Svínoy sogn

(Svinø sogn). Egen kommune. Udgøres af øen Svínoy. V.for mod Borðoy og Viðoy ligger Svínoyarfjørður, og n.for, mod Fugloy, ligger Fugloyarfjørður. Øen har et omrids, der minder om et timeglas, men indsnævringen ligger n. f. midten. Kysterne er som helhed meget stejle og utilgængelige, undtagen ved begge ender af ejdet, der ligger tværs over øen på dens smalleste sted. N. f. dette ligger to fjelde, der skråner jævnt ned mod landsiden, mens havsiden er meget stejl, sine steder lodret. Øens sydl. del opfyldes af et højt plateau, hvis flade skråner fra nv., hvor øens højeste punkt Havnartindur (587 m) findes, mod sø. Det gøres noget uregelmæssigt af botner og mindre dale, der skærer sig ind i det.

Den nordlige del af øen gennemskæres af en transgressiv sill (se s. 14). Havnartangi ved Svínoy’s vestl. pynt er et drag, dannet ml. land og nogle skær, der ligger udenfor. Forholdene ved øens to landingssteder, ved bygden og under ejdet på v.kysten, er vanskelige. Største delen af husene i bygden Svínoy ligger samlet på ejdet ved Svínoyarvík, m. enkelte bylinger og huse spredt udenfor.

Areal: 2735 ha. – Folketal: 1966: 117, fordelt på 32 husstande; 1960: 146, der var således fordelt efter erhverv: fiskeri, landbr. m.v. 103, håndv. og industri 2, transport 4, administration og liberale erhverv 6, formue, understøttelse m.v. 31. – Høst af kartofler: 150 tdr. – Kreaturhold: 21 stk. hornkv., heraf 17 køer, 945 får.

I sognet bygden: Svínoy (da. Svinø, 1584 Suinøe), 1966: 117 indb., m. kirke, skole (opf. 1880), elektricitet fra S.E.V., kombineret vand- og maskinkraft, anløbsbro, 2 købmandsforretninger og telf.central.

Kirken er opf. 1878 af sten m. skifertag (bygm. Johs. Petersen, Mikladalur). Altertavle: Jesus hos Martha og Maria, kopi efter Dorph. Stendøbefonten er tilhugget af tømmermand Poul Hansen, Svínoy.

Bjarnasteinur, en gravsten fundet under kirken 1828, er anbragt i forkirken (se s. 192).

Litt.: Nord. Tidsskr. f. Oldkyndighed 1832. 218.