Ålum sogn

(Øster Bjerregrav-Å. kom.) omgives af Middelsom hrd. (Helstrup, Ø. Velling, V. Velling og Skjern so.) samt Læsten, Sønderbæk, Ø. Bjerregrav og Tånum so. Grænsen til Middelsom hrd. dannes af Nørreå, mens den øvre Skals å skiller so. fra Læsten og Sønderbæk. Sidstn. ådal har gennem en smal dal forbindelse til Fussing sø, som danner skel til Ø. Bjerregrav. Ml. disse to dalsystemer, der i deres anlæg antagelig er subglaciale tunneldale, men som sen. har fungeret som smeltevandsfloder foran isranden, og for Nørreådalens vedkommende har været en havarm i stenalderen, ligger et stedvis meget stærkt kuperet bakkeland af vekslende bonitet og rigt på smukke, afvekslende skovpartier. Især er egnen omkring Fussingø og bakkerne ned mod søen af stor landskabelig skønhed og besøges af mange turister. Gennem so. går landevejen Viborg-Skjern-Randers.

Areal i alt 1955: 2702 ha. Befolkning 26/9 1960: 696 indb. fordelt på 197 husstande (1801: 411, 1850: 611, 1901: 631, 1930: 739, 1955: 730).

I so. byerne: Ålum (*1231 Alum; u. 1788) m. kirke, skole, forsamlingshus (opf. 1923), restaurant, Bjergegrav, Aalum og Taanum Sognes Sparekasse (opret. 1874; 31/3 1961: indskud 98.000 kr., reserver 13.000 kr.) og fællesmejeri; Svinding (*1350 Suinding, 1455 Swinningæ; u. 1781) m. skole og forsamlingshus; Venning (* o. 1187 Wininge, 1485 Wenning; u. 1786) m. skole; Gjandrup (*1438 Generup, 1455 Gendrvp, Gændrvp; u. 1786). – Saml. af gde og hse: Sortesogn (Ålum Hede); Volstrupgde (*1350 Volstrup). – Gårde: hovedgd. Fussingø (*1496 Fusingøe; 36,8 tdr. hartk., 159 ha; ejdv. 938, grv. 384). Fussingø Vandml.; Hindshøj savværk.

Å. so., der sa. m. Ø. Bjerregrav so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Middelsom og Sønderlyng hrdr.s provsti, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Nørbæk so. So. udgør 4. udskrivningskr., 510. lægd og har sessionssted i Randers.

Den anselige kirke består af skib og kor m. apsis fra romansk tid samt sen. tilbygget våbenhus mod s. og et monumentalt tårn ved v.gavlen. De ældste mure er opf. af granitkvadre på dobbeltsokkel; kor og skib er tækket m. bly, apsis m. spån og tilbygn. m. tegl. Der er bev. opr. romanske vinduer i kor og skib; en gl. vinduesoverligger er nu indmuret i tårnets n.mur; i apsidens ø.vindue er 1653 indsat en mindetavle over Christen Skeel m. to hustruer. Begge skibets romanske døre er bev., den nordl. tilmuret, mens den sydl., der stadig bruges, er formet som en pragtfuld sekssøjlet portal, utvivlsomt udgået af bygmesterskolen ved Viborg domkirke og udstyret m. et tympanonrelief forestillende Maria og barnet, de hellige tre konger og flugten til Ægypten (Mackeprang. JG. 76. 141). Kormuren er omsat 1893. Våbenhuset m. glat trappegavl er sengotisk. Tårnet er forneden opf. af genanvendte kvadre, på v.siden tillige m. den fra skibets v.gavl flyttede profilsokkel; over dette kvaderparti er tårnets mellemstokv. opf. af munkesten i polsk skiftegang, og øverst er klokkestokv. m. gavlene i renæssancens krydsskifte m. svungne gavlkamme og m. et fordybet à la grecque-lignende båndmønster under glamhullerne, et motiv, der gør det sandsynligt, at bygmesteren o. 1600 har hentet sine ideer fra det af Domenicus Badiaz opf. Holckenhavn. Tårnets murankre m. Mogens Skeels og Helle Rosenkrantz’ initialer vidner om en sen. istandsættelse. Det m. grathvælv overdækkede tårnrum, der anvendes som gravkapel, åbner sig mod skibet m. en rundbue. I kirkens indre, der er gotisk overhvælvet, s. 361 hvælvet, er den romanske korbue sen. udv. m. bibeholdelse af de opr. kragsten. Om forsv. kalkmalerier se MagnPet. K. 38. – Det murede alterbord har hvælvet rum. Altertavlen er et maleri fra 1854 (Kristus på Oliebjerget), kopi efter Giovanni Bellini, i en egetræsramme efter tegn. af G. Bindesbøll. Romansk granitfont m. dobbeltløver og løvværk (Mackeprang. D. 229. 232). Prædikestol m. skåret årst. 1601 har koblede ioniske søjler m. prydbælter og indlagte stjernemønstre i de rundbuede felter som i Vorde (s. 319). Øverst i skibet seks udskårne stolestader fra o. 1600 m. våbenskjolde. I koret et sandstensapitafium over Christen Skeel den yngre til Fussingø, † 30/3 1659 under Kbh.s belejring, og to hustruer; endv. Skeelernes stamtavle i udskåret egetræsramme. I korets n.mur to store figursten over Albret Skeel, † 1568, og hustru, og over Christen Skeel den ældre, † 1595, samt hustru og to børn (CAJensen. Gr. 78. 198. 269). I det til gravkapel indrettede tårnrum står to pragtkister af marmor m. ligene af gehejmeråd Chr. L. v. Plessen, † 1752, og hustru; i hvælvingen nedenunder står fem kister m. lig bl.a. af Mogens Scheel v. Plessen, † 1749. En nu tilmuret gravkrypt under kor og apsis, hvori henstår en del kister tilhørende slægten Skeel, er undersøgt og konserveret 1952; her er bl.a. begravet diplomaten og forf. Mogens Skeel, † 1694; smukke, løse kistebeslag herfra er rest. og ophængt i tårnrummet. – Om runestenene ved kirken se ndf.

Hovedgden Gjandrupgård lå vist ved Gjandrup sø. 1438 og 1455 ejedes den af Jens Andersen Kanne; dennes svigersøn Oluf Sommer gav 1460 sa. m. Otte Bøistrup afkald på G., men 1462 fik Oluf Sommer gods i G. i pant af Mads Pedersen og Bugge Jonsdatter, og 1466 fik han kongeligt gavebrev på en gd.s eje i G.; han skrives til gden indtil 1489; 1492 var han død, og G. kom til sønnerne Erik Sommer (1496–99) og Christen Sommer (1503–38) († o. 1540, måske g. m. Anna Hermansdatter Flemming, der skrives til G.). Gden afbrændtes i grevefejden; deres halvsøster Anne Sommer arvede antagelig G.; hun var g.m. Christiern Sandberg, og deres datter Kirsten Sandberg ægtede 1540 Albert Skeel, der fik part i godset og få år sen. blev eneejer efter skifte med Niels Juel til Astrup, der var g. m. Kirsten Sandbergs søster Anne. Som erstatning for de skader Dronningborg mølle forårsagede, fik Albret Skeel 1559 tilladelse til at flytte sin hovedgd. G. m.m. ind under Fussingø birk, og herefter ophørte gden vel at bestå.

Da Albret Skeel 1547 overtog Fussingø birk, indlemmedes hans besiddelser i det, og den gd., som han i 1550ernes midte lod opføre, kom til at bære navnet Fussingø. Efter Albret Skeels død 1568 tilhørte den sønnen rigsråd Christen Skeel († 1583), hvis enke Margrethe Brahe besad den til sin død 1614. På skiftet efter hende 1617 tilfaldt F. sønnen rigsadmiral Albret Skeel († 1639); 1638 var den på 60 tdr. hartk. Hans søn Christen Skeel († 1659) og dennes søn, stiftsbefalingsmand Mogens Skeel († 1694) ejede den; det samlede hartk. var 1660 ca. 670 tdr. 3/7 1688 omdannedes F. til stamhus; det tilfaldt Mogens Skeels datter Charlotte Amalie Skeel († 1729), der 1702 ægtede gehejmeråd Christian Ludvig v. Plessen til Glorup († 1752). Denne lagde Volstrup by (15 tdr. hartk.) under hovedgdens takst og sluttede (med kgl. konfirmation af 1753) F. sammen med Selsø til et stamhus for familien Scheel-Plessen. Dette tilfaldt overceremonimester Mogens Scheel v. Plessen († 1749) og derefter den fremskridtsvenlige gehejmeråd Christian Ludvig Scheel v. Plessen († 1801), der udskiftede bøndergodset; 1785 var F. på knap 800 tdr. hartk., heraf hovedgden 70 tdr. Sønnen major Mogens Scheel v. Plessen døde 1819 uden at efterlade arvinger. Hans mor Agathe Johanne v. Qualen († 1829) synes at have disponeret over F.; 1812 solgtes den (81 1/2 tdr. hartk., gods 563 og tiender; kgl. bevilling af 1805) for 600.000 rdl. til baron Christian Frederik Wedel Jarlsberg, men 1817 ophævedes købekontrakten. 1828 overtoges F. af Mogens Scheel v. Plessens fætter Joachim Scheel v. Plessen, der 1830 ophøjedes til greve og 1832 lod F. indgå i det grevelige Scheel-Plessenske forlods. s. 363 Efter hans død 1853 arvedes F. af sønnen Wulff Heinrich Scheel-Plessen († 1876), dennes børn Magnus Scheel-Plessen († 1876), Otto Scheel-Plessen († 1888) og (efter højesteretsdom af 1895) Louise Scheel-Plessen († 1939), g. m. grev Carl Scheel-Plessen til Selsø († 1932). 1921 overgik stamhuset F. til fri ejendom; til udstykning afstodes 105 ha; 1939 overgik F. til grev Carl Scheel-Plessen. Som tysk ejendom blev F. 1946 konfiskeret af staten, der efter at have udstykket noget jord overdrog hovedparcellen og skoven til Statsskovdirektoratet. – Godsarkiv i NLA.

Litt.: Chr. Villads Christensen. Hjul-Mariane og Arkivet på F., i JySaml. 3. Rk. III. 122–132. Gamle Dokumenter fra F., JySaml. 3. Rk. V. 212–28. Jens Sølvsten i DSlHerreg. IV. 1945. 132–40. DLandbr. VI. 1934. 542–45.

Tomten af den 1534 afbrændte adelsgård i Gjandrup kan ikke med sikkerhed påvises. Det Randers Helligåndskloster tilhørende stenhus, hvorom Chr. Sommer 1535 handlede med prioren, må være identisk med en 1867 nedreven bygning af munkesten, der lå på en svag forhøjning i det i øvrigt lave og sumpede terræn ved vestenden af Fussing sø i, 1787 kaldt »Syg Stue Eng«. De sparsomme rester af Albret Skeels statelige herreborg Fussingø, opf. o. 1555, nedrevet o. 1790, er i nyere tid fremdraget og undersøgt. Ruinerne ligger på den vestligste del af den smalle halvø (oprindeligt ø), som fra vest skyder sig ud i Fussing sø, og er omgivet af det store, franske parkanlæg Gammelhave’s sparsomme rester. Den totalt forsvundne ladegård lå sydvest for hovedbygningen. Grundplanen er markeret, stedet fredlyst. Huset, munkesten på syld af romanske granitkvadre, var af rektangulær grundplan, 34 m langt, 12 m bredt med runde, stærkt fremspringende tårne på nordøstre og sydøstre hjørne, et kvadratisk trappetårn midt på vestre langside samt et senere tilbygget tårn af ottekantet grundplan på sydvestre hjørne. Det omfattede oprindeligt to stokværk foruden kælder og trimpel. Portalen har været muret af dekorative formsten indført fra Lüneburg; hvorledes tårn og gavle øverst har været afsluttet vides ikke. Indvendig blev Fussingø efterhånden udstyret med ikke ringe pragt (inventar 1749). Albret Skeels hus har efter sin type hørt til de såkaldte fynske herreborge. Nærmest har det stået Johan Friis’ Hesselagergård (o. 1550).

Den nuværende hovedbygning ca. 500 m nv.f. den gamle er opført o. 1790 af nedbrydningsmaterialer herfra af Christian Ludvig Scheel von Plessen. Det er en ganske enkel, men fornem s. 364 nyklassisk bygning, bestående af en høj kælderetage og herover ét stokværk med en række ganske enkelt udsmykkede rum beregnet for kortere ophold. Nordfaçaden er pilastersmykket, midt på sydfaçaden findes et fremspring, kronet af en trekantgavl, og oven over døren en våbensten. Bygningen må tilskrives Anders Kruuse. Ladegården (bygninger fra nyere tid) øst for den nuværende hovedbygning blev flyttet hertil samtidig med denne. Vest herfor ligger den nye godsbestyrerbolig. Fra 1695 boede maleren Jens Jensen Thrane i Fussingø’s mølle vest for gården.

Litt.: Jens Sølvsten i DSlHerreg. IV. 1945. 132–40. Otto Norn i AarbRanders. 1956. 71–86.

Fussingø birk. I 1200t. havde kronen en stor del gods i Fussing, så der mul. kan have været et kgl. birk her fra gl. tid. Neder Fussing birketing nævnes 1546, og året efter skødede kongen birket til Albert Skeel, som 1559 fik tilladelse til at lægge gods i Gjandrup, Venning, Volstrup og Over Fussing under Fussingø birk, og 1684 kom birkeretten til også at omfatte Læsten, Lundegård og Hedegård, således at tre so., Ålum, Ø. Bjerregrav og Læsten, nu lå under birket. Efter at birkefoged Peter Dinesen var død 1815, blev embedet ikke besat, men blev bestyret af herredsfogden i Middelsom-Sønderlyng hrd., og 1820 blev birket indlemmet heri.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1936. 274 ff.

Fru Mette Friis (af Haraldskær) i Venninggård nævnes 1513. Hun var g. m. Oluf Nielsen (våben: 2 sparrer omsatte af 3 liljer) til Fovsing Hovgd. (Hjerm hrd.).

Niels Pallesen af Ålum nævnes 1347.

Om hovedgden Gjandrupgård (*1460 Gienderupgaard, 1471 Gendrop gord) se ovf. Andre forsv. gde i so. er Venninggård (*1513 Venninggaard) og Vestergård (1683 Vestergaard) i Ålum. Kjeldsgd. mentes tidligere at have navn af helgenen Sankt Kjeld, som er født i Venning o. 1100.

En hellig kilde fandtes tidl. i Venning bakker (Schmidt. DH. 139).

En genforeningssten oprejstes 1920 midt i Å. by.

Skove: I so. ligger en hel række skove, der hører under Fussingø statsskovdistrikt. Der skelnes ml. Indskovene, 369 ha, der består af partierne Hesselbjerg, Nedenskov, Snedkerskov, Espelund og Sønderskov, og Udskovene, 349 ha, der består af partierne Rarskov, Brændselsbjerg, Klosterskov, Brunskov, Vesterskov og Nørreskov. Af det samlede bevoksede areal, 713 ha, er 272 ha bevokset m. bøg, 95 ha m. eg, 53 ha m. andet løvtræ og 255 ha m. nåletræ. 38 ha er fredet skov. Terrænet er meget bakket. Jordbundsforholdene er noget varierende. En overvejende del består af sand og grus med et lille el. intet muldlag. Resten er mere eller mindre leret. Medens væksten synes god for nåletræarter, er den i almindelighed ringere for løvtræets vedkommende. Bøgen er således ofte af dårlig kvalitet. Foruden selve skovarealet hører der under Fussingø skovdistrikt 159 ha landbrug samt et søareal på 217 ha.

Ved gravning på en mark i Volstrup fandtes 1876 32 tyske og nederl. speciedalere, den yngste fra Geldern 1617.

Fredede oldtidsminder: 47 høje, hvoraf de 45 ligger i Fussingøs skove, de to på marken ø.f. Ålum. 6 af højene er ganske anselige, navnlig Trehøjene i Espelund. – Sløjfet el. ødelagt: 17 høje.

Ikke mindre end 4 runesten kendes fra so.; de to står nu i våbenhuset, de to på kgd. Den første sad indmuret i våbenhuset, kløvet i 3 stykker; indskr. lyder: Tole rejste denne sten efter sin søn Ingeld, en meget velbyrdig (dreng). Disse minder vil – – – -. Den anden sten lå under soklen af kirkeskibets nø.hjørne og er et mindre brudstykke af en vistnok anselig runesten; kun lidt af indskr. er bev., og den kan ikke tydes. Den tredie runesten er en stor sten, der blev fundet ved foden af kirkebakken; på bagsiden ses en noget udvisket rytterfigur. Indskr. lyder: Vigot rejste denne sten efter sin søn Esge. Gud hjælpe hans sjæl vel. Endelig blev den fjerde sten fundet i kirkegårdsdiget; dens indskr. lyder: Thyre, Vigots kone, lod denne sten rejse efter Thorbjørn, Sibbes søn, hendes »søstling«, som hun holdt mere af end en kær søn (DRun. 129–33).

I Ålum so. fødtes 1572 rigsadmiralen Albret Skeel, 1576 rigsråd Otte Skeel, 1578 rigsmarsken Jørgen Skeel, 1697 maleren Mogens Thrane.

Litt.: Vider. III. 325–34 (byskrå for Ålum 1648). Bertel Laugesen. Fra Aa. so, AarbViborg 1948. 5–23.