Bølling herred

Købstad: Skjern, se s. 157. Sognene: Vorgod, Nørre Vium, Herborg, Videbæk, Brejning, Sønder Lem, Ølstrup, Dejbjerg, Hanning, Stavning, Bølling, Sædding, Sønder Borris, Faster.

Bølling herred omgives af Hammerum og Nr. Horne hrdr., Ringkøbing fjord samt Hind og Ulfborg hrdr. Til hrd. hører øen Klægbanke i Ringkøbing fjord. Det strækker sig fra Fjelstervang og Troldhede i ø. til fjorden i v. og fra Omme bakker i n. til Skjern å i s. Hrd. omfatter den sydl. halvdel af Skovbjerg bakkeø, der gennem Vorgod å afvandes til Skjern å, og kun længst i s. og v. findes lavere terræn m. bedre jorder og en tættere landbrugsbebyggelse. Mod sv. omfatter hrd. en mindre del af Skjernåens hedeslette, hvor betydelige engarealer efter afvanding er kommet under kultur.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Våbenskjold). 1584

1584

(Våbenskjold). 1648

1648

Herredets areal udgjorde 1962: 67.444 ha, hvoraf 53.147 ha landbrugsareal og ca. 340 ha vandareal. – Indbyggerantallet var 26/9 1960: 23.821 indb. fordelt på 6810 husstande (1801: 4220, 1850: 6844, 1901: 12.745, 1930: 17.685, 1955: 19.513). – Kreaturholdet var i juli 1963: 616 heste, 57.420 stk. hornkv., hvoraf 23.499 malkekøer, 109.620 svin og 415.024 høns.

I kirkelig henseende udgør Bølling hrd. sa. m. Nr. Horne hrd. ét provsti – Nr. Horne-Bølling hrdr.s provsti, Ribe stift, med 18 pastorater, idet dog Brejning so. hører til Ulfborg-Hind hrdr.s provsti.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Bølling herred (*1231 Bylængheret). Mod n. var grænsen Venner å el. et tilløb til denne. Den sydl. del af Velling so., Venner by, Vennergd. og Nørby, hørte derfor til Bølling hrd., resten til Hind hrd. Sdr. Lem so. og hele el. en del af Ølstrup so. hørte til Bølling hrd., men ved reskr. af 29/11 1822 og 25/1 1843 blev Sdr. Lem og Ølstrup so. i Bølling hrd. samt den sydl. del af Velling so. henlagt til Ulfborg-Hind hrdr. Vorgod å udgjorde skellet ml. Bølling og Hammerum hrdr., således at de dele af Borris, Nr. Vium og Vorgod so., som lå ø.for, hørte til Hammerum hrd. Ved reskr. af 25/1 1843 blev de lagt til Bølling-Nr. Horne hrdr.

Fra 14/8 1715 var herredsfogden også byfoged i Ringkøbing. Lønborggård og Skjern birker blev forenet m. Bølling hrd. samt m. Nr. og Ø. Horne hrdr. 17/6 1796. Bølling hrd. blev lagt sammen m. Nr. Horne hrd. 26/4 1814. If. bkg. af 21/3 1873 blev Brejning so. fra 1/5 lagt fra denne jurisdiktion til Ulfborg-Hind hrdr., og if. bekendtgørelse af 8/8 1892 blev fra 1/1 1893 visse dele af Vorgod so. overført fra Bølling-Nr. Horne hrdr. til Hammerum hrd. 1919 blev de to hrdr. til retskr. nr. 84, fra 1956 nr. 94, samt politikr. nr. 62. If. lov af 21/3 1956 blev den del af Vorgod so., som hørte til politikr. nr. 62, overført til politikr. nr. 59, Herning kbst. m.v.

Tinghøje nævnes nv.f. Fjelstervang i Vorgod so. samt nv.f. Bavnsbjerg i Barde i sa. so. Disse steder synes dog for afsides til herredstinget. To tinghøje nævnes i sogneskellet ml. Ølstrup og Sdr. Lem 1638. På et sognekort over Hanning fra dette år findes ml. Hanning kirke og Gl. Hanning en stensætning m. 9 sten, betegnet Bølling herreds ting. Tidl. har tinget måske været længere mod n. i sa. so., thi nv.f. Skårup ligger Tinghøj og Galgehøj. 1753 oplyses det, at tinget »i forrige tider« skal have været ved en høj på Hanning kirkegårds grund, hvor der også skulle have været et tinghus. Indtil 1757 var det i Gl. Hanning, hvor det holdtes i en bondegd., men 7/12 s.å. fik byfogden lov at holde det i V. Venner, Velling so. Efter hans død blev det 1761 flyttet tilbage til Gl. Hanning. 13/11 1766 bestemte amtmanden, at det skulle være i Sdr. Lem so. 23/4 1777 blev det flyttet til Ringkøbing rådhus. På dette tidspunkt havde hrd. ikke noget tinghus. 26/4 1814 blev det bestemt, at tingstedet skulle være i Skjern.

s. 492

Bølling hrd. i Hardsyssel hørte fra senmiddelalderen til Lundenæs len, fra 1660 Lundenæs a., som fra 1671 var forenet m. Bøvling a. Da Ringkøbing a. blev opret. 19/3 1794 i h. t. resol. af 4/9 1793, blev det en del af dette.

Fra gl. tid hørte herredet under Ribe stift. Det udgjorde et selvstændigt herredsprovsti, indtil det 1812 blev en del af Ringkøbing sdr. amt provsti. I h. t. kgl. resol. af 10/4 1824 kom det 1826 sa. m. Hind og Nr. Horne hrdr. til at udgøre Ringkøbing amts sdr. provsti. Ved kgl. resol. af 10/6 1902 oprettedes Bølling-Nr. Horne hrdr.s provsti fra 1/7 s.å.

Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.

Litt.: Præsteindberetn. fra 1638, DSaml. 2. Rk. IV. 38f. ValdJb. II. 28. Mogens Lebech i JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 217, 333. Henrik Larsen smst. 98f. Peter Skautrup. Hardiske mål. II. 1942. 34. P. Storgaard Pedersen. Hardsyssel. 1916. 54f. DSaml. 2. Rk. IV. 40, 46. Thorkild Gravlund. Herredsbogen. 1930. Jylland. P. Storgaard Pedersen. Fra Skjernegnen i Pietismens Tid, AarbHards. 1908. 66–86.