Hvalba sogn

(Kvalbø sogn). Egen kommune. Består af den nordl. del af Suðuroy, Lítla Dímun og Hvannhólmur. Grænsen mod Froðba so. mod s. går fra Geitaskoragjógv i v. og følger stort set højderyggen over øen til kysten n. f. Hvannhólmur. Kysten mod v. udgøres af op til 500 m høje forbjerge, og der er mange fritstående stakkar og drangar. Mod ø. ligger Hvalbiarfjørður og Sandvík, der adskilles af Mjóvanes. I den inderste del af fjordene findes lange sandstrande, og bag dem breder engområder sig. Geologien i dette so. er i forhold til resten af Færøerne ret varieret. Man kan her iagttage både nederste og mellemste basaltserie og de mellemliggende kul-, ler- og tuf-agglomeratlag (se s. 8 ff.). Kullagene er blevet udnyttet siden omkr. 1780. De fleste miner ligger i Prestfjall s. f. Hvalba, men nyere miner er anlagt i Rókhagi på ø.siden af dalen, der strækker sig mod s, fra bygden. To ejder strækker sig fra Hvalbiarfjørður mod v. På den nordl., Norðbergseið, ligger Norðbergsvatn, og på Hvalbiareið s.for ligger Heygsvatn. I Vatnsdalur, en »hængende« dal på s.siden af Hvalbiarfjørður, findes en større sø. Mellem Hvalba og Tvøroyri findes en vejtunnel, og en anden er under anlæg til Sandvík. Foruden landingsstederne ved de ø.vendte fjorde findes en nu lidet benyttet landingsplads ved Hvalbiareið på v.kysten. Hvalba er klart delt i flere bylinger, s. 334 hvoraf Nes ligger ca. 1 km fra resten af bygden. I Sandvík ligger husene samlet ved fjordbundens n.side.

Areal: 4182 ha. – Folketal: 1966: 751, fordelt på 199 husstande; 1960: 829, der var således fordelt efter erhverv: fiskeri, landbr. m.v. 329, håndv. og industri 186, handel og omsætning 30, transport 92, administrative og liberale erhverv 20, andet og uangivet erhverv 15, formue, understøttelse m.v. 157. – Høst af kartofler: 596 tdr. – Kreaturhold: 71 stk. hornkv., heraf 67 køer, 2338 får.

I sognet bygderne: Hvalba (da. Kvalbø, 1350-1400 Hvalbø, 1584 Qualbøe), 1966: 615 indb., m. kirke, præstegd., elektricitet fra S.E.V., kombineret vand- og maskinkraft, m. bylingerne Leirar (1601 Leyre), skole (opf. 1878), baptist-forsamlingshus, missionshus, sportsplads (anl. 1932), filialer af Føroya Banki og Sjóvinnubankin (begge opret. 1963), elektricitet fra S.E.V., anlægsmole ved Hamranes for ruteog fiskerifartøjer, anlægsbro og bådehavn i Skálar, 6 købmandsforretninger og helautomatisk telf.central, og Nes (1584 Nesse) m. skole, købmandsforretning og anlægsbro, elektricitet fra S.E.V., kombineret vand- og maskinkraft; Sandvík (da. Sandvig, Færeyingasaga í Sandvík; kaldtes tidligere Hvalvík, da. Kvalvig, 1650 Kvalviig), 1966: 136 indb., m. kirke, skole, 2 købmandsforretninger, elektricitet fra S.E.V., kombineret vand- og maskinkraft, anlægsbro, ingen vejforb.

Der er vej m. tunnel fra Hvalba til Tvøroyri og rutebådforbindelse m. Tórshavn 4 gange ugl.

Kirken i Hvalba er opf. 1935 (indv. 27/10 1935; arkt., bygm. Jens Mortensen, Tvøroyri). Malet udvendig og indvendig. Elektrisk lys og varme. Altertavle: Nadveren, kopi efter Leonardo da Vinci. Forgyldt alterkors. To sæt sølvkalk og -disk, skænket af den eng. regering, fordi beboerne bjærgede og begravede ligene af besætningen på trawleren St. Bernhard, der strandede nær ved Hvalba okt. 1901.

Den ældre kirke, som tidl. har ligget andetsteds, var opf. 1859 (arkt. J. H. Nebelong) af træ m. sokkel af sten og skifertag.

På den gl. kgd. í Skálum ligsten over præsten Jacob Christensen Klinte’s hustru Karen Christensdatter, † 1660.

Kirken i Sandvík er opf. 1908. idet den gl. kirke i Tvøroyri blev flyttet hertil; den er af træ, beklædt m. jernblik. Elektrisk lys og varme. Altertavle: Korsfæstelsen.

På kgd. er bl.a. begr. forf. Martin Joensen, † 1966.

I nærheden af Nes ligger på den sydl. side af Hvalbiarfjørður klippespalten Káragjógv, hvorover vejen går fra Hvalba til de sydl. bygder. Oven over Káragjógv står de 4 Sigmundssteinar, der efter sagnet skal være båret nede fra dalen op gennem Káragjógv af Sigmund Brestisson, Tórur Beinisson, Einar Suðuroyingur og Eldjarn Kambhøttur. Uden for Hvalba ses en plads, hvor jorden har været jævnet til agerland. Efter sagnet har her (ligesom på et lign. sted ved Hov) boet vestmænd el. irer, før nordboerne kom til øen (se s. 189).

Suðuroy har som den sydligste og mest afsidesliggende ø særl. været udsat for sørøverangreb, og Hvalba nævnes flere gange som genstand for overfald. Således kom i sommeren 1629 3 tyrkiske sørøverskibe ind på fjorden, men de 2 strandede, og sagnet fortæller, at over 300 lig drev i land og jordedes i sandstranden, hvor nogle tuer kaldes Turkagravir; nogle granitsten Turkasteinar sættes også i forb. m. denne begivenhed og opgives at have været ballast i skibet.

Præstegården Leirar blev 2 gange plyndret af kapere, medens Jacob Christensen Klinte var præst 1656-79.

Under den gl. kgd. i bylingen í Skál um er fremgravet rester af en bygn., der formentlig stammer fra vikingetiden.

Mindesmærke for forulykkede i tiden 1890-1960 rejst på Hvalba gl. kgd. 1960.

I Sandvík fødtes 1902 forf. Martin Joensen.