Sorø

Sorø by ligger i Sorø købstadskommune i Alsted hrd. under 55° 25’ 48” n.br. og 11° 3’ 31” ø.l. (1° 1’ 9” v.l. for Kbh.), beregnet for kirken. Fra Sorø er der ad landevejen 15 km og ad jernbanen 14 km til Slagelse, til Ringsted ad landevejen 16 km og ad jernbanen 15 km, til Næstved er der ad landevejen 29 km og til Kalundborg ligeledes ad landevejen 48 km. Afstanden til Kbh. er 76 km ad landevejen og 79 km ad jernbanen. Byen ligger i en meget naturskøn, sø- og skovrig egn. Terrænet er et morænebakkeland, der ligger 35–62 m over havet. Umiddelbart ved den gl. by ligger den 217 ha store Sorø sø, 34 m over havet. Denne står mod n. i forb. med den lille, 19 ha store Pedersborg sø, 33 m over havet, som igen er forbundet med den østligere beliggende Tuelsø (210 ha), 32 m over havet. Ved Sorø sø ligger et anlæg med Sorø Akademi og byens gl. kirke, og umiddelbart n. herfor ligger torvet, hvorfra Storgade, byens vigtigste handels- og trafikgade, fører mod n. til den 1 km nordligere forløbende hovedvej 1, der sætter S. i forb. med Ringsted og Slagelse.

Mens kvarteret omkr. torvet består af sammenhængende husrækker med gl. huse, har den nordligere bebyggelse overvejende villakarakter. Sammenhængende bebyggelsesstrøg strækker sig langs hovedvej 1 imod nv. til Pedersborg sø, mod ø. ud ad Ringsted landevej, og mod n. ad Holbæk landevej, hvor S.s forstæder er vokset sammen med Pedersborg by. Sø.f. byen strækker sig et lavt og fugtigt engdrag, Flommen, ml. S. sø og Tuelsø. S.f. dette findes Sorø jernbanestat. med en ret betydelig omgivende bebyggelse, Frederiksberg, som har udpræget stationsbykarakter. Ml. Frederiksberg og det gl. S. løber den forbindende vej, Banevejen, langs bredden af S. sø gennem et ubebygget terræn. Ø.f. byen ligger den store løvskov Sorø Sønderskov (i Lynge, Bråby, Alsted og Slaglille so.), v.f. S. sø ligger Grydebjerg skov (i Pedersborg so.) og Hjortenæs skov (se ndf.) og s.f. søen den noget mindre Feldskov (i Lynge so.).

Oprindelsen til S. var det gl. kloster, hvoraf kirken endnu står. Byen udviklede sig i tilknytning til akademiet og bærer endnu i dag præg af skole- og kulturby. Desuden har den fået en vis betydning som oplandsby, men står i skygge af Slagelse og Næstved. Endelig har byen fået en del industri.

S. kommunes samlede areal var 1950: 668 ha, og den samlede længde af gader 1953: 16,9 km. Af arealet var s. 626 1951 70 ha landbrugsareal, 1 ha gartnerier og frugtplantager, 116 ha skove og plantager, 117 ha bebygget grund og gårdsplads, 104 ha private haver, 30 ha gader, veje, jernbaner olgn., 14 ha byggegrunde, sportspladser, kirkegårde olgn., 216 ha vandarealer.

Ved vurderingen til ejdsk. 1/10 1950 var vurderingssummen for samtl. ejendomme 36,1 mill. kr., deraf grv. 7,9 mill. kr. Forsikringssummen for de i Købstædernes alm. Brandforsikring og Købstadkommunernes gensidige Forsikringsforening indtegnede ejendomme var 1/1 1954 50 mill. kr.

Det tidl. landdistrikt indlemmedes 1/4 1950 i købstaden.

Bygninger og institutioner.

Kloster, skole, akademi og kirke se ndf.

Missionshuset Bethania, Frederiksvej, er opf. af Indre Mission 1900. – Menighedshuset på Ingemannsvej er opf. 1910 (arkt. F. C. C. Hansen).

Den nye kirkegård ligger mod ø. ved Filosofgangen. Anl. 1903 (arkt. Edv. Glæsel) m. klippede hække ml. de enkelte afd. På kgd. ligger begr. maleren Christen Dalsgaard, † 1907, veterinæren J. Arup, † 1911, husholdningsskoleforstanderinde Eline Eriksen, † 1916, maleren C. v. Schmidt-Phiseldeck, † 1917, lægen og forf. H. Kaarsberg, † 1929, teologen F. C. Krarup, † 1931, historikeren L. F. la Cour, † 1951, rektor P. H. Bohn, † 1954.

Råd- og tinghuset på Torvet er opf. 1881 (arkt. F. V. Tvede). Det bagved liggende arresthus er opf. 1871. Det tidl. rådhus, der lå sa. st. som det nuv., brændte 1879. Rådhuset indeholder bl.a. retslokaler, en sal til amts- og byrådsmøder samt kontor for kriminalpolitiet. – En administrationsbygn. blev indr. i den tidl. bystation, da Sorø-Vedde-banen 1933 blev nedlagt for persontrafik. – Dommerkontoret, Hauchsvej, er opf. 1916. – Politistationen er i en lejet bygn. i Reitzensteins Allé. – Toldkammeret ligger ved siden af administrationsbygn. – Den kommunale Borger- og realskole, Reitzensteins Allé, er opf. 1877 (arkt. C. J. Nissen) m. gymnastikhus og en kommunal badeanstalt. En ny skolebygn. opf. 1919 (arkt. F. C. C. Hansen) i vinkel med den gl. Skolen er yderligere udv. 1952 (arkt. F. Halleløv). Ved skolen er 28 lærere og ca. 650 elever. – Sorø realskole, tidl. pigeskole, nu privat fællesskole m. kostskole, fra 1954 med særlig kostskoleafd. for piger. Skolens bestyrelse vælges af byråd og forældre i forening; 10 lærere og ca. 185 elever. – Teknisk skole er opret. af Haandværker- og Industriforeningen (stiftet 1862; jf. L. F. la Cour. Sorø Haandværker- og Industriforening 1862–1937. 1937); bygn. er opf. 1888–89 (arkt. F. C. C. Hansen) i Alleen; 15 lærere og ca. 150 elever. – Handelsskolen har lokaler i borger- og realskolen; ca. 120 elever.

Ankerhus husholdningsseminarium og -skole ved Kongebroen på Slagelse landevej er grl. 1902 af Magdalene Lauridsen; sen. stærkt udv, (1904–06, 1930 (m. laboratorium) og 1948); seminariet, der fra 1939 er en selvejende institution, uddanner husholdningslærerinder (ca. 150 pl.). (Ankerhus 1902–52. 1952). – Husholdningsskolen, Holbergsvej, er opret. 1895 som den første danske husholdningsskole (af Eline Eriksen og Magdalene Lauridsen), bygn. opf. 1897 (arkt. F. C. C. Hansen). 88 pl. – Om Sorø Ungdomsskole se under Lynge so. s. 721.

Sorø bibliotek (stiftet 1853, 13.000 bd.) har til huse i Storgade 7 (»Herrernes gård«, se ndf.). – Sorø amts historiske museum, indv. 1916, Storgade 17 (Den gl. kro, tidl. kaldt Seigneur Fosses gård, se ndf.), rummer bl. a. et bondestuebohave og en Ingemannsstue. – Kunstmuseet i Priorgade, indv. 1943; ny bygn. projekteret på akad.s grund.

Amtssygehuset i Reitzensteins Allé, opf. 1901–03 (arkt. F. C. C. Hansen); udv. 1924 og 1941, medicinsk og kirurgisk afd. m. 100 pl. – Sorø Amts Plejehjem (142 pl.), indr. 1903 i det gl. sygehus (opf. 1840), der ligger ved siden af det nuv. – Alderdomshjemmet, Holbergsvej, opf. 1927–28 (arkt. A. Lautrup-Larsen) (30 pl.). – Aldersrentebol., Lillemarksvej, har 36 et- og toværelseslejligheder. – Asylet, Saxogade, opf. 1900 (arkt. F. C. C. Hansen), fribol. for ældre, enlige kvinder (6 pl.). – Aldersly, Reitzensteins Allé, opf. af Alderdomsforsørgelsesforeningen for S. og landso. (stiftet 1870, 6 pl.). – Haandværkerforeningens alderdomsbolig, Ingemannsvej (opf. 1909). – Sorø Handelsstands Hus, Ebbesvej (opf. 1936). – Scavenius Stiftelse, Torvet, opret. 1833 af dir. ved Sorø Akademi H. F. Estrup († 1846) og hustru, 2 fribol. for enker efter lærere ved akademiet, bindingsværksbygn. fra o. 1700, rest. 1910 (Soransk Tidsskr. VI. 1912). – Sorø kom.s børnehave, Søndergade.

Vand-, gas- og elektricitetsværket (for enden af Frederiksvej), anl. 1902–03 af private, sen. overtaget af kom. Et 24 m højt vandtårn er bygget bag borger- og realskolen. Bogført værdi 1953: vandværket 247.000, gasværket 251.000 og elektricitetsværket 478.000 kr.

Af andre bygn. skal bl.a. nævnes apoteket i Storgade. – Den tidl. ministerbolig, Storgade 9, i 1700t. oberstinde Fuchs’ gd.; ejet af Akademiet siden 1747. – Den nuv. ministerbolig i en villa i Søgade, opf. af gross. Alfred Hage til hans svigersøn, komponisten Peter Heise. – Akademiet ejer Rosenørns gd., kommunen »Herrernes gård«. Jf. videre ndf. under gl. huse.

I byen findes flg. pengeinstitutter: Sorø Spare- og Laanekasse (opret. 1867, bygn. opf. 1878–79, arkt. C. J. Nissen; indskud 31/3 1953 14,6 mill. kr., reserver 800.000 kr.). – Banken for Sorø og Omegn (opret. 1895; bygn. opf. 1926; arkt. A. Lautrup-Larsen); 31/12 1952 aktiekap. 1 mill. kr., indskud 17 mill. kr. og reserver 1,6 mill. kr.). – Endvidere en filial af Bondestandens Sparekasse.

Byens eneste biograf (Victoria) ligger i Storgade. – Af hoteller kan nævnes: Postgården, Klubben, Axelhus og Kong Frederik.

På Torvet står en bronzestatue af Fr. VII (O. Evens) rejst 1877 af beboerne i S. amts 2. valgkreds. Hvor Ringsted, Slagelse og Holbæk landeveje støder sammen n.f. byen, har valgkredsen 1891 rejst en mindestøtte for folketingsmand C. C. Alberti. Ved Fægangen ved sygehuset og ved Møllegården nær Albertistøtten er opsat minder for faldne under besættelsen.

En dyrskueplads ligger ved Fægangen. – Sportsplads m. sportshal ligger ved Ringstedvej. – Et vandrehjem er om sommeren indret. i teknisk skole.

Sorø banegd. ligger s.f. byen i Lynge so. Bygn. blev opf. 1855–56, da banen Korsør-Roskilde blev anl. – Sorø-Vedde-banen, der blev anl. 1900–03 som privatbane, men blev forpagtet af staten, blev 1933 nedlagt som personbane, men s. 629 opretholdt som godsbane til 1953. Bystat., hvis bygn. er ombygget til administrationsbygn., benyttes stadig som godsstat. for byen. – Rutebilstat. ligger på Torvet. Byen står i rutebilforbindelse m. bl.a. Glumsø, Haslev, Holbæk, Kalundborg, Næstved, Ringsted, Skælskør og Slagelse. – Posthus og telegrafstat. ligger ved siden af administrationsbygn.

Af større industrivirksomheder i Sorø skal nævnes: Sorøegnens Andelssvineslagteri (grl. 1909, ca. 35 arb.). Endv. brødfabrik, andelsmejeri (Højbro; opret. 1949), vognfabr. (grl. 1918), savværk, savskæreri, en maskinfabrik og en imprægneringsanstalt.

I Sorø er der lokalredaktion for flg. aviser: Sorø Amts Dagblad (tidl. Sorø Amts Avis; trykkes i Slagelse), Sorø Folketidende (grl. 1878, trykkes i Ringsted), Venstres Folkeblad (grl. 1898, trykkes i Ringsted), Sjællands Posten (grl. 1899, trykkes i Slagelse) og Sorø Amtstidende (grl. 1815, trykkes i Slagelse).

Gamle huse. Fra byens første tid 1624–25 skriver sig den velbevarede bindingsværksgd., Storgade 17 (kaldet Fosses gd., den gl. kro el. gæstehuset, siden 1748 ejet af akademiet), hvor nu museet har til huse. Gadehuset er i to stokv. med udskårne knægte, mens sidefløjene mod gården, der er opf. omkr. 1900, er i een etage med knægtbyggede kviste. – Fra sa. tid 1623–25 stammer »De unge herrers gård« el. »Herrernes gård« (Prinsegården el. Ædes principum), Storgade s. 630 7, tidl. ejet af akademiet, 1954 købt af kommunen, nu rummende S. bibl.; opf. af Chr. IV til hans sønner, medens de uddannedes ved akad. Bygn. har opr. været noget større end nu. Mod gården ses endnu det udskårne tømmerværk i det to stokv. høje hus, medens den opr. bindingsværksfaçade mod gaden 1750 er blevet skalmuret med en statelig rød façade. – Scavenius stiftelse på Torvet (rest. 1910) (se Soransk Tidsskr. VI, 1912. 5. 353) og Trautners gd. (Castenskiolds gd.) i Vestergade (delvis nedbrudt af hensyn til denne gades forlængelse) er yngre bindingsværksbygninger i to etager med stokværksfremspring uden knægte. – I hotel Postgården, Storgade 27 er bev. rokoko stuklofter og panelværk. – Regensen, Torvet 7, har navn fra den tid, den afgav bolig for studenter, der 1826–47 kunne tage 2. eksamen ved akademiet. Den to stokv. høje enkle bindingsværksbygn. med afvalmet tag stammer fra 1700t. Façaden mod torvet er sen. pudset, mens bindingsværket endnu fremtræder mod gården. – Fra o. 1800 stammer den lave grundmurede Urnes gd., Søgade 9–11 med den noble nyklassicistiske façade. Her fødtes 1825 den sen. konsejlspræsident J. B. S. Estrup. – Det ganske enkle nabohus, Rosenørns gd., Søgade 7, beboedes 1823–30 af fru Dannemand under hendes forvisning. – Nyklassicismen præger også ministerresidensen i Storgade, opf. 1832–33 af etatsråd Søren Povelsen. I en tid efter 1861 var der på 1. sal aftrædelsesbol. for undervisningsministeren. – To statelige nyklassicistiske bygninger er apoteket, Storgade 19, og det gl. amtssygehus (nu plejehjem), begge fra ca. 1840. Apotekets gule grundmurede façade, der i øvrigt delvis dækker over en langt ældre bygning, har 3-fags siderisaliter med frontonprydede døre, mens sygehusets enkle lave façade præges af det fremhævende midterparti med indgangsdøren. – En karakteristisk senempirebygning er kunstmuseet i Priorgade, opf. omkr. 1856.

Indbyggerantallet i S. købstad var 7/11 1950: 5503 fordelt på 1780 husstande (1801: 592, 1850: 901, 1901: 2241, 1930: 2854).

1/4 1950 blev Sorø købstads landdistrikt (1945: 2237 indb.) indlemmet i S. købstad. Inkl. forstæder (Frederiksberg i Lynge kom.) var indb. antallet i 1950: 7005 (2294 husstande), 1930: 5683.

Efter erhverv fordelte folkemængden i S. (inkl. S. købstads landdistrikt og Frederiksberg i Lynge kom.) sig 1940 i flg. grupper: 380 levede af landbrug, fiskeri m.v., 2281 af håndværk og industri, 991 af handel og omsætning, 463 af transportvirksomhed, 708 af administration og liberale erhverv og 1192 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 211 ikke havde givet oplysning om erhverv.

Trafikforhold. Der var i S. købstad 1/1 1954 i alt 360 automobiler, hvoraf 211 personbiler, 6 drosker, 13 rutebiler m.v. og 130 vare- og lastvogne samt 48 motorcykler og 30 cykler m. hjælpemotor. Foruden ruten Kbh.-Roskilde-Ringsted-Sorø-Slagelse-Korsør er der 13 omnibusruter på fra 5 til 70 km.s længde, der udgår fra el. berører byen. På disse ruter (bortset fra Kbh.-Korsørruten) kørtes i sommeren 1953 ugtl. ca. 22.000 km (deraf ca. 1200 km på S. byomnibusrute).

Af erhvervsvirksomheder var der i S. kbst. inkl. forstæder ved erhvervstællingen 1948: 238 håndværks- og industrivirksomheder m. i alt 1428 beskæftigede og 2643 h.k. maskinkraft. Af handelsvirksomheder var der 19 engros- el. dermed s. 631 beslægtede virksomheder med 37 beskæftigede og en omsætning på 2,7 mill. kr. og 123 detajlhandelsvirksomheder med 396 beskæftigede og en omsætning på 24,2 mill. kr. samt endelig 19 hotel- og restaurationsvirksomheder med 79 beskæftigede og en omsætning på 1,3 mill. kr.

Byrådet består af 11 medlemmer.

Finansielle forhold. Kommunens driftsindt. udgjorde 1951/52 1.588.000 kr., skatterne indbragte 1.345.000 kr. (heraf opholdskom. skat 1.217.000 kr., erhvervskom.skat 13.000 kr. og aktieselskabsskat 10.000 kr., ejdsk. 49.000 kr., grundsk. 44.000 kr.), afgifter og kendelser 111.000 kr.; overskud af vandværker 11.000 kr., gasværker 42.000 kr., el.værker 42.000 kr.

Af driftsudg., i alt 1.587.000 kr., var sociale udg. 481.000 kr., skolevæsen 205.000 kr., biblioteksvæsen 10.000 kr., medicinalvæsen 212.000 kr., vej- og kloakvæsen 173.000 kr., gadebelysning 20.000 kr., snekastning 6.000 kr., off. renlighed i øvrigt 42.000 kr., brandvæsen 22.000 kr., administration 136.000 kr. Kommunens formue udgjorde 31/3 1952 5,2 mill. kr., hvoraf 3,2 mill. i faste ejd., resten hovedsagelig i værdipapirer; kom.s gæld udgjorde 2,7 mill. kr. og legatkapitalen 94.000 kr. Kom.s skatteprocent var i 1952/53 9,3 og ligningsprocenten 9,3.

I kirkelig henseende udgør S. eet so. og eet pastorat under Ringsted og Alsted hrdr.s provsti. So. betjenes af en sgpr. og en hjælpepræst.

S. hører under 19. retskr. (Sorø) m. tingsted i S., under 13. politikr. (Ringsted-Sorø), er bopæl for en dommer; kom. hører under Slagelse amtsstuedistr. med amtsstue i Slagelse, Sorø lægekr., 15. skattekr. (Sorø), 16. skyldkr. (Sorø amtr.- kr.), amtets 2. folketingsvalgkr., dets 6. forligskr. og udgør 2. udskrivningskr., 59. lægd. S. er sessionssted for lægderne nr. 44–59 og 286–89 i 2. udskrivningskr.

S. købstad udgør tillige med en del af Lynge kom. 79. civilforsvarsområde, hvis leder er politimesteren i 13. politikr.

Skove : Langs vestsiden af S. sø strækker skovene Hjortenæs (82 ha), Ægir og Parnas (i Pedersborg so.) sig. De to sidste dækker med halvøen Bøgholm (Lynge so.) i alt 14 ha. Ved søens østside er der en smal strimmel af gl. bøg, Skjolden (2 ha). Bøgebevoksningerne, der omgiver søen, behandles som lystskov. Terrænet er gennemgående fladt og jordbunden fugtig. Ved Ægir bemærkes de bredkronede, lavstammede, gl. bøge, der repræsenterer de racer, som var fremherskende på Sorøegnen, inden skovbruget her kom under ordnet drift i slutn. af 1700t. Tæt ved Ægirbøgene findes imidlertid en rank, smuk, godt 100-årig bøgebevoksning, der levende illustrerer betydningen af skovens rette behandling. Ø.f. Sorø, langs grænsen til Slaglille so., har man den såkaldte Filosofgang med Tinghusvænget og Flommen (i alt ca. 50 ha). Sidstnævnte er en stor delvis ubevokset engstrækning. Skoven drives som lystskov. Den dybe grøft Møllediget skal være en rest af en af Sunesønnerne anlagt ledning, som i middelalderen førte fra klostermøllen ud i Tuelsø. I Filosofgangen står en mindestøtte for kammerherre F. C. Eide († 1882), der var forstinsp. for Sorø Akademis skove. Alle de omtalte skove hører under Sorø Akademis 1. skovdistrikt.

Historie. Sorø er en af Sjællands yngste købstæder, idet den først 27/4 1638 opnåede købstadsrettigheder. Da ridderakademiet var blevet oprettet af Chr. IV i beg. af 1620erne, lod kongen opføre nogle boliger uden for akademiets grund til brug for sine sønner, der studerede ved akademiet, og indkaldte fremmede lærere. 1624 oprettedes der en kro på stedet, og sen. kom der en købmand. For at trække håndværkere og handlende til stedet gaves der disse skattefrihed. Langsomt voksede et bysamfund frem uden for klosterporten.

Byens udvikling hemmedes i høj grad af dens beliggenhed. Den lå faktisk på en ø, temmelig fjernt fra alfarvej. Den havde kun forb. med oplandet mod n. og v. Ved S. Møllegård drejede s. 632 man mod s. fra hovedlandevejen og passerede den snævre byport i byens nordl. del. Der var således meget ringe betingelser for udvikling af en større handelsvirksomhed. Derimod kunne en del håndværkere finde deres næring i byen. Under svenskekrigen 1658–60 led navnlig akademiet stor skade, byen mindre. Derimod hærgedes byen o. 1693 af en voldsom brand. Da der 1735 foretoges en stor undersøgelse af de økonomiske forhold i de sjæll. købstæder, sagdes der om S., at byen var nærmest næringsløs. Den havde intet landbrug, men en del håndværkere, navnlig skomagere, der havde dannet et lav. Der fandtes intet vognmandslav som i andre byer langs den store færdselsåre fra Kbh. til Korsør. Byen stod og faldt m. akademiet, og i jurisdiktionel henseende henhørte den indtil 1816 under dette. I 1700t. lå der fra tid til anden en mindre garnison i byen, og fra 1799 blev byen det administrative sæde for det stærkt udvidede Sorø amt. I de nærmeste år efter 1800 var amtmand Poul Chr. Stemann byens toneangivende skikkelse. 1807 og 1808 havde først englænderne og siden de spanske tropper en kortere tid ophold i byen. Byen havde på det tidspunkt omkr. 600 indb.

En nødvendig forudsætning for bysamfundets videre udvikling var en forbedring af forbindelserne med omverdenen. Det første afgørende skridt til at bryde århundreders isolation var anlæggelse af en vejforbindelse over den hidtil ufarbare engstrækning ø.f. byen, den s.k. Flommen. Omkr. 1808 åbnedes denne vej, kaldet Fægangsvejen. Byen fik hermed en mere direkte adgang til de store skove og et rigt opland mod ø. Da den sjæll. jernbane åbnedes 1856, blev der s.f. S. sø bygget en stat., og en vej førtes fra den gl. by langs søens ø.side til stat. Herved skabtes forbindelse mod s. Endelig åbnedes 1903 en privatbane ml. S. og Høng-Tølløse-banen i nord over Vedde. Banen udgik fra en særlig bystat. i den gl. bys østl. område, og den forbandtes med statsbanegården i s. Samtidig udbyggedes vejnettet til og fra byen. Man begyndte at nedrive den gl. snævre byport mod n. 1859, og 1875 var den helt forsvundet. Byen begyndte nu at vokse. Omkr. 1850 var indbyggerantallet steget til ca. 900 og ved århundredskiftet passerede man 2000. I byen opstod lidt efter lidt en mindre industri. Et jernstøberi og en maskinfabrik var allr. opret. 1840. Et ølbryggeri fulgte efter 1855. Byens kendteste industrivirksomhed var den 1897 oprettede stole- og listefabrik (i Lynge so.). 1909 grundlagdes andelssvineslagteriet.

Af største betydning for byen var stadig akademiet, hvis lærerstab satte sit præg på byens åndelige liv, og hvis elever var med til at præge byens ansigt. S. blev med årene mere og mere en udpræget skoleby. Foruden akademiet fandtes fra 1888 Sorø folkehøjskole (i Lynge so.). Sen. kom en husholdningsskole og husholdningseminariet Ankerhus, samt Teknisk skole og en handelsskole. Karakteristisk for byen er endvidere, at den i høj grad er blevet et sted, hvor pensionister slår sig ned. Udviklingen er fortsat efter år 1900, således at byen m. den sydl. forstad Frederiksberg idag har passeret 7000 indb. I politisk henseende har byen været ret stille. Der udkommer ingen selvstændige blade i S., og den overvejende del af borgerskabet bekender sig til de konservative partier. Det er også disse, der har været toneangivende inden for bystyret. Ved de sen. valg er det soc.-dem. parti, der er det største i byen, dog trængt ind på de øvrige partier.

Litt.: L. F. la Cour. Sorø Bys Historie gennem tre Hundred Aar. 1938. AarbSorø. 1912–53, is. 1913, 1915, 1916, 1923, 1947. Jul i Sorø. 1953. Jf. i øvrigt Litt. til Sorø kloster, skole, akad. og kirke s. 655.

I S. fødtes 1640 vicestatholder Just Høg, 1724 forf. J. S. Sneedorff, 1726 statsmanden A. S. greve v. der Osten, 1754 juristen C. M. T. Cold, 1760 historikeren Fr. Sneedorff, 1763 juristen F. T. Hurtigkarl, 1771 biskop Jens Paludan-Müller, 1774 diplomaten Peder Pedersen, 1783 forf. Chr. Molbech, 1806 skolemanden F. Frølund, 1825 statsmanden J. B. S. Estrup, 1827 zoologen C. F. Lütken, 1832 præsten Peter Scharling, 1836 skolemanden A. G. Ø. Hauch, 1838 lægen Th. Trautner, 1839 sangeren Alb. Meyer og matematikeren Jul. Petersen, 1842 malerinden Emilie Mundt, 1844 lægen Christopher Mundt og historikeren Johs. Steenstrup, 1845 forstmanden L. A. Hauch og præsten og forf. B. Paludan-Müller, 1848 veterinæren B. Bang, 1849 boghdl. Ernst Bojesen, 1853 ingeniør N. H. Blicher og højskolemanden Johan Borup, 1854 juristen V. C. Thomsen, 1858 søfartschef Vilh. Heise, 1859 boghdl. J. Frimodt, 1861 møntguardein C. F. Heise, 1863 redaktør L. Schiøttz-Christensen, 1867 biblioteksmanden Axel Moth.

Sorø kloster, skole, akademi og kirke.

I de urolige år ved midten af 1100t. lagdes grunden til Sorø kloster. Det var ærkebiskop Absalons fader, Asser Rig, som med sine brødre Toke og Ebbe fattede planen til denne stiftelse; stedet til den blev udset på Assers ejendom, den af skovkransede indsøer dengang helt omgivne Soer ø (se s. 625). Gunstigere plads for et kloster lod sig næppe tænke, men den unge stiftelse fik i beg. megen modgang at bestå. Asser, der med sin hustru Inges samtykke havde indgivet sig i klosteret, overlevede kun 13 dage indvielsen af den lille stenkirke (o. 1151), og i ham mistede klosteret sin bedste støtte. Dets jordtilliggende var kun ringe; den første forstander, en fra Odense indkaldt prior Thomas, tænkte mest på egen fordel, og ved de to flg. priorers lige så slette bestyrelse bragtes klosteret sin undergang nær. Da fandt det i biskop Absalon en ny velynder. I st.f. benediktinermunkene, der først havde befolket klosteret, indførte Absalon cisterciensermunke, som han 1162 hentede fra Esrum, og samtidig indviedes S. kloster, ligesom alle andre cistercienserklostre, til Jomfru Maria og omdannedes til et abbedi; 1182 fik det et paveligt beskyttelsesbrev. S. blev således en datter af Esrum, men det overfløj snart moderstiftelsen i rigdom og anseelse; det blev overhovedet landets fornemste cistercienserkloster og moder til Ås kloster i Halland og Knardrup (se ovf. s. 261 f.). Grunden til dets store besiddelser lagde Absalon ved efterhånden at skænke det bispetienden af fl. nærligg. sogne, trediedelen af det offer, der bragtes ved den hellige Margretes grav i Vor Frue kirke i Roskilde (se bd. II), landsbyen Tvååker i Halland med agre, enge og skove, hvorfra der kunne hentes egetømmer til klosterets bygninger, Slagelsebo, gården Holbæk med nogle nærligg. småbyer, deribl. Tveje Merløse, endv. Lynge m.m. Desuden gav han i sit testamente klosteret en del sager og adskilligt jordegods. Han blev trolig hjulpet af sin broder, Esbern Snare, og de nævnes begge af munkene som klosterets »grundlægger«. Og talr. af den store og godsrige Hvideslægt trådte i deres fodspor, således de mægtige Sunesønner, ikke mindst ærkebiskop Andreas i Lund og hans broder, bisp Peder i Roskilde. Derimod var Esbern Snares efterkommere ikke så ivrige til at opfylde deres faders testamente, hvori han havde skænket klosteret en »halv hovedlod«, ɔ: en datters arvepart af sit jordegods. Først 46 år efter hans død indfriede hans datter, fru Ingeborg af Kalundborg, sin part af forpligtelserne ved at overdrage det en trediedel af Ørslev og sin gd. i Bringstrup til kirkens overhvælving efter dens brand 1247 (se s. 648). Ja, om en meget vigtig del af arvelodden, det tæt n.f. Sorø liggende Stenmaglegods, måtte klosteret føre en næsten hundredårig proces. Men trods dette følte Hvideslægten sig alligevel nært knyttet til klosteret og dets kirke, om hvilken biskop Peder Sunesøn endog udtalte, at den var opført »som gravkirke for vor slægt«. Det falder da også godt i tråd hermed, at allr. Absalon 1177 førte sin farfaders, Skjalm Hvides, og sin farbroders, Tokes, ben fra Fjenneslev til Sorø, medens derimod hans fader, Asser Rig, først 1285 overførtes fra den gl. kirke. Til de fleste af gaverne knyttede sig nemlig den forpligtelse, at giverne skulle jordfæstes i kirken, hvorom den stolte skjoldefrise (se s. 648) vidner, og at munkene til evig tid skulle læse messer for deres sjæle.

Lidt ind i 1300t. ophører det nøje forhold til Hviderne, men til gengæld fik klosteret nu forb. med selve kongeslægten. Hidtil havde det af kongerne – sikkert for gode ord og betaling – opnået de sædvanlige privilegier som fritagelse for sine bønders ledingspligt og skatter – dog kun de ordinære – men nærmere berøring med kongeslægten fik det, da Erik Mændveds broder, junker Valdemar, 1304 jordfæstedes i kirken i st.f. i Valdemarernes gl. gravkirke, den af dem opførte Ringsted. Og 1315 skænkede kongens anden broder og efterfølger, hertug Christoffer, klosteret Ude-Sundby (nu Frederikssund), mod at han, hans hustru og børn fik deres lejersted i kirken, og en række andre betingelser, bl.a. den kuriøse, at brødrene fire gange årlig skulle have et særl. festmåltid til minde om dem. Da hans efterfølger, Valdemar Atterdag, begravedes i Vordingborg slotskirke, syntes det, som om Sorøs rolle som kgl. gravkirke var udspillet, men i hans datter, dronn. Margrete, fik det en trofast veninde. Hun opnåede pavens tilladelse til at lade faderens lig flytte fra Vordingborg til Sorø; der jordedes hendes unge søn, kong Oluf († 1387), og der stedtes hun også selv til hvile efter sin død 1412. Men n.å. indtraf en dramatisk begivenhed. Med vold og magt lod hendes gode ven og rådgiver, biskop Peder Lodehat, dronningens lig føre til sin egen kirke, Roskilde domkirke. Munkenes sorg over dette »gravrov« kommer til orde i den udtalelse, forf. til Den Danske Rimkrønike, den ellers ukendte Sorømunk, broder Niels, lægger den store dronning i munden:

Foruden rimkrøniken skylder vi en Sorømunk, broder Jens Jyde (o. 1300), tak for den eneste bevarede afskrift af kong Valdemars jordebog. Antagelig er afskriften blevet taget til praktisk brug ligesom den o. 150 år yngre »Sorø gavebog« (SRD. IV), en historisk-topografisk ordnet redegørelse for erhvervelsen af. klosterets gods og dets stiftelse.

I 1400t. er det nogenlunde slut med godsgaverne, hvorimod klosteret – i øvrigt ligesom tidl. – drev en aktiv godspolitik for gennem køb og magelæg at øge og afrunde sine besiddelser. Som en slags plaster på sorgen over dronn. Margretes bortførelse fristes man til at opfatte det mageskifte, den kloge abbed Niels Klementsen 1414 sluttede med Roskildebispen, der bl.a. skaffede klosteret Bjernedegd. med dens tilliggende, gods i Pedersborg samt fire kirker: V. Broby, Slaglille, Bjernede og Pedersborg. Hvor meget gods klosteret ejede ved middelalderens slutn., lader sig ikke fastslå med fuld sikkerhed. Efter den ældste bev. jordebog fra 1568, da dets tilliggende bortset fra en række købstadsgårde vist var nogenlunde urørt, ejede det foruden 10 kirker, af hvilke det i hvert fald oppebar både præste- og kirketienden, 625 fæstegårde. Den ældre driftsform, efter hvilken store dele af godset var samlet i ladegårde (grangier), der styredes ud fra klosteret, var nemlig for længst forladt. De var overvejende samlede i Alsted hrd., og deres faste årl. afgifter kan anslås til o. 7000 tdr. korn (rug el. byg). I hvert fald var det landets rigeste kloster, dobbelt så rigt som moderklosteret Esrum. Og efter Roskildebispen var dets abbed Sjællands fornemste prælat, der næsten altid havde sæde i rigsrådet. Også paverne gjorde brug af dem. De bestyrede således indsamlingen af den årl. afgift, der svaredes til den hellige stol s. 635 af cistercienserklostrene i Norden samt af de fra Danmark stiftede klostre i Dargun og Colbatz i Venderlandet.

Så kom reformationen 1536. Medens det gik hårdt ud over tiggermunkeklostrene i byerne, tog man mere blidt på »herreklostrene«. De fik foreløbig lov til at bestå, men det stod munkene, hvis antal i Sorø ikke kendes på noget tidspunkt, frit for at forlade dem, og de, der blev tilbage, kunne rolig fortsætte deres tjeneste, idet Guds ord dog nu skulle prædikes »rent og purt«, medens de private sjælemesser bortfaldt. Den sidste af klosterets katolske abbeder, den af det højt fortjente Henrik Tornekrans, beholdt både sin abbedværdighed og sit sæde i rigsrådet samt fik tillige overopsyn over de andre cistercienserklostre i riget. Efter hans død 1538 fik brødrene to gange lov til selv at vælge en – naturligvis protestantisk – abbed. Men da den sidste af dem (Oluf Lauridsen) døde 1565, udnævnte kongen hans efterfølger, og i det hele er det mere dette år end selve reformationsåret 1536, der ændrede klosterets stilling. Allr. forinden havde abbeden fået ordre til at indsende årl. regnskaber, og selv om Oluf Lauridsens to nærmeste efterfølgere var »lærde mænd«, gled klosteret mere og mere over til at blive et alm. regnskabslen, der fra 1567 regelmæssig figurerer i statens rentemesterregnskaber. Samtidig fik det en underlig blandet befolkning. Det blev, som det med rette er blevet sagt, »et munkeasyl, en skole, et alderdomshjem, et sindssygehospital og et fængsel«. Den mærkeligste af fangerne var den tidl. s. 636 universitetsprof., sen. præst Iver Bertelsen, der p.gr.af sin skarpe tunge var blevet sat i forvaring i Sorø. Under et af Fr. II.s talrige besøg der talte han imidlertid sin sag så godt, at han 1570 blev abbed i Ringsted og to år efter i Sorø. Han blev den sidste af klosterets »lærde« abbeder, thi da han 1580 vendte tilbage til Ringsted, udnævnte kongen den tyskfødte adelsmand Peter Reedtz til lensmand i Sorø, hvis klostertid nu endelig må siges at være endt. Snart skulle det dog genopstå i ny skikkelse, nemlig som skole.

Allr. før reformationen har der på klosteret været en skole, bl. hvis disciple kan nævnes søhelten Otte Rud, og selv om den »læsemester«, Sorø ligesom et par andre herreklostre 1551 fik befaling til at ansætte, vel i første række har skullet opdrage degne – og præster – til klosterets kirker, kan det dog af regnskaberne ses, at der også har været »peblinge« mellem lærlingene. I Peter Reedtz’ lensbrev fastsættes deres antal til 24, og hans efterfølger (1584) skulle antage en »hører« (lærer) til at undervise dem. For denne skole udstedte Fr. II, hvis to ældste sønner, Chr. (IV) og Ulrik, en kort tid var blevet »optugtet« dernede, 1585 en fundats, der er en nøjagtig kopi af fund. for den skole, kongen 1568 havde oprettet ved Fr.borg (se ovf. s. 79), hvis elever overflyttedes til Sorø. Denne »første fundats«, som den jævnlig kaldes, må dog snarere betragtes som afslutning på noget gammelt end beg. til noget nyt. Allr. 30/5 1586 udstedte kongen nemlig en ny fund., hvorved han tog skridtet fuldt ud. Det gl. kloster forsvandt nu fuldstændig og afløstes af en skole, der fik fod under eget bord. Til underhold for den henlagdes om end ikke hele klostergodset, så dog største parten af det, nemlig 386 gårde og 7 møller, hovedsagelig alle i Alsted hrd. Den adelige lensmand afløstes af en borgerlig forstander, altid »en lærd mand«, i reglen en universitetsprof. Ml. disse forstandere kan nævnes to i datiden så kendte navne som de kgl. historiografer Niels Krag og Venusin. Ligesom lensmanden skulle forstanderen bestyre godset og aflægge årl. regnskab, men tillige skulle han have opsyn med skolen, der lededes af en rektor med tre, kort efter fire, hørere. Denne »kgl. frie skole«, som den med rette blev kaldt, da optagelse i den skulle billiges af kongen, skulle have 30 adelige og 30 borgerlige alumner, der både fik fri kost, logi og undervisning – de mindre velstillede tillige fri beklædning – og skulle foruden at være en alm. latinskole tillige uddanne drengene til »politiske bestillinger«, altså til statstjeneste. Det sidste formål nåede den dog aldrig at opfylde. Den vedblev at være en alm. trivialskole, altså en præsteskole, hvis mest berømte discipel var Hans Svane. Men ellers trivedes den udmærket, og elevantallet steg stadig og fik forståeligt nok et mere og mere borgerligt præg. I et år (1615) var der således ml. de 64 elever kun 6 adelsdrenge. Først fra beg. af 1620erne stiger antallet af adelige betydeligt, hvad der sikkert står i forb.m., at kongen da forelagde rigsrådet planerne om ved siden af skolen at oprette et ridderligt akademi for at modvirke de udenlandsrejser, der betragtedes som et nødvendigt led i højadelens uddannelse, men foregik i så ung en alder, at det dyrt betalte udbytte oftest var såre ringe.

Fundatsen for »det kgl. og adelige ridderakademi« udstedtes dog først 1623. Som økonomisk basis fik akademiet det meget betydelige gods, der havde tilhørt det samtidig nedlagte adelige jomfrukloster i Maribo, og, hvad der senere skulle vise sig skæbnesvangert, skolens overskud. I spidsen for det og skolen, der stadig vedblev at bestå, stilledes en af kongen udnævnt adelig hofmester, der altså afløste s. 637 den lærde forstander og foruden hans lønning tillige fik Børglumkloster som fri forlening. Ml. de ved akademiet ansatte professorer var bl.a. historikeren og filologen Meursius, den ty. jurist Henrik Ernst og Saxo-udgiveren Stephanius. Jævnsides med dem var der en række »exercitiemestre i adelige idrætter«. For at stive den lærde undervisning af fik akademiet 1643 en ny fund., hvorved det blev til et universitet med ganske de sa. rettigheder som det kbh.ske. Men i reglen havde det ikke andre studenter end dem, det selv dimitterede fra skolen.

Besøget på akademiet var jævnt godt, i alt o. 300 danske, herimellem flere af eftertidens mest kendte navne som Hannibal Sehested, Niels Juel og hans broder, diplomaten Jens J. Men foruden de danske var der 70–90 ty. og holstenske samt nogle unge ty. og slesvigske fyrster. Derimod er beretningen om, at den sen. sv. konge, Karl X Gustaf, incognito havde været akademist, urigtig, selv om den hviler på en meget gl. tradition (jf. HistTidsskr. 9. rk. III. 204f.). Også vort eget kongehus var repræsenteret i Sorø, som Chr. IV elskede højt – »vor datterlil« kaldte han det – og hvorhen han sendte hele 6 af sine sønner, deribl. den sen. Fr. III. De boede dog ikke som de øvr. akademister på selve det gl. kloster, men i den af kongen opf. endnu bev. bindingsværkbygning »Ædes principum« (jf. s. 629), og udgifterne til deres underhold udrededes af Antvorskov kloster.

Uagtet akademiet syntes at være vel funderet, kom det dog hurtigt til at mangle likvide midler, og det hjalp ikke synderligt, at den gl. enkedronn. Sophie 1631 testamenterede det et så betydeligt beløb som 12.000 rdl. Største parten heraf måtte det nemlig låne kongen, der ikke var alt for ivrig efter at betale renterne. Foruden de dårlige tider for landbruget, der just nu satte ind, skyldtes dets efterhånden meget slette økonomiske forhold det store antal gratistpladser samt den langsommelighed, fædrene viste med at betale det også ret store kontingent (200 rdl.) for deres sønner. Og det blev ikke bedre ved, at de tre første hofmestre synes at have været ret dårlige administratorer. Først dets sidste hofmester, Jørgen Rosenkrantz, en søn af den lærde Holger R., der havde været stærkt interesseret i akademiets oprettelse, viste både evne og vilje til at bringe anstalten på fode. Men få år efter hans tiltrædelse (1653) kom svenskekrigene, der slog det hele over ende.

Efter freden 1660 drøftedes akademiets forhold af forsk. kommissioner, men det eneste, der kom ud deraf, var, at det 1665 blev »separeret« fra skolen. Det blev ikke, hverken da el. sen., officielt ophævet, og uagtet Jørgen Rosenkrantz endnu i 1670erne kæmpede for dets genoprettelse, døde det stille hen.

Noget bedre gik det skolen. Dens discipelantal, der 1660 var blevet ansat til 12, som tingedes i kost hos byens skomager, forhøjedes 1682 til 30, der undervistes af rektor og to hørere, medens amtmanden over S. og Ringsted amter 1703 overtog bestyrelsen af godset. Så højt som til 30 elever nåede man dog sjældent, og der var i det hele et så skærende misforhold mellem det, skolen præsterede, og dens rige midler – 4000 tdr. hartk. el. det dobbelte af, hvad der krævedes til et af de nye grevskaber – at man fuldt ud forstår, at der ved årh.s slutn. dukkede planer op om at anvende dem til andet brug, fx. henlægge dem til kommunitetet el. de fattige i Kbh. De strandede imidlertid alle på en passus i den gl. fund., hvor Fr. II havde truet sine efterfølgere med »Guds evige hævn og vrede«, hvis de vovede at ændre den. Det turde Chr. V ikke udsætte sig for!

Sen. så man dog mere stort på tingene. Da amtmanden W. A. v. d. Osten, s. 638 der selv var gl. soraner, 1736 indsendte et udkast til en ny undervisningsplan, hvori han stærkt understregede den gl. fundats’ bestemmelse om, at skolen ikke blot skulle uddanne præster, men også folk, der var brugelige til politiske bestillinger, vandt dette kongens bifald. 1737 lukkede skolen foreløbig sine porte, og samtidig med at man gik i gang med en sikkert højst tiltrængt ombygning af det gl. kloster (jf. s. 642), granskede en række lærde mænd v. Ostens udkast. Uheldigvis fjernede man sig dog mere og mere fra tanken om en reformeret børneskole, og resultatet blev et nyt ridderakademi, der oprettedes ved kgl. resol. af 7/7 1747, til hvilket indtil 1782 kun adelige havde adgang. Foruden det gl. klostergods arvede det tillige efter Holberg hans samtidig til et baroni ophøjede godser, Brorup og Tersløsegård, i alt 1000 tdr. hartk., og fik desuden det s.k. Kalckreutzke gods (Hellestrup og Niløse, der dog var stærkt behæftede med gæld) samt med Holbergs testamente noget gods, der ikke hørte til baroniet. Til akademiet knyttedes en række af tidens betydeligste videnskabsmænd som professorer, således filosoffen og matematikeren Jens Kraft samt J. Schelderup Sneedorff og Andreas Schytte, der begge var lærere i statsforhold og politik, og – sen. – historikeren Gerhard Schøning. I beg. var tilgangen da også ret god, men efterhånden sløjede den af, bl.a. fordi akademiet ikke som universitetet efter indførelsen af den juridiske eksamen 1736 sikrede adgangen til statstjenesten. 1794 forlod den sidste akademist stedet, uden at akademiet lige så lidt som Chr. IV.s officielt blev ophævet. Efterhånden var institutionen kommet i en bundløs gæld, væsentlig p.gr.af de dårlige forhold for landbruget og de store landboreformer, der kostede mange penge. 1801 udgjorde gælden 156.000 rdl., men da fik amtmanden over S. amt, den sen. statsminister P. Chr. Stemann, godset under sin bestyrelse (også overhofmester fra 1803), og akademiets finanser kom således på fode igen, at man atter begyndte at tænke på dets genoprettelse, som dog forsinkedes noget ved akademibygningens brand 1813 (se s. 642). 1821 var ikke alene gælden afbetalt, men også den fornødne kapital til genopf. af bygningerne tilvejebragt, og ved kgl. resol. af 9/3 1821 og 26/4 1822 gjordes der det tredie forsøg på at genopret. akad., idet der i efteråret 1826, da den, foreløbig i »Ædes principum« (se s. 629 f.), 1822 genåbnede skole første gang kunne dimittere studenter, føjedes til den den s.k. »akademiske indretning«, som bestod i et slags studenterkollegium (Regensen, se s. 630), hvor de soranske studenter opholdt sig i 1 1/2 år, i hvilken tid de gennem forelæsninger forberedtes til »anden eksamen«, og ved statutten af 28/1 1827 blev forholdet endelig ordnet. Erfaringen viste imidlertid snart, at den akademiske læreanstalt (af Grundtvig kaldet »Halvskillingsuniversitetet«) heller ikke under denne nye form svarede til forventningerne el. til de udgifter, den krævede. Hertil kom, at der nogle år efter over hele landet gaves de lærde skoler en udvidelse, som også omfattede en del af den s.k. anden eksamen Ved kgl. resol. af 3/3 1843 hævedes den nøje forb. ml. akad. og skolen, der fik sin egen rektor, 1848 oprettedes der selvstændige realklasser ved skolen, og endelig nedlagdes den »akademiske indretning« helt 1/4 1849, efter at man i de foregående år havde ført endeløse forhandlinger ud fra Grundtvigs tanke om »Højskolen s. 639 i Soer«, der i stærkt ændret skikkelse også fik kgl. stadfæstelse 31/12 1847, som dog bortfaldt ved statsforfatningens ændring i martsdagene 1848. Endnu en gang sen. (1866) dukkede beslægtede planer op, men led atter skibbrud.

Af professorer i perioden efter 1822 kan nævnes H. F. J. Estrup, Peder Hjort, B. S. Ingemann, C. Hauch og Chr. Wilster.

Den nye skole var opr. en ren kostskole med plads til 64 elever. Borgerne i byen havde dog lov til at sende deres sønner som »skolesøgende«. Da tilgangen til skolen efter adskillelsen fra akademiet steg stærkt, flyttedes 1849 de to højeste klasser over på Rektorgårdens øverste etage, og til brug for dem opførtes yderligere 1855 en bagbygning til Rektorgården, »Gymnasiet«. Da tilgangen imidlertid stadig voksede, imødekom man den ikke ved at udvide kostskolen, men kun undervisningslokalerne, navnlig ved opførelsen af en museumsbygn. ved Danneskjolds Allé (1901), der rummer skolens store samlinger, og hvortil hele den naturvidenskabelige undervisning henlagdes, samt ved indretningen af en tegneskole i den tidl. økonomigård. Følgen heraf blev ganske naturlig, at skolens karakter som kostskole mere og mere udviskedes, og 1918 fandtes der kun 104 alumner mod 181 skolesøgende. En betydelig forbedring indtrådte dog ved en udvidelse af gymnasiebygningen (1918–19), og navnlig da akademiet 1925 købte den tidl. amtmandsbolig »Vænget«, hvor de yngste alumner fik plads. Den fortsatte tilstrømning af disciple gjorde dog efterhånden fremskridtet ret illusorisk. Nu (april 1954) er det samlede elevantal 366, hvoraf de 216 er skolesøgende, s. 640 de 150 alumner, hvoraf 44 bor på gymnasiet, 64 på selve hovedbygningen og 42 på »Vænget«, således at forholdet ml. de to kategorier kun var ændret fra 36,4 til 40,9.

Siden 1903 er skolen en fuldstændig højere almenskole med alle 3 retninger i gymnasiet, en realklasse og dobbelte mellemskoleklasser. Skolens navn, der siden 1822 havde været »Sorø Akademis lærde Skole og Opdragelsesanstalt« blev ved resol. af 13/6 1903 forandret til »Sorø Skole og Opdragelsesanstalt«. Samtidig fik kostskolen navnet »Alumnatet« og kostskoleeleverne navnet »alumner«; 14/5 1920 blev navnet atter ændret til »S. Akademis Skole«. Fra 1907 har pigebørn, der kan søge skolen fra deres hjem, adgang til gymnasieklasserne. Ved skolen er der 1953 ansat: rektor, 14 lektorer, 8 adjunkter, 1 timelærer, 1 tegnelærer, 1 lærer i skrivning og sløjd. Desuden er der en læge, sygeplejerske, oldfrue og økonom.

Sorø akademi var tidl. med rette anset for en af landets mest velstående stiftelser, hvilket gav anledning til, at en ikke ringe del af dets indtægter anvendtes til formål, der lå helt uden for dets virksomhed, de s.k. »fremmede øjemed«, som tilskud til Det kgl. Teater, til realskoler m.m. og til kunst og videnskab i alm. Men trods dette var der alligevel længe balance på budgettet. Billedet andredes imidlertid allr. ved 1. verdenskrig og den dermed følgende prisstigning. På finansloven 1920–21 var der således budgetteret et underskud på 275.381 kr., der næsten helt skyldtes udgifterne til »de fremmede øjemed«. Skulle akademiet derfor ikke lidt efter lidt æde sin kapital op, var det en nødvendighed, at disse tilskud ophørte. Dette blev da også efterhånden klart for de overordnede myndigheder, og i den flg. tid forsvandt lidt efter lidt disse bevillinger, af hvilke der i alt er gået 4 1/2 mill. kr. til Det kgl. Teater. Længst holdt tilskudet til realskolerne sig, der først på finansloven 1946–47 blev strøget af stiftelsens budget. Men selv om der i enkelte år har været overskud, er akademiets økonomiske stilling p.gr.af de stadig stigende priser og lønninger langtfra betrygget. På finansloven for 1954–55 er de vigtigste indtægter anslået til: Jordebogsindtægternes overskud 98.379 kr., renteindtægt 500.000 kr., skovvæsenets overskud: 459.800 kr., opholds- og skoleafgifter 123.000 kr. De vigtigste udgifter opføres til: Lønninger 662.492 kr., opdragelsesanstaltens økonomi 235.586 kr., brændsel 105.000 kr., bygningsudg. 140.020 kr. De samlede indt. er anslåede til 1.230.499 kr. mod udg. på 1.478.537 kr., altså et underskud på godt 248.000 kr. Selv om regnskabet antagelig vil komme til at stille sig adskilligt bedre end budgetteret, arbejder man altså stadig med underskud. Nettoformuen var 31/3 1954 18.202.650 kr. Akademiet ejer, foruden skolebygningerne: A. Hovedgdene Nordruplund (Nordrupvester so.), 44,5 tdr. hartk., Mørup (Fjenneslev so.), ca. 38 tdr. hartk., og Tulsted i Nørrejyll. (Torup so., Hellum hrd.), ca. 11 tdr. hartk. B. Leje- og tjenestejorder, ca. 45 tdr. hartk. De 15 landsbykirker, det tidl. ejede (jfr. Løffler. Sorø Akademis Landsbykirker. 1907), er derimod nu overgået til selveje, således at det kun har beholdt Sorø kirke, af hvilken der ikke ydes tiende. C. Skovene, ca. 3573 ha, med ager og engs hartk. ca. 18,2 tdr. og skovskyld 483 tdr. Desuden ejer akad. 8 gde i byen, Vaskerigården, Klosterporten og en tørvemose i Bjernede.

Sorø akad.s økonomiske administration er henlagt under Kvæsturen for Universitetet og Sorø Akademi. I S. er der et kontor, ved hvilket er ansat en fuldmægtig, der tillige er kasserer. Ved akad. er endv. ansat en arkitekt og en gartner. Skovvæsenet bestyres af en overinsp., under hvem to skovridere sorterer.

At dømme efter de ret talr. gl. murede grave, der kom for dagen ved udvidelsen af »Gymnasiet« 1918 f. (se s. 639), synes det ældste kloster, benediktinerklosteret, at have ligget på det højdedrag, hvor nu Rektorgården står. Men hverken af selve klosteret el. af kirken lykkedes det at finde spor. Ligeledes er Absalons cistercienserkloster gået til grunde ved en brand 1247 på nær selve kirken og mul. de altid til denne regnede, nu under eet skråtag samlede, ved s.fløjen liggende rum, de nuv. Høgske og Ramel-Sehestedske kapeller. De tjente som sakristi og »liberi«, men måske vil det dog være rettest at henføre dem til det genrejste kloster, der egl. først blev helt nedrevet efter branden 1813 (se s. 642), og fra hvilket de smukke, nu på kgd. opstillede granitsøjler efter deres stil må stamme. Men bortset herfra er selv af dette kloster kun nogle udenværker tilbage. Først og fremmest den to stokv. høje og af fire hvælvinger dækkede fra akademigrunden til byen førende »Klosterport«. Den restaureredes 1883 ff. af Herholdt, og ved sa. lejlighed genopførtes næsten fra grunden af en lille, til portens v.side stødende, middelald. bygn., der tidl. kaldtes »Skolens borgerstue«, men nu under det romantiske navn »Saxos celle« tjener til opbevaring af en del inventar fra akademiets tidl. landsbykirker m.m. Dernæst et stykke af klosterets gl. hegnsmur, der efter en synsforretning fra 1697 var 4 1/2 al. (ca. 3 m) høj, men nu i adskilligt lavere skikkelse danner en del af kgd.muren mod Danneskjolds Allé. Såvel skolen som Chr. IV.s akademi havde til huse i klosteret, idet der dog navnlig i akademitiden opførtes en række nybygninger. Af disse er nu kun Boldhuset (1627–28) bev. som nederste etage i kvæstur- og biblioteksbygningen. En tegning i Resens atlas (ill. s. 635) giver et billede af det hele kompleks, men om selve klosteret får vi dog delvis en langt sikrere viden på anden vis.

Det af Thura 1737 udarbejdede og i beg. også af ham ledede forslag gik nemlig ikke som alm. antaget ud på en nedrivning af dette – det tredie – kloster, men alene på en modernisering af tag og façader, en istandsættelse af murværket samt nyopførelse af fire sidepavilloner. Vi får derfor gennem opmålingerne i hans »Danske Vitruv« (II) besked om det middelald. klosters ydre grundplan, derimod ikke dets indre ruminddeling, der sikkert er blevet helt ændret (m.h.t. den nye ruminddeling kan foruden til Danske Vitruv. henvises til Grønvold. Frederik V.s Rejse. 1749). Det var en meget anselig trefløjet bygn., hvis v.fløj sprang noget frem foran v.gavlen på kirken, der, som sædvanlig ved cistercienserklostrene, dannede kompleksets n.fløj, medens s.fløjen havde to korte fremspring, af hvilke det vestre dog måske skyldes Thura. Den kvadratiske, 30 × 30 m store »Fratergård« havde på alle fire sider en hvælvet korsgang.

Den Thuraske akademibygn., der vistnok var færdig 1742, men først blev indv. 1747, brændte 11/6 1813 tillige med den kostbare bogsamling, hvoribl. alle Holbergs bøger og hans originalportræt, samt Sorø og Maribo klostres arkiver og en del »antikviteter« fra klostertiden. Derimod skånedes til alt held de nydelige småpavilloner. Medens den nordøstl. pavillon, der en tid lang tjente som sygehus, nedreves 1857 (Ingemann ligger begr. på dens plads), står endnu den sydøstl. og sydvestl. I den sydøstl. havde Ingemann sin embedsbol. (»Ingemanns hus«, se s. 639), i den sydvestl. boede historikeren Chr. Molbechs fader (»Molbechs hus«). En 4., nordvestl. projekteret pavillon har aldrig været opført.

Så opførtes 1822–27 efter tegn. af stadsbygm. P. Malling det nuv. akad., der kostede 223.000 rdl. og indviedes 22/5 1827, ved hvilken lejlighed der indførtes en uniform for disciplene. Det er en noget tør, men stateligt udseende bygn. i nyklassicismens stil i 3 stokv. foruden kælder med en stor stentrappe ud mod søen og fremspringende fløje i ø. og v., således at grundplanen bliver H-formet. Midt i Fratergården – den siden 1813 åbne plads ml. hovedbygn. og kirken s. 643 (se s. 644) – er der over Fraterbrønden 1912 ved friv. bidr. fra gl. soranere rejst et brøndhus (af M. Nyrop; se Arch. 11/2 1911), som der formentlig har været i klostertiden. Akademibygn., der helt igennem er dekoreret af G. Hilker 1859–71, indeholder i stuen: vestibulen, med mindetavler, gipsfigurer m.m., den 381/2 m lange »stengang«, ud for hvis vestre ende er indmuret en mindetavle f. soranere, der satte livet til under besættelsen (tegn. af arkt. A. Lautrup-Larsen), rektors værelse, spisesal og klasseværelser, i 1. stokv.: lovsangssal, der nu bruges som musikklasse, solennitetssal, altansal (lærerværelse), selskabssal og klasseværelser; i øverste stovk.: bolig for 3 ugifte inspektører, to sovesale og 16 elevvær.; her har »yngre afdeling« af kostskolen (alumnatet) til huse. I felter på solennitetssalens vægge er fra første færd indfældet portrætter af de konger, der har haft særl. betydning for stiftelsen, nemlig Fr. II og Chr. IV (begge af Eckersbergs elever under hans ledelse), Fr. V og Chr. VI (H. Hansen) og Fr. VI (Eckersberg). Desuden findes på hovedbygningen bl.a. portr. af dronn. Marie Frederikke (skal være malet af Juel), Holberg (formentlig A. Roslin), Ingemann (Marstrand), Ove Malling, overhofmestrene fra Fr. V.s akademi, rektorerne P. H. Tregder, P. K. Blichert (C. Gorm-Hansen), B. Hoff (Kn. Larsen) og Raaschou-Nielsen (S. Neuhaus), »Stengangen« (replik af Chr. Dalsgaard), mange portr. af afdøde lærere, elever og andre til stiftelsen knyttede personer, Th. Steins gipsmodel til Holbergstatuen foran Det kgl. Teater i Kbh., marmorbuste af Ingemann (H. W. Bissen) og en marmorbuste af Holberg. – V.f. hovedbygn. ligger den af Mallings konduktør Friis 1835–36 opførte Rektorgård med hovedfløj mod ø. og sidefløj mod s., bag denne et to stokv. højt, trefløjet bygningskompleks, »Gymnasiet«, s. 644 hvori der ligesom i Rektorgårdens øverste stokv. er bol., for den »ældre afdeling« af alumnatskolens to øverste klasser. 1861 byggedes et nyt sygehus (jfr. ovf.). V.f. Klosterporten ligger det store gymnastikhus, ombygget i nyere tid (tidl. ridehus), og ø.f. porten kvæstur- og biblioteksbygningen (opr. Chr. IV.s boldhus), der 1859–60 forhøjedes med et stokv., hvor det godt 70.000 bd. store bibliotek, som før havde sin plads i hovedbygn., nu findes. Det 1813 brændte bibl. blev delvis erstattet ved friv. gaver, særlig fra gehejmekonferensr. J. Bülow og justitsråd Bang (Holbergsamlingen). I en 1901 opf. museumsbygn. (arkt. bygningsinsp. V. Petersen) ved s.enden af Danneskjolds Allé er i stuen lokaler for undervisn. i naturkundskab samt naturhist., mineralogisk, etnografisk og oldnord. samling; 1. sal er dels undervisningslokaler for fysik og kemi, dels magasin for den ældste del af fysisk samling. Den sidste indeholder mange gl. apparater fra den overkmhr. Hauch tilh. fysiske saml., som 1827 købtes for Sorømidler. Akademibygningerne omsluttes helt af et grønt område – Akademihaven, hvis areal, ca. 15 ha, meget nær dækker det gl. klosterterritorium.

Akademihaven, der er off. tilgængelig og stærkt besøgt, er gentagne gange blevet omlagt, senest 1864–65 i »landskabelig stil« af Rudolf Rothe. Af havelevn fra ældre tid findes kun en, nu meget affældig, egeallé, samt fra ca. 1745 to lindealleer i henh. havens østre og vestre side. Kuriøst nok er der med stadig hundredårs intervaller plantet andre lindealleer, ca. 1845 fra klosterporten til kirken og 1945 to linderækker på gl. kirkegård.

Fra den romantiske periode stammer havens islæt af større fritstående træer: ege, hængebøge og blodbøge, en stor platan (26 m høj og 28 m bred) samt en del træer, der nu sjældnere plantes, bl.a. en Gingko biloba.

1938 anlagdes en friluftsscene, hvor Det kgl. Teater hidtil har haft sin årl. landspremiere på friluftsgæstespillene i provinsen.

I haven findes en 13/7 1898 afsløret bronzestatue af Holberg på en høj sokkel med statuer af historiens og komediens muser (V. Bissen) samt en bronzebuste af C. Hauch (af samme), der i en årrække virkede som lektor ved akademiet. Neden for Molbechs hus’ have er 15/9 1901 afsløret en bautasten til minde om de i de slesvigske krige faldne 10 soranske elever (billedh. Brandstrup, vers af O. Borchsenius, stenen fundet på Hjortenæs). Genforeningssten, rejst 1921 af eleverne (arkt. W. L. C. Nielsen). – Ud for akad. ligger i søen den lille Ingemanns ø (før »Fru Borchs ø«). På den modsatte side af den med smukke spadserestier omgivne sø ligger højdepunkterne: det skovbevoksede Parnas (før Tjørnehøj), hvor der er en mindesten for digteren Chr. Hviid Bredahl, rejst af soranske gymnasiaster (afsl. 1/7 1917), og en restaurationspavillon. Noget længere inde Helikon (før Kongshøj), 62 m, hvorfra der er vid udsigt. Ud for Parnas ligger øen Bøgholm (1,3 ha). Fra akademihaven er der i sommertiden fast motorfærgefart til skoven på den modsatte søbred (»Ægir«) og til skovrestauranten Parnas.

Kirken. Når en gl. fortegnelse over samtl. de af klosterets bygn., der gik til grunde ved branden 1247, også nævner kirken, er dette ikke rigtigt. Ganske vist s. 646 viser stærke brandspor på muren over sdr. sideskib, at ilden har taget kraftigt fat, og såvel hovedskibets træloft som inventaret er sikkert blevet luernes rov. Selve murværket holdt dog stand, og bortset fra det i ny tid ombyggede kor er Absalons kirke helt bevaret til vore dage.

Svarende til klosteret er den meget anselig – det er landets tredielængste – og ligesom alle cistercienserkirker var den viet til Vor Frue. Den er antagelig påbeg. samtidig med klosterets stiftelse 1162, og i modsætning til vore andre store kirker er den bygget meget hurtigt og praktisk talt opf. i eet træk, således at der intet er til hinder for, at den kan have stået færdig ved dens bygherres død 1201. I det mindste vides det, at Absalons faster, fru Cecilie af Pedersborg, der må være død før 1200, blev begravet i »lægmændenes kor«, ɔ: i skibets v.ende, som altså dengang har været under tag.

Kirken består af et meget langt midtskib med to lavere sideskibe, lige afsluttet enskibet kor og to ligeledes enskibede korsfløje. Til disses ø.side slutter sig to og to småkapeller, der regnet fra s. på sdr. korsfløj var indviet til de to ordenshelgener Benedict og Bernhard, på ndr. til Johannes Evangelist og Johannes Døberen samt Petrus og Paulus. De var beregnet til de private sjælemesser, brødrene var forpligtet til at holde for de i kirken jordfæstede. Hvert af disse tøndehvælvede kapeller havde opr. sit eget sadeltag, men er sen. to og to blevet samlede under et fælles skråtag. Samtidigt med kirken er endvidere det lille, i hjørnet ml. nordre korsfløj og sideskibet liggende kapel, nu Friisernes gravkapel, i middelalderen efter en bev. indskr. kaldet »Levitternes kor«, samt et 1770 nedrevet våbenhus ved ndr. sideskibs v.ende. Derimod har kirken aldrig haft noget tårn, hvilket var forbudt i ordensreglerne, der i det hele krævede strenghed og simpelhed i kirkebygningerne. Derfor virker det ydre også ret nøgternt, om end højskibet havde en – nu fornyet – smuk gesimsfrise og ndr. korsfløjs gavlkonturer markeres ved en stigende rundbuefrise. V.gavlen, der foruden de to alm. vinduer har et stort rundvindue, en »rose«, må derimod nøjes med, at dens gavlflade er muret i »sildebensmønster«. Medens planen, der er lånt fra et af ordenens moderklostre, Fontenay i Burgund, er gennemført med stor stringens, har arkitekten åbenbart stået noget vaklende over for enkelthederne, der dels er af hjemlig oprindelse, dels stammer fra Lombardiet, enkelte også fra Frankrig. Det viser sig navnlig i ø.partiet, hvor ikke blot korsskæringens fire piller er forsk., men også – og da særlig på n.siden – i en langt rigere udformning af de rundbuede arkader, hvormed hovedskibet åbner sig mod sideskibene. Ligeledes er man her i skibets ø.fag begyndt at samle højkirkens vinduer i sirlige dobbeltgrupper. Jo længere man kommer mod v., jo enklere bliver formerne, men til gengæld bliver den rent håndværksmæssige dygtighed større, idet murerne åbenbart er blevet mere fortrolige med det nye materiale. Kirken er nemlig ikke som ellers dengang brugeligt opf. af natursten, men af store, brændte mursten (»munkesten«) og hører sammen med Ringsted til førstegrøden af vor teglstensarkitektur. Det kan i denne sammenhæng nævnes, at det indre, åbenbart for at skjule stenenes forsk. farve. opr. har været rødkalket med malede hvide fuger. Foruden den i ny tid opf. hovedindgang i v.gavlen har kirken i ndr. sideskib to til kgd. førende rundbuede døre, men 1935 afdækkedes yderligere tre tilmurede, nu som blændinger stående døre: en i ndr. sideskib, der førte ud til det ovf. omtalte våbenhus, og to i sdr. sideskib til korgangen, alle samtidige med kirken og indadtil smykket med murede søjlestillinger. Allr. fra s. 647 s. 648 første færd har det været hensigten at overhvælve sideskibene – det viser bl.a. de med bygn. samtidige stræbepiller på n.siden – og i det mindste delvis var dette nået før branden 1247. Den gav anledning til, at også midtskibet fik sine hvælv, i alt fem, der hvert svarer til to sideskibsfag. Midlerne hertil stammede fra en gave fra Esbern Snares datter (1250), om hvilken det udtrykkeligt siges, at den var »til hvælvingernes opførelse« (jfr. s. 633).

I middelalderens løb skete der selvfølgelig forsk. ændringer. Gavlene fik således påmuret kamtakker, og 1470–90 ombyggedes højkoret (presbyteriet), der fik store, spidsbuede vinduer med stavværk (jf. opmålingen i Danske Vitruv. II). Efter reformationen fjernedes efterhånden de murede skranker, der adskilte de forsk. »kor«, hvori kirken var inddelt, sidst (1641) den, der antagelig ud fra 4. arkadepille fra ø. skilte munkenes og lægbrødrenes »kor«. Heldigvis bevarede man derimod, sikkert af praktiske grunde, et stemningsfuldt og underlig gribende minde fra klostertiden, den store, toløbede, murede munketrappe (ill. s. 641), der fra brødrenes »dormitorium« (sovesal) i klosterets ø.fløj førte ned til sdr. korsfløj og lettede brødrenes adgang til kirken under de talr. natlige messer. 1625 afløstes den tagrytter, kirken vel alle dage har haft, af en ny og langt stateligere, der var opført af den kbh.ske tømrermester Vit. Kragen, men som måtte nedtages i slutn. af 1700t. Akademiets brand 1813 berørte vel ikke direkte kirken, men fik alligevel ret skadelige følger for denne, ikke mindst fordi Malling mod den opr. plan nedrev de i det hele velbev. 6 fag af den ndr. korsgang, uagtet disse både som støtte for sideskibet og som læskjul for skolens drenge ville have været af stor betydning. Sideskibet, der aldrig havde haft vinduer, fik da de store, rundbuede vinduer og den besynderlige skalmuring, der stadig misklæder det. Efter initiativ af Høyen påbegyndtes 1867 under ledelse af Chr. Hansen og sen. af Herholdt og akademiarkt. F. C. C. Hansen den i over en menneskealder fortsatte og egl. aldrig afsluttede restaurering af kirken. Det meget brøstfældige kor nedreves helt og opførtes på ny, sdr. korfløj, der en tid lang havde haft halvtag, fik nu en gavl svarende til n.fløjens, og over korsskæringen rejstes en lille tagrytter, medens det tegltag, der havde afløst det gl. blytag, desværre erstattedes af et skifertag, der afgjort ikke klæder kirken. Ligeledes blev en 1772 opf. v.portal nedrevet og erstattet af en ny i romaniserende stil. Sen. sænkedes det i tidens løb stærkt forhøjede kirkegulv, hvorved arkadepillernes rige sokler atter kom til deres ret, og højkirkens gesimsfrise rekonstrueredes efter de fundne spor.

Kirkens indre præges først og fremmest af Claus Bergs kæmpekrucifiks (se ndf.) og den lige under højkirkens vinduer malede berømte skjoldefrise, der minder om de i kirken jordfæstede, først og fremmest da om Hvideslægten. Den synes påbeg. lidt før 1300, men blev o. 1515 nymalet og noget suppleret af den i kirkens udsmykning stærkt interesserede abbed Henrik Tornekrans, i en skikkelse, der nu kun kendes fra Abildgaards tegninger fra 1756 (geng. i Danm. Kirker. Sorø A. 58–59), og blev 1871 ff. på en meget uheldig måde nymalet, omplaceret og suppleret af J. Kornerup, således at kun skjoldene på ndr. korsfløjs ø.væg har bev. deres gl. form, medens resten har mere dekorativ end historisk betydning (jf. J. Kornerups redegørelse i Aarb. 1877 og Henry Petersens kritik sst. 1883). Skjoldene i koret (bl.a. Absalons og Esbern Snares), der jo som anført blev ombygget i slutn. af 1400t., hviler på rene fantasiprodukter fra det flg. årh. Samtidig med skjoldefrisens restaurering gav Kornerup hovedskibets s. 649 hvælvinger en let ornamental dekoration på grundlag af gl. spor og opmalede det i en rundblænding på sdr. korsgavls s.væg siddende gl. Jomfru Maria-billede. Foruden dette og nogle ret ubetydelige malerier på den ndr. arkaderække findes der helt vestl. i sdr. sideskib et desværre ikke fuldstændig bev. udmærket korsgangsbillede fra middelalderens sidste dage, der 1927 restaureredes af Egmont Lind.

Af kirkens middelald. inventar er kun lidet bevaret. Ældst, vistnok fra tiden lige efter branden 1247, er det store og smukke trækrucifiks i ndr. korsfløj (nu sakristi), enestående her i landet, idet selve Kristusfiguren er skåret i eet med korstræet. Fra middelalderens slutn. med tydelige renæssanceenkeltheder er det med Henrik Tornekrans’ våben og Absalons springende hjort prydede relikvieskab, der er indmuret i korets n.væg, og endelig er der det ligeledes på foranledning af Henrik Tornekrans i Claus Bergs værksted i Odense udførte 8 m høje korbuekrucifiks, landets største, på hvis bagside der undtagelsesvis er malet et billede af den korsfæstede samt stifterens og Roskildebispens våben og årst. 1527.

Bortset fra det af J. Kretschmer 1773–74 byggede orgel, i hvilket der for få år siden fandtes rester af et middelald. orgel, og foran hvilket står et vistnok af Peter Jürgensen i Næstved 1628 udført rygpositiv, tilhører kirkens inventar brusk-barokken. Hovedparten er, som både stilen og de bevarede kontrakter viser, udført af billedsnideren Henrik Werner, der som bosat i Maribo så at sige var akademiets »undersåt«. Ham skyldes den meget høje og slanke altertavle fra 1654 ff., hvor dog de på gesimserne stående figurer, bl.a. Moses med lovens s. 650 tavler og Kristus med korset, er udførte af billedskæreren Lorentz Jürgensen fra Holbæk. De to, tavlen helt dominerende, alterbilleder, foroven Kristus i persekarret og i storfeltet nadverens indstiftelse, er malet af ridderakademiets »ridsemester«, hollænderen Abraham Wuchters, der til det sidstnævnte har lånt kompositionen fra et stik af Rubens.

En langt bedre prøve på H. Werners kunstfærdighed end den noget tørt virkende altertavle er dog den overdådig rige og ved sin højde imponerende prædikestol (ill. s. 649), der himlen iberegnet når fra skjoldefrisen til stolestaderne. Men den skulle også efter hans kontrakt fra 1649 »i zirlighed, kunst og arbejde« samt i højde og videlse ikke have sin lige i nogen af de fire kbh.ske hovedkirker. Også for det pompøse tralværk fra 1653, der adskiller korsskæringen fra skibet, er han mester. Med mere jævne paneler afsondredes korshvælvet fra de to korsfløje, og i dette, altså kun mod alteret åbne rum, opstilledes 1658 til alle sider en række korstole, til hvis vanger benyttedes et par afsavede gotiske korstolegavle. De var beregnet for skolens peblinge, der to gange daglig skulle »søge koret«. De har benyttet tiden til på rygpanelet at indskære navne, årstal samt forsk. figurer.

Endelig skal nævnes, at H. Werner 1649 fik bestilling på en font. Den er dog rimeligvis gået til grunde ved den ndf. nævnte nedstyrtning af et hvælv. I hvert fald er den nuv. smukke sandstensfont udf. 1655 af den kbh.ske stenhugger Henning Selgen.

Af kirkens gravminder vil det være rimeligt først at omtale dens grundlægger Absalons skønne gravsten (ill. s. 653), nu bagved, men opr. foran det i 1650erne flyttede højalter. Stenen, der er udført 1536 af Morten Bussert på foranledning af Henrik Tornekrans, er ikke blot en af vore skønneste, men også et »skelsættende hovedværk« i vor kunsthistorie, da den i endnu højere grad end det ovf. omtalte relikvieskab viser ungrenæssancens former i den portal, der indrammer figurfremstillingerne. Hovedpersonen, Absalon, står i fuldt ærkebiskoppeligt skrud med patriarkalkorsstav og mitra, og ved hans fødder har kunstneren anbragt to småfigurer af hans frænder, Århusbisperne Peder og Skjalm, flittigt læsende i deres bøger. I frisen forneden ses hans fantasivåben, den springende hjort, og abbedens slægtsvåben. Selve graven er blevet åbnet tre gange. Først 1537 el. kort efter (at det altid anf. årstal 1536 er urigtigt, er påvist af Chr. A. Jensen i hans Adelige Gravsten. 1. 112) i nærvær af kong Chr. III og superintendent Peder Plade. Anden gang 1827 af en videnskabelig kommission, nedsat af Fr. VI, der var forarget over, at et i det gl. kunstkammer opstillet kranium gik og gjaldt for at være Absalons. Undersøgelsen (jf. DMag. 2. R. VI. 84f.) viste da også, at hans skelet fandtes nogenlunde urørt liggende i en blykiste. Han var jordet i fuldt, nu naturligvis meget hensmuldret skrud, og ved hans side lå en ikke helt bev. blyplade med indskrift: »Her ligger ærkebisp Absalon… den gode og fromme mand, som grundlagde dette kloster.« Sa.m. andre relikvier, bl.a. en gravkalk af sølv og hans bispering med en blå safir, optoges den og opbevares nu i et i korets n.væg indmuret jernskab. Den sidste undersøgelse foretoges 1947–48. Ved denne lejlighed hævedes gravstenen, således at den skæmmende indhegning omkring den kunne fjernes, og – suppleret med en nøjagtig kopi – opstilledes ved stenens hjørner de tre høje gotiske kandelabre, der 1777 var blevet anbragt på Christoffer II.s kenotaf (jf. ndf.), men utvivlsomt er anskaffet af Henrik Tornekrans samtidig med stenen. Selv havde han med en forståelig selvfølelse valgt sit sidste leje tæt s.f. Absalons. s. 651 Også fra hans gravsten, der langtfra kan stå mål med Absalons, blev indhegningen fjernet, og for at undgå slid blev den indmuret på korets s.væg. Foruden disse er der bev. i alt 7 abbedsten. Ældst er en navnløs romansk granitsten, der er prydet med en abbedstav; resten, hvoribl. de to sidste protestantiske abbeders, er fra 1400t. og 1500t. Desuden findes i sdr.korsfløj en stærkt slidt figursten over Roskildebispen Johs. Krag († 1300), men ellers er næsten alle de middelald. og sen. gravsten, kirken sikkert har rummet, forsvundet i tidens løb.

Efter at have ført en noget omflakkende tilværelse blev de stærkt maltrakterede rester af kgl. gravminder 1777 under ledelse af Wiedewelt opstillet ved højkorets s. 652 ø.væg. Bedst har Christoffer II.s kenotafium klaret sig, selv om også det antagelig er blevet noget ødelagt ved den katastrofe, der ramte hans efterfølgers sarkofag. Nu blev, hvad der var tilbage, anbragt på et sandstenspostament i højkorets nø.hjørne. På selve postamentet ligger bronzestøbte figurer af kongen og hans dronn., Eufemia, samt ml. dem et af deres børn, en lille prinsesse, ligesom der her er opstillet to pragtkandelabre, der bæres af deres våbendyr, løven og den pommerske grif. På den synlige langside ses en række, ligeledes bronzestøbte, relieffer med kristelige motiver som Marias himmelkroning, medens kortsiden har en række relieffer, der viser kvindens magt over manden, ikke blot Samson og Dalila, men også den middelald. fortælling om vismanden Aristoteles, der lader sig bruge som ridehest for den skønne Phyllis (jf. Jul. Lange i Aarb. 1881). Kenotafiet er sikkert rejst af Valdemar Atterdag, men må opr. have været både højere og bredere, da sidereliefferne har været anbragt i to friser, og gl. beretninger vidner om, at figurer af flere af kongens børn har hvilet på det. Af Valdemar Atterdags sarkofag, der har været af sa. type som dronn. Margretes i Roskilde, er kun selve den – for øvrigt beskadigede – tumba af sort belg. marmor bev. i kirken, men dets udseende kendes i grove træk fra et tarveligt stik fra 1600t. På låget hvilede en alabastfigur af kongen i fuld rustning, medens siderne smykkedes af alabastrelieffer i to friser, øverst apostle, nederst bl.a. bisper, af hvilke en er havnet i Nationalmuseet (jf. Chr. A. Jensen i Aarb. 1915). Sarkofagen blev dog ikke, som det tidl. hed sig, ødelagt af svenskerne 1657–58, men, som det dokumentarisk kan bevises, ved at en hvælving styrtede ned under en reparation 1651. Mellem de to monumenter er i ø.væggen indmuret kong Olufs stærkt beskadigede gravsten, der efter indskriftens bogstavformer må stamme fra o. 1525 og vel er et led i Henrik Tornekrans’ historiske interesse for kirken. Over den er 1777 indmuret en marmorsten med fortegnelse over de i koret begravede kgl. personer.

Mellem gravminderne fra 1600t. må først nævnes kongens kanslers, Christen Friis til Kragerup’s († 1639), mere pompøse end fint udførte store epitafium af sandsten og alabast i »Levitternes kor« (se s. 646). Foruden med knælende figurer af kansleren og hans hustru er det smykket med talr. bibelske og allegoriske figurer. Det smukke jerngitter, der skiller kapellet fra sideskibet, er først opstillet 1694 af ægteparrets søn. På sakristiets n.væg er indmuret det aldrig fuldførte sandstensepitafium over det ældste akademis sidste hofmester Jørgen Rosenkrantz († 1675), for så vidt et rørende minde om hans håbløse kamp for akademiets genoprettelse (se s. 637), som det efter hans død blev pantsat for hans gæld til kirke- og fattigkassen. Selv hviler han under højkoret, hvor der 1651–55 blev indrettet en række adelige gravkældere. På højkorets n.væg hænger et i sin art enestående epitafium over rigsråden Mogens Høg til Kærgårdsholm († 1661), en broder til det ældste akademis første hofmester, Just H. Det er en på en træbagklædning siddende forgyldt og forsølvet messingplade, der i det store midtfelt har en lang, dreven indskr., i sidefelterne ligeledes drevne våben og et relief af Kristi opstandelse. Det første akademis lærde professorer er kun repræsenteret ved deres største navn, historikeren Johs. Meursius († 1637), hvis i olie på lærred malede og i en sandstensramme indfattede familiebillede hænger på en af midtskibets sydarkadepiller. De to unge mænd, hvis portrætter ses på det i ndr. sideskib rejste statelige sandstensepitaf, har i og for sig intet med Sorø at gøre. Det s. 653 s. 654 er et par studenter, Bengt og Niels Andersen, sønner af borgmesteren i Frederikstad i Norge, der for at undgå pesten flygtede fra Kbh. til Sorø, hvor de dog døde med een dags mellemrum 1654. Det tidl. »liberi« (se s. 641) tjener nu som gravkapel for Chr. IV.s akademis første hofmester, rigskansleren Just Høg († 1646) medens der i indgangen dertil under munketrappen, det s.k. »Fosseske kapel« står et par kister, der bl.a. rummer støvet af skolens sidste forstander, Laurids Foss († 1703). Det tilstødende rum, det gl. sakristi, jf. s. 641, blev i 1700t. Ramel-Sehestedernes gravkapel, men ved dets restaurering henflyttedes nogle kister til det sdr. af sidekapellerne (Benedicts kapel), for at det smukke rum med sin midtsøjle bedre kunne komme til sin ret. Det andet sidekapel indrettedes 1778 til gravkapel for overhofmesteren ved Chr. VI.s akademi Reitzenstein († 1781) efter en plan udarbejdet af akademilægen J. Bang, der jævnsides med medicinen havde studeret arkitektur. I det sydl. af n.kapellerne står Holbergs af akademiet bekostede og af Wiedewelt 1780 udførte sarkofag af gråt marmor med en ikke alt for vellykket portræt-medaljon og relieffer af hans våben og to muser (ill.s. 654). I det næste to af C. F. Stanley udførte marmorsarkofager med en mellemstående stele, hvori hviler statsministeren, videnskabernes velynder, grev Otto Thott til Gavnø († 1785), og hans hustru, Birgitte Kruse († 1771).

I kirken er endv. begr. Ebbe Skjalmsen, † 1151, biskop Frederik af Slesvig, † 1179, Sune Ebbesen, † 1186, abbed Simon, † ca. 1187, Aage Stigsen, † ca. 1200, Esbern Snare, † 1204, Ebbe Sunesen, † 1208, drost Peder Nielsen Hoseøl, † 1298, s. 655 Chrf. II.s søn Erik, † 1332, drost Henning Podebusk, † ca. 1388, abbed Niels Klementsen, † 1444, læsemester Knud Pedersen, † 1569, skolemanden Hans Mikkelsen, † 1601, prof. Anders Christensen, † 1606, hofmester Falk Gjøe, † 1653, prof. Niels Lauridsen Aagaard, † 1657, matematikeren og digteren Hans Lauremberg, † 1658, oversætterinden Birgitte Thott, † 1662, Mette Gjøe, † 1664, admiral Markor Rodsteen, † 1681, Anne Gjøe, † 1681, maleren Abr. Wuchters, † 1682, godsejer Ove Ramel, † 1685, landsdommer P. B. Mylius, † 1745, forf. J. E. Schlegel, † 1749, teologen Peder v. Haven, † 1757, gehejmerd. C. E. v. Beulwitz, † 1757, juristen L. L. Kongslew, † 1783 og statsminister Ove Ramel Sehested, † 1838.

Ved den ndr. side af kirken ligger på den smukke gl. kirkegård et 1864 opf. kombineret ligkapel og klokkehus. Her hviler mange kendte mænd, deribl. statsøkonomen Andr. Schytte, † 1774, digteren Chr. Wilster, † 1840, lektor J. H. Bredsdorff, † 1841, historikeren Chr. Molbech, † 1857, og sønnen, digteren Chr. K. F. Molbech, † 1888 – over fader og søn afsl. 1890 et mindesmærke: en granitblok med en af en karyatide båren bronzemed. med deres portrætter, tegn. af L. Frølich –, forf., lektor Peder Hjort, † 1871, overførster Fr. Eide † 1882 (monum. af Axel Hansen), rektor P. H. Tregder, † 1887, digteren Mich. Rosing, † 1904, amtmanden og arkæologen Emil Vedel, † 1909, rektor B. Hoff, † 1912, og digteren B. S. Ingemann, † 1862, hvis grav er tæt ved kirkens søndre korsfløj lige over for det sted, hvor han i mange år boede som lektor ved akad.; over graven rejstes der kort efter hans død en granitstøtte med hans portrætmed. i bronze (af V. Bissen). Endelig det smukke Stemannske gravsted, hvor bl.a. et højt monum. over gehejmerd. Chr. L. Stemann, † 1813.

På kgd. er endv. begr.: forf. D. Fester, † 1811, nationaløkonomen, konferensrd. Jac. Mandix, † 1831, forstmanden G. Ulrich, † 1835, forstmanden Fr. Sarauw, 1846, lektor C. Lütken, † 1856, søofficeren L. J. Rohde, † 1857, zoologen H. Beck, † 1863, amtmand T. Hoppe, † 1871, matematikeren C. Mundt, † 1873, landskabsmaleren H. Harder, † 1873, lektor Aug. Rothe, † 1879, komponisten E. Siboni, † 1892, adjunkt J. E. Boesen, † 1902, havne- og stadsing. N. H. Blicher, † 1919, officeren og diplomaten Carl v. Holck, † 1934, rektor A. J. West, † 1943, folkemindeforskeren H. Ussing, † 1946, rektor H. Raaschou-Nielsen, † 1948. Om den nye kgd. se s. 626.

Litt.: Morten Pedersen. Biscops Absalons oc Her Esbern Snaris Herrekomst. 1589. N. Durop. Sora antiquissimum in Dania Monasterium. 1635. C. A. Borch. Noget om Acad. i S. 1789. O. Malling. Om Sorø Acad. i Collins Tidsskr. For Hist. og Statistik. I. 1822. E. G. Tauber. Uds. over S. Acad. Forfatning. 1623–65. 1827. J. Chr. Lütken og J. H. Bredsdorff (sen. Bredsdorff og C. Hauch). Blandinger fra S. 1–10. 1831–39. F. F. Wendelboe og H. F. J. Estrup. Beskr. af Mindesmærker i S. Acad. Kirke med en hist. Indledn. om den gl. Klosterkirke. 1836. N. Høyen. Skrifter. I. 1871. Chr. Molbech. Om S. Acad., dets Skiebne og Fremtid. 1847. J. Chr. Lütken. Fire Smaaskr. om S. Akad. 1847–48. Soransk Tidsskr. I–VI. 1870–1912. N. Høyen. Kirken og Kl. i S., i Danske Mindesmærker. I. 1877. S. M. Gjellerup. Studier til de Soranske Stiftelsers Hist., i Hist. Tidsskr. 4. rk. VI. 1877–78. 449–83. A. F. Asmussen. Medd. ang. S. Akad. for Aarene 1857–78. 1880, fortsatte af S. Sporsén for årene 1879–98. 1890–99, af A. Barfod for årene 1899–1908, 1909. Theodor Hansen. S. En Beskr. af Kl., Akad., Kirken, Læreanstalten og S. nærmeste Omegn. 1883. J. B. Løffler. Gravmonumenterne i S. Kirke. 1888. B. Hoff. Sorana i S. Skoles Aarsskr. 1895, 1898, 1899, 1905. H. Rosendal. Om Kristian VIII’s Planer m. H. t. S. Akad. 1897. H. F. Rørdam. Af S. Hist. i det 1. Aarh. efter Reformat. i Kirkeh. Saml. 4. rk. V. 1897. 534–43. Sa. Om et Haandskr. vedrørende S. Kl. i Hist. Saml. og Studier. III. 1898. 187–92. Niels P. Larsen. Begravelsespladser i S. fra den ældre Middelalder til vore Dage. 1908. H. Holten-Bechtolsheim. Om Akad.-Hovedbygn.s Dekorationer, i S. Skoles Aarskr. 1908–12. F. C. Matthiessen. S. Akad.s Brand 1813, i S. Skoles Aarskr. 1913. Sa. S. for 100 Aar siden, i AarbSorø. 1913. 67–104. Soranerbl., udg. af Soransk Samf. 1916 ff. D.Mag. 6. R. III. 1923. 223–311. S. Klosteret. Skolen. Akademiet gennem Tiderne. I–II. Udg. af Soransk Samfund ved M. Mackeprang og W. Norvin. 1923–31. Olaf Carlsen. Soranske Studier. I–II. 1928–29. Sa. Chr. Molbech og S. I–III. 1932–37. Danm. Kirk. S. A. 1. halvbd. 1936. DMag. 7. R. I. 1936. 226–319; IV. 1943–48. 102–29. Lorenzen. Kl. XI. 1941. 144–79 og T. XV–XXX.