

175

363

146

149

78

5

8.853

Birkerød

4.718

40,3

128

148

175

220

212

103

14

8.541

Brøndbyerne

4.634

46,3

61

97

120

220

354

142

6

9.964

Dragør

1.629

14,7

96

155

147

231

253

104

14

9.041

Farum

1.532

11,9

121

176

218

248

171

59

7

7.782

Gladsakse

23.330

210,7

85

127

155

219

296

112

6

9.030

Glostrup

7.437

65,6

87

134

152

245

283

90

9

8.823

Herlev

6.359

59.4

69

98

137

248

329

116

3

9.345

Herstederne

1.458

11,8

88

139

202

258

245

63

5

8.100

Hvidovre

14.448

127,3

78

115

159

250

301

94

3

8.810

Høje Tåstrup

5.138

40,3

94

171

183

252

229

65

6

7.845

Hørsholm

5.034

52,6

116

150

197

198

188

114

37

10.446

Lyngby-Tårbæk

26.114

265,5

102

126

142

187

255

167

21

10.168

Rødovre

12.466

107,5

101

120

151

237

302

85

4

8.619

Store Magleby

886

7,6

80

141

217

219

238

95

10

8.594

Søllerød

10.034

108,7

109

141

176

187

203

145

39

10.828

Tårnby

15.825

140,6

70

125

168

247

288

98

4

8.887

Vallensbæk

563

4,7

91

147

183

233

263

78

5

8.348

Værløse

2.810

19,4

164

201

159

215

201

58

2

6.914

Omegnskommunerne i alt

149.572

1.380,5

93

130

165

220

267

113

12

9.229

Stor-Kbh

666.741

5.812,2

90

162

196

214

232

92

14

8.717

Hele landet

2.161.827

15.266,0

108

222

242

216

152

52

8

7.061

De foran anførte gennemsnitsindkomster er selvsagt meget grove udtryk for indkomstforholdene i de forsk. kom. Et blot lidt dyberegående indblik i disse forhold må kræve en opdeling af skatteyderne efter erhverv og efter forsørgergrupper, men en sådan opdeling vil føre for vidt her, og der må herom henvises til de særlige statistiske publikationer.

Den skattepligtige formue udgjorde i Stor-Kbh. som helhed for 1956/57, det vil normalt sige pr. 31/12 1955 – bortset fra de foran nævnte 3 kom. – i alt 9704 mill. kr., hvilket er 1/3 af den samlede skattepligtige formue i hele landet, altså en andel, der kun er lidt større end den andel af samtlige landets skattepligtige, s. 481 der er inddraget under de stor-kbhske kom.s skatteligning. Gennemsnitsformuen udgjorde i Stor-Kbh. 14.554 kr. mod 13.414 kr. i landet som helhed.

31/12 1955:

Antal personer inddraget under ligningen

Formue i alt

Af 1000 personer havde en formue på:

Gnstl. formue

mill. kr.

under 10000 kr.

10000–19999 kr.

20000–39999 kr.

40000–69999 kr.

70000–99999 kr.

100000–499999 kr.

500000 kr. og derover

kr.

København

400.169

3.774,3

832

72

50

23

9

13

1

9.434

Frederiksberg

69.052

1.500,0

742

85

67

40

20

41

5

21.723

Gentofte

47.948

2.445,6

619

86

95

66

34

83

17

51.005

Hovedstaden i alt

517.169

7.719,9

801

75

57

29

12

23

3

14.925

Ballerup-Måløv

5.157

59,3

797

93

59

28

7

15

1

11.503

Birkerød

4.718

80,4

767

89

64

35

16

24

5

17.047

Brøndbyerne

4.634

40,2

821

88

49

20

8

13

1

8.686

Dragør

1.629

25,9

739

107

71

40

20

20

3

15.902

Farum

1.532

27,1

727

102

73

47

22

28

1

17.671

Gladsakse

23.330

201,1

790

96

69

25

9

11

8.618

Glostrup

7.437

81,0

775

95

71

29

13

15

2

10.888

Herlev

6.359

38,7

849

77

44

18

6

6

6.085

Herstederne

1.458

22,4

729

108

77

42

12

30

2

15.330

Hvidovre

14.448

91,1

819

99

55

17

5

5

6.309

Høje Tåstrup

5.138

68,3

751

106

74

33

14

21

1

13.294

Hørsholm

5.034

206,8

713

96

68

39

20

52

12

41.090

Lyngby-Tårbæk

26.114

440,0

748

89

75

40

17

28

3

16.848

Rødovre

12.466

107,4

781

104

75

22

7

10

1

8.617

Store Magleby

886

20,4

696

97

67

55

26

54

5

23.009

Søllerød

10.034

307,8

725

83

72

42

21

47

10

30.674

Tårnby

15.825

130,8

818

87

54

24

7

9

1

8.264

Vallensbæk

563

7,2

751

112

57

37

11

32

12.831

Værløse

2.810

27,9

808

86

54

27

7

17

1

9.941

Omegnskom. i alt

149.572

1.983,8

780

93

66

29

11

19

2

13.263

Stor-Kbh

666.741

9.703,7

796

79

59

29

12

22

3

14.554

Hele landet

2.161.827

28.999,0

745

105

77

37

15

19

2

13.414

Af ovenstående tabel vil det ses, at der er endnu større forskel ml. kom.s formuefordeling end ml. deres indkomstfordeling.

I Kbh.s kom. havde 90 pct. af skatteyderne under 20.000 kr. i formue, og kun 1,4 pct. havde en formue på over 100.000 kr. I Gentofte udgjorde antallet af personer under 20.000 kr.s grænsen 71 pct., mens 10,0 pct. havde mindst 100.000 kr. i formue, Fr.berg indtager en mellemstilling med 83 pct. under 20.000 kr., og 4,6 pct. over 100.000 kr. – Denne forsk. fordeling resulterer i en gennemsnitsformue i Gentofte på 51.005 kr., på Fr.berg 21.723 kr. og i København 9434 kr.

Af omegnskom. er der ingen, der kommer på højde med Gentofte i gennemsnitsformue, nærmest ligger Hørsholm med 41.090 kr., derefter følger Søllerød med s. 482 30.674 kr. og Store Magleby med 23.009 kr. – lavest ligger Herlev, Hvidovre og Tårnby med gennemsnitsformuer på 6085, 6309 og 8264 kr.

Det kan tilføjes, at af hele landets 1140 millionærer 1955 boede de 707 i Stor-Kbh., heraf 168 i København, 96 på Fr.berg og 310 i Gentofte; af de 133, der herefter er tilbage til omegnskom., boede de 40 i Søllerød, 33 i Lyngby-Tårbæk og 28 i Hørsholm.

Axel Holm kontorchef, cand. polit.

Ved boligtællingen 1/10 1955 fandtes der i Kbh. i alt 272.500 beboelseslejligheder, på Fr.berg 43.600, i Gentofte 28.200 lejligheder, altså i hovedstaden i alt 344.300 lejligheder; i Kbh.s amtsr.kr. (bortset fra Gentofte) var der 94.100 lejligheder, hvortil kommer de tre kom. Birkerød, Farum og Hørsholm i Fr.borg a. med 6800 lejligheder, således at det samlede antal beboelseslejligheder i Storkøbenhavn herefter bliver 445.200.

Til belysning af, hvor forskelligartet bebyggelsesformerne er inden for Stor-Kbh., skal anføres omstående oversigt, der viser lejlighedernes fordeling efter husets art inden for de større bydele i hovedstaden og inden for de enkelte omegnskommuner. Det bemærkes, at i denne og i de flg. oversigter omfatter tallene ikke de 3 små kom. Ledøje-Smørum (ca. 400 lejligheder), Sengeløse (ca. 400 lejligheder) og Torslunde-Ishøj (ca. 500 lejligheder).

Af alle de kbhske 272.500 lejligheder er 9/10 beliggende i etageejendomme, og det kan tilføjes, at af disse er de 15.000 eller knap 6% af samtlige lejligheder baghuslejligheder. I de ældre bydele inden for søerne og på broerne ligger så godt som alle lejlighederne i etageejendomme, og i disse bydele findes praktisk taget alle baghuslejlighederne, hvilket også præger bebyggelsen der; i den indre by, på Christianshavn og på det indre Nørrebro lå således 17–19% af lejlighederne i baghuse, og i voldkvartererne og på Vesterbro var den tilsvarende andel 12%, men de saneringsarbejder, der er påbeg. i de sen. år, vil dog efterhånden formindske baghuslejlighedernes antal.

I Valby- og Sundbydistrikterne var ca. 8% af lejlighederne beliggende i enfamiliehuse og 5–6% i tofamiliehuse. I Brønshøjdistrikterne var bebyggelsen endnu friere, idet 22% af lejlighederne lå i en- og tofamiliehuse, og inden for dette kvarter var særlig Husumdistriktet præget af villabebyggelse, idet 30% af lejlighederne lå i enfamiliehuse og 10% i tofamiliehuse.

Frederiksberg er bebyggelsen næsten af samme karakter som i Kbh. taget som helhed, derimod afviger Gentofte i denne henseende væsentlig fra de to andre hovedstadskommuner, idet kun halvdelen af Gentofte-lejlighederne ligger i etagehuse, de øvr. 50% fordeler sig med 30% på fritliggende enfamiliehuse, 6% i række- og kædehuse samt dobbelthuse, og 14% i tofamiliehuse m.v.

I omegnskommunerne har bebyggelsen ligeledes en langt friere karakter end i Kbh. og på Fr.berg. I omegnskommuneområdet taget som helhed var 43% af lejlighederne etagelejligheder, ligeledes 43% lå i enfamiliehuse, fordelt med 31% s. 483 s. 484 i fritliggende huse og 12% i række-, kæde- og dobbelthuse, i tofamiliehusene fandtes 10% af lejlighederne. Ml. de 4 anførte grupper: nordkommuner, nordvestl. kommuner osv. er der ikke særlig store forskelle ml. bebyggelsesformerne, mens dette er tilfældet ml. de enkelte kommuner inden for grupperne. Idet der nærmere må henvises til oversigten, skal det fremhæves, at de fritliggende enfamiliehuse er den mest betydende boligtype omfattende over halvdelen af lejlighederne i Store Magleby (69%), Vallensbæk (60%) og Farum (58%); i kom. Værløse, Birkerød og Høje Tåstrup omfatter disse huse 40–50% af lejlighederne.

heraf var beliggende i:

Enfamiliehuse

Samlet antallejlig-.heder 1/10 1955

Etage- ejendomme

fritliggende

række-, kæde- og dobbelthuse m.v.

To-familiehuse

Erhvervsejendomme, institutioner m.v.

Sommerhuse, barakker olgn.

I alt

%

%

%

%

%

%

%

Hovedstaden

Indre by, voldkvartererne og Christiansh.

33.490

96,5

0,1

0,6

2,8

100,0

Øster-, Nørre- og Vesterbro, Amagerbro og Islands Brygge

114.650

98,5

0,3

0,3

0,2

0,5

0,2

100,0

Valbydistrikterne

29.870

83,8

5,6

1,9

5,6

0,5

2,6

100,0

Brønshøjdistrikterne

59.650

77,6

9,6

4,5

7,7

0,2

0,4

100,0

Sundbyerne

34.820

83,9

7,1

1,3

5,4

0,2

2,1

100,0

Kbh. i alt

272.480

90,2

3,7

1,5

3,2

0,7

0,7

100,0

Fr.berg

43.630

93,3

2,5

1,6

1,8

0,6

0,2

100,0

Gentofte

28.230

50,4

30,0

5,5

13,3

0,7

0,1

100,0

Hovedstaden i alt

344.340

87,3

5,8

1,8

3,8

0,7

0,6

100,0

Omegnskommunerne Nordl. kom.:

Birkerød

2.880

27,1

46,5

6,6

12,9

5,9

1,0

100,0

Hørsholm

3.030

33,0

37,0

5,3

18,8

5,6

0,3

100,0

Lyngby-Tårbæk

17.970

52,4

20,8

17,4

7,8

1,6

100,0

Søllerød

6.290

34,2

38,9

11,0

11,9

3,2

0,8

100,0

I alt

30.170

44,2

28,6

13,8

10,3

2,8

0,3

100,0

Nordvestl. kom.:

Ballerup-Måløv

3.510

41,6

32,2

1,1

11,4

10,8

2,9

100,0

Farum

900

20,0

57,8

11,1

10,0

1,1

100,0

Gladsakse

15.630

38,1

28,8

20,7

11,1

0,9

0,4

100,0

Herlev

4.590

56,4

25,9

10,2

3,1

2,0

2,4

100,0

Værløse

1.380

13,8

48,6

12,3

15,9

5,1

4,3

100,0

I alt

26.010

39,9

30,8

15,1

10,0

2,9

1,3

100,0

Vestl. kom.:

Brøndbyerne

3.340

56,0

24,5

8,1

7,2

3,6

0,6

100,0

Glostrup

4.750

50,3

32,0

2,5

9,7

4,0

1,5

100,0

Herstederne

920

36,9

28,3

1,1

16,3

17,4

100,0

Hvidovre

10.080

49,3

30,6

7,2

9,0

1,0

2,9

100,0

Høje Tåstrup

3.220

26,4

41,6

7,8

18,6

4,7

0,9

100,0

Rødovre

8.370

32,4

37,4

20,8

7,9

0,7

0,8

100,0

Vallensbæk

350

5,7

60,0

2,9

11,4

17,1

2,9

100,0

I alt

31.030

42,4

33,4

10,1

9,8

2,7

1,6

100,0

Amagerkom.:

Dragør

1.190

37,0

26,1

19,3

16,8

0,8

100,0

Store Magleby

540

5,5

68,5

1,9

7,4

16,7

100,0

Tårnby

10.660

49,6

26,7

9,3

7,1

2,1

5,2

100,0

I alt

12.390

46,5

28,5

9,9

8,1

2,6

4,4

100,0

Omegnskom. i alt

99.600

42,8

30,6

12,5

9,8

2,8

1,5

100,0

Hovedstadsomr. i alt

443.940

77,3

11,3

4,2

5,2

1,2

0,8

100,0

(Foto). Fra Asylgade i Lyngby. I storbyens ydre distrikter findes endnu gamle boliger, der er levn af den oprindelige landsbybebyggelse.

Fra Asylgade i Lyngby. I storbyens ydre distrikter findes endnu gamle boliger, der er levn af den oprindelige landsbybebyggelse.

Række-, kæde- og dobbelthuse m.v. spiller den største rolle i Rødovre, Gladsakse, Dragør og Lyngby-Tårbæk, hvor de optager 17–21%; derimod findes denne type næsten ikke i Ballerup-Måløv, Herstederne, Vallensbæk og Store Magleby.

Tofamiliehusene står med de største procenttal, 16–19%, i Hørsholm, Høje Tåstrup, Dragør, Herstederne og Værløse.

Et andet forhold, m.h.t. hvilket der er meget stor forskel ml. de storkbhske kom., er bebyggelsens alder, altså lejlighedernes opførelsestidspunkt. Til orientering herom anføres omstående oversigt, der for de tre hovedstadskom. og for de 19 omegnskom. viser, hvor stor en andel af de lejligheder, der fandtes 1955, der var opf. før 1931, i 20-årsperioden 1931–50 og i de knap fem år fra 1/1 1951 til 1/10 1955.

s. 485

Af 100 lejligheder var opført

Af 100 lejligheder var opført

før 1931

1931–1950

1951–1/10 1955

før 1931

1931–1950

1951–1/10 1955

Hovedstaden:

Vestl. kom.:

Kbh

66

32

2

Brøndbyerne

18

32

50

Fr.berg

71

25

4

Glostrup

26

52

22

Gentofte

44

50

6

Herstederne

49

45

6

I alt

65

32

3

Hvidovre

13

59

28

Omegnskom.:

Høje Tåstrup

49

37

14

Nordl. kom.:

Rødovre

13

53

34

Birkerød

38

40

22

Vallensbæk

40

40

20

Hørsholm

48

39

13

I alt

21

50

29

Lyngby-Tårbæk

23

58

19

Søllerød

46

33

21

Amagerkom.:

I alt

32

49

19

Dragør

54

13

33

Nordvestl. kom.:

Store Magleby

50

17

33

Ballerup-Måløv

30

29

41

Tårnby

20

53

27

Farum

54

30

16

I alt

24

48

28

Gladsakse

22

53

25

Herlev

10

39

51

Omegnskom. i alt

25

49

26

Værløse

48

37

15

I alt

23

46

31

Hovedstadsomr. i alt

56

36

8

Mens knap 2/3 af hovedstadens lejligheder stammer fra før 1931, er dette kun tilfældet med 1/4 af lejlighederne i omegnskommuneområdet. Men inden for disse områder er der ret store forskelle ml. lejlighedernes opførelsestidspunkter.

Inden for hovedstaden er lejlighederne i Kbh. og på Fr.berg omtr. lige gl., hvorimod Gentoftes er en del yngre, idet 56% er tilkommet siden 1931, mens dette kun er tilfældet med omkr. ved 30% af lejlighederne i de to andre kom., af nordkommunernes lejligheder er 1/3 fra før 1931 og 19% fra 1951–55, flest ældre lejligheder er der i Hørsholm og Søllerød, i Lyngby-Tårbæk stammer 58% af lejlighederne fra perioden 1931–50.

Nordvestkommunerne har forholdsvis flere helt nye lejligheder end nordkom.; dette skyldes først og fremmest det store byggeri i Ballerup-Måløv og i Herlev, der giver sig udtryk i, at henh. 41% og 51% af lejlighederne i disse to kom. er tilkommet siden 1951.

Inden for de vestlige kommuner, hvor 29% af lejlighederne er opf. 1951–55, er det særlig Brøndbyerne, der er præget af det nye byggeri – her er halvdelen af lejlighederne tilkommet efter 1950.

For Amagerkommunerne bemærkes, at i Dragør og Store Magleby er halvdelen af lejlighederne fra før 1931 og 1/3 er opført siden 1951, mens perioden 1931–50 kun står med 13–17% af lejlighederne; i Tårnby stammer derimod halvdelen af lejlighederne fra sidstn. periode, og kun 20% fra før 1931 og 27% fra årene 1951–55.

Efter at bebyggelsesformerne og bebyggelsernes alder er blevet belyst, er det i efterfølgende oversigt vist, hvorledes lejlighederne i de 3 hovedstadskom. og i de 19 omegnskom. taget som helhed fordeler sig efter værelsesantal; desuden er s. 486 som udtryk for forskellen m.h.t. udstyr anført, hvor mange % af samtlige lejligheder der havde centralvarme.

(Foto). Hjørnehuset Admiralgade 21, opført 1798–99, er et eksempel på de gode beboelsesejendomme i den indre by, der opførtes efter byens brand 1795, med een lys og rummelig lejlighed på hver etage.

Hjørnehuset Admiralgade 21, opført 1798–99, er et eksempel på de gode beboelsesejendomme i den indre by, der opførtes efter byens brand 1795, med een lys og rummelig lejlighed på hver etage.

(Foto). Beboelseshuse i Jægergade på Nørrebro, opført i årene 1874–83, eksempel på tidens trøstesløse spekulationsbyggeri. En stor del af lejlighederne har kun vinduer til de snævre gårde.

Beboelseshuse i Jægergade på Nørrebro, opført i årene 1874–83, eksempel på tidens trøstesløse spekulationsbyggeri. En stor del af lejlighederne har kun vinduer til de snævre gårde.

1955

København

Frederiksberg

Gentofte

I alt

Omegnskommunerne

Hovedstadsområdet i alt

Antal lejligheder i alt

272.480

43.630

28.230

344.340

99.600

443.940

Procentvis fordeling efter værelsesantal

%

%

%

%

%

%

Lejligheder med:

1 værelse

8,4

5,5

4,0

7,7

3,5

6,7

2 værelser

46,0

25,6

19,2

41,2

22,0

37,0

3 værelser

24,4

27,1

20,8

24,4

36,5

27,1

4 værelser

14,3

24,1

21,6

16,2

24,2

18,0

5 værelser

4,4

9,8

14,6

5,9

9,0

6,6

6 el. flere værelser

2,5

7,9

19,8

4,6

4,8

4,6

I alt

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

heraf udstyret med centralvarme.

41,9

46,6

77,8

45,5

57,2

48,1

s. 487

I Kbh. har over halvdelen af lejlighederne – 54% – kun 1 eller 2 værelser, knap 1/4 er på 3 værelser og 7% har mere end 4 værelser. I Gentofte udgjorde derimod 1- og 2-værelserslejlighederne kun 23% af bestanden, hvorimod 15% var på 5 værelser og 20% på 6 værelser og derover. Fr.berg indtager en mellemstilling ml. de 2 andre hovedstadskom.

Omegnskom. taget som helhed har en fordeling af lejlighederne, der nærmest svarer til den fr.bergske. Men ml. omegnskom. er der ret store uligheder. Således skal nævnes, at i Birkerød, Hørsholm, Store Magleby, Søllerød og Vallensbæk er mellem 20 og 30% af lejlighederne på mindst 5 værelser, og det sa. er tilfældet med 15–20% af lejlighederne i Farum, Herstederne, Høje Tåstrup og Lyngby-Tårbæk, hvorimod mindre end 10% af lejlighederne i Brøndbyerne, Herlev, Hvidovre og Tårnby hører til denne størrelseskategori.

Af oversigten foran fremgår endv., at mens over 3/4 af lejlighederne i Gentofte er udstyret med centralvarme, er dette kun tilfældet med henh. 42 og 47% af lejlighederne i Kbh. og på Fr.berg. Af alle omegnskommunernes lejligheder havde de 57% centralvarme, men også på dette punkt er der stor forskel kommunerne imellem, bl.a. bestemt af den andel, som de nye lejligheder udgør. Nævnes kan det, at med over 60% af lejlighederne udstyret med centralvarme står kom. Brøndbyerne, Herlev, Hvidovre og Lyngby-Tårbæk, mens den tilsvarende andel i Farum, Herstederne, Høje Tåstrup og Store Magleby var mindre end 35% af lejlighederne.

Til nærmere illustration af beboelsesforholdene anføres nedenstående oversigt over lejlighedernes fordeling efter husstandenes størrels e samt antallet af beboere pr. lejlighed, fordelt på de forsk. kategorier og personer.

København-

Frederiksberg

Gentofte

Hovedstaden

Omegnskommunerne

Hovedstadsområdet i alt

Antal husstande i alt

271.210

43.460

28.070

342.740

99.360

442.100

heraf med:

%

%

%

%

%

%

1 person

21,2

22,1

14,5

20,8

9,6

18,3

2 personer

30,9

31,1

27,9

30,7

25,4

29,5

3 personer

22,4

22,2

22,7

22,4

23,2

22,5

4 personer

16,4

15,7

19,7

16,6

24,1

18,3

5 personer

6,0

6,4

9,6

6,3

11,0

7,4

6 personer eller fl

3,1

2,5

5,6

3,2

6,7

4,0

I alt

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

100,0

Antal beboere pr. lejlighed:

heraf:

2,66

2,62

3,02

2,68

3,25

2,80

familiepersoner

2,52

2,40

2,72

2,52

3,08

2,64

logerende

0,13

0,19

0,22

0,14

0,14

0,14

husmedhjælpere

0,01

0,03

0,08

0,02

0,03

0,02

Både for Kbh. og Fr.berg er fordelingen efter husstandenes størrelse således, at 21–22% er på 1 person, 31% på 2 personer, 22% på 3 personer, 16% på 4 s. 488 personer, og endelig var 9% af husstandene på 5 personer og derover. Fordelingen i Gentofte afviger ret væsentlig herfra, idet der er forholdsvis færre husstande på 1 og 2 personer, omtr. den sa. andel med 3 personer, men flere af alle de større husstande. Dette resulterer i, at det gennemsnitlige antal beboere pr. husstand bliver omtr. ens i Kbh. og Fr.berg, nemlig henh. 2,66 og 2,62, men 3,02 i Gentofte.

I omegnskom. udgør 1-persons husstande en endnu mindre andel end i Gentofte, og også 2-personers husstande er relativt færre; til gengæld udgør antallet af husstande med 4 personer 24% mod 17% i hovedstaden, og antallet af husstande med mindst 5 personer udgør henh. 17,7 og 9,5%. Antallet af personer pr. husstand bliver herefter i omegnskommunerne 3,25 eller omtr. 0,6 personer mere end i hovedstaden.

M.h.t. husstandenes sammensætning vil det ses, at antallet af familiepersoner er mindst på Fr.berg, 2,40 pr. husstand, og størst i omegnskom., 3,08. Antallet af logerende pr. husstand varierer fra 0,13 i Kbh. og 0,14 i omegnskommunerne til 0,19 og 0,22 på Fr.berg og i Gentofte. For husmedhjælpernes vedkommende indtager Gentofte en særstilling, idet antallet her er 0,08 pr. husstand mod kun 0,01–0,03 i de andre kom.

Til vurdering af huslejeforholden e skal endelig anføres nedenstående oversigt over den gennemsnitlige husleje for lejligheder dels med og dels uden centralvarme.

Gennemsnitlig årlig husleje for udlejningslejligheder 1/10 1955

København

Frederiksberg kr.

Gentofte

Hovedstaden

Omegnskommunerne

Lejligheder med centralvarme med:

kr.

kr.

kr.

kr.

kr.

1 værelse

823

920

1118

856

1124

2 værelser

1022

1284

1387

1065

1332

3 værelser

1403

1694

1720

1480

1794

4 værelser

1680

1999

2084

1822

2175

5 værelser

2181

2429

2297

2275

2535

6 værelser eller flere

3160

2982

3472

3152

3484

Summarisk gennemsnit

1269

1816

1841

1401

1762

Vejet gennemsnit

1337

1587

1665

1401

1681

Lejligheder uden centralvarme med:

1 værelse

414

463

643

420

577

2 værelser

634

646

758

637

794

3 værelser

846

856

1008

852

1134

4 værelser

1032

1096

1167

1049

1608

5 værelser

1373

1539

1543

1424

1650

6 værelser eller flere

1866

1963

2367

1900

1761

Summarisk gennemsnit

781

949

991

808

1068

Vejet gennemsnit

799

829

943

808

1062

s. 489
(Foto). Moderne boligkompleks. Parkbebyggelsen Store Taffelbay i Gentofte kommune, opført 1953 (arkt. Eske Kristensen).

Moderne boligkompleks. Parkbebyggelsen Store Taffelbay i Gentofte kommune, opført 1953 (arkt. Eske Kristensen).

Ved vurderingen af de anførte tal må det imidlertid tages i betragtning, at selv om der i de vejede gennemsnitstal er taget hensyn til den forsk. fordeling af lejlighederne efter værelsesantal, er huslejen også påvirket af andre momenter som areal, udstyr, og – ikke mindst – opførelsestidspunkt – momenter, der, som vist foran, spiller en ret forsk. rolle i de forsk. kommuner. Endv. erindres om, at der ved ændringer i huslejelovgivningen siden okt. 1955 er sket forhøjelser i huslejen for såvel de ældre som nyere lejligheder. Med dette in mente viser oversigten, at mens en gennemsnitslejlighed med centralvarme i Kbh. 1955 kostede 1269 kr., kostede den i de andre kom. omkr. 1800 kr. – Men elimineres forskellen i lejlighedsstørrelserne, bliver gennemsnitslejen i Kbh. 1337 kr., på Fr.berg og i Gentofte henh. 1587 og 1665 kr., mens omegnskom., der har relativt flere nybyggede lejligheder, står med den største gennemsnitsleje, 1681 kr.

For lejlighederne uden centralvarme, hvor tallene ikke i sa. grad er præget af nybyggeriet, ligger Kbh. og Fr.berg hinanden ret nær med en vejet gennemsnitsleje på ca. 800 kr. mod ca. 950 kr. i Gentofte og ca. 1060 kr. i omegnskom.

Axel Holm kontorchef, cand. polit.

s. 490

I et foregående afsnit er det vist, hvorledes den befolkning der bor i de enkelte kom. inden for Stor-Kbh., fordeler sig efter erhverv, og s. 493 ff. gøres der rede for erhvervsvirksomhedernes antal, størrelse m.v., såvel inden for hele området som m.h.t. fordelingen på lokale områder.

Men det, der i første række gør de her behandlede kom. til en erhvervsøkonomisk helhed – et hovedstadssamfund – er det forhold, at beboernes bopælskommune og erhvervskommune i meget stort omfang ikke er sammenfaldende, men er adskilt ofte ved ret store afstande, hvilket ikke alene bidrager til at skabe store byplanmæssige, herunder særlig trafikale problemer, men også finansielle og skattemæssige, og til syvende og sidst ligeledes afføder forvaltningsmæssige problemer.

Til belysning af omfanget af denne side af den erhvervsøkonomiske sammenknytning kom. imellem skal først refereres nogle tal fra en undersøgelse, som Kbh.s statistiske kontor har foretaget for året 1957.

Undersøgelsen omfatter dels de personer, der havde bopæl i en af de 19 omegnskommuner, o g 1957 havde haft en indkomst fra Kbh. enten foranlediget af beskæftigelse for en privat eller offentlig virksomhed eller som selvstændig erhvervsdrivende s. 491 i denne kommune, dels de personer, der har bopæl i København, og som 1957 havde en indkomst af nævnte art fra en af de 19 omegnskommuner.

Bopælskommune

Antal personer med indkomst fra København

Samlet indkomst fra København

Gnstl. Erhvervsindkomst

Antal

I pct. af antallet af opholdskommuneskatteydere + selverhvervende hustruer

Beløb

I pct. af den samlede indkomst i opholdskommunen

1957

1957

1948

1957

1957

1948

1957

%

%

1000 kr.

%

%

kr.

Ballerup-Måløv

3.567

43,2

36,1

30.700

39,4

27,3

8.607

Birkerød

1.901

31,6

24,0

23.200

36,7

24,1

12.204

Brøndbyerne

3.840

54,3

24,4

38.350

51,3

22,7

10.000

Dragør

915

45,8

42,5

10.400

46,5

38,5

11.366

Farum

584

26,3

14,4

5.450

25,7

14,4

9.418

Gladsakse

15.752

49,2

54,0

151.900

47,2

47,0

9.643

Glostrup

4.030

39,1

38,1

34.200

33,6

27,1

8.486

Herlev

5.097

56,0

63,6

48.100

53,6

48,5

9.437

Herstederne

347

19,6

15,1

2.300

13,3

10,1

6.628

Hvidovre

11.368

58,7

68,0

100.600

55,4

56,5

8.849

Høje Tåstrup

1.927

29,8

29,7

15.700

27,2

22,4

8.147

Hørsholm

2.121

32,6

25,8

39.800

46,4

26,5

18.765

Lyngby-Tårbæk

14.620

44,2

44,3

199.400

49,4

42,5

13.639

Rødovre

10.847

57,2

60,4

98.450

54,8

49,5

9.072

Store Magleby

550

45,1

28,4

4.900

42,4

22,4

8.909

Søllerød

5.395

39,4

35,7

91.000

49,7

36,5

16.867

Tårnby

13.706

64,1

59,9

120.400

58,3

49,7

8.784

Vallensbæk

300

38,9

6,6

2.550

35,8

5,5

8.333

Værløse

1.135

31,9

37,0

9.850

31,9

30,0

8.634

Tilsammen 1957

98.002

48,1

·

1.027.250

48,0

·

10.481

Tilsammen 1948

54.335

·

46,3

305.736

·

40,0

5.627

For personer med bopæl i omegnskom. og indkomst fra Kbh. fremgår undersøgelsens hovedresultat af foranstående oversigt.

I alt havde 98.000 beboere i omegnskom. 1957 haft indkomst fra Kbh., 1948 var det tilsvarende tal 54.300, men da stigningen i antallet af skatteydere har været af omtrent tilsvarende størrelse, er den andel af omegnskom.s skatteydere inkl. de selverhvervende hustruer, der har hentet en indtægt fra Kbh., kun forøget fra 46,3 til 48,1 pct.

Det beløb, som omegnsbeboerne havde tjent i Kbh., udgjorde 1957 i alt 1027 mill. kr., hvilket er 48,0 pct. af skatteydernes samlede indkomst (d.v.s. indkomsten uden fradrag af betalte personlige skatter samt præmier til personlige forsikringer m.v.) i omegnskom.; 1948 udgjorde den tilsvarende andel 40,0 pct. Fra 1948 til 1957 er det beløb, som omegnsbeboerne har tjent i Kbh., steget med 236 pct.

Som det nærmere fremgår af tabellen, har udviklingen været ret uensartet for de forskellige omegnskom. I de kom., der er vokset stærkt i den sidste halve snes år, er der en stor stigning i såvel den andel af personerne, der har haft indtægt fra Kbh., som i den andel af den samlede indkomst, der stammer herfra, men i de større omegnskom., hvor beboernes erhvervsmæssige tilknytning til Kbh. allerede går en 25–30 år eller mere tilbage i tiden som f. eks. Gladsakse, Lyngby-Tårbæk, Rødovre og Tårnby, udviser disse andele kun mindre stigninger, og i enkelte tilfælde endog små nedgange. Dette forhold er formentlig udtryk dels for, at den udflytning af større erhvervsvirksomheder, der i de senere år er foregået til omegnskom. medfører, at disse kommuners befolkning i stigende omfang kan finde beskæftigelse i deres bopælskommune, dels at den af det forøgede folketal affødte voksende lokale administration og lokale detailhandel, transportvirksomhed m.v. afsætter stigende indkomstbeløb for de respektive kommuners beboere. Tendensen går med andre ord i retning af, at disse omegnskom. ved siden af den erhvervsmæssige tilknytning til centralkommunen: København, også får et ret stærkt udviklet lokalt erhvervsliv.

Den gennemsnitlige erhvervsindtægt, som omegnsbeboerne 1957 tjente i Kbh., fremgår af oversigtens sidste kolonne; for alle de 19 kommuner under ét udgjorde dette tal 10.481 kr., varierende fra 6628 kr. for beboerne i Herstederne til 18.765 kr. for beboerne i Hørsholm, men disse tal dækker selvsagt over store forskelligheder. Det kan således oplyses, at for 14 pct. af samtlige de 98.000 omegnsbeboere, der har haft indkomst fra Kbh., udgør denne indkomst mindre end 1000 kr., og for 8 pct. var den mellem 1000 og 2000 kr., altså beløb, der er udtryk for, at der i disse tilfælde væsentligst er tale om indtægter af mere tilfældig og kortvarig karakter. For henholdsvis 15 og 17 pct. af de pågældende beboere var indkomsten mellem 2–5000 kr. og 5–10.000 kr., for 23 pct. var den mellem 10–15.000 kr. og ligeledes for 23 pct. mindst 15.000 kr.

Bopæl-arbejdsstedforholdet er dog ikke ensidigt, således at kun omegnsbeboerne tjente penge i Kbh., men københavnerne henter også indkomster i omegnskom. s. 492 Den foran nævnte undersøgelse viste, at 1957 havde ca. 35.000 københavnere haft en indkomst fra en af de 19 omegnskom., 1948 var det tilsvarende tal ca. 23.000, således at der er foregået en stigning på ca. 50 pct., hvorimod antallet af personer inddraget under den københavnske skatteligning inkl. de selverhvervende hustruer i begge de to år var ca. 480.000.

Det samlede beløb, som københavnerne har tjent i omegnskom., udgjorde 1957 i alt 197 mill. kr. mod 82 mill. kr. 1948, eller en stigning på 140 pct., mens stigningen i beløbet tjent den modsatte vej som foran nævnt var 236 pct.

De kommuner, der står med de største antal københavnere med indkomst fra kommunen, er Gladsakse (7400), Tårnby (5900), Lyngby-Tårbæk (4400), Rødovre (3600) og Herløv (3100).

Endelig bemærkes, at mens den gennemsnitlige indkomst, som omegnsbeboerne tjente i Kbh., var 10.481 kr., så var det modsvarende tal for københavnernes indkomst i omegnskom. kun 5627 kr.

Den foran refererede undersøgelse omfatter som anført alene bopæl-arbejdsstedforholdet mellem Kbh. og de 19 omegnskom. Til belysning af det tilsvarende forhold dels mellem København og Frederiksberg og Gentofte, dels mellem omegnskommunerne indbyrdes, foreligger der imidlertid alene tal for 1948. Dengang konstateredes det, at der var 53.800 personer med bopæl på Frederiksberg, der havde tjent i alt 335 mill. kr. i Kbh., hvilket beløb udgjorde 57 pct. af den samlede indkomst på Fr.berg. Omvendt var der 53.900 personer med bopæl i Kbh. og indkomst fra Fr.berg; denne indkomst udgjorde 196 mill. kr. eller ca. 7 pct. af den samlede indkomst i Kbh.

For Gentoftes vedkommende var tallene således, at 29.400 personer med bopæl i Gentofte havde tjent 314 mill. kr. i Kbh., hvilket var 57 pct. af den samlede indkomst i Gentofte, mens 14.600 personer med bopæl i Kbh. havde tjent 52 mill. kr. i Gentofte, hvilket var 1,8 pct. af den samlede indkomst i Kbh.

Endelig viste 1948-undersøgelsen, at foruden de foran nævnte 54.300 personer, der havde bopæl i en omegnskom. og erhverv i Kbh., var der 5300 omegnsbeboere, der havde haft erhvervsindtægt fra Fr.berg, 4000 havde haft indtægt fra Gentofte og 10.500 fra andre omegnskom. end bopælskommunen.

Disse tal sammenholdt med de foran anførte tal fra 1957-undersøgelsen viser, hvor omfattende den bolig- og erhvervsmæssige infiltration er mellem alle kommunerne inden for Stor-Kbh.

Endelig skal nævnes, at på foranledning af samfærdselskommissionen for Stor-Kbh. blev der på grundlag af folketællingsskemaerne for 7/11 1950 foretaget en undersøgelse af, hvor stor en andel af de erhvervsmæssigt beskæftigede beboere – såvel selvstændige som ansatte – i omegnskom., der havde deres arbejdssted i eller uden for deres bopælskom.

Undersøgelsens hovedresultat var, at for alle omegnskom. under ét havde kun 43 pct. af de ca. 100.000 erhvervsudøvende personer, som undersøgelsen omfattede, deres arbejdssted (d.v.s. selvstændige virksomhed eller ansættelsessted) i selve bopælskom., men 47 pct. havde deres arbejdssted i en af de 3 hovedstadskom., 6 pct. i en anden omegnskom., og endelig 4 pct. i en kommune uden for hovedstadsområdet.

Axel Holm kontorchef, cand. polit.